De kongelige er også bare mennesker

De kongelige er også bare mennesker

De kongelige er også bare mennesker

Trine Larsen er mangeårig hofreporter på Billed-Bladet. Her fortæller hun om, hvordan det er at interviewe landets fornemste personligheder, og om hvorfor hun ikke bryder sig om at blive kaldt andet end journalist.

Skribent: Rasmus Schulz

På internettet, i aviser og på TV-skærme optræder Trine Larsen ofte som hofreporter eller kongehusekspert, men spørger man hende, hvad hun er, så er hun journalist. Hun beskæftiger sig bare tilfældigvis med de kongelige lige nu:

”Jeg betegner aldrig mig selv som hofreporter, det er sådan en titel, som andre gerne vil give en. Jeg er journalistuddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus og beskæftiger mig bare tilfældigvis nu med kongestoffet,” siger Trine Larsen.

Et biluheld i Sydfrankrig

Tidligere har Trine Larsen været sportsjournalist, kriminalreporter, studievært hos TV2 og reportagejournalist med katastrofer i hele verden som kontor.

Det var tilbage i august 1988, mens Trine arbejdede som reportagejournalist på BT, at Prins Joachim og Kronprins Frederik kørte galt nær deres forældres vinslot i Caix i Sydfrankrig. Hun blev fluks sendt afsted for at dække begivenheden, og herefter begyndte hun at få flere og flere opgaver, hvor hun skulle ud og dække de kongelige.

Da hun nogle år senere blev ansat som journalist på Billed-Bladet, gav det således god mening, at det var det royale, hun skulle dække.

Genkendelsens glæde

Når kongehusets medlemmer ikke udgør nogen specielt stor flok, betyder det selvsagt også, at man kommer til at interviewe de samme personer mange gange. Det gør, ifølge Trine Larsen, hofjournalistikken til et spøjst emne. Når mennesker mødes flere gange, så opstår der altid en eller anden form for relation.

”Genkendelsens glæde er god for begge sider. Når jeg kommer med en fotograf, og vi står et eller andet sted i Afrika, så bilder jeg mig i hvert fald ind, at det er trygt og godt for dem at vide, hvem de har stående overfor sig.”

Når Trine interviewer de kongelige, så står hun foran dem som journalist, og de står foran hende som mennesker og som kilder. Hun forholder sig kritisk til idéen om, at interviews altid skal være kritiske, for der skal også være en mening med det.

”Det kommer meget an på, hvad man vil have folk til at fortælle om. Men spørger jeg kongelige om de samme ting, som jeg ville have spurgt andre om? På mange måder ja.”

Hendes tommelfingerregel er, at man kan spørge om alt, fordi det altid er bedre, at folk får lov til at svare. Og hvis bare man spørger respektfuldt, så vil folk gerne svare. De kongelige er også bare mennesker som alle andre. Når de skal interviewes, er ­udgangspunktet derfor det samme. Som journalist må man også turde stille de mere kontroversielle spørgsmål.

Trine husker for eksempel engang, hvor hun spurgte dronningen, om hun havde overvejet at få lavet en plastikoperation, som var meget oppe i tiden dengang. Selvom spørgsmålet måske virker kontroversielt at stille til nogen så fornem som dronningen af Danmark, så svarede hun alligevel ganske pænt på spørgsmålet. Hun mente, at eftersom hun var født 16. april 1940, og at det var kendt af alle, så var der ingen grund til at lyve sig yngre, end hun var. Desuden var hendes indtryk, at sådan noget alligevel ofte endte med at hænge nede mellem knæene.

”Man skal have respekt for kongehuset og for de mennesker, man taler med, men det skal man altid som journalist,” siger Trine Larsen.

