AI-bølgen skyller ind over journalistfaget: Sådan undgår du at drukne

af Webredaktøren | mar 27, 2025 | NYT I UDE, UDE

AI-bølgen skyller ind over journalistfaget: Sådan undgår du at drukne

Generativ AI er din nye kollega, der kan hjælpe med alt fra rugbrødsarbejde til kreative indspark. Men husk at holde teknologien i ørerne. Man skal indtage rollen som redaktør, lyder det fra journalister med AI-erfaring.

TEKST: mikkel juulsgaard
Illustration: Sigrid conradsen nielsen

“Hastigheden er svimlende. Opgaver, der ville tage mig ekstremt lang tid, eller som ville kræve, at jeg fik hjælp af andre, kan AI klare.”

Sådan lyder vurderingen fra Frederik Kulager. Han er journalist hos Zetland og benytter AI-hjælpemidler tre til fire gange om dagen. Han sidder i den undersøgende gruppe, hvor de blandt andet laver podcastserier, og så er han vært på ‘Frederik Forklarer Internettet’. Et program, hvor han forsøger at forklare Zetlands chefredaktør, Lea Korsgaard, internettets fænomener.

Forleden fik han ChatGPT til at frembringe hele indslaget og læste det højt for hende som eksperiment. Lea Korsgaard troede på, at det var Frederik Kulager selv, som havde skrevet det, men syntes nok, at han var ‘faldet lidt af på den’.

Ifølge Frederik Kulager selv, bruger han AI mere end de fleste. Men han er langt fra den eneste journalist, som er blevet gode venner med den hurtigtænkende, lille hjælper.

“AI kom pludselig væltende ind fra højre”

Sådan lyder det fra Peder Hammerskov, der er adjunkt på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, og som de sidste to år udelukkende har beskæftiget sig med AI.

Kunstig intelligens har eksisteret siden 50’erne. Men først med ChatGPT’s gennembrud i slutningen af 2022 blev teknologien en del af almindelige menneskers, og ikke mindst journalisters, hverdag. Siden ChatGPT sparkede døren ind, er udviklingen eksploderet, og i dag er ChatGPT bare ét af mange eksempler på kunstig intelligens, som kan skabe indhold efter forespørgsel.

Der findes endnu ikke statistik på, hvor mange journalister, som har taget teknologien til sig. Men ifølge Peder Hammerskov har AI-bølgen spredt sig over hele det danske mediebillede.

“Hvis du ringede til alle mediehuse, tror jeg ikke, du ville finde nogen, der sagde: ‘Vi bruger ikke AI’,” siger Peder Hammerskov.

Hvordan og hvor meget teknologien skal bruges, er der stadig uvished om, hvis man spørger Peder Hammerskov. Nogle bruger allerede teknologien meget, mens andre spekulerer mere over, hvordan den bruges klogest. Nogle kaster sig pladask ud i det, mens andre lige skal dyppe storetåen i teknologiens vide omfang først.

“Der er ikke fundet nogen formel for, hvordan man skal gøre det endnu. Det er virkelig interessant at se, hvordan de forskellige medier prøver med alle mulige forskellige ting,” forklarer Peder Hammerskov, som er ved at skrive en bog om AI i journalistikkens verden.

En intelligent støvsuger

Theis Gaarde Engmann er udviklingsredaktør hos JFM, som er Danmarks næststørste privatejede mediekoncern. Hans arbejdsopgaver har de seneste par år drejet sig meget om kunstig intelligens. Han er med til at afholde heldagskurser for koncernens 450 journalister.

“Vi har satset mere på at komme forrest i bussen. Selvfølgelig er der ting, man skal være forsigtig omkring, men vi har prioriteret ikke at være så forsigtige som andre medier,” siger Theis Gaarde Engmann.

Et eksempel på deres pionerånd er det research-værktøj, JFM har udviklet i samarbejde med Syddansk Universitet. En såkaldt ‘web scraper’, som støvsuger internettet for information. Mere specifikt kan programmet tilgå en kommunes hjemmeside og gennemlæse alle politiske dagsordener og referater for det lokale byråd. Ved hjælp af AI vurderer værktøjet den journalistiske relevans og disker op med en pointscore. Ikke så tosset at have i værktøjskassen hos alle de lokale aviser, der hører under JFM.

Good Tape, NotebookLM og gode gamle GPT

Hos Zetland har man også udviklet sit eget AI-værktøj. Det hedder Good Tape, og som du måske har gættet, bruges det til at transskribere interviews. Frederik Kulager sparer meget tid med Good Tape, som bruges i hele verden. Det er et af mange værktøjer, der gør hans hverdag som journalist nemmere.

Foruden Good Tape anbefaler han ChatGPT til de mere kreative processer som brainstorming og ideudvikling. Frederik Kulager benytter gerne programmerne i samspil med hinanden, hvor han agerer dirigent, mens instrumenterne spiller for ham.

Forleden havde han lavet et interview med en jazzmusiker, som var kritisk over for Spotify. Han transskriberede interviewet, fodrede det til ChatGPT og bad den formulere ti gode spørgsmål til Spotify. Tre spørgsmål var brugbare og skulle blot finpudses. Han tilføjede nogle ekstra spørgsmål og sendte dem til musiktjenesten.

Et andet program, som Frederik Kulager opfordrer journalister til at bruge, er NotebookLM. Det er et program, der kan læse enorme PDF’er på rekordtid og opsummere det væsentligste og svare på spørgsmål på baggrund af filerne. Endnu en timesaver, som han bruger flittigt.

“Vi arbejder på en podcast, hvor vi har fat i breve fra slutningen af 1800-tallet, der er skrevet i hånden. Der kan vi bare uploade billederne af dem, og så skriver den, hvad der står. Jeg sparer ufattelig mange timer på ting, jeg før i tiden brugte rigtig lang tid på, eller som jeg opgav og bare var dårligere til,” forklarer Frederik Kulager.

Hold lystløgneren i ørerne

AI kan nogle gange lyde for godt til at være sandt, og der er noget om snakken. Det er ikke kun et genialt redskab. Teknologien har også problematiske sider.

Et af de store problemer ved generativ AI er dens tilbøjelighed til at hallucinere. Altså generere information, som er opdigtet. Det stiller krav til journalisten, mener udviklingsredaktør på JFM, Theis Gaarde Engmann.

“Det svar, du får fra en sprogmodel, vil altid virke rigtig, rigtig overbevisende, selvom det er forkert i nogle tilfælde. Hvis man bliver dygtig, når man arbejder med en AI, indtager man rollen som en form for redaktør, som holder den i ørerne, faktatjekker og holder øje med, at alt er, som det skal være,” siger han.

