Kære DMJX, gør noget godt – gør konstruktiv journalistik obligatorisk

Kære DMJX, gør noget godt – gør konstruktiv journalistik obligatorisk

Danskerne drukner i mediebilledets hav af negative nyheder. De surfer simpelthen udenom, og det er et problem for journalistikken. Jeg tror dog, at problemet kan fikses. At skuden kan vendes. Men det kræver, at vi ser nærmere på skudens skrog; journalistuddannelsen.

TEKST: Anna Ellesgaard, journaliststuderende

Udgivet den 01. juni 2023

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Kære DMJX – jeg er bekymret.

Når jeg bladrer i avisen eller scroller nyheder på telefonen, skal jeg lede længe, før jeg støder på en succeshistorie – og det bekymrer mig. Som journaliststuderende er jeg bekymret for det dystre billede, medierne tegner af virkeligheden. Det er de negative nyheder, der stjæler spotlight og spalteplads – farver forsiderne og trækker overskrifter. De buldrer frem og tromler succeshistorierne.

Ja, vores verden er kold og kynisk, men den er heldigvis også i fremgang. Og den fremgang må vi ikke glemme at dække og dokumentere. Verden er blevet et bedre sted at være, men det er svært at tro, når medierne gang på gang portrætterer det mørke og prioriterer skandale over succes. En prioritering der både skævvrider virkeligheden og trætter de danske mediebrugere.

DR’s seneste rapport om danskernes medievaner viser, at negative historier hæmmer vores lyst til at dykke ned i nyhedsstrømmen. Næsten hver tredje unge dansker undviger mediebilledet, og det ærgrer mig. Det er en journalistisk mavepuster, at et stigende antal mediebrugere lader dele af virkelighedens film passere forbi sig.

Så kære DMJX, lad os turde at lægge problembrillerne fra os for en stund og give journalistikken et ekstra skud håb. 

Jeg er godt klar over, at det bliver en svær opgave. De fleste forbinder nemlig os journalister med arrige vagthunde, der graver efter problemer – og det er der da også god grund til – for det er akkurat, hvad vi bliver skolet i.

Da jeg startede på journalistuddannelsen, fik jeg at vide, at en journalistisk historie er god, hvis den rummer konflikt. På andet semester stod den problemudredende journalistik øverst på dagsordenen, og inden længe skal jeg igen ud med den store skovl og grave efter problemstillinger til mit semesterprojekt. Som en anden metaldetektor bliver jeg altså skolet i at spore problemer. 

Jagten på problemer giver os skyklapper for øjnene. Vi mister blik for, hvad der fungerer. Så kære DMJX, lad os sammen skabe et mediebillede, som flere vil tage del i. Lad os sørge for, at det bliver attraktivt og inspirerende at dykke ned i nyhedsstrømmen. Vi skal blive ved med at påpege problemerne, men vi skal også huske at præsentere løsningerne. Det skylder vi de danske mediebrugere.

I skrivende stund er Ghana eksempelvis ved at udrulle en lovende malariavaccine, som kan få kæmpe betydning for Afrikas kamp mod malaria – og på den politiske arena viser en ny rapport fra Den Interparlamentariske Union, at der for første gang nogensinde sidder kvinder i alle parlamenter i verden. Selvom der stadig er stor mangel på kvinder på politiske topposter, er dette en international milepæl. Historier som disse er vigtige. Der er bare dét, at disse to historier formentlig ikke har fundet vej til dit nyhedsfeed. Det kan skyldes mange ting, men jeg tror, det bunder i, at de ikke rummer nok konflikt. De har simpelthen ikke nok nyhedsværdi – og det bekymrer mig. Hvorfor skal historier rime på kaos og konflikt for at få værdi – for at blive bragt? 

Vi studerende er fremtidens journalister. Det er os, der skal dække verden om 10, 20 og 30 år. Vi har et ansvar for, at færre vender ryggen til nyhedsbilledet. Vi må og skal sørge for, at skuden ikke synker. Den skal tankes med nuancer og løsninger. Løsninger avler håb, som fodrer lysten til at tage del i den offentlige debat. Men hvordan skal vi skabe et attraktivt nyhedsbillede, hvis ikke I lærer os værdien af konstruktiv journalistik?

