Har du nyheder kan du få, er du niche må du gå

Har du nyheder kan du få, er du niche må du gå

Har du nyheder, må du få - er du niche, må du gå

Et nyt medieforlig skal til sommer forhandles på plads. Her håber både medier og interesseorganisation på en fornyelse af mediestøtten, så den giver bedre plads til de nye medier.

TEKST: karoline noer
ILLUSTRATION: axel hammerbo

Udgivet den 12. maj 2022

Enten er vi ikke nok nyhedsmedie  eller for meget et kulturmagasin. Vi er for snævre, eller også er vores egenfinansiering ikke stor nok”, lyder det fra redaktionschef hos Atlas, Alexander Rich Henningsen. Mediestøtten uddeles hvert år af medienævnet, som er sammensat af syv medlemmer udvalgt af Slots- og Kulturstyrelsen. Herunder er det hovedsageligt innovationsstøtten, som søges af nyere medier, heriblandt Atlas 

Efter fire års afviste ansøgninger har Atlas kun én enkelt gang været heldig at komme igennem nåleøjet og modtog i en kort periode innovationsstøtten – men det var lige indtil, gulvtæppet blev revet væk under dem.

Kulturstyrelsen fratog Atlas støtten, da de ikke mente, at pengene blev brugt som planlagt. Dette skriver Journalisten, hvor det fremgår, at Atlas ikke brugte pengene på et advisory board, markedsføringstiltag og ansættelser, hvilket ellers var en del af ansøgningen fra Atlas i første omgang. Men dette er Alexander Rich Henningsen uforstående overfor.

”Hele meningen med innovationspengene er jo, at man må prøve sig frem. Men det synes jeg ikke, vi har fået lov til.”

Atlas brugte pengene til at oprette et abonnementsystem, som er en krævende økonomisk udfordring at få etableret. 

Atlas retter hovedsageligt deres kritik af mediestøtten mod fordelingen af midler til medierne. Spørger man Alexander Rich Henningsen, foregår der en forskelsbehandling, når medier såsom Føljeton og Ekko modtager mediestøtte, og Atlas ikke selv gør. Filmmagasinet Ekko skriver hovedsageligt journalistik om film, og i den sammenhæng påpeger Alexander Rich Henningsen paradokset i, at Atlas får som afslagsbegrundelse at være for nichepræget, i den form, at de ikke laver nok nyheder eller dækker nok politiske emner

Lappeløsninger til fremtidens medier 

I forbindelse med det nuværende medieforlig vedtog Kulturstyrelsen i 2019 at omlægge mediestøtten, så mulighederne til traditionelle medier og nyere digitale medier fordeles mere ligeligt. Et forsøg på at være mere tidssvarende. En ændring, der ifølge Alexander Rich Henningsen kun kan ses som en lappeløsning. Hertil fremhæver han Zetland som eksempel.

    ”På trods af ændringerne ses der stadig en enorm forskel i fordelingen mellem digitale og skriftlige medier. Zetland er i gang med at stjæle Informations brugere, og alligevel får Zetland knap 3 mio. i støtte, mens Information skovler 26 mio. ind.”

    Ifølge Alexander Rich Henningsen skaber denne fordeling stiafhængighed, og det er den skævvridning, som han særligt håber, at det nye medieforlig kan imødekomme.

”Et krav, som at medier skal udkomme fem gange ugentligt, fastholder dagbladene i en gammeldags måde at lave journalistik på 

 

– Alexander Rich Henningsen, chefredaktør, Atlas

Umulige krav at leve op til

Chefredaktør ved ungdomsmediet Sein, Mathias Busk genkender Atlas’ kritik af mediestøtten, efter de også selv har søgt innovationspuljen – uden held. Ligesom hos Atlas er spørgsmålet om, hvad en aktuel nyhed er, altafgørende for Seins muligheder for mediestøtte. De gange de har ansøgt, har begrundelsen for afslaget nemlig lydt på samme måde: Sein leverer ikke dagsaktuelle nyheder.

”Bare fordi vi ikke skriver om minksagen eller Inger Støjberg, producerer vi stadig nyheder. Vores nyheder skrives mere som historier, men de historier kan sagtens være skelsættende nyheder for unge mennesker”, mener Mathias Busk.

Han uddyber, at Sein for et par år tilbage oprettede SEINblik, som er ugens mest aktuelle nyheder opsummeret hver søndag, for at imødekomme kravet om flere aktuelle nyheder, men da Sein udelukkende er bygget på frivillige kræfter, har det ikke været muligt at producere dagligt.

”Når det er sagt, ønsker jeg ikke, at Sein skal være ligesom Politiken og andre nyhedsmedier, da vi ikke længere ville være de unges talerør. Så dør hele idéen om Sein”, uddyber Mathias Busk.

Af samme begrundelse ønsker Mathias Busk heller ikke at oprette betalingsmur på Seins indhold for at skaffe flere midler. Han påpeger, at det ikke er alle unge på 15 år, som har råd til at betale et månedligt beløb for at kunne modtage Sein. Det er dog på nuværende tidspunkt muligt at være betalende medlem for et mindre beløb for at støtte Sein yderligere. Ifølge Mathias Busk skal mediestøtten særligt bruges på at afholde events for at skabe opmærksomhed om dem selv. Sidst Sein afholdte et større event, var i samarbejde med Politiken, hvor de skaffede 20 procent af de nuværende medlemmer.

 

Armslængdeprincippet er passé

Mathias Busk mener, at det nærmest er umuligt at skabe et nyt medie, som tikker alle boksene af, som den nuværende mediestøtte kræver. Ligesom Alexander Rich Henningsen, håber han, at dette kan ændres igennem det nye medieforlig. 

Mathias Busk uddyber, at nogle punkter i det nye medieforlig, ser positive ud for Sein, men at det hele stadig kan falde på betegnelsen af, hvad en nyhed er. Udspillet til det kommende medieforlig blev fremlagt af kultur- og kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen tilbage i februar og forventes færdigforhandlet op til sommerferien.

