Europa-Parlamentsvalget nærmer sig, men distancen er lang og interessen lav

Europa-Parlamentsvalget nærmer sig, men distancen er lang og interessen lav

Europa-Parlamentsvalget nærmer sig, men distancen er lang og interessen lav

Vi skal snart til stemmeurnerne, men mange danske borgere ved stadig ikke, hvor krydset skal sættes. Illustreret Bunker har været ude at spørge hvorfor, og hvad der kan øge opmærksomheden på EU.

TEKST: KATHRINE MØLLER NIELSEN
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 30. maj 2024

En cykeltur ned ad Randersvej og der skal ikke mange kilometer i benene, før cyklister bliver mødt af en politiker, der smiler fra en lygtepæl. Valgplakaterne er oppe, og kandidattestene er ude. For der er Europa-Parlamentsvalg i Danmark den 9. juni. Det betyder, at stemmesedlen endnu engang skal udfyldes, så 15 danske politikere kan tage plads i Europa-Parlamentet.

Selvom valget nærmer sig, viser en ny Epinion-måling, at hver anden dansker er i tvivl om, hvad de skal stemme til valget. Hvilket er usædvanligt mange ifølge en DR-artikel.

Illustreret Bunker har spurgt ind til tendensen og undersøgt, hvorfor nogle danske borgere ikke ved, hvad de skal stemme. Tolv personer er blevet udspurgt hovedsageligt i aldersgruppen 20-25 år.

Distancen er stor, når nyhederne er få

Ti ud af tolv personer af de adspurgte ved ikke, hvilket parti de skulle stemme på, men det overrasker ikke Roman Senninger, der er lektor i statskundskab på Aarhus Universitet.

”Når borgerne ikke hører ret meget om, hvad der sker i EU, så bidrager det selvfølgelig til, at der ikke er super meget interesse, når der er valg,” siger Roman Senninger.

Han fortæller, at EU historisk var et elitært projekt, der ikke fik meget omtale, og derfor virkede fjernt for borgerne. Selvom EU i højere grad får medieomtale i dag, mener Roman Senninger, at den fortsat er lille. Det kan ifølge ham være med til at forklare, hvorfor så mange borgere ikke har sat sig ind i EP-valget.

Flovhed er ikke en god start

EU er kompleks og svær at sætte sig ind i, mener flere af de adspurgte. Alligevel vil ni ud af tolv ønske, at de vidste mere om EU. En af dem er Michael Øgendahl Frøsig på 24 år, der er studerende.

”Jeg skammer mig lidt over ikke at gå mere op i EU-politik. Jeg burde vide noget mere og aktivt opsøge det. Men EU er svært at forstå. Jeg føler, at jeg skal sætte mig 100 procent ind i det for at træffe et ordentligt valg,” siger han.

Det er en misforståelse, at man som dansk borger skal vide alting om EU og om de forskellige institutioner, mener Kira Marie Peter Hansen, der er spidskandidat for SF.

”For at vække interessen for EU skal vi bryde den falske forståelse af, at man som person skal have styr på alting inden for EU for at deltage i debatten,” siger hun.

Det er Anne Sophie Callesen, kandidat for Radikale Venstre, enig i. Selvom borgeren ifølge hende har et ansvar for at orientere sig om valget, bærer politikerne og medierne også et stort ansvar for at skabe opmærksomhed om valget. 

”Før valgplakaterne kommer op, er mange ikke opmærksomme på, at der er valg. Jeg tror ikke, at folk er stolte over det, men jeg synes heller ikke, at man skal være flov. Det er et ærgerligt udgangspunkt, ” siger Anne Sophie Callesen.

EU som hverdagskost

Engang kunne du købe løst glimmer og glitter i butikker som Panduro, men ikke længere for nu er det forbudt ifølge EU-lovgivning i kampen mod mikroplast. EU har også en finger med i barselslovgivningen. For mænd skal også på barsel i minimum to måneder ligesom kvinderne. Der er også roamingtakster, så du frit kan benytte nettet i eksempelvis Spanien uden at skulle betale ekstra. Eller tilføjelsen af papsugerør.

