SEIN oder Nichtsein?

SEIN oder Nichtsein?

SEIN oder Nichtsein?

Den 12. februar gik SEIN i sort. Danmarks eneste ungdomsmagasin skabt af unge stod over for konkurs, og i et sidste forsøg i kampen om overlevelse råbte holdet bag SEIN om hjælp. Nu har magasinet tændt lyset igen – og med nyt gåpåmod og en økonomisk indsprøjtning vil SEIN bevise, at der stadig er behov for en stemme for ungdommen.

TEKST: Emilie Gammelgård Jørgensen
Illustration: Lotte Skjødt Nielsen

Udgivet den 21. marts 2024

”Det har været noget af en ilddåb.”

Sådan beskriver Kristian Ryberg med et grin sin første tid ved SEIN. Han har været redaktionschef i magasinets Aarhus-afdeling siden december 2023, og det har mildest talt været en hektisk opstart.

Den sidste måned har SEIN nemlig kæmpet for sin egen overlevelse. Truet af konkurs skulle der indsamles 100.000 kroner, hvis magasinet skulle overleve – og det har været noget af et maraton mod målstregen.

Men lad os lige gå lidt tilbage.

Ungdommens stemme

Siden 2017 har ungdomsmagasinet SEIN kæmpet for at give den unge generation en stemme i det danske medielandskab. Hver dag udkommer magasinet med historier, der alle handler om at være ung. Historier om alt fra kærlighed og kærestesorger til klimaangst og kultur får liv gennem artikler, podcasts og dokumentarer – og de er alle produceret af 130 unge frivillige. Ifølge Kristian Ryberg er det netop det, der gør SEIN unikt:

”Vores styrke er, at vi selv er unge. Vi er Danmarks eneste magasin, der laver indhold til unge, der også er skabt af unge. Ingen er over 25 år, og det kan man mærke. Vi skriver ungt, ærligt og ufiltreret,” siger han.

Det er netop det, der får Kristian Ryberg til at søge mod SEIN i første omgang. Han savner et medie, hvor unge bliver repræsenteret og hørt, og han mangler et sted, hvor han selv kan gå hen med de ting, der rører ham som ung.

”SEIN kan noget helt specielt. Det er en platform, unge kan søge til, når de har noget på hjerte, og hvor de kan læse om sig selv. Et blad, de kan spejle sig selv i,” siger redaktøren.

Det er dog lettere sagt end gjort at få trukket de unge hen til SEIN, medgiver Kristian Ryberg. Den unge målgruppe er svær at nå, og det betyder også, at unge nedprioriteres i nyhedsdækningen.

”Jeg synes, der er en tendens til, at man ikke inviterer unge til bordet. Vi bliver stigmatiseret og set på som en flok curlingbørn, der bare ligger på den dovne side,” siger han.

Mangel på selvtillid

Kristian Ryberg synes ikke, at de unge er dovne eller forkælede. Når unge ikke opsøger den offentlige debat, skyldes det ifølge ham noget andet. Han peger på den årlige demokratianalyse, Dansk Ungdoms Fællesråd laver med Epinion. Undersøgelsen fra 2023 viser, at 53 procent af unge har lav demokratisk selvtillid. Ifølge Kristian Ryberg forklarer det, hvorfor man ikke hører mere til dem i den offentlige debat:

”Mange unge er ikke engang i stand til at føre en demokratisk samtale med venner og familie. De føler ikke, at deres holdninger er noget værd, og de føler sig ikke klædt på til at deltage i demokratiet,” siger han.

For Kristian Ryberg og resten af SEIN er det derfor vigtigt, at de unge har et medie, de kan søge til.

”Vi unge skal afstigmatisere os selv. Vi er en del af samfundet som alle andre. Det er også derfor, vi giver spalteplads til unge. Vi håber, at det kan få dem til at engagere sig i samfundsdebatten,” siger han.

I starten af 2024 må SEIN dog vende opmærksomheden et andet sted hen. Pludselig er det usikkert, om magasinet overhovedet overlever, for SEIN står over for en konkurs.

Et gammelt lån

Den pludselige konkurstrussel har sine rødder tilbage under corona. Her indfører Folketinget coronalån, der giver pressede virksomheder mulighed for at søge rentefrie lån. Det benytter mere end 50.000 virksomheder sig af, og SEIN er én af dem. Men hvor andre virksomheder har mulighed for at betale lånet tilbage, når deres indtjening igen stiger, er situationen en anden for SEIN, forklarer magasinets ansvarshavende chefredaktør, Fria Grand.

”SEIN får ikke mediestøtte og er primært fondsdrevet, så det var svært at betale lånet tilbage, fordi det ikke var muligt at søge penge til tilbagebetaling af lån,” siger hun.

Da Kristian Ryberg Nielsen starter hos SEIN, er der nu ingen snak om konkurs, selvom magasinet ikke svømmer i penge. Der går dog ikke lang tid, før virkeligheden er en anden.

”Når skattefogeden beder om sine penge,  så ved vi, at nu skal der ske noget,” siger han.

SEIN går i sort

Pengene skal falde den 1. marts 2024, og med en begrænset indtægt og ingen mulighed for at finansiere tilbagebetalingen gennem fonde beslutter SEINs bestyrelse, at det sidste håb er en indsamling.

”Vi sætter et mål på 100.000 kroner. 59.000 af dem skal bruges til at betale lånet tilbage og resten på et par måneders drift, så vi kan komme ovenpå igen,” siger Fria Grand.

SEIN annoncerer indsamlingen ved at gå i sort, og de næste mange uger arbejder de 130 frivillige på højtryk for at skabe opmærksomhed om den truende konkurs. De arrangerer støtteevents, indgår partnerskaber, sælger merch og optræder i en stribe af danske medier i håb om at kunne samle penge nok ind. Kristian Ryberg beskriver det som en intens periode.

”Folk har arbejdet vildt hårdt. De har været med fra ferier og fra udlandet, og alle har bidraget med alt det, de kunne,” siger han.

Lys i mørket

Magasinets unge frivillige er ikke alene i kampen. På sociale medier deler over 150 mennesker SEINs kamp for overlevelse. En liste af velkendte navne som Jonas Risvig, Lea Korsgaard, Michael Schøt og Maya Tekeli bruger deres platform til at skabe opmærksomhed. Spørger man Kristian Ryberg, viser det SEINs betydning.

”Tit opdager man først, hvor meget noget betyder, når man er ved at miste det. Og det er det, vi kan mærke. Vi kan mærke, at mange donerer. Vi kan mærke, at beskederne vælter ind. Vi kan mærke, at folk rækker ud og tilbyder deres hjælp eller deres platform.”

Succes og forløsning

Den fælles indsats bærer frugt. Den 1. marts kan SEIN annoncere, at målet er nået kun to uger efter startskuddet og lige i tide til månedsskiftet, hvor tilbagebetalingen af lånet skal falde. Over 600 mennesker har doneret, og gennem private donationer alene samler SEIN 70.000 kroner ind. Dertil kommer donationer fra virksomheder og penge fra partnerskabsaftaler, og med en donation på 100.000 kroner fra Tuborgfonden rammer indsamlingen 200.000 kroner, en fordobling af målet. For Kristian Ryberg er det et fantastisk øjeblik.

