Hvad skal vi med Tiden?

Hvad skal vi med Tiden?

af | okt 12, 2022 | UDE

Hvad skal vi med Tiden?

DR byder velkommen til den nye dreng i klassen, nyhedspodcasten Tiden. Spørgsmålet er dog, om lytterne har tid til endnu en nyhedspodcast, eller om Tiden risikerer at blive visket af tavlen.

TEKST: ANNA ELLESGAARD
ILLUSTRATION: LOUISE RIX 

Udgivet den 12. oktober 2022

”Tiden starter nu.” – ”Det er tid til at komme i gang.” – ”Lad tiden begynde.” 

Sådan sætter vært Simon Stefanski Tiden i gang. En velkomst der kan høres i DR’s seneste skud på stammen – nemlig Tiden, der som den nye dreng i klassen har taget nyhedsmarkedet med storm. 

Nyhedspodcasts er i fremmarch. Danskerne flokkes om dem for at få deres daglige skud af nyheder. Nogle finder vej til Genstart, andre lytter til Pilestræde eller Politikens podcast, mens andre nu tyer til Tiden.

Med lidt over en måned på bagen ligger Tiden lunt i lytter-svinget og har allerede overhalet både Berlingskes og Politikens nyhedspodcasts. Der er dog stadig lidt vej op til den mest populære dreng i klassen – Genstart, der uge efter uge sidder plantet i stolen på forreste række som lytternes go-to nyhedsfix.

 

Nyhedshistorier med sjæl

Tiden tegner et billede af den verden, vi lever i, ved at formidle historier om stort og småt. Simon Stefanski og holdet bag podcasten dykker dagligt ned i nyhedsstrømmen og fanger historier fra nær og fjern. Der er altid tre historier på krogen, når lytterne klikker ind for at blive klædt på til dagen. 

”Vi fortæller historier om den tid, vi lever i, og hvis vi lover, at vi udkommer med en international, national og lokal historie, så kommer vi rimelig godt omkring nyhedsbilledet,” siger Astrid Randrup, redaktør på Tiden. 

Ifølge hende har DR manglet en nyhedspodcast med særligt fokus på de dagsaktuelle nyheder, hvor Genstart folder én ikke nødvendigvis dagsaktuel historie ud. En opgave som Tiden nu står over for at løfte ved at fortælle tidens største nyheder på en spændende og medrivende måde. 

Astrid Randrup anerkender, at det kan være svært for den gængse dansker at ride med på nyhedsbølgen. Det er ikke alle, der har tid til at lytte til morgenradio, læse avis eller scrolle overskrifter på forskellige nyhedssites. 

Hun tror dog på, at Tiden kan komme til at få en vigtig rolle i ved at åbne nyhedshistorierne op på en ny måde. Det skal både være spændende for ”nyhedsjunkien”, der gerne vil opdateres på dagens dagsordener og for den gængse dansker, der indimellem drukner i alle de andre nyhedstilbud der er derude. Og der fungerer podcast, ifølge Astrid Randrup, som et mere intimt medie. 

“Det er typisk de gode fortællinger, de spændende historier og det intime rum med en gæst, der har nogle følelser på spil, der fungerer godt på podcast. Det er det, vi på Tiden skal leve op til,” siger Astrid Randrup.

Simon Stefanski, der tidligere har været tilrettelægger og vært på DR’s 12-tals-elev, Genstart, er hoppet med ombord på Tiden med ambitionen om at gøre det mere tillokkende for lytterne at få serveret dagens dagsordener.

”Jeg har sagt ja til at være vært på ’Tiden’, fordi jeg tror på, at vi rammer nogle kunder i butikken, som gerne vil have et begrænset antal historier, der bliver fortalt på en levende måde med lidt mere sjæl og lidt mere energi – som et par bolsjer hver dag med vitaminer i,” siger Simon Stefanski. 

 

Er Tiden en kopi af Genstart?

Genstart har været en enorm succes, siden DR i 2020 lancerede programmet som deres dengang eneste og unikke daglige nyhedspodcast. Podcasten er populær, lytterne er loyale og succesen er stor. Målet med Genstart var i sin tid at lave en endnu mere fortællende nyhedspodcast, end den amerikanske pendant The Daily fra New York Times, som DR i sin tid lænede sig meget op ad.

Selvom Genstart sidder på tronen og topper lytterlisten uge efter uge, har DR alligevel valgt at puste nyt liv i endnu en nyhedspodcast, der skal kunne omtrent det samme; formidle tidens største og vigtigste historier på en fortællende måde. Så hvad skal vi med Tiden, når vi har Genstart?

Simon Stefanski mener ikke, at Tiden er en kopi af Genstart. Han ser potentiale i den nye nyhedspodcast, fordi det er muligt at tilgå flere historier i løbet af én episode. Tiden er ifølge ham et fint supplement til Genstart, der fortæller nyhedshistorierne ovenfra og har tid til at zoome ind på forskellige perspektiver og detaljer i enhver udvalgt historie. 

”Vi har kun plads til at gå direkte ind i scenerne, hvor Genstart omvendt kan tage hele historien, men til gengæld kan vi komme ud i nogle meget mere skøre nyhedskroge og få nogle underlige perspektiver, som der ikke ville være plads til i en Genstart-episode,” siger Simon Stefanski.

 

Symbiose i skolegården

Astrid Randrup mener, at Tiden skal ses som et supplement til Genstart.

”Nogle historier er for små til Genstart, men passer rigtig godt til vores format i Tiden. På den måde synes jeg, at det er et meget symbiotisk forhold mellem de to podcasts,” siger Astrid Randrup. 

Kalkulen har fra starten været, at DR gerne ville have et supplement til Genstart, hvor flere nyheder kunne behandles ad gangen. Mange af Tidens historier slutter ikke, når podcasten slutter, men kører videre og planter nysgerrighed i lytterne.

Astrid Randrup er i den forbindelse åben over for, at Genstart samler op på nogle af de historier der bliver fortalt og foldet ud i Tiden.

”Vi har fået at vide fra lyttere, at der er nogle der lytter til Tiden på vej til arbejde, og så lytter de til Genstart på vej hjem fra arbejde. Det tænker jeg, rammer meget godt ind i, hvad der var håbet med Tiden,” siger Astrid Randrup. 

 

”Giv Tiden en chance.”

 Astrid Randrup er godt klar over, at DR’s to nyhedspodcast kæmper om de samme lyttere, men hun mener alligevel, at der er plads til begge podcasts.

