Ny chefredaktør på Jyllands-Posten: “Vi skal skabe helt nye medievaner hos danskerne”

Ny chefredaktør på Jyllands-Posten: “Vi skal skabe helt nye medievaner hos danskerne”

Ny chefredaktør på Jyllands-Posten: “Vi skal skabe helt nye medievaner hos danskerne”

I år fylder Jyllands-Posten 150. Med en ny redaktion på Aarhus’ havnefront, en ny digital strategi og den første kvinde i chefredaktionen nogensinde, har avisen markeret et nyt kapitel i sin historie. Marchen Neel Gjertsen hedder kvinden med ansvaret for avisens digitale vækst, og hun har skyhøje ambitioner på egne, journalistikkens og Jyllands-Postens vegne.

Skribent: Julie Schønning
FOTO: Rune Øe

Udgivet den 20. maj 2021

Forfaldsfortællingen om medierne er at finde alle vegne, og hvis medierne skal overleve, kræver det en omstilling fra analogt til digitalt indhold. Og netop den digitale udvikling har Marchen Neel Gjertsen fået ansvaret for på Jyllands-Posten, der nu også har fået sin første kvinde i chefredaktionen. For hende er opgaven ‘journalistik, ledelse og fremtidssikring.’

Hvilke visioner har du for JP’s digitale fremtid?

“Jeg har en ambition om, at Jyllands-Posten skal være størst, og det gælder også det digitale. Den styrkeposition, vi har haft som printavis, skal vi tilsvarende formå at videreføre til en yngre målgruppe af digitale abonnenter.  Det er den store omstilling både redaktionelt og forretningsmæssigt, som både JP og andre avishuse står overfor. Det er ikke nemt, men visionen er, at det skal lykkes.”

Hvor store er de vækstambitioner i tal?

“Hvis vi skal være størst, vil vi jo i første omgang gerne et godt stykke over de 40.000 digitale abonnenter, som er det niveau, Berlingske tidligere har oplyst, at de har for tiden. Men de konkrete tal er kun en kortsigtet strategi, fordi det i sidste ende handler om, at vi skal skabe helt nye medievaner hos danskerne.

De fleste under 50 år har ikke været vant til at betale for et nyhedsmedie, og hvis du sammenlagde abonnenter for Jyllands-Posten, Berlingske, Politiken, Ekstra Bladet og Zetland, ville du stadig komme frem til en ret lille totalsum. Derfor kan målet om størrelse ikke kun ses i de nuværende abonnementstal. Danskerne forbruger rigtig meget digital journalistik, men det at få folk til at købe et abonnement er en ny ting.”

Hvilke konkrete tiltag har I planlagt for at dette skal lykkes digitalt?

“Vi er ved at udarbejde en mere detaljeret digital strategi, men meget af det forbliver forretningshemmeligheder. Helt overordnet handler det om at være top of mind hos unge mennesker. Vi kappes om deres tid og digitale opmærksomhed med andre medier, techgiganter og tøjbutikker. Hvordan sørger man for at stå stærkt der? Det er et spørgsmål om at formidle sin journalistiske vision og forklare, hvad man kan få hos os. Men indholdet er selvfølgelig det, der bærer det, og der er intet teknologisk quick-fix, der slår et brag af en god historie af banen. Derfor går de to ting hånd i hånd. Det er vigtigt, at vi laver de rigtige historier, til de rigtige mennesker, på det rigtige tidspunkt og på den rigtige måde. Falder vi nogle gange i fælden og laver lidt for kedelig systemjournalistik, der tager udgangspunkt i samfundsinstitutioner i stedet for at gøre journalistikken mere borgernær? Ja, det gør vi, og det gør de fleste medier. Det skal vi alle øve os på. Som journalister har vi en interesse for samfund og politik, der gør, at vi orienterer os mod rapporter, politikere og byrådsmøder, men vi skal blive ved med at øve os i at vinkle det på konsekvenserne for borgerne.”

Jeg hører dig sige, at det gode indhold er vigtigt, men jeg vil alligevel gerne prøve at spørge igen, hvad der konkret skal ske på det digitale, fordi det jo er dit hovedansvar; er det en ny hjemmeside, nyhedsbreve, podcast, digitale fortællinger?

“Der er ikke et enkelt svar, men ja til det hele. Det er en årelang omstilling. Du kan ikke koge omstillingen ned til én ting. Det er 10.000 ting, vi skal skrue på. Og vi kommer aldrig i mål med det, for om fem år er det noget andet. Hele den digitale omstilling er jo bare et led i mediernes udvikling, og der er ikke noget quick-fix.”

Hvorfor er du den rette til opgaven?

“Det er svært at svare på selv, men jeg har været på Jyllands-Posten i lang tid, jeg kender huset godt og er vant til at repræsentere vores journalistik udadtil på den politiske redaktion. Den store forståelse for Jyllands-Posten hele vejen rundt er min bedste forudsætning for at lykkes. Vi kunne også have fundet en tech-nørd, men man kan ikke adskille den digitale strategi fra den journalistiske vision. Jeg har en kæmpe kærlighed til Jyllands-Posten og et ekstremt højt ambitionsniveau for vores fremtid.”

Hvad betyder det for dig personligt at have fået stillingen som chefredaktør?

“Det betyder da meget. Jobbet er et kæmpe privilegium, og jeg ser det som en ekstremt stor opgave at lykkes med. Jeg er ikke gået ind i faget for at blive chef, men opgaven er vokset på mig. For mig er indholdet og samfundspligten det vigtigste, men det fede ved ledelse er at se, om man kan lykkes med at flytte andre med den vej, man synes, er den rigtige.”

Hvad betyder det for dig, at du er den første kvindelige chefredaktør på Jyllands-Posten nogensinde?

“Jeg ved ikke, hvad det betyder for mig, men det virker som om, at det betyder meget for andre, at jeg er den første kvinde i chefredaktionen. Og det er jeg glad for at kunne være med til at forløse. Jeg synes, det er på tide, at Jyllands-Posten får en kvindelig chefredaktør, og jeg er da glad for, at det blev mig.”

Er der nogle medier, der er lykkes bedre med at skaffe unge abonnenter, end I er?

“Ja det er der da. Vi er glade for vores abonnenter, men det skal ikke være en hemmelighed, at JP ikke har været de bedste til at skaffe unge abonnenter. Men vi skal heller ikke lave et nyt ungdomsmedie a la TV 2 ECHO. Vi kigger måske på en målgruppe fra 30-60 år. Jeg kender ikke tallene for, hvor mange der abonnerer på Zetland, men jeg vil tro, de har ramt en yngre målgruppe. Hvis man skulle lave et nyt medie i morgen, så ville man nok satse på lyd, men vi er i den situation, at vi er rigtig gode til at skrive, og vi har stadig en kæmpe printavis, som vi er rigtig stolte af, og som ikke må lide overlast. Så vi står med et ben i to historiske epoker.”

