Væsentlighed, identifikation, sensation, aktualitet og konflikt, forkortet VISA-K, er de nyhedskriterier, man fra 2. semester på DMJX’ uddannelse i journalistik begynder at arbejde intensivt med. Kriterierne er udtryk for den journalistik, der sælger, og skal ikke forveksles med grundpiller til den “gode” journalistik, altså den der tjener oplysende eller demokratiske formål.

Sideløbende med VISA-K er der talrige andre tænkelige nyhedskriterier, mange af hvilke kom frem i lyset med en artikelserie, Journalisten kørte i januar. I serien og talrige andre steder titter folk fra mediebranchen frem med deres egne holdninger til, hvad der giver en historie nyhedsværdi.

FINT, mytedræber og perspektiv

Som sagt beskæftigede Journalisten sig tidligere på året med nyhedskriterier i flere artikler. Alternativer til VISA-K var der mange af. Tidligere udviklingschef hos Jysk Fynske Medier Gerd Maria May Hertz gav sit bud på nyhedskriterier i form af FINT, der står for fællesskab, inspiration, nuancer og tillid.

Det fremgår desværre ikke tydeligt af artiklen, hvad Hertz mener med kriterierne, altså fx om formålet med kriteriet tillid er at dække eller skabe tillid og i så fald til hvem, hvorfor og hvordan. Formålet med FINT er dog at skabe et løsningernes rum. Altså et dannende formål modsat VISA-Ks kommercielle.

I en anden artikel fremhæves relevans, konstruktivitet, og hvis noget vigtigt bliver fremstillet forkert. Den sidste var Zetlands chefredaktør Lea Korsgaard inde på, og hun omtalte den slags nyheder som mytedræbere. Igen lader den kommercielle tænkning til at være fraværende i de foreslåede kriterier.

Endelig var TV 2’s nyhedschef Jacob Kwon på banen i en artikel om TV 2’s satsning på at bruge perspektiv som nyhedskriterie, hvor samme historie præsenteres fra flere vinkler. Kriteriet adskiller sig nok ikke væsentligt fra nuancer i Hertz’ FINT.

Væsentlighed, identifikation, sensation, aktualitet og konflikt, forkortet VISA-K, er de nyhedskriterier, man fra 2. semester på DMJX’ uddannelse i journalistik begynder at arbejde intensivt med. Kriterierne er udtryk for den journalistik, der sælger, og skal ikke forveksles med grundpiller til den “gode” journalistik, altså den der tjener oplysende eller demokratiske formål.

Sideløbende med VISA-K er der talrige andre tænkelige nyhedskriterier, mange af hvilke kom frem i lyset med en artikelserie, Journalisten kørte i januar. I serien og talrige andre steder titter folk fra mediebranchen frem med deres egne holdninger til, hvad der giver en historie nyhedsværdi.

FINT, mytedræber og perspektiv

Som sagt beskæftigede Journalisten sig tidligere på året med nyhedskriterier i flere artikler. Alternativer til VISA-K var der mange af. Tidligere udviklingschef hos Jysk Fynske Medier Gerd Maria May Hertz gav sit bud på nyhedskriterier i form af FINT, der står for fællesskab, inspiration, nuancer og tillid.

Det fremgår desværre ikke tydeligt af artiklen, hvad Hertz mener med kriterierne, altså fx om formålet med kriteriet tillid er at dække eller skabe tillid og i så fald til hvem, hvorfor og hvordan. Formålet med FINT er dog at skabe et løsningernes rum. Altså et dannende formål modsat VISA-Ks kommercielle.

I en anden artikel fremhæves relevans, konstruktivitet, og hvis noget vigtigt bliver fremstillet forkert. Den sidste var Zetlands chefredaktør Lea Korsgaard inde på, og hun omtalte den slags nyheder som mytedræbere. Igen lader den kommercielle tænkning til at være fraværende i de foreslåede kriterier.

Endelig var TV 2’s nyhedschef Jacob Kwon på banen i en artikel om TV 2’s satsning på at bruge perspektiv som nyhedskriterie, hvor samme historie præsenteres fra flere vinkler. Kriteriet adskiller sig nok ikke væsentligt fra nuancer i Hertz’ FINT.

