Trivselspenge brændt af på telefonbokse

Trivselspenge brændt af på telefonbokse

Skrevet af: Kasper fast, journaliststuderende

Udgivet den 24. marts 2022

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Hvad kan man egentlig få for 495.605 kr.? I hvert fald ikke meget trivsel, hvis det står til Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, der har brændt tildelte trivselspenge af på telefonbokse. I 2021 modtog DMJX i Aarhus lige knap en halv million kroner fra Undervisnings- og Forskningsministeriet til at styrke trivslen efter corona-nedlukningerne. Fra skolens side har man kaldt dem trivselsmidler, hvilket dog klinger meget hult, da størstedelen af pengene er brugt på alt andet end trivsel.

I februar fik jeg aktindsigt i fordelingen af midlerne, og det var chokerende læsning. Regnskabet over trivselsmidlerne viser nemlig, at kun 19% af pengene er brugt på såkaldte ”trivselsarrangementer”. Derimod er hele 38% eller 187.468 kr. for eksempel brugt på telefonbokse. I aftaleteksten omkring midlerne står der, at institutionerne selv skal vurdere, hvordan de bedst modvirker de negative konsekvenser af Covid-19. Man må altså forstå på ledelsen i DMJX, at de mener, at det vigtigste modsvar til nedlukningernes store trivselsudfordringer er fem nye telefonbokse.

Der skal ikke være nogen tvivl om, at jeg også selv synes, at telefonboksene er en fremragende idé, så studerende kan ringe til kilder uforstyrret. Problemet er bare, at det jo ikke har noget som helst at gøre med pengenes formål. I mine øjne er det i hvert fald svært at se, hvordan en lydisoleret trækasse kan have noget som helst at gøre med de studerendes trivsel. Udefra ligner det, at ledelsen har udnyttet en mulighed for at blande deres tildelte driftsopgave omkring skolens faciliteter sammen med de ekstraordinære trivselsmidler.

Kigger man videre gennem fordelingen af trivselsmidlerne, ser man, at den tredjestørste post er ”koordinering”. Disse udgifter løber op i svimlende 84.470 kr., hvilket altså svarer til cirka to måneders fuldtidsløn. Penge, der er taget direkte fra de studerendes trivsel. Det er helt vildt, at man har brugt et så stort beløb blot på administration. Selvfølgelig koster det arbejdstid og penge både at finde på idéer og udføre dem. Jeg mener dog ikke, at der bør bruges, hvad der svarer til over 300 arbejdstimer, på at fordele de her midler, som beløbet ellers antyder. Det er en meget mærkelig brug af midler, som ledelsen har udført i dette tilfælde.

Jeg har selv været med i en ansøgning om et beløb på 25.000 fra trivselspuljen. De skulle gå til et arrangement, hvor skolens studerende kunne få gratis transport til Right to Dream Park, fordi FC Åben Modus skulle spille mod Presselandsholdet. Der var budgetteret med omkring 150 deltagere fra studiet med mulighed for udvidelse. Denne ansøgning blev efter flere beskeder, utallige dirigeringer rundt i organisationen samt måneders ventetid afvist.

 

I en besked lød begrundelsen, at både FC Åben Modus og Ulla United havde klaret sig godt under corona-nedlukningerne og fortsat står stærkt som institutioner for de studerende, der interesserer sig for fodbold og sportsligt samvær. Man mener simpelthen, at foreninger, der udelukkende baserer sig på fysisk fremmøde, har klaret sig fremragende under nedlukningerne. Et arrangement som dette ville kunne skabe fællesskab og sammenhold på tværs af uddannelser og årgange, som jo præcis er det, skolen har mistet under Covid-19. Ifølge mig tyder det endnu engang på, at midlerne aldrig har været tiltænkt trivsel fra skolens side, men derimod som et belejligt driftstilskud. 

Det er vildt ærgerligt, at skolens ledelse ikke tager problematikken omkring trivsel efter pandemien seriøst. Vi ved alle, hvor hård og svær perioden med hjemmeundervisning og manglende socialt samvær har været. Derudover viser undersøgelser fra blandt andet Danmarks Evalueringsinstitut og Uddannelses- og Forskningsministeriet, at de studerende oplevede store konsekvenser under nedlukningerne, samt at disse konsekvenser stadig ser ud til at påvirke de studerende.

 

Af den grund er det endnu mere foruroligende, at en ledelse, der endda får penge kastet efter sig for at løse en del af problemet, overhovedet ikke anerkender eller forstår sit ansvar. Det er et tegn på afstand til de studerende, der er chokerende i en uddannelsesinstitution.

Driften af vores studie er ikke bare et regnskab, der skal gå op. Det er et fællesskab, hvor vi, som studerende i alle henseender, skal være det primære fokus. Vores trivsel er omdrejningspunktet for alt andet, der foregår i vores uddannelse. Og når man underkender en mulighed for at rette op på denne, har man grundlæggende fejlet sin kerneopgave som uddannelsesinstitution.

 

 

Svar fra Henrik Berggren og Helle Winding

“Det er sørme synd for Kasper Fast, at han ikke fik chokerende og svimlende 25.000 kroner til sin fodboldkamp. Det har han været utilfreds med længe.

