Maria Jencel om 112 for knuste hjerter: ”Fuck, hvor er vi alle sammen mega usikre og vil bare gerne elskes”

af Webredaktøren | maj 30, 2024 | UDE

Maria Jencel om 112 for knuste hjerter: ”Fuck, hvor er vi alle sammen mega usikre og vil bare gerne elskes”

Ulykkelig kærlighed, ødelagte relationer og svære følelser. Hjertesorgspodcasten 112 for knuste hjerter sætter helt særlige krav til vært og gæst, fordi den handler om alt det, der er allerhårdest.

TEKST: REGINE FARHADI
FOTO: MIE STÆRK

Udgivet den 30. maj 2024

”Jeg kan faktisk også mærke, at jeg føler mig lidt lettere over det nu, end da jeg startede. Jeg føler, det har hjulpet mig.”

Det lyder måske som noget fra en dialog mellem psykolog og klient, men det er det ikke. Det er Nicky Russell, forsangeren i bandet LIGA, efter han har fortalt om for nylig at have mistet en barndomsven på grund af løgne.

34-årige Maria Jencel er uddannet journalist fra Syddansk Universitet og bruger nu sin uddannelse i sit trebenede podcastunivers. Hvert ben fungerer som ambulanceredder til lytterne på henholdsvis kærligheds-, venskabs- og økonomifronten.

Engang eksisterede kun et af dem, hjertesorgspodcasten 112 for knuste hjerter. Det gør den stadig. Hver uge inviterer Maria Jencel en ny kendisgæst i studiet, som fortæller historien om, dengang vedkommende fik hjertet knust.

Programmet udkom for første gang den 16. juni 2021 og har indtil for nylig hørt hjemme hos 24syv. Nu er det blevet fast inventar på Podimo og er et program med et koncept, der sætter særlige krav til journalisten bag.

Det ufordømmende rum

Gæsterne, som oftest har en form for kendisstatus i Danmark, har hver især oplevet kærlighedens onde ansigt på helt forskellige måder. De fleste husker tilbage på romantiske relationer, mens andre har hjertesorger over forældre eller venner.

Nogle er blevet udsat for utroskab og voldsomme løgne, mens andre selv har været utro og har knust sit eget hjerte i processen. I 112 for knuste hjerter er der plads til det hele, og det er vigtigt for Maria Jencel, at det er et ufordømmende rum, hvor gæsten føler sig tryg til at dele sin historie.

Det betyder, at hun sommetider inviterer mennesker ind, der selv har opført sig uhensigtsmæssigt. Det kan være mennesker, der har været utro eller kigget kærestens telefon igennem i smug.

”Det handler ikke om at sige til den utro person: ’Fuck dig, hvor er du nederen’, for det ved den utro person godt. Det, vi får noget ud af, er at prøve at forstå hinanden, så vi kan føle os mindre forvirrede i vores kærlighedsliv,” siger Maria Jencel.

Ifølge hende selv gør hun sig derfor umage for at spore sig frem til det perfekte sweetspot mellem at få gæsten til at føle sig tryg nok til at krænge sit hjerte ud og samtidig gå kritisk og konfrontatorisk til værks med spørgsmål som ”hvorfor gjorde du det?” og ”hvad udsprang det af?”

”For mig handler det om at forløse en fortælling, hvor alle bliver klogere. Det er vigtigt for folk, der har været udsat for utroskab, at høre fra folk, der har været utro, hvad deres tanker og refleksioner var om det,” siger hun.

Fra krigstraumer til kærestesorger

Philip May Dreier Mikkelsen, kendt fra Paradise Hotel, har selv prøvet at sidde over for Maria Jencel i den varme stol. Her delte han ud af sine on-off kærestesorger over sin nuværende kæreste.

Hans historie handler om, hvordan PTSD og krigstraumer førte til et langt stofmisbrug, som endte med at gå ud over hans kærlighedsforhold.

”Det er altid grænseoverskridende at åbne sig fuldstændig for et menneske, man ikke kender, når man ved, man bliver optaget. Det er jo en sårbar historie, som kan være svær at fortælle,” siger han om at have været med i 112 for knuste hjerter.

Men Philip May Dreier Mikkelsen tænker tilbage på det som en god og tryg oplevelse.

”Man kunne fornemme, hun havde prøvet det mange gange før. Jeg følte mig taget godt imod, og jeg følte, at jeg var i trygge rammer. Det, tror jeg, er det vigtigste, når man skal sidde og snakke om et sårbart emne,” siger han om oplevelsen.

Et journalistisk håndværk

112 for knuste hjerter er ikke noget, Maria Jencel bare kan ”winge”. Det kræver stor umage og grundig forberedelse. Under optagelserne lægger hun alt fra sig. Mobilen bliver slukket og al koncentration rettes mod gæsten.

”Jeg er nødt til at parkere alt fuldstændig og være 100 procemt nærværende og i nuet med det her menneske, for at interviewet bliver godt,” siger hun.

Det nytter ikke noget at have hovedet fyldt med to-do-lister og tanker om børn, der skal hentes. Det er et krævende stykke arbejde. Ikke desto mindre finder Maria Jencel det også meget givende. Gæsternes historier giver hende perspektiver, hun kan vende mod sit eget følelsesliv.

”Det er helt naturligt, at når folk fortæller en noget, der er bevægende, så spejler man sig selv i det og føler stor empati med dem. Og det gør jo også, at man mærker deres smerte i sig selv,” siger hun.

Men bliver det ved med at være relaterbart at høre om teenagehjertesorg, når man selv er blevet lykkeligt gift og mor til to?

”Det er et meget sjovt spørgsmål, for det er jo klart, at jeg har udviklet mig i løbet af de her tre år,” siger hun.

Men det er altså ikke alderen på den hjerteknuste i fortællingen, der påvirker graden af medfølelse hos Maria Jencel.

”Det er ikke sådan, at teenagehistorier pludselig ikke rører mig længere. Sådan er det slet ikke. Men der er selvfølgelig historier, der rammer ned i præcis dét, jeg tænker og reflekterer over for tiden, som så rører mig mere,” siger hun.

Du må ikke græde, Maria

”Du er kommet for at sige det der. Du er kommet for at ødelægge mig,” tænkte digteren Caspar Eric, da pigen, han var forelsket i, kaldte ham for en spasser på grund af det handicap, der får ham til at halte. Nu sidder han og fortæller om episoden i podcasten.

Maria Jencel trækker vejret dybt. Hun mærker en knude i maven og tårerne komme snigende. Men hun må ikke give sig hen til dem. Det må ikke handle om hende. Det er Caspar Erics historie, der skal være i fokus.

Det er sjældent, at Maria Jencel må kæmpe mod tårerne, når hun sidder i podcaststudiet og optager 112 for knuste hjerter.

Men nogle gange er der noget i gæstens historie, der trykker på et eller andet. Det kan være alt muligt forskelligt, og det behøver ikke være noget, Maria Jencel kan spejle sit eget liv i.

Fælles for de ting, der berører hende, er, at problematikken bliver mere eksistentiel.

”Jeg ved ikke, om det lyder fluffy og irriterende, men for mig bliver det ofte sådan, at jeg bliver rørt på menneskehedens vegne. Når noget bliver løftet op og bliver større end historien, rammer det mere intensivt,” siger hun.

Det kan for eksempel være tanker om livets cyklus, skønhed, moderskab og livet som kvinde.

”Jeg mærker sådan en følelse af ‘fuck, hvor er vi alle sammen mega usikre og vil bare gerne elskes’,” siger hun om de følelser, hun kan få undervejs.

