TEMA Arkiv - Illustreret Bunker

Fagfolk lægger arm om armslængden: Hvor går grænsen for politisk indblanding?

af Webredaktøren | mar 27, 2025 | GRÆNSER, NYT I TEMA, TEMA

Fagfolk lægger arm om armslængden: Hvor går grænsen for politisk indblanding?

Debatten om DR-dokumentaren ‘Grønlands hvide guld’ blotlægger uenighed om, hvor grænsen går for politisk indblanding i den uafhængige journalistik.

TEKST: ANDERS ROD THOMSEN
Illustration: ANTON LARSEN

Udgivet den 27. marts 2025

Anklager om misinformation og fejl stod i kø, da DR-dokumentaren ’Grønlands hvide guld’ udkom tilbage i februar. Ifølge flere eksperter tog holdet bag dokumentaren ganske let på forskellen mellem omsætning og overskud fra den danske kryolitmine i Grønland. Dokumentaren pustede til den i forvejen opblussede ild i Rigsfællesskabets fundament og drev adskillige politikere, der krævede svar fra DR-ledelsen, til tasterne. Kulturminister Jakob Engel Schmidt blandede sig aktivt i debatten både på X og til DR selv med truslen om, ’… at drage de nødvendige konsekvenser.’ Grønlandsordfører for Dansk Folkeparti Alex Ahrendtsen gik mere direkte til værks og krævede en fyring af den ansvarlige redaktør. En uge senere var den omstridte dokumentar trukket tilbage, og chefredaktør for DR Nyheder Thomas Falbe fyret. Sagen har efterfølgende ført til en debat, som sætter spørgsmålstegn ved, hvor grænsen går for politisk indblanding i uafhængige journalistiske produktioner på et offentligt medie som DR. Hvad betyder det for den frie presse, hvis journalister på DR skal stå direkte til regnskab over for magthaverne?

En krænkelse af pressefriheden

Formand for Dansk Journalistforbund Tine Johansen er en vægtig stemme i debatten om politisk indblanding. Hun repræsenterer cirka 18.000 medlemmer i kampen for retten til presse- og ytringsfrihed.

“Vi har for nyligt set eksempler på magthavere, der har været ude at kræve sanktioner, fordi der er noget journalistik, de ikke bryder sig om. Der krydser vi helt klart grænsen for, hvad politikere skal blande sig i,” siger hun.

Tine Johansen ser det som et stort problem, at magthavere på den måde direkte blander sig i frie mediers anliggender. Forelagt den pågældende sag, peger hun på behovet for opretholdelsen af armslængdeprincippet og mener i dette tilfælde, at magthaverne tilraner sig beføjelser, som de ikke har ret til.

“Det øjeblik magthavere går ud og kræver navngivne journalister eller redaktører fyret, er de i gang med at blande sig uretmæssigt i det redaktionelle rum. På den måde krænker de pressefriheden,” siger hun.

Professor i medieret Sten Schaumburg-Müller har ligeledes meldt sig ind i debatten som kritiker af, at magthavende politikere blander sig unødigt i journalistiske enkeltsager.

”Det er problematisk, at man går ind som øverste politiske leder i en konkret sag, hvor der er en tydelig institution, i det her tilfælde DR, som har ansvaret,” siger han i en kommentar til Berlingske.

Sten Schaumburg-Müller mener ikke, at Kulturministeren, i kraft af sit embede, bør blande sig direkte i journalistiske forhold.

Ifølge professoren trues armslængdeprincippet, hvis ikke den politiske magt og den institutionelle magt holdes adskilt i sådanne sager.

“Som magthaver må man have tillid til systemet. Hvis man ønsker forandring, må det ske via ens formelle kompetencer gennem ændring af regler og lovgivning og ikke ved direkte politisk indblanding i enkeltsager,” uddyber han til Illustreret Bunker.

Tine Johansen er enig i kritikken.

“Vi har et meget fint selvreguleringssystem i Danmark, hvor de ansvarlige medier er tilmeldt Pressenævnet. Det er ikke politikerne, der beslutter, hvad der er god og dårlig journalistik, hvad der skal bringes, og hvad der ikke skal bringes,” siger hun.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra hverken DR, Alex Ahrendtsen eller Kulturministeren.

”Det er ikke politikerne, der beslutter, hvad der er god og dårlig journalistik, hvad der skal bringes, og hvad der ikke skal bringes.”

– Tine Johansen, formand for Dansk Journalistforbund

Er mediestøtten et problem for den journalistiske uafhængighed?

Folketingsmedlem for Liberal Alliance Ole Birk Olesen erklærer sig lodret uenig i, at det er problematisk, at politikere udtrykker deres mening om journalistik. Han mener tværtimod, at det netop er en demokratisk ret, at man som folkevalgt politiker har pligt til at udtrykke sig, hvis man har en holdning. Ole Birk Olesen peger i stedet pilen mod mediestøtten, som han mener, er roden til problemer af denne karakter.

“Den politiske indblanding er et uundgåeligt produkt af mediestøtten. Støtten i sig selv er en indblanding, for hvem skal have, og hvem skal ikke have?” siger han.

Tine Johansen finder det ikke problematisk, at politikere mener noget om journalistik. Hun tager glædeligt imod enhver debat, men lægger samtidig vægt på, at der er forskel på at have en mening og at blande sig uretmæssigt i et autonomt system.

“Journalistik skal være til debat, og den debat må alle blande sig i,” siger hun.

Tine Johansen mener dog ikke, at mediestøtten har noget med sagen at gøre.

“Medierne spiller en vigtig rolle i demokratiet. Derfor er det også vigtigt, at medierne bliver understøttet, så vi har en oplyst befolkning,” siger hun.

Tine Johansen mener i forlængelse heraf, at det er helt legitimt for politikere at mene, at mediestøtten er et problem, eller at den bør afskaffes. Ifølge hende er støtten dog ikke ensbetydende med retten til politisk indblanding.

