Er tiden løbet fra fotojournalisterne?

af Jens-Emil | mar 30, 2023 | UDE

Er tiden løbet fra fotojournalisterne?

Hvad – eller hvem – bliver fremtidens fotojournalist? En stigende tilgængelighed af teknologi og øget efterspørgsel på billigere produktion truer fotojournalisternes arbejde.

TEKST: ANDERS VILLAUME VESTERGAARD
FOTO: ANDERS VILLAUME VESTERGAARD & KASPER SØHOLT

Udgivet den 30. marts 2023

Er fotojournalister på vej til at blive en uddøende race? Det er et stadig mere presserende spørgsmål, idet flere danske medier tager skridtet mod at skære ned på deres fotoredaktioner. Med digitalisering og øget konkurrence fra amatørfotografer, står professionelle fotojournalister overfor den udfordring at bevare deres relevans og position i en mediebranche, som er i konstant udvikling.

På grund af det stigende forbrug af mobiltelefoner kan almindelige mennesker nu dokumentere begivenheder og dele billeder på sociale medier, imens de største begivenheder i verden udspiller sig.

Fotojournalistikkens fremtid

Spørgsmålet er, om journalister selv kan tage billeder til deres artikler, eller om der allerede findes nok stof på sociale medier. På Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er der allerede fra første semester et stort fokus på, at de journaliststuderende lærer at tage billeder, som er fængende og dækkende for historierne.

En tendens, som vi allerede nu kan se udspille sig i den danske mediebranche.

Helsingør Dagblad, som er en del af Danmarks næststørste mediehus, Jysk Fynske Medier, er et dansk eksempel på en avis, der har valgt ikke længere at benytte sig af fotojournalister. Avisen har det seneste års tid ikke haft nogen fotojournalist ansat, og billederne til artiklerne skal derfor komme fra en freelance-fotograf, som avisen indimellem benytter sig af samt mediebrugernes egne billeder. Derudover skal journalisterne selv pudse linserne, når historien skal følges til dørs.

Jeg håber, det bliver et kvalitetsstempel både nu og i fremtiden, at dét, at man er fotojournalist, er lig med, at man er uddannet, men også at man har forstand på det, man laver og kan regne med det, man ser.”

– Sisse Stroyer, Formand for Pressefotografforbundet

Chefredaktør på Helsingør Dagblad, Josephine Vedel, erkender, at fotografer og journalister kan noget forskelligt, men hun mener, at hendes journalister sagtens kan løfte den nye opgave, som består i at tage billeder til avisens journalistiske produkter.

”Jeg er godt klar over, at fotografer og journalister kan noget forskelligt og er uddannet i noget forskelligt. For det visuelle giver en stor kvalitet til journalistikken. Derfor har jeg 14 journalister ansat, der bliver uddannet i at tage billeder til deres historier,” siger Josephine Vedel.

Men spørgsmålet er, om det giver det samme resultat i sidste ende, hvis journalisten selv skal tage billederne, som hvis en uddannet fotojournalist er med inde over opgaven. Og om journalisterne kan fange den nerve i billedet, som fotojournalisterne bruger en uddannelse på at lære at mestre. Ifølge Sisse Stroyer, som er formand for Pressefotografforbundet, er der en særlig kvalitet ved at have en uddannelse og erfaring som fotojournalist.

”Jeg håber, det bliver et kvalitetsstempel både nu og i fremtiden, at dét, at man er fotojournalist, er lig med, at man er uddannet, men også at man har forstand på det, man laver og kan regne med det, man ser,” siger Sisse Stroyer.

Nye arbejdsopgaver venter

Netop derfor har man på Helsingør Dagblad taget initiativ til at give kurser til de journalister, som nu skal til at tage billeder selv, så de kan få de rigtige værktøjer til at løfte deres nye opgave. Ifølge Josephine Vedel, har ændringen heller ikke haft nogen indflydelse på antallet af læsere.

”Vores læsere har ikke reageret på den her snak om fotografer og billeder. Det har været en faglig diskussion, som jeg synes, er vigtig at tage. For det handler om, at vi skal fortsætte med at lave godt indhold,” siger hun.

Men ifølge Sisse Stroyer fra Pressefotografforbundet er det ikke kun indholdet, der kan blive påvirket af tendensen, men også det faktum at både fotojournalister og journalister skal omstille sig til de mange nye arbejdsopgaver, som venter i fremtiden.

”Det har jo ikke kun været fotografer, der har skulle lære nye ting, men hele branchen, der har skulle omstille sig jævnligt gennem mange år. Jeg tror både journalister, fotografer og mange andre bliver bedt om at lave meget mere end det, man blev uddannet til i sin tid,” siger Sisse Stroyer.

”Vi skal bruge vores ressourcer ordentligt, og derfor er jeg nødt til at kigge på, hvordan vi får mest ud af dem. Helsingør Dagblad er et lille mediehus, der har brug for journalister og fotojournalister med multifunktionelle kompetencer.”

– Josephine Vedel, chefredaktør på Helsingør Dagblad

Økonomien spiller en rolle

Ifølge Sisse Stroyer er det blandt andet et spørgsmål om økonomi, når medier tager beslutningen om at lade journalisterne stå for de arbejdsopgaver, som ellers er tiltænkt fotojournalisterne.

”Der er kroner og ører bag beslutningen. Det er der,” siger hun.

En påstand, som Josephine Vedel ikke blankt afviser, da medarbejdere med flere kompetencer er med til at få det maksimale ud af de ressourcer, som et lokalt medie som Helsingør Dagblad har til rådighed.

Josephine Vedel peger dog på, at det er en vigtig debat at have, og hun hilser kritikken velkommen. Hun gør det dog også klart, at man skal bruge fotojournalisterne rigtigt, hvis man skal gøre brug af dem. Det har Helsingør Dagblad ikke gjort i tilstrækkelig grad, mener hun. Og det er en af grundene til, at man ikke længere har fotojournalister ansat på avisen.

”Med den historik, som har været på det her dagblad, har vi ikke brugt fotografer efter hensigten. De er ikke blevet brugt til at styrke historien, fordi vi blandt andet har brugt dem på bagkant. De er kommet ud til opgaven og har uretfærdigvis ikke kendt vinklen på historien, og så er billedet ikke fulgt med historien,” siger Josephine Vedel.

