Danske medier glemmer Grønland, når der ikke er krise:  “Vores billede af Grønland er i høj grad et produkt af de historier, vi får fra de danske medier”

Danske medier glemmer Grønland, når der ikke er krise: “Vores billede af Grønland er i høj grad et produkt af de historier, vi får fra de danske medier”

Danske medier glemmer Grønland, når der ikke er krise: “Vores billede af Grønland er i høj grad et produkt af de historier, vi får fra de danske medier”

Efter Donald Trumps udmeldinger om at købe Grønland har landet fyldt meget i spalterne hos de danske medier. Forskere peger på, at medierne bærer et ansvar for at informere danskere om rigsfællesskabet – et ansvar, de ikke har levet op til før den nuværende krise.

TEKST: NIELS LINDSTRØM SCHALDEMOSE & SOFIE BUNDGAARD
ILLUSTRATION: ANTON LARSEN

Udgivet den 27. marts 2025

Det kan næppe være gået nogens næse forbi, at Grønland har ryddet forsider og sendeflader de sidste par måneder. Udover at der netop har været valg, har præsidenten fra verdens mest magtfulde nation banket insisterende på døren.

Det har betydet, at mediedækningen af det arktiske land har været noget ud over det sædvanlige. Det blev også tydeligt, da Donald Trump Jr. i januar var på besøg i Nuuk.

Det rejser dermed spørgsmålet, om medierne indtil nu har underprioriteret at formidle viden om Grønland og dermed at klæde borgerne ordentligt på til at tage stilling til den nu højspændte, geopolitiske situation.

Spørger man Søren Schultz Jørgensen, docent ved Institut for Medier og centerleder for medier og innovation på DMJX, er svaret nej.

“Mange danske mediebrugere har ikke den fjerneste ide om, hvad der sker inden for vores eget Rigsfællesskab,” siger han.

Årsagen er blandt andet, ifølge ham, at medierne ikke har lavet en løbende dækning af Grønland og Færøerne. 

Det er altså ikke tilstrækkeligt, at medierne tilsyneladende først har fået interesse for Grønland efter Donald Trumps udtalelser om at købe landet. Søren Schultz Jørgensen efterspørger en generel dækning, hvor journalister også dækker hverdagslivet i Grønland.

Kim Andersen, lektor i journalistik ved SDU, ser en lignende tendens i mediebilledet. Han mener heller ikke, at danske medier generelt dækker Grønland nok.

“Ligesom det er vigtigt, at den danske befolkning ved, hvad der foregår i hele Danmark – både i storbyerne, i Vandkantsdanmark og derimellem – er det også vigtigt, at de ved, hvad der foregår i Grønland. Det sikrer, at vi har forståelse for hinanden og kan have en oplyst samtale om, hvad der skal ske med Rigsfællesskabet fremover,” siger Kim Andersen.

Alle mikrofoner peger mod nord

Danske mediers dækning af Grønland har i begyndelsen af 2025 været noget over normalen.

I januar og februar er der ifølge Infomedia blevet udgivet over 21.000 artikler om landet. Tilsvarende kan man kun finde omkring 3.500 artikler om landet i samme periode sidste år.

Det svarer til, at der er udgivet over fem gange så mange artikler i år.

I 2022 og 2023 er der i samme periode udgivet omkring 3.000 artikler omhandlende Grønland.

Det er imidlertid naturligt, at der er fokus på områder, når det har en klassisk aktualitet, påpeger Søren Schultz Jørgensen.

Han mener derfor, at det er forståeligt, at Grønland har fyldt mere i de danske medier, i en tid præget af storpolitiske uenigheder, hvor Grønland er i centrum.

“Mediedækningen går op og ned på mange områder, men vi har at gøre med et land i vores Rigsfællesskab, som stort set ikke får nogen dækning, medmindre der er valg, skandaler eller geopolitisk krise. Det er et demokratisk problem,” fortæller Søren Schultz Jørgensen.

Han anerkender derfor, at mediedækningen generelt svinger, men finder stadig dækningen af Grønland problematisk – eller manglen på samme.

Kim Andersen påpeger, at særligt public service-medierne har et ansvar for at informere om Grønland og dets historie. I TV 2’s public serviceforpligtigelser står der, at TV 2 skal lægge særligt fokus på dansk kultur og sprog.

Ifølge Kim Andersen indgår Grønland mellem linjerne i den formulering, i kraft af at Grønland som en del af Rigsfællesskabet er tæt forbundet med Danmark.

“De færreste danskere har selv været i Grønland eller kender nogen, der bor der. Derfor er vores billede af Grønland i høj grad et produkt af de historier, vi får fra de danske medier. Det giver de danske medier et stort ansvar for at give den danske befolkning et retvisende billede af, hvad der foregår i Grønland,” siger Kim Andersen.

Faldskærmen lander i stormvejr – men flyver igen

Søren Schultz Jørgensen bruger begrebet ’faldskærmsjournalistik’ til at beskrive mediedækningen af Grønland før det nuværende hyperfokus.   

Faldskærmsmetaforen udspiller sig, når medier sender journalister til verdens brændpunkter i akkurat så lang tid, som krisen varer. Og så tager de hjem. Dette fokus på kriser, mener Søren Schultz Jørgensen, er problematisk.

“Man mangler en forståelse for, hvad der sker i hverdagslivet. Og man kommer ikke særlig dybt, hvis man kun er til stede i krisetider,” siger Søren Schultz Jørgensen.

Han ønsker derfor, at journalister også er til stede i agurketider og ikke blot flyver frem og tilbage ved skandaler.

“Journalisterne, der lige nu dækker Grønland, er dygtige. Men for at få hverdagsbilledet med, skal nogen være på landjorden fast,” siger Søren Schultz Jørgensen.

Ligesom Kim Andersen mener Søren Schultz Jørgensen også, at public service-medierne har et særligt ansvar. Han siger, at både DR og TV 2 burde have faste korrespondenter hos vores arktiske naboer.

Illustreret Bunker har forelagt TV 2 kritikken. Jon Hasselbalch Mikkelsen, nyhedschef på TV 2 Nyhederne, er vendt tilbage med følgende svar:

 ”Vi har dækket både det grønlandske valg og de geopolitiske omstændigheder omkring Trumps øgede interesse i Grønland intensivt.

I 2025 har TV 2 haft en markant fysisk tilstedeværelse i Grønland, og vi følger løbende udviklingen i Rigsfællesskabet.

