Kunstig intelligens tager fart – kan journalisterne følge med?

Kunstig intelligens tager fart – kan journalisterne følge med?

Kunstig intelligens tager fart – kan journalisterne følge med?

I dag kan kunstig intelligens alt fra at foreslå din næste tv-serie på streamingstjenester til at skrive artikler på et sammenhængende sprog. Men hvor efterlader det journalister?

TEKST: Sarah Wittrup Johannessen
ILLUSTRATION: Louise Rix

Udgivet den 12. oktober 2022

”Maskinerne kommer ikke, de er her allerede.” 

Sådan lyder det fra chefredaktøren på mediet Markedsføring, Andreas Marckmann Andreassen, der har forsket i robotjournalistik. 

I dag bruger vi kunstig intelligens som aldrig før. Det er ikke altid, vi er lige opmærksomme på hvornår, og ofte ænser vi det slet ikke. Et eksempel på det kan være søgefunktionen på Google eller de forslag, streamingstjenesterne kommer med baseret på vores tidligere historik. Et tredje eksempel kan være kampreferater fra lokalfodbold i Danmark, som redaktionerne ikke vil bruge journalisters tid og kræfter på.

Robotredaktør og maskinehvisker

”Mange af de mindre sjove arbejdsopgaver, man har som journalist, kan blive overtaget af robotter i fremtiden,” siger Mads Petersen. 

Det er allerede i gang med at ske. På nyhedsmediet Ritzau har de erstattet journalisters monotone opgaver, så det er robotter, der skriver artikler om regnskab og bolighandler. Mads Petersen har fået titlen robotredaktør på mediet. Han holder styr på de to robotter, som lige nu styrer bolighandlerne og kampresultaterne i lokalfodbolden. Før i tiden var det redaktionsassistenter, der havde den opgave, men nu er de altså blevet erstattet af robotter. 

”Der er masser af opgaver, journalister laver lige nu, som man kan automatisere,” siger Mads Petersen.

Robotterne, som han styrer, er bygget ud fra nogle skabeloner, som hjælper dem med at producere artikler. For bolighandelsrobotten drejer det sig om en masse data, blandt andet fra bolighandelsmarkedet, der er smidt ind i et program kombineret med bestemte forudsætninger, Ritzau har lavet. Ud fra disse kan robotterne spytte omkring 400 artikler ud om dagen på 1000-1500 anslag. 

 

Titlen som robotredaktør er ny. Hvis man spørger Andreas Marckmann Andreassen, er den også kun midlertidig. Han har selv forsket i automatisering af medierne som fellow på Syddansk Universitet, og han bruger ordet “maskinehviskere” om robotredaktører og andre personer, der er med at bygge bro mellem maskiner og mennesker.

Skal journalister kunne kode?

For at få redaktionerne til at følge med, mener Andreas Marckmann Andreassen, at det bliver nødvendigt, at journalister i fremtiden lærer at samarbejde med teknologer. Derfor bliver teknologer nødvendige på redaktionerne. 

”Vi har brug for en større forståelse for den teknologiske side af at lave journalistik,” siger han. 

Andreas Marckmann Andreassen bliver ofte spurgt ind til, om det er en nødvendighed, at journalister kan kode. 

”Det er ikke noget, man skal kunne – men det er klart en fordel. Alle journalister skal dog ikke kunne kode. Journalister skal blive bedre til det, som journalister er gode til. Og så skal teknologerne fokusere på det, de er gode til.” 

Hvis man som medievirksomhed skal overleve den tekniske eksplosion, som finder sted lige nu, er det nødvendigt at holde fast i den journalistiske grundfaglighed og troværdighed, mener Andreas Marckmann Andreassen. 

”Hvis vi mister den, så har vi ikke længere noget, vi kan tilbyde markedet,” siger han.

Nye robotter hver dag 

Sidste år udviklede den amerikanske virksomhed OpenAI det mest avancerede tekstmodelleringssystem til dags dato. Opfindelsen hedder GPT-3, som står for Generative Pre-Trained Transformer, og er den tredje af sin slags. Den kan selv skrive artikler på et formfuldendt sprog og har trukket overskrifter verden over. 

 

Der er masser af opgaver, journalister laver lige nu, som man kan automatisere

– Mads Petersen, robotredaktør hos Ritzau

Andreas Marckmann Andreassen peger dog på, at GPT-3 endnu ikke er et sted, som han tror eller håber, danske medier vil bruge til at udgive indhold på et større plan. 

”Hvis man ikke kan være sikker på, at det, man skriver, er sandt, så mister man det vigtigste, man har som journalist – vores troværdighed,” siger han. 

På grund af udviklingen inden for kunstig intelligens bliver det ifølge Andreas Marckmann Andreassen sværere, men også sjovere at være journalist – for det er stadig op til journalisten at gå og stemme dørklokker, lave kompliceret research, udføre det svære interview og hjælpe den sårbare kilde med at åbne op. 

Et værktøj for journalister

Både Andreas Marckmann Andreassen og Mads Petersen ser lyst på fremtiden. Ifølge dem er der ingen grund til bekymring for, at robotterne vil tage journalistikken fra journalisterne.

”Heldigvis er der mange opgaver, der er svære at automatisere, såsom at få en god idé, stille de rigtige spørgsmål til en kilde og se nogle sammenhænge, som kan være svære for en robot at få øje på,” siger Andreas Marckmann Andreassen. 

Forholder journalister sig åbne over for mulighederne i kunstig intelligens, mener Mads Petersen, at robotterne kan være et stærkt redskab.

”Jeg tror, at der er en masse kedelige opgaver, vi slipper for i fremtiden, som vi kan få hjælp til. Vi kommer til at få nogle værktøjer, som kan hjælpe os til at være mere effektive i vores arbejde, og som i sidste ende kan gøre os mere værd,” siger Mads Petersen.