Jeg har netop valgt specialisering til fjerde semester, og her gik det for alvor op for mig, at man som journaliststuderende kan skøjte igennem uddannelsen uden overhovedet at stifte bekendtskab med konstruktiv journalistik. Det kræver blot, at man viger uden om valgfaget dialogbaseret journalistik, der, som det eneste fag inden praktikforløbet, beskæftiger sig med konstruktiv journalistik. Det ærgrer mig, at I, DMJX, ikke prioriterer den konstruktive journalistik højere. Den er vigtig og nødvendig, og det er ikke nok, at I pakker den ind og gemmer den i et valgfag, som kun en tredjedel af os studerende ender med at få. Den konstruktive journalistik skal på skemaet, og den skal præsenteres tidligere på uddannelsen. 

I skylder os en række redskaber, så vi kan skabe et konstruktivt nyhedsbillede. Både for danskernes skyld men også så vi sammen sikrer, at fremtidens redaktioner ikke kun består at problemsøgende metaldetektorer. I bør lære os, at en journalistisk historie også kan bringes, selvom den rummer fremgang og håb.

Det handler ikke om et enten-eller. Journalistikken har mange grene, og det er jeres opgave at undervise os i dem. Jeg mener derfor ikke, at vi skal afskaffe problembrillerne. Den problemudredende journalistik er vigtig. Det er den, der løfter sløret for de helt store skandaler og lovbrud. Men vi må bare ikke glemme, at journalisters job er at skildre virkeligheden – og virkeligheden består, heldigvis, ikke kun af problemer. Mediebilledet skal også være konstruktivt. Det skal give danskerne lyst til at dykke ned i nyhedsstrømmen og tage del i den offentlige debat – og derfor er vi nødt til at vende skuden og tanke den med håb. 

Så kære DMJX, gør noget godt – gør konstruktiv journalistik obligatorisk.

Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation. 

Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester.

Har det interesse for dig? Så skrive til: debat@dmjx.dk

Public service vil have dig i et parforhold

Public service vil have dig i et parforhold

Public service vil have dig i et parforhold

TEKST: Rebecca lykke Steffin
Illustration: Katrine Åsleff edvardsen 

Udgivet den 30. marts 2023

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Hver gang, jeg tænder for DR eller TV2, får jeg følelsen af at være Bridget Jones. I filmen af samme navn kæmper den +30-årige kvinde med både karriere og singleliv. I en bestemt scene er hun den eneste single til en parmiddag, hvor hun bliver placeret for enden af et langbord fyldt med tosomhed på begge sider. I kor udspørger parrene hende om, hvorfor hun er single, hvordan det går med hendes kærlighedsliv, og hvorfor hun ikke har fundet den eneste ene endnu.

Til det svarer hun, at under hendes tøj er hele hendes krop fyldt med skæl. Det er det eneste, der får gæsterne til at holde mund.

Ligesom langbordet i Bridget Jones er Public Service blevet din irriterende fjerne slægtning, der ikke kan stoppe med at spørge om, hvorfor du ikke har en kæreste. Og jeg kan ikke lade være med at føle, at det er blevet forkert være tilfreds med at være alene.

Der er efterhånden så mange datingprogrammer på Public Services platforme, der enten handler om parforhold, eller hvordan man kommer i dem, at man skulle tro, at det at være alene blot er en glidebane til parforholdet.

Nogle af de programmer der ruller på DR er ‘Gift ved første blik’, ‘Matchet på Mælkevejen’ og ‘Vild kærlighed’. De handler alle sammen om at finde den store kærlighed. Om det er ved at sætte en ring på en fremmeds finger, håbet om at finde kærligheden mellem stjernerne eller på en tømmerflåde, er det kun DR’s tilrettelæggeres fantasier, der sætter grænser.

Lige så mange programmer er der hos TV2, der også er underlagt Public Service betingelserne. Her vises ‘Landmand søger kærlighed’, ‘Kærlighed hvor kragerne vender’ og ‘Alene sammen’, der også alle sammen handler om at finde den eneste ene.

Men det er skam ikke fordi, at kærligheden ikke må blomstre henover skærmen. Der er bare ingen programmer om at være single, hvor det bare handler om, at det er okay at være alene.