Jacob Nybroe (Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør, red.) har kaldt jeres nye hovedsæde på Aarhus Havn for ‘et synligt tegn på optimisme efter en lang periode med nedgang og generel pessimisme i branchen.’ Har du haft samme pessimisme på mediernes vegne?

“Nej, det har jeg egentlig ikke, men man hører hele tiden fordommen, og mange prøver at dømme journalistikken ude. Men avisernes nyheder spreder sig jo til hele nyhedsbilledet på alle mulige platforme i større omfang end nogensinde før, og folk er faktisk villige til at bruge tid på journalistik. Under coronanedlukningen fik vi flere besøgende og flere abonnenter, end vi har gjort længe. Og vi sælger også stadig papiraviser. Vores gamle lokaler i Viby havde store, tomme trykkerihaller og tomme enkeltmandskontorer fra en tid, hvor der var flere journalister. På den måde bar de fysiske rammer præg af omstillingen, så det var godt for os at flytte ned på havnen.”

Hvordan tror du fremtiden ser ud for den danske presse, hvis vi ikke er gode til at omstille os fra analogt til digitalt indhold?

“Så ser den dyster ud. Når unge mennesker primært forholder sig til deres telefon eller deres laptops, så skal journalistikken være der. Når folk oplever, hvor nemt og intuitivt man kan navigere på Netflix eller Instagram, så skal medierne kunne matche samme sømløse digitale brugeroplevelse. Men vi er oppe imod nogle gigantiske kræfter, der har et helt andet udviklingsbudget og -tempo. Som de relativt små virksomheder vi er, bliver prøvelsen at følge med i den kvalitetsbedring, der kræves.”

Hvad betyder det for dig personligt at have fået stillingen som chefredaktør?

“Det betyder da meget. Jobbet er et kæmpe privilegium, og jeg ser det som en ekstremt stor opgave at lykkes med. Jeg er ikke gået ind i faget for at blive chef, men opgaven er vokset på mig. For mig er indholdet og samfundspligten det vigtigste, men det fede ved ledelse er at se, om man kan lykkes med at flytte andre med den vej, man synes, er den rigtige.”

Hvad betyder det for dig, at du er den første kvindelige chefredaktør på Jyllands-Posten nogensinde?

“Jeg ved ikke, hvad det betyder for mig, men det virker som om, at det betyder meget for andre, at jeg er den første kvinde i chefredaktionen. Og det er jeg glad for at kunne være med til at forløse. Jeg synes, det er på tide, at Jyllands-Posten får en kvindelig chefredaktør, og jeg er da glad for, at det blev mig.”

Er der nogle medier, der er lykkes bedre med at skaffe unge abonnenter, end I er?

“Ja det er der da. Vi er glade for vores abonnenter, men det skal ikke være en hemmelighed, at JP ikke har været de bedste til at skaffe unge abonnenter. Men vi skal heller ikke lave et nyt ungdomsmedie a la TV 2 ECHO. Vi kigger måske på en målgruppe fra 30-60 år. Jeg kender ikke tallene for, hvor mange der abonnerer på Zetland, men jeg vil tro, de har ramt en yngre målgruppe. Hvis man skulle lave et nyt medie i morgen, så ville man nok satse på lyd, men vi er i den situation, at vi er rigtig gode til at skrive, og vi har stadig en kæmpe printavis, som vi er rigtig stolte af, og som ikke må lide overlast. Så vi står med et ben i to historiske epoker.”

Jacob Nybroe (Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør, red.) har kaldt jeres nye hovedsæde på Aarhus Havn for ‘et synligt tegn på optimisme efter en lang periode med nedgang og generel pessimisme i branchen.’ Har du haft samme pessimisme på mediernes vegne?

“Nej, det har jeg egentlig ikke, men man hører hele tiden fordommen, og mange prøver at dømme journalistikken ude. Men avisernes nyheder spreder sig jo til hele nyhedsbilledet på alle mulige platforme i større omfang end nogensinde før, og folk er faktisk villige til at bruge tid på journalistik. Under coronanedlukningen fik vi flere besøgende og flere abonnenter, end vi har gjort længe. Og vi sælger også stadig papiraviser. Vores gamle lokaler i Viby havde store, tomme trykkerihaller og tomme enkeltmandskontorer fra en tid, hvor der var flere journalister. På den måde bar de fysiske rammer præg af omstillingen, så det var godt for os at flytte ned på havnen.”

Hvordan tror du fremtiden ser ud for den danske presse, hvis vi ikke er gode til at omstille os fra analogt til digitalt indhold?

“Så ser den dyster ud. Når unge mennesker primært forholder sig til deres telefon eller deres laptops, så skal journalistikken være der. Når folk oplever, hvor nemt og intuitivt man kan navigere på Netflix eller Instagram, så skal medierne kunne matche samme sømløse digitale brugeroplevelse. Men vi er oppe imod nogle gigantiske kræfter, der har et helt andet udviklingsbudget og -tempo. Som de relativt små virksomheder vi er, bliver prøvelsen at følge med i den kvalitetsbedring, der kræves.”

Hvis medielandskabet ændrer sig, hvorfor bliver det så JP, der overlever?

“Jeg synes, Jyllands-Posten er et af de eneste medier, der håndhæver de klassiske journalistiske dyder i forhold til tilstræbt objektiv journalistik, du kan regne med. Vi adskiller news og views og forfalder ikke til at segmentere vores journalistik så meget, at det til sidst bliver en partiavis. Ovenpå diskussionen om fake news, tror jeg, der er et behov for det. Autoritetsfaldet skal modsvares af endnu grundigere journalistik. Jeg tror på, vi skal holde fast i de idealer.”

Nyhedskriterierne skal udfordres og nuanceres, men ikke smides ud med badevandet – måske lige på nær konflikterne

Nyhedskriterierne skal udfordres og nuanceres, men ikke smides ud med badevandet – måske lige på nær konflikterne

Nyhedskriterierne skal udfordres og nuanceres, men ikke smides ud med badevandet – måske lige på nær konflikterne

Relevansen af de klassiske nyhedskriterier har været debatteret vidt og bredt. På DMJX underviser man stadig i dem – men ikke alle steder i medielandskabet bruges de i flæng. Zetland, JydskeVestkysten og nyopstartede Kiosk er enige om, at de ikke skal skrottes, men i stedet revideres og suppleres af nye kriterier. Og det bliver de.

Skribent: Cecilie Guldberg Nielsen og Nanna Ploug Niemann
Illustrator:  Louise Rix

Udgivet den 20. maj 2021

Da Hakon Mosbech var i praktik på Politiken, var han – med egne ord – for forhippet på konflikter. Det havde han lært på journalistuddannelsen. Konflikt er godt, og Hakon Mosbech ringede rundt til den ene efter den anden for at finde en kilde, der kunne give et modsatrettet perspektiv på en historie. På Politiken gav det forsider. Men når man taler med ham i dag, er han ikke specielt stolt af de forsider.

 

“Jeg tror ikke, at det var et sandfærdigt billede af virkeligheden,” siger han.

