Fortællemodeller, feedback og fadøl: Drikker de studerende på DMJX for meget?

Fortællemodeller, feedback og fadøl: Drikker de studerende på DMJX for meget?

Fortællemodeller, feedback og fadøl: Drikker de studerende på DMJX for meget?

På Danmarks Medie-og Journalisthøjskole er sociale arrangementer ofte lig med alkohol. Det giver ifølge størstedelen af de studerende selv bedre vilkår for at møde andre på studiet, men for en lille del forstyrrer det også det faglige. 

TEKST: Kevin Doherty

illustration: Nicoline odgaard og Veronika skov snedker

Udgivet den 02. december 2021

Fredagsbar, rusforløb, Citatfest på Paradis, Genlüd Awards, Modullafest, KaJ Generalforsamling og releaseparty for Illustreret Bunker. Der er efterhånden mange arrangementer med alkohol på DMJX og i de forskellige foreninger. Coronapandemien var endelig et afsluttet kapitel, da dette semester startede, og derfor kunne vi feste og gå i byen, som vi gjorde engang -før der var noget, der hed mundbind, coronapas og kviktest. Der er endda blevet afholdt hele to rusture, og fredagsbaren har pumpet mange liter fadøl ud næsten alle fredage siden semeserets begyndelse. Men har festlighederne og alkoholindtaget blandt de studerende taget overhånd? 

 

Fra rusuge til rusmåned

Når nye studerende på første semester på journalistik starter, venter der et unikt rusforløb. På andre universitetsuddannelser er det typisk en uge med flere rusarrangementer i træk, men på DMJX strækker det sig i stedet over fem-seks uger. Det er noget, som koordinator og vejleder for rusværterne, Mette Mørk, ser som en fordel. 

“Jeg har altid tænkt, at det var en god ting, for så når man at lære hinanden at kende ordentligt. Man har rent faktisk noget at snakke om,” siger Mette Mørk.

“Jeg har altid tænkt, at det var en god ting, for så når man at lære hinanden at kende ordentligt. Man har rent faktisk noget at snakke om.”

– Mette Mørk, underviser på DMJX

Hun pointerer dog, at det ikke er en fordel, hvis det udelukkende handler om druk. Rusforløbet er nemlig kendt for at være spækket med drukarrangementer, men på dette semester er der blevet skruet ned for alkoholen og op for fællesskabet. 

Alexander Ruben og Frederik Berg er henholdsvis formand og næstformand for rusværterne. De fortæller, at de for eksempel har fjernet konkurrencen om at drikke flest øl pr. hold til Barsport, gjort det muligt at drikke sodavand i stedet for øl til selvsamme arrangement og fjernet flere alkoholdiscipliner til Instaløb.

Ændringerne sker på baggrund af en dialog mellem rusværterne og Mette Mørk, der længe har efterspurgt nogle forandringer i rusforløbet. Ved de tidligere rusforløb har hun altid oplevet efterfølgende, at nogle studerende har været utilfredse med alkoholens rolle i rusforløbet. Hun ser det som positivt, at det diskuteres, om der skal ændres i rusforløbet, for ifølge hende kunne det ikke komme på tale for bare fem år siden. 

Flasken halvt fyldt  

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at kvinder ikke drikker mere end syv genstande om ugen og mænd 14. 

 I en rundspørge blandt de studerende, foretaget af Illustreret Bunker, om de studerendes alkoholvaner, viser resultaterne, at 47 procent af de adspurgte kvinder drikker mere end de anbefalede syv genstande om ugen. Hos de adspurgte mænd drikker 46 procent mere end de anbefalede 14 genstande. 

 Mette Mørk er ikke overrasket over de studerendes alkoholvaner, men hun har en klar opfordring til dem.