En sten i hjertet

Der er også de historier, som er så mørke, at Maria Jencel må gøre noget helt bestemt efterfølgende for at passe på sig selv. Nogle af gæsternes historier involverer dødsfald og traumer.

Og når Maria Jencel bruger sig selv i sin journalistik på den måde, hun gør, kan hun ikke altid undgå at tage følelserne med sig videre, når mikrofonerne er slukket.

Hun ryster det af sig ved at fortælle det til sin mand, så snart hun kommer hjem.

”Historier, der er ekstra mørke og tunge, har jeg brug for at få ud af mit system, så jeg ikke føler, at jeg sidder med en tung sten i mit hjerte, som gæsten har givet til mig. Jeg bliver nødt til at give den videre, så den ikke ender med at sidde fast i mig,” siger hun.

Selvom det til tider kan være udfordrende at tage de hårde historier ind og mærke gæsternes følelser på egen krop, skaber Maria Jencel på den måde en særlig dialog med sine gæster.

”Hvert afsnit har sin plads, og der er altid nogle, for hvem det nyeste afsnit er det allerbedste,” siger hun.

FORSIDEN

24syv er ikke mere. Men de tidligere medarbejdere lever stadig

af Webredaktøren | maj 30, 2024 | UDE

UDE

24syv er ikke mere. Men de tidligere medarbejdere lever stadig

Hvad får de tidligere ansatte på 24syv dagene til at gå med, efter deres arbejdsplads er lagt i graven? Vi har spurgt de fem journalister, som blev interviewet i forrige avis.

TEKST: EVA BEYER PAULSEN
ILLUSTRATION: MIE STÆRK

Udgivet den 30. maj 2024

Den 31. marts bølgede den sidste talestrøm fra 24syv ud af danskernes radioer. I Illustreret Bunker udgav vi i sidste nummer en reportage fra radiokanalens sidste dage. Her kom fem journalister på banen med deres tanker om lukningen. Det er efterhånden et vilkår for journalister, at medier skærer ned – eller at de helt forsvinder. Så hvordan er livet efter døden på det medie, man har arbejdet på i årevis? Det har de fem journalister fra sidste udgivelse sagt ja til at fortælle om i denne artikel – og deres svar er vidt forskellige.

Andreas Christiansen, tidligere chef for programudvikling på 24syv. Driver nu mediet Det Hemmeligste Af Det Hemmelige

Hvordan forløb lukningen af 24syv?

Selve det tekniske i at lukke er jo ingenting. Det er bare at holde op med at møde op og stoppe med at sende. Men der er selvfølgelig også det menneskelige, og det synes jeg gik godt. Vi havde en stor fest om søndagen, da vi lukkede, hvor vi sendte en sidste gang. Selvfølgelig var folk kede af det, men de var også stolte og glade. Det var simpelthen bare en meget kærlig og vemodig stemning.

Hvad laver du nu?

Min gamle medvært og jeg har startet mediet “Det Hemmeligste Af Det Hemmelige”, som vi havde som podcast på 24syv. Vi har så mange abonnenter, at vi kan leve af det. Vi har ambitioner om, at det skal blive et lille nichemedie, og det er vi kommet godt fra start med.

Hvordan kan det være, at I gjorde det frem for at sælge programmet til et eksisterende medie?

Det var fordi, der ikke var nogen, der bed på. De var ikke villige til at betale det, som vi kostede. Der er jo ikke nogen af de store mediehuse, der tager podcasts seriøst. Så var det, vi tænkte, hvorfor ikke gøre det selv? Vi havde mange trofaste lyttere, og der var heldigvis mange, der valgte at følge med.

Jeg bestemmer over min egen tid. Vi har muligheden for at vokse. Lige nu er min løn den samme, hvis ikke bedre, end hvad jeg havde fået, hvis jeg var en del af et mediehus. Vi har været meget heldige, fordi vi har kunnet bygge det op med statens penge på 24syv. Men så har vi også lavet et program, som folk fortsætter med at følge med i.

Det at starte sit eget medie er ikke noget, jeg har tænkt over som en mulighed før. Det tror jeg, mange journalister, som føler, at det ser lidt sort ud, kan få glæde af at tænke på. Vi er to mand, der kan leve af 1500 kunder, ikke? Det er jo ikke, fordi det er mange. Men det er, fordi prisen er den rigtige for de rigtige kunder.

Hvordan er det så gået i forhold til, hvad du forventede?

Det går meget bedre end forventet. Men altså, hvad er forventet egentlig? Jeg er stadig irriteret over, at kanalen skulle lukke. For jeg mener, at Danmark har brug for mere public service, ikke mindre. Så det er jeg grundlæggende irriteret over. Vi havde jo massere, der lyttede til vores podcasts. Jeg synes, vi blev bedre og bedre, og nu er det hele bare væk.

Emma Bohn Vinkel: Tidligere radiovært og redaktionschef på 24syv-programmet Døgnrapporten. Nu podcastproducer på Ekstra Bladet

Hvordan forløb lukningen af 24syv for dig?

Jeg synes, det var en ret underlig periode. Det der med, at man stadig skulle møde på arbejde, selvom lukkedagene kom tættere og tættere på. Det føltes mere og mere ligegyldigt for hver dag, der gik, samtidig med, at man jo stadig havde lyttere, der var glade for det produkt, man lavede. Selvfølgelig fortsatte man for lytternes skyld, men på kontoret gav det jo bare mindre og mindre mening.

Vi lavede et farvelafsnit og fik ligesom lagt programmet, Døgnrapporten, ordentligt i graven. Så var vi ude og drikke nogle øl og snakke med hinanden, og det var på en eller anden måde meget rart, at man havde hinanden i det. Det var ligesom ikke en enkelt person, der var blevet fyret, det var os alle sammen.

Vi havde en vildt god afslutningsfest. Det føltes lidt som sådan en trist nytårsaften, hvor alle jo lidt gik og ventede på, at klokken blev 12, men det var jo ikke for at hoppe ind i det nye år og ønske tillykke, det var for at græde ind i det nye døgn og sige farvel. Det var meget følsomt, og der var mange tårer. Det var egentlig rart, at vi sammen kunne lægge det hele i graven, men det var også meget ambivalent.

Hvad laver du så nu?

Jeg havde egentlig indstillet mig på, at det var fint nok, hvis jeg kom på dagpenge. Men så skrev jeg bare lidt på LinkedIn om, at jeg snart var ledig, og så var der nogen fra Ekstrabladet, der rakte ud til mig. Det er et virkelig sjovt og helt vildt spændende job. Jeg får stadig lov til at arbejde med kriminalstof og podcast, så det kunne nærmest ikke blive bedre.

Er det din generelle opfattelse, at folk er kommet godt videre? Eller har du bare været mere heldig på den front?

Det er faktisk et rigtig svært spørgsmål. Det er ikke mange, der har fået job med det samme. Jeg ved også, at en del har besluttet at tage ud at rejse, eller måske kigger de på at starte på en uddannelse til sommer. Men for eksempel er alle, der var på Blåt Bælte, kommet hen på BT, og det er jo fedt, at det kunne lade sig gøre, at de kan fortsætte i det samme hus.

Chano Jørgensen, tidligere radiovært på 24syv-programmet Tsunami. Nu på dagpenge

Hvordan forløb lukningen af 24syv for dig?

Vi havde besluttet os for at afslutte det hele med et lytterprogram, hvor vi i stedet for at have en kendt gæst med, som vi plejer, havde vores lyttere med. Det var en fin måde at slutte det på, synes jeg. Så havde vi lejet en stor partybus, og så kørte vi sammen rundt med vores lyttere og fejrede det sidste program med dem. Det var sådan, den sidste dag gik.

