Passer jeg overhovedet ind i mediebranchen? Jeg tvivler

Passer jeg overhovedet ind i mediebranchen? Jeg tvivler

Passer jeg overhovedet ind i mediebranchen? Jeg tvivler

Ikke alt kører for mediebranchen, og som kommende praktikant har jeg mange forestillinger om, hvad mediebranchen har at byde på. Kun tiden vil vise om forestillingerne holder stik, eller om de bliver gjort til skamme.

TEKST: Konrad Cornelius Rasmussen
Illustration: Louise Rix 

Udgivet den 12. oktober 2022

Da jeg for cirka halvandet år siden startede som journaliststuderende på DMJX, var det med en forestilling om, at journalister var de vigtigste personer i landet. Det var ‘os’, der skulle være befolkningens beskyttere mod magtliderlige politikere og erhvervsledere, der bedrev underslæb og udnyttede deres position.

Med andre ord var journalister et slags overmenneske, der var sat i verden som en skytsengel for den mindre bemidlede del af befolkningen. 

Men det skal heller ikke være en hemmelighed, at min forestilling om jobbet som journalist har ændret sig ligeså markant som Mette Frederiksens holdning til en regering over midten. 

Min forestilling blev ændret omtrent samtidig med, at Discovery offentliggjorde en kritisk dokumentar om TV2. Jeg havde godt hørt rygterne om krænkelser i mediebranchen, men dokumentaren ændrede fuldstændig mit syn på branchen.

Jeg forestiller mig nu en branche, hvor mange, i særdeleshed de ”store kanoner”, har mistet jordforbindelsen og opfører sig, som de vil. Som kommende praktikant kan jeg godt være i tvivl om, hvor meget det kommer til at påvirke mig i min praktikperiode, og jeg har gået med tankerne om, at det er bedst at gå lidt stille med dørene.

En branche der har så travlt med dem selv, at de svigter deres rolle som borgernes beskytter. Mængden af podcast og artikler, der handler om journalistik og journalister, stiger. En hurtig søgning på infomedia afslører uoverskuelige mængder navlepilleri, og jeg forestiller mig, at jeg resten af mine dage kun kan tale om alle de B-listekendisser, jeg mænger mig med til dagligt. 

 

Alle forestillinger med måde

Hvis du er kommet igennem min svada mod branchen, har du også fortjent nogle lidt mere afbalancerede forestillinger.

For selvom tankerne om branchen langt hen ad vejen nok er rigtige, forventer jeg også at træde ind i en verden, hvor folk er drevet af en kraft, der handler om at oplyse borgerne og stille magthaverne til ansvar. Journalister er ikke ”overmennesker”, der kan redde hele verden, og selvom nogle helt sikkert ser sig selv på den måde, er jeg sikker på, at der er mange, der har valgt branchen grundet en oprigtig tro på, at det, de foretager sig, er vigtigt og gør en forskel. Om det er kritisk og afslørende journalistik, eller det er en explainer, der har til formål at oplyse den enkelte.

 

 Jeg forestiller mig også, at der er nogle journalister derude, der kan fortælle mig, at det er okay at lave fejl. Nogle der har en oprigtig interesse i at give deres læring videre, så den næste generation af journalister ikke laver de samme fejl, der gennemsyrer branchen. Jeg håber og tror på, at der nok skal være nogle til at holde hånden under en grøn journaliststuderende som mig. Med en usikkerhed der spænder bredt. Og en nervøsitet for, om jeg egentlig har styr på de journalistiske metoder, jeg har lært på skolen, eller om jeg ikke ved nok om verden til at bevare overblikket, når jeg skriver historier. 

Det er også min klare overbevisning, at der er en erkendelse af, at man skal reformere faget, så faget er relevant i vores tidsalder, men også bevæger sig i en bæredygtig retning for fremtiden. Alle dårligdommene er begyndt at komme frem i lyset, og det virker til at mediebranchen for alvor er i gang med et opgør mod de gamle doktriner. Jeg forventer, at det er med til at give nogle mere behagelige og åbne arbejdspladser, men som måske også kan give, eksempelvis praktikanter, mere medindflydelse på, hvordan branchen gør tingene.

 

Praktikant i et mediecirkus af karat

Praktikken står for døren. Tiden på DMJX er snart slut, og om bare et par måneder skal jeg stå næsten på egne ben i det, der mest af alt minder om et forvokset Cirkus Benneweis. Jeg skal være ærlig og sige, at jeg nok kommer til at underlægge mig dem, der har mere magt. Hente kaffe til chefredaktøren og arbejde overtid, hvis jeg bliver bedt om det. Det er langt hen ad vejen nok rollen for det svageste dyr i flokken, og det er formentlig praktikanterne som oftest. Men hey, det er også okay. Skaber man sig et navn som en pålidelig praktikant, skal der nok falde noget positivt af i den anden ende. 

