Publicistisk parforhold

Publicistisk parforhold

Publicistisk parforhold

Den seneste tid er forholdet mellem Facebook og nyhedsmedierne gået i hårdknude. Kritiske røster anklager det sociale medie for at udnytte journalistikkens indhold, men virkeligheden er som så ofte mere nuanceret. Måske er der brug for parterapi?

Skribent: Lukas Nørgaard Bødiker og Sara Stougaard
FOTO: louise rix

Udgivet den 25. marts 2021
Publicistisk parforhold

Den seneste tid er forholdet mellem Facebook og nyhedsmedierne gået i hårdknude. Kritiske røster anklager det sociale medie for at udnytte journalistikkens indhold, men virkeligheden er som så ofte mere nuanceret. Måske er der brug for parterapi?

Skribent: Lukas Nørgaard Bødiker og Sara Stougaard
FOTO: louise rix

Udgivet den 25. marts 2021

Videoer af søde, pjuskede hundehvalpe, kontroversielle udmeldinger om indvandrere eller #MeToo, frækt blikfang og du-gætter-aldrig-hvad-der-så-skete-rubrikker. Kampen om vores opmærksomhed på internettet er benhård, og medierne har måttet lære at navigere i et landskab, hvor de ofte kun har få sekunder til at fange vores opmærksomhed.

Samtidig er forholdet mellem medierne og Facebook gået fra sød online-flirt til bindende journalistisk ægteskab, og skilsmisse ligger ikke i kortene. Heller ikke på Radio4, hvor Mikkel Andersen er SoMe-ansvarlig.

“Vi kunne godt leve uden Facebook, men jeg vil mene, at det ville forringe indholdet. Vi kan stadig lave god radio og podcast, men den direkte forbindelse til lytterne bliver tabt,” siger han.

Den direkte forbindelse er vigtig for Radio4, når de eksempelvis slår et debatoplæg op på Facebook, for at kanalens lyttere kan stille spørgsmål og komme med inputs til programmerne. Som for nylig, hvor statsminister Mette Frederiksen skulle i Radio4 Morgen, og brugerne på radiokanalens facebookside kunne stille spørgsmål til hende. Uden Facebook havde det været svært at facilitere.

Den nye medievirkelighed kræver nye måder at tænke på, men den er også blevet et uundværligt redskab. I februar var der så knas i kærligheden, da det kom til direkte opgør mellem Facebook og de australske nyhedsmedier. Først stillede den australske regering et lovforslag, der ville have Facebook til at betale medierne for det indhold, de publicerer på gigantens platformen. Så blokerede Facebook ellers de australske nyhedsmedier fra at poste noget som helst. Og selvom, de nu har indgået en aftale, kan man ikke sådan lige komme af med Facebook eller få betaling for sit indhold.

“Før Facebook gik man ned og købte en avis, man abonnerede på den eller tilgik den direkte på anden vis. Men nu er sociale medier blevet mediatorer for journalistisk indhold, en slags buffer-zone,” siger Miklós Sükösd, der er professor i mediesociologi på Københavns Universitet.

Facebook scorer annoncørerne

En rapport fra Oxford University og Roskilde Universitet viser, at 37% af danskerne bruger Facebook til at tilgå nyheder. For 11% er Facebook den primære nyhedskanal. Det har skabt nye vilkår for medierne, siger Aske Kammer, medieforsker på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

“Medierne bliver afhængige af at ligge højt i Facebooks feed. De er mere afhængige af de sociale medier, når de skal nå deres brugere, end de har været tidligere,” siger han.

Derfor er medierne nødt til at arbejde aktivt med Facebook, når de vil publicere journalistisk indhold eller lægge op til debat. Men selvom medierne deler deres indhold på Facebook, sender platformen ingen annonceindtægter den anden vej. Det skaber problemer, ikke bare for de enkelte medier, men for hele journalistikkens grundlag, fordi annoncørerne nu reklamerer på Facebook eller Google i stedet for i avisen eller på mediets hjemmeside.

“Som jeg ser det, tjener Facebook hundrede millioner af dollars uden selv at engagere sig i indholdsproduktion. Det tager brødet ud af munden på journalister og redaktører,” siger Miklós Sükösd.

 

En krævende elsker

Selvom Facebook og mediernes forhold den seneste tid har været turbulent, så er der ikke kun ulemper ved samarbejdet.

“Sådan får vi indholdet ud at leve,” siger Mikkel Andersen fra Radio4.

Det betyder, at kanalen ikke kun bruger Facebook som reklamesøjle, men også indtænker kommunikationen på de sociale medier i deres redaktionelle arbejde.

“Video fungerer rigtig effektivt på Facebook. Det er meget drevet af følelser. Vi skal have fat i de formater og emner, hvor vi ved folk har holdninger og noget på hjerte,” siger Mikkel Andersen.

For tiden arbejder radioen på en realityserie om folk med kroniske smerter. Det fungerer godt på Facebook, fordi det skaber stærke følelser og er debatskabende. Som public service-medie har Radio4 ikke direkte som formål at trække brugere ind på deres side, men går i højere grad op i at facilitere en offentlig samtale – og her er Facebook et vigtigt værktøj.

Den opfattelse støtter Miklós Sükösd. Han understreger, at Facebook hverken kan anses som en trussel eller som et demokratisk fyrtårn.

“Det er et nyt niveau af informationssamfundet. Er Facebook godt eller dårligt for demokratiet? Man kunne stille det samme spørgsmål om for eksempel radio eller tv. Det er gennemtrængende teknologier, der både kan bruges for og imod demokratiet, så derfor skal de kontrolleres. Facebook skal tæmmes,” siger han.

Miklós Sükösd understreger, at det ikke handler om, hvorvidt en platform i sig selv er god eller ond – det handler derimod om, hvordan platformen benyttes.

 

Civilstand: Det er kompliceret

Anne-Marie Dohm er direktør og ansvarshavende chefredaktør for Radio4. For hende er det absolut vigtigste, at der bliver skabt en god dialog mellem de digitale platforme og medierne.

“Alle parter er interesserede i at gøre Facebook til et godt sted at være. Hvis Facebook bare bliver et sted, hvor man hælder skrald ud over hinanden eller uploader kattevideoer, så bliver det et uinteressant sted at være. Også for annoncørerne,” siger hun.

Konflikten mellem Facebook og medierne er en del af et større spørgsmål om journalistikkens frihed og levebrød, og løsningen skal derfor også ses i en større skala, hvor målet er at bryde platformens magt, mener de to medieeksperter.

“Vi skal kræve, at Facebook er mere transparente omkring deres forretningsmodel og giver mere tilbage til journalistikken,” siger Miklós Sükösd.

Danmark kan dog ikke klare problematikken alene. Derfor må man se i en anden retning, mener Aske Kammer, medieforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

“Det er noget, der skal tages på EU-niveau. Men løsningen kommer an på, hvad det er, man gerne vil regulere. Man kunne for eksempel kigge på, om man skulle beskatte de store tech-firmaer for deres annonceomsætninger i Danmark og så bruge de penge på at oprette en slags fond for medieindhold,” siger han.

Den 16. marts kunne TV 2 skrive, at den australske medievirksomhed News Corp og Facebook er nået til enighed om en betalingsaftale, der sikrer, at Facebook vil betale mediet for det indhold, der deles på det sociale medies nye service, Facebook News. Præcis hvordan aftalen vil fungere, vides ikke endnu. Men den er alligevel en milepæl i konflikten mellem techgiganterne og medierne.

Aske Kammer mener dog ikke, at aftalen siger meget om fremtiden for de danske medier.

“Den viser, ligesom de forudgående aftaler, at Facebook er villige til at indgå aftaler, men at de stadig er i en position, hvor de i vid udstrækning selv bestemmer, hvad de går med til, og hvilke forhandlingsborde de forlader,” siger han.

Videoer af søde, pjuskede hundehvalpe, kontroversielle udmeldinger om indvandrere eller #MeToo, frækt blikfang og du-gætter-aldrig-hvad-der-så-skete-rubrikker. Kampen om vores opmærksomhed på internettet er benhård, og medierne har måttet lære at navigere i et landskab, hvor de ofte kun har få sekunder til at fange vores opmærksomhed.

Samtidig er forholdet mellem medierne og Facebook gået fra sød online-flirt til bindende journalistisk ægteskab, og skilsmisse ligger ikke i kortene. Heller ikke på Radio4, hvor Mikkel Andersen er SoMe-ansvarlig.

“Vi kunne godt leve uden Facebook, men jeg vil mene, at det ville forringe indholdet. Vi kan stadig lave god radio og podcast, men den direkte forbindelse til lytterne bliver tabt,” siger han.

Den direkte forbindelse er vigtig for Radio4, når de eksempelvis slår et debatoplæg op på Facebook, for at kanalens lyttere kan stille spørgsmål og komme med inputs til programmerne. Som for nylig, hvor statsminister Mette Frederiksen skulle i Radio4 Morgen, og brugerne på radiokanalens facebookside kunne stille spørgsmål til hende. Uden Facebook havde det været svært at facilitere.