 

I dag er han journalist og redaktør på Zetland, som han stiftede i 2012 sammen med Lea Korsgaard, Jakob Moll og Silke Bock. Når han her skriver om økonomi, navigerer han ikke efter VISA-K-kriterierne, men efter, hvordan han bedst skaber værdi for Zetlands medlemmer.

 

“Der er gode ting ved de klassiske nyhedskriterier, men at bruge dem som det eneste selvstændige mål er ikke noget for os,” siger han.

 

Alligevel har onlinemediet ikke helt smidt de klassiske kriterier ud med badevandet.

Fra advarsel til tjekliste

Væsentlighed. Identifikation. Sensation. Aktualitet. Og det omdiskuterede K for enden af bindestregen: Konflikt.

 

Som journaliststuderende får man de klassiske nyhedskriterier, VISA-K, ind med modermælken. Journaliststuderende lærer at arbejde med dem, at genkende dem og til en vis grad at producere ud fra dem. Men hvis man ser ud i branchen, så er de sjældent noget, man arbejder bevidst med på redaktionerne. I stedet er de blevet til implicit viden, der ligger på rygraden, når der produceres journalistik.

Fra advarsel til tjekliste

Væsentlighed. Identifikation. Sensation. Aktualitet. Og det omdiskuterede K for enden af bindestregen: Konflikt.

 

Som journaliststuderende får man de klassiske nyhedskriterier, VISA-K, ind med modermælken. Journaliststuderende lærer at arbejde med dem, at genkende dem og til en vis grad at producere ud fra dem. Men hvis man ser ud i branchen, så er de sjældent noget, man arbejder bevidst med på redaktionerne. I stedet er de blevet til implicit viden, der ligger på rygraden, når der produceres journalistik.

Historien om nyhedskriterierne starter for over 50 år siden. Dengang var de fem nyhedskriterier tolv. De blev første gang beskrevet i 1965 af de to norske forskere Johan Galtung og Mari Holmboe Ruge, der ville undersøge, hvad der skulle til, for at en historie blev til en nyhed. Senere har Galtung udtalt, at kriterierne i virkeligheden giver et forvrænget billede af virkeligheden – hvad der bruges som en tjekliste på journalistuddannelserne, blev altså opfundet som en advarsel. Men skal de klassiske kriterier så bare smides ud? Ikke nødvendigvis, hvis man spørger en journalist, en forsker og to redaktører. I stedet skal de udfordres og nuanceres. Det bliver de i dag, hvor de får modspil af nye og reviderede kriterier. Og særligt konfliktkriteriet får en over nallerne.

 

Et vigtigt værktøj

Aslak Gottlieb er direktør for det nyopstartede ungdomsmedie Kiosk og tidligere fellow ved Center for Journalistik på SDU. Ifølge ham bliver nyhedskriterierne brugt som et journalistisk redskab. De fungerer dermed som et værdigrundlag for journalistikken, fordi de får store betydning for den måde, hvorpå de produceres.

 

Men når nyhedskriterierne blev skabt som en advarsel , kan man godt undre sig over, hvad man egentlig skal med VISA-K? At de er blevet en præmis for journalistikken er dog ikke nødvendigvis så skidt, at det ikke er godt for noget, mener Aslak Gottlieb.

 

“Nyhedskriterierne er et vigtigt værktøj. Det er bare vigtigt, at vi hele tiden forholder os til dem,” siger han. ”De klassiske nyhedskriterier stimulerer tilsyneladende langt de fleste mediebrugeres incitament til at følge med. Derfor må vi ikke smide barnet ud med badevandet.”

 

Og selvom kriterierne ikke fylder i Zetlands redaktionslokaler, særligt ikke aktualitet og konflikt, er V-et i VISA-K – væsentlighed – stadig et vigtigt værktøj, fortæller Hakon Mosbech. Et værktøj, der bliver brugt aktivt.

 

“Tidens vigtigste historie rummer på en eller anden måde også væsentlighedsbegrebet,” siger han.

 

Væsentlighed er heller ikke smidt i skraldespanden hos JydskeVestkysten. Her opererer man efter begrebet relevans – en nytænkning af væsentlighedskriteriet. Mads Sandeman, der er chefredaktør, forklarer, at væsentlighed stadig er et kriterium i nyhedsudvælgelsen, men at alt, der er væsentligt, også skal gøres relevant for læseren. Som journalist, mener han, skal man tænke på læserne frem for kilderne. I for mange år har man været for tilbøjelig til at lave journalistik på kildernes præmisser. Gør man det i stedet på læsernes, tvinges man til at overveje værdien i journalistikken, lyder argumentet bag nytænkningen.

 

“Væsentlighed er afsenderstyret. Det er mig, der bestemmer, hvad der er væsentligt for dig. Men når vi taler om relevans, er det dig som læser, der bestemmer, hvad der er relevant for dig. Det skal jeg som afsender indrette mig efter,” siger Mads Sandemann.

 

De sidder på rygraden

Morten Skovsgaard er professor MSO på Center for Journalistik på SDU og forfatter til bogen ‘Den Danske Journalist: Værdier, produktion, indhold’. Han forklarer, at kriterierne ikke er noget, som man bevidst tager stilling til på redaktionerne. I stedet er de blevet tavs viden.

 

“Nyhedskriterierne er noget, man får ind på rygraden som journalist. Det er ikke sådan, at man tæller op: ‘Denne historie opfylder fire kriterier, så det er en god historie’. Kriterierne er ubevidst viden for en del journalister,” siger han.

 

Det stemmer godt overens med billedet på JydskeVestkysten. Her taler man ikke meget om nyhedskriterierne, fortæller Mads Sandemann. I stedet er det andre kriterier, der opereres efter.

 

“Vores hovedlinjer er, at journalistikken skal være kritisk, konstruktiv og debatskabende, og den skal være uafhængig, relevant og troværdig. Det er nøgleordene for vores journalistik, og det dækker over alt – ikke kun nyheder,” siger han.

 

Konflikt skævvrider virkeligheden

Politiske konflikter, uenigheder og intriger fylder ofte i nyhedsdækningen, og netop konflikt kan være en udfordring for journalistikken. Problemet ved nyhedskriterierne kan være, at de giver et skævvredet billede af verden. Det hænger sammen med, at nyhederne ikke kan give et ‘en-til-en-billede’ af verden. Journalister bliver nødt til at vælge ud i nyhedsstof, fortæller Morten Skovsgaard, professor MSO på Center for Journalistik ved SDU.

“Det afvigende er på sin vis det interessante, så ofte vil nyhedsdækning give et forvrænget billede af virkeligheden. Det er klart, at hvis dækningen altid fokuserer på konflikt, kan borgerne få et værre billede af verden, end sådan, som det reelt forholder sig,” siger han.

Det billede kan Hakon Mosbech genkende. Han mener, at det ensidige fokus på konflikt skaber en risiko for nyhedstræthed, hvor læsere, seere og lyttere vælger nyheder fra, fordi de er trætte af konflikterne. Ifølge ham er konfliktkriteriet en stor del af, hvorfor journalistikken kan give et skævt billede af virkeligheden. Selv historier, der indeholder konflikt, er ofte mere end det, mener han.