Vi har købt rettighederne til vores program. Så vi bestemmer selv, hvad vi gør nu. Planen er, at vi skal finde et sted, der vil videreføre Tsunami, men det har vi ikke fundet endnu.

Så har jeg skullet begynde på dagpenge. Det er rigtig noller. Det er det mest nederen, jeg har prøvet i mit liv. Det er rigtig svært, når man samtidig har oprettet en virksomhed, så man kunne opkøbe sit program. Vi skulle jo have et CVR-nummer og har betalt mange tusinde kroner for at få lov til at opkøbe programmet. Men nu sidder systemet så og siger, jamen, du har jo et firma, hvor mange timer bruger du på det om måneden? Og jeg bruger jo nul timer, og tjener nul kroner, altså, det er bare forvirrende. Og så skal man sidde og dokumentere, at man søger job, men i den her branche er det svært at dokumentere de samtaler, man kommer til, fordi det ofte bare er en uformel kaffeaftale på en café.

Tsunami betyder rigtig meget for mig. Det er det, jeg har lavet de sidste tre år. Det er det, jeg har fået en smule succes med. Når jeg er i byen, møder jeg stadig mennesker, der kommer hen og spørger ind til Tsunami, og hvor det er blevet af. Så kan man mærke, at der er folk, der savner det og folk, der hver dag skriver på vores Instagram: ”Ej, nu må der da snart ske noget, nu må I da snart afsløre, at I forsætter,” så det betyder rigtig meget.

Hvordan er det ikke at stå med en fastansættelse mere?

Det er rigtig, rigtig mærkeligt. Hele det her freelanceliv, som jeg tænker 90% af os lever, det skal man lige vænne sig til. Det her med, at det lige pludselig er alle mod alle. Vi har jo siddet derinde og været privilegerede og har bare kunnet få penge fra staten for vores arbejde.

På den anden side tror jeg også, at man hurtigt kunne være groet fast, hvis man havde siddet der de næste 10 år.

Asgar Bugge Hansen, tidligere radiovært på 24syv-programmet Gameboys. Nu på vej ind på lærerstudiet

Hvordan er lukningen gået i forhold til, hvad du forventede?

Jeg synes, det er gået meget stille og roligt. I starten føltes det bare som en lang ferie. Men jeg tror, det bliver værre med følelsen på dagpenge med tiden. Det er min opfattelse, at det generelt har været svært for folk at få job.

Jeg arbejder allerede på en ungdomsskole som pædagogmedhjælper, indtil jeg kommer ind på læreruddannelsen. Det er det, jeg vil. Jeg har indset, at det journalistiske pres ikke er noget, jeg har lyst til. Det er en hård branche, jeg er på vej ud af. Det er svært at finde job som journalist, og der er mange andre ting, jeg hellere vil kæmpe for.

Hvis det ikke var for den jobusikkerhed, der er i branchen, var du så blevet?

Det ved jeg faktisk ikke, men jeg har lyst til at sige nej. Jeg håbede selvfølgelig, at vi kunne have kørt videre med Gameboys, men hvis det ikke var fordi, jeg fik muligheden for at lave podcast i sin tid, så var jeg aldrig gået den vej.

Daniel Møgelhøj, tidligere radiovært på 24syv-programmet Gameboys. Nu midlertidigt ansat på mediet Arkaden

Hvordan var det at pakke jeres studie ned?

Vores studie har jo været i forskellige iterationer i de fire år, som vi endte ud med. Vi havde helt klart det mest ambitiøse og rodede studie, og der var mange ledninger, der skulle hives ud af væggen og teknik, der skulle tilbage til Kulturradio Danmark eller til andre opkøbere.

Det var hårdt at se det, vi havde opbygget over fire år, blive revet væk. Det var til sidst et studie, som jeg var meget stolt af, fordi det netop havde huset så mange spændende gæster, så mange fede historier, så meget interessant journalistik.

Hvordan gik det med at få opkøbt programmet?

Vi endte med ikke at købe Gameboys. Det er der mange grunde til. Det er et for stort arbejde, og det passede ikke ind i vores planer. Men heldigvis har vi fået at vide, at der er landet en aftale med Kulturradio Danmark, der betyder, at det kan blive oppe i lidt længere tid. Det er dejligt at vide, at de mennesker, der har fulgt os i de her fire år, har mulighed for at genhøre de her programmer lidt endnu. Jeg har selv genlyttet nogle programmer, bare for at huske mig selv på, hvor meget det hele egentlig betød for os.

Hen mod slutningen af 24syvs liv kunne jeg mærke, at det, at jeg ikke havde noget at lave, snart blev en realitet, som jeg ikke havde lyst til at sidde i. Så var jeg så heldig at få det rigtige opkald og tale med de rigtige mennesker. Og nu, et par uger efter, føler jeg allerede, jeg er godt i gang og har lært at omstille mig. Dog stadig med den store sorg, at jeg ikke arbejder sammen med Asgar mere.

Hvordan er det nu at stå med freelancelivet og ikke helt vide, hvad der skal ske?

Når jeg kigger tilbage på det, vi har skabt på 24syv, så giver det mig blod på tanden til at fortsætte. Man er nødt til at være sikker på sine egne evner. I den her branche må man finde sig i den usikkerhed og det kaos, der er. Intet er sikkert.

Mange af de ting, som skræmmer os, det er også de ting, der former os. 24syv har været formgivende år, det har været noget, der har givet noget ild til tilværelsen. Det tror jeg bare ikke, man skal glemme, når man sidder på den anden side. Der er intet, der stopper dig i at gøre det samme igen udover dig selv.

Ultra Nyt giver børnene indblik i den voksne verden: “De skal efterlades med et håb”

af Webredaktøren | maj 30, 2024 | UDE

UDE

Ultra Nyt giver børnene indblik i den voksne verden: “De skal efterlades med et håb”

DR Ultra forsøger gennem deres nyhedsudsendelser at sætte virkeligheden ind i en ramme, som børnene kan forstå. Det kan dog være svært med krige, konflikter og kriminalstof, der får verden til at fremstå meningsløs.

TEKST: JONAS FONNESBÆK OG ANDERS MØRCK
FOTO: ANDERS LINDSTRØM BERKER

Udgivet den 30. maj 2024

“Den her historie kan være ret ubehagelig. Hvis du synes, det er rarest at se den sammen med nogen, det kunne være dine forældre eller din lærer, så kan du lige trykke på pause, hente dem og se videre bagefter,” siger Ultra Nyt-værten Solaf Masoud til kameraet.

Derefter kommer et nyhedsindslag om Hjallerup-sagen. Man får forklaret, at en 13-årig pige er død. At man endnu ikke ved, hvorfor den drabssigtede gjorde det. At politiet gør alt, hvad de kan, for at folk skal føle sig trygge. At man skal snakke med nogen om det, hvis sagen gør seeren bange eller utryg.

Ultra Nyt laver nyheder til børn, og det handler ofte om sjove og skøre historier, indblik i jævnaldrende børn, seerne kan spejle sig i, eller politiske beslutninger forklaret i børnehøjde. De forsøger at gøre børnene klogere på sig selv og den verden, vi lever i. Men virkeligheden er også fyldt med alvorlige konflikter og krimisager, som børn kan få indsigt i gennem telefonen. Derfor må Ultra Nyt også bringe de nyheder, der kan være bekymrende og svære for børn at forholde sig til.