Det samlende kongehus

Jobbet som hofreporter byder på mange enestående oplevelser. Hvor de kongelige er, er Trine Larsen eller en af hendes kolleger som regel at finde et sted i baggrunden. Det betyder somme tider adgang til store arrangementer eller rejser til udlandet for at dække kongehusets færden. Selv synes hun, at hun har verdens bedste job. Hun elsker at være journalist, blandt andet fordi hun får lov til at møde en masse skægge og skæve mennesker.

Der er nu engang bare det med kongehuset, at det huser en forholdsvis afgrænset gruppe mennesker. Om end de sagtens kan være skægge og skæve, så er de ikke ret mange.

”Vi har jo kun én dronning. De journalister, der skriver om filmstjerner og andre kendte har lidt mere stof at vælge imellem,” siger Trine Larsen.

Heldigvis har vi ifølge Trine en dronning, som leverer varen. Med det mener hun, at vi har en populær dronning, som gør sit job godt. Hun formår at samle danskerne. Folk streamer løs på nettet, ser sjældent det samme på TV og er ifølge Trine Larsen ofte mere interesserede i, hvad naboen får at spise, end hvad der er på tallerkenen foran dem. Kongehuset derimod er så integreret en del af Danmark og det selvbillede, vi har af kongeriget, at det er noget, som de fleste har et forhold til.

”De kongelige er med til at skabe noget, som vi er fælles om. Folk har måske en forkærlighed for dronningen eller synes, at kronprinsen er sej, og at kronprinsessen er smuk. Og hvis det så ikke går godt for landsholdet i fodbold eller håndbold, så har de pludseligt noget andet at samles om.”

Det viste sig senest i form af den store opbakning og sympati, som danskerne viste deres dronning i forbindelse med H.K.H Prins Henriks bortgang.

Det nye Detektor må være alt andet end ligegyldigt

Det nye Detektor må være alt andet end ligegyldigt

Det nye Detektor må være alt andet end ligegyldigt

Camilla Stampe og Kristoffer Eriksen er nye værter på DR2’s Detektor. Sammen vil de eksperimentere og gøre det faktatjekkende program mere kritisk og gennemslagskraftigt.

Skribent: Mads Justesen

”Der er sådan en mærkelig fabriksstemning herinde,” siger Kristoffer Eriksen på vej hen til Detektors redaktionslokale.

Han går på torvet på 2. sal i DR-byen i Ørestaden. I midten af det åbne plateau er der en lille kantine. I køen står DR’s Mellemøstkorrespondent Michael S. Lund. Ved et af bordene sidder Thomas Blachman og spiser frokost for sig selv, imens Clement går hastigt forbi.

”Det lå ikke rigtig i kortene, at jeg skulle ende et sted som Detektor, da jeg gik på Journalisthøjskolen,” siger Kristoffer Eriksen, da vi har sat os ved et bord udenfor redaktionslokalet.

Klassisk journalistik interesserede ham ikke. På hans årgang var der en udpræget enighed om, at Politiken var det fineste sted, man som journalist kunne ende. Men det sagde ham ikke noget. I stedet begyndte han at lave satire, efter han blev færdiguddannet på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i år 2011.

”Det var først da jeg startede på 24Syv Morgen, jeg begyndte at lave rigtig journalistik,” siger han og kigger op.

”Der kommer hun jo.”

Camilla Stampe, der er programmets anden vært, kommer gående hen imod os. Hun er uddannet journalist fra Syddansk Universitet og har tidligere arbejdet som journalist på Information og som debatredaktør på Politiken. Inden Detektor var hun redaktør på Clement Kjærsgaards talkshow ”Vi ses hos Clement.”

Sammen med Kristoffer Eriksen står hun nu i spidsen for DR2-programmet Detektor. DR’s journalistiske fyrtårn startede i år 2011 som radioprogram på P1 med den nuværende kanachef på P1, Thomas Buch-Andersen, som vært. Allerede samme år blev Detektor forfremmet til også at blive vist på tv. De to versioner kørte sideløbende frem til 2014, hvor radioudgaven stoppede.

