”Inden man starter, kan man have en forestilling om, at der går side 9-piger rundt mellem skrivebordene,” fortæller Magnus Mio, der siden august 2020 har været praktikant på Ekstra Bladet.

Forestillingen bygger givetvis på fordomme. Fordomme om et mandehørmende sted, hvor under-bæltestedet-jokes er hverdagskost og rubrikkernes blikfang vigtigere end indholdet.

”Men sådan er det slet ikke. Det er en mediearbejdsplads ligesom så mange andre,” fortsætter han.

En mediearbejdsplads, der har gennemgået et utal af ændringer de, og især dét, seneste år. En gennemgribende omdannelse af det gamle Ekstra Bladet, folk kendte. Det stærkt omdiskuterede Nationen-kommentarspor er ophørt, de utidssvarende massageannoncer udfaset, og chefredaktionen opdateret. Poul Madsen har abdiceret efter 14 år som Ekstra Bladets ubestridte tabloidkonge, og ind er kommet det nykronede makkerpar Kristoffer Eriksen og Pernille Holbøll. Sidstnævnte som konstitueret ansvarshavende chefredaktør.

Frygten for den røde mikrofon

”Det gav mig helt klart en umiddelbar følelse af højdeskræk,” siger Kristoffer Eriksen om sin nyslåede titel som chefredaktør.

Fælles for begge chefredaktører har været det erklærede mål om ikke at skulle være en ny Poul Madsen. De vil være deres egne.

”Jeg har oplevet en intens lyst fra nogen for at sammenligne både mig og Kristoffer med Poul. Det er vildt irriterende,” siger Pernille Holbøll.

Det skete pludseligt, at de fik nye titler. En ny hverdag for dem begge. Men hvordan har det så været at skulle være chefredaktør for en af landets mest populære aviser, spørger jeg Kristoffer Eriksen. Han studser over formuleringen ’populær,’ for det er bestemt ikke hensigten.

”Ekstra Bladets rolle er ikke at skulle være populær. Vi skal være en sten i skoen, og folk skal synes, vi er nogle idioter.”

Ekstra Bladet vil stikke og provokere, konfrontere og være kritiske – lige meget hvad. De vil være netop dén mikrofon, magthaverne frygter og flygter fra. Dem, de andre ikke gider lege med. Det fylder meget hos Ekstra Bladet, og Kristoffer Eriksen siger, at selvom ordene ’frygten for den røde mikrofon’ måske er lige lovlig tabloidt formuleret, så er det meget bevidst.

”Hvis jeg skal sætte os selv lidt op på en piedestal – og det er sjældent særlig kønt – så synes jeg, at Ekstra Bladet har en fuldstændig afgørende rolle i et demokrati. At vi hver dag hjælper magthaverne med at opføre sig ordentligt. Det har en kæmpe præventiv effekt,” siger han og fortæller om det, han kalder ’Ekstra Bladet’-testen.

Det er en test, som efter sigende bruges i firmaer og organisationer, fortæller Kristoffer Eriksen. Når en stor beslutning står for døren, opvejes konsekvenserne nøje. Beslutningen på den ene hånd over for konsekvenserne ved at have beslutningen på forsiden af Ekstra Bladet på den anden. Den test må aldrig forsvinde, understreger han.

Man ved aldrig med i morgen

Gennem tiden har mange store personligheder været med til at forme Ekstra Bladet til det, det er i dag. Når man snakker med de to nye chefredaktører, er det også åbenlyst, at Ekstra Bladet ikke blot er deres arbejdsplads, men også meget mere end det. Det er med en moden respekt for avisen, at de taler om den.

”Vi er dem, vi er. Kristoffer og jeg er kun en lille del af Ekstra Bladet. Ekstra Bladet er jo større end os, og det kan jeg rigtig godt lide. Journalistikken er større end os,” siger Pernille Holbøll.

Ekstra Bladet er et sted, hvor det altid går stærkt. Fingeren er på breaking-aftrækkeren, og det handler konsekvent om at komme først. Det er karakteristisk og meget sigende for avisen, at man sjældent har en ide om, hvad der sker i morgen, forklarer Kristoffer Eriksen. Spurgt til, hvorvidt han selv er at finde på Ekstra Bladet om nogle år, når nu der er så mange forandringer på avisen, har han svært ved at svare på.

”I Journalistens nytårsquiz om mulige begivenheder i 2021, har jeg selv svaret, at jeg bliver hos Ekstra Bladet, men det ved man aldrig. Der er ingen garanti for noget i showbiz,” svarer han.

Er det sådan, du ser det? Ekstra Bladet som showbiz?

”Det er nok lidt for forenklet. Det var nok lidt et Karl Smart svar,” griner Kristoffer Eriksen, der anerkender uvisheden i en branche, der bevæger sig med enorm fart.

Den breaking-ansvarlige, Pernille Holbøll, kender godt til følelsen af, at det skal gå stærkt. Hun nævner selv en episode fra den forløbne uge, hvor det gik lidt for stærkt, og en journalist i en rubrik skrev ”PostNord – mulig bombe” med store, gule breakingfarver. Der var ikke tale om en brevbombe, som man ellers kunne frygte, men derimod EU-kommissionens godkendelse af dansk statsstøtte til PostNord.

