Kom med ind i maskinrummet bag den lokale klimaredaktion på Fyens Stiftstidende

Kom med ind i maskinrummet bag den lokale klimaredaktion på Fyens Stiftstidende

Kom med ind i maskinrummet bag den lokale klimaredaktion på Fyens Stiftstidende

På Fyn er en ny klimaredaktion kommet til. Her forvandles store klimaproblematikker til lokalhistorier. Redaktionen håber på at inspirere flere mediehuse til at gøre det samme.

TEKST: IBEN MEJLHEDE
FOTO: JANNI MOSHAGE MOLDT

Udgivet den 12. oktober 2023

Døren til Fyens Stiftstidende åbner op. Efter en tur op ad trappen og et sving til venstre sidder klimaredaktionen. Klokken er ni, og redaktionsmødet er i gang.

 Rundt om bordet sidder to journalister og en journalistpraktikant. En redaktion, der kun har eksisteret siden 1. juni i år, og som skal stå for at producere mindst fire artikler om ugen.

“Vi hopper let og elegant over de artikler, vi har lavet, og fokuserer på de mange gode vinkler, som vi har. Lige nu har vi vanvittigt mange gode historier i gang,” siger klimaredaktør, Jon Bøge Gehlert.

Hans udmelding bliver hurtigt bekræftet, da journalisterne skiftevis fortæller om udviklingen af deres nuværende klimahistorier til redaktionsmødet. Heriblandt er journalistpraktikanten Markus Valentin i gang med en historie om klimaskeptikere, der har fået talerøret. Han har, som en del af researchen bag historien, været til udflytning med hele klimaredaktionen, hvilket betyder, at klimajournalisterne har redaktion et andet sted. I dette tilfælde havde de fire journalister flyttet deres redaktion til Middelfart for at dække Klimafolkemødet. Det er med til at åbne døre til nye artikler, mener klimaredaktør Jon Bøge Gehlert.

Efter redaktionsmødet er afsluttet, vender journalisterne tilbage til deres computer. Her består en del af arbejdet også af at lave videoer, hvor redaktionen skal lave cirka en om ugen. Videoerne skal hjælpe med at skabe identifikation hos læserne og fange deres opmærksomhed. Sidste succesoplevelse med brug af video var en historie, hvor redaktionen havde fået fat i en dykker, der havde filmet fjordbunden ude ved Kerteminde Fjord. Her var det muligt for læserne at se fjorden fuldstændig død for liv.

Jagten på klimahistorier

Støtten til artiklerne kommer udefra, da klimaredaktionen er finansieret af Odense Klimapartnerskab, som består af Odense Kommune, Syddansk Universitet og en række store fynske virksomheder. Finansieringen gør, at alle artikler er frit tilgængelige for alle og ikke låst bag en betalingsmur. Derudover har redaktionen fire fokuspunkter, de prøver at efterleve.

“Historierne skal være kritiske, konstruktive, handlingsanvisende og inspirerende. Når vi har lavet to kritiske artikler, skal vi også gerne have lavet to af de andre,” siger Jon Bøge Gehlert.

Det ændrer ikke ved journalistikken ifølge Jon Bøge Gehlert, da redaktionen stadig er uafhængig. Det betyder, at de kan lave så kritiske artikler, som redaktionen vil. 

Klimaredaktionen har en planlagt tilgang til at finde og dække klimahistorier. De følger tæt med i de politiske dagsordener i Odense.

“Vi følger trafikken tæt. ‘Hvordan bliver Odense mere klimaneutral?’ Det gør man blandt andet ved at ændre trafikken. Eller ved at finde ud af, hvad man gør på det store kraftvarmeværk i byen. Netop ved at stille sådan nogle spørgsmål ved vi også, hvad vi skal søge at besvare,” siger Jon Bøge Gehlert.

Klimaredaktør for Fyns Stiftstidende, Jon Bøge Gehlert

Betydningen af lokal klimajournalistik

Efter sommerens høje temperaturer er det tydeligt, at klimaet ændrer sig i hele verden, og dermed også på Fyn. Netop fordi der er så mange penge involveret i klimaindsatsen, er det afgørende at forstå hver eneste nuance af debatten. Derudover er det også et emne, der bliver diskuteret i offentligheden. Her kan lokal klimajournalistik være med til at øge fokusset hos befolkningen, fordi borgerne på Fyn kan se, hvordan klimaet vil og allerede nu påvirker deres hverdag.

“Det er enormt vigtigt at få alle nuancerne med i den her debat. ‘Hvad er det rent faktisk, klimasituationen handler om? Hvad er det, politikerne bruger pengene på? Hvilken fremtid er det, vi ser ind i?’ Både med klimaforandringerne, men også selve det system, vores samfund er bygget på,” siger journalistpraktikant Markus Valentin.

På redaktionen vælger de at tage fat på emner som sommerens ekstreme hede for at undersøge, hvordan det påvirker lokalsamfundet. Når vinteren kommer, forventer de, at nye udfordringer opstår. For eksempel kan det forestilles, at der vil opstå kraftigere vinterstorme. Her kan redaktionen i den forbindelse se på, hvordan de lokale huse er isoleret. På den måde vil der komme nye ting på dagsordenen, som redaktionen skal forholde sig til.

“Da vi gik i luften, sagde vores chefredaktør, at klimajournalistik er den vigtigste dagsorden overhovedet. Det er også sådan, jeg og redaktionen har det,“ siger Jon Bøge Gehlert.

For at kunne rykke ved klimadagsordenen er det afgørende at fange læseren. Derfor har redaktionen fokus på sproget og formidlingen.

“Noget af det, vi arbejder allermest med, er formidlingen og sproget i vores artikler. Klimastoffet er ofte et kompliceret emne, så at fortælle historierne kreativt og med et lækkert sprog kan trække nogle læsere ind i emnet,“ siger Jon Bøge Gehlert.

Håber at inspirere andre mediehuse

Journalisterne på klimaredaktionen har hver deres fokusområde, men i fremtiden skal journalisterne have et mere specifikt ekspertiseområde. Her skal journalisterne dække alt fra erhvervsspørgsmål, hvor der undersøges, hvilke erhvervssektorer der er involveret i klimaforandringer og bæredygtighed, til de fortællende formater inden for klimajournalistikken.

Derudover håber redaktionen også, at deres historier kan få flere lokale klimaredaktioner på danmarkskortet.

“Hvis andre redaktører kan se, at vores klimaredaktion lykkes med det, vi laver, og hvordan vi er tæt på læserne, så håber jeg, det kan inspirere mediehusene til at oprette deres egen klimaredaktion,” siger Jon Bøge Gehlert.