 

Maya Tekeli former fremtiden, hun ikke vil spå om

Maya Tekeli former fremtiden, hun ikke vil spå om

Maya Tekeli former fremtiden, hun ikke vil spå om

Mød kulturjournalist, TikToker, mememager, nyhedsvært, mediepersonlighed Maya Tekeli. Hun dyrker både den klassiske journalistik og det skæve. Det satiriske. Hun går sine egne veje.

TEKST: Sofie-Amalie Elmelund
FOTO: Axel Emil Hammerbo

Udgivet den 12. oktober 2022

”Det er min nye identitet at vape.”  

Maya Tekeli har et alter af vapes i forskellige farver og smage i sin toværelseslejlighed et sted i Nordvest. Hun synes, det er for akavet at mødes på hendes arbejdsplads, så det er i Mayas lejlighed, det sker. Hun demonstrerer, hvordan vapesene virker. Aroma King og Elf Bar. Med smag af den lyserøde opvaskesæbe fra Vel eller watermelon.

 Maya er klædt i sort. En western cowboylædervest over skjorten, løse bukser, solbriller, tennissko. Røde kinder, insisterende øjne. Den kemiske, frugtagtige røg fra vapen spreder sig i lejligheden i intervaller.

 Maya Tekeli er på en slags evighedsorlov fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. For hun har haft travlt med at komme ud i mediebranchen. Hun er 28 år og det, mange vil kalde et talent. Men mellem succeserne bobler identitetskriserne, som udfordrer hende til at finde nye veje.

Journalisten Maya Tekeli

Maya sad på Læsø med bare bryster og en lemonade i hånden, da en journalist fra det originale Radio24syv ringede. Hun var afsted med sin studiegruppe. Det var andet semester på DMJX. I sin fritid lavede hun memes, som hun delte på sin Instagram-profil. Journalisten ringede for at tilbyde Maya en værtsrolle på programmet Det Lille Mememageri på Radio24syv.

”Jeg sagde ja, jeg begyndte at tude – og så sagde jeg, at jeg ikke kommer til mødet i morgen. Jeg kommer på mandag. Det, synes jeg, var meget sejt ikke at komme rendende med det samme,” siger hun.

Maya var vært på programmet over en sommer og senere en vintersæson. Hun fandt sig godt til rette på kanalen og blandt kollegaerne. Det var det rigtige sted for hende, så hun fik sat en praktikplads i stand, selvom det var usikkert, om kanalen skulle lukke.

”Jeg siger, at jeg gerne vil have en praktikplads. Jeg siger please, jeg siger, giv mig en chance, jeg vil gerne gå ned med det her skib. Der blev hældt cognac eller whisky op, og så fiksede det sig selv.”

Maya fortsatte med at lave Det Lille Mememageri, indtil Radio24syv lukkede ned. Tre dage efter nedlukningen sad hun på foto-og videoredaktion på Berlingske. Senere på Ekstra Bladet.

En identitet efter Radio24syv

Identitetskriser, dualiteter, kald det, hvad du vil. De er tilbagevendende for Maya. Og de er blevet en del af hendes personlighed, fortæller hun.

 Da hun blev 27 år, lavede hun en offentlig Facebook-begivenhed, hun kaldte Jeg har fødselsdag og en personlig krise. Eventet varede 23 timer og 55 minutter, mest i cyberspace, men de personlige kriser lader til at eksistere sammen med Maya.

 ”Jeg har det ofte sådan, hvad fuck laver jeg. Vil jeg være det ene, eller vil jeg være det andet? Og hvad nu hvis? Skal jeg bo her? Skal jeg bo i et andet land? Hvorfor er jeg her? Sådan kører det hele tiden, i stedet for at fucking bare være til stede.”

 Maya skulle finde sig selv efter Radio24syv lukkede. Hun havde svært ved at finde ud af, hvilken retning hun skulle gå. Det var enten det undersøgende, ”Watergate-shit”, som hun kalder det, eller det tænkende; det satiriske. Hun ville gerne finde en balance mellem de to retninger. 

 ”Der hersker en eller anden ide om, at der ikke kan eksistere en dualitet i folks faglighed. Enten er du sjov, eller også tager du det hele alvorligt. Jeg byder dualiteten velkommen, selvom det betyder, at jeg er i en omvandrende identitetskrise, fordi jeg vil alle mulige forskellige ting,” siger hun.

 Siden ansættelsen på Radio24syv er Maya blevet kastet rundt i mediemanegen. Hun har fået tilbudt jobs nok, så det er først dette efterår, hun bryder sin orlov fra journalistuddannelsen for at skrive sin bachelor. Mest af alt for at hendes mor kan sove om natten igen, griner Maya. Og så giver det bedre muligheder for at lave noget internationalt senere i karrieren.

 ”Jeg blev kastet ud i det, og så er det bare suset derud af. Jeg har ikke haft mulighed for at tænke mig om. Det betyder ikke, at jeg har været hovedløs i alt, hvad jeg har lavet, men jeg har bare gjort det, jeg havde lyst til.”

 Maya vil ikke kede sig, men rykke og udvikle sig. Hun værdsætter identitetskriserne, for det er der, hvor hun synes, at der opstår noget sjovt. Hun bruger sine egne platforme på sociale medier til at vise, hvem hun er. På den måde bevarer hun friheden til at lave det, hun har lyst til, og det som interesserer hende. Maya synes, det giver en frihed at have sin personlighed med i journalistikken.

 ”Det er vigtigt for mig at være fri og føle mig fri. Jeg har prøvet at lave nogle ting, som jeg ikke syntes var fede, eller som ikke var mig, og det er jeg dårlig tilpas i. For mig handler de valg, jeg træffer med journalistikken om en mavefornemmelse, en intuition, en smag.”  

