Journalisterne der ikke ville skrive efter bogen

Journalisterne der ikke ville skrive efter bogen

Journalisterne der ikke ville skrive efter bogen

Vi skal igen snakke om jeg’et. Jeg’et i gonzojournalistikken. Hvor det startede,og hvorfor det har fået en plads i journalistikken.
Vi skal også snakke lidt om mig. Selvfølgelig. 

Skribent: ines kajkus
illustration: katrine åsleff edvardsen

Udgivet den 01. juni 2023

Der bor en lille fyr inde i mit hoved, som ikke har lyst til at lave andet end at ligge i sofaen og se Succession hele dagen. Og hver gang jeg har en deadline, der nærmer sig, råber han lidt højere. Men min trang til overspringshandlinger hjælper ikke på kreativiteten. Det eneste, der hjælper, er, at jeg kommer i det rette mood. Af en eller anden grund er det altid sidste minuts panik, der aktiverer mig.

Og her tæt på deadline, midt i min skriveblokade, mellem mine femten åbne faner og et rodet docs-dokument, der sår tvivl om, hvordan jeg er kommet ind på den her uddannelse, støder jeg på et citat af den amerikanske journalist Tom Wolfe. Dét ene citat indkapsler hele hovedpinen af at begå sig skriftligt i noget som helst. 

‘’Det er jo rædselsfuldt at skrive. Jeg stoler ikke på dem, der siger, at de nyder processen. Det er ulideligt. Man skal proppe lyde, symboler og lugte ned på en side. Det er jo umuligt.’’ 

For en der gjorde en stor karriere ud af at formidle skriftlig journalistik, og kaldte det at skrive for ‘’det vigtigste, man kan foretage sig,’’ så hader han at skrive lige akkurat så meget, som jeg selv gør. Det trøster lidt i hele den her proces. 

Det var i 1973, at Tom Wolfe første gang definerede den form for journalistik, jeg forsøger mig med lige nu på min redaktørs opfordring. Jeg-journalistikken. Selv kaldte han det ‘new journalism’. 

 I sin antologi, en bog der fungerer som et manifest og en samling af eksempler på new journalism-skribenter, kårede Wolfe en række amerikanske journalister tilbage i 1973 som essensen af begrebet og fænomenet. Store journalistiske navne, der alle skrev artikler i fiktionens sprog, som Gay Talese, Joan Didion og Hunter S. Thompson. 

 

Journalistikken får karakter 

Allerede i løbet af 1960’erne, ti år før antologien, gjorde fænomenet new journalism op med den objektivitet, som man havde tillagt journalistikken, siden den så sine første dage. Med lån fra litteraturens verden gjorde new journalism journalistikken spændende, smuk, rå og subjektiv. Og så blev der plads til en inddragelse af journalisten selv. Journalistik fik karakter. Men Wolfe gjorde også skriveprocessen besværligere. Sproget skal være levende, man skal mærke skribentens stemme! Okay. Kan I mærke min frustration?  

Men. Det var ikke alle, der var begejstrede for at få deres navn i Wolfes antologi. I et brev til Wolfe skrev Hunter S. Thompson: 

 ‘’Jeg får dine lårben slebet til knoglesplinter, hvis du nogensinde nævner mit navn igen i forbindelse med det forfærdelige ‘new journalism’-snak, du promoverer.’’

Thompson, der ellers fik tilskrevet sig hele to kapitler i Wolfes’ antologi, gav os i stedet ’gonzo’

 

En genre af selvdestruktivitet 

Fire år før jeg begav mig ud med den her artikel, stødte jeg på gonzo-begrebet for første gang. Midt i en YouTube rabbit hole session finder jeg frem til Hunter S. Thompsons daglige rutine. Jeg ved stadig ikke, om jeg er forarget eller imponeret. 

Ni baner kokain, LSD dråber, champagne, fem glas whiskey, med is, bevares, flere omgange chartreuse, en pakke smøger, et par joints, Heineken og margaritas og én enkelt portion Pasta Alfredo blev det til, før han begyndte at skrive sine artikler. Og et eller andet sted så beskriver hans daglige rutine måske gonzojournalistikken bedre end jeg kan med citerede eksempler. 

Det var egentlig meningen, at den her artikel skulle skrives som et gonzo-piece. ’Find din indre gonzo-journalist,’ sagde de. Jeg ved ikke om mine redaktører har misforstået begrebet, eller om de forsøger at slå mig ihjel via selvdestruktivitet.  

Med ligheder fra new journalism-bølgen handlede gonzojournalistikken om at rapportere sandt men subjektivt. Så er der twistet. Tab af selvkontrol, skribentens indre monolog, mørk humor, iscenesættelse af skribenten selv som hovedkarakter og selvfølgelig at rapportere påvirket af stoffer og alkohol. 

Det var med reportagen “The Kentucky Derby is Decadent and Depraved” fra 1970, at Thompson for første gang slog igennem med sin skrivestil. Hvad der skulle have været en objektiv reportage fra et af Sydstaternes største events, blev i stedet en skildring af skribentens selvdestruktivitet; hans indre, sarkastiske og fordømmende monolog. 

Mest af alt en reportage om ham selv og hans tilbøjelighed til at være drevet af impulser. 

Der var ikke meget journalistik over det. Det hele handlede om ham. Men man må give ham, at reportagen er underholdende og svær at glemme.

Om Thompson nærmere var en karakter defineret af sin chok-effekt, end han rent faktisk var journalist, må man selv vurdere. Om ikke andet slap han afsted med det, i hvert fald i en årrække, netop på grund af sit talent for formidling og sprog. Et eller andet sted var han også godt klar over det:

‘’Jeg hader at være fortaler for stoffer, vold og vanvid. Men det har altid virket for mig.’’

 

”Jeg får dine lårben slebet til knoglesplinter, hvis du nogensinde nævner mit navn igen i forbindelse med det forfærdelige ‘new-journalism’-snak, du promoverer.”

– Hunter S. Thompson, amerikansk journalist

Er gonzo dødt eller redefineret?

Måske virkede gonzojournalistikken faktisk kun for Hunter S. Thompson. Hvorvidt den kan tilskrives andre end Thompson selv, er der delte meninger om. I dag, godt 50 år senere, har man fortsat travlt med at beskrive enhver form for journalistik med chok-faktor som værende gonzo.

Senest i Danmark da Radio4s Louise Fischer tilbage i 2021 havde sex i en swingerklub for åben radio, hvor man næsten kunne lugte rummet gennem højtaleren, kaldte den danske mediebranche det for ‘ren gonzo.’

Samme år udgav René Fredensborg en podcastserie med titlen ‘En gonzo siger goodbye.’ Serien skulle fungere som et langt afskedsbrev til den mediebranche, som han i øvrigt stadig er en del af her to år senere. På blot 15 minutter formår Fredensborg i en enkelt episode at sætte flueben ved samtlige af genrens klichéer ved at åbne en dåseøl, tænde en cigaret og pisse i egen have, alt imens han taler sig igennem sin podcast om, ja, ingenting.

Også det amerikanske medie Vice har forsøgt sig med genren i årevis og aktivt opfordret sine journalister til at indlejre sig i de kulturer og mennesker, de skriver om. De havde til dels succes med det, lige indtil deres redaktør Yaroslav Pasukhovs røg i fængsel for international kokainsmugling i gonzojournalistikkens navn.

