Privatfoto: Victor Heide-Jørgensen siddende yderst til højre

Kære Victor

Det er uvirkeligt at skrive det her. Når tankerne får lov at vandre i en stille stund, så tænker jeg ofte på dig. Jeg tænker på, at minutterne går, og du ikke kommer til at opleve dette minut og det næste. Du kommer ikke tilbage, det har jeg fattet nu. Så siger jeg tak. Tak for dig.

Tak for alle de gode stunder i vores tid på Illustreret Bunker. Tak for at du altid var der for mig, når jeg blev usikker. Tak for altid at sparre med mig og for at være min allierede, hvad end det var artikler til avisen eller i rollen som journalistpraktikant i den fremmede verden, som Udenrigsministeriet var.

Når jeg tænker tilbage på dagene i dit selskab, var der aldrig dårlige dage. Du havde en særlig varme, og dine øjne strålede af begejstring. Du havde din journalistiske integritet med dig, hvor end du gik hen, og du var en god ven. Sådan husker jeg dig. Du havde en helt fantastisk evne til at få omgivelserne til at falde til ro (undertegnede), og du gik aldrig på kompromis med dine ambitioner. Jeg var meget imponeret over dit drive, at du formåede at holde fanen højt for dit hjertebarn Illustreret Bunker.

Det er meget svært at acceptere dit valg, men jeg er nødt til det. Det er det, jeg dealer med nu.

Jeg trøster mig selv med taknemmelighed.

Trine Bjørn Egede

Kære Victor

Hvorfor?

Det ville du have turdet spørge mig om.

Du ville have spurgt mig, lyttet og spurgt mig igen.

Uden frygt for at det kunne være svært eller sårbart og ikke være drevet af snagende nysgerrighed, men af ren interesse for mig.

Så derfor tør jeg også godt spørge dig.Hvad var det ved dit liv, der gjorde, at du ikke mente, det var værd at leve?

Og hvad så med mit?

Og jeg ved, at du både kunne og ville have svaret for dig, hvis du stadig var her.

For du var ikke bleg for at dele ud af dit liv. Dig selv simpelthen. Dine erfaringer og dine skøre perspektiver. Uanset hvor eller hvornår vi talte sammen.

Og der stod vi, oplyst af vinduerne fra Café Ris Ras, to jyske mænd med hver sin cigaret i hånden. Vi talte, vi snakkede ikke bare, og du delte gavmildt ud af dit indre, for pludseligt, med et sprogligt overraskelsesangreb, at trække en sætning om mine følelser ud af mig.

En præstation, der ikke er mange, der kan prale af.

Efter jeg havde krænget mit hjerte ud, og vi havde vendt, hvorfor jeg følte, det var så svært at erklære min kærlighed til hende fra ”undersøgende”, så sagde du ”kæft, det er ærgerligt, mand”. Som du så ofte sagde, med en kraftig intonation på kæft og en lidt sarkastisk tone.

Som et stort ”pyt”, men vi skal også nok komme videre.

For du ville fremad. Der skulle ske noget.

Der var mere videnskabsteori, der skulle vendes, og der var flere følelser, der skulle deles.

Men du har ikke delt dem alle.

Alt det vi har delt, det glædes jeg til gengæld over.

Også de frustrerende øjeblikke under opgaveskrivning, som vi let kunne grine væk, og de mange snakke om samfundets tilstand, hvor vi i afmagt har moret os med kyniske bemærkninger om en verden i brand.

For hvad kan man ellers gøre end at grine af absurditeten, når kandidaterne til at blive verdens mægtigste mand tilsammen er over 150 år gamle, og regeringens forslag til et bidrag til slukningen af flammerne er en afgift på 13 kroner på indenrigsflyvninger.

Så jeg vil dele en sidste kynisk tanke med dig, som jeg tror du ville have moret dig over.

I min desperation over at se den kendsgerning i øjnene, som du stillede mig overfor, poppede en absurd tanke op.

En tanke, der fortæller meget om, hvor meget jeg beundrer dig, din opfindsomhed, grænseløshed og dedikation. Men som i lige så høj grad var et udtryk for, hvor desperat jeg var for ikke at skulle se virkeligheden i øjnene.

Jeg tænkte: ”Det var alligevel langt at gå for at kunne skrive en artikel for Kristeligt Dagblad med overskriften ’Den dag, jeg slog mig selv ihjel’, hvor du ville gennemgå, hvad der sker, når man efterlader et afskedsbrev, og du ville indsamle de pårørendes reaktioner i timerne efter, at du som en trold af en æske havde tilkendegivet, at du stadig var iblandt os.”

Men det er du ikke, og vi skal aldrig mere sidde med matchende overskæg og skjorte og dele en kold øl nede på Graven.

Her kunne du ellers have brugt din rolige redaktørstemme til at forklare mig, at det er en meget opfindsom idé, men at det nok ville være at gå lige lidt for langt.

Men du er gået endnu længere.

Og det respekterer jeg, selvom det er svært.

For det må det også have været for dig. Længe.

Du må have ment det. Virkelig ment det.

For jeg ved, at du tænkte. Grundigt og meget.

Så du har taget nogle tanker med dig i graven.