 

Typen der ikke ryger sine cigaretter færdig

Maya serverer instant kaffe med mælk i kopper med motiver af kunstneren Poul Pava som Maya, i en sidebemærkning, fortæller, at hun interviewede for nylig. Hun fandt kopperne på byttecentralen. Og hun synes, de er skøre, ligesom hendes lejlighed. Den er fyldt med genbrugsmøbler, random kunst, ægte tæpper, røgelse, litteratur. Der er en ulv over sengegavlen og en lampe fra en asiatisk butik med plastikblomster i køkkenet.

 Maya fylder i rummet. Hendes ord lunter afsted. Hun har noget og meget at sige om det meste. Armbevægelser, stor manke. Hun læner sig skiftevis tilbage i stolen og frem over spisebordet, mens hun taler. Hun har en historie at fortælle om alle sine  møbler og ting. Hun peger på et elektrisk øre på væggen, som er magen til et, hun havde i sit fritidshjem. Sådan et, der lyser, når der er høje lyde i rummet. Hun bruger det som en gimmick i løbet af interviewet, klapper efter en vigtig pointe. Og Maya vender blikket mod øret, der blinker.

 ”Det har jeg også købt på DBA. Jeg har ikke noget af værdi. Jeg har kun fucking billige ting, eller ting jeg har fundet.”

 Der er rygepauser et par gange i timen ude på altanen med udsigt over bazarerne i kvarteret. Grøntsager galore, plastikdimser, urteduske, menneskemylder. Maya skodder cigaretten, før hun når til filteret, kun halvvejs færdig.

SoMe-Maya

På Instagram har Maya over 10.000 følgere, og på TikTok endnu flere. 

”Frisk, udadvendt, går til opgaverne med et smil,” står der i hendes bio. 

På Instagram deler Maya en billedserie af klimaminister Dan Jørgensen. Han poserer i vandet iført jakkesæt, har sammenknebne øjne og en alvorlig mine. Maya tilføjer  00’er-hittet ”Bringing Sexy Back” som underlægningsmusik. 

En anden dag deler hun en liste med ideer til en digtsamling. Her er et af punkterne, at lade som om hun er Oliver Enné for en dag. På Twitter er en hun del af profilen, der hedder Lise Nørgaard har levet længere end. Et tweet lød: Lise Nørgaard har levet i 104 år uden at lave sin egen podcast.

Humor er et effektivt kommunikationsværktøj for Maya. Hun har erfaret, at hun kommer langt, hvis hun kan få folk til at grine og så lige presse noget information ind i munden på dem, mens de griner. For Maya fungerer internettet godt til det, fordi det tillader interaktion og impulsivitet. Og impulsivitet var udgangspunktet for Mayas nyeste projekt: TikToks, der formidler danske nyheder fortalt på et dovent, danskinspireret engelsk.

”Australiere, libanesere, amerikanere, irere ser mine TikToks. De fortæller, hvad der sker hos dem, og jeg får Danmark lidt i perspektiv. Nogle gange kan jeg godt få det lidt sindssygt over nogle af de ting, der er store historier i Danmark. Det kan være lidt en andedam.”

Maya forener det seriøse med det sjove på sine platforme. Hun dyrker den klassiske journalistik, men bryder også med den ved at udkomme på skæve og skøre måder. Mange vil mene, at hun baner vejen for fremtidens journalistik, men hun vil ikke selv spå om den. Det vil virke for selvoptaget, siger hun.  

”Der hersker en eller anden ide om, at der ikke kan eksistere en dualitet i folks faglighed. Enten er du sjov, eller også tager du det hele alvorligt. Jeg byder dualiteten velkommen.”

– Maya Tekeli

Randrusiansk og tyrkisk blod

Maya voksede op på Nørrebro med sin familie i en lejlighed. Hendes forældre mødte hinanden i Aarhus på psykologistudiet. Mayas mor er politisk flygtning fra Tyrkiet, hendes far er fra Randers. Maya taler tyrkisk og dansk, hun kan godt lide, at vi har en dronning, der ryger, og hun interesserer sig for historier, der handler om etniske minoriteter.  

”Der er fucking mange mennesker, der er ligesom mig. Vi ser dem bare ikke repræsenteret i mediebranchen, og hvis det skal være en unik ting, hver gang vi taler om det, så bliver det aldrig normaliseret.”

Hun sidder i skrædderstilling på gulvet nu, hun har smidt lædervesten og tennisskoene.

”Når vi repræsenterer folk med anden etnisk baggrund i medierne, så skal de tale om, at de repræsenterer folk med anden etnisk baggrund. Jeg synes, det er så vigtigt, men det er de samme narrativer, der gentager sig. Så derfor bærer jeg på den dualitet med stolthed og kærlighed.”

Maya fortæller, at hun er glad for, at spørgsmålene ikke har handlet om hendes etnicitet. Hun har svært ved at svare på hvorfor. I stedet viser hun sin overarm med en tatovering af en sol og måne ved siden af en tatovering af Dronning Margrethes underskrift.

Maya begynder at tale i en tankestrøm. Ordene lunter ikke længere.

Hun snakker, stiller spørgsmål, afbryder sig selv. 

I Mayas lejlighed hænger der et billede af Dronning Margrethe, familiefotos, billeder af dyr, en kalender med nøgne damer, som sender tankerne hen på autoværksteder i 00’erne, men kvindernes ansigter er udskiftet med tidligere kollegaer fra Ekstra Bladet. Joachim B. Olsen, Brian Weichardt i lingeri. Og et maleri af en dame med hijab. Dualiteter, kalder hun det.

 

Mediebranchen er under ombygning

Mads Brügger ringede til Maya og tilbød hende et job på Frihedsbrevet i maj 2021. Hun var den første, der blev ansat. Først som kulturjournalist, nu som vært på morgenfladen Fri Dag, hvor hun dagligt udkommer med et kort nyhedsoverblik, der indeholder undren og humor.