 

Det sjove og det seriøse

Camilla Stampe har været ude og lave et interview til næste uges udsendelse. Det er derfor, hun kommer for sent. Hun spørger, hvad vi har snakket om indtil videre.

”Jeg har egentlig bare sagt, at jeg troede, at jeg skulle lave alt andet end seriøs journalistik. Det tror jeg er sammenfatningen af det,” siger Kristoffer Eriksen og griner.

”Der var det jo helt omvendt med mig,” siger Camilla Stampe og sætter sig ved siden af ham.

”Jeg troede kun jeg skulle lave seriøs journalistik.”

Kristoffer Eriksen spærrer øjnene op.

”Du er præcis en af dem, jeg lige har talt om. En af dem som drømte om at komme i praktik på Politiken. DU VAR PÅ POLITIKEN!”

”Ej, jeg var på Information. Men før det var jeg universitetspraktikant på Politiken.”

Kristoffer Eriksen vender sig om imod mig.

”Hun har virkelig udlevet den hede DMJX-drøm til fulde. Og alligevel er hun endt her,” siger han og banker i bordet med pegefingeren.

”Lige her ved siden af mig.”

”Er det ikke omvendt? Du fandt jo ligesom ud af, at det der satire ikke rigtig holdt i længden. Du blev sgu nød til at blive lidt seriøs,” siger hun.

”Jo, sådan kan man måske godt vende det,” svarer Kristoffer Eriksen.

”Ja, det kan man vist godt,” siger Camilla Stampe og smiler.

Kun de store historier

Trods de to nye værters forskellige tilgange til journalistikken, er de enige om, hvilke historier der skal faktatjekkes. Det skal være ugens store historier, som har været grundlag for den aktuelle politiske debat.

Som for eksempel da TV2 i et indslag fortalte historien om 11 somaliske kvinder, der angiveligt ikke kunne tale dansk. Historien blussede op i alle store medier, og selv statsministeren kommenterede på historien i forbindelse med debatten om parallelsamfund.

Historien undrede de nye Detektor-værter. Kunne det virkelig passe, at ingen af kvinderne talte dansk?
Kristoffer Eriksen tog til Voldsmose, hvor han fandt kvinderne. Det viste sig, at flere af kvinderne faktisk talte fint dansk, og at påstanden var baseret på en yderst tvivlsom håndsoprækningsmetode.

”Jeg synes, det er Detektor fornemmeste opgave at rense ud i sådan noget,” siger Kristoffer Eriksen.

Camilla Stampe nikker.

”Vi skal ind bag ved og undersøge om det, der bliver fremstillet er sandt, ”siger hun.

Mere plads til det kritiske interview

I programmet med de 11 somaliske kvinder, var det ugens eneste historie i Detektor, hvilket er en del af det nye format efter relanceringen. I modsætning til den tidligere udgave med Mette Vibe Utzon som vært, prioriterer det nye makkerpar at lave få men grundige historier. Helst kun en eller to.

Det nye format giver også mere plads til det kritiske interview, der fungerer som ’den store finale’ i hver udsendelse.

”Vi vil gerne lave flere kritiske interview. Jeg synes ikke, at der er nok formater, hvor politikere bliver taget på ordet, og hvor de skal stå til ansvar, for det de har sagt. Ellers bliver det jo bare en gratis omgang. Det vil vi gerne udfordre,” siger Camilla Stampe

Må ikke være ligegyldigt

Det nye Detektor er efter 14 udsendelser stadig i gang med at finde formlen på det perfekte program. Så hvordan programmet kommer til at se ud i fremtiden, ved det nye makkerpar endnu ikke.

”Vi eksperimenter enormt meget. Detektor må gerne være dårligt nogle gange. Det må helst være godt. Men det må aldrig være ligegyldigt. Det må ikke behandle ligegyldige emner, som folk ikke interesser sig for. Det må det bare ikke.” siger Kristoffer Eriksen

”Jeg tror, vi kommer til at lave nogle virkelig dårlige programmer undervejs. Og det er godt. Det skal vi også”, fortsætter han.

