Hvorfor skal DMJX indføre karakterer, bare fordi andre uddannelser har det? Uddannelsesministeriet springer over, hvor gærdet er lavest, og skolen burde stride imod.

For at sige det som det er; det er et pseudokrav af dimensioner, der er blevet lagt ned over Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, når vi fra efteråret 2022 skal have karakterer. Det bliver meget fint understreget i en artikel fra oktoberudgaven af Illustreret Bunker. Dette debatindlæg bør i princippet heller ikke være nødvendigt, men jeg føler faktisk, at det skal italesættes, og en redegørelse er ønskværdig.

I artiklen udtaler underviser Mette Mørk blandt andet, at hun “fandme er træt af det”, hvor ’det’ henviser til karakterkravene, og hvis hende, der danner indgangsvinklen for alle, som starter på uddannelsen er uenig i indførslen, må vi simpelthen som institution sætte os op imod kravet. Det går ikke at lærerne skal arbejde for en filosofi, de ikke kan stå inde for. Så simpelt er det vel. 

“Fra dag ét siger vi jo til de studerende, at vi har fokus på proces, og så er det svært, hvis det er produktet, man skal bedømme. Derfor må vi finde en måde, hvor vi kigger på begge dele,” siger Mette Mørk til Illustreret Bunker. 

Men selvom man bøjer sig for kravet og finder denne “måde”, strider det imod hele skolens pædagogik, og alt hvad vi lærer fra dag ét af. Et karakterkrav betyder altså ikke bare, at vi som elever sættes under et unødvendigt pres, men også, meget groft sagt, at skolens værdigrundlag skal ændres – også udadtil.

Jeg har eksempelvis søgt ind på Journalisthøjskolen 100 procent bevidst om, at det vil gøre mig langt mere motiveret at modtage reflekteret feedback fra mine medstuderende end at få en karakter baseret på et stift rammesystem. Er det så et privilegium, som kun journalister skal have? I virkeligheden synes jeg jo nok, i en hvis grad, at det skal være sådan på endnu flere uddannelser. Men selvom det her nemt kan lyde som en klagesang fra en doven ung mand, er der uddannelser, hvor det giver mening at give karakterer.

Karakterer kan helt klart give en indikation af, hvordan en opgave er klaret og dermed også på, hvordan man skal udføre den næste gang. Men en grundig omgang feedback kan det samme – og mere til. Et journalistisk produkt er anderledes end en medicinopgave eller et juraprojekt, hvor det udelukkende handler om at kunne sit stof til punkt og prikke.

I journalistik er udarbejdelsen en mere organisk og dermed også usikker proces, som ja, kræver en base af viden og færdigheder men af og til også noget held for at nå frem til et godt produkt. Jeg har forståelse for, hvis vi skal have karakterer i et fag som medieret. Men igen vil jeg vove at påstå, at man kan få det samme ud af en bestået/ikke bestået-vurdering og en lille kommentar om, hvad man eventuelt kunne forbedre. Men i et fag som journalistisk metode hører karakterer, ifølge min bedste overbevisning, ingen steder hjemme. En artikel er et kreativt produkt, og kreativitet er en subjektiv sag, som ikke kan bedømmes rimeligt af en censor. 

“Jeg tror, vi kan få noget godt ud af det. Det må gerne være tydeligt, hvem der har leveret noget rigtig godt. Det bliver mere tydeligt, når nogen får 12, og nogen får 02, end når alle er bestået,” siger Henrik Berggren, uddannelseschef for journalistik, i artiklen.

 Med al respekt får det mig simpelthen til at tænke; – You don’t say… Selvfølgelig bliver det mere tydeligt, men det betyder bare ikke, at det på den lange bane giver et bedre læringsmæssigt resultat. Og i øvrigt påvirker det elevernes generelle trivsel.

Med al respekt får det mig simpelthen til at tænke; – You don’t say… Selvfølgelig bliver det mere tydeligt, men det betyder bare ikke, at det, på den lange bane, giver et bedre læringsmæssigt resultat. Og i øvrigt påvirker det elevernes generelle trivsel.

