En journalistisk pioner: “Hvis ikke jeg tør, så kommer jeg til at fortryde, når jeg er 70”

En journalistisk pioner: “Hvis ikke jeg tør, så kommer jeg til at fortryde, når jeg er 70”

En journalistisk pioner: “Hvis ikke jeg tør, så kommer jeg til at fortryde, når jeg er 70”

Lea Korsgaard forlod sin faste stilling hos Politiken for at forfølge drømmen om at lave et medie, der går imod nyhedsstrømmen. I dag findes Zetland, hvor højskoleånden har fundet sin plads. Nu har Lea tid til at stoppe op – kort – og redefinere, hvad hendes rolle egentligt er.

En journalistisk pioner: “Hvis ikke jeg tør, så kommer jeg til at fortryde, når jeg er 70”

Tekst: Selma Hildebrand Frederiksen
Foto: Marcus Christensen

Udgivet den 10. december 2020

Det er en sommeraften på en gård på Midtsjælland. Dagen er gået med legen Capture the Flag og højt humør afsluttet med stor festmiddag. Et band har formet sig, men forsangeren er blevet syg. Det udvikler sig til karaoke-aften, hvor tilskuerne råber til bandet, hvad de gerne vil synge. En vil gerne synge Ironic af Alanis Morissette og hopper op på scenen. Lea

Korsgaard iagttager menneskene omkring hende og bliver ramt af en pludselig følelse af lykke.

”Tænk, at de her mennesker kun lige har mødt hinanden og lige nu har det fedeste øjeblik sammen, fordi jeg turde noget på et tidspunkt. Det her ville ikke findes, hvis jeg ikke for mange år siden havde været med til at sige ’Hey, skal vi ikke lave noget andet?” siger Lea Korsgaard.

Vi møder Lea Korsgaard en solrig formiddag i november til en snak om hende og Zetland. Lea Korsgaard er 41 år, hun bor på en højskole med sin mand og sine børn, og så har hun en bachelor i journalistik fra Syddansk Universitet og en master i sociologi fra The New School i New York City. Nå ja, og så er hun medstifter og ansvarshavende chefredaktør for onlinemediet Zetland.

Zetland blev stiftet i sin nuværende form i 2016 af Hakon Mosbech, Silke Bock, Jacob Moll og Lea Korsgaard. Målet var blandt andet at nytænke

journalistikkens rolle og bryde med det informationsoverload, der findes i dagens Danmark. Zetlands vision er derfor at tage udgangspunkt i, hvad de mener, at deres læsere har brug for at vide, og ikke hvad der skete for fem minutter siden. Nyhedstrekanten findes ikke her.

”På Zetland har vi valgt det vigtigste for dig. Vi har sørget for, at du kan stole på det, og vi er transparente omkring, hvordan det er blevet til, så vi også viser, at journalistik er et produkt, der bliver til meget hurtigt – og det skal du selvfølgelig vide, når du læser det,” siger Lea Korsgaard. 

Det er en sommeraften på en gård på Midtsjælland. Dagen er gået med legen Capture the Flag og højt humør afsluttet med stor festmiddag. Et band har formet sig, men forsangeren er blevet syg. Det udvikler sig til karaoke-aften, hvor tilskuerne råber til bandet, hvad de gerne vil synge. En vil gerne synge Ironic af Alanis Morissette og hopper op på scenen. Lea

Korsgaard iagttager menneskene omkring hende og bliver ramt af en pludselig følelse af lykke.

”Tænk, at de her mennesker kun lige har mødt hinanden og lige nu har det fedeste øjeblik sammen, fordi jeg turde noget på et tidspunkt. Det her ville ikke findes, hvis jeg ikke for mange år siden havde været med til at sige ’Hey, skal vi ikke lave noget andet?” siger Lea Korsgaard.

Vi møder Lea Korsgaard en solrig formiddag i november til en snak om hende og Zetland. Lea Korsgaard er 41 år, hun bor på en højskole med sin mand og sine børn, og så har hun en bachelor i journalistik fra Syddansk Universitet og en master i sociologi fra The New School i New York City. Nå ja, og så er hun medstifter og ansvarshavende chefredaktør for onlinemediet Zetland.

Zetland blev stiftet i sin nuværende form i 2016 af Hakon Mosbech, Silke Bock, Jacob Moll og Lea Korsgaard. Målet var blandt andet at nytænke

journalistikkens rolle og bryde med det informationsoverload, der findes i dagens Danmark. Zetlands vision er derfor at tage udgangspunkt i, hvad de mener, at deres læsere har brug for at vide, og ikke hvad der skete for fem minutter siden. Nyhedstrekanten findes ikke her.

”På Zetland har vi valgt det vigtigste for dig. Vi har sørget for, at du kan stole på det, og vi er transparente omkring, hvordan det er blevet til, så vi også viser, at journalistik er et produkt, der bliver til meget hurtigt – og det skal du selvfølgelig vide, når du læser det,” siger Lea Korsgaard. 

Bruddet med den veletablerede mediebranche

En ting er at have store visioner på journalistikkens vegne. En anden ting er at føre dem ud i livet. Og det er ikke bare en beslutning, man tager hen over natten. Allerede som studerende mødtes de kommende medstiftere af Zetland og diskuterede, hvordan journalistikken skulle se ud, hvis de selv var de voksne, der kunne bestemme. Den snak fortsatte mange år endnu.

”Og så gjorde vi det, som forhåbentligt alle unge journaliststuderende gør, nemlig drak os pissestive,” siger Lea.

 Lea Korsgaard var fastansat på Politiken og kunne, som hun selv siger det, have fået en fremragende karriere der. Hun tog orlov for at flytte til New York og tage en master i sociologi. Da hun kom tilbage til Danmark, gik hun direkte på barsel. Imens fyldte tankerne om at forlade den veletablerede medievirksomhed og det velansete job. Til sidst var der kun en tanke tilbage:

“Hvis ikke jeg tør, så kommer jeg til at fortryde, når jeg er 70.”

Efter mange års overvejelser forlod Lea sin faste stilling på Politiken. Hun måtte følge sin drøm. Og det har hun aldrig fortrudt.

 ”Selvom der er nogle, der kommer med en plan til dig og siger, ’du skal være en super god, etableret dagbladsjournalist,’ så behøver du faktisk ikke at sige ja. Du må godt sige nej. Det er der noget sindssygt frigørende ved.

– Lea Korsgaard

Hvo intet vover, intet vinder

De første spadestik til Zetland er blevet taget, og Lea er flyttet ud i en kælderlejlighed på Nørrebro. Fra 2012 fungerer Zetland som et digitalt forlag, men i 2016 bliver det relanceret som den digitale avis, vi kender i dag. Det velbetalte ”drømmejob” er definitivt blevet skiftet ud med iværksætterdrømmen. Lea bliver på mange måder ansigtet udadtil for Zetland, og den nye netavis tager størstedelen af hendes tid. I de år melder hun klart ud –kaffeaftaler findes ikke med hende. Tiden rækker kun til Zetland og familien.

