#MinTwitterguide: Jeg undersøgte, hvordan man bliver god til Twitter og endte med fem hovedregler

#MinTwitterguide: Jeg undersøgte, hvordan man bliver god til Twitter og endte med fem hovedregler

#MinTwitterguide: Jeg undersøgte, hvordan man bliver god til Twitter og endte med fem hovedregler

Jeg var i tvivl om, hvordan jeg fik luft under vingerne på min Twitter-konto. Derfor satte jeg mig for at undersøge, hvordan man bliver dygtig til Twitter. Jeg rådførte mig med en ekspert og tre kendte journalister med Twitter-succes. Læs med, hvis du vil have de samme råd, som jeg fik.

TEKST: Frederik Præstiin
ILLUSTRATION: Rasmus Thorsen

Udgivet den 12. maj 2022

Når det kommer til sociale medier, er Twitter på ingen måde det mest benyttede herhjemme. Faktisk har Twitter kun i omegnen af 500.000 danske brugere og må derfor se sig slået af medier som Facebook, Instagram og endda LinkedIn. Man skulle næsten tro, at det lyseblå ikon med fuglen Larry T Bird helt er blevet overset. 

Men det passer ikke.

For selvom Twitter ikke har fat i den unge del af befolkningen, så valfarter journalister, politikere og meningsdannere derind. Twitter er efterhånden blevet en platform, der giver et hulens godt overblik, og som giver rig mulighed for at debattere og dele sin passion.   

Selv er jeg ikke den store Twitter-konge, men jeg elsker at se med derinde. Og jeg følger netop journalister og politikere, fordi jeg synes, jeg bliver klogere og får udfordret mit verdensbillede. Men når det kommer til at tweete, Hvilket sker 6.000 gange i sekundet på globalt plan, så er jeg mere udfordret. Ikke fordi jeg ikke har noget på hjerte. Mere fordi jeg ikke ved, hvad der virker, og hvordan jargonen er.

Derfor satte jeg mig for at undersøge, hvad der virker bedst på Twitter. Ifølge Twitter-ekspert Søren Pedersen, er det svært at sætte en formel på, hvordan man bedst gebærder sig på mediet. Men der findes alligevel nogle hovedregler. Dem har jeg samlet og sammenkogt til fem gode råd.

1. Knyt en personlig kommentar til de links, du deler

Længe før danskerne opdagede Twitter, var det udbredt andre steder i verden. Blandt andet i den arabiske verden. Det opdagede DR’s mellemøstkorrespondent, Puk Damsgård, som bruger Twitter til sit arbejde. 

”Twitter er for mig et sted, hvor jeg kan holde mig opdateret. Det er en del af mit work space, og jeg deler, hvad der falder mig for – ud fra mine interesser og mit stofområde. Det er ikke et sted, jeg går ind, når jeg holder fri,” siger hun.

På Twitter har man blot 280 tegn til rådighed i statusopdateringerne, så når du skal dele en historie, skal det gøres klart og præcist. Mange vælger at vedhæfte et link til en interessant artikel, som siger noget om en holdning eller et budskab, de vil ud med.

Men det er ikke nok blot at vedhæfte en artikel og så trykke ’tweet’.

”Opgiv tanken om bare at tweete et link til en interessant artikel. Du skal knytte din personlige kommentar til den,” siger Søren Pedersen.

2. Giv dine budskaber kant

Et andet råd er, at du bliver nødt til at give dine budskaber lidt kant for at blive set. 

”I hvert fald i en opstart hvor du skal oparbejde engagement og få flere ’venner’,” siger Søren Pedersen. 

Det betyder dog ikke, at du bare skal skrive hæmningsløst og frit fra hoften. Det er en god idé at tænke sig om, inden man lægger noget op.

”Tænk dig lige om i 30 sekunder før du trykker send. Selvom du skarpvinkler dine pointer, så sørg for at der alligevel er dækning for dine budskaber,” siger Søren Pedersen.  

Denne tilgang er chefredaktør på Frihedsbrevet Kristoffer Eriksen ikke helt tilhænger af. Han interesserer sig slet ikke for, hvad der virker på Twitter. 

”Når jeg skriver noget på Twitter, tænker jeg meget lidt. Min erfaring er, at de ting, jeg har skrevet, som jeg har tænkt mindst over, og som er allermest impulsdrevet, har haft den mest interessante effekt. Enten fordi folk er blevet meget sure på mig, eller fordi de er meget enige med mig. Det synes jeg er sjovt. Jeg interesserer mig slet ikke for, hvad der virker på Twitter, for så tror jeg, man bliver en meget forfærdelig og konstrueret person at følge,” siger han.

Her er der altså delte holdninger, i forhold til hvad der virker bedst. Jeg synes, det hele kommer an på, hvilket image du vil danne på din profil, og hvordan du ønsker at bruge den. Her vil man nemt kunne finde en god mellemvej mellem henholdsvis Søren Pedersens og Kristoffer Eriksens metoder.

3. Undgå shitstorme

Jeg oprettede min Twitterprofil tilbage i 2014, og jeg oplever, at tonen har ændret sig meget siden. Den er blevet hårdere, nærmest uforsonlig. Det er især debatterne, der vækker harme, og det kan synes håbløst, ja næsten umuligt, at holde tonen ren i kommentarsporene. Hvor Twitter ofte er blevet sammenlignet med en læringsplatform, er sproget derinde nu blevet så voldsomt, at det helt risikerer at overskygge debatternes primære formål.

”Jeg kan godt se, hvor det bliver betændt. Jeg er glad for, at jeg ikke deltager i kønsdebatten for eksempel. Det virker til at være ganske modbydeligt meget af tiden,” siger Sebastian Stanbury, journalist på Mediano. 

Ifølge ham selv, tænker han meget over, hvad han tweeter. 

