Falske oplysninger oversvømmer det sociale medie X: Hvordan håndterer medierne det?

Falske oplysninger oversvømmer det sociale medie X: Hvordan håndterer medierne det?

Falske oplysninger oversvømmer det sociale medie X: Hvordan håndterer medierne det?

Ifølge en EU-undersøgelse fra september havde X, tidligere kendt som Twitter, den højeste mængde af falske oplysninger sammenlignet med andre sociale platforme. Det pålægger medierne et ekstraordinært ansvar for ikke at sprede falske oplysninger, der er i omløb på X, og dermed bidrage til informationskrige.

TEKST: SARAH CARDEL
ILLUSTRATION: MARIA THOR-KRISTIANSEN

Udgivet den 07. december 2023

Da Elon Musk sidste år opkøbte det sociale medie Twitter, var det med formålet at modvirke den censur, som mediet havde udvist ved blandt andet at lukke Donald Trumps konto efter stormen på USA’s Kongres i 2021. 

Selvom Twitters censurering af Trump mødte stor opbakning fra offentligheden og andre sociale medier, mente kritikere, heriblandt mangemilliardæren Elon Musk, at det var en underminering af demokratiet at regulere ytringsfriheden. Med opkøbet ønskede han at skabe et åbent forum på Twitter, hvor alle holdninger og synspunkter kunne trives. 

Nu har det vist sig, at mængden af misinformation, der spredes på mediet efter Musks overtagelse, overgår alle andre sociale platforme. 

Når et socialt medie som X, der benyttes af mange medier til orientering om verdenssituationen, oversvømmes af falske oplysninger, lægger det et helt ekstraordinært ansvar hos medierne om at undgå at viderebringe misinformationerne. 

Det er ikke noget nyt
Ekstra Bladet er et af de danske medier, som i høj grad bruger X til at orientere sig om, hvad der rører sig. Redaktionschef og digital chef for eb.dk, Jesper Nielsen, anerkender dog den store mængde af falske nyheder, der florerer på X:

”Hver gang der sker noget stort i verden, en naturkatastrofe eller en væbnet konflikt, bliver der lagt en hel masse billeder og videoer op på X, og vi oplever hver eneste gang, at nogen forsøger at snyde medierne til at bringe noget, som enten er ti år gammelt eller stammer fra en anden begivenhed,” siger han.

Det har imidlertid ikke fået Ekstra Bladet til at ændre sin måde at bruge X i deres journalistiske arbejde. Ifølge Jesper Nielsen skyldes det, at der altid har floreret falske nyheder på internettet:

”Vi er klar over, at X er blevet mere polariseret, men det er jo ikke mere anderledes, end det var tidligere. Vi skal gøre os umage med at tjekke kilder og verificere oplysninger fra X. Men det gjorde vi også for ti år siden,” siger han.

Verden blev for alvor bekendt med fænomenet ”fake news” under det amerikanske præsidentvalg i 2016. Det er således ikke et nyt emne – hverken blandt danskerne eller på medieredaktionerne. Selvom der har været bevidsthed om fænomenet i lang tid, fik Hamas’ angreb mod Israel den 7. oktober flere medier til at advare om mængden af falske informationer og videoer på X. 

En tendens, som Jyllands-Posten også er meget opmærksomme på. De er generelt varsomme med at viderebringe oplysninger fra eksterne kilder. Det fortæller ansvarshavende chefredaktør, Marchen Neel Gjertsen.

”Det gælder også med informationer fra de internationale medier som BBC eller CNN. Hvis de skriver noget, som vi er usikre på, så bruger vi faktisk lang tid på at undersøge, hvad vi kan stole på. Det forholder vi os til, hver gang vi viderebringer oplysninger,” siger hun. 

Heller ikke hos Jyllands-Posten har man gjort sig nye tiltag, når det gælder brugen af X. Avisen har imidlertid en række etiske retningslinjer, som blandt andet handler om en kritisk tilgang til kilder:

”Vores etiske retningslinjer handler om, at vi altid skal insistere på at sikre, at noget er korrekt, før vi bringer det,” siger hun og tilføjer:

”Hellere rigtigt end hurtigt. Sådan burde det være for alle medier.”

Når man bruger længere tid på at researche, medfører det naturligvis også, at man ikke altid er de første til at fortælle nyheden. Denne prioritering er noget, som Marchen Neel Gjertsen er meget opmærksom på.

”Vi er sjældent først på breaking, og det har jo også sin pris. Vi er ikke Danmarks største nyhedssite i volume og puls, men til gengæld vil vi gerne være Danmarks mest troværdige avis,” siger hun.

Indimellem handler journalistik også om at sige, hvad man ikke ved”
En af de helt store faktorer, som vanskeliggør identifikationen af falske oplysninger, er det såkaldte checkmark. Et blåt flueben, som før i tiden illustrerede, at den pågældende brugers ægthed er verificeret. En ny opdatering har gjort det muligt at købe sig til et checkmark ved at tilmelde sig et X Premium-abonnement. Det betyder, at man ikke nødvendigvis kan være sikker på, at en bruger med et checkmark er blevet verificeret. 

Til Fagbladet Journalisten påpeger BBC’s faktatjekker Shayan Sardarizadeh, at det selv for faktatjekkere er blevet vanskeligt at følge med i strømmen af misinformation. 

