Ny chefredaktør på Jyllands-Posten: “Vi skal skabe helt nye medievaner hos danskerne”

Ny chefredaktør på Jyllands-Posten: “Vi skal skabe helt nye medievaner hos danskerne”

Ny chefredaktør på Jyllands-Posten: “Vi skal skabe helt nye medievaner hos danskerne”

I år fylder Jyllands-Posten 150. Med en ny redaktion på Aarhus’ havnefront, en ny digital strategi og den første kvinde i chefredaktionen nogensinde, har avisen markeret et nyt kapitel i sin historie. Marchen Neel Gjertsen hedder kvinden med ansvaret for avisens digitale vækst, og hun har skyhøje ambitioner på egne, journalistikkens og Jyllands-Postens vegne.

Skribent: Julie Schønning
FOTO: Rune Øe

Udgivet den 20. maj 2021

Forfaldsfortællingen om medierne er at finde alle vegne, og hvis medierne skal overleve, kræver det en omstilling fra analogt til digitalt indhold. Og netop den digitale udvikling har Marchen Neel Gjertsen fået ansvaret for på Jyllands-Posten, der nu også har fået sin første kvinde i chefredaktionen. For hende er opgaven ‘journalistik, ledelse og fremtidssikring.’

Hvilke visioner har du for JP’s digitale fremtid?

“Jeg har en ambition om, at Jyllands-Posten skal være størst, og det gælder også det digitale. Den styrkeposition, vi har haft som printavis, skal vi tilsvarende formå at videreføre til en yngre målgruppe af digitale abonnenter.  Det er den store omstilling både redaktionelt og forretningsmæssigt, som både JP og andre avishuse står overfor. Det er ikke nemt, men visionen er, at det skal lykkes.”

Hvor store er de vækstambitioner i tal?

“Hvis vi skal være størst, vil vi jo i første omgang gerne et godt stykke over de 40.000 digitale abonnenter, som er det niveau, Berlingske tidligere har oplyst, at de har for tiden. Men de konkrete tal er kun en kortsigtet strategi, fordi det i sidste ende handler om, at vi skal skabe helt nye medievaner hos danskerne.

De fleste under 50 år har ikke været vant til at betale for et nyhedsmedie, og hvis du sammenlagde abonnenter for Jyllands-Posten, Berlingske, Politiken, Ekstra Bladet og Zetland, ville du stadig komme frem til en ret lille totalsum. Derfor kan målet om størrelse ikke kun ses i de nuværende abonnementstal. Danskerne forbruger rigtig meget digital journalistik, men det at få folk til at købe et abonnement er en ny ting.”

Hvilke konkrete tiltag har I planlagt for at dette skal lykkes digitalt?

“Vi er ved at udarbejde en mere detaljeret digital strategi, men meget af det forbliver forretningshemmeligheder. Helt overordnet handler det om at være top of mind hos unge mennesker. Vi kappes om deres tid og digitale opmærksomhed med andre medier, techgiganter og tøjbutikker. Hvordan sørger man for at stå stærkt der? Det er et spørgsmål om at formidle sin journalistiske vision og forklare, hvad man kan få hos os. Men indholdet er selvfølgelig det, der bærer det, og der er intet teknologisk quick-fix, der slår et brag af en god historie af banen. Derfor går de to ting hånd i hånd. Det er vigtigt, at vi laver de rigtige historier, til de rigtige mennesker, på det rigtige tidspunkt og på den rigtige måde. Falder vi nogle gange i fælden og laver lidt for kedelig systemjournalistik, der tager udgangspunkt i samfundsinstitutioner i stedet for at gøre journalistikken mere borgernær? Ja, det gør vi, og det gør de fleste medier. Det skal vi alle øve os på. Som journalister har vi en interesse for samfund og politik, der gør, at vi orienterer os mod rapporter, politikere og byrådsmøder, men vi skal blive ved med at øve os i at vinkle det på konsekvenserne for borgerne.”

Jeg hører dig sige, at det gode indhold er vigtigt, men jeg vil alligevel gerne prøve at spørge igen, hvad der konkret skal ske på det digitale, fordi det jo er dit hovedansvar; er det en ny hjemmeside, nyhedsbreve, podcast, digitale fortællinger?

“Der er ikke et enkelt svar, men ja til det hele. Det er en årelang omstilling. Du kan ikke koge omstillingen ned til én ting. Det er 10.000 ting, vi skal skrue på. Og vi kommer aldrig i mål med det, for om fem år er det noget andet. Hele den digitale omstilling er jo bare et led i mediernes udvikling, og der er ikke noget quick-fix.”

Hvorfor er du den rette til opgaven?

“Det er svært at svare på selv, men jeg har været på Jyllands-Posten i lang tid, jeg kender huset godt og er vant til at repræsentere vores journalistik udadtil på den politiske redaktion. Den store forståelse for Jyllands-Posten hele vejen rundt er min bedste forudsætning for at lykkes. Vi kunne også have fundet en tech-nørd, men man kan ikke adskille den digitale strategi fra den journalistiske vision. Jeg har en kæmpe kærlighed til Jyllands-Posten og et ekstremt højt ambitionsniveau for vores fremtid.”

Hvad betyder det for dig personligt at have fået stillingen som chefredaktør?

“Det betyder da meget. Jobbet er et kæmpe privilegium, og jeg ser det som en ekstremt stor opgave at lykkes med. Jeg er ikke gået ind i faget for at blive chef, men opgaven er vokset på mig. For mig er indholdet og samfundspligten det vigtigste, men det fede ved ledelse er at se, om man kan lykkes med at flytte andre med den vej, man synes, er den rigtige.”

Hvad betyder det for dig, at du er den første kvindelige chefredaktør på Jyllands-Posten nogensinde?

“Jeg ved ikke, hvad det betyder for mig, men det virker som om, at det betyder meget for andre, at jeg er den første kvinde i chefredaktionen. Og det er jeg glad for at kunne være med til at forløse. Jeg synes, det er på tide, at Jyllands-Posten får en kvindelig chefredaktør, og jeg er da glad for, at det blev mig.”

Er der nogle medier, der er lykkes bedre med at skaffe unge abonnenter, end I er?

“Ja det er der da. Vi er glade for vores abonnenter, men det skal ikke være en hemmelighed, at JP ikke har været de bedste til at skaffe unge abonnenter. Men vi skal heller ikke lave et nyt ungdomsmedie a la TV 2 ECHO. Vi kigger måske på en målgruppe fra 30-60 år. Jeg kender ikke tallene for, hvor mange der abonnerer på Zetland, men jeg vil tro, de har ramt en yngre målgruppe. Hvis man skulle lave et nyt medie i morgen, så ville man nok satse på lyd, men vi er i den situation, at vi er rigtig gode til at skrive, og vi har stadig en kæmpe printavis, som vi er rigtig stolte af, og som ikke må lide overlast. Så vi står med et ben i to historiske epoker.”

Jacob Nybroe (Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør, red.) har kaldt jeres nye hovedsæde på Aarhus Havn for ‘et synligt tegn på optimisme efter en lang periode med nedgang og generel pessimisme i branchen.’ Har du haft samme pessimisme på mediernes vegne?

