Praktikant på Kristeligt Dagblad og journaliststuderende på DMJX, Victor Heide-Jørgensen, døde den 24. marts 2024. Illustreret Bunker har bedt nogle af de mennesker, som stod Victor nær, mens han gik på DMJX, om at skrive et mindeord

Praktikant på Kristeligt Dagblad og journaliststuderende på DMJX, Victor Heide-Jørgensen, døde den 24. marts 2024. Illustreret Bunker har bedt nogle af de mennesker, som stod Victor nær, mens han gik på DMJX, om at skrive et mindeord

Praktikant på Kristeligt Dagblad og journaliststuderende på DMJX, Victor Heide-Jørgensen, døde den 24. marts 2024. Illustreret Bunker har bedt nogle af de mennesker, som stod Victor nær, mens han gik på DMJX, om at skrive et mindeord

Privatfoto: Victor Heide-Jørgensen siddende yderst til højre

TEKST:  TRINE BJØRN EGEDE, ALEXANDER KLOPPENBORG LUNDE, TOBIAS WINTER OG KERSTINE WINTHER
FOTO:  PRIVATFOTO

Udgivet den 30. maj 2024

Kære Victor

Det er uvirkeligt at skrive det her. Når tankerne får lov at vandre i en stille stund, så tænker jeg ofte på dig. Jeg tænker på, at minutterne går, og du ikke kommer til at opleve dette minut og det næste. Du kommer ikke tilbage, det har jeg fattet nu. Så siger jeg tak. Tak for dig.

Tak for alle de gode stunder i vores tid på Illustreret Bunker. Tak for at du altid var der for mig, når jeg blev usikker. Tak for altid at sparre med mig og for at være min allierede, hvad end det var artikler til avisen eller i rollen som journalistpraktikant i den fremmede verden, som Udenrigsministeriet var.

Når jeg tænker tilbage på dagene i dit selskab, var der aldrig dårlige dage. Du havde en særlig varme, og dine øjne strålede af begejstring. Du havde din journalistiske integritet med dig, hvor end du gik hen, og du var en god ven. Sådan husker jeg dig. Du havde en helt fantastisk evne til at få omgivelserne til at falde til ro (undertegnede), og du gik aldrig på kompromis med dine ambitioner. Jeg var meget imponeret over dit drive, at du formåede at holde fanen højt for dit hjertebarn Illustreret Bunker.

Det er meget svært at acceptere dit valg, men jeg er nødt til det. Det er det, jeg dealer med nu.

Jeg trøster mig selv med taknemmelighed.

Trine Bjørn Egede

Kære Victor

Hvorfor?

Det ville du have turdet spørge mig om.

Du ville have spurgt mig, lyttet og spurgt mig igen.

Uden frygt for at det kunne være svært eller sårbart og ikke være drevet af snagende nysgerrighed, men af ren interesse for mig.

Så derfor tør jeg også godt spørge dig.Hvad var det ved dit liv, der gjorde, at du ikke mente, det var værd at leve?

Og hvad så med mit?

Og jeg ved, at du både kunne og ville have svaret for dig, hvis du stadig var her.

For du var ikke bleg for at dele ud af dit liv. Dig selv simpelthen. Dine erfaringer og dine skøre perspektiver. Uanset hvor eller hvornår vi talte sammen.

Og der stod vi, oplyst af vinduerne fra Café Ris Ras, to jyske mænd med hver sin cigaret i hånden. Vi talte, vi snakkede ikke bare, og du delte gavmildt ud af dit indre, for pludseligt, med et sprogligt overraskelsesangreb, at trække en sætning om mine følelser ud af mig.

En præstation, der ikke er mange, der kan prale af.

Efter jeg havde krænget mit hjerte ud, og vi havde vendt, hvorfor jeg følte, det var så svært at erklære min kærlighed til hende fra ”undersøgende”, så sagde du ”kæft, det er ærgerligt, mand”. Som du så ofte sagde, med en kraftig intonation på kæft og en lidt sarkastisk tone.

Som et stort ”pyt”, men vi skal også nok komme videre.

For du ville fremad. Der skulle ske noget.

Der var mere videnskabsteori, der skulle vendes, og der var flere følelser, der skulle deles.

Men du har ikke delt dem alle.

Alt det vi har delt, det glædes jeg til gengæld over.

Også de frustrerende øjeblikke under opgaveskrivning, som vi let kunne grine væk, og de mange snakke om samfundets tilstand, hvor vi i afmagt har moret os med kyniske bemærkninger om en verden i brand.

For hvad kan man ellers gøre end at grine af absurditeten, når kandidaterne til at blive verdens mægtigste mand tilsammen er over 150 år gamle, og regeringens forslag til et bidrag til slukningen af flammerne er en afgift på 13 kroner på indenrigsflyvninger.

Så jeg vil dele en sidste kynisk tanke med dig, som jeg tror du ville have moret dig over.