Det betyder, at Mayas vækkeur ringer klokken 04:35, med det hun kalder en glidende alarm. Ikke den der aggressive og insisterende alarm, som de fleste kender. En mere flydende én, der luller en op af sengen.

Hun starter arbejdsdagen med at optage, så planlægger hun næste dags morgenflade. Nusser med nogle historier. Vaper.

”Jeg har altid villet lave mediesatire. Det er en sjov arena, men jeg har altid fået at vide, at der ikke er nogen, der interesserer sig nok for medierne til at læse mediekritisk journalistik. Det tror jeg ikke på,” siger hun.

Maya beskriver mediebranchen, som den er nu, med ordene under ombygning. Det er vigtigt med kritisk undersøgende journalistik af mediebranchen, mener hun og uddyber, at medierne bør betragtes som en magtinstitution, hvor journalister skal gå til journalister.

”Jeg oplever, at du kan komme i meget ubehagelige situationer, hvis du forholder dig kritisk til nogle med magt i mediebranchen. Og længere vil jeg ikke gå ind i det. Endnu,” siger hun.

Er journaliststuderende klædt på til branchen?

Er journaliststuderende klædt på til branchen?

Er journaliststuderende klædt på til branchen?

At være journalist er ikke en beskyttet titel, hvilket åbner op for mange forskellige veje ind til faget. Det stiller høje krav til DMJX om at klæde sine journaliststuderende på til en branche og et arbejdsliv, der også betrædes af akademikere og autodidakte.

TEKST: Amalie Møller Pedersen & Josefine Harboe FOTO: Rebecca Helene Hoffmann Illustration: Katrine Åsleff Edvardsen

Udgivet den 12. oktober 2022

Man skal ikke certificeres for at blive journalist. Det kræver faktisk ikke andet, end at man arbejder og producerer journalistisk. Det gør, at mange udøvende journalister ikke har uddannelsen, men blot har tilegnet sig journalistiske redskaber hen ad vejen. Nogle er helt uuddannede og autodidakte, hvor andre har en akademisk baggrund i alt fra statskundskab til jura.

Henrik Berggren, uddannelseschef for Journalistik ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus, fortæller, at journalistuddannelsen i Danmark startede som en læreplads, der næsten kun bestod af praktik. Sidenhen opstod behovet for mere teoretisk baggrund, så man oprettede et kursus på Aarhus Universitet, der i 1962 blev udbygget og fik sin egen selvstændige institution: Journalisthøjskolen. 

”Der er en historisk baggrund for, at vi i Danmark har Journalisthøjskolen, og at den er hovedvejen til jobbet som journalist. Tager du til Tyskland eller England, er det mere almindeligt at tage en akademisk uddannelse,” siger Henrik Berggren. 

Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt det giver mening at uddanne sig til en ubeskyttet titel. Og det lægger et vis pres på Journalisthøjskolen, som skal klæde sine studerende på til en branche, hvor der er mange om buddet.

 

Mere uddannede journalister

Martin Krasnik er chefredaktør på Weekendavisen, hvor mange af journalisterne er akademisk uddannede. Han forstår godt, hvorfor folk bliver tiltrukket af Journalisthøjskolen og dens praktiske tilgang til uddannelsesmetoder. Men han mener, det kræver mere uddannelse at nå helt i mål som journalist. Dette skyldes, at akademikere i højere grad kan forstå og koncentrere sig om komplekse emner, fordi det er noget, de erfarer hele vejen gennem deres uddannelse. 

”På akademiske uddannelser lærer man at forstå stoffet og se sammenhænge på tværs og tilbage i historien. Det er godt at kunne som journalist. Man kan godt blive journalist ved kun at læse journalistik, men man bliver oftest meget bedre af at have studeret et helt andet fag,” siger Martin Krasnik. 

Spørger man Henrik Berggren, mener han ikke, at dette afspejler et væsentligt problem. 

“Den klassiske journalistuddannelse står ret stærkt på arbejdsmarkedet. En stor del af de uddannede journalister fra RUC, SDU og DMJX er i beskæftigelse og sidder på de journalistiske funktioner på mange danske medier,” siger Henrik Berggren.

”Det er ikke nemt at blive en skidegod skribent eller formidler, men det er nemmere at lære at skrive godt end at tænke godt.”

– Martin Krasnik, chefredaktør på Weekendavisen

At skrive godt eller tænke godt

På Journalisthøjskolen lærer de studerende at praktisere og formidle historier, vinkler og rubrikker. De arbejder med at stille kritiske spørgsmål i interviewsituationer og lærer at reflektere over deres arbejdsmetoder og processer. Journalisthøjskolen skiller sig ud fra universitetsuddannelserne ved at være en professionsbachelor. Det indebærer et længere praktikforløb, som ifølge Henrik Berggren er en gave for både studerende og arbejdsgivere.  

”Vi er i meget tæt kontakt med brancherne qua praktikperioden og tilpasser os deres udvikling og ønsker. Der er ingen tvivl om, at studerende fra de journalistiske uddannelser kan fungere dag et, fra de er dimitteret. Jeg tror, det er en stor fordel,” siger han.  

Martin Krasnik anerkender, at akademikere ikke lærer at vinkle og stille skarpe, kritiske spørgsmål, som man gør på journalistuddannelserne. Disse redskaber og tilgangsmåder til at skrive en sammenfattet artikel får akademikere ikke i lige så høj på deres uddannelse. 

“Der er masser af akademikere, der ikke ved, hvad det vil sige at tænke, skrive og vinkle journalistisk. Det lærer man jo ikke på langt de fleste akademiske uddannelser. Man bliver nødt til at kunne begge dele; både tænke og formidle. Det er ikke nemt at blive en skidegod skribent eller formidler, men det er nemmere at lære at skrive godt end at tænke godt,” siger Martin Krasnik.

Henrik Berggren kan godt se værdien i specialiserede journalister, der beskæftiger sig med kernestof, men det er ikke nødvendigvis Journalisthøjskolen, der skal tilbyde det.