“Nej, det har jeg egentlig ikke, men man hører hele tiden fordommen, og mange prøver at dømme journalistikken ude. Men avisernes nyheder spreder sig jo til hele nyhedsbilledet på alle mulige platforme i større omfang end nogensinde før, og folk er faktisk villige til at bruge tid på journalistik. Under coronanedlukningen fik vi flere besøgende og flere abonnenter, end vi har gjort længe. Og vi sælger også stadig papiraviser. Vores gamle lokaler i Viby havde store, tomme trykkerihaller og tomme enkeltmandskontorer fra en tid, hvor der var flere journalister. På den måde bar de fysiske rammer præg af omstillingen, så det var godt for os at flytte ned på havnen.”

Hvordan tror du fremtiden ser ud for den danske presse, hvis vi ikke er gode til at omstille os fra analogt til digitalt indhold?

“Så ser den dyster ud. Når unge mennesker primært forholder sig til deres telefon eller deres laptops, så skal journalistikken være der. Når folk oplever, hvor nemt og intuitivt man kan navigere på Netflix eller Instagram, så skal medierne kunne matche samme sømløse digitale brugeroplevelse. Men vi er oppe imod nogle gigantiske kræfter, der har et helt andet udviklingsbudget og -tempo. Som de relativt små virksomheder vi er, bliver prøvelsen at følge med i den kvalitetsbedring, der kræves.”

Hvad betyder det for dig personligt at have fået stillingen som chefredaktør?

“Det betyder da meget. Jobbet er et kæmpe privilegium, og jeg ser det som en ekstremt stor opgave at lykkes med. Jeg er ikke gået ind i faget for at blive chef, men opgaven er vokset på mig. For mig er indholdet og samfundspligten det vigtigste, men det fede ved ledelse er at se, om man kan lykkes med at flytte andre med den vej, man synes, er den rigtige.”

Hvad betyder det for dig, at du er den første kvindelige chefredaktør på Jyllands-Posten nogensinde?

“Jeg ved ikke, hvad det betyder for mig, men det virker som om, at det betyder meget for andre, at jeg er den første kvinde i chefredaktionen. Og det er jeg glad for at kunne være med til at forløse. Jeg synes, det er på tide, at Jyllands-Posten får en kvindelig chefredaktør, og jeg er da glad for, at det blev mig.”

Er der nogle medier, der er lykkes bedre med at skaffe unge abonnenter, end I er?

“Ja det er der da. Vi er glade for vores abonnenter, men det skal ikke være en hemmelighed, at JP ikke har været de bedste til at skaffe unge abonnenter. Men vi skal heller ikke lave et nyt ungdomsmedie a la TV 2 ECHO. Vi kigger måske på en målgruppe fra 30-60 år. Jeg kender ikke tallene for, hvor mange der abonnerer på Zetland, men jeg vil tro, de har ramt en yngre målgruppe. Hvis man skulle lave et nyt medie i morgen, så ville man nok satse på lyd, men vi er i den situation, at vi er rigtig gode til at skrive, og vi har stadig en kæmpe printavis, som vi er rigtig stolte af, og som ikke må lide overlast. Så vi står med et ben i to historiske epoker.”

Jacob Nybroe (Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør, red.) har kaldt jeres nye hovedsæde på Aarhus Havn for ‘et synligt tegn på optimisme efter en lang periode med nedgang og generel pessimisme i branchen.’ Har du haft samme pessimisme på mediernes vegne?

“Nej, det har jeg egentlig ikke, men man hører hele tiden fordommen, og mange prøver at dømme journalistikken ude. Men avisernes nyheder spreder sig jo til hele nyhedsbilledet på alle mulige platforme i større omfang end nogensinde før, og folk er faktisk villige til at bruge tid på journalistik. Under coronanedlukningen fik vi flere besøgende og flere abonnenter, end vi har gjort længe. Og vi sælger også stadig papiraviser. Vores gamle lokaler i Viby havde store, tomme trykkerihaller og tomme enkeltmandskontorer fra en tid, hvor der var flere journalister. På den måde bar de fysiske rammer præg af omstillingen, så det var godt for os at flytte ned på havnen.”

Hvordan tror du fremtiden ser ud for den danske presse, hvis vi ikke er gode til at omstille os fra analogt til digitalt indhold?

“Så ser den dyster ud. Når unge mennesker primært forholder sig til deres telefon eller deres laptops, så skal journalistikken være der. Når folk oplever, hvor nemt og intuitivt man kan navigere på Netflix eller Instagram, så skal medierne kunne matche samme sømløse digitale brugeroplevelse. Men vi er oppe imod nogle gigantiske kræfter, der har et helt andet udviklingsbudget og -tempo. Som de relativt små virksomheder vi er, bliver prøvelsen at følge med i den kvalitetsbedring, der kræves.”

Hvis medielandskabet ændrer sig, hvorfor bliver det så JP, der overlever?

“Jeg synes, Jyllands-Posten er et af de eneste medier, der håndhæver de klassiske journalistiske dyder i forhold til tilstræbt objektiv journalistik, du kan regne med. Vi adskiller news og views og forfalder ikke til at segmentere vores journalistik så meget, at det til sidst bliver en partiavis. Ovenpå diskussionen om fake news, tror jeg, der er et behov for det. Autoritetsfaldet skal modsvares af endnu grundigere journalistik. Jeg tror på, vi skal holde fast i de idealer.”

Christian Jensen om Politikens aktivistiske temperament: ”Vi skal ikke altid stræbe efter det objektive”

Christian Jensen om Politikens aktivistiske temperament: ”Vi skal ikke altid stræbe efter det objektive”

Christian Jensen om Politikens aktivistiske temperament: ”Vi skal ikke altid stræbe efter det objektive”

Politiken dækkede sagen om de danske børn i Syrien ved blandt andet at vise, hvordan de selv mener, at der skal handles. Men hvordan hænger den aktivistiske journalistik sammen med en avis, der også skildrer sig selv som sandhedssøgende. Ifølge medieforsker Peter Bro er det vigtigt, at man står frem og forklarer sine valg og handlinger.

Tekst: Maria Svehag
Illustration: Simon b. Porse

Udgivet den 20. maj 2021

Den 21. marts indtager Politikens lederspalter forsiden af avisen. Den er spækket med argumenter for, at de 19 danske børn, der sidder i en fangelejr i Syrien, skal hentes hjem. Argumenter direkte rettet mod regeringen. Bring børnene hjem. Sådan lyder overskriften formet af store, grå bogstaver.

Åbner man samme aften Politiken.dk, er det en video, der ligger øverst. Lydbilledet består af klavermusik i triste toner, der blander sig med rolige men beslutsomme stemmer. Stemmerne tilhører forskellige danske personligheder, der med faste blikke foran en sort baggrund fortæller, hvorfor netop de synes, at børnene i Syrien skal hjem. Den sidste figur, der træder frem i videoen, er Politikens egen ansvarshavende chefredaktør:

”Jeg hedder Christian Jensen. Og jeg synes også, at børnene skal hjem. Nu.”

Politiken har en mening – og de har vist den.

Men er det overhovedet meningen, at Politiken, som et af Danmarks største dagblade, skal gøre det? Er det meningen, at medier, der hævder at bestræbe sig på at søge sandheden, skal udfylde forsider på både papir- og netaviser med deres egen stillingtagen?

Spørgsmålet bunder i, hvornår journalistisk ikke længere er journalistik, men bliver til aktivisme, og om de to ting kan og skal skilles ad.

