Der blev ikke lagt fingre imellem, da de studerende skulle evaluere efterårets Innovation X-forløb. Underviser Lone Krogsholm vurderer, at genimplementeringen af det oprindelige, tværfaglige Innovation X-forløb vil imødegå kritikken.

For meget tid til opgaver, for lidt information, for flydende rammer og for mange gentagelser. Det er ordene, der går igen, når man læser evalueringen fra de journalist- og fotojournaliststuderende, der i september var igennem Innovation X-forløbet på DMJX i Aarhus.

”Helt overordnet er de studerende ikke tilfredse med forløbet. De studerende anerkender relevansen af at skulle forholde sig til den journalistiske funktion og de journalistiske roller, men er særligt kritiske over for tilrettelæggelsen, de åbne rammer og oplevelsen/fornemmelsen af manglende krav,” lyder det i sammenskrivningen af evalueringsrapporten, der blev sendt videre til skolens kvalitetsteam efter den negative feedback på efterårets Innovation X-forløb.

40 procent af de studerende har svaret i evalueringen, at de i ringe eller meget ringe grad synes, at forløbet har været tilrettelagt på en måde, der har gjort, at de kunne nå målet. 30 procent giver modsat de to højeste karakterer i spørgsmålet, mens resten er splittede og har givet middelkarakteren.

“Idéen bag forløbet er god. Det blev bare ikke afviklet på en god måde,” siger Hjalte Josefsen, journaliststuderende på 4. semester.

Han har som mange andre savnet struktur og klare opgaveformuleringer på et forløb, han oplevede som meget flyvsk.

Anna Weinø Lidsmoes, som også er journaliststuderende på 4. semester, er enig. Hun synes, det er ærgerligt, at ellers vigtige budskaber om journalisters roller i fremtiden druknede i et ustruktureret, dårligt planlagt forløb.

“Der var nogle afklaringsting, som bare ikke var der, og derfor blev mange af os desværre tabt fra starten. Det manglede, at de fortalte os, præcis hvad de ville have, vi skulle have ud af forløbet,” siger hun.

Et engangsforløb

“Ud fra evalueringerne har vi måttet erkende, at det har været for åbent,” siger underviser på forløbet Lone Krogsholm.

Hun tager kritikken til efterretning og forsikrer om, at den bliver imødekommet, når det oprindelige, tværfaglige forløb vender tilbage, næste gang innovation X løber af staben.

“Det her forløb har været et eksperiment. Det er helt anderledes end dem, vi har lavet de andre år. Det er første gang, vi kun kører forløbet med journalist- og fotojournaliststuderende. Alene det gjorde, at vi har måtte lave noget helt nyt,” siger hun.

Forløbet dette semester var bygget op af forelæsninger om fremtidens journalistroller og opgaver, hvor de studerende skulle finde målgrupper, snakke med dem om deres problemstillinger og derefter udarbejde innovative løsningsforslag. Formålet med faget er, som det kommer til udtryk i fagbeskrivelsen, at de studerende skal “udforske og reflektere over præmisserne for det journalistiske fag og ved hjælp af teorier og metoder i innovation og design forsøge at sætte sine kompetencer i spil på en ny måde.”

Normalt kører Innovation X ellers på tværs af alle ni studieretninger på DMJX, hvor den oprindelige vision er, at faget skal samle studerende med forskellige uddannelsesbaggrunde og fagperspektiver. Her arbejder de ud fra konkrete cases med at udvikle løsningsforslag til organisationer og virksomheder, om hvordan de kan håndtere forskellige samfundsproblemer.

Men på grund af en reduceret praktikperiode og en indkøringsfase med et nyt, ekstra semester, stod journalist- og fotojournalistuddannelserne denne gang som de eneste, der skulle have faget. Det gjorde, at underviserne måtte skræddersy et Innovation X-forløb til dem, hvor tværfagligheden ikke har kunnet få samme plads.

“Næste gang – uanset hvem, der deltager – vil forløbet blive mere værktøjsorienteret og case-baseret og dermed også mere konkret,” siger Lone Krogsholm.

Mangel på tidspres

Det er ikke kun konkretisering af opgaver, de studerende har manglet. Størstedelen skriver i evalueringen, at de har haft for meget tid. Her mener underviser Lone Krogsholm, at de studerende kunne have brugt tiden, hvis de gik til opgaverne med større ambitioner.

“Her mener vi jo, at man kunne have udnyttet den tid bedre og brugt den på at forfine projektet. Men vi har lært, at der skal være flere afleveringer og deadlines. Det blev vi overraskede over, men vi tager det til os,” siger hun.