”Jeg synes, det ville være fedt, hvis man kunne lægge to år ovenpå journalistuddannelsen, så man kunne specialisere sig, men måske det er unødvendigt, når der er masser af specialiseringsmuligheder ude i samfundet,” siger han.

Studerende har mulighed for at udbygge sin uddannelse efter Journalisthøjskolen. Nogle tager en kandidat på universitetet, andre supplerer med længere udlandsophold eller arbejder med et afgrænset hjørne af journalistikken i en årrække. 

 

Studerende savner uddannelse

Journaliststuderende på DMJX, Siri Marie Munch Schrøder, forstår godt kritikken af den manglende fordybelse. Hun har netop færdiggjort sin praktik på Altinget og Mandag Morgen og skal til at skrive bachelor.

”I metodefagene er der en tendens til, at når man har prøvet at skrive en type artikel en gang, så kan man det. Jeg synes ikke, det er virkelighedssvarende. Jeg mener, man skulle dykke mere ned i nogle af genrerne, så folk kunne fordybe og dygtiggøre sig i specifikke områder,” siger hun. 

Det kan være svært at forestille sig en journalistuddannelse, der skal rumme alle branchens hjørner og specialer, men ifølge Siri Marie Munch Schrøder kunne Journalisthøjskolen godt være mere specialiserede i deres måde at uddanne journalister på. 

“Det er klart, at man ikke kan lave uddannelser, hvor man specifikt uddanner politiske journalister, kulturjournalister, videnskabsjournalister eller P3-værter. Det ville hurtigt blive nogle meget skøre uddannelser.”

 

At udbygge uddannelsen selv

Martin Krasnik så gerne, at journalister, snarere end at konkurrere om at være først, gjorde sig umage med at sætte historierne i en kontekst, der er større end det aktuelle nyhedsbillede.

”Man skal eddermame sætte tid af til at læse bøger og tage den del af uddannelsen selv. Læse skønlitteratur for at give menneskelig indsigt og sproget dybde og originalitet. Faglitteratur for at give viden om de større sammenhænge, alle aktuelle begivenheder indgår i,” siger Martin Krasnik.

Det har netop været tilfældet for Siri Marie Munch Schrøder, der har lagt meget energi i at forfølge sin store interesse for sikkerhedspolitik sideløbende med journalistuddannelsen. 

“Jeg er færdiguddannet om lidt, og navnlig gennem praktikperioden er jeg blevet bedre til at skrive artikler. Men de skills og kompetencer, der gør mig specialiseret, er ikke noget jeg har lært på Journalisthøjskolen,” siger Siri Marie Munch Schrøder.

Det udelukker dog ikke vigtigheden af en god Journalisthøjskole. Henrik Berggren ser en stor værdi i, at journalistuddannelserne og universiteterne kan tilbyde forskellige tilgange til faget. 

“Alle vejene ind i branchen er vigtige, for der er brug for mange typer af journalister,” siger Henrik Berggren.

Passer jeg overhovedet ind i mediebranchen? Jeg tvivler

Passer jeg overhovedet ind i mediebranchen? Jeg tvivler

Passer jeg overhovedet ind i mediebranchen? Jeg tvivler

Ikke alt kører for mediebranchen, og som kommende praktikant har jeg mange forestillinger om, hvad mediebranchen har at byde på. Kun tiden vil vise om forestillingerne holder stik, eller om de bliver gjort til skamme.

TEKST: Konrad Cornelius Rasmussen
Illustration: Louise Rix 

Udgivet den 12. oktober 2022

Da jeg for cirka halvandet år siden startede som journaliststuderende på DMJX, var det med en forestilling om, at journalister var de vigtigste personer i landet. Det var ‘os’, der skulle være befolkningens beskyttere mod magtliderlige politikere og erhvervsledere, der bedrev underslæb og udnyttede deres position.

Med andre ord var journalister et slags overmenneske, der var sat i verden som en skytsengel for den mindre bemidlede del af befolkningen. 

Men det skal heller ikke være en hemmelighed, at min forestilling om jobbet som journalist har ændret sig ligeså markant som Mette Frederiksens holdning til en regering over midten. 

Min forestilling blev ændret omtrent samtidig med, at Discovery offentliggjorde en kritisk dokumentar om TV2. Jeg havde godt hørt rygterne om krænkelser i mediebranchen, men dokumentaren ændrede fuldstændig mit syn på branchen.

Jeg forestiller mig nu en branche, hvor mange, i særdeleshed de ”store kanoner”, har mistet jordforbindelsen og opfører sig, som de vil. Som kommende praktikant kan jeg godt være i tvivl om, hvor meget det kommer til at påvirke mig i min praktikperiode, og jeg har gået med tankerne om, at det er bedst at gå lidt stille med dørene.

En branche der har så travlt med dem selv, at de svigter deres rolle som borgernes beskytter. Mængden af podcast og artikler, der handler om journalistik og journalister, stiger. En hurtig søgning på infomedia afslører uoverskuelige mængder navlepilleri, og jeg forestiller mig, at jeg resten af mine dage kun kan tale om alle de B-listekendisser, jeg mænger mig med til dagligt. 

 

Alle forestillinger med måde

Hvis du er kommet igennem min svada mod branchen, har du også fortjent nogle lidt mere afbalancerede forestillinger.

For selvom tankerne om branchen langt hen ad vejen nok er rigtige, forventer jeg også at træde ind i en verden, hvor folk er drevet af en kraft, der handler om at oplyse borgerne og stille magthaverne til ansvar. Journalister er ikke ”overmennesker”, der kan redde hele verden, og selvom nogle helt sikkert ser sig selv på den måde, er jeg sikker på, at der er mange, der har valgt branchen grundet en oprigtig tro på, at det, de foretager sig, er vigtigt og gør en forskel. Om det er kritisk og afslørende journalistik, eller det er en explainer, der har til formål at oplyse den enkelte.