 

En flydende grænse

I hjørnekontoret med udsigt over Københavns Rådhusplads sidder Politikens chefredaktør Christian Jensen. Han forklarer, hvordan de, ligesom andre medier, har både et journalistisk temperament, hvor der bruges journalistiske metoder, og et holdningstemperament, hvor meninger udtrykkes i ledere.

”Politiken har så noget ekstra. Vi har også et aktivistisk temperament,” siger Christian Jensen.

Men spørger man medieforsker ved SDU Peter Bro er skellet mellem journalistik og aktivisme ikke noget, der entydigt kan defineres. Det er en mere flydende grænse.

”Jeg skelner i stedet mellem passiv og aktiv journalistik,” siger han.

Den passive journalistik er ifølge Peter Bro den, der kun ønsker at informere og oplyse, mens den aktive journalistik på den ene eller anden måde er optaget af, hvad der sker med en sag, efter at den er fremlagt. Den aktive journalistik kan dermed have mange forskellige formål. Den kan opfordre til debat eller endnu kraftigere advokere for nogle positioner. Men så kan den også forsøge at implementere nogle ting.

”Det er det sidste, der for alvor er rendyrket aktivisme,” siger Peter Bro.

Men hver dag er der mange journalister, der er aktive, uden at de tænker over det. At man spørger en politiker, hvad hun eller han vil gøre ved et problem, er også et eksempel på, at målet er mere end blot at fremlægge information. Den type journalister er dem, Bro definerer som proaktivt neutrale. De er interesserede i at ændre noget, men de er neutrale overfor, hvordan det skal gøres.

 

En kontroversiel sag

Men hvis så mange journalister udøver aktiv journalistik, hvordan kan det så være, at flere medier har kritiseret Politiken for at lave netop den video og den forside? Ifølge Peter Bro skyldes det, at sagen om børnene i Syrien er dybt kontroversiel.

”Når man er uenige om, hvorvidt man skal gøre noget her i Danmark, er der også flere holdninger til, om Politiken overhovedet skal gå ind i den her sag,” siger han.

Der findes mange situationer, hvor man ifølge Peter Bro laver den alleryderste form for aktiv journalistik, uden at vi næsten lægger mærke til det. Diverse indsamlingsshows er eksempler på tilfælde, hvor der på aktivistisk vis bliver arbejdet for at ændre noget i samfundet. Men fordi vi alle kan være enige om, at det er godt at bekæmpe sult i fattige lande eller forske i kræftbehandling, lægger man ikke mærke til aktivismen, fordi den er så ukontroversiel, mener Peter Bro.

Det er altså ikke det, at man tager stilling i sig selv, der har skabt opmærksomheden omkring Politikens kampagne. Det er graden af politisk spænding, som den indeholder.
Men på Politiken mener man selv, at videoen med de fem forskellige stemmer fra Johanne Schmidt Nielsen til Søren Pind var et forsøg på at hive sagen ud af en partipolitisk kontekst.

”Det er et humanistisk budskab. Den skulle ikke grupperes i en bestemt politisk position,” siger Christian Jensen.

 

En del af identiteten

Historien om børnene i Syrien er ifølge Christian Jensen ikke et enestående eksempel på, at Politiken vælger at benytte nogle værktøjer, man finder ude i kanten af spektret over aktiv journalistik. De har gjort det flere gange før, og det er blevet en del af deres DNA.

”For vores læsere ville det være mere overraskende, hvis vi ikke viste vores mening,” siger han.

Læserne har ikke bare vænnet sig til deres aktivistiske position. De forventer den. Sådan har det altid været. Ifølge chefredaktøren er det i hvert fald den forandringskraft, som Henrik Cavling grundlagde avisen på i 1905.

Peter Bro mener dog, at der er sket en udvikling fra Henrik Cavling til i dag i valget af de sager, som Politiken håndterer med dette ekstra ’temperament’:

”Henrik Cavling gik ind for, at det var de mere ukontroversielle sager, fordi han var bange for at støde læsere fra sig.”

Men tiderne er selvfølgelig også nogle andre, og Christian Jensen mener, at Politiken blot udvider og bygger oven på deres egen aktivistiske tradition. For ham handler det om at give den retning og udtryk.

 

Det vigtigste er forklaringen

Ifølge Peter Bro er det aktivistiske gear ikke eksklusivt for Politiken. Den mere holdningsbaserede journalistik er et fænomen, der svinger gennem tiden som et pendul. Efter en periode med passive medier vil journalister og redaktører blive mere aktivistiske. Og bagefter vil det svinge tilbage igen, akkurat som alle andre tendenser i samfundet.

Men når vi ikke kan undgå tider, hvor meninger fylder i aviserne, må vi finde en måde, hvorpå læserne ikke forvirres eller får mistillid til medierne. Ifølge Peter Bro er det fortællingen om, hvorfor man skriver, det man gør, der er nødvendig.

”Forklaringen er vigtig, fordi der er så mange typer medier i øjeblikket, og nogle er drevet af politiske dagsordener,” siger Peter Bro.

Dermed bliver det muligt for den aktive og endda den aktivistiske journalistik at have en plads i mediebilledet, mener han. Hvis medierne stiller sig til rådighed og forklarer deres valg og fravalg, giver de brugerne mulighed for at læse hvert enkelt stykke journalistik på de præmisser, netop dét er skrevet på.

I nutidens mediebillede, hvor journalistikken svinger til den aktivistiske side, er det altså ikke længere forsøget på neutralitet, der er det eneste rigtige. Og den idé er Christian Jensen enig i:

”Det objektive skal vi heller ikke altid stræbe efter. Vi skal stræbe efter at gøre det klart for vores læsere, hvilke præmisser vi laver vores journalistik på.”

Mød TV2’s nye Asien-korrespondent: ”Det er som at se ind i fremtiden både på godt og ondt”

Mød TV2’s nye Asien-korrespondent: ”Det er som at se ind i fremtiden både på godt og ondt”

Mød TV2’s nye Asien-korrespondent: ”Det er som at se ind i fremtiden både på godt og ondt”

Fra denne sommer skal Christina Boutrup føre TV2’s karakteristiske korrespondent-mikrofon i verdens nye supermagt. Med base i Shanghai skal hun berette om den udvikling, der inden længe gør Kina til verdens største økonomi.

Skribent: Anton Schack
FOTO: stine schjøtler

Udgivet den 20. maj 2021

Et begejstret smil breder sig forsigtigt over læberne, inden hendes blik slår væk i et kort sekunds betænkningstid:

”Min første tanke har nok været, at det sørme var på tide. Og så skyndte jeg mig at sende en mail afsted med det samme.”

Sådan beskriver Christina Boutrup sin reaktion, da hun tilbage i februar læste, at TV2 havde i sinde at sende en fast korrespondent til Kina. Den 44-årige fynbo har de seneste år opbygget sig en anerkendt status som en af landets førende Kina-kendere.

Siden hun for 13 år siden flyttede hjem efter sit første job som Asien-korrespondent for Berlingske, har hun savnet at være tæt på udviklingen. Til sommer river hun sit liv op ved roden, når hun, sammen med sin familie, vender tilbage til Shanghai. Derfra skal hun gøre TV2’s seere klogere på landet, der har manifesteret sig som økonomisk supermagt og i stigende grad gør sig gældende på den globale magtpolitiske scene.

Korrespondent fra år ét

Christina Boutrup er uddannet erhvervsjournalist fra Danmarks Journalisthøjskole. Knap havde hun forladt bunkeren på Olof Palmes Allé, før et særligt stofområde fandt vej til hendes skrivebord og blev en gennemgående rød tråd i hendes journalistiske arbejde.

