UDE Arkiv - Illustreret Bunker

Chefredaktør for GAFFA: ”Vi er jo ikke gemt mere bag en betalingsmur, end hendes koncerter er gemt bag en billetpris”

af Webredaktøren | maj 28, 2025 | NYT I UDE, UDE

Chefredaktør for GAFFA: ”Vi er jo ikke gemt mere bag en betalingsmur, end hendes koncerter er gemt bag en billetpris”

I et medielandskab i konstant forandring, vælger flere mediehuse at skære ned på den trykte journalistik. GAFFA holder fast i det gratismagasin, der satte dem på landkortet.

TEKST: Jens-christian dyhr
FOTO: felix fonnest

Udgivet den 28. maj 2025

Høje trykomkostninger, faldende annoncepenge og en læserskare, der i stigende grad læser artikler online, har betydet, at flere skrevne medier har nedprioriteret den fysiske avis.

Men i et lille redaktionslokale i det centrale Aarhus holder ét musikmedie fast i gratismagasinet, der banede vejen for deres status som Skandinaviens største musikmedie.

Illustreret Bunker har taget en snak med chefredaktøren for GAFFA, Ole Rosenstand Svidt, om GAFFAs økonomi, betalingsmurer og læsernes mentale barrierer.

Gratis for folket

For GAFFA er de gratis magasiner og onlineartikler ikke bare en tabt indtægtskilde. For dem er det en måde at holde sig relevante på og sørge for, at de forbliver en del af den offentlige samtale.

”Hvis vi skulle til at tage penge for bladet, ville vi kun være at finde i kiosker, og det er jo nærmest kun 7-Eleven, der sælger blade efterhånden. Så risikerer vi at forsvinde fra mange folks bevidsthed, fordi vi ikke er sådan et blad, man bare lige kan gribe fat i,” siger Ole Rosenstand Svidt.

Samtidig med at gratismagasinet holder GAFFA på musiklandkortet, er det faktisk også en overskudsforretning. Det er nemmere for GAFFA at sælge annoncer til det fysiske magasin, end det er at sælge online, forklarer chefredaktøren.

”Der er ingen planer om, at det skal være et betalingsmagasin,” siger han.

Dette på trods af at GAFFA trykker færre magasiner, end de før har gjort.

Da oplaget var på sit største i midten af nullerne, var det et sted imellem 70.000 og 80.000. I dag ligger oplaget på omkring 25.000 eksemplarer.

GAFFA+

Selvom GAFFA holder fast i gratismagasinet, er en del af forretningsmodellen også, at de gerne vil have, at du tegner abonnement.

Betalingsmodellen blev indført i sommeren 2022. I starten var det mest de ældre, der valgte at betale for at læse GAFFAs artikler. Senere kom de unge til – lidt til chefredaktørens overraskelse. I skrivende stund er der omkring 6.000 betalende abonnenter. Dette ud af omkring 180.000 månedlige læsere.

”Det der i gåseøjne kan redde os er, hvis folk vænner sig til, at de skal betale for vores anmeldelser online,” forklarer Ole Rosenstand Svidt

Chefredaktøren tror, at den største forhindring for læserne er en mental barriere.

”Ej, skal vi nu til at logge ind,” som han formulerer det.

Ole Rosenstand Svidt var i januar 2025 til en Artist talk med nogle forskellige kulturpersonligheder. Her skulle blandt andet Annika Aakjær have udtrykt, at der ikke er nogen, som skriver musikanmeldelser mere. Hertil nævnte værten, at GAFFA jo stadig skriver musikanmeldelser.

“Så sagde Annika Aakjær: ’Ja, men de er jo gemt bag en betalingsmur.’ Men vi er jo ikke gemt mere bag en betalingsmur, end hendes koncerter er gemt bag en billetpris,” siger Ole Rosenstand Svidt.

Fremtiden for GAFFA ser spændende ud, som chefredaktøren selv forklarer det. Der er en masse udfordringer i mediebranchen, som musikmagasinet deler med alle andre medier, konkluderer han. Men for GAFFA er den største udfordring at få læserne til at betale for deres artikler.

”Hvis vi skal forblive det samme antal medarbejdere, så skal vi forblive det samme antal læsere – gerne flere,” fastslår chefredaktøren.

Målgrupper

GAFFAs målgruppe består primært af læsere i aldersgruppen 28-40 år. Den aldersgruppe udgør omkring 50 procent af bladets læsere. Den næststørste gruppe er de 18-28-årige, der udgør omkring 30 procent. Den resterende del af de faste læsere er over 40 år.

Det er med vilje, at målgruppen kun er defineret ved alder. Der er nemlig ikke én bestemt type musikelsker, der læser GAFFA. Det er i hvert fald ikke ambitionen. Og segmenteringen af læsere er også en, der afspejles i bladets indhold.

”For eksempel er det med et band som D-A-D ikke sikkert, at folk på 18 år gider at læse om dem. Men så længe dem på 40-plus vil læse om dem, er det fint. Omvendt er det med en kunstner som Østen, hvor læserne nok er mellem 18 og 28 år,” siger Ole Rosenstand Svidt.

Freelancere

Sammen med de fire fastansatte på redaktionen i Aarhus gør GAFFA i høj grad brug af freelanceskribenter. GAFFAs freelancestab tæller i skrivende stund et sted imellem 20 og 30 freelancere.

”Idéen med at bruge så mange freelancere er, at vi gerne vil have folk, der er specialister inden for forskellige stofområder fremfor at have få, som skal dække det hele. Så vil vi hellere have specialister, som er nede i materien og som ved, hvad der sker på de forskellige scener,” siger Ole Rosenstand Svidt.

Når GAFFA har så mange freelanceskribenter ansat, er det fordi, at med mange forskellige freelancere kommer der flere idéer til artikler, anmeldelser og interviews. En del af de artikler, der bliver pitchet til redaktionen kommer fra artisterne, læsere og aktører i musikbranchen.

Der er det ifølge Ole Rosenstand Svidt vigtigt at have nogle ude i marken, som har en fornemmelse af, hvad der rører sig i deres nicheområde.

Dertil kan det lægges, at freelanceskribenter også er billigere i lønudgifter.

”Der er mange af de freelancere, der startede med at være underbetalte freelancere, som så er blevet lidt mindre underbetalte, når de har været her i en periode,” siger Ole Rosenstand Svidt.

