Lars Løkke Rasmussen hænger i fjernsynets venstre hjørne. Til tørre, vil nogle sige. Et billede viser den nu tidligere statsminister på talerstolen til Venstres landsmøde. En tåre triller på hans kind. Det er hans endegyldige farvel efter mere end 10 år på formandsposten og en politisk karriere, hvor han har høstet flere resultater end de fleste. Alligevel vil han nok i lige så høj grad blive husket for bilagsrod og møgsager i medierne. Denne søndag aften på DR2 er der i hvert fald én, der gerne vil drille ”manden, der har givet så meget til programmer som det her og til satire i det hele taget”. Han sidder bag skrivebordet til højre for billedet. Huxi Bach er manden i spotlight.

”Føler du virkelig, at vi trådte Lars Løkke over tæerne med de ting, som vi lavede? Det er jo et helt vanvittigt synspunkt! Han har været statsminister, og det er altså at parkere sin røv i klaskehøjde.”

Huxi Bach forsvarer sin satiriske behandling af Lars Løkke, da vi mødes til et interview tre dage efter programmets sendetid. Vi sidder over for hinanden i et mødelokale på Vesterbro, hvor redaktionen holder til. Søndagens afsnit markerede enden på 2. og sidste sæson af ’Ugen plus det løse’, hvor Huxi Bach gav magthaverne et sidste los over knæene. Holdet, der udover ham selv består af to manuskriptforfattere, en researcher og en redaktionschef, mangler lige at lave en nytårsspecial.

Men ellers er det sidste gang, at Huxi har ageret vært på programmet. I hele 2020 skal han nemlig turnere landet rundt med sit nye onemanshow, der passende har fået titlen ’Nye Tider’. Det er på mange måder en god anledning til at gøre status. Fik han løst sin egen mission? Hvad var – og er – hans mission egentlig? Og hvorfor er det i det hele taget nødvendigt at klaske til en tidligere statsminister? 

Når grin og gys går hånd i hånd

Huxi virker selvsikker denne formiddag, mens han sidder der bag bordet, akkurat som man oplever ham i fjernsynet. Afslappet velklædt. Højt hår. Af og til råbende stemmeføring med et strejf af nordjysk. Han veksler mellem at smile, grine og rase. Om sin oprindelige tanke med ’Ugen plus det løse’ fortæller han, at han gerne ville flytte perspektivet længere op i forhold til at belyse emner, som ikke nødvendigvis var ugeaktuelle, men i stedet mere tidsaktuelle. Han ville gerne komme udover de små ting og om nødvendigt dedikere et helt kvarters fjernsyn til ét emne.

”Hvis man skal lave noget om, hvorfor Nets er nogle grådige røvhuller…”.

Huxi overvejer, hvordan han skal formulere det.

”Man kan godt sige det på tre minutter, men man kan ikke forklare det og anskueliggøre det brede billede: Hvad det betyder for dig og mig.”

Inden sæsonstart har redaktionen på forhånd udvalgt 10 emner, som de har kunnet researche, forberede og til sidst give en kærlig behandling, når programmerne skulle optages om fredagen og sendes om søndagen.

”Men på redaktionen kan vi jo ikke helt lade det være, når der så kommer en Britta-sag, eller når Lars Løkke siger farvel. Så vi har ligesom det der hjørne i starten, hvor vi også kigger på, hvad der er sket i ugen. Fordi det alligevel kribler lidt i fingrene,” fortæller Huxi og henviser til ”det løse” i programmets titel.

Et af målene med programmet er, at publikum skal lære noget, selvom det ifølge Huxi lyder lidt skoleagtigt. Han peger på, at publikum i hvert fald helst skal indse noget, som de måske ikke havde tænkt til ende. I en travl hverdag forsvinder opmærksomheden nemlig i den store informationsstrøm, mener han, og det er satirikerens opgave at belyse, når en politiker eksempelvis siger noget absurd, dumt eller hyklerisk. 

