Ukrainske Kateryna studerer til lyden af luftalarmer

Ukrainske Kateryna studerer til lyden af luftalarmer

Efter invasionen i Ukraine har frygten hængt over hovedet på den ukrainske befolkning. Men i Lviv har journaliststuderende Kateryna Bortniak vænnet sig til frygten. Selvom bomberne hænger over landet, vil hun gerne uddanne sig, så hun kan være med til at præge nyhedsstrømmen.

TEKST: EMIL WEIS
ILLUSTRATION: KATRINE ÅSLEFF EDVARDSEN

Udgivet den 30. marts 2023

Lyden af invasion vækker den 22-årige ukrainer Kateryna Bortniak den 24. februar 2022. Da luftalarmen brat bringer hende ud af søvnen, får hendes bofælles paniske pakning Kateryna tilbage til virkeligheden. Rusland har invaderet Ukraine. 

Bofællen vil hjem til sine forældre. Selv er Kateryna mere rolig, for hun har ventet på den her dag i et stykke tid. Hun ved, hvad hun skal. Hun skal på jagt efter de ting, hun skal bruge til at overleve. Men først må hun have fat på sine forældre, som bor i Kharkiv – 30 kilometer fra den russiske grænse. Da hun får fat i dem, strømmer lyden af krig gennem røret. De er okay, fortæller de. Kateryna kan høre bomber, skud og råb i baggrunden.  

Kateryna går på jagt efter forsyninger i supermarkederne i Lviv. Ligesom mange andre skal hun have fat i dåsemad, stearinlys og flaskevand. Hun ringer flere gange til sine forældre i løbet af dagen, men hun vil heller ikke forstyrre dem for meget, for det er vigtigt, at de har tid til at forberede sig på overlevelse. Midt på dagen mødes hun med andre studerende på universitet. 

”På det her tidspunkt ved vi ikke, hvad der kommer til at ske. Kommer russiske tropper til Lviv i dag, eller kommer der til at gå længere tid? Nogle studerende er i gang med at danne vagtgrupper, så vi kan passe på universitetet og de studerende, hvis russerne kommer,” siger Kateryna.

I universitetets kantine kan studerende ikke få deres frokost ned. Kateryna løfter pegefingeren og fortæller dem, at de skal spise, fordi man skal spise, når muligheden er der under krig. Halvt i spøg – halvt i alvor. 

Frygten for at sidde med det alene

I dagene efter invasionen sørger Kateryna for at holde sig beskæftiget. Først hjælper hun med at lave camouflagenet til soldaterne ved fronten. Senere er hun fikser for en italiensk journalist, der skal vises rundt i den vestukrainske by Lviv.

”Særligt på togstationen kan vi mærke frygten i luften. En panisk og usikker frygt for, hvad der kommer til at ske,” siger Kateryna.

Hun er glad for at få muligheden for at hjælpe fikseren. Her kan hun se, at byen stadig fungerer og opererer som normalt. Byens parlament arbejder stadig. Togene kører. 

Hun er bange for at sidde derhjemme og kigge ind i væggen. Her kan frygten nemlig få lov at vokse, fordi der ikke er noget, der kan aflede hendes tanker.

En morgen er hendes forældre på vej på arbejde i Kharkiv, da der falder en bombe foran dem. 

”Hvis de bare var kørt på arbejde et minut før, var de døde. Det sidder stadig i mig, at der ikke skal mere til,” siger Kateryna. 

‘Vi er ligesom jer’ 

Fredag den 3. marts er en normal dag for Kateryna. Selvom morgenmaden, syrniki, og de indtryk, krigen efterlader, ikke minder om en dansk hverdag, er der mange ting i hendes liv, der er ligesom vores. Syrniki er ukrainsk morgenmad, hvor man pisker friskost direkte ind i pandekagedejen. 

”Jeg orker som regel ikke at lave noget om morgenen, så det var kun, fordi dejen allerede stod i køleskabet fra dagen før,” siger hun. 

Denne fredag skal Kateryna have undervisning i sociale transformationer. Journalistuddannelsen i Lviv er en blanding af akademiske fag og praktiske journalistfag. På første semester har de skrift. På de følgende semestre; radio og TV. Hun fortæller om et fag, de havde på første semester – ‘History of ideas’ – som i hendes beskrivelse minder om DMJX-faget ‘Journalistikken i Samfundet’. Ved siden af studiet laver Kateryna radio for studenterkanalen.

Luftalarmens insisterende toner ringer i et minut, da Kateryna er midt i pandekagerne. Det er hende, der står for kontakten til underviseren denne fredag. 

”Jeg skal ringe til underviseren og finde ud af, om undervisningen skal være online, i kælderen på universitet, eller om den kan foregå som normalt,” siger hun.

Underviseren er kommet fra Kyiv og vil gerne have, at undervisningen er fysisk. De bliver enige om at udskyde timerne lidt og gennemføre undervisningen på universitetet. Nogle dage kan der være lang kø til strømstikkene, fordi der ikke er strøm andre steder i byen. 

Efter en lang forelæsningsdag på syv timer bliver Kateryna og hendes venner enige om at tage ud og spise pizza. Derefter tager hun hjem og læser pensum om Stalin og Hitler. I de akademiske fag er der nemlig meget læsestof.

”Det er hårdt at skulle læse om det samme emne, som jeg lige har haft syv timers undervisning om. Men det er også spændende at forstå nogle af de diktatorer, som Ukraine igennem tiden har været udsat for,” siger Kateryna. 

I Ukraine er der udgangsforbud. Kateryna skal derfor være hjemme inden midnat, og hun mener, at det gælder indtil klokken fem om morgenen. Men hun er ikke helt sikker, for hun er aldrig oppe så tidligt, fortæller hun grinende. 

Ukraine kan virke langt væk for en dansker, men Kateryna vil gerne understrege, at der ikke er så stor forskel på os. 

”Vi er ligesom jer. Vi drømmer også om en god karriere og et godt liv. Vi nyder også at drikke øl med vores venner, at lave ingenting på en søndag eller skrive en god artikel. Men lige nu kommer overlevelse før alt andet,” siger Kateryna. 

En ny normal tilstand

Luftalarmerne er gået 327 gange i Lviv-regionen siden invasionen. Kateryna skammer sig lidt over, hvor let hun er begyndt at tage på dem. Men der er ting, hun skal nå i løbet af dagen, så hun kan ikke blive ved med at reagere på dem. 

”Hvis luftalarmerne går, når jeg er hjemme, så kan jeg da godt finde på at blive derhjemme. Men hvis jeg er på vej ud for at handle, så færdiggør jeg det, selvom de er gået,” siger Kateryna. 

