Kan journalister nægte arbejdsopgaver?

Kan journalister nægte arbejdsopgaver?

Kan journalister nægte arbejdsopgaver?

De presseetiske regler lægger op til, at journalister kan nægte arbejdsopgaver, de er pålagt i strid med deres samvittighed og overbevisning. Det er dog ikke oplagt, at Pressenævnet håndhæver bestemmelsen, lyder det fra Ulrik Holmstrup, der sidder i nævnet. 

Illustration: Frederikke Træholt.

Skribent: ALEXANDER KOKKEDAL

Udgivet den 22. marts 2019

Alarmen vækkede Andreas Leer Scharnberg en søndag morgen i maj 2012. Han var journalistpraktikant på Fyens Stiftstidendes redaktion i Kerteminde Kommune. Da Andreas stod op, kunne han se en masse ubesvarede opkald.   

En redaktør havde forsøgt at få fat i ham, for der var sket en ulykke. Natten til søndag døde en 16-årig dreng, da han blev ramt bagfra af en bil. Da Andreas havde weekendvagten, skulle han dække trafikdrabet til avisen mandag morgen.  

Hør Andreas Leer Scharnberg fortælle i lydklippet her...

Allerede dér fik Andreas en knude i maven. For selvom han var enig med redaktionen i, at det i lokalsamfundet var en vigtig historie at fortælle, kunne han ikke lide redaktionens planer om at gøre ulykken til Kerteminde-sidernes centrale historie med store billeder og overskrift i avisen dagen efter.  

“Jeg har altid selv haft lidt svært ved at se den højere mening i meget indgående at dække triste dødsulykker, som vi alle sammen kan komme ud for, hvis vi er uheldige,” siger Andreas, der i dag er underviser på DMJX.  

Måske kan journalister sige nej 

Andreas husker det ikke, som om han på noget tidspunkt sagde fra over for sin redaktør. Selvom der står i de presseetiske regler, at journalister ikke bør pålægges opgaver, der strider mod deres samvittighed og overbevisning.

Bestemmelsen kaldes samvittighedsklausulen og har været i de presseetiske regler, siden medieansvarsloven trådte i kraft i 1992. Men om den faktisk tjener noget formål, er omstridt. Udvalget bag de presseetiske regler var i sin tid bekymrede for, at hvis Pressenævnet skulle tage stilling til brud på samvittighedsklausulen, ville det medføre et alvorlig indgreb i den redaktionelle frihed. 

Ulrik Holmstrup, der har siddet i Pressenævnet siden 1992, har svært ved at se en situation, hvor det ville give mening at klage til Pressenævnet om brud på samvittighedsklausulen. Når en journalist nægter at udføre en arbejdsopgave, giver det bedre fornuft, at sagen håndteres af arbejdsmarkedets parter, mener han.  

“Hvis jeg var tillidsmand i en konflikt, der nærmest måtte ende med fyring, betyder det så det store, hvad Pressenævnet mener? Så ville jeg mene, at det fagretlige system er det mest interessante for en, der er blevet fyret,” siger Ulrik Holmstrup.  

Da Pressenævnet aldrig har skullet tage stilling til klausulen før, understreger han dog, at en journalists klage over at være pålagt arbejdsopgaver i strid med vedkommendes overbevisning trods alt vil blive behandlet af nævnet.  

“Vi ville i hvert fald ikke bare afvise den (klagen, red.), for det ville i givet fald være første gang, vi blev præsenteret for problemstillingen. Vi ville derfor have en meget grundig diskussion om, hvordan vi skulle forholde os til det her,” siger Ulrik Holmstrup.  

Skulle banke på hos forældrene  

Efter at have fået besked på at dække trafikdrabet lånte Andreas Leer Scharnberg en redaktionsbil fra Fyens Stiftstidendes centralredaktion i Odense og drog mod Kerteminde. Ulykken var sket et eller andet sted på den lange Fynshovedvej. Utilpas kørte Andreas op og ned ad vejen for at finde ulykkesstedet.  

Andreas var i løbende  kontakt med sin lokalredaktør. På et tidspunkt sagde hun til Andreas, at han skulle prøve at få fat i den afdødes familie. Knuden i maven blev endnu større. Andreas havde svært ved at se det fornuftige i at kontakte den 16-åriges forældre få timer efter ulykken, men sagde det ikke.  

Hør Andreas Leer Scharnberg fortælle i lydklippet her...

“Set i bagklogskabens uendeligt klare lys kunne jeg sagtens have udtrykt mig klarere og sagt, at for mig at se giver det ikke nogen mening, at vi skal op og banke på hos forældrene og spørge dem: ‘Hvordan har I det lige nu?’” siger Andreas.    