Spørger man Jesper Nielsen fra Ekstra Bladet, så handler håndteringen af misinformation om helt grundlæggende, journalistiske metoder:

”Man kan tjekke profilens historik, og om følgerne er rene robotter. Ligesom når man får en spam-mail fra GLS – så spørger man også sig selv: ’Venter jeg en pakke?’ Det er helt almindelige, journalistiske dyder, der er i spil,” siger han. 

Han påpeger imidlertid, at der kan opstå situationer, hvor det er mere komplekst at faktatjekke informationer fra X, eksempelvis når det drejer sig om en video. 

”Der er tilfælde, hvor videoer deles på nettet, og folk tror, de er ægte. Ultimativt bringer vi dem ikke, men ellers er det vores opgave at fortælle, hvad vi med sikkerhed ved og ikke ved,” siger han og fortsætter:

Indimellem handler journalistik også om at sige, hvad man ikke ved.”

Ifølge Jesper Nielsen er der altså en journalistisk opgave i at påpege, når en information eller video ikke kan bekræftes, også selvom man ikke har mulighed for selv at verificere eller afkræfte den. 

At berette om, hvad der påstås, hvad der vides, og hvad der ikke kan dokumenteres, er også en benyttet tilgang hos Jyllands-Posten, når tvivlsomme informationer deles og omtales. Det kan imidlertid være svært at vurdere, om man skal gå ind i en udokumenteret sag:

”I det øjeblik man begynder at skrive om det, er man også med til at sprede historien. Så den balance er hele tiden svær, og vi vurderer det fra gang til gang. Man kan ikke lave en firkantet ramme omkring det,” siger Marchen Neel Gjertsen.

Da en voldsom eksplosion ramte et hospital i Gazastriben, kunne flere danske og udenlandske medier fortælle, at det var Israel, som stod bag eksplosionen, og at der var 500 døde. Denne besked kom fra de palæstinensiske sundhedsmyndigheder, som er styret af Hamas. Det har senere vist sig ikke at kunne dokumenteres. Jyllands-Posten var et af de medier, som udkom med nyheden. 

”Eksplosionen på hospitalet i Gaza er jo et rigtig godt eksempel på, at selv meget store og troværdige medier faldt i fælden. Den dag var vi langsommere om at udkomme med nyheden, fordi vores folk var så usikre på, om det var rigtigt,” siger Marchen Neel Gjertsen. 

Når en sådan situation opstår, ser Marchen Neel Gjertsen en pligt i at fortsætte med at søge sandheden:

”Vi har skrevet adskillige artikler om eksplosionen sidenhen. I sekundet en hændelse finder sted, er der ingen som ved noget. Ugen efter ved man mere, og efter endnu en uge ved man igen lidt mere. Det er vores pligt at holde fast og blive ved med at søge sandheden – omend vi så skal skrive 100 artikler,” siger hun. 

Camilla Boraghi kom for tæt på satire og for langt fra journalistik

Camilla Boraghi kom for tæt på satire og for langt fra journalistik

Camilla Boraghi kom for tæt på satire og for langt fra journalistik

Camilla Boraghi havde allerede været vidt omkring i mediebranchen, da hun i foråret takkede ja til et job på Ekstra Bladet. Nu nyder hun tilværelsen som sportsredaktør, men inden hun kom så langt, måtte hun tage en seriøs snak med sig selv om, hvilken type journalist hun ønskede at være.

TEKST: JOACHIM FARSHØJ
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 07. december 2023

Vær sjov, please vær sjov, tænker jeg.

”Det første spørgsmål skal overraske mig, ellers lægger jeg på.”

Det skrev Camilla Boraghi i vores korte mail-korrespondance inden interviewet. Med et glimt i øjet, naturligvis, men pointen skinnede igennem. Så da hun toner frem på FaceTime, stiller jeg det eneste spørgsmål, der falder mig ind i øjeblikket:

”Hej Camilla. Hvad er det største dyr, du vil kunne besejre i en boksering?” spørger jeg.

Hun bruger ikke engang et sekund på at gribe den. Med det samme går hun i gang. En længere mere eller mindre videnskabelig analyse af alle de dyr på savannen, der kunne tænkes at have set Zimba få en rød klat i panden i Løvernes Konge – og dem, der helt sikkert ikke så det, tages også i betragtning. Hun vender alt fra mus til elefanter, sparkende heste til aggressive æsler, inden hun lægger sig fast på en grand danois. Sådan en kan man trods alt manipulere, må man forstå. Og jeg forstår.

Camilla Boraghi gør det sjove seriøst og det seriøse sjovt. Gennemgår et halvt dyrerige for at finde en værdig modstander i ringen og synger Tarzan Mamma Mia om døde mink med toppolitikere. Det har ført hende mange forskellige steder i sin ellers relativt korte karriere, men lige nu har hun fundet sit kald som sportsredaktør på Ekstra Bladet. Ét af sine kald i hvert fald. Det skete efter et smut forbi den famøse skillevej, der måske ikke er så definitiv, som den plejer at være på film. Til gengæld gav det anledning til en del selvrefleksion.

Gråd og systemfejl sendte hende på kommunikation

Camilla Boraghi ville egentlig være journalist. Det lød ikke helt dumt, indtil den dag hun skulle til optagelsesprøve. Så var det pludselig meget dumt. Den morgen græd hun. Meget. Og hun tog slet ikke afsted, for hun var fuldstændig overvældet og turde pludselig ikke. Drømmen om DMJX var knust. I stedet endte hun på Humanistisk informatik, men det var ifølge hendes egne ord lidt ”wacko.” Så da hun, på trods af allerede at være blevet optaget på et studie, alligevel fik tilbudt chancen for at læse kommunikation på DMJX i Emdrup, greb hun den.

