Rydfladen skal bane vej for en bedre og mere ærlig klimajournalistik

Rydfladen skal bane vej for en bedre og mere ærlig klimajournalistik

Rydfladen skal bane vej for en bedre og mere ærlig klimajournalistik

Journalistikken svigter, når historierne ikke afspejler virkeligheden – og spørger man Iben Maria Zeuthen, er det tilfældet i klimadækningen. Hendes nye klimajournalistiske fællesskab, #Rydfladenforklimaet, skal vende skuden.

TEKST:  Emilie gammelgård jørgensen
FOTO:  Anders lindstrøm berker

Udgivet den 12. oktober 2023

“I bund og grund handler det om at fortælle sandheden.”

Så enkelt kan journalistikkens kerne formuleres ifølge Iben Maria Zeuthen. Hun er journalist og radiovært – og så er hun kvinden bag #rydfladenforklimaet, der efterhånden har været dækket i samtlige danske medier. Iben Maria Zeuthen har gennem Rydfladen brugt de sidste to måneder på at råbe mediebranchen op. For hende er der nemlig et problem, og som navnet antyder, handler det om klimaet. Iben Maria Zeuthen mener ikke, at mediernes dækning af klimaforandringerne afspejler virkelighedens omfang eller alvorlighed.

”Klimaforandringerne er voldsomme. Videnskaben viser, at de med al sandsynlighed vil få en ekstrem påvirkning på vores jordklode og den måde, vi er danskere på. Dét er sandheden, men jeg tror ikke, mange danskere ville mene, at den står tydeligt frem i medierne,” siger hun.

Troværdigheden på spil

Iben Maria Zeuthen mener, at journalistikken svigter, når mediernes dækning ikke stemmer overens med sandheden. Ingen anden branche er i samme grad forpligtet til at oplyse, formidle og råbe op. Det gælder klimaet såvel som alt andet. 

”Det er vores job at fortælle sandheden. Det er det, vi altid har sagt til os selv, at vi kan,” siger Iben Maria Zeuthen. 

Det handler dog ikke kun om at leve op til jobbeskrivelsen. Iben Maria Zeuthen frygter, at det kan få konsekvenser for journalistikkens troværdighed, hvis ikke medierne tager ansvaret alvorligt og råber vagt i gevær om klimaforandringerne og deres konsekvenser. For hende spiller journalistikken en afgørende rolle, hvis vi skal forstå den fremtid, vi går i møde.

”Hvis det hele kommer rullende bagfra, uden vi er forberedt på det, vil man nok se tilbage og tænke: ‘Hvor var medierne, og hvorfor svigtede de?’ Det er jeg bange for, både som borger og journalist,” siger hun.

En idé vokser

Forestil dig dette: Sommerferien er i gang, men hos DR summer et lille kontor af liv. Her sidder 15 journalister klar til at dække en sommer i klimaets tegn. Telefonerne ringer, og i den anden ende fortæller korrespondenter, hvordan klimaforandringerne rammer den lokale befolkning i turistområderne. De snakker med turister og stiller rejseselskaberne kritiske spørgsmål. Hjemme i Danmark bliver den information til aktuel journalistik om alt fra alternative ferier til rejseselskabernes ansvar i en tid, hvor klimaet kræver fokus på rejsevaner.

Det var den sommer, Iben Maria Zeuthen havde forestillet sig. Hun havde fulgt den tiltagende globale opvarmning og frygtede en sommer med ”vanvittigt vejr”. Derfor skrev hun den 13. juli en mail til ledelsen i DR. Her foreslog hun at sætte et hold til at dække den historiske sommer.

”Jeg tænkte, nu kommer det kollaps, vi har frygtet. I mit hoved måtte vi alle føle et behov for en intensivering af klimadækningen,” siger hun. 

Det skete ikke. Sommeren gik, og kun på bagkant skrev de danske medier om ødelagte sommerferier i Sydeuropa. Imens fulgte Iben Maria Zeuthen frustreret med på sidelinjen. I ren frustration begyndte hun at poste opslag på sin egen instagramprofil. Under hashtagget #rydfladenforklimaet fortalte hun om mediernes mangelfulde klimadækning og de fejl, der blev begået. Hun opfordrede mediehuse og politikere til at træde i karakter. På kun et par uger voksede initiativet sig større – og det var også at mærke på Iben Maria Zeuthens Instagram. 

”På et tidspunkt blev det så stort, at jeg tænkte, at nu må det få sin egen profil,” siger hun.

“Klimakrisen sætter spørgsmålstegn ved alt, vi kender. Derfor skal vi spørge os selv, hvad vi gerne vil som journalister – og jeg tror, vi skal mere, end vi troede.”

Projektet tager form

Den profil blev til @rydfladenforklimaet. I skrivende stund er profilen godt to måneder gammel og har 14.000 følgere. Iben Maria Zeuthen har oprettet en forening til Rydfladen og fået andre med på holdet: Jakob Sloma Damsholt, redaktionschef hos Drive Studios, og Anne Martens, der er journalist og økonom. Missionen er at inspirere til klimadækning, der afspejler virkeligheden og viser borgere og journalister, hvornår klimaet ifølge Rydfladen dækkes godt, og hvornår der er plads til forbedring.

Opbakningen til profilen viser, at mange synes, en bedre klimadækning er vigtig, siger Iben Maria Zeuthen. Hun håber, at opbakningen fører til en bedre dækning. Faktisk er drømmescenariet, at Rydfladen på et tidspunkt bliver overflødig, fordi medierne har taget kritikken til sig og ændret kurs. Inden da håber Rydfladen på at kunne vise, hvordan det kan gøres ved at udkomme med deres egne historier på profilen. Det kræver dog flere ressourcer, end Rydfladen har til rådighed, men Iben Maria Zeuthen lader sig ikke slå ud.

Et blik indad

Når Rydfladen skal vise vejen for en ny klimadækning, skyldes det ifølge Iben Maria Zeuthen, at klimakrisen kalder på noget mere radikalt. Hun ser et behov for at tage en fundamental snak om journalistikkens rolle og den måde, medierne ønsker at lave journalistik på. Det kan i hendes optik føre til bedre journalistik, der skubber til virkeligheden

”Klimakrisen sætter spørgsmålstegn ved alt, vi kender. Derfor skal vi spørge os selv, hvad vi gerne vil som journalister – og jeg tror, vi skal mere, end vi troede,” siger hun.

At stille spørgsmål er en af de mest basale opgaver for journalister. Ifølge Iben Maria Zeuthen er den afgørende forandring, som journalistikken har brug for, at de kritiske spørgsmål bliver vendt ind mod journalisterne selv og faget.

”Vi skal tænke over de spørgsmål, vi stiller, og de spørgsmål, vi ikke stiller. Vi skal spørge os selv, hvordan vi arbejder og hvorfor,” siger hun.

Iben Maria Zeuthen ved, at det er her, det bliver udfordrende. I et fag, hvor højt tempo og stramme deadlines er et arbejdsvilkår, kan det være nødvendigt at læne sig op ad faste rutiner. Hun ser dog det indadvendte blik som afgørende, hvis klimajournalistikken skal udvikle sig til det bedre – og det stiller klimakrisen ifølge hende krav til. Der er dog også andre parametre at skrue på.

