Når storpolitik møder glitter og glamour: “En kulturel kampplads, hvor politik sættes i spil”

Når storpolitik møder glitter og glamour: “En kulturel kampplads, hvor politik sættes i spil”

Når storpolitik møder glitter og glamour: “En kulturel kampplads, hvor politik sættes i spil”

Ved Eurovision i år kunne forandring og frygt mærkes. Politiseringen af programmet, som før har været en underliggende faktor, fandt sin vej helt ind i glitterfesten. Er der plads til underholdning og forsamling på tværs af landegrænser, når politikken synger højere end musikken?

TEKST: Helena holm-gregersen
Illustration:  lotte skjødt nielsen 

Udgivet den 30. maj 2024

Malmøs gader: Et todelt grænseland uden lige. En arena propfyldt med glitter, glamour, og hvad der skulle have været en omfavnende stemning, præcis som det plejer. Men noget var anderledes ved dette års Eurovision. Trusselsniveauet var hævet, og sikkerhedsforanstaltningerne tog nye højder. Demonstrationer og tilråb gav årets Eurovision en mere usikker begyndelse, end grandprixet er vant til. 

Kommentator Ole Tøpholm har dækket Eurovision i mange år for DR og oplevede forandringen i Malmø.

“Forskellen kan mærkes, når deltagelsen i grandprixet har føltes som et securitycheck i lufthavnen,” siger Ole Tøpholm. 

Skandaler og stillingtagen er ikke en fjern sag for Eurovision. Gennem årene har det, der skulle være et fredeligt arrangement, vist sig at være en perfekt politisk slagmark. Eurovision har været underlagt en ekstrem grad af politisering i år. Det har ifølge lektor i Europastudier ved Aarhus Universitet Lisanne Wilken først for alvor taget fart inden for de seneste 10-15 år.

“Den politiske del af Eurovision har altid været der, men det er klart, at jo flere lande der er med, og jo større det bliver, jo mere kommer politik også til at fylde, og jo mere attraktivt bliver det at politisere,” siger Lisanne Wilken.

United by Music

Organisationen bag Eurovision, European Broadcasting Union (EBU), opererer under et apolitisk motto, ‘United by Music’. Eurovision skal holde sig fri af politiske overbevisninger og være intet andet end en sangkonkurrence, som forener de europæiske lande gennem hyldest og dyst.

At følge det motto har siden den spæde start haft sine komplikationer. Flere lande har gennem tiden trukket sig eller modtaget en diskvalifikation grundet politiske overbevisninger eller politiske undertoner i deres optræden i showet. Israels deltagelse har fået massiv omtale både før, under og efter showet. Men det er ikke første gang, de deltagende lande har budt Eurovision på kontroverser. Blandt andet i 2000, hvor Israel brød EBU’s flagregel, da de tog syriske flag med på scenen.

Også i 2009 måtte Georgien trække sig fra showet i Moskva efter politiske uoverensstemmelser med EBU grundet deres sangtitel ‘We Don’t Wanna Put In’, som lød for meget som ‘We Don’t Want Putin’.

EBU har forsøgt at fastholde showets retning som en apolitisk begivenhed, på trods af mange deltageres forsøg på at bringe egne politiske budskaber. 

Simon Falk har været trofast fan af Eurovision gennem mange år, og den apolitiske tilgang er ifølge ham mere et ideal, end det er virkelighed.

“Hvis man vil holde konkurrencen apolitisk, men ser igennem fingre med de politiske markeringer, der er, så hænger det jo ikke sammen. Jeg synes, at EBU efterhånden må have lært, at man ikke bare kan lade som om, at konkurrencen ikke er politisk,” siger Simon Falk.

At drive et apolitisk, multinationalt program i denne tid ligner ikke en nem opgave, og EBU’s beslutningsgrundlag kan virke uigennemskuelig som fan. Men spørger man Lisanne Wilken, giver EBU’s håndtering af politiske problematikker mening.

“EBU er ikke en udenrigspolitisk organisation, selvom det er en kulturel kampplads, hvor politik sættes i spil. Jeg tror, det er rigtig vigtigt, at den her organisation understreger, at den frem for alt ikke er politisk,” siger Lisanne Wilken.

At være fan af Eurovision

Eurovision er en tradition for mange familier i Danmark. I 2024 så 543.000 danskere med. Men grundet den mediebevågenhed der har været specifikt på Israels deltagelse har det ifølge værterne på podcasten ‘Eurovision Fanklub’, Amalie Hestbæk Jakobsen og Nikolaj Stilling, været sværere at kalde sig stolt Eurovision-fan i år.

”Jeg kan mærke, at jeg bliver nervøs for reaktionerne, hvis jeg ikke holder mig neutral. Omvendt er jeg også bange for at dele min holdning. Det beskriver meget godt følelsen af at være fan i år, og hvilken betydning det får, at Israel må være med,” siger Nikolaj Stilling.

”Der opstår en frygt for, at man kan blive stemplet som et dårligt menneske, eller at man støtter et folkemord, fordi man elsker en sangkonkurrence,” siger Amalie Hestbæk Jakobsen.

Den intense politisering har gjort det ubehageligt at stå ved deres største interesse, som de ikke på samme måde har oplevet før.

”Det føles som om, vi næsten ikke kan gøre noget rigtigt. Det er noget møg for os som fans, fordi vi prøver i virkeligheden ikke at sige, hvad vi synes om hele konflikten, vi prøver bare at være fans, som vi altid har været,” siger Nikolaj Stilling.

”Man kan føle sig taget som gidsel,” siger Amalie Hestbæk Jakobsen.

Den anderledes stemning var også til at mærke ifølge kommentator Ole Tøpholm.

”Det har været et ret kaotisk Melodigrandprix i år. Både kommentatorer og pointafgivere har trukket sig. Kontroverserne fra både Italien, Holland og Israel har betydet, at stemningen til Eurovisionen har været kørt op i et gear, vi slet ikke er vant til,” siger Ole Tøpholm.

Hvorfor Rusland og ikke Israel?

Op til årets Eurovision har der været massiv mediedækning omhandlende Israels deltagelse. Sammenligninger er blevet lavet med Rusland, som efter invasionen af Ukraine  i 2022 blev smidt ud af konkurrencen. Det rejser spørgsmålet om, hvorfor Israel ikke møder samme skæbne, eftersom konflikten med Hamas er blusset op siden d. 7. oktober 2023.