”Det er en utrolig forløsning, både for os og alle, der har støttet os. At indsamlingen er gået så godt, har været surrealistisk, overvældende og enormt bekræftende. Det har været hårdt, men når man så popper champagnen, er det en fantastisk følelse.”

Og overskuddet er ikke bare et hæderstegn. Ifølge Kristian Ryberg giver det SEIN et velfortjent pusterum. Det er ansvarshavende chefredaktør, Fria Grand, enig i.

”De overskydende penge skal gå til drift af SEIN i hele 2024, så vi kan trække vejret lidt og få lagt en god plan for, hvordan vi kommer videre,” siger hun.

Lyset tændes

Det betyder ikke, at magasinet har tænkt sig at hvile på laurbærrene, siger Kristian Ryberg – for der er store planer:

”Vi skal lige komme os lidt, men så skal SEIN vokse. Vi skal være endnu dygtigere til at udgive, skrive og lede et magasin.”

Kristian Ryberg medgiver, at SEIN kan blive bedre til at ramme deres unge publikum – for hvis målet er, at flere unge skal se sig selv i den offentlige debat, så er 7500 følgere og lige under 100 betalende abonnenter ikke nok. Han mener dog ikke, at det lave antal betalende medlemmer forhindrer dem i at vokse.

”Vi vil gerne nå endnu længere ud og ramme endnu flere! Det er alt for få unge, der kender til os. Det betyder ikke, at vi ikke har vores berettigelse. Det betyder, at vi har potentiale, og det skal vi udnytte.”

Det er Fria Grand helt enig i. Hun ser SEINs overlevelse som den perfekte mulighed for, at magasinet kan vokse, og den mulighed lader hun ikke passere. Derfor vil SEIN nu oprette en klimaredaktion, der skal dække et at de vigtigste emner på de unges dagsorden. Ifølge Fria Grand har magasinet også andre planer.

”Jeg kan ikke sige så meget lige nu, men vi har et momentum og en masse opmærksomhed rettet imod os – og vi har flere planer for, hvordan vi skal få det bedste ud af det,” siger hun.

TV Glad og de kendte danskere: “Alle mennesker har ret til at have en stemme i samfundet”

TV Glad og de kendte danskere: “Alle mennesker har ret til at have en stemme i samfundet”

TV Glad og de kendte danskere: “Alle mennesker har ret til at have en stemme i samfundet”

Ved udgangen af 2023 fandt en helt særlig samtale sted i en gammel flyverterminal i København. Et stort antal journalister, alle med forskellig grad af funktionsnedsættelse, fik lov at stille spørgsmål om alt, mens Mette Frederiksen og Thomas Helmig sad i den varme stol ad hver sin omgang forberedt på en samtale, som kunne forme sig på alle leder og kanter.

Christian Drost (t.v.) og Anders Jensby (t.h.)

TEKST: HELENA HOLM-GREGERSEN 
FOTO: KASPER SØHOLT

Udgivet den 21. marts 2024

Omringet af boligblokke, susende biler og forbipasserende mennesker, troner en bygning frem. Bag bygningens hvide betonmur, opridset af store, sorte blokbogstaver som staver ‘GLAD’, kommer man ind i en baggård, som skiller sig ud fra resten af det københavnske Nordvestkvarter. Gården er fuld af blomster, borde, bænke og glade mennesker. Inde bag hoveddøren finder man en kantine fuld af liv, propfuld af journalister og unge studerende med et smil på læben, som tilsammen skaber det fællesskab, der præger TV-stationen TV Glad.

Programserien En særlig samtale løb for første gang over sendefladen juledag 2023 på Danmarks Radio. To af de journalister, som finder deres daglige gang på TV Glad, Christian Drost og Anders Jensby, har begge medvirket i serien, både foran og bag kameraet. De to journalister har hver deres grad af funktionsnedsættelse og skaber derfor deres journalistiske produkter hos TV Glad. Christian Drost og Anders Jensby fortæller om deres oplevelser med En særlig samtale, og hvordan TV Glad og de medvirkende journalister efter programserien har været særligt eftertragtede.

“Det var spændende og sjovt at dykke ned i nogle folk, man kender lidt perifert gennem medierne. Det var en mulighed for at stille de mennesker nogle spørgsmål, som ikke gik på deres erhverv, og spørge dem om nogle ting, de ikke normalt bliver spurgt om,” siger Anders Jensby.

Samarbejde med andre redaktioner

De arbejder begge på TV Glads redaktion i København. Under skabelsen af En særlig samtale fik de to journalister dog lov til at arbejde side om side med deres kolleger fra Glads andre redaktioner i Danmark. Journalisterne udviklede sammen spørgsmål og det konkrete koncept i mindre fokusgrupper.

“Det var fedt at arbejde i grupper med nogle af de kollegaer, jeg i min dagligdag ikke får lov at arbejde sammen med,” siger Anders Jernsby,

Christian Drost mener, det var dejligt at idéudvikle sammen og få sparring.

“Det var især givende at se, hvor meget vi sammen kunne løfte i grupper,” siger han.

De to synes begge, at arbejdsmetoden i fokusgrupperne udvidede deres muligheder for at stille de spørgsmål, som graver dybere end som så. I grupperne fandt de sammen frem til informationer, som interviewpersonerne førhen havde udtalt sig om. De fandt så på nye vinkler og helt ubesvarede spørgsmål. Anders Jensby fortæller, at han i den proces gravede sig frem til Thomas Helmigs forhenværende alkoholproblemer og fik lov at stille skarpt på det.

“Jeg stillede ham spørgsmålet: ‘Hvad gik der gennem hovedet på dig, da du stod foran døren til dit første AA-møde’. Det var fedt at kunne få lov at gå i dybden med noget, vi sammen havde researchet os frem til,” siger Anders Jensby.

Glad behandler kilderne som alle andre

TV Glad er grundlagt i 1999. På TV-stationens hjemmeside kan man læse om det, der gør TV-stationen helt særlig. Nemlig at de er verdens første lokal-TV-station drevet af mennesker med funktionsnedsættelse. Med flere redaktioner over hele Danmark favner TV Glad bredt, og programserien En særlig samtale har fået TV-Glad til at nå ud til den brede befolkning i bedste sendetid på DR. Programmet er sendt over to afsnit, først med Thomas Helmig som interviewperson og dernæst Mette Frederiksen.

At interviewe to så kendte danskere var en uprøvet størrelse for TV-stationen. Journalisterne gik derfor til samtalen med lige dele spænding og nervøsitet i maven, fortæller Christian Drost. Samtalerne fandt sted i Kastrup Lufthavns gamle Vilhelm Lauritzen-terminal. Ved hjælp af terminalens smukke, arkitektoniske opbygning og naturlige lysindfald var scenen for samtalerne sat.

