Farlige trends går viralt: Det er på tide, at TikTok tager ansvar, mener Medierådet for Børn og Unge

Farlige trends går viralt: Det er på tide, at TikTok tager ansvar, mener Medierådet for Børn og Unge

Farlige trends går viralt: Det er på tide, at TikTok tager ansvar, mener Medierådet for Børn og Unge

Når en trend spreder sig, går det hurtigt. Flere gange er livsfarlige udfordringer eller usunde skønhedstrends gået viralt på TikTok. Medierådet for Børn og Unge kritiserer TikTok for ikke at beskytte børns rettigheder godt nok. Imens har EU-kommissionen indledt en ny undersøgelse af platformen.

Skribent: Cathrine de nijs johansen
Illustration: Mie Stærk

Udgivet den 21. marts 2024

Mange danske unge scroller dagligt gennem et hav af indhold på TikTok, og ikke alt er uskyldige dansevideoer eller how-to-guides. Skadelige trends spreder sig også på platformen. Det drejer sig om videoer med selvskade og usunde skønhedstrends såsom opfordringer til hurtigt vægttab. Det kan også være livsfarlige udfordringer som eksempelvis ’the blackout challenge’, en kvælningsleg der har kostet flere unge livet ude i verden.

Det er et problem, hvis man spørger Miriam Michaelsen, forperson i Medierådet for Børn og Unge. Hun siger, at TikTok ikke tager nok ansvar for at undgå, at disse trends spreder sig.

“TikTok høster data, bruger fastholdelsesmekanismer på meget unge mennesker og eksponerer børn og unge for indhold, der ikke er egnet til dem,” fortæller hun.

Under algoritmens indflydelse

TikTok drives af en algoritme. Det betyder, at hvis unge falder over eller søger på bestemte emner såsom slankekure, får de vist endnu flere af netop de videoer.

Ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet Amanda Mouritsen forsker i unge danskeres brug af TikTok. Hun mener, at det kan blive problematisk, hvis unge fodres med samme type indhold.

“Algoritmen er med til at skabe det, nogle folk kalder for filterbobler. Det vil sige, at man ender med at se nogle meget specifikke ting, og så er det det eneste, man ser,” fortæller Amanda Mouritsen.

På jagt efter anerkendelse

Nogle unge kommer så langt ud, at de kommer til at skade sig selv i forbindelse med trends på TikTok. Det kan handle om, at unge har behov for at være en del af et fællesskab og på den måde forvilder sig ud i at gøre noget, der kan være farligt.

“Vi er flokdyr og vil rigtig gerne være som andre, og det er især rigtig vigtigt for unge. Det er derfor, at der går mode i nogle ting,” fortæller adfærdspsykolog Annemette Staal.

Hun peger på, at man som ung gennemgår konstante skift i ens fysiske miljøer, fra man er teenager til det tidlige voksenliv i forbindelse med uddannelse, arbejde og fritid. Sociale medier bliver et fast holdepunkt, hvor unge kan blive del af fællesskaber ved at følge bestemte influencers eller melde sig ind i onlinegrupper.

TikTok bliver et sted, hvor unge kan søge hinandens accept ved at efterligne trends. Det kan ifølge Annemette Staal være en af grundene til, at man som ung forsøger sig med risikable trends, selvom man godt ved, at det kan være farligt.

“En af årsagerne til, at man bruger TikTok, er, at man jagter social status og anerkendelse. Og hvis vi gør ligesom dem, vi ser op til, så er der større sandsynlighed for, at vi rykker op i det sociale hierarki,” fortæller Annemette Staal.

Hun peger på, at man ikke bare risikerer at komme galt afsted, hvis man tager del i vovede udfordringer som the blackout challenge, men det kan blive sværere at fornemme sine grænser.

“Nogle unge går med på det, fordi de ikke i samme grad som ældre er reflekterede over, hvad de gerne vil, og hvem de egentlig er. De er ved at finde deres identitet. Derfor kan de være søgende og tænke, ‘nå, det kan jeg da godt’, og så har de pludselig overskredet deres egne grænser,” fortæller Annemette Staal.

Vejen til et tryggere TikTok

TikTok har siden august 2023 skullet efterleve EU’s forordning om digitale tjenester. Lovgivningen har til formål at beskytte EU-borgernes grundlæggende rettigheder og skabe sikkerhed. For privatpersoner betyder det blandt andet bedre beskyttelse af børn og unge og mere kontrol over, hvilket indhold man ønsker at se. Man undgår derfor at eksponere børn og unge for uønsket eller ulovligt indhold.

EU-kommissionen valgte den 19. februar i år at indlede en formel undersøgelse af TikTok med henblik på at finde ud af, om platformen overtræder forordningen om digitale tjenester. Det drejer sig blandt andet om, hvorvidt TikTok gør nok for at beskytte børn og unge mod vanedannende design og skadeligt indhold, som understøttes af platformens algoritme. Derudover udkom DR’s dokumentarserie “Alene hjemme på nettet”  i marts, hvor unge fortæller om, hvordan de blandt andet møder vold, mord og selvskade på TikTok.

Miriam Michaelsen, forperson for Medierådet for Børn og Unge, fortæller, at TikTok i højere grad bør gøre det enklere for unge at navigere i, hvordan man fjerner uønsket indhold fra sit feed.

“Det er klart, at det ikke er i deres interesse at få blokeret og fjernet meget indhold fra brugerne, fordi de tjener på datahøst og på det indhold, der bliver delt. Derfor er det ikke en prioritering at gøre det nemt at fjerne og blokere, men det er noget af det, de skal,“ siger Miriam Michaelsen.

Amanda Mouritsen, ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet, peger på, at der er flere redskaber i værktøjskassen, TikTok kan gøre brug af, som eksempelvis at lægge en større indsats i at filtrere indhold fra. På den måde kan TikTok sikre sig, at børn og unge ikke ender med at forbruge skadeligt indhold på platformen.

Fra retningslinjer til handling

Spørger man ind til, hvordan sociale medier konkret kan handle på problematikken, har Miriam Michaelsen en klar besked til TikTok:

“Det skal være nemt at fjerne og anmelde indhold. I skal ikke høste data og bruge fastholdelsesmekanismer, og I er nødt til at gøre noget ved det indhold, der ikke er egnet for børn og unge, hvis I vil have dem på jeres platforme.”