”Jeg tænker ikke, at det er enten eller. Enten skal du lytte til Tiden eller også skal du lytte til Genstart. Jeg tror på mange måder, at man kan få rigtig meget ud af at lytte til begge to på hver deres præmisser,” siger Astrid Randrup. 

Der er nyhedsindhold nok på DR til, at alle kan lytte til noget hele tiden. Men Simon Stefanski tror og håber på, at folk har manglet det, som Tiden – ifølge ham selv – er allerbedst til; at få folk til at føle, hvorfor nyhedshistorier er vigtige, og hvorfor det er vigtigt at tage stilling til disse historier.

”For folk der synes, at det er uoverskueligt at gå videre end webrubrikkerne på deres sociale medier og ikke gider at bruge tid på endeløse rækker af nyheder, så tror jeg bare at jeg vil sige: ’prøv lige at give Tiden en chance’”, siger Simon Stefanski. 

Og med den bemærkning slutter det hele på bedste Stefanski manér:

“Således historien om den nye dreng i klasse, Tiden. Det var det. Farvel.”

 

FORSIDEN
Nekrologen offentliggøres, når livet er forbi, men skrives ofte inden

Nekrologen offentliggøres, når livet er forbi, men skrives ofte inden

af | okt 12, 2022 | UDE

Nekrologen offentliggøres, når livet er forbi, men skrives ofte inden

Er man blandt dem, der sætter et aftryk, står aviserne klar med en hyldest i form af en nekrolog. I nekrologen omtaler journalisten afdødes liv og indflydelse, og den skrives ofte længe inden, vedkommende tager herfra. Illustreret Bunker går bag om processen.

TEKST: Frederik Præstiin & Sissel Bonde Thielessen
ILLUSTRATION: Signe Mynster

Udgivet den 12. oktober 2022

Uffe Ellemann-Jensen er blevet alvorligt syg. Det læser Karen Marie Holk, og dér begynder hendes arbejde. Hun er navneredaktør på Politiken og skal finde en, der vil skrive om det liv, han levede. På Politiken – som så mange andre steder – er det vigtigt at have forberedt ordene på forhånd og gemt dem væk. 

De kan ikke risikere, at han dør, uden at de har ordene klar.

Artiklen bliver ofte skrevet og gemt væk uden kendskab til, hvornår den bliver taget frem og offentliggjort. Det kan være i overmorgen eller om flere år. Det kan også være, at den slet ikke kommer ned i skuffen, men at den er blevet skrevet, efter en person er gået bort. 

Bunken af nekrologer er ikke altid lige stor. Den har det med at variere; med jævne mellemrum går skuffen op, og et par menneskehænder tilføjer eller fjerner en artikel fra bunken, der efter et kort lysglimt igen bliver efterladt i mørket. Som var det et kartotek tilhørende manden med leen, der går og holder regnskab over sine udvalgte. 

Nekrologer er det sidste minde. Den fortæller en livshistorie og ridser de vigtigste begivenheder og bedrifter op. 

Weekendavisen erklærede Uffe Ellemann-Jensen død to dage for tidligt, og da The Independent bragte Mærsk McKinney Møllers nekrolog, nåede skribenten bag selv at dø, inden den blev udgivet, fordi den lå i skuffen i mange år.

Det får os til at stille spørgsmålene; hvad er nekrologen for en størrelse, og hvad går forud for de sidste ord, der runder et menneskes liv af?

 

De store personligheder hyldes

Når en stor personlighed afgår ved døden, går der sjældent særlig lang tid, før der kan findes en nekrolog på landets store aviser. Nekrologen omtaler afdødes liv, arbejde og indflydelse på samfundet. Det er altså ikke hvem som helst, der bliver skrevet om. 

Grunden til, at Uffe Ellemann-Jensen erklæres død for tidligt, og at der kan stå en død journalist i bylinen, er, at mange medier benytter forskudsnekrologer. Karen Marie Holk er navneredaktør på Politiken og ansvarlig for disse.

Forskudsnekrologer bliver typisk skrevet, når det bliver kendt, at en stor person har kort tid tilbage at leve i – enten på grund af sygdom eller almindelig alderdom. Men det kan også bare være tale om en stor personlighed, der er oppe i årene.  

”Sådan en som Dronning Margrethe har vi også en forskudsnekrolog på, selvom hun ikke er syg. Det handler om, hvor stor personen er. Vi kan ikke risikere, ikke at have noget på hende, hvis hun skulle gå hen og dø om fem minutter,” siger Karen Marie Holk.

Grundtanken med forskudsnekrologen er ifølge Karen Marie Holk, at man ikke risikerer at være fuldstændig uforberedt, og at man bliver taget med bukserne nede ved et betydningsfuldt dødsfald, men at man har en basis at gå ud fra. 

“Per Schultz Jørgensen (forfatter og forsker red.) har for nylig været ude og fortælle, at han er uhelbredelig syg med kræft, så ham har vi skrevet en forskudsnekrolog på, fordi vi ved, at han ikke har så lang tid tilbage,” siger Karen Marie Holk.

Politiken trykker ikke bare på udgivelsesknappen, når der sker et dødsfald. Vedkommende, der har skrevet forskudsnekrologen, kigger den igennem for at se, om der er noget, der skal friskes op eller tilføjes. 

”Det er ikke sådan, at man bare bringer en eller anden støvet forskudsnekrolog, der har ligget på lageret i 100 år,” siger Karen Marie Holk.

 

Nekrologerne laves

Når der skal skrives en nekrolog, er det hos Politiken af en fagmedarbejder, der har en særlig viden om den afdødes fag. Hvis det er en kendt forfatter, der er afgået ved døden, vil det derfor være oplagt, at det er avisens litteraturredaktør, der skriver den. Har en medarbejder en særlig forbindelse til personen og virkelige følelser indblandet, kan det også være et grundlag for, hvorfor vedkommende skal skrive den. Forskudsnekrologen giver ikke mening for alle. 

”Sådan en som Dronning Margrethe har vi også en forskudsnekrolog på, selvom hun ikke er syg. Vi kan ikke risikere, ikke at have noget på hende, hvis hun skulle gå hen og dø om fem minutter”

– Karen Marie Holk, navneredaktør hos Politiken

 

”Der er nogle af skribenterne, der foretrækker at skrive nekrologen, når dødsfaldet er sket, fordi de så nemmere har følelserne med i det. Det kan være svært at skrive en forskudsnekrolog om en, der stadigvæk lever i bedste velgående”, siger Karen Marie Holk. 

