Bertil Fruelund fra Ritzaus Bureau har dækket et utal af pressemøder den seneste tid. For ham er det en disciplin først at finde på spørgsmålene, når han står på stedet, men målet er altid det samme: Han skal finde hullerne.

Bertil Fruelund springer op på cyklen og suser ned mod Eigtveds Pakhus. Det er endnu et COVID 19-pressemøde, han er på vej til. Han skal ned for at stille kritiske og opklarende spørgsmål til regeringens coronastrategi på vegne af befolkningen. Cykelturen går gennem København og ender ved den brostensbelagte indgang til Centraladministrationens møde-og konferencelokale, hvor en hel del af COVID 19-pressemøderne har udspillet sig.

På redaktionen fik man på kort tid koordineret sig frem til, hvem der skulle afsted, da nyheden om pressemøde tikkede ind. Den seneste tid har der været mere end almindeligt mange pressemøder, og selvom Bertil Fruelund er vant til at skulle dække en del, er han ikke vant til at dække dem en gang om ugen.

Journalisten er læserens repræsentant

Når Bertil Fruelund dækker pressemøder for Ritzaus Bureau, er han vant til at skulle gribe mikrofonen og skyde spørgsmål fra hoften. Alligevel er han journalist og ikke cowboy. For ham er det mere reglen end undtagelsen, at spørgsmålene til et pressemøde først sidder der, når man er mødt op, og mikrofonen bliver tændt:

”Det er jo lidt en disciplin som nyhedsjournalist at kunne finde på nogle spørgsmål ret hurtigt: Hvor kan man mærke, at det knirker lidt? Hvad giver mening for almindelige mennesker i det, de siger? Nogle gange bliver man indkaldt med 20 minutters varsel, og så har man ikke tid til andet end at gribe en kuglepen og en blok.”

Som ung journaliststuderende landede Bertil Fruelund i en praktikplads som finansjournalist, et emne som han efter eget udsagt ikke vidste noget om, den dag han startede. Dengang var det et spørgsmål om at få stoffet ind under neglene, og Bertil fik efterhånden ”skrevet sig ind” på området og opbygget sin erfaring. I dag har han både fået læst og skrevet sig ind på de emner, han dækker, men han savner alligevel at være grøn på nogle flere områder:

”Til tider gik det bedre i starten, fordi man nok formidlede stoffet bedre på læsernes vegne. Det, man ikke selv forstår, er tit det, læseren heller ikke forstår. Og på mange måder er man jo læserens repræsentant.”

Bertil Fruelund fremhæver især én vigtig ting som redskab til at stille de afgørende spørgsmål på et pressemøde:

”Du må ikke gå og tænke, at du lyder dum, eller at der findes mennesker, der ved mere om det end dig selv, for det er der helt sikkert. Men man må jo spørge på læsernes vegne, og forhåbentligt ved du bare lidt mere om det end dem.”

Går hårdt til magten

Når Bertil Fruelund efter sin cykeltur gennem de Københavnske gader har sat sig i stolen med blokken i hånden, er drømmescenariet at have al tiden til spørgsmål for sig selv, men som journalist på et pressemøde må man dele tiden med de øvrige journalister. Selvom nogle medier bliver prioriteret anderledes end andre, påvirker det ikke forholdet mellem journalisterne:

”Der er en god tone, og vi hjælper hinanden så godt, vi kan. Men det er jo altid DR og TV2, der får lov til at spørge først. Jeg prøver altid at tælle, hvor mange der kommer før mig, og hvis det er fire spørgsmål, skal jeg jo have fem gode spørgsmål.”

Som nyhedsreporter på Ritzaus Bureau er det Bertil Fruelunds fornemmeste opgave at formidle det, der sker, hurtigst muligt. Ritzau leverer nyheder til en stor del af de danske medier hver dag, og derfor er hurtighed og enkelthed to af de vigtigste parametre i Bertil Fruelunds dækning. På den måde sikrer han, at det, han skriver, kan bruges i alle medier.