Terminalen var proppet med Glad-journalister fra hele landet klar til at tage imod hovedpersonerne Thomas Helmig og Mette Frederiksen. De blev i hvert sit program sat i midten af en stor cirkel af stole, som stille og roligt blev udfyldt af de fremmødte journalister.

“Jeg var nervøs inden interviewet. Thomas Helmig er jo kendt, men jeg behandlede ham som alle andre gæster i et program”, siger Christian Drost.

Både han og Anders Jensby fortæller, hvordan nervøsiteten hurtigt forsvandt i takt med interviewets gang. Journalisterne gjorde brug af egne oplevelser og fortællinger om personlige og ofte følsomme emner, som skabte et bånd mellem dem selv og interviewpersonerne.

“Jeg spurgte ind til Thomas Helmigs fars stilling som overlæge. Jeg blev en smule rørt, da vi snakkede videre om hans fars stilling som hjertelæge, fordi jeg selv har været hjertebarn. Det var en meget rørende måde at lave interview på,” siger Christian Drost.

Efter en rundbarbering af råmaterialet fra programmets klippere endte det med, at den del, hvor Christian Drost fortæller Thomas Helmig om sin fortid som hjertebarn, blev skåret fra. Begejstringen og følelserne for fællesskab fra hovedpersonen Thomas Helmig var dog umulige at pille ud. Da han skulle tage afsked med journalisterne, rejste musikeren sig op fra sin stol.

“Jeg havde regnet med, at det ville blive skideinteressant og skidesjovt og spændende, men det oversteg faktisk mine forventninger. Jeg synes, det har været det fedeste selskab overhovedet,” siger han. 

Om den særlige forbindelse skabt mellem parterne i interviewene i En særlig samtale, fortæller ekstern programredaktør på DR, Lasse Bjørch.

“Formatet ved En særlig samtale rammer bredt. Programmet har fået rigtig mange mennesker til at sidde med og mærke en nærværende og inderlig samtale med nogle mennesker, vi ellers ikke ser i den kontekst”. 

To vidt forskellige kontraster

De to programmer ligner hinanden i opsætning, men skiller sig ud på indhold og hovedperson.

“Interviewpersonerne er eksklusive og reserverede stjerner, som fascinerer danskerne på hver deres måde”, fortæller Lasse Bjørch.

Det var også tydeligt for Christian Drost og Anders Jensby, da de sad over for dem.

“Mette og Thomas var to vidt forskellige kontraster. Thomas Helmig er meget folkelig og nede på jorden, hvor Mette Frederiksen jo er landets statsminister og medietrænet på en helt anden måde. Vi fik heller ikke lige så meget tid med Mette, da hendes tidsplan ikke tillod det. Derfor blev det sværere at snakke i dybden med hende, end det gjorde med Thomas,” siger Anders Jensby.

Fransk inspireret format

En særlig samtale finder sin forgænger hos det franske magasin Le Papotin, der ligesom TV Glad drives af journalister med funktionsnedsættelse. I den franske programserie Les rencontres du Papotin har stjerner fra store dele af det franske kulturliv ligeledes delt personlige tragedier og triumfer.

Med den franske pendant i tankerne indgik produktionsselskabet Strong Production et tredelt samarbejde med TV Glad og DR, som sammen skabte En særlig samtale.

“Programmet blev bedre, end vi kunne have håbet på. Den inderlighed og det nærvær, som blev fremkaldt i interviewene af TV Glads sindssygt dygtige rapportere, oversteg alle vores forventninger,” siger Lasse Bjørch.

En særlig fremtid

De to programmer har vist sig at være ekstremt populære og har skabt stor omtale efterfølgende. Programmets præmis har altså vundet indpas hjemme i stuerne, og DR’s Lasse Bjørch kan da også love, det ikke var det sidste, vi så til serien på DR. Der er op til flere En særlig samtale-interviews undervejs, forventet klar til udgivelse i 2024.

    På TV-Glad vil man efter succesen med En særlig samtale se frem til at deltage igen.

    “Jeg synes, En særlig samtale var et genialt program at få lov at være med til at lave,” siger Christian Drost.

Anders Jensby supplerer.

“Vi har været med til at udbrede nogle dele af hovedpersonerne til danskerne, som ingen har kendt til før. Det er det, der har gjort programmet så særligt,” siger han.

Hans Pilgaard vægter samtale over interview i ny programserie: “Jeg lægger sgu også noget på brættet”

Hans Pilgaard vægter samtale over interview i ny programserie: “Jeg lægger sgu også noget på brættet”

Hans Pilgaard vægter samtale over interview i ny programserie: “Jeg lægger sgu også noget på brættet”

Ved at bruge sig selv forsøger Hans Pilgaard at vise nye sider af personligheder, vi alle kender, men som normalt undgår at udlevere privatlivet i aviser og ugeblade.

TEKST: ANDERS HELMER MØRCK & JONAS FONNESBÆK MADSEN
FOTO: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 21. marts 2024

”Så går der nogle år, og så rammer det. Fuck mand, jeg kunne eddermanme godt tænke mig at ringe til min far og sige det her. Og det kan man ikke,” fortæller Peter Schmeichel, mens han sammed med Hans Pilgaard venter på at få brygget en kaffe.

“Hvor gammel blev han?” spørger Hans Pilgaard.

“Han blev 86, så han klarede sig meget godt, vil jeg sige,” svarer Peter Schmeichel.

“Min blev 80, og det var, som om jeg røg ud af sync, da han døde. Da han forsvandt, var det, som om jeg tænkte: Hvad skal jeg gøre nu?” siger Hans Pilgaard.

I næste klip sidder de igen på plastikstolene på tribunen ved Gladsaxe Stadion, hvor Peter Schmeichel uddyber tiden efter sin fars død.

Scenen udspiller sig i ‘Det store spørgsmål’, der siden den 3. januar er blevet vist på TV2. Et program, hvor Hans Pilgaard som interviewer forsøger at gøre sig selv og seeren klogere på seks kendte danskere. På Viaplay har man siden 2022 kunnet se Casper Christensen interviewe håndplukkede kendte danskere. Begge programmer udgør et format, hvor seeren skal lære den udvalgte kendis at kende gennem et samtaleportræt. Her er intervieweren mere selvudleverende og deltagende, end man kender det fra de traditionelle portrætter.

Formatet, hvor en kendis interviewer en anden kendis, er et eksempel på en tendens, hvor intervieweren træder mere og mere frem. Det har den fare, at den berømte interviewer træder så meget frem i lyset, at det slører programmets egentlige hensigt. Men det kan også bidrage til, at man som seer får en dybere indsigt i den portrætteredes privatliv, som ellers er lukket for offentligheden.

Ét spørgsmål på blokken

“Hvordan er du endt som den, du er i dag?”

Kun det enkelte spørgsmål er på skriveblokken, når Hans Pilgaard sætter sig klar til interview i programmet ‘Det store spørgsmål’. Resten opstår spontant undervejs i interviewet – eller samtalen, som han hellere vil kalde det.

“Den enkelhed, der er i et simpelt, men stort spørgsmål, skaber rum og tid til at høre svaret, i stedet for at man har ni backup-spørgsmål,“ siger han.

