Vandrehallen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole huser normalt nervøse praktiksøgende til den omdiskuterede Matchdag. D. 6. maj i år var vandrehallen tom. Matchdagen er blevet digital og det betyder, at computeren lige pludselig bliver stedet, hvor praktikaftaler underskrives. Det har betydet mange ændringer på vejen mod drømmepraktikpladsen, herunder også nye taktiske overvejelser.

’Store Matchdag’. Det er den officielle betegnelse for dagen, hvor de studerende på fjerde semester skriver under på den praktikaftale, der skal danne rammerne for de kommende to semestre. Blandt de studerende bliver dagen dog stadig omtalt ’Panikdag’. Det er nemlig her flere ugers selvrefleksion og drømmejagt kulminerer, og placerer de studerende i et mekka af forhåndsaftaler, satsninger og afklaring. I år gjorde corona praktiksøgningsprocessen endnu mere digital, selvom det hele tiden var planen, at Matchdagen skulle forløbe digitalt.

Forhåndsaftale eller ej?
Forud for Matchdagen kan Mikkel Nygaard, praktiksøgende ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, torsdag d. 30. april ånde lettet ud. Han har i ugens løb klaret sig gennem coronaens fysiske begrænsninger og har været ved en håndfuld digitale samtaler ved diverse produktionsselskaber og DR Sporten. Ikke længe efter den sidste samtale ringer et produktionsselskab for at tilbyde ham en praktikplads.

”Jeg blev virkelig glad og sagde ja med det samme. Det var jo noget, jeg rigtig gerne ville,” siger han.

Kort efter at have takket ja, dukker en mail op fra DR Sporten. De skriver, at de ikke fortæller om, folks chancer, inden ’hornet lyder’ næste onsdag, hvor Matchdag afvikles. Selvom han egentlig har en forhåndsaftale, som han er glad for, kan han ikke få DR Sporten ud af hovedet.

Det har efterhånden spredt sig blandt de praktiksøgende, at DR, som nogle af de eneste, ikke laver forhåndsaftaler. Hvis man vil have en plads ved det store mediehus, skal man være forberedt på at satse og vente.

Det kender Matias Grønborg alt til. Han er også journaliststuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, og han står i en lignende situation som Mikkel. Han har fået tilbudt en plads på TV2 Østjylland, hvilket han er rigtig glad for. Men på Matias’ liste over foretrukne praktiksteder indtog TV2 Østjylland alligevel kun andenpladsen. Førsteprioriteten var DR Ultra.

En hjemme-match-dag
Den 6. maj har Mikkel netop åbnet den første panikdagsøl. Han sidder sammen med sine to studiekammerater og al opmærksomheden falder på de tre computerskærme, som viser hver sit nedtællingsur. Alle ved bordet har en forhåndsaftale. Det er dog ikke ensbetydende med, at Mikkel ved, hvor han skal tilbringe det næste år. Da han skrev ansøgninger til praktikstederne, endte han nemlig med at sende en afsted til DR Sporten. Også selvom han egentlig havde takket ja til produktionsselskabet.

”Det gik op for mig, at jeg allerhelst ville på DR Sporten,”siger han.

Et andet sted i Aarhus sidder Matias. I selskab med sin studiekammerat har han også sat sig til rette ved et spisebord. På de to computerskærme står der ’2 minutter’. Han er ret sikker på at få mindst én grøn knap, men det er også det eneste, han kan vide side nogenlunde sikker på.  

”Jeg håbede da, at jeg også ville få en grøn knap fra Ultra,”siger han.

Det digitale praktiksystem (Rød, gul eller grøn)
Senest en time før hornet lyder skal de studerende sende ansøgninger til de medier, hvor de ønsker en praktikplads. Det er, ligesom det plejer.

Derefter har medierne en time til at gennemlæse ansøgningerne og melde tilbage. Mediernes tilbagemelding vises som enten en rød, gul eller grøn knap på computerskærmen.

Rød: Mediet har takket nej til ansøgeren. Gul: Den studerende er ikke førsteprioritet, men er stadig i betragtning. Grøn: Mediet har tilbudt den studerende en plads.

De studerende kan på samme måde svare tilbage med enten rød, gul eller grøn. Hvis de studerende svarer ’accepter’ til en grøn knap, er der et match. Mediet har fået en praktikant, og den studerende har fået en praktikplads.