På nuværende tidspunkt hviler mediestøtten på et armslængdeprincip, altså at Medienævnet ikke må vurdere kvaliteten af det journalistiske indhold. Noget Alexander Rich Henningsen mener bør ændres.

”Man er nødt til at kigge på kvalitet og indhold. En del af medienævnet bør vurdere kvaliteten, da jeg mener, at der er for mange, der får for høj mediestøtte, blot fordi de passer ind i kasserne.” Ifølge ham er hele meningen med mediestøtten netop at finde den mest værdifulde journalistik.

”Hvad er en nyhed egentlig? Jeg synes, det er en nyhed, når vi udgiver en original tekst, om noget, som ikke er udgivet før, men det er ikke en nyhed som i breaking-bjælker. Samtidig får BT mediestøtte for at lave nyheder om f.eks. at Nicklas Bendtner er kørt galt igen,” siger Alexander Rich Henningsen.

Konkret ønsker Atlas et koncernloft, hvilket betyder, at en koncern såsom JP/Politikens hus ikke blot kan oprette flere medier og på denne måde modtage ekstra støtte. Ideen med koncernloftet har Atlas udviklet i samarbejde med brancheorganisationen Nye Medier i forbindelse med deres udspil til et medieforlig. 

Og selvom Nye Mediers udspil er blevet lyttet til, som en del af Regeringens nye medieforlig, savner Alexander Rich Henningsen, at man tør ryste posen og droppe de halve løsninger. Han peger på, at puljerne kunne ændres fuldstændig, så man blot søgte i én stor pulje. På nuværende tidspunkt fordeles mediestøtten i henholdsvis fire puljer, bladpuljen, innovations-, produktions- og  sanseringsstøtten, hvoraf innovationspuljen hovedsageligt søges af nyere medier.

Brancheorganisationer kræver fornyelse 

Atlas og Sein står ikke alene med ønsket om fornyelse af mediestøtten. Tilbage i januar bragte den administrerende direktør i JP/Politikens Hus, Stig Ørskov, en kronik i Berlingske. Her slog han på tromme for, at regeringen og Folketingets partier bør udfase den millionstøtte, som staten hvert år giver til veletableret medier. 

”Statsstøtte skaber afhængighed – og giver ultimativt staten indflydelse på medierne. Hvis det bekommer politikerne, kan de fjerne støtten med et pennestrøg. Den trussel gør ikke noget godt for medierne,” lød det i kronikken.

Også Danske Medier, de private mediers interesseorganisation, synger med i det kritiske kor om den store mediestøtte. De har tidligere foreslået, at den maksimale driftsstøtte til enkelte medier sænkes fra de nuværende 17,5 millioner kroner årligt til 14 millioner kroner. De argumenterer for, at det vil sikre, at flere mindre medier får en relativt større andel af puljen. 

På nuværende tidspunkt modtager både Berlingske, BT, Børsen, Ekstra Bladet, Jyllands-Posten og Nordjyske Stiftstidende alle de 17,5 millioner kroner, mens Information og Kristeligt Dagblad tager førstepladsen med henholdsvis 25,5 og 28,9 millioner kroner. Grunden til at nogle mediers støtte er højere end den maksimale grænse skyldes, at de også modtager penge gennem produktionsstøtten. Det er en pulje af støttemidler reserveret til medier, som klager over afslag og efterfølgende får medhold. 

 

“Mediestøtten er 30 år forældet” 

Både Sein og Atlas er medlemmer af den frivillige organisation Nye Medier, som for nyligt gav deres bidrag til, hvordan et kommende medieforlig kunne se ud. 

De mener,  at fornyelsen af mediestøtten kunne komme i form af flere midler til innovationspuljen, så flere nyopstartede medier kan modtage den, og at kriterierne for at få støtten bliver nemmere at opnå. 

Derudover foreslår de, ligesom Atlas, et koncernloft og at mediestøtten fordeles platformsneutralt. 

Alle krav som ifølge forperson for Nye Medier, Anne Sofie Christensen-Dalsgaard, fastholder mediestøtten efter nogle kriterier, som passer til et mediebillede, der fandtes for 30 år siden.

”De traditionelle medier bliver prioriteret, selvom de egentlig har midler og støtte nok. Vi har i stedet brug for at udvikle de medier, som f.eks. henvender sig til den yngre målgruppe, hvis vi stadig skal have de unge til at blive oplyst.”, fortæller Anne Sofie Christensen-Dalsgaard. 

Hun uddyber, at noget af det, der spænder mest ben for nyopstartede medier, er kravet om tre fuldtidsansatte, også kaldet årsværkskravet.

”Årsværkskravet og omnibus-kriteriet er krav, som fastlåser medierne. Medier som modtager mediestøtte bliver en utrolig lukket klub, da du kun kan komme ind, hvis du i forvejen har midler nok”, tilføjer Anne Sofie Christensen-Dalsgaard. 

Ligesom Sein og Atlas påpeger hun, at Regeringens nye medieforlig peger i den rigtige retning, og at man godt kan mærke, at vinden peger i fornyelsens retning. Men ligesom Mathias Busk venter Anne Sofie Christensen-Dalsgaard med at hive armene helt i vejret endnu. 

”Detaljerne er de afgørende for vores fag. Hvor vælger de lige at lægge snittet med årsværk, og går de med på, at vi skal have et opgør med omnibuskriteriet? Der har vi ikke fået noget konkret bud på endnu.”

Medienævnets forperson Vibeke Borberg skriver i et skriftligt svar på kritikken, at de foretager en individuel vurdering af alle ansøgere ud fra, om de opfylder betingelserne fastsat af mediestøtteloven. Dertil påpeger hun, at: 

“Det derfor kan forekomme, at nævnets bedømmelse af medier, der umiddelbart ligner hinanden i forhold til målgruppe, indhold mv. kan falde forskelligt ud”.