Den nye medievirkelighed kræver nye måder at tænke på, men den er også blevet et uundværligt redskab. I februar var der så knas i kærligheden, da det kom til direkte opgør mellem Facebook og de australske nyhedsmedier. Først stillede den australske regering et lovforslag, der ville have Facebook til at betale medierne for det indhold, de publicerer på gigantens platformen. Så blokerede Facebook ellers de australske nyhedsmedier fra at poste noget som helst. Og selvom, de nu har indgået en aftale, kan man ikke sådan lige komme af med Facebook eller få betaling for sit indhold.

“Før Facebook gik man ned og købte en avis, man abonnerede på den eller tilgik den direkte på anden vis. Men nu er sociale medier blevet mediatorer for journalistisk indhold, en slags buffer-zone,” siger Miklós Sükösd, der er professor i mediesociologi på Københavns Universitet.

 

Facebook scorer annoncørerne

En rapport fra Oxford University og Roskilde Universitet viser, at 37% af danskerne bruger Facebook til at tilgå nyheder. For 11% er Facebook den primære nyhedskanal. Det har skabt nye vilkår for medierne, siger Aske Kammer, medieforsker på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

“Medierne bliver afhængige af at ligge højt i Facebooks feed. De er mere afhængige af de sociale medier, når de skal nå deres brugere, end de har været tidligere,” siger han.

Derfor er medierne nødt til at arbejde aktivt med Facebook, når de vil publicere journalistisk indhold eller lægge op til debat. Men selvom medierne deler deres indhold på Facebook, sender platformen ingen annonceindtægter den anden vej. Det skaber problemer, ikke bare for de enkelte medier, men for hele journalistikkens grundlag, fordi annoncørerne nu reklamerer på Facebook eller Google i stedet for i avisen eller på mediets hjemmeside.

“Som jeg ser det, tjener Facebook hundrede millioner af dollars uden selv at engagere sig i indholdsproduktion. Det tager brødet ud af munden på journalister og redaktører,” siger Miklós Sükösd.

 

En krævende elsker

Selvom Facebook og mediernes forhold den seneste tid har været turbulent, så er der ikke kun ulemper ved samarbejdet.

“Sådan får vi indholdet ud at leve,” siger Mikkel Andersen fra Radio4.

Det betyder, at kanalen ikke kun bruger Facebook som reklamesøjle, men også indtænker kommunikationen på de sociale medier i deres redaktionelle arbejde.

“Video fungerer rigtig effektivt på Facebook. Det er meget drevet af følelser. Vi skal have fat i de formater og emner, hvor vi ved folk har holdninger og noget på hjerte,” siger Mikkel Andersen.

For tiden arbejder radioen på en realityserie om folk med kroniske smerter. Det fungerer godt på Facebook, fordi det skaber stærke følelser og er debatskabende. Som public service-medie har Radio4 ikke direkte som formål at trække brugere ind på deres side, men går i højere grad op i at facilitere en offentlig samtale – og her er Facebook et vigtigt værktøj.

Den opfattelse støtter Miklós Sükösd. Han understreger, at Facebook hverken kan anses som en trussel eller som et demokratisk fyrtårn.

“Det er et nyt niveau af informationssamfundet. Er Facebook godt eller dårligt for demokratiet? Man kunne stille det samme spørgsmål om for eksempel radio eller tv. Det er gennemtrængende teknologier, der både kan bruges for og imod demokratiet, så derfor skal de kontrolleres. Facebook skal tæmmes,” siger han.

Miklós Sükösd understreger, at det ikke handler om, hvorvidt en platform i sig selv er god eller ond – det handler derimod om, hvordan platformen benyttes.

 

Civilstand: Det er kompliceret

Anne-Marie Dohm er direktør og ansvarshavende chefredaktør for Radio4. For hende er det absolut vigtigste, at der bliver skabt en god dialog mellem de digitale platforme og medierne.

“Alle parter er interesserede i at gøre Facebook til et godt sted at være. Hvis Facebook bare bliver et sted, hvor man hælder skrald ud over hinanden eller uploader kattevideoer, så bliver det et uinteressant sted at være. Også for annoncørerne,” siger hun.

Konflikten mellem Facebook og medierne er en del af et større spørgsmål om journalistikkens frihed og levebrød, og løsningen skal derfor også ses i en større skala, hvor målet er at bryde platformens magt, mener de to medieeksperter.

“Vi skal kræve, at Facebook er mere transparente omkring deres forretningsmodel og giver mere tilbage til journalistikken,” siger Miklós Sükösd.

Danmark kan dog ikke klare problematikken alene. Derfor må man se i en anden retning, mener Aske Kammer, medieforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

“Det er noget, der skal tages på EU-niveau. Men løsningen kommer an på, hvad det er, man gerne vil regulere. Man kunne for eksempel kigge på, om man skulle beskatte de store tech-firmaer for deres annonceomsætninger i Danmark og så bruge de penge på at oprette en slags fond for medieindhold,” siger han.

Den 16. marts kunne TV 2 skrive, at den australske medievirksomhed News Corp og Facebook er nået til enighed om en betalingsaftale, der sikrer, at Facebook vil betale mediet for det indhold, der deles på det sociale medies nye service, Facebook News. Præcis hvordan aftalen vil fungere, vides ikke endnu. Men den er alligevel en milepæl i konflikten mellem techgiganterne og medierne.

Aske Kammer mener dog ikke, at aftalen siger meget om fremtiden for de danske medier.

“Den viser, ligesom de forudgående aftaler, at Facebook er villige til at indgå aftaler, men at de stadig er i en position, hvor de i vid udstrækning selv bestemmer, hvad de går med til, og hvilke forhandlingsborde de forlader,” siger han.

Facebook har ikke kun haft betydning for det redaktionelle
arbejde og journalistikkens levebrød. Rundt omkring på landets redaktioner har det sociale medie givet en ny opgave:
At holde et skarpt øje med de krigeriske kommentarspor.

Det har Caroline Dybdal skrevet en artikel om.

Og vil du læse mere om, hvordan det var at være journalist 83 år før Facebook blev grundlagt?

Så tager Tobias Bundolo
dig med tilbage til 1921!

Carsten Werge forlader kommentatorboksen: ”Jeg skal som menneske hele tiden udfordres. Og det her er nærmest den ultimative udfordring”

Carsten Werge forlader kommentatorboksen: ”Jeg skal som menneske hele tiden udfordres. Og det her er nærmest den ultimative udfordring”

Carsten Werge forlader kommentatorboksen: ”Jeg skal som menneske hele tiden udfordres. Og det her er nærmest den ultimative udfordring”

Carsten Werge har levet den drøm, han som ung dreng fantaserede om, men valgte for nylig at sige stop. Nu skal titlen ikke længere være fodboldkommentator, men redaktør. Den ultimative udfordring, som han selv formulerer det. Med andre ord – han kunne ikke sige nej.

 Foto: NENT Group/Lars E. Andreasen

Skribent: tobias Winter

Udgivet den 25. marts 2021

Solen står højt over Hvidovre Havn og bader den grønne kyst i skarpe stråler. Det var ved disse åbne naturområder ned til vandet, at Carsten Werge gik en lang tur inden sin sidste arbejdsdag som fodboldkommentator og reflekterede over, hvad det er, han nu siger farvel til. Efter 23 års tro tjeneste hos TV3 besluttede han i februar at sige op. Han nåede at kommentere over 3000 fodboldkampe, fik status som legende og var soundtracket til utallige minder hos unge såvel som gamle, inden det var slut. Nu skal han noget nyt. Han skal være fodboldredaktør på TV 2.

”Det er egentlig virkelig enkelt. Jeg kunne ikke sige nej. Det er noget, jeg ikke har prøvet før, så jeg skal bevise, at jeg også kan det. Jeg kan have nok så meget i kæften, men det betyder ikke, at det også er sådan i den virkelige verden.”

Carsten Werge har altid været glad, når der skete noget. Han elskede de uforudsigelige øjeblikke i kommentatorboksen. Når posen for alvor blev rystet, og det utænkelige opstod. Når det stille stadion blev til et inferno af larm og uro. Af samme årsag er det måske også derfor, det er slut nu. Fordi posen skal rystes.

Mindernes lydside

Selvom Carsten Werges tilværelse som fodboldkommentator er slut, har hans professionelle karriere langt fra nået enden. Selvom omgivelserne og jobbeskrivelsen ændrer sig, er der nogle ting, den erfarne sportsjournalist aldrig vil ændre ved sig selv.

”Når man er 62, skal man sgu ikke på kursus,” siger Carsten Werge i den kække og flabede tone, fodboldseere landet over har været vant til de seneste mange år, når han kategorisk afskriver muligheden for, at han nogensinde skal på lederkursus.