Analyser foretaget af Medierådet for Børn og Unge viser, at mange børn og unge tænker, at det er normalt at møde skadeligt indhold på sociale medier. Det gælder eksempelvis indhold med selvskade, vold eller ulykker. Miriam Michaelsen siger, at det ikke skal være de unges ansvar alene, men at vi som samfund og voksne bør gribe ind, når børn og unge eksponeres for skadeligt indhold.

“Børn og unge tror, at ubehageligt indhold er en del af præmissen for at være på nettet. Børn og unge har ret til beskyttelse og skal ikke kunne klare hvad som helst. Samfundet har et ansvar for at passe på dem.”

TikTok er blevet forelagt kritikken, der indgår i artiklen, men er grundet travlhed ikke vendt tilbage med en udtalelse. Platformen har i andre medier udtalt, at TikTok har lanceret funktioner i deres app, der har til formål at beskytte unge. Samtidig arbejder de fortsat med at undgå, at skadeligt indhold eksponeres for børn og unge.

Har du brug for hjælp?

Hvis du er i krise, har tanker om eller skader dig selv, så sig det til nogen. Det hjælper at få sat ord på de svære tanker, og du kan gøre det anonymt.

Du kan kontakte Livslinien på 70 201 201 alle dage mellem klokken 11-05, eller chatte på https://www.livslinien.dk/

Du kan kontakte Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade på 7010 1818 mandag fra klokken 09.00-19.00 og tirsdag til torsdag fra klokken 16.00 – 19.00 eller chatte på www.lmsos.dk.

Alex Vanopslagh vil give ungdommen mere frihed – og de lytter til ham som aldrig før

Alex Vanopslagh vil give ungdommen mere frihed – og de lytter til ham som aldrig før

Alex Vanopslagh vil give ungdommen mere frihed – og de lytter til ham som aldrig før

Skolevalg 2024 blev endnu en succes til den politiske perlerække af gode resultater, som Liberal Alliance og Alex Vanopslagh har skabt. Højrefløjspartiet har etableret et politisk talerør til ungdommen, men det betyder ikke nødvendigvis, at vi går en Liberal fremtid i møde, siger valgforsker.

TEKST: SEBASTIAN ØSTERGAARD OLSEN & EMIL LUND JENSEN

ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT Nielsen

Udgivet den 21. marts 2024

Da de danske folkeskoleelever kom hjem til deres forældre efter dette års skolevalg den 1. februar, kunne hver tredje fortælle, at krydset var havnet ved Liberal Alliance (LA).

Alex Vanopslagh har sammen med sit parti, LA, formået at gøre noget, som få andre politiske partier i Danmark har. At nå ud til de unge med humor som redskab.

Hele 30 procent af de folkeskoleelever, der stemte ved valget, stemte i år på LA, hvilket er en stigning på lidt over 18 procentpoint siden Skolevalg 2021. Til sammenligning fik rød blok, sammen med Radikale Venstre, i alt 39 procent af elevernes stemmer. Nogle peger på, at succesen primært skyldes sjove TikToks og en charmerende partiformand, men det synes Alex Vanopslagh, er en forsimpling.

PoliTikTok

Danske unge får i høj grad deres nyheder og information fra sociale medier. Derfor er det ifølge Jonas Lieberkind, ungdomsforsker og lektor ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, ingen tilfældighed, at Alex Vanopslagh og LA fik et fremragende skolevalg.

”LA og Vanopslagh har været rigtig dygtige til at kommunikere på en måde, som giver mening for de unge. Der er  mange, der snakker om ham. Alle tager stilling til ham. Man snakker jo ikke om for eksempel Konservative på samme måde,” siger Jonas Lieberkind.

TikTok-videoers korte format gør det svært at udfolde komplekse politiske samtaler. Derfor er Alex Vanopslagh også bevidst om, at der medfølger et ansvar for at give de unge en dybere indsigt i politik. Af den grund laver LA også podcast og YouTube-videoer, hvor mere komplekse aspekter af politik bliver diskuteret. Men spørgsmålet om, hvorvidt LA’s TikTok-videoer er fordummende, synes han, er misforstået.

“Vores sjove videoer fylder mere på TikTok, men det er ikke mere fordummende end Facebook-opslag og TV -debatter, hvor tingene også tit forsimples. De er nok bare målrettet boomer-segmentet. At man på Facebook formulerer et vredt opslag med et meget lavt lixtal er,w som jeg ser det, ikke en tand mindre forsimplet end vores TikToks,” siger Alex Vanopslagh.

En del af partiets enorme tilslutning hos de unge kan skyldes deres humoristiske måde at videreformidle politiske budskaber på sociale medier. Men ifølge Jonas Lieberkind taler Alex Vanopslagh også ind i nogle ting, som de unge går meget op i: økonomi, spørgsmål om topskat og ønsket om ansvar.

“Unge vil rigtig gerne deltage, og de synes, at de har noget at byde på. Lige præcis LA appellerer til, at unge skal have en større frihed og selv tage det ansvar, der følger med friheden. Det er noget, de unge higer efter. At være en del af det samfund, som de ser,” forklarer Jonas Lieberkind.

Alex og ansvaret for den unge generation

Alex Vanopslagh synes, at det er på tide, at fortællingen om de unge skal være positiv. Han køber ikke det, som han selv beskriver som en offer-fortælling om de unge. En fortælling, han mener, ses hos mange venstreorienterede partier. Han anerkender, at ungdommen i dag givetvis har det sværere på mange parametre, end tidligere generationer har haft, men han mener, at politikerne har et ansvar for at tale de unge op.

“At ungdommen skulle mistrives som aldrig før, og at de krav, der er i uddannelsessystemet, skulle være helt horrible. Den offerfortælling, tror jeg ikke, tjener nogen særlig godt. Det er nok også en af grundene til, at vi fik et godt skolevalg. Vi har en mere optimistisk tilgang til ungdommen,” uddyber Alex Vanopslagh.

Ifølge Rune Stubager, professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, føler de unge vælgere sig ofte mere draget af rene, ideologiske standpunkter, som det LA for eksempel leverer. Men i takt med at vælgerne bliver ældre, nuanceres deres billede af politik, og dermed blegner nogle af disse ideologiske tendenser.

“Man kunne godt have den overvejelse, om alle de folkeskoleelever, der synes, at LA er et godt valg, er helt med på for eksempel partiets SU-politik. Måske bliver et politisk punkt som dette lidt mere aktuelt, når de selv skal til at bruge den del af velfærdssamfundet,” fortæller Rune Stubager.

Alex Vanopslagh synes som ung partileder, at det er fedt, at de unge synes godt om LA, men han vil ikke tilrettelægge politikken efter de unge. I stedet for at love højere SU eller gratis psykologhjælp til unge, peger han på, at man i stedet bør fortsætte med at tale i øjenhøjde med de unge.

