Dogmatisk eksperimenterende
Dogmatisk eksperimenterende
Selvom det med hendes egne ord lyder ”højpandet”, ser Iben Maria Zeuthen det som sit ansvar at levere et alternativ til, hvordan radio kan lyde, hvordan journalistik kan udføres, og hvordan mediernes dagsorden bliver sat. Det gør hun blandt andet ved at insistere på langsomhed. Og så giver hun sig selv lov til at eksperimentere.Skribent: Amanda Stensgaard
Fotograf: Stefan-Alexander Jagd
Iben Maria Zeuthen vil gerne sidde i solen, nu hvor den endelig er fremme. Hun er i Aarhus for at holde oplæg, og snart skal hun tilbage over Storebælt. Frisk luft imellem de lange bilture lyder som en god idé, så på græsset foran 100-gangen finder vi en plet sol.
Det grønne gårdmiljø er et dejligt sted, synes Iben. Oplagt til at sidde og hænge ud med sine venner. ”Det har jeg jo ikke rigtigt prøvet. Det der med at være en del af en flok studerende med samme passion,” siger hun.
For journalisten Iben er ikke udklækket på en skolebænk. På hendes indgangsbillet til mediebranchen stod der DR’s Talenthold, og derfra rullede karrierehjulet over i børne- og ungdoms-tv, inden lydsporet vandt til sidst. I dag har hun arbejdet med radio i mere end 15 år og har svært ved at se, hvad billedsiden bidrager med, som lyd ikke kan. Mest af alt synes hun, at tv er »noget udstyrstungt bøvl, og at skrift går for langsomt.« Hun keder sig hurtigt, men radio er intuitivt og inviterer til at lege med lyden. Og det har hun vist sig at være god til.
Ved prisuddelingen Prix Radio vandt Iben for nylig en pris for portrættet af Ghita Nørby. Interviewet blev kaldt chokerende og alligevel udvalgt som årets klareste. Juryen sammenlignede det med et 9/11-øjeblik, hvor man måtte knibe sig i armen og kan huske, hvor man var, da man hørte det. Iben selv følte også, at det var voldsomt. Som at stå i en orkan. Men det var kun på et fysisk plan. For selv hvis et interview går skævt, mener hun at kunne forsvare sine valg. Årene i branchen har gjort hende sikker, men det har taget tid. Da hun havde mindre styr på sit håndværk, kunne hun sagtens blive i tvivl. Om hvorvidt kildekontrakten var klar nok, og om hvor konfronterende hun kunne være.
”I mange år var jeg for blufærdig. Jeg troede, jeg var lige på grænsen, men folk fortalte mig efterfølgende, at jeg sagtens kunne have boret dybere med mine spørgsmål,” fortæller hun.
Iben er ikke bange for at tolke på sine gæster. Gør man ikke det, er der svært at nå ind til kernen af et andet menneske, siger hun.
Angst og engagement
Så det gør hun nu. Et vellykket interview bliver ikke skabt på listetæer, hvis man spørger Iben. Derimod er det afgørende, at det er gjort tydeligt for alle parter, hvad sigtet med samtalen er. Og så skal researchen være på plads. For som interviewer skal man både være oplyst og interesseret for at kunne stille de relevante spørgsmål.
”Gæsten skal kunne mærke, at intervieweren har overført et emne til sig selv, reflekteret over det og på baggrund deraf formuleret nogle spørgsmål. For mig udviser dét engagement, og det er man nødt til at vise,” siger Iben med så megen insisteren i stemmen, at jeg kun kan fortsætte med et spørgsmål, som viser, at jeg har hørt samtlige af hendes udsendelser.
I fortællingen Den Gambianske Farm får du i første afsnit et angstanfald. Hvordan overbeviser du dig selv om, at det er det rigtige at fortsætte et projekt, som er åbenlyst ubehageligt for dig?
”Jeg ved jo, at jeg kommer ud på den anden side igen. Men det ikke er givet, at vi har statsligt finansierede og demokratisk velfungerende medier, så jeg ser journalistikken som et betroet virke. For mig er den største angst derfor, hvis jeg ikke får båndet det antal minutter, jeg har lovet,” siger Iben.
Ironisk, kan man sige. Angsten for ikke at levere overvinder angstanfaldet. Det er tydeligt at mærke, at Iben ser sit arbejde som forpligtende. Og så føler hun sig heldig. Langt fra alle jobbeskrivelser giver lov at eksperimentere med interviewteknik, grænser og fortællerammer. Men det gør hendes.
