Der grines og klappes i Den Sorte Diamant i København, da en berørt Rasmus Flindt Pedersen træder op på podiet i Dronningesalen. Han har lige vundet Årets Pressefoto for sit billede af en afkræftet, ældre kvinde i krigsramte Mosul. Juryen kalder billedet rent og ikonisk.

”Hold da helt op. Der tog I sgu røven på mig,” siger Rasmus.

Publikum klapper højere, og der går ikke længe før den ene blitz efter den anden foreviger øjeblikket, hvor Rasmus får både en buket og en statuette i hånden. Han kysser statuetten og forlader kort tid efter scenen.

En to timer lang prisoverrækkelse er overstået, men udstillingen skal først lige til at begynde.

Ordfattige og ydmyge vindere

Nogle timer forinden er det sneklædte overtøj blevet lagt i garderoben, og mediefolk fra nær og fjern bevæger sig langsomt tættere på salen, hvor Årets Pressefoto skal afholdes. Lyset bliver dæmpet klokken 13:08, og de ellers før opstemte stemmer bliver lavere og lavere.

Femten minutter senere er den første prismodtager allerede blevet kåret. Stine Tidsvilde har vundet Årets Nyhedsbillede, Danmark, for sit billede af en sorgende mor til en skuddræbt ung mand. ”Fuck, tak,” er de første ord, der flyver ud af munden på hende ved podiet. Hun vifter lidt med sin buket og fortæller, at hun godt ved, hvor den skal sendes hen; nemlig til kvinden på billedet, som hun derefter takker.

Senere på eftermiddagen bliver Mathias Svold og Ulrik Hasemann kaldt op på scenen. De har vundet Årets Reportage, Danmark, for ”Kystland,” som var deres afsluttende bachelorprojekt på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

”Vi håber, at de, der ser vores billeder, vil reflektere lidt over, hvilken værdi kysten har for dem,” fortæller Mathias Svold.

I deres reportage ser man blandt andet billeder af en gudstjeneste, triumferende fodboldpiger, et bryllup og et elskende par.

Nøgen skønhed på de hvide vægge

Marie Hald er også en af dagens vindere. Hun har vundet Årets Portræt for sit billede af kropsaktivisten Helene, som ligger nøgen i noget som ligner et badekar. Juryen valgte dette billede, fordi man både er tiltrukket af skønheden, men man er også i tvivl om, hvorvidt man må kigge. For Marie Hald er det vigtigt at vise, at der findes skønhed mange steder.

”Jeg vil gerne unde den næste generation af unge piger dét. Så der er lidt større plads til at sige ’fuck det,’” siger Marie Hald og fortæller, at det særligt er et opråb til kropsidealer.

Marie griner lidt, mens hun kigger op på sit nu prisvindende billede. Der er ikke andet på udstillingsvæggen end hendes billede, som er over to mand høj.

Tredje gang er også lykkens gang

Der er en mand i salen, som langtfra er fremmed på podiet. Det er Mads Nissen. Faktisk er det anden gang, han står der til dagens arrangement. Han er lige blevet kåret til Årets Pressefotograf for tredje gang i sin karriere. For en time siden modtog han prisen for Årets Reportage, Udland.

Juryen har udvalgt Mads Nissen som årets pressefotograf, fordi han efter deres mening tager billeder som er tæt på visuelt perfekte. Hans evne til at finde poesien i de mest rå miljøer roses også til skyerne. Mads Nissen havde ikke nær så meget at sige, da han fik overrakt prisen, men både ydmygheden og glæden strålede fra podiet.

”Jeg kan slet ikke sætte ord på det,” siger han. ”Det er måske derfor, jeg tager billeder.”

”Jeg kan bidrage med noget andet. Jeg kan nogen gange se tingene på en anden måde, fordi jeg har en anden faglig baggrund”.

