Krigens rygsæk er dyr, tung og detaljeret

Krigens rygsæk er dyr, tung og detaljeret

af | maj 12, 2022 | UDE

UDE
Krigens rygsæk er dyr, tung og detaljeret

Krig i Europa, konflikt og sensation. Det lyder tiltrækkende for journalister, der brænder for at berette om verdenshistorien. Men det praktiske i at reportere fra verdens brændpunkter er en kunst i sig selv.

TEKST: Signe Thomsen
FOTO: Privatfoto af Stefan Weichert

Udgivet den 12. maj 2022

Krigen i Ukraine lever i høj grad op til nyhedskriterierne. Og idéen om at rejse dertil og prøve kræfter som freelance-korrespondent optager nok mange studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Men når man drager i krig i journalistikkens navn, fylder det praktiske meget, selv for de garvede journalister. 

Stefan Weichert blev uddannet fra DMJX i 2016 og har efterfølgende læst en kandidat i  journalistik med fokus på krig, konflikt og terror. Siden har han været freelancejournalist for danske og udenlandske medier, blandt andet i Hviderusland og Egypten, og i 2019 flyttede han til Ukraine for at dække den politiske udvikling. 

Han fortæller på en løs WhatsApp-forbindelse fra Ukraine, hvor meget praktisk, der ligger bag et job som krigskorrespondent – især som freelancejournalist. Man skal først og fremmest tænke sig godt om og kende alle sikkerhedsforbehold, inden man drager ind i en krigszone. Stefan Weichert tager alle sine forbehold for sikkerhed. Men alligevel blev han og hans kammerat og tætte kollega, Emil Filtenborg, skudt i Ukraine den 26. februar.

“Journalister i krig løber bare en større risiko for at være på brændpunkterne. Det er jo essensen af vores fag,” fortæller Stefan Weichert. 

Den tankegang genkender Nanna Dam, der læser journalistik på DMJX på syvende semester. I starten af marts fik hun et opkald fra sin redaktør på TV2 Østjylland, hvor hun havde sin praktik. Han tilbød hende at komme med en nødhjælpsbus til Ukraine for at rapportere. Dagen efter sad hun i bussen.

”Det gik så stærkt, men det var en sindssygt fed oplevelse. Det er lidt absurd, men jeg synes jo, det er vildt spændende at opleve det, som alle snakker om,” fortæller Nanna Dam.

Du kan skabe sikkerhed, men du bliver aldrig tryg

”Sæt ambitionsniveauet ned og sørg for at rådføre dig grundigt. Ellers bliver det simpelthen for farligt.”

Sådan lyder Stefan Weicherts bedste råd til journaliststuderende, som drømmer om at tage rygsækken på og rejse til en krigszone som journalist og reportere.

Men tjeklisten er lang, og hvis den uerfarne journalist ikke ved bedre, kan det være svært at kende de vigtige og måske livsafgørende detaljer. For eksempel hvor vigtigt det er at have et reb, så man kan flygte ud ad sit vindue, hvis der kommer brand eller nogen kommer ind i bygningen. At man skal sætte en kile under døren, så den ikke kan åbnes udefra. Hvor man kan tage et sikkerhedskursus, inden man rejser. Eller at man som minimum skal have en skudsikker vest med en level fire plade (på en skala fra et til fem), som kan stoppe fragmenter fra bomber. Og at den koster 3000 kr. 

At have styr på de praktiske ting kan skabe mere ro omkring uvante situationer. Men selvom man har skudsikker vest, hjelm, varmt tøj, ekstra mad, power bank, Cavius alarm, Panodiler og en lægetaske betyder det ikke meget, hvis du bliver ramt at et russisk artilleri.

“Du kan gøre rigtig meget, men i bund og grund er du alene, hvis bomben falder,” siger Stefan Weichert.

Freelancejournalister har kniven for struben

Det praktiske ved at drage i krig som journalist er en udfordring i sig selv. Men der er også stor sikkerhedsmæssig forskel på at være ansat af et medie, som stiller sikkerhedsrådgivere til rådighed og har kendskab til lokale kilder, og på at være freelancer i krig. Som freelance journalist er du alene om ansvaret. Hotellerne er dyrere, presset er større og du har ingen økonomisk tryghed.

”Freelancere har generelt en tendens til at tage flere chancer. Hvis vi ikke lander en god historie, så får vi ikke løn,” siger Stefan Weichert og tilføjer, at han til hver en tid vil foretrække at være tilknyttet et medie.

Nok har freelancejournalister mere frihed, men de har kniven for struben hele tiden. Derfor kan det nemt friste at opsøge risikable historier. Stefan Weichert og Emil Filtenborg har en personlig regel om kun at tage afsted til brændpunkter, hvis de har en journalistisk grund til at opsøge dem. De er ikke turister.

“Adrenalinen kører. Og selvom man gerne vil være de rigtige steder, kan det hurtigt gå galt, hvis man bare siger ja uden at trække vejret,” siger Stefan Weichert. 

Som freelancer står man selv med ansvaret for at risikovurdere og tage beslutninger. Derfor finder Stefan Weichert en stor tryghed i at have en makker, så de altid har fire øjne på situationen. Den erfaring gjorde Nanna Dam sig også, da hun for første gang var alene afsted. 

“Jeg kunne godt have tænkt mig at have haft en kollega, jeg kunne vende tingene med,” siger hun.

“Da jeg kom til en krig for første gang, var jeg overrasket over, hvor lidt action der er i virkeligheden”

– Stefan Weichart, freelancejournalist

En dag i centrum af verdenshistorien

Alle dage i Østukraine er uforudsigelig. Den starter gerne klokken syv, på et hotel i en by cirka 30-40 km væk fra frontlinjen. Typisk har Stefan Weichert og Emil Filtenborg en aftale med en lokal chauffør, som er veteran fra den sovjetiske invasion af Afghanistan. Han kører dem i sin firehjulstrækker og er  god til at sparre om sikkerhed.

Hvordan dagen udfolder sig, afhænger af, hvad der er sket i løbet af natten. Er civile områder for eksempel blevet ramt af skud, er det et oplagt sted at starte. Den 26. februar havde Stefan Weichert og Emil Filtenborg for eksempel fået tip om, at en børnehave, i byen Okhtyrka nær frontlinjen i Østukraine, var blevet ramt af ulovlige klyngebomber.

”Nogle gange bliver vi kontaktet af kilder. Det kan være en borgmester, militæret eller en lokal. Jeg kender for eksempel én, som ejer en telefonbutik, og han kender Gud og hvermand,” siger Stefan Weichert.

Gode lokale kontakter er en vigtig præmis for at bevæge sig rundt i en krigszone. Det oplevede Nanna Dam også, da hun var afsted for TV2 Østjylland.

