Skyd brystet frem, Batman

Skyd brystet frem, Batman

Skyd brystet frem, Batman

TEKST: MADS KLEIS
ILLUSTRATION: ANTON LARSEN

Udgivet den 27. marts 2025

I sidste udgave af Bunkeren faldt jeg over et debatindlæg, jeg syntes skulle basse lidt ned. Her blev der skrevet med store bogstaver og malet med den bredeste pensel.

Skolens foreninger skulle efter sigende være skabt af højrøvede studerende og tjene til at egobooste og fordreje drivkræfternes selvbilleder. Det, synes jeg, er et selvmål af dimensioner kommende fra en skribent, der selv har stået i spidsen for en forening og derfor om nogen må kende til det arbejde, der ligger i det.

Skribenten insinuerer videre, at bevæggrundene for de opblæste elevers engagementet i foreningsarbejdet skulle være en idé om, at det gør dig til et bedre menneske, en bedre journalist, lover dig en fremtid.

Jeg må bare erkende, at jeg ikke kan genkende analysen – selvom jeg forstår, hvor kritikken kommer fra. For der er givetvis elever på skolen, der lever op til beskrivelsen, men brodne kar skal ikke have lov at skabe en usund og antidemokratisk diskurs. Hvilket jeg desværre føler, det sikkert velmenende indlæg efterlader mig indtrykket af.

For ja – overdrivelse fremmer forståelsen. Men en overdreven overdrivelse skaber et falskt narrativ, der i værste fald afholder elever fra at tage ansvar, fordi de frygter, hvad onde tunger tænker om dem i et, i forvejen, hyper-selvbevidst studiemiljø.

Hvad jeg til gengæld godt kan genkende, er opfattelsen af det snobberi, der ligger i skolens omdømme. At vi skulle være den ypperste journalistuddannelse, fordi vi er den originale, og at vi er de bedste, fordi vi har klaret ’Danmarks sværeste optagelsesprøve’. Det kunne vi langt hen ad vejen godt slappe lidt af med. Men er der ét sted, hvor vi har noget at have det i, er det vel netop på foreningsfronten?

For vi har et væld af foreninger i alle diskokuglens farver, der spænder fra fodbold over drukfaciliteret hygge til grundig skolekritisk journalistik og dokumentarisme. En fuldstændig gratis omgang studiefaglig hygge og blød indføring i foreningsarbejde, der skiller os ud fra mængden, og som vi kan være stolte af.

Men foreningerne driver ikke sig selv. De er ikke en naturlig selvfølge, om end de bliver holdt kunstigt i live af filantropiske indsprøjtninger fra Berggren-fondet, KaJ og DSR. Hvis ledelsesgange i øvrigt på ingen måde forekommer mig hverken højrøvede eller opblæste, men rettere forudsætningsskabende og ambitionsfremmende.

For selvom den økonomiske støtte flyder støt og loyalt, er foreningerne intet uden de elever, der løfter opgaven til glæde for alle de unge og håbefulde, der har lyst til mere end JM og JiS. Til glæde for dem, der har så meget blod på tanden, at biblioteket, radiostudiet og klipperummet sjældent får en pause.

Det kræver tid og kræfter at føre en forening videre. Det kræver ansvarsfølelse og passion. Og hvis denne luksusvare fortsat skal udbydes på indbydende vis, skal vi for guds skyld ikke udskamme dem, der lægger kræfter i, at studiemiljøet også er lækkert efter lukketid.

Jeg står selv i spidsen for Genlüd. En opgave jeg overtog her på mit tredje semester. Jeg har måske sammenlagt brugt over 30 timer bare i løbet af den første måned på alt fra valg af nye redaktører, møder og foreningsbazar til læsning af programansøgninger, planlægge sendefladen og at være der for vores medlemmer.   

Og hvad får jeg så ud af det? En radio med omtrent 100 daglige lyttere. Hvis mit engagement som ansvarshavende chefredaktør skulle være forankret i en motivation om prestige og selvpromovering, så synes jeg, at det er en høj og disproportional pris at betale for et medie, der sjældent bliver hørt af andre end værternes egne venner og familier.

Er det derimod forankret i at være garant for en videreførelse af en traditionsbåren studieaktivitet, jeg selv satte stor pris på, da jeg sendte radio på mit første semester, så synes jeg, det er godt givet ud i den større sags tjeneste. Det er heldigvis sådan, jeg vælger at anskue det.

SELVFØLGELIG skal vi ikke føre os frem og basere hele vores identitet på en foreningspost. Ligesom vi SELVFØLGELIG ikke skal pisse på et stødhegn. To sandheder jeg anser for at være lige vidt universelle. Men SELVFØLGELIG skal vi turde at engagere os i fællesskabet og stille os frem uden fare for at blive framet som en opblæst nar.

Jeg er, som det forhåbentlig skinner igennem, altså grundlæggende uenig i betragtningen. Men hvor vi til gengæld er helt enige, er at man møder en masse mennesker uden for sit eget semesters osteklokke. Jeg synes så heldigvis bare, at der er langt mellem de trælse varianter og kort mellem de ydmygt flittige.

Så vær med i foreningerne! Og vælg lige præcis den eller dem, du brænder for, så din interesse afspejler sig i din indsats. Og skyd brystet frem, Batman. Du har fortjent det. Men vær en god kammerat i processen. Det er dét, det hele handler om, og ikke spor andet.