“Der mangler flere nuancer end to parter, der er dybt uenige. Idealet om konflikt kan man bruge, hvis det virkelig er der og giver mening, men det er ikke et selvstændigt mål. Det viser verden i forkerte farver,” siger Hakon Mosbech.

 

Mads Sandemann, chefredaktør på JydskeVestkysten, mener, at konflikter, kan være vinklen på en nyhed, hvis substansen i konflikten er relevant for læseren. Til gengæld tror han ikke længere, at konflikt for konfliktens skyld er nok for læserne.

 

“Da jeg startede som journalist  i 1992, kunne man godt lave en tophistorie om to politikere fra det samme parti, der skændtes om et eller andet. De historier er der ikke mange, der gider at læse i dag,” siger Mads Sandemann. 

 

“Nyhedsjournalistik er godt til at skrive om vejret”

Ifølge Hakon Mosbech er det ikke kun konfliktkriteriet, der medvirker til et forvrænget verdensbillede. Scroller man gennem sit nyhedsfeed, vil man ofte blive mødt af gule og røde BREAKING NEWS-bjælker. Mediernes fokus på her og nu, også kendt som aktualitetskriteriet, fylder i nyhedsstrømmen. Det kan være problematisk, for man misser de langsomme, strukturelle forandrer, når man sigter målrettet efter aktualitet og fokuserer på her-og-nu-stof,  mener Hakon Mosbech.

 

“Man risikerer at ende i en lemmingeffekt, hvor alle medier taler om det samme, indtil de flytter videre til næste store historie på dagsordenen. Det gør, at vi kan glemme mange af de vigtige historier, der er rundt omkring,” siger han. ”Klimaforandringerne er svære at indfange, hvis man er fokuseret på hyperaktualitet. Nyhedsjournalistik er godt til at skrive om vejret, men det er dårligt til at skrive om klimaet.”

 

Alternative nyhedskriterier udfordrer

Noget tyder på, at det virker at udfordre de klassiske nyhedskriterier. Ifølge Mads Sandemann kan det konkret mærkes på antallet af abonnenter. Hos JydskeVestkysten er antallet af daglige bruger siden 2016 steget fra 60.000 til 140.000, og det er der en særlig grund til.

 

“Vores fokus på relevans har gjort, at vi har haft et stigende antal abonnenter siden sidste sommer, hvor det ellers har været faldende i 25 år,” siger han.

 

Også Aslak Gottlieb, direktør på Kiosk, nikker genkendende til efterspørgslen på nye former for journalistik. Kiosk bygger på ‘Engagements-kriterierne’: Brugerne skal beskæftige sig med det indhold, som medierne traditionelt har patent på. Kriterierne opstod, fordi Aslak Gottlieb kunne se en efterspørgsel.

 

“Da jeg selv undersøgte yngre mediebrugeres attitude til medierne, var der en samstemmende oplevelse af, at det ikke førte til noget. Man malede konflikter op, som bare fik lov til at blafre i vinden. At journalistikken ikke var resultatorienteret generede de unge mediebrugere,” siger Aslak Gottlieb.

 

Spørger man ham, vil vi se en efterspørgsel på journalistik, der bygger på andre kriterier end aktualitet og konflikt. Blandt andet tror han, at der vil blive større efterspørgsel på at pege på løsninger, og ikke bare på problemer. Det vil have konsekvenser, hvis medierne fortsætter det ensidige fokus på konflikt.

 

“Der er tendens til at fokusere for meget på problemerne i verdens tilstand. Det har givet udslag i, at vi risikerer at miste brugerne. Det er jo ikke sikkert, at der i fremtiden vil være efterspørgsel på journalistik. Det kan man ikke tage for givet,” siger han.

Old habits die hard

Selvom alternative nyhedskriterier skyder op og udfordrer de klassiske, er det ikke ensbetydende med, at VISA-K bliver lagt i graven. Old habits die hard, som man siger.

Noget tyder på, at man ikke er helt klar til at sige farvel til de klassiske kriterier, selvom de kræver revidering og nuancering.

 

”Jeg tror, at der i journalistikken vil være plads til flere og flere forskellige kriterier,” siger Aslak Gottlieb. ”Men jeg tror og håber da ikke, at vi skal sige farvel til de klassiske nyhedskriterier.”

Hvis man skruer tiden tilbage til nyhedskriteriernes oprindelse, var det især fokusset på konflikt og historier om ting, der går galt, som Johan Galtung advarede imod. Og det forstår Hakon Mosbech. For selvom journalistikken skal holde magthaverne til ansvar og sætte problemer til debat, skal den også vise, når ting fungerer og løses, mener han.

 

“Ellers sidder min mormor ude i Lyngby og bliver bange og ked af det, fordi hun tror, at verden kun er ildebrande og skud i gaderne og død og ødelæggelse og politiske skandaler. Når verden i virkeligheden går fremad på rigtig mange måder,” siger han.

De tre mediers kriterier – klik på Zetland og Kiosks for at læse mere.

På tværs af generationer: Tre journalister taler om en branche i forandring

På tværs af generationer: Tre journalister taler om en branche i forandring

På tværs af generationer: Tre journalister taler om en branche i forandring

Som journalist i det 21. århundrede kan man let glemme, at internettet ikke altid har været der. Men vi skal vi ikke meget længere tilbage end til omkring årtusindeskiftet, før internettet blev et fast arbejdsredskab hos journalister. Verden har rykket sig, og med det har journalisterne skullet det samme. Vi har talt med tre journalister i forskellige aldre om deres syn på udviklingen.

Skribent: Marcus Wehage
Foto: Margarita Ilieva

Udgivet den 20. maj 2021
”Ekstra Bladets rolle er ikke at skulle være populær. Vi skal være en sten i skoen, og folk skal synes, vi er nogle idioter”

”Ekstra Bladets rolle er ikke at skulle være populær. Vi skal være en sten i skoen, og folk skal synes, vi er nogle idioter”

”Ekstra Bladets rolle er ikke at skulle være populær. Vi skal være en sten i skoen, og folk skal synes, vi er nogle idioter”

Det er fagre nye verden hos Ekstra Bladet. En ny chefredaktion har markant ændret ved meget af det indhold, folk typisk forbandt med avisen. Nu er det dagsordensættende afsløringer og magtkritiske historier, der definerer Ekstra Bladet anno 2021.

Skribent: TOBIAS WINTER
ILLUSTRATION: SILJE QVIST

Udgivet den 20. maj 2021

(Note fra redaktøren: 19. maj 2021 forlod Kristoffer Eriksen posten som chefredaktør med øjeblikkelig virkning, og det blev offentliggjort, at Henrik Qvortrup overtager pladsen som ansvarshavende chefredaktør på Ekstra Bladet. Denne artikel er skrevet i måneden op til.)

