Kåre Quist om at virke naturlig i en unaturlig situation

Kåre Quist om at virke naturlig i en unaturlig situation

Kåre Quist om at virke naturlig i en unaturlig situation

Når den populære nyhedsvært Kåre Quist trækker i arbejdstøjet, hviler en stor del af DR-redaktionens troværdighed på skuldrene af hans præstation.

Skribent: Peter Brøndsted

Foto: Rune Øe Nielsen

Udgivet den 29. oktober 2020

Med lukkede øjne og armene over kors sidder Kåre Røgind Quist i den læderbetrukne barberstol i det lille kridtfarvede lokale. Det velkendte arbejdstrikot; mørkeblå habitbukser, hvid skjorte og sorte lædersko slipper ikke for et par vildfarne dråber, da en sky af hairspray falder ned fra himlen. En Cola Zero og en halvspist trekantet sandwich står på en hylde ved siden af en sminketaske. For og bagtil kan man i de firkantede spejle følge processen, mens sminkedamen Susan børster hans mørkebrune skæg med en lille sort mascarabørste.

”Sminkerummet er normalt et fristed for mig, hvor jeg kan samle tankerne. Det er her, jeg kommer ind og får 20 minutters ro, inden vi skal videre med programmet, ” siger Kåre Quist. 

På uret i sminkerummet står viseren på 18.45. I morges, da han mødte ind kl. 10.00, skulle tophistorien have handlet om Arne og pensionsforhandlingerne på Christiansborg. For et par timer siden måtte Kåre Quist og resten af den sene nyhedsredaktion dog sadle om. Det kom nemlig frem, at den tidligere formand for Radikale Venstre, Morten Østergaard, har haft ikke blot én, men flere sager om sexisme kørende. Det er ikke unormalt, at TV Avisen bliver ændret i løbet af dagen, og de ansatte er derfor klar, hvis det skulle ske:

”Jeg synes, man kan mærke, at alle på redaktionen er indforståede med, hvilken rolle de udfylder som eksempelvis nyhedssvært, producer eller grafiker. Når vi har brug for at sætte tempoet op, kan stemningen godt blive lidt mere trykket og intens, men vi når i mål.”

Kåre Quist har været vært på TV-avisen siden 2012.

TV Avisen er som en balletkoreografi

I 2007 fik Kåre Quist sig et mindre chok, da TV Avisen pludselig ringede til ham. Det var dog ikke TV Avisen, men et nyt program, Ærlig talt, som han debuterede med på tv i 2008. Det nye program var en succes, og blot et halvt år senere fik han mulighed for at udvikle sin værtsrolle på det populære DR-program Kontant. Her blev han kendt som den kritiske og lidt kække journalist, når han konfronterede pengesvindlere og fupmagere med hårdtslående spørgsmål:

”Jeg kan godt lide kunsten i den undrende værtsrolle. Det bedste er jo, når seeren tænker: Hvorfor spørger han ikke om det? Og så spørger værten om det i samme sekund.”

Efter fem år på Kontant overtog han sin nuværende arbejdstitel som nyhedsvært på TV Avisen i 2012. Her var der en anden tone, og det betød en ny udfordring:

”De første par år på TV Avisen skal seerne lige se dig an. Passer ham den nye ind? Det er lidt samme situation som en svigersøn, der er på prøve hos svigerforældrene. I min situation var jeg bevidst om, at jeg blev nødt til at bevæge mig lidt væk fra den kække side, jeg havde haft i værtsrollen på Kontant.”

En vigtig del af Kåre Quists arbejdsdag handler om koreografi. I det store tv-studie, Studie 14, hvor aften-nyhederne sendes, er der placeret utallige klistermærker, der matcher farven på det grå gulv. De bruges, så billedbeskæringen i forhold til tv-vært og grafik sidder lige i skabet, når værten navigerer mellem indslagene under udsendelsen. Kåre Quist kalder det en mindre balletforestilling, der skal opføres:

”Jeg tror ikke, at folk har nogen idé om, hvor meget tid vi bruger på at øve. Hvis jeg placerer min fod to centimeter for langt til venstre, kommer jeg for eksempel til at blokere for noget af grafikken på skærmen bagved,” siger han og uddyber:

”Nogle tænker måske, at det bliver for opstillet til at være kritisk journalistik, men vi mister seerne, hvis udsendelsen bliver rodet. Vi skal oplyse seerne og have styr på fakta, og vi må ikke lave fejl. Det må simpelthen ikke ske.”

Ti timers arbejde overstået på 18 minutter

”Kåre så er der 3 minutter til…” lyder det fra produceren i tv-produktionen kl. 20.57. I tv-produktionen sidder fem ansatte, alle med hver deres ansvarsområde, og overvåger de 12 tv-skærme, der lyser ud i det let mørkelagte lokale.

I Studie 14 står Kåre Quist foran den 26 meter lange buede led-skærm. Over hovedet på ham hænger mindst 30 spotlys, der er hægtet fast i grå metalskinner. Langs siderne i lokalet løber bundter af ledninger, der er overtrukket med sort stof. Fire tilskuere, de sorte robotkameraer med rullehjul, står foran ham og blinker i skiftevis rødt og blåt lys.

”Fem. Fire. Tre. To. En…” Med et klik på mellemrumstasten går TV Avisens velkendte titelmelodi i gang. Kåre Quist har placeret sig i højre side af studiet med sine hvide cue cards i hænderne. Han begynder på dagens tophistorie:

”God aften og velkommen til den sene tv-avis. De radikales krise og skandale vokser…”

Mens indslaget fylder danskernes tv-skærme, bevæger Kåre Quist sig fra klistermærkerne på dansegulvet og over til sit bord i studiet. ”Så ruller vi Ringberg ind i studiet,” udsteder produceren. DR’s politiske analytiker Jens Ringberg følger trop og gør Kåre Quist selskab i studiet. Senere i udsendelsen følger nyhedshistorien om Arne og pensionsforhandlingerne. I studiet og produktionen forløber overgange mellem grafik, Kåre Quists speak og breakers mellem indslagene som en maskine. Til sidst stiller Kåre Quist om til vejret og slipper sine cue cards. På 18 minutter er ti timers arbejde overstået.