Umuligt at skærme børnene

Charlotte Diamant, der er børne- og familiepsykolog, mener ikke som udgangspunkt, at børn har behov for at vide, hvad der sker i verden omkring dem.

“Den eneste grund til, at de har brug for at vide noget, er, hvis de opfanger noget. For så brygger fantasien videre, og så laver de deres egen virkelighed – og den kan være forkert, hvilket kan øge barnets ængstelse og frygt,” siger hun.

Det mest kendte medie, der leverer public service til børn, er DR’s Ultra Nyt. De arbejder dagligt med at formidle virkelighedens nyheder i et sprog, børnene kan forstå.

Programmet gik i luften for første gang den 4. marts 2013. I stedet for at børn skulle se forældrene over skulderen, når TV-avisen rullede over skærmen, sørgede DR for, at de fik deres egen nyhedsudsendelse.

Spørger man Christina Johansen, der er redaktør på Ultra Nyt, om, hvorvidt børn har brug for at vide, hvad der sker ude i verden, svarer hun, at det afhænger af, hvem man spørger.

“Det mener vi, de har, fordi adskillige undersøgelser har dokumenteret, at de ved rigtig meget om, hvad der foregår. Tidligere handlede det meget om, at de lyttede med, når forældrene så nyheder. Men nu har de dem helt ufiltreret på deres egen telefon,” siger Christina Johansen.

Selv om man gerne vil skærme børnene fra verdens nyheder, så er det næsten umuligt, efter blandt andet TikTok og Instagram er blevet en del af børnenes hverdag. Derfor gør Ultra Nyt en dyd ud af at agere vejviser i halve sandheder og komplicerede konflikter.

“Vi synes i den grad, at der er behov for et uafhængigt nyhedstilbud som Ultra Nyt, børnene kan stole på. De skal kunne sætte deres lid til, at når vi fortæller noget, så er det sandt. Fordi de får ligesom alle os andre tudet ørerne fulde med fake news. Så det er i den grad vigtigt,” siger Christina Johansen.

Nyheder fortalt af storesøster

Det Ultra Nyt, som man kunne se i fjernsynet for 11 år siden, er milevidt fra, hvor det er nu.

“Det var sendt fra TV-Avisens studie med en vært i jakkesæt og cue cards, der stod meget alvorligt og fortalte, hvad der skete,” siger Christina Johansen.

I dag har Ultra fundet nye veje til at formidle og fange seeren. Udsendelserne er blevet kortere, hurtigere og mere farverige. Værterne har skiftet jakkesættet ud med det tøj, som de føler sig bedst tilpas i. Solaf Masoud, der har været vært på Ultra Nyt siden august sidste år, forklarer, at man som vært skal kunne identificere sig med børnene, selv turde omfavne sine skøre sider og møde seerne, hvor de er. Den største dødssynd, man kan gøre, er at tale ned til seerne, for så mister man dem, forklarer hun.

“Vi fungerer ikke som voksne nyhedsværter som Kåre Quist for eksempel. Vi er mere en slags større søskende for børnene,” siger Solaf Masoud.

Hvilke historier skal bringes?

Når Ultra Nyt påtager sig opgaven at være børnenes kilde til nyheder, så forpligter de sig samtidig ansvaret for at være afsenderen af de ting, som ikke altid er muntre i verden. Det kan være svært at vurdere, hvad børn har brug for og ikke har brug for at vide, fortæller Charlotte Diamant.

“Hvis de får for meget at vide, så kan de få plantet en bekymring, som du ikke kan tage fra dem. Så det er også vigtigt i forhold til et etisk perspektiv at tænke ind i, hvor meget bekymring skal man give dem? Hvad er udviklingsmæssigt sundt for et barn at skulle tænke på?”

Børnene kan få nyhederne mange steder fra. Gennem sociale medier, i skolegården eller via deres venner. På den måde kan det være klogt at gå børnene i møde, så de kan få en forklaring fra nogen, der ved, hvordan de skal formidle det rigtigt, siger børnepsykologen.

“Hvis børnene hører om nyheder fra en kammerat, som har hørt det fra en forældre, og ikke får kontrolleret og korrigeret den viden, så kan det blive værre. Så på den måde er det godt at hjælpe barnet til en realistisk forståelse og sige: ‘Nu skal du høre, hvordan det faktisk forholder sig’,” forklarer Charlotte Diamant.

På Ultra Nyt har de et mantra om, at der ikke er nogen nyheder, de ikke kan dække. Men redaktøren Christina Johansen siger, at der er historier, som de fravælger, og hun uddyber, at det oftest er tilfældet ved krimisager. At sagen fylder meget i nyhedsbilledet er ikke ensbetydende med, at det bliver en del af Ultra Nyts sendeflade.

“Når vi skal vurdere det, så tænker vi: Er det her egentlig en historie for os? Skaber den mere uro, end den gavner? Man skal være 100 procent sikker på, at man har en god grund, hvis man vælger at gå ind i sådan en historie,” siger Christina Johansen.

Det er på baggrund af den overvejelse, at Ultra Nyt ikke har planer om at dække selve retssagen i Kirkerup-sagen, hvor en mand er sigtet for blandt andet frihedsberøvelse og drabet på Emilie Meng. på trods af at mange andre medier rapporterer fra den i øjeblikket. Selvom der nok er nogle børn, der er optaget af sagen, så er det Christina Johansens opfattelse, at der er et flertal, for hvem den ikke fylder særlig meget. Derfor er der en fare for, at dækning fra retssagen kan plante en unødvendig bekymring.

En anden grænse til nye tider

Grænsen for, hvilke sager Ultra Nyt vil gå ind i, har dog ændret sig i takt med de sociale medier. Børnene bliver nu eksponeret for flere ukontrollerede informationer, som skaber utryghed og ubesvarede spørgsmål.

“Jeg tror helt sikkert, at det har øget behovet for, at vi går ind i nogle sager, som vi historisk set ikke ville være gået ind i. Hjallerup-sagen er et godt eksempel på en sag, som vi formentlig ikke havde dækket, hvis ikke den var overalt på TikTok,“ fortæller redaktøren.

Efter mange overvejelser valgte Ultra Nyt at lave en nyhedsudsendelse, der omhandlede Hjallerup-sagen i marts.

“Når vi så alligevel valgte at gå ind i den, så var det, fordi vi blev lagt ned med henvendelser fra børn, der skrev til os, fordi de gerne ville have os til at forklare – hvad er det egentlig, der er sket? Skal jeg være bange for, at noget lignende sker for mig? Der har vi et godt incitament til at gå ind i sagen,” siger Christina Johansen.

Håbet i centrum

Normalt søger Ultra Nyt at finde positive sider eller fremskridt, når de har at gøre med konflikter, krig eller klima. Som når der er gang i fredsforhandlinger mellem Israel og Gaza, eller når en række forskere og eksperter arbejder på at redde verdens største koralrev.

”Nogle gange er der jo desværre også bare sager, hvor der ikke er særlig meget konstruktivt at sige. Men så sørger vi for at være der, lige så snart der er noget positivt at sige, og så prøver vi at dvæle ekstra ved det,” siger Christina Johansen.

Børnepsykologen Charlotte Diamant er enig i, at det er vigtigt at efterlade de unge med tro og håb, hvis man snakker om noget, der er svært. Det gør heller ikke noget at undlade dele af virkeligheden af hensyn til børnene.

“Jeg siger altid, at man skal være ærlig, men kærlig. Og det betyder, at man faktisk godt må lyve lidt for børn, da det er i barnets interesse ikke at vide alt. De skal have et håb om, at verden er et godt sted,” siger Charlotte Diamant og understreger, at det handler om at få formidlet nyhederne på den rigtige måde.

