“Grib knoglen” siger de, men i den virkelige verden sender man mails

“Grib knoglen” siger de, men i den virkelige verden sender man mails

af | mar 30, 2023 | OPINION

OPINION
“Grib knoglen” siger de, men i den virkelige verden sender man mails

Når man som journaliststuderende tager sig sammen og ringer sine partskilder op, bliver man ofte affejet med et “send en mail”. Er det virkelig bare sådan det er blevet nu? Og samtidig er det som om, at skolen ikke altid tager højde for, at systemet drukner os i mailbureaukrati. Grib knoglen, siger de bare.

TEKST: Thit Lund Bording
Illustration: Katrine Åsleff Edvardsen 

Udgivet den 30. marts 2023

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Noget af det første, man lærer som journaliststuderende på DMJX, er at gribe telefonen og få ringet til kilder. Jeg husker det som yderst nervepirrende, da jeg stod som grøn journaliststuderende og skulle forstyrre andre mennesker med mine spørgsmål. 

Nu på fjerde semester står jeg dog overfor et andet problem. Selve opkaldet forløber fint, og der er ingen svedige hænder eller bævende stemme. Men når jeg ringer til styrelser, partskilder eller sågar eksperter, bliver jeg efter en lang talestrøm, om hvem jeg er, hvad jeg undersøger, og om jeg har fat i den rigtige person, prompte bedt om at sende en mail.  

Spørgsmålet er så, om det bare er den evige dans mellem journaliststuderende og partskilder, eller om det er et tegn på, at noget har ændret sig i branchen?

 

Vi er altså ikke i 1980’erne længere

Jeg forstår godt, hvorfor underviserne beder os om at ringe til kilderne i stedet for at sende mails. Spørgsmålet er bare, om det er sådan virkeligheden fungerer nu til dags. 

Det er et vilkår, at man som journalist bare skal “gribe knoglen”, og det skal læres så hurtigt som muligt, for kildekontakten går meget nemmere via telefonen. Siden telefonen blev opfundet, har journalister ringet rundt til deres kilder, og engang, i en ikke så fjern fortid, kunne journalister ringe direkte til ministrene på Borgen. Men sådan er det jo ikke mere. Kontakten med ministerier, styrelser og de enkelte ministre er mildest talt umulig – i hvert fald som journaliststuderende. Du kan ringe i en strid strøm, men der er sjældent tid til de enkelte spørgsmål, man har. Der er endda nogle politikere, der i deres telefonsvarer frabeder sig, at journaliststuderende ringer til dem. Og selv når man får fat i en presserådgiver, bliver man mødt med klassikeren: “Kan jeg få dig til at sende en mail?” – også selvom det er deres job at tale med os. Men hvorfor er det, at mails så er bedre? For jeg kan sende lige så mange mails og være lige så stor en pestilens, som hvis jeg ringede. Netop dén journalistiske dyd er ikke gået tabt. 

Jeg forstår godt, at kilderne beder om at få en mail, for tænk at tage telefonen og blive overvældet af en sådan ordstrøm, at man knap nok ved, hvem der er i den anden ende af røret. Så er det nemmere at overskue på skrift.

Men nogle gange er det som om, at skolen ikke rigtig anerkender denne problemstilling. Måske fordi der til tider stadig hersker en idé om, at man bare kan troppe op på Borgen, banke på en ministers kontor og bede om et interview, som var vi journalister i 80’erne. Der er sågar opgaver, der kræver, eller i hvert fald lægger kraftigt op til, at et svar fra en relevant politiker “BØR” indgå. Men hvordan skal det kunne lade sig gøre, når man bare bliver puttet ned i mail-syltekrukken af presseafdelingen? 

Jeg foretrækker at ringe, og det vil jeg også blive ved med at gøre, men når man gang på gang bliver bedt om at sende en mail, kommer man til at overveje, om det ikke bare var der, man skulle have startet.

Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation. 

Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester.