”Jeg prøver at opføre mig ordentligt og ikke svine folk til. Jeg vil ikke være for negativ derinde, for så tror jeg, at jeg får negativitet igen, og det er jeg ikke interesseret i,” siger han.

Puk Damsgård deltager slet ikke i debatten på Twitter. 

”Jeg undgår at deltage i debatter, fordi det hurtigt bliver perfidt med en debat på så få tegn,” siger hun.  

Faren ved at tilkendegive sin holdning på Twitter er, at man meget nemt kan havne i en shitstorm, hvor man bliver mødt med voldsom kritik og ualmindeligt mange negative kommentarer. 

Så hvordan slipper man for disse ubehageligheder? Søren Pedersen har et ganske simpelt råd:

”Undgå at komme ind i shitstorme, hvor du bruger oceaner af tid på at overbevise folk, som alligevel aldrig bliver overbevist. Træk dig ud af de diskussioner hurtigt,” siger han.

Hermed er budskabet altså ikke, at du skal holde dig fra at debattere på Twitter. Det er trods alt en af de vigtigste og mest benyttede aktiviteter derinde. Men debattér med det forbehold, at folk hurtigt kan blive meget sure og ubehagelige. Du må gøre op med dig selv, om det er noget, du gider at bruge din tid på. Og husk så, at der også findes mange gode, indsigtsfulde debatter på Twitter.

4. Lav et positivt feed

Et af værktøjerne til at undgå sure, ubehagelige profiler er enkelt. Mute dem. Det kan i hvert fald være en begyndelse i forhold til at opnå mere positivitet på platformen.

”Mute folk, du synes er irriterende, og som ikke bidrager med noget fornuftigt. Det er en kæmpe lettelse at få et feed, man kun bliver inspireret og udfordret af, og som man ikke bliver sur af,” siger Søren Pedersen.

Når man inspirerer hinanden, er min erfaring, at debatten bliver præget herefter. Og det er trods alt dét, Twitter er kendt for, og som gør, at det adskiller sig fra de andre medier. 

”Jeg kan bedre lide debatten på Twitter. Jeg synes, jeg får flere informationer, og jeg synes, jeg får nyhederne hurtigere. Det er jo et fremragende overblik til nyheder og information,” siger Sebastian Stanbury.

5. Brug Humor

Det sidste og måske vigtigste råd er humor. For er der noget, mennesker kan samles om, så er det humor. Og på den måde undgår du at lave statiske opslag, der forsvinder i mængden.  

”Folk på Twitter elsker originale tanker, studier og data. Og ikke mindst humor,” siger Søren Pedersen.  

Det nævner Sebastian Stanbury også, da jeg spørger ham, hvad han synes, der virker på Twitter.

”Jeg tror, humor fungerer. Hvis jeg skriver en interessant betragtning om en fodboldspiller, så når det ud til en vis skare. Hvis jeg tweeter noget, folk synes er sjovt, så når det meget længere ud,” siger han.

Forhåbentligt kan disse råd være med til at give dig et skub fremad. Men det vigtigste er nok, at du er dig selv på Twitter, og at du prøver dig frem. Så vil du også automatisk finde ud af, hvad der virker bedst for dig, og hvad folk reagerer på.

Mørklægningsloven forhindrer journalisten i at grave

Mørklægningsloven forhindrer journalisten i at grave

Mørklægningsloven forhindrer journalisten i at grave

Danmark er nordiske mestre i mørklægning på grund af vores nuværende offentlighedslov. På trods af det lykkedes det sidste års cavlingvindere at gøre Christiansborg en hemmelighed fattigere. Men kunne endnu mere komme frem i lyset med en lempeligere lovgivning?

TEKST: Anna sofie Laue
ILLUSTRATION: Katrine å. edvardsen

Udgivet den 12. maj 2022

Kan man vinde en Cavlingpris uden aktindsigt? 

Det kan man blive nødt til. 

Den danske offentlighedslov gør det nemlig muligt for regeringen at skjule selv de mest centrale informationer om en sag i Christiansborgs mørke kælder. Alligevel formår nogle få journalister at grave deres vej ned til hemmlighederne. En af dem er Thomas Foght, leder af Ekstra Bladets gravergruppe og sidste års vinder af Cavlingprisen. Her er, hvordan han kom derned. 

 

’Mettes Uønskede Børn’ 

Og Cavlingprisen går til… ’Mettes Uønskede Børn’.

Thomas Foght og kollegerne Nagieb Khaja, Jeppe Findalen og Magnus Mio blev dekoreret med branchens fineste hædersmedalje tilbage i januar. Forud for den dag lå et halvt års intenst graverarbejde, hvor firemandsgruppen ikke havde haft andet på skrivebordet end sagen om de danske børn i de syriske fangelejre al-Roj og al-Hol. 

Det startede med et tip. En kilde kunne fortælle, at der angiveligt skulle ligge en rapport fra Forsvarets Efterretningstjeneste, som var blevet delt med fire ministerier, men ellers ikke havde set dagens lys. 

”Rapporten fortalte, at der var børn i de syriske fangelejre, der risikerede at blive smuglet ud og trænet til at begå terror af Islamisk Stat,” siger Thomas Foght. 

Denne oplysning startede jagten på sandheden – og den skulle vise sig at være både hård og lang. For Thomas og hans kolleger stod uden det værktøj, der ellers er vigtigst for deres daglige arbejde. 

”Offentlighedsloven spænder ben for at få aktindsigt i efterretningstjenestens operative forhold. Det vil sige, at man ikke kan få aktindsigt i, hvad efterretningstjenesten for alvor laver. Derudover er der ministerbetjeningsreglen, som gør, at alt, der er relevant for ministrene, bliver undtaget. Det har gjort det rigtig svært at få aktindsigt i det her forløb,” siger Thomas Foght. 