 

Kan en nekrolog skrives i for god tid?

Når man skriver en forskudsnekrolog, risikerer man, at der går mange år, før vedkommende dør. I forhold til publicering har Politiken et krav om, at journalisten, der skriver nekrologen, stadig har en tilknytning til avisen, når nekrologen bliver udgivet.

Det problem oplevede de på Politiken, da de hørte at Uffe Ellemann-Jensen havde fået kræft. Her har der været hele to nekrologer gennem skrivebordsskuffen, hvoraf den første blev kasseret. 

Karen Marie Holk finder Uffe Ellemann-Jensens nekrolog frem fra skrivebordsskuffen, men der er et problem. Kristian Madsen, der har skrevet den, har forladt avisen.

“Da Uffe Ellemann-Jensen fik kræft, virkede det ikke som om, der var lang tid tilbage. Så der blev skrevet en forskudsnekrolog på ham. Men så skete der det, at Kristian Madsen, der havde skrevet nekrologen, forlod Politiken. Det ville jo være mærkeligt at bruge hans nekrolog, når han ikke var ansat på avisen længere,” siger Karen Marie Holk.

 Da de på Politiken noget tid senere hørte, at det i foråret stod slemt til med Uffe Ellemann-Jensen, måtte de derfor skrive en ny. 

 “Der kom vi ud i en situation, hvor nekrologen faktisk var skrevet i for god tid,” siger Karen Marie Holk. 

 Politiken havde Dronning Elizabeths nekrolog liggende klar, da hun for nylig døde. Det samme gør sig ifølge Karen Marie Holk gældende for Dronning Margrethe, professor Per Schultz Jørgensen og Matador-forfatter og journalist Lise Nørgaard. De har alle en plads på Politikens lager af forskudsnekrologer i selskab med en række andre store personligheder. 

Hvem der er den næste, Karen Marie Holk trækker op af den mørke skrivebordsskuffe, er der ingen, der ved. Men når hun gør, er nekrologen klar. 

 

FORSIDEN
Fremtidens feminisme føres an af damebladene

Fremtidens feminisme føres an af damebladene

af | okt 12, 2022 | UDE

Fremtidens feminisme føres an af damebladene

Hvis du tror, at damebladenes spalteplads kun er fyldt med slankekure og sexstillinger, tager du fejl. Der er nemlig sket et skred i branchen af kvindemedier i Danmark anført af Alt for Damerne og Femina, som i dag skriver om både indretning og Iran. Men selvom de deler ønsket om fornyelse, er deres redaktionelle vej dertil dog meget forskellige.

TEKST: Elisa Norgaard Mortensen
FOTO: Clara Johanne selsmark

Udgivet den 12. oktober 2022

”Vi er hinandens medsøstre, vi er forbundne. Ingen kvinde er fri, før alle kvinder er frie.”

Sådan lyder den seneste leder fra Feminas chefredaktør Isabellas Hindkjær. Hun skriver om Jina Masha Amani, en iransk kvinde, som blev dræbt af landets moralpoliti for at have sit tørklæde forkert på. 

Isabella Hindkjær sidder midt i Aller Medias store glashus, og indignationen lyser ud af hende, når hun taler om uretfærdigheden i verden. Hun ser kampen for kvinders rettigheder, både i Danmark og internationalt, som Feminas største drivkraft og står i spidsen for mediets nye aktivistiske linje, hvor der er plads til både international politik og indretning. 

Nu er det slut med det stille dameblad.

Damebladenes dilemmaer 

Der er et dilemma i luften på Alt for Damernes kontor. Rikke Dal Støttrup, bladets chefredaktør, er i gang med at skrive lederen til næste blad, der går i trykken om få timer. Den handler om, hvorvidt mediet kan tillade sig at promovere modebranchen, når den er så skadelig for miljøet. 

Den slags dilemmaer er dagligdag for journalisterne på den lille, hyggelige redaktion i Egmont Story House. Her snakker kollegaerne med, hvem end man møder ved kaffemaskinen, og der er plads til, at en kollega kommer forbi med sin baby, selvom deadline ligger lige om hjørnet. 

Stemningen oser af hygge, men også seriøsitet. Der står stadig en halv flaske uåbnet vin på bordet fra fredagens optagelse af podcasten ”Skål Søster,” hvor Alt for Damerne taler med to kendte kvinder om, hvad der fylder i debatten lige nu, og så skåler de altid for en kvinde, der fortjener en særlig ros. 

Det ritual indrammer mediets nye redaktionelle linje meget godt.  

Rikke Dal Støttrup erkender, at der er sket store forandringer for bladet i hendes tid som chefredaktør. 

”Indtil 2020 havde vi hver eneste uge en model der var ca. 25, oftest lyshårede, fordi de sælger bedre end mørkhårede, slanke og smilende på forsiden. Jeg var ved at kaste op af kedsomhed, og mon ikke læserne var det samme,” siger Rikke Dal Støttrup.

I dag er en af hendes vigtigste opgaver som chefredaktør hele tiden at sørge for, at tingene ikke falder tilbage i de gamle roller. Det er simpelthen nemmere at finde en model på 25 år end på 45, og der er stadigvæk flere modeller der vejer 55 kilo i stedet for 85. 

Men hos Alt for Damerne er det vigtigt, at læserne kan kende sig selv i bladet, og det har mange ikke kunne i de åletynde, purunge, hvide modeller, der har prydet de glitrende sider i årevis. 

Nu keder Rikke Dal Støttrup sig ikke længere. Hun er stolt af Alt for Damerne. Problemet er bare, at diversitet desværre ikke altid sælger lige så godt som status-quo. Men skal man gå på kompromis med sine idealer for at sælge blade?

 

Et aktivistisk aktualitetsmedie

Chefredaktør Isabella Hindkjær er ikke i tvivl. Hun vil stå på den rigtige side af historien. Det samme skal Femina.

”Jeg tror, man skal være varsom med at være for vægelsindet. Man kan ikke være et mediebrand i 2022 uden at stå for noget og tage stilling. Hvis man ikke står for noget, så står man for ingenting,” siger hun.

Isabella Hindkjær forklarer, at det er en af største ændringer i Feminas linje. Tidligere har de prøvet at gøre alle glade og ”please” læserne, så de ikke blev sure eller stødt. Men det ændrede sig i 2020, da Isabella som helt ny chefredaktør kunne se, hvordan voldtægtsofre blev svigtet af den, ifølge hende, ”grotesk forældede voldtægtslovgivning.” 