Løsningen skal dog ikke findes i at fraskrive sig brugen af fotojournalister, men netop i et bedre samarbejde fotojournalister og journalister imellem. Et samarbejde, der ifølge Sisse Stroyer, er den bedste kombination for at opnå en god journalistisk historie.

”Jeg vil til enhver tid sige, at en journalist og en fotograf sammen er den bedste kombination for at lave en historie med mange lag. Man taler sammen før, under og efter historien. Så kan man hjælpe hinanden at lave en rigtig fin historie,” siger Sisse Stroyer.

FOTOEKSPERIMENT

Er der forskel på, hvad en journalist og en fotojournalist kan bag et kamera? Illustreret Bunker har bedt to studerende om at bidrage med hvert sit portrætfotografi til denne artikel. Den ene er journaliststuderende og artiklens forfatter, Anders Villaume Vestergaard, hvis erfaring med fotografi er begrænset. Den anden er Kasper Søholt, som læser fotojournalistik.

ANDERS VILLAUME VESTERGAARD, JOURNALISTSTUDERENDE

KASPER SØHOLT, FOTOJOURNALISTSTUDERENDE

FORSIDEN

Berømt og berygtet, elsket eller frygtet: Tidligere journaliststuderende fortæller om praktikkens betydning

af Jens-Emil | mar 30, 2023 | UDE

Berømt og berygtet, elsket eller frygtet: Tidligere journaliststuderende fortæller om praktikkens betydning

Illustreret Bunker har talt med tre nyuddannede journalister for at blive klogere på praktiktidens rolle i en medieverden, der kan være svær at navigere i. Det blev til samtaler om prestige, freelancearbejde og knuste drømme, der heler igen.

TEKST: IBEN MEJLHEDE & CARL ELMOSE BRØCKER
ILLUSTRATION: KATRINE ÅSLEFF EDVARDSEN

Udgivet den 30. marts 2023

“Det giver helt klart flere point på Lecoq at sige, man er journalistpraktikant på Politiken end på JydskeVestkysten.”

Det fortæller Mark Michael Hede, tidligere praktikant på netop JydskeVestkysten. Han blev efterfølgende fastansat samme sted og har været der lige siden. Mark valgte i sin tid et lokalt medie, fordi han kunne få en masse ansvar som praktikant.

“Min praktiktid betød meget for min fastansættelse, fordi jeg fik lov til at vise, hvad jeg kunne. Når jeg havde den rigtige idé, kunne jeg skrive langt og om lige præcis det emne, jeg havde lyst til. Den frihed blomstrer man af,” siger han.

Mark mener, at der er gået for meget prestige i valget om praktikpladsen. Ifølge ham handler det mere om, hvad man har lavet og ikke, hvor man har lavet det. Jo mere erfaring, man har fra praktikstedet, jo mere kan man også skrive på cv’et.

“Det varer kun halvandet år, så du bør vælge efter, hvor du bedst kan udvikle dig som journalist. Du bør vælge det sted, hvor du får flest muligheder for at dygtiggøre dig i stedet for at vælge efter, hvor alle dine venner flytter hen, eller hvad der ser sejt ud på Twitter,” siger han.

“Det kan nogle gange virke til, at der er længere fra København til Tønder end fra Tønder til København.”

– Mark Michael Hede, Tidligere praktikant på JydskeVestkysten

Journaliststuderende søger desuden praktiksted ud fra, hvor i landet det ligger. Ifølge tal fra Illustreret Bunker er hovedstadsområdet er det mest populære, fordi der er mere at tage sig til efter en lang arbejdsdag, og fordi mange vil have et job i København efterfølgende.

“Det kan nogle gange virke til, at der er længere fra København til Tønder end fra Tønder til København,” indskyder Mark Michael Hede.

Praktikstress

Lektor og praktikkoordinator på DMJX, Martin Vestergaard, uddyber de studerendes tilgang til praktiksøgningen.

“Mit indtryk er, at geografi betyder meget for de studerendes valg – langt mere end praktikstedet. Desuden er der meget rygtebørs her på DMJX, fordi det er en lille skole. Praktikstresset går let i selvsving,” siger han og understreger, at hans udtalelser udelukkende beror på en masse erfaring og fornemmelser. Der er endnu ikke nogen specifikke undersøgelser, der nuancerer og forklarer journalistpraktikanternes valg.

Martin Vestergaard fortæller, at medieverdenen har stort fokus på de små lokale medier, der giver en masse praktisk erfaring og muligheden for at følge sine historier til dørs.

“Internt i mediebranchen har regionale medier høj prestige. Søger du et fast job i Danmarks Radio, så kigger de ikke efter, om der står Berlingske på cv’et. De kigger efter, hvad du har af erfaring. Hvis du har været praktikant på et lokalt medie, så har du måske lært meget, og det kan de godt bruge. De bliver ikke forblændet af, at der står Berlingske,” siger han.

Freelancearbejde kan have stor betydning

Netop den praktiske erfaring med det journalistiske håndværk fremhæver Johanne Jedig Wejse, når hun skal forklare, hvordan hun som nyuddannet journalist landede et job på Jysk Fynske Mediers ultralokale SkanderborgLIV. Hendes praktiktid foregik på Jyllands-Postens lokal- og indlandsredaktion, og her blev de første lokaljournalistiske frø sået.

“Da jeg var færdig i praktik, ville jeg gerne have en hundehvalp og holde en pause. Jeg var ikke særligt opsøgende i forhold til at blive freelancer, og det skal man være for at bevare sine muligheder.”

– Johanne Jedig Wejse, Tidligere praktikant på Jyllands-Posten

“Jeg havde ikke fået min nuværende stilling, hvis jeg ikke havde lavet lokaljournalistik i min praktiktid. Og det er også mit indtryk med mange andre. Hvis der er nogen, der har beskæftiget sig med erhvervslivet i praktiktiden, så har de nemmere ved at få job inden for erhvervsjournalistik senere hen.”

Johanne fortæller desuden om freelance-arbejdets betydning efter praktiktiden. De studerende, der påtog sig flest freelanceopgaver hos deres tidligere praktiksted sideløbende med bachelorskrivningen, fik et afgørende forspring til den senere jobsøgning.

Hun uddyber, at freelance-arbejdets store betydning for en senere fastansættelse overraskede hende. Det blev derfor aldrig aktuelt med en fastansættelse hos hendes praktiksted, fordi hun efter praktiktiden prioriterede andet end arbejde.

