Stéphanie Surrugue: Jeg har det bedste job i verden

Stéphanie Surrugue: Jeg har det bedste job i verden

Stéphanie Surrugue: Jeg har det bedste job i verden

Stéphanie Surrugue, DR’s internationale korrespondent, lever som de færreste. Ud over basen i Paris, er der er ikke meget stabilitet. Hun er altid på farten, på vej til en ny lufthavn og er i færd med at oplade sin mobil, så hun er en klar til at interviewe den næste. Det kan godt være hårdt til tider. Men hun fortryder ikke noget. Hun gør, hvad der passer hende.

Skribent: ERICA B. STRANGE
Fotograf: Valdemar Stroe Ren

Udgivet den 06. juni 2019

Telefonen ringer fra redaktøren på DR. Hun skal afsted i aften. DR’s rejsekontor lukker kl. 15, og hun må derfor selv booke sin flybillet. Lejligheden i Paris vendes på hovedet, for kufferten skal pakkes. Planen er, at hun skal være væk i to dage, men det er ikke lang tid siden, at hun sidst oplevede at blive et sted dobbelt så lang tid. Hun pakker noget ekstra tøj. Hun fanger en taxa nede på gaden: Til lufthavnen! Har jeg overhovedet nok tandpasta med, når hun at tænke, da taxaen blinker og trækker ud i natten.

Som DR’s internationale korrespondent i Paris kan 42-årige Stéphanie Surrugue aldrig planlægge sit liv ret langt ud i fremtiden. Den ene dag er hun i Paris, den næste i Thailand og så måske en omvej forbi Danmark. I tasken har hun pakket sin mobil. En ekstra mobil, hvis den første skulle løbe tør. Derudover er der to opladere og to ekstra batterier at finde i håndtasken.  

”Min mobil er mit kontor. Jeg lider af kronisk angst for at løbe tør for strøm,” griner Stéphanie, som ankom til Aarhus for godt og vel en time siden for at holde foredrag for aarhusianerne på Dokk1. For kun et par dage siden, befandt hun sig på Champs Elysées blandt gule veste, tåregas og politimænd i skudsikre veste. I går var hun i København, i dag er hun her. Imens vi taler, skifter hun tennisskoene ud med de høje hæle. Hun undskylder for den stressende situation flere gange. Hun er vant til det. Det her er hendes hverdag. Det er en del af rejsen.

Barndom mellem Danmark og Frankrig

Det franskklingende navn – den tykke københavnske dialekt.

Stéphanies liv har altid været delt mellem to lande – Danmark og Frankrig. Moren er dansk og kommer fra en lille lejlighed i den sorte firkant på Nørrebro. Faren er fransk og kommer fra en forstad til Paris. Han skulle formentlig have været bilmekaniker ligesom de andre mænd i familien, men et talent for at cykle gjorde, at han undgik og landede på det franske landshold i stedet. Cyklen førte ham også til København, hvor han skulle køre cykelløb. På tilskuerrækkerne var Stéphanies mor. Efterfølgende skrev det unge, forelskede par sammen i to år – på tysk, for hun kunne ikke fransk, og han kunne ikke engelsk. Han kom tilbage til Danmark og friede, og de blev gift på kongebrev.

Barndommen imellem de to lande, de to sprog og de to kulturer betød, at verden fra starten var stor for Stéphanie.   

”Jeg kan huske, at min far gik og hørte nyheder fra France Inter hele dagen med sin store transistorradio på skulderen. Min far var temmelig fransk i hans måde at opdrage os på. Der skulle være disciplin og høflighed, og aftensmaden var familiens tid. Så ingen legekammerater forbi til spisning,” fortæller Stéphanie.

Spisetiden blev i stedet brugt på, at faren fortalte om alt det, han havde hørt i de franske nyheder. Og resten af familien skulle så gætte, hvilke nyheder der var ægte.

”Det var fake news før sin tid,” griner Stéphanie og klapper sig selv på låret: ”Vi var sørme lidt mærkelige. Det har nødvendigvis ikke fået mig til at tænke, at jeg ville være journalist. Men jeg tror, at det har løbet helt naturligt i min opvækst. Som en rød tråd i mit liv.”

Hør Stéphanies tanker om korrespondenter, da hun var lille:

Men farens nyhedsrapportering ved middagsbordet var ikke nok til at slukke tørsten for den unge Stéphanie. Forældrene, der ikke selv var uddannede, gav hurtigt op på at følge med i deres datters vidensbegær. Stéphanie slugte al den viden, hun kunne få fra tunge bøger, tv og radio. Med egne ord ‘pjækkede’ hun fra frikvarteret for at læse. Selvom forældrene til tider havde svært ved at forstå hende, betalte de gerne den privatundervisning i latin, hun havde tigget og plaget om.  

“Jeg var en kæmpe nørd. Jeg lignede ikke resten af min familie. Jeg var den første til at få en studentereksamen både på min danske og franske side,” fortæller hun. 

Der skulle dog gå nogle år, før Stéphanie fandt ud af, at hun ville være journalist. Hun tog først til Paris for at læse, fordi hun ikke vidste, hvad hun ellers skulle gøre. Derefter tog hun tilbage til Danmark, hvor hun læste humanistisk basisfag på Roskilde Universitet. Men hun var forvirret og følte, at hun flakkede rundt uden noget mål med livet. Men så startede journalistuddannelsen på RUC – og det ville hun prøve af.

”Det var ’instant love’. Jeg fandt ud af, at man kan lave noget, der foregår ude i verden lige nu og her og faktisk betyder noget for samfundet og vores liv. Det er konkret, og det er virkelighed. Det var jeg helt høj på fra første sekund,” siger hun.

Da hun var færdiguddannet journalist, startede hun på Politiken, hvor hun tilbragte ti år. Politiken blev derefter til Kulturen på TV2 News. Hun var vært på Go’ Morgen Danmark, da hun blev tilbudt at blive en af de to korrespondenter, der skulle dække det amerikanske præsidentvalg for DR.

