Når storpolitik møder glitter og glamour: “En kulturel kampplads, hvor politik sættes i spil”

af Webredaktøren | maj 30, 2024 | NYT I TEMA, SPOT 2 (3 ARTIKLER) FORSIDE, TEMA

Når storpolitik møder glitter og glamour: “En kulturel kampplads, hvor politik sættes i spil”

Ved Eurovision i år kunne forandring og frygt mærkes. Politiseringen af programmet, som før har været en underliggende faktor, fandt sin vej helt ind i glitterfesten. Er der plads til underholdning og forsamling på tværs af landegrænser, når politikken synger højere end musikken?

TEKST: Helena holm-gregersen
Illustration: lotte skjødt nielsen

Udgivet den 30. maj 2024

Malmøs gader: Et todelt grænseland uden lige. En arena propfyldt med glitter, glamour, og hvad der skulle have været en omfavnende stemning, præcis som det plejer. Men noget var anderledes ved dette års Eurovision. Trusselsniveauet var hævet, og sikkerhedsforanstaltningerne tog nye højder. Demonstrationer og tilråb gav årets Eurovision en mere usikker begyndelse, end grandprixet er vant til.

Kommentator Ole Tøpholm har dækket Eurovision i mange år for DR og oplevede forandringen i Malmø.

“Forskellen kan mærkes, når deltagelsen i grandprixet har føltes som et securitycheck i lufthavnen,” siger Ole Tøpholm.

Skandaler og stillingtagen er ikke en fjern sag for Eurovision. Gennem årene har det, der skulle være et fredeligt arrangement, vist sig at være en perfekt politisk slagmark. Eurovision har været underlagt en ekstrem grad af politisering i år. Det har ifølge lektor i Europastudier ved Aarhus Universitet Lisanne Wilken først for alvor taget fart inden for de seneste 10-15 år.

“Den politiske del af Eurovision har altid været der, men det er klart, at jo flere lande der er med, og jo større det bliver, jo mere kommer politik også til at fylde, og jo mere attraktivt bliver det at politisere,” siger Lisanne Wilken.

United by Music

Organisationen bag Eurovision, European Broadcasting Union (EBU), opererer under et apolitisk motto, ‘United by Music’. Eurovision skal holde sig fri af politiske overbevisninger og være intet andet end en sangkonkurrence, som forener de europæiske lande gennem hyldest og dyst.

At følge det motto har siden den spæde start haft sine komplikationer. Flere lande har gennem tiden trukket sig eller modtaget en diskvalifikation grundet politiske overbevisninger eller politiske undertoner i deres optræden i showet. Israels deltagelse har fået massiv omtale både før, under og efter showet. Men det er ikke første gang, de deltagende lande har budt Eurovision på kontroverser. Blandt andet i 2000, hvor Israel brød EBU’s flagregel, da de tog syriske flag med på scenen.

Også i 2009 måtte Georgien trække sig fra showet i Moskva efter politiske uoverensstemmelser med EBU grundet deres sangtitel ‘We Don’t Wanna Put In’, som lød for meget som ‘We Don’t Want Putin’.

EBU har forsøgt at fastholde showets retning som en apolitisk begivenhed, på trods af mange deltageres forsøg på at bringe egne politiske budskaber.

Simon Falk har været trofast fan af Eurovision gennem mange år, og den apolitiske tilgang er ifølge ham mere et ideal, end det er virkelighed.

“Hvis man vil holde konkurrencen apolitisk, men ser igennem fingre med de politiske markeringer, der er, så hænger det jo ikke sammen. Jeg synes, at EBU efterhånden må have lært, at man ikke bare kan lade som om, at konkurrencen ikke er politisk,” siger Simon Falk.

At drive et apolitisk, multinationalt program i denne tid ligner ikke en nem opgave, og EBU’s beslutningsgrundlag kan virke uigennemskuelig som fan. Men spørger man Lisanne Wilken, giver EBU’s håndtering af politiske problematikker mening.

“EBU er ikke en udenrigspolitisk organisation, selvom det er en kulturel kampplads, hvor politik sættes i spil. Jeg tror, det er rigtig vigtigt, at den her organisation understreger, at den frem for alt ikke er politisk,” siger Lisanne Wilken.

At være fan af Eurovision

Eurovision er en tradition for mange familier i Danmark. I 2024 så 543.000 danskere med. Men grundet den mediebevågenhed der har været specifikt på Israels deltagelse har det ifølge værterne på podcasten ‘Eurovision Fanklub’, Amalie Hestbæk Jakobsen og Nikolaj Stilling, været sværere at kalde sig stolt Eurovision-fan i år.

”Jeg kan mærke, at jeg bliver nervøs for reaktionerne, hvis jeg ikke holder mig neutral. Omvendt er jeg også bange for at dele min holdning. Det beskriver meget godt følelsen af at være fan i år, og hvilken betydning det får, at Israel må være med,” siger Nikolaj Stilling.

”Der opstår en frygt for, at man kan blive stemplet som et dårligt menneske, eller at man støtter et folkemord, fordi man elsker en sangkonkurrence,” siger Amalie Hestbæk Jakobsen.

Den intense politisering har gjort det ubehageligt at stå ved deres største interesse, som de ikke på samme måde har oplevet før.

”Det føles som om, vi næsten ikke kan gøre noget rigtigt. Det er noget møg for os som fans, fordi vi prøver i virkeligheden ikke at sige, hvad vi synes om hele konflikten, vi prøver bare at være fans, som vi altid har været,” siger Nikolaj Stilling.

”Man kan føle sig taget som gidsel,” siger Amalie Hestbæk Jakobsen.

Den anderledes stemning var også til at mærke ifølge kommentator Ole Tøpholm.

”Det har været et ret kaotisk Melodigrandprix i år. Både kommentatorer og pointafgivere har trukket sig. Kontroverserne fra både Italien, Holland og Israel har betydet, at stemningen til Eurovisionen har været kørt op i et gear, vi slet ikke er vant til,” siger Ole Tøpholm.

Hvorfor Rusland og ikke Israel?

Op til årets Eurovision har der været massiv mediedækning omhandlende Israels deltagelse. Sammenligninger er blevet lavet med Rusland, som efter invasionen af Ukraine i 2022 blev smidt ud af konkurrencen. Det rejser spørgsmålet om, hvorfor Israel ikke møder samme skæbne, eftersom konflikten med Hamas er blusset op siden d. 7. oktober 2023.