Hun tilføjer, at mediestøtteloven indeholder et kriterie om, at halvdelen af det redaktionelle stof, skal være nyhedsstof inden for et bredt emne. Samtidig skriver hun, at:

“Det er muligt, at nyhedsmediebegrebet har udviklet, sig siden den nuværende støtteordning blev indført, og at definition og praksis skal tages op til revision.”

 

Mørklægningsloven forhindrer journalisten i at grave

Mørklægningsloven forhindrer journalisten i at grave

Mørklægningsloven forhindrer journalisten i at grave

Danmark er nordiske mestre i mørklægning på grund af vores nuværende offentlighedslov. På trods af det lykkedes det sidste års cavlingvindere at gøre Christiansborg en hemmelighed fattigere. Men kunne endnu mere komme frem i lyset med en lempeligere lovgivning?

TEKST: Anna sofie Laue
ILLUSTRATION: Katrine å. edvardsen

Udgivet den 12. maj 2022

Kan man vinde en Cavlingpris uden aktindsigt? 

Det kan man blive nødt til. 

Den danske offentlighedslov gør det nemlig muligt for regeringen at skjule selv de mest centrale informationer om en sag i Christiansborgs mørke kælder. Alligevel formår nogle få journalister at grave deres vej ned til hemmlighederne. En af dem er Thomas Foght, leder af Ekstra Bladets gravergruppe og sidste års vinder af Cavlingprisen. Her er, hvordan han kom derned. 

 

’Mettes Uønskede Børn’ 

Og Cavlingprisen går til… ’Mettes Uønskede Børn’.

Thomas Foght og kollegerne Nagieb Khaja, Jeppe Findalen og Magnus Mio blev dekoreret med branchens fineste hædersmedalje tilbage i januar. Forud for den dag lå et halvt års intenst graverarbejde, hvor firemandsgruppen ikke havde haft andet på skrivebordet end sagen om de danske børn i de syriske fangelejre al-Roj og al-Hol. 

Det startede med et tip. En kilde kunne fortælle, at der angiveligt skulle ligge en rapport fra Forsvarets Efterretningstjeneste, som var blevet delt med fire ministerier, men ellers ikke havde set dagens lys. 

”Rapporten fortalte, at der var børn i de syriske fangelejre, der risikerede at blive smuglet ud og trænet til at begå terror af Islamisk Stat,” siger Thomas Foght. 

Denne oplysning startede jagten på sandheden – og den skulle vise sig at være både hård og lang. For Thomas og hans kolleger stod uden det værktøj, der ellers er vigtigst for deres daglige arbejde. 

”Offentlighedsloven spænder ben for at få aktindsigt i efterretningstjenestens operative forhold. Det vil sige, at man ikke kan få aktindsigt i, hvad efterretningstjenesten for alvor laver. Derudover er der ministerbetjeningsreglen, som gør, at alt, der er relevant for ministrene, bliver undtaget. Det har gjort det rigtig svært at få aktindsigt i det her forløb,” siger Thomas Foght. 

I sidste ende løb de fire herrer fra Ekstra Bladet afsted med Cavlingprisen. Men kampen for aktindsigt vandt de kun en sjælden gang imellem i løbet af deres projekt – og når de fik den, var der flere gange lavet så mange overstregninger i de udleverede dokumenter, at de alligevel var ubrugelige. 

Selvom det har været en sten i skoen for Thomas Foght og kollegerne, at aktindsigten har været så stærkt begrænset, så kommer det ikke som nogen overraskelse for ekspert Oluf Jørgensen, offentlighedsrådgiver og forskningschef emeritus hos Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. 

“Der er tale om en generel tendens,” siger han. 

Mørklægningsloven 

Offentlighedsloven er den lov i Danmark, der regulerer, hvilke dokumenter om myndighedernes forvaltning offentligheden kan få aktindsigt i. Generelt er offentligheden undtaget aktindsigt i dokumenter, der er kategoriseret som interne. I 2013 blev det bestemt, at denne kategori skulle udvides. 

“Man valgte at udvide de interne rum for ministerierne, så al kommunikation mellem ministerierne, altså mellem styrelser og departementer på kryds og tværs, nu også er defineret som et internt rum,” siger Oluf Jørgensen. 

I 2023 har offentlighedsloven – eller mørklægningsloven, som pressen har navngivet den – 10 års fødselsdag. Men ifølge Oluf Jørgensen er der ikke det store at fejre. For med det har Danmark også jubilæum som det nordiske land med den strammeste offentlighedslov. 

 

”Danmark er det land i Norden, der er mest lukket, når det handler om at få offentlig indsigt i grundlaget for politiske beslutninger,” siger Oluf Jørgensen. Efter hans vurdering er det et demokratisk problem.

“Det er klart, at der ikke kan være offentlighed i hvad som helst. Der skal være nogle undtagelser, som for eksempel beskytter enkeltpersoners privatliv og statens sikkerhed. Men reglerne for at undtage interne dokumenter er for brede,” siger han.

En af de paragraffer i offentlighedsloven, som myndighederne påberåber sig oftest, er den såkaldte ministerbetjeningsregel. Særligt denne regel har også været afgørende i sagen om ‘Mettes Uønskede Børn’.  

”Hele ministerbetjeningsreglen gør jo, at det er enormt svært at få aktindsigt i noget, der er interessant – for at sige det ligeud. For hver gang noget har betydning for en minister, så kan de bare undtage det,” siger Thomas Foght.   

Dårlige prognoser 

Det har af flere omgange været oppe at vende, om offentlighedsloven skal lempes. Sidste forår meldte Venstre ud, at særligt ministerbetjeningsreglen skal ses på igen og ændres i offentlighedens favør. Det er selvom, at Venstre er et af de partier, der var med til at danne det forlig, der holder liv i den nuværende lov. 