“TikTok er jo det klareste eksempel på, at vi fanger dem i øjenhøjde. Men vi designer ikke vores politik efter, hvad vi tror, de unge gerne vil have. Vi fører den politik, vi mener, er bedst for Danmark,” uddyber Alex Vanopslagh.

Danmarks folkeskolevalgte minister

Simon Fendinge var som landsformand for Liberal Alliances Ungdom hovedarkitekten bag det succesfulde skolevalg. Der er klare ligheder mellem Alex Vanopslagh og Simon Fendinge. De har begge vundet DM i Debat. De har begge været eller er formand for Liberal Alliances ungdom. Og så har de begge to en rigtig stærk appel til de unge.

“Eleverne bakkede rigtig meget op. De bakkede også mere op efter debatterne, end de gjorde inden. Det gik jo rigtig godt,” fortæller Simon Fendinge

Ifølge Jonas Lieberkind er de unge trætte af den traditionelle partipolitik med debatter, hvor partierne fokuserer mere på at kritisere hinanden end at diskutere politik. Liberal Alliances Ungdom havde en klar taktik om kun at snakke om egen politik ved skolevalget. En taktik, der bar frugt og var medvirkende til, at man høstede 30 procent af stemmerne.

“Jeg tror og håber på, at vores fremtid er mere liberal. Det var det indtryk, jeg fik ude på skolerne, i og med at det gik, som det gjorde,” fortæller Simon Fendinge.

En fremtid med meget mere LA?

Rune Stubager mener dog, at man skal være påpasselig med at drage konklusioner. Det skyldes, at resultaterne generelt er ustabile sammenlignet med meningsmålinger og folketingsvalg. Det er ifølge Rune Stubager udslagsgivende for, at et skolevalg ikke varsler nogen markant forandring i det politiske landskab.

“Jeg tvivler på, at vi kommer til at se en så massiv blå ungdomsårgang, når disse unge skal stemme til folketingsvalg. Vi ser i forskning, at påvirkningen fra forældrene er lige så stærk nu, som den var tilbage i 1970’erne. Og blandt forældrene ligger blokbalancen jo tæt på 50-50,” fortæller Rune Stubager.

En del af forklaringen på ustabiliteten findes ifølge Rune Stubager i, at det er ’en gratis omgang’ for eleverne. Skolevalg kræver ikke nødvendigvis det samme niveau af indsigt i det politiske stof som et folketingsvalg.

“Det betyder, at man som vælger kan lade sig rive med af en stemning og de mærkesager, man synes er mest spændende. Man kan vælge det uden at tænke så meget over en reel indvirkning,” forklarer Rune Stubager.

Alex Vanopslagh og Simon Fendinge anerkender Rune Stubagers analyse af, at Skolevalg ikke er repræsentativt for et reelt folketingsvalg, og at man derfor skal passe på med at konkludere noget på baggrund af det. Dog var de begge henrykt over resultatet, og Simon Fendinge fortæller, at han stadig tror på den liberale fremtid.

Rune Stubager er heller ikke i tvivl om, at LA vil få et godt valg næste gang, der åbnes for stemmeurnerne, især blandt unge mænd. Men han tror ikke på, at hverken LA eller blå blok vil opleve så markant en fremgang, som Skolevalg 2024 eksemplificerer.

Jonas Risvig-serierne blev for perfekte: ”Jeg er nok endt med at skabe den ungdom, jeg gerne selv ville have haft”

Jonas Risvig-serierne blev for perfekte: ”Jeg er nok endt med at skabe den ungdom, jeg gerne selv ville have haft”

Jonas Risvig-serierne blev for perfekte: ”Jeg er nok endt med at skabe den ungdom, jeg gerne selv ville have haft”

Et kamera, coronapandemi og fire teenagere fra nabolaget. Sådan startede produktionen af Centrum. Den første ungdomsserie med Jonas Risvig bag rattet. I dag, tre år og ti ungdomsserier senere, er den 30-årige instruktør blevet førende inden for skildringen af ungdomslivet. Men med større succes kommer også større ansvar på godt og ondt.

Tekst: SARAH CARDEL
FOTO: KASPER SØHOLT

Udgivet den 21. marts 2024

Ikke langt fra Jonas Risvigs bopæl ligger hans kontor. Vi befinder os i det vestlige København, og på en af kontorets vægge hænger der flere billeder, end man kan tælle til. Nogle er fra Salsa, nogle er fra Grænser og andre er fra Viaplay-serien Drenge.

”Tænk at kunne vise sådan et billede om 20 år til ens børn og sige ’Sådan så mor ud, da hun var ung’,” fortæller han, idet han peger på et billede af en af skuespillerne.

Ligesom billederne på væggen kan han godt lide at se sine serier som et vidnesbyrd om nutidens ungdom. En slags tidskapsel, hvor generationens måde at tale på, klæde sig på og eksistere på dokumenteres gennem serierne.

Men er man kun rigtig ung, hvis man går til fester, har venner, køber vintagetøj, har sex og på den ene eller anden måde formår at lykkes med det, man bøvler med? Det er den kritik, som lyder, og spørger man Jonas Risvig selv, er svaret entydigt.

”Jeg er virkelig ked af, at mine serier har haft en ekskluderende effekt. I mange af dem er jeg nok endt med at skabe den ungdom, jeg gerne selv ville have haft.”

At føle sig udenfor de andres verden

Jonas Risvig voksede op i en lille by sydøst for Silkeborg og havde, efter eget udsagn, en ”problemfri” barndom. Forældrene var sammen, kæledyrene i live og søskendeforholdet var tæt. Først i sommerferien mellem 8. og 9. klasse begyndte tilværelsen at ændre sig.

”Jeg var på ferie, drak megamange sodavand og spiste spaghetti med ketchup. Efter ferien var alle begyndt at feste, ryge og køre scooter. De havde taget et forspring ind i teenagelivet,” fortæller Jonas Risvig.

Han husker, hvordan der pludselig var opstået helt nye interesser blandt klassekammeraterne, og især hvordan han endnu ikke delte disse interesser.

”Niende klasse var et farligt og ubehageligt sted at være. Men også sygt spændende,” fortæller han.

Uden nogen at spejle sig i begyndte han at lukke sig mere og mere inde. Han så alle ungdomsfilm. Med sin fars gamle kamera, brugte han sin fritid på at filme og klippe videoer. Det var i det øjeblik, at drømmen om selv at skildre ungdommen begyndte at spire.