Samtidig står vi i en global virkelighed, hvor mange store begivenheder kræver journalistisk fokus og tilstedeværelse – fra Ukraine og Mellemøsten til forholdene i amerikansk politik.

Derfor vurderer vi løbende, hvor vores korrespondenter gør den største forskel for seerne og vores publicistiske mål.”

Jon Hasselbalch Mikkelsen vurderer således, at TV 2 gør sit for at være til stede ved verdens brændpunkter – også selvom de ikke har en fast korrespondent i Nuuk.

Journalister fast plantet på isen

Spørger man Søren Schultz Jørgensen, kunne noget godt tyde på, at tendensen til at glemme Grønland forsvinder, eftersom den geopolitiske situation og selvstændighedsspørgsmålet formentlig forbliver relevante emner i fremtiden.

Han har dog et bud på, hvad der skal til for at få en mere nuanceret dækning af Grønland.

“Hvis der er nogen, der er fast til stede, bliver de også nødt til at rapportere fra Grønland, når vi ikke står i en akut krisesituation. Det handler om, at vi skal have hverdagsbilledet med,” siger Søren Schultz Jørgensen.

I Tyrkiet har censuren det sidste ord

I Tyrkiet har censuren det sidste ord

I Tyrkiet har censuren det sidste ord

Tyrkiet er det tiende land i verden med flest journalister i fængsel – lige efter Eritrea og Egypten. Illustreret Bunker taler med dokumentarist Burak Dal om hans arbejde i landet, hvor i alt 68 journalister har ladet livet på grund af deres jobbeskrivelse.

TEKST: MADS KELLER ISAKSEN (PÅ UDVEKSLING I TYRKIET)
FOTO: SIGRID CONRADSEN NIELSEN

Udgivet den 27. marts 2025

”Burak, du er blevet nævnt i afhøringen, bare så du ved det. Pas på.”

Opkaldet fra advokaten var uventet – og så alligevel ikke. Den 45-årige dokumentarist, Burak Dal, var blevet nævnt under en politiafhøring af en fotograf, han havde arbejdet sammen med på en dokumentar om kurdiske oprørsgrupper.

Det var på en måde en lettelse for ham. Nu vidste han i det mindste, at politiet undersøgte ham.

Er det så en god idé, du taler med mig lige nu?

”Jeg har sagt det her så mange gange før, at det ikke gør nogen forskel,” svarer Burak Dal.

Fra mineby til medieverden

Burak Dal er vokset op i minebyen Zonguldak, ikke langt fra Istanbul. Han havde sine teenageår op igennem 90’erne – en periode i Tyrkiet, som var kaotisk, voldelig og hvor der udspillede sig det, som Burak Dal kalder en unavngiven borgerkrig.

For mange unge tyrkere var 90’erne en tid med kulturel frigørelse, og antallet af fjernsyn og telefoner steg markant. Med disse teknologiske fremskridt fulgte en ny virkelighed, hvor især unge tyrkere nu kunne vidne politiske mord og terrorangreb.

Burak Dal så, hvad der skete i sit land, og hvad medierne skrev om. Han kunne ikke få det til at hænge sammen. Da han kom ind på universitetet i Galatasaray, valgte han derfor film og TV med speciale i dokumentarisme.

”Jeg ville have folk til at se og være kritiske over for, hvad der foregik omkring dem i et land, hvor der skete de mest uvirkelige ting hver dag,” siger han.

Burak Dal mente, at dokumentaren som medie var det eneste, der kunne få folk til at tro på, at det, de så, ikke bare var noget, en flok filmfolk i et røgfyldt lokale havde fundet på.

”Det er kun ved at bruge rigtige historier, rigtige billeder og rigtig lyd, at man kan have en indvirkning på folk,” fortæller han.

Burak Dal har brugt størstedelen af sin karriere på at stille skarpt på regeringens behandling af journalister og de svære arbejdsvilkår, censuren pålægger dem.

Burak Dal har brugt det meste af sin karriere på at tale med journalister, der, grundet deres historier, har været i eksil, fængsel eller værre. Alligevel kom det som en ubehagelig overraskelse, da det blev hans tur til at komme i søgelyset.

”Jeg har mistet håbet,” siger den ellers muntre tyrker, mens han hiver det sidste sug ud af sin cigaret. For første gang overvejer han nu sin fremtid i sit eget land.

”Dokumentaristerne har tabt kampen mod censuren,” siger han.

Han fortæller, at det for første gang gik op for ham i 2014, da en dokumentar, som skulle vises til landets ældste filmfestival, Golden Orange Festival i Antalya, blev bandlyst. Det skyldtes, at der var ét skud i dokumentaren, som viste graffiti, der kritiserede præsident Recep Erdogan, som stadig besidder embedsværkets toppost i dag.

For Burak Dal er censuren blevet en del af hans arbejdsliv, og det er mere undtagelsen end reglen, at hans film bliver bandlyst.

Hans første film med titlen ’1938’ omhandlede massakren på kurderne selv samme år. Dokumentaren så dagens lys i 2007, og året efter blev den taget ned af regeringen. For Burak Dal er håbet svært at finde, når venner og kollegaer rundt om sig bliver sat i fængsel og chikaneret. Alligevel stopper han ikke med at lave dokumentarer. Spørger man hvorfor, findes svaret i Tyrkiets fremtid.

”Alt, hvad jeg gør nu, gør jeg for mine to piger,” fortæller Burak Dal.

Døden med på arbejde

På Forbundet for Tyrkiske Journalisters hjemmeside findes en menu som løst oversat læser: Myrdede journalister.

68 navne står på listen. Det sidste, Güngor Arslan, blev skrevet ind den 19. februar 2022.

Tidligere eksempler viser, at journalister, som dækker den kurdiske modstandsgruppe PKK’s handlinger i et lys, regeringen ikke finder negativt nok, bliver stemplet som terrorsympatisører og får en dertil følgende dom.

Hvis en journalist derimod dækker LGBTQ+-rettigheder, er det en dom for opfordring til had, man risikerer.

Efter et fejlet kupforsøg mod sin regering i 2016 tog Recep Erdogan og regeringspartiet AKP livtag med medierne og strammede grebet. Ifølge Committee to Protect Journalists var 2016 det værste år at være journalist i Tyrkiet i, med hele 84 journalister siddende i tyrkiske fængsler.

Flere af dem var Burak Dals venner og kollegaer.