”Det at modtage mediestøtte er ikke lig med, at man som politiker har nogen form for medbestemmelse i, hvordan støtten omsættes til journalistik,” siger hun.

Sten Schaumburg-Müller ser ligeledes ikke et problem i, at politikere mener noget om journalistik. I den forbindelse drager han en, ifølge sig selv, afgørende distinktion mellem at være menigt folketingsmedlem og magthavende minister med ansvar på området.

“Folketingsmedlemmer er valgt efter deres holdninger og ideologier, som de skal vedtage love efter. Det er noget andet, når en magthavende minister går ud og mener noget i en konkret sag,” siger han.

Sten Schaumburg-Müller anerkender Ole Birk Olesens synspunkt om, at mediestøtten skaber en form for gensidig afhængighed. Det er, ifølge ham, netop derfor, at vi i Danmark har armslængdeprincippet.

“Der vil altid opstå etiske dilemmaer, hvad enten et medie er privat eller offentligt ejet. Det er vigtigt at have et armslængdeprincip, da det i sidste ende er til fordel for demokratiet med frie medier, der kan forholde sig kritisk,” siger han.

Den klamme hånd på DR’s skulder

Når journalister og politikere er uenige om, hvor grænsen går for politisk indblanding i den frie presse, skaber det grund til bekymring hos Tine Johansen. Hun frygter, at journalister i fremtiden vil afstå fra at dække særligt kritiske emner, der ikke falder i god jord hos magthaverne.

“Hvis man som journalist på sigt kan risikere at blive fyret eller sanktioneret fra politisk side, er det dybt problematisk og en ende på pressefriheden,” siger hun.

Chefredaktør på Frihedsbrevet Jeppe Findalen skriver i lederen ’Den klamme hånd på DR’s skulder’, at ’… forløbet med al tydelighed viser, hvor vigtigt det er, at vi har frie og uafhængige medier, som politikerne ikke kan lukke eller true med ’konsekvenser’, hvis der ikke ruller hoveder, når de er utilfredse.’

Findalen argumenterer for vigtigheden af at frigøre sig fra staten, som de har gjort det på Frihedsbrevet, ved at takke nej til offentlig mediestøtte.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Frihedsbrevets chefredaktør, men synspunktet møder opbakningen fra Ole Birk Olesen.

“Flere medier bør frigøre sig fra mediestøtten, hvis man er bange for den mekanisme,” siger han.

Ifølge Sten Schaumburg-Müller er armslængdeprincippet dog fortsat den bedste garant for den uafhængige journalistik.

“Min vurdering er, at pressefriheden er bedst sikret ved en kombination af offentlige og private medier, som regulerer sig selv inden for lovens rammer,” siger han.

Tine Johansen mener heller ikke, at mindre mediestøtte løser problemet. Hun er overbevist om, at vi også i fremtiden vil se journalistiske fejl, men ansvaret for at rette op på dem bør være hos medierne selv samt de dertil indrettede systemer. Alfa og omega er, ifølge Tine Johansen, at værne om armslængden og pressefriheden i en tid, hvor vi ikke skal kigge ret langt væk for at se den smuldre.

“Vi har i flere europæiske lande set eksempler på politikere, der gerne vil lege redaktører. Det er ikke et sted, vi gerne vil hen i Danmark,” siger hun.

Illustreret Bunker har forelagt Kulturminister Jakob Engel Schmidt og Alex Ahrendtsen for Tine Johansens kritik. De er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

FORSIDEN

Hvor går grænsen? Mediernes dilemma i dækningen af MeToo-sager

af Webredaktøren | mar 27, 2025 | GRÆNSER, NYT I TEMA, TEMA

GRÆNSER | NYT I TEMA | TEMA

Hvor går grænsen? Mediernes dilemma i dækningen af MeToo-sager

MeToo-sager har rejst spørgsmål om mediernes rolle og ansvar i dækningen af seksuelle krænkelser. I spændingsfeltet mellem hensynet til ofrene, offentlighedens interesse og de anklagedes retssikkerhed vælger Information og Ekstra Bladet forskellige tilgange til, hvordan de dækker MeToo-sager.

TEKST: ANNA SØNDERGAARD ANDERSEN & ANNA ELMER KRUSE
ILLUSTRATION: SIGRID CONRADSEN NIELSEN

UDGIVET 27. MARTS 2025

Midt på den oplyste scene står Sofie Linde til Zulu Comedy Galla 2020. Publikum forventer den næste vittighed, men i stedet gengiver hun en kommentar, som hun fik fra en ‘stor kanon’ i forbindelse med en julefrokost på DR, da hun var 18 år.

“Hvis du ikke går med ud og sutter min pik, så fucking ødelægger jeg din karriere,” havde han angiveligt sagt.

Med en rolig, men fast stemme bryder Sofie Linde tavsheden om sexisme i den danske mediebranche. Talen betragtes af mange som dét, der for alvor sætter gang i MeToo-bevægelsen i Danmark. En bred række af MeToo-sager bliver i de efterfølgende år dækket massivt i medierne, hvor både offentlige personer og organisationer bliver afsløret og stillet til ansvar.

Hvor meget skal krænkeren outes?

Siden Sofie Linde brød tavsheden, har spørgsmålet, om hvorvidt medier bør afsløre navnene på krænkere i MeToo-sager, været en stor del af de redaktionelle overvejelser hos Ekstra Bladet og Information, som Illustreret Bunker har talt med. Ekstra Bladet ser en vigtig opgave i at afsløre magtfulde personer, der har krænket andre.

”Jeg mener helt sikkert, at Ekstra Bladet har en vigtig rolle i både at afsløre, oute, name og shame krænkere med magt i det her samfund,” siger James Kristoffer Miles, som er redaktionschef for Ekstra Bladets nyhedscenter.