FEM KORTE OM KÅRE QUIST

Har gået på RUC og arbejdet freelance for Euroman, Berlingske og Ekstra Bladet.

Blev i 2007 ansat på DR som vært for Ærligt Talt. Startede et halvt år senere på Kontant.

Har siden 2012 været fastansat som nyhedsvært på TV Avisen. Dækker også kongehuset for DR.

Er gift med Tine Røgind Quist, der arbejder som Executive Producer på Discovery.

Parret er bosat nord for København sammen med sønnen Carl på 7 år.

At virke naturlig i en unaturlig situation

Med til jobbeskrivelsen som nyhedsvært følger forventningen om neutralitet. Som Kåre Quist selv forklarer det, må han ikke ”mene noget om noget som helst”. Det betyder, at han overvejer meget, hvornår der er behov for hans mening:

”Jeg har ikke et særligt behov for at være den store meningsdanner, for det kan hurtigt skabe en masse postyr i medierne. Så når jeg endelig siger min mening, er det som regel i et meget lukket forum,” siger han.

Ligeledes er han bevidst om, at det grundige og professionelle arbejde, der laves af resten af produktionen på DR Nyheder, lynhurtigt mister sin troværdighed, hvis værten virker ukomfortabel i studiet. Derfor mener han også, at den største udfordring som tv-vært er at lære at føle sig tilpas i studiet:

”Det handler jo om, at man skal virke helt naturlig i en af de mest unaturlige situationer, der findes.” 

Værtsrollen har han dog efterhånden fundet sig helt til rette i:

”Jeg var ude at spise brunch med Stéphanie Surrugue. Det var uden for arbejdstiden, men jeg ved jo godt, at folk kender mig fra tv. Da jeg skulle op til buffeten, spottede hun med det samme, at jeg gik og smilede og nikkede til folk, selvom der ikke var nogen, der henvendte sig til mig.”

Et smil breder sig fra kind til kind. Han ryster lidt på hovedet, som om han nærmest griner lidt af sig selv:

”Det havde jeg slet ikke tænkt over, at jeg gør. Det er jo lidt skørt, at værtsrollen efterhånden ligger så underbevidst i mig, at jeg skal have andre til at påpege det.”

Bertil Fruelund dækker pressemøder for Ritzau: ”Du skal være djævlens advokat”

Bertil Fruelund dækker pressemøder for Ritzau: ”Du skal være djævlens advokat”

Bertil Fruelund dækker pressemøder for Ritzau: ”Du skal være djævlens advokat”

Bertil Fruelund fra Ritzaus Bureau har dækket et utal af pressemøder den seneste tid. For ham er det en disciplin først at finde på spørgsmålene, når han står på stedet, men målet er altid det samme: Han skal finde hullerne.

Skribent: Mads Oxlund Petersen
Illustration: Amanda Nygaard Frisk

Udgivet den 29. oktober 2020

Bertil Fruelund springer op på cyklen og suser ned mod Eigtveds Pakhus. Det er endnu et COVID 19-pressemøde, han er på vej til. Han skal ned for at stille kritiske og opklarende spørgsmål til regeringens coronastrategi på vegne af befolkningen. Cykelturen går gennem København og ender ved den brostensbelagte indgang til Centraladministrationens møde-og konferencelokale, hvor en hel del af COVID 19-pressemøderne har udspillet sig.

På redaktionen fik man på kort tid koordineret sig frem til, hvem der skulle afsted, da nyheden om pressemøde tikkede ind. Den seneste tid har der været mere end almindeligt mange pressemøder, og selvom Bertil Fruelund er vant til at skulle dække en del, er han ikke vant til at dække dem en gang om ugen.

Journalisten er læserens repræsentant

Når Bertil Fruelund dækker pressemøder for Ritzaus Bureau, er han vant til at skulle gribe mikrofonen og skyde spørgsmål fra hoften. Alligevel er han journalist og ikke cowboy. For ham er det mere reglen end undtagelsen, at spørgsmålene til et pressemøde først sidder der, når man er mødt op, og mikrofonen bliver tændt:

”Det er jo lidt en disciplin som nyhedsjournalist at kunne finde på nogle spørgsmål ret hurtigt: Hvor kan man mærke, at det knirker lidt? Hvad giver mening for almindelige mennesker i det, de siger? Nogle gange bliver man indkaldt med 20 minutters varsel, og så har man ikke tid til andet end at gribe en kuglepen og en blok.”

Som ung journaliststuderende landede Bertil Fruelund i en praktikplads som finansjournalist, et emne som han efter eget udsagt ikke vidste noget om, den dag han startede. Dengang var det et spørgsmål om at få stoffet ind under neglene, og Bertil fik efterhånden ”skrevet sig ind” på området og opbygget sin erfaring. I dag har han både fået læst og skrevet sig ind på de emner, han dækker, men han savner alligevel at være grøn på nogle flere områder:

”Til tider gik det bedre i starten, fordi man nok formidlede stoffet bedre på læsernes vegne. Det, man ikke selv forstår, er tit det, læseren heller ikke forstår. Og på mange måder er man jo læserens repræsentant.”

Bertil Fruelund fremhæver især én vigtig ting som redskab til at stille de afgørende spørgsmål på et pressemøde:

”Du må ikke gå og tænke, at du lyder dum, eller at der findes mennesker, der ved mere om det end dig selv, for det er der helt sikkert. Men man må jo spørge på læsernes vegne, og forhåbentligt ved du bare lidt mere om det end dem.”

 

Går hårdt til magten

Når Bertil Fruelund efter sin cykeltur gennem de Københavnske gader har sat sig i stolen med blokken i hånden, er drømmescenariet at have al tiden til spørgsmål for sig selv, men som journalist på et pressemøde må man dele tiden med de øvrige journalister. Selvom nogle medier bliver prioriteret anderledes end andre, påvirker det ikke forholdet mellem journalisterne:

”Der er en god tone, og vi hjælper hinanden så godt, vi kan. Men det er jo altid DR og TV2, der får lov til at spørge først. Jeg prøver altid at tælle, hvor mange der kommer før mig, og hvis det er fire spørgsmål, skal jeg jo have fem gode spørgsmål.”