Skolen tager studerendes trivsel meget alvorligt og arbejder løbende på at styrke den. Fordelingen af de særlige trivselsmidler er et godt eksempel på det. Trivselsmidlerne blev fordelt i et tæt samarbejde med DSR og mange af skolens studerende, der har deltaget seriøst, aktivt, engageret og meget positivt i samarbejdet.

Mange tak for den indsats. Der har været afviklet et stort antal aktiviteter med mange deltagere, og der er indkøbt en lang række ting, som også fremadrettet kan bidrage til at styrke trivslen på skolen.

Stort set alle aktiviteter og anskaffelser var forslag og ønsker fra studerende. Det gælder blandt andet telefonboksene.

Kasper Fast havde i øvrigt ikke behøvet at søge aktindsigt, da oversigten over forbruget af midlerne hele tiden har været delt med de studerendes repræsentanter.

Venlig hilsen

Helle Winding og Henrik Berggren

(Uddannelseschefer, DMJX)”

Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation. 

Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester.

Har det interesse for dig? Så skrive til: debat@dmjx.dk

Der er krig i Ukraine. Men er vi journalister mere til besvær end gavn?

Der er krig i Ukraine. Men er vi journalister mere til besvær end gavn?

Der er krig i Ukraine. Men er vi journalister mere til besvær end gavn?

TEKST: Trine Egede, Opinionsredaktør på illustreret bunker
illustration: katrine å. edvardsen

Udgivet den 24. marts 2022

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Jeg troede ikke mine egne øjne, da jeg klikkede ind på DR-nyhederne på min telefon torsdag morgen d. 24. februar i år. Rusland har invaderet Ukraine om natten, og kampvogne ruller hen over den ukrainske grænse.

Min roomie er halvt ukrainer og halvt dansk. Hun er født i Ukraine, og hendes far bor i Kharkiv, 40 km fra grænsen til Rusland. Jeg tror ikke, jeg forstår en brøkdel af, hvad det vil sige, at ens land er i krig. Men jeg prøver, og det har sat tanker i gang hos mig. For som journaliststuderende er det vel netop det, min kommende profession skal kunne.

 

Den skal gøre folk i stand til at forstå det, de ikke selv står i. Gøre dem klogere på, hvad det vil sige, at ens land er i krig. Vi journalister rapporterer og sender live fra krigsramte lande. Vi viser krigen, så organisationer og politikere kan træde til og hjælpe Ukraine. Vi er der, hvor problemet er. Vi gør et godt stykke arbejde. Tænkte jeg. Men så kom min tvivl.

Hver dag hører jeg i radioen eller ser på sociale medier, at endnu et dansk medie har sendt journalister til Ukraine. Det er et vigtigt emne at dække, det er der ingen tvivl om. Men tanken slog mig: Er der brug for så mange danske journalister i Ukraine lige nu? Hvis andre lande sender et lige så stort antal journalister til grænserne, tør jeg slet ikke tænke på, hvor mange journalister de ukrainske flygtninge skal deale med, når de prøver at flygte for deres liv. Er det, det de har brug for lige nu?

Søndag d. 13. Februar 2022 sendte P1 deres faste program ”Tabloid”, hvor vært Marie Louise Toksvig hver uge går journalistikken efter i sømmene. Denne udsendelse handlede naturligvis om den forfærdelige situation i Ukraine. En journalist fra avisen Danmark, der var i Ukraine for at dække krigen, sammenlignede journalisters opførelse ved den polske grænse med noget, der kunne minde om Tour De France. Et anderledes men præcist billede på, hvordan det for mange journalister er vigtigt at stå forrest, klar med mikrofoner og kameraer, når en flygtning krydser grænsen. For journalisterne handler det om, at få det bedste billede i kassen.

Det lyder ikke som god journalistik skik i mine ører. Journalistikken kan påtage sig kappen som formidler, så en indsats fra resten af verden kan komme for at hjælpe Ukraine. Men at så mange medier i Danmark sender journalister til den polske grænse for at få et godt billede til forsiden er ikke, hvad journalistikken kan være bekendt.

TV2-Nord bragte d. 4. marts 2022 en artikel med rubrikken ”TV2-Nords journalist delte hotelseng med ukrainsk flygtning”. Jeg tænker, du kan se absurditeten i denne rubrik. Artiklen nævner, at det ved den polske grænse ikke er muligt at booke et hotelværelse, da alle værelser er fyldt op med flygtninge og journalister. En TV2 Nord-journalist delte seng med en flygtning, der ellers kun havde mulighed for at overnatte på banegården i den polske by Rzezow i minus fem grader.

Hvis danske medier ikke havde et behov for at sende deres egne journalister til grænsen, kunne det være, at den ukrainske kvinde kunne få sengen i første omgang. Eller hun kunne dele sengen med andre flygtninge. At så mange danske journalister kan tillade sig at fylde sengene op ved grænserne, er mig en gåde at forstå.

Dels er jeg skeptisk over, om det er et spørgsmål fra en dansk journalist, man har brug for, når man lige er kommet over grænsen til Polen. Men det, som kan være endnu mere problematisk er, om vi fylder for meget. Som artiklen viser, så fylder vi på hotellerne. Vi bruger benzin til vores biler, som ukrainerne kunne bruge til at flygte ud af landet. Vi spiser mad, som kvinder og børn kunne få. Alt sammen noget, der får mig til at stille spørgsmålstegn ved, om vi virkelig har brug for alle de danske journalister i Ukraine lige nu.