”Inden man starter, kan man have en forestilling om, at der går side 9-piger rundt mellem skrivebordene,” fortæller Magnus Mio, der siden august 2020 har været praktikant på Ekstra Bladet.

Forestillingen bygger givetvis på fordomme. Fordomme om et mandehørmende sted, hvor under-bæltestedet-jokes er hverdagskost og rubrikkernes blikfang vigtigere end indholdet.

”Men sådan er det slet ikke. Det er en mediearbejdsplads ligesom så mange andre,” fortsætter han.

En mediearbejdsplads, der har gennemgået et utal af ændringer de, og især dét, seneste år. En gennemgribende omdannelse af det gamle Ekstra Bladet, folk kendte. Det stærkt omdiskuterede Nationen-kommentarspor er ophørt, de utidssvarende massageannoncer udfaset, og chefredaktionen opdateret. Poul Madsen har abdiceret efter 14 år som Ekstra Bladets ubestridte tabloidkonge, og ind er kommet det nykronede makkerpar Kristoffer Eriksen og Pernille Holbøll. Sidstnævnte som konstitueret ansvarshavende chefredaktør.

 

Frygten for den røde mikrofon

”Det gav mig helt klart en umiddelbar følelse af højdeskræk,” siger Kristoffer Eriksen om sin nyslåede titel som chefredaktør.

Fælles for begge chefredaktører har været det erklærede mål om ikke at skulle være en ny Poul Madsen. De vil være deres egne.

”Jeg har oplevet en intens lyst fra nogen for at sammenligne både mig og Kristoffer med Poul. Det er vildt irriterende,” siger Pernille Holbøll.

Det skete pludseligt, at de fik nye titler. En ny hverdag for dem begge. Men hvordan har det så været at skulle være chefredaktør for en af landets mest populære aviser, spørger jeg Kristoffer Eriksen. Han studser over formuleringen ’populær,’ for det er bestemt ikke hensigten.

”Ekstra Bladets rolle er ikke at skulle være populær. Vi skal være en sten i skoen, og folk skal synes, vi er nogle idioter.”

Ekstra Bladet vil stikke og provokere, konfrontere og være kritiske – lige meget hvad. De vil være netop dén mikrofon, magthaverne frygter og flygter fra. Dem, de andre ikke gider lege med. Det fylder meget hos Ekstra Bladet, og Kristoffer Eriksen siger, at selvom ordene ’frygten for den røde mikrofon’ måske er lige lovlig tabloidt formuleret, så er det meget bevidst.

”Hvis jeg skal sætte os selv lidt op på en piedestal – og det er sjældent særlig kønt – så synes jeg, at Ekstra Bladet har en fuldstændig afgørende rolle i et demokrati. At vi hver dag hjælper magthaverne med at opføre sig ordentligt. Det har en kæmpe præventiv effekt,” siger han og fortæller om det, han kalder ’Ekstra Bladet’-testen.

Det er en test, som efter sigende bruges i firmaer og organisationer, fortæller Kristoffer Eriksen. Når en stor beslutning står for døren, opvejes konsekvenserne nøje. Beslutningen på den ene hånd over for konsekvenserne ved at have beslutningen på forsiden af Ekstra Bladet på den anden. Den test må aldrig forsvinde, understreger han.

 

Man ved aldrig med i morgen

Gennem tiden har mange store personligheder været med til at forme Ekstra Bladet til det, det er i dag. Når man snakker med de to nye chefredaktører, er det også åbenlyst, at Ekstra Bladet ikke blot er deres arbejdsplads, men også meget mere end det. Det er med en moden respekt for avisen, at de taler om den.

”Vi er dem, vi er. Kristoffer og jeg er kun en lille del af Ekstra Bladet. Ekstra Bladet er jo større end os, og det kan jeg rigtig godt lide. Journalistikken er større end os,” siger Pernille Holbøll.

Ekstra Bladet er et sted, hvor det altid går stærkt. Fingeren er på breaking-aftrækkeren, og det handler konsekvent om at komme først. Det er karakteristisk og meget sigende for avisen, at man sjældent har en ide om, hvad der sker i morgen, forklarer Kristoffer Eriksen. Spurgt til, hvorvidt han selv er at finde på Ekstra Bladet om nogle år, når nu der er så mange forandringer på avisen, har han svært ved at svare på.

”I Journalistens nytårsquiz om mulige begivenheder i 2021, har jeg selv svaret, at jeg bliver hos Ekstra Bladet, men det ved man aldrig. Der er ingen garanti for noget i showbiz,” svarer han.

Er det sådan, du ser det? Ekstra Bladet som showbiz?

”Det er nok lidt for forenklet. Det var nok lidt et Karl Smart svar,” griner Kristoffer Eriksen, der anerkender uvisheden i en branche, der bevæger sig med enorm fart.

Den breaking-ansvarlige, Pernille Holbøll, kender godt til følelsen af, at det skal gå stærkt. Hun nævner selv en episode fra den forløbne uge, hvor det gik lidt for stærkt, og en journalist i en rubrik skrev ”PostNord – mulig bombe” med store, gule breakingfarver. Der var ikke tale om en brevbombe, som man ellers kunne frygte, men derimod EU-kommissionens godkendelse af dansk statsstøtte til PostNord.

Det var en fejl, erkender Pernille Holbøll, der understreger, at det er en vigtig og svær balancegang at gøre ting ordentligt, og samtidig være først og konsekvent dagsordensættende 24 timer i døgnet, som de ønsker.

”Vi er jo sådan nogle utålmodige typer, men det er vigtigt for os at gøre det ordentligt,” siger hun.

 

Kan man det hele?

I hele fortællingen om det nye Ekstra Bladet er det værd at spørge, om avisen kan det hele og – endda måske endnu mere relevant – skal det hele?

Kan de godt være de hårdtslående journalister, der fælder ministre og sætter dagsordenen om mandagen, når de om tirsdagen bringer ’håndværker’-tillæg med letpåklædte damer? Svaret er selvfølgelig ja, lyder det fra det to chefredaktører.

”Ekstra Bladet skal være for alle, og der skal være noget for alle. Det er et forrygende hurlumhejhus, hvor man kan læse det, der interesserer én,” siger Kristoffer Eriksen, mens Pernille Holbøll forklarer balancen mellem alle Ekstra Bladets mange forskellige redaktioner.

”Den undersøgende journalistik er så meget Ekstra Bladet anno 2021. Det er virkelig de gode, magtkritiske historier.

Men det skal samtidig siges, at Ekstra Bladet er intet uden de gode historier på alle punkter. Sport, underholdning, krimi, Bandeland og så selvfølgelig den undersøgende journalistik. Kristoffer og jeg skal binde det hele sammen,” siger hun.

Magnus Mio, der har været hos Ekstra Bladet i knapt et år, fortæller, at de mange elementer på avisen kan og bør samarbejde. De skal fungere i symbiose, som han beskriver det.