“Her er tingene jo ikke så sort-hvide, som det var med Rusland. Regeringer verden over havde klart fordømt Rusland og kappet alle linjer til Moskva. Det er ikke tilfældet med Israel. Der er ikke indført sanktioner. Der er kritiske røster hist og pist fra regeringer, men linjen er stadig åben til Jerusalem og Tel Aviv,” siger Ole Tøpholm.

Udover den divergerende politiske tilgang, som omverdenen har haft til Rusland og Israel, er der ifølge Ole Tøpholm, en anden grund til at EBU ikke udviser egen holdning, trods mange ønsker fra aktivister.

“EBU er jo en public service TV-station, og TV-stationer laver ikke selvstændig udenrigspolitik. De navigerer indenfor konkurrencens egne regelsæt, resten må være op til regeringerne,” siger Ole Tøpholm.

Hvad skal der ske med Eurovision

Eurovision har siden sin start været et program, der bringer nationer sammen, men efter dette års konkurrence kan fremtiden synes grå for den farverige konkurrence. Kan en platform som Eurovision holde til så meget usikkerhed og polemik udefra, som den har stået model til i år? Spørger man Ole Tøpholm, er alt håb ikke ude endnu.

”Jeg synes stadig, at Eurovision samler os mere, end det splitter os. Det er den eneste gang om året, hvor vi på dansk TV har armensk folkemusik, italiensk pop og irsk hekseri på én gang i bedste sendetid.”

Ideen om, at et program som Eurovision kan holde sig fri af politisk indflydelse og kun forholde sig til den musikalske del af programmet, kan virke utopisk. Men ifølge Simon Falk er det slet ikke her, man burde lægge sit fokus.

”Kan man respektere hinandens forskelligheder og respektere, at hvert land deltager på baggrund af deres egen dagsorden, så tror jeg også, at man kan komme noget af det mere negativt politiske til livs.”

Spørger man lektor i Europastudier Lisanne Wilken hvad der skal til for at sende Eurovision på rette kurs igen, ligger byrden ikke hos de deltagende lande eller publikum.

“Eurovisionen afspejler det, der sker i tiden, og dens fremtid afhænger af, hvad der sker frem til næste Eurovision.”

FORSIDEN

Venstre har fået sin dårligste meningsmåling nogensinde: ”Partiet befinder sig i en historisk krise”

af Webredaktøren | maj 30, 2024 | NYT I TEMA, TEMA

NYT I TEMA | TEMA

Venstre har fået sin dårligste meningsmåling nogensinde: ”Partiet befinder sig i en historisk krise”

Da resultatet af folketingsvalget 2022 blev klart, kunne Venstre og resten af befolkningen konstatere, at partiet havde fået sit dårligste valgresultat i over tre årtier. Knap halvandet år senere er de, ifølge en Epinion-måling, blevet halveret. Det rejser spørgsmålet om, hvordan det gamle grundparti er faldet så drastisk. Og om det kan rejse sig igen.

TEKST: SARAH CARDEL
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 30. maj 2024

”Jeg synes, det er ret indlysende, at når Venstre rammer en historisk bundplacering i tre forskellige meningsmålingsinstitutter, så kan man jo ikke andet end at konstatere, at partiet befinder sig i en historisk krise.”

Sådan lød ordene fra politisk kommentator Jarl Cordua, da jeg indledningsvis spurgte ham, hvilken situation Venstre i øjeblikket befinder sig i.

Men for at forstå, hvordan det gamle statsministerparti nu er havnet i en sådan ’historisk krise,’ må vi først og fremmest spole tiden tilbage til folketingets åbning i oktober 2022.

I et interview med TV2 sagde den daværende partiformand, Jakob Ellemann-Jensen, således:

”Jeg kan godt love, at jeg aldrig kommer til at pege på Mette Frederiksen som statsminister i Danmark.”

Efter månedlange forhandlinger kunne man så i midten af december 2022 opleve en smilende, genvalgt statsminister træde ud af Christiansborgs ikoniske porte. Nu klar til at præsentere sin nye regering bestående af Socialdemokratiet, Moderaterne og, ja, Venstre.

Partiets u-vending blev de kommende dages store forsidehistorie, og tilbage stod Ellemann-Jensen og resten af partiet Venstre med forklaringsvanskeligheder om det, der i medierne beskrives som et klokkeklart løftebrud.

Og når jeg finder det nødvendigt at gentage den nu afgående formands ord, er det, fordi flere eksperter peger på lige netop det løftebrud som årsag til, hvor de står i dag.

En af de eksperter er valgforsker og professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet Kasper Møller Hansen.

”Kigger man i meningsmålingerne, så kom det store fald, da de valgte at gå i regering. Så det var ikke bare et valgløfte, som blev brudt meget klart og tydeligt, det var også et brud på et venstreparti, som i 100 år har stået i direkte modstand til Socialdemokratiet. Det rokkede ved hele deres identitet,” forklarer Kasper Møller Hansen.

Selvom Venstre fik et dårligere valg, end de har haft i over tre årtier, var det alligevel ikke til at forestille sig, at et ’så stærkt, stort og historisk parti’ kunne miste så mange vælgere, som meningsmålingerne nu viser. Sådan lyder det videre fra Kasper Møller Hansen.

Også folketingsmedlem for Venstre, Christoffer Melson, anerkender, at partiets pludselige kovending er en del af forklaringen på den dalende vælgeropbakning.

Men alt imens den ene historisk lave måling erstatter den anden, står Venstre ved, at det var og er rigtigt at dele regeringsmagten med den mangeårige modstander.

”Vi fik ikke tænkt alle scenarier igennem og forberedt folk på, hvad der kunne ske, hvis vi trods et rødt flertal fik tilbudt en del af regeringsmagten. Så vores hårde udmeldinger inden valget var en fejl, men det var ikke en fejl at indgå i regeringssamarbejdet,” forklarer han.

Han understreger videre, at Venstre også har været med til at træffe svære og hårde beslutninger. Det, i kombination med intern uro, har ført til, at vælgerne har mistet tilliden til partiet.

Presset fra blå blok

Venstre fik sin hidtil dårligste måling første dag i maj 2024, hvor kun 6,5 procent af den danske befolkning ville stemme på dem, hvis der var valg den dag.

Siden har den nyeste meningsmåling vist en lille stigning for partiet, som nu vurderes til at få 8,7 procent af stemmerne.

Men det er ikke bare løftebrud og interne uroligheder, som har givet Venstre en ’historisk bundplacering.’ For kan man overhovedet skrive en artikel om Venstres nedgang uden at nævne tre andre partiers succes?

Det mener Jarl Cordua ikke.

