Maria Jencel om 112 for knuste hjerter: ”Fuck, hvor er vi alle sammen mega usikre og vil bare gerne elskes”

af Webredaktøren | maj 30, 2024 | UDE

Maria Jencel om 112 for knuste hjerter: ”Fuck, hvor er vi alle sammen mega usikre og vil bare gerne elskes”

Ulykkelig kærlighed, ødelagte relationer og svære følelser. Hjertesorgspodcasten 112 for knuste hjerter sætter helt særlige krav til vært og gæst, fordi den handler om alt det, der er allerhårdest.

TEKST: REGINE FARHADI
FOTO: MIE STÆRK

Udgivet den 30. maj 2024

”Jeg kan faktisk også mærke, at jeg føler mig lidt lettere over det nu, end da jeg startede. Jeg føler, det har hjulpet mig.”

Det lyder måske som noget fra en dialog mellem psykolog og klient, men det er det ikke. Det er Nicky Russell, forsangeren i bandet LIGA, efter han har fortalt om for nylig at have mistet en barndomsven på grund af løgne.

34-årige Maria Jencel er uddannet journalist fra Syddansk Universitet og bruger nu sin uddannelse i sit trebenede podcastunivers. Hvert ben fungerer som ambulanceredder til lytterne på henholdsvis kærligheds-, venskabs- og økonomifronten.

Engang eksisterede kun et af dem, hjertesorgspodcasten 112 for knuste hjerter. Det gør den stadig. Hver uge inviterer Maria Jencel en ny kendisgæst i studiet, som fortæller historien om, dengang vedkommende fik hjertet knust.

Programmet udkom for første gang den 16. juni 2021 og har indtil for nylig hørt hjemme hos 24syv. Nu er det blevet fast inventar på Podimo og er et program med et koncept, der sætter særlige krav til journalisten bag.

Det ufordømmende rum

Gæsterne, som oftest har en form for kendisstatus i Danmark, har hver især oplevet kærlighedens onde ansigt på helt forskellige måder. De fleste husker tilbage på romantiske relationer, mens andre har hjertesorger over forældre eller venner.

Nogle er blevet udsat for utroskab og voldsomme løgne, mens andre selv har været utro og har knust sit eget hjerte i processen. I 112 for knuste hjerter er der plads til det hele, og det er vigtigt for Maria Jencel, at det er et ufordømmende rum, hvor gæsten føler sig tryg til at dele sin historie.

Det betyder, at hun sommetider inviterer mennesker ind, der selv har opført sig uhensigtsmæssigt. Det kan være mennesker, der har været utro eller kigget kærestens telefon igennem i smug.

”Det handler ikke om at sige til den utro person: ’Fuck dig, hvor er du nederen’, for det ved den utro person godt. Det, vi får noget ud af, er at prøve at forstå hinanden, så vi kan føle os mindre forvirrede i vores kærlighedsliv,” siger Maria Jencel.

Ifølge hende selv gør hun sig derfor umage for at spore sig frem til det perfekte sweetspot mellem at få gæsten til at føle sig tryg nok til at krænge sit hjerte ud og samtidig gå kritisk og konfrontatorisk til værks med spørgsmål som ”hvorfor gjorde du det?” og ”hvad udsprang det af?”

”For mig handler det om at forløse en fortælling, hvor alle bliver klogere. Det er vigtigt for folk, der har været udsat for utroskab, at høre fra folk, der har været utro, hvad deres tanker og refleksioner var om det,” siger hun.

Fra krigstraumer til kærestesorger

Philip May Dreier Mikkelsen, kendt fra Paradise Hotel, har selv prøvet at sidde over for Maria Jencel i den varme stol. Her delte han ud af sine on-off kærestesorger over sin nuværende kæreste.

Hans historie handler om, hvordan PTSD og krigstraumer førte til et langt stofmisbrug, som endte med at gå ud over hans kærlighedsforhold.

”Det er altid grænseoverskridende at åbne sig fuldstændig for et menneske, man ikke kender, når man ved, man bliver optaget. Det er jo en sårbar historie, som kan være svær at fortælle,” siger han om at have været med i 112 for knuste hjerter.

Men Philip May Dreier Mikkelsen tænker tilbage på det som en god og tryg oplevelse.

”Man kunne fornemme, hun havde prøvet det mange gange før. Jeg følte mig taget godt imod, og jeg følte, at jeg var i trygge rammer. Det, tror jeg, er det vigtigste, når man skal sidde og snakke om et sårbart emne,” siger han om oplevelsen.

Et journalistisk håndværk

112 for knuste hjerter er ikke noget, Maria Jencel bare kan ”winge”. Det kræver stor umage og grundig forberedelse. Under optagelserne lægger hun alt fra sig. Mobilen bliver slukket og al koncentration rettes mod gæsten.

”Jeg er nødt til at parkere alt fuldstændig og være 100 procemt nærværende og i nuet med det her menneske, for at interviewet bliver godt,” siger hun.

Det nytter ikke noget at have hovedet fyldt med to-do-lister og tanker om børn, der skal hentes. Det er et krævende stykke arbejde. Ikke desto mindre finder Maria Jencel det også meget givende. Gæsternes historier giver hende perspektiver, hun kan vende mod sit eget følelsesliv.

”Det er helt naturligt, at når folk fortæller en noget, der er bevægende, så spejler man sig selv i det og føler stor empati med dem. Og det gør jo også, at man mærker deres smerte i sig selv,” siger hun.

Men bliver det ved med at være relaterbart at høre om teenagehjertesorg, når man selv er blevet lykkeligt gift og mor til to?

”Det er et meget sjovt spørgsmål, for det er jo klart, at jeg har udviklet mig i løbet af de her tre år,” siger hun.

Men det er altså ikke alderen på den hjerteknuste i fortællingen, der påvirker graden af medfølelse hos Maria Jencel.

”Det er ikke sådan, at teenagehistorier pludselig ikke rører mig længere. Sådan er det slet ikke. Men der er selvfølgelig historier, der rammer ned i præcis dét, jeg tænker og reflekterer over for tiden, som så rører mig mere,” siger hun.

Du må ikke græde, Maria

”Du er kommet for at sige det der. Du er kommet for at ødelægge mig,” tænkte digteren Caspar Eric, da pigen, han var forelsket i, kaldte ham for en spasser på grund af det handicap, der får ham til at halte. Nu sidder han og fortæller om episoden i podcasten.

Maria Jencel trækker vejret dybt. Hun mærker en knude i maven og tårerne komme snigende. Men hun må ikke give sig hen til dem. Det må ikke handle om hende. Det er Caspar Erics historie, der skal være i fokus.

Det er sjældent, at Maria Jencel må kæmpe mod tårerne, når hun sidder i podcaststudiet og optager 112 for knuste hjerter.

Men nogle gange er der noget i gæstens historie, der trykker på et eller andet. Det kan være alt muligt forskelligt, og det behøver ikke være noget, Maria Jencel kan spejle sit eget liv i.

Fælles for de ting, der berører hende, er, at problematikken bliver mere eksistentiel.

”Jeg ved ikke, om det lyder fluffy og irriterende, men for mig bliver det ofte sådan, at jeg bliver rørt på menneskehedens vegne. Når noget bliver løftet op og bliver større end historien, rammer det mere intensivt,” siger hun.

Det kan for eksempel være tanker om livets cyklus, skønhed, moderskab og livet som kvinde.

”Jeg mærker sådan en følelse af ‘fuck, hvor er vi alle sammen mega usikre og vil bare gerne elskes’,” siger hun om de følelser, hun kan få undervejs.