Det var en fejl, erkender Pernille Holbøll, der understreger, at det er en vigtig og svær balancegang at gøre ting ordentligt, og samtidig være først og konsekvent dagsordensættende 24 timer i døgnet, som de ønsker.

”Vi er jo sådan nogle utålmodige typer, men det er vigtigt for os at gøre det ordentligt,” siger hun.

Kan man det hele?

I hele fortællingen om det nye Ekstra Bladet er det værd at spørge, om avisen kan det hele og – endda måske endnu mere relevant – skal det hele?

Kan de godt være de hårdtslående journalister, der fælder ministre og sætter dagsordenen om mandagen, når de om tirsdagen bringer ’håndværker’-tillæg med letpåklædte damer? Svaret er selvfølgelig ja, lyder det fra det to chefredaktører.

”Ekstra Bladet skal være for alle, og der skal være noget for alle. Det er et forrygende hurlumhejhus, hvor man kan læse det, der interesserer én,” siger Kristoffer Eriksen, mens Pernille Holbøll forklarer balancen mellem alle Ekstra Bladets mange forskellige redaktioner.

”Den undersøgende journalistik er så meget Ekstra Bladet anno 2021. Det er virkelig de gode, magtkritiske historier.

Men det skal samtidig siges, at Ekstra Bladet er intet uden de gode historier på alle punkter. Sport, underholdning, krimi, Bandeland og så selvfølgelig den undersøgende journalistik. Kristoffer og jeg skal binde det hele sammen,” siger hun.

Magnus Mio, der har været hos Ekstra Bladet i knapt et år, fortæller, at de mange elementer på avisen kan og bør samarbejde. De skal fungere i symbiose, som han beskriver det.

”Jeg synes ikke nødvendigvis, det ene skygger for det andet, eller omvendt. Der skal være journalistik til hele Danmark,” siger han.

Og netop journalistik målrettet hele Danmark har altid været en prioritet på Ekstra Bladet. Det var også derfor, at det nu hedengangne Nationen-kommentarspor blev oprettet i sin tid, forklarer Kristoffer Eriksen. Det var den lille mands ventil til den store verden. En adgang til et ellers hermetisk lukket landskab.

Men det landskab har nu forandret sig. Det har kaldt på forandringer, som har været nødvendige. Kristoffer Eriksen ved ikke selv, hvad fremtiden bringer for Ekstra Bladet eller mediebranchen generelt.

“Udviklingen lige nu går så stærkt, at man nemt kommer til at fremstå så dum, når man siger noget om fremtiden. Og det er nok enormt sigende for Ekstra Bladet. Det er et medie i rivende udvikling, hvor intet står stille.”

Som journalist i det 21. århundrede kan man let glemme, at internettet ikke altid har været der. Men vi skal vi ikke meget længere tilbage end til omkring årtusindeskiftet, før internettet blev et fast arbejdsredskab hos journalister. Verden har rykket sig, og med det har journalisterne skullet det samme. Vi har talt med tre journalister i forskellige aldre om deres syn på udviklingen.

Internettet giver adgang til et uudtømmeligt lager af information, der med den rette tilgang kan være uvurderlig for undersøgende journalister. Her får du historien om, hvordan danske journalister benyttede sociale medier, Google Earth og smarte Google-søgninger i deres prisvindende afsløring af et muligt brud på EU-lovgivning.

Seks kampklædte soldater træder ud på den gyngende gummibåd, mens den bliver sænket ned i vandet fra Bayunah-korvetten, et franskbygget krigsskib. Maskingeværerne hviler i hænderne. Kort efter skyder gummibåden gennem bølgerne i Bab el-Mandeb-strædet ud for Yemens kyst med kurs mod et fragtskib. De bevæbnede, sortklædte specialstyrker vader over fragtskibet mod besætningen, der opgivende rækker armene i vejret.

Alt dette kan ses i en emiratisk TV-reportage fra den 16. oktober, 2015. Fem år efter og tusindvis af kilometer væk, i et redaktionslokale i København, graver et hold af journalister klippet frem under en ugelang workshop, hvor de undersøger dansk våbeneksport med netmediet Danwatch i spidsen. Under hele workshoppen har holdet arbejdet med såkaldte OSINT-metoder, hvor man benytter sig af åbne databaser på internettet som led i undersøgende journalistik.

Klippet kan virke ubetydeligt i sig selv, men det er en helt afgørende brik i det puslespil, journalisterne er i gang med at samle. Bayunah-korvetten sejler nemlig ikke kun rundt med soldater og maskingevær. Ombord er også en helt særlig radar, der er produceret af det aarhusianske våbenfirma Terma. Og det er netop denne radar, som de danske journalister har blikket rettet mod.

Krigsskibene er en del af de Forenede Arabiske Emiraters flådeblokade af Yemen. Ifølge eksperter bryder blokaden muligvis menneskerettighederne, fordi den afskærer lokalbefolkningen fra at få nødhjælp.

Hvis det kan bevises, at krigsskibene med de danske radarer er til stede i krigszonen, betyder det, at Terma har overtrådt EU-lovgivning ved at give materiel støtte til Emiraternes ulovlige krigshandlinger. Det er en god historie og en meget konkret opgave for et hold ambitiøse undersøgende journalister.

Men hvordan beviser man det?