”Jeg lavede parodi- og musikvideoer, fordi jeg ikke turde tage det alvorligt. Men jeg vidste, at jeg på et tidspunkt skulle skabe det, som jeg selv følte, jeg manglede i den periode,” fortæller Jonas Risvig.

”Jeg vil lave serier, der larmer”

Youtube-serien Centrum, der blev udgivet i 2020, markerer begyndelsen på Jonas Risvigs instruktørdrøm, og siden er listen kun blevet længere.

Fælles for alle Jonas Risvig-serier er deres udforskning af problemstillinger, der kendetegner ungdomslivet. Lige fra giftig maskulinitetskultur til seksualitet, svære venskaber og gymnasiedrama.

”Jeg vil gerne lave serier, som larmer. Ligesom hvis naboen holder fest, og der kører et beat hele natten. Det er irriterende, hvis man gerne vil op om morgenen, men ikke desto mindre, ved alle, at der er fest,” fortæller Jonas Risvig.

Der var et stort fokus på unge som mistrives under coronapandemien. I Centrum var det dog det modsatte. De unge nød at få en pause.

I flere af serierne vises unge, der ryger og drikker alkohol, men også dem, der vælger det fra. For Jonas Risvig handler det om at fremvise sider af ungdomslivet, som ofte forbliver skjulte i fiktion og dermed skabe larm.

”I stedet for at pakke rygning væk, har vi forsøgt at starte en samtale om eksempelvis gruppepres. Og så længe Kræftens Bekæmpelse og Børns Vilkår støtter mine projekter, er det vigtigere for mig end sure forældre,” fortæller han.

Derudover er serierne også karakteriseret ved, at mange af skuespillerne er uprøvede.

Når det gælder casting, har Jonas Risvig opdaget en vigtig opgave i at finde dem, som ikke nødvendigvis råber højest. Både for at skabe en bredere repræsentation, men også for at give selv de mest generte en mulighed for at blive hørt.

”At finde en ung version af mig selv, som ikke ville turde melde sig – det kunne være fantastisk. Men man skal huske, at selvom den dreng, som har det svært, ville være den bedste til at spille netop det, så skal der være en lyst og tryghed i at deltage,” fortæller han.

Jonas Risvig har et ønske om, at serierne repræsenterer en nuanceret ungdom, men ligesom tilfældet før, er det nemmere sagt end gjort:

”Kropsdiversitet er det sværeste. For hvis man er 17 år gammel og føler, man ikke ligner de andre, kan det være enormt angstprovokerende at stå frem,” fortæller han.

Jonas Risvig besøger landets teaterskoler for at tale med underviserne i håb om at skabe en tryggere ramme for unge. Han opsøger også sociale boligområder for at finde piger og drenge med forskellig etnisk baggrund.

Kan mænd lave serier om kvinder?

Selvom flere af serierne fik betydelig succes, var det først med serien Salsa, sendt på DR, at Jonas for alvor brændte igennem. En serie om venskab, kærlighed og ikke mindst teenagepiger, der udforsker deres seksualitet.

”Salsa er den serie, som har været allerfedest at lave. Men det er også den, som jeg har hørt mest for, og den, som jeg har været mest i tvivl om, hvorvidt den skulle fortsætte,” fortæller Jonas Risvig.

Nogle seere har kritiseret Salsa for det faktum, at den er instrueret af en mand. En kritik, som fremstår mere personlig end konstruktiv, og som er svær at anerkende for Jonas Risvig.

”Fordi det er en serie om kvinder, bestod næsten hele produktionsholdet af kvinder. Jeg ønskede at starte en nuanceret samtale om seksualitet, men jeg har lagt et kæmpe arbejde i at få de rigtige stemmer indover,” fortæller han og fortsætter:

”Man må altid bedømme produktet, men når kritikken går på min person og mine intentioner, bliver jeg mega ked af det.”

Han understreger, at både mænd og kvinder kan producere godt indhold om det modsatte køn, og at det altid handler om at gøre sig umage for at sætte sig ind i kulturen.

Indtil videre er der udgivet to sæsoner af Salsa, mens arbejdet på sæson tre er i gang.

Den ”seje” måde at være ung på

Jonas Risvig bruger og inddrager sit publikum. De unge er med til idéudvikling og manuskriptskrivning, og skuespillerne bliver bedt om at omformulere replikkerne til måden, de selv ville sige dem. 

For Jonas Risvig er det vigtigt, at det er de unge, som taler, når offentligheden ser ham som ungdommens talerør.

”Jeg er blevet ham, som jeg altid selv var i opposition imod. Den voksne, som skulle gætte på, hvordan det er at være ung. Så jeg ser virkelig min position som et ansvar, der forpligter,” fortæller han. 

Alligevel har han mødt kritik for at portrættere et perfekthedsbillede af, hvordan man er ung på den ”seje” måde. En måde, hvor man har lyst til at drikke alkohol hver weekend og tale med sine venner om kærlighed og sex. 

Selv var Jonas Risvig ikke bevidst om, hvordan hans serier havde påvirket visse unge.

”I forsøget på at skabe et indbydende univers og rum for samtale er jeg også endt med at ekskludere alle dem, som ikke har det på samme måde. Det er ret vildt, for jeg har ikke tænkt over det, før den del af kritikken opstod,” fortæller han.

Når Jonas aktivt opfordrer til åbenhed, er det ikke usædvanligt for ham at blive mødt med kritik. Han nævner endda, at han dagligt modtager kritik, og der er næsten intet, han ikke har hørt før.

På trods af det har denne del af kritikken alligevel gjort et stort indtryk på ham.

”Det, som har gjort mig allermest ked af det, er, hvis jeg har fået nogen til at føle, at de ikke er gode nok. Det skulle meget gerne have været det modsatte. Hver dag er denne del af kritikken øverst på min liste over ting, jeg skal arbejde på,” fortæller Jonas Risvig.

Han er ved at lægge sidste hånd på spillefilmen Kontra, der, ifølge ham selv, er et opgør med netop den perfekthedskultur, han selv har været med til at portrættere. Så når filmens hovedkarakter ikke lader sig bukke under for normen om at skulle være ung på en bestemt måde, ser Jonas Risvig det også som en form for kritik af sig selv og sine tidligere produktioner.

”Hovedkarakteren adskiller sig meget fra dem, der ellers har optrådt i mine serier, og nu sidder jeg også med Salsa 3, hvor vi er ved at gøre det hele ‘lidt grimmere’ og mere relaterbart,” fortæller han. 