”Ja, det har jeg det så lidt svært med… Eller jo. Det er jo rigtig nok,” siger Camilla Stampe, inden de to værter forlader bordet i kantinen. Et program skal laves, og fakta skal tjekkes.

Robotter både hjælper og udfordrer journalisterne

Robotter både hjælper og udfordrer journalisterne

Robotter både hjælper og udfordrer journalisterne

Ritzau Finans bruger et computerprogram til at skrive nyheder, når der komme nye regnskaber ud, og den digitale erhvervsavis Lasso News har slet ikke levende journalister ansat. De to medier er enige om, at teknologien vil hjælpe journalisterne i deres arbejde og ikke erstatte dem.

Skribent: Ida Sejersdal Dreiager

Den digitale avis Lasso News har eksisteret i halvandet år og har allerede produceret cirka otte milliarder artikler. Journalisterne Mimi og Jason arbejder produktivt og skriver cirka 1500 artikler hver eneste dag. Det kan de, fordi de er robotter.

”Vi har fået meget positiv feedback. Fra mediebranchen har det været ret interessant. Vi troede, det ville gøre journalister bange, men de har været interesserede,” siger den daglige redaktør, Tea Sylvest.

Selvom Lasso News har oplevet mere interesse end frygt, kommer det uundgåeligt til at få indflydelse på faget, når robotterne for alvor bliver en del af redaktionerne.

Teknikken bag

Mimi og Jason er computerprogrammer, der skriver om henholdsvis virksomheder og erhvervspersoner. Deres artikler bygger udelukkende på den offentligt tilgængelige information, man kan finde i CVR-registeret. Hver gang der sker en ændring, som hvis en virksomhed kommer med et nyt regnskab eller får en ny direktør, bliver det registreret i CVR-registeret. Og hver gang, der sker en ændring, skriver Mimi automatisk en artikel. Hun skriver altså om alle virksomheder lige fra LEGO til Randers Sportsdykkerklub. Jason skriver om personer. Han henter også sin viden fra CVR-registreret og leverer små portrætter om erhvervspersoners arbejdsliv.

Som bruger kan du søge på en virksomhed eller en erhvervsperson og læse alle Lasso News’ artikler om dem. Du kan følge en virksomhed og få en mail, hver gang der sker en ændring. Du kan scrolle på forsiden, hvor der er nyheder om de største virksomheder, eller gå på opdagelse i Discover, hvor artiklerne er inddelt efter emner som ”Politikere” eller ”Løvens Hule.”

”Det gælder om at være først”

Formidlingen på Lasso News er ret tør, men nyhederne er forståelige, og de er hurtige. Netop hurtigheden er også noget af det første direktør og nyhedschef for Ritzau, Søren Funch, nævner, da han skal forklare, hvordan programmet Autoflash er en fordel for journalisterne på Ritzau Finans.

”Tid er penge. Det gælder om at være først med nyheden, hvis for eksempel Novo Nordisks årsregnskab kommer ud,” fortæller Søren Funch.

Før sad journalisterne og gennemgik pdf-filer og råbte nøgletal op, så de kunne blive noteret. De var hurtige, så det tog kun 15-20 minutter at gennemgå et regnskab og skrive nøgletallene ud. Men Autoflash kan klare det samme på få sekunder. Desuden er der meget færre fejl, for en computer kommer ikke til at råbe et forkert tal, fordi den skal skynde sig.

Flere robotter i fremtiden

Både hos Ritzau og Lasso News arbejder de på at udvikle programmerne, så flere opgaver kan automatiseres. Søren Funch fortæller, at Ritzau arbejder på at udvikle Autoflash, så den også kan levere nyheder baseret på Danmarks Statistik. Han håber også på, at Ritzaus dækning af lokale nyheder på sigt kan klares af robotter.