“Jyllands-Posten slår sjældent faste stillinger op. De fleste, der bliver ansat, har været freelancere og løstansatte ved avisen. Når man er ny, grøn journalist, så handler det om ens produkter og ens arbejde. Jeg tror ikke, jeg havde indset, hvor vigtigt det var at komme med på den opsøgende freelance-bølge i det halve år, hvor jeg skrev min bacheloropgave,” siger hun.

Afslag gav nye perspektiver

Efter afslag på samtlige af sine praktikansøgninger endte Niels Frederik Dybdal Rickers i presseafdelingen hos Lindhardt og Ringhof. Siden har han været freelancejournalist på Altinget, hvor han desuden tilbragte det sidste halve år af sin praktiktid. Nu er han ansat på 24syv og udlever den radiodrøm, som han i sine studieår på DMJX gik rundt med.

“Jeg fandt ud af, at det vigtigste ikke var, hvor jeg havde været, men hvad jeg havde lært. Så længe du arbejder hårdt og sætter dig nogle mål.”

– Niels Frederik Dybdal Rickers, Freelancejournalist på Altinget

En drøm, der var lysår fra et københavnsk forlag med hundredvis af kommunikationsopgaver. Han husker en særlig kultur, der gennemsyrede tiden op til praktiksøgningen, og som indebar en jagt efter de store, etablerede medier.

“Jeg ville ønske, jeg kunne rejse tilbage i tiden og sige til mig selv, at det hele nok skulle gå. Der var en eller anden tanke om, at man skulle have den helt rigtige praktikplads, ellers så var du fucked. Og det passer ikke. Det er sagt med et kæmpe smil på læben og slet ikke i nogen ond mening, men man skal passe på med at lytte for meget til sine studiekammerater,” siger han.

Tiden i Lindhardt og Ringhof åbnede nye døre, nye perspektiver, som han ikke havde for øje i praktikræset. Han greb muligheden for at dykke ned i sine interesser og udvikle sine kompetencer fremfor at lade skuffelsen over afslagene fylde for meget.

“Jeg kunne ikke sidde og tude over, at jeg ikke fik DR eller Politiken. I stedet kunne jeg bruge det her som en mulighed for at øve mig i nogle ting og lægge en strategi. Selvom et forlag ikke var min førsteprioritet, gav det mig muligheden for at sætte mig ned og tænke over, hvad det egentlig er, jeg vil blive god til? Hvad det egentlig er, der interesserer mig? For de tanker havde praktikræset fuldstændig slettet,” fortæller han og uddyber, at tiden på forlaget desuden gav ham et enormt kildenetværk, som han stadig benytter sig af i sit nuværende job.

“Et bredt kildenetværk er en kæmpe styrke som journalist, og det er noget, som man ikke har, når man kommer fra Journalisthøjskolen. Vi har ikke været ude i branchen, vi har ikke mødt en masse mennesker, vi har ikke lavet en masse historier og fået trykket en masse hænder.”

Niels Frederik bruger sin egen historie som en opfordring til kommende journalistpraktikanter, der er nervøse for afslag og forpurrede praktikplaner. Han fortæller, at man for alt i verden skal undgå at lade sig slå ud, hvis ens praktikdrømme ikke går i opfyldelse. Det handler om at få det bedste ud af det at være ydmyg og øve sig i de ting, man gerne vil blive god til. Mange af de evner, som han tilegnede sig undervejs i sin praktiktid på Lindhardt og Ringhof og på Altinget, endte med at få stor betydning, da han senere skulle fortsætte sin karriere efter uddannelsen.

“Jeg fandt ud af, at det vigtigste ikke var, hvor jeg havde været, men hvad jeg havde lært. Man skal simpelthen være åben over for de steder, man nu lander, for du kan altid lære et eller andet. Så længe du arbejder hårdt og sætter dig nogle mål. Og så skal du lytte til dem, der har mere erfaring end dig selv,” siger han.

FORSIDEN

De nyhedstrætte kræver nuancer og løsninger – Lad os prøve at give dem det

af Thit | mar 30, 2023 | UDE

De nyhedstrætte kræver nuancer og løsninger – Lad os prøve at give dem det

En femtedel af danskerne er nyhedstrætte og fravælger bevidst at følge med. De savner løsninger og nuancer. Det er problemet, men hvad er løsningen?

TEKST: Anders Brøndsholm
Illustration: Katrine Åsleff Edvardsen

Udgivet den 30. marts 2023

Pling! Coronavirus ny nedlukning. Pling! Krig i Ukraine. PLING! Tårnhøj inflation, energikrise, klimakrise, miljøkrise, økonomisk krise, KRISE. Der har ikke ligefrem været mangel på emner til nyhedsmedierne. Hvor end man har kigget, har der været en ny krise eller et nyt problem at fortælle om.

Det har fået flere og flere til at stå af nyhedsvognen. Faktisk svarer hver femte dansker, at de ofte eller en gang imellem bevidst undgår at følge med i nyhederne. Det viser nye tal fra rapporten ’Danskernes brug af nyhedsmedier 2022’. Samme tal var 15 procent i 2019, så tendensen er stigende. De nyhedstrætte føler sig overvældet af de samme negative historier, som kører igen og igen uden løsninger.

Men er den her artikel ikke bare endnu et eksempel på det? Den bringer jo en negativ historie om, at flere og flere undgår nyhederne. Så kunne jeg passende inddrage chefredaktør fra Jyllands-Posten Marchen Neel Gjertsen, som kalder den udvikling ‘ekstremt skræmmende’ og ‘uhyggelig’. Eller Ulrik Haagerup, direktør for Constructive Institute, som kalder det ‘et faresignal’ og ‘et kæmpe problem for vores samfund’.

Så er den jo egentlig i mål. Der er et problem. En konflikt. ’Danskernes fravalg af nyheder er stigende – en fare for vores demokrati’, og så er rubrikken endda også i hus. Den skal nok få clicks. Men bidrager jeg så ikke bare til mere nyhedstræthed? Flere konflikter serveret uden løsninger. Jeg kunne jo også forsøge at skabe den forløsning og nuancering, som de nyhedsundgående efterspørger. Hvordan vil det se ud?