Frederik Kulager er også på vagt over for usand information. Han understreger, at han aldrig ville udgive noget, AI har skrevet, uden at vide, hvad den præcis har gang i.

“Det er mig, der er ansvarlig og på den måde redaktør overfor AI. Men det er helt åbenlyst, når man arbejder med teknologien. Hvis man copy-pastede noget fra ChatGPT og udgav det på internettet som journalistik; det ville være en katastrofe,” konstaterer Frederik Kulager.

Garbage in, garbage out

Samspillet med et generativt AI-værktøj såsom ChatGPT er ikke bedre end den svageste spiller. Derfor skal man levere et godt input for at sætte kontekst. Det giver et mere præcist output.

“Vi prompter den systematisk ud fra de journalistiske brugerbehov, som er blevet ret populære. Så kan den forstå, hvad vi vil opnå hos brugeren med den her idé,” forklarer Theis Gaarde Engmann.

Frederik Kulager oplever også en betydelig forskel alt efter, hvordan han fodrer ChatGPT. Den er god, når han er specifik. Når han er sløset, så er den det også.

“Nogle gange skal jeg bruge lidt længere tid på at formulere mig på en måde, så den forstår, hvad fanden det er, jeg vil have den til at gøre. Oftest føler jeg, at det er mig, der er uskarp. Den kan egentlig håndtere ret komplekse problemstillinger, analyser og research. Jeg skal bare lige nå derhen med den,” siger han.

Men det handler også om at vide, hvornår den skal bruges. Ifølge Frederik Kulager halter det stadig med at skrive. ChatGPT kan ikke skrive, som han gerne vil, og så er der andre problemer.

“Den ved jo ikke en skid om sandt eller falsk eller presseetiske regler eller noget som helst. Man kan godt prøve at sige det til den, men den kan sagtens ignorere dig,” fortæller Frederik Kulager.

Mediet eller journalistens ansvar?

Det er ikke kun journalistens ansvar at bruge AI ansvarligt, mener AI-underviseren Peder Hammerskov. Gode og tydelige retningslinjer fra organisationens side er ekstremt vigtige.

“Man skal ikke bare have regler, men også massere dem ind, give folk lov til at eksperimentere med det og skabe tid til, at de kan bruge det. For AI er ikke noget magisk værktøj, der pludselig gør alting bedre. Det er noget, man skal øve sig i,” uddyber Peder Hammerskov.

Han opfordrer medierne til at være en slags heppekor for journalisterne, som skal være nysgerrige, prøve det af og være ærlige omkring, hvordan de bruger det. Det åbner op for nogle gode diskussioner. Peder Hammerskov mener, at det kan være problematisk, hvis journalister nægter at tage de nye redskaber til sig.

“Det er klart, at hvis jeg sidder på en eller anden redaktion og nægter at bruge AI til at transskribere noget, men alle de andre gør det, så kommer jeg til at ligne en idiot og en meget langsom idiot, der ikke er min løn værd,” fortæller han.

Ingen fine fornemmelser

Ifølge Frederik Kulager er det ikke tabu at bruge AI, tværtimod.

“Jeg tror, tabuet peger mere den anden vej. Der er folk, som har det dårligt med, at de ikke bruger AI nok, fordi de har fået en følelse af, at de kan falde bagud i forhold til dem, der bliver gode til at bruge det. Og det, tror jeg, bliver mere og mere sandt over årene,” siger han.

Frederik Kulager betragter ikke brugen af AI som en grænse, der overskrides. Han sidestiller det med at bruge Google. Det er blot det næste teknologiske redskab.

“For mig er det så naturligt og indarbejdet, at det knæfald er tabt for mig. Jeg bruger jo internet, computer og teknologi, og det har jeg altid gjort. Jeg har ikke kendt til et analogt liv på noget tidspunkt i mit liv. Så det her er en helt naturlig overbygning på den måde, jeg altid har arbejdet. Med tekst, med skrivning, med journalistik. Jeg har ikke nogen finere fornemmelser,” siger Frederik Kulager.

FORSIDEN

Udgivet den 27. marts 2025

Journalism across the boarders: An everchanging voice 

af Webredaktøren | mar 27, 2025 | NYT I UDE, UDE

Journalism across the boarders: An everchanging voice 

Journalism is universal, the truth speaks for itself. Our job, at its core, is to uncover and present it. It is a tight craft, there are certain rules to uphold, accuracy above all. On paper, it’s simple. Find a story, get sources, write your article. But in reality, journalism extends far beyond the words we put on a page or the ethical frameworks we study. Its practice shifts in each country. Journalism is as everchanging as the weather.

TEKST: emma sampson
Illustration: sigrid condradsen nielsen

Udgivet den 27. marts 2025

Journalism Through a Cultural Lens  

The process may seem straightforward, but the practice of journalism is deeply shaped by cultural, political and societal norms that influence how stories are told. In some countries, a journalist’s role is to observe from a distance, while in others, their work is inseparable from activism and advocacy. Navigating these differences is not just a matter of professional adaptability; it is essential for producing stories that resonate within the societies they seek to inform. Journalism evolves with each new culture, fundamentally altering its practice and redefining the very nature of reporting.    

In some regions, journalism thrives on objectivity and detachment, while in others, it is inseparable from advocacy and social change. In Western media, objectivity is considered a fundamental principle as reporters are expected to maintain neutrality, present multiple perspectives, and minimise personal bias.  However, in other media landscapes, these boundaries are not as rigid. 

Culture Alters Journalistic Relationships  

In contrast to the stiff boundaries often seen in Western media, cultural factors significantly influence how journalists engage with sources and communities. Australian journalist Janak Rogers who has reported from Peru, South Africa, Mexico, Japan and the Philippines, notes that while some cultures emphasise formal structures and transactional interactions, others prioritise hospitality and relationship-building as essential for reporting.  

“I’m bringing my own kind of reporting culture with me, and I try to stay true to that. But there are things you come across when you are reporting in different environments that are important to be mindful of,” Janak Rogers says.  

This became especially clear to him during his time in India, covering a story on the Maoist uprising, a conflict that had left tribal communities caught between government forces and violent gangs. Entire villages had been burned to the ground, forcing families into the forest, where they struggled to build makeshift shelters and survive under dire conditions. Many of the children suffered from severe malnutrition, their bloated stomachs reflecting the difficult conditions they were facing. 

Janak Rogers had travelled with the support of an NGO and a doctor conducting visits in the area. As they approached the villagers to listen to their stories, they were met with an unexpected gesture. Rather than diving straight into conversation about their struggles, the villagers prioritised offering hospitality first. To them, Janak Rogers and his team were guests — and guests must be fed. 

“I felt uncomfortable sitting down to a hearty meal while severely malnourished children were nearby with bloated stomachs. It was a moment of extraordinary humility,“ Janak Rogers says and continues.