Tea Sylvest fortæller, at Lasso News har en vision om at gøre robotterne mere intelligente. De er i samarbejde med Børsen i gang med at udvikle programmet, så journalisterne i fremtiden kan gå ind og rette i de artikler, robotten skriver, så de bliver bedre formidlet. Programmet skal så registrere ændringerne og lære af dem til næste gang. På den måde skal journalisterne faktisk kunne træne robotten.

Større krav til journalisterne

På trods af de store visioner mener hverken Tea Sylvest fra Lasso News eller Søren Funch fra Ritzau, at robotterne vil overtage journalisternes job.

”Jeg synes, det er meget positivt for faget. Det er et nødvendigt slavearbejde, robotterne kan overtage,” siger Søren Funch.

Den tid, man vinder, kan man så bruge på mere tidskrævende journalistik. For eksempel har Autoflash givet journalisterne på Ritzau Finans bedre tid til at analysere virksomhedernes regnskaber.

Tea Sylvest er enig:

”Jeg tror, robotjournalistik kan være med til at sikre, at journalister bruger tid på det, de er rigtig gode til, og ikke på dumt faktaskrivearbejde.”

Både hun og Søren Funch fortæller også, at medier og journalister har været utrolig interesserede og positive omkring de muligheder, som robotterne giver.

Når robotjournalistikken slår rigtigt igennem, bliver det dog svært for journalister, der kun vil referere nyhederne. ”Hvis journalister sætter som mål, at de kun skal skrive om, hvad der sker, så tror jeg ikke, der er nogen tvivl om, at robotterne overtager på et tidspunkt,” siger Tea Sylvest.

Men den kreative formidling og de analyser og vurderinger, der er vigtige for rigtigt at forstå nyhederne, kan robotterne ikke levere. Den opgave får vi fortsat brug for journalister til at løse:

“Hvis journalister sætter som mål, at de skal skrive, hvorfor det sker, og hvilken betydning det har, så er jeg helt sikker på, at de ville kunne arbejde rigtigt godt hånd i hånd med en robot,” siger Tea Sylvest.

Krig, skønhed og visuel perfektion – Årets Pressefoto

Krig, skønhed og visuel perfektion – Årets Pressefoto

Krig, skønhed og visuel perfektion – Årets Pressefoto

Kåringen er ovre, og vinderne er fundet ved Årets Pressefoto 2017. Oplev eller genoplev pressefotografernes årlige festdag, som blev afholdt den 2. marts 2018 i Den Sorte Diamant.

Skribent: Søs Emily Andersen

Der grines og klappes i Den Sorte Diamant i København, da en berørt Rasmus Flindt Pedersen træder op på podiet i Dronningesalen. Han har lige vundet Årets Pressefoto for sit billede af en afkræftet, ældre kvinde i krigsramte Mosul. Juryen kalder billedet rent og ikonisk.

”Hold da helt op. Der tog I sgu røven på mig,” siger Rasmus.

Publikum klapper højere, og der går ikke længe før den ene blitz efter den anden foreviger øjeblikket, hvor Rasmus får både en buket og en statuette i hånden. Han kysser statuetten og forlader kort tid efter scenen.

En to timer lang prisoverrækkelse er overstået, men udstillingen skal først lige til at begynde.

Ordfattige og ydmyge vindere

Nogle timer forinden er det sneklædte overtøj blevet lagt i garderoben, og mediefolk fra nær og fjern bevæger sig langsomt tættere på salen, hvor Årets Pressefoto skal afholdes. Lyset bliver dæmpet klokken 13:08, og de ellers før opstemte stemmer bliver lavere og lavere.