Han skal stadig være sin egen. Som han altid har været. Fra første gang han satte sig i sædet med udsynet til fodboldkampen som sin arbejdsplads, har det været et erklæret mål at holde fast i sig selv. Han skulle ikke være den næste Svend Gehrs – han skulle være den første Carsten Werge. Og det blev han.

Men han blev ikke bare en kommentator. Han blev meget mere end det. En fortæller. En, der kunne tale, når andre tav. En, der kunne tie, når virkelighedens billeder var fyldestgørende. Han gjorde det med humor og nærvær. Han var lydbilledet, da drømmene bristede, og minderne blev skabt. Han udviklede kunsten at fortælle i nuet.

Det er alt det, Carsten Werge nu tager afsked med. Men hvorfor sige farvel til den drøm, han som ung knægt løb rundt med? Til det famøse ’Gøg og Gokke’-agtige makkerpar med Per Frimann? Til det afhængighedsskabende adrenalinkick på stadion? Til de store øjeblikke?

”Fordi jeg som menneske hele tiden skal udfordres. Og det her er nærmest den ultimative udfordring,” siger han.

En atypisk redaktør

Det er unægteligt en kæmpe udfordring, Carsten Werge har sagt ja til. TV 2 har i mange år ligget stille på fodboldfronten. De har manglet de nødvendige rettigheder til de attraktive kampe og ligaer, og det har betydet, at seerne er strømmet til rivaliserende kanaler.

Målet er, at kanalen igen skal være ’hele Danmarks hjemmebane’, når herrelandsholdets kampe skal vises på dens sendeflader. TV 2 har nemlig tegnet en seksårig rettighedsaftale med det europæiske fodboldforbund, UEFA, der løber fra 2022 til 2028. Det er i denne rolle, Carsten Werge er hevet ind. Som talentudvikleren, der skal få TV 2 tilbage til fordums styrke.

”Jeg kommer til at være anføreren på holdet. Det har jeg sagt til TV 2. Jeg er ham, der kommer til at sætte konstellationerne og finde ud af, hvilke programmer vi laver. Men den største udfordring er, at vi skal få taget landsholdet til os. Vi skal brande, at TV 2 har fodbold igen.”

Det er en atypisk rolle for ham, men det er utvivlsomt også en atypisk redaktør, TV2 har erhvervet sig. Og det lægger Carsten Werge heller ikke skjul på. Han skal stadig være ’den frække dreng i klassen’. Det er muligt at lede med den nødvendige hårdhed og samtidig have et drillende glimt i øjet, mener han.

Man kan allerede fra det første sekund, Carsten Werge åbner munden og fortæller om sit nye job, mærke, at den 1. april og første arbejdsdag hos TV 2 ikke kan komme hurtigt nok. Det stråler ud af ham. En iver efter at komme i gang, et behov for at blive udfordret og en drøm om at bygge noget nyt og spændende op.

”Jeg skal være med til at lægge de første sten, og så må vi se, hvor højt huset kan blive.”

Og det kan blive højt. Rigtig højt, mener han. For det er et utrolig dygtigt hold, TV 2 har skrabet sammen, siger Carsten Werge om sine kommende kollegaer. De besidder en utrolig viden om fodboldens verden, de taktiske facetter på banen og forbindelsen de to imellem.

Morgendagens stemmer

Men det er måske også netop i deres kvaliteter, at problemet ligger. De er knivskarpe, analyserende og professionelle, men de mangler det, Carsten Werge hele sin karriere har vægtet i sin kommentering. En umiddelbarhed. Tydeliggørelsen af, at det er et menneske, der formidler. Med alt, hvad det indebærer. En, der udstrålede indlevelse – ikke analyser. Noget, han savner hos kommentatorerne nu til dags.

”Læn jer nu tilbage og nyd kampen. Vær en begejstret mand, der ser fodbold,” lyder hans opfordring.

De skal turde vise mere af sig selv, for de kan utrolig meget, siger han. De skal ikke være bange for at blive kastet for løverne. Som kommentator skal man smide alle hæmninger, gemme sin blufærdighed væk og være klar på, at man den ene weekend bliver beskyldt for at være Brøndbyfan, den næste for at være FCK-fan. Man skal kunne tage imod tæsk, for man får tæsk. Sådan er det.

”Hvis man sidder og er bange for, at folk derude går helt bananas, skal man ikke lave det. Jo mere markant man tør være i sine udmeldinger, des større er øretæverne. Det er her, jeg mener, at man skal turde tage stilling.”

Kommentatorgerningen handler ifølge Carsten Werge om musikalitet og rytme, timing og indlevelse. Det er ikke en analyse, men en formidling. Kommentatorer skal være betagede og nyde forestillingen. Noget, han skal fremme hos stemmerne til morgendagens fodboldkampe. Han skal være deres talentudvikler.

Det bliver en stor udfordring, siger han. Sportsjournalister er generelt blevet for pæne. De skal være ambitiøse og kaste det fodboldanalytiske skjold, de gemmer sig bag, væk.

”Hvis jeg var ung journalist i dag og ville frem, vil jeg prøve at differentiere mig fra mængden. Så det ikke bliver så pænt. Og have store nosser.”

Jeg bliver kun et øjeblik

Det er allerede besluttet, at der skal stå ’jeg bliver kun et øjeblik’ på Carsten Werges gravsten, fortæller han. En sætning, han altid sagde, når han trådte ind ad døren og besøgte sin mor. Han skulle hurtigt videre. Ud og se verden. Derfor er det måske ikke så overraskende, at rejsen nu tager ham videre. Den samme rejse, der har taget ham fra en ung knægt, der kommenterede sin egen fodboldleg på drengeværelset, til en voksen mand, der har levet den drøm, det unge selv ikke engang kunne have forestillet sig. Og ultimativt til i dag, hvor det er slut – hvor kommentatorgerningen og de rundt regnet 100 årlige rejsedage er ovre.

”Min kone siger, at nu kan vi ligefrem invitere gæster,” joker han.

Der er en ro omkring Carsten Werge. En smittende afslappethed. Han virker fuldstændig afklaret omkring fremtiden – spændt, men afklaret. Opsigelsen var hård, for han sagde farvel til et job, han havde haft i 23 år. Han fortæller, hvordan han blev rørt – tudbrøllede, tilføjer han. Men det varede kun et øjeblik, for endnu en gang skulle han videre ud i verden.

Alle præsidentens medier

Alle præsidentens medier

Alle præsidentens medier

Selvom censur har været ulovligt siden Sovjetunionens fald, er det russiske mediemarked i dag domineret af statsstyre, tilbageholdenhed og loyalitet over for præsident Putin. Illustreret Bunker giver dig et historisk indblik i det russiske medielandskab.

Skribent: victor bjerre
illustration: simon b. porse

Udgivet den 25. marts 2021

Forestil dig, at direktørerne for DR og TV2 ugentligt møder på Mette Frederiksens kontor. Her udstikker statsministeren den næste uges kurs for de to medier og fortæller, hvilke historier, der skal bringes, og hvilke, der skal lægges i graven. Det er nok ikke et scenarie, som ret mange danskere kan forestille sig, og det vil ikke alene krænke det hæderkronede armslængdeprincip, men hugge armen helt af.

Men det er virkeligheden i Rusland. Her kender man til, at direktørerne for de store TV-kanaler mødes på ugentlige koordineringsmøder, hvor det bliver gjort klart, hvilke historier der skal satses på den følgende uge. Det fortæller Matilde Kimer, der i over ti år har dækket Rusland for Danmarks Radio.

”Her bliver der ligesom udstukket nogle ideologiske retningslinjer,” fortæller hun.

Alle præsidentens medier

Selvom censur har været ulovligt siden Sovjetunionens fald, er det russiske mediemarked i dag domineret af statsstyre, tilbageholdenhed og loyalitet over for præsident Putin. Illustreret Bunker giver dig et historisk indblik i det russiske medielandskab.

Skribent: victor bjerre
illustration: simon b. porse

Udgivet den 25. marts 2021

Forestil dig, at direktørerne for DR og TV2 ugentligt møder på Mette Frederiksens kontor. Her udstikker statsministeren den næste uges kurs for de to medier og fortæller, hvilke historier, der skal bringes, og hvilke, der skal lægges i graven. Det er nok ikke et scenarie, som ret mange danskere kan forestille sig, og det vil ikke alene krænke det hæderkronede armslængdeprincip, men hugge armen helt af.

Men det er virkeligheden i Rusland. Her kender man til, at direktørerne for de store TV-kanaler mødes på ugentlige koordineringsmøder, hvor det bliver gjort klart, hvilke historier der skal satses på den følgende uge. Det fortæller Matilde Kimer, der i over ti år har dækket Rusland for Danmarks Radio.

”Her bliver der ligesom udstukket nogle ideologiske retningslinjer,” fortæller hun.