 

Public service har et ansvar for at repræsentere tilfredse singler

Ifølge Public Service-kontrakten for 2022 til 2025 skal DR blandt andet have fokus på dækningen af hele Danmark, så den afspejler mangfoldigheden i de forskellige dele af landet.

Ifølge Danmarks Statistik var der i 2021 38 procent af den danske, voksne befolkning, der bor alene – og det tal har været stigende siden 80’erne. Det er ikke nødvendigvis singler, for det er der ikke tal for, men det er mennesker, der vælger at bo alene.

Der er ingen programmer, der handler om singler eller solo’er, der er tilfredse med at være alene. Vi lærer på DMJX, at vi skal vise følelser og udvikling hos folk, og violinerne spiller jo, så snart det handler om kærlighed. Men det er Public Services ansvar at repræsentere den generelle befolkning og ikke belære om, hvad der er den rigtige og forkerte måde at leve på. I stedet burde de udforske, hvorfor flere vælger at bo alene.

Når man udvisker den del af befolkningen, der tilvælger at være alene og kun laver programmer, der handler om parforhold, indikerer Public Service implicit, at det ikke er nok at være alene. For Public Service er det kun i orden at være alene, hvis det er i søgen efter den store kærlighed.

Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation. 

Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester.

Har det interesse for dig? Så skrive til: debat@dmjx.dk

“Grib knoglen” siger de, men i den virkelige verden sender man mails

“Grib knoglen” siger de, men i den virkelige verden sender man mails

“Grib knoglen” siger de, men i den virkelige verden sender man mails

Når man som journaliststuderende tager sig sammen og ringer sine partskilder op, bliver man ofte affejet med et “send en mail”. Er det virkelig bare sådan det er blevet nu? Og samtidig er det som om, at skolen ikke altid tager højde for, at systemet drukner os i mailbureaukrati. Grib knoglen, siger de bare.

TEKST: Thit Lund Bording
Illustration: Katrine Åsleff Edvardsen 

Udgivet den 30. marts 2023

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Noget af det første, man lærer som journaliststuderende på DMJX, er at gribe telefonen og få ringet til kilder. Jeg husker det som yderst nervepirrende, da jeg stod som grøn journaliststuderende og skulle forstyrre andre mennesker med mine spørgsmål. 

Nu på fjerde semester står jeg dog overfor et andet problem. Selve opkaldet forløber fint, og der er ingen svedige hænder eller bævende stemme. Men når jeg ringer til styrelser, partskilder eller sågar eksperter, bliver jeg efter en lang talestrøm, om hvem jeg er, hvad jeg undersøger, og om jeg har fat i den rigtige person, prompte bedt om at sende en mail.  

Spørgsmålet er så, om det bare er den evige dans mellem journaliststuderende og partskilder, eller om det er et tegn på, at noget har ændret sig i branchen?

 

Vi er altså ikke i 1980’erne længere

Jeg forstår godt, hvorfor underviserne beder os om at ringe til kilderne i stedet for at sende mails. Spørgsmålet er bare, om det er sådan virkeligheden fungerer nu til dags. 

Det er et vilkår, at man som journalist bare skal “gribe knoglen”, og det skal læres så hurtigt som muligt, for kildekontakten går meget nemmere via telefonen. Siden telefonen blev opfundet, har journalister ringet rundt til deres kilder, og engang, i en ikke så fjern fortid, kunne journalister ringe direkte til ministrene på Borgen. Men sådan er det jo ikke mere. Kontakten med ministerier, styrelser og de enkelte ministre er mildest talt umulig – i hvert fald som journaliststuderende. Du kan ringe i en strid strøm, men der er sjældent tid til de enkelte spørgsmål, man har. Der er endda nogle politikere, der i deres telefonsvarer frabeder sig, at journaliststuderende ringer til dem. Og selv når man får fat i en presserådgiver, bliver man mødt med klassikeren: “Kan jeg få dig til at sende en mail?” – også selvom det er deres job at tale med os. Men hvorfor er det, at mails så er bedre? For jeg kan sende lige så mange mails og være lige så stor en pestilens, som hvis jeg ringede. Netop dén journalistiske dyd er ikke gået tabt. 

Jeg forstår godt, at kilderne beder om at få en mail, for tænk at tage telefonen og blive overvældet af en sådan ordstrøm, at man knap nok ved, hvem der er i den anden ende af røret. Så er det nemmere at overskue på skrift.