”Man kan ikke adskille private-Lea og Zetland-Lea. Forstået på den måde, at jeg ikke tager en maske på, når jeg kommer på arbejde. Vi vil gerne have en kultur, hvor man er ærlig omkring, hvad man går med indeni. Og hvis man vil have sådan en kultur, så må man gå forrest som leder,” siger Lea Korsgaard.

Ambitionerne for Zetland har også været at ændre på den traditionelle hierarkiske arbejdskultur. Lea Korsgaard forklarer selv, at Zetland på mange måder er skabt ud fra en tankegang om at kombinere arbejdspladsen med højskolen. Her skal man kunne sige sin mening. Både når det kommer til det journalistiske arbejde, men også hvis man synes, at der bliver taget skæve beslutninger:

”Vi tilstræber et fladt hierarki i den forstand, at der er nogle, der bestemmer, og der er ikke et fravær af ledelse – men muligheden for at komme igennem med en idé skal aldrig afhænge af, hvor man er i hierarkiet.”

Medlemmerne inddrages på Zetland

”Hvornår er vi meningsfulde for vores medlemmer? Hvordan kan vi gøre den største forskel for dem?”

Disse spørgsmål er ifølge Lea Korsgaard udgangspunktet for alt, hvad der bliver lavet på Zetland. Mediet stræber efter at bruge medlemmerne som ressource. Både i udviklingen af teknologien og mediet, men også for de journalistiske historier. Lea forklarer, at det er i dialogen, at de store forskelle finder sted. Inspirationen fra højskolen bliver igen tydelig. Mediet skal være et samlingspunkt og ikke bestå af en masse fragmenterede enheder.

Med knap 20.000 betalende medlemmer er der noget, der tyder på, at der har været brug for et medie som Zetland. Men selvom der er overskud nu, er der stadig udfordringer forude. Både for Zetland som medie, men også for Lea Korsgaard som chefredaktør. Der er altså ikke tid til at hvile endnu.

 

”Hvis vi bare stiller os tilfredse med der, hvor vi er nu, så ville vi gå på kompromis med vores mission, som er, at vi vil påvirke samfundet,”

– Lea Korsgaard

Målet er at påvirke den offentlige samtale i endnu højere grad, end de gør nu. Zetland vil længere ud. Gerne så langt ud, at de har 40.000 betalende medlemmer. Indtil nu har fokus været på længere artikler, ofte features, og oplæsninger af disse, så medlemmet kan få sin journalistik på farten. Men der skal nytænkes hele tiden for at kunne følge med de tårnhøje ambitionerne.

Hvordan er man chefredaktør?

At Zetland har nået et punkt, hvor der er nok betalende medlemmer til, at der dannes overskud, åbner op for nye overvejelser hos Lea Korsgaard. For der er stor forskel på at være chefredaktør på en startup-virksomhed til at være chefredaktør på en redaktion med over 30 ansatte.

Nu overvejer Lea Korsgaard at gå i praktik hos de andre chefredaktører. For i virkeligheden aner hun ikke, hvad det vil sige at være chefredaktør. Det er ikke mere end et par år siden, at hun både skulle forholde sig til manglede opvasketabs og manglende millioner. Det behøver hun ikke længere.

”Gud, er jeg ved at overflødiggøre mig selv? Jeg har været så vant til, at min legitimitet herinde har bestået i at være med inde over alt. Det behøver jeg ikke længere. Så hvor stiller det mig i virksomheden?” spørger Lea Korsgaard.

 For nyligt befandt hele ledelsesgruppen sig på en Københavnsk restaurant. Målet var en intens feedbackrunde til hver enkelt ved bordet. Her lærte Lea blandt andet, at hun rører for meget ved sit hår. Og at det er pisseirriterende. Men hun lærte også, at hun er vigtig for Zetland, selvom at hun ikke behøver at være med i alle beslutninger længere. Svaret, på hvad hendes rolle som chefredaktør er nu, fandt hun ikke den aften. Til gengæld fandt hun granatæbleshots i den nærmeste kiosk, der sørgede for en talestrøm, der varede til langt ud på natten. Talestrømmen kredsede om et enkelt spørgsmål:

”Hvordan ser den meningsfulde chefredaktørrolle ud i dag?”

Journalisters kildevalg er for snævert: “Der er meget få hverdagshistorier fra minoritetsmiljøer”

Journalisters kildevalg er for snævert: “Der er meget få hverdagshistorier fra minoritetsmiljøer”

Journalisters kildevalg er for snævert: “Der er meget få hverdagshistorier fra minoritetsmiljøer”

Danske journalister ligner hinanden. Langt de fleste er etniske danskere, bor i storbyen og er mere centrum-venstreorienterede end befolkningen. Dette kan have store konsekvenser for, hvordan medierne vælger kilder. Kildevalget har stor indflydelse på, hvem der føler sig repræsenteret i medierne. Derfor er det vigtigt, at medierne søger bredere, når det kommer til kildevalg.

Journalisters kildevalg er for snævert: “Der er meget få hverdagshistorier fra minoritetsmiljøer”

Danske journalister ligner hinanden. Langt de fleste er etniske danskere, bor i storbyen og er mere centrum-venstreorienterede end befolkningen. Dette kan have store konsekvenser for, hvordan medierne vælger kilder. Kildevalget har stor indflydelse på, hvem der føler sig repræsenteret i medierne. Derfor er det vigtigt, at medierne søger bredere, når det kommer til kildevalg.

Skribent: Frederik Aagaard Zeuthen
Illustration: Amanda Frisk

Udgivet den 10. december 2020

Den danske journaliststand er langt fra repræsentativ for den danske befolkning.

En opgørelse, Dansk Journalistforbund lavede i 2010, viser, at kun halvanden procent af danske journalister var indvandrere eller efterkommere, mens denne gruppe udgør ti procent af befolkningen.

Det er vigtigt for tilliden til medierne, at diversiteten øges, så medieverdenen bliver mere repræsentativ. Sådan lyder det i Dansk Journalistforbunds rapport Fagenes Fremtid fra 2019.

Ifølge Søren Schultz Jørgensen, ph.d., selvstændig medieforsker og tidligere projektleder på Fagenes Fremtid, er det vigtigt at rette op på denne skævhed, da den kan have store konsekvenser for, hvordan forskellige grupper bliver portrætteret i samfundet.

”Hvis alle journalister var helt objektive og ikke formet af deres baggrund, så ville det måske ikke være et problem,” siger Søren Schultz Jørgensen.

Det skyldes, at alle menneskers fortid og erfaringer påvirker, hvordan man forstår nutiden. En journalists baggrund kan derfor ubevidst påvirke journalistens kildevalg. Dette kan være en forklaring på, at etniske minoriteter ofte bliver fremstillet som et problem eller en eksotisk case.