Tv-mediet er det mest populære i Rusland, og de fem største kanaler er alle enten ejet direkte af den russiske stat eller af forretningsmænd med tætte forbindelser til præsident Putin. Selvom der findes frie medier, er det et billede, der er gennemgående på det russiske mediemarked.

En statskontrolleret boble

Når seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier Flemming Splidsboel skal forklare det russiske medielandskab, gør han det ved at tegne en boble. Boblen repræsenterer de statskontrollerede medier. Dem er der mange af. Rundt om boblen er der en periferi af uafhængige medier. Dem er der ikke så mange af. De leverer kritisk journalistik og rapporterer om de ting, som de regeringstro ikke gør. Men ifølge Flemming Splidsboel har medierne uden for boblen ikke frit spil.

”Hvis de bliver for kritiske og kører med nogle meget sprængfarlige emner, risikerer de at blive lukket.”

De kan også komme i farezonen, hvis de bliver for store, og for mange russere interesser sig for dem, fortæller seniorforskeren.

De statskontrollerede medier kan inddeles i tre kategorier. Der er de direkte statsejede medier, så er der de medier, der er ejet af statsejede virksomheder, såsom gasmastodonten Gazprom. Til sidst er der de medier, som er ejet af rigmænd, som står på god fod med Putin. Fælles for dem alle er, at de følger den kurs, der bliver udstukket fra det russiske præsidentpalads, Kreml.

Partipresse, privatisering og Putin

I Sovjetunionens tid var pressen underlagt censur, fortæller Birgitte Beck Pristed, som er lektor i Ruslandstudier på Aarhus Universitet. Før noget kunne offentliggøres, skulle det læses igennem og godkendes af det kommunistiske censurorgan. Det ændrede sig, da Sovjetunionen kollapsede i 1991.

Partipressen blev privatiseret, mens pressefriheden og forbuddet mod censur blev skrevet ind i den russiske forfatning, der blev til under den første præsident, Boris Jeltsin. Under privatiseringen tog en lille flok rigmænd, såkaldte oligarker, magten over medierne. De oprettede store medieselskaber og blev til mediemoguler, der misbrugte medierne til at tjene deres egen politiske dagsorden.

Da Vladimir Putin den 31. december 1999 blev præsident for Rusland, er det med et stort ønske om at få styr på medierne. Det fik oligarkerne hurtigt at mærke. Birgitte Beck Pristed beskriver, hvordan der blev kørt flere store svindelsager mod de russiske rigmænd, som blev presset til at overlade deres medieselskaber i hænderne på regeringstro aktionærer.


”Her bliver der ligesom
   udstukket nogle
   ideologiske
   retningslinjer.”

 

– Matilde Kimer, ruslandskorrespondent hos DR 

”Skiftene i ejerskab er virkelig noget, der slår promte igennem i den redaktionelle profil.”

Et af medierne er tv-kanalen NTV, som i maj 2000 er den eneste landsdækkende kanal, der er uafhængig og dækker Kreml kritisk. Under et år efter at Putin er blevet præsident, bliver mediets hovedkvarter stormet af bevæbnede efterretningsagenter, og mediets ejer, Vladimir Gusinsky, bliver fængslet. Senere sælger han sin andel af medieselskabet til den statsejede mastodont Gazprom og forlader Rusland.

Svært at generalisere

Det er svært at sige noget generelt om, hvor meget den redaktionelle linje på de statsloyale medier i Rusland bliver påvirket, fortæller Matilde Kimer. Det er forskelligt fra historie til historie. Hun har oplevet, at russiske journalister skulle have godkendt deres speak på et nyhedsindslag, der omhandlede noget så harmløst som fortov til handicappede i Moskva. Generelt er medierne langt mere hierarkisk styret, end man ser det på danske medier, forklarer hun.

Ifølge Matilde Kimer kan journalisterne på de regeringstro medier i nogle tilfælde få lov til at lave kritisk journalistik, eksempelvis om sundhedsvæsenet eller lokale budgetter. Men der er ét emne, journalisterne ikke er tvivl om, at de ikke skal røre ved, fortæller Matilde Kimer.

”Du graver ikke i noget, der har med Putin at gøre, og du graver ikke i noget, der har med Putins familie at gøre.”

Den dobbeltoptrukne linje

Ifølge seniorforsker Flemming Splidsboel eksisterer der en meget omfattende selvcensur på de regeringstro russiske medier. Journalisterne ved generelt hvad de må skrive om, og hvad de skal lade ligge.

Flemming Splidsboel fortæller om en samtale mellem to redaktører og journalisterne på nyhedsbureauet RBK. De to redaktører er nye og har erstattet de tidligere redaktører, der er blevet fjernet, efter at have bragt en kritisk historie om Putins datter.

Da de skal forklare grænsen for, hvad man må skrive om, sammenligner de det med dobbeltoptrukne linjer i trafikken. Hvis man kører over dem en gang, får man en advarsel. Hvis man gør det flere gange, mister man kørekortet. Da journalisterne spørger, hvor den grænse går, lyder svaret, at det skal de selv vurdere.

Selvcensuren spillede også en stor rolle under konflikten mellem Ukraine og Rusland i 2014, siger Flemming Splidsboel.

I februar 2014 invaderede ukendte paramilitære styrker, i pressen kaldet de ‘små grønne mænd’, den ukrainske halvø Krim. Selvcensuren på de regeringstro medier betød ifølge Flemming Splidsboel, at Putin kunne fastholde løgnen, om at tropperne ikke havde russiske pas, helt frem til april.

De uafhængige medier havde allerede skrevet, at de ‘små grønne mænd’ var russiske tropper, men det var først, efter præsident Putin gik ud på stats-tv og bekræftede det, at de regeringstro medier skrev om det.  

“Så vidste alle medierne, at nu var der grønt lys til at skrive om det,” fortæller Flemming Splidsboel.

Politisk dagsorden

I Rusland findes der ikke en public service-lovgivning, som vi har i Danmark. Der stilles ikke krav om saglighed og upartiskhed, som der gør til for eksempel DR.

Når hun er ude og dække en sag, møder Matilde Kimer de russiske journalister, der er ansat på de regeringstro medier. De ser ikke noget mærkeligt i at møde op med en dagsorden og forventer også, at hun møder op med en politisk mission. Hun fortæller, at journalisterne, udover at informere, ofte ser det som deres rolle at beskytte staten og nationen. At de ser sig selv mere som aktive deltagere end observatører. At de har et budskab, som de forsøger at ‘sælge’.

”Det vil man nok ikke høre Kim Bildsøe sige,” tilføjer ruslandkorrespondenten med et grin.

Tv-mediet er det mest populære i Rusland, og de fem største kanaler er alle enten ejet direkte af den russiske stat eller af forretningsmænd med tætte forbindelser til præsident Putin. Selvom der findes frie medier, er det et billede, der er gennemgående på det russiske mediemarked.

En statskontrolleret boble

Når seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier Flemming Splidsboel skal forklare det russiske medielandskab, gør han det ved at tegne en boble. Boblen repræsenterer de statskontrollerede medier. Dem er der mange af. Rundt om boblen er der en periferi af uafhængige medier. Dem er der ikke så mange af. De leverer kritisk journalistik og rapporterer om de ting, som de uafhængige ikke gør. Men ifølge Flemming Splidsboel har medierne uden for boblen ikke frit spil.

”Hvis de bliver for kritiske og kører med nogle meget sprængfarlige emner, risikerer de at blive lukket.”

De kan også komme i farezonen, hvis de bliver for store, og for mange russere interesser sig for dem, fortæller seniorforskeren.

De statskontrollerede medier kan inddeles i tre kategorier. Der er de direkte statsejede medier, så er der de medier, der er ejet af statsejede virksomheder, såsom gasmastodonten Gazprom. Til sidst er der de medier, som er ejet af rigmænd, som står på god fod med Putin. Fælles for dem alle er, at de følger den kurs, der bliver udstukket fra det russiske præsidentpalads, Kreml.

Partipresse, privatisering og Putin

I Sovjetunionens tid var pressen underlagt censur, fortæller Birgitte Beck Pristed, som er lektor i Ruslandstudier på Aarhus Universitet. Før noget kunne offentliggøres, skulle det læses igennem og godkendes af det kommunistiske censurorgan. Det ændrede sig, da Sovjetunionen kollapsede i 1991.


”Her bliver der ligesom
   udstukket nogle
   ideologiske
   retningslinjer.”

 

– Matilde Kimer, ruslandskorrespondent hos DR 

Partipressen blev privatiseret, mens pressefriheden og forbuddet mod censur blev skrevet ind i den russiske forfatning, der blev til under den første præsident, Boris Jeltsin. Under privatiseringen tog en lille flok rigmænd, såkaldte oligarker, magten over medierne. De oprettede store medieselskaber og blev til mediemoguler, der misbrugte medierne til at tjene deres egen politiske dagsorden.