Dansk virksomhed på radaren

Charlotte Aagaard, der er undersøgende journalist, er med under efterforskningen oppe under loftet på Nørregade 18. Det er her, det undersøgende netmedie Danwatch holder til. Allerede inden efterforskningen begyndte, havde hun og kollegerne besluttet, at de ville undersøge krigen i Yemen. De ville stille skarpt på Saudi Arabien og de Forenede Arabiske Emirater, der menes at stå bag menneskerettighedskrænkelser i regionen.

Første skridt er at undersøge, hvad Danmark eksporterer af militærudstyr og til hvem. I en række rapporter finder de hurtigt ud af, at Terma har solgt radarsystemer til de Bayunah-krigsskibe, som Emiraterne havde bestilt. Det virker lovende.

“Det er heldigvis sådan, at forsvarsvirksomheder ofte praler ret meget, når de har fået en ny ordre,” siger Charlotte Aagaard.

Ved hjælp af en smart søgning på Termas hjemmeside finder journalisterne en årsrapport, der bekræfter, at de har solgt radarerne til Emiraterne.

Næste skridt er at dokumentere, at Bayunah-korvetterne rent faktisk befinder sig i krigszonen omkring Yemen. Her står de overfor en udfordring.

“Vi kunne jo ikke bare tage derned. Der er krig, så man kan ikke få visum. Vi ville i øvrigt nok heller aldrig få mulighed for at rende rundt på militærbaser i Yemen for at se på skibe,” siger Charlotte Aagaard.

Så hvordan kan man være til stede og se sig omkring i Yemen – uden at forlade kontoret?

OSINT på skoleskemaet

En af ildsjælene bag OSINT’s udbredelse i Danmark er Daniel Oxholm, der er visuel efterforsker. Med en baggrund i kunsten har han specialiseret sig i open source-metoder. Daniel Oxholm har sammen med Center for Undersøgende Journalistik taget initiativ til det studenterdrevne open source-netværk NOIR. Her deler danske open source-entusiaster deres tips og erfaringer. De var blandt andet med til at arrangere workshoppen hos Danwatch.

“Det, man skal lære, er i virkeligheden logikken, mere end det er metoderne,” siger Daniel Oxholm. Mange af værktøjerne er nemlig kun relevante kortvarigt. For eksempel ændrede Facebook sidste år deres algoritmer. Den ændring gjorde, at alt det, man før kunne filtrere og tilgå med open source-teknikker, ikke længere var muligt.

“Man skal lære at holde sig opdateret på, hvad der sker i open source-verdenen,” siger han.

Daniel Oxholm håber, at OSINT kommer på skoleskemaet på landets journalistuddannelser. For hvis metoderne først bliver præsenteret for journalisterne ude på de travle redaktioner, kan det være svært at finde roen til at dykke ned i værktøjskassen og den tankegang, der ligger bag.

Som et spionfly

Charlotte Aagaard og resten af holdet er på jagt. De prøver at finde synlige beviser på, at de emiratiske krigsskibe er til at finde ved Yemens kyst. Så de går på Google Earth, drejer 3D-kloden en kvart omgang mod sydøst og zoomer helt ind på Yemens kystlinje. Som et spionfly, der svæver over landskabet, rejser Charlotte Aagaard og de andre journalister langs kysten for at undersøge landets havne. Er de karakteristiske Bayunah-korvetter – med den spidse stævn, længden på 72 meter, og den let genkendelige helikopterplads bagerst på skibet – at finde nogen steder?

“Det minder lidt om en krimiundersøgelse. Man tror, at man har fundet det fældende bevis, og at det nu er morderen, vi har fat i, og så finder man ud af, at det ikke var sådan, det hang sammen alligevel,” siger Charlotte Aagaard.

Efter flere tusinde kilometers overflyvning af Yemens kyst er der endnu intet resultat. Ingen Bayunah-krigsskibe. Charlotte Aagaard og resten af holdet må udvide søgefeltet.

Endelig falder de over en støvet havneby i nabolandet Eritrea. Herfra er der kun 65 kilometers sejlads til Yemen. Her ligger et par skibe, der umiskendeligt ligner Bayunah-korvetter – den spidse stævn og den store helikopterlandingsplads. 

Men billederne på Google Earth bliver slørede, når man kommer for tæt på, så det er svært at se præcis, hvordan skibet ser ud. Er det nu sikkert, at det lige præcis er en Bayunah-korvet?

Her bruger Charlotte Aagaard og journalisterne et særligt måleredskab, der ved hjælp af Google Earths pixels kan måle afstand på jordens overflade. Ret nøjagtigt endda. Krigsskibene på kortet er 71,3 til 72 meter, viser pixel-linealen. Det kan altså kun være Bayunah-korvetterne.

De danske radarer befinder sig på Emiraternes skibe i krigszonen og har gjort det siden krigens begyndelse. Ved hjælp af offentligt tilgængeligt materiale har Charlotte Aagaard og resten af holdet dokumenteret, at Termas krigsudstyr er blevet anvendt i en krigszone. Dermed har Terma bidraget til brud på menneskerettighederne.

Poleret information

Open source-undersøgelserne giver særligt god mening i vores tid, fortæller lektor Jannie Hartley Møller. Det bliver sværere og sværere at få informationer ad den officielle vej, og virksomheder er for eksempel meget varsomme med, hvad de lægger ud.