Studerende Anna Weinø Lidsmoes anerkender, at mange sprang over hvor gærdet var lavest, men påpeger, at engagementet fra starten har været begrænset, fordi hele forløbet var for løst. Hun kan godt se pointen i, at de studerende kunne have haft en mere ambitiøs tilgang, men hun mener også, at det er undervisernes opgave at motivere til, at man som studerende ser pointen i at lægge ekstra energi i en opgave.

“Når man bliver bedt om at finde en problemstilling og løse den uden reelt at løse den, men blot fremlægge et abstrakt, hypotetisk løsningsforslag, som man ikke engang ved om er realistisk, tror jeg ikke, at folk gør det,” siger hun.

Studerende Hjalte Josefsen peger på, at det har været svært at forholde sig til ikke at skulle producere et realistisk produkt.

“Det er begrænset, hvor meget man kan arbejde med en opgave, når man ikke har et produkt, som man kan gå og forfine på samme måde, som når man for eksempel arbejder på en artikel,” siger han.

Lone Krogsholm kan godt se, at man kunne have sat større krav til produkt for at gøre det tydeligere, hvilke forventninger der var til arbejdet, men hun understreger, at det ikke længere er relevant, når det nye forløb træder i kraft.

“Det nye, gamle Innovation X med konkrete cases vil opfylde det, man har manglet, som det kommer til udtryk i evalueringerne,” siger hun.

Snart står en ny og anderledes bar klar i Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles lokaler på Katrinebjergvej. Den nye fredagsbar skal præges af elevernes input, mener ledelsen på DMJX. Det er dog ikke alle elever, der har følt sig hørt, og især holdet bag Kurt Strandbar føler sig udeladt fra beslutninger vedrørende den nye fredagsbar. Det er til trods for, at der faktisk har været elever involveret i processen.

Illustrator: Amalie Møller Dybro

Der er ikke længe til, at de studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole skal vinke farvel til Kurt Strandbar, som vi kender den. Snart bliver de gamle togsæder og den tunge dunst af øl fra kælderen skiftet ud med en multifunktionel fredagsbar på Katrinebjergvej. Når den nye fredagsbar står klar til brug, ønsker styregruppen for byggeriet, der er en del af skolens ledelse, at det skal være eleverne og ikke kun ledelsen, der sætter deres præg på den nye bar.

 ”Der er nogle faste fysiske rammer for, hvordan den nye fredagsbar skal se ud, men det er de studerende, der skal være med til at skabe den nye bar,” siger Henrik Wilhelm Jørgensen, intern byggeleder ved Bygning og Facility på DMJX og medlem af styregruppen for byggeriet.

De fysiske rammer for fredagsbaren er nu på plads, men det er i høj grad de studerende, der skal skabe stemningen og kulturen i den nye bar, mener Henrik Wilhelm Jørgensen.
Han håber, at de studerende, der følger med til den nye skole på Katrinebjergvej, har lyst til at være med til at skabe rammerne for en ny og anderledes fredagsbar.

Eleverne savner information
Det er dog ikke alle elever, der føler, at de har haft mulighed for at involvere sig i projektet. Medlemmerne af DMJX’ nuværende fredagsbar, Kurt Strandbar, har savnet flere informationer fra ledelsen og muligheden for at få indflydelse.

 ”Det har ikke føltes som om, at vi har haft en stemme i hele den her proces. Det virker nærmere som om, at vi skal indrette os efter de lokaler, der kommer, og så må vi arbejde med, hvad vi nu får,” siger Maja Hastrup Wistesen, som er formand for Kurt Strandbar.

 Maja Hastrup Wistesen giver udtryk for, at Kurt Strandbar har savnet et bindeled mellem dem og ledelsen, hvor de har kunnet sparre med hinanden. I stedet står det lige nu relativt uklart for Kurt Strandbar, hvilken slags fredagsbar de går i møde i 2020.

”Det kunne have været rart med en lille opdatering om, hvad der skal ske, da vi så allerede nu kunne arbejde os hen mod det,” siger Maja Hastrup Wistesen.

Det er ikke kun Kurt Strandbar, der ikke har følt sig involveret. I et spørgeskema lavet af Illustreret Bunker svarer halvdelen af de 100 elever, der har besvaret spørgeskemaet, at de har oplevet, at der var en meget lav grad af mulighed for at blive involveret i den nye fredagsbar. Dette er på trods af, at lidt over halvdelen af de 100 elever syntes, at det i høj grad er relevant at involvere eleverne.

