Krigens Døgn: “Hvis ikke det kan ses på landkortet, hører det ikke til i programmet”

Krigens Døgn: “Hvis ikke det kan ses på landkortet, hører det ikke til i programmet”

Krigens Døgn: “Hvis ikke det kan ses på landkortet, hører det ikke til i programmet”
Hver onsdag står Kim Bildsøe med to analytikere og udpensler frontlinjerne mellem Ukraine og Rusland. TV-programmet ‘Krigens Døgn’, der kører på sit tredje år, har et gammeldags format, men friske seertal. Hvad kan pegepind, gammeldags kort og spilbrikker i moderne TV?.

TEKST: EVA BEYER PAULSEN & MADS KELLER ISAKSEN
FOTO: SARAH ARGE

Udgivet den 12. december 2024

Der er som altid travlt på redaktionerne i DR Byen. Men denne dag er der mere travlt, end der plejer. Det, som alle eksperter havde brugt måneder på at forklare ikke ville ske, sker den 24. februar 2022. Rusland har fortsat den invasion af Ukraine, der startede otte år tidligere. Hele verdens nyhedsredaktioner arbejder på at få et overblik over situationen. Den skal formidles til borgerne, og hvordan gør man egentlig det?

Det spørgsmål sad vært og korrespondent Kim Bildsøe og journalist Rasmus Meyer også med på TV Avisens redaktion. De vidste ikke, hvordan de skulle gøre en krig, der ikke var set mage til siden anden verdenskrig,  håndgribelig for den gængse danske seer. Pludselig stikker Kim Bildsøe hovedet op over sin skærm og ser hen på Rasmus Meyer.

”Skal vi ikke bare prøve at gøre det ligesom Nauntofte?” siger Kim Bildsøe.

Sådan blev idéen om Krigens Døgn til. Behovet for information var enormt, og den information, der kom fra fronten, var kompleks og svær at formidle. Der måtte laves et program, der kunne skære igennem geopolitikkens tykke filter. Løsningen trak på et stykke TV-historie fra 90’erne. En pegepind, et fysisk kort og et par militærfaglige folk.  

Det var ikke meningen, at programmet skulle køre i så lang tid. Men her, næsten tre år senere, står Kim Bildsøe stadig bag bordet i studie 14 i DR Byen, udstyret med en gammel pegepind og to forsvarseksperter. Illustreret Bunker har besøgt studiet for at finde ud af, hvordan tre mænd med pegepinde og et kort uge efter uge har fastholdt 300.000 danskere i snart tre år. 

 

Et farligt terræn

Efter USAs indtræden i første   verdenskrig skulle senator Hiram Johnson efter sigende have sagt: “Det første offer, når krigen kommer, er sandheden.” 

Det kan være svært at undgå, at seerne bliver trætte af en krig, inden den rigtigt er kommet i gang. I takt med at vores opmærksomhed er kommet til salg til højestbydende, er dækningen blevet både mere kompliceret og relevant. Den første golfkrig i 1991 var den første krig, medierne kunne dække live, og da koalitionens kampvogne kørte ind i Kuwait by, stod ethvert vestligt medie med en smule selvrespekt og filmede løs. Hjemme i Danmark var public service-mastodonten Danmarks Radio også på sagen.

På en grynet forbindelse stod en ældre herre og så på et kort. Jens Nauntofte var DR’s udenrigskorrespondent fra 1977 til 1988, hvor han lavede flere programmer som for eksempel Horisont og Udefra. I Udefra førte han danskerne igennem invasionen af Irak i 1991 med sin faste gæst, major Svend Bergstein fra Forsvarsakademiet. Udstyret med en gammeldags pegepind og et stort landkort over den arabiske halvø, forklarede majoren de militære taktikker, og Jens Nauntofte stillede opfølgende spørgsmål, som seerne måske kunne have. 

Det var det stykke TV-historie Kim Bildsøe kom i tanke om, da han den 24. februar 2022 lettede hovedet op over sin computerskærm. Og det var også lige præcis pegepinden og kortet, han havde i tankerne.  

 

250.000 danskere ser med

Ifølge Hanne Jørndrup er der en grænse for, hvor meget medlidenhed, vi kan have. Hun er lektor på Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på Roskilde Universitet og har beskæftiget sig med krigsjournalistik det meste af sin forskningskarriere. 

“Begrebet compassion fatigue beskriver den tendens, der er til, at vi på et tidspunkt ikke kan holde ud at se flere sultne børn og sønderskudte huse i Gaza. Når det sker, zapper vi væk fra lidelserne og begynder at interessere os for andre ting,” forklarer Hanne Jørndrup. 

I gennemsnit har mellem 250.000 og 300.000 danskere fulgt med, når Kim Bildsøe har stået i det spartanskt indrettede studie med to gæster. Ifølge Hanne Jørndrup er en af grundene til, at et program som Krigens Døgn har så mange seere, at man ikke bliver udsat for compassion fatigue. 

“Det er et fuldstændigt blodfrit program, der er ikke en dråbe, ikke et offer. Man ser det fra krigsherrens perspektiv. Det er en konform måde at se det på. Man bliver ikke krigstræt, fordi man ikke ser blodet, man ser bare strategi,” siger Hanne Jørndrup.

Krigens Døgn beskriver de taktiske aspekter af de militære operationer, der foregår. Stor- og geopolitik er fejet væk, og der er plads til det helt lavpraktiske. Vært Kim Bildsøe forklarer programmets mantra således: 

“Hvis ikke det kan ses på landkortet, skal det ikke med i programmet.” 

Redaktionschef Kristian Basballe og redaktør Rasmus Meyer mener, at netop det  har gjort, at programmet har så høje seeretal, selv to år efter det gik i luften. Rasmus Meyer følger op med, at programmets identitet ligger i det simple, så flest muligt kan være med på, hvad der foregår. Han mener, at det bedst løses gennem noget, alle aldre og personer kan genkende. Kortet. 

“Så kan man bare stå og pege på, hvor tingene foregår henne, og hvor byerne ligger og så videre,” siger Kristian Basballe.

 

Pegepinde og spilbrikker

I studie 14 står bordet med kortet på og pryder højre hjørne af rummet. Klokken er lidt i tre om eftermiddagen onsdag den 27. november, og tilrettelægger Julie Sonntag går om bag bordet og bukker sig ned. Skjult fra kameravinklerne er et opbevaringsrum for de brikker, Julie skal til at samle op og stille på kortet.