“Jeg styrer solen herfra,” joker han. 

Emily og Vikki besøgte en valenciansk familie efter de voldsomme oversvømmelser – deres ambitiøse fortælling vinder Bunker-prisen

Emily og Vikki besøgte en valenciansk familie efter de voldsomme oversvømmelser – deres ambitiøse fortælling vinder Bunker-prisen

Emily og Vikki besøgte en valenciansk familie efter de voldsomme oversvømmelser – deres ambitiøse fortælling vinder Bunker-prisen

Emily Walsh og Vikki Søholm rejste til Valencia uden nogen kildeaftaler, men med et mål om at fortælle om oversvømmelserne, der ramte regionen halvanden måned tidligere. Selvom det var risikabelt, kom de hjem med familien López-Luzzys beretning fra et skæbnesvangert døgn. Deres dedikation i både research og formidling skinner igennem og gør dem til vindere af Bunker-prisen.

TEKST: JOHANNE MARIE POULSEN
FOTO: VIKKI SØHOLM

Udgivet den 27. marts 2025

“Nu ser hun det også, bag tankstationen. Det var ikke en demonstration eller et biluheld, hun kunne høre. Vandmasserne er nu også nået ud til hende. Det nærmest vælter mod dem med vand og bunker af ting og skrald. Det kommer hurtigt, og det er ved at blive mørkt.”

Sådan skriver journaliststuderende Emily Walsh i et afsnit af den journalistiske fortælling ’Vandet, de aldrig glemmer’. I baggrunden af teksten ses et billede af en væg, hvor det mudrede vand fra oversvømmelserne er størknet i pletter og mønstre, der ligner hænder. Billedet er taget af fotojournaliststuderende Vikki Søholm, som står bag billedsiden af den journalistiske fortælling. Hele fortællingen igennem supplerer Emily Walsh’ tekst og Vikki Søholms fotoer hinanden og skaber en gribende fortælling om en magtesløs families forskellige oplevelser af oversvømmelserne.

Fortællingen følger tre generationer og er delt op i spor efter de tre forskellige steder, familien var, da oversvømmelserne ramte: femte sal, stueetagen og tankstationen. Men hvordan fandt Emily Walsh og Vikki Søholm de vigtige kilder, der bærer historien? Og hvorfor overhovedet tage til Valencia og fortælle netop denne historie?

Hvad er Bunker-prisen?

Bunker-prisen
er en opmærksomhed, vi giver til hinanden. Den er sat i verden, så vi kan anerkende og lære af hinandens arbejde. Prisen gives til studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole på baggrund af en nominering fra en medstuderende. Den gives for et produkt, der er lavet i forbindelse med en bunden opgave eller eksamen i et fag, der udbydes på skolen. Det er redaktionens håb, at vi med prisen inspirerer til at udveksle journalistiske erfaringer og reflekterer over egne og andres produktioner.

Fuck det, vi skal bare afsted

De to studerende havde længe villet lave noget sammen, da Vikki Søholm kom til Emily Walsh med forslaget om, at de skulle tage til Valencia. Vikki Søholm havde idéer til foto, der kunne tages, men Emily Walsh var skeptisk i starten. For hvad skulle hendes tekst bestå af? Efter grundig research fik de kontakt til en blomsterhandler og en pige fra området, der kunne engelsk og gerne ville bruge sine fridage på at være tolk. Så blødte Emily Walsh op for idéen, og måske var den eneste løsning at tage chancen. 

“Vi tænkte, at vi ikke kunne forstå, hvor stort det var, før vi tog derned. Så sagde vi ’Fuck det, vi skal bare afsted! Der er mange mennesker, der er påvirket af det her. Vi skal bare afsted, finde blomsterforhandleren, og så må vi tage den derfra’”, fortæller Emily Walsh.

Med nervøsitet i maven og en tolk i hånden brugte Vikki Søholm og Emily Walsh første dag på at snakke med en masse mennesker i forstaden Paiporta, der havde været berørt af oversvømmelserne. Den ene person fortalte om en anden, som ledte til den næste. Sådan kom de i kontakt med den ældre mand Pepe. Han fortalte, hvordan hans familie havde været spredt på et lille geografisk område, men oplevet vandmasserne meget forskelligt. Denne historie rørte de to studerende, og de blev enige om, at den blev de nødt til at fortælle.

Sparring og støtte

Selvom det umiddelbart kan virke som et krævende samarbejde at sørge for, at man med to forskellige fokus kan lave en sammenhængende fortælling, var Emily Walsh og Vikki Søholm kun glade for at være afsted sammen. For dem var det kun en fordel, at én havde ansvar for foto, og én havde ansvar for tekst.

“Jeg var hele tiden virkelig taknemmelig over, at vi var to. At man hver dag kunne komme hjem og spare med hinanden. Selvom vi havde to meget forskellige fokuspunkter, havde vi hinanden at støtte os op ad. Jeg tror ikke, jeg havde kunnet overskue hele den der historie, hvis jeg havde været dernede alene,” fortæller Vikki Søholm. 

Og derfor er de også virkelig glade for, at de kunne få lov til at lave eksamen sammen, selvom de går på to forskellige uddannelser. Det vil de gerne rose skolen for. 