Mediebranchen kan virke uoverskuelig og usympatisk. Der knytter sig historier til branchen om mange deadlines, en hård tone på arbejdspladsen og historier om krænkelser og magtmisbrug. Men jeg tror, branchen er, hvad man gør den til. Den sværeste, men også bedste øvelse, må være at blive en del af hele cirkusset uden alt for mange forestillinger.

Maya Tekeli former fremtiden, hun ikke vil spå om

Maya Tekeli former fremtiden, hun ikke vil spå om

Maya Tekeli former fremtiden, hun ikke vil spå om

Mød kulturjournalist, TikToker, mememager, nyhedsvært, mediepersonlighed Maya Tekeli. Hun dyrker både den klassiske journalistik og det skæve. Det satiriske. Hun går sine egne veje.

TEKST: Sofie-Amalie Elmelund
FOTO: Axel Emil Hammerbo

Udgivet den 12. oktober 2022

”Det er min nye identitet at vape.”  

Maya Tekeli har et alter af vapes i forskellige farver og smage i sin toværelseslejlighed et sted i Nordvest. Hun synes, det er for akavet at mødes på hendes arbejdsplads, så det er i Mayas lejlighed, det sker. Hun demonstrerer, hvordan vapesene virker. Aroma King og Elf Bar. Med smag af den lyserøde opvaskesæbe fra Vel eller watermelon.

 Maya er klædt i sort. En western cowboylædervest over skjorten, løse bukser, solbriller, tennissko. Røde kinder, insisterende øjne. Den kemiske, frugtagtige røg fra vapen spreder sig i lejligheden i intervaller.

 Maya Tekeli er på en slags evighedsorlov fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. For hun har haft travlt med at komme ud i mediebranchen. Hun er 28 år og det, mange vil kalde et talent. Men mellem succeserne bobler identitetskriserne, som udfordrer hende til at finde nye veje.

Journalisten Maya Tekeli

Maya sad på Læsø med bare bryster og en lemonade i hånden, da en journalist fra det originale Radio24syv ringede. Hun var afsted med sin studiegruppe. Det var andet semester på DMJX. I sin fritid lavede hun memes, som hun delte på sin Instagram-profil. Journalisten ringede for at tilbyde Maya en værtsrolle på programmet Det Lille Mememageri på Radio24syv.

”Jeg sagde ja, jeg begyndte at tude – og så sagde jeg, at jeg ikke kommer til mødet i morgen. Jeg kommer på mandag. Det, synes jeg, var meget sejt ikke at komme rendende med det samme,” siger hun.

Maya var vært på programmet over en sommer og senere en vintersæson. Hun fandt sig godt til rette på kanalen og blandt kollegaerne. Det var det rigtige sted for hende, så hun fik sat en praktikplads i stand, selvom det var usikkert, om kanalen skulle lukke.

”Jeg siger, at jeg gerne vil have en praktikplads. Jeg siger please, jeg siger, giv mig en chance, jeg vil gerne gå ned med det her skib. Der blev hældt cognac eller whisky op, og så fiksede det sig selv.”

Maya fortsatte med at lave Det Lille Mememageri, indtil Radio24syv lukkede ned. Tre dage efter nedlukningen sad hun på foto-og videoredaktion på Berlingske. Senere på Ekstra Bladet.

En identitet efter Radio24syv

Identitetskriser, dualiteter, kald det, hvad du vil. De er tilbagevendende for Maya. Og de er blevet en del af hendes personlighed, fortæller hun.

 Da hun blev 27 år, lavede hun en offentlig Facebook-begivenhed, hun kaldte Jeg har fødselsdag og en personlig krise. Eventet varede 23 timer og 55 minutter, mest i cyberspace, men de personlige kriser lader til at eksistere sammen med Maya.

 ”Jeg har det ofte sådan, hvad fuck laver jeg. Vil jeg være det ene, eller vil jeg være det andet? Og hvad nu hvis? Skal jeg bo her? Skal jeg bo i et andet land? Hvorfor er jeg her? Sådan kører det hele tiden, i stedet for at fucking bare være til stede.”

 Maya skulle finde sig selv efter Radio24syv lukkede. Hun havde svært ved at finde ud af, hvilken retning hun skulle gå. Det var enten det undersøgende, ”Watergate-shit”, som hun kalder det, eller det tænkende; det satiriske. Hun ville gerne finde en balance mellem de to retninger. 

 ”Der hersker en eller anden ide om, at der ikke kan eksistere en dualitet i folks faglighed. Enten er du sjov, eller også tager du det hele alvorligt. Jeg byder dualiteten velkommen, selvom det betyder, at jeg er i en omvandrende identitetskrise, fordi jeg vil alle mulige forskellige ting,” siger hun.

 Siden ansættelsen på Radio24syv er Maya blevet kastet rundt i mediemanegen. Hun har fået tilbudt jobs nok, så det er først dette efterår, hun bryder sin orlov fra journalistuddannelsen for at skrive sin bachelor. Mest af alt for at hendes mor kan sove om natten igen, griner Maya. Og så giver det bedre muligheder for at lave noget internationalt senere i karrieren.