Samtaleportrættet er ifølge Hans Pilgaard med til at åbne for en sårbarhed hos den portrætterede, der ikke ville have været muligt i et traditionelt interview.

“Der er jo en naturlig distance, som er svær at komme uden om. Men hvis man alligevel skal prøve, så tror jeg, det kan være godt at dele ud af sit eget,” siger han.

De udvalgte deltagere er valgt ud fra, hvad Hans Pilgaard i programmets intro beskriver som kendte, der har en bestemt plads i mit hjerte.

Værten bruger sin egen interesse for de udvalgte personer som drivkraft for programmet. Det var vigtigt for Hans Pilgaard, at de ikke ofte fremstod i mediebilledet.

“Benspændet skulle være, at deltagerne ikke skulle være Tordenskjolds soldater. Det skulle være folk, der normalt siger nej til at tale om sig selv i interviews,” siger Hans Pilgaard.

At få de tavse i tale

Castingen af de kendte var særlig vigtig for Peter Toldberg Gamborg, TV2’s redaktør på ‘Det store spørgsmål’. Han havde løbende en dialog med Hans Pilgaard om, hvem der skulle medvirke.

“Det er en hybrid mellem samtale og interview. Det skyldes, at nogle af de kendte, der stiller op, ikke ville deltage i et traditionelt interview,” siger han.

Det var eksempelvis tilfældet med Lars Mikkelsen og Lars von Trier, der sgu ikke rigtigt gider det med fjernsyn. Samtaleformatet var derfor en måde, man kunne få dem i tale, siger redaktøren.

“Det skulle kunne afføde nye måder at se de her kendte på. De skulle bidrage med noget nyt, man ikke havde hørt før,” siger Peter Toldberg Gamborg.

Det er ikke, fordi Hans Pilgaard er kendt, at han lykkes med at få de portrætterede til at åbne op. Det er, fordi han netop er Hans Pilgaard, siger han.

“Mange vil gerne være i selskab med Hans, fordi han er et varmt og lunt menneske. Hvis det var mig, der havde ringet og sagt til dem, at jeg gerne ville lave en samtale med dem, havde jeg nok ikke fået adgang. For de aner ikke, hvem jeg er. Jeg tror, at Hans er et menneske, de stoler på. Og tillid er en meget stor del af det her,” siger Peter Toldberg Gamborg.

“Man vil hellere tale med et menneske”

En af fordelene ved, at man som interviewer giver noget af sig selv, er, at man møder hinanden i øjenhøjde. Det fortæller Steffen Moestrup, der forsker i journalistik og har skrevet ph.d. om personadreven journalistik. Når intervieweren går fra at være anonym til at være et menneske med ballast og erfaringer, som man bringer i spil, så kan det få den portrætterede til at dele mere, forklarer han.

“Man giver noget af sig selv for at få noget mere af den anden. Så kan der åbnes for en rigere samtale, fordi man trods alt hellere vil tale med et menneske med alle de komplekse facetter, der er i det,” siger Steffen Moestrup.

I programmerne “Det store spørgsmål” og “All Exclusive” er det en kendt, der interviewer en anden kendt. Det kan åbne for, at intervieweren kan tillade at fylde mere, fortæller Steffen Moestrup. For seeren kan have et håb om, at værterne også deler noget af sig selv, når der bliver trykket på play-knappen.

Modsat kan det dog være et forstyrrende element for dem, der eksempelvis er mere interesserede i Lars von Trier end Hans Pilgaard, forklarer Steffen Moestrup.

“Så det er jo helt klart en tendens, der også har nogle kritiske sider og problematikker,“ siger han.

“Det skal ikke være så hyggeligt, at det ikke er kritisk”

Peter Gamborg Toldberg forstår, hvis nogle seere mener, at værten fylder for meget i programmet. Men han understreger, at det er umuligt at lave noget, som alle seere synes er ”genialt”.

“Hvis man ikke er fan af Hans, eller af at værter fylder meget, så kan jeg godt sætte mig ind i, at det kan være en pinsel at se. Heldigvis er der rigtig mange, som kan lide Hans.”

Hans Pilgaard gør brug af flere sider af sig selv, når samtalerne i afsnittene finder sted. Det er både personen Hans og journalisten Hans Pilgaard, for de er umulige at skille ad, fortæller Hans Pilgaard.

Han er Hans, når han til Lars Mikkelsen deler ud af sin egen opvækst med en far, der var bipolar. Men han er også Hans Pilgaard, når han forsøger at opklare, hvorfor Lars von Trier forstod Hitler i Cannes tilbage i 2011.

“På den måde skal det ikke være så hyggeligt, at man ikke kan nappe og være kritisk. Det skal man være meget opmærksom på,” siger Hans Pilgaard.

Hans Pilgaard er med på, at hans fremtrædende rolle i programmet kan skille vandene, og han erkender, at han sommetider måske fylder for meget.

“Man skal passe på, at man ikke kommer til at skygge for den interviewede. Men når jeg fortæller Lars Mikkelsen, at jeg selv har oplevet en barndom, der kunne være svær, skal det ikke handle om det. Jeg gør det, fordi jeg har lyst til at dele det med ham og sige ‘jeg lægger sgu også noget på brættet’,” siger Hans Pilgaard.

Journalisten må ikke skygge

Steffen Moestrup mener, at der både er fordele og ulemper ved, at en kendt journalist byder op til en samtale, som i ‘Det store spørgsmål’.

“De vellykkede programmer er der, hvor det bliver et berigende element. Der kommer mere i spil, når de sidder og deler i et intimt rum, frem for hvis man bare sidder og spørger,” siger Steffen Moestrup.

Ifølge ham er det en balancegang, og der er en risiko for, at intervieweren kommer til at fylde for meget.

“Jeg synes derimod, at de gange, hvor det mislykkes, er der, hvor journalistens tilstedeværelse bliver så dominerende, at det er på bekostning af interviewpersonens taletid eller tilstedeværelse,” siger han.

Jagten på det ultimative resultat

Det sidste afsnit af ’Det store spørgsmål’ er nu kørt over skærmen i de danske stuer. Personligt er Hans Pilgaard glad for, hvordan programserien endte med at blive. Særligt er han stolt af interviewet med Lars Mikkelsen, som, han mener, er noget af det bedste samtale-tv, han har lavet.

“Da interviewet var færdigt, sagde han: ‘Pas nu godt på mig.’ Han lagde sit hjerte i mine hænder og havde tiltro til, at jeg kunne være med til at fortælle en historie, som er meget sårbar og personlig,” fortæller Hans Pilgaard.

Men selv hos en rutineret journalist, er der altid ting, man kan gøre bedre, når man ser tilbage.

“I nogle situationer ville jeg ønske, at jeg havde turdet være endnu mere stille og lyttende, end jeg var,” siger han.

I andre øjeblikke ønskede han at være bedre til at blive i det smertefulde i stedet for at bevæge sig hurtigt videre for at passe på den, han snakkede med.

Hans Pilgaard synes, at de seks samtaleportrætter gav nye indsigter på velkendte personer. Men han understreger, at det langt fra blev endegyldigt perfekt.