I dag er de fleste ude igen – dog har andre af hans kollegaer siden lidt samme skæbne. Senest er en af kilderne fra en dokumentar, Burak arbejdede på, Yildiz Tar, blevet tilbageholdt. Yildiz Tar er journalist og dækker rettighederne for LGBTQ+-personer i Tyrkiet. Han afventer i skrivende stund rettergang.

Oto sansür

Når frygten om at komme i fængsel, blive sprunget i luften eller være nødsaget til at flygte konstant hænger over en, kan det være svært ikke at udøve selvcensur – oto sansür.

Burak Dal er dog stadig overbevist om, at selvcensuren ikke har fået hold om ham endnu. Han er derimod også klar over, at i et land som Tyrkiet, ligger den konstant og ulmer i underbevidstheden.

Under optagelserne af den dokumentar, som har vækket politiets interesse for Burak Dal, modtog filmholdet optagelser af kurdiske oprørsgrupper. Det igangsatte lange og ophedede diskussioner internt. Burak Dal og de andre vidste, at filmen ville blive stemplet som kurdisk propaganda. De vidste dog også, at de ville kunne anfægte den anklage. Hvis de brugte optagelserne, ville dokumentaren blive for nemt et offer for censurapparatet, fortæller han.

”Der er ikke nogen grund til at gøre det nemmere for dem, end det er i forvejen,” siger Burak Dal.

De fleste af de dokumentarer, Burak Dal har lavet eller arbejdet på, er på et eller andet tidspunkt blevet taget ned, bandlyst eller censureret ind til et mutantværk, som ingen længere kan genkende. Når han sidder og klipper i en dokumentar, er der ét spørgsmål, som altid går igen: ‘Gad vide om det her vil blive vist?’

Han er så rutineret i censurens veje, at han på forhånd kan gætte, hvilke scener der vil fælde filmen.

Tænker du over at ændre det med det samme, når du ved, at det kommer til at resultere i, at filmen ikke ville kunne komme ud på grund af det?

”Alt i det her land er politisk. Så længe dine ting bliver taget ned, så ved du, at du gør det rigtige,” siger Burak Dal.

Håb igennem cigaretrøg

Organisationen Media and Law Studies Association, MLSA, er sat i verden for at hjælpe de tyrkiske journalister, som bliver tilbageholdt, tæsket eller fængslet, og som ikke selv har mulighed for at få advokathjælp.

Organisationen er stiftet af to advokater og er noget nær den eneste ven, en kritisk journalist i Tyrkiet kan finde. Burak Dal vil ikke sige, at MLSA er håbet for den frie presse i Tyrkiet, da de indtil videre kun beskæftiger sig med journalister – og altså ikke dokumentarister, fotografer eller andre mediefolk.

Men igennem cigaretrøgen kan man ane et smil, måske endda et håb. Nu skal han først lige forklare sin kone, at han er ved at blive undersøgt af staten, siger han. Så kan vi tale om håb bagefter.

Sagen mod Burak Dal kører stadig. Han er ikke yderligere blevet kontaktet af staten angående sagen endnu.

AI-bølgen skyller ind over journalistfaget: Sådan undgår du at drukne

AI-bølgen skyller ind over journalistfaget: Sådan undgår du at drukne

AI-bølgen skyller ind over journalistfaget: Sådan undgår du at drukne

Generativ AI er din nye kollega, der kan hjælpe med alt fra rugbrødsarbejde til kreative indspark. Men husk at holde teknologien i ørerne. Man skal indtage rollen som redaktør, lyder det fra journalister med AI-erfaring.

TEKST: mikkel juulsgaard
Illustration: Sigrid conradsen nielsen 

“Hastigheden er svimlende. Opgaver, der ville tage mig ekstremt lang tid, eller som ville kræve, at jeg fik hjælp af andre, kan AI klare.”

Sådan lyder vurderingen fra Frederik Kulager. Han er journalist hos Zetland og benytter AI-hjælpemidler tre til fire gange om dagen. Han sidder i den undersøgende gruppe, hvor de blandt andet laver podcastserier, og så er han vært på ‘Frederik Forklarer Internettet’. Et program, hvor han forsøger at forklare Zetlands chefredaktør, Lea Korsgaard, internettets fænomener.

Forleden fik han ChatGPT til at frembringe hele indslaget og læste det højt for hende som eksperiment. Lea Korsgaard troede på, at det var Frederik Kulager selv, som havde skrevet det, men syntes nok, at han var ‘faldet lidt af på den’.

Ifølge Frederik Kulager selv, bruger han AI mere end de fleste. Men han er langt fra den eneste journalist, som er blevet gode venner med den hurtigtænkende, lille hjælper.

“AI kom pludselig væltende ind fra højre”

Sådan lyder det fra Peder Hammerskov, der er adjunkt på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, og som de sidste to år udelukkende har beskæftiget sig med AI.

Kunstig intelligens har eksisteret siden 50’erne. Men først med ChatGPT’s gennembrud i slutningen af 2022 blev teknologien en del af almindelige menneskers, og ikke mindst journalisters, hverdag. Siden ChatGPT sparkede døren ind, er udviklingen eksploderet, og i dag er ChatGPT bare ét af mange eksempler på kunstig intelligens, som kan skabe indhold efter forespørgsel.

Der findes endnu ikke statistik på, hvor mange journalister, som har taget teknologien til sig. Men ifølge Peder Hammerskov har AI-bølgen spredt sig over hele det danske mediebillede.

“Hvis du ringede til alle mediehuse, tror jeg ikke, du ville finde nogen, der sagde: ‘Vi bruger ikke AI’,” siger Peder Hammerskov.

Hvordan og hvor meget teknologien skal bruges, er der stadig uvished om, hvis man spørger Peder Hammerskov. Nogle bruger allerede teknologien meget, mens andre spekulerer mere over, hvordan den bruges klogest. Nogle kaster sig pladask ud i det, mens andre lige skal dyppe storetåen i teknologiens vide omfang først.

“Der er ikke fundet nogen formel for, hvordan man skal gøre det endnu. Det er virkelig interessant at se, hvordan de forskellige medier prøver med alle mulige forskellige ting,” forklarer Peder Hammerskov, som er ved at skrive en bog om AI i journalistikkens verden.

En intelligent støvsuger

Theis Gaarde Engmann er udviklingsredaktør hos JFM, som er Danmarks næststørste privatejede mediekoncern. Hans arbejdsopgaver har de seneste par år drejet sig meget om kunstig intelligens. Han er med til at afholde heldagskurser for koncernens 450 journalister.