En tæppebombning af nyheder

For at se på løsningerne er jeg først nødt til at forstå problemet. Hvorfor undgår flere og flere nyheder? Måske handler det i virkeligheden ikke så meget om, at folk skubber nyhederne fra sig. Måske er det i højere grad nyhederne, som er løbet fra os. Det mener Kim Schrøder, som er professor i medieforskning ved Roskilde Universitet (RUC) og en af forskerne bag rapporten ’Danskernes brug af nyhedsmedier 2022’.

”Hele nyhedsbilledet er accelereret og blevet mere overvældende. Der har været nogle store emner, hvor der nærmest er foregået en tæppebombning af nyheder,” siger Kim Schrøder.

Kombiner det med det faktum, at man i dag er en enkelt notifikation i sin lomme væk fra alle verdens nyheder om alle verdens problemer, og så har man det, som Kim Schrøder beskriver som en ”tæppebombning af nyheder”.

Det passer da også meget godt med nogle af begrundelserne for fravalget af nyheder. Her mener over en tredjedel af de nyhedstrætte, at de bliver udmattet af mængden af nyheder, og at de samme få emner som politik og coronavirus bliver dækket for meget. En anden årsag går dog ikke så meget på mængden af nyheder, men i stedet for på indholdet af de nyheder.

Over 40 procent af nyhedsfravælgerne svarer, at de bevidst undgår nyheder, fordi de har en negativ påvirkning på deres humør. Det er straks sværere at gøre noget ved. Fordi en ting er at skrue ned for mængden af nyheder, men som journalist kan man vel ikke begynde at skrue på indholdet af nyheden. Den fortæller vel bare virkeligheden?

”Problemet er jo, at man løber ind i, at enhver rigtig journalist slår syv kors for sig og siger: ’Skal nyhederne nu til at være positive? De er slet ikke nyhedernes opgave. De skal være kritiske,’” siger Kim Schrøder.

Kritisk uden at være negativ

Men måske kan nyheder godt være kritiske uden at være negative samtidigt. Det mener Constructive Institute ved Aarhus Universitet med direktør Ulrik Haagerup i spidsen. Han mener, at journalistikken i for lang tid har fokuseret for meget på det negative.

”I alt for mange år har vores selvforståelse i journalistikken været, at vi skulle sidde og pege fingre ad det, der ikke virkede,” siger Ulrik Haagerup.

Konstruktiv journalistik forsøger at gå skridtet videre end bare at konstatere og fortælle, at noget er sket. Den forsøger samtidigt at nuancere problemerne og være løsningsorienteret.

”Det er et spørgsmål om perspektiv. Om man alene synes, at journalistik skal handle om det, der er sket lige nu eller i går, eller om journalistik også skal handle om det, der skal ske i morgen,” siger Ulrik Haagerup.

Det lyder jo umiddelbart som en meget god løsning. Folk savner nuancer og forløsning i nyheder, og det forsøger konstruktiv journalistik netop at inddrage. Så langt så godt. Vi forstår lidt mere om problemet, og vi har beskrevet et bud på en løsning. Men i sidste ende er det jo medierne, som faktisk laver nyhederne. Ikke medieforskere på RUC eller Constructive Institute. Så hvis jeg vil prøve at skabe forløsning, skal de vel spørges?

”I alt for mange år har vores selvforståelse i journalistikken været, at vi skulle sidde og pege fingre af det, der ikke virkede.”

– Ulrik Haagerup, direktør for Constructive Institute ved Aarhus Universitet

Hvad med medierne?

Chefredaktør på Berlingske Mette Østergaard mener, at den stigende tendens til nyhedsundgåelse bør lægge op til refleksion hos medierne selv. Medierne konkurrerer i dag med mange andre om brugernes tid og opmærksomhed, så hvis de ikke mener, at indholdet er relevant og interessant for dem, bliver det valgt fra.

Hun påpeger, at Berlingskes læsere også gerne vil have mere end bare hardcore nyheder om det, der er sket. Man kan derfor inddrage meget mere end bare konflikten.

”Vi kan se, at løsning fungerer lige så godt som konflikt. Det giver fuldt ud mening, at konflikt er et klassisk og bærende nyhedskriterie, fordi vi som medier er sat i verden for at agere som samfundets vagthund. Men vi må også sige, at vores læsere meget gerne læser om løsninger,” siger Mette Østergaard.

Det tegner jo umiddelbart meget godt for de nyhedstrætte. Det hele er ikke bare negative historier, men faktisk også historier som forsøger at bringe løsninger på banen. Det er ikke kun problemet eller konflikten, som er i fokus.

Det er dog ikke kun de negative historier, som nogle mener, er blevet for meget. En tredjedel er også udmattet af mængden af nyhederne. De er blevet ’tæppebombet’, som Kim Schrøder beskriver det. Lige præcis det er Jyllands-Posten opmærksomme på.

De har helt bevidst valgt at sænke tempoet på deres nyhedssite, så det ikke længere bliver opdateret så ofte. For Marchen Neel Gjertsen er det vigtigt, at Jyllands-Postens læsere præsenteres for de vigtigste nyheder – ikke bare de hurtigste nyheder – når de besøger Jyllands-Postens hjemmeside.

”Det er jo kun journalister og chefredaktører, som sidder på jp.dk og trykker opdater 30 gange om dagen. Det gør vores abonnenter ikke. De går på arbejde, henter børn og alt muligt andet,” siger Marchen Neel Gjertsen.

En strøm af nyheder

Nu har vi lige pludselig to gode eksempler fra to af de største danske nyhedsmedier. De forsøger faktisk at give plads til løsningerne og trække lidt tempo ud af nyhedsstrømmen. Måske er der mere håb end som så for de nyhedstrætte. Især fordi begge chefredaktører faktisk har forslag til, hvordan man gør nyhederne endnu mere tilgængelige for folk i fremtiden. De er faktisk endda enige om det.

”Som nyhedsjournalister bevæger vi os i nyhedsarenaen hele tiden. Det gør vores læsere ikke. Med den enorme strøm, der er af nyheder, tror jeg, det bliver tiltagende vigtigt at forklare læserne, hvad der er vigtigt og hvorfor,” siger Mette Østergaard.