“Det hele bliver så poleret og rengjort. Det bliver sværere at finde den der hemmelige bunke dokumenter, der ligger i et gammelt arkiv et eller andet sted. Det eksisterer ikke rigtig længere,” fortæller Jannie Hartley Møller. Men netop fordi der er mange, der har interesse i at lukke de mere klassiske informationsstrømme ned, er open source-metoderne en ny måde at åbne op for informationer ad andre veje, mener hun.

Puslespillets sidste brikker

Søndag den 17. maj kan journalisterne lægge den sidste brik i puslespillet, da historien går i luften på TV2 og Danwatch. Hjemme i sofaen kan Charlotte Aagaard skænke sig selv et glas champagne og se historien køre i nyhederne hele aftenen.

“Jeg har jo været i journalistik i 100 år. Jeg vidste godt, at det var en forsidebasker,” siger hun. “For mig er det en drivkraft, når jeg føler, at jeg har fundet fast grund i en historie, og jeg føler, at jeg kommer til at bringe noget ny viden frem.”

Charlotte Aagaard fortæller, at hun i sin tid blev journalist, fordi hun ville gøre verden til et bedre sted. Nu kan hun nyde tilfredsstillelsen i, at hun med Terma-undersøgelsen har været med til, som hun siger, ’at få styr på et område, der sejler.’

Danwatch og TV2 modtog i november 2020 Foreningen for Undersøgende Journalistiks Metodepris for deres undersøgelse.
I kølvandet på afsløringerne blev Terma anmeldt til politiet, og efterforskningen kører hos Østjyllands Politi.
I oktober sidste år vedtog Folketinget en stramning af kontrollen med dansk eksport af dual use-udstyr.
Læs artikelserien ‘Krigsforbrydelser under radaren’ her.

Tonen på de sociale medier bliver tiltagende grovere. Ifølge Institut for Menneskerettigheder
afholder knap halvdelen sig fra at
deltage i debatten. Men hvem bærer
ansvaret, og hvordan kommer man
den grove tone til livs?

Tonen på de sociale medier bliver tiltagende grovere. Ifølge Institut for Menneskerettigheder afholder knap halvdelen sig fra at
deltage i debatten. Men hvem bærer
ansvaret, og hvordan kommer man
den grove tone til livs?

”Din type er ikke født med meget mellem ørene.” Ari Bndyan læser hovedrystende den ene kommentar efter den anden. Det er personangreb.

Han er frisør og aktiv deltager i kommentarsporene på Facebook. Han har deltaget i en debat på Facebook om den voksende coronasmitte i Vollsmose. Selv bor han i Sæby, så egentlig kan han være ligeglad, men han følte et behov for at beskytte beboerne.

Hans kommentar skaber reaktioner fra de andre Facebook-brugere. Den første reaktion får hurtigt selskab af de næste. ‘Smut hjem i din jordhule’ og ‘Du er sgu da mere end dum at høre på’.

Det er ikke nyt for Ari, at han bliver udsat for en grov tone, når han blander sig i debatten på Facebook. For det meste rører den grove tone ham ikke, men særligt de racistiske kommentarer rammer ham.

”Når jeg bliver ked af det, så bliver jeg vred. Jeg bliver deprimeret af det.”

Det er ikke nyt for Ari, at han bliver udsat for en grov tone, når han blander sig i debatten på Facebook.
For det meste rører den grove tone ham ikke, men særligt de racistiske kommentarer rammer ham.

”Når jeg bliver ked af det, så bliver jeg vred. Jeg bliver deprimeret af det.”

Med Facebook hører der ansvar

Ari Bndyan er ikke alene. Eksperter vurderer, at debatten bliver tiltagende grovere. Det har haft den konsekvens, at 48% af danskerne ifølge en undersøgelse fra Institut for Menneskerettigheder nu afholder sig fra at deltage i debatten på sociale medier.

Ifølge Maia Kahlke Lorentzen har medierne et ansvar for samtalen online. Hun er social medie moderator, selvstændig konsulent, og en del af Cybernauterne, der er et netværk af eksperter i digital udvikling.

Hun fortæller, at medierne er begyndt at henvende sig mere direkte til brugerne på sociale medier for at få flere klik, for eksempel ved at spørge ‘hvad synes du?’ Det kan mobilisere rigtig rasende og ubehagelige følelser hos brugerne, som resulterer i en hård tone.

Netop brugen af Facebook for at skabe trafik, er noget Nadia Nikolajeva efterspørger handling på. Hun er ekspert i sociale medier og har startet netværket Ansvar for Feedet, der skaber en platform, hvor medier kan rådgive hinanden omkring debatten.

”På Facebook deler de ting for at få en masse klik. Jeg synes, at hvis de vil have den opmærksomhed, så hører der noget ansvar med.”

Fy-ord og dialog

Både Jyllands-Posten og Jysk-Fynske medier er begyndt at bruge et moderationsværktøj for at komme den grove tone til livs. Anders Hjelmer Paulsen, redaktør for sociale medier og digitale værktøjer hos JyskFynske Medier, fortæller, at de manuelt har indtastet over tusind såkaldte fy-ord, som ifølge ham ikke kan bruges på nogen fornuftig måde.

Ordene bliver automatisk skjult fra Jysk Fynske Mediers mere end 100 Facebook-sider.