I sidste ende løb de fire herrer fra Ekstra Bladet afsted med Cavlingprisen. Men kampen for aktindsigt vandt de kun en sjælden gang imellem i løbet af deres projekt – og når de fik den, var der flere gange lavet så mange overstregninger i de udleverede dokumenter, at de alligevel var ubrugelige. 

Selvom det har været en sten i skoen for Thomas Foght og kollegerne, at aktindsigten har været så stærkt begrænset, så kommer det ikke som nogen overraskelse for ekspert Oluf Jørgensen, offentlighedsrådgiver og forskningschef emeritus hos Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. 

“Der er tale om en generel tendens,” siger han. 

Mørklægningsloven 

Offentlighedsloven er den lov i Danmark, der regulerer, hvilke dokumenter om myndighedernes forvaltning offentligheden kan få aktindsigt i. Generelt er offentligheden undtaget aktindsigt i dokumenter, der er kategoriseret som interne. I 2013 blev det bestemt, at denne kategori skulle udvides. 

“Man valgte at udvide de interne rum for ministerierne, så al kommunikation mellem ministerierne, altså mellem styrelser og departementer på kryds og tværs, nu også er defineret som et internt rum,” siger Oluf Jørgensen. 

I 2023 har offentlighedsloven – eller mørklægningsloven, som pressen har navngivet den – 10 års fødselsdag. Men ifølge Oluf Jørgensen er der ikke det store at fejre. For med det har Danmark også jubilæum som det nordiske land med den strammeste offentlighedslov. 

 

”Danmark er det land i Norden, der er mest lukket, når det handler om at få offentlig indsigt i grundlaget for politiske beslutninger,” siger Oluf Jørgensen. Efter hans vurdering er det et demokratisk problem.

“Det er klart, at der ikke kan være offentlighed i hvad som helst. Der skal være nogle undtagelser, som for eksempel beskytter enkeltpersoners privatliv og statens sikkerhed. Men reglerne for at undtage interne dokumenter er for brede,” siger han.

En af de paragraffer i offentlighedsloven, som myndighederne påberåber sig oftest, er den såkaldte ministerbetjeningsregel. Særligt denne regel har også været afgørende i sagen om ‘Mettes Uønskede Børn’.  

”Hele ministerbetjeningsreglen gør jo, at det er enormt svært at få aktindsigt i noget, der er interessant – for at sige det ligeud. For hver gang noget har betydning for en minister, så kan de bare undtage det,” siger Thomas Foght.   

Dårlige prognoser 

Det har af flere omgange været oppe at vende, om offentlighedsloven skal lempes. Sidste forår meldte Venstre ud, at særligt ministerbetjeningsreglen skal ses på igen og ændres i offentlighedens favør. Det er selvom, at Venstre er et af de partier, der var med til at danne det forlig, der holder liv i den nuværende lov. 

Senest var der høring om lovforslaget i Folketingets Retsudvalg i januar. På talerstolen var blandt andet Oluf Jørgensen for at fremlægge sine pointer. Men opbakningen til forslaget oplevede han ikke som stor.  

“Der sker jo ikke rigtig noget. Der er stadigvæk et forlig mellem Socialdemokratiet, Venstre og Konservative, og der er ikke nogen tegn på, at der bliver taget noget initiativ, der kan føre til ændringer,” siger han. 

Reglerne for at ændre nuværende love gør også, at et eksisterende forlig skal opløses inden et nyt folketingsvalg, hvis der skal tages initiativ til en ny lov i den næste regeringsperiode. Med et år til næste folketingsvalg er prognoserne for en ny offentlighedslov altså ikke lovende.  

“Det er jo trist, synes jeg. Det er vigtigt for journalister at bruge offentlighedsloven til det, som den nu kan – og der hvor de ikke kan bruge den, må de ty til andre midler,” siger Oluf Jørgensen.  

Det nederste kælderrum 

Gennem alternative metoder lykkedes det Thomas Foght og Ekstra Bladet at finde vej til Christiansborgs kælder.

”Vi prøvede os frem. Vi tog direkte kontakt til embedsmænd, og nogle af dem mødte vi også op hos privat. Langsomt fik vi samlet det her puslespil, som viste, hvad der var sket,” siger Thomas Foght.

Gruppen er også gået så vidt som at søge aktindsigt gennem nogle af de danskbosatte pårørende til børnene i Syrien i et forsøg på at få partsindsigt. Generelt har et intenst kildearbejde været afgørende for de resultater, projektet har ført til.

Det var også mere end en forgyldt statuette, som firkløverens afsløringer førte til. På Christiansborg havde offentliggørelsen af ’Mettes Uønskede Børn’ en tydelig effekt på beslutningstagerne. Presset steg på de involverede ministerier, flere ministre blev kaldt til samråd, og i sidste ende gav regeringen efter. Det betyder, at der i dag befinder sig 14 børn i Danmark, som ellers  muligvis stadig ville befinde sig i en syrisk fangelejr.  

På trods af sagens omfattende karakter er Thomas Foght overbevist om, at offentlighedslovens mørke stadig forhindrer de sidste dele af sagen om ‘Mettes Uønskede Børn’ i at blive afdækket. 

“Jeg tror, der ligger meget mere, som aldrig kommer til at se dagens lys. Jeg kan ikke dokumentere det, men ud fra de kilder, jeg har talt med, har jeg en fornemmelse af, at der ligger meget mere materiale rundt omkring i ministerierne, som ville få sagen til at fremstå i et endnu mere alvorligt lys,” siger Thomas Foght. 

Han mener, at artikelserien ville have haft endnu større konsekvenser for den siddende regering, hvis offentlighedsloven tillod det. 