Som redaktionschef har han været inde over de overordnede redaktionelle beslutninger og overvejelser i dækningen af MeToo-sager.

Avisen har dækket adskillige MeToo-sager, hvor de sætter navn på de anklagede. James Kristoffer Miles forklarer, at det er med hensyn til offentlighedens interesse og en del af den journalistiske pligt at holde magtfulde personer ansvarlige. Hos Information ønsker man i højere grad at afdække de strukturelle forhold, der muliggør krænkelser, fremfor at pege på enkeltpersoner. Derfor vil Information gå langt for at anonymisere de anklagede.

Laura Friis Wang arbejder som journalist på Informations indlandsredaktion og har været med til at dække MeToo-sager i DR-symfoniorkester og Liberal Alliances Ungdom. I 2022 blev Laura Friis Wang desuden nomineret til Cavlingprisen for dokumentaren ‘MeToo: Sexisme bag skærmen’, som beskriver en række kvinder, der har oplevet sexistisk adfærd og kultur på TV 2.

”For os har det handlet om ikke at være en offentlig domstol, hvor vi hænger specifikke mænd ud. Det er interessant for os at beskrive, hvilke strukturer og kulturer som gør, at krænkelserne har kunnet finde sted,” siger hun.

Hun nævner, at der samtidig kan være tilfælde, hvor det er nødvendigt at bringe navne for at kunne fortælle historien fyldestgørende. Et eksempel er sagen om Frank Jensen, som trådte af som overborgmester i København i 2020, efter en række krænkelsessager blev rejst mod ham.

”I denne historie ville man ikke kunne anonymisere ham og samtidig bringe historien meningsfuldt, fordi han var overborgmester,” siger hun.

Ja, MeToo-sager har offentlighedens interesse

Både Ekstra Bladet og Information understreger, at dækningen af MeToo-sager er i offentlighedens interesse. Selvom de kan have forskellige tilgange til, hvordan historierne formidles, er de enige om, at medierne har et ansvar for at bringe sagerne frem i lyset – særligt når de involverer personer med magt.

Laura Friis Wang mener, at medier har en særlig opgave i at afdække magtmisbrug og sikre, at krænkelser ikke forbliver skjult.

”Vi har, som publicistisk medie, et ansvar for at få de her sager frem i lyset,” tilføjer hun.

Hos Ekstra Bladet deler man det synspunkt. James Kristoffer Miles fremhæver, at offentligheden har ret til at kende sandheden, når mennesker i magtfulde positioner handler forkert.

Hvornår er der belæg nok?

Spørgsmålet, om hvornår der er tilstrækkeligt belæg for at offentliggøre en MeToo-sag, er centralt hos både Ekstra Bladet og Information. Begge medier er enige om, at der ikke er en bestemt fremgangsmåde.

Selvom begge medier arbejder ud fra forskellige strategier, er spørgsmålet om belæg og kildegrundlag noget, der i høj grad optager begge redaktioner og er et af de mest komplekse etiske dilemmaer i dækningen af en sag. Redaktionerne vurderer derfor løbende, hvornår en sag er stærk nok til at bringe.

”Der skal meget til. Det er historier, hvor man bringer oplysninger om personers ry og rygte.

Vi skal være så sikre som overhovedet muligt på, at det, vi bringer, er rigtigt,” siger James Kristoffer Miles.

Hos Information er den overvejelse tilsvarende. Ifølge Laura Friis Wang handler det i høj grad om en vurdering, som sjældent kan styres af faste regler.

”Man kan ikke sige, at vi har en tommelfingerregel. Det vil altid være en konkret afvejning og genstand for rigtig mange journalistiske overvejelser og diskussioner, hvornår man synes, man har nok til at bringe historien,” siger hun.

I MeToo-sager findes der forskellige typer af belæg såsom vidnesbyrd. Fysiske beviser er dog den dokumentation, der spiller den primære rolle.

”Hvis man har et papirspor, vejer det tungt. Et vidnesbyrd, der for eksempel er ledsaget af skriftlig dokumentation som SMS’er eller mails, gør en kæmpe forskel,” siger hun.

Hensynet til ofrene

Et helt centralt hensyn i dækningen af MeToo-sager er beskyttelsen af de personer, der står frem som ofre for krænkelser. Både hos Ekstra Bladet og Information understreges vigtigheden af at tage vare på de krænkede parter i processen.

”Den største etiske overvejelse er hensynet til de ofre, som har været udsat for krænkelsen,” siger James Kristoffer Miles.

På redaktionen er der altid opmærksomhed på, hvordan ofrene påvirkes af den offentlige omtale, både under afdækningen og efter en historie er bragt. Det samme gælder hos Information, hvor hensynet til ofrene udgør en afgørende rolle, både når det gælder anonymisering og den måde, historierne formidles på.

”Man vil virkelig eliminere alle risici for, at man kommer til at hænge en forkert person ud,” siger Laura Friis Wang.

Hun understreger samtidig, at det etiske ansvar over for kilden, der fortæller sin historie, er mindst lige så stort.

Det handler ikke blot om at beskytte kildens identitet udadtil, men også om at tage hånd om hele processen fra den første samtale til en eventuel offentliggørelse. Anonymisering er derfor et væsentligt værktøj hos Information. Dog er en anonymisering ifølge Laura Friis Wang en langt mere kompleks opgave end blot at undlade et navn. Der kan nemlig være meget andet end et navn, der kan pege på den anklagede.

MeToo i bølger

I fremtiden vil mediernes dækning af MeToo-sager fortsat kræve store overvejelser om, hvornår en historie bør og er klar til at blive publiceret.

”Jeg tror, det kommer til at gå i bølger. Der vil være perioder, hvor medierne har ekstra appetit på bestemte typer MeToo-historier, og så kan der opstå en risiko for, at sager bliver bragt, som måske ikke burde være det,” siger James Kristoffer Miles.

Samtidig understreger han vigtigheden af at fastholde de journalistiske principper, der er blevet styrket gennem MeToo-dækningen.

