Som journalist i det 21. århundrede kan man let glemme, at internettet ikke altid har været der. Men vi skal vi ikke meget længere tilbage end til omkring årtusindeskiftet, før internettet blev et fast arbejdsredskab hos journalister. Verden har rykket sig, og med det har journalisterne skullet det samme. Vi har talt med tre journalister i forskellige aldre om deres syn på udviklingen.

Internettet giver adgang til et uudtømmeligt lager af information, der med den rette tilgang kan være uvurderlig for undersøgende journalister. Her får du historien om, hvordan danske journalister benyttede sociale medier, Google Earth og smarte Google-søgninger i deres prisvindende afsløring af et muligt brud på EU-lovgivning.

Seks kampklædte soldater træder ud på den gyngende gummibåd, mens den bliver sænket ned i vandet fra Bayunah-korvetten, et franskbygget krigsskib. Maskingeværerne hviler i hænderne. Kort efter skyder gummibåden gennem bølgerne i Bab el-Mandeb-strædet ud for Yemens kyst med kurs mod et fragtskib. De bevæbnede, sortklædte specialstyrker vader over fragtskibet mod besætningen, der opgivende rækker armene i vejret.

Alt dette kan ses i en emiratisk TV-reportage fra den 16. oktober, 2015. Fem år efter og tusindvis af kilometer væk, i et redaktionslokale i København, graver et hold af journalister klippet frem under en ugelang workshop, hvor de undersøger dansk våbeneksport med netmediet Danwatch i spidsen. Under hele workshoppen har holdet arbejdet med såkaldte OSINT-metoder, hvor man benytter sig af åbne databaser på internettet som led i undersøgende journalistik.

Klippet kan virke ubetydeligt i sig selv, men det er en helt afgørende brik i det puslespil, journalisterne er i gang med at samle. Bayunah-korvetten sejler nemlig ikke kun rundt med soldater og maskingevær. Ombord er også en helt særlig radar, der er produceret af det aarhusianske våbenfirma Terma. Og det er netop denne radar, som de danske journalister har blikket rettet mod.

Krigsskibene er en del af de Forenede Arabiske Emiraters flådeblokade af Yemen. Ifølge eksperter bryder blokaden muligvis menneskerettighederne, fordi den afskærer lokalbefolkningen fra at få nødhjælp.

Hvis det kan bevises, at krigsskibene med de danske radarer er til stede i krigszonen, betyder det, at Terma har overtrådt EU-lovgivning ved at give materiel støtte til Emiraternes ulovlige krigshandlinger. Det er en god historie og en meget konkret opgave for et hold ambitiøse undersøgende journalister.

Men hvordan beviser man det?

Dansk virksomhed på radaren

Charlotte Aagaard, der er undersøgende journalist, er med under efterforskningen oppe under loftet på Nørregade 18. Det er her, det undersøgende netmedie Danwatch holder til. Allerede inden efterforskningen begyndte, havde hun og kollegerne besluttet, at de ville undersøge krigen i Yemen. De ville stille skarpt på Saudi Arabien og de Forenede Arabiske Emirater, der menes at stå bag menneskerettighedskrænkelser i regionen.

Første skridt er at undersøge, hvad Danmark eksporterer af militærudstyr og til hvem. I en række rapporter finder de hurtigt ud af, at Terma har solgt radarsystemer til de Bayunah-krigsskibe, som Emiraterne havde bestilt. Det virker lovende.

“Det er heldigvis sådan, at forsvarsvirksomheder ofte praler ret meget, når de har fået en ny ordre,” siger Charlotte Aagaard.

Ved hjælp af en smart søgning på Termas hjemmeside finder journalisterne en årsrapport, der bekræfter, at de har solgt radarerne til Emiraterne.

Næste skridt er at dokumentere, at Bayunah-korvetterne rent faktisk befinder sig i krigszonen omkring Yemen. Her står de overfor en udfordring.

“Vi kunne jo ikke bare tage derned. Der er krig, så man kan ikke få visum. Vi ville i øvrigt nok heller aldrig få mulighed for at rende rundt på militærbaser i Yemen for at se på skibe,” siger Charlotte Aagaard.

Så hvordan kan man være til stede og se sig omkring i Yemen – uden at forlade kontoret?

OSINT på skoleskemaet

En af ildsjælene bag OSINT’s udbredelse i Danmark er Daniel Oxholm, der er visuel efterforsker. Med en baggrund i kunsten har han specialiseret sig i open source-metoder. Daniel Oxholm har sammen med Center for Undersøgende Journalistik taget initiativ til det studenterdrevne open source-netværk NOIR. Her deler danske open source-entusiaster deres tips og erfaringer. De var blandt andet med til at arrangere workshoppen hos Danwatch.

“Det, man skal lære, er i virkeligheden logikken, mere end det er metoderne,” siger Daniel Oxholm. Mange af værktøjerne er nemlig kun relevante kortvarigt. For eksempel ændrede Facebook sidste år deres algoritmer. Den ændring gjorde, at alt det, man før kunne filtrere og tilgå med open source-teknikker, ikke længere var muligt.

“Man skal lære at holde sig opdateret på, hvad der sker i open source-verdenen,” siger han.

Daniel Oxholm håber, at OSINT kommer på skoleskemaet på landets journalistuddannelser. For hvis metoderne først bliver præsenteret for journalisterne ude på de travle redaktioner, kan det være svært at finde roen til at dykke ned i værktøjskassen og den tankegang, der ligger bag.