”Du kan godt sige, at målet er at få folk til at grine af magthaverne. For mig at se er der ikke nogen modsætning mellem at gøre folk klogere og få dem til at grine på samme tid. Nogle gange går grin og gys hånd i hånd. Jeg vil faktisk vove den påstand, at folk tager det bedre ind, hvis man formidler det på en sjov måde. Det tror jeg også, at skolelæreren vil sige.”

En del af Huxis mission med DR2-programmet har været at få folk hjemme i stuerne til at dele hans harme ved nogle af de ting, som politikere og andre magthavere siger.

Det er ikke kun for sjov

Allerede på Journalisthøjskolen blev Huxi ansat på Danmarks Radio, hvilket også er årsagen til, at han aldrig færdiggjorde sin uddannelse. Journalisttitlen er som bekendt ikke beskyttet, men det er heller ikke en, som Huxi tager på.

I DR blev han nemlig en del af det, der dengang hed Underholdningsafdelingen, hvor han i et halvt år fik lov til at arbejde med Jan Gintberg på satireprogrammet ’Vindhætterne’. Det vakte Huxis sult, og efter et par omveje, blandt andet som vært på musikprogrammet ’Boogie’, har han lavet sin egen satire lige siden. Men hvorfor gør han det egentlig, og findes der ikke en grænse for, hvem og hvad man må lave sjov med?

Lars Løkke har efter Huxis mening selv valgt at parkere røven i klaskehøjde, men hvad med Lenny fra Paradise? Lenny, som på sin Instagram-profil har reklameret for kviklån uden at ane, hvad det handlede om, hvilket Huxi i den grad sørgede for at udstille i sæson 2’s første episode.

”Det er et virkelig godt eksempel, for den diskussion havde vi jo også. Og derfor lavede vi indslaget, som vi gjorde. Vi starter med at afsløre, at han ikke har nogen anelse om, hvad kviklån går ud på. Og det er der jo ingen, der har, for de er totalt uigennemskuelige. Vi får ham til at indrømme, at det er åndssvagt, hvorefter vi lokker ham i en ny fælde. Vi får ham til at reklamere for nazisme. Men vi kunne jo have stoppet der, og så havde der også været nogen, der sad tilbage og grinte. I stedet tog vi ham i hånden og sagde, at hele pointen med kviklån netop er, at folk tager røven på dig. Verden vil bedrage dig.”

Huxi griner, men det er tydeligt, at han mener det alvorligt. Det er ikke for sjov, at han laver satire. 

”Vi sidder jo hver uge og kan blive fuldstændig rødglødende og rasende over ting, som en politiker, en Nets-direktør eller en helt tredje sidder og siger, og så kan vi ligesom ventilere det ved at skrive nogle jokes om det. Og i virkeligheden er vores mål at få folk til at dele vores harme. Men vi skal også at få dem til at grine af det, så de ikke tager et reb ude i laden. For så kede af det skal de ikke blive.”

Kristoffer Eriksen snublede ind på Journalisthøjskolen – nu skal han være chef for gravergruppe

Fra et tilfældigt valg om uddannelse til chefredaktør på Ekstra Bladet. Kristoffer Eriksen er nået langt inden for journalistikken, men det har ikke altid været målet.

På Enghave Kaffe på Vesterbro er Kristoffer Eriksen ved at købe en kop kaffe i baren, da en ældre herre prikker ham på skulderen. Manden spørger, om ikke han har set ham før et sted. Eriksen trækker let på skuldrene og svarer ydmygt, at han nok bare har et af de ansigter, som er lette at genkende.

Eriksen er klar over, at det er mere sandsynligt, at den ældre herre blot har genkendt det ansigt, der i den seneste tid har været let at spotte i mediebilledet. Både i forbindelse med lukningen af Radio24syv og annonceringen af hans nye job som chefredaktør for Ekstra Bladets gravergruppe ’Dagsorden’.

