Marie er praktikant på Horsens Folkeblad: ”Alt, der påvirker hele landet, påvirker også de små kommuner”

Marie er praktikant på Horsens Folkeblad: ”Alt, der påvirker hele landet, påvirker også de små kommuner”

Marie er praktikant på Horsens Folkeblad: ”Alt, der påvirker hele landet, påvirker også de små kommuner”

Marie Bergholdt er journalistpraktikant og oplever fordomme om lokalmedier, som hun selv gerne vil modbevise. Konrad Cornelius Rasmussen skal snart søge praktikplads, men han søger kun i København.

TEKST: Kathrine Møller Nielsen og Emily Holland-Fischer
ILLUSTRATION: Louise Rix

Udgivet den 12. oktober 2022

På en grå efterårsdag åbner døren sig til Horsens Folkeblads redaktion i Hedensted. Her sidder en smilende praktikant i strømpesokker og løse blåternede bukser. Marie Bergholdt har været ved Horsens Folkeblad i to måneder nu, og hun føler sig godt tilpas.  

Her er helt nede på jorden. Opdelt af en skillevæg sidder annoncesælgere på den ene side og journalister på den anden. Et klassisk kontor pyntet med grønne planter og farverige malerier.

Marie Bergholdt havde meget oppe at vende, før hun søgte praktik. TV2 Østjylland, P4 Fyn eller DR Ultra. En ting er dog helt sikkert, hun vil lave lokaljournalistik.  

”De historier, jeg skriver som lokaljournalist, har betydning for kilderne. De vil gerne snakke og værdsætter det arbejde, vi laver. Den historie, der ved første øjekast virker som en bagatel, ender med at være rigtig vigtig for dem,” siger Marie Bergholdt.

Hun vil gerne ud og møde mennesker og fortælle simple menneskehistorier om yderområderne i Danmark, hvor journalistens trofaste mikrofon sjældent når ud til. For hende er lokalnyheder vigtige, fordi de har betydning for de borgere, der bor i kommunen.  

Frygtede større medier

Da Marie Bergholdt søgte praktik, frygtede hun, at et større medie ikke på samme måde ville værdsætte hende, som de gør på et lokalmedie.  

”Jeg blev skræmt af de store medier. Jeg tænkte, at mine albuer ikke var spidse nok til at arbejde på Politiken. Jeg havde nok en fordom om, at man blev et nummer i rækken. Her er vi fem journalister og en praktikant. Jeg føler, at der er behov for min hjælp,” siger hun.

Modsat Marie Bergholdt har Konrad Cornelius Rasmussen andre overvejelser om sit praktiksted.

”Jeg tager orlov, hvis jeg ikke ender i København,” siger Konrad Cornelius Rasmussen, praktiksøgende journaliststuderende på fjerde semester. Han beskriver, at bekymringer om fremtidens praktikplads begynder at trænge sig på.   

”Praktikken fylder. Hvor vil jeg have det bedst henne? Her tænker jeg, både hvad der passer mig bedst som medietype, men også som menneske,” siger Konrad Cornelius Rasmussen. 

I efterårets praktiksøgning har de kommende journalistpraktikanter på DMJX og RUC mulighed for at søge 161 pladser. 46 af pladserne er på lokalmedier. 

Men lokalmedierne kommer ikke til at se en ansøgning fra Konrad Cornelius Rasmussen. Hvis ikke hans praktikplads ligger i København, vil han tage orlov i seks måneder, for han vil gerne være tættere på sin familie og venner. Plan B er at flytte til København for at arbejde i en børnehave eller som studentermedhjælper på et medie.

Hans drøm er en praktikplads på Altinget. Han håber, det kan være et sted, hvor han selv kan finde sine historier og få trumfet dem igennem. Han søger en praktikplads, hvor hans læring er i fokus, men praktikpladsen behøver ikke være på et stort medie.

”Jeg kan forestille mig, at når man er på et større medie, bliver man en del af et hamsterhjul. Man skal hele tiden levere nyheder, og der er mindre tid til fordybelse. Jeg forestiller mig, at man mere er set som en billig arbejdskraft, og det vil jeg for alt i verden undgå,” siger Konrad Cornelius Rasmussen.   

Marie vokser som journalist

Præcis klokken 13:00 er der redaktionsmøde på Horsens Folkeblad, hvor Marie er i praktik. Det holder de hver mandag for at aftale, hvad de skal lave af kommende historier. Marie Bergholdt og de andre fra redaktionen står spredt rundt i rummet. De skal hver især komme med deres inputs til ugens historier. Med sætningen ”News u can use” skrevet på tavlen går mødet i gang.  

Det store emne er en række høringssvar, som Hedensted Kommune har modtaget i forbindelse med kommunens spareplan. Marie Bergholdt synes, det er en udfordring at være med til ideudviklingen og komme med sine egne ideer. De andre på redaktionen har et stort netværk, og folk i kommunen kender dem rigtig godt.  

 ”Folk ringer ind med historier til de andre journalister, og det gør de jo ikke til mig, fordi de ikke kender mig. Det er den største udfordring,” siger Marie Bergholdt.

 Hun er dog sikker på, at det nok skal blive bedre, da hun efter to måneder i praktik allerede er ved at kende folk rundt omkring i kommunen.  

Generelt synes Marie Bergholdt, at de andre journalister på Horsens Folkeblad er gode til at give konstruktiv feedback og give hende gode råd med på vejen. 

De er også altid klar på at hjælpe hende med at finde historier, hvis hun ikke selv har en. De hjælper hende ikke med at finde kilder og skrive artikler – det skal hun selv klare, og det er hun glad for.  