Som et spionfly

Charlotte Aagaard og resten af holdet er på jagt. De prøver at finde synlige beviser på, at de emiratiske krigsskibe er til at finde ved Yemens kyst. Så de går på Google Earth, drejer 3D-kloden en kvart omgang mod sydøst og zoomer helt ind på Yemens kystlinje. Som et spionfly, der svæver over landskabet, rejser Charlotte Aagaard og de andre journalister langs kysten for at undersøge landets havne. Er de karakteristiske Bayunah-korvetter – med den spidse stævn, længden på 72 meter, og den let genkendelige helikopterplads bagerst på skibet – at finde nogen steder?

“Det minder lidt om en krimiundersøgelse. Man tror, at man har fundet det fældende bevis, og at det nu er morderen, vi har fat i, og så finder man ud af, at det ikke var sådan, det hang sammen alligevel,” siger Charlotte Aagaard.

Efter flere tusinde kilometers overflyvning af Yemens kyst er der endnu intet resultat. Ingen Bayunah-krigsskibe. Charlotte Aagaard og resten af holdet må udvide søgefeltet.

Endelig falder de over en støvet havneby i nabolandet Eritrea. Herfra er der kun 65 kilometers sejlads til Yemen. Her ligger et par skibe, der umiskendeligt ligner Bayunah-korvetter – den spidse stævn og den store helikopterlandingsplads. 

Men billederne på Google Earth bliver slørede, når man kommer for tæt på, så det er svært at se præcis, hvordan skibet ser ud. Er det nu sikkert, at det lige præcis er en Bayunah-korvet?

Her bruger Charlotte Aagaard og journalisterne et særligt måleredskab, der ved hjælp af Google Earths pixels kan måle afstand på jordens overflade. Ret nøjagtigt endda. Krigsskibene på kortet er 71,3 til 72 meter, viser pixel-linealen. Det kan altså kun være Bayunah-korvetterne.

De danske radarer befinder sig på Emiraternes skibe i krigszonen og har gjort det siden krigens begyndelse. Ved hjælp af offentligt tilgængeligt materiale har Charlotte Aagaard og resten af holdet dokumenteret, at Termas krigsudstyr er blevet anvendt i en krigszone. Dermed har Terma bidraget til brud på menneskerettighederne.

Poleret information

Open source-undersøgelserne giver særligt god mening i vores tid, fortæller lektor Jannie Hartley Møller. Det bliver sværere og sværere at få informationer ad den officielle vej, og virksomheder er for eksempel meget varsomme med, hvad de lægger ud.

“Det hele bliver så poleret og rengjort. Det bliver sværere at finde den der hemmelige bunke dokumenter, der ligger i et gammelt arkiv et eller andet sted. Det eksisterer ikke rigtig længere,” fortæller Jannie Hartley Møller. Men netop fordi der er mange, der har interesse i at lukke de mere klassiske informationsstrømme ned, er open source-metoderne en ny måde at åbne op for informationer ad andre veje, mener hun.

Puslespillets sidste brikker

Søndag den 17. maj kan journalisterne lægge den sidste brik i puslespillet, da historien går i luften på TV2 og Danwatch. Hjemme i sofaen kan Charlotte Aagaard skænke sig selv et glas champagne og se historien køre i nyhederne hele aftenen.

“Jeg har jo været i journalistik i 100 år. Jeg vidste godt, at det var en forsidebasker,” siger hun. “For mig er det en drivkraft, når jeg føler, at jeg har fundet fast grund i en historie, og jeg føler, at jeg kommer til at bringe noget ny viden frem.”

Charlotte Aagaard fortæller, at hun i sin tid blev journalist, fordi hun ville gøre verden til et bedre sted. Nu kan hun nyde tilfredsstillelsen i, at hun med Terma-undersøgelsen har været med til, som hun siger, ’at få styr på et område, der sejler.’

Danwatch og TV2 modtog i november 2020 Foreningen for Undersøgende Journalistiks Metodepris for deres undersøgelse.
I kølvandet på afsløringerne blev Terma anmeldt til politiet, og efterforskningen kører hos Østjyllands Politi.
I oktober sidste år vedtog Folketinget en stramning af kontrollen med dansk eksport af dual use-udstyr.
Læs artikelserien ‘Krigsforbrydelser under radaren’ her.

Journalistikken står overfor et dilemma i arbejdet med konspirationsteorier. Skal vi forsøge at forstå de mennesker, der ser verden radikalt anderledes end os, eller skal de forties? Vi prøver at komme svaret nærmere.

Donald Trump blev frarøvet valgsejren gennem stemmesvindel. Jordens fladhed hemmeligholdes af den videnskabelige verden. Coronapandemien er en løgn, orkestreret af globale magthavere.

Påstande om sammensværgelser, hemmelig manipulation og mørklægning af begivenheder lever i bedste velgående lige nu. Det giver nogle helt principielle udfordringer for journalistikken.

For hvordan bør journalister navigere i det hav af alternative forklaringer, der eksisterer på internettet? Og hvordan finder man balancen mellem at være både kritisk og åben overfor mennesker, hvis overbevisninger går imod normerne?

Sandheden er en kampplads

Kasper Grotle Rasmussen er lektor i Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet. Han har forsket dybdegående i konspirationsteorier, og ifølge ham er de ikke et nyt fænomen i dansk sammenhæng. De er kommet i forskellige bølger. I 1970’erne handlede det om indvandring, i 90’erne om den såkaldte ´nye verdensorden´, og i dag er pandemien i fokus.

Konspirationsteorierne har længe støjet bag kulissen, men i dag fører en voksende bevidsthed om dem også til en større offentlig modreaktion. Det kan få den stigende opbakning til konspirationsteorierne til at virke ekstra stor. 