Selvom Kurt Strandbar savner mere information fra ledelsen, prøver de at se positivt fremad mod den nye fredagsbar. Derfor er det også ekstra vigtigt for Kurt Strandbar at føre ånden fra den nuværende bar videre. Står det til dem, skal det blandt andet ske gennem de personer, der flytter med videre til fredagsbaren i det nye byggeri.

”Kurt skal ikke bare være en kælder med mennesker, men det skal være os som mennesker, der definerer Kurt. Det prøver vi at holde fast i, sådan at vi ikke lader os definere af de nye lokaler. Det er os, der skal forme omgivelserne mere end den anden vej rundt,” siger Maja Hastrup Wistesen.

For selvom Kurt Strandbar ikke synes, de har været inddraget i beslutningerne, skal de nye lokaler ikke være afgørende for, om man kan videreføre den nuværende stemning. I stedet er det op til Kurt og skolens elever at sætte det ønskede præg på de nye omgivelser.

Historien risikerer at gå tabt

Selvom både Henrik Wilhelm Jørgensen og Kurt Strandbar er positive over for mulighederne i de nye lokaler, lægger ingen af dem skjul på, at der er en risiko for, at noget af historien om fredagsbaren vil forsvinde, når den flytter. 

”Rammerne for fredagsbaren lige nu er helt unikke. Vi har 40-års jubilæum på dette semester. Det er de gamle togsæder, der er dernede nu, som blev sat derned for 40 år siden. Derfor er det noget helt særligt,” siger Maja Hastrup Wistesen. 

Man kan ikke komme udenom, at de nuværende rammer for fredagsbaren emmer af skolens historie.
Også Henrik Wilhelm Jørgensen mener, at noget af barens historie kan risikere at gå tabt, når skolen flytter:

 ”Jeg kan godt genkende følelsen af at være i indhyllet i et rum, hvor der gennem generationer har siddet journalister med en cigaret i munden og en flaske øl foran sig.”

Det kan blive svært at efterligne følelsen i nye lokaler uden den samme historie. Det behøver dog ikke nødvendigvis kun at være negativt, da det giver eleverne mulighed for at definere fredagsbaren på ny, mener Henrik Wilhelm Jørgensen:

”Her må det være op til brugerne af den nye fredagsbar at skabe en ny historie.”

Ny og spændende udfordring
For Henrik Wilhelm Jørgensen bliver det ikke kun et tab af historie, når baren sammen med skolen rykker. Det er også en god mulighed for at nytænke fredagsbaren og sætte nogle nye rammer for, hvordan vi mødes med hinanden på tværs af studier og semestre:

”Det er den rette vej at tænke, at vi skal nyskabe fredagsbaren fremfor at genskabe den. Det er en vigtig del af fortællingen, at når vi flytter over i noget nyt, får vi muligheden for at kaste noget fortid væk og gentænke, hvordan vi har lyst til at definere os selv.”

Henrik Wilhelm Jørgensen ser flytningen til nye lokaler som en mulighed for at genoverveje, hvordan man ønsker at skabe en stemningsfyldt fredagsbar. Den nye fredagsbar bliver især anderledes fra den nuværende, idet lokalerne både skal kunne fungere som undervisningslokaler og som fredagsbar.

 ”Det bliver ikke en fredagsbar, som vi kender den i dag. Tanken er, at baren skal have mange funktioner,” siger han.

Selvom der kommer helt nye rammer for fredagsbaren i de nye lokaler, understreger Maja Hastrup Wistesen dog, at det er vigtigt at videreføre den nuværende skævhed, som kun Kurt Strandbar har:

”Den her institution er skæv på mange måder. Der er så mange typer, og dem skal der virkelig være plads til. Når vi flytter, må vi kæmpe det hårdere for at holde fast i den skævhed, som Kurt Strandbar har. Det er nemlig det twist og den kant, som vi godt kan lide at have i vores fredagsbar.”

De nye lokaler på Katrinebjergvej burde ifølge Henrik Wilhelm Jørgensen stå klar til indflytning omkring april 2020. Hvad der skal ske med den nuværende Kurt Strandbar er endnu usikkert. Hvor meget af baren der skal bevares bliver op til de nye ejere at beslutte.