”Venstre har været delt af forskellige strømninger. Den moderate, resultatorienterede, ikke særlige ideologiske strømning, personificeret af Lars Løkke. Så den traditionelle, landbrugsorienteret og på flere måder konservative fraktion, personificeret af Inger Støjberg,” forklarer han.

Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg var Venstres to største stemmeslugere under folketingsvalget i 2019, hvor de hver især hev henholdsvis knap 41.000 og 28.500 personlige stemmer hjem.

Han fortsætter: “Og så den klassiske handelsskole-liberale og byorienterede fløj, som ikke har haft en repræsentant, men som er sivet til LA.”

Liberal Alliance ligger i seneste måling til at få en stemme fra 15,6 procent af danskerne, hvis der var valg i dag. Det placerer dem som nummer to på listen og dermed som det næststørste parti i Folketinget.

Christoffer Melson mener imidlertid ikke, at man skal tillægge meningsmålingerne for stor værdi. For ham handler det nærmere om den politik, som partiet får gennemført.

”Meningsmålingerne er selvfølgelig ikke så sjove, men hvis man til gengæld kigger på det, som det handler om, så går det jo faktisk meget godt,” siger han.

Han tilføjer, at de færreste politikere er i politik for at læse meningsmålinger fra uge til uge, men i stedet for at få gennemført dét, de tror på. Noget, som ifølge Christoffer Melson er lettere, når man er del af regeringen.

CO2-afgift og ledige standpunkter

Det store klimaspørgsmål om, hvorvidt der skal indføres en CO2-afgift på landbruget, har skabt stor og offentlig splittelse i Venstre, hvor både bagland og vælgere har kritiseret partiledelsen for at gå med i en sådan aftale.

Og det er ikke helt tilfældigt, at det lige netop er Venstre, som møder den største modstand ved at være medunderskriver på forslaget.

”Vælgerne er blevet skubbet væk, fordi partiet ikke har overholdt sine valgløfter, men dertil kommer hele opgøret med CO2-afgiften, som er et meget ømt punkt for Venstre, da de jo har en rod i landbruget,” fortæller valgforsker Kasper Møller Hansen.

Når Venstre stemmer for en CO2-afgift, betyder det nemlig, at de vil gøre det dyrere for landmændene at udlede klimagasser.

Et lovforslag, som på flere måder er i strid med det gamle ’landvenstre,’ og som Inger Støjbergs parti, Danmarksdemokraterne, er stærkt imod.

I skrivende stund fastholder partiformand Troels Lund Poulsen dog stadig, at CO2-afgiften bliver en realitet.

Når et eller flere partier danner regering, udarbejdes et regeringsgrundlag, som er den politik, regeringen vil arbejde ud fra i den pågældende valgperiode.

Hvis regeringen består af flere partier, er det dermed meget sandsynligt, at partierne på forhånd har indgået kompromisser og støttet initiativer, som ikke afspejler deres egen politik.

Og lige netop det faktum, at et regeringssamarbejde kræver, ja, samarbejde og kompromisser, anskues også som en årsag til, at Venstre mister opbakning.

”Regeringspartierne arbejder på at implementere den politik, de blev enige om for halvandet år siden. Og det betyder også, at de ikke har samme mulighed for at flage med egne politiske synspunkter og dermed profilere og synliggøre sig over for vælgerne,” forklarer politisk kommentator Jarl Cordua.

Også valgforsker Kasper Møller Hansen fremhæver det aspekt.

”Vi har jo nogle oppositionspartier, som frit kan profilere sig på tidligere Venstre sager, fordi Venstre lidt er bundet i en regering. Det synes at være lykken for dem og en katastrofe for Venstre,” forklarer han.

Netop som når Danmarksdemokraterne kæmper imod CO2-afgiften og Liberal Alliance mod top-topskatten. Det er derfor også nærliggende at undre sig over, hvad der i virkeligheden er fordelagtigt for Venstre ved at forblive i regeringen.

Til den undring må det entydige svar være. Indflydelse.

”Det er selvfølgelig en mulighed at træde ud af regeringen for at sikre sig flere vælgere. Men det vile være på bekostning af den indflydelse, som de utvivlsomt har lige nu. Problemet er bare, at de har det i en regering, deres vælgere ikke ønskede,” forklarer Kasper Møller Hansen.

Til det siger Jarl Cordua.

”Hvis man abonnerer på den præmis, at partiernes succes også skal måles efter vælgeropbakning, og det gør de fleste nok, så er der tale om en krise. Men det er ikke ensbetydende med, at de ikke har indflydelse. Det har de, det er bare ikke noget, som gør indtryk på vælgerne.”

Hvis man spørger såvel eksperter som politikere, sås der ikke tvivl om, at Venstre stadig har en fremtid foran sig som parti. Det skyldes, ifølge Kasper Møller Hansen, det faktum, at politik er foranderligt.

”Men det kommer til at tage mange år og flere valg, før vi ser Venstre over 20 procent igen, for tendensen er, at man hurtigere mister vælgere, end man får dem,” forklarer han.

Og det er en udsigt, som Christoffer Melson også ser.

”Det kommer til at kræve slid og hårdt arbejde, men vi håber, at vælgerne over tid vil se værdien i den her strategi og genfinde tilliden til, at vi er et seriøst, hårdtarbejdende parti, som holder, hvad vi lover.”

FORSIDEN

Europa-Parlamentsvalget nærmer sig, men distancen er lang og interessen lav

af Webredaktøren | maj 30, 2024 | NYT I TEMA, TEMA

NYT I TEMA | TEMA

Europa-Parlamentsvalget nærmer sig, men distancen er lang og interessen lav

Vi skal snart til stemmeurnerne, men mange danske borgere ved stadig ikke, hvor krydset skal sættes. Illustreret Bunker har været ude at spørge hvorfor, og hvad der kan øge opmærksomheden på EU.

TEKST: KATHRINE MØLLER NIELSEN
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 30. maj 2024

En cykeltur ned ad Randersvej og der skal ikke mange kilometer i benene, før cyklister bliver mødt af en politiker, der smiler fra en lygtepæl. Valgplakaterne er oppe, og kandidattestene er ude. For der er Europa-Parlamentsvalg i Danmark den 9. juni. Det betyder, at stemmesedlen endnu engang skal udfyldes, så 15 danske politikere kan tage plads i Europa-Parlamentet.

Selvom valget nærmer sig, viser en ny Epinion-måling, at hver anden dansker er i tvivl om, hvad de skal stemme til valget. Hvilket er usædvanligt mange ifølge en DR-artikel.