“It would have been wrong of me to stand on my Western high horse and say no. It was more correct of me to accept the hospitality as it was a gesture of trust and diplomacy. Then do the interviews on the other side of it,” he says.

 The Importance of Personal Connection  

Despite being told at university to ”never speak about personal and private things to a source,” like Janak Rogers, Danish journalist Amalie Rud Seerup emphasises the importance of sharing personal aspects of oneself, humanising both a journalist and their story. She stresses that given the generally reserved nature of Danes, building rapport is essential, that trust-building with sources and accepting hospitality, such as a cup of coffee, plays a key role in establishing that trust.  

“In school, I was told that you should never speak about personal stuff with sources. I disagree completely. I really feel like you need to be the human you are. You are building a relationship with your audience more so by being completely transparent. I think that journalists in Denmark might underprioritise this,” Amalie Rud Seerup says.  

Patience takes Precedence in Asian Journalism  

In Asia, journalism requires patience due to political and bureaucratic complexities. Success often relies on taking the time to build a relationship with sources, as hastily initiating an interview can sometimes create barriers. Janak Rogers applied this approach in 2015 while reporting on the Iglesia Ni Cristo – a powerful Protestant sect in the Philippines. After unexpectedly being offered an interview with their second-in-command, Janak was then invited to an extended, informal lunch. Though no recording was made, the conversation gave Janak invaluable insights into the organisation and helped him build a relationship with his source.  

“They unexpectedly offered me an interview with their second-in-command, it was huge! I spent two hours with him, which was really valuable to me and my reporting,” Janak says and continues.

“Afterward, he said, ‘I really enjoyed talking to you, anything you need, let us know,’ and because of that, I gained access to services that were previously off-limits. I felt I had earned their trust through the time spent together,” Janak Rogers says.  

His move back to Australia required a shift in how he approached his work, particularly when it came to navigating the political and cultural dynamics of journalism. He quickly observed that journalism in Australia was far more transactional than his previous work in Asia. There was less emphasis on the kind of rapport-building that he was used to, and interactions often felt less personal and more businesslike. 

Global Variations in Respect, Hierarchy, and Political Diversity  

The same experience was felt by Indonesian journalist Tito Ambyo, upon his move to Australia. One of the key differences they both identified was the perception of ’activism.’ In Australia, the term is often met with caution or resistance in newsrooms. In contrast, journalists in Indonesia tend to have a deeper understanding of how to engage in journalism, that takes a clear stance. This approach does not compromise objectivity but rather ensures clarity in identifying who is oppressed and whose voices are being suppressed. 

“There are major differences depending on the political and cultural contexts, not only in different countries but also in different newsrooms in the same country,”  Tito Ambyo says. 

In Australia, younger journalists are not necessarily expected to observe strict formalities when engaging with older sources. In contrast, Indonesian journalists must navigate a landscape where social hierarchy, cultural background, and positional authority play a significant role.   

“When you are dealing with sources who are older than you in Australia,

there are no expectations

of you being polite when talking to them. But in Indonesia you definitely have to be aware of where people are from, their po

sition and their cultural backgrounds,” Tito Ambyo says.  

Tito observes the importance of critically engaging with the perceptions

of journalism cultures across different countries, highlighting how certain aspects are often overlooked when they don’t align with the modern Western idea.  

“The best examples of journalism in the world are ones that we marginalise because they don’t fit the idea of modern journalism that we have right now,” Tito Ambyo says.  

Culture shapes journalism, and journalism defines the news. Every country brings its own set of values, priorities, and expectations which influence how stories are told. By embracing cultural nuances journalists can lead to richer, more impactful reporting, proving that the most powerful narratives often transcend the conventional structures students are taught to follow.

FORSIDEN

Anne Sofie Kragh tog den lette løsning og endte med at portrættere magteliten

af Webredaktøren | mar 27, 2025 | NYT I UDE, SPOT 2 (3 ARTIKLER) FORSIDE, UDE

Anne Sofie Kragh tog den lette løsning og endte med at portrættere magteliten

Anne Sofie Kragh har portrætteret den danske magtelite gennem tre årtier, men det er ikke magten, der interesserer hende. Hendes drivkraft bunder i en nysgerrighed, hun har haft siden barndommen, og en indædt lyst til at forstå mennesket bag facaden.

;

TEKST: JACOB HORNE FISCHER & JENS-CHRISTIAN DYHR
FOTO: CARA PENQUITE

Udgivet den 27. marts 2025

“Mit liv er for kedeligt. Der er simpelthen ikke nok traumer.” 

Sådan fortæller kvinden, der gennem årtier har portrætteret Danmarks mest magtfulde personer – fra Dronning Margrethe til Mette Frederiksen – og hun mener ikke, at hendes eget liv rummer en historie, som er værd at fortælle.

Dette portræt vil dog gerne udfordre den påstand.

Pissekedelige historier

Anne Sofie Kraghs historie begynder i Brændeskov lidt nord fra Svendborg. Hun er den yngste i en søskendeflok på tre, og da hun var fem, blev forældrene skilt. Hun og søsteren flyttede derfor med deres mor ind til Svendborg.

Afstanden til sin far afholdt dog ikke Anne Sofie Kragh fra flittigt at besøge ham på landejendommen. På hans kontor sad de adskillige weekender med fingrene på hver sin skrivemaskine. Han skrev spidse anmeldelser for Ekstra Bladet, imens otteårige Anne Sofie Kragh skrev det, hun selv kalder “pissekedelige og alt for lange historier”. Det var nu heller ikke historierne, der var vigtigst dengang. 

“Jeg så meget op til min far. Det var også en måde at være sammen med ham på. Så sad vi begge der og ‘arbejdede’,” siger Anne Sofie Kragh og tilføjer, at skrivekunsten udviklede sig til et fælles sprog mellem de to.  

Ifølge hende selv var det mangel på fantasi, der dengang gjorde hendes historier så kedelige. Dét, den lille pige fra Brændeskov havde, var dog nysgerrighed. Det var også derfor, hun på et tidspunkt ville være privatdetektiv – en kortvarig drøm, som hurtigt blev erstattet af drømmen om at blive journalist. 

Der er altid en historie

Anne Sofie Kraghs selvdiagnosticerede mangel på fantasi skulle vise sig at få en afgørende rolle for hendes valg af retning i journalistfaget. Hun erindrer, hvordan hun og hendes makker på Journalisthøjskolen aldrig kunne finde på den gode historie. De trak lod, slog op på tilfældige sider i magasiner og gik med den idé, de landede på. En proces, hun nu kalder ‘jammerlig’.