 

 Jeg forestiller mig også, at der er nogle journalister derude, der kan fortælle mig, at det er okay at lave fejl. Nogle der har en oprigtig interesse i at give deres læring videre, så den næste generation af journalister ikke laver de samme fejl, der gennemsyrer branchen. Jeg håber og tror på, at der nok skal være nogle til at holde hånden under en grøn journaliststuderende som mig. Med en usikkerhed der spænder bredt. Og en nervøsitet for, om jeg egentlig har styr på de journalistiske metoder, jeg har lært på skolen, eller om jeg ikke ved nok om verden til at bevare overblikket, når jeg skriver historier. 

Det er også min klare overbevisning, at der er en erkendelse af, at man skal reformere faget, så faget er relevant i vores tidsalder, men også bevæger sig i en bæredygtig retning for fremtiden. Alle dårligdommene er begyndt at komme frem i lyset, og det virker til at mediebranchen for alvor er i gang med et opgør mod de gamle doktriner. Jeg forventer, at det er med til at give nogle mere behagelige og åbne arbejdspladser, men som måske også kan give, eksempelvis praktikanter, mere medindflydelse på, hvordan branchen gør tingene.

 

Praktikant i et mediecirkus af karat

Praktikken står for døren. Tiden på DMJX er snart slut, og om bare et par måneder skal jeg stå næsten på egne ben i det, der mest af alt minder om et forvokset Cirkus Benneweis. Jeg skal være ærlig og sige, at jeg nok kommer til at underlægge mig dem, der har mere magt. Hente kaffe til chefredaktøren og arbejde overtid, hvis jeg bliver bedt om det. Det er langt hen ad vejen nok rollen for det svageste dyr i flokken, og det er formentlig praktikanterne som oftest. Men hey, det er også okay. Skaber man sig et navn som en pålidelig praktikant, skal der nok falde noget positivt af i den anden ende. 

Mediebranchen kan virke uoverskuelig og usympatisk. Der knytter sig historier til branchen om mange deadlines, en hård tone på arbejdspladsen og historier om krænkelser og magtmisbrug. Men jeg tror, branchen er, hvad man gør den til. Den sværeste, men også bedste øvelse, må være at blive en del af hele cirkusset uden alt for mange forestillinger.

Kan vi bruge dokumentarens subjektive iscenesættelser i journalistikken?

Kan vi bruge dokumentarens subjektive iscenesættelser i journalistikken?

Kan vi bruge dokumentarens subjektive iscenesættelser i journalistikken?

Dokumentarister bruger ofte sig selv i deres værker for at understøtte en fortælling, men er det noget, vi med ro i sindet kan kultivere i journalistikken? Vi har undersøgt spørgsmålet.

TEKST: SIMON MUFF & KERSTINE WINTHER
ILLUSTRATION: MADS OXLUND

Udgivet den 12. maj 2022

Dokumentar. En genre, der handler om virkeligheden. De kan se forskellige ud, alt efter hvem der er afsender, og hvem der er modtager, men fælles er, at de tager udgangspunkt i det virkelige. Derfor blev dokumentargenren igen taget op til diskussion, da Jesper Dalgaard i 2021 udkom med ”Kandis for Livet” – en dokumentarfilm om en række mennesker, der deler en ubetinget kærlighed til bandet Kandis. Kritikken gik blandt andet på, at man som seer får det indtryk, at en af de medvirkende passer et gravsted tilhørende forsanger Johnny Hansens ekskone, selvom det i virkeligheden kun er sket et par gange. 

Derudover blev det kraftigt kritiseret, at instruktøren havde betalt en flyrejse for en af de medvirkende til Costa Del Sol, hvor Kandis skulle spille koncert, når det bliver fremstillet i filmen som om, at han havde skrottet sin bil for at få råd. 

Jesper Dalgaard selv kalder det en hybridfilm mellem dokumentar- og kunstfilm. Men hvor går grænsen mellem en visning af verden, som den er, og en visning af verden, som er iscenesat?

Alt film er iscenesat

Hvis man spørger Frank Piasecki Poulsen, filmkonsulent ved Det Danske Filminstitut, er alle film iscenesat. Han kommer med flere eksempler på de kunstneriske virkemidler, man som instruktør kan benytte sig af, som ikke er usande, men blot fungerer som skildringer:  

Hvis du filmer en person nedefra, giver det et andet udtryk, end hvis du filmer en person oppefra. Det er valg, der tages for at vise en virkelighed, som du har et stort ansvar for bliver hæderligt,” siger Frank Piasecki Poulsen. 

Til spørgsmålet om hvorvidt kritikken af kildebetaling i ”Kandis for livet” er berettiget, er Frank Piasecki afvisende. 

“Det, synes jeg ikke, er et problem overhovedet. Jesper Dalgaard har betalt nogle transportomkostninger. Det er det,” siger Frank Piasecki Poulsen.

Det handler om troværdigheden

Simon Kratholm Ankjærgaard, journalist og historiker, mener ikke, der er en modsætning mellem iscenesættelse og journalistik. Det er svært at skelne, hvor grænsen går, da det ifølge ham hænger uløseligt sammen.  

“Journalistik er disciplinen, faget og håndværket, mens iscenesættelse er et af værktøjerne eller metoderne,” siger han.  

Men grænserne mellem journalistik og fiktion er en fin balancegang, der kan være svær at finde. Det grundlæggende problem er ifølge Simon Kratholm Ankjærgaard troværdigheden. 

 

“Hvis man ikke kan dokumentere alt, hvad der skete, eller hvad scenen bygger på, så kan den jo lige så godt være opdigtet, og hvad passer så i det store billede?” siger han. 

En relevant diskussion

Da vi gik i gang med at skrive artiklen er det ikke løgn, at vi naivt havde forventet et specifikt svar på spørgsmålet om grænselandet mellem iscenesættelse og virkelighed. Måske en form for go-to guide, vi selv kunne bruge.