Hør Stéphanie fortælle om sin reaktion, da hun fik tilbudt jobbet...

“Det kan være sindssygt hårdt at starte forfra, fordi man jo river alt ned, man har bygget op. Men det giver også en energi, som jeg enormt godt kan lide, fordi jeg så anstrenger mig enormt meget,” fortæller hun, mens hun drikker den kop kaffe, som er hendes aftensmad.

”Jeg er ofte ved at kaste op af træthed!”

Som DR’s internationale korrespondent har man nok at give sig til. Stéphanie Surrugue arbejder stort set fra P1 om morgenen til TV Avisen 21.30. Research, manusskrivning, live-interview, videoklip og meget, meget mere.

Hør Stéphanie fortælle om, hvad hun altid har med på farten…

Men hjemmet, den lille lejlighed midt i Paris, har også noget at sige for Stéphanie.

”Når jeg skal være hjemme i et par dage, så er noget af det første, jeg gør, at købe friske blomster til min lejlighed. Det er altafgørende for mig at have et sted, hvor jeg kan sætte fransk musik på, lave en kop kaffe og kigge på mine malerier,” fortæller Stéphanie.

Livet på farten, giver dog også anledning til dårlig samvittighed. Venner og familie betyder rigtig meget for Stéphanie. Men hun bliver ofte nødt til at melde afbud til fødselsdage, barnedåb og andre begivenheder hos dem i Danmark. Hun griner og siger:

”Jeg har nærmest et årsabonnement til Interflora for alle de blomster, jeg sender som undskyld!”  

Men det går ikke kun ud over hende selv. Det går også ud over dem. Hendes venner og familie. Det går hende på, at hun ikke altid kan være der for dem. Være til stede i deres liv og deltage i begivenheder. Men det er hendes valg, og hun vil ikke lave om på det.

”Jeg prøver at være nærværende på andre måder. Jeg taler meget i telefon med mine venner derhjemme. Med nogle af dem taler jeg næsten mere med, når vi er på hver vores telefon i henholdsvis Danmark og Frankrig, end når vi er ved siden af hinanden,” siger hun.

Har eksperimenteret med normaliteten

Der er ikke meget, der er normalt ved Stéphanie Surrugue liv.

Men det passer hende godt. Hun er alligevel ikke til hverdagen. Det har hun prøvet. For nogle år tilbage, før hun fløj rundt over hele verden, troede hun for en stund, at hun ville være normal. Hun var kommet i et langvarigt og stabilt forhold. Han havde et barn, de blev forlovede, og de havde købt parcelhus med dobbeltgarage på Amager.

Det så ud til, at Stéphanie Surrugue var færdig med at rejse rundt og leve det, som mange opfatter som et ‘unormalt’ liv. Hun takkede nej til et tilbud om at blive korrespondent for Politiken. Fart og dristighed hang ikke sammen med drømmen om kernefamilien. En kernefamilie, hun selv var vokset op i og derfor havde været en så vigtig en del af hendes liv.

“Jeg troede, og jeg ønskede virkelig at leve et normalt liv. Et normalt liv, hvor jeg havde mand og børn og et parcelhus at komme hjem til kl. 18,” fortæller hun.

Men projekt parcelhusliv gik ikke som planlagt. Rammerne blev for faste, og hun måtte konstatere, at friheden er vigtigere end at være normal for hende. Det var en hård erkendelse at komme frem til, og beslutningen var svær at træffe. Det endte med, at hun afbestilte brudekjolen hos Lily, flyttede fra huset og lagde det liv, hun havde skabt på hylden.

Livet i Paris passer hende bedre. Hun gør, hvad der passer hende. Hun spiser ude fem dage om ugen, ryger cigaretter af det franske mærke Gauloise og køber lækkert tøj på stribe. Stéphanie vil være til stede i nuet, og derfor sparer hun heller ikke op.

”Jeg har vidst det, man kalde en rigtig teenager-økonomi – hvilket kan være meget glamourøst, når man er 20, men ikke så meget, når man er 40 år,” griner Stéphanie.

Hør Stéphanie fortælle om at være dårlig til at konsekvensberegne…

Kærligheden kommer i anden række nu. Det er svært at date, når man ikke ved, hvor man er om fem dage.

”Jeg arbejder hele tiden. Så er jeg ude, og så er jeg hjemme. Hvis jeg endelig dater, så kan de måske ikke få fat i mig i en uge, da jeg er ude og rejse. Det kan selvfølgelig godt være lidt trist en gang imellem,” siger hun.

For Stéphanie Surrugue handler alt i sidste ende om arbejdet. Passionen. Kærligheden går til journalistikken. Sådan har det egentlig altid været. Det anderledes, det dristige og det unormale trækker i hende. For Stéphanie Surrugue er ikke normal – og det passer hende godt.

”Min 27-årige nevø sagde til mig her den anden dag, ‘jeg kender ingen, der er så meget oppe og køre over sit job, som du er.’ Det er ret vildt, fordi jeg har alligevel snart været journalist i 27 år – og jeg elsker det. Jeg føler mig simpelthen så privilegeret. Det var bare det, jeg vil sige.”

“EU er måske verdens dårligste ord i en rubrik”

“EU er måske verdens dårligste ord i en rubrik”

“EU er måske verdens dårligste ord i en rubrik”

Det kan være svært at være vagthund i forhold til EU. For det er ikke alle historier fra Bruxelles, der interesserer danske læsere. Når medierne skal dække det snarlige europaparlamentsvalg, må de dykke ned i den journalistiske værktøjskasse. Her er identifikation nøglen.

Europaparlamentsvalget er skudt i gang. Men hvordan bør vi som journalister bære os ad for at få den almindelige dansker til at interessere sig for noget så fjernt og omstændigt som EU? Illustration: Henrika Hermann Hansen.

Skribent: Alexander Kokkedal

Udgivet den 05. maj 2019

Du ser flere EU-nyheder for tiden, end du plejer. Du ved nok hvorfor. Fra 23. til 26. maj skal danskerne til stemmeurnerne, for der er valg til Europa-Parlamentet. Medlemslandene skal imellem sig samle et nyt parlament à 705 politikere. Europa rundt folder nyhedsmedier deres dækning af EP-valget ud, så valget kan foregå på et oplyst grundlag.