Det førte til et praktikophold på Radio24Syv og efterfølgende en plads på DR’s talenthold, inden hun overhovedet havde skrevet nogen form for bachelor. Den dag, bacheloren så faktisk blev færdigskrevet, stod der bogstaveligt talt drømmejobs i kø og ventede på hende. Den unge københavner fik både tilbudt en plads på mediet Den Uafhængige samt satireprogrammet Tæt på sandheden med Jonatan Spang og hvorfor nøjes, når man kan gøre begge dele? Camilla Boraghi takkede ja til begge tilbud, og det gav både muligheder og udfordringer.

”Jeg havde pludselig to drømmejobs på én gang. Det var heldigvis fint med begge steder, og det gav en voldsomt god synergi, for det var et virkelig godt match med den kritiske journalistik på Den Uafhængige og så kombinationen med at være kritisk og sjov på Tæt på sandheden,” fortæller Camilla Boraghi, der dog ikke kunne blive ved med at holde hovedet oven vande begge steder.

For mange arbejdstimer og for lidt søvn blev i sidste ende for meget, og hun valgte at holde fast i jobbet som den sjove reporter på Tæt på sandheden. Det valg var ikke helt tilfældigt, for kombinationen af sjov og seriøsitet har altid været vigtig for Camilla Boraghi.

”Jeg har altid set op til satirikere. Det er befriende at have et værktøj til at bryde den fastlåste interviewform. Jeg kunne begynde at græde, jeg kunne kramme folk, jeg kunne tage en sjov hat på – ej okay, det sidste skal man aldrig gøre. Men det gav mig mulighed for at tale menneske til menneske i stedet for interviewer til interviewperson, uden at jeg mistede det kritiske element,” fortæller hun.

Min første reaktion var: ”Er I vanvittige?” Men så begyndte jeg at se det for mig. Det lød spændende, og pludselig ville jeg fucking gerne”

– Camilla Boraghi

Sjov eller seriøs?

Hvis Camila Boraghi tager på karaokebar med sine venner, kommer hun ikke uden en plan. Hun skal gøre op med sig selv, om hun vil underholde eller imponere. Hvis hun vil underholde, skal der Eminem på anlægget. Gerne Lose Yourself eller den med ’Now this looks like a job for me.’ Skal hun derimod imponere, hiver hun et centralt minde fra gymnasietiden frem. Tainted Love af Soft Cell. Den sang hun til et talentshow, fordi hendes mor altid havde fortalt, at hun sang smukt. Det gjorde hun vist nok ikke.

Sangen handler som bekendt om et forlist parforhold, der vel mest af alt kan beskrives som giftigt. Sådan var arbejdsforholdet mellem Jonatan Spang og Camilla Boraghi på Tæt på sandheden absolut ikke, men i foråret 2023 skulle der alligevel ske noget nyt på arbejdsfronten. Flere forskellige tilbud ramte hendes indbakke, og hun stod nu over for skillevejen. Rene underholdningsshow henvendte sig, men det gjorde traditionelle journalistiske muligheder også.

En af dem var Ekstra Bladet, der mente, hun kunne styrke deres voksende fokus på cykelsport. Cykelsport, der gennem mange år har holdt nøglen til hendes hjerte. Sådan har det været, siden hun for første gang brugte Tour de France som undskyldning til at søge tilflugt fra sommerens udstillingsvindue for i stedet at se teenage-crushet Andy Schleck duellere med Alberto Contador tværs gennem Frankrig.

Så banen var kridtet op. Skulle hun gå all in på rollen som hende den sjove, eller var det i stedet på tide at styrke det journalistiske ben, endda med hendes store passion som hovedfokus? Svaret blev det sidste. Den første juni gik transferen til Ekstra Bladet igennem.

”Jeg var begyndt at føle mig lidt begrænset af sjovhedsdelen på Tæt på sandheden, mens det journalistiske tændte mig rigtig meget. Så det ville jeg gerne dykke mere ned i. Derfor var Ekstra Bladet et godt match med høj kvalitet, men også craziness og vildskab,” fortæller Camilla Boraghi, inden hun også fremhæver, at hun havde brug for at komme væk fra TV-skærmen. Hun ville gerne være mindre på.

”Jeg var træt af at være på TV. Man kan ikke undgå at blive et kendt ansigt, og det står ikke så godt til mig.”

”Er I vanvittige?”

Det lykkedes hende dog ikke at skjule sig for rampelyset ret meget mere end et par måneder. Hun dækkede Tour de France intenst henover sommeren, og det fik ifølge hendes egen vurdering Ekstra Bladet til at se et upoleret potentiale i hende. Allerede i september, blot få måneder efter ansættelsen på Ekstra Bladet, fik hun i bedste Godfather-stil et tilbud, hun ikke kunne afslå. Et tilbud om jobbet som sportsredaktør på Ekstra Bladet.

”Min første reaktion var: ”Er I vanvittige?” Men så begyndte jeg at se det for mig. Det lød spændende, og pludselig ville jeg fucking gerne.”