Nadia Nikolajeva er digital rådgiver og underviser i sociale medier. Hun synes, at værktøjet er smart, men det har også sine begrænsninger. Det resulterer eksempelvis i, at kommentarer, der bekæmper den grove tone, bliver fjernet, hvis de bruger fy-ordene som eksempler.

Hun mener, at moderationen er et minimumskrav til medierne. Selvfølgelig skal kommentarer slettes, men det er ikke det, der giver højt på karakterskalaen.

”Hvis jeg virkelig skal sætte det på spidsen, så synes jeg, at det er uambitiøst for den demokratiske samtale, når det eneste redskab, man bruger, er at slette de dårlige ting. Plej debattonen med alt, hvad det indebærer.”

Hun uddyber, at man ikke bare kan nøjes med at slette de dårlige kommentarer. Man skal fremhæve de gode kommentarer og være tydelig omkring dem, man sletter. Man skal gå i dialog med brugerne.

Medierne handler forskelligt

Journalistikken har ændret sig i forhold til deres nye rolle på de sociale medier. Det er en ret ny underopgave, der kommer ind i mediebilledet, når medierne skal til at moderere debatten, fortæller Nadia Nikolajeva. Man er nødt til at erkende, at det er noget, man skal have styr på. Det er en opgave, der er kommet for at blive.

Derfor er det også for medierne en ny verden at navigere i, hvilket fører til forskellige løsninger. Størstedelen modererer debatten, så de opfylder minimumskravet, som Nadia Nikolajeva beskriver det. Men både hos Jyllands-Posten og Jysk Fynske Medier forsøger man at gå skridtet længere.

På Jysk Fynske Medier har de indført en ret kontant holdning til de gengangere, der ofte kommer med hadefulde ytringer på deres sociale medier. De bliver udelukket.

Nadia Nikolajeva er positiv over for Jysk Fynske Mediers tiltag. Hun glæder sig over chefredaktørernes deltagelse i opgaven på de sociale medier, da hun ofte oplever, at de blander sig langt udenom.

Hos Jyllands-Posten er det en prioritet at kunne gennemlæse alle kommentarer. Mathias Danielsen fortæller, at han oplever, at man kan styre debatten ved at være over den fra start.

”Hvis det er en grov kommentar, så er min teori, at andre bliver mere tilbøjelige til også at kommentere groft. Så ser man lige pludselig et kommentarspor løbe løbsk,” siger han.

Det er en oplevelse Nadia Nikolajeva genkender fra sine erfaringer i Ansvar for Feedet. De første 20 minutter er fuldstændig afgørende. At få lagt en plan, det er ifølge hende hele hemmeligheden.

Vær tydelig om moderationen

Nadia Nikolajeva har gode erfaringer med dialogen direkte med brugerne, og hun fremhæver vigtigheden i, at medierne er tydelige omkring moderationen.

Medierne er blevet en broget flok, fortæller hun. Nogle tager ansvaret meget seriøst, mens andre lader kommentarfelterne passe sig selv.

”Det positive, synes jeg, er, at medierne virkelig er ved at vågne op i forhold til den her opgave, og at de begynder at få nogle ambitioner på det her område.”

Tilbage i Sæby fortsætter Ari Bndyan med at deltage i debatten. Han er begyndt at invitere de groveste debattører på dialogkaffe og en klipning i sin frisørsalon i Sæby. Det er hans måde at gøre op med ”Facebook-soldaterne” på, som han kalder dem. På hjemmefronten er han dog ene om at deltage i debatten. Hans kone kan ikke forstå lysten.

”Min kone er faktisk vred på mig. Hun er vred over, at jeg gider at bruge min tid på Facebook. På ligegyldige mennesker.”

Vær tydelig om moderationen

Nadia Nikolajeva har gode erfaringer med dialogen direkte med brugerne, og hun fremhæver vigtigheden i, at medierne er tydelige omkring moderationen.

Medierne er blevet en broget flok, fortæller hun. Nogle tager ansvaret meget seriøst, mens andre lader kommentarfelterne passe sig selv.

”Det positive, synes jeg, er, at medierne virkelig er ved at vågne op i forhold til den her opgave, og at de begynder at få nogle ambitioner på det her område.”

Tilbage i Sæby fortsætter Ari Bndyan med at deltage i debatten. Han er begyndt at invitere de groveste debattører på dialogkaffe og en klipning i sin frisørsalon i Sæby. Det er hans måde at gøre op med ‘Facebook-soldaterne’ på, som han kalder dem. På hjemmefronten er han dog alene om at deltage i debatten. Hans kone kan ikke forstå lysten.

”Min kone er faktisk vred på mig. Hun er vred over, at jeg gider at bruge min tid på Facebook. På ligegyldige mennesker.

The Washington Post. BBC. La Nación. Tre medier, der primært har det til fælles, at de beskæftiger sig med journalistik. Men de har også en anden fællesnævner. De er nemlig alle tre til stede på det sociale medie TikTok.

I en dansk kontekst kan officielle medieprofiler på TikTok tælles på én hånd. Vi Unge har en profil, de ikke har postet på siden 2018 og Medietrends.dk har en profil uden hverken indhold eller følgere. Vi har spurgt journalisterne Anna Lin, Lasse Winther og Jonas Madsen, hvordan de bruger TikTok.

Når børnene, hvor de er

For Anna Lin Lundsgaard, tidligere vært på Ultra Nyt og kommende vært på ‘Kender Du Typen’, er TikTok et socialt medie, som er sjovt, underholdende og kreativt. Det giver hende også en mulighed for at pleje platformen, der er en del af hendes brand som vært.