Men han har engang oplevet, at genkendelsen ikke skyldtes mediebilledet. I stedet havde personen genkendt ham, fordi de havde børn i samme vuggestue. Den misforståelse ønsker han ikke at opleve igen, og derfor er han stoppet med at tilkendegive sig selv som et ansigt fra medierne.

Til januar går det løs for Kristoffer Eriksen, når han starter på sit nye job. Et job, der understreger, at Eriksen ikke længere er en uerfaren journalist.

”Det er et drømmejob for mig at få muligheden for at være øverste chef for den undersøgende journalistik på et sted som Ekstra Bladet, der har så stolte traditioner på det område.”

Udelukkelsesmetoden  

Det er med et stort smil på læben og en stolt gnist i øjet, at Eriksen fortæller om sit nye job. Man skulle ikke tro, at denne mand søgte ind på Journalisthøjskolen for 12 år siden, fordi han ikke vidste, hvad han ellers skulle. 

”Jeg brugte faktisk udelukkelsesmetoden, hvis jeg skal være helt ærlig.” 

Det eneste, han virkelig kunne finde ud af, var skriftligt dansk. Noget, der afspejlede sig i hans karakterer, der ikke var til at prale af. Der var heller ikke noget, der virkelig interesserede ham. Derfor faldt valget på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Her skulle han blot bestå en optagelsesprøve for at være inde.

”Jeg søgte faktisk ind lidt for sjov. Bare for at prøve det. Og så kom jeg simpelthen ind i første hug.”

Det var blot et heldigt tilfælde, at han snublede ind på Journalisthøjskolen. Hvad planen egentlig var, ved ikke engang Eriksen selv. Der var ikke noget, der fangede ham eller noget, som han decideret brændte for.

På skolen var han useriøs, uoplagt og umoden. Han interesserede sig ikke for de ting, de lærte, og overvejede ofte, om han skulle droppe ud af studiet. 

Som han selv påpeger, var det rent held, at han i 2011 stod med et eksamensbevis fra Journalisthøjskolen i hånden.

Det satiriske opgør

Som færdiguddannet journalist søgte han ikke ad de klassiske veje. I stedet sprang han ud i en satirisk karriere og lavede blandt andet Absurdistan med Jesper Juhl.

”I lang tid tænkte jeg ikke, at jeg skulle være journalist. For det virkede meget stift i det.”

Satiren var et opgør med den stive journalistik, som han havde mødt i skolen. Det var et sted, hvor man ikke længere skulle have formkrav og interviewteknikker i baghovedet, men hvor der var plads til det useriøse og jokende.

”Det første satiriske, jeg lavede, handlede om at latterliggøre journalistikken. Set i bakspejlet var det nok en form for afstandstagen til journalistikken.”

Benzinen, der får ham op om morgenen 

Det er i det satiriske og ironiske, at Eriksen finder sig til rette. Her kan han udfolde sig på nye måder. Og det er muligt at bryde reglerne gennem satiren.

”Jeg har altid, siden jeg var helt lille, syntes, det var sjovt at stikke til autoriteter. At provokere og udfordre,” siger Eriksen og bryder ud i et fjollet grin. 

Satiren tænder et eller andet i ham. Her finder han noget af det, som han har ledt efter både før, under og efter sin uddannelse. Det er hans måde at få konstruktivt afløb for det uforklarlige i hans krop, der giver ham trang til at stikke og provokere.

”Det er det, der får mig til at stå op om morgenen. En vildt mærkelig cocktail, der fungerer som benzin.”

Det er det frustrerende, irriterende, uforståelige, absurde og hykleriske, der optager ham. Det er der, hans ideer opstår. Tankerne om, hvordan det kan fremstilles og fortælles videre, begynder at blomstre.

ONE REGRET

Det eneste, Eriksen fortryder ved hans besøg i Kurt Strandbar, var hans beslutning om at tage bilen. Han ville gerne være blevet meget længere.

