Vi taler ned til vores læsere på Danmarks Medie -og Journalisthøjskole. Vi taler også dårligt om dem.

Det er en tendens, jeg ofte oplever i vejledningen og til feedback-runderne på journalistuddannelsen på DMJX. En tendens, som jeg på ingen måde tænker, er hensigten fra skolen eller en undervisernes side. Tværtimod. Netop derfor er den ærgerlig.

Jeg har flere gange oplevet, at vi som studerende får at vide, at vores journalistiske arbejde skal forsimples. Det skal neutraliseres i sit sprog eller udtryk, så kanterne bliver slebet til, og den ‘almindelige’ dansker kan forstå det. Vi skal måske endda skrive til, hvad der, med et lidt stygt begreb, bliver kaldt ‘laveste fællesnævner’. Eller så ‘Hr. og Fru Danmark også skal kunne forstå det hjemme ved ‘kakkelbordene’’.

Jeg forstår hensigten. Vi skal huske at have den ’almindelige’ dansker i baghovedet, så vi ikke ender med at lave journalistik for vores egen finurlige navles skyld. Det er netop en journalists pligt at gøre det utilgængelige tilgængeligt og at gøre sig forståelig. Det er den fundamentale opgave. Det er vigtigt at slå fast, at jeg ikke forsøger at underminere dette. Men i den italesættelse ligger også en stereotypisk og nedladende forestilling om den ’almindelige’ dansker.

Jeg ser en tendens til, at vejledningen eller feedbacken bliver givet gennem en karikatur på en ’almindelig’ dansker. Og det er uklart, hvad der ligger til grund bag opfattelsen af, at folk virkelig skal holdes i hånden, eller at de bliver rundforvirret af TV-indslag eller radio, hvis indholdet ikke er taget én gang til for prins Knud.

Det er journalistisk selvhøjtidelighed, hvis man antager, at man som journalist forstår indholdet, men man er nødt til at forsimple det, fordi modtageren ikke forstår det. Det er en nedladenhed, som har det med at degradere ‘almindelige’ mediebrugere til Orwell’ske får, som skal have alting skåret ud i pap på Pixi-plan. Som om disse mennesker ikke forstår sig på verden, men skal holdes i hånden af en fakkelbærende journalist.

Og igen. Det handler ikke om, at vi ikke skal værne om at gøre os forståelige, være gode, præcise formidlere og vise verden frem. Det handler om, at vi ikke må antage, at medieforbrugeren ikke kan klare komplekst stof. Dette må ikke være drivkraften for, at vi bryster os med, at vi skal formidle præcist.

På skolen bliver vi undervist i målgrupper. Det giver god mening, at vi bliver undervist i målgruppevurdering, hvilket også er noget, som medierne med garanti arbejder med. Men når vi i undervisningen laver sætninger propfyldt med kulturelle referencer, så skal det retfærdiggøres ved at vælge en Weekendavisen-kasse, hvorimod med Ekstra Bladet følger forventningen til kulørt stof med korte sætninger. Ligesom valget af Zetlands læsere som målgruppe kan retfærdiggøre en legende tone. Jeg tror i virkeligheden ikke, at disse medier arbejder med så firkantede profiler, som vi gør dem til på DMJX.

Men vi bliver implicit opfordret til at reproducere det til en karikatur, hvor en vis type menneske kun kan lide en vis type journalistik. Vi lærer at tale ind i en kassetænkning. Det betyder i værste konsekvens, at vi får skruet en verden sammen, hvor der ikke er en tro på, at en vestjysk håndværker kan gå op i klimapolitik. Eller en lastbilchauffør vil høre P1.

Verden er et nuanceret sted, men den kendsgerning kan vi ikke bruge til meget, hvis vi får kvalt alle dens facetter, fordi vi i vores journalistiske formidling ved, hvad folk vil have, og hvad de ikke vil have, baseret på en karikatur af målgrupper. Og for at koble det til min indledende pointe, så hænger det sammen med, at vi desværre kommer til unødvendigt at fordumme dem, som skal læse, se eller høre journalistikken. Det førnævnte eksempel med den vestjyske håndværker eller lastbilchaufføren bliver til stereotyper på nogen, der aldrig ville høre P1 eller læse Weekendavisen og derfor aldrig vil finde det interessant. Det er et kæmpe problem.

Det her er ikke et anklageskrift. Jeg har fået nedbarberet min andel af sætninger og naivt selvudnævnte genialiteter, fordi det var uforståeligt. Den disciplin er jeg langt fra kampdygtig i. Men problemet ligger i den måde, vi taler til vores læsere på. 

Selvfølgelig skal verden forklares og sættes i sammenhæng for læseren. Men det skal ikke formidles med hensigten om, at folk er for dumme til at forstå den. Formidlingen skal bæres af nysgerrighed og bør ikke gå på kompromis med, at vi skal forsimple vores sprog. 

Jeg vil ikke svinge mig op til at sige, at der lever en grov klasse-stereotypi på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole … Men det vil jeg nok lidt alligevel.