Camilla Boraghi blev redaktør på en af mediedanmarks største sportsredaktioner næsten ud af det blå. Et rent eventyr. Hun synes stadig, det næsten er for godt til at være sandt. Ja, sågar næsten bedre end hørfrøboller fra Politikens boghal, som hun ellers beskriver som “heroin i bolleform.” Men kun næsten. Hun stortrives i sin nye rolle. Også selvom hun nu ikke længere kun har ansvar for sine egne artikler og derfor nogle gange selv må tage skraldet, hvis noget går skævt.

”Det er overraskende sjovt at stå med lorten. For hvad skal man gøre af den? Det er vildt spændende at skulle løse problemerne og tage beslutningerne. Det føles ikke så tungt,” siger hun.

Faktisk føles det så godt, at Camilla Boraghi lige nu slet ikke mærker noget savn til jobbet som ”almindelig” journalist. Måske fordi hun stadig er med i en masse journalistiske arbejdsprocesser. Måske fordi hun i allerhøjeste grad får mulighed for at styrke det journalistiske ben, hun så gerne ville træne, og samtidig er kommet lidt væk fra underholdningsgenren. Eller måske fordi hun trives med forandring. Og det kan sagtens ske igen – forandring, altså.

”Jeg håber da helt klart, at jeg kan blive ved med at drible frem og tilbage mellem forskellige roller. Det synes jeg, vi ser mange eksempler på i branchen. Man bliver sat mindre i bås i dag. Men lige nu skal jeg være her på Ekstra Bladet i mange år. Heldigvis har jeg et langt arbejdsliv foran mig,” afslutter Camilla Boraghi.

Iført waders og i vand til lårene: ”Det skal være med et journalistisk formål”

Iført waders og i vand til lårene: ”Det skal være med et journalistisk formål”

Iført waders og i vand til lårene: ”Det skal være med et journalistisk formål”

Når vejret for alvor bliver vildt, holder danskerne sig i ly for regn og slud. Det gør de store TV-mediers reportere ikke. De valfarter ud til de fjerneste afkroge af landet og stiller sig midt i kaosset.

TEKST: JOHAN NØRGAARD & TIKE CLAUSEN
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 07. december 2023

Du har måske undret dig over, at journalister altid skal stå midt i storm og slud, når vejret rusker udenfor. Hvis ikke du har set det før, så prøv at tænde for dit TV, næste gang en storm raserer. Da en stormflod ramte Danmark i slutningen af oktober i år, blev alverdens journalister sendt ud til de afkroge af landet, hvor forholdene var værst.

Stormfloden blev af meteorologer kaldt en 100-års-hændelse. Det er et fænomen, hvor vejret bliver så vildt, at det statistisk set er en hændelse, der kun forekommer én gang hvert århundrede. Man skal tilbage til nytårsaften 1904 for at finde en hændelse af samme karakter. I perioden herimellem har der været flere tilfælde af voldsomt vejr, og når vejret bliver voldsomt, bliver TV-stationerne våde – i hvert fald kamerafolk og reportere.

Men hvorfor skal reportere stå, hvor vandet er dybest, når der er oversvømmelser, eller der hvor det blæser mest, når der er storm?

Stefan Jørgensen er journalist ved DR Syd, hvor han er radiovært på DR P4. Derudover er han også livereporter for TV-Avisen. Det er i sit virke som livereporter, at han bliver sendt ud, når vejret bliver ekstremt.

“Jeg skulle levere TV-indhold til DR Nyheder under 100-års-hændelsen, så jeg blev sendt ud for at reportere fra nogle af de berørte områder iført et par vaders, hvor jeg stod i vand, der gik mig til midt på lårene,” siger Stefan Jørgensen.

“Man kan jo ikke filme vind. Det er usynligt. Så på den måde illustrerer vi over for seerne, hvor vildt vejret er

– Lasse Rønlev, redaktionschef på TV 2 Nyhederne

Det skal være med et journalistisk formål

Det er ikke kun på DR, at reportere må trække i waders og stå i vandet, når uvejret rammer Danmark.

Når der forekommer voldsomme vejrfænomener, vil TV 2 gerne være midt i det hele for at vise danskerne, hvordan det står til. Og når man ser reportere på TV 2, som står ude i vandet, når der er oversvømmelser, eller der hvor det blæser kraftigt, når der er storm, og klynger sig til mikrofonen, så er der ikke tale om et humoristisk indslag.

”Det er ikke for underholdningens skyld, at vi står midt i det hele. Det er for at komme tæt på nyheden og tæt på de mennesker, der er i det. Og for at vise hvor meget, der er oversvømmet, hvor meget det har regnet, hvor meget det har sneet, eller hvor meget det blæser,’’ siger Lasse Rønlev, redaktionschef på TV 2 Nyhederne.

Han understreger, at TV 2 ikke sammenligner sig med DR og andre TV-medier for at prøve at overgå dem med hensyn til, hvor vildt det kan blive. Til gengæld vil TV 2 gerne sikre sig at være til stede flere steder. Det drejer sig altså om at kunne vise billeder fra så mange steder af landet, som overhovedet muligt.

”Vores ambition i forhold til DR er, at vi vil være sikre på, vi er flere steder, så vi kan give det bedste overblik fra hele landet. Hellere stå et sted én gang for meget end én gang for lidt,’’ siger Lasse Rønlev.

Det tyder altså på, at TV 2 og DR gerne vil være til stede så mange steder som muligt uden at gå på kompromis med den journalistiske substans. Reporterne skal være til stede der, hvor der sker noget, og så skal de gerne være midt i vandet eller i blæsten for at visualisere, hvor slemt det står til.

