Radio4 kunne 1. november fejre kanalens første fødselsdag. Programchef Rikke Hedman gør status på det første år med radioens programflade og ønsket om at være hele Danmarks taleradio.

Klokken er akkurat slået tolv, da Rikke Hedman træder smilende ud gennem døren i den flere meter høje glasfacade, der udgør indgangen til Radio4s lokaler på Banegårdspladsen. Hun er hverken et minut for sent eller for tidligt, og det er givetvis en punktlighed, der skal til, når man skal skabe en programplan ud fra lutter tomme felter.

Blot to måneder før kanalen gik i luften den 1. november 2019 blev Rikke ansat som programchef, og derfor har hun fra starten været vant til at løbe stærkt.

”Jeg er megastolt over, at der kom noget ud af æteren efter to måneder, men også at vi rent faktisk fik lavet en sendeflade, der hang sammen fra første dag.”

Siden Radio4 sidste år fik tildelt sendetilladelsen og de 790 millioner kroner til at lave taleradio i otte år, har de efter premieren sendt 126 timers ny radio hver uge. Rikke lægger ikke skjul på, at det i starten foregik med en del tekniske udfordringer og programkoncepter, der endnu ikke var afprøvede. Derfor var der stadig grundudvikling og forbedringer, som måtte finde sted undervejs.

Radioens profil

Da kanalen gik i luften, var det med et lytterløfte om at tale med Danmark. For Rikke kommer det løfte blandt andet til til udtryk ved, at de på radioen gør meget ud af at være til stede ude i landet på reportager.

”Vi har meget energi, og vi tillader os at lyde af noget. Vi siger jo ’taler med Danmark’ som vores tagline, men det betyder også, at vi rent faktisk lyder af Danmark.”

Når Rikke skal forklare, hvad der er det særlige ved Radio4s profil sammenlignet med anden taleradio, peger hun på det stykke arbejde, de gør for at åbne programmernes indhold op. For hende er det en væsentlig forskel, når de ikke altid sætter alvoren og sagligheden ind som det allerførste kort. Men i stedet holder det på hånden og drysser ud af det undervejs i programmerne. Det er den ene ting, hun ser som markant anderledes for Radio4.

En anden ting, hun nævner som noget særligt for radioens profil, er tilgangen til historierne og kilderne:

”Når vi siger, at vi er oprigtigt nysgerrige, så handler det jo om, at vi rent faktisk gerne vil forstå, hvorfor tingene hænger sammen, som de gør. Vi går åbent og kritisk til vores kilder, men har ingen ambitioner om bare at hænge folk til tørre og klaske dem op ad væggen. Vi vil rent faktisk gerne forstå, hvorfor de står, som de gør.”

Det første års udfordringer

At starte en radio fra bunden kommer ikke uden udfordringer. Det var Rikke også bevidst om, da hun startede i jobbet. En af udfordringerne har været at skulle opfinde en kanal med helt nyt indhold på kort tid og samtidig skabe en følelse af sammenhæng i programfladen:

”Jeg synes ikke, vi kom skidt fra start i den henseende, men det kunne helt klart blive bedre. Det at skabe bedre sammenhæng har selvfølgelig været en udfordring, men også noget jeg føler, vi er kommet meget bedre i land med nu.”

Når det kommer til sammenhængen, skabes den ifølge Rikke også ved at få en helhed ind i måden, de markedsfører kanalen på. Det skal stå mere helstøbt og tydeligt, hvad Radio4 er.

Camilla Due har været en del af radioen siden starten i november sidste år. Hun er vært på Radio4s samtale- og lytterprogram Ring til Due. For hende har det været en udfordring, at folk ikke altid tænker landsdækkende taleradio, når de hører navnet Radio4.

”Det sværeste har været at få manifesteret vores brand. Det oplever jeg stadig. Og det er noget, vi skal arbejde på det kommende år.”

Kunsten at fastholde lytterne

En del af Radio4s arbejde med at etablere sig som et brand er at blive mere genkendelige. Spørger man Rikke Hedman, er genkendeligheden også et værktøj, der er med til at fastholde kanalens lyttere. En af de vigtigste erfaringer, hun har gjort sig, er, at det ikke nødvendigvis er for det gode at lave store udskiftninger, selv om man kan.

I sommerferien satte radioen 17 nye programmer i søen. Men det betød også 17 nye koncepter, som alle skulle udvikles, efterprøves og lande i programfladen.

”Der har vi nok haft lige lovligt mange udskiftninger, og det tror jeg ikke har gjort noget godt for fastholdelsen.”

Thomas Schumann har også været med siden starten. Han er vært på programmerne Genau og Den Nye Rumalder, som handler om henholdsvis Tyskland og rumfart.  

”Jeg synes, jeg er lykkedes med at lave nogle interessante programmer. Personligt har jeg været overvældet over den positive respons på mit program Genau.”

En sammenhængende flade

På trods af udfordringer i radioens første leveår har Rikke Hedman ikke svært ved at pege på succeserne:

”Det er en kæmpe succes i sig selv, at vi har skabt en radiokanal, som er værd at lytte til.”

Med sendetilladelsen kommer en public service-forpligtelse og nogle faste rammer, som programmerne skal udvikles inden for. Selvom de rammer på sin vis kan se stramme ud, er de også med til at sikre en forskellighed i fladen, mener Rikke:

”Vi har mange forskellige typer af programmer, så jeg synes, vi har formået at skabe en forskellighed inden for de rammer, vi er blevet sat. Det er med til, at vi er en kanal, som tilbyder en meget bred vifte af indhold.”

Det næste år for Radio4

Ifølge Rikke har de på Radio4 brugt det første år på at skabe godt indhold og en solid bund, og i 2021 er ambitionen at skrue op for markedsføringen og promovere de koncepter, som udgør programfladen. Det er noget af det, der må til, for at de kan blive hele Danmarks taleradio.