Journalister er vigtige, for vi dækker det, som seere hjemme i Danmark ikke selv kan opleve. Vi viser krigen, og vi formidler den på bedste vis. Jeg har dog et ønske om, at vi som journalister tænker over, hvad vores rolle er, når vi dækker en krig. Hjælper vi, eller spænder vi ben? Er vi til mere besvær end gavn?

Det er en kæmpe styrke for en ukrainsk flygtning at få muligheden for at tale til en stor modtagergruppe på en landsdækkende TV-kanal. De kan vise deres smerte, så vi kan se den med vores egne øjne, og de kan bede om hjælp. Men for medierne er det også godt TV. Jeg tænker, at et nærliggende presseetisk spørgsmål er, om danske mediers sult efter det gode billede vægtes højere end at dække krigen for at oplyse.

 

Og hvorfor skal flere medier sende en masse ”almindelige” journalister til fronten, hvem der virker semi-tilfældigt udvalgt, når vi har erfarne korrespondenter som Matilde Kimer og Puk Damsgård? Når det er sagt, er det måske ikke alle lokalafdelinger, der behøver at sende deres eget hold til grænserne for at kæmpe om det gode forsidebillede og fylde en sengeplads op.

Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation. 

Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester.

Har det interesse for dig? Så skrive til: debat@dmjx.dk

Skal du med i Kult Strandbar på fredag?

Skal du med i Kult Strandbar på fredag?

TEKST: Anne Kvist, journaliststuderende

Udgivet den 24. marts 2022

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Når man fredag eftermiddag sætter kursen mod DMJX’s fredagsbar, Kurt Strandbar, er det ikke svært at forudsige, hvad der møder en. Vil man om et øjeblik høre de tunge rytmer fra et af Pattesutters mange hits, mens bartenderen står i bar overkrop og langer englefisse over disken, og den sorte Kurt-t-shirt svinges over hovedet? Formentlig. Og kommer man gående ind, ligner det umiddelbart, at Kurt har glemt, at der er andre til stede. Jeg får følelsen af at stå i yderkanten af en fest, jeg er blevet hevet med til, men uden at være inviteret af værten.  

Jeg mener ikke, problemet ligger i Soundboksen, der spiller for højt, de klistrede borde eller navnene på shotsene. Der er mange måder at feste på, og jeg er sikker på, at de fleste fredagsbarer har et element af løssluppenhed. Det er forståeligt, når det er fredag, og det er tid til øl. Jeg mener, at problemet ligger i den bagvedliggende tavshedskultur, der omringer foreningen. For hvad der sker i Kurt, bliver i Kurt – og mangel på gennemsigtighed er ikke udgangspunktet for en sund foreningskultur.

Det måske mest tydelige eksempel på tavshedskulturen er Kurt Strandbars optagelsessamtaler. Når Kurt holder samtaler, dækkes vinduerne til i mørkt plast, så ingen kan se, hvad der foregår. Det eneste man kan høre, er den pumpende bas og hujende stemmer, der hepper på de nye førstesemmere, der lægger vejen forbi.

Jeg forstår grundlæggende ikke ideen bag at holde det hemmeligt. Hvorfor skal dem, der skal til samtale, ikke selv have lov til at træffe valget, om det er noget, de har lyst til at deltage i? Før de står omringet af fremmede, og i de værste tilfælde skal overskride egne grænser for at bevise, at de har det, der skal til for at være med i Kurt. Er det nødvendigt at være løssluppen og nær grænseløs, før man får en plads i Kurt? For ellers kan jeg ikke se, hvilke kompetencer de leder efter til samtalerne.

Frit spil bag lukkede døre

For et par uger siden gik jeg forbi en gruppe, der sad og ventede på at skulle til samtale hos Kurt. Og jeg blev ked af det på deres vegne. Ked af at de ikke vidste, hvad de gik ind til, og at de ikke ville få muligheden for at sige pænt nej tak. Og jeg synes, det er ærgerligt for dem, der ikke ved, hvad de går ind til. Og endnu mere ærgerligt for dem, der giver det deres bedste skud, presser sig selv til grænsen og stadig får at vide, at de ikke er gode nok.

Når Kurt afholder den slags optagelsessamtaler, sikrer de sig, at alle, der melder sig, er med på deres præmissen om, at Kurt er et fællesskab, der godt kan lide at feste, og ikke har noget imod, at festen går til kanten. Men det betyder også, at den grænsesøgende kultur avles videre bag lukkede døre, hvor festen fortsætter, som den altid har gjort. Hvor der hverken bliver brudt med kultur eller traditioner, fordi alle i Kurt vidste hvad de gik ind til, og vi andre har ikke meget at skulle have sagt. Det danner præcedens for en tavshedskultur, hvor det er lige meget hvor vanvittigt det bliver – hvad der sker i Kurt, bliver i Kurt.