”Der opstår en kamp om sandheden, især på sociale medier, hvor folk jo ikke ligefrem er kendt for deres høflighed,” forklarer Kasper Grotle Rasmussen.

For ham er et af grundproblemerne ved at gå i krig mod konspirationsteoretikere, at vi splittes ad som befolkning, når fronterne tegnes skarpt op. Vi glemmer deres menneskelighed. Vi glemmer, at vi måske ikke er så langt fra hinanden, som vi går rundt og tror.

”Mange opfatter konspirationsteorier som en mental brist, men det er ikke altid tilfældet. Vi har alle sammen forskellige forklaringsmodeller med forskellige funktioner, men vi har også alle sammen vores små konspirationsteorier.”

Tillid før alt

Selin Türker er journalist og har blandt andet dækket konspirationsteorier for Berlingske og nu Zetland. Hendes rejse ind i sammensværgelsernes verden startede i april 2020, da hun stødte på en konspirationsteori kaldet QAnon – en fortælling om, at verden styres af en hemmelig og satanisk pædofiliring. 

”Det var vildt, at jeg aldrig havde hørt om det, selvom det var så stor en ting. Så jeg satte mig for at skrive om det.”

Hun fandt hurtigt ud af, at konspirationsteoretikerne er en enormt mangfoldig gruppe. De spænder fra omsorgsfulde mødre til succesfulde forretningsmænd.

”Det kan være din mor eller bedste ven, der kan ryge ned i sådan et kaninhul. Når man indser det, bliver det interessant at finde ud af, hvorfor de bruger seks timer om dagen på at researche, hvorfor Joe Biden er pædofil.”

For Selin Türker blev konspirationsteoretikerne menneskeliggjort for øjnene af hende. Siden har hun forsøgt at bringe den forståelse videre i sine artikler. Hun har interviewet mange konspirationsteoretikere, og den erfaring har givet hende en særlig forståelse for, hvordan man håndterer dem som journalist.

”Når man henvender sig til mennesker, der mener, at journalister og myndigheder lyver og er en del af en større sammensværgelse, kan det være svært at etablere en form for tillid,” forklarer hun.

Men det er netop tilliden, man skal have på plads som det første.

“Jeg bruger meget tid på at tale med dem. Så forstår de, at jeg ikke er der for at gøre dem til grin.”

Når tilliden er etableret, og interviewet kan begynde, handler det om at være åben og ærlig. Selin Türker lægger ikke skjul på sit eget ståsted, men hun spilder heller ikke tiden på at duellere med dem om sandheden.

”Jeg gør det klart for dem, at jeg ikke er der for, at de skal prøve at overbevise mig, og jeg er der ikke for at overbevise dem. Jeg prøver at fortælle en historie,” siger hun.

Den kritiske del af interviewet opstår ifølge Selin Türker helt naturligt, når man lader dem uddybe deres holdninger. Det udfordrer dem på deres argumentation, og det sætter deres forklaringsramme til skue, så læserne kan danne deres egen mening.

Mere forvirring end gavn

Thomas Hedin, chefredaktør på det danske faktatjekkende medie Tjekdet, har i sine mange år som journalist arbejdet med fakta og falske informationer. Han stiller sig mere skeptisk overfor idéen om at give en platform til konspirationsteoretikerne.

”Det er klart, at det er en form for blåstempling bare at give dem taletid. Vi skal som journalister være i stand til at tage påstandene i opløbet, for ellers forvirrer vi mere, end vi gavner, og det kan aldrig være målet.”

Selin Türker mener ikke, at hun blåstempler konspirationsteoretikernes holdninger ved at tale med dem. For hende handler det om at give en stemme til en anseelig befolkningsgruppe, der føler sig overset i samfundet.

”Man skal selvfølgelig ikke være mikrofonholder for de her mennesker og deres teorier, men når så mange er begyndt at tro på de falske narrativer, er det vores job som journalister at dække det og prøve at forstå, hvad der ligger til grund for deres skepsis,” siger hun.

Kasper Grotle Rasmussen mener også, at det er vigtigt at forstå konspirationsteoretikernes bevæggrunde. For ham handler det ikke kun om at menneskeliggøre dem men også om, at deres protester kan bruges konstruktivt.

”De er en slags ventil for utilfredsheder og er med til at påpege demokratiske udfordringer i samfundet. Der ligger en legitim magtkritik i konspirationsteorier, selvom vi ikke tror på den specifikke teori,” fortæller han.

Ifølge Kasper Grotle Rasmussen bør journalister forholde sig til de bekymringer, konspirationsteorierne indeholder, for bekymringerne bunder ofte i reelle problemer omkring manglende tillid til institutionerne i vores samfund.

”Konspirationsteorier opstår ikke, når der er solskin og godt vejr. De opstår, når der er noget på spil. Når man tror, man bliver løjet for, eller tror, at ens demokratiske magt bliver taget fra en,” siger han.

Thomas Hedin mener, at samfundskritik og skepsis bør tages imod med åbne arme af medierne, men dog med visse forbehold.

”Det er ubeskrivelig vigtigt, at folk kritiserer. Det nytter bare ikke, hvis kritikken bygger på et faktuelt forkert grundlag. Hvis vi skal have en reel demokratisk samtale, bør den hvile på et faktuelt grundlag.”

Hjælp de tvivlende

Thomas Hedin mener, at størstedelen af misinformation sættes i omløb mere eller mindre bevidst og med det mål at påvirke samfundsdebatten. Ofte ved folk godt, at de taler imod den etablerede viden og opfattelse.

”Nogle folk bliver pludselig til deres egne jurister eller virologer og tror, at de kan gennemskue det hele selv,” uddyber han.