Senest var der høring om lovforslaget i Folketingets Retsudvalg i januar. På talerstolen var blandt andet Oluf Jørgensen for at fremlægge sine pointer. Men opbakningen til forslaget oplevede han ikke som stor.  

“Der sker jo ikke rigtig noget. Der er stadigvæk et forlig mellem Socialdemokratiet, Venstre og Konservative, og der er ikke nogen tegn på, at der bliver taget noget initiativ, der kan føre til ændringer,” siger han. 

Reglerne for at ændre nuværende love gør også, at et eksisterende forlig skal opløses inden et nyt folketingsvalg, hvis der skal tages initiativ til en ny lov i den næste regeringsperiode. Med et år til næste folketingsvalg er prognoserne for en ny offentlighedslov altså ikke lovende.  

“Det er jo trist, synes jeg. Det er vigtigt for journalister at bruge offentlighedsloven til det, som den nu kan – og der hvor de ikke kan bruge den, må de ty til andre midler,” siger Oluf Jørgensen.  

Det nederste kælderrum 

Gennem alternative metoder lykkedes det Thomas Foght og Ekstra Bladet at finde vej til Christiansborgs kælder.

”Vi prøvede os frem. Vi tog direkte kontakt til embedsmænd, og nogle af dem mødte vi også op hos privat. Langsomt fik vi samlet det her puslespil, som viste, hvad der var sket,” siger Thomas Foght.

Gruppen er også gået så vidt som at søge aktindsigt gennem nogle af de danskbosatte pårørende til børnene i Syrien i et forsøg på at få partsindsigt. Generelt har et intenst kildearbejde været afgørende for de resultater, projektet har ført til.

Det var også mere end en forgyldt statuette, som firkløverens afsløringer førte til. På Christiansborg havde offentliggørelsen af ’Mettes Uønskede Børn’ en tydelig effekt på beslutningstagerne. Presset steg på de involverede ministerier, flere ministre blev kaldt til samråd, og i sidste ende gav regeringen efter. Det betyder, at der i dag befinder sig 14 børn i Danmark, som ellers  muligvis stadig ville befinde sig i en syrisk fangelejr.  

På trods af sagens omfattende karakter er Thomas Foght overbevist om, at offentlighedslovens mørke stadig forhindrer de sidste dele af sagen om ‘Mettes Uønskede Børn’ i at blive afdækket. 

“Jeg tror, der ligger meget mere, som aldrig kommer til at se dagens lys. Jeg kan ikke dokumentere det, men ud fra de kilder, jeg har talt med, har jeg en fornemmelse af, at der ligger meget mere materiale rundt omkring i ministerierne, som ville få sagen til at fremstå i et endnu mere alvorligt lys,” siger Thomas Foght. 

Han mener, at artikelserien ville have haft endnu større konsekvenser for den siddende regering, hvis offentlighedsloven tillod det. 

“Hvis der var fuld åbenhed om alle delelementer af sagen, så er jeg overbevist om, at regeringen var blevet skiftet ud. Jeg har en tese om, at der ligger noget materiale i denne her sag, som ikke engang statsministeren ville kunne tåle blev fremlagt.”

 

 

 

EU har censureret Russia Today og Sputnik: “Det sætter værdier som ytringsfrihed og pressefrihed over styr”

EU har censureret Russia Today og Sputnik: “Det sætter værdier som ytringsfrihed og pressefrihed over styr”

EU har censureret Russia Today og Sputnik: “Det sætter værdier som ytringsfrihed og pressefrihed over styr”

For at undgå desinformation og propaganda i Europa har EU valgt at censurere Russia Today og Sputnik. Men det møder kritik fra blandt andet Dansk Journalistforbund og ekspert i EU, der mener, at det er et brud på en af demokratiets grundværdier.

TEKST: Anne juhl & sissel bonde
ILLUSTRATION: katrine å. edvardsen

Udgivet den 12. maj 2022

EU har censureret to russiske statsmedier. Det er en omdiskuteret beslutning, der er blevet kritiseret for at være et brud på pressefriheden. Beslutningen er kommet på baggrund af krigen i Ukraine og har blandt andet mødt bekymring fra Dansk Journalistforbund.

”I hjertet af EU-samarbejdet er der nogle grundværdier. Og det sætter værdier som ytringsfrihed og pressefrihed over styr, når man går ind og bandlyser de to navngivne medier,” siger Allan Boye Thulstrup, der er næstformand i Dansk Journalistforbund.

Freelancejournalist Staffan Dahllöf, der har beskæftiget sig med EU siden 1994, undrer sig over, at EU har fundet det nødvendigt at censurere RT og Sputnik.

”Det, jeg ser som mest opsigtsvækkende, er, hvor lidt tillid man tilsyneladende har i EU ledelsen til, at vi faktisk kan klare det her, og hvor lidt tillid der er til, at vi kan stå fast ved de europæiske værdier,” siger Staffan Dahllöf.

Skepsis omkring EU

Staffan Dahllöf mener, at der kan ligge et problem i, at EU så nemt kan indføre sanktioner mod Sputnik og RT.

”Det gik meget hurtigt. Der var aldrig nogen debat i forvejen. Jeg synes, det er lidt foruroligende, at ud af 27 landes diplomater var der ingen, der tilsyneladende rakte hånden op og sagde: ‘Det kan vi ikke,’” siger Staffan Dahllöf.

Han antager, at der har været et politisk gruppepres i kommissionen og ministergruppen, hvor argumentet har været, at der skal handles på grund af krigen.

”Men det er jo i de situationer, man ikke skal tage den slags beslutninger,” siger Staffan Dahllöf. 

Allan Boye Thulstrup deler også en skepsis om, at det er EU, der kan træffe den beslutning.

”Jeg synes ikke nødvendigvis, det er EU’s opgave at gå rundt og bedømme, hvem der er rigtige medier og forkerte medier. Det er svært nok at definere, hvad et medie er, uden at EU behøver gå ind og blande sig i det,” siger Allan Boye Thulstrup.