Aktivister havde siden 2016 kæmpet for, at Danmark skulle få en samtykkebaseret lovgivning, som lagde vægt på, om der var samtykke til sex, i stedet for om offeret havde kæmpet imod en voldtægt. Da debatten omkring den nye lovgivning i sommeren 2020 gik i stå, stormede den nytiltrådte chefredaktør ind i kampen med 100 km/timen:

”Jeg havde det bare sådan, at hvis ikke et medie, der hedder Femina, dækker det her, som er noget af det mest grundlæggende, nemlig retten til vores egen krop, hvem gør så?,” siger Isabella Hindkjær. 

Overgangen fra et mere traditionelt dameblad med fokus på det nære og klassisk feminine til et aktivistisk aktualitetsmedie var alt andet end blød. Der var ingen på forhånd defineret strategi, ingen cost-benefit-analyse og ingen plan B. Til gengæld var der en følelse af, at det her virkelig kunne rykke noget. 

Femina skrev 65-70 artikler om tilblivelsen af Danmarks samtykkelov, som blev vedtaget i december 2020. Siden da har de kæmpet for bedre forhold på fødegangene, højere løn til sygeplejersker og kvinders rettigheder i Iran. Da Femina først udskiftede den gode stemning med en mere aktivistisk linje, vakte det stor opmærksomhed.

”Det var ikke det, man forbandt Femina med. Men sådan har vi så været lige siden. Nu tager folk os seriøst, fordi det er svært at lade være,” siger Isabella Hindkjær. 

”Jeg havde det bare sådan, at hvis ikke et medie, der hedder Femina, dækker det her, som er noget af det mest grundlæggende, nemlig retten til vores egen krop, hvem gør så?”

– Isabella Hindkjær, chefredaktør på Femina

Et ben i begge lejre

Tilbage hos Alt for Damerne beskriver Rikke Dal Støttrup et billede af, at Alt for Damerne går på to ben. Det ene ben går foran med store skridt og selvsikker gang. Her er de på forkant med tiden, når de bl.a. hepper på Helle Thorning, når hun får kritik for en nedringet kjole til hofbal, og når de sætter fokus på forskellige kroppe. Her kæmper Alt for Damerne for, at kvindekampen ikke bliver old news, fordi folk glemmer, hvor lang vej vi har igen til ligestilling som f.eks. i bestyrelser og lederstillinger. 

Men kan man løbe så hurtigt, at man mister en hel gruppe eller generation på perronen?

Det andet ben i Rikke Dal Støttrups billedlige strategi sikrer, at det ikke sker. For forandringen skal ikke ske på bekostning af deres trofaste læseres tillid. Det andet ben sørger hele tiden for, at de har fået alle med, måske især den mere traditionelle målgruppe. 

De har haft læsere, som syntes, at deres artikler og nye linje har været for ”woke”, og de læsere vil Rikke Dal Støttrup også gerne have med. I januar 2021 –  et stykke tid efter Sofie Linde for alvor fik den anden bølge af Me-too-bevægelsen til at rulle over Danmark – lavede Alt for Damerne et nummer, der hed ”Hvad nu mand”. De ville høre, hvordan mændene nu oplevede sexismedebatten og satte fokus på, hvad det ville sige at være en ”rigtig mand.”

Det var for hurtigt, mente nogle læsere. For nu havde kvinderne jo lige taletiden. Men Rikke Dal Støttrup vil møde de traditionelle læsere og mændene med åbne hænder.

”Vi skal finde et nyt niveau, hvor vi ikke er i krig, men hvor vi minder hinanden om, at det her er godt for alle. Det kan man ikke, hvis man mister folk på forhånd, fordi man er for hård,” siger Rikke Dal Støttrup. 

 

Både-og, ikke enten-eller

Selvom Alt for Damerne vil være et medie, der går forrest i kvindekampen, ønsker Rikke Dal Støttrup også, at bladet skal være en pause i læserens hverdag. Også i en tid hvor priserne og utrygheden stiger med hastige skridt.

”Folk skal ikke have lektier for, og folk skal ikke skældes ud,” siger Rikke Dal Støttrup. 

Alt for Damerne holder altså derfor fast i deres skønhedstips og modeserier, men nu skal det også være for andre end de unge, hvide og tynde.

Isabella Hindkjær holder også fast i, at Feminas aktivistiske linje ikke er sket på bekostning af mediets fokus på mode, mad og make-up.

”De sidste ti år har der været nogle, der efterspurgte det intelligente dameblad. I det har der nok ligget implicit, at det ville være fedt, hvis man i virkeligheden var et mandeblad. Vi skal passe på som kvinder, at vi ikke bare reproducerer nogle maskuline idealer,” siger Isabella Hindkjær.

Hun tilføjer afslutningsvist, at ligesom mænd altid har haft lov til at gå op i både økonomi og dyre ure, må kvinder selvfølgelig også dyrke det feminine og hårdtslående journalistik samtidig. Selv er Isabella Hindkjær kropsliggørelsen af denne syntese af det ultrafeminine og den kampklare kritiske journalist, som ligesom Rikke Dal Støttrup gerne tager en stor del af æren for denne udvikling.

FORSIDEN
Krigens rygsæk er dyr, tung og detaljeret

Krigens rygsæk er dyr, tung og detaljeret

af | maj 12, 2022 | UDE

UDE
Krigens rygsæk er dyr, tung og detaljeret

Krig i Europa, konflikt og sensation. Det lyder tiltrækkende for journalister, der brænder for at berette om verdenshistorien. Men det praktiske i at reportere fra verdens brændpunkter er en kunst i sig selv.

TEKST: Signe Thomsen
FOTO: Privatfoto af Stefan Weichert

Udgivet den 12. maj 2022

Krigen i Ukraine lever i høj grad op til nyhedskriterierne. Og idéen om at rejse dertil og prøve kræfter som freelance-korrespondent optager nok mange studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Men når man drager i krig i journalistikkens navn, fylder det praktiske meget, selv for de garvede journalister. 

Stefan Weichert blev uddannet fra DMJX i 2016 og har efterfølgende læst en kandidat i  journalistik med fokus på krig, konflikt og terror. Siden har han været freelancejournalist for danske og udenlandske medier, blandt andet i Hviderusland og Egypten, og i 2019 flyttede han til Ukraine for at dække den politiske udvikling. 