Den lave andel af journalister med minoritetsbaggrund betyder, at når journalister skal lave historier fra minoritetsmiljøer, så bliver det en historie lavet af en, der ikke kender miljøet. Derfor opstår der ifølge Søren Schultz Jørgensen nemt et ’os og dem’.

”Der er meget, meget få hverdagshistorier fra minoritetsmiljøer. Ofte hører man kun, når der sker noget dramatisk. Ikke-danske traditioner som ramadan bliver dækket som noget eksotisk og Umut Sakarya som ’tyrkeren, der laver svinekød’. På den måde bliver det svært for minoriteter at føle sig repræsenteret, hvis de som regel bliver holdt i strakt arm,” siger han.

Dette bakkes op af rapporten Dem vi taler om fra Center for Nyhedsforskning på Roskilde Universitet. Den viser, at etniske minoriteter generelt er underrepræsenterede i medierne, og når de er i medierne, omhandler det ofte kriminalitet, religion, indvandring og integration.

Ifølge Søren Schultz Jørgensen kan dette føre til, at minoritetsgrupper mister tilliden til de danske medier og derfor fravælger dem. I stedet søger de mod medier fra deres hjemegn.

”Samtidig udvikler medierne sig i en retning mod flere små nichemedier, der er rettet mod en lille målgruppe. Dette er et problem for de mindre ressourcestærke minoriteter, da de ganske enkelt ikke kan eller vil betale for et medie, der retter sig mod lige præcis dem. Derfor ender minoriteter med ikke at have et medie, der har indhold fra Danmark,” siger han.

Ytringsfriheden gælder for alle

Fra Dansk Journalistforbunds side anerkender de, at den manglende diversitet er problematisk.

”Hvis medierne ikke afspejler samfundet, kan folk ikke spejle sig i medierne. Det gør alt andet lige medierne mindre relevante,” siger næstformand, Allan Boye Thulstrup.

Ifølge Allan Boye Thulstrup blander DJ sig nødig i redaktionelle valg, så de vil ikke konkret bestemme, hvilke kilder medierne skal bruge. Men de vil sikre, at alle kan og vil deltage i den offentlige debat.

”Ytringsfriheden gælder alle i dette land uanset baggrund. Det er lige relevant, hvad man mener om skattepolitik, uanset hvilken etnisk baggrund man har. Derfor opfordrer vi til et bredt kildevalg,” siger Allan Boye Thulstrup.

Han understreger, at DJ altid er åbne for initiativer, der kan øge diversiteten eller hjælpe på mediernes kildevalg. Derfor samarbejder DJ også med en række foreninger og organisationer, blandt andet PLURALISTERNE.

Organisationer vil gøre det nemmere for journalister

NGO’en PLURALISTERNE arbejder for at skabe en mere retvisende repræsentation i medierne og kulturlivet og synliggøre samfundets diversitet i mediernes kildevalg.

Ifølge medstifter Mette Mut Andreasen er det vigtigt, at personer fra minoritetsgrupper bliver repræsenteret i medierne, ellers bliver de ekskluderet fra den offentlige samtale.

”Hvis du ikke bliver repræsenteret i medierne, bliver dit liv og din situation ikke anerkendt i medierne. Dermed risikerer man, at man ikke bliver anerkendt i samfundet. Det gør det svært at deltage i den offentlige samtale og blive hørt og taget alvorligt,” siger hun.

PLURALISTERNE rådgiver medievirksomheder i, hvordan de kan øge diversiteten, og afholder workshops og samtaler med kultur- og medieorganisationer, hvor de forsøger at give medier værktøjer og metoder til at afhjælpe problemet.

Derudover oprettede de Listoteket i 2017. Det er en database med kilder fra underrepræsenterede grupper. Det skal gøre det nemmere for journalister at finde en kilde, der bryder normen. For eksempel en etnisk minoritet, der kan udtale sig om andet end kriminalitet, religion og historier om udlændinge, indvandring og integration.

Ingen snuptagsløsning

Problemet med den manglende diversitet i selve mediebranchen er dog en hård nød at knække. Det mener både PLURALISTERNE, DJ og Søren Schultz Jørgensen.

”Man skal huske, at der ikke findes en snuptagsløsning. Problemet har været i fokus længe, og der er en grund til, at det stadig er relevant, og måske mere end nogensinde. Det er bare rigtig svært at gøre noget ved,” siger medieforsker Søren Schultz Jørgensen.

Lars Vegas Nielsen er illustrator: ”Jeg vil ikke provokere bare for at provokere”

Lars Vegas Nielsen er illustrator: ”Jeg vil ikke provokere bare for at provokere”

Lars Vegas Nielsen er illustrator: ”Jeg vil ikke provokere bare for at provokere”

Illustrationens ypperste funktion er at fungere som blikfang for en artikel, men hvordan fanger man læserens opmærksomhed fra første øjekast, og hvilke overvejelser gør man sig i forhold til at overskride folks grænser? Illustreret Bunker har snakket med Lars Vegas Nielsen, der er freelance illustrator på sit tredje årti.

Lars Vegas Nielsen er illustrator: ”Jeg vil ikke provokere bare for at provokere”

Illustrationens ypperste funktion er at fungere som blikfang for en artikel, men hvordan fanger man læserens opmærksomhed fra første øjekast, og hvilke overvejelser gør man sig i forhold til at overskride folks grænser? Illustreret Bunker har snakket med Lars Vegas Nielsen, der er freelance illustrator på sit tredje årti.

Skribenter: Cecilie Guldberg Nielsen og Benjamin Bøllehuus

Illustrationer: Lars Vegas Nielsen

Udgivet den 13. november 2020

”Jeg kan godt lide, at en streg enten er lidt ulden, lidt hakket eller lidt skarp i det.”

Sådan beskriver Lars Vegas Nielsen sin egen abstrakte tegnestil. Til daglig sidder han i en lille landsby lidt syd for Nyborg og arbejder på sine illustrationer. Han kalder sig både bladtegner og illustrator, men foretrækker sidstnævnte, da det favner bredere. Foruden at have lavet illustrationer for Weekendavisens Bogtillæg i mange år, har han også illustreret billedbøger, plakater og bogforsider. 

Det er sjældent, at Lars Vegas Nielsen har fået præcise anvisninger på, hvad han skal tegne, og det er præcis sådan, han har det bedst – i frie tøjler. Når han forsøger at tegne noget, der er skabt i en anden persons hoved, stivner han. Alligevel ser han dog sig selv som håndværker, og det er vigtigt for ham at arbejde i det format, han bliver givet. Hvis der er ønsker til en tegnings indhold, så forsøger han at imødekomme dem.

”Jeg har altid selv syntes, at jeg har lavet de bedste ting, når det ikke er fuldstændig skåret ud i pap, hvad jeg skal lave. Det er vigtigt for mig, at tingene passer til det, det skal bruges til. Artiklen er det, der skal i avisen – og skal være indholdet i avisen. Jeg er både blikfang, men jeg er også en medspiller,” siger han.