Når man lever i et land, hvor luftalarmerne ofte går, begynder man at opdage mønstre. Kateryna er derfor mere opmærksom sidst på måneden, fordi hun mener, at der er større risiko for, at der er en reel trussel der. Hun ved ikke helt hvorfor, men det virker på hende som om, at der er et mønster i, hvornår russerne bomber. På etårsdagen for krigen var der mange af hendes venner, der tog hjem, da de troede, at Putin ville markere dagen med et fyrværkeri af bomber. Men Kateryna blev i Lviv, hvor hun i stedet reflekterede over krigen. 

”Jeg føler mig heldig. Min familie og jeg har klaret det så godt,” siger hun.

Kateryna havde i en periode svært ved at snakke højt om, at hun var heldig. Hun var bange for, at heldet så ville vende. Hendes liv har ikke været uden ulykke. Hendes bedstemor døde i sommers af stress på grund af krigen. Hendes hjemby Kharkiv er smadret af bomber. Hun har også været til en venindes fars begravelse, der satte gang i tankerne om, hvor mange der er døde i krigen. 

”Jeg forstod omfanget af alle dem, der er døde i den her krig. Det er unge ukrainske mænd, der dør i hobetal. Min veninde har mistet sin far, og hendes kæreste er i øjeblikket ved fronten,” siger Kateryna. 

På etårsdagen så Kateryna en Instagram-video, hvor en lille dreng og hans mor havde bagt en kage. Moren siger til sønnen, at de skal give kagen til faren. De tager på kirkegården og lægger den ved farens gravsted. 

”Man kan se i videoen, at han døde som 31-årig. Det ramte mig helt vildt, at han var så ung, og hvor mange af de her unge soldater, der dør,” siger Kateryna. 

Kateryna er stolt af sit land, og hvor længe de har holdt stand mod Rusland. Hun håber, at krigen snart er slut, så hun kan vende hjem til Kharkiv. Hun vil gerne ansættes på et medie i Kharkiv og hjælpe med at genopbygge byen ved at dække vigtige emner. Derfor håber hun, at Europa og USA bliver ved med at støtte Ukraine – det er nemlig også i Europas egen interesse. 

”Rusland har jo ikke tænkt sig at stoppe, når de først har overtaget Ukraine. Europa udskyder derfor også bare problemerne, hvis de ikke får stoppet Rusland i Ukraine,” siger Kateryna.

 

Grænsen mellem kommunikation og journalistik bliver udvisket – skal vi være bekymrede?

Grænsen mellem kommunikation og journalistik bliver udvisket – skal vi være bekymrede?

Grænsen mellem kommunikation og journalistik bliver udvisket – skal vi være bekymrede?

Ifølge Dansk Journalistforbund laver hver fjerde journalistuddannede både kommunikation og journalistik. Men er vi som journaliststuderende rustet til at lave kommunikation på en fremtidig arbejdsplads? Og er der overhovedet nogen journalistiske jobs at få? 

Svaret kommer helt an på, hvem du spørger – og læn dig bare tilbage, for jeg har spurgt for dig.

TEKST: SIDSE MARIE HANSEN
Illustration:  KATRINE ÅSLEFF EDVARDSEN

Udgivet den 30. marts 2023

Journalist eller kommunikatør søges til stilling som kommunikationskonsulent.

To producerende journalister/kommunikatører søges til at styrke opgaveløsningen i forsvaret af Danmark.

Sådan ser en del af arbejdsmarkedet ud, når man scroller igennem jobopslag på Dansk Journalistforbund og jobindex.dk. Grænserne mellem kommunikation og journalistik er mere utydelige end tidligere. Dansk Journalistforbund udgav i 2019 rapporten Fagenes Fremtid, hvori de undersøgte 11 tendenser, som kommer til at forme fremtiden for kommunikation og mediebranchen. Tendens nummer ni er, at genrerne skrider.

Det betyder, at journalister i fremtiden vil blive nødt til at tænke kommercielt – annoncer begynder at ligne journalistik og benytter sig af journalistiske virkemidler, og det er ofte journalister, der udarbejder dem. Rapporten viser også, at hver fjerde journalistuddannede ender med at lave både journalistik og kommunikation.

Jeg har tre bekymringer på mine egne og medstuderendes vegne:

  1. Er der nogle ledige journalistiske jobs på markedet?
  2. Er journaliststuderende kvalificerede til at lave kommunikation?
  3. Er der for mange journaliststuderende på DMJX?

At grænsen mellem journalistik og kommunikation er glidende, mærker de også i høj grad hos Arbejdsløshedskassen for Journalistik, Kommunikation og Sprog (AJKS).

”Jobfunktionerne bliver bredere. Man skal kunne lidt af det hele. Det bliver altså fremover vigtigt at uddanne sig til, at man både kan noget kommunikation og journalistik – vi ser tendenser til, at grænserne ikke længere er så fastlåste, i forhold til hvordan man arbejder,” siger Linda Garlov, der er direktør for AJKS.

Er der nogle journalistiske jobs på markedet?

Blodigt halvår i mediebranchen.

Mediehus skal igennem nye besparelser efter overenskomst.

63 procent frygter for deres fremtid i mediebranchen.

 

Kan du genkende nyhedsbilledet fra Dansk Journalistforbund? I sidste halvår af 2022 blev omkring 200 stillinger på 13 af Danmarks største medier nedlagt. Det skaber en frygt for, om vi journaliststuderende kommer til at få arbejde efter vores uddannelse. 

Institutchef ved Institut for Journalistik på DMJX Henrik Berggren medgiver også, at journalistuddannelsen ikke er den uddannelse, der åbner op for flest ledige jobs sammenlignet med andre professionsbachelorer.

”Hvis man vil ind i en branche, hvor man er sikker på at få et job, så vil jeg ikke anbefale journalistfaget. Så skal man måske blive sygeplejerske eller skolelærer eller pædagog,” siger han.

Billedet kan virke nedslående. Men tal, som AJKS har delt med Illustreret Bunker fra februar 2022, viser, at ledigheden blandt deres medlemmer sjældent har været så lav, som den er lige nu. Linda Garlov fortæller, at fundamentet og jobmarkedet er bedre end i mange år. Hun understreger dog, at den klassiske medieverden har gennemgået store nedskæringer, som endnu ikke kan ses i tallene for ledige. Det skyldes, at journalister typisk har lange opsigelsesvarsler. Derfor forventer de hos AJKS, at ledigheden kommer til at stige i løbet af foråret. 