Han fortæller på en løs WhatsApp-forbindelse fra Ukraine, hvor meget praktisk, der ligger bag et job som krigskorrespondent – især som freelancejournalist. Man skal først og fremmest tænke sig godt om og kende alle sikkerhedsforbehold, inden man drager ind i en krigszone. Stefan Weichert tager alle sine forbehold for sikkerhed. Men alligevel blev han og hans kammerat og tætte kollega, Emil Filtenborg, skudt i Ukraine den 26. februar.

“Journalister i krig løber bare en større risiko for at være på brændpunkterne. Det er jo essensen af vores fag,” fortæller Stefan Weichert. 

Den tankegang genkender Nanna Dam, der læser journalistik på DMJX på syvende semester. I starten af marts fik hun et opkald fra sin redaktør på TV2 Østjylland, hvor hun havde sin praktik. Han tilbød hende at komme med en nødhjælpsbus til Ukraine for at rapportere. Dagen efter sad hun i bussen.

”Det gik så stærkt, men det var en sindssygt fed oplevelse. Det er lidt absurd, men jeg synes jo, det er vildt spændende at opleve det, som alle snakker om,” fortæller Nanna Dam.

Du kan skabe sikkerhed, men du bliver aldrig tryg

”Sæt ambitionsniveauet ned og sørg for at rådføre dig grundigt. Ellers bliver det simpelthen for farligt.”

Sådan lyder Stefan Weicherts bedste råd til journaliststuderende, som drømmer om at tage rygsækken på og rejse til en krigszone som journalist og reportere.

Men tjeklisten er lang, og hvis den uerfarne journalist ikke ved bedre, kan det være svært at kende de vigtige og måske livsafgørende detaljer. For eksempel hvor vigtigt det er at have et reb, så man kan flygte ud ad sit vindue, hvis der kommer brand eller nogen kommer ind i bygningen. At man skal sætte en kile under døren, så den ikke kan åbnes udefra. Hvor man kan tage et sikkerhedskursus, inden man rejser. Eller at man som minimum skal have en skudsikker vest med en level fire plade (på en skala fra et til fem), som kan stoppe fragmenter fra bomber. Og at den koster 3000 kr. 

At have styr på de praktiske ting kan skabe mere ro omkring uvante situationer. Men selvom man har skudsikker vest, hjelm, varmt tøj, ekstra mad, power bank, Cavius alarm, Panodiler og en lægetaske betyder det ikke meget, hvis du bliver ramt at et russisk artilleri.

“Du kan gøre rigtig meget, men i bund og grund er du alene, hvis bomben falder,” siger Stefan Weichert.

Freelancejournalister har kniven for struben

Det praktiske ved at drage i krig som journalist er en udfordring i sig selv. Men der er også stor sikkerhedsmæssig forskel på at være ansat af et medie, som stiller sikkerhedsrådgivere til rådighed og har kendskab til lokale kilder, og på at være freelancer i krig. Som freelance journalist er du alene om ansvaret. Hotellerne er dyrere, presset er større og du har ingen økonomisk tryghed.

”Freelancere har generelt en tendens til at tage flere chancer. Hvis vi ikke lander en god historie, så får vi ikke løn,” siger Stefan Weichert og tilføjer, at han til hver en tid vil foretrække at være tilknyttet et medie.

Nok har freelancejournalister mere frihed, men de har kniven for struben hele tiden. Derfor kan det nemt friste at opsøge risikable historier. Stefan Weichert og Emil Filtenborg har en personlig regel om kun at tage afsted til brændpunkter, hvis de har en journalistisk grund til at opsøge dem. De er ikke turister.

“Adrenalinen kører. Og selvom man gerne vil være de rigtige steder, kan det hurtigt gå galt, hvis man bare siger ja uden at trække vejret,” siger Stefan Weichert. 

Som freelancer står man selv med ansvaret for at risikovurdere og tage beslutninger. Derfor finder Stefan Weichert en stor tryghed i at have en makker, så de altid har fire øjne på situationen. Den erfaring gjorde Nanna Dam sig også, da hun for første gang var alene afsted. 

“Jeg kunne godt have tænkt mig at have haft en kollega, jeg kunne vende tingene med,” siger hun.

“Da jeg kom til en krig for første gang, var jeg overrasket over, hvor lidt action der er i virkeligheden”

– Stefan Weichart, freelancejournalist

En dag i centrum af verdenshistorien

Alle dage i Østukraine er uforudsigelig. Den starter gerne klokken syv, på et hotel i en by cirka 30-40 km væk fra frontlinjen. Typisk har Stefan Weichert og Emil Filtenborg en aftale med en lokal chauffør, som er veteran fra den sovjetiske invasion af Afghanistan. Han kører dem i sin firehjulstrækker og er  god til at sparre om sikkerhed.

Hvordan dagen udfolder sig, afhænger af, hvad der er sket i løbet af natten. Er civile områder for eksempel blevet ramt af skud, er det et oplagt sted at starte. Den 26. februar havde Stefan Weichert og Emil Filtenborg for eksempel fået tip om, at en børnehave, i byen Okhtyrka nær frontlinjen i Østukraine, var blevet ramt af ulovlige klyngebomber.

”Nogle gange bliver vi kontaktet af kilder. Det kan være en borgmester, militæret eller en lokal. Jeg kender for eksempel én, som ejer en telefonbutik, og han kender Gud og hvermand,” siger Stefan Weichert.

Gode lokale kontakter er en vigtig præmis for at bevæge sig rundt i en krigszone. Det oplevede Nanna Dam også, da hun var afsted for TV2 Østjylland.

“Hvis jeg skulle have gjort noget anderledes, ville jeg have sørget for at have en bedre lokal kontakt i området, det er virkelig altafgørende for at komme sikkert omkring og møde de rigtige mennesker,” siger hun. 

På Stefan Weichert og Emil Filtenborgs køreture, som kan være alt fra en til seks timer, begynder planlægningen af mulige flugtruter, evakueringsmuligheder og sikkerhedsplaner. Det er netop den planlægning, som skaber en smule ro i stressede situationer. Spontanitet er sjældent klogt i en krig, derfor er det essentielt med både en plan A, B eller C.

Ude på brændpunkterne gør Stefan Weichert og Emil Filtenborg deres journalistiske arbejde. Det er hverdagens gang i centrum af verdenshistorien. D. 26 februar, da de var kørt ud for at se på deres tip om børnehaven, står en mand pludselig ud af sin bil med en riffel i hånden og begynder at skyde efter dem. Stefan Weichert bliver ramt i skulderen, mens Emil Filtenborg bliver ramt i ryggen og begge ben.  