Selvom den 30-årige instruktør har mødtmeget kritik, er han ikke i tvivl om, at han skal blive ved med det, han laver. For hvad der var hans drivkraft for overhovedet at begynde, er også motoren for at fortsætte: At give nogen noget at spejle sig i.

”Jeg ser nu, at det var meget få mennesker på min årgang, der udlevede den vilde ungdom. Jeg glemte, at min sidemakker kunne have det på samme måde som mig, og jeg håber, at mine serier kan hjælpe andre i samme situation,” fortæller han.

Unge i Aarhus står i kø til studenterpræster: Et frirum uden journal og sygeliggørelse

Unge i Aarhus står i kø til studenterpræster: Et frirum uden journal og sygeliggørelse

Unge i Aarhus står i kø til studenterpræster: Et frirum uden journal og sygeliggørelse

Flere unge på uddannelsesinstitutionerne Aarhus Universitet og VIA står i kø for at snakke med en studenterpræst. Det er et aktivt valg, men for nogle er det også en nødløsning.

TEKST: JENS BANG & MARCUS MATHIAS FRANCK
FOTO: KASPER BONDE KRUPSDAHL

Udgivet den 21. marts 2024

Jens Munk sidder på sit hjemmekontor i sin mørkebrune, læderbetrukne lænestol. Der er en stoisk ro over ham. Bag ham tårner bogreolen op fra gulv til loft. En plakat af Søren Kierkegaard i blå nuancer kigger ud i rummet. Det er et rum, der emmer af store tanker og store tænkere. Et rum med plads til eftertænksomhed. Og netop tanker er det, der fylder rummet, når studerende kommer til Jens Munk for at dele dem med ham. Fælles for dem er, at de kommer med ønsket om at få hjælp.

Jens Munk er studenterpræst på Aarhus Universitet (AU) og har haft over 15.000 professionelle samtaler. Ifølge Jens Munk er studenterpræsternes spidskompetence den åbne dialog i øjenhøjde. Hos dem er der ingen journalføring, medicin eller sygeliggørelse. Her gælder det hjælp til selvhjælp.

“De personer, der kommer ind, har problemet og også selv løsningen. Det vigtigste er, at man som præst ikke stiller sig i vejen for den proces, der er inde i det menneske, du sidder sammen med,” fortæller Jens Munk. 

Ifølge Folkekirken.dk er der ansat cirka 25 studenterpræster fordelt på landets store uddannelsesinstitutioner. Deres opgave er blandt andet at have samtaler med de studerende, der har behov for en at snakke med. I Aarhus er studenterpræsterne tilknyttet AU og VIA. Studenterpræsterne i Aarhus oplever en stor efterspørgsel med en ventetid på tre til fire uger for en samtale.

Et bevidst tilvalg eller en sidste udvej

Jens Munk fortæller, at der kommer en del studerende i desperation til studenterpræsterne. Lange ventetider til psykologhjælp gør, at de ser studenterpræsterne som den sidste udvej. De fortæller det uden omsvøb, når de møder ham.

“Så siger de, ‘jeg kommer ikke, fordi du er præst. Jeg kommer, fordi jeg er fuldstændig desperat og ikke har kunnet finde andre’,” fortæller Jens Munk.

De seneste tal fra Dansk Psykolog Forening viser, at ventetiden på psykologhjælp på den gratis ordning for 18-24-årige med angst og depression lyder på knap 27 uger. Netop ventetiderne er en faktor for mange unge, der opsøger studenterpræsterne.

Det gælder dog ikke alle de studerende. En af dem, der har prøvet at gå til en studenterpræst, er 27-årige Laura Printzlau Elkrog. Hun arbejder i dag som administrativ medarbejder hos Aarhus Universitets studenterpræster, hvor hun tiltrådte i august 2023. Men allerede i december 2019, på tredje semester af sin bachelor i uddannelsesvidenskab, stifter hun bekendtskab med studenterpræsterne.

Laura Printzlau Elkrog er ikke religiøs, og hun har tidligere søgt andre veje. 

“Jeg har ting, jeg har brugt år på at snakke med psykologer om, men uden at komme til bunds. Så jeg havde brug for at snakke med nogen, der var anderledes,” siger Laura Printzlau Elkrog.

Her viste studenterpræsterne at være det alternativ, der fungerede for hende. Hun fortæller, at det også har nogle lavpraktiske fordele. 

“Som studerende er der jo et stort aspekt i, at det er gratis. De skriver heller ikke journal, og det var vigtigt for mig, da det betød, at jeg stadig kunne tegne en sygeforsikring,” fortæller Laura Printzlau Elkrog.

For Laura Printzlau Elkrog og andre studerende, kan det være en velbegrundet overvejelse. Læser man på betingelserne for at kunne oprette sig som medlem hos Sygeforsikring Danmark, må man ikke være henvist, forvente at skulle eller have været i behandling hos en psykolog inden for de seneste 12 måneder.

Foruden den gruppe af unge, der kommer som en sidste udvej, fortæller Jens Munk, at det for mange af de studerende er en frigørelse at vende tilværelsen med en studenterpræst. Her er snakken i øjenhøjde, og man er ikke en del af behandlingssystemet. Og religionen fylder ikke meget. Jens Munk fortæller, at det kun er cirka to ud af ti, der opsøger studenterpræsterne af religiøse årsager.

Perfektionstrangen sniger sig ind på de unge

For Laura Printzlau Elkrog startede vejen mod studenterpræsterne med fornemmelsen af ikke at føle sig hjemme på universitetet. Her blev hun del af et miljø, der var præget af konkurrence.

“For mine medstuderende handlede det meget om at svare bedst muligt på det, vores underviser gerne ville høre. Sådan var ikke for mig,” siger Laura Printzlau Elkrog.

Det store fokus på præstation krøb langsomt ind på Laura Printzlau Elkrog og førte til, at hun henvendte sig til studenterpræsterne til en snak om livet på universitetet.

For Laura Printzlau Elkrog blev snakken med en studenterpræst en succes. Hun fortsatte med at komme der fast i to og et halvt år for at dele sine tanker.

“Vi har nærmest snakket om alt i mit liv,” siger Laura Printzlau Elkrog. 

Ifølge Jens Munk er det forskelligt, hvad de unge ønsker hjælp til. Alligevel er der tre gennemgående temaer, der fylder hos de unge. Det er sorg og tab, etiske og religiøse problemstillinger som utroskab og eksamenssnyd og det, Jens Munk kalder for ’Perfektionstrang’.