Dette sker á tre runder, hvor de studerende og medierne hver især har ti minutters betænkningstid efter hver runde.

Udover at runderne blev forlænget et par gange, bestod systemet.

”Hornet lyder”
Klokken slår 13.30 og det digitale horn lyder. Siden loader blot i et par sekunder, der dog føles som 100 år for Mikkel. På hans skærm afsløres to grønne knapper. Både produktionsselskabet og DR Sporten har tilbudt ham en plads.

”Det var egentlig ikke svært at vælge,” siger han.   

Mikkel trykker ja til DR Sporten og nej til produktionsselskabet. På den måde forløb hans panikdag egentlig gnidningsfrit, men det havde den nok ikke gjort på samme måde, hvis dagen var forløbet som normalt. Mikkel mener nemlig selv, at det var en ret stor fordel for ham, at panikdagen var digital. 

”Jeg slap for at skulle tænke over, hvor jeg skulle stille mig. Det er da en bekymring mindre som praktiksøger, at man ikke skal vælge om man skal stå på den ene eller den anden side af vejen,” siger han. 

DR ligger nemlig lige over for skolen, hvor produktionsselskabet ville have holdt til, hvis Matchdag var fysisk. Hjemme ved Matias er det hele lidt mere forvirrende. Matias har fået én grøn og én gul knap. En grøn fra TV2 Østjylland, som han har en aftale med, og en gul fra DR Ultra, hans drømmepraktikplads. Det er her, det bliver lidt mere kompliceret. 

Matias får at vide, at en anden praktiksøger har fået en rød tilbagemelding fra DR Ultra. Altså ved han, at DR Ultra har sagt nej til nogle, og ikke ”bare” givet alle ansøgere, undtagen den ene, som har fået grøn, en gul knap. Han vurderer derfor, at han har en god chance. Han ringer til DR Ultra, for at høre til hvor gode odds han har, så han ikke forspilder sin chance ved TV2 Østjylland. DR Ultra vil ikke sige noget. 

”Jeg overvejede om jeg skulle gå planken ud og satse,” siger han. 

Men for Matias føles det som et endnu større sats i anden runde, fordi han kan se den grønne knap ved TV2 Østjylland, og han vil ikke brænde sine broer ved dem. Matias ender med at takke ja til TV2 Østjylland. 

For meget viden
En anden grund til, at Matias ikke valgte at satse på DR Ultra, var det psykologiske i, at han vidste, at han ikke var deres førsteprioritet.

”Den viden ville jeg egentlig hellere have været foruden,” siger han. 

Og det er ikke det eneste, som han ville ønske, at han ikke vidste. DR Ultra endte nemlig i Matchroom og var altså med i alle tre runder. Hvis Matias havde satset, ville han med meget stor sandsynlighed skulle starte på DR Ultra til august, fordi det var der han havde stillet sig fysisk. Fordi det var hans førsteprioritet til at starte med, kan man sige, at den digitale panikdag har været en ulempe for ham. 

”Det var da lidt bittert, men jeg er virkelig glad for at skulle starte et sted, hvor jeg ved, at de vil have mig og hvor jeg ved, at jeg kan lære en hel masse,” siger han. 

Det med prioriteterne er også noget som Mads Damm, praktikantansvarlig ved DR Nyheder, har tænkt over efter panikdag. Der er nemlig flere studerende, som har landet en praktikplads, hvor de ikke fik ”grønt lys” i første runde. Mads Damm forstår godt, hvis det for nogle af de studerende lige skal synke ind, at de ikke fik grønt lys i første omgang, men opfordrer dem til at lade være med at overtænke det. 

”Den dag de starter, har jeg i hvert fald glemt, hvem der var favoritter,” siger han om de nye praktikanter på DR Nyheder.

The Aftermath
Efter panikdag tager Matias ud og spiser med sine gode venner og sin kæreste. Mikkel tager i sommerhus med seks andre kommende journalistpraktikanter. Selvom Mikkel på en måde vandt under den digitale Matchdag og Matias var mindre heldig, ser de alligevel tilbage på dagen med lettelse. 

”Jeg skulle bare hygge mig og drikke Sprite og Fanta,” siger Mikkel. 