Bjørn Godske er havnet i en ganske anden branche, end den han uddannede sig til. Han burde have siddet og nørklet med tal og teknik, men i stedet har han i 18 år levet af at fatte pen og papir og arbejde som journalist. På sin vante plads på Fagbladet Ingeniøren sidder han og formidler historier om netop det, der interesserer ham. Teknologien.

Det var aldrig planen, at Bjørn Godske skulle ende som journalist. Men efter en opfordring fra sin kone tog han et journalistisk kursus på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og lagde dermed ingeniøren på hylden. Det er ikke en beslutning, som han har fortrudt.

”Det et enormt privilegium at kunne tage ud og tale med nogle af de dygtigste folk indenfor teknik. Det er lidt som at få eneundervisning i alt det, som de ved, og så formidle det videre,” siger Bjørn Godske.

Taler kildernes sprog

Selvom det umiddelbart kan være svært at kæde journalistik og ingeniørkundskab sammen, har det gavnet Bjørn Godskes journalistiske virke, at han dengang valgte at tage sin ingeniøruddannelse på DTU.

Bjørn Godske skriver om teknologi indenfor flere forskellige stofområder blandt andet transport og energi, og her har den viden, han har fået som ingeniør, i den grad kunne bruges. For med uddannelsen som ingeniør i bagagen forstår han nogle af de avancerede og tekniske ting, som kan virke fremmede for hans journalistuddannede kolleger.

”Selvom mine kollegaer er virkelig dygtige og godt inde i deres stof, er der alligevel sommetider små tekniske ting, der kan være avancerede at forstå, hvis ikke man decideret har lært det,” siger Bjørn Godske.

Derudover er det en fordel, at han kan tale det samme tekniske sprog som sine kilder, da han kan stille nogle spørgsmål, som bygger på en forståelse for teknik. Det kunne han for eksempel nyde godt af, da han skulle skrive om en situation, hvor frekvensen i el-nettet havde været for lav i en periode.

“Jeg ved, hvordan el-nettet fungerer og kunne derfor spørge ind til nogle detaljer, som jeg tror, at journalister uden en teknisk forståelse for el-teknik ikke kunne,” siger Bjørn Godske.

Alligevel holder han sommetider titlen som ingeniør for sig selv.

“Nogle gange kan det være en fordel ikke at afsløre det. Så kan jeg nemlig stille nogle spørgsmål, som er teknisk funderede, og som de så skal gøre sig umage for at svare på,” fortæller Bjørn Godske.

Artikler – ikke rapporter

Det var alligevel udfordrende for Bjørn Godske at skifte til en branche, hvor formidling er i højsædet. Som ingeniør havde han i starten af sin journalistiske karriere et akademisk sprog. En vane, der, som var det et skadedyr, måtte aflives uden tøven.

”Jeg var så meget inde i ingeniørverdenen, at jeg troede, det var mine gamle kolleger, der skulle læse det. Jeg troede, at jeg skulle skrive artikler, som jeg tidligere havde skrevet rapporter,” siger Bjørn Godske.

Det var svært for ham at vænne sig til en helt anden læserskare, og at han sprogligt skulle formidle på en anden måde end den akademiske, han havde været vant til som ingeniør.

Anette Brogård Krarup, som er underviser på fagjournalistuddannelsen på DMJX, er også af opfattelsen, at noget af det vigtigste for de spirende fagjournalister er at vænne sig af med det akademiske sprog.

”Det er udfordrende at have siddet på en arbejdsplads i 30 år og skrevet på en bestemt måde og så pludselig få at vide, at man skal vende hele bøtten. Det kræver, at man skriver et par artikler, inden det er faldet på plads”, siger Anette Brogård Krarup.

Historier, som andre ikke kan se

Anette Brogård Kraup mener, at der er brug for både fagjournalister og journalister med en udelukkende journalistisk baggrund. For de kan noget forskelligt.