Kurtansk overspill

Hvad der sker intern i Kurt, må de i grunden selv om. Men det er en anden ting, når den lukkede kultur i sidste ende bare ikke er særlig lukket. Ser man på skolens foreninger, er Kurt klart dem, der står for at facilitere størstedelen af de sociale aktiviteter. Så om man er tilhænger af Kurt eller ej, så vil det stadig være dem, der sætter tonen for fredagsbaren og dermed skolens sociale fællesskab. Kurt forstår, hvordan man holder en fest med fart på. Men at være god til at feste betyder ikke, at man automatisk har de bedste forudsætninger for at skabe en god fredagsbar.

 Den kultur, som Kurt er enige om, er den fede, kan man ikke undgå smitter af på fredagsbaren, der gerne skulle være for hele DMJX. Kurt Strandbar bliver en udvidelse af foreningen, et rum i den kurtanske stil med nosseshot, englefisse og alt andet, der hører Kurt til.

 Kurt mangler gennemsigtighed, både i deres optagelsesproces og deres dynamik i fredagsbaren. Det sociale liv på DMJX burde ikke være så påvirket af en kultur dyrket bag mørklagte vinduer. Som jeg ser det, så skaber Kurt en kultur, hvor der er et tydeligt skel mellem Kurt og alle os, der bare gerne vil til fredagsbar. Jeg håber, både for de næste førstesemmere, kommende Kurt-medlemmer og fremtidige gæster i fredagsbaren, at Kurt får kigget indad, eller måske endnu bedre, begynder at se ud over egen næsetip.

Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation. 

Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester.

Har det interesse for dig? Så skrive til: debat@dmjx.dk

Karakterer strider imod hele DMJXs pædagogiske strategi og burde ikke indføres

Karakterer strider imod hele DMJXs pædagogiske strategi og burde ikke indføres

Karakterer strider imod hele DMJXs pædagogiske strategi og burde ikke indføres

Hvorfor skal DMJX indføre karakterer, bare fordi andre uddannelser har det? Uddannelsesministeriet springer over, hvor gærdet er lavest, og skolen burde stride imod.

Debatindlæg af magnus bjørn, journaliststuderende på første semester 
Illustration: 

Udgivet den 02. december 2021

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

For at sige det som det er; det er et pseudokrav af dimensioner, der er blevet lagt ned over Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, når vi fra efteråret 2022 skal have karakterer. Det bliver meget fint understreget i en artikel fra oktoberudgaven af Illustreret Bunker. Dette debatindlæg bør i princippet heller ikke være nødvendigt, men jeg føler faktisk, at det skal italesættes, og en redegørelse er ønskværdig.

I artiklen udtaler underviser Mette Mørk blandt andet, at hun “fandme er træt af det”, hvor ’det’ henviser til karakterkravene, og hvis hende, der danner indgangsvinklen for alle, som starter på uddannelsen er uenig i indførslen, må vi simpelthen som institution sætte os op imod kravet. Det går ikke at lærerne skal arbejde for en filosofi, de ikke kan stå inde for. Så simpelt er det vel. 

“Fra dag ét siger vi jo til de studerende, at vi har fokus på proces, og så er det svært, hvis det er produktet, man skal bedømme. Derfor må vi finde en måde, hvor vi kigger på begge dele,” siger Mette Mørk til Illustreret Bunker. 

Men selvom man bøjer sig for kravet og finder denne “måde”, strider det imod hele skolens pædagogik, og alt hvad vi lærer fra dag ét af. Et karakterkrav betyder altså ikke bare, at vi som elever sættes under et unødvendigt pres, men også, meget groft sagt, at skolens værdigrundlag skal ændres – også udadtil.

Jeg har eksempelvis søgt ind på Journalisthøjskolen 100 procent bevidst om, at det vil gøre mig langt mere motiveret at modtage reflekteret feedback fra mine medstuderende end at få en karakter baseret på et stift rammesystem. Er det så et privilegium, som kun journalister skal have? I virkeligheden synes jeg jo nok, i en hvis grad, at det skal være sådan på endnu flere uddannelser. Men selvom det her nemt kan lyde som en klagesang fra en doven ung mand, er der uddannelser, hvor det giver mening at give karakterer.

Karakterer kan helt klart give en indikation af, hvordan en opgave er klaret og dermed også på, hvordan man skal udføre den næste gang. Men en grundig omgang feedback kan det samme – og mere til. Et journalistisk produkt er anderledes end en medicinopgave eller et juraprojekt, hvor det udelukkende handler om at kunne sit stof til punkt og prikke.

I journalistik er udarbejdelsen en mere organisk og dermed også usikker proces, som ja, kræver en base af viden og færdigheder men af og til også noget held for at nå frem til et godt produkt. Jeg har forståelse for, hvis vi skal have karakterer i et fag som medieret. Men igen vil jeg vove at påstå, at man kan få det samme ud af en bestået/ikke bestået-vurdering og en lille kommentar om, hvad man eventuelt kunne forbedre. Men i et fag som journalistisk metode hører karakterer, ifølge min bedste overbevisning, ingen steder hjemme. En artikel er et kreativt produkt, og kreativitet er en subjektiv sag, som ikke kan bedømmes rimeligt af en censor. 

“Jeg tror, vi kan få noget godt ud af det. Det må gerne være tydeligt, hvem der har leveret noget rigtig godt. Det bliver mere tydeligt, når nogen får 12, og nogen får 02, end når alle er bestået,” siger Henrik Berggren, uddannelseschef for journalistik, i artiklen.