Som nyhedsreporter på Ritzaus Bureau er det Bertil Fruelunds fornemmeste opgave at formidle det, der sker, hurtigst muligt. Ritzau leverer nyheder til en stor del af de danske medier hver dag, og derfor er hurtighed og enkelthed to af de vigtigste parametre i Bertil Fruelunds dækning. På den måde sikrer han, at det, han skriver, kan bruges i alle medier.

Alligevel opfatter Bertil Fruelund det som sin journalistiske rolle at gå hårdt til den fremmødte magt på pressemøderne. Han husker sig selv på, at han er der på vegne af befolkningen og læserne – som en slags oversætter, som han selv siger – og den rolle har han især taget på sig under COVID 19-pressemøderne:

”Du skal være djævlens advokat over for dem, der udsender deres budskab. Selvom det måtte være det mest hjerteligt godgørende, skal du være kritisk over for det: Hvad er det, I vil have? Virker det? Hvad vil det betyde?”

Opgaven er at finde håret i suppen

Da antallet af COVID 19-pressemøder var på sit højeste i Danmark, fløj en del seere til tasterne på Facebook, fordi de mente, at journalisterne var for kritiske i en krisesituation. Samtidig udtalte Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, i en udgave af Journalisten, at han var ærgerlig over, at journalisterne ledte efter håret i suppen til pressemøderne. Men den sag ser Bertil Fruelund anderledes på:

”Det er jo vores opgave, for han kommer jo ikke selv til at sige, hvad der er håret i suppen. Vi skal finde hullerne, så læserne bliver opdateret på, hvad myndighederne kommer med, hvad det kan, og hvad det mangler. Så er der nogle, der mener, at spørgsmålene blev stillet for hårdt, men det har ikke noget med indholdet at gøre.”

 Og når man som journalist i et lokale fyldt med andre journalister skal forsøge at finde håret i suppen, har Bertil Fruelund ofte flere vinkler med i værktøjskassen for at kunne fange magthaverne på de mest saftige og problemfyldte emner:

”På det sidste pressemøde spurgte jeg Thorkild Fogde (Danmarks Rigspolitichef, red) om, hvordan han ville få de unge mennesker til at stoppe med at snave og drikke, når nu den katolske kirke ikke er lykkedes med det i 2000 år. Og der måtte han jo erkende, at det kunne de nok ikke.”

Jesper Steinmetz rapporterer fra et splittet Amerika

Jesper Steinmetz rapporterer fra et splittet Amerika

Jesper Steinmetz rapporterer fra et splittet Amerika

USA er et enormt og splittet land, og for at dække det rigtigt, må man komme ”så langt væk fra storbyerne som muligt.”

Det fortæller USA-korrespondent for TV 2, Jesper Steinmetz. Illustreret Bunker har talt med ham om det land, han har kendt i over 30 år.

Skribent: Simon B. Porse
Foto: Politikens Forlag

Udgivet den 29. oktober 2020

Vejret er vådt, gråt og efterårsagtigt. Gaderne er næsten tomme – en spøgelsesby. Det har været sådan siden marts, hvor pandemien lagde sig som en dyne henover landet.

Sådan beskriver USA-korrespondent for TV2, Jesper Steinmetz, stemningen i Washington D.C., hvor han har haft base, siden han fik posten i 2010.

“Her er ikke specielt mange mennesker. De fleste, der bor her, er white-collar workers – advokater, lobbyister, politikere – der alle arbejder hjemmefra,“ fortæller han over en online-forbindelse med Illustreret Bunker.

“Det gør det lidt ufestligt at bevæge sig rundt i byen.”

To parallelsamfund

Jesper Steinmetz stiftede først rigtigt bekendtskab med USA tilbage i 1986. Her flyttede han ind hos sin onkel og tante i den nordlige delstat Michigan, hvor han studerede på universitetet og arbejdede i en årrække.

Allerede dengang fik han blik for, hvor enormt landet er. Da han først rejste dertil, ankom han til byen Grand Rapids, Minnesota, godt og vel 750 kilometer fra det egentlige mål: Grand Rapids, Michigan. Det svarer til at lande i Bruxelles frem for i København.

I 1986 oplevede han også for første gang, hvordan amerikanere er særligt imødekommende overfor fremmede. Det oplever han også i dag – endda blandt ellers indvandrerkritiske Trump-vælgere.

“Lige så snart man siger, at man er fra Danmark, så siger de ‘iihh, vi elsker Danmark, og vi har engang været i København’ og så videre.”

Det kan virke inkonsekvent, når Trump-støtter også er særligt kritiske overfor pressen, men det viser blot den helt grundlæggende imødekommenhed, man oplever i landet, fortæller han.

“Det er langt nemmere at være den fremmede i USA, end det er i Danmark. Amerikanerne sørger for at få en med. Man bliver inviteret hjem til dem og føler sig meget velkommen.”

I sin tid som korrespondent har Jesper Steinmetz lavet historier i samtlige af landets 50 stater og kan på stående fod ikke komme i tanke om et hjørne af landet, han ikke har været i.

Ifølge ham er det vigtigt, at man husker at komme ”så langt væk fra storbyerne som muligt”, hvis man vil forstå folkestemningen – særligt i de dele af landet, der stemte på Donald Trump i 2016.

“I Washington er de jo demokrater hele bundtet, så man skal passe på ikke at stikke en finger i jorden her og tro, at det er folkestemningen, det er det bestemt ikke,” siger Jesper Steinmetz.

De seneste år er befolkningen i USA i stigende grad blevet delt i to lejre. Ifølge en undersøgelse foretaget af Pew Research Center fra juli-august i år, siger tre ud af fire vælgere, at de kun har få eller ingen venner, der støtter den modsatte kandidat end dem selv.

“Der er i virkeligheden tale om to parallelsamfund, hvor man ingen forståelse har for, hvordan the other half lever, hvad de tænker, og hvorfor de stemmer, som de gør,” fortæller Jesper Steinmetz.

Når han taler med sine venner i hovedstaden, er de oftest slemt overraskede over de historier, han fortæller om landdistrikterne.

“De er nærmest helt afkoblede fra deres eget land.”

Et ualmindeligt giftigt bud

At Jesper Steinmetz fik posten som korrespondent i USA var lidt en tilfældighed, fortæller han.

