Du ser flere EU-nyheder for tiden, end du plejer. Du ved nok hvorfor. Fra 23. til 26. maj skal danskerne til stemmeurnerne, for der er valg til Europa-Parlamentet. Medlemslandene skal imellem sig samle et nyt parlament à 705 politikere. Europa rundt folder nyhedsmedier deres dækning af EP-valget ud, så valget kan foregå på et oplyst grundlag.

Men interessen for EU og EP-valg svinger, og i Danmark har valg til Europa-Parlamentet konsekvent haft den laveste valgdeltagelse, når man sammenligner med valg til Folketinget, regioner og kommuner. Så når nyhederne skal skrives, hvordan får man så læseren med?

Identifikation er nøglen til EU

Hvad adskiller Det Europæiske Råd fra Rådet for den Europæiske Union? Hvad er Europa-Kommissionens rolle i forhold til Europa-Parlamentet? Hvordan dækker journalister EU’s arbejde, så den almindelige dansker kan forstå det?

Det har Andreas Marckmann Andreassen et bud på. Han er til dagligt digital redaktør på Journalisten, men har flere år inden for EU-dækning bag sig. Han skrev Håndbog i EU for journalister og underviser i EU-journalistik på SDU.

“Jeg er ikke sikker på, at EU er mere kompliceret end andre magtapparater – måske er det bare længere væk. Mange af os har en grundlæggende forståelse for, hvordan det danske demokrati fungerer, for det har vi lært i folkeskolen. For mange ligger EU lidt længere væk, så man skal starte lavere på læringsstigen,” siger Andreas Marckmann Andreassen.

EU-stof adskiller sig ikke væsentligt fra alt andet stof, for det er de samme journalistiske redskaber, der gør sig gældende i forhold til vinkling og valg af historier. Særligt peger Andreas Marckmann Andreassen på identifikation som et nyttigt værktøj.

“EU er ikke nødvendigvis så kedeligt, som vi har lært at opfatte det. Men man skal anskue det på den rigtige måde, for eksempel i forhold til hvad det betyder for modtagerne. Identifikation er det ældste kneb i journalistbogen, men det virker bare,” siger han.

Svært at være vagthund til EU-institutioner

Hos det politisk orienterede medie Altinget bliver EU-nyhederne serveret med et nationalt perspektiv, hvor det er muligt. Rikke Albrechtsen, Altingets EU-redaktør, arbejder fra Bruxelles og siger, at man for at finde den gode EU-historie må være realistisk omkring det danske prisme, historierne udvælges og vinkles igennem.

“Vi bruger rigtig meget tid på at bære lovgivningsprocessen fra Bruxelles til Christiansborg og på den måde sige, at der kommer et nyt forslag, eller at noget er på bedding, og hvad det betyder i Danmark,” siger Rikke Albrechtsen.

Historier uden nationalt perspektiv kan derimod være svære at dække. For eksempel når historierne handler om EU-institutioner. Den type historier vil typisk være dem, der er for de særligt interesserede, og som ligger bag Altingets betalingsmur.

“Det kan nogle gange være svært at udfylde rollen som vagthund, fordi det bliver for fjernt fra folk,” siger Rikke Albrechtsen.

EU-nyheder uden EU nævnt

For de EU-historier, journalister så til gengæld kan vinkle gennem en national linse, gælder det ifølge Andreas Marckmann Andreassen om at fokusere på, hvordan det berører danskere. 

“EU er måske verdens dårligste ord i en rubrik. Folk dør lidt, når de læser, at EU’s erhvervspulje støtter en eller anden virksomhed. Men hvis nu historien hed, at en virksomhed har opfundet et hjul, der ikke kan glide, og fået millioner i støtte, kan man pludselig forstå den,” siger han.

Ønsker man som journalist at slippe helt for, hvad han anser for verdens dårligste ord i en rubrik, kan man med fordel give sig selv en lille øvelse:

Prøv at skrive om EU uden at nævne EU.

“På Journalisthøjskolen havde jeg et forløb, hvor jeg kun skrev historier om EU, men som benspænd ikke måtte nævne EU i artiklerne. Så tænker man over, hvad en historie virkelig handler om. Politik handler om mennesker, penge, magt, prioriteringer, valg og fravalg, og så er det dét, man vinkler på,” fortæller Andreas Marckmann Andreassen.

For snævert alene med dansk vinkling

Ifølge Thomas Falbe, nyhedschef på DR Nyheder, skal DR i sin dækning af EP-valget både have nære historier og det europæiske perspektiv med sig. Europa-Parlamentet har ikke til job at tilgodese nationale interesser, så det ville være forkert kun at have et dansk fokus.

“Det er for snævert at tilgå et valg til Europa-Parlamentet alene ud fra danske interesser,” siger Thomas Falbe.

Politikerne, som bliver valgt ind, skal skabe flertal på tværs af grupperinger fra hele Europa, understreger han. Derfor bliver andre landes udfordringer vigtige at få med. 