Har det interesse for dig? Så skrive til: debat@dmjx.dk

FORSIDEN
Det er nu engang Journalisthøjskolen – en harsk honnør til DMJX

Det er nu engang Journalisthøjskolen – en harsk honnør til DMJX

af | dec 8, 2022 | OPINION

OPINION
Det er nu engang Journalisthøjskolen – en harsk honnør til DMJX

TEKST & Illustration: Victor Heide-jørgensen

Udgivet den 08. december 2022

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Intet mentalt velfungerende menneske ville nogensinde betragte Journalisthøjskolen og udbryde: ”Det ligner da en sky!” Men det er nu engang det, den skal forestille.

Ingen med raske øjne ville betragte det akavede undervisningslokale med trappeafsatser og en projektor i loftet og sige: ”Det er da en fredagsbar!” Men det er nu engang det, det er.

Ingen der hører, at forberedelse til praktiksøgning bliver med en karakter, ville udbryde: ”Det lyder da fornuftigt!” Men sådan er det nu engang. På DMJX.

Det er nu engang den skole, vi har valgt at gå på. Et fatamorgana af paradokser. Et sted, hvor formen og indholdet ofte ikke hænger sammen. Hvor vi indsnævret undervises i journalistik i fire år for at blive kommunikationsmedarbejder for Billund Lufthavn. Hvor fremtidens journalister omklamres af fortidens puritanske doktriner. For hvordan kan du dog kalde dig selv en rigtig journalist uden en papirblok i inderlommen?

Journalistikken som fag er på den ene side i sine sidste krampetrækninger med katastrofale seertal og svanesange fra avisredaktionerne. Men den er også på vippen til at springe ud i farverige stråler af nye idealer og strukturer. Som en døende, stjerne der imploderer, inden den eksploderer i en supernova. Det er DMJX et skoleeksempel på.

For hvis du kaster blikket væk fra gyselig arkitektur og forældede principper, så ser du skolens stærkeste valuta – de studerende. Dem, der vinder Årets pressefoto. Dem, der går viralt med musikvideoer. Dem, der dedikerer deres sparsomme fritid til at lave, radio, aviser, dokumentarer og fede fester. Ildfulde mennesker, der bærer skolen på deres skuldre, som var den en gammel, sovende ronkedor.

Journalisthøjskolen er gammel, og Journalisthøjskolen er ny. Den er nu og engang. Og den får en harsk honnør herfra.

Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation. 

Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester.

Har det interesse for dig? Så skrive til: debat@dmjx.dk

FORSIDEN
Hastværk er lastværk… og ikke særlig lærerigt

Hastværk er lastværk… og ikke særlig lærerigt

af | dec 8, 2022 | OPINION

OPINION
Hastværk er lastværk… og ikke særlig lærerigt

Journalistuddannelsen på DMJX forsøger at favne for vidt og for bredt på kort tid. Det giver mindre tid til fordybelse, og det høje tempo risikerer at slække på kvaliteten af undervisningen.

TEKST: Josefine harboe
Illustration: Louise rix 

Udgivet den 08. december 2022

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Jeg er virkelig glad for at gå på journalistuddannelsen på DMJX. Jeg husker den nat, hvor studiepladserne blev offentliggjort, og jeg kunne vågne op til et optagelsesbrev. Begejstringen var stor, og den er her stadig.

Jeg lærer noget nyt hver dag og har, modsat mange af mine venner på universitetet, en oplevelse af at forstå, hvad jeg laver. Jeg får ikke en kandidatgrad og bliver ikke akademiker, men jeg uddanner mig til en rigtig jobtitel. 

Jeg har dog én anke mod denne skole: tempoet. Hvordan kan det være, at vi japper os igennem alle forløb, projekter, temaer og opgaver? 

På DMJX’ hjemmeside står der om journalistuddannelsen, at ‘du lærer det hele’. Det er netop min anke, at vi skal rundt om så meget. Vi kradser i overfladen, men dvæler ikke ved noget. Jeg tror ikke, det er umuligt at skære en kommuneopgave fra eller mindske artikelproduktionen og i stedet bruge den tid på at forfine det journalistiske håndværk.