“Hvis jeg skulle have gjort noget anderledes, ville jeg have sørget for at have en bedre lokal kontakt i området, det er virkelig altafgørende for at komme sikkert omkring og møde de rigtige mennesker,” siger hun. 

På Stefan Weichert og Emil Filtenborgs køreture, som kan være alt fra en til seks timer, begynder planlægningen af mulige flugtruter, evakueringsmuligheder og sikkerhedsplaner. Det er netop den planlægning, som skaber en smule ro i stressede situationer. Spontanitet er sjældent klogt i en krig, derfor er det essentielt med både en plan A, B eller C.

Ude på brændpunkterne gør Stefan Weichert og Emil Filtenborg deres journalistiske arbejde. Det er hverdagens gang i centrum af verdenshistorien. D. 26 februar, da de var kørt ud for at se på deres tip om børnehaven, står en mand pludselig ud af sin bil med en riffel i hånden og begynder at skyde efter dem. Stefan Weichert bliver ramt i skulderen, mens Emil Filtenborg bliver ramt i ryggen og begge ben.  

Dagen skulle, ligesom alle andre dage i Ukraine, være endt hjemme på hotellet, hvor dagens historie til Ekstra Bladet ville blive udarbejdet over aftensmaden. Det blev en noget anderledes dag, selv for den erfarne Stefan Weichert.

Krig er fyldt med ventetid

På TV pumper adrenalinen, og bomberne falder om ørene på korrespondenterne i Ukraine. Men bag kameraet gemmer der sig også en noget mere kedelig og praktisk virkelighed.

“Da jeg kom til en krig for første gang, var jeg overrasket over, hvor lidt action der er i virkeligheden,” siger Stefan Weichert.

Han spiller også computer, vasker tøj, sover, løser småting og netværker. Men når ventetiden bliver kedelig, bliver den også farlig, forklarer Stefan Weichert. Derfor er det vigtigt at holde hovedet koldt og ikke begynde at opsøge historier, som man ikke har nogen journalistisk grund til at lave. Det kan være en svær balance for en freelance journalist både at holde hovedet koldt og være afhængig af at levere en god historie. 

Når russiske tropper har rykket sig, er det i dag tydeligt at se på satellitbilleder eller på Twitter. Det er derfor ikke længere journalisternes vigtigste opgave at rapportere omkring. Til gengæld skal journalistikken bidrage til at sætte billede på hospitaler, læger, sårede, efterladte eller flygtninge.

Netop det oplevede Nanna Dam, da hun stod ved den Polsk-Ukrainske grænse.

“Nok kan man se krigen i TV, men pludselig stod jeg bare ansigt til ansigt med ukrainske flygtninge, som havde en taske i den ene hånd og et barn i den anden, mens tårerne trillede ned ad kinderne,” siger Nanna Dam. 

Også for Stefan Weichert vil de civile historier være i fokus den kommende tid. Lige nu bor han med sin kæreste i Ternopil i det vestlige Ukraine. Han har stadig en stor passion for journalistik med fokus på krig. Selvom det var tæt på at ende helt galt i Ukraine den 26. februar, fortæller Stefan Weichert, at der også er en grænse for, hvor meget man kan forsikre sig selv. Uanset sikkerhedsplaner, flugtruter, lokale kilder og skudsikre veste handler det allermest om ikke at være uheldig.

FORSIDEN
Mød manden bag kameraet, der jagter de blå blink

Mød manden bag kameraet, der jagter de blå blink

af | maj 12, 2022 | UDE

UDE
Mød manden bag kameraet, der jagter de blå blink

Christian Dahlerup har arbejdet som 112-fotograf gennem flere år. Med sig i kameratasken har han en masse billeder og følelsen af at bidrage til samfundet. Men hvorvidt fremtiden fortsat skal ses gennem en kameralinse, er usikkert.

 

TEKST: Mie Juhl Lorensen
ILLUSTRATION: Louise Rix

Udgivet den 12. maj 2022

Det er en sen aften, og mørket falder langsomt på over Aarhus. Med kameratasken slynget om på ryggen drøner Christian Dahlerup mod Brabrand. Helt specifikt viadukten ved Silkeborgvej.

45-knallerten bliver presset til det yderste, for det handler om at være først på pletten. 

Sådan er vilkårene for en 112-fotograf som Christian Dahlerup. Først ude og med håbet om de bedste billeder i kassen. Det er ikke altid, han ved præcis, hvad han rykker ud til. Oftest gør det modsatte sig faktisk gældende. Men denne gang er der vist sket en togpåkørsel ude foran Rema1000.

At tage afstand

”Jeg elsker at tage billeder. For mig er det tilfredsstillelsen ved at gøre et godt stykke arbejde, der driver mig,” fortæller Christian.

Han har de seneste år taget en lang række billeder. Både på hobbyplan og som freelancefotograf. Ifølge Christian, har han adskillige gange fået ros for netop sin evne til at tage gode billeder. En sans for de små detaljer, de helt rigtige beskæringer og fede perspektiver. 

Arbejdet som freelancefotograf falder derfor Christian meget naturligt. Han har i mange år  været førtidspensionist, og fotografiet er hans kreative frirum. Her fotograferer han alt fra dronningens fødselsdag til aarhusianske koncerter. Men meget af tiden går med billederne af de blå blink.

Som freelancefotograf er Christian rykket ud til alle slags opgaver. Lige fra færdselsulykker til voldsomme brande. Arbejdet kommer tæt på, men en hård opvækst har gjort ham god til ikke at tage det med hjem. 

”Jeg har levet et hårdt liv og oplevet mange voldsomme ting. Pårørendes selvmord, sygdom, vold og drabsforsøg. Når jeg rykker ud til voldsomme begivenheder, skal der altså rigtig meget til, før jeg slæber det med hjem,” siger han.

Først på pletten

Christian har tidligere haft rigtig mange fotoopgaver og dedikeret store dele af sit liv til 112-fotografiet. Sad han med nogle gæster, kunne han finde på at smide alt, hvad han havde i hænderne og fræse afsted i jagten på det næste gode billede. Men det var også stressende arbejdsbetingelser.

De bedste billeder tages stort set altid, når man som fotograf er først ude på ulykkesstedet. Man skal helst komme før både politifolk, ambulancereddere og brandmænd, så man kan se dem i aktion og få det fulde overblik over ulykken. 

”Der er et meget kort vindue ude på et ulykkessted eller en politiopgave, hvor de bedste billeder kan tages. Er der en brand, sælger billedet bedst, når flammerne står på sit allerhøjeste.”

Christian sætter derfor utrolig meget pris på sin 45-knallert. Med den kan han hurtigt rykke ud, og samtidig behøver han ikke bekymre sig om parkering. Knallerten holder han ind til siden, og kameratasken pakkes frem. Så er det ellers i gang med arbejdet.

