Dansk-israelske Jotam Confino kæmper for sin journalistiske integritet

Dansk-israelske Jotam Confino kæmper for sin journalistiske integritet

Dansk-israelske Jotam Confino kæmper for sin journalistiske integritet

De sidste otte uger har journalisten Jotam Confino modtaget hundredvis af hadbeskeder og trusler på sociale medier på grund af sit israelske ophav, mens han har rapporteret fra Israel.

 

“Den kritik, jeg møder, er jo noget, jeg ikke kan gøre for. Jeg kan ikke gøre for, at min far er fra Israel. Det, synes jeg, er problematisk. Det er personangreb og ikke faglig kritik”

                                – Jotam Confino

 

 

TEKST: INES KAJKUS
FOTO: JOTAM CONFINO (PRIVATFOTO)
ILLUSTRATION: MIRJAM MWAKA KAPEMBWA ROED

Udgivet den 07. december 2023

Siden Hamas’ terrorangreb mod Israel den 7. oktober, har den dansk-israelske journalist Jotam Confino dækket krigen for 15 forskellige danske og internationale medier, herunder CBS News, BBC og TV2 News. I løbet af de seneste otte uger har han leveret citater til artikler, indtalt podcasts og givet liveinterviews til tv-stationer nærmest i døgndrift.

Men som en del af den dansk-journalistiske andedam er man formentlig bedst blevet gjort bekendt med Jotam Confinos’ navn på grund af den voldsomme hetz, han udsættes for på sociale medier. En hetz, der primært er rettet mod hans jødiske og israelske ophav og journalistiske integritet. Størstedelen af kritikken lyder på, at han med sin baggrund ikke kan dække konflikten sagligt og objektivt, og så må han dagligt lægge øre til et hav af trusler rettet mod ham selv selv og hans familie.

’’Den kritik, jeg møder, er jo noget, jeg ikke kan gøre for. Jeg kan ikke gøre for, at min far er fra Israel. Det, synes jeg, er problematisk. Det er personangreb og ikke faglig kritik,’’ siger han.

Hvad er det, der står i de beskeder og kommentarer, som du modtager?

’’Hovedparten handler om, at jeg er zionist, israeler, og at jeg er jøde. Det er meget omkring min identitet. Det handler utrolig meget om min baggrund og min far, som har været i den israelske hær. ‘Svin,’ ‘hund,’ ‘fuck dig,’ og ‘du skal skal voldtages med en flaske.’ Det er jo antisemitisk meget af det, fordi det netop går på mit jødiske ophav.’’

Hvor mange har du været nødt til at blokere?

’’Det er hundredvis. Jeg har ikke tal på det længere. Der står ikke i min arbejdskontrakt, at jeg skal lægge ører til at blive udsat for antisemitiske angreb, så jeg blokerer bare.’’

Kampagne om boykot

Udover de hundredvis af hadbeskeder og chikane, som Jotam Confino modtager i sin private indbakke på Instagram og X, opfordres der også på sociale medier til boykot af TV2 News, så længe mediet benytter sig af Jotam Confino som journalist. Blandt dem, der har delt kampagnen, er den pro-palæstinensiske sanger Isam Bachiri, bedre kendt som Isam B fra musikgruppen Outlandish, der delte kampagnen på sin Instagram.

I opslaget efterlyses sandfærdig og nuanceret journalistik, samtidig med at Jotam Confinos dækning fra Israel beskrives som ‘præget af partiskhed’ og en støtte til Israel. Illustreret Bunker har spurgt Isam Bachiri, hvorfor han ikke mener, at Jotam Confino eller TV2’s dækning er objektiv.

’’Confinos formidling på TV 2 er under al kritik. Han undlader i sin dækning at fortælle, at Israel er en ulovlig besættelsesmagt. Jeg vil også fremhæve hans Twitter-profil, som udelukkende handler om antisemitisme og videreformidling af oplysninger fra israelske kilder. Han er altså ikke længere en objektivjournalist, men en part i denne sag,’’ siger Isam Bachiri.

Der er mange, der har kritiseret dig for at have delt kampagnen udelukkende på grund af Jotam Confinos israelske ophav. Er der en sandhed i det?

’’Det er bullshit. Jeg kender ikke Jotam, og jeg er faktisk ligeglad med, hvilken baggrund han har. Jeg ser på, hvad Jotam fortæller, og jeg ser på hans arbejdsgiver.’’

Jotam Confino kan ikke genkende kritikken og understreger, at en stor del af TV 2’s og hans egen dækning tager afsæt i den humanitære krise i Gaza.

Isam Bachiri har beskrevet din dækning til TV 2 som værende ‘præget af partiskhed og en støtte til Israel’ og samtidig beskrevet TV 2’s dækning som et udtryk for ‘dæmonisering og dehumanisering.’ Hvad mener du om de beskyldninger? 

’’Hvis han havde gidet at se TV 2, så ville han forstå, at hovedparten af mine dækninger omhandler den humanitære katastrofe i Gaza. Han har sikkert set ét indslag med mig og ved, at jeg er israeler, og så har jeg ikke lige sagt præcis dét, han ønsker. Måske har jeg omtalt Hamas som en terrororganisation. Jeg ved ikke, hvad han baserer det på,’’ siger Jotam Confino.

Isam Bachiri afviser, at Jotam Confinos’ baggrund spiller en rolle i kampagnen om at boykotte TV 2 og understreger i stedet, at det handler om manglende dækning om Palæstina.

’’Der tager han fejl, vil jeg sige. Jeg kigger ud fra TV 2’s måde at dække Israel-Palæstina konflikten, og det svarer til Fox News. Det er meget pro-israelsk, og det er meget lidt, vi hører om Palæstina.’’

Deklarering af etnicitet

Nogle af dem, som er kritiske over for din dækning, mener, at TV 2 bør deklarere din baggrund, hvis de vil bruge dig som journalist. Hvad tænker du om sådan et forslag?

’’Hvis man gør det på alle sider, så fint nok. Så vil jeg også gerne høre, om vi skal deklarere afghansk-danske og fransk-danske journalister, hvis det er på den måde, vi spiller. Men det er det jo ikke. Det er jo mig, de vil have deklareret. Hvis jeg havde været aktivistisk, så synes jeg, det er okay. Men jeg har ikke nogen aktivisme i mig, så jeg synes ikke, at jeg skal deklareres på min etnicitet,’’ siger Jotam Confino.

Når du både har rødder i landet, er bosat der og taler hebræisk, kan det så ikke påvirke din dækning af Israel?