Siden har de også begge reflekteret over det digitale system og mener begge, at det fungerede fint. Mikkel håber for de studerendes skyld, at næste Matchdag også bliver online. Matias er mere skeptisk, for han ved godt, at det er den enkelte studerendes situation, der afgør, om det er en fordel eller ulempe. 

Mads Damm sætter ikke spørgsmålstegn ved, om det nye system virkede. Inden forløbet gik i gang, var hans bekymring da også mest rettet mod de coronavenlige praktiksamtaler og messer. 

”Jeg kan godt lide, at man møder hinanden og giver hinanden et håndtryk,” siger han. 

Efterfølgende syntes Mads Damm dog, at det hele fungerede rigtig godt. Han mener, at han fik snakket mere med de studerende, end hvis det havde været som plejer, hvor man møder fysisk op. 

”Selv hvis der ingen restriktioner er næste gang, kunne vi godt finde på at gøre det på den måde igen,” siger han.

Solen skinner, mens første semester trodser COVID-19 og bevæger sig ind i den nybyggede skole, hvor kun få DMJX’ere før har trådt.

Bygningen har et fundament af gule mursten og derefter tre etagers tårn af glas og metal, designet til at ligne en sky. Den eneste på himlen denne dag. 

 Et swush lyder, da hovedindgangens automatiserede skydedøre åbner. Forenden af rummet trænger solstrålerne igennem de lettere støvede vinduer og lægger sig dovent på kantinegulvet.

Et mennesketomt rum fyldt med borde og små træer med løv, der oplyses af strålerne. Et levn fra Bunkerens mørke, og nu står de her, badet i solskin.

Bunkerens kolde, hårde betonvægge er skiftet ud med glasfacader, ovenlysvinduer og trætrapper. Lyst træ og sarte, lysegule nuancer går igen på alle etager og kaster solstrålerne ud i klasseværelser og grupperum. 

På en solskinsdag som i dag er hele den nye skole lyst op.

Frøberts og TV-audi er blevet forladt til fordel for nye, lysere auditorier med så inspirerende navne som blåt auditorium og gult auditorium. Men man må sige, at de lever op til deres navne. Især sidstnævntes farvetema er i den grad et levn fra dengang, hvor trompetbukser og hjemmestrik hærgede. 

Man kan tage DMJX ud af 70’er bygningen, men man kan ikke tage 70’er stilen ud af DMJX.

Det blå auditorium giver derimod lidt en følelse af togkupe. De mørkeblå, sæde-lignende stole kan drejes, således at man kan sidde i grupper og debattere under forelæsninger.

Det kan vist bedst beskrives som et samtaleauditorium og er bestemt Lars Bjerg værdigt.

Selv fra de stejle auditorier fortsætter skolen opad. I de splinternye elevatorer, som desværre er forbudte for eleverne, tælles fire etager op og to kælderetager ned.

Det bliver god træning for dem, der ikke har set skyggen af deres fitnesscentre siden marts.

Trods højden føles bygningen mindre end Bunkeren, og man kan ikke undgå at overveje, om alle skolens personligheder, store som større, kan passe i denne bygning, taget COVID-19-venlig distancering i betragtning.

 Et bibliotek, der er på størrelse med et kollegiekøkken, huser nu alle skolens bøger. Omkring seks reoler står tilbage. Rummet er gult med gult på, som at blive stoppet ned i en citronmarengs.

To etager længere oppe og til højre finder man hjørne-klasseværelset 3.20, der ikke blot huser en skøn udsigt over midtbyen, men også de famøse første semester-stole med klapbord, som Mette Mørk enerådigt gjorde krav på i flytningsprocessen.

Bestiger man alle trapperne, kan man på femte og sidste etage finde en terrasse med udsigt over industrihavnen og vandet. Man kan sågar ane et Mærsk Line containerskib, der langsomt bliver lastet i horisonten.

I alt pryder to terrasser skolens tage. Man kan allerede forstille sig de kæderygende journalistspirer med kantinekaffen i hånden og kampgejst i øjnene, stå på taget og spejde efter den næste regeringsvæltende historie. Dog uden en smøg, for områderne er røgfrie. 

Når så dagen er slut, skal man hele vejen ned igen. Lige før hovedindgangen kan man finde alle de studerendes nye yndlingssted.

Den nye fredagsbar er det eneste sted på skolen, der udstråler, at det bevidst er blevet gjort dunkelt. Vægge, lofter og gulve er mørkegrå. Man kan ikke undlade at tænke, at stedet mangler den sjæl, der kommer efter år med fyraftensøl og beerpong-turneringer.