“Her er tingene jo ikke så sort-hvide, som det var med Rusland. Regeringer verden over havde klart fordømt Rusland og kappet alle linjer til Moskva. Det er ikke tilfældet med Israel. Der er ikke indført sanktioner. Der er kritiske røster hist og pist fra regeringer, men linjen er stadig åben til Jerusalem og Tel Aviv,” siger Ole Tøpholm.

Udover den divergerende politiske tilgang, som omverdenen har haft til Rusland og Israel, er der ifølge Ole Tøpholm, en anden grund til at EBU ikke udviser egen holdning, trods mange ønsker fra aktivister.

“EBU er jo en public service TV-station, og TV-stationer laver ikke selvstændig udenrigspolitik. De navigerer indenfor konkurrencens egne regelsæt, resten må være op til regeringerne,” siger Ole Tøpholm.

Hvad skal der ske med Eurovision

Eurovision har siden sin start været et program, der bringer nationer sammen, men efter dette års konkurrence kan fremtiden synes grå for den farverige konkurrence. Kan en platform som Eurovision holde til så meget usikkerhed og polemik udefra, som den har stået model til i år? Spørger man Ole Tøpholm, er alt håb ikke ude endnu.

”Jeg synes stadig, at Eurovision samler os mere, end det splitter os. Det er den eneste gang om året, hvor vi på dansk TV har armensk folkemusik, italiensk pop og irsk hekseri på én gang i bedste sendetid.”

Ideen om, at et program som Eurovision kan holde sig fri af politisk indflydelse og kun forholde sig til den musikalske del af programmet, kan virke utopisk. Men ifølge Simon Falk er det slet ikke her, man burde lægge sit fokus.

”Kan man respektere hinandens forskelligheder og respektere, at hvert land deltager på baggrund af deres egen dagsorden, så tror jeg også, at man kan komme noget af det mere negativt politiske til livs.”

Spørger man lektor i Europastudier Lisanne Wilken hvad der skal til for at sende Eurovision på rette kurs igen, ligger byrden ikke hos de deltagende lande eller publikum.

“Eurovisionen afspejler det, der sker i tiden, og dens fremtid afhænger af, hvad der sker frem til næste Eurovision.”

Venstre har fået sin dårligste meningsmåling nogensinde: ”Partiet befinder sig i en historisk krise”

Venstre har fået sin dårligste meningsmåling nogensinde: ”Partiet befinder sig i en historisk krise”

Venstre har fået sin dårligste meningsmåling nogensinde: ”Partiet befinder sig i en historisk krise”

Da resultatet af folketingsvalget 2022 blev klart, kunne Venstre og resten af befolkningen konstatere, at partiet havde fået sit dårligste valgresultat i over tre årtier. Knap halvandet år senere er de, ifølge en Epinion-måling, blevet halveret. Det rejser spørgsmålet om, hvordan det gamle grundparti er faldet så drastisk. Og om det kan rejse sig igen.

TEKST: SARAH CARDEL
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 30. maj 2024

”Jeg synes, det er ret indlysende, at når Venstre rammer en historisk bundplacering i tre forskellige meningsmålingsinstitutter, så kan man jo ikke andet end at konstatere, at partiet befinder sig i en historisk krise.”

Sådan lød ordene fra politisk kommentator Jarl Cordua, da jeg indledningsvis spurgte ham, hvilken situation Venstre i øjeblikket befinder sig i.

Men for at forstå, hvordan det gamle statsministerparti nu er havnet i en sådan ’historisk krise,’ må vi først og fremmest spole tiden tilbage til folketingets åbning i oktober 2022.

I et interview med TV2 sagde den daværende partiformand, Jakob Ellemann-Jensen, således:

”Jeg kan godt love, at jeg aldrig kommer til at pege på Mette Frederiksen som statsminister i Danmark.”

Efter månedlange forhandlinger kunne man så i midten af december 2022 opleve en smilende, genvalgt statsminister træde ud af Christiansborgs ikoniske porte. Nu klar til at præsentere sin nye regering bestående af Socialdemokratiet, Moderaterne og, ja, Venstre.

Partiets u-vending blev de kommende dages store forsidehistorie, og tilbage stod Ellemann-Jensen og resten af partiet Venstre med forklaringsvanskeligheder om det, der i medierne beskrives som et klokkeklart løftebrud. 

Og når jeg finder det nødvendigt at gentage den nu afgående formands ord, er det, fordi flere eksperter peger på lige netop det løftebrud som årsag til, hvor de står i dag.

En af de eksperter er valgforsker og professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet Kasper Møller Hansen. 

”Kigger man i meningsmålingerne, så kom det store fald, da de valgte at gå i regering. Så det var ikke bare et valgløfte, som blev brudt meget klart og tydeligt, det var også et brud på et venstreparti, som i 100 år har stået i direkte modstand til Socialdemokratiet. Det rokkede ved hele deres identitet,” forklarer Kasper Møller Hansen.

Selvom Venstre fik et dårligere valg, end de har haft i over tre årtier, var det alligevel ikke til at forestille sig, at et ’så stærkt, stort og historisk parti’ kunne miste så mange vælgere, som meningsmålingerne nu viser. Sådan lyder det videre fra Kasper Møller Hansen.

Også folketingsmedlem for Venstre, Christoffer Melson, anerkender, at partiets pludselige kovending er en del af forklaringen på den dalende vælgeropbakning.

Men alt imens den ene historisk lave måling erstatter den anden, står Venstre ved, at det var og er rigtigt at dele regeringsmagten med den mangeårige modstander.

”Vi fik ikke tænkt alle scenarier igennem og forberedt folk på, hvad der kunne ske, hvis vi trods et rødt flertal fik tilbudt en del af regeringsmagten. Så vores hårde udmeldinger inden valget var en fejl, men det var ikke en fejl at indgå i regeringssamarbejdet,” forklarer han.

Han understreger videre, at Venstre også har været med til at træffe svære og hårde beslutninger. Det, i kombination med intern uro, har ført til, at vælgerne har mistet tilliden til partiet.

Presset fra blå blok

Venstre fik sin hidtil dårligste måling første dag i maj 2024, hvor kun 6,5 procent af den danske befolkning ville stemme på dem, hvis der var valg den dag.

Siden har den nyeste meningsmåling vist en lille stigning for partiet, som nu vurderes til at få 8,7 procent af stemmerne.