”Der gik jo kun lige et år, fra jeg fik min eksamen, til jeg for første gang landede i Beijing og skulle arbejde som journalist i Kina,” fortæller hun.

Som nyudklækket journalist på Berlingskes nyhedsmagasin oplevede Christina Boutrup, hvordan Kina oftere og oftere løb med overskrifterne i avisens erhvervsdækning. Historier om outsourcing til det fremadstormende marked og iøjnefaldende vækstrater vakte hendes interesse og pirrede den unge journalists nysgerrighed. I en sommerferie fik hun grønt lys fra avisen til at rejse fire uger til landet for at lave en serie om danske iværksættere. Det var på den rejse, Christina Boutrup for alvor fik øjnene op for en verdensdel fyldt med historier uden mange danske journalister til at fortælle dem.

”Efter den sommer tog jeg hjem og fortalte min chef, at jeg flyttede til Kina og spurgte ham, om han kunne bruge det til noget,” fortæller hun.

Et halvt år senere var hun igen i Kina, denne gang uden returbillet, men en freelance-kontrakt, der senere blev til et fast job som Berlingskes nye Asien-korrespondent.    

På trods af de høje journalistiske ambitioner og den nyfundne begejstring for det kinesiske samfund havde Christina Boutrup ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig det scenarie, hun pludselig landede i. I hendes hoved var korrespondent ikke en titel, der kunne forenes med blot et års journalistisk erfaring. Uden hverken at kunne tale sproget eller have indgående kendskab til verdensdelen, skulle hun pludselig levere analyser og reportager om et meget komplekst samfund.

Tidsforskellen på seks timer gav den unge korrespondent muligheden for at tage alle døgnets timer i brug. Research fra morgenstunden, interviews om eftermiddagen og artikelskrivning frem til den danske deadline langt ude på natten. Derudover gik hun til sproglektioner flere gange ugentligt. 

”Hvis man skal være modig for at være korrespondent i Mellemøsten, så fandt jeg hurtigt ud af, at man først og fremmest skal være hårdtarbejdende for at rapportere fra Asien helt uden erfaring,” fortæller hun.

Tilbage til udgangspunktet 

De seneste år har Christina Boutrup gjort det til en levevej at gøre beslutningstagere klogere på Kina. Selvom hun nødigt påtager sig titlen som ekspert, har hendes 17 års indsigt og omdømme givet muligheder, der rækker langt udover den spæde start som ung korrespondent på udebane. 

”Når jeg har taget Kina-kender-rollen på mig og brugt min viden til at sige: ’Min vurdering er…’ eller ’Jeg er overbevist om, at…’ har jeg oplevet, at mange flere pludselig har lyttet med. Det har skabt en helt anden opmærksomhed,” forklarer hun. 

Fem hurtige om Christina Boutrup:

  • Uddannet på DJH i 2004 med praktikophold på Børsens erhvervsredaktion.

  • Tidligere Asien-korrespondent for Berlingske og vært for radio- og tv-programmer på Radio24syv og DR2.

  • Forfatter til flere anmelderroste bøger om Kina og flittigt benyttet foredragsholder og moderator både i Danmark og internationalt.

  • Udpeget til Dansk Konkurrenceevneråd og medlem af den tidligere regerings Kina-ekspertpanel.

  • Bosat i Kullerup, Nyborg Kommune med sin mand og parrets to døtre på henholdsvis 9 og 11 år.

Med det nye job vender hun tilbage til udgangspunktet, når hun igen skal være den, der stiller spørgsmålene. Også dem, hun på forhånd kender svaret på. Skiftet vækker en velkendt begejstring, der tilbage i tiden var en af grundene til, at hun faldt for journalistikken: 

”Som journalist er jeg jo drevet af at komme ud i virkeligheden og få nogle indtryk og udfordringer, som jeg kan omsætte til et output. Derfor glæder jeg mig til at komme ud og få jord under neglene igen og fortælle både fascinerende og skræmmende historier,” fortæller hun.

Fra Kullerup til Kina

Selvom Kina i dag er velkendt og nærmest hjemligt territorium for Christina Boutrup, bliver det alligevel en særlig omvæltning, når hun til sommer bytter den østfynske landsby Kullerup ud med Shanghais pulserende storbyliv. Siden hun sidst boede i byen, er hun blevet mor til to.

Nu er huset sat til salg og pigerne er skrevet ind på en international skole. Familien er så småt begyndt at overveje, hvilke ting der skal med til Kina, og hvad de skal skille sig af med. Selvom det er en stor beslutning at rykke teltpælene i pigernes barndomsby op, lader Christina Boutrup sig ikke bekymre:

”Kina er en indgroet del af vores familieliv. Vi har besøgt landet hvert år med pigerne, og vi synes, at det er en fantastisk mulighed for dem at opleve kulturen og lære sproget.”

De kinesiske myndigheder udsteder i øjeblikket ikke permanente arbejdsvisa til internationale journalister pga. corona-pandemien. Derfor ved familien endnu ikke, hvornår de kan rejse til Shanghai. Selv håber Christina Boutrup dog på at kunne rapportere live fra Kina, inden sommeren er ovre.

At rapportere fra det mørklagte

Når Christina Boutrup på et tidspunkt får lov til at tage afsted, vil hun som noget af det første kontakte sit netværk af lokale fixere. De skal hjælpe hende helt tæt på historierne og den befolkning, der i mange tilfælde står i skyggen af systemet. Ifølge hende er arbejdsvilkårene som korrespondent i Kina anderledes, i forhold til hvad mange af hendes kollegaer oplever i resten af verden: 

”Der er intet, der er let i Kina, og slet ikke, når man kommer med et tv-kamera. Det er svært at få folk til at stille op til interview, fordi de risikerer repressalier, men der er sindssygt mange spændende historier, der bare venter på at blive fortalt,” fortæller hun.

Hverken ytrings- eller pressefrihed er reelle rettigheder i landet, der populært set kaldes verdens største étpartistat. Derfor har den kritiske journalistik trænge kår, og de internationale korrespondenter arbejder under overvågning fra det kinesiske styre.

I praksis kommer omstændighederne bl.a. til at begrænse Christina Boutrups muligheder for at arbejde i særlige dele af landet. Hun vil eksempelvis ikke kunne rejse til Xinjiang-provinsen og dække undertrykkelsen af Uighur-folket, uden det vil få konsekvenser for hendes arbejdstilladelse.  

Adspurgt, hvorvidt det så overhovedet er muligt at snakke om journalistisk uafhængighed i Kina, påpeger Christina Boutrup, at de internationale korrespondenter ikke er underlagt samme censur som de lokale medier.

Hun afviser, at de kinesiske myndigheder får direkte indflydelse på det indhold, hun skal producere til TV2’s platforme.

Hendes erfaring er, at man som korrespondent kan arbejde forholdsvist uforstyrret, hvis ens journalistiske arbejde er nøgternt og holder sig til at beskrive de faktiske forhold i landet. Men det afhænger selvfølgelig altid af, hvor følsom historien er. Derudover kan det for en gangs skyld også være en fordel ikke at være den største spiller i branchen:

”Et dansk medie som TV2 bliver ikke opfattet som en trussel på samme måde som de store internationale medier. Derfor kan vi måske slippe afsted med lidt mere. Vi skal dog ikke tro, at myndighederne ikke holder øje med, hvad vi laver. For det gør de.”  