 ”Jeg blev kastet ud i det, og så er det bare suset derud af. Jeg har ikke haft mulighed for at tænke mig om. Det betyder ikke, at jeg har været hovedløs i alt, hvad jeg har lavet, men jeg har bare gjort det, jeg havde lyst til.”

 Maya vil ikke kede sig, men rykke og udvikle sig. Hun værdsætter identitetskriserne, for det er der, hvor hun synes, at der opstår noget sjovt. Hun bruger sine egne platforme på sociale medier til at vise, hvem hun er. På den måde bevarer hun friheden til at lave det, hun har lyst til, og det som interesserer hende. Maya synes, det giver en frihed at have sin personlighed med i journalistikken.

 ”Det er vigtigt for mig at være fri og føle mig fri. Jeg har prøvet at lave nogle ting, som jeg ikke syntes var fede, eller som ikke var mig, og det er jeg dårlig tilpas i. For mig handler de valg, jeg træffer med journalistikken om en mavefornemmelse, en intuition, en smag.”  

 

Typen der ikke ryger sine cigaretter færdig

Maya serverer instant kaffe med mælk i kopper med motiver af kunstneren Poul Pava som Maya, i en sidebemærkning, fortæller, at hun interviewede for nylig. Hun fandt kopperne på byttecentralen. Og hun synes, de er skøre, ligesom hendes lejlighed. Den er fyldt med genbrugsmøbler, random kunst, ægte tæpper, røgelse, litteratur. Der er en ulv over sengegavlen og en lampe fra en asiatisk butik med plastikblomster i køkkenet.

 Maya fylder i rummet. Hendes ord lunter afsted. Hun har noget og meget at sige om det meste. Armbevægelser, stor manke. Hun læner sig skiftevis tilbage i stolen og frem over spisebordet, mens hun taler. Hun har en historie at fortælle om alle sine  møbler og ting. Hun peger på et elektrisk øre på væggen, som er magen til et, hun havde i sit fritidshjem. Sådan et, der lyser, når der er høje lyde i rummet. Hun bruger det som en gimmick i løbet af interviewet, klapper efter en vigtig pointe. Og Maya vender blikket mod øret, der blinker.

 ”Det har jeg også købt på DBA. Jeg har ikke noget af værdi. Jeg har kun fucking billige ting, eller ting jeg har fundet.”

 Der er rygepauser et par gange i timen ude på altanen med udsigt over bazarerne i kvarteret. Grøntsager galore, plastikdimser, urteduske, menneskemylder. Maya skodder cigaretten, før hun når til filteret, kun halvvejs færdig.

SoMe-Maya

På Instagram har Maya over 10.000 følgere, og på TikTok endnu flere. 

”Frisk, udadvendt, går til opgaverne med et smil,” står der i hendes bio. 

På Instagram deler Maya en billedserie af klimaminister Dan Jørgensen. Han poserer i vandet iført jakkesæt, har sammenknebne øjne og en alvorlig mine. Maya tilføjer  00’er-hittet ”Bringing Sexy Back” som underlægningsmusik. 

En anden dag deler hun en liste med ideer til en digtsamling. Her er et af punkterne, at lade som om hun er Oliver Enné for en dag. På Twitter er en hun del af profilen, der hedder Lise Nørgaard har levet længere end. Et tweet lød: Lise Nørgaard har levet i 104 år uden at lave sin egen podcast.

Humor er et effektivt kommunikationsværktøj for Maya. Hun har erfaret, at hun kommer langt, hvis hun kan få folk til at grine og så lige presse noget information ind i munden på dem, mens de griner. For Maya fungerer internettet godt til det, fordi det tillader interaktion og impulsivitet. Og impulsivitet var udgangspunktet for Mayas nyeste projekt: TikToks, der formidler danske nyheder fortalt på et dovent, danskinspireret engelsk.

”Australiere, libanesere, amerikanere, irere ser mine TikToks. De fortæller, hvad der sker hos dem, og jeg får Danmark lidt i perspektiv. Nogle gange kan jeg godt få det lidt sindssygt over nogle af de ting, der er store historier i Danmark. Det kan være lidt en andedam.”

Maya forener det seriøse med det sjove på sine platforme. Hun dyrker den klassiske journalistik, men bryder også med den ved at udkomme på skæve og skøre måder. Mange vil mene, at hun baner vejen for fremtidens journalistik, men hun vil ikke selv spå om den. Det vil virke for selvoptaget, siger hun.  

”Der hersker en eller anden ide om, at der ikke kan eksistere en dualitet i folks faglighed. Enten er du sjov, eller også tager du det hele alvorligt. Jeg byder dualiteten velkommen.”

– Maya Tekeli

Randrusiansk og tyrkisk blod

Maya voksede op på Nørrebro med sin familie i en lejlighed. Hendes forældre mødte hinanden i Aarhus på psykologistudiet. Mayas mor er politisk flygtning fra Tyrkiet, hendes far er fra Randers. Maya taler tyrkisk og dansk, hun kan godt lide, at vi har en dronning, der ryger, og hun interesserer sig for historier, der handler om etniske minoriteter.  