”Jeg håber, at vi fremover vil holde fast i de principper, MeToo har lært os: At have fokus på de krænkedes ve og vel og være ekstra kritiske over for magthavere,” siger han.

Laura Friis Wang peger på, at de erfaringer, som medierne har gjort sig under MeToo-bølgen, har ført til en mere bevidst tilgang.

” Jeg tror og håbe, at journalister. også i fremtiden, har et ekstra kritisk fokus, hvis de hører, at her er tale om en borgmester. topschef, TV-vært eller fagforeningsboss,” siger hun.

Jeg tror og håber, at journalister. også i fremtiden, har et ekstra kritisk fokus, hvis de hører, at her er tale om en borgmester. topschef, TV-vært eller fagforeningsboss

– Laura Friis Wang, journalist, Information

FORSIDEN

Må JEG godt være her?

af Webredaktøren | mar 27, 2025 | GRÆNSER, NYT I TEMA, TEMA

GRÆNSER | NYT I TEMA | TEMA

Må JEG godt være her?

Den persondrevne fortælling er populær. Flere og flere medier gør op med idéen om, at ‘jeg’ er et fyord i journalistikken. Men hvor går grænsen for brugen af det omdiskuterede stedord?

TEKST: Sebastian Østergaard Olsen & Emil Delord Frimand Probst

Illustration: anton larsen

UDGIVET D. 27 MARTS 2025

I kontrast til så mange andre artikler i mediebilledet vil denne artikel undgå at inddrage skribenten i form af et ’jeg’ som et virkemiddel til at drive historien frem. Det skyldes ikke, at du skal til at læse et manifest imod jeg-journalistik. Det skyldes blot, at Marchen Neel Gjertsen fra Jyllands-Posten, Torben Sangild fra Zetland og Jesper Gaarskjær fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er langt mere velbevandrede i journalistfaget end de to navne, du kan læse i bylinen foroven.

Men hov! Der gik det vist allerede galt…

Væk med kasserne og standardstørrelserne

Hvis man spørger den ansvarshavende chefredaktør på Jyllands-Posten, Marchen Neel Gjertsen, har hun et mål om at sætte ’jeg’et’ fri fremfor at begrænse det.

“Jeg tror, man begår en fejl, hvis man sætter alt for firkantede rammer op om brugen af ‘jeg’ i journalistikken. For mig at se er det et dogme, der er blevet sendt på kirkegården for nogle år siden. For der er ikke nogen grund til at komme journalistikken ned i sådan nogle ekstremt forudsigelige kasser og standardstørrelser,” siger hun.

For Jesper Gaarskjær, der er medforfatter til bogen ‘Hvad laver JEG her,’ afhænger brugen af ’jeg’ i journalistikken af formatet og faconen. Han synes ikke, man kan sige, der er et dogme længere. Men mere en faglig nysgerrighed på, hvorfor det at bruge ‘jeg’ kan være en god idé. For ham handler det om, at man kender sin besøgstid.

“I langt det meste journalistik er det de mennesker, vi har med at gøre, og deres historier, det handler om – hvor journalisten er fuldstændig ligegyldig. Vi er mediet og midlet, der fortæller det videre og giver historien mening for andre,” siger han.

Omvendt kan der også være en fordel i at bruge sig selv som udgangspunkt for historien, da det kan skabe identifikation.

“Nogle gange har man som journalist enten en oplevelse, en historie eller nogle aktier i et eller andet, som kan have en værdi for at forstå historien,” siger Jesper Gaarskjær.

Torben Sangild, der er skribent på Zetland, bruger ofte sig selv i sine artikler. Han mener også, at man sagtens kan give journalistikken værdi og videreformidle virkeligheden for læseren, når man gør brug af ‘jeg’ i journalistikken.

“I meget journalistik er det rigtigt nok ikke at bruge ‘jeg’. Men det er ikke mejslet i sten. Der findes mange typer af journalistik, så hvorfor lave regler, hvor der er en bestemt måde at skrive på? At man skriver ‘jeg’, er ikke nødvendigvis, fordi man er vigtig – men fordi man er ærlig eller kan bruge sit ‘jeg’ til at beskrive virkeligheden,” siger han.

Det journalistiske ‘jeg’ kan altså tjene som et effektivt værktøj til at skabe identifikation for læsere og en dybere forståelse for historier, der ikke ligger lige til højrebenet.

Multiværktøjet fremfor sovepuden

I bogen ‘Hvad laver JEG her’ beskrives tre funktioner, ‘jeg’ kan indtage: Den narrative, den tillidsskabende og den relationelle. Når værktøjet bliver brugt rigtigt, og ‘jeg’ indtræder i en af de tre funktioner, skaber det henholdsvis fremdrift, troværdighed og identifikation. Facetter, som gør journalistikken levende, rammende og meningsfuld.

Men netop denne beskrivelse af ‘jeg’et’ som et multifunktionelt værktøj fremhæver også, at det kræver overvejelser og forståelse, før det bliver effektivt.

Ligesom en hammer er fremragende, når man skal slå et søm i, og ødelæggende, når man skal pudse et spejl, findes der, ifølge både Jesper Gaarskjær og Marchen Neel Gjertsen, en afgrænsning, hvor ‘jeg’ skaber merværdi og en grænse for, hvor man kan og skal bruge det.

“Man skal selvfølgelig, som med alle mulige andre virkemidler, være bevidst om, hvornår man bruger det. Jeg har set artikler, hvor jeg tænker, hvad rager det egentlig folk, at ‘jeg’ et eller andet, eller at ‘du’ et eller andet,” siger Marchen Neel Gjertsen.

For Torben Sangild bidrager det netop til fortællingen, hvis hans egne erfaringer kan være genstand for en undren, som tager udgangspunkt i det journalistiske produkt.