Men interessen for EU og EP-valg svinger, og i Danmark har valg til Europa-Parlamentet konsekvent haft den laveste valgdeltagelse, når man sammenligner med valg til Folketinget, regioner og kommuner. Så når nyhederne skal skrives, hvordan får man så læseren med?

Identifikation er nøglen til EU

Hvad adskiller Det Europæiske Råd fra Rådet for den Europæiske Union? Hvad er Europa-Kommissionens rolle i forhold til Europa-Parlamentet? Hvordan dækker journalister EU’s arbejde, så den almindelige dansker kan forstå det?

Det har Andreas Marckmann Andreassen et bud på. Han er til dagligt digital redaktør på Journalisten, men har flere år inden for EU-dækning bag sig. Han skrev Håndbog i EU for journalister og underviser i EU-journalistik på SDU.

“Jeg er ikke sikker på, at EU er mere kompliceret end andre magtapparater – måske er det bare længere væk. Mange af os har en grundlæggende forståelse for, hvordan det danske demokrati fungerer, for det har vi lært i folkeskolen. For mange ligger EU lidt længere væk, så man skal starte lavere på læringsstigen,” siger Andreas Marckmann Andreassen.

EU-stof adskiller sig ikke væsentligt fra alt andet stof, for det er de samme journalistiske redskaber, der gør sig gældende i forhold til vinkling og valg af historier. Særligt peger Andreas Marckmann Andreassen på identifikation som et nyttigt værktøj.

“EU er ikke nødvendigvis så kedeligt, som vi har lært at opfatte det. Men man skal anskue det på den rigtige måde, for eksempel i forhold til hvad det betyder for modtagerne. Identifikation er det ældste kneb i journalistbogen, men det virker bare,” siger han.

Svært at være vagthund til EU-institutioner

Hos det politisk orienterede medie Altinget bliver EU-nyhederne serveret med et nationalt perspektiv, hvor det er muligt. Rikke Albrechtsen, Altingets EU-redaktør, arbejder fra Bruxelles og siger, at man for at finde den gode EU-historie må være realistisk omkring det danske prisme, historierne udvælges og vinkles igennem.

“Vi bruger rigtig meget tid på at bære lovgivningsprocessen fra Bruxelles til Christiansborg og på den måde sige, at der kommer et nyt forslag, eller at noget er på bedding, og hvad det betyder i Danmark,” siger Rikke Albrechtsen.

Historier uden nationalt perspektiv kan derimod være svære at dække. For eksempel når historierne handler om EU-institutioner. Den type historier vil typisk være dem, der er for de særligt interesserede, og som ligger bag Altingets betalingsmur.

“Det kan nogle gange være svært at udfylde rollen som vagthund, fordi det bliver for fjernt fra folk,” siger Rikke Albrechtsen.

EU-nyheder uden EU nævnt

For de EU-historier, journalister så til gengæld kan vinkle gennem en national linse, gælder det ifølge Andreas Marckmann Andreassen om at fokusere på, hvordan det berører danskere. 

“EU er måske verdens dårligste ord i en rubrik. Folk dør lidt, når de læser, at EU’s erhvervspulje støtter en eller anden virksomhed. Men hvis nu historien hed, at en virksomhed har opfundet et hjul, der ikke kan glide, og fået millioner i støtte, kan man pludselig forstå den,” siger han.

Ønsker man som journalist at slippe helt for, hvad han anser for verdens dårligste ord i en rubrik, kan man med fordel give sig selv en lille øvelse:

Prøv at skrive om EU uden at nævne EU.

“På Journalisthøjskolen havde jeg et forløb, hvor jeg kun skrev historier om EU, men som benspænd ikke måtte nævne EU i artiklerne. Så tænker man over, hvad en historie virkelig handler om. Politik handler om mennesker, penge, magt, prioriteringer, valg og fravalg, og så er det dét, man vinkler på,” fortæller Andreas Marckmann Andreassen.

Dette overblik over de seneste års valgdeltagelse i Danmark taler sit tydelige sprog. Europaparlamentsvalgene trækker betydeligt færre danskere til stemmeurnerne sammenlignet med både folketingsvalg og kommunal- og regionsrådsvalg.

Kilde: Danmarks Statistik, Økonomi- og Indenrigsministeriet og EU-Oplysningen. Afrundet til nærmeste ene decimal. 

For snævert alene med dansk vinkling

Ifølge Thomas Falbe, nyhedschef på DR Nyheder, skal DR i sin dækning af EP-valget både have nære historier og det europæiske perspektiv med sig. Europa-Parlamentet har ikke til job at tilgodese nationale interesser, så det ville være forkert kun at have et dansk fokus.

“Det er for snævert at tilgå et valg til Europa-Parlamentet alene ud fra danske interesser,” siger Thomas Falbe.

Politikerne, som bliver valgt ind, skal skabe flertal på tværs af grupperinger fra hele Europa, understreger han. Derfor bliver andre landes udfordringer vigtige at få med. 

DR Nyheder har de store temaer for deres dækning af EP-valget lagt fast. Det er temaer som klima, flygtninge, fri bevægelighed og skat. Thomas Falbe skyr dog ikke fra at tage andre emner op, der kan være sværere at dække journalistisk.

“Det er ikke sådan, at fordi noget er svært, vil vi ikke beskæftige os med det. Og i en valgkamp er alt vigtigt, for alt vil være til diskussion. Men der ligger også en prioritering, og den er vi nødt til at foretage,” siger han med hentydning til temaerne.

Dobbeltvalg – hvad hvis det sker?

DR Nyheder startede allerede sin dækning af europaparlamentsvalget i midten af april og havde den første tv-debat mellem spidskandidaterne den 25. april. Ifølge nyhedschef Thomas Falbe startede DR sin dækning tidligere end sædvanligt af hensyn til, at næste valg til Folketinget kan være lige om hjørnet – måske samtidig med valg til Europa-Parlamentet.