“Er der en brand, sælger billedet bedst,

når flammerne er på sit højeste”

– Christian Dahlerup, 112-fotograf

Et indprentet billede

Tilbage ved Silkeborgvej i Aarhus er Christian nu ankommet til ulykkesstedet. Skumringen gør det svært at se alle detaljer, men det er alligevel tydeligt, at der har været en voldsom påkørsel.

Christian stiller knallerten fra sig og placerer sig oppe på broen. Her retter han kameraet ned mod busken ved togskinnerne og fornemmer hurtigt de rødfarvede grene, der er oplyst af en nærtstående gadelampe. Det viser sig, at en ung mand er blevet kørt over af et forbipasserende tog.

Og her ved viadukten kommer de med omkring 160 km/t.

”Der har virkelig været smæk på. Billedet af den blodige busk er noget, jeg meget sent vil glemme.”

Hvor går grænsen?

Som 112-fotograf er listen over etiske dilemmaer lang. Både straffeloven og persondataloven gør sig gældende. Netop dét at holde sig inde for de etiske grænser, går Christian meget op i.

”Jeg vil hellere være på den sikre side, end jeg vil sælge et billede, der er på grænsen,” siger han.

Men grænsen er ikke altid klar og hårdt optegnet. Christian har i flere situationer spurgt sig selv, hvor skillelinjen ligger. I en gidseltager-situation nogle år tilbage undlod han at publicere billeder, fordi han vurderede, at det kunne gøre mere skade end gavn. Hvad nu hvis gidseltageren så billederne i medierne og pludselig gik amok på gidslet?

De etiske overvejelser er konstant i baghovedet hos Christian. Hvilket hensyn skal han tage? Er der billeder, som ikke skal sendes videre til fotobureauet? Og hvor vigtigt er billedet i sidste ende?

Et blame-game

Ved busken på Silkeborgvej er Christian i gang med at tage de sidste billeder af ulykkesstedet. Han er vant til at komme tæt på ulykkerne, men den her oplevelse har alligevel gjort et særligt indtryk på ham.

Lidt væk fra skinnerne fornemmer han, at der er en gruppe unge mennesker. Normalt er stemningen omkring ulykkesstederne yderst professionel, og han bider derfor mærke i de unge drenge, der nu hæver stemmen.

”Der er et vaskeægte blame-game i gang. Stemningen er både ond og ubehagelig,” fortæller Christian.

Det viser sig, at den ene af drengene har løbet rundt på skinnerne, og de andre i gruppen giver ham skylden for, at deres ven er død. Den påkørte dreng havde forsøgt at få ham væk fra skinnerne, men det resulterede i stedet i en fatal ulykke. 

“Der var noget, der føltes helt forkert. Den ene blev anklaget for at være skyld i den andens død. Lige dér kom det hele lidt ekstra ind under huden på mig,” siger Christian

Stemningen omkring togulykken er noget, Christian stadig husker i dag. Han har efterhånden set og oplevet lidt af hvert, men episoden skiller sig ud fra de mange andre opgaver på grund af den ubehagelige stemning.

Altid på vagt

Oftest er det fotobureauet Byrd, der skriver til Christian om mulige fotoopgaver. Andre gange modtager han et privat tip. Med sit freelancearbejde vælger han helt selv, om han vil rykke ud eller ej. Det har dog ikke altid været sådan. Nogle bureauer har krævet, at han stod til rådighed og var klar til at rykke ud med ultrakort varsel. Det var til tider meget stressende, fortæller Christian.

I dag går han med en masse overvejelser om, hvorvidt fremtiden fortsat skal være med et kamera i hånden. Som 112-fotograf er Christian individualist, og han har i sin levetid oplevet både afpresninger, trusler og mødt hårde miljøer. Blandt andet derfor bor Christian i dag i et hjem med et udbygget alarmsystem.

En gang var der slet ingen bekymringer at spore, når han rykkede ud i jagten på de blå blink. Christian synes på mange måder, at det er en vigtig samfundspligt at videreformidle billederne. Men det hårde miljø og de uforudsigelige arbejdsdage sætter alligevel gang i tankerne, selvom det helt rigtige billede i kassen giver en ubeskrivelig følelse

”Mange historier bliver jo ikke fortalt, hvis der ikke er billeder. Men jeg spørger alligevel mig selv, om det egentlig stadig er det hele værd?”

#MinTwitterguide: Jeg undersøgte, hvordan man bliver god til Twitter og endte med fem hovedregler

#MinTwitterguide: Jeg undersøgte, hvordan man bliver god til Twitter og endte med fem hovedregler

af | maj 12, 2022 | NYESTE, UDE

NYESTE | UDE
#MinTwitterguide: Jeg undersøgte, hvordan man bliver god til Twitter og endte med fem hovedregler

Jeg var i tvivl om, hvordan jeg fik luft under vingerne på min Twitter-konto. Derfor satte jeg mig for at undersøge, hvordan man bliver dygtig til Twitter. Jeg rådførte mig med en ekspert og tre kendte journalister med Twitter-succes. Læs med, hvis du vil have de samme råd, som jeg fik.

TEKST: Frederik Præstiin
ILLUSTRATION: Rasmus Thorsen

Udgivet den 12. maj 2022

Når det kommer til sociale medier, er Twitter på ingen måde det mest benyttede herhjemme. Faktisk har Twitter kun i omegnen af 500.000 danske brugere og må derfor se sig slået af medier som Facebook, Instagram og endda LinkedIn. Man skulle næsten tro, at det lyseblå ikon med fuglen Larry T Bird helt er blevet overset. 

Men det passer ikke.

For selvom Twitter ikke har fat i den unge del af befolkningen, så valfarter journalister, politikere og meningsdannere derind. Twitter er efterhånden blevet en platform, der giver et hulens godt overblik, og som giver rig mulighed for at debattere og dele sin passion.   

Selv er jeg ikke den store Twitter-konge, men jeg elsker at se med derinde. Og jeg følger netop journalister og politikere, fordi jeg synes, jeg bliver klogere og får udfordret mit verdensbillede. Men når det kommer til at tweete, Hvilket sker 6.000 gange i sekundet på globalt plan, så er jeg mere udfordret. Ikke fordi jeg ikke har noget på hjerte. Mere fordi jeg ikke ved, hvad der virker, og hvordan jargonen er.

Derfor satte jeg mig for at undersøge, hvad der virker bedst på Twitter. Ifølge Twitter-ekspert Søren Pedersen, er det svært at sætte en formel på, hvordan man bedst gebærder sig på mediet. Men der findes alligevel nogle hovedregler. Dem har jeg samlet og sammenkogt til fem gode råd.