Som Kina-kender og analytiker har Christina Boutrup repræsenteret et nuanceret perspektiv på det kinesiske samfund. Selvom Kina er en fjern virkelighed for de fleste danskere, er hun sikker på, at TV2’s dækning bliver både nærværende og aktuel. Landets stigende globale indflydelse påvirker danskernes hverdag på daglig basis. Den indflydelse håber Christina Boutrup på at kunne flytte frem i danskernes bevidsthed ved at øge deres kendskab til verdens nye supermagt.

”På nogle områder er Kina så langt fremme, at det er som at se ind i fremtiden både på godt og ondt. Derfor er det også nødvendigt, at vi ikke kun orienterer os mod USA, når vi ser fremad her i Europa,” siger hun.

Flere prognoser peger på, at Kina overhaler USA som verdens største økonomi, allerede inden dette årti når til ende. Udsigten til at skulle dække et skifte i verdensordenen trækker i Christina Boutrup, og begejstringen er umulig at overse. Hun vil afsted – hellere i dag end i morgen.

“Man bliver afhængig af Kina, fordi virkeligheden igen og igen overgår selv de vildeste fantasier. Som journalist er man med til at skrive verdenshistorie hver eneste dag – lige der midt i globaliseringens epicenter.”      

Den ukronede kommadronning forlader Katrinebjerg: ”Jeg har været mere gift med mit arbejde end med min mand”

Den ukronede kommadronning forlader Katrinebjerg: ”Jeg har været mere gift med mit arbejde end med min mand”

Den ukronede kommadronning forlader Katrinebjerg: ”Jeg har været mere gift med mit arbejde end med min mand”

Den ukronede kommadronning forlader Katrinebjerg: ”Jeg har været mere gift med mit arbejde end med min mand”

Tekst: Caroline dybdal carlsen
Foto: Esther Kofoed Sørensen

Udgivet den 20. maj 2021

De sidste 20 år har Gitte Luk været et af de første ansigter, nye studerende mødte, når de som spæde journalistaspiranter trådte ind ad skolens døre. Sådan kommer det ikke til at være fremadrettet, da hun går på pension.

Selvom Gitte Luk bytter titlen som kommadronning ud med pensionist, er det ikke et stille og roligt otium, der venter hende.

”Jeg gider ikke blive den klassiske pensionist, der bare skal spille golf. Jeg skal i øvrigt aldrig nogensinde spille golf,” siger hun.

I stedet vil hun købe et godt kamera, så hun kan tage sine egne billeder i stedet for bare at mene en masse om andres. Noget, hun har gjort en del i sine mange år som underviser på fotojournalistuddannelsen på DMJX. Heller ikke grammatikken har hun tænkt sig at slippe. Derfor fylder tankerne om at lave et lille firma allerede.

”Jeg vil meget gerne oversætte, lave noget korrekturlæsning og små kurser, for eksempel skrivekurser. Det har jeg i hvert fald en plan om,” siger Gitte Luk.

I kalenderen kommer der ikke til at stå ’golf’, men den skal nok blive fyldt op alligevel. I hendes sommerhus ved Vesterhavet, skal Gitte Luk mærke vinden i håret, læse bøger og lytte til lærkerne.

”Og så skal jeg høre en masse rockmusik live. Det trænger jeg til efter halvandet års nedlukning,” siger hun.

Det har kostet en klump i halsen

Trods de mange år på DMJX var beslutningen om at stoppe ikke svær. Mange ting lå til grund for beslutningen. Især familien har været en af de primære grunde til at gå på pension.

”Der har været flere antydninger gennem årene om, at jeg har været mere gift med mit arbejde end med min mand,” griner hun.

Selvom beslutningen kom let til hende, har det dog kostet en klump eller to i halsen. Da fratrædelsesaftalen skulle underskrives, stoppede Gitte Luk op ved punktet, hvor der stod, at aftalen ikke kunne fortrydes. Hun sank en ekstra gang og tvivlede på, hvad hun egentlig havde gang i. At hun endte med at underskrive, skyldes ønsket om ikke at være en af de undervisere, studerende ser som ’over sidste salgsdato’. De lærere har hun selv haft for mange af.

Nuværende og tidligere elever beskriver Gitte som engageret, inspirerende og passioneret. Hun gør dem modigere og stærkere, og det er netop det, der driver hende. Samværet med eleverne, hvor hun kan opleve deres arbejde og se deres passion.

Især klasseundervisningen, hvor hun kan lære eleverne at kende og arbejde intensivt med foto, reportage og feature. Komme helt ned i deres arbejdsprocesser og nørde med dem. Det er det, der er essensen af Gitte Luks kærlighed til sit arbejde.

 

Illustreret Bunker har inviteret nuværende og tidligere elever til at skrive en afskedshilsen til Gitte Luk for at sige ordentligt farvel og tak for nu. De kan læses her. 

 

”Jeg sætter kun komma, når jeg får penge for det”

Når nogen har villet indgå i en dialog om grammatik i en avis eller på sociale medier, har Gitte Luk altid haft et kækt svar.

”Jeg sætter kun komma, når jeg får penge for det.”

Svaret er blevet brugt mange gange. Det er et af de svar, hun primært bruger, når de ekstra opmærksomme stiller hende til ansvar.

”Jeg får en del mails fra folk, der læser aviser. Nidkære læsere, der skriver til mig og nærmest mener, at jeg er personligt ansvarlig for samtlige fejl i den danske medieverden,” siger hun.

Som med så mange andre ting lader hun sig ikke ramme af dem. Hun gider ikke gå ind i diskussioner med folk, der ikke har andet at gå op i.

På trods af det har Gitte Luk dog svært ved at holde fingrene fra den sproglige redigerings- knap. Selv i dette afskedsportræt har kommadronningen været omkring grammatikken. Det obligatoriske citattjek blev returneret med sproglige kommentarer og emsige rettelser.

Ikke en, man glemmer

Men den 1. oktober er det slut. Slut med at sætte kommaer for penge. Slut med at være ansvarlig for hele mediebranchens grammatik. Hun tror på, at skolen og de studerende sagtens kan klare sig uden hende.

”Det tror jeg, de overlever. De finder en anden, og om to år er der såmænd nok ikke nogen, der kan huske, at jeg var her,” siger hun.

Tidligere og nuværende elever er uenige. Gitte Luk er ikke en, man glemmer. Det er strømmet ind med hilsner, der beskriver det som et stort tab for DMJX at miste ’kommadronningen’. En smigret Gitte Luk efter- spurgte hurtigt at få alle hilsnerne sendt. For det er dem, der driver hende. Eleverne.

Nyhedskriterierne skal udfordres og nuanceres, men ikke smides ud med badevandet – måske lige på nær konflikterne

Nyhedskriterierne skal udfordres og nuanceres, men ikke smides ud med badevandet – måske lige på nær konflikterne

Nyhedskriterierne skal udfordres og nuanceres, men ikke smides ud med badevandet – måske lige på nær konflikterne

Relevansen af de klassiske nyhedskriterier har været debatteret vidt og bredt. På DMJX underviser man stadig i dem – men ikke alle steder i medielandskabet bruges de i flæng. Zetland, JydskeVestkysten og nyopstartede Kiosk er enige om, at de ikke skal skrottes, men i stedet revideres og suppleres af nye kriterier. Og det bliver de.