Selvom adskillige journalister gennem årene har fået koblet gonzo til deres navn, eller forgæves forsøgt selv at definere sig indenfor genren, så er der oftest ét dansk navn, som nævnes igen og igen med fænomenet. Morten Sabroe. Men selv udtalte Sabroe til Kristeligt Dagblad i 2021, at gonzojournalistikken aldrig har levet videre i Danmark, eller andre steder for den sags skyld. 

‘’Det var og er kun Thompson, som virkelig kunne finde ud af det der.’’

 

Jeg, jeg, jeg

Der har altså været plads til journalistens personlighed og stemme længe. Det, der gennem årene har karakteriseret den, har været en blanding af skrivestilen og karakteren bag. New journalism er forældet, og gonzo er måske ingenting uden Thompson. 

Men jeg’et, som bevægelsen bragte med sig, er kommet for at blive. Hvad end det er Zetland-skribenter, der åbent og sårbart fortæller om deres stress, eller 24Syv-journalister, der instruerer pornoscener live i radioen. Det bærende element for hver af de værker er, hvad journalisten selv gør eller oplever. 

Jeg-journalistikken udvikler sig, skærer lidt fra undervejs og samler noget nyt op hele tiden. Nogle hader det, mens andre elsker det. Men lige meget hvor godt man skriver sig selv ind i sin artikel, så vil der altid være en eller anden derude, der mener, at man er en dårlig skribent. Og det kan jeg måske godt leve med. 

Timevis af research og frustration for noget, der kan læses på fem minutter og smides i skraldespanden på 10 sekunder. Når den her artikel er afleveret, sendt til print og udgivet, så får jeg muligvis et enkelt eller to gode ord med på vejen. Hvis jeg er heldig, får jeg en enkelt klapsalve fra en, der alligevel ikke ved bedre.

Wolfe havde ret. Det er ulideligt at skrive. Men det bliver lidt sjovere, når jeg får lov at inddrage mig selv og min holdning. 

 

TEMA: FORTID

Denne artikel er en del af TEMA, der denne gang sætter fokus på skolens og branchens fortid.
Kunstig intelligens, besparelser og digitalisering er med til at ændre mediebranchen. Branchen forsøger jævnligt at spå om, hvordan fremtiden kommer til at se ud for os. Men kan vi måske lære lige så meget af alt det, der allerede er sket?
Grænsen mellem kommunikation og journalistik bliver udvisket – skal vi være bekymrede?

Grænsen mellem kommunikation og journalistik bliver udvisket – skal vi være bekymrede?

Grænsen mellem kommunikation og journalistik bliver udvisket – skal vi være bekymrede?

Ifølge Dansk Journalistforbund laver hver fjerde journalistuddannede både kommunikation og journalistik. Men er vi som journaliststuderende rustet til at lave kommunikation på en fremtidig arbejdsplads? Og er der overhovedet nogen journalistiske jobs at få? 

Svaret kommer helt an på, hvem du spørger – og læn dig bare tilbage, for jeg har spurgt for dig.

TEKST: SIDSE MARIE HANSEN
Illustration:  KATRINE ÅSLEFF EDVARDSEN

Udgivet den 30. marts 2023

Journalist eller kommunikatør søges til stilling som kommunikationskonsulent.

To producerende journalister/kommunikatører søges til at styrke opgaveløsningen i forsvaret af Danmark.

Sådan ser en del af arbejdsmarkedet ud, når man scroller igennem jobopslag på Dansk Journalistforbund og jobindex.dk. Grænserne mellem kommunikation og journalistik er mere utydelige end tidligere. Dansk Journalistforbund udgav i 2019 rapporten Fagenes Fremtid, hvori de undersøgte 11 tendenser, som kommer til at forme fremtiden for kommunikation og mediebranchen. Tendens nummer ni er, at genrerne skrider.

Det betyder, at journalister i fremtiden vil blive nødt til at tænke kommercielt – annoncer begynder at ligne journalistik og benytter sig af journalistiske virkemidler, og det er ofte journalister, der udarbejder dem. Rapporten viser også, at hver fjerde journalistuddannede ender med at lave både journalistik og kommunikation.

Jeg har tre bekymringer på mine egne og medstuderendes vegne:

  1. Er der nogle ledige journalistiske jobs på markedet?
  2. Er journaliststuderende kvalificerede til at lave kommunikation?
  3. Er der for mange journaliststuderende på DMJX?

At grænsen mellem journalistik og kommunikation er glidende, mærker de også i høj grad hos Arbejdsløshedskassen for Journalistik, Kommunikation og Sprog (AJKS).

”Jobfunktionerne bliver bredere. Man skal kunne lidt af det hele. Det bliver altså fremover vigtigt at uddanne sig til, at man både kan noget kommunikation og journalistik – vi ser tendenser til, at grænserne ikke længere er så fastlåste, i forhold til hvordan man arbejder,” siger Linda Garlov, der er direktør for AJKS.

Er der nogle journalistiske jobs på markedet?

Blodigt halvår i mediebranchen.

Mediehus skal igennem nye besparelser efter overenskomst.

63 procent frygter for deres fremtid i mediebranchen.

 

Kan du genkende nyhedsbilledet fra Dansk Journalistforbund? I sidste halvår af 2022 blev omkring 200 stillinger på 13 af Danmarks største medier nedlagt. Det skaber en frygt for, om vi journaliststuderende kommer til at få arbejde efter vores uddannelse. 

Institutchef ved Institut for Journalistik på DMJX Henrik Berggren medgiver også, at journalistuddannelsen ikke er den uddannelse, der åbner op for flest ledige jobs sammenlignet med andre professionsbachelorer.

”Hvis man vil ind i en branche, hvor man er sikker på at få et job, så vil jeg ikke anbefale journalistfaget. Så skal man måske blive sygeplejerske eller skolelærer eller pædagog,” siger han.

Billedet kan virke nedslående. Men tal, som AJKS har delt med Illustreret Bunker fra februar 2022, viser, at ledigheden blandt deres medlemmer sjældent har været så lav, som den er lige nu. Linda Garlov fortæller, at fundamentet og jobmarkedet er bedre end i mange år. Hun understreger dog, at den klassiske medieverden har gennemgået store nedskæringer, som endnu ikke kan ses i tallene for ledige. Det skyldes, at journalister typisk har lange opsigelsesvarsler. Derfor forventer de hos AJKS, at ledigheden kommer til at stige i løbet af foråret. 

”Hvis man går og drømmer om at blive ansat på de helt klassiske medier, altså dagblade og TV, så bliver det svært. Det er områder som skal skære ned, fordi de har svært ved at få økonomien til at hænge sammen,” siger Linda Garlov. 

Hun understreger dog, at der er mange jobs at søge, hvis man går kommunikationsvejen. 

Det har Mai Sønderkjær-Outzen, der blev færdiguddannet journalist fra DMJX i januar 2023, også oplevet. Ifølge hende er der ikke mange journaliststillinger på jobmarkedet, og Mai har søgt overalt fra Aalborg til Bornholm. Men udbuddet er i høj grad præget af kommunikationsstillinger. AJKS har rådet Mai til to vigtige ting: Søg bredt og søg kommunikation. 