Klimabriller og magtkritik

En udsultet isbjørn med sørgmodige øjne går på tynd is på Arktis, mens isen smelter omkring den. Det billede kender alle. Det er den slags historier, mange forbinder med klimajournalistik. For Iben Maria Zeuthen er ”klassisk” klimajournalistik vigtig. Men det er ikke nok.

”Klimaet påvirker enormt mange lag i vores samfund. Derfor skal det ikke være sit eget stofområde. Det skal være et blik, vi kigger på langt de fleste artikler med,” siger hun.

Nok truer klimaet isbjørnen på Arktis, men klimaforandringerne er også tættere på – I sommer mærkede danske turister på græske ferieøer følgerne af dem. Når klimaforandringer sniger sig ind i flere dele af vores liv, må dækningen ifølge Iben Maria Zeuthen følge med. Hun mener, at klimavinklen bør tænkes ind i flere journalistiske produkter frem for at være et stofområde for sig.

”Jeg har selv gjort eksperimentet. Det er påfaldende få historier og formater, man ikke kan tænke en klimavinkel ind i,” siger hun.

Iben Maria Zeuthen mener også, at klimajournalistikkens kritiske blik på politikere og virksomheder halter. Ifølge hende har klimajournalistikken ofte en forbrugervinkel med fokus på, hvad individet kan gøre. Det bliver tit ukonstruktivt og uinteressant. Klimakrisen er for stor til, at den enkelte kan løse den, mener hun.

”Det er vores opgave at være kritiske over for magthaverne, så det undrer mig, at vi ikke er det på klimaområdet. Det er vores chance for at hoppe med på klimavognen,” siger hun.

Iben Maria Zeuthen mistænker, at journalisters egen manglende forståelse af klimaområdet kan være en hæmsko i dækningen. Journalisterne har ikke nok viden eller overblik på området til at kunne stille de kritiske spørgsmål. Derfor skal flere journalister ifølge hende klædes bedre på til at dække klimaet.

En håndsrækning til samtale

Klimakrisen stiller større krav til journalistikken, end medierne tidligere har været vant til. Det har Iben Maria Zeuthen også mærket. For hendes opråb har krævet tilvænning fra branchen. Selvom Rydfladen gør sig umage for at sløre skribenters navne og fokuserer på det strukturelle og konstruktive i deres kritik, så har ikke alle reaktioner været gode. Profilen har også mødt kritik.

Iben Maria Zeuthen ved, at hun taler fra en mere privilegeret position end mange journalister – hun ville lave de samme historier, hvis hun skulle nå syv korte artikler på en dag. 

I dag er situationen dog en anden. Nu modtager Rydfladen henvendelser fra journalister, der vil have hjælp til at indtænke klimavinklen i deres historier. Journalistikken har inviteret konstruktiv kritik og nytænkning indenfor, og det er Iben Maria Zeuthen glad for.

”Rydfladen handler ikke om, at det skal være mig mod min branche. Jeg ser det mere som mig og min branche, der har en samtale om, hvordan klimadækningen kan se ud,” siger hun.

At flere nu går ind i samtalen om bedre klimadækning, gør Iben Maria Zeuthen optimistisk. Selvom journalistikken har trange kår og bliver presset på alt fra klik til stramme deadlines, tror hun, at en omstilling er mulig. Det kræver blot en vilje fra de journalister og ledere, der sætter dagsordenen på de danske mediehuse – selve omstillingen frygter Iben Maria Zeuthen ikke.

”Vi journalister har altid tilpasset os virkeligheden, og alligevel er det altid autenticiteten, integriteten og idealismen, der vinder. Dét er kernen i faget, og det bliver stående gennem alt,” siger hun.

Kan kravet om karakterer på DMJX bestå?

Kan kravet om karakterer på DMJX bestå?

Kan kravet om karakterer på DMJX bestå?

I kraft af at der er kommet flere karakterer på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, er både frygten for karakterernes betydning og om uddannelsen bliver for akademisk oppe at vende hos de studerende.

TEKST: iben mejlhede & anders villaume vestergaard
illustration: katrine åsleff edvardsen

Udgivet den 01. juni 2023

I efteråret 2022 blev der indført karakterer på alle fag på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Det er et krav i uddannelsesbekendtgørelsen, at alle fag skal bedømmes med karakterer på samtlige professionsbacheloruddannelser i Danmark. Et krav som skolen forsøgte at søge dispensation fra – dog uden held.

Universitetslignende fag og flere karakterer. Bekymringen var stor hos flere studerende efter indførelsen af karakterkravet på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. 

En af de studerende, som Illustreret Bunker har været i kontakt med, er Rasmus Troldborg, der studerer journalistik på tredje semester. Han har selv mærket virkningerne af karakterindførslen. Han havde sit første semester uden karakterer, hvor han sammen med sine medstuderende blot fik at vide, om de var bestået eller ikke bestået. Uddannelsesbekendtgørelsen indførte karakterkravet på hans andet semester. 

Et krav som Rasmus Troldborg dog helst vil være fri for, da det, ifølge ham, skaber en usund kultur blandt de studerende.

“Jeg ville helst være foruden karakterer, fordi det bliver lidt et ræs, og så ender man med at sammenligne sig selv med andre,” siger han.  

Gør karakterer journalistuddannelsen mere akademisk? 

Især fordi karaktererne ikke er noget, man nødvendigvis skal bruge i fremtiden, mener Rasmus Troldborg, at det er unødvendigt at give karaktererne. Det er hans klare indtryk, at praktikstederne ikke tænker over karaktererne:

“Det er dumt, at folk tænker på karakterer, for karaktererne er ligegyldige for mange. Vi fik at vide af underviserne fra starten, at medmindre du skal på udveksling eller tage en bestemt kandidat, så er karaktererne ligegyldige. Der er ikke nogen, der kigger på dem, når du skal i praktik,” siger Rasmus Troldborg.

Samtidig synes han, at uddannelsen bliver mere akademisk, når de studerende skal måles og vejes i karakterer.

“Noget af højskolefølelsen fra Journalisthøjskolen forsvinder, når man skal vurderes på en karakterskala for alt, hvad man laver både i de akademiske fag og i de fag, som ikke er akademiske,” siger han.

Illustreret Bunker har forelagt bekymringen for institutchef for journalistuddannelsen, Henrik Berggren. Han mener dog ikke, at uddannelsen er blevet mere akademisk.

“Jeg mener ikke, at indførelsen af karakterer har gjort uddannelsen mere akademisk, for hvis du for eksempel finder studieordningerne for 10 år eller 20 år siden og den fra i dag, så tror jeg ikke på, at du kan se nogen forskel i omfanget af de akademiske fag,” siger Henrik Berggren.

”Jeg ville helst have været foruden karakterer, fordi det bliver lidt et ræs, og så ender man med at sammenligne sig selv med andre.”

–Rasmus Troldborg, journaliststuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Tvungen eller frivillig akademisering?

Et af de nye akademiske fag, der er blevet indført, er videnskabsteori. Faget er lagt ind på ottende semester og kan ses som et springbræt til at læse en kandidat i journalistik eller i andre fag efter bacheloren. Henrik Berggren lægger vægt på, at videnskabsteori kun er et valgfag, og at det derfor ikke er et bærende fag i journalistuddannelsens opbygning.

Derudover mener Henrik Berggren ikke, at de studerende skal frygte karaktererne på uddannelsen. Han forklarer, at karaktererne blev efterspurgt af eleverne selv.