Til gengæld er der i næste led en stor gruppe af mennesker, der samler fortællingerne op og deler dem videre – uden at være bevidste om, at de består af halve eller hele usandheder. Den gruppe mennesker står på en skillelinje mellem forvrængede narrativer og det etablerede samfunds forklaringer.

Ifølge Thomas Hedin er det netop dem, medierne bør have den største loyalitet overfor, og det er den gruppe, han forsøger at nå. Man spilder nemlig sin tid, hvis man fokuserer på de mere radikale konspirationsteoretikere.

“Man kan ikke omvende de mest kritiske og dem, som tror, at hele verden er helt anderledes,” siger Thomas Hedin. “Men hvis vi kan fange de mennesker, der er i tvivl, og fjerne tvivlen hos bare 30 procent af dem, så har vi nået målet.”

Hvilken side i debatten man tilslutter sig, handler i sidste ende om, hvad man mener, journalisternes rolle skal være. Skal de belyse holdninger og bekymringer, der nu engang findes i samfundet? Eller skal de forsøge at opkvalificere debatten og sortere de påstande fra, der ikke kan bevises faktuelt?

For Kasper Grotle Rasmussen handler det om at finde balancen mellem de to standpunkter og give plads til en fuld debat – når situationen altså tillader det.

”Hvis en meteor er på vej mod jorden, er det er måske ikke det rette tidspunkt at debattere den socialkonstruktivistiske idé om en meteor. På den anden side, så tror jeg det er væsentligt at have en fuld debat, hvis man skal have alle til at følge med, uden de føler sig talt ned til.”

Politiken dækkede sagen om de danske børn i Syrien ved blandt andet at vise, hvordan de selv mener, at der skal handles. Men hvordan hænger den aktivistiske journalistik sammen med en avis, der også skildrer sig selv som sandhedssøgende. Ifølge medieforsker Peter Bro er det vigtigt, at man står frem og forklarer sine valg og handlinger.

Den 21. marts indtager Politikens lederspalter forsiden af avisen. Den er spækket med argumenter for, at de 19 danske børn, der sidder i en fangelejr i Syrien, skal hentes hjem. Argumenter direkte rettet mod regeringen. Bring børnene hjem. Sådan lyder overskriften formet af store, grå bogstaver.

Åbner man samme aften Politiken.dk, er det en video, der ligger øverst. Lydbilledet består af klavermusik i triste toner, der blander sig med rolige men beslutsomme stemmer. Stemmerne tilhører forskellige danske personligheder, der med faste blikke foran en sort baggrund fortæller, hvorfor netop de synes, at børnene i Syrien skal hjem. Den sidste figur, der træder frem i videoen, er Politikens egen ansvarshavende chefredaktør:

”Jeg hedder Christian Jensen. Og jeg synes også, at børnene skal hjem. Nu.”

Politiken har en mening – og de har vist den.

Men er det overhovedet meningen, at Politiken, som et af Danmarks største dagblade, skal gøre det? Er det meningen, at medier, der hævder at bestræbe sig på at søge sandheden, skal udfylde forsider på både papir- og netaviser med deres egen stillingtagen?

Spørgsmålet bunder i, hvornår journalistisk ikke længere er journalistik, men bliver til aktivisme, og om de to ting kan og skal skilles ad.

En flydende grænse

I hjørnekontoret med udsigt over Københavns Rådhusplads sidder Politikens chefredaktør Christian Jensen. Han forklarer, hvordan de, ligesom andre medier, har både et journalistisk temperament, hvor der bruges journalistiske metoder, og et holdningstemperament, hvor meninger udtrykkes i ledere.

”Politiken har så noget ekstra. Vi har også et aktivistisk temperament,” siger Christian Jensen.

Men spørger man medieforsker ved SDU Peter Bro er skellet mellem journalistik og aktivisme ikke noget, der entydigt kan defineres. Det er en mere flydende grænse.

”Jeg skelner i stedet mellem passiv og aktiv journalistik,” siger han.

Den passive journalistik er ifølge Peter Bro den, der kun ønsker at informere og oplyse, mens den aktive journalistik på den ene eller anden måde er optaget af, hvad der sker med en sag, efter at den er fremlagt. Den aktive journalistik kan dermed have mange forskellige formål. Den kan opfordre til debat eller endnu kraftigere advokere for nogle positioner. Men så kan den også forsøge at implementere nogle ting.

”Det er det sidste, der for alvor er rendyrket aktivisme,” siger Peter Bro.

Men hver dag er der mange journalister, der er aktive, uden at de tænker over det. At man spørger en politiker, hvad hun eller han vil gøre ved et problem, er også et eksempel på, at målet er mere end blot at fremlægge information. Den type journalister er dem, Bro definerer som proaktivt neutrale. De er interesserede i at ændre noget, men de er neutrale overfor, hvordan det skal gøres.

En kontroversiel sag

Men hvis så mange journalister udøver aktiv journalistik, hvordan kan det så være, at flere medier har kritiseret Politiken for at lave netop den video og den forside? Ifølge Peter Bro skyldes det, at sagen om børnene i Syrien er dybt kontroversiel.

”Når man er uenige om, hvorvidt man skal gøre noget her i Danmark, er der også flere holdninger til, om Politiken overhovedet skal gå ind i den her sag,” siger han.

Der findes mange situationer, hvor man ifølge Peter Bro laver den alleryderste form for aktiv journalistik, uden at vi næsten lægger mærke til det. Diverse indsamlingsshows er eksempler på tilfælde, hvor der på aktivistisk vis bliver arbejdet for at ændre noget i samfundet. Men fordi vi alle kan være enige om, at det er godt at bekæmpe sult i fattige lande eller forske i kræftbehandling, lægger man ikke mærke til aktivismen, fordi den er så ukontroversiel, mener Peter Bro.