I min desperation over at se den kendsgerning i øjnene, som du stillede mig overfor, poppede en absurd tanke op.

En tanke, der fortæller meget om, hvor meget jeg beundrer dig, din opfindsomhed, grænseløshed og dedikation. Men som i lige så høj grad var et udtryk for, hvor desperat jeg var for ikke at skulle se virkeligheden i øjnene.

Jeg tænkte: ”Det var alligevel langt at gå for at kunne skrive en artikel for Kristeligt Dagblad med overskriften ’Den dag, jeg slog mig selv ihjel’, hvor du ville gennemgå, hvad der sker, når man efterlader et afskedsbrev, og du ville indsamle de pårørendes reaktioner i timerne efter, at du som en trold af en æske havde tilkendegivet, at du stadig var iblandt os.”

Men det er du ikke, og vi skal aldrig mere sidde med matchende overskæg og skjorte og dele en kold øl nede på Graven.

Her kunne du ellers have brugt din rolige redaktørstemme til at forklare mig, at det er en meget opfindsom idé, men at det nok ville være at gå lige lidt for langt.

Men du er gået endnu længere.

Og det respekterer jeg, selvom det er svært.

For det må det også have været for dig. Længe.

Du må have ment det. Virkelig ment det.

For jeg ved, at du tænkte. Grundigt og meget.

Så du har taget nogle tanker med dig i graven.

Jeg ville ønske, du havde delt dem med mig.

Som du fik mig til at dele mine med dig.

Nede på Graven.

Alexander Kloppenborg Lunde

Kære Victor

Du og jeg brugte mange af vores timer på skolen sammen – både som makkere på diverse opgaver, som kollegaer (hvis man kan kalde ens skolekammerater på Illustreret Bunker det) og, ja, selvfølgelig som venner. Jeg tror faktisk, at du var det menneske, jeg havde mest at gøre med i den tid.

Det var jeg glad for. Og nu jeg ser tilbage på det, var jeg nok gladere for det, end jeg             tidligere har tænkt.

For min tid på DMJX var ikke altid fed. Først flyttede jeg fra min familie i København til et coronanedlukket studie, så oplevede jeg dødsfald tæt på og kærestesorg, og det føltes som om, at mit liv blot ventede på, at den ene trælse udvikling blev afløst af den næste.

Fra nærmest første dag i Aarhus til den sidste var der ikke meget, der føltes fast eller vedblivende. Men det gjorde du. Du var en ro i alt det.

Vi sås en del, men aldrig meget. De timer, vi brugte, havde ofte karakter af, at vi skulle noget. Og i den periode af mit liv – med hvad det nu var fyldt af – betød netop det meget for mig; at skulle noget. Skrive en opgave, diskutere, hvordan vi skaffer annoncer, udvælge de bedste tekster. Den slags praktiske ting. Komme lidt væk fra det hele og give mig til noget, og du var en del af det. Du fik mig tit til det.

Du lagde en aften hus til noget whiskymagning. Jeg kan ikke udstå whisky, fandt jeg ud af den aften.

Kære Victor, du var altid rolig. Farede aldrig op, slappede bare af og gjorde din ting. Og det smittede. Når vi to skulle gøre nogle af de ting, som vi gjorde, havde du tit overblikket. Styr på kontoen og tjek på kalenderen.

Mit eget kapitel i Aarhus er et, jeg ikke har de store følelser forbundet med. Det blev aldrig så fedt, som jeg havde drømt om, aldrig så givende, som jeg havde troet. Men det var et vigtigt kapitel, og du fyldte mere end nogen anden i det. Det er en rimelig betragtning.

Men den periode sluttede, da du tog til Prag, og jeg flyttede til København. Vi holdt kortvarigt kontakt og sås lidt, da du kom hjem, men vi må nok erkende, at vi ikke kom til at fylde så meget i hinandens liv som tidligere. Den erkendelse havde jeg indfundet mig med, for nogle relationer fylder noget meningsfuldt i begrænsede perioder, og så opstår andre.

Jeg tror først, jeg opdagede alt dette, noget tid efter jeg blev ringet op og hørte de forfærdelige nyheder om din død. Hvor ville jeg ønske, at jeg havde opdaget det før, prissat det mere og sagt tak. Det ville jeg i hvert fald gerne have gjort.

Kære Victor, du betød noget særligt for mig i en særlig periode. Jeg tror, uden jeg tidligere har tænkt det, at du var lige præcis det, jeg havde brug for, da jeg havde det svært. Tusind tak for det.

Tobias Winter

Kære Victor

Døden er en underlig størrelse. Og det at jeg nu må skrive i stedet for sige, vel vidende at det aldrig kommer til at ramme hverken dine øjne eller ører, tror jeg aldrig helt, jeg kommer til at forstå.

Døden føles på mange måder langt væk. Og hvis jeg ikke stopper og lader tankerne vandre, er det som om, du stadig er her.