Selvom Rikke ikke er afvisende for, at der kommer nye programmer til radioens sendeflade, spår hun samtidig en mindre grad af udskiftning i fremtiden. 

“Vi står et rigtig godt sted lige nu, med de formater vi har, så dem skal vi dyrke og forfine. Det er vigtigt, at lytterne oplever genkendelighed i vores værter og programkoncepter, og det er noget, vi kommer til at skrue endnu mere op for i 2021.”

Klokken er akkurat slået tolv, da Rikke Hedman træder smilende ud gennem døren i den flere meter høje glasfacade, der udgør indgangen til Radio4s lokaler på Banegårdspladsen. Hun er hverken et minut for sent eller for tidligt, og det er givetvis en punktlighed, der skal til, når man skal skabe en programplan ud fra lutter tomme felter.

Blot to måneder før kanalen gik i luften den 1. november 2019 blev Rikke ansat som programchef, og derfor har hun fra starten været vant til at løbe stærkt.

”Jeg er megastolt over, at der kom noget ud af æteren efter to måneder, men også at vi rent faktisk fik lavet en sendeflade, der hang sammen fra første dag.”

Siden Radio4 sidste år fik tildelt sendetilladelsen og de 790 millioner kroner til at lave taleradio i otte år, har de efter premieren sendt 126 timers ny radio hver uge. Rikke lægger ikke skjul på, at det i starten foregik med en del tekniske udfordringer og programkoncepter, der endnu ikke var afprøvede. Derfor var der stadig grundudvikling og forbedringer, som måtte finde sted undervejs.

Radioens profil

Da kanalen gik i luften, var det med et lytterløfte om at tale med Danmark. For Rikke kommer det til udtryk ved, at de på radioen gør meget ud af at være til stede ude i landet på reportager.

”Vi har meget energi, og vi tillader os at lyde af noget. Vi siger jo ’taler med Danmark’ som vores tagline, men det betyder også, at vi rent faktisk lyder af Danmark.”

Når Rikke skal forklare, hvad der er det særlige ved Radio4s profil sammenlignet med anden taleradio, peger hun på det stykke arbejde, de gør for at åbne programmernes indhold op. For hende er det en væsentlig forskel, når de ikke altid sætter alvoren og sagligheden ind som det allerførste kort. Men i stedet holder det på hånden og drysser ud af det undervejs i programmerne. Det er den ene ting, hun ser som markant anderledes for Radio4.

En anden ting, hun nævner som noget særligt for radioens profil, er tilgangen til historierne og kilderne:

”Når vi siger, at vi er oprigtigt nysgerrige, så handler det jo om, at vi rent faktisk gerne vil forstå, hvorfor tingene hænger sammen, som de gør. Vi går åbent og kritisk til vores kilder, men har ingen ambitioner om bare at hænge folk til tørre og klaske dem op ad væggen. Vi vil rent faktisk gerne forstå, hvorfor de står, som de gør.”

Det første års udfordringer

At starte en radio fra bunden kommer ikke uden udfordringer. Det var Rikke også bevidst om, da hun startede i jobbet. En af udfordringerne har været at skulle opfinde en kanal med helt nyt indhold på kort tid og samtidig skabe en følelse af sammenhæng i programfladen:

”Jeg synes ikke, vi kom skidt fra start i den henseende, men det kunne helt klart blive bedre. Det at skabe bedre sammenhæng har selvfølgelig været en udfordring, men også noget jeg føler, vi er kommet meget bedre i land med nu.”

Når det kommer til sammenhængen, skabes den ifølge Rikke også ved at få en helhed ind i måden, de markedsfører kanalen på. Det skal stå mere helstøbt og tydeligt, hvad Radio4 er.

Camilla Due har været en del af radioen siden starten i november sidste år. Hun er vært på Radio4s samtale- og lytterprogram Ring til Due. For hende har det været en udfordring, at folk ikke altid tænker landsdækkende taleradio, når de hører navnet Radio4.

”Det sværeste har været at få manifesteret vores brand. Det oplever jeg stadig. Og det er noget, vi skal arbejde på det kommende år.”

Kunsten at fastholde lytterne

En del af Radio4s arbejde med at etablere sig som et brand er at blive mere genkendelige. Spørger man Rikke Hedman, er genkendeligheden også et værktøj, der er med til at fastholde kanalens lyttere. En af de vigtigste erfaringer, hun har gjort sig, er, at det ikke nødvendigvis er for det gode at lave store udskiftninger, selv om man kan.

I sommerferien satte radioen 17 nye programmer i søen. Men det betød også 17 nye koncepter, som alle skulle udvikles, efterprøves og lande i programfladen.

”Der har vi nok haft lige lovligt mange udskiftninger, og det tror jeg ikke har gjort noget godt for fastholdelsen.”

Thomas Schumann har også været med siden starten. Han er vært på programmerne Genau og Den Nye Rumalder, som handler om henholdsvis Tyskland og rumfart.  

”Jeg synes, jeg er lykkedes med at lave nogle interessante programmer. Personligt har jeg været overvældet over den positive respons på mit program Genau.”

En sammenhængende flade

På trods af udfordringer i radioens første leveår har Rikke Hedman ikke svært ved at pege på succeserne:

”Det er en kæmpe succes i sig selv, at vi har skabt en radiokanal, som er værd at lytte til.”

Med sendetilladelsen kommer en public service-forpligtelse og nogle faste rammer, som programmerne skal udvikles inden for. Selvom de rammer på sin vis kan se stramme ud, er de også med til at sikre en forskellighed i fladen, mener Rikke:

”Vi har mange forskellige typer af programmer, så jeg synes, vi har formået at skabe en forskellighed inden for de rammer, vi er blevet sat. Det er med til, at vi er en kanal, som tilbyder en meget bred vifte af indhold.”

