Ved Eurovision i år kunne forandring og frygt mærkes. Politiseringen af programmet, som før har været en underliggende faktor, fandt sin vej helt ind i glitterfesten. Er der plads til underholdning og forsamling på tværs af landegrænser, når politikken synger højere end musikken?

Malmøs gader: Et todelt grænseland uden lige. En arena propfyldt med glitter, glamour, og hvad der skulle have været en omfavnende stemning, præcis som det plejer. Men noget var anderledes ved dette års Eurovision. Trusselsniveauet var hævet, og sikkerhedsforanstaltningerne tog nye højder. Demonstrationer og tilråb gav årets Eurovision en mere usikker begyndelse, end grandprixet er vant til. 

Kommentator Ole Tøpholm har dækket Eurovision i mange år for DR og oplevede forandringen i Malmø.

“Forskellen kan mærkes, når deltagelsen i grandprixet har føltes som et securitycheck i lufthavnen,” siger Ole Tøpholm. 

Skandaler og stillingtagen er ikke en fjern sag for Eurovision. Gennem årene har det, der skulle være et fredeligt arrangement, vist sig at være en perfekt politisk slagmark. Eurovision har været underlagt en ekstrem grad af politisering i år. Det har ifølge lektor i Europastudier ved Aarhus Universitet Lisanne Wilken først for alvor taget fart inden for de seneste 10-15 år.

“Den politiske del af Eurovision har altid været der, men det er klart, at jo flere lande der er med, og jo større det bliver, jo mere kommer politik også til at fylde, og jo mere attraktivt bliver det at politisere,” siger Lisanne Wilken.

United by Music

Organisationen bag Eurovision, European Broadcasting Union (EBU), opererer under et apolitisk motto, ‘United by Music’. Eurovision skal holde sig fri af politiske overbevisninger og være intet andet end en sangkonkurrence, som forener de europæiske lande gennem hyldest og dyst.

At følge det motto har siden den spæde start haft sine komplikationer. Flere lande har gennem tiden trukket sig eller modtaget en diskvalifikation grundet politiske overbevisninger eller politiske undertoner i deres optræden i showet. Israels deltagelse har fået massiv omtale både før, under og efter showet. Men det er ikke første gang, de deltagende lande har budt Eurovision på kontroverser. Blandt andet i 2000, hvor Israel brød EBU’s flagregel, da de tog syriske flag med på scenen.

Også i 2009 måtte Georgien trække sig fra showet i Moskva efter politiske uoverensstemmelser med EBU grundet deres sangtitel ‘We Don’t Wanna Put In’, som lød for meget som ‘We Don’t Want Putin’.

EBU har forsøgt at fastholde showets retning som en apolitisk begivenhed, på trods af mange deltageres forsøg på at bringe egne politiske budskaber. 

Simon Falk har været trofast fan af Eurovision gennem mange år, og den apolitiske tilgang er ifølge ham mere et ideal, end det er virkelighed.

“Hvis man vil holde konkurrencen apolitisk, men ser igennem fingre med de politiske markeringer, der er, så hænger det jo ikke sammen. Jeg synes, at EBU efterhånden må have lært, at man ikke bare kan lade som om, at konkurrencen ikke er politisk,” siger Simon Falk.

At drive et apolitisk, multinationalt program i denne tid ligner ikke en nem opgave, og EBU’s beslutningsgrundlag kan virke uigennemskuelig som fan. Men spørger man Lisanne Wilken, giver EBU’s håndtering af politiske problematikker mening.

“EBU er ikke en udenrigspolitisk organisation, selvom det er en kulturel kampplads, hvor politik sættes i spil. Jeg tror, det er rigtig vigtigt, at den her organisation understreger, at den frem for alt ikke er politisk,” siger Lisanne Wilken.

At være fan af Eurovision

Eurovision er en tradition for mange familier i Danmark. I 2024 så 543.000 danskere med. Men grundet den mediebevågenhed der har været specifikt på Israels deltagelse har det ifølge værterne på podcasten ‘Eurovision Fanklub’, Amalie Hestbæk Jakobsen og Nikolaj Stilling, været sværere at kalde sig stolt Eurovision-fan i år.