Det er en forretningshemmelighed, hvad man får for at være freelanceskribent for GAFFA. Chefredaktøren vil dog gerne røbe, at GAFFA ikke er lønførende.

”Personligt så jeg også gerne, at vores freelancere fik mere,” siger Ole Rosenstand Svidt om lønvilkårene og tilføjer: ”Men vi er desværre også i et meget presset marked. Der bliver skåret ned på medier over det hele.”

Chefredaktøren er dog optimistisk, når det kommer til fremtiden for freelancernes lønforhold hos GAFFA. Dette fordi GAFFA for første gang fik mediestøtte i 2024.

”Det kan forhåbentlig give os en lidt bedre økonomi – også til at give folk lidt bedre betaling,” siger Ole Rosenstand Svidt.

Mediestøtte

Det er ikke uden besvær, at musikmagasinet har fået mediestøtte for første gang.

”Vi har søgt mediestøtte i rigtig mange år, men vi har altid fået afslag. De sidste par år har vi kigget mere systematisk på, hvad vi skal lave for at få mediestøtte,” siger chefredaktøren.

Det fremgår af loven om mediestøtte, at hvis et medie skal modtage støtten, skal det have ”(…) et indhold, hvor mindst halvdelen er redaktionelt stof i form af artikler m.v. inden for et bredt emneområde og med behandling af aktuelt nyhedsstof,” samt “(…) redaktionelt stof, som primært behandler politiske, samfundsrelaterede og kulturelle temaer”.

”Det er også derfor, vi har flere artikler, hvor vi interviewer kulturpolitikere. Det er ikke nogen hemmelighed, at det gør vi blandt andet for at gøre det lidt lettere for os at få mediestøtte,” siger Ole Rosenstand Svidt.

GAFFA fik et overskud på 211.000 kroner i 2023. Ole Rosenstand Svidt forklarer, at GAFFA som regel generer enten et mindre underskud eller overskud.

”Det plejer at gå nogenlunde op. Hvis vi lige pludselig ikke får mediestøtten, så får vi et underskud,” forklarer han.

Selv med den nye mediestøtte, der tæller 703.000 kroner, er der ikke for chefredaktøren udsigt til, at overskuddet stiger markant i næste regnskabsår.

Der er dog nye veje at betræde for det efterhånden traditionsrige magasin. Ole Rosenstand Svidt tror på, at det næste store skridt for GAFFA bliver mere lyd- og videomateriale.

”Det bliver den nye store satsning,” siger Ole Rosenstand Svidt.

FORSIDEN

Hele Danmarks Radio gennem 100 år

af Webredaktøren | maj 28, 2025 | NYT I UDE, UDE

Hele Danmarks Radio gennem 100 år

1. april 2025 markerede et århundrede med DR. En public service-institution i dansk radio og TV, der har prydet det offentlige mediebillede gennem generationer – og hvis programmer gennem tiden har fanget, farvet og formet danskerne. Sammen med medieprofessor Hanne Bruun ser Illustreret Bunker tilbage på udvalgte nedslag i DR’s historie.

TEKST: EMil delord frimand probst
illustration: sigrid condradsen nielsen

Udgivet den 28. maj 2025

“Det socialdemokratiske projekt, hvis formål er at tale til og danne dele af danskerne, som har gået meget lidt i skole” – Hanne Bruun

1. april 1925: Statsradiofonien bliver grundlagt som et public service-forsøg af trafikminister Johannes Friis-Skotte. Kammerherre Christian Lerche står i spidsen for Radiorådet.

Lytning til radio er ”et offentligt gode,” alle bør have ret til, når de har betalt deres licens, lyder begrundelsen. Kun 23 måneder inden er det ved lov vedtaget, at almindelige borgere kan modtage radio – ikke længere kun skibsfart. Med 28.000 licensbetalende lyttere har Statsradiofonien monopol på udbuddet af radio. Men kun så langt radiosenderen rækker, nemlig til hovedstadsområdet. På kanalen kan man høre radioteater, transmitterede gudstjenester og overvejende klassisk musik.

“Kimen til det danske oplysningsprojekt ved hjælp af lyd- og billedmedier, bliver lagt” – Hanne Bruun

29. august 1927: Det er mandag, klokken er 15, og ordene “Danmarks Radio, København-Kalundborg” indleder den første radioudsendelse sendt af Statsradiofonien fra den nye langbølgesender i Kalundborg. Indtil 1952 er det den frase, man som det første hører, hvis man lytter til kanalen. Med den nye geografiske placering af radiostationen på Gisseløre i Kalundborg, kan de to 100-meter høje sendemaster, som til forveksling ligner to Eiffeltårne, nå ud til alle danskere med deres centrale placering i kongeriget.

“Billederne gør, at man kan udvide indholdet, mens nyhederne bliver bemandet af mennesker” – Hanne Bruun

2. oktober 1951: ”Fra i Dag kan Københavnerne se Fjernsynet! Opfindelsen, der vil faa en lige saa vældig Udvikling som Film og Radio.” Således skriver Politiken på dagen, hvor Statsradiofoniens første TV-udsendelse ruller over skærmen. Klokken slår 20 og Radiorådets formand, Julius Bomholt, præsenterer fjernsynet, efterfulgt af ugerevy og tre scener fra Harlekins Tryllestav.

På Radiorådets anmodning leverer Phillips fjernsynsudstyr til Danmark. Kabler og udstyr, nok til at hele Danmark kan se fjernsyn, vil løbe op i 10 millioner kroner. Et beløb, der kræver, at licensen hæves. Radiodirektør F.E. Jensen, som bliver interviewet til avisen, tager dog pulsen på prisen, da han bliver spurgt om, hvem der vil have råd til det: “Et par Velhavere, som har Raad til at ofre op mod 2000 Kr. for et Modtageapparat! Vi lever dog i et demokratisk Land.”

Fjernsynssenderen, der er placeret ved Radiohuset på Rosenørns Allé 22 på Frederiksberg, rækker kun nogle få kilometer. Året efter helt op til 50. Og ni år efter, at Statsradiofonien indfører flimmerkassen, er det hele Danmarks fjernsyn.