Alligevel opfatter Bertil Fruelund det som sin journalistiske rolle at gå hårdt til den fremmødte magt på pressemøderne. Han husker sig selv på, at han er der på vegne af befolkningen og læserne – som en slags oversætter, som han selv siger – og den rolle har han især taget på sig under COVID 19-pressemøderne:

”Du skal være djævlens advokat over for dem, der udsender deres budskab. Selvom det måtte være det mest hjerteligt godgørende, skal du være kritisk over for det: Hvad er det, I vil have? Virker det? Hvad vil det betyde?”

Opgaven er at finde håret i suppen

Da antallet af COVID 19-pressemøder var på sit højeste i Danmark, fløj en del seere til tasterne på Facebook, fordi de mente, at journalisterne var for kritiske i en krisesituation. Samtidig udtalte Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, i en udgave af Journalisten, at han var ærgerlig over, at journalisterne ledte efter håret i suppen til pressemøderne. Men den sag ser Bertil Fruelund anderledes på:

”Det er jo vores opgave, for han kommer jo ikke selv til at sige, hvad der er håret i suppen. Vi skal finde hullerne, så læserne bliver opdateret på, hvad myndighederne kommer med, hvad det kan, og hvad det mangler. Så er der nogle, der mener, at spørgsmålene blev stillet for hårdt, men det har ikke noget med indholdet at gøre.”

 Og når man som journalist i et lokale fyldt med andre journalister skal forsøge at finde håret i suppen, har Bertil Fruelund ofte flere vinkler med i værktøjskassen for at kunne fange magthaverne på de mest saftige og problemfyldte emner:

”På det sidste pressemøde spurgte jeg Thorkild Fogde (Danmarks Rigspolitichef, red) om, hvordan han ville få de unge mennesker til at stoppe med at snave og drikke, når nu den katolske kirke ikke er lykkedes med det i 2000 år. Og der måtte han jo erkende, at det kunne de nok ikke.”

USA er et enormt og splittet land, og for at dække det rigtigt, må man komme ”så langt væk fra storbyerne som muligt.”

Det fortæller USA-korrespondent for TV 2, Jesper Steinmetz. Illustreret Bunker har talt med ham om det land, han har kendt i over 30 år.

Vejret er vådt, gråt og efterårsagtigt. Gaderne er næsten tomme – en spøgelsesby. Det har været sådan siden marts, hvor pandemien lagde sig som en dyne henover landet.

Sådan beskriver USA-korrespondent for TV2, Jesper Steinmetz, stemningen i Washington D.C., hvor han har haft base, siden han fik posten i 2010.

“Her er ikke specielt mange mennesker. De fleste, der bor her, er white-collar workers – advokater, lobbyister, politikere – der alle arbejder hjemmefra,“ fortæller han over en online-forbindelse med Illustreret Bunker.

“Det gør det lidt ufestligt at bevæge sig rundt i byen.”

To parallelsamfund

Jesper Steinmetz stiftede først rigtigt bekendtskab med USA tilbage i 1986. Her flyttede han ind hos sin onkel og tante i den nordlige delstat Michigan, hvor han studerede på universitetet og arbejdede i en årrække.

Allerede dengang fik han blik for, hvor enormt landet er. Da han først rejste dertil, ankom han til byen Grand Rapids, Minnesota, godt og vel 750 kilometer fra det egentlige mål: Grand Rapids, Michigan. Det svarer til at lande i Bruxelles frem for i København.

I 1986 oplevede han også for første gang, hvordan amerikanere er særligt imødekommende overfor fremmede. Det oplever han også i dag – endda blandt ellers indvandrerkritiske Trump-vælgere.

“Lige så snart man siger, at man er fra Danmark, så siger de ‘iihh, vi elsker Danmark, og vi har engang været i København’ og så videre.”

Det kan virke inkonsekvent, når Trump-støtter også er særligt kritiske overfor pressen, men det viser blot den helt grundlæggende imødekommenhed, man oplever i landet, fortæller han.

“Det er langt nemmere at være den fremmede i USA, end det er i Danmark. Amerikanerne sørger for at få en med. Man bliver inviteret hjem til dem og føler sig meget velkommen.”

I sin tid som korrespondent har Jesper Steinmetz lavet historier i samtlige af landets 50 stater og kan på stående fod ikke komme i tanke om et hjørne af landet, han ikke har været i.