“Det er meget sjældent, man møder mennesker, som ikke ønsker at være bedre, end de er. I virkeligheden er du ikke god nok, men det behøver du heller ikke at være. Det har vi svært ved at acceptere,” siger Jens Munk.

Det er især perfektionstrang, der fylder hos flere unge. En undersøgelse lavet af Psykiatrifonden viser, at 56 procent af de unge mellem 16 og 24 år er enige eller meget enige i, at de kun er gode nok, når de har succes på næsten alle områder af livet. Denne tendens går igen i samtalerne hos Jens Munk. Det overrasker ham ofte, hvor meget de unge mennesker kan vurdere sig selv forkert.

“Der kommer nogle gange unge, smukke og intelligente mennesker ind. Når jeg så spørger, hvad de vil have hjælp til, så vil de gerne snakke om, hvor grimme og dumme de er,” fortæller Jens Munk.

Jens Munk ser en tendens til, at nogle unge er mere optagede af deres præstationer på uddannelsen end selve det fag, de beskæftiger sig med. Han kalder dem racerbiler. De ræser rundt og sammenligner sig selv med andre i higen efter anerkendelse.

“Men det er godt at lære at være uperfekt, for det kommer du til at være i rigtig mange timer i dit liv,” siger Jens Munk.

Han fortæller, at der særligt er ét spørgsmål, der går igen hos de studerende: ’Kan du hjælpe mig?’. Til det svarer Jens Munk:

“‘Det ved jeg ikke’. Og så tager vi den derfra”

Da et missil ramte et hospital i Gaza, blev de danske udlandsredaktioner sat på prøve

Da et missil ramte et hospital i Gaza, blev de danske udlandsredaktioner sat på prøve

De første to måneder af krigen mellem Israel og Hamas har budt på forkerte overskrifter, falske billeder og voldsomme beskyldninger. Hvordan navigerer medierne i krig, når sandheden står på spil?

TEKST: EVA BEYER PAULSEN

Udgivet den 07. december 2023

Man siger, at det første offer i krig er sandheden.

De to gange, jeg selv har rejst i Israel og Palæstina, er det samme realitet, der har ramt mig; hvad, der er forkert på den ene side, er rigtigt på den anden. Kvinden, jeg arbejdede for i en palæstinensisk flygtningelejr i Betlehem, kunne fortælle om de rædsler, hende og hendes familiemedlemmer blev udsat for, når de israelske soldater brød ind i lejren.

Imens kunne mine nye israelske venner i Tel Aviv fortælle om en anden virkelighed. Her omtales værnepligten som unges formative år; som et slags højskoleophold med fordybelse, læring og nye venner.

”Vi havde ikke mødt hinanden, hvis det ikke var for militæret,” kunne de fortælle mig, mens de omfavnede hinanden en sommeraften på en homobar.

De høje mure, der deler landene og omkranser de nærliggende bosættelser, bliver et symbol på den historie, som israelerne og palæstinenserne i området skaber sammen, men oplever hver for sig. Når historierne lander hos os i Danmark, har mange journalister bearbejdet begivenhederne for at opløse muren til fordel for oplysning. Men hvordan dækker man noget, hvor misinformation let kan afspore ens journalistiske arbejde? Det har jeg spurgt udlandscheferne på henholdsvis DR og TV 2 om.

De første par timer
”Det hele begynder at bimle og bamle på alle verdens medier,” siger Niels Kvale fra DR Nyheder, da jeg spørger ham ind til hospitalsangrebet.

Da Al Ahli-hospitalet i Gaza den 17. oktober bliver ramt af missiler, står det klart, at krigens parter har forskellige opfattelser af hændelsen.     

Niels Kvale mener, at DR Nyheders første artikler på nyheden om missilangrebet var solide:

”De er fyldt med forbehold,” siger han.

Og forbeholdene viser sig at være centrale. For hurtigt bliver skyldsspørgsmålet også besvaret. Blandt andet meddelte den norske public-service-station NRK i overskrifter, at Israel havde ansvaret for angrebet. Senere måtte de trække overskrifterne tilbage, da blandt andre USA, Canada, Frankrig, Storbritannien og Israel alle vurderede missilen til at være et vildfarent missil fra den palæstinensiske organisation Islamisk Jihad – som ligger i Gaza.

Dette mener Niels Kvale, at de på DR håndterede fint. Deres første nyheder konkluderede nemlig ikke, hvem der var afsender af missilet.

“Der er en god brug af verber i nyhedsdækningen, der understreger uvisheden i historien,” siger han.

På dette tidspunkt havde de vildfarne konklusioner allerede betydet, at et vigtigt topmøde om krigen mellem præsident Biden og den jordanske konge Abdullah den 2., den egyptiske præsident Abdel Fattah El-Sissi og det palæstinensiske selvstyres præsident Mahmoud Abbas blev aflyst i protest mod angrebet, de mente tilhørte Israel.

Det begynder også at gå galt på DR, fortæller Niels Kvale:

“Der sker det, der ofte sker i breaking-news-situationer; at nogle af de forbehold, vi havde indledningsvist, langsomt glider ud. De forbehold burde vi retrospektivt have været bedre til at fastholde,” siger han.

Også udlandschef på TV 2, Jakob Vissing, fortæller, at den store problematik i starten af dækningen af hospitalsangrebet var, at situationen udviklede sig så hurtigt:

“Men sådan er det med nyheder i realtid. De oplysninger, man får i første omgang, viser ofte ikke den fulde sandhed,” siger han.

Begge udlandschefer er enige om, at transparens er nøglen i dækning af krige, hvor intet er gennemskueligt. Det handler om at gøre det klart for læserne, hvad man som medie ved og ikke ved. Og hvilke kilder, man får informationerne fra.

Overskrifter med forbehold
Men når jeg tænker på transparens, kan jeg ikke lade være med at være i tvivl, om alt kan udgives, så længe kilderne angives. Jeg har nemlig gravet en DR-artikel frem fra aftenen den 17. oktober, hvor overskriften lyder: ”Palæstinensisk sundhedsministerium: Flere hundrede meldes dræbt efter israelsk angreb på hospital i Gaza.”

Hvis udsagnet fra det palæstinensiske sundhedsministerium om hospitalsangrebet ikke passer, hvorfor bliver det så alligevel bragt i en overskrift? Kan transparenskriteriet så ikke bare være en slags ansvarsfraskrivelse? De spørgsmål deler jeg med Niels Kvale.