Det næste år for Radio4

Ifølge Rikke har de på Radio4 brugt det første år på at skabe godt indhold og en solid bund, og i 2021 er ambitionen at skrue op for markedsføringen og promovere de koncepter, som udgør programfladen. Det er noget af det, der må til, for at de kan blive hele Danmarks taleradio.

Selvom Rikke ikke er afvisende for, at der kommer nye programmer til radioens sendeflade, spår hun samtidig en mindre grad af udskiftning i fremtiden. 

“Vi står et rigtig godt sted lige nu, med de formater vi har, så dem skal vi dyrke og forfine. Det er vigtigt, at lytterne oplever genkendelighed i vores værter og programkoncepter, og det er noget, vi kommer til at skrue endnu mere op for i 2021.”

Dokumentaren minder om en højdramatisk James Bond-film. Hemmelige møder i mørke kældre, skjult overvågning, kataloger med ødelæggende våben og eksklusive hoteller i verdens metropoler. For Peter Engel blev det en del af hverdagen, da han blev kastet ud i et atypisk producerjob på Mads Brüggers dokumentarfilm Muldvarpen.

Normalt består Peter Engels opgaver af alt det praktiske. Fra sin trygge kontorstol i København skal han finde investorer, kontakte filminstitutter, optage lån, koordinere kamerafolk, finde locations og sælge filmens rettigheder. Overordnet er Peter Engels job at have overblikket over produktionens plan og budget.

“Det er en del af at være producer at kunne holde hovedet koldt. Uanset om jeg sidder herhjemme og skal finde investorer, eller når jeg er ude,” fortæller han.   

En ny arbejdsdag

Muldvarpen var en anderledes affære. Her skulle Peter Engel med ud i marken, hvilket medførte rejser til Barcelona, Jordan, Uganda og Beijing. Han tog praktiske beslutninger om optagelserne, skjult kamera, hoteller, rejsetilladelser og flybilletter, og hvor dokumentarens hovedpersoner skulle mødes med våbenhandlere og andre kriminelle typer.

På rejserne var Peter Engel øverstbefalende, når der skulle tages hurtige beslutninger. I udlandet var han nemlig Mads Brüggers forlængede arm, da instruktøren ikke selv kunne rejse med rundt i verden på grund af faren for, at Nordkoreanerne ville genkende ham fra hans satiriske dokumentar om landet, Det Røde Kapel fra 2009.

Sammen med Mads Brügger havde Peter Engel ansvaret for hovedpersonernes sikkerhed. Det var vigtigt for dem, at hovedpersonerne Ulrich Larsen og Jim Latrache-Qvortrup, som spiller Mr. James i dokumentaren, vidste, hvad de gik ind til. Derfor blev de løbende briefet om situationen og forløbets risici. Selvom dokumentaristerne var oppe at køre over muligheden for at undersøge det hemmelighedsfulde autoritære regime, var det hovedpersonernes egen lyst til at forsætte, der drev projektet videre mod afsløringer.

“Det kan virke lidt dobbeltmoralsk, at vi siger, at vi rigtig gerne vil have, at de filmer til vores film, men de skal også vide, at det er deres helt egen beslutning,” siger Peter Engel.

Han virker både afslappet og afklaret om de risici, Ulrich Larsen og Jim Latrache-Qvortrup blev kastet ud i. 

“Det lyder måske som om, det var meget eksplosivt, men det var det egentlig ikke. I de fleste tilfælde var det forholdsvis udramatisk. Vi rejste et sted hen, boede på et fedt hotel og havde nogle mødeaftaler, som i en større sammenhæng endte med at være eksplosive,” siger Peter Engel.

Dokumentaren minder om en højdramatisk James Bond-film. Hemmelige møder i mørke kældre, skjult overvågning, kataloger med ødelæggende våben og eksklusive hoteller i verdens metropoler. For Peter Engel blev det en del af hverdagen, da han blev kastet ud i et atypisk producerjob på Mads Brüggers dokumentarfilm Muldvarpen.

Normalt består Peter Engels opgaver af alt det praktiske. Fra sin trygge kontorstol i København skal han finde investorer, kontakte filminstitutter, optage lån, koordinere kamerafolk, finde locations og sælge filmens rettigheder. Overordnet er Peter Engels job at have overblikket over produktionens plan og budget.

“Det er en del af at være producer at kunne holde hovedet koldt. Uanset om jeg sidder herhjemme og skal finde investorer, eller når jeg er ude,” fortæller han.   

En ny arbejdsdag

Muldvarpen var en anderledes affære. Her skulle Peter Engel med ud i marken, hvilket medførte rejser til Barcelona, Jordan, Uganda og Beijing. Han tog praktiske beslutninger om optagelserne, skjult kamera, hoteller, rejsetilladelser og flybilletter, og hvor dokumentarens hovedpersoner skulle mødes med våbenhandlere og andre kriminelle typer. 

På rejserne var Peter Engel øverstbefalende, når der skulle tages hurtige beslutninger. I udlandet var han nemlig Mads Brüggers forlængede arm, da instruktøren ikke selv kunne rejse med rundt i verden på grund af faren for, at Nordkoreanerne ville genkende ham fra hans satiriske dokumentar om landet, Det Røde Kapel fra 2009.

Sammen med Mads Brügger havde Peter Engel ansvaret for hovedpersonernes sikkerhed. Det var vigtigt for dem, at hovedpersonerne Ulrich Larsen og Jim Latrache-Qvortrup, som spiller Mr. James i dokumentaren, vidste, hvad de gik ind til. Derfor blev de løbende briefet om situationen og forløbets risici. Selvom dokumentaristerne var oppe at køre over muligheden for at undersøge det hemmelighedsfulde autoritære regime, var det hovedpersonernes egen lyst til at forsætte, der drev projektet videre mod afsløringer.

“Det kan virke lidt dobbeltmoralsk, at vi siger, at vi rigtig gerne vil have, at de filmer til vores film, men de skal også vide, at det er deres helt egen beslutning,” siger Peter Engel.