Ifølge ham er det vigtigt, at man husker at komme ”så langt væk fra storbyerne som muligt”, hvis man vil forstå folkestemningen – særligt i de dele af landet, der stemte på Donald Trump i 2016.

“I Washington er de jo demokrater hele bundtet, så man skal passe på ikke at stikke en finger i jorden her og tro, at det er folkestemningen, det er det bestemt ikke,” siger Jesper Steinmetz.

De seneste år er befolkningen i USA i stigende grad blevet delt i to lejre. Ifølge en undersøgelse foretaget af Pew Research Center fra juli-august i år, siger tre ud af fire vælgere, at de kun har få eller ingen venner, der støtter den modsatte kandidat end dem selv.

“Der er i virkeligheden tale om to parallelsamfund, hvor man ingen forståelse har for, hvordan the other half lever, hvad de tænker, og hvorfor de stemmer, som de gør,” fortæller Jesper Steinmetz.

Når han taler med sine venner i hovedstaden, er de oftest slemt overraskede over de historier, han fortæller om landdistrikterne.

“De er nærmest helt afkoblede fra deres eget land.”

Et ualmindeligt giftigt bud

At Jesper Steinmetz fik posten som korrespondent i USA var lidt en tilfældighed, fortæller han.

Da han i midten af 00’erne var studievært for TV2 Nyhederne, fortalte han sin chef, at han en dag gerne ville til udlandet og arbejde. Mere præcist hvor, var ikke sikkert, bare ikke i konfliktområderne.

“Det er vel USA, du tænker på?” svarede chefen, og det lød da ikke helt så tosset, husker Jesper Steinmetz. “Der tror jeg også, du ville være et ualmindelig giftigt bud,” fortsatte chefen.

Men trods komplimentet blev det kun ved snakken. Først efter Jesper Steinmetz blev tilbudt posten som vært for Go’ Aften Danmark, vendte chefen tilbage. Efter noget pres fra Jespers side lovede chefen, at når stillingen som korrespondent igen blev ledig, var den hans.

“Det er i virkeligheden den eneste gang i min karriere, jeg har spillet mine kort strategisk rigtigt.”

Da han endelig fik jobbet, blev Jesper Steinmetz dog usikker og fik ”totalt kolde fødder,” erkender han.

“Jeg ved jo slet ikke nok om alt det amerikanske,” tænkte han og overvejede at bakke ud af aftalen. De første par år lænede han sig da også meget op ad, hvad kilderne fortalte ham, og hvad han kunne læse i avisen, men som årene gik blev erfaring til evne.

“Jo længere tid jeg havde været der, og jo mere jeg havde oplevet, desto bedre kunne jeg også selv drage parallellerne – og det er en stor styrke,” siger Jesper Steinmetz.

Han mener, at så længe man har en god journalistisk grunduddannelse i værktøjskassen, kan man dække et hvilket som helst område, når først man er i gang.

“Det er bare et spørgsmål om at sætte sig ind i stoffet.”

Folkeafstemning og forsoning

I år er det tredje gang, at Jesper Steinmetz dækker et amerikansk præsidentvalg, og selvom det er en udfordring at dække, er det ‘fuldstændig fantastisk.’ Han beskriver valget som ”en cirkusforestilling med pomp og pragt, gigantiske partikonventer og hele verdens fokus rettet imod det.”

“Den store kunst er at forsøge at komme hele vejen rundt emnemæssigt, så man gør det klart for danskerne, hvad valget egentlig handler om.”

Ligesom i 2012, hvor han for første gang dækkede valget, har det i år karakter af en folkeafstemning for eller imod den siddende præsident.

“Til syvende og sidst er det, der får amerikanerne hen at stemme, tanken om man vil have fire år til med Trump, eller om man vil af med ham.”

Ligegyldigt hvem, der vinder valget, har han svært ved at se, hvordan man kan komme sig over splittelsen i landet.

“Det er jo ikke sådan, at hvis Biden vinder, så er alt bare skønt igen, og landet vil blive forenet og forsonet.”

På den anden side vil et genvalg til landets nuværende præsident heller ikke skabe ro og orden, siger Jesper Steinmetz. Hvis man synes, at de sidste fire år ‘har været helt vanvittige’, så bliver en anden periode kun mere bizar.