Ligesom vi har forskellige optagelsesprocedurer på landets uddannelser, så skal alle uddannelser da heller ikke have de samme formelle krav undervejs. Karakterer skaber en unødvendig skarp opdeling af hvem, der er dygtige og hvem, der er knapt så dygtige. Det vil på DMJX blot kaste brænde på bålet hos en flok elever, der allerede er presset i bund og kæmper med at overholde deadlines, finde sig til rette socialt og placere sig i et taktisk og karrieredefinerende praktikspil.

For karakterer er et, på mange måder, ubrugeligt og intetsigende redskab på en journalistisk uddannelse. Og det er der nogen i Uddannelsesministeriet, der burde komme ned fra deres pseudopiedestal og indse. Vi har ikke brug for perfekte robotjournalister. Vi har brug for journalister, der tør tænke kreativt og kaste sig ud i alternative ting; det får vi ikke med det her karakterkrav.

20 studerende berettede om tre ugers hæsblæsende praktikræs i et Google-Docs. Jeg tog linjerne med til formanden for praktikudvalget. Her er, hvad der kom ud af 37 minutters samtale på zoom.

Jeg har forberedt fem siders detaljeret interviewplan, da Marianne Gram popper op med kantede, pink briller foran vægstativer med Hjemmet, Hendes-Verden og Her & Nu. Som chefredaktør hos Egmont Publishing er hun en af dem, der sidder på den anden side i ugebladsmaskinen, når de studerende skal finde en praktikplads. Men i dag sidder hun her, – som formand for praktikudvalget og på en zoom-forbindelse fra sit kontor – fordi jeg en uges tid forinden har bedt mine medstuderende skrive et par linjer i Google-Docs om deres oplevelse af to en halv uges praktiksøgning.

 En skrev, at vedkommende havde ligget vågen om natten – en anden, at det havde været nogle hæsblæsende uger, stressende og psykisk opslidende. En tredje skrev, at “der skal ske en enorm strukturel ændring af praktikforløbet. Jeg vil ikke have, at andre skal igennem det, jeg selv har oplevet.”

 “Det er ubarmhjertigt. Det er alles kamp mod alle, og nogen får et job, man gerne selv ville have haft,” siger Marianne Gram kort inde i interviewet, da jeg præsenterer dén studerendes linjer for hende. “Når det er sagt, lander det godt. De studerende får de pladser, de gerne vil have.”

Ubarmhjertigt, ja. Jeg har oplevet et uoverskueligt, stressende og til tider mystisk system. Vel at mærke mens jeg selv – og mine medstuderende – har truffet store beslutninger, der handler om mere end praktikpladser. Det handler også om kærester, geografi, og hverdag.

 Så nu sidder jeg som et levende billede på Marianne Grams computer i et tomt lokale på Helsingsforsgade 6A. Jeg vil høre, hvad hun mener om praktiksystemet. Og der gemmer sig også en overraskelse for Marianne Gram – og mig selv – i interviewet. Men det venter vi lidt med, for vejen dertil starter et andet sted.

Marianne Gram har været formand for praktikudvalget i to år. I den tid er et online-system spiret frem som afløsning for den gamle panikdag. Der, hvor de studerende sprintede fra Berlingske-bordet til Billund Kommune-lokalet. 

Grundlæggende mener formanden, at praktiksystemet er godt. Af én bestemt årsag. Slutresultatet er godt – så det virker efter hensigten. Vi opnår de bedst mulige matches mellem studerende og praktiksteder. Måske har hun ret, for i år har et overskud på 65 pladser betydet, at jeg selv og langt de fleste af mine medstuderende er havnet et sted, hvor vi gerne vil være. 

 “De, der prøver det første gang, har tit en forventning om, at man kan kaste det hele op i luften og så lande det på en måde, der er optimal for alle. Det tror jeg ikke, man kan,” siger Marianne Gram.

