Krigens konsekvenser: Få ansigt på Ukraines flygtninge

Krigens konsekvenser: Få ansigt på Ukraines flygtninge

af | mar 24, 2022 | NYESTE, UDE

NYESTE | UDE
Krigens konsekvenser: Få ansigt på Ukraines flygtninge

Tekst & foto: Signe Lægsgaard

”Ingen ved, hvornår krigen slutter. Eller om den slutter overhovedet.”
I en tætpakket gymnastiksal i Przemyśl, 10 kilometer fra den polsk-ukrainske grænse, leder Dasha Bolkvadze, 37, efter sin sorte kat mellem rækkerne af farverige solsenge. Før Rusland angreb Ukraine, var det lyden af legende, polske skolebørn, der gav genlyd i den store sal, men nu er den et midlertidigt hjem for flere hundrede mennesker, der er flygtet fra krigen. Dasha og hendes mor, mand og søn boede, før krigen brød ud, i Kharkiv, og hun husker første gang, Rusland invaderede områderne tæt på deres hjem i 2014. ”Sidste gang annekterede Rusland ukrainske territorier på en mere civiliseret måde. Men nu er der en fuld-skala-krig i mit land. Kharkiv er et rent helvede. Mange af mine venner er blevet der og håber på det bedste. Men det bliver kun værre. Der er ikke noget mad eller medicin. Der er ikke varme eller elektricitet i husene. Civile bliver slået ihjel. Jeg vil virkelig gerne vende tilbage til vores hjem og håber på det bedste, men ingen ved hvor lang tid det kommer til at tage at restaurere byerne. Jeg vil ikke have, at min søn vokser op i efterkrigsforhold. Han har ret til et normalt liv.”

 

Tekst & foto: Maria Høy

Ukrainske Ania er netop ankommet på et frivilligt modtagecenter i Wien, Østrig, og venter på at hendes familie, som stadig befinder sig i Ukraine, finder en måde at komme ud af deres hjemland.

Tekst og foto: Martin Ford

Der forholdsvist stille på banegården. Det er et stykke tid siden, det seneste tog ankom fra Ukraine. Hvornår det næste ruller ind, er der ingen, der ved.

Mange steder på banegården sidder små børn på rullekufferter og ser helt tomme ud. De aner ikke, hvad der foregår. Uvisheden i deres øjne er hjerteskærende.

Stilheden varer kun kort. Det næste tog er lige om hjørnet, og roen fordufter. Den kaotiske stemning vender tilbage igen.

Tekst og foto: Nichlas Arturo

Ukrainere venter i dagevis i håb om at komme sikkert til Polen og blive genforenet med deres nærmeste. Kvinder og børn er i overtal af dem, som forsøger at komme ud af landet, eftersom alle mænd mellem 18 og 60 år ikke kan forlade landet, da de har værnepligt til at forsvare Ukraine.

FORSIDEN
Genstarts nye stemme: “Det ligger skævt i munden at kalde mig journalist”

Genstarts nye stemme: “Det ligger skævt i munden at kalde mig journalist”

af | mar 24, 2022 | NYESTE, UDE

Genstarts nye stemme: “Det ligger skævt i munden at kalde mig journalist”

En ny stemme er kommet på Genstart. Den tilhører Anna Ingrisch. Illustreret Bunker tegner et portræt af den nye vært for at finde ud af, hvem personen bag mikrofonen er, og hvordan hun tilgår sit arbejde på Danmarks mest lyttede podcast.

TEKST: LISA MARIA BILGRAV
FOTO: BRAGE BORUP

Udgivet den 24. marts 2022

“Jeg er lige midt i en speak. Er det okay, hvis jeg gør den færdig? Det tager kun et par minutter.”

Med hastige skridt går hun ind i en elevator i det store DR-hus. Man kan mærke, at der er fart på. Det er fredag, klokken er 15, og de fleste er ved at gå hjem på weekend efter en hård arbejdsuge. Ind kommer hun i et mørkt lydstudie, der bliver lyst op af grønne farver fra lydsporet på skærmen. I et stort vindue kan man se folk, som taster løs på tastaturet i rummet ved siden af. 

“Kan du lukke døren?” spørger hun, mens hun går ind i rummet ved siden af og tager de store høretelefoner på. 

Hun starter en optagelse og begynder sin speak. Stemmen falder over sætningerne. Ord bliver ændret, så de lyder mere naturlige, og hun rømmer sig, så navnene kan blive udtalt korrekt. Men efter få minutter, og en håndfuld forsøg på den perfekte speak, lyder ordene. 

“Og mit navn er Anna Ingrisch.”

 

Kedsomhed satte kursen

Ser man på journalistbranchen, er de fleste uddannede journalister. Nogle har lyst til at berette om uretfærdigheder, som sker i verden. Andre vil fortælle gribende historier. Nogle vil måske afsætte en minister. Men sådan var det ikke for Anna Ingrisch. Hun er uddannet fra Roskilde Universitet i offentlig forvaltning, og drømmen var at blive embedsmand, diplomat eller erhvervsleder indenfor shipping. Hendes planer faldt også på forfatter, litterat eller skuespiller.

Men en impulsiv beslutning sendte hende i retning af DR.

“Jeg kedede mig frygteligt, så i desperation søgte jeg en praktikantstilling på DR,” fortæller hun.

Hun ringede samme dag, som hun søgte. Hun ville have en samtale den pågældende dag, fordi hun skulle rejse til USA to dage senere. Det var nu eller aldrig. 

Hun kom derud og fik jobbet på stedet. Praktik hos Clement på DR2. Efterfølgende arbejdede hun både som tilrettelægger, redaktionssekretær og vært på DR. Med praktikken kom hun ind i journalistikken – selvom det aldrig var planen.

“Jeg har aldrig tænkt over, at det var en mulighed at uddanne sig til journalist. Jeg havde aldrig mødt en journalist i mit liv, så havde aldrig tænkt den tanke.”

De spæde journalistår

Efter først at have været på Debatten, og sidenhen P1 og P3, kom Anna Ingrisch over på Radio24syv. Hun sad side om side med journalister som Asger Juhl, Kristoffer Eriksen og tidligere Genstartvært Knud Brix. Men selvom hun havde arbejdet en del med journalistikken på DR, var det først på Radio24syv, hun lærte de journalistiske værktøjer, som hun stadig bruger i dag.

“Jeg måtte lære og tilegne mig værktøjerne. Finde ud af, hvordan man laver et godt interview, hvordan man laver et kritisk interview, hvordan man søger aktindsigt, hvordan man afdækker en historie, hvordan får man et tip og følger det til dørs,” siger hun.