“Jeg tror vel i virkeligheden, at vi alle sammen prøver at lave det ultimative interview, den ultimative samtale, det ultimative portræt. Og det har jeg stadigvæk til gode at lave,” siger han.

24syvs liv ender i de ukendtes grav, hvis ikke programmerne bliver opkøbt

24syvs liv ender i de ukendtes grav, hvis ikke programmerne bliver opkøbt

24syvs liv ender i de ukendtes grav, hvis ikke programmerne bliver opkøbt

Da Illustreret Bunker besøger 24syv, havde medarbejderne kort forinden fået nyheden om, at radioens aftryk risikerer at forsvinde fra alle podcastplatforme. Vil kanalen gå i glemmebogen, når gravøllen er tom?

TEKST: EVA BEYER PAULSEN
FOTO: VIKKI SØHOLM

Udgivet den 21. marts 2024

I en solbeskinnet vindueskarm på bagsiden af Pilestræde står en tom rugekasse. Den blev i juni 2022 brugt på 24syv-programmet Ringdal og Kristensen, hvor de i 22 dage forsøgte at udruge hønseæg fra supermarkedet. Formålet var at undersøge, om der var liv i de æg, man normalt køber til spejlæg og kagebagning. Det var der. Faktisk i hele tre af dem. De spæde kyllinger blev til en breakingnyhed og gav 24syv hele 33 likes på deres facebookside.

Nu står rugekassen tom i Døgnrapportens vindueskarm sammen med andre levn fra de sidste års kamp for livet.

Motherfucker varmt

I det lyddøde åbne kontorlandskab sidder to kvinder, der arbejder på Døgnrapportens redaktion.

”Ja, her er motherfucker varmt,” udbryder den ene af dem, da vi med svedige armhuler spørger dem ind til arbejdsmiljøet.

De er i gang med at kigge på et anklageskrift om et skyderi på Christiania, der fandt sted i sommer.

”Nogle gange kan man knapt trække vejret her. Det er specielt slemt om sommeren i studierne,” fortæller de.

”Man bliver tung i hovedet. De har forsøgt at fikse det, men jeg tror, de har givet op,” siger den anden af kvinderne. 

Selvom det er svært at trække vejret, er det ikke svært at få fat i folk på 24syv til interviews.  Som Tobias Bryld, en ung fyr på sabbatår, der blev ansat for to måneder siden og er her til luk, fortæller, skal vi ikke være bange for at forstyrre de ansattes arbejde for et interview.

”De laver ikke noget, de lukker jo,” konstaterer han, mens han viser os alt det, der befinder sig mellem det mørkegrå væg-til-væg-tæppe og de blottede ventilationsrør i loftet.

Skatteydernes penge

Den 31. marts klokken 23:59:59 stopper svingningerne med at strømme igennem din højttaler. Men det er ikke kun sendetilladelsen, der inddrages og kvæler radiokanalens stemmebånd. Også alle podcastprogrammer forsvinder fra podcasttjenesterne, medmindre medarbejderne eller andre medier selv opkøber rettighederne til programmerne.

Det skyldes, at kanalen stadig skal betale rettighedsmidler til KODA/Gramex, når musik og jingler afspilles i programmerne. Derfor kan Kulturradio Danmark, der står bag 24syv ikke længere bruge penge på programmerne, når sendetilladelsen udløber. Det udtaler administrerende direktør Lars Schmidt til fagbladet Journalisten den 4. marts.

”Det er mærkeligt at gå og lave noget, man ved, forsvinder om lidt. Det hele er jo ligegyldigt,” siger Chano Jørgensen modløst. Han er vært på programmet Tsunami, der på trods af cirka 20.000 ugentlige streams og fine fandigte stadig ikke har fundet en redningsbåd.

”Vi havde snakket med BT om at komme derned, men det er heller ikke blevet til noget,” siger han. 

Som spøgelser svæver de hvileløst rundt og mangler en krop, de kan slå sig ned i.

”Planen er, at vi køber rettighederne til programmerne og navnet, og så sidder vi og ringer rundt til alle mulige, hvor vi tænker, at de kan bruge et program som vores. Men det er meget stressende,” siger Chano Jørgensen.

Og stressen om at få en redningskrans er han ikke alene om.

”Alle, der har fundet noget, er jo smuttet. Det er os, der er tilbage, som drukner,” siger han. 

Omkring ham på bordet er der forskellige ting, de har samlet gennem det to og et halvt år, de har haft programmet. En Kandis Johnny-papfigur. Raket-Madsens bog. Han spørger, om vi ønsker at byde på noget af det.

”Ellers skal det bare ud,” siger han og kigger rundt på det smukt udsmykkede kontor.

”Man sidder i en kæmpe supertanker, der ræser mod isbjerget,” siger Anton Grue, der er dagens medvært på Tsunami.

Anders Christiansen, chef for programudvikling, eller programafvikling, som han selv kalder det, er også frustreret over, at en del af programmerne risikerer at forsvinde. Dog af en anden grund end Chano og Anton.

”Groft sagt er jeg ligeglad med de ansatte. Men danskerne har betalt for det her, og så synes jeg, at det er noget politisk makværk, at det bare skal forsvinde i den blå luft. Det er spild af penge,” siger Anders Christiansen.

De mange journalister og radioværter spiller violin, mens skibet går ned. De har med fuld fart tørnet mod et isbjerg og har længe vidst, at en uundgåelig katastrofe ville ramme dem.

Dagpenge, wuhu!

”Der foregår intet journalistisk herinde,” siger Daniel Møgelhøj, da vi kommer ind i Gameboys’ studie.

Rummet er en tidsboble med Pacman-plakater, farverige LED-lys og prideflag. Deres studie er nok det mest udsmykkede rum, der er, og derfor sandsynligvis også det, der er sværest at pakke ned i flyttekasser.

”Alle er jobsøgende på LinkedIn lige nu,” siger Daniel Møgelhøj.

Hvad han selv skal efter den 31. marts, er han ikke sikker på – for usikkerhed er det eneste, der er sikkert i branchen.

”Jeg vil nok tage nogle dagpenge. Alt det løse er bare ønsketænkning,” siger han, mens Asgar Bugge tilføjer, at han selv har søgt ind på læreruddannelsen.

De har været her siden Louds spæde ungdom, og de kan mærke en forskel i folkestemningen.

”Loud var frådende vrede, 24syv er bitter vrede over gravrøverriget,” siger han.

Vreden mener Anders Christiansen også, at mediebranchen og politikerne kan lære noget af. Man kan ikke rive tingene op og starte forfra flere gange. Hvis man skal skabe et godt brand, skal man have tid.

“Skandalen startede jo ved, at man gik ind og blandede sig i, hvor kanalen skulle ligge,” siger han.

Rødspættefilet og den sidste nadver

Emma Vinkel, der er redaktør på Døgnrapporten er i gang med at kigge på smørrebrød på den computer, hun snart tager med sig hjem for 800 kroner, når radioen lukker. Specifikt vil hun gerne finde et sted, der har rødspættefilet, for de har en særlig kærlighed til rødspættefilet og godt kriminalstof her, siger hun.