Han virker både afslappet og afklaret om de risici, Ulrich Larsen og Jim Latrache-Qvortrup blev kastet ud i.

“Det lyder måske som om, det var meget eksplosivt, men det var det egentlig ikke. I de fleste tilfælde var det forholdsvis udramatisk. Vi rejste et sted hen, boede på et fedt hotel og havde nogle mødeaftaler, som i en større sammenhæng endte med at være eksplosive,” siger Peter Engel.

Drevet af den gode historie

Ulrich Larsen blev næsten afsløret, da han til et møde blev undersøgt med en mikrofondetekter. Som man ser i dokumentaren, var det hans hurtige reaktion og en elektronisk bilnøgle, der blev hans redning. Men episoden kunne ligeså godt have endt helt anderledes. Selvom Peter Engel havde ansvaret for Ulrich Larsens sikkerhed, var det ikke overvejelser om farerne ved projektet, der tyngede. Tilbagelænet i stolen med et afdæmpet smil fortæller Peter Engel om, hvad der drev ham til at producere en dokumentar, der potentielt satte hovedpersonerne i fare.

“Det var skide spændende og sjovt. Og vildt, at det kunne lade sig gøre. Da vi først fandt ud af, at der var en god historie, så blev jeg grebet af det,” siger Peter Engel, men tilføjer, at de efterfølgende tilføjede flere sikkerhedsforanstaltninger for at undgå lignende episoder.

Følelserne gemt bagest

Ulrich Larsen og Jim Latrache-Qvortrups tur til Nordkorea gjorde alligevel indtryk på Peter Engel, da han ikke kunne rejse med og derfor ikke havde mulighed for at sørge for sikkerheden.

”I de ti dage, de var afsted, kunne vi intet gøre. De forsvandt ind i et sort hul, og vi mistede al kommunikation med dem. Det var meget mærkeligt, fordi jeg selvfølgelig ikke kunne eller ville frasige mig ansvaret, når de medvirkede i en film, som jeg producerede. Der var jeg da lidt bekymret,” fortæller Peter Engel.   

Efter Ulrich Larsen og Jim Latrache-Qvortrup var i Nordkorea blev den amerikanske studerende Otto Wambier fængslet og tortureret for at stjæle en propagandaplakat. Efterfølgende blev han udleveret til USA, men døde efter et par dage af sine kvæstelser. Peter Engel fortæller, at hovedpersonerne ikke havde fået lov til at tage til Nordkorea, hvis episoden med Otto Wambier var sket tidligere:

“Hvis vi havde kendt til, hvad der skete, så var filmen ikke blevet til noget. I det perspektiv er det meget uhyggeligt. Det er en ubehagelig tanke, at det kunne være sket for dem.”

Den 15. og 16. december bringer Constructive Institute journalister, redaktører og studerende fra hele verden sammen. Det gør de ved at invitere til offentlig samtale med konferencen 24 Hours for the Future of Journalism. Selvom konferencen ikke er den første af sin slags, er den et forsøg på at gøre noget nyt. Et forsøg på at redde en rusten kultur, der stadig dominerer branchen.

Det starter med samtalen

Da vi en tirsdag formiddag besøger Ulrik Haagerup på instituttets adresse ved Aarhus Universitet, står det hurtigt klart: Her har de forstået, hvad samtalen kan. Vi sidder i instituttets loungestue, da interviewet går i gang. Kaffen, brygget på en espressomaskine for viderekomne, kombineret med levende lys i et sofalandskab, er ikke kun et forsøg på at skabe et hyggeligt rum. Det er også et forsøg på at skabe et rum for den vigtige samtale. Der går heller ikke mange minutter, før interviewsituationen er blevet vendt om og begynder at ligne lige netop dét. Haagerup tager spørgsmålene i egen hånd, da han beder mig forklare, hvad de fem nyhedskriterier går ud på. En efter en remser jeg dem op: Aktualitet, væsentlighed, identifikation, sensation og konflikt. Som journaliststuderende kan jeg dem udenad, og ifølge Haagerup er det et problem.

”Det at være kritisk er det vigtigste middel for journalistik, men det er ikke målet,” lyder budskabet fra instituttets grundlægger.

Læser man den første videnskabelige artikel om journalistik, som Haagerup har gjort, fremgår det, at de fem nyhedskriterier blev defineret for at advare imod, hvad en sådan vinkling af verden ville medføre. Alligevel er journaliststuderendes første møde med de fem kriterier ikke et møde, hvor de introduceres som advarsler. De introduceres som standarder:

”Som journaliststuderende bliver du trænet i at finde en konflikt. Hver gang en person siger noget i det offentlige rum, går dine tanker på, hvem der mener det modsatte og kan rette en kritik.”

Haagerup holder en kort pause. Samler sine hænder i en hurtig bevægelse, venstre mod højre. Det efterlader et smæld, og han fortsætter:

”For så har man en konfrontation… Og det skal man åbenbart?”

Hver gang en konflikt eller sensation udspiller sig i samfundet, banker vi til den i nyhedsbilledet. Ifølge Haagerup har det store konsekvenser:

”Så tror folk, at der er massevoldtægter, skyderier og terror hele tiden.”

Han understreger, at konflikthistorierne ikke kun resulterer i, at befolkningen bliver bange. De får også et forskruet billede af virkeligheden.

Den 15. og 16. december bringer Constructive Institute journalister, redaktører og studerende fra hele verden sammen. Det gør de ved at invitere til offentlig samtale med konferencen 24 Hours for the Future of Journalism. Selvom konferencen ikke er den første af sin slags, er den et forsøg på at gøre noget nyt. Et forsøg på at redde en rusten kultur, der stadig dominerer branchen.