“Efter både evalueringer og mundtlige samtaler med studerende oplevede vi, at de studerende efterspurgte karakterer. Efter der er blevet indført flere karakterer, kan eleverne nemmere placere sig selv, og samtidig er underviserne blevet skarpere på bedømmelseskriterierne,” siger Henrik Berggren.

“Du er meget mere end nogle tal på et stykke papir”

Ifølge Allan Thulstrup, der er bestyrelsesmedlem på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og næstformand i Dansk Journalistforbund, har karaktererne den effekt, at de studerende vil bruge dem til at sammenligne sig med hinanden.

“I det øjeblik der er tal på, vil man ubevidst sammenligne sig med de andre, men hvis man fokuserer på learning by doing, er det vigtigere, at man tør at tage nogle sats og se, hvad det kan blive til,” siger Allan Thulstrup.

Og netop de sats kan komme en til gode, når man skal i praktik, eller når man er færdiguddannet som journalist, mener Allan Thulstrup.

“Når man kommer ud på arbejdsmarkedet, vil det også blive påskønnet, at man er en type, der tør at satse og se, hvor det ender,” siger han. 

Allan Thulstrup mener, at en ‘bestået- eller ikke-bestået-ordning’ ville være den bedste løsning for de studerendes læring frem for karaktergivning og forklarer:

“Karakterer kan bruges som et måleredskab for skolen, men udover det er jeg ikke sikker på, at man kan bruge karakterer til ret meget andet,” siger han.

Ifølge Allan Thulstrup er det derfor vigtigt, at man gør sig umage med en indsats, som man selv er tilfreds med, og at man lærer af de fejl, man begår. Det er noget, man skal have for øje under hele uddannelsen og bruge som færdiguddannet journalist.

“Du er meget mere end nogle tal på et stykke papir. Så længe du har gjort en indsats, du er tilfreds med, har du gjort det godt. Hvis du ikke er tilfreds, men du tog et sats, er du okay kørende, så længe du bare har lært noget undervejs og reflekteret over det, der gik galt,” siger Allan Thulstrup.

Ifølge Allan Thulstrup er der derfor ingen grund til at bekymre sig om karaktererne i forhold til muligheden for at få et job, da det er vigtigere at bruge learning by doing frem for karaktererne som læringsredskab.

Og netop det råd har Rasmus Troldborg også taget til sig. Han mener nemlig ikke, at det karakterræs, som han oplevede i gymnasiet, er noget, man skal bekymre sig om på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

“Jeg føler ikke, at karaktererne giver lige så meget stress her, som de gjorde i gymnasiet. Men det er fordi, jeg ved, at de ikke betyder en skid for mig,” siger han.

TEMA: FORTID

Denne artikel er en del af TEMA, der denne gang sætter fokus på skolens og branchens fortid.
Kunstig intelligens, besparelser og digitalisering er med til at ændre mediebranchen. Branchen forsøger jævnligt at spå om, hvordan fremtiden kommer til at se ud for os. Men kan vi måske lære lige så meget af alt det, der allerede er sket?
Mette tvivlede, og Solveig skældte ud: Sådan så undervisernes studietid ud

Mette tvivlede, og Solveig skældte ud: Sådan så undervisernes studietid ud

Mette tvivlede, og Solveig skældte ud: Sådan så undervisernes studietid ud

Siden 1970 har journalistuddannelsen optaget nysgerrige og håbefulde journaliststuderende, der skal finde ud af at gøre skolen og uddannelsen til deres egen. Det er dog nemmere sagt end gjort. Derfor har jeg taget fat i to tidligere studerende, der stadig har deres gang på DMJX for at høre om deres oplevelser.

Mette Mørk og hendes medstuderende i 90’erne.

TEKST: hilde agergaard svendsen
FOTO: privat

Udgivet den 01. juni 2023

Jeg husker tydeligt, da beskeden tikkede ind i min e-Boks 

”Kære Hilde. DMJX har den glæde at kunne tilbyde dig en studieplads på journalistuddannelsen.”

Shit. Yes. Fedt. Nu skal jeg være journalist.

En skøn lykkerus gjorde mig høj i noget tid, og pludselig stod jeg på skolen. De første dage var fyldt med en masse nye ansigter og navnelege. Rusarrangementer, hvor mine medstuderende og jeg skyllede ugens mange indtryk ned med øl og small talk. Beslutninger om hvorvidt jeg skulle melde mig ind i en af skolens foreninger, for jeg ville jo ikke virke kedelig, men ville det omvendt blive for presset med studiet?

Der er mange ting at tage stilling til i den første tid på studiet, og mest af alt vil jeg bare gerne lære, hvordan jeg bliver en dygtig studerende, så jeg kan blive en dygtig journalist. Måske finder jeg svaret ved at se tilbage på nogle af de journaliststuderende, der har været her før mig, så jeg kan få et indblik i, hvordan deres tid på studiet var.

Heldigvis går to af dem stadig rundt på skolen, dog i dag med en anden titel; underviserne Solveig Schmidt og Mette Mørk. Forhåbentligt kan deres oplevelser gøre mig klogere på, hvad jeg går ind til. 

Journalisthøjskolen i 70’erne  

En 20-årig Solveig Schmidt står med en rejseskrivemaskine foran den gamle Bunker på Olof Palmes Allé. Året er 1975, og Journalisthøjskolen er kun få år gammel. Det var egentlig slet ikke meningen, at hun skulle søge ind på journalistuddannelsen, men to ting har fået hende herhen: En søster der gerne vil have, at hun gør noget med sit liv, og en kollega på hendes arbejde, som inspirerer den unge Solveig til at søge ind.

”Jeg var dumpet til optagelsesprøven, hvis den var som i dag. Jeg vidste absolut ingenting,” siger Solveig Schmidt.

Men noget gør hun rigtigt, for nogle måneder efter sidder hun på skolebænken. Selvom det var ved et tilfælde, at hun endte lige på Journalisthøjskolen, så vidste hun med det samme, at hun var landet det rette sted.

”Det var kærlighed ved første time. Jeg elskede uddannelsen,” siger Solveig Schmidt.

Solveig Schmidt og hendes medstuderende i 1978.

Hønsestrik og langt hår

Solveig Schmidts tid på journalistuddannelsen bærer præg af sammenhold. I klassen har man hinandens ryg, hjælper hinanden og ser hinanden som én samlet flok.

”Der var ikke spidse albuer. Det var i 70’erne. Det var hønsestrik og langt hår. Vi tænkte hele tiden i fællesskab. Klassen så sig selv som et fællesskab,” siger hun.

Især husker Solveig Schmidt en episode i forbindelse med en rapport, som hun og hendes studiekammerat skulle skrive.

”Vi blev stillet en opgave, som var røvsyg,” siger hun.

I stedet skriver de to en længere artikelserie. Men det er underviserne ikke tilfredse med, og de vælger at dumpe Solveig Schmidt og kammeraten.

”Men så siger resten af klassen, at det sgu er for dumt: ’Der er ingen, der har arbejdet så meget som de to. Hvis de skal dumpe, så anser vi hele klassen for dumpet,’ og så satte hele klassen sig ned kollektivt,” siger Solveig Schmidt. 