Hun føler sig tryg i det, fordi hun altid kan komme og spørge, hvis hun er i tvivl om noget. Hun beskriver redaktionen som et sikkerhedsnet.  

Et af Marie Bergholdts mål var at blive bedre til at skrive rubrikker. Da hun startede i praktik hos Horsens Folkeblad fik hendes artikler ikke så mange ‘clicks’, men hun kan allerede nu se, at det går fremad, og der er flere og flere, der læser hendes artikler. 

”Mine tal er steget dobbelt så meget i forhold til sidste måned,” siger Marie Bergholdt.

Hun kan også se, at læserne bliver hængende i længere tid. Hun tror, det skyldes, at hendes indledninger er blevet bedre.  

Det er blevet Marie Bergholdts tur til at komme med sine inputs til historier. Hun nævner, at der åbner en ny tankstation og Youngtown, som er en skaterpark og hæng-ud-sted. De andre nikker anerkendende, og ideerne bliver skrevet op på tavlen.

Fordomme om lokalaviser 

Marie Bergholdt tror, at mange studerende har misforstået, hvor vigtige lokalhistorier er for borgerne.   

”Alt, der påvirker hele landet, påvirker også de små kommuner. Lokaljournalistik er historier, hvor man hurtigt kan tænke: ’Gider folk virkelig læse det her’. Men når man snakker med kilderne, kan man mærke, at det er vigtigt og relevant for dem at læse,” siger Marie Bergholdt.

Hun oplever flere fordomme, som at man ikke laver lige så meget på lokalmedier. Og at historierne ikke er lige så relevante, som dem man laver på de landsdækkende medier.  

”Der er jo heller ikke lige så meget prestige i at sige, at man sidder ved Horsens Folkeblad end eksempelvis ved TV2,” siger Marie Bergholdt.

For hende handler det ikke om prestige, men hun synes, det er ærgerligt, at man som journaliststuderende har sådan et syn på lokalmedier, for det passer ikke, at man som praktikant på et lokalt medie ikke laver noget.

”Jeg får næsten en historie udgivet hver dag, og jeg fik en historie i avisen den første dag. Det er jo ikke alle, der får det,” siger Marie Bergholdt.

Hun har meget frihed, og redaktionen giver hende lov til selv at finde nogle historier, som hun gerne vil skrive om. Hun har blandt andet lavet sin helt egen miniserie. 

I løbet af sine to måneder i praktik har Marie Bergholdt fået meget erfaring som journalist. Hun er blevet kastet ud i at lave artikler med det samme og fortæller, at journaliststuderende gerne må have deres egne holdninger til lokaljournalistikken. Hun ser sig selv som et levende bevis på, at man laver meget journalistik, og at den er relevant for dem, man skriver til. 

Konrad Cornelius Rasmussen er heller ikke blind for lokalmediers værdi, også selvom han ikke selv vil søge en praktikplads andre steder end i København.  

”Journalister er til for borgerne, så lokalmediers rolle er supervigtig. Den enkeltes historie betyder nok bare ikke helt så meget for mig. Jeg ser mere bredt på samfundet, og det vil jeg gerne skrive om, analysere og dygtiggøre mig i, ” siger Konrad Cornelius Rasmussen.

Passer jeg overhovedet ind i mediebranchen? Jeg tvivler

Passer jeg overhovedet ind i mediebranchen? Jeg tvivler

Passer jeg overhovedet ind i mediebranchen? Jeg tvivler

Ikke alt kører for mediebranchen, og som kommende praktikant har jeg mange forestillinger om, hvad mediebranchen har at byde på. Kun tiden vil vise om forestillingerne holder stik, eller om de bliver gjort til skamme.

TEKST: Konrad Cornelius Rasmussen
Illustration: Louise Rix 

Udgivet den 12. oktober 2022

Da jeg for cirka halvandet år siden startede som journaliststuderende på DMJX, var det med en forestilling om, at journalister var de vigtigste personer i landet. Det var ‘os’, der skulle være befolkningens beskyttere mod magtliderlige politikere og erhvervsledere, der bedrev underslæb og udnyttede deres position.

Med andre ord var journalister et slags overmenneske, der var sat i verden som en skytsengel for den mindre bemidlede del af befolkningen. 

Men det skal heller ikke være en hemmelighed, at min forestilling om jobbet som journalist har ændret sig ligeså markant som Mette Frederiksens holdning til en regering over midten. 

Min forestilling blev ændret omtrent samtidig med, at Discovery offentliggjorde en kritisk dokumentar om TV2. Jeg havde godt hørt rygterne om krænkelser i mediebranchen, men dokumentaren ændrede fuldstændig mit syn på branchen.

Jeg forestiller mig nu en branche, hvor mange, i særdeleshed de ”store kanoner”, har mistet jordforbindelsen og opfører sig, som de vil. Som kommende praktikant kan jeg godt være i tvivl om, hvor meget det kommer til at påvirke mig i min praktikperiode, og jeg har gået med tankerne om, at det er bedst at gå lidt stille med dørene.

En branche der har så travlt med dem selv, at de svigter deres rolle som borgernes beskytter. Mængden af podcast og artikler, der handler om journalistik og journalister, stiger. En hurtig søgning på infomedia afslører uoverskuelige mængder navlepilleri, og jeg forestiller mig, at jeg resten af mine dage kun kan tale om alle de B-listekendisser, jeg mænger mig med til dagligt. 