Med dagens historier på plads er de nye artikler på Fyens Stiftstidendes hjemmeside en påmindelse om, at klimaforandringer ikke kun er en global udfordring. Det er også en lokal virkelighed, der kræver opmærksomhed på alle niveauer af samfundet.

 

Rydfladen skal bane vej for en bedre og mere ærlig klimajournalistik

Rydfladen skal bane vej for en bedre og mere ærlig klimajournalistik

Rydfladen skal bane vej for en bedre og mere ærlig klimajournalistik

Journalistikken svigter, når historierne ikke afspejler virkeligheden – og spørger man Iben Maria Zeuthen, er det tilfældet i klimadækningen. Hendes nye klimajournalistiske fællesskab, #Rydfladenforklimaet, skal vende skuden.

TEKST:  Emilie gammelgård jørgensen
FOTO:  Anders lindstrøm berker

Udgivet den 12. oktober 2023

“I bund og grund handler det om at fortælle sandheden.”

Så enkelt kan journalistikkens kerne formuleres ifølge Iben Maria Zeuthen. Hun er journalist og radiovært – og så er hun kvinden bag #rydfladenforklimaet, der efterhånden har været dækket i samtlige danske medier. Iben Maria Zeuthen har gennem Rydfladen brugt de sidste to måneder på at råbe mediebranchen op. For hende er der nemlig et problem, og som navnet antyder, handler det om klimaet. Iben Maria Zeuthen mener ikke, at mediernes dækning af klimaforandringerne afspejler virkelighedens omfang eller alvorlighed.

”Klimaforandringerne er voldsomme. Videnskaben viser, at de med al sandsynlighed vil få en ekstrem påvirkning på vores jordklode og den måde, vi er danskere på. Dét er sandheden, men jeg tror ikke, mange danskere ville mene, at den står tydeligt frem i medierne,” siger hun.

Troværdigheden på spil

Iben Maria Zeuthen mener, at journalistikken svigter, når mediernes dækning ikke stemmer overens med sandheden. Ingen anden branche er i samme grad forpligtet til at oplyse, formidle og råbe op. Det gælder klimaet såvel som alt andet. 

”Det er vores job at fortælle sandheden. Det er det, vi altid har sagt til os selv, at vi kan,” siger Iben Maria Zeuthen. 

Det handler dog ikke kun om at leve op til jobbeskrivelsen. Iben Maria Zeuthen frygter, at det kan få konsekvenser for journalistikkens troværdighed, hvis ikke medierne tager ansvaret alvorligt og råber vagt i gevær om klimaforandringerne og deres konsekvenser. For hende spiller journalistikken en afgørende rolle, hvis vi skal forstå den fremtid, vi går i møde.

”Hvis det hele kommer rullende bagfra, uden vi er forberedt på det, vil man nok se tilbage og tænke: ‘Hvor var medierne, og hvorfor svigtede de?’ Det er jeg bange for, både som borger og journalist,” siger hun.

En idé vokser

Forestil dig dette: Sommerferien er i gang, men hos DR summer et lille kontor af liv. Her sidder 15 journalister klar til at dække en sommer i klimaets tegn. Telefonerne ringer, og i den anden ende fortæller korrespondenter, hvordan klimaforandringerne rammer den lokale befolkning i turistområderne. De snakker med turister og stiller rejseselskaberne kritiske spørgsmål. Hjemme i Danmark bliver den information til aktuel journalistik om alt fra alternative ferier til rejseselskabernes ansvar i en tid, hvor klimaet kræver fokus på rejsevaner.

Det var den sommer, Iben Maria Zeuthen havde forestillet sig. Hun havde fulgt den tiltagende globale opvarmning og frygtede en sommer med ”vanvittigt vejr”. Derfor skrev hun den 13. juli en mail til ledelsen i DR. Her foreslog hun at sætte et hold til at dække den historiske sommer.

”Jeg tænkte, nu kommer det kollaps, vi har frygtet. I mit hoved måtte vi alle føle et behov for en intensivering af klimadækningen,” siger hun. 

Det skete ikke. Sommeren gik, og kun på bagkant skrev de danske medier om ødelagte sommerferier i Sydeuropa. Imens fulgte Iben Maria Zeuthen frustreret med på sidelinjen. I ren frustration begyndte hun at poste opslag på sin egen instagramprofil. Under hashtagget #rydfladenforklimaet fortalte hun om mediernes mangelfulde klimadækning og de fejl, der blev begået. Hun opfordrede mediehuse og politikere til at træde i karakter. På kun et par uger voksede initiativet sig større – og det var også at mærke på Iben Maria Zeuthens Instagram. 

”På et tidspunkt blev det så stort, at jeg tænkte, at nu må det få sin egen profil,” siger hun.

“Klimakrisen sætter spørgsmålstegn ved alt, vi kender. Derfor skal vi spørge os selv, hvad vi gerne vil som journalister – og jeg tror, vi skal mere, end vi troede.”

Projektet tager form

Den profil blev til @rydfladenforklimaet. I skrivende stund er profilen godt to måneder gammel og har 14.000 følgere. Iben Maria Zeuthen har oprettet en forening til Rydfladen og fået andre med på holdet: Jakob Sloma Damsholt, redaktionschef hos Drive Studios, og Anne Martens, der er journalist og økonom. Missionen er at inspirere til klimadækning, der afspejler virkeligheden og viser borgere og journalister, hvornår klimaet ifølge Rydfladen dækkes godt, og hvornår der er plads til forbedring.

Opbakningen til profilen viser, at mange synes, en bedre klimadækning er vigtig, siger Iben Maria Zeuthen. Hun håber, at opbakningen fører til en bedre dækning. Faktisk er drømmescenariet, at Rydfladen på et tidspunkt bliver overflødig, fordi medierne har taget kritikken til sig og ændret kurs. Inden da håber Rydfladen på at kunne vise, hvordan det kan gøres ved at udkomme med deres egne historier på profilen. Det kræver dog flere ressourcer, end Rydfladen har til rådighed, men Iben Maria Zeuthen lader sig ikke slå ud.

Et blik indad

Når Rydfladen skal vise vejen for en ny klimadækning, skyldes det ifølge Iben Maria Zeuthen, at klimakrisen kalder på noget mere radikalt. Hun ser et behov for at tage en fundamental snak om journalistikkens rolle og den måde, medierne ønsker at lave journalistik på. Det kan i hendes optik føre til bedre journalistik, der skubber til virkeligheden

”Klimakrisen sætter spørgsmålstegn ved alt, vi kender. Derfor skal vi spørge os selv, hvad vi gerne vil som journalister – og jeg tror, vi skal mere, end vi troede,” siger hun.

At stille spørgsmål er en af de mest basale opgaver for journalister. Ifølge Iben Maria Zeuthen er den afgørende forandring, som journalistikken har brug for, at de kritiske spørgsmål bliver vendt ind mod journalisterne selv og faget.