Lars Vegas Nielsen har i mange år lavet illustrationer til Weekendavisens Bogtillæg. Privatfoto.

Ønsker ikke at provokere

I løbet af årene har Lars Vegas Nielsen fundet sin helt egen måde at lave illustrationer på, og den forsøger han som regel at holde sig til, for netop det er ofte grunden til, at han er blevet valgt til en bestemt opgave.

”Der er grænser for, hvor meget jeg kan gå ud over min egen stil. Nogle gange, hvis jeg gør det, kan jeg mærke, at folk enten kan blive skuffede eller overraskede,” siger han.

Især når Lars Vegas Nielsen tegner til Weekendavisen, er det vigtigt, at han holder sig inden for sine egne stilmæssige rammer, da tegningerne er en del af en bestemt sektions udtryk.

 

 

“En tegning skal enten være spændende og dragende, eller også skal den indeholde en historie eller pointe, der står skarpt.” 

– Lars Vegas Nielsen, illustrator

Der er desuden emner, som han helst ikke rører ved, da de strider mod hans moralske kompas. Det skyldes, at han ser sig selv som illustrator frem for satiriker.

“Jeg tænker mig om, hvis jeg skal lave noget om emner, der er krudt i. Jeg vil ikke provokere bare for at provokere,” siger han.

Til gengæld laver han karikaturtegninger. Et glimrende eksempel på sådan en er hans illustration til Weekendavisens anmeldelse af Bob Woodwards bog ”Fear”, hvori Donald Trump skildres som en kaotisk mand, der kan finde på hvad som helst.

“Jeg lod hans orange udtryk og hans lyse hår arbejde sammen med, at der nærmest var flammer i ham,” siger Lars Vegas Nielsen. “Essensen i artiklen var kaosset, og det forsøgte jeg at afspejle ved at bruge Trump som en del af det større billede.”

Tv: Job. Bringes i den kommende bog ”Bibelfortællinger for børn” af forfatter Sara Nørholm.
Th: Donald Trump. Bragt i Weekendavisen.

Tegner efter kontekst

Når Lars Vegas Nielsen tegner, arbejder han ofte med en form for collager. Her kan han manipulere med forskellige elementer af en illustration på computeren.

“Jeg tegner mine elementer i hånden og scanner dem ind,” siger han. “Så kan jeg sidde og rykke rundt på dem, forstørre og formindske dem og lave alle mulige ting som et puslespil.”

Det er netop collage-udtrykket, som han fremhæver ved sine egne illustrationer. Derudover kan han godt lide et lidt dystert udtryk og knækkede jordfarver – aldrig i helt rene farver som prangende rød, gul eller blå.

Lars Vegas Nielsens tegninger er forskellige, alt efter i hvilken sammenhæng de skal bruges. Når han arbejder med illustrationer til bøger, bruger han mere tid på at gå ind i de helt fine detaljer. Når han arbejder med illustrationer til Weekendavisen, forsøger han omvendt at bruge færre virkemidler. Det er vigtigt for ham, at avistegningerne ikke bliver kaotiske, så de, der ser dem, kan genkende den skrevne historie.

“En tegning skal enten være spændende og dragende, eller også skal den indeholde en historie eller pointe, der står skarpt,” siger han.

”Jeg kan godt lide, at en streg enten er lidt ulden, lidt hakket eller lidt skarp i det.”

Sådan beskriver Lars Vegas Nielsen sin egen abstrakte tegnestil. Til daglig sidder han i en lille landsby lidt syd for Nyborg og arbejder på sine illustrationer. Han kalder sig både bladtegner og illustrator, men foretrækker sidstnævnte, da det favner bredere. Foruden at have lavet illustrationer for Weekendavisens Bogtillæg i mange år, har han også illustreret billedbøger, plakater og bogforsider. 

Det er sjældent, at Lars Vegas Nielsen har fået præcise anvisninger på, hvad han skal tegne, og det er præcis sådan, han har det bedst – i frie tøjler. Når han forsøger at tegne noget, der er skabt i en anden persons hoved, stivner han. Alligevel ser han dog sig selv som håndværker, og det er vigtigt for ham at arbejde i det format, han bliver givet. Hvis der er ønsker til en tegnings indhold, så forsøger han at imødekomme dem.

”Jeg har altid selv syntes, at jeg har lavet de bedste ting, når det ikke er fuldstændig skåret ud i pap, hvad jeg skal lave. Det er vigtigt for mig, at tingene passer til det, det skal bruges til. Artiklen er det, der skal i avisen – og skal være indholdet i avisen. Jeg er både blikfang, men jeg er også en medspiller,” siger han.

Lars Vegas Nielsen har i mange år lavet illustrationer til Weekendavisens Bogtillæg. Privatfoto.

Ønsker ikke at provokere

I løbet af årene har Lars Vegas Nielsen fundet sin helt egen måde at lave illustrationer på, og den forsøger han som regel at holde sig til, for netop det er ofte grunden til, at han er blevet valgt til en bestemt opgave.

”Der er grænser for, hvor meget jeg kan gå ud over min egen stil. Nogle gange, hvis jeg gør det, kan jeg mærke, at folk enten kan blive skuffede eller overraskede,” siger han.

Især når Lars Vegas Nielsen tegner til Weekendavisen, er det vigtigt, at han holder sig inden for sine egne stilmæssige rammer, da tegningerne er en del af en bestemt sektions udtryk.

 

 

“En tegning skal enten være spændende og dragende, eller også skal den indeholde en historie eller pointe, der står skarpt.” 

– Lars Vegas Nielsen, illustrator

Der er desuden emner, som han helst ikke rører ved, da de strider mod hans moralske kompas. Det skyldes, at han ser sig selv som illustrator frem for satiriker.

“Jeg tænker mig om, hvis jeg skal lave noget om emner, der er krudt i. Jeg vil ikke provokere bare for at provokere,” siger han.

Til gengæld laver han karikaturtegninger. Et glimrende eksempel på sådan en er hans illustration til Weekendavisens anmeldelse af Bob Woodwards bog ”Fear”, hvori Donald Trump skildres som en kaotisk mand, der kan finde på hvad som helst.

“Jeg lod hans orange udtryk og hans lyse hår arbejde sammen med, at der nærmest var flammer i ham,” siger Lars Vegas Nielsen. “Essensen i artiklen var kaosset, og det forsøgte jeg at afspejle ved at bruge Trump som en del af det større billede.”

Ovenfor: Job. Bringes i den kommende bog ”Bibelfortællinger for børn” af forfatter Sara Nørholm.
Nedenfor: Donald Trump. Bragt i Weekendavisen.

Tegner efter kontekst

Når Lars Vegas Nielsen tegner, arbejder han ofte med en form for collager. Her kan han manipulere med forskellige elementer af en illustration på computeren.

“Jeg tegner mine elementer i hånden og scanner dem ind,” siger han. “Så kan jeg sidde og rykke rundt på dem, forstørre og formindske dem og lave alle mulige ting som et puslespil.”