DR Nyheder har de store temaer for deres dækning af EP-valget lagt fast. Det er temaer som klima, flygtninge, fri bevægelighed og skat. Thomas Falbe skyr dog ikke fra at tage andre emner op, der kan være sværere at dække journalistisk.

“Det er ikke sådan, at fordi noget er svært, vil vi ikke beskæftige os med det. Og i en valgkamp er alt vigtigt, for alt vil være til diskussion. Men der ligger også en prioritering, og den er vi nødt til at foretage,” siger han med hentydning til temaerne.

Dobbeltvalg – hvad hvis det sker?

DR Nyheder startede allerede sin dækning af europaparlamentsvalget i midten af april og havde den første tv-debat mellem spidskandidaterne den 25. april. Ifølge nyhedschef Thomas Falbe startede DR sin dækning tidligere end sædvanligt af hensyn til, at næste valg til Folketinget kan være lige om hjørnet – måske samtidig med valg til Europa-Parlamentet.

“Hvis vi står i en situation, hvor valget til Folketinget og Europa-Parlamentet finder sted samme dag, er der risiko for, at europaparlamentsvalget kommer til at drukne i folketingsvalget. Det er én af grundene til, at vi har startet vores parlamentsvalgsdækning meget tidligt,” siger Thomas Falbe.

Rikke Albrechtsen ser derimod ikke nogen særlige udfordringer i at have to valg oveni eller meget tæt på hinanden. Altinget vil uanset placeringen af folketingsvalget have medarbejdere på plads til at dække valget til Europa-Parlamentet.

“Jeg tror ikke, det kommer til at være så slemt ved os. Vi kommer til at gå op i kadence, i forhold til hvor meget vi spænder ud, og selv ved et dobbeltvalg kommer der til at være dedikerede medarbejdere hjemmefra, som også vil sidde på EU-valgdækningen. Vi skriver jo også på internettet, så vi skal ikke slås med folketingsvalget om spaltepladsen,” siger hun.

Du klikker på det farvede ikon, der fører dig ind i en verden af billeder og video. Instagram. De såkaldte ‘stories’ er klar. Politikens logo er omkranset af en rød ring. Du trykker. Der ligger flere sekunders stillbillede med tekst oveni, og det vækker din appetit. Du vil have mere af historien. Et swipe op og du er på hjemmesiden, men her bliver du mødt af den. Muren.

Betalingsmuren minder dig om, at man skal bruge et abonnement for at kunne læse nyheden. Et digitalt abonnement. Netop disse er danskerne de dårligste i norden til at betale for, viser en undersøgelse fra RUC.

Hos det danske medie Zetland fører de en anden strategi, når det gælder abonnenter, end den man er vant til at se hos mere traditionelle medier. Abonnenterne bliver nemlig kaldt for medlemmer, fordi de skal kunne deltage og bidrage.

“Zetland har medlemmer, fordi vi opfatter os selv som medlemmernes medie. Vi lytter til dem og beder dem om at hjælpe os i vores journalistik og i vores udvikling som medie. Vi forsøger herved at skabe tillid og kontakt,” siger Jakob Moll, direktør for Zetland.

Lyd er det nye sort

Denne tillid og kontakt til medlemmerne udfoldes ved, at Zetland bruger den information, de får fra folk i praksis. Sådan er det gået til med skabelsen af deres lydunivers, hvor alle artikler kan blive læst op og lyttet til som podcast:

“Vores medlemmer efterspurgte en lydside. Så begyndte vi at teste det, og så investerede vi i at udgive alting på lyd for snart to år siden. I dag er langt over halvdelen af forbruget af Zetlands journalistik på lyd,” fortæller Jakob Moll.

De er ikke alene om at bruge lyd som en aktiv del af deres medie. Hos Politiken har man lavet en daglig podcast som led i en konstant udvikling for at fastholde abonnenter.

“Vi skal hele tiden være skarpe på at levere god kvalitetsjournalistik. Noget af det, vi har gjort, er den podcast, vi lancerede sidste år, som skal være med til at få folk til at blive ved med at abonnere her hos os,” siger Thomas Berndt, redaktionschef for politiken.dk

Vores naboer er bedre

I Sverige og Norge er de mere villige til at betale for onlineabonnementer, viser undersøgelsen fra RUC om danskernes brug af nyhedsmedier. Medieprofessor Kim Schrøder peger på, at priserne er billigere i de to lande, hvilket kan være én af flere grunde.

Det koster omkring 160 kroner at være digital kunde i nabolandene, hvor det er oppe at ramme 299 kroner hos Politiken. Thomas Berndt fra Politiken mener i særdeleshed, at kollegerne i Sverige og Norge gør et godt stykke arbejde. Det er dog ikke på deres dagsorden hos Politiken at skulle sænke priserne:

“Det er slet ikke på tale hos os, at prisen skal sænkes. Politiken er et kvalitetsprodukt, derfor tager vi den pris, vi tager. Opgaven for os er at lave et produkt, som folk har lyst til at betale for og blive ved med at abonnere på.”

