De står blandt politibetjentene. Abul Hayat Rahadh og de femten andre. De skal helst blive sammen, for det er ikke sikkert at være alene ude på gaden i dag.
Tidligere på dagen havde de været i tvivl, om de turde at nærme sig politiet. Skød de med krudt eller tåregas? Nu er det hér, de føler sig mest trygge – og dog.
Kæmpe folkemængder går mod dem. De er rasende. Det er svært at opnå neutralitet, når de står på samme side som fjenden. Pludselig betyder vestens fem gule versaler knap så meget: PRESS.
Konflikter skal dækkes med egne øjne
Hvor tæt kan jeg komme på konflikten uden at sætte mit liv i fare?
Det spørgsmål stiller Philip Róin, DR’s udenrigskorrespondent i Asien, sig selv, når han skal rapportere fra voldelige optøjer eller risikofyldte situationer. Han sætter sig nogle mål – og nogle grænser – og husker sig selv på, at der ikke er nogen til at rapportere historien, hvis han selv kommer i livstruende problemer.
Selvom det til tider er risikabelt, mener han, at det er noget, vi bliver nødt til at fortsætte med at praktisere.
”Hvis vi kun får helikopterperspektivet i konflikterne, så får vi ikke indblikket i menneskerne bag historierne. Og mister vi den, mister vi også for alvor folks interesse,” siger Philip Roín.
Philip Róin mener, at til trods for at man kan finde ubegrænset dækning på de sociale medier, fungerer det ikke som en indgang til at komme tæt på, da informationen ofte er utrolig utroværdig.
”God journalistik er stadig at komme ud at se det med egne øjne. Tale med folk og forstå, hvad det er for en situation, hvordan den er opstået og så derfra prøve at kaste sit perspektiv på det,” fortæller han.
Det er ifølge Philip Róin vigtigt, at en mere konfliktfyldt verden også afspejles i mediedækningen.
Og det kræver mange journalister at dække konflikterne, hvis man skal komme helt tæt på. Det kan dog kun ske med opbakning fra redaktører og medierne.
Med pressevest og hjelm
Abul Hayat Rahadh er 24 år gammel og kommer fra Dhaka, hovedstaden i Bangladesh. Oprindeligt har han læst personaleadministration, HR, men i de sidste år har han beskæftiget sig med fotojournalistik. Derfor står han med pressevest og sin beskyttelseshjelm, i form af en cykelhjelm, den 4. august under de drabelige optøjer i hjembyen.
Ifølge Philip Róin var konflikten lang og betændt. Den havde varet over hele sommeren, men var eskaleret den sidste uge i juli. Regeringen har i årevis ført en særlig politik kaldet et kvotesystem. Det har blandt andet gjort uligheden i Bangladesh større ved at gøre nogle mere privilegerede end andre.
Der var vokset en stigende utilfredshed mod hele systemet, som resulterede i, at flere hundrede tusinder gik på gaden i protest. Det førte til sammenstød med politiet.
Midt i den uro bor Rahadh, der med smal erfaring tager sit kamera under armen for at agere øjne og ører. Førhen har han været fast fotograf for et bangladeshisk rockband, men den 4. august bliver han vidne til kaos og røg. Og til sin hjemby, der er blevet et sted, hvor folk bliver gennemtæsket på gaden og løber rundt med tildækkede, amputerede hænder.
Hvis kaosset ikke er nok, bliver hans situation yderligere presset af, at mange af demonstranterne har set sig sure på journalister, da de oplever, at de statsejede medier reporterer unuancerede billeder af konflikten.
Fandens dig
Abul Hayat Rahadh er på gaden med en lille deling fotojournalister, hvor den ældste og mest erfarne er Rahul Talukdar på 40 år. Rahadh er den yngste.
Til tider følger de folkemængderne, da de føler sig som en del af dem – det utilfredse folk. Andre gange betvivler han valget af cykelhjelmen. Hullerne i hjelmen vil ikke beskytte ham synderligt mod skud, og det bekymrer ham, når de må søge ly ved politiets side. Abul Hayat Rahadh oplever, at demonstranterne ser dem som fjenden, at de ikke tror på dem, og at de ikke mener, at journalisterne dækker sandheden. Derfor oplever de også at blive holdt tilbage af en flok demonstranter, der ikke vil lade dem krydse en bro. At de ikke må dele mere misinformation.