”Der er fucking mange mennesker, der er ligesom mig. Vi ser dem bare ikke repræsenteret i mediebranchen, og hvis det skal være en unik ting, hver gang vi taler om det, så bliver det aldrig normaliseret.”

Hun sidder i skrædderstilling på gulvet nu, hun har smidt lædervesten og tennisskoene.

”Når vi repræsenterer folk med anden etnisk baggrund i medierne, så skal de tale om, at de repræsenterer folk med anden etnisk baggrund. Jeg synes, det er så vigtigt, men det er de samme narrativer, der gentager sig. Så derfor bærer jeg på den dualitet med stolthed og kærlighed.”

Maya fortæller, at hun er glad for, at spørgsmålene ikke har handlet om hendes etnicitet. Hun har svært ved at svare på hvorfor. I stedet viser hun sin overarm med en tatovering af en sol og måne ved siden af en tatovering af Dronning Margrethes underskrift.

Maya begynder at tale i en tankestrøm. Ordene lunter ikke længere.

Hun snakker, stiller spørgsmål, afbryder sig selv. 

I Mayas lejlighed hænger der et billede af Dronning Margrethe, familiefotos, billeder af dyr, en kalender med nøgne damer, som sender tankerne hen på autoværksteder i 00’erne, men kvindernes ansigter er udskiftet med tidligere kollegaer fra Ekstra Bladet. Joachim B. Olsen, Brian Weichardt i lingeri. Og et maleri af en dame med hijab. Dualiteter, kalder hun det.

 

Mediebranchen er under ombygning

Mads Brügger ringede til Maya og tilbød hende et job på Frihedsbrevet i maj 2021. Hun var den første, der blev ansat. Først som kulturjournalist, nu som vært på morgenfladen Fri Dag, hvor hun dagligt udkommer med et kort nyhedsoverblik, der indeholder undren og humor.

Det betyder, at Mayas vækkeur ringer klokken 04:35, med det hun kalder en glidende alarm. Ikke den der aggressive og insisterende alarm, som de fleste kender. En mere flydende én, der luller en op af sengen.

Hun starter arbejdsdagen med at optage, så planlægger hun næste dags morgenflade. Nusser med nogle historier. Vaper.

”Jeg har altid villet lave mediesatire. Det er en sjov arena, men jeg har altid fået at vide, at der ikke er nogen, der interesserer sig nok for medierne til at læse mediekritisk journalistik. Det tror jeg ikke på,” siger hun.

Maya beskriver mediebranchen, som den er nu, med ordene under ombygning. Det er vigtigt med kritisk undersøgende journalistik af mediebranchen, mener hun og uddyber, at medierne bør betragtes som en magtinstitution, hvor journalister skal gå til journalister.

”Jeg oplever, at du kan komme i meget ubehagelige situationer, hvis du forholder dig kritisk til nogle med magt i mediebranchen. Og længere vil jeg ikke gå ind i det. Endnu,” siger hun.

Kommunikatørerne skal selv forhandle løn til praktik: “Bliver jeg valgt fra, hvis jeg siger et for højt tal?”

Kommunikatørerne skal selv forhandle løn til praktik: “Bliver jeg valgt fra, hvis jeg siger et for højt tal?”

Kommunikatørerne skal selv forhandle løn til praktik: “Bliver jeg valgt fra, hvis jeg siger et for højt tal?”

Kommunikationsstuderende på DMJX har ikke en fælles overenskomst. Situationen skaber usikkerhed under praktiksøgningen. Fagforeningen DJ anerkender problemet og opfordrer til, at de studerende selv kontakter forbundet.

TEKST: Nicoline Winther
Illustration: Louise Rix

Udgivet den 12. oktober 2022

Kommunikationsstuderende på Danmarks Medie og Journalisthøjskole skal selv forhandle løn, når de søger praktik på sjette semester. Dansk Journalistforbund har nemlig ikke etableret en fast overenskomst mellem virksomhederne og fagforeningen. Under et praktikmøde på DMJX i foråret blev et af de kommunikationsstuderendes kritiske spørgsmål mødt med ordene: 

“Vi fik at vide, at frokostordning jo også er en form for kompensation,” siger Kenni Klaris Øllgaard, kommunikationsstuderende på femte semester. 

Kigger man på tallene, er der en markant forskel på, hvad kommunikatørerne og journalisterne får i praktikløn. Journalisterne, som har en fast overenskomst, får 14.200 kr. om måneden. De kommunikationsstuderende får i gennemsnit 12.408 kr. Et løngab på knap 2.000 kr. om måned. 

De praktiksteder, som DMJX har indgået en aftale med, har indvilliget i at give de studerende løn. Men aftalen indbefatter ingen minimumsløn. Søger de studerende udenom listen, er de ikke sikret nogen løn overhovedet og kan derfor risikere et halvt år uden indkomst.

 

Risikerer at underbyde hinanden

I kampen om de ”gode” pladser risikerer de studerende at underbyde hinanden i lønforhandlingen. 