1. Knyt en personlig kommentar til de links, du deler

Længe før danskerne opdagede Twitter, var det udbredt andre steder i verden. Blandt andet i den arabiske verden. Det opdagede DR’s mellemøstkorrespondent, Puk Damsgård, som bruger Twitter til sit arbejde. 

”Twitter er for mig et sted, hvor jeg kan holde mig opdateret. Det er en del af mit work space, og jeg deler, hvad der falder mig for – ud fra mine interesser og mit stofområde. Det er ikke et sted, jeg går ind, når jeg holder fri,” siger hun.

På Twitter har man blot 280 tegn til rådighed i statusopdateringerne, så når du skal dele en historie, skal det gøres klart og præcist. Mange vælger at vedhæfte et link til en interessant artikel, som siger noget om en holdning eller et budskab, de vil ud med.

Men det er ikke nok blot at vedhæfte en artikel og så trykke ’tweet’.

”Opgiv tanken om bare at tweete et link til en interessant artikel. Du skal knytte din personlige kommentar til den,” siger Søren Pedersen.

2. Giv dine budskaber kant

Et andet råd er, at du bliver nødt til at give dine budskaber lidt kant for at blive set. 

”I hvert fald i en opstart hvor du skal oparbejde engagement og få flere ’venner’,” siger Søren Pedersen. 

Det betyder dog ikke, at du bare skal skrive hæmningsløst og frit fra hoften. Det er en god idé at tænke sig om, inden man lægger noget op.

”Tænk dig lige om i 30 sekunder før du trykker send. Selvom du skarpvinkler dine pointer, så sørg for at der alligevel er dækning for dine budskaber,” siger Søren Pedersen.  

Denne tilgang er chefredaktør på Frihedsbrevet Kristoffer Eriksen ikke helt tilhænger af. Han interesserer sig slet ikke for, hvad der virker på Twitter. 

”Når jeg skriver noget på Twitter, tænker jeg meget lidt. Min erfaring er, at de ting, jeg har skrevet, som jeg har tænkt mindst over, og som er allermest impulsdrevet, har haft den mest interessante effekt. Enten fordi folk er blevet meget sure på mig, eller fordi de er meget enige med mig. Det synes jeg er sjovt. Jeg interesserer mig slet ikke for, hvad der virker på Twitter, for så tror jeg, man bliver en meget forfærdelig og konstrueret person at følge,” siger han.

Her er der altså delte holdninger, i forhold til hvad der virker bedst. Jeg synes, det hele kommer an på, hvilket image du vil danne på din profil, og hvordan du ønsker at bruge den. Her vil man nemt kunne finde en god mellemvej mellem henholdsvis Søren Pedersens og Kristoffer Eriksens metoder.

3. Undgå shitstorme

Jeg oprettede min Twitterprofil tilbage i 2014, og jeg oplever, at tonen har ændret sig meget siden. Den er blevet hårdere, nærmest uforsonlig. Det er især debatterne, der vækker harme, og det kan synes håbløst, ja næsten umuligt, at holde tonen ren i kommentarsporene. Hvor Twitter ofte er blevet sammenlignet med en læringsplatform, er sproget derinde nu blevet så voldsomt, at det helt risikerer at overskygge debatternes primære formål.

”Jeg kan godt se, hvor det bliver betændt. Jeg er glad for, at jeg ikke deltager i kønsdebatten for eksempel. Det virker til at være ganske modbydeligt meget af tiden,” siger Sebastian Stanbury, journalist på Mediano. 

Ifølge ham selv, tænker han meget over, hvad han tweeter. 

”Jeg prøver at opføre mig ordentligt og ikke svine folk til. Jeg vil ikke være for negativ derinde, for så tror jeg, at jeg får negativitet igen, og det er jeg ikke interesseret i,” siger han.

Puk Damsgård deltager slet ikke i debatten på Twitter. 

”Jeg undgår at deltage i debatter, fordi det hurtigt bliver perfidt med en debat på så få tegn,” siger hun.  

Faren ved at tilkendegive sin holdning på Twitter er, at man meget nemt kan havne i en shitstorm, hvor man bliver mødt med voldsom kritik og ualmindeligt mange negative kommentarer. 

Så hvordan slipper man for disse ubehageligheder? Søren Pedersen har et ganske simpelt råd:

”Undgå at komme ind i shitstorme, hvor du bruger oceaner af tid på at overbevise folk, som alligevel aldrig bliver overbevist. Træk dig ud af de diskussioner hurtigt,” siger han.

Hermed er budskabet altså ikke, at du skal holde dig fra at debattere på Twitter. Det er trods alt en af de vigtigste og mest benyttede aktiviteter derinde. Men debattér med det forbehold, at folk hurtigt kan blive meget sure og ubehagelige. Du må gøre op med dig selv, om det er noget, du gider at bruge din tid på. Og husk så, at der også findes mange gode, indsigtsfulde debatter på Twitter.

4. Lav et positivt feed

Et af værktøjerne til at undgå sure, ubehagelige profiler er enkelt. Mute dem. Det kan i hvert fald være en begyndelse i forhold til at opnå mere positivitet på platformen.

”Mute folk, du synes er irriterende, og som ikke bidrager med noget fornuftigt. Det er en kæmpe lettelse at få et feed, man kun bliver inspireret og udfordret af, og som man ikke bliver sur af,” siger Søren Pedersen.

Når man inspirerer hinanden, er min erfaring, at debatten bliver præget herefter. Og det er trods alt dét, Twitter er kendt for, og som gør, at det adskiller sig fra de andre medier. 

”Jeg kan bedre lide debatten på Twitter. Jeg synes, jeg får flere informationer, og jeg synes, jeg får nyhederne hurtigere. Det er jo et fremragende overblik til nyheder og information,” siger Sebastian Stanbury.

5. Brug Humor

Det sidste og måske vigtigste råd er humor. For er der noget, mennesker kan samles om, så er det humor. Og på den måde undgår du at lave statiske opslag, der forsvinder i mængden.  

”Folk på Twitter elsker originale tanker, studier og data. Og ikke mindst humor,” siger Søren Pedersen.  

Det nævner Sebastian Stanbury også, da jeg spørger ham, hvad han synes, der virker på Twitter.

”Jeg tror, humor fungerer. Hvis jeg skriver en interessant betragtning om en fodboldspiller, så når det ud til en vis skare. Hvis jeg tweeter noget, folk synes er sjovt, så når det meget længere ud,” siger han.

Forhåbentligt kan disse råd være med til at give dig et skub fremad. Men det vigtigste er nok, at du er dig selv på Twitter, og at du prøver dig frem. Så vil du også automatisk finde ud af, hvad der virker bedst for dig, og hvad folk reagerer på.