EU påvirker flere dele af danskernes hverdag, men flere af dem, som Illustreret Bunker har talt med, kunne ikke pege på hvor. En af dem er Michael Øgendahl Frøsig.

”Jeg har en oplevelse af, at EU-politik ikke rigtig vedrører mig. Det påvirker mig sikkert passivt, men det påvirker ikke min hverdag direkte,” siger han.

Ronnan Senninger mener, at det er vigtigt, at medierne og politikerne kan formidle, hvad lovgivningen i Europa-Parlamentet egentlig betyder for en helt almindelig borger i en dansk kommune.

”Hvis man virkelig kigger på EU-lovgivning, så er der mange ting i vores hverdag, der er påvirket af den. Men det hjælper ikke nogen, hvis borgerne ikke oplever det,”  siger Roman Senninger.

Anne Sophie Callesen, der er kandidat for Radikale Venstre, mener, at det er vigtigt i højere grad at oplyse borgerne om, at et lovforslag som papsugerøret kommer til, fordi EU har besluttet det. Hun mener, at det især er på Christiansborg og i partiledelserne, at det skal kommunikeres bedre.

”Vi skal være fair i forhold til, hvem der har skylden og æren i forskellige EU-beslutninger. Borgerne får ikke altid at vide, når en god beslutning er taget i Europa-Parlamentet, men når der træffes forkerte beslutninger, får EU hurtigt skylden,” siger Anne Sophie Callesen.

EU-politikerne skal politisere

En valgkamp føres af politikere, der gerne vil sprede deres budskaber. Det bliver gjort på forskellige måder. Om det er ved uddeling af flyers på gaden eller gennem debatter på eksempelvis ungdomsinstitutioner.

En af metoderne oplevede en af de adspurgte borgere. Bolette Kjelgaard Kristensen på 24 år læser til våbenmekaniker, og hun fik et oplæg om EU på sin uddannelsesinstitution. Under oplægget blev der vist klip fra fire EP-kandidater fra forskellige partier. Men hun oplevede ikke, at det hjalp hende med at adskille de forskellige kandidaters holdninger.

”Politikerne sagde stort set det samme: ’Vi vil gerne gøre arbejdsvilkårene for jer håndværkere bedre’. Jeg lærte, at de synes, vi skal stemme, men intet om de forskellige kandidater,” siger Bolette Kjeldgaard Kristensen.

Det er også noget, som Anne Sophie Callesen fra Radikale Venstre tror har en påvirkning på interessen for valget. Hun siger, at mens politikere på Christiansborg næsten er for gode til at tale uenighederne op mellem partierne, så oplever hun det modsatte under Europa-Parlamentsvalget.

”Vi går i øjeblikket som katten om den varme grød. Alle synes, at grøn omstilling og sikkerhed er vigtigt, og alle synes heldigvis, at vi skal støtte Ukraine. Men vi vil alligevel ikke præcis det samme. Jeg tror, at vi skal turde stå mere ved vores forskelle og ikke være bange for at politisere EU-politik lidt mere, ” siger Anne Sophie Callesen.

Til 1. maj i Fælledparken kæmpede de for en kommunistisk revolution: ”I Danmark er det dem med pengene, der har magten”

Til 1. maj i Fælledparken kæmpede de for en kommunistisk revolution: ”I Danmark er det dem med pengene, der har magten”

Til 1. maj i Fælledparken kæmpede de for en kommunistisk revolution: ”I Danmark er det dem med pengene, der har magten”

Revolutionært Kommunistisk Parti kæmper for at vælte det kapitalistiske system i Danmark. Den 1. maj mødtes Illustreret Bunker med det nye kommunistiske parti i Fælledparken, hvor partiet afholdt taler, solgte marxistiske aviser og hvervede nye kammerater.

TEKST & FOTO: EMIL LUND JENSEN  

Udgivet den 30. maj 2024

En lille pige render rundt om bordene, som Revolutionært Kommunistisk Parti har opstillet ved deres post i Fælledparken. Pigens mor sidder med en veninde, som har en t-shirt med partiets navn  på ryggen. Pigen fremstammer et ord, der er svært at tyde, men den kommunistiske veninde er ikke i tvivl.