Første semester føltes som en feberdrøm. Det var noget med at skulle ud i en kommune, men først efter vi besøgte nogen med en fritidsinteresse. Den historie udkom da også både som tv-indslag og nyhedshistorie. Vi brugte lidt tid på at skrive refleksionsrapporter, en retsreportage, fik en intro til det fængende sprog, og jeg er helt sikker på, at vi også forsøgte at skrive rubrikker. 

Jeg forstår vigtigheden af det hele, og derfor ærgrer det mig også, at jeg ikke har en følelse af at være blevet god til noget af det.

Tempoet lægger ikke op til fordybelse, men snarere en arbejdsparole, der lyder, at det ikke skal blive godt, det skal bare blive færdigt. 

Journalisthøjskolen er ikke en akademisk uddannelse, og derfor er meget læsestof og teori skåret fra. Men også et håndværk kan forfines. 

Et eksempel er det kritiske interview, som vi brugte én uge af andet semester på. Som undervisningen slog fast, behøver det kritiske interview hverken være vredt eller ubehageligt, men kan bruges i mange sammenhænge. Derfor forstår jeg simpelthen ikke, at der ikke blev viet mere tid til det.

Misforstå mig ikke, for det var en lærerig uge. Vi havde et oplæg, brugte flere dage på research og selve interviewet blev udført foran en underviser, der kom med brugbar feedback. Der var omkring 10 ting, jeg ville gøre anderledes, da jeg kom ud fra den interviewsituation, men før det sidder på rygraden, har jeg brug for gentagelse. Ind til nu har den ikke været til stede.   

Efter fem dage med veltilrettelagt undervisning i kvantitativ metode sidder jeg med samme følelse af at have smagt på noget virkelig brugbart stof, som ikke har fået nok plads at udfolde sig på.

Jeg tror ikke, det havde stillet mit behov i stedet at læse på universitetet, hvor man virkelig får lov at begrave sig i akademisk læsestof. For det er jo sådan set ikke det, jeg efterspørger, eller pensum jeg anfægter. Det, jeg mangler, er fordybelse i det, vi allerede lærer og lidt kyndig vejledning sideløbende. Jeg ved det findes her på stedet. 

Jeg forstår godt, at uddannelsen afspejler en branche med højt tempo og hurtige historier, men det skræmmer mig, hvis udviklingen i nyhedsbilledet fortsætter på denne måde. Netop derfor synes jeg, Journalisthøjskolen har et ansvar. Vi må ikke underkende den indflydelse, som mere end 200 færdiguddannede journalister hvert år har på branchen og industrien. Hvis vi fik fyldt den journalistiske værktøjskasse med tålmodighed og fordybelse, kunne vi bidrage til et nyhedsbillede, der var mere nuanceret.

 

Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation. 

Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester.

Har det interesse for dig? Så skrive til: debat@dmjx.dk

FORSIDEN

Hvem skal jeg knalde med for at blive en del af DMJX’s foreningsliv?

Hvem skal jeg knalde med for at blive en del af DMJX’s foreningsliv?

af | okt 12, 2022 | OPINION

OPINION
Hvem skal jeg knalde med for at blive en del af DMJX’s foreningsliv?

TEKST: Malou Heigl
Illustration: Katrine Åsleff edvardsen 

Udgivet den 12. oktober 2022

Nepotisme. Har I oplevet det? Det havde jeg ikke, inden jeg startede på DMJX, men det har jeg i den grad nu. Jeg er lige startet på andet semester, og som I sikkert ved, råder skolen over et stort foreningsliv, hvor man kan prøve kræfter med alt fra dokumentar, radio og skrift til rusvært. Et foreningsliv jeg virkelig havde set frem til at deltage aktivt i for at forbedre mig som journalist og ikke mindst for at skabe nye bekendtskaber på tværs af semestrene. Dog har jeg på disse få måneder ikke kunne se bort fra en kultur, som, jeg er bange for, afspejler den branche, jeg er på vej ind i. De forskellige foreninger har vidt forskellige ”optagelsesritualer.” Ritualerne blev der ikke fortalt om til det famøse åbent hus-arrangement. Det kan for eksempel være spørgeskemaer og samtaler, som i sig selv er meget nøgternt, men uanset om du skriver den perfekte ansøgning eller laver den fedeste video, så er du ikke sikret en plads i en af foreningerne. Du skal først tage en grundig slik-røv-tur på foreningernes medlemmer.