“Når jeg bruger mig selv, gør jeg det ikke, fordi jeg er interessant, men fordi en erfaring, jeg har, er relevant for formidlingen. Eller fordi jeg laver et journalistisk eksperiment, hvor jeg sætter mig selv på spil,” siger han.

Jesper Gaarskjær advarer også mod, at ‘jeg’ bliver en sovepude for den uopfindsomme eller dovne journalist. At ‘jeg’et’ kan skabe merværdi i en journalistisk fortælling er ikke ens betydende med, at det altid gør det. Selvom det kunne være rart for en hårdtarbejdende journalist, er ‘jeg’ ikke en snydekode til en automatisk blændende og læseværdig artikel, forklarer han.

Få grundformen på plads først

Jesper Gaarskjær forklarer, at det på journalistuddannelsen på DMJX handler om at give de studerende nogle kilometer i benene og få dem i god form, før de kan begynde at eksperimentere med ‘jeg’et’.

De skal have styr på grundelementerne, som blandt andet rummer evnen til at anskueliggøre virkeligheden så autentisk som muligt, ligesom man også skal lære om de klassiske journalistiske genrer såsom nyhedsartiklen, reportagen og de længere baggrundsartikler, hvor ‘jeg’ traditionelt set ikke hører til.

“Det handler om at træne observationsmusklen. At få andre til at træde frem, og at få det rum, de er i, til at træde frem. Om den mere grundlæggende journalistiske disciplin. Læg arm med den,” siger han.

For Marchen Neel Gjertsen handler det også om at turde udfordre konventionerne eller dogmerne, og i stedet for at have et fordømmende forhold til ‘jeg’et’ så spørge sig selv, hvad der tjener historien bedst.

“Jeg tror, at hvis man er en dygtig skribent, så kan man sagtens finde ud af, hvornår ‘jeg’ er relevant, og hvornår det ikke er. Generelt synes jeg, journalistikken er bedre tjent med, at man siger: ‘Hvorfor ikke?’ ‘Hvorfor egentlig ikke skrive ‘jeg’?’” siger hun.

Fra det private til det personlige

Men hvordan skelner man mellem det merværdiskabende og det overflødige ‘jeg’? Som læser er det en subjektiv vurdering. Enten tænker man, som Marchen Neel Gjertsen har tænkt, at skribentens tilstedeværelse i artiklen ikke rager én noget. Eller også tænker man, at skribentens tilstedeværelse giver noget ekstra til historien. Måske tænker man slet ikke over det.

Som skribent må man, ifølge Jesper Gaarskjær, også selv vurdere. Han optegner en vigtig grænse, man skal være opmærksom på.

“Der er en grænse mellem det private og det personlige. Det private er ikke interessant for andre, men man kan løfte historien fra det private til det personlige, så den bliver gyldig for andre,” siger han.

Brugen af ‘jeg’ er fuldstændig afhængig af, hvad man laver, mener Torben Sangild. For ham er det nogle gange bare en varedeklaration.

“Det kan være utroligt uærligt at lade som om, man ikke gør sig nogle personlige iagttagelser. Jeg tænker egentlig ikke noget af det, jeg laver, som jeg-journalistik, men jeg bruger bare nogle gange mig selv, fordi det, jeg skriver, handler om, hvordan vi er som mennesker,” siger han.

Jesper Gaarskjær har et bud på, hvorfor det personlige islæt i journalistikken er meget udbredt.

“Det må være fordi, man godt kan lide, der er en vis menneskelighed i en journalist – at journalisten også kan være i tvivl og vise sine menneskelige sider,” siger han.

FORSIDEN

Covering the 2024 Bangladesh protests: A photojournalist’s experience

af Webredaktøren | mar 27, 2025 | GRÆNSER, NYT I TEMA, TEMA

GRÆNSER | NYT I TEMA | TEMA

Covering the 2024 Bangladesh protests: A photojournalist’s experience

I am Rahadh, an international photojournalist student at DMJX from Bangladesh. I covered the mass protests which erupted in July 2024, in Bangladesh. The protesters demanded reforms to the quota system in government jobs. What began as peaceful demonstrations quickly turned violent when security forces used excessive force. The country descended into chaos—gunfire, curfews, and military personnel patrolling the streets. It felt like a civil war, even though it wasn’t.

TEKST: ABUL HAYAT RAHADH
FOTO: ABUL HAYAT RAHADH

UDGIVET DEN 27. MARTS 2025

At least 77 deaths took place in a single day during anti-government demonstrations in Bangladesh on August 4th.

Quota Reformation demonstrators block Shahbag intersection, a major intersection in Dhaka, to force the governments accept of their demand to reform the quota system in education and job sectors of Bangladesh in July 4th.

A teacher University of Dhaka trying to save a student protester from getting captured by the police in front of the High Court at Dhaka on July 31th.

Quota Reformation demonstrators march towards the President’s Residence to deliver their demand to the President. During the march, the demonstrators push the police barricade out of their way near Baitul Mukarram Mosque, Dhaka on July 14th.

The security forces use live ammunition at the protesters at Zigatola, Dhaka on August 4th.

Regular people celebrate the resignation of former Prime Minister of Bangladesh in front of Raju Memorial at University of Dhaka on August 5th.

Eksperter er uenige: Kan man blande satire og journalistik?

af Webredaktøren | mar 27, 2025 | GRÆNSER, NYT I TEMA

GRÆNSER | NYT I TEMA

Eksperter er uenige: Kan man blande satire og journalistik?

Satire er et hyppigt debatemne. Ofte går spørgsmålet på, om den er god eller dårlig, sjov eller plat. Men med spalteplads og sendetid i mange af landets største medier melder spørgsmålet sig også, hvorvidt satire kan bruges som et journalistisk redskab. Spørger man eksperter, er svaret ikke så ligetil.