Da Vladimir Putin den 31. december 1999 blev præsident for Rusland, er det med et stort ønske om at få styr på medierne. Det fik oligarkerne hurtigt at mærke. Birgitte Beck Pristed beskriver, hvordan der blev kørt flere store svindelsager mod de russiske rigmænd, som blev presset til at overlade deres medieselskaber i hænderne på regeringstro aktionærer.

”Skiftene i ejerskab er virkelig noget, der slår promte igennem i den redaktionelle profil.”

Et af medierne er tv-kanalen NTV, som i maj 2000 er den eneste landsdækkende kanal, der er uafhængig og dækker Kreml kritisk. Under et år efter at Putin er blevet præsident, bliver mediets hovedkvarter stormet af bevæbnede efterretningsagenter, og mediets ejer, Vladimir Gusinsky, bliver fængslet. Senere sælger han sin andel af medieselskabet til den statsejede mastodont Gazprom og forlader Rusland.

Svært at generalisere

Det er svært at sige noget generelt om, hvor meget den redaktionelle linje på de statsloyale medier i Rusland bliver påvirket, fortæller Matilde Kimer. Det er forskelligt fra historie til historie. Hun har oplevet, at russiske journalister skulle have godkendt deres speak på et nyhedsindslag, der omhandlede noget så harmløst som fortov til handicappede i Moskva. Generelt er medierne langt mere hierarkisk styret, end man ser det på danske medier, forklarer hun.

Ifølge Matilde Kimer kan journalisterne på de regeringstro medier i nogle tilfælde få lov til at lave kritisk journalistik, eksempelvis om sundhedsvæsenet eller lokale budgetter. Men der er ét emne, journalisterne ikke er tvivl om, at de ikke skal røre ved, fortæller Matilde Kimer.

”Du graver ikke i noget, der har med Putin at gøre, og du graver ikke i noget, der har med Putins familie at gøre.”

Den dobbeltoptrukne linje

Ifølge seniorforsker Flemming Splidsboel eksisterer der en meget omfattende selvcensur på de regeringstro russiske medier. Journalisterne ved generelt hvad de må skrive om, og hvad de skal lade ligge.

Flemming Splidsboel fortæller om en samtale mellem to redaktører og journalisterne på nyhedsbureauet RBK. De to redaktører er nye og har erstattet de tidligere redaktører, der er blevet fjernet, efter at have bragt en kritisk historie om Putins datter.

Da de skal forklare grænsen for, hvad man må skrive om, sammenligner de det med dobbeltoptrukne linjer i trafikken. Hvis man kører over dem en gang, får man en advarsel. Hvis man gør det flere gange, mister man kørekortet. Da journalisterne spørger, hvor den grænse går, lyder svaret, at det skal de selv vurdere.

Selvcensuren spillede også en stor rolle under konflikten mellem Ukraine og Rusland i 2014, siger Flemming Splidsboel.

I februar 2014 invaderede ukendte paramilitære styrker, i pressen kaldet de ‘små grønne mænd’, den ukrainske halvø Krim. Selvcensuren på de regeringstro medier betød ifølge Flemming Splidsboel, at Putin kunne fastholde løgnen, om at tropperne ikke havde russiske pas, helt frem til april.

De uafhængige medier havde allerede skrevet, at de ‘små grønne mænd’ var russiske tropper, men det var først, efter præsident Putin gik ud på stats-tv og bekræftede det, at de regeringstro medier skrev om det.  

“Så vidste alle medierne, at nu var der grønt lys til at skrive om det,” fortæller Flemming Splidsboel.

Politisk dagsorden

I Rusland findes der ikke en public service-lovgivning, som vi har i Danmark. Der stilles ikke krav om saglighed og upartiskhed, som der gør til for eksempel DR.

Når hun er ude og dække en sag, møder Matilde Kimer de russiske journalister, der er ansat på de regeringstro medier. De ser ikke noget mærkeligt i at møde op med en dagsorden og forventer også, at hun møder op med en politisk mission. Hun fortæller, at journalisterne, udover at informere, ofte ser det som deres rolle at beskytte staten og nationen. At de ser sig selv mere som aktive deltagere end observatører. At de har et budskab, som de forsøger at ‘sælge’.

”Det vil man nok ikke høre Kim Bildsøe sige,” tilføjer ruslandkorrespondenten med et grin.

Programchef om det første år på Radio4: ”Det er en kæmpe succes i sig selv, at vi har skabt en radiokanal, som er værd at lytte til”

Programchef om det første år på Radio4: ”Det er en kæmpe succes i sig selv, at vi har skabt en radiokanal, som er værd at lytte til”

Programchef om det første år på Radio4: ”Det er en kæmpe succes i sig selv, at vi har skabt en radiokanal, som er værd at lytte til”

Radio4 kunne 1. november fejre kanalens første fødselsdag. Programchef Rikke Hedman gør status på det første år med radioens programflade og ønsket om at være hele Danmarks taleradio.

Programchef om det første år på Radio4: ”Det er en kæmpe succes i sig selv, at vi har skabt en radiokanal, som er værd at lytte til”

Radio4 kunne 1. november fejre kanalens første fødselsdag. Programchef Rikke Hedman gør status på det første år med radioens programflade og ønsket om at være hele Danmarks taleradio.

Skribent: Bonna Haagen Pedersen
Foto: Christian Falck Wolff

Udgivet den 10. december 2020

Klokken er akkurat slået tolv, da Rikke Hedman træder smilende ud gennem døren i den flere meter høje glasfacade, der udgør indgangen til Radio4s lokaler på Banegårdspladsen. Hun er hverken et minut for sent eller for tidligt, og det er givetvis en punktlighed, der skal til, når man skal skabe en programplan ud fra lutter tomme felter.

Blot to måneder før kanalen gik i luften den 1. november 2019 blev Rikke ansat som programchef, og derfor har hun fra starten været vant til at løbe stærkt.

”Jeg er megastolt over, at der kom noget ud af æteren efter to måneder, men også at vi rent faktisk fik lavet en sendeflade, der hang sammen fra første dag.”

Siden Radio4 sidste år fik tildelt sendetilladelsen og de 790 millioner kroner til at lave taleradio i otte år, har de efter premieren sendt 126 timers ny radio hver uge. Rikke lægger ikke skjul på, at det i starten foregik med en del tekniske udfordringer og programkoncepter, der endnu ikke var afprøvede. Derfor var der stadig grundudvikling og forbedringer, som måtte finde sted undervejs.

Radioens profil

Da kanalen gik i luften, var det med et lytterløfte om at tale med Danmark. For Rikke kommer det løfte blandt andet til til udtryk ved, at de på radioen gør meget ud af at være til stede ude i landet på reportager.

”Vi har meget energi, og vi tillader os at lyde af noget. Vi siger jo ’taler med Danmark’ som vores tagline, men det betyder også, at vi rent faktisk lyder af Danmark.”

Når Rikke skal forklare, hvad der er det særlige ved Radio4s profil sammenlignet med anden taleradio, peger hun på det stykke arbejde, de gør for at åbne programmernes indhold op. For hende er det en væsentlig forskel, når de ikke altid sætter alvoren og sagligheden ind som det allerførste kort. Men i stedet holder det på hånden og drysser ud af det undervejs i programmerne. Det er den ene ting, hun ser som markant anderledes for Radio4.

En anden ting, hun nævner som noget særligt for radioens profil, er tilgangen til historierne og kilderne:

”Når vi siger, at vi er oprigtigt nysgerrige, så handler det jo om, at vi rent faktisk gerne vil forstå, hvorfor tingene hænger sammen, som de gør. Vi går åbent og kritisk til vores kilder, men har ingen ambitioner om bare at hænge folk til tørre og klaske dem op ad væggen. Vi vil rent faktisk gerne forstå, hvorfor de står, som de gør.”

Det første års udfordringer

At starte en radio fra bunden kommer ikke uden udfordringer. Det var Rikke også bevidst om, da hun startede i jobbet. En af udfordringerne har været at skulle opfinde en kanal med helt nyt indhold på kort tid og samtidig skabe en følelse af sammenhæng i programfladen:

”Jeg synes ikke, vi kom skidt fra start i den henseende, men det kunne helt klart blive bedre. Det at skabe bedre sammenhæng har selvfølgelig været en udfordring, men også noget jeg føler, vi er kommet meget bedre i land med nu.”

Når det kommer til sammenhængen, skabes den ifølge Rikke også ved at få en helhed ind i måden, de markedsfører kanalen på. Det skal stå mere helstøbt og tydeligt, hvad Radio4 er.

Camilla Due har været en del af radioen siden starten i november sidste år. Hun er vært på Radio4s samtale- og lytterprogram Ring til Due. For hende har det været en udfordring, at folk ikke altid tænker landsdækkende taleradio, når de hører navnet Radio4.

”Det sværeste har været at få manifesteret vores brand. Det oplever jeg stadig. Og det er noget, vi skal arbejde på det kommende år.”