Praktiksystemet bliver rigtigt nok ofte kastet op i luften. For de uindviede kan det måske være svært at forstå, hvordan det virker, for det adskiller sig væsentligt fra, hvordan man ellers søger job. 

Praktiksøgningen strækker sig over to en halv uge. Den første går med messer. Den næste med åbent hus og samtaler. Og midt i den sidste uge skal de studerende på den officielle matchdag parres med praktikstederne ved hjælp af et trafiklys. De studerende sender en ansøgning og trykker så grøn, gul eller rød til de pladser, de får tilbudt. De fleste får dog i dag en tilkendegivelse inden matchdagen, og man har derfor i forskellige grader en aftale – eller i hvert fald en formodning om, hvilken praktikplads der giver grønt lys. I lang tid har der været forbud mod at lave den slags forhåndsaftaler, men. Men nu har man omdøbt dem til tilkendegivelser og gjort det acceptabelt, at praktiksteder nikker til studerende, og studerende til praktiksteder. Med den lille krølle, at de studerende – modsat praktikstederne – kan smutte fra nikket og aftalen frem til matchdagen. Sådan, at man kan afsøge terrænet. 

Marianne Gram kalder det en “glorificeret forestilling” at tro, at man kan lave et helt igennem retfærdigt system uden stress og dilemmaer. Men hun mener alligevel, at vi kommer til at piske en stemning op.

“Vi skal kollektivt tale det ned, men det rokker ikke ved, at det er et vigtigt valg,” siger hun.

 Et vigtigt valg kræver måske et klart system? Men systemet er ikke altid lige til at finde ud af. Heller ikke mens man står midt i det. I Google-Docs har en af de studerende skrevet, at praktiksøgningen “lægger op til, at vi skal stikke hinanden i ryggen.”

Her er forklaringen fra en anden: “Jeg havde i hvert fald et par svære dage, hvor jeg manglede svar fra et medie, der ventede til matchdagen med at give et. Imens blev jeg hevet i fra andre, der afkrævede et svar. Systemet sætter både ansøgere og praktiksteder i en situation, hvor man er nødt til at agere uærligt.” 

Det betyder, at man kan komme til at spærre en plads for ens medstuderende, fordi man siger ja til noget, mens man venter på noget andet frem til matchdagen. Derfor spørger flere, om ikke det er bedre med klare tilkendegivelser fra alle sider inden matchdagen.

“Det vil jeg godt være åben for at diskutere i udvalget,” svarer Marianne Gram. “Der er store praktiksteder, som ikke tilkendegiver, og så er det rigtigt, at der kan være mange involverede, der står og venter på svar. Med en praktiksøgning, hvor de fleste tilkendegiver, så kommer de studerende i klemme.”

Er der så ikke en pointe i, at man skal gøre det mere ensrettet og klart?

“Jo. Hvor det tidligere var de færreste, der tilkendegav inden matchdagen, er det i dag størstedelen. Måske var det derfor bedre, at vi opfordrede til at alle tilkendegav. Det kan godt være.”

Det kan godt være?

“Ja, men igen er det et sted, vi er nødt til at være forsigtige. Vi bliver nødt til at kigge det hele igennem, for måske får vi så den effekt, at man reelt kommer til at ansætte i Åbent Hus-ugen.

Der findes ikke andre ansættelsesprocedurer, hvor alle interesserede – som det første – kommer til samtale, og så – som det sidste – sender en ansøgning. Det er der flere af de studerende, der undrer sig over.

“Jeg kan ikke forstå, at man ikke laver ansøgninger tidligere i forløbet. Så kan medierne kalde dem, de er interesserede i, til samtale. Og så slipper man som studerende for at gå til samtale et sted, hvor man ikke har en chance,” skriver en af de studerende. 

“Jeg ved ikke, om det nuværende system er til for, at alle skal være lige. Hvis det er tilfældet, er det totalt naivt. Kejserens nye klæder 2.0,” skriver en anden.