Til gengæld fandt hun en vej til den gode historie, som fungerede for hende. Den nemme vej – det indrømmer hun gerne. Portrættet. 

“Der er altid en historie i et portræt. Selvom jeg har sagt, at jeg er kedelig, så er der altid en historie at fortælle,” siger Anne Sofie Kragh. 

Det var først i sin praktiktid på Politiken, at Anne Sofie Kragh begyndte at skrive portrætter. Noget hun senere hen skulle beskæftige sig mere med, da hun på sit ottende semester på Journalisthøjskolen blev ansat på det nu lukkede månedsblad PRESS.  

Her kunne Anne Sofie Kragh dyrke og dygtiggøre sig inden for portrættet som journalistisk genre. Dette på trods af, at portrætstof ikke var specielt velanset i de journalistkredse, som hun befandt sig i dengang.

“Portrætter var lidt ligesom navnestof plus. Det var jo ikke der, de hardcore journalister ville være. De ville ud at vælte verden og sætte Folketinget i fængsel og sådan noget,” siger hun.

Men hvor hun oplevede, at de fleste hardcore journalister så noget mindre fint, så Anne Sofie Kragh muligheder.

“Det var en åben bane, hvor man virkelig kunne få lov til at boltre sig, og så syntes jeg, at det var skidesjovt,” siger Anne Sofie Kragh.

Hendes daværende redaktør foreslog hende at lave et portræt af Anders Fogh Rasmussen. Det blev hendes første portræt for magasinet PRESS.

Det var godt nok før, han blev statsminister, men den nyudklækkede journalist var alligevel nervøs. Meget nervøs.

Derfor ville hun vide alt om politikeren. Alle relevante årstal blev limet fast på rygraden, så hun kunne imponere og ikke afskrække ham, der var kendt for at være firkantet og utålmodig overfor journalister. Portrættet blev en succes.

Anders Fogh Rasmussen blev statsminister i 2001 – samme år, hvor PRESS endegyldigt måtte dreje nøglen om. To år senere ringede Anne Sofie Kraghs telefon. Det var forlaget People’s Press, som ville have hende til at skrive en biografi om statsministeren. Så det gjorde hun. 

"Der er altid en historie i et portræt. Selvom jeg har sagt, at jeg er kedelig, så er der altid en historie at fortælle."

– Anne Sofie Kragh, journalist og forfatter

Magten mellem fingrene

I 2007 blev hun ansat på Euroman, hvis forsider hun i over ti år pyntede med navne som Lars Løkke Rasmussen, Morten Messerschmidt og Kronprins Frederik, før han blev Konge. Selvom Mads Mikkelsen og Christopher også sneg sig med i porteføljen, var der en klar tendens til, hvis historier hun fortalte: Magtelitens.

Og det stiller høje krav til hende. Som portrætmager har hun magten over en anden persons narrativ – magten til at fortælle deres historie. Det bruger hun meget tid på at tænke over i sit virke som journalist.

“Hvis jeg gerne ville have magt, kunne jeg have lavet alle mulige andre ting. Det er ikke det, der tænder mig,” siger hun og tilføjer.

“Når man har magt, skal man være ydmyg.”

Dyre lærepenge

Anne Sofie Kragh blev særligt bevidst om magtens forpligtigelser, dengang hun dummede sig over for en bornholmsk fisker. Det var dengang, hun gik på Journalisthøjskolen og var på ekskursion på Bornholm.

Artiklen handlede om lakseopdræt. De konkrete detaljer husker hun ikke. Historiens kerne var noget med, hvordan fiskerne forvaltede EU-støttekroner. Men den unge Anne Sofie Kragh tilbød ikke citattjek – noget, hun sidenhen har gjort en dyd ud af at tilbyde dem, hun portrætterer.

Dét, hun dog husker om episoden, er, hvordan fiskeren ringede hende op, efter historien var skrevet. ”Du aner ikke, hvilke konsekvenser det kan have for mig,” lød det i den anden ende af røret. Oplevelsen sidder stadig dybt i Anne Sofie Kragh. Fiskeren kunne ikke bruge til noget, at hun var skamfuld og undskyldende. Skaden var sket.

“Jeg havde den sorteste samvittighed. Jeg var knust,” siger Anne Sofie Kragh.

Det var dyre lærepenge, som blev vekslet til grundighed.

Det perfekte arbejdsliv

Anne Sofie Kragh er ikke klar over, hvornår hun for første gang følte sig etableret som portrætmager – eller om hun overhovedet gør det endnu.

“Man får jo opbygget gradvist mere selvtillid, men man er aldrig bedre end det sidste, man har lavet. Man skal stadigvæk blive ved med at tvivle på sig selv og være ydmyg over for opgaven,” siger hun og tilføjer med et smil på læben, at hun made it, nu hvor hun bliver portrætteret i Illustreret Bunker.

Med sit nye podcasteventyr på Radio IIII, ‘Et kapitel for sig’, har hun fundet balancen mellem den struktur, der følger med en fast sendetid og kollegaer, og så den frihed, som følger med livet som freelancejournalist.

“Det er meget ensomt at skrive biografier, men jeg føler, jeg har knækket koden. Jeg har kollegaer, som hjælper med at lave ‘Et kapitel for sig’, og så har jeg dage, hvor jeg kan tilrettelægge min tid og lave mine skriveprojekter. Lige nu har jeg det perfekte arbejdsliv,” siger Anne Sofie Kragh.

Nysgerrigheden, der drev otteårige Anne Sofie Kragh til at skrive historier, brænder stadig i hende. Det er den, der har brudt murerne ned til magteliten, og det er med den, hun beviser, at enhver person – også hende selv – rummer en historie, der er værd at fortælle.

FORSIDEN

TjekDet holder desinformationen i kort snor, for demokratiets skyld

af Webredaktøren | dec 12, 2024 | UDE

UDE

TjekDet holder desinformationen i kort snor, for demokratiets skyld

Det uafhængige faktatjekkermedie Tjekdet.dk blev i medieaftalen for 2022 til 2026 udvalgt som et af fire medier, der årligt skulle have millionstøtte fra staten. Prioritering af mediestøtten giver god mening, når man skæver til den offentlige samtales tilstand i udlandet.

TEKST: SEBASTIAN ØSTERGAARD OLSEN
ILLUSTRATION: ANTON LARSEN

Udgivet den 12. december 2024

Hvis man har fulgt bare en lille smule med i det amerikanske præsidentvalg i år, har man helt sikkert hørt den nu valgte præsident Donald. J. Trump komme med alverdens vilde postulater, som for eksempel:

”In Springfield, they are eating the cats, they are eating the dogs, the people that came in.”