Kunsten at fastholde lytterne

En del af Radio4s arbejde med at etablere sig som et brand er at blive mere genkendelige. Spørger man Rikke Hedman, er genkendeligheden også et værktøj, der er med til at fastholde kanalens lyttere. En af de vigtigste erfaringer, hun har gjort sig, er, at det ikke nødvendigvis er for det gode at lave store udskiftninger, selv om man kan.

I sommerferien satte radioen 17 nye programmer i søen. Men det betød også 17 nye koncepter, som alle skulle udvikles, efterprøves og lande i programfladen.

”Der har vi nok haft lige lovligt mange udskiftninger, og det tror jeg ikke har gjort noget godt for fastholdelsen.”

Thomas Schumann har også været med siden starten. Han er vært på programmerne Genau og Den Nye Rumalder, som handler om henholdsvis Tyskland og rumfart.  

”Jeg synes, jeg er lykkedes med at lave nogle interessante programmer. Personligt har jeg været overvældet over den positive respons på mit program Genau.”

En sammenhængende flade

På trods af udfordringer i radioens første leveår har Rikke Hedman ikke svært ved at pege på succeserne:

”Det er en kæmpe succes i sig selv, at vi har skabt en radiokanal, som er værd at lytte til.”

Med sendetilladelsen kommer en public service-forpligtelse og nogle faste rammer, som programmerne skal udvikles inden for. Selvom de rammer på sin vis kan se stramme ud, er de også med til at sikre en forskellighed i fladen, mener Rikke:

”Vi har mange forskellige typer af programmer, så jeg synes, vi har formået at skabe en forskellighed inden for de rammer, vi er blevet sat. Det er med til, at vi er en kanal, som tilbyder en meget bred vifte af indhold.”

Det næste år for Radio4

Ifølge Rikke har de på Radio4 brugt det første år på at skabe godt indhold og en solid bund, og i 2021 er ambitionen at skrue op for markedsføringen og promovere de koncepter, som udgør programfladen. Det er noget af det, der må til, for at de kan blive hele Danmarks taleradio.

Selvom Rikke ikke er afvisende for, at der kommer nye programmer til radioens sendeflade, spår hun samtidig en mindre grad af udskiftning i fremtiden. 

“Vi står et rigtig godt sted lige nu, med de formater vi har, så dem skal vi dyrke og forfine. Det er vigtigt, at lytterne oplever genkendelighed i vores værter og programkoncepter, og det er noget, vi kommer til at skrue endnu mere op for i 2021.”

Klokken er akkurat slået tolv, da Rikke Hedman træder smilende ud gennem døren i den flere meter høje glasfacade, der udgør indgangen til Radio4s lokaler på Banegårdspladsen. Hun er hverken et minut for sent eller for tidligt, og det er givetvis en punktlighed, der skal til, når man skal skabe en programplan ud fra lutter tomme felter.

Blot to måneder før kanalen gik i luften den 1. november 2019 blev Rikke ansat som programchef, og derfor har hun fra starten været vant til at løbe stærkt.

”Jeg er megastolt over, at der kom noget ud af æteren efter to måneder, men også at vi rent faktisk fik lavet en sendeflade, der hang sammen fra første dag.”

Siden Radio4 sidste år fik tildelt sendetilladelsen og de 790 millioner kroner til at lave taleradio i otte år, har de efter premieren sendt 126 timers ny radio hver uge. Rikke lægger ikke skjul på, at det i starten foregik med en del tekniske udfordringer og programkoncepter, der endnu ikke var afprøvede. Derfor var der stadig grundudvikling og forbedringer, som måtte finde sted undervejs.

Radioens profil

Da kanalen gik i luften, var det med et lytterløfte om at tale med Danmark. For Rikke kommer det til udtryk ved, at de på radioen gør meget ud af at være til stede ude i landet på reportager.

”Vi har meget energi, og vi tillader os at lyde af noget. Vi siger jo ’taler med Danmark’ som vores tagline, men det betyder også, at vi rent faktisk lyder af Danmark.”

Når Rikke skal forklare, hvad der er det særlige ved Radio4s profil sammenlignet med anden taleradio, peger hun på det stykke arbejde, de gør for at åbne programmernes indhold op. For hende er det en væsentlig forskel, når de ikke altid sætter alvoren og sagligheden ind som det allerførste kort. Men i stedet holder det på hånden og drysser ud af det undervejs i programmerne. Det er den ene ting, hun ser som markant anderledes for Radio4.

En anden ting, hun nævner som noget særligt for radioens profil, er tilgangen til historierne og kilderne:

”Når vi siger, at vi er oprigtigt nysgerrige, så handler det jo om, at vi rent faktisk gerne vil forstå, hvorfor tingene hænger sammen, som de gør. Vi går åbent og kritisk til vores kilder, men har ingen ambitioner om bare at hænge folk til tørre og klaske dem op ad væggen. Vi vil rent faktisk gerne forstå, hvorfor de står, som de gør.”

Det første års udfordringer

At starte en radio fra bunden kommer ikke uden udfordringer. Det var Rikke også bevidst om, da hun startede i jobbet. En af udfordringerne har været at skulle opfinde en kanal med helt nyt indhold på kort tid og samtidig skabe en følelse af sammenhæng i programfladen:

”Jeg synes ikke, vi kom skidt fra start i den henseende, men det kunne helt klart blive bedre. Det at skabe bedre sammenhæng har selvfølgelig været en udfordring, men også noget jeg føler, vi er kommet meget bedre i land med nu.”

Når det kommer til sammenhængen, skabes den ifølge Rikke også ved at få en helhed ind i måden, de markedsfører kanalen på. Det skal stå mere helstøbt og tydeligt, hvad Radio4 er.

Camilla Due har været en del af radioen siden starten i november sidste år. Hun er vært på Radio4s samtale- og lytterprogram Ring til Due. For hende har det været en udfordring, at folk ikke altid tænker landsdækkende taleradio, når de hører navnet Radio4.

”Det sværeste har været at få manifesteret vores brand. Det oplever jeg stadig. Og det er noget, vi skal arbejde på det kommende år.”

Kunsten at fastholde lytterne

En del af Radio4s arbejde med at etablere sig som et brand er at blive mere genkendelige. Spørger man Rikke Hedman, er genkendeligheden også et værktøj, der er med til at fastholde kanalens lyttere. En af de vigtigste erfaringer, hun har gjort sig, er, at det ikke nødvendigvis er for det gode at lave store udskiftninger, selv om man kan.

I sommerferien satte radioen 17 nye programmer i søen. Men det betød også 17 nye koncepter, som alle skulle udvikles, efterprøves og lande i programfladen.

”Der har vi nok haft lige lovligt mange udskiftninger, og det tror jeg ikke har gjort noget godt for fastholdelsen.”

Thomas Schumann har også været med siden starten. Han er vært på programmerne Genau og Den Nye Rumalder, som handler om henholdsvis Tyskland og rumfart.  

”Jeg synes, jeg er lykkedes med at lave nogle interessante programmer. Personligt har jeg været overvældet over den positive respons på mit program Genau.”

En sammenhængende flade

På trods af udfordringer i radioens første leveår har Rikke Hedman ikke svært ved at pege på succeserne:

”Det er en kæmpe succes i sig selv, at vi har skabt en radiokanal, som er værd at lytte til.”

Med sendetilladelsen kommer en public service-forpligtelse og nogle faste rammer, som programmerne skal udvikles inden for. Selvom de rammer på sin vis kan se stramme ud, er de også med til at sikre en forskellighed i fladen, mener Rikke:

”Vi har mange forskellige typer af programmer, så jeg synes, vi har formået at skabe en forskellighed inden for de rammer, vi er blevet sat. Det er med til, at vi er en kanal, som tilbyder en meget bred vifte af indhold.”

Det næste år for Radio4

Ifølge Rikke har de på Radio4 brugt det første år på at skabe godt indhold og en solid bund, og i 2021 er ambitionen at skrue op for markedsføringen og promovere de koncepter, som udgør programfladen. Det er noget af det, der må til, for at de kan blive hele Danmarks taleradio.

Selvom Rikke ikke er afvisende for, at der kommer nye programmer til radioens sendeflade, spår hun samtidig en mindre grad af udskiftning i fremtiden. 

“Vi står et rigtig godt sted lige nu, med de formater vi har, så dem skal vi dyrke og forfine. Det er vigtigt, at lytterne oplever genkendelighed i vores værter og programkoncepter, og det er noget, vi kommer til at skrue endnu mere op for i 2021.”