Denne opgave er fra Politikens side blandt andet udfoldet ved skabelsen af deres daglige podcast. Det er samtidig vigtigt at fange de unge læsere, mener Thomas Berndt. Derfor er det omkring halvdelen af prisen, de studerende og udeboende under 30 år skal af med.

Virker en nyere strategi?

Zetland brander sig selv som et medie, der skal skærer gennem nyhedsstøjen fra de hurtigt

producerende medier i dag. Dette koncept falder i god jord hos modtagerne. Over størstedelen af medlemmerne begrunder nemlig deres medlemskab, som en støtte til dét Zetland står for.

Kim Schrøder mener, at lignende modeller som deres kan være effektive for betalingsvilligheden:

“Der er aviser rundt i verden, der har lavet modeller, der opfatter læserne mere som sponsorerer. The Guardian opkræver ikke et abonnement, men opfordrer derimod folk til at donere et fast beløb. Det må give medlemmerne en vis oplevelse af loyalitet.”

Fastholdelse og inddragelse af abonnenter kan meget vel være den nye effektive strategi for medierne. Men kan de komme uden om, at prisen stadig kan spille en væsentlig rolle i betalingsvilligheden?

Mikrobetaling

Kim Schrøder har flere bud på løsninger, der kan sikre og fremme nyhedsbetalingen på sigt.

“Jeg har i flere år tænkt, at dem, der går ind for mikrobetaling, måske har en pointe. Vi finder mange af vores nyheder på de sociale medier så ved at betale 5 kroner her og nu, får man lov til at læse artiklen. Jeg synes, det kunne være en interessant mulighed.”

Der hersker dog stor uenighed hos Jakob Moll fra Zetland.

“Jeg tror overhovedet ikke på mikrobetaling, fordi når man vælger at abonnere på et medie, er det også en beslutning om, hvilket syn man gerne vil have på verden. Man vælger på en måde et hold at spille på,” siger han.

Hos Politiken har de fundet en forretningsmodel for kvalitetsjournalistik på nettet, som virker fortrinligt for dem. Derfor er tanken om at inddrage mikrobetaling på stående fod heller ikke aktuel.

“Vi kommer ikke til at lave markant om, på den måde vi gør nu, fordi det virkelig fungerer. Hvis vi en dag finder frem til, at det ville være bedre for os at kombinere den nuværende model med en mikrobetalingsmodel, så kan det godt være, at vi ville gøre det. Men pt. har jeg ingen grund til at tro, at det skulle være tilfældet,” afslutter Thomas Berndt.

Danmarks ældreminister hedder Thyra Frank (LA). Hun er forsvundet fra medielandskabet og vil ikke længere svare på spørgsmål fra journalister. Thyra Frank er et eksempel på flere nuværende sager om politikere, der melder sig helt eller delvist ud af mediebilledet. Politikere, som ikke vil stille op til interview eller svare på spørgsmål.

En undersøgelse, DR fik foretaget i 2017, viser, at Thyra Frank er den mest usynlige minister i medierne. I år har Thyra Frank udtalt sig offentligt én gang. Og det var igennem en pressemeddelelse skrevet på forhånd.

“Det er blevet lidt udskældt, at hun ikke medvirker i live-interview – og i det hele taget stiller meget lidt op,” siger Kurt Strand, der er producent og vært på P1-programmet “Mennesker og Medier” og Mediekommentator i Kristeligt Dagblad. På trods af problematikken, mener han, at vi ikke altid kan undgå det.

“Vi er principielt nødt til at acceptere, at ikke alle politikere har lyst til at stille op til interview. I det lange løb er det bare et problem,” siger han.

Mark Ørsten, der er medieforsker ved RUC, er enig, og mener, at det vil være et demokratisk problem, hvis ingen politikere ville stille op til interview.

“Hvis politikeren bare forsvinder, forsvinder legitimiteten. Det er en super dårlig strategi ikke at svare og forklare de spørgsmål, der kommer,” forklarer Mark Ørsten.

Politikere er trætte af nyhedsmedierne

Ikke desto mindre er Thyra Frank stadig tavs. Henrik Sass Larsen, der er gruppeformand for Socialdemokratiet, er heller ikke glad for at udtale sig til medierne, og Danmarks tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har gentagne gange nægtet at udtale sig til Ekstra Bladet. Mark Ørsten, ser det som er et tegn på, at politikere er trætte af nyhedsmedierne og personsagerne.

“Politikere er hyperfølsomme over for medieomtalen. Derfor er der også begyndt at komme flere regler for journalister på Christiansborg. Det gør, at politikere nogle gange kan få lov til bare at være politikere,” siger han.

At en minister som Thyra Frank får lov til “bare at være politiker” og nægter at stille op til interview er påfaldende, mener Kurt Strand. Et godt eksempel er til pressemødet i januar, hvor regeringen skulle fremlægge deres planer for den nye sundhedsreform. Hele seks ministre stod klar til at svare på spørgsmål fra journalister. Bare ikke Thyra Frank. Ifølge Kurt Strand passer det dårligt ind i en moderne medievirkelighed, hvor offentligheden hele tiden er i kontakt med politikere.