Brikkerne, der kunne forveksles med noget fra et strategisk brætspil, har alt fra kampvogne, droner, kampfly, missilsystemer og soldater på sig. De spredes ud på kortet af de fagpersoner, der om tre kvarter står og forklarer, hvor frontlinjen nu har rykket sig hen. Det ligner et nørdet brætspil, men her er det ramme alvor. 

Kortet på bordet er lavet af laminat. Der luftbobler og folder i det, og ridser  vidner om, at tidens tand tager på krigen og det program, der nu har kørt i næsten tre år. 

Grafikkerne  er som regel minimale, mens kortet i forgrunden har det meste af opmærksomheden. Kim Bildsøe skal i dag dele opmærksomheden om bordet med militæranalytiker ved forsvarsakademiet Esben Salling Larsen og lektor ved forsvarsakademiet Claus Mathiesen, hvor de skal snakke om et nyt missil, Rusland har anvendt i den forgangne uge.

Det er enkelt, og det skal det også være, for det forventer seeren, mener værten på programmet Kim Bildsøe.

 

Det militære perspektiv

På samme tid risikerer programmet at overse de alternative fortællinger og løsninger, som ikke passer ind i det strategiske, militære perspektiv. Det er den slagside, bagsiden af den simple medalje, som Hanne Jørndrup talte om tidligere.

Hun påpeger, at programmets fokus på det strategiske aspekt af krigen betyder, at det udelukkende formidles fra et militært perspektiv.  

Ifølge Kristian Basballe er grunden til, at Krigens Døgn ikke fokuserer på andre perspektiver meget enkel. 

“Det er ikke konceptet,” siger redaktionschefen. Ifølge ham er der mange andre steder hos DR, hvor man kan få de andre perspektiver. 

Optagelserne

Programmet, der varer en halv time, tager også kun en halv time at optage. Kim Bildsøe har lige gennemgået de ting, der skal ske i dagens program.  Noget af grafikken har drillet op til udsendelsen. Blandt andet har et digitalt kort centreret om byen Kursk været beskåret forkert.  

”Hej Esben! Goddag, velkommen til!” siger Kim Bildsøe, da den ene af dagens analytikere kommer uniformeret ind i studiet.

Kort efter kommer Claus Mathiesen, som er den anden af analytikerne i dag. 

Da Kim Bildsøe skal forklare dagens program til de to analytikere, tager han hjemmevant pegepinden i hånden. Lyden af træet, der rammer laminatet, giver genklang i lokalet, mens han uddyber, hvilke lokationer på kortet de skal tale om i dag. 

Claus Mathiesen hviler pegepinden på kanten af sin sko. Der rettes i sidste øjeblik på positionerne rundt om bordet: Så tælles der ned til optagelse. 

Nyt podcast univers: Der skal HULiGENNEM til de danske børn

Nyt podcast univers: Der skal HULiGENNEM til de danske børn

Nyt podcast univers: Der skal HULiGENNEM til de danske børn

HULiGENNEM er det nyeste skud på stammen af medier målrettet børn. Lydmediet har nogle klare mål for, hvordan det på legende manér skal gøre de danske børn både klogere og gladere, når høretelefonerne trækkes over hovedet.

TEKST: JONAS FONNESBÆK MADSEN & EMIL LUND JENSEN

ILLUSTRATION: ANTON LARSEN

Udgivet den 12. december 2024

Morgenmaden står klar på spisebordet. Kaffemaskinen har netop brygget færdigt. Dagen sparkes i gang, mens søvnen gnides ud af øjenkrogen, og gabene aftager. Mandag morgen den 25. november 2024 lignede måske mange andre morgener i november. Men for mange børn og deres forældre, var den alligevel speciel. Denne morgen kunne man klokken 06.30 for første gang finde sin tablet eller mobil og tune ind på HULiGENNEMs nye morgenradioprogram, Morgenknas.

“Godmorgen og velkommen til Morgenknas. Sofus, jeg synes, det er så vildt, fordi i dag er det den 25. november, og det er en dato, jeg har glædet mig så meget til, fordi vi skulle sende radio for første gang, og det er lige nu!”

“Det føles helt vildt. Det kilder i hele kroppen at stå her,” indledte radioværterne Barbara Gjerluff Nielsen og Sofus Peder Faber Laursen fra livestudiet. I baglokalet stod ansvarshavende chefredaktør Christina Marcher Lundegaard og resten af holdet klar med croissanter og konfettirør for at fejre, at de første ord i kapitel 1 af HULiGENNEMs lydunivers nu endelig var formuleret.

“Det var forløsende og rigtig dejligt. Vi har arbejdet hårdt og intensivt på det her projekt. Så det var dejligt at se, hvordan det hele kulminerede og gik godt i mandags,” siger Christina Marcher Lundegaard.

Den første livesending har været en milepæl i horisonten, som den ansvarshavende chefredaktør har haft for øje, siden et stort offentligt udbud for godt halvandet år siden blev slået op.

Et public-service-lydunivers

I medieaftalen for 2023-2026, udarbejdet af Kulturministeriet, lød det, at der skulle skabes et public-service-lydunivers med indhold til børn og unge. Forskellige private aktører kunne deltage i at vinde udbuddet, der ville sikre 62,5 millioner kroner til gennemførelsen af lydmediet i denne treårige periode. Et udbud, som Aller Media endte med at vinde foran konkurrenterne, og dermed blev HULiGENNEM til den 31. maj 2024.

Det var visionen at skabe et trygt, underholdende og læringsrigt samlingspunkt for børnene.

“Der findes mange gode lydformater til børn, men der findes ikke et sted, hvor det er samlet. Så det var vigtigt for os at lave et sted, hvor vi kunne signalere, at det, der ligger her, er alt sammen godt, sikkert og trygt. Et sted, hvor man ikke skal være bange for reklamer, algoritmer og alt muligt andet,” siger Christina Marcher Lundegaard.

Fra børnehave til udskolingen

HULiGENNEM vil være et tilbud for de danske børn. Helt specifikt har de udset sig målgruppen fra 3-13 år. De vil være børnenes ven fra første år i børnehaven til lige inden konfirmationsalderen. Det er et bredt spektrum, og Christina Marcher Lundegaard indrømmer gerne, at det kan blive udfordrende.

“Vi arbejder med en aldersinddeling, der hedder 3-8 år og 9-13 år. Grunden til, at vi lægger snittet lige der, er, at det er i 8-9-års alderen, at mange børn får deres første telefon i dag. Så der går det fra at være forældrene, der oftest vælger, hvad der bliver sat på, til at børnene i højere grad selv vurderer, hvad det er, de har lyst til at høre,” siger hun.