Det er netop collage-udtrykket, som han fremhæver ved sine egne illustrationer. Derudover kan han godt lide et lidt dystert udtryk og knækkede jordfarver – aldrig i helt rene farver som prangende rød, gul eller blå.

Lars Vegas Nielsens tegninger er forskellige, alt efter i hvilken sammenhæng de skal bruges. Når han arbejder med illustrationer til bøger, bruger han mere tid på at gå ind i de helt fine detaljer. Når han arbejder med illustrationer til Weekendavisen, forsøger han omvendt at bruge færre virkemidler. Det er vigtigt for ham, at avistegningerne ikke bliver kaotiske, så de, der ser dem, kan genkende den skrevne historie.

“En tegning skal enten være spændende og dragende, eller også skal den indeholde en historie eller pointe, der står skarpt,” siger han.

Den frie presse holdes i et jerngreb i Hviderusland

Den frie presse holdes i et jerngreb i Hviderusland

Den frie presse holdes i et jerngreb i Hviderusland

Siden præsidentvalget i Hviderusland den 9. august har regimet i landet slået hårdt ned på journalister og demonstranter. Berlingskes fotograf Asger Ladefoged er en af dem, der oplevede urolighederne på egen krop.

Skribent: Christoffer Panduro
Illustrationer: Veronika Skov Snedker

Udgivet den 29. oktober 2020

På en bakketop lidt uden for Minsk lægger en lille gruppe mennesker blomster. De holder en mindehøjtidelighed for den demonstrant, der blev det første offer under protesterne mod Hvideruslands præsident, Alexander Lukashenko.

Til stede ved mindehøjtideligheden er Berlingskes fotograf Asger Ladefoged. Fra en position ikke langt derfra står han og en række andre fotografer og tager billeder af situationen. Men det, der skulle have været en fredelig mindehøjtidelighed, bliver pludselig afbrudt af det hviderussiske politi, der angriber de tilstedeværende pressefolk.

”Det var egentlig meget fredeligt, men pludselig kommer der et par varevogne med hviderussiske betjente, der holder ind til siden for at fange nogle demonstranter,” forklarer Asger Ladefoged.

Fotograferne begynder at tage billeder af optøjerne, hvilket betjentene opdager, og herefter løber de efter pressefolkene – og Asger er en af dem, de får fat i.

På Twitter kunne man dagen efter se en video af Asger Ladefoged, der bliver skubbet og sparket af det hviderussiske politi, samtidig med at de konfiskerer SD-kortet til hans kamera.

Foto: Uladz Hrydzin / RFERL

Europas sidste diktatur

Hviderusland bliver i daglig tale kaldt Europas sidste diktatur. I forbindelse med valget til præsidentposten den 9. august i år har der været omfattende protester i landet, hvor demonstranterne har krævet både demokratiske reformer og præsident Lukashenkos afgang.

Hviderusland bliver af mange set som et af de mest korrupte lande i Europa, og flere påpeger også, at pressefriheden i landet er ikke eksisterende.

En lang række internationale menneskerettighedsorganisationer har igennem adskillige år kritiseret Hviderusland for deres undertrykkelse af borgere og journalister. I deres seneste rapport understreger Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, OSCE, Hvideruslands manglende presse- og ytringsfrihed.

Situationen ændrede sig fra time til time

Episoden på bakketoppen fandt sted to dage efter valget i Hviderusland. På det tidspunkt havde tilstanden i landet allerede udviklet sig drastisk, og mange mediefolk fra hele verden havde på det tidspunkt oplevet styrets hårdhændede metoder.

”Der har været flere historier, om hvordan myndighederne er dukket op på journalisters hoteller og har sendt dem hjem. Derudover er lokale journalister blevet gennemtævet af myndighederne,” fortæller Asger Ladefoged om dagene efter præsidentvalget.

Op til valget var det et mere roligt billede, der tegnede sig i landet. Her kunne journalisterne bevæge sig mere frit rundt i landet, men i takt med at demonstrationerne tog til, blev der skruet op for brutaliteten fra styrets side.

”Situationen udviklede sig løbende. Somme tider var det helt fint, men de dage, hvor det var mest tilspidset, forventede vi det værste,” fortæller Asger Ladefoged.

 ”Som journalist er man enormt afhængig af internettet i sådan nogle situationer. Både så man kan følge med i sikkerhedssituationen, men også noget så lavpraktisk som at downloade et kort over byen bliver pludselig umuligt.”

Asger forklarer, hvordan situationen ændrede sig time for time, og at uvisheden gjorde, at han frygtede, at myndighederne kunne komme hvert øjeblik, det skulle være. Der florerede en masse historier og rygter blandt journalisterne i landet om de ting, de kunne blive udsat for fra regimets side.

Måtte skjule sit kamera i en pose

I Hviderusland oplevede Asger Ladefoged også, hvor svært det var at bevæge sig rundt som fotograf. Selvom han havde sin presseakkreditering og en selvlysende gul vest med ordene ”PRESS” skrevet med store bogstaver hen over brystet, mærkede han ikke den store respekt fra myndighedernes side.

”Man kunne ikke regne med, at myndighederne havde samme respekt for pressen, som i andre lande. De var fuldstændig ligeglade med, at jeg havde en presseakkreditering,” siger han.

Han forklarer yderligere, at det var enormt svært at arbejde som journalist i landet, da det var meget begrænset, hvor man måtte gå, og hvad de måtte tage billeder af.

Især som fotograf oplevede han, hvor svært det var at arbejde, når man ikke måtte tage billeder og hele tiden skulle skjule, at man er fra pressen.

 ”Som skrivende journalist kan man være lidt mere anonym og betragte tingene på afstand. Jeg står med to kameraer og skal meget tæt på, når der sker noget,” forklarer han og fortsætter.

”Jeg gik med en pose, så jeg hurtigt kunne skjule kameraet og ligne en, der bare var ude for at købe ind.”

Den skjulte og den direkte trussel

Asger Ladefoged har rejst som fotograf flere steder i verden – også steder, hvor folk fra pressen er ekstra udsat. Han har blandt andet rejst i Syrien og Tyrkiet for at dække kampene mod Islamisk Stat, hvor risikoen især var faren for at blive kidnappet.

”Man er enormt opmærksom hele tiden. Er der en, der lige kigger lidt for længe på dig, imens han taler i telefon? Hvem holder i den der bil? Sådan nogle tanker kører hele tiden rundt i hovedet,” forklarer han om de faresignaler, man som journalist i et krigsområde konstant kigger efter.

Det samme gennemlevede han i Hviderusland grundet den uvished, der var over for styret. Her skulle han foruden de skjulte trusler også forholde sig til militæret, som skød og dræbte folk på åben gade.

Han oplevede at blive tilbageholdt og hevet ind i en bil sammen med en række demonstranter for så at blive løsladt med det samme, fordi politiet ”ikke rigtigt vidste, hvad de skulle gøre med en person i pressevest,” som han forklarer det. 