 

Alle forestillinger med måde

Hvis du er kommet igennem min svada mod branchen, har du også fortjent nogle lidt mere afbalancerede forestillinger.

For selvom tankerne om branchen langt hen ad vejen nok er rigtige, forventer jeg også at træde ind i en verden, hvor folk er drevet af en kraft, der handler om at oplyse borgerne og stille magthaverne til ansvar. Journalister er ikke ”overmennesker”, der kan redde hele verden, og selvom nogle helt sikkert ser sig selv på den måde, er jeg sikker på, at der er mange, der har valgt branchen grundet en oprigtig tro på, at det, de foretager sig, er vigtigt og gør en forskel. Om det er kritisk og afslørende journalistik, eller det er en explainer, der har til formål at oplyse den enkelte.

 

 Jeg forestiller mig også, at der er nogle journalister derude, der kan fortælle mig, at det er okay at lave fejl. Nogle der har en oprigtig interesse i at give deres læring videre, så den næste generation af journalister ikke laver de samme fejl, der gennemsyrer branchen. Jeg håber og tror på, at der nok skal være nogle til at holde hånden under en grøn journaliststuderende som mig. Med en usikkerhed der spænder bredt. Og en nervøsitet for, om jeg egentlig har styr på de journalistiske metoder, jeg har lært på skolen, eller om jeg ikke ved nok om verden til at bevare overblikket, når jeg skriver historier. 

Det er også min klare overbevisning, at der er en erkendelse af, at man skal reformere faget, så faget er relevant i vores tidsalder, men også bevæger sig i en bæredygtig retning for fremtiden. Alle dårligdommene er begyndt at komme frem i lyset, og det virker til at mediebranchen for alvor er i gang med et opgør mod de gamle doktriner. Jeg forventer, at det er med til at give nogle mere behagelige og åbne arbejdspladser, men som måske også kan give, eksempelvis praktikanter, mere medindflydelse på, hvordan branchen gør tingene.

 

Praktikant i et mediecirkus af karat

Praktikken står for døren. Tiden på DMJX er snart slut, og om bare et par måneder skal jeg stå næsten på egne ben i det, der mest af alt minder om et forvokset Cirkus Benneweis. Jeg skal være ærlig og sige, at jeg nok kommer til at underlægge mig dem, der har mere magt. Hente kaffe til chefredaktøren og arbejde overtid, hvis jeg bliver bedt om det. Det er langt hen ad vejen nok rollen for det svageste dyr i flokken, og det er formentlig praktikanterne som oftest. Men hey, det er også okay. Skaber man sig et navn som en pålidelig praktikant, skal der nok falde noget positivt af i den anden ende. 

Mediebranchen kan virke uoverskuelig og usympatisk. Der knytter sig historier til branchen om mange deadlines, en hård tone på arbejdspladsen og historier om krænkelser og magtmisbrug. Men jeg tror, branchen er, hvad man gør den til. Den sværeste, men også bedste øvelse, må være at blive en del af hele cirkusset uden alt for mange forestillinger.

Er journaliststuderende klædt på til branchen?

Er journaliststuderende klædt på til branchen?

Er journaliststuderende klædt på til branchen?

At være journalist er ikke en beskyttet titel, hvilket åbner op for mange forskellige veje ind til faget. Det stiller høje krav til DMJX om at klæde sine journaliststuderende på til en branche og et arbejdsliv, der også betrædes af akademikere og autodidakte.

TEKST: Amalie Møller Pedersen & Josefine Harboe FOTO: Rebecca Helene Hoffmann Illustration: Katrine Åsleff Edvardsen

Udgivet den 12. oktober 2022

Man skal ikke certificeres for at blive journalist. Det kræver faktisk ikke andet, end at man arbejder og producerer journalistisk. Det gør, at mange udøvende journalister ikke har uddannelsen, men blot har tilegnet sig journalistiske redskaber hen ad vejen. Nogle er helt uuddannede og autodidakte, hvor andre har en akademisk baggrund i alt fra statskundskab til jura.

Henrik Berggren, uddannelseschef for Journalistik ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus, fortæller, at journalistuddannelsen i Danmark startede som en læreplads, der næsten kun bestod af praktik. Sidenhen opstod behovet for mere teoretisk baggrund, så man oprettede et kursus på Aarhus Universitet, der i 1962 blev udbygget og fik sin egen selvstændige institution: Journalisthøjskolen. 

”Der er en historisk baggrund for, at vi i Danmark har Journalisthøjskolen, og at den er hovedvejen til jobbet som journalist. Tager du til Tyskland eller England, er det mere almindeligt at tage en akademisk uddannelse,” siger Henrik Berggren. 

Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt det giver mening at uddanne sig til en ubeskyttet titel. Og det lægger et vis pres på Journalisthøjskolen, som skal klæde sine studerende på til en branche, hvor der er mange om buddet.

 

Mere uddannede journalister

Martin Krasnik er chefredaktør på Weekendavisen, hvor mange af journalisterne er akademisk uddannede. Han forstår godt, hvorfor folk bliver tiltrukket af Journalisthøjskolen og dens praktiske tilgang til uddannelsesmetoder. Men han mener, det kræver mere uddannelse at nå helt i mål som journalist. Dette skyldes, at akademikere i højere grad kan forstå og koncentrere sig om komplekse emner, fordi det er noget, de erfarer hele vejen gennem deres uddannelse. 

”På akademiske uddannelser lærer man at forstå stoffet og se sammenhænge på tværs og tilbage i historien. Det er godt at kunne som journalist. Man kan godt blive journalist ved kun at læse journalistik, men man bliver oftest meget bedre af at have studeret et helt andet fag,” siger Martin Krasnik. 

