Hvorfor får vi tilsyneladende kortere deadlines på den nye studieordning? Lærer vi bedst under stress, og er det vigtigste, at en journalist skal kunne nå i mål? Svaret er ja, hvis vi vil producere hurtige nyheder, finde kilder, der minder om én selv, og langsomt udvikle en tykhudet journalist-persona. Personligt har jeg svært ved at se mig selv arbejde på den måde, men på samme tid vil jeg gerne blive journalist.

Iden praktiske undervisning går det stærkt. Det er spændende at blive kastet ud i tingene, og vi er i gang med at lære at prioritere vores tid. Men jeg synes, at effektiviteten har taget overhånd, så læringen ikke bundfælder sig, før vi er videre til det næste. Jeg er ikke den eneste, der tænker sådan. I forbindelse med at skrive dette indlæg har jeg snakket med mange af mine medstuderende. En af dem sagde, at ”før deadline sad jeg i 19 timer på skolen i streg, og det er selvom, vi arbejdede fra kl. 9-16 alle dagene optil.”

Mange har svært ved at melde sig syge, når de er syge. Og en anden sagde, at ”hvis man har et studiejob, er man fucked.”  

Det kan føles som om, at DMJX har et bestemt syn på, hvordan en rigtig journalist skal være. Man skal være hård frem for blød, og man skal være skarp frem for tvivlende. Jeg forestiller mig en nærmest fiktiv arketype, som minder om Borgen-karakteren Katrine Fønsmark. Hun laver hurtige nyheder, hun er stædig, og hun opgiver næsten alt for sit arbejde. Derfor kan jeg godt føle mig svag, når jeg udtrykker, at jeg er presset. De kommentarer, jeg i den sammenhæng har hørt fra undervisere, er blandt andet ”mand dig op”, eller ”I nåede da i mål, gjorde I ikke?”  

 Den nye studieordning  

Den nye studieordning er svær at finde rundt i. Hvad har været vilkårene for de tidligere semestre sammenlignet med os, som er prøvekaniner på den nye studieordning? Da vi søgte ind, vidste vi, at vi skulle have nye fag. Men vi vidste ikke, at vi ville få kortere deadlines og mere pressede forløb. På det videoforløb jeg lige har afsluttet, havde vi en uge mindre til vores eksamen end semesteret før os. Forskellen er, at deres feature skulle være et par minutter længere, og vi skulle lave vores ekspertinterview over mobilen, hvor de tidligere studerende skulle filme og inkorporere det i videoen. Jeg synes ikke, at opgavens reduktion svarer til den kortere deadline.   

Konsekvensen, synes jeg, er tydelig til evalueringen, hvor nogle medstuderende forklarer, at de i bakspejlet ville have valgt en anden historie, fordi den var for kompliceret. Til dette svarede vores lærer, at det er mens, vi går på skolen, at vi har chancen for at eksperimentere. Men omstændighederne er der ikke. Den omtalte opgave var en eksamen – vi får karakterer, og mange er ikke ligeglade med dem. Derudover er der næsten ikke tid til idégenerering. Enten vælger man hurtigt en historie, og når alligevel kun knap i mål, ellers arbejder man mange timer i døgnet. Lærer man virkelig bedre under så meget pres?   

Branchen derude 

Min personlige stress er dog ikke det, der har fået mig til at skrive dette indlæg. Jeg forstår ikke meningen med, at vi skal arbejde under korte deadlines hele tiden. Argumentet er, at skolen skal afspejle branchen, så nogle vil tænke, at det er naivt at ønske mere tid. Men for det første er vi ikke i branchen endnu. Vi er studerende, som ønsker at dygtiggøre os og lære så meget som muligt, så vi derefter bliver gode journalister ude i en presset branche. En potentiel risiko er, at vi kommer ud i branchen og mangler at have vigtige færdigheder på plads. For det andet synes jeg, at der er så mange flere grunde til at gøre det anderledes. Tidspresset smitter nemlig af på produkterne, valget af historier og behandlingen af kilder.   

Hvad med kilderne? 

Jeg var på et dokumentarkursus på CPH DOX, hvor værdien af tid virkelig stod klart for mig. Vores kursuskoordinater var Eva Marie Rødbro, som har lavet ‘Prinsesserne fra blokken’. I 2016 var det den hidtil mest streamede dokumentar på DR. Jeg spurgte hende ind til arbejdet med kilder, og hun fortalte, at ‘prinsesserne’ blev ved med at brænde hende af. Hun følte nærmest, at de testede, om hun var en, man kunne stole på. Jeg sad tilbage med tanken om, at deres historie måske aldrig var blevet fortalt, hvis ikke hun havde haft tiden til at være tålmodig.   