”Det er klart, at med det vi ved nu, skulle der være flere forbehold i den overskrift. Men jeg synes ikke, at overskriften er en, der skal korrigeres, for den er jo faktuelt korrekt. Men jo, vi skulle have være mere forsigtige med at stille den så bombastisk op,” siger han.

Jeg spørger ham, hvad der gør, at DR alligevel bringer sådan en overskrift.

”Der er meget, der står uklart i krig. Men det er særligt svært, når vi ikke selv kan være til stede i krigens centrum. Det er derfor vigtigt, at vi er præcise i rubrikkerne om usikkerheden i de oplysninger, vi får. Vi havde en rubrik samme aften, hvor der stod, at det var et påstået angreb. Det var et smule bedre. Allerbedst var de rubrikker, hvor vi blot nævnte, at der havde været et angreb, men ikke konstaterede, hvem der stod bag. Vi ramte ikke 100 procent rent alle steder,” siger Niels Kvale.

Også TV 2’s udlandschef, Jakob Vissing, siger, at det ikke er altid, man rammer rigtigt, når man dækker krig. Men alligevel er det ifølge ham nødvendigt at være hurtigt ude, selv hvis meget er uklart.

”Problemet ville være, hvis man ikke dækkede krigen overhovedet. Det er en balancegang. Det skal være korrekt, men det skal også gå hurtigt,” siger Jakob Vissing.

Han mener også, at folk på sociale medier i forvejen reagerer så hurtigt, at man som medie er nødt til at konkurrere med hastigheden og sikre, at oplysningerne kommer fra nyhedsmedier i stedet for private profiler.

Lige præcis hurtigheden er noget, man som journalist kan slå sig på i krigsdækning. Så hvorfor kan man ikke bare vente med at skrive ud, før man er sikker på, at informationerne er korrekte? Ifølge Niels Kvale, udlandschef på DR, handler det om én ting.

”Når prominente aktører i den her konflikt reagerer øjeblikkeligt på de meldinger, der kommer, så må vi også gøre det. Hospitalsangrebet fik realpolitiske konsekvenser for hele verden. Det skal vi selvfølgelig dække. Vi skal bare huske at gøre det med forbehold, en udstrakt arm og være transparente om, hvad vi ved og ikke ved,” siger han.

Hvordan fastholder medierne interessen?
Angrebet på Al-Ahli-hospitalet er blot et af mange eksempler på de hændelser, som medier skal forsøge at dække, på trods af at området er ufremkommeligt for udenlandske journalister. 

Det kan også virke ufremkommeligt for læserne. Allerede nu ser jeg mig selv have svært ved at finde hoved og hale i nyhederne fra Gaza. Jeg orker dem ikke – og jeg er ikke alene om den følelse. På samme måde undgik 51 procent af alle, der aktivt undgik nyheder i februar 2023, Ukraine-krigen som emne, ifølge Center for Nyhedsforskning. Det er derfor centralt at finde ud af, hvordan medierne kan fastholde interessen og undgå nyhedstræthed i krigsdækning.

Det mener Jakob Vissing, udlandschef på TV 2 også.

”Når en krig ruller, skal man passe på ikke at gentage sig selv for meget. Det er krigens natur, at folk slår hinanden ihjel. Det er vigtigt også at fokusere på andre vigtige historier i krig. Det prøver vi hele tiden at blive bedre til,” siger han.

Nogle af de måder TV 2 Nyhederne forsøger at fastholde mediebrugernes interesse på, er ved at arbejde med små håbefulde historier. Det har givet positive henvendelser fra læsere, der normalt vælger nyheder om krig fra, fortæller Jakob Vissing.

Niels Kvale siger, at de på DR arbejder med lange formater som for eksempel dokumentarer, når de skal formidle krigsstof til danskerne. Et eksempel på dette er TV-programmet om Ukraine-krigen, Krigens døgn, der kører på sin anden sæson og stadig har et højt seertal.

Begge nyhedschefer fortæller mig, at de ønsker at få journalister til Gaza, så snart det er muligt. De tvivler nemlig ikke på, at det betyder noget at kunne være til stede ved alle parter, hvis man ønsker troværdig journalistik.

Selv ønsker jeg, at skellet mellem fortællingerne bliver mindre. Og ikke mindst at krigen bliver ved med at få den store opmærksomhed, den har lige nu.

”Krig er vigtigt for alt, der foregår i vores samtid. Selvfølgelig skal vi blive ved med at dække det – også selvom nogen bliver trætte af dækningen i længden,” siger Niels Kvale.

Som journalistpraktikant bliver Asbjørn kastet ud på dybt vand – med redningsvest

Som journalistpraktikant bliver Asbjørn kastet ud på dybt vand – med redningsvest

Som journalistpraktikant bliver Asbjørn kastet ud på dybt vand – med redningsvest

Det Nordjyske Mediehus prioriterer at give sine journalistpraktikanter ansvar. Det oplever praktikanten Asbjørn Mogstad, som har fået frie tøjler til at skabe et podcast-projekt.

TEKST: IBEN MEJLHEDE
FOTO: ANDERS LINDSTRØM

Udgivet den 07. december 2023

Et par minutter før start er Asbjørn Løvendahl Mogstad på vej ind i radiostudiet. Termometeret viser 25 grader og er resultatet af en bygningsfejl i radiostudiet, der giver problemer med udluftningen. Hele mediehuset er nybygget, og under opbygningen af radiostudiet opstod der en konstruktionsfejl, der har medført problemer med nedkølingen af studierne. Indtil bygningsfejlen bliver rettet, fungerer ventilationen i radiostudiet derfor ikke.

Klokken slår seks, og radioprogrammet går live. Efter musiknummeret “In Your Eyes” af The Weeknd, tager Asbjørns medvært Claus Høyer ordet. Debatten handler om influenceres brug af sponsoreret indhold på sociale medier.

“På sociale medier møder man et flæng af forskellige influencere, hvor de reklamerer for sponsoreret indhold. Nogle gange kan man måske være lidt i tvivl, om det er reklame eller skjult reklame,” siger Claus Høyer.     

Asbjørn svarer:

“Ja, man kender godt det gode gamle begreb fake laugh. Det er, når man kan høre, at folk griner på en måde, hvor de tydeligvis ikke synes, at det er sjovt. Når influencere siger, at de elsker et produkt, fordi det har ændret deres liv, men alligevel ligner én, der er ved at falde i søvn. Så tænker man, er det virkelig din ærlige holdning? Eller er du bare ude på at tage mig ved næsen?”

Det er ikke uvant, at Asbjørns stemme er i radioen, for han er radiovært på Det Nordjyske Mediehus. Her har han været i praktik siden februar. Han laver blandt andet et radioprogram sammen med Claus Høyer.       