Det gør hun for eksempel ved at tage videoklips fra egne programmer, så de på TikTok kan fungere som en teaser for selvsamme. 59,1 tusinde personer følger Annas profil på TikTok.

“Jeg har lige brugt det til at lede efter medvirkende til et nyt program. Jeg har et ønske om at nå så mange forskellige børn som muligt for at lave et godt cast. Så det giver mening at bruge den platform, jeg har derinde,” siger hun.

Lasse Winther, vært og videoproducer hos DR Viden, downloadede appen i marts 2020 og var i første omgang bare med på en kigger.

“Jeg gjorde nok det, som de fleste gør; bare kommer ind for at få en masse content. Men jeg blev fuldstændig blæst bagover og blev dybt afhængig.”

For ham er det vigtigt at forsøge at lave indhold, som er unikt. Det skal passe til hans kunnen og personlighed. Valget om at gå fra en kigger til selv aktivt at poste kommer fra en grundlæggende nysgerrighed for TikTok.

“Jeg tror også, jeg satte mig et mål, om at jeg kan bruge TikTok til at sprede noget viden men også at profilere mig selv, i og med at jeg som journalist og vært lever af, at folk kan lide min personlighed,” siger han.

Ligesom Anna Lin har Jonas Madsen fra DR Ultra også en bevidsthed om at være til stede der, hvor målgruppen for hans program er. Jonas er ikke hoppet med på diverse TikTok trends og danse, men uploader mest udklip fra Ultra Nyt, hvor hans personlighed får lov til at skinne igennem.

“Jeg synes jo, det er et enormt underholdende medie, og jeg får meget ud af at være derinde. Det er jo bare sociale medier på steroider. Der er fuld knald på, og det kan jeg godt lide,” siger han.

Underholdende men informativt

TikTok er det hurtigst voksende sociale medie i verden lige nu, og hvis man tror, at det blot er et sted for dans og pranks, har man sovet i timen. Tidligere nævnte Washington Post har i skrivende stund hele 897,8 tusinde følgere på appen og er måske om nogen et bevis på, at man, modsat Lægemiddelstyrelsen, godt kan formidle information på TikTok, uden at det bliver boomer.

Lasse bruger blandt andet sin profil til at lave videnskabsindhold og ønsker ifølge sig selv at promovere en tilgang til ny viden: At det kan være både spændende, sjovt og underholdende. Og at det er helt okay at være nørdet.

Spørger man ham, hvad der gør TikTok særligt i forhold til at formidle informativt indhold, er han ikke i tvivl.

“Det kan være snacksized. Det tror jeg, er det vigtigste, den platform kan. Det kan ligge sammen med en masse underholdning, og det gør jo, at det ikke nødvendigvis føles som læring. Især hvis det lykkedes mig at lave noget indhold, som både er underholdende og informativt.”

Jonas Madsen, som til dagligt bor og arbejder i Aarhus, har 25.6 tusinde følgere på TikTok. Foto: Margarita Ilieva

Jonas Madsen, som til dagligt bor og arbejder i Aarhus, har 25.6 tusinde følgere på TikTok. Foto: Margarita Ilieva

For Anna Lin er hendes profil en forlængelse af sit brand, og hun bruger den udelukkende til underholdning. Men hun er også bevidst om, at de fleste af dem, der kigger med, er børn, og at de kender hende fra værtsrollen. Derfor er det heller ikke alle trends og danse hun hopper på, hvis de for eksempel er for sexede.

“Det er ikke et sted, hvor jeg skal være lækker. Det kan jeg være på min ‘Nære Venner’ Instagram story. For eksempel har jeg lavet en dans til Savage, hvor jeg har taget den version, hvor der kommer en pruttelyd, for at det bliver mindre sexet. Så det tænker jeg også over.”

Etiske overvejelser

TikTok har været genstand for en del kritik, som blandt andet går på måden, de indsamler, gemmer og videredistribuerer brugernes data. Set i lyset af at TikTok i høj grad henvender sig til en ung brugergruppe, har det også givet Jonas Madsen anledning til etiske overvejelser om sin tilstedeværelse på appen.

“Jeg har gjort mig etiske overvejelser om at være til stede på appen, men jeg synes også i kraft af mit arbejde, at jeg har en forpligtigelse til at forstå, hvad det er, børnene ser og laver og nogle gange se den digitale verden ud fra deres øjne.”

Ligesom Jonas Madsen, har Anna Lin gjort sig lignende overvejelser, og hun har tidligere lavet en Ultra-udsendelse om Tiktok og hvilke problemstillinger, det kan give, at appen er kinesisk ejet. Hun oplever nogle gange, at børn skriver til hende på TikTok: ‘Du siger, man ikke må have TikTok, og så har du det selv.’

“Jeg har lavet en personlig opvejning af at være på TikTok, og det vil jeg gerne. Der er så mange, der har mine informationer, og jeg har personligt ikke ondt i maven over, at Kina også har.”

Hun vil dog aldrig opfordre nogen til at gøre det ene eller det andet. Hun pointerer, at det er utroligt vigtigt for forældre og børn at snakke om internettet, og hvor stort det er.