Måske lidt af forklaringen på problemet ligger her. Tidligere fik man et sorteret udvalg af de nyheder, som medierne havde vurderet var vigtige den dag. Hvad end man åbnede sin avis eller så TV-avisen om aftenen. Det er i kontrast til i dag, hvor alle kan få en strøm af nyheder, hvor end de er, eller hvornår det skal være. Marchen Neel Gjertsen er enig med Mette Østergaard på det punkt. Hun mener, at medierne bør finde tilbage til nogle af de styrker, som de tidligere har haft.

”En avis har den fordel, at du faktisk kan læse den til ende. Det kan du ikke med et nyhedssite,” siger Marchen Neel Gjertsen.

Ja, der er håb

Berlingske og Jyllands-Posten viser os, at nyhedsmedierne faktisk tænker over problemet. Man kan ikke slukke for virkeligheden – og nogle gange er en nyhed bare negativ. Det skal der være plads til, men hos begge medier er man bevidste om, at der også skal være plads til perspektiverne og løsningerne i historierne. En nyhed bliver ikke dårligere af også at give lidt håb.

Hvor efterlader det forsøget på at give løsninger på problemet? Hvis du er en stor nyhedshund, så betyder det nok ikke så meget for dig. Du ville følge med dag og nat uanset. Men hvis du nu i stedet er blandt den femtedel af danskerne, som synes, at nyhedsstrømmen nogle gange kan blive for meget. Ja, så er der faktisk håb. Du skal måske bare kigge de rigtige steder.

FORSIDEN

Brugerbetaling i data: Pernille Holbølls B.T. er ikke på print

af Thit | mar 30, 2023 | UDE

Brugerbetaling i data: Pernille Holbølls B.T. er ikke på print

B.T. har nedlagt printavisen og fokuserer nu alle sine kræfter på digital journalistik. Chefredaktør Pernille Holbøll har lagt kursen, sat sejlene og søsat sin strategi for B.T. som et moderne, gratis tabloidmedie. Det skal skabe en bæredygtig forretning med mindre clickbait, som samtidig skal sikre at dataindsamling ikke kaprer skuden.

TEKST: Elisa Mortensen
FOTO: Kasper Søholt

Udgivet den 30. marts 2023

I 106 år har danskere kunnet få fingrene i en B.T.-avis i landets kiosker, S-toge og supermarkeder. Men den æra er ovre. Fra 1. januar 2023 har B.T. lagt alle sine kræfter i digital journalistik, som kun kan læses og høres på mobilen. Kaptajnen for den digitale strategi hedder Pernille Holbøll. Hun blev ansvarshavende chefredaktør i maj 2022, er 41 år gammel, og blev uddannet fra DMJX i 2010.

Da Berlingske Media annoncerede hende som ny chefredaktør i maj 2022, var det tydeligt, at ønsket om et digitalt B.T. spillede ind i valget af hende

”Opgaven kræver ikke kun en journalistisk leder, som sætter en høj redaktionel standard, men også en ledelsesmæssig profil der kan udvikle og iværksætte en 100 procent digital fremtid for B.T,” lød det i pressemeddelelsen.

Her tre måneder efter B.T. har givet printavisen dødsstødet, tager Illustreret Bunker temperaturen på, hvordan det går med den store opgave, som Pernille Holbøll fik. For hvordan skaber man en bæredygtig forretning, når produktet er gratis?

En ny slags chef

Pernille Holbøll ligner ikke den klassiske chefredaktør i slips og jakkesæt med en avis under armen. Hun går i sneakers, løse bukser, har nedslået hår og avisen er udskiftet med en telefon i hånden.

”Det er lidt som om, der er en måde at være ansvarshavende chefredaktør på. Ofte er det mænd, forholdsvis midaldrende, som mener rigtig meget. Jeg hader at sige noget, før jeg er sikker på det. Det burde jeg måske blive bedre til,” siger hun.

Hendes CV ligner heller ikke en typisk chefredaktørs, hvor mange typisk kommer fra stillinger som politisk reporter eller redaktør. Pernille Holbøll er nyhedsjournalist ind til benet. Det er brændpunkterne, de store begivenheder og de livsomvæltende beslutninger, der driver hende.

Printavisens pris

Beslutningen om at nedlægge printavisen blev truffet på forkant med store problemer, men blev også presset af de stigende priser på papir.

”Da vi lukkede avisen, tjente den stadig penge. Vi gjorde det, så man ikke stod med en pistol for panden og blev tvunget senere,” siger hun.

Pernille Holbøll modtog breve med posten fra folk, der havde læst B.T. i 45 år og nu ikke vil gøre det længere. De vil ikke tvangsdigitaliseres, som konkurrenten Ekstra Bladet har kaldt B.T.s beslutning.

”Selvfølgelig gør det indtryk, jeg er jo ikke ligeglad,” siger hun.

Men taget i betragtning af at det er første gang, et af de store landsdækkende medier i Danmark har nedlagt deres printavis, har overgangen til det digitale ifølge Pernille Holbøll været relativt enkel.

Selvom der i dag er flere digitale medier, står B.T. overfor nogle særlige udfordringer, da de har en lang historie.

”Vi er ikke en start-up, vi er ikke Zetland, vi er ikke Frihedsbrevet. Vi er et gammelt medie med en stor arv. Hvordan får man vekslet den arv, samtidig med det er 100 procent digitalt?” siger Pernille Holbøll.

Den anden store udfordring er, hvordan man tjener penge på læserne, når de ikke længere kan lokkes af en fængende overskrift på avisen i kiosken. Pernille Holbøll har et svar. ”Data.”

”Vi er ikke en start-up, vi er ikke Zetland, vi er ikke Frihedsbrevet. Vi er et gammelt medie med en stor arv. Hvordan får man vekslet den arv, samtidig med det er 100 procent digitalt?”

– Pernille Holbøll, Ansvarshavende Chefredaktør på B.T.

Data er svaret

B.T. har i kølvandet på beslutningen om at nedlægge printavisen valgt at indføre en datamur på langt størstedelen af deres artikler. I stedet for at bede brugerne betale til et abonnement eller for en avis skal brugerne betale med deres data ved B.T.s nye datamur. Her skal brugeren oplyse e-mail og alder. Senere kan flere punkter som kommune og interesser komme til. Det gør dataene, som er antal sidevisninger og tid brugt på siden, mere værdifuld for annoncørerne.