En sten i hjertet

Der er også de historier, som er så mørke, at Maria Jencel må gøre noget helt bestemt efterfølgende for at passe på sig selv. Nogle af gæsternes historier involverer dødsfald og traumer.

Og når Maria Jencel bruger sig selv i sin journalistik på den måde, hun gør, kan hun ikke altid undgå at tage følelserne med sig videre, når mikrofonerne er slukket.

Hun ryster det af sig ved at fortælle det til sin mand, så snart hun kommer hjem.

”Historier, der er ekstra mørke og tunge, har jeg brug for at få ud af mit system, så jeg ikke føler, at jeg sidder med en tung sten i mit hjerte, som gæsten har givet til mig. Jeg bliver nødt til at give den videre, så den ikke ender med at sidde fast i mig,” siger hun.

Selvom det til tider kan være udfordrende at tage de hårde historier ind og mærke gæsternes følelser på egen krop, skaber Maria Jencel på den måde en særlig dialog med sine gæster.

”Hvert afsnit har sin plads, og der er altid nogle, for hvem det nyeste afsnit er det allerbedste,” siger hun.

FORSIDEN

24syv er ikke mere. Men de tidligere medarbejdere lever stadig

af Webredaktøren | maj 30, 2024 | UDE

UDE

24syv er ikke mere. Men de tidligere medarbejdere lever stadig

Hvad får de tidligere ansatte på 24syv dagene til at gå med, efter deres arbejdsplads er lagt i graven? Vi har spurgt de fem journalister, som blev interviewet i forrige avis.

TEKST: EVA BEYER PAULSEN
ILLUSTRATION: MIE STÆRK

Udgivet den 30. maj 2024

Den 31. marts bølgede den sidste talestrøm fra 24syv ud af danskernes radioer. I Illustreret Bunker udgav vi i sidste nummer en reportage fra radiokanalens sidste dage. Her kom fem journalister på banen med deres tanker om lukningen. Det er efterhånden et vilkår for journalister, at medier skærer ned – eller at de helt forsvinder. Så hvordan er livet efter døden på det medie, man har arbejdet på i årevis? Det har de fem journalister fra sidste udgivelse sagt ja til at fortælle om i denne artikel – og deres svar er vidt forskellige.

Andreas Christiansen, tidligere chef for programudvikling på 24syv. Driver nu mediet Det Hemmeligste Af Det Hemmelige

Hvordan forløb lukningen af 24syv?

Selve det tekniske i at lukke er jo ingenting. Det er bare at holde op med at møde op og stoppe med at sende. Men der er selvfølgelig også det menneskelige, og det synes jeg gik godt. Vi havde en stor fest om søndagen, da vi lukkede, hvor vi sendte en sidste gang. Selvfølgelig var folk kede af det, men de var også stolte og glade. Det var simpelthen bare en meget kærlig og vemodig stemning.

Hvad laver du nu?

Min gamle medvært og jeg har startet mediet “Det Hemmeligste Af Det Hemmelige”, som vi havde som podcast på 24syv. Vi har så mange abonnenter, at vi kan leve af det. Vi har ambitioner om, at det skal blive et lille nichemedie, og det er vi kommet godt fra start med.

Hvordan kan det være, at I gjorde det frem for at sælge programmet til et eksisterende medie?

Det var fordi, der ikke var nogen, der bed på. De var ikke villige til at betale det, som vi kostede. Der er jo ikke nogen af de store mediehuse, der tager podcasts seriøst. Så var det, vi tænkte, hvorfor ikke gøre det selv? Vi havde mange trofaste lyttere, og der var heldigvis mange, der valgte at følge med.

Jeg bestemmer over min egen tid. Vi har muligheden for at vokse. Lige nu er min løn den samme, hvis ikke bedre, end hvad jeg havde fået, hvis jeg var en del af et mediehus. Vi har været meget heldige, fordi vi har kunnet bygge det op med statens penge på 24syv. Men så har vi også lavet et program, som folk fortsætter med at følge med i.

Det at starte sit eget medie er ikke noget, jeg har tænkt over som en mulighed før. Det tror jeg, mange journalister, som føler, at det ser lidt sort ud, kan få glæde af at tænke på. Vi er to mand, der kan leve af 1500 kunder, ikke? Det er jo ikke, fordi det er mange. Men det er, fordi prisen er den rigtige for de rigtige kunder.

Hvordan er det så gået i forhold til, hvad du forventede?

Det går meget bedre end forventet. Men altså, hvad er forventet egentlig? Jeg er stadig irriteret over, at kanalen skulle lukke. For jeg mener, at Danmark har brug for mere public service, ikke mindre. Så det er jeg grundlæggende irriteret over. Vi havde jo massere, der lyttede til vores podcasts. Jeg synes, vi blev bedre og bedre, og nu er det hele bare væk.

Emma Bohn Vinkel: Tidligere radiovært og redaktionschef på 24syv-programmet Døgnrapporten. Nu podcastproducer på Ekstra Bladet

Hvordan forløb lukningen af 24syv for dig?

Jeg synes, det var en ret underlig periode. Det der med, at man stadig skulle møde på arbejde, selvom lukkedagene kom tættere og tættere på. Det føltes mere og mere ligegyldigt for hver dag, der gik, samtidig med, at man jo stadig havde lyttere, der var glade for det produkt, man lavede. Selvfølgelig fortsatte man for lytternes skyld, men på kontoret gav det jo bare mindre og mindre mening.

Vi lavede et farvelafsnit og fik ligesom lagt programmet, Døgnrapporten, ordentligt i graven. Så var vi ude og drikke nogle øl og snakke med hinanden, og det var på en eller anden måde meget rart, at man havde hinanden i det. Det var ligesom ikke en enkelt person, der var blevet fyret, det var os alle sammen.

Vi havde en vildt god afslutningsfest. Det føltes lidt som sådan en trist nytårsaften, hvor alle jo lidt gik og ventede på, at klokken blev 12, men det var jo ikke for at hoppe ind i det nye år og ønske tillykke, det var for at græde ind i det nye døgn og sige farvel. Det var meget følsomt, og der var mange tårer. Det var egentlig rart, at vi sammen kunne lægge det hele i graven, men det var også meget ambivalent.

Hvad laver du så nu?

Jeg havde egentlig indstillet mig på, at det var fint nok, hvis jeg kom på dagpenge. Men så skrev jeg bare lidt på LinkedIn om, at jeg snart var ledig, og så var der nogen fra Ekstrabladet, der rakte ud til mig. Det er et virkelig sjovt og helt vildt spændende job. Jeg får stadig lov til at arbejde med kriminalstof og podcast, så det kunne nærmest ikke blive bedre.

Er det din generelle opfattelse, at folk er kommet godt videre? Eller har du bare været mere heldig på den front?

Det er faktisk et rigtig svært spørgsmål. Det er ikke mange, der har fået job med det samme. Jeg ved også, at en del har besluttet at tage ud at rejse, eller måske kigger de på at starte på en uddannelse til sommer. Men for eksempel er alle, der var på Blåt Bælte, kommet hen på BT, og det er jo fedt, at det kunne lade sig gøre, at de kan fortsætte i det samme hus.

Chano Jørgensen, tidligere radiovært på 24syv-programmet Tsunami. Nu på dagpenge

Hvordan forløb lukningen af 24syv for dig?

Vi havde besluttet os for at afslutte det hele med et lytterprogram, hvor vi i stedet for at have en kendt gæst med, som vi plejer, havde vores lyttere med. Det var en fin måde at slutte det på, synes jeg. Så havde vi lejet en stor partybus, og så kørte vi sammen rundt med vores lyttere og fejrede det sidste program med dem. Det var sådan, den sidste dag gik.