Det er senere blevet afkræftet gennem faktatjek. På sociale medier har valgkampen båret lige så meget præg af masser af florerende des- og misinformation. Også krigen i Ukraine har, som en form for afledt effekt, medført et væld af russisk propaganda og desinformation på sociale medier.

Derfor er det ikke overraskende, at lidt over 72 procent af respondenterne i en undersøgelse fra analyseinstituttet Verian, foretaget af Center for Sociale Medier, Tech og Demokrati, svarer, at de er bekymrede for, at udbredelsen af Fake News skævvrider deres billede af, hvad der foregår i resten af verden.

Det kan altså være svært som mediebruger i 2024 at kategorisere alle de informationer, der fyger rundt på sociale medier som enten ’fup’ eller ’fakta’. Derfor lancerede Ugebrevet Mandag Morgen i 2016 faktatjekkermediet TjekDet, samme år som netop Donald Trump med sin valgkamp blev katalysator for et øget fokus på faktatjekdisciplinen.

TjekDet tjekker den offentlige samtale

TjekDet, som i dag er et selvstændigt medie ejet af foreningen TjekDet, fik i år cirka 6,2 millioner i projekttilskud fra Kulturministeriet. Et tilskud, der ifølge medieaftalen skal ”anvendes til at styrke indsatsen for at imødegå mis- og desinformation på digitale platforme.”

Journalist hos TjekDet Søren Engelbrecht mener, at den demokratiske samtale bliver styrket af mediets tilstedeværelse.

”At vi kan lave så mange artikler, og at vi ofte bliver tippet i indbakken, synes jeg, er en tydelig eksistensberettigelse,” siger han.

Mediet udkommer med artikler ugentligt og poster også til de 2.235 følgere på Instagram om alt fra falske påstande ved valgkampen i USA til en viral video, der angiveligt viser One Direction-stjernen Liam Payne falde i døden, men som i virkeligheden stammer fra en helt anden hændelse. De er faktisk de eneste i Danmark, der skiller skidt fra kanel i informationsboblerne på sociale medier.

”Det er også en af grundende til, vi er blevet en del af medieforliget. Fordi der ikke er andre deciderede faktatjekmedier. Der er en del medier, som begynder at lave deres egne faktatjek, og det er rigtig godt. Men vi har jo den fordel, at det er det, vi udelukkende gør, og at vi har nogle særlige kompetencer,” siger Søren Engelbrecht.

For eksempel har mediet en såkaldt Open Source Intelligence-specialist. OSINT, som det bliver forkortet til, betyder, at man kan bruge digitale redskaber til at analysere billeder og videoer ved hjælp af åbne kilder på nettet.

Danmark er ikke helt desinformeret endnu

Men selvom det som mediebruger kan føles som om, at man ikke kan åbne for

Insgram uden at blive bombarderet med opslag, som man ikke ved, om man kan stole på, mener Jesper Tække, lektor i Medievidenskab ved Aarhus Universitet, ikke, at vi skal frygte amerikanske tilstande endnu.

”I Danmark er det kun en lille gruppe af 18 til 24-årige, der kun får deres nyheder fra sociale medier. I lande som Tyskland og USA er det meget værre. Her henter mange flere deres nyheder på sociale medier og polariseringen vokser,” siger han.

Søren Engelbrecht fra TjekDet er enig i, at vores demokratiske offentlighed i Danmark endnu ikke bliver lagt ned af desinformation og Fake News i samme grad som i andre lande.

”Særligt i vores europæiske samarbejde hører vi erfaringer fra kollegaer i Syd- og Østeuropa, og der er det meget værre. Både i forhold til trusler mod dem og påstande, der skal tjekkes. Så vi er også meget bevidste om, at vi i Danmark har en mulighed for at komme på forkant med at ’prebunke’ påstande inden, de bliver alt for udbredte,” siger Søren Engelbrecht. ’Prebunking’ betyder, at man advarer mod dis- og misinformation, inden det er udbredt, og dermed forhindrer ,at folk tror på det.

Desinformation trives på sociale medier

Når lektor i Medievidenskab Jesper Tække taler om, at polariseringen vokser i et land som USA, kan det især skyldes, at algoritmerne på de sociale medier har en tendens til at eksponere os for det indhold, der bekræfter vores egne synspunkter. Og i den mekanisme henter desinformation og Fake News meget styrke. Ifølge Jesper Tække kan de traditionelle medier nemlig kun skrive om, hvad der reelt foregår, sensationelt eller ej, mens man med desinformation kan spille på følelser og vilde udsagn, og dermed tilrane sig langt mere opmærksomhed.

Og ifølge Ejvind Hansen, forsker i demokratisk offentlighed og ytringsfrihed ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, er opmærksomhed en central ressource for alle aktører i den offentlige samtale.

”Man taler i dag om, at medierne opererer i en opmærksomhedsøkonomi. Den begrænsede opmærksomhed, der trods alt er ved borgerne, er svær for medierne at fange. Og man kan jo heller ikke læse 75 aviser og 57 hjemmesider om dagen,” siger Ejvind Hansen.

Og med et væld af sociale medier, der klarer sig bedre i opmærksomhedsøkonomien end de publicistiske medier, har desinformationen altså gode vilkår for at sprede sig som steppebrænde.

En fælles forståelse er vigtig

Med desinformation og Fake News på sociale medier og endnu værre i politik, kan man altså godt lykkes med at polarisere befolkningen i et af verdens største lande, og den tilstand vil vi jo helst gerne undgå i Danmark.

Ejvind Hasen påpeger, at en forvirring omkring, hvor man kan finde sandheden, kan være ødelæggende for demokratiet, som vi kender det.

”Der er nogle filosoffer, som taler om at et demokrati, hvor et skarpt hold omkring sandheden, ikke er en uomgængelig ting, vil gå fra hinanden. Og min egen lille analyse af USA er, at det helt store problem derovre er, at de simpelthen er uenige om, hvad der er virkeligheden. De har ikke et sted, hvor de føler, de kan få den præsenteret,” siger han.

Jesper Tække, professor i Medievidenskab ved Aarhus Universitet, mener også, at der skal være en fælles forståelse af, hvordan virkeligheden ser ud, hvis et demokrati skal fungere.

”Det er ikke særlig godt fra et demokratisk perspektiv, hvis ikke vi kan forhandle os frem til et fælles vidensgrundlag at være enige eller uenige på baggrund af. Hvis vores diskussioner er baseret på fejlagtige oplysninger, så kommer det til at forvirre den demokratiske samtale,” siger han.

Faldgruber og fremtiden for faktatjek

Ejvind Hansen advarer dog om, at faktatjek også har faldgruber.

”Det, der kan blive problematikken, er, hvis man giver falske informationer, der ikke i forvejen har opmærksomhed, en journalistisk blåstempling ved at dække dem. Så kommer man nemlig til at facilitere, at det får et langt større ’reach’, fordi nu er det også på et publicistisk medie,” siger han.