Og hun måtte lære om mediejura, etik, og klipning. Hun lærte det, så hun kunne gøre det arbejde, hun nu var ansat til. Og den viden og håndværk medførte, at hun begyndte at føle sig som journalist. Alligevel har hun haft svært ved at tage titlen på sig.

“Det ligger skævt i munden at kalde mig journalist. ​​Jeg har ikke haft den der journalistiske fortælling fra barnsben. Og jeg ville ikke stjæle en identitet fra alle mine gode kolleger på Radio24syv, eller hvor det nu kunne være.”

Hun fortæller, at det har skulle tage hende noget tid at blive bekvemt med titlen som journalist. Og i dag tøver hun stadig med at bruge den, selvom hendes bagkatalog er vokset siden starten på DR. Efter Radio24syv blev hun nemlig vært på TV2 NEWS’ Besserwizzerne, inden hendes stemme den 8. december sidste år kunne høres på Genstart.

Kritiske interviews giver hvilepuls

Anna Ingrisch’ første afsnit på Genstart var med Michael Dyrby. Interviewet skulle handle om den sexistiske kultur på TV2, hvor Dyrby var en af spidserne i de år, hvor krænkelserne fandt sted. I interviewet udstråler Anna Ingrisch et overskud. Et overskud, som udmønter sig i en lang række kritiske og konfrontatoriske spørgsmål. 

Men konfrontationen er netop der, hvor Anna Ingrisch føler sig på hjemmebane.

“Jeg er fuldstændig blottet for konfliktskyhed. Jeg føler ikke en trykken for brystet. Jeg får totalt hvilepuls,” siger hun.

Spørgsmålene er simple, skarpe og præcise. Det er de efter mange års erfaring, og resultatet af mange timers forberedelse. Ifølge den nyudklækkede vært, søger hun alt den viden, som hun kan få inden ethvert Genstart-afsnit. Det gælder søgninger på Infomedia, der strækker sig helt tilbage til 2005, hvor hun læser alt om sagen eller personen.

“Kritiske interviews bliver gode ved hårdt arbejde. Det er den eneste opskrift. Læs, læs, læs. Forbered, forbered, forbered. Kør dine spørgsmål igennem. Tænk, hvad de vil svare. Når man har alt den substans at stå på, så har man overskud. Det kan du kun, hvis du ved alt om sagen.”

På trods af en høj arbejdsmoral føler hun ikke, at overskuddet altid er til stede. Men overskuddet er en prioritet for hende, og dét forsøger hun at få til at skinne igennem i interviews med Michael Dyrby om hans virken i en sexistisk kultur, Morten Messerschmidts modstand internt i DF og Cecilia Lonning-Skovgaards kritiske ledelsesstil. Korte og præcise spørgsmål er det, som fungerer i hendes kritiske interviews.

Det hårde, men meningsfulde arbejde

På Genstart har de gang i tre til fire afsnit ad gangen. Det tager 3,5 dag at lave et afsnit, og det er en produktionstung proces, hvor afsnittene skal laves til perfektion. Nogle gange må de endda sadle om, når verden pludseligt brænder på. Da Rusland invaderede Ukraine, arbejdede redaktionen til kl. 03 om natten. Afsnittet udkom kl. 04.

Det en tempofyldt redaktion med mange bolde i luften, og Anna Ingrisch fortæller selv, at hun er taknemmelig for, at hun bare skal eksekvere. Men arbejdet kan også være hårdt.

“Jeg føler, det er enormt vigtigt at fortælle om, hvad der sker i verden, og om den katastrofe, en hel verdensorden står i lige nu. Det er der, jeg kan mærke, hvor meningsfuldt mit job er, og så gør det ikke noget at lægge de ekstra timer i,” uddyber hun.

Når et afsnit sendes i radioen, lytter 80.000 mennesker, og de ligger nummer et på Podcastindexet. Hun ved, at Genstart er en del af folks rutiner og betyder meget for lytterne. Hun fortæller, at de derfor arbejder hurtigt, så de kan sende et velproduceret afsnit ud til lytterne.

“Jeg er glad for, at folk er så glade for det, for vi knokler som små arbejdsmus. Jeg bliver utrolig glad over at få at vide, at folk kan lide udsendelsen, mit interview, tilrettelæggelsen eller emnet,” fortæller Anna Ingrisch, der er særligt opmærksom på sin rolle som vært på Genstart.

Hun vil gerne fungere som lytternes forlængede arm, og derfor tager hendes spørgsmål i interviews ofte udgangspunkt i de ting, som hun tror, lytterne vil vide, eller hvad de i hvert fald burde vide.

Ingen persona, men den gode interviewer

Da Anna Ingrisch startede i mediebranchen, havde hun opfattelsen af, at man helst skulle være en bestemt type som vært, og det blev nogle steder efterspurgt, om man ikke kunne forstærke visse træk, så man blev en karakter. En karakter, der enten var hård, aggressiv, følende, empatisk, sjov eller ironisk.

Men det er ikke noget, hun ville leve op til, og derfor var det også en befrielse for hende, da hun blev vært på Genstart. Så skulle hun bare være en stemme, der kunne være med til at stille de spørgsmål, som betyder noget.

“Det eneste, som var vigtigt for mig, var bare at vide, at jeg stiller de helt rigtige og mest præcise spørgsmål til de helt rigtige mennesker og til de mennesker, der er bedst til at fortælle en historie, eller forklare den position, de er i.”

Anna Ingrisch stiller kritiske spørgsmål, og det gør hun netop som journalist og vært på Genstart. Når hun ser på, hvor hun er endt, kan hun godt se, at det er en kulmination af alle de interesser, som først lå på tegnebrættet.

“Der er jo ikke et eneste menneske i verden, der er overrasket over, at jeg er endt her. Det giver god mening i forhold til mine andre interesser. De peger samme sted hen. En dyb interesse for verden, samfundet og kulturen. En nysgerrighed og umættelig sult efter at følge med i og være en del af den offentlige debat, der har defineret, hvad jeg skulle være.”

Selvom journalistikken aldrig var planen fra start, er det der, hvor Anna Ingrisch er endt. Og nu på Danmarks største podcast. Som journalist – også selvom det ligger skævt i munden.

FORSIDEN
Trusler og digital chikane – et vilkår for journalister?

Trusler og digital chikane – et vilkår for journalister?

af | mar 24, 2022 | NYESTE, UDE

NYESTE | UDE
Trusler og digital chikane – et vilkår for journalister?

Risikoen for trusler og digital chikane er efterhånden blevet hverdagskost for nogle journalister. Dansk Journalistforbund afkræver en samlet national politik. “En erhvervsrisiko,” lyder det dog fra JydskeVestkystens chefredaktør Mads Sandemann. Er trusler og digital chikane blevet et vilkår for journalister?