”Jeg har næsten ingen erfaring indenfor kommunikation, og siden jeg dimitterede har min hverdag bestået af dagpenge og afslag efter afslag,” siger Mai Sønderkjær-Outzen.  

Mai havde kommunikation som valgfag på DMJX, men har ikke en følelse af at være fuldt egnet til at lave kommunikationsarbejde.

Den pointe bringer mig videre til min næste bekymring.

”Hvis man vil ind i en branche, hvor man er sikker på at få et job, så vil jeg ikke anbefale journalistfaget.”

– Henrik Berggren, Institutchef ved Institut for Journalistik på DMJX

Er journaliststuderende kvalificerede til at lave kommunikation?

Der skal ikke være nogen tvivl: Kommunikation er ikke journalistik. Det er indiskutabelt, og det ved vi, fordi Solveig Schmidt og Mette Mørk slog det fast i Journalistikkens grundtrin på side 16, som vi alle har – eller burde have – læst på første semester.

Derfor kan det virke som en umulig opgave for en journaliststuderende at forestille sig, hvordan man skal arbejde med strategisk kommunikation og forretningsforståelse, når vi kommer ud på jobmarkedet.

”Måske er DMJX lidt for firkantet i deres måde at dele journalistik og kommunikation op på, for det er ikke sådan branchen ser ud i virkeligheden,” siger Mai Sønderkjær-Outzen.

Ifølge Henrik Berggren uddanner DMJX til et bredt arbejdsmarked. Dog medgiver han, at journalistuddannelsen ikke er rettet mod forskellige jobfunktioner, ud over at det er muligt at komme i praktik på en arbejdsplads, hvor man laver kommunikation. Han mener dog ikke, at det er nødvendigt at undervise i både kommunikation og journalistik på journalistuddannelsen.

”Hvis man underviste i både kommunikation og journalistik, ville du blive en dårligere journalist, for du ville få mindre journalistik. Ligesom du stadig ville være en dårligere kommunikatør end dem, der går på kommunikationsuddannelsen,” siger Henrik Berggren. 

Hos a-kassen AKJS mener de, at undervisning i kommunikation på journalistuddannelsen klart ville være en fordel, når man ser på, hvordan arbejdsmarkedet ser ud lige nu. Dog understreger Linda Garlov også, at hendes erfaring er, at journaliststuderende har de nødvendige kompetencer til at lave kommunikation. 

”Jeg oplever helt klart, at journalister kommer ud som kommunikatører og er super dygtige til det. Men jeg tror måske, at I som journaliststuderende, mangler at blive klar over, hvordan I omsætter jeres journalistiske kompetencer til kommunikation,” siger Linda Garlov.

DMJX har tidligere tilbudt kommunikation som ét af de metodespecialiseringsfag studerende har på fjerde semester. Det er ikke længere et tilbud. Der var simpelthen ikke nok studerende, som meldte sig til. Ifølge Henrik Berggren var det ikke et udbredt ønske fra de studerende at have kommunikation:

”Valgfaget er en af de få ting, jeg har været med til at nedlægge her på stedet, som jeg ikke har hørt noget for,” siger han.

Han påpeger også, at skolen ville tage meget positivt imod det, hvis DSR kom med et stort ønske fra de studerende om at have kommunikation som valgfag. Derudover mener han ikke, at det er et problem for de journaliststuderende at få job som kommunikatører:

”Det, der mangler i ligningen, er jo, at det tyder på, at rigtig mange journalister bliver ansat i kommunikationsjobs, selvom de ikke har uddannelsen som kommunikatører. Så der må være en grund til at kommunikationsvirksomheder og andre ansætter journalister,” siger han. 

Er der for mange journaliststuderende på DMJX?

DMJX optager årligt 105 kommunikationsstuderende og 224 journaliststuderende. Men er det tal retvisende i forhold til arbejdsmarkedet? Er vi i virkeligheden for mange journalister?

Fordelingen af studiepladser sker ved en dimensionering, som Uddannelses- og forskningsministeriet laver årligt. De kigger på, hvor høj ledigheden er indenfor en uddannelsesgruppe, og hvis der er markant og systematisk overledighed, så lukker de studiepladser. Derfor er det ikke udelukkende op til DMJX selv, hvor mange studerende der må gå på skolen. Dog har de selv indflydelse på, hvordan man fordeler pladserne inden for de seks uddannelser, de tilbyder.

Ifølge Henrik Berggren er det dog ikke en nem løsning at flytte pladser fra journalistuddannelsen til kommunikation.

”Man skal passe på med at tænke, at hvis man flytter 20 pladser fra journalistuddannelsen til kommunikation, så ville det være lettere at få et ønskejob som journalist, for der er jo massere af mennesker, der søger arbejde i journalistik fra andre uddannelser,” siger han.

Generelt kan han ikke se, hvorfor man skulle flytte pladser, når dimittendundersøgelserne viser, at de studerende kommer i job. Derudover uddyber han, at der ikke er nogen nem vej til at lave klassisk journalistisk, fordi der simpelthen er så mange, der gerne vil det – en kamp, han mener vil fortsætte, uanset hvor mange journalister skolen uddanner.

”Det letteste er at sælge journalistuddannelsen til unge. Men jeg synes også, at vi er meget ærlige om, at det her ikke er den direkte vej til en skribentstilling på Politiken,” siger Henrik Berggren. 

Der tegner sig ganske rigtigt et billede af, at journalistuddannelsen ikke er den lette vej til at lave journalistik. Men måske er det den lette vej til at lave kommunikation. Så næste gang du svedende og halvfuld støder ind i en gruppe kommunikationsstuderende i Kurt Strandbar, så smil lidt ekstra pænt til dem – de bliver (måske) dine fremtidige kolleger.  

Grænsemanden i Grænseland

Grænsemanden i Grænseland

Grænsemanden i Grænseland

Mads Brügger afprøver grænser. Han navigerer mellem katastrofe og succes. Jagten på historien i det ekstreme kan virke afhængighedsskabende og nærmest uundværlig i hans journalistik. Mød Mads Brügger selv, hans fiktive personaer og ti embedsfolk i voks.

TEKST: HANNAH MØRKØRE
FOTO: REBECCA HELENE HOFFMANN

Udgivet den 30. marts 2023

Da vi skulle møde Mads Brügger på Frihedsbrevets kontor i indre København, blev vi i stedet mødt af undrende øjne. Fire unge journalister i færd med at kulegrave det danske land med en magtkritisk agenda, var blevet stoppet af to studerende, som skulle møde journalisternes chefredaktør. Ingen havde set Mads Brügger. Han befandt sig slet ikke på det aftalte mødested. Løsningen på Mads-mysteriet blev til en kop kaffe, mens en af de unge journalister beklagede og ringede ham op. En anden tilbød en rundvisning og en snak.

Uden at have givet lyd fra sig, står han pludselig i døren. Mads Brügger i egen høje person. Hans statur er klædt i en ternet jakke og blåt slips. Det elegante ovre brydes af cowboybukser og en stor fingerring på højre hånd med et dødningehoved. Tøjet virker gennemtænkt og burde måske snarere bæres af en karakter end en person. 

”Har I set figurerne?” spørger han, idet vi sætter os til rette i et mødelokale, som han hurtig fik anskaffet sig på farten. 