“Stor cadeau til skolen for at lave sådan et forløb, hvor man kan få mulighed for at prøve begge dele. Fordi det er virkelig ikke muligt at gøre begge dele én person, uden at det bliver halvt,” siger Vikki Søholm.

Fuck det, vi skal bare afsted

De to studerende havde længe villet lave noget sammen, da Vikki Søholm kom til Emily Walsh med forslaget om, at de skulle tage til Valencia. Vikki Søholm havde idéer til foto, der kunne tages, men Emily Walsh var skeptisk i starten. For hvad skulle hendes tekst bestå af? Efter grundig research fik de kontakt til en blomsterhandler og en pige fra området, der kunne engelsk og gerne ville bruge sine fridage på at være tolk. Så blødte Emily Walsh op for idéen, og måske var den eneste løsning at tage chancen. 

“Vi tænkte, at vi ikke kunne forstå, hvor stort det var, før vi tog derned. Så sagde vi ’Fuck det, vi skal bare afsted! Der er mange mennesker, der er påvirket af det her. Vi skal bare afsted, finde blomsterforhandleren, og så må vi tage den derfra’ ”, fortæller Emily Walsh.

Med nervøsitet i maven og en tolk i hånden brugte Vikki Søholm og Emily Walsh første dag på at snakke med en masse mennesker i forstaden Paiporta, der havde været berørt af oversvømmelserne. Den ene person fortalte om en anden, som ledte til den næste. Sådan kom de i kontakt med den ældre mand Pepe. Han fortalte, hvordan hans familie havde været spredt på et lille geografisk område, men oplevet vandmasserne meget forskelligt. Denne historie rørte de to studerende, og de blev enige om, at den blev de nødt til at fortælle.

Sparring og støtte

Selvom det umiddelbart kan virke som et krævende samarbejde at sørge for, at man med to forskellige fokusser kan lave en sammenhængende fortælling, var Emily Walsh og Vikki Søholm kun glade for at være afsted sammen. For dem var det kun en fordel, at én havde ansvar for foto, og én havde ansvar for tekst.

“Jeg var hele tiden virkelig taknemmelig over, at vi var to. At man hver dag kunne komme hjem og spare med hinanden. Selvom vi havde to meget forskellige fokuspunkter, havde vi hinanden at støtte os op ad. Jeg tror ikke, jeg havde kunnet overskue hele den der historie, hvis jeg havde været dernede alene,” fortæller Vikki Søholm. 

Og derfor er de også virkelig glade for, at de kunne få lov til at lave eksamen sammen, selvom de går på to forskellige uddannelser. Det vil de gerne rose skolen for. 

“Stor cadeau til skolen for at lave sådan et forløb, hvor man kan få mulighed for at prøve begge dele. For det er virkelig ikke muligt at gøre begge dele kun én person, uden at det bliver halvt,” siger Vikki Søholm.

“Jeg har nogle gange tendens til gå med den lille, hyggelige historie, så man kan udfylde alle opgavekravene. Men det lærer jeg bare ikke noget af. Så hellere strække den så meget, du kan. Og det fandt vi ud af med denne fortælling: Underviserne giver også point for mod.”

– Emily Walsh, journaliststuderende på DMJX 

Folk er døde, folk har mistet deres hjem, deres liv

At beslutte at lave eksamen om og fra Valencia er ikke uden omkostninger. Bunker-prisvinderne brugte få penge selv, men i stedet brugte de tid på at skrive ansøgninger til fonde, der kunne dække deres udgifter.

Selvom det krævede tid til ansøgninger og syv timer lange køreture mellem Malaga og Valencia, er Emily Walsh og Vikki Søholm kun beærede over at få lov til at fortælle om de forfærdelige oversvømmelser. Flere af dem, de kom i kontakt med, var nemlig meget begejstrede for at fortælle deres historier. Det gjorde indtryk på de to studerende.

“Dem, vi snakkede med, var sindssygt vrede og berørte. Og det fylder ikke i medierne andre steder end der, hvor de kommer fra. Så det med at kunne få lov til at fortælle sørger for, at det aldrig nogensinde bliver glemt. Folk er døde, folk har mistet deres hjem, deres liv,” siger Emily Walsh.

Som de ser tilbage på projektet i dag, er de kun glade for, at de tog afsted til Valencia, selvom de ikke havde nogen idé om, hvordan deres fortælling ville udforme sig. For det gælder om at udnytte, at man er en studerende, der må fejle og derfor kan tage ekstra chancer. Det hjalp især at have underviserne derhjemme, som klappede dem i ryggen og troede på deres historie.

“Jeg har nogle gange tendens til gå med den lille, hyggelige historie, så man kan udfylde alle opgavekravene. Men det lærer jeg bare ikke noget af. Så hellere strække den så meget, du kan. Og det fandt vi ud af med denne fortælling: Underviserne giver også point for mod,” fortæller Emily Walsh.

Og hvis man er i tvivl om, den idé, man har fået, nu er god og spændende, har Vikki Søholm et råd.

“Jeg prøver tit at sige til mig selv, at hvis jeg synes, en historie er interessant, er der nok også andre, der synes det,” fortæller hun.

Og det er en virkelig spændende, ambitiøs, velkomponeret og relevant journalistisk fortælling, som Emily Walsh og Vikki Søholm har lavet. Netop derfor vinder de Bunker-prisen.