Vi har købt rettighederne til vores program. Så vi bestemmer selv, hvad vi gør nu. Planen er, at vi skal finde et sted, der vil videreføre Tsunami, men det har vi ikke fundet endnu.

Så har jeg skullet begynde på dagpenge. Det er rigtig noller. Det er det mest nederen, jeg har prøvet i mit liv. Det er rigtig svært, når man samtidig har oprettet en virksomhed, så man kunne opkøbe sit program. Vi skulle jo have et CVR-nummer og har betalt mange tusinde kroner for at få lov til at opkøbe programmet. Men nu sidder systemet så og siger, jamen, du har jo et firma, hvor mange timer bruger du på det om måneden? Og jeg bruger jo nul timer, og tjener nul kroner, altså, det er bare forvirrende. Og så skal man sidde og dokumentere, at man søger job, men i den her branche er det svært at dokumentere de samtaler, man kommer til, fordi det ofte bare er en uformel kaffeaftale på en café.

Tsunami betyder rigtig meget for mig. Det er det, jeg har lavet de sidste tre år. Det er det, jeg har fået en smule succes med. Når jeg er i byen, møder jeg stadig mennesker, der kommer hen og spørger ind til Tsunami, og hvor det er blevet af. Så kan man mærke, at der er folk, der savner det og folk, der hver dag skriver på vores Instagram: ”Ej, nu må der da snart ske noget, nu må I da snart afsløre, at I forsætter,” så det betyder rigtig meget.

Hvordan er det ikke at stå med en fastansættelse mere?

Det er rigtig, rigtig mærkeligt. Hele det her freelanceliv, som jeg tænker 90% af os lever, det skal man lige vænne sig til. Det her med, at det lige pludselig er alle mod alle. Vi har jo siddet derinde og været privilegerede og har bare kunnet få penge fra staten for vores arbejde.

På den anden side tror jeg også, at man hurtigt kunne være groet fast, hvis man havde siddet der de næste 10 år.

Asgar Bugge Hansen, tidligere radiovært på 24syv-programmet Gameboys. Nu på vej ind på lærerstudiet

Hvordan er lukningen gået i forhold til, hvad du forventede?

Jeg synes, det er gået meget stille og roligt. I starten føltes det bare som en lang ferie. Men jeg tror, det bliver værre med følelsen på dagpenge med tiden. Det er min opfattelse, at det generelt har været svært for folk at få job.

Jeg arbejder allerede på en ungdomsskole som pædagogmedhjælper, indtil jeg kommer ind på læreruddannelsen. Det er det, jeg vil. Jeg har indset, at det journalistiske pres ikke er noget, jeg har lyst til. Det er en hård branche, jeg er på vej ud af. Det er svært at finde job som journalist, og der er mange andre ting, jeg hellere vil kæmpe for.

Hvis det ikke var for den jobusikkerhed, der er i branchen, var du så blevet?

Det ved jeg faktisk ikke, men jeg har lyst til at sige nej. Jeg håbede selvfølgelig, at vi kunne have kørt videre med Gameboys, men hvis det ikke var fordi, jeg fik muligheden for at lave podcast i sin tid, så var jeg aldrig gået den vej.

Daniel Møgelhøj, tidligere radiovært på 24syv-programmet Gameboys. Nu midlertidigt ansat på mediet Arkaden

Hvordan var det at pakke jeres studie ned?

Vores studie har jo været i forskellige iterationer i de fire år, som vi endte ud med. Vi havde helt klart det mest ambitiøse og rodede studie, og der var mange ledninger, der skulle hives ud af væggen og teknik, der skulle tilbage til Kulturradio Danmark eller til andre opkøbere.

Det var hårdt at se det, vi havde opbygget over fire år, blive revet væk. Det var til sidst et studie, som jeg var meget stolt af, fordi det netop havde huset så mange spændende gæster, så mange fede historier, så meget interessant journalistik.

Hvordan gik det med at få opkøbt programmet?

Vi endte med ikke at købe Gameboys. Det er der mange grunde til. Det er et for stort arbejde, og det passede ikke ind i vores planer. Men heldigvis har vi fået at vide, at der er landet en aftale med Kulturradio Danmark, der betyder, at det kan blive oppe i lidt længere tid. Det er dejligt at vide, at de mennesker, der har fulgt os i de her fire år, har mulighed for at genhøre de her programmer lidt endnu. Jeg har selv genlyttet nogle programmer, bare for at huske mig selv på, hvor meget det hele egentlig betød for os.

Hen mod slutningen af 24syvs liv kunne jeg mærke, at det, at jeg ikke havde noget at lave, snart blev en realitet, som jeg ikke havde lyst til at sidde i. Så var jeg så heldig at få det rigtige opkald og tale med de rigtige mennesker. Og nu, et par uger efter, føler jeg allerede, jeg er godt i gang og har lært at omstille mig. Dog stadig med den store sorg, at jeg ikke arbejder sammen med Asgar mere.

Hvordan er det nu at stå med freelancelivet og ikke helt vide, hvad der skal ske?

Når jeg kigger tilbage på det, vi har skabt på 24syv, så giver det mig blod på tanden til at fortsætte. Man er nødt til at være sikker på sine egne evner. I den her branche må man finde sig i den usikkerhed og det kaos, der er. Intet er sikkert.

Mange af de ting, som skræmmer os, det er også de ting, der former os. 24syv har været formgivende år, det har været noget, der har givet noget ild til tilværelsen. Det tror jeg bare ikke, man skal glemme, når man sidder på den anden side. Der er intet, der stopper dig i at gøre det samme igen udover dig selv.

Ultra Nyt giver børnene indblik i den voksne verden: “De skal efterlades med et håb”

af Webredaktøren | maj 30, 2024 | UDE

UDE

Ultra Nyt giver børnene indblik i den voksne verden: “De skal efterlades med et håb”

DR Ultra forsøger gennem deres nyhedsudsendelser at sætte virkeligheden ind i en ramme, som børnene kan forstå. Det kan dog være svært med krige, konflikter og kriminalstof, der får verden til at fremstå meningsløs.

TEKST: JONAS FONNESBÆK OG ANDERS MØRCK
FOTO: ANDERS LINDSTRØM BERKER

Udgivet den 30. maj 2024

“Den her historie kan være ret ubehagelig. Hvis du synes, det er rarest at se den sammen med nogen, det kunne være dine forældre eller din lærer, så kan du lige trykke på pause, hente dem og se videre bagefter,” siger Ultra Nyt-værten Solaf Masoud til kameraet.

Derefter kommer et nyhedsindslag om Hjallerup-sagen. Man får forklaret, at en 13-årig pige er død. At man endnu ikke ved, hvorfor den drabssigtede gjorde det. At politiet gør alt, hvad de kan, for at folk skal føle sig trygge. At man skal snakke med nogen om det, hvis sagen gør seeren bange eller utryg.

Ultra Nyt laver nyheder til børn, og det handler ofte om sjove og skøre historier, indblik i jævnaldrende børn, seerne kan spejle sig i, eller politiske beslutninger forklaret i børnehøjde. De forsøger at gøre børnene klogere på sig selv og den verden, vi lever i. Men virkeligheden er også fyldt med alvorlige konflikter og krimisager, som børn kan få indsigt i gennem telefonen. Derfor må Ultra Nyt også bringe de nyheder, der kan være bekymrende og svære for børn at forholde sig til.