”Detaljeringsgraden er jo svimlende! Nogle af dem har hår i næsen. Vi sendte bare et billede af hver person, og så har kineserne selv fundet på resten,” siger han.

Mads Brügger og Frihedsbrevet har bestilt ti voksfigurer, som skal forestille de ti embedsmænd, der blev dømt for lovbrud af Minkkommissionen sidste år. Figurerne skal sammen skabe udstillingen ‘Magtens Voksmuseum’ – et nyt led i Mads Brüggers grænsesøgende journalistik.

Public service i voks

Dukkernes placering vidner om deres nylige ankomst; Nogle står i en lille mellemgang, mens andre tilfældigt er placeret rundt i kontorlokalet. Stiller du dig helt tæt på, mærkes en instinktiv forundring over, at skikkelserne ved siden af dig, hverken rykker på sig eller afgiver lyd. Du kan blive stående. Du kan komme helt tæt på magtfulde mennesker. 

Afsættet i Frihedsbrevets voksudstilling er netop, at almene borgere kan komme helt tæt på magtfulde mennesker, som vi kender det fra Madam Tussauds. Hyldesten i at fremføre figurer og statuer kan dog virke en smule modstridende, når det kommer til de ti dømte embedsmænd.

”Det handler om at gå op imod de kræfter, som vil videre. Dem, der mener, at der er sat et punktum i sagen – nogle vil endda mene et værdigt punktum. Men de fleste danskere har slet ikke forstået, hvad sagen egentlig handler om,” siger Mads Brügger, da han begrunder tilblivelsen af voksfigurerne.

Efter aflivningen af de omkring 17 millioner mink tilbage i 2020, kunne man mærke kritikken strømme mod Statsministeren og embedsfolket. Men ifølge Mads Brügger er kritik ikke nok. For ham er det vigtigt “at dvæle ved smerten”, som han beskriver det. Det er også denne smertegrænse, han vil tvære i med sin kommende udstilling.

Retfærdighedens cykelrytter

Det er ikke kun for smertens skyld, at Mads Brügger vil skabe denne udstilling. Han mener, at det er for retfærdigheden. Da han forklarer sin agenda bag projektet, beskriver han den til sammenligning med en oplevelse, han havde denne morgen på cykelturen til Frihedsbrevet.

I et lyskryds havde han set en politibil passere ham, mens han ventede på grønt. Da han selv begynder at træde i pedalerne, er der kun givet grønt lys for fodgængerne – men han følger trop.  En betjent springer ud af politibilen og efter ham. Strakskvitteringen for at køre over for rødt blev 1.000 kroner. 

”Jeg synes, det er ret tankevækkende, at betjentens øverste chef, Thorkild Fogde, er genindsat i sin stilling, efter at være kommet med, hvad Minkkommissionen kaldte for groft vildledende oplysninger og have indgået i et flagrant grundlovsbrud,” siger han.

Mads Brügger påpeger det aparte skisma, som han mener, der er i retssystemet, når det hastigt forfølger den almene borger, men ikke udøver samme konsekvensudvisning for magtfulde embedsfolk.

Ifølge Mads Brügger, har Thorkild Fogdes sag været konsekvensløs. Det samme, mener han, gælder de andre dømte embedsfolk. Han synes dog ikke, at der er tale om en dobbeltmorale. Det er langt større end det. 

”Det her er et udtryk for, at det danske demokrati er i dyb krise. Jeg tror, det kan lade sig gøre i Danmark, fordi danskerne altid tænker, at vi har det bedste demokrati. Hvis man læste, at dette var foregået i Polen, ville man jo tænke; ‘Nå ja, men det er jo også Polen’,” siger han.

Dyre jakkesæt på kinesiske bøjler

”Det er meget interessant, at i ordet voksenmobning indgår ordet voks. Men det er ikke en intenderet voksenmobning,” siger Mads Brügger, da han spørges ind til sine tanker om, hvordan det må føles at være embedsmand, og ikke kun være dømt af Minkkommissionen, men nu også er skåret ud i voks til udstilling for hele befolkningen. 

Det er ikke over grænsen for ham, at disse mennesker udstilles, hverken i den ene eller anden forstand. 

”Hvis man er en stor dreng eller pige og stikker numsen frem, så får man taget temperaturen. Idet de træder frem i Minkkommissionen, træder de også frem i offentligheden. Det kan de jo så takke sig selv for,” siger han. 

Der har dog været reaktioner fra nogle af de embedsfolk, som Mads har ladet genskabe. Uden at nævne navn, har én enkelt bedt ham pænt om ikke at få ’et billigt kinesisk jakkesæt på’, men dette forsikrer Mads Brügger smilende, da han siger, at det ikke ser billigt ud.

Figurerne skal ikke husere Frihedsbrevets kontorer i al evighed. De skal udstilles i en restaurant, som aldrig nåede at få sin første åbningsdag grundet pandemien. Lokationen er ej heller tilfældig, ligesom resten af udstillingen ikke er det. Mads Brüggers ønske for udstillingen var, at den skulle ligge så tæt placeret på Christiansborg som muligt, så figurerne befinder sig i nærheden af de personer, de skal forestille at afbilde.

Det danske embeds Mona Lisa

Da vi kigger nærmere på dukkerne, fornemmes Mads Brüggers store respekt for dem. Han har endda været helt bekymret for deres rejse fra Kina til Danmark, da de nødigt skulle ende i de forkerte hænder. Om det har at gøre med, at hver dukke har kostet i omegnen af 30.000 danske kroner, eller om han bare ikke ønsker, at de udstilles på det forkerte museum, vides ikke. 

”Barbara Bertelsen er vores Mona Lisa”, siger han smilende. 

En voksudstilling af embedsfolk kan virke absurd og med hele arbejdet og pengene dertil en smule nytteløst. Det kæler med en ekstrem i den journalistiske sport, og leder tankerne mod, hvornår der er tale om et journalistisk værk eller provokunst? 

Det er ikke nyligt tilstræbt at bryde grænser hverken i kunstnerisk eller journalistisk forstand for Mads Brügger. Han hylder de spidsbelastede situationer. Ekstremerne i kombination med tilfældigheder skaber en synergi, som nærmest virker afhængighedsskabende for ham. Selvom Mads Brügger dvæler ved tanken om, at den kommende udstilling kan floppe, mener han også, at mange af hans andre grænsesøgende værker har haft samme uforudsigelige udgangspunkt.

”Jeg tror, at virkeligheden på et kult-niveau favoriserer folk, som tager chancer. Man kalder det vel tosseheld på bondedansk – mens der sjældent falder appelsiner ned i turbanen på tommeltrillere,” siger han.

”Barbara Bertelsen er vores Mona Lisa.”

– Mads Brügger, chefredaktør på Frihedsbrevet.

Nostalgiens veje fører til Grænselandet

Med et nostalgisk blik ud ad vinduet nævner Mads Brügger sine tidligere kreationer som ‘Ambassadøren’ og ‘Det Røde Kapel’. Iscenesatte dokumentariske skildringer med karakterer, han selv har spillet, i forsøget på at komme nærmere en afsløring eller bevidne korruption. Der er ingen grænse for midlet til målet. Om det er en tilkøbt diplomattitel i den centralafrikanske republik, en teaterskole drevet af spastikere eller nu; Ti voksfigurer af kendte og ukendte embedsmænd.