 Med al respekt får det mig simpelthen til at tænke; – You don’t say… Selvfølgelig bliver det mere tydeligt, men det betyder bare ikke, at det på den lange bane giver et bedre læringsmæssigt resultat. Og i øvrigt påvirker det elevernes generelle trivsel.

Med al respekt får det mig simpelthen til at tænke; – You don’t say… Selvfølgelig bliver det mere tydeligt, men det betyder bare ikke, at det, på den lange bane, giver et bedre læringsmæssigt resultat. Og i øvrigt påvirker det elevernes generelle trivsel.

Ligesom vi har forskellige optagelsesprocedurer på landets uddannelser, så skal alle uddannelser da heller ikke have de samme formelle krav undervejs. Karakterer skaber en unødvendig skarp opdeling af hvem, der er dygtige og hvem, der er knapt så dygtige. Det vil på DMJX blot kaste brænde på bålet hos en flok elever, der allerede er presset i bund og kæmper med at overholde deadlines, finde sig til rette socialt og placere sig i et taktisk og karrieredefinerende praktikspil.

For karakterer er et, på mange måder, ubrugeligt og intetsigende redskab på en journalistisk uddannelse. Og det er der nogen i Uddannelsesministeriet, der burde komme ned fra deres pseudopiedestal og indse. Vi har ikke brug for perfekte robotjournalister. Vi har brug for journalister, der tør tænke kreativt og kaste sig ud i alternative ting; det får vi ikke med det her karakterkrav.

Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation. 

Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester.

Har det interesse for dig? Så skrive til: debat@dmjx.dk

Karakterer strider imod hele DMJXs pædagogiske strategi og burde ikke indføres

Praktiksystemet kræver et serviceeftersyn. Men helt retfærdigt bliver det aldrig

Praktiksystemet kræver et serviceeftersyn. Men helt retfærdigt bliver det aldrig

20 studerende berettede om tre ugers hæsblæsende praktikræs i et Google-Docs. Jeg tog linjerne med til formanden for praktikudvalget. Her er, hvad der kom ud af 37 minutters samtale på zoom.

Tekst: Lasse Momme, ansvarshavende chefredaktør
illustration: Anne kiib larsson

Udgivet den 02. december 2021

Jeg har forberedt fem siders detaljeret interviewplan, da Marianne Gram popper op med kantede, pink briller foran vægstativer med Hjemmet, Hendes-Verden og Her & Nu. Som chefredaktør hos Egmont Publishing er hun en af dem, der sidder på den anden side i ugebladsmaskinen, når de studerende skal finde en praktikplads. Men i dag sidder hun her, – som formand for praktikudvalget og på en zoom-forbindelse fra sit kontor – fordi jeg en uges tid forinden har bedt mine medstuderende skrive et par linjer i Google-Docs om deres oplevelse af to en halv uges praktiksøgning.

 En skrev, at vedkommende havde ligget vågen om nattenen anden, at det havde været nogle hæsblæsende uger, stressende og psykisk opslidende. En tredje skrev, at “der skal ske en enorm strukturel ændring af praktikforløbet. Jeg vil ikke have, at andre skal igennem det, jeg selv har oplevet.”

 “Det er ubarmhjertigt. Det er alles kamp mod alle, og nogen får et job, man gerne selv ville have haft,” siger Marianne Gram kort inde i interviewet, da jeg præsenterer dén studerendes linjer for hende. “Når det er sagt, lander det godt. De studerende får de pladser, de gerne vil have.”

Ubarmhjertigt, ja. Jeg har oplevet et uoverskueligt, stressende og til tider mystisk system. Vel at mærke mens jeg selv – og mine medstuderende – har truffet store beslutninger, der handler om mere end praktikpladser. Det handler også om kærester, geografi, og hverdag.

 Så nu sidder jeg som et levende billede på Marianne Grams computer i et tomt lokale på Helsingsforsgade 6A. Jeg vil høre, hvad hun mener om praktiksystemet. Og der gemmer sig også en overraskelse for Marianne Gram – og mig selv – i interviewet. Men det venter vi lidt med, for vejen dertil starter et andet sted.

Marianne Gram har været formand for praktikudvalget i to år. I den tid er et online-system spiret frem som afløsning for den gamle panikdag. Der, hvor de studerende sprintede fra Berlingske-bordet til Billund Kommune-lokalet. 

Grundlæggende mener formanden, at praktiksystemet er godt. Af én bestemt årsag. Slutresultatet er godt – så det virker efter hensigten. Vi opnår de bedst mulige matches mellem studerende og praktiksteder. Måske har hun ret, for i år har et overskud på 65 pladser betydet, at jeg selv og langt de fleste af mine medstuderende er havnet et sted, hvor vi gerne vil være. 

 “De, der prøver det første gang, har tit en forventning om, at man kan kaste det hele op i luften og så lande det på en måde, der er optimal for alle. Det tror jeg ikke, man kan,” siger Marianne Gram.

Praktiksystemet bliver rigtigt nok ofte kastet op i luften. For de uindviede kan det måske være svært at forstå, hvordan det virker, for det adskiller sig væsentligt fra, hvordan man ellers søger job. 