Da han i midten af 00’erne var studievært for TV2 Nyhederne, fortalte han sin chef, at han en dag gerne ville til udlandet og arbejde. Mere præcist hvor, var ikke sikkert, bare ikke i konfliktområderne.

“Det er vel USA, du tænker på?” svarede chefen, og det lød da ikke helt så tosset, husker Jesper Steinmetz. “Der tror jeg også, du ville være et ualmindelig giftigt bud,” fortsatte chefen.

Men trods komplimentet blev det kun ved snakken. Først efter Jesper Steinmetz blev tilbudt posten som vært for Go’ Aften Danmark, vendte chefen tilbage. Efter noget pres fra Jespers side lovede chefen, at når stillingen som korrespondent igen blev ledig, var den hans.

“Det er i virkeligheden den eneste gang i min karriere, jeg har spillet mine kort strategisk rigtigt.”

Da han endelig fik jobbet, blev Jesper Steinmetz dog usikker og fik ”totalt kolde fødder,” erkender han.

“Jeg ved jo slet ikke nok om alt det amerikanske,” tænkte han og overvejede at bakke ud af aftalen. De første par år lænede han sig da også meget op ad, hvad kilderne fortalte ham, og hvad han kunne læse i avisen, men som årene gik blev erfaring til evne.

“Jo længere tid jeg havde været der, og jo mere jeg havde oplevet, desto bedre kunne jeg også selv drage parallellerne – og det er en stor styrke,” siger Jesper Steinmetz.

Han mener, at så længe man har en god journalistisk grunduddannelse i værktøjskassen, kan man dække et hvilket som helst område, når først man er i gang.

“Det er bare et spørgsmål om at sætte sig ind i stoffet.”

Folkeafstemning og forsoning

I år er det tredje gang, at Jesper Steinmetz dækker et amerikansk præsidentvalg, og selvom det er en udfordring at dække, er det ‘fuldstændig fantastisk.’ Han beskriver valget som ”en cirkusforestilling med pomp og pragt, gigantiske partikonventer og hele verdens fokus rettet imod det.”

“Den store kunst er at forsøge at komme hele vejen rundt emnemæssigt, så man gør det klart for danskerne, hvad valget egentlig handler om.”

Ligesom i 2012, hvor han for første gang dækkede valget, har det i år karakter af en folkeafstemning for eller imod den siddende præsident.

“Til syvende og sidst er det, der får amerikanerne hen at stemme, tanken om man vil have fire år til med Trump, eller om man vil af med ham.”

Ligegyldigt hvem, der vinder valget, har han svært ved at se, hvordan man kan komme sig over splittelsen i landet.

“Det er jo ikke sådan, at hvis Biden vinder, så er alt bare skønt igen, og landet vil blive forenet og forsonet.”

På den anden side vil et genvalg til landets nuværende præsident heller ikke skabe ro og orden, siger Jesper Steinmetz. Hvis man synes, at de sidste fire år ‘har været helt vanvittige’, så bliver en anden periode kun mere bizar.

“Hvis Trump bliver genvalgt, så bliver det altså en spændende rollercoaster-ride.”

I 2016 mente Jesper Steinmetz, at Trump aldrig ville vinde valget. Som mange andre tog han grueligt fejl. Nu, fortæller han, er mange af de samme mennesker faktisk overbeviste om hans genvalg. Men Jesper Steinmetz er alligevel ikke i tvivl om, at demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, kommer til at vinde valget den 3. november.

“Der er virkelig meget, der skal gå galt for Biden, før han taber,” lyder det sikkert. ”Men altså… Lad os se. Jeg ville fandeme godt nok blive overrasket, hvis Trump blev genvalgt.”

Den frie presse holdes i et jerngreb i Hviderusland

Den frie presse holdes i et jerngreb i Hviderusland

Den frie presse holdes i et jerngreb i Hviderusland

Siden præsidentvalget i Hviderusland den 9. august har regimet i landet slået hårdt ned på journalister og demonstranter. Berlingskes fotograf Asger Ladefoged er en af dem, der oplevede urolighederne på egen krop.

Skribent: Christoffer Panduro
Illustrationer: Veronika Skov Snedker

Udgivet den 29. oktober 2020

På en bakketop lidt uden for Minsk lægger en lille gruppe mennesker blomster. De holder en mindehøjtidelighed for den demonstrant, der blev det første offer under protesterne mod Hvideruslands præsident, Alexander Lukashenko.

Til stede ved mindehøjtideligheden er Berlingskes fotograf Asger Ladefoged. Fra en position ikke langt derfra står han og en række andre fotografer og tager billeder af situationen. Men det, der skulle have været en fredelig mindehøjtidelighed, bliver pludselig afbrudt af det hviderussiske politi, der angriber de tilstedeværende pressefolk.

”Det var egentlig meget fredeligt, men pludselig kommer der et par varevogne med hviderussiske betjente, der holder ind til siden for at fange nogle demonstranter,” forklarer Asger Ladefoged.

Fotograferne begynder at tage billeder af optøjerne, hvilket betjentene opdager, og herefter løber de efter pressefolkene – og Asger er en af dem, de får fat i.

På Twitter kunne man dagen efter se en video af Asger Ladefoged, der bliver skubbet og sparket af det hviderussiske politi, samtidig med at de konfiskerer SD-kortet til hans kamera.

Foto: Uladz Hrydzin / RFERL

Europas sidste diktatur

Hviderusland bliver i daglig tale kaldt Europas sidste diktatur. I forbindelse med valget til præsidentposten den 9. august i år har der været omfattende protester i landet, hvor demonstranterne har krævet både demokratiske reformer og præsident Lukashenkos afgang.

Hviderusland bliver af mange set som et af de mest korrupte lande i Europa, og flere påpeger også, at pressefriheden i landet er ikke eksisterende.

En lang række internationale menneskerettighedsorganisationer har igennem adskillige år kritiseret Hviderusland for deres undertrykkelse af borgere og journalister. I deres seneste rapport understreger Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, OSCE, Hvideruslands manglende presse- og ytringsfrihed.

Situationen ændrede sig fra time til time

Episoden på bakketoppen fandt sted to dage efter valget i Hviderusland. På det tidspunkt havde tilstanden i landet allerede udviklet sig drastisk, og mange mediefolk fra hele verden havde på det tidspunkt oplevet styrets hårdhændede metoder.