Underviser uenig i elevernes kritik
Selvom en del af skolens elever savner involvering i fredagsbaren, har der ifølge Jan Dyberg Larsen, som er lektor i journalistik på DMJX, været fokus på at få de studerende med i processen. Jan Dyberg Larsen har været med i en projektgruppe, der har udvalgt vinderprojektet til det nye DMJX fra 2016/2017 og frem til i dag. I projektgruppen har der hele tiden været en repræsentant for de studerende til stede ifølge Jan Dyberg Larsen. Dog husker han ikke, hvem der repræsenterer eleverne lige nu, men slår fast, at eleverne har været inddraget i beslutningerne vedrørende den nye fredagsbar. På trods af elevrepræsentanterne i projektgruppen årene igennem, er der stadig en del af de nuværende elever og Kurt Strandbar, der ikke føler sig hørt.

Henrik Wilhelm Jørgensen inviterede den 10. oktober 2019, samme dag som artiklen udkom, Maja Hastrup Wistesen til en dialog og rundtur på den nye skole på Katrinebjerg. Både Maja Hastrup Wistesen og næstformanden i Kurt Strandbar har takket ja til at deltage.

Det er lykkedes De Studerendes Råd at kæmpe sig tilbage efter medlemsflugten sidste efterår. Nu ser DSR fremad mod nye projekter. Målet er at gøre foreningen mere attraktiv og at synliggøre dens betydning for skolens elever.

Forkvinde Janê Gad Akrawi og næstforkvinde Kassandra Thylstrup vil sørge for, at DSR har handling bag ordene.

Den 19. september skulle De Studerendes Råd holde bestyrelsesmøde, og vigtigste punkt på dagsordenen var valget af ny formand og næstformand. Daværende næstforkvinde Janê Gad Akrawi var nervøs for, om der overhovedet ville møde nogen op. Hendes bekymring blev dog gjort til skamme.

Da mødet gik i gang, sad der 15 mennesker i lokale 300 klar til både valg og foreningsliv. Janê Gad Akrawi blev valgt som ny forkvinde, og efter et kampvalg mod to andre blev Kassandra Thylstrup valgt som næstforkvinde. Det var en uvant situation for studenterrådet, der ikke har oplevet sådan en tilslutning i længere tid.  

I foråret bragte Illustreret Bunker en artikel om medlemsflugt fra DSR. I det forgangne semester var ti blevet til to, da både formanden og næstformanden trak sig og satte gang i en kædereaktion blandt medlemmerne, der trak sig én efter én. De to resterende medlemmer blev automatisk indsat som forkvinde og næstforkvinde. I foråret stod de i front for endnu et bestyrelsesmøde, hvor de fik tre nye medlemmer. To blev til fem, og genopbygningen af foreningen begyndte at tage form. Fremgangen efter krisen kulminerede foreløbigt til seneste bestyrelsesmøde, hvor medlemstallet altså blev tredoblet og i dag består af 15 medlemmer.

En plan for fremtiden

Fremgangen blandt medlemmerne i DSR skaber en tro på, at foreningen er på vej mod bedre tider. Men hvad skal der til for at gøre DSR endnu mere attraktiv for nye studerende fremover? Det er noget, som de nyvalgte medlemmer tænker meget over.

”Vi har nedsat et udvalg til at gøre DSR lidt mere attraktivt, så vi kan vise, at DSR er nice at være med i og ikke bare et sted, hvor man sidder i fem timer og diskuterer noget bureaukratisk,” siger Janê Gad Akrawi. 

I dette semester er der derfor fokus på at rebrande DSR, så fremgangen vil fortsætte. Derfor er der blevet nedsat et udvalg til at gøre foreningen mere attraktiv. For eksempel arbejder de på at få det sociale i fokus, så nye studerende får følelsen af, at et medlemskab i DSR også giver dem et socialt fællesskab på tværs af årgange og uddannelser. Derudover tilføjer Kassandra Thylstrup, at det også handler om at sælge, at indflydelse er fedt. Spørgsmålet er så, hvordan man gør det.

Arbejdsgrupper og idéudvikling

Hvis du også sidder og undrer dig over, hvad DSR egentlig laver på skolen, og om de har nogen reel indflydelse, så forstår formanden det faktisk godt. Grundet den tidligere medlemsflugt i foreningen er meget af de tilbageværendes tid blevet brugt på at få styr på resterne af DSR. Derfor har det ikke været så tydeligt, hvad DSR konkret har bidraget med.