Hele denne kritik af foreningerne bunder ud i en middag med nogle af mine medstuderende. Vi havde alle søgt ind i nærmest hver vores forening, men mange havde fået afslag. Da vi begyndte at dykke ned i de få heldige, som modsat os var kommet ind, tegnede der sig et knudret net af venner, roomies og andet godtfolk. 

Jeg søgte ind i Kurt Strandbar og som rusvært på første semester, men kom ikke ind. Her på andet semester søgte jeg som redaktør på Genlüd. Den gik heller ikke. Til middagen lovede mine veninder at gøre mig til redaktør på næste semester – selv efter den fælles enighed om det nepotistiske problem. Og med ét var jeg selv viklet ind i det net, jeg nu sidder og kritiserer. Jeg er selv en del af problemet, og på trods af min beskedne selvindsigt ved jeg udmærket godt, at jeg stadig har tænkt mig at søge som redaktør på næste semester.

Foreningskulturen på DMJX handler, som så mange andre steder, om at kende de rigtige. På den måde er du hele tiden et skridt foran dine medstuderende. Hvis ikke dine sociale skills er til UG, så sørg for at skille dig ud, drikke mest eller råbe højest. 

Selvfølgelig skal der sorteres og udvælges, ligesom da vi søgte ind på skolen. Selvfølgelig er der ikke plads til alle. Men alle skal have en lige og fair chance. På DMJX lærer man hurtigt hinanden at kende igennem det festlige rusforløb. Udover det kender man måske allerede nogle et andet sted fra. Men selvom din roomie og din bedste vens kæreste sikkert er søde mennesker, er det så virkelig dem, der er de mest oplagte kandidater til diverse foreninger? Mange af de samme ansigter går igen i foreningerne. Om det er en tilfældighed, tror jeg næppe. 

Jeg ved godt, at det er at skære alle over en kam, men når jeg snakker med mine medstuderende og ud fra mine egne oplevelser, virker denne nepotistiske tilgang til foreningerne som en realitet. 

Nogle vil nok mene, at jeg bare har ondt i røven, og det har jeg også til en vis grad, men når afslaget triller ind i indbakken, og de udpegede medlemmer offentliggøres, så ser jeg en tendens. De samme smil, de samme kendte ansigter og de små vennegrupper træder tydeligt frem. 

Lad mig fx inddrage vores kære kommunikationsstuderende i debatten. I nogle foreninger har de en kommunikationskvote for at sikre sig, at de også bliver repræsenteret. Dette er en form for løsning på problemet, men tænk at der overhovedet er behov for en kvote. Tænk på at en hel gruppe studerende ikke ville have en chance, hvis ikke der var sat et regelsæt. 

Det er en svær opgave at se udover sin egen næsetip og udvælge medlemmer baseret på et objektivt grundlag, men det er muligt. I et symfoniorkester skal jobsøgende til en anonym optagelsesprøve for at sikre, at det er musikerens færdigheder og ikke musikeren, der bliver valgt. Kunne man overveje noget lignende blandt foreningerne for at komme problemerne til bunds? 

Dette er derfor et opråb til alle foreninger på DMJX: Lad være med at udvælge jeres medlemmer gennem et tunnelsyn. Lev op til den professionalitet, som skolen står for. Mediebranchen er i forvejen en stor mudderpøl af ulighed og usund konkurrence. Det er vores fremtid og derfor også vores ansvar at skabe et studie- og arbejdsmiljø, som bygger på princippet om lighed, kompetence og engagement. Lad os have det i mente, inden 120 nye studerende nervøst går til diverse samtaler og optagelsesritualer. Vi kan ændre kulturen. Vi kan rydde op i mudderpølen. Vi kan stoppe røvslikkeriet. Hvad venter vi på? 