”Vi skal tænke over de spørgsmål, vi stiller, og de spørgsmål, vi ikke stiller. Vi skal spørge os selv, hvordan vi arbejder og hvorfor,” siger hun.

Iben Maria Zeuthen ved, at det er her, det bliver udfordrende. I et fag, hvor højt tempo og stramme deadlines er et arbejdsvilkår, kan det være nødvendigt at læne sig op ad faste rutiner. Hun ser dog det indadvendte blik som afgørende, hvis klimajournalistikken skal udvikle sig til det bedre – og det stiller klimakrisen ifølge hende krav til. Der er dog også andre parametre at skrue på.

Klimabriller og magtkritik

En udsultet isbjørn med sørgmodige øjne går på tynd is på Arktis, mens isen smelter omkring den. Det billede kender alle. Det er den slags historier, mange forbinder med klimajournalistik. For Iben Maria Zeuthen er ”klassisk” klimajournalistik vigtig. Men det er ikke nok.

”Klimaet påvirker enormt mange lag i vores samfund. Derfor skal det ikke være sit eget stofområde. Det skal være et blik, vi kigger på langt de fleste artikler med,” siger hun.

Nok truer klimaet isbjørnen på Arktis, men klimaforandringerne er også tættere på – I sommer mærkede danske turister på græske ferieøer følgerne af dem. Når klimaforandringer sniger sig ind i flere dele af vores liv, må dækningen ifølge Iben Maria Zeuthen følge med. Hun mener, at klimavinklen bør tænkes ind i flere journalistiske produkter frem for at være et stofområde for sig.

”Jeg har selv gjort eksperimentet. Det er påfaldende få historier og formater, man ikke kan tænke en klimavinkel ind i,” siger hun.

Iben Maria Zeuthen mener også, at klimajournalistikkens kritiske blik på politikere og virksomheder halter. Ifølge hende har klimajournalistikken ofte en forbrugervinkel med fokus på, hvad individet kan gøre. Det bliver tit ukonstruktivt og uinteressant. Klimakrisen er for stor til, at den enkelte kan løse den, mener hun.

”Det er vores opgave at være kritiske over for magthaverne, så det undrer mig, at vi ikke er det på klimaområdet. Det er vores chance for at hoppe med på klimavognen,” siger hun.

Iben Maria Zeuthen mistænker, at journalisters egen manglende forståelse af klimaområdet kan være en hæmsko i dækningen. Journalisterne har ikke nok viden eller overblik på området til at kunne stille de kritiske spørgsmål. Derfor skal flere journalister ifølge hende klædes bedre på til at dække klimaet.

En håndsrækning til samtale

Klimakrisen stiller større krav til journalistikken, end medierne tidligere har været vant til. Det har Iben Maria Zeuthen også mærket. For hendes opråb har krævet tilvænning fra branchen. Selvom Rydfladen gør sig umage for at sløre skribenters navne og fokuserer på det strukturelle og konstruktive i deres kritik, så har ikke alle reaktioner været gode. Profilen har også mødt kritik.

Iben Maria Zeuthen ved, at hun taler fra en mere privilegeret position end mange journalister – hun ville lave de samme historier, hvis hun skulle nå syv korte artikler på en dag. 

I dag er situationen dog en anden. Nu modtager Rydfladen henvendelser fra journalister, der vil have hjælp til at indtænke klimavinklen i deres historier. Journalistikken har inviteret konstruktiv kritik og nytænkning indenfor, og det er Iben Maria Zeuthen glad for.

”Rydfladen handler ikke om, at det skal være mig mod min branche. Jeg ser det mere som mig og min branche, der har en samtale om, hvordan klimadækningen kan se ud,” siger hun.

At flere nu går ind i samtalen om bedre klimadækning, gør Iben Maria Zeuthen optimistisk. Selvom journalistikken har trange kår og bliver presset på alt fra klik til stramme deadlines, tror hun, at en omstilling er mulig. Det kræver blot en vilje fra de journalister og ledere, der sætter dagsordenen på de danske mediehuse – selve omstillingen frygter Iben Maria Zeuthen ikke.

”Vi journalister har altid tilpasset os virkeligheden, og alligevel er det altid autenticiteten, integriteten og idealismen, der vinder. Dét er kernen i faget, og det bliver stående gennem alt,” siger hun.

Klimaet klikker dårligt

Klimaet klikker dårligt

Klimaet klikker dårligt

Danskerne klikker sjældnere ind på artikler, når der indgår klima i rubrikken eller emnet. Det er dog en helt anden snak, når klimaet viser tænder.

TEKST: MAGNUS LØBNER ROSENBERG
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 12. oktober 2023

Skovbrande, hedebølger og kæmpehagl. Fra den længste danske tørkeperiode i 28 år til den vådeste juli, DMI nogensinde har målt. Der kan ikke herske nogen tvivl: sommervejret 2023 har været helt fantastisk.

I hvert fald hvis man har til opgave at dække klimaet. Hos DR og TV2 har det vilde vejr resulteret i høje læsertal hen over sommeren.

På TV2.dk’s top-10 over mest besøgte klimaartikler i år er syv af dem fra juli måned. Det kan selvfølgelig skyldes, at den vådeste juli nogensinde kunne give danskerne lidt mere tid på deres apparater. Som Jens Brixtofte sang til Eurovision 1982: Når regnen bare siler ned, så har jeg tændt for color-TV’et.

”Klima fylder mere om sommeren end resten af året. Danskerne rejser meget ud og oplever nogle vejrfænomener, som kan skyldes forandringer i klimaet,” siger Kristoffer Pinholt, chefredaktør på TV2.dk.

Så en sommer med vejrrekorder vil trække folk til klimahistorierne. DR Analyse har observeret, at ud af de 50 mest læste artikler i år omhandler ti af dem enten tørke, regn, skybrud eller klima, hvilket DR Analyse finder bemærkelsesværdigt.

Det er nemlig ikke det billede, der normalt viser sig, når læsertallene skal gøres op understreger DR Analyse i en mail:

”Hvorvidt artikler om klima klikker bedre end andre artikler, er dog ikke tilfældet overordnet set.”

Klimaet klikker dårligere

Trods rekordhistorier, der har trukket høje besøgstal, ligger klimajournalistikken markant under gennemsnittet.

DR Analyse ser på gennemsnittet for besøgende til top-10-artiklerne per måned i 2023. Her klikker omkring 200.000 ind på en artikel i top-10. Sammenlignet med top-10-artikler, der har klima i emne eller rubrik, er det gennemsnitlige besøgstal ca. 50.000 per artikel.