Men nogle gange er det som om, at skolen ikke rigtig anerkender denne problemstilling. Måske fordi der til tider stadig hersker en idé om, at man bare kan troppe op på Borgen, banke på en ministers kontor og bede om et interview, som var vi journalister i 80’erne. Der er sågar opgaver, der kræver, eller i hvert fald lægger kraftigt op til, at et svar fra en relevant politiker “BØR” indgå. Men hvordan skal det kunne lade sig gøre, når man bare bliver puttet ned i mail-syltekrukken af presseafdelingen? 

Jeg foretrækker at ringe, og det vil jeg også blive ved med at gøre, men når man gang på gang bliver bedt om at sende en mail, kommer man til at overveje, om det ikke bare var der, man skulle have startet.

Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation. 

Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester.

Har det interesse for dig? Så skrive til: debat@dmjx.dk

Hastværk er lastværk… og ikke særlig lærerigt

Hastværk er lastværk… og ikke særlig lærerigt

Hastværk er lastværk… og ikke særlig lærerigt

Journalistuddannelsen på DMJX forsøger at favne for vidt og for bredt på kort tid. Det giver mindre tid til fordybelse, og det høje tempo risikerer at slække på kvaliteten af undervisningen.

TEKST: Josefine harboe
Illustration: Louise rix 

Udgivet den 08. december 2022

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Jeg er virkelig glad for at gå på journalistuddannelsen på DMJX. Jeg husker den nat, hvor studiepladserne blev offentliggjort, og jeg kunne vågne op til et optagelsesbrev. Begejstringen var stor, og den er her stadig.

Jeg lærer noget nyt hver dag og har, modsat mange af mine venner på universitetet, en oplevelse af at forstå, hvad jeg laver. Jeg får ikke en kandidatgrad og bliver ikke akademiker, men jeg uddanner mig til en rigtig jobtitel. 

Jeg har dog én anke mod denne skole: tempoet. Hvordan kan det være, at vi japper os igennem alle forløb, projekter, temaer og opgaver? 

På DMJX’ hjemmeside står der om journalistuddannelsen, at ‘du lærer det hele’. Det er netop min anke, at vi skal rundt om så meget. Vi kradser i overfladen, men dvæler ikke ved noget. Jeg tror ikke, det er umuligt at skære en kommuneopgave fra eller mindske artikelproduktionen og i stedet bruge den tid på at forfine det journalistiske håndværk.

Første semester føltes som en feberdrøm. Det var noget med at skulle ud i en kommune, men først efter vi besøgte nogen med en fritidsinteresse. Den historie udkom da også både som tv-indslag og nyhedshistorie. Vi brugte lidt tid på at skrive refleksionsrapporter, en retsreportage, fik en intro til det fængende sprog, og jeg er helt sikker på, at vi også forsøgte at skrive rubrikker. 

Jeg forstår vigtigheden af det hele, og derfor ærgrer det mig også, at jeg ikke har en følelse af at være blevet god til noget af det.

Tempoet lægger ikke op til fordybelse, men snarere en arbejdsparole, der lyder, at det ikke skal blive godt, det skal bare blive færdigt. 

Journalisthøjskolen er ikke en akademisk uddannelse, og derfor er meget læsestof og teori skåret fra. Men også et håndværk kan forfines. 

Et eksempel er det kritiske interview, som vi brugte én uge af andet semester på. Som undervisningen slog fast, behøver det kritiske interview hverken være vredt eller ubehageligt, men kan bruges i mange sammenhænge. Derfor forstår jeg simpelthen ikke, at der ikke blev viet mere tid til det.

Misforstå mig ikke, for det var en lærerig uge. Vi havde et oplæg, brugte flere dage på research og selve interviewet blev udført foran en underviser, der kom med brugbar feedback. Der var omkring 10 ting, jeg ville gøre anderledes, da jeg kom ud fra den interviewsituation, men før det sidder på rygraden, har jeg brug for gentagelse. Ind til nu har den ikke været til stede.   

Efter fem dage med veltilrettelagt undervisning i kvantitativ metode sidder jeg med samme følelse af at have smagt på noget virkelig brugbart stof, som ikke har fået nok plads at udfolde sig på.