Eliter, konstruktive kriterier og ROLDO

Af andre nyhedskriterier kan nævnes elitecentrering, der var blandt de nyhedskriterier, forskerne Johan Galtung og Mari Holmboe Ruge i 1965 fandt frem til i deres deskriptive studie af mediedækning. De sondrede mellem hhv. elitenationer og elitefolk. USA er fx typisk mere interessant end Myanmar. En minister er typisk mere interessant end en lokalpolitiker.

Journalist Line Weldingh skrev et speciale om konstruktive nyheder i regi af Constructive Institute på Aarhus Universitet, hvor hun skitserer nye nyhedskriterier, fx at historien fortæller om fremskridt eller er løsnings- eller fremtidsorienteret.

I 2017 slog TV 2 Østjylland en artikel op på Medium om deres forsøg på at kortlægge de kriterier, de bedst muligt kan nå østjyderne med. De fandt frem til nyhedskriterierne relevant, originalt, løsningsorienteret (igen), delbart og overraskende.

Holder kriterierne i virkeligheden?

Godt. Vi har efterhånden slået fast, at der er rigtig mange alternativer til VISA-K. Spørgsmålet bliver så, hvor meget mening det egentlig giver at tænke i andre nyhedskriterier.

Som sagt afspejler VISA-K, hvad folk rent faktisk gider læse, også selv hvis de siger noget andet. Læsere vil ofte skrive, at der bør være flere konstruktive nyheder.

I marts skrev en DMJX-studerende på min årgang fx en klumme til Politiken om, at hun gerne vil være fri for konflikt og i stedet have konstruktive nyheder. Klummen fik fire enige kommentarer fra folk, der gerne så “hestevæddeløb” og sensation ad vejen i journalistikken. Men det er jo BT, folk som dem deler på Facebook. Det er jo clickbaitquizzer, kendistrivia og historier om mord og voldtægt, de reagerer stærkest på.

At begynde at udvælge historier ud fra andet end VISA-K bliver derfor at skyde sig selv i foden med et oversavet jagtgevær, når det kommer til at levere noget, der efterspørges bredt.

Og hvis man ikke kan ramme det brede publikum, men i stedet får fat i nicher, hvad er så logikken i at omlægge sine arbejdsgange ud fra en ambition om at tjene højere formål som konstruktivitet? Ingen kan sige sig fri fra at finde glæde VISA-K-nyheder engang imellem. Det er bare et vilkår. Derfor virker mediers afstandtagen over for kriterierne omsonst.

Göteborg vågnede 30. oktober 1998 op til chok og sorg. Natten forinden havde fire knægte sat ild til et diskotek, hvor ca. 375 unge festede. 63 af dem døde. Motivet var tilsyneladende hævn over, at én af knægtene blev nægtet adgang til festen.

For de svenske medier gav episoden unikke udfordringer, dels at medierne ikke var vante til at rapportere om katastrofer på hjemmefronten, dels problemer med kildekritik og –netværk.

Medierne manglede kontakt til nærmiljøet

”Vi var i choktilstand og vidste ikke, hvor vi skulle henvende os for at få information,” lyder refleksionen fra en svensk radiogruppe på forløbet. Den smule information, medierne fik fra blandt andet politi og redningsfolk, varierede fra kilde til kilde, og medierne turde derfor ikke tage det for gode varer.

At finde lokale kilder var også et problem, for af dem, der deltog i festen, var en stor del af anden etnisk herkomst end svensk og færdedes i ghettolignende miljøer. Segregerede som de var, lød der i en udredning fra svenske Kulturdepartementet en teori om, at gruppen af borgere var skeptiske over for svenske medier og så disse som myndighedernes megafoner.

En konstruktiv kontakt mellem medier og kilder blev da heller ikke en realitet. Dækningen af tragedien drog kritik for at “etnificere” branden, da ofrenes ophav kom til at fylde meget i nyhedsindslag, men blev også rost for at gøre opmærksom på eksistensen af små, segregerede indvandrermiljøer i Sverige.

Du ved ikke, hvad du går glip af

Hvis de svenske medier havde haft journalister med baggrund i de berørte minoritetsmiljøer, som kunne forbigå den skepsis, de etniske mindretal tilsyneladende havde, ville dækningen af diskoteksbranden i Göteborg så have forløbet anderledes?

I Norge har der gennem flere år været opmærksomhed på at få flere journalister med anden etnisk baggrund. I 2008 viste en undersøgelse foretaget af Stiftelsen for en Kritisk og Undersøkende Presse, at tre ud af fire norske journalister mente, de havde begrænset kontaktflade i indvandrerkredse.