”Jeg synes ikke nødvendigvis, det ene skygger for det andet, eller omvendt. Der skal være journalistik til hele Danmark,” siger han.

Og netop journalistik målrettet hele Danmark har altid været en prioritet på Ekstra Bladet. Det var også derfor, at det nu hedengangne Nationen-kommentarspor blev oprettet i sin tid, forklarer Kristoffer Eriksen. Det var den lille mands ventil til den store verden. En adgang til et ellers hermetisk lukket landskab.

Men det landskab har nu forandret sig. Det har kaldt på forandringer, som har været nødvendige. Kristoffer Eriksen ved ikke selv, hvad fremtiden bringer for Ekstra Bladet eller mediebranchen generelt.

“Udviklingen lige nu går så stærkt, at man nemt kommer til at fremstå så dum, når man siger noget om fremtiden. Og det er nok enormt sigende for Ekstra Bladet. Det er et medie i rivende udvikling, hvor intet står stille.”

Digitalt detektivarbejde: Hvordan frit tilgængelig information afslørede ulovlig våbenhandel

Digitalt detektivarbejde: Hvordan frit tilgængelig information afslørede ulovlig våbenhandel

Digitalt detektivarbejde: Hvordan frit tilgængelig information afslørede ulovlig våbenhandel

Internettet giver adgang til et uudtømmeligt lager af information, der med den rette tilgang kan være uvurderlig for undersøgende journalister. Her får du historien om, hvordan danske journalister benyttede sociale medier, Google Earth og smarte Google-søgninger i deres prisvindende afsløring af et muligt brud på EU-lovgivning.

Digitalt detektivarbejde: Hvordan frit tilgængelig information afslørede ulovlig våbenhandel

Internettet giver adgang til et uudtømmeligt lager af information, der med den rette tilgang kan være uvurderlig for undersøgende journalister. Her får du historien om, hvordan danske journalister benyttede sociale medier, Google Earth og smarte Google-søgninger i deres prisvindende afsløring af et muligt brud på EU-lovgivning.

Skribent: TOBIAS BUNDOLO & VICTOR BJERRE
ILLUSTRATION: NIKOLINE RYTTERGAARD

Udgivet den 20. maj 2021

Seks kampklædte soldater træder ud på den gyngende gummibåd, mens den bliver sænket ned i vandet fra Bayunah-korvetten, et franskbygget krigsskib. Maskingeværerne hviler i hænderne. Kort efter skyder gummibåden gennem bølgerne i Bab el-Mandeb-strædet ud for Yemens kyst med kurs mod et fragtskib. De bevæbnede, sortklædte specialstyrker vader over fragtskibet mod besætningen, der opgivende rækker armene i vejret.

Alt dette kan ses i en emiratisk TV-reportage fra den 16. oktober, 2015. Fem år efter og tusindvis af kilometer væk, i et redaktionslokale i København, graver et hold af journalister klippet frem under en ugelang workshop, hvor de undersøger dansk våbeneksport med netmediet Danwatch i spidsen. Under hele workshoppen har holdet arbejdet med såkaldte OSINT-metoder, hvor man benytter sig af åbne databaser på internettet som led i undersøgende journalistik.

Klippet kan virke ubetydeligt i sig selv, men det er en helt afgørende brik i det puslespil, journalisterne er i gang med at samle. Bayunah-korvetten sejler nemlig ikke kun rundt med soldater og maskingevær. Ombord er også en helt særlig radar, der er produceret af det aarhusianske våbenfirma Terma. Og det er netop denne radar, som de danske journalister har blikket rettet mod.

Krigsskibene er en del af de Forenede Arabiske Emiraters flådeblokade af Yemen. Ifølge eksperter bryder blokaden muligvis menneskerettighederne, fordi den afskærer lokalbefolkningen fra at få nødhjælp.

Hvis det kan bevises, at krigsskibene med de danske radarer er til stede i krigszonen, betyder det, at Terma har overtrådt EU-lovgivning ved at give materiel støtte til Emiraternes ulovlige krigshandlinger. Det er en god historie og en meget konkret opgave for et hold ambitiøse undersøgende journalister.

Men hvordan beviser man det?

Dansk virksomhed på radaren

Charlotte Aagaard, der er undersøgende journalist, er med under efterforskningen oppe under loftet på Nørregade 18. Det er her, det undersøgende netmedie Danwatch holder til. Allerede inden efterforskningen begyndte, havde hun og kollegerne besluttet, at de ville undersøge krigen i Yemen. De ville stille skarpt på Saudi Arabien og de Forenede Arabiske Emirater, der menes at stå bag menneskerettighedskrænkelser i regionen.

Første skridt er at undersøge, hvad Danmark eksporterer af militærudstyr og til hvem. I en række rapporter finder de hurtigt ud af, at Terma har solgt radarsystemer til de Bayunah-krigsskibe, som Emiraterne havde bestilt. Det virker lovende.

“Det er heldigvis sådan, at forsvarsvirksomheder ofte praler ret meget, når de har fået en ny ordre,” siger Charlotte Aagaard.

Ved hjælp af en smart søgning på Termas hjemmeside finder journalisterne en årsrapport, der bekræfter, at de har solgt radarerne til Emiraterne.

Lær hvordan: Fokusér din Google-søgning

Google-søgning er et dagligt redskab for de fleste af os, men med et par helt enkle søgefunktioner kan man få endnu skarpere søgeresultater.

Eksempelvis:
Hvis du ønsker at søge på en bestemt hjemmeside, indtaster du ‘site:’ i søgefeltet, efterfulgt af adressen. Efterfølgende kan du så skrive et søgeord, som du ønsker at finde på hjemmesiden.

Eksempelvis vil søgningen ‘site:imdb.com Sherlock Holmes’ vise alle hits på imdb.com, der nævner Sherlock Holmes.

Du kan gøre din søgning endnu mere specifik ved at desuden at søge efter dato. Hvis du tilføjer ‘after:’ eller ‘before:’ til din søgning efterfulgt af en dato, vil du ekskludere alle hits, der falder uden feltet.

Søgningen ‘site:imdb.com Sherlock Holmes before:2020-04-03’ vil finde alle hits på imdb.com med Sherlock Holmes fra før den 3. april 2020.

Nu kan du selv prøve dig frem:

Jeg vil gerne vide noget om Frank Jensen, før han blev borgmester. Hvilken historie er den første, der kommer frem, hvis man søger efter resultater fra dr.dk, før han blev borgmester i 2010?

  • Frank Jensen stiger i graderne i Socialdemokratiet
  • Kampvalg mellem Jensen og Thorning-Schmidt
  • Frank Jensen færdig i Folketinget 

Næste skridt er at dokumentere, at Bayunah-korvetterne rent faktisk befinder sig i krigszonen omkring Yemen. Her står de overfor en udfordring.

“Vi kunne jo ikke bare tage derned. Der er krig, så man kan ikke få visum. Vi ville i øvrigt nok heller aldrig få mulighed for at rende rundt på militærbaser i Yemen for at se på skibe,” siger Charlotte Aagaard.

