
Hvor går grænsen? Mediernes dilemma i dækningen af MeToo-sager
MeToo-sager har rejst spørgsmål om mediernes rolle og ansvar i dækningen af seksuelle krænkelser. I spændingsfeltet mellem hensynet til ofrene, offentlighedens interesse og de anklagedes retssikkerhed vælger Information og Ekstra Bladet forskellige tilgange til, hvordan de dækker MeToo-sager.

TEKST: ANNA SØNDERGAARD ANDERSEN & ANNA ELMER KRUSE
ILLUSTRATION: SIGRID CONRADSEN NIELSEN
UDGIVET 27. MARTS 2025
Midt på den oplyste scene står Sofie Linde til Zulu Comedy Galla 2020. Publikum forventer den næste vittighed, men i stedet gengiver hun en kommentar, som hun fik fra en ‘stor kanon’ i forbindelse med en julefrokost på DR, da hun var 18 år.
“Hvis du ikke går med ud og sutter min pik, så fucking ødelægger jeg din karriere,” havde han angiveligt sagt.
Med en rolig, men fast stemme bryder Sofie Linde tavsheden om sexisme i den danske mediebranche. Talen betragtes af mange som dét, der for alvor sætter gang i MeToo-bevægelsen i Danmark. En bred række af MeToo-sager bliver i de efterfølgende år dækket massivt i medierne, hvor både offentlige personer og organisationer bliver afsløret og stillet til ansvar.
Hvor meget skal krænkeren outes?
Siden Sofie Linde brød tavsheden, har spørgsmålet, om hvorvidt medier bør afsløre navnene på krænkere i MeToo-sager, været en stor del af de redaktionelle overvejelser hos Ekstra Bladet og Information, som Illustreret Bunker har talt med. Ekstra Bladet ser en vigtig opgave i at afsløre magtfulde personer, der har krænket andre.
”Jeg mener helt sikkert, at Ekstra Bladet har en vigtig rolle i både at afsløre, oute, name og shame krænkere med magt i det her samfund,” siger James Kristoffer Miles, som er redaktionschef for Ekstra Bladets nyhedscenter.
Som redaktionschef har han været inde over de overordnede redaktionelle beslutninger og overvejelser i dækningen af MeToo-sager.
Avisen har dækket adskillige MeToo-sager, hvor de sætter navn på de anklagede. James Kristoffer Miles forklarer, at det er med hensyn til offentlighedens interesse og en del af den journalistiske pligt at holde magtfulde personer ansvarlige. Hos Information ønsker man i højere grad at afdække de strukturelle forhold, der muliggør krænkelser, fremfor at pege på enkeltpersoner. Derfor vil Information gå langt for at anonymisere de anklagede.
Laura Friis Wang arbejder som journalist på Informations indlandsredaktion og har været med til at dække MeToo-sager i DR-symfoniorkester og Liberal Alliances Ungdom. I 2022 blev Laura Friis Wang desuden nomineret til Cavlingprisen for dokumentaren ‘MeToo: Sexisme bag skærmen’, som beskriver en række kvinder, der har oplevet sexistisk adfærd og kultur på TV 2.
”For os har det handlet om ikke at være en offentlig domstol, hvor vi hænger specifikke mænd ud. Det er interessant for os at beskrive, hvilke strukturer og kulturer som gør, at krænkelserne har kunnet finde sted,” siger hun.
Hun nævner, at der samtidig kan være tilfælde, hvor det er nødvendigt at bringe navne for at kunne fortælle historien fyldestgørende. Et eksempel er sagen om Frank Jensen, som trådte af som overborgmester i København i 2020, efter en række krænkelsessager blev rejst mod ham.
”I denne historie ville man ikke kunne anonymisere ham og samtidig bringe historien meningsfuldt, fordi han var overborgmester,” siger hun.
Ja, MeToo-sager har offentlighedens interesse
Både Ekstra Bladet og Information understreger, at dækningen af MeToo-sager er i offentlighedens interesse. Selvom de kan have forskellige tilgange til, hvordan historierne formidles, er de enige om, at medierne har et ansvar for at bringe sagerne frem i lyset – særligt når de involverer personer med magt.
Laura Friis Wang mener, at medier har en særlig opgave i at afdække magtmisbrug og sikre, at krænkelser ikke forbliver skjult.
”Vi har, som publicistisk medie, et ansvar for at få de her sager frem i lyset,” tilføjer hun.