“Hvis vi står i en situation, hvor valget til Folketinget og Europa-Parlamentet finder sted samme dag, er der risiko for, at europaparlamentsvalget kommer til at drukne i folketingsvalget. Det er én af grundene til, at vi har startet vores parlamentsvalgsdækning meget tidligt,” siger Thomas Falbe.

Rikke Albrechtsen ser derimod ikke nogen særlige udfordringer i at have to valg oveni eller meget tæt på hinanden. Altinget vil uanset placeringen af folketingsvalget have medarbejdere på plads til at dække valget til Europa-Parlamentet.

“Jeg tror ikke, det kommer til at være så slemt ved os. Vi kommer til at gå op i kadence, i forhold til hvor meget vi spænder ud, og selv ved et dobbeltvalg kommer der til at være dedikerede medarbejdere hjemmefra, som også vil sidde på EU-valgdækningen. Vi skriver jo også på internettet, så vi skal ikke slås med folketingsvalget om spaltepladsen,” siger hun.

Andreas Marckmann Andreassen: Her finder du de gode EU-historier

  • Europa-Parlamentet er det oplagte sted at starte, hvis du som nyhedsjournalist gerne vil finde en historie om EU. Det er den lettest tilgængelige institution, ikke mindst da parlamentets folkevalgte politikere gerne vil optræde i offentligheden, og relativt få ringer til dem. I Europa-Parlamentet er der især to steder, det er oplagt at finde historier: parlamentets udvalg og plenarmøder.
  • I udvalgene kan du opsnappe historier, som ikke har taget dagsordenen endnu. Hold her øje med lovforslag, og hvem der markerer sig – det giver dig både skriftlige og mulige mundtlige kilder.
  • Dagsordener for Europa-Parlamentets plenarmøder er offentligt tilgængelige og har høj aktualitet. Ved at følge med i plenarmøderne finder man ud af, hvad parlamentet vedtager eller forkaster. Dog skal man regne med, at flere andre journalister også leder efter historier her.
  • Folketingets Europaudvalg er også et godt sted at finde historier. Møderne streames live på nettet og er dræbende kedelige, da det meste er klappet af på forhånd. Men til møderne får politikerne de såkaldte EU-noter, der er guld værd for en journalist. EU-noterne indeholder fakta fra et dansk perspektiv på, hvad ny EU-lovgivning vil betyde fx for dansk økonomi og miljø, og hvis forskellige interesser clasher. Noterne er som regel skrevet fra regeringens synspunkt, men giver en masse oplysninger, en journalist kan arbejde videre med.
  • Kig på sociale medier, især Facebook og Twitter. Næsten alle EU-politikere af betydning har en Twitter-profil, og du kan også finde talspersoner for kommissionen her. Der er forskel på, hvor villige de er til at gå i dialog, men mange vil gerne svare på henvendelser.
Ville du betale for at læse den her artikel?

Ville du betale for at læse den her artikel?

Ville du betale for at læse den her artikel?

I en tid hvor nyhedsstrømmen løber fra os, og udbuddet aldrig har været større, udtænker medierne nye strategier for at fremme betalingsvilligheden.

Illustration: Henrika Hermann Hansen.

Skribent: Sara Hodzic

Udgivet den 26. marts 2019

Du klikker på det farvede ikon, der fører dig ind i en verden af billeder og video. Instagram. De såkaldte ‘stories’ er klar. Politikens logo er omkranset af en rød ring. Du trykker. Der ligger flere sekunders stillbillede med tekst oveni, og det vækker din appetit. Du vil have mere af historien. Et swipe op og du er på hjemmesiden, men her bliver du mødt af den. Muren.

Betalingsmuren minder dig om, at man skal bruge et abonnement for at kunne læse nyheden. Et digitalt abonnement. Netop disse er danskerne de dårligste i norden til at betale for, viser en undersøgelse fra RUC.

Hos det danske medie Zetland fører de en anden strategi, når det gælder abonnenter, end den man er vant til at se hos mere traditionelle medier. Abonnenterne bliver nemlig kaldt for medlemmer, fordi de skal kunne deltage og bidrage.

“Zetland har medlemmer, fordi vi opfatter os selv som medlemmernes medie. Vi lytter til dem og beder dem om at hjælpe os i vores journalistik og i vores udvikling som medie. Vi forsøger herved at skabe tillid og kontakt,” siger Jakob Moll, direktør for Zetland.

 

Lyd er det nye sort

Denne tillid og kontakt til medlemmerne udfoldes ved, at Zetland bruger den information, de får fra folk i praksis. Sådan er det gået til med skabelsen af deres lydunivers, hvor alle artikler kan blive læst op og lyttet til som podcast:

“Vores medlemmer efterspurgte en lydside. Så begyndte vi at teste det, og så investerede vi i at udgive alting på lyd for snart to år siden. I dag er langt over halvdelen af forbruget af Zetlands journalistik på lyd,” fortæller Jakob Moll.

De er ikke alene om at bruge lyd som en aktiv del af deres medie. Hos Politiken har man lavet en daglig podcast som led i en konstant udvikling for at fastholde abonnenter.

“Vi skal hele tiden være skarpe på at levere god kvalitetsjournalistik. Noget af det, vi har gjort, er den podcast, vi lancerede sidste år, som skal være med til at få folk til at blive ved med at abonnere her hos os,” siger Thomas Berndt, redaktionschef for politiken.dk

 

Vores naboer er bedre

I Sverige og Norge er de mere villige til at betale for onlineabonnementer, viser undersøgelsen fra RUC om danskernes brug af nyhedsmedier. Medieprofessor Kim Schrøder peger på, at priserne er billigere i de to lande, hvilket kan være én af flere grunde.