1959: Statsradiofonienskifter navn til Danmarks Radio

“Den musikalske kulturrevolution, der gør Danmarks Radio mere modtagerorienteret” – Hanne Bruun

1. januar 1963: “Rap journalistik og kvik musik” bliver fra klokken 12 en realitet, når DR P3 for første gang kan høres i radioen. Efter den gennemslagskraftige piratradio Radio Mercurs ophør året forinden, som sender moderne radio, lette nyheder og popmusik, stifter vi for fremtiden bekendtskab med blandt andet “Tæskeholdet”, ‘Monte Carlo” og ‘Karrierekanonen” på DR’s nye ungdomsorienterede kanal. Kanalen er stadig spæd, og kritikken, fra blandt andre Poul Henningsen, går på, hvordan Danmarks Radios bølger kan udsende “alskens pigtrådsmusik”. Sammen med beat, samfunds- og musikjournalistik er det indholdet, der præger lyden de første par årtier. Den oprørske rebel i radioklassen sender de senere år mestendels populærmusik til den yngre lytter.

“Programmæssige eksperimenter blomstrer i DR i monopolets sidste tid” – Hanne Bruun

1976: Folketingspolitiker Erhard Jakobsen stifter foreningen Aktive Lyttere og Seere. Han mener, at særligt Danmarks Radios Børne- og Ungdomsafdeling er for venstreorienterede.

Gennem de to forgange årtier kunne topfolk i dansk politik nemlig møde op til interviews i TV eller radio med et manuskript over, hvad de ville svare på journalisters næppe særligt kritiske spørgsmål. Bruddet får et andet Folketingsmedlem, Jens Sønderup fra Venstre, til at italesætte fire navngivne DR-journalister som “de røde lejesvende” i 1968. Et udtryk, der bliver genstand for Jakobsens kritik. En kritik DR selv tager til efterretning i programmet af samme navn fra 2010. Her gennemgår journalist Jacob Rosenkrands med en tættekam forholdene internt i organisationen i tidens løb. Foreningen får på få år 30.000 medlemmer, og med kravene om alsidighed, fairness og tilstræbt objektivitet får de i få tilfælde medhold i Radiorådet.

Den præcise dato, for hvornår foreningen bliver stiftet, er svært tilgængelig. Men noget tyder på, at det senest er sket den 28. september i 1976, da Arkiv.dk viser, at lokalafdelingen i Hjørring er fra dette år.

“Kludetæppet, der er et kompromisernes kompromis, som ikke længere får den fornødne politiske energi” – Hanne Bruun

1. oktober 1988: Regeringen nedsætter en mediekommission i 1980, hvis opgave er at afdække udviklingen af fjernsynsmediet. Konklusionen bliver, at der må gøres op med det øgede udbud mod udenlandsk TV, og i stedet øge det danske. Resultatet er monopolbruddet, der revolutionerer ved, at TV 2 ser dagens lys. Nu skal to public service-kanaler virke uafhængigt af hinanden. Alt imens er det publikum, man skal lave indhold for ved at være mere modtagerorienteret. Det indenlandske TV-marked bliver noget, Danmarks Radio skal forholde sig til. Det store politiske spørgsmål er, om institutionen skal finansieres med licenskroner eller via reklameindtægter. Det bliver et kompromis for den selvejende institution.

“Den medieteknologiske udvikling giver borgere en portal, de kan tilgå, når de har brug for det” – Hanne Bruun

3. november 1995: DR-Online præsenteres første gang i TV-Avisen. Dermed er Danmarks Radio kommet på internettet. Christian Schade, hvis afgangsprojekt om internettet er det første fra Journalisthøjskolen, fremlægger sin ide, som indeholder en prototype på en hjemmeside for blandt andre DR’s generaldirektør Christian Nissen: “Lyttere og seere kan med den her teknik i virkeligheden gå ind og være med til at lave programmer.” 30.000 kroner koster den første hjemmeside, og allerede i 1998, hvor DR producerer nyheder direkte til deres hjemmeside, har den 15.000 daglige brugere.

1996: Danmarks Radio skifter navn til DR

“Oplysnings- og kulturprogrammer til dem med de lange uddannelser og den gode pengepung” – Hanne Bruun

30. august 1996: Med samfundsdebat, satire og sind-i-kog-sættende indhold i fokus, lancerer DR deres kun anden tv-kanal, DR2. Kanalen, der først og fremmest tjener som et springbræt for den eksperimenterende sendeflade, har fostret programmer som ‘Bonderøven’, ‘Nak og Æd’ og ‘Banjos Likørstue’. DR begynder nu at segmentere på TV til bestemte målgrupper. Idealet om at danne seeren bliver mere målgruppeorienteret. Programmer om mode, arkitektur, kunst, kultur og musik er i fokus på kanalen.

“Fra flow-kanal til online-portal – mulighed for at personalisere indholdet” – Hanne Bruun

16. marts 2018: Medieaftalen mellem VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti reducerer DR over årene fra 2019 til 2023 med 20 procent – eller godt 500 millioner kroner. Hermed begynder DR at tænke sig selv som en online-virksomhed og nedlægger også en række flow-kanaler. Institutionen skal “ikke sende alt til alle,” som det lyder i aftalen, men have fokus på et dansk indholdsudbyd samt et særligt fokus på at nå børn og unge.

FORSIDEN

Eksperter efterspørger, at medier får et andet perspektiv på personer med handicap: “Hvis man siger, at man lider af en sygdom, så bliver man hurtigt set som en stakkel”

af Webredaktøren | maj 28, 2025 | NYT I UDE, UDE

NYT I UDE | UDE

Eksperter efterspørger, at medier får et andet perspektiv på personer med handicap: “Hvis man siger, at man lider af en sygdom, så bliver man hurtigt set som en stakkel”

Mediernes sprog om personer med handicap kan virke uskyldigt, men er ifølge flere eksperter sjældent neutralt. De efterlyser et mere værdigt sprog, der undgår stereotyper som ‘helten, offeret og den glade spasser’.

TEKST: Benjamin Jæger & Mads Mandau
ILLUSTRATION: Sigrid condradsen Nielsen

Udgivet den 28. maj 2025

“Den måde, vi taler om ting på, påvirker, hvordan vi tænker om dem. Samtidig smitter vores virkelighedsopfattelse af på, hvordan vi taler. Der er en konstant dynamik mellem sprog og virkelighed.”

Sådan fortæller sprogforsker og lingvist Eva Skafte Jensen.

Den måde vi taler om mennesker, begivenheder og fænomener på, både i offentligheden og i medierne, er ifølge hende med til at forme den kollektive forståelse af dem.