Jonas Madsen har en kandidat i journalistik fra Syddansk Universitet. Foto: Margarita Ilieva

Potentiale for en DR tilstedeværelse på TikTok?

Både Lasse, Anna og Jonas ser et potentiale i at være til stede på platformen, også som medie.

Illustreret Bunker har forsøgt at få en mere konkret udtalelse fra DR om deres overvejelser i forhold til at være til stede på TikTok, men det er ikke lykkedes. Chef for Børn, Unge og Nyudvikling, Malene Birkebæk siger følgende:

“DR’s tilstedeværelse på sociale medier er en vigtig brik i at levere tidssvarende public service-indhold på de platforme og enheder, som især yngre brugere foretrækker. Det er en løbende vurdering, hvilke platforme DR er til stede på. I forhold til Ultra og sociale medier giver Youtube lige nu mening i relation til målgruppen og vores strategiske indsatser, men vi holder øje med andre platforme i forhold til brugen og udviklingen af platformen.”

I den ideelle verden er forskning og journalistik to sider af samme sag, men i praksis opstår forskellene. Illustreret Bunker har talt med en forsker og en videnskabsjournalist for at høre, hvordan de selv opfatter deres samarbejde.

Bo Karl Christensen undskylder hurtigt for at være for langhåret i sit svar. Han er videnskabsjournalist med en uddannelse i filosofi og analytisk journalistik. Han er blevet bedt om at sætte ord på, hvordan man bedst kan beskrive forholdet mellem den journalistiske og den videnskabelige verden.

”Der er ikke noget entydigt svar på, hvilke verdener journalister og forskere kommer fra. Min holdning er, at vi journalister altid skal stræbe efter den bedste og mest objektive beskrivelse af virkeligheden – og det er jo fuldstændig det samme, som videnskaben forsøger.”

Når videnskabsjournalistik er et emne, der er værd at tage op, er det, fordi forskning og journalistik ofte beskrives som to uforenelige verdener. De fleste journalister kommer fra den pulserende nyhedsverden, hvor alting skal gå stærkt, mens forskerne kommer fra fordybelsens verden med fokus på detaljen og markant længere ”deadlines”.

Bo Karl Christensen undskylder hurtigt for at være for langhåret i sit svar. Han er videnskabsjournalist med en uddannelse i filosofi og analytisk journalistik. Han er blevet bedt om at sætte ord på, hvordan man bedst kan beskrive forholdet mellem den journalistiske og den videnskabelige verden.

”Der er ikke noget entydigt svar på, hvilke verdener journalister og forskere kommer fra. Min holdning er, at vi journalister altid skal stræbe efter den bedste og mest objektive beskrivelse af virkeligheden – og det er jo fuldstændig det samme, som videnskaben forsøger.”

Når videnskabsjournalistik er et emne, der er værd at tage op, er det, fordi forskning og journalistik ofte beskrives som to uforenelige verdener. De fleste journalister kommer fra den pulserende nyhedsverden, hvor alting skal gå stærkt, mens forskerne kommer fra fordybelsens verden med fokus på detaljen og markant længere “deadlines”.

”Der er for eksempel en stærk forbindelse mellem journalistik og filosofi, selvom få mennesker tror det. Filosofi handler i høj grad om at stille spørgsmål, tvivle og være kritisk – og det er jo nøjagtig det samme i journalistik, hvor man stiller kritiske spørgsmål, undersøger og ikke bare tager ting for gode varer.”

Fra ideal til praksis

Journalistikken er som udgangspunkt på samme mission som videnskaben, mener Bo Karl Christensen, fordi den forsøger at give os alle sammen den bedst mulige beskrivelse af virkeligheden. Men i praksis oplever han, at forskere kan sidde med en oplevelse af, at journalister har lavet fejl i formidlingen af deres forskning, og det kan mærkes, når han snakker med dem.

“Forskerne siger det jo ikke til mig direkte, men indirekte kan jeg godt fornemme, at de nogle gange er skeptiske over for journalister. Når de så hører, at man kan tale med dem om tingene og kan stille dem kritiske spørgsmål, som forskerne selv synes, er svære at svare på – så får de respekt for én.”

Derfor er Bo Karl Christensen blevet sat i stævne for at give et indblik i sit samarbejde med alle de forskere og eksperter, som udgør en uundværlig ingrediens i enhver form for videnskabsjournalistik. Han har tidligere skrevet for Videnskab.dk og arbejder nu for Medicinske Tidsskrifter, som står bag en lang række sundhedsfaglige medier.

Og spørger man ham, burde der ideelt set slet ikke være nogen forskel på videnskab og journalistik, fordi de faglige arbejdsmetoder er skåret over samme læst.

”Der er for eksempel en stærk forbindelse mellem journalistik og filosofi, selvom få mennesker tror det. Filosofi handler i høj grad om at stille spørgsmål, tvivle og være kritisk – og det er jo nøjagtig det samme i journalistik, hvor man stiller kritiske spørgsmål, undersøger og ikke bare tager ting for gode varer.”

Fra ideal til praksis

Journalistikken er som udgangspunkt på samme mission som videnskaben, mener Bo Karl Christensen, fordi den forsøger at give os alle sammen den bedst mulige beskrivelse af virkeligheden. Men i praksis oplever han, at forskere kan sidde med en oplevelse af, at journalister har lavet fejl i formidlingen af deres forskning, og det kan mærkes, når han snakker med dem.