Så går du rundt i København med din taske på ryggen og telefonen i lommen, som er klar til at modtage en besked fra mig.

Du sidder måske på en bar, drikker en øl, ruller en cigaret og falder i snak med nabobordet, som har en sjov anekdote eller to, og det har du også.

Det kan også være, du er hjemme og tegner eller læser den bog, du lånte af mig mens du overvejer, hvordan du hænger den lampe op, som aldrig er kommet længere væk end fra kassen, den blev leveret i.

Men når jeg stopper op og giver tankerne plads, ved jeg godt, at du ikke er her mere.

Og det er svært for mig at forstå.

Jeg har været i tvivl, om du vidste, hvor meget jeg satte pris på vores venskab til sidst. Det er desværre ofte sådan, at når man har muligheden, så får man ikke sagt ting.

Men jeg kan sige det nu. Jeg kommer ikke til at forstå, hvad der rigtig er sket.

Men jeg ved, at det liv, du havde, var fyldt med gode mennesker og kærlighed. Det kunne man se på den måde, du betragtede hverdagen på, den måde, du grinte på, og den måde, du gik ud i verden på.

Og jeg er dig taknemmelig for, at jeg var med til en del af det.

Jeg har dig med i mine tanker, Victor, og det gør mig glad, at du så stadig er her.

Når jeg giver mig selv plads til at forstå, at du aldrig kommer til at svare på min besked, eller at du aldrig kommer med et råd til mig igen, trøster jeg mig selv ved, at du allerede har givet mig en masse, som jeg tager med videre.

Og selvom du ikke længere er her fysisk, er du med i mine tanker.

Kerstine Winther

Innovationsprojekt om kønsubalance og testosterontung gæsteliste. På DMJX udelukker de to ikke hinanden

Innovationsprojekt om kønsubalance og testosterontung gæsteliste. På DMJX udelukker de to ikke hinanden

Innovationsprojekt om kønsubalance og testosterontung gæsteliste. På DMJX udelukker de to ikke hinanden

TEKST: KAROLINE HÜCHE BENTZEN
ILLUSTRATION: MIE STÆRK 

Udgivet den 21. marts 2024

En af de sidste trædesten før mødet med mediebranchen er faget Medieudvikling og Praktik red. MUP, som står først på skemaet, når man starter på 4. semester. Udover at blive mødt af praktikkoordinator Røskva Würtz bliver man gennem forskellige aktører fra mediebranchen introduceret til den virkelighed, der venter os rundt om hjørnet. Der er kun ét problem: Hvor er kvinderne?

’Bedre kønsbalance i mediebranchen’

Før vi startede på faget, fik vi tilsendt et overordnet program, hvor der var en liste over hvilke oplægsholdere, vi kunne forvente. Ti mænd – og én kvinde (som blev syg). Jeg havde netop læst om det treårige DMJX-innovationsprojekt: ’Bedre kønsbalance i mediebranchen’, og jeg fandt det helt ærligt paradoksalt sideløbende at afvikle et fag med en så testosterontung gæsteliste.

Innovationsprojektet fik i sin tid en bevilling på 1,6 millioner kroner fra Nordisk Ministerråd og sluttede i udgangen af 2023. Projektet skulle ”rykke ved uligheden mellem kønnene i og på tværs af Nordens mediehuse” og havde til hensigt at skabe forandring og udvikling. Projektet peger blandt andet på, at blot hver tredje topleder i mediebranchen er en kvinde.

Men hvorfor starter DMJX ikke med at granske sig selv? Ubalancen er lige så relevant at se på i undervisningsregi, som den er i mediebranchen. Det er svært helt at tro på projektets oplysningsværdi og gennemslagskraft, hvis ikke skolen selv tilstræber at opnå den balance, de savner. Og for mig er balance også at have en skærpet opmærksomhed på, hvem man som uddannelsesinstitution inviterer som gæsteundervisere.

Røskva-effekten

Jeg spidser ører, når Røskva fortæller om sin tid på Weekendavisen. Hvis hun kunne komme i praktik på et landsdækkende dagblad, så kan jeg måske også. Jeg føler mig spejlet i mit køn, og det har jeg, og andre kvinder, brug for. Det betyder noget at se sit køn repræsenteret – især i et undervisningsfag som skal klæde én på til praktik.

I pauserne stimler mine medstuderende sammen om Røskva, og udover at hun har samme beroligende effekt som en betablokker før en eksamen, kan jeg mærke, at også jeg længes efter at snakke med hende. Ikke fordi hun skal fortælle mig, at jeg nok skal få en praktikplads, men for at høre, hvordan hun som kvinde har oplevet den branche, der kigger mig i øjnene.

Mænd med ekspertviden og ledertitler

Projektet viser, at det også halter, når det kommer til kønsbalance i det journalistiske indhold. Her er det ikke udelukkende den velkendte udfordring med, at det er de samme hvide mænd, der bliver brugt som eksperter i mediebranchen, men også brugen af almindelige kilder. Og hertil kommer mit råd: Hvis I reelt ønsker at komme kønsubalancen til livs, så start hos jer selv.