Det koster omkring 160 kroner at være digital kunde i nabolandene, hvor det er oppe at ramme 299 kroner hos Politiken. Thomas Berndt fra Politiken mener i særdeleshed, at kollegerne i Sverige og Norge gør et godt stykke arbejde. Det er dog ikke på deres dagsorden hos Politiken at skulle sænke priserne:

“Det er slet ikke på tale hos os, at prisen skal sænkes. Politiken er et kvalitetsprodukt, derfor tager vi den pris, vi tager. Opgaven for os er at lave et produkt, som folk har lyst til at betale for og blive ved med at abonnere på.”

Denne opgave er fra Politikens side blandt andet udfoldet ved skabelsen af deres daglige podcast. Det er samtidig vigtigt at fange de unge læsere, mener Thomas Berndt. Derfor er det omkring halvdelen af prisen, de studerende og udeboende under 30 år skal af med.

 

Virker en nyere strategi?

Zetland brander sig selv som et medie, der skal skærer gennem nyhedsstøjen fra de hurtigt

producerende medier i dag. Dette koncept falder i god jord hos modtagerne. Over størstedelen af medlemmerne begrunder nemlig deres medlemskab, som en støtte til dét Zetland står for.

Kim Schrøder mener, at lignende modeller som deres kan være effektive for betalingsvilligheden:

“Der er aviser rundt i verden, der har lavet modeller, der opfatter læserne mere som sponsorerer. The Guardian opkræver ikke et abonnement, men opfordrer derimod folk til at donere et fast beløb. Det må give medlemmerne en vis oplevelse af loyalitet.”

Fastholdelse og inddragelse af abonnenter kan meget vel være den nye effektive strategi for medierne. Men kan de komme uden om, at prisen stadig kan spille en væsentlig rolle i betalingsvilligheden?

 

Mikrobetaling

Kim Schrøder har flere bud på løsninger, der kan sikre og fremme nyhedsbetalingen på sigt.

“Jeg har i flere år tænkt, at dem, der går ind for mikrobetaling, måske har en pointe. Vi finder mange af vores nyheder på de sociale medier så ved at betale 5 kroner her og nu, får man lov til at læse artiklen. Jeg synes, det kunne være en interessant mulighed.”

Der hersker dog stor uenighed hos Jakob Moll fra Zetland.

“Jeg tror overhovedet ikke på mikrobetaling, fordi når man vælger at abonnere på et medie, er det også en beslutning om, hvilket syn man gerne vil have på verden. Man vælger på en måde et hold at spille på,” siger han.

Hos Politiken har de fundet en forretningsmodel for kvalitetsjournalistik på nettet, som virker fortrinligt for dem. Derfor er tanken om at inddrage mikrobetaling på stående fod heller ikke aktuel.

“Vi kommer ikke til at lave markant om, på den måde vi gør nu, fordi det virkelig fungerer. Hvis vi en dag finder frem til, at det ville være bedre for os at kombinere den nuværende model med en mikrobetalingsmodel, så kan det godt være, at vi ville gøre det. Men pt. har jeg ingen grund til at tro, at det skulle være tilfældet,” afslutter Thomas Berndt.

Ingen kommentarer

Ingen kommentarer

Ingen kommentarer

Thyra Frank er over den seneste tid forsvundet fra mediernes søgelys og undgår spørgsmål fra journalister. Det har konsekvenser for den journalistiske praksis, og dermed for offentligheden og demokratiet. Hvis det skal løses, er dialog vejen frem, siger Kurt Strand.

Illustration: Henrika Hermann Hansen.

Skribent: AMALIE HAUN

Udgivet den 25. marts 2019

Danmarks ældreminister hedder Thyra Frank (LA). Hun er forsvundet fra medielandskabet og vil ikke længere svare på spørgsmål fra journalister. Thyra Frank er et eksempel på flere nuværende sager om politikere, der melder sig helt eller delvist ud af mediebilledet. Politikere, som ikke vil stille op til interview eller svare på spørgsmål.

En undersøgelse, DR fik foretaget i 2017, viser, at Thyra Frank er den mest usynlige minister i medierne. I år har Thyra Frank udtalt sig offentligt én gang. Og det var igennem en pressemeddelelse skrevet på forhånd.

Det er blevet lidt udskældt, at hun ikke medvirker i live-interview – og i det hele taget stiller meget lidt op,” siger Kurt Strand, der er producent og vært på P1-programmet “Mennesker og Medier” og Mediekommentator i Kristeligt Dagblad. På trods af problematikken, mener han, at vi ikke altid kan undgå det.

“Vi er principielt nødt til at acceptere, at ikke alle politikere har lyst til at stille op til interview. I det lange løb er det bare et problem,” siger han.

Mark Ørsten, der er medieforsker ved RUC, er enig, og mener, at det vil være et demokratisk problem, hvis ingen politikere ville stille op til interview.

“Hvis politikeren bare forsvinder, forsvinder legitimiteten. Det er en super dårlig strategi ikke at svare og forklare de spørgsmål, der kommer,” forklarer Mark Ørsten.

Politikere er trætte af nyhedsmedierne

Ikke desto mindre er Thyra Frank stadig tavs. Henrik Sass Larsen, der er gruppeformand for Socialdemokratiet, er heller ikke glad for at udtale sig til medierne, og Danmarks tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har gentagne gange nægtet at udtale sig til Ekstra Bladet. Mark Ørsten, ser det som er et tegn på, at politikere er trætte af nyhedsmedierne og personsagerne.

“Politikere er hyperfølsomme over for medieomtalen. Derfor er der også begyndt at komme flere regler for journalister på Christiansborg. Det gør, at politikere nogle gange kan få lov til bare at være politikere,” siger han.

At en minister som Thyra Frank får lov til “bare at være politiker” og nægter at stille op til interview er påfaldende, mener Kurt Strand. Et godt eksempel er til pressemødet i januar, hvor regeringen skulle fremlægge deres planer for den nye sundhedsreform. Hele seks ministre stod klar til at svare på spørgsmål fra journalister. Bare ikke Thyra Frank. Ifølge Kurt Strand passer det dårligt ind i en moderne medievirkelighed, hvor offentligheden hele tiden er i kontakt med politikere.