De må grundet et par feriedage holde den sidste nadver lidt før deres kollegaer – og der skal rødspættefilet til. Deres program har været populært, og derfor får det lov til at leve videre i Det Berlingske Hus, men med en ny redaktion. Derfor skal Emma Vinkel selv i første omgang på dagpenge. ”Wuh!”, siger hun med en ironisk distance. En anden person på den anden side af computerskærmene tilføjer: ”Ja, så høje ambitioner har vi her.”

Emma synes, at det er svært at sende et program videre til nogle andre. Det er det næstmest lyttede program og et hjertebarn at sige farvel til.

”Jeg håber, de kommer til at passe godt på det,” siger hun.

Forsvandt under mystiske omstændigheder

En oppustelig sexdukke hænger i en stol ved en tom ø af borde, hvor Pornoprogrammet normalt holder til. Endnu et program, som man måske om et par uger kun kan lytte til, hvis man går ind på Det Kongelige Bibliotek og spørger efter det. På et whiteboard står listen over planlagte episoder. Den slutter i uge 13 med det befrugtende og livgivende emne sæd.

De tre kyllinger i rugekassen er til gengæld et vidnesbyrd om befrugtede æg, der ikke burde være det. De endte i baghaven hos ansvarshavende chefredaktør Simon Andersens kone. Man kunne håbe, at i det mindste kyllingerne kunne være en lille bid af 24syv, der kunne leve videre og minde os om 24syvs fandenivoldskhed. 

Chef for programafvikling Anders Christiansen beskriver 24syvs programmer som en smuk mosaik, der indeholder ”alt fra det blødeste af det bløde, til det hemmeligste af det hemmelige, til det borgerligste af det borgerlige, til det mest vulgære af det vulgære.” 

Desværre er der uvished om, hvorvidt kyllingerne faktisk er i live, og om de derfor faktisk kan være den påmindelse af den vulgære public service, 24syv havde kørende. Illustreret Bunker bad Anders Christiansen om at spørge Simon Andersen om netop dette og kunne et par timer efter interviewet berette på SMS:

“Kyllingerne forsvandt under mystiske omstændigheder i Gentofte. “

Dit afsnit går her

Your content goes here. Edit or remove this text inline or in the module Content settings. You can also style every aspect of this content in the module Design settings and even apply custom CSS to this text in the module Advanced settings.

Dit afsnit går her

Your content goes here. Edit or remove this text inline or in the module Content settings. You can also style every aspect of this content in the module Design settings and even apply custom CSS to this text in the module Advanced settings.

Camilla Boraghi kom for tæt på satire og for langt fra journalistik

Camilla Boraghi kom for tæt på satire og for langt fra journalistik

Camilla Boraghi kom for tæt på satire og for langt fra journalistik

Camilla Boraghi havde allerede været vidt omkring i mediebranchen, da hun i foråret takkede ja til et job på Ekstra Bladet. Nu nyder hun tilværelsen som sportsredaktør, men inden hun kom så langt, måtte hun tage en seriøs snak med sig selv om, hvilken type journalist hun ønskede at være.

TEKST: JOACHIM FARSHØJ
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 07. december 2023

Vær sjov, please vær sjov, tænker jeg.

”Det første spørgsmål skal overraske mig, ellers lægger jeg på.”

Det skrev Camilla Boraghi i vores korte mail-korrespondance inden interviewet. Med et glimt i øjet, naturligvis, men pointen skinnede igennem. Så da hun toner frem på FaceTime, stiller jeg det eneste spørgsmål, der falder mig ind i øjeblikket:

”Hej Camilla. Hvad er det største dyr, du vil kunne besejre i en boksering?” spørger jeg.

Hun bruger ikke engang et sekund på at gribe den. Med det samme går hun i gang. En længere mere eller mindre videnskabelig analyse af alle de dyr på savannen, der kunne tænkes at have set Zimba få en rød klat i panden i Løvernes Konge – og dem, der helt sikkert ikke så det, tages også i betragtning. Hun vender alt fra mus til elefanter, sparkende heste til aggressive æsler, inden hun lægger sig fast på en grand danois. Sådan en kan man trods alt manipulere, må man forstå. Og jeg forstår.

Camilla Boraghi gør det sjove seriøst og det seriøse sjovt. Gennemgår et halvt dyrerige for at finde en værdig modstander i ringen og synger Tarzan Mamma Mia om døde mink med toppolitikere. Det har ført hende mange forskellige steder i sin ellers relativt korte karriere, men lige nu har hun fundet sit kald som sportsredaktør på Ekstra Bladet. Ét af sine kald i hvert fald. Det skete efter et smut forbi den famøse skillevej, der måske ikke er så definitiv, som den plejer at være på film. Til gengæld gav det anledning til en del selvrefleksion.

Gråd og systemfejl sendte hende på kommunikation

Camilla Boraghi ville egentlig være journalist. Det lød ikke helt dumt, indtil den dag hun skulle til optagelsesprøve. Så var det pludselig meget dumt. Den morgen græd hun. Meget. Og hun tog slet ikke afsted, for hun var fuldstændig overvældet og turde pludselig ikke. Drømmen om DMJX var knust. I stedet endte hun på Humanistisk informatik, men det var ifølge hendes egne ord lidt ”wacko.” Så da hun, på trods af allerede at være blevet optaget på et studie, alligevel fik tilbudt chancen for at læse kommunikation på DMJX i Emdrup, greb hun den.

Det førte til et praktikophold på Radio24Syv og efterfølgende en plads på DR’s talenthold, inden hun overhovedet havde skrevet nogen form for bachelor. Den dag, bacheloren så faktisk blev færdigskrevet, stod der bogstaveligt talt drømmejobs i kø og ventede på hende. Den unge københavner fik både tilbudt en plads på mediet Den Uafhængige samt satireprogrammet Tæt på sandheden med Jonatan Spang og hvorfor nøjes, når man kan gøre begge dele? Camilla Boraghi takkede ja til begge tilbud, og det gav både muligheder og udfordringer.

”Jeg havde pludselig to drømmejobs på én gang. Det var heldigvis fint med begge steder, og det gav en voldsomt god synergi, for det var et virkelig godt match med den kritiske journalistik på Den Uafhængige og så kombinationen med at være kritisk og sjov på Tæt på sandheden,” fortæller Camilla Boraghi, der dog ikke kunne blive ved med at holde hovedet oven vande begge steder.

For mange arbejdstimer og for lidt søvn blev i sidste ende for meget, og hun valgte at holde fast i jobbet som den sjove reporter på Tæt på sandheden. Det valg var ikke helt tilfældigt, for kombinationen af sjov og seriøsitet har altid været vigtig for Camilla Boraghi.

”Jeg har altid set op til satirikere. Det er befriende at have et værktøj til at bryde den fastlåste interviewform. Jeg kunne begynde at græde, jeg kunne kramme folk, jeg kunne tage en sjov hat på – ej okay, det sidste skal man aldrig gøre. Men det gav mig mulighed for at tale menneske til menneske i stedet for interviewer til interviewperson, uden at jeg mistede det kritiske element,” fortæller hun.