Spørger man Henrik Berggren, mener han ikke, at dette afspejler et væsentligt problem. 

“Den klassiske journalistuddannelse står ret stærkt på arbejdsmarkedet. En stor del af de uddannede journalister fra RUC, SDU og DMJX er i beskæftigelse og sidder på de journalistiske funktioner på mange danske medier,” siger Henrik Berggren.

”Det er ikke nemt at blive en skidegod skribent eller formidler, men det er nemmere at lære at skrive godt end at tænke godt.”

– Martin Krasnik, chefredaktør på Weekendavisen

At skrive godt eller tænke godt

På Journalisthøjskolen lærer de studerende at praktisere og formidle historier, vinkler og rubrikker. De arbejder med at stille kritiske spørgsmål i interviewsituationer og lærer at reflektere over deres arbejdsmetoder og processer. Journalisthøjskolen skiller sig ud fra universitetsuddannelserne ved at være en professionsbachelor. Det indebærer et længere praktikforløb, som ifølge Henrik Berggren er en gave for både studerende og arbejdsgivere.  

”Vi er i meget tæt kontakt med brancherne qua praktikperioden og tilpasser os deres udvikling og ønsker. Der er ingen tvivl om, at studerende fra de journalistiske uddannelser kan fungere dag et, fra de er dimitteret. Jeg tror, det er en stor fordel,” siger han.  

Martin Krasnik anerkender, at akademikere ikke lærer at vinkle og stille skarpe, kritiske spørgsmål, som man gør på journalistuddannelserne. Disse redskaber og tilgangsmåder til at skrive en sammenfattet artikel får akademikere ikke i lige så høj på deres uddannelse. 

“Der er masser af akademikere, der ikke ved, hvad det vil sige at tænke, skrive og vinkle journalistisk. Det lærer man jo ikke på langt de fleste akademiske uddannelser. Man bliver nødt til at kunne begge dele; både tænke og formidle. Det er ikke nemt at blive en skidegod skribent eller formidler, men det er nemmere at lære at skrive godt end at tænke godt,” siger Martin Krasnik.

Henrik Berggren kan godt se værdien i specialiserede journalister, der beskæftiger sig med kernestof, men det er ikke nødvendigvis Journalisthøjskolen, der skal tilbyde det.

”Jeg synes, det ville være fedt, hvis man kunne lægge to år ovenpå journalistuddannelsen, så man kunne specialisere sig, men måske det er unødvendigt, når der er masser af specialiseringsmuligheder ude i samfundet,” siger han.

Studerende har mulighed for at udbygge sin uddannelse efter Journalisthøjskolen. Nogle tager en kandidat på universitetet, andre supplerer med længere udlandsophold eller arbejder med et afgrænset hjørne af journalistikken i en årrække. 

 

Studerende savner uddannelse

Journaliststuderende på DMJX, Siri Marie Munch Schrøder, forstår godt kritikken af den manglende fordybelse. Hun har netop færdiggjort sin praktik på Altinget og Mandag Morgen og skal til at skrive bachelor.

”I metodefagene er der en tendens til, at når man har prøvet at skrive en type artikel en gang, så kan man det. Jeg synes ikke, det er virkelighedssvarende. Jeg mener, man skulle dykke mere ned i nogle af genrerne, så folk kunne fordybe og dygtiggøre sig i specifikke områder,” siger hun. 

Det kan være svært at forestille sig en journalistuddannelse, der skal rumme alle branchens hjørner og specialer, men ifølge Siri Marie Munch Schrøder kunne Journalisthøjskolen godt være mere specialiserede i deres måde at uddanne journalister på. 

“Det er klart, at man ikke kan lave uddannelser, hvor man specifikt uddanner politiske journalister, kulturjournalister, videnskabsjournalister eller P3-værter. Det ville hurtigt blive nogle meget skøre uddannelser.”

 

At udbygge uddannelsen selv

Martin Krasnik så gerne, at journalister, snarere end at konkurrere om at være først, gjorde sig umage med at sætte historierne i en kontekst, der er større end det aktuelle nyhedsbillede.

”Man skal eddermame sætte tid af til at læse bøger og tage den del af uddannelsen selv. Læse skønlitteratur for at give menneskelig indsigt og sproget dybde og originalitet. Faglitteratur for at give viden om de større sammenhænge, alle aktuelle begivenheder indgår i,” siger Martin Krasnik.

Det har netop været tilfældet for Siri Marie Munch Schrøder, der har lagt meget energi i at forfølge sin store interesse for sikkerhedspolitik sideløbende med journalistuddannelsen. 

“Jeg er færdiguddannet om lidt, og navnlig gennem praktikperioden er jeg blevet bedre til at skrive artikler. Men de skills og kompetencer, der gør mig specialiseret, er ikke noget jeg har lært på Journalisthøjskolen,” siger Siri Marie Munch Schrøder.

Det udelukker dog ikke vigtigheden af en god Journalisthøjskole. Henrik Berggren ser en stor værdi i, at journalistuddannelserne og universiteterne kan tilbyde forskellige tilgange til faget. 

“Alle vejene ind i branchen er vigtige, for der er brug for mange typer af journalister,” siger Henrik Berggren.