Det er også vigtig for Solaf Masoud, når hun skal formulere nyhederne ud til seeren, at der er fokus på håbet, når der vinkles, selvom det ikke altid dominerer i realiteten.

“Når der er krige, så finder vi en vinkel med, at der eksempelvis er kommet nødhjælp ind i Gaza, selvom der i virkeligheden ikke kommer særlig meget. De skal efterlades med et håb og en tillid til den verden, de lever i. Håbet er nærmest kernen i Ultra Nyt,” fortæller børneværten.

Børnevært med tro på fremtiden

Selv håber Solaf Masoud på, at nyhederne gør en forskel for børnene, som følger med enten fra skolen eller børneværelset. Det var i hvert fald derfor, at hun søgte stillingen som børnevært på Ultra Nyt sidste år.

“Jeg håber, at Ultra Nyt sætter gang i nogle vigtige samtaler i klasselokalet og rundt om spisebordet. Det kunne for eksempel være, hvis vi har lavet en historie, der omhandler mobning, racisme, det at være handicappet eller krig og politik. At de bliver reflekteret over nogle af de ting, der sker rundt omkring i verden og i Danmark.”

Det gælder både, når Ultra Nyt har fokus på opmuntrende solstrålehistorier, lige såvel som alvorlige situationer, der sker i den lille og store verden. Måske det endda kan bidrage til, at børnene ikke begår de samme fejl.

“Og så håber jeg bare, at børnene kommer til at gøre noget andet i fremtiden, end vi voksne render rundt og gør,” siger Solaf Masoud.

FORSIDEN

Psykologen, der blev journalist

af Webredaktøren | mar 21, 2024 | UDE

Psykologen, der blev journalist

Josefine Høgh har siden 2015 været fast inventar på danskernes TV-skærme. Hun er ikke uddannet journalist, men har i stedet taget en noget alternativ vej ind i mediebranchen. En vej, der har budt på udfordringer, tilfældige sammenfald og store oplevelser.

TEKST: JOACHIM FARSHØJ
FOTO: REBECCA KROGH

Udgivet den 21. marts 2024

Det er sommer. Rigtig sommer, som i en Page Four-sang med høj sol og grønt græs og duften af superligapremiere. Sådan er det i hvert fald i Haderslev i august 2018. Stadionplatter og glade fans, slagsange om Sønderjyllands stolthed og nerver. Masser af nerver. Men ikke kun hos de sæsondebuterende fodboldspillere. Midt i det hele står 27-årige Josefine Høgh. Hun er rystende nervøs. For en gangs skyld er det ikke hende, der skal gå på banen med knæhøje strømper og benskinner. Hun skal på banen med en mikrofon. Foran et kamera. Der kører. Direkte. For første gang nogensinde.

Fynboen er blevet ansat hos Discovery for at dække fodbold sammen med mange andre journalister. Der er bare én lille ting. Josefine Høgh er slet ikke journalist. Hun er psykolog, og så arbejder hun for Arla.

Så hvordan ender en uddannet psykolog, ansat i et mejerifirma, som fodboldreporter og senere som vært på en lang række DR-programmer, helt uden journalistuddannelse?

Svaret er ikke helt lige til. Faktisk er det fyldt med tilfældigheder. De har sammen med en grundlæggende nysgerrighed og lystbetonet tilgang til tilværelsen ført Josefine Høgh til det sted, hun er i dag. På toppen af mediebranchen.

En psykologistuderende med et mediejob
Året er 2010. Josefine Høgh har pakket sit liv sammen og ud igen i en lejlighed langt væk fra Odense. De ikoniske, hældende træningsbaner i Ådalen er byttet ud med Fortuna Hjørrings velplejede græs, og samtidigt er livet som fodboldspiller på fuldtid vekslet til titlen som psykologistuderende på Aarhus Universitet. Men vanerne, disciplinen og interessen for sport holder ved. At valget faldt på lige netop psykologi, er egentlig ikke så væsentligt. Et liv som almindelig psykolog var aldrig drømmen for Josefine Høgh.

”Jeg kunne godt se på studiet, at jeg ikke ville det samme som de andre. Jeg var ikke sikker på, jeg skulle arbejde med psykologi. Men jeg vidste, jeg ville færdiggøre det. Når jeg gør noget, så gør jeg det ordentligt,” siger Josefine Høgh.

Ved siden af studiet og fodboldkarrieren var der ikke mange ledige timer i døgnet, og de, der var, blev effektivt fjernet, da hun efter kort tid på studiet fik et studiejob hos DR. Jobtilbuddet kom gennem en bekendt, og Josefine Høgh takkede udelukkende ja, fordi hun gerne ville tjene lidt ekstra.

”Det var helt tilfældigt, at jeg fik jobbet på DR. Men når man først er inde i sådan et mediehus, hører man hurtigt om en masse andre muligheder, fordi de lige mangler en runner et sted eller en hjælper et andet sted. Jeg har lavet mange skøre produktioner,” siger hun.

Josefine Høgh blev hurtigt glad for DR, der gradvist gav hende mere ansvar for radioudsendelserne på P4. Hun fik forskellige roller på forskellige programmer, og da hun blev færdig med at hjælpe til bag kameraet på en af de tidlige sæsoner af bagedysten, var hun efterhånden blevet varm på idéen om at lave TV. Og den glød blev ikke mindre, da hun sideløbende med specialeskrivning fik et bijob hos TV2 Sport, efter opholdet hos DR var afsluttet.

”Pludselig syntes jeg, at TV var spændende. Jeg kunne godt lide måden at arbejde på. Det var som at være en del af et hold med alle de mennesker bag ved kameraet. Så da jeg blev færdig med specialet, skulle jeg finde ud af, om jeg ville blive i mediebranchen eller gå en mere klassisk vej,” fortæller Josefine Høgh om første gang, mediebranchen åbnede sig som mulig karrierevej.

Et smut forbi Discovery og TV2 Sport
Da maj blev til juni og forårsblæst til sommerregn i 2015, var dagene som psykologistuderende talte. Josefine Høgh sad på sit værelse med to muligheder liggende foran sig. Den ene: muligheden for et job som fodboldreporter hos Discovery, der havde meldt sig på banen med et jobtilbud efter at have set hende på TV2 Sport. Den anden: en sikker karrierevej med lønstiger og hierarki hos Arla som erhvervspsykolog.

Hun valgte det eneste, hun ikke kunne – begge muligheder. Men alligevel lykkedes det. Stillingen hos Arla var et fuldtidsjob, men mejerifirmaet gav hende lov til at lave weekend-indslag for Discovery. Stille og roligt blev én kamp om ugen dog til to og tre. Live-indslag, som det første nervepirrende møde med disciplinen i Haderslev, blev hverdagskost, og Josefine Høgh kunne ikke længere jonglere med to så markante bolde.

”Jeg havde faktisk en aftale med Arla om en ny stilling, stadig på fuldtid, men jeg havde også talt med Discovery om, at jeg egentlig var klar til at gå all in med dem, efter jeg havde været i Sverige for at dække Europa League. Det blev lidt en forhandlingssag,” siger hun.

Forhandlingerne endte som bekendt med, at Josefine Høgh valgte livet som reporter. Men det var ikke Discovery, der løb med den eftertragtede underskrift. Det var i stedet en helt tredje spiller, DR, der havde tilbudt en casting til værtsrollen på DR Sporten til deres tidligere medarbejder. En casting, der gik helt skævt, men som alligevel endte helt rigtigt.