Men ifølge journalist Søren Engelbrecht har erfaring, med det fænomen Ejvind Hansen påtaler, allerede gjort TjekDet langt klogere på, hvad man skal- og ikke skal faktatjekke.

”Jeg var med til at udgive en artikel her i foråret om ’Operation Overload’, som var en russisk kampagne, hvor de ’tippede’ en masse faktatjekmedier i hele verden om noget der skulle forestille at være russisk desinformation. Det kan virke lidt bagvendt, men de gjorde det fordi de ved, at hvis der bliver skrevet meget om noget, så får det langt mere opmærksomhed. Så det er altid noget, vi overvejer, når vi falder over en påstand. Især de ting, der er på sociale medier. Det skal gerne have en vis udbredelse i Danmark, før vi dykker ned i det,” siger Søren Engelbrecht.

FORSIDEN

Fra galskab til dialogskabende: Realitygenren har fået en helt ny rolle

af Webredaktøren | dec 12, 2024 | UDE

UDE

Fra galskab til dialogskabende: Realitygenren har fået en helt ny rolle

Hvis man spørger DR-redaktør Mikkel Voetmann Strøm, har reality en eksistensberettigelse. Man kan gennem genren lære noget om sig selv og omverdenen. Reality er endda med til at styrke demokratiet, mener forsker. Derfor er genren nødvendig på public service-medier.

TEKST: cathrine de nijs johansen & Line Nilsson
FOTO: Anton larsen

Udgivet den 12. december 2024

Du sidder plantet i sofaen med dynen over dig og tænder for skærmen. Et sommerhuskvarter ved havet viser sig, og ud af højttalerne strømmer Anna Lins stemme, “Vi er altid klogere på andres forhold.” Du smiler måske veltilfreds for dig selv og tænker “åhh, endelig sæson to af ‘Døm vores forhold’, mens du falder dybere ned i sofapuderne.  

Du hører pludselig dig selv diskutere med fjernsynet og komme med gode råd til parrene.  

Mandag morgen møder du op i blåt audi, hvor en heftig debat blandt dine medstuderende om det seneste afsnit af ‘Døm vores forhold’ er i fuld sving. Der er stor uenighed om, hvorvidt jalousi er normalt i et parforhold. 

Måske du genkender de samtaler, som realityprogrammer kan skabe. Netop de samtaler er formålet med eksempelvis ‘Døm vores forhold’, fortæller Mikkel Voetmann Strøm, som er redaktør på DR Ung TV og idéudvikler på realityprogrammet. 

“Et godt public service-program skal gerne være engagerende. Derfor ønskede vi også at skabe et program, som seerne kunne spejle sig i og med det reflektere over nogle emner og tematikker, som de måske normalt ikke lige går og snakker om i hverdagen,” siger Mikkel Voetmann Strøm. 

Reality, der sætter tanker i gang 

Ifølge Mads Møller Tommerup, der er adjunkt ved Institut for Kommunikation på Københavns Universitet, tillader realitygenren, at vi som seere kan få nye indsigter, som andre genre ikke kan levere på samme vis. Derved er det at se reality også at forholde sig til sig selv og verden.

”Der er noget, man kan lære ved reality. Det giver et indblik i nogle subkulturer, vi ikke kender så godt i forvejen, hvor man tænker, ‘hvordan i alverden har de fået adgang til det,” siger Mads Møller Tommerup Andersen. 

Han fortæller, at det kan få os til at tage stilling til vores holdninger og følelser, når vi er vidner til andre mennesker i sårbare situationer, som reality nogle gange portrætterer. 

“Reality skaber diskussion blandt seerne. Vi skal helt tæt på alle de store følelser, når de er både glade, triste og frustrerede,” fortæller han. 

Måske kender du til at være flov over eller decideret lyve til dine venner og familie om, at du har set ‘Paradise Hotel’. Det skyldes nok at folkedomstolen har udskældt reality for at være fordummende eller meningsløst indhold. Derfor ser man også, at nogle realityprogrammer inddrager eksperter i form af psykologer og terapeuter, som forsøg på at skabe en videnskabelig krog. Men undladelsen af eksperter i ‘Døm vores forhold’ er ikke tilfældigt. 

”Det er helt bevidst, at vi ikke har eksperter med. Det ville ødelægge hele præmissen for programmet. Nemlig, at vi er klogere på andres parforhold. Det er det, vi gerne vil undersøge. Så skal der ikke sidde en eller anden ekspert, som lige pludselig er den, der ved bedre,” forklarer Mikkel Voetmann Strøm. 

Også Mads Møller Tommerup Andersen fortæller, at der ikke behøver at være eksperter for at fortælle, hvad seerne skal tænke. Dertil mener han, at man bør være åben overfor genren, og hvad den kan tilbyde.  

“Der er ingen, der vil anklage dokumentargenren og sætte spørgsmålstegn ved dens samfundsværdi, selvom den og realitygenren har samme ophav,” siger Mads Møller Tommerup Andersen. 

En føniks rejser sig fra asken 

Efter en lang dag kan man have brug for at se noget, hvor man kan slå hjernen fra og få sig et godt grin. Det var kanaler som TV3 leveringsdygtig i, og her kunne man få sit skud reality med programmerne ‘For Lækker til Love’, ‘Paradise Hotel’ og ‘Familien Fra Bryggen.

Men realitygenren har udviklet sig gevaldigt både i form og indhold de seneste år. Nu giver din licens dig også et sølvfad af realityprogrammer. Både DR og TV 2 har nemlig satset stort på genren med blandt andet ‘Gift ved første blik’, ‘Døm Vores Forhold’, Bachelorette’ og det nyeste skud på stammen ‘Forræder’. Også synet på genren har ændret sig, hvis man spørger Mads Møller Tommerup Andersen. 

“Jeg tror, at genren er blevet mere normaliseret og mainstream. Reality er en paraply af ekstremt mange ting. Det er svært at skære over én kam. Jeg synes, man skal passe på med at bashe den her genre,” siger Mads Møller Tommerup Andersen. 

Mikkel Voetmann Strøm har selv tidligere i sin karriere oplevet negative reaktioner på sit arbejde med realityprogrammer. Noget, som han dog ikke oplever i samme grad længere. 

“Jeg har været der, hvor jeg nærmest skulle hviske, at jeg var redaktør på ‘Familien fra Bryggen’. Det var frygteligt set ned på, at jeg lavede reality,” fortæller Mikkel Voetmann Strøm. 