“Der er en forventning til, at man i et demokratisk samfund svarer på de spørgsmål, der bliver stillet. Det vil være noget andet, hvis det var i Rusland. Der vil jeg have en forventning om, at der ligger nogle andre strukturer bag,” siger Kurt Strand.

Mørke skyer hænger over mediebranchen

Udover at nogle politikere er mere påpasselige med at udtale sig til medierne end tidligere er det generelt blevet sværere at være journalist i dag end for 30 år siden. Ifølge Mark Ørsten, er der siden 1980’erne sket en stigning i antal af spindoktorer og kommunikationsmedarbejdere i ministerierne og styrelserne. Det hænger sammen med, at politikerne synes personsager og skandaler fylder for meget i mediebilledet. Resultatet bliver flere citater som “ingen kommentarer”, eller at ministeren blot lader spindoktoren tale for sig.

“Generelt skal journalister arbejde hårdere i dag for at få kontakt med en politiker. De skal igennem flere led, og i mange tilfælde er en interviewaftale om især kritiske interview på TV noget, som der skal bruges ret lang tid på at forhandles på plads,” forklarer Mark Ørsten.

Medieløverne er altså mere glubske end tidligere, og politikerne er bange for dem. Det står i tråd med Thyra Franks manglende velvilje til at stille op til interview. Hun er bange for at blive kastet for løverne.

Vi skal huske de gode eksempler

Men selvom det er blevet sværere at være journalist i dag, end det var i 1980’erne, er der stadig politikere, der stiller op til interview. Det gælder både de kritiske interview, men også når problemerne vælter ud af ministerierne. Mark Ørsten mener, at et af de gode eksempler er Karsten Lauritzen (V), der er den nuværende skatteminister.

“SKAT har været igennem utrolig mange møgsager, og alligevel stiller Karsten Lauritzen op til interview. Derfor skal vi også huske at rose dem, der tager sagerne. Opmærksomheden går altid på dem, der ikke stiller op til interview,” siger Mark Ørsten.

Alligevel er det stadig et problem, at nogle politikere ikke vil stille op til interview. Det er en udfordring for demokratiet og offentligheden. Og i sidste ende journalistikken selv. For offentligheden har ret til at vide, hvad der foregår. Kurt Strand argumenterer for, at hvis en politiker som Thyra Frank nægter at stille op til interview, vil det fjerne substansen fra den oprindelige sag.

“I stedet bliver det bare en sag om sagen. Det bliver en form for metasag. Problemet ligger i, at hun ikke vil tage de tæsk, som skal tages,” siger han og afslutter: “Vi skal have en dialog. Det er og bliver grundlaget for vores demokrati.”

Vi har uden held forsøgt at få en kommentar fra Thyra Frank.

Alarmen vækkede Andreas Leer Scharnberg en søndag morgen i maj 2012. Han var journalistpraktikant på Fyens Stiftstidendes redaktion i Kerteminde Kommune. Da Andreas stod op, kunne han se en masse ubesvarede opkald.   

En redaktør havde forsøgt at få fat i ham, for der var sket en ulykke. Natten til søndag døde en 16-årig dreng, da han blev ramt bagfra af en bil. Da Andreas havde weekendvagten, skulle han dække trafikdrabet til avisen mandag morgen.  

Allerede dér fik Andreas en knude i maven. For selvom han var enig med redaktionen i, at det i lokalsamfundet var en vigtig historie at fortælle, kunne han ikke lide redaktionens planer om at gøre ulykken til Kerteminde-sidernes centrale historie med store billeder og overskrift i avisen dagen efter.  

“Jeg har altid selv haft lidt svært ved at se den højere mening i meget indgående at dække triste dødsulykker, som vi alle sammen kan komme ud for, hvis vi er uheldige,” siger Andreas, der i dag er underviser på DMJX.  

Måske kan journalister sige nej 

Andreas husker det ikke, som om han på noget tidspunkt sagde fra over for sin redaktør. Selvom der står i de presseetiske regler, at journalister ikke bør pålægges opgaver, der strider mod deres samvittighed og overbevisning.

Bestemmelsen kaldes samvittighedsklausulen og har været i de presseetiske regler, siden medieansvarsloven trådte i kraft i 1992. Men om den faktisk tjener noget formål, er omstridt. Udvalget bag de presseetiske regler var i sin tid bekymrede for, at hvis Pressenævnet skulle tage stilling til brud på samvittighedsklausulen, ville det medføre et alvorlig indgreb i den redaktionelle frihed. 

Ulrik Holmstrup, der har siddet i Pressenævnet siden 1992, har svært ved at se en situation, hvor det ville give mening at klage til Pressenævnet om brud på samvittighedsklausulen. Når en journalist nægter at udføre en arbejdsopgave, giver det bedre fornuft, at sagen håndteres af arbejdsmarkedets parter, mener han.  