Christina Marcher Lundegaard er klar over, at det er en svær opgave at lave indhold, der vækker opmærksomhed og interesse fra begge aldersinddelinger. Hun fortæller, at de har lagt vægt på, at der ikke skal være noget indhold på appen, som en treårig ikke kan tåle at høre, hvis barnet kommer til at gå ind på et format, der er tiltænkt de ældre.

“Det er vigtigt for os, at der ikke er noget som helst indhold inde i appen, som nogen får ondt i ørerne af,” siger Christina Marcher Lundegaard.

Til børn, om børn og af børn

HULiGENNEM har et erklæret mål om at komme i direkte kontakt med 2000 børn om året. Det lyder måske ikke af alverden, tænker du. Men der er altså ikke tale om 2000 brugere. Nej, HULiGENNEM har en vision om, at de danske børn, der skal bruge mediet, ligeledes skal være med til at skabe det.

“Vi har besluttet os for, at uanset hvad vi laver i HULiGENNEM, så skal der på en eller anden måde være et barn involveret i processen. Vi kommer også til at etablere børnepaneler forskellige steder i landet, som har til opgave at give os en masse feedback på alt det indhold, som kommer ud,” siger Christina Marcher Lundegaard.

Dette kommer helt konkret til udtryk i den spæde programflade. Her toner nogle meget emnespecifikke programmer frem, og det er ikke hvem som helst, der har bestemt dette. Det er børnene.

“I vores ansøgningsarbejde var vi ude at tale med en masse børn og forældre. Børnene fremhævede tre ting, som de gerne ville høre noget om; slik, Taylor Swift og gaming,” siger Christina Marcher Lundegaard.

Børnene og skærm-monsteret

Børn og skærme bliver ofte problematiseret i den offentlige debat af både forældre, pædagoger og politikere. Nogle folkeskoler i landet har vedtaget såkaldt skærmfri skolegang, da børn og unge ikke kan abstrahere fra den digitale verden.

Christina Marcher Lundegaard kan som de fleste andre se, at skærmene fylder meget i børnenes liv, men hun ser en mulighed for, at HULiGENNEM kan hjælpe børnene med at genfinde fantasien, snarere end at mediet vil fastholde børnene ved skærmene.

“Man skal jo bruge en app eller en hjemmeside for at lytte til HULiGENNEM. Så skærmen er en del af det her. Men vi håber på, at vi kan aktivere børnene, mens de lytter. Det kunne være, mens de leger,” forklarer Christina Marcher Lundegaard.

Skærmen kommer altså til at være en del af oplevelsen, når man benytter HULiGENNEM. Men drømmen for mediet er, at skærmen blot bliver et springbræt. Et redskab, der sætter oplevelsen i gang.

Ved spørgsmålet om, hvorvidt mediet risikerer at bidrage til den stigende digitalisering af børnene, peger Christina Marcher Lundegaard således på en naivitet, der ligger til grund for holdningen om at boykotte telefonerne.

“Jeg er ikke medieforsker, men jeg tror, det er lidt naivt at tro, at man helt kan undvære skærmen. Det handler om, hvordan vi bruger den, og hvordan vi sørger for at aktivere os, mens vi bruger den. Og der er lyd bare mega godt,” lyder det fra Christina Marcher Lundegaard.

Peter søgte en stilling, som ingen kendte

Peter Balther Kjær var blandt de praktiksøgende journaliststuderende, der søgte en af de to pladser, som HULiGENNEM slog op. Det nye lydunivers var blandt de allermest eftertragtede praktiksteder i søgningen. Men hvorfor ansøger så mange et medie, der ikke er gået i luften endnu?

“Jeg har en fornemmelse af, at der var en del praktiksøgende, der så noget unikt i HULiGENNEM, ligesom jeg gjorde. Det her med, at man kan komme ind og lave noget specielt og få en helt særlig målgruppe. Det er de to store salgspunkter for mig og også for dem, jeg snakkede med,” forklarer Peter Balther Kjær.

Hvor nogen vil pege på det skræmmende i at træde ind ad døren et helt nyt sted, ser Peter Balther Kjær det som en mulighed.

“Tænk sig at komme ind et sted, hvor der er sådan en – forestiller jeg mig, uden at vide noget – iværksætter-ånd, som man selv som ret nyt medlem kan være med til at præge,” siger Peter Balther Kjær.

Hvordan bliver HULiGENNEM en succes?

HULiGENNEM bliver gennem medieaftalen støttet indtil 2026. Derefter bliver det vurderet, om deres programtilladelse skal forlænges. Nøglen til at få HULiGENNEM til at leve videre er at sikre sin relevans.

“Hvis det bliver tydeligt, at børnene faktisk synes, at HULiGENNEM er et fedt sted at være, så tror jeg også, at der kan være en forlængelse derude et sted. Jeg tror vitterligt, det er det, det handler om. Men det kræver jo noget tålmodighed. Man kan ikke forvente, at det sådan sker fra den ene dag til den anden.”

Hverken Rom eller Letbanen blev som bekendt bygget på en dag, og selvom mange skøre og fantasifulde ting kan ske i et lydunivers, så er den samme kliché gældende for HULiGENNEM. Uanset om programtilladelsen bliver forlænget eller ej, er lyduniverset dog allerede en succes, mener Christina Marcher Lundegaard.

“Vi synes allerede, det er en succes det her, fordi vi i første omgang overhovedet har fået lov til at gøre det. At det overhovedet er blevet prioriteret, at der skal gå skattekroner til at lave et fedt lydtilbud til børn. Ikke at det er os, der endte med at skulle gøre det – men det, at det er blevet prioriteret, er en kæmpe stor succes.”

Radioen, der kun har fire år tilbage at leve i, har alt at vinde og intet at tabe

Radioen, der kun har fire år tilbage at leve i, har alt at vinde og intet at tabe

Radioen, der kun har fire år tilbage at leve i, har alt at vinde og intet at tabe

Med ny styrmand ved roret sætter RADIO IIII en ny kurs i medieverdenen. “Vi vil betyde mere for flere,” siger Marie Rask Glerup, som ikke vil være bange for at larme.

TEKST: Astrid Bisgaard & Emil Delord Frimand Probst
FOTO: Mads Øland-Petersen

Udgivet den 10. oktober 2024

Den ellers tomme opgang ser ikke ud af meget. Det første man ser, når man træder ind i den, er en noget mærkværdig statue. Vild, voldsom og til tider poetisk, fristes man til at sige. Når man begiver sig længere op ad trapperne, finder man døren ind til RADIO IIII.