’’Jeg står et sted, hvor man bliver bekriget. Jeg render i skjul, ellers kan jeg blive  slået ihjel af et missil, så selvfølgelig gør det noget ved en som menneske. Men i det sekund, jeg slår klappen på og bliver professionel foran skærmen, så sondrer jeg jo mellem mine egne følelser. Alle mennesker har holdninger. Men det er ikke noget, som jeg føler, at jeg ikke kan lægge væk, når jeg er på arbejde.’’

Mennesker, der ikke skal være professionelt objektive, kan måske have sværere ved at adskille følelser. Kan du godt forstå den vrede, som nogle bærer på, selvom det går ud over dig?

’’Selvfølgelig kan jeg det. Jeg kan i høj grad forstå en dansk-palæstinenser, som har familie i Gaza. De er udsat for nogle forfærdelige ting, og har forfærdelige nætter, hvor de er bange for, om deres familiemedlemmer bliver slået ihjel. Hvis det er en palæstinenser, som har familie, så kan jeg godt forstå, at de ikke kan styre deres vrede. De skal heller ikke være professionelle. Men derfor skal de stadigvæk gå efter bolden og ikke manden.’’

Danmark skiller sig ud, når det kommer til hadbeskeder

Også Jotam Confinos’ israelske kollegaer i Israel, der arbejder for en række internationale medier, oplever hadefulde kommentarer, hvis de rapporterer om krigen fra deres private X-profiler.

Andre korrespondenter, som TV 2’s Rasmus Tantholdt, der rapporterede fra Tel Aviv dagen efter angrebet 7. oktober, fortæller til Ekstra Bladet, at han også har modtaget hadbeskeder i sin indbakke og blandt andet er blevet kaldt for ’nazisvin’,’ muslimhader’ og har modtaget adskillige dødstrusler. Lige netop de private beskeder på Instagram lader til at være unikke for Danmark.

’’Folk kan meget hurtigt genkende en. Der er to kanaler, og vi er to journalister, mere eller mindre, som dækker det. Hvorimod hvis du arbejder for CNN, så er du én ud af hundrede, så jeg tror ikke, at de oplever det i lige så høj grad,’’ siger han.

Så selvom du dækker krigen for omtrent 15 forskellige medier, både nationale og internationale, så er det mest i Danmark at du bliver udsat for den form for hetz?

’’Ja, det er det. Der er ikke ret mange danske journalister hernede. Havde vi været flere, så tror jeg heller ikke, at jeg havde været lige så hårdt ramt, for så havde jeg ikke fyldt lige så meget i dækningen. Men jeg tror, at det faktum, at jeg har israelske aner, helt sikkert har gjort mig til skydeskive lige fra start af.’’

Det er ikke kun de hadske beskeder og trusler, der har sat sit præg på Jotam Confino. Det er særligt den manglende opbakning fra hans danske kolleger i mediebranchen, der har efterladt ham med en følelse af at stå alene i situationen.

’’Jeg er skuffet over den manglende opbakning i den danske medieverden, fordi det er noget, jeg synes, jeg har været utrolig alene omkring. Hvis du er i den journalistiske verden, så har du set den her shitstorm omkring min baggrund. At man ikke rækker ud i en så unik situation, vidner om en ekstremt asocial og larmende stilhed, som jeg tolker meget negativt.’’

Det er ikke første gang, at en journalist i Danmark får betvivlet sin journalistiske integritet og udsættes for hadske beskeder alene på grund af jødisk og israelsk ophav i debatten om Israel og Palæstina. I 2014 blev der startet en underskriftsindsamling mod den daværende Deadline-vært Martin Krasnik, der rundede omtrent 3400 underskrifter. Han blev beskyldt for at være partisk i konflikten, alene fordi han har jødisk baggrund og har boet og studeret i Israel.

For Jotam Confino bunder tendensen alene i én ting. Antisemitisme.

’’Det er dét, det hele handler om. Nogle mener, at hvis du er jøde eller israeler, så vil du automatisk være en propagandamaskine for den israelske stat. Antisemitisme er jo irrationelt had.’’

Hvem tørrer op efter praktikantens shitstorm?

Hvem tørrer op efter praktikantens shitstorm? 

Mia Skovby og Emma Sylvest har en ting til fælles. De er begge kommet på den forkerte side af folkestemningen. Men de er også kommet ud på den anden side med blod på tanden efter mere.

TEKST: SARAH WITTRUP & LÆRKE KOBBERUP
FOTO: Vikki Søholm  & Anders lindstrøm

Udgivet den 07. december 2023

Journalistik er et skrøbeligt erhverv. Man bevæger sig ud på isen og beder til, at den ikke brister under en. Alle ved, at der ikke skal meget til, før den krakelerer. Grafisk sprog, uenighed om regler for citering eller linjer taget ud af kontekst kan være nok. Pludselig kan du gå fra at være et spirende, velanset journalisttalent til forhadt og udstødt af dine medjournalister på sociale medier. For en shitstorm kan ramme enhver journalist nådesløst, men især når man er ny i feltet, skal man huske at holde hovedet koldt.

I denne artikel dykker vi ned i, hvor det endelige ansvar ligger, når isen brister.

En gratis shitstorm
”Det var ikke svært at kende forskel på royale og kommunale, da prinsen inviterede til 18-års fødselsdag.”

Sådan lød rubrikken på den reportage, journalistpraktikant Mia Skovby skrev for Euroman i forbindelse med den store fejring af prins Christian, og som hun siden har fået kritik for. Selv mener hun, at kritikken blev taget ud af kontekst, og især linjen: “De (18-årige gæster fra kommunerne) mangler det, man kun kan købe for penge: den gode kvalitet.”

“Det sjove er, at jeg virkelig har afleveret nogle ting gennem tiden, hvor jeg har troet, det ville ende i en shitstorm. Men artiklen om prinsens fødselsdag skrev jeg på en time, og jeg syntes ikke, den blev specielt god, så jeg tænkte, at den ville gå i glemmebogen,” siger Mia Skovby.

Det skete ikke. Mandag den 16. oktober blev artiklen udgivet, og allerede omkring klokken 11 om formiddagen eskalerede det. Mias telefon blev brandvarm.

“Indtil midnat tjekkede jeg min telefon konstant. Jeg blev rasende, fordi det blev taget ud af kontekst. Jeg syntes, at folk var nogle idioter,” siger hun.

Mia Skovby gik igennem hele følelsesregistret fra trist til rasende til at være okay med kritikken.

Èn samlet stemme
Chefredaktør for Euroman, Kristoffer Dahy Ernst, påtog sig hurtigt ansvaret og skrev ud på X på vegne af Mia Skovby og Euroman:

“Euromans reportage fra prinsens fødselsdag blev af mange opfattet som en negativ kritik af de inviterede 18-årige gæster fra hele landet. Det har ikke været meningen, og Euroman skal selvfølgelig ikke være et medie, der sparker nedad. Derfor: Undskyld.”