“Hvis Trump bliver genvalgt, så bliver det altså en spændende rollercoaster-ride.”

I 2016 mente Jesper Steinmetz, at Trump aldrig ville vinde valget. Som mange andre tog han grueligt fejl. Nu, fortæller han, er mange af de samme mennesker faktisk overbeviste om hans genvalg. Men Jesper Steinmetz er alligevel ikke i tvivl om, at demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, kommer til at vinde valget den 3. november.

“Der er virkelig meget, der skal gå galt for Biden, før han taber,” lyder det sikkert. ”Men altså… Lad os se. Jeg ville fandeme godt nok blive overrasket, hvis Trump blev genvalgt.”

Siden præsidentvalget i Hviderusland den 9. august har regimet i landet slået hårdt ned på journalister og demonstranter. Berlingskes fotograf Asger Ladefoged er en af dem, der oplevede urolighederne på egen krop.

På en bakketop lidt uden for Minsk lægger en lille gruppe mennesker blomster. De holder en mindehøjtidelighed for den demonstrant, der blev det første offer under protesterne mod Hvideruslands præsident, Alexander Lukashenko.

Til stede ved mindehøjtideligheden er Berlingskes fotograf Asger Ladefoged. Fra en position ikke langt derfra står han og en række andre fotografer og tager billeder af situationen. Men det, der skulle have været en fredelig mindehøjtidelighed, bliver pludselig afbrudt af det hviderussiske politi, der angriber de tilstedeværende pressefolk.

”Det var egentlig meget fredeligt, men pludselig kommer der et par varevogne med hviderussiske betjente, der holder ind til siden for at fange nogle demonstranter,” forklarer Asger Ladefoged.

Fotograferne begynder at tage billeder af optøjerne, hvilket betjentene opdager, og herefter løber de efter pressefolkene – og Asger er en af dem, de får fat i.

På Twitter kunne man dagen efter se en video af Asger Ladefoged, der bliver skubbet og sparket af det hviderussiske politi, samtidig med at de konfiskerer SD-kortet til hans kamera.

Foto: Uladz Hrydzin / RFERL

Europas sidste diktatur

Hviderusland bliver i daglig tale kaldt Europas sidste diktatur. I forbindelse med valget til præsidentposten den 9. august i år har der været omfattende protester i landet, hvor demonstranterne har krævet både demokratiske reformer og præsident Lukashenkos afgang.

Hviderusland bliver af mange set som et af de mest korrupte lande i Europa, og flere påpeger også, at pressefriheden i landet er ikke eksisterende.

En lang række internationale menneskerettighedsorganisationer har igennem adskillige år kritiseret Hviderusland for deres undertrykkelse af borgere og journalister. I deres seneste rapport understreger Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, OSCE, Hvideruslands manglende presse- og ytringsfrihed.

Situationen ændrede sig fra time til time

Episoden på bakketoppen fandt sted to dage efter valget i Hviderusland. På det tidspunkt havde tilstanden i landet allerede udviklet sig drastisk, og mange mediefolk fra hele verden havde på det tidspunkt oplevet styrets hårdhændede metoder.

”Der har været flere historier, om hvordan myndighederne er dukket op på journalisters hoteller og har sendt dem hjem. Derudover er lokale journalister blevet gennemtævet af myndighederne,” fortæller Asger Ladefoged om dagene efter præsidentvalget.

Op til valget var det et mere roligt billede, der tegnede sig i landet. Her kunne journalisterne bevæge sig mere frit rundt i landet, men i takt med at demonstrationerne tog til, blev der skruet op for brutaliteten fra styrets side.

”Situationen udviklede sig løbende. Somme tider var det helt fint, men de dage, hvor det var mest tilspidset, forventede vi det værste,” fortæller Asger Ladefoged.

 ”Som journalist er man enormt afhængig af internettet i sådan nogle situationer. Både så man kan følge med i sikkerhedssituationen, men også noget så lavpraktisk som at downloade et kort over byen bliver pludselig umuligt.”