Flere eksperter peger på, at denne dynamik er særlig tydelig i mediedækningen af personer med handicap, hvor skarpe vinklinger ofte kan føre til stereotype fremstillinger.

Grænsen mellem at skabe forståelse og at udstille

Jacob Nossell er journalist, har et handicap og kritiserer måden, medierne omtaler personer med handicap på. Han påpeger en ofte skarp vinkling i medierne, som gør, at dækningen af personer med handicap ofte er sat på spidsen, hvilket ifølge ham resulterer i fortællingen om ‘helten, offeret og den glade spasser’.

‘Helten’ er den, Jacob Nossell selv kalder for en præmiespasser. En person, der har overvundet sit handicap og hver dag står op, tager tøj på og går på job. Men her bliver der ifølge ham brugt ’inspirationsporno’.

INSPIRATIONSPORNO

Inspirationsporno: Når personer med diagnoser eller handicap portrætteres på en måde, som skal virke inspirerende for folk, der ikke har en diagnose eller et handicap. Kilde: DR

Problemet ved at bruge inspirationsporno er, mener Jacob Nossell, at man risikerer at nedgøre personer med handicap ved at gøre helt basale ting inspirerende.

‘Offeret’ er en person med handicap, som man skal have ondt af. Som når medierne fortæller hjerteskærende historier om, hvor ‘forfærdeligt’ det er at have et handicap. Et tænkt eksempel kunne være: ‘X mistede alt, da hun brækkede nakken’.

Til sidst har vi dækningen af ‘den glade spasser’. Med dette udtryk mener Jacob Nossell, at medierne ofte fremstiller handicappede som altid værende glade, hvilket forenkler deres tilstedeværelse.

“Selvfølgelig er der en masse solstrålehistorier i Go’ morgen Danmark med alle mulige mennesker – også handicappede. Problemet er, at vi med handicap aldrig kommer i Deadline, Debatten eller alternative medier, hvor man kan opveje de stereotype fortællinger,” fortæller han.

Lider af sprogbrug

Sprogforsker og lingvist Eva Skafte Jensen påpeger, at når det gælder omtale af personer med et handicap, kan sproglige valg få stor betydning.

Et eksempel findes i B.T.’s artikel med overskriften: ‘Kristina lider af et usynligt handicap: Folk skal ikke blande sig.’ Her kobles personen direkte til handicappet – en formulering, der risikerer at fastholde hende som identisk med sit handicap.

“Hvis man siger, at man lider af en sygdom, så bliver man hurtigt set som et offer. Man bliver en stakkel og en, som folk skal have ondt af. Det bliver ikke en neutral del af livet,” siger hun.

Alligevel kan det i visse tilfælde være relevant at bruge ord som ‘lidelse’, understreger hun. Det afgørende er, hvordan personen selv omtaler sin situation. Hvis den omtalte person selv bruger ordet ‘lider’, kan det være passende, men ellers bør journalister være varsomme.

Sproget i medierne kan altså bevidst eller ubevidst være med til at skabe forestillinger om, at alle med handicap er syge, svage eller har ondt. Det er ikke nødvendigvis intentionen, men konnotationerne følger med.

Inklusion gavner alle

Ifølge Leif Hemming Pedersen, post.doc i medie- og kommunikationsvidenskab, skal journalister være opmærksomme på, hvordan man bruger en kilde, som har et handicap.

”Som journalist er det vigtigt at tænke over, hvilke roller man giver sine kilder. Man skal passe på at reducere til én identitet,” siger han.

Leif Hemming Pedersen fortæller, at indenfor handicapforskning arbejder man med forskellige forståelsesmodeller. Den mest udbredte i medier og offentlighed er den medicinske model, hvor handicap forstås som noget, der bor i individet – en fysisk eller kognitiv svækkelse.

Men i dag peger mange forskere på den sociale model, hvor handicap først opstår i mødet med omgivelserne. Det er ikke, fordi en person går dårligt, at det er svært at handle ind. Det er, fordi butikken er dårligt indrettet.

Leif Hemming Pedersen pointerer, at når man skifter til det perspektiv, begynder man at tale om barrierer i samfundet, ikke fejl i kroppen. Og så handler løsningen ikke om at “hjælpe den enkelte”, men om at designe omgivelser, der fungerer for flere.

Ina Rosdal er journalist og har et handicap. Hun mener også, at medierne dækker personer med handicap uhensigtsmæssigt.

“Den måde medierne taler om os på, påvirker samfundets opfattelse. Funktionsnedsættelser bliver først til et handicap, når de møder en barriere – og dem er der desværre mange af,” siger hun.

Ina Rosdal mener, at ‘funktionsnedsættelser’ bliver til ‘handicap’ som følge af, hvordan samfundet er indrettet, og hvordan vi taler om dem. Derfor har vi valgt at bruge betegnelsen handicap i stedet for funktionsnedsættelse igennem artiklen, da vi taler om de sociale barrierer, som personer med handicap møder.

”Når man anlægger det perspektiv, skaber man forståelse, fordi man peger på strukturer i stedet for at udstille individet,” siger Leif Hemming Pedersen.

Han mener, at denne tilgang kan overføres til medierne. Det vil sige, at hvis journalistikken arbejder ud fra en inkluderende praksis både i repræsentation og i måden man taler med og om kilder på, så skabes der ikke bare bedre dækning af handicap, men en mere mangfoldig offentlighed.

Problemet opstår ifølge ham, når vi ubevidst vender tilbage til den medicinske model og ser handicap som individets problem. Det fører til stereotype fremstillinger såsom “den hjælpeløse” eller “den superheltemodige”. Ekstreme figurer, som enten vækker medlidenhed eller beundring, men sjældent reel genkendelse.

”Det er måske lidt abstrakt, når vi taler om journalistik, men budskabet er klart. Maksimal tilgængelighed kommer alle til gode,” siger Leif Hemming Pedersen.

Maksimal tilgængelighed

Repræsentationen af personer med handicap i medierne handler ikke kun om, hvad der vises på skærmen, men også om hvem der fortæller historierne. Det påpeger Leif Hemming Pedersen.

“Der mangler mod og viden i mediebranchen til at ansætte personer med handicap i forskellige roller,” siger han.

Leif Hemming Pedersen fremhæver programserien ‘En særlig samtale’ fra TV-Glad som et eksempel på, hvordan personer med handicap kan bidrage aktivt til journalistikken.