Illustreret Bunker har spurgt ind til tendensen og undersøgt, hvorfor nogle danske borgere ikke ved, hvad de skal stemme. Tolv personer er blevet udspurgt hovedsageligt i aldersgruppen 20-25 år.

Distancen er stor, når nyhederne er få

Ti ud af tolv personer af de adspurgte ved ikke, hvilket parti de skulle stemme på, men det overrasker ikke Roman Senninger, der er lektor i statskundskab på Aarhus Universitet.

”Når borgerne ikke hører ret meget om, hvad der sker i EU, så bidrager det selvfølgelig til, at der ikke er super meget interesse, når der er valg,” siger Roman Senninger.

Han fortæller, at EU historisk var et elitært projekt, der ikke fik meget omtale, og derfor virkede fjernt for borgerne. Selvom EU i højere grad får medieomtale i dag, mener Roman Senninger, at den fortsat er lille. Det kan ifølge ham være med til at forklare, hvorfor så mange borgere ikke har sat sig ind i EP-valget.

Flovhed er ikke en god start

EU er kompleks og svær at sætte sig ind i, mener flere af de adspurgte. Alligevel vil ni ud af tolv ønske, at de vidste mere om EU. En af dem er Michael Øgendahl Frøsig på 24 år, der er studerende.

”Jeg skammer mig lidt over ikke at gå mere op i EU-politik. Jeg burde vide noget mere og aktivt opsøge det. Men EU er svært at forstå. Jeg føler, at jeg skal sætte mig 100 procent ind i det for at træffe et ordentligt valg,” siger han.

Det er en misforståelse, at man som dansk borger skal vide alting om EU og om de forskellige institutioner, mener Kira Marie Peter Hansen, der er spidskandidat for SF.

”For at vække interessen for EU skal vi bryde den falske forståelse af, at man som person skal have styr på alting inden for EU for at deltage i debatten,” siger hun.

Det er Anne Sophie Callesen, kandidat for Radikale Venstre, enig i. Selvom borgeren ifølge hende har et ansvar for at orientere sig om valget, bærer politikerne og medierne også et stort ansvar for at skabe opmærksomhed om valget.

”Før valgplakaterne kommer op, er mange ikke opmærksomme på, at der er valg. Jeg tror ikke, at folk er stolte over det, men jeg synes heller ikke, at man skal være flov. Det er et ærgerligt udgangspunkt, ” siger Anne Sophie Callesen.

EU som hverdagskost

Engang kunne du købe løst glimmer og glitter i butikker som Panduro, men ikke længere for nu er det forbudt ifølge EU-lovgivning i kampen mod mikroplast. EU har også en finger med i barselslovgivningen. For mænd skal også på barsel i minimum to måneder ligesom kvinderne. Der er også roamingtakster, så du frit kan benytte nettet i eksempelvis Spanien uden at skulle betale ekstra. Eller tilføjelsen af papsugerør.

EU påvirker flere dele af danskernes hverdag, men flere af dem, som Illustreret Bunker har talt med, kunne ikke pege på hvor. En af dem er Michael Øgendahl Frøsig.

”Jeg har en oplevelse af, at EU-politik ikke rigtig vedrører mig. Det påvirker mig sikkert passivt, men det påvirker ikke min hverdag direkte,” siger han.

Ronnan Senninger mener, at det er vigtigt, at medierne og politikerne kan formidle, hvad lovgivningen i Europa-Parlamentet egentlig betyder for en helt almindelig borger i en dansk kommune.

”Hvis man virkelig kigger på EU-lovgivning, så er der mange ting i vores hverdag, der er påvirket af den. Men det hjælper ikke nogen, hvis borgerne ikke oplever det,” siger Roman Senninger.

Anne Sophie Callesen, der er kandidat for Radikale Venstre, mener, at det er vigtigt i højere grad at oplyse borgerne om, at et lovforslag som papsugerøret kommer til, fordi EU har besluttet det. Hun mener, at det især er på Christiansborg og i partiledelserne, at det skal kommunikeres bedre.

”Vi skal være fair i forhold til, hvem der har skylden og æren i forskellige EU-beslutninger. Borgerne får ikke altid at vide, når en god beslutning er taget i Europa-Parlamentet, men når der træffes forkerte beslutninger, får EU hurtigt skylden,” siger Anne Sophie Callesen.

EU-politikerne skal politisere

En valgkamp føres af politikere, der gerne vil sprede deres budskaber. Det bliver gjort på forskellige måder. Om det er ved uddeling af flyers på gaden eller gennem debatter på eksempelvis ungdomsinstitutioner.

En af metoderne oplevede en af de adspurgte borgere. Bolette Kjelgaard Kristensen på 24 år læser til våbenmekaniker, og hun fik et oplæg om EU på sin uddannelsesinstitution. Under oplægget blev der vist klip fra fire EP-kandidater fra forskellige partier. Men hun oplevede ikke, at det hjalp hende med at adskille de forskellige kandidaters holdninger.

”Politikerne sagde stort set det samme: ’Vi vil gerne gøre arbejdsvilkårene for jer håndværkere bedre’. Jeg lærte, at de synes, vi skal stemme, men intet om de forskellige kandidater,” siger Bolette Kjeldgaard Kristensen.

Det er også noget, som Anne Sophie Callesen fra Radikale Venstre tror har en påvirkning på interessen for valget. Hun siger, at mens politikere på Christiansborg næsten er for gode til at tale uenighederne op mellem partierne, så oplever hun det modsatte under Europa-Parlamentsvalget.

”Vi går i øjeblikket som katten om den varme grød. Alle synes, at grøn omstilling og sikkerhed er vigtigt, og alle synes heldigvis, at vi skal støtte Ukraine. Men vi vil alligevel ikke præcis det samme. Jeg tror, at vi skal turde stå mere ved vores forskelle og ikke være bange for at politisere EU-politik lidt mere, ” siger Anne Sophie Callesen.

FORSIDEN

Til 1. maj i Fælledparken kæmpede de for en kommunistisk revolution: ”I Danmark er det dem med pengene, der har magten”

af Webredaktøren | maj 30, 2024 | NYT I TEMA, TEMA

Til 1. maj i Fælledparken kæmpede de for en kommunistisk revolution: ”I Danmark er det dem med pengene, der har magten”

Revolutionært Kommunistisk Parti kæmper for at vælte det kapitalistiske system i Danmark. Den 1. maj mødtes Illustreret Bunker med det nye kommunistiske parti i Fælledparken, hvor partiet afholdt taler, solgte marxistiske aviser og hvervede nye kammerater.