Start med at invitere kvindelige mellemledere fra mediebranchen på visit, næste gang I afvikler MUP. Og husk også de kvindelige eksperter, så vi ser, at de findes. Og mon ikke det får den umiddelbare effekt, at én af os ringer dem op, næste gang vi vil vide noget om deres ekspertise. Eller at unge, kvindelige journaliststuderende spejler sig i kvinden med ledertitel og tænker, der er plads til hende i mediebranchen.

***

Svar fra Røskva Würtz

Som koordinator og tovholder på Medieudvikling og praktik (MUP) er det mig, der har ansvaret for sammensætningen af programmet. I denne installation af MUP var der tre kvindelige undervisere/oplægsholdere, som ikke kunne deltage, samt en fjerde, som måtte melde fra undervejs i forløbet. Skribenten har dog tilsyneladende glemt de seks kvindelige praktikanter/dimittender, vi fik besøg af på forløbet, ligesom hverken skribenten eller de øvrige 93 MUP-deltagere har efterspurgt flere feminine inputs undervejs. Det til trods for, at jeg åbent har inviteret til, at man kunne foreslå ønskede oplægsholdere. De eneste ønsker var mænd. Forløbet er i øvrigt ikke færdigafviklet, da vi stadig mangler både praktiksøgning og praktikforberedelse, og her vil de studerende møde flere kvindelige branchegæster til blandt andet debat om MeToo i mediebranchen.

Det er ærgerligt, at der konkluderes på den tilfældighed, at der var flere mænd end kvinder på et enkelt forløb, og at der ikke føres skyggen af belæg for, at det skulle være udtryk for nogen generel praksis på DMJX.

Jeg ser frem til at gå i dialog om dette emne uden for spalterne.

Du er ikke garanteret anonymitet i din evaluering af undervisningen

Du er ikke garanteret anonymitet i din evaluering af undervisningen

Du er ikke garanteret anonymitet i din evaluering af undervisningen

Jeg blev kontaktet af min underviser til en opfølgende snak om min kritik af vedkommende i den anonyme evaluering. Oplevelsen har efterladt mig splittet over det faktum, at vores klage åbenbart ikke behandles i fortrolighed og anonymt, som vi ellers loves.

TEKST: MAYA ANASTASIA LARSEN
ILLUSTRATION: MIE STÆRK

Udgivet den 21. marts 2024

I efteråret tog en underviser fat i mig, da jeg var på vej op ad trappen. Pågældende underviser ønskede en opfølgende snak, på baggrund af min besvarelser i den anonyme evaluering – primært om den kommentar jeg havde efterladt. Min kommentar indeholdt en specifik situation, som jeg vurderede, var relevant for underviseren at have kendskab til – selvom jeg godt vidste, at underviseren ville kunne genkende mig.

Min kommentar handlede om et dødsfald i min familie, hvor jeg pointerede, at underviseren havde håndteret det dårligt med hensyn til fravær og eksamen. Ydermere kritiserede jeg underviserens bagtale af medstuderende under en vejledning.

Men hvis genkendelighed forsvarer, at en underviser ønsker en samtale, hvori ligger så pointen i anonym evaluering? Den anonyme evaluering er jo underviserens adgangsbillet til en ægte feedback af undervisningsforløbet. Der er et magtforhold mellem underviser og studerende, man selv på DMJX ikke kan komme uden om, og derfor er det netop vigtigt med en anonym evaluering som værktøj.

Jeg kontaktede jura, som sagde, at en underviser som udgangspunkt ikke må kontakte en studerende på baggrund af en evalueringsbesvarelse. Jura sendte mit dilemma videre til institutchef Henrik Berggren. Det affødte en mail fra omtalte underviser, der forsikrede mig om, at jeg ikke skulle forsvare min evaluering, og at jeg stadig kunne afvise samtalen, hvis jeg ønskede det.

Jeg tog til samtalen med forsikringen i baghovedet. Samtalen udviklede sig dog alligevel til en flanke, hvor jeg skulle forsvare mit synspunkt. Hele situationen har sat sig i mig, og jeg har fremadrettet nægtet at skrive kommentarer, ris eller ros.

Frygten ødelægger hele billedet af evalueringer som kvalitetssikring af undervisningen. Selvfølgelig skal underviser eller ledelse gribe ind, hvis der er tale om situationer, som er særligt grænseoverskridende og/eller kritisable, men min evaluering var en kritik af underviseren og undervisningen.

”Nuvel,” kunne du tænke, “er det reelt ikke bare et dig-problem, Maya? Du har haft en dårlig oplevelse. Hvorfor skal du optage spalteplads i Illustreret Bunker?”.

Til det vil jeg sige, at jeg med byline står frem med min ærlige mening, så studerende i deres fremtidige evalueringer kan være ærlige. Selvom de vil kunne genkendes.