Asger forklarer, hvordan situationen ændrede sig time for time, og at uvisheden gjorde, at han frygtede, at myndighederne kunne komme hvert øjeblik, det skulle være. Der florerede en masse historier og rygter blandt journalisterne i landet om de ting, de kunne blive udsat for fra regimets side.

 ”Som skrivende journalist kan man være lidt mere anonym og betragte tingene på afstand. Jeg står med to kameraer og skal meget tæt på, når der sker noget,” forklarer han og fortsætter.

”Jeg gik med en pose, så jeg hurtigt kunne skjule kameraet og ligne en, der bare var ude for at købe ind.”

Den skjulte og den direkte trussel

Asger Ladefoged har rejst som fotograf flere steder i verden – også steder, hvor folk fra pressen er ekstra udsat. Han har blandt andet rejst i Syrien og Tyrkiet for at dække kampene mod Islamisk Stat, hvor risikoen især var faren for at blive kidnappet.

”Man er enormt opmærksom hele tiden. Er der en, der lige kigger lidt for længe på dig, imens han taler i telefon? Hvem holder i den der bil? Sådan nogle tanker kører hele tiden rundt i hovedet,” forklarer han om de faresignaler, man som journalist i et krigsområde konstant kigger efter.

Det samme gennemlevede han i Hviderusland grundet den uvished, der var over for styret. Her skulle han foruden de skjulte trusler også forholde sig til militæret, som skød og dræbte folk på åben gade.

Han oplevede at blive tilbageholdt og hevet ind i en bil sammen med en række demonstranter for så at blive løsladt med det samme, fordi politiet ”ikke rigtigt vidste, hvad de skulle gøre med en person i pressevest,” som han forklarer det. 

Ifølge Asger Ladefoged var der flere situationer, hvor politiet ikke vidste, hvad de skulle gøre med folk, og at det, de gjorde, i mange tilfælde var vilkårligt, eftersom landet aldrig har oplevet demonstrationer af den størrelse og den type, som de oplever nu.

Omvendt har der også været andre episoder, hvor han oplevede, at politiet gik målrettet efter journalisterne.

”Der har tidspunkter, hvor politiet er gået mere specifikt efter journalister, så jeg er sikker på, at det også har været en bevidst strategi fra styrets side,” forklarer han.

”I Hviderusland kan man ikke stole på myndighederne.”

På nuværende tidspunkt er der ingen journalister, der kan få presseakkreditering til Hviderusland. Alle informationer fra landet kommer gennem styrets officielle kanaler.

Rejsen
Afslutningen på Radio24syv blev på sidstedagen markeret med udsendelsen af radioserien ’General Butt Naked’, hvor Knud Brix besøger en liberisk krigsherre, kannibal og kristen evangelist. Rejsen blev en fortælling om Liberias ødelæggende og diabolske borgerkrig, men også en rejse ind i Knud Brix’ indre personlige tumult ovenpå en skilsmisse og den nye rolle som nyligt fraskilt familiefar.

”Ideen om at være en familie er ret grundlæggende. Så efter skilsmissen var jeg ramt af en form for granatchok og følelsesløshed og tænkte ”den klassiske metode er, at så må du dykke ned i noget, hvor du kan mærke dig selv, for så kan du finde dig selv.” De udenlandsting, jeg har lavet, har været en eskapisme. Der skulle noget ekstremt til for, at jeg kunne mærke mig selv. Man føler sig bare mere i live, ik? Det er jo paradoksalt.”

Knud Brix måtte dog hurtigt indse, at dansen mellem familieliv og at søge verdens dystre afkroge og destruktive hjørner ikke er en let dans.

”Jeg troede, at jeg skulle være freelancer og god far i en uge og rejse til Sydafrika og lave noget med en gammel storvildtjæger den anden uge. Jeg troede, jeg kunne leve et skizofrent liv, men jeg fandt ud af, at jeg ikke havde staminaen. Jeg blev underlig og sad i underbukser derhjemme.”

Det kan ikke overlades til hvem som helst
Knud Brix rejser sig fra bordet i den mennesketomme kantine. Vi bevæger os mod Genstarts redaktion, hvor Knud Brix til dagligt sidder med de kollegaer, der udgør teamet, der hver dag udsender en ny podcast.