”Man skal hele tiden være villig til at gøre noget, som utilsigtet kan blive en kæmpe fiasko. Hvis den mulighed ikke er til stede, så kan det heller ikke være grænseoverskridende,” siger han.

Men villigheden er ikke gratis. Heller ikke for Mads Brügger, på trods af hans snart tredive år som journalist. Det har været krævende at være gift med ham, som han selv udtrykker det. 

Især når de karakterer, han spiller i sine produktioner, ikke altid slipper ham, når han pakker kufferten og vender hjem til Danmark. 

”En dag i den verden var mættet med handling og fuldkommen uforudsigelighed bare den næste time. Det kan føles som et år i Danmark. Den intensitet savner jeg stadigvæk,” siger han.

De fiktive karakterer slipper nok aldrig helt Mads Brügger. Han er en del af dem, og de er en del af ham. Selvom han er opvokset nord for København, betegner han sig selv som bosiddende i nabolandet til Grænselandet. På den måde opsluges han ikke af sine karakterers verden, men han kan kigge lige over grænsen til dem.

Jyllands-Posten begrænser debatten på Facebook

Jyllands-Posten begrænser debatten på Facebook

Jyllands-Posten begrænser debatten på Facebook

Ifølge Jyllands-Posten er debattonen på Facebook forrået, og de har derfor valgt at lukke ned for deres kommentarspor. Chefredaktør Marchen Neel Gjertsen forklarer, at der er grænser for, hvordan man må udtale sig på deres platform. 

TEKST: KATHRINE MØLLER NIELSEN & EMILY HOLLAND-FISCHER  
ILLUSTRATION: KATRINE ÅSLEFF EDVARDSEN

Udgivet den 30. marts 2023

På Facebook kan man kommentere på mange opslag. Det kan man også på mange af nyhedsmediernes Facebooksider – men ikke på Jyllands-Postens. De har valgt at lukke for kommentarsporet på deres egen Facebookside.

Chefredaktør på Jyllands-Posten, Marchen Neel Gjertsen, fortæller, at det har været en lang proces at komme frem til beslutningen om at lukke kommentarsporet ned. Hun forklarer, at de på den ene side gerne vil have, at læserne diskuterer deres artikler, men på den anden side har de ikke ressourcer nok til at moderere kommentarsporene.

”Debatten på Facebook blev forrået, og det udviklede sig til en debat, som vi ikke kunne se os selv eller vores journalistik i. Vi skulle bruge enormt mange kræfter på at moderere kommentarsporet, fordi der var så mange grove kommentarer,” siger Marchen Neel Gjertsen.

Ifølge hende bør medier aldrig ses som en losseplads til diskussioner. Nyhedsmedier har altid sorteret i læserbreve, som hun kalder en gammeldags version af kommentarer på Facebook. Det er mediernes opgave at facilitere en god debat, hvor alle har lyst til at deltage. 

Jyllands-Posten vil gerne tage ansvar for, at det er en god debat, der foregår på deres platforme, og så længe de ikke kan det, vil de ikke lade kommentarsporene stå åbne. 

Marchen Neel Gjertsen understreger, at de fleste kommentarer ikke var chikanerende, men at det alligevel var de grove kommentarer og den hårde tone, der sprang i øjnene og styrede debattens gang. 

 

Mediernes ansvar vægter højest 

Marchen Neel Gjertsen er klar over, at de på Jyllands-Posten begrænser den frie debat, når de lukker deres kommentarspor på Facebook. Hun mener dog ikke, at det er et problem. Ifølge hende handler det i højere grad om at tage ansvar for den debat, de faciliterer. 

“Hver eneste gang, der ligger nogle kommentarer, som ikke bliver fjernet, så har vi ansvaret for det. Nogle af de kommentarer kan være ekstremt krænkende overfor sårbare kilder eller minoriteter,” siger Marchen Neel Gjertsen. 

På Politiken sletter de sjældent et helt kommentarspor, men oftere enkelte kommentarer. Spørger man Thomas Berndt, der er digital redaktionschef på Politiken, er kommentarsporene på Politikkens Facebookside ikke så slemme i dag. 

“Når jeg hører nogen snakke om, at kommentarsporene er forfærdelige, så synes jeg, at det er lidt nogle forældede præmisser. Jeg synes ikke, at det er sådan, vores kommentarspor er. Men der kan selvfølgelig godt være et spor, hvor det stikker af. Og så må vi gøre noget,” siger han.

Marchen Neel Gjertsen oplever, at langt over halvdelen af deres kommentarer har gode inputs og en ordentlig tone. Hun vil dog ikke stå til ansvar for de kommentarer, der løber af sporet, er hadske eller diskriminerende. 

“Hvis der er en mindre andel, der ødelægger det for resten, så kommer det alligevel til at overskygge hele kommentarsporet.”

”Alle kan ikke komme til orde på Jyllands-Posten. Vi kan ikke tage ansvar for at dele alle synspunkter.”

– Marchen Neel Gjertsen, chefredaktør på Jyllands-Posten

En del af den demokratiske debat

På Politikens Facebookside kan man stadig kommentere på deres opslag, og de har ikke tænkt sig at lukke ned for det. Ifølge Politiken er det generelt problematisk, hvis nyhedsmedier lukker deres kommentarspor ned.

”Samtalerne på Facebook er en del af den demokratiske debat. Når man lukker for det, udelukker man folk, som ikke har en stor stemme i debatten, og som får sværere ved at komme til orde,” siger Thomas Berndt.

Han fortæller, at de hos Politiken prioriterer deres ressourcer, så de kan holde øje med deres Facebookside og begrænse grove kommentarer. De har både en computer, der automatisk sletter kommentarer, som indeholder skældsord, og en medarbejder, som kigger kommentarerne igennem. Han understreger dog, at det ikke er muligt at overvåge alt, der foregår på deres Facebookside.

”Nogle gange har vi artikler, der er postet for tre dage siden, hvor kommentarsporet stadig er aktivt,” siger Thomas Berndt. 

Han mener ikke, at det er for meget at forlange af folk, at de skal skrive pænt for ellers bliver deres kommentarer slettet.

”Skarpe holdninger er selvfølgelig tilladt, både om emner og personer, men de må ikke være chikanerede eller hadefulde,” siger han.

 

De svage stemmer får ikke ordet

Når Jyllands-Posten vælger at lukke kommentarsporene, udelukker det mange fra at debattere gennem deres medie. Marchen Neel Gjertsen mener, at medierne altid har virket som et filter.

“Alle kan ikke komme til orde på Jyllands-Posten. Vi kan ikke tage ansvar for at dele alle synspunkter,” siger hun.

Når Jyllands-Posten vælger at fjerne hele kommentarspor, handler det om, at nogle af debatterne ikke bliver ført i en ordentlig tone. Marchen Neel Gjertsen pointerer, at de ikke prøver på at udelukke synspunkter, men at der er grænser for, hvordan man må udtale sig på deres platform.

“Ordentlig tone for mig behøver ikke at betyde, at man udtrykker sig på formfuldendt dansk, eller at kommentaren ikke må have kant. Vi tillader mange synspunkter, så hvis nogen synes, at jorden er flad, så skal de have lov til at skrive det. Men grænsen går, når man begynder at krænke andre,” siger hun.