Det ser udadtil ikke ud af meget. En almindelig dør, og opgangen synes heller ikke specielt indbydende. Men når først man træder ind, slår øjnene op og ser, hvad der sker, er det, at magien opstår.

Morgenstund har guld i mund

Ved ni-tiden er redaktionen langsomt ved at vågne op. Morgenredaktionen er dog helt vågen, og der er en helt særlig energi i lokalet. Produceren Gustav løber frem og tilbage. Arbejdsstationerne smelter sammen. Alle er opmærksomme og årvågne. Intensiteten er høj.

Det er nu, det sker. Igennem i radioen snakker formanden for Det Udenrigspolitiske Nævn, Michael Aastrup Jensen, om krigen i Ukraine. På de fire computerskærme i arbejdsstudiet sker der hele tiden noget nyt.

Klokken er nu kvart over ni. Morgenværterne er live. Dagens emner: Død og selvmord. Det er de tunge emner, der er på programmet i dag. Alligevel er stemningen i og omkring studiet høj. Alle er på dupperne.

Oplyst af fire lamper står studiet og radioværterne. Produceren Gustavs ur har samme orange farve som mikrofonerne i studiet. Radioen emmer af farver og indikerer, at radioens resterende levetid ser lys ud.

Den ene af radioværterne laver en fodfejl og giver kilden, der er med telefonisk, en forkert titel. Det giver resten af interviewet trange kår. På gulvet ligger et dannebrog. Det giver en følelse af stolthed. Ikke kun over sin nation, men også over at være en del af det nye RadioIIII.

Der skal hele tiden følges op, og alle medarbejdere på redaktionen har lyst til at bidrage. De har alle lyst til at bidrage til det nye RADIO IIII. 

Fra kritik til sød musik

Det gamle Radio 4 fik kritik af TV- og Radionævnet. Lyttertallene var ikke høje nok, og det skal de være som public service-medie. Derfor skal der ske noget. Ifølge Marie Glerup, som er journalistisk redaktør på RADIO IIII, kan radioen gøre to ting.

“Vi kunne bare fise 100 millioner af om året og så fortsætte med ikke at have nogen danskere, der lytter med. Eller vi kunne sige, okay det, der er blevet lavet indtil nu, det er ikke det, danskerne efterspørger, det er ikke det, danskerne vil have,” siger Marie Glerup.

Med den nye ændring, åbner radioen døren til flere af de lyttere, som indtil videre har stået udenfor. Radioen vil betyde mere for flere. Et håb, der forhåbentlig kan ses i lyttertallene i fremtiden.

“Lige nu kan vi se en lille stigning i FMtallene, men jeg tror ikke på, at vi kan bruge det til noget reelt endnu, fordi lige nu kan det også være, at folk er lidt nysgerrige på os, og så står af igen, ” siger Marie Glerup.

En nysgerrighed, RADIO IIII håber på at kunne pirre hos lytteren. Marie Glerup har stået bag roret i et halvt år, og selvom lyttertallene ikke er fulgt med ændringen endnu, så tror hun på:

“at lytterbaner er langsomme at ændre.”

Ny kontrakt skaber ny energi

RADIO IIII har nu ændret sit koncept og med det følger også en kontrakt. I alle ansattes kontrakter står der, at de er ansat til og med 31. december 2027. Herefter lukker radioen. Indtil da skal de bedrive vild, voldsom og til tider poetisk journalistik. Det er en af grundstenene i den nye hverdag på radioen. 

Mere specifikt har de ændret deres sendeplan, den journalistiske dagsorden samt skabt en lytterkontrakt. En lytterkontrakt der siger, at radioen sender live fra klokken seks om morgenen frem til middag, klokken 12. Herefter følger tre timers podcastprogrammer efterfulgt af liveudsendelser fra 15-21.

“Det er stemningen tilbage fra vi startede, der er tilbage,” siger Jais Nørgaard Alstrøm, der er undersøgende journalist ved Radio IIII.

Han ser et enormt potentiale i den frie rolle, radioen nu har fået. En rolle, man godt tør være i ifølge Katrine Volsing, der er ansat som journalist på morgen-sektionen på RADIO IIII.

“Vi har nogle tydelige chefer, som står på mål for de ting, vi laver, på en anden måde, end vi har haft tidligere. Det giver en følelse af, at man kan gå længere, uden at man kommer til at falde alene, hvis det skulle gå galt,” siger Katrine Udsing.

Mange ting har fået ny form på radioen. Menneskene er de samme, meningerne og metoderne ditto, men mulighederne er nogle helt andre.

“Nu er det bare en ny æra, og nu skal vi gøre det, som vi tror på,” siger Marie Glerup.

For hende fylder det mere at markere sig end at fokusere udelukkende på lyttertal. Alligevel tror hun, det kan gå hånd i hånd.

“Jeg tror, at vi skal vide, hvad de vil have derude, og så skal vi turde give dem noget andet. Så tror jeg, at de bliver underholdt og bliver interesseret og bliver sluset ind i det,” siger Marie Glerup.

Vild, voldsom og til tider poetisk

Rundt om på radioen hænger de nye RADIO IIII-plakater. Plakater med et klart budskab. I alle lokaler hænger de til påmindelse for medarbejderne om, at radioen skal være et samlingssted for stærke meninger og store følelser. Med plads til det uventede og uforudsigelige vil radioen være alt andet end kedelig og konsensus. Det markerer radioen med de fire IIII.

Alle redaktionerne har fået en ny farve. Eksempelvis er morgenfladen blevet rød-gul, mens eftermiddagen har fået blålige nuancer. Farver, der indikerer, at radioen går en farverig og ny tid i møde. Når man kigger på RADIO IIII’s hjemmeside, ser man en stram og struktureret linje.

Kigger man derimod på redaktionen, ser man kaffekopper rundt omkring, ting der ikke har fundet sin plads. Kontrasten er til at få øje på. Men ambitionerne er alligevel ikke til at tage fejl af.

RADIO IIII er nu delt i to. I København findes podcast-sektionen, hvor det primære fokus ligger på at producere indhold til podcastmediet, mens de i Aarhus fokuserer på live-programmer og på at skabe relevant indhold, de sender direkte.

Klokken har nu slået 10:10, og det er tid til efterkritik af morgenprogrammet. Her gennemgår medarbejderne de overståede programmer på morgenfladen, mens nye idéer kastes op i luften til morgendagens historier.