Retfærdiggør krig censur?

Allan Boye Thulstrup  understreger, at det er en svær situation, da Rusland har begået krigsforbrydelser mod Ukraine, og der er tale om to russiske propagandamedier. 

”Der er en moralsk forpligtelse til at stå ved de værdier, man har, også når det bliver svært, og lige nu er det rigtig svært,” siger Allan Boye Thulstrup.

Gruppeformanden for den socialdemokratiske delegation i Europa Parlamentet, Christel Schaldemose, anerkender, at der er dilemmaer forbundet med sanktioneringen af Sputnik og RT.

”Jeg tror, at de fleste af os, som er demokratisk opdraget og lever i et demokratisk samfund, har noget imod alt, der minder om censur,” siger Christel Schaldemose.

Men hun fremhæver, at krigen i Ukraine har været en helt særlig situation, der har krævet handling. 

”Meget af det, der sker, er ekstremt skadeligt. Sputnik og Russia Today er jo ikke sat i verden for at give viden og information. De er sat i verden med deres aktiviteter i Europa for at skabe splittelse og desinformation, og det er jo noget, der gavner Putin, hvis det lykkes,” siger Christel Schaldemose. 

En glidebane i grundværdierne

Christel Schaldemose mener, at der på den lange bane er brug for, at håndteringen af medierne bliver diskuteret.

”Europa skal jo ikke være kendetegnet ved, at censur er et af de redskaber, vi bruger,” siger hun. 

Ifølge næstformanden i Dansk Journalistforbund, Allan Boye Thulstrup, er skaden allerede sket. Han mener, at vi med forbuddet risikerer, at bandlysning af medier nu er noget, EU har i værktøjskassen.

”Hvor man før ville kunne sige, ’I EU kunne vi aldrig drømme om at bandlyse medier,’ skal vi nu sige, ’I EU kunne vi aldrig drømme om at bandlyse medier, undtagen de her to,’ og det betyder jo, at vi ikke længere har det samme argument.” 

Allan Boye Thulstrup ser beslutningen som en glidebane, for hvis man først har gjort noget én gang, så bliver det nemmere at gøre det igen. Det er en bekymring Staffan Dahllöf deler, for hvilken platform bliver den næste, som borgerne i EU ikke skal have lov til at se? 

Allan Boye Thulstrup fortæller, at når EU vælger at censurere medier, kan det få andre lande til at gå samme vej.  

”De lande, der ikke har samme tradition for en fri og uafhængig presse, og hvor statskontrollerede medier er mere reglen end undtagelsen, vil nu kunne pege på EU og sige, ’se hvad EU har gjort, så er det også okay, at vi gør det,’” siger Allan Boye Thulstrup. 

 

Alternativer til censuren 

Som alternativ til censureringen peger Staffan Dahllöf på Norges løsning. De har valgt ikke at følge EU’s beslutning, for de mener, at russisk propaganda bedst bekæmpes med viden og journalistik. 

Det argument er Allan Boye Thulstrup enig i. Han fortæller, at EU kunne have lavet andre tiltag end censureringen, og at det på den lange bane handler om oplysning og undervisning for at få borgere til at forstå, at der er forskel på frie og uafhængige medier og propagandakanaler.

”En af grundene til at vi har ytringsfrihed og pressefrihed som værdi, er jo fordi vi tror på, at det er rigtigt, og derfor skal vi udbrede de værdier og fortælle andre netop det. Hvis vi ikke kan overbevise andre om vores værdier, så har vi jo tabt.” 

På den korte bane så Allan Boye Thulstrup gerne EU lave tiltag som for eksempel at understøtte fri russisk journalistik for at få den russiske befolkning til at forstå, at det, de oplever, er noget andet end uafhængig journalistik. Derudover handler det for Allan Boye Thulstrup om at få forklaret folk, at det her er propagandakanaler ved at markere eller advare folk om, at alt hvad de læser på de her kanaler, skal de være forbeholdne overfor. 

Også i EU ville de ønske, at de kunne ty til andre metoder end censur. Medlem af Europa-Parlamentet Christel Schaldemose efterlyser redskaber, der kan erstatte censuren, og mener at et vigtigt skridt på vejen skal findes i den nye aftale i EU, der bliver kaldt Digital tjenesteydelses lovgivningen. Her er Christel Schaldemose chefforhandler på EU-Parlamentets side. Aftalen stiller krav om, at de store platforme som fx Facebook og Twitter skal sørge for at minimere desinformation. 

“Med de nye regler tror jeg, vi har redskaber, der kan bidrage til, at det skadelige indhold ikke spredes, men at det heller ikke censureres,” fortæller Christel Schaldemose. 

Var lovgivningen vedtaget tidligere, skulle en platform som Facebook altså sørge for, at nyheder fra RT og Sputnik under krigen i Ukraine ville være væsentligt nedgraderet på platformen. 

 

Kan vi bruge dokumentarens subjektive iscenesættelser i journalistikken?

Kan vi bruge dokumentarens subjektive iscenesættelser i journalistikken?

Kan vi bruge dokumentarens subjektive iscenesættelser i journalistikken?

Dokumentarister bruger ofte sig selv i deres værker for at understøtte en fortælling, men er det noget, vi med ro i sindet kan kultivere i journalistikken? Vi har undersøgt spørgsmålet.

TEKST: SIMON MUFF & KERSTINE WINTHER
ILLUSTRATION: MADS OXLUND

Udgivet den 12. maj 2022

Dokumentar. En genre, der handler om virkeligheden. De kan se forskellige ud, alt efter hvem der er afsender, og hvem der er modtager, men fælles er, at de tager udgangspunkt i det virkelige. Derfor blev dokumentargenren igen taget op til diskussion, da Jesper Dalgaard i 2021 udkom med ”Kandis for Livet” – en dokumentarfilm om en række mennesker, der deler en ubetinget kærlighed til bandet Kandis. Kritikken gik blandt andet på, at man som seer får det indtryk, at en af de medvirkende passer et gravsted tilhørende forsanger Johnny Hansens ekskone, selvom det i virkeligheden kun er sket et par gange. 