Line Weldingh er i gang med en ph.d. om dansk klimajournalistik ved RUC. Spørger man hende, om klimaet klikker dårligere, er svaret klart.

”I mine interviews giver folk udtryk for, at der er dårligere læser- og seertal på klimajournalistikken,” siger hun.

Hendes forskning bygger på kvalitative interviews med klimajournalister bredt fra branchen. Her er oplevelsen af færre kliks for klimajournalistikken gennemgribende. Det skyldes især, at klimaet ikke altid lever op til nyhedskriterierne.

Lige nu arbejder hun på en artikel om spændet mellem det normative og kommercielle i klimajournalistikken. Ifølge Line Weldingh, står journalisterne i et dilemma: På den ene side er der mediernes demokratiske pligt til at oplyse om det vigtigste i samfundet. På den anden side er der mediernes behov for at række ud til flest mennesker. Journalisterne er nu engang en del af en virksomhed, der skal have klik.

Klimaforandringerne er en proces. De har ikke altid en relevant case, som læseren kan spejle sig i, og de kan ikke altid bindes op på noget aktuelt og nært for læserne.

”Klimaforandringer er ikke nyhedsværdigt. Det er svært at gøre klima dagsaktuelt, når forandringerne sker hele tiden. Hvorfor er det mere aktuelt i dag end i morgen?” spørger Line Weldingh.

Det er sværest, når der ikke sker noget

Omkring Middelhavet vil det blive tørrere, og beboerne kan virke mest udsatte, da deres klima vil blive mere ekstremt. Men Centraleuropas planter ser også mod livstruende udfordringer. De har intet i deres genetiske værktøjskasse, der på nogen måde kan håndtere tørke. Det her er et eksempel på, hvad Line Weldingh kalder emnestyret journalistik. Der er ingen tydelig begyndelse eller slutning, og klimahistorien udspringer ikke fra en begivenhed.

Sådan en historie skal komme fra interne faktorer i et medie. Det kan være en serie eller et tema, og det kan, ifølge Kristoffer Pinholt fra TV2, give udfordringer:

”Det sværeste ved klimajournalistikken er de perioder, hvor der ikke sker noget. Hvor der ikke er vejrfænomener, som man kan begrunde med forandringer i klimaet,” siger han.

Modsat emnestyret klimajournalistik er der begivenhedsstyret klimajournalistik. Her kommer historien fra eksterne faktorer, hvor der er en tydelig start og en slutning. Det kan være et politisk udspil, FN’s klimarapport eller et vildt vejrfænomen.

TV2 har succes med begivenhederne

Hos TV2.dk dominerer det vilde vejr deres top-10 over klimahistorier: ”Voldsomme haglstorme har smadret alt”, ”Vildt vejr rammer Europa” og ”Voldsom hedebølge fortsætter i Sydeuropa.”

Og det er der en god forklaring på. Kristoffer Pinholt oplever ikke at læsertallene på klima stikker uheldigt ud, når de fokuserer på det, de er gode til.

”TV2 har meget fokus på breaking news. Det er en styrkeposition for os, så vi er meget stærke på begivenhederne, og læsertallene er også rigtig gode på begivenhederne. Vi har sværere ved at skabe engagement omkring det tematiske,” siger han.

Når begivenhederne ikke står på spring, og klimaet buldrer videre, en hændelse uden start og slutning, så skal der gribes i den emnestyrede nødhjælpskasse. Den er der bare ikke rigtig nogen, der har opfundet endnu, så patentet ligger og venter.

”Det, vi spørger os selv om lige nu, er: ‘Hvordan arbejder vi med klima i de perioder, hvor der ikke er nogen begivenheder?’ Vi er rent faktisk i gang med at undersøge, hvad vi skal gøre. Så der har vi ikke svaret endnu. I ledelsen diskuterer vi, hvordan vi kan bevæge os fremad på det punkt,” siger Kristoffer Pinholt.

Sundt og grønt

Men kan man ikke bare spørge læserne, hvad de vil have?

I en spørgeskemaundersøgelse fra RUC svarer danskerne, at de gerne vil have mere forbrugervejledning. Især de unge kunne godt tænke sig nogle løsninger til hverdagens klimaudfordringer. Mens hele 31 procent af de adspurgte gerne så, at dagligdagstips fyldte mere i klimajournalistikken. Bum! Journaliststuderende løser klimajournalistikkens problemer. Er det ikke bare det, der skal trykkes i begivenhedernes tørkeperiode?

Nej, det oplever Kristoffer Pinholt ikke. Læserne stimler ikke sammen i massevis, når TV2.dk kaster DIY-brødkrummer ud. Tværtimod.

”News-you-can-use er ikke en styrkeposition for TV2. Vi må prioritere, så det er ikke på blokken lige nu,” siger Kristoffer Pinholt.

DIY-historier er da heller ikke noget, der viser sig på top-10-listerne. Så måske ved danskerne ikke, hvad de egentlig vil have, eller så afspejler det sig bare ikke i, hvad de indtager af journalistik. Det er nok også de færreste, der svarer ’rugbrød med pålæg’, hvis man spørger dem, hvad de gerne så mere af på aftensmadsbordet. Men det er nu engang, hvad danskerne oftest får til aftensmad, ifølge en undersøgelse Epinion lavede for Madkulturen i 2021. 

Ny nyhedskrog

Vi har lært, at klimaet klikker dårligere end den generelle dækning, men det hjælper på klikkene, når der er en aktuel begivenhed at binde den op på. Så fra et kommercielt synspunkt kan klimaet gemmes væk i en brandsmart skuffe, som man kan trække ud, når der sker noget vildt. Men hvad så med den demokratiske pligt? Der er nok ikke nogen af os, der mener, at en af vores tids vigtigste historier skal ligge i en skuffe, lige meget hvor smart den er. Det er heller ikke planen hos Kristoffer Pinholt.

”Vi vil formidle klimaet uanset hvad. Det er supervigtigt. Det er vores ansvar at dække klima, og vi er virkelig gode til at gøre det, når vi binder det op på en begivenhed, men vi bliver nødt til at finde ud af, hvordan vi formidler klimajournalistik, når der ikke er nogen begivenheder,” siger han.

Den begivenhedsstyrede klimajournalistisk har fået ben at gå på i den danske public service, men Line Weldingh ser også et potentiale i den emnestyrede klimajournalistik.

”Den begivenhedsstyrede journalistik handler meget om politik. Når der sker noget, er det ofte politiske begivenheder. Det betyder så, at der er mange politikere som kilder i de historier. Hvis journalisterne tager klimaet op af egen drift, er der derimod plads til forskellige kilder. Der er plads til almindelige mennesker. Det giver plads til bredere emner og blødere journalistik: Hvordan påvirker det dine børn? Hvordan skal du tale til dine børn om klima? Hvordan har de her gjort for at leve bæredygtigt?” siger hun.