TEKST: BENJAMIN JÆGER & AMALIE HENRIKSEN
ILLUSTRATION: SIGRID CONRADSEN NIELSEN

Udgivet den 27. marts 2025

I januar 2025 skabte en anmeldelse i Avisen.dk stor debat, da journalist Søren Baastrup brugte ord som ’luder’, ’malkeko’ og ’vikingebøsse’ om deltagere i TV 2-realityprogrammet ’Spillet’. Anmeldelsen blev mødt med ramaskrig fra mange læsere og stor kritik i medierne.

Chefredaktør for Avisen.dk, Per Kuskner, var derefter ude at forsvare anmeldelsen med, at der var tale om satire. Satirestemplet kom dog først i kølvandet på kritikken og var ikke tidligere blevet varedeklareret.

Episoder som denne rejser spørgsmålet om satirens rolle i journalistik. For mens journalistikkens primære formål er at informere og analysere objektivt, bliver satire ofte forbundet med at provokere og kritisere. Så kan man egentlig tale om satire og journalistik på samme tid?

Satirens rolle i samfundet

Satire har længe været brugt til at udstille magtens absurditeter og skabe debat. Publicistiske medier som Charlie Hebdo og TV-programmer som The Daily Show bruger satiriske virkemidler til at belyse politiske og kulturelle emner. Ifølge Hanne Bruun, der er professor i medievidenskab på Aarhus Universitet og forfatter til bogen ‘Dansk tv-satire. Underholdning med kant’, er satirens formål ikke blot at underholde, men også at kritisere og skabe refleksion.

Satire adskiller sig fra almindelig komik ved sine referencer – den handler altid om noget uden for sig selv.

“Satire er referentiel og indeholder et klart budskab. Den har en moralsk dimension og kritiserer aspekter af samfundet, som den mener, bør ændres,” forklarer Hanne Bruun.

Mads Zacho Teglskov, satireredaktør på Politiken og skribent på ’At Tænke Sig’, en daglig satirespalte i avisen, beskriver satire som en måde at behandle det etablerede, højtidelige og magtfulde med humoristiske virkemidler. Men satire kan også udfordre grænserne for, hvad der er acceptabelt. Hvis satire udelukkende provokerer uden en samfundskritisk vinkel, kan dens relevans diskuteres, ifølge Mads Zacho Teglskov. Han mener, at satire skal have et klart mål og en ansvarlig afsender.

Hånd i hånd eller hver for sig?

Spørgsmålet er så, om journalister kan bruge satirens kritiserende og målbevidste natur som et redskab? Dette spørgsmål deler vandene. Ifølge Mads Zacho Teglskov kan satire sagtens være en underkategori af journalistik, da den anvender mange af de samme metoder såsom idéudvikling, research og kildebrug.

”God satire kræver, at man stiller de samme krav til sig selv, som en journalist ville gøre. Et godt eksempel er ‘Tæt på Sandheden’, hvor Jonathan Spang begrunder sine pointer med fakta som en nyhedsvært ville gøre. Satiren bliver stærkere, når den har et journalistisk fundament,” siger han.

Hanne Bruun afviser denne opfattelse og mener, at journalistik og satire ikke er to sider af samme mønt. Ifølge hende har satire brug for nyheder som inspiration, men journalistik kan ikke være satirisk. Hun tilføjer, at kildekontrakten med målgruppen er anderledes i satire end i journalistik. Satire har til formål at være sjov, og derfor kan det ikke anvendes som et journalistisk redskab, da journalistikkens primære opgave er at informere objektivt.

”Når journalistik og satire forenes, kan det være en skarp og effektiv måde at formidle samfundskritik på.”

– Mads Zacho Teglskov, satireredaktør på Politiken

To forskellige dagsordener

Spørger man Hanne Bruun, er satirens og journalistikkens agenda i strid med hinanden.

“Du skal jo ikke kritisere magthaverne i journalistikken. Det er jo ikke journalistikkens fremmeste opgave at moralisere over, hvordan magten opfører sig,” siger hun.

Mads Zacho Teglskov mener, at satire kan fungere som et journalistisk værktøj. Når satire bruges på denne måde, kan den både informere og oplyse offentligheden, samtidig med at den bruger humor til at gøre budskabet mere tilgængeligt og engagerende.

“Når journalistik og satire forenes, kan det være en skarp og effektiv måde at formidle samfundskritik på,” siger han.

Satireforsker og foredragsholder Dennis Meyhoff Brink ser satire og journalistik som beslægtede, men med forskellige grundprincipper. Han påpeger, at satire kræver et element af fiktion, som ofte er overdrevet eller grotesk. På trods af dette mener han, at satire og journalistik kan spille godt sammen.

“Nogle af fordelene er, at man jo rent konkret som satirisk journalist kan tillade sig mere end en ikke-satirisk, seriøs journalist,” siger han.

Ifølge Dennis Meyhoff Brink er ‘Den korte radioavis’ et godt eksempel på netop det. Han påpeger, at programmet ikke er underlagt de samme regler om neutralitet, objektivitet og seriøsitet som almindelige nyhedsjournalister er. Men kombineret med journalistikken mener han, at der i programmet opstår en vellykket og effektiv fusion.

Satiren som et effektivt redskab

Satiren kan medføre bredere rammer for, hvordan man vil kunne tilgå journalistiske opgaver såsom interviews. Sådan mener Dennis Meyhoff Brink og nævner igen ‘Den Korte Radioavis’ som eksempel.

Op til valget i 2019 interviewede ‘Den Korte Radioavis’ fiktive vært Kirsten Birgit partilederen for Stram Kurs, Rasmus Paludan. I interviewet var hun enig med ham i, at 200.000 udlændinge skulle sendes ud af landet. Hun spurgte gentagne gange: ”Ja, det er en glimrende idé, men hvor skal vi sende dem hen?” Ved at blive ved med at anerkende forslaget og spørge ind til den konkrete udførsel, pressede hun ham, ifølge Dennis Meyhoff Brink, til et punkt, hvor han begyndte at modsige sig selv og fremstå mere ekstrem.