Derudover blev det kraftigt kritiseret, at instruktøren havde betalt en flyrejse for en af de medvirkende til Costa Del Sol, hvor Kandis skulle spille koncert, når det bliver fremstillet i filmen som om, at han havde skrottet sin bil for at få råd. 

Jesper Dalgaard selv kalder det en hybridfilm mellem dokumentar- og kunstfilm. Men hvor går grænsen mellem en visning af verden, som den er, og en visning af verden, som er iscenesat?

Alt film er iscenesat

Hvis man spørger Frank Piasecki Poulsen, filmkonsulent ved Det Danske Filminstitut, er alle film iscenesat. Han kommer med flere eksempler på de kunstneriske virkemidler, man som instruktør kan benytte sig af, som ikke er usande, men blot fungerer som skildringer:  

Hvis du filmer en person nedefra, giver det et andet udtryk, end hvis du filmer en person oppefra. Det er valg, der tages for at vise en virkelighed, som du har et stort ansvar for bliver hæderligt,” siger Frank Piasecki Poulsen. 

Til spørgsmålet om hvorvidt kritikken af kildebetaling i ”Kandis for livet” er berettiget, er Frank Piasecki afvisende. 

“Det, synes jeg ikke, er et problem overhovedet. Jesper Dalgaard har betalt nogle transportomkostninger. Det er det,” siger Frank Piasecki Poulsen.

Det handler om troværdigheden

Simon Kratholm Ankjærgaard, journalist og historiker, mener ikke, der er en modsætning mellem iscenesættelse og journalistik. Det er svært at skelne, hvor grænsen går, da det ifølge ham hænger uløseligt sammen.  

“Journalistik er disciplinen, faget og håndværket, mens iscenesættelse er et af værktøjerne eller metoderne,” siger han.  

Men grænserne mellem journalistik og fiktion er en fin balancegang, der kan være svær at finde. Det grundlæggende problem er ifølge Simon Kratholm Ankjærgaard troværdigheden. 

 

“Hvis man ikke kan dokumentere alt, hvad der skete, eller hvad scenen bygger på, så kan den jo lige så godt være opdigtet, og hvad passer så i det store billede?” siger han. 

En relevant diskussion

Da vi gik i gang med at skrive artiklen er det ikke løgn, at vi naivt havde forventet et specifikt svar på spørgsmålet om grænselandet mellem iscenesættelse og virkelighed. Måske en form for go-to guide, vi selv kunne bruge.

Men Frank Piasecki Poulsen stillede et endnu mere interessant spørgsmål, der også flere gange har været oppe at vende hos os selv: Spørgsmålet om, hvorvidt tilstræbt objektiv journalistik egentlig er en mere relevant diskussion at tage. 

“Lige så snart du begynder at undersøge noget, påvirker du det også selv”, siger Frank Piasecki Poulsen. 

Det vil altid være dit blik på verden, som seeren skal forholde sig til. Og er det ikke også sådan med journalistikken? 

“Jeg tænker, at et objekt er objektivt. Så snart vi begynder at beskrive det, så bliver det subjektivt,” siger han.

 

Journalister frygter at mene noget

Ifølge Frank Piasecki Poulsen er der er en generel frygt blandt journalister for at mene noget. Men gør vi det? 

Som studerende bliver vi konstant indpodet med, at den objektive vinkel er det absolutte ideal for en god journalist. Subjektivitet og den personlige holdning skal, så vidt muligt, holdes for døren. 

At mene noget som journalist er en noget anden tilgang til faget og en måske ubekvem rolle at skulle indtage. Måske er det nemlig også mere mageligt som journalist ikke at mene noget, da man så er i stand til at holde tingene ud i strakt arm.  

Jeg synes, det er et meget større problem, at der er nogle, der forestiller sig, at de kan lave dokumentariske fortællinger, der ikke er iscenesat. For på den måde bliver det en dobbelt-løgn,” siger Frank Piasecki Poulsen.

 

Tre vigtige sætninger

Simon Kratholm Ankjærgaard bruger, som beskrevet tidligere, også iscenesættelser til at beskrive en virkelighed. For ham er det et redskab. Og et vigtigt et af slagsen. Han er dog utrolig bevidst om, hvorvidt  det er den rigtige iscenesættelse, han bruger, og hvordan den bruges.

”Jeg har gjort mig mange overvejelser, før jeg bruger iscenesættelse. Den skal sige noget om dét, jeg fortæller eller skal fortælle.”, siger Simon Kratholm Ankjærgaard.

Når han benytter sig af scener i sin journalistik, har han mange kriterier, han navigerer efter. Han har tre sætninger, han råber til sig selv. 

”JEG. MÅ. ALDRIG. FINDE PÅ!

   JEG. MÅ. ALDRIG. OPFINDE!

   JEG. MÅ. ALDRIG. GÆTTE!”

– SIMON KRATHOLM ANKJÆRGAARD, JOURNALIST OG HISTORIKER  

Vær transparent

Det er gået op for os, at det er et spørgsmål, der skal stilles hos den enkelte journalist. At vi selv skal vælge hvor meget subjektivitet, vi skal turde at have med i journalistiske produkter. Skal vi bevæge os væk fra ideen om objektiv journalistik og tro på, at det ikke er farligt at bidrage med en holdning til noget, der er subjektivt. Skal vi være inspireret af dokumentargenren i langt højere grad og affinde os med, at vi ikke kan komme til at være objektive, og være tydelige omkring det. 