Line Weldingh mener, at mediet kan skabe en intern anledning for klimajournalistikken: Når der ikke er en begivenhed, må medierne lave deres egen nyhedskrog. Ifølge hende kan medierne lave en serie med fokus på klimaet og lave interviews med relevante klimakilder. 

Hvis der ikke er en anledning til historien, kan det altså være, medierne skal skabe anledningen. 

Du har læst en artikel fra Illustreret Bunkers temasektion: Jordens atmosfære klikker vildt og voldsomt dårligt!

KLIMATAL

Klima er ikke et emne, der er lige til at lave et datatræk på. Klima går på tværs af underområderne: Vejret, Viden, Udland. Derfor er tallene i artiklen betragtninger af top-10-lister fra DR.dk og TV2.dk, hvor nogle tendenser viser sig i forhold til klimajournalistikken i Danmark.

Kan kravet om karakterer på DMJX bestå?

Kan kravet om karakterer på DMJX bestå?

Kan kravet om karakterer på DMJX bestå?

I kraft af at der er kommet flere karakterer på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, er både frygten for karakterernes betydning og om uddannelsen bliver for akademisk oppe at vende hos de studerende.

TEKST: iben mejlhede & anders villaume vestergaard
illustration: katrine åsleff edvardsen

Udgivet den 01. juni 2023

I efteråret 2022 blev der indført karakterer på alle fag på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Det er et krav i uddannelsesbekendtgørelsen, at alle fag skal bedømmes med karakterer på samtlige professionsbacheloruddannelser i Danmark. Et krav som skolen forsøgte at søge dispensation fra – dog uden held.

Universitetslignende fag og flere karakterer. Bekymringen var stor hos flere studerende efter indførelsen af karakterkravet på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. 

En af de studerende, som Illustreret Bunker har været i kontakt med, er Rasmus Troldborg, der studerer journalistik på tredje semester. Han har selv mærket virkningerne af karakterindførslen. Han havde sit første semester uden karakterer, hvor han sammen med sine medstuderende blot fik at vide, om de var bestået eller ikke bestået. Uddannelsesbekendtgørelsen indførte karakterkravet på hans andet semester. 

Et krav som Rasmus Troldborg dog helst vil være fri for, da det, ifølge ham, skaber en usund kultur blandt de studerende.

“Jeg ville helst være foruden karakterer, fordi det bliver lidt et ræs, og så ender man med at sammenligne sig selv med andre,” siger han.  

Gør karakterer journalistuddannelsen mere akademisk? 

Især fordi karaktererne ikke er noget, man nødvendigvis skal bruge i fremtiden, mener Rasmus Troldborg, at det er unødvendigt at give karaktererne. Det er hans klare indtryk, at praktikstederne ikke tænker over karaktererne:

“Det er dumt, at folk tænker på karakterer, for karaktererne er ligegyldige for mange. Vi fik at vide af underviserne fra starten, at medmindre du skal på udveksling eller tage en bestemt kandidat, så er karaktererne ligegyldige. Der er ikke nogen, der kigger på dem, når du skal i praktik,” siger Rasmus Troldborg.

Samtidig synes han, at uddannelsen bliver mere akademisk, når de studerende skal måles og vejes i karakterer.

“Noget af højskolefølelsen fra Journalisthøjskolen forsvinder, når man skal vurderes på en karakterskala for alt, hvad man laver både i de akademiske fag og i de fag, som ikke er akademiske,” siger han.

Illustreret Bunker har forelagt bekymringen for institutchef for journalistuddannelsen, Henrik Berggren. Han mener dog ikke, at uddannelsen er blevet mere akademisk.

“Jeg mener ikke, at indførelsen af karakterer har gjort uddannelsen mere akademisk, for hvis du for eksempel finder studieordningerne for 10 år eller 20 år siden og den fra i dag, så tror jeg ikke på, at du kan se nogen forskel i omfanget af de akademiske fag,” siger Henrik Berggren.

”Jeg ville helst have været foruden karakterer, fordi det bliver lidt et ræs, og så ender man med at sammenligne sig selv med andre.”

–Rasmus Troldborg, journaliststuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Tvungen eller frivillig akademisering?

Et af de nye akademiske fag, der er blevet indført, er videnskabsteori. Faget er lagt ind på ottende semester og kan ses som et springbræt til at læse en kandidat i journalistik eller i andre fag efter bacheloren. Henrik Berggren lægger vægt på, at videnskabsteori kun er et valgfag, og at det derfor ikke er et bærende fag i journalistuddannelsens opbygning.

Derudover mener Henrik Berggren ikke, at de studerende skal frygte karaktererne på uddannelsen. Han forklarer, at karaktererne blev efterspurgt af eleverne selv.

“Efter både evalueringer og mundtlige samtaler med studerende oplevede vi, at de studerende efterspurgte karakterer. Efter der er blevet indført flere karakterer, kan eleverne nemmere placere sig selv, og samtidig er underviserne blevet skarpere på bedømmelseskriterierne,” siger Henrik Berggren.

“Du er meget mere end nogle tal på et stykke papir”

Ifølge Allan Thulstrup, der er bestyrelsesmedlem på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og næstformand i Dansk Journalistforbund, har karaktererne den effekt, at de studerende vil bruge dem til at sammenligne sig med hinanden.

“I det øjeblik der er tal på, vil man ubevidst sammenligne sig med de andre, men hvis man fokuserer på learning by doing, er det vigtigere, at man tør at tage nogle sats og se, hvad det kan blive til,” siger Allan Thulstrup.

Og netop de sats kan komme en til gode, når man skal i praktik, eller når man er færdiguddannet som journalist, mener Allan Thulstrup.

“Når man kommer ud på arbejdsmarkedet, vil det også blive påskønnet, at man er en type, der tør at satse og se, hvor det ender,” siger han. 

Allan Thulstrup mener, at en ‘bestået- eller ikke-bestået-ordning’ ville være den bedste løsning for de studerendes læring frem for karaktergivning og forklarer:

“Karakterer kan bruges som et måleredskab for skolen, men udover det er jeg ikke sikker på, at man kan bruge karakterer til ret meget andet,” siger han.

Ifølge Allan Thulstrup er det derfor vigtigt, at man gør sig umage med en indsats, som man selv er tilfreds med, og at man lærer af de fejl, man begår. Det er noget, man skal have for øje under hele uddannelsen og bruge som færdiguddannet journalist.

“Du er meget mere end nogle tal på et stykke papir. Så længe du har gjort en indsats, du er tilfreds med, har du gjort det godt. Hvis du ikke er tilfreds, men du tog et sats, er du okay kørende, så længe du bare har lært noget undervejs og reflekteret over det, der gik galt,” siger Allan Thulstrup.