”Sagde du lige Palæstina?”

Pigen nikker.

”You are the best child in the whole world!” udbryder veninden højt.

Den 1. maj er arbejdernes internationale kampdag, og traditionen tro er Fælledparken fyldt med røde flag. Røde flag, der smælder. Røde flag med gul hammer og sejl. I hvert fald i denne ende af parken. Under de kommunistiske faner står åbne, hvide telte, der er fyldt med unge kammerater, som de, kommunismens tradition tro, ynder at kalde sig selv. Kammeraterne er iført røde t-shirts med ordene ’Revolutionært Kommunistisk Parti’ printet på brystet. I teltene kan man tilslutte sig som en af kammeraterne i det marxistiske parti – eller bare købe en øl til den ikke så kammeratlige pris af 45 kroner stykket. Netop her, under den hvide teltdug, står talspersonen for Revolutionært Kommunistisk Parti, Rasmus Jeppesen, og snakker med både medier og potentielle kammerater.

Solskin og en statsminister i Haderslev

Første maj har i mange år været en festdag for Socialdemokratiet, men ifølge kommunisterne i Revolutionært Kommunistisk Parti (RKP) er det ikke længere en dag, som partiet med de røde roser kan kræve ejerskab på.

Solen brager ned på de kortærmede fremmødte i Fælledparken. Justitsminister Peter Hummelgaard får også varmen at føle, da han holder sin tale. Talen bliver afbrudt af propalæstinensiske demonstranter, og det er meget svært at høre, hvad justitsministeren siger.

Peter Hummelgaard agerer stedfortræder for landets socialdemokratiske statsminister, Mette Frederiksen, der i stedet er i Haderslev. Her fejrer hun, at Socialdemokratiets galionsfigur for Arne-pensionen, Arne Juhl, tager hul på den pension, som er opkaldt efter ham.

For Rasmus Jeppesen er det ingen overraskelse, at landets statsminister ikke er at finde i Fælledparken i dag. Faktisk ville det, ifølge ham, give mindre mening, hvis hun var til stede.

”Jeg synes, at det er dybt forkasteligt. Men jeg forstår hende godt. Det er hende, der er skyld i, at arbejderne får det sværere og sværere, mens en lille procentdel bliver ekstremt rige. Det ville ikke gå godt for hende i dag. I stedet er hun i Haderslev og fejrer en pension, der kun gavner ganske få,” siger Rasmus Jeppesen.

Peter Hummelgaard trådte jo til og holdt en tale i statsministerens fravær. Han blev buhet af scenen. Hvad tænker du om det?

”Det undrer mig ikke. Hvad havde han regnet med? Folk gider da ikke at høre på dem i dag. Slet ikke her,” fortsætter Rasmus Jeppesen.

Hvem er kommunisterne?

Revolutionært Kommunistisk Parti er et nyt parti, der først officielt bliver stiftet til oktober. Lige nu er partiet i en fase, hvor det forsøger at tillokke sig en masse kammerater landet over. Der er i alt 14 afdelinger af partiet alene i Københavnsområdet. Ligeledes er der en række mindre afdelinger rundt  i landet. Målet med partiet er at vælte det kapitalistiske system og indføre marxistisk kommunisme i Danmark.

Af de fremmødte kommunister denne solskinsdag er næsten alle unge mennesker. Det er ligeledes en ung revolution, der, ifølge dem selv, er på vej.

Danmark er fyldt med ensidige status-quo-medier

Rasmus Jeppesen er en travl mand i dag. Mange medier har været henne for at interviewe den kommunistiske leder, hvor de alle har stillet mere eller mindre de samme spørgsmål. ”Hvorfor har Danmark brug for kommunisme?” og ”hvordan skal revolutionen foregå?”

Selvom Rasmus Jeppesen svarer høfligt og går i dybden, når han fortæller, at de mener, at det kapitalistiske system har spillet fallit, og at det er en fredelig revolution, som de ønsker, er han langt fra tilfreds med mediestanden i Danmark. Ifølge ham er det nemlig ikke kun politikerne, der er skyld i, at systemet er blevet pilråddent. Også medierne bærer, ifølge ham, et stort ansvar.