“Jeg synes ALTID, det er smart at være transparent i et forord eller i en boks i forbindelse med en artikel. Det kan man sagtens gøre med iscenesættelser. Det vil også højne troværdigheden hos journalisterne, tror jeg. Det er uholdbart, hvis læserne går rundt og spekulerer på, om man nu digter,” siger Simon Kratholm Ankjærgaard

For mister vi som afsender ikke en form for kunstnerisk frihed og en måde at anskue verden på, der ikke nødvendigvis er forkert, hvis ikke vi må gøre brug af os selv? Indenfor det dokumentariske, er det i hvert fald et greb, der ikke kan undværes. 

“Iscenesættelse er et suverænt greb til at give en fortælling liv. Jeg synes, man misser ud på meget, hvis man af princip eller på grund af manglende mod ikke vil gå ned ad den vej,” siger Simon Kratholm Ankjærgaard.

 

 

Ritzaus Bureau er den første bølge, når nyhederne skyller ind over Danmark

Ritzaus Bureau er den første bølge, når nyhederne skyller ind over Danmark

Ritzaus Bureau er den første bølge, når nyhederne skyller ind over Danmark

Troværdighed, gennemsigtighed og hurtighed er nøgleordene, når Ritzaus Bureau leverer nyhedstelegrammer til alle landets medier. Mød redaktionen, der gemmer sig bag den daglige danske nyhedsstrøm.

TEKST: Anton Schack
Illustration: Silje Qvist

Udgivet den 24. marts 2022

Et historisk træskib er fundet 107 år efter en ulykke ved Antarktis. Klokken er tolv minutter over ti, og nyheden er netop tikket ind på Kristeligt Dagblads hjemmeside. Skibet ligger på tre kilometers dybde og er i usædvanlig god stand, forklarer artiklen.

Indenfor to minutter finder nyheden også vej til Information, Berlingske og BT.dk – Danmarks største nyhedssite. Kun små variationer i rubrikken adskiller artiklerne fra hinanden. En kort og præcis brødtekst med kun den mest nødvendige information om opdagelsen.     

I den følgende time popper historien om det stolte skib Endurance op hos yderligere 50 danske medier – fra JydskeVestkysten i Esbjerg til Politiken i hjertet af København. Alle artikler med samme velkendte afsender.

I Danmark findes der kun ét medie, der kan lave nyheder med den gennemslagskraft. Ritzau er landets største nyhedsbureau, og for at forstå dets rolle i nyhedsstrømmen, spoler vi tiden tilbage til to timer før, nyheden om det historiske skib spredte sig. 

 

Fra Sydney til København

Dagen er så småt ved at tage fart. I Ritzaus redaktionslokaler arbejder journalisterne på at få greb om de dagsaktuelle historier. Nyhedsredaktør, Jens Jacob Lerche, har været på sin plads siden klokken halv seks. Der blev stafetten overleveret fra Sydney til København. Ritzau har en redaktion på fem journalister siddende i den australske storby. Tidsforskellen gør det muligt at have folk på arbejde døgnet rundt, uden at nogen hænger på de opslidende nattevagter. En Ritzau-opfindelse, som flere af de europæiske nyhedsbureauer har ladet sig inspirere af. 

Der er stille i lokalet. Ikke en anspændt stilhed, men nærmere en tilbagelænet ro. Ti journalister er samlet om en klynge af skriveborde. Tilsammen udgør de Ritzaus NU-redaktion, hvor de hurtige nyheder skrives og sendes ud til medierne.  

”Vi må have smittet hinanden,” siger en kvinde, da det bliver bemærket, at de alle arbejder stående ved deres hæve-sænkeborde. 

Ingen af journalisterne har færre end fire computerskærme foran sig. Deres blikke flakker koncentreret fra skærm til skærm. De enkelte stofområder er fordelt blandt bordene. En dækker erhverv, mens en anden passer livebloggen om krigen i Ukraine, og for enden af klyngen har dagens krimijournalist øje på de nyeste retslister.  

 

150 års nyhedsproduktion

Uden for redaktionens vinduer slanger morgentrafikken sig fra Store Kongensgade og ind på Kongens Nytorv. Man kunne fristes til at kalde det en royal beliggenhed, som nyhedsbureauets ansatte møder ind på hver morgen. Netop kongehuset var da også blandt de første kunder, da Erik Nicolai Ritzau i 1866 grundlagde Danmarks første telegrambureau.   

Siden dengang har det været Ritzaus opgave at klæde de danske medier på med nyheder fra ind- og udland. En opgave, der har skiftet karakter – først med overgangen fra telegrammer til telefonforbindelser, og siden med den omvæltning internettet har været for journalistikken.

I dag abonnerer de danske medier ikke bare på Ritzaus journalistik. De ejer bureauet. Efter Anden Verdenskrig overtog dagbladene ejerskabet, og Ritzau har siden i bogstaveligste forstand været mediernes fælles nyhedsbureau. Hver dag producerer de flere hundrede nyhedstelegrammer, og på redaktionen PLUS leverer de længere printformater til et bredt udsnit af de danske dagblade.    

 

Det forsvundne træskib

Ved nyhedsredaktørens side sidder udlandsjournalist Thomas Bækby Skov-Carlsen. En af skærmene på hans bord er dedikeret til telegrammer fra de internationale nyhedsbureauer. Flere gange i minuttet dukker en rød bjælke op og gør ham opmærksom på, at endnu en nyhed er tikket ind. Det er hans opgave at overvåge telegrammerne fra udlandet og vurdere, hvilke af historierne der er interessante for de danske medier. 

30-årige Thomas Bækby Skov-Carlsen fik smag for nyhedsproduktion, da han under sin uddannelse på DMJX kom i praktik hos Ritzaus Bureau. Nu har han været ansat på redaktionen i syv år og udover at skrive udlandsstof, er han også vejleder for bureauets journalistpraktikanter.  

Selvom klokken kun er lidt i ti, har Thomas Bækby Skov-Carlsen allerede færdiggjort en lille håndfuld artikler, og nu er han faldet over en nyhed, der forhåbentlig kan blive til hans næste historie. 