Hans opslag blev efterfulgt af et screenshot fra reportagen, hvor Euroman havde tilføjet en længere undskyldning og klargjort, hvad hensigten med artiklen var. Den præcisering er stadig til stede i bunden af artiklen, men der er ikke blevet rettet i den originale reportage.

Da han bliver spurgt ind til, hvorfor al kommunikationen gik igennem ham og ikke Mia Skovby, lyder svaret:

“Dels fordi hun er praktikant. Derudover ligger der desuden også noget i, at vi kun skal tale med én stemme fra Euroman, og det er min. Det er mig, der er ansvarshavende chefredaktør, og derfor har jeg ansvaret for det, vi udgiver.”

“Jeg har aldrig nogensinde kaldt nogens døtre for billige”
Det var svært for Mia Skovby ikke at gå ind i kritikken. Især fordi den endte på hendes feed på X. Der var for eksempel en, der postede et billede af sin datter med teksten ‘her er den datter, du kalder billig’.

“Jeg har aldrig nogensinde kaldt nogens døtre for billige,” siger Mia Skovby. 

Mia Skovby synes, at ordene i hendes artikel blev fordrejet på en uretfærdig måde. Heldigvis stod hele redaktionen bag hende, og da hun bad om, at der blev skrevet noget ud til alle kritikerne, skrev hendes redaktør, Magnus Kraft, på X, at kritikken burde rettes mod ham.

Selv om Mia Skovby endte i en shitstorm,  så er hun alligevel glad for, at det skete.

“Det var en mulighed for at få nogle øjne på sig,” siger hun.

Mia Skovby er derimod træt af, at kritikken tog udgangspunkt i, at hun er praktikant. Der blev blandt andet kommenteret, at man ikke skulle være så hård ved hende, eller at Euroman skulle undgå at give hende lignende opgaver i fremtiden. Det blev Mia Skovby gal over, da hun ikke kunne se, hvorfor det er relevant, at hun er praktikant.

“Jeg følte, de barnliggjorde mig. Pludselig var jeg ti år gammel i deres øjne. Det var vildt fornærmende, for det var min idé og mit projekt.”

Den kvindelige Thomas Treo
Mia Skovby er langtfra den eneste journalistpraktikant, der har oplevet modvinden fra en uventet shitstorm. Emma Sylvest, tidligere praktikant på Ekstra Bladet, oplevede også, at specifikke linjer i en af hendes reportager blev tolket helt anderledes end planlagt.

Den 6. august 2022 udkom hendes reportage med overskriften “Mine patter er ved at falde ud”. Reportagen handlede om sangerinden Jadas koncert på Smukfest.

“Jeg kan huske, at jeg vågnede næste dag til Iben Maria Zeuthens opslag om, at jeg var misogyn og sexistisk. Hun kaldte mig en kvindelig Thomas Treo. Jeg tænkte ’hold da kæft’. For det første var det slet ikke meningen med artiklen, og for det andet, så er det slet ikke sådan, jeg ser mig selv overhovedet,” siger hun.

Emma Sylvest finder desuden opslaget særligt interessant, da hun på turen hjem fra Smukfest diskuterede koncerten med Thomas Treo. I den snak sad hun og forklarede, hvorfor hun bestemt mener, at Jada er en dygtig og relevant kunstner.

En del af kritikken på Emma Sylvests reportage går på, at der var for meget fokus på både publikums og Jadas udseende og påklædning. Hun påpeger, at hun skulle beskrive stemningen og ikke musikken.

Shitstormen har ikke skræmt Emma Sylvest væk fra at skrive, men hun blev lidt ramt af, at mange af de hårdere kommentarer var fra andre journalister.

“Jeg syntes, det var tarveligt, at man gik imod en ny praktikant. Selvfølgelig skulle jeg stå på mål for det, jeg skrev. Men hun kunne jo også have valgt at smide en DM til mig fremfor at hænge mig ud på den måde. Specielt når hun så udlagde det forkert, som jeg jo syntes, hun gjorde.”

Her henviser Emma Sylvest til Iben Maria Zeuthens kommentar til sin reportage. Præsenteret for ovenstående undren forklarer Iben Maria Zeuthen følgende:

“Det forekommer mig for det første som et mystisk ønske at ville have den type respons i sin indbakke  og ikke offentligt, da man jo selv lever af at putte andre i spalterne. Hvorfor skulle journalister være et fredet folkefærd? Derudover udgiver vi ikke for at udføre kollegial sparring. Vi udgiver for at gøre hinanden klogere. Det gælder også, når det drejer sig om en kritik af en artikel, et sprogbrug eller et bestemt blik.”

“Hun kaldte mig en kvindelig Thomas Treo. Jeg tænkte ‘hold da kæft’“

– Emma Sylvest,
Tidligere journalistpraktikant på Ekstra Bladet
 

Hvem hader de egentlig?
På Berlingske har de også oplevet, at deres journalistpraktikanter kan komme i offentlig modvind. Senest skete det i december sidste år, hvor en praktikant havde omtalt og skrevet en historie på baggrund af et offentligt opslag på X. Personen bag opslaget blev vred over, at Berlingske ikke havde spurgt om lov til at citere hendes opslag.

Praktikantens redaktør, Kasper Krogh, mener ikke, at praktikanten lavede en stor journalistisk fejl, selvom den blev beklaget efterfølgende.

“Som medie vil vi gerne beskytte vores praktikanter, hvis de havner i en shitstorm. Vi går altid ud og vurderer, om vi har vores journalistik i orden. Hvis vi har gjort noget forkert, så retter vi det selvfølgelig. Men vi skal også have styr på, om folk er uenige i, om historien skulle være bragt, i vinklingen, eller om de bare er sure på Berlingske,” siger Kasper Krogh.

Det kan være voldsomt, når man ender i en shitstorm, og det kan især være voldsomt første gang, det sker.

“Når det opstår, så snakker vi meget med praktikanten om, hvordan vi håndterer det bedst. Det er vigtigt, at man ikke tager det personligt, for typisk er folk egentlig kritiske over for mediet.”

Kasper Krogh mener, at kritikken mod praktikantens artikel sidste vinter i bund og grund handlede om, at folk havde set sig sure på Berlingske. Derfor var kritikken ikke rettet mod praktikanten.

“Det blev en anledning til at gå ind og rette en masse kritik mod Berlingske,” siger han.

Hos Berlingske er det væsentligt, at de kan forklare, hvorfor de har gjort, som de har gjort. Nogle gange vil praktikanterne selv gå ud og kommentere på det, men oftest er det en fordel, at redaktøren gør det.