TEKST: KAROLINE NOER & JOSEFINE HARBO
ILLUSTRATION: KATRINE Å. EDVARDSEN

Udgivet den 24. marts 2022

”Jeg ved, hvor du bor, og jeg kommer og får fat i dig.” Dette er desværre et syn, som møder nogle journalister, når de åbner deres e-mail eller indbakke på telefonen. Ovenstående eksempel kommer fra Mads Sandemann, chefredaktør ved JydskeVestkysten. 

”Vi modtager trusler flere gange om året. Det er særligt i forbindelse med retssager og kriminalstof, hvor kriminelle truer os til ikke at skrive om retssagerne,” siger han. 

Trusler og digital chikane er ikke kun afgrænset til JydskeVestkysten. Hos Ekstra Bladet, Jyllands-Posten og Berlingske tegner der sig et lignende billede. Truslerne omhandler mest pressioner – altså trusler, hvor medier trues til at undgå at skrive om bestemte historier. Den digitale chikane er særlig slem, når medierne bringer historier om indvandrerdebatten, Metoo-bevægelsen, og hos JydskeVestkysten – artikler om ulve i Danmark og vindmøller. 

Trusler og digital chikane er blevet hverdagskost for mange journalister. Hvordan håndterer medierne dem, og er det branchens ansvar at håndtere problemet?

Handling fra medierne kræves

Hos Ekstra Bladet, Jyllands-Posten og Berlingske har man ikke en fast drejebog, når det kommer til trusler og digital chikane. Modtager deres journalister en trussel, skal vedkommende gå til nærmeste leder eller chefredaktør, hvorefter sagerne håndteres individuelt, men herefter ophører den samlede linje.

I en undersøgelse foretaget af Dansk Journalistforbund, som undersøger digital chikane over for journalister, svarede 26% af de adspurgte medlemmer, at de har været udsat for digital chikane – hvoraf ca. en femtedel har oplevet trusler. Og her kan manglen på den samlede linje meget vel være en årsagsforklaring på det høje antal, mener arbejdsmiljøkonsulent hos Dansk Journalistforbund, Tom Hansen. Han mener, at tallene fra undersøgelsen kalder på handling fra arbejdsgiverne.

Hos flere af de adspurgte medier berettes det, at journalisterne ikke ser det som et tabu, at råbe højt omkring trusler og digital chikane. Desværre tegnes en anden tendens – nemlig at journalisterne ikke altid registrerer den digitale chikane. Det er simpelthen blevet hverdagskost. 

”Vi har oplevet to gange at få brændt vores redaktionsbiler af.”

– Mads Sandemann, chefredaktør, JydskeVestkysten 

Trusler er et grundvilkår

Tilbage hos JydskeVestkysten kommer truslerne i flere forskellige former.

”Vi har oplevet to gange at få brændt vores redaktionsbiler af. Det var i forbindelse med, at vi dækkede uroligheder i nattelivet og narkomiljøet i Haderslev. Vi er ret overbevist om, at der var nogen i miljøet, der forsøgte at afskrække os fra at skrive om disse ting,” beretter Mads Sandemann. 

Særligt en sag stikker ud hos JydskeVestkysten. I forbindelse med en retssag, blev en af mediets journalister væltet omkuld af den tiltalte, fordi den vedkommende ville have fat i journalistens blok. Den tiltalte blev senere dømt for vold mod journalisten. På trods af de voldsomme oplevelser og frustrationen over digital chikane mod JydskeVestkystens journalister, er budskabet tydeligt fra Mads Sandemann. 

”Der er stor magt i det, vi publicerer, og derfor er der også nogle, som forsøger at tie os. Men jeg kender ikke eksempler på, at truslerne påvirker vores journalistik. Journalistik kræver mod, og det ved man på redaktionerne. Du kan kalde det en erhvervsrisiko. Det er bare et grundvilkår,” siger han.

Ifølge chefredaktør for Jyllands-Posten, Marchen Neel Gjertsen, har de også erkendt, at det er svært helt at undgå. 

“Der er ikke nogen medarbejdere, der skal affinde sig med, at det er en del af arbejdsmiljøet, men vi har navne og mails på vores journalister liggende frit tilgængeligt. Vi vil rigtig gerne, at alle kan henvende sig til vores journalister, så derfor er det et vilkår, at det sker engang imellem,” siger hun.

Trusler hører ikke til på Twitter

Hos både Ekstra Bladet, JydskeVestkysten og Jyllands-Posten opfordrer man journalisterne til ikke at svare, hvis de oplever digital chikane eller trusler. Marchen Neel Gjertsen forklarer, at det på deres redaktion i stedet er ledelsen, der tager kontakt til afsenderne, da man oplever at at de negative henvendelser minimeres, når svarene kommer fra ledelsen. 

Marchen Neel Gjertsen fortæller om en episode, hvor en af Jyllands-Postens praktikanter modtog en racistisk e-mail.

“Vores praktikant lagde det på Twitter, for at oute personen, men han sendte det ikke videre til mig. Her havde vi ikke gjort vores procedure tydelig nok for de nye praktikanter,” siger hun.

Episoden gjorde, at man hos Jyllands-Posten indskærpede overfor alle medarbejdere, at alt skulle sendes videre til ledelsen. Det resulterede i endnu flere henvendelser med lignende oplevelser.

”Jeg synes ikke, at det er en velvoksen debatsektion på en stor avis værdigt at lade debattører stå selv med de reaktioner, som debatindlæg kan afstedkomme.”

– Anne Kirstine Cramon, tidligere klummeskribent på Berlingske

Hadefulde beskeder er også et problem

Selvom man ikke udsættes for direkte trusler, oplever mange journalister at modtage hadefulde og chikanerende beskeder. Ifølge DJ’s undersøgelse har 93% af dem, der har været udsat for digital chikane, oplevet negative kommentarer. 

For at generere opmærksomhed omkring artikler bruger flere danske mediehuse sociale medier som værktøj. Mange steder er man dog nødsaget til at ansætte SoMe-ansvarlige til at moderere kommentarfelterne, fordi debatten ofte afstedkommer en meget hård tone. 

Ifølge Marchen Neel Gjertsen er det dog svært at balancere grænsen mellem fri debat og en modereret tone.

”Der er selvfølgelig en grænse mellem, hvad der er lovligt og ulovligt. Rendyrket racisme og trusler om vold ville vi slette uden tøven. Der er dog en masse gråzoner, fordi der findes mange versioner af synspunkter og måder at formulere dem på,” fortæller hun.