Deres journalistiske fortælling ’Vandet, de aldrig glemmer’ kan læses og ses på Readymag her: https://readymag.website/u3033140502/5209964/?fbclid=IwY2xjawJNEx5leHRuA2FlbQIxMAABHbG9c5JTAqlBKiN8bWxm3ox-aAGzSVNn3T7dpbMSrzbyOlCWDoC_c0cy_A_aem_hZK9dY3XCLbUVcfOmxsK-A 

Manglen på praktikpladser er en evig forbandelse, men kortere praktik er ikke løsningen

Manglen på praktikpladser er en evig forbandelse, men kortere praktik er ikke løsningen

Manglen på praktikpladser er en evig forbandelse, men kortere praktik er ikke løsningen

Journalistuddannelsen er på vej mod forandring, men hvad koster det, hvis vi skærer i praktikken? DMJX vil nedjustere praktikperioden fra 18 til 12 måneder. I stedet får vi et semester mere på skolebænken. Kan vi sikre kvaliteten af vores uddannelse uden at miste værdifuld erfaring?

TEKST: PELLE ANDREAS REYNBERG
ILLUSTRATION: ANTON LARSEN

Udgivet den 27. marts 2025

Jeg har gået på denne skole siden efteråret 2023, og siden dag et har ét emne fyldt mere end alle andre: Praktik. Jeg tror, at alle kan nikke genkendende til den usikkerhed og nervøsitet for fremtiden, der opstår, når man taler om praktik. Hvor kommer jeg hen? Hvad skal jeg lave? Bliver jeg glad for det? Men allervigtigst: Får jeg overhovedet en plads?

For mange journaliststuderende er praktiktiden ikke blot en periode i deres uddannelse. Det er den tid, hvor de for alvor bliver journalister. Det er her, hvor man rigtig får skidt under neglene, kan begynde at skabe det netværk, der kan være med til at forme en karriere efter endt uddannelse og droppe sætningen: Det bliver udgivet på Mediajungle. 

Men lige nu bliver praktikperioden set som et problem, og ledelsen på DMJX har en effektiv løsning: Skær den ned.

Et tveægget sværd
Problemet med praktik er et tveægget sværd. Der mangler så mange praktikpladser, at alt for mange studerende hvert år bliver tvunget til at tage et semesters orlov midt i deres uddannelse. Det er et kæmpe problem. Der er noget grundlæggende forkert ved, at studerende, der gør alt rigtigt, alligevel bliver sat på pause.

På den anden side er den traditionelle journalist truet, og uddannelsen har brug for fornyelse for at følge med den rivende udvikling, som den moderne medieverden kræver. Journalister mangler i dag færdigheder, som vi ikke bliver uddannet tilstrækkeligt i. Hvordan laver vi journalistik, der også fungerer på TikTok? Kan man som journalist klare sig på de markedsvilkår, der eksisterer i dag?

Et drastisk fald i ansøgere, men er løsningen at skære i praktikken?
Ansøgerantallet til journalistuddannelsen på DMJX er faldet drastisk. I 2020 var der fem ansøgere per studieplads. I dag er tallet nede på tre.

”Jeg tror, at en masse unge menesker drømmer om at lave megafedt indhold. Men jeg tror ikke nødvendigvis, at de tænker, at det er journalistik. Og vi skal hjælpe dem med at lave den kobling,” fortæller bestyrelsesformand på DMJX, Lea Korsgaard, til fagbladet Journalisten.

Forslaget, som er sendt til Uddannelses- og Forskningsministeriet, indebærer, at vi i stedet for det tredje semester i praktik skal have et ekstra semester på skolebænken. Motivationen bag giver god mening: Med en ny journalistuddannelse, der appellerer mere til tidens unge, håber bestyrelsen på DMJX at få ansøgertallet til at stige igen og samtidigt løse problemerne med manglende praktikpladser ved at skære i praktikperioden.

Men kan det ikke lade sig gøre uden at skære i den praktikperiode, som både arbejdsgivere og praktikanter er så glade for?

Fremtidens journalistuddannelse
Jeg mener ikke, at man skal skære i praktikperioden – kig i stedet på, hvor den eksisterende undervisning kan optimeres. Så vi studerende bliver klædt ordentligt på til den branche, vi skal ud i. Hvis vi vil sikre, at journalister i fremtiden står stærkere, så skal vi ikke give dem mindre erfaring. Vi skal give dem mere.

I stedet for at skære i praktikken bør vi udvide horisonten for, hvad journalistuddannelsen kan bruges til. Måske giver det bedre mening at tænke journalistuddannelsen som en bachelor, hvor man efterfølgende specialiserer sig med en kandidat. I stort set alle andre fag er det en selvfølge, at en bachelor ikke er nok til at være færdiguddannet, så hvorfor skulle det være anderledes for journalister?

Samtidig bør vi tage et grundlæggende opgør med optaget på uddannelsen. Hvis der er for få praktikpladser, hvorfor så optage så mange? Hvert år hører vi om store fyringsrunder på dagblade og i mediehuse, og tendensen ser ikke ud til at vende lige foreløbig. For mig at se giver det ikke mening at uddanne så mange journalister, når vi ikke har praktikpladser til dem, og i mange tilfælde er der heller ikke relevante jobs til dem bagefter.