Tidligere har genren ofte været forbundet med karakterer som eksempelvis Gustav Salinas eller Amalie Szigethy, der ofte har begivet sig ud i sjove eller opstillede situationer, som vi kunne more os over. Der er blevet skruet gevaldigt ned for crazy-faktoren, og genren er nærmest blevet født på ny. Efter dens genfødsel sigter den nu i højere grad efter at skildre det, den brede befolkning kan spejle sig i.  

”Hvis de skrumper DR ned til kun at levere nyheder eller dokumentarprogrammer, kan de lige så godt lukke butikken, for så er der ingen, der kommer til at se det”

– David Nicolas Hopmann, professor ved Institut for Statskundskab ved Syddansk Universitet

Reality er nødvendigt for demokratiet 

David Nicolas Hopmann, professor ved Institut for Statskundskab ved Syddansk Universitet, fortæller, at der er god grund til, at DR vælger at bringe reality. For reality kan lokke nogle seere ind på DR, som ellers ikke ville benytte sig af DR’s tjenester. Og det er alfa og omega, at mange danskere har et forhold til public service-medier, mener David Nicolas Hopmann. 

“Det er afgørende, at der er en god blanding af indhold på DR. Hvis reality er det det, der skal til for at lokke folk til DR, så er det, der skal til,” siger han. 

David Nicolas Hopmann mener, at man ikke kun skal kigge på det enkelte program, men på hele sendefladen og se på, hvor langt DR kommer ud. For når først seerne har fået et forhold til DR, bliver de ofte hængende eller ser indhold, de ellers ikke var stødt på, og det er med til at give dem en samfundsviden, der lever op til den public service-forpligtelse, DR har. 

“Det er en af de allervigtigste årsager til, at vi har en meget oplyst befolkning i Danmark. Vi ved, at samfundsoplysning er en helt central variabel for, at et demokrati fungerer. Jeg er ikke i tvivl om, at de stærke, publicistiske, public service-medier er helt afgørende for at vores demokrati fungerer nu og i fremtiden,” siger han. 

Han påpeger, at reality er noget, man skal prioritere. For når man har et bredt spektrum af indhold, der appellerer til så mange målgrupper som muligt, er det lettere at give dem adgang til indhold, der på sigt gør samme målgrupper bedre oplyste. 

“Jeg plejer at sammenligne det med selve valghandlingen. Det koster enormt mange penge at gennemføre folketingsvalg, men vi kan ikke forestille os et demokrati uden. På samme måde skal vi tænke public service-kanaler, også reality. Det er noget, vi skal bruge penge på,” siger David Nicolas Hopmann. 

“Hvis man kun prioriterer nyheder, dokumentarer og samfundsstof, risikerer man, at nogle målgrupper ikke engagerer sig,” fortæller han. 

Derfor påpeger David Nicolas Hopmann, at det er vigtigt at have en balance mellem forskellige typer af indhold, som sikrer DR som et stærkt public service-medie. 

“Det er en nødvendig investering. Lidt catchy kan du sige, at ‘Døm vores forhold’ beskytter demokratiet,” siger han. 

Reality på DR: berettiget og nødvendig 

Selvom brugen af realityformatet på DR somme tider debatteres, fortæller Mads Møller Tommerup Andersen, at genren har en legitim plads i DR’s public service-forpligtelse. 

“Der er ikke noget i den kontrakt, DR har indgået med staten og Kulturministeriet, der forhindrer at lave reality,” siger han. 

David Nicolas Hopmann mener også, at reality bestemt har sin berettigelse. For ham er det nødvendigt, så længe reality kan nå ud og engagere de seere, som ellers ikke har en stærk tilknytning til DR. 

“Hvis de skrumper DR ned til kun at levere nyheder eller dokumentarprogrammer, kan de lige så godt lukke butikken, for så er der ingen, der kommer til at se det. Pengene på reality er godt givet ud,” mener David Nicolas Hopmann.

Så hvis du føler, at du spilder din tid ved at se reality i stedet for at se TV2 News, kan du godt sparke den dårlige samvittighed til hjørne. For når du sidder foran skærmen, er du ikke et passivt vidne til overfladisk og sensationspræget indhold.

Du kan reflektere over din egen person; du kan diskutere indsigtsfulde emner med dine venner. Og når du sidder der i sofaen, rullet ind i tæpper og med armene om en pude, mens du ser ‘Døm vores forhold’, er du måske endda på din helt egen måde med til at styrke demokratiet.

FORSIDEN

Krigens Døgn: “Hvis ikke det kan ses på landkortet, hører det ikke til i programmet”

af Webredaktøren | dec 12, 2024 | UDE

UDE

Krigens Døgn: “Hvis ikke det kan ses på landkortet, hører det ikke til i programmet”

Hver onsdag står Kim Bildsøe med to analytikere og udpensler frontlinjerne mellem Ukraine og Rusland. TV-programmet ‘Krigens Døgn’, der kører på sit tredje år, har et gammeldags format, men friske seertal. Hvad kan pegepind, gammeldags kort og spilbrikker i moderne TV?.

TEKST: EVA BEYER PAULSEN & MADS KELLER ISAKSEN
FOTO: SARAH ARGE

Udgivet den 12. december 2024

Der er som altid travlt på redaktionerne i DR Byen. Men denne dag er der mere travlt, end der plejer. Det, som alle eksperter havde brugt måneder på at forklare ikke ville ske, sker den 24. februar 2022. Rusland har fortsat den invasion af Ukraine, der startede otte år tidligere. Hele verdens nyhedsredaktioner arbejder på at få et overblik over situationen. Den skal formidles til borgerne, og hvordan gør man egentlig det?

Det spørgsmål sad vært og korrespondent Kim Bildsøe og journalist Rasmus Meyer også med på TV Avisens redaktion. De vidste ikke, hvordan de skulle gøre en krig, der ikke var set mage til siden anden verdenskrig, håndgribelig for den gængse danske seer. Pludselig stikker Kim Bildsøe hovedet op over sin skærm og ser hen på Rasmus Meyer.

”Skal vi ikke bare prøve at gøre det ligesom Nauntofte?” siger Kim Bildsøe.

Sådan blev idéen om Krigens Døgn til. Behovet for information var enormt, og den information, der kom fra fronten, var kompleks og svær at formidle. Der måtte laves et program, der kunne skære igennem geopolitikkens tykke filter. Løsningen trak på et stykke TV-historie fra 90’erne. En pegepind, et fysisk kort og et par militærfaglige folk.

Det var ikke meningen, at programmet skulle køre i så lang tid. Men her, næsten tre år senere, står Kim Bildsøe stadig bag bordet i studie 14 i DR Byen, udstyret med en gammel pegepind og to forsvarseksperter. Illustreret Bunker har besøgt studiet for at finde ud af, hvordan tre mænd med pegepinde og et kort uge efter uge har fastholdt 300.000 danskere i snart tre år.