”Hvis man går og drømmer om at blive ansat på de helt klassiske medier, altså dagblade og TV, så bliver det svært. Det er områder som skal skære ned, fordi de har svært ved at få økonomien til at hænge sammen,” siger Linda Garlov. 

Hun understreger dog, at der er mange jobs at søge, hvis man går kommunikationsvejen. 

Det har Mai Sønderkjær-Outzen, der blev færdiguddannet journalist fra DMJX i januar 2023, også oplevet. Ifølge hende er der ikke mange journaliststillinger på jobmarkedet, og Mai har søgt overalt fra Aalborg til Bornholm. Men udbuddet er i høj grad præget af kommunikationsstillinger. AJKS har rådet Mai til to vigtige ting: Søg bredt og søg kommunikation. 

”Jeg har næsten ingen erfaring indenfor kommunikation, og siden jeg dimitterede har min hverdag bestået af dagpenge og afslag efter afslag,” siger Mai Sønderkjær-Outzen.  

Mai havde kommunikation som valgfag på DMJX, men har ikke en følelse af at være fuldt egnet til at lave kommunikationsarbejde.

Den pointe bringer mig videre til min næste bekymring.

”Hvis man vil ind i en branche, hvor man er sikker på at få et job, så vil jeg ikke anbefale journalistfaget.”

– Henrik Berggren, Institutchef ved Institut for Journalistik på DMJX

Er journaliststuderende kvalificerede til at lave kommunikation?

Der skal ikke være nogen tvivl: Kommunikation er ikke journalistik. Det er indiskutabelt, og det ved vi, fordi Solveig Schmidt og Mette Mørk slog det fast i Journalistikkens grundtrin på side 16, som vi alle har – eller burde have – læst på første semester.

Derfor kan det virke som en umulig opgave for en journaliststuderende at forestille sig, hvordan man skal arbejde med strategisk kommunikation og forretningsforståelse, når vi kommer ud på jobmarkedet.

”Måske er DMJX lidt for firkantet i deres måde at dele journalistik og kommunikation op på, for det er ikke sådan branchen ser ud i virkeligheden,” siger Mai Sønderkjær-Outzen.

Ifølge Henrik Berggren uddanner DMJX til et bredt arbejdsmarked. Dog medgiver han, at journalistuddannelsen ikke er rettet mod forskellige jobfunktioner, ud over at det er muligt at komme i praktik på en arbejdsplads, hvor man laver kommunikation. Han mener dog ikke, at det er nødvendigt at undervise i både kommunikation og journalistik på journalistuddannelsen.

”Hvis man underviste i både kommunikation og journalistik, ville du blive en dårligere journalist, for du ville få mindre journalistik. Ligesom du stadig ville være en dårligere kommunikatør end dem, der går på kommunikationsuddannelsen,” siger Henrik Berggren. 

Hos a-kassen AKJS mener de, at undervisning i kommunikation på journalistuddannelsen klart ville være en fordel, når man ser på, hvordan arbejdsmarkedet ser ud lige nu. Dog understreger Linda Garlov også, at hendes erfaring er, at journaliststuderende har de nødvendige kompetencer til at lave kommunikation. 

”Jeg oplever helt klart, at journalister kommer ud som kommunikatører og er super dygtige til det. Men jeg tror måske, at I som journaliststuderende, mangler at blive klar over, hvordan I omsætter jeres journalistiske kompetencer til kommunikation,” siger Linda Garlov.

DMJX har tidligere tilbudt kommunikation som ét af de metodespecialiseringsfag studerende har på fjerde semester. Det er ikke længere et tilbud. Der var simpelthen ikke nok studerende, som meldte sig til. Ifølge Henrik Berggren var det ikke et udbredt ønske fra de studerende at have kommunikation:

”Valgfaget er en af de få ting, jeg har været med til at nedlægge her på stedet, som jeg ikke har hørt noget for,” siger han.

Han påpeger også, at skolen ville tage meget positivt imod det, hvis DSR kom med et stort ønske fra de studerende om at have kommunikation som valgfag. Derudover mener han ikke, at det er et problem for de journaliststuderende at få job som kommunikatører:

”Det, der mangler i ligningen, er jo, at det tyder på, at rigtig mange journalister bliver ansat i kommunikationsjobs, selvom de ikke har uddannelsen som kommunikatører. Så der må være en grund til at kommunikationsvirksomheder og andre ansætter journalister,” siger han. 

Er der for mange journaliststuderende på DMJX?

DMJX optager årligt 105 kommunikationsstuderende og 224 journaliststuderende. Men er det tal retvisende i forhold til arbejdsmarkedet? Er vi i virkeligheden for mange journalister?

Fordelingen af studiepladser sker ved en dimensionering, som Uddannelses- og forskningsministeriet laver årligt. De kigger på, hvor høj ledigheden er indenfor en uddannelsesgruppe, og hvis der er markant og systematisk overledighed, så lukker de studiepladser. Derfor er det ikke udelukkende op til DMJX selv, hvor mange studerende der må gå på skolen. Dog har de selv indflydelse på, hvordan man fordeler pladserne inden for de seks uddannelser, de tilbyder.

Ifølge Henrik Berggren er det dog ikke en nem løsning at flytte pladser fra journalistuddannelsen til kommunikation.

”Man skal passe på med at tænke, at hvis man flytter 20 pladser fra journalistuddannelsen til kommunikation, så ville det være lettere at få et ønskejob som journalist, for der er jo massere af mennesker, der søger arbejde i journalistik fra andre uddannelser,” siger han.

Generelt kan han ikke se, hvorfor man skulle flytte pladser, når dimittendundersøgelserne viser, at de studerende kommer i job. Derudover uddyber han, at der ikke er nogen nem vej til at lave klassisk journalistisk, fordi der simpelthen er så mange, der gerne vil det – en kamp, han mener vil fortsætte, uanset hvor mange journalister skolen uddanner.

”Det letteste er at sælge journalistuddannelsen til unge. Men jeg synes også, at vi er meget ærlige om, at det her ikke er den direkte vej til en skribentstilling på Politiken,” siger Henrik Berggren. 

Der tegner sig ganske rigtigt et billede af, at journalistuddannelsen ikke er den lette vej til at lave journalistik. Men måske er det den lette vej til at lave kommunikation. Så næste gang du svedende og halvfuld støder ind i en gruppe kommunikationsstuderende i Kurt Strandbar, så smil lidt ekstra pænt til dem – de bliver (måske) dine fremtidige kolleger.  