Ifølge Allan Thulstrup er der derfor ingen grund til at bekymre sig om karaktererne i forhold til muligheden for at få et job, da det er vigtigere at bruge learning by doing frem for karaktererne som læringsredskab.

Og netop det råd har Rasmus Troldborg også taget til sig. Han mener nemlig ikke, at det karakterræs, som han oplevede i gymnasiet, er noget, man skal bekymre sig om på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

“Jeg føler ikke, at karaktererne giver lige så meget stress her, som de gjorde i gymnasiet. Men det er fordi, jeg ved, at de ikke betyder en skid for mig,” siger han.

TEMA: FORTID

Denne artikel er en del af TEMA, der denne gang sætter fokus på skolens og branchens fortid.
Kunstig intelligens, besparelser og digitalisering er med til at ændre mediebranchen. Branchen forsøger jævnligt at spå om, hvordan fremtiden kommer til at se ud for os. Men kan vi måske lære lige så meget af alt det, der allerede er sket?
Mette tvivlede, og Solveig skældte ud: Sådan så undervisernes studietid ud

Mette tvivlede, og Solveig skældte ud: Sådan så undervisernes studietid ud

Mette tvivlede, og Solveig skældte ud: Sådan så undervisernes studietid ud

Siden 1970 har journalistuddannelsen optaget nysgerrige og håbefulde journaliststuderende, der skal finde ud af at gøre skolen og uddannelsen til deres egen. Det er dog nemmere sagt end gjort. Derfor har jeg taget fat i to tidligere studerende, der stadig har deres gang på DMJX for at høre om deres oplevelser.

Mette Mørk og hendes medstuderende i 90’erne.

TEKST: hilde agergaard svendsen
FOTO: privat

Udgivet den 01. juni 2023

Jeg husker tydeligt, da beskeden tikkede ind i min e-Boks 

”Kære Hilde. DMJX har den glæde at kunne tilbyde dig en studieplads på journalistuddannelsen.”

Shit. Yes. Fedt. Nu skal jeg være journalist.

En skøn lykkerus gjorde mig høj i noget tid, og pludselig stod jeg på skolen. De første dage var fyldt med en masse nye ansigter og navnelege. Rusarrangementer, hvor mine medstuderende og jeg skyllede ugens mange indtryk ned med øl og small talk. Beslutninger om hvorvidt jeg skulle melde mig ind i en af skolens foreninger, for jeg ville jo ikke virke kedelig, men ville det omvendt blive for presset med studiet?

Der er mange ting at tage stilling til i den første tid på studiet, og mest af alt vil jeg bare gerne lære, hvordan jeg bliver en dygtig studerende, så jeg kan blive en dygtig journalist. Måske finder jeg svaret ved at se tilbage på nogle af de journaliststuderende, der har været her før mig, så jeg kan få et indblik i, hvordan deres tid på studiet var.

Heldigvis går to af dem stadig rundt på skolen, dog i dag med en anden titel; underviserne Solveig Schmidt og Mette Mørk. Forhåbentligt kan deres oplevelser gøre mig klogere på, hvad jeg går ind til. 

Journalisthøjskolen i 70’erne  

En 20-årig Solveig Schmidt står med en rejseskrivemaskine foran den gamle Bunker på Olof Palmes Allé. Året er 1975, og Journalisthøjskolen er kun få år gammel. Det var egentlig slet ikke meningen, at hun skulle søge ind på journalistuddannelsen, men to ting har fået hende herhen: En søster der gerne vil have, at hun gør noget med sit liv, og en kollega på hendes arbejde, som inspirerer den unge Solveig til at søge ind.

”Jeg var dumpet til optagelsesprøven, hvis den var som i dag. Jeg vidste absolut ingenting,” siger Solveig Schmidt.

Men noget gør hun rigtigt, for nogle måneder efter sidder hun på skolebænken. Selvom det var ved et tilfælde, at hun endte lige på Journalisthøjskolen, så vidste hun med det samme, at hun var landet det rette sted.

”Det var kærlighed ved første time. Jeg elskede uddannelsen,” siger Solveig Schmidt.

Solveig Schmidt og hendes medstuderende i 1978.

Hønsestrik og langt hår

Solveig Schmidts tid på journalistuddannelsen bærer præg af sammenhold. I klassen har man hinandens ryg, hjælper hinanden og ser hinanden som én samlet flok.

”Der var ikke spidse albuer. Det var i 70’erne. Det var hønsestrik og langt hår. Vi tænkte hele tiden i fællesskab. Klassen så sig selv som et fællesskab,” siger hun.

Især husker Solveig Schmidt en episode i forbindelse med en rapport, som hun og hendes studiekammerat skulle skrive.

”Vi blev stillet en opgave, som var røvsyg,” siger hun.

I stedet skriver de to en længere artikelserie. Men det er underviserne ikke tilfredse med, og de vælger at dumpe Solveig Schmidt og kammeraten.

”Men så siger resten af klassen, at det sgu er for dumt: ’Der er ingen, der har arbejdet så meget som de to. Hvis de skal dumpe, så anser vi hele klassen for dumpet,’ og så satte hele klassen sig ned kollektivt,” siger Solveig Schmidt. 

Trods det stærke fællesskab i klassen var forholdet mellem Solveig og hendes undervisere knap så gnidningsfrit. Med jævne mellemrum besøgte hun rektors kontor for at  klage over et eller andet:

”Jeg kritiserede pensum. Jeg kritiserede, at vi ikke fik undervisning nok. Jeg kritiserede, at undervisernes faglige niveau ikke var højt nok. Jeg har ikke været særlig sjov at have som studerende,” siger hun. 

Til optagelsesprøve i 1990

”Det her lorte, overfladiske fag gider jeg ikke!”

Mette Mørk sidder i 1990 til optagelsesprøve på journalistuddannelsen, men inde til prøven ændrer hun pludselig mening.

”Vi skulle lave et eller andet referat, og jeg syntes bare, det var noget regulært pis, og så gik jeg. Jeg var nok lidt impulsstyret,” siger Mette Mørk.

Året efter kan hun dog se, at det måske var lidt af en dum idé, da det jo var journalistikken, hun gerne ville. Derfor går hun året efter op til prøven igen, men i mellemtiden er der kommet et større problem. Hendes roomie, der selv læser på Journalisthøjskolen, er bekymret for Mette Mørks chancer for at blive optaget:

”Du skal nok ikke regne med at komme ind, for jeg hører, at snakken oppe på skolen går på, at mange af spørgsmålene i videnstesten ligger godt for mændene. Der kommer ikke ret mange kvinder ind denne gang,” siger Mette Mørk. 