”Der har været flere historier, om hvordan myndighederne er dukket op på journalisters hoteller og har sendt dem hjem. Derudover er lokale journalister blevet gennemtævet af myndighederne,” fortæller Asger Ladefoged om dagene efter præsidentvalget.

Op til valget var det et mere roligt billede, der tegnede sig i landet. Her kunne journalisterne bevæge sig mere frit rundt i landet, men i takt med at demonstrationerne tog til, blev der skruet op for brutaliteten fra styrets side.

”Situationen udviklede sig løbende. Somme tider var det helt fint, men de dage, hvor det var mest tilspidset, forventede vi det værste,” fortæller Asger Ladefoged.

 ”Som journalist er man enormt afhængig af internettet i sådan nogle situationer. Både så man kan følge med i sikkerhedssituationen, men også noget så lavpraktisk som at downloade et kort over byen bliver pludselig umuligt.”

Asger forklarer, hvordan situationen ændrede sig time for time, og at uvisheden gjorde, at han frygtede, at myndighederne kunne komme hvert øjeblik, det skulle være. Der florerede en masse historier og rygter blandt journalisterne i landet om de ting, de kunne blive udsat for fra regimets side.

Måtte skjule sit kamera i en pose

I Hviderusland oplevede Asger Ladefoged også, hvor svært det var at bevæge sig rundt som fotograf. Selvom han havde sin presseakkreditering og en selvlysende gul vest med ordene ”PRESS” skrevet med store bogstaver hen over brystet, mærkede han ikke den store respekt fra myndighedernes side.

”Man kunne ikke regne med, at myndighederne havde samme respekt for pressen, som i andre lande. De var fuldstændig ligeglade med, at jeg havde en presseakkreditering,” siger han.

Han forklarer yderligere, at det var enormt svært at arbejde som journalist i landet, da det var meget begrænset, hvor man måtte gå, og hvad de måtte tage billeder af.

Især som fotograf oplevede han, hvor svært det var at arbejde, når man ikke måtte tage billeder og hele tiden skulle skjule, at man er fra pressen.

 ”Som skrivende journalist kan man være lidt mere anonym og betragte tingene på afstand. Jeg står med to kameraer og skal meget tæt på, når der sker noget,” forklarer han og fortsætter.

”Jeg gik med en pose, så jeg hurtigt kunne skjule kameraet og ligne en, der bare var ude for at købe ind.”

Den skjulte og den direkte trussel

Asger Ladefoged har rejst som fotograf flere steder i verden – også steder, hvor folk fra pressen er ekstra udsat. Han har blandt andet rejst i Syrien og Tyrkiet for at dække kampene mod Islamisk Stat, hvor risikoen især var faren for at blive kidnappet.

”Man er enormt opmærksom hele tiden. Er der en, der lige kigger lidt for længe på dig, imens han taler i telefon? Hvem holder i den der bil? Sådan nogle tanker kører hele tiden rundt i hovedet,” forklarer han om de faresignaler, man som journalist i et krigsområde konstant kigger efter.

Det samme gennemlevede han i Hviderusland grundet den uvished, der var over for styret. Her skulle han foruden de skjulte trusler også forholde sig til militæret, som skød og dræbte folk på åben gade.

Han oplevede at blive tilbageholdt og hevet ind i en bil sammen med en række demonstranter for så at blive løsladt med det samme, fordi politiet ”ikke rigtigt vidste, hvad de skulle gøre med en person i pressevest,” som han forklarer det. 

Ifølge Asger Ladefoged var der flere situationer, hvor politiet ikke vidste, hvad de skulle gøre med folk, og at det, de gjorde, i mange tilfælde var vilkårligt, eftersom landet aldrig har oplevet demonstrationer af den størrelse og den type, som de oplever nu.

Omvendt har der også været andre episoder, hvor han oplevede, at politiet gik målrettet efter journalisterne.

”Der har tidspunkter, hvor politiet er gået mere specifikt efter journalister, så jeg er sikker på, at det også har været en bevidst strategi fra styrets side,” forklarer han.

”I Hviderusland kan man ikke stole på myndighederne.”

På nuværende tidspunkt er der ingen journalister, der kan få presseakkreditering til Hviderusland. Alle informationer fra landet kommer gennem styrets officielle kanaler.

”Det, der hjælper, er kolde bade og god litteratur” – Knud Brix har genstartet glæden ved journalistikken

”Det, der hjælper, er kolde bade og god litteratur” – Knud Brix har genstartet glæden ved journalistikken

”Det, der hjælper, er kolde bade og god litteratur” – Knud Brix har genstartet glæden ved journalistikken

Knud Brix er lige fyldt 40, han har en skilsmisse og en lang række arbejdspladser bag sig. Uden familien var han, med egne ord, blevet en krigsjunkie med hang til portvin, der, på Kirsten-Birgitsk-vis, fortalte de samme historier igen og igen. I stedet fortæller han nu, som vært på Danmarks mest populære nyhedspodcast, Genstart, en ny historie hver dag.

Skribent: Kresten Andersen

Foto: Valdemar Ren

Udgivet den 07. juli 2020

”Nu siger du til, hvis jeg snakker for meget, ik?” siger Knud Brix og stikker til fiskefrikadellerne på sin tallerken. Det er dagens ret i DR Byen.

Når han taler, er det som at tænde for et afsnit af Genstart. Det er den samme lethed, nysgerrighed og legen med ordene, som hver dag skyller ud af højtalerne hos et rekordhøjt antal danskere.

Knud Brix møder Illustreret Bunkers udsendte i frokostpausen fra arbejdet på Danmarks Radios nyhedspodcast, Genstart. Inden frokost interviewede Knud Brix Informations indlandsredaktør, Anton Geist, om Inger Støjberg og Instrukskommissionen. Efter frokost skal han indtale speaks til en udsendelse om anholdelsen af en formodet krigsforbryder fra Rwanda.

”Det er ikke nødvendigvis nyhedsdagsordenen, vi følger. Den er vi venligst fritaget fra at følge slavisk,” siger Knud Brix med en vis lettelse i stemmen.”Over tre uger skulle vi gerne have dækket de væsentligste historier. Men når Soleimani har fået en bombe i hovedet i Irak, så aner man ikke, hvad der er sket de første par dage. Man ved ikke, hvad det kan føre til og hvorfor og hvordan. Der skal vi have modet til ikke bare at køre uden at vide noget.”