“Som redaktør skal man kunne sige: Nu skal jeg nok tage den herfra og svare på mediets vegne,” siger Kasper Krogh.

Sådan skal det ifølge Kasper Krogh være, fordi redaktørerne har mere erfaring med, hvordan man skal håndtere det. Kasper Krogh peger på, hvor hurtigt det kan gå, og hvor vigtigt det er, at man er opmærksom, hvis en kritik begynder at køre.

“Men eksemplet med praktikanten fra december sidste år var også i den ekstreme ende,” siger han.

Iført waders og i vand til lårene: ”Det skal være med et journalistisk formål”

Iført waders og i vand til lårene: ”Det skal være med et journalistisk formål”

Iført waders og i vand til lårene: ”Det skal være med et journalistisk formål”

Når vejret for alvor bliver vildt, holder danskerne sig i ly for regn og slud. Det gør de store TV-mediers reportere ikke. De valfarter ud til de fjerneste afkroge af landet og stiller sig midt i kaosset.

TEKST: JOHAN NØRGAARD & TIKE CLAUSEN
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 07. december 2023

Du har måske undret dig over, at journalister altid skal stå midt i storm og slud, når vejret rusker udenfor. Hvis ikke du har set det før, så prøv at tænde for dit TV, næste gang en storm raserer. Da en stormflod ramte Danmark i slutningen af oktober i år, blev alverdens journalister sendt ud til de afkroge af landet, hvor forholdene var værst.

Stormfloden blev af meteorologer kaldt en 100-års-hændelse. Det er et fænomen, hvor vejret bliver så vildt, at det statistisk set er en hændelse, der kun forekommer én gang hvert århundrede. Man skal tilbage til nytårsaften 1904 for at finde en hændelse af samme karakter. I perioden herimellem har der været flere tilfælde af voldsomt vejr, og når vejret bliver voldsomt, bliver TV-stationerne våde – i hvert fald kamerafolk og reportere.

Men hvorfor skal reportere stå, hvor vandet er dybest, når der er oversvømmelser, eller der hvor det blæser mest, når der er storm?

Stefan Jørgensen er journalist ved DR Syd, hvor han er radiovært på DR P4. Derudover er han også livereporter for TV-Avisen. Det er i sit virke som livereporter, at han bliver sendt ud, når vejret bliver ekstremt.

“Jeg skulle levere TV-indhold til DR Nyheder under 100-års-hændelsen, så jeg blev sendt ud for at reportere fra nogle af de berørte områder iført et par vaders, hvor jeg stod i vand, der gik mig til midt på lårene,” siger Stefan Jørgensen.

“Man kan jo ikke filme vind. Det er usynligt. Så på den måde illustrerer vi over for seerne, hvor vildt vejret er

– Lasse Rønlev, redaktionschef på TV 2 Nyhederne

Det skal være med et journalistisk formål

Det er ikke kun på DR, at reportere må trække i waders og stå i vandet, når uvejret rammer Danmark.

Når der forekommer voldsomme vejrfænomener, vil TV 2 gerne være midt i det hele for at vise danskerne, hvordan det står til. Og når man ser reportere på TV 2, som står ude i vandet, når der er oversvømmelser, eller der hvor det blæser kraftigt, når der er storm, og klynger sig til mikrofonen, så er der ikke tale om et humoristisk indslag.

”Det er ikke for underholdningens skyld, at vi står midt i det hele. Det er for at komme tæt på nyheden og tæt på de mennesker, der er i det. Og for at vise hvor meget, der er oversvømmet, hvor meget det har regnet, hvor meget det har sneet, eller hvor meget det blæser,’’ siger Lasse Rønlev, redaktionschef på TV 2 Nyhederne.

Han understreger, at TV 2 ikke sammenligner sig med DR og andre TV-medier for at prøve at overgå dem med hensyn til, hvor vildt det kan blive. Til gengæld vil TV 2 gerne sikre sig at være til stede flere steder. Det drejer sig altså om at kunne vise billeder fra så mange steder af landet, som overhovedet muligt.

”Vores ambition i forhold til DR er, at vi vil være sikre på, vi er flere steder, så vi kan give det bedste overblik fra hele landet. Hellere stå et sted én gang for meget end én gang for lidt,’’ siger Lasse Rønlev.

Det tyder altså på, at TV 2 og DR gerne vil være til stede så mange steder som muligt uden at gå på kompromis med den journalistiske substans. Reporterne skal være til stede der, hvor der sker noget, og så skal de gerne være midt i vandet eller i blæsten for at visualisere, hvor slemt det står til.

Under vilde vejrfænomener holder TV 2 sig opdateret med andre medier, hvis de er til stede på lokationer, hvor der er mere opsigtsvækkende ting.

”Hvis Ekstra Bladet beretter om væltede stilladser i København, vil vi helt sikkert bevæge os i samme retning,’’ siger Lasse Rønlev.

Det handler om at oplyse borgerne

Under stormfloden i oktober måned i år satte Stefan Jørgensen sig i bilen med et kamerahold og kørte ud i det sydlige Danmark for at finde områder at sende fra. Iført et par vaders stod han midt i vandet i oversvømmede områder for at visualisere, hvor voldsomt vejret var.

“Vi kører ikke ud til steder, hvor strømmen er gået, og alle beboerne allerede er blevet evakueret. Det giver ikke nogen mening,” siger Stefan Jørgensen.

Oplysningen er i fokus, og der er klare overvejelser om, hvorfor man er til stede, der hvor vejret er værst. Medierne beretter om, hvor beredskabet arbejder, hvorfor de arbejder lige netop der, og hvad borgerne i det område skal være opmærksomme på.

”Da luftalarmen gik i gang i Aabenraa, var vores opgave at formidle til borgerne, at nu skulle de altså komme væk fra området. Det er noget, vi prioriterer at være ude ved, og det er en samtale, jeg løbende har med en redaktør og en chef fra DR’s Newsroom,” siger Stefan Jørgensen.

Man får altså et bedre billede af, hvad der foregår, når man står midt i nyheden.

Ifølge Lasse Rønlev er det heller ikke tilstrækkeligt kun at bringe nyheder om vejr skriftligt.

“Man kan jo ikke filme vind. Det er usynligt. Så på den måde illustrerer vi over for seerne, hvor vildt vejret er. Det synes jeg, tjener et meget ædelt formål,” siger han.

Er det farligt?

Som man kan regne ud, er det ikke helt ufarligt at stå midt i en storm. Noget som medierne også tænker over i deres vejrdækning.

“Som udgangspunkt kører vi ud til området og ser, hvad vi kan lave på en forsvarlig måde, hvor vi kan dokumentere hændelsen og de skader, der er,” siger Stefan Jørgensen.