”Mediestanden i Danmark domineres af status-quo-medier, der er enormt ensidige i deres dækning. Især af store konflikter og problemer. Derfor arbejder vi også på at lave vores eget medie. En marxistisk avis.”

Er det ikke også et ensidigt medie?

”Jo, men det er alle medier. Forskellen er bare, at vi selv skriver, at vi har en agenda.”

Så problemet med medierne i Danmark er, at de ikke selv deklarerer deres agenda?

”Ja.”

Før vi når at snakke den danske mediestand til ende, bliver Rasmus Jeppesen trukket ud af samtalen af et af de medier, som han netop har beskrevet, bidrager til det ensidige status-quo-mediebillede. Der skal nemlig laves et lille SoMe-indslag med ham, hvilket han stiller op til med smil på læben.

På skillevejen mellem stalinisme og marxisme kører en kommunist i en ladcykel

”Det folkemord, vi er vidne til i Gaza, er produktet af et sygt system. Kapitalismen har spillet fallit!” gjalder en ung kommunist gennem en megafon fra ladet i en ladcykel. Ud fra hans påklædning at dømme er han en del af det marxistiske Revolutionært Kommunistisk Parti, men man kan ikke vide sig alt for sikker. Det spæde parti er nemlig ikke ene om at sprede de kommunistiske budskaber. Kun en smal grussti adskiller de marxistiske kammerater, som Rasmus Jeppesen repræsenterer, fra en stalinistisk bevægelse. Rød første maj står der på partiets faner. Partiet hedder Kommunistisk Parti – altså det samme, bare uden en revolution. Dermed er Fælledparken forvandlet til en kommunistisk buffet, hvor man med få skridt kan bevæge sig mellem marxisme og den noget mere ekstreme stalinisme.

Organisér jer!

Mange kammeratlige fødder har betrådt scenen ved RKP’s plads i løbet af dagen. En af de sidste til at gøre kunsten efter er Johan Uhrskov-Bendixen, som er et af de ledende medlemmer af partiet. Og han holder sig bestemt ikke tilbage.

”I et kapitalistisk system er det ikke ens stemme, der giver magt. Det er dollars, der styrer magten!” udbryder Johan Uhrskov-Bendixen.

De fremmødte jubler og klapper.

”Heldigvis for os har kapitalismen ikke kun skabt et sygt system. Den har også skabt den generation, som bliver dens død! Vi har alt at vinde og kun vores lænker at tabe. Så meld jer hos kammeraterne i boden. Foren jer. Organisér jer!” afslutter Johan Uhrskov-Bendixen sin tale.

Kommunisme på Christiansborg?

Selvom ambitionerne for den kommunistiske revolution er tårnhøje, er der ikke nødvendigvis en drøm om et kontor på Christiansborgs bonede gulve.

”Vi vil jo helst gentænke hele systemet. Men vi tager samtidig al den demokratiske indflydelse, som vi kan få – også på Christiansborg. Men vi ville ikke kunne få særlig meget igennem,” forklarer Rasmus Jeppesen

Hvorfor ikke?

”Fordi det i et kapitalistisk system ikke er politikerne, der bestemmer. Det er dem med pengene. Det er folk som Dansk Industri og Dansk Landbrug, og de er ikke interesserede i vores politik,” uddyber Rasmus Jeppesen.

Da dagen lakker mod sin ende, og kammeraterne snart skal pakke scenen sammen, kigger Rasmus Jeppesen ud over pladsen, der er godt fyldt.

”Det er dejligt, at vejret er så godt. Det er ikke sikkert, at der var kommet lige så mange, hvis det regnede og var fem grader som i sidste uge,” smiler Rasmus Jeppesen.

Det er trods alt fedest at revolutionere samfundet i solskin.

Rasmus Jeppesen, talsperson for Revolutionært Kommunistisk Parti.