Desuden er journalistik ikke længere kun forbeholdt dem, der tager en journalistuddannelse. Mange af dem, der arbejder med journalistik i dag, har vidt forskellige baggrunde, og mange kommer fra den akademiske verden. Journalistuddannelsen skal ikke være et lukket system, og måske bør vi begynde at tænke den som en bredere uddannelse, der kan føre til flere forskellige specialiseringer.

Vi løser ikke fremtidens udfordringer ved at skære i praktikken
Jeg forstår godt behovet for at tænke nyt og ændre journalistuddannelsen. Det kan jeg også høre fra mange af mine medstuderende. Den moderne medieverden har brug for journalister med stærkere specialiseringer, for eksempel bedre færdigheder inden for kunstig intelligens, mere indsigt i internetalgoritmer og evnen til at læse regnskaber. Det er heller ikke noget, der blandt os studerende virker til at være stor modstand imod. Tværtimod.

For mig at se giver det bare ingen mening, at man straks begynder at se på nedskæring af praktikperioden og ikke på antallet af elever, der bliver optaget på skolen. Det er jo uden tvivl den lavest hængende frugt, og dér, hvor man kan løse manglen på praktikpladser nemmest, uden at man tager noget fra nogen. Økonomisk set forstår jeg udmærket, hvorfor bestyrelsen er tilbageholdende med at reducere antallet af elever. Færre elever betyder færre midler til skolen, hvilket naturligvis kan have negative konsekvenser. Men hvis målet virkelig er at uddanne dygtige journalister, der er velforberedte til fremtidens medielandskab, bør man anlægge et mere idealistisk syn på sagen.

Det er langt fra sikkert, at forslaget bliver til virkelighed. Først skal Uddannelses- og Forskningsministeriet bakke op om idéen, og det vil kræve, at de finder flere millioner kroner i en tid, hvor regeringen skærer i de videregående uddannelser. Jeg tvivler på, at det bliver til noget. Men hvis det gør, vil det først blive implementeret om flere år.

Det giver ingen mening, i min optik, at skære det sidste semester af praktikken fra. Det vil være et forkert fokus, da praktikken spiller en afgørende rolle i at styrke de studerendes fundament, før de for alvor træder ud i branchen.

REDAKTIONEN ANBEFALER

REDAKTIONEN ANBEFALER

REDAKTIONEN ANBEFALER

TEKST: REDAKTIONEN
ILLUSTRATION: GRØNNINGEN 1, DR, TORTOISE, PALOMAR, YABAYAY MEDIA & ANTIPODE FILMS, ANTON LARSEN

Udgivet den 27. marts 2025

Temperaturerne er tocifrede igen, dagene er længere, og fredag eftermiddag sidder DMJX’erne nu udenfor i solen og drikker deres Kurt-øl. Foråret har meldt sin ankomst! Om du forsøger at suge hver en solstråle med en bog i hånden, går flere ture med podcast i ørerne eller helst vil sidde under dynen med en god film, har vi din ryg. 

Avisens redaktion har samlet en række anbefalinger, som du kan nyde både inde og ude. Nogle er spiselig erhvervsjournalistik, andre er de personnære fortællinger, der ligger bag udenrigspolitiske emner. Og selvom det måske ikke lyder som noget, du plejer at interessere dig for, kan du sagtens blive fanget. Lækker formidling kan gøre hvert et emne spændende. God fornøjelse!

No Other Land (Yabayay Media & Antipode Films) er ikke bare en rørende, smuk og hårrejsende dokumentarfilm, men også decideret fænomenal journalistik. En palæstinensisk ung mand bosat på Vestbredden filmer de bosættere, der ødelægger hjem og liv. En israelsk journalist mødes med den unge mand. Herfra følger man konflikten tage til, hvor deres venskab udvikler sig, og den nu lidt ældre palæstinenser mister håbet. Den er relevant, aktuel og det er ikke mærkeligt, at den lige har vundet en Oscar for bedste dokumentar. Se, se, se!

En historie om mennesket (Grønningen 1) er en bog, hvor Rane Willerslev og ledende forskere fortæller om menneskets fascinerende historie. Bogen tager dig med på en rejse helt tilbage til nogle af de første mennesker og til dengang Homo sapiens ikke var den dominerende menneskerace. Bogen tager os også igennem den skelsættende landbrugsrevolution, hvor mennesket gik fra at være jægere og samlere i et nomadesamfund til at være fastboende agerbrugere.

Sorte tal (DR) er podcasten til dig, der gerne vil vide lidt mere om, hvad der foregår i de vigtigste danske virksomheder. Hver uge tager vært Ulrik Rosenkvist sammen med sin faste makker Sune Aagaard lytteren igennem de største nyheder på C25-fronten, stalker topdirektørerne på LinkedIn og gætter ‘ugens tal’. Det kan lyde lidt erhvervsnørdet, men selvom vokabulariet er præget af CBS-ordbogen, sørger værterne for en krog i virkeligheden, så alle kan være med. Et godt sted at starte sin nye interesse i erhvervslivet.