DJ: Klausulen ikke problem i hverdagen 

Samvittighedsklausulen kan få betydning for mediers interne forhold i for eksempel forholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Det mente udvalget bag de presseetiske regler, da det valgte at tilføje denne ret til at nægte arbejdsopgaver.  

Ifølge forhandlingskonsulent i Dansk Journalistforbund Christian Dølpher giver samvittighedsklausulen ikke problemer i hverdagen. Journalistforbundet har før reglens indførelse haft en enkelt voldgiftssag, hvor Dansk Journalistforbund og Danske Dagblades Forening nedsatte en privat domstol, der skulle tage stilling i en sag, hvor en journalist nægtede at udføre en arbejdsopgave. 

Journalisten arbejdede på en avis, der havde indgået en aftale med en dansk supermarkedskæde om, at supermarkedet ville få omtale i journalistiske artikler til gengæld for annoncekroner. Omtalen ville journalisten ikke gå med til at skrive, da det stred imod hendes journalistiske hæderlighed, og hun blev derfor opsagt.  

Sagen endte med, at opsigelsen blev kendt urimelig og journalistens nægtelse berettiget. “Man kom i princippet frem til samme resultat, men hvis samvittighedsklausulen havde eksisteret, så ville den også kunne være påberåbt,” vurderer Christian Dølpher i et mailsvar.  

Mærk efter, om historien giver mening  

På ruten op og ned ad Fynshovedvej fandt Andreas Leer Scharnberg til sidst det sted, ulykken skete. Der var antydningen af bremsespor og noget, der lignede rester fra en ulykke. Til stede var en gruppe unge mennesker. Tre af dem kendte afdøde perifert og så, da ulykken skete.

Andreas interviewede dem, og ved det lykketræf – eller held i uheld, som Andreas kalder det – endte han med ikke at behøve at kontakte familien. Før mødet med gruppen af de unge havde han dog forsøgt at finde forældrenes hjem uden held. Knuden i maven kunne nu så småt gå væk.

Andreas endte med at være godt tilfreds med sin artikel, der omtalte drabet uden at udnytte den menneskelige tragedie. Historien ville han nok have skrevet under alle omstændigheder. Havde han kendt til samvittighedsklausulen, er det ikke sikkert, han ville have nægtet at kontakte familien alligevel. 

“Den er svær, for man står der som praktikant ved et medie og får en opgave. Hvad betyder det for ens videre arbejde, kommende opgaver og forhold til kollegaer og redaktører, hvis man nægter at tage en opgave?” siger han.

Andreas råder andre, der står i en lignende situation, til at mærke efter i sig selv om det er en historie, de kan se give mening at lave. 

”Jeg kunne ikke anerkende, at det var stress”

”Jeg kunne ikke anerkende, at det var stress”

”Jeg kunne ikke anerkende, at det var stress”

Turen gennem svingdøren til endnu en ny deadline som nyhedsjournalist på Ekstra Bladet blev pludselig til kvalme og ondt i maven for journalist Niklas Roar. Det er nu fire år siden, han blev ramt af stress. Hver syvende nyhedsjournalist bliver stresset i medieræset.

Foto: Andreas Vinther.

Skribent: Daniel Hovalt

Udgivet den 01/30/2019

En mørkhåret journalist med skægstubbe skynder sig over Rådhuspladsen og over til den gamle bygning på hjørnet. På bygningen hænger det karakteristiske, røde skilt. ”Ekstra Bladet” står der på skiltet. Journalisten trasker mod svingdøren ind i bygningen. Svingdøren til en ny deadline. Det slår knuder i maven på journalisten. Han får kvalme. Han er ramt af stress.

Fire år efter gør journalisten Niklas Roar status.

”Jeg kunne ikke være der. Jeg havde det rigtig, rigtig dårligt. Mine øjne var tårevæddede, hver gang jeg gik gennem døren,” siger journalisten Niklas Roar.


Kvalme og knuder i maven

Den tidligere Ekstra Bladet-journalist er ikke alene. Hver syvende nyhedsjournalist er meget stresset ifølge en undersøgelse lavet for Dansk Journalistforbund om deres medlemmer. I 2015 foretog forbundet ligeledes en analyse, der viste, at 49 procent af medlemmerne arbejder mere, end hvad de bliver betalt for, og at folk i medieverdenen har markant lavere indflydelse på deres arbejdssituation end landsgennemsnittet. Ifølge undersøgelsen har dette betydning for ens stressniveau.

