Det forbudte blæk: Da en tatovering vendte op og ned på Anders Mielkes sommer

Det forbudte blæk: Da en tatovering vendte op og ned på Anders Mielkes sommer

Det forbudte blæk: Da en tatovering vendte op og ned på Anders Mielkes sommer

Siden Anders Mielke første gang udkom med podcasten ’Forhjulslir’ for knap fem år siden, har han gået på vandet, men en sommer i orkanens øje har påvirket den 25-årige journalist.

TEKST: joachim farshøj
FOTO: sarah arge

Udgivet den 12. oktober 2023

En tatovering, der blev til en artikel, der blev til en sommer i vælten.

Nej, det er ikke et vers i en Nik & Jay-sang fra nullerne, men derimod en opsummering af Anders Mielkes sommer i år, der blev den hidtil travleste for ham. En tatovering af barndomsvennen Mads Pedersens navn under Tour de France igangsatte en debat om grundstenene i dansk sportsjournalistik. En debat med nyuddannede Anders Mielke i centrum.

”Det var en tid, der påvirkede mig mere, end jeg tilkendegav. Det var hårdt mentalt. Især når jeg var alene på hotellet under løbet, og min familie ringede og spurgte, om jeg var okay. Det var ikke sjovt, men det var lærerigt,” siger Anders Mielke.

Aftalen med Mads Pedersen om den meget omtalte tatovering kom i stand, allerede inden verdens største cykelløb startede, da Anders Mielke og den tidligere verdensmester indgik et væddemål med blæk på højkant: Hvis Mads Pedersen vandt en etape i Touren, skulle Anders Mielke have Mads Pedersens navn foreviget i huden. Omvendt skulle Mads Pedersen have ’Forhjulslir’ tatoveret, hvis sejren skulle glippe.

Så da den danske Lidl-Trek-rytter kørte først over stregen på ottende etape i Limoges, var der ingen vej udenom for Anders Mielke, der måtte holde sit løfte. I kølvandet på tatoveringen fulgte en klumme i Euroman, som satte spørgsmålstegn ved tatoveringen, og som efterfølgende kastede både debatprogrammer og en artikel i fagbladet ’Journalisten’ af sig. Anders Mielke vidste, at tatoveringen var på grænsen af det, som dansk journalistik normalt tillader. Men mængden af reaktioner kom alligevel bag på ham, og tiden i et uforstyrret cykelparadis var slut.

”Jeg havde tænkt over muligheden for negative reaktioner fra Danmark, så jeg nævnte det for min arbejdsgiver Eurosport/GCN, der jo er et internationalt medie, og hvor jeg er eneste dansker. Min britiske chef, som var med mig under Touren, var cool med det, og i udlandet grinte de bare af det, men herhjemme blev reaktionerne vildere end forventet,” siger han.

Anders Mielke prøvede at være ligeglad, men rigtig mange mennesker henvendte sig til ham, samtidig med at han var ’på’ og skulle performe foran kameraet hver dag. Han troede, det ville drive over i løbet af Touren, men det blev ved, selv efter løbet sluttede. 

Tatoveringen blev allerede en realitet i anden uge af det tre uger lange cykelløb, der hvert år gennemtrawler Frankrig, men da rytterne nåede den sidste målstreg i Paris, fortsatte debatten om Anders Mielkes ageren i P1 Debat i episoden ’Tour de Klaphat’. Her tog flere journalister og redaktører emnet op, mens hovedpersonen ikke selv kunne deltage live, da han skulle kommentere kvindernes Tour de France. Han gav dog et båndet interview til nogle af spørgsmålene.

En utraditionel journalist

På et tidspunkt ebbede interessen for tatoveringen stille og roligt ud. Det gav tid til refleksion for Anders Mielke, der, udover at være barndomsvenner med Mads Pedersen, også selv har cyklet på højt plan i ungdomsrækkerne i Danmark. Derfor har han mange bekendtskaber i det nuværende professionelle cykelfelt. 

De bekendtskaber var blandt andet det, der gjorde det muligt for Anders Mielke i en meget ung alder at slå igennem som podcastvært på sit eget program, Forhjulslir. Cykelpodcasten har i snart fem år været et anerkendt sportsmedie i Danmark. Uden kontakter og venner i sporten tror Anders Mielke ikke, at den skude nogensinde havde forladt havnen.

Roskilde-drengen er derfor ikke en helt klassisk dansk journalist, for hvem det at være venner med sine kilder er et rendyrket no-go. Det står han ved, selvom han også erkender, at han fuldt ud respekterer den tilgang.

”Jeg synes, det er en vigtig debat at tage, selvom det i mine øjne kørte lidt ud af en tangent. Nogen tog det meget ilde op. Måske fordi man som dansk journalist bliver oplært meget i kritisk journalistik. Alle de udenlandske journalister syntes bare, det var sjovt,” siger Anders Mielke.

”Den danske sportspresse er meget seriøs, og der er næsten en forventning om, at sport bliver dækket som politik. Det har jeg stor respekt for, men under Tour de France arbejdede jeg jo for udenlandsk TV, hvor der er andre forventninger til journalisterne og reporternes rolle, hvilket, jeg syntes, blev glemt i debatten. Jeg kom jo ikke fra DR, men fra Eurosport International.”

”Jeg har oplevet, hvilke konsekvenser, det kan få, når man har røven i klaskehøjde”

 

– Anders Mielke

 

Med popularitet følger ansvar

Forskellen på den danske og den udenlandske sportspresse er en vigtig pointe for Anders Mielke, og det er da også rigtigt, at hans engelske arbejdsgivers Twitter-opslag (ja, dengang hed det altså Twitter!) om tatoveringen har kommentarsporet fyldt med positive reaktioner og grinende emojis. 

Ikke desto mindre er Anders Mielke dansker, udenlandsk arbejdsgiver eller ej, så sommeren har lært ham en ting eller to om, hvordan hans arbejde bliver modtaget – og hvordan han gerne vil have, det skal modtages. 