FORSIDEN

Den dumme læser spøger på Journalisthøjskolen

af | maj 12, 2022 | OPINION

OPINION
Den dumme læser spøger på Journalisthøjskolen

TEKST: ANDRÈ KALLEHAVE, JOURNALISTSTUDERENDE

Udgivet den 12. maj 2022

 Vi taler ned til vores læsere på Danmarks Medie -og Journalisthøjskole. Vi taler også dårligt om dem.

Det er en tendens, jeg ofte oplever i vejledningen og til feedback-runderne på journalistuddannelsen på DMJX. En tendens, som jeg på ingen måde tænker, er hensigten fra skolen eller en undervisernes side. Tværtimod. Netop derfor er den ærgerlig.

Jeg har flere gange oplevet, at vi som studerende får at vide, at vores journalistiske arbejde skal forsimples. Det skal neutraliseres i sit sprog eller udtryk, så kanterne bliver slebet til, og den ‘almindelige’ dansker kan forstå det. Vi skal måske endda skrive til, hvad der, med et lidt stygt begreb, bliver kaldt ‘laveste fællesnævner’. Eller så ‘Hr. og Fru Danmark også skal kunne forstå det hjemme ved ‘kakkelbordene’’.

Jeg forstår hensigten. Vi skal huske at have den ’almindelige’ dansker i baghovedet, så vi ikke ender med at lave journalistik for vores egen finurlige navles skyld. Det er netop en journalists pligt at gøre det utilgængelige tilgængeligt og at gøre sig forståelig. Det er den fundamentale opgave. Det er vigtigt at slå fast, at jeg ikke forsøger at underminere dette. Men i den italesættelse ligger også en stereotypisk og nedladende forestilling om den ’almindelige’ dansker.

Jeg ser en tendens til, at vejledningen eller feedbacken bliver givet gennem en karikatur på en ’almindelig’ dansker. Og det er uklart, hvad der ligger til grund bag opfattelsen af, at folk virkelig skal holdes i hånden, eller at de bliver rundforvirret af TV-indslag eller radio, hvis indholdet ikke er taget én gang til for prins Knud.

Det er journalistisk selvhøjtidelighed, hvis man antager, at man som journalist forstår indholdet, men man er nødt til at forsimple det, fordi modtageren ikke forstår det. Det er en nedladenhed, som har det med at degradere ‘almindelige’ mediebrugere til Orwell’ske får, som skal have alting skåret ud i pap på Pixi-plan. Som om disse mennesker ikke forstår sig på verden, men skal holdes i hånden af en fakkelbærende journalist.

Og igen. Det handler ikke om, at vi ikke skal værne om at gøre os forståelige, være gode, præcise formidlere og vise verden frem. Det handler om, at vi ikke må antage, at medieforbrugeren ikke kan klare komplekst stof. Dette må ikke være drivkraften for, at vi bryster os med, at vi skal formidle præcist.

På skolen bliver vi undervist i målgrupper. Det giver god mening, at vi bliver undervist i målgruppevurdering, hvilket også er noget, som medierne med garanti arbejder med. Men når vi i undervisningen laver sætninger propfyldt med kulturelle referencer, så skal det retfærdiggøres ved at vælge en Weekendavisen-kasse, hvorimod med Ekstra Bladet følger forventningen til kulørt stof med korte sætninger. Ligesom valget af Zetlands læsere som målgruppe kan retfærdiggøre en legende tone. Jeg tror i virkeligheden ikke, at disse medier arbejder med så firkantede profiler, som vi gør dem til på DMJX.

Men vi bliver implicit opfordret til at reproducere det til en karikatur, hvor en vis type menneske kun kan lide en vis type journalistik. Vi lærer at tale ind i en kassetænkning. Det betyder i værste konsekvens, at vi får skruet en verden sammen, hvor der ikke er en tro på, at en vestjysk håndværker kan gå op i klimapolitik. Eller en lastbilchauffør vil høre P1.