Det er et satirisk indspark til ANR, en forkortelse af Aalborg NærRadio. Programmet er et af de steder, hvor Asbjørn oplever at have ansvaret tæt inde på kroppen.

Bag mikrofonen
Radio er ikke det eneste, som Asbjørn laver. Han har en varieret hverdag med morgenradio onsdag, torsdag og fredag, mens han sidder med et podcast-projekt mandag og tirsdag. Et podcast-projekt, han ikke kan løfte sløret for, men selv har fået ideen til.

“Her kan jeg godt mærke, at jeg har fået rigtig meget ansvar. Jeg føler en positiv paranoia over, hvor stort et projekt det faktisk er, jeg har fået lov til at lave. Det har også været en lang proces. Jeg startede med en uges pitch af ideen, hvor jeg også læste relevant litteratur om blandt andet fortælleteknik. Derefter lavede jeg en uges research, og først efter det havde jeg fingrene i at skulle formidle og lave interviews,” siger han. 

Podcastprojektet startede i september og varer indtil januar næste år. Her tager Asbjørn rundt i Danmark for at indhente data og viden blandt andet gennem interviews.     

Selvom han ikke må sige så meget om projektet, kan han fortælle, at præmissen selvfølgelig skal godkendes, men at det er ham selv, der får lov til at sætte rammerne for podcasten. Det er også igennem det her projekt, at Asbjørn oplever at have mest ansvar som praktikant, da han står for meget af forløbet selv. Det oplevede han eksempelvis, da en kilde anbefalede ham at tage til Sjælland og interviewe to mennesker, som han fandt relevante for historien.

“Så jeg spurgte, om jeg kunne tage til Sjælland, og det var fint. Selvfølgelig har vi en dialog om det, men jeg får lov til at komme med ideerne,” siger Asbjørn.

Egen drivkraft
Asbjørn ville gerne have meget ansvar, og da han startede hos Det Nordjyske Mediehus, måtte han også bevise, at han var dygtig nok til at få det. Her skulle mediehuset lægge en plan for hans rolle, og derfor startede Asbjørn heller ikke med at have så meget ansvar, som han har nu.

“Da jeg startede på Det Nordjyske Mediehus, kiggede de på, hvordan jeg udviste evnen til at løfte de opgaver, jeg blev stillet. De skulle lige teste mig af og føle mig på tænderne. Hvad er en passende sværhedsgrad for ham? Hvad er et passende pres at putte på ham? Det er nemlig en vigtig balancegang. Jeg skal ikke have for kedelige opgaver, men heller ikke for meget ansvar, ” siger Asbjørn.

Tilbage i radiostudiet har temperaturen sneget sig op på 27,2 grader. Musikken fra radioen spiller højt. Tre elever fra niende klasse er i skolepraktik, og de har fået til opgave at finde en nyhed på TikTok, som de skal fortælle om i radioudsendelsen.

Netop værtsrollen, som Asbjørn nu har i radioen, er noget, han specifikt har ønsket. En rolle, som udvikler ham som praktikant, og hvor han igen kan mærke, han får ansvar.

“Man skal aflevere nogle læringsplaner i løbet af sin praktiktid. Der har jeg formuleret, at jeg gerne vil have erfaring med værtskab, hvilket jeg får rig mulighed for med min morgenværtsrolle. Derudover vil jeg gerne brygge videre på min glæde ved fortællende journalistik,” siger Asbjørn.

Dagene som praktikant er ikke ens, og inden der er gået for længe, stikker et nyt hoved ind i radiostudiet, nemlig Carsten Nymann. Han er redaktionschef for radio og lyd og har på grund af sin stilling løbende samtaler med Asbjørn.

Dybt vand og redningsveste
Samtalerne handler om at finde ud af, hvordan Asbjørns tid som praktikant skal fungere. Selvom der både er retningslinjer fra praktikstederne og en uddannelsesplan fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole om forløbet, fokuserer Carsten Nymann meget på, at der skal være plads til den enkelte praktikant. Netop derfor har Asbjørn også fået meget ansvar, fordi han er i slutningen af sit praktikforløb og derfor kan løfte lidt større opgaver.

Graden af ansvar afhænger af, hvor meget praktikanten har mod på, selvom det ifølge Carsten Nymann ikke kun handler om praktikantens lyst, men selvfølgelig også læringsplanen.

“Selvfølgelig tilpasser vi efter lyst såvel som evne, “ siger Carsten Nymann.

Han understreger vigtigheden i, at praktikanterne har ansvar, men samtidig må mediehuset ikke være afhængige af dem:

“Vi må aldrig være afhængige af praktikanterne, når det handler om at udkomme. Det er den store forskel på de faste journalister og en praktikant. Praktikanten skal være ekstra og altid kun ekstra,” siger Carsten Nymann.

Han reflekterer over vigtigheden i at blive udfordret, og at man netop som Asbjørn har fået meget ansvar. Det, mener han, skal til, for at praktikanterne kan udvikle sig og blive gode journalister, der griber knoglen.

“Min helt grundlæggende tanke er, at det er virkelig afgørende, at praktikanterne kommer ud af huset. De skal kastes ud på dybt vand, så længe de har fået redningsvesten med fra praktikstedet,” siger Carsten Nymann.

28,3 graders ansvar
Sammen med Asbjørns ansvar har temperaturen aldrig været så høj. Med hjælp fra skolepraktikanterne er den nået op på 28,3 grader. Studiet er fyldt med kaffekopper og efter fire timers sendetid, står én ting klart efter i dag: Det handler i høj grad om at omfavne ansvaret.

“Når man kommer ud som praktikant, får man typisk nogle forløb, som praktikstedet har planlagt. Det handler om at få det bedste ud af det og virkelig tage imod den læring, man får. Du skal selv tage ansvar for at komme ud og få prøvet nogle grænser af. Det er der nogen, som slår sig på, men det er også det, man lærer mest af,” siger Carsten Nymann.

Asbjørn er også enig i, at det handler om selv at tage ansvar, og at man som praktikant skal sørge for at være idérig.

“Det bedste råd, som jeg kan give, er uden tvivl, at vi som praktikanter skal være idérige. Man skal hurtigst muligt komme op i gear med idéudviklingen. På den måde viser du engagement, og at du brænder for noget. Derefter skal dørene nok åbne sig. Desuden skal man huske, at man godt må stille krav til sit praktiksted for at få en god sparring,“ siger Asbjørn.