 “Jeg er desværre ikke helt overrasket over det billede, for alle undersøgelser viser, at danske unge er nogle af dem, der drikker mest. Men jeg synes faktisk, at det er så meget, at jeg håber, at I kigger på tallene og spørger jer selv: Skal jeg egentlig ikke skrue lidt ned for mit sprut-indtag?” siger hun. 

 I samme rundspørge svarer 76 procent af de adspurgte dog “enig” eller “helt enig” til, at sociale arrangementer med alkohol er vigtige for at møde andre på studiet. Alkohol giver altså mere end en hovedpine dagen efter.  

Kort om rundspørgen: Der er delt et spørgeskema i Facebook-grupperne for hvert semester på journalistik og ét semester på kommunikation. 241 studerende har svaret ud af cirka 540 mulige. Undersøgelsen er ikke repræsentativ. 

Hvem kommer først, når tørsten er størst? 

Efter et hæsblæsende rusforløb bliver der endelig åbnet op for at engagere sig i skolens mange foreninger. Kurt Strandbar kunne rigtigt slå dørene op igen dette semester, og tilslutningen har været overvældende ifølge formand Hans Christian Blønd. 

Selvom fredagsbaren udadtil kan virke som et sted, hvor man drikker sig fra sans og samling, ser han klart, at den har en central funktion for de studerende.

“I fredagsbaren er det nemt at møde folk, man har set på gangene, men som man ikke lige har fået snakket med, fordi de for eksempel sidder og laver opgaver. Man møder heller ikke på samme måde folk fra skolen i byen,så det skaber fællesskab på tværs af årgangene,” siger Hans Christian Blønd. 

Kurt Strandbar har dog ikke det store at tilbyde i baren, hvis man ikke vil have alkohol. 

“Vores menukort har ikke været særlig godt for folk, der ikke drikker, og hvis man ikke vil drikke, har der ikke været så mange muligheder for at købe noget andet. Det er lidt ærgerligt,” siger han. 

Men Hans Christian Blønd har en ambition om at udvide menukortet, så det ikke kun er rettet mod folk, der drikker alkohol. 

“Vi bør helt klart gøre noget for, at der er flere ting på menukortet, som ikke nødvendigvis gør folk fulde. Det tror jeg, at alle ville nyde godt af,” siger han. 

“Vi bør helt klart gøre noget for, at der er flere ting på menukortet, som ikke nødvendigvis gør folk fulde. Det tror jeg, at alle ville nyde godt af.”

– Hans Christian Blønd, formand for Kurt Strandbar

DMJX fyldt med gymnasieelever

I spørgeskemaet svarer 22 procent af de adspurgte enten“enig” eller “helt enig” til udsagnet om, at druk og fester relateret til skolen eller medstuderende påvirker det faglige engagement på skolen på en uhensigtsmæssig måde. 

Det er også noget, Mette Mørk til tider oplever som underviser på første semester. 

“Nogle fredage har jeg kunnet se på mit hold, at det var lille-fredag om torsdagen, og jeg bliver irriteret, hvis man kommer og sidder og stener,” siger hun. 

Mette Mørk, Hans Christian Blønd, Alexander Ruben og Frederik Berg er dog alle enige i, at de studerendes alkoholvaner i hvert fald ikke er så anderledes på andre videregående uddannelser. 

“Jeg synes, der er en drukkultur, som på alle andre uddannelser, jeg har oplevet eller har hørt om. Jeg synes ikke, der er noget, der skiller sig ud,” siger formand Hans Christian Blønd. 

Frederik Berg, næstformand for rusværterne, ser den store mængde holdundervisning på skolen samt de mange foreninger på DMJX som en årsag til, at det virker som om, der bliver drukket mere på denne skole. Han peger eksempelvis på jurastudiet, hvor der måske mere er en tendens til at drikke øl med studiegruppen. 

“Folk lærer hinanden at kende på kryds og tværs her, og det giver flere muligheder for at drikke øl med forskellige mennesker. Jeg tror ikke, det er fordi, der er mere druk her. Jeg tror, det er fordi, vi er lidt mere gymnasieagtige,” siger han. 