Også hos TV 2 gør de sig overvejelser om journalisternes sikkerhed. Lasse Rønlev fortæller sine ansatte, at de ikke skal gøre noget, hvor de er til fare for sig selv eller andre. TV 2 gør også meget ud af ikke at være i vejen for redningsmyndigheder. Derfor er det primært udstyret, som er udsat for fare.

”Det går værst ud over vores TV-udstyr. Det har det ikke særligt godt med vand. Og hvis ikke vi passer rigtig godt på, så bliver det hurtigt en dyr fornøjelse for os,” siger han.

Det er en risiko, Lasse Rønlev og hans medarbejdere er villige til at tage –Selvfølgelig uden at være dumdristige.

“Det kan virke lidt ironisk, at vi står bomstille i et område og fortæller, at nu bliver det så farligt at være her, at borgerne skal forlade området, men det er en samfundsvigtig opgave. Dels at formidle til nærområdet, men også at vise resten af Danmark, hvor slemt det står til,” siger Stefan Jørgensen.

Han understreger også, at selvom man ved, der er en risiko forbundet med at være i de ramte områder, så er der en vigtig årsag til, at man er til stede. Og når han bliver bedt om at sætte nogle ord på, hvad han tænker om, at journalister skal stå midt i uvejret, svarer han:

“Som reporter er det altid fedt at være de steder, hvor der sker noget. Og man er med til at lave billeder til historiebøgerne. Det er der noget vigtigt i.”

Camilla Boraghi kom for tæt på satire og for langt fra journalistik

Camilla Boraghi kom for tæt på satire og for langt fra journalistik

Camilla Boraghi kom for tæt på satire og for langt fra journalistik

Camilla Boraghi havde allerede været vidt omkring i mediebranchen, da hun i foråret takkede ja til et job på Ekstra Bladet. Nu nyder hun tilværelsen som sportsredaktør, men inden hun kom så langt, måtte hun tage en seriøs snak med sig selv om, hvilken type journalist hun ønskede at være.

TEKST: JOACHIM FARSHØJ
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 07. december 2023

Vær sjov, please vær sjov, tænker jeg.

”Det første spørgsmål skal overraske mig, ellers lægger jeg på.”

Det skrev Camilla Boraghi i vores korte mail-korrespondance inden interviewet. Med et glimt i øjet, naturligvis, men pointen skinnede igennem. Så da hun toner frem på FaceTime, stiller jeg det eneste spørgsmål, der falder mig ind i øjeblikket:

”Hej Camilla. Hvad er det største dyr, du vil kunne besejre i en boksering?” spørger jeg.

Hun bruger ikke engang et sekund på at gribe den. Med det samme går hun i gang. En længere mere eller mindre videnskabelig analyse af alle de dyr på savannen, der kunne tænkes at have set Zimba få en rød klat i panden i Løvernes Konge – og dem, der helt sikkert ikke så det, tages også i betragtning. Hun vender alt fra mus til elefanter, sparkende heste til aggressive æsler, inden hun lægger sig fast på en grand danois. Sådan en kan man trods alt manipulere, må man forstå. Og jeg forstår.

Camilla Boraghi gør det sjove seriøst og det seriøse sjovt. Gennemgår et halvt dyrerige for at finde en værdig modstander i ringen og synger Tarzan Mamma Mia om døde mink med toppolitikere. Det har ført hende mange forskellige steder i sin ellers relativt korte karriere, men lige nu har hun fundet sit kald som sportsredaktør på Ekstra Bladet. Ét af sine kald i hvert fald. Det skete efter et smut forbi den famøse skillevej, der måske ikke er så definitiv, som den plejer at være på film. Til gengæld gav det anledning til en del selvrefleksion.

Gråd og systemfejl sendte hende på kommunikation

Camilla Boraghi ville egentlig være journalist. Det lød ikke helt dumt, indtil den dag hun skulle til optagelsesprøve. Så var det pludselig meget dumt. Den morgen græd hun. Meget. Og hun tog slet ikke afsted, for hun var fuldstændig overvældet og turde pludselig ikke. Drømmen om DMJX var knust. I stedet endte hun på Humanistisk informatik, men det var ifølge hendes egne ord lidt ”wacko.” Så da hun, på trods af allerede at være blevet optaget på et studie, alligevel fik tilbudt chancen for at læse kommunikation på DMJX i Emdrup, greb hun den.

Det førte til et praktikophold på Radio24Syv og efterfølgende en plads på DR’s talenthold, inden hun overhovedet havde skrevet nogen form for bachelor. Den dag, bacheloren så faktisk blev færdigskrevet, stod der bogstaveligt talt drømmejobs i kø og ventede på hende. Den unge københavner fik både tilbudt en plads på mediet Den Uafhængige samt satireprogrammet Tæt på sandheden med Jonatan Spang og hvorfor nøjes, når man kan gøre begge dele? Camilla Boraghi takkede ja til begge tilbud, og det gav både muligheder og udfordringer.

”Jeg havde pludselig to drømmejobs på én gang. Det var heldigvis fint med begge steder, og det gav en voldsomt god synergi, for det var et virkelig godt match med den kritiske journalistik på Den Uafhængige og så kombinationen med at være kritisk og sjov på Tæt på sandheden,” fortæller Camilla Boraghi, der dog ikke kunne blive ved med at holde hovedet oven vande begge steder.

For mange arbejdstimer og for lidt søvn blev i sidste ende for meget, og hun valgte at holde fast i jobbet som den sjove reporter på Tæt på sandheden. Det valg var ikke helt tilfældigt, for kombinationen af sjov og seriøsitet har altid været vigtig for Camilla Boraghi.

”Jeg har altid set op til satirikere. Det er befriende at have et værktøj til at bryde den fastlåste interviewform. Jeg kunne begynde at græde, jeg kunne kramme folk, jeg kunne tage en sjov hat på – ej okay, det sidste skal man aldrig gøre. Men det gav mig mulighed for at tale menneske til menneske i stedet for interviewer til interviewperson, uden at jeg mistede det kritiske element,” fortæller hun.

Min første reaktion var: ”Er I vanvittige?” Men så begyndte jeg at se det for mig. Det lød spændende, og pludselig ville jeg fucking gerne”

– Camilla Boraghi

Sjov eller seriøs?

Hvis Camila Boraghi tager på karaokebar med sine venner, kommer hun ikke uden en plan. Hun skal gøre op med sig selv, om hun vil underholde eller imponere. Hvis hun vil underholde, skal der Eminem på anlægget. Gerne Lose Yourself eller den med ’Now this looks like a job for me.’ Skal hun derimod imponere, hiver hun et centralt minde fra gymnasietiden frem. Tainted Love af Soft Cell. Den sang hun til et talentshow, fordi hendes mor altid havde fortalt, at hun sang smukt. Det gjorde hun vist nok ikke.