”Det er en tanke, der har strejfet mig. For hvis jeg nu siger et tal, der er for højt, bliver jeg så valgt fra på det og ikke på mine kompetencer?” siger Karoline Lenius, kommunikationsstuderende på femte semester. 

Hvis Karoline vil have 9.000 kr., og en anden studerende tilbyder 8.000 kr, så er der en fare for, at hun bliver valgt fra på baggrund af løn og ikke på kvalifikationer. Dette kan også være med til at trække løngennemsnittet ned generelt.

Modsat journalisterne, som har indgået alliance med de to andre journalistuddannelser, er kommunikatørerne på DMJX i konkurrence om praktikpladser med universitetsstuderende fra blandt andet Nordisk Sprog og Medievidenskab. De er nemlig billigere end kommunikatørerne fra DMJX, for de skal ikke have løn fra virksomhederne, da de har deres SU med sig. 

”De store virksomheder kan jo gøre, lige hvad de vil, for de skal jo nok få praktikanter, og vi kæmper jo også mod universitetsstuderende,” siger Kenni Klaris Øllgaard,  kommunikationsstuderende. 

 

Mangel på tid og ressourcer

Dansk Journalistforbund erkender også, at det er ærgerligt, at der ikke ligger en aftale for kommunikationsuddannelsen. 

”De studerende råber os op, fordi de gerne vil have en overenskomst, og det kan jeg godt forstå,” siger Henrik Bruun, forhandlingskonsulent i Dansk Journalistforbund. Han tilføjer, at forbundet er ærgerlige over, at det ikke er lykkedes at samle branchen under en fælles overenskomstaftale. 

”Vi vil vildt gerne lave en aftale, men det er jo let at sige, for alle fagforeninger er sat i verden for at lave aftaler på vegne af deres medlemmer, ” siger Henrik Bruun.  

Hvis der sidder nogle medlemmer, som føler, at de ikke får nok for pengene i deres fagforening, så er opfordringen fra Henrik Bruun, at man melder ind til studenterorganisationerne Kaj eller Andrea og fortæller, hvor man er i praktik, og hvad man får i løn. Det kan nemlig være med til at sikre, at de studerende ikke efterspørger en lavere løn, end der tidligere er givet og dermed kollektivt sænker lønniveauet.

“De store virksomheder kan jo gøre lige hvad de vil. De skal jo nok få praktikanter, og vi kæmper jo også mod universitetsstuderende.”

– Kenni Klaris Øllgaard, kommunikationsstuderende 

Adspurgt om Dansk Journalistforbund kan gøre mere for de kommunikationsstuderende, svarer Henrik Bruun, at det et politisk spørgsmål, der handler om ressourcer. For selvom Dansk Journalistforbund i teorien godt kunne besøge hver enkelt praktikvirksomhed og lave en aftale med dem, så kræver det enormt mange ressourcer, som de på nuværende tidspunkt ikke har. 

”Hvis det var lige ud af landevejen, så var det sket. Problemet er, at det er ret tidskrævende,” siger Henrik Bruun.

 

DMJX har forsøgt at lave en aftale

Leder af kommunikationsuddannelsen på DMJX, Helle Birkmose Winding, er også ærgerlig over, at det ikke har været muligt at få lavet en overenskomst på tværs af branchen. 

”Man har fra skolens side i samarbejde med Dansk Journalisthøjskole forsøgt at lave en aftale, dengang uddannelsen blev oprettet, men uden held,” siger Helle Birkmose Winding.

Hun nævner også, at DMJX opfordrer alle praktiksteder til at give de kommunikationsstuderende samme løn som de journaliststuderende.

Helle Birkmose Winding oplyser, at hun har iværksat endnu et forsøg på at få skabt en overenskomst for de kommunikationsstuderende. På et møde med uddannelsesinstitutionerne og virksomhederne i branchen midten af oktober, vil hun sætte emnet på dagsordenen. 

Fremadrettet vil DMJX ikke acceptere, at praktikvirksomhederne, som er på skolens liste, giver mindre i månedsløn end 6500 kr. for praktikanter på sjette semester. Men Helle Birkmose Winding understreger, at skolen ikke kan garantere det, da lønaftalen udelukkende bliver indgået mellem den studerende og praktikstedet.

  

Forskelsbehandling af studerende

DJ og DMJX fortæller begge, at grunden til, at det ikke har været muligt at samle branchen i én overenskomst, blandt andet er fordi, at branchen er meget bred.  Udvalget af praktiksteder består nemlig af både private virksomheder, statsejede virksomheder og NGO’er. 

Og det argument forstår både Karoline Lenius og Kenni Klaris Øllgaard på femte semester godt. Men hvorfor DMJX ikke kæmper mere for de studerende, er de uforstående over for. 

For Karoline Lenius, er det okay at skulle ud i lønforhandling, for det skal hun jo også, når hun er færdig med sin uddannelsen og skal søge job. For hende ligger problemet et andet sted. 