Jeg mener, ledelsen og underviserne skal vide, at selvom der er en “lettere” relation mellem underviser og studerende på DMJX, så skal det ikke give anledning til, at den studerendes anonymitet kan skubbes væk. Grundlæggende er det problematisk, når man forsikrer anonymitet for derefter at blive kontaktet.

Og for at konkludere denne sag er jeg også nødt til at påpege, at jeg uden videre kunne henvende mig til Maja Egelund, som hurtigt fandt min besvarelse på baggrund af mit studienummer.

Da jeg talte med Henrik Berggren, spurgte jeg ham om det helt essentielle: Retfærdiggør genkendelighed bruddet på reglerne? Han svarede ja og nej, fordi en studerende skriver noget genkendeligt, så lægger det op til dialog om problemet.

Jeg synes, det er et enormt svigt og brud på tilliden mellem ledelse og studerende på denne institution. Hvis vi som kommende journalister skal kunne beskytte kilders ret til anonymitet, synes jeg også det er på sin plads, at begrebet skal tages seriøst.

Institutionen og underviserne er lige så meget nødt til at følge reglerne, som de studerende er. Hvis der ikke kan garanteres anonymitet, så skal dette fremgå tydeligt, uanset om man kan genkendes eller ej.

Genkendelighed i anonyme evalueringer retfærdiggør ikke brud på reglerne – punktum.

Stram op

Jeg tror stadig på den anonyme evaluering som værktøj, idet den primært har gavnet undervisningsforløbet og de studerendes faglighed. Når jeg kigger tilbage på situationen, fortryder jeg, at jeg var ærlig. Jeg ville gerne have været foruden oplevelsen – og den her klumme.

I sidste ende bør et uddannelsesmiljø være et sted, hvor både undervisere og studerende kan deltage i en ærlig og givende dialog. For at opretholde integriteten af evalueringssystemet må ledelsen på DMJX anerkende og håndtere situationer som min bedre.

Det er afgørende at sikre, at undervisere respekterer og forstår anonymitetens værdi i evalueringerne.

Lad os stræbe efter et undervisningsmiljø, hvor konstruktiv kritik kan gives uden frygt for konsekvenser. Dette vil ikke kun styrke forholdet mellem undervisere og studerende, men også fremme en kultur præget af ærlig refleksion og bæredygtig kvalitetsforbedring.

Brevkassen med Astrid Fischer

Brevkassen med Astrid Fischer

Brevkassen med Astrid Fischer

Med vinder af Cavlingprisen anno 2023, Astrid Fischer. Hun afdækkede sammen med kollegaerne Laura Marie Sørensen og Jonas Deiborg kræftsagen på Aarhus Universitetshospital. Til daglig arbejder hun på DR Nyheders undersøgende redaktion og har tidligere været nomineret til tre Cavlingpriser. For psykiaters fejlbehandling i 2013, svigt i tilsyn af læger i 2015 og meningitissagen i 2017. Illustreret Bunker har stillet hende ti spørgsmål om undersøgende journalistik, dækningen af kræftskandalen, og hvad fremtiden bringer for den garvede journalist.

TEKST:  Astrid Fischer
illustration: lotte skjødt nielsen 

Udgivet den 21. marts 2024

Hvad skal der til for at blive en god undersøgende journalist?

Jeg tror, der er mange veje til det.  For mig er vejen gået gennem nyhedsjournalistik på Radioavisen via udlandsreporter, siden fagmedarbejder og indimellem vært på P1 Orientering til det gradvis mere undersøgende. Det er godt at få det journalistiske håndværk ind under neglene, tænker jeg.  Stædighed er ret afgørende, når man skal jagte svarene lidt længere end de fleste. Og så kommer man langt med nysgerrighed og ægte interesse for det, man graver sig ned i. Resten er hårdt arbejde og systematik, når man skal kortlægge både en konkret sag og den kontekst, den udspiller sig i.   

Hvordan har du sikret troværdigheden hos dine kilder i forbindelse med dine undersøgelser?

Vi får mange henvendelser, og nogen kontakter os fortroligt, men sjældent anonymt (altså hvor vi ikke ved, hvem de er). Henvendelserne kan sættes os på sporet af en vigtig historie, men vi bringer den først, når vi har dokumenteret og efterprøvet den. Om vi vælger at forfølge et spor, bygger ofte på en fornemmelse af, om henvendelsen virker troværdig, ekspempelvis kan der jo følge nogle dokumenter med. Vi ser også på kildens motivation og egen interesse. Og før vi for alvor graver os ned i en sag, skal vi også vurdere, om der kan gemme sig en principiel og væsentlig sag. Det er vigtigt, fordi vi udkommer bredt på alle DR’s platforme.

Har du oplevet nogen modstand eller pres fra hospitalet eller andre involverede parter under din dækning af denne historie, og hvordan har du håndteret det?