I 90’erne havde Journalisthøjskolen det problem, at de fik frasorteret mange kvinder ved optagelsesprøven, og da Mette Mørk tog til prøven for anden gang i 1991, var der kun 28 kvinder ud af de 100 optagne. Men en af de 28 kvinder var Mette Mørk.

”Jeg kan huske fornemmelsen af at stå med den tunge velkomstpakke i hånden. Kæft, hvor var jeg lykkelig,” siger hun. 

Kan du finde den unge Mette Mørk?

De seje københavnere

Selvom Mette Mørk var glad for studiet, oplevede hun dog en opdeling blandt de studerende. En af grupperne, som Mette Mørk så op til, var de seje københavnere.

”Hvordan fanden skal jeg nogensinde leve op til dem? De stod der med deres Cecil cigaretter, og jeg var lige kommet ind med firetoget fra Kolding,” siger hun.

Lugten af smøger og spildte fadøl spreder sig i den gamle Bunker, da Mette Mørk står til en fredagsbar på uddannelsen. Hun er efter en periode i praktik kommet tilbage på skolen til sidste semester, og nu står hun ved siden af en af de seje københavnere.

”’Puh, det har været fedt at komme tilbage efter praktikken,’ siger jeg til hende, ’for nu synes jeg, vi er mere lige alle sammen. Alle har nogle erfaringer. Jeg synes, det er nemmere at være her. Jeg synes, jeg har mere styr på det.’ Så kigger hun på mig og udbryder: ’Hvad taler du om? Du har sgu altid haft styr på alting,’” siger Mette Mørk.

Journalisthøjskolen anno 2023

Jeg har nu været på studiet i et par måneder, og der er heldigvis allerede kommet lidt mere ro på. Jeg har lært en del navne, og jeg valgte også at melde mig ind i en forening. Jeg skyller stadig øl ned om fredagen, men smalltalken fylder mindre nu. Jeg har nok også haft for høje forventninger, hvis jeg havde håbet på, at jeg kunne finde opskriften på den gode journaliststuderende. Det er nok ikke så enkelt. 

Men nogle ting kan jeg da tage med fra Mette Mørk og Solveig Schmidts oplevelser:

Fokusér på fællesskabet. Det kan resultere i, at du består et fag, du egentlig stod til at dumpe.

Du har sikkert mere styr på det, end du går og tror – også selvom du ikke er fra København og ryger Cecil. Og du kan godt kritisere skolens lærere, undervisning og pensum og stadig blive ansat på selvsamme skole nogle år efter.

TEMA: FORTID

Denne artikel er en del af TEMA, der denne gang sætter fokus på skolens og branchens fortid.
Kunstig intelligens, besparelser og digitalisering er med til at ændre mediebranchen. Branchen forsøger jævnligt at spå om, hvordan fremtiden kommer til at se ud for os. Men kan vi måske lære lige så meget af alt det, der allerede er sket?
Steffen Gram er oplært i en uddøende journalistisk tradition

Steffen Gram er oplært i en uddøende journalistisk tradition

Steffen Gram er oplært i en uddøende journalistisk tradition

Steffen Gram har dækket udlandsstof i snart fem årtier. I den tid har han oplevet, hvordan den teknologiske udvikling har gjort det personlige mere fremtrædende i jobbet som udlandskorrespondent. Men Steffen Gram holder stadig gerne sine meninger for sig selv.

TEKST: Emil Weis
FOTO: Kasper Søholt

Udgivet den 01. juni 2023

I radiostudiet sidder Steffen Gram bag otte bunker af dokumenter med sirlige grønne overstregninger. “Hvorfor er der ikke mere fokus på Østeuropa?” spørger han energisk sine gæster med et insisterende blik og medfølgende armbevægelser. Det er egentlig ikke det, programmet skal handle om i dag. “30 sekunder” lyder det i samtaleanlægget fra kontrolrummet. Steffen Gram samler sig, inden han uden udsving i stemmen byder velkommen til radioprogrammet ’Verden ifølge Gram’, der hver uge på P1 dækker vigtige udenrigspolitiske emner.

Når dagens afsnit om immigrantflugten fra Tunesien ruller igennem æteren, har Steffen Gram brugt en uge på at læse op på emnet. Indimellem bliver han kaldt til andre steder i DR-byen for at levere analyser og perspektiver, men ellers bruger han ugen på at forberede en times radioprogram.

De andre i DR bruger Steffen Grams indsigter, fordi han har dækket udlandsstof i snart et halvt århundred, men selv mener han, at han altid kan blive klogere.

De fleste journaliststuderende med lidt rejselængsel ville nok være misundelige over hans lange karriere og viden om udenrigspolitiske forhold, hvor han ofte har stået midt i historiske begivenheder.

Steffen Gram startede på DR som Asien-reporter i 1977 og dækkede De Røde Khmerers folkemord. Han var fra 1983 til 1987 USA-korrespondent, imens Reagan var præsident. Under Sovjetunionens sammenbrud var han korrespondent i Moskva, inden han kom hjem og var vært og redaktør på udenrigsmagasinet Horisont. Fra 2005 til 2013 var han igen korrespondent i USA, hvor den første afroamerikaner, Barack Obama, blev valgt som præsident.

Men selvom Steffen Gram har oplevet historiens gang på tætteste hold, er han ikke den, der bruger sig selv personligt i sin journalistik. Han gør en dyd ud af, at det er ham, der har spørgsmålene og hans gæster, der skal give svarene.

”Jeg vil gerne hjælpe seerne og lytterne til at forstå forskellige perspektiver af verden og de konflikter, der er i den. Men jeg er ikke ekspert med egne meninger,” siger Steffen Gram.

”Han har meget travlt. Han skal ofte bruges andre steder i DR-byen,” siger praktikant på ’Verden ifølge Gram’. Cecilie Højmark, om Steffen Gram.

Reportager på ’first class’

Teknologien har ændret måden, man er udlandskorrespondent på, og hvor meget mere man er på skærmen ifølge Steffen Gram. De to til fire minutter lange reportager, han lavede til TV-avisen før i tiden, ville få folk til at skifte kanal i dag.

”Den lange reportage er trådt mere i baggrunden i dag, medmindre man producerer til magasiner. Nu er et TV-indslag nyhederne ofte, at udlandskorrespondenten går på live suppleret med kortere indslag,” siger Steffen Gram.

Før i tiden tog det også længere tid at få sine TV-indslag frem til Danmark. I Steffen Grams tid som Asien-reporter fløj han selv hjem med sine reportager. Det var før den digitale teknologi, så reportagerne blev filmet på 8 eller 16 millimeter. De var uden journalisten i billedet, medmindre med journalisten skulle lave en ’stand-up’, og speak blev lagt direkte ind på kanten i filmrullen. Det var kun såkaldte ’hard news’, der blev sendt hjem med fly uden Steffen Gram. De blev fløjet for eksempel fra Bangkok lufthavn i store plastnet med adressemærke på karton, så taxachaufføren i Københavns lufthavn kunne levere dem korrekt til DR.