Anne Kirstine Cramon har i en årrække skrevet debatindlæg og klummer i Berlingske, men sagde for nyligt stop, da arbejdet affødte for meget chikanerende sprogbrug i indbakken. Hun stiller sig kritisk overfor Berlingskes håndtering af digitale krænkelser, og mener, at de kunne have gjort mere for at beskytte hende som skribent. 

”Jeg synes ikke, at det er en velvoksen debatsektion på en stor avis værdigt at lade debattører stå selv med de reaktioner, som debatindlæg kan afstedkomme,” fortæller hun.

Debatredaktør på Berlingske Pierre Collignon forholder sig til kritikken.

”Med hensyn til Anne Kirstine Cramon, er det tydeligt, at hun har oplevet, at vi ikke rakte nok ud. Det er jo hendes oplevelse, men jeg har talt med mange andre af vores skribenter, som har nogle andre oplevelser. Med hende skulle jeg have været endnu mere tydelig,” siger han.

“Vi har intet overblik over truslerne”

Ekstra Bladet er et andet medie, der også har oplevet problemet trusler og chikane. Pernille Rask, chef for Administration og Jura hos Ekstra Bladet, erkender, at problemet er stort, og at det kan være svært at holde styr på. 

”Risikoen for digital chikane og trusler er faktisk på som dagsorden på intromødet for vores praktikanter. Vi siger simpelthen til dem, ’I kan komme til at møde en masse grimt, blot fordi I udgiver journalistik, som nogle kan være uenige med jer i. Vi vil gerne skåne jer for det, men det er simpelthen så bredt, så vi kan ikke skåne jer fuldstændig fra det’,” siger hun. 

Selvom problemet er omfattende, kender flere journalister ikke til politikken for håndtering af digital chikane på deres arbejdsplads, hvis der da overhovedet er en. 

Hos Ekstra Bladet har de – som følge af den aktuelle debat – forsøgt at skabe et overblik, fortæller Pernille Rask. 

”Vi har oprettet en intern mailadresse, som vi opfordrer vores medarbejdere til at sende alt til, så vi kan få et overblik over, hvor stort omfanget af digital chikane er. På nuværende tidspunkt har vi ikke overblik. Men helt rene trusler er det ikke mit indtryk, at vi vælter os i,” siger hun.

 

“Mediernes politik skal tydeliggøres”

At mediernes politik omkring håndteringen ikke er tydelig nok, er et problem. I en undersøgelsen fra DJ svarer 40% af de adspurgte medlemmer, at de enten ikke ved, om der er en politik for håndtering af digital chikane, eller at der slet ikke er en politik. 

Arbejdskonsulent hos Dansk Journalistforbund, Tom Hansen, forholder sig til undersøgelsens resultater:

”De her svar giver et billede af, at ikke alle arbejdsgivere er lige gode til at forebygge belastninger som følge af digital chikane. I forlængelse af ovenstående punkter, er dette med til at tegne et billede af, at forebyggelse af belastninger af digital chikane kan blive meget bedre,” siger han.

Flere af de adspurgte medier lægger en del af skylden over på de sociale medier. Her beskyldes særligt Facebook for ikke at tage nok ansvar. Men spørger man Anne Kirstine Cramon, kræver en kulturændring også, at medierne selv tager ansvar for de debatter, de sætter i gang. 

“​Der er slet ikke afsat nok ressourcer til det. Jeg kunne godt tænke mig, at det medie, der lægger platform til, er ansvarlig for tonen.”

Det nuværende klima afholder dog ikke alle journalister fra at holde fanen højt.

“Vi kunne aldrig finde på ikke at skrive en historie, pga. frygten for digital chikane og trusler. Der skal vi stå fast med vores professionalisme.”, lyder det fra Mads Sandemann fra JydskeVestkysten.

 

FORSIDEN
​​Indeni ulmer frygten for at blive valgt til på baggrund af min etnicitet

​​Indeni ulmer frygten for at blive valgt til på baggrund af min etnicitet

af | mar 24, 2022 | NYESTE, UDE

NYESTE | UDE
​​Indeni ulmer frygten for at blive valgt til på baggrund af min etnicitet

Vi kæmper alle for at vise praktikpladserne, hvorfor de skal vælge os. Med imponerende produktioner og et flot CV. For mit vedkommende fokuseres der også på én anden ting. Der fokuseres på mig. Ikran. Andengenerationsindvandrer, sort kvinde og muslim.

TEKST: IKRAN ABDIAZIZ MOHAMED
FOTO: NICHLAS ARTURO

Udgivet den 24. marts 2022

Den 25. april 2020 var jeg til optagelsesprøve på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Jeg kan ikke huske særlig meget af dagen. Men jeg husker to ting tydeligt. Nervøsiteten og den enorme lettelse. Lettelsen over, at prøven var anonym. De vidste ikke, hvem jeg var. For hvis jeg fejlede, ville de aldrig finde ud af, at det var mig. 

Her er jeg så i dag, to år efter, som praktiksøgende journaliststuderende. Nervøsiteten er tilbage, men det er anonymiteten ikke. Jeg bliver ikke længere kun vurderet på mine færdigheder. Jeg bliver vurderet på mit udseende. Mit tørklæde. Min mørke hudfarve. 

Alt det, som gør, at jeg skiller mig ud fra mine medstuderende. Og i nutidens Danmark, hvor diversitet betyder alt, kan det at være en minoritet for en kort stund forvandles til et privilegium.

Jeg har i hvert fald undret mig. Bliver det til min fordel at være en minoritet, når praktikjagten skydes i gang om ikke så længe?

Manglende diversitet blandt journaliststuderende

Vi ligner hinanden meget. Os journaliststuderende. Men når det kommer til praktikpladserne, og hjemmesiden vi har brugt måneder på, gælder det om at skille sig ud. Det kan være med den helt unikke rejse til udlandet. Et højskoleophold. Studentermedhjælper hos TV2. 

Men der skal mere til, hvis man vil imponere ansvarshavende redaktør på Journalisten, Christian Lindhardt. I årevis har han hyret praktikanter på Danmarks Radio og Politiken, og han mener, at der er behov for mere, før man skiller sig ud fra de mange hundrede praktiksøgende.

“Alle synes, at de er unikke. De kommer alle med det samme højskoleophold og den store rejse til udlandet. Og det er det. Det er lidt hårdt sat op, men der kigger jeg også efter andre ting,” siger Christian Lindhardt.

“Det kan være en sportskarriere, eller om man har lavet politisk arbejde.”

Christian Lindhardt vægter også diversitet højt. I køn. Social og etnisk baggrund. Han mener at for at være i stand til at lave god journalistik, er det vigtigt at have en mangfoldig redaktion. Det er noget, han tager i betragtning, når der skal udvælges praktikanter.