“Vi har satset mere på at komme forrest i bussen. Selvfølgelig er der ting, man skal være forsigtig omkring, men vi har prioriteret ikke at være så forsigtige som andre medier,” siger Theis Gaarde Engmann.

Et eksempel på deres pionerånd er det research-værktøj, JFM har udviklet i samarbejde med Syddansk Universitet. En såkaldt ‘web scraper’, som støvsuger internettet for information. Mere specifikt kan programmet tilgå en kommunes hjemmeside og gennemlæse alle politiske dagsordener og referater for det lokale byråd. Ved hjælp af AI vurderer værktøjet den journalistiske relevans og disker op med en pointscore. Ikke så tosset at have i værktøjskassen hos alle de lokale aviser, der hører under JFM.

Good Tape, NotebookLM og gode gamle GPT

Hos Zetland har man også udviklet sit eget AI-værktøj. Det hedder Good Tape, og som du måske har gættet, bruges det til at transskribere interviews. Frederik Kulager sparer meget tid med Good Tape, som bruges i hele verden. Det er et af mange værktøjer, der gør hans hverdag som journalist nemmere.

Foruden Good Tape anbefaler han ChatGPT til de mere kreative processer som brainstorming og ideudvikling. Frederik Kulager benytter gerne programmerne i samspil med hinanden, hvor han agerer dirigent, mens instrumenterne spiller for ham.

Forleden havde han lavet et interview med en jazzmusiker, som var kritisk over for Spotify. Han transskriberede interviewet, fodrede det til ChatGPT og bad den formulere ti gode spørgsmål til Spotify. Tre spørgsmål var brugbare og skulle blot finpudses. Han tilføjede nogle ekstra spørgsmål og sendte dem til musiktjenesten.

Et andet program, som Frederik Kulager opfordrer journalister til at bruge, er NotebookLM. Det er et program, der kan læse enorme PDF’er på rekordtid og opsummere det væsentligste og svare på spørgsmål på baggrund af filerne. Endnu en timesaver, som han bruger flittigt.

“Vi arbejder på en podcast, hvor vi har fat i breve fra slutningen af 1800-tallet, der er skrevet i hånden. Der kan vi bare uploade billederne af dem, og så skriver den, hvad der står. Jeg sparer ufattelig mange timer på ting, jeg før i tiden brugte rigtig lang tid på, eller som jeg opgav og bare var dårligere til,” forklarer Frederik Kulager.

Hold lystløgneren i ørerne

AI kan nogle gange lyde for godt til at være sandt, og der er noget om snakken. Det er ikke kun et genialt redskab. Teknologien har også problematiske sider.

Et af de store problemer ved generativ AI er dens tilbøjelighed til at hallucinere. Altså generere information, som er opdigtet. Det stiller krav til journalisten, mener udviklingsredaktør på JFM, Theis Gaarde Engmann.

“Det svar, du får fra en sprogmodel, vil  altid virke rigtig, rigtig overbevisende, selvom det er forkert i nogle tilfælde. Hvis man bliver dygtig, når man arbejder med en AI, indtager man rollen som en form for redaktør, som holder den i ørerne, faktatjekker og holder øje med, at alt er, som det skal være,” siger han.

Frederik Kulager er også på vagt over for usand information. Han understreger, at han aldrig ville udgive noget, AI har skrevet, uden at vide, hvad den præcis har gang i.

“Det er mig, der er ansvarlig og på den måde redaktør overfor AI. Men det er helt åbenlyst, når man arbejder med teknologien. Hvis man copy-pastede noget fra ChatGPT og udgav det på internettet som journalistik; det ville være en katastrofe,” konstaterer Frederik Kulager.

Garbage in, garbage out

Samspillet med et generativt AI-værktøj såsom ChatGPT er ikke bedre end den svageste spiller. Derfor skal man levere et godt input for at sætte kontekst. Det giver et mere præcist output.

“Vi prompter den systematisk ud fra de journalistiske brugerbehov, som er blevet ret populære. Så kan den forstå, hvad vi vil opnå hos brugeren med den her idé,” forklarer Theis Gaarde Engmann.

Frederik Kulager oplever også en betydelig forskel alt efter, hvordan han fodrer ChatGPT. Den er god, når han er specifik. Når han er sløset, så er den det også.

“Nogle gange skal jeg bruge lidt længere tid på at formulere mig på en måde, så den forstår, hvad fanden det er, jeg vil have den til at gøre. Oftest føler jeg, at det er mig, der er uskarp. Den kan egentlig håndtere ret komplekse problemstillinger, analyser og research. Jeg skal bare lige nå derhen med den,” siger han.

Men det handler også om at vide, hvornår den skal bruges. Ifølge Frederik Kulager halter det stadig med at skrive. ChatGPT kan ikke skrive, som han gerne vil, og så er der andre problemer.

“Den ved jo ikke en skid om sandt eller falsk eller presseetiske regler eller noget som helst. Man kan godt prøve at sige det til den, men den kan sagtens ignorere dig,” fortæller Frederik Kulager.

Mediet eller journalistens ansvar?

Det er ikke kun journalistens ansvar at bruge AI ansvarligt, mener AI-underviseren Peder Hammerskov. Gode og tydelige retningslinjer fra organisationens side er ekstremt vigtige.

“Man skal ikke bare have regler, men også massere dem ind, give folk lov til at eksperimentere med det og skabe tid til, at de kan bruge det. For AI er ikke noget magisk værktøj, der pludselig gør alting bedre. Det er noget, man skal øve sig i,” uddyber Peder Hammerskov.

Han opfordrer medierne til at være en slags heppekor for journalisterne, som skal være nysgerrige, prøve det af og være ærlige omkring, hvordan de bruger det. Det åbner op for nogle gode diskussioner. Peder Hammerskov mener, at det kan være problematisk, hvis journalister nægter at tage de nye redskaber til sig.

“Det er klart, at hvis jeg sidder på en eller anden redaktion og nægter at bruge AI til at transskribere noget, men alle de andre gør det, så kommer jeg til at ligne en idiot og en meget langsom idiot, der ikke er min løn værd,” fortæller han.

Ingen fine fornemmelser

Ifølge Frederik Kulager er det ikke tabu at bruge AI, tværtimod.

“Jeg tror, tabuet peger mere den anden vej. Der er folk, som har det dårligt med, at de ikke bruger AI nok, fordi de har fået en følelse af, at de kan falde bagud i forhold til dem, der bliver gode til at bruge det. Og det, tror jeg, bliver mere og mere sandt over årene,” siger han.