BT har over en halv milliard sidevisninger om måneden, men uden viden om brugeren kan det kun konverteres til småpenge i annoncekroner. Når brugerne er logget ind på siden, kan salgsafdelingen sælge annoncer cirka halvanden gange dyrere.

”En del af mit brændstof er det her med, at sidevisninger alene ikke er alt. Man bliver nødt til at veksle det til en bæredygtig forretning,” siger Pernille Holbøll.

Når sidevisninger er den vigtigste valuta, skaber det nemlig en skævvridning, hvor det handler mere om clicks end om brugeren, mener Pernille Holbøll. Den kurs skal vendes med den nye strategi.

Hun forklarer, at det også skal være mere tydeligt for brugeren, hvorfor artikler er relevante for dem. Mere viden om brugeren gør, at mediet kan skrue ned for den famøse clickbait. Den må gerne være der, det skal bare give mening, forklarer hun.

”At snyde brugeren eller at lave en forretning ud af at gøre rubrikkerne så russisk-roulette agtigt som overhovedet muligt, det tror jeg ikke, at der hverken er en forretning eller en journalistisk ide i. Det er noget af det, vi kan trække ud, når vores brugere logger ind,” forklarer Pernille Holbøll.

Målet er, at næsten alle brugere skal logge ind, og indtil videre er de mere end dobbelt så langt i mål med det, end de havde regnet med.

Redaktører er fårehyrder

Når data er hjørnestenen i forretningsmodellen, er det dog vigtigt, at man ikke lader sig forføre af de store tal og blinkende lys. Data kan sælge annoncer, men skal ikke stikke redaktionelle linjer, siger Pernille Holbøll.

”Jeg har en analogi, jeg lever efter. Det er os journalister, redaktører, publicister, udgivere, der er hyrder, dataene er fårene. Det er os, der styrer dataene. Ikke omvendt. Det er ikke fårene, der bestemmer, hvor hyrden skal gå hen,” siger hun.

Derfor er det vigtigt for Pernille Holbøll at have en klar strategi som chefredaktør og hyrde. Selvom forretningsmodellen er at tjene penge på, at folk læser B.T.s artikler, bestemmer brugernes adfærd på siden ikke alt.

”En million fluer kan også godt tage fejl af en lort,” siger Pernille Holbøll tørt og uddyber, at det derfor er så vigtigt at have en klar retning som leder.

”Man kan godt lave noget journalistik, som man tror alle vil have, men hvis man ikke selv ved, hvad man gerne vil med det, har man jo ikke en chance,” siger hun.

Klare linjer og store ambitioner

Pernille Holbøll ved dog godt, hvad hun vil.

”Hvis ikke vi har en mission med B.T, og en klar tilgang til, hvad vi vil med journalistikken, nemlig at gøre den bedre og være noget for flere danskere, der hvor de er, vil det gå galt.”

Pernille Holbøll ser ikke mod nogen og drømmer ikke om, at BT skal være halvt Ekstra Bladet eller TV News. B.T. skal være B.T.

”Det står meget tydeligt for mig, hvad vi skal, men jeg kan ikke kigge mod nogen.Vi gør det bare. Hvor nogen er lidt bekymrede for fremtiden, er jeg enormt tryg ved den. Jeg er overhovedet ikke bekymret, det falder mig fuldstændig naturligt at gøre det her uden at kende alle trinene derhen. Jeg tror, vi gør det helt rigtige for B.T. og Berlingske Media,” siger hun.

Desuden tror hun, at langt de fleste medier i Danmark og udlandet før eller siden går den digitale vej som B.T. Men det kommer nok til at tage lang tid for nogen.

FORSIDEN

Ellen endte på DR’s ‘Wall of Shame’: “Min karriere er ikke død endnu”

af Webredaktøren | jan 8, 2023 | UDE

Ellen endte på DR’s ‘Wall of Shame’: “Min karriere er ikke død endnu”

DR-programmet ’Ellen Imellem’ fløj næppe under nogens radar. Flere har kritiseret programmet for at bevæge sig i en gråzone mellem satire og journalistik. Programmet blev anmeldt til Pressenævnet, hvor anklagerne fik medhold. Men trods en tur i mediemøllen, står Ellen Kirstine Jensen fast på, at det er vigtigt at vove pelsen og udfordre grænserne.

TEKST: ANNA ELLESGAARD
FOTO: AXEL EMIL HAMMERBO

Udgivet den 08. januar 2023

På første etage i DR-byen i København holder satireredaktion til. På redaktionen står en brun korktavle. Tavlen er tapetseret med et hav af udklip fra artikler. Nogle af artiklerne fylder meget, mens andre kun har fået tildelt et enkelt citat. Èt bestemt navn går igen og igen – og igen. Ellen.

”Metadumhed og umorsom satire”, ”Dybt problematisk” og ”Ellen i modvind” – sådan lyder et par af de rubrikker, der hænger på korktavlen. Tavlen er satireredaktionens forsøg på at skabe en Wall of Shame, som ud over at stå side om side med æresgalleriet, Wall of Fame, også dagligt minder Ellen Kirstine Jensen om den shitstorm, hun var ansigtet på, da DR-programmet ’Ellen Imellem’ rullede for åben skærm.

Iført blazer og øresnegl indtog hun rollen som vært og udgav sig for at være journalist. Forskellige gæster blev inviteret ind i studiet for at svare på en række spørgsmål. De vidste godt, at interviewet ville have satiriske elementer. Men hvad ingen vidste, var, at alle Ellen Kirstine Jensens ord var dikteret direkte fra hendes øresnegl. Ofte af personer, som var lodret uenige med dem, hun sad foran.

’Ellen Imellem’ er af mange blevet opfattet som et kontroversielt program, og flere af de medvirkende har følt sig ført bag lyset. Programmet fik tre af de medvirkende til tasterne, da de tidligere på året klagede til Pressenævnet. Sagen er nu blevet vurderet, og afgørelsen er landet; de medvirkende får medhold – DR får kritik. I kendelsen skriver Pressenævnet blandt andet, at DR ikke har haft givet de medvirkende tilstrækkelig information, og at de derfor har deltaget i udsendelserne på et misvisende grundlag. Selvom Ellen Kirstine Jensens vil tage nævnets ord til efterretning, har det ikke slået hende ud af kurs.