Theresa Scavenius lader sig ikke lulle i løsgængersøvn. Hun bruger sin lup som megafon

Theresa Scavenius lader sig ikke lulle i løsgængersøvn. Hun bruger sin lup som megafon

Theresa Scavenius lader sig ikke lulle i løsgængersøvn. Hun bruger sin lup som megafon

Som løsgænger står du alene på Christiansborg, hvor partierne har den største magt. Og ifølge eksperter har du lang vej til både politisk magt og taletid i medierne. Mange bliver ganske enkelt usynlige. Andre tager kampen op. En af dem er Theresa Scavenius.

TEKST: MARCUS MATHIAS FRANCK & SEBASTIAN ØSTERGAARD OLSEN
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 30. maj 2024

Selvom politiske partier ikke er nævnt eksplicit i grundloven, så er de efterhånden en naturlov i Folketinget. I dag er folkestyret mere eller mindre afhængigt af, at politikerne organiserer sig under de forskellige partibogstaver.

“Folketinget er produktivt, fordi politikerne har grupperet sig. Hvis man forestiller sig et folketing med 179 løsgængere, ville det være utrolig vanskeligt at træffe nogen beslutninger,” siger Eva Sørensen, der er professor på Institut for Samfundsvidenskab ved Roskilde Universitet.

Men hvad er egentlig muligt, når man som løsgænger står alene? Hvordan opnår man politisk indflydelse? Og hvad gør man som løsgænger, hvis man gerne vil blive på Christiansborg?

En bidsk vagthund blandt pæne pudler

På Christiansborg er det partierne, der styrer slagets gang, og ifølge Jens Ringberg journalist og politisk analytiker, er der som regel heller ikke nogen, der ønsker at kæmpe med dig – eller imod dig.

Han forklarer, at løsgængere har ringe muligheder for at udøve politisk magt i traditionel forstand. De er ganske enkelt ikke interessante for partierne, når der skal indgås politiske aftaler og forlig. Denne forklaring står han ikke alene med.

”Inde i Folketinget, mener jeg ikke, hun spiller nogen som helst rolle,” siger Eva Sørensen om Theresa Scavenius.

Men det arbejder Theresa Scavenius ikke ud fra. For hende er politisk indflydelse også at skabe debat og opmærksomhed på dagsordener, hun synes er vigtige. Hun peger på, at folketingsmedlemmer har to grundlæggende funktioner. Den ene er at have politiske holdninger, man arbejder for. Den anden er at være en kontrolinstans, der kigger regeringen og lovgivningen efter i sømmene. Theresa Scavenius mener, at netop denne funktion er forsømt i dagens Folketing.

”Hele Folketinget er blevet en meget pæn puddelhund, der hellere vil drikke kaffe i forligskredsen end være den bidske vagthund,” siger Theresa Scavenius.

Netop rollen som kontrolinstans er også en af de folketingsopgaver, løsgængere har mulighed for at påtage sig, mener Jens Ringberg. Han peger på det privilegium, som kun de 179 Folketingsmedlemmer har, og det er at stille spørgsmål til regeringen, som ministrene skal svare på.

”Der er også muligheden for at kalde en minister i samråd. Det gør Theresa Scavenius konstant,” siger Jens Ringberg.

Selvom Eva Sørensen ikke mener, at løsgænger har en stor magt, så synes hun ikke, at de intet spillerum har. Hun ser mandatet som en ølkasse, man kan stille sig op på og bruge som talerør ud i samfundet.

Her står man som løsgænger helt fri til at fortælle om den dagsorden, man er optaget af. Rollen som løsgænger er netop ‘løs’, og man kan gå i lige den retning, man ønsker.

Det ser Theresa Scavenius selv som en fordel ved at stå uden for partierne. Ifølge hende fylder partidisciplin for meget og skygger for den kritiske tilgang til lovarbejdet.

“Vores system bygger på en kritisk masse på 179 mennesker, der skal undersøge om en lov er god eller dårlig. Hvis den masse minimeres til nogle store partilinjer, så får vi ikke den kritiske diskussion, der sikrer, at lovforslagene bliver gode,” siger Theresa Scavenius.

At grave sig til indflydelse

Theresa Scavenius’ politiske arbejde kan beskrives som snævert, men grundigt. Hun udvælger specifikke lovforslag og arbejder detaljeret med disse. Hun beskriver, hvordan hun krydstjekker det faktiske grundlag og ikke mindst, om der faktisk står det i loven, som ministeren siger. Og så ville hun ønske, at flere arbejdede som hende.