På baggrund af tallene udtalte Elin Floberghagen, daværende formand for Norsk Journalistlag, at konsekvensen ved den manglende kontaktflade kan være, at historier og nuancer ikke kommer frem. “Ved man ikke, hvad der foregår i et miljø, ved man heller ikke, hvad man ikke afdækker,” som hun sagde.

Det norske public service-medie NRK har siden 2008 ydet en aktiv indsats for at få flere journalister med anden etnisk baggrund. Dette gennem projektet NRK FleRe, hvor der hvert år udvælges fem stipendiater med flerkulturel baggrund til ti måneders oplæring i journalistik hos NRK. NRK vil, at mindst hver tredje nyansatte i fast stilling hos mediet er flerkulturel.

Journalisthøjskolens forsøg på at få flere etniske journalister

Tager vi nu hjem til Danmark, ser vi, at der også her har været fokus på at få flere journalister fra indvandrermiljøer.

I 2003 kørte et forløb på Danmarks Journalisthøjskole, som det hed dengang, hvor op til 16 elever med anden etnisk baggrund end dansk kunne søge optagelse på en toårig diplomuddannelse i journalistik for etniske minoriteter.

Forløbet fortsatte ikke grundet mangel på midler, og DMJX har ikke siden forsøgt sig med lignende projekter. Trods vi stadig har lang vej til en repræsentation af journalister med anden etnisk baggrund, der svarer til deres andel af befolkningen.

Af en undersøgelse foretaget i 2010 af Dansk Journalistforbund af deres medlemmer fremgår, at kun 1,5 procent af forbundets journalister og kommunikationskonsulenter var indvandrere eller efterkommere i første og andet led. På det tidspunkt var 10,6 procent af befolkningen indvandrere eller efterkommere.

Dig der flygter over et hegn

“Dig som laver dine egne planer. Kender reglerne – for at bryde dem. Som ser tingene i et andet lys og har for travlt til at være punktlig,” lyder salgstalen i en famøs DMJX-reklame fra 2017, som alle journalister på 1. semester stifter bekendtskab med.

Speaken ledsages af dramatiske billeder af demonstranters optøjer, en knægts flugt over et hegn fra vagtfolk med lommelygter, og så en masse dækbilleder af kreative typer.

Videoen fik heftig kritik, bl.a. fordi den virkede ekskluderende på folk, der ikke så sig selv repræsenteret i videoen, og at den ifølge kritikken hyldede værdier som slaphed og gøgl.

Men med videoen viste DMJX, at de ledte efter andre typer end de traditionelt akademiske. Underdogs, varyler og kreative fik at vide, at dem var der også plads til på DMJX’ uddannelser.

I branchen er der brug for alle

Grundet shitstormen vil DMJX nok være forsigtige med at søsætte lignende kommunikation inden for den nære fremtid, men hvis vi gerne vil høste de fordele for nyhedsdækningen, som flere journalister med anden etnisk baggrund fører med sig, er det måske netop den slags videoer, vi skal have flere af.

Videoer formidler, at uanset hvem du er, uanset om du har levet regelret eller været på den forkerte side af loven i en periode, og uanset dine omstændigheder i øvrigt, er du velkommen som journalist – og der er brug for dig. Men selvfølgelig kunne vi også bare lade potentialet gå uudnyttet hen og med Floberghagens ord ikke vide, hvad vi ikke dækker.

Man bider ikke den hånd, der fodrer en. Det udtryk er universelt, og det gælder derfor også i det journalistiske felt. Hvert år modtager især landsdækkende medier mange millioner kroner i mediestøtte. Det er for at understøtte kultur, demokrati og sikre et mangfoldigt mediemarked, lyder begrundelsen ofte. Men det er paradoksalt og ekstremt problematisk, at medierne får penge af de magthavere, som de forventes at kontrollere. Logisk hænger det ikke sammen.