Det er altså ikke det, at man tager stilling i sig selv, der har skabt opmærksomheden omkring Politikens kampagne. Det er graden af politisk spænding, som den indeholder.
Men på Politiken mener man selv, at videoen med de fem forskellige stemmer fra Johanne Schmidt Nielsen til Søren Pind var et forsøg på at hive sagen ud af en partipolitisk kontekst.

”Det er et humanistisk budskab. Den skulle ikke grupperes i en bestemt politisk position,” siger Christian Jensen.

En del af identiteten

Historien om børnene i Syrien er ifølge Christian Jensen ikke et enestående eksempel på, at Politiken vælger at benytte nogle værktøjer, man finder ude i kanten af spektret over aktiv journalistik. De har gjort det flere gange før, og det er blevet en del af deres DNA.

”For vores læsere ville det være mere overraskende, hvis vi ikke viste vores mening,” siger han.

Læserne har ikke bare vænnet sig til deres aktivistiske position. De forventer den. Sådan har det altid været. Ifølge chefredaktøren er det i hvert fald den forandringskraft, som Henrik Cavling grundlagde avisen på i 1905.

Peter Bro mener dog, at der er sket en udvikling fra Henrik Cavling til i dag i valget af de sager, som Politiken håndterer med dette ekstra ’temperament’:

”Henrik Cavling gik ind for, at det var de mere ukontroversielle sager, fordi han var bange for at støde læsere fra sig.”

Men tiderne er selvfølgelig også nogle andre, og Christian Jensen mener, at Politiken blot udvider og bygger oven på deres egen aktivistiske tradition. For ham handler det om at give den retning og udtryk.

Det vigtigste er forklaringen

Ifølge Peter Bro er det aktivistiske gear ikke eksklusivt for Politiken. Den mere holdningsbaserede journalistik er et fænomen, der svinger gennem tiden som et pendul. Efter en periode med passive medier vil journalister og redaktører blive mere aktivistiske. Og bagefter vil det svinge tilbage igen, akkurat som alle andre tendenser i samfundet.

Men når vi ikke kan undgå tider, hvor meninger fylder i aviserne, må vi finde en måde, hvorpå læserne ikke forvirres eller får mistillid til medierne. Ifølge Peter Bro er det fortællingen om, hvorfor man skriver, det man gør, der er nødvendig.

”Forklaringen er vigtig, fordi der er så mange typer medier i øjeblikket, og nogle er drevet af politiske dagsordener,” siger Peter Bro.

Dermed bliver det muligt for den aktive og endda den aktivistiske journalistik at have en plads i mediebilledet, mener han. Hvis medierne stiller sig til rådighed og forklarer deres valg og fravalg, giver de brugerne mulighed for at læse hvert enkelt stykke journalistik på de præmisser, netop dét er skrevet på.

I nutidens mediebillede, hvor journalistikken svinger til den aktivistiske side, er det altså ikke længere forsøget på neutralitet, der er det eneste rigtige. Og den idé er Christian Jensen enig i:

”Det objektive skal vi heller ikke altid stræbe efter. Vi skal stræbe efter at gøre det klart for vores læsere, hvilke præmisser vi laver vores journalistik på.”

I år fylder Jyllands-Posten 150. Med en ny redaktion på Aarhus’ havnefront, en ny digital strategi og den første kvinde i chefredaktionen nogensinde, har avisen markeret et nyt kapitel i sin historie. Marchen Neel Gjertsen hedder kvinden med ansvaret for avisens digitale vækst, og hun har skyhøje ambitioner på egne, journalistikkens og Jyllands-Postens vegne.

Forfaldsfortællingen om medierne er at finde alle vegne, og hvis medierne skal overleve, kræver det en omstilling fra analogt til digitalt indhold. Og netop den digitale udvikling har Marchen Neel Gjertsen fået ansvaret for på Jyllands-Posten, der nu også har fået sin første kvinde i chefredaktionen. For hende er opgaven ‘journalistik, ledelse og fremtidssikring.’

Hvilke visioner har du for JP’s digitale fremtid?

“Jeg har en ambition om, at Jyllands-Posten skal være størst, og det gælder også det digitale. Den styrkeposition, vi har haft som printavis, skal vi tilsvarende formå at videreføre til en yngre målgruppe af digitale abonnenter.  Det er den store omstilling både redaktionelt og forretningsmæssigt, som både JP og andre avishuse står overfor. Det er ikke nemt, men visionen er, at det skal lykkes.”

Hvor store er de vækstambitioner i tal?

“Hvis vi skal være størst, vil vi jo i første omgang gerne et godt stykke over de 40.000 digitale abonnenter, som er det niveau, Berlingske tidligere har oplyst, at de har for tiden. Men de konkrete tal er kun en kortsigtet strategi, fordi det i sidste ende handler om, at vi skal skabe helt nye medievaner hos danskerne.

De fleste under 50 år har ikke været vant til at betale for et nyhedsmedie, og hvis du sammenlagde abonnenter for Jyllands-Posten, Berlingske, Politiken, Ekstra Bladet og Zetland, ville du stadig komme frem til en ret lille totalsum. Derfor kan målet om størrelse ikke kun ses i de nuværende abonnementstal. Danskerne forbruger rigtig meget digital journalistik, men det at få folk til at købe et abonnement er en ny ting.”

Hvilke konkrete tiltag har I planlagt for at dette skal lykkes digitalt?