Trods det stærke fællesskab i klassen var forholdet mellem Solveig og hendes undervisere knap så gnidningsfrit. Med jævne mellemrum besøgte hun rektors kontor for at  klage over et eller andet:

”Jeg kritiserede pensum. Jeg kritiserede, at vi ikke fik undervisning nok. Jeg kritiserede, at undervisernes faglige niveau ikke var højt nok. Jeg har ikke været særlig sjov at have som studerende,” siger hun. 

Til optagelsesprøve i 1990

”Det her lorte, overfladiske fag gider jeg ikke!”

Mette Mørk sidder i 1990 til optagelsesprøve på journalistuddannelsen, men inde til prøven ændrer hun pludselig mening.

”Vi skulle lave et eller andet referat, og jeg syntes bare, det var noget regulært pis, og så gik jeg. Jeg var nok lidt impulsstyret,” siger Mette Mørk.

Året efter kan hun dog se, at det måske var lidt af en dum idé, da det jo var journalistikken, hun gerne ville. Derfor går hun året efter op til prøven igen, men i mellemtiden er der kommet et større problem. Hendes roomie, der selv læser på Journalisthøjskolen, er bekymret for Mette Mørks chancer for at blive optaget:

”Du skal nok ikke regne med at komme ind, for jeg hører, at snakken oppe på skolen går på, at mange af spørgsmålene i videnstesten ligger godt for mændene. Der kommer ikke ret mange kvinder ind denne gang,” siger Mette Mørk. 

I 90’erne havde Journalisthøjskolen det problem, at de fik frasorteret mange kvinder ved optagelsesprøven, og da Mette Mørk tog til prøven for anden gang i 1991, var der kun 28 kvinder ud af de 100 optagne. Men en af de 28 kvinder var Mette Mørk.

”Jeg kan huske fornemmelsen af at stå med den tunge velkomstpakke i hånden. Kæft, hvor var jeg lykkelig,” siger hun. 

Kan du finde den unge Mette Mørk?

De seje københavnere

Selvom Mette Mørk var glad for studiet, oplevede hun dog en opdeling blandt de studerende. En af grupperne, som Mette Mørk så op til, var de seje københavnere.

”Hvordan fanden skal jeg nogensinde leve op til dem? De stod der med deres Cecil cigaretter, og jeg var lige kommet ind med firetoget fra Kolding,” siger hun.

Lugten af smøger og spildte fadøl spreder sig i den gamle Bunker, da Mette Mørk står til en fredagsbar på uddannelsen. Hun er efter en periode i praktik kommet tilbage på skolen til sidste semester, og nu står hun ved siden af en af de seje københavnere.

”’Puh, det har været fedt at komme tilbage efter praktikken,’ siger jeg til hende, ’for nu synes jeg, vi er mere lige alle sammen. Alle har nogle erfaringer. Jeg synes, det er nemmere at være her. Jeg synes, jeg har mere styr på det.’ Så kigger hun på mig og udbryder: ’Hvad taler du om? Du har sgu altid haft styr på alting,’” siger Mette Mørk.

Journalisthøjskolen anno 2023

Jeg har nu været på studiet i et par måneder, og der er heldigvis allerede kommet lidt mere ro på. Jeg har lært en del navne, og jeg valgte også at melde mig ind i en forening. Jeg skyller stadig øl ned om fredagen, men smalltalken fylder mindre nu. Jeg har nok også haft for høje forventninger, hvis jeg havde håbet på, at jeg kunne finde opskriften på den gode journaliststuderende. Det er nok ikke så enkelt. 

Men nogle ting kan jeg da tage med fra Mette Mørk og Solveig Schmidts oplevelser:

Fokusér på fællesskabet. Det kan resultere i, at du består et fag, du egentlig stod til at dumpe.

Du har sikkert mere styr på det, end du går og tror – også selvom du ikke er fra København og ryger Cecil. Og du kan godt kritisere skolens lærere, undervisning og pensum og stadig blive ansat på selvsamme skole nogle år efter.

TEMA: FORTID

Denne artikel er en del af TEMA, der denne gang sætter fokus på skolens og branchens fortid.
Kunstig intelligens, besparelser og digitalisering er med til at ændre mediebranchen. Branchen forsøger jævnligt at spå om, hvordan fremtiden kommer til at se ud for os. Men kan vi måske lære lige så meget af alt det, der allerede er sket?
Steffen Gram er oplært i en uddøende journalistisk tradition

Steffen Gram er oplært i en uddøende journalistisk tradition

Steffen Gram er oplært i en uddøende journalistisk tradition

Steffen Gram har dækket udlandsstof i snart fem årtier. I den tid har han oplevet, hvordan den teknologiske udvikling har gjort det personlige mere fremtrædende i jobbet som udlandskorrespondent. Men Steffen Gram holder stadig gerne sine meninger for sig selv.

TEKST: Emil Weis
FOTO: Kasper Søholt

Udgivet den 01. juni 2023

I radiostudiet sidder Steffen Gram bag otte bunker af dokumenter med sirlige grønne overstregninger. “Hvorfor er der ikke mere fokus på Østeuropa?” spørger han energisk sine gæster med et insisterende blik og medfølgende armbevægelser. Det er egentlig ikke det, programmet skal handle om i dag. “30 sekunder” lyder det i samtaleanlægget fra kontrolrummet. Steffen Gram samler sig, inden han uden udsving i stemmen byder velkommen til radioprogrammet ’Verden ifølge Gram’, der hver uge på P1 dækker vigtige udenrigspolitiske emner.

Når dagens afsnit om immigrantflugten fra Tunesien ruller igennem æteren, har Steffen Gram brugt en uge på at læse op på emnet. Indimellem bliver han kaldt til andre steder i DR-byen for at levere analyser og perspektiver, men ellers bruger han ugen på at forberede en times radioprogram.

De andre i DR bruger Steffen Grams indsigter, fordi han har dækket udlandsstof i snart et halvt århundred, men selv mener han, at han altid kan blive klogere.

De fleste journaliststuderende med lidt rejselængsel ville nok være misundelige over hans lange karriere og viden om udenrigspolitiske forhold, hvor han ofte har stået midt i historiske begivenheder.

Steffen Gram startede på DR som Asien-reporter i 1977 og dækkede De Røde Khmerers folkemord. Han var fra 1983 til 1987 USA-korrespondent, imens Reagan var præsident. Under Sovjetunionens sammenbrud var han korrespondent i Moskva, inden han kom hjem og var vært og redaktør på udenrigsmagasinet Horisont. Fra 2005 til 2013 var han igen korrespondent i USA, hvor den første afroamerikaner, Barack Obama, blev valgt som præsident.

Men selvom Steffen Gram har oplevet historiens gang på tætteste hold, er han ikke den, der bruger sig selv personligt i sin journalistik. Han gør en dyd ud af, at det er ham, der har spørgsmålene og hans gæster, der skal give svarene.

”Jeg vil gerne hjælpe seerne og lytterne til at forstå forskellige perspektiver af verden og de konflikter, der er i den. Men jeg er ikke ekspert med egne meninger,” siger Steffen Gram.

”Han har meget travlt. Han skal ofte bruges andre steder i DR-byen,” siger praktikant på ’Verden ifølge Gram’. Cecilie Højmark, om Steffen Gram.

Reportager på ’first class’

Teknologien har ændret måden, man er udlandskorrespondent på, og hvor meget mere man er på skærmen ifølge Steffen Gram. De to til fire minutter lange reportager, han lavede til TV-avisen før i tiden, ville få folk til at skifte kanal i dag.