Frederik Kulager betragter ikke brugen af AI som en grænse, der overskrides. Han sidestiller det med at bruge Google. Det er blot det næste teknologiske redskab.

“For mig er det så naturligt og indarbejdet, at det knæfald er tabt for mig. Jeg bruger jo internet, computer og teknologi, og det har jeg altid gjort. Jeg har ikke kendt til et analogt liv på noget tidspunkt i mit liv. Så det her er en helt naturlig overbygning på den måde, jeg altid har arbejdet. Med tekst, med skrivning, med journalistik. Jeg har ikke nogen finere fornemmelser,” siger Frederik Kulager.


Udgivet den 27. marts 2025
Journalism across the boarders: An everchanging voice 

Journalism across the boarders: An everchanging voice 

Journalism across the boarders: An everchanging voice 

Journalism is universal, the truth speaks for itself. Our job, at its core, is to uncover and present it. It is a tight craft, there are certain rules to uphold, accuracy above all. On paper, it’s simple. Find a story, get sources, write your article. But in reality, journalism extends far beyond the words we put on a page or the ethical frameworks we study. Its practice shifts in each country. Journalism is as everchanging as the weather.

TEKST: emma sampson
Illustration: sigrid condradsen nielsen

Udgivet den 27. marts 2025

Journalism Through a Cultural Lens  

The process may seem straightforward, but the practice of journalism is deeply shaped by cultural, political and societal norms that influence how stories are told. In some countries, a journalist’s role is to observe from a distance, while in others, their work is inseparable from activism and advocacy. Navigating these differences is not just a matter of professional adaptability; it is essential for producing stories that resonate within the societies they seek to inform. Journalism evolves with each new culture, fundamentally altering its practice and redefining the very nature of reporting.    

In some regions, journalism thrives on objectivity and detachment, while in others, it is inseparable from advocacy and social change. In Western media, objectivity is considered a fundamental principle as reporters are expected to maintain neutrality, present multiple perspectives, and minimise personal bias.  However, in other media landscapes, these boundaries are not as rigid. 

Culture Alters Journalistic Relationships

In contrast to the stiff boundaries often seen in Western media, cultural factors significantly influence how journalists engage with sources and communities. Australian journalist Janak Rogers who has reported from Peru, South Africa, Mexico, Japan and the Philippines, notes that while some cultures emphasise formal structures and transactional interactions, others prioritise hospitality and relationship-building as essential for reporting.  

“I’m bringing my own kind of reporting culture with me, and I try to stay true to that. But there are things you come across when you are reporting in different environments that are important to be mindful of,” Janak Rogers says.  

This became especially clear to him during his time in India, covering a story on the Maoist uprising, a conflict that had left tribal communities caught between government forces and violent gangs. Entire villages had been burned to the ground, forcing families into the forest, where they struggled to build makeshift shelters and survive under dire conditions. Many of the children suffered from severe malnutrition, their bloated stomachs reflecting the difficult conditions they were facing. 

Janak Rogers had travelled with the support of an NGO and a doctor conducting visits in the area. As they approached the villagers to listen to their stories, they were met with an unexpected gesture. Rather than diving straight into conversation about their struggles, the villagers prioritised offering hospitality first. To them, Janak Rogers and his team were guests — and guests must be fed. 

“I felt uncomfortable sitting down to a hearty meal while severely malnourished children were nearby with bloated stomachs. It was a moment of extraordinary humility,“ Janak Rogers says and continues.

“It would have been wrong of me to stand on my Western high horse and say no. It was more correct of me to accept the hospitality as it was a gesture of trust and diplomacy. Then do the interviews on the other side of it,” he says.

The Importance of Personal Connection  

Despite being told at university to ”never speak about personal and private things to a source,” like Janak Rogers, Danish journalist Amalie Rud Seerup emphasises the importance of sharing personal aspects of oneself, humanising both a journalist and their story. She stresses that given the generally reserved nature of Danes, building rapport is essential, that trust-building with sources and accepting hospitality, such as a cup of coffee, plays a key role in establishing that trust.  

“In school, I was told that you should never speak about personal stuff with sources. I disagree completely. I really feel like you need to be the human you are. You are building a relationship with your audience more so by being completely transparent. I think that journalists in Denmark might underprioritise this,” Amalie Rud Seerup says.  

Patience takes Precedence in Asian Journalism

In Asia, journalism requires patience due to political and bureaucratic complexities. Success often relies on taking the time to build a relationship with sources, as hastily initiating an interview can sometimes create barriers. Janak Rogers applied this approach in 2015 while reporting on the Iglesia Ni Cristo – a powerful Protestant sect in the Philippines. After unexpectedly being offered an interview with their second-in-command, Janak was then invited to an extended, informal lunch. Though no recording was made, the conversation gave Janak invaluable insights into the organisation and helped him build a relationship with his source.  

“They unexpectedly offered me an interview with their second-in-command, it was huge! I spent two hours with him, which was really valuable to me and my reporting,” Janak says and continues.

“Afterward, he said, ‘I really enjoyed talking to you, anything you need, let us know,’ and because of that, I gained access to services that were previously off-limits. I felt I had earned their trust through the time spent together,” Janak Rogers says.  

His move back to Australia required a shift in how he approached his work, particularly when it came to navigating the political and cultural dynamics of journalism. He quickly observed that journalism in Australia was far more transactional than his previous work in Asia. There was less emphasis on the kind of rapport-building that he was used to, and interactions often felt less personal and more businesslike. 

Global Variations in Respect, Hierarchy, and Political Diversity  

The same experience was felt by Indonesian journalist Tito Ambyo, upon his move to Australia. One of the key differences they both identified was the perception of ’activism.’ In Australia, the term is often met with caution or resistance in newsrooms. In contrast, journalists in Indonesia tend to have a deeper understanding of how to engage in journalism, that takes a clear stance. This approach does not compromise objectivity but rather ensures clarity in identifying who is oppressed and whose voices are being suppressed. 

“There are major differences depending on the political and cultural contexts, not only in different countries but also in different newsrooms in the same country,”  Tito Ambyo says. 

In Australia, younger journalists are not necessarily expected to observe strict formalities when engaging with older sources. In contrast, Indonesian journalists must navigate a landscape where social hierarchy, cultural background, and positional authority play a significant role.   