Så hvordan kan man være til stede og se sig omkring i Yemen – uden at forlade kontoret?

 

OSINT på skoleskemaet

En af ildsjælene bag OSINT’s udbredelse i Danmark er Daniel Oxholm, der er visuel efterforsker. Med en baggrund i kunsten har han specialiseret sig i open source-metoder. Daniel Oxholm har sammen med Center for Undersøgende Journalistik taget initiativ til det studenterdrevne open source-netværk NOIR. Her deler danske open source-entusiaster deres tips og erfaringer. De var blandt andet med til at arrangere workshoppen hos Danwatch.

“Det, man skal lære, er i virkeligheden logikken, mere end det er metoderne,” siger Daniel Oxholm. Mange af værktøjerne er nemlig kun relevante kortvarigt. For eksempel ændrede Facebook sidste år deres algoritmer. Den ændring gjorde, at alt det, man før kunne filtrere og tilgå med open source-teknikker, ikke længere var muligt.

“Man skal lære at holde sig opdateret på, hvad der sker i open source-verdenen,” siger han.

Daniel Oxholm håber, at OSINT kommer på skoleskemaet på landets journalistuddannelser. For hvis metoderne først bliver præsenteret for journalisterne ude på de travle redaktioner, kan det være svært at finde roen til at dykke ned i værktøjskassen og den tankegang, der ligger bag.

Som et spionfly

Charlotte Aagaard og resten af holdet er på jagt. De prøver at finde synlige beviser på, at de emiratiske krigsskibe er til at finde ved Yemens kyst. Så de går på Google Earth, drejer 3D-kloden en kvart omgang mod sydøst og zoomer helt ind på Yemens kystlinje. Som et spionfly, der svæver over landskabet, rejser Charlotte Aagaard og de andre journalister langs kysten for at undersøge landets havne. Er de karakteristiske Bayunah-korvetter – med den spidse stævn, længden på 72 meter, og den let genkendelige helikopterplads bagerst på skibet – at finde nogen steder?

“Det minder lidt om en krimiundersøgelse. Man tror, at man har fundet det fældende bevis, og at det nu er morderen, vi har fat i, og så finder man ud af, at det ikke var sådan, det hang sammen alligevel,” siger Charlotte Aagaard.

Efter flere tusinde kilometers overflyvning af Yemens kyst er der endnu intet resultat. Ingen Bayunah-krigsskibe. Charlotte Aagaard og resten af holdet må udvide søgefeltet.

Endelig falder de over en støvet havneby i nabolandet Eritrea. Herfra er der kun 65 kilometers sejlads til Yemen. Her ligger et par skibe, der umiskendeligt ligner Bayunah-korvetter – den spidse stævn og den store helikopterlandingsplads. 

Lær hvordan: 'On top of the world' med Google Earth

Et andet værktøj som journalisterne benyttede sig af i arbejdet med afsløringen af Terma, var Google Earth. Her benyttede de sig af det indbyggede måleværktøj, som meget præcist kan afgøre længder.

I undersøgelsen blev det brugt til at måle fly og skibe, men da nærmest hele verden er tilgængelig via satellitbilleder i Google Earth, er mulighederne uendelige.

Det kræver kun, at du downloader Google Earth Pro, og så kan du under funktioner finde linealen og måle afstande i alt fra sømil til centimeter.

Nu skal du selv på arbejde.
Kan du finde frem til, ved at måle langs den vestlige mur, hvor lang journalisthøjskolen på Katrinebjerg er?
Er skolen 61 meter, 65 meter eller 69 meter lang?

Men billederne på Google Earth bliver slørede, når man kommer for tæt på, så det er svært at se præcis, hvordan skibet ser ud. Er det nu sikkert, at det lige præcis er en Bayunah-korvet?

Her bruger Charlotte Aagaard og journalisterne et særligt måleredskab, der ved hjælp af Google Earths pixels kan måle afstand på jordens overflade. Ret nøjagtigt endda. Krigsskibene på kortet er 71,3 til 72 meter, viser pixel-linealen. Det kan altså kun være Bayunah-korvetterne.

De danske radarer befinder sig på Emiraternes skibe i krigszonen og har gjort det siden krigens begyndelse. Ved hjælp af offentligt tilgængeligt materiale har Charlotte Aagaard og resten af holdet dokumenteret, at Termas krigsudstyr er blevet anvendt i en krigszone. Dermed har Terma bidraget til brud på menneskerettighederne.

Poleret information

Open source-undersøgelserne giver særligt god mening i vores tid, fortæller lektor Jannie Hartley Møller. Det bliver sværere og sværere at få informationer ad den officielle vej, og virksomheder er for eksempel meget varsomme med, hvad de lægger ud.

“Det hele bliver så poleret og rengjort. Det bliver sværere at finde den der hemmelige bunke dokumenter, der ligger i et gammelt arkiv et eller andet sted. Det eksisterer ikke rigtig længere,” fortæller Jannie Hartley Møller. Men netop fordi der er mange, der har interesse i at lukke de mere klassiske informationsstrømme ned, er open source-metoderne en ny måde at åbne op for informationer ad andre veje, mener hun.

Puslespillets sidste brikker

Søndag den 17. maj kan journalisterne lægge den sidste brik i puslespillet, da historien går i luften på TV2 og Danwatch. Hjemme i sofaen kan Charlotte Aagaard skænke sig selv et glas champagne og se historien køre i nyhederne hele aftenen.

“Jeg har jo været i journalistik i 100 år. Jeg vidste godt, at det var en forsidebasker,” siger hun. “For mig er det en drivkraft, når jeg føler, at jeg har fundet fast grund i en historie, og jeg føler, at jeg kommer til at bringe noget ny viden frem.”

Charlotte Aagaard fortæller, at hun i sin tid blev journalist, fordi hun ville gøre verden til et bedre sted. Nu kan hun nyde tilfredsstillelsen i, at hun med Terma-undersøgelsen har været med til, som hun siger, ’at få styr på et område, der sejler.’

Danwatch og TV2 modtog i november 2020 Foreningen for Undersøgende Journalistiks Metodepris for deres undersøgelse.
I kølvandet på afsløringerne blev Terma anmeldt til politiet, og efterforskningen kører hos Østjyllands Politi.
I oktober sidste år vedtog Folketinget en stramning af kontrollen med dansk eksport af dual use-udstyr.
Læs artikelserien ‘Krigsforbrydelser under radaren’ her.

Klubhuset er blevet online: Clubhouse er den nye spiller blandt de sociale medier

Klubhuset er blevet online: Clubhouse er den nye spiller blandt de sociale medier

Klubhuset er blevet online: Clubhouse er den nye spiller blandt de sociale medier

Clubhouse er en ny social platform, der i år for alvor har fået medvind. Her foregår alt på lyd, og brugerne kan oprette rum, hvor de kan snakke om alt mellem himmel og jord. Men er der overhovedet brug for et nyt medie? Og hvilke udfordringer kan det medføre?