“Det giver nogle rigtig gode, anderledes journalistiske spørgsmål. Den slags erfaring og ressourcer burde bruges bredere i branchen,” siger han.

Både Ina Rosdal og Jacob Nossell deler det synspunkt. De påpeger, at der ikke kun er problemer i det indhold, medierne producerer, men også i den bagvedliggende proces. Ifølge dem bliver dækningen mere præcis og troværdig, når personer med egne erfaringer inddrages i produktionen – ikke kun som cases, men som medskabere.

“Vi ved ikke, hvad vi ikke ved. Det kan være svært overhovedet at få idéen til en historie, hvis vi ikke har kendskab til emnet. Det betyder ikke, at man skal have oplevet alt selv. Men en mangfoldig redaktion giver flere og mere nuancerede idéer,” siger Ina Rosdal.

FORSIDEN

Journalistikken risikerer at miste sin forbindelse til samfundet. Er autodidakte journalister løsningen?

af Webredaktøren | maj 28, 2025 | NYT I UDE, UDE

NYT I UDE | UDE

Journalistikken risikerer at miste sin forbindelse til samfundet. Er autodidakte journalister løsningen?

Uddannede journalister ligner hinanden alt for meget. Sådan lyder argumenterne fra flere af landets chefredaktører. De efterlyser en større diversitet i mediebranchen. Journalister repræsenterer nemlig ikke samfundet ordentligt, mener de.

TEKST: Anna SønderGaard andersen
illustration: anton larsen

Udgivet den 28. maj 2025

Journalister ligner hinanden. På de danske redaktioner og uddannelser vil det ofte være det samme billede, der går igen. Hvide mennesker med samme familiebaggrunde fra samme sociale lag. De mener det samme, går i det samme tøj, drikker den samme vin og kommer de samme steder. Men når alle har samme baggrund, risikerer journalister også at se verden på samme måde. Det går udover journalistikkens evne til at spejle hele samfundet. Ikke kun dem, der ligner os.

Sådan fortæller chefredaktørerne Marchen Neel Gjertsen og Knud Brix samt redaktionschef Klaus Wivel. Alle tre fra landets store aviser – henholdsvis Jyllands-Posten, Ekstra Bladet og Weekendavisen. De mener, at manglen på social og kulturel diversitet svækker journalistikkens relevans. Derfor ser man nu redaktioner begynde at foretrække autodidakte journalister. Folk, der kommer med andre erfaringer end dem, man får på skolebænken på journalistuddannelserne.

De har ikke nødvendigvis lært nyhedstrekanten, men måske kender de til virkeligheder, mange journalister kun skriver om.

De gode gamle dage

Før i tiden blev journalistikken håndteret og set på som et håndværk. Journalister kunne praktisk talt vade ind på de forskellige redaktioner og få lov til at prøve journalistikken. Det gjorde profiler som Lise Nørgaard, Ulla Terkelsen og Mogens Berendt. Sidstnævnte begyndte sin karriere som traktorfører, før han blev journalist på Weekendavisen og sidenhen studievært på DR. Det var et system, der gav mangfoldighed. I hvert fald hvis du spørger Klaus Wivel, der er redaktionschef på Weekendavisen.

”Det var helt andre typer, som var journalister dengang, og det kan jeg godt mangle i dag. Altså den type, som ikke nødvendigvis tager en faglig uddannelse overhovedet, men som kommer fra et helt andet statsligt sted og et helt andet lag i samfundet,” siger han.

Den første journalistuddannelse i Danmark kom først til i 1946 som et kursus på Aarhus Universitet. I 1962 blev Danmarks Journalisthøjskole oprettet som den første officielle journalistuddannelse i Danmark. Inden da havde aviser som Jyllands-Posten allerede eksisteret i 91 år, og journalister kom ind i branchen uden nogen formel uddannelse. Nogle kom endda direkte fra folkeskolen.

”Jeg synes, det er vigtigt, at branchen ikke udelukker historiefortællere eller personer, der kommer med en anden baggrund. Vi skal have et kludetæppe, ikke et ensfarvet, for det er virkelig vigtigt med diversitet. Både i forhold til alder, køn, familiebaggrund og alle mulige ting,” siger Knud Brix, som er chefredaktør på Ekstra Bladet.

Fagnørder søges

Der er sket meget siden de gamle dage, hvor redaktionerne var fyldte med krøllede hoveder med særinteresser. For i dag er det generalister, der fylder mest. Det kræver nemlig den rigtige uddannelse og praktikforløb for at kunne komme ind på en mediearbejdsplads i dag, mener Marchen Neel Gjertsen.

”Det er jo helt absurd så snævert, vi har gjort det. Sådan var det bare ikke før. Det ender med at være generalister, man ansætter, fordi man gerne vil have hurtige nyhedsjournalister, der ved lidt om det hele, er gode til at breake, formidle på sociale medier og har noget tempo,” siger Marchen Neel Gjertsen, som er chefredaktør på Jyllands-Posten.

Hun mener ikke, at de eneste rigtige journalister er dem, der kommer fra journalistuddannelserne. Ifølge hende er journalistik ikke noget, der kan patenteres eller afgrænses til en bestemt uddannelse eller et bestemt bachelorfag. Man risikerer nemlig, at branchen på den måde lukker sig om sig selv og bliver utilgængelig for andre.

”Journalistik er noget, man gør. Det er ikke noget, man er. Hvis du spørger danskerne generelt, så skelner de jo ikke mellem, om det er en journalist, der har lavet et produkt, eller om det er en anden, der har lavet det,” siger Marchen Neel Gjertsen.

Hun savner de krøllede hjerner. Dem, der ved alt om et nicheemne. Fagnørderne. Hun efterlyser stemmer, der kommer med en anden faglighed og livserfaring, og som derfor kan bruge de journalistiske værktøjer til at fortælle historier fra et andet udgangspunkt.

Diversitet er mere end køn og farve

Det er ikke kun faglig forskellighed, der efterlyses. Opfattelsen af diversitet er blevet for snæver. Diversitetsproblemet har generelt fokuseret på køn og etnicitet. Hvis journalistikken skal afspejle befolkningen, handler det lige så meget om at fokusere på klasse, livsvilkår og politisk ståsted. Det gør det i hvert fald ifølge Klaus Wivel.