Alle idéer bliver set og hørt. I redaktionslokalet falder forskellige indfaldslys ind og sender en strøm af farver ud på øverste etage. Kreativiteten har frit spil. 

Det er i dette kreative rum, at de store ideer kan opstå. 

Idet en tanke om ‘Danmarks sidste tøjdesigner’ flyver gennem lokalet, passerer et tog forbi udenfor. Fra mødelokalet er der frit udsyn over stationen. Her kører der tog til og fra Aarhus. Til og fra verden. Med RADIO IIII’s ønske om at være udgangspunktet for den offentlige debat.

Være talerør for danskerne og række udover studiet og ind i det store mediebillede og den generelle offentlige samtale. Den geografiske placering kunne næppe være bedre. Her fra stationen, hvor radioen også holder til, er der adgang til resten af Danmark.

Det er herfra, den videre færd ud i verden begynder. Ligesom med journalistikken. Den udspringer fra Banegårdspladsen, hvor den har sit afsæt, og fortsætter ud i resten af verden.

Ritzaus nyheder fylder i det danske mediebillede

Ritzaus nyheder fylder i det danske mediebillede

Ritzaus nyheder fylder i det danske mediebillede

En rapport fra Kulturstyrelsen viser, at Ritzaus Bureau står for 46 procent af nyhederne på danske mediers digitale platforme.

TEKST OG FOTO: MADS KELLER ISAKSEN 

Udgivet den 10. oktober 2024

”DR har lige breaket, at Jeppe Søe er blevet set på Borgen.”

”Hvorfor har vi ikke nogen på den?!”

”Jeg er i gang med at få fat i redaktionen derinde.”

Søren Lassen er redaktionschef for Ritzaus nyhedstelegramredaktion. Han er netop blevet afbrudt af sin kollega, der gør ham opmærksom på en af de få nyheder, som Ritzau ikke har været først med. Med afslappet tøjstil, beige Adidas-sneakers og rodet gråt hår er Søren Lassen inkarnationen af vores alles forestilling om journalisten, der har fingeren på pulsen og blyanten på blokken.

”Selvfølgelig er det irriterende, når man ikke er de første. Det er jo det, vores kunder betaler for,” siger Søren Lassen.

Mens vi har talt, har Space X sendt milliardærer ud i rummet, DSV er blevet verdens største logistikfirma, og Lars Von Trier har annonceret en ny film. Alle tre er nyheder, som Ritzau breaker herhjemme, og alle tre vil blive læst på danske mediers hjemmesider inden for kort tid. For Søren Lassen er det store forbrug af Ritzaus nyheder en blåstempling. For nyhedsbureauets nye administrerende direktør, Jacob Kwon, er det et tveægget sværd.

Ritzau sidder tungt på tronen

Sidste år producerede Ritzaus Bureau, i daglig tale Ritzau, 43.438 nyheder – det er lidt over fem i timen, hver time, hver dag, hele året. Nyhedsbureauet er det eneste af sin slags herhjemme, efter det i 2012 og 2021 opkøbte sine to rivaler, Dagbladenes Nyhedsbureau og Børsens  Nyhedsbureau.

I juni udkom en rapport fra Kulturstyrelsen, som fastslog, at 46 procent af nyhederne på danske digitale platforme primært kom fra Ritzau, mens de resterende 54 procent var egenproduceret indhold fra medierne selv.

“Da jeg læste det, tænkte jeg: ‘kan det nu passe’,” siger Jacob Kwon.

Han ville have undersøgt tallet, som han selv og flere andre i Ritzau længe troede var tættere på 25 procent end de 46. Ritzau-undersøgelsen fik tallet ned på 40 procent. Jacob Kwon mener, at det har noget at gøre med metoden, man har brugt til at udregne det på. Problemet stod dog stadig tilbage, og ifølge Jacob Kwon er det lige meget, om det er 40 eller 46 procent. Ritzau risikerer stadig at fylde for meget i medielandskabet på sigt, hvis udviklingen fortsætter.

“Det er ikke sundt for et samfund eller et demokrati, hvis et mediehus fylder for meget,” siger Jacob Kwon.

Ifølge Kwon selv er det ikke et problem, han ser lige nu, men det har potentiale til at udvikle sig.

 

Ritzau er Danmarks eneste nyhedsbureau, og med sine 158 år på bagen en af de ældste medier i landet. Ritzau er ejet af ti danske mediehuse. Ejerne er:

Dagbladet Børsen

Jysk Fynske Medier

JP/Politikens Hus

Danmarks Radio

Information

Kristeligt Dagblad

Lolland-Falsters Folketidende

Mediehusene Midtjylland

Sjællandske Medier

Det Nordjyske Mediehus

Ritzau står for en stor del  af nyhederne

For mange år siden da hjemmesider så akavede ud, og kreative typer endnu ikke mente, det var tjekket at gebærde sig i computerkodesprog, kunne man finde en sektion på mange danske mediers hjemmesider, som viste nyheder fra Ritzau. Det var Ritzau-rullen. Rullen var en boks, der kørte ude i siden med Ritzau historier og nyheder.

I dag har de fleste medier stadig en database til disse historier. Det er dog de færreste, der viser dem direkte på deres hjemmesider. Rullen er ‘et levn’ fra fortiden, men danske mediers hjemmesider tager stadig imod Ritzaus data med kyshånd – det er trods alt det, de betaler for.

Kim Schou er digital redaktionschef hos Information. Han fortæller, at for deres vedkommende tilskrives det høje antal Ritzau artikler, at de engang havde en Ritzau-rulle, og indtil foråret i år stadig auto-publicerede Ritzaus nyheder på en underside til deres hjemmeside.

“En maskine ville måske sige, at en meget stor del af vores artikler stammede fra Ritzau, og det er teknisk set korrekt, men kun lidt af det indhold når frem til vores læsere,” fortæller Kim Schou.

Han mener derfor ikke, at det er et problem, at Ritzau står for så stor en andel af nyhederne på Information.dk. Han nævner, at Ritzaus breaking nyheder og liveblogs giver medierne ro og tid til at finde ud af, hvad de selv gerne vil skrive. Han slutter af med at nævne, at Information i dag lægger en til to Ritzau nyheder op om dagen, og at Information generelt er glade for det, Ritzau leverer til dem.

Ritzaus rolle

Ida Skytte er lektor på DMJX, fellow på Constructive Institute og medforfatter til rapporten. Hun er ikke enig i, at de 46 procent behøver at være et problem. Hun bakker op om Thomas Berndts pointe om, at mediernes egenproducerede indhold er mere fremtrædende end Ritzaus nyheder på deres hjemmesider.