Men Frank Piasecki Poulsen stillede et endnu mere interessant spørgsmål, der også flere gange har været oppe at vende hos os selv: Spørgsmålet om, hvorvidt tilstræbt objektiv journalistik egentlig er en mere relevant diskussion at tage. 

“Lige så snart du begynder at undersøge noget, påvirker du det også selv”, siger Frank Piasecki Poulsen. 

Det vil altid være dit blik på verden, som seeren skal forholde sig til. Og er det ikke også sådan med journalistikken? 

“Jeg tænker, at et objekt er objektivt. Så snart vi begynder at beskrive det, så bliver det subjektivt,” siger han.

 

Journalister frygter at mene noget

Ifølge Frank Piasecki Poulsen er der er en generel frygt blandt journalister for at mene noget. Men gør vi det? 

Som studerende bliver vi konstant indpodet med, at den objektive vinkel er det absolutte ideal for en god journalist. Subjektivitet og den personlige holdning skal, så vidt muligt, holdes for døren. 

At mene noget som journalist er en noget anden tilgang til faget og en måske ubekvem rolle at skulle indtage. Måske er det nemlig også mere mageligt som journalist ikke at mene noget, da man så er i stand til at holde tingene ud i strakt arm.  

Jeg synes, det er et meget større problem, at der er nogle, der forestiller sig, at de kan lave dokumentariske fortællinger, der ikke er iscenesat. For på den måde bliver det en dobbelt-løgn,” siger Frank Piasecki Poulsen.

 

Tre vigtige sætninger

Simon Kratholm Ankjærgaard bruger, som beskrevet tidligere, også iscenesættelser til at beskrive en virkelighed. For ham er det et redskab. Og et vigtigt et af slagsen. Han er dog utrolig bevidst om, hvorvidt  det er den rigtige iscenesættelse, han bruger, og hvordan den bruges.

”Jeg har gjort mig mange overvejelser, før jeg bruger iscenesættelse. Den skal sige noget om dét, jeg fortæller eller skal fortælle.”, siger Simon Kratholm Ankjærgaard.

Når han benytter sig af scener i sin journalistik, har han mange kriterier, han navigerer efter. Han har tre sætninger, han råber til sig selv. 

”JEG. MÅ. ALDRIG. FINDE PÅ!

   JEG. MÅ. ALDRIG. OPFINDE!

   JEG. MÅ. ALDRIG. GÆTTE!”

– SIMON KRATHOLM ANKJÆRGAARD, JOURNALIST OG HISTORIKER  

Vær transparent

Det er gået op for os, at det er et spørgsmål, der skal stilles hos den enkelte journalist. At vi selv skal vælge hvor meget subjektivitet, vi skal turde at have med i journalistiske produkter. Skal vi bevæge os væk fra ideen om objektiv journalistik og tro på, at det ikke er farligt at bidrage med en holdning til noget, der er subjektivt. Skal vi være inspireret af dokumentargenren i langt højere grad og affinde os med, at vi ikke kan komme til at være objektive, og være tydelige omkring det. 

“Jeg synes ALTID, det er smart at være transparent i et forord eller i en boks i forbindelse med en artikel. Det kan man sagtens gøre med iscenesættelser. Det vil også højne troværdigheden hos journalisterne, tror jeg. Det er uholdbart, hvis læserne går rundt og spekulerer på, om man nu digter,” siger Simon Kratholm Ankjærgaard

For mister vi som afsender ikke en form for kunstnerisk frihed og en måde at anskue verden på, der ikke nødvendigvis er forkert, hvis ikke vi må gøre brug af os selv? Indenfor det dokumentariske, er det i hvert fald et greb, der ikke kan undværes. 

“Iscenesættelse er et suverænt greb til at give en fortælling liv. Jeg synes, man misser ud på meget, hvis man af princip eller på grund af manglende mod ikke vil gå ned ad den vej,” siger Simon Kratholm Ankjærgaard.

 

 

EU har censureret Russia Today og Sputnik: “Det sætter værdier som ytringsfrihed og pressefrihed over styr”

EU har censureret Russia Today og Sputnik: “Det sætter værdier som ytringsfrihed og pressefrihed over styr”

EU har censureret Russia Today og Sputnik: “Det sætter værdier som ytringsfrihed og pressefrihed over styr”
For at undgå desinformation og propaganda i Europa har EU valgt at censurere Russia Today og Sputnik. Men det møder kritik fra blandt andet Dansk Journalistforbund og ekspert i EU, der mener, det er et brud på en af demokratiets grundværdier.

TEKST: Anne juhl & Sissel Thiellesen
ILLUSTRATION: katrine å. edvardsen

Udgivet den 12. maj 2022

EU har censureret to russiske statsmedier. Det er en omdiskuteret beslutning, der er blevet kritiseret for at være et brud på pressefriheden. Beslutningen er kommet på baggrund af krigen i Ukraine og har blandt andet mødt bekymring fra Dansk Journalistforbund.

”I hjertet af EU-samarbejdet er der nogle grundværdier. Og det sætter værdier som ytringsfrihed og pressefrihed over styr, når man går ind og bandlyser de to navngivne medier,” siger Allan Boye Thulstrup, der er næstformand i Dansk Journalistforbund.

Freelancejournalist Staffan Dahllöf, der har beskæftiget sig med EU siden 1994, undrer sig over, at EU har fundet det nødvendigt at censurere RT og Sputnik.

”Det, jeg ser som mest opsigtsvækkende, er, hvor lidt tillid man tilsyneladende har i EU ledelsen til, at vi faktisk kan klare det her, og hvor lidt tillid der er til, at vi kan stå fast ved de europæiske værdier,” siger Staffan Dahllöf.