Alt kan ikke løses med humor

Siden den satiriske start har Eriksens journalistiske karriere taget en mere seriøs drejning. Han har både været morgenvært og nyhedschef på Radio24syv og medvært på Detektor. Efterhånden har han prøvet kræfter med den journalistik, han tog afstand fra som nyuddannet.

Endnu en gang var det et tilfælde, at Eriksen vendte næsen mod journalistikken. Det var et mislykket satireprogram, der endte ud i, at han skulle lave dokumentarserien ”Dødsruten” for Radio24syv i 2014.

I den forbindelse flytter Eriksen midlertidigt til Tingbjerg. Området har efter bandekrigen i 2008 fået et berygtet ry, og det befinder sig på statens liste over udsatte boligområder. Her skal han bo i to måneder, mens han observerer og optager, hvad der sker i området. Som han selv udtrykker det, møder han alle de sociale problemer, man kan forestille sig, samlet ét sted. Resultatet bliver et seriøst og alvorligt program, der ikke ligner noget, han tidligere har lavet.

”Det projekt var spændende at lave. Det gav på en eller anden måde et helt nyt perspektiv på det at være satiriker og journalist.”

Her får han øjnene op for den seriøse side af journalistikken. Da han oplever de sociale problemer, der lever side om side i Tingbjerg, går det op for ham, at ikke alt kan fremstilles gennem humor. Han må smide sit ironiske filter og se virkeligheden i øjnene.

”Det at lave afsløringer og researche til langt ud på natten. Det blev jeg totalt bidt af. Det er det mest meningsfulde, jeg overhovedet kunne foretage mig.”

Efter det første job hos Radio24syv, er Eriksen kun blevet bidt af journalistikken. Det er først i hans rigtige voksenliv, at journalistikken er begyndt at inspirere ham.

Et angstprovokerende job

Nu står han overfor et karriereskifte. Knap en måned efter lukningen af Radio24syv kan han offentliggøre, at han i det nye år tiltræder som chef for Ekstra Bladets gravergruppe. Her kommer han til at stå i spidsen for 20 dygtige journalister, der brænder for at grave og undersøge. Det er et skift til noget, der ligger langt væk fra satiren. Og dét er noget af det mest angstprovokerende, han længe har stået overfor. 

”At skulle ind et sted, der er mere end hundrede år gammelt og har så stolte traditioner – det er eddermaneme noget helt andet.”

Han satser på, at hans satiriske karriere kan tilføje noget positivt til den undersøgende journalistik på Ekstra Bladet. 

”Jeg tænker, at satiren er noget, jeg kan tilføre Ekstra Bladet. At jeg nogle gange kan spille ind med nogle nye greb eller fortællemåder, der er mere underholdende, sjovere, og som kan få flere til at interessere sig for de historier.”

En kombination af alt

Heller ikke Kristoffer Eriksens trang til at stikke til autoriteterne er blevet lagt på hylden. Han har allerede gjort sig tanker om den rolle, gravergruppen skal spille inden for journalistikken. Og her kan han forhåbentlig få lov til at provokere autoriteterne, præcis da han som yngre journalistsatiriker stak til magthaverne.

”Det skal til enhver tid være positionen i mediebilledet, at Ekstra Bladet søger hen for at udfordre den magt, der er. Vi skal altid være i opposition.” 

Eriksen ser frem til om en måned at kunne blive en del af denne opposition, der holder øje med magthaverne. For ham er det dog også vigtigt, at det ikke kun er seriøs journalistik, men også kendishistorier, sport eller satire. 

”Man kan ikke udelukkende være en hårdtslående mikrofon, der udfordrer magten. Man er nødt til at have andre ting med, der er folkelige. Og som er med til at sikre, at Ekstra Bladet er en kæmpe megafon.”

Iben Maria Zeuthen vil gerne sidde i solen, nu hvor den endelig er fremme. Hun er i Aarhus for at holde oplæg, og snart skal hun tilbage over Storebælt. Frisk luft imellem de lange bilture lyder som en god idé, så på græsset foran 100-gangen finder vi en plet sol. 