”Vi har talt meget om køn og etnicitet, og det er selvfølgelig vigtigt. Men vi har ikke talt særlig meget om klassemæssig baggrund, hvilket virkelig er interessant at kigge på,” siger Klaus Wivel.

Det argument er Marchen Neel Gjertsen enig i. Hun understreger, at det ikke kun handler om, hvem vi er, men også hvad vi bringer med os.

”At vi er så ens betyder, at mængden af talent og det blik vi har på verden og samfundet, bliver alt for snævert. Der er alt for stor risiko for, at vi har nogle blinde vinkler, hvis vi ser med de samme briller alle sammen,” siger Marchen Neel Gjertsen.

Klaus Wivel mener desuden, at den politiske diversitet er forsømt kraftigt i mediebranchen. Han mener nemlig, at højreorienterede journalister er underrepræsenterede.

”På den måde repræsenterer journalisterne ikke den del af danskerne, og det kan give en skævvridning,” siger han.

Derfor gør Klaus Wivel det til en prioritet at ansætte folk med forskellige livssyn og erfaringer. Både socialt, geografisk og politisk. For hvis journalistikken skal være relevant for hele landet, må den også afspejle hele landet.

Skal fremtiden findes i fortiden?

Men hvad skal der så til for at imødekomme diversitetsproblemet? Marchen Neel Gjertsen peger på et opgør med den akademiske tænkning.

”Jeg er ikke sikker på, hvad det rigtige svar er, men jeg tror, der er meget at hente i den oprindelige mesterlære-tankegang. Den er jeg lidt bange for forsvinder eller bliver presset med uddannelserne, som er blevet mere akademiserede,” siger Marchen Neel Gjertsen.

Knud Brix bakker op. Der skal gerne være flere veje ind i branchen. Også for dem uden det klassiske CV. Ligesom i gamle dage. Tilgangen frem for fagligheden skal vægtes. Derfor har de hos Ekstra Bladet et ansættelsesudvalg, som skal hjælpe med at få noget diversitet.

”Om vi er gode nok til det, skal jeg ikke helt kunne sige. Men til syvende og sidst handler det jo om journalisters måde at tænke på og deres måde at bedrive journalistik på. Der vil diversitet bare altid være bedre,” siger Knud Brix.

Når flere stemmer bliver hørt, bliver journalistikken bedre. Og det er nødvendigt i en tid, hvor konkurrencen om opmærksomhed er benhård. Det kræver kun en Google-søgning eller et spørgsmål til ChatGPT for at finde information. Journalistens blik skal derfor være noget særligt, og det kræver originalitet. Noget der er vigtigt for Klaus Wivel.

”Vi prøver at undgå at skabe et ekkokammer ved at forsøge at få originale skribenter ind. Det kan være originalitet med deres emnevalg, at de dækker emner eller nogle dele af landet på en måde, der er behov for og ikke set før, eller vinkling af stoffet. Hver artikel har på en måde et særpræg eller afspejler den journalist, der har skrevet det. Det er i hvert fald målet,” siger Klaus Wivel.

Hvad det rigtige svar på problemet er, er svært at svare på, lyder det fra alle tre. Men en ting er sikkert for både Marchen Neel Gjertsen, Knud Brix og Klaus Wivel: Vi bliver nødt til at åbne journalistikken mere op.

FORSIDEN

Danske medier glemmer Grønland, når der ikke er krise: “Vores billede af Grønland er i høj grad et produkt af de historier, vi får fra de danske medier”

af Webredaktøren | mar 27, 2025 | NYT I UDE, UDE

NYT I UDE | UDE

Danske medier glemmer Grønland, når der ikke er krise: “Vores billede af Grønland er i høj grad et produkt af de historier, vi får fra de danske medier”

Efter Donald Trumps udmeldinger om at købe Grønland har landet fyldt meget i spalterne hos de danske medier. Forskere peger på, at medierne bærer et ansvar for at informere danskere om rigsfællesskabet – et ansvar, de ikke har levet op til før den nuværende krise.

TEKST: NIELS LINDSTRØM SCHALDEMOSE & SOFIE BUNDGAARD
ILLUSTRATION: ANTON LARSEN

Udgivet den 27. marts 2025

Det kan næppe være gået nogens næse forbi, at Grønland har ryddet forsider og sendeflader de sidste par måneder. Udover at der netop har været valg, har præsidenten fra verdens mest magtfulde nation banket insisterende på døren.

Det har betydet, at mediedækningen af det arktiske land har været noget ud over det sædvanlige. Det blev også tydeligt, da Donald Trump Jr. i januar var på besøg i Nuuk.

Det rejser dermed spørgsmålet, om medierne indtil nu har underprioriteret at formidle viden om Grønland og dermed at klæde borgerne ordentligt på til at tage stilling til den nu højspændte, geopolitiske situation.

Spørger man Søren Schultz Jørgensen, docent ved Institut for Medier og centerleder for medier og innovation på DMJX, er svaret nej.

“Mange danske mediebrugere har ikke den fjerneste ide om, hvad der sker inden for vores eget Rigsfællesskab,” siger han.

Årsagen er blandt andet, ifølge ham, at medierne ikke har lavet en løbende dækning af Grønland og Færøerne.

Det er altså ikke tilstrækkeligt, at medierne tilsyneladende først har fået interesse for Grønland efter Donald Trumps udtalelser om at købe landet. Søren Schultz Jørgensen efterspørger en generel dækning, hvor journalister også dækker hverdagslivet i Grønland.

Kim Andersen, lektor i journalistik ved SDU, ser en lignende tendens i mediebilledet. Han mener heller ikke, at danske medier generelt dækker Grønland nok.

“Ligesom det er vigtigt, at den danske befolkning ved, hvad der foregår i hele Danmark – både i storbyerne, i Vandkantsdanmark og derimellem – er det også vigtigt, at de ved, hvad der foregår i Grønland. Det sikrer, at vi har forståelse for hinanden og kan have en oplyst samtale om, hvad der skal ske med Rigsfællesskabet fremover,” siger Kim Andersen.

Alle mikrofoner peger mod nord

Danske mediers dækning af Grønland har i begyndelsen af 2025 været noget over normalen.

I januar og februar er der ifølge Infomedia blevet udgivet over 21.000 artikler om landet. Tilsvarende kan man kun finde omkring 3.500 artikler om landet i samme periode sidste år.

Det svarer til, at der er udgivet over fem gange så mange artikler i år.