Under vilde vejrfænomener holder TV 2 sig opdateret med andre medier, hvis de er til stede på lokationer, hvor der er mere opsigtsvækkende ting.

”Hvis Ekstra Bladet beretter om væltede stilladser i København, vil vi helt sikkert bevæge os i samme retning,’’ siger Lasse Rønlev.

Det handler om at oplyse borgerne

Under stormfloden i oktober måned i år satte Stefan Jørgensen sig i bilen med et kamerahold og kørte ud i det sydlige Danmark for at finde områder at sende fra. Iført et par vaders stod han midt i vandet i oversvømmede områder for at visualisere, hvor voldsomt vejret var.

“Vi kører ikke ud til steder, hvor strømmen er gået, og alle beboerne allerede er blevet evakueret. Det giver ikke nogen mening,” siger Stefan Jørgensen.

Oplysningen er i fokus, og der er klare overvejelser om, hvorfor man er til stede, der hvor vejret er værst. Medierne beretter om, hvor beredskabet arbejder, hvorfor de arbejder lige netop der, og hvad borgerne i det område skal være opmærksomme på.

”Da luftalarmen gik i gang i Aabenraa, var vores opgave at formidle til borgerne, at nu skulle de altså komme væk fra området. Det er noget, vi prioriterer at være ude ved, og det er en samtale, jeg løbende har med en redaktør og en chef fra DR’s Newsroom,” siger Stefan Jørgensen.

Man får altså et bedre billede af, hvad der foregår, når man står midt i nyheden.

Ifølge Lasse Rønlev er det heller ikke tilstrækkeligt kun at bringe nyheder om vejr skriftligt.

“Man kan jo ikke filme vind. Det er usynligt. Så på den måde illustrerer vi over for seerne, hvor vildt vejret er. Det synes jeg, tjener et meget ædelt formål,” siger han.

Er det farligt?

Som man kan regne ud, er det ikke helt ufarligt at stå midt i en storm. Noget som medierne også tænker over i deres vejrdækning.

“Som udgangspunkt kører vi ud til området og ser, hvad vi kan lave på en forsvarlig måde, hvor vi kan dokumentere hændelsen og de skader, der er,” siger Stefan Jørgensen.

Også hos TV 2 gør de sig overvejelser om journalisternes sikkerhed. Lasse Rønlev fortæller sine ansatte, at de ikke skal gøre noget, hvor de er til fare for sig selv eller andre. TV 2 gør også meget ud af ikke at være i vejen for redningsmyndigheder. Derfor er det primært udstyret, som er udsat for fare.

”Det går værst ud over vores TV-udstyr. Det har det ikke særligt godt med vand. Og hvis ikke vi passer rigtig godt på, så bliver det hurtigt en dyr fornøjelse for os,” siger han.

Det er en risiko, Lasse Rønlev og hans medarbejdere er villige til at tage –Selvfølgelig uden at være dumdristige.

“Det kan virke lidt ironisk, at vi står bomstille i et område og fortæller, at nu bliver det så farligt at være her, at borgerne skal forlade området, men det er en samfundsvigtig opgave. Dels at formidle til nærområdet, men også at vise resten af Danmark, hvor slemt det står til,” siger Stefan Jørgensen.

Han understreger også, at selvom man ved, der er en risiko forbundet med at være i de ramte områder, så er der en vigtig årsag til, at man er til stede. Og når han bliver bedt om at sætte nogle ord på, hvad han tænker om, at journalister skal stå midt i uvejret, svarer han:

“Som reporter er det altid fedt at være de steder, hvor der sker noget. Og man er med til at lave billeder til historiebøgerne. Det er der noget vigtigt i.”

Knud Brix genstartede sin karriere og blev ansvarshavende chefredaktør: “Ansvaret opstår, når der er nogen, der viser dig tillid”

Knud Brix genstartede sin karriere og blev ansvarshavende chefredaktør: “Ansvaret opstår, når der er nogen, der viser dig tillid”

Knud Brix genstartede sin karriere og blev ansvarshavende chefredaktør: “Ansvaret opstår, når der er nogen, der viser dig tillid”

Knud Brix er ansvarshavende chefredaktør på Ekstra Bladet.  I løbet af sin karriere har han oplevet forskellige grader af ansvar. Han har altid været klar på nye udfordringer, og selvom der opstår fejl, skal man altid kunne komme videre.

TEKST: LUCIA ENOLA LOPEZ & ANDERS MØRCK
FOTO: SARAH ARGE

Udgivet den 07. december 2023

Knud Brix står i sin stue. Han holder sin seks måneder gamle datter i armene. Telefonen brummer. Ukendt nummer. Han tager telefonen op til øret, og blodet strømmer fra hele hans krop og op til hovedet. Han får opkaldet, alle chefredaktører frygter. På en forbindelse cirka 2000 kilometer væk fortæller en fremmed stemme, at to af Ekstra Bladets krigsrapportere er blevet skudt i Ukraine. 

“Det er jo egentlig meningen, at man skal bevare roen, men lige der må jeg indrømme, at jeg gik i panik,” fortæller Knud Brix om opkaldet.