”Jeg har gjort mig nogle overvejelser om, hvordan jeg skal fremstille mig selv fremover. Jeg har lært, at jo mere populær man bliver, jo større ansvar og opmærksomhed får man, og jeg har også oplevet, hvilke konsekvenser, det kan få, når man har røven i klaskehøjde,” siger han. 

”Det har været en lektion i at kunne præstere, mens man selv er et samtaleemne i medierne. Ikke at man kan sammenligne det 1:1 med den situation, rytterne står i, men det er interessant at tænke på, hvad rytterne gennemgår, når de skal performe, mens de er i vælten i medierne. Det tager jeg nogle gange for givet, når det er mig selv, der stiller spørgsmålene. Nu ved jeg, hvordan det er at være i vælten,” siger Anders Mielke.

Myter om praktikpanik: ”Lyt ikke til jungletrommerne”

Myter om praktikpanik: ”Lyt ikke til jungletrommerne”

Myter om praktikpanik: ”Lyt ikke til jungletrommerne”

Praktikken på journalistuddannelsen fylder meget i de studerendes bevidsthed. En fjer kan hurtigt blive til fem høns, når der snakkes på gangene. Illustreret Bunker har samlet nogle af rygterne og undersøgt dem nærmere. 

TEKST:  Marlene møller holm
illustration: Lotte skjødt nielsen

Udgivet den 12. oktober 2023

Allerede fra den første dag på journalistuddannelsen spøger panikdag og helvedesugen i baghovedet for nogle studerende. Det kan være, at man søger ind i skolens foreningsliv, fordi man har hørt, at det giver bedre chancer til praktiksamtalerne. Måske sender man irriterede blikke til vedkommende, hvis tante er chefredaktør, fordi man har hørt, at fordelingen af praktikpladser er ren nepotisme. Men spørger man skolens praktikvejleder Røskva Regine Würtz, skal man ikke tro på alt, der bliver hvisket i krogene:

”I skal ikke lytte til jungletrommerne. Der kan hurtigt opstå et eller andet narrativ, når følelserne går højt. Det er bedre at komme og spørge mig end at opbygge en masse bekymringer, fordi man har hørt nogle rygter,” siger Røskva Regine Würtz.

Illustreret Bunker har fulgt lyden af jungletrommerne og opstøvet nogle af de myter, der florerer om praktikken. Derefter har vi tryktestet myterne hos Røskva Regine Würtz, Ulrich Panduro, som netop er kommet tilbage fra sin praktik på Ekstra Bladet og Carl Buhr, som lige nu er i praktik på JydskeVestkysten i Kolding.

Myte: Hvis jeg ikke kan fremvise nogle gode journalistiske produkter, har jeg ikke en chance for at få en fed praktikplads.

Ulrich Panduro:

”Jeg var helt sikker på, at det var mega vigtigt, hvad jeg havde lavet på forhånd. Jeg lå søvnløs inden den uge, vi skulle ud at søge praktik. Jeg tænkte, ’jeg har ikke noget godt, jeg kan vise. Jeg har kun nogle småtterihistorier, og alle andre har noget meget bedre end mig’.  Men i virkeligheden var de rimelig ligeglade med, hvad jeg havde lavet tidligere. De ved godt, at hvis du ikke har været i praktik, så kan du ikke en skid. De ville meget hellere høre, om jeg havde haft et arbejde før, om jeg kommer til tiden, og om jeg er motiveret for at lave noget,” siger han.

Røskva Regine Würtz:

”Praktikstederne har ikke ret høje forventninger til, hvad I rent faktisk kan, når I starter i praktik. Det er først, når I er derude, I får røv i bukserne. De kigger efter, hvad jeres potentiale og interesser er, og om I passer ind på deres medie,” siger hun.

Myte: Der findes et hemmeligt hack til, hvordan du får din drømmepraktikplads.

Røskva Regine Würtz:

”Det er den absolut mest sejlivede myte om praktikken. Nemlig at der er en eller anden løsning på, hvordan man kan gøre det.  At det handler om, at nu skal man overmande den her Goliat af et system, eller om man har de rigtige forbindelser. Men det er bare ikke sandheden. Det er så forfærdeligt enkelt; er der kemi med de steder, du er til samtale?  Er det det rigtige match? Der er ikke et hack,” siger hun.

Er man så bare nødt til at læne sig ind i magtesløsheden?

 ”Det er vigtigt, at man fokuserer på det, man kan styre. Du skal ikke føle dig så magtesløs, at du giver op, men fokusér på at sætte dig rigtig godt ind i det medie, du gerne vil være på. Find ud af, hvad deres målgruppe og mission er. Hvis du ved det, er du bedre rustet til samtalen og til at overbevise dem om, at du passer ind. Derudover skal du bruge energi på at finde ud af, hvad du gerne vil lære i praktikken. Er det her praktiksted overhovedet det rigtige sted for dig med de ting, du gerne vil lære?” siger Røskva Regine Würtz.

Myte: Det er bedst at få en prestigefyldt praktikplads

Røskva Regine Würtz:

”Jeg var i praktik på Weekendavisen, og i min ansøgning kaldte jeg dem for ’det journalistfaglige Olympus’. Men det var i virkeligheden hårdt at skulle leve op til alt det, jeg forestillede mig, Weekendavisen var. Jeg var så ærbødig og starstruck, og det, tror jeg ikke, genererede de bedste vækstbetingelser for mig. Jeg ville ønske, jeg havde været lidt mere fandenivoldsk,” siger hun. 

Ulrich Panduro:

”Det med prestige er kun sjovt i fem dage, derefter er det bare et arbejde. Jeg ville ønske, jeg havde kigget mere på hvert medie og tænkt, hvad jeg gerne selv ville skrive, i stedet for at tænke over, hvad der er prestige i. Vi fik hele tiden at vide, at vi ikke skulle ud og vælte en minister. Samtidig var tanken om at vælte en minister helt vildt spændende, så hvad nu hvis chancen var der? Men det er ikke dit job som praktikant. Du er der for at lære noget,” siger han.