Det havde i hvert fald betydning for Niklas Roar. Efter en periode med orlov blev hans stilling som rejseredaktør hos Ekstra Bladet fjernet, og journalisten blev flyttet til nyhedsredaktionen. Men han kunne ikke finde sig til rette i det.

”Jeg var helt i kulkælderen – jeg var trist og vred hele tiden, men jeg var også modløs. Det kan nok bedst beskrives som følelsen af sorg. For det var et nederlag at miste kontrol over mit eget liv. Jeg var en skygge af mig selv,” siger Niklas Roar.

De følelser og tanker, der fløj rundt i hovedet på ham for fire år siden, gjorde, at han mistede lysten til at lave ting, han plejede at lave, og han kunne ikke være det familiemenneske, han plejede at være.

Men stress giver også fysiske skavanker. Det erfarede journalisten også.

”Hver gang, jeg tog på arbejde, fik jeg kvalme. Min mave slog knuder, og jeg husker også de her stik i maven og den forhøjede puls. Jeg kunne mærke, at min krop var i alarmberedskab,” siger Niklas Roar, der også fortæller, at han blev blegere, mens stressen var inde på livet af ham.

Hans appetit var også borte med efterårsblæsten, og i de lange, mørke nattetimer stirrede han op i loftet i flere timer. Han kunne ikke sove. 

Bankkontoen var tom

Problemerne fortsatte i fire-fem måneder. Han følte sig fanget. Ekstra Bladet omrokerede på redaktionen, og Niklas Roar kunne ikke se enden på det. En septemberdag traskede han igen, igen rundt i karruseldøren. Kvalmen rammer igen. Tårerne presser på. Dagens morgenmøde går i gang og alle journalisterne står og lytter – men ikke Niklas Roar. Han hører intet. Pludselig triller tårerne ned ad kinderne på ham. Han spæner ud til en toiletbås og låser døren.

”Det hele var som at hamre panden mod en mur – jeg fik det dårligere og dårligere, uge for uge,” siger Niklas Roar.

Han så en psykolog seks gange efter episoden. Psykologen fortalte ham, at han skulle se sit liv som en bankkonto. Der var blevet hævet og hævet fra kontoen. Men nu skulle der sættes penge ind igen. Det skulle han gøre ved at gøre de ting, der gør ham glad.

”Jeg skulle kort sagt gøre ting, jeg havde lyst til at gøre. For mig var det at spille musik, at gå ture i skoven, lave mad eller at se mine børn. Det hjalp,” siger Niklas Roar.

En måned senere blev hans opsigelse med Ekstra Bladet skrevet under. Niklas Roar ville have kontrollen over sit eget liv tilbage.

”Nok sagde jeg farvel til mit gode, vellønnede job med frynsegoder, men nu tager jeg selv beslutningerne,” siger Niklas Roar, der nu delvist underviser på et gymnasium og har bloggen http://foodroar.dk.

Altid stress og støj
Hans skrivebord i det store redaktionslokale er nu ryddet for hans ting. Hans kollegaer suser atter forbi på ny med blok, pen og telefon i hånden. Men for Niklas Roar er det et overstået kapitel.

”Jeg havde ikke selv prøvet at have stress før, og jeg havde svært ved at anerkende, at det eksisterede. Jeg troede ikke, at det kunne ramme så hårdt fysisk. I lang tid efter var jeg stadig nervøs for at blive ramt af det igen. Det ulmede hele tiden. For jeg kunne jo knække igen,” siger Niklas Roar.

På Ekstra Bladet prøver de at sikre sig, at der bliver taget hånd om stressede journalister. Det siger arbejdsmiljørepræsentant og assisterende nyhedschef Nanna Cecilia Pedersen.

”Det er vores ansvar, at folk, der går på arbejde på Ekstra Bladet, ikke har en knude i maven, når de er her,” siger Nanna Cecilia Pedersen og fortæller, at mediehuset har en fast aftale med en psykolog, der kender til arbejdet med journalister.

På Ekstra Bladet er der altid stress og støj ifølge arbejdsmiljørepræsentanten. Det kan have konsekvenser.

”Her er en hektisk hverdag. Sådan er det bare. Journalister bliver bombarderet med historier fra højre og venstre, og der er storrumskultur. Men selvom der er fordele ved det, kan storrumskulturen kan generelt have en dårlig indvirkning på i forvejen stressede journalister. Desværre,” siger Nanna Cecilia Pedersen.

Niklas Roar har nu fundet en vej ud af stress. For journalisten gik vejen gennem potter og pander og over til madlavning og freelancearbejde. Men det skulle være sket før.

”Set i bakspejlet kan det være, at jeg skulle have sagt farvel til det hele før. Mit råd til andre er at reagere på tegnene, så snart du mærker dem. Lyt til din krop,” siger Niklas Roar.