Denne metode er ifølge Dennis Meyhoff Brink effektiv, fordi den ikke giver interviewpersonen mulighed for nemt at affærdige spørgsmålene, som det ofte sker i traditionelle interviews, hvor politikere kan gentage deres talepunkter eller undgå svære svar. I satire bruges ofte en legende tilgang, hvor satirikeren indtager en rolle for at få den interviewede til at afsløre mere, end de måske ellers ville.

“Det er et af mange tilfælde, hvor man kan få folk til at sige nogle ret vilde ting, fordi man indtager en rolle,” siger han.

Varedeklaration er vigtig

Mads Zacho Teglskov er enig i de bredere rammer, når man som journalist bruger satire som redskab, men han mener også, at der er noget andet, der spiller ind.

“Det interessante er ikke kun de bredere rammer. Det handler også om, hvordan det bliver præsenteret,” siger han.

Han uddyber, at når han sætter satire i avisen, er det på en side, hvor læserne ved, at det er satirisk, sjovt og underholdende. Der er ikke de samme redaktionelle regler som for resten af avisen. Dog er det stadig udarbejdet gennem en grundlæggende journalistisk proces.

Problemet opstår altså, i Mads Zacho Teglskovs øjne, når satiren ikke er varedeklareret tilstrækkeligt. Når læseren, seeren eller lytteren ikke er klar over, at den journalistik, de bliver serveret, er journalistisk satire.

Dennis Meyhoff Brink er uenig og mener, at en alt for tydelig varedeklaration ødelægger oplevelsen af satire. Han argumenterer, at hvis man med store bogstaver skriver, at noget er satire, bliver det hele for udpenslet, før man overhovedet har haft chancen for at være med på joken.

”Det er som en kæp i hjulet,” siger han.

Mads Zacho Teglskov siger dog også, at tvivlen om, hvorvidt noget er journalistik eller satire, kan have konsekvenser.

”Hvis satire ikke markeres korrekt, risikerer man at underminere genren og skabe tvivl om journalistikkens troværdighed,” mener han.

FORSIDEN

Mursten og tåregas – hvordan trækker journalister grænser i risiko og kaos?

af Webredaktøren | mar 27, 2025 | GRÆNSER, NYT I TEMA, TEMA

GRÆNSER | NYT I TEMA | TEMA

Mursten og tåregas – hvordan trækker journalister grænser i risiko og kaos?

Over 300 mennesker døde under demonstrationer i Bangladesh den 4. august 2024. Fotojournalist Rahadh Sarker forsøgte med livet som indsats at få det hele med. I risikospækkede situationer kan det være svært at vide, hvor langt man som journalist skal gå for at rapportere sandheden.

TEKST: thea modigh
FOTO: abul hayat rahadh

Udgivet den 27. marts 2025

De står blandt politibetjentene. Abul Hayat Rahadh og de femten andre. De skal helst blive sammen, for det er ikke sikkert at være alene ude på gaden i dag.

Tidligere på dagen havde de været i tvivl, om de turde at nærme sig politiet. Skød de med krudt eller tåregas? Nu er det hér, de føler sig mest trygge – og dog.

Kæmpe folkemængder går mod dem. De er rasende. Det er svært at opnå neutralitet, når de står på samme side som fjenden. Pludselig betyder vestens fem gule versaler knap så meget: PRESS.

Konflikter skal dækkes med egne øjne

Hvor tæt kan jeg komme på konflikten uden at sætte mit liv i fare?

Det spørgsmål stiller Philip Róin, DR’s udenrigskorrespondent i Asien, sig selv, når han skal rapportere fra voldelige optøjer eller risikofyldte situationer. Han sætter sig nogle mål – og nogle grænser – og husker sig selv på, at der ikke er nogen til at rapportere historien, hvis han selv kommer i livstruende problemer.

Selvom det til tider er risikabelt, mener han, at det er noget, vi bliver nødt til at fortsætte med at praktisere.

”Hvis vi kun får helikopterperspektivet i konflikterne, så får vi ikke indblikket i menneskerne bag historierne. Og mister vi den, mister vi også for alvor folks interesse,” siger Philip Roín.

Philip Róin mener, at til trods for at man kan finde ubegrænset dækning på de sociale medier, fungerer det ikke som en indgang til at komme tæt på, da informationen ofte er utrolig utroværdig.

”God journalistik er stadig at komme ud at se det med egne øjne. Tale med folk og forstå, hvad det er for en situation, hvordan den er opstået og så derfra prøve at kaste sit perspektiv på det,” fortæller han.

Det er ifølge Philip Róin vigtigt, at en mere konfliktfyldt verden også afspejles i mediedækningen.

Og det kræver mange journalister at dække konflikterne, hvis man skal komme helt tæt på. Det kan dog kun ske med opbakning fra redaktører og medierne.

Med pressevest og hjelm

Abul Hayat Rahadh er 24 år gammel og kommer fra Dhaka, hovedstaden i Bangladesh. Oprindeligt har han læst personaleadministration, HR, men i de sidste år har han beskæftiget sig med fotojournalistik. Derfor står han med pressevest og sin beskyttelseshjelm, i form af en cykelhjelm, den 4. august under de drabelige optøjer i hjembyen.

Ifølge Philip Róin var konflikten lang og betændt. Den havde varet over hele sommeren, men var eskaleret den sidste uge i juli. Regeringen har i årevis ført en særlig politik kaldet et kvotesystem. Det har blandt andet gjort uligheden i Bangladesh større ved at gøre nogle mere privilegerede end andre.

Der var vokset en stigende utilfredshed mod hele systemet, som resulterede i, at flere hundrede tusinder gik på gaden i protest. Det førte til sammenstød med politiet.