Verden er et nuanceret sted, men den kendsgerning kan vi ikke bruge til meget, hvis vi får kvalt alle dens facetter, fordi vi i vores journalistiske formidling ved, hvad folk vil have, og hvad de ikke vil have, baseret på en karikatur af målgrupper. Og for at koble det til min indledende pointe, så hænger det sammen med, at vi desværre kommer til unødvendigt at fordumme dem, som skal læse, se eller høre journalistikken. Det førnævnte eksempel med den vestjyske håndværker eller lastbilchaufføren bliver til stereotyper på nogen, der aldrig ville høre P1 eller læse Weekendavisen og derfor aldrig vil finde det interessant. Det er et kæmpe problem.

Det her er ikke et anklageskrift. Jeg har fået nedbarberet min andel af sætninger og naivt selvudnævnte genialiteter, fordi det var uforståeligt. Den disciplin er jeg langt fra kampdygtig i. Men problemet ligger i den måde, vi taler til vores læsere på. 

Selvfølgelig skal verden forklares og sættes i sammenhæng for læseren. Men det skal ikke formidles med hensigten om, at folk er for dumme til at forstå den. Formidlingen skal bæres af nysgerrighed og bør ikke gå på kompromis med, at vi skal forsimple vores sprog. 

Jeg vil ikke svinge mig op til at sige, at der lever en grov klasse-stereotypi på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole … Men det vil jeg nok lidt alligevel.

At skære i udviklingsbistanden er som at pisse i bukserne for at holde varmen

At skære i udviklingsbistanden er som at pisse i bukserne for at holde varmen

af | maj 12, 2022 | OPINION

OPINION
At skære i udviklingsbistanden er som at pisse i bukserne for at holde varmen

TEKST & FOTO: Magnus Bechtold Helms, journaliststuderende

Udgivet den 12. maj 2022

Udviklingsbistanden bliver beskåret med to milliarder kroner, der skal gå til modtagelse af ukrainske flygtninge grundet Ruslands invasion i Ukraine. Hvis vi vælger at skære i støtten til andre lande, vil det have store konsekvenser for lande i Afrika og Mellemøsten. Et land som Libanon kan nedskæringen få store konsekvenser for. Landet er i dyb økonomisk krise. I sidste ende kan det gå ud over os selv her i Danmark.  

Jeg var selv i påskeferien i Libanon. Her så jeg overdimensionerede tavler med valgplakater for den militære politiske organisation Hizbollah pryder de fleste gadehjørner i Bekaa-dalen. Det er snart valg. Den ujævne vej afbrydes flere gange af militære checkpoints. Ude på markerne ved siden af vejen ser man interimistiske telte bygget af presenninger og bildæk. Min fætter, der arbejder i Libanon, fortæller, at der bor syriske flygtninge her, og for blot få måneder siden var der metervis af sne netop her. Køreturen, og det senere besøg vi havde i byen Balbek, var et reality-check af de helt store. Især når man kommer fra påskens snaps og sild hjemme i Danmark.

Bekaa-dalen er en region i Libanon, som grænser op til det krigshærgede Syrien. Ligesom i resten af Libanon rammer den økonomiske krise hårdt her. Det går især ud over syriske flygtninge og den fattige del af libaneserne. Derfor er nødhjælpsorganisationer i nærområderne enormt vigtige for lokalbefolkningen.

Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) skrev en kronik til Kristelig Dagblad om netop dette tilbage i januar. Her fortalte han om sine oplevelser under et besøg i Bekaa-dalen. I kronikken understregede han vigtigheden af at skabe bedre fremtidsmuligheder i nærområderne med hjælp fra udviklingsbistand. Han udtrykte samtidig en forståelse for, at befolkningen i Bekaa-dalen drømmer om at komme til Europa. 

Den 16. marts i år blev den såkaldte særlov for ukrainske flygtninge indført. Ifølge en artikel af journalist Marie Møller Munksgaard, publiceret på Altinget.dk, kommer det til at betyde et indhug på to milliarder kroner i udviklingsbistanden bare i år. Penge der kommer til at gå til modtagelsen af ukrainske flygtninge.