Sweet Bobby (Tortoise) er en podcast, hvor Alexi Mostrous undersøger en af Englands værste tilfælde af internetsvindel gennem identitetstyveri og kærlighedsmisbrug. Podcastserien fortæller historien om Kirat og Bobby. Forholdet mellem Kirat og Bobby er ægte, men foregår over telefonen og Skype. Podcasten tager lytteren gennem hele forløbet, fra før Bobby kontakter Kirat til den grue ende, hvor Kirat endelig finder ud af, hvem hun i virkeligheden har talt med i alle de år. Serien udfolder sideløbende en undersøgelse af ‘Bobby’ og forsøger, i løbet af de seks episoder, at gøre det, politiet ikke kunne gøre: Hjælpe Kirat til en form for retfærdighed og afslutning på et 10 år langt misbrug af hendes tid, penge og person.

Slavenation Danmark (DR) er et godt alternativ til dramadokumentaren ’Slave af Danmark’. Der har de sidste mange uger været heftig debat om DR’s nye dramadokumentar ’Slave af Danmark’, men allerede tilbage i 2017 lavede DR en historisk dokumentar om tiden, hvor Danmark var en slavenation. I tre afsnit á cirka 30 minutter tager vært og historiker Cecilie Nielsen os tilbage til et dystert kapitel i danmarkshistorien, som vi ved alt for lidt om. Så hvis du ligesom anmelder Henrik Palle fra Politiken også ønsker mere perspektiv og historisk kontekst og mindre  dramatiseret underholdning, så er historieserien ’Slavenation Danmark’ et godt bud.

 

Mit elskede land (Palomar) af Jelena Kostjutjenko er en reportagebog, der giver et indblik i hverdagens Rusland under Vladimir Putins styre. Her møder forfatteren helt almindelige russere i samfundets udkant og følger deres liv præget af blandt andet korruption, alkoholisme og fattigdom. Kostjutjenko er journalist og var tidligere medarbejder ved den uafhængige og nu lukkede avis Novaja Gazeta, inden hun søgte eksil i Vesten.

Kære medstuderende: Mødetidspunktet er ikke til debat

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller
skribenternes holdninger.

Kære medstuderende: Mødetidspunktet er ikke til debat

TEKST: MADS KLEIS

Udgivet den 12. december 2024

Forleden dag da klokken slog ni, og underviseren gik i gang med dagens lærdom, var kun halvdelen af klassen mødt op. Det er ganske vist den tid på året, hvor temperaturen daler, og influenzaen kommer snigende, fordi jakkevalget ikke har fulgt med, men at halvdelen skulle være syge – det syntes jeg alligevel, var voldsomt.

Men halvdelen var ikke syge. De kom bare dumpende de næste otte minutter. Det ene undskyldende nik og beklagende sorry efter det andet. Alt sammen kvitteret for med underviserens stiltiende accept.

De bøjede nakker og de åbenlyst flove

grimasser viste med al tydelighed, at man erklar over det banale – at man bare ikke kommer for sent. Alligevel sker det konstant.

Jeg har frygtet denne dag. For på den ene side er jeg træt af, at folk ikke kan klokken. På den anden side har jeg indset, at det er så udbredt en tendens, at jeg er bange for at få det halve af skolen på nakken ved at italesætte det. Jeg er sikker på, at der er nogen, der vil læse dette indlæg og tænke, at jeg lyder hysterisk. Men jeg synes, det er vigtigt. Og mit tilsyneladende sure opstød kommer fra et kærligt sted. Så tag det, for hvad det er; en velmenende opsang til fordel for at kunne realisere sit fulde potentiale.

For vi går nemlig på en uddannelse, der stiller store krav til troværdighed. Og hvis man, allerede inden man har mødt en kilde, har demonstreret, at de ikke engang kan stole på, hvornår man dukker op, hvordan kan de så stole på, at vi fortæller deres historie ordentligt og sandfærdigt?

”Hvorfor er det, at man ser igennem fingre med direktørtid, når direktøren i stedet kunne benytte chancen til at lære eleverne, at udover at plagiat og pjækkeri er passé, så er punktlighed en prioritet?””

– Mads Kleis, journaliststuderende på 2. semester

Og vi går på en uddannelse, der leder mod en branche, hvor det hele står og falder med et klokkeslæt. Her er der ikke plads til en lemfældig omgang med tiden, og man kommer hurtigt galt afsted, hvis man ser et mødetidspunkt med en ordfører eller en deadline på en artikel som noget vejledende.

I grunden forstår jeg ikke, hvorfor det får lov at fortsætte. Journalisthøjskolen er så hård over for snyd og fravær. Der er simpelthen ikke plads til den slags ude i branchen, må man forstå. En politik, der søger at køre de gode og sunde journalistiske værdier ind med modermælken.

Men hvorfor er det så, at man ser igennem fingre med direktørtid, når direktøren i stedet kunne benytte chancen til at lære eleverne, at udover at plagiat og pjækkeri er passé, så er punktlighed en prioritet? Jeg synes, at man fra ledelsens side gør eleverne en bjørnetjeneste ved at være laissez-faire over for at møde forsilde.

For det er ikke nok bare at være en dygtig formidler eller en skarp interviewer. En af journalistikkens vigtigste kundskaber er omgangen med mennesker. Den kompetence enten har man, eller har man ikke. Men en meget lille ting, der nemt kan forbedres og som gør en mærkbar forskel i relationer, er evnen til at komme til tiden. Det giver et disproportionalt højt output i forhold til, hvor lidt det kræver af os.