Fremtidens feminisme føres an af damebladene

Fremtidens feminisme føres an af damebladene

Fremtidens feminisme føres an af damebladene

Hvis du tror, at damebladenes spalteplads kun er fyldt med slankekure og sexstillinger, tager du fejl. Der er nemlig sket et skred i branchen af kvindemedier i Danmark anført af Alt for Damerne og Femina, som i dag skriver om både indretning og Iran. Men selvom de deler ønsket om fornyelse, er deres redaktionelle vej dertil dog meget forskellige.

TEKST: Elisa Norgaard Mortensen
FOTO: Clara Johanne selsmark

Udgivet den 12. oktober 2022

Vi er hinandens medsøstre, vi er forbundne. Ingen kvinde er fri, før alle kvinder er frie.”

Sådan lyder den seneste leder fra Feminas chefredaktør Isabellas Hindkjær. Hun skriver om Jina Masha Amani, en iransk kvinde, som blev dræbt af landets moralpoliti for at have sit tørklæde forkert på. 

Isabella Hindkjær sidder midt i Aller Medias store glashus, og indignationen lyser ud af hende, når hun taler om uretfærdigheden i verden. Hun ser kampen for kvinders rettigheder, både i Danmark og internationalt, som Feminas største drivkraft og står i spidsen for mediets nye aktivistiske linje, hvor der er plads til både international politik og indretning. 

Nu er det slut med det stille dameblad.

Damebladenes dilemmaer 

Der er et dilemma i luften på Alt for Damernes kontor. Rikke Dal Støttrup, bladets chefredaktør, er i gang med at skrive lederen til næste blad, der går i trykken om få timer. Den handler om, hvorvidt mediet kan tillade sig at promovere modebranchen, når den er så skadelig for miljøet. 

Den slags dilemmaer er dagligdag for journalisterne på den lille, hyggelige redaktion i Egmont Story House. Her snakker kollegaerne med, hvem end man møder ved kaffemaskinen, og der er plads til, at en kollega kommer forbi med sin baby, selvom deadline ligger lige om hjørnet. 

Stemningen oser af hygge, men også seriøsitet. Der står stadig en halv flaske uåbnet vin på bordet fra fredagens optagelse af podcasten ”Skål Søster,” hvor Alt for Damerne taler med to kendte kvinder om, hvad der fylder i debatten lige nu, og så skåler de altid for en kvinde, der fortjener en særlig ros. 

Det ritual indrammer mediets nye redaktionelle linje meget godt.  

Rikke Dal Støttrup erkender, at der er sket store forandringer for bladet i hendes tid som chefredaktør. 

”Indtil 2020 havde vi hver eneste uge en model der var ca. 25, oftest lyshårede, fordi de sælger bedre end mørkhårede, slanke og smilende på forsiden. Jeg var ved at kaste op af kedsomhed, og mon ikke læserne var det samme,” siger Rikke Dal Støttrup.

I dag er en af hendes vigtigste opgaver som chefredaktør hele tiden at sørge for, at tingene ikke falder tilbage i de gamle roller. Det er simpelthen nemmere at finde en model på 25 år end på 45, og der er stadigvæk flere modeller der vejer 55 kilo i stedet for 85. 

Men hos Alt for Damerne er det vigtigt, at læserne kan kende sig selv i bladet, og det har mange ikke kunne i de åletynde, purunge, hvide modeller, der har prydet de glitrende sider i årevis. 

Nu keder Rikke Dal Støttrup sig ikke længere. Hun er stolt af Alt for Damerne. Problemet er bare, at diversitet desværre ikke altid sælger lige så godt som status-quo. Men skal man gå på kompromis med sine idealer for at sælge blade?

 

Et aktivistisk aktualitetsmedie

Chefredaktør Isabella Hindkjær er ikke i tvivl. Hun vil stå på den rigtige side af historien. Det samme skal Femina.

Jeg tror, man skal være varsom med at være for vægelsindet. Man kan ikke være et mediebrand i 2022 uden at stå for noget og tage stilling. Hvis man ikke står for noget, så står man for ingenting,” siger hun.

Isabella Hindkjær forklarer, at det er en af største ændringer i Feminas linje. Tidligere har de prøvet at gøre alle glade og ”please” læserne, så de ikke blev sure eller stødt. Men det ændrede sig i 2020, da Isabella som helt ny chefredaktør kunne se, hvordan voldtægtsofre blev svigtet af den, ifølge hende, ”grotesk forældede voldtægtslovgivning.” 

Aktivister havde siden 2016 kæmpet for, at Danmark skulle få en samtykkebaseret lovgivning, som lagde vægt på, om der var samtykke til sex, i stedet for om offeret havde kæmpet imod en voldtægt. Da debatten omkring den nye lovgivning i sommeren 2020 gik i stå, stormede den nytiltrådte chefredaktør ind i kampen med 100 km/timen:

”Jeg havde det bare sådan, at hvis ikke et medie, der hedder Femina, dækker det her, som er noget af det mest grundlæggende, nemlig retten til vores egen krop, hvem gør så?,” siger Isabella Hindkjær. 

Overgangen fra et mere traditionelt dameblad med fokus på det nære og klassisk feminine til et aktivistisk aktualitetsmedie var alt andet end blød. Der var ingen på forhånd defineret strategi, ingen cost-benefit-analyse og ingen plan B. Til gengæld var der en følelse af, at det her virkelig kunne rykke noget. 

Femina skrev 65-70 artikler om tilblivelsen af Danmarks samtykkelov, som blev vedtaget i december 2020. Siden da har de kæmpet for bedre forhold på fødegangene, højere løn til sygeplejersker og kvinders rettigheder i Iran. Da Femina først udskiftede den gode stemning med en mere aktivistisk linje, vakte det stor opmærksomhed.