“Hvis der var fuld åbenhed om alle delelementer af sagen, så er jeg overbevist om, at regeringen var blevet skiftet ud. Jeg har en tese om, at der ligger noget materiale i denne her sag, som ikke engang statsministeren ville kunne tåle blev fremlagt.”

 

 

 

Mød manden bag kameraet, der jagter de blå blink

Mød manden bag kameraet, der jagter de blå blink

Mød manden bag kameraet, der jagter de blå blink

Christian Dahlerup har arbejdet som 112-fotograf gennem flere år. Med sig i kameratasken har han en masse billeder og følelsen af at bidrage til samfundet. Men hvorvidt fremtiden fortsat skal ses gennem en kameralinse, er usikkert.

 

TEKST: Mie Juhl Lorensen
ILLUSTRATION: Louise Rix

Udgivet den 12. maj 2022

Det er en sen aften, og mørket falder langsomt på over Aarhus. Med kameratasken slynget om på ryggen drøner Christian Dahlerup mod Brabrand. Helt specifikt viadukten ved Silkeborgvej.

45-knallerten bliver presset til det yderste, for det handler om at være først på pletten. 

Sådan er vilkårene for en 112-fotograf som Christian Dahlerup. Først ude og med håbet om de bedste billeder i kassen. Det er ikke altid, han ved præcis, hvad han rykker ud til. Oftest gør det modsatte sig faktisk gældende. Men denne gang er der vist sket en togpåkørsel ude foran Rema1000.

At tage afstand

”Jeg elsker at tage billeder. For mig er det tilfredsstillelsen ved at gøre et godt stykke arbejde, der driver mig,” fortæller Christian.

Han har de seneste år taget en lang række billeder. Både på hobbyplan og som freelancefotograf. Ifølge Christian, har han adskillige gange fået ros for netop sin evne til at tage gode billeder. En sans for de små detaljer, de helt rigtige beskæringer og fede perspektiver. 

Arbejdet som freelancefotograf falder derfor Christian meget naturligt. Han har i mange år  været førtidspensionist, og fotografiet er hans kreative frirum. Her fotograferer han alt fra dronningens fødselsdag til aarhusianske koncerter. Men meget af tiden går med billederne af de blå blink.

Som freelancefotograf er Christian rykket ud til alle slags opgaver. Lige fra færdselsulykker til voldsomme brande. Arbejdet kommer tæt på, men en hård opvækst har gjort ham god til ikke at tage det med hjem. 

”Jeg har levet et hårdt liv og oplevet mange voldsomme ting. Pårørendes selvmord, sygdom, vold og drabsforsøg. Når jeg rykker ud til voldsomme begivenheder, skal der altså rigtig meget til, før jeg slæber det med hjem,” siger han.

Først på pletten

Christian har tidligere haft rigtig mange fotoopgaver og dedikeret store dele af sit liv til 112-fotografiet. Sad han med nogle gæster, kunne han finde på at smide alt, hvad han havde i hænderne og fræse afsted i jagten på det næste gode billede. Men det var også stressende arbejdsbetingelser.

De bedste billeder tages stort set altid, når man som fotograf er først ude på ulykkesstedet. Man skal helst komme før både politifolk, ambulancereddere og brandmænd, så man kan se dem i aktion og få det fulde overblik over ulykken. 

”Der er et meget kort vindue ude på et ulykkessted eller en politiopgave, hvor de bedste billeder kan tages. Er der en brand, sælger billedet bedst, når flammerne står på sit allerhøjeste.”

Christian sætter derfor utrolig meget pris på sin 45-knallert. Med den kan han hurtigt rykke ud, og samtidig behøver han ikke bekymre sig om parkering. Knallerten holder han ind til siden, og kameratasken pakkes frem. Så er det ellers i gang med arbejdet.

“Er der en brand, sælger billedet bedst,

når flammerne er på sit højeste”

– Christian Dahlerup, 112-fotograf

Et indprentet billede

Tilbage ved Silkeborgvej i Aarhus er Christian nu ankommet til ulykkesstedet. Skumringen gør det svært at se alle detaljer, men det er alligevel tydeligt, at der har været en voldsom påkørsel.

Christian stiller knallerten fra sig og placerer sig oppe på broen. Her retter han kameraet ned mod busken ved togskinnerne og fornemmer hurtigt de rødfarvede grene, der er oplyst af en nærtstående gadelampe. Det viser sig, at en ung mand er blevet kørt over af et forbipasserende tog.

Og her ved viadukten kommer de med omkring 160 km/t.

”Der har virkelig været smæk på. Billedet af den blodige busk er noget, jeg meget sent vil glemme.”

Hvor går grænsen?

Som 112-fotograf er listen over etiske dilemmaer lang. Både straffeloven og persondataloven gør sig gældende. Netop dét at holde sig inde for de etiske grænser, går Christian meget op i.

”Jeg vil hellere være på den sikre side, end jeg vil sælge et billede, der er på grænsen,” siger han.

Men grænsen er ikke altid klar og hårdt optegnet. Christian har i flere situationer spurgt sig selv, hvor skillelinjen ligger. I en gidseltager-situation nogle år tilbage undlod han at publicere billeder, fordi han vurderede, at det kunne gøre mere skade end gavn. Hvad nu hvis gidseltageren så billederne i medierne og pludselig gik amok på gidslet?

De etiske overvejelser er konstant i baghovedet hos Christian. Hvilket hensyn skal han tage? Er der billeder, som ikke skal sendes videre til fotobureauet? Og hvor vigtigt er billedet i sidste ende?

Et blame-game

Ved busken på Silkeborgvej er Christian i gang med at tage de sidste billeder af ulykkesstedet. Han er vant til at komme tæt på ulykkerne, men den her oplevelse har alligevel gjort et særligt indtryk på ham.