“Et menneske, som er opvokset i et parcelhus i Risskov med en kernefamilie, og én, som er opvokset i Gellerupparken, har nogle vidt forskellige erfaringer. Og jo flere forskellige erfaringer, du kan bringe i spil på et redaktionsmøde, desto bedre journalistik kan du lave,” forklarer Christian Lindhardt.

Jeg bliver nysgerrig og spørger ham, om han er villig til at gå på kompromis med fagligheden for at fremme diversiteten. Svaret kommer hurtigt: Nej.

“Jeg kan med sikkerhed og med hånden på hjertet sige, at jeg aldrig ville gå på kompromis med ens basale kvalifikationer. Man skal til enhver tid være i stand til at skrive en ordentlig artikel, og vide hvad en nyhed er,” siger han.

Jeg ånder lettet op. Indeni kan jeg mærke, hvordan min frygt langsomt kvæles. Frygten for kun at blive valgt til, fordi jeg er af anden etnisk herkomst. Fordi de savner diversitet i mediebranchen.

“Det er ikke en adgangsbillet i sig selv at have en anden baggrund eller et andet køn.”

– Jacob Nybroe, ansvarshavende chefredaktør, Jyllands-Posten 

Men i håbet om, at frygten helt kan slukkes, kontakter jeg også Jacob Nybroe, ansvarshavende chefredaktør på Jyllands-Posten. Jeg håber, at han vil sige nogle af de samme ting. At jeg bliver vurderet på lige fod med mine medstuderende. At min etnicitet ikke vinder over min faglighed. Heldigvis er han enig med Christian Lindhardt. Jacob Nybroe er godt klar over, at diversiteten i mediebranchen halter, men det handler først og fremmest om ens faglige egenskaber.

“Det er ikke en adgangsbillet i sig selv at have en anden baggrund eller et andet køn. Du vil nok heller ikke vælges udelukkende på grund af din baggrund. Vi vil respektere dig for din faglighed, og det er det vigtigste,” siger Jacob Nybroe.  

“Hvis så fagligheden er på plads, vil vi dernæst skæve til forskelligheder i baggrund,” tilføjer Jacob Nybroe.

Minoritet i mediebranchen

Efter at have hørt branchens side, beslutter jeg mig for at tage fat i en, der selv har prøvet på egen krop, hvad det vil sige at være en minoritet i mediebranchen. Derfor tager jeg kontakt til Abdel Aziz Mahmoud, journalist og vært på GO ’aften LIVE. 

Han har gennem de seneste år set, hvordan samtaler om diversitet og repræsentation har fyldt mediernes spalter. Ifølge Abdel Aziz er det helt fair, hvis samtalerne fører til, at nogle mennesker får en forlomme til praktiksøgningen.

“Jeg havde en klar fordel, da jeg skulle søge praktik. For hvis der på en nyhedsredaktion med 70 mennesker sidder nul med minoritetsbaggrund,  skal man gøre en ekstra indsats for at få en ansat, så redaktionen afspejler samfundet bare en lille smule,” siger Abdel Aziz Mahmoud.

“Især i tider, hvor emner som flygtninge, religion og etnicitet har fyldt meget,” siger han.

Under vores telefonsamtale understreger Abdel Aziz gang på gang, at kvalifikationer er meget mere end ens faglighed. Det handler ikke kun om karakter, eller hvor godt man klarer sig i skolen. Din baggrund spiller også en rolle. Især hvis du er en minoritet.

“Som minoritet har du været ude at røre ved noget, de fleste ikke har rørt ved. Ganske enkelt gennemgået nogle ting, som kan give dig et helt andet perspektiv,” forklarer han.

Efter telefonsamtalen står jeg tilbage med en fortsat mærkelig følelse i maven. For jeg kan ikke finde ud af, om jeg skal føle mig lettet over, at min etnicitet kan være en fordel, eller om jeg bør frygte det.

Når etnicitet bliver til en fordel

Under min research til artiklen falder jeg over Inaam Nabil, som er journalist på Danmarks Radio. Jeg bliver særligt interesseret i hende, fordi hun bærer slør. Ligesom mig. Det er første gang, jeg har set en dansk kvindelig journalist med slør. Jeg tager hurtigt kontakt for at høre, hvordan hendes praktiksøgen havde været. Kan hun måske genkende den ambivalente følelse, jeg har omkring det hele?

Hun mener dog ikke, at det er uretfærdigt, da minoriteter er en klar mangelvare i branchen. Hun vil til enhver tid opfordre mediebranchen til at vælge minoriteter.

Og når hun tænker tilbage på sin praktiksøgen, husker hun det heller ikke som en stressende periode. Tværtimod. Hun kan huske, at de var nysgerrige på hende. Hun så anderledes ud end sine medstuderende. Der blev fokuseret på hendes baggrund. Hendes opvækst i Vollsmose.  

“Jeg oplevede at blive prikket til af tidligere praktikanter. Her fik jeg at vide, at hvis jeg søgte praktik hos dem, så ville jeg nok få pladsen. Det gav en slags ro i praktiksøgningen,” fortæller Inaam Nabil.

Hvordan mon det sætter mig, og får jeg den samme oplevelse, når jeg skal søge praktik om ikke så længe? Det er i hvert fald nogle af de tanker, som kører rundt i hovedet på mig efter min samtale med Inaam.

Ifølge Christian Lindhardt gør det tit ikke den helt store forskel, om man vælger den ene kandidat eller den anden. Så længe de grundlæggende ting er på plads.

“Hvis de helt grundlæggende ting er på plads, så er der tit ikke den helt store forskel, om man vælger den ene eller den anden. Og hvis jeg har muligheden for at vælge en med anden etnisk baggrund, så vil jeg altid gøre det,” siger han.

Andre perspektiver på verden

Min frygt er ikke helt forsvundet endnu. Men efter at have snakket med mennesker, der kunne gøre mig klogere, tror jeg, at jeg har fået en ny forståelse. 

En forståelse for, at min opvækst, min etnicitet, sågar min religion er kompetencer. Kompetencer som gør, at jeg ser tingene på en anden måde, hvilket er en klar fordel.

Jeg kan kun håbe, når der til april skal afholdes praktiksamtaler, at praktikstederne vil se mig for meget mere end en løsning på diversitetsproblemer i mediebranchen.

FORSIDEN
‘Borgen – Idealisten, Kynikeren og Æren’

‘Borgen – Idealisten, Kynikeren og Æren’

af | mar 24, 2022 | NYESTE, UDE

NYESTE | UDE
‘Borgen – Idealisten, Kynikeren og Æren’

En ny sæson, et nyt kig bag tæppet. Gennem ‘Borgen’ kommer vi tæt på fiktionens journalister, der står over for etiske indre kampe. Ifølge Adam Price er konflikterne sat på spidsen, dog med et ønske om, at journalister skal kunne genkende dele af deres hverdag.