“Hvis jeg var tillidsmand i en konflikt, der nærmest måtte ende med fyring, betyder det så det store, hvad Pressenævnet mener? Så ville jeg mene, at det fagretlige system er det mest interessante for en, der er blevet fyret,” siger Ulrik Holmstrup.  

Da Pressenævnet aldrig har skullet tage stilling til klausulen før, understreger han dog, at en journalists klage over at være pålagt arbejdsopgaver i strid med vedkommendes overbevisning trods alt vil blive behandlet af nævnet.  

“Vi ville i hvert fald ikke bare afvise den (klagen, red.), for det ville i givet fald være første gang, vi blev præsenteret for problemstillingen. Vi ville derfor have en meget grundig diskussion om, hvordan vi skulle forholde os til det her,” siger Ulrik Holmstrup.  

Skulle banke på hos forældrene  

Efter at have fået besked på at dække trafikdrabet lånte Andreas Leer Scharnberg en redaktionsbil fra Fyens Stiftstidendes centralredaktion i Odense og drog mod Kerteminde. Ulykken var sket et eller andet sted på den lange Fynshovedvej. Utilpas kørte Andreas op og ned ad vejen for at finde ulykkesstedet.  

Andreas var i løbende  kontakt med sin lokalredaktør. På et tidspunkt sagde hun til Andreas, at han skulle prøve at få fat i den afdødes familie. Knuden i maven blev endnu større. Andreas havde svært ved at se det fornuftige i at kontakte den 16-åriges forældre få timer efter ulykken, men sagde det ikke.  

“Set i bagklogskabens uendeligt klare lys kunne jeg sagtens have udtrykt mig klarere og sagt, at for mig at se giver det ikke nogen mening, at vi skal op og banke på hos forældrene og spørge dem: ‘Hvordan har I det lige nu?’” siger Andreas.    

DJ: Klausulen ikke problem i hverdagen 

Samvittighedsklausulen kan få betydning for mediers interne forhold i for eksempel forholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Det mente udvalget bag de presseetiske regler, da det valgte at tilføje denne ret til at nægte arbejdsopgaver.  

Ifølge forhandlingskonsulent i Dansk Journalistforbund Christian Dølpher giver samvittighedsklausulen ikke problemer i hverdagen. Journalistforbundet har før reglens indførelse haft en enkelt voldgiftssag, hvor Dansk Journalistforbund og Danske Dagblades Forening nedsatte en privat domstol, der skulle tage stilling i en sag, hvor en journalist nægtede at udføre en arbejdsopgave. 

Journalisten arbejdede på en avis, der havde indgået en aftale med en dansk supermarkedskæde om, at supermarkedet ville få omtale i journalistiske artikler til gengæld for annoncekroner. Omtalen ville journalisten ikke gå med til at skrive, da det stred imod hendes journalistiske hæderlighed, og hun blev derfor opsagt.  

Sagen endte med, at opsigelsen blev kendt urimelig og journalistens nægtelse berettiget. “Man kom i princippet frem til samme resultat, men hvis samvittighedsklausulen havde eksisteret, så ville den også kunne være påberåbt,” vurderer Christian Dølpher i et mailsvar.  

Mærk efter, om historien giver mening  

På ruten op og ned ad Fynshovedvej fandt Andreas Leer Scharnberg til sidst det sted, ulykken skete. Der var antydningen af bremsespor og noget, der lignede rester fra en ulykke. Til stede var en gruppe unge mennesker. Tre af dem kendte afdøde perifert og så, da ulykken skete.

Andreas interviewede dem, og ved det lykketræf – eller held i uheld, som Andreas kalder det – endte han med ikke at behøve at kontakte familien. Før mødet med gruppen af de unge havde han dog forsøgt at finde forældrenes hjem uden held. Knuden i maven kunne nu så småt gå væk.

Andreas endte med at være godt tilfreds med sin artikel, der omtalte drabet uden at udnytte den menneskelige tragedie. Historien ville han nok have skrevet under alle omstændigheder. Havde han kendt til samvittighedsklausulen, er det ikke sikkert, han ville have nægtet at kontakte familien alligevel. 

“Den er svær, for man står der som praktikant ved et medie og får en opgave. Hvad betyder det for ens videre arbejde, kommende opgaver og forhold til kollegaer og redaktører, hvis man nægter at tage en opgave?” siger han.

Andreas råder andre, der står i en lignende situation, til at mærke efter i sig selv om det er en historie, de kan se give mening at lave. 

En mørkhåret journalist med skægstubbe skynder sig over Rådhuspladsen og over til den gamle bygning på hjørnet. På bygningen hænger det karakteristiske, røde skilt. ”Ekstra Bladet” står der på skiltet. Journalisten trasker mod svingdøren ind i bygningen. Svingdøren til en ny deadline. Det slår knuder i maven på journalisten. Han får kvalme. Han er ramt af stress.

Fire år efter gør journalisten Niklas Roar status.

”Jeg kunne ikke være der. Jeg havde det rigtig, rigtig dårligt. Mine øjne var tårevæddede, hver gang jeg gik gennem døren,” siger journalisten Niklas Roar.