Bankkontoen var tom

Problemerne fortsatte i fire-fem måneder. Han følte sig fanget. Ekstra Bladet omrokerede på redaktionen, og Niklas Roar kunne ikke se enden på det. En septemberdag traskede han igen, igen rundt i karruseldøren. Kvalmen rammer igen. Tårerne presser på. Dagens morgenmøde går i gang og alle journalisterne står og lytter – men ikke Niklas Roar. Han hører intet. Pludselig triller tårerne ned ad kinderne på ham. Han spæner ud til en toiletbås og låser døren.

”Det hele var som at hamre panden mod en mur – jeg fik det dårligere og dårligere, uge for uge,” siger Niklas Roar.

Han så en psykolog seks gange efter episoden. Psykologen fortalte ham, at han skulle se sit liv som en bankkonto. Der var blevet hævet og hævet fra kontoen. Men nu skulle der sættes penge ind igen. Det skulle han gøre ved at gøre de ting, der gør ham glad.

”Jeg skulle kort sagt gøre ting, jeg havde lyst til at gøre. For mig var det at spille musik, at gå ture i skoven, lave mad eller at se mine børn. Det hjalp,” siger Niklas Roar.

En måned senere blev hans opsigelse med Ekstra Bladet skrevet under. Niklas Roar ville have kontrollen over sit eget liv tilbage.

”Nok sagde jeg farvel til mit gode, vellønnede job med frynsegoder, men nu tager jeg selv beslutningerne,” siger Niklas Roar, der nu delvist underviser på et gymnasium og har bloggen http://foodroar.dk.

 

Foto: Andreas Vinther.

Stifter af Twitter og Medium: Medier og teknologi skal flyde sammen i fremtiden

Stifter af Twitter og Medium: Medier og teknologi skal flyde sammen i fremtiden

Stifter af Twitter og Medium: Medier og teknologi skal flyde sammen i fremtiden

Evan Williams er 46 år og legende i Silicon Valley, og måske er han både en del af problemet og løsningen på den eksistentielle krise, som traditionelle medier for tiden sumper rundt i. Det talte han om, da han for nyligt blev interviewet foran en fyldt arena i Lissabon.

Skribent: RASMUS SCHULZ

Udgivet den 17. december 2018

Fake news buldrer derudaf, antallet af ansatte på de store publikationer er i frit fald, og eksperimentet med alene at lade reklamer finansiere kvalitetsjournalistik har slået fejl.

Det var præmisserne, da Evan Williams, der er medstifter af Twitter og stifter af udgivelsesplatformen Medium, for nyligt gik på scenen i Lissabon ved Web Summit; en årlig konference for verdens tech-industri. Med Laurie Segall, der er senior teknologikorrespondent hos CNN, til at interviewe sig, skulle han tale om, hvordan fremtiden ser ud for kvalitetsjournalistik, i en verden hvor det fortsat bliver sværere at finde finanser til den.

”Et af samfundets største problemer er, at vi har skabt en verden, hvori opmærksomhed bliver belønnet – i kvantitet. Det handler ikke om kvaliteten af opmærksomhed, eller om hvorvidt folk bliver gladere eller klogere, men udelukkende om at man får deres opmærksomhed,” ridsede Evan Williams op i begyndelsen af interviewet, der foregik foran små 20.000 mennesker i Altice Arena i Lissabon på den sidste aften ved Web Summit.

 

Teknologien skal flyde ud over medielandskabet

Så hvordan skal kvalitetsjournalistikken overleve i en digitaliseret verden, som ikke synes at belønne den?

Ifølge Evan Williams skal teknologi og medier gå fra at være naboer til at være bofæller. For selvom traditionelle medier har levet på internettet i noget tid, har de stadig kun brugt teknologien som et værktøj snarere end som en kompagnon.

”På internettet er der medie-drevne medier (de traditionelle, red.), hvor mennesker bestemmer, hvad du skal se, som lever side om side med tech-drevne medier (de sociale, red.), hvor algoritmer står for kurateringen,” forklarer han.

Problemet med de traditionelle medier er, at deres artikler produceres af få mennesker, og at kun de få, der betaler, har adgang til dem. På de sociale medier er problemet, at de lever i en onlineversion af det vilde vesten, hvor alle kan producere og alle har adgang.

Medium, som Williams sidder i direktørstolen hos, er en online udgivelsesplatform, hvor professionelle journalister såvel som amatører skriver alt fra dybdegående artikler til personlige blogindlæg. Der bliver udgivet op mod 20.000 artikler om dagen, og mediet, hvis man kan tillade sig at tiltale det som et sådant, har omtrent 90 millioner faste læsere – det er flere end New York Times.