”Uddannede journalister er skarpere til at være mere generelle, hvorimod fagjournalisterne kan gå i dybden med stoffet. Fagjournalisternes force er, at de har en viden, som gør, at de kan se historier, som journalistuddannede ikke kan se, fordi de ikke er lige så godt inde i stoffet,” siger Anette Brogård Krarup.

Bjørn Godske mener også, at der skal være plads til fagjournalister i branchen. På hans arbejdsplads kan han se, det er en styrke, hvis der både er uddannede journalister og journalister med andre faglige baggrunde.

”På vores blad fungerer det godt, at vi er en blanding af fagfolk og journalister. Men antallet af journalister på Ingeniøren med en anden faglig baggrund er faldet meget de seneste 20 år. Eksempelvis er vi kun tre skrivende ingeniører tilbage. Jeg vil derfor slå et slag for, at der bør være flere journalister med en anden faglig baggrund,” siger Bjørn Godske.

Radio24syvs reception skinner som en nypudset rustning. I elevatoren på vej op forklarer Mads Brügger, at bygningen under besættelsen husede et entreprenørfirma. Efter krigen rejste ledelsen til Sydamerika, fordi de havde arbejdet sammen med værnemagten.

Mads Brügger er journalist, forfatter og en del af ledelsen på Radio24syv. Akkurat som ledelsen i entreprenørfirmaet rejste han i sin ferie til varmere himmelstrøg for at opklare et komplot, der involverede en dansker ved navn Pierre Flensborg. Komplottet gik ud på at smugle Libyens tidligere diktator Muammar Gadaffis søn til Mexico.

Diktatorsønnen Saadi Gadaffi kom aldrig frem til Mexico, men Pierre Flensborg røg i et af de værste mexicanske fængsler. Siden har der ikke været nogen retssager eller beviser, der kan afgøre, om han har medvirket i komplottet.

Hvorfor skriver du en bog om en historie, der dybest set ikke giver nogen mening?

”Det er faktisk på grund af den meningsløshed. Jeg kan godt lide at mysteriet forbliver åbent, og at det forbliver uafklaret, hvad der er foregået. Man kommer tættere på den sandhed, der ligger i, at det netop ikke er en sort-hvid fortælling,” siger Mads Brügger.

Frokost med kilder

Ideen var simpel. En dansker er blevet fængslet i Mexico for at smugle Gadaffis søn til landet. Prøv at komme i kontakt med ham. Mads Brügger sendte Pierre Flensborg et brev i fængslet, hvilket der til hans store undren ikke var andre journalister, der fandt på.

Som chef for en større medievirksomhed, kunne han være fint tilfreds med at sidde mageligt bag det store sorte kontorbord med udsigt til H.C Andersens Boulevard, som han deler med vennen Mikael Bertelsen. Det er han bare lodret imod.

”Norsk TV2 havde en meget karismatik direktør. Han havde et princip om, at journalisterne skulle være ude i byen og spise frokost med kilder. Han ville slet ikke se dem i kantinen. Det burde man bestemt indføre,” siger han.

Skoleeksempel på usund omgang med kilde

I løbet af de tre år, der gik med interviews, blev Mads Brügger og Pierre Flensborg en slags venner. De lånte hinandens ting og talte om familie. Det er både ”usund omgang med kilder”, og ”noget man for alt i verden skal undgå” set i bagklogskabens lys. Han fik aldrig stillet de kritiske hv-spørgsmål, som tester om fakta holder stik med fortællingen.

”Mine interviews med Pierre er under alt kritik. Hvis jeg skal motivforske på mig selv, så er det nok fordi, at Pierres historier om narkobosser og tortur er så vanvittige og spændende, at jeg ikke vil ødelægge det med små fedtede hv-spørgsmål. Inderst inde vil jeg nok ikke kende den prosaiske sandhed om Pierre. Jeg var interesseret i fænomenet.”

Den oprindelige idé med bogen var at fortælle Pierres historie. Han måtte jo være uskyldig tænkte Mads Brügger til at begynde med. Hvorfor skulle han ellers ville medvirke? Der var bare lige lovlig meget, der ikke stemte overens, og derfor endte bogen ikke med at blive Pierres historie, men en proceshistorie om at finde frem til sandheden.