Kvalme og knuder i maven

Den tidligere Ekstra Bladet-journalist er ikke alene. Hver syvende nyhedsjournalist er meget stresset ifølge en undersøgelse lavet for Dansk Journalistforbund om deres medlemmer. I 2015 foretog forbundet ligeledes en analyse, der viste, at 49 procent af medlemmerne arbejder mere, end hvad de bliver betalt for, og at folk i medieverdenen har markant lavere indflydelse på deres arbejdssituation end landsgennemsnittet. Ifølge undersøgelsen har dette betydning for ens stressniveau.

Det havde i hvert fald betydning for Niklas Roar. Efter en periode med orlov blev hans stilling som rejseredaktør hos Ekstra Bladet fjernet, og journalisten blev flyttet til nyhedsredaktionen. Men han kunne ikke finde sig til rette i det.

”Jeg var helt i kulkælderen – jeg var trist og vred hele tiden, men jeg var også modløs. Det kan nok bedst beskrives som følelsen af sorg. For det var et nederlag at miste kontrol over mit eget liv. Jeg var en skygge af mig selv,” siger Niklas Roar.

De følelser og tanker, der fløj rundt i hovedet på ham for fire år siden, gjorde, at han mistede lysten til at lave ting, han plejede at lave, og han kunne ikke være det familiemenneske, han plejede at være.

Men stress giver også fysiske skavanker. Det erfarede journalisten også.

”Hver gang, jeg tog på arbejde, fik jeg kvalme. Min mave slog knuder, og jeg husker også de her stik i maven og den forhøjede puls. Jeg kunne mærke, at min krop var i alarmberedskab,” siger Niklas Roar, der også fortæller, at han blev blegere, mens stressen var inde på livet af ham.

Hans appetit var også borte med efterårsblæsten, og i de lange, mørke nattetimer stirrede han op i loftet i flere timer. Han kunne ikke sove. 

Bankkontoen var tom

Problemerne fortsatte i fire-fem måneder. Han følte sig fanget. Ekstra Bladet omrokerede på redaktionen, og Niklas Roar kunne ikke se enden på det. En septemberdag traskede han igen, igen rundt i karruseldøren. Kvalmen rammer igen. Tårerne presser på. Dagens morgenmøde går i gang og alle journalisterne står og lytter – men ikke Niklas Roar. Han hører intet. Pludselig triller tårerne ned ad kinderne på ham. Han spæner ud til en toiletbås og låser døren.

”Det hele var som at hamre panden mod en mur – jeg fik det dårligere og dårligere, uge for uge,” siger Niklas Roar.

Han så en psykolog seks gange efter episoden. Psykologen fortalte ham, at han skulle se sit liv som en bankkonto. Der var blevet hævet og hævet fra kontoen. Men nu skulle der sættes penge ind igen. Det skulle han gøre ved at gøre de ting, der gør ham glad.

”Jeg skulle kort sagt gøre ting, jeg havde lyst til at gøre. For mig var det at spille musik, at gå ture i skoven, lave mad eller at se mine børn. Det hjalp,” siger Niklas Roar.

En måned senere blev hans opsigelse med Ekstra Bladet skrevet under. Niklas Roar ville have kontrollen over sit eget liv tilbage.

”Nok sagde jeg farvel til mit gode, vellønnede job med frynsegoder, men nu tager jeg selv beslutningerne,” siger Niklas Roar, der nu delvist underviser på et gymnasium og har bloggen http://foodroar.dk.

Altid stress og støj
Hans skrivebord i det store redaktionslokale er nu ryddet for hans ting. Hans kollegaer suser atter forbi på ny med blok, pen og telefon i hånden. Men for Niklas Roar er det et overstået kapitel.

”Jeg havde ikke selv prøvet at have stress før, og jeg havde svært ved at anerkende, at det eksisterede. Jeg troede ikke, at det kunne ramme så hårdt fysisk. I lang tid efter var jeg stadig nervøs for at blive ramt af det igen. Det ulmede hele tiden. For jeg kunne jo knække igen,” siger Niklas Roar.

På Ekstra Bladet prøver de at sikre sig, at der bliver taget hånd om stressede journalister. Det siger arbejdsmiljørepræsentant og assisterende nyhedschef Nanna Cecilia Pedersen.

”Det er vores ansvar, at folk, der går på arbejde på Ekstra Bladet, ikke har en knude i maven, når de er her,” siger Nanna Cecilia Pedersen og fortæller, at mediehuset har en fast aftale med en psykolog, der kender til arbejdet med journalister.

På Ekstra Bladet er der altid stress og støj ifølge arbejdsmiljørepræsentanten. Det kan have konsekvenser.

”Her er en hektisk hverdag. Sådan er det bare. Journalister bliver bombarderet med historier fra højre og venstre, og der er storrumskultur. Men selvom der er fordele ved det, kan storrumskulturen kan generelt have en dårlig indvirkning på i forvejen stressede journalister. Desværre,” siger Nanna Cecilia Pedersen.