TEKST & FOTO: EMIL LUND JENSEN

Udgivet den 30. maj 2024

En lille pige render rundt om bordene, som Revolutionært Kommunistisk Parti har opstillet ved deres post i Fælledparken. Pigens mor sidder med en veninde, som har en t-shirt med partiets navn på ryggen. Pigen fremstammer et ord, der er svært at tyde, men den kommunistiske veninde er ikke i tvivl.

”Sagde du lige Palæstina?”

Pigen nikker.

”You are the best child in the whole world!” udbryder veninden højt.

Den 1. maj er arbejdernes internationale kampdag, og traditionen tro er Fælledparken fyldt med røde flag. Røde flag, der smælder. Røde flag med gul hammer og sejl. I hvert fald i denne ende af parken. Under de kommunistiske faner står åbne, hvide telte, der er fyldt med unge kammerater, som de, kommunismens tradition tro, ynder at kalde sig selv. Kammeraterne er iført røde t-shirts med ordene ’Revolutionært Kommunistisk Parti’ printet på brystet. I teltene kan man tilslutte sig som en af kammeraterne i det marxistiske parti – eller bare købe en øl til den ikke så kammeratlige pris af 45 kroner stykket. Netop her, under den hvide teltdug, står talspersonen for Revolutionært Kommunistisk Parti, Rasmus Jeppesen, og snakker med både medier og potentielle kammerater.

Solskin og en statsminister i Haderslev

Første maj har i mange år været en festdag for Socialdemokratiet, men ifølge kommunisterne i Revolutionært Kommunistisk Parti (RKP) er det ikke længere en dag, som partiet med de røde roser kan kræve ejerskab på.

Solen brager ned på de kortærmede fremmødte i Fælledparken. Justitsminister Peter Hummelgaard får også varmen at føle, da han holder sin tale. Talen bliver afbrudt af propalæstinensiske demonstranter, og det er meget svært at høre, hvad justitsministeren siger.

Peter Hummelgaard agerer stedfortræder for landets socialdemokratiske statsminister, Mette Frederiksen, der i stedet er i Haderslev. Her fejrer hun, at Socialdemokratiets galionsfigur for Arne-pensionen, Arne Juhl, tager hul på den pension, som er opkaldt efter ham.

For Rasmus Jeppesen er det ingen overraskelse, at landets statsminister ikke er at finde i Fælledparken i dag. Faktisk ville det, ifølge ham, give mindre mening, hvis hun var til stede.

”Jeg synes, at det er dybt forkasteligt. Men jeg forstår hende godt. Det er hende, der er skyld i, at arbejderne får det sværere og sværere, mens en lille procentdel bliver ekstremt rige. Det ville ikke gå godt for hende i dag. I stedet er hun i Haderslev og fejrer en pension, der kun gavner ganske få,” siger Rasmus Jeppesen.

Peter Hummelgaard trådte jo til og holdt en tale i statsministerens fravær. Han blev buhet af scenen. Hvad tænker du om det?

”Det undrer mig ikke. Hvad havde han regnet med? Folk gider da ikke at høre på dem i dag. Slet ikke her,” fortsætter Rasmus Jeppesen.

Hvem er kommunisterne?

Revolutionært Kommunistisk Parti er et nyt parti, der først officielt bliver stiftet til oktober. Lige nu er partiet i en fase, hvor det forsøger at tillokke sig en masse kammerater landet over. Der er i alt 14 afdelinger af partiet alene i Københavnsområdet. Ligeledes er der en række mindre afdelinger rundt i landet. Målet med partiet er at vælte det kapitalistiske system og indføre marxistisk kommunisme i Danmark.

Af de fremmødte kommunister denne solskinsdag er næsten alle unge mennesker. Det er ligeledes en ung revolution, der, ifølge dem selv, er på vej.

Danmark er fyldt med ensidige status-quo-medier

Rasmus Jeppesen er en travl mand i dag. Mange medier har været henne for at interviewe den kommunistiske leder, hvor de alle har stillet mere eller mindre de samme spørgsmål. ”Hvorfor har Danmark brug for kommunisme?” og ”hvordan skal revolutionen foregå?”

Selvom Rasmus Jeppesen svarer høfligt og går i dybden, når han fortæller, at de mener, at det kapitalistiske system har spillet fallit, og at det er en fredelig revolution, som de ønsker, er han langt fra tilfreds med mediestanden i Danmark. Ifølge ham er det nemlig ikke kun politikerne, der er skyld i, at systemet er blevet pilråddent. Også medierne bærer, ifølge ham, et stort ansvar.

”Mediestanden i Danmark domineres af status-quo-medier, der er enormt ensidige i deres dækning. Især af store konflikter og problemer. Derfor arbejder vi også på at lave vores eget medie. En marxistisk avis.”

Er det ikke også et ensidigt medie?

”Jo, men det er alle medier. Forskellen er bare, at vi selv skriver, at vi har en agenda.”

Så problemet med medierne i Danmark er, at de ikke selv deklarerer deres agenda?

”Ja.”

Før vi når at snakke den danske mediestand til ende, bliver Rasmus Jeppesen trukket ud af samtalen af et af de medier, som han netop har beskrevet, bidrager til det ensidige status-quo-mediebillede. Der skal nemlig laves et lille SoMe-indslag med ham, hvilket han stiller op til med smil på læben.

På skillevejen mellem stalinisme og marxisme kører en kommunist i en ladcykel

”Det folkemord, vi er vidne til i Gaza, er produktet af et sygt system. Kapitalismen har spillet fallit!” gjalder en ung kommunist gennem en megafon fra ladet i en ladcykel. Ud fra hans påklædning at dømme er han en del af det marxistiske Revolutionært Kommunistisk Parti, men man kan ikke vide sig alt for sikker. Det spæde parti er nemlig ikke ene om at sprede de kommunistiske budskaber. Kun en smal grussti adskiller de marxistiske kammerater, som Rasmus Jeppesen repræsenterer, fra en stalinistisk bevægelse. Rød første maj står der på partiets faner. Partiet hedder Kommunistisk Parti – altså det samme, bare uden en revolution. Dermed er Fælledparken forvandlet til en kommunistisk buffet, hvor man med få skridt kan bevæge sig mellem marxisme og den noget mere ekstreme stalinisme.

Organisér jer!

Mange kammeratlige fødder har betrådt scenen ved RKP’s plads i løbet af dagen. En af de sidste til at gøre kunsten efter er Johan Uhrskov-Bendixen, som er et af de ledende medlemmer af partiet. Og han holder sig bestemt ikke tilbage.