“En udlægning kan være, at det siger noget om, at branchen har et fælles fundament, og at medierne så kan fokusere deres ressourcer på det, som er egenproduceret,” siger Ida Skytte.

Der er altså mange måder at læse de 46 procent på. Ida Skytte slår fast, at svaret på, hvad det siger om branchen, vil variere fra person til person. Når hun ser på deres rapport, kan hun dog se, at Ritzaus nyheder oftest ligger gratis på de fleste mediers hjemmeside, hvilket kan være med til at skabe en fælles samtale, når det gælder de nyheder, der læses. Noget vi i højere grad har mistet, siden det er blevet mere normalt at søge sine nyheder forskellige steder såsom på sociale medier.

Hun fastslår, at det ikke nødvendigvis er et problem for den demokratiske samtale, og at Ritzaus nyheder ofte har en mindre fremtrædende placering på mediernes hjemmesider.

Begrænsning på Ritzau-nyheder

Siden 2015 er prisen på Ritzaus nyhedsrulle næsten halveret. Ifølge Jacob Kwon er forklaringen på det store brug af Ritzaus nyheder og sænkningen af prisen på deres hovedprodukt den samme.

”Helt nøgternt må man bare konstatere, at det siger noget om, at branchen har det svært. Vi er ejet af branchen, så det har været nødvendigt for dem, at vi skulle have en lavere pris.”

Datarevolutionen har fundet fodfæste i mediebranchen

Datarevolutionen har fundet fodfæste i mediebranchen

Datarevolutionen har fundet fodfæste i mediebranchen

Med den stigende brug af data i mediebranchen er mediebrugernes holdninger og adfærd blevet endnu mere tydelige. De omsættes nu til tal og statistikker som en moderne karakterskala.

TEKST: LINE NILSSON
FOTO: ANDERS LINDSTRØM BERKER

Udgivet den 10. oktober 2024

Du husker det godt. Tiden i folkeskolen og gymnasiet, hvor man efter en opgave spurgte det selvproklamerende spørgsmål: ’Hvad fik du?’. De fleste har heldigvis, efter de fik hue på hovedet eller svendebrevet i hånden, lagt den tid bag sig. Arbejder man som journalist, er karaktererne dog langt fra forsvundet fra hverdagen. Der er bare kommet en ny skala, og den hedder et personligt dashboard.

Et personligt dashboard er en form for tavle. Her fremgår tal, som viser, hvor mange der klikker på dine artikler, og hvor mange der faktisk læser dem til ende. Det fremgår også, hvor mange brugere man trækker ind på sitet, og hvordan dine artikler klarer sig i forhold til afdelingens overordnede mål.

Byd velkommen til data

For fem år siden introducerede Århus Stiftstidende brugermålinger til deres medarbejdere i forbindelse med JFMs implementering af databrug. Det er altid spændende, når der starter en ny i klassen, og Jan Schouby, som er chefredaktør på Århus Stiftstidende, kan bekræfte, at journalisterne ikke ligefrem gik balalajka med åbne arme, da den nye kollega skulle bydes velkommen. Han husker det således.

”Journalister er jo for helvede født til at være kritiske, og det skal jeg da lige love dig for, at de også var – specielt i starten.”

Særligt frygten for fyringer gjorde journalisterne kritiske over for det nye tiltag. Man skal i dag i højere grad kæmpe om mediebrugernes tid og opmærksomhed. Men hvis den slagmark får endnu et våben, så mener flere af journalisterne, at de på grund af deres fagområde allerede havde tabt kampen på forhånd.

Da 25-årige Carl Buhr i februar 2023 startede i praktik hos JydskeVestkysten, fik han også noget af et chok, da han opdagede, hvor meget data fylder på redaktionen. Han kan også godt genkende billedet af skepsis og nervøsitet.

”Der har været ret meget røre om de personlige dashboards. Jeg ved, at der er medarbejdere, som føler sig målt, vejet og overvåget. For nogle opstår der en nervøsitet for, om det har betydning for ens ansættelsesforhold,” fortæller Carl Buhr.

Carl oplever i sit arbejde som journalist, at diskussionen om data ikke blot er en døgnflue, men at databrug stadig godt kan skille vandene. Han understreger også, at der er en kæmpe forskel på, hvordan journalister forholder sig til sit personlige dashboard, og at der hos redaktionerne hverken er tvang eller nogen rigtig måde at tilgå det på.

Det var med skælvende hånd, at Carl Buhr udgav sine første artikler. Han var nervøs for, hvordan de ville klare sig ude i den virkelige verden. Håndfladerne blev også svedige til første redaktionsmøde, da tallene skulle gennemgås foran kollegerne.

”Det var vildt angstprovokerende at stå foran en flok dygtige journalister og snakke om, hvad jeg kunne have gjort anderledes, for at mine artikler havde klaret sig bedre,” fortæller Carl Buhr.

Nye tider, nye udfordringer og nye løsninger

Nye omstændigheder kræver tilvænning og tid, og hvis der er noget, mediebranchen efterhånden har lært, så er det, at den må vænne sig til at følge med tiden og være omstillingsparat.

Brugernes til- og fravalg skal studeres, ellers får vi dem ikke til at opsøge eller prioritere journalistik.

Med tiden har de fleste journalister dog også omfavnet brugermålinger, og flere journalister bruger også tallene som en motivationsfaktor og en indsigt i deres arbejde.

”Der er journalister, der er begyndt at efterspørge tallene for at få et fingerpeg om, hvordan deres artikler har klaret sig. Eller hvis de ved, at de har lavet noget, som er gået skidegodt, så vil de også gerne se det konkret,” fortæller Jan Schouby som oplever et klart holdningsskifte de sidste fem år.

Med data kan man måle på hver enkelt mediebrugers interesser, adfærd og vaner, og det skaber en helt ny måde at tiltrække folk på. Men hvad kommer så først: clicks eller journalistisk integritet?

Hvis man spørger Jan Schouby, lyder svaret:

”Vi går jo ikke kun efter at opnå mange læsere, for så skulle vi jo bare genindføre ’side 9 pigen’ og i øvrigt have en sexbrevkasse, og hvad vi ellers kunne finde på af slibrige sager. Det handler selvfølgelig om at lave noget ordentlig kvalitetsjournalistik, og samtidig lave det på en måde, så folk godt gider at læse det.”

Hos Århus Stiftstidende skal brugermålingerne altså ikke overskygge de journalistiske forpligtelser, men de skal fungere som et pejlemærke for de journalistiske produkter.