Ingen journalistveteraner er malet på væggene. Måske bliver det de studerende, der hele foråret har siddet bag computeren til zoomfester og teamsforelæsninger, der en dag kommer til at pryde dem.

Måske er den æra slut. Alt, man nu kan sige med sikkerhed, er, at en ny er begyndt.

Og hvis du en dag savner Bunkeren, så frygt ej. Find blot den nærmeste brandtrappe. Her er der rig mulighed for nostalgi og følelsen af underjordisk beton-hygge.

Tekst og billeder af Tobias Stidsen

I en undersøgelse af Illustreret Bunker svarer 69 procent af de medvirkende studerende, at de har følt et præstationspres på DMJX. Ifølge studievejleder Joan Husted er det vigtigt, at eleverne taler om presset.

Lene Hardt Andresen går på 1. semester af journalistuddannelsen på DMJX. Hun er én af de studerende, som af og til kan føle sig presset på studiet.

Interviewet er overstået. Historien er på plads. Nu skal hun bare få den ned på papiret. Men hvordan skal hun kunne det, når hun ikke føler sig dygtig nok? Hver gang hun skriver noget ned, bliver hun i tvivl. Afspejler det virkeligheden godt nok? Hun skriver tre linjer ned. Sletter dem igen. Intet kan hamle op med de forventninger, Lene Hardt Andresen har til sig selv.

Ifølge en undersøgelse af Uddannelses- og Forskningsministeriet oplever knap hver femte studerende stress i deres dagligdag. En lignende tendens kommer til udtryk på DMJX i Aarhus. Illustreret Bunker har lavet en spørgeskemaundersøgelse, delt over Facebook, hvor 120 studerende fortæller om deres oplevelser med præstationspres på skolen. 69 procent svarer, at de har følt et præstationspres, mens de har gået på skolen.

Undersøgelsen viser, at presset opleves som både positivt og negativt, og det kan ifølge de studerende være mange forskellige ting, der bidrager til en følelse af præstationspres.

For høje forventninger til sig selv

Flere elever beskriver i undersøgelsen, at en af de ting, der bidrager til et præstationspres, er de studerendes egne forventninger til sig selv.

Lene Hardt Andresen, som studerer journalistik på 1.semester, kan nikke genkendende til den følelse. Ved den første opgave med erfaringsinterview mærkede hun presset over at ville præstere godt.

“Det var ikke for min egen eller lærerens skyld, men for kildens skyld. Jeg sad med en historie, jeg syntes, var super vigtig, men samtidig følte jeg mig slet ikke dygtig nok til at varetage den opgave,” siger hun.

Mange elever kæmper med at justere forventningerne til dem selv på et studie, hvor det i høj grad handler om at lære af sine fejl. Dette dilemma kan Joan Husted, studievejleder på DMJX i Aarhus, også se hos flere af de studerende, der kommer til hende.

“Skolens pædagogik og didaktik kan opleves som et stort pres. Et af grundvilkårene i faget er, at man skal stille sine produktioner frem og få feedback. Det at sætte sine uperfekte ting frem i søgelyset og få tilbagemelding kan være rigtig hårdt for nogle,” siger hun.

Mange af de studerende skriver også i undersøgelsen, at de blandt andet bliver pressede, fordi de kommer til at spejle sig i andre studerende.

“Det kan være svært ikke at sammenligne sig med andre og tænke, at man ikke er lige så god, endnu i hvert fald. Det er også et pres, at man skal have nogle specielle kvaliteter som journalist, altså være udadvendt og opsøgende, som jeg er bange for, at jeg ikke har,” skriver en studerende i undersøgelsen.

Tal med hinanden

Selvom de studerende oplever at blive pressede af hinandens præstationer, opfordrer studievejleder Joan Husted til, at de taler med hinanden om det. Hun oplever nemlig ofte, at de studerende ikke får italesat deres problemer. 

“Der er tit elever, der ikke har snakket med andre om deres pres, fordi de synes, det er lidt skamfuldt,” siger hun.

Men Joan Husted understreger, at det er vigtigt at tale om presset, fordi det åbner op for støtte fra medstuderende.