“Vi er ved at udarbejde en mere detaljeret digital strategi, men meget af det forbliver forretningshemmeligheder. Helt overordnet handler det om at være top of mind hos unge mennesker. Vi kappes om deres tid og digitale opmærksomhed med andre medier, techgiganter og tøjbutikker. Hvordan sørger man for at stå stærkt der? Det er et spørgsmål om at formidle sin journalistiske vision og forklare, hvad man kan få hos os. Men indholdet er selvfølgelig det, der bærer det, og der er intet teknologisk quick-fix, der slår et brag af en god historie af banen. Derfor går de to ting hånd i hånd. Det er vigtigt, at vi laver de rigtige historier, til de rigtige mennesker, på det rigtige tidspunkt og på den rigtige måde. Falder vi nogle gange i fælden og laver lidt for kedelig systemjournalistik, der tager udgangspunkt i samfundsinstitutioner i stedet for at gøre journalistikken mere borgernær? Ja, det gør vi, og det gør de fleste medier. Det skal vi alle øve os på. Som journalister har vi en interesse for samfund og politik, der gør, at vi orienterer os mod rapporter, politikere og byrådsmøder, men vi skal blive ved med at øve os i at vinkle det på konsekvenserne for borgerne.”

Jeg hører dig sige, at det gode indhold er vigtigt, men jeg vil alligevel gerne prøve at spørge igen, hvad der konkret skal ske på det digitale, fordi det jo er dit hovedansvar; er det en ny hjemmeside, nyhedsbreve, podcast, digitale fortællinger?

“Der er ikke et enkelt svar, men ja til det hele. Det er en årelang omstilling. Du kan ikke koge omstillingen ned til én ting. Det er 10.000 ting, vi skal skrue på. Og vi kommer aldrig i mål med det, for om fem år er det noget andet. Hele den digitale omstilling er jo bare et led i mediernes udvikling, og der er ikke noget quick-fix.”

Hvorfor er du den rette til opgaven?

“Det er svært at svare på selv, men jeg har været på Jyllands-Posten i lang tid, jeg kender huset godt og er vant til at repræsentere vores journalistik udadtil på den politiske redaktion. Den store forståelse for Jyllands-Posten hele vejen rundt er min bedste forudsætning for at lykkes. Vi kunne også have fundet en tech-nørd, men man kan ikke adskille den digitale strategi fra den journalistiske vision. Jeg har en kæmpe kærlighed til Jyllands-Posten og et ekstremt højt ambitionsniveau for vores fremtid.”

Hvad betyder det for dig personligt at have fået stillingen som chefredaktør?

“Det betyder da meget. Jobbet er et kæmpe privilegium, og jeg ser det som en ekstremt stor opgave at lykkes med. Jeg er ikke gået ind i faget for at blive chef, men opgaven er vokset på mig. For mig er indholdet og samfundspligten det vigtigste, men det fede ved ledelse er at se, om man kan lykkes med at flytte andre med den vej, man synes, er den rigtige.”

Hvad betyder det for dig, at du er den første kvindelige chefredaktør på Jyllands-Posten nogensinde?

“Jeg ved ikke, hvad det betyder for mig, men det virker som om, at det betyder meget for andre, at jeg er den første kvinde i chefredaktionen. Og det er jeg glad for at kunne være med til at forløse. Jeg synes, det er på tide, at Jyllands-Posten får en kvindelig chefredaktør, og jeg er da glad for, at det blev mig.”

Er der nogle medier, der er lykkes bedre med at skaffe unge abonnenter, end I er?

“Ja det er der da. Vi er glade for vores abonnenter, men det skal ikke være en hemmelighed, at JP ikke har været de bedste til at skaffe unge abonnenter. Men vi skal heller ikke lave et nyt ungdomsmedie a la TV 2 ECHO. Vi kigger måske på en målgruppe fra 30-60 år. Jeg kender ikke tallene for, hvor mange der abonnerer på Zetland, men jeg vil tro, de har ramt en yngre målgruppe. Hvis man skulle lave et nyt medie i morgen, så ville man nok satse på lyd, men vi er i den situation, at vi er rigtig gode til at skrive, og vi har stadig en kæmpe printavis, som vi er rigtig stolte af, og som ikke må lide overlast. Så vi står med et ben i to historiske epoker.”

Hvad betyder det for dig personligt at have fået stillingen som chefredaktør?

“Det betyder da meget. Jobbet er et kæmpe privilegium, og jeg ser det som en ekstremt stor opgave at lykkes med. Jeg er ikke gået ind i faget for at blive chef, men opgaven er vokset på mig. For mig er indholdet og samfundspligten det vigtigste, men det fede ved ledelse er at se, om man kan lykkes med at flytte andre med den vej, man synes, er den rigtige.”

Hvad betyder det for dig, at du er den første kvindelige chefredaktør på Jyllands-Posten nogensinde?

“Jeg ved ikke, hvad det betyder for mig, men det virker som om, at det betyder meget for andre, at jeg er den første kvinde i chefredaktionen. Og det er jeg glad for at kunne være med til at forløse. Jeg synes, det er på tide, at Jyllands-Posten får en kvindelig chefredaktør, og jeg er da glad for, at det blev mig.”

Er der nogle medier, der er lykkes bedre med at skaffe unge abonnenter, end I er?