“Jeg er ikke psykolog, når jeg interviewer, men der ligger en styrke i at turde lytte og reagere uden at være afhængig af et manuskript”

– Josefine Høgh

Tømmermænds-casting blev vejen til DR
Dublin, Irland. 14. november 2017. Regnen siler ned, som den kun kan gøre det i Sankt Patricks hjemland, men det stopper ikke 11 hvidklædte danskere i at besejre Irland 5-1, hvilket sender Danmark til VM i Rusland. Det er dagen inden, Josefine Høgh skal til casting hos DR, men hun er taget med Discovery for at dække landskampen.

I modsætning til de tusindvis af danske fans, der efterfølgende er godt på vej til at drikke vodka i Rusland, skal hun sammen med resten af de udsendte journalister med flyveren hjem samme aften – og sammen med et feststemt landshold.

”Normalt sidder journalister og landsholdet hver for sig i flyet, men der var vildt god stemning, og alle havde fået masser af øl. Vi landede først i Kastrup klokken seks næste morgen, og jeg havde både en casting klokken 11 og en sjat øl i kroppen, der gerne skulle soves ud,” fortæller Josefine Høgh, der allernådigst fik lov til at tage en lur på sin fars hotelværelse, inden turen gik til en ny uforglemmelig oplevelse i DR Byen.

Castingen startede egentlig godt, og hun kunne bruge sin skærmerfaring til at improvisere sig halvt igennem de første opgaver, men det blev ikke ved med at gå godt.

”På et tidspunkt skulle vi læse op fra en prompter, og jeg havde fået at vide, at det var ret afgørende. Vi havde fået teksten hjemmefra, men jeg havde ikke læst den. Og jeg sejlede rundt. Jeg stammede og hakkede mig igennem, så efter den lortecasting var jeg sikker på, at det løb var kørt,” siger Josefine Høgh.

Og det var det egentlig også. Efterfølgende blev hun ringet op af DR, der ikke kunne skjule, at præstationen foran prompteren var omtrent lige så dårlig, som det irske landsholds havde været på fodboldbanen få dage forinden.

Men så skete der noget uventet. For præstationen til trods blev hun tilbudt jobbet. DR havde nemlig valgt at se på potentialet og reportererfaringen fra Discovery i stedet for at fokusere på et enkelt aspekt af castingen. Og Josefine Høgh takkede ja på stedet.

”På det tidspunkt var jeg helt afklaret. Arla var et dejligt sted, men jeg skulle være i mediebranchen. Jeg skulle ikke sidde i et job, jeg kunne have resten af mit liv. Så jeg sagde tusindprocent ja.”

Fra skæve blikke til beundring
Som Josefine Høgh tidligere havde erfaret, kastede én opgave på DR hurtigt ti flere af sig. Pludselig var der nemlig også en dansk astronaut, der skulle se jorden i en ultravid vinkel, og som kunne tage Josefine Høgh med gennem forberedelserne til det. Der var danmarksindsamlinger, der var EM-studier med folkefest i baggrunden og VM-studier i et ørkenland, der var Sara og Monopolet, og der var stjerner med hjerner, der skulle undersøges. Josefine Høgh har været med i det hele, siden det gik galt foran prompteren.

”Der har været gange, hvor det er blevet kommenteret, at jeg ikke har en journalistuddannelse. Men det var mest tidligere. I dag møder jeg det ikke længere. På DR har alle været meget forstående.”

Hun indrømmer dog også, at der er fagspecifikke færdigheder, de uddannede journalister på DR har, som hun ikke besidder endnu. Men måske der også er visse fordele ved ikke at være flasket op på vinkelsætninger, nyhedsuger og Kurt Standbar om fredagen.

”Jeg er ikke psykolog, når jeg interviewer, men der ligger en styrke i at turde lytte og reagere uden at være afhængig af et manuskript. I at turde være med et andet menneske i en sårbar situation. Så der er meget fra min tid på psykologi, jeg trækker på,” slutter Josefine Høgh, inden hun kort teaser for fremtiden.

”En eller anden dag kommer jeg til at arbejde i erhvervsbranchen igen. Jeg kommer til at bruge min uddannelse til noget. Men jeg ved ikke, om det bliver om to år eller om 15 år. Og det giver mig en ro til at nyde det, jeg laver lige nu, fordi det ikke behøver vare evigt,” siger hun.

FORSIDEN

SEIN oder Nichtsein?

af Webredaktøren | mar 21, 2024 | UDE

UDE

SEIN oder Nichtsein?

Den 12. februar gik SEIN i sort. Danmarks eneste ungdomsmagasin skabt af unge stod over for konkurs, og i et sidste forsøg i kampen om overlevelse råbte holdet bag SEIN om hjælp. Nu har magasinet tændt lyset igen – og med nyt gåpåmod og en økonomisk indsprøjtning vil SEIN bevise, at der stadig er behov for en stemme for ungdommen.

TEKST: Emilie Gammelgård Jørgensen
Illustration: Lotte Skjødt Nielsen

Udgivet den 21. marts 2024

”Det har været noget af en ilddåb.”

Sådan beskriver Kristian Ryberg med et grin sin første tid ved SEIN. Han har været redaktionschef i magasinets Aarhus-afdeling siden december 2023, og det har mildest talt været en hektisk opstart.

Den sidste måned har SEIN nemlig kæmpet for sin egen overlevelse. Truet af konkurs skulle der indsamles 100.000 kroner, hvis magasinet skulle overleve – og det har været noget af et maraton mod målstregen.

Men lad os lige gå lidt tilbage.

Ungdommens stemme

Siden 2017 har ungdomsmagasinet SEIN kæmpet for at give den unge generation en stemme i det danske medielandskab. Hver dag udkommer magasinet med historier, der alle handler om at være ung. Historier om alt fra kærlighed og kærestesorger til klimaangst og kultur får liv gennem artikler, podcasts og dokumentarer – og de er alle produceret af 130 unge frivillige. Ifølge Kristian Ryberg er det netop det, der gør SEIN unikt:

”Vores styrke er, at vi selv er unge. Vi er Danmarks eneste magasin, der laver indhold til unge, der også er skabt af unge. Ingen er over 25 år, og det kan man mærke. Vi skriver ungt, ærligt og ufiltreret,” siger han.

Det er netop det, der får Kristian Ryberg til at søge mod SEIN i første omgang. Han savner et medie, hvor unge bliver repræsenteret og hørt, og han mangler et sted, hvor han selv kan gå hen med de ting, der rører ham som ung.

”SEIN kan noget helt specielt. Det er en platform, unge kan søge til, når de har noget på hjerte, og hvor de kan læse om sig selv. Et blad, de kan spejle sig selv i,” siger redaktøren.

Det er dog lettere sagt end gjort at få trukket de unge hen til SEIN, medgiver Kristian Ryberg. Den unge målgruppe er svær at nå, og det betyder også, at unge nedprioriteres i nyhedsdækningen.

”Jeg synes, der er en tendens til, at man ikke inviterer unge til bordet. Vi bliver stigmatiseret og set på som en flok curlingbørn, der bare ligger på den dovne side,” siger han.

Mangel på selvtillid

Kristian Ryberg synes ikke, at de unge er dovne eller forkælede. Når unge ikke opsøger den offentlige debat, skyldes det ifølge ham noget andet. Han peger på den årlige demokratianalyse, Dansk Ungdoms Fællesråd laver med Epinion. Undersøgelsen fra 2023 viser, at 53 procent af unge har lav demokratisk selvtillid. Ifølge Kristian Ryberg forklarer det, hvorfor man ikke hører mere til dem i den offentlige debat:

”Mange unge er ikke engang i stand til at føre en demokratisk samtale med venner og familie. De føler ikke, at deres holdninger er noget værd, og de føler sig ikke klædt på til at deltage i demokratiet,” siger han.