Myte: Man lærer mindre på lokalmedier

Carl Buhr:

”Jeg har jo ’bare siddet på et lokalmedie’, men jeg kommer ud med en portefølje, hvor jeg både har skrevet de helt lokale historier, men jeg har også skrevet en historie, der er blevet behandlet i Folketingssalen. Jeg har været i praktik i et halvt år, men jeg har skrevet 40 forsideartikler. Det, tror jeg, ville være svært at få lov til på et stort medie,” siger han. 

Ulrich Panduro:

”Jeg har tit tænkt over, hvorfor jeg ikke gik efter et mindre medie. Når du er en del af et større mediehus, bliver du ofte til et tandhjul — en lille del af en meget stor maskine. Du udfylder selvfølgelig en vigtig brik. Jeg kan bare se, at de, der var på lokalmedier, har lært at gå ud og opsøge en megalangsom historie og få den vakt til live. Der er nogen af dem, som er latterligt gode til at opstøve historier og tænke i skæve vinkler. På Ekstra Bladet kommer historien bare ind i indbakken. Der er så mange tips hver dag, at du bare kan vælge,” siger han.

Myte: Det er kedeligt at være i praktik på et lokalmedie

Carl Buhr:

”Vi har dage på redaktionen, hvor der er mere stille end andre, men i langt de fleste byer vil der altid være noget interessant at skrive om. Det er måske mere sexet at skrive om store landspolitiske beslutninger, end det er at skrive om budgetforlig og børnehaver, der lukker. Det sidste har bare sindssygt stor betydning for de mennesker, det berører. Derudover sidder man på en lille redaktion, hvor man ikke bliver væk i mængden. Der bliver regnet med dig, og du indgår som en vigtig del af redaktionen,” siger han.

Myte: Praktikken er det første step på karrierestigen 

Røskva Regine Würtz:

”Det er en kæmpe myte, at praktikken er første skridt på en karrierevej — det er det ikke.

Det er en del af jeres uddannelse. Det er her, at I skal tilegne jer de kompetencer, I skal bruge i jeres fremtidige karrierer og prøve nogle ting af. Hvis man holder fokus på, hvad det er for nogle kompetencer, man gerne vil tilegne sig, så bliver det også nemmere at sidde til de her samtaler og have en autentisk samtale om, hvad det er, du gerne vil have ud af praktikpladsen,” siger hun. 

Men er det ikke meget almindeligt at få sit første job igennem praktikpladsen?

”Det er rigtigt, at mange får deres første job på den måde, men hvis man tænker sådan, bliver mållinjen bare ved med at flytte sig. Først skal man ind på Journalisthøjskolen, så når man kommer ind, skal man rigtig shine, være superaktiv i alle foreningerne og have de højeste karakterer. Så er det nye mål at få den helt rigtige praktikplads. Når man får det, skal man skrive nogle forsidehistorier og gøre sig heldigt bemærket, så man bliver tilbudt et job bagefter. Hvornår stopper det så, hvis mållinjen hele tiden flytter sig? Hvis man ikke stopper op på et tidspunkt og spørger sig selv: Hvad er det, jeg gerne vil, og hvad er det, jeg får ud af at være her?” siger Røskva Regine Würtz.

Det var en lille håndfuld af de myter og rygter, vi fandt, da vi fulgte lyden af jungletrommerne, men det er kun toppen af isbjerget. Hvert eneste svar afføder adskillige nye spørgsmål, fordi praktikpanik er gaven, der bliver ved med at give. Hvis du går og bekymrer dig om nogle af de ting, du har hørt om praktikken, så prøv at følge lyden af jungetrommerne langt nok til at få undersøgt, om der er noget om snakken.

 

Rydfladen skal bane vej for en bedre og mere ærlig klimajournalistik

Rydfladen skal bane vej for en bedre og mere ærlig klimajournalistik

Rydfladen skal bane vej for en bedre og mere ærlig klimajournalistik

Journalistikken svigter, når historierne ikke afspejler virkeligheden – og spørger man Iben Maria Zeuthen, er det tilfældet i klimadækningen. Hendes nye klimajournalistiske fællesskab, #Rydfladenforklimaet, skal vende skuden.

TEKST:  Emilie gammelgård jørgensen
FOTO:  Anders lindstrøm berker

Udgivet den 12. oktober 2023

“I bund og grund handler det om at fortælle sandheden.”

Så enkelt kan journalistikkens kerne formuleres ifølge Iben Maria Zeuthen. Hun er journalist og radiovært – og så er hun kvinden bag #rydfladenforklimaet, der efterhånden har været dækket i samtlige danske medier. Iben Maria Zeuthen har gennem Rydfladen brugt de sidste to måneder på at råbe mediebranchen op. For hende er der nemlig et problem, og som navnet antyder, handler det om klimaet. Iben Maria Zeuthen mener ikke, at mediernes dækning af klimaforandringerne afspejler virkelighedens omfang eller alvorlighed.

”Klimaforandringerne er voldsomme. Videnskaben viser, at de med al sandsynlighed vil få en ekstrem påvirkning på vores jordklode og den måde, vi er danskere på. Dét er sandheden, men jeg tror ikke, mange danskere ville mene, at den står tydeligt frem i medierne,” siger hun.

Troværdigheden på spil

Iben Maria Zeuthen mener, at journalistikken svigter, når mediernes dækning ikke stemmer overens med sandheden. Ingen anden branche er i samme grad forpligtet til at oplyse, formidle og råbe op. Det gælder klimaet såvel som alt andet. 

”Det er vores job at fortælle sandheden. Det er det, vi altid har sagt til os selv, at vi kan,” siger Iben Maria Zeuthen. 