”For mig  ligger problemet i skolens forskelsbehandling af de journaliststuderende og de kommunikationsstuderende,” siger Karoline Lenius. 

FAKTA OM PRAKTIK PÅ KOMMUNIKATIONSUDDANNLSEN

 

  • De kommunikationsstuderende på DMJX er i praktik i to semestre.
  • På tredje semester får de SU, imens de er i praktik
  • På sjette semester skal de forhandle sig til løn. 
  • De praktiksteder, som DMJX har en aftale med giver løn, men der er ingen nedre grænse for, hvor lidt de må give. 
  • Søger de studerende uden om listen, kan de risikere slet ikke at få noget løn i et halvt år.
Temaet for Folketingets åbning er VALG, VALG, VALG!

Temaet for Folketingets åbning er VALG, VALG, VALG!

Temaet for Folketingets åbning er VALG, VALG, VALG!

4. oktober - Folketingets åbning. En valgudskrivelse var på alles læber, da Illustreret Bunker fulgte TV2´s livereporter Morten Nielsen rundt på Christiansborg.

TEKST: Jens-Emil Nørgaard
FOTO: Kasper Søholt

Udgivet den 12. oktober 2022

Døren til Statsministeriet åbner. Hun er dagens hovedperson. Hun har et par spidse, askepotstiletter på fødderne, bærer en æggeskalshvid, stram mundering – det ligner en dragt syet af fjerene fra en fredsdue. Mette Frederiksen skal forsøge at samle et Folketing efter en tumultarisk sommer. 

Livereporter Morten Nielsen til TV2-redaktionen: ”Jeg fisker lige Statsministeren. Jeg er den eneste ved Dronningeporten. Jeg ved godt, at Statsministeriet har meldt ud, at hun ingen kommentar har til åbningstalen.”

Vi følger hende mod Slotskirken. Med en rank holdning giver hun fornemmelsen af, at kameralinsen skal pege i hendes retning i dag.

”Får vi udskrevet valg i dag?” spørger Morten Nielsen

Øjnene sender et blik – vi får ikke et svar. Ikke for nu i hvert fald. 

Flere insisterende spørgsmål lander i krydsilden, som hun affejer med sit varme smil og sin nordjyske dialekt.

Drama på venstrefløjen

Men hvad ved vi om den dag, der skal udspille sig i magtens højborg?

Vi ved, at Sofie Carsten Nielsen, politisk leder for Radikale Venstre, d. 2. juli skrev på sin Facebook-profil, at valget senest skal udskrives, når Folketinget igen samles den første tirsdag i oktober, ”ellers vil Radikale Venstre gøre det for hende.”

Vi ved, at Statsministeren dagen efter kommenterede på Radikale Venstres udmeldingen, at ”når det kommer til, hvornår der skal udskrives valg, har jeg ingen kommentar,” har hun udtalt. 

Et altoverskyggende spørgsmål står nu tilbage, når de 1500 ure på Christiansborg ringer ind til time klokken 12:00. Hvornår får vi valg?

Laksko og hvide skjorter

08:00: Dannebrog og blomsterbuketter markerer en åbningsklar vandrehal. Der er tung parfume i luften. Det genkendelige, glansbrune gelænder skinner. Rengøringen har været forbi forud for den store dag. 

Efter et telefonopkald på en travl linje dukker Morten Nielsen op. Han er iført et gråt jakkesæt, hvid skjorte og et par laksko. Det ene øje er på telefonskærmen, det andet søger efter to desorienterede journaliststuderende.

Han giver et hurtigt, men velment håndtryk. Han går forbi trappen til Folketingssalen og hen mod kælderen. Den uglamourøse kælderetage som DR og TV 2 redaktionelle afdelinger har fået tildelt, minder om et velindrettet teenageværelse.

Foruden SoMe-ansvarlige, praktikanter og reportere står også 6 tv-skærme med TV 2 News, 15 kampklare computere og 8 notifikationshærgede telefoner. Blålyset fra de mange apparater er hidsigt og skærer i øjnene. 

”Vi er mange på arbejde i dag, og endnu flere der er blevet kaldt ind,” siger Morten Nielsen. 

En stjernespækket formiddag

08:30: En interviewaftale med de politiske ordførere fra midterpartierne Venstre og Socialdemokratiet, Sophie Løhde (V) og Rasmus Stoklund (S) er blevet søsat dagen før. Inden ordet gives til Morten Nielsen, står det klart, at ingen chancer spildes på Borgen.

”Hvad er temaet?” spørger Rasmus Stoklund

”Valg, valg, valg,” siger Sophie Løhde. 

Hendes projektilskarpe øjne flytter sig over på den politisk ordfører for Socialdemokratiet. Rasmus Stoklund svarer med et flygtigt blik. 

09:00: Sofie Carsten Nielsen får rampelyset hos TV2 News for sig selv. Den trafiklysrøde neglelak springer i øjnene. Kun Morten Nielsens TV2-mikrofon kan følge trop. Der stilles skrappe krav til hurtige svar fra den garvede Christiansborgreporter. 