“Der er en forventning til, at man i et demokratisk samfund svarer på de spørgsmål, der bliver stillet. Det vil være noget andet, hvis det var i Rusland. Der vil jeg have en forventning om, at der ligger nogle andre strukturer bag,” siger Kurt Strand.

Mørke skyer hænger over mediebranchen

Udover at nogle politikere er mere påpasselige med at udtale sig til medierne end tidligere er det generelt blevet sværere at være journalist i dag end for 30 år siden. Ifølge Mark Ørsten, er der siden 1980’erne sket en stigning i antal af spindoktorer og kommunikationsmedarbejdere i ministerierne og styrelserne. Det hænger sammen med, at politikerne synes personsager og skandaler fylder for meget i mediebilledet. Resultatet bliver flere citater som “ingen kommentarer”, eller at ministeren blot lader spindoktoren tale for sig.

“Generelt skal journalister arbejde hårdere i dag for at få kontakt med en politiker. De skal igennem flere led, og i mange tilfælde er en interviewaftale om især kritiske interview på TV noget, som der skal bruges ret lang tid på at forhandles på plads,” forklarer Mark Ørsten.

Medieløverne er altså mere glubske end tidligere, og politikerne er bange for dem. Det står i tråd med Thyra Franks manglende velvilje til at stille op til interview. Hun er bange for at blive kastet for løverne.

Vi skal huske de gode eksempler

Men selvom det er blevet sværere at være journalist i dag, end det var i 1980’erne, er der stadig politikere, der stiller op til interview. Det gælder både de kritiske interview, men også når problemerne vælter ud af ministerierne. Mark Ørsten mener, at et af de gode eksempler er Karsten Lauritzen (V), der er den nuværende skatteminister.

“SKAT har været igennem utrolig mange møgsager, og alligevel stiller Karsten Lauritzen op til interview. Derfor skal vi også huske at rose dem, der tager sagerne. Opmærksomheden går altid på dem, der ikke stiller op til interview,” siger Mark Ørsten.

Alligevel er det stadig et problem, at nogle politikere ikke vil stille op til interview. Det er en udfordring for demokratiet og offentligheden. Og i sidste ende journalistikken selv. For offentligheden har ret til at vide, hvad der foregår. Kurt Strand argumenterer for, at hvis en politiker som Thyra Frank nægter at stille op til interview, vil det fjerne substansen fra den oprindelige sag.

“I stedet bliver det bare en sag om sagen. Det bliver en form for metasag. Problemet ligger i, at hun ikke vil tage de tæsk, som skal tages,” siger han og afslutter: “Vi skal have en dialog. Det er og bliver grundlaget for vores demokrati.”

Vi har uden held forsøgt at få en kommentar fra Thyra Frank.

Kan journalister nægte arbejdsopgaver?

Kan journalister nægte arbejdsopgaver?

Kan journalister nægte arbejdsopgaver?

De presseetiske regler lægger op til, at journalister kan nægte arbejdsopgaver, de er pålagt i strid med deres samvittighed og overbevisning. Det er dog ikke oplagt, at Pressenævnet håndhæver bestemmelsen, lyder det fra Ulrik Holmstrup, der sidder i nævnet. 

Illustration: Frederikke Træholt.

Skribent: ALEXANDER KOKKEDAL

Udgivet den 22. marts 2019

Alarmen vækkede Andreas Leer Scharnberg en søndag morgen i maj 2012. Han var journalistpraktikant på Fyens Stiftstidendes redaktion i Kerteminde Kommune. Da Andreas stod op, kunne han se en masse ubesvarede opkald.   

En redaktør havde forsøgt at få fat i ham, for der var sket en ulykke. Natten til søndag døde en 16-årig dreng, da han blev ramt bagfra af en bil. Da Andreas havde weekendvagten, skulle han dække trafikdrabet til avisen mandag morgen.  

Hør Andreas Leer Scharnberg fortælle i lydklippet her...

Allerede dér fik Andreas en knude i maven. For selvom han var enig med redaktionen i, at det i lokalsamfundet var en vigtig historie at fortælle, kunne han ikke lide redaktionens planer om at gøre ulykken til Kerteminde-sidernes centrale historie med store billeder og overskrift i avisen dagen efter.  

“Jeg har altid selv haft lidt svært ved at se den højere mening i meget indgående at dække triste dødsulykker, som vi alle sammen kan komme ud for, hvis vi er uheldige,” siger Andreas, der i dag er underviser på DMJX.  

Måske kan journalister sige nej 

Andreas husker det ikke, som om han på noget tidspunkt sagde fra over for sin redaktør. Selvom der står i de presseetiske regler, at journalister ikke bør pålægges opgaver, der strider mod deres samvittighed og overbevisning.

Bestemmelsen kaldes samvittighedsklausulen og har været i de presseetiske regler, siden medieansvarsloven trådte i kraft i 1992. Men om den faktisk tjener noget formål, er omstridt. Udvalget bag de presseetiske regler var i sin tid bekymrede for, at hvis Pressenævnet skulle tage stilling til brud på samvittighedsklausulen, ville det medføre et alvorlig indgreb i den redaktionelle frihed. 

Ulrik Holmstrup, der har siddet i Pressenævnet siden 1992, har svært ved at se en situation, hvor det ville give mening at klage til Pressenævnet om brud på samvittighedsklausulen. Når en journalist nægter at udføre en arbejdsopgave, giver det bedre fornuft, at sagen håndteres af arbejdsmarkedets parter, mener han.  

“Hvis jeg var tillidsmand i en konflikt, der nærmest måtte ende med fyring, betyder det så det store, hvad Pressenævnet mener? Så ville jeg mene, at det fagretlige system er det mest interessante for en, der er blevet fyret,” siger Ulrik Holmstrup.  

Da Pressenævnet aldrig har skullet tage stilling til klausulen før, understreger han dog, at en journalists klage over at være pålagt arbejdsopgaver i strid med vedkommendes overbevisning trods alt vil blive behandlet af nævnet.  