Lidt væk fra skinnerne fornemmer han, at der er en gruppe unge mennesker. Normalt er stemningen omkring ulykkesstederne yderst professionel, og han bider derfor mærke i de unge drenge, der nu hæver stemmen.

”Der er et vaskeægte blame-game i gang. Stemningen er både ond og ubehagelig,” fortæller Christian.

Det viser sig, at den ene af drengene har løbet rundt på skinnerne, og de andre i gruppen giver ham skylden for, at deres ven er død. Den påkørte dreng havde forsøgt at få ham væk fra skinnerne, men det resulterede i stedet i en fatal ulykke. 

“Der var noget, der føltes helt forkert. Den ene blev anklaget for at være skyld i den andens død. Lige dér kom det hele lidt ekstra ind under huden på mig,” siger Christian

Stemningen omkring togulykken er noget, Christian stadig husker i dag. Han har efterhånden set og oplevet lidt af hvert, men episoden skiller sig ud fra de mange andre opgaver på grund af den ubehagelige stemning.

Altid på vagt

Oftest er det fotobureauet Byrd, der skriver til Christian om mulige fotoopgaver. Andre gange modtager han et privat tip. Med sit freelancearbejde vælger han helt selv, om han vil rykke ud eller ej. Det har dog ikke altid været sådan. Nogle bureauer har krævet, at han stod til rådighed og var klar til at rykke ud med ultrakort varsel. Det var til tider meget stressende, fortæller Christian.

I dag går han med en masse overvejelser om, hvorvidt fremtiden fortsat skal være med et kamera i hånden. Som 112-fotograf er Christian individualist, og han har i sin levetid oplevet både afpresninger, trusler og mødt hårde miljøer. Blandt andet derfor bor Christian i dag i et hjem med et udbygget alarmsystem.

En gang var der slet ingen bekymringer at spore, når han rykkede ud i jagten på de blå blink. Christian synes på mange måder, at det er en vigtig samfundspligt at videreformidle billederne. Men det hårde miljø og de uforudsigelige arbejdsdage sætter alligevel gang i tankerne, selvom det helt rigtige billede i kassen giver en ubeskrivelig følelse

”Mange historier bliver jo ikke fortalt, hvis der ikke er billeder. Men jeg spørger alligevel mig selv, om det egentlig stadig er det hele værd?”

EU har censureret Russia Today og Sputnik: “Det sætter værdier som ytringsfrihed og pressefrihed over styr”

EU har censureret Russia Today og Sputnik: “Det sætter værdier som ytringsfrihed og pressefrihed over styr”

EU har censureret Russia Today og Sputnik: “Det sætter værdier som ytringsfrihed og pressefrihed over styr”

For at undgå desinformation og propaganda i Europa har EU valgt at censurere Russia Today og Sputnik. Men det møder kritik fra blandt andet Dansk Journalistforbund og ekspert i EU, der mener, at det er et brud på en af demokratiets grundværdier.

TEKST: Anne juhl & sissel bonde
ILLUSTRATION: katrine å. edvardsen

Udgivet den 12. maj 2022

EU har censureret to russiske statsmedier. Det er en omdiskuteret beslutning, der er blevet kritiseret for at være et brud på pressefriheden. Beslutningen er kommet på baggrund af krigen i Ukraine og har blandt andet mødt bekymring fra Dansk Journalistforbund.

”I hjertet af EU-samarbejdet er der nogle grundværdier. Og det sætter værdier som ytringsfrihed og pressefrihed over styr, når man går ind og bandlyser de to navngivne medier,” siger Allan Boye Thulstrup, der er næstformand i Dansk Journalistforbund.

Freelancejournalist Staffan Dahllöf, der har beskæftiget sig med EU siden 1994, undrer sig over, at EU har fundet det nødvendigt at censurere RT og Sputnik.

”Det, jeg ser som mest opsigtsvækkende, er, hvor lidt tillid man tilsyneladende har i EU ledelsen til, at vi faktisk kan klare det her, og hvor lidt tillid der er til, at vi kan stå fast ved de europæiske værdier,” siger Staffan Dahllöf.

Skepsis omkring EU

Staffan Dahllöf mener, at der kan ligge et problem i, at EU så nemt kan indføre sanktioner mod Sputnik og RT.

”Det gik meget hurtigt. Der var aldrig nogen debat i forvejen. Jeg synes, det er lidt foruroligende, at ud af 27 landes diplomater var der ingen, der tilsyneladende rakte hånden op og sagde: ‘Det kan vi ikke,’” siger Staffan Dahllöf.

Han antager, at der har været et politisk gruppepres i kommissionen og ministergruppen, hvor argumentet har været, at der skal handles på grund af krigen.

”Men det er jo i de situationer, man ikke skal tage den slags beslutninger,” siger Staffan Dahllöf. 

Allan Boye Thulstrup deler også en skepsis om, at det er EU, der kan træffe den beslutning.

”Jeg synes ikke nødvendigvis, det er EU’s opgave at gå rundt og bedømme, hvem der er rigtige medier og forkerte medier. Det er svært nok at definere, hvad et medie er, uden at EU behøver gå ind og blande sig i det,” siger Allan Boye Thulstrup.

Retfærdiggør krig censur?

Allan Boye Thulstrup  understreger, at det er en svær situation, da Rusland har begået krigsforbrydelser mod Ukraine, og der er tale om to russiske propagandamedier. 

”Der er en moralsk forpligtelse til at stå ved de værdier, man har, også når det bliver svært, og lige nu er det rigtig svært,” siger Allan Boye Thulstrup.

Gruppeformanden for den socialdemokratiske delegation i Europa Parlamentet, Christel Schaldemose, anerkender, at der er dilemmaer forbundet med sanktioneringen af Sputnik og RT.

”Jeg tror, at de fleste af os, som er demokratisk opdraget og lever i et demokratisk samfund, har noget imod alt, der minder om censur,” siger Christel Schaldemose.