Det handler dog ikke kun om at leve op til jobbeskrivelsen. Iben Maria Zeuthen frygter, at det kan få konsekvenser for journalistikkens troværdighed, hvis ikke medierne tager ansvaret alvorligt og råber vagt i gevær om klimaforandringerne og deres konsekvenser. For hende spiller journalistikken en afgørende rolle, hvis vi skal forstå den fremtid, vi går i møde.

”Hvis det hele kommer rullende bagfra, uden vi er forberedt på det, vil man nok se tilbage og tænke: ‘Hvor var medierne, og hvorfor svigtede de?’ Det er jeg bange for, både som borger og journalist,” siger hun.

En idé vokser

Forestil dig dette: Sommerferien er i gang, men hos DR summer et lille kontor af liv. Her sidder 15 journalister klar til at dække en sommer i klimaets tegn. Telefonerne ringer, og i den anden ende fortæller korrespondenter, hvordan klimaforandringerne rammer den lokale befolkning i turistområderne. De snakker med turister og stiller rejseselskaberne kritiske spørgsmål. Hjemme i Danmark bliver den information til aktuel journalistik om alt fra alternative ferier til rejseselskabernes ansvar i en tid, hvor klimaet kræver fokus på rejsevaner.

Det var den sommer, Iben Maria Zeuthen havde forestillet sig. Hun havde fulgt den tiltagende globale opvarmning og frygtede en sommer med ”vanvittigt vejr”. Derfor skrev hun den 13. juli en mail til ledelsen i DR. Her foreslog hun at sætte et hold til at dække den historiske sommer.

”Jeg tænkte, nu kommer det kollaps, vi har frygtet. I mit hoved måtte vi alle føle et behov for en intensivering af klimadækningen,” siger hun. 

Det skete ikke. Sommeren gik, og kun på bagkant skrev de danske medier om ødelagte sommerferier i Sydeuropa. Imens fulgte Iben Maria Zeuthen frustreret med på sidelinjen. I ren frustration begyndte hun at poste opslag på sin egen instagramprofil. Under hashtagget #rydfladenforklimaet fortalte hun om mediernes mangelfulde klimadækning og de fejl, der blev begået. Hun opfordrede mediehuse og politikere til at træde i karakter. På kun et par uger voksede initiativet sig større – og det var også at mærke på Iben Maria Zeuthens Instagram. 

”På et tidspunkt blev det så stort, at jeg tænkte, at nu må det få sin egen profil,” siger hun.

“Klimakrisen sætter spørgsmålstegn ved alt, vi kender. Derfor skal vi spørge os selv, hvad vi gerne vil som journalister – og jeg tror, vi skal mere, end vi troede.”

Projektet tager form

Den profil blev til @rydfladenforklimaet. I skrivende stund er profilen godt to måneder gammel og har 14.000 følgere. Iben Maria Zeuthen har oprettet en forening til Rydfladen og fået andre med på holdet: Jakob Sloma Damsholt, redaktionschef hos Drive Studios, og Anne Martens, der er journalist og økonom. Missionen er at inspirere til klimadækning, der afspejler virkeligheden og viser borgere og journalister, hvornår klimaet ifølge Rydfladen dækkes godt, og hvornår der er plads til forbedring.

Opbakningen til profilen viser, at mange synes, en bedre klimadækning er vigtig, siger Iben Maria Zeuthen. Hun håber, at opbakningen fører til en bedre dækning. Faktisk er drømmescenariet, at Rydfladen på et tidspunkt bliver overflødig, fordi medierne har taget kritikken til sig og ændret kurs. Inden da håber Rydfladen på at kunne vise, hvordan det kan gøres ved at udkomme med deres egne historier på profilen. Det kræver dog flere ressourcer, end Rydfladen har til rådighed, men Iben Maria Zeuthen lader sig ikke slå ud.

Et blik indad

Når Rydfladen skal vise vejen for en ny klimadækning, skyldes det ifølge Iben Maria Zeuthen, at klimakrisen kalder på noget mere radikalt. Hun ser et behov for at tage en fundamental snak om journalistikkens rolle og den måde, medierne ønsker at lave journalistik på. Det kan i hendes optik føre til bedre journalistik, der skubber til virkeligheden

”Klimakrisen sætter spørgsmålstegn ved alt, vi kender. Derfor skal vi spørge os selv, hvad vi gerne vil som journalister – og jeg tror, vi skal mere, end vi troede,” siger hun.

At stille spørgsmål er en af de mest basale opgaver for journalister. Ifølge Iben Maria Zeuthen er den afgørende forandring, som journalistikken har brug for, at de kritiske spørgsmål bliver vendt ind mod journalisterne selv og faget.

”Vi skal tænke over de spørgsmål, vi stiller, og de spørgsmål, vi ikke stiller. Vi skal spørge os selv, hvordan vi arbejder og hvorfor,” siger hun.

Iben Maria Zeuthen ved, at det er her, det bliver udfordrende. I et fag, hvor højt tempo og stramme deadlines er et arbejdsvilkår, kan det være nødvendigt at læne sig op ad faste rutiner. Hun ser dog det indadvendte blik som afgørende, hvis klimajournalistikken skal udvikle sig til det bedre – og det stiller klimakrisen ifølge hende krav til. Der er dog også andre parametre at skrue på.

Klimabriller og magtkritik

En udsultet isbjørn med sørgmodige øjne går på tynd is på Arktis, mens isen smelter omkring den. Det billede kender alle. Det er den slags historier, mange forbinder med klimajournalistik. For Iben Maria Zeuthen er ”klassisk” klimajournalistik vigtig. Men det er ikke nok.

”Klimaet påvirker enormt mange lag i vores samfund. Derfor skal det ikke være sit eget stofområde. Det skal være et blik, vi kigger på langt de fleste artikler med,” siger hun.