Ifølge Asger Ladefoged var der flere situationer, hvor politiet ikke vidste, hvad de skulle gøre med folk, og at det, de gjorde, i mange tilfælde var vilkårligt, eftersom landet aldrig har oplevet demonstrationer af den størrelse og den type, som de oplever nu.

Omvendt har der også været andre episoder, hvor han oplevede, at politiet gik målrettet efter journalisterne.

”Der har tidspunkter, hvor politiet er gået mere specifikt efter journalister, så jeg er sikker på, at det også har været en bevidst strategi fra styrets side,” forklarer han.

”I Hviderusland kan man ikke stole på myndighederne.”

På nuværende tidspunkt er der ingen journalister, der kan få presseakkreditering til Hviderusland. Alle informationer fra landet kommer gennem styrets officielle kanaler.

Jesper Steinmetz rapporterer fra et splittet Amerika

Jesper Steinmetz rapporterer fra et splittet Amerika

Jesper Steinmetz rapporterer fra et splittet Amerika

USA er et enormt og splittet land, og for at dække det rigtigt, må man komme ”så langt væk fra storbyerne som muligt.”

Det fortæller USA-korrespondent for TV 2, Jesper Steinmetz. Illustreret Bunker har talt med ham om det land, han har kendt i over 30 år.

Skribent: Simon B. Porse
Foto: Politikens Forlag

Udgivet den 29. oktober 2020

Vejret er vådt, gråt og efterårsagtigt. Gaderne er næsten tomme – en spøgelsesby. Det har været sådan siden marts, hvor pandemien lagde sig som en dyne henover landet.

Sådan beskriver USA-korrespondent for TV2, Jesper Steinmetz, stemningen i Washington D.C., hvor han har haft base, siden han fik posten i 2010.

“Her er ikke specielt mange mennesker. De fleste, der bor her, er white-collar workers – advokater, lobbyister, politikere – der alle arbejder hjemmefra,“ fortæller han over en online-forbindelse med Illustreret Bunker.

“Det gør det lidt ufestligt at bevæge sig rundt i byen.”

To parallelsamfund

Jesper Steinmetz stiftede først rigtigt bekendtskab med USA tilbage i 1986. Her flyttede han ind hos sin onkel og tante i den nordlige delstat Michigan, hvor han studerede på universitetet og arbejdede i en årrække.

Allerede dengang fik han blik for, hvor enormt landet er. Da han først rejste dertil, ankom han til byen Grand Rapids, Minnesota, godt og vel 750 kilometer fra det egentlige mål: Grand Rapids, Michigan. Det svarer til at lande i Bruxelles frem for i København.

I 1986 oplevede han også for første gang, hvordan amerikanere er særligt imødekommende overfor fremmede. Det oplever han også i dag – endda blandt ellers indvandrerkritiske Trump-vælgere.

“Lige så snart man siger, at man er fra Danmark, så siger de ‘iihh, vi elsker Danmark, og vi har engang været i København’ og så videre.”

Det kan virke inkonsekvent, når Trump-støtter også er særligt kritiske overfor pressen, men det viser blot den helt grundlæggende imødekommenhed, man oplever i landet, fortæller han.

“Det er langt nemmere at være den fremmede i USA, end det er i Danmark. Amerikanerne sørger for at få en med. Man bliver inviteret hjem til dem og føler sig meget velkommen.”

I sin tid som korrespondent har Jesper Steinmetz lavet historier i samtlige af landets 50 stater og kan på stående fod ikke komme i tanke om et hjørne af landet, han ikke har været i.

Ifølge ham er det vigtigt, at man husker at komme ”så langt væk fra storbyerne som muligt”, hvis man vil forstå folkestemningen – særligt i de dele af landet, der stemte på Donald Trump i 2016.

“I Washington er de jo demokrater hele bundtet, så man skal passe på ikke at stikke en finger i jorden her og tro, at det er folkestemningen, det er det bestemt ikke,” siger Jesper Steinmetz.

De seneste år er befolkningen i USA i stigende grad blevet delt i to lejre. Ifølge en undersøgelse foretaget af Pew Research Center fra juli-august i år, siger tre ud af fire vælgere, at de kun har få eller ingen venner, der støtter den modsatte kandidat end dem selv.

“Der er i virkeligheden tale om to parallelsamfund, hvor man ingen forståelse har for, hvordan the other half lever, hvad de tænker, og hvorfor de stemmer, som de gør,” fortæller Jesper Steinmetz.

Når han taler med sine venner i hovedstaden, er de oftest slemt overraskede over de historier, han fortæller om landdistrikterne.

“De er nærmest helt afkoblede fra deres eget land.”

Et ualmindeligt giftigt bud

At Jesper Steinmetz fik posten som korrespondent i USA var lidt en tilfældighed, fortæller han.

Da han i midten af 00’erne var studievært for TV2 Nyhederne, fortalte han sin chef, at han en dag gerne ville til udlandet og arbejde. Mere præcist hvor, var ikke sikkert, bare ikke i konfliktområderne.

“Det er vel USA, du tænker på?” svarede chefen, og det lød da ikke helt så tosset, husker Jesper Steinmetz. “Der tror jeg også, du ville være et ualmindelig giftigt bud,” fortsatte chefen.

Men trods komplimentet blev det kun ved snakken. Først efter Jesper Steinmetz blev tilbudt posten som vært for Go’ Aften Danmark, vendte chefen tilbage. Efter noget pres fra Jespers side lovede chefen, at når stillingen som korrespondent igen blev ledig, var den hans.

“Det er i virkeligheden den eneste gang i min karriere, jeg har spillet mine kort strategisk rigtigt.”

Da han endelig fik jobbet, blev Jesper Steinmetz dog usikker og fik ”totalt kolde fødder,” erkender han.

“Jeg ved jo slet ikke nok om alt det amerikanske,” tænkte han og overvejede at bakke ud af aftalen. De første par år lænede han sig da også meget op ad, hvad kilderne fortalte ham, og hvad han kunne læse i avisen, men som årene gik blev erfaring til evne.

“Jo længere tid jeg havde været der, og jo mere jeg havde oplevet, desto bedre kunne jeg også selv drage parallellerne – og det er en stor styrke,” siger Jesper Steinmetz.

Han mener, at så længe man har en god journalistisk grunduddannelse i værktøjskassen, kan man dække et hvilket som helst område, når først man er i gang.

“Det er bare et spørgsmål om at sætte sig ind i stoffet.”

Folkeafstemning og forsoning

I år er det tredje gang, at Jesper Steinmetz dækker et amerikansk præsidentvalg, og selvom det er en udfordring at dække, er det ‘fuldstændig fantastisk.’ Han beskriver valget som ”en cirkusforestilling med pomp og pragt, gigantiske partikonventer og hele verdens fokus rettet imod det.”

“Den store kunst er at forsøge at komme hele vejen rundt emnemæssigt, så man gør det klart for danskerne, hvad valget egentlig handler om.”