FORSIDEN
DR har fået et nyt supervåben i kampen mod krigens billed- og videomanipulation

DR har fået et nyt supervåben i kampen mod krigens billed- og videomanipulation

af | maj 12, 2022 | UDE

UDE
DR har fået et nyt supervåben i kampen mod krigens billed- og videomanipulation

Krigen i Ukraine har fået de sociale medier til at svømme over med billed- og videomateriale fra krigszonerne. Men kan vi stole på det, vi ser? DR har oprettet en kontrolfunktion, som verificerer indholdet, inden det offentliggøres.

TEKST: Frederik Brund Flintegaard
ILLUSTRATION: Katrine Å Edvardsen

Udgivet den 12. maj 2022

Den torsdag morgen, da krigen i Ukraine begyndte, vågnede DR’s udlandschef til en ny virkelighed.

På DR’s udlandsredaktion betød det russiske angreb, at man pludselig skulle til at løbe meget stærkt.

”Det væltede ind med billeder og videoer fra sociale medier den torsdag,” siger Niels Kvale, DR’s udlandschef siden 2015.

Men han og redaktionen var opmærksomme på, at materialet skulle behandles kritisk og ikke uden videre kunne offentliggøres på deres platforme.

En krig kæmpes i dag ikke kun til lands, til vands og i luften. Slagene udkæmpes også på internettets teknologiske slagmark i en kamp om krigens fortælling, dagsorden og momentum.

Et fremtrædende våben på denne kampplads er billed- og videomanipulation. Ved hjælp af teknologiske hjælpemidler kan tilsyneladende troværdigt materiale vise sig at være løgn.

Manipulationen foregår blandt andet på de sociale medier, og da krigen brød ud, ønskede DR’s udlandsredaktion at gardere sig mod den, forklarer Niels Kvale.

”Meget billed- og videomateriale fra krigen kommer fra de sociale medier. Da materialet ikke nødvendigvis stammer fra en af de store, troværdige nyhedsmedier som BBC, Reuters eller New York Times, skal vi være ekstra forsigtige og kritiske,” siger han.

Derfor valgte DR den torsdag at oprette en kontrolfunktion, som skal verificere den store mængde af billeder og videoer.

Google Earth, vejrudsigter og jagt på originalkilde 

Krigen i Ukraine har gjort det vanskeligt for DR’s korrespondenter at dække begivenhederne på tætteste hold. Ruslandskorrespondent Matilde Kimer kunne ikke opholde sig i Rusland gennem krigens første to måneder.

Er det ikke muligt for DR at trække på egne kilders førstehåndsberetninger fra krigszonerne, skærpes deres kritiske sans.

Når eksternt billed- og videomateriale tikker ind på redaktionen, skal indholdet derfor først forbi kontrolfunktionen, som en form for løgnedetektor, inden det kan offentliggøres.

Her sidder journalister og enkelte fotografer fra tidlig morgen til sen aften i DR’s såkaldte news room. Her benytter de forskellige værktøjer, når de skal verificere materiale fra krigen, fortæller Niels Kvale.

”Først ser vi på, om der findes videoer eller billeder fra andre vinkler, som ligner dét billede eller dén video, som vi sidder med. Hvis det er tilfældet, øges indholdets troværdighed,” siger han.

Dernæst undersøges materialets geolokation. Det vil sige, hvor er billedet eller videoen taget.

Er det muligt at lokalisere indholdet, holdes det op mod satellitbilleder på Google Earth.

“Så spørger vi: ligner satellitbillederne dét, vi ser på billedet eller videoen? Hvis der er noget, der ikke stemmer overens, kan materialet være manipuleret,” siger Niels Kvale.

Et tredje værktøj, som kontrolfunktionen i kampen for at afsløre falsk indhold benytter, er noget så lavpraktisk som gamle vejrudsigter.

”Hvis der på et billede ligger sne i baggrunden, mens vejrudsigten siger 20 grader, så ringer alarmklokkerne,” siger udlandschefen.

Desuden forsøger journalisterne og fotograferne at spore kilden til den oprindelige video eller billede. Lykkes det, foretages en kildevurdering, som kan give et fingerpeg om materialets troværdighed.

DR bruger derudover vurderinger fra eksperter eller korrespondenter, som kan sige noget om, hvor sandsynligt det er, at hændelserne på billed- og videomaterialet faktisk er foregået.

“Vi er nødt til at være sikre på, at det materiale, vi offentliggør, også er korrekt og troværdigt,” siger Niels Kvale.

DR er en del af Den Europæiske Broadcasting Union, EBU, som også verificerer billed- og videoindhold fra krigen, men det tager ofte lang tid. Det var endnu en årsag til oprettelsen af kontrolfunktionen.

”Nu kan vi selv vælge, hvilke billeder og videoer vi vil undersøge og verificere fremfor at lade EBU afgøre det,” siger udlandschefen.

Verificeringen kan tage flere uger

Hvor længe kontrolfunktionen bruger på enten at vende tommelfingeren op eller ned til materiale, kan variere meget, fortæller Niels Kvale.

”I nogle tilfælde er vores journalister og fotografer hurtige til at afgøre, om vi kan stole på et billede eller en video. Andre gange kan det tage op til flere uger,” siger han. 

Selvom DR i en breaking news-tid er i skarp konkurrence med andre nyhedsmedier om at være først med det sidste fra krigen i Ukraine, lever de med, at verificeringsprocessen kan være langsommelig. De vil ikke gå på kompromis med mediets troværdighed, forklarer udlandschefen.

“At breake historier hurtigt er vigtigt for os, men hvis de er usande, har de ingen værdi. Vi prioriterer sikkerhed og troværdighed over hurtighed.”

Udlandschefen Niels Kvale husker specielt én video kort før påske, hvor verificeringen tog lang tid. Videoen viste tilsyneladende ukrainske soldater begå krigsforbrydelser mod russiske krigsfanger.

”Mange medarbejdere blev inddraget, og vi benyttede os af russisk og ukrainsk kyndige for at få oversat, hvad der blev sagt,” siger han.

Generelt gælder det hos DR, at jo mere komplekst materialet er, jo mere kritisk en behandling kræver det, og jo længere tid tager det, inden dets troværdighed kan afgøres.

Selvom DR ikke fuldt ud kunne verificere videoen, som tilsyneladende dokumenterede ukrainske krigsforbrydelser, valgte de alligevel at bringe historien og videoen med forbehold.

”Vores research, kilder og eksperter anså videoen for at være ægte. Selv et respekteret medie som New York Times gjorde det samme. Derfor turde vi bringe den,” siger han.

Ifølge udlandschefen er manipuleret billed- og videomateriale dog flere gange blevet afsløret og kasseret. Krigen i Ukraine var knapt begyndt, da det første materiale blev fanget i kontrolfunktionens fælde.

”Allerede i løbet af krigens første formiddag var der videoer, som vi ikke bragte, selvom de så interessante ud. De var for gamle, og havde ikke noget med denne krig at gøre,” siger Niels Kvale.