En ung mand henvender sig til Abul Hayat Rahadh. Han råber til ham. “Dig”, siger han. Eller han udbryder ikke bare ‘dig’. På bengali kan man sige ‘dig’ på flere forskellige måder. Man kan både sige ‘kære dig’, og så kan man sige ‘fandens dig’.
Han er rasende på Abul Hayat Rahadh. Ikke fordi Abul Hayat Rahadh har gjort ham noget, men fordi han synes, at alle medierne står på regeringens side i deres dækning af konflikten. Abul Hayat Rahadh forstår ikke hadet til ham. Han er blot freelancejournalist for en filippinsk avis, som intet har med de nationale medier at gøre.
Den unge mand skælder ud. Vreden bliver mødt af forvirring. Abul Hayat Rahadh vender sig mod den unge mand. Kigger på ham. Kigger på ham, der råber fandens dig.
Abul Hayat Rahadh når ikke at gøre noget, før den erfarne fotojournalist Rahul Talukdar træder til. Han krammer den vrede unge mand i et forsøg på at afvæbne situationen.
Risikoen ved at cykle for stærkt
Rasmus Tanholdt har dækket krise- og krigssituationer i 23 år. Han sætter aldrig bestemte grænser for, hvor langt han vil gå. Men han vurderer altid situationen – hvad får han ud af at være lige der? Er det en historie, vi allerede kender? Får vi åbnet vores perspektiv, hvis han er villig til at tage risikoen? Han sammenligner risikoen med hverdagsdilemmaer.
”Det er ligesom, hvis du skal til en vigtig eksamen, og du kan se, du er ved at komme for sent. Vil du acceptere faren ved at køre for stærkt i forsøget på at nå frem i tide, eller vil du risikere at komme for sent? Vil du risikere noget for at opnå noget andet?” siger Rasmus Tanholdt.
Ifølge Philip Róin kan man forsøge at imødekomme risiciene ved at gøre sig sine foranstaltninger, når man træder ind i risikofyldte situationer.
Han sørger selv for altid at kende mulige flugtveje, så han ved, hvor han skal gå hen, hvis det bliver nødvendigt. Derudover er han altid mobil og orienterer sig på situationen løbende, ligesom han altid arbejder i par. Det giver mere mod at være to. Med en makker kan han bedre håndtere farlige situationer, men det gør ham også mere påpasselig, når han ikke kun har ansvar for sit eget liv og legeme.
Philip Róins fokus ligger på at deeskalere og aldrig være den, der skaber konflikten.
”Du skal stå fast på, hvad du laver, og hvad dit arbejde går ud på. At du har ret til at være der. Men stadig deeskalere, for i sidste ende, så ved jeg jo godt, at det ikke er mig, der har magten i sådan en situation,” siger han.
Rasmus Tanholdt tilføjer, at den vigtigste ting, man skal tage med i sådanne situationer, er empati. Har man ikke god empati, skal man ikke have den slags arbejde. Ifølge ham, handler det om at kunne læse et rum og dets stemninger, så man på trods af manglende sprogevner forstår, hvornår man er i en situation, der opildnes.
At finde sin grænse
Abul Hayat Rahadh har aldrig set så mange døde mennesker før, som han gjorde den 4. august.
De fleste af de dræbte var demonstranter. Det betød dog ikke, at det var risikofrit at være journalist.
Da Rahul krammer den vrede unge mand, hjælper det ikke.
Manden skubber ham væk. Han er stadig vred, og folk omkring råber efter dem.
Imens kredser røg fra en nedbrændt bygning om dem, og de begynder at være bekymrede for den situation, de står i.
Journalisterne giver op, de kan ikke gøre noget her. De må komme videre, og forsøger at forlade situationen.
Abul Hayat Rahadh forlader fokus fra den unge mand og fokuserer i stedet på, hvordan de kommer væk fra tumulten. Pludselig mærker han et kæmpe slag i baghovedet. Cykelhjelmen knækker. Han vender sig om, og ser halvdelen af en kæmpe mursten, som nu ligger på jorden. Den anden halvdel er i den unge mands favn.
En anden journalist, der gik foran ham, er blevet ramt i ryggen.
Abul Hayat Rahadh ved ikke, hvad han skal sige eller gøre. Han kigger på den unge demonstrant og på sin ødelagte cykelhjelm.
Skal han svare igen? Besvare den uprovokeret vrede?
Den unge mand lægger an til at skulle kaste endnu en mursten efter ham. De beslutter alle, at den bedste løsning må være at flygte hurtigst muligt.
Pludselig bliver risikoen for stor at blive i. De har fundet deres grænse.