I 2022 og 2023 er der i samme periode udgivet omkring 3.000 artikler omhandlende Grønland.

Det er imidlertid naturligt, at der er fokus på områder, når det har en klassisk aktualitet, påpeger Søren Schultz Jørgensen.

Han mener derfor, at det er forståeligt, at Grønland har fyldt mere i de danske medier, i en tid præget af storpolitiske uenigheder, hvor Grønland er i centrum.

“Mediedækningen går op og ned på mange områder, men vi har at gøre med et land i vores Rigsfællesskab, som stort set ikke får nogen dækning, medmindre der er valg, skandaler eller geopolitisk krise. Det er et demokratisk problem,” fortæller Søren Schultz Jørgensen.

Han anerkender derfor, at mediedækningen generelt svinger, men finder stadig dækningen af Grønland problematisk – eller manglen på samme.

Kim Andersen påpeger, at særligt public service-medierne har et ansvar for at informere om Grønland og dets historie. I TV 2’s public serviceforpligtigelser står der, at TV 2 skal lægge særligt fokus på dansk kultur og sprog.

Ifølge Kim Andersen indgår Grønland mellem linjerne i den formulering, i kraft af at Grønland som en del af Rigsfællesskabet er tæt forbundet med Danmark.

“De færreste danskere har selv været i Grønland eller kender nogen, der bor der. Derfor er vores billede af Grønland i høj grad et produkt af de historier, vi får fra de danske medier. Det giver de danske medier et stort ansvar for at give den danske befolkning et retvisende billede af, hvad der foregår i Grønland,” siger Kim Andersen.

Faldskærmen lander i stormvejr – men flyver igen

Søren Schultz Jørgensen bruger begrebet ’faldskærmsjournalistik’ til at beskrive mediedækningen af Grønland før det nuværende hyperfokus.

Faldskærmsmetaforen udspiller sig, når medier sender journalister til verdens brændpunkter i akkurat så lang tid, som krisen varer. Og så tager de hjem. Dette fokus på kriser, mener Søren Schultz Jørgensen, er problematisk.

“Man mangler en forståelse for, hvad der sker i hverdagslivet. Og man kommer ikke særlig dybt, hvis man kun er til stede i krisetider,” siger Søren Schultz Jørgensen.

Han ønsker derfor, at journalister også er til stede i agurketider og ikke blot flyver frem og tilbage ved skandaler.

“Journalisterne, der lige nu dækker Grønland, er dygtige. Men for at få hverdagsbilledet med, skal nogen være på landjorden fast,” siger Søren Schultz Jørgensen.

Ligesom Kim Andersen mener Søren Schultz Jørgensen også, at public service-medierne har et særligt ansvar. Han siger, at både DR og TV 2 burde have faste korrespondenter hos vores arktiske naboer.

Illustreret Bunker har forelagt TV 2 kritikken. Jon Hasselbalch Mikkelsen, nyhedschef på TV 2 Nyhederne, er vendt tilbage med følgende svar:

”Vi har dækket både det grønlandske valg og de geopolitiske omstændigheder omkring Trumps øgede interesse i Grønland intensivt.

I 2025 har TV 2 haft en markant fysisk tilstedeværelse i Grønland, og vi følger løbende udviklingen i Rigsfællesskabet.

Samtidig står vi i en global virkelighed, hvor mange store begivenheder kræver journalistisk fokus og tilstedeværelse – fra Ukraine og Mellemøsten til forholdene i amerikansk politik.

Derfor vurderer vi løbende, hvor vores korrespondenter gør den største forskel for seerne og vores publicistiske mål.”

Jon Hasselbalch Mikkelsen vurderer således, at TV 2 gør sit for at være til stede ved verdens brændpunkter – også selvom de ikke har en fast korrespondent i Nuuk.

Journalister fast plantet på isen

Spørger man Søren Schultz Jørgensen, kunne noget godt tyde på, at tendensen til at glemme Grønland forsvinder, eftersom den geopolitiske situation og selvstændighedsspørgsmålet formentlig forbliver relevante emner i fremtiden.

Han har dog et bud på, hvad der skal til for at få en mere nuanceret dækning af Grønland.

“Hvis der er nogen, der er fast til stede, bliver de også nødt til at rapportere fra Grønland, når vi ikke står i en akut krisesituation. Det handler om, at vi skal have hverdagsbilledet med,” siger Søren Schultz Jørgensen.

FORSIDEN

I Tyrkiet har censuren det sidste ord

af Webredaktøren | mar 27, 2025 | NYT I UDE, UDE

NYT I UDE | UDE

I Tyrkiet har censuren det sidste ord

Tyrkiet er det tiende land i verden med flest journalister i fængsel – lige efter Eritrea og Egypten. Illustreret Bunker taler med dokumentarist Burak Dal om hans arbejde i landet, hvor i alt 68 journalister har ladet livet på grund af deres jobbeskrivelse.

TEKST: MADS KELLER ISAKSEN (PÅ UDVEKSLING I TYRKIET)
FOTO: SIGRID CONRADSEN NIELSEN

Udgivet den 27. marts 2025

”Burak, du er blevet nævnt i afhøringen, bare så du ved det. Pas på.”

Opkaldet fra advokaten var uventet – og så alligevel ikke. Den 45-årige dokumentarist, Burak Dal, var blevet nævnt under en politiafhøring af en fotograf, han havde arbejdet sammen med på en dokumentar om kurdiske oprørsgrupper.

Det var på en måde en lettelse for ham. Nu vidste han i det mindste, at politiet undersøgte ham.

Er det så en god idé, du taler med mig lige nu?

”Jeg har sagt det her så mange gange før, at det ikke gør nogen forskel,” svarer Burak Dal.

Fra mineby til medieverden

Burak Dal er vokset op i minebyen Zonguldak, ikke langt fra Istanbul. Han havde sine teenageår op igennem 90’erne – en periode i Tyrkiet, som var kaotisk, voldelig og hvor der udspillede sig det, som Burak Dal kalder en unavngiven borgerkrig.

For mange unge tyrkere var 90’erne en tid med kulturel frigørelse, og antallet af fjernsyn og telefoner steg markant. Med disse teknologiske fremskridt fulgte en ny virkelighed, hvor især unge tyrkere nu kunne vidne politiske mord og terrorangreb.

Burak Dal så, hvad der skete i sit land, og hvad medierne skrev om. Han kunne ikke få det til at hænge sammen. Da han kom ind på universitetet i Galatasaray, valgte han derfor film og TV med speciale i dokumentarisme.