Der har været stor opbakning fra de studerende til de mange sociale arrangementer, der endelig er tilbage efter corona, og det ser ikke ud til at vende inden for den nærmeste fremtid. De studerende er glade for alkohol på skolen, men ikke nødvendigvis mere end andre uddannelser er det.

“Hjernevaskede journalister har vi nok af i DK” – Da shitstormen ramte DMJX

“Hjernevaskede journalister har vi nok af i DK” – Da shitstormen ramte DMJX

“Hjernevaskede journalister har vi nok af i DK” – Da shitstormen ramte DMJX

Et klik, og en ugelang strid om journaliststuderendes partifarve var skudt i gang. Men mediestormen byggede på en falsk problemstilling, siger uddannelseschefen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Manden bag undersøgelsen er enig, men fortryder intet.

Tekst: Jonathan madsen bentholm
illustration: Rosaline Lange

Udgivet den 02. december 2021

Den erfarne underviser skulle tænke sig om en ekstra gang, før han sendte mailen. I otte år har Kresten Roland Johansen som en del af et undervisningsforløb i statistik spurgt journaliststuderende, hvad de ville stemme, hvis der var valg i morgen. 

Men denne mandag blev han kontaktet af en tidligere studerende, der nu arbejdede som skribent på netmediet Kontrast. Journalisten ville have fingrene i den ene undersøgelse, som han egentlig i forvejen godt vidste hvad viste.

“Han sagde: ‘Jeg ved, du har de der data. Kan jeg få dem?’” fortæller Kresten Roland Johansen.

Det skulle Kresten Roland Johansen lige gruble lidt over. Han begyndte at lege med tanken om, hvad det borgerlige Kontrast mon vil bruge svarene til. Det tog ikke lang tid for ham at få det til at give mening. Jo, selvfølgelig havde han en idé om, hvilken sammenhæng undersøgelsen ville ende i. Men på den anden side ønskede han ikke at være smagsdommer, fortæller han.

“Der var jo ikke noget fordækt over spørgeskemaet, så hvorfor skulle jeg sidde og holde på det?” siger han med et skævt smil.

Og vupti. Mailen var sendt, og på Kontrast-journalistens computer begyndte en artikel at tage form. Nedtællingen til en mediestorm var i gang.

En frustreret uddannelseschef

“Diversitet blandt eleverne er vigtigt for mig. Vi skal afspejle resten af samfundet,” siger Henrik Berggren, uddannelseschef på DMJX, mens han læner sig tilbage i kontorstolen. 

På trods af det blev han alligevel irriteret over debatten om de studerendes partifarve. For debatten var skævvredet, mener han. 

“I sig selv synes jeg faktisk ikke, at det, som undersøgelsen viser, er særligt problematisk eller vigtigt,” siger han.

Bevares, selvfølgelig betyder det noget, hvilke værdier og politiske holdninger de danske journalister har, forklarer Henrik Berggren. Men det afgørende er, at der er diversitet i journaliststanden som helhed.

“Hvad de studerende lige stemmer, synes jeg altså ikke er så vigtigt.”

Henrik Berggren understreger flere gange, at studerende – og unge i storbyerne – generelt stemmer mere rødt. Man skal derfor tage det roligt med spørgeskemaets konklusioner. Samme logik forsøgte han også at forklare Kontrast-journalisten, der en dag kontaktede ham for en kommentar. At der ikke var noget om snakken.

Men så slog journalisten igen. Han præsenterede Berggren for tal, der viste, at der alligevel er en skævhed i, hvad journaliststuderende stemmer sammenlignet med unge i storbyerne generelt. Overrepræsentationen af røde stemmer er særligt stor blandt de studerende på DMJX. 

“Så siger jeg til ham: ‘Det er fint – jeg anerkender din præmis. Journaliststuderende stemmer skævt’,” fortæller Henrik Berggren.