”I et kapitalistisk system er det ikke ens stemme, der giver magt. Det er dollars, der styrer magten!” udbryder Johan Uhrskov-Bendixen.

De fremmødte jubler og klapper.

”Heldigvis for os har kapitalismen ikke kun skabt et sygt system. Den har også skabt den generation, som bliver dens død! Vi har alt at vinde og kun vores lænker at tabe. Så meld jer hos kammeraterne i boden. Foren jer. Organisér jer!” afslutter Johan Uhrskov-Bendixen sin tale.

Kommunisme på Christiansborg?

Selvom ambitionerne for den kommunistiske revolution er tårnhøje, er der ikke nødvendigvis en drøm om et kontor på Christiansborgs bonede gulve.

”Vi vil jo helst gentænke hele systemet. Men vi tager samtidig al den demokratiske indflydelse, som vi kan få – også på Christiansborg. Men vi ville ikke kunne få særlig meget igennem,” forklarer Rasmus Jeppesen

Hvorfor ikke?

”Fordi det i et kapitalistisk system ikke er politikerne, der bestemmer. Det er dem med pengene. Det er folk som Dansk Industri og Dansk Landbrug, og de er ikke interesserede i vores politik,” uddyber Rasmus Jeppesen.

Da dagen lakker mod sin ende, og kammeraterne snart skal pakke scenen sammen, kigger Rasmus Jeppesen ud over pladsen, der er godt fyldt.

”Det er dejligt, at vejret er så godt. Det er ikke sikkert, at der var kommet lige så mange, hvis det regnede og var fem grader som i sidste uge,” smiler Rasmus Jeppesen.

Det er trods alt fedest at revolutionere samfundet i solskin.

Rasmus Jeppesen, talsperson for Revolutionært Kommunistisk Parti.

FORSIDEN

Jonas Risvig-serierne blev for perfekte: ”Jeg er nok endt med at skabe den ungdom, jeg gerne selv ville have haft”

af Webredaktøren | mar 21, 2024 | SPOT 2 (3 ARTIKLER) FORSIDE, TEMA

SPOT 2 (3 ARTIKLER) FORSIDE | TEMA

Jonas Risvig-serierne blev for perfekte: ”Jeg er nok endt med at skabe den ungdom, jeg gerne selv ville have haft”

Et kamera, coronapandemi og fire teenagere fra nabolaget. Sådan startede produktionen af Centrum. Den første ungdomsserie med Jonas Risvig bag rattet. I dag, tre år og ti ungdomsserier senere, er den 30-årige instruktør blevet førende inden for skildringen af ungdomslivet. Men med større succes kommer også større ansvar på godt og ondt.

Tekst: SARAH CARDEL
FOTO: KASPER SØHOLT

Udgivet den 21. marts 2024

Ikke langt fra Jonas Risvigs bopæl ligger hans kontor. Vi befinder os i det vestlige København, og på en af kontorets vægge hænger der flere billeder, end man kan tælle til. Nogle er fra Salsa, nogle er fra Grænser og andre er fra Viaplay-serien Drenge.

”Tænk at kunne vise sådan et billede om 20 år til ens børn og sige ’Sådan så mor ud, da hun var ung’,” fortæller han, idet han peger på et billede af en af skuespillerne.

Ligesom billederne på væggen kan han godt lide at se sine serier som et vidnesbyrd om nutidens ungdom. En slags tidskapsel, hvor generationens måde at tale på, klæde sig på og eksistere på dokumenteres gennem serierne.

Men er man kun rigtig ung, hvis man går til fester, har venner, køber vintagetøj, har sex og på den ene eller anden måde formår at lykkes med det, man bøvler med? Det er den kritik, som lyder, og spørger man Jonas Risvig selv, er svaret entydigt.

”Jeg er virkelig ked af, at mine serier har haft en ekskluderende effekt. I mange af dem er jeg nok endt med at skabe den ungdom, jeg gerne selv ville have haft.”

At føle sig udenfor de andres verden

Jonas Risvig voksede op i en lille by sydøst for Silkeborg og havde, efter eget udsagn, en ”problemfri” barndom. Forældrene var sammen, kæledyrene i live og søskendeforholdet var tæt. Først i sommerferien mellem 8. og 9. klasse begyndte tilværelsen at ændre sig.

”Jeg var på ferie, drak megamange sodavand og spiste spaghetti med ketchup. Efter ferien var alle begyndt at feste, ryge og køre scooter. De havde taget et forspring ind i teenagelivet,” fortæller Jonas Risvig.

Han husker, hvordan der pludselig var opstået helt nye interesser blandt klassekammeraterne, og især hvordan han endnu ikke delte disse interesser.

”Niende klasse var et farligt og ubehageligt sted at være. Men også sygt spændende,” fortæller han.

Uden nogen at spejle sig i begyndte han at lukke sig mere og mere inde. Han så alle ungdomsfilm. Med sin fars gamle kamera, brugte han sin fritid på at filme og klippe videoer. Det var i det øjeblik, at drømmen om selv at skildre ungdommen begyndte at spire.

”Jeg lavede parodi- og musikvideoer, fordi jeg ikke turde tage det alvorligt. Men jeg vidste, at jeg på et tidspunkt skulle skabe det, som jeg selv følte, jeg manglede i den periode,” fortæller Jonas Risvig.

”Jeg vil lave serier, der larmer”

Youtube-serien Centrum, der blev udgivet i 2020, markerer begyndelsen på Jonas Risvigs instruktørdrøm, og siden er listen kun blevet længere.

Fælles for alle Jonas Risvig-serier er deres udforskning af problemstillinger, der kendetegner ungdomslivet. Lige fra giftig maskulinitetskultur til seksualitet, svære venskaber og gymnasiedrama.

”Jeg vil gerne lave serier, som larmer. Ligesom hvis naboen holder fest, og der kører et beat hele natten. Det er irriterende, hvis man gerne vil op om morgenen, men ikke desto mindre, ved alle, at der er fest,” fortæller Jonas Risvig.

Der var et stort fokus på unge som mistrives under coronapandemien. I Centrum var det dog det modsatte. De unge nød at få en pause.

I flere af serierne vises unge, der ryger og drikker alkohol, men også dem, der vælger det fra. For Jonas Risvig handler det om at fremvise sider af ungdomslivet, som ofte forbliver skjulte i fiktion og dermed skabe larm.