Et selvskadende misbrug
Som en dedikeret frimærkesamler kunne Mads Brügger bruge timer på at studere selv de mindste detaljer i mysteriet. Selvom at arbejdet strakte sig over tre år, var der perioder i forløbet, hvor det udviklede sig til et direkte selvskadende misbrug. Han opbyggede et så enormt researchmateriale og kontaktede så mange kilder, at han ikke kunne overskue det.

”Jeg troede hele tiden, at jeg havde overset den tråd i sweateren, der kunne optrevle det hele ” siger han.

Muligheden for at få de afgørende beviser kommer først til at blive muligt efter de retssager, der kommer i Canada i år.

På bordet foran ham ligger et utal af bøger spredt i små bunker. Mads Brügger ser det at skrive bøger som et hobbyprojekt ligesom at gå til badminton. Den store forskel er prisen. At skrive bøger er den dyreste hobby i verden. Han brugte tre år på bogen ved siden at sit arbejde. Fordi han ikke kunne lade være med det.

”Journalistik er verdens mest interessante fag, hvis man har mod på at opsøge og afprøve fagets grænser. Det kan sagtens være et fag, hvor man sidder foran en computer og skriver hakkelse fra døgnets rejsestald. Men hvis man har mod på det, kan det være et fag, hvor man kan opleve de mest vanvittige og utrolige ting,” siger han.

”Jeg er en dårlig studievejleder”

Mads Brügger besluttede sig for at blive journalist, efter han som ung skrev et essay om sin jordomrejse, der blev trykt i Berlingske Tidende. I dag har Mads Brügger set og prøvet stort set alt, hvad der er er muligt i faget, men han er ikke meget for at give råd til nye journalister. Han vil faktisk mene, at han er en dårlig studievejleder.

”Jeg syntes grundlæggende, at der er noget selvindbildsk i at sige, hvordan den kage skal skæres. Faktisk gør overdrevne selvsikre journalister mig urolig,” siger Mads Brügger.

I bogen får han under sit ophold i Mexico følgeskab af den unge journalist, Alberto Vega. Som tak giver han ham sit slips og ønsker, at han selv igen var en ung journalist, der ikke ved, hvad faget indebærer.

Hvad er det faget indebærer, som du ville ønske, du ikke vidste?

”Før eller siden indfinder der sig en kynisme med at få folk til at medvirke i noget, der dybest set ikke er i deres egen interesse. Hvis den først slår rod og knæsætter sig, vil den i sidste ende ødelægge ens journalistik,” siger han.

Mads Brüggers bog er inspireret af en række andre bøger, der læner sig op ad skønlitteratur, men som kan læses som et journalistisk projekt, der ikke kan reduceres til en skarpvinklet overskrift.

Pensum for enhver journalist ifølge Mads Brügger:
Laurent Binet: Himlers hjerne hedder Heidrich
Janet Malcolm: The Journalist and the Murderer
Erran Morris: A Wildernes of Error

Piger og journalistiske referencer

Enhver sætning, som pigefodboldholdet Ulla Uniteds mandlige træner sagde til dem under taktikmødet, sluttede med tiltalen ”…piger.” De tiltalte piger løb ud på banen og spillede fodbold, der sikkert var udmærket, men desværre ikke godt nok til at slå pigeholdet fra SDU. Ulla United tabte desværre kampen med et par mål.

Interessant var det dog på sidelinjerne, hvorfra tilhængere fra hvert deres hold på nærmest manisk vis råbte sexistiske kampråb efter hinanden samt modstanderholdets spillere. Alt sammen mens de fleste var ganske klare over, hvilken shitstorm de selv ville være knivførere i, hvis de en dag skulle fange en fremtrædende politiker i at gøre det samme.