Men hun fremhæver, at krigen i Ukraine har været en helt særlig situation, der har krævet handling. 

”Meget af det, der sker, er ekstremt skadeligt. Sputnik og Russia Today er jo ikke sat i verden for at give viden og information. De er sat i verden med deres aktiviteter i Europa for at skabe splittelse og desinformation, og det er jo noget, der gavner Putin, hvis det lykkes,” siger Christel Schaldemose. 

En glidebane i grundværdierne

Christel Schaldemose mener, at der på den lange bane er brug for, at håndteringen af medierne bliver diskuteret.

”Europa skal jo ikke være kendetegnet ved, at censur er et af de redskaber, vi bruger,” siger hun. 

Ifølge næstformanden i Dansk Journalistforbund, Allan Boye Thulstrup, er skaden allerede sket. Han mener, at vi med forbuddet risikerer, at bandlysning af medier nu er noget, EU har i værktøjskassen.

”Hvor man før ville kunne sige, ’I EU kunne vi aldrig drømme om at bandlyse medier,’ skal vi nu sige, ’I EU kunne vi aldrig drømme om at bandlyse medier, undtagen de her to,’ og det betyder jo, at vi ikke længere har det samme argument.” 

Allan Boye Thulstrup ser beslutningen som en glidebane, for hvis man først har gjort noget én gang, så bliver det nemmere at gøre det igen. Det er en bekymring Staffan Dahllöf deler, for hvilken platform bliver den næste, som borgerne i EU ikke skal have lov til at se? 

Allan Boye Thulstrup fortæller, at når EU vælger at censurere medier, kan det få andre lande til at gå samme vej.  

”De lande, der ikke har samme tradition for en fri og uafhængig presse, og hvor statskontrollerede medier er mere reglen end undtagelsen, vil nu kunne pege på EU og sige, ’se hvad EU har gjort, så er det også okay, at vi gør det,’” siger Allan Boye Thulstrup. 

 

Alternativer til censuren 

Som alternativ til censureringen peger Staffan Dahllöf på Norges løsning. De har valgt ikke at følge EU’s beslutning, for de mener, at russisk propaganda bedst bekæmpes med viden og journalistik. 

Det argument er Allan Boye Thulstrup enig i. Han fortæller, at EU kunne have lavet andre tiltag end censureringen, og at det på den lange bane handler om oplysning og undervisning for at få borgere til at forstå, at der er forskel på frie og uafhængige medier og propagandakanaler.

”En af grundene til at vi har ytringsfrihed og pressefrihed som værdi, er jo fordi vi tror på, at det er rigtigt, og derfor skal vi udbrede de værdier og fortælle andre netop det. Hvis vi ikke kan overbevise andre om vores værdier, så har vi jo tabt.” 

På den korte bane så Allan Boye Thulstrup gerne EU lave tiltag som for eksempel at understøtte fri russisk journalistik for at få den russiske befolkning til at forstå, at det, de oplever, er noget andet end uafhængig journalistik. Derudover handler det for Allan Boye Thulstrup om at få forklaret folk, at det her er propagandakanaler ved at markere eller advare folk om, at alt hvad de læser på de her kanaler, skal de være forbeholdne overfor. 

Også i EU ville de ønske, at de kunne ty til andre metoder end censur. Medlem af Europa-Parlamentet Christel Schaldemose efterlyser redskaber, der kan erstatte censuren, og mener at et vigtigt skridt på vejen skal findes i den nye aftale i EU, der bliver kaldt Digital tjenesteydelses lovgivningen. Her er Christel Schaldemose chefforhandler på EU-Parlamentets side. Aftalen stiller krav om, at de store platforme som fx Facebook og Twitter skal sørge for at minimere desinformation. 

“Med de nye regler tror jeg, vi har redskaber, der kan bidrage til, at det skadelige indhold ikke spredes, men at det heller ikke censureres,” fortæller Christel Schaldemose. 

Var lovgivningen vedtaget tidligere, skulle en platform som Facebook altså sørge for, at nyheder fra RT og Sputnik under krigen i Ukraine ville være væsentligt nedgraderet på platformen. 

 

Kan vi bruge dokumentarens subjektive iscenesættelser i journalistikken?

Kan vi bruge dokumentarens subjektive iscenesættelser i journalistikken?

Kan vi bruge dokumentarens subjektive iscenesættelser i journalistikken?

Dokumentarister bruger ofte sig selv i deres værker for at understøtte en fortælling, men er det noget, vi med ro i sindet kan kultivere i journalistikken? Vi har undersøgt spørgsmålet.

TEKST: SIMON MUFF & KERSTINE WINTHER
ILLUSTRATION: MADS OXLUND

Udgivet den 12. maj 2022

Dokumentar. En genre, der handler om virkeligheden. De kan se forskellige ud, alt efter hvem der er afsender, og hvem der er modtager, men fælles er, at de tager udgangspunkt i det virkelige. Derfor blev dokumentargenren igen taget op til diskussion, da Jesper Dalgaard i 2021 udkom med ”Kandis for Livet” – en dokumentarfilm om en række mennesker, der deler en ubetinget kærlighed til bandet Kandis. Kritikken gik blandt andet på, at man som seer får det indtryk, at en af de medvirkende passer et gravsted tilhørende forsanger Johnny Hansens ekskone, selvom det i virkeligheden kun er sket et par gange. 

Derudover blev det kraftigt kritiseret, at instruktøren havde betalt en flyrejse for en af de medvirkende til Costa Del Sol, hvor Kandis skulle spille koncert, når det bliver fremstillet i filmen som om, at han havde skrottet sin bil for at få råd. 