Skribent: Cecilie Guldberg Nielsen og Nanna Ploug Niemann
Illustrator:  Louise Rix

Udgivet den 20. maj 2021

Da Hakon Mosbech var i praktik på Politiken, var han – med egne ord – for forhippet på konflikter. Det havde han lært på journalistuddannelsen. Konflikt er godt, og Hakon Mosbech ringede rundt til den ene efter den anden for at finde en kilde, der kunne give et modsatrettet perspektiv på en historie. På Politiken gav det forsider. Men når man taler med ham i dag, er han ikke specielt stolt af de forsider.

 

“Jeg tror ikke, at det var et sandfærdigt billede af virkeligheden,” siger han.

 

I dag er han journalist og redaktør på Zetland, som han stiftede i 2012 sammen med Lea Korsgaard, Jakob Moll og Silke Bock. Når han her skriver om økonomi, navigerer han ikke efter VISA-K-kriterierne, men efter, hvordan han bedst skaber værdi for Zetlands medlemmer.

 

“Der er gode ting ved de klassiske nyhedskriterier, men at bruge dem som det eneste selvstændige mål er ikke noget for os,” siger han.

 

Alligevel har onlinemediet ikke helt smidt de klassiske kriterier ud med badevandet.

Fra advarsel til tjekliste

Væsentlighed. Identifikation. Sensation. Aktualitet. Og det omdiskuterede K for enden af bindestregen: Konflikt.

 

Som journaliststuderende får man de klassiske nyhedskriterier, VISA-K, ind med modermælken. Journaliststuderende lærer at arbejde med dem, at genkende dem og til en vis grad at producere ud fra dem. Men hvis man ser ud i branchen, så er de sjældent noget, man arbejder bevidst med på redaktionerne. I stedet er de blevet til implicit viden, der ligger på rygraden, når der produceres journalistik.

Fra advarsel til tjekliste

Væsentlighed. Identifikation. Sensation. Aktualitet. Og det omdiskuterede K for enden af bindestregen: Konflikt.

 

Som journaliststuderende får man de klassiske nyhedskriterier, VISA-K, ind med modermælken. Journaliststuderende lærer at arbejde med dem, at genkende dem og til en vis grad at producere ud fra dem. Men hvis man ser ud i branchen, så er de sjældent noget, man arbejder bevidst med på redaktionerne. I stedet er de blevet til implicit viden, der ligger på rygraden, når der produceres journalistik.

Historien om nyhedskriterierne starter for over 50 år siden. Dengang var de fem nyhedskriterier tolv. De blev første gang beskrevet i 1965 af de to norske forskere Johan Galtung og Mari Holmboe Ruge, der ville undersøge, hvad der skulle til, for at en historie blev til en nyhed. Senere har Galtung udtalt, at kriterierne i virkeligheden giver et forvrænget billede af virkeligheden – hvad der bruges som en tjekliste på journalistuddannelserne, blev altså opfundet som en advarsel. Men skal de klassiske kriterier så bare smides ud? Ikke nødvendigvis, hvis man spørger en journalist, en forsker og to redaktører. I stedet skal de udfordres og nuanceres. Det bliver de i dag, hvor de får modspil af nye og reviderede kriterier. Og særligt konfliktkriteriet får en over nallerne.

 

Et vigtigt værktøj

Aslak Gottlieb er direktør for det nyopstartede ungdomsmedie Kiosk og tidligere fellow ved Center for Journalistik på SDU. Ifølge ham bliver nyhedskriterierne brugt som et journalistisk redskab. De fungerer dermed som et værdigrundlag for journalistikken, fordi de får store betydning for den måde, hvorpå de produceres.

 

Men når nyhedskriterierne blev skabt som en advarsel , kan man godt undre sig over, hvad man egentlig skal med VISA-K? At de er blevet en præmis for journalistikken er dog ikke nødvendigvis så skidt, at det ikke er godt for noget, mener Aslak Gottlieb.

 

“Nyhedskriterierne er et vigtigt værktøj. Det er bare vigtigt, at vi hele tiden forholder os til dem,” siger han. ”De klassiske nyhedskriterier stimulerer tilsyneladende langt de fleste mediebrugeres incitament til at følge med. Derfor må vi ikke smide barnet ud med badevandet.”

 

Og selvom kriterierne ikke fylder i Zetlands redaktionslokaler, særligt ikke aktualitet og konflikt, er V-et i VISA-K – væsentlighed – stadig et vigtigt værktøj, fortæller Hakon Mosbech. Et værktøj, der bliver brugt aktivt.

 

“Tidens vigtigste historie rummer på en eller anden måde også væsentlighedsbegrebet,” siger han.

 

Væsentlighed er heller ikke smidt i skraldespanden hos JydskeVestkysten. Her opererer man efter begrebet relevans – en nytænkning af væsentlighedskriteriet. Mads Sandeman, der er chefredaktør, forklarer, at væsentlighed stadig er et kriterium i nyhedsudvælgelsen, men at alt, der er væsentligt, også skal gøres relevant for læseren. Som journalist, mener han, skal man tænke på læserne frem for kilderne. I for mange år har man været for tilbøjelig til at lave journalistik på kildernes præmisser. Gør man det i stedet på læsernes, tvinges man til at overveje værdien i journalistikken, lyder argumentet bag nytænkningen.

 

“Væsentlighed er afsenderstyret. Det er mig, der bestemmer, hvad der er væsentligt for dig. Men når vi taler om relevans, er det dig som læser, der bestemmer, hvad der er relevant for dig. Det skal jeg som afsender indrette mig efter,” siger Mads Sandemann.

 

De sidder på rygraden

Morten Skovsgaard er professor MSO på Center for Journalistik på SDU og forfatter til bogen ‘Den Danske Journalist: Værdier, produktion, indhold’. Han forklarer, at kriterierne ikke er noget, som man bevidst tager stilling til på redaktionerne. I stedet er de blevet tavs viden.

 

“Nyhedskriterierne er noget, man får ind på rygraden som journalist. Det er ikke sådan, at man tæller op: ‘Denne historie opfylder fire kriterier, så det er en god historie’. Kriterierne er ubevidst viden for en del journalister,” siger han.

 

Det stemmer godt overens med billedet på JydskeVestkysten. Her taler man ikke meget om nyhedskriterierne, fortæller Mads Sandemann. I stedet er det andre kriterier, der opereres efter.

 

“Vores hovedlinjer er, at journalistikken skal være kritisk, konstruktiv og debatskabende, og den skal være uafhængig, relevant og troværdig. Det er nøgleordene for vores journalistik, og det dækker over alt – ikke kun nyheder,” siger han.

 

Konflikt skævvrider virkeligheden

Politiske konflikter, uenigheder og intriger fylder ofte i nyhedsdækningen, og netop konflikt kan være en udfordring for journalistikken. Problemet ved nyhedskriterierne kan være, at de giver et skævvredet billede af verden. Det hænger sammen med, at nyhederne ikke kan give et ‘en-til-en-billede’ af verden. Journalister bliver nødt til at vælge ud i nyhedsstof, fortæller Morten Skovsgaard, professor MSO på Center for Journalistik ved SDU.

“Det afvigende er på sin vis det interessante, så ofte vil nyhedsdækning give et forvrænget billede af virkeligheden. Det er klart, at hvis dækningen altid fokuserer på konflikt, kan borgerne få et værre billede af verden, end sådan, som det reelt forholder sig,” siger han.