“When you are dealing with sources who are older than you in Australia,

there are no expectations

of you being polite when talking to them. But in Indonesia you definitely have to be aware of where people are from, their po

sition and their cultural backgrounds,” Tito Ambyo says.  

Tito observes the importance of critically engaging with the perceptions

of journalism cultures across different countries, highlighting how certain aspects are often overlooked when they don’t align with the modern Western idea.  

“The best examples of journalism in the world are ones that we marginalise because they don’t fit the idea of modern journalism that we have right now,” Tito Ambyo says.  

Culture shapes journalism, and journalism defines the news. Every country brings its own set of values, priorities, and expectations which influence how stories are told. By embracing cultural nuances journalists can lead to richer, more impactful reporting, proving that the most powerful narratives often transcend the conventional structures students are taught to follow.

Anne Sofie Kragh tog den lette løsning og endte med at portrættere magteliten

Anne Sofie Kragh tog den lette løsning og endte med at portrættere magteliten

Anne Sofie Kragh tog den lette løsning og endte med at portrættere magteliten

Anne Sofie Kragh har portrætteret den danske magtelite gennem tre årtier, men det er ikke magten, der interesserer hende. Hendes drivkraft bunder i en nysgerrighed, hun har haft siden barndommen, og en indædt lyst til at forstå mennesket bag facaden.

TEKST: JACOB HORNE FISCHER & JENS-CHRISTIAN DYHR
FOTO: CARA PENQUITE

Udgivet den 27. marts 2025

Mit liv er for kedeligt. Der er simpelthen ikke nok traumer.” 

Sådan fortæller kvinden, der gennem årtier har portrætteret Danmarks mest magtfulde personer – fra Dronning Margrethe til Mette Frederiksen – og hun mener ikke, at hendes eget liv rummer en historie, som er værd at fortælle. 

Dette portræt vil dog gerne udfordre den påstand.

Pissekedelige historier

Anne Sofie Kraghs historie begynder i Brændeskov lidt nord fra Svendborg. Hun er den yngste i en søskendeflok på tre, og da hun var fem, blev forældrene skilt. Hun og søsteren flyttede derfor med deres mor ind til Svendborg.

Afstanden til sin far afholdt dog ikke Anne Sofie Kragh fra flittigt at besøge ham på landejendommen. På hans kontor sad de adskillige weekender med fingrene på hver sin skrivemaskine. Han skrev spidse anmeldelser for Ekstra Bladet, imens otteårige Anne Sofie Kragh skrev det, hun selv kalder “pissekedelige og alt for lange historier”. Det var nu heller ikke historierne, der var vigtigst dengang. 

“Jeg så meget op til min far. Det var også en måde at være sammen med ham på. Så sad vi begge der og ‘arbejdede’,” siger Anne Sofie Kragh og tilføjer, at skrivekunsten udviklede sig til et fælles sprog mellem de to.  

Ifølge hende selv var det mangel på fantasi, der dengang gjorde hendes historier så kedelige. Dét, den lille pige fra Brændeskov havde, var dog nysgerrighed. Det var også derfor, hun på et tidspunkt ville være privatdetektiv – en kortvarig drøm, som hurtigt blev erstattet af drømmen om at blive journalist. 

Der er altid en historie

Anne Sofie Kraghs selvdiagnosticerede mangel på fantasi skulle vise sig at få en afgørende rolle for hendes valg af retning i journalistfaget. Hun erindrer, hvordan hun og hendes makker på Journalisthøjskolen aldrig kunne finde på den gode historie. De trak lod, slog op på tilfældige sider i magasiner og gik med den idé, de landede på. En proces, hun nu kalder ‘jammerlig’.

Til gengæld fandt hun en vej til den gode historie, som fungerede for hende. Den nemme vej – det indrømmer hun gerne. Portrættet. 

“Der er altid en historie i et portræt. Selvom jeg har sagt, at jeg er kedelig, så er der altid en historie at fortælle,” siger Anne Sofie Kragh. 

Det var først i sin praktiktid på Politiken, at Anne Sofie Kragh begyndte at skrive portrætter. Noget hun senere hen skulle beskæftige sig mere med, da hun på sit ottende semester på Journalisthøjskolen blev ansat på det nu lukkede månedsblad PRESS.  

Her kunne Anne Sofie Kragh dyrke og dygtiggøre sig inden for portrættet som journalistisk genre. Dette på trods af, at portrætstof ikke var specielt velanset i de journalistkredse, som hun befandt sig i dengang.

“Portrætter var lidt ligesom navnestof plus. Det var jo ikke der, de hardcore journalister ville være. De ville ud at vælte verden og sætte Folketinget i fængsel og sådan noget,” siger hun. 

Men hvor hun oplevede, at de fleste hardcore journalister så noget mindre fint, så Anne Sofie Kragh muligheder.

“Det var en åben bane, hvor man virkelig kunne få lov til at boltre sig, og så syntes jeg, at det var skidesjovt,” siger Anne Sofie Kragh.

Hendes daværende redaktør foreslog hende at lave et portræt af Anders Fogh Rasmussen. Det blev hendes første portræt for magasinet PRESS. 

Det var godt nok før, han blev statsminister, men den nyudklækkede journalist var alligevel nervøs. Meget nervøs.

Derfor ville hun vide alt om politikeren. Alle relevante årstal blev limet fast på rygraden, så hun kunne imponere og ikke afskrække ham, der var kendt for at være firkantet og utålmodig overfor journalister. Portrættet blev en succes.

Anders Fogh Rasmussen blev statsminister i 2001 – samme år, hvor PRESS endegyldigt måtte dreje nøglen om. To år senere ringede Anne Sofie Kraghs telefon. Det var forlaget People’s Press, som ville have hende til at skrive en biografi om statsministeren. Så det gjorde hun. 

"Der er altid en historie i et portræt. Selvom jeg har sagt, at jeg er kedelig, så er der altid en historie at fortælle."

– Anne Sofie Kragh, journalist og forfatter

Magten mellem fingrene

I 2007 blev hun ansat på Euroman, hvis forsider hun i over ti år pyntede med navne som Lars Løkke Rasmussen, Morten Messerschmidt og Kronprins Frederik, før han blev Konge. Selvom Mads Mikkelsen og Christopher også sneg sig med i porteføljen, var der en klar tendens til, hvis historier hun fortalte: Magtelitens.

Og det stiller høje krav til hende. Som portrætmager har hun magten over en anden persons narrativ – magten til at fortælle deres historie. Det bruger hun meget tid på at tænke over i sit virke som journalist.