”Det, vi har omfavnet hos Medium, er, at den bedste løsning for både forbrugeren og skaberen er at lade medier og teknologi flyde sammen. På den måde har vi ikke en åben platform, hvor alt går an, samtidigt med at vi ikke låser os inde i en lukket verden, hvor kun ganske få har adgang,” sagde Williams.

Hos Medium er opskriften på denne smoothie af teknologi og mere traditionelle mediearbejdsmetoder, at man først har ansatte til at læse og udvælge alt kvalitetsmaterialet, og derefter bruger algoritmer til at sørge for, at folk ser artikler om de emner, som de før har vist interesse for.

 

Jagten på det økonomiske incitament

Men spørgsmålet er, om mange medier ikke allerede lever i et fornuftsægteskab, hvor de kan bruge Facebook og alskens andre digitale medier til at reklamere gratis (eller billigt) for deres artikler og produkter på?

”Well …,” tøvede Williams og vendte tilbage til det problem, han selv blev en af fædrene til, da han i sin tid var med til at sætte Twitter i verden.

Det er opmærksomhedsøkonomien, som han kalder den. Den fodrer os med alt det, som ikke gør os til gladere eller bedre mennesker. Fordi vi ikke betaler af egen lomme, tager vi passivt imod.

”Tænk på junkfood. Hvis nogen giver gratis junkfood så spiser folk det sandsynligvis, men det betyder ikke, at de bliver glade eller synes, det var godt. Men så snart folk selv begynder at betale for tingene, så vil de have noget, der får dem til at have det godt,” sagde Williams.

Det handler om, at der skal være et økonomisk incitament til at lave gode, informative artikler. Det incitament kan ikke være reklameindtægter alene, fordi det, der griber folks opmærksomhed, ofte er det værste, internettet har at byde på, som eksempelvis clickbait, fake news og lignende vederstyggeligheder.

Her skal man altså forstå, at problemet ikke direkte består i, at der er reklamer ude i siden af den hæderlige artikel, man læser på sin foretrukne nyhedsside. Snarere handler det om, at de reklamer bliver mere værd, jo flere der klikker ind på artiklen, og at de overskrifter, der for alvor trækker klik, sjældent harmonerer med konceptet om god og fair journalistik.

Den bedste måde at finansiere god journalistik er ifølge Williams ved hjælp af abonnementer. Så er det ikke længere antallet af klik, der afgør, hvad der bliver skrevet og udgivet, men snarere, hvordan produktet får forbrugeren til at føle. Bliver de gladere, bliver de klogere?

 

Reality-fasen

”Hvad så, hvis det rent faktisk lykkes os at løse det her problem. Hvordan ser medielandskabet så ud om 10 til 15 år?” spurgte Laurie Segall. Williams rykkede ud på kanten af sofaen og talte hurtigere og højere, end han havde gjort, da snakken gik på sociale medier.

”For 15 år siden så reality-tv ud til at være slutresultatet af et halvt århundredes udvikling af TV-mediet. Det var et resultat af, at det var den billigste måde at få opmærksomhed på, men siden da har mediet udviklet sig meget” sagde han.

Bevares, reality-tv findes stadigvæk, men det er blevet efterfulgt af bedre programmer, end der fandtes før. På internettet er vi stadig i reality-fasen, men ifølge Williams er det, der kendetegner tiden lige nu, at vi endeligt er begyndt at bevæge os væk fra den her fase, væk fra den her opmærksomhedsøkonomi. Sammen med nye teknologiske landvindinger varsler denne overgang i måden, hvorpå publikationer og medier finansieres, om nye tider.

”Fremover venter en fantastisk tid for journalistik og nye måder lave den på og fortælle historier på, som ikke kan lade sig gøre ved hjælp af reklamefinansiering,” sagde Williams.

 

Den digitaliserede fremtid

Af gode grunde kan man svært bede ham fortælle, præcis hvordan fremtiden kommer til at se ud. Ikke desto mindre var Williams en fornuftig stemme fra den lejr, som, mange mener, truer de gode, gammeldags mediehuse allermest. Men det bliver kun mere klart, at der skal ske et eller andet, hvis kvalitetsjournalistik fortsat skal være at finde på den brede sendeflade i de kommende årtier, og en af de ting, medierne kan gøre, er at samarbejde intenst med folk som Williams.

For digitaliseringen af medier såvel som resten af samfundet galopperer derudaf, og det er svært at se, hvordan journalistikken skal føres elegant ind i fremtiden, hvis det ikke skal ske med hjælp fra de tech-genier, der er med til at forme den.