Det grønne gårdmiljø er et dejligt sted, synes Iben. Oplagt til at sidde og hænge ud med sine venner. ”Det har jeg jo ikke rigtigt prøvet. Det der med at være en del af en flok studerende med samme passion,” siger hun.  

For journalisten Iben er ikke udklækket på en skolebænk. På hendes indgangsbillet til mediebranchen stod der DR’s Talenthold, og derfra rullede karrierehjulet over i børne- og ungdoms-tv, inden lydsporet vandt til sidst. I dag har hun arbejdet med radio i mere end 15 år og har svært ved at se, hvad billedsiden bidrager med, som lyd ikke kan. Mest af alt synes hun, at tv er »noget udstyrstungt bøvl, og at skrift går for langsomt.« Hun keder sig hurtigt, men radio er intuitivt og inviterer til at lege med lyden. Og det har hun vist sig at være god til. 

Ved prisuddelingen Prix Radio vandt Iben for nylig en pris for portrættet af Ghita Nørby. Interviewet blev kaldt chokerende og alligevel udvalgt som årets klareste. Juryen sammenlignede det med et 9/11-øjeblik, hvor man måtte knibe sig i armen og kan huske, hvor man var, da man hørte det. Iben selv følte også, at det var voldsomt. Som at stå i en orkan. Men det var kun på et fysisk plan. For selv hvis et interview går skævt, mener hun at kunne forsvare sine valg. Årene i branchen har gjort hende sikker, men det har taget tid. Da hun havde mindre styr på sit håndværk, kunne hun sagtens blive i tvivl. Om hvorvidt kildekontrakten var klar nok, og om hvor konfronterende hun kunne være. 

”I mange år var jeg for blufærdig. Jeg troede, jeg var lige på grænsen, men folk fortalte mig efterfølgende, at jeg sagtens kunne have boret dybere med mine spørgsmål,” fortæller hun.

Angst og engagement

Så det gør hun nu. Et vellykket interview bliver ikke skabt på listetæer, hvis man spørger Iben. Derimod er det afgørende, at det er gjort tydeligt for alle parter, hvad sigtet med samtalen er. Og så skal researchen være på plads. For som interviewer skal man både være oplyst og interesseret for at kunne stille de relevante spørgsmål. 

”Gæsten skal kunne mærke, at intervieweren har overført et emne til sig selv, reflekteret over det og på baggrund deraf formuleret nogle spørgsmål. For mig udviser dét engagement, og det er man nødt til at vise,” siger Iben med så megen insisteren i stemmen, at jeg kun kan fortsætte med et spørgsmål, som viser, at jeg har hørt samtlige af hendes udsendelser.  

I fortællingen Den Gambianske Farm får du i første afsnit et angstanfald. Hvordan overbeviser du dig selv om, at det er det rigtige at fortsætte et projekt, som er åbenlyst ubehageligt for dig?

”Jeg ved jo, at jeg kommer ud på den anden side igen. Men det ikke er givet, at vi har statsligt finansierede og demokratisk velfungerende medier, så jeg ser journalistikken som et betroet virke. For mig er den største angst derfor, hvis jeg ikke får båndet det antal minutter, jeg har lovet,” siger Iben.  

Ironisk, kan man sige. Angsten for ikke at levere overvinder angstanfaldet. Det er tydeligt at mærke, at Iben ser sit arbejde som forpligtende. Og så føler hun sig heldig. Langt fra alle jobbeskrivelser giver lov at eksperimentere med interviewteknik, grænser og fortællerammer. Men det gør hendes.

 ”Jeg er sat i verden for at bedrive eksperimenter,” siger hun. 

 Samtidig er hun bevidst om, at lytterne kan føle sig svigtede, hvis eksperimenterne ikke bringes, som de falder ud. Radio24syv sendte både syv timers råbånd og et sammendrag af portrættet af Ghita Nørby. Det samme gjorde de med Casper Christensen og Helle Thorning-Schmidt. For i den slags eksperimenter handler det om transparens. Iben mener, at dét er kernen i public service. Modtagerne skal have sandheden råt for usødet. 