Femten minutter senere er den første prismodtager allerede blevet kåret. Stine Tidsvilde har vundet Årets Nyhedsbillede, Danmark, for sit billede af en sorgende mor til en skuddræbt ung mand. ”Fuck, tak,” er de første ord, der flyver ud af munden på hende ved podiet. Hun vifter lidt med sin buket og fortæller, at hun godt ved, hvor den skal sendes hen; nemlig til kvinden på billedet, som hun derefter takker.

Senere på eftermiddagen bliver Mathias Svold og Ulrik Hasemann kaldt op på scenen. De har vundet Årets Reportage, Danmark, for ”Kystland,” som var deres afsluttende bachelorprojekt på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

”Vi håber, at de, der ser vores billeder, vil reflektere lidt over, hvilken værdi kysten har for dem,” fortæller Mathias Svold.

I deres reportage ser man blandt andet billeder af en gudstjeneste, triumferende fodboldpiger, et bryllup og et elskende par.

Nøgen skønhed på de hvide vægge

Marie Hald er også en af dagens vindere. Hun har vundet Årets Portræt for sit billede af kropsaktivisten Helene, som ligger nøgen i noget som ligner et badekar. Juryen valgte dette billede, fordi man både er tiltrukket af skønheden, men man er også i tvivl om, hvorvidt man må kigge. For Marie Hald er det vigtigt at vise, at der findes skønhed mange steder.

”Jeg vil gerne unde den næste generation af unge piger dét. Så der er lidt større plads til at sige ’fuck det,’” siger Marie Hald og fortæller, at det særligt er et opråb til kropsidealer.

Marie griner lidt, mens hun kigger op på sit nu prisvindende billede. Der er ikke andet på udstillingsvæggen end hendes billede, som er over to mand høj.

Tredje gang er også lykkens gang

Der er en mand i salen, som langtfra er fremmed på podiet. Det er Mads Nissen. Faktisk er det anden gang, han står der til dagens arrangement. Han er lige blevet kåret til Årets Pressefotograf for tredje gang i sin karriere. For en time siden modtog han prisen for Årets Reportage, Udland.

Juryen har udvalgt Mads Nissen som årets pressefotograf, fordi han efter deres mening tager billeder som er tæt på visuelt perfekte. Hans evne til at finde poesien i de mest rå miljøer roses også til skyerne. Mads Nissen havde ikke nær så meget at sige, da han fik overrakt prisen, men både ydmygheden og glæden strålede fra podiet.

”Jeg kan slet ikke sætte ord på det,” siger han. ”Det er måske derfor, jeg tager billeder.”

Fra tal og teknik til journalistik

Fra tal og teknik til journalistik

Fra tal og teknik til journalistik

Bjørn Godske har i 18 år arbejdet som journalist, men er oprindeligt uddannet ingeniør. Den faglige viden giver ham en fordel, når han skal formidle teknisk svært stof for Fagbladet Ingeniøren.

Skribent: Caroline Rossmeisl

”Jeg kan bidrage med noget andet. Jeg kan nogen gange se tingene på en anden måde, fordi jeg har en anden faglig baggrund”.

Bjørn Godske er havnet i en ganske anden branche, end den han uddannede sig til. Han burde have siddet og nørklet med tal og teknik, men i stedet har han i 18 år levet af at fatte pen og papir og arbejde som journalist. På sin vante plads på Fagbladet Ingeniøren sidder han og formidler historier om netop det, der interesserer ham. Teknologien.

Det var aldrig planen, at Bjørn Godske skulle ende som journalist. Men efter en opfordring fra sin kone tog han et journalistisk kursus på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og lagde dermed ingeniøren på hylden. Det er ikke en beslutning, som han har fortrudt.

”Det et enormt privilegium at kunne tage ud og tale med nogle af de dygtigste folk indenfor teknik. Det er lidt som at få eneundervisning i alt det, som de ved, og så formidle det videre,” siger Bjørn Godske.