Et farligt terræn

Efter USAs indtræden i første verdenskrig skulle senator Hiram Johnson efter sigende have sagt: “Det første offer, når krigen kommer, er sandheden.”

Det kan være svært at undgå, at seerne bliver trætte af en krig, inden den rigtigt er kommet i gang. I takt med at vores opmærksomhed er kommet til salg til højestbydende, er dækningen blevet både mere kompliceret og relevant. Den første golfkrig i 1991 var den første krig, medierne kunne dække live, og da koalitionens kampvogne kørte ind i Kuwait by, stod ethvert vestligt medie med en smule selvrespekt og filmede løs. Hjemme i Danmark var public service-mastodonten Danmarks Radio også på sagen.

På en grynet forbindelse stod en ældre herre og så på et kort. Jens Nauntofte var DR’s udenrigskorrespondent fra 1977 til 1988, hvor han lavede flere programmer som for eksempel Horisont og Udefra. I Udefra førte han danskerne igennem invasionen af Irak i 1991 med sin faste gæst, major Svend Bergstein fra Forsvarsakademiet. Udstyret med en gammeldags pegepind og et stort landkort over den arabiske halvø, forklarede majoren de militære taktikker, og Jens Nauntofte stillede opfølgende spørgsmål, som seerne måske kunne have.

Det var det stykke TV-historie Kim Bildsøe kom i tanke om, da han den 24. februar 2022 lettede hovedet op over sin computerskærm. Og det var også lige præcis pegepinden og kortet, han havde i tankerne.

250.000 danskere ser med

Ifølge Hanne Jørndrup er der en grænse for, hvor meget medlidenhed, vi kan have. Hun er lektor på Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på Roskilde Universitet og har beskæftiget sig med krigsjournalistik det meste af sin forskningskarriere.

“Begrebet compassion fatigue beskriver den tendens, der er til, at vi på et tidspunkt ikke kan holde ud at se flere sultne børn og sønderskudte huse i Gaza. Når det sker, zapper vi væk fra lidelserne og begynder at interessere os for andre ting,” forklarer Hanne Jørndrup.

I gennemsnit har mellem 250.000 og 300.000 danskere fulgt med, når Kim Bildsøe har stået i det spartanskt indrettede studie med to gæster. Ifølge Hanne Jørndrup er en af grundene til, at et program som Krigens Døgn har så mange seere, at man ikke bliver udsat for compassion fatigue.

“Det er et fuldstændigt blodfrit program, der er ikke en dråbe, ikke et offer. Man ser det fra krigsherrens perspektiv. Det er en konform måde at se det på. Man bliver ikke krigstræt, fordi man ikke ser blodet, man ser bare strategi,” siger Hanne Jørndrup.

Krigens Døgn beskriver de taktiske aspekter af de militære operationer, der foregår. Stor- og geopolitik er fejet væk, og der er plads til det helt lavpraktiske. Vært Kim Bildsøe forklarer programmets mantra således:

“Hvis ikke det kan ses på landkortet, skal det ikke med i programmet.”

Redaktionschef Kristian Basballe og redaktør Rasmus Meyer mener, at netop det har gjort, at programmet har så høje seeretal, selv to år efter det gik i luften. Rasmus Meyer følger op med, at programmets identitet ligger i det simple, så flest muligt kan være med på, hvad der foregår. Han mener, at det bedst løses gennem noget, alle aldre og personer kan genkende. Kortet.

“Så kan man bare stå og pege på, hvor tingene foregår henne, og hvor byerne ligger og så videre,” siger Kristian Basballe.

Pegepinde og spilbrikker

I studie 14 står bordet med kortet på og pryder højre hjørne af rummet. Klokken er lidt i tre om eftermiddagen onsdag den 27. november, og tilrettelægger Julie Sonntag går om bag bordet og bukker sig ned. Skjult fra kameravinklerne er et opbevaringsrum for de brikker, Julie skal til at samle op og stille på kortet.

Brikkerne, der kunne forveksles med noget fra et strategisk brætspil, har alt fra kampvogne, droner, kampfly, missilsystemer og soldater på sig. De spredes ud på kortet af de fagpersoner, der om tre kvarter står og forklarer, hvor frontlinjen nu har rykket sig hen. Det ligner et nørdet brætspil, men her er det ramme alvor.

Kortet på bordet er lavet af laminat. Der luftbobler og folder i det, og ridser vidner om, at tidens tand tager på krigen og det program, der nu har kørt i næsten tre år.

Grafikkerne er som regel minimale, mens kortet i forgrunden har det meste af opmærksomheden. Kim Bildsøe skal i dag dele opmærksomheden om bordet med militæranalytiker ved forsvarsakademiet Esben Salling Larsen og lektor ved forsvarsakademiet Claus Mathiesen, hvor de skal snakke om et nyt missil, Rusland har anvendt i den forgangne uge.

Det er enkelt, og det skal det også være, for det forventer seeren, mener værten på programmet Kim Bildsøe.

Det militære perspektiv

På samme tid risikerer programmet at overse de alternative fortællinger og løsninger, som ikke passer ind i det strategiske, militære perspektiv. Det er den slagside, bagsiden af den simple medalje, som Hanne Jørndrup talte om tidligere.

Hun påpeger, at programmets fokus på det strategiske aspekt af krigen betyder, at det udelukkende formidles fra et militært perspektiv.

Ifølge Kristian Basballe er grunden til, at Krigens Døgn ikke fokuserer på andre perspektiver meget enkel.

“Det er ikke konceptet,” siger redaktionschefen. Ifølge ham er der mange andre steder hos DR, hvor man kan få de andre perspektiver.

Optagelserne

Programmet, der varer en halv time, tager også kun en halv time at optage. Kim Bildsøe har lige gennemgået de ting, der skal ske i dagens program. Noget af grafikken har drillet op til udsendelsen. Blandt andet har et digitalt kort centreret om byen Kursk været beskåret forkert.

”Hej Esben! Goddag, velkommen til!” siger Kim Bildsøe, da den ene af dagens analytikere kommer uniformeret ind i studiet.

Kort efter kommer Claus Mathiesen, som er den anden af analytikerne i dag.

Da Kim Bildsøe skal forklare dagens program til de to analytikere, tager han hjemmevant pegepinden i hånden. Lyden af træet, der rammer laminatet, giver genklang i lokalet, mens han uddyber, hvilke lokationer på kortet de skal tale om i dag.

Claus Mathiesen hviler pegepinden på kanten af sin sko. Der rettes i sidste øjeblik på positionerne rundt om bordet: Så tælles der ned til optagelse.

FORSIDEN

« Gamle poster

Næste poster »