Alverdens chefredaktører er ikke længere de primære landskabsarkitekter, når medielandskabet skal formes. Alternativerne til at sidde med en papiravis er uendelige, og derfor må man tænke i incitamenter som aldrig før. Der skal være incitamenter til at producere ærlig og gennemarbejdet journalistik, og at skabe disse er en opgave, der ligger hos samfundet som helhed.

Da Evan Williams i sit anonyme outfit bestående af jeans og T-shirt med en åben hættetrøje over traskede af scenen, efterlod han sig nogle spørgsmål. For hvordan får man præcist folk til at betale for nyheder og artikler, som flere medier udbyder gratis? Skal offentligheden selv indse, at det er det bedste? Hvordan skal det ske?

Abonnementet er ikke ligefrem nogen ny opfindelse, hvorfor er det pludseligt blevet en del af løsningen på det her problem? Er der en måde at flette teknologi og medier sammen, uden at det bliver en kopi af Williams’ eget firma, Medium?

Svarene blæser i vinden, men på et eller andet tidspunkt er der forhåbentligt en ung journalist og et tech-geni, der sætter sig sammen og finder nogle af dem. 

Fremtidens nye ansigter i mediebranchen

Fremtidens nye ansigter i mediebranchen

Fremtidens nye ansigter i mediebranchen

Satire, illustrationer og Snapchat er nogle af mediebranches nye tiltag i et omskifteligt nyhedsbillede. Mød tre, der arbejder med hvert sit nye område i medierne, og læs blandt andet, hvad det vil sige at være nyhedsvært på Snapchat.

Frederik Damborg

Skribent

Skribent: Frederik Damborg

Søren Hviid Melsen – tilrettelægger bag satiriske indslag til P3 og DR3 SoMe-sider

DR3 og P3 har de seneste år haft stor succes med satirevideoer til deres Facebooksider. Flere af videoerne har over en million visninger og tusindvis af likes og kommentarer. En af hovedpersonerne bag er Søren Hviid Melsen, der kom til DR i starten af 2016, da en stilling blev slået op med beskrivelsen ”satiriske aktualitets indslag til P3’s sociale medier” og fangede hans opmærksomhed .

”Min ambition har altid været, at jeg ville lave sjove sketches til de sociale medier, så stillingen var oplagt,” siger Søren Hviid Melsen.

Han fik jobbet og blev sat sammen med sin nuværende makker Lasse Schøber, der allerede var ansat på P3. Tilat starte med var meningen, at de skulle samarbejde med de faste P3-værter. Det viste sig hurtigt at være kompliceret, fordi de har deres faste radioprogrammer og derfor ikke havde den samme tid til projektorerne.

”Lasse og jeg valgte at fokusere på de satiriske indslag, og resultatet blev derfor et mere fiktionsdrevet spor. Vi byttede værtsrollerne ud med roller som skuespillere og statister,” siger Søren Hviid Melsen.

At duoen i dag er succesfulde med det, de laver, er der ikke længere nogen tvivl om. De har fanget de unges opmærksomhed på de sociale medier. En platform, hvor der er en konstant kamp om brugernes opmærksomhed, og som er enormt svært at slå igennem på.

”Et af de sværeste områder i mediebranchen er at nå ud til de unge på sociale medier, så hvis du lykkes bare nogenlunde med det, så er folk oppe at køre,” siger Søren Hviid Melsen.

I de knap tre år de har arbejdet sammen, har deres samarbejde udviklet sig til en sammentømret duo, hvor de i dag klarer mange opgaver selv. De udarbejder en idé, finder en passende lokation og tilhørende rekvisitter, filmer sekvensen og klipper det sammen.

”I den perfekte verden møder vi ind mandag morgen og får en original, skarp og satirisk idé, men det gør vi sjældent, så det er en stor stressfaktor,” siger Søren Hviid Melsen og tilføjer:

”Stressfaktoren er den ene side af medajlen, men på den anden side er det netop det fede ved jobbet – det gør jobbet enormt levende, og vi arbejder aldrig med det samme.”

 

 

Pernille Bækholm Sloth – illustrator ved DR

En anden tendens, man ser mere og mere af i mediebranchen, er grafiske illustrationer. Figurer i farverige nuancer eller karikerede politikere giver liv til artiklerne og fanger læsernes interesse i en ellers konstant strøm af nyheder. Pernille Bækholm Sloth er en af dem, der leverer de opmærksomhedsskabende illustrationer til det danske medielandskab.

”Med illustrationer kan man servere nyhederne lækkert for læserne, og i forhold til fotos kan vi give den lidt mere gas med farverne,” siger Pernille Bækholm Sloth.