TEKST: SILJE QVIST & FREDERIK PRÆSTIIN
ILLUSTRATION: LOUISE RIX

Udgivet den 24. marts 2022

”Torben, sig du ringer tilbage!” 

På tv-stationens paraboldækkede tag står nyhedschef Torben Friis med telefonen trykket mod øret og  en smøg i hånden. 

”Sig, du ringer tilbage!” råber den unge journalist Katrine Fønsmark endnu engang. Hun har ild i øjnene. Blikket genkender Torben med det samme.

Han lægger på og ånder tungt ud, så røgen finder vej gennem hans næse. 

Katrine fortæller ham, at hun denne morgen blev vækket af PET. Hun kan bevise, at USA benytter Thulebasen i Grønland til mellemlandinger af ulovlige CIA-fanger. Hun kigger forventningsfuldt på Torben. Han placerer begge hænder på tagets gelænder og kigger ned for at undgå øjenkontakt med hende.

”Jeg kan ikke køre den her sag, medmindre den holder hundrede procent i retten. Det kan jeg ikke.”  

Katrine lyner sin sorte lædertaske op og overrækker Torben en gul papirpose. 

”Se på det! Det holder hele vejen” siger hun. Han forbliver tavs.

”Torben, er du stået af?” Katrine kigger bebrejdende på sin chef. Hendes kilde risikerer sit liv for afsløringen. 

”Det her har afgørende betydning for hele landet. Er det ikke derfor, vi er blevet journalister?”

”Hold nu kæft for helvede!” Torben Friis har fået nok. Han skuler ud over byen i et par sekunder, inden han træffer sin beslutning. Den unge journalist vinder kampen.

”Det er pissegodt det her. Vi breaker den i radioen klokken 12, og så giver vi den fuld gas i aften.” 

Vi startede her med et tilbageblik på seriens første sæson. Efter ni års stilhed er ‘Borgen’ nu tilbage med sin fjerde sæson. ‘Borgen – Riget, magten og æren’. I serien møder vi journalister, der ligesom os selv, står over for at træffe de rigtige valg, i en branche, hvor balancen mellem idealisme og kynisme kan være svær at finde. Der blæser nye vinde gennem redaktionslokalet denne sæson. Kom med bag ‘Borgen’, når vi undersøger, hvilke tanker, der ligger bag fremstillingen af journalistrollen, og hvordan den fungerer i det politiske drama.

”Jeg håber ikke, der er noget, jeg ikke har tænkt over, imens jeg skriver.”

– Adam Price 

Intet er tilfældigt

Da Adam Price første gang pitchede serien, blev modtagelsen ikke just som han havde tænkt. Han blev grinet ud af lokalet af den tidligere DR dramachefs kontor. Men på trods af det, fik han lov til at lave den. Nu har ‘Borgen’ og Adam Price opnået international succes. En blanding af samfundsdebat, kulørte, private forhold og spænding var lige noget for danskerne. Ved sidste sæson så gennemsnitligt 1,5 millioner med hver uge.

Intet er tilfældigt i ‘Borgen’. Adam Price fortæller, at hver en tomme er planlagt og gennemdiskuteret – og skrevet igennem seks-syv gange. 

“Jeg håber ikke, der er noget, jeg ikke har tænkt over, imens jeg skriver,” siger Adam Price.

En af de karakterer, som vi følger tættest i ‘Borgen’ er journalisten Katrine Fønsmark. Da vi mødte hende for første gang var hun en ambitiøs, ung og talentfuld journalist og tv-vært. Hun havde høj moral og et idealistisk forhold til sandheden. 

I Katrines lille lejlighed midt i København hænger filmplakaten ’Alle Præsidentens Mænd’ på væggen. 

Filmen er en gammel klassiker fra 1976, der filmatiserede ‘Watergate-skandalen’. To journalister fra The Washington Post kommer tilfældigt på sporet af en forbindelse mellem et indbrud i Demokraternes hovedkvarter og Det Hvide Hus, hvor republikanerne regerer i starten af 70’erne. De besidder en farlig viden, men ender med at præsidenten, Nixon, forlader sit embede før tid som den første præsident nogensinde. Journalisterne ofrer alt for historien og ender som helte. 

At plakaten hænger i Katrines lejlighed, er ikke nogen tilfældighed. Den illustrerer for den skarpe seer hendes idealistiske forhold til journalistikken.

Journalisterne i ‘Borgen’

‘Borgen’ er skabt med virkeligheden in mente. Serien hviler på en politisk og en journalistisk side. Det tekniske plot kommer af journalistens ønske om at afdække og politikerens ønske om at tildække.
Tænker man politisk fiktion, kommer mange til at tænke på film som ’Alle Præsidentens Mænd’ eller andre heltefremstillinger af journalisten. Det kunne også være nyere produktioner som eksempelvis filmen ’Spotlight’ fra 2015, der vandt en Oscar-statuette for bedste film. Filmen handler om, hvordan avisen The Boston Globe afslørede den massive skandale om børnemisbrug inden for den katolske kirke.
Men det, som kendetegner den hidtil danskproducerede politiske fiktion, er samspillet mellem journalisterne, politikerne og spindoktorerne. Her ser vi ikke altid heltebilledet af journalisten, men kommer med ind bagved og ser bagsiden.
Helle Kannik Haastrup fra Københavns Universitet forsker i mediekultur, og hun ser tydelige nuancer i de journalister, der portrætteres i ‘Borgen’.
“Vi ser blandt andet nuancerne gennem Katrine Fønsmark, som både arbejder som studievært, spindoktor og nyhedschef og i spillet mellem tabloidpressen over for TV1. Det er både en forenklet skildring af flere journalistiske roller og flere perspektiver på, hvordan politik fremstilles i medierne,” siger Helle Kannik Haastrup.
Noget, som var vigtigt for Adam Price, at få med.
”Det er klart mit ønske af hensyn til den journalistiske del af plottet, at det holder sig inden for tålelig realisme. Det skal dog hvile på dramaets betingelser, for hverdagsrealisme ville næppe kunne underholde et stort, bredt publikum,” siger Adam Price.

Den nye chef

“Narciza, må jeg låne dig i to minutter?” 

Narciza vender sig på kontorstolen og kigger skeptisk på nyhedschefen Katrine Fønsmark, der vil udveksle et par alvorsord med hende. Narciza er fast vært på 18-udsendelsen, men denne aften vil Katrine have hende rykket til den sene udsendelse kl 21.30. Årsagen er klar: Landets statsminister, Birgitte Nyborg, stiller op til interview kl. 18. Et interview, som Katrine ikke tør overlade til Narciza.