”Vi ligger lige ved siden af Orientering og DR Dokumentar, og det er egentlig meget fedt, fordi den ene laver længerevarende formater, og den anden laver hurtigere ting. Meget af vores arbejde er jo at gå at høre, hvad er der på vej og sådan,” siger Knud Brix.

Genstart har givet Knud Brix glæden ved at arbejde. Han har genfundet substansen i historierne. Kynismen og skepticismen, som i mange år udgjorde det yderste, usynlige fernis af jakkesætsuniformen på Christiansborg, har han skrællet af.

”Det er ikke sikkert, at bageren lyver, når han siger til dig, at der ikke er flere spandauere. Den der totale gennemvævning af hele mit liv. Det tankesæt har jeg sluppet.”

Udover at finde den journalistiske formel, som Genstart har fundet, hvor substansen og den gode fortælling fremhæves, er opskriften på, hvordan man genfinder sit journalistiske selv, ifølge Knud Brix, relativt simpel.

”Det, der hjælper, er kolde bade, god litteratur og mennesker omkring dig. Og så at glemme egoet en gang i mellem.”

Selvom det lyder som et definitivt farvel til Christiansborg, understreger Knud Brix, at han er væltet tilfældigt ind i de fleste af sine karriereveje, og derfor stadig vil forholde sig åben for tilfældighedernes magt. Politik kan have en nærmest narkotisk tiltrækning, og afvænningen er ikke slut.

”Jeg er ikke tilstrækkeligt afluset, men jeg vil ikke være afvisende på et eller andet tidspunkt. For fanden, samfundsforhold er noget af det vigtigste, politik er spændende, politik er interessant… og man kan ikke overlade det til hvem som helst.”

Der er stille på redaktionen. Det er Grundlovsdag, og derfor er der kun nogle få nyhedsjournalister på arbejde på Ritzaus hovedredaktion på Store Kongensgade i indre København. Normalt er der langt flere på arbejde på redaktionen, hvor de arbejder på at skrive de korte nyhedstelegrammer, som Ritzau har gjort til sit varemærke.

Ritzau leverer nyheder til 170 medier i Danmark. De leverer omkring 130.000 nyheder i løbet af et år og skriver om alt fra udland og politik til sundhed og forbrug.

En normal dag på redaktionen hos Ritzau starter kl. 5.30, hvor den første nyhedsredaktør møder ind. Her starter vedkommende med at snakke med Ritzaus redaktion i Sydney. Ritzau har en redaktion i Sydney, så de ikke behøver at have folk til at arbejde om natten.

Sydney-redaktionens primære opgave er at holde øje med, hvad der foregår i de lande, der ikke ligger i samme tidszone som Danmark, samtidig med at de holder øje med, om der skulle ske noget i løbet af natten i Danmark, som de så kan rapportere til morgenholdet på redaktionen i Store Kongensgade.

”Det er en kæmpe fordel for os, at vi har nyheder klar om morgenen, for det er en af de ting, der bliver efterspurgt hos medierne, når de møder ind om morgenen,” forklarer Søren Funch, der er nyhedschef hos Ritzau.

Efterhånden som morgenen skrider frem, møder de andre medarbejdere ind på redaktionen, hvor de holder et større redaktionsmøde kl. 11.00. På redaktionsmødet koordinerer de de ting, de skal lave i løbet af dagen.

”Vi holder i princippet redaktionsmøde hele tiden. Vi er jo bemandet hele døgnet, så det vigtige er bare, at der hele tiden bliver koordineret mellem redaktionerne,” forklarer Søren Funch.

”Vi har folk ude i marken, vi har syv mand på Christiansborg. Derudover overvåger vi mails, pressemeddelelser, Twitter og den slags, og så abonnerer vi på en lang række udenlandske nyhedsbureauer,” siger Søren Funch.

På den måde danner Ritzau sit overblik over, hvad der sker, og hvilke nyheder der skal skrives, og hvordan der skal følges op.

 Nyhederne bliver sendt ud til de andre mediers redaktioner, hvor de, alt efter hvilket abonnement de har, modtager Ritzaus nyheder. Her er der en lang række nyhedsprodukter, der strækker sig fra de korte nyheder på 2000 anslag til længere analytiske artikler.