Pernille har altid kunnet lide at tegne og er uddannet i visuelt design fra KADK, Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering i sommeren 2017. Under hendes uddannelse kom hun i praktik ved Information som illustrator, hvor hun fik øjnene op for illustrationer i mediebranchen.

”Jeg havde altid drømt om at lave grafik og layout, men ved Information fik jeg øjnene op for, at man kunne bruge illustrationer på mange måder, og det fangede mig,” siger Pernille Bækholm Sloth.

Siden januar 2018 har Pernille været ansat ved DR, hvor hun primært er tilknyttet videnskabsredaktionen som illustrator. Her hjælper hun med at gøre ellers tunge videnskabelige artikler mere spiselige for læserne ved hjælp af illustrationer, der underbygger artiklens pointer. De bliver udarbejdet i tæt samarbejde med den øvrige redaktion, så det passer sammen.

”Noget af det bedste ved jobbet er, at jeg har rigtig meget medbestemmelse over, hvordan slutproduktet skal se ud. Det giver en enorm frihed,” siger Pernille Bækholm Sloth. 

 

Lasse Winther – nyhedsvært på DR-snapchat

Lasse Winther har ikke nogen baggrund inden for mediebranchen, men det er ikke nødvendigvis negativt. Han mener, at mange journalister bliver skolet på samme måde, og derfor har han en anden tankegang, når det kommer til at formidle nyheder. Derudover forsøger han at skabe en relation til brugeren.

”På grund af min alder og den personlige fortællerform bliver jeg på en måde deres ven. Det bliver meget ærligt, og det kan de unge godt lide,” siger Lasse Winther.

Udover at opbygge en relation til brugerne, så bruger han i dagligdagen meget tid på at besvare henvendelser fra de unge. Ifølge Lasse er det med til at udvikle formatet, fordi det giver et indblik i, hvad de unge synes om produktet.

”Feedbacken er det eneste, vi har. Ingen har prøvet det her før, så det kan være svært at vide, hvornår det fungerer. Det skaber en form for præcedens,” siger Lasse Winther.

Flere medier har eksperimenteret med Snapchat, men der er ingen konkrete læring fra det, og derfor ikke nogen foruddefineret opskrift. Men han tror, at det er et tiltag, der er blevet taget godt imod blandt de unge brugere. Han mener, at de unge føler sig set, og de derfor forbinder sig mere i forhold de andre medier.

”Det fedeste ved jobbet er, når jeg oplever en reaktion fra en bruger. Det kan være en aha-, wow- eller fuck-oplevelse. Det er en reaktion, der handler om følelser,” siger Lasse Winther.

Medieforsker: DR’s udbud til danskerne vil blive forringet

Medieforsker: DR’s udbud til danskerne vil blive forringet

Medieforsker: DR’s udbud til danskerne vil blive forringet

Det er umuligt for DR at levere det samme udbud til danskerne, som de gør i dag, når de skal spare, lyder det fra ekspert. Fællestillidsrepræsentant i DR frygter både for den alsidige musik og for de ansatte.

Skribent: Andreas Nykjær

Når danskerne tænder for radioen, kan de i dag lytte til anderledes musik som jazz og indie på DR’s radiokanaler. Men mediegiganten vil fremover få sværere ved at tilbyde et alsidigt udbud af programmer til alle dele af befolkningen som følge af besparelser.

”DR kan ikke producere lige så meget som tidligere, fordi der bliver skåret i økonomien. Derfor vil den alsidighed og de muligheder, som brugerne præsenteres for i dag, blive mindre,” siger medieforsker ved Københavns Universitet Henrik Søndergaard og nævner lukningen af P8 Jazz som et eksempel.

Han påpeger, at DR har valgt at lukke de radiokanaler, som har relativt få lyttere og skånet kanaler som P3 og P4 – altså de mest populære kanaler. Men selvom DR forsøger at prioritere de mest populære kanaler og programmer, vil færre danskere bruge mediekoncernen fremover.

”Jeg er overbevist om, at DR’s markedsandele vil blive mindre. Det er også det, som politikerne har villet, fordi man har syntes, at DR er blevet for stort. DR bliver ikke kun mindre i den forstand, at de får færre penge, men også i den forstand at de kommer til at fylde mindre i mediemarkedet. Public service vil dermed blive svækket,” siger medieforskeren.

Man sparer, hvor det gør mindst ondt

Henrik Friis Vilmar, formand for Journalistgruppen i DR, er bekymret for, at for eksempel jazz helt vil forsvinde fra programmerne.