Så selvom fokus ligger på vinkling, spørgeteknik og billedbeskæring, så synes jeg lige så godt, vi kan øve os i allerede at sidde på stolen, når undervisningen går i gang. Fordi en skønne dag er vi fløjet fra Journalisthøjskolens trygge og overbærende rammer, og så rammer virkeligheden med tryk på.

Til sidst er det vigtigt for mig at understrege, at ingen af os er perfekte. Det hverken påstår eller forventer jeg. Jeg kan også godt komme for sent – der kan altid opstå noget, vi ikke selv er herre over, eller vi kan glemme at sætte uret efter en ordentlig torsdagsbrandert (tænkt eksempel). Men jeg synes godt, vi kunne stramme ballerne. Bare en anelse.

Og med de ord kommer de gode råd, som ingen har bedt om. Stå op i god tid – en langsom morgen med ro på er langt mere værd end otte minutters snooze. Og så kom ud ad døren, fem minutter før du plejer for at sætte tid af til det uforudsete. Og skulle det uforudsete udeblive, så har du jo fem minutter i banken til at komme på plads med en kop kaffe eller fortælle mig, at jeg er en hystade.

Debatindlæg: Begrænsningsbrillen er ikke så god på dig, kære journaliststuderende

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Debatindlæg: Begrænsningsbrillen er ikke så god på dig, kære journaliststuderende

TEKST: LISA VAN DER MAAT

ILLUSTRATION: SIGRID CONRADSEN NIELSEN

Udgivet den 12. december 2024

Lisa van der Maat er udvekslingsstuderende ved Ilia State University i Tbilisi, Georgien på 4. semester fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Klummen er udelukkende et udtryk for skribentens egen holdning.

Fra min faste plads på min nye stamcafé sidder jeg og skuer ud på en vild og ualmindelig vind, der rusker livtag i byen, der lever bedst om natten. Det er hverken New York eller Tokyo jeg taler om, men faktisk Tbilisi – byen der er fanget midt imellem verdensordener og uden sengetider i en dal under de kaukasiske bjergkæder. Her er jeg bosiddende i et halvt år, da jeg er på udveksling, og netop det skal vi tale lidt mere om.

De studerende på journalistuddannelsen er så pave privilegerede – dette er endda foruden at tale om langt de flestes høje socioøkonomiske ophav – at de har mulighed for at vælge imellem to forskellige semestre at tage på udveksling på, nemlig både på 3. eller på 4. semester. Begge har sine fordele og ulemper, men i det mindste betinger det ikke de studerende til udelukkende at have én mulighed for at vælge det, modsat så mange andre uddannelser med ét fast udvekslingssemester. Hvis det kan være svært at tage stilling til to måneder efter man er startet på skolen, så har man mulighed for at vente til at gøre det på 4. semester i stedet.

Det var en overraskelse af dimensioner for mig, da det blev tydeligt, at langt over halvdelen af mine medstuderende tog det aktive valg om ikke at tage på udveksling. Af alle professioner derude, så troede jeg da virkelig, at mindst halvdelen af mit semester var af nogenlunde samme støbning som jeg selv, og derfor var ved at boble over af begejstring for at komme ud i verden. Det skulle vise sig at være langt fra tilfældet. Journalister, af alle, er åbenbart akkurat lige så kedelige og hjemmevante, som alle mulige andre er det.

Slappe argumenter

Jeg har tidligere artikuleret mit chok for medstuderende og andet godtfolk og har derfor efterhånden hørt min rimelige andel af argumenter mod at tage på udveksling. Lad mig opremse nogle af dem af dem nedenfor:

Det, jeg som oftest hører, er, at åh, tiden på skolen er så kort, og det er så hyggeligt – og sikkert også varmt og trygt – og det er da på mange måder også rigtigt, heldigvis, men jeg synes ærligt talt, det er sløvt. Jeg medgiver, at to år på en uddannelsesinstitution ikke er alverden, men ved du, hvad der er kortere, søde? Dine ferieuger, når først du har et fuldtidsjob.

Et andet argument, jeg tit hører, er, at det er nogle trælse semestre at være væk fra skolen. Når vi snakker 3. semester, så lyder piben i retningen af ”jamen, jeg vil så gerne have … (indsæt selv skrift, TV eller radio) – efterfulgt af, ”hvis jeg tager afsted her, så har jeg jo ingen produktioner at vedhæfte til min praktikhjemmeside”. Som en, der netop har været igennem praktik-møllen, så kan jeg fortælle dig, kære læser, at du er meget heldig, hvis praktikstederne overhovedet gider at bladre sig igennem nogle af dine produktioner.

Det er desuden din personlighed og en vis portion held, der er afgørende for, hvor og om du lander en praktikplads. Undskyld mit franske. Hvis der er tale om 4. semester, så er ordlyden som oftest, at det jo er semesteret, vi skal søge praktik. Sandt. Jeg skal være ærlig at sige, at 4. semester ikke er optimalt udvekslingssemester. Det var i hvert fald for mit vedkommende en ret stressende oplevelse at søge praktik og have fag samtidigt, også i et system, hvor hele den navlepillende praktiksøgningssaga er svær at oversætte. Når det er sagt, er det ikke noget, der ville have fået mig til at vælge det anderledes.