 ”Det gik ikke fantastisk, sidste gang du interviewede hende”, siger Katrine efter først at have padlet rundt med halvlunkne undskyldninger. En bemærkning, der får Narcizas øjenbryn til at rykke længere op i panden af ren forundring. Narciza udfordrer Katrines argumenter, for hun er ikke klar til at give op. Det leder op til en diskussion. De vil begge gerne høres, men ingen lytter. 

Katrine stirrer intenst på Narciza, frustrationen stråler ud af hende. Katrine går nu hårdere til værks. 

”Du blev kørt rundt i manegen. Hvis det her var en fodboldkamp, så vil jeg sige, at du var inde i første halvleg, og du scorede ikke. Nu prøver vi sgu en anden angriber.” 

Narciza føler sig på den anden side angrebet af sin chef. Hendes blik fyldes med afsky. 

”Så du rykker mig fra en udsendelse til en anden på grund af påstået inkompetence?”

”Det er min beslutning. Jeg er ked af, at vi ikke er enige, nu kan vi ikke diskutere det mere,” siger Katrine uden tøven og forlader samtalen.

Idealist eller kyniker?

I den nye sæson af ‘Borgen’ møder vi en mere moden og erfaren journalist i Katrine Fønsmark. Håret, der før var løst, sidder nu stramt sat op. ‘Alle Præsidentens Mænd’-plakaten hænger ikke i landejendommen, som hun nu er flyttet til. Hun er nu 40 år og har overtaget Torben Friis’ stilling som nyhedschef. Hun skal finde sig til rette i den nye rolle, og det kommer med sine udfordringer. 

”Katrine beskriver et journalistliv på godt og ondt. Hun har den afdækkende graverjournalists hjerte og tager sin position som den fjerde statsmagt meget alvorligt. Men når man bliver chef i en større institution som TV1, ændrer ens prioriteringer sig,” siger Adam Price.

Katrines karakter, som vi kender hende, brister en smule i den nye sæson, når hun må vælge mellem  at være kynisk eller idealistisk. Seerne er aldrig sikre på, hvilket valg hun vil træffe i sidste ende. 

“De interessante historier er dem, hvor karaktererne er komplekse. Hvor de befinder sig i en moralsk gråzone, og vi ikke helt kan vide, hvilken side de ender med at vælge. Her kan man virkelig se, at der er noget på spil,” siger medieforsker Helle Kannik Haastrup.

Hun peger på, at journalisten i fiktion bevæger sig mellem to poler. På den ene side har vi den idealistiske yderpol, hvor journalisten er den klassiske fjerde statsmagt, der gør alting efter bogen og føler sig forpligtet til at arbejde sådan. På den anden side er kynikeren. En udspekuleret type, der vil gøre alt for den gode historie, som sætter succes over personlige forhold ,og som ved yderste grænse vil pynte på virkeligheden for forsiden.

Hovedspørgsmålet, som Adam Price ville have os til at tænke over, lød: Kan du bevare magten og bevare dig selv samtidigt? Det er kendetegnet for alle karakterne, at kampen mellem deres poler udgør, hvem de er i sidste ende. Og måske er det noget, vi også selv kan tænke over som unge journalister på vej ud i mediebranchen. Hvad er vi selv?

Virkeligheden forenkles

På trods af at ‘Borgen’ altid har lignet virkeligheden, går vi glip af få nuancer. Og selvom Adam Price tænkte over at få nuancerne med, da han skrev serien, måtte han også erkende, at det er umuligt at skrive underholdning 1:1 med virkeligheden.

”Konflikterne i ‘Borgen’ er sat på spidsen, og journalister skal kunne holde ud at se serien og genkende deres verden, selvom det er simplificeret,” fortæller Adam Price.  

Prisen for at lave et velfungerende drama er, at man må forenkle. Det forklarer Helle Kannik Haastrup. Alle journalistiske afsløringer får ikke store samfundsmæssige konsekvenser. Men som ‘Borgen’ viser, kan aktuelle politiske spørgsmål også skabe drama om journalistens rolle. Skal journalisterne agere kynisk eller idealistisk.

Er forenklingen så god eller dårlig for vores forståelse af journalister?

Ifølge Helle Kannik Haastrup er det ikke til at svare entydigt på. Men forskning viser, at vi tager moralsk stilling til de karakterer, som film og tv præsenterer os for, og derfor vil det afhænge af, om fortællingen tilbyder os enten en heroisk idealist eller verdenstræt kyniker.

”Seeren skal man tænke bedre om, end man måske umiddelbart gør. Folk er i stand til at adskille fiktion fra virkelighed,” siger Adam Price.

Forsøg på forsoning

”Jeg vil gerne sige undskyld.”

Katrine har stoppet Narciza på gangen. Narciza tror ikke sine egne ører, hun står blot og kigger forundret på den chef, der for et par dage siden anklagede hende for inkompetence. Hun kvitterer med et monotont: “Okay.”

”Jeg synes fandme bare ikke, at det var i orden det der.” Narciza blinker med øjnene imens hun usikkert flakker med øjnene.

”Det er du i din gode ret til at mene, men i sidste ende så er det mig, der er chefen,” siger Katrine. En kommentar, der lægger et stykke brænde på et bål, man ellers skulle tro langsomt var ved at dø ud.

”Og det er så det?” spørger Narciza skuffet.

”Ja, det er jo sådan det er.”

”Ja. Det er sådan det er.” Tonefaldet afslører skuffelsen over, at Katrine ikke er i stand til at give en ordentlig undskyldning. Hun vender ryggen til Katrine, der spørger om, de er videre. Narciza bevæger sig med raske skridt væk fra sin chef. Hælene bliver banket i gulvet og giver genklang i hele gangen.

FORSIDEN
Seks gode råd: Sådan skriver du en sexet klimahistorie

Seks gode råd: Sådan skriver du en sexet klimahistorie

af | mar 24, 2022 | NYESTE, UDE

Seks gode råd: Sådan skriver du en sexet klimahistorie

Husk lige humoren og hold fast i fakta. Der er mange ting at tage højde for, når du dækker klimaet som journalist, så her kommer en række kyndige bud på, hvordan du gør det bedst.

TEKST: SIMON STOKHOLM NØRSKOV
ILLUSTRATION: KATRINE Å. EDVARDSEN

Udgivet den 24. marts 2022

Klimaet er et kompliceret emne, som altid trækker tråde til et større billede, uanset historiens størrelse. Men det er også vigtigt, at klimahistorierne bliver dækket. Så hvordan undgår vi at lave kedelige eller utilstrækkelige historier om klima og biodiversitet?