“Hvis jeg gerne ville have magt, kunne jeg have lavet alle mulige andre ting. Det er ikke det, der tænder mig,” siger hun og tilføjer.

“Når man har magt, skal man være ydmyg.”

Dyre lærepenge

Anne Sofie Kragh blev særligt bevidst om magtens forpligtigelser, dengang hun dummede sig over for en bornholmsk fisker. Det var dengang, hun gik på Journalisthøjskolen og var på ekskursion på Bornholm.

Artiklen handlede om lakseopdræt. De konkrete detaljer husker hun ikke. Historiens kerne var noget med, hvordan fiskerne forvaltede EU-støttekroner. Men den unge Anne Sofie Kragh tilbød ikke citattjek – noget, hun sidenhen har gjort en dyd ud af at tilbyde dem, hun portrætterer.

Dét, hun dog husker om episoden, er, hvordan fiskeren ringede hende op, efter historien var skrevet. ”Du aner ikke, hvilke konsekvenser det kan have for mig,” lød det i den anden ende af røret. Oplevelsen sidder stadig dybt i Anne Sofie Kragh. Fiskeren kunne ikke bruge til noget, at hun var skamfuld og undskyldende. Skaden var sket.

“Jeg havde den sorteste samvittighed. Jeg var knust,” siger Anne Sofie Kragh.

Det var dyre lærepenge, som blev vekslet til grundighed.

Det perfekte arbejdsliv

Anne Sofie Kragh er ikke klar over, hvornår hun for første gang følte sig etableret som portrætmager – eller om hun overhovedet gør det endnu.

“Man får jo opbygget gradvist mere selvtillid, men man er aldrig bedre end det sidste, man har lavet. Man skal stadigvæk blive ved med at tvivle på sig selv og være ydmyg over for opgaven,” siger hun og tilføjer med et smil på læben, at hun made it, nu hvor hun bliver portrætteret i Illustreret Bunker.

Med sit nye podcasteventyr på Radio IIII, ‘Et kapitel for sig’, har hun fundet balancen mellem den struktur, der følger med en fast sendetid og kollegaer, og så den frihed, som følger med livet som freelancejournalist.

“Det er meget ensomt at skrive biografier, men jeg føler, jeg har knækket koden. Jeg har kollegaer, som hjælper med at lave ‘Et kapitel for sig’, og så har jeg dage, hvor jeg kan tilrettelægge min tid og lave mine skriveprojekter. Lige nu har jeg det perfekte arbejdsliv,” siger Anne Sofie Kragh.

Nysgerrigheden, der drev otteårige Anne Sofie Kragh til at skrive historier, brænder stadig i hende. Det er den, der har brudt murerne ned til magteliten, og det er med den, hun beviser, at enhver person – også hende selv – rummer en historie, der er værd at fortælle.

Fra galskab til dialogskabende: Realitygenren har fået en helt ny rolle

Fra galskab til dialogskabende: Realitygenren har fået en helt ny rolle

Fra galskab til dialogskabende: Realitygenren har fået en helt ny rolle

Hvis man spørger DR-redaktør Mikkel Voetmann Strøm, har reality en eksistensberettigelse. Man kan gennem genren lære noget om sig selv og omverdenen. Reality er endda med til at styrke demokratiet, mener forsker. Derfor er genren nødvendig på public service-medier.

TEKST:  cathrine de nijs johansen & Line Nilsson
FOTO: Anton larsen

Udgivet den 12. december 2024

Du sidder plantet i sofaen med dynen over dig og tænder for skærmen. Et sommerhuskvarter ved havet viser sig, og ud af højttalerne strømmer Anna Lins stemme, “Vi er altid klogere på andres forhold.” Du smiler måske veltilfreds for dig selv og tænker “åhh, endelig sæson to af ‘Døm vores forhold’, mens du falder dybere ned i sofapuderne.  

Du hører pludselig dig selv diskutere med fjernsynet og komme med gode råd til parrene.  

Mandag morgen møder du op i blåt audi, hvor en heftig debat blandt dine medstuderende om det seneste afsnit af ‘Døm vores forhold’ er i fuld sving. Der er stor uenighed om, hvorvidt jalousi er normalt i et parforhold. 

Måske du genkender de samtaler, som realityprogrammer kan skabe. Netop de samtaler er formålet med eksempelvis ‘Døm vores forhold’, fortæller Mikkel Voetmann Strøm, som er redaktør på DR Ung TV og idéudvikler på realityprogrammet. 

“Et godt public service-program skal gerne være engagerende. Derfor ønskede vi også at skabe et program, som seerne kunne spejle sig i og med det reflektere over nogle emner og tematikker, som de måske normalt ikke lige går og snakker om i hverdagen,” siger Mikkel Voetmann Strøm. 

Reality, der sætter tanker i gang 

Ifølge Mads Møller Tommerup, der er adjunkt ved Institut for Kommunikation på Københavns Universitet, tillader realitygenren, at vi som seere kan få nye indsigter, som andre genre ikke kan levere på samme vis. Derved er det at se reality også at forholde sig til sig selv og verden.

”Der er noget, man kan lære ved reality. Det giver et indblik i nogle subkulturer, vi ikke kender så godt i forvejen, hvor man tænker, ‘hvordan i alverden har de fået adgang til det,” siger  Mads Møller Tommerup Andersen. 

Han fortæller, at det kan få os til at tage stilling til vores holdninger og følelser, når vi er vidner til andre mennesker i sårbare situationer, som reality nogle gange portrætterer. 

“Reality skaber diskussion blandt seerne. Vi skal helt tæt på alle de store følelser, når de er både glade, triste og frustrerede,” fortæller han. 

Måske kender du til at være flov over eller decideret lyve til dine venner og familie om, at du har set ‘Paradise Hotel’. Det skyldes nok at folkedomstolen har udskældt reality for at være fordummende eller meningsløst indhold. Derfor ser man også, at nogle realityprogrammer inddrager eksperter i form af psykologer og terapeuter, som forsøg på at skabe en videnskabelig krog. Men undladelsen af eksperter i ‘Døm vores forhold’ er ikke tilfældigt. 

”Det er helt bevidst, at vi ikke har eksperter med. Det ville ødelægge hele præmissen for programmet. Nemlig, at vi er klogere på andres parforhold. Det er det, vi gerne vil undersøge. Så skal der ikke sidde en eller anden ekspert, som lige pludselig er den, der ved bedre,” forklarer Mikkel Voetmann Strøm. 