Senere får han en af de to journalister i røret, som fortæller, at han er okay, men at han ikke ved, om hans makker kommer til at klare den. Knud Brix ved, at deres evakuering fra Ukraine afhænger af, hvad han gør som chefredaktør. Han rydder kalenderen i fem dage – fem dage med forskellige telefonopkald med forsikringsselskaber og de to reportere for at arrangere deres evakuering. Ansvaret har lagt sig som en tung kappe over hans skuldre. Begge reportere kom hjem i live, men oplevelsen vækker stadig minder – her næsten to år efter.

“Det var helt afgjort det værste tidspunkt for mig. Jeg følte mig enormt magtesløs. Jeg følte, at det var mit ansvar,” siger han.

“Når det går skidt, er det helt sikkert dig, de tænker på”
Knud Brix beskriver sig selv som lidt af en søvngænger i livet. Han troede, at han skulle læse økonomi, men fandt ud af, at hans drivkraft var længslen mod eventyr og rejser – og ikke livet bag en skærm og bogføringer. Han ville ud at smage på verden.

“Jeg havde en atomdrevet raket i røven,” siger han. 

Knud Brix tog på højskole og fandt ud af, at man som journalist kunne tage ud at rejse. Han startede på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og mødte andre, der delte nysgerrigheden på verden, mennesker og historiefortællingen. Han har aldrig set tilbage:

“Dér vidste jeg med det samme, med det miljø og de mennesker, jeg mødte, at jeg gerne ville fortælle historier,” siger han.

Hvis man tunede ind på det danske podcast-landskab i 2020, var det ikke til at undgå Knud Brix’ stemme i podcasten ‘Genstart’. Sammen med et hold kolleger var han med til at starte en podcast op, der skulle vise sig at blive en af de mest hørte i Danmark. Som frontstemme på podcasten følte Knud Brix et ansvar, som trækker tråde til det, han har som chefredaktør i dag.

“Det er værten, der er på, når det går godt – det er værten, der er på, når det går skidt. Sådan er det også at være chefredaktør. Når det går godt for mediet, så er det dig, de tænker på. Og når det går skidt, så er det helt sikkert dig, de tænker på,” siger han.

Nervøsiteten og angsten for ikke at præstere tilstrækkeligt har præget Knud Brix’ karriere. Hele vejen igennem har han ubevidst følt, at han skulle bevise, at han var god nok. Dog har frygten for at falde igennem, men også motivationen for at lykkes, været en drivkraft for ham. 

Når ingen andre tør
Skiftet fra at være journalist til nu at være ansvarshavende chefredaktør var markant for Knud Brix. Han havde været vant til, at andre tog kuglerne for ham, når han trådte forkert eller begav sig ud på dybt vand – nu er det ham selv, der skal tage kuglerne for andre. For med ansvarets blåstempling på brystet står Knud Brix også med de juridiske forpligtelser. Som ansvarshavende chefredaktør har man ikke blot ansvaret over for sine medarbejdere, men man er også den, som pilen vil pege tilbage på, hvis mediet  træder ved siden af. 

“Alles blik er rettet mod dig. Det har jeg jo været vant til som vært, men det er noget andet, når du er den, der er ansigtet på butikken – og den, der ultimativt kan ryge i fængsel, hvis vi skriver noget ulovligt,” fortæller Knud Brix, imens han holder om sin kaffekop. 

På koppens side kan man svagt ane teksten ‘når ingen andre tør’ – Ekstra Bladets motto.

Han arbejder ud fra en lommefilosofi om, at man er nødt til at prøve ting af og fejle. Jobbet som ansvarshavende chefredaktør var for spændende til, at han kunne sige nej:

“Det kræver også, at du er klar på, at folk hader en. Man skal ikke være født pleaser, hvis man har det her job. Det har jeg også skullet arbejde med,” siger han.

Han oplevede selv, at nogen kiggede anderledes på ham, da han blev chef. Knud Brix fortæller, at mange pludselig fik en holdning til ham, og det kræver, at man lader sig styre efter sit eget journalistiske kompas for at finde rundt.

Ikke for mors skyld 
Knud Brix er en mand, som ikke har taget den gængse vej gennem sin karriere. For ham har der været mange forskellige steps på vejen, der alle har gjort ham til den, han er i dag – som journalist såvel som menneske. 

Men selv om han er prøvet i mange forskellige miljøer, så gik der lang tid, før han blev den journalist, som ikke gør, hvad de andre sagde.

“Jeg tror først, at det var, da jeg kom på Radio24syv, at jeg begyndte at lave historier, som jeg syntes, var spændende, og som jeg lavede for min egen skyld, og ikke efter hvad min mor syntes, var rigtigt,” siger han.

Den frie ånd på Radio24syv, som Knud Brix tog med sig, lever videre i hans virke på Ekstra Bladet. Det er derfor også en stor del af hans arbejde som chefredaktør på mediet. Her er det vigtigt at værne om de valg, som tidligere chefredaktører har taget. Men samtidig ligger der en forpligtelse i at være anderledes og nytænkende – også selv om tankegangen ikke altid er den, som alle synes, er den rigtige.

Knud Brix har for nylig været i Ukraine for at følge krigen tæt på egen hånd. For ham er det en del af det ansvar, der indgår i jobbet. Man skal holde fingeren på pulsen og ikke læne sig for langt tilbage i sædet på chefkontoret – et kontor, som efter Knud Brix’ ansættelse blev flyttet tættere på den travle redaktion, så han kan være mere involveret i sine ansattes arbejde og historier.