09:45: Morten Nielsen taler med Pia Olsen Dyhr (SF) og Søren Pape Poulsen (K). Ingen af dem tror på en valgdato i dag. Håbet bliver holdt i live af uvisheden.

”Det er de færreste stemmeberettigede, der gider høre om politik  45 minutter, hvis hun udskriver valg som første punkt på dagsordenen.”

– Morten Nielsen, Journalist på TV2

Tydelige tegn på valg

Tilbage i kælderetagen fyldes rummet nu langsomt af de indkaldte TV2-ansatte. Småsnak om væddemål, interviewplaner og politikernes tøjvalg fylder rummet.

”Mette Frederiksens tøjvalg tyder på, at hun udskriver valg i dag,” siger en kollega. 

”Sådan ser hun da altid ud,” siger sidekammeraten.

De tilstedeværende i kælderrummet kigger hvileløst efter tilgængelige kontorstole. De næste 45 minutter er dedikeret til kvinden med serveretten. Kernen af reportere må se sig forvist til tilskuerpladserne. De kommende, udslagsgivende minutter, der skal til at udspille sig på skærmen, er uden indblanding fra journalisterne. Det får adskillige albuer til at positionere sig solidt på lårene, så de tunge hoveder kan hvile i håndfladerne.

”Hvis hun udskriver valg, så gør hun det som det sidste. Det er de færreste stemmeberettigede, der gider at høre om politik i 45 minutter, hvis hun udskriver valget som første punkt på dagsordenen,” siger Morten Nielsen.

Slutfløjtet nærmer sig. Rytmisk begynder en utålmodig laksko at slå på tromme. Trommesoloen bliver til en trommehvirvel og hylder beskedent den snarlige afslutning på talen.

Antiklimaks

Den traditionsbundne afslutning, ”Danmark leve! Hurra, hurra, hurra,” bryder stilheden. Et simultant, skuffende suk løber igennem rummet som et amen efter endt prædiken.

Ingen valgdato. Ingen forløsning.

Sofie Carsten Nielsen og Radikale Venstre væltede ikke regeringen. Ikke i dag i hvert fald. Valget skal nu udskrives inden 6. oktober. Det giver Mette Frederiksen to dage til at opfylde ønsket fra Folketingets partier og demokratiet.

Lytter man på vandrørene i TV2´s kælder på Borgen, så bliver valget udskrevet d. 5. oktober. Der er for meget på spil for Statsministeren. Udskriver hun valget til åbningsdebatten på torsdag, så bliver de politiske budskaber glemt i mediedækningen, lyder analysen.

Den 5. oktober

13:00: Mette Frederiksen står bag en hvid pult, hænderne holder løst om talepapiret, og den bordeauxrøde blazer bærer samme farve som logoet fra Statsministeriet.

“Danmark er et fantastisk land, men tiderne er svære,” begynder Statsministeren.

Hun fortsætter med en længere remse af problemstillinger i det danske kongerige. Den karismatiske seriøsitet er i dag forpurret af et smil, der gemmer på en hemmelighed. Det ser ud til, at hun har hørt en vittighed. Hun kan bare ikke grine, fordi den højtidelige stemning på pressemødet og de mange kameralinser vil afsløre synden. Masken holder indtil pressemødets klimaks.

“Jeg har i dag meddelt Hendes Majestæt Dronningen, at der udskrives valg til Folketinget,” siger hun.

21:00: Morten Nielsen tager telefonen. Den ellers hurtige, friske stemme lyder udmattet i telefonen.

”Jeg kommer til at sove godt i nat,” siger han.

Redaktionen havde allerede sat kareten i 6. gear efter Folketingets lige-ved-og-næsten dag d. 4. oktober. Dagens pressemøde er ikke noget, der virker til at gøre det store indtryk på Morten Nielsen.

”Det var ikke nogen chokoplevelse. Vores politiske kilder på Christiansborg havde mere eller mindre givet tegn til, at valgudskrivelsen ville ske i dag. Spørgsmålet var i højere grad, hvilket tidspunkt det ville ske,” siger han.

En hektisk måned er lige begyndt. På Christiansborg skal Morten Nielsen holde foden på gaspedalen indtil valgresultatet for at følge med.

Kunstig intelligens tager fart – kan journalisterne følge med?

Kunstig intelligens tager fart – kan journalisterne følge med?

Kunstig intelligens tager fart – kan journalisterne følge med?

I dag kan kunstig intelligens alt fra at foreslå din næste tv-serie på streamingstjenester til at skrive artikler på et sammenhængende sprog. Men hvor efterlader det journalister?

TEKST: Sarah Wittrup Johannessen
ILLUSTRATION: Louise Rix

Udgivet den 12. oktober 2022

”Maskinerne kommer ikke, de er her allerede.” 

Sådan lyder det fra chefredaktøren på mediet Markedsføring, Andreas Marckmann Andreassen, der har forsket i robotjournalistik. 