Umuligt at skærme børnene

Charlotte Diamant, der er børne- og familiepsykolog, mener ikke som udgangspunkt, at børn har behov for at vide, hvad der sker i verden omkring dem.

“Den eneste grund til, at de har brug for at vide noget, er, hvis de opfanger noget. For så brygger fantasien videre, og så laver de deres egen virkelighed – og den kan være forkert, hvilket kan øge barnets ængstelse og frygt,” siger hun.

Det mest kendte medie, der leverer public service til børn, er DR’s Ultra Nyt. De arbejder dagligt med at formidle virkelighedens nyheder i et sprog, børnene kan forstå.

Programmet gik i luften for første gang den 4. marts 2013. I stedet for at børn skulle se forældrene over skulderen, når TV-avisen rullede over skærmen, sørgede DR for, at de fik deres egen nyhedsudsendelse.

Spørger man Christina Johansen, der er redaktør på Ultra Nyt, om, hvorvidt børn har brug for at vide, hvad der sker ude i verden, svarer hun, at det afhænger af, hvem man spørger.

“Det mener vi, de har, fordi adskillige undersøgelser har dokumenteret, at de ved rigtig meget om, hvad der foregår. Tidligere handlede det meget om, at de lyttede med, når forældrene så nyheder. Men nu har de dem helt ufiltreret på deres egen telefon,” siger Christina Johansen.

Selv om man gerne vil skærme børnene fra verdens nyheder, så er det næsten umuligt, efter blandt andet TikTok og Instagram er blevet en del af børnenes hverdag. Derfor gør Ultra Nyt en dyd ud af at agere vejviser i halve sandheder og komplicerede konflikter.

“Vi synes i den grad, at der er behov for et uafhængigt nyhedstilbud som Ultra Nyt, børnene kan stole på. De skal kunne sætte deres lid til, at når vi fortæller noget, så er det sandt. Fordi de får ligesom alle os andre tudet ørerne fulde med fake news. Så det er i den grad vigtigt,” siger Christina Johansen.

Nyheder fortalt af storesøster

Det Ultra Nyt, som man kunne se i fjernsynet for 11 år siden, er milevidt fra, hvor det er nu.

“Det var sendt fra TV-Avisens studie med en vært i jakkesæt og cue cards, der stod meget alvorligt og fortalte, hvad der skete,” siger Christina Johansen.

I dag har Ultra fundet nye veje til at formidle og fange seeren. Udsendelserne er blevet kortere, hurtigere og mere farverige. Værterne har skiftet jakkesættet ud med det tøj, som de føler sig bedst tilpas i. Solaf Masoud, der har været vært på Ultra Nyt siden august sidste år, forklarer, at man som vært skal kunne identificere sig med børnene, selv turde omfavne sine skøre sider og møde seerne, hvor de er. Den største dødssynd, man kan gøre, er at tale ned til seerne, for så mister man dem, forklarer hun.

“Vi fungerer ikke som voksne nyhedsværter som Kåre Quist for eksempel. Vi er mere en slags større søskende for børnene,” siger Solaf Masoud.

Hvilke historier skal bringes?

Når Ultra Nyt påtager sig opgaven at være børnenes kilde til nyheder, så forpligter de sig samtidig ansvaret for at være afsenderen af de ting, som ikke altid er muntre i verden. Det kan være svært at vurdere, hvad børn har brug for og ikke har brug for at vide, fortæller Charlotte Diamant.

“Hvis de får for meget at vide, så kan de få plantet en bekymring, som du ikke kan tage fra dem. Så det er også vigtigt i forhold til et etisk perspektiv at tænke ind i, hvor meget bekymring skal man give dem? Hvad er udviklingsmæssigt sundt for et barn at skulle tænke på?”

Børnene kan få nyhederne mange steder fra. Gennem sociale medier, i skolegården eller via deres venner. På den måde kan det være klogt at gå børnene i møde, så de kan få en forklaring fra nogen, der ved, hvordan de skal formidle det rigtigt, siger børnepsykologen.

“Hvis børnene hører om nyheder fra en kammerat, som har hørt det fra en forældre, og ikke får kontrolleret og korrigeret den viden, så kan det blive værre. Så på den måde er det godt at hjælpe barnet til en realistisk forståelse og sige: ‘Nu skal du høre, hvordan det faktisk forholder sig’,” forklarer Charlotte Diamant.

På Ultra Nyt har de et mantra om, at der ikke er nogen nyheder, de ikke kan dække. Men redaktøren Christina Johansen siger, at der er historier, som de fravælger, og hun uddyber, at det oftest er tilfældet ved krimisager. At sagen fylder meget i nyhedsbilledet er ikke ensbetydende med, at det bliver en del af Ultra Nyts sendeflade.

“Når vi skal vurdere det, så tænker vi: Er det her egentlig en historie for os? Skaber den mere uro, end den gavner? Man skal være 100 procent sikker på, at man har en god grund, hvis man vælger at gå ind i sådan en historie,” siger Christina Johansen.

Det er på baggrund af den overvejelse, at Ultra Nyt ikke har planer om at dække selve retssagen i Kirkerup-sagen, hvor en mand er sigtet for blandt andet frihedsberøvelse og drabet på Emilie Meng. på trods af at mange andre medier rapporterer fra den i øjeblikket. Selvom der nok er nogle børn, der er optaget af sagen, så er det Christina Johansens opfattelse, at der er et flertal, for hvem den ikke fylder særlig meget. Derfor er der en fare for, at dækning fra retssagen kan plante en unødvendig bekymring.

En anden grænse til nye tider

Grænsen for, hvilke sager Ultra Nyt vil gå ind i, har dog ændret sig i takt med de sociale medier. Børnene bliver nu eksponeret for flere ukontrollerede informationer, som skaber utryghed og ubesvarede spørgsmål.

“Jeg tror helt sikkert, at det har øget behovet for, at vi går ind i nogle sager, som vi historisk set ikke ville være gået ind i. Hjallerup-sagen er et godt eksempel på en sag, som vi formentlig ikke havde dækket, hvis ikke den var overalt på TikTok,“ fortæller redaktøren.

Efter mange overvejelser valgte Ultra Nyt at lave en nyhedsudsendelse, der omhandlede Hjallerup-sagen i marts.

“Når vi så alligevel valgte at gå ind i den, så var det, fordi vi blev lagt ned med henvendelser fra børn, der skrev til os, fordi de gerne ville have os til at forklare – hvad er det egentlig, der er sket? Skal jeg være bange for, at noget lignende sker for mig? Der har vi et godt incitament til at gå ind i sagen,” siger Christina Johansen.

Håbet i centrum

Normalt søger Ultra Nyt at finde positive sider eller fremskridt, når de har at gøre med konflikter, krig eller klima. Som når der er gang i fredsforhandlinger mellem Israel og Gaza, eller når en række forskere og eksperter arbejder på at redde verdens største koralrev.

”Nogle gange er der jo desværre også bare sager, hvor der ikke er særlig meget konstruktivt at sige. Men så sørger vi for at være der, lige så snart der er noget positivt at sige, og så prøver vi at dvæle ekstra ved det,” siger Christina Johansen.

Børnepsykologen Charlotte Diamant er enig i, at det er vigtigt at efterlade de unge med tro og håb, hvis man snakker om noget, der er svært. Det gør heller ikke noget at undlade dele af virkeligheden af hensyn til børnene.