100 procents sikkerhed findes ikke

Trods kontrolfunktionens store og effektive værktøjskasse mener Niels Kvale, at man aldrig kan nå i mål med at verificere materialet.

”Vi kan aldrig være 100 procent sikre på indholdets troværdighed, men vi forsøger at nå så langt som muligt.”

Hvis DR vælger at offentliggøre en video, som indeholder dele, de ikke kunne verificere, er man ikke bange for at lægge kortene ærligt på bordet.

Det skete blandt andet, da DR bragte den føromtalte historie og video om de ukrainske soldater, der tilsyneladende begik krigsforbrydelser mod russiske krigsfanger.

”Transparens er meget vigtig for os. Når vi offentliggør ikke helt verificeret materiale, fortæller vi helt åbent, at det ikke har været muligt at verificere nogle dele. Det gælder også, hvis vi bringer oplysninger om for eksempel dødstal,” siger udlandschefen.

Fem råd, du selv kan bruge

Hvis du selv får brug for at efterprøve billeder og videoer, kan du. finde hjælp hos Videnskab.dk.

Det er kun begyndelsen

På trods af at den nyoprettede kontrolfunktion verificerer billed- og videomateriale, er journalisterne i overtal over for fotograferne. Det skyldes, at opgaverne minder meget om almindelige journalistiske opgaver, mener Niels Kvale.

”Journalisterne når langt ved at udnytte deres journalistiske grundfaglighed og kritiske sans til at stille de sædvanlige hv-ord: Hvem, hvad, hvor… Arbejdet, de udfører, er almindeligt journalistisk rugbrødsarbejde,” siger han. 

Selvom DR oprettede kontrolfunktionen som følge af krigens udbrud, vurderer udlandschefen ikke, at fokusset på at tjekke troværdigheden af billeder og videoer vil slutte sammen med krigen i Ukraine.

Han tror, at sociale medier vil blive den primære billed- og videokilde i fremtiden, og at omfanget af manipulation med indholdet vil stige, fordi folk bliver mere kreative.

”Det er mit gæt, at evnen til at fakta- og troværdighedstjekke indhold vil blive en større og vigtigere disciplin i medieverden. Vi har kun set begyndelsen,” siger Niels Kvale.

FORSIDEN
Karoline formidler litteratur til dem, der ikke selv har en bog på natbordet

Karoline formidler litteratur til dem, der ikke selv har en bog på natbordet

af | maj 12, 2022 | UDE

Karoline formidler litteratur til dem, der ikke selv har en bog på natbordet

Karoline Kjær Hansen læser bøger. Masser af dem. Og hun fortæller om dem på Radio4 i programmet Mellem Linjerne. Arbejdet foregår i togkupeer og midlertidige radiostudier, og det er en del af hverdagen som litteratur- og kulturjournalist.

TEKST: Josefine Harboe
FOTO: Rebecca Hoffmann

Udgivet den 12. maj 2022

Klokken er 8:10 torsdag morgen på Aarhus Hovedbanegård. Karoline Kjær Hansen balancerer en kop kaffe og en yoghurt i den ene hånd, mens hun med den anden betaler for sine ting i 7/11. Hun tager en tår af sin kaffe og efterlader et let rødt aftryk læbestift. 

Hun kaster sin mulepose over skulderen. I den ligger lidt læsestof, computer og høretelefoner, som i dag er grej nok til en hel arbejdsdag. Resten af hendes udstyr ligger allerede i Radio4’s studie i københavn, hvor arbejdsdagen skal foregå.

”Ja, jeg har pakket let i dag. Jeg plejer jo at have mit eget optageudstyr med også,” siger hun og går ned ad rulletrappen til spor 2, hvorfra hun om få minutter skal med toget til København.

Arbejde på farten

Karoline Kjær Hansen står bag radioprogrammet Mellem Linjerne på Radio4, hvor hun hver uge interviewer forfattere om deres bøger. En del af arbejdet er, at hun tager ud til sine kilder. Helst der hvor bogen er udformet.

”Det giver ofte kilden en ro, at det er dem, der er på hjemmebane,” siger hun.

Karoline Kjær Hansen har fast base i Aarhus, hvor hun arbejder som freelancejournalist og selv sammensætter sin arbejdsuge med radiointerviews og artikler om kultur og litteratur i Jyllands-Posten. Det er svært at sætte timer på en arbejdsuge, når forberedelse flyder sammen med fornøjelse. De to ting hænger dog sammen på den måde, at alt læsning fra hendes arbejdsliv er med til at udvide horisonten for, hvad der kan være spændende.

”Det er jo et stort privilegium, at jeg kan arbejde med det, jeg også bruger min fritid på,” siger hun.   

I dag har Karoline en aftale med Knud Brix i Radio4’s studie i København, hvor de skal tale om hans kommende bog Febertræet. En autofiktiv fortælling om en tumultarisk rejse til Liberia og mødet med en berygtet general fra 90’ernes borgerkrig. De mange togture mellem Aarhus og København fungerer ofte som arbejdsplads, og derfor bestiller hun altid plads i stillekupéen. 

Karoline tager sin computer frem for at læse de sidste 25 sider i Knud Brix’ bog, og sideløbende har hun en artikel om fiskeri og forfatterskab til Jyllands-Posten, som hun sender til citattjek. Hun klikker sig frem og tilbage mellem mailkorrespondancer og skribler ind i mellem et par stikord i sine egne dokumenter. Hendes blik er fæstnet på skærmen, mens veje, broer og skinner fyger forbi hende.

To uddannelser, der taler hvert sit sprog

Karoline har en bachelor i litteraturhistorie fra Aarhus Universitet. Herefter tog hun en kandidat i journalistik på DMJX. Hun er rundet af to fag med meget forskellige tilgange til formidling. Litteraturen kræver fordybelse og giver Karoline plads til at dissekere detaljer. Journalistikken er håndværksfaget, som har lært hende at gå grundigt til værks uden at fortabe sig i småting. 

”Vi kan lære meget om vores samfund og eksistens i litteraturen. Det er også her, det journalistiske kommer ind, fordi man skal vinkle fortællingen om forfatteren og bogen, så den er interessant for et bredt publikum,” siger hun. 

En fordel ved at være så velbevandret i litteraturhistorie er, at analyseredskaberne sidder på rygraden. Når Karoline er på optagelse, har hun sjældent andet manus med end lidt stikord. I dag står der kun et par datoer fra Knud Brix’ arbejdsliv, og resten opstår i studiet. På den måde kan hun lade samtalen tage en drejning, hvis interviewpersonen selv lægger op til det.

”Man kan gå alle steder hen og høre Knud Brix tale om sin løn, så det har jeg ikke tænkt mig at bore i. Men hvis han selv lægger op til det, så griber jeg den,” siger hun.