Ligesom i 2012, hvor han for første gang dækkede valget, har det i år karakter af en folkeafstemning for eller imod den siddende præsident.

“Til syvende og sidst er det, der får amerikanerne hen at stemme, tanken om man vil have fire år til med Trump, eller om man vil af med ham.”

Ligegyldigt hvem, der vinder valget, har han svært ved at se, hvordan man kan komme sig over splittelsen i landet.

“Det er jo ikke sådan, at hvis Biden vinder, så er alt bare skønt igen, og landet vil blive forenet og forsonet.”

På den anden side vil et genvalg til landets nuværende præsident heller ikke skabe ro og orden, siger Jesper Steinmetz. Hvis man synes, at de sidste fire år ‘har været helt vanvittige’, så bliver en anden periode kun mere bizar.

“Hvis Trump bliver genvalgt, så bliver det altså en spændende rollercoaster-ride.”

I 2016 mente Jesper Steinmetz, at Trump aldrig ville vinde valget. Som mange andre tog han grueligt fejl. Nu, fortæller han, er mange af de samme mennesker faktisk overbeviste om hans genvalg. Men Jesper Steinmetz er alligevel ikke i tvivl om, at demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, kommer til at vinde valget den 3. november.

“Der er virkelig meget, der skal gå galt for Biden, før han taber,” lyder det sikkert. ”Men altså… Lad os se. Jeg ville fandeme godt nok blive overrasket, hvis Trump blev genvalgt.”

”Det, der hjælper, er kolde bade og god litteratur” – Knud Brix har genstartet glæden ved journalistikken

”Det, der hjælper, er kolde bade og god litteratur” – Knud Brix har genstartet glæden ved journalistikken

”Det, der hjælper, er kolde bade og god litteratur” – Knud Brix har genstartet glæden ved journalistikken

Knud Brix er lige fyldt 40, han har en skilsmisse og en lang række arbejdspladser bag sig. Uden familien var han, med egne ord, blevet en krigsjunkie med hang til portvin, der, på Kirsten-Birgitsk-vis, fortalte de samme historier igen og igen. I stedet fortæller han nu, som vært på Danmarks mest populære nyhedspodcast, Genstart, en ny historie hver dag.

Skribent: Kresten Andersen

Foto: Valdemar Ren

Udgivet den 07. juli 2020

”Nu siger du til, hvis jeg snakker for meget, ik?” siger Knud Brix og stikker til fiskefrikadellerne på sin tallerken. Det er dagens ret i DR Byen.

Når han taler, er det som at tænde for et afsnit af Genstart. Det er den samme lethed, nysgerrighed og legen med ordene, som hver dag skyller ud af højtalerne hos et rekordhøjt antal danskere.

Knud Brix møder Illustreret Bunkers udsendte i frokostpausen fra arbejdet på Danmarks Radios nyhedspodcast, Genstart. Inden frokost interviewede Knud Brix Informations indlandsredaktør, Anton Geist, om Inger Støjberg og Instrukskommissionen. Efter frokost skal han indtale speaks til en udsendelse om anholdelsen af en formodet krigsforbryder fra Rwanda.

”Det er ikke nødvendigvis nyhedsdagsordenen, vi følger. Den er vi venligst fritaget fra at følge slavisk,” siger Knud Brix med en vis lettelse i stemmen.”Over tre uger skulle vi gerne have dækket de væsentligste historier. Men når Soleimani har fået en bombe i hovedet i Irak, så aner man ikke, hvad der er sket de første par dage. Man ved ikke, hvad det kan føre til og hvorfor og hvordan. Der skal vi have modet til ikke bare at køre uden at vide noget.”

Den afventende strategi lader til at virke. Med deres egne ord lover Genstart lytterne ”et unikt indblik i én aktuel historie”. Det har holdet bag Genstart gjort godt. Så godt, at podcasten har fået en fast plads i top-10 over de mest hørte podcast i Danmark, siden man for første gang i starten af marts kunne høre Knud Brix’ let tøvende, sprøde røst som vært.

”Man ville jo gerne sige, ”ej, det betyder ikke noget for mig.” Det ville være latterligt, hvis jeg påstod, at jeg ikke er glad for, at vi har fået mange lyttere. Det er vel for helvede det, der er formålet,” siger Knud Brix.

Ad omveje
Det er en snoet vej, der har ført til, at Knud Brix i dag sidder i DR’s kantine og lader de varme fiskefrikadeller blive kolde over sine velformulerede talestrømme.

Mange forbinder nok Knud Brix med sorte jakkesæt og politiske analyser fra Christiansborgs gange på TV2 News eller som hårdtslående morgennyhedsvært på det hedengangne Radio24syv. I dag er det glatbarberede reporterlook skiftet ud med et fuldskæg, en armygrøn skjorte, et par baggy bukser og en tophue med oprullet kant. En af de strikhuer, der – med fare for at fornærme både jøder og journalist – i pasform minder mest om en kalot.

Den mere eftertænksomme tilgang til journalistik, som Knud Brix nyder ved Genstart, har ikke ligefrem været dén journalistiske linje, der har været gennemgående i Knud Brix’ karriere.

”På ’News’ var mantraet ”Først. 24 timer i døgnet”. Jeg ved ikke, hvordan jeg blev lullet ind i det, som om det var det vigtigste kriterium at være først. Først hvorfor? Med hvad en eller anden ordfører har sagt? For hvem er man først? Er det for vores egne store egoer? Eller er det, hvad chefen eller lytterne synes? Det blev jeg en slave af… Men jeg var god til det.”

Næsen for den politiske journalistik førte til, at Knud Brix i over 10 år bed politikerne i haserne for Jyllands-Posten, Nyhedsavisen og TV2.

Knud Brix er vært på DR’s nyhedspodcast Genstart, som udkom første gang den 2. marts 2020.

Politik og poesi
Den amerikanske præsident Harry S. Truman skulle efter sigende have sagt ”If you want a friend in Washington, buy a dog.” En verden, hvor man skal stille spørgsmålstegn ved alt og ikke kan stole på nogen, sætter sine spor.

”Jeg blev enormt kynisk. Jeg havde lyst til at afsløre folk og trække bukserne af dem og se, hvor hårdt jeg kunne stille spørgsmålene. Nogle gange glemte jeg, hvad substansen var, eller hvad historien var. Jeg kan huske en finanslov, hvor det var så åbenlyst, at nogen havde vundet eller tabt. Da de kom ud af glasdøren, var det første, jeg spurgte om, ”hvem har vundet, hvem har tabt?” Bagefter var der en, der sagde, ”hvad er de egentlig blevet enige om?” Det vidste jeg sgu ikke rigtig. Jeg var optaget af spillet for spillets skyld.”

Som en slags modgift mod Christiansborgs ætsende miljø trak Knud Brix på en gammel kammerat i nøden, poesien.

”Det journalistiske sprog er et ganske specielt sprog, der har et formål. Poesien er det stik modsatte. Det har ikke nødvendigvis et formål. Det er skrift for lysten eller det formålsløses skyld,” siger Knud Brix.