Grænsemanden i Grænseland

Grænsemanden i Grænseland

Grænsemanden i Grænseland

Mads Brügger afprøver grænser. Han navigerer mellem katastrofe og succes. Jagten på historien i det ekstreme kan virke afhængighedsskabende og nærmest uundværlig i hans journalistik. Mød Mads Brügger selv, hans fiktive personaer og ti embedsfolk i voks.

TEKST: HANNAH MØRKØRE
FOTO: REBECCA HELENE HOFFMANN

Udgivet den 30. marts 2023

Da vi skulle møde Mads Brügger på Frihedsbrevets kontor i indre København, blev vi i stedet mødt af undrende øjne. Fire unge journalister i færd med at kulegrave det danske land med en magtkritisk agenda, var blevet stoppet af to studerende, som skulle møde journalisternes chefredaktør. Ingen havde set Mads Brügger. Han befandt sig slet ikke på det aftalte mødested. Løsningen på Mads-mysteriet blev til en kop kaffe, mens en af de unge journalister beklagede og ringede ham op. En anden tilbød en rundvisning og en snak.

Uden at have givet lyd fra sig, står han pludselig i døren. Mads Brügger i egen høje person. Hans statur er klædt i en ternet jakke og blåt slips. Det elegante ovre brydes af cowboybukser og en stor fingerring på højre hånd med et dødningehoved. Tøjet virker gennemtænkt og burde måske snarere bæres af en karakter end en person. 

”Har I set figurerne?” spørger han, idet vi sætter os til rette i et mødelokale, som han hurtig fik anskaffet sig på farten. 

”Detaljeringsgraden er jo svimlende! Nogle af dem har hår i næsen. Vi sendte bare et billede af hver person, og så har kineserne selv fundet på resten,” siger han.

Mads Brügger og Frihedsbrevet har bestilt ti voksfigurer, som skal forestille de ti embedsmænd, der blev dømt for lovbrud af Minkkommissionen sidste år. Figurerne skal sammen skabe udstillingen ‘Magtens Voksmuseum’ – et nyt led i Mads Brüggers grænsesøgende journalistik.

Public service i voks

Dukkernes placering vidner om deres nylige ankomst; Nogle står i en lille mellemgang, mens andre tilfældigt er placeret rundt i kontorlokalet. Stiller du dig helt tæt på, mærkes en instinktiv forundring over, at skikkelserne ved siden af dig, hverken rykker på sig eller afgiver lyd. Du kan blive stående. Du kan komme helt tæt på magtfulde mennesker. 

Afsættet i Frihedsbrevets voksudstilling er netop, at almene borgere kan komme helt tæt på magtfulde mennesker, som vi kender det fra Madam Tussauds. Hyldesten i at fremføre figurer og statuer kan dog virke en smule modstridende, når det kommer til de ti dømte embedsmænd.

”Det handler om at gå op imod de kræfter, som vil videre. Dem, der mener, at der er sat et punktum i sagen – nogle vil endda mene et værdigt punktum. Men de fleste danskere har slet ikke forstået, hvad sagen egentlig handler om,” siger Mads Brügger, da han begrunder tilblivelsen af voksfigurerne.

Efter aflivningen af de omkring 17 millioner mink tilbage i 2020, kunne man mærke kritikken strømme mod Statsministeren og embedsfolket. Men ifølge Mads Brügger er kritik ikke nok. For ham er det vigtigt “at dvæle ved smerten”, som han beskriver det. Det er også denne smertegrænse, han vil tvære i med sin kommende udstilling.

Retfærdighedens cykelrytter

Det er ikke kun for smertens skyld, at Mads Brügger vil skabe denne udstilling. Han mener, at det er for retfærdigheden. Da han forklarer sin agenda bag projektet, beskriver han den til sammenligning med en oplevelse, han havde denne morgen på cykelturen til Frihedsbrevet.

I et lyskryds havde han set en politibil passere ham, mens han ventede på grønt. Da han selv begynder at træde i pedalerne, er der kun givet grønt lys for fodgængerne – men han følger trop.  En betjent springer ud af politibilen og efter ham. Strakskvitteringen for at køre over for rødt blev 1.000 kroner. 

”Jeg synes, det er ret tankevækkende, at betjentens øverste chef, Thorkild Fogde, er genindsat i sin stilling, efter at være kommet med, hvad Minkkommissionen kaldte for groft vildledende oplysninger og have indgået i et flagrant grundlovsbrud,” siger han.

Mads Brügger påpeger det aparte skisma, som han mener, der er i retssystemet, når det hastigt forfølger den almene borger, men ikke udøver samme konsekvensudvisning for magtfulde embedsfolk.

Ifølge Mads Brügger, har Thorkild Fogdes sag været konsekvensløs. Det samme, mener han, gælder de andre dømte embedsfolk. Han synes dog ikke, at der er tale om en dobbeltmorale. Det er langt større end det. 

”Det her er et udtryk for, at det danske demokrati er i dyb krise. Jeg tror, det kan lade sig gøre i Danmark, fordi danskerne altid tænker, at vi har det bedste demokrati. Hvis man læste, at dette var foregået i Polen, ville man jo tænke; ‘Nå ja, men det er jo også Polen’,” siger han.

Dyre jakkesæt på kinesiske bøjler

”Det er meget interessant, at i ordet voksenmobning indgår ordet voks. Men det er ikke en intenderet voksenmobning,” siger Mads Brügger, da han spørges ind til sine tanker om, hvordan det må føles at være embedsmand, og ikke kun være dømt af Minkkommissionen, men nu også er skåret ud i voks til udstilling for hele befolkningen. 

Det er ikke over grænsen for ham, at disse mennesker udstilles, hverken i den ene eller anden forstand. 

”Hvis man er en stor dreng eller pige og stikker numsen frem, så får man taget temperaturen. Idet de træder frem i Minkkommissionen, træder de også frem i offentligheden. Det kan de jo så takke sig selv for,” siger han. 

Der har dog været reaktioner fra nogle af de embedsfolk, som Mads har ladet genskabe. Uden at nævne navn, har én enkelt bedt ham pænt om ikke at få ’et billigt kinesisk jakkesæt på’, men dette forsikrer Mads Brügger smilende, da han siger, at det ikke ser billigt ud.

Figurerne skal ikke husere Frihedsbrevets kontorer i al evighed. De skal udstilles i en restaurant, som aldrig nåede at få sin første åbningsdag grundet pandemien. Lokationen er ej heller tilfældig, ligesom resten af udstillingen ikke er det. Mads Brüggers ønske for udstillingen var, at den skulle ligge så tæt placeret på Christiansborg som muligt, så figurerne befinder sig i nærheden af de personer, de skal forestille at afbilde.