Sangen handler som bekendt om et forlist parforhold, der vel mest af alt kan beskrives som giftigt. Sådan var arbejdsforholdet mellem Jonatan Spang og Camilla Boraghi på Tæt på sandheden absolut ikke, men i foråret 2023 skulle der alligevel ske noget nyt på arbejdsfronten. Flere forskellige tilbud ramte hendes indbakke, og hun stod nu over for skillevejen. Rene underholdningsshow henvendte sig, men det gjorde traditionelle journalistiske muligheder også.

En af dem var Ekstra Bladet, der mente, hun kunne styrke deres voksende fokus på cykelsport. Cykelsport, der gennem mange år har holdt nøglen til hendes hjerte. Sådan har det været, siden hun for første gang brugte Tour de France som undskyldning til at søge tilflugt fra sommerens udstillingsvindue for i stedet at se teenage-crushet Andy Schleck duellere med Alberto Contador tværs gennem Frankrig.

Så banen var kridtet op. Skulle hun gå all in på rollen som hende den sjove, eller var det i stedet på tide at styrke det journalistiske ben, endda med hendes store passion som hovedfokus? Svaret blev det sidste. Den første juni gik transferen til Ekstra Bladet igennem.

”Jeg var begyndt at føle mig lidt begrænset af sjovhedsdelen på Tæt på sandheden, mens det journalistiske tændte mig rigtig meget. Så det ville jeg gerne dykke mere ned i. Derfor var Ekstra Bladet et godt match med høj kvalitet, men også craziness og vildskab,” fortæller Camilla Boraghi, inden hun også fremhæver, at hun havde brug for at komme væk fra TV-skærmen. Hun ville gerne være mindre på.

”Jeg var træt af at være på TV. Man kan ikke undgå at blive et kendt ansigt, og det står ikke så godt til mig.”

”Er I vanvittige?”

Det lykkedes hende dog ikke at skjule sig for rampelyset ret meget mere end et par måneder. Hun dækkede Tour de France intenst henover sommeren, og det fik ifølge hendes egen vurdering Ekstra Bladet til at se et upoleret potentiale i hende. Allerede i september, blot få måneder efter ansættelsen på Ekstra Bladet, fik hun i bedste Godfather-stil et tilbud, hun ikke kunne afslå. Et tilbud om jobbet som sportsredaktør på Ekstra Bladet.

”Min første reaktion var: ”Er I vanvittige?” Men så begyndte jeg at se det for mig. Det lød spændende, og pludselig ville jeg fucking gerne.”

Camilla Boraghi blev redaktør på en af mediedanmarks største sportsredaktioner næsten ud af det blå. Et rent eventyr. Hun synes stadig, det næsten er for godt til at være sandt. Ja, sågar næsten bedre end hørfrøboller fra Politikens boghal, som hun ellers beskriver som “heroin i bolleform.” Men kun næsten. Hun stortrives i sin nye rolle. Også selvom hun nu ikke længere kun har ansvar for sine egne artikler og derfor nogle gange selv må tage skraldet, hvis noget går skævt.

”Det er overraskende sjovt at stå med lorten. For hvad skal man gøre af den? Det er vildt spændende at skulle løse problemerne og tage beslutningerne. Det føles ikke så tungt,” siger hun.

Faktisk føles det så godt, at Camilla Boraghi lige nu slet ikke mærker noget savn til jobbet som ”almindelig” journalist. Måske fordi hun stadig er med i en masse journalistiske arbejdsprocesser. Måske fordi hun i allerhøjeste grad får mulighed for at styrke det journalistiske ben, hun så gerne ville træne, og samtidig er kommet lidt væk fra underholdningsgenren. Eller måske fordi hun trives med forandring. Og det kan sagtens ske igen – forandring, altså.

”Jeg håber da helt klart, at jeg kan blive ved med at drible frem og tilbage mellem forskellige roller. Det synes jeg, vi ser mange eksempler på i branchen. Man bliver sat mindre i bås i dag. Men lige nu skal jeg være her på Ekstra Bladet i mange år. Heldigvis har jeg et langt arbejdsliv foran mig,” afslutter Camilla Boraghi.

B.T. skal være et ægte borgerligt tabloidmedie:  ”Man kan ikke fange alle målgrupper ved at være neutral”

B.T. skal være et ægte borgerligt tabloidmedie: ”Man kan ikke fange alle målgrupper ved at være neutral”

B.T. skal være et ægte borgerligt tabloidmedie: ”Man kan ikke fange alle målgrupper ved at være neutral”

B.T. skal være borgerlig, men journalistikken skal være objektiv. Kan det lade sig gøre? En medieforsker påpeger, at medier, der vælger standpunkt, klarer sig bedst.

TEKST: sarah cardel & TIKE ALI bellouki clausen
illustration: lotte skjødt nielsen 

Udgivet den 12. oktober 2023

  

“B.T. skal være et ægte, borgerligt tabloidmedie.” 

Sådan lød meldingen fra den nytiltrådte ansvarshavende chefredaktør, Simon Richard Nielsen, da det blev delt med offentligheden, at han fremover skal stå i spidsen for tabloidmediet B.T. 

Hvad denne udmelding helt præcist indebærer, kan være svært at vurdere. Spørger man Simon Richard Nielsen, har B.T. altid været et borgerligt medie. Han fastslår, at der således ikke er tale om en nyhed.

“Jeg kan godt forstå, at offentligheden ikke er vant til, det bliver sagt så tydeligt, og at det kan opfattes, som om vi smider den journalistiske værktøjskasse over bord. Vi er stadigvæk objektive, og vi hører stadigvæk alle parter i en sag,” siger han.  

Så hvad er borgerlig journalistik, og hvilken betydning har det for B.T., som ifølge Simon Richard Nielsen altid har været borgerlig?

Søren Schultz Jørgensen, medieforsker og docent på DMJX, forklarer, at begrebet ‘borgerlighed’ kan betyde flere ting:

“Den ene måde at være borgerlig på er at udpege emner, der er vigtige for de borgerlige. Den anden og problematiske måde er at lave journalistik, hvor man favoriserer bestemte aktører, som har borgerlige synspunkter.” 

Man må altså forstå forskellen mellem at diskutere vigtige emner fra et borgerligt perspektiv og at favorisere bestemte personer eller grupper med borgerlige synspunkter. Det sidste aspekt betragtes problematisk, da det medfører manglende objektivitet og neutralitet i mediedækningen og underminerer den journalistiske integritet. 