Men det er ikke bare løftebrud og interne uroligheder, som har givet Venstre en ’historisk bundplacering.’ For kan man overhovedet skrive en artikel om Venstres nedgang uden at nævne tre andre partiers succes?

Det mener Jarl Cordua ikke.

”Venstre har været delt af forskellige strømninger. Den moderate, resultatorienterede, ikke særlige ideologiske strømning, personificeret af Lars Løkke. Så den traditionelle, landbrugsorienteret og på flere måder konservative fraktion, personificeret af Inger Støjberg,” forklarer han.

Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg var Venstres to største stemmeslugere under folketingsvalget i 2019, hvor de hver især hev henholdsvis knap 41.000 og 28.500 personlige stemmer hjem.

Han fortsætter: “Og så den klassiske handelsskole-liberale og byorienterede fløj, som ikke har haft en repræsentant, men som er sivet til LA.”

Liberal Alliance ligger i seneste måling til at få en stemme fra 15,6 procent af danskerne, hvis der var valg i dag. Det placerer dem som nummer to på listen og dermed som det næststørste parti i Folketinget.

Christoffer Melson mener imidlertid ikke, at man skal tillægge meningsmålingerne for stor værdi. For ham handler det nærmere om den politik, som partiet får gennemført.

”Meningsmålingerne er selvfølgelig ikke så sjove, men hvis man til gengæld kigger på det, som det handler om, så går det jo faktisk meget godt,” siger han. 

Han tilføjer, at de færreste politikere er i politik for at læse meningsmålinger fra uge til uge, men i stedet for at få gennemført dét, de tror på. Noget, som ifølge Christoffer Melson er lettere, når man er del af regeringen.

CO2-afgift og ledige standpunkter

Det store klimaspørgsmål om, hvorvidt der skal indføres en CO2-afgift på landbruget, har skabt stor og offentlig splittelse i Venstre, hvor både bagland og vælgere har kritiseret partiledelsen for at gå med i en sådan aftale.

Og det er ikke helt tilfældigt, at det lige netop er Venstre, som møder den største modstand ved at være medunderskriver på forslaget.

”Vælgerne er blevet skubbet væk, fordi partiet ikke har overholdt sine valgløfter, men dertil kommer hele opgøret med CO2-afgiften, som er et meget ømt punkt for Venstre, da de jo har en rod i landbruget,” fortæller valgforsker Kasper Møller Hansen.

Når Venstre stemmer for en CO2-afgift, betyder det nemlig, at de vil gøre det dyrere for landmændene at udlede klimagasser.

Et lovforslag, som på flere måder er i strid med det gamle ’landvenstre,’ og som Inger Støjbergs parti, Danmarksdemokraterne, er stærkt imod.

I skrivende stund fastholder partiformand Troels Lund Poulsen dog stadig, at CO2-afgiften bliver en realitet.

Når et eller flere partier danner regering, udarbejdes et regeringsgrundlag, som er den politik, regeringen vil arbejde ud fra i den pågældende valgperiode.

Hvis regeringen består af flere partier, er det dermed meget sandsynligt, at partierne på forhånd har indgået kompromisser og støttet initiativer, som ikke afspejler deres egen politik.

Og lige netop det faktum, at et regeringssamarbejde kræver, ja, samarbejde og kompromisser, anskues også som en årsag til, at Venstre mister opbakning.

”Regeringspartierne arbejder på at implementere den politik, de blev enige om for halvandet år siden. Og det betyder også, at de ikke har samme mulighed for at flage med egne politiske synspunkter og dermed profilere og synliggøre sig over for vælgerne,” forklarer politisk kommentator Jarl Cordua.

Også valgforsker Kasper Møller Hansen fremhæver det aspekt.

”Vi har jo nogle oppositionspartier, som frit kan profilere sig på tidligere Venstre sager, fordi Venstre lidt er bundet i en regering. Det synes at være lykken for dem og en katastrofe for Venstre,” forklarer han.

Netop som når Danmarksdemokraterne kæmper imod CO2-afgiften og Liberal Alliance mod top-topskatten. Det er derfor også nærliggende at undre sig over, hvad der i virkeligheden er fordelagtigt for Venstre ved at forblive i regeringen.

Til den undring må det entydige svar være. Indflydelse.

”Det er selvfølgelig en mulighed at træde ud af regeringen for at sikre sig flere vælgere. Men det vile være på bekostning af den indflydelse, som de utvivlsomt har lige nu. Problemet er bare, at de har det i en regering, deres vælgere ikke ønskede,” forklarer Kasper Møller Hansen.

Til det siger Jarl Cordua.

”Hvis man abonnerer på den præmis, at partiernes succes også skal måles efter vælgeropbakning, og det gør de fleste nok, så er der tale om en krise. Men det er ikke ensbetydende med, at de ikke har indflydelse. Det har de, det er bare ikke noget, som gør indtryk på vælgerne.”

Hvis man spørger såvel eksperter som politikere, sås der ikke tvivl om, at Venstre stadig har en fremtid foran sig som parti. Det skyldes, ifølge Kasper Møller Hansen, det faktum, at politik er foranderligt.

”Men det kommer til at tage mange år og flere valg, før vi ser Venstre over 20 procent igen, for tendensen er, at man hurtigere mister vælgere, end man får dem,” forklarer han.

Og det er en udsigt, som Christoffer Melson også ser.

”Det kommer til at kræve slid og hårdt arbejde, men vi håber, at vælgerne over tid vil se værdien i den her strategi og genfinde tilliden til, at vi er et seriøst, hårdtarbejdende parti, som holder, hvad vi lover.”

Europa-Parlamentsvalget nærmer sig, men distancen er lang og interessen lav

Europa-Parlamentsvalget nærmer sig, men distancen er lang og interessen lav

Europa-Parlamentsvalget nærmer sig, men distancen er lang og interessen lav

Vi skal snart til stemmeurnerne, men mange danske borgere ved stadig ikke, hvor krydset skal sættes. Illustreret Bunker har været ude at spørge hvorfor, og hvad der kan øge opmærksomheden på EU.

TEKST: KATHRINE MØLLER NIELSEN
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 30. maj 2024

En cykeltur ned ad Randersvej og der skal ikke mange kilometer i benene, før cyklister bliver mødt af en politiker, der smiler fra en lygtepæl. Valgplakaterne er oppe, og kandidattestene er ude. For der er Europa-Parlamentsvalg i Danmark den 9. juni. Det betyder, at stemmesedlen endnu engang skal udfyldes, så 15 danske politikere kan tage plads i Europa-Parlamentet.