“Jeg siger altid, at man skal være ærlig, men kærlig. Og det betyder, at man faktisk godt må lyve lidt for børn, da det er i barnets interesse ikke at vide alt. De skal have et håb om, at verden er et godt sted,” siger Charlotte Diamant og understreger, at det handler om at få formidlet nyhederne på den rigtige måde.

Det er også vigtig for Solaf Masoud, når hun skal formulere nyhederne ud til seeren, at der er fokus på håbet, når der vinkles, selvom det ikke altid dominerer i realiteten.

“Når der er krige, så finder vi en vinkel med, at der eksempelvis er kommet nødhjælp ind i Gaza, selvom der i virkeligheden ikke kommer særlig meget. De skal efterlades med et håb og en tillid til den verden, de lever i. Håbet er nærmest kernen i Ultra Nyt,” fortæller børneværten.

Børnevært med tro på fremtiden

Selv håber Solaf Masoud på, at nyhederne gør en forskel for børnene, som følger med enten fra skolen eller børneværelset. Det var i hvert fald derfor, at hun søgte stillingen som børnevært på Ultra Nyt sidste år.

“Jeg håber, at Ultra Nyt sætter gang i nogle vigtige samtaler i klasselokalet og rundt om spisebordet. Det kunne for eksempel være, hvis vi har lavet en historie, der omhandler mobning, racisme, det at være handicappet eller krig og politik. At de bliver reflekteret over nogle af de ting, der sker rundt omkring i verden og i Danmark.”

Det gælder både, når Ultra Nyt har fokus på opmuntrende solstrålehistorier, lige såvel som alvorlige situationer, der sker i den lille og store verden. Måske det endda kan bidrage til, at børnene ikke begår de samme fejl.

“Og så håber jeg bare, at børnene kommer til at gøre noget andet i fremtiden, end vi voksne render rundt og gør,” siger Solaf Masoud.

FORSIDEN

TV Glad og de kendte danskere: “Alle mennesker har ret til at have en stemme i samfundet”

af Webredaktøren | mar 21, 2024 | UDE

UDE

TV Glad og de kendte danskere: “Alle mennesker har ret til at have en stemme i samfundet”

Ved udgangen af 2023 fandt en helt særlig samtale sted i en gammel flyverterminal i København. Et stort antal journalister, alle med forskellig grad af funktionsnedsættelse, fik lov at stille spørgsmål om alt, mens Mette Frederiksen og Thomas Helmig sad i den varme stol ad hver sin omgang forberedt på en samtale, som kunne forme sig på alle leder og kanter.

Christian Drost (t.v.) og Anders Jensby (t.h.)

TEKST: HELENA HOLM-GREGERSEN
FOTO: KASPER SØHOLT

Udgivet den 21. marts 2024

Omringet af boligblokke, susende biler og forbipasserende mennesker, troner en bygning frem. Bag bygningens hvide betonmur, opridset af store, sorte blokbogstaver som staver ‘GLAD’, kommer man ind i en baggård, som skiller sig ud fra resten af det københavnske Nordvestkvarter. Gården er fuld af blomster, borde, bænke og glade mennesker. Inde bag hoveddøren finder man en kantine fuld af liv, propfuld af journalister og unge studerende med et smil på læben, som tilsammen skaber det fællesskab, der præger TV-stationen TV Glad.

Programserien En særlig samtale løb for første gang over sendefladen juledag 2023 på Danmarks Radio. To af de journalister, som finder deres daglige gang på TV Glad, Christian Drost og Anders Jensby, har begge medvirket i serien, både foran og bag kameraet. De to journalister har hver deres grad af funktionsnedsættelse og skaber derfor deres journalistiske produkter hos TV Glad. Christian Drost og Anders Jensby fortæller om deres oplevelser med En særlig samtale, og hvordan TV Glad og de medvirkende journalister efter programserien har været særligt eftertragtede.

“Det var spændende og sjovt at dykke ned i nogle folk, man kender lidt perifert gennem medierne. Det var en mulighed for at stille de mennesker nogle spørgsmål, som ikke gik på deres erhverv, og spørge dem om nogle ting, de ikke normalt bliver spurgt om,” siger Anders Jensby.

Samarbejde med andre redaktioner

De arbejder begge på TV Glads redaktion i København. Under skabelsen af En særlig samtale fik de to journalister dog lov til at arbejde side om side med deres kolleger fra Glads andre redaktioner i Danmark. Journalisterne udviklede sammen spørgsmål og det konkrete koncept i mindre fokusgrupper.

“Det var fedt at arbejde i grupper med nogle af de kollegaer, jeg i min dagligdag ikke får lov at arbejde sammen med,” siger Anders Jernsby,

Christian Drost mener, det var dejligt at idéudvikle sammen og få sparring.

“Det var især givende at se, hvor meget vi sammen kunne løfte i grupper,” siger han.

De to synes begge, at arbejdsmetoden i fokusgrupperne udvidede deres muligheder for at stille de spørgsmål, som graver dybere end som så. I grupperne fandt de sammen frem til informationer, som interviewpersonerne førhen havde udtalt sig om. De fandt så på nye vinkler og helt ubesvarede spørgsmål. Anders Jensby fortæller, at han i den proces gravede sig frem til Thomas Helmigs forhenværende alkoholproblemer og fik lov at stille skarpt på det.

“Jeg stillede ham spørgsmålet: ‘Hvad gik der gennem hovedet på dig, da du stod foran døren til dit første AA-møde’. Det var fedt at kunne få lov at gå i dybden med noget, vi sammen havde researchet os frem til,” siger Anders Jensby.

Glad behandler kilderne som alle andre

TV Glad er grundlagt i 1999. På TV-stationens hjemmeside kan man læse om det, der gør TV-stationen helt særlig. Nemlig at de er verdens første lokal-TV-station drevet af mennesker med funktionsnedsættelse. Med flere redaktioner over hele Danmark favner TV Glad bredt, og programserien En særlig samtale har fået TV-Glad til at nå ud til den brede befolkning i bedste sendetid på DR. Programmet er sendt over to afsnit, først med Thomas Helmig som interviewperson og dernæst Mette Frederiksen.

At interviewe to så kendte danskere var en uprøvet størrelse for TV-stationen. Journalisterne gik derfor til samtalen med lige dele spænding og nervøsitet i maven, fortæller Christian Drost. Samtalerne fandt sted i Kastrup Lufthavns gamle Vilhelm Lauritzen-terminal. Ved hjælp af terminalens smukke, arkitektoniske opbygning og naturlige lysindfald var scenen for samtalerne sat.

Terminalen var proppet med Glad-journalister fra hele landet klar til at tage imod hovedpersonerne Thomas Helmig og Mette Frederiksen. De blev i hvert sit program sat i midten af en stor cirkel af stole, som stille og roligt blev udfyldt af de fremmødte journalister.

“Jeg var nervøs inden interviewet. Thomas Helmig er jo kendt, men jeg behandlede ham som alle andre gæster i et program”, siger Christian Drost.

Både han og Anders Jensby fortæller, hvordan nervøsiteten hurtigt forsvandt i takt med interviewets gang. Journalisterne gjorde brug af egne oplevelser og fortællinger om personlige og ofte følsomme emner, som skabte et bånd mellem dem selv og interviewpersonerne.

“Jeg spurgte ind til Thomas Helmigs fars stilling som overlæge. Jeg blev en smule rørt, da vi snakkede videre om hans fars stilling som hjertelæge, fordi jeg selv har været hjertebarn. Det var en meget rørende måde at lave interview på,” siger Christian Drost.