“Jeg har trådt i stort set alle hundelorte, man kan”
Knud Brix er ikke for sart til at sige, at han har trådt forkert på mange tidspunkter. For det at lave fejl er ikke bare en del af det at være journalist – men også det at være menneske.

“Jeg har begået stort set alle fejl, man kan begå. Jeg har udtalt mig for skråsikkert, og jeg er blevet for hidsig. Jeg har sådan set trådt i stort set alle hundelorte, man kan – det skal man lære af,” siger han.

Virkeligheden er dog en anden i dag, end den tidligere har været for Knud Brix. Selv om fejlene stadig kan hænde, er fejlmarginen mindre, da ansvaret for redaktionen og læserne er stort og vigtigt. For uden en god relation kan man ikke være chefredaktør, mener han.

“Ansvaret opstår, når der er nogen, der viser dig tillid. Så skal du være ansvaret værdigt.”

Et filter i samfundets akvarium
Knud Brix afbryder interviewet for at vise noget ovre fra hjørnet af kontoret. En orange bog bliver taget op fra et lille bord. Bogen handler om dengang, chefredaktøren fulgte en afrikansk massemorder. Bogen er et af mange eksempler på, at han kaster sig ud i anderledes og spontane projekter. For det er vigtigt for Knud Brix at gøre det, der føles rigtigt i momentet – og ikke tænke for meget over det. Han har derudover lavet kritisk poesi om det politiske liv på Christiansborg og senest skrevet flere kontroversielle ledere på Ekstra Bladet, som har fået både ris og ros.

“Jeg har netop skrevet en leder om øgede rettigheder til livstidsfangen, Peter Madsen, der ikke må kommunikere med andre i de første 10 år af hans straf. Der er jeg sikker på, at jeg lægger mig ud med mange af vores læsere,” siger Knud Brix. 

Men selv om meningerne kan være delte, når Knud Brix spidser blyanten og skriver, så er det vigtigt for ham at få spredt sine budskaber – det er en del af ansvaret, som følger med det job, han har som chefredaktør. Ellers ville visse historier aldrig se dagens lys – og det er et ansvar, som han mener, er vigtigt for demokratiet.

“Ekstra Bladet skal være et filter, som er med til at rense vandet, når politikere skider i samfundets akvarium,” siger han.

B.T. skal være et ægte borgerligt tabloidmedie:  ”Man kan ikke fange alle målgrupper ved at være neutral”

B.T. skal være et ægte borgerligt tabloidmedie: ”Man kan ikke fange alle målgrupper ved at være neutral”

B.T. skal være et ægte borgerligt tabloidmedie: ”Man kan ikke fange alle målgrupper ved at være neutral”

B.T. skal være borgerlig, men journalistikken skal være objektiv. Kan det lade sig gøre? En medieforsker påpeger, at medier, der vælger standpunkt, klarer sig bedst.

TEKST: sarah cardel & TIKE ALI bellouki clausen
illustration: lotte skjødt nielsen 

Udgivet den 12. oktober 2023

  

“B.T. skal være et ægte, borgerligt tabloidmedie.” 

Sådan lød meldingen fra den nytiltrådte ansvarshavende chefredaktør, Simon Richard Nielsen, da det blev delt med offentligheden, at han fremover skal stå i spidsen for tabloidmediet B.T. 

Hvad denne udmelding helt præcist indebærer, kan være svært at vurdere. Spørger man Simon Richard Nielsen, har B.T. altid været et borgerligt medie. Han fastslår, at der således ikke er tale om en nyhed.

“Jeg kan godt forstå, at offentligheden ikke er vant til, det bliver sagt så tydeligt, og at det kan opfattes, som om vi smider den journalistiske værktøjskasse over bord. Vi er stadigvæk objektive, og vi hører stadigvæk alle parter i en sag,” siger han.  

Så hvad er borgerlig journalistik, og hvilken betydning har det for B.T., som ifølge Simon Richard Nielsen altid har været borgerlig?

Søren Schultz Jørgensen, medieforsker og docent på DMJX, forklarer, at begrebet ‘borgerlighed’ kan betyde flere ting:

“Den ene måde at være borgerlig på er at udpege emner, der er vigtige for de borgerlige. Den anden og problematiske måde er at lave journalistik, hvor man favoriserer bestemte aktører, som har borgerlige synspunkter.” 

Man må altså forstå forskellen mellem at diskutere vigtige emner fra et borgerligt perspektiv og at favorisere bestemte personer eller grupper med borgerlige synspunkter. Det sidste aspekt betragtes problematisk, da det medfører manglende objektivitet og neutralitet i mediedækningen og underminerer den journalistiske integritet. 

For Simon Richard Nielsen handler det om, at B.T. skal være med til at trække det journalistiske narrativ i en borgerlig retning.

Det handler ikke om politik eller partifarve

Simon Richard Nielsen peger på, at mange medier og journalister ofte benytter sig af venstreorienterede redskaber. Ikke kun i udvælgelsen af emnerne, men også i vinklingen af historierne. Her skal B.T. stå som en borgerlig søjle.

Ifølge ham handler det ikke om at agere lobbyister for blå blok eller de borgerlige partier. I stedet handler det om at repræsentere en borgerlig stemme i en medieverden, der ofte er domineret af venstreorienterede synspunkter.

“Meget af den offentlige samtale og journalistik har et indbygget venstreorienteret narrativ. Der skal B.T. i højere grad lave journalistik med et borgerligt udgangspunkt,” siger han. 