”Den lange reportage er trådt mere i baggrunden i dag, medmindre man producerer til magasiner. Nu er et TV-indslag nyhederne ofte, at udlandskorrespondenten går på live suppleret med kortere indslag,” siger Steffen Gram.

Før i tiden tog det også længere tid at få sine TV-indslag frem til Danmark. I Steffen Grams tid som Asien-reporter fløj han selv hjem med sine reportager. Det var før den digitale teknologi, så reportagerne blev filmet på 8 eller 16 millimeter. De var uden journalisten i billedet, medmindre med journalisten skulle lave en ’stand-up’, og speak blev lagt direkte ind på kanten i filmrullen. Det var kun såkaldte ’hard news’, der blev sendt hjem med fly uden Steffen Gram. De blev fløjet for eksempel fra Bangkok lufthavn i store plastnet med adressemærke på karton, så taxachaufføren i Københavns lufthavn kunne levere dem korrekt til DR.

I USA byggede CNN i løbet af 80’erne et livesystem op, der gjorde, at deres korrespondenter kunne være live igennem, lige der hvor det skete.

”Da jeg var korrespondent i USA første gang, var jeg måske live igennem fire-fem gange i alt. Anden gang jeg var i USA i 00’erne, var jeg live igennem hele tiden, og den lange reportage var trådt helt i baggrunden,” siger Steffen Gram.

Han mener, at udlandskorrespondentens mulighed for at reportere live i dag, har gjort journalistikken mere nærværende. Det er den, fordi udlandskorrespondenten er med i billedet, når der laves liveindslag, selv når man laver reportager. Udviklingen har betydet, at journalisten ikke længere er ude af billedet, men på fra første skud.

”Der var journalister før i tiden, som lavede fremragende reportager og havde det godt med det uden at være i billedet. Nogle af dem ville nok have svært ved at være på live som i dag. Teknologien har ændret journalistikken og dermed også, hvem der er egnet til at være udlandskorrespondenter,” siger Steffen Gram.


Samme historie forskellige platforme

Steffen Gram husker, hvordan han under hans mesterlærlinge tid på Berlingske i 70’erne fik lov at dække Rote Armee Fraktions angreb på den vesttyske ambassade i Stockholm. Dengang var der ingen, der havde Facebook eller for den sags skyld mobiltelefoner. Man måtte ud af huset, hvis man ville dække noget.

Steffen Gram tog afsted til Stockholm for at være på pletten og snakke med folk på stedet. Når der var nok på blokken til en historie, tog han hjem på hotellet og fulgte med på SVT, imens han skrev historien på sin rejseskrivemaskine. Den færdigskrevne artikel blev dikteret hjem til redaktionen igennem telefonen eller sendt som strimler igennem en telexmaskine.

Historien endte med en forside på Berlingske, som var en stor ting for den unge Steffen Gram.

I dag er det dog ikke nok at udkomme på én platform som udlandskorrespondent, i hvert fald ikke hvis man arbejder på et stort medie som DR, som Steffen Gram har gjort i over 40 år. Hvis man er ude at dække en stor historie, er man formentligt på i radioaviserne, P1-morgen, i TV-avisen til middag og om aftenen. Derudover interviewer andre DR-journalister udlandskorrespondenterne til artikler til dr.dk.

”Der er selvfølgelig en risiko for, at noget af grundigheden ryger, når man skal producere meget mere på grund af de digitale muligheder. Men alt var ikke bedre før i tiden, og i dag har du til gengæld større redaktioner derhjemme til at gå i dybden med historien,” siger Steffen Gram.

Steffen Gram husker en tid, hvor man skulle kæmpe mere for at få lov til at tage ud og dække en historie. Man skulle typisk pitche en historie hjemmefra og overtale cheferne til at give en lov til at tage af sted. Hvis man fik lov, tog man ud, lavede to historier og kom hjem med dem. I dag tager man beslutningen langt hurtigere om at sende reporteren ud, der bliver lavet langt flere historier fra stedet, og man udkommer på langt flere platforme.


Alvorlige konflikter til fremtiden

Historisk viden er en vigtig del af en udlandskorrespondents værktøjer, mener Steffen Gram. Når man vil forstå nutidige konflikter og krige, bliver man nødt til at have en forståelse af fortiden. For konflikter har næsten altid historiske rødder.

Steffen Grams analyse af krigen i Ukraine vidner også om, hvordan han trækker på sin historiske viden og erfaringer, når han skal forstå konflikter. Under sovjetstatens sammenbrud i begyndelse af 90’erne rejste han mange gange i Ukraine for at dække deres folkeafstemning om selvstændighed.  

”Krigen i Ukraine er anderledes, end hvad jeg ellers har dækket, fordi den kan få langt flere negative konsekvenser. Den kan ændre på hele verdensordenen,” siger Steffen Gram.

Steffen Gram ser krigen i Ukraine som Ruslands udfordring af den verdensorden, der har eksisteret siden murens fald og Sovjetunionens sammenbrud.

Han var chef for udlandsredaktionen på tv-avisen under murens fald, hvor han sendte folk ud og var vært på live-programmer, og formidlede sammen med udlandsreportere, hvordan der eksisterede en eufori og forvirring over ikke længere at leve under et diktatur. 

”Det er også derfor, at vi ser, at de østeuropæiske lande er meget tydelige i deres kritik af Putins invasion i dag. De har oplevet, hvordan det er at leve under et russisk ledet diktatur,” siger Steffen Gram.

Krigen har ikke kun ændret på de tektoniske plader i verden – den har også ændret den verden udlandskorrespondenter må forholde sig til.

”Vi er et lille land, der er meget påvirket af de ting, der foregår ude i verden. Det er derfor også vigtigt, at korrespondenter kan gøre danskerne klogere på de ændringer i verden, og det er svært at forstå dem uden en historisk viden,” siger Steffen Gram.


Et ensomt job

Steffen Gram vil gerne advare journaliststuderende med en drøm om at blive udlandskorrespondenter om, at det er et ensomt job. Sådan har det altid været, og sådan er det stadig.

”Man er alene med den historie, man skal dække som udlandskorrespondent. Det meste inspiration skal komme fra en selv,” siger Steffen Gram.

Når man er udsendt som korrespondent, står man selv med alle beslutningerne. Sådan var det også for Steffen Gram, da han var udlandskorrespondent. Han var sin egen kollega, og det var med ham selv, at han måtte diskutere, hvilken vej han skulle gå med en historie. Derudover var det hans egen opgave at have en føling med, hvad der foregik i det land, han var i, så han kunne fortælle redaktøren derhjemme, hvilke emner der var vigtige. Opstod der en krise eller udfordring på vejen, var det også ham alene, der skulle håndtere den.

Er man ikke afskrækket af den ensomhed, der følger med jobbet, har Steffen Gram et budskab til udlandstørstende journaliststuderende.

”Tag afsted – gerne med lidt ekstra penge på lommen. Og tag til nogle lande, hvor andre ikke er.”

TEMA: FORTID

Denne artikel er en del af TEMA, der denne gang sætter fokus på skolens og branchens fortid.
Kunstig intelligens, besparelser og digitalisering er med til at ændre mediebranchen. Branchen forsøger jævnligt at spå om, hvordan fremtiden kommer til at se ud for os. Men kan vi måske lære lige så meget af alt det, der allerede er sket?
Journalisterne der ikke ville skrive efter bogen

Journalisterne der ikke ville skrive efter bogen

Journalisterne der ikke ville skrive efter bogen

Vi skal igen snakke om jeg’et. Jeg’et i gonzojournalistikken. Hvor det startede,og hvorfor det har fået en plads i journalistikken.
Vi skal også snakke lidt om mig. Selvfølgelig. 