Men selvom der, ifølge Henrik Berggren er noget om snakken, mener han ikke, at han som uddannelseschef for kommende journaliststuderende har ansvaret for den næste generation af journalisters politiske holdninger. 

“Jeg synes, det er en falsk problemstilling at sætte op. Folks politiske holdninger ændrer sig jo,” siger han. 

Samme argument turnerede Berggren rundt med i debatter, blandt andet i radioen på LOUD og Radio4. Faktisk måtte han aflyse flere møder for at få tid til de kritiske spørgsmål. I debatterne fik han efter eget udsagn “mange gode input” – han kan dog ikke huske nogen af dem.

Stormen tager til

Nu tilbage til den fredag, hvor Kresten Roland Johansen vågnede op til synet af sin egen undersøgelse på forsiden af Kontrast.dk. Weekenden var stille. Men så.

Mandag begyndte Twitter at boble. En af de mest rødglødende kritikere, Berlingskes koncernchef Anders Krab-Johansen, beskrev i et tweet undersøgelsens konklusioner som “skidt for mangfoldigheden i dansk presse”. Desuden kaldte han rekrutteringen til journalistuddannelsen for “café latte-agtig”. 

På Facebook, hvor Kontrasts artikel fik over 600 kommentarer, var trofaste debattører mere direkte. “FØJ for den,” skrev Preben. “Hjernevaskede journalister har vi nok af i DK,” lød det fra Karen Margrethe. “Så er det derfor, de ikke kan stave,” konkluderede Hasse. Han blev i øvrigt kvitteret med seks likes og en grinesmiley. 

Kresten Roland Johansens iPhone vibrerede også. En journalist ringede for at spørge ind til undersøgelsen. Han svarede behjælpeligt. Kort tid efter endnu en journalist. Og en til.  

“De ville vide, hvordan jeg havde lavet spørgeskemaet, og hvor troværdigt det var. Blandt andet om man kunne stole på de studerendes svar,” siger han.

Kresten Roland Johansen mener i dag, at Kontrast lavede den bedste dækning af sagen. De andre mediers dækning var for sort-hvid. Langt de fleste journalister glemte eksempelvis at sammenligne hans konklusioner med, hvad studerende generelt stemmer, og at forskellen, med de tal taget in mente, er lille. 

“Det var en kæmpe storm i et glas vand. Det blev behandlet unuanceret og jeg syntes faktisk, det var irriterende at se på,” siger han.

Irriterende, fordi diversitet ikke kun er, hvad man stemmer, forklarer han. Medierne fastfrøs deres syn på en ting; de nærmest Pelle Dragsted-elskende journaliststuderende. For selvfølgelig er diversitet meget mere end det. Og dog.

“Partifarven er ikke ligegyldig. Den kan være med til at fortælle, om uddannelsen har nogle blinde pletter.” 

Men det var ikke en analyse, alle skolens undervisere var lige enige i. På første sal blev netmediets artikel diskuteret i stor stil henover kontorlandskabernes hæve-sænke borde.

“Nogle synes, det var spændende, at jeg havde været med til at sætte det på dagsordenen, mens andre syntes, det var en rigtig dårlig idé,” siger han.

Måske var det også derfor, at kun ni ud af skolens over 30 undervisere valgte at svare på Illustreret Bunkers anonyme spørgeskema, da avisen spurgte til deres partipolitiske præferencer.

Flere partitest?

Henrik Berggren har det egentlig fint med Krestens Roland Johansens partiundersøgelse. Han anerkender, at undersøgelsen kan være med til at sætte fokus på, hvilke studerende skolen ikke formår at tiltrække. Men betyder det så, at han ville være klar på at gøre spørgeskemaet til en årlig ting for alle semestre?

“Det er godt spørgsmål,” konstaterer han tøvende og tager sig til issen.