Tidligere har DSR skaffet mikrobølgeovne og lavet pantsystemer som små forbedringer i de studerendes hverdag, og foreningen har planer om mere af den slags. For at tydeliggøre DSR’s opgaver på skolen har foreningen nedsat nogle konkrete grupper, der skal i gang med at finde ud af, hvordan skolen kan blive bedre. Der er en gruppe for bæredygtighed, en for buddyordningen, et kantineudvalg, en rebrandinggruppe og til sidst en intern gruppe, der skal sørge for hyggen i De Studerendes Råd. Målene for de forskellige grupper er at sætte konkrete tiltag i gang, som skal forbedre hverdagen for den enkelte studerende på DMJX.

 Grupperne er først lige blevet sammensat, så de er stadig i gang med idéudviklingen, og der er endnu ikke mange konkrete planer på tegnebrættet. Her skal buddyordningen nævnes som undtagelsen, for det projekt er allerede i fuld gang. De udvekslingsstuderende er netop blevet parret med deres danske makkere, og forhåbentligt betyder det, at de bliver mere integrerede i hverdagen på DMJX.

DSR har en finger med i spillet

DSR laver dog ikke kun projekter, der er synlige til hverdag. De er for eksempel også med til at udvikle den nye skole på Katrinebjerg, hvor de sørger for, at de studerende har en stemme, og at deres behov bliver tænkt ind i indretningen.

Så når vi i det kommende år forhåbentligt sætter os til rette i de nye klasseværelser på Katrinebjerg, så tænk lige over indretningen. Er nærmeste vandautomat pludselig kommet tættere på? Sidder du overraskende behageligt i din stol, og er der en knagerække i klasselokalet, du kan hænge din våde regnjakke på? Hvis det er tilfældet, så send en kærlig tanke til DSR, for de har prøvet at minde ledelsen om de hverdagsbehov, vi elever har.

Kassandra Thylstrup pointerer, at det er vigtigt at have en fast gruppe, der henvender sig til ledelsen. På den måde har DSR opbygget en relation og dermed skabt et bedre samarbejde mellem de studerende og skolens ledelse. Det betyder også, at ledelsen overordnet set bakker op om initiativer fra DSR. 

Janê Gad Akrawi mener, at skolen ville have sværere ved at hænge sammen uden dem. DSR er talerøret for de studerende og dem, der sørger for, at ledelsen ikke træffer alle beslutningerne over hovedet på de studerende. Akrawi pointerer også, at når de snakker med ledelsen, så gør de det ikke som enkeltpersoner.

Tværtimod er de repræsentanter for alle skolens elever, og Janê Gad Akrawi opfordrer derfor til, at man tager fat i en af repræsentanterne fra DSR, hvis der er noget administrativt, man går og undrer sig over. Man kan selv vælge, om man vil følge sit projekt helt til dørs, eller om man bare vil plante et frø hos DSR og få dem til at videreføre projektet. Så hvis du går og undrer dig over, hvorfor du ikke får rabat på kaffe, når du medbringer din egen kop, eller hvis du har andre essentielle spørgsmål, så skynd dig at hive fat i din nærmeste repræsentant. De er her for at hjælpe os alle.

I det tidlige stadie af Danmarks nye medie- og journalisthøjskole på Katrinebjerg i Aarhus står en ting trods alt klar. De studerende får en ny bunker. I hvert fald som det ser ud nu.

“Kom ind!” lyder det indefra den kontorcontainer, Emil og jeg netop har banket på hos.

Vi har glædet os til dette besøg. Vi får nemlig som nogle af de første og eneste studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i dag mulighed for et smugkig i tilblivelsen af den bygning, der skal huse fremtidens Cavling-vindere. Projektleder Susan Yding-Sørensen har indvilget i at vise os rundt, så Emil og jeg ifører os det nødvendige og yderst sexede, neongrønne sikkerhedsudstyr, inden vi alle tre spadserer ned mod byggepladsen.

Vi træder ind ad det, der kommer til at være den ene af to hovedindgange. Herfra stempler vi direkte ind i skolens gastronomiske knudepunkt. Kantinen ser umiddelbart mindre ud, end hvad de studerende ellers er vant til, men i åben forbindelse med den nye vandrehal kommer der ikke til at mangle plads. Kantinen befinder sig lige ved siden af det nye tv-studie, der er udstyret med vinduer, så fremtidens journalistspirer kan følge med i Coming-Up’s udskejelser, mens de nyder deres frokost.

Man skal se sig for, så man ikke falder over en slange eller en ledning, når man bevæger sig rundt i det, man kunne fristes til at kalde den nye bunker, som den ser ud nu. Et vaskeægte betonhelvede er det. Susan forsikrer os dog om, at der bliver malet, inden de nye elever flytter ind, og det er heldigt. Ikke kun fordi den grå tone virker så opkastfremkaldende bekendt, men også fordi væggene er kridtet til med noter, mål og adgang-forbudt-skilte, i hvad der mest af alt ligner et amatøragtigt graffitiforsøg.