For Simon Richard Nielsen handler det om, at B.T. skal være med til at trække det journalistiske narrativ i en borgerlig retning.

Det handler ikke om politik eller partifarve

Simon Richard Nielsen peger på, at mange medier og journalister ofte benytter sig af venstreorienterede redskaber. Ikke kun i udvælgelsen af emnerne, men også i vinklingen af historierne. Her skal B.T. stå som en borgerlig søjle.

Ifølge ham handler det ikke om at agere lobbyister for blå blok eller de borgerlige partier. I stedet handler det om at repræsentere en borgerlig stemme i en medieverden, der ofte er domineret af venstreorienterede synspunkter.

“Meget af den offentlige samtale og journalistik har et indbygget venstreorienteret narrativ. Der skal B.T. i højere grad lave journalistik med et borgerligt udgangspunkt,” siger han. 

Han understreger, at det ikke handler om partifarve eller politisk tilhørsforhold, men snarere om værdier og en helt grundlæggende journalistisk proces. Allerede i den idéudviklende fase er det vigtigt at stille de rette spørgsmål og vælge den rette vinkel.

Simon Richard Nielsen mener, at man alt for ofte ser, at venstreorienterede perspektiver fylder debatten, selv når det kommer til økonomiske spørgsmål.

“Det handler ikke om rød og blå blok. Det er spørgsmålet om vinkling. Mange medier tager ubevidst en venstreorienteret vinkel, hvor løsningen typisk er flere penge til et bestemt område. Vi ønsker at udfordre denne tilgang og give borgerne en mere nuanceret dækning,” siger han.

Han mener, at diskussionen ofte handler om behovet for flere ressourcer uden et kritisk blik på, hvordan de eksisterende midler anvendes, og hvordan udgifterne udvikler sig. Det er altså afgørende at bryde med den eksisterende fortælling, hvis man ønsker en mere nuanceret offentlig debat.

“Det handler om rimelighed, fornuft og om at se på fakta. Det er som om, vi kollektivt glemmer, at den offentlige sektor har en samlet udgift på 1.200 milliarder kroner om året. Alligevel fortsætter narrativet om flere penge, flere penge, flere penge,” siger Simon Richard Nielsen.

Man skal turde stå for noget

Søren Schultz Jørgensen har skrevet bogen ‘Den Journalistiske Forbindelse’, der handler om, hvordan medier kan genopfinde deres relation til borgerne. Han mener, at der er en typisk årsag til, at B.T. har været ude og tydeliggøre sin borgerlighed:

“Det giver en mulighed for at skabe en tættere relation til læserne, fordi folk føler, at det medie taler til personer som dem selv. Det giver en fællesskabsfornemmelse,” forklarer Søren Schultz Jørgensen.

Ifølge ham er forsøget på at appellere til alle ved at være neutral noget nær umuligt. For at opbygge en loyal læserskare skal medierne turde stå for noget. Ved at kommunikere klart ud til offentligheden sender medierne også en besked til deres egne læsere og brugere om, hvad de står for.

“Inden for de seneste 10 år er det blevet tydeligt, at man ikke kan fange alle målgrupper ved at være neutral. Man er bevidst om, at man skal repræsentere noget, og det er klart de medier, der tør tage et standpunkt, som har mest vind i sejlene,” siger Søren Schultz Jørgensen.

Turbulente tider på B.T.

Der er i det seneste år sket markante ændringer på B.T., og mens mediet satsede digitalt, var salget af printavisen faldende. Det var alligevel en opsigtsvækkende nyhed, da B.T. kunne fortælle, at de den 1. januar 2023 ville lukke printavisen og være 100 procent digitale. Nu som et gratismedie.  

I slutningen af august, knap et år senere, oplyser koncernen igen om nye tiltag på B.T. – heriblandt et nyt samarbejde med Euroinvestor, en ægte borgerlig profil og et chefskifte. 

Tiltag, der blandt andet kommer i kølvandet på, at B.T. har tabt en stor mængde læsere til Ekstra Bladet.

Simon Richard Nielsen afløser Pernille Holbøll, som nåede at sidde på posten i 15 måneder. Det er fjerde chefskifte på to år. Mens hendes opgave var at digitalisere printavisen, tyder det på, at Simon Richard Nielsen i højere grad skal beskæftige sig med mediets redaktionelle linje.

Han er uddannet økonom fra Københavns Universitet og har arbejdet som journalist på Dagbladet Børsen, TV2, FinansWatch og været chefredaktør på finansmediet Euroinvestor. Nu skal han stå ved roret på både Euroinvestor og B.T.  

Et nyt samarbejde med Euroinvestor

Sammen med tydeliggørelsen af B.T.’s strategi om at stå tydelig frem som borgerligt medie, så er der også planer om et samarbejde mellem Euroinvestor og B.T.

Om disse medier kan drage nytte af hinanden, vil tiden vise, men Richard Nielsen har en klar forhåbning om, at et samarbejde kan være gavnligt.

“De to medier har hver deres særpræg og hver deres målgruppe. Men vi vil gerne teste, om mere finansielt stof på B.T. kan fungere. Man kan kalde det et uformelt trafiksamarbejde,” siger Simon Richard Nielsen. 

Chefredaktøren ser gerne, at B.T. i højere grad skal dække emner om økonomi. Han understreger dog, at B.T. ikke bliver et finansmedie, men blot skal dække og give inspiration til finans og privatøkonomi. En, ifølge ham, naturlig udvikling for et stort tabloidmedie som B.T., eftersom de fleste danskere går op i penge.  

“Der er over to millioner boligejere i Danmark, som går meget op i renter, boligprisernes udvikling og boliglån. Det vil vi opprioritere dækningen af på B.T,” siger Simon Richard Nielsen.

Spørgsmålet er, hvordan B.T.s skifte til et ægte borgerligt tabloidmedie vil påvirke journalistikken, deres læserskare og konkurrencen med Ekstra Bladet. Vil ændringen skabe en tættere forbindelse til læserne, eller vil det betyde, at mediets journalistik bliver mere tydeligt præget af borgerlige værdier? 

Svaret vil vise sig i udfoldelsen af den nye strategi, som måske kan bringe B.T. tilbage på niveau med Ekstra Bladet.

Helin Erdem: “Jeg er bange for at blive en sell-out i den her kulturelitære verden”

Helin Erdem: “Jeg er bange for at blive en sell-out i den her kulturelitære verden”

Helin Erdem: “Jeg er bange for at blive en sell-out i den her kulturelitære verden”

På trods af frygten for at blive opfattet som en hellig eller aggressiv debattørtype har Helin Erdem taget bladet fra munden om repræsentation i mediebranchen. Intentionen? At skabe dialog, et fælles sprog og allerhelst mere naturlig diversitet.