Skepsis omkring EU

Staffan Dahllöf mener, at der kan ligge et problem i, at EU så nemt kan indføre sanktioner mod Sputnik og RT.

”Det gik meget hurtigt. Der var aldrig nogen debat i forvejen. Jeg synes, det er lidt foruroligende, at ud af 27 landes diplomater var der ingen, der tilsyneladende rakte hånden op og sagde: ‘Det kan vi ikke,’” siger Staffan Dahllöf.

Han antager, at der har været et politisk gruppepres i kommissionen og ministergruppen, hvor argumentet har været, at der skal handles på grund af krigen.

”Men det er jo i de situationer, man ikke skal tage den slags beslutninger,” siger Staffan Dahllöf. 

Allan Boye Thulstrup deler også en skepsis om, at det er EU, der kan træffe den beslutning.

”Jeg synes ikke nødvendigvis, det er EU’s opgave at gå rundt og bedømme, hvem der er rigtige medier og forkerte medier. Det er svært nok at definere, hvad et medie er, uden at EU behøver gå ind og blande sig i det,” siger Allan Boye Thulstrup.

Retfærdiggør krig censur?

Allan Boye Thulstrup  understreger, at det er en svær situation, da Rusland har begået krigsforbrydelser mod Ukraine, og der er tale om to russiske propagandamedier. 

”Der er en moralsk forpligtelse til at stå ved de værdier, man har, også når det bliver svært, og lige nu er det rigtig svært,” siger Allan Boye Thulstrup.

Gruppeformanden for den socialdemokratiske delegation i Europa Parlamentet, Christel Schaldemose, anerkender, at der er dilemmaer forbundet med sanktioneringen af Sputnik og RT.

”Jeg tror, at de fleste af os, som er demokratisk opdraget og lever i et demokratisk samfund, har noget imod alt, der minder om censur,” siger Christel Schaldemose.

Men hun fremhæver, at krigen i Ukraine har været en helt særlig situation, der har krævet handling. 

”Meget af det, der sker, er ekstremt skadeligt. Sputnik og Russia Today er jo ikke sat i verden for at give viden og information. De er sat i verden med deres aktiviteter i Europa for at skabe splittelse og desinformation, og det er jo noget, der gavner Putin, hvis det lykkes,” siger Christel Schaldemose. 

En glidebane i grundværdierne

Christel Schaldemose mener, at der på den lange bane er brug for, at håndteringen af medierne bliver diskuteret.

”Europa skal jo ikke være kendetegnet ved, at censur er et af de redskaber, vi bruger,” siger hun. 

Ifølge næstformanden i Dansk Journalistforbund, Allan Boye Thulstrup, er skaden allerede sket. Han mener, at vi med forbuddet risikerer, at bandlysning af medier nu er noget, EU har i værktøjskassen.

”Hvor man før ville kunne sige, ’I EU kunne vi aldrig drømme om at bandlyse medier,’ skal vi nu sige, ’I EU kunne vi aldrig drømme om at bandlyse medier, undtagen de her to,’ og det betyder jo, at vi ikke længere har det samme argument.” 

Allan Boye Thulstrup ser beslutningen som en glidebane, for hvis man først har gjort noget én gang, så bliver det nemmere at gøre det igen. Det er en bekymring Staffan Dahllöf deler, for hvilken platform bliver den næste, som borgerne i EU ikke skal have lov til at se? 

Allan Boye Thulstrup fortæller, at når EU vælger at censurere medier, kan det få andre lande til at gå samme vej.  

”De lande, der ikke har samme tradition for en fri og uafhængig presse, og hvor statskontrollerede medier er mere reglen end undtagelsen, vil nu kunne pege på EU og sige, ’se hvad EU har gjort, så er det også okay, at vi gør det,’” siger Allan Boye Thulstrup. 

 

Alternativer til censuren 

Som alternativ til censureringen peger Staffan Dahllöf på Norges løsning. De har valgt ikke at følge EU’s beslutning, for de mener, at russisk propaganda bedst bekæmpes med viden og journalistik. 

Det argument er Allan Boye Thulstrup enig i. Han fortæller, at EU kunne have lavet andre tiltag end censureringen, og at det på den lange bane handler om oplysning og undervisning for at få borgere til at forstå, at der er forskel på frie og uafhængige medier og propagandakanaler.

”En af grundene til at vi har ytringsfrihed og pressefrihed som værdi, er jo fordi vi tror på, at det er rigtigt, og derfor skal vi udbrede de værdier og fortælle andre netop det. Hvis vi ikke kan overbevise andre om vores værdier, så har vi jo tabt.” 

På den korte bane så Allan Boye Thulstrup gerne EU lave tiltag som for eksempel at understøtte fri russisk journalistik for at få den russiske befolkning til at forstå, at det, de oplever, er noget andet end uafhængig journalistik. Derudover handler det for Allan Boye Thulstrup om at få forklaret folk, at det her er propagandakanaler ved at markere eller advare folk om, at alt hvad de læser på de her kanaler, skal de være forbeholdne overfor. 

Også i EU ville de ønske, at de kunne ty til andre metoder end censur. Medlem af Europa-Parlamentet Christel Schaldemose efterlyser redskaber, der kan erstatte censuren, og mener at et vigtigt skridt på vejen skal findes i den nye aftale i EU, der bliver kaldt Digital tjenesteydelses lovgivningen. Her er Christel Schaldemose chefforhandler på EU-Parlamentets side. Aftalen stiller krav om, at de store platforme som fx Facebook og Twitter skal sørge for at minimere desinformation. 

“Med de nye regler tror jeg, vi har redskaber, der kan bidrage til, at det skadelige indhold ikke spredes, men at det heller ikke censureres,” fortæller Christel Schaldemose. 

Var lovgivningen vedtaget tidligere, skulle en platform som Facebook altså sørge for, at nyheder fra RT og Sputnik under krigen i Ukraine ville være væsentligt nedgraderet på platformen.