Jakob og Oliver, journaliststuderende på SDU, stod efter kampen sammen med deres medstuderende og fejrede den første sejr med pilsnere fra Albani. De lignede modstandernes svar på DMJX’ Modus Ultras, men var alligevel både afdæmpede og snakkesalige.

”Det handler om fodbold i 90 minutter i dag,” sagde den ene.

”Og det handler om æren. Spillerne har trænet intenst og spillet mange kampe, og går ind til kampen med målet om, at den skal vindes,” supplerede den anden, og insisterede urokkeligt på at SDU var hans førsteprioritet, da han søgte ind på journalistuddannelserne. Det var den første enig i.
Blandt den gruppe DMJX-tilskuere, hvor stemmerne var hæsest, og testosteronet flød tykkest gennem den varme luft, stod en Modus Ultra ved navn Rune og påstod, at hele dagen handlede om alt andet end fodbold og sportslig snilde.

”De journalistiske referencer er til stede over alt,” fortsatte han.

Det gav de tilstedeværende bannere og størstedelen af kampråbene ham ret i. Men hvad handlede det så om? På en eller anden måde virkede det betryggende, at et par middelmådige fodboldkampe ikke i sig selv kunne få nogle hundreder af fremtidens journalister og mediechefer, hvoraf de fleste givetvis var vokset op i den pæne halvdel af middelklassen, til at drikke sig fulde og råbe forfærdelige ting ad hinanden.

Mark Thorsen har ansvaret for Inger Støjbergs kommunikation. Når han har brug for at koble fra, så spiller han FIFA på sin PlayStation. Han griner nærmest lidt genert, da han fortæller det, som om han skammer sig en smule over det.

”Jeg ved godt, at man som 34-årig mand ikke skal sige offentligt, at man spiller PlayStation. Men det er svært at tænke, når man spiller, og det der med engang imellem at tømme hovedet kan være meget sjovt,” siger han.

Og Mark Thorsen har nok at tænke på. Hans job er at rådgive integrationsminister Inger Støjberg og tage sig af hendes pressekontakt. Hans officielle titel er Inger Støjbergs ”særlige rådgiver”. Det, der også går under navnet spindoktor. Et navn han i øvrigt ikke har noget imod.

En lidt nørdet outsider

Det stod ikke skrevet noget sted, at Mark Thorsen skulle ende med at arbejde indenfor politik. I hans barndomshjem blev der ikke diskuteret politik ved middagsbordet, og det var generelt ikke et emne, der fyldte meget i hans familie. Af den grund har han heller aldrig vidst, hvad hans forældre stemte.

Som han siger: ”Jeg er nok lidt en outsider i familien. Der er ingen andre end mig, der er blevet bidt af politik.”

Hans mor havde plejebørn, og hans far var lastbilchauffør, så da han blev færdig med sin kandidat i statskundskab ved Københavns Universitet, blev han den første i familien med en akademisk uddannelse.

I sin folkeskole stak han ud fra de andre elever. Han husker selv, at han var en lidt nørdet dreng, der syntes historie- og religionsundervisningen var noget mere interessant, end de andre elever syntes. Første gang han tænkte, at han var lidt anderledes end klassekammeraterne var, da deres historielærer i tredje klasse viste en TV-udsendelse med journalisten Piet Van Deurs.

”Jeg udbryder begejstret: ’Næh, det er jo Piet Van Deurs!’ Og så kan jeg godt se, at de andre børn sidder og kigger lidt forundret på mig og tænker, hvorfor fanden sidder han derhjemme og ser de her programmer med en mand, der går rundt og piller ved flintesten,” siger Mark Thorsen.

Udover en særlig interesse for historie, begyndte Mark Thorsen også tidligt at følge med i medierne, og han kunne som niårig bruge timer foran fjernsynet på at læse nyheder på tekst-tv. ”Det er måske ikke alle, der synes, at det er helt normalt,” konstaterer Mark Thorsen grinende.