”Jeg ville have folk til at se og være kritiske over for, hvad der foregik omkring dem i et land, hvor der skete de mest uvirkelige ting hver dag,” siger han.

Burak Dal mente, at dokumentaren som medie var det eneste, der kunne få folk til at tro på, at det, de så, ikke bare var noget, en flok filmfolk i et røgfyldt lokale havde fundet på.

”Det er kun ved at bruge rigtige historier, rigtige billeder og rigtig lyd, at man kan have en indvirkning på folk,” fortæller han.

Burak Dal har brugt størstedelen af sin karriere på at stille skarpt på regeringens behandling af journalister og de svære arbejdsvilkår, censuren pålægger dem.

Burak Dal har brugt det meste af sin karriere på at tale med journalister, der, grundet deres historier, har været i eksil, fængsel eller værre. Alligevel kom det som en ubehagelig overraskelse, da det blev hans tur til at komme i søgelyset.

”Jeg har mistet håbet,” siger den ellers muntre tyrker, mens han hiver det sidste sug ud af sin cigaret. For første gang overvejer han nu sin fremtid i sit eget land.

”Dokumentaristerne har tabt kampen mod censuren,” siger han.

Han fortæller, at det for første gang gik op for ham i 2014, da en dokumentar, som skulle vises til landets ældste filmfestival, Golden Orange Festival i Antalya, blev bandlyst. Det skyldtes, at der var ét skud i dokumentaren, som viste graffiti, der kritiserede præsident Recep Erdogan, som stadig besidder embedsværkets toppost i dag.

For Burak Dal er censuren blevet en del af hans arbejdsliv, og det er mere undtagelsen end reglen, at hans film bliver bandlyst.

Hans første film med titlen ’1938’ omhandlede massakren på kurderne selv samme år. Dokumentaren så dagens lys i 2007, og året efter blev den taget ned af regeringen. For Burak Dal er håbet svært at finde, når venner og kollegaer rundt om sig bliver sat i fængsel og chikaneret. Alligevel stopper han ikke med at lave dokumentarer. Spørger man hvorfor, findes svaret i Tyrkiets fremtid.

”Alt, hvad jeg gør nu, gør jeg for mine to piger,” fortæller Burak Dal.

Døden med på arbejde

På Forbundet for Tyrkiske Journalisters hjemmeside findes en menu som løst oversat læser: Myrdede journalister.

68 navne står på listen. Det sidste, Güngor Arslan, blev skrevet ind den 19. februar 2022.

Tidligere eksempler viser, at journalister, som dækker den kurdiske modstandsgruppe PKK’s handlinger i et lys, regeringen ikke finder negativt nok, bliver stemplet som terrorsympatisører og får en dertil følgende dom.

Hvis en journalist derimod dækker LGBTQ+-rettigheder, er det en dom for opfordring til had, man risikerer.

Efter et fejlet kupforsøg mod sin regering i 2016 tog Recep Erdogan og regeringspartiet AKP livtag med medierne og strammede grebet. Ifølge Committee to Protect Journalists var 2016 det værste år at være journalist i Tyrkiet i, med hele 84 journalister siddende i tyrkiske fængsler.

Flere af dem var Burak Dals venner og kollegaer.

I dag er de fleste ude igen – dog har andre af hans kollegaer siden lidt samme skæbne. Senest er en af kilderne fra en dokumentar, Burak arbejdede på, Yildiz Tar, blevet tilbageholdt. Yildiz Tar er journalist og dækker rettighederne for LGBTQ+-personer i Tyrkiet. Han afventer i skrivende stund rettergang.

Oto sansür

Når frygten om at komme i fængsel, blive sprunget i luften eller være nødsaget til at flygte konstant hænger over en, kan det være svært ikke at udøve selvcensur – oto sansür.

Burak Dal er dog stadig overbevist om, at selvcensuren ikke har fået hold om ham endnu. Han er derimod også klar over, at i et land som Tyrkiet, ligger den konstant og ulmer i underbevidstheden.

Under optagelserne af den dokumentar, som har vækket politiets interesse for Burak Dal, modtog filmholdet optagelser af kurdiske oprørsgrupper. Det igangsatte lange og ophedede diskussioner internt. Burak Dal og de andre vidste, at filmen ville blive stemplet som kurdisk propaganda. De vidste dog også, at de ville kunne anfægte den anklage. Hvis de brugte optagelserne, ville dokumentaren blive for nemt et offer for censurapparatet, fortæller han.

”Der er ikke nogen grund til at gøre det nemmere for dem, end det er i forvejen,” siger Burak Dal.

De fleste af de dokumentarer, Burak Dal har lavet eller arbejdet på, er på et eller andet tidspunkt blevet taget ned, bandlyst eller censureret ind til et mutantværk, som ingen længere kan genkende. Når han sidder og klipper i en dokumentar, er der ét spørgsmål, som altid går igen: ‘Gad vide om det her vil blive vist?’

Han er så rutineret i censurens veje, at han på forhånd kan gætte, hvilke scener der vil fælde filmen.

Tænker du over at ændre det med det samme, når du ved, at det kommer til at resultere i, at filmen ikke ville kunne komme ud på grund af det?

”Alt i det her land er politisk. Så længe dine ting bliver taget ned, så ved du, at du gør det rigtige,” siger Burak Dal.

Håb igennem cigaretrøg

Organisationen Media and Law Studies Association, MLSA, er sat i verden for at hjælpe de tyrkiske journalister, som bliver tilbageholdt, tæsket eller fængslet, og som ikke selv har mulighed for at få advokathjælp.

Organisationen er stiftet af to advokater og er noget nær den eneste ven, en kritisk journalist i Tyrkiet kan finde. Burak Dal vil ikke sige, at MLSA er håbet for den frie presse i Tyrkiet, da de indtil videre kun beskæftiger sig med journalister – og altså ikke dokumentarister, fotografer eller andre mediefolk.

Men igennem cigaretrøgen kan man ane et smil, måske endda et håb. Nu skal han først lige forklare sin kone, at han er ved at blive undersøgt af staten, siger han. Så kan vi tale om håb bagefter.

Sagen mod Burak Dal kører stadig. Han er ikke yderligere blevet kontaktet af staten angående sagen endnu.

FORSIDEN

« Gamle poster