Armslængdeprincippet slår revner

Nogle vil sige, at risikoen for politisk indblanding i mediernes gøren og laden er nærmest ikkeeksisterende – blandt andet fordi mediestøtten gives ud fra objektive kriterier, som sikrer et armslængdeprincip. Det er et godt argument, for i Danmark har vi generelt stærke institutioner, som ikke uden videre bukker under for politisk pres. Jeg vil dog alligevel agere pessimist og blot gøre opmærksom på, at netop armslængdeprincippet er voldsomt presset. Det kom til udtryk i den nye public service-kontrakt mellem DR og kulturministeren, hvor DR blandt andet forventes at afholde sig fra at skrive lange, dybdegående artikler på deres hjemmeside. Det er et eksempel på, at politikerne ikke er rædde for at blande sig i DR’s redaktionelle arbejde, og de private medier risikerer samme skæbne, hvis de ikke passer på. Hvis vi betragter armslængdeprincippet som en decideret institution, er det desværre begyndt at slå revner i sin før så fine overflade. Vi kan ganske enkelt ikke tage det for givet. Derfor vil det være sundt for medierne, at de udelukkende lever af deres egen troværdighed og ikke af politikernes gavmildhed. 

Brugerne ønsker høj troværdighed

Ifølge Kulturstyrelsen modtager eksempelvis Information og Kristeligt Dagblad henholdsvis 25 og 28 mio. kr. i mediestøtte i 2018. Information har selv sagt, at de risikerer at dreje nøglen om uden statslig støtte. Det indfanger selve kernen i problemet, for så har politikerne uhørt meget magt. Hvis de har lyst, kan de lukke landsdækkende medier, som udbyder vigtig, kritisk journalistik. Fremmer det journalisters lyst til at gå kritisk til magthaverne?

Lad os ikke være naive: Politikerne har en klar interesse i at give statsstøtte til medierne. Det giver landets journalister en tilskyndelse til at se lidt mindre kritisk på magthaverne, end de måske ellers ville have gjort. Ganske vist udgør mediestøtten kun en meget lille del af et medies samlede indtægtsgrundlag, men det holder døren på klem for, at politikerne kan øge støtten på et senere tidspunkt. Det er med andre ord en potentiel glidebane, som risikerer at true de private mediers uafhængighed i en tid, hvor journalister i forvejen lader til at have en lav troværdighed. Det kan branchen ikke være tjent med, også selvom det på kort sigt vil gøre ondt, hvis mediestøtten forsvinder.

Medierne har som bekendt besvær med at tiltrække abonnenter. Men jeg er overbevist om, at medier, der kun lever af sin egen troværdighed, vil se en positiv udvikling på bundlinjen. Min tese er, at mediebrugerne efterspørger høj troværdighed, og hvis min antagelse holder stik, kunne en afskaffelse af mediestøtten være en del af løsningen på en af journalistikkens største udfordringer.

Sender et dårligt signal

Det handler dog ikke blot om de praktiske udfordringer, der er ved at have statsstøttede medier. Der er også helt grundlæggende etiske og journalistiske principper på spil. Det sender et dårligt signal, at private medier får bevilget støtte fra politikerne. Det er et uheldigt sammenfald mellem to institutioner i samfundet, der skal holde hinanden i skak, og som har to vidt forskellige formål: Politikerne forventes at udøve magt, og medierne forventes at kontrollere, at det ikke udvikler sig til magtmisbrug. De bør derfor holdes adskilt i videst muligt omfang, og så er der ingen vej uden om, at medier på støtten hører fortiden til.

Illustreret Bunker har i sin november-udgave fokus på køn i journalistikken. I en artikel bliver twitterprofilen @Ligestillingsbot omtalt. En virtuel robot, der scanner danske nyhedsartikler for antallet af kvindelige kilder og konkluderer, at de optræder i blot tre ud af ti artikler.

Er det et problem? Det mener RUC-lektor Hanne Jørndrup, der i artiklen efterlyser et mediebillede, ”hvor kvinderne bedre kan genkende sig selv”. Et synspunkt, Politiken deler og derfor de sidste tre år har forsøgt at efterstræbe via en ligelig fordeling af mandlige og kvindelige kilder. Resultaterne udebliver dog.

Modstrider journalistikkens kerne

Jeg har fin sympati for argumentet, at henholdsvis medier og kilder skal afspejle samfundet, men der hvor kæden hopper af, er selve ræsonnementet, at kvindelige kilder – i højere grad end mandlige – taler til kvinder, mens mandlige kilder nødvendigvis må henvende sig til primært mænd. Selv hvis man tager den tese for gode varer – er den i mine øjne i direkte modstrid med journalistikkens kerne – nemlig at oplyse på tværs af alder, etnicitet, demografi – og ja, du gættede rigtigt – køn. Hvordan kan vi ellers udfordre og ikke bekræfte læseren med viden, som denne ikke vidste, at han/hun (eller for den sags skyld hen) havde brug for?