Praktiksøgningen strækker sig over to en halv uge. Den første går med messer. Den næste med åbent hus og samtaler. Og midt i den sidste uge skal de studerende på den officielle matchdag parres med praktikstederne ved hjælp af et trafiklys. De studerende sender en ansøgning og trykker så grøn, gul eller rød til de pladser, de får tilbudt. De fleste får dog i dag en tilkendegivelse inden matchdagen, og man har derfor i forskellige grader en aftale – eller i hvert fald en formodning om, hvilken praktikplads der giver grønt lys. I lang tid har der været forbud mod at lave den slags forhåndsaftaler, men. Men nu har man omdøbt dem til tilkendegivelser og gjort det acceptabelt, at praktiksteder nikker til studerende, og studerende til praktiksteder. Med den lille krølle, at de studerende – modsat praktikstederne – kan smutte fra nikket og aftalen frem til matchdagen. Sådan, at man kan afsøge terrænet. 

Marianne Gram kalder det en “glorificeret forestilling” at tro, at man kan lave et helt igennem retfærdigt system uden stress og dilemmaer. Men hun mener alligevel, at vi kommer til at piske en stemning op.

“Vi skal kollektivt tale det ned, men det rokker ikke ved, at det er et vigtigt valg,” siger hun.

 Et vigtigt valg kræver måske et klart system? Men systemet er ikke altid lige til at finde ud af. Heller ikke mens man står midt i det. I Google-Docs har en af de studerende skrevet, at praktiksøgningen “lægger op til, at vi skal stikke hinanden i ryggen.”

Her er forklaringen fra en anden: “Jeg havde i hvert fald et par svære dage, hvor jeg manglede svar fra et medie, der ventede til matchdagen med at give et. Imens blev jeg hevet i fra andre, der afkrævede et svar. Systemet sætter både ansøgere og praktiksteder i en situation, hvor man er nødt til at agere uærligt.” 

Det betyder, at man kan komme til at spærre en plads for ens medstuderende, fordi man siger ja til noget, mens man venter på noget andet frem til matchdagen. Derfor spørger flere, om ikke det er bedre med klare tilkendegivelser fra alle sider inden matchdagen.

“Det vil jeg godt være åben for at diskutere i udvalget,” svarer Marianne Gram. “Der er store praktiksteder, som ikke tilkendegiver, og så er det rigtigt, at der kan være mange involverede, der står og venter på svar. Med en praktiksøgning, hvor de fleste tilkendegiver, så kommer de studerende i klemme.”

Er der så ikke en pointe i, at man skal gøre det mere ensrettet og klart?

“Jo. Hvor det tidligere var de færreste, der tilkendegav inden matchdagen, er det i dag størstedelen. Måske var det derfor bedre, at vi opfordrede til at alle tilkendegav. Det kan godt være.”

Det kan godt være?

“Ja, men igen er det et sted, vi er nødt til at være forsigtige. Vi bliver nødt til at kigge det hele igennem, for måske får vi så den effekt, at man reelt kommer til at ansætte i Åbent Hus-ugen.

Der findes ikke andre ansættelsesprocedurer, hvor alle interesserede – som det første – kommer til samtale, og så – som det sidste – sender en ansøgning. Det er der flere af de studerende, der undrer sig over.

“Jeg kan ikke forstå, at man ikke laver ansøgninger tidligere i forløbet. Så kan medierne kalde dem, de er interesserede i, til samtale. Og så slipper man som studerende for at gå til samtale et sted, hvor man ikke har en chance,” skriver en af de studerende. 

“Jeg ved ikke, om det nuværende system er til for, at alle skal være lige. Hvis det er tilfældet, er det totalt naivt. Kejserens nye klæder 2.0,” skriver en anden.

Marianne Gram ved godt, at en forsamtale ikke nødvendigvis er lig med en god chance hos mediet. “Sådan er verden ikke,” siger hun. Men hvorfor har man så et system, hvor alle kan komme til samtale – med risiko for at spilde sin tid?

“Det giver nogen en mere reel chance for at være med i spillet. Det er godt for nogen, og så er det måske skidt for nogle andre, fordi man føler, man spilder sin tid,” siger hun.

Måske. Men problemet opstår for mange, når de store, populære medier som Berlingske, Politiken, Jyllands-Posten, TV2, Information og en række DR-redaktioner alle kræver ens mandag til åbent hus og samtale. I år har Politiken haft 50 samtaler til seks pladser, og da man ikke på forhånd sorterer i de studerende, kan det være svært at vide, om man har en god chance for at få pladsen tilbudt. Og dermed sværere at prioritere mellem de forskellige steder mandag. 

Presset, forvirret, frustreret – det skrev de studerende 

Praktiksøgningen er noget af det mest stressende, jeg nogensinde har oplevet, med daglige mavepustere når man for mit vedkommende aldrig fik en tilkendegivelse.
Det var et konstant limbo, når man fik besked om, man var nummer tre på listen et sted, de havde to pladser. For man havde ingen chance for at vide, om de to ville tage pladserne – medmindre det tilfældigvis var en ven.”

Dilemmaer og stress var vi forberedte på, men jeg har ikke følt mig mentalt polstret til omfanget. Vi har truffet beslutninger for vores næste halvandet år med korte deadlines.”