Det danske embeds Mona Lisa

Da vi kigger nærmere på dukkerne, fornemmes Mads Brüggers store respekt for dem. Han har endda været helt bekymret for deres rejse fra Kina til Danmark, da de nødigt skulle ende i de forkerte hænder. Om det har at gøre med, at hver dukke har kostet i omegnen af 30.000 danske kroner, eller om han bare ikke ønsker, at de udstilles på det forkerte museum, vides ikke. 

”Barbara Bertelsen er vores Mona Lisa”, siger han smilende. 

En voksudstilling af embedsfolk kan virke absurd og med hele arbejdet og pengene dertil en smule nytteløst. Det kæler med en ekstrem i den journalistiske sport, og leder tankerne mod, hvornår der er tale om et journalistisk værk eller provokunst? 

Det er ikke nyligt tilstræbt at bryde grænser hverken i kunstnerisk eller journalistisk forstand for Mads Brügger. Han hylder de spidsbelastede situationer. Ekstremerne i kombination med tilfældigheder skaber en synergi, som nærmest virker afhængighedsskabende for ham. Selvom Mads Brügger dvæler ved tanken om, at den kommende udstilling kan floppe, mener han også, at mange af hans andre grænsesøgende værker har haft samme uforudsigelige udgangspunkt.

”Jeg tror, at virkeligheden på et kult-niveau favoriserer folk, som tager chancer. Man kalder det vel tosseheld på bondedansk – mens der sjældent falder appelsiner ned i turbanen på tommeltrillere,” siger han.

”Barbara Bertelsen er vores Mona Lisa.”

– Mads Brügger, chefredaktør på Frihedsbrevet.

Nostalgiens veje fører til Grænselandet

Med et nostalgisk blik ud ad vinduet nævner Mads Brügger sine tidligere kreationer som ‘Ambassadøren’ og ‘Det Røde Kapel’. Iscenesatte dokumentariske skildringer med karakterer, han selv har spillet, i forsøget på at komme nærmere en afsløring eller bevidne korruption. Der er ingen grænse for midlet til målet. Om det er en tilkøbt diplomattitel i den centralafrikanske republik, en teaterskole drevet af spastikere eller nu; Ti voksfigurer af kendte og ukendte embedsmænd.

”Man skal hele tiden være villig til at gøre noget, som utilsigtet kan blive en kæmpe fiasko. Hvis den mulighed ikke er til stede, så kan det heller ikke være grænseoverskridende,” siger han.

Men villigheden er ikke gratis. Heller ikke for Mads Brügger, på trods af hans snart tredive år som journalist. Det har været krævende at være gift med ham, som han selv udtrykker det. 

Især når de karakterer, han spiller i sine produktioner, ikke altid slipper ham, når han pakker kufferten og vender hjem til Danmark. 

”En dag i den verden var mættet med handling og fuldkommen uforudsigelighed bare den næste time. Det kan føles som et år i Danmark. Den intensitet savner jeg stadigvæk,” siger han.

De fiktive karakterer slipper nok aldrig helt Mads Brügger. Han er en del af dem, og de er en del af ham. Selvom han er opvokset nord for København, betegner han sig selv som bosiddende i nabolandet til Grænselandet. På den måde opsluges han ikke af sine karakterers verden, men han kan kigge lige over grænsen til dem.

Journalistikken har fået personlighed

Journalistikken har fået personlighed

Journalistikken har fået personlighed

Journalistikken er kendetegnet ved at være objektiv og neutral. En ny bog sætter fokus på jeg’et, og hvad journalistikken kan bruge det til. Abdel Aziz bruger ofte sig selv og kender til de udfordringer, det medfører.

TEKST: Amalie Møller Pedersen
FOTO: Axel Emil Hammerbo

Udgivet den 08. december 2022

Abdel Aziz Mahmoud kan godt lide at bruge sig selv i sit arbejde. Det kan han i hvert fald nogle gange. At benytte ‘jeg’et’ gør Abdel Aziz ofte, selvom det strider imod klassisk journalistisk tænkning. Der er nemlig blevet plads til journalisters personlighed i mediebilledet.

Der findes mange betegnelser for brugen af sin person i journalistikken. Kært barn har mange navne, og det kan blandt andet kaldes: Persondreven, jeg-journalistik, gonzo, subjektiv eller aktivistisk journalistik.

Der er kommet mere fokus på personen i journalistik. Det kan både være i form af den såkaldte jeg-journalistik, hvor journalisten bruger sig selv og sin egen person i fortællingen, men det kan også være gennem aktivisme, hvor journalisten ønsker at præge samfundsdebatten. Bogen ‘Hvad laver JEG her?’ udkom for nylig, og Steffen Moestrup fra DMJX satte i den fokus på formidling i jeg-form. 

 

Aktivisme eller aften-TV

Abdel Aziz Mahmoud er journalist og har i flere af sine produkter brugt sig selv i sine historier. Han er meget aktiv på de sociale medier og er blandt andet kendt for bogen ’Hvor taler du flot dansk!’ og dokumentaren ’Helvedes Homo.’

”Jeg er nok en journalist, som prøver at få hele mit jeg med i de produkter, jeg laver – ikke hver gang, for det er både trættende for mig og modtageren. Men hver gang jeg tager en opgave, prøver jeg at mærke efter, hvad det er, jeg kan bidrage med til den enkelte historie,” siger Abdel Aziz Mahmoud.

Der er til tider langt mellem Abdel Aziz’ mere aktivistiske opgaver. Det skyldes hans nuværende arbejde hos Go’ Aften Live på TV2, som beskæftiger sig med en bred vifte af nyhedsemner. Fordi nyhederne er mange, er det vigtigt, at han fremstår objektiv og ikke har noget i klemme. 

Han er dog i øjeblikket aktuel med dokumentaren ’Abdel og det beskidte spil i Qatar’, hvor han bruger sin person og baggrund til at løfte samfundsdebatten om VM i Qatar. Dokumentaren handler om, at Abdel Aziz tager til Qatar for at undersøge forholdene op til VM.

”Jeg taler åbent om det faktum, at jeg er homoseksuel og muslim i et journalistisk produkt, for i dette tilfælde at give nogle af programmets interviews mere nerve og måske også komme med en ny vinkel, som taler til hjertet,” siger Abdel Aziz.

Nærvær og gennemsigtighed

Steffen Moestrup er forsker og underviser på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han har forsket i persondreven journalistik – også kaldet ’Jeg-journalistik.’ Sammen med  to andre kollegaer på DMJX har han været med til at skrive bogen ’Hvad laver JEG her?’ som handler om journalistisk formidling i jeg-form. Steffen Moestrup mener, det kan være svært at være helt objektiv, fordi der altid vil være et menneske bag den journalistik, der produceres.