Det billede kan Hakon Mosbech genkende. Han mener, at det ensidige fokus på konflikt skaber en risiko for nyhedstræthed, hvor læsere, seere og lyttere vælger nyheder fra, fordi de er trætte af konflikterne. Ifølge ham er konfliktkriteriet en stor del af, hvorfor journalistikken kan give et skævt billede af virkeligheden. Selv historier, der indeholder konflikt, er ofte mere end det, mener han.

“Der mangler flere nuancer end to parter, der er dybt uenige. Idealet om konflikt kan man bruge, hvis det virkelig er der og giver mening, men det er ikke et selvstændigt mål. Det viser verden i forkerte farver,” siger Hakon Mosbech.

 

Mads Sandemann, chefredaktør på JydskeVestkysten, mener, at konflikter, kan være vinklen på en nyhed, hvis substansen i konflikten er relevant for læseren. Til gengæld tror han ikke længere, at konflikt for konfliktens skyld er nok for læserne.

 

“Da jeg startede som journalist  i 1992, kunne man godt lave en tophistorie om to politikere fra det samme parti, der skændtes om et eller andet. De historier er der ikke mange, der gider at læse i dag,” siger Mads Sandemann. 

 

“Nyhedsjournalistik er godt til at skrive om vejret”

Ifølge Hakon Mosbech er det ikke kun konfliktkriteriet, der medvirker til et forvrænget verdensbillede. Scroller man gennem sit nyhedsfeed, vil man ofte blive mødt af gule og røde BREAKING NEWS-bjælker. Mediernes fokus på her og nu, også kendt som aktualitetskriteriet, fylder i nyhedsstrømmen. Det kan være problematisk, for man misser de langsomme, strukturelle forandrer, når man sigter målrettet efter aktualitet og fokuserer på her-og-nu-stof,  mener Hakon Mosbech.

 

“Man risikerer at ende i en lemmingeffekt, hvor alle medier taler om det samme, indtil de flytter videre til næste store historie på dagsordenen. Det gør, at vi kan glemme mange af de vigtige historier, der er rundt omkring,” siger han. ”Klimaforandringerne er svære at indfange, hvis man er fokuseret på hyperaktualitet. Nyhedsjournalistik er godt til at skrive om vejret, men det er dårligt til at skrive om klimaet.”

 

Alternative nyhedskriterier udfordrer

Noget tyder på, at det virker at udfordre de klassiske nyhedskriterier. Ifølge Mads Sandemann kan det konkret mærkes på antallet af abonnenter. Hos JydskeVestkysten er antallet af daglige bruger siden 2016 steget fra 60.000 til 140.000, og det er der en særlig grund til.

 

“Vores fokus på relevans har gjort, at vi har haft et stigende antal abonnenter siden sidste sommer, hvor det ellers har været faldende i 25 år,” siger han.

 

Også Aslak Gottlieb, direktør på Kiosk, nikker genkendende til efterspørgslen på nye former for journalistik. Kiosk bygger på ‘Engagements-kriterierne’: Brugerne skal beskæftige sig med det indhold, som medierne traditionelt har patent på. Kriterierne opstod, fordi Aslak Gottlieb kunne se en efterspørgsel.

 

“Da jeg selv undersøgte yngre mediebrugeres attitude til medierne, var der en samstemmende oplevelse af, at det ikke førte til noget. Man malede konflikter op, som bare fik lov til at blafre i vinden. At journalistikken ikke var resultatorienteret generede de unge mediebrugere,” siger Aslak Gottlieb.

 

Spørger man ham, vil vi se en efterspørgsel på journalistik, der bygger på andre kriterier end aktualitet og konflikt. Blandt andet tror han, at der vil blive større efterspørgsel på at pege på løsninger, og ikke bare på problemer. Det vil have konsekvenser, hvis medierne fortsætter det ensidige fokus på konflikt.

 

“Der er tendens til at fokusere for meget på problemerne i verdens tilstand. Det har givet udslag i, at vi risikerer at miste brugerne. Det er jo ikke sikkert, at der i fremtiden vil være efterspørgsel på journalistik. Det kan man ikke tage for givet,” siger han.

Old habits die hard

Selvom alternative nyhedskriterier skyder op og udfordrer de klassiske, er det ikke ensbetydende med, at VISA-K bliver lagt i graven. Old habits die hard, som man siger.

Noget tyder på, at man ikke er helt klar til at sige farvel til de klassiske kriterier, selvom de kræver revidering og nuancering.

 

”Jeg tror, at der i journalistikken vil være plads til flere og flere forskellige kriterier,” siger Aslak Gottlieb. ”Men jeg tror og håber da ikke, at vi skal sige farvel til de klassiske nyhedskriterier.”

Hvis man skruer tiden tilbage til nyhedskriteriernes oprindelse, var det især fokusset på konflikt og historier om ting, der går galt, som Johan Galtung advarede imod. Og det forstår Hakon Mosbech. For selvom journalistikken skal holde magthaverne til ansvar og sætte problemer til debat, skal den også vise, når ting fungerer og løses, mener han.

 

“Ellers sidder min mormor ude i Lyngby og bliver bange og ked af det, fordi hun tror, at verden kun er ildebrande og skud i gaderne og død og ødelæggelse og politiske skandaler. Når verden i virkeligheden går fremad på rigtig mange måder,” siger han.

De tre mediers kriterier – klik på Zetland og Kiosks for at læse mere.

Frygten som ikke må nævnes

Frygten som ikke må nævnes

Frygten som ikke må nævnes

Angsten for at kontakte kilder plager mange studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Alligevel er det et problem, der sjældent bliver italesat.
Jeg har sat mig for at undersøge, hvor mange skrækken egentlig rammer, og hvad man kan gøre for at slippe af med den.

Skribent: Sara Stougaard
Foto: Rasmus Thorsen
ILLUSTRATION: Nikoline Ryttergaard

Udgivet den 20. maj 2021

Næsten alle journaliststuderende har prøvet det – at blive hjemsøgt.

Researchen er lavet. Spørgsmålene er forberedt. Der kigges afventende rundt på de andre i gruppen efter én, der melder sig frivilligt. Måske kigger man lidt ned i bordet. Lader som om, man er i gang med noget vigtigt på sin computer. Kunne vi egentlig ikke bare sende en mail?

Telefonfrygten har meldt sin ankomst – som et usynligt genfærd, der plager det journalistiske gruppearbejde. Men vi lader alle som om, det ikke er der. Måske fordi vi er bange for, at det bliver hængende, hvis vi siger det højt.

Alene med utilstrækkeligheden?

Den første person, jeg vil ringe til for at skrive denne artikel, er Joan Husted, der er studievejleder på DMJX. Nok en af de mindst intimiderende personer, man kan kontakte overhovedet. Efter to år på Journalisthøjskolen burde jeg have let ved at ringe folk op. Men så snart jeg har tastet Joans nummer, kommer tvivlen alligevel snigende.

Forstyrrer jeg hende med mine spørgsmål? Hvad skal jeg sige? Hvad vil hun sige? Og endnu værre. Hvad er der galt med mig, siden jeg stadig mærker den her frygt? Og betyder det, jeg aldrig bliver en god journalist?

For mig ligger en stor del af problemet med kontanktangst i følelsen af utilstrækkelighed og skam. At jeg står alene med frygten for noget, alle de andre gør frygtløst. Men er det overhovedet rigtigt?

Gennem en spørgeskemaundersøgelse har 131 studerende afkræftet mine bange anelser.