“Ja det er der da. Vi er glade for vores abonnenter, men det skal ikke være en hemmelighed, at JP ikke har været de bedste til at skaffe unge abonnenter. Men vi skal heller ikke lave et nyt ungdomsmedie a la TV 2 ECHO. Vi kigger måske på en målgruppe fra 30-60 år. Jeg kender ikke tallene for, hvor mange der abonnerer på Zetland, men jeg vil tro, de har ramt en yngre målgruppe. Hvis man skulle lave et nyt medie i morgen, så ville man nok satse på lyd, men vi er i den situation, at vi er rigtig gode til at skrive, og vi har stadig en kæmpe printavis, som vi er rigtig stolte af, og som ikke må lide overlast. Så vi står med et ben i to historiske epoker.”

Jacob Nybroe (Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør, red.) har kaldt jeres nye hovedsæde på Aarhus Havn for ‘et synligt tegn på optimisme efter en lang periode med nedgang og generel pessimisme i branchen.’ Har du haft samme pessimisme på mediernes vegne?

“Nej, det har jeg egentlig ikke, men man hører hele tiden fordommen, og mange prøver at dømme journalistikken ude. Men avisernes nyheder spreder sig jo til hele nyhedsbilledet på alle mulige platforme i større omfang end nogensinde før, og folk er faktisk villige til at bruge tid på journalistik. Under coronanedlukningen fik vi flere besøgende og flere abonnenter, end vi har gjort længe. Og vi sælger også stadig papiraviser. Vores gamle lokaler i Viby havde store, tomme trykkerihaller og tomme enkeltmandskontorer fra en tid, hvor der var flere journalister. På den måde bar de fysiske rammer præg af omstillingen, så det var godt for os at flytte ned på havnen.”

Hvordan tror du fremtiden ser ud for den danske presse, hvis vi ikke er gode til at omstille os fra analogt til digitalt indhold?

“Så ser den dyster ud. Når unge mennesker primært forholder sig til deres telefon eller deres laptops, så skal journalistikken være der. Når folk oplever, hvor nemt og intuitivt man kan navigere på Netflix eller Instagram, så skal medierne kunne matche samme sømløse digitale brugeroplevelse. Men vi er oppe imod nogle gigantiske kræfter, der har et helt andet udviklingsbudget og -tempo. Som de relativt små virksomheder vi er, bliver prøvelsen at følge med i den kvalitetsbedring, der kræves.”

Hvis medielandskabet ændrer sig, hvorfor bliver det så JP, der overlever?

“Jeg synes, Jyllands-Posten er et af de eneste medier, der håndhæver de klassiske journalistiske dyder i forhold til tilstræbt objektiv journalistik, du kan regne med. Vi adskiller news og views og forfalder ikke til at segmentere vores journalistik så meget, at det til sidst bliver en partiavis. Ovenpå diskussionen om fake news, tror jeg, der er et behov for det. Autoritetsfaldet skal modsvares af endnu grundigere journalistik. Jeg tror på, vi skal holde fast i de idealer.”

Fra denne sommer skal Christina Boutrup føre TV2’s karakteristiske korrespondent-mikrofon i verdens nye supermagt. Med base i Shanghai skal hun berette om den udvikling, der inden længe gør Kina til verdens største økonomi.

Et begejstret smil breder sig forsigtigt over læberne, inden hendes blik slår væk i et kort sekunds betænkningstid:

”Min første tanke har nok været, at det sørme var på tide. Og så skyndte jeg mig at sende en mail afsted med det samme.”

Sådan beskriver Christina Boutrup sin reaktion, da hun tilbage i februar læste, at TV2 havde i sinde at sende en fast korrespondent til Kina. Den 44-årige fynbo har de seneste år opbygget sig en anerkendt status som en af landets førende Kina-kendere.

Siden hun for 13 år siden flyttede hjem efter sit første job som Asien-korrespondent for Berlingske, har hun savnet at være tæt på udviklingen. Til sommer river hun sit liv op ved roden, når hun, sammen med sin familie, vender tilbage til Shanghai. Derfra skal hun gøre TV2’s seere klogere på landet, der har manifesteret sig som økonomisk supermagt og i stigende grad gør sig gældende på den globale magtpolitiske scene.

Korrespondent fra år ét

Christina Boutrup er uddannet erhvervsjournalist fra Danmarks Journalisthøjskole. Knap havde hun forladt bunkeren på Olof Palmes Allé, før et særligt stofområde fandt vej til hendes skrivebord og blev en gennemgående rød tråd i hendes journalistiske arbejde.

”Der gik jo kun lige et år, fra jeg fik min eksamen, til jeg for første gang landede i Beijing og skulle arbejde som journalist i Kina,” fortæller hun.

Som nyudklækket journalist på Berlingskes nyhedsmagasin oplevede Christina Boutrup, hvordan Kina oftere og oftere løb med overskrifterne i avisens erhvervsdækning. Historier om outsourcing til det fremadstormende marked og iøjnefaldende vækstrater vakte hendes interesse og pirrede den unge journalists nysgerrighed. I en sommerferie fik hun grønt lys fra avisen til at rejse fire uger til landet for at lave en serie om danske iværksættere. Det var på den rejse, Christina Boutrup for alvor fik øjnene op for en verdensdel fyldt med historier uden mange danske journalister til at fortælle dem.

”Efter den sommer tog jeg hjem og fortalte min chef, at jeg flyttede til Kina og spurgte ham, om han kunne bruge det til noget,” fortæller hun.

Et halvt år senere var hun igen i Kina, denne gang uden returbillet, men en freelance-kontrakt, der senere blev til et fast job som Berlingskes nye Asien-korrespondent.    

På trods af de høje journalistiske ambitioner og den nyfundne begejstring for det kinesiske samfund havde Christina Boutrup ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig det scenarie, hun pludselig landede i. I hendes hoved var korrespondent ikke en titel, der kunne forenes med blot et års journalistisk erfaring. Uden hverken at kunne tale sproget eller have indgående kendskab til verdensdelen, skulle hun pludselig levere analyser og reportager om et meget komplekst samfund.