Partiets mand

Det er ikke tilfældigt, at Mark Thorsen endte med at arbejde for en minister fra Venstre. Han fortæller stolt: ”Jeg har stemt Venstre til alle valg, jeg nogensinde har haft mulighed for.”

Hans politiske ståsted blev opdaget af en af hans undervisere på statskundskab, der var sekretariatschef i Venstre. Det førte til et job som studentermedhjælper i Venstre, hvor han endte med at arbejde for Inger Støjberg, der var partiets familie- og forbrugerordfører. Da hun blev minister i 2009, fulgte han med som hendes rådgiver.

Han har kendt Inger Støjberg længere tid, end de fleste andre spindoktorer har kendt deres chef. Han mener dog ikke nødvendigvis, at de er tættere, end andre med samme job er.

”Når man er minister og rådgiver, er der absolut fortrolighed imellem en. Man skal kunne være ærlige over for hinanden. Inger er tit det første menneske, jeg kommunikerer med om morgenen, og det sidste jeg kommunikerer med om aftenen,” siger Mark Thorsen, der bor i København med sin kæreste.

Som et symbol på deres nære forhold drikker Mark Thorsen i løbet af vores samtale det meste af en halvliters Coca Cola Zero, en sodavand Inger Støjberg som bekendt også drikker. Han forsikrer mig dog for, at det ikke har noget med ministeren at gøre.

”Vi deler bare den last. Jeg synes, det er en glimrende måde at få lidt glæde ind i hverdagen ved lige at tage en cola,” siger han.

Ronald Reagans selskab

Mark Thorsens tidlige interesse for politik har ført til en fascination af et amerikansk, politisk ikon. Sammen med blandt andre venstrepolitikeren Søren Pind har han stiftet Det Danske Ronald Reagan Selskab, en forening, der hylder den afdøde amerikanske præsident.

”Det lyder jo flot at have et Ronald Reagan selskab, men vi mødes bare engang om året på hans fødselsdag og taler om, hvor god han var,” siger Mark Thorsen.

Han kan heller ikke afvise, at der engang imellem ryger en Reagan reference med, når han skriver taler for integrationsministeren.

Flere gange i løbet af interviewet tjekker Mark Thorsen sin mobil, og det første han siger, da vi er færdige, er: ”Jeg ringer lige til Inger.” Det er en uundgåelig del af jobbet, at man altid står til rådighed, fortæller han og fortsætter:

”Man holder fri på en måde, hvor man ikke slukker sin telefon. For hvis der lige pludselig begynder at gå flygtninge på motorvejen, så kan man jo ikke sige, at det lige må vente.”

”60 procent af stemmerne er talt op i ­Favrskov Kommune. Skal vi lave en ­historie om det?” spørger en af ­de mange journalister på TV2 Østjylland. De ­foreløbige valgresultater tikker ind på ­tv-stationen og bliver hurtigt sendt videre ud til seerne.

En af de mange ledere på redaktionen ­kalder ­kommunal- og regionsvalget for de lokale mediers fest. Selvom TV2 ­Østjyllands afdeling i Skejby er forbløffende stille, ulmer en intens valgdækning under overfladen. ­Medarbejderne er mødt ind til en ­ekstra lang arbejdsdag. Langt de fleste sidder ­koncentreret foran computerne og ­producerer ­valgnyheder til enten websitet, sociale medier eller live-tv.

Udsendte reportere i kommunerne

En historie om forkert stemmeoptælling i Samsø kommune har fundet vej ind til TV2 Østjylland.

”Hvorfor er det ikke blevet sendt ud? Det vil være godt på Facebook,” bliver der ­kommenteret. Historien kommer fra ­lokalreporteren på Samsø, der i første omgang havde kasseret den. Efter en kort diskussion på redaktionen, bliver den alligevel lagt ud på Facebook.