For lille et land til flere nyhedsbureauer
Allerede fra starten havde Ritzau konkurrenter, og i 1888 oprettes Nordisk Telegrambureau som konkurrent til Ritzau. Det når imidlertid kun at eksistere i fire år, inden de må dreje nøglen om. 

Det seneste forsøg på at lave en konkurrent til Ritzau var, da Berlingske Media i 2011 oprettede nyhedstjenesten BNB. Tanken bag var, at man ville producere sine nyheder i eget hus. 

Søren Funch forklarer lukningen af BNB med, at Danmark er for lille et land til at have konkurrerende nyhedsbureauer. 

”I al sin enkelthed handler det om, at fællesskab er en fordel. I Danmark er det en fordel at have ét nyhedsbureau, som man ejer sammen. Så kan det varetage de basisfunktioner, som medierne skal have klaret, med hensyn til at overvåge, hvad der sker i samfundet,” forklarer han og fortsætter:

”Det er for vanskeligt for de enkelte medier at have nok medarbejdere til at dække hele nyhedsstrømmen, og så er det en fordel at have Ritzau til at lave den slags. Så kan man køre videre med historierne derfra.”

Han forklarer dog, at konkurrencen fra Berlingskes nyhedsbureau har været med til at gøre Ritzau bedre, så det kan være godt for Ritzau at have konkurrenter. 

BNB lukkede igen i 2015, hvorefter Berlingske Media igen blev kunde hos Ritzau, og Ritzau overtog de medarbejdere, der før havde arbejdet for BNB. 

Det vigtigste er troværdigheden
”Det afgørende for Ritzau er, at medierne kan stole på det, vi leverer,” forklarer Søren Funch. 

Det er meget vigtigt for Ritzau, at deres kunder ved, hvad de laver. De har en plankalender, som deres kunder kan følge, så de altid ved præcis, hvornår hvilke nyheder kommer. 

På kalenderen kan der for eksempel stå, at Ritzau vil tage ud og dække Statsministerens pressemøde, og så fremgår det, hvornår nyheden vil blive bragt, og i hvilket format og omfang.

På den måde ved kunderne altid, hvad Ritzau vil komme til at levere i løbet af dagen og ugen. På Ritzau har de også en løbende dialog med de andre medier, så de ved, hvad de har behov for, og hvad de efterspørger. 

Søren Funch forklarer, at han kan mærke en øget brug af Ritzaus historier.

”I takt med digitaliseringen bliver vi brugt mere og mere,” siger han og uddyber:

”I gamle dage var der begrænset plads i en avis, men nu hvor de fleste nyheder ligger på nettet, er der i princippet ubegrænset plads, og det har medført, at vi bliver brugt mere, end vi har været før.”

På trods af den digitale udvikling er opgaverne hos Ritzau de samme, som de altid har været.

”Det er klart, at vores metoder har ændret sig i tidens løb i takt med den teknologiske udvikling, men den grundlæggende opgave har ikke ændret sig. Kernen af vores arbejde er stadig at lave nyheder,” forklarer Søren Funch.

Rygter og røgslør

At arbejde alene, som Peter Ernstved Rasmussen gør, har sine fordele og ulemper.

På den ene side går redaktionsmøderne hurtigt, og der er ikke langt fra tanke til handling. På den anden side, fortæller han, har man også visse begrænsninger.

“Når man arbejder ene mand, må man skære 95 pct af historierne bort. Der må man jo så prioritere hvilke historier, der er de vigtigste,” siger han.

En anden ulempe er, at mediet og mennesket er svært at adskille, og man nogle gange ikke kan undgå at blive en del af historien.

“Da jeg endelig havde breaket historien om H.C. Mathiesen, var forsvarschefen Bjørn Bisserup ude og sige, at det var på baggrund af min interesse for sagen, mine aktindsigter og spørgsmål, at de nu var nødt til at flytte hærchefens kæreste, så der kom ro på,” fortæller Peter Ernstved Rasmussen.

“Han sagde, at jeg spredte rygter og rettede beskyldninger. Jeg blev i den grad gjort til problemet.”