Amerikanske CNN beretter om, at et over hundrede år gammelt træskib er fundet under isen ved Antarktis. Historien stikker ud fra de gængse udlandshistorier om krigen i Ukraine og corona-pandemiens konsekvenser. En fascinationshistorie som denne er et godt supplement til de tunge dagsordener.

Thomas googler skibets navn for at blive klogere på historien, og efter et par minutters research er han klar til at skrive første version af web-historien. Udlandsjournalistens begejstring forstærkes yderligere, da han opdager, at CNN har billeder af det sunkne træskib.

”Dem skal vi have fat i,” siger han og spejder mod redaktionens fotoredaktør, der med det samme fanger hentydningen og går på jagt.  

 

Den universelle nyhed 

Alle Ritzaus nyhedstelegrammer skal kunne bringes på tværs af de 170 danske medier, der er kunder hos bureauet. Derfor er det ifølge redaktionschef Martin Darling altafgørende, at journalisterne formår at skære ind til benet og lade telegrammerne være helt neutrale i deres formidling.

“Kan man bruge et ord som social dumping? Det ville nogle af vores kunder nok gøre, mens andre ville kalde det fri konkurrence. Der skal vi på jagt efter et endnu mere præcist ord for at skabe en god, upartisk nyhed, der ikke er tendentiøs i dens oplysning,” siger Martin Darling. 

Med Ritzaus journalistik er medierne garanteret den nyhedspuls, de hele tiden skal kunne levere på deres hjemmesider. Lige på det punkt er der ikke stor forskel på, hvad de forskellige medier efterspørger:   

“De kalder os deres første bølge. Vi laver det solide og skarpe nyhedsarbejde, som giver dem hænderne fri til at bygge ovenpå og differentiere sig fra de andre medier,” siger Martin Darling.

En perfekt dag på Ritzau skal, ifølge redaktionschefen, leve op til fem forskellige kriterier. 

Redaktionen må ikke overse noget. Hvis de først opdager en nyhed 11 minutter efter, at den er breaket, er de kommet for sent. Dernæst skal de undgå at skrive noget, der er forkert. Hver gang de må korrigere en nyhed, skader det bureauets troværdighed. Som tredje punkt er det vigtigt, at redaktionen får prioriteret de mest væsentlige historier, og for det fjerde skal deres artikler gerne blive brugt bredt i det danske medielandskab.

Hvis de kan sætte flueben ved alt det, og til sidst som femte punkt også lykkes med at producere et par solohistorier, som de andre medier ikke har opdaget, så tager chefredaktøren hjem med et fornøjet smil på læberne.    

   

En evig strøm af nyheder 

En gul post-it-note er klistret fast til kanten af Thomas Bækby Skov-Carlsens computerskærm. Det er en kollega, der har sat den op. ”Husk at holde pauser,” lyder budskabet. Når først nyhederne ruller ind, kan timerne let komme til at flyde sammen.

Historien om det forsvundne skib skrev han færdig på ti minutter. 1.500 anslag med to citater og den vigtigste baggrund. Artiklen er allerede blevet bragt i flere af de store medier, men det er der ikke tid til at dvæle ved. En ny historie er tikket ind på hans infoskærm, og han er godt i gang med første udkast til webudgaven. 

Sveriges statsepidemiolog har landet en topstilling i WHO. Thomas Bækby Skov-Carlsen navigerer mellem et telegram fra det svenske nyhedsbureau, TT, og en officiel pressemeddelelse fra den svenske sundhedsstyrelse, Folkhälsomyndigheten. 

”Der er kommet en klokke fra mig,” lyder det pludseligt fra skrivebordet i den anden ende af redaktionen. 

Det er dagens krimijournalist, Ida Bischoff, der i et øjeblik stjæler de øvrige journalisters opmærksomhed. Klokkerne er de vigtigste nyheder og sendes direkte ud til kunderne på SMS. En mail fra anklagemyndigheden er landet i Ida Bischoffs mailboks, og på få minutter har hun skrevet en kort artikel om, at en 31-årig mand er tiltalt for landsforræderi. 

”Kan vi ikke kalde ham IS-kriger i rubrikken?” foreslår nyhedsredaktør, Jens Jacob Lerche, da nyheden lander på hans skrivebord til redigering og offentliggørelse. Han mener, det ville styrke identifikationen.  

”Han er jo kun tiltalt indtil videre,” modargumenterer Ida Bischoff fra sit skrivebord og foreslår, at de går med ”formodet IS-kriger” som et dækkende kompromis. 

 

Den usynlige redaktion

Et diskret ’Ritzau’ indrammet af to skråstreger i bunden af telegrammerne er eneste spor af nyhedsbureauet, når de mange nyheder forlader redaktionen på Store Kongensgade. Som læser skal man næsten gøre sig umage for at bemærke, hvem der er afsender på den nyhed, man læser igennem.

“Vi har ikke noget behov for at brande os overfor læserne. Det er jo medierne, der skal købe vores journalistik,” forklarer Martin Darling og pointerer, at telegrammerne heller ikke bringes med personlige bylines. 

Nyhedsproduktionen på Ritzau er en holdpræstation. Det er ikke tilfældigt, at skrivebordene på redaktionen er samlet i en klynge.      

For Thomas Bækby Skov-Carlsen betyder det ikke noget, at hans navn ikke pryder de historier han producerer. Tværtimod er han stolt af at kunne lægge sig under den journalistiske standard, det lille Ritzau-mærke repræsenterer: 

”Hvis du udelukkende er ude på at skabe dig et navn og kunne tweete alle dine fede historier, så er Ritzau måske ikke det rette sted. Jeg ved, at godt arbejde bliver værdsat her på redaktionen, og det er faktisk det vigtigste for mig,” siger Thomas Bækby Skov-Carlsen.