Marianne Gram ved godt, at en forsamtale ikke nødvendigvis er lig med en god chance hos mediet. “Sådan er verden ikke,” siger hun. Men hvorfor har man så et system, hvor alle kan komme til samtale – med risiko for at spilde sin tid?

“Det giver nogen en mere reel chance for at være med i spillet. Det er godt for nogen, og så er det måske skidt for nogle andre, fordi man føler, man spilder sin tid,” siger hun.

Måske. Men problemet opstår for mange, når de store, populære medier som Berlingske, Politiken, Jyllands-Posten, TV2, Information og en række DR-redaktioner alle kræver ens mandag til åbent hus og samtale. I år har Politiken haft 50 samtaler til seks pladser, og da man ikke på forhånd sorterer i de studerende, kan det være svært at vide, om man har en god chance for at få pladsen tilbudt. Og dermed sværere at prioritere mellem de forskellige steder mandag. 

Anne Mette Svane er chefredaktør på Politiken, og hun kan godt forstå, at det kan være svært for de studerende at prioritere sin tid om mandagen. Det er et svært dilemma, siger hun, men hun siger også, at der er en god grund til, at Politiken vælger at lægge sit åbent hus mandag.

“Vi vil være mere åbne over for at hjælpe de studerende og gøre det muligt for dem også at tage til samtale sent mandag. Men vi har ikke lyst til at stille os selv i en dårligere konkurrencesituation. Vores problem er, at vi ikke afkræver bindende svar, mens andre gør. Hvis vi først lægger vores åbent hus onsdag, kan der være dygtige praktikanter, som egentlig gerne ville Politiken, men som ikke kunne holde nerverne i ro,” siger hun. Og da praktikanterne også er en væsentlig rekrutteringskanal, er det også en vigtig proces for Politiken. 

Marianne Gram kender godt til trafikproppen øst for Storebælt mandag formiddag. Men hun er ikke sikker på, hvad man skal gøre. 

“Jeg har hørt om den oplevelse før. Praktikstederne scanner det hele, og hvis man holder på alle de studerende, bliver det irriterende. Så det kan godt være fornuftigt at se på, om man kan gøre det lidt tydeligere inden da,” siger hun. 

Er det i din optik bedre, at man er klar i mælet over for de studerende og siger inden samtalerne: ‘Det kan godt være, at du vil i praktik hos os, men vi tror ikke, at der er et match baseret på din hjemmeside eller for eksempel en ansøgning’?

“Jo, men så er der lige den studerende, hvor der havde været et perfekt match, hvis vedkommende var kommet til samtale. Jeg siger ikke, at vi ikke skal se på det, men jeg er ikke sikker på, det ville være godt for alle.”

 Hvem vil det ikke være godt for?

“Hvis det betyder over en kam, at vi speeder tempoet op. Forløbet kan hurtigt skubbes fremad, så når man begynder at se på ansøgninger, tænker man: ‘Det kunne også være fedt at lave aftalen nu.’ Er det så bedre for den studerende? Det tror jeg ikke,” siger Marianne Gram. 

Heller ikke hos Politiken mener Anne Mette Svane, at det vil være en god sti at forfølge. Hun mener ikke, at det er bedre at sige nej tak til studerende inden en samtale. For det viser en interesse, som man skal have credit for. 

“Det er vigtigt, at vi møder de studerende med åbent sind, og jeg kan altid finde eksempler, hvor jeg inden samtalen tænkte, at det ikke var oplagt. Og så efter en samtale tænkte det modsatte,” siger hun. 

Har alle, der går til samtale ved Politiken, så den samme chance, efter at I har kigget på de studerendes hjemmesider?

“Langt de fleste, ja, men der er nogen, som er så tunet i en retning, at jeg kan være i tvivl om, hvorvidt de vil være et match for Politiken.”