“Det slående er, at når jeg opfordrer dem til at sige det højt til nogle fra studiegruppen eller klassen, så kommer de næsten altid tilbage med en god oplevelse. Når man først får lukket op, ser mange, at de ikke er de eneste, der har udfordringer med for høje krav til sig selv,” siger Joan Husted.

For Lene Hardt Andresen har det også været en stor hjælp at tale med sine medstuderende og studievejledningen om presset.

“Jeg tror, at flere af os har det på samme måde. Vi kan snakke om tingene, og man kan sagtens spørge: ‘Er du også presset?’ Det er rart at høre, at jeg ikke er den eneste, der til tider føler, at jeg sidder i en båd, der er ved at synke,” siger Lene Hardt Andresen.

Pres kan også være positivt

Pres på uddannelsen behøver dog ikke være negativt. Mange af de studerende i undersøgelsen har faktisk både oplevet positivt og negativt pres. Mens 61 procent har oplevet at føle sig presset negativt inden for den seneste måned, har hele 81 procent oplevet at føle sig presset på en positiv måde.

Respondenterne i spørgeskemaundersøgelsen sætter også ord på, hvordan det positive pres føles i deres hverdag.

De fortæller, at det positive pres “giver ekstra energi,” at “det forbereder én på den virkelighed, der venter derude,” og at “det virker motiverende, hvis man arbejder bedst under pres.” En studerende i undersøgelsen fortæller også, at “det positive pres kommer, når der er mange bolde i luften og korte deadlines. Det trives jeg bedst i.”

Lene Hardt Andresen har også oplevet presset som en motiverende faktor. Blandt andet har det gjort, at hun har haft lettere ved at springe ud i opgaver, som tidligere har føltes angstprovokerende.

“Det har været grænseoverskridende for mig at blive presset ud i interviews, men jeg kan mærke, at jeg er blevet meget mere tryg i det. Presset fra skolen har gjort, at jeg har udviklet mig virkelig hurtigt, og jeg har lært sindssygt meget. Min læringskurve er virkelig gået opad, og det er jo netop, fordi vi bliver udsat for et vist pres.”

Joan Husted understreger, at det er naturligt, at man føler sig presset fra tid til anden. Der vil i perioder være flere deadlines, mere læsestof og måske ting udenfor skolen, der gør, at man føler sig ekstra presset. Sommetider kan pres være en motivationsfaktor, der får én til at arbejde hårdere og giver øvelse i at strukturere ens tid.

Dog skal man være opmærksom, hvis man begynder at udvise stresssymptomer gennem en længere periode. Det kan være hjertebanken, lettere til gråd eller problemer med søvn.
Hvis man oplever dette, kan det være en god idé at række ud til for eksempel familie, venner, lærere eller studievejledningen.

Der blev ikke lagt fingre imellem, da de studerende skulle evaluere efterårets Innovation X-forløb. Underviser Lone Krogsholm vurderer, at genimplementeringen af det oprindelige, tværfaglige Innovation X-forløb vil imødegå kritikken.

For meget tid til opgaver, for lidt information, for flydende rammer og for mange gentagelser. Det er ordene, der går igen, når man læser evalueringen fra de journalist- og fotojournaliststuderende, der i september var igennem Innovation X-forløbet på DMJX i Aarhus.

”Helt overordnet er de studerende ikke tilfredse med forløbet. De studerende anerkender relevansen af at skulle forholde sig til den journalistiske funktion og de journalistiske roller, men er særligt kritiske over for tilrettelæggelsen, de åbne rammer og oplevelsen/fornemmelsen af manglende krav,” lyder det i sammenskrivningen af evalueringsrapporten, der blev sendt videre til skolens kvalitetsteam efter den negative feedback på efterårets Innovation X-forløb.

40 procent af de studerende har svaret i evalueringen, at de i ringe eller meget ringe grad synes, at forløbet har været tilrettelagt på en måde, der har gjort, at de kunne nå målet. 30 procent giver modsat de to højeste karakterer i spørgsmålet, mens resten er splittede og har givet middelkarakteren.

“Idéen bag forløbet er god. Det blev bare ikke afviklet på en god måde,” siger Hjalte Josefsen, journaliststuderende på 4. semester.

Han har som mange andre savnet struktur og klare opgaveformuleringer på et forløb, han oplevede som meget flyvsk.