Min første reaktion var: ”Er I vanvittige?” Men så begyndte jeg at se det for mig. Det lød spændende, og pludselig ville jeg fucking gerne”

– Camilla Boraghi

Sjov eller seriøs?

Hvis Camila Boraghi tager på karaokebar med sine venner, kommer hun ikke uden en plan. Hun skal gøre op med sig selv, om hun vil underholde eller imponere. Hvis hun vil underholde, skal der Eminem på anlægget. Gerne Lose Yourself eller den med ’Now this looks like a job for me.’ Skal hun derimod imponere, hiver hun et centralt minde fra gymnasietiden frem. Tainted Love af Soft Cell. Den sang hun til et talentshow, fordi hendes mor altid havde fortalt, at hun sang smukt. Det gjorde hun vist nok ikke.

Sangen handler som bekendt om et forlist parforhold, der vel mest af alt kan beskrives som giftigt. Sådan var arbejdsforholdet mellem Jonatan Spang og Camilla Boraghi på Tæt på sandheden absolut ikke, men i foråret 2023 skulle der alligevel ske noget nyt på arbejdsfronten. Flere forskellige tilbud ramte hendes indbakke, og hun stod nu over for skillevejen. Rene underholdningsshow henvendte sig, men det gjorde traditionelle journalistiske muligheder også.

En af dem var Ekstra Bladet, der mente, hun kunne styrke deres voksende fokus på cykelsport. Cykelsport, der gennem mange år har holdt nøglen til hendes hjerte. Sådan har det været, siden hun for første gang brugte Tour de France som undskyldning til at søge tilflugt fra sommerens udstillingsvindue for i stedet at se teenage-crushet Andy Schleck duellere med Alberto Contador tværs gennem Frankrig.

Så banen var kridtet op. Skulle hun gå all in på rollen som hende den sjove, eller var det i stedet på tide at styrke det journalistiske ben, endda med hendes store passion som hovedfokus? Svaret blev det sidste. Den første juni gik transferen til Ekstra Bladet igennem.

”Jeg var begyndt at føle mig lidt begrænset af sjovhedsdelen på Tæt på sandheden, mens det journalistiske tændte mig rigtig meget. Så det ville jeg gerne dykke mere ned i. Derfor var Ekstra Bladet et godt match med høj kvalitet, men også craziness og vildskab,” fortæller Camilla Boraghi, inden hun også fremhæver, at hun havde brug for at komme væk fra TV-skærmen. Hun ville gerne være mindre på.

”Jeg var træt af at være på TV. Man kan ikke undgå at blive et kendt ansigt, og det står ikke så godt til mig.”

”Er I vanvittige?”

Det lykkedes hende dog ikke at skjule sig for rampelyset ret meget mere end et par måneder. Hun dækkede Tour de France intenst henover sommeren, og det fik ifølge hendes egen vurdering Ekstra Bladet til at se et upoleret potentiale i hende. Allerede i september, blot få måneder efter ansættelsen på Ekstra Bladet, fik hun i bedste Godfather-stil et tilbud, hun ikke kunne afslå. Et tilbud om jobbet som sportsredaktør på Ekstra Bladet.

”Min første reaktion var: ”Er I vanvittige?” Men så begyndte jeg at se det for mig. Det lød spændende, og pludselig ville jeg fucking gerne.”

Camilla Boraghi blev redaktør på en af mediedanmarks største sportsredaktioner næsten ud af det blå. Et rent eventyr. Hun synes stadig, det næsten er for godt til at være sandt. Ja, sågar næsten bedre end hørfrøboller fra Politikens boghal, som hun ellers beskriver som “heroin i bolleform.” Men kun næsten. Hun stortrives i sin nye rolle. Også selvom hun nu ikke længere kun har ansvar for sine egne artikler og derfor nogle gange selv må tage skraldet, hvis noget går skævt.

”Det er overraskende sjovt at stå med lorten. For hvad skal man gøre af den? Det er vildt spændende at skulle løse problemerne og tage beslutningerne. Det føles ikke så tungt,” siger hun.

Faktisk føles det så godt, at Camilla Boraghi lige nu slet ikke mærker noget savn til jobbet som ”almindelig” journalist. Måske fordi hun stadig er med i en masse journalistiske arbejdsprocesser. Måske fordi hun i allerhøjeste grad får mulighed for at styrke det journalistiske ben, hun så gerne ville træne, og samtidig er kommet lidt væk fra underholdningsgenren. Eller måske fordi hun trives med forandring. Og det kan sagtens ske igen – forandring, altså.

”Jeg håber da helt klart, at jeg kan blive ved med at drible frem og tilbage mellem forskellige roller. Det synes jeg, vi ser mange eksempler på i branchen. Man bliver sat mindre i bås i dag. Men lige nu skal jeg være her på Ekstra Bladet i mange år. Heldigvis har jeg et langt arbejdsliv foran mig,” afslutter Camilla Boraghi.

VM i PR

VM i PR

VM i PR

Og så skyder han. Nej, han venter. Jaaaa, Michael Laudrup. Det er genialt, det der! Cirka sådan lyder det ikke til VM i PR. Til gengæld er det et intenst parløb på 48 timer, der indeholder drev med bold og blæksprutter, tusinder af post-its, ’pagne og meget lidt søvn.

TEKST: MAGNUS LØBNER ROSENBERG
ILLUSTRATION: MIRJAM MWAKA KAPEMBWA ROED

Udgivet den 07. december 2023

En kaskade af post-it-sedler dækker alle vægge som et farvehav af mosaikker. På hver seddel er en idé, der stirrer ind i rummet. Her sidder de to danske repræsentanter om et bord. En sofa står som en feltseng langs den ene væg. Den første nat er gået, og de skal vælge en idé hurtigt. De står skrevet på dørene med tusch, hvor kolleger kommer igennem med rationer.

I luften hænger en masse bolde – sådan rent metaforisk – og nu skal de løbe med en af dem.

”Vi fandt meget hurtigt ud af, at det er godt at have et war room,” siger Rose Klausen, der repræsenterede Danmark ved det netop overståede VM i PR.

Vi følger hende gennem 48 intense timer til PR-verdensmesterskabet 2023. Sammen med Miriam Hindsgaul kæmper de for at vinde guldet hjem til Danmark.

Hvad er VM i PR?
Før slaget i war room skal stå, kræver VM i PR en lille præsentation. I Den Danske Ordbog defineres PR eller pr, som indsats som en virksomhed, en institution el.lign. gør for at informere om sig selv og påvirke sit omdømme i offentligheden. Og på trods af, at det er præcis, hvad der dystes i, har de færreste nok hørt om ICCO’s Next Generation PR World Cup.

The International Communications Consultancy Organisation (ICCO) er en forening for verdens PR-bureauer over hele kloden. Deres mål er at fremme PR-evner med globalt samarbejde.