Jesper Dalgaard selv kalder det en hybridfilm mellem dokumentar- og kunstfilm. Men hvor går grænsen mellem en visning af verden, som den er, og en visning af verden, som er iscenesat?

Alt film er iscenesat

Hvis man spørger Frank Piasecki Poulsen, filmkonsulent ved Det Danske Filminstitut, er alle film iscenesat. Han kommer med flere eksempler på de kunstneriske virkemidler, man som instruktør kan benytte sig af, som ikke er usande, men blot fungerer som skildringer:  

Hvis du filmer en person nedefra, giver det et andet udtryk, end hvis du filmer en person oppefra. Det er valg, der tages for at vise en virkelighed, som du har et stort ansvar for bliver hæderligt,” siger Frank Piasecki Poulsen. 

Til spørgsmålet om hvorvidt kritikken af kildebetaling i ”Kandis for livet” er berettiget, er Frank Piasecki afvisende. 

“Det, synes jeg ikke, er et problem overhovedet. Jesper Dalgaard har betalt nogle transportomkostninger. Det er det,” siger Frank Piasecki Poulsen.

Det handler om troværdigheden

Simon Kratholm Ankjærgaard, journalist og historiker, mener ikke, der er en modsætning mellem iscenesættelse og journalistik. Det er svært at skelne, hvor grænsen går, da det ifølge ham hænger uløseligt sammen.  

“Journalistik er disciplinen, faget og håndværket, mens iscenesættelse er et af værktøjerne eller metoderne,” siger han.  

Men grænserne mellem journalistik og fiktion er en fin balancegang, der kan være svær at finde. Det grundlæggende problem er ifølge Simon Kratholm Ankjærgaard troværdigheden. 

 

“Hvis man ikke kan dokumentere alt, hvad der skete, eller hvad scenen bygger på, så kan den jo lige så godt være opdigtet, og hvad passer så i det store billede?” siger han. 

En relevant diskussion

Da vi gik i gang med at skrive artiklen er det ikke løgn, at vi naivt havde forventet et specifikt svar på spørgsmålet om grænselandet mellem iscenesættelse og virkelighed. Måske en form for go-to guide, vi selv kunne bruge.

Men Frank Piasecki Poulsen stillede et endnu mere interessant spørgsmål, der også flere gange har været oppe at vende hos os selv: Spørgsmålet om, hvorvidt tilstræbt objektiv journalistik egentlig er en mere relevant diskussion at tage. 

“Lige så snart du begynder at undersøge noget, påvirker du det også selv”, siger Frank Piasecki Poulsen. 

Det vil altid være dit blik på verden, som seeren skal forholde sig til. Og er det ikke også sådan med journalistikken? 

“Jeg tænker, at et objekt er objektivt. Så snart vi begynder at beskrive det, så bliver det subjektivt,” siger han.

 

Journalister frygter at mene noget

Ifølge Frank Piasecki Poulsen er der er en generel frygt blandt journalister for at mene noget. Men gør vi det? 

Som studerende bliver vi konstant indpodet med, at den objektive vinkel er det absolutte ideal for en god journalist. Subjektivitet og den personlige holdning skal, så vidt muligt, holdes for døren. 

At mene noget som journalist er en noget anden tilgang til faget og en måske ubekvem rolle at skulle indtage. Måske er det nemlig også mere mageligt som journalist ikke at mene noget, da man så er i stand til at holde tingene ud i strakt arm.  

Jeg synes, det er et meget større problem, at der er nogle, der forestiller sig, at de kan lave dokumentariske fortællinger, der ikke er iscenesat. For på den måde bliver det en dobbelt-løgn,” siger Frank Piasecki Poulsen.

 

Tre vigtige sætninger

Simon Kratholm Ankjærgaard bruger, som beskrevet tidligere, også iscenesættelser til at beskrive en virkelighed. For ham er det et redskab. Og et vigtigt et af slagsen. Han er dog utrolig bevidst om, hvorvidt  det er den rigtige iscenesættelse, han bruger, og hvordan den bruges.

”Jeg har gjort mig mange overvejelser, før jeg bruger iscenesættelse. Den skal sige noget om dét, jeg fortæller eller skal fortælle.”, siger Simon Kratholm Ankjærgaard.

Når han benytter sig af scener i sin journalistik, har han mange kriterier, han navigerer efter. Han har tre sætninger, han råber til sig selv. 

”JEG. MÅ. ALDRIG. FINDE PÅ!

   JEG. MÅ. ALDRIG. OPFINDE!

   JEG. MÅ. ALDRIG. GÆTTE!”

– SIMON KRATHOLM ANKJÆRGAARD, JOURNALIST OG HISTORIKER  

Vær transparent

Det er gået op for os, at det er et spørgsmål, der skal stilles hos den enkelte journalist. At vi selv skal vælge hvor meget subjektivitet, vi skal turde at have med i journalistiske produkter. Skal vi bevæge os væk fra ideen om objektiv journalistik og tro på, at det ikke er farligt at bidrage med en holdning til noget, der er subjektivt. Skal vi være inspireret af dokumentargenren i langt højere grad og affinde os med, at vi ikke kan komme til at være objektive, og være tydelige omkring det. 

“Jeg synes ALTID, det er smart at være transparent i et forord eller i en boks i forbindelse med en artikel. Det kan man sagtens gøre med iscenesættelser. Det vil også højne troværdigheden hos journalisterne, tror jeg. Det er uholdbart, hvis læserne går rundt og spekulerer på, om man nu digter,” siger Simon Kratholm Ankjærgaard

For mister vi som afsender ikke en form for kunstnerisk frihed og en måde at anskue verden på, der ikke nødvendigvis er forkert, hvis ikke vi må gøre brug af os selv? Indenfor det dokumentariske, er det i hvert fald et greb, der ikke kan undværes. 