”Den smalle musik vil ikke længere have nogen faste kanaler. Jeg er bekymret for, at vi ikke længere vil spille ret meget jazz, selvom det er vigtigt for en institution som DR, at der er de her smalle kanaler,” siger han og tilføjer, at det er vigtigt, at DR som kulturinstitution bringer anderledes musik.

”Hvis ikke vi spiller anderledes musik, er der næppe andre, som gør det,” siger han.

I den nye public service-kontrakt står det, at DR skal fokusere mere på at producere indhold, som de kommercielle medier ikke gør. Alligevel er det som sagt fx jazz og indie-musik, som bliver sparet væk.

”Man kan godt sige, at det er et paradoks, at DR skal fokusere på ting, som ikke er så populære, når de samtidig sparer P8 Jazz væk. Men det skyldes, at DR gerne vil spare der, hvor det gør mindst ondt,” siger Henrik Søndergaard.

Fyringer på vej

Journalisterne er den største faggruppe i DR, og mange af disse vil blive fyret eller flyttet til andre afdelinger.

”Den måske alvorligste konsekvens af besparelserne er, at mange journalister mister deres arbejde. Der er også mange, som vil blive flyttet til andre afdelinger, og som derfor får nye kolleger, så det skaber meget kaos i DR,” siger Henrik Friis Vilmar.

Men selvom der vil blive fyret journalister, påpeger Henrik Søndergaard, at ledelsen i DR forsøger at beholde flest muligt af dem.

”DR har prøvet at beskytte de journalistiske arbejdspladser bedst muligt, og det er derfor, at de også har tænkt sig at spare i ledelseslaget og inden for administration,” siger han.

Skal spare 420 mio. kr.

Baggrunden for, at DR skal trimme sin organisation, er, at et flertal i Folketinget bestående af regeringen og Dansk Folkeparti har besluttet, at DR skal spare 20 procent af sit budget frem mod 2020. Det svarer til 420 millioner kroner.

DR har for nylig fremlagt en plan for, hvordan besparelserne skal gennemføres. Den indebærer blandt andet lukning af P8 Jazz samt P7 Mix og P6 Beat. Derudover vil tv-kanalerne DR3 og DR Ultra fremover kun blive vist som web-tv, mens DRK og DR2 vil blive lagt sammen til én tv-kanal.

I alt vil 382 stillinger blive nedlagt frem mod 2020. Den 10. oktober fik 205 DR-medarbejdere beskeden om, at de står til at blive fyret. De resterende stillinger nedlægges gennem frivillige aftrædelser og omplaceringer af stillinger internt i DR.

Tag chancen og vind en Kravling

Tag chancen og vind en Kravling

Tag chancen og vind en Kravling

Hvert år i maj uddeles Kravlingprisen, som hylder danske mediestuderende. Men hvad skal der egentlig til for at kunne stå med trofæet? Hvis man snakker med dette års vindere af Kravlingprisen i journalistik, handler det om at turde tage en chance.

Skribent: Caroline Rossmeisl

”En historie, som intet dansk medie ville turde satse en krone på,” lyder det fra talerstolen.

Alles øjne er rettet mod scenen.

Midt i scenelysets blålige skær står journalist på Berlingske Chris Kjær Jessen. Han har en konvolut i hånden. Om få sekunder ved salen, hvem der vinder årets Kravling i journalistik.

Kravlingprisen er en pris, der hædrer de danske mediestuderende. Ikke blot indenfor journalistik, som den gjorde før i tiden. I dag er det en pris, der uddeles i både kommunikation, design, foto og journalistik.

Denne 19. Maj i Bremen Teater er rækkerne fyldt med studerende fra de forskellige medieuddannelser. Stemningen er ekstatisk. Overalt ses brede smil, og øllene skvulper i glassene, når de studerende rejser sig til tonerne fra et af aftenens gæstebands, FOOL.

Et stærkt felt

Udvælgelsen til de Kravling-nominerede bliver foretaget af professionelle indenfor området. I Kravlings journalistkomite i år sidder blandt andet Chris Kjær Jessen, Kristoffer Eriksen og Abdel Aziz Mahmoud. Spørger man dem, har det ikke været en nem opgave at finde de nominerede. Komiteen har i år valgt at nominere ikke bare fire men hele fem til prisen.

”Der er et meget stærkt felt. Der er mange projekter, som kan noget forskelligt. Der er både avis, radio, og tv-projekter blandt de nominerede,” siger Chris Kjær Jessen.

Samtidig påpeger han, at det især er den undersøgende journalistik, der brænder igennem i mange af projekterne.

”Der er en stærk undersøgende journalistik i de indstillede projekter, og de studerende viser generelt et højt niveau,” siger Chris Kjær Jessen.