Her kommer verdensmesterskabet ind i billedet. En konkurrence, hvor verdens lande udvælger to pr-talenter under 35. Efter de regionale konkurrencer var finalisterne Sydafrika, Singapore, Ungarn, Indien, Polen, Forenede Arabiske Emirater, Storbritannien og Danmark. En NGO stiller en case, og herefter venter der finalisterne 48 timers strategiudvikling, der kulminerer i en pitch,  som bedømmes på kreativitet, effektivitet og kvalitet.

På højkant: Muligheden for at snakke realisering af sin ide med NGO’en, æren og selvfølgelig et ’Winners Trophy’.

Den danske delegation
Dagen inden konkurrencen mødes Rose Klausen fra Lead Agency med Miriam Hindsgaul fra Hindsgaul Kommunikation. De er blevet udvalgt til at repræsentere Danmark af en jury bestående af tungvægtere i den danske kommunikationsverden.

”Vi har 48 timer til at løse casen, som både skal rumme kampagnestrategi, kreativt koncept og eksekvering. Så det er virkelig ikke lang tid. Oveni tidspresset kender vi ikke hinanden, og vi har aldrig prøvet at arbejde sammen,” siger Rose Klausen. Så nu skal der lyn-bondes:

De bor begge to på Amager, de har begge to en bachelor i kommunikation fra DMJX, og de ejer begge to en ødegård i Sverige. En imponerende omgang find tre ting, I har til fælles, men Rose Klausen ser også endnu en lighed. De er blæksprutter – faglige generalister, der kan meget på flere forskellige områder uden at være specialist i ét.

”De mange arme på en blæksprutte kan også være en styrke. Så længe de arbejder koordineret sammen og ikke går i hver sin retning,” siger Rose Klausen.

Med to blæksprutter og 16 arme, der skal danne fælles front, bliver dagen også brugt på at give hinanden indblik i arbejdsmetoder, værktøjer og tidligere eksempler på, hvordan man tænker kreativt.

Med fare for at jinxe udfaldet forholder Rose Klausen sig til de bedste og værste potentielle cases. Det er sandsynligt med en stor NGO, at opgaven bliver meget bred, og det kan give udfordringer.

”Skal man ramme alle med sin kommunikation, så rammer man ingen. Det får man fortalt mange gange under uddannelsen,” siger hun.

Det globale perspektiv er dog også spændende, når man til dagligt arbejder med strategier, der skal forankres lokalt. Derfor er drømmescenariet klima eller ulighed, fordi hun synes, det er det vigtigste lige nu.

 

”Forestil dig, at du er hoppet ud i vandet. Du ved, at du skal over på den anden side, og det virker utrolig langt væk, men du ved også, at du bare må blive ved med at svømme et armtag ad gangen. Det nytter ikke noget at give op”

 

– Rose Klausen, deltager ved VM i PR 


To blæksprutter går ind i et war room
Det er den 30. november, og Rose Klausen og Miriam Hindsgaul sidder klar ved computeren for at høre casen, der skal være omdrejningspunktet for nogle hæsblæsende dage.

Frem på skærmen toner Boaz Paldi, Chief Creative Officer hos UNDP.

Gennem dobbeltdørene sjosker en dinosaur. FN’s generalforsamlingssal bliver hurtigt et kaos af forpjuskede diplomater, der føler trang til at komme længere væk fra midtergangen. Det glubske og snaksalige rovdyr indtager talerstolen.

”Listen up people, I know a thing or two about extinction,” lyder det med skuespilleren Jack Blacks stemme efter en smule feedback fra den forsvarsløse mikrofon.

”At least we had an asteroid, what’s your excuse?” lyder brandtalen til det fokuserede publikum.

Har du ikke set UNDP’s video, skulle du gøre dig selv en tjeneste og søge ‘dont choose extinction’ frem. Den kan også findes på dansk med Nikolaj Coster-Waldau som dinosaur. Kampagnen står Boaz Paldi bag, og den bliver inspirationen for de danske vm-deltageres tilgang til casen, der i grove og korte træk lyder: Hvordan aktiverer man den stille majoritet på 80 procent, der ikke har nok klimahandling?

I år var det UNDP, der skulle levere et pitch. Det er FN’s udviklingsprogram og med deres tilstedeværelse i 170 lande og territorier er det FN’s største udviklingsorganisation. Det spejlede sig i den case, de fik briefet.

”Det var en meget, meget, meget bred brief med en meget bred målgruppe og en meget bred dagsorden, men som handlede om klimakrisen og den manglende klimahandling fra verdensbefolkningen,” siger Rose Klausen, efter konkurrencen er slut. Casen var altså både skræk- og drømmescenariet i ét.

Kreativitet på tid
”Vi kunne godt lide ordet ’absurd’. Der er noget absurd i klimakrisen. Der er noget absurd i alt det, der sker. Der er noget absurd i, hvor svært vi har ved at handle på det,” siger hun.

Her begyndte 48 timer med meget lidt søvn, tusinder af post-it-lapper og tusch på dørene. Ud på de sene aftentimer faldt blodsukkeret og ordene flød sammen.

”Så var det jo bare med at fylde på med snacks, så man kunne lidt igen. Og så få flere post-it-lapper op,” siger Rose Klausen.

Til sidst måtte de bare vælge en idé og tage springet. Der er ikke tid til at træde vande og overveje, om man svømmer den rigtige vej.

”Forestil dig, at du er hoppet ud i vandet. Du ved, at du skal over på den anden side, og det virker utrolig langt væk, men du ved også, at du bare må blive ved med at svømme et armtag ad gangen. Det nytter ikke noget at give op,” siger Rose Klausen.

Deres kreative koncept fokuserede på de 40 lande med det højeste klimaaftryk per indbygger. Helt konkret en video, hvor de sendte Earth i ”Løvens hule” for at pitche sig selv som ”verdens bedste business case” foran et panel af verdensborgere. Dog var det ikke økonomi, men handling, der skulle investeres. Så kan alle være med.

De så noget absurd og provokerende ved at sammenligne Jorden med en business case, men det giver mulighed for at snakke til de borgere med det højeste CO2-aftryk med deres eget sprog og jargon.

Dommen
Det blev ikke til en dansk sejr ved årets VM i PR. Den gik til de britiske repræsentanter. Det er konkurrence i forskellige ideer, hvor casen kan løses på så mange måder, og her valgte dommerne noget helt andet.

”Vi kiggede på hinanden. ’Ved du hvad? Det der, det gik i nogle helt andre retninger.’ Vi er sgu stolte af det, vi har lavet,” siger Rose Klausen.

Hun mener, at VM i PR giver en mulighed for at sætte lys på den kreativitet, der også er i faget. Det behøver ikke være tørt og kedeligt.

”Man kan rykke ting med ord, og man kan rykke ting med rigtig godt PR- og kampagnearbejde. Det er netop spændet mellem det praktiske og det kreative, der gør PR til et virkelig interessant felt at arbejde i,” siger hun.

”Det har da været kæmpestort! At få lov til at repræsentere et land. Altså, jeg synes, det lyder lidt skørt. Men det er jo dét, vi gjorde,” siger Rose Klausen.