Et tal siger mere end tusind ord

Nogle områder af mediebranchen bløder. Det får vi kommende journalister i hvert fald tudet i ørerne, og statistikker og nye begreber som news avoidence kan desværre bakke op om det udsagn. Så mediebranchen, hvis eksistensberettigelse hviler på at blive læst, set eller hørt, er nødt til at blive klogere på netop dem, de er afhængige af.

Muligheden for at følge op på sit arbejde og optimere det løbende ville ikke være muligt uden data, og netop det ser Carl Buhr som en kæmpe gave.

”Det fede ved at arbejde med data i realtid er jo at kunne følge med i sine artikler og se, at de lever et liv, efter at de er blevet publiceret.”

Helt konkret gør data det muligt at se, hvor mange der læser ens artikel i realtid. Journalisterne kan så ændre i deres rubrikker eller underrubrikker løbende for at se, om det aktiverer flere brugere til at klikke på artiklen. Måske kan det være invaderende for nogle, som traditionelt har været vant til, at brugeren først blev inddraget efter publiceringen. Man kan dog ikke forvente, at folk skal forholde sig til noget, de finder irrelevant. Så måske kan de udskældte clicks faktisk være redningen.

”Data giver os jo en viden. Når der tegner sig mønstre, finder man jo ud af nogle måder at gøre tingene på, og hvordan man helt generelt skal forme sine artikler,” siger Carl Buhr.

Man kan hurtigt komme til at tænke, at brugerne så sidder på magten, og at de skaber vurderingsgrundlaget for god journalistik. Men der mener Carl Buhr, at der er en vigtig skelnen.

”For mit vedkommende handler det også om at huske sig selv på, at det altså ikke er et spørgsmål om enten eller. Det er jo ikke sådan, at du enten laver gode tal, eller også laver du god journalistik.”

For ham er tallene på hans personlige dashboard ikke noget, der kan oversættes til en endegyldig vurdering af hans arbejde. De to fede facitstreger vi lærte at sætte i folkeskolen, er ikke alene løsningen på opgaven. Tal kan fortolkes, alt efter hvilken sammenhænge de fremgår i, og det er netop det, der er kunsten ved god databrug. Det er ikke at betragte tallene alene, men at analysere de indsigter, de giver os.

”Det betyder også, at der er noget stof, som bliver sorteret fra, fordi det ikke giver vores læsere værdi,” siger Carl Buhr og belyser det, som han mener, er det vigtigste som journalist, nemlig at producere noget som folk gider at læse.

Jan Schouby lægger også vægt på, at alle i branchen  ønsker det samme, og det er at nå ud til så mange mennesker som muligt.

“Vi kender jo de vilkår, journalisterne arbejder under. Jeg ville jo være idiot, hvis jeg fyrede en dygtig journalist alene på baggrund af vedkommendes tal. Sådan fungerer det altså ikke. Alle journalister derude knokler som sindssyge,” siger Jan Schouby.

Han tydeliggør, at data skal betragtes som et redskab og ikke som en bevisførelse for en journalists kompetencer eller ihærdighed.

Udgivet den 10. oktober 2024
Trine Schmidt greb chancen, spændte hjelmen og blev lyden af dansk sommer, da telefonen ringede med et Tour-tilbud

Trine Schmidt greb chancen, spændte hjelmen og blev lyden af dansk sommer, da telefonen ringede med et Tour-tilbud

Trine Schmidt greb chancen, spændte hjelmen og blev lyden af dansk sommer, da telefonen ringede med et Tour-tilbud

Da TV 2 ringede med en kæmpe mulighed, takkede Trine Schmidt ja, selvom hun var nervøs for reaktionerne på, at en kvinde skulle dække en af sommerens største begivenheder – Tour de France.

TEKST: JONAS FONNESBÆK & EMIL LUND JENSEN

Illustration: Iben mejlhede (genereret af AI)

Udgivet den 10. oktober 2024

Da mange danskere denne sommer på 5. etape af årets Tour de France så den legendariske sprinter Mark Cavendish sætte rekord for flest etapesejre i løbets historie, var det en ny stemme, der begejstret kommenterede begivenheden videre ud i danskernes stuer.

Normalt forbinder man lyden af Tour de France med helikopterens propel, båthorn og de velkendte, mandlige stemmer fra blandt andre Dennis Ritter og Rolf Sørensen. Men da netop Rolf Sørensen måtte melde fra til Tour de France af helbredsmæssige årsager, skabte det pludseligt et frit sæde i kommentatorboksen til 36-årige Trine Schmidt.

Den tidligere professionelle cykelrytter og netop nyudklækkede journalist har ageret ekspert i kvindecykling i 13 år. Men aldrig havde hun dækket verdens største cykelløb.

“Jeg var stolt. Jeg var overrasket. Og jeg var skidebange,” fortæller Trine Schmidt.

Fra jernhest til kommentatorboks

VM-sølv, to gange guldmedalje til EM og en deltagelse ved OL i Beijing er nogle af de højdepunkter, Trine Schmidt kunne tænker tilbage på, inden hun endegyldigt i 2021 måtte indstille sin karriere som professionel landevejs- og banecykelrytter. I 2011 fik Trine Schmidt debut i kommentatorboksen til VM i landevejscykling i København i den stol ved siden af Rolf Sørensen og Dennis Ritter, hvor Jørgen Leth plejede at sidde.

Trine havde i løbet af sin cykelkarriere gået rundt med en lille drøm om at blive journalist. Om at skrive. Om at fortælle historier. Derfor startede hun på kandidaten i journalistik ved SDU i 2023.

Hele Trine Schmidts forår 2024 var gået med specialeskrivning. Selvom hovedet var fyldt med den store opgave, havde en tanke sneget sig ind flere gange. Det kunne være fedt, hvis hun kunne blive en del af TV 2 Sport-redaktionen. Det var en drøm. En ambition. Så hun har løbende banket på døren til kontoret, hvor chefredaktøren for TV 2 Sport, John Jäger, sidder. Det lykkedes kort inden sommerferien at få lavet en aftale, hvor hun skulle arbejde halv tid på både TV 2 Sport og TV Midtvest året ud.

Velkommen på forsiderne

Da specialet var afleveret, skulle Trine Schmidt brænde både krudt og sommerferie af, inden hun skulle starte i de nye jobs. Turen gik til München og EM-slutrunden i herrefodbold. Danmark mod Serbien. Da Trine Schmidt var stået af toget på hovedbanegården i München, ringede hendes telefon. Det var John Jäger. Trine Schmidt stod omsluttet af et menneskekaos og havde svært ved at høre ham, så de aftalte at ringes ved, når hun var kommet op på sit hotelværelse.