”Det var ikke det, man forbandt Femina med. Men sådan har vi så været lige siden. Nu tager folk os seriøst, fordi det er svært at lade være,” siger Isabella Hindkjær. 

”Jeg havde det bare sådan, at hvis ikke et medie, der hedder Femina, dækker det her, som er noget af det mest grundlæggende, nemlig retten til vores egen krop, hvem gør så?”

– Isabella Hindkjær, chefredaktør på Femina

Et ben i begge lejre

Tilbage hos Alt for Damerne beskriver Rikke Dal Støttrup et billede af, at Alt for Damerne går på to ben. Det ene ben går foran med store skridt og selvsikker gang. Her er de på forkant med tiden, når de bl.a. hepper på Helle Thorning, når hun får kritik for en nedringet kjole til hofbal, og når de sætter fokus på forskellige kroppe. Her kæmper Alt for Damerne for, at kvindekampen ikke bliver old news, fordi folk glemmer, hvor lang vej vi har igen til ligestilling som f.eks. i bestyrelser og lederstillinger. 

Men kan man løbe så hurtigt, at man mister en hel gruppe eller generation på perronen?

Det andet ben i Rikke Dal Støttrups billedlige strategi sikrer, at det ikke sker. For forandringen skal ikke ske på bekostning af deres trofaste læseres tillid. Det andet ben sørger hele tiden for, at de har fået alle med, måske især den mere traditionelle målgruppe. 

De har haft læsere, som syntes, at deres artikler og nye linje har været for ”woke”, og de læsere vil Rikke Dal Støttrup også gerne have med. I januar 2021 –  et stykke tid efter Sofie Linde for alvor fik den anden bølge af Me-too-bevægelsen til at rulle over Danmark – lavede Alt for Damerne et nummer, der hed ”Hvad nu mand”. De ville høre, hvordan mændene nu oplevede sexismedebatten og satte fokus på, hvad det ville sige at være en ”rigtig mand.”

Det var for hurtigt, mente nogle læsere. For nu havde kvinderne jo lige taletiden. Men Rikke Dal Støttrup vil møde de traditionelle læsere og mændene med åbne hænder.

”Vi skal finde et nyt niveau, hvor vi ikke er i krig, men hvor vi minder hinanden om, at det her er godt for alle. Det kan man ikke, hvis man mister folk på forhånd, fordi man er for hård,” siger Rikke Dal Støttrup. 

 

Både-og, ikke enten-eller

Selvom Alt for Damerne vil være et medie, der går forrest i kvindekampen, ønsker Rikke Dal Støttrup også, at bladet skal være en pause i læserens hverdag. Også i en tid hvor priserne og utrygheden stiger med hastige skridt.

”Folk skal ikke have lektier for, og folk skal ikke skældes ud,” siger Rikke Dal Støttrup. 

Alt for Damerne holder altså derfor fast i deres skønhedstips og modeserier, men nu skal det også være for andre end de unge, hvide og tynde.

Isabella Hindkjær holder også fast i, at Feminas aktivistiske linje ikke er sket på bekostning af mediets fokus på mode, mad og make-up.

”De sidste ti år har der været nogle, der efterspurgte det intelligente dameblad. I det har der nok ligget implicit, at det ville være fedt, hvis man i virkeligheden var et mandeblad. Vi skal passe på som kvinder, at vi ikke bare reproducerer nogle maskuline idealer,” siger Isabella Hindkjær.

Hun tilføjer afslutningsvist, at ligesom mænd altid har haft lov til at gå op i både økonomi og dyre ure, må kvinder selvfølgelig også dyrke det feminine og hårdtslående journalistik samtidig. Selv er Isabella Hindkjær kropsliggørelsen af denne syntese af det ultrafeminine og den kampklare kritiske journalist, som ligesom Rikke Dal Støttrup gerne tager en stor del af æren for denne udvikling.

Maya Tekeli former fremtiden, hun ikke vil spå om

Maya Tekeli former fremtiden, hun ikke vil spå om

Maya Tekeli former fremtiden, hun ikke vil spå om

Mød kulturjournalist, TikToker, mememager, nyhedsvært, mediepersonlighed Maya Tekeli. Hun dyrker både den klassiske journalistik og det skæve. Det satiriske. Hun går sine egne veje.

TEKST: Sofie-Amalie Elmelund
FOTO: Axel Emil Hammerbo

Udgivet den 12. oktober 2022

”Det er min nye identitet at vape.”  

Maya Tekeli har et alter af vapes i forskellige farver og smage i sin toværelseslejlighed et sted i Nordvest. Hun synes, det er for akavet at mødes på hendes arbejdsplads, så det er i Mayas lejlighed, det sker. Hun demonstrerer, hvordan vapesene virker. Aroma King og Elf Bar. Med smag af den lyserøde opvaskesæbe fra Vel eller watermelon.

 Maya er klædt i sort. En western cowboylædervest over skjorten, løse bukser, solbriller, tennissko. Røde kinder, insisterende øjne. Den kemiske, frugtagtige røg fra vapen spreder sig i lejligheden i intervaller.

 Maya Tekeli er på en slags evighedsorlov fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. For hun har haft travlt med at komme ud i mediebranchen. Hun er 28 år og det, mange vil kalde et talent. Men mellem succeserne bobler identitetskriserne, som udfordrer hende til at finde nye veje.