Et andet argument, jeg har det en smule anstrengt ved at høre på, er, at det er pengene, der er problemet. Først og fremmest, lad os være ærlige, så har det aldrig nogensinde været tilfældet for 90% af denne trenchcoat-befængte skole. Derudover findes der så mange muligheder for at få lidt mønt på lommen med, hvis man ellers får fingeren ud og får søgt nogle legater. Hvis man opholder sig inden for EU’s grænser, så har man endda det privilegium, at man kan få i omegnen af små 20.000 kr. med i Erasmus-legater uden at gøre så meget som at sende et par personlige oplysninger. Jeg har hørt om mange, der ligeledes har fået 20.000-30.000 kr. med til deres udvekslingseventyr oversøisk. Jeg kan desværre ikke sige, at det var tilfældet for mig, men det var nu mest fordi hele mit forløb var noget uvant og skete ret meget i sidste minut.

Sidste argument lyder, ”at der ikke er nogen af stederne på listen, der tiltaler mig”. Det kan jeg sagtens relatere til, det var der heller ikke for mig ud over Beirut til at starte med, men så er det jo heldigt, at man også har muligheden for at handle selv. Er det ikke skønt? Der er ingen, der siger, at den liste er det eneste boltre-rum, man har. Hvis du er en spæd 1. eller 2. semmer, og egentlig har fravalgt udveksling, fordi der ikke var noget på listen, som ægte tiltalte dig og fik dit hjerte til at hoppe en smule hurtigere, så er det her min knap så ydmyge opfordring til at forsøge selv.

Hvis man er ude i god tid, så kan meget lykkedes. Jeg var ikke engang i god tid, og det lykkedes alligevel. Jeg kommer nok til at falde til klichéerne, men hvor der er vilje, er der vej. Der var mange steder i min proces om eventuelt at komme til Georgien, der så ud til ikke at føre nogen steder, men jeg tog ikke nej for et nej, inden jeg i sidste ende ville blive nødt til at skulle acceptere det, og lige inden da blev det til et ja. Jeg har selvfølgelig også været stålsat på, at jeg skulle på udveksling – og et under alle omstændigheder spændende sted – siden jeg satte mine ben på denne skole, men stadig.

Jeg siger ikke, at mit hen ad vejen heldige udfald vil komme til at gøre sig gældende i alle tilfælde. Det kan jeg desværre ikke love. Men man kan starte med at mærke efter, hvad der virkelig trækker i en og så artikulere det, hvis nu listen over udvekslingssteder ikke siger en noget. Så kan det jo være, at internationalt kontor synes, at det er en lige så fed idé og vil gøre meget for at hjælpe dig. Måske de endda kommer til at sige ”Det er faktisk dårligt, at vi ikke har noget i det område!”, som de gjorde i mit tilfælde og gøre deres for, at dit ønske bliver til en realitet. Jeg er meget bevidst om, at mit tilfælde er det lykkelige eksempel, hvor DMJX endda valgte at gøre det til et permanent samarbejde fremadrettet med universitetet i Georgien, så jeg heller ikke skulle betale studieafgift. Med det sagt, så meget som jeg hader at skrive det og igen henfalde til klichéerne, så er mit budskab at se muligheder, ikke begrænsninger.

Argumenter for eller imod, så må jeg nok bare sande, at faktum er, at de fleste bare ikke gider. I hvert fald ikke nok. At folket hellere vil kysse på deres kærester og skråle til Taj

Mahal fredag efter fredag med deres kammerater, hvilket langt hen ad vejen er fair nok. Jeg må bare medgive, at jeg har svært ved at forstå det, og kald mig en kende dramatisk, men jeg synes faktisk også, at det er en smule foruroligende set i forhold til de journalister, der står til at klække i den kommende fremtid.

Et uforløst behov

Hvis denne manglende udlængsel og udsyn manifesterer sig på samme måde, når først vi er færdiguddannede, så synes jeg efterhånden ikke overraskende, at det ser ringe ud. Vi har i forvejen i Danmark uhyggeligt få faste korrespondenter ansat ude på de store reaktioner til sammenligning med andre europæiske lande, og det er med til at opretholde en svag forståelse for omverdenen. Hvem har jeg for eksempel at spejle mig i, hvis jeg gerne vil være Kaukasus-korrespondent? Netop, ikke nogen. Matilde Kimer kommer forbi fra tid til anden, men vi har ingen faste korrespondenter. Ikke en eneste person til at dække denne begivenhedsrige, geopolitiske betændte verdensdel?

Jeg er udmærket godt med på, at bare fordi man ikke har været i udlandet under sine to år på skolen, at man så ikke har rig mulighed for at gøre det bagefter, men for mig at se er det et udtryk for manglende internationalt udsyn. Jeg skal være den første til at bekende, at jeg nødigt vil have mine nyheder fra nogen, der sidder på deres flade hjemme i Danmark. Det tror jeg faktisk, at de færreste vil. Det er faktisk ikke godt nok, hverken for de mennesker, vi taler om, og dem, vi taler til.                                                                        

Jeg kan hverken – eller skal – tvinge folk på udveksling, men jeg vil alligevel gerne synge en lille sang op for, hvor ekstraordinær en mulighed, det er. Se nu at komme afsted, kammerat. Tag lige mulighedsbrillerne på engang! Skolen er fed, bevares, men udlandet ligeså og vi har alle godt af at komme ud og blive luftet lidt en gang imellem – som journaliststuderende især. Det er faktisk vores pligt som verdens formidlere, synes jeg.