Det starter med samtalen

Da vi en tirsdag formiddag besøger Ulrik Haagerup på instituttets adresse ved Aarhus Universitet, står det hurtigt klart: Her har de forstået, hvad samtalen kan. Vi sidder i instituttets loungestue, da interviewet går i gang. Kaffen, brygget på en espressomaskine for viderekomne, kombineret med levende lys i et sofalandskab, er ikke kun et forsøg på at skabe et hyggeligt rum. Det er også et forsøg på at skabe et rum for den vigtige samtale. Der går heller ikke mange minutter, før interviewsituationen er blevet vendt om og begynder at ligne lige netop dét. Haagerup tager spørgsmålene i egen hånd, da han beder mig forklare, hvad de fem nyhedskriterier går ud på. En efter en remser jeg dem op: Aktualitet, væsentlighed, identifikation, sensation og konflikt. Som journaliststuderende kan jeg dem udenad, og ifølge Haagerup er det et problem.

”Det at være kritisk er det vigtigste middel for journalistik, men det er ikke målet,” lyder budskabet fra instituttets grundlægger.

Læser man den første videnskabelige artikel om journalistik, som Haagerup har gjort, fremgår det, at de fem nyhedskriterier blev defineret for at advare imod, hvad en sådan vinkling af verden ville medføre. Alligevel er journaliststuderendes første møde med de fem kriterier ikke et møde, hvor de introduceres som advarsler. De introduceres som standarder:

”Som journaliststuderende bliver du trænet i at finde en konflikt. Hver gang en person siger noget i det offentlige rum, går dine tanker på, hvem der mener det modsatte og kan rette en kritik.”

Haagerup holder en kort pause. Samler sine hænder i en hurtig bevægelse, venstre mod højre. Det efterlader et smæld, og han fortsætter:

”For så har man en konfrontation… Og det skal man åbenbart?”

Hver gang en konflikt eller sensation udspiller sig i samfundet, banker vi til den i nyhedsbilledet. Ifølge Haagerup har det store konsekvenser:

”Så tror folk, at der er massevoldtægter, skyderier og terror hele tiden.”

Han understreger, at konflikthistorierne ikke kun resulterer i, at befolkningen bliver bange. De får også et forskruet billede af virkeligheden.

En rusten værktøjskasse

Clickbait, faldne læsertal, illoyale annoncører, nyhedsørkener, Rasmus Paludan og et polariseret mediebillede i USA. Ifølge Haagerup er det konsekvenserne af en journalistisk værktøjskasse, der trods rustne redskaber stadig tages i brug. Vi ser det i nyhedsbilledet, i lokalavisen og massemedierne. I kampen om at fastholde læsernes opmærksomhed, giver vi dem flere historier, hurtigere historier og lidt mere breaking-gult.

”Der vokser støj,” som Haagerup pointerer:

”Det gider folk ikke. Det orker de ikke. I stedet flygter de ind i Netflix-serier, PlayStation-spil og bageopskrifter på Facebook.”

Han læner sig tilbage i den gråbeklædte lænestol. Selvom positionen er afslappet, er budskabet det ikke. Ifølge Haagerup er det nemlig livsfarligt, når det bliver ’socialt acceptabelt at vende journalistikken ryggen.’ Det er det ikke kun for journalistikken – også for samfundet:

”Vores opgave er at give borgerne et retvisende billede af verden med henblik på at gøre dem i stand til selv at kunne tage stilling. Vores opgave er at give dem et billede af den verden, som de ikke selv er en del af. For hvis du ikke ved noget om de andre, er du ligeglad. Hvis du er ligeglad med de andre, er der til sidst ikke noget samfund.”

Nyhedskriterierne er fortid

I stedet for at skarpvinkle og koncentrere sig om konflikten, skal journalistikken også kunne noget andet. Deraf kommer begrebet konstruktiv journalistik.

Det dækker over en nyhedskultur, hvor det ikke længere er de velkendte nyhedskriterier, der sætter standarden. Det er mindre skarpvinkling og flere nuancer. Det er løsningsorienteret journalistik, og det er et forsøg på at fremme en offentlig samtale og ’bruge vores kuglepen til andet end et spyd.’

”Folk har ikke brug for mere journalistik. De har brug for bedre,” lyder det fra Haagerup.

Det var netop derfor, han kom på at bruge ordet konstruktiv. For at gøre det muligt at italesætte de problemer, der er ved den etablerede nyhedskultur og skabe et rum, hvor fokus var på at skabe noget nyt, der var bedre:

”Jeg opfandt ordet konstruktiv, for så kunne vi snakke om kvalitetsjournalistik i stedet for bare at sige, at vi skal lave bedre journalistik. For det kan man jo altid sige. Problemet er bare, at vi ikke altid er konstruktive. Vi river ned og maler himlen sort.”

Konstruktiv journalistik handler om at bygge oven på det, der allerede er fortalt. Ulrik Haagerup forklarer, at i stedet for at springe videre til det næste dramatiske skal man prøve at blive i det, der netop har udspillet sig:

”Når du fortæller, at der var nogle unge i Gellerup, der kastede sten efter en ambulance, skal du stadig fortælle det, men du skal også fortælle, at trygheden generelt er blevet langt bedre, og i øvrigt er det fem måneder siden, at det skete sidst, og i øvrigt er det de samme fire unge.”

Det er en sommeraften på en gård på Midtsjælland. Dagen er gået med legen Capture the Flag og højt humør afsluttet med stor festmiddag. Et band har formet sig, men forsangeren er blevet syg. Det udvikler sig til karaoke-aften, hvor tilskuerne råber til bandet, hvad de gerne vil synge. En vil gerne synge Ironic af Alanis Morissette og hopper op på scenen. Lea

Korsgaard iagttager menneskene omkring hende og bliver ramt af en pludselig følelse af lykke.

”Tænk, at de her mennesker kun lige har mødt hinanden og lige nu har det fedeste øjeblik sammen, fordi jeg turde noget på et tidspunkt. Det her ville ikke findes, hvis jeg ikke for mange år siden havde været med til at sige ’Hey, skal vi ikke lave noget andet?” siger Lea Korsgaard.