”I stedet for at pakke rygning væk, har vi forsøgt at starte en samtale om eksempelvis gruppepres. Og så længe Kræftens Bekæmpelse og Børns Vilkår støtter mine projekter, er det vigtigere for mig end sure forældre,” fortæller han.

Derudover er serierne også karakteriseret ved, at mange af skuespillerne er uprøvede.

Når det gælder casting, har Jonas Risvig opdaget en vigtig opgave i at finde dem, som ikke nødvendigvis råber højest. Både for at skabe en bredere repræsentation, men også for at give selv de mest generte en mulighed for at blive hørt.

”At finde en ung version af mig selv, som ikke ville turde melde sig – det kunne være fantastisk. Men man skal huske, at selvom den dreng, som har det svært, ville være den bedste til at spille netop det, så skal der være en lyst og tryghed i at deltage,” fortæller han.

Jonas Risvig har et ønske om, at serierne repræsenterer en nuanceret ungdom, men ligesom tilfældet før, er det nemmere sagt end gjort:

”Kropsdiversitet er det sværeste. For hvis man er 17 år gammel og føler, man ikke ligner de andre, kan det være enormt angstprovokerende at stå frem,” fortæller han.

Jonas Risvig besøger landets teaterskoler for at tale med underviserne i håb om at skabe en tryggere ramme for unge. Han opsøger også sociale boligområder for at finde piger og drenge med forskellig etnisk baggrund.

Kan mænd lave serier om kvinder?

Selvom flere af serierne fik betydelig succes, var det først med serien Salsa, sendt på DR, at Jonas for alvor brændte igennem. En serie om venskab, kærlighed og ikke mindst teenagepiger, der udforsker deres seksualitet.

”Salsa er den serie, som har været allerfedest at lave. Men det er også den, som jeg har hørt mest for, og den, som jeg har været mest i tvivl om, hvorvidt den skulle fortsætte,” fortæller Jonas Risvig.

Nogle seere har kritiseret Salsa for det faktum, at den er instrueret af en mand. En kritik, som fremstår mere personlig end konstruktiv, og som er svær at anerkende for Jonas Risvig.

”Fordi det er en serie om kvinder, bestod næsten hele produktionsholdet af kvinder. Jeg ønskede at starte en nuanceret samtale om seksualitet, men jeg har lagt et kæmpe arbejde i at få de rigtige stemmer indover,” fortæller han og fortsætter:

”Man må altid bedømme produktet, men når kritikken går på min person og mine intentioner, bliver jeg mega ked af det.”

Han understreger, at både mænd og kvinder kan producere godt indhold om det modsatte køn, og at det altid handler om at gøre sig umage for at sætte sig ind i kulturen.

Indtil videre er der udgivet to sæsoner af Salsa, mens arbejdet på sæson tre er i gang.

Den ”seje” måde at være ung på

Jonas Risvig bruger og inddrager sit publikum. De unge er med til idéudvikling og manuskriptskrivning, og skuespillerne bliver bedt om at omformulere replikkerne til måden, de selv ville sige dem.

For Jonas Risvig er det vigtigt, at det er de unge, som taler, når offentligheden ser ham som ungdommens talerør.

”Jeg er blevet ham, som jeg altid selv var i opposition imod. Den voksne, som skulle gætte på, hvordan det er at være ung. Så jeg ser virkelig min position som et ansvar, der forpligter,” fortæller han.

Alligevel har han mødt kritik for at portrættere et perfekthedsbillede af, hvordan man er ung på den ”seje” måde. En måde, hvor man har lyst til at drikke alkohol hver weekend og tale med sine venner om kærlighed og sex.

Selv var Jonas Risvig ikke bevidst om, hvordan hans serier havde påvirket visse unge.

”I forsøget på at skabe et indbydende univers og rum for samtale er jeg også endt med at ekskludere alle dem, som ikke har det på samme måde. Det er ret vildt, for jeg har ikke tænkt over det, før den del af kritikken opstod,” fortæller han.

Når Jonas aktivt opfordrer til åbenhed, er det ikke usædvanligt for ham at blive mødt med kritik. Han nævner endda, at han dagligt modtager kritik, og der er næsten intet, han ikke har hørt før.

På trods af det har denne del af kritikken alligevel gjort et stort indtryk på ham.

”Det, som har gjort mig allermest ked af det, er, hvis jeg har fået nogen til at føle, at de ikke er gode nok. Det skulle meget gerne have været det modsatte. Hver dag er denne del af kritikken øverst på min liste over ting, jeg skal arbejde på,” fortæller Jonas Risvig.

Han er ved at lægge sidste hånd på spillefilmen Kontra, der, ifølge ham selv, er et opgør med netop den perfekthedskultur, han selv har været med til at portrættere. Så når filmens hovedkarakter ikke lader sig bukke under for normen om at skulle være ung på en bestemt måde, ser Jonas Risvig det også som en form for kritik af sig selv og sine tidligere produktioner.

”Hovedkarakteren adskiller sig meget fra dem, der ellers har optrådt i mine serier, og nu sidder jeg også med Salsa 3, hvor vi er ved at gøre det hele ‘lidt grimmere’ og mere relaterbart,” fortæller han.

Selvom den 30-årige instruktør har mødtmeget kritik, er han ikke i tvivl om, at han skal blive ved med det, han laver. For hvad der var hans drivkraft for overhovedet at begynde, er også motoren for at fortsætte: At give nogen noget at spejle sig i.

”Jeg ser nu, at det var meget få mennesker på min årgang, der udlevede den vilde ungdom. Jeg glemte, at min sidemakker kunne have det på samme måde som mig, og jeg håber, at mine serier kan hjælpe andre i samme situation,” fortæller han.

FORSIDEN

Unge i Aarhus står i kø til studenterpræster: Et frirum uden journal og sygeliggørelse

af Webredaktøren | mar 21, 2024 | TEMA

TEMA

Unge i Aarhus står i kø til studenterpræster: Et frirum uden journal og sygeliggørelse

Flere unge på uddannelsesinstitutionerne Aarhus Universitet og VIA står i kø for at snakke med en studenterpræst. Det er et aktivt valg, men for nogle er det også en nødløsning.

TEKST: JENS BANG & MARCUS MATHIAS FRANCK
FOTO: KASPER BONDE KRUPSDAHL

Udgivet den 21. marts 2024

Jens Munk sidder på sit hjemmekontor i sin mørkebrune, læderbetrukne lænestol. Der er en stoisk ro over ham. Bag ham tårner bogreolen op fra gulv til loft. En plakat af Søren Kierkegaard i blå nuancer kigger ud i rummet. Det er et rum, der emmer af store tanker og store tænkere. Et rum med plads til eftertænksomhed. Og netop tanker er det, der fylder rummet, når studerende kommer til Jens Munk for at dele dem med ham. Fælles for dem er, at de kommer med ønsket om at få hjælp.