Også Mads Møller Tommerup Andersen fortæller, at der ikke behøver at være eksperter for at fortælle, hvad seerne skal tænke. Dertil mener han, at man bør være åben overfor genren, og hvad den kan tilbyde.  

“Der er ingen, der vil anklage dokumentargenren og sætte spørgsmålstegn ved dens samfundsværdi, selvom den og realitygenren har samme ophav,” siger Mads Møller Tommerup Andersen. 

En føniks rejser sig fra asken 

Efter en lang dag kan man have brug for at se noget, hvor man kan slå hjernen fra og få sig et godt grin. Det var kanaler som TV3 leveringsdygtig i, og her kunne man få sit skud reality med programmerne ‘For Lækker til Love’, ‘Paradise Hotel’ og ‘Familien Fra Bryggen.

Men realitygenren har udviklet sig gevaldigt både i form og indhold de seneste år. Nu giver din licens dig også et sølvfad af realityprogrammer. Både DR og TV 2 har nemlig satset stort på genren med blandt andet ‘Gift ved første blik’, ‘Døm Vores Forhold’, Bachelorette’ og det nyeste skud på stammen ‘Forræder’. Også synet på genren har ændret sig, hvis man spørger Mads Møller Tommerup Andersen. 

“Jeg tror, at genren er blevet mere normaliseret og mainstream. Reality er en paraply af ekstremt mange ting. Det er svært at skære over én kam. Jeg synes, man skal passe på med at bashe den her genre,” siger Mads Møller Tommerup Andersen. 

Mikkel Voetmann Strøm har selv tidligere i sin karriere oplevet negative reaktioner på sit arbejde med realityprogrammer. Noget, som han dog ikke oplever i samme grad længere. 

“Jeg har været der, hvor jeg nærmest skulle hviske, at jeg var redaktør på ‘Familien fra Bryggen’. Det var frygteligt set ned på, at jeg lavede reality,” fortæller Mikkel Voetmann Strøm. 

Tidligere har genren ofte været forbundet med karakterer som eksempelvis Gustav Salinas eller Amalie Szigethy, der ofte har begivet sig ud i sjove eller opstillede situationer, som vi kunne more os over. Der er blevet skruet gevaldigt ned for crazy-faktoren, og genren er nærmest blevet født på ny. Efter dens genfødsel sigter den nu i højere grad efter at skildre det, den brede befolkning kan spejle sig i.  

”Hvis de skrumper DR ned til kun at levere nyheder eller dokumentarprogrammer, kan de lige så godt lukke butikken, for så er der ingen, der kommer til at se det”

– David Nicolas Hopmann, professor ved Institut for Statskundskab ved Syddansk Universitet

Reality er nødvendigt for demokratiet

David Nicolas Hopmann, professor ved Institut for Statskundskab ved Syddansk Universitet, fortæller, at der er god grund til, at DR vælger at bringe reality. For reality kan lokke nogle seere ind på DR, som ellers ikke ville benytte sig af DR’s tjenester. Og det er alfa og omega, at mange danskere har et forhold til public service-medier, mener David Nicolas Hopmann. 

“Det er afgørende, at der er en god blanding af indhold på DR. Hvis reality er det det, der skal til for at lokke folk til DR, så er det, der skal til,” siger han. 

David Nicolas Hopmann mener, at man ikke kun skal kigge på det enkelte program, men på hele sendefladen og se på, hvor langt DR kommer ud. For når først seerne har fået et forhold til DR, bliver de ofte hængende eller ser indhold, de ellers ikke var stødt på, og det er med til at give dem en samfundsviden, der lever op til den public service-forpligtelse, DR har. 

“Det er en af de allervigtigste årsager til, at vi har en meget oplyst befolkning i Danmark. Vi ved, at samfundsoplysning er en helt central variabel for, at et demokrati fungerer. Jeg er ikke i tvivl om, at de stærke, publicistiske, public service-medier er helt afgørende for at vores demokrati fungerer nu og i fremtiden,” siger han. 

Han påpeger, at reality er noget, man skal prioritere. For når man har et bredt spektrum af indhold, der appellerer til så mange målgrupper som muligt, er det lettere at give dem adgang til indhold, der på sigt gør samme målgrupper bedre oplyste. 

“Jeg plejer at sammenligne det med selve valghandlingen. Det koster enormt mange penge at gennemføre folketingsvalg, men vi kan ikke forestille os et demokrati uden. På samme måde skal vi tænke public service-kanaler, også reality. Det er noget, vi skal bruge penge på,” siger David Nicolas Hopmann. 

“Hvis man kun prioriterer nyheder, dokumentarer og samfundsstof, risikerer man, at nogle målgrupper ikke engagerer sig,” fortæller han. 

Derfor påpeger David Nicolas Hopmann, at det er vigtigt at have en balance mellem forskellige typer af indhold, som sikrer DR som et stærkt public service-medie. 

“Det er en nødvendig investering. Lidt catchy kan du sige, at ‘Døm vores forhold’ beskytter demokratiet,” siger han. 

Reality på DR: berettiget og nødvendig

Selvom brugen af realityformatet på DR somme tider debatteres, fortæller Mads Møller Tommerup Andersen, at genren har en legitim plads i DR’s public service-forpligtelse. 

“Der er ikke noget i den kontrakt, DR har indgået med staten og Kulturministeriet, der forhindrer at lave reality,” siger han. 

David Nicolas Hopmann mener også, at reality bestemt har sin berettigelse. For ham er det nødvendigt, så længe reality kan nå ud og engagere de seere, som ellers ikke har en stærk tilknytning til DR. 

“Hvis de skrumper DR ned til kun at levere nyheder eller dokumentarprogrammer, kan de lige så godt lukke butikken, for så er der ingen, der kommer til at se det. Pengene på reality er godt givet ud,” mener David Nicolas Hopmann.

Så hvis du føler, at du spilder din tid ved at se reality i stedet for at se TV2 News, kan du godt sparke den dårlige samvittighed til hjørne. For når du sidder foran skærmen, er du ikke et passivt vidne til overfladisk og sensationspræget indhold.

Du kan reflektere over din egen person; du kan diskutere indsigtsfulde emner med dine venner. Og når du sidder der i sofaen, rullet ind i tæpper og med armene om en pude, mens du ser ‘Døm vores forhold’, er du måske endda på din helt egen måde med til at styrke demokratiet.