I dag bruger vi kunstig intelligens som aldrig før. Det er ikke altid, vi er lige opmærksomme på hvornår, og ofte ænser vi det slet ikke. Et eksempel på det kan være søgefunktionen på Google eller de forslag, streamingstjenesterne kommer med baseret på vores tidligere historik. Et tredje eksempel kan være kampreferater fra lokalfodbold i Danmark, som redaktionerne ikke vil bruge journalisters tid og kræfter på.

Robotredaktør og maskinehvisker

”Mange af de mindre sjove arbejdsopgaver, man har som journalist, kan blive overtaget af robotter i fremtiden,” siger Mads Petersen. 

Det er allerede i gang med at ske. På nyhedsmediet Ritzau har de erstattet journalisters monotone opgaver, så det er robotter, der skriver artikler om regnskab og bolighandler. Mads Petersen har fået titlen robotredaktør på mediet. Han holder styr på de to robotter, som lige nu styrer bolighandlerne og kampresultaterne i lokalfodbolden. Før i tiden var det redaktionsassistenter, der havde den opgave, men nu er de altså blevet erstattet af robotter. 

”Der er masser af opgaver, journalister laver lige nu, som man kan automatisere,” siger Mads Petersen.

Robotterne, som han styrer, er bygget ud fra nogle skabeloner, som hjælper dem med at producere artikler. For bolighandelsrobotten drejer det sig om en masse data, blandt andet fra bolighandelsmarkedet, der er smidt ind i et program kombineret med bestemte forudsætninger, Ritzau har lavet. Ud fra disse kan robotterne spytte omkring 400 artikler ud om dagen på 1000-1500 anslag. 

 

Titlen som robotredaktør er ny. Hvis man spørger Andreas Marckmann Andreassen, er den også kun midlertidig. Han har selv forsket i automatisering af medierne som fellow på Syddansk Universitet, og han bruger ordet “maskinehviskere” om robotredaktører og andre personer, der er med at bygge bro mellem maskiner og mennesker.

Skal journalister kunne kode?

For at få redaktionerne til at følge med, mener Andreas Marckmann Andreassen, at det bliver nødvendigt, at journalister i fremtiden lærer at samarbejde med teknologer. Derfor bliver teknologer nødvendige på redaktionerne. 

”Vi har brug for en større forståelse for den teknologiske side af at lave journalistik,” siger han. 

Andreas Marckmann Andreassen bliver ofte spurgt ind til, om det er en nødvendighed, at journalister kan kode. 

”Det er ikke noget, man skal kunne – men det er klart en fordel. Alle journalister skal dog ikke kunne kode. Journalister skal blive bedre til det, som journalister er gode til. Og så skal teknologerne fokusere på det, de er gode til.” 

Hvis man som medievirksomhed skal overleve den tekniske eksplosion, som finder sted lige nu, er det nødvendigt at holde fast i den journalistiske grundfaglighed og troværdighed, mener Andreas Marckmann Andreassen. 

”Hvis vi mister den, så har vi ikke længere noget, vi kan tilbyde markedet,” siger han.

Nye robotter hver dag 

Sidste år udviklede den amerikanske virksomhed OpenAI det mest avancerede tekstmodelleringssystem til dags dato. Opfindelsen hedder GPT-3, som står for Generative Pre-Trained Transformer, og er den tredje af sin slags. Den kan selv skrive artikler på et formfuldendt sprog og har trukket overskrifter verden over. 

 

Der er masser af opgaver, journalister laver lige nu, som man kan automatisere

– Mads Petersen, robotredaktør hos Ritzau

Andreas Marckmann Andreassen peger dog på, at GPT-3 endnu ikke er et sted, som han tror eller håber, danske medier vil bruge til at udgive indhold på et større plan. 

”Hvis man ikke kan være sikker på, at det, man skriver, er sandt, så mister man det vigtigste, man har som journalist – vores troværdighed,” siger han. 

På grund af udviklingen inden for kunstig intelligens bliver det ifølge Andreas Marckmann Andreassen sværere, men også sjovere at være journalist – for det er stadig op til journalisten at gå og stemme dørklokker, lave kompliceret research, udføre det svære interview og hjælpe den sårbare kilde med at åbne op. 

Et værktøj for journalister

Både Andreas Marckmann Andreassen og Mads Petersen ser lyst på fremtiden. Ifølge dem er der ingen grund til bekymring for, at robotterne vil tage journalistikken fra journalisterne.

”Heldigvis er der mange opgaver, der er svære at automatisere, såsom at få en god idé, stille de rigtige spørgsmål til en kilde og se nogle sammenhænge, som kan være svære for en robot at få øje på,” siger Andreas Marckmann Andreassen. 

Forholder journalister sig åbne over for mulighederne i kunstig intelligens, mener Mads Petersen, at robotterne kan være et stærkt redskab.

”Jeg tror, at der er en masse kedelige opgaver, vi slipper for i fremtiden, som vi kan få hjælp til. Vi kommer til at få nogle værktøjer, som kan hjælpe os til at være mere effektive i vores arbejde, og som i sidste ende kan gøre os mere værd,” siger Mads Petersen.