”Jeg holder stadig hovedet højt. Mange vil nok mene, at jeg er gået over grænsen. Men der er nogle gange behov for at arbejde omkring grænsen og i nærheden af grænsen, når man skal lave noget nyt, som folk ikke har set før,” siger Ellen Kirstine Jensen.

Turde gå planken ud

Hun fik ideen til programmet, hun fik et ’go,’ og hun blev vært på sit eget program for første gang. Hun ville skabe noget nyt og anderledes, der kunne sætte gang i diskussionen om, hvordan videnskab formidles til unge, og hvilke sandheder unge møder på internettet. Med sin øresnegl i øret var hun bevidst om, at hun skubbede til nogle grænser.

Ellen Kirstine Jensen lægger vægt på, at det både skal være journalister, satirikere, komikere og filmskabere, der en gang imellem skal turde at gå planken ud – velvidende, at det nogle gange lykkes, mens man andre gange ender på dybt vand. Hun mener ikke, at tingene udvikler sig, hvis ikke der er nogen, der tør eksperimentere med grænserne.

Det er, ifølge Ellen Kirstine Jensen, særligt de unges skuldre denne opgave hviler på:

”Hvis det ikke er unge, der skal have modet til at prøve at lave noget helt andet, hvem skulle så?,” spørger hun.

Antijournalistik

Der gik ikke lang tid efter programmets premiere, før en negativ omtale af programmet og Ellen Kirstine Jensens værtsrolle kom i mediernes søgelys. “Men hvad flere kritikere ikke har haft for øje, er, at programmet har været et satirisk eksperiment,” tilføjer hun selv og mener derfor, at kritikken har klinget ensidigt.

”Journalistikken skal være saglig, neutral og funderet i fakta. Alt hvad der omgiver programmet,

er på en eller anden måde så antijournalistisk, fordi det ikke er journalistik, og det har aldrig været tænkt som journalistik. Hvis det var journalistik, ville det være det værste lorte-journalistik i verdenshistorien,” siger Ellen Kirstine Jensen.

Det var et aktivt valg at udfordre den traditionelle journalistrolle og lade sig inspirere af satirens verden, blandt andet fordi Ellen Kirstine Jensen snarere ser sig som satiriker end journalist. Hun mener ikke, at det hun laver er alvorligt journalistisk indhold. Netop derfor mener hun ikke, at hun skal sættes i bås som journalist.

Selvom DR har givet udtryk for, at programmet er satire og derfor skal vurderes ud fra den præmis, respekterer Ellen Kirstine Jensen, at der kan ligge nogle kritikpunkter i snakken om, hvor meget man som medvirkende skal vide på forhånd, før man deltager i et program. Hun erkender, at det er vigtigt at få præsenteret tankerne bag et program, der af mange kan opfattes dybt kontroversielt, og hun kan derfor godt se det vigtige i at diskutere, hvor grænsen skal sættes i sådanne situationer.

Chefredaktør på Frihedsbrevet, Mads Brügger, har i en tidligere Fri-Mads-udgave hyldet Ellen Kirstine Jensen for ideen til programmet og mener, at det er et kosttilskud til DR’s øvrige programmer. Derudover slår han fast, at det er helt åbenlyst, at ’Ellen Imellem’ ikke er journalistik – men satire.

Ellen Kirstine Jensen forklarer, at det ikke er tilfældigt, at hun i programmet præsenterer sig selv som en ’poleret DR-journalist’. Pointen med præsentationen er at gøre det klart for seerne, at hun laver sjov med journalistrollen ved at bruge sig selv som kulisse og billede på den arketypiske journalist.

”Der er jo en grund til, at jeg er den her karikerede journalist. Det er også der, at der sker noget sjovt; at jeg fremstår meget selvhøjtidelig journalistagtig, når de ting der kommer ud af min mund, kan opfattes som nonsens,” siger Ellen Kirstine Jensen.

Det sorte får

Selvom både Ellen Kirstine Jensen og DR står på mål for, at programmet er satire og derfor inden for skiven, er kritikken alligevel haglet ned. Ellen Kirstine Jensen havde dog som ny i branchen frygtet, at hendes første program, ’Ellen Imellem’, ville gå under radaren og dø en stille død. Men sådan blev det ikke og efter et par omgange i mediemøllen, tvivler hun da heller ikke på, at programmet er blevet set, omtalt og diskuteret.

”Mainstream-reaktionen har været enormt negativ. Men jeg synes virkelig, at kritikken understreger, hvor meget der er behov for nogle, der tør at bevæge sig omkring grænsen. Det er svært at lave satire, hvis man skal holde sig på den sikre side, ” siger Ellen Kirstine Jensen.

Shitstormen har fået hende til at indse, hvor meget hun kan stå imod, men hun savner en større forståelse for, at der skal være plads til at kunne eksperimentere, når man er ny og udvikler et nyt program.

Som et nyt, ungt ansigt i mediebranchen har hun allerede måtte vinke farvel til tanken om at være danskernes folkekære mediepersonlighed.

”Den mulighed har jeg mistet, fordi jeg har været det sorte får i alle de etablerede medier. Men det er på en måde nemmere, at det er det, der er udgangspunktet, fordi så kan jeg kun overraske positivt,” siger Ellen Kirstine Jensen.

”Min karriere er ikke død endnu”

Selvom DR’s Wall of Shame dagligt minder Ellen Kirstine Jensen om dét kritiske lys, flere medier satte hende i, skal der mere til at slå hende ud af kurs. Væggen er nemlig også en påmindelse om hendes mod til at bryde med grænserne.

”Det er ikke jordens undergang at gå til grænsen. Man skal sgu nok overleve. Jeg er ikke død endnu, og min karriere er heller ikke død endnu,” siger Ellen Kirstine Jensen.

Pressenævnets kritik har ikke fået hende til at fortryde programmet. Hun mener stadig, at ’Ellen Imellem’ har sin berettigelse – men overgiver sig til afgørelsen og tager kritikken til sig.

”Jeg kan ikke gøre andet end at sige; ’helt klart, det tager vi selvfølgelig til efterretning.’ Jeg vil tænke over det, hvis jeg laver noget lignende fremover,” siger Ellen Kirstine Jensen.

Det er ikke første gang hun modtager kritik, og afgørelsen har derfor heller ikke haft den store påvirkning på hende rent følelsesmæssigt. Da shitstormen rasede i medierne, vred Ellen Kirstine Jensen alle tænkelige scenarier igennem. Hun ser derfor mest af alt afgørelsen som et punktum i sagen.