Et mandsdomineret mediebillede?

I november-udgaven af Illustreret Bunker viser en hurtig optælling 17 kvindelige kilder og 15 mandlige kilder. Altså en dobbelt så høj kvindemargin som i resten af mediebranchen. Kigger man på Illustreret Bunkers redaktion dette efterår, tæller den i alt otte kvinder og fire mænd. Blandt skribenterne er det 10 mod 7 i kvindernes favør. Hele bunkerfamilien inklusiv illustratorer tæller 21 kvinder mod 11 mænd. Det kan være et tilfælde, ligesom det kan være et tilfælde, at forsiden er prydet af en kvinde, at betegnelsen ”forkvinde” optræder i en artikel, at fotoreportagen er et kvindefodboldhold, at de store portrætter alle er af kvinder (Lisbeth Knudsen, Tina Müller og Lea Korsgaard) eller at den ansvarshavende chefredaktør er kvinde. Hvis et mandsdomineret mediebillede er et seriøst problem, kan man forvisse sig om, at det ikke gælder for skolens avis. 

Kønspolitiske undertoner

Hvis journalister begynder at skele til køn før kompetence i kildesøgningen, åbner det for en ladeport af problemer. Det må og skal altid være en kildes etos, indsigt og viden, der kvalificerer dem til at medvirke. Hvis den første betingelse for kildevalget er køn frem for kompetence, får man måske kønsmæssig balance, men langtfra garanteret de bedste svar. Hvad langt værre er, får vinklingen en bismag af politisk agenda, tunnelsyn, fikseringsfejl og pålagt selvcensur – og hvem taber så? Ja, det gør journalistens troværdighed og i sidste ende læserens opmærksomhed.

Forelæseren var gået syv minutter over tiden. Han undskyldte gentagne gange med, at det var vigtigt at få de sidste guldkorn fremlagt, men mine tanker var for længst vandret væk fra Chi²– test og i stedet mod bunkerens energiforsynende facilitator; kantinen.

Min morgenmad havde den dag bestået af klatkager, der har nogenlunde samme næringsværdi som, ja – guldkorn. (Ikke desto mindre smager de hamrende godt, og du finder snart opskriften på Filibaba.dk). Så jeg var sulten. Meget sulten.

Få minutter senere fandt jeg mig selv trippende ved kantinedisken, der dagligt lokker med sandwich og tilhørende skiltninger af den sirligste håndskrift. Kalkun, ost og skinke, tomat og mozzarella. For en vegetar som mig gør de det nemt at vælge.

Problemet opstod bare, idet fadet med den kødfri version var tomt. Klokken tolv minutter over tolv. Febrilsk vendte jeg mig mod buffeten, som var omringet af medstuderende med nogenlunde samme frustrerede blikke som mig.

Tomt tærtefad men rigeligt kød

Tærtefadet var ryddet, og gryden med gulerodssuppe var tom. Ergo var vegetarerne forvist til salatbaren, der denne mandag bestod af coleslaw og et par halvtarvelige grønne salater. Ellers hed det mørbradgryde eller variation af kødpålæg.

Jeg var altså havnet på et kødmarked, som desværre fik mig til at forlade kantinen med cirka samme følelse som efter en bytur, der har skuffet fælt.

Derfor var mit humør ikke på toppen, da jeg tomhændet vendte tilbage til min makker. Han stak mig fluks en Snickersbar og et overbærende smil. Og undlod heldigvis referencen: Because you turn into a right diva everytime you get hungry. 

Jeg ved godt, at chokoladebarer bestemt ikke er at kategorisere som fyldestgørende føde. Men mit humør blev alligevel vendt til det bedre, og det har egentlig holdt ved lige siden.

Mere grønt og mindre madspild

Derfor skriver jeg heller ikke indlægget her med ønsket om at pege fingre eller opildne til unødig konflikt. Jeg undrer mig bare. Undrer mig over, at kantinepersonalet ikke har bedre føling med, hvad der bliver spist, og hvad der bliver gået udenom. Det er langt fra første gang, jeg oplever, at de vegetariske retter er væk, når klokken viser kvarter over tolv. Jeg tænker derfor, at det efterhånden må stå klart for dem, at studerende såvel som undervisere godt kan lide grønt. Gerne tilsat en smule protein og fedt. For mæthedens skyld. Bønner, linser, kikærter. Tofu, feta og æg. Hit me!