Jens Munk er studenterpræst på Aarhus Universitet (AU) og har haft over 15.000 professionelle samtaler. Ifølge Jens Munk er studenterpræsternes spidskompetence den åbne dialog i øjenhøjde. Hos dem er der ingen journalføring, medicin eller sygeliggørelse. Her gælder det hjælp til selvhjælp.

“De personer, der kommer ind, har problemet og også selv løsningen. Det vigtigste er, at man som præst ikke stiller sig i vejen for den proces, der er inde i det menneske, du sidder sammen med,” fortæller Jens Munk.

Ifølge Folkekirken.dk er der ansat cirka 25 studenterpræster fordelt på landets store uddannelsesinstitutioner. Deres opgave er blandt andet at have samtaler med de studerende, der har behov for en at snakke med. I Aarhus er studenterpræsterne tilknyttet AU og VIA. Studenterpræsterne i Aarhus oplever en stor efterspørgsel med en ventetid på tre til fire uger for en samtale.

Et bevidst tilvalg eller en sidste udvej

Jens Munk fortæller, at der kommer en del studerende i desperation til studenterpræsterne. Lange ventetider til psykologhjælp gør, at de ser studenterpræsterne som den sidste udvej. De fortæller det uden omsvøb, når de møder ham.

“Så siger de, ‘jeg kommer ikke, fordi du er præst. Jeg kommer, fordi jeg er fuldstændig desperat og ikke har kunnet finde andre’,” fortæller Jens Munk.

De seneste tal fra Dansk Psykolog Forening viser, at ventetiden på psykologhjælp på den gratis ordning for 18-24-årige med angst og depression lyder på knap 27 uger. Netop ventetiderne er en faktor for mange unge, der opsøger studenterpræsterne.

Det gælder dog ikke alle de studerende. En af dem, der har prøvet at gå til en studenterpræst, er 27-årige Laura Printzlau Elkrog. Hun arbejder i dag som administrativ medarbejder hos Aarhus Universitets studenterpræster, hvor hun tiltrådte i august 2023. Men allerede i december 2019, på tredje semester af sin bachelor i uddannelsesvidenskab, stifter hun bekendtskab med studenterpræsterne.

Laura Printzlau Elkrog er ikke religiøs, og hun har tidligere søgt andre veje.

“Jeg har ting, jeg har brugt år på at snakke med psykologer om, men uden at komme til bunds. Så jeg havde brug for at snakke med nogen, der var anderledes,” siger Laura Printzlau Elkrog.

Her viste studenterpræsterne at være det alternativ, der fungerede for hende. Hun fortæller, at det også har nogle lavpraktiske fordele.

“Som studerende er der jo et stort aspekt i, at det er gratis. De skriver heller ikke journal, og det var vigtigt for mig, da det betød, at jeg stadig kunne tegne en sygeforsikring,” fortæller Laura Printzlau Elkrog.

For Laura Printzlau Elkrog og andre studerende, kan det være en velbegrundet overvejelse. Læser man på betingelserne for at kunne oprette sig som medlem hos Sygeforsikring Danmark, må man ikke være henvist, forvente at skulle eller have været i behandling hos en psykolog inden for de seneste 12 måneder.

Foruden den gruppe af unge, der kommer som en sidste udvej, fortæller Jens Munk, at det for mange af de studerende er en frigørelse at vende tilværelsen med en studenterpræst. Her er snakken i øjenhøjde, og man er ikke en del af behandlingssystemet. Og religionen fylder ikke meget. Jens Munk fortæller, at det kun er cirka to ud af ti, der opsøger studenterpræsterne af religiøse årsager.

Perfektionstrangen sniger sig ind på de unge

For Laura Printzlau Elkrog startede vejen mod studenterpræsterne med fornemmelsen af ikke at føle sig hjemme på universitetet. Her blev hun del af et miljø, der var præget af konkurrence.

“For mine medstuderende handlede det meget om at svare bedst muligt på det, vores underviser gerne ville høre. Sådan var ikke for mig,” siger Laura Printzlau Elkrog.

Det store fokus på præstation krøb langsomt ind på Laura Printzlau Elkrog og førte til, at hun henvendte sig til studenterpræsterne til en snak om livet på universitetet.

For Laura Printzlau Elkrog blev snakken med en studenterpræst en succes. Hun fortsatte med at komme der fast i to og et halvt år for at dele sine tanker.

“Vi har nærmest snakket om alt i mit liv,” siger Laura Printzlau Elkrog.

Ifølge Jens Munk er det forskelligt, hvad de unge ønsker hjælp til. Alligevel er der tre gennemgående temaer, der fylder hos de unge. Det er sorg og tab, etiske og religiøse problemstillinger som utroskab og eksamenssnyd og det, Jens Munk kalder for ’Perfektionstrang’.

“Det er meget sjældent, man møder mennesker, som ikke ønsker at være bedre, end de er. I virkeligheden er du ikke god nok, men det behøver du heller ikke at være. Det har vi svært ved at acceptere,” siger Jens Munk.

Det er især perfektionstrang, der fylder hos flere unge. En undersøgelse lavet af Psykiatrifonden viser, at 56 procent af de unge mellem 16 og 24 år er enige eller meget enige i, at de kun er gode nok, når de har succes på næsten alle områder af livet. Denne tendens går igen i samtalerne hos Jens Munk. Det overrasker ham ofte, hvor meget de unge mennesker kan vurdere sig selv forkert.

“Der kommer nogle gange unge, smukke og intelligente mennesker ind. Når jeg så spørger, hvad de vil have hjælp til, så vil de gerne snakke om, hvor grimme og dumme de er,” fortæller Jens Munk.

Jens Munk ser en tendens til, at nogle unge er mere optagede af deres præstationer på uddannelsen end selve det fag, de beskæftiger sig med. Han kalder dem racerbiler. De ræser rundt og sammenligner sig selv med andre i higen efter anerkendelse.

“Men det er godt at lære at være uperfekt, for det kommer du til at være i rigtig mange timer i dit liv,” siger Jens Munk.

Han fortæller, at der særligt er ét spørgsmål, der går igen hos de studerende: ’Kan du hjælpe mig?’. Til det svarer Jens Munk:

“‘Det ved jeg ikke’. Og så tager vi den derfra”

FORSIDEN

« Gamle poster

Næste poster »