Desperate mennesker

Verdensbanken anslår i en rapport fra 2021, at den økonomiske krise i Libanon globalt set er blandt de mest alvorlige siden det 19. århundrede. Under mit ophold i landet, oplever jeg det tydeligt i hovedstaden Beirut. Byen bærer stadig præg af ødelæggelserne efter den enorme eksplosion på byens havn tilbage i 2020. Samtidig er der hver dag timelange strømafbrydelser i hele byen, der resulterer i, at folk må have generatorer eller biler stående i tomgang for at skabe strøm. Denne alvorlige situation viser med vigtigheden af den nødhjælp som udviklingsbistanden støtter. 

En af de nødhjælpsorganisationer, der er til stede i Bekaa-dalen, er Salam LADC. Over flere omgange, har danskeren Nina Storgaard Albertsen arbejdet frivilligt for dem. Hun har på allernærmeste hold set, hvordan magtesløsheden og desperationen manifesterer sig blandt lokalbefolkningen i Libanon. Hun fortæller blandt andet:

”Folk havde våben og sloges for at få den benzin, der var (…) Helt basale fødevarer steg i pris fra dag til dag, fordi de libanesiske pund hele tiden faldt i værdi.”

Under mit eget besøg i Libanon viste min fætter sit lager af mad i tøjskabet. Maden er til rådighed, hvis der pludselig opstår konflikt. I den situation vil det være godt at kunne blive i lejligheden. Netop den risiko beskrev Nina til mig sådan her:

”Man har hele tiden en følelse af, at en tændstik det forkerte sted kan antænde en konflikt.”

I et land, der tidligere har været hærget af borgerkrig, som nu står i afgrundsdyb krise, er nødhjælpsorganisationer og udviklingsbistand med til at skabe håb. For hvis fremtidsmulighederne i Libanon skal se bedre ud, end de gør nu, skal der hjælp til. Lytter man til Nina S. Albertsens beretninger, er nødhjælpsarbejdet og udviklingsbistanden vital for fremtidsmulighederne for det libanesiske folk. Uden fremtidsudsigter og håb risikerer man, at folk flygter til andre lande.

 

Forskelsbehandlingen kommer tilbage som en boomerang

Den seneste tids debat om forskelsbehandling af flygtninge, der kommer til Danmark, illustreres godt i denne sag. For selvfølgelig skal Danmark tage godt imod de ukrainske flygtninge, der kommer hertil, når der er en så forfærdelig krig i Ukraine.

Spørgsmålet er slet ikke, om Danmark skal bevillige penge til modtagelsen af ukrainske flygtninge, men nærmere hvor pengene skal komme fra. For hvis man skærer i udviklingsbistanden, risikerer det at gå ud over netop fremtidsmulighederne i lande som Libanon, hvor nødhjælpsorganisationerne er vigtige.

Og hvad sker der så? Ja, hvis der først kommer krig i Libanon, kan man kun gisne om, hvad det vil betyde for flygtningestrømme til Europa og Danmark. Sidst der var borgerkrig i Libanon, udgjorde libanesere og statsløse palæstinensere, der kom fra Libanon, en betydelig del af det samlede antal flygtninge. Hen mod borgerkrigens afslutning i årene 1985-1992, udgjorde libanesiske flygtninge ifølge Danmarks Statistiks  indvandringsrapport fra 2007 omkring 15%. 

Hvad er så bedst? At forebygge potentiel krig i lande som Libanon og samtidig hjælpe de ukrainske flygtninge. Eller kun det sidstnævnte? 

Jeg tror på, at regeringen ikke ønsker at pisse i bukserne for at holde varmen. Derfor bør de bestræbe sig på at finde to milliarder et andet sted end i udviklingsbistanden. For Libanon står ikke alene om at have hårdt brug for den danske udviklingsbistand. Libanons naboer Syrien, Jordan og Israel har civile, der har hårdt brug for hjælp fra organisationer, som er støttet af den danske udviklingsbistand.