“Ej,” siger han så. “Så tror jeg, vi ville tillægge det for stor en værdi.”

For så vigtig er partitilbøjeligheden heller ikke. Diversiteten skal i stedet i fokus med andre initiativer. Henrik Berggren nævner optagelsesprøven.

I øjeblikket arbejder man på at justere den i mangfoldighedens favør. Noget lignende har skolen faktisk før gjort, så der i dag optages nogenlunde lige mange kvinder og mænd på uddannelsen. Men om det er nok, tvivler Henrik Berggren selv på. Faktisk kan han ikke nævne ét uddannelsessted, der er lykkedes med at styrke diversiteten. Alligevel sidder to undervisere i øjeblikket og gransker forskningsverden for gode idéer.

“Og så skal vi skal også være bedre til at komme ud i de områder, hvor vi ikke tiltrækker elever fra,” siger han og åbner sin computer.

Han klikker ind på journalistuddannelsens hjemmeside og scroller et godt stykke ned på siden. 

“Der!” udbryder han.

En video med en tidligere studerende med anden etnisk baggrund går i gang. 

“Det er helt bevidst, at hun er med i den.”

Vil gerne dele igen … måske

Kresten Roland Johansen har ikke talt med sin chef Henrik Berggren om parti-spørgeskemaet, hverken før eller efter Kontrasts artikel kom ud. Det har han heller ikke planer om, siger han. Selvom han synes mediedækningen var snæver, fortryder han intet. 

“Det er jo ikke min dagsorden, jeg delte. Hvis forskere har lavet en undersøgelse, skal de jo heller ikke vælge kun at dele data med dem, de godt kan lide,” siger han.

Til spørgsmålet om hvorvidt han vil dele undersøgelsen igen, næste gang en tidligere journaliststuderende ringer, tøver den svarparate datamand alligevel. 

“Det har jeg ikke taget endegyldigt stilling til. Jeg valgte i situationen, at jeg havde lyst til at dele den, og så gav det noget palaver. Så det ved jeg ikke.”

Krestens mail er krj@dmjx.dk, hvis du nu en dag skulle få lyst til at udfordre det.

KOMMENTAR: Ingen spurgte om vores holdning – men her er vores svar

Caroline Dybdal Carlsen & Cecilie Guldberg Nielsen, redaktører INDE

Lad os starte med at proklamere én ting: vi er politisk uenige. Den ene meget socialistisk, den anden mere liberal. Vi proklamerer det, fordi det åbenbart er vigtigt. For Kontrast, for folk i kommentarsporet på Facebook, ja, faktisk for store dele af den danske befolkning. Siden vores politiske overbevisning blev breaket, er vi blevet mødt af både interesse for vores holdning og skepsis mod vores objektivitet. Til familiefødselsdage,  en aften i byen – selv i Tinder-beskeder:

”Nååå, så du er en af de der ræverøde journaliststuderende? *Blinke-smiley*.”

Politisk overbevisning fylder meget på DMJX. Vi kan mærke den i vores dagligdag – i debatter i undervisningen, i pausesnakken og efter tre øl i fredagsbaren. Men selvom vi to INDE-redaktører er uenige politisk, så er vi enige i én ting: privat har vi en bestemt politisk overbevisning – professionelt bestræber vi os altid på neutralitet. Skal vi ringe til en politiker, rød eller blå, så vægter den journalistiske integritet højere end vores politiske ståsted.

Vi har begge to deltaget i Kresten Roland Johansens undersøgelse og gav den på daværende tidspunkt ikke megen opmærksomhed som led i undervisningen. Det, vi eksempelvis tillægger opmærksomhed, er altid at få en kommentar fra dem, der er indblandet i en sag. Men på intet tidspunkt i debatten om Journalisthøjskolens røde lejesvende har et dansk medie søgt en kommentar fra os eller fra vores studenterforening KaJ.

Måske vi burde debattere det i stedet?