Det sidste væsentlige kritikpunkt fra de studerende er den korte tid, der er til samtalerne. Der er blandt nogle en opfattelse af, at medierne ikke bruger kræfter på de hjemmesider, som de studerende selv har lagt et stort stykke arbejde i. I stedet afhænger det af en ti minutter lang snak. 

“Det ender i sidste ende med, at dem, der er gode til at sælge sig selv mundtligt, får en masse tilbud,” skrev en af de studerende. Marianne Gram under sig dog, hvis det er tilfældet, at nogle medier ikke bruger hjemmesiderne. 

“Vi vil gerne have kvalitet i samtalerne, så det lyder lidt skøjtende,” siger hun. “Det personlige møde giver mest, men det betyder ikke, at man ikke skal se på ansøgninger eller hjemmesider. Min erfaring viser i hvert fald, at man ikke kan charme sig frem i ret lang tid.”

Men der sidder måske alligevel nogle studerende med den fornemmelse. Hvad vil du sige til dem?

“Det kan godt være, du har det sådan, men det tror jeg ikke, du har nogen grund til. Ikke alle praktiksteder vil have en supersælgende journalistspire. Nogle af de bedste journalister er dem, som kan holde kæft og få folk til at tale, og det ved vi da godt, os, der sidder på den anden side af bordet.”

Fem siders detaljeret interviewplan trigger ikke en standhaftig chefredaktør med en kantet brille. Men 36 minutter inde i interviewet, når vi alligevel til en overraskelse. Er der noget af alt det, jeg har sagt, som har overrasket Marianne Gram? Noget hun vil tage med videre? Så siger hun:

“Prøv at høre, skal vi lige prøve at kigge på den her kæde af begivenheder og se om, det skal have et serviceeftersyn?” spørger hun.

For der er faktisk en del, der har overrasket Marianne Gram. Og mange ting, hun ikke havde forestillet sig kunne blive et problem, da man indførte et online-matchsystem, gjorde tilkendegivelser acceptable – og da hun satte sig i stolen for to år siden.

“Jeg havde ikke forestillet mig, at nogen ville tage 50 til samtale. Jeg havde ikke forestillet mig, at det kunne blive opfattet som problematisk at vente med at give tilkendegivelser til matchdagen. Systemet er kørt forbi dem, der gør det, og nu kan man spørge, om det ikke i virkeligheden er mere hensigtsmæssigt, at man får lavet en forsortering. Det var nyt for mig. Dét, synes jeg, er værd at diskutere i udvalget,” svarede hun til spørgsmålet. 

Der sluttede vores interview. Hun klappede computeren sammen, tog jakken på og gik ud i København. Jeg forlod tredje sal  med et mere nuanceret syn på praktiksystemet, for Marianne Gram har jo ret. Det ender faktisk godt. Og selv en kantet, pink brille er på vores – de studerendes – side.

Lad os se, hvad der sker.

Nu har jeg snart gået på den her skole i to år, og jeg må bare sige, at jeg aldrig har mødt folk med lige så mange holdninger, som studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Jeg forestiller mig, at jeg ikke er den eneste, som har gjort sig den erfaring.

Ikke desto mindre er folk simpelthen for sløve til at sende debatindlæg ind.

Hvorfor i alverden bruger I fora, der ikke er lavet til det, til at lufte jeres holdninger, men sender ikke noget ind til debatredaktionen på Illustreret Bunker?

Til undervisning, forelæsninger, i gruppechats og på Facebook er I ikke bange for at tage andre til fange, mens vi uden valg skal lægge ører til jeres svada.

På tredje semester under video-forløbet opstod pludselig en debat til en forelæsning. Det gik ud på, om det var etisk at redigere sin videoproduktion, så det kom til at passe med vinklen. Det ville have været et super godt debatindlæg.

Og efter vi skulle stemme om, hvorvidt vi skulle i praktik i 12 eller 18 måneder, brokkede folk sig i høj grad over processen og beslutningen. Men igen intet debatindlæg til Illustreret Bunker.