Undersøgelsen viser at frygten i høj grad omhandler telefonopkaldet. Kun en tredjedel har frygtet at skrive til en kilde. Til gengæld har knap ni ud af ti studerende gruet for at gribe knoglen. Samtidig siger en tredjedel, at frygten i enten nogen, høj eller meget høj grad har påvirket deres evner til at gennemføre opgaver på studiet.

Ifølge nogle af de studerende skyldes det tanken om, at de ikke er kildens tid værdig

“Jeg har frygt for at lyde dum eller uforberedt eller spilde deres tid,” skriver en studerende i undersøgelsen. En anden supplerer

“En usikkerhed om, hvorvidt jeg har ‘ret’ til at kontakte dem. Jeg er jo studerende. Og en frygt for afvisningen, som jeg synes, der var mange af på de første semestre.”

Selvom langt størstedelen af de studerende har frygtet kildekontakten, så er der alligevel et stigma omkring problemet.

Halvdelen af de adspurgte har enten i nogen, høj eller meget høj grad følt skam over at have svært ved kildekontakten. Flere af de studerende begrunder det med, at de føler, de står alene med at have problemet.

Spild af kildens tid

“For mig er det sådan noget som at skulle ringe til en politiker og være kritisk. Fordi jeg bare ringer fra Journalisthøjskolen og spilder deres vigtige tid”, forklarer jeg, da jeg taler med Tom Hansen. Han er uddannet psykolog og arbejder i dag som arbejdsmiljøkonsulent hos Dansk Journalistforbund.

“I den situation handler det om nogle grundlæggende antagelser om dig selv, som du skal udfordre. Handler det virkelig om, at du er mindre vigtig end en Politiken-journalist? Nej, du har præcis samme funktion, uanset hvor du kommer fra,” siger han.

Det, Tom Hansen her laver, kalder han et realitetstjek. Man ser på, hvad det er for nogle grundlæggende antagelser om én selv, der skaber frygten. Derefter kan man enten afkræfte dem eller diskutere, hvordan de bedst håndteres.

I mit tilfælde handler det om at stille spørgsmålstegn ved min selvopfattelse. Det kan også være gavnligt at gøre i undervisningen på skolen eller generelt blandt de studerende.

“Hvis der er nogle andre studerende, der går rundt med de her tanker, kan man lægge dem frem og sige: ‘skal vi ikke lige lave et realitetstjek på det her?’” siger Tom Hansen.

Telefonfrygten kan altså bearbejdes, ved at vi italesætter den. Men det er samtidig vigtigt at give plads til angsten uden at skamme sig. Man skal se kildekontakt som noget, der skal læres – på samme måde som vi skal lære at vinkle eller skrive en fængende rubrik.

“Der vil aldrig blive stillet det krav til jer, at I skal kunne det samme som de færdiguddannede. Det er nu, I skal prøve at begå fejl, så I kan lære af dem”, siger Tom Hansen.

En skamfuld bekendelse

Med mit realitetstjek i bagagen får jeg taget mig sammen til at ringe til studievejleder Joan Husted.

Hun fortæller, at frygten for kildekontakt fylder meget lidt i de henvendelser, hun får som studievejleder. Men det er et problem, hun tit ser som underviser.

Det forekommer ofte tidligt på studiet, men studievejlederen oplever også studerende, der er nået helt til deres bachelorprojekt, som stadig døjer med opkaldsfrygten.

“Det er tit noget, studerende skammer sig over. Det er jo en del af det journalistiske arbejde at være professionelt udadvendt. Men det er en myte, at man skal være ekstrovert for at være en god journalist,” siger hun.

Joan Husted har tidligere holdt frivillige workshops for de studerende. Her kunne de øve sig på interview med hinanden og ringe op til kilder, skolen på forhånd havde lavet aftaler med.

På den måde kunne de studerende opleve, at de ikke var alene med problemet, og få gode oplevelser med at ringe.

Men interessen for kurset forsvandt, og derfor stoppede Joan Husted også med at udbyde det for nogle år siden. 

Alligevel svarer 63 procent i min undersøgelse, at de ville få gavn af, at skolen brugte mere tid på at undervise i kildekontakt. Det fortæller jeg til Joan Husted.

“Når det kommer til stykket, er det ikke sikkert, man prioriterer det. Min erfaring er, at selvom rigtig mange studerende siger, de er stressede, så kommer de ikke, når jeg inviterer til et oplæg om det,” siger hun.

Kan det ikke handle om, at folk skammer sig, og at det derfor også er skamfuldt at melde sig til sådan et kursus?

“Der kan godt være en risiko for at man tænker: ’Så har jeg rakt hånden op til, at jeg er på holdet af de knap så ’seje’ studerende.’ Men det oplevede jeg ikke var et problem dengang.”

Kildemod på skoleskemaet 

Spørgsmålet er, hvorvidt det giver mening at afholde den slags workshops som et frivilligt tilbud. Især når en stor del af de studerende mærker frygten og påvirkes af den.

På 2. semester er de også blevet opmærksomme på, at det giver mening, at integrere det i undervisningen. Det fortæller underviser Mette Stentoft.

“Før har vi sagt: ‘Nu skal I tage rollen på jer og lave en briefing, og så skal det nok gå’. Men vi har siddet op til det her semester og tænkt, om ikke vi kan gøre mere end det.”

Hun har været med til at arrangere Briefing-dagen, der også kaldes Kildemod. Det er et særligt kursus i kildekontakt, der for nylig blev afprøvet på 2. semester. Det bestod af en obligatorisk dag for alle studerende, hvor de blev trænet i at ringe op til byrådspolitikere.

Der var mere fokus på at forberede sig og gribe knoglen end på frygten for at kontakte kilderne. Men i forbindelse med forløbet har Mette Stentoft også udarbejdet et nyt afsnit til JM2-kompendiet, der fokuserer på den usikre interviewer. Det forholder sig særligt til det kritiske interview, men der er også mere generelle tips til kildekontakt og usikkerheden, der følger med.

Hvorfor snakker I ikke også om frygten på dagen?

“Det kunne vi i og for sig også. Men det, jeg har at sige om det, har jeg skrevet ned i kompendiet. Og så har vi også samtaler i starten af semesteret, hvor de studerende kan tale om, hvad de synes er svært,” siger Mette Stentoft.

Sammen med de andre undervisere fra 2. semester vil Mette Stentoft vurdere kursets fremtid, når næste forløb skal planlægges. Hun regner dog med, at det er noget, der vil blive prioriteret fremover.

“Det kan sagtens være, vi skal gøre mere. Nu må vi lige se, hvad der kommer ud af det første skridt,” siger hun.

Da jeg taler med hende, har de studerende netop evalueret kurset. Indtil videre har feedbacken fra de været positiv. Og selvom der som sådan ikke er fokus på at bearbejde frygten for kildekontakten, er skammen også noget, Mette Stentoft forsøger at italesætte med kurset og kompendiet.

“Jeg tror virkelig, det første skridt er at sige, at det er helt almindeligt. Jeg har skrevet det i vores kompendium, og nu skriver du det i Bunkeren. Så er det jo et skridt på vejen,” siger Mette Stentoft til mig.

Det kan være svært at sige det højt, og det har det også været for mig i denne artikel. Men selvom det er ubehageligt, er vi nødt til at tale om det. For det er på den måde, vi jager de onde ånder ud af telefonrøret.