Vi befinder os nu i et af de største lokaler på Katrinebjergs nye medie- og journalistjuvel. Dette er auditoriet, hvor Gitte Luk vil svinge sin sprogstok over de studerendes tilsvedte nakkepartier. Dette er stedet, der i fremtiden skal huse den internationale sportspresse, når F.C. Åben Modus holder deres overbesøgte pressemøder. Det er stedet, hvor en ny hvid t-shirt en dag vil klamre sig til loftet og aldrig falde ned til lykkeligt minde om et leverfunktionsnedsættende rusforløb. Det nye Frøberts – om man vil – men med bedre indeklima, lover Susan.

Susan hiver en presenning til side og leder os ud på en trappeopgang oplyst af en lang loftslampe, der ligger vilkårligt henkastet på trinet. Elevatoren er endnu ikke installeret, så vi må bestige bygningen på gammeldags manér.

Her på anden sal kan man måske i fremtiden græde sine tårer ud hos sin beskikkede vejleder, når der er udskrevet folketingsvalg, og ens semesterprojekt står og falder med et politikerinterview, for denne etage kommer til at bestå af både mødelokaler og kontorer til skolens ansatte, men også et radiostudie til de lydhungrende journalistgenier.

Det vrimler med håndværkere i farvestrålende uniformer. Udrustede med sikkerhedssko og høreværn og bevæbnede med boremaskiner og svejseapparater giver de deadline kamp til sokkeholderne. En af svejserne er ved at lægge sidste hånd på en konstruktion, der skal bære en rede; et nærmest frithængende glasbur, hvor de journaliststuderende kan ruge på deres banebrydende idéer eller finpudse de flyvefærdige.

Selvom der bliver arbejdet på højtryk, er elevatoren ikke kommet op at køre på de otte minutter, det har taget os at finkæmme anden sal. Sløvt kan man sige, men vi bidder frustrationen i os og tilbagelægger tyve trappetrin mere.

Vi ender på tredje sal, som hovedsageligt kommer til at bestå af klasselokaler. Lokalerne er store og enkelte er udstyrede med mobilvægge, således en opdeling er mulig. Med enorme vinduespartier mod øst er der udsigt til et lidt anderledes lysindfald, end man har været vant til.

Vi snor os gennem betonlabyrinten og finder en åbning til det, der kommer til at være én af i alt to tagterrasser på bygningen. Peter Frödin og Jimmy Jørgensen blæser ud gennem højttalerne på en arbejdsradio, der står efterladt på et stillads i hjørnet. Herfra får man først øje på den karakteristiske murbeklædning, der præger ydersiden af de øverste to etager. Rektangulære rammer er monteret rundt om vinduerne på facaden og bidrager til et futuristisk look, som var det taget direkte ud af The Jetsons.

Den kommende udsmykning på tagterrassen står dog i kraftig kontrast dertil, lader vi os fortælle. Det viser sig nemlig, at der var en anden årsag til, at de monstrøse skulpturer, der befandt sig foran indgangspartiet på Olof Palmes Allé, skulle fjernes, end at de bare var hæslige. Midt på tagterrassen har man nemlig klargjort et par sokkeler, hvor disse øjebæer vil blive placeret. Men okay, lidt nostalgi skal der vel til.

På fjerde sal kan man for alvor mærke, at den nye skole ikke kun er en journalistisk højborg. Udsigten fra et helt almindeligt klasseværelse vidner om en beliggenhed i topklasse, og kigger man henover pålægsfabrikken, der på den skammeligste, industriagtige og skønhedsforladte vis forpurrer synet, kan man skue både hav og skov. Fabrikken bliver til øjets store opmuntring afviklet i løbet af de næste par år.

Idet jeg kigger ud ad vinduet, får jeg øje på en håndværker, der står i en lift og arbejder på indgangspartiet i bar mave. Hans mindre selvtillidsfulde, eller i al fald mere tildækkede, kollega peger forklarende på en dims, og der nikkes forstående. Liften holder på det område, der skal flisebelægges og ifølge illustrationen foran byggepladsen agere samlingspunkt for sporadisk placerede, zombielignende menneskeskikkelser. Men det er jo også bare en illustration.