Taler kildernes sprog

Selvom det umiddelbart kan være svært at kæde journalistik og ingeniørkundskab sammen, har det gavnet Bjørn Godskes journalistiske virke, at han dengang valgte at tage sin ingeniøruddannelse på DTU.

Bjørn Godske skriver om teknologi indenfor flere forskellige stofområder blandt andet transport og energi, og her har den viden, han har fået som ingeniør, i den grad kunne bruges. For med uddannelsen som ingeniør i bagagen forstår han nogle af de avancerede og tekniske ting, som kan virke fremmede for hans journalistuddannede kolleger.

”Selvom mine kollegaer er virkelig dygtige og godt inde i deres stof, er der alligevel sommetider små tekniske ting, der kan være avancerede at forstå, hvis ikke man decideret har lært det,” siger Bjørn Godske.

Derudover er det en fordel, at han kan tale det samme tekniske sprog som sine kilder, da han kan stille nogle spørgsmål, som bygger på en forståelse for teknik. Det kunne han for eksempel nyde godt af, da han skulle skrive om en situation, hvor frekvensen i el-nettet havde været for lav i en periode.

“Jeg ved, hvordan el-nettet fungerer og kunne derfor spørge ind til nogle detaljer, som jeg tror, at journalister uden en teknisk forståelse for el-teknik ikke kunne,” siger Bjørn Godske.

Alligevel holder han sommetider titlen som ingeniør for sig selv.

“Nogle gange kan det være en fordel ikke at afsløre det. Så kan jeg nemlig stille nogle spørgsmål, som er teknisk funderede, og som de så skal gøre sig umage for at svare på,” fortæller Bjørn Godske.

Artikler – ikke rapporter

Det var alligevel udfordrende for Bjørn Godske at skifte til en branche, hvor formidling er i højsædet. Som ingeniør havde han i starten af sin journalistiske karriere et akademisk sprog. En vane, der, som var det et skadedyr, måtte aflives uden tøven.

”Jeg var så meget inde i ingeniørverdenen, at jeg troede, det var mine gamle kolleger, der skulle læse det. Jeg troede, at jeg skulle skrive artikler, som jeg tidligere havde skrevet rapporter,” siger Bjørn Godske.

Det var svært for ham at vænne sig til en helt anden læserskare, og at han sprogligt skulle formidle på en anden måde end den akademiske, han havde været vant til som ingeniør.

Anette Brogård Krarup, som er underviser på fagjournalistuddannelsen på DMJX, er også af opfattelsen, at noget af det vigtigste for de spirende fagjournalister er at vænne sig af med det akademiske sprog.

”Det er udfordrende at have siddet på en arbejdsplads i 30 år og skrevet på en bestemt måde og så pludselig få at vide, at man skal vende hele bøtten. Det kræver, at man skriver et par artikler, inden det er faldet på plads”, siger Anette Brogård Krarup.

Historier, som andre ikke kan se

Anette Brogård Kraup mener, at der er brug for både fagjournalister og journalister med en udelukkende journalistisk baggrund. For de kan noget forskelligt.

”Uddannede journalister er skarpere til at være mere generelle, hvorimod fagjournalisterne kan gå i dybden med stoffet. Fagjournalisternes force er, at de har en viden, som gør, at de kan se historier, som journalistuddannede ikke kan se, fordi de ikke er lige så godt inde i stoffet,” siger Anette Brogård Krarup.

Bjørn Godske mener også, at der skal være plads til fagjournalister i branchen. På hans arbejdsplads kan han se, det er en styrke, hvis der både er uddannede journalister og journalister med andre faglige baggrunde.

”På vores blad fungerer det godt, at vi er en blanding af fagfolk og journalister. Men antallet af journalister på Ingeniøren med en anden faglig baggrund er faldet meget de seneste 20 år. Eksempelvis er vi kun tre skrivende ingeniører tilbage. Jeg vil derfor slå et slag for, at der bør være flere journalister med en anden faglig baggrund,” siger Bjørn Godske.