For hvem gider at dele sine personlige tanker med en stresset journalist, der hele tiden kigger på uret? Det gad min veninde ikke. Da hun for nyligt blev interviewet af en journaliststuderende fra vores skole, følte hun, at historien var skrevet på forhånd, hun blev hundset rundt med og skulle bare sige det, journalisten fiskede efter. Jeg vil ikke kritisere den pågældende medstuderende, og jeg har også selv presset og stresset kilder og stillet dem ledende spørgsmål. Et par gange har jeg overskredet mine personlige grænser for, hvad jeg synes, er en ordentlig måde at behandle andre mennesker på. Disse metoder kan føles som de eneste mulige, når tiden er så knap, vinklen skal være så skarp, og man er bange for at komme hjem med så meget materiale, at redigeringen vil tage en krig.   

Var faget ikke i krise?  

Skolens teoriundervisning har paradoksalt nok gjort mig kritisk overfor skolens praktiske undervisning. Vi har lært, at færre mennesker er villige til at betale for journalistik. Mange kan ikke genkende sig selv i mediebilledet og vender blikket mod andre udbydere og gratis indhold. Faget er i krise og kalder på forandring.  

AI kommer til at overtage nogle af de journalistiske arbejdsopgaver. I en forskningsartikel argumenterede forfatterne for, at journalister skal ”reclaime” de evner, som adskiller os mennesker fra en kunstig intelligens. De konkrete forslag var, at vi skal udvikle nye kreative måder at fortælle historier på, vi skal fokusere på undersøgende journalistik og dyrke det, den menneskelige kontakt mellem journalist og kilde kan bringe frem.   

Min pointe er, at vi i teorifagene lærer, at faget er i krise, og vi får inspiration til, hvordan man kunne gøre det anderledes. Men i praksisfagene, får vi endnu kortere deadlines, som ikke gør det muligt at eksperimentere.   

Hvad skal en journalist kunne? 

Det føles som om, vi er prøvekaniner i skolens forsøg på at effektivisere branchen for at halse efter udviklingen. Men burde vi ikke kunne noget andet som journalister? Hvorfor er der kommet en studieordning, der giver os endnu kortere deadlines? Jeg synes ikke, at vores undervisning først og fremmest skal lære os at nå i mål.  

Derimod synes jeg, at vi skal have længere tid til vores opgaver – i hvert fald nogle gange. Der skal være mere fokus på kvalitet frem for kvantitet. Jeg synes, at ansvaret skal løftes  fra de studerendes skuldre, der jo altid kunne have gjort det bedre. I stedet skal DMJX tage ansvar for, at vi ikke har de rette omstændigheder til at lave den journalistik, vi lærer, at verden har brug for. Så jeg får lyst til at spørge: Hvad er egentlig DMJX’ vision for, hvad en journalist skal være i 2028? 

Illustreret Bunkers debatredaktion har forelagt krtikken for DMJXs uddannelseskoordinator Mette Mørk og hun er vendt tilbage med  følgende skriftlige svar:

Kære Molli

Du spørger, hvad vores vision er med den nye studieordning – og det er et godt spørgsmål, som jeg gerne vil prøve at svare på. Vi har lige netop i dag (20. maj) præsenteret studieordningen for en bred gruppe af chefer fra branchen, og de var ret tilfredse med den vej, den viser ved for eksempel:

– For alvor at skubbe til flermedialiteten.

– At tage fat på nyhederne tidligt og på den måde hurtigt tune jer ind på journalistisk indhold.

– At have fokus på brugerne.

– Stadig have fokus på journalistiske grundkompetencer som at interviewe, researche, tænke kritisk.

Nu er det første gang, fagene bliver afviklet, og ligesom vi altid gør, så lytter vi til, hvad I studerende siger – og hvad underviserne oplever undervejs. For eksempel har vi allerede justeret lidt på 1. semester, og hvis evalueringen af det nye JM2 bakker dig op, når det gælder et lidt for højt tempo, så må vi selvfølgelig kigge på det.

Det er et helt bevidst valg, at I skal prøve alle tre medier, men der skal selvfølgelig også være tid til at lære dem at kende, og i høj grad også at behandle kilderne ordentligt. Det ved jeg, at underviserne også har knoklet for. Ligesom jeg er helt enig med dig i, at der skal være tid (og mod) til at eksperimentere – for det er jo det, der kan være med til at flytte branchen spændende og nye steder hen.

I vil forhåbentlig også opleve, at der bliver længere tid til de journalistiske produktioner på 3. og 4. semester, fordi I netop har fået noget grundlæggende på plads først.

Så tak for dit gode og reflekterede indlæg. Det er ret godt at blive mindet om, at den nye studieordning jo er mere end fine ord på papir. Den virker kun, hvis den virker for jer studerende.