”Og det er uanset, om det er mig, der får et angstanfald eller en anden, der bliver sur. Det skal bare bringes. Hvis jeg ikke kan fortælle, hvad der er dominerende i situationen, vil jeg ikke være journalist,” siger hun.

Hun mener, at journalistikken er interessant, når den er ærlig og virkelig uinteressant, når den ikke er. Derfor er det vigtigt for Iben, at også det uskønne bliver bragt.

Frustrationsbenzin

Iben er dogmatisk, og det er hun af en grund. For ved at love sig selv at dele det hele, kan hun give modspil til underholdningsgenren, hvor god tid er en sjældenhed og redigering en selvfølge. 

”Det lyder meget højpandet, og hvis du bruger det ord, skal du skrive, at jeg godt selv ved, at det er højpandet. Men jeg ser det som mit ansvar at give et alternativ til, hvordan radio kan lyde, hvordan journalistik kan udføres, og hvordan mediernes dagsorden bliver sat,” siger hun.  

Og sådan har det altid været. Alternativet har igennem hele hendes karriere virket appellerende. Da hun skulle oplæres som journalist, fandt hun motivation i alt det, hun ikke gad. Hun lærte at bruge sin frustration som benzin og fandt på den måde ud af, hvad hun virkelig brændte for. 

”Det er jo det, man skal i sit arbejdsliv. Få sat ord på, hvad man vil. Jeg har eddermame lært meget om at vinkle efter nyhedstrekanten og at stille åbne spørgsmål. Og jeg syntes bare, det var kedeligt og irriterende. Jeg blev provokeret. Til gengæld var det rigtig godt brændstof til at blive ved med at øve mig og finde min egen metode,” fortæller Iben. 

Eksperimenterende lussinger 

Men hvad er det så, Iben med tiden har fundet ud af, der virker? Vi har fået på plads, at det er vigtigt at udvise engagement. Det er én ting. Noget andet er at styre udenom hv-spørgsmål, for dem oplever hun som dovne og gammeldags. I stedet sørger hun for på forhånd at have en idé om, hvordan kilden er som person. Og så forsøger hun gennem interviewet at få sin fornemmelse afprøvet. Tager hun fejl, er det okay, og så giver hun hurtigt slip. Det er vigtigt, synes hun. At man ikke sidder og har et fastfrosset billede, man for alt i verden skal have bekræftet. 

”Vi beder faktisk om andre folks tid, så der skal simpelthen noget bevidsthed ind over fra start. Det er jo gratis at være interviewer, hvis man bare skal stille hv-spørgsmål. Hvad er der af indsats i det?” spørger hun. 

Det spørgsmål kan man tygge på, så længe man vil. Men det er godt at vide, at man må forvente andet end ros og klapsalver, når man laver eksperimenterende journalistik. Lussinger er også en del af pakken.

 ”Og det var præmissen på 24syv. Vi var ligesom sat i verden for at få lussinger. Så der var jeg ikke bange for det. Men jeg er spændt på reaktionen, nu hvor jeg skal til at sende fast på P1,” siger Iben. 

 Alligevel er hun ikke i tvivl om, at P1 har taget ved lære af Radio24syv på en lang række områder. Både når det kommer til fortællemåder, lyddesign, fleksibilitet og vinkling. Så selvom legepladsen 24syv lukker snart, stopper legen ikke. Iben garanterer, at jobskiftet bliver godt, men hun kan ikke komme nærmere ind på hvilke programmer, hun arbejder på. Det har jeg til gengæld forsøgt. Efter at have researchet på min gæst, står det klart, at samtlige sekvenser på Ibens Insta-story igennem en længere periode har panoreret i noget skov. Om det bliver til reportager fra en spejderlejr eller en heksejagt er ikke nemt at afgøre. Men er du nysgerrig af sind, er Instagram et godt sted at søge hen.