Den afventende strategi lader til at virke. Med deres egne ord lover Genstart lytterne ”et unikt indblik i én aktuel historie”. Det har holdet bag Genstart gjort godt. Så godt, at podcasten har fået en fast plads i top-10 over de mest hørte podcast i Danmark, siden man for første gang i starten af marts kunne høre Knud Brix’ let tøvende, sprøde røst som vært.

”Man ville jo gerne sige, ”ej, det betyder ikke noget for mig.” Det ville være latterligt, hvis jeg påstod, at jeg ikke er glad for, at vi har fået mange lyttere. Det er vel for helvede det, der er formålet,” siger Knud Brix.

Ad omveje
Det er en snoet vej, der har ført til, at Knud Brix i dag sidder i DR’s kantine og lader de varme fiskefrikadeller blive kolde over sine velformulerede talestrømme.

Mange forbinder nok Knud Brix med sorte jakkesæt og politiske analyser fra Christiansborgs gange på TV2 News eller som hårdtslående morgennyhedsvært på det hedengangne Radio24syv. I dag er det glatbarberede reporterlook skiftet ud med et fuldskæg, en armygrøn skjorte, et par baggy bukser og en tophue med oprullet kant. En af de strikhuer, der – med fare for at fornærme både jøder og journalist – i pasform minder mest om en kalot.

Den mere eftertænksomme tilgang til journalistik, som Knud Brix nyder ved Genstart, har ikke ligefrem været dén journalistiske linje, der har været gennemgående i Knud Brix’ karriere.

”På ’News’ var mantraet ”Først. 24 timer i døgnet”. Jeg ved ikke, hvordan jeg blev lullet ind i det, som om det var det vigtigste kriterium at være først. Først hvorfor? Med hvad en eller anden ordfører har sagt? For hvem er man først? Er det for vores egne store egoer? Eller er det, hvad chefen eller lytterne synes? Det blev jeg en slave af… Men jeg var god til det.”

Næsen for den politiske journalistik førte til, at Knud Brix i over 10 år bed politikerne i haserne for Jyllands-Posten, Nyhedsavisen og TV2.

Knud Brix er vært på DR’s nyhedspodcast Genstart, som udkom første gang den 2. marts 2020.

Politik og poesi
Den amerikanske præsident Harry S. Truman skulle efter sigende have sagt ”If you want a friend in Washington, buy a dog.” En verden, hvor man skal stille spørgsmålstegn ved alt og ikke kan stole på nogen, sætter sine spor.

”Jeg blev enormt kynisk. Jeg havde lyst til at afsløre folk og trække bukserne af dem og se, hvor hårdt jeg kunne stille spørgsmålene. Nogle gange glemte jeg, hvad substansen var, eller hvad historien var. Jeg kan huske en finanslov, hvor det var så åbenlyst, at nogen havde vundet eller tabt. Da de kom ud af glasdøren, var det første, jeg spurgte om, ”hvem har vundet, hvem har tabt?” Bagefter var der en, der sagde, ”hvad er de egentlig blevet enige om?” Det vidste jeg sgu ikke rigtig. Jeg var optaget af spillet for spillets skyld.”

Som en slags modgift mod Christiansborgs ætsende miljø trak Knud Brix på en gammel kammerat i nøden, poesien.

”Det journalistiske sprog er et ganske specielt sprog, der har et formål. Poesien er det stik modsatte. Det har ikke nødvendigvis et formål. Det er skrift for lysten eller det formålsløses skyld,” siger Knud Brix.

I 2017, mens han stadig var politisk reporter på Christiansborg for TV2 News, udgav Knud Brix sin politiske digtsamling, Natfolden. Digtsamlingen gjorde noget, der sjældent er set hverken i dansk politik eller i dansk poesi. Den mixede de to verdener.

Natfolden fik en blandet modtagelse. Det blev til et enkelt hjerte i Politiken, fire stjerner i Jyllands-Posten og kritik fra flere sider for udokumenteret at blande fakta og fiktion. Knud Brix fastholder, at Natfolden er fiktion. Da han udgav Natfolden, vidste han, at den ville forsegle hans tid på Christiansborg.

”Jeg var færdig. Da jeg havde skrevet det der, så var jeg reelt færdig. Det var mere et spørgsmål om, ”bliver jeg fyret?”.Jeg vidste også godt, at når jeg først havde skubbet den båd i, så kunne jeg jo ikke blive der i 10 år. Ikke fordi jeg havde skidt så meget i egen rede, men hvis jeg siger, at du bliver et kynisk og dårligt menneske af at være i politik, så er det klart, at så kan du ikke være der 10 år mere. Så er du jo også idiot.”

Når man snakker med Knud Brix, er det tydeligt at høre, at han blev opslugt af Christiansborg. Substansen røg ud af ligningen, og det hele blev kogt ned til en bitter, uappetitlig bouillon af kynisme og magtspil. Det Knud Brix mistede i sin Christiansborg-tid, får han nu igen med Genstart.

”Det er det åbenlyse i, at det handler om lytteren og ikke mig og mit forkvaklede ego. Hvordan kan vi lave en fortælling og forklæde det som noget, så folk gider høre om krigen i Yemen. Vi fandt en ung kvinde, som sidder og forhandler fred dernede, og så fortæller vi historien gennem hende. Det er jo ikke fordi, at jeg tror folk er dumme, at de skal have det ind med ske. Det handler om, at når man bruger fortællinger, som er det stærkeste, vi har i faget, kan du slippe afsted med ret meget faktuel info. Det, synes jeg, er mega befriende.”

Radiofabrikken
De fleste mennesker i kantinen har så småt tømt tallerkenerne for fiskefrikadeller og sat bakkerne på plads for at vende tilbage til deres poster i det enorme DR-maskineri. Tilbage sidder den 40-årige Knud Brix. I dag er han væk fra det politiske spil og sidder i stedet bag mikrofonen.

Inden han blev styrmand på DR’s nye podcastflagskib, arbejdede han i to år som vært på Radio24syv Morgen. En tjans, der blev en redningsplanke fra Christiansborg.