Nok truer klimaet isbjørnen på Arktis, men klimaforandringerne er også tættere på – I sommer mærkede danske turister på græske ferieøer følgerne af dem. Når klimaforandringer sniger sig ind i flere dele af vores liv, må dækningen ifølge Iben Maria Zeuthen følge med. Hun mener, at klimavinklen bør tænkes ind i flere journalistiske produkter frem for at være et stofområde for sig.

”Jeg har selv gjort eksperimentet. Det er påfaldende få historier og formater, man ikke kan tænke en klimavinkel ind i,” siger hun.

Iben Maria Zeuthen mener også, at klimajournalistikkens kritiske blik på politikere og virksomheder halter. Ifølge hende har klimajournalistikken ofte en forbrugervinkel med fokus på, hvad individet kan gøre. Det bliver tit ukonstruktivt og uinteressant. Klimakrisen er for stor til, at den enkelte kan løse den, mener hun.

”Det er vores opgave at være kritiske over for magthaverne, så det undrer mig, at vi ikke er det på klimaområdet. Det er vores chance for at hoppe med på klimavognen,” siger hun.

Iben Maria Zeuthen mistænker, at journalisters egen manglende forståelse af klimaområdet kan være en hæmsko i dækningen. Journalisterne har ikke nok viden eller overblik på området til at kunne stille de kritiske spørgsmål. Derfor skal flere journalister ifølge hende klædes bedre på til at dække klimaet.

En håndsrækning til samtale

Klimakrisen stiller større krav til journalistikken, end medierne tidligere har været vant til. Det har Iben Maria Zeuthen også mærket. For hendes opråb har krævet tilvænning fra branchen. Selvom Rydfladen gør sig umage for at sløre skribenters navne og fokuserer på det strukturelle og konstruktive i deres kritik, så har ikke alle reaktioner været gode. Profilen har også mødt kritik.

Iben Maria Zeuthen ved, at hun taler fra en mere privilegeret position end mange journalister – hun ville lave de samme historier, hvis hun skulle nå syv korte artikler på en dag. 

I dag er situationen dog en anden. Nu modtager Rydfladen henvendelser fra journalister, der vil have hjælp til at indtænke klimavinklen i deres historier. Journalistikken har inviteret konstruktiv kritik og nytænkning indenfor, og det er Iben Maria Zeuthen glad for.

”Rydfladen handler ikke om, at det skal være mig mod min branche. Jeg ser det mere som mig og min branche, der har en samtale om, hvordan klimadækningen kan se ud,” siger hun.

At flere nu går ind i samtalen om bedre klimadækning, gør Iben Maria Zeuthen optimistisk. Selvom journalistikken har trange kår og bliver presset på alt fra klik til stramme deadlines, tror hun, at en omstilling er mulig. Det kræver blot en vilje fra de journalister og ledere, der sætter dagsordenen på de danske mediehuse – selve omstillingen frygter Iben Maria Zeuthen ikke.

”Vi journalister har altid tilpasset os virkeligheden, og alligevel er det altid autenticiteten, integriteten og idealismen, der vinder. Dét er kernen i faget, og det bliver stående gennem alt,” siger hun.

Klimaet klikker dårligt

Klimaet klikker dårligt

Klimaet klikker dårligt

Danskerne klikker sjældnere ind på artikler, når der indgår klima i rubrikken eller emnet. Det er dog en helt anden snak, når klimaet viser tænder.

TEKST: MAGNUS LØBNER ROSENBERG
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 12. oktober 2023

Skovbrande, hedebølger og kæmpehagl. Fra den længste danske tørkeperiode i 28 år til den vådeste juli, DMI nogensinde har målt. Der kan ikke herske nogen tvivl: sommervejret 2023 har været helt fantastisk.

I hvert fald hvis man har til opgave at dække klimaet. Hos DR og TV2 har det vilde vejr resulteret i høje læsertal hen over sommeren.

På TV2.dk’s top-10 over mest besøgte klimaartikler i år er syv af dem fra juli måned. Det kan selvfølgelig skyldes, at den vådeste juli nogensinde kunne give danskerne lidt mere tid på deres apparater. Som Jens Brixtofte sang til Eurovision 1982: Når regnen bare siler ned, så har jeg tændt for color-TV’et.

”Klima fylder mere om sommeren end resten af året. Danskerne rejser meget ud og oplever nogle vejrfænomener, som kan skyldes forandringer i klimaet,” siger Kristoffer Pinholt, chefredaktør på TV2.dk.

Så en sommer med vejrrekorder vil trække folk til klimahistorierne. DR Analyse har observeret, at ud af de 50 mest læste artikler i år omhandler ti af dem enten tørke, regn, skybrud eller klima, hvilket DR Analyse finder bemærkelsesværdigt.

Det er nemlig ikke det billede, der normalt viser sig, når læsertallene skal gøres op understreger DR Analyse i en mail:

”Hvorvidt artikler om klima klikker bedre end andre artikler, er dog ikke tilfældet overordnet set.”

Klimaet klikker dårligere

Trods rekordhistorier, der har trukket høje besøgstal, ligger klimajournalistikken markant under gennemsnittet.

DR Analyse ser på gennemsnittet for besøgende til top-10-artiklerne per måned i 2023. Her klikker omkring 200.000 ind på en artikel i top-10. Sammenlignet med top-10-artikler, der har klima i emne eller rubrik, er det gennemsnitlige besøgstal ca. 50.000 per artikel.

Line Weldingh er i gang med en ph.d. om dansk klimajournalistik ved RUC. Spørger man hende, om klimaet klikker dårligere, er svaret klart.

”I mine interviews giver folk udtryk for, at der er dårligere læser- og seertal på klimajournalistikken,” siger hun.

Hendes forskning bygger på kvalitative interviews med klimajournalister bredt fra branchen. Her er oplevelsen af færre kliks for klimajournalistikken gennemgribende. Det skyldes især, at klimaet ikke altid lever op til nyhedskriterierne.