Vi møder Lea Korsgaard en solrig formiddag i november til en snak om hende og Zetland. Lea Korsgaard er 41 år, hun bor på en højskole med sin mand og sine børn, og så har hun en bachelor i journalistik fra Syddansk Universitet og en master i sociologi fra The New School i New York City. Nå ja, og så er hun medstifter og ansvarshavende chefredaktør for onlinemediet Zetland.

Zetland blev stiftet i sin nuværende form i 2016 af Hakon Mosbech, Silke Bock, Jacob Moll og Lea Korsgaard. Målet var blandt andet at nytænke

journalistikkens rolle og bryde med det informationsoverload, der findes i dagens Danmark. Zetlands vision er derfor at tage udgangspunkt i, hvad de mener, at deres læsere har brug for at vide, og ikke hvad der skete for fem minutter siden. Nyhedstrekanten findes ikke her.

”På Zetland har vi valgt det vigtigste for dig. Vi har sørget for, at du kan stole på det, og vi er transparente omkring, hvordan det er blevet til, så vi også viser, at journalistik er et produkt, der bliver til meget hurtigt – og det skal du selvfølgelig vide, når du læser det,” siger Lea Korsgaard. 

Det er en sommeraften på en gård på Midtsjælland. Dagen er gået med legen Capture the Flag og højt humør afsluttet med stor festmiddag. Et band har formet sig, men forsangeren er blevet syg. Det udvikler sig til karaoke-aften, hvor tilskuerne råber til bandet, hvad de gerne vil synge. En vil gerne synge Ironic af Alanis Morissette og hopper op på scenen. Lea

Korsgaard iagttager menneskene omkring hende og bliver ramt af en pludselig følelse af lykke.

”Tænk, at de her mennesker kun lige har mødt hinanden og lige nu har det fedeste øjeblik sammen, fordi jeg turde noget på et tidspunkt. Det her ville ikke findes, hvis jeg ikke for mange år siden havde været med til at sige ’Hey, skal vi ikke lave noget andet?” siger Lea Korsgaard.

Vi møder Lea Korsgaard en solrig formiddag i november til en snak om hende og Zetland. Lea Korsgaard er 41 år, hun bor på en højskole med sin mand og sine børn, og så har hun en bachelor i journalistik fra Syddansk Universitet og en master i sociologi fra The New School i New York City. Nå ja, og så er hun medstifter og ansvarshavende chefredaktør for onlinemediet Zetland.

Zetland blev stiftet i sin nuværende form i 2016 af Hakon Mosbech, Silke Bock, Jacob Moll og Lea Korsgaard. Målet var blandt andet at nytænke

journalistikkens rolle og bryde med det informationsoverload, der findes i dagens Danmark. Zetlands vision er derfor at tage udgangspunkt i, hvad de mener, at deres læsere har brug for at vide, og ikke hvad der skete for fem minutter siden. Nyhedstrekanten findes ikke her.

”På Zetland har vi valgt det vigtigste for dig. Vi har sørget for, at du kan stole på det, og vi er transparente omkring, hvordan det er blevet til, så vi også viser, at journalistik er et produkt, der bliver til meget hurtigt – og det skal du selvfølgelig vide, når du læser det,” siger Lea Korsgaard. 

Bruddet med den veletablerede mediebranche

En ting er at have store visioner på journalistikkens vegne. En anden ting er at føre dem ud i livet. Og det er ikke bare en beslutning, man tager hen over natten. Allerede som studerende mødtes de kommende medstiftere af Zetland og diskuterede, hvordan journalistikken skulle se ud, hvis de selv var de voksne, der kunne bestemme. Den snak fortsatte mange år endnu.

”Og så gjorde vi det, som forhåbentligt alle unge journaliststuderende gør, nemlig drak os pissestive,” siger Lea.

 Lea Korsgaard var fastansat på Politiken og kunne, som hun selv siger det, have fået en fremragende karriere der. Hun tog orlov for at flytte til New York og tage en master i sociologi. Da hun kom tilbage til Danmark, gik hun direkte på barsel. Imens fyldte tankerne om at forlade den veletablerede medievirksomhed og det velansete job. Til sidst var der kun en tanke tilbage:

“Hvis ikke jeg tør, så kommer jeg til at fortryde, når jeg er 70.”

Efter mange års overvejelser forlod Lea sin faste stilling på Politiken. Hun måtte følge sin drøm. Og det har hun aldrig fortrudt.

Hvo intet vover, intet vinder

De første spadestik til Zetland er blevet taget, og Lea er flyttet ud i en kælderlejlighed på Nørrebro. Fra 2012 fungerer Zetland som et digitalt forlag, men i 2016 bliver det relanceret som den digitale avis, vi kender i dag. Det velbetalte ”drømmejob” er definitivt blevet skiftet ud med iværksætterdrømmen. Lea bliver på mange måder ansigtet udadtil for Zetland, og den nye netavis tager størstedelen af hendes tid. I de år melder hun klart ud –kaffeaftaler findes ikke med hende. Tiden rækker kun til Zetland og familien.

”Man kan ikke adskille private-Lea og Zetland-Lea. Forstået på den måde, at jeg ikke tager en maske på, når jeg kommer på arbejde. Vi vil gerne have en kultur, hvor man er ærlig omkring, hvad man går med indeni. Og hvis man vil have sådan en kultur, så må man gå forrest som leder,” siger Lea Korsgaard.

Ambitionerne for Zetland har også været at ændre på den traditionelle hierarkiske arbejdskultur. Lea Korsgaard forklarer selv, at Zetland på mange måder er skabt ud fra en tankegang om at kombinere arbejdspladsen med højskolen. Her skal man kunne sige sin mening. Både når det kommer til det journalistiske arbejde, men også hvis man synes, at der bliver taget skæve beslutninger:

”Vi tilstræber et fladt hierarki i den forstand, at der er nogle, der bestemmer, og der er ikke et fravær af ledelse – men muligheden for at komme igennem med en idé skal aldrig afhænge af, hvor man er i hierarkiet.”