Hvorfor er folk ikke interesserede i at få debatterne ud i det åbne? Det er selvfølgelig nemt at have holdninger, når man kun ytrer dem i det skjulte og ikke skal stå til ansvar for dem senere hen.

– Men vi er jo journalister og skal være objektive.

Lol. Vis mig en objektiv journalist. Og læs Simon B. Porses debatindlæg om, hvorfor idéen om den objektive journalist er mere eller mindre forældet.

– Men hvad hjælper det overhovedet?

Det hjælper faktisk. Illustreret Bunker bliver læst af studerende og undervisere, og avisen sendes ud til forskellige medier.

Jeg skrev på sidste semester et debatindlæg om #metoo i mediebranchen og på DMJX. For det første førte det til, at flere studerende henvendte sig til mig og tilkendegav deres holdning til emnet. Mange synes, det var virkelig rart, at de ikke var de eneste, som havde det på den måde.

Men udover de studerende, så første debatindlægget også til, at jeg sammen med to andre kvindelige journaliststuderende blev inviteret til en snak med Özlem Cekic. Vi skulle lære at drikke dialog-kaffe. Og herefter en snak med Jacob Nybroe, chefredaktør på Jyllands-Posten, om sexisme i mediebranchen.

Så udover, at det skabte en relevant debat på DMJX, gav det mig også adgang til en chefredaktør på et af Danmarks største medier.

– Jamen vil praktikstederne ansætte en journaliststuderende med holdninger?

Mine erfaringer siger mig, at det på ingen måde er et problem. Tværtimod. Jeg har både talt med praktikkoordinator Martin Vestergaard, rektor Trine Nielsen og flere undervisere fra DMJX, som alle har udtrykt, at det ikke er et problem. Og de fleste praktiksteder sætter også pris på studerende, som ikke er bange for at ytre deres holdninger i passende settings. Desuden viser det jo bare, at du en reflekteret studerende, hvis du aktivt har kritiseret branchen eller skolen.

Jeg har fået en praktikplads på Ekstra Bladet, og jeg fik at vide til samtalen, at debatindlægget gav mig en kæmpe stjerne hos dem.  

Af en eller anden mystisk grund har det lykkedes mig at få indsamlet debatindlæg til begge aviser på dette semester. Men det har ikke været uden kamp. Da jeg søgte om at blive debatredaktør, havde jeg forestillet mig, at jeg skulle vælge og vrage mellem de bedste indlæg. Sådan er det ikke gået. Begge gange har det krævet overtalelse, overbevisning og nærmest tryglen for at kunne få noget, der kunne komme i avisen. Avisen på Københavns Universitet har en sprudlende debatsektion. Hvis de kan, så kan vi simpelthen også.

Din holdning er relevant, den er vigtig og den er smuk. Vis den til verden og tag del i den demokratiske samtale.

Min mus svæver over ‘slet’-knappen. Jeg er rådvild, i tvivl og fornemmer en følelse af usikkerhed i kroppen.

Det er fjollet, siger jeg til mig selv. Hundredvis af mennesker skriver langt dummere ting på nettet hver dag, uden at det har de store konsekvenser.

Måske skulle jeg bare gøre det. Få det ud af verden. På den anden side: Internettet glemmer aldrig. Nogen har med sikkerhed gemt et screenshot, så der er ingen pointe i at gemme sig. Jeg er bundet af bevismaterialet. Et spor, jeg selv har skrevet. En lort, jeg selv har lagt. Og når jeg alligevel skal leve med lugten, så kan jeg lige så godt få luftet ud.

Sidste efterår skrev jeg en opdatering på Twitter. Jeg var på studietur i København, og vi skulle besøge Christiansborg. Vores vært og rundviser skulle vise sig at være folketingsmedlem for Nye Borgerlige Lars Boje Mathiesen. Vi var flere, der utilfredst rullede med øjnene, husker jeg, men som den klassens klovn jeg er, tænkte jeg, at det kunne jeg nok godt få en vits ud af.