I 2017, mens han stadig var politisk reporter på Christiansborg for TV2 News, udgav Knud Brix sin politiske digtsamling, Natfolden. Digtsamlingen gjorde noget, der sjældent er set hverken i dansk politik eller i dansk poesi. Den mixede de to verdener.

Natfolden fik en blandet modtagelse. Det blev til et enkelt hjerte i Politiken, fire stjerner i Jyllands-Posten og kritik fra flere sider for udokumenteret at blande fakta og fiktion. Knud Brix fastholder, at Natfolden er fiktion. Da han udgav Natfolden, vidste han, at den ville forsegle hans tid på Christiansborg.

”Jeg var færdig. Da jeg havde skrevet det der, så var jeg reelt færdig. Det var mere et spørgsmål om, ”bliver jeg fyret?”.Jeg vidste også godt, at når jeg først havde skubbet den båd i, så kunne jeg jo ikke blive der i 10 år. Ikke fordi jeg havde skidt så meget i egen rede, men hvis jeg siger, at du bliver et kynisk og dårligt menneske af at være i politik, så er det klart, at så kan du ikke være der 10 år mere. Så er du jo også idiot.”

Når man snakker med Knud Brix, er det tydeligt at høre, at han blev opslugt af Christiansborg. Substansen røg ud af ligningen, og det hele blev kogt ned til en bitter, uappetitlig bouillon af kynisme og magtspil. Det Knud Brix mistede i sin Christiansborg-tid, får han nu igen med Genstart.

”Det er det åbenlyse i, at det handler om lytteren og ikke mig og mit forkvaklede ego. Hvordan kan vi lave en fortælling og forklæde det som noget, så folk gider høre om krigen i Yemen. Vi fandt en ung kvinde, som sidder og forhandler fred dernede, og så fortæller vi historien gennem hende. Det er jo ikke fordi, at jeg tror folk er dumme, at de skal have det ind med ske. Det handler om, at når man bruger fortællinger, som er det stærkeste, vi har i faget, kan du slippe afsted med ret meget faktuel info. Det, synes jeg, er mega befriende.”

Radiofabrikken
De fleste mennesker i kantinen har så småt tømt tallerkenerne for fiskefrikadeller og sat bakkerne på plads for at vende tilbage til deres poster i det enorme DR-maskineri. Tilbage sidder den 40-årige Knud Brix. I dag er han væk fra det politiske spil og sidder i stedet bag mikrofonen.

Inden han blev styrmand på DR’s nye podcastflagskib, arbejdede han i to år som vært på Radio24syv Morgen. En tjans, der blev en redningsplanke fra Christiansborg.

”Da jeg kom på 24syv, var det en redning. Jeg var udbrændt som nyhedsjournalist. Det var noget helt andet at komme et sted, hvor der var nysgerrighed og højt til loftet. Det var en kreativ legeplads. Jeg har altid været misundelig på ”The Factory” i New York i 70’erne, hvor Andy Warhol holdt hof, natklub og atelier, sådan et sted, man vidste, var et fucking kreativt arnested.”

For Knud Brix var 24syv det tætteste, man kommer på Warhols legendariske legeplads i den danske mediebranche.

”Udover de skøre typer i toppen med Bertelsen og Brügger, så er det bare et sted, hvor du løber ind i Knud Romer, drikker kaffe med Master Fatman, og hvor der er en radikal præst på besøg. Hvis jeg lavede en liste over de mennesker, jeg helst ville arbejde sammen med eller møde, så var de alle samlet det sted.”

Rejsen
Afslutningen på Radio24syv blev på sidstedagen markeret med udsendelsen af radioserien ’General Butt Naked’, hvor Knud Brix besøger en liberisk krigsherre, kannibal og kristen evangelist. Rejsen blev en fortælling om Liberias ødelæggende og diabolske borgerkrig, men også en rejse ind i Knud Brix’ indre personlige tumult ovenpå en skilsmisse og den nye rolle som nyligt fraskilt familiefar.

”Ideen om at være en familie er ret grundlæggende. Så efter skilsmissen var jeg ramt af en form for granatchok og følelsesløshed og tænkte ”den klassiske metode er, at så må du dykke ned i noget, hvor du kan mærke dig selv, for så kan du finde dig selv.” De udenlandsting, jeg har lavet, har været en eskapisme. Der skulle noget ekstremt til for, at jeg kunne mærke mig selv. Man føler sig bare mere i live, ik? Det er jo paradoksalt.”

Knud Brix måtte dog hurtigt indse, at dansen mellem familieliv og at søge verdens dystre afkroge og destruktive hjørner ikke er en let dans.

”Jeg troede, at jeg skulle være freelancer og god far i en uge og rejse til Sydafrika og lave noget med en gammel storvildtjæger den anden uge. Jeg troede, jeg kunne leve et skizofrent liv, men jeg fandt ud af, at jeg ikke havde staminaen. Jeg blev underlig og sad i underbukser derhjemme.”

Det kan ikke overlades til hvem som helst
Knud Brix rejser sig fra bordet i den mennesketomme kantine. Vi bevæger os mod Genstarts redaktion, hvor Knud Brix til dagligt sidder med de kollegaer, der udgør teamet, der hver dag udsender en ny podcast.

”Vi ligger lige ved siden af Orientering og DR Dokumentar, og det er egentlig meget fedt, fordi den ene laver længerevarende formater, og den anden laver hurtigere ting. Meget af vores arbejde er jo at gå at høre, hvad er der på vej og sådan,” siger Knud Brix.

Genstart har givet Knud Brix glæden ved at arbejde. Han har genfundet substansen i historierne. Kynismen og skepticismen, som i mange år udgjorde det yderste, usynlige fernis af jakkesætsuniformen på Christiansborg, har han skrællet af.

”Det er ikke sikkert, at bageren lyver, når han siger til dig, at der ikke er flere spandauere. Den der totale gennemvævning af hele mit liv. Det tankesæt har jeg sluppet.”

Udover at finde den journalistiske formel, som Genstart har fundet, hvor substansen og den gode fortælling fremhæves, er opskriften på, hvordan man genfinder sit journalistiske selv, ifølge Knud Brix, relativt simpel.

”Det, der hjælper, er kolde bade, god litteratur og mennesker omkring dig. Og så at glemme egoet en gang i mellem.”

Selvom det lyder som et definitivt farvel til Christiansborg, understreger Knud Brix, at han er væltet tilfældigt ind i de fleste af sine karriereveje, og derfor stadig vil forholde sig åben for tilfældighedernes magt. Politik kan have en nærmest narkotisk tiltrækning, og afvænningen er ikke slut.

”Jeg er ikke tilstrækkeligt afluset, men jeg vil ikke være afvisende på et eller andet tidspunkt. For fanden, samfundsforhold er noget af det vigtigste, politik er spændende, politik er interessant… og man kan ikke overlade det til hvem som helst.”