Efter en rundbarbering af råmaterialet fra programmets klippere endte det med, at den del, hvor Christian Drost fortæller Thomas Helmig om sin fortid som hjertebarn, blev skåret fra. Begejstringen og følelserne for fællesskab fra hovedpersonen Thomas Helmig var dog umulige at pille ud. Da han skulle tage afsked med journalisterne, rejste musikeren sig op fra sin stol.

“Jeg havde regnet med, at det ville blive skideinteressant og skidesjovt og spændende, men det oversteg faktisk mine forventninger. Jeg synes, det har været det fedeste selskab overhovedet,” siger han.

Om den særlige forbindelse skabt mellem parterne i interviewene i En særlig samtale, fortæller ekstern programredaktør på DR, Lasse Bjørch.

“Formatet ved En særlig samtale rammer bredt. Programmet har fået rigtig mange mennesker til at sidde med og mærke en nærværende og inderlig samtale med nogle mennesker, vi ellers ikke ser i den kontekst”.

To vidt forskellige kontraster

De to programmer ligner hinanden i opsætning, men skiller sig ud på indhold og hovedperson.

“Interviewpersonerne er eksklusive og reserverede stjerner, som fascinerer danskerne på hver deres måde”, fortæller Lasse Bjørch.

Det var også tydeligt for Christian Drost og Anders Jensby, da de sad over for dem.

“Mette og Thomas var to vidt forskellige kontraster. Thomas Helmig er meget folkelig og nede på jorden, hvor Mette Frederiksen jo er landets statsminister og medietrænet på en helt anden måde. Vi fik heller ikke lige så meget tid med Mette, da hendes tidsplan ikke tillod det. Derfor blev det sværere at snakke i dybden med hende, end det gjorde med Thomas,” siger Anders Jensby.

Fransk inspireret format

En særlig samtale finder sin forgænger hos det franske magasin Le Papotin, der ligesom TV Glad drives af journalister med funktionsnedsættelse. I den franske programserie Les rencontres du Papotin har stjerner fra store dele af det franske kulturliv ligeledes delt personlige tragedier og triumfer.

Med den franske pendant i tankerne indgik produktionsselskabet Strong Production et tredelt samarbejde med TV Glad og DR, som sammen skabte En særlig samtale.

“Programmet blev bedre, end vi kunne have håbet på. Den inderlighed og det nærvær, som blev fremkaldt i interviewene af TV Glads sindssygt dygtige rapportere, oversteg alle vores forventninger,” siger Lasse Bjørch.

En særlig fremtid

De to programmer har vist sig at være ekstremt populære og har skabt stor omtale efterfølgende. Programmets præmis har altså vundet indpas hjemme i stuerne, og DR’s Lasse Bjørch kan da også love, det ikke var det sidste, vi så til serien på DR. Der er op til flere En særlig samtale-interviews undervejs, forventet klar til udgivelse i 2024.

På TV-Glad vil man efter succesen med En særlig samtale se frem til at deltage igen.

“Jeg synes, En særlig samtale var et genialt program at få lov at være med til at lave,” siger Christian Drost.

Anders Jensby supplerer.

“Vi har været med til at udbrede nogle dele af hovedpersonerne til danskerne, som ingen har kendt til før. Det er det, der har gjort programmet så særligt,” siger han.

Hans Pilgaard vægter samtale over interview i ny programserie: “Jeg lægger sgu også noget på brættet”

af Webredaktøren | mar 21, 2024 | UDE

UDE

Hans Pilgaard vægter samtale over interview i ny programserie: “Jeg lægger sgu også noget på brættet”

Ved at bruge sig selv forsøger Hans Pilgaard at vise nye sider af personligheder, vi alle kender, men som normalt undgår at udlevere privatlivet i aviser og ugeblade.

TEKST: ANDERS HELMER MØRCK & JONAS FONNESBÆK MADSEN
FOTO: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 21. marts 2024

”Så går der nogle år, og så rammer det. Fuck mand, jeg kunne eddermanme godt tænke mig at ringe til min far og sige det her. Og det kan man ikke,” fortæller Peter Schmeichel, mens han sammed med Hans Pilgaard venter på at få brygget en kaffe.

“Hvor gammel blev han?” spørger Hans Pilgaard.

“Han blev 86, så han klarede sig meget godt, vil jeg sige,” svarer Peter Schmeichel.

“Min blev 80, og det var, som om jeg røg ud af sync, da han døde. Da han forsvandt, var det, som om jeg tænkte: Hvad skal jeg gøre nu?” siger Hans Pilgaard.

I næste klip sidder de igen på plastikstolene på tribunen ved Gladsaxe Stadion, hvor Peter Schmeichel uddyber tiden efter sin fars død.

Scenen udspiller sig i ‘Det store spørgsmål’, der siden den 3. januar er blevet vist på TV2. Et program, hvor Hans Pilgaard som interviewer forsøger at gøre sig selv og seeren klogere på seks kendte danskere. På Viaplay har man siden 2022 kunnet se Casper Christensen interviewe håndplukkede kendte danskere. Begge programmer udgør et format, hvor seeren skal lære den udvalgte kendis at kende gennem et samtaleportræt. Her er intervieweren mere selvudleverende og deltagende, end man kender det fra de traditionelle portrætter.

Formatet, hvor en kendis interviewer en anden kendis, er et eksempel på en tendens, hvor intervieweren træder mere og mere frem. Det har den fare, at den berømte interviewer træder så meget frem i lyset, at det slører programmets egentlige hensigt. Men det kan også bidrage til, at man som seer får en dybere indsigt i den portrætteredes privatliv, som ellers er lukket for offentligheden.

Ét spørgsmål på blokken

“Hvordan er du endt som den, du er i dag?”

Kun det enkelte spørgsmål er på skriveblokken, når Hans Pilgaard sætter sig klar til interview i programmet ‘Det store spørgsmål’. Resten opstår spontant undervejs i interviewet – eller samtalen, som han hellere vil kalde det.

“Den enkelhed, der er i et simpelt, men stort spørgsmål, skaber rum og tid til at høre svaret, i stedet for at man har ni backup-spørgsmål,“ siger han.

Samtaleportrættet er ifølge Hans Pilgaard med til at åbne for en sårbarhed hos den portrætterede, der ikke ville have været muligt i et traditionelt interview.

“Der er jo en naturlig distance, som er svær at komme uden om. Men hvis man alligevel skal prøve, så tror jeg, det kan være godt at dele ud af sit eget,” siger han.

De udvalgte deltagere er valgt ud fra, hvad Hans Pilgaard i programmets intro beskriver som kendte, der har en bestemt plads i mit hjerte.

Værten bruger sin egen interesse for de udvalgte personer som drivkraft for programmet. Det var vigtigt for Hans Pilgaard, at de ikke ofte fremstod i mediebilledet.

“Benspændet skulle være, at deltagerne ikke skulle være Tordenskjolds soldater. Det skulle være folk, der normalt siger nej til at tale om sig selv i interviews,” siger Hans Pilgaard.

At få de tavse i tale

Castingen af de kendte var særlig vigtig for Peter Toldberg Gamborg, TV2’s redaktør på ‘Det store spørgsmål’. Han havde løbende en dialog med Hans Pilgaard om, hvem der skulle medvirke.

“Det er en hybrid mellem samtale og interview. Det skyldes, at nogle af de kendte, der stiller op, ikke ville deltage i et traditionelt interview,” siger han.

Det var eksempelvis tilfældet med Lars Mikkelsen og Lars von Trier, der sgu ikke rigtigt gider det med fjernsyn. Samtaleformatet var derfor en måde, man kunne få dem i tale, siger redaktøren.