Thomas Berndt er enig i, at man skal have en ordentligt tone for at deltage i den offentlige debat. Han er dog ikke afvisende overfor, at lukningen af hele kommentarspor kan betyde, at man udelukker de mennesker, der i forvejen ikke har den største sandsynlighed for at blive hørt i debatten.

“Jeg synes, at en del af diskussionen og overvejelsen om at lukke kommentarspor, er, om man gør, at folk i samfundet, der ikke har en stor stemme i debatten, får yderligere svært ved at komme til orde,” siger han.

Prioriterer ikke debatten på Facebook

Marchen Neel Gjertsen fortæller, at de hos Jyllands-Posten hellere vil bruge deres ressourcer på andre ting end at moderere debatten på Facebook.

 ”Selv hvis vi havde alle ressourcer i verden, så er jeg stadig i tvivl om, hvor meget vi ville prioritere debatten på Facebook,” siger Marchen Neel Gjertsen.

Hun fortæller, at de hellere vil bruge ressourcer på eksempelvis at have en stor gravergruppe og lave flere journalistiske produkter. 

Efter Jyllands-Posten har lukket for kommentarsporene, har de mærket en lille forskel i antal af sidevisninger på deres artikler, men ikke nok til, at de har fortrudt og åbnet for kommentarsporene igen.  

Hun forklarer, at læserne stadig har mulighed for at dele og diskutere Jyllands-Postens artikler på deres egen profil.

Marchen Neel Gjertsen kan godt ærgre sig over, at de mange kommentarer, som ikke var grove eller krænkende, ikke længere er en del af debatten hos Jyllands-Posten, men hun fortæller, at de opvejede fordele og ulemper ved at have åbne kommentarspor på Facebook. Her kom de frem til, at de hos Jyllands-Posten ikke vil stå på mål for de hadefulde kommentarer, som kan fylde i kommentarsporene. 

“En medarbejder skulle nærmest sidde i døgndrift for at holde øje med og slette kommentarer, hvor folk kalder hinanden for nazister, og vi vil hellere bruge tiden på at lave journalistik,” siger Marchen Neel Gjertsen. 

 

Sprængfarlige emner kræver ressourcer 

På Jyllands-Posten vil de udarbejde en ny model, der delvist åbner op for kommentarsporet. Marchen Neel Gjertsen kan ikke komme med en konkret plan for, hvordan den nye model vil komme til at se ud.

“Vi vil prøve at finde en model, hvor vi udvælger få historier, som vi moderer – men der vil ikke bare være en fri debat på alting,” siger hun.

Hun forklarer, at historierne vil blive udvalgt efter en løbende vurdering, alt efter hvor mange kræfter de har til moderation. Om det bliver en eller ti historier vil afhænge af emnets sprængfare.  

“Vi ved, at der er nogle historier, der har det med at trigge en dårlig debat. Det kan være historier om flygtningepolitik eller feminisme. Vi bruger færre kræfter på at moderere historier om vejret, eller om at Danmark vinder VM i håndbold,” siger Marchen Neel Gjertsen.

Politiken nikker også genkendende til, at nogle emner har større risiko for at starte en mindre hensigtsmæssig debat. Thomas Berndt forklarer, at Politiken har fokus på de emner, så de kan forebygge den dårlige tone. 

“Vi ved godt, at nogle emner er mere sprængfarlige end andre. For Politikken handler det også om at forebygge, at de kommentarspor udvikler sig negativt,” siger han.

Marchen Neel Gjertsen afviser, at Jyllands-Posten helt vil undgå åbne kommentarspor med sprængfarlige emner, men pointerer, at det vil kræve flere timers moderation. Det betyder, at emnernes sprængfare kan være et pejlemærke for, hvilke historier, der frit kan debatteres på Jyllands-Postens Facebookside. 

 

I Palæstina er pressefriheden klemt mellem to styrer

I Palæstina er pressefriheden klemt mellem to styrer

Mens journaliststuderende i Danmark frit kan vælge, hvad de vil med deres karriere, står det anderledes til i lande med autoritære styrer eller besættelser. Zeena Nabhan og Mohammad Nazzal er to ud af mange palæstinensiske journaliststuderende, der har friheden i klemme.

TEKST: EVA BEYER PAULSEN

Udgivet den 30. marts 2023

“Forestil dig, at du ikke kan udleve din drøm, fordi du altid er under magthavernes kontrol.”

Sådan beskriver Zeena Nabhan de forhold, hun lever under som journaliststuderende på Birzeit Universitetet. Det ligger 25 kilometer nord for Jerusalem og den grænse, der siden 1948 har været knudepunkt i Israel-Palæstina-konflikten.

Zeena Nabhan er 22 år gammel og på det sidste år af sin uddannelse, som hun vil bruge til at give et mere sandfærdigt billede af konflikten mellem Palæstina og Israel. Det mener hun, der mangler. Men det er ikke nemt at rapportere om konflikten, når man bor midt i den. For både de palæstinensiske myndigheder og den israelske stat undertrykker og fængsler journalister, der tegner et kritisk billede af konflikten.

”Vi har ingen frihed”
Med en 170. plads på Reporters Without Borders’ ’World Press Freedom Index’ er Palæstina et af de værste steder at være journalist, når det kommer til pressefrihed. Ud af de 180 lande og territorier, som er inkluderet i indekset, ligger Danmark til sammenligning på en andenplads med kun Norge over sig. I skrivende stund er to journalister fængslet i Palæstina. Som journaliststuderende i området kan man risikere at ende i samme situation. 

”Jeg kender både journalister, der er blevet arresteret af de palæstinensiske myndigheder og af de israelske besættelsesstyrker,” siger Zeena Nabhan. 

Israel har siden Seksdageskrigen i 1967 besat hele Vestbredden og Gazastriben. Det betyder, at palæstinensere udover det palæstinensiske styre også er underlagt det israelske militærs magt.

”Vi har ingen frihed – heller ikke på de sociale medier. Digital sikkerhed findes ikke i Palæstina. Vi føler os overvåget hele tiden,” siger Zeena Nabhan.

Fra vandmelonvideo til anholdelse
Selvom Palæstinas foreslåede forfatning for en palæstinensisk stat principielt giver pressefrihed og ytringsfrihed, er realiteten en anden i praksis. I juli 2017 blev en lov om cyberkriminalitet indført af præsident Mahmoud Abbas. Den gør det blandt andet strafbart at producere eller dele digitalt indhold, der vurderes at være ’umoralsk materiale’ eller materiale, der forstyrrer ’den offentlige orden’, med bøde eller fængselsstraf. Men på grund af bestemmelsernes vage definitioner kan det blive et instrument til at straffe journalister, der skriver kritisk om myndighederne. 

I juni 2020 delte en journalist eksempelvis en video på Facebook om salg af vandmeloner i byen Tulkarm på Vestbredden. Selvom videoen ikke var politisk, blev den delt i nogle af byens fora. Her blev der også delt opslag om korruption og skandaler. Det resulterede i, at journalisten blev arresteret af palæstinensiske myndigheder.

”Når det palæstinensiske styre ikke kan lide det, man poster, tager de det ned,” siger Zeena Nabhan.