Niklas Roar har nu fundet en vej ud af stress. For journalisten gik vejen gennem potter og pander og over til madlavning og freelancearbejde. Men det skulle være sket før.

”Set i bakspejlet kan det være, at jeg skulle have sagt farvel til det hele før. Mit råd til andre er at reagere på tegnene, så snart du mærker dem. Lyt til din krop,” siger Niklas Roar.

Bankkontoen var tom

Problemerne fortsatte i fire-fem måneder. Han følte sig fanget. Ekstra Bladet omrokerede på redaktionen, og Niklas Roar kunne ikke se enden på det. En septemberdag traskede han igen, igen rundt i karruseldøren. Kvalmen rammer igen. Tårerne presser på. Dagens morgenmøde går i gang og alle journalisterne står og lytter – men ikke Niklas Roar. Han hører intet. Pludselig triller tårerne ned ad kinderne på ham. Han spæner ud til en toiletbås og låser døren.

”Det hele var som at hamre panden mod en mur – jeg fik det dårligere og dårligere, uge for uge,” siger Niklas Roar.

Han så en psykolog seks gange efter episoden. Psykologen fortalte ham, at han skulle se sit liv som en bankkonto. Der var blevet hævet og hævet fra kontoen. Men nu skulle der sættes penge ind igen. Det skulle han gøre ved at gøre de ting, der gør ham glad.

”Jeg skulle kort sagt gøre ting, jeg havde lyst til at gøre. For mig var det at spille musik, at gå ture i skoven, lave mad eller at se mine børn. Det hjalp,” siger Niklas Roar.

En måned senere blev hans opsigelse med Ekstra Bladet skrevet under. Niklas Roar ville have kontrollen over sit eget liv tilbage.

”Nok sagde jeg farvel til mit gode, vellønnede job med frynsegoder, men nu tager jeg selv beslutningerne,” siger Niklas Roar, der nu delvist underviser på et gymnasium og har bloggen http://foodroar.dk.

Fake news buldrer derudaf, antallet af ansatte på de store publikationer er i frit fald, og eksperimentet med alene at lade reklamer finansiere kvalitetsjournalistik har slået fejl.

Det var præmisserne, da Evan Williams, der er medstifter af Twitter og stifter af udgivelsesplatformen Medium, for nyligt gik på scenen i Lissabon ved Web Summit; en årlig konference for verdens tech-industri. Med Laurie Segall, der er senior teknologikorrespondent hos CNN, til at interviewe sig, skulle han tale om, hvordan fremtiden ser ud for kvalitetsjournalistik, i en verden hvor det fortsat bliver sværere at finde finanser til den.

”Et af samfundets største problemer er, at vi har skabt en verden, hvori opmærksomhed bliver belønnet – i kvantitet. Det handler ikke om kvaliteten af opmærksomhed, eller om hvorvidt folk bliver gladere eller klogere, men udelukkende om at man får deres opmærksomhed,” ridsede Evan Williams op i begyndelsen af interviewet, der foregik foran små 20.000 mennesker i Altice Arena i Lissabon på den sidste aften ved Web Summit.

Teknologien skal flyde ud over medielandskabet

Så hvordan skal kvalitetsjournalistikken overleve i en digitaliseret verden, som ikke synes at belønne den?

Ifølge Evan Williams skal teknologi og medier gå fra at være naboer til at være bofæller. For selvom traditionelle medier har levet på internettet i noget tid, har de stadig kun brugt teknologien som et værktøj snarere end som en kompagnon.

”På internettet er der medie-drevne medier (de traditionelle, red.), hvor mennesker bestemmer, hvad du skal se, som lever side om side med tech-drevne medier (de sociale, red.), hvor algoritmer står for kurateringen,” forklarer han.

Problemet med de traditionelle medier er, at deres artikler produceres af få mennesker, og at kun de få, der betaler, har adgang til dem. På de sociale medier er problemet, at de lever i en onlineversion af det vilde vesten, hvor alle kan producere og alle har adgang.

Medium, som Williams sidder i direktørstolen hos, er en online udgivelsesplatform, hvor professionelle journalister såvel som amatører skriver alt fra dybdegående artikler til personlige blogindlæg. Der bliver udgivet op mod 20.000 artikler om dagen, og mediet, hvis man kan tillade sig at tiltale det som et sådant, har omtrent 90 millioner faste læsere – det er flere end New York Times.

”Det, vi har omfavnet hos Medium, er, at den bedste løsning for både forbrugeren og skaberen er at lade medier og teknologi flyde sammen. På den måde har vi ikke en åben platform, hvor alt går an, samtidigt med at vi ikke låser os inde i en lukket verden, hvor kun ganske få har adgang,” sagde Williams.

Hos Medium er opskriften på denne smoothie af teknologi og mere traditionelle mediearbejdsmetoder, at man først har ansatte til at læse og udvælge alt kvalitetsmaterialet, og derefter bruger algoritmer til at sørge for, at folk ser artikler om de emner, som de før har vist interesse for.