Jeg tror ikke, det havde stillet mit behov i stedet at læse på universitetet, hvor man virkelig får lov at begrave sig i akademisk læsestof. For det er jo sådan set ikke det, jeg efterspørger, eller pensum jeg anfægter. Det, jeg mangler, er fordybelse i det, vi allerede lærer og lidt kyndig vejledning sideløbende. Jeg ved det findes her på stedet. 

Jeg forstår godt, at uddannelsen afspejler en branche med højt tempo og hurtige historier, men det skræmmer mig, hvis udviklingen i nyhedsbilledet fortsætter på denne måde. Netop derfor synes jeg, Journalisthøjskolen har et ansvar. Vi må ikke underkende den indflydelse, som mere end 200 færdiguddannede journalister hvert år har på branchen og industrien. Hvis vi fik fyldt den journalistiske værktøjskasse med tålmodighed og fordybelse, kunne vi bidrage til et nyhedsbillede, der var mere nuanceret.

 

Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation. 

Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester.

Har det interesse for dig? Så skrive til: debat@dmjx.dk

Det er nu engang Journalisthøjskolen – en harsk honnør til DMJX

Det er nu engang Journalisthøjskolen – en harsk honnør til DMJX

Det er nu engang Journalisthøjskolen – en harsk honnør til DMJX

TEKST & Illustration: Victor Heide-jørgensen

Udgivet den 08. december 2022

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Intet mentalt velfungerende menneske ville nogensinde betragte Journalisthøjskolen og udbryde: ”Det ligner da en sky!” Men det er nu engang det, den skal forestille.

Ingen med raske øjne ville betragte det akavede undervisningslokale med trappeafsatser og en projektor i loftet og sige: ”Det er da en fredagsbar!” Men det er nu engang det, det er.

Ingen der hører, at forberedelse til praktiksøgning bliver med en karakter, ville udbryde: ”Det lyder da fornuftigt!” Men sådan er det nu engang. På DMJX.

Det er nu engang den skole, vi har valgt at gå på. Et fatamorgana af paradokser. Et sted, hvor formen og indholdet ofte ikke hænger sammen. Hvor vi indsnævret undervises i journalistik i fire år for at blive kommunikationsmedarbejder for Billund Lufthavn. Hvor fremtidens journalister omklamres af fortidens puritanske doktriner. For hvordan kan du dog kalde dig selv en rigtig journalist uden en papirblok i inderlommen?

Journalistikken som fag er på den ene side i sine sidste krampetrækninger med katastrofale seertal og svanesange fra avisredaktionerne. Men den er også på vippen til at springe ud i farverige stråler af nye idealer og strukturer. Som en døende, stjerne der imploderer, inden den eksploderer i en supernova. Det er DMJX et skoleeksempel på.

For hvis du kaster blikket væk fra gyselig arkitektur og forældede principper, så ser du skolens stærkeste valuta – de studerende. Dem, der vinder Årets pressefoto. Dem, der går viralt med musikvideoer. Dem, der dedikerer deres sparsomme fritid til at lave, radio, aviser, dokumentarer og fede fester. Ildfulde mennesker, der bærer skolen på deres skuldre, som var den en gammel, sovende ronkedor.

Journalisthøjskolen er gammel, og Journalisthøjskolen er ny. Den er nu og engang. Og den får en harsk honnør herfra.

Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation. 

Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester.

Har det interesse for dig? Så skrive til: debat@dmjx.dk

Hvem skal jeg knalde med for at blive en del af DMJX’s foreningsliv?

Hvem skal jeg knalde med for at blive en del af DMJX’s foreningsliv?

Hvem skal jeg knalde med for at blive en del af DMJX’s foreningsliv?

TEKST: Malou Heigl
Illustration: Katrine Åsleff edvardsen 

Udgivet den 12. oktober 2022

Nepotisme. Har I oplevet det? Det havde jeg ikke, inden jeg startede på DMJX, men det har jeg i den grad nu. Jeg er lige startet på andet semester, og som I sikkert ved, råder skolen over et stort foreningsliv, hvor man kan prøve kræfter med alt fra dokumentar, radio og skrift til rusvært. Et foreningsliv jeg virkelig havde set frem til at deltage aktivt i for at forbedre mig som journalist og ikke mindst for at skabe nye bekendtskaber på tværs af semestrene. Dog har jeg på disse få måneder ikke kunne se bort fra en kultur, som, jeg er bange for, afspejler den branche, jeg er på vej ind i. De forskellige foreninger har vidt forskellige ”optagelsesritualer.” Ritualerne blev der ikke fortalt om til det famøse åbent hus-arrangement. Det kan for eksempel være spørgeskemaer og samtaler, som i sig selv er meget nøgternt, men uanset om du skriver den perfekte ansøgning eller laver den fedeste video, så er du ikke sikret en plads i en af foreningerne. Du skal først tage en grundig slik-røv-tur på foreningernes medlemmer.