En journalistisk pioner: “Hvis ikke jeg tør, så kommer jeg til at fortryde, når jeg er 70”

En journalistisk pioner: “Hvis ikke jeg tør, så kommer jeg til at fortryde, når jeg er 70”

En journalistisk pioner: “Hvis ikke jeg tør, så kommer jeg til at fortryde, når jeg er 70”

Lea Korsgaard forlod sin faste stilling hos Politiken for at forfølge drømmen om at lave et medie, der går imod nyhedsstrømmen. I dag findes Zetland, hvor højskoleånden har fundet sin plads. Nu har Lea tid til at stoppe op – kort – og redefinere, hvad hendes rolle egentligt er.

En journalistisk pioner: “Hvis ikke jeg tør, så kommer jeg til at fortryde, når jeg er 70”

Tekst: Selma Hildebrand Frederiksen
Foto: Marcus Christensen

Udgivet den 10. december 2020

Det er en sommeraften på en gård på Midtsjælland. Dagen er gået med legen Capture the Flag og højt humør afsluttet med stor festmiddag. Et band har formet sig, men forsangeren er blevet syg. Det udvikler sig til karaoke-aften, hvor tilskuerne råber til bandet, hvad de gerne vil synge. En vil gerne synge Ironic af Alanis Morissette og hopper op på scenen. Lea

Korsgaard iagttager menneskene omkring hende og bliver ramt af en pludselig følelse af lykke.

”Tænk, at de her mennesker kun lige har mødt hinanden og lige nu har det fedeste øjeblik sammen, fordi jeg turde noget på et tidspunkt. Det her ville ikke findes, hvis jeg ikke for mange år siden havde været med til at sige ’Hey, skal vi ikke lave noget andet?” siger Lea Korsgaard.

Vi møder Lea Korsgaard en solrig formiddag i november til en snak om hende og Zetland. Lea Korsgaard er 41 år, hun bor på en højskole med sin mand og sine børn, og så har hun en bachelor i journalistik fra Syddansk Universitet og en master i sociologi fra The New School i New York City. Nå ja, og så er hun medstifter og ansvarshavende chefredaktør for onlinemediet Zetland.

Zetland blev stiftet i sin nuværende form i 2016 af Hakon Mosbech, Silke Bock, Jacob Moll og Lea Korsgaard. Målet var blandt andet at nytænke

journalistikkens rolle og bryde med det informationsoverload, der findes i dagens Danmark. Zetlands vision er derfor at tage udgangspunkt i, hvad de mener, at deres læsere har brug for at vide, og ikke hvad der skete for fem minutter siden. Nyhedstrekanten findes ikke her.

”På Zetland har vi valgt det vigtigste for dig. Vi har sørget for, at du kan stole på det, og vi er transparente omkring, hvordan det er blevet til, så vi også viser, at journalistik er et produkt, der bliver til meget hurtigt – og det skal du selvfølgelig vide, når du læser det,” siger Lea Korsgaard. 

Det er en sommeraften på en gård på Midtsjælland. Dagen er gået med legen Capture the Flag og højt humør afsluttet med stor festmiddag. Et band har formet sig, men forsangeren er blevet syg. Det udvikler sig til karaoke-aften, hvor tilskuerne råber til bandet, hvad de gerne vil synge. En vil gerne synge Ironic af Alanis Morissette og hopper op på scenen. Lea

Korsgaard iagttager menneskene omkring hende og bliver ramt af en pludselig følelse af lykke.

”Tænk, at de her mennesker kun lige har mødt hinanden og lige nu har det fedeste øjeblik sammen, fordi jeg turde noget på et tidspunkt. Det her ville ikke findes, hvis jeg ikke for mange år siden havde været med til at sige ’Hey, skal vi ikke lave noget andet?” siger Lea Korsgaard.

Vi møder Lea Korsgaard en solrig formiddag i november til en snak om hende og Zetland. Lea Korsgaard er 41 år, hun bor på en højskole med sin mand og sine børn, og så har hun en bachelor i journalistik fra Syddansk Universitet og en master i sociologi fra The New School i New York City. Nå ja, og så er hun medstifter og ansvarshavende chefredaktør for onlinemediet Zetland.

Zetland blev stiftet i sin nuværende form i 2016 af Hakon Mosbech, Silke Bock, Jacob Moll og Lea Korsgaard. Målet var blandt andet at nytænke

journalistikkens rolle og bryde med det informationsoverload, der findes i dagens Danmark. Zetlands vision er derfor at tage udgangspunkt i, hvad de mener, at deres læsere har brug for at vide, og ikke hvad der skete for fem minutter siden. Nyhedstrekanten findes ikke her.

”På Zetland har vi valgt det vigtigste for dig. Vi har sørget for, at du kan stole på det, og vi er transparente omkring, hvordan det er blevet til, så vi også viser, at journalistik er et produkt, der bliver til meget hurtigt – og det skal du selvfølgelig vide, når du læser det,” siger Lea Korsgaard. 

Bruddet med den veletablerede mediebranche

En ting er at have store visioner på journalistikkens vegne. En anden ting er at føre dem ud i livet. Og det er ikke bare en beslutning, man tager hen over natten. Allerede som studerende mødtes de kommende medstiftere af Zetland og diskuterede, hvordan journalistikken skulle se ud, hvis de selv var de voksne, der kunne bestemme. Den snak fortsatte mange år endnu.

”Og så gjorde vi det, som forhåbentligt alle unge journaliststuderende gør, nemlig drak os pissestive,” siger Lea.

 Lea Korsgaard var fastansat på Politiken og kunne, som hun selv siger det, have fået en fremragende karriere der. Hun tog orlov for at flytte til New York og tage en master i sociologi. Da hun kom tilbage til Danmark, gik hun direkte på barsel. Imens fyldte tankerne om at forlade den veletablerede medievirksomhed og det velansete job. Til sidst var der kun en tanke tilbage:

“Hvis ikke jeg tør, så kommer jeg til at fortryde, når jeg er 70.”

Efter mange års overvejelser forlod Lea sin faste stilling på Politiken. Hun måtte følge sin drøm. Og det har hun aldrig fortrudt.

 ”Selvom der er nogle, der kommer med en plan til dig og siger, ’du skal være en super god, etableret dagbladsjournalist,’ så behøver du faktisk ikke at sige ja. Du må godt sige nej. Det er der noget sindssygt frigørende ved.

– Lea Korsgaard

Hvo intet vover, intet vinder

De første spadestik til Zetland er blevet taget, og Lea er flyttet ud i en kælderlejlighed på Nørrebro. Fra 2012 fungerer Zetland som et digitalt forlag, men i 2016 bliver det relanceret som den digitale avis, vi kender i dag. Det velbetalte ”drømmejob” er definitivt blevet skiftet ud med iværksætterdrømmen. Lea bliver på mange måder ansigtet udadtil for Zetland, og den nye netavis tager størstedelen af hendes tid. I de år melder hun klart ud –kaffeaftaler findes ikke med hende. Tiden rækker kun til Zetland og familien.

”Man kan ikke adskille private-Lea og Zetland-Lea. Forstået på den måde, at jeg ikke tager en maske på, når jeg kommer på arbejde. Vi vil gerne have en kultur, hvor man er ærlig omkring, hvad man går med indeni. Og hvis man vil have sådan en kultur, så må man gå forrest som leder,” siger Lea Korsgaard.

Ambitionerne for Zetland har også været at ændre på den traditionelle hierarkiske arbejdskultur. Lea Korsgaard forklarer selv, at Zetland på mange måder er skabt ud fra en tankegang om at kombinere arbejdspladsen med højskolen. Her skal man kunne sige sin mening. Både når det kommer til det journalistiske arbejde, men også hvis man synes, at der bliver taget skæve beslutninger:

”Vi tilstræber et fladt hierarki i den forstand, at der er nogle, der bestemmer, og der er ikke et fravær af ledelse – men muligheden for at komme igennem med en idé skal aldrig afhænge af, hvor man er i hierarkiet.”

Medlemmerne inddrages på Zetland

”Hvornår er vi meningsfulde for vores medlemmer? Hvordan kan vi gøre den største forskel for dem?”

Disse spørgsmål er ifølge Lea Korsgaard udgangspunktet for alt, hvad der bliver lavet på Zetland. Mediet stræber efter at bruge medlemmerne som ressource. Både i udviklingen af teknologien og mediet, men også for de journalistiske historier. Lea forklarer, at det er i dialogen, at de store forskelle finder sted. Inspirationen fra højskolen bliver igen tydelig. Mediet skal være et samlingspunkt og ikke bestå af en masse fragmenterede enheder.

Med knap 20.000 betalende medlemmer er der noget, der tyder på, at der har været brug for et medie som Zetland. Men selvom der er overskud nu, er der stadig udfordringer forude. Både for Zetland som medie, men også for Lea Korsgaard som chefredaktør. Der er altså ikke tid til at hvile endnu.