Vi fortsætter vores journalistiske pilgrimsvandring på femte sal, hvor der er begrænset med lokaler. Pladsen er nemlig reserveret til en af Aarhus’ absolut største tagterrasser, hvilket jeg postulerer med meget begrænset kendskab til størrelser på tagterrasser i Aarhus eller nogen steder i det hele taget. Men der er i hvert fald plads til seks sovende giraffer og en halv mejetærsker, hvis man nogensinde skulle spekulere i den slags kombinationer. Der kommer ifølge Susan en pergola op, som, lader jeg mig forklare, er en form for overdækning med huller i, hvor man kan dyrke forskellige planter såsom vin. Susan vil dog ikke love, at det bliver vin.

Vi tager derefter et gevaldigt dyk og lister ned i det dybeste mørke på den nye skole. Luften er fugtig, og der lugter af våd asfalt. I et fjernt hjørne vækker gårsdagens uvejr endnu genklang, som befandt vi os i en kilometerlang drypstenshule. Det er dog ikke tilfældet. Skolens parkeringskælder er delt i to niveauer og er for blodtrykkets skyld forbundet med øverste etage via elevatoren. Der er plads til flere biler end på parkeringspladsen ved Olof Palmes Allé 11, men præcis hvor mange kan Susan ikke fortælle os.

“Så har vi vist været rundt,” siger hun så, og vi trækker mod udgangen.

Efter at have sundet os over misforholdet i lysniveauerne mellem p-kælderen og byggepladsen kan vi rette blikket mod nyskabelsen fra et mere jordnært perspektiv. Herfra kommer den tredelte konstruktion bedre til udtryk, og man fornemmer faktisk den idé, der ligger bag, med en base i gule mursten, en midte i glas og aluminium og en top i skylignende, hvide materialer. Et arkitektonisk pragteksemplar på den moderne uddannelsesinstitution.

Når man går på journalistuddannelsen, så bliver man selvfølgelig journalist – ikke? Virkeligheden er i højere grad fyldt med selvskabte jobs, SoMe-stillinger og freelance. Og for nogen er et klassisk journalistisk job langt fra et drømmejob.

Hvad arbejder de med i dag? Illustreret Bunker har talt med fire unge journalistuddannede, som er har forladt Bunkerens trygge rammer indenfor de sidste tre år. Privatfotos (Andreas Johansen, Toke With og Oliver Otte Okstrøm). Foto af Isa Kowalski Samuelsen er taget af Sophie Voisin.

Branchen er presset. Særligt på økonomien, og der kan være langt mellem de journalistiske stillinger, som journalistuddannelsen forbereder de studerende på.

Ifølge Dansk Journalistforbund viser tal fra 2018, at lige knap seks procent af deres medlemmer er berørt af ledighed. Kigger man dog kun på journalisterne, så er antallet af fuldtidsledige nede på tre procent.

3 ud af 4 i arbejde efter kort tid

Retter man øjnene mod de nyuddannede, så er procenterne lidt højere. Ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriet, så er 72 procent af de dimittender, som har været uddannede journalister i 4-19 måneder, i beskæftigelse. Nogen er dertil i udlandet eller videreuddanner sig, mens otte procent er registreret som ledige. Derudover er syv procent udenfor arbejdsmarkedet. 

Det er ikke nødvendigvis sådan nogle tal, som man bruger mest tid på at tænke over, når man er under uddannelse. Ikke desto mindre bliver det nødvendigt at forholde sig til, når man som journaliststuderende er færdiguddannet. Ifølge tallene kommer nogle trods alt til at stå uden job.

Kan man mon få et job?

Så, hvordan ser virkeligheden ud på den anden side af Bunkerens murer? Er det muligt at få job, og, måske lige så vigtigt, er det muligt at få et job, man er klædt på til – og er glad for?

Vi har talt med fire dimittender, som alle er blevet færdiguddannede journalister indenfor de seneste tre år. Hvilke erfaringer har de gjort sig, og hvilket arbejde har de nu? Passer forventningen til virkeligheden?

Her kan du høre dem fortælle deres egen historie om, hvordan de endte der, hvor de er endt.

Dette års Kravlingpris blev overskygget af en journalistik-kategori, som jurymedlemmerne kaldte for ”skuffende.” Der var dog stadig fuld plade på underholdningen med værterne fra ’Danskerbingo’, musik fra Jada og Specktors og danseshow badet i neonblåt strobelys. Alt sammen overværet af et publikum, der løb i pendulfart mellem baren og de velourbetrukne sæder i Bremen Teater.