Journalisten Maya Tekeli

Maya sad på Læsø med bare bryster og en lemonade i hånden, da en journalist fra det originale Radio24syv ringede. Hun var afsted med sin studiegruppe. Det var andet semester på DMJX. I sin fritid lavede hun memes, som hun delte på sin Instagram-profil. Journalisten ringede for at tilbyde Maya en værtsrolle på programmet Det Lille Mememageri på Radio24syv.

”Jeg sagde ja, jeg begyndte at tude – og så sagde jeg, at jeg ikke kommer til mødet i morgen. Jeg kommer på mandag. Det, synes jeg, var meget sejt ikke at komme rendende med det samme,” siger hun.

Maya var vært på programmet over en sommer og senere en vintersæson. Hun fandt sig godt til rette på kanalen og blandt kollegaerne. Det var det rigtige sted for hende, så hun fik sat en praktikplads i stand, selvom det var usikkert, om kanalen skulle lukke.

”Jeg siger, at jeg gerne vil have en praktikplads. Jeg siger please, jeg siger, giv mig en chance, jeg vil gerne gå ned med det her skib. Der blev hældt cognac eller whisky op, og så fiksede det sig selv.”

Maya fortsatte med at lave Det Lille Mememageri, indtil Radio24syv lukkede ned. Tre dage efter nedlukningen sad hun på foto-og videoredaktion på Berlingske. Senere på Ekstra Bladet.

En identitet efter Radio24syv

Identitetskriser, dualiteter, kald det, hvad du vil. De er tilbagevendende for Maya. Og de er blevet en del af hendes personlighed, fortæller hun.

 Da hun blev 27 år, lavede hun en offentlig Facebook-begivenhed, hun kaldte Jeg har fødselsdag og en personlig krise. Eventet varede 23 timer og 55 minutter, mest i cyberspace, men de personlige kriser lader til at eksistere sammen med Maya.

 ”Jeg har det ofte sådan, hvad fuck laver jeg. Vil jeg være det ene, eller vil jeg være det andet? Og hvad nu hvis? Skal jeg bo her? Skal jeg bo i et andet land? Hvorfor er jeg her? Sådan kører det hele tiden, i stedet for at fucking bare være til stede.”

 Maya skulle finde sig selv efter Radio24syv lukkede. Hun havde svært ved at finde ud af, hvilken retning hun skulle gå. Det var enten det undersøgende, ”Watergate-shit”, som hun kalder det, eller det tænkende; det satiriske. Hun ville gerne finde en balance mellem de to retninger. 

 ”Der hersker en eller anden ide om, at der ikke kan eksistere en dualitet i folks faglighed. Enten er du sjov, eller også tager du det hele alvorligt. Jeg byder dualiteten velkommen, selvom det betyder, at jeg er i en omvandrende identitetskrise, fordi jeg vil alle mulige forskellige ting,” siger hun.

 Siden ansættelsen på Radio24syv er Maya blevet kastet rundt i mediemanegen. Hun har fået tilbudt jobs nok, så det er først dette efterår, hun bryder sin orlov fra journalistuddannelsen for at skrive sin bachelor. Mest af alt for at hendes mor kan sove om natten igen, griner Maya. Og så giver det bedre muligheder for at lave noget internationalt senere i karrieren.

 ”Jeg blev kastet ud i det, og så er det bare suset derud af. Jeg har ikke haft mulighed for at tænke mig om. Det betyder ikke, at jeg har været hovedløs i alt, hvad jeg har lavet, men jeg har bare gjort det, jeg havde lyst til.”

 Maya vil ikke kede sig, men rykke og udvikle sig. Hun værdsætter identitetskriserne, for det er der, hvor hun synes, at der opstår noget sjovt. Hun bruger sine egne platforme på sociale medier til at vise, hvem hun er. På den måde bevarer hun friheden til at lave det, hun har lyst til, og det som interesserer hende. Maya synes, det giver en frihed at have sin personlighed med i journalistikken.

 ”Det er vigtigt for mig at være fri og føle mig fri. Jeg har prøvet at lave nogle ting, som jeg ikke syntes var fede, eller som ikke var mig, og det er jeg dårlig tilpas i. For mig handler de valg, jeg træffer med journalistikken om en mavefornemmelse, en intuition, en smag.”  

 

Typen der ikke ryger sine cigaretter færdig

Maya serverer instant kaffe med mælk i kopper med motiver af kunstneren Poul Pava som Maya, i en sidebemærkning, fortæller, at hun interviewede for nylig. Hun fandt kopperne på byttecentralen. Og hun synes, de er skøre, ligesom hendes lejlighed. Den er fyldt med genbrugsmøbler, random kunst, ægte tæpper, røgelse, litteratur. Der er en ulv over sengegavlen og en lampe fra en asiatisk butik med plastikblomster i køkkenet.

 Maya fylder i rummet. Hendes ord lunter afsted. Hun har noget og meget at sige om det meste. Armbevægelser, stor manke. Hun læner sig skiftevis tilbage i stolen og frem over spisebordet, mens hun taler. Hun har en historie at fortælle om alle sine  møbler og ting. Hun peger på et elektrisk øre på væggen, som er magen til et, hun havde i sit fritidshjem. Sådan et, der lyser, når der er høje lyde i rummet. Hun bruger det som en gimmick i løbet af interviewet, klapper efter en vigtig pointe. Og Maya vender blikket mod øret, der blinker.

 ”Det har jeg også købt på DBA. Jeg har ikke noget af værdi. Jeg har kun fucking billige ting, eller ting jeg har fundet.”

 Der er rygepauser et par gange i timen ude på altanen med udsigt over bazarerne i kvarteret. Grøntsager galore, plastikdimser, urteduske, menneskemylder. Maya skodder cigaretten, før hun når til filteret, kun halvvejs færdig.