Selvom Peter Ernstved Rasmussen passer meget på ikke at blande sine holdninger ind i historierne, mener han, at det nogle gange er nødvendigt at kommentere på de sager han skriver om.

“Jeg har jo den gamle Jyllandsposten-skoling, altså den traditionelle journalistskoling, hvor en journalist, der dækker et område, ikke samtidig kan skrive opinionsstof om samme emne, og det er jeg egentlig som udgangspunkt enig i. Omvendt er det nogle gange befriende, når nogen kan sige det alle tænker, men som ingen tør sige,” siger han.

Journalistrollen gennem de seneste år har set en forandring, mener han, og OLFI – ‘et moderne medie, der lever i 2020’ – må gerne udtrykke en holdning indimellem.

Det er selvfølgelig en balancegang, lyder det, men når man har sit eget medie er det på sin plads, at man giver noget af sig selv en gang i mellem.

“Som journalist handler det jo om din integritet, altså om du kan se dig selv i spejlet – og det føler jeg i den grad godt, at jeg kan,” siger han.

Han påpeger at man med en klar tone og skarp vinkling kan risikere at skade sin troværdighed overfor kilderne i en sådan grad, at de ikke vil deltage i interviews. Han mener dog ikke, at det betyder meget i hans situation.

“Jeg har jo i forvejen opnået en position, hvor cheferne har det med at sige nej tak, når jeg ringer for at bede om et interview,” fortæller Peter Ernstved Rasmussen.

Han beskriver, hvordan han som regel først får svar på sine henvendelser efter ugers eller måneders ventetid.

“Jeg oplever i den grad, at der bliver kastet røgslør, og at magten prøver at lukke mig ned som det her lille irriterende væsen. Jeg er en persona non-grata, som man holder ud i strakt arm,” siger han.

I flæsket på magten

Navnet OLFI er en reference til et dansk krigsskib. Korvetten Olfert Fischer, der var den første skude af sin slags, der deltog i en international operation. Korvetten symboliserer for Peter Ernstved Rasmussen begyndelsen på Danmarks aktivistiske udenrigspolitik. Og netop den udenrigspolitiske kurs, forklarer han, er det, der profilerer Danmark udadtil. Danske deltagelse i militære missioner i Afghanistan, Irak, Libyen, med videre – det er det, udlandet kender os på, lyder det.

Desuden er Forsvaret et statsligt voldsmonopol og en af Danmarks største arbejdspladser, fortæller Peter Ernstved Rasmussen, og netop derfor er ordentlig forsvarsjournalistik helt essentielt.

“Det er voldsomt vigtigt, at der er en kritisk presse, der kigger Forsvaret grundigt efter i sømmene og sikrer sig, ikke bare at pengene bliver brugt ordentligt, men også at der leves op til de forventninger, vi har for moral, etik og ordentlig embedsførelse i de væbnede styrker. Og der må jeg bare sige, at fire års dækning på området har vist mig, at det har der i den grad været mangel på,” siger han.

Du taler i andre medier om at du gør dit arbejde med henblik på at ‘rydde op’ i Forsvaret. Er det virkelig en journalistisk opgave at forandre forholdene i de myndigheder, man undersøger?

“Altså, det kommer an på hvor meget der er at afdække. Men når man, som jeg, åbner et skab, og skeletterne vælter ud, så er det i den grad journalistikkens opgave at få det frem i lyset, fastholde magthaverne og afkræve svar,” siger han.

Peter Ernstved Rasmussen savner, at medier tør gå ‘i flæsket på magten’ og kalde en spade for en spade, uden altid at tage hensyn til annoncører og aktionærer.

I stedet for at være så påpasselige, mener han, bør medierne give journalister lov til at være kritiske og ‘tæske rundt’ i de emner, de interesserer sig for. For når man først viser, at man tør lave en kritisk historie og ikke er bange for ‘at gå til bidet,’ så begynder kilderne også at henvende sig.

“Jeg er klar over at andre områder måske ikke har lige så mange skandalehistorier, som Forsvaret har haft, men tro mig: Kommunerne, regionerne, sundhedssektoren, politiet, jamen altså … Det er da bare at komme i gang!”