TEKST: Amalie wessel-tolvig
FOTO: sarah arge

Udgivet den 12. oktober 2023

 

Kreativ medietype, P3-vært og dimittend fra DR Talentholdet. Helin Erdem har flere titler, men hverken aktivist eller debattør er ifølge hende en af dem.

En lørdag formiddag i august føler Helin Erdem sig alligevel oprørsk. Gennem halvandet år har en tekst, hun har skrevet i noterne på sin telefon, ligget og ulmet. Og nu bliver den til et Instagram-opslag.

“Racisme er ikke nødvendigvis en akt, men det er altid en følelse,” står der blandt andet i opslaget, der i skrivende stund har omtrent 4000 likes. Hvordan racisme er en følelse, har Helin Erdem sagt ja til at udfolde en eftermiddag i DR Byen.

“Racisme er en internaliseret ting lige så meget, som det er en ting, der eksisterer ude i den fysiske verden eller uden for din krop,” siger Helin Erdem.

 I opslaget på Instagram skriver hun, hvordan det sætter hende på emotionelt overarbejde. Hvordan hun selvregulerer og føler, at hun skal overpræstere.

“Jeg har krøller i dag, og det er fucking svært for mig. For mig har det noget med internaliseret racisme at gøre. Det har noget at gøre med, at jeg ville se så hvid ud som muligt. Fordi jeg troede, jeg ville blive mere elsket, accepteret eller inviteret. Så jeg har glattet mit hår konsekvent, siden jeg var 10 år,” siger hun.

 Frygten for at sælge ud

At opslaget efter lang tids tøven alligevel kommer ud, er der en helt klar årsag til. Det handler om mod. Der er mennesker, som skriver til Helin Erdem, at de spejler sig i hende. Om det er somaliere eller kurdere fra Brøndby Strand eller Helin Erdems fætre eller kusiner fra Albertslund og Glostrup – så har hun givet et løfte til sig selv og dem. Hun vil ikke være en medløber. Hun vil være modig og stå op for dem. 

“Jeg er rigtig bange for at blive en sell-out eller forsvinde i den her kulturelitære verden, for dét er ikke meningen.” 

Som kurder fra Tyrkiet er Helin Erdem bevidst om, at hendes tilstedeværelse på og bag skærmen gavner mediebilledet, hvad angår diversitet.

 ’’Jeg ved jo godt, at jeg pynter på diversiteten i en eller anden rapport, hvis jeg er en del af et projekt,’’ siger Helin Erdem

 

 

“Jeg ved jo godt, at jeg pynter på diversiteten i en eller anden rapport, hvis jeg er en del af et projekt.”

– Helin Erdem

Manglende repræsentation går hele vejen rundt

Hverken sendefladen eller mediebranchen er repræsentativ for befolkningssammensætningen. Den manglende repræsentation har flere gange været omtalt. Ikke kun hos Illustreret Bunker, men i hele mediebranchen, og nu nævnes den igen.

Kun 8 procent af de adspurgte medier angiver i en ny analyse lavet af DMJX og Danske Medier, at de har en skriftlig formuleret mangfoldighedspolitik eller målsætning på området.

Illustreret Bunker fremlagde i en artikel fra marts måned i år desuden, hvordan problematikken også gælder brugen af kilder i mediernes indhold og de studerende på journalistuddannelserne. Artiklen, du læser nu, kan også bidrage til et uhensigtsmæssigt mønster. Den er endnu et eksempel på, at en person med anden etnisk baggrund udtaler sig til et medie om forhold, der relaterer sig til netop det.

Helin Erdem vil helst arbejde sig hen mod en mere naturlig repræsentation frem for at blive forbundet med en aktivistisk agenda. Hun mener, at det er mere konstruktivt at bidrage til diversitet ved at fortælle andre menneskers historier. Ved at være Erkan Özden fra TV-avisen på DR eller ved at inddrage sin egen referenceramme, som når hun kækt indskyder “Hvorfor vil hun ikke slikke Fatmas fisse?” i en P3-video om Blæsts store hit ‘Juice’, når der synges om Freja, Maja og Emilie.

Der er bare nogle ting, Helin Erdem har brug for at få sagt, inden hun kan bidrage. For ifølge hende skal mediebranchen forstå, at de har et særligt ansvar i forhold til repræsentation.

“Vi skaber en medievirkelighed, som skal afspejle virkeligheden, og det gør den bare ikke altid. Der er nogle mennesker, der mangler at se sig selv,” siger Helin Erdem.

I et skriftligt svar anerkender Marie Junge Ernst, senior projektleder for Mangfoldighed og Tilgængelighed hos DR, vigtigheden af en bredere repræsentation.

“Repræsentation i DR’s indhold er et vilkår og en præmis for at skabe det bedst mulige public service-indhold til danskerne. Derfor er det også noget, vi er meget bevidste om, fordi alle skal kunne spejle sig selv i et eller flere af DR’s indholdstilbud på tværs af platforme,” skriver DR.

“Det er også vigtigt at understrege, at DR arbejder bredt med mangfoldighed, og derfor tænker vi på tværs af adskillige parametre: Køn, socialklasse, geografi, etnicitet, seksualitet, alder og mennesker med handicap er blandt de emner, vi arbejder med. Det er et arbejde, der foregår på redaktionerne, og DR har et mangfoldighedsteam, der understøtter det.”

 

Demokratiets prøve

Efter at have delt sin tekst på Instagram får Helin Erdem en knude i maven, som bliver siddende. I billedteksten har hun skrevet, at opslaget kun har intention om dialog, men er det alligevel for aggressivt?

“Kan I håndtere, når jeg gør det her? Omfavner I det? Lever I op til jeres demokratiske navn og omdømme? Og det gjorde DR jo, så på den måde har det bekræftet mig meget mere i, at det er et sted, jeg har lyst til at være og bidrage til,” siger Helin Erdem.

 På baggrund af Instagram-opslaget er hun blevet inviteret med til en udviklingsdag hos DR i Aarhus, hvor hun har deltaget i udviklingsarbejdet med skabelsen af et potentielt nyt DR-program.

Med opslagets modtagelse er det gået op for Helin Erdem, at folk virkelig lytter til, hvad hun har at sige. På bagkant af opslaget er hun derfor også mere bevidst om at finde en god balance. Ikke udtale sig for aktivistisk og, ifølge hende selv, være lidt mere ‘girl next door’ i en periode. Meldingen fra Helin Erdem er helt klar:

“Jeg er ikke politiker. Jeg er et menneske med følelser, og det håber jeg også, er den måde, jeg skriver på.”