Jeg ville ønske, du havde delt dem med mig.

Som du fik mig til at dele mine med dig.

Nede på Graven.

Alexander Kloppenborg Lunde

Kære Victor

Du og jeg brugte mange af vores timer på skolen sammen – både som makkere på diverse opgaver, som kollegaer (hvis man kan kalde ens skolekammerater på Illustreret Bunker det) og, ja, selvfølgelig som venner. Jeg tror faktisk, at du var det menneske, jeg havde mest at gøre med i den tid.

Det var jeg glad for. Og nu jeg ser tilbage på det, var jeg nok gladere for det, end jeg             tidligere har tænkt.

For min tid på DMJX var ikke altid fed. Først flyttede jeg fra min familie i København til et coronanedlukket studie, så oplevede jeg dødsfald tæt på og kærestesorg, og det føltes som om, at mit liv blot ventede på, at den ene trælse udvikling blev afløst af den næste.

Fra nærmest første dag i Aarhus til den sidste var der ikke meget, der føltes fast eller vedblivende. Men det gjorde du. Du var en ro i alt det.

Vi sås en del, men aldrig meget. De timer, vi brugte, havde ofte karakter af, at vi skulle noget. Og i den periode af mit liv – med hvad det nu var fyldt af – betød netop det meget for mig; at skulle noget. Skrive en opgave, diskutere, hvordan vi skaffer annoncer, udvælge de bedste tekster. Den slags praktiske ting. Komme lidt væk fra det hele og give mig til noget, og du var en del af det. Du fik mig tit til det.

Du lagde en aften hus til noget whiskymagning. Jeg kan ikke udstå whisky, fandt jeg ud af den aften.

Kære Victor, du var altid rolig. Farede aldrig op, slappede bare af og gjorde din ting. Og det smittede. Når vi to skulle gøre nogle af de ting, som vi gjorde, havde du tit overblikket. Styr på kontoen og tjek på kalenderen.

Mit eget kapitel i Aarhus er et, jeg ikke har de store følelser forbundet med. Det blev aldrig så fedt, som jeg havde drømt om, aldrig så givende, som jeg havde troet. Men det var et vigtigt kapitel, og du fyldte mere end nogen anden i det. Det er en rimelig betragtning.

Men den periode sluttede, da du tog til Prag, og jeg flyttede til København. Vi holdt kortvarigt kontakt og sås lidt, da du kom hjem, men vi må nok erkende, at vi ikke kom til at fylde så meget i hinandens liv som tidligere. Den erkendelse havde jeg indfundet mig med, for nogle relationer fylder noget meningsfuldt i begrænsede perioder, og så opstår andre.

Jeg tror først, jeg opdagede alt dette, noget tid efter jeg blev ringet op og hørte de forfærdelige nyheder om din død. Hvor ville jeg ønske, at jeg havde opdaget det før, prissat det mere og sagt tak. Det ville jeg i hvert fald gerne have gjort.

Kære Victor, du betød noget særligt for mig i en særlig periode. Jeg tror, uden jeg tidligere har tænkt det, at du var lige præcis det, jeg havde brug for, da jeg havde det svært. Tusind tak for det.

Tobias Winter

Kære Victor

Døden er en underlig størrelse. Og det at jeg nu må skrive i stedet for sige, vel vidende at det aldrig kommer til at ramme hverken dine øjne eller ører, tror jeg aldrig helt, jeg kommer til at forstå.

Døden føles på mange måder langt væk. Og hvis jeg ikke stopper og lader tankerne vandre, er det som om, du stadig er her.

Så går du rundt i København med din taske på ryggen og telefonen i lommen, som er klar til at modtage en besked fra mig.

Du sidder måske på en bar, drikker en øl, ruller en cigaret og falder i snak med nabobordet, som har en sjov anekdote eller to, og det har du også.

Det kan også være, du er hjemme og tegner eller læser den bog, du lånte af mig mens du overvejer, hvordan du hænger den lampe op, som aldrig er kommet længere væk end fra kassen, den blev leveret i.

Men når jeg stopper op og giver tankerne plads, ved jeg godt, at du ikke er her mere.

Og det er svært for mig at forstå.

Jeg har været i tvivl, om du vidste, hvor meget jeg satte pris på vores venskab til sidst. Det er desværre ofte sådan, at når man har muligheden, så får man ikke sagt ting.

Men jeg kan sige det nu. Jeg kommer ikke til at forstå, hvad der rigtig er sket.

Men jeg ved, at det liv, du havde, var fyldt med gode mennesker og kærlighed. Det kunne man se på den måde, du betragtede hverdagen på, den måde, du grinte på, og den måde, du gik ud i verden på.

Og jeg er dig taknemmelig for, at jeg var med til en del af det.

Jeg har dig med i mine tanker, Victor, og det gør mig glad, at du så stadig er her.

Når jeg giver mig selv plads til at forstå, at du aldrig kommer til at svare på min besked, eller at du aldrig kommer med et råd til mig igen, trøster jeg mig selv ved, at du allerede har givet mig en masse, som jeg tager med videre.

Og selvom du ikke længere er her fysisk, er du med i mine tanker.

Kerstine Winther