Hele denne kritik af foreningerne bunder ud i en middag med nogle af mine medstuderende. Vi havde alle søgt ind i nærmest hver vores forening, men mange havde fået afslag. Da vi begyndte at dykke ned i de få heldige, som modsat os var kommet ind, tegnede der sig et knudret net af venner, roomies og andet godtfolk. 

Jeg søgte ind i Kurt Strandbar og som rusvært på første semester, men kom ikke ind. Her på andet semester søgte jeg som redaktør på Genlüd. Den gik heller ikke. Til middagen lovede mine veninder at gøre mig til redaktør på næste semester – selv efter den fælles enighed om det nepotistiske problem. Og med ét var jeg selv viklet ind i det net, jeg nu sidder og kritiserer. Jeg er selv en del af problemet, og på trods af min beskedne selvindsigt ved jeg udmærket godt, at jeg stadig har tænkt mig at søge som redaktør på næste semester.

Foreningskulturen på DMJX handler, som så mange andre steder, om at kende de rigtige. På den måde er du hele tiden et skridt foran dine medstuderende. Hvis ikke dine sociale skills er til UG, så sørg for at skille dig ud, drikke mest eller råbe højest. 

Selvfølgelig skal der sorteres og udvælges, ligesom da vi søgte ind på skolen. Selvfølgelig er der ikke plads til alle. Men alle skal have en lige og fair chance. På DMJX lærer man hurtigt hinanden at kende igennem det festlige rusforløb. Udover det kender man måske allerede nogle et andet sted fra. Men selvom din roomie og din bedste vens kæreste sikkert er søde mennesker, er det så virkelig dem, der er de mest oplagte kandidater til diverse foreninger? Mange af de samme ansigter går igen i foreningerne. Om det er en tilfældighed, tror jeg næppe. 

Jeg ved godt, at det er at skære alle over en kam, men når jeg snakker med mine medstuderende og ud fra mine egne oplevelser, virker denne nepotistiske tilgang til foreningerne som en realitet. 

Nogle vil nok mene, at jeg bare har ondt i røven, og det har jeg også til en vis grad, men når afslaget triller ind i indbakken, og de udpegede medlemmer offentliggøres, så ser jeg en tendens. De samme smil, de samme kendte ansigter og de små vennegrupper træder tydeligt frem. 

Lad mig fx inddrage vores kære kommunikationsstuderende i debatten. I nogle foreninger har de en kommunikationskvote for at sikre sig, at de også bliver repræsenteret. Dette er en form for løsning på problemet, men tænk at der overhovedet er behov for en kvote. Tænk på at en hel gruppe studerende ikke ville have en chance, hvis ikke der var sat et regelsæt. 

Det er en svær opgave at se udover sin egen næsetip og udvælge medlemmer baseret på et objektivt grundlag, men det er muligt. I et symfoniorkester skal jobsøgende til en anonym optagelsesprøve for at sikre, at det er musikerens færdigheder og ikke musikeren, der bliver valgt. Kunne man overveje noget lignende blandt foreningerne for at komme problemerne til bunds? 

Dette er derfor et opråb til alle foreninger på DMJX: Lad være med at udvælge jeres medlemmer gennem et tunnelsyn. Lev op til den professionalitet, som skolen står for. Mediebranchen er i forvejen en stor mudderpøl af ulighed og usund konkurrence. Det er vores fremtid og derfor også vores ansvar at skabe et studie- og arbejdsmiljø, som bygger på princippet om lighed, kompetence og engagement. Lad os have det i mente, inden 120 nye studerende nervøst går til diverse samtaler og optagelsesritualer. Vi kan ændre kulturen. Vi kan rydde op i mudderpølen. Vi kan stoppe røvslikkeriet. Hvad venter vi på?