”Det er lidt en paradoksal konstruktion, for vi er jo mennesker. Så det kan være en lidt mærkelig indretning, hvis vi skal foregive at være maskiner uden følelser, holdninger og tanker, som bare kan være helt upartiske og objektive,” siger Steffen Moestrup.

Han anerkender ligeledes, at der kan være flere fordele ved at bruge sig selv i sin journalistik, og at det kan have en positiv effekt på modtageren, fordi det skaber identifikation.

”En typisk fordel ved jeg-journalistik er, at man kan skabe en tættere relation mellem sig selv og brugeren, og så kan det skabe noget gennemsigtighed og ærlighed,” siger Steffen Moestrup.

Personlig journalistik har den fordel, at den kan være med til at bidrage til noget unikt og nytænkende. Det besidder en anden form for ærlighed, end den man ser i mere klassisk, objektiv journalistik

”Det har helt klart den fordel, at man spiller med åbne kort over for brugeren. Og så kan man fortælle historier på en ny måde og med andre vinkler. Det, synes jeg, er godt for brugeren,” siger Abdel Aziz. 

Abdel Aziz arbejder på linjen mellem objektiv og subjektiv formidling. I Go’ Aften Live interviewer og formidler han objektivt. Hvorimod han i sin nye dokumentar er mere aktivistisk, fordi han selv har en mission i programmet.

”Der er ligesom tre stadier: professionel, personlig og privat. I det professionelle stadie ved jeg, hvem der kigger med, hvad der er på spil, og at man skal holde tungen lige i munden. Når jeg er personlig, så tager jeg mit eget sprog med, min egen grimasse med og min måde at reagere på. Og den private Abdel. Den bruger jeg meget sjældent og næsten kun på sociale medier. Men det er en ting, jeg har lært de senere år, at brugeren får det hele menneske med,” fortæller Abdel Aziz.

Steffen Moestrup mener, at journalistik kan forstås på mange måder. At det har mange ansigter, det kan vise, men at det vigtige er, at man aldrig er i tvivl om, hvilken type man som læser, seer eller lytter konsumerer.

”Journalistik kan bruges til mange ting, og den aktivistiske slags er en af dem. Det hensigtsmæssige ved Abdel er, at han deklarerer det, og han bliver derfor forbundet med det,” siger Steffen Moestrup

”Bare fordi jeg er åben om min minoritetsbaggrund, gør det mig ikke mindre objektiv end andre journalister, hvor deres etnicitet, kønsidentiteter og så videre er mere synlig og almindelig.”

– Abdel Aziz 

Objektivitet i journalistikken

Kerneværdien for medierne har i mange år handlet om objektivitet. Journalisten skal forholde sig objektivt, og holdninger skal ikke implementeres i artiklen. På Dansk Journalistforbunds hjemmeside står der således:

Journalistik er i sin essens – uanset målgruppen – at indsamle, kritisk vurdere og forståeligt formidle så objektiv information som muligt.

Steffen Moestrup mener, at objektivitet stadig spiller en væsentlig rolle i journalistikken, og at der kan være forskel på, hvornår det giver mening at formidle subjektivt.

”Det kommer an på, hvad man er ude efter. Hvis jeg bare gerne vil vide, hvordan det går med renten, eller hvad der sker i forhold til krigen, så vil man måske gerne bare vide, hvordan fronten ser ud i dag,” siger Steffen Moestrup.

Det interessante ved udviklingen i journalistikken er ifølge Steffen Moestrup, at man som læser kan læse mange forskellige formater, og at man som journalist kan lave meget forskelligt journalistik.

”Det kan være alt fra den helt skarpskårne, objektive nyhed, hvor man holder sig selv helt ude, og bare er den der maskine, der står bag at formidle andres viden og holdninger, og så helt over til, at man laver sådan noget subjektivt, deklareret jeg-journalistik, hvor man bare er sig selv,” siger Steffen Moestrup.

Abdel Aziz mener ikke, at personlig journalistik er en modsætning til objektivitet. Han udtrykker, at det blot er en del af ham at være et åbent menneske.

“Bare fordi jeg er åben om min minoritetsbaggrund, gør det mig ikke mindre objektiv end andre journalister, hvor deres etnicitet, kønsidentitet og så videre er mere synlig og almindelig,” siger Abdel Aziz.

 

Personlighed i fremtidens journalistik

Journalistikken er i udvikling, og der skal tænkes i nye baner, når man ønsker at gøre brugeroplevelserne bedre. Steffen Moestrup mener, at personlig og subjektiv journalistik bryder frem, fordi samfundet er blevet mere åbent for nye metoder.

”Objektiv journalistik har selvfølgelig sin berettigelse, men man har fundet ud af, at journalistik kan være mange ting. Måden at lave journalistik på er blevet bredere og mere mangfoldig,” siger Steffen Moestrup.

Abdel Aziz tror også, at jeg-journalistikken er kommet for at blive. 

”Det er ikke bare en bevægelse eller en ny måde at være journalist på. Jeg tror også, at det ville være et alt for hårdt arbejde at skjule, hvem man er,” siger han.

Hvorfor er TV så vigtigt?

Hvorfor er TV så vigtigt?

Hvorfor er TV så vigtigt?

På tredje semester på DMJX skal de journaliststuderende gennem et langt og et kort medieforløb. Det ene forløb skal dog være TV, da det giver de studerende vigtige kompetencer. Men præcis hvilke er det?

TEKST: Kathrine Møller Nielsen
Illustration: signe Münster 

Udgivet den 08. december 2022

På tredje semester får de studerende mulighed for at dykke grundigt ned i en medietype. De studerende står selv med valget. Vil du skrive, lave radio eller arbejde med TV? Mediespecialisering giver de studerende muligheden for at vælge et langt og et kort forløb. Det korte forløb er kun delvist valgfrit. Har man ikke valgt TV på det lange forløb, bliver det nemlig obligatorisk på det korte forløb. 

Det betyder, at hvis den studerende har en passioneret drøm om at mixe tredje semester sammen til en cocktail, der består af radio og skrift, må skuffelsen melde sin ankomst.  

Beslutningen om at gøre TV-forløbet obligatorisk er dog helt bevidst fra skolens side. 

”Vi har taget en beslutning om, at studerende skal have TV, fordi vi mener, at det giver kompetencer, som er nødvendige for de studerende. Kompetencer, der også hjælper, hvis man fx senere skal lave radio,” siger Henrik Berggren, institutchef ved Institut for Journalistik på DMJX.  