For at undgå at blive censureret eller straffet, må Zeena Nabhan lave krumspring blandt andet på de sociale medier.

”Vi laver punktummer mellem bogstaverne i ord som ’martyr’ eller ’tilbageholdt’, så de ikke kan genkendes af de algoritmer, myndighederne bruger. Nogle gange poster vi noget, som bliver slettet, men så poster vi det bare igen og igen. Det er vores ansvar som journalister at offentliggøre det, vi ser,” siger hun.

Vi har ingen frihed – heller ikke på de sociale medier. Digital sikkerhed findes ikke i Palæstina. Vi føler os overvåget hele tiden.”

– Zeena Nabhan, Journaliststuderende på Birzeit Universitet

Risikerer fængselsstraf
Anderledes forholder journaliststuderende Mohammad Nazzal sig til lovgivningen. Han tør ikke løbe den risiko, der er forbundet med at bryde loven. 

”Der er mange ting på det her område, som jeg ikke tør tale om,” siger han til spørgsmålet om, hvilke juridiske problemer, han støder ind i som journaliststuderende. 

Han fortæller, at han ikke kan udtale sig om det, fordi han ikke har lyst til at få bøder eller at blive anholdt.

”De kan smide mig i fængsel. De gør mange ting for at censurere folk,” siger han om de israelske og palæstinensiske myndigheder. 

Ifølge Birzeit Universitet var der i november 2020 56 af deres studerende i israelske fængsler og detention. Også underviserne løber en stor risiko. Zeena Nabhan fortæller, at hendes underviser blev arresteret og fik revet sit hus ned af israelske bulldozere på grund af noget, hun postede på de sociale medier. 

Et fælles forbillede
Især journalisten Shireen Abu Akleh, har inspireret Mohammad Nazzal fra barnsben. Shireen Abu Akleh var en af Palæstinas største journalister, indtil hun sidste år under hendes arbejde blev slået ihjel af israelske soldater. 

”Siden jeg var lille, har jeg været fanget af journalistikken på grund af Shireen Abu Akleh. Jeg ville gerne gå i hendes fodspor,” siger Mohammad Nazzal.

Også Zeena Nabhan så op til Shireen Abu Akleh

”Det var de værste uger, efter hun blev dræbt. Hun var en fantastisk journalist. Hun var modig, ærlig og en god underviser her på universitetet. Hun var ligeglad med, hvad der kunne ske med hende,” siger hun.

”…Nogle gange poster vi noget, som bliver slettet, men så poster vi det bare igen og igen. Det er vores ansvar som journalister at offentliggøre det, vi ser.”

– Zeena Nabhan, Journaliststuderende på Birzeit Universitet

Flytter for pressefrihed
Zeena Nabhan vil også gerne fortælle den palæstinensiske side af konflikten, ligesom Shireen Abu Akleh gjorde det. Hun synes nemlig ikke, at vestlige medier dækker palæstinensernes historie godt nok.

På grund af hendes utilfredshed med den internationale dækning af konflikten, vil hun lave journalistik på engelsk. 

”Jeg tror, der er mange i udlandet, der er interesserede i vores historie, og som er utilfredse med den pro-israelske dækning af konflikten,” siger hun.

Selvom hun gerne vil dække konflikten, frygter hun både den palæstinensiske stat og Israel. Den største beskyttelse, hun kan få, er en skudsikker vest. Men vesten beskytter hende ikke mod de juridiske problemer, hun kan komme i ved at publicere sin journalistik. 

Af samme grund har hun besluttet sig for i fremtiden at flytte til udlandet og dække konflikten derfra. 

”Jeg vil starte min egen radiokanal i for eksempel Jordan eller Tyrkiet, og så have journalister, der sender mig stof inde fra Palæstina,” siger hun. 

Muhammad Nazzal er enig i, at mulighederne for at bedrive journalistik i hans hjemland ikke er gode. Men han tror ikke, at det er bedre blot at forlade landet.

”Når man først forlader landet og taler kritisk om magthaverne, er det svært at komme tilbage. Man kan blive forfulgt i andre lande eller risikere aldrig at kunne vende tilbage til Palæstina igen, så det er ikke noget, jeg har tænkt mig at gøre,” siger han.

I stedet vil Muhammed Nazzal række ud over landets grænser digitalt. Derfor er han sammen med nogle af sine medstuderende i gang med et projekt på tværs af journaliststuderende og tolkestuderende, hvor de vil publicere nyheder på nettet på engelsk. 

Dødsangst og drømme
Hvad fremtiden bringer, har Muhammad Nazzal svært ved at gisne om. 

”Hernede planlægger vi ikke ud i fremtiden. Vi lever en dag ad gangen. Du ved jo ikke, om du bliver ramt af en kugle i morgen,” fortæller han og fortsætter:

”Dette land er en gravplads for drømme og håb.”

 Af samme grund ser Zeena Nabhan frem til, at hun kan dække Palæstina fra et andet land.

”Du er aldrig sikker i Palæstina. Vil du være en palæstinensisk journalist, skal du være indforstået med, at det er et vilkår, og at gode kollegaer nogle gange dør, mens de dækker det, der foregår,” siger hun.

Zeena ville dog ønske, at hun ikke skulle flytte ud af sit hjemland for at dække konflikten frit. 

”Hvorfor skal jeg være forhindret i at opnå mine drømme i mit eget land? Det gør mig virkelig ked af det,” siger hun. 

Hun har dog ikke tænkt sig at stoppe af den grund. 

”Selv hvis der ikke var en konflikt mellem Israel og Palæstina, ville jeg stadig vælge at være journalist. Det er det, jeg elsker,” siger hun.

Ukrainske Kateryna studerer til lyden af luftalarmer

Ukrainske Kateryna studerer til lyden af luftalarmer

Efter invasionen i Ukraine har frygten hængt over hovedet på den ukrainske befolkning. Men i Lviv har journaliststuderende Kateryna Bortniak vænnet sig til frygten. Selvom bomberne hænger over landet, vil hun gerne uddanne sig, så hun kan være med til at præge nyhedsstrømmen.

TEKST: EMIL WEIS
ILLUSTRATION: KATRINE ÅSLEFF EDVARDSEN

Udgivet den 30. marts 2023

Lyden af invasion vækker den 22-årige ukrainer Kateryna Bortniak den 24. februar 2022. Da luftalarmen brat bringer hende ud af søvnen, får hendes bofælles paniske pakning Kateryna tilbage til virkeligheden. Rusland har invaderet Ukraine. 

Bofællen vil hjem til sine forældre. Selv er Kateryna mere rolig, for hun har ventet på den her dag i et stykke tid. Hun ved, hvad hun skal. Hun skal på jagt efter de ting, hun skal bruge til at overleve. Men først må hun have fat på sine forældre, som bor i Kharkiv – 30 kilometer fra den russiske grænse. Da hun får fat i dem, strømmer lyden af krig gennem røret. De er okay, fortæller de. Kateryna kan høre bomber, skud og råb i baggrunden.  

Kateryna går på jagt efter forsyninger i supermarkederne i Lviv. Ligesom mange andre skal hun have fat i dåsemad, stearinlys og flaskevand. Hun ringer flere gange til sine forældre i løbet af dagen, men hun vil heller ikke forstyrre dem for meget, for det er vigtigt, at de har tid til at forberede sig på overlevelse. Midt på dagen mødes hun med andre studerende på universitet. 