”Vi havde håbet på, at der ville være mange vilde og eksperimenterende historier og nye spændende fortællemåder. Det har der simpelthen ikke rigtig været i år. Det er tredje gang, jeg er med i juryen, og dette er helt klart det svageste år.”

Sådan beskriver jurymedlem på tredje år og nyhedschef hos Radio24syv Kristoffer Eriksen dette års nominerede til Kravlingprisen i journalistikkategorien. Bag fine kjoler på den røde løber og brusende fadøl lå der nemlig et større budskab til dette års Kravling. De studerende skal turde at fejle, for det er nu de kan.

Se stemningsvideo fra Jadas optræden til prisuddelingsshowet.

I takketalens tegn

Det var de to værter Andreas Kousholt og Jacob Weil fra radioprogrammet ’Danskerbingo’ på P3, der styrede aftenens udskejelser i Bremen Teatret. Flankeret af Jada og Specktors som stod for aftenens musikalske indslag. Ud over journalistikprisen var der også nominerede i fire andre kategorier: Designprisen, TV/Foto-prisen, Kommunikationsprisen og årets praktikantvejleder.

De to ’Danskerbingo’ værter havde i år skruet forventningerne helt i vejret til aftenens takketaler. Kravling 2019 skulle nemlig være takketalens år. Et budskab der dog faldt en smule til jorden, da kun halvdelen af vinderne rent faktisk var til stede i teatret. Ikke desto mindre havde Andreas Kousholt og Jacob Weil forberedt en udførlig tjekliste til den perfekte takketale.

K: Kapow – en takketale skal have slagkraft og blæse publikum bagover.

R: Real talk – det hele skal ikke være sjov, der skal være plads til ægte snak

A: Also jokes – husk for guds skyld de jokes, det gælder jo om at være mere interessant end den fadøl som publikum sidder med i hånden.

V: Venner – dine bedste kammerater har stadset sig op kun for dig, så husk at nævn dem i din takketale.

L: Lindsay Lohan

I: Inside job – det er vigtigt at være bevæbnet med et budskab, når man holder en takketale.

N: No regrets – du skal ikke fortryde noget.

G: Grandma – husk at takke din bedstemor.

Tag munden for fuld

På scenen står Fauke Giebner med en konvolut i hånden klar til at annoncere vinderen af journalistprisen. Hun kigger forventningsfuldt ud mod de nominerede, der sidder blandt publikum. Journalistprisen er den sidste pris, der mangler at blive uddelt ved dette års Kravling. Det er et felt af nominerede, som Kristoffer Eriksen mener burde sprudle af vildskab, iderigdom og originalitet.

”Vi må være ærlige at sige, at vi mangler at blive overrasket af det I har leveret i år,” siger han og bliver mødt af sporadiske klap i salen, perifere buh-råb og en pige der højt og pludseligt råber: ”Yaaaaas.”  

”Vi håber, at I har lyst til at tage munden for fuld, og at I vil satse, og at I tør fejle,” siger Fauke Giebner kort efter. Jurymedlemmerne håber meget på, at det er de nuværende studerende, det skal komme fra. For som Kristoffer Eriksen siger: ”Hvem skal det ellers komme fra?”

Fauke Giebner har sine fingerspidser rundt om den hvide snor, der skal åbne konvolutten og afsløre, hvem der har vundet journalistprisen. Snoren bevæger sig stødt og roligt fra den ene side af konvolutten til den anden og sprætter konvolutten op.

”Vinderen er Nicolai Pedersen og Thor Hedegaard for projektet ’Et Handicappet System’,” udbryder hun til publikums store fornøjelse. Det er en sejr, som journaliststuderende ved SDU Nicolai Pedersen beskriver som ’mærkelig,’ og juryen beskriver som graverjournalistik gjort let tilgængeligt. Det er et projekt, der bygger på ihærdig research og med en ekstraordinær evne til at sætte sig ind i et komplekst bureaukratisk emne.

”Jeg havde virkelig ikke troet, at vi ville vinde. Jeg synes, det var et stærkt felt. Så det er jo bare mega fedt,” siger den tidligere praktikant hos TV2/Fyn efter prisuddelingen.

Han kan samtidig nikke genkendende til aftenens budskab fra jurymedlemmerne.

”Jeg kan godt se, hvad de mener, for det er en lidt standard måde, vi bliver oplært i at lave journalistik på. Der er bare ikke plads til at lave noget fuldstændig sindssygt og vildt. Det kunne være fedt at kunne sprælle noget mere, men det er virkelig svært ude i den rigtige medieverden,” siger han.