Og hvis det er frygten for madspild, der holder mængderne nede, så foreslår jeg helt konkret, at man skærer en procentdel af prisen på buffeten lige inden lukketid. Det kunne være 25 procent, måske 50 på en god dag. Lur mig, om ikke det ville få de fattige studerende til ”grønt-gryderne”.

Skåret ud i pap er mit budskab simpelt: Fokuser på mere vegetarisk og sæt priserne ned kort inden lukketid. På den måde undgår vi unødig madspil og får både seks stykker frugt og grønt om dagen og klaret klimasamvittigheden.

Meget var egentlig, som det plejede at være. Twitter rasede. Panikradio kørte for fulde gardiner. Praktikanterne fik nogle medier, og medierne fik nogle praktikanter. Folk fik sikkert også en masse bajere om aftenen. Skål og tillykke med pladsen!

Men alligevel var alting anderledes. Pia Færring bottede ikke med sit horn (!), og de praktiksøgende var ikke samlet i spænding i Vandrehallen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. De var spredt for alle vinde rundt i hele landet.

Nogle var derhjemme, nogle var på DMJX i Emdrup, nogle var på skolen i Århus, og så var der nogle, der var ude på de medier, de endte med at skrive under med.

Denne gang var der nemlig verdenspremiere på verdens første online Store Matchdag. Matching-systemet var flyttet fra virkelighedens verden og ind på internettet. Moderne! Måske var det den salomoniske løsning, der en gang for alle løste Sisyfos-problemet Panikdag?

Svaret blev et rungende nej. Problemet er ikke løst endnu. Praktiksystemet er stadig kaotisk, stressende og ubehageligt.

Det skal løses inden næste gang

Det nye system var langsomt og ustabilt. Afslagene fremgik ikke klart og tydeligt. Og guiden til systemet var mangelfuldt og forvirrende. Det er under al kritik, og det skal bare løses til næste gang, hvor endnu flere skal søge praktik, og hvor både ”konkurrencen” mellem de studerende og belastningen på systemet bliver endnu hårdere.

Det betyder ikke, at vi anerkender retorikken om, at denne omgang var en ’test’. Det var mennesker og ikke forsøgsrotter, vi havde med at gøre. Det må man huske.

Giv det en chance til

Vi mener dog i KaJ, at man er nødt til at give systemet en chance mere. På trods af alle fejlbarlighederne og (forhåbentligt) børnefejlene.

Det rummer nemlig stadig gode tanker og elementer. Primært i forhold til at noget af spillerummet flyttes fra medierne og over til de studerende, fordi man kan få lov til at vælge ud fra et lidt mere fair grundlag, end det var tilfældet i Vandrehals-modellen, hvor nogle er tvunget til at tage en meget stor beslutning på et spiltsekund.

Hovedformålet må nemlig stadig være at undgå det barbariske båthorns-system, der burde have været lagt i graven for maaaaange år siden.

Så lad os nu se, om det nye system kan fungere på sine egne præmisser. Derfor vil vi opfordre alle – både medier, skoler og studerende – til at gå konstruktivt til værks. Lad os da i det mindste prøve at få det til at fungere.

Medierne skal respektere spillereglerne

Det betyder også, at vi på det kraftigste opfordrer medierne til at lade være med invitere praktikanter ud til mediet under selve akten. Vent til dagen efter måske?

Det er ikke meningen, at man skal gøre det sådan, og det underminerer konceptet om de rolige, frie, lige valg, som det nye system bygger på.

Jeg forstår godt, hvorfor mange praktiksøgende tog imod invitationen. Det havde jeg også selv gjort. Sådan er gamet. Men tilbuddet fra mediet skulle aldrig være kommet, for det underminerer idéen om, at man skal vælge uden det absurde pres, vi kender fra den gamle model.

Det betyder ikke, at medierne ikke må give forhåndstilkendegivelser. Det må de gerne. De skal bare først forsegles, når man sidder og kigger ind i skærmen og håber på, at den grønne prik springer frem. Sådan må det være!

God jul.