Selvom valget nærmer sig, viser en ny Epinion-måling, at hver anden dansker er i tvivl om, hvad de skal stemme til valget. Hvilket er usædvanligt mange ifølge en DR-artikel.

Illustreret Bunker har spurgt ind til tendensen og undersøgt, hvorfor nogle danske borgere ikke ved, hvad de skal stemme. Tolv personer er blevet udspurgt hovedsageligt i aldersgruppen 20-25 år.

Distancen er stor, når nyhederne er få

Ti ud af tolv personer af de adspurgte ved ikke, hvilket parti de skulle stemme på, men det overrasker ikke Roman Senninger, der er lektor i statskundskab på Aarhus Universitet.

”Når borgerne ikke hører ret meget om, hvad der sker i EU, så bidrager det selvfølgelig til, at der ikke er super meget interesse, når der er valg,” siger Roman Senninger.

Han fortæller, at EU historisk var et elitært projekt, der ikke fik meget omtale, og derfor virkede fjernt for borgerne. Selvom EU i højere grad får medieomtale i dag, mener Roman Senninger, at den fortsat er lille. Det kan ifølge ham være med til at forklare, hvorfor så mange borgere ikke har sat sig ind i EP-valget.

Flovhed er ikke en god start

EU er kompleks og svær at sætte sig ind i, mener flere af de adspurgte. Alligevel vil ni ud af tolv ønske, at de vidste mere om EU. En af dem er Michael Øgendahl Frøsig på 24 år, der er studerende.

”Jeg skammer mig lidt over ikke at gå mere op i EU-politik. Jeg burde vide noget mere og aktivt opsøge det. Men EU er svært at forstå. Jeg føler, at jeg skal sætte mig 100 procent ind i det for at træffe et ordentligt valg,” siger han.

Det er en misforståelse, at man som dansk borger skal vide alting om EU og om de forskellige institutioner, mener Kira Marie Peter Hansen, der er spidskandidat for SF.

”For at vække interessen for EU skal vi bryde den falske forståelse af, at man som person skal have styr på alting inden for EU for at deltage i debatten,” siger hun.

Det er Anne Sophie Callesen, kandidat for Radikale Venstre, enig i. Selvom borgeren ifølge hende har et ansvar for at orientere sig om valget, bærer politikerne og medierne også et stort ansvar for at skabe opmærksomhed om valget. 

”Før valgplakaterne kommer op, er mange ikke opmærksomme på, at der er valg. Jeg tror ikke, at folk er stolte over det, men jeg synes heller ikke, at man skal være flov. Det er et ærgerligt udgangspunkt, ” siger Anne Sophie Callesen.

EU som hverdagskost

Engang kunne du købe løst glimmer og glitter i butikker som Panduro, men ikke længere for nu er det forbudt ifølge EU-lovgivning i kampen mod mikroplast. EU har også en finger med i barselslovgivningen. For mænd skal også på barsel i minimum to måneder ligesom kvinderne. Der er også roamingtakster, så du frit kan benytte nettet i eksempelvis Spanien uden at skulle betale ekstra. Eller tilføjelsen af papsugerør.

EU påvirker flere dele af danskernes hverdag, men flere af dem, som Illustreret Bunker har talt med, kunne ikke pege på hvor. En af dem er Michael Øgendahl Frøsig.

”Jeg har en oplevelse af, at EU-politik ikke rigtig vedrører mig. Det påvirker mig sikkert passivt, men det påvirker ikke min hverdag direkte,” siger han.

Ronnan Senninger mener, at det er vigtigt, at medierne og politikerne kan formidle, hvad lovgivningen i Europa-Parlamentet egentlig betyder for en helt almindelig borger i en dansk kommune.

”Hvis man virkelig kigger på EU-lovgivning, så er der mange ting i vores hverdag, der er påvirket af den. Men det hjælper ikke nogen, hvis borgerne ikke oplever det,”  siger Roman Senninger.

Anne Sophie Callesen, der er kandidat for Radikale Venstre, mener, at det er vigtigt i højere grad at oplyse borgerne om, at et lovforslag som papsugerøret kommer til, fordi EU har besluttet det. Hun mener, at det især er på Christiansborg og i partiledelserne, at det skal kommunikeres bedre.

”Vi skal være fair i forhold til, hvem der har skylden og æren i forskellige EU-beslutninger. Borgerne får ikke altid at vide, når en god beslutning er taget i Europa-Parlamentet, men når der træffes forkerte beslutninger, får EU hurtigt skylden,” siger Anne Sophie Callesen.

EU-politikerne skal politisere

En valgkamp føres af politikere, der gerne vil sprede deres budskaber. Det bliver gjort på forskellige måder. Om det er ved uddeling af flyers på gaden eller gennem debatter på eksempelvis ungdomsinstitutioner.

En af metoderne oplevede en af de adspurgte borgere. Bolette Kjelgaard Kristensen på 24 år læser til våbenmekaniker, og hun fik et oplæg om EU på sin uddannelsesinstitution. Under oplægget blev der vist klip fra fire EP-kandidater fra forskellige partier. Men hun oplevede ikke, at det hjalp hende med at adskille de forskellige kandidaters holdninger.

”Politikerne sagde stort set det samme: ’Vi vil gerne gøre arbejdsvilkårene for jer håndværkere bedre’. Jeg lærte, at de synes, vi skal stemme, men intet om de forskellige kandidater,” siger Bolette Kjeldgaard Kristensen.

Det er også noget, som Anne Sophie Callesen fra Radikale Venstre tror har en påvirkning på interessen for valget. Hun siger, at mens politikere på Christiansborg næsten er for gode til at tale uenighederne op mellem partierne, så oplever hun det modsatte under Europa-Parlamentsvalget.

”Vi går i øjeblikket som katten om den varme grød. Alle synes, at grøn omstilling og sikkerhed er vigtigt, og alle synes heldigvis, at vi skal støtte Ukraine. Men vi vil alligevel ikke præcis det samme. Jeg tror, at vi skal turde stå mere ved vores forskelle og ikke være bange for at politisere EU-politik lidt mere, ” siger Anne Sophie Callesen.