John Jäger havde det, han selv kaldte en lidt vild forespørgsel. Han tilbød hende sygemeldte Rolf Sørensen rolle i årets Tour de France-dækning.

“Det var lidt skræmmende at få at vide, at man skulle være vikar for Rolf Sørensen, som alle danskere, også de, der ikke går op i cykelløb, har en holdning til. Som danskere er vi jo bare ret konservative, og alt, hvad der er nyt, skal lige modtages og mærkes på.”

Men hun takkede ja til den store chance. Hvis hun ikke allerede vidste, hvor stor en rolle på dansk TV hun havde takket ja til,  fandt hun hurtigt ud af det.

“John Jäger ringede til mig mandag. Tirsdag klokken 10 var jeg på forsiderne i Danmark.”

Et fedt – men skræmmende – tilbud

Der plejer at være klare rammer for, hvordan Tour de France afvikles. Mest kendt er stemmerne fra Dennis Ritter og Rolf Sørensen. Men i de senere år har både Chris Anker Sørensen, Emil Vinjebo og Christian Moberg suppleret de to i kommentatorboksen.

Den konstellation holder de fleste af danskerene af. De er vant til den. Nu skulle danskerne dog vænne sig til, at det var Trines stemme, der skulle udfylde tomrummet efter Rolf Sørensens. Men Trine Schmidt var meget bevidst om, at hun ikke skulle forsøge at være den nye Rolf Sørensen. Hun skulle bidrage med sit eget.

“Jeg har aldrig set mig selv som Rolfs erstatning. Selvfølgelig var jeg der i stedet for ham, men jeg skal ikke prøve at være en person, jeg ikke er. Jeg skal byde ind med det, jeg kan, og jeg ville aldrig sige ja, hvis ikke jeg følte, at jeg havde noget at byde ind med.”

13 år som cykelekspert har givet Trine Schmidt mere rutine end de fleste. Men hun var alligevel nervøs for den enorme eksponering, der følger med opgaven. Stuer i hele Danmark ville blive fyldt med hendes stemme sommeren over. En kvindestemme i en mandsdomineret verden.

“Når man ovenikøbet er kvinde i en sport, som ikke har særlig mange kvindelige journalister eller eksperter, så skræmmer det lidt. Men omvendt var jeg sådan lidt ‘hvad fanden, sådan en mulighed skal man ikke sige nej til.”

Hun havde også lyst til at udbrede budskabet om, at man skal turde hoppe med på toget, når det endelig holder på perronen. Også selvom langt de fleste på toget har et andet køn end én selv.

“Det er jo i den grad noget kulturelt, noget historisk, vi kæmper lidt imod. Der er måske nogle kvinder, som let kan være bange for at gøre noget, fordi det ikke har været normalt tidligere. Men den eneste måde, man kan gøre det normalt, det er jo ved at sige ja, når man får muligheden.”

Dagen inden Tourens første etape lander Trine i startbyen Firenze. Mens hun stadig sidder i flysædet, ringer hendes vejleder med en karakter på hendes speciale. På vej ned for at dække verdens største cykelløb, udklækkes Trine Schmidt officielt som journalist.

Sommeren i en fransk kommentatorboks

Det er selvsagt en intens og travl opgave, når man dækker Tour de France. Særligt når man skal følges til etaperne med hårdtarbejdende Dennis Ritter, der gerne vil tidligt op til kommentatorboksen for at forberede sig.

Dagen starter klokken 06, tid til morgenmad, afsted til dagens etape, læse tour-nyt fra belgiske, franske og danske medier, forberede dagens etape og tjekke ruteprofilen, i kommentatorboksen ved middagstid, kommentere cykelløbet i 4-5 timer og så køre i bil til et hotel i nærheden af morgendagens etape, hvor de ofte først ankommer mellem 22 og midnat. Det var nogle lange, intensive dage, både for TV-holdet og for sportsfolkene.

“Nu var det første gang, jeg dækkede Tour de France, og derfor har jeg også levet lidt højt på, at det hele har været spændende. Men lidt ligesom at være cykelrytter, handler det om indstillingen. Når man ved, at man skal køre på i tre uger, bum, bum, bum, så bliver det nemmere.”

Hjælp fra Ritter

Trine Schmidt forsøgte at beskytte sig selv ved at holde sig fra sociale medier under cykelløbet.

“Jeg tror i virkeligheden, at alle, der på en eller anden måde bliver eksponeret på TV, også sætter røven lidt i klaskehøjde.”

Selvom responsen, som Trine Schmidt oplevede under Tour de France, mestendels var positiv, var der en enkelt dag, hvor hun faldt over en negativ kommentar, som hun tog med sig ind i kommentatorboksen.

“Det var jo bare én kommentar. Det var fucking én. Jeg kan ikke engang huske, hvad der stod. Jeg kan bare huske, at jeg fik ondt i maven og mistede selvtillid. Jeg kunne mærke, at det påvirkede min kvalitet i boksen.”

Trine Schmidt havde ellers oplevet stor opbakning og kærlighed i sin indbakke, men den ene negative kommentar endte med at fylde i hendes hoved den dag.

“Heldigvis snakkede jeg med Dennis Ritter om det. Og jeg ved jo godt selv, at man skal lade være med at tage den slags til sig. Folk har altid en mening.”

Livet efter Touren

Trine Schmidt tænker tilbage på hendes Tour de France-debut som en succes. Men selvom oplevelsen var god, lærerig og en, hun helt sikkert vil takke ja til igen, er cykel-dækning ikke alt, hun ønsker at foretage sig.

“Jeg kan godt være lidt bange for at blive puttet ned i en kasse, hvor der står cykling på. Det har jeg ikke lyst til. Jeg har også lyst til at bevæge mig over i andre genrer af branchen.”

Hun ser også frem til at være mere journalist end ekspert. Til at stille de rigtige spørgsmål og fortælle de gode historier. Men hun er stolt af, at hun havde modet til at takke ja til tilbuddet, selvom hun trådte ind i en mandsdomineret verden. Og hun er glad for, at flere og flere som hende tør tage det skridt i andre sportsgrene.

“Jeg kan godt forstå, hvis man som kvinde kan være lidt nervøs for at træde ind i noget, som egentlig historisk set har været et mandligt domæne. Men jeg er også bare glad for at se, at det bliver mere og mere normalt.”