Skribent: Katrine Mengel & Selma Hildebrand Frederiksen
ILLUSTRATION: lOUISE RIX

Udgivet den 25. marts 2021

 Når du vågner om morgenen, hvad er så det første, du gør? Det kan være, du rækker ud efter din mobil og tjekker en af dine små firkantede bokse. De sociale medier. 

Instagram, Facebook, Twitter. Vi kender dem allesammen. Men nu er der en ny spiller i byen. Den hedder Clubhouse, og den er (måske) kommet for at blive. 

Clubhouse adskiller sig fra Twitter og Facebook ved at være et auditivt medie, altså kun baseret på lyd. Forestil dig et stort åbent Zoom-opkald, hvor alle medlemmer kan deltage; men kun med lyd. Det er det, Clubhouse tilbyder. Her handler det ikke om sjove opslag, pæne billeder og likes, men om at lytte og være en aktiv del af samtalen. 

Ligesom Facebook har grupper, har Clubhouse rum med forskellige temaer. Emnerne spænder vidt – fra en talk med Elon Musk, til en samtale om iværksætteri eller bare en let snak i rummet “lørdagskaffe”.

 Podcastens sociale medie

Men er der overhovedet brug for en ny social platform?

Jesper Tække er lektor i Medievidenskab på Aarhus Universite og forsker blandt andet i sociale medier. Han mener, at Clubhouse har fundet sin niche på det helt rigtige tidspunkt.

“Podcast har haft stor succes over de sidste par år. Der har jo været et hul i markedet til at lave et auditivt socialt medie, og det har de fundet et glimrende setup til.”

Jesper Tække pointerer, at brugerne har mulighed for at gøre andre ting, mens de bruger platformen. De kan arbejde, køre bil eller vaske vinduer. På Clubhouse sker tingene her og nu, og man behøver ikke at scrolle eller skrive for at deltage.

Det kan til gengæld også være en udfordring, mener Aminata Amanda Corr. Hun er kulturjournalist på Berlingske og har blandt andet skrevet om Clubhouse.

“Clubhouse er du nødt til at dedikere dig til. Enten skal du tale, eller høre efter, hvad der bliver sagt. For hvis du ikke hører det, mens det bliver sagt, så er det væk igen,” siger Aminata Amanda Corr.

Lektor Jesper Tække mener, at Clubhouse har en fordel som lydmedie, da brugerne kan beskæftige sig med andre ting, imens de bruger platformen.

 En demokratisk udfordring?

Aminata Amanda Corr påpeger Clubhouses her og nu-element som en potentiel udfordring for mediets levetid, da det kræver en vis dedikation fra brugerne. Derudover pointerer hun, at der også er udfordringer ved Clubhouse set ud fra et journalistisk synspunkt. Ifølge Clubhouses retningslinjer må man ikke optage samtaler derinde, medmindre det er blevet sagt på forhånd.

Aminata Amanda Corr peger på en situation, hvor to politikere fra Radikale Venstre startede et rum ved navn ‘Ugen der gik i dansk politik’. Her gjorde de klart for deltagerne, at man ikke måtte citere dem direkte. Det er ifølge platformens retningslinjer helt berettiget, men ifølge Aminata Amanda Corr medfører det et principielt problem.

Aminata Amanda Corr, journalist på Berlingske, tror, at det er nemmere at skrive noget grimt online, end at sige det højt.

“Så er det jo pludseligt ikke længere en offentlig samtale på en offentlig platform. Hvis en politiker sagde noget kontroversielt, kan man så dække sig ind ved at sige, at det her vil jeg ikke citeres for? Det er ligesom en blindgyde, som ikke rigtigt giver mening,” mener kulturjournalisten.

Du må ikke transkribere, optage eller på anden måde reproducere og/eller dele informationer fremskaffet i Clubhouse uden forudgående tilladelse.

Kilde: Clubhouse Community Guidelines

Samtidigt skal man inviteres, hvis man vil være medlem af Clubhouse. Det betyder at det ikke er alle, der har adgang til de debatter, der foregår.

Skal man så være utryg ved, hvad Clubhouse gør ved den offentlige debat? Det mener medieforsker Jesper Tække ikke, da mediet endnu ikke er stort nok i Danmark til at have reel indflydelse for offentligheden.

“Den offentlige debat i Danmark går bestemt ikke glip af noget, selvom det kan være meget sjovt at være med,” siger han.

Intimitetens rum

Selvom Clubhouse på mange måder minder om andre platforme som Instagram og Facebook, kan mediets format muligvis begrænse de hadske beskeder og den hårde tone, som man kan finde andetsteds.

“Jeg tror simpelthen, at det er nemmere at skrive noget grimt, end hvis man skal sige det og høre folks umiddelbare reaktion,” siger Aminata Amanda Corr, når hun beskriver, hvordan kommunikationen over lyd adskiller sig fra at skrive beskeder til profilbilleder på Facebook.

For Maya Tekeli, journalist hos Ekstra Bladet og aktiv bruger af Clubhouse, er det netop lydformatet, der gør, at vi har en pænere samtale.

“På andre sociale medier kan man skrive ‘Hey, du er dum’ og skride igen, uden at der er et ansvar,” siger hun.

På Clubhouse oplever hun, at der bliver skabt et mere intimt rum, hvor man som bruger er tæt på at føle, at man har en reel relation.

“Det er ligesom telefonsamtaler. Det kan være intimt at tale i telefon med andre. Det er det samme, du får her.”

Maya Tekeli har på hendes færd på Clubhouse stødt på nogle af de rum, hvor brugerne har udviklet en relation til hinanden. Her har hun erfaret, at man kan blive frygtelig upopulær, hvis man snakker imod den gængse holdning. Det kan få hende til at frygte, at der på sigt kan blive udviklet kraftfulde ekkokamre.

Journalist Maya Tekeli oplever, at brugere på Clubhouse kan udvikle stærke relationer
– på godt og ondt.

Det er Aminata Amanda Corrs oplevelse, at det primært er folk fra samme brancher, der snakker løs på Clubhouse. Måske kan årsagen være, at det kræver en invitation at komme ind.

“Lige nu er det mest IT-konsulenter, eksperter og mediefolk, der er der. Hvis man forestiller sig, at det kun var de mennesker, der var på Facebook, ville det blive trægt i længden,” siger Aminata Amanda Corr.

“Jeg tror, der er nogle mennesker, der kunne være rigtigt gode for Clubhouse-miljøet, men som har svært ved at tilgå det. Altså mennesker med noget på hjertet, der ikke er smarte og fra de ‘rigtige’ brancher.”

Clubhouse er stadig ved at finde sin plads på den sociale mediehylde i Danmark, og det kan være svært at spå om fremtiden.

Lydformatet rammer noget helt unikt, og allerede nu viser Twitter interesse for at lave deres eget lydunivers. Hvis Clubhouse får udnyttet sit potentiale og foreløbige monopol som auditivt socialt medie, så mener Jesper Tække, at Clubhouse kan have en lang levetid.