“Det skulle kunne afføde nye måder at se de her kendte på. De skulle bidrage med noget nyt, man ikke havde hørt før,” siger Peter Toldberg Gamborg.

Det er ikke, fordi Hans Pilgaard er kendt, at han lykkes med at få de portrætterede til at åbne op. Det er, fordi han netop er Hans Pilgaard, siger han.

“Mange vil gerne være i selskab med Hans, fordi han er et varmt og lunt menneske. Hvis det var mig, der havde ringet og sagt til dem, at jeg gerne ville lave en samtale med dem, havde jeg nok ikke fået adgang. For de aner ikke, hvem jeg er. Jeg tror, at Hans er et menneske, de stoler på. Og tillid er en meget stor del af det her,” siger Peter Toldberg Gamborg.

“Man vil hellere tale med et menneske”

En af fordelene ved, at man som interviewer giver noget af sig selv, er, at man møder hinanden i øjenhøjde. Det fortæller Steffen Moestrup, der forsker i journalistik og har skrevet ph.d. om personadreven journalistik. Når intervieweren går fra at være anonym til at være et menneske med ballast og erfaringer, som man bringer i spil, så kan det få den portrætterede til at dele mere, forklarer han.

“Man giver noget af sig selv for at få noget mere af den anden. Så kan der åbnes for en rigere samtale, fordi man trods alt hellere vil tale med et menneske med alle de komplekse facetter, der er i det,” siger Steffen Moestrup.

I programmerne “Det store spørgsmål” og “All Exclusive” er det en kendt, der interviewer en anden kendt. Det kan åbne for, at intervieweren kan tillade at fylde mere, fortæller Steffen Moestrup. For seeren kan have et håb om, at værterne også deler noget af sig selv, når der bliver trykket på play-knappen.

Modsat kan det dog være et forstyrrende element for dem, der eksempelvis er mere interesserede i Lars von Trier end Hans Pilgaard, forklarer Steffen Moestrup.

“Så det er jo helt klart en tendens, der også har nogle kritiske sider og problematikker,“ siger han.

“Det skal ikke være så hyggeligt, at det ikke er kritisk”

Peter Gamborg Toldberg forstår, hvis nogle seere mener, at værten fylder for meget i programmet. Men han understreger, at det er umuligt at lave noget, som alle seere synes er ”genialt”.

“Hvis man ikke er fan af Hans, eller af at værter fylder meget, så kan jeg godt sætte mig ind i, at det kan være en pinsel at se. Heldigvis er der rigtig mange, som kan lide Hans.”

Hans Pilgaard gør brug af flere sider af sig selv, når samtalerne i afsnittene finder sted. Det er både personen Hans og journalisten Hans Pilgaard, for de er umulige at skille ad, fortæller Hans Pilgaard.

Han er Hans, når han til Lars Mikkelsen deler ud af sin egen opvækst med en far, der var bipolar. Men han er også Hans Pilgaard, når han forsøger at opklare, hvorfor Lars von Trier forstod Hitler i Cannes tilbage i 2011.

“På den måde skal det ikke være så hyggeligt, at man ikke kan nappe og være kritisk. Det skal man være meget opmærksom på,” siger Hans Pilgaard.

Hans Pilgaard er med på, at hans fremtrædende rolle i programmet kan skille vandene, og han erkender, at han sommetider måske fylder for meget.

“Man skal passe på, at man ikke kommer til at skygge for den interviewede. Men når jeg fortæller Lars Mikkelsen, at jeg selv har oplevet en barndom, der kunne være svær, skal det ikke handle om det. Jeg gør det, fordi jeg har lyst til at dele det med ham og sige ‘jeg lægger sgu også noget på brættet’,” siger Hans Pilgaard.

Journalisten må ikke skygge

Steffen Moestrup mener, at der både er fordele og ulemper ved, at en kendt journalist byder op til en samtale, som i ‘Det store spørgsmål’.

“De vellykkede programmer er der, hvor det bliver et berigende element. Der kommer mere i spil, når de sidder og deler i et intimt rum, frem for hvis man bare sidder og spørger,” siger Steffen Moestrup.

Ifølge ham er det en balancegang, og der er en risiko for, at intervieweren kommer til at fylde for meget.

“Jeg synes derimod, at de gange, hvor det mislykkes, er der, hvor journalistens tilstedeværelse bliver så dominerende, at det er på bekostning af interviewpersonens taletid eller tilstedeværelse,” siger han.

Jagten på det ultimative resultat

Det sidste afsnit af ’Det store spørgsmål’ er nu kørt over skærmen i de danske stuer. Personligt er Hans Pilgaard glad for, hvordan programserien endte med at blive. Særligt er han stolt af interviewet med Lars Mikkelsen, som, han mener, er noget af det bedste samtale-tv, han har lavet.

“Da interviewet var færdigt, sagde han: ‘Pas nu godt på mig.’ Han lagde sit hjerte i mine hænder og havde tiltro til, at jeg kunne være med til at fortælle en historie, som er meget sårbar og personlig,” fortæller Hans Pilgaard.

Men selv hos en rutineret journalist, er der altid ting, man kan gøre bedre, når man ser tilbage.

“I nogle situationer ville jeg ønske, at jeg havde turdet være endnu mere stille og lyttende, end jeg var,” siger han.

I andre øjeblikke ønskede han at være bedre til at blive i det smertefulde i stedet for at bevæge sig hurtigt videre for at passe på den, han snakkede med.

Hans Pilgaard synes, at de seks samtaleportrætter gav nye indsigter på velkendte personer. Men han understreger, at det langt fra blev endegyldigt perfekt.

“Jeg tror vel i virkeligheden, at vi alle sammen prøver at lave det ultimative interview, den ultimative samtale, det ultimative portræt. Og det har jeg stadigvæk til gode at lave,” siger han.

FORSIDEN

24syvs liv ender i de ukendtes grav, hvis ikke programmerne bliver opkøbt

af Webredaktøren | mar 21, 2024 | SPOT 2 (3 ARTIKLER) FORSIDE, UDE

24syvs liv ender i de ukendtes grav, hvis ikke programmerne bliver opkøbt

Da Illustreret Bunker besøger 24syv, havde medarbejderne kort forinden fået nyheden om, at radioens aftryk risikerer at forsvinde fra alle podcastplatforme. Vil kanalen gå i glemmebogen, når gravøllen er tom?

TEKST: EVA BEYER PAULSEN
FOTO: VIKKI SØHOLM

Udgivet den 21. marts 2024

I en solbeskinnet vindueskarm på bagsiden af Pilestræde står en tom rugekasse. Den blev i juni 2022 brugt på 24syv-programmet Ringdal og Kristensen, hvor de i 22 dage forsøgte at udruge hønseæg fra supermarkedet. Formålet var at undersøge, om der var liv i de æg, man normalt køber til spejlæg og kagebagning. Det var der. Faktisk i hele tre af dem. De spæde kyllinger blev til en breakingnyhed og gav 24syv hele 33 likes på deres facebookside.

Nu står rugekassen tom i Døgnrapportens vindueskarm sammen med andre levn fra de sidste års kamp for livet.

Motherfucker varmt

I det lyddøde åbne kontorlandskab sidder to kvinder, der arbejder på Døgnrapportens redaktion.

”Ja, her er motherfucker varmt,” udbryder den ene af dem, da vi med svedige armhuler spørger dem ind til arbejdsmiljøet.

De er i gang med at kigge på et anklageskrift om et skyderi på Christiania, der fandt sted i sommer.

”Nogle gange kan man knapt trække vejret her. Det er specielt slemt om sommeren i studierne,” fortæller de.