”Jeg er sat i verden for at bedrive eksperimenter,” siger hun.
Samtidig er hun bevidst om, at lytterne kan føle sig svigtede, hvis eksperimenterne ikke bringes, som de falder ud. Radio24syv sendte både syv timers råbånd og et sammendrag af portrættet af Ghita Nørby. Det samme gjorde de med Casper Christensen og Helle Thorning-Schmidt. For i den slags eksperimenter handler det om transparens. Iben mener, at dét er kernen i public service. Modtagerne skal have sandheden råt for usødet.
”Og det er uanset, om det er mig, der får et angstanfald eller en anden, der bliver sur. Det skal bare bringes. Hvis jeg ikke kan fortælle, hvad der er dominerende i situationen, vil jeg ikke være journalist,” siger hun.
Hun mener, at journalistikken er interessant, når den er ærlig og virkelig uinteressant, når den ikke er. Derfor er det vigtigt for Iben, at også det uskønne bliver bragt.
Frustrationsbenzin
Iben er dogmatisk, og det er hun af en grund. For ved at love sig selv at dele det hele, kan hun give modspil til underholdningsgenren, hvor god tid er en sjældenhed og redigering en selvfølge.
”Det lyder meget højpandet, og hvis du bruger det ord, skal du skrive, at jeg godt selv ved, at det er højpandet. Men jeg ser det som mit ansvar at give et alternativ til, hvordan radio kan lyde, hvordan journalistik kan udføres, og hvordan mediernes dagsorden bliver sat,” siger hun.
Og sådan har det altid været. Alternativet har igennem hele hendes karriere virket appellerende. Da hun skulle oplæres som journalist, fandt hun motivation i alt det, hun ikke gad. Hun lærte at bruge sin frustration som benzin og fandt på den måde ud af, hvad hun virkelig brændte for.
”Det er jo det, man skal i sit arbejdsliv. Få sat ord på, hvad man vil. Jeg har eddermame lært meget om at vinkle efter nyhedstrekanten og at stille åbne spørgsmål. Og jeg syntes bare, det var kedeligt og irriterende. Jeg blev provokeret. Til gengæld var det rigtig godt brændstof til at blive ved med at øve mig og finde min egen metode,” fortæller Iben.
Eksperimenterende lussinger
Men hvad er det så, Iben med tiden har fundet ud af, der virker? Vi har fået på plads, at det er vigtigt at udvise engagement. Det er én ting. Noget andet er at styre udenom hv-spørgsmål, for dem oplever hun som dovne og gammeldags. I stedet sørger hun for på forhånd at have en idé om, hvordan kilden er som person. Og så forsøger hun gennem interviewet at få sin fornemmelse afprøvet. Tager hun fejl, er det okay, og så giver hun hurtigt slip. Det er vigtigt, synes hun. At man ikke sidder og har et fastfrosset billede, man for alt i verden skal have bekræftet.
”Vi beder faktisk om andre folks tid, så der skal simpelthen noget bevidsthed ind over fra start. Det er jo gratis at være interviewer, hvis man bare skal stille hv-spørgsmål. Hvad er der af indsats i det?” spørger hun.
Det spørgsmål kan man tygge på, så længe man vil. Men det er godt at vide, at man må forvente andet end ros og klapsalver, når man laver eksperimenterende journalistik. Lussinger er også en del af pakken.
”Og det var præmissen på 24syv. Vi var ligesom sat i verden for at få lussinger. Så der var jeg ikke bange for det. Men jeg er spændt på reaktionen, nu hvor jeg skal til at sende fast på P1,” siger Iben.
Alligevel er hun ikke i tvivl om, at P1 har taget ved lære af Radio24syv på en lang række områder. Både når det kommer til fortællemåder, lyddesign, fleksibilitet og vinkling. Så selvom legepladsen 24syv lukker snart, stopper legen ikke. Iben garanterer, at jobskiftet bliver godt, men hun kan ikke komme nærmere ind på hvilke programmer, hun arbejder på. Det har jeg til gengæld forsøgt. Efter at have researchet på min gæst, står det klart, at samtlige sekvenser på Ibens Insta-story igennem en længere periode har panoreret i noget skov. Om det bliver til reportager fra en spejderlejr eller en heksejagt er ikke nemt at afgøre. Men er du nysgerrig af sind, er Instagram et godt sted at søge hen.