Lige nu arbejder hun på en artikel om spændet mellem det normative og kommercielle i klimajournalistikken. Ifølge Line Weldingh, står journalisterne i et dilemma: På den ene side er der mediernes demokratiske pligt til at oplyse om det vigtigste i samfundet. På den anden side er der mediernes behov for at række ud til flest mennesker. Journalisterne er nu engang en del af en virksomhed, der skal have klik.

Klimaforandringerne er en proces. De har ikke altid en relevant case, som læseren kan spejle sig i, og de kan ikke altid bindes op på noget aktuelt og nært for læserne.

”Klimaforandringer er ikke nyhedsværdigt. Det er svært at gøre klima dagsaktuelt, når forandringerne sker hele tiden. Hvorfor er det mere aktuelt i dag end i morgen?” spørger Line Weldingh.

Det er sværest, når der ikke sker noget

Omkring Middelhavet vil det blive tørrere, og beboerne kan virke mest udsatte, da deres klima vil blive mere ekstremt. Men Centraleuropas planter ser også mod livstruende udfordringer. De har intet i deres genetiske værktøjskasse, der på nogen måde kan håndtere tørke. Det her er et eksempel på, hvad Line Weldingh kalder emnestyret journalistik. Der er ingen tydelig begyndelse eller slutning, og klimahistorien udspringer ikke fra en begivenhed.

Sådan en historie skal komme fra interne faktorer i et medie. Det kan være en serie eller et tema, og det kan, ifølge Kristoffer Pinholt fra TV2, give udfordringer:

”Det sværeste ved klimajournalistikken er de perioder, hvor der ikke sker noget. Hvor der ikke er vejrfænomener, som man kan begrunde med forandringer i klimaet,” siger han.

Modsat emnestyret klimajournalistik er der begivenhedsstyret klimajournalistik. Her kommer historien fra eksterne faktorer, hvor der er en tydelig start og en slutning. Det kan være et politisk udspil, FN’s klimarapport eller et vildt vejrfænomen.

TV2 har succes med begivenhederne

Hos TV2.dk dominerer det vilde vejr deres top-10 over klimahistorier: ”Voldsomme haglstorme har smadret alt”, ”Vildt vejr rammer Europa” og ”Voldsom hedebølge fortsætter i Sydeuropa.”

Og det er der en god forklaring på. Kristoffer Pinholt oplever ikke at læsertallene på klima stikker uheldigt ud, når de fokuserer på det, de er gode til.

”TV2 har meget fokus på breaking news. Det er en styrkeposition for os, så vi er meget stærke på begivenhederne, og læsertallene er også rigtig gode på begivenhederne. Vi har sværere ved at skabe engagement omkring det tematiske,” siger han.

Når begivenhederne ikke står på spring, og klimaet buldrer videre, en hændelse uden start og slutning, så skal der gribes i den emnestyrede nødhjælpskasse. Den er der bare ikke rigtig nogen, der har opfundet endnu, så patentet ligger og venter.

”Det, vi spørger os selv om lige nu, er: ‘Hvordan arbejder vi med klima i de perioder, hvor der ikke er nogen begivenheder?’ Vi er rent faktisk i gang med at undersøge, hvad vi skal gøre. Så der har vi ikke svaret endnu. I ledelsen diskuterer vi, hvordan vi kan bevæge os fremad på det punkt,” siger Kristoffer Pinholt.

Sundt og grønt

Men kan man ikke bare spørge læserne, hvad de vil have?

I en spørgeskemaundersøgelse fra RUC svarer danskerne, at de gerne vil have mere forbrugervejledning. Især de unge kunne godt tænke sig nogle løsninger til hverdagens klimaudfordringer. Mens hele 31 procent af de adspurgte gerne så, at dagligdagstips fyldte mere i klimajournalistikken. Bum! Journaliststuderende løser klimajournalistikkens problemer. Er det ikke bare det, der skal trykkes i begivenhedernes tørkeperiode?

Nej, det oplever Kristoffer Pinholt ikke. Læserne stimler ikke sammen i massevis, når TV2.dk kaster DIY-brødkrummer ud. Tværtimod.

”News-you-can-use er ikke en styrkeposition for TV2. Vi må prioritere, så det er ikke på blokken lige nu,” siger Kristoffer Pinholt.

DIY-historier er da heller ikke noget, der viser sig på top-10-listerne. Så måske ved danskerne ikke, hvad de egentlig vil have, eller så afspejler det sig bare ikke i, hvad de indtager af journalistik. Det er nok også de færreste, der svarer ’rugbrød med pålæg’, hvis man spørger dem, hvad de gerne så mere af på aftensmadsbordet. Men det er nu engang, hvad danskerne oftest får til aftensmad, ifølge en undersøgelse Epinion lavede for Madkulturen i 2021. 

Ny nyhedskrog

Vi har lært, at klimaet klikker dårligere end den generelle dækning, men det hjælper på klikkene, når der er en aktuel begivenhed at binde den op på. Så fra et kommercielt synspunkt kan klimaet gemmes væk i en brandsmart skuffe, som man kan trække ud, når der sker noget vildt. Men hvad så med den demokratiske pligt? Der er nok ikke nogen af os, der mener, at en af vores tids vigtigste historier skal ligge i en skuffe, lige meget hvor smart den er. Det er heller ikke planen hos Kristoffer Pinholt.

”Vi vil formidle klimaet uanset hvad. Det er supervigtigt. Det er vores ansvar at dække klima, og vi er virkelig gode til at gøre det, når vi binder det op på en begivenhed, men vi bliver nødt til at finde ud af, hvordan vi formidler klimajournalistik, når der ikke er nogen begivenheder,” siger han.

Den begivenhedsstyrede klimajournalistisk har fået ben at gå på i den danske public service, men Line Weldingh ser også et potentiale i den emnestyrede klimajournalistik.