Skribent: ines kajkus
illustration: katrine åsleff edvardsen

Udgivet den 01. juni 2023

Der bor en lille fyr inde i mit hoved, som ikke har lyst til at lave andet end at ligge i sofaen og se Succession hele dagen. Og hver gang jeg har en deadline, der nærmer sig, råber han lidt højere. Men min trang til overspringshandlinger hjælper ikke på kreativiteten. Det eneste, der hjælper, er, at jeg kommer i det rette mood. Af en eller anden grund er det altid sidste minuts panik, der aktiverer mig.

Og her tæt på deadline, midt i min skriveblokade, mellem mine femten åbne faner og et rodet docs-dokument, der sår tvivl om, hvordan jeg er kommet ind på den her uddannelse, støder jeg på et citat af den amerikanske journalist Tom Wolfe. Dét ene citat indkapsler hele hovedpinen af at begå sig skriftligt i noget som helst. 

‘’Det er jo rædselsfuldt at skrive. Jeg stoler ikke på dem, der siger, at de nyder processen. Det er ulideligt. Man skal proppe lyde, symboler og lugte ned på en side. Det er jo umuligt.’’ 

For en der gjorde en stor karriere ud af at formidle skriftlig journalistik, og kaldte det at skrive for ‘’det vigtigste, man kan foretage sig,’’ så hader han at skrive lige akkurat så meget, som jeg selv gør. Det trøster lidt i hele den her proces. 

Det var i 1973, at Tom Wolfe første gang definerede den form for journalistik, jeg forsøger mig med lige nu på min redaktørs opfordring. Jeg-journalistikken. Selv kaldte han det ‘new journalism’. 

 I sin antologi, en bog der fungerer som et manifest og en samling af eksempler på new journalism-skribenter, kårede Wolfe en række amerikanske journalister tilbage i 1973 som essensen af begrebet og fænomenet. Store journalistiske navne, der alle skrev artikler i fiktionens sprog, som Gay Talese, Joan Didion og Hunter S. Thompson. 

 

Journalistikken får karakter 

Allerede i løbet af 1960’erne, ti år før antologien, gjorde fænomenet new journalism op med den objektivitet, som man havde tillagt journalistikken, siden den så sine første dage. Med lån fra litteraturens verden gjorde new journalism journalistikken spændende, smuk, rå og subjektiv. Og så blev der plads til en inddragelse af journalisten selv. Journalistik fik karakter. Men Wolfe gjorde også skriveprocessen besværligere. Sproget skal være levende, man skal mærke skribentens stemme! Okay. Kan I mærke min frustration?  

Men. Det var ikke alle, der var begejstrede for at få deres navn i Wolfes antologi. I et brev til Wolfe skrev Hunter S. Thompson: 

 ‘’Jeg får dine lårben slebet til knoglesplinter, hvis du nogensinde nævner mit navn igen i forbindelse med det forfærdelige ‘new journalism’-snak, du promoverer.’’

Thompson, der ellers fik tilskrevet sig hele to kapitler i Wolfes’ antologi, gav os i stedet ’gonzo’

 

En genre af selvdestruktivitet 

Fire år før jeg begav mig ud med den her artikel, stødte jeg på gonzo-begrebet for første gang. Midt i en YouTube rabbit hole session finder jeg frem til Hunter S. Thompsons daglige rutine. Jeg ved stadig ikke, om jeg er forarget eller imponeret. 

Ni baner kokain, LSD dråber, champagne, fem glas whiskey, med is, bevares, flere omgange chartreuse, en pakke smøger, et par joints, Heineken og margaritas og én enkelt portion Pasta Alfredo blev det til, før han begyndte at skrive sine artikler. Og et eller andet sted så beskriver hans daglige rutine måske gonzojournalistikken bedre end jeg kan med citerede eksempler. 

Det var egentlig meningen, at den her artikel skulle skrives som et gonzo-piece. ’Find din indre gonzo-journalist,’ sagde de. Jeg ved ikke om mine redaktører har misforstået begrebet, eller om de forsøger at slå mig ihjel via selvdestruktivitet.  

Med ligheder fra new journalism-bølgen handlede gonzojournalistikken om at rapportere sandt men subjektivt. Så er der twistet. Tab af selvkontrol, skribentens indre monolog, mørk humor, iscenesættelse af skribenten selv som hovedkarakter og selvfølgelig at rapportere påvirket af stoffer og alkohol. 

Det var med reportagen “The Kentucky Derby is Decadent and Depraved” fra 1970, at Thompson for første gang slog igennem med sin skrivestil. Hvad der skulle have været en objektiv reportage fra et af Sydstaternes største events, blev i stedet en skildring af skribentens selvdestruktivitet; hans indre, sarkastiske og fordømmende monolog. 

Mest af alt en reportage om ham selv og hans tilbøjelighed til at være drevet af impulser. 

Der var ikke meget journalistik over det. Det hele handlede om ham. Men man må give ham, at reportagen er underholdende og svær at glemme.

Om Thompson nærmere var en karakter defineret af sin chok-effekt, end han rent faktisk var journalist, må man selv vurdere. Om ikke andet slap han afsted med det, i hvert fald i en årrække, netop på grund af sit talent for formidling og sprog. Et eller andet sted var han også godt klar over det:

‘’Jeg hader at være fortaler for stoffer, vold og vanvid. Men det har altid virket for mig.’’

 

”Jeg får dine lårben slebet til knoglesplinter, hvis du nogensinde nævner mit navn igen i forbindelse med det forfærdelige ‘new-journalism’-snak, du promoverer.”

– Hunter S. Thompson, amerikansk journalist

Er gonzo dødt eller redefineret?

Måske virkede gonzojournalistikken faktisk kun for Hunter S. Thompson. Hvorvidt den kan tilskrives andre end Thompson selv, er der delte meninger om. I dag, godt 50 år senere, har man fortsat travlt med at beskrive enhver form for journalistik med chok-faktor som værende gonzo.

Senest i Danmark da Radio4s Louise Fischer tilbage i 2021 havde sex i en swingerklub for åben radio, hvor man næsten kunne lugte rummet gennem højtaleren, kaldte den danske mediebranche det for ‘ren gonzo.’

Samme år udgav René Fredensborg en podcastserie med titlen ‘En gonzo siger goodbye.’ Serien skulle fungere som et langt afskedsbrev til den mediebranche, som han i øvrigt stadig er en del af her to år senere. På blot 15 minutter formår Fredensborg i en enkelt episode at sætte flueben ved samtlige af genrens klichéer ved at åbne en dåseøl, tænde en cigaret og pisse i egen have, alt imens han taler sig igennem sin podcast om, ja, ingenting.

Også det amerikanske medie Vice har forsøgt sig med genren i årevis og aktivt opfordret sine journalister til at indlejre sig i de kulturer og mennesker, de skriver om. De havde til dels succes med det, lige indtil deres redaktør Yaroslav Pasukhovs røg i fængsel for international kokainsmugling i gonzojournalistikkens navn.