SoMe-Maya

På Instagram har Maya over 10.000 følgere, og på TikTok endnu flere. 

”Frisk, udadvendt, går til opgaverne med et smil,” står der i hendes bio. 

På Instagram deler Maya en billedserie af klimaminister Dan Jørgensen. Han poserer i vandet iført jakkesæt, har sammenknebne øjne og en alvorlig mine. Maya tilføjer  00’er-hittet ”Bringing Sexy Back” som underlægningsmusik. 

En anden dag deler hun en liste med ideer til en digtsamling. Her er et af punkterne, at lade som om hun er Oliver Enné for en dag. På Twitter er en hun del af profilen, der hedder Lise Nørgaard har levet længere end. Et tweet lød: Lise Nørgaard har levet i 104 år uden at lave sin egen podcast.

Humor er et effektivt kommunikationsværktøj for Maya. Hun har erfaret, at hun kommer langt, hvis hun kan få folk til at grine og så lige presse noget information ind i munden på dem, mens de griner. For Maya fungerer internettet godt til det, fordi det tillader interaktion og impulsivitet. Og impulsivitet var udgangspunktet for Mayas nyeste projekt: TikToks, der formidler danske nyheder fortalt på et dovent, danskinspireret engelsk.

”Australiere, libanesere, amerikanere, irere ser mine TikToks. De fortæller, hvad der sker hos dem, og jeg får Danmark lidt i perspektiv. Nogle gange kan jeg godt få det lidt sindssygt over nogle af de ting, der er store historier i Danmark. Det kan være lidt en andedam.”

Maya forener det seriøse med det sjove på sine platforme. Hun dyrker den klassiske journalistik, men bryder også med den ved at udkomme på skæve og skøre måder. Mange vil mene, at hun baner vejen for fremtidens journalistik, men hun vil ikke selv spå om den. Det vil virke for selvoptaget, siger hun.  

”Der hersker en eller anden ide om, at der ikke kan eksistere en dualitet i folks faglighed. Enten er du sjov, eller også tager du det hele alvorligt. Jeg byder dualiteten velkommen.”

– Maya Tekeli

Randrusiansk og tyrkisk blod

Maya voksede op på Nørrebro med sin familie i en lejlighed. Hendes forældre mødte hinanden i Aarhus på psykologistudiet. Mayas mor er politisk flygtning fra Tyrkiet, hendes far er fra Randers. Maya taler tyrkisk og dansk, hun kan godt lide, at vi har en dronning, der ryger, og hun interesserer sig for historier, der handler om etniske minoriteter.  

”Der er fucking mange mennesker, der er ligesom mig. Vi ser dem bare ikke repræsenteret i mediebranchen, og hvis det skal være en unik ting, hver gang vi taler om det, så bliver det aldrig normaliseret.”

Hun sidder i skrædderstilling på gulvet nu, hun har smidt lædervesten og tennisskoene.

”Når vi repræsenterer folk med anden etnisk baggrund i medierne, så skal de tale om, at de repræsenterer folk med anden etnisk baggrund. Jeg synes, det er så vigtigt, men det er de samme narrativer, der gentager sig. Så derfor bærer jeg på den dualitet med stolthed og kærlighed.”

Maya fortæller, at hun er glad for, at spørgsmålene ikke har handlet om hendes etnicitet. Hun har svært ved at svare på hvorfor. I stedet viser hun sin overarm med en tatovering af en sol og måne ved siden af en tatovering af Dronning Margrethes underskrift.

Maya begynder at tale i en tankestrøm. Ordene lunter ikke længere.

Hun snakker, stiller spørgsmål, afbryder sig selv. 

I Mayas lejlighed hænger der et billede af Dronning Margrethe, familiefotos, billeder af dyr, en kalender med nøgne damer, som sender tankerne hen på autoværksteder i 00’erne, men kvindernes ansigter er udskiftet med tidligere kollegaer fra Ekstra Bladet. Joachim B. Olsen, Brian Weichardt i lingeri. Og et maleri af en dame med hijab. Dualiteter, kalder hun det.

 

Mediebranchen er under ombygning

Mads Brügger ringede til Maya og tilbød hende et job på Frihedsbrevet i maj 2021. Hun var den første, der blev ansat. Først som kulturjournalist, nu som vært på morgenfladen Fri Dag, hvor hun dagligt udkommer med et kort nyhedsoverblik, der indeholder undren og humor.

Det betyder, at Mayas vækkeur ringer klokken 04:35, med det hun kalder en glidende alarm. Ikke den der aggressive og insisterende alarm, som de fleste kender. En mere flydende én, der luller en op af sengen.

Hun starter arbejdsdagen med at optage, så planlægger hun næste dags morgenflade. Nusser med nogle historier. Vaper.

”Jeg har altid villet lave mediesatire. Det er en sjov arena, men jeg har altid fået at vide, at der ikke er nogen, der interesserer sig nok for medierne til at læse mediekritisk journalistik. Det tror jeg ikke på,” siger hun.

Maya beskriver mediebranchen, som den er nu, med ordene under ombygning. Det er vigtigt med kritisk undersøgende journalistik af mediebranchen, mener hun og uddyber, at medierne bør betragtes som en magtinstitution, hvor journalister skal gå til journalister.

”Jeg oplever, at du kan komme i meget ubehagelige situationer, hvis du forholder dig kritisk til nogle med magt i mediebranchen. Og længere vil jeg ikke gå ind i det. Endnu,” siger hun.