“Vi ville i hvert fald ikke bare afvise den (klagen, red.), for det ville i givet fald være første gang, vi blev præsenteret for problemstillingen. Vi ville derfor have en meget grundig diskussion om, hvordan vi skulle forholde os til det her,” siger Ulrik Holmstrup.  

Skulle banke på hos forældrene  

Efter at have fået besked på at dække trafikdrabet lånte Andreas Leer Scharnberg en redaktionsbil fra Fyens Stiftstidendes centralredaktion i Odense og drog mod Kerteminde. Ulykken var sket et eller andet sted på den lange Fynshovedvej. Utilpas kørte Andreas op og ned ad vejen for at finde ulykkesstedet.  

Andreas var i løbende  kontakt med sin lokalredaktør. På et tidspunkt sagde hun til Andreas, at han skulle prøve at få fat i den afdødes familie. Knuden i maven blev endnu større. Andreas havde svært ved at se det fornuftige i at kontakte den 16-åriges forældre få timer efter ulykken, men sagde det ikke.  

Hør Andreas Leer Scharnberg fortælle i lydklippet her...

“Set i bagklogskabens uendeligt klare lys kunne jeg sagtens have udtrykt mig klarere og sagt, at for mig at se giver det ikke nogen mening, at vi skal op og banke på hos forældrene og spørge dem: ‘Hvordan har I det lige nu?’” siger Andreas.    

DJ: Klausulen ikke problem i hverdagen 

Samvittighedsklausulen kan få betydning for mediers interne forhold i for eksempel forholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Det mente udvalget bag de presseetiske regler, da det valgte at tilføje denne ret til at nægte arbejdsopgaver.  

Ifølge forhandlingskonsulent i Dansk Journalistforbund Christian Dølpher giver samvittighedsklausulen ikke problemer i hverdagen. Journalistforbundet har før reglens indførelse haft en enkelt voldgiftssag, hvor Dansk Journalistforbund og Danske Dagblades Forening nedsatte en privat domstol, der skulle tage stilling i en sag, hvor en journalist nægtede at udføre en arbejdsopgave. 

Journalisten arbejdede på en avis, der havde indgået en aftale med en dansk supermarkedskæde om, at supermarkedet ville få omtale i journalistiske artikler til gengæld for annoncekroner. Omtalen ville journalisten ikke gå med til at skrive, da det stred imod hendes journalistiske hæderlighed, og hun blev derfor opsagt.  

Sagen endte med, at opsigelsen blev kendt urimelig og journalistens nægtelse berettiget. “Man kom i princippet frem til samme resultat, men hvis samvittighedsklausulen havde eksisteret, så ville den også kunne være påberåbt,” vurderer Christian Dølpher i et mailsvar.  

Mærk efter, om historien giver mening  

På ruten op og ned ad Fynshovedvej fandt Andreas Leer Scharnberg til sidst det sted, ulykken skete. Der var antydningen af bremsespor og noget, der lignede rester fra en ulykke. Til stede var en gruppe unge mennesker. Tre af dem kendte afdøde perifert og så, da ulykken skete.

Andreas interviewede dem, og ved det lykketræf – eller held i uheld, som Andreas kalder det – endte han med ikke at behøve at kontakte familien. Før mødet med gruppen af de unge havde han dog forsøgt at finde forældrenes hjem uden held. Knuden i maven kunne nu så småt gå væk.

Andreas endte med at være godt tilfreds med sin artikel, der omtalte drabet uden at udnytte den menneskelige tragedie. Historien ville han nok have skrevet under alle omstændigheder. Havde han kendt til samvittighedsklausulen, er det ikke sikkert, han ville have nægtet at kontakte familien alligevel. 

“Den er svær, for man står der som praktikant ved et medie og får en opgave. Hvad betyder det for ens videre arbejde, kommende opgaver og forhold til kollegaer og redaktører, hvis man nægter at tage en opgave?” siger han.

Andreas råder andre, der står i en lignende situation, til at mærke efter i sig selv om det er en historie, de kan se give mening at lave. 

”Jeg kunne ikke anerkende, at det var stress”

”Jeg kunne ikke anerkende, at det var stress”

”Jeg kunne ikke anerkende, at det var stress”

Turen gennem svingdøren til endnu en ny deadline som nyhedsjournalist på Ekstra Bladet blev pludselig til kvalme og ondt i maven for journalist Niklas Roar. Det er nu fire år siden, han blev ramt af stress. Hver syvende nyhedsjournalist bliver stresset i medieræset.

Foto: Andreas Vinther.

Skribent: Daniel Hovalt

Udgivet den 01/30/2019

En mørkhåret journalist med skægstubbe skynder sig over Rådhuspladsen og over til den gamle bygning på hjørnet. På bygningen hænger det karakteristiske, røde skilt. ”Ekstra Bladet” står der på skiltet. Journalisten trasker mod svingdøren ind i bygningen. Svingdøren til en ny deadline. Det slår knuder i maven på journalisten. Han får kvalme. Han er ramt af stress.

Fire år efter gør journalisten Niklas Roar status.

”Jeg kunne ikke være der. Jeg havde det rigtig, rigtig dårligt. Mine øjne var tårevæddede, hver gang jeg gik gennem døren,” siger journalisten Niklas Roar.


Kvalme og knuder i maven

Den tidligere Ekstra Bladet-journalist er ikke alene. Hver syvende nyhedsjournalist er meget stresset ifølge en undersøgelse lavet for Dansk Journalistforbund om deres medlemmer. I 2015 foretog forbundet ligeledes en analyse, der viste, at 49 procent af medlemmerne arbejder mere, end hvad de bliver betalt for, og at folk i medieverdenen har markant lavere indflydelse på deres arbejdssituation end landsgennemsnittet. Ifølge undersøgelsen har dette betydning for ens stressniveau.

Det havde i hvert fald betydning for Niklas Roar. Efter en periode med orlov blev hans stilling som rejseredaktør hos Ekstra Bladet fjernet, og journalisten blev flyttet til nyhedsredaktionen. Men han kunne ikke finde sig til rette i det.