Tidsforskellen på seks timer gav den unge korrespondent muligheden for at tage alle døgnets timer i brug. Research fra morgenstunden, interviews om eftermiddagen og artikelskrivning frem til den danske deadline langt ude på natten. Derudover gik hun til sproglektioner flere gange ugentligt. 

”Hvis man skal være modig for at være korrespondent i Mellemøsten, så fandt jeg hurtigt ud af, at man først og fremmest skal være hårdtarbejdende for at rapportere fra Asien helt uden erfaring,” fortæller hun.

Tilbage til udgangspunktet 

De seneste år har Christina Boutrup gjort det til en levevej at gøre beslutningstagere klogere på Kina. Selvom hun nødigt påtager sig titlen som ekspert, har hendes 17 års indsigt og omdømme givet muligheder, der rækker langt udover den spæde start som ung korrespondent på udebane. 

”Når jeg har taget Kina-kender-rollen på mig og brugt min viden til at sige: ’Min vurdering er…’ eller ’Jeg er overbevist om, at…’ har jeg oplevet, at mange flere pludselig har lyttet med. Det har skabt en helt anden opmærksomhed,” forklarer hun. 

Med det nye job vender hun tilbage til udgangspunktet, når hun igen skal være den, der stiller spørgsmålene. Også dem, hun på forhånd kender svaret på. Skiftet vækker en velkendt begejstring, der tilbage i tiden var en af grundene til, at hun faldt for journalistikken: 

”Som journalist er jeg jo drevet af at komme ud i virkeligheden og få nogle indtryk og udfordringer, som jeg kan omsætte til et output. Derfor glæder jeg mig til at komme ud og få jord under neglene igen og fortælle både fascinerende og skræmmende historier,” fortæller hun.

Fra Kullerup til Kina

Selvom Kina i dag er velkendt og nærmest hjemligt territorium for Christina Boutrup, bliver det alligevel en særlig omvæltning, når hun til sommer bytter den østfynske landsby Kullerup ud med Shanghais pulserende storbyliv. Siden hun sidst boede i byen, er hun blevet mor til to.

Nu er huset sat til salg og pigerne er skrevet ind på en international skole. Familien er så småt begyndt at overveje, hvilke ting der skal med til Kina, og hvad de skal skille sig af med. Selvom det er en stor beslutning at rykke teltpælene i pigernes barndomsby op, lader Christina Boutrup sig ikke bekymre:

”Kina er en indgroet del af vores familieliv. Vi har besøgt landet hvert år med pigerne, og vi synes, at det er en fantastisk mulighed for dem at opleve kulturen og lære sproget.”

De kinesiske myndigheder udsteder i øjeblikket ikke permanente arbejdsvisa til internationale journalister pga. corona-pandemien. Derfor ved familien endnu ikke, hvornår de kan rejse til Shanghai. Selv håber Christina Boutrup dog på at kunne rapportere live fra Kina, inden sommeren er ovre.

At rapportere fra det mørklagte

Når Christina Boutrup på et tidspunkt får lov til at tage afsted, vil hun som noget af det første kontakte sit netværk af lokale fixere. De skal hjælpe hende helt tæt på historierne og den befolkning, der i mange tilfælde står i skyggen af systemet. Ifølge hende er arbejdsvilkårene som korrespondent i Kina anderledes, i forhold til hvad mange af hendes kollegaer oplever i resten af verden: 

”Der er intet, der er let i Kina, og slet ikke, når man kommer med et tv-kamera. Det er svært at få folk til at stille op til interview, fordi de risikerer repressalier, men der er sindssygt mange spændende historier, der bare venter på at blive fortalt,” fortæller hun.

Hendes erfaring er, at man som korrespondent kan arbejde forholdsvist uforstyrret, hvis ens journalistiske arbejde er nøgternt og holder sig til at beskrive de faktiske forhold i landet. Men det afhænger selvfølgelig altid af, hvor følsom historien er. Derudover kan det for en gangs skyld også være en fordel ikke at være den største spiller i branchen:

”Et dansk medie som TV2 bliver ikke opfattet som en trussel på samme måde som de store internationale medier. Derfor kan vi måske slippe afsted med lidt mere. Vi skal dog ikke tro, at myndighederne ikke holder øje med, hvad vi laver. For det gør de.”  

Som Kina-kender og analytiker har Christina Boutrup repræsenteret et nuanceret perspektiv på det kinesiske samfund. Selvom Kina er en fjern virkelighed for de fleste danskere, er hun sikker på, at TV2’s dækning bliver både nærværende og aktuel. Landets stigende globale indflydelse påvirker danskernes hverdag på daglig basis. Den indflydelse håber Christina Boutrup på at kunne flytte frem i danskernes bevidsthed ved at øge deres kendskab til verdens nye supermagt.

”På nogle områder er Kina så langt fremme, at det er som at se ind i fremtiden både på godt og ondt. Derfor er det også nødvendigt, at vi ikke kun orienterer os mod USA, når vi ser fremad her i Europa,” siger hun.

Flere prognoser peger på, at Kina overhaler USA som verdens største økonomi, allerede inden dette årti når til ende. Udsigten til at skulle dække et skifte i verdensordenen trækker i Christina Boutrup, og begejstringen er umulig at overse. Hun vil afsted – hellere i dag end i morgen.

“Man bliver afhængig af Kina, fordi virkeligheden igen og igen overgår selv de vildeste fantasier. Som journalist er man med til at skrive verdenshistorie hver eneste dag – lige der midt i globaliseringens epicenter.”