Dagen skulle, ligesom alle andre dage i Ukraine, være endt hjemme på hotellet, hvor dagens historie til Ekstra Bladet ville blive udarbejdet over aftensmaden. Det blev en noget anderledes dag, selv for den erfarne Stefan Weichert.

Krig er fyldt med ventetid

På TV pumper adrenalinen, og bomberne falder om ørene på korrespondenterne i Ukraine. Men bag kameraet gemmer der sig også en noget mere kedelig og praktisk virkelighed.

“Da jeg kom til en krig for første gang, var jeg overrasket over, hvor lidt action der er i virkeligheden,” siger Stefan Weichert.

Han spiller også computer, vasker tøj, sover, løser småting og netværker. Men når ventetiden bliver kedelig, bliver den også farlig, forklarer Stefan Weichert. Derfor er det vigtigt at holde hovedet koldt og ikke begynde at opsøge historier, som man ikke har nogen journalistisk grund til at lave. Det kan være en svær balance for en freelance journalist både at holde hovedet koldt og være afhængig af at levere en god historie. 

Når russiske tropper har rykket sig, er det i dag tydeligt at se på satellitbilleder eller på Twitter. Det er derfor ikke længere journalisternes vigtigste opgave at rapportere omkring. Til gengæld skal journalistikken bidrage til at sætte billede på hospitaler, læger, sårede, efterladte eller flygtninge.

Netop det oplevede Nanna Dam, da hun stod ved den Polsk-Ukrainske grænse.

“Nok kan man se krigen i TV, men pludselig stod jeg bare ansigt til ansigt med ukrainske flygtninge, som havde en taske i den ene hånd og et barn i den anden, mens tårerne trillede ned ad kinderne,” siger Nanna Dam. 

Også for Stefan Weichert vil de civile historier være i fokus den kommende tid. Lige nu bor han med sin kæreste i Ternopil i det vestlige Ukraine. Han har stadig en stor passion for journalistik med fokus på krig. Selvom det var tæt på at ende helt galt i Ukraine den 26. februar, fortæller Stefan Weichert, at der også er en grænse for, hvor meget man kan forsikre sig selv. Uanset sikkerhedsplaner, flugtruter, lokale kilder og skudsikre veste handler det allermest om ikke at være uheldig.

FORSIDEN
Mød manden bag kameraet, der jagter de blå blink

Mød manden bag kameraet, der jagter de blå blink

af | maj 12, 2022 | UDE

UDE
Mød manden bag kameraet, der jagter de blå blink

Christian Dahlerup har arbejdet som 112-fotograf gennem flere år. Med sig i kameratasken har han en masse billeder og følelsen af at bidrage til samfundet. Men hvorvidt fremtiden fortsat skal ses gennem en kameralinse, er usikkert.

 

TEKST: Mie Juhl Lorensen
ILLUSTRATION: Louise Rix

Udgivet den 12. maj 2022

Det er en sen aften, og mørket falder langsomt på over Aarhus. Med kameratasken slynget om på ryggen drøner Christian Dahlerup mod Brabrand. Helt specifikt viadukten ved Silkeborgvej.

45-knallerten bliver presset til det yderste, for det handler om at være først på pletten. 

Sådan er vilkårene for en 112-fotograf som Christian Dahlerup. Først ude og med håbet om de bedste billeder i kassen. Det er ikke altid, han ved præcis, hvad han rykker ud til. Oftest gør det modsatte sig faktisk gældende. Men denne gang er der vist sket en togpåkørsel ude foran Rema1000.

At tage afstand

”Jeg elsker at tage billeder. For mig er det tilfredsstillelsen ved at gøre et godt stykke arbejde, der driver mig,” fortæller Christian.

Han har de seneste år taget en lang række billeder. Både på hobbyplan og som freelancefotograf. Ifølge Christian, har han adskillige gange fået ros for netop sin evne til at tage gode billeder. En sans for de små detaljer, de helt rigtige beskæringer og fede perspektiver. 

Arbejdet som freelancefotograf falder derfor Christian meget naturligt. Han har i mange år  været førtidspensionist, og fotografiet er hans kreative frirum. Her fotograferer han alt fra dronningens fødselsdag til aarhusianske koncerter. Men meget af tiden går med billederne af de blå blink.

Som freelancefotograf er Christian rykket ud til alle slags opgaver. Lige fra færdselsulykker til voldsomme brande. Arbejdet kommer tæt på, men en hård opvækst har gjort ham god til ikke at tage det med hjem. 

”Jeg har levet et hårdt liv og oplevet mange voldsomme ting. Pårørendes selvmord, sygdom, vold og drabsforsøg. Når jeg rykker ud til voldsomme begivenheder, skal der altså rigtig meget til, før jeg slæber det med hjem,” siger han.

Først på pletten

Christian har tidligere haft rigtig mange fotoopgaver og dedikeret store dele af sit liv til 112-fotografiet. Sad han med nogle gæster, kunne han finde på at smide alt, hvad han havde i hænderne og fræse afsted i jagten på det næste gode billede. Men det var også stressende arbejdsbetingelser.

De bedste billeder tages stort set altid, når man som fotograf er først ude på ulykkesstedet. Man skal helst komme før både politifolk, ambulancereddere og brandmænd, så man kan se dem i aktion og få det fulde overblik over ulykken. 

”Der er et meget kort vindue ude på et ulykkessted eller en politiopgave, hvor de bedste billeder kan tages. Er der en brand, sælger billedet bedst, når flammerne står på sit allerhøjeste.”

Christian sætter derfor utrolig meget pris på sin 45-knallert. Med den kan han hurtigt rykke ud, og samtidig behøver han ikke bekymre sig om parkering. Knallerten holder han ind til siden, og kameratasken pakkes frem. Så er det ellers i gang med arbejdet.

“Er der en brand, sælger billedet bedst,

når flammerne er på sit højeste”

– Christian Dahlerup, 112-fotograf

Et indprentet billede

Tilbage ved Silkeborgvej i Aarhus er Christian nu ankommet til ulykkesstedet. Skumringen gør det svært at se alle detaljer, men det er alligevel tydeligt, at der har været en voldsom påkørsel.