Alexander Holm er biolog og nok bedst kendt som manden bag podcasten Den Dyriske Time, hvor han videreformidler forskningsartikler, naturvidenskabelige undersøgelser og nyheder om klima og biodiversitet. Når Alexander ikke trawler medierne og den videnskabelige verden for historier, der skal fortælles videre, holder han også foredrag, deltager i debatter, eller bokser med politikere og lobbyister på Twitter.

Mangler i dækningen

Og Alexander Holm er langt fra positivt indstillet overfor den nuværende klimadækning i danske medier.

”Der er nærmest ikke nogen, der laver klimadækning, og hvis de gør, er det fucking skraldet. De aner ikke, hvad de snakker om. Men man kan heller ikke bebrejde dem. Journalister er jo ikke biologer eller geologer,” siger han.

Ifølge Alexander Holm fejler medierne ofte i deres valg af eksperter. Han påpeger eksempelvis, at den borgerlige tænketank CEPOS ofte bliver brugt som ekspertkilde til klimahistorier, og at Bjørn Lomborg, politolog og kontroversiel debattør, stadig citeres i flere artikler.

”Det svarer jo til at invitere en flat-earther med til en diskussion om geopolitik. Alle skal ikke høres, og alle synspunkter er ikke lige vigtige,” siger han.

For Alexander Holm er klimakrisen ikke et holdningsspørgsmål. Videnskaben bag er allerede på plads. Vi skal ikke snakke videre om, hvorvidt kriserne er rigtige, og hvor presserende de så er.

Han mener i stedet, vi skal snakke om, hvordan vi gør noget ved det. Og til det skal vi bruge kvalificerede eksperter. Alexander påpeger, at der er massevis af kloge hoveder, som aldrig bliver brugt, mens førnævnte stadig får taletid.

Alexander Holm bliver også irriteret over mediernes tilgang til kriserne, som han mener er alt for rolig og laissez faire. IPCC-rapporterne fra FN’s klimapanel er et godt eksempel. De er nærmest dommedagsprofetier med evidens, men de bliver ofte kun dækket i en uge efter udgivelse og ikke seriøst nok, mener Alexander. Problemet er bare, at lange rapporter og havetraktorers CO2 udledning ikke er særlig sexet.

Sex din klimadækning op

Alexander Holm mener, at Danmarks befolkning er blevet immun overfor de ekstreme klimafortællinger og billeder af døde elefanter og tør jord, men den alt for laissez faire dækning er også en fejl. I stedet skal vi ifølge Alexander Holm huske at blande humor ind i klimadækningen, og vi skal huske at udstille de ansvarshavende, som de vagthunde vi er.

Så når Morten Bødskov (S), tidligere skatteminister og nuværende forsvarsminister, tager beslutningen om skatterabat til hybridbiler, på baggrund af en rundspørge blandt en mindre gruppe bilejere, skal vi være der. Når Danish Crown lancerer kampagner om bæredygtigt svinekød fra industrielt landbrug, skal vi være der. Vi skal bare have styr på tingene, når vi angriber de magthavende, mener han.

”Skal man være kildekritisk og byde de ansvarshavende op til dans, så skal man være sikker på, at man ikke siger noget forkert. Hvis man har styr på fakta, må man godt drille,” siger Alexander Holm.

Han synes i øvrigt, at der nogle gange er et sjovt element i historier om hykleri, løgne, selvmodsigelser og ren dumhed. Socialdemokratiet er nu mere grønt end rødt, og Shell lancerer grøn benzin, det er ret dumt, og dermed også ret sjovt, synes Alexander Holm.

Det vigtigste er, at folk engagerer sig i klimahistorierne, og for at det kan ske, skal de være sjove, spændende og sandfærdige. Hvordan gør man så det? Nu er vi jo glade for det konkrete her på skolen, så hvorfor ikke sætte klimajournalistik ind i en model, det er jo så dejligt overskueligt. Lad os kalde den ISKHSS.

ISKHSS-modellen

Rasmus Thirup Beck er uddannet journalist og antropolog. Som journalist har Rasmus blandt andet arbejdet som reporter for Politiken og lavet radio på P1, men hans fokus har siden 2008 været at dække klima. Han er medstifter af Klimajournalisterne.dk, som består af en lille gruppe journalister, hvis formål er at rådgive om klimajournalistik, foruden selv at formidle det. Derudover er Rasmus medforfatter til bogen ”Hvis vi vil – den absolut realistiske guide til at bremse klimakrisen, før det er for sent.”

Her får du Rasmus’ seks råd til at formidle klimastof.

Mindre fokus på individet: Rasmus Thirup Beck mener, at vi bør skrue ned for historier, der er rettet mod individet. De historier, som kan lyde i retning af ”så meget CO2 kan du spare, hvis…” eller ”hvilken salat skal du vælge, for at spare mest.”

De historier bliver hurtigt ulidelige, mener han. Både fordi det ikke er hos individet, de store CO2 besparelser skal findes, men også fordi det tager ansvaret væk fra de strukturelle ændringer, der skal til for at løse krisen.

Kom væk fra skrivebordet: Ifølge Rasmus Thirup Beck fortælles de bedste historier gennem mennesker, og det er ikke anderledes, når man skal dække klima. Det er gennem mennesker, at historierne får deres gennemslagskraft og bliver til fortællinger om ansigter og oplevelser i stedet for en bunke tal og forklaringer af grafer.

Konstruktiv journalistik: Det er måske efterhånden en gammel traver, men der findes få emner, hvor en konstruktiv tilgang giver bedre mening end ved klimaformidling, mener Rasmus Thirup Beck. Hvis vi farver dommedagsprofetierne med lidt håb og handling, bliver billedet knap så sort.

Husk humor. Ligesom Alexander mener Rasmus også, at humor skal tænkes ind i klimadækningen. Klima er et tungt emne, så hvis vi kan få lidt humor med, bliver det lidt mere spiseligt.

Spark til den med research: Rasmus har de seneste år set en stigning i antallet af klimahistorier, men det er ikke udelukkende godt, mener han. Der er ikke altid mulighed for at gå i dybden med en historie i flere uger, men spark alligevel til den med research. Tænk lidt ekstra over formidlingen, vinklen og fakta, så vi ikke kun sidder tilbage med historier om, hvor meget CO2 man kan spare hvis…

Selvuddannelse: Den giver lidt sig selv. Klima er et relativt svært og kompliceret stofområde, så for at kunne se de store sammenhænge og sætte nye udmeldinger i relief til gamle, må man læse lidt op på lektien.