Til 1. maj i Fælledparken kæmpede de for en kommunistisk revolution: ”I Danmark er det dem med pengene, der har magten”

Til 1. maj i Fælledparken kæmpede de for en kommunistisk revolution: ”I Danmark er det dem med pengene, der har magten”

Til 1. maj i Fælledparken kæmpede de for en kommunistisk revolution: ”I Danmark er det dem med pengene, der har magten”

Revolutionært Kommunistisk Parti kæmper for at vælte det kapitalistiske system i Danmark. Den 1. maj mødtes Illustreret Bunker med det nye kommunistiske parti i Fælledparken, hvor partiet afholdt taler, solgte marxistiske aviser og hvervede nye kammerater.

TEKST & FOTO: EMIL LUND JENSEN  

Udgivet den 30. maj 2024

En lille pige render rundt om bordene, som Revolutionært Kommunistisk Parti har opstillet ved deres post i Fælledparken. Pigens mor sidder med en veninde, som har en t-shirt med partiets navn  på ryggen. Pigen fremstammer et ord, der er svært at tyde, men den kommunistiske veninde er ikke i tvivl.

”Sagde du lige Palæstina?”

Pigen nikker.

”You are the best child in the whole world!” udbryder veninden højt.

Den 1. maj er arbejdernes internationale kampdag, og traditionen tro er Fælledparken fyldt med røde flag. Røde flag, der smælder. Røde flag med gul hammer og sejl. I hvert fald i denne ende af parken. Under de kommunistiske faner står åbne, hvide telte, der er fyldt med unge kammerater, som de, kommunismens tradition tro, ynder at kalde sig selv. Kammeraterne er iført røde t-shirts med ordene ’Revolutionært Kommunistisk Parti’ printet på brystet. I teltene kan man tilslutte sig som en af kammeraterne i det marxistiske parti – eller bare købe en øl til den ikke så kammeratlige pris af 45 kroner stykket. Netop her, under den hvide teltdug, står talspersonen for Revolutionært Kommunistisk Parti, Rasmus Jeppesen, og snakker med både medier og potentielle kammerater.

Solskin og en statsminister i Haderslev

Første maj har i mange år været en festdag for Socialdemokratiet, men ifølge kommunisterne i Revolutionært Kommunistisk Parti (RKP) er det ikke længere en dag, som partiet med de røde roser kan kræve ejerskab på.

Solen brager ned på de kortærmede fremmødte i Fælledparken. Justitsminister Peter Hummelgaard får også varmen at føle, da han holder sin tale. Talen bliver afbrudt af propalæstinensiske demonstranter, og det er meget svært at høre, hvad justitsministeren siger.

Peter Hummelgaard agerer stedfortræder for landets socialdemokratiske statsminister, Mette Frederiksen, der i stedet er i Haderslev. Her fejrer hun, at Socialdemokratiets galionsfigur for Arne-pensionen, Arne Juhl, tager hul på den pension, som er opkaldt efter ham.

For Rasmus Jeppesen er det ingen overraskelse, at landets statsminister ikke er at finde i Fælledparken i dag. Faktisk ville det, ifølge ham, give mindre mening, hvis hun var til stede.

”Jeg synes, at det er dybt forkasteligt. Men jeg forstår hende godt. Det er hende, der er skyld i, at arbejderne får det sværere og sværere, mens en lille procentdel bliver ekstremt rige. Det ville ikke gå godt for hende i dag. I stedet er hun i Haderslev og fejrer en pension, der kun gavner ganske få,” siger Rasmus Jeppesen.

Peter Hummelgaard trådte jo til og holdt en tale i statsministerens fravær. Han blev buhet af scenen. Hvad tænker du om det?

”Det undrer mig ikke. Hvad havde han regnet med? Folk gider da ikke at høre på dem i dag. Slet ikke her,” fortsætter Rasmus Jeppesen.

Hvem er kommunisterne?

Revolutionært Kommunistisk Parti er et nyt parti, der først officielt bliver stiftet til oktober. Lige nu er partiet i en fase, hvor det forsøger at tillokke sig en masse kammerater landet over. Der er i alt 14 afdelinger af partiet alene i Københavnsområdet. Ligeledes er der en række mindre afdelinger rundt  i landet. Målet med partiet er at vælte det kapitalistiske system og indføre marxistisk kommunisme i Danmark.

Af de fremmødte kommunister denne solskinsdag er næsten alle unge mennesker. Det er ligeledes en ung revolution, der, ifølge dem selv, er på vej.

Danmark er fyldt med ensidige status-quo-medier

Rasmus Jeppesen er en travl mand i dag. Mange medier har været henne for at interviewe den kommunistiske leder, hvor de alle har stillet mere eller mindre de samme spørgsmål. ”Hvorfor har Danmark brug for kommunisme?” og ”hvordan skal revolutionen foregå?”

Selvom Rasmus Jeppesen svarer høfligt og går i dybden, når han fortæller, at de mener, at det kapitalistiske system har spillet fallit, og at det er en fredelig revolution, som de ønsker, er han langt fra tilfreds med mediestanden i Danmark. Ifølge ham er det nemlig ikke kun politikerne, der er skyld i, at systemet er blevet pilråddent. Også medierne bærer, ifølge ham, et stort ansvar.

”Mediestanden i Danmark domineres af status-quo-medier, der er enormt ensidige i deres dækning. Især af store konflikter og problemer. Derfor arbejder vi også på at lave vores eget medie. En marxistisk avis.”

Er det ikke også et ensidigt medie?

”Jo, men det er alle medier. Forskellen er bare, at vi selv skriver, at vi har en agenda.”

Så problemet med medierne i Danmark er, at de ikke selv deklarerer deres agenda?

”Ja.”

Før vi når at snakke den danske mediestand til ende, bliver Rasmus Jeppesen trukket ud af samtalen af et af de medier, som han netop har beskrevet, bidrager til det ensidige status-quo-mediebillede. Der skal nemlig laves et lille SoMe-indslag med ham, hvilket han stiller op til med smil på læben.