”Den begivenhedsstyrede journalistik handler meget om politik. Når der sker noget, er det ofte politiske begivenheder. Det betyder så, at der er mange politikere som kilder i de historier. Hvis journalisterne tager klimaet op af egen drift, er der derimod plads til forskellige kilder. Der er plads til almindelige mennesker. Det giver plads til bredere emner og blødere journalistik: Hvordan påvirker det dine børn? Hvordan skal du tale til dine børn om klima? Hvordan har de her gjort for at leve bæredygtigt?” siger hun.

Line Weldingh mener, at mediet kan skabe en intern anledning for klimajournalistikken: Når der ikke er en begivenhed, må medierne lave deres egen nyhedskrog. Ifølge hende kan medierne lave en serie med fokus på klimaet og lave interviews med relevante klimakilder. 

Hvis der ikke er en anledning til historien, kan det altså være, medierne skal skabe anledningen. 

Du har læst en artikel fra Illustreret Bunkers temasektion: Jordens atmosfære klikker vildt og voldsomt dårligt!

KLIMATAL

Klima er ikke et emne, der er lige til at lave et datatræk på. Klima går på tværs af underområderne: Vejret, Viden, Udland. Derfor er tallene i artiklen betragtninger af top-10-lister fra DR.dk og TV2.dk, hvor nogle tendenser viser sig i forhold til klimajournalistikken i Danmark.

Steffen Gram er oplært i en uddøende journalistisk tradition

Steffen Gram er oplært i en uddøende journalistisk tradition

Steffen Gram er oplært i en uddøende journalistisk tradition

Steffen Gram har dækket udlandsstof i snart fem årtier. I den tid har han oplevet, hvordan den teknologiske udvikling har gjort det personlige mere fremtrædende i jobbet som udlandskorrespondent. Men Steffen Gram holder stadig gerne sine meninger for sig selv.

TEKST: Emil Weis
FOTO: Kasper Søholt

Udgivet den 01. juni 2023

I radiostudiet sidder Steffen Gram bag otte bunker af dokumenter med sirlige grønne overstregninger. “Hvorfor er der ikke mere fokus på Østeuropa?” spørger han energisk sine gæster med et insisterende blik og medfølgende armbevægelser. Det er egentlig ikke det, programmet skal handle om i dag. “30 sekunder” lyder det i samtaleanlægget fra kontrolrummet. Steffen Gram samler sig, inden han uden udsving i stemmen byder velkommen til radioprogrammet ’Verden ifølge Gram’, der hver uge på P1 dækker vigtige udenrigspolitiske emner.

Når dagens afsnit om immigrantflugten fra Tunesien ruller igennem æteren, har Steffen Gram brugt en uge på at læse op på emnet. Indimellem bliver han kaldt til andre steder i DR-byen for at levere analyser og perspektiver, men ellers bruger han ugen på at forberede en times radioprogram.

De andre i DR bruger Steffen Grams indsigter, fordi han har dækket udlandsstof i snart et halvt århundred, men selv mener han, at han altid kan blive klogere.

De fleste journaliststuderende med lidt rejselængsel ville nok være misundelige over hans lange karriere og viden om udenrigspolitiske forhold, hvor han ofte har stået midt i historiske begivenheder.

Steffen Gram startede på DR som Asien-reporter i 1977 og dækkede De Røde Khmerers folkemord. Han var fra 1983 til 1987 USA-korrespondent, imens Reagan var præsident. Under Sovjetunionens sammenbrud var han korrespondent i Moskva, inden han kom hjem og var vært og redaktør på udenrigsmagasinet Horisont. Fra 2005 til 2013 var han igen korrespondent i USA, hvor den første afroamerikaner, Barack Obama, blev valgt som præsident.

Men selvom Steffen Gram har oplevet historiens gang på tætteste hold, er han ikke den, der bruger sig selv personligt i sin journalistik. Han gør en dyd ud af, at det er ham, der har spørgsmålene og hans gæster, der skal give svarene.

”Jeg vil gerne hjælpe seerne og lytterne til at forstå forskellige perspektiver af verden og de konflikter, der er i den. Men jeg er ikke ekspert med egne meninger,” siger Steffen Gram.

”Han har meget travlt. Han skal ofte bruges andre steder i DR-byen,” siger praktikant på ’Verden ifølge Gram’. Cecilie Højmark, om Steffen Gram.

Reportager på ’first class’

Teknologien har ændret måden, man er udlandskorrespondent på, og hvor meget mere man er på skærmen ifølge Steffen Gram. De to til fire minutter lange reportager, han lavede til TV-avisen før i tiden, ville få folk til at skifte kanal i dag.

”Den lange reportage er trådt mere i baggrunden i dag, medmindre man producerer til magasiner. Nu er et TV-indslag nyhederne ofte, at udlandskorrespondenten går på live suppleret med kortere indslag,” siger Steffen Gram.

Før i tiden tog det også længere tid at få sine TV-indslag frem til Danmark. I Steffen Grams tid som Asien-reporter fløj han selv hjem med sine reportager. Det var før den digitale teknologi, så reportagerne blev filmet på 8 eller 16 millimeter. De var uden journalisten i billedet, medmindre med journalisten skulle lave en ’stand-up’, og speak blev lagt direkte ind på kanten i filmrullen. Det var kun såkaldte ’hard news’, der blev sendt hjem med fly uden Steffen Gram. De blev fløjet for eksempel fra Bangkok lufthavn i store plastnet med adressemærke på karton, så taxachaufføren i Københavns lufthavn kunne levere dem korrekt til DR.

I USA byggede CNN i løbet af 80’erne et livesystem op, der gjorde, at deres korrespondenter kunne være live igennem, lige der hvor det skete.

”Da jeg var korrespondent i USA første gang, var jeg måske live igennem fire-fem gange i alt. Anden gang jeg var i USA i 00’erne, var jeg live igennem hele tiden, og den lange reportage var trådt helt i baggrunden,” siger Steffen Gram.