Karolines arbejdsliv kræver, at hun holder sig opdateret på forskellige platforme. Hun bruger arbejdet aktivt på sin Instagram, som er spækket med billeder af smilende forfattere foran Radio4’s blå billedvæg eller bøger stilistisk arrangeret i en solrig vindueskarm. Hun modtager nyhedsbreve fra forlagene og kender branchen godt, efter hun gennem flere år har skrevet for forskellige større dagblade. Derfor ved hun, når noget rører sig i den litterære andedam.

”Jeg beskæftiger mig primært med nyudgivelser. Der kommer aktualitetskravet fra journalistikken også ind i billedet,” siger hun.

På redaktionen i København

Toget kører ind på perronen på Hovedbanegården i København kort efter kl. 11:00, hvorefter Karoline går de få hundrede meter til Radio4’s lokaler.

Der lyder tastende fingre på tastaturer fra alle hjørner af den lille arbejdsplads. Selvom redaktionen er indrettet med hæve-sænkeborde og Lenovo-computere, står det klart, at den er vokset ud af en gammel lejlighed og ikke bygget til formålet. Placeret i en smal opgang i Studiestræde ikke langt fra Rådhuspladsen, er redaktionens gulve belagt med støjdæmpende gråt gulvtæppe, som dog ikke formår at kvæle de knirkende lyde fra træplankerne nedenunder.

Hun sætter sig foran en stor computerskærm med danskvand og en kop kaffe. Manglen på personlige kendetegn – en efterladt post-it, anden udsmykning eller billeder  – gør det tydeligt, at det ikke er Karolines faste kontorplads.

Alligevel åbner hun straks computeren og finder sin mailindbakke. Citattjekket er godkendt og med få tryk og en lille lyd fra tastaturet, er hendes artikel sendt til Jyllands-Posten.

Litteratur med en mission

Tankerne bag hendes arbejde med litteratur er at ændre idéen om, hvad vi bruger bøger til. Det var egentlig lidt ved et tilfælde, at hun havnede på litteraturhistorie, for det har aldrig været gamle klassikere og historiske romaner, der har tiltrukket Karoline.

Men efter hun boede nogle år i Berlin efter gymnasiet, blev hun draget af det unge, kreative miljø og i retning af litteratur. Selvom litteratur anses som højkultur, er det vigtigt for hende ikke at lave et elitært program.

”Jeg vil gerne gøre op med, at der findes rigtig og forkert litteratur og i stedet anerkende vigtigheden af den. Jeg sætter en ære i at formidle litteratur for målgrupper, som ikke nødvendigvis har en bog liggende på sengebordet. Det er medvirkende til, at jeg hver gang skal anstrenge mig for at gøre min journalistik relevant,” siger hun.

Hun har selv oplevet, hvordan hun fandt en ro i at læse, i takt med at det blev en større del af hendes arbejdsliv. Samtidig tror hun på, at det er gavnligt for alle at bruge lidt mere tid på litteratur, men ofte kræver det et skub i den rigtige retning.

”Kultur er ikke forbeholdt en afskåret gruppe af samfundet, men vedrører os alle, fordi den oftest handler om livets store spørgsmål. Men jeg synes bogen er nedprioriteret i vores samfund,” siger hun.

Kunsten at være velforberedt

Klokken nærmer sig 13:00, hvor Karoline har en aftale i radiostudiet med Knud Brix. Hun forbinder nogle kabler i forskellige farver, sætter mikrofonerne til og skænker en kop kaffe med rolige bevægelser.

”Jeg synes ikke, jeg bliver starstruck. Jeg er heller ikke nervøs, hvis jeg har forberedt mig godt. Jeg gør en dyd ud af at være godt forberedt, men trækker også meget på min viden fra studiet og mine mange fritidstimer med bøger i hænderne,” siger hun.

Og velforberedt, det er hun. Interviewet varer en times tid og giver plads til at gæsten kan udfolde sig. Karoline laver nedslag undervejs, typisk i datoer eller konkrete detaljer som selv forfatteren kunne have glemt. Samtalen handler om bogen, men også om det forudgående arbejde og den efterfølgende skriveproces.

Da optagelsen er slut, står de begge og beundrer forsiden, som er prydet af et fotografi i røde, soltunge nuancer. Bogen er helt frisk fra trykken, og derfor bliver de begge nødt til at se med fingrene. Inden Knud Brix forlader studiet, udbryder han, at det da må være et fantastisk job, hun har. Karoline nikker bekræftende, selvom det kan være en udfordring, når arbejdsliv flyder sammen med fritid.

”Jeg kan ikke sige, at jeg kun arbejder 37 timer om ugen,” siger hun.

En bred skare af gæster

Gæsterne i programmerne spænder vidt. Lige fra den tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet Poul Madsen til bestsellerforfatteren Jussi Adler-Olsen og digterkanonen Søren Ulrik Thomsen. Derfor handler programmerne i høj grad også om at møde et menneske og en historie, end kun om at forstå en bog. 

”Jeg er ikke litteraturformidler. Jeg åbner det rent journalistisk og håber, at mine programmer kan være en hjælp til at forstå et forfatterskab og derigennem et større emne i samfundet,” siger hun. 

Karoline pakker sin taske og vinker farvel til kollegerne på redaktionen. Hun sætter sig på en café rundt om hjørnet og snupper en sen frokost udenfor. Arbejdsdagen er endnu ikke slut. I toget vil hun tage hul på klipningen af dagens interview, så det er klar inden deadline fredag formiddag.

Telefonen ringer, og en pressemedarbejder på et forlag vil lige have styr på de sidste detaljer inden en radioudsendelse. Karoline gennemgår dem minutiøst, mens hun suger dagens sidste sol til sig, inden den går ned over Københavns tage.

FORSIDEN
Eksklusivt interview med Mette Frederiksen: “Det er en forandret verden, vi står i”

Eksklusivt interview med Mette Frederiksen: “Det er en forandret verden, vi står i”

af | apr 4, 2022 | UDE

Eksklusivt interview med Mette Frederiksen: “Det er en forandret verden, vi står i”

Illustreret Bunker har fået eksklusiv adgang til statsministeren til en snak om lukning af russiske statsmedier, en mulig lempelse af offentlighedsloven samt sociale mediers påvirkning af unges trivsel.

TEKST: VICTOR HEIDE-JØRGENSEN OG TOBIAS WINTER

FOTO: CHRISTIAN FALCK WOLFF

Udgivet den 04. april 2022

Mette Frederiksen besøgte mandag 28. marts tre uddannelsesinstitutioner. Først Aalborg Universitet, så Aarhus Universitet, inden turen sluttede på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, hvor hun skulle debattere den nye udenrigspolitiske situation med de studerende. I den forbindelse har Illustreret Bunker fået lov at interviewe statsministeren. 