”Man bliver tung i hovedet. De har forsøgt at fikse det, men jeg tror, de har givet op,” siger den anden af kvinderne.

Selvom det er svært at trække vejret, er det ikke svært at få fat i folk på 24syv til interviews. Som Tobias Bryld, en ung fyr på sabbatår, der blev ansat for to måneder siden og er her til luk, fortæller, skal vi ikke være bange for at forstyrre de ansattes arbejde for et interview.

”De laver ikke noget, de lukker jo,” konstaterer han, mens han viser os alt det, der befinder sig mellem det mørkegrå væg-til-væg-tæppe og de blottede ventilationsrør i loftet.

Skatteydernes penge

Den 31. marts klokken 23:59:59 stopper svingningerne med at strømme igennem din højttaler. Men det er ikke kun sendetilladelsen, der inddrages og kvæler radiokanalens stemmebånd. Også alle podcastprogrammer forsvinder fra podcasttjenesterne, medmindre medarbejderne eller andre medier selv opkøber rettighederne til programmerne.

Det skyldes, at kanalen stadig skal betale rettighedsmidler til KODA/Gramex, når musik og jingler afspilles i programmerne. Derfor kan Kulturradio Danmark, der står bag 24syv ikke længere bruge penge på programmerne, når sendetilladelsen udløber. Det udtaler administrerende direktør Lars Schmidt til fagbladet Journalisten den 4. marts.

”Det er mærkeligt at gå og lave noget, man ved, forsvinder om lidt. Det hele er jo ligegyldigt,” siger Chano Jørgensen modløst. Han er vært på programmet Tsunami, der på trods af cirka 20.000 ugentlige streams og fine fandigte stadig ikke har fundet en redningsbåd.

”Vi havde snakket med BT om at komme derned, men det er heller ikke blevet til noget,” siger han.

Som spøgelser svæver de hvileløst rundt og mangler en krop, de kan slå sig ned i.

”Planen er, at vi køber rettighederne til programmerne og navnet, og så sidder vi og ringer rundt til alle mulige, hvor vi tænker, at de kan bruge et program som vores. Men det er meget stressende,” siger Chano Jørgensen.

Og stressen om at få en redningskrans er han ikke alene om.

”Alle, der har fundet noget, er jo smuttet. Det er os, der er tilbage, som drukner,” siger han.

Omkring ham på bordet er der forskellige ting, de har samlet gennem det to og et halvt år, de har haft programmet. En Kandis Johnny-papfigur. Raket-Madsens bog. Han spørger, om vi ønsker at byde på noget af det.

”Ellers skal det bare ud,” siger han og kigger rundt på det smukt udsmykkede kontor.

”Man sidder i en kæmpe supertanker, der ræser mod isbjerget,” siger Anton Grue, der er dagens medvært på Tsunami.

Anders Christiansen, chef for programudvikling, eller programafvikling, som han selv kalder det, er også frustreret over, at en del af programmerne risikerer at forsvinde. Dog af en anden grund end Chano og Anton.

”Groft sagt er jeg ligeglad med de ansatte. Men danskerne har betalt for det her, og så synes jeg, at det er noget politisk makværk, at det bare skal forsvinde i den blå luft. Det er spild af penge,” siger Anders Christiansen.

De mange journalister og radioværter spiller violin, mens skibet går ned. De har med fuld fart tørnet mod et isbjerg og har længe vidst, at en uundgåelig katastrofe ville ramme dem.

Dagpenge, wuhu!

”Der foregår intet journalistisk herinde,” siger Daniel Møgelhøj, da vi kommer ind i Gameboys’ studie.

Rummet er en tidsboble med Pacman-plakater, farverige LED-lys og prideflag. Deres studie er nok det mest udsmykkede rum, der er, og derfor sandsynligvis også det, der er sværest at pakke ned i flyttekasser.

”Alle er jobsøgende på LinkedIn lige nu,” siger Daniel Møgelhøj.

Hvad han selv skal efter den 31. marts, er han ikke sikker på – for usikkerhed er det eneste, der er sikkert i branchen.

”Jeg vil nok tage nogle dagpenge. Alt det løse er bare ønsketænkning,” siger han, mens Asgar Bugge tilføjer, at han selv har søgt ind på læreruddannelsen.

De har været her siden Louds spæde ungdom, og de kan mærke en forskel i folkestemningen.

”Loud var frådende vrede, 24syv er bitter vrede over gravrøverriget,” siger han.

Vreden mener Anders Christiansen også, at mediebranchen og politikerne kan lære noget af. Man kan ikke rive tingene op og starte forfra flere gange. Hvis man skal skabe et godt brand, skal man have tid.

“Skandalen startede jo ved, at man gik ind og blandede sig i, hvor kanalen skulle ligge,” siger han.

Rødspættefilet og den sidste nadver

Emma Vinkel, der er redaktør på Døgnrapporten er i gang med at kigge på smørrebrød på den computer, hun snart tager med sig hjem for 800 kroner, når radioen lukker. Specifikt vil hun gerne finde et sted, der har rødspættefilet, for de har en særlig kærlighed til rødspættefilet og godt kriminalstof her, siger hun.

De må grundet et par feriedage holde den sidste nadver lidt før deres kollegaer – og der skal rødspættefilet til. Deres program har været populært, og derfor får det lov til at leve videre i Det Berlingske Hus, men med en ny redaktion. Derfor skal Emma Vinkel selv i første omgang på dagpenge. ”Wuh!”, siger hun med en ironisk distance. En anden person på den anden side af computerskærmene tilføjer: ”Ja, så høje ambitioner har vi her.”

Emma synes, at det er svært at sende et program videre til nogle andre. Det er det næstmest lyttede program og et hjertebarn at sige farvel til.

”Jeg håber, de kommer til at passe godt på det,” siger hun.

Forsvandt under mystiske omstændigheder

En oppustelig sexdukke hænger i en stol ved en tom ø af borde, hvor Pornoprogrammet normalt holder til. Endnu et program, som man måske om et par uger kun kan lytte til, hvis man går ind på Det Kongelige Bibliotek og spørger efter det. På et whiteboard står listen over planlagte episoder. Den slutter i uge 13 med det befrugtende og livgivende emne sæd.

De tre kyllinger i rugekassen er til gengæld et vidnesbyrd om befrugtede æg, der ikke burde være det. De endte i baghaven hos ansvarshavende chefredaktør Simon Andersens kone. Man kunne håbe, at i det mindste kyllingerne kunne være en lille bid af 24syv, der kunne leve videre og minde os om 24syvs fandenivoldskhed.

Chef for programafvikling Anders Christiansen beskriver 24syvs programmer som en smuk mosaik, der indeholder ”alt fra det blødeste af det bløde, til det hemmeligste af det hemmelige, til det borgerligste af det borgerlige, til det mest vulgære af det vulgære.”

Desværre er der uvished om, hvorvidt kyllingerne faktisk er i live, og om de derfor faktisk kan være den påmindelse af den vulgære public service, 24syv havde kørende. Illustreret Bunker bad Anders Christiansen om at spørge Simon Andersen om netop dette og kunne et par timer efter interviewet berette på SMS:

“Kyllingerne forsvandt under mystiske omstændigheder i Gentofte. “

FORSIDEN

Dit afsnit går her

Your content goes here. Edit or remove this text inline or in the module Content settings. You can also style every aspect of this content in the module Design settings and even apply custom CSS to this text in the module Advanced settings.

Klik

Dit afsnit går her

Klik

« Gamle poster

Næste poster »