Det er, som om en eller anden slags elitesoldatsmentalitet har sneget sig ind i systemet – hvis man ikke kan klare presset, vil man det ikke nok! Men vi er ikke elitesoldater.
Vi er unge mennesker på en professionsbachelor, og praktikken er en forlængelse af vores skolegang.”

Anne Mette Svane er chefredaktør på Politiken, og hun kan godt forstå, at det kan være svært for de studerende at prioritere sin tid om mandagen. Det er et svært dilemma, siger hun, men hun siger også, at der er en god grund til, at Politiken vælger at lægge sit åbent hus mandag.

“Vi vil være mere åbne over for at hjælpe de studerende og gøre det muligt for dem også at tage til samtale sent mandag. Men vi har ikke lyst til at stille os selv i en dårligere konkurrencesituation. Vores problem er, at vi ikke afkræver bindende svar, mens andre gør. Hvis vi først lægger vores åbent hus onsdag, kan der være dygtige praktikanter, som egentlig gerne ville Politiken, men som ikke kunne holde nerverne i ro,” siger hun. Og da praktikanterne også er en væsentlig rekrutteringskanal, er det også en vigtig proces for Politiken. 

Marianne Gram kender godt til trafikproppen øst for Storebælt mandag formiddag. Men hun er ikke sikker på, hvad man skal gøre. 

“Jeg har hørt om den oplevelse før. Praktikstederne scanner det hele, og hvis man holder på alle de studerende, bliver det irriterende. Så det kan godt være fornuftigt at se på, om man kan gøre det lidt tydeligere inden da,” siger hun. 

Er det i din optik bedre, at man er klar i mælet over for de studerende og siger inden samtalerne: ‘Det kan godt være, at du vil i praktik hos os, men vi tror ikke, at der er et match baseret på din hjemmeside eller for eksempel en ansøgning’?

“Jo, men så er der lige den studerende, hvor der havde været et perfekt match, hvis vedkommende var kommet til samtale. Jeg siger ikke, at vi ikke skal se på det, men jeg er ikke sikker på, det ville være godt for alle.”

 Hvem vil det ikke være godt for?

“Hvis det betyder over en kam, at vi speeder tempoet op. Forløbet kan hurtigt skubbes fremad, så når man begynder at se på ansøgninger, tænker man: ‘Det kunne også være fedt at lave aftalen nu.’ Er det så bedre for den studerende? Det tror jeg ikke,” siger Marianne Gram. 

Heller ikke hos Politiken mener Anne Mette Svane, at det vil være en god sti at forfølge. Hun mener ikke, at det er bedre at sige nej tak til studerende inden en samtale. For det viser en interesse, som man skal have credit for. 

“Det er vigtigt, at vi møder de studerende med åbent sind, og jeg kan altid finde eksempler, hvor jeg inden samtalen tænkte, at det ikke var oplagt. Og så efter en samtale tænkte det modsatte,” siger hun. 

Har alle, der går til samtale ved Politiken, så den samme chance, efter at I har kigget på de studerendes hjemmesider?

“Langt de fleste, ja, men der er nogen, som er så tunet i en retning, at jeg kan være i tvivl om, hvorvidt de vil være et match for Politiken.”

Presset, forvirret, frustreret – det skrev de studerende 

Jeg endte med at føle mig presset til at sige ja til en “forhåndsaftale”/tilkendegivelse, kald det hvad du vil, hvilket betød jeg ikke søgte andre medier på store match dag – selvom jeg egentlig gerne ville for at holde mine muligheder åbne.

Jeg havde simpelthen bare ikke samvittighed til det.”

I bund og grund synes jeg, at systemet er noget lort. Det er sindssygt stressende og nedslående og selvtillidsknusende pludselig at blive bedømt og få afgjort sin praktiktid ud fra 10 minutters snak.”

Selvom jeg synes, at det skal være mindre panikagtigt, synes jeg stadig gerne det må være hårdt. Vi får afslag, bliver skuffede, ser vores bedste venner ende på fede medier.

Sådan er det, og sådan vil det være resten af vores professionelle liv.” 

Det sidste væsentlige kritikpunkt fra de studerende er den korte tid, der er til samtalerne. Der er blandt nogle en opfattelse af, at medierne ikke bruger kræfter på de hjemmesider, som de studerende selv har lagt et stort stykke arbejde i. I stedet afhænger det af en ti minutter lang snak. 

“Det ender i sidste ende med, at dem, der er gode til at sælge sig selv mundtligt, får en masse tilbud,” skrev en af de studerende. Marianne Gram under sig dog, hvis det er tilfældet, at nogle medier ikke bruger hjemmesiderne. 

“Vi vil gerne have kvalitet i samtalerne, så det lyder lidt skøjtende,” siger hun. “Det personlige møde giver mest, men det betyder ikke, at man ikke skal se på ansøgninger eller hjemmesider. Min erfaring viser i hvert fald, at man ikke kan charme sig frem i ret lang tid.”

Men der sidder måske alligevel nogle studerende med den fornemmelse. Hvad vil du sige til dem?

“Det kan godt være, du har det sådan, men det tror jeg ikke, du har nogen grund til. Ikke alle praktiksteder vil have en supersælgende journalistspire. Nogle af de bedste journalister er dem, som kan holde kæft og få folk til at tale, og det ved vi da godt, os, der sidder på den anden side af bordet.”