 Regering står sammen med resten af EU mod Ruslands invasion af Ukraine og bakker “100 procent” op om de sanktioner, EU har indført mod Rusland – det gælder også en kontroversiel beslutning om at lukke for adgangen til de to russiske statsmedier Sputnik og RT. 

“Det er et meget dilemmafyldt spørgsmål. Helt principielt skal man afstå fra at censurere medier. Det står på side ét i statsministerens lærebog – jeg er jo pressens minister,” siger Mette Frederiksen.

Beslutningen har mødt kritik fra flere medlemmer af Folketinget samt brancheorganisationer. Liberal Alliances politiske leder, Alex Vanopslagh, kalder det en glidebane, mens Journalistforbundets formand, Tine Johansen, siger, at “det er at bekæmpe ondt med ondt.”

“Jeg tror ikke, man kan sammenligne det. Der er ikke tale om medier i den forstand, vi taler om medier. Ondt med ondt? Man skal i hvert fald tale i et sprog, som Putin forstår. Med medier skal man altid være påpasselige,” siger statsministeren.

Brancheorganisationen Danske Medier har rejst bekymring for danske mediers mulighed for at dække krigen. Mads Brandstrup, administrerende direktør i Danske Medier, siger, at det et brud på pressefriheden, “at muligheden for indsigt i, hvordan russiske medier behandler krigen begrænses.”

Mette Frederiksen vil ikke tage stilling til udtalelsen, men fortæller, at det er vigtigt at skelne mellem propagandamaskiner og medier.

“Jeg er ikke sikker på, at der i dette tilfælde er tale om at indskrænke mediers frihed. Som jeg forstår det, er der tale om statslig propagandamaskine. Det er noget andet end medier, som vi kender det,” siger Mette Frederiksen.

 “Jeg mener ikke, at den nuværende situation i Ukraine kommer til at få betydning i forhold til den danske offentlighedslov,”

-Mette Frederiksen, Statsminister

Intet klart svar til offentlighedsloven

Mens russiske medier lukkes ned for Vesten, så er der muligvis mere åbenhed i sigte for de danske mediers arbejde.

I december 2020 indgik regeringen forhandlinger med en række folketingspartier om muligheden for at lempe de stramninger, der blev tilføjet til offentlighedsloven i 2013. Stramningerne er blevet kritiseret af Dansk journalistforbund og en lang række journalister for at begrænse muligheden for at få indsigt i myndighedernes arbejde.

Mette Frederiksen fortæller, at der er et ‘før’ og et ‘efter’ i Europa i forbindelse med Ruslands invasion. Men hun kan entydigt afvise, at den opståede krig i Ukraine kommer til at få betydning for forhandlingerne om offentlighedsloven.

“Jeg mener ikke, at den nuværende situation i Ukraine kommer til at få betydning i forhold til den danske offentlighedslov,” siger hun.

Statsministeren var dog tilbageholdende med at give klart svar på, hvorvidt Socialdemokratiet selv går ind for en lempelse, der i så fald vil give borgere og journalister større indsigt i statens og kommunernes aktiviteter.

“En række partier har givet udtryk for at ønske om at få lempet offentlighedsloven, og dem sidder vi nu i forhandlinger med via Justitsministeriet. Resten er historie, fordi nu sidder vi i forhandlingslokalet,” siger Mette Frederiksen. 

Mere mistrivsel, mere sociale medier

I løbet af Mette Frederiksens debat med eleverne falder emnet på unges mistrivsel. Den er stigende.

  1. marts i år udkom den såkaldte “Nationale Sundhedsprofil” for 2021, hvor over 180.000 danskere har svaret på en række spørgsmål om deres sundhed og trivsel. Andelen af unge, der får en “lav score” på den mentale helbredsskala, er steget kraftigt siden 2017.  

Mette Frederiksen fortæller, at hun ser en sammenhæng mellem unges mistrivsel og sociale medier. 

“Når jeg tror, der er en en sammenhæng, er det fordi, at nye undersøgelser viser, at nogle teenagepiger bruger fem timer om dagen på sociale medier. Det er meget lang tid, der går fra andre – og fysiske – fællesskaber,” siger hun.

Mette Frederiksen bruger de sociale medier aktivt i sin politiske kommunikation. Det anerkender hun. Hun fortæller, at hun – det til trods – er meget bevidst om, hvordan hun bruger dem.

“Den måde jeg selv tænker på, er aldrig at bidrage til at splitte. Med de ordvalg og de betoninger, jeg bruger, forsøger jeg som udgangspunkt at samle os eller understøtte noget, der kan være til fordel for de fleste,” siger Mette Frederiksen.

Selvom statsministeren fortæller, at hun ser en sammenhæng mellem unges mistrivsel og de sociale medier, har de sociale medier også en værdi, understreger hun.

“Sociale medier kan jo meget. Både i den lille kommunikation og samfundsmæssigt. Vi skal tænke over, hvor meget vi bruger den, og hvad er det algoritmerne understøtter,” siger hun.

Mette Frederiksen fremhæver især de sociale mediers vigtige funktion i forbindelse med krigen i Ukraine, som er blevet døbt verdens første ‘TikTok-krig.’

Håb i frygten

Mette Frederiksen indledende tale på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole var præget af tungsindig tilkendegivelse af, at verdensordenen er blevet rystet af krigen i Ukraine. 

“Krigen er nu tilbage i Europa,” var hendes sobre erklæring. 

Den tidligere udenrigspolitiske rådgiver for Stats- og Udenrigsministeriet Ulrik Vestergaard udtalte Lørdag den 26. marts til Berlingske, at: “siden den 24. februar er vi gået ind i en periode, der er præget af frygt, fattigdom, usikkerhed og krig.”

Statsministeren erklærer sig enig med den vemodige prognose, men maner samtidig til håb.

“Det er en forandret verden, vi står i. Krigen er her jo, og det skaber usikkerhed, og den stigende inflation udfordrer allerede nogle borgeres økonomi. Forhåbentligt bliver den kommende periode ikke kun præget af dette, og vores opgave bliver at vende den her situation til nogle nye muligheder,” siger Mette Frederiksen.

Ifølge Statsministeren er energipolitikken et sted, hvor situationen kan vendes til nye potentialer. Den grønne omstilling kan være et initiativ, der både kan bruges aktivt i forhold til krisen i Ukraine, og det kan samtidig skabe håb på den lange bane. 

“Hvis vi fokuserer kraftigt på den grønne omstilling, kan den hjælpe os med at frigøre os fra afhængigheden af russisk gas. Det vil samtidig være håbefuldt, og det kan også skabe vækst og flere danske arbejdspladser,” Siger Mette Frederiksen.