“Iscenesættelse er et suverænt greb til at give en fortælling liv. Jeg synes, man misser ud på meget, hvis man af princip eller på grund af manglende mod ikke vil gå ned ad den vej,” siger Simon Kratholm Ankjærgaard.

 

 

Drukkulturen på DMJX: Tilvalget er udgangspunktet og fravalget skal retfærdiggøres

Drukkulturen på DMJX: Tilvalget er udgangspunktet og fravalget skal retfærdiggøres

Drukkulturen på DMJX: Tilvalget er udgangspunktet og fravalget skal retfærdiggøres

TEKST:  Amalie dalsgaard, journaliststuderende

Udgivet den 12. maj 2022

”Man kan godt drikke uden at hygge sig, men man kan fandeme ikke hygge sig uden at drikke!” Sådan overhørte jeg en studerende beskrive, hvordan man åbenbart skal begå sig med alkohol i introforløbet. For findes der egentlig noget bedre end at have brugt 400 kr. efter en aften på vinstuen? End et diskosnav midt på floor kl. 04 om morgenen med en, som man ikke kender navnet på? End at dreje rundt om sin øl ti gange, efter at man har bundet den? Hele introforløbet peger fejlagtigt i retning af, at meningen med livet findes på bunden af en flaske.

Når flasken er tom, aflives fuldskabens fest med tømmermændenes tungsind, som varer ved hele weekenden og giver genlyd i auditoriet hver mandag: Jeg skal aldrig drikke igen!
Det kollektive ekko er lige så usandt som påstanden om, at kaffeshotsene i Kurt er gode.

Halvt inde i et drivvådt introforløb fik jeg nok af at komme i skole med tømmermænd hver anden dag. Derfor pudsede jeg glorien og fyldte vandflasken inden fredagsbaren. Da spørgsmålet om shots meldte sig, måtte jeg krybe til korset: Jeg drikker ikke. Reaktionerne var mange. Det forekommer foruroligende mange så surrealistisk ikke at drikke, at det bliver opfattet som en joke. Fælles for reaktionerne er spørgsmålet: Hvorfor ikke?

Jeg er hverken gravid eller skal køre hjem i bil. Jeg er derimod dødtræt af, at der forud for en brandert ligger en eksistentiel krise. At en aften kun kan være sjov, når promillen antyder en alkoholforgiftning. At alkohol bliver en misforstået og mest af alt sørgelig undskyldning for  at “smide kontrollen”. Overraskende mange af mine medstuderende er enige. Derfor får man lyst til at spørge: Hvorfor drikker du alkohol? 

Det bliver svært at efterleve sin manifestation om, at alkohol er et overstået kapitel, når  fredagsbaren udelukkende har alkohol på menukortet. Da jeg efterspurgte et glas Booster, slap jeg ikke for at gentage mig selv og understrege, at det skulle være uden alkohol, som om at jeg ufrivilligt prøvede at være sjov. 

Fravalget  eksisterer, og der hersker ingen tvang. Jeg skålede i topform hele weekenden i Visby. Da jeg lørdag aften prøvede at slippe af med snotklatten i min hals med et shot Blå ugler, lyste mine klassekammeraters øjne op. ”Drikker du i dag?”. Ansigtsudtrykkene, som mit nej blev modtaget med, lignede til forveksling min tandlæges, da jeg svarede ja til, at jeg røg. Skuffelsen over ikke at kunne være ”rigtigt” med, når man ikke drikker, lever og ånder i bedste velgående. 

 

Når en af kerneværdierne på vores uddannelse er at være nysgerrig, er det pinligt, at vi bedst kan omgås hinanden med alkohol som undskyldning. Det er paradoksalt nok en meget ukritisk tilgang at have til en så massiv drukkultur.

 

– Amalie Dalsgaard, journaliststuderende.

 

Når alle andre sejler, er det svært ikke at stige om bord på en tur i øllets ocean. Det ædru landskab er kun til som et symbolsk alternativ. Der er lagt fokus på, at man ikke behøver at drikke. Efter fineste pædagogiske evne bliver man budt på øl ELLER sodavand. Det klinger hult, når det kun er øl, som står udstillet på bordpladen i fredagsbaren, og når man skal bunde en cola i  bundekonkurrencen til barsport. Man kan sagtens være med, men det bliver svært at deltage, når formiddagens aktivitet på rusturen er, at man skal bunde slotsøl for at hente point hjem til sit rushold. Hvis man gurgler Bad Habits i vodka, giver det også flest point. Deltagelsen er ikke obligatorisk, men samværet kredser herom.

Når en af kerneværdierne på vores uddannelse er at være nysgerrig, er det pinligt, at vi bedst kan omgås hinanden med alkohol som undskyldning. Det er paradoksalt nok en meget ukritisk tilgang at have til en så massiv drukkultur. Min prædiken går ikke på, at studiet skal tørlægges. Der skal blot være et reelt valg. At det ikke bliver antaget, at alle har lyst til at drikke alkohol. At man stiller sig selv spørgsmålet: Har jeg lyst til at drikke mig fra sans og samling? 

Hvorfor går man hovedløst ind i drukkulturen, som leger man kongens efterfølger? Hvis svaret er, at alle andre drikker, skal man måske overveje med sig selv, om det er noget, man reelt har lyst til. Man kan altid vælge procenterne fra uden at blive væk fra festen.

Jeg kan allerede høre grinet og mistroen til den sætning. For hvorfor så egentlig komme? Omvendt får jeg lyst til at spørge, hvorfor er det nødvendigt at drikke? Har man behov for promille til at danse, at møde nye mennesker eller at glemme medieret for en stund, lyder det på mig ikke som om, at alkohol er den rigtige løsning. Måske man skal spørge sig selv, hvad den måtte være. Tro det eller ej, jeg tør godt skrive under på, at man kan hygge sig uden at drikke.