TV2 Østjylland har i år ændret deres måde at dække valget på. I stedet for at have ­reportere på skift ude i lokalområderne, har ni reportere fået ansvar for at dække hver sin kommune.  For tre uger siden rykkede de ud af lokalerne i Skejby for at blive et kendt ­ansigt blandt de lokale borgere. Her på ­valgaftenen sender de konstant nyt indhold til ­redaktionen.

Valgdækning med iPhones

”Når reporteren har produceret noget nyt, vil jeg have det på,” lyder det fra ­afviklingen, hvor medarbejderne sidder og styrer, ­hvilke ­billeder der skal vises i ­tv-udsendelsen. Deres skærme viser ikke kun den ­nuværende ­udsendelse, men også ­optagelserne fra ­reporterne i ­kommunerne.

Det store kameraudstyr var blevet ­efterladt af ­reporterne i Skejby. I stedet er de fleste ­udstyret med en iPhone, ekstra lys og en ­mikrofon. Det er ­første gang, TV2 Østjylland bruger ­mobiloptagelser i så stort et omfang. Idéen er, at det lette udstyr både vil gøre det nemmere at producere indhold til ­forskellige platforme og være klar til at optage, når ­begivenhederne folder sig ud.

Overblik på Facebook

Rubrikken til et nyt opslag på Facebook bliver diskuteret blandt journalisterne. En kvindes stemme skiller sig ud, da udtalelsen af ordene er tydeligere og langsommere end de andre. På bordet foran hende står en mikrofon og et lille kamera, som hun taler ind i. Hun er i gang med at lave en livevideo på Facebook, hvor hun fortæller brugerne om, hvordan stemmerne har fordelt sig indtil videre.

Lederen for sociale medier, Uffe ­Allici ­Pedersen, fjerner sit blik fra computeren, da han har sikret sig, at livevideoen kører, som den skal.

”I livevideoerne kan brugerne få alle de ­overordnede linjer, uden at skulle se ­udsendelsen på tv,” forklarer han.

Facebook er det primære supplement til ­tv-udsendelsen. Indholdet består enten af de nyeste opdateringer, livevideoer eller sjove ­øjeblikke, som historien om den fejlslåede stemmeoptælling på Samsø.

”Samtidig med at vi lagde videoen fra Samsø ud, sendte vi noget ekstra information med,” siger Uffe Allici Pedersen og henviser til, at de i kommentarfeltet linkede til en ­artikel om det rigtige resultat fra Samsø.

Aktivitet på Snapchat og Instagram

TV2 Østjylland er ikke kun aktiv på ­Facebook, men også på Snapchat og Instagram. Målet er at levere nyhederne hurtigt, sjovt eller til en specifik målgruppe alt efter, hvilket medie der ­bruges.

Instagram bliver brugt som en kanal for gode stemningsbilleder, der bliver ­krydret med finurlige detaljer fra selve valget, mens ­reporterne på Snapchat sigter efter en helt bestemt målgruppe.

”Vores brug af Snapchat er primært ­rettet mod de yngste brugere, der tit ikke har ­stemmeret endnu,” siger Uffe Allici Pedersen.

Her forsøger journalisterne at vække en ­interesse for lokaldemokratiet ved at sætte fokus på valget. Det gjorde en reporter blandt andet ved at lave en række snaps af sjove ­valgplakater og bagefter opfordre sine følgere til at sende deres egne valgplakater.

Live blog på websitet

En mand rejser sig fra sin computer for at ­forklare TV2 Østjyllands brug af ­livebloggen. Det er Karsten Smed, leder for web. ­Livebloggen består af en række ultrakorte ­nyheder, der vises ved siden af websitets ­øvrige nyheder. Han sammenligner det med en form for tweets kun for deres valgdækning.

”Livebloggen er enten til de små historier, der ikke kan bære en hel artikel eller til at sende de nyeste valgnyheder hurtigt ud,” siger Karsten Smed. Mens han taler, bliver han ­afbrudt af en kollega.

”Karsten, vi er tre kommuner bagud, du er nødt til at komme tilbage.”