Christian stiller knallerten fra sig og placerer sig oppe på broen. Her retter han kameraet ned mod busken ved togskinnerne og fornemmer hurtigt de rødfarvede grene, der er oplyst af en nærtstående gadelampe. Det viser sig, at en ung mand er blevet kørt over af et forbipasserende tog.

Og her ved viadukten kommer de med omkring 160 km/t.

”Der har virkelig været smæk på. Billedet af den blodige busk er noget, jeg meget sent vil glemme.”

Hvor går grænsen?

Som 112-fotograf er listen over etiske dilemmaer lang. Både straffeloven og persondataloven gør sig gældende. Netop dét at holde sig inde for de etiske grænser, går Christian meget op i.

”Jeg vil hellere være på den sikre side, end jeg vil sælge et billede, der er på grænsen,” siger han.

Men grænsen er ikke altid klar og hårdt optegnet. Christian har i flere situationer spurgt sig selv, hvor skillelinjen ligger. I en gidseltager-situation nogle år tilbage undlod han at publicere billeder, fordi han vurderede, at det kunne gøre mere skade end gavn. Hvad nu hvis gidseltageren så billederne i medierne og pludselig gik amok på gidslet?

De etiske overvejelser er konstant i baghovedet hos Christian. Hvilket hensyn skal han tage? Er der billeder, som ikke skal sendes videre til fotobureauet? Og hvor vigtigt er billedet i sidste ende?

Et blame-game

Ved busken på Silkeborgvej er Christian i gang med at tage de sidste billeder af ulykkesstedet. Han er vant til at komme tæt på ulykkerne, men den her oplevelse har alligevel gjort et særligt indtryk på ham.

Lidt væk fra skinnerne fornemmer han, at der er en gruppe unge mennesker. Normalt er stemningen omkring ulykkesstederne yderst professionel, og han bider derfor mærke i de unge drenge, der nu hæver stemmen.

”Der er et vaskeægte blame-game i gang. Stemningen er både ond og ubehagelig,” fortæller Christian.

Det viser sig, at den ene af drengene har løbet rundt på skinnerne, og de andre i gruppen giver ham skylden for, at deres ven er død. Den påkørte dreng havde forsøgt at få ham væk fra skinnerne, men det resulterede i stedet i en fatal ulykke. 

“Der var noget, der føltes helt forkert. Den ene blev anklaget for at være skyld i den andens død. Lige dér kom det hele lidt ekstra ind under huden på mig,” siger Christian

Stemningen omkring togulykken er noget, Christian stadig husker i dag. Han har efterhånden set og oplevet lidt af hvert, men episoden skiller sig ud fra de mange andre opgaver på grund af den ubehagelige stemning.

Altid på vagt

Oftest er det fotobureauet Byrd, der skriver til Christian om mulige fotoopgaver. Andre gange modtager han et privat tip. Med sit freelancearbejde vælger han helt selv, om han vil rykke ud eller ej. Det har dog ikke altid været sådan. Nogle bureauer har krævet, at han stod til rådighed og var klar til at rykke ud med ultrakort varsel. Det var til tider meget stressende, fortæller Christian.

I dag går han med en masse overvejelser om, hvorvidt fremtiden fortsat skal være med et kamera i hånden. Som 112-fotograf er Christian individualist, og han har i sin levetid oplevet både afpresninger, trusler og mødt hårde miljøer. Blandt andet derfor bor Christian i dag i et hjem med et udbygget alarmsystem.

En gang var der slet ingen bekymringer at spore, når han rykkede ud i jagten på de blå blink. Christian synes på mange måder, at det er en vigtig samfundspligt at videreformidle billederne. Men det hårde miljø og de uforudsigelige arbejdsdage sætter alligevel gang i tankerne, selvom det helt rigtige billede i kassen giver en ubeskrivelig følelse

”Mange historier bliver jo ikke fortalt, hvis der ikke er billeder. Men jeg spørger alligevel mig selv, om det egentlig stadig er det hele værd?”

#MinTwitterguide: Jeg undersøgte, hvordan man bliver god til Twitter og endte med fem hovedregler

#MinTwitterguide: Jeg undersøgte, hvordan man bliver god til Twitter og endte med fem hovedregler

af | maj 12, 2022 | NYESTE, UDE

NYESTE | UDE
#MinTwitterguide: Jeg undersøgte, hvordan man bliver god til Twitter og endte med fem hovedregler

Jeg var i tvivl om, hvordan jeg fik luft under vingerne på min Twitter-konto. Derfor satte jeg mig for at undersøge, hvordan man bliver dygtig til Twitter. Jeg rådførte mig med en ekspert og tre kendte journalister med Twitter-succes. Læs med, hvis du vil have de samme råd, som jeg fik.

TEKST: Frederik Præstiin
ILLUSTRATION: Rasmus Thorsen

Udgivet den 12. maj 2022

Når det kommer til sociale medier, er Twitter på ingen måde det mest benyttede herhjemme. Faktisk har Twitter kun i omegnen af 500.000 danske brugere og må derfor se sig slået af medier som Facebook, Instagram og endda LinkedIn. Man skulle næsten tro, at det lyseblå ikon med fuglen Larry T Bird helt er blevet overset. 

Men det passer ikke.

For selvom Twitter ikke har fat i den unge del af befolkningen, så valfarter journalister, politikere og meningsdannere derind. Twitter er efterhånden blevet en platform, der giver et hulens godt overblik, og som giver rig mulighed for at debattere og dele sin passion.   

Selv er jeg ikke den store Twitter-konge, men jeg elsker at se med derinde. Og jeg følger netop journalister og politikere, fordi jeg synes, jeg bliver klogere og får udfordret mit verdensbillede. Men når det kommer til at tweete, Hvilket sker 6.000 gange i sekundet på globalt plan, så er jeg mere udfordret. Ikke fordi jeg ikke har noget på hjerte. Mere fordi jeg ikke ved, hvad der virker, og hvordan jargonen er.

Derfor satte jeg mig for at undersøge, hvad der virker bedst på Twitter. Ifølge Twitter-ekspert Søren Pedersen, er det svært at sætte en formel på, hvordan man bedst gebærder sig på mediet. Men der findes alligevel nogle hovedregler. Dem har jeg samlet og sammenkogt til fem gode råd.

1. Knyt en personlig kommentar til de links, du deler

Længe før danskerne opdagede Twitter, var det udbredt andre steder i verden. Blandt andet i den arabiske verden. Det opdagede DR’s mellemøstkorrespondent, Puk Damsgård, som bruger Twitter til sit arbejde. 