I USA byggede CNN i løbet af 80’erne et livesystem op, der gjorde, at deres korrespondenter kunne være live igennem, lige der hvor det skete.

”Da jeg var korrespondent i USA første gang, var jeg måske live igennem fire-fem gange i alt. Anden gang jeg var i USA i 00’erne, var jeg live igennem hele tiden, og den lange reportage var trådt helt i baggrunden,” siger Steffen Gram.

Han mener, at udlandskorrespondentens mulighed for at reportere live i dag, har gjort journalistikken mere nærværende. Det er den, fordi udlandskorrespondenten er med i billedet, når der laves liveindslag, selv når man laver reportager. Udviklingen har betydet, at journalisten ikke længere er ude af billedet, men på fra første skud.

”Der var journalister før i tiden, som lavede fremragende reportager og havde det godt med det uden at være i billedet. Nogle af dem ville nok have svært ved at være på live som i dag. Teknologien har ændret journalistikken og dermed også, hvem der er egnet til at være udlandskorrespondenter,” siger Steffen Gram.


Samme historie forskellige platforme

Steffen Gram husker, hvordan han under hans mesterlærlinge tid på Berlingske i 70’erne fik lov at dække Rote Armee Fraktions angreb på den vesttyske ambassade i Stockholm. Dengang var der ingen, der havde Facebook eller for den sags skyld mobiltelefoner. Man måtte ud af huset, hvis man ville dække noget.

Steffen Gram tog afsted til Stockholm for at være på pletten og snakke med folk på stedet. Når der var nok på blokken til en historie, tog han hjem på hotellet og fulgte med på SVT, imens han skrev historien på sin rejseskrivemaskine. Den færdigskrevne artikel blev dikteret hjem til redaktionen igennem telefonen eller sendt som strimler igennem en telexmaskine.

Historien endte med en forside på Berlingske, som var en stor ting for den unge Steffen Gram.

I dag er det dog ikke nok at udkomme på én platform som udlandskorrespondent, i hvert fald ikke hvis man arbejder på et stort medie som DR, som Steffen Gram har gjort i over 40 år. Hvis man er ude at dække en stor historie, er man formentligt på i radioaviserne, P1-morgen, i TV-avisen til middag og om aftenen. Derudover interviewer andre DR-journalister udlandskorrespondenterne til artikler til dr.dk.

”Der er selvfølgelig en risiko for, at noget af grundigheden ryger, når man skal producere meget mere på grund af de digitale muligheder. Men alt var ikke bedre før i tiden, og i dag har du til gengæld større redaktioner derhjemme til at gå i dybden med historien,” siger Steffen Gram.

Steffen Gram husker en tid, hvor man skulle kæmpe mere for at få lov til at tage ud og dække en historie. Man skulle typisk pitche en historie hjemmefra og overtale cheferne til at give en lov til at tage af sted. Hvis man fik lov, tog man ud, lavede to historier og kom hjem med dem. I dag tager man beslutningen langt hurtigere om at sende reporteren ud, der bliver lavet langt flere historier fra stedet, og man udkommer på langt flere platforme.


Alvorlige konflikter til fremtiden

Historisk viden er en vigtig del af en udlandskorrespondents værktøjer, mener Steffen Gram. Når man vil forstå nutidige konflikter og krige, bliver man nødt til at have en forståelse af fortiden. For konflikter har næsten altid historiske rødder.

Steffen Grams analyse af krigen i Ukraine vidner også om, hvordan han trækker på sin historiske viden og erfaringer, når han skal forstå konflikter. Under sovjetstatens sammenbrud i begyndelse af 90’erne rejste han mange gange i Ukraine for at dække deres folkeafstemning om selvstændighed.  

”Krigen i Ukraine er anderledes, end hvad jeg ellers har dækket, fordi den kan få langt flere negative konsekvenser. Den kan ændre på hele verdensordenen,” siger Steffen Gram.

Steffen Gram ser krigen i Ukraine som Ruslands udfordring af den verdensorden, der har eksisteret siden murens fald og Sovjetunionens sammenbrud.

Han var chef for udlandsredaktionen på tv-avisen under murens fald, hvor han sendte folk ud og var vært på live-programmer, og formidlede sammen med udlandsreportere, hvordan der eksisterede en eufori og forvirring over ikke længere at leve under et diktatur. 

”Det er også derfor, at vi ser, at de østeuropæiske lande er meget tydelige i deres kritik af Putins invasion i dag. De har oplevet, hvordan det er at leve under et russisk ledet diktatur,” siger Steffen Gram.

Krigen har ikke kun ændret på de tektoniske plader i verden – den har også ændret den verden udlandskorrespondenter må forholde sig til.

”Vi er et lille land, der er meget påvirket af de ting, der foregår ude i verden. Det er derfor også vigtigt, at korrespondenter kan gøre danskerne klogere på de ændringer i verden, og det er svært at forstå dem uden en historisk viden,” siger Steffen Gram.


Et ensomt job

Steffen Gram vil gerne advare journaliststuderende med en drøm om at blive udlandskorrespondenter om, at det er et ensomt job. Sådan har det altid været, og sådan er det stadig.

”Man er alene med den historie, man skal dække som udlandskorrespondent. Det meste inspiration skal komme fra en selv,” siger Steffen Gram.

Når man er udsendt som korrespondent, står man selv med alle beslutningerne. Sådan var det også for Steffen Gram, da han var udlandskorrespondent. Han var sin egen kollega, og det var med ham selv, at han måtte diskutere, hvilken vej han skulle gå med en historie. Derudover var det hans egen opgave at have en føling med, hvad der foregik i det land, han var i, så han kunne fortælle redaktøren derhjemme, hvilke emner der var vigtige. Opstod der en krise eller udfordring på vejen, var det også ham alene, der skulle håndtere den.

Er man ikke afskrækket af den ensomhed, der følger med jobbet, har Steffen Gram et budskab til udlandstørstende journaliststuderende.

”Tag afsted – gerne med lidt ekstra penge på lommen. Og tag til nogle lande, hvor andre ikke er.”

TEMA: FORTID

Denne artikel er en del af TEMA, der denne gang sætter fokus på skolens og branchens fortid.
Kunstig intelligens, besparelser og digitalisering er med til at ændre mediebranchen. Branchen forsøger jævnligt at spå om, hvordan fremtiden kommer til at se ud for os. Men kan vi måske lære lige så meget af alt det, der allerede er sket?