Jagten på det økonomiske incitament

Men spørgsmålet er, om mange medier ikke allerede lever i et fornuftsægteskab, hvor de kan bruge Facebook og alskens andre digitale medier til at reklamere gratis (eller billigt) for deres artikler og produkter på?

”Well …,” tøvede Williams og vendte tilbage til det problem, han selv blev en af fædrene til, da han i sin tid var med til at sætte Twitter i verden.

Det er opmærksomhedsøkonomien, som han kalder den. Den fodrer os med alt det, som ikke gør os til gladere eller bedre mennesker. Fordi vi ikke betaler af egen lomme, tager vi passivt imod.

”Tænk på junkfood. Hvis nogen giver gratis junkfood så spiser folk det sandsynligvis, men det betyder ikke, at de bliver glade eller synes, det var godt. Men så snart folk selv begynder at betale for tingene, så vil de have noget, der får dem til at have det godt,” sagde Williams.

Det handler om, at der skal være et økonomisk incitament til at lave gode, informative artikler. Det incitament kan ikke være reklameindtægter alene, fordi det, der griber folks opmærksomhed, ofte er det værste, internettet har at byde på, som eksempelvis clickbait, fake news og lignende vederstyggeligheder.

Her skal man altså forstå, at problemet ikke direkte består i, at der er reklamer ude i siden af den hæderlige artikel, man læser på sin foretrukne nyhedsside. Snarere handler det om, at de reklamer bliver mere værd, jo flere der klikker ind på artiklen, og at de overskrifter, der for alvor trækker klik, sjældent harmonerer med konceptet om god og fair journalistik.

Den bedste måde at finansiere god journalistik er ifølge Williams ved hjælp af abonnementer. Så er det ikke længere antallet af klik, der afgør, hvad der bliver skrevet og udgivet, men snarere, hvordan produktet får forbrugeren til at føle. Bliver de gladere, bliver de klogere?

Reality-fasen

”Hvad så, hvis det rent faktisk lykkes os at løse det her problem. Hvordan ser medielandskabet så ud om 10 til 15 år?” spurgte Laurie Segall. Williams rykkede ud på kanten af sofaen og talte hurtigere og højere, end han havde gjort, da snakken gik på sociale medier.

”For 15 år siden så reality-tv ud til at være slutresultatet af et halvt århundredes udvikling af TV-mediet. Det var et resultat af, at det var den billigste måde at få opmærksomhed på, men siden da har mediet udviklet sig meget” sagde han.

Bevares, reality-tv findes stadigvæk, men det er blevet efterfulgt af bedre programmer, end der fandtes før. På internettet er vi stadig i reality-fasen, men ifølge Williams er det, der kendetegner tiden lige nu, at vi endeligt er begyndt at bevæge os væk fra den her fase, væk fra den her opmærksomhedsøkonomi. Sammen med nye teknologiske landvindinger varsler denne overgang i måden, hvorpå publikationer og medier finansieres, om nye tider.

”Fremover venter en fantastisk tid for journalistik og nye måder lave den på og fortælle historier på, som ikke kan lade sig gøre ved hjælp af reklamefinansiering,” sagde Williams.

Den digitaliserede fremtid

Af gode grunde kan man svært bede ham fortælle, præcis hvordan fremtiden kommer til at se ud. Ikke desto mindre var Williams en fornuftig stemme fra den lejr, som, mange mener, truer de gode, gammeldags mediehuse allermest. Men det bliver kun mere klart, at der skal ske et eller andet, hvis kvalitetsjournalistik fortsat skal være at finde på den brede sendeflade i de kommende årtier, og en af de ting, medierne kan gøre, er at samarbejde intenst med folk som Williams.

For digitaliseringen af medier såvel som resten af samfundet galopperer derudaf, og det er svært at se, hvordan journalistikken skal føres elegant ind i fremtiden, hvis det ikke skal ske med hjælp fra de tech-genier, der er med til at forme den.

Alverdens chefredaktører er ikke længere de primære landskabsarkitekter, når medielandskabet skal formes. Alternativerne til at sidde med en papiravis er uendelige, og derfor må man tænke i incitamenter som aldrig før. Der skal være incitamenter til at producere ærlig og gennemarbejdet journalistik, og at skabe disse er en opgave, der ligger hos samfundet som helhed.

Da Evan Williams i sit anonyme outfit bestående af jeans og T-shirt med en åben hættetrøje over traskede af scenen, efterlod han sig nogle spørgsmål. For hvordan får man præcist folk til at betale for nyheder og artikler, som flere medier udbyder gratis? Skal offentligheden selv indse, at det er det bedste? Hvordan skal det ske?

Abonnementet er ikke ligefrem nogen ny opfindelse, hvorfor er det pludseligt blevet en del af løsningen på det her problem? Er der en måde at flette teknologi og medier sammen, uden at det bliver en kopi af Williams’ eget firma, Medium?

Svarene blæser i vinden, men på et eller andet tidspunkt er der forhåbentligt en ung journalist og et tech-geni, der sætter sig sammen og finder nogle af dem.