 

”Hvis vi bare stiller os tilfredse med der, hvor vi er nu, så ville vi gå på kompromis med vores mission, som er, at vi vil påvirke samfundet,”

– Lea Korsgaard

Målet er at påvirke den offentlige samtale i endnu højere grad, end de gør nu. Zetland vil længere ud. Gerne så langt ud, at de har 40.000 betalende medlemmer. Indtil nu har fokus været på længere artikler, ofte features, og oplæsninger af disse, så medlemmet kan få sin journalistik på farten. Men der skal nytænkes hele tiden for at kunne følge med de tårnhøje ambitionerne.

Hvordan er man chefredaktør?

At Zetland har nået et punkt, hvor der er nok betalende medlemmer til, at der dannes overskud, åbner op for nye overvejelser hos Lea Korsgaard. For der er stor forskel på at være chefredaktør på en startup-virksomhed til at være chefredaktør på en redaktion med over 30 ansatte.

Nu overvejer Lea Korsgaard at gå i praktik hos de andre chefredaktører. For i virkeligheden aner hun ikke, hvad det vil sige at være chefredaktør. Det er ikke mere end et par år siden, at hun både skulle forholde sig til manglede opvasketabs og manglende millioner. Det behøver hun ikke længere.

”Gud, er jeg ved at overflødiggøre mig selv? Jeg har været så vant til, at min legitimitet herinde har bestået i at være med inde over alt. Det behøver jeg ikke længere. Så hvor stiller det mig i virksomheden?” spørger Lea Korsgaard.

 For nyligt befandt hele ledelsesgruppen sig på en Københavnsk restaurant. Målet var en intens feedbackrunde til hver enkelt ved bordet. Her lærte Lea blandt andet, at hun rører for meget ved sit hår. Og at det er pisseirriterende. Men hun lærte også, at hun er vigtig for Zetland, selvom at hun ikke behøver at være med i alle beslutninger længere. Svaret, på hvad hendes rolle som chefredaktør er nu, fandt hun ikke den aften. Til gengæld fandt hun granatæbleshots i den nærmeste kiosk, der sørgede for en talestrøm, der varede til langt ud på natten. Talestrømmen kredsede om et enkelt spørgsmål:

”Hvordan ser den meningsfulde chefredaktørrolle ud i dag?”

Journalisters kildevalg er for snævert: “Der er meget få hverdagshistorier fra minoritetsmiljøer”

Journalisters kildevalg er for snævert: “Der er meget få hverdagshistorier fra minoritetsmiljøer”

Journalisters kildevalg er for snævert: “Der er meget få hverdagshistorier fra minoritetsmiljøer”

Danske journalister ligner hinanden. Langt de fleste er etniske danskere, bor i storbyen og er mere centrum-venstreorienterede end befolkningen. Dette kan have store konsekvenser for, hvordan medierne vælger kilder. Kildevalget har stor indflydelse på, hvem der føler sig repræsenteret i medierne. Derfor er det vigtigt, at medierne søger bredere, når det kommer til kildevalg.

Journalisters kildevalg er for snævert: “Der er meget få hverdagshistorier fra minoritetsmiljøer”

Danske journalister ligner hinanden. Langt de fleste er etniske danskere, bor i storbyen og er mere centrum-venstreorienterede end befolkningen. Dette kan have store konsekvenser for, hvordan medierne vælger kilder. Kildevalget har stor indflydelse på, hvem der føler sig repræsenteret i medierne. Derfor er det vigtigt, at medierne søger bredere, når det kommer til kildevalg.

Skribent: Frederik Aagaard Zeuthen
Illustration: Amanda Frisk

Udgivet den 10. december 2020

Den danske journaliststand er langt fra repræsentativ for den danske befolkning.

En opgørelse, Dansk Journalistforbund lavede i 2010, viser, at kun halvanden procent af danske journalister var indvandrere eller efterkommere, mens denne gruppe udgør ti procent af befolkningen.

Det er vigtigt for tilliden til medierne, at diversiteten øges, så medieverdenen bliver mere repræsentativ. Sådan lyder det i Dansk Journalistforbunds rapport Fagenes Fremtid fra 2019.

Ifølge Søren Schultz Jørgensen, ph.d., selvstændig medieforsker og tidligere projektleder på Fagenes Fremtid, er det vigtigt at rette op på denne skævhed, da den kan have store konsekvenser for, hvordan forskellige grupper bliver portrætteret i samfundet.

”Hvis alle journalister var helt objektive og ikke formet af deres baggrund, så ville det måske ikke være et problem,” siger Søren Schultz Jørgensen.

Det skyldes, at alle menneskers fortid og erfaringer påvirker, hvordan man forstår nutiden. En journalists baggrund kan derfor ubevidst påvirke journalistens kildevalg. Dette kan være en forklaring på, at etniske minoriteter ofte bliver fremstillet som et problem eller en eksotisk case.

Den lave andel af journalister med minoritetsbaggrund betyder, at når journalister skal lave historier fra minoritetsmiljøer, så bliver det en historie lavet af en, der ikke kender miljøet. Derfor opstår der ifølge Søren Schultz Jørgensen nemt et ’os og dem’.

”Der er meget, meget få hverdagshistorier fra minoritetsmiljøer. Ofte hører man kun, når der sker noget dramatisk. Ikke-danske traditioner som ramadan bliver dækket som noget eksotisk og Umut Sakarya som ’tyrkeren, der laver svinekød’. På den måde bliver det svært for minoriteter at føle sig repræsenteret, hvis de som regel bliver holdt i strakt arm,” siger han.

Dette bakkes op af rapporten Dem vi taler om fra Center for Nyhedsforskning på Roskilde Universitet. Den viser, at etniske minoriteter generelt er underrepræsenterede i medierne, og når de er i medierne, omhandler det ofte kriminalitet, religion, indvandring og integration.

Ifølge Søren Schultz Jørgensen kan dette føre til, at minoritetsgrupper mister tilliden til de danske medier og derfor fravælger dem. I stedet søger de mod medier fra deres hjemegn.

”Samtidig udvikler medierne sig i en retning mod flere små nichemedier, der er rettet mod en lille målgruppe. Dette er et problem for de mindre ressourcestærke minoriteter, da de ganske enkelt ikke kan eller vil betale for et medie, der retter sig mod lige præcis dem. Derfor ender minoriteter med ikke at have et medie, der har indhold fra Danmark,” siger han.

Ytringsfriheden gælder for alle

Fra Dansk Journalistforbunds side anerkender de, at den manglende diversitet er problematisk.

”Hvis medierne ikke afspejler samfundet, kan folk ikke spejle sig i medierne. Det gør alt andet lige medierne mindre relevante,” siger næstformand, Allan Boye Thulstrup.

Ifølge Allan Boye Thulstrup blander DJ sig nødig i redaktionelle valg, så de vil ikke konkret bestemme, hvilke kilder medierne skal bruge. Men de vil sikre, at alle kan og vil deltage i den offentlige debat.

”Ytringsfriheden gælder alle i dette land uanset baggrund. Det er lige relevant, hvad man mener om skattepolitik, uanset hvilken etnisk baggrund man har. Derfor opfordrer vi til et bredt kildevalg,” siger Allan Boye Thulstrup.

Han understreger, at DJ altid er åbne for initiativer, der kan øge diversiteten eller hjælpe på mediernes kildevalg. Derfor samarbejder DJ også med en række foreninger og organisationer, blandt andet PLURALISTERNE.

Organisationer vil gøre det nemmere for journalister

NGO’en PLURALISTERNE arbejder for at skabe en mere retvisende repræsentation i medierne og kulturlivet og synliggøre samfundets diversitet i mediernes kildevalg.

Ifølge medstifter Mette Mut Andreasen er det vigtigt, at personer fra minoritetsgrupper bliver repræsenteret i medierne, ellers bliver de ekskluderet fra den offentlige samtale.

”Hvis du ikke bliver repræsenteret i medierne, bliver dit liv og din situation ikke anerkendt i medierne. Dermed risikerer man, at man ikke bliver anerkendt i samfundet. Det gør det svært at deltage i den offentlige samtale og blive hørt og taget alvorligt,” siger hun.

PLURALISTERNE rådgiver medievirksomheder i, hvordan de kan øge diversiteten, og afholder workshops og samtaler med kultur- og medieorganisationer, hvor de forsøger at give medier værktøjer og metoder til at afhjælpe problemet.

Derudover oprettede de Listoteket i 2017. Det er en database med kilder fra underrepræsenterede grupper. Det skal gøre det nemmere for journalister at finde en kilde, der bryder normen. For eksempel en etnisk minoritet, der kan udtale sig om andet end kriminalitet, religion og historier om udlændinge, indvandring og integration.

Ingen snuptagsløsning

Problemet med den manglende diversitet i selve mediebranchen er dog en hård nød at knække. Det mener både PLURALISTERNE, DJ og Søren Schultz Jørgensen.

”Man skal huske, at der ikke findes en snuptagsløsning. Problemet har været i fokus længe, og der er en grund til, at det stadig er relevant, og måske mere end nogensinde. Det er bare rigtig svært at gøre noget ved,” siger medieforsker Søren Schultz Jørgensen.