På skillevejen mellem stalinisme og marxisme kører en kommunist i en ladcykel

”Det folkemord, vi er vidne til i Gaza, er produktet af et sygt system. Kapitalismen har spillet fallit!” gjalder en ung kommunist gennem en megafon fra ladet i en ladcykel. Ud fra hans påklædning at dømme er han en del af det marxistiske Revolutionært Kommunistisk Parti, men man kan ikke vide sig alt for sikker. Det spæde parti er nemlig ikke ene om at sprede de kommunistiske budskaber. Kun en smal grussti adskiller de marxistiske kammerater, som Rasmus Jeppesen repræsenterer, fra en stalinistisk bevægelse. Rød første maj står der på partiets faner. Partiet hedder Kommunistisk Parti – altså det samme, bare uden en revolution. Dermed er Fælledparken forvandlet til en kommunistisk buffet, hvor man med få skridt kan bevæge sig mellem marxisme og den noget mere ekstreme stalinisme.

Organisér jer!

Mange kammeratlige fødder har betrådt scenen ved RKP’s plads i løbet af dagen. En af de sidste til at gøre kunsten efter er Johan Uhrskov-Bendixen, som er et af de ledende medlemmer af partiet. Og han holder sig bestemt ikke tilbage.

”I et kapitalistisk system er det ikke ens stemme, der giver magt. Det er dollars, der styrer magten!” udbryder Johan Uhrskov-Bendixen.

De fremmødte jubler og klapper.

”Heldigvis for os har kapitalismen ikke kun skabt et sygt system. Den har også skabt den generation, som bliver dens død! Vi har alt at vinde og kun vores lænker at tabe. Så meld jer hos kammeraterne i boden. Foren jer. Organisér jer!” afslutter Johan Uhrskov-Bendixen sin tale.

Kommunisme på Christiansborg?

Selvom ambitionerne for den kommunistiske revolution er tårnhøje, er der ikke nødvendigvis en drøm om et kontor på Christiansborgs bonede gulve.

”Vi vil jo helst gentænke hele systemet. Men vi tager samtidig al den demokratiske indflydelse, som vi kan få – også på Christiansborg. Men vi ville ikke kunne få særlig meget igennem,” forklarer Rasmus Jeppesen

Hvorfor ikke?

”Fordi det i et kapitalistisk system ikke er politikerne, der bestemmer. Det er dem med pengene. Det er folk som Dansk Industri og Dansk Landbrug, og de er ikke interesserede i vores politik,” uddyber Rasmus Jeppesen.

Da dagen lakker mod sin ende, og kammeraterne snart skal pakke scenen sammen, kigger Rasmus Jeppesen ud over pladsen, der er godt fyldt.

”Det er dejligt, at vejret er så godt. Det er ikke sikkert, at der var kommet lige så mange, hvis det regnede og var fem grader som i sidste uge,” smiler Rasmus Jeppesen.

Det er trods alt fedest at revolutionere samfundet i solskin.

Rasmus Jeppesen, talsperson for Revolutionært Kommunistisk Parti.

21-årige Camilla er del af en bekymrende udvikling: “Jeg følte, at jeg skulle gøre det hele”

21-årige Camilla er del af en bekymrende udvikling: “Jeg følte, at jeg skulle gøre det hele”

21-årige Camilla er del af en bekymrende udvikling: “Jeg følte, at jeg skulle gøre det hele”

Efter flere år med tunge tanker bliver Camilla Struve Bach Jensen i sit sabbatår ramt af angst og depression. Ifølge tal fra ny rapport går det den gale vej for danskernes mentale sundhed. Især de unge kvinders.

Tekst: AMALIE WESSEL-TOLVIG & SIGNE EGEBÆK STENKILDE
Illustration: MIE STÆRK

Udgivet den 21. marts 2024

Hun har været i Paris i syv måneder, da det for alvor går op for hende. Når hun vågner om morgenen, har hun hjertebanken, som om hun er i en flugttilstand. Hun kan bruge flere timer på at forberede sig på at skulle ud ad døren og på arbejde. Tanken om at se andre mennesker gør hende nervøs.

Camilla Struve Bach Jensen har sabbatår. Hun bor i en studielejlighed og arbejder som au pair hos en familie i den franske hovedstad.

En dag, da Camilla Struve Bach Jensen er på vej mod den parisiske undergrundsbane, er det, som om hun ikke kan høre, hvad der sker omkring hende. En fornemmelse af at hun befinder sig i en anden verden. Hun kan mærke, at der er noget helt galt.

”Jeg kan huske, at jeg føler, at alle kigger mærkeligt på mig, så jeg kigger ned i jorden og forsøger bare at nå hen til metrostationen. Jeg kan mærke, at jeg har svært ved at trække vejret, og det var også en følelse af ikke rigtig at være til stede,” fortæller Camilla Struve Bach Jensen om episoden.

Hun bliver i tvivl, om hun kan blive i Paris i de 10 måneder, som er planen.

”Hvis jeg ikke engang kan gå en lille tur fra lejligheden og hen til metroen, er det ikke sikkert, at jeg kan fortsætte med at være her. Men jeg blev ved med at sige til mig selv, at det nok skal gå.”

Hver tredje unge kvinde mistrives
Camilla Struve Bach Jensen er langt fra alene om de følelser, hun oplever i Paris.

Hos unge kvinder i alderen 16-24 år er det hver tredje, der scorer lavt, hvad angår mental sundhed. Det viser nye tal fra rapporten Danskernes sundhed 2023, som er udgivet af Sundhedsstyrelsen.

Rapporten er baseret på en undersøgelse foretaget af Statens Institut for Folkesundhed. Den er sat i gang som en opfølgning på de sundhedsprofiler, der udkommer hvert fjerde år. Midtvejsopfølgningen skyldes en formodning om, at resultaterne i Den Nationale Sundhedsprofil 2021 kunne være påvirket af corona-nedlukning.

Den nye undersøgelse bekræfter billedet fra 2021.

Foran kameraet, bagved tankerne
Camilla Struve Bach Jensen går i 7. klasse, da hun oplever et større fokus på udseende. Det bliver mere normalt at stå foran et kamera sammen med veninderne, og Camilla begynder at frygte, når de skal se billederne igennem.

Det kan sidde i hende i flere dage efter. Følelsen af at se anderledes ud. Hvordan det falder de andre så naturligt, imens hun har svært ved at genkende sig selv på billederne.

En følelse af ikke at være god nok har plantet sig i Camilla Struve Bach Jensen, og det er den, der fik lov at vokse sig så stor, at den flere år senere kommer til at ændre, hvordan hun er, når hun er sammen med andre mennesker.

Hvor Camilla Struve Bach Jensen tidligere har været udadvendt og haft let ved at få andre til at grine, begynder hun nu at trække sig.