Han understreger, at det ikke handler om partifarve eller politisk tilhørsforhold, men snarere om værdier og en helt grundlæggende journalistisk proces. Allerede i den idéudviklende fase er det vigtigt at stille de rette spørgsmål og vælge den rette vinkel.

Simon Richard Nielsen mener, at man alt for ofte ser, at venstreorienterede perspektiver fylder debatten, selv når det kommer til økonomiske spørgsmål.

“Det handler ikke om rød og blå blok. Det er spørgsmålet om vinkling. Mange medier tager ubevidst en venstreorienteret vinkel, hvor løsningen typisk er flere penge til et bestemt område. Vi ønsker at udfordre denne tilgang og give borgerne en mere nuanceret dækning,” siger han.

Han mener, at diskussionen ofte handler om behovet for flere ressourcer uden et kritisk blik på, hvordan de eksisterende midler anvendes, og hvordan udgifterne udvikler sig. Det er altså afgørende at bryde med den eksisterende fortælling, hvis man ønsker en mere nuanceret offentlig debat.

“Det handler om rimelighed, fornuft og om at se på fakta. Det er som om, vi kollektivt glemmer, at den offentlige sektor har en samlet udgift på 1.200 milliarder kroner om året. Alligevel fortsætter narrativet om flere penge, flere penge, flere penge,” siger Simon Richard Nielsen.

Man skal turde stå for noget

Søren Schultz Jørgensen har skrevet bogen ‘Den Journalistiske Forbindelse’, der handler om, hvordan medier kan genopfinde deres relation til borgerne. Han mener, at der er en typisk årsag til, at B.T. har været ude og tydeliggøre sin borgerlighed:

“Det giver en mulighed for at skabe en tættere relation til læserne, fordi folk føler, at det medie taler til personer som dem selv. Det giver en fællesskabsfornemmelse,” forklarer Søren Schultz Jørgensen.

Ifølge ham er forsøget på at appellere til alle ved at være neutral noget nær umuligt. For at opbygge en loyal læserskare skal medierne turde stå for noget. Ved at kommunikere klart ud til offentligheden sender medierne også en besked til deres egne læsere og brugere om, hvad de står for.

“Inden for de seneste 10 år er det blevet tydeligt, at man ikke kan fange alle målgrupper ved at være neutral. Man er bevidst om, at man skal repræsentere noget, og det er klart de medier, der tør tage et standpunkt, som har mest vind i sejlene,” siger Søren Schultz Jørgensen.

Turbulente tider på B.T.

Der er i det seneste år sket markante ændringer på B.T., og mens mediet satsede digitalt, var salget af printavisen faldende. Det var alligevel en opsigtsvækkende nyhed, da B.T. kunne fortælle, at de den 1. januar 2023 ville lukke printavisen og være 100 procent digitale. Nu som et gratismedie.  

I slutningen af august, knap et år senere, oplyser koncernen igen om nye tiltag på B.T. – heriblandt et nyt samarbejde med Euroinvestor, en ægte borgerlig profil og et chefskifte. 

Tiltag, der blandt andet kommer i kølvandet på, at B.T. har tabt en stor mængde læsere til Ekstra Bladet.

Simon Richard Nielsen afløser Pernille Holbøll, som nåede at sidde på posten i 15 måneder. Det er fjerde chefskifte på to år. Mens hendes opgave var at digitalisere printavisen, tyder det på, at Simon Richard Nielsen i højere grad skal beskæftige sig med mediets redaktionelle linje.

Han er uddannet økonom fra Københavns Universitet og har arbejdet som journalist på Dagbladet Børsen, TV2, FinansWatch og været chefredaktør på finansmediet Euroinvestor. Nu skal han stå ved roret på både Euroinvestor og B.T.  

Et nyt samarbejde med Euroinvestor

Sammen med tydeliggørelsen af B.T.’s strategi om at stå tydelig frem som borgerligt medie, så er der også planer om et samarbejde mellem Euroinvestor og B.T.

Om disse medier kan drage nytte af hinanden, vil tiden vise, men Richard Nielsen har en klar forhåbning om, at et samarbejde kan være gavnligt.

“De to medier har hver deres særpræg og hver deres målgruppe. Men vi vil gerne teste, om mere finansielt stof på B.T. kan fungere. Man kan kalde det et uformelt trafiksamarbejde,” siger Simon Richard Nielsen. 

Chefredaktøren ser gerne, at B.T. i højere grad skal dække emner om økonomi. Han understreger dog, at B.T. ikke bliver et finansmedie, men blot skal dække og give inspiration til finans og privatøkonomi. En, ifølge ham, naturlig udvikling for et stort tabloidmedie som B.T., eftersom de fleste danskere går op i penge.  

“Der er over to millioner boligejere i Danmark, som går meget op i renter, boligprisernes udvikling og boliglån. Det vil vi opprioritere dækningen af på B.T,” siger Simon Richard Nielsen.

Spørgsmålet er, hvordan B.T.s skifte til et ægte borgerligt tabloidmedie vil påvirke journalistikken, deres læserskare og konkurrencen med Ekstra Bladet. Vil ændringen skabe en tættere forbindelse til læserne, eller vil det betyde, at mediets journalistik bliver mere tydeligt præget af borgerlige værdier? 

Svaret vil vise sig i udfoldelsen af den nye strategi, som måske kan bringe B.T. tilbage på niveau med Ekstra Bladet.