Midt i den uro bor Rahadh, der med smal erfaring tager sit kamera under armen for at agere øjne og ører. Førhen har han været fast fotograf for et bangladeshisk rockband, men den 4. august bliver han vidne til kaos og røg. Og til sin hjemby, der er blevet et sted, hvor folk bliver gennemtæsket på gaden og løber rundt med tildækkede, amputerede hænder.

Hvis kaosset ikke er nok, bliver hans situation yderligere presset af, at mange af demonstranterne har set sig sure på journalister, da de oplever, at de statsejede medier reporterer unuancerede billeder af konflikten.

Fandens dig

Abul Hayat Rahadh er på gaden med en lille deling fotojournalister, hvor den ældste og mest erfarne er Rahul Talukdar på 40 år. Rahadh er den yngste.

Til tider følger de folkemængderne, da de føler sig som en del af dem – det utilfredse folk. Andre gange betvivler han valget af cykelhjelmen. Hullerne i hjelmen vil ikke beskytte ham synderligt mod skud, og det bekymrer ham, når de må søge ly ved politiets side. Abul Hayat Rahadh oplever, at demonstranterne ser dem som fjenden, at de ikke tror på dem, og at de ikke mener, at journalisterne dækker sandheden. Derfor oplever de også at blive holdt tilbage af en flok demonstranter, der ikke vil lade dem krydse en bro. At de ikke må dele mere misinformation.

En ung mand henvender sig til Abul Hayat Rahadh. Han råber til ham. “Dig”, siger han. Eller han udbryder ikke bare ‘dig’. På bengali kan man sige ‘dig’ på flere forskellige måder. Man kan både sige ‘kære dig’, og så kan man sige ‘fandens dig’.

Han er rasende på Abul Hayat Rahadh. Ikke fordi Abul Hayat Rahadh har gjort ham noget, men fordi han synes, at alle medierne står på regeringens side i deres dækning af konflikten. Abul Hayat Rahadh forstår ikke hadet til ham. Han er blot freelancejournalist for en filippinsk avis, som intet har med de nationale medier at gøre.

Den unge mand skælder ud. Vreden bliver mødt af forvirring. Abul Hayat Rahadh vender sig mod den unge mand. Kigger på ham. Kigger på ham, der råber fandens dig.

Abul Hayat Rahadh når ikke at gøre noget, før den erfarne fotojournalist Rahul Talukdar træder til. Han krammer den vrede unge mand i et forsøg på at afvæbne situationen.

Risikoen ved at cykle for stærkt

Rasmus Tanholdt har dækket krise- og krigssituationer i 23 år. Han sætter aldrig bestemte grænser for, hvor langt han vil gå. Men han vurderer altid situationen – hvad får han ud af at være lige der? Er det en historie, vi allerede kender? Får vi åbnet vores perspektiv, hvis han er villig til at tage risikoen? Han sammenligner risikoen med hverdagsdilemmaer.

”Det er ligesom, hvis du skal til en vigtig eksamen, og du kan se, du er ved at komme for sent. Vil du acceptere faren ved at køre for stærkt i forsøget på at nå frem i tide, eller vil du risikere at komme for sent? Vil du risikere noget for at opnå noget andet?” siger Rasmus Tanholdt.

Ifølge Philip Róin kan man forsøge at imødekomme risiciene ved at gøre sig sine foranstaltninger, når man træder ind i risikofyldte situationer.

Han sørger selv for altid at kende mulige flugtveje, så han ved, hvor han skal gå hen, hvis det bliver nødvendigt. Derudover er han altid mobil og orienterer sig på situationen løbende, ligesom han altid arbejder i par. Det giver mere mod at være to. Med en makker kan han bedre håndtere farlige situationer, men det gør ham også mere påpasselig, når han ikke kun har ansvar for sit eget liv og legeme.

Philip Róins fokus ligger på at deeskalere og aldrig være den, der skaber konflikten.

”Du skal stå fast på, hvad du laver, og hvad dit arbejde går ud på. At du har ret til at være der. Men stadig deeskalere, for i sidste ende, så ved jeg jo godt, at det ikke er mig, der har magten i sådan en situation,” siger han.

Rasmus Tanholdt tilføjer, at den vigtigste ting, man skal tage med i sådanne situationer, er empati. Har man ikke god empati, skal man ikke have den slags arbejde. Ifølge ham, handler det om at kunne læse et rum og dets stemninger, så man på trods af manglende sprogevner forstår, hvornår man er i en situation, der opildnes.

At finde sin grænse

Abul Hayat Rahadh har aldrig set så mange døde mennesker før, som han gjorde den 4. august.

De fleste af de dræbte var demonstranter. Det betød dog ikke, at det var risikofrit at være journalist.

Da Rahul krammer den vrede unge mand, hjælper det ikke.

Manden skubber ham væk. Han er stadig vred, og folk omkring råber efter dem.

Imens kredser røg fra en nedbrændt bygning om dem, og de begynder at være bekymrede for den situation, de står i.

Journalisterne giver op, de kan ikke gøre noget her. De må komme videre, og forsøger at forlade situationen.

Abul Hayat Rahadh forlader fokus fra den unge mand og fokuserer i stedet på, hvordan de kommer væk fra tumulten. Pludselig mærker han et kæmpe slag i baghovedet. Cykelhjelmen knækker. Han vender sig om, og ser halvdelen af en kæmpe mursten, som nu ligger på jorden. Den anden halvdel er i den unge mands favn.

En anden journalist, der gik foran ham, er blevet ramt i ryggen.

Abul Hayat Rahadh ved ikke, hvad han skal sige eller gøre. Han kigger på den unge demonstrant og på sin ødelagte cykelhjelm.

Skal han svare igen? Besvare den uprovokeret vrede?

Den unge mand lægger an til at skulle kaste endnu en mursten efter ham. De beslutter alle, at den bedste løsning må være at flygte hurtigst muligt.

Pludselig bliver risikoen for stor at blive i. De har fundet deres grænse.

FORSIDEN

« Gamle poster