Medlemmerne inddrages på Zetland

”Hvornår er vi meningsfulde for vores medlemmer? Hvordan kan vi gøre den største forskel for dem?”

Disse spørgsmål er ifølge Lea Korsgaard udgangspunktet for alt, hvad der bliver lavet på Zetland. Mediet stræber efter at bruge medlemmerne som ressource. Både i udviklingen af teknologien og mediet, men også for de journalistiske historier. Lea forklarer, at det er i dialogen, at de store forskelle finder sted. Inspirationen fra højskolen bliver igen tydelig. Mediet skal være et samlingspunkt og ikke bestå af en masse fragmenterede enheder.

Med knap 20.000 betalende medlemmer er der noget, der tyder på, at der har været brug for et medie som Zetland. Men selvom der er overskud nu, er der stadig udfordringer forude. Både for Zetland som medie, men også for Lea Korsgaard som chefredaktør. Der er altså ikke tid til at hvile endnu.

Målet er at påvirke den offentlige samtale i endnu højere grad, end de gør nu. Zetland vil længere ud. Gerne så langt ud, at de har 40.000 betalende medlemmer. Indtil nu har fokus været på længere artikler, ofte features, og oplæsninger af disse, så medlemmet kan få sin journalistik på farten. Men der skal nytænkes hele tiden for at kunne følge med de tårnhøje ambitionerne.

Hvordan er man chefredaktør?

At Zetland har nået et punkt, hvor der er nok betalende medlemmer til, at der dannes overskud, åbner op for nye overvejelser hos Lea Korsgaard. For der er stor forskel på at være chefredaktør på en startup-virksomhed til at være chefredaktør på en redaktion med over 30 ansatte.

Nu overvejer Lea Korsgaard at gå i praktik hos de andre chefredaktører. For i virkeligheden aner hun ikke, hvad det vil sige at være chefredaktør. Det er ikke mere end et par år siden, at hun både skulle forholde sig til manglede opvasketabs og manglende millioner. Det behøver hun ikke længere.

”Gud, er jeg ved at overflødiggøre mig selv? Jeg har været så vant til, at min legitimitet herinde har bestået i at være med inde over alt. Det behøver jeg ikke længere. Så hvor stiller det mig i virksomheden?” spørger Lea Korsgaard.

 For nyligt befandt hele ledelsesgruppen sig på en Københavnsk restaurant. Målet var en intens feedbackrunde til hver enkelt ved bordet. Her lærte Lea blandt andet, at hun rører for meget ved sit hår. Og at det er pisseirriterende. Men hun lærte også, at hun er vigtig for Zetland, selvom at hun ikke behøver at være med i alle beslutninger længere. Svaret, på hvad hendes rolle som chefredaktør er nu, fandt hun ikke den aften. Til gengæld fandt hun granatæbleshots i den nærmeste kiosk, der sørgede for en talestrøm, der varede til langt ud på natten. Talestrømmen kredsede om et enkelt spørgsmål:

”Hvordan ser den meningsfulde chefredaktørrolle ud i dag?”

”Jeg kan godt lide, at en streg enten er lidt ulden, lidt hakket eller lidt skarp i det.”

Sådan beskriver Lars Vegas Nielsen sin egen abstrakte tegnestil. Til daglig sidder han i en lille landsby lidt syd for Nyborg og arbejder på sine illustrationer. Han kalder sig både bladtegner og illustrator, men foretrækker sidstnævnte, da det favner bredere. Foruden at have lavet illustrationer for Weekendavisens Bogtillæg i mange år, har han også illustreret billedbøger, plakater og bogforsider. 

Det er sjældent, at Lars Vegas Nielsen har fået præcise anvisninger på, hvad han skal tegne, og det er præcis sådan, han har det bedst – i frie tøjler. Når han forsøger at tegne noget, der er skabt i en anden persons hoved, stivner han. Alligevel ser han dog sig selv som håndværker, og det er vigtigt for ham at arbejde i det format, han bliver givet. Hvis der er ønsker til en tegnings indhold, så forsøger han at imødekomme dem.

”Jeg har altid selv syntes, at jeg har lavet de bedste ting, når det ikke er fuldstændig skåret ud i pap, hvad jeg skal lave. Det er vigtigt for mig, at tingene passer til det, det skal bruges til. Artiklen er det, der skal i avisen – og skal være indholdet i avisen. Jeg er både blikfang, men jeg er også en medspiller,” siger han.

Lars Vegas Nielsen har i mange år lavet illustrationer til Weekendavisens Bogtillæg. Privatfoto.

Ønsker ikke at provokere

I løbet af årene har Lars Vegas Nielsen fundet sin helt egen måde at lave illustrationer på, og den forsøger han som regel at holde sig til, for netop det er ofte grunden til, at han er blevet valgt til en bestemt opgave.

”Der er grænser for, hvor meget jeg kan gå ud over min egen stil. Nogle gange, hvis jeg gør det, kan jeg mærke, at folk enten kan blive skuffede eller overraskede,” siger han.

Især når Lars Vegas Nielsen tegner til Weekendavisen, er det vigtigt, at han holder sig inden for sine egne stilmæssige rammer, da tegningerne er en del af en bestemt sektions udtryk.

Der er desuden emner, som han helst ikke rører ved, da de strider mod hans moralske kompas. Det skyldes, at han ser sig selv som illustrator frem for satiriker.

“Jeg tænker mig om, hvis jeg skal lave noget om emner, der er krudt i. Jeg vil ikke provokere bare for at provokere,” siger han.