Selvom adskillige journalister gennem årene har fået koblet gonzo til deres navn, eller forgæves forsøgt selv at definere sig indenfor genren, så er der oftest ét dansk navn, som nævnes igen og igen med fænomenet. Morten Sabroe. Men selv udtalte Sabroe til Kristeligt Dagblad i 2021, at gonzojournalistikken aldrig har levet videre i Danmark, eller andre steder for den sags skyld. 

‘’Det var og er kun Thompson, som virkelig kunne finde ud af det der.’’

 

Jeg, jeg, jeg

Der har altså været plads til journalistens personlighed og stemme længe. Det, der gennem årene har karakteriseret den, har været en blanding af skrivestilen og karakteren bag. New journalism er forældet, og gonzo er måske ingenting uden Thompson. 

Men jeg’et, som bevægelsen bragte med sig, er kommet for at blive. Hvad end det er Zetland-skribenter, der åbent og sårbart fortæller om deres stress, eller 24Syv-journalister, der instruerer pornoscener live i radioen. Det bærende element for hver af de værker er, hvad journalisten selv gør eller oplever. 

Jeg-journalistikken udvikler sig, skærer lidt fra undervejs og samler noget nyt op hele tiden. Nogle hader det, mens andre elsker det. Men lige meget hvor godt man skriver sig selv ind i sin artikel, så vil der altid være en eller anden derude, der mener, at man er en dårlig skribent. Og det kan jeg måske godt leve med. 

Timevis af research og frustration for noget, der kan læses på fem minutter og smides i skraldespanden på 10 sekunder. Når den her artikel er afleveret, sendt til print og udgivet, så får jeg muligvis et enkelt eller to gode ord med på vejen. Hvis jeg er heldig, får jeg en enkelt klapsalve fra en, der alligevel ikke ved bedre.

Wolfe havde ret. Det er ulideligt at skrive. Men det bliver lidt sjovere, når jeg får lov at inddrage mig selv og min holdning. 

 

TEMA: FORTID

Denne artikel er en del af TEMA, der denne gang sætter fokus på skolens og branchens fortid.
Kunstig intelligens, besparelser og digitalisering er med til at ændre mediebranchen. Branchen forsøger jævnligt at spå om, hvordan fremtiden kommer til at se ud for os. Men kan vi måske lære lige så meget af alt det, der allerede er sket?
Beretninger fra en tid hvor kantinen var journalisternes værtshus

Beretninger fra en tid hvor kantinen var journalisternes værtshus

Beretninger fra en tid hvor kantinen var journalisternes værtshus

Fortællingen om den traditionelle journalist indeholder både sprut og cigaretrøg. Illustreret Bunker har undersøgt, om fortællingerne er mere end rygter.

TEKST: eva beyer paulsen & charlotte nike albrechtsen
illustration: mirjam kapembwa roed

Udgivet den 01. juni 2023

Du kender sikkert stereotypen på den klassiske journalist. Med en smøg i mundvigen og oprullede skjorteærmer sidder journalisten foran sit tastatur og flytter ivrigt fingrene rundt på de klikkende taster. Duften af røg og kaffe fylder lokalet, og på skrivebordet stabler papirerne sig som søjler. Når det sidste punktum er sat, bevæger journalisten sig ned på det lokale værtshus for at få en kold øl. Og måske en ny historie.

Som journaliststuderende konfronteres man med fortællinger om drukture og rygerlunger. Og når garvede journalister holder oplæg i auditorierne, deles der gerne ud af røverhistorier om fortidens redaktioner.

Men hvordan var det at være journalist i “de gode gamle dage”? Illustreret Bunker har spurgt tre garvede journalister om, hvor våde redaktionsmøderne egentlig var dengang. 

Øjvind Kyrø, 71 år.
Øjvind Kyrø er tidligere udenrigsredaktør for TV 2 Nyhederne, DR og Latinamerikakorrespondent for Weekendavisen og Berlingske. Han arbejder i dag som rejseleder.

“Alle på min alder kan huske, hvordan vi havde et naturligt og sundt forhold til alkohol i modsætning til i dag, hvor en redaktion ligner et banklokale eller et forsikringsselskab. Dengang blev alkohol brugt til at slappe af. Hvis du var i gang med en forsidehistorie, skulle du bruge noget at stimulere din hjerneaktivitet med. Der er aldrig kommet kreative idéer ud af en grøn salat.  

Når vi havde lavet en udsendelse i Radiohuset, gik vi efterfølgende ned på Danmarks største værtshus, som var kantinen i Radiohuset. Der sad vi og fik os nogle bajere til at slappe af efter at have arbejdet hårdt. 

Det var en stor og dejlig kantine med flotte malerier, og den var åben hele døgnet rundt. Sommetider kunne jeg sætte mig derned med en kilde, jeg lige havde talt med. Så kunne vi  vende interviewet og få skuldrene ned og tænke på nye programmer, takket være alkoholens kreative indvirkning. Det er der kommet rigtig mange gode idéer og programmer ud af. 

Jeg synes, det er fuldstændig hysterisk, at man ikke længere kan købe en bajer i kantinen. Jeg tror, at journalister i dag bare går til den, når de kommer hjem, for så er man i privaten og kan endelig være et frit menneske. Jeg synes, det er ren fascisme, at man i sundhedens hellige navn skal styre andre mennesker på den måde.

”Der er aldrig kommet kreative idéer ud af en grøn salat.”

– Øjvind Kyrø, tidligere udenrigsredaktør og Latinamerikakorrespondent.

Da jeg var i praktik på Berlingeren, kunne vi godt holde sig oppe til midnat, hvis man havde en god forsidehistorie. Så satte vi os enten i kantinen på Radiohuset eller på vores stamværtshus nær det Berlingske Hus og ringede til vores kilder for at se, om der var sket noget nyt. Og hvis der var det, så gik man op til skrivemaskinen for at skrive et nyt udkast i stedet for at kigge ind i en væg og se TikTok eller pornofilm, som man gør i dag. Jeg tror, det var Hemingway, der skrev, ‘write drunk and edit sober’.

Næste dag, når man var blevet ædru, kunne man redigere alt det lort ud, man kom til at skrive i sin brandert.

Hvis du er ude i en krigszone, så ser du mange døde mennesker. Jeg kan huske, at jeg mødte et tysk tv-hold engang i Rwanda, hvor chefreporteren fra tv-kanalen ARD sad med en flaske rødvin mellem sine støvler, fordi han ikke kunne holde den sødlige stank af lig ud, der var lige foran os. Det var da ubærligt. For at dulme sine brækfornemmelser, sad han der med en flaske rødvin. Det var hans måde at komme igennem det på.

Det var andre tider, hvor folk var mere tolerante, end de er i dag. Om du sad med en kvart liter sødmælk eller en elefantøl til din frokost var lige meget.

Det var jo ikke sådan, at vi drak hele tiden. Men når arbejdsdagen var ovre, og vi skulle slappe af, gik man over på værtshuset med kollegerne og fik godnatbajere. Vi rendte ikke rundt og var fulde hele tiden. Folk passede deres arbejde. Der var nogle, der var alkoholikere, eller fungerende alkoholikere, men de passede stadig deres arbejde. At være fungerende alkoholiker betyder jo bare, at du bruger alkohol til at tage det værste stød fra hjertet, fra sjælen, fra sindet og fra hjernen. Nu skal man gå til psykolog og tage piller.