“Jeg tror, det er mig, der insisterer på en bestemt måde at arbejde parlamentarisk på, som handler om at være mere kritisk opposition og kontrollerende over for regeringen. Versus at være en politiker, der søger lidt indflydelse hos ministeren,” siger Theresa Scavenius.

Ifølge Jens Ringberg er mange løsgængere usynlige. Det gælder dog ikke Theresa Scavenius, der netop bruger sin stemme som Folketingsmedlem.

“Men vi havde også et problem, hvis alle var løsgængere eller arbejdede som Theresa Scavenius. De fleste sidder i partier og sørger for, at tandhjulene drejer rundt,” siger Jens Ringberg.

Ifølge Eva Sørensen er det også svært som løsgænger at være med til at få tandhjulene til at dreje rundt. Hun mener, at direkte politisk indflydelse handler om, hvad man kan tilbyde.

“Man har ikke rigtig noget at komme med, som kan give én indflydelse, når man kun har et enkelt mandat at tilbyde,” siger Eva Sørensen.

Jens Ringberg mener derfor, at man som løsgænger skal satse på den indirekte indflydelse frem for politisk magt i traditionel forstand. Og det mener han, Theresa Scavenius lykkes med.

“Hun bruger sin løsgængerposition til at sætte fokus på nogle ting, hun synes er problematiske. Det, synes jeg, er virkelig fint,” siger han.

Theresa Scavenius fremhæver, at hun graver dybt i lovgivningsarbejdet. For hende handler lovgivningsarbejdet lige så meget om at holde kritiske samråd, kontrollere regeringen og tjekke efter om ministeren siger det rigtige.

“Og når man skal det, så kan man jo ikke sidde og drikke kaffe i forligskredsen,” siger hun.

Ifølge Theresa Scavenius bruger hun også sin kritiske tilgang i det politiske arbejde til at få indflydelse. For hende kommer det detaljerede lovarbejde først og dernæst kommer kommunikationen. Hun håber nemlig, at hendes måde at gå politisk til værks på, er noget, der bliver bemærket.

“Så er det rigtigt, at meget af den indflydelse jeg kan have lige nu, ikke er direkte på lovgivningen, men netop er via borgere, der gerne vil have mere af det arbejde, jeg laver,” siger hun.

Hun mener desuden, at den indflydelse man kan have som løsgænger i Folketinget, afhænger af hvordan man fortolker begrebet indflydelse. Hun mener selv, at hun får sat nogle af sine dagsordener på landkortet.

“Hver gang jeg er i salen, har jeg et indtryk af, at folk bliver rimelig optaget af, hvad jeg gør og ikke gør,” siger hun

Fremtidstanker om et nyt parti

Theresa Scavenius mener ikke, at hendes arbejde skal defineres af, at hun er løsgænger.

“Det handler jo mere om den arbejdsmetode, jeg har. Jeg når meget lidt, fordi jeg kun er én person og ikke har de samme ressourcer som partierne. Men hvis alle arbejdede på den her måde, ville vi få bedre oplysning om vores love,” siger hun.

Derfor håber hun også at finde en gruppe, der deler hendes kritisk-orienterede arbejdsmetode. Hun forestiller sig en gruppe med mindre partidisciplin, hvor man overordnet er enige, men ikke altid stemmer ens. Theresa Scavenius mener ikke, at den gruppe findes lige nu.

“Jeg synes virkelig, at der er brug for nogle nye partier til at bygge det politiske arbejde op et nyt sted fra,” siger hun.

Eftersom Theresa Scavenius gerne vil være i Folketinget i næste periode, ser hun også et nyt parti som en mulighed. Til spørgsmålet om, hvem der skal stifte sådan et parti, peger hun på sig selv som kandidat.

“Det er et kæmpe stykke arbejde, men jeg føler mig forpligtet til at tænke over, hvad der er af muligheder og finde ud af, hvad der er opbakning til,” siger hun, men afviser heller ikke at stille op som løsgænger.