Dokumenter, vi fik gennem aktindsigt, var et vigtigt fundament for dækningen. På et tidspunkt lukkede Region Midtjylland stort set ned for at give mere aktindsigt til DR med den begrundelse, at vi havde søgt for mange gange. Jeg indklagede sagen for Ankestyrelsen, som klart underkendte regionen. Der var flere gange, hvor jeg indbragte regionens afslag på aktindsigt, og næsten hver gang gav Ankestyrelsen besked om, at regionen skulle ændre sin afgørelse.

Det er et stort arbejde at klage, men det var helt sikkert besværet værd. Også helt principielt – det skal ikke være for let bare at give afslag på aktindsigt.

Hvad har været den mest udfordrende del af at afdække og rapportere om denne kræftskandale, både journalistisk og personligt?

Det var et utrolig intenst forløb, som vi ikke var helt forberedt på – og ingen nok kunne være forberedt på –, da vi bragte det første indslag.  Det var virkelig en snebold, der blev til en lavine, og det var indimellem svært at følge med.  Vi skulle jo have overblik over fakta, bringe vores egne afsløringer og dække de politiske initiativer, der hele tiden blev taget. Mange kolleger blev involveret i dækningen til DR’s mange platforme, hvilket var helt fantastisk, men også indimellem næsten uoverskueligt at holde styr på. Vi skulle jo sikre, at alt, der udkom, var helt i orden.  Samtidig fortsatte vi med at indsamle nye oplysninger om sagen på Aarhus Universitetshospital og mere bredt. Og det væltede ind med henvendelser fra patienter og mange andre, der havde rigtig gode input og tip. Det betød, at der var mange andre ting, jeg måtte sætte til side i en periode.

Hvordan mener du, at din dækning af sagen har påvirket offentlighedens opfattelse af hospitaler? Og frygtede I på noget tidspunkt at tilliden til resten af sygevæsenet ville falde så drastisk, at det ville gå udover alvorligt syge patienter?

Det er et svært spørgsmål, for vi skal jo lægge sandheden frem, selvom den er ubehagelig og måske kan svække folks tillid til sundhedsvæsenet generelt. Samtidig er dækningen med til at skabe forandring, som jo netop er til gavn for de alvorligt syge patienter. Vores dækning førte til, at regionerne blev forpligtet til at indberette alle overskridelser af kræftventetider. Der kom fokus på at informere kræftpatienter ordentligt om deres rettigheder og gøre mere for at behandle dem til tiden. Jeg tænker, at det er myndighedernes reaktion, der er afgørende for folks tillid, og den er vi ikke herre over. Men i det her tilfælde blev der sat rigtig mange ting i gang.

Det, vi selv forsøgte at gøre, var at være så konkrete som mulige i dækningen, så den netop ikke handlede om ’sundhedsvæsenet generelt’. Vi fremlagde meget dokumentation i vores artikler. Vi bestræbte os også på at være fair og give god taletid til de kritiserede parter. 

Er der aspekter af historien, som du mener ikke er blevet tilstrækkeligt belyst, og som fortjener mere opmærksomhed?

Vi har for nylig samlet op på sagen i en mini-podcastserie i et nyt format på DR, Genstart Dox, og i arbejdet med den blev det ret klart for os, at der er nogle spørgsmål, der ikke er blevet klart belyst. Det er spørgsmål om, hvad der skete med de advarsler om lange ventetider på kræftbehandlingen på AUH, som gik ind i Region Midtjylland fra læger og fra hospitalsledelse. Oplysninger, der gik ind i direktionen.  Hvorfor blev der ikke handlet på dem, og hvem vidste præcis hvad hvornår? Det lovede regionen ville blive undersøgt, men flere eksperter, patienter og pårørende konkluderede, at de ikke havde fået de lovede svar.

Om vi nogensinde får svarene, ved jeg ikke. Vi slipper ikke helt sagen, og der er også stadig en politiefterforskning af sagen i gang samt en undersøgelse, som Rigsrevisionen forestår.

Hvad har du lært undervejs i denne undersøgelse, der kan være nyttig for andre journalister?

Helt konkret var jeg glad for at erfare, at man faktisk kan få aktindsigt i interne dokumenter. Det blev fundamentet for dækningen. Vi skulle klart have de oplysninger i aktindsigt, som vi fik. Og vi skulle måske også have haft mere end det, vi fik. Men jeg har tidligere oplevet, at der bliver givet nærmest blankt afslag på aktindsigt i interne dokumenter. Som udgangspunkt er der ikke en ret til aktindsigt i interne dokumenter. Der er klare undtagelser, men det er jo myndighederne, der laver vurderingen af, om de dokumenter, de har, falder inden for undtagelserne.

Jeg arbejdede med at formulere præcise aktindsigtsansøgninger og med konsekvent at klage videre til Ankestyrelsen, når jeg fik afslag.