Der var ikke nogen, der gjorde sig til dommer over, hvad vi måtte indtage. Det er ligesom, hvis militæret skal sende folk i krig, så kan man ikke tage en blodprøve for at finde ud af, om de kan klare mosten eller ej. Derfor er der 10-15 procent, der ender med granatchok, når de kommer hjem. Der bliver skrevet op og ned ad stolper om de stakler. Det er det samme med medierne, der interviewer nogle journalistiske drukmåse om vores store problemer, og hvor meget skade det har gjort. Der er nogle, der ikke kan tåle alkohol, ligesom der er nogle, der ikke kan tåle at komme i krig. Og så de skal jo bare holde sig fra det.” 

Lone Kühlmann, 77 år.
Lone Kühlmann er journalist og forfatter. Hun var i mange år journalist på TV-avisen.

“I de år jeg arbejdede på TV-avisen, sad folk ud på eftermiddagen og aftenen i klipperummene og lavede deres indslag færdige. Mange af klipperne havde indrettet deres klippeborde sådan, at der var en særlig plads til at sætte sin øl. Og der sad journalisten med sine noter og ofte et glas vin eller en øl. 

Der var både stærk øl og vin i kantinen dengang. Det tror jeg slet ikke, man har i dag. Mærkeligt nok kan jeg ikke mindes nogen, der var påvirket, imens de var på arbejde. Vi havde et par studieværter, som drak en flaske whisky om dagen.  Hvordan de kunne, ved jeg ikke. Og hvis der var nogen, der troede, at de kunne nasse fra dem, kunne de godt glemme det. Så hed det: ‘Hold dig fra min flaske’. 

Man blev til gengæld ikke presset til at drikke med.  Jeg husker det ikke, som om vi gik så højt op i, hvad andre folk gjorde. 

”I dag vil man jo ikke se et fad med cigaretter gå rund, vorherre bevares.”

– Lone Kühlmann, tidligere journalist på TV-avisen.

Jeg ferieafløste jævnligt for korrespondenten i England. Her havde DR et kontor i forbindelse med en tv-station, og der var happy hour hver eftermiddag. Det var klokken 17, hvor jeg altid havde travlt med at få indslag færdig, så det var sjældent, jeg kunne være med. Den slags var der også for travlt til på TV-avisen, så folk drak bare en øl, mens de arbejdede.

Jeg tror, at det var normen i samfundet, at man drak meget. Da jeg var journalistelev, var jeg ofte til møder i kommuner, det lokale elværk eller fagforeninger. Der blev serveret fade med cigaretter til møderne. Klokken ti om formiddagen fik man Gammel Dansk eller en sød Sherry, Fad Nr. 6, og efter frokost fik man øl. Jeg tror, at det har betydet, at mange fra min generation virkelig har fået afsmag for Gammel Dansk, for ikke at tale om sød sherry, for det er jo ikke til at holde ud. Jeg husker, at der altid var servering til de møder, man var til på arbejdet. I dag vil man jo aldrig se et fad med cigaretter gå rundt, vorherre bevares.

Jeg synes faktisk ikke, at jeg så en forandring i alkoholkulturen i den tid, jeg var der. Det er som om, det først skete, efter jeg forlod DR.” 

 

Carsten Ingemann, 71 år.
Carsten Ingemann arbejder i dag som freelance-fotograf. Tidligere har han været medlem af Cavling-udvalget og fotograf for blandt andet Helsingør Dagblad, Jyllands-Posten og Politiken.

“Da jeg startede som journalist, var der højt til loftet, og man tillod meget. Det var ikke ualmindeligt, at man kunne køre galt i bil, modtage en spritdom og så alligevel fortsætte sit arbejde på avisen. Det skete flere steder. I dag vil jeg tro, at hvis en pressefotograf får taget sit kørekort, så er det ud på røv og albuer.

Som ung i branchen, drak jeg sjældent alkohol. Der var dog mange i kredsen, der drak. Alkohol var en del af en redaktion. Nogle af de heftigste journalister begyndte allerede at drikke bajere om morgenen. Det var ikke sådan, at de vaklede rundt. Det var snarere ligesom at drikke kaffe i dag. Og der er selvfølgelig nogen, der kan tåle det, og nogen, der ikke kan.

På Jyllands-Posten i midt 80’erne, havde vi en stor redaktion, der rejste meget. Dengang tog vi indenrigsflyveren til København, der var et morgenfly fra Tirstrup. Det var ikke ualmindeligt at få en øl og en Gammel Dansk ude i lufthavnen, inden vi skulle med flyveren. Nogle gange fik vi også en øl på flyveturen, og så snart man var i luften, blev der røget cigaretter. Der var fuld plade.

Den slags livsstil blev et problem for mange, for det giver jo en alkoholafhængighed, når det foregår over mange år. Det betød, at der på redaktionerne var en håndfuld medarbejdere, der havde et alkoholproblem. Nogle var nødt til at starte på antabus, og sommetider måtte personaleafdelingen sende dem på pause eller i afvænning. 

Da Jørgen Ejbøl blev chefredaktør på Jyllands-Posten, var det som om, kulturen ændrede sig. Han var en benhård virksomhedsleder og en dygtig journalist. Men han var nok mere en forretningsmand, end han var journalist, og det var uvant. Han drak ikke alkohol, han drak Coca-Cola light eller danskvand. Og pludselig begyndte alle på redaktionen at drikke danskvand og Cola. 

Jeg tror, at det var en af de ting, der var med til at ændre kulturen på Jyllands-Posten. Jeg kan love for, at det lokale øldepot kunne mærke, at Jyllands-Postens kantine pludselig ikke skulle have øl mere. 

Selv syntes jeg, det var dejligt at falde til ro over et par glas vin, da jeg var krigskorrespondent. Det var helt almindeligt at dele en flaske rødvin, når vi havde afleveret vores billeder om aftenen. Det var en måde at falde tilbage i en eller anden form for normalitet igen.

”Nogle var nødt til at starte på antabus, og sommetider måtte personaleafdelingen sende dem på pause eller i afvænning.”

– Carsten Ingemann, tidligere journalist og fotograf for blandt andet Helsingør Dagblad, Jyllandsposten og Politiken.

Dengang var udenrigskorrespondenter afhængige af et hotel, der havde mad, strøm og en telefon, og så var alle journalisterne samlet på de hoteller. Vi var sammen med ligesindede, og dér blev der også gået til den. Især i Sarajevo under belejringen, for der kunne man ikke komme nogen steder. Vi spiste suppe, der var kogt på et eller andet gammelt gulvtæppe. Til gengæld kunne vi få en masse rødvin, for kældrene var fyldt med vin.

Der var en BBC-journalist, der havde været nede i kælderen. Han kom tilbage til os, der sad og spiste den elendige suppe, og sagde, at han gerne vil give en meddelelse.

‘Det kan godt være, at maden ikke er særlig god, men vinlageret har jeg været nede og besigtige. Krigen kan for vores vedkommende fortsætte de næste 10 år,’ sagde han.” 

TEMA: FORTID

Denne artikel er en del af TEMA, der denne gang sætter fokus på skolens og branchens fortid.
Kunstig intelligens, besparelser og digitalisering er med til at ændre mediebranchen. Branchen forsøger jævnligt at spå om, hvordan fremtiden kommer til at se ud for os. Men kan vi måske lære lige så meget af alt det, der allerede er sket?