Til gengæld laver han karikaturtegninger. Et glimrende eksempel på sådan en er hans illustration til Weekendavisens anmeldelse af Bob Woodwards bog ”Fear”, hvori Donald Trump skildres som en kaotisk mand, der kan finde på hvad som helst.

“Jeg lod hans orange udtryk og hans lyse hår arbejde sammen med, at der nærmest var flammer i ham,” siger Lars Vegas Nielsen. “Essensen i artiklen var kaosset, og det forsøgte jeg at afspejle ved at bruge Trump som en del af det større billede.”

Tegner efter kontekst

Når Lars Vegas Nielsen tegner, arbejder han ofte med en form for collager. Her kan han manipulere med forskellige elementer af en illustration på computeren.

“Jeg tegner mine elementer i hånden og scanner dem ind,” siger han. “Så kan jeg sidde og rykke rundt på dem, forstørre og formindske dem og lave alle mulige ting som et puslespil.”

Det er netop collage-udtrykket, som han fremhæver ved sine egne illustrationer. Derudover kan han godt lide et lidt dystert udtryk og knækkede jordfarver – aldrig i helt rene farver som prangende rød, gul eller blå.

Lars Vegas Nielsens tegninger er forskellige, alt efter i hvilken sammenhæng de skal bruges. Når han arbejder med illustrationer til bøger, bruger han mere tid på at gå ind i de helt fine detaljer. Når han arbejder med illustrationer til Weekendavisen, forsøger han omvendt at bruge færre virkemidler. Det er vigtigt for ham, at avistegningerne ikke bliver kaotiske, så de, der ser dem, kan genkende den skrevne historie.

“En tegning skal enten være spændende og dragende, eller også skal den indeholde en historie eller pointe, der står skarpt,” siger han.

”Jeg kan godt lide, at en streg enten er lidt ulden, lidt hakket eller lidt skarp i det.”

Sådan beskriver Lars Vegas Nielsen sin egen abstrakte tegnestil. Til daglig sidder han i en lille landsby lidt syd for Nyborg og arbejder på sine illustrationer. Han kalder sig både bladtegner og illustrator, men foretrækker sidstnævnte, da det favner bredere. Foruden at have lavet illustrationer for Weekendavisens Bogtillæg i mange år, har han også illustreret billedbøger, plakater og bogforsider. 

Det er sjældent, at Lars Vegas Nielsen har fået præcise anvisninger på, hvad han skal tegne, og det er præcis sådan, han har det bedst – i frie tøjler. Når han forsøger at tegne noget, der er skabt i en anden persons hoved, stivner han. Alligevel ser han dog sig selv som håndværker, og det er vigtigt for ham at arbejde i det format, han bliver givet. Hvis der er ønsker til en tegnings indhold, så forsøger han at imødekomme dem.

”Jeg har altid selv syntes, at jeg har lavet de bedste ting, når det ikke er fuldstændig skåret ud i pap, hvad jeg skal lave. Det er vigtigt for mig, at tingene passer til det, det skal bruges til. Artiklen er det, der skal i avisen – og skal være indholdet i avisen. Jeg er både blikfang, men jeg er også en medspiller,” siger han.

Lars Vegas Nielsen har i mange år lavet illustrationer til Weekendavisens Bogtillæg. Privatfoto.

Ønsker ikke at provokere

I løbet af årene har Lars Vegas Nielsen fundet sin helt egen måde at lave illustrationer på, og den forsøger han som regel at holde sig til, for netop det er ofte grunden til, at han er blevet valgt til en bestemt opgave.

”Der er grænser for, hvor meget jeg kan gå ud over min egen stil. Nogle gange, hvis jeg gør det, kan jeg mærke, at folk enten kan blive skuffede eller overraskede,” siger han.

Især når Lars Vegas Nielsen tegner til Weekendavisen, er det vigtigt, at han holder sig inden for sine egne stilmæssige rammer, da tegningerne er en del af en bestemt sektions udtryk.

Der er desuden emner, som han helst ikke rører ved, da de strider mod hans moralske kompas. Det skyldes, at han ser sig selv som illustrator frem for satiriker.

“Jeg tænker mig om, hvis jeg skal lave noget om emner, der er krudt i. Jeg vil ikke provokere bare for at provokere,” siger han.

Til gengæld laver han karikaturtegninger. Et glimrende eksempel på sådan en er hans illustration til Weekendavisens anmeldelse af Bob Woodwards bog ”Fear”, hvori Donald Trump skildres som en kaotisk mand, der kan finde på hvad som helst.

“Jeg lod hans orange udtryk og hans lyse hår arbejde sammen med, at der nærmest var flammer i ham,” siger Lars Vegas Nielsen. “Essensen i artiklen var kaosset, og det forsøgte jeg at afspejle ved at bruge Trump som en del af det større billede.”

Tegner efter kontekst

Når Lars Vegas Nielsen tegner, arbejder han ofte med en form for collager. Her kan han manipulere med forskellige elementer af en illustration på computeren.

“Jeg tegner mine elementer i hånden og scanner dem ind,” siger han. “Så kan jeg sidde og rykke rundt på dem, forstørre og formindske dem og lave alle mulige ting som et puslespil.”

Det er netop collage-udtrykket, som han fremhæver ved sine egne illustrationer. Derudover kan han godt lide et lidt dystert udtryk og knækkede jordfarver – aldrig i helt rene farver som prangende rød, gul eller blå.

Lars Vegas Nielsens tegninger er forskellige, alt efter i hvilken sammenhæng de skal bruges. Når han arbejder med illustrationer til bøger, bruger han mere tid på at gå ind i de helt fine detaljer. Når han arbejder med illustrationer til Weekendavisen, forsøger han omvendt at bruge færre virkemidler. Det er vigtigt for ham, at avistegningerne ikke bliver kaotiske, så de, der ser dem, kan genkende den skrevne historie.

“En tegning skal enten være spændende og dragende, eller også skal den indeholde en historie eller pointe, der står skarpt,” siger han.