”Da jeg kom på 24syv, var det en redning. Jeg var udbrændt som nyhedsjournalist. Det var noget helt andet at komme et sted, hvor der var nysgerrighed og højt til loftet. Det var en kreativ legeplads. Jeg har altid været misundelig på ”The Factory” i New York i 70’erne, hvor Andy Warhol holdt hof, natklub og atelier, sådan et sted, man vidste, var et fucking kreativt arnested.”

For Knud Brix var 24syv det tætteste, man kommer på Warhols legendariske legeplads i den danske mediebranche.

”Udover de skøre typer i toppen med Bertelsen og Brügger, så er det bare et sted, hvor du løber ind i Knud Romer, drikker kaffe med Master Fatman, og hvor der er en radikal præst på besøg. Hvis jeg lavede en liste over de mennesker, jeg helst ville arbejde sammen med eller møde, så var de alle samlet det sted.”

Rejsen
Afslutningen på Radio24syv blev på sidstedagen markeret med udsendelsen af radioserien ’General Butt Naked’, hvor Knud Brix besøger en liberisk krigsherre, kannibal og kristen evangelist. Rejsen blev en fortælling om Liberias ødelæggende og diabolske borgerkrig, men også en rejse ind i Knud Brix’ indre personlige tumult ovenpå en skilsmisse og den nye rolle som nyligt fraskilt familiefar.

”Ideen om at være en familie er ret grundlæggende. Så efter skilsmissen var jeg ramt af en form for granatchok og følelsesløshed og tænkte ”den klassiske metode er, at så må du dykke ned i noget, hvor du kan mærke dig selv, for så kan du finde dig selv.” De udenlandsting, jeg har lavet, har været en eskapisme. Der skulle noget ekstremt til for, at jeg kunne mærke mig selv. Man føler sig bare mere i live, ik? Det er jo paradoksalt.”

Knud Brix måtte dog hurtigt indse, at dansen mellem familieliv og at søge verdens dystre afkroge og destruktive hjørner ikke er en let dans.

”Jeg troede, at jeg skulle være freelancer og god far i en uge og rejse til Sydafrika og lave noget med en gammel storvildtjæger den anden uge. Jeg troede, jeg kunne leve et skizofrent liv, men jeg fandt ud af, at jeg ikke havde staminaen. Jeg blev underlig og sad i underbukser derhjemme.”

Det kan ikke overlades til hvem som helst
Knud Brix rejser sig fra bordet i den mennesketomme kantine. Vi bevæger os mod Genstarts redaktion, hvor Knud Brix til dagligt sidder med de kollegaer, der udgør teamet, der hver dag udsender en ny podcast.

”Vi ligger lige ved siden af Orientering og DR Dokumentar, og det er egentlig meget fedt, fordi den ene laver længerevarende formater, og den anden laver hurtigere ting. Meget af vores arbejde er jo at gå at høre, hvad er der på vej og sådan,” siger Knud Brix.

Genstart har givet Knud Brix glæden ved at arbejde. Han har genfundet substansen i historierne. Kynismen og skepticismen, som i mange år udgjorde det yderste, usynlige fernis af jakkesætsuniformen på Christiansborg, har han skrællet af.

”Det er ikke sikkert, at bageren lyver, når han siger til dig, at der ikke er flere spandauere. Den der totale gennemvævning af hele mit liv. Det tankesæt har jeg sluppet.”

Udover at finde den journalistiske formel, som Genstart har fundet, hvor substansen og den gode fortælling fremhæves, er opskriften på, hvordan man genfinder sit journalistiske selv, ifølge Knud Brix, relativt simpel.

”Det, der hjælper, er kolde bade, god litteratur og mennesker omkring dig. Og så at glemme egoet en gang i mellem.”

Selvom det lyder som et definitivt farvel til Christiansborg, understreger Knud Brix, at han er væltet tilfældigt ind i de fleste af sine karriereveje, og derfor stadig vil forholde sig åben for tilfældighedernes magt. Politik kan have en nærmest narkotisk tiltrækning, og afvænningen er ikke slut.

”Jeg er ikke tilstrækkeligt afluset, men jeg vil ikke være afvisende på et eller andet tidspunkt. For fanden, samfundsforhold er noget af det vigtigste, politik er spændende, politik er interessant… og man kan ikke overlade det til hvem som helst.”

Ritzau er først med det første – og det har de været i mere end 150 år

Ritzau er først med det første – og det har de været i mere end 150 år

Ritzau er først med det første – og det har de været i mere end 150 år

Ritzau er et medie, man måske ikke lige lægger så meget mærke til i dagligdagen. Men de er en hjørnesten for de danske mediers nyhedsdækning. Hver dag leverer de flere hundrede nyheder til de danske medier.

Skribent: Christoffer Panduro

Udgivet den 06. juli 2020

Der er stille på redaktionen. Det er Grundlovsdag, og derfor er der kun nogle få nyhedsjournalister på arbejde på Ritzaus hovedredaktion på Store Kongensgade i indre København. Normalt er der langt flere på arbejde på redaktionen, hvor de arbejder på at skrive de korte nyhedstelegrammer, som Ritzau har gjort til sit varemærke.

Ritzau leverer nyheder til 170 medier i Danmark. De leverer omkring 130.000 nyheder i løbet af et år og skriver om alt fra udland og politik til sundhed og forbrug.

En normal dag på redaktionen hos Ritzau starter kl. 5.30, hvor den første nyhedsredaktør møder ind. Her starter vedkommende med at snakke med Ritzaus redaktion i Sydney. Ritzau har en redaktion i Sydney, så de ikke behøver at have folk til at arbejde om natten.

Sydney-redaktionens primære opgave er at holde øje med, hvad der foregår i de lande, der ikke ligger i samme tidszone som Danmark, samtidig med at de holder øje med, om der skulle ske noget i løbet af natten i Danmark, som de så kan rapportere til morgenholdet på redaktionen i Store Kongensgade.

”Det er en kæmpe fordel for os, at vi har nyheder klar om morgenen, for det er en af de ting, der bliver efterspurgt hos medierne, når de møder ind om morgenen,” forklarer Søren Funch, der er nyhedschef hos Ritzau.