For Kristian Ryberg og resten af SEIN er det derfor vigtigt, at de unge har et medie, de kan søge til.

”Vi unge skal afstigmatisere os selv. Vi er en del af samfundet som alle andre. Det er også derfor, vi giver spalteplads til unge. Vi håber, at det kan få dem til at engagere sig i samfundsdebatten,” siger han.

I starten af 2024 må SEIN dog vende opmærksomheden et andet sted hen. Pludselig er det usikkert, om magasinet overhovedet overlever, for SEIN står over for en konkurs.

Et gammelt lån

Den pludselige konkurstrussel har sine rødder tilbage under corona. Her indfører Folketinget coronalån, der giver pressede virksomheder mulighed for at søge rentefrie lån. Det benytter mere end 50.000 virksomheder sig af, og SEIN er én af dem. Men hvor andre virksomheder har mulighed for at betale lånet tilbage, når deres indtjening igen stiger, er situationen en anden for SEIN, forklarer magasinets ansvarshavende chefredaktør, Fria Grand.

”SEIN får ikke mediestøtte og er primært fondsdrevet, så det var svært at betale lånet tilbage, fordi det ikke var muligt at søge penge til tilbagebetaling af lån,” siger hun.

Da Kristian Ryberg Nielsen starter hos SEIN, er der nu ingen snak om konkurs, selvom magasinet ikke svømmer i penge. Der går dog ikke lang tid, før virkeligheden er en anden.

”Når skattefogeden beder om sine penge, så ved vi, at nu skal der ske noget,” siger han.

SEIN går i sort

Pengene skal falde den 1. marts 2024, og med en begrænset indtægt og ingen mulighed for at finansiere tilbagebetalingen gennem fonde beslutter SEINs bestyrelse, at det sidste håb er en indsamling.

”Vi sætter et mål på 100.000 kroner. 59.000 af dem skal bruges til at betale lånet tilbage og resten på et par måneders drift, så vi kan komme ovenpå igen,” siger Fria Grand.

SEIN annoncerer indsamlingen ved at gå i sort, og de næste mange uger arbejder de 130 frivillige på højtryk for at skabe opmærksomhed om den truende konkurs. De arrangerer støtteevents, indgår partnerskaber, sælger merch og optræder i en stribe af danske medier i håb om at kunne samle penge nok ind. Kristian Ryberg beskriver det som en intens periode.

”Folk har arbejdet vildt hårdt. De har været med fra ferier og fra udlandet, og alle har bidraget med alt det, de kunne,” siger han.

Lys i mørket

Magasinets unge frivillige er ikke alene i kampen. På sociale medier deler over 150 mennesker SEINs kamp for overlevelse. En liste af velkendte navne som Jonas Risvig, Lea Korsgaard, Michael Schøt og Maya Tekeli bruger deres platform til at skabe opmærksomhed. Spørger man Kristian Ryberg, viser det SEINs betydning.

”Tit opdager man først, hvor meget noget betyder, når man er ved at miste det. Og det er det, vi kan mærke. Vi kan mærke, at mange donerer. Vi kan mærke, at beskederne vælter ind. Vi kan mærke, at folk rækker ud og tilbyder deres hjælp eller deres platform.”

Succes og forløsning

Den fælles indsats bærer frugt. Den 1. marts kan SEIN annoncere, at målet er nået kun to uger efter startskuddet og lige i tide til månedsskiftet, hvor tilbagebetalingen af lånet skal falde. Over 600 mennesker har doneret, og gennem private donationer alene samler SEIN 70.000 kroner ind. Dertil kommer donationer fra virksomheder og penge fra partnerskabsaftaler, og med en donation på 100.000 kroner fra Tuborgfonden rammer indsamlingen 200.000 kroner, en fordobling af målet. For Kristian Ryberg er det et fantastisk øjeblik.

”Det er en utrolig forløsning, både for os og alle, der har støttet os. At indsamlingen er gået så godt, har været surrealistisk, overvældende og enormt bekræftende. Det har været hårdt, men når man så popper champagnen, er det en fantastisk følelse.”

Og overskuddet er ikke bare et hæderstegn. Ifølge Kristian Ryberg giver det SEIN et velfortjent pusterum. Det er ansvarshavende chefredaktør, Fria Grand, enig i.

”De overskydende penge skal gå til drift af SEIN i hele 2024, så vi kan trække vejret lidt og få lagt en god plan for, hvordan vi kommer videre,” siger hun.

Lyset tændes

Det betyder ikke, at magasinet har tænkt sig at hvile på laurbærrene, siger Kristian Ryberg – for der er store planer:

”Vi skal lige komme os lidt, men så skal SEIN vokse. Vi skal være endnu dygtigere til at udgive, skrive og lede et magasin.”

Kristian Ryberg medgiver, at SEIN kan blive bedre til at ramme deres unge publikum – for hvis målet er, at flere unge skal se sig selv i den offentlige debat, så er 7500 følgere og lige under 100 betalende abonnenter ikke nok. Han mener dog ikke, at det lave antal betalende medlemmer forhindrer dem i at vokse.

”Vi vil gerne nå endnu længere ud og ramme endnu flere! Det er alt for få unge, der kender til os. Det betyder ikke, at vi ikke har vores berettigelse. Det betyder, at vi har potentiale, og det skal vi udnytte.”

Det er Fria Grand helt enig i. Hun ser SEINs overlevelse som den perfekte mulighed for, at magasinet kan vokse, og den mulighed lader hun ikke passere. Derfor vil SEIN nu oprette en klimaredaktion, der skal dække et at de vigtigste emner på de unges dagsorden. Ifølge Fria Grand har magasinet også andre planer.

”Jeg kan ikke sige så meget lige nu, men vi har et momentum og en masse opmærksomhed rettet imod os – og vi har flere planer for, hvordan vi skal få det bedste ud af det,” siger hun.

TV Glad og de kendte danskere: “Alle mennesker har ret til at have en stemme i samfundet”

af Webredaktøren | mar 21, 2024 | UDE

UDE

TV Glad og de kendte danskere: “Alle mennesker har ret til at have en stemme i samfundet”

Ved udgangen af 2023 fandt en helt særlig samtale sted i en gammel flyverterminal i København. Et stort antal journalister, alle med forskellig grad af funktionsnedsættelse, fik lov at stille spørgsmål om alt, mens Mette Frederiksen og Thomas Helmig sad i den varme stol ad hver sin omgang forberedt på en samtale, som kunne forme sig på alle leder og kanter.

Christian Drost (t.v.) og Anders Jensby (t.h.)

TEKST: HELENA HOLM-GREGERSEN
FOTO: KASPER SØHOLT

Udgivet den 21. marts 2024

Omringet af boligblokke, susende biler og forbipasserende mennesker, troner en bygning frem. Bag bygningens hvide betonmur, opridset af store, sorte blokbogstaver som staver ‘GLAD’, kommer man ind i en baggård, som skiller sig ud fra resten af det københavnske Nordvestkvarter. Gården er fuld af blomster, borde, bænke og glade mennesker. Inde bag hoveddøren finder man en kantine fuld af liv, propfuld af journalister og unge studerende med et smil på læben, som tilsammen skaber det fællesskab, der præger TV-stationen TV Glad.