“Jeg følte, at det hele ændrede sig, fordi jeg ikke kunne lide, hvad jeg så i spejlet. Det var svært at ignorere det og få min personlighed frem. Der er mange oplevelser, jeg er gået glip af, fordi jeg ikke følte, jeg så pæn nok ud,” fortæller Camilla Struve Bach Jensen.

På TikTok støder Camilla Struve Bach Jensen på videoer om tips og tricks til at forbedre sit udseende eller få den bedste start på morgenen. Selvom hun kan se det positive i at ville være den bedste udgave af sig selv, kan hun ikke undgå at føle sig presset af videoerne.

“Jeg følte, at jeg skulle gøre det hele. Altså, oveni de andre pligter og overvejelser, jeg havde i hverdagen.”

Præstationsfrie rum
Hos organisationen GirlTalk er de i berøring med unge i alderen 12-24 år. De oplever, at gruppen er udfordret af en gennemgående følelse af utilstrækkelighed. Det fortæller GirlTalks direktør, Anna Bjerre.

“De fortæller om en hverdag, hvor de ikke slår til, og hvor de føler sig triste eller kede af det,” fortæller Anna Bjerre.

For hende er det derfor heller ikke overraskende, at tallene for unge kvinders mistrivsel ser ud, som de gør.

Anna Bjerre peger på, at indsatsen for at ændre den negative udvikling blandt andet skal ligge i fællesskaber og etablering af præstationsfrie rum.

“Det er vigtigt, at vi er med til at præge de fællesskaber, som pigerne indgår i, så vi kan hjælpe dem med at tage noget af forventningspresset af, og det er jo ikke noget, man kan gøre alene ved at tale om det.”

Fra Paris til Aalborg
Efter de ti måneder i Paris tog Camilla Struve Bach Jensen tilbage til sit hjem i Vejgaard lidt uden for Aalborg. Her havde hun planer om at finde et job, tjene penge, tilbringe tid med sine veninder og efter et stykke tid vende tilbage til Paris for at bo der et år mere.

Men i stedet bliver hun liggende i sengen hjemme på sit værelse uden overskud til at se sine veninder.

”Min mor prøvede at få mig til lægen, for hun vidste godt, at jeg ikke havde det optimalt, men jeg var overbevist om, at det ikke ville hjælpe,” fortæller Camilla Struve Bach Jensen om tiden efter sin hjemkomst.

Der går to måneder, inden Camilla Struve Bach Jensen vælger at være ærlig over for en af sine veninder. De taler i telefon sammen, og hun får fortalt, hvordan hun egentlig har det.

“Hun sagde, at jeg skal huske at lytte til mig selv. Jeg har det med at stille store krav til mig selv. Jeg skal huske at finde ud af, hvad jeg vil her i verden og ikke gå efter, hvad alle andre vil,” fortæller Camilla Struve Bach Jensen.

Dagen efter telefonsamtalen tager hun til lægen.

Bekymrende udvikling og beskyttende omstændigheder
Hos Sundhedsstyrelsen er det ikke så meget de nye tal, som det er udviklingen i den mentale sundhed hen over årene, der vægter i en vurdering af situationen på området. Det fortæller Jens Kristoffersen, der er chefkonsulent ved Forebyggelse og Ulighed i Sundhedsstyrelsen.

“Når vi kigger på de her tal, er vi bestemt bekymrede for, at flere og flere børn og unge vurderer, at de ikke har det godt mentalt. Men det dækker jo nok også over en ret bred vifte af problemer,” fortæller Jens Kristoffersen

Han peger på, at man, hvad angår kost, motion, tobak og alkohol, har et ret godt billede af, hvad risikoadfærden er, og dermed også hvordan risikoen kan reduceres.

“Samme opskrift har vi ikke på det mentale sundhedsområde,” fortæller Jens Kristoffersen.

Omvendt kender man til en række beskyttende omstændigheder. Her nævner Jens Kristoffersen tryghed, tillid til sine omgivelser, læring og udvikling, fællesskaber og at vi kan få tidlig hjælp, når vi har brug for det.

Det går bedre
Hos lægen finder Camilla Struve Bach Jensen ud af, at hun efter flere år med svære tanker har udviklet angst og fået en depression. Noget, der skal behandles med både medicin og samtaler hos en psykolog.

“Jeg har snakket med min psykolog om, at jeg skal finde ud af, hvilke værdier jeg egentlig sætter højt i livet i stedet for alt det, der fylder så meget, men ikke gør mig noget godt.”

I takt med at Camilla Struve Bach Jensen får det bedre og finder mere overskud, er det hendes ønske at komme ind i nye fællesskaber, hvor hun kan få en oplevelse af at bidrage med noget positivt. I mellemtiden fokuserer hun på de små glæder i hverdagen.

“Jeg glæder mig til at stå op, drikke en kop kaffe og gå en tur med min hund. Det er vildt, at jeg gør det nu. I forhold til for et halvt år siden hvor jeg knap kunne komme op af sengen.”

Farlige trends går viralt: Det er på tide, at TikTok tager ansvar, mener Medierådet for Børn og Unge

Farlige trends går viralt: Det er på tide, at TikTok tager ansvar, mener Medierådet for Børn og Unge

Farlige trends går viralt: Det er på tide, at TikTok tager ansvar, mener Medierådet for Børn og Unge

Når en trend spreder sig, går det hurtigt. Flere gange er livsfarlige udfordringer eller usunde skønhedstrends gået viralt på TikTok. Medierådet for Børn og Unge kritiserer TikTok for ikke at beskytte børns rettigheder godt nok. Imens har EU-kommissionen indledt en ny undersøgelse af platformen.

Skribent: Cathrine de nijs johansen
Illustration: Mie Stærk

Udgivet den 21. marts 2024

Mange danske unge scroller dagligt gennem et hav af indhold på TikTok, og ikke alt er uskyldige dansevideoer eller how-to-guides. Skadelige trends spreder sig også på platformen. Det drejer sig om videoer med selvskade og usunde skønhedstrends såsom opfordringer til hurtigt vægttab. Det kan også være livsfarlige udfordringer som eksempelvis ’the blackout challenge’, en kvælningsleg der har kostet flere unge livet ude i verden.

Det er et problem, hvis man spørger Miriam Michaelsen, forperson i Medierådet for Børn og Unge. Hun siger, at TikTok ikke tager nok ansvar for at undgå, at disse trends spreder sig.