Anna Weinø Lidsmoes, som også er journaliststuderende på 4. semester, er enig. Hun synes, det er ærgerligt, at ellers vigtige budskaber om journalisters roller i fremtiden druknede i et ustruktureret, dårligt planlagt forløb.

“Der var nogle afklaringsting, som bare ikke var der, og derfor blev mange af os desværre tabt fra starten. Det manglede, at de fortalte os, præcis hvad de ville have, vi skulle have ud af forløbet,” siger hun.

Et engangsforløb

“Ud fra evalueringerne har vi måttet erkende, at det har været for åbent,” siger underviser på forløbet Lone Krogsholm.

Hun tager kritikken til efterretning og forsikrer om, at den bliver imødekommet, når det oprindelige, tværfaglige forløb vender tilbage, næste gang innovation X løber af staben.

“Det her forløb har været et eksperiment. Det er helt anderledes end dem, vi har lavet de andre år. Det er første gang, vi kun kører forløbet med journalist- og fotojournaliststuderende. Alene det gjorde, at vi har måtte lave noget helt nyt,” siger hun.

Forløbet dette semester var bygget op af forelæsninger om fremtidens journalistroller og opgaver, hvor de studerende skulle finde målgrupper, snakke med dem om deres problemstillinger og derefter udarbejde innovative løsningsforslag. Formålet med faget er, som det kommer til udtryk i fagbeskrivelsen, at de studerende skal “udforske og reflektere over præmisserne for det journalistiske fag og ved hjælp af teorier og metoder i innovation og design forsøge at sætte sine kompetencer i spil på en ny måde.”

Normalt kører Innovation X ellers på tværs af alle ni studieretninger på DMJX, hvor den oprindelige vision er, at faget skal samle studerende med forskellige uddannelsesbaggrunde og fagperspektiver. Her arbejder de ud fra konkrete cases med at udvikle løsningsforslag til organisationer og virksomheder, om hvordan de kan håndtere forskellige samfundsproblemer.

Men på grund af en reduceret praktikperiode og en indkøringsfase med et nyt, ekstra semester, stod journalist- og fotojournalistuddannelserne denne gang som de eneste, der skulle have faget. Det gjorde, at underviserne måtte skræddersy et Innovation X-forløb til dem, hvor tværfagligheden ikke har kunnet få samme plads.

“Næste gang – uanset hvem, der deltager – vil forløbet blive mere værktøjsorienteret og case-baseret og dermed også mere konkret,” siger Lone Krogsholm.

Mangel på tidspres

Det er ikke kun konkretisering af opgaver, de studerende har manglet. Størstedelen skriver i evalueringen, at de har haft for meget tid. Her mener underviser Lone Krogsholm, at de studerende kunne have brugt tiden, hvis de gik til opgaverne med større ambitioner.

“Her mener vi jo, at man kunne have udnyttet den tid bedre og brugt den på at forfine projektet. Men vi har lært, at der skal være flere afleveringer og deadlines. Det blev vi overraskede over, men vi tager det til os,” siger hun.

Studerende Anna Weinø Lidsmoes anerkender, at mange sprang over hvor gærdet var lavest, men påpeger, at engagementet fra starten har været begrænset, fordi hele forløbet var for løst. Hun kan godt se pointen i, at de studerende kunne have haft en mere ambitiøs tilgang, men hun mener også, at det er undervisernes opgave at motivere til, at man som studerende ser pointen i at lægge ekstra energi i en opgave.

“Når man bliver bedt om at finde en problemstilling og løse den uden reelt at løse den, men blot fremlægge et abstrakt, hypotetisk løsningsforslag, som man ikke engang ved om er realistisk, tror jeg ikke, at folk gør det,” siger hun.

Studerende Hjalte Josefsen peger på, at det har været svært at forholde sig til ikke at skulle producere et realistisk produkt.

“Det er begrænset, hvor meget man kan arbejde med en opgave, når man ikke har et produkt, som man kan gå og forfine på samme måde, som når man for eksempel arbejder på en artikel,” siger han.

Lone Krogsholm kan godt se, at man kunne have sat større krav til produkt for at gøre det tydeligere, hvilke forventninger der var til arbejdet, men hun understreger, at det ikke længere er relevant, når det nye forløb træder i kraft.

“Det nye, gamle Innovation X med konkrete cases vil opfylde det, man har manglet, som det kommer til udtryk i evalueringerne,” siger hun.