Jeg tænkte mig om. Ganske kort. “Dobbelt meget en MF’er,” skrev jeg på Twitter. MF’er for Medlem af Folketinget og for motherfucker. Ikke hammersjovt, men det var det bedste jeg lige kunne finde på. Jeg trykkede ‘send’.

Jeg synes egentlig, at min vits var ret uskyldig, men det må have rørt ved noget i folk, for de næste timer, ja faktisk de næste dage, skulle mit kommentarspor vise sig at blive rødglødende.

Presserådgivere, journalister og journaliststuderende, blandt andre – Twitter er jo trods alt et intranet – haglede ned på mig. Vulgær var jeg, infantil, ræverød. Skamme mig, skulle jeg.

For journalister må ikke give udtryk for at have et politisk standpunkt, lod man mig forstå. Det er det, man har partskilderne til. Medmindre man er redaktør, og man netop sidder og brygger på en leder til morgendagens avis, så skal man lægge holdningerne på hylden og være artig.

Eller hvad?

Når man siger, at journalister kan og skal være fuldkommen ‘neutrale’, ‘objektive’ og tage sit udgangspunkt i ‘a view from nowhere’, så taler man ud fra omnibuspressens idealer. De er bare lidt støvede, når man ser på det danske mediebillede.

Berlingske kalder sig for ‘Danmarks borgerlige avis’, Information er ‘ungdomsoprørets avis’ og Politiken bedriver ‘kampagnejournalistik’ om de danske børn i Syrien. Det afholder ikke deres ansatte fra at være dygtige journalister, der på ganske rigtig og professionel vis forholder sig kritisk til deres omgivelser og til sig selv.

Vi har alle sammen holdninger, udgangspunkter og bias, som har indflydelse på den måde, vi arbejder, vinkler og framer. Måske skulle vi tale om det, i stedet for at tie det ihjel og pudse hinandens glorier?

“Det er bedre, at en journalist er åben omkring sine holdninger, end at man gemmer dem væk og lader dem farve det, man skriver,” sagde Lars Boje Mathiesen, da vi besøgte borgen. Flink fyr, i øvrigt.

Jeg vil gerne medgive, at hvis vi skal tale om min kommentar – og det skal vi jo, for det er vores case – så er der da et problem:   T O N E N. Bevares, det er dårlig stil, når jeg kalder andre for øgenavne, men jeg mener, er det virkelig så slemt? Har I for eksempel fulgt med i politik de sidste par år?

Politikere kæmper om pladsen, som den største strammer, de siger ‘perker’, maler muslimer som terrorister og islam som en sygdom – til gengæld høster de stemmer og opbakning. Men hvis en ung og dum journaliststuderende i et dovent ordspil kalder en folketingspolitiker noget grimt, så er man et respektløst barn, der selv beder om en shitstorm.

Det er i mine øjne en helt skør tonepolitik at acceptere og beskytte hadefulde og polariserende holdninger, så længe de er pakket flot ind i gavepapir og bånd med sløjfe. Det handler ikke om tonen, skat, men om indholdet.

Var det en dum kommentar, jeg skrev? Absolut.

Var jeg naiv i min forestilling om, at havet af brugere på medieverdenens intranet ikke ville råbe op? Måske.

Skulle jeg have grublet længere over opslaget, inden jeg trykkede ‘send’? Tjaaa, det skulle jeg nok. Om ikke andet, så havde jeg nok også fundet på en vits, der var lidt sjovere.

Når jeg bringer min historie tilbage fra glemmebogen, så svarer det til at sparke til en gammel bikube og håbe, at man ikke bliver stukket igen. Heldigvis er jeg ikke allergisk.

Hvis troværdighed og journalistisk ordentlighed handler om at holde sig ren og pæn, mens politikere på tværs af fløjene udpeger hele befolkningsgrupper som problemer og endda har magten til at sætte handling bag deres ord, så synes jeg faktisk, at det er lidt forfriskende, at nogen siger ‘fandeme nej’.

En vagthund må altså gerne gø.