Fem siders detaljeret interviewplan trigger ikke en standhaftig chefredaktør med en kantet brille. Men 36 minutter inde i interviewet, når vi alligevel til en overraskelse. Er der noget af alt det, jeg har sagt, som har overrasket Marianne Gram? Noget hun vil tage med videre? Så siger hun:

“Prøv at høre, skal vi lige prøve at kigge på den her kæde af begivenheder og se om, det skal have et serviceeftersyn?” spørger hun.

For der er faktisk en del, der har overrasket Marianne Gram. Og mange ting, hun ikke havde forestillet sig kunne blive et problem, da man indførte et online-matchsystem, gjorde tilkendegivelser acceptable – og da hun satte sig i stolen for to år siden.

“Jeg havde ikke forestillet mig, at nogen ville tage 50 til samtale. Jeg havde ikke forestillet mig, at det kunne blive opfattet som problematisk at vente med at give tilkendegivelser til matchdagen. Systemet er kørt forbi dem, der gør det, og nu kan man spørge, om det ikke i virkeligheden er mere hensigtsmæssigt, at man får lavet en forsortering. Det var nyt for mig. Dét, synes jeg, er værd at diskutere i udvalget,” svarede hun til spørgsmålet. 

Der sluttede vores interview. Hun klappede computeren sammen, tog jakken på og gik ud i København. Jeg forlod tredje sal  med et mere nuanceret syn på praktiksystemet, for Marianne Gram har jo ret. Det ender faktisk godt. Og selv en kantet, pink brille er på vores – de studerendes – side.

Lad os se, hvad der sker.

Hej, jeg kommer fra Journalisthøjskolen, har du lyst til at fortælle mig om din smerte?

Hej, jeg kommer fra Journalisthøjskolen, har du lyst til at fortælle mig om din smerte?

tekst: marcus wehage

Udgivet den 20. maj 2021

Jeg sidder ved et af de afsprittede borde på Katrinebjerg og har lige sat det sidste komma i opgaven ”Når livet gør ondt”. I jagten på sorg og dårligdom blev jeg selv ramt af en ordentlig portion utilpashed og sidder nu tilbage med et altoverskyggende spørgsmål: Hvor ligger meningen i at sende 120 helvedeshunde af spirende journalister ud i de jyske afkroge med færten af sørgelige menneskeskæbner?

Jeg har engang hørt, at hunde kan lugte sig frem til kræftramte. Og med den her opgave har jeg set, at det også gælder journaliststuderende hungrende efter rosende feedback.

Siden starten af første semester har vi skullet trækkes gennem det ene oplæg om etik i journalistik efter det andet. Især står et minde klart om lidt moralsk hjernegymnastik. Et tankeeksperiment, der tog udgangspunkt i en sag fra Ekstra Bladet, hvor en redaktør havde sendt en praktikant op til et par forældre, der lige havde mistet et barn i en ulykke.

Spørgsmålet lød i al sin enkelthed: Ville du gå op og ringe på døren hos familien? Resultatet af øvelsen var, at EB’s redaktør, der havde sendt praktikanten ud for at gøre netop det, blev set på med foragt. Alligevel skal vi ud og gøre netop det. Jeg vil gerne vide, hvor mange opgaver der er blevet lavet på baggrund af såkaldte engleforældre. 

Kors i røven, hvor føles det ulækkert at skulle kontakte hårdt ramte mennesker med en påtaget, falsk empati for deres tragedie, så jeg kunne få krydset den opgave af listen, og gøre mig fortjent til endnu et semester. Jeg var så harm over den her opgave, at jeg kort overvejede at referere til en anden lektie, DMJX har lært os: En journalist skal til enhver tid have retten til at sige nej til en opgave, han ikke er tryg ved. 

Normalt ville jeg sige, at min moral bliver stillet ved entreen, når jeg skal lave en historie. Men det skal være på grund af den gode historie. Der er ikke per automatik en god historie i kræftramte folk. Der er ikke nødvendigvis en god historie i forældre til døde børn. Og der er ikke partout en god historie i PTSD-ramte soldater. Man har hørt dem alle før. Hvorfor skulle vi lave den her historie?

Jeg luftede mine bekymringer flere gange, og det vage svar, jeg blev mødt med, var: ”Der er altså mange mennesker, der gerne vil dele deres historie”. Argumentet for opgaven kan vel aldrig være, at vi skal tilfredsstille de traumatiseredes medieliderlighed.

Hvis jeg skal sidde skamfuld og nervøs derhjemme og skrive til de svageste på diverse sociale medier for at grave smerte frem som en morbid trøffelgris, vil jeg virkelig gerne vide, hvorfor jeg gør det.

Ville det give mening at lade opgaven stå som inspiration til fremtidige studerende, der frivilligt ønsker at kaste sig over sorg og andre tunge emner? Bag de cirka 120 historier, I har modtaget, står 120 mennesker, der har – som opgaven dikterer – haft ondt i livet.

Hvis ikke journalisten bag har kunnet føle historien eller haft reel sympati for deres kilder, er det min mistanke, at han ikke har kunnet gøre kilden ret i sin historie. Det var min personlige anke mod opgaven. Og det synes jeg ikke er værdigt for de folk, der indvilliger i at dele deres smerte.