”Twitter er for mig et sted, hvor jeg kan holde mig opdateret. Det er en del af mit work space, og jeg deler, hvad der falder mig for – ud fra mine interesser og mit stofområde. Det er ikke et sted, jeg går ind, når jeg holder fri,” siger hun.

På Twitter har man blot 280 tegn til rådighed i statusopdateringerne, så når du skal dele en historie, skal det gøres klart og præcist. Mange vælger at vedhæfte et link til en interessant artikel, som siger noget om en holdning eller et budskab, de vil ud med.

Men det er ikke nok blot at vedhæfte en artikel og så trykke ’tweet’.

”Opgiv tanken om bare at tweete et link til en interessant artikel. Du skal knytte din personlige kommentar til den,” siger Søren Pedersen.

2. Giv dine budskaber kant

Et andet råd er, at du bliver nødt til at give dine budskaber lidt kant for at blive set. 

”I hvert fald i en opstart hvor du skal oparbejde engagement og få flere ’venner’,” siger Søren Pedersen. 

Det betyder dog ikke, at du bare skal skrive hæmningsløst og frit fra hoften. Det er en god idé at tænke sig om, inden man lægger noget op.

”Tænk dig lige om i 30 sekunder før du trykker send. Selvom du skarpvinkler dine pointer, så sørg for at der alligevel er dækning for dine budskaber,” siger Søren Pedersen.  

Denne tilgang er chefredaktør på Frihedsbrevet Kristoffer Eriksen ikke helt tilhænger af. Han interesserer sig slet ikke for, hvad der virker på Twitter. 

”Når jeg skriver noget på Twitter, tænker jeg meget lidt. Min erfaring er, at de ting, jeg har skrevet, som jeg har tænkt mindst over, og som er allermest impulsdrevet, har haft den mest interessante effekt. Enten fordi folk er blevet meget sure på mig, eller fordi de er meget enige med mig. Det synes jeg er sjovt. Jeg interesserer mig slet ikke for, hvad der virker på Twitter, for så tror jeg, man bliver en meget forfærdelig og konstrueret person at følge,” siger han.

Her er der altså delte holdninger, i forhold til hvad der virker bedst. Jeg synes, det hele kommer an på, hvilket image du vil danne på din profil, og hvordan du ønsker at bruge den. Her vil man nemt kunne finde en god mellemvej mellem henholdsvis Søren Pedersens og Kristoffer Eriksens metoder.

3. Undgå shitstorme

Jeg oprettede min Twitterprofil tilbage i 2014, og jeg oplever, at tonen har ændret sig meget siden. Den er blevet hårdere, nærmest uforsonlig. Det er især debatterne, der vækker harme, og det kan synes håbløst, ja næsten umuligt, at holde tonen ren i kommentarsporene. Hvor Twitter ofte er blevet sammenlignet med en læringsplatform, er sproget derinde nu blevet så voldsomt, at det helt risikerer at overskygge debatternes primære formål.

”Jeg kan godt se, hvor det bliver betændt. Jeg er glad for, at jeg ikke deltager i kønsdebatten for eksempel. Det virker til at være ganske modbydeligt meget af tiden,” siger Sebastian Stanbury, journalist på Mediano. 

Ifølge ham selv, tænker han meget over, hvad han tweeter. 

”Jeg prøver at opføre mig ordentligt og ikke svine folk til. Jeg vil ikke være for negativ derinde, for så tror jeg, at jeg får negativitet igen, og det er jeg ikke interesseret i,” siger han.

Puk Damsgård deltager slet ikke i debatten på Twitter. 

”Jeg undgår at deltage i debatter, fordi det hurtigt bliver perfidt med en debat på så få tegn,” siger hun.  

Faren ved at tilkendegive sin holdning på Twitter er, at man meget nemt kan havne i en shitstorm, hvor man bliver mødt med voldsom kritik og ualmindeligt mange negative kommentarer. 

Så hvordan slipper man for disse ubehageligheder? Søren Pedersen har et ganske simpelt råd:

”Undgå at komme ind i shitstorme, hvor du bruger oceaner af tid på at overbevise folk, som alligevel aldrig bliver overbevist. Træk dig ud af de diskussioner hurtigt,” siger han.

Hermed er budskabet altså ikke, at du skal holde dig fra at debattere på Twitter. Det er trods alt en af de vigtigste og mest benyttede aktiviteter derinde. Men debattér med det forbehold, at folk hurtigt kan blive meget sure og ubehagelige. Du må gøre op med dig selv, om det er noget, du gider at bruge din tid på. Og husk så, at der også findes mange gode, indsigtsfulde debatter på Twitter.

4. Lav et positivt feed

Et af værktøjerne til at undgå sure, ubehagelige profiler er enkelt. Mute dem. Det kan i hvert fald være en begyndelse i forhold til at opnå mere positivitet på platformen.

”Mute folk, du synes er irriterende, og som ikke bidrager med noget fornuftigt. Det er en kæmpe lettelse at få et feed, man kun bliver inspireret og udfordret af, og som man ikke bliver sur af,” siger Søren Pedersen.

Når man inspirerer hinanden, er min erfaring, at debatten bliver præget herefter. Og det er trods alt dét, Twitter er kendt for, og som gør, at det adskiller sig fra de andre medier. 

”Jeg kan bedre lide debatten på Twitter. Jeg synes, jeg får flere informationer, og jeg synes, jeg får nyhederne hurtigere. Det er jo et fremragende overblik til nyheder og information,” siger Sebastian Stanbury.

5. Brug Humor

Det sidste og måske vigtigste råd er humor. For er der noget, mennesker kan samles om, så er det humor. Og på den måde undgår du at lave statiske opslag, der forsvinder i mængden.  

”Folk på Twitter elsker originale tanker, studier og data. Og ikke mindst humor,” siger Søren Pedersen.  

Det nævner Sebastian Stanbury også, da jeg spørger ham, hvad han synes, der virker på Twitter.

”Jeg tror, humor fungerer. Hvis jeg skriver en interessant betragtning om en fodboldspiller, så når det ud til en vis skare. Hvis jeg tweeter noget, folk synes er sjovt, så når det meget længere ud,” siger han.

Forhåbentligt kan disse råd være med til at give dig et skub fremad. Men det vigtigste er nok, at du er dig selv på Twitter, og at du prøver dig frem. Så vil du også automatisk finde ud af, hvad der virker bedst for dig, og hvad folk reagerer på.

FORSIDEN