”Der har været kritik af programmet i forvejen, som har været langt værre end den pressenævnet har ytret. Men jeg har respekt for Pressenævnets afgørelse. Deres ord er lov, så der er ikke så meget at rafle om,” siger Ellen Kirstine Jensen.

Hun lægger dog vægt på, at afgørelsen også er et billede på, at det kan være svært at navigere i de usagte grænser.

”Nu ved vi, hvad vi ikke skal gøre, og det har vi accepteret. Men afgørelsen viser også, at det er svært at vurdere, hvor grænser skal trækkes. Pressenævnet har ytret, at vi har overskredet en grænse, men hvor præcist grænsen ligger, har de ikke nævnt,” siger Ellen Kirstine Jensen.

Trods kritikken står hun inde for sit program, selvom det af mange kan opfattes kontroversielt, og hun er ikke et sekund i tvivl om, at det er de unge, der skal turde udfordre status quo.

”Det har ikke taget modet fra mig. Det er vigtigt, at der er nogle, der tør at vove pelsen.” siger Ellen Kirstine Jensen.

FORSIDEN

“Velkommen til telefonsvareren. Læg en besked efter biptonen.”

af Thit | dec 8, 2022 | UDE

“Velkommen til telefonsvareren. Læg en besked efter biptonen.”

De fleste journaliststuderende kender det bitre bip fra telefonsvareren, som kan gøre det svært at færdiggøre sin historie eller forholde sin kritik for de rigtige kilder. Især politikerne på Christiansborg er svære at få fat på. “Men frygt ikke, de fejlslåede opkald går ikke udover din bedømmelse,” forsikrer uddannelsesleder Henrik Berggren.

TEKST: Elisa Norgaard Mortensen
Illustration: Thit Bording

Udgivet den 08. december 2022

Som research til denne artikel kastede Illustreret Bunker sig ud i kampen om at få fat på partiernes pressetjenester. Med telefonen som våben ringede vi til de seks partier, som vandrørsrygter havde fortalt, var de sværeste at få fat i. Vi kan allerede nu afsløre, at ikke alle kampe er mulige at vinde.

Mathias Krogsøe, som læser journalistik på 2. semester, kender til denne kamp. Han har brugt mange frustrerende timer på at kontakte politikere til sin seneste problemudredende opgave, hvor et af kravene er, at opgavens emne skal kunne behandles politisk. Han undersøgte den nye psykiatriplan og ringede i den forbindelse til alle relevante politikere. ”Jeg har ikke tid til at deltage i skoleprojekter,” lød det, da der endelig kom hul igennem til en ordfører på området. Mathias beskriver oplevelsen som demotiverende og frustrerende.

”Jeg prøvede at få politikerne i snak, men det viste sig at være meget, meget vanskeligt,” siger Mathias Krogsøe.

Det kan især være frustrerende, når undervisere igen og igen opfordrer studerende til at ringe til kilderne. Skolens ”bare ring”- politik, kan synes udfordrende, når politikere ikke tager telefonen.

Mathias Krogsøe mener dog ikke, at underviserne skal stoppe med at opfordre til at få kontakt til politikere, da der er en læring i afvisningen. Det er uddannelsesleder for journalistuddannelsen Henrik Berggren enig i.

”Der er også mange journalister ude på store dagblade, der ikke kan få fat i politikere. Det er en del af faget,” siger Henrik Berggren.

Proces, proces, proces

Henrik Berggren ønsker ikke, at de journaliststuderende skal stoppe med at kontakte ‘tunge kilder’ eller afgørende politikere, men om man får svar eller ej er ikke det afgørende. Hvis man altså har gjort det ordentligt.

”Det er vigtigt, hvornår i processen man har henvendt sig. Sendte du en mail eller SMS en halv time før deadline, eller forberedte du det to uger før og tog kontakt til partiet. Det handler om din arbejdsproces, ikke om du har fået svaret eller ej,” siger Henrik Berggren.

Uddannelseschefen påpeger, at man som studerende selvfølgelig kan vælge at gå i en retning, hvor man er meget afhængig af bestemte kilder, og det kan godt være udfordrende. Men hvis man ikke har valgt sådan en historie, kan man berolige sig med, at man ikke skal presse sig selv unødvendigt for at få fat i en kilde, der ikke vil snakke med en.

Han mener, at de studerende måske skal øve sig i, hvornår det er vigtigt at få en politiker med, og hvornår det egentlig ikke bidrager med det store. Nogle gange kan man overveje at få et skriftligt svar fra presseafdelingen eller kontakte en byråds- eller regionsrådspolitiker, siger han.

Pressede politikere

Når politikerne siger, at de ikke har tid til de journaliststuderende, er det måske også sandheden.

”Da vi startede med at ringe rundt, havde der lige været valg, og de sad med vigtige møder og regeringsforhandlingere,” siger Mathias Krogsøe.

De studerende behøver heller ikke være bekymrede for, om de går glip af en nødvendig læring ved at tale med politikere hele tiden, som for mange journalister er en del af jobbet.

Henrik Berggren er i hvert fald ikke bekymret.

”Når jeg sidder og ser på de opgaver, jeg vejleder, bliver jeg ofte imponeret over, hvor vigtige kilder der faktisk bruger meget langt tid på at medvirke,” siger Henrik Berggren.

Han nævner også, at det for mange er nemmere at få fat på politikere i praktiktiden, som jo også er en vigtig del af uddannelsen.

Mathias Krogsøe har heldigvis ikke mistet modet, og han har tænkt sig at prøve at få fat på politikere igen en anden gang. Men næste gang vil han dog have sin plan B klar i lidt bedre tid.

Og nu tilbage til telefonrøret og pressetjenesterne. For vi ringede jo som bekendt til seks af dem, og rygterne på vandrørene viste sig at tale sandt. Socialdemokratiet kom vi aldrig igennem til, og deres indbakke var så fyldt, at vi ikke engang kunne lægge en besked. Konservative og Enhedslisten lovede at vende tilbage på mail, men det viste sig at være valgårets mindst overraskende løftebrud. Venstre ”vil ikke udtale sig til jeres blad,” men det fik de så lov til alligevel.

FORSIDEN

« Gamle poster

Næste poster »