Den anden lære af sagen er ikke ny for mig: det nytter at blive ved, så længe der er noget at komme efter og ikke stoppe, når myndighederne har spillet ud med den første genopretningsplan eller redegørelse.

Hvordan har du forsøgt at balancere mellem rapportering af vigtige nyheder og samtidig respektere privatlivet og følsomheden omkring kræftpatienter og deres pårørende?

Det var heldigvis patienter, der gerne ville medvirke med en stærk motivation for at gøre en forskel for andre. Vi respekterede deres grænser, hvis der for eksempel var situationer fra optagelserne, de ikke ønskede, vi brugte.  Det skulle fremstå værdigt. Det er også generelt et mantra for os, at folk ikke optræder som ’ofre’, men som handlende mennesker. Og det var de jo. Det var nogle stærke mennesker, trods den krise, de var i.  Og de leverede med deres udsagn vigtig dokumentation om, hvad der præcis var foregået – og modsagde forklaringer fra regionen – så de på den måde ikke bare var cases.

Hvad gør, at denne historie modtager en Cavling? Og hvad betyder det personligt for dig at vinde?

Dybest set var det jo bare vildt, at den historie fandtes – og stadig svært at forstå. At der var patienter med fremskreden kræft, der ventede alt for længe på livsvigtig behandling, og at det gik under radaren så længe. En af mine kolleger har kaldt sagen en ’10-års-hændelse’, og det, synes jeg, er meget rigtigt. 

Vi lykkedes med at rulle historien ud på en måde, som var en slags syntese af de metoder, vi har opbygget på den undersøgende redaktion gennem adskillige år. Og derfor betyder prisen for mig også en slags ’krone på værket’, selvom værket ikke er slut endnu.

Hvad er næste skridt? Kommer vi til at se dig blive ved at undersøge sundhedssektoren, nu hvor du endelig vandt en Cavling? Eller vil du prøve noget nyt?

Jeg og min kollega, Jonas Deiborg, var netop gået i gang med optagelser til en anden historie, da kræftsagen kom flyvende. Den arbejder vi nu videre på med et års forsinkelse. Den udspiller sig også på sundhedsområdet, men er af en helt anden karakter. Jeg har ikke noget imod at prøve noget nyt, men jeg har mange års erfaring med sundhedsstof, og det er nok bare lettest at ’se’ historier inden for et hjemmevant område.

Public service vil have dig i et parforhold

Public service vil have dig i et parforhold

Public service vil have dig i et parforhold

TEKST: Rebecca lykke Steffin
Illustration: Katrine Åsleff edvardsen 

Udgivet den 30. marts 2023

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Hver gang, jeg tænder for DR eller TV2, får jeg følelsen af at være Bridget Jones. I filmen af samme navn kæmper den +30-årige kvinde med både karriere og singleliv. I en bestemt scene er hun den eneste single til en parmiddag, hvor hun bliver placeret for enden af et langbord fyldt med tosomhed på begge sider. I kor udspørger parrene hende om, hvorfor hun er single, hvordan det går med hendes kærlighedsliv, og hvorfor hun ikke har fundet den eneste ene endnu.

Til det svarer hun, at under hendes tøj er hele hendes krop fyldt med skæl. Det er det eneste, der får gæsterne til at holde mund.

Ligesom langbordet i Bridget Jones er Public Service blevet din irriterende fjerne slægtning, der ikke kan stoppe med at spørge om, hvorfor du ikke har en kæreste. Og jeg kan ikke lade være med at føle, at det er blevet forkert være tilfreds med at være alene.

Der er efterhånden så mange datingprogrammer på Public Services platforme, der enten handler om parforhold, eller hvordan man kommer i dem, at man skulle tro, at det at være alene blot er en glidebane til parforholdet.

Nogle af de programmer der ruller på DR er ‘Gift ved første blik’, ‘Matchet på Mælkevejen’ og ‘Vild kærlighed’. De handler alle sammen om at finde den store kærlighed. Om det er ved at sætte en ring på en fremmeds finger, håbet om at finde kærligheden mellem stjernerne eller på en tømmerflåde, er det kun DR’s tilrettelæggeres fantasier, der sætter grænser.

Lige så mange programmer er der hos TV2, der også er underlagt Public Service betingelserne. Her vises ‘Landmand søger kærlighed’, ‘Kærlighed hvor kragerne vender’ og ‘Alene sammen’, der også alle sammen handler om at finde den eneste ene.

Men det er skam ikke fordi, at kærligheden ikke må blomstre henover skærmen. Der er bare ingen programmer om at være single, hvor det bare handler om, at det er okay at være alene.

 

Public service har et ansvar for at repræsentere tilfredse singler

Ifølge Public Service-kontrakten for 2022 til 2025 skal DR blandt andet have fokus på dækningen af hele Danmark, så den afspejler mangfoldigheden i de forskellige dele af landet.