“TikTok høster data, bruger fastholdelsesmekanismer på meget unge mennesker og eksponerer børn og unge for indhold, der ikke er egnet til dem,” fortæller hun.

Under algoritmens indflydelse

TikTok drives af en algoritme. Det betyder, at hvis unge falder over eller søger på bestemte emner såsom slankekure, får de vist endnu flere af netop de videoer.

Ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet Amanda Mouritsen forsker i unge danskeres brug af TikTok. Hun mener, at det kan blive problematisk, hvis unge fodres med samme type indhold.

“Algoritmen er med til at skabe det, nogle folk kalder for filterbobler. Det vil sige, at man ender med at se nogle meget specifikke ting, og så er det det eneste, man ser,” fortæller Amanda Mouritsen.

På jagt efter anerkendelse

Nogle unge kommer så langt ud, at de kommer til at skade sig selv i forbindelse med trends på TikTok. Det kan handle om, at unge har behov for at være en del af et fællesskab og på den måde forvilder sig ud i at gøre noget, der kan være farligt.

“Vi er flokdyr og vil rigtig gerne være som andre, og det er især rigtig vigtigt for unge. Det er derfor, at der går mode i nogle ting,” fortæller adfærdspsykolog Annemette Staal.

Hun peger på, at man som ung gennemgår konstante skift i ens fysiske miljøer, fra man er teenager til det tidlige voksenliv i forbindelse med uddannelse, arbejde og fritid. Sociale medier bliver et fast holdepunkt, hvor unge kan blive del af fællesskaber ved at følge bestemte influencers eller melde sig ind i onlinegrupper.

TikTok bliver et sted, hvor unge kan søge hinandens accept ved at efterligne trends. Det kan ifølge Annemette Staal være en af grundene til, at man som ung forsøger sig med risikable trends, selvom man godt ved, at det kan være farligt.

“En af årsagerne til, at man bruger TikTok, er, at man jagter social status og anerkendelse. Og hvis vi gør ligesom dem, vi ser op til, så er der større sandsynlighed for, at vi rykker op i det sociale hierarki,” fortæller Annemette Staal.

Hun peger på, at man ikke bare risikerer at komme galt afsted, hvis man tager del i vovede udfordringer som the blackout challenge, men det kan blive sværere at fornemme sine grænser.

“Nogle unge går med på det, fordi de ikke i samme grad som ældre er reflekterede over, hvad de gerne vil, og hvem de egentlig er. De er ved at finde deres identitet. Derfor kan de være søgende og tænke, ‘nå, det kan jeg da godt’, og så har de pludselig overskredet deres egne grænser,” fortæller Annemette Staal.

Vejen til et tryggere TikTok

TikTok har siden august 2023 skullet efterleve EU’s forordning om digitale tjenester. Lovgivningen har til formål at beskytte EU-borgernes grundlæggende rettigheder og skabe sikkerhed. For privatpersoner betyder det blandt andet bedre beskyttelse af børn og unge og mere kontrol over, hvilket indhold man ønsker at se. Man undgår derfor at eksponere børn og unge for uønsket eller ulovligt indhold.

EU-kommissionen valgte den 19. februar i år at indlede en formel undersøgelse af TikTok med henblik på at finde ud af, om platformen overtræder forordningen om digitale tjenester. Det drejer sig blandt andet om, hvorvidt TikTok gør nok for at beskytte børn og unge mod vanedannende design og skadeligt indhold, som understøttes af platformens algoritme. Derudover udkom DR’s dokumentarserie “Alene hjemme på nettet”  i marts, hvor unge fortæller om, hvordan de blandt andet møder vold, mord og selvskade på TikTok.

Miriam Michaelsen, forperson for Medierådet for Børn og Unge, fortæller, at TikTok i højere grad bør gøre det enklere for unge at navigere i, hvordan man fjerner uønsket indhold fra sit feed.

“Det er klart, at det ikke er i deres interesse at få blokeret og fjernet meget indhold fra brugerne, fordi de tjener på datahøst og på det indhold, der bliver delt. Derfor er det ikke en prioritering at gøre det nemt at fjerne og blokere, men det er noget af det, de skal,“ siger Miriam Michaelsen.

Amanda Mouritsen, ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet, peger på, at der er flere redskaber i værktøjskassen, TikTok kan gøre brug af, som eksempelvis at lægge en større indsats i at filtrere indhold fra. På den måde kan TikTok sikre sig, at børn og unge ikke ender med at forbruge skadeligt indhold på platformen.

Fra retningslinjer til handling

Spørger man ind til, hvordan sociale medier konkret kan handle på problematikken, har Miriam Michaelsen en klar besked til TikTok:

“Det skal være nemt at fjerne og anmelde indhold. I skal ikke høste data og bruge fastholdelsesmekanismer, og I er nødt til at gøre noget ved det indhold, der ikke er egnet for børn og unge, hvis I vil have dem på jeres platforme.”

Analyser foretaget af Medierådet for Børn og Unge viser, at mange børn og unge tænker, at det er normalt at møde skadeligt indhold på sociale medier. Det gælder eksempelvis indhold med selvskade, vold eller ulykker. Miriam Michaelsen siger, at det ikke skal være de unges ansvar alene, men at vi som samfund og voksne bør gribe ind, når børn og unge eksponeres for skadeligt indhold.

“Børn og unge tror, at ubehageligt indhold er en del af præmissen for at være på nettet. Børn og unge har ret til beskyttelse og skal ikke kunne klare hvad som helst. Samfundet har et ansvar for at passe på dem.”

TikTok er blevet forelagt kritikken, der indgår i artiklen, men er grundet travlhed ikke vendt tilbage med en udtalelse. Platformen har i andre medier udtalt, at TikTok har lanceret funktioner i deres app, der har til formål at beskytte unge. Samtidig arbejder de fortsat med at undgå, at skadeligt indhold eksponeres for børn og unge.

Har du brug for hjælp?

Hvis du er i krise, har tanker om eller skader dig selv, så sig det til nogen. Det hjælper at få sat ord på de svære tanker, og du kan gøre det anonymt.

Du kan kontakte Livslinien på 70 201 201 alle dage mellem klokken 11-05, eller chatte på https://www.livslinien.dk/

Du kan kontakte Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade på 7010 1818 mandag fra klokken 09.00-19.00 og tirsdag til torsdag fra klokken 16.00 – 19.00 eller chatte på www.lmsos.dk.