”På det her tidspunkt ved vi ikke, hvad der kommer til at ske. Kommer russiske tropper til Lviv i dag, eller kommer der til at gå længere tid? Nogle studerende er i gang med at danne vagtgrupper, så vi kan passe på universitetet og de studerende, hvis russerne kommer,” siger Kateryna.

I universitetets kantine kan studerende ikke få deres frokost ned. Kateryna løfter pegefingeren og fortæller dem, at de skal spise, fordi man skal spise, når muligheden er der under krig. Halvt i spøg – halvt i alvor. 

Frygten for at sidde med det alene

I dagene efter invasionen sørger Kateryna for at holde sig beskæftiget. Først hjælper hun med at lave camouflagenet til soldaterne ved fronten. Senere er hun fikser for en italiensk journalist, der skal vises rundt i den vestukrainske by Lviv.

”Særligt på togstationen kan vi mærke frygten i luften. En panisk og usikker frygt for, hvad der kommer til at ske,” siger Kateryna.

Hun er glad for at få muligheden for at hjælpe fikseren. Her kan hun se, at byen stadig fungerer og opererer som normalt. Byens parlament arbejder stadig. Togene kører. 

Hun er bange for at sidde derhjemme og kigge ind i væggen. Her kan frygten nemlig få lov at vokse, fordi der ikke er noget, der kan aflede hendes tanker.

En morgen er hendes forældre på vej på arbejde i Kharkiv, da der falder en bombe foran dem. 

”Hvis de bare var kørt på arbejde et minut før, var de døde. Det sidder stadig i mig, at der ikke skal mere til,” siger Kateryna. 

‘Vi er ligesom jer’ 

Fredag den 3. marts er en normal dag for Kateryna. Selvom morgenmaden, syrniki, og de indtryk, krigen efterlader, ikke minder om en dansk hverdag, er der mange ting i hendes liv, der er ligesom vores. Syrniki er ukrainsk morgenmad, hvor man pisker friskost direkte ind i pandekagedejen. 

”Jeg orker som regel ikke at lave noget om morgenen, så det var kun, fordi dejen allerede stod i køleskabet fra dagen før,” siger hun. 

Denne fredag skal Kateryna have undervisning i sociale transformationer. Journalistuddannelsen i Lviv er en blanding af akademiske fag og praktiske journalistfag. På første semester har de skrift. På de følgende semestre; radio og TV. Hun fortæller om et fag, de havde på første semester – ‘History of ideas’ – som i hendes beskrivelse minder om DMJX-faget ‘Journalistikken i Samfundet’. Ved siden af studiet laver Kateryna radio for studenterkanalen.

Luftalarmens insisterende toner ringer i et minut, da Kateryna er midt i pandekagerne. Det er hende, der står for kontakten til underviseren denne fredag. 

”Jeg skal ringe til underviseren og finde ud af, om undervisningen skal være online, i kælderen på universitet, eller om den kan foregå som normalt,” siger hun.

Underviseren er kommet fra Kyiv og vil gerne have, at undervisningen er fysisk. De bliver enige om at udskyde timerne lidt og gennemføre undervisningen på universitetet. Nogle dage kan der være lang kø til strømstikkene, fordi der ikke er strøm andre steder i byen. 

Efter en lang forelæsningsdag på syv timer bliver Kateryna og hendes venner enige om at tage ud og spise pizza. Derefter tager hun hjem og læser pensum om Stalin og Hitler. I de akademiske fag er der nemlig meget læsestof.

”Det er hårdt at skulle læse om det samme emne, som jeg lige har haft syv timers undervisning om. Men det er også spændende at forstå nogle af de diktatorer, som Ukraine igennem tiden har været udsat for,” siger Kateryna. 

I Ukraine er der udgangsforbud. Kateryna skal derfor være hjemme inden midnat, og hun mener, at det gælder indtil klokken fem om morgenen. Men hun er ikke helt sikker, for hun er aldrig oppe så tidligt, fortæller hun grinende. 

Ukraine kan virke langt væk for en dansker, men Kateryna vil gerne understrege, at der ikke er så stor forskel på os. 

”Vi er ligesom jer. Vi drømmer også om en god karriere og et godt liv. Vi nyder også at drikke øl med vores venner, at lave ingenting på en søndag eller skrive en god artikel. Men lige nu kommer overlevelse før alt andet,” siger Kateryna. 

En ny normal tilstand

Luftalarmerne er gået 327 gange i Lviv-regionen siden invasionen. Kateryna skammer sig lidt over, hvor let hun er begyndt at tage på dem. Men der er ting, hun skal nå i løbet af dagen, så hun kan ikke blive ved med at reagere på dem. 

”Hvis luftalarmerne går, når jeg er hjemme, så kan jeg da godt finde på at blive derhjemme. Men hvis jeg er på vej ud for at handle, så færdiggør jeg det, selvom de er gået,” siger Kateryna. 

Når man lever i et land, hvor luftalarmerne ofte går, begynder man at opdage mønstre. Kateryna er derfor mere opmærksom sidst på måneden, fordi hun mener, at der er større risiko for, at der er en reel trussel der. Hun ved ikke helt hvorfor, men det virker på hende som om, at der er et mønster i, hvornår russerne bomber. På etårsdagen for krigen var der mange af hendes venner, der tog hjem, da de troede, at Putin ville markere dagen med et fyrværkeri af bomber. Men Kateryna blev i Lviv, hvor hun i stedet reflekterede over krigen. 

”Jeg føler mig heldig. Min familie og jeg har klaret det så godt,” siger hun.

Kateryna havde i en periode svært ved at snakke højt om, at hun var heldig. Hun var bange for, at heldet så ville vende. Hendes liv har ikke været uden ulykke. Hendes bedstemor døde i sommers af stress på grund af krigen. Hendes hjemby Kharkiv er smadret af bomber. Hun har også været til en venindes fars begravelse, der satte gang i tankerne om, hvor mange der er døde i krigen. 

”Jeg forstod omfanget af alle dem, der er døde i den her krig. Det er unge ukrainske mænd, der dør i hobetal. Min veninde har mistet sin far, og hendes kæreste er i øjeblikket ved fronten,” siger Kateryna. 

På etårsdagen så Kateryna en Instagram-video, hvor en lille dreng og hans mor havde bagt en kage. Moren siger til sønnen, at de skal give kagen til faren. De tager på kirkegården og lægger den ved farens gravsted. 

”Man kan se i videoen, at han døde som 31-årig. Det ramte mig helt vildt, at han var så ung, og hvor mange af de her unge soldater, der dør,” siger Kateryna. 

Kateryna er stolt af sit land, og hvor længe de har holdt stand mod Rusland. Hun håber, at krigen snart er slut, så hun kan vende hjem til Kharkiv. Hun vil gerne ansættes på et medie i Kharkiv og hjælpe med at genopbygge byen ved at dække vigtige emner. Derfor håber hun, at Europa og USA bliver ved med at støtte Ukraine – det er nemlig også i Europas egen interesse. 

”Rusland har jo ikke tænkt sig at stoppe, når de først har overtaget Ukraine. Europa udskyder derfor også bare problemerne, hvis de ikke får stoppet Rusland i Ukraine,” siger Kateryna.