Han mener, at udlandskorrespondentens mulighed for at reportere live i dag, har gjort journalistikken mere nærværende. Det er den, fordi udlandskorrespondenten er med i billedet, når der laves liveindslag, selv når man laver reportager. Udviklingen har betydet, at journalisten ikke længere er ude af billedet, men på fra første skud.

”Der var journalister før i tiden, som lavede fremragende reportager og havde det godt med det uden at være i billedet. Nogle af dem ville nok have svært ved at være på live som i dag. Teknologien har ændret journalistikken og dermed også, hvem der er egnet til at være udlandskorrespondenter,” siger Steffen Gram.


Samme historie forskellige platforme

Steffen Gram husker, hvordan han under hans mesterlærlinge tid på Berlingske i 70’erne fik lov at dække Rote Armee Fraktions angreb på den vesttyske ambassade i Stockholm. Dengang var der ingen, der havde Facebook eller for den sags skyld mobiltelefoner. Man måtte ud af huset, hvis man ville dække noget.

Steffen Gram tog afsted til Stockholm for at være på pletten og snakke med folk på stedet. Når der var nok på blokken til en historie, tog han hjem på hotellet og fulgte med på SVT, imens han skrev historien på sin rejseskrivemaskine. Den færdigskrevne artikel blev dikteret hjem til redaktionen igennem telefonen eller sendt som strimler igennem en telexmaskine.

Historien endte med en forside på Berlingske, som var en stor ting for den unge Steffen Gram.

I dag er det dog ikke nok at udkomme på én platform som udlandskorrespondent, i hvert fald ikke hvis man arbejder på et stort medie som DR, som Steffen Gram har gjort i over 40 år. Hvis man er ude at dække en stor historie, er man formentligt på i radioaviserne, P1-morgen, i TV-avisen til middag og om aftenen. Derudover interviewer andre DR-journalister udlandskorrespondenterne til artikler til dr.dk.

”Der er selvfølgelig en risiko for, at noget af grundigheden ryger, når man skal producere meget mere på grund af de digitale muligheder. Men alt var ikke bedre før i tiden, og i dag har du til gengæld større redaktioner derhjemme til at gå i dybden med historien,” siger Steffen Gram.

Steffen Gram husker en tid, hvor man skulle kæmpe mere for at få lov til at tage ud og dække en historie. Man skulle typisk pitche en historie hjemmefra og overtale cheferne til at give en lov til at tage af sted. Hvis man fik lov, tog man ud, lavede to historier og kom hjem med dem. I dag tager man beslutningen langt hurtigere om at sende reporteren ud, der bliver lavet langt flere historier fra stedet, og man udkommer på langt flere platforme.


Alvorlige konflikter til fremtiden

Historisk viden er en vigtig del af en udlandskorrespondents værktøjer, mener Steffen Gram. Når man vil forstå nutidige konflikter og krige, bliver man nødt til at have en forståelse af fortiden. For konflikter har næsten altid historiske rødder.

Steffen Grams analyse af krigen i Ukraine vidner også om, hvordan han trækker på sin historiske viden og erfaringer, når han skal forstå konflikter. Under sovjetstatens sammenbrud i begyndelse af 90’erne rejste han mange gange i Ukraine for at dække deres folkeafstemning om selvstændighed.  

”Krigen i Ukraine er anderledes, end hvad jeg ellers har dækket, fordi den kan få langt flere negative konsekvenser. Den kan ændre på hele verdensordenen,” siger Steffen Gram.

Steffen Gram ser krigen i Ukraine som Ruslands udfordring af den verdensorden, der har eksisteret siden murens fald og Sovjetunionens sammenbrud.

Han var chef for udlandsredaktionen på tv-avisen under murens fald, hvor han sendte folk ud og var vært på live-programmer, og formidlede sammen med udlandsreportere, hvordan der eksisterede en eufori og forvirring over ikke længere at leve under et diktatur. 

”Det er også derfor, at vi ser, at de østeuropæiske lande er meget tydelige i deres kritik af Putins invasion i dag. De har oplevet, hvordan det er at leve under et russisk ledet diktatur,” siger Steffen Gram.

Krigen har ikke kun ændret på de tektoniske plader i verden – den har også ændret den verden udlandskorrespondenter må forholde sig til.

”Vi er et lille land, der er meget påvirket af de ting, der foregår ude i verden. Det er derfor også vigtigt, at korrespondenter kan gøre danskerne klogere på de ændringer i verden, og det er svært at forstå dem uden en historisk viden,” siger Steffen Gram.


Et ensomt job

Steffen Gram vil gerne advare journaliststuderende med en drøm om at blive udlandskorrespondenter om, at det er et ensomt job. Sådan har det altid været, og sådan er det stadig.

”Man er alene med den historie, man skal dække som udlandskorrespondent. Det meste inspiration skal komme fra en selv,” siger Steffen Gram.

Når man er udsendt som korrespondent, står man selv med alle beslutningerne. Sådan var det også for Steffen Gram, da han var udlandskorrespondent. Han var sin egen kollega, og det var med ham selv, at han måtte diskutere, hvilken vej han skulle gå med en historie. Derudover var det hans egen opgave at have en føling med, hvad der foregik i det land, han var i, så han kunne fortælle redaktøren derhjemme, hvilke emner der var vigtige. Opstod der en krise eller udfordring på vejen, var det også ham alene, der skulle håndtere den.

Er man ikke afskrækket af den ensomhed, der følger med jobbet, har Steffen Gram et budskab til udlandstørstende journaliststuderende.

”Tag afsted – gerne med lidt ekstra penge på lommen. Og tag til nogle lande, hvor andre ikke er.”

TEMA: FORTID

Denne artikel er en del af TEMA, der denne gang sætter fokus på skolens og branchens fortid.
Kunstig intelligens, besparelser og digitalisering er med til at ændre mediebranchen. Branchen forsøger jævnligt at spå om, hvordan fremtiden kommer til at se ud for os. Men kan vi måske lære lige så meget af alt det, der allerede er sket?