Men hvorfor er TV så essentielt for det journalistiske fag? Det undersøger Illustreret Bunker.

 

Pennen er utilstrækkelig 

Netop det kan virke forvirrende for en journaliststuderende, der er fast besluttet på at skrive for en avis og har en hel notesbog fuld af håndskrevne observationer af alt fra cafésamtaler til beskrivelser af kagerne i kantinen. Eller en studerende, der trofast optager lydklip af brandbilens sirener på en søndag aften til den fedeste podcast.  

Spørger man Henrik Berggren, handler selve mediespecialiseringen om at give eleverne muligheden for at gå i dybden med en medietype. Derfor er en ligelig specialisering i alle tre platforme, ikke den vej skolen har tænkt sig at gå.  

”Man kunne have givet lige meget af hver medietype. Det har vi dårlige erfaringer med. Det giver en frustration. Man føler kun lige, at man når at gå i gang med at fordybe sig, før man skal fokusere på noget andet,” siger Henrik Berggren. 

Det handler om at give de studerende muligheden for at fordybe sig i en specifik medieplatform, men hvis drømmen ikke er at lave videojournalistik, hvorfor kan den journaliststuderende så ikke bare få lov at være TV-forløbet foruden? 

”Sådan ser virkeligheden ikke altid ud. Det handler om at være parat til den virkelighed, som er i mediebranchen,” siger Helle Lyster, der underviser i TV-forløbet på tredje semester på DMJX. 

Virkeligheden er ikke længere bundet fast på en enkelt platform. Sociale medier og journalistik hænger ofte sammen. Mange læser nyheder på sociale medier, og her kan video have en fordel ifølge Steffen Moestrup, der er underviser og forsker i journalistik på DMJX.  

”Meget af det indhold, du ser på de sociale medier, er video. Det appellerer til dine sanser. Du kan hurtigt se, hvad der foregår. Du bliver hurtigt fanget af det og stimuleret. Det kan foregå både med eller uden lyd. Om du er i bussen eller sidder på toilettet, så kan du nemt tage det ind,” siger han.

 

Lyd skal ikke overhøres

De studerende lærer meget journalistik, når de arbejder med TV, men hvorvidt det giver dem de nødvendige kompetencer kan diskuteres. Ifølge Steffen Moestrup er det vigtigt at lære forskellige medietyper at kende, så de studerende forstår, hvordan de virker alene, og hvordan de virker sammen. Han pointerer, at lyd også er vigtigt at stifte bekendtskab med.  

”Rigtig mange medier har en podcast, og derfor fylder lyd også rigtig meget i medieverdenen lige nu. De studerende skal også gerne lære lyd i et eller andet omfang, men nogle gange kan skolen ikke rumme det hele,” siger han.  

Steffen Moestrup henviser til Zetland, som fokuserer mere på tekst og lyd end på video. Han fortæller, at journalistik kan være vidt forskellige ting. Den studerende skal altid overveje, hvilken historie de gerne vil fortælle, og hvilken målgruppe de gerne vil ramme. Derefter hvilken medietyper der passer bedst til. Det kan være en video, en artikel eller en blanding af dem begge.  

”Videoen viser dig helt konkret, hvad du skal se og appellerer dermed med mindre grad til fantasien. Lyd giver dig derimod bedre mulighed for selv at lave billeder inde i hovedet,” siger Steffen Moestrup.

Selvom TV får forrang i undervisningen, mener Helle Lyster heller ikke, at det er vigtigere end skrift og radio.  

”Jeg synes ikke, at TV er mere vigtigt end radio og skrift, men jeg vil sige, at det fylder rigtig meget ude i medieverden,” siger hun.

 

Ikke nogen problemer her

Selvom Steffen Moestrup gerne ser, at de studerende forstår, hvordan alle de forskellige medietyper virker bedst, ser han overlap mellem mediespecialiseringerne. Han mener ikke nødvendigvis, at de færdigheder man lærer i video, ikke også kan benyttes, hvis man senere skal lave radio.

 Når den studerende ikke at stifte bekendtskab med lyd i mediespecialiseringen, er der alternativer, så man alligevel kan udvikle kompetencer indenfor radio og skrift. Skolens foreninger såsom Genlüd, Citat og Illustreret Bunker, er også en løsning. Det giver de studerende muligheden for at beskæftige sig med de områder, de ikke når at fordybe sig i til undervisningen.

 ”Det er et dilemma, men hvis de studerende opfattede det som et problem, ville vi gøre noget ved det. Men jeg hører ikke om det. Hvis alle skulle have radio, skal det tages et sted fra,” siger Henrik Berggren.

Jacob Valeur valgte at droppe ud af DMJX: ”Det var svært at fortælle, at jeg ikke havde lyst til at gå på skolen”

Jacob Valeur valgte at droppe ud af DMJX: ”Det var svært at fortælle, at jeg ikke havde lyst til at gå på skolen”

Jacob Valeur valgte at droppe ud af DMJX: ”Det var svært at fortælle, at jeg ikke havde lyst til at gå på skolen”

Et studie kan være stedet, hvor drømme bliver til virkelighed. For Jacob Valeur blev det hjemsted for tvivl, præstationspres og “er jeg god nok”-mentalitet, men også en rejse mod statskundskab.

TEKST: Jens-emil Nørgaard
FOTO: Kasper Søholt

Udgivet den 08. december 2022

”Det er ikke det her, jeg skal være. Jeg skal ikke være journalist.”

Inden 22-årige Jacob Valeur, tidligere studerende på DMJX, tager den endegyldige beslutning og trykker på knappen for udmeldelse, venter han endnu svar på sin ansøgning til statskundskab. På dagen, hvor han og resten af studieansøgerne får svar, gnider han den resterende søvn ud af øjnene og tjekker e-boks.

Han er kommet ind.

Sådan fortæller Jacob Valeur om erkendelsen af, at journalistdrømmen var passé. Den nye drøm skulle i stedet findes i de gule bygninger i Universitetsparken. Her har statskundskaberne deres daglige gang.

”Der er en masse ting, der overlapper imellem statskundskab og journalistik, men det er rart, fordi på DMJX så jeg kun toppen af isbjerget af det, jeg nu får lov til at fordybe mig i,” siger Jacob Valeur. 

Selvom statskundskab og journalistik har fælles karakteristika, så var det alligevel et hårdt brud.