”Forskerne siger det jo ikke til mig direkte, men indirekte kan jeg godt fornemme, at de nogle gange er skeptiske over for journalister. Når de så hører, at man kan tale med dem om tingene og kan stille dem kritiske spørgsmål, som forskerne selv synes, er svære at svare på – så får de respekt for én.”

I praksis oplever Bo Karl Christensen også, at journalister nogle gange render ind i faldgruber i arbejdet med forskning. Ifølge ham er der en række ting, som journalister er tilbøjelige til at overse.

”Jeg kalder det for falsk balance, som beskriver et fænomen, hvor journalisten vægter to forskere og påstande lige højt i deres arbejde, selvom den ene forsker er kontroversiel og påstanden ringere dokumenteret. Det er ikke oplysende for demokratiet og kan i stedet skabe mistro til behandlinger, vacciner og sundhedsvæsenet generelt.”

Ifølge ham er det typiske problem ved den slags journalistik, at de studier, der er enighed om i videnskaben, får lige så stor betydning i formidlingen som de alternative påstande gør – såsom at HPV-vaccinen giver alvorlige bivirkninger.

I praksis oplever Bo Karl Christensen også, at journalister nogle gange render ind i faldgruber i arbejdet med forskning. Ifølge ham er der en række ting, som journalister er tilbøjelige til at overse.

”Jeg kalder det for falsk balance, som beskriver et fænomen, hvor journalisten vægter to forskere og påstande lige højt i deres arbejde, selvom den ene forsker er kontroversiel og påstanden ringere dokumenteret. Det er ikke oplysende for demokratiet og kan i stedet skabe mistro til behandlinger, vacciner og sundhedsvæsenet generelt.”

Ifølge ham er det typiske problem ved den slags journalistik, at de studier, der er enighed om i videnskaben, får lige så stor betydning i formidlingen som de alternative påstande gør – såsom at HPV-vaccinen giver alvorlige bivirkninger.

Forskeren i røret

Én af de forskere, som ofte har samarbejdet med journalister, er Professor og Centerleder Jørgen Brandt fra Institut for Miljøvidenskab på Aarhus Universitet.

Efter eget udsagn har han været i medierne omkring 200 gange, og han har derfor oplevet videnskabsjournalistikken fra den anden ende af telefonrøret. Ligesom Bo Karl Christensen oplever han et fællesskab mellem forskeren og journalisten, men også en klar forskel i praksis.

”Forskeren er interesseret i at skrive om sin forskning med alle forudsætninger og detaljer, men det er ikke altid sådan, man formidler videnskab i medierne. Og derfor er forskning og journalistik to meget forskellige måder at formidle på,” siger han.

Som forsker har Jørgen Brandt både haft gode og dårlige oplevelser med journalister, når de skal formidle hans forskning, og for ham kan samarbejdet falde ud på to måder.

Forskeren i røret

Én af de forskere, som ofte har samarbejdet med journalister, er Professor og Centerleder Jørgen Brandt fra Institut for Miljøvidenskab på Aarhus Universitet.

Efter eget udsagn har han været i medierne omkring 200 gange, og han har derfor oplevet videnskabsjournalistikken fra den anden ende af telefonrøret. Ligesom Bo Karl Christensen oplever han et fællesskab mellem forskeren og journalisten, men også en klar forskel i praksis.

”Forskeren er interesseret i at skrive om sin forskning med alle forudsætninger og detaljer, men det er ikke altid sådan, man formidler videnskab i medierne. Og derfor er forskning og journalistik to meget forskellige måder at formidle på,” siger han.

Som forsker har Jørgen Brandt både haft gode og dårlige oplevelser med journalister, når de skal formidle hans forskning, og for ham kan samarbejdet falde ud på to måder.

”Når man i klimadebatten udkommer med et resultat om, hvor meget Grønland smelter, vil journalistikken typisk ikke gå ind og se på, om vi kan tro på, at det smelter så og så meget, men mere se på det større billede og betydningen for andre ting”.

Både Jørgen Brandt og Bo Karl Christensen er enige om, at forskningen og journalistikken er uundværlige for hinanden, når det kommer til videnskabsjournalistik – og samtidig er der et større formål med at formidle forskning.

”Vores forskning skal være tilgængelig for offentligheden i et demokratisk samfund, så derfor er det vigtigt, at den almene befolkning får leveret den viden. Og uden journalister ville det være svært,” siger Jørgen Brandt.

Alligevel er han ikke i tvivl om, at samarbejdet om videnskabsjournalistikken er uundværligt for samfundet, fordi det giver perspektiv på tingene – og han har et helt konkret eksempel:

”Når man i klimadebatten udkommer med et resultat om, hvor meget Grønland smelter, vil journalistikken typisk ikke gå ind og se på, om vi kan tro på, at det smelter så og så meget, men mere se på det større billede og betydningen for andre ting”.

Både Jørgen Brandt og Bo Karl Christensen er enige om, at forskningen og journalistikken er uundværlige for hinanden, når det kommer til videnskabsjournalistik – og samtidig er der et større formål med at formidle forskning.

”Vores forskning skal være tilgængelig for offentligheden i et demokratisk samfund, så derfor er det vigtigt, at den almene befolkning får leveret den viden. Og uden journalister ville det være svært,” siger Jørgen Brandt.