Programserien En særlig samtale løb for første gang over sendefladen juledag 2023 på Danmarks Radio. To af de journalister, som finder deres daglige gang på TV Glad, Christian Drost og Anders Jensby, har begge medvirket i serien, både foran og bag kameraet. De to journalister har hver deres grad af funktionsnedsættelse og skaber derfor deres journalistiske produkter hos TV Glad. Christian Drost og Anders Jensby fortæller om deres oplevelser med En særlig samtale, og hvordan TV Glad og de medvirkende journalister efter programserien har været særligt eftertragtede.

“Det var spændende og sjovt at dykke ned i nogle folk, man kender lidt perifert gennem medierne. Det var en mulighed for at stille de mennesker nogle spørgsmål, som ikke gik på deres erhverv, og spørge dem om nogle ting, de ikke normalt bliver spurgt om,” siger Anders Jensby.

Samarbejde med andre redaktioner

De arbejder begge på TV Glads redaktion i København. Under skabelsen af En særlig samtale fik de to journalister dog lov til at arbejde side om side med deres kolleger fra Glads andre redaktioner i Danmark. Journalisterne udviklede sammen spørgsmål og det konkrete koncept i mindre fokusgrupper.

“Det var fedt at arbejde i grupper med nogle af de kollegaer, jeg i min dagligdag ikke får lov at arbejde sammen med,” siger Anders Jernsby,

Christian Drost mener, det var dejligt at idéudvikle sammen og få sparring.

“Det var især givende at se, hvor meget vi sammen kunne løfte i grupper,” siger han.

De to synes begge, at arbejdsmetoden i fokusgrupperne udvidede deres muligheder for at stille de spørgsmål, som graver dybere end som så. I grupperne fandt de sammen frem til informationer, som interviewpersonerne førhen havde udtalt sig om. De fandt så på nye vinkler og helt ubesvarede spørgsmål. Anders Jensby fortæller, at han i den proces gravede sig frem til Thomas Helmigs forhenværende alkoholproblemer og fik lov at stille skarpt på det.

“Jeg stillede ham spørgsmålet: ‘Hvad gik der gennem hovedet på dig, da du stod foran døren til dit første AA-møde’. Det var fedt at kunne få lov at gå i dybden med noget, vi sammen havde researchet os frem til,” siger Anders Jensby.

Glad behandler kilderne som alle andre

TV Glad er grundlagt i 1999. På TV-stationens hjemmeside kan man læse om det, der gør TV-stationen helt særlig. Nemlig at de er verdens første lokal-TV-station drevet af mennesker med funktionsnedsættelse. Med flere redaktioner over hele Danmark favner TV Glad bredt, og programserien En særlig samtale har fået TV-Glad til at nå ud til den brede befolkning i bedste sendetid på DR. Programmet er sendt over to afsnit, først med Thomas Helmig som interviewperson og dernæst Mette Frederiksen.

At interviewe to så kendte danskere var en uprøvet størrelse for TV-stationen. Journalisterne gik derfor til samtalen med lige dele spænding og nervøsitet i maven, fortæller Christian Drost. Samtalerne fandt sted i Kastrup Lufthavns gamle Vilhelm Lauritzen-terminal. Ved hjælp af terminalens smukke, arkitektoniske opbygning og naturlige lysindfald var scenen for samtalerne sat.

Terminalen var proppet med Glad-journalister fra hele landet klar til at tage imod hovedpersonerne Thomas Helmig og Mette Frederiksen. De blev i hvert sit program sat i midten af en stor cirkel af stole, som stille og roligt blev udfyldt af de fremmødte journalister.

“Jeg var nervøs inden interviewet. Thomas Helmig er jo kendt, men jeg behandlede ham som alle andre gæster i et program”, siger Christian Drost.

Både han og Anders Jensby fortæller, hvordan nervøsiteten hurtigt forsvandt i takt med interviewets gang. Journalisterne gjorde brug af egne oplevelser og fortællinger om personlige og ofte følsomme emner, som skabte et bånd mellem dem selv og interviewpersonerne.

“Jeg spurgte ind til Thomas Helmigs fars stilling som overlæge. Jeg blev en smule rørt, da vi snakkede videre om hans fars stilling som hjertelæge, fordi jeg selv har været hjertebarn. Det var en meget rørende måde at lave interview på,” siger Christian Drost.

Efter en rundbarbering af råmaterialet fra programmets klippere endte det med, at den del, hvor Christian Drost fortæller Thomas Helmig om sin fortid som hjertebarn, blev skåret fra. Begejstringen og følelserne for fællesskab fra hovedpersonen Thomas Helmig var dog umulige at pille ud. Da han skulle tage afsked med journalisterne, rejste musikeren sig op fra sin stol.

“Jeg havde regnet med, at det ville blive skideinteressant og skidesjovt og spændende, men det oversteg faktisk mine forventninger. Jeg synes, det har været det fedeste selskab overhovedet,” siger han.

Om den særlige forbindelse skabt mellem parterne i interviewene i En særlig samtale, fortæller ekstern programredaktør på DR, Lasse Bjørch.

“Formatet ved En særlig samtale rammer bredt. Programmet har fået rigtig mange mennesker til at sidde med og mærke en nærværende og inderlig samtale med nogle mennesker, vi ellers ikke ser i den kontekst”.

To vidt forskellige kontraster

De to programmer ligner hinanden i opsætning, men skiller sig ud på indhold og hovedperson.

“Interviewpersonerne er eksklusive og reserverede stjerner, som fascinerer danskerne på hver deres måde”, fortæller Lasse Bjørch.

Det var også tydeligt for Christian Drost og Anders Jensby, da de sad over for dem.

“Mette og Thomas var to vidt forskellige kontraster. Thomas Helmig er meget folkelig og nede på jorden, hvor Mette Frederiksen jo er landets statsminister og medietrænet på en helt anden måde. Vi fik heller ikke lige så meget tid med Mette, da hendes tidsplan ikke tillod det. Derfor blev det sværere at snakke i dybden med hende, end det gjorde med Thomas,” siger Anders Jensby.

Fransk inspireret format

En særlig samtale finder sin forgænger hos det franske magasin Le Papotin, der ligesom TV Glad drives af journalister med funktionsnedsættelse. I den franske programserie Les rencontres du Papotin har stjerner fra store dele af det franske kulturliv ligeledes delt personlige tragedier og triumfer.

Med den franske pendant i tankerne indgik produktionsselskabet Strong Production et tredelt samarbejde med TV Glad og DR, som sammen skabte En særlig samtale.

“Programmet blev bedre, end vi kunne have håbet på. Den inderlighed og det nærvær, som blev fremkaldt i interviewene af TV Glads sindssygt dygtige rapportere, oversteg alle vores forventninger,” siger Lasse Bjørch.

En særlig fremtid

De to programmer har vist sig at være ekstremt populære og har skabt stor omtale efterfølgende. Programmets præmis har altså vundet indpas hjemme i stuerne, og DR’s Lasse Bjørch kan da også love, det ikke var det sidste, vi så til serien på DR. Der er op til flere En særlig samtale-interviews undervejs, forventet klar til udgivelse i 2024.

På TV-Glad vil man efter succesen med En særlig samtale se frem til at deltage igen.

“Jeg synes, En særlig samtale var et genialt program at få lov at være med til at lave,” siger Christian Drost.

Anders Jensby supplerer.

“Vi har været med til at udbrede nogle dele af hovedpersonerne til danskerne, som ingen har kendt til før. Det er det, der har gjort programmet så særligt,” siger han.

« Gamle poster

Næste poster »