Hos Ekstra Bladet deler man det synspunkt. James Kristoffer Miles fremhæver, at offentligheden har ret til at kende sandheden, når mennesker i magtfulde positioner handler forkert.
Hvornår er der belæg nok?
Spørgsmålet, om hvornår der er tilstrækkeligt belæg for at offentliggøre en MeToo-sag, er centralt hos både Ekstra Bladet og Information. Begge medier er enige om, at der ikke er en bestemt fremgangsmåde.
Selvom begge medier arbejder ud fra forskellige strategier, er spørgsmålet om belæg og kildegrundlag noget, der i høj grad optager begge redaktioner og er et af de mest komplekse etiske dilemmaer i dækningen af en sag. Redaktionerne vurderer derfor løbende, hvornår en sag er stærk nok til at bringe.
”Der skal meget til. Det er historier, hvor man bringer oplysninger om personers ry og rygte.
Vi skal være så sikre som overhovedet muligt på, at det, vi bringer, er rigtigt,” siger James Kristoffer Miles.
Hos Information er den overvejelse tilsvarende. Ifølge Laura Friis Wang handler det i høj grad om en vurdering, som sjældent kan styres af faste regler.
”Man kan ikke sige, at vi har en tommelfingerregel. Det vil altid være en konkret afvejning og genstand for rigtig mange journalistiske overvejelser og diskussioner, hvornår man synes, man har nok til at bringe historien,” siger hun.
I MeToo-sager findes der forskellige typer af belæg såsom vidnesbyrd. Fysiske beviser er dog den dokumentation, der spiller den primære rolle.
”Hvis man har et papirspor, vejer det tungt. Et vidnesbyrd, der for eksempel er ledsaget af skriftlig dokumentation som SMS’er eller mails, gør en kæmpe forskel,” siger hun.
Hensynet til ofrene
Et helt centralt hensyn i dækningen af MeToo-sager er beskyttelsen af de personer, der står frem som ofre for krænkelser. Både hos Ekstra Bladet og Information understreges vigtigheden af at tage vare på de krænkede parter i processen.
”Den største etiske overvejelse er hensynet til de ofre, som har været udsat for krænkelsen,” siger James Kristoffer Miles.
På redaktionen er der altid opmærksomhed på, hvordan ofrene påvirkes af den offentlige omtale, både under afdækningen og efter en historie er bragt. Det samme gælder hos Information, hvor hensynet til ofrene udgør en afgørende rolle, både når det gælder anonymisering og den måde, historierne formidles på.
”Man vil virkelig eliminere alle risici for, at man kommer til at hænge en forkert person ud,” siger Laura Friis Wang.
Hun understreger samtidig, at det etiske ansvar over for kilden, der fortæller sin historie, er mindst lige så stort.
Det handler ikke blot om at beskytte kildens identitet udadtil, men også om at tage hånd om hele processen fra den første samtale til en eventuel offentliggørelse. Anonymisering er derfor et væsentligt værktøj hos Information. Dog er en anonymisering ifølge Laura Friis Wang en langt mere kompleks opgave end blot at undlade et navn. Der kan nemlig være meget andet end et navn, der kan pege på den anklagede.
MeToo i bølger
I fremtiden vil mediernes dækning af MeToo-sager fortsat kræve store overvejelser om, hvornår en historie bør og er klar til at blive publiceret.
”Jeg tror, det kommer til at gå i bølger. Der vil være perioder, hvor medierne har ekstra appetit på bestemte typer MeToo-historier, og så kan der opstå en risiko for, at sager bliver bragt, som måske ikke burde være det,” siger James Kristoffer Miles.
Samtidig understreger han vigtigheden af at fastholde de journalistiske principper, der er blevet styrket gennem MeToo-dækningen.
”Jeg håber, at vi fremover vil holde fast i de principper, MeToo har lært os: At have fokus på de krænkedes ve og vel og være ekstra kritiske over for magthavere,” siger han.
Laura Friis Wang peger på, at de erfaringer, som medierne har gjort sig under MeToo-bølgen, har ført til en mere bevidst tilgang.
” Jeg tror og håbe, at journalister. også i fremtiden, har et ekstra kritisk fokus, hvis de hører, at her er tale om en borgmester. topschef, TV-vært eller fagforeningsboss,” siger hun.
Jeg tror og håber, at journalister. også i fremtiden, har et ekstra kritisk fokus, hvis de hører, at her er tale om en borgmester. topschef, TV-vært eller fagforeningsboss
– Laura Friis Wang, journalist, Information