Ifølge Danmarks Statistik var der i 2021 38 procent af den danske, voksne befolkning, der bor alene – og det tal har været stigende siden 80’erne. Det er ikke nødvendigvis singler, for det er der ikke tal for, men det er mennesker, der vælger at bo alene.

Der er ingen programmer, der handler om singler eller solo’er, der er tilfredse med at være alene. Vi lærer på DMJX, at vi skal vise følelser og udvikling hos folk, og violinerne spiller jo, så snart det handler om kærlighed. Men det er Public Services ansvar at repræsentere den generelle befolkning og ikke belære om, hvad der er den rigtige og forkerte måde at leve på. I stedet burde de udforske, hvorfor flere vælger at bo alene.

Når man udvisker den del af befolkningen, der tilvælger at være alene og kun laver programmer, der handler om parforhold, indikerer Public Service implicit, at det ikke er nok at være alene. For Public Service er det kun i orden at være alene, hvis det er i søgen efter den store kærlighed.

Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation. 

Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester.

Har det interesse for dig? Så skrive til: debat@dmjx.dk

“Grib knoglen” siger de, men i den virkelige verden sender man mails

“Grib knoglen” siger de, men i den virkelige verden sender man mails

“Grib knoglen” siger de, men i den virkelige verden sender man mails

Når man som journaliststuderende tager sig sammen og ringer sine partskilder op, bliver man ofte affejet med et “send en mail”. Er det virkelig bare sådan det er blevet nu? Og samtidig er det som om, at skolen ikke altid tager højde for, at systemet drukner os i mailbureaukrati. Grib knoglen, siger de bare.

TEKST: Thit Lund Bording
Illustration: Katrine Åsleff Edvardsen 

Udgivet den 30. marts 2023

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Noget af det første, man lærer som journaliststuderende på DMJX, er at gribe telefonen og få ringet til kilder. Jeg husker det som yderst nervepirrende, da jeg stod som grøn journaliststuderende og skulle forstyrre andre mennesker med mine spørgsmål. 

Nu på fjerde semester står jeg dog overfor et andet problem. Selve opkaldet forløber fint, og der er ingen svedige hænder eller bævende stemme. Men når jeg ringer til styrelser, partskilder eller sågar eksperter, bliver jeg efter en lang talestrøm, om hvem jeg er, hvad jeg undersøger, og om jeg har fat i den rigtige person, prompte bedt om at sende en mail.  

Spørgsmålet er så, om det bare er den evige dans mellem journaliststuderende og partskilder, eller om det er et tegn på, at noget har ændret sig i branchen?

 

Vi er altså ikke i 1980’erne længere

Jeg forstår godt, hvorfor underviserne beder os om at ringe til kilderne i stedet for at sende mails. Spørgsmålet er bare, om det er sådan virkeligheden fungerer nu til dags. 

Det er et vilkår, at man som journalist bare skal “gribe knoglen”, og det skal læres så hurtigt som muligt, for kildekontakten går meget nemmere via telefonen. Siden telefonen blev opfundet, har journalister ringet rundt til deres kilder, og engang, i en ikke så fjern fortid, kunne journalister ringe direkte til ministrene på Borgen. Men sådan er det jo ikke mere. Kontakten med ministerier, styrelser og de enkelte ministre er mildest talt umulig – i hvert fald som journaliststuderende. Du kan ringe i en strid strøm, men der er sjældent tid til de enkelte spørgsmål, man har. Der er endda nogle politikere, der i deres telefonsvarer frabeder sig, at journaliststuderende ringer til dem. Og selv når man får fat i en presserådgiver, bliver man mødt med klassikeren: “Kan jeg få dig til at sende en mail?” – også selvom det er deres job at tale med os. Men hvorfor er det, at mails så er bedre? For jeg kan sende lige så mange mails og være lige så stor en pestilens, som hvis jeg ringede. Netop dén journalistiske dyd er ikke gået tabt. 

Jeg forstår godt, at kilderne beder om at få en mail, for tænk at tage telefonen og blive overvældet af en sådan ordstrøm, at man knap nok ved, hvem der er i den anden ende af røret. Så er det nemmere at overskue på skrift.

Men nogle gange er det som om, at skolen ikke rigtig anerkender denne problemstilling. Måske fordi der til tider stadig hersker en idé om, at man bare kan troppe op på Borgen, banke på en ministers kontor og bede om et interview, som var vi journalister i 80’erne. Der er sågar opgaver, der kræver, eller i hvert fald lægger kraftigt op til, at et svar fra en relevant politiker “BØR” indgå. Men hvordan skal det kunne lade sig gøre, når man bare bliver puttet ned i mail-syltekrukken af presseafdelingen? 

Jeg foretrækker at ringe, og det vil jeg også blive ved med at gøre, men når man gang på gang bliver bedt om at sende en mail, kommer man til at overveje, om det ikke bare var der, man skulle have startet.

Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation. 

Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester.

Har det interesse for dig? Så skrive til: debat@dmjx.dk