Efterhånden som morgenen skrider frem, møder de andre medarbejdere ind på redaktionen, hvor de holder et større redaktionsmøde kl. 11.00. På redaktionsmødet koordinerer de de ting, de skal lave i løbet af dagen.

”Vi holder i princippet redaktionsmøde hele tiden. Vi er jo bemandet hele døgnet, så det vigtige er bare, at der hele tiden bliver koordineret mellem redaktionerne,” forklarer Søren Funch.

”Vi har folk ude i marken, vi har syv mand på Christiansborg. Derudover overvåger vi mails, pressemeddelelser, Twitter og den slags, og så abonnerer vi på en lang række udenlandske nyhedsbureauer,” siger Søren Funch.

På den måde danner Ritzau sit overblik over, hvad der sker, og hvilke nyheder der skal skrives, og hvordan der skal følges op.

 Nyhederne bliver sendt ud til de andre mediers redaktioner, hvor de, alt efter hvilket abonnement de har, modtager Ritzaus nyheder. Her er der en lang række nyhedsprodukter, der strækker sig fra de korte nyheder på 2000 anslag til længere analytiske artikler.

RITZAUS HISTORIE

Ritzaus Bureau blev grundlagt i 1866 af Erik Nicolai Ritzau. På dette tidspunkt havde det længe været på tale hos flere af de store dagblade i København at oprette et telegrambureau i landet. De fik nemlig alle telegrammer fra korrespondenter i Hamborg, hvilket var meget omkostningsfuldt for dem.

Ritzau får hurtigt mange abonnenter. Foruden de københavnske dagblade bliver også Københavns Børs, Kongehuset, flere ministerier samt en lang række af de danske dagblade uden for København kunder hos bureauet.

I 1883 får Ritzau sin første telefon, en direkte forbindelse til Rigsdagen (det daværende Folketinget), og få år efter, da telefonlinjen åbner til Odense, åbner Ritzau deres første filial uden for København i Odense.

I 1903 dør Erik Nicolai Ritzau af tyfus efter at have stået i spidsen for bureauet i 37 år. Ikke lang tid efter overtager hans søn, Lauritz Ritzau, bureauet, som han kommer til at stå i spidsen for i adskillige år og først forlader i 1958.

I 1906 får Ritzau Bornholms Tidende som kunde, og de er nu leverandører af nyhedstelegrammer til alle landets dagblade. Desuden er de på dette tidspunkt også leverandører af telegrammer til en lang række virksomheder og handelshuse.

I 1920 bliver Presserådet dannet, som var et organ, der skulle give de danske dagblade indsigt i Ritzaus drift. Det skulle sikre, at medierne kunne være med til at udvikle Ritzau og have kontrol over, hvad de producerede.

I 1947 overgår ejerskabet af Ritzau til de danske medier efter at have været i familien Ritzaus varetægt i 81 år. Det var allerede en tanke, som Erik Nicolai Ritzau havde, at bureauet skulle overgå til medierne, da han mente, at det ville være en stor fordel for pressen selv at være med til at bestemme over, hvordan Ritzau skulle udvikles.

I dag er en lang række af de danske medier med i ejerkredsen omkring Ritzau, så på den måde er de ikke kun kunder hos Ritzau, men også ejere af nyhedsbureauet. Ritzau har stadig den redaktionelle frihed, men arbejder tæt sammen med kunderne.

For lille et land til flere nyhedsbureauer
Allerede fra starten havde Ritzau konkurrenter, og i 1888 oprettes Nordisk Telegrambureau som konkurrent til Ritzau. Det når imidlertid kun at eksistere i fire år, inden de må dreje nøglen om. 

Det seneste forsøg på at lave en konkurrent til Ritzau var, da Berlingske Media i 2011 oprettede nyhedstjenesten BNB. Tanken bag var, at man ville producere sine nyheder i eget hus. 

Søren Funch forklarer lukningen af BNB med, at Danmark er for lille et land til at have konkurrerende nyhedsbureauer. 

”I al sin enkelthed handler det om, at fællesskab er en fordel. I Danmark er det en fordel at have ét nyhedsbureau, som man ejer sammen. Så kan det varetage de basisfunktioner, som medierne skal have klaret, med hensyn til at overvåge, hvad der sker i samfundet,” forklarer han og fortsætter:

”Det er for vanskeligt for de enkelte medier at have nok medarbejdere til at dække hele nyhedsstrømmen, og så er det en fordel at have Ritzau til at lave den slags. Så kan man køre videre med historierne derfra.”

Han forklarer dog, at konkurrencen fra Berlingskes nyhedsbureau har været med til at gøre Ritzau bedre, så det kan være godt for Ritzau at have konkurrenter. 

BNB lukkede igen i 2015, hvorefter Berlingske Media igen blev kunde hos Ritzau, og Ritzau overtog de medarbejdere, der før havde arbejdet for BNB. 

Det vigtigste er troværdigheden
”Det afgørende for Ritzau er, at medierne kan stole på det, vi leverer,” forklarer Søren Funch. 

Det er meget vigtigt for Ritzau, at deres kunder ved, hvad de laver. De har en plankalender, som deres kunder kan følge, så de altid ved præcis, hvornår hvilke nyheder kommer. 

På kalenderen kan der for eksempel stå, at Ritzau vil tage ud og dække Statsministerens pressemøde, og så fremgår det, hvornår nyheden vil blive bragt, og i hvilket format og omfang.

På den måde ved kunderne altid, hvad Ritzau vil komme til at levere i løbet af dagen og ugen. På Ritzau har de også en løbende dialog med de andre medier, så de ved, hvad de har behov for, og hvad de efterspørger. 

Søren Funch forklarer, at han kan mærke en øget brug af Ritzaus historier.

”I takt med digitaliseringen bliver vi brugt mere og mere,” siger han og uddyber:

”I gamle dage var der begrænset plads i en avis, men nu hvor de fleste nyheder ligger på nettet, er der i princippet ubegrænset plads, og det har medført, at vi bliver brugt mere, end vi har været før.”

På trods af den digitale udvikling er opgaverne hos Ritzau de samme, som de altid har været.

”Det er klart, at vores metoder har ændret sig i tidens løb i takt med den teknologiske udvikling, men den grundlæggende opgave har ikke ændret sig. Kernen af vores arbejde er stadig at lave nyheder,” forklarer Søren Funch.