”Jeg kan mærke, at jeg bliver nervøs for reaktionerne, hvis jeg ikke holder mig neutral. Omvendt er jeg også bange for at dele min holdning. Det beskriver meget godt følelsen af at være fan i år, og hvilken betydning det får, at Israel må være med,” siger Nikolaj Stilling.

”Der opstår en frygt for, at man kan blive stemplet som et dårligt menneske, eller at man støtter et folkemord, fordi man elsker en sangkonkurrence,” siger Amalie Hestbæk Jakobsen.

Den intense politisering har gjort det ubehageligt at stå ved deres største interesse, som de ikke på samme måde har oplevet før.

”Det føles som om, vi næsten ikke kan gøre noget rigtigt. Det er noget møg for os som fans, fordi vi prøver i virkeligheden ikke at sige, hvad vi synes om hele konflikten, vi prøver bare at være fans, som vi altid har været,” siger Nikolaj Stilling.

”Man kan føle sig taget som gidsel,” siger Amalie Hestbæk Jakobsen.

Den anderledes stemning var også til at mærke ifølge kommentator Ole Tøpholm.

”Det har været et ret kaotisk Melodigrandprix i år. Både kommentatorer og pointafgivere har trukket sig. Kontroverserne fra både Italien, Holland og Israel har betydet, at stemningen til Eurovisionen har været kørt op i et gear, vi slet ikke er vant til,” siger Ole Tøpholm.

Hvorfor Rusland og ikke Israel?

Op til årets Eurovision har der været massiv mediedækning omhandlende Israels deltagelse. Sammenligninger er blevet lavet med Rusland, som efter invasionen af Ukraine  i 2022 blev smidt ud af konkurrencen. Det rejser spørgsmålet om, hvorfor Israel ikke møder samme skæbne, eftersom konflikten med Hamas er blusset op siden d. 7. oktober 2023.

“Her er tingene jo ikke så sort-hvide, som det var med Rusland. Regeringer verden over havde klart fordømt Rusland og kappet alle linjer til Moskva. Det er ikke tilfældet med Israel. Der er ikke indført sanktioner. Der er kritiske røster hist og pist fra regeringer, men linjen er stadig åben til Jerusalem og Tel Aviv,” siger Ole Tøpholm.

Udover den divergerende politiske tilgang, som omverdenen har haft til Rusland og Israel, er der ifølge Ole Tøpholm, en anden grund til at EBU ikke udviser egen holdning, trods mange ønsker fra aktivister.

“EBU er jo en public service TV-station, og TV-stationer laver ikke selvstændig udenrigspolitik. De navigerer indenfor konkurrencens egne regelsæt, resten må være op til regeringerne,” siger Ole Tøpholm.

Hvad skal der ske med Eurovision

Eurovision har siden sin start været et program, der bringer nationer sammen, men efter dette års konkurrence kan fremtiden synes grå for den farverige konkurrence. Kan en platform som Eurovision holde til så meget usikkerhed og polemik udefra, som den har stået model til i år? Spørger man Ole Tøpholm, er alt håb ikke ude endnu.

”Jeg synes stadig, at Eurovision samler os mere, end det splitter os. Det er den eneste gang om året, hvor vi på dansk TV har armensk folkemusik, italiensk pop og irsk hekseri på én gang i bedste sendetid.”

Ideen om, at et program som Eurovision kan holde sig fri af politisk indflydelse og kun forholde sig til den musikalske del af programmet, kan virke utopisk. Men ifølge Simon Falk er det slet ikke her, man burde lægge sit fokus.

”Kan man respektere hinandens forskelligheder og respektere, at hvert land deltager på baggrund af deres egen dagsorden, så tror jeg også, at man kan komme noget af det mere negativt politiske til livs.”

Spørger man lektor i Europastudier Lisanne Wilken hvad der skal til for at sende Eurovision på rette kurs igen, ligger byrden ikke hos de deltagende lande eller publikum.

“Eurovisionen afspejler det, der sker i tiden, og dens fremtid afhænger af, hvad der sker frem til næste Eurovision.”