Det var virkelig en speciel og ambivalent følelse. Det betød, at jeg var færdig på Journalisthøjskolen. Jeg vidste med sikkerhed, at jeg aldrig kom tilbage, og det var overvældende,” siger Jacob Valeur, der valgte at droppe ud efter 3. semester.

Jacob Valeurs afsked med Journalisthøjskolen er langt fra repræsentativ for DMJXs frafaldstendens. Journalisthøjskolen har mere end halveret frafaldsantallet på tre år.

Ifølge en rapport fra Uddannelses- og Forskningsministeriet var der i 2018 ikke mindre end 58, der forlod skolen. Det tal var sidste år nede på kun 22. På Professionshøjskolerne på landsplan ser man et andet billede med en markant stigning i frafaldstendensen.

Joan Husted, der er studievejleder på DMJX, erkender, at ansvaret ikke alene kan tilskrives studievejledningen, men alligevel tror hun, at den øgede ressourcemængde på studievejledningsområdet bærer en del af ansvaret.

”Vi har fået flere ressourcer til at hjælpe de studerende, og allerede fra første dag på første semester fortæller vi, at der er mulighed for at søge om støtte, hvis man er udfordret. Jeg tror, noget af forklaringen er, at der simpelthen er nogle, der får den nødvendige hjælp til at overskue studiet,” siger hun.

Men nogle gange matcher det at være journalist ikke med de arbejdsambitioner, man har, og så er ressourcer og tiltag underordnet, fortæller Joan Husted.

 

Tvivlsspørgsmålet 

Jacob Valeur var i lang tid bosat i sin illusion om et drømmestudie. Illusionen begyndte i slutningen af andet semester at smuldre mellem hænderne. Især nagede det ham i det lange tilløb til, når kilderne skulle kontaktes. I begyndelsen sparkede han bekymringen til hjørne, men han måtte sande, at det alligevel var en svær barriere at bryde.

”Det var svært at komme ud over rampen og tage fat i folk. Især hvis det var nogle, som man vidste havde travlt, eller som man vidste tog tid ud af kalenderen for at lave et interview med mig,” forklarer Jacob Valeur.

Tanken om de nervepirrende sekunder, inden kilden tager telefonen og det generelle præstationspres, står Jacob Valeur ikke alene med. 

”Der er en del studerende, der kommer og siger, at de er i tvivl om, hvorvidt de er gode nok, når de skal ud at interviewe kilder,” siger Joan Husted.

Det er ikke kun på de lange videregående uddannelser, at præstationspresset er blevet en mere væsentlig del af hverdagen. En voksende andel af studerende på professionshøjskoler går rundt og tvivler på egne faglige kompetencer. 

En rapport fra 2018, foretaget af Uddannelses- og Forskningsministeriet, angiver, at der blandt frafaldne på professionshøjskoler er 40 procent, der tvivler på egne faglige evner. Samme undersøgelse viser, at der er lige så mange aktive studerende, som der er frafaldne studerende, der bekymrer sig om uddannelsesniveauet. 

Det er der generelt slet ingen grund til, mener Joan Husted.

”Den faglige tvivl er ofte noget, der gror i de studerendes hoveder. Det viser sig gerne, at der ikke er noget at være bekymret for,” siger hun.

“Det var virkelig en speciel og ambivalent følelse. Det betød, at jeg var færdig på Journalisthøjskolen. Jeg vidste med sikkerhed, at jeg aldrig kom tilbage, og det var overvældende”

– Jacob Valeur, tidligere journaliststuderende på DMJX 

Forventninger stiger eksponentielt

Jacob Valeur informerede ikke sine medstuderende om den voksende tvivl, men valgte i stedet at opretholde den tilfredse facade. 

”Jeg ville ikke have, de skulle bekymre sig om mig. Det var svært at fortælle, at jeg egentlig ikke havde lyst til at gå på skolen, da alle andre tilsyneladende var glade og tilfredse. Det ville også være virkelig frustrerende at fortælle om et studieskift, hvis jeg nu ikke kom ind,” siger Jacob Valeur.

Han aflastede i stedet i de familiære relationer og i venskabelige samtaler.

”Først begyndte jeg selv at gå med tanker om, at jeg skulle noget andet. Jeg opvejede fordele og ulemper ved de fagprioriteringer, jeg havde haft i løbet af studiet. Jeg begyndte at sætte ord på det over for min familie og nærmeste venner,” fortsætter han.

Joan Husted mener, det er vigtigt at tale med hinanden. Det gælder også med sine medstuderende.

”De fleste står jo i samme situation og er pressede over de samme ting. Der er desværre mit indtryk, at det kan være svært at snakke med sine medstuderende om, fordi miljøet godt kan være præget af konkurrence,” siger Joan Husted. 

Især det voksende pres op til det infamøse praktiksemester var med til at skubbe Jacob Valeur i retning af statskundskab. Han mindes ikke, at forventningerne var så intense i løbet af det første og andet semester.

”Hele tredje semester begyndte det at være en slags udstilling af studerende. Der blev snakket om, at skulle man have en god praktikplads, så skulle man tænke på CV, studiearbejde og medlemskab af foreninger på skolen,” siger Jacob Valeur.

Det er ikke noget, der kommer bag på Joan Husted.

”Når virkeligheden med et fuldtidsarbejde venter lige om hjørnet, er det naturligt, at det føles som et pres. De studerende skal ud at prøve kræfter med et helt nyt arbejdsliv og være deres løn værd, så kan man godt blive usikker på, om man nu har de kompetencer, der skal til,” siger hun.

Studievedjledning havde ikke gjort skade

Med Joan Husteds snart 10 år på studievejlederpinden har hun hørt lidt af hvert fra fortvivlede studerende.

”Nogle studerende kommer, når beslutningen om at forlade DMJX allerede er taget. Andre har brug for at høre, at det er okay at ville noget andet. Det afgørende er, at der bliver igangsat en dialog om, hvilke kompetencer man tager med sig,” siger Joan Husted.

Selvom Jacob Valeur ikke har snakket med studievejledningen om egne kompetencer, mener han ikke, at han er kommet tomhændet fra sin tid på DMJX. Han fortæller, at han har fået en fundamental forståelse for journalistiske virkemidler og større indsigt i det samfundsstrukturelle.

Jacob Valeur har heller ikke fortrudt måden, han forlod studiet på, men indrømmer at en snak med studievejledningen ikke havde gjort skade.

”Det kunne godt være, at de kunne bidrage med noget andet. Og set i bakspejlet burde jeg nok have kontaktet dem og hørt, hvad de kunne tilbyde. Jeg ville gerne have mødt nogle medstuderende, som også var i tvivl, så jeg ikke var alene med det,” siger han.