”Jeg var helt i kulkælderen – jeg var trist og vred hele tiden, men jeg var også modløs. Det kan nok bedst beskrives som følelsen af sorg. For det var et nederlag at miste kontrol over mit eget liv. Jeg var en skygge af mig selv,” siger Niklas Roar.

De følelser og tanker, der fløj rundt i hovedet på ham for fire år siden, gjorde, at han mistede lysten til at lave ting, han plejede at lave, og han kunne ikke være det familiemenneske, han plejede at være.

Men stress giver også fysiske skavanker. Det erfarede journalisten også.

”Hver gang, jeg tog på arbejde, fik jeg kvalme. Min mave slog knuder, og jeg husker også de her stik i maven og den forhøjede puls. Jeg kunne mærke, at min krop var i alarmberedskab,” siger Niklas Roar, der også fortæller, at han blev blegere, mens stressen var inde på livet af ham.

Hans appetit var også borte med efterårsblæsten, og i de lange, mørke nattetimer stirrede han op i loftet i flere timer. Han kunne ikke sove. 

Bankkontoen var tom

Problemerne fortsatte i fire-fem måneder. Han følte sig fanget. Ekstra Bladet omrokerede på redaktionen, og Niklas Roar kunne ikke se enden på det. En septemberdag traskede han igen, igen rundt i karruseldøren. Kvalmen rammer igen. Tårerne presser på. Dagens morgenmøde går i gang og alle journalisterne står og lytter – men ikke Niklas Roar. Han hører intet. Pludselig triller tårerne ned ad kinderne på ham. Han spæner ud til en toiletbås og låser døren.

”Det hele var som at hamre panden mod en mur – jeg fik det dårligere og dårligere, uge for uge,” siger Niklas Roar.

Han så en psykolog seks gange efter episoden. Psykologen fortalte ham, at han skulle se sit liv som en bankkonto. Der var blevet hævet og hævet fra kontoen. Men nu skulle der sættes penge ind igen. Det skulle han gøre ved at gøre de ting, der gør ham glad.

”Jeg skulle kort sagt gøre ting, jeg havde lyst til at gøre. For mig var det at spille musik, at gå ture i skoven, lave mad eller at se mine børn. Det hjalp,” siger Niklas Roar.

En måned senere blev hans opsigelse med Ekstra Bladet skrevet under. Niklas Roar ville have kontrollen over sit eget liv tilbage.

”Nok sagde jeg farvel til mit gode, vellønnede job med frynsegoder, men nu tager jeg selv beslutningerne,” siger Niklas Roar, der nu delvist underviser på et gymnasium og har bloggen http://foodroar.dk.

Altid stress og støj
Hans skrivebord i det store redaktionslokale er nu ryddet for hans ting. Hans kollegaer suser atter forbi på ny med blok, pen og telefon i hånden. Men for Niklas Roar er det et overstået kapitel.

”Jeg havde ikke selv prøvet at have stress før, og jeg havde svært ved at anerkende, at det eksisterede. Jeg troede ikke, at det kunne ramme så hårdt fysisk. I lang tid efter var jeg stadig nervøs for at blive ramt af det igen. Det ulmede hele tiden. For jeg kunne jo knække igen,” siger Niklas Roar.

På Ekstra Bladet prøver de at sikre sig, at der bliver taget hånd om stressede journalister. Det siger arbejdsmiljørepræsentant og assisterende nyhedschef Nanna Cecilia Pedersen.

”Det er vores ansvar, at folk, der går på arbejde på Ekstra Bladet, ikke har en knude i maven, når de er her,” siger Nanna Cecilia Pedersen og fortæller, at mediehuset har en fast aftale med en psykolog, der kender til arbejdet med journalister.

På Ekstra Bladet er der altid stress og støj ifølge arbejdsmiljørepræsentanten. Det kan have konsekvenser.

”Her er en hektisk hverdag. Sådan er det bare. Journalister bliver bombarderet med historier fra højre og venstre, og der er storrumskultur. Men selvom der er fordele ved det, kan storrumskulturen kan generelt have en dårlig indvirkning på i forvejen stressede journalister. Desværre,” siger Nanna Cecilia Pedersen.

Niklas Roar har nu fundet en vej ud af stress. For journalisten gik vejen gennem potter og pander og over til madlavning og freelancearbejde. Men det skulle være sket før.

”Set i bakspejlet kan det være, at jeg skulle have sagt farvel til det hele før. Mit råd til andre er at reagere på tegnene, så snart du mærker dem. Lyt til din krop,” siger Niklas Roar.

Bankkontoen var tom

Problemerne fortsatte i fire-fem måneder. Han følte sig fanget. Ekstra Bladet omrokerede på redaktionen, og Niklas Roar kunne ikke se enden på det. En septemberdag traskede han igen, igen rundt i karruseldøren. Kvalmen rammer igen. Tårerne presser på. Dagens morgenmøde går i gang og alle journalisterne står og lytter – men ikke Niklas Roar. Han hører intet. Pludselig triller tårerne ned ad kinderne på ham. Han spæner ud til en toiletbås og låser døren.

”Det hele var som at hamre panden mod en mur – jeg fik det dårligere og dårligere, uge for uge,” siger Niklas Roar.

Han så en psykolog seks gange efter episoden. Psykologen fortalte ham, at han skulle se sit liv som en bankkonto. Der var blevet hævet og hævet fra kontoen. Men nu skulle der sættes penge ind igen. Det skulle han gøre ved at gøre de ting, der gør ham glad.

”Jeg skulle kort sagt gøre ting, jeg havde lyst til at gøre. For mig var det at spille musik, at gå ture i skoven, lave mad eller at se mine børn. Det hjalp,” siger Niklas Roar.

En måned senere blev hans opsigelse med Ekstra Bladet skrevet under. Niklas Roar ville have kontrollen over sit eget liv tilbage.

”Nok sagde jeg farvel til mit gode, vellønnede job med frynsegoder, men nu tager jeg selv beslutningerne,” siger Niklas Roar, der nu delvist underviser på et gymnasium og har bloggen http://foodroar.dk.

 

Foto: Andreas Vinther.