Ellen endte på DR’s ‘Wall of Shame’: “Min karriere er ikke død endnu”

Ellen endte på DR’s ‘Wall of Shame’: “Min karriere er ikke død endnu”

Ellen endte på DR’s ‘Wall of Shame’: “Min karriere er ikke død endnu”

DR-programmet ’Ellen Imellem’ fløj næppe under nogens radar. Flere har kritiseret programmet for at bevæge sig i en gråzone mellem satire og journalistik. Programmet blev anmeldt til Pressenævnet, hvor anklagerne fik medhold. Men trods en tur i mediemøllen, står Ellen Kirstine Jensen fast på, at det er vigtigt at vove pelsen og udfordre grænserne.

TEKST: ANNA ELLESGAARD
FOTO: AXEL EMIL HAMMERBO

Udgivet den 08. januar 2023

På første etage i DR-byen i København holder satireredaktion til. På redaktionen står en brun korktavle. Tavlen er tapetseret med et hav af udklip fra artikler. Nogle af artiklerne fylder meget, mens andre kun har fået tildelt et enkelt citat. Èt bestemt navn går igen og igen – og igen. Ellen.

”Metadumhed og umorsom satire”, ”Dybt problematisk” og ”Ellen i modvind” – sådan lyder et par af de rubrikker, der hænger på korktavlen. Tavlen er satireredaktionens forsøg på at skabe en Wall of Shame, som ud over at stå side om side med æresgalleriet, Wall of Fame, også dagligt minder Ellen Kirstine Jensen om den shitstorm, hun var ansigtet på, da DR-programmet ’Ellen Imellem’ rullede for åben skærm.

Iført blazer og øresnegl indtog hun rollen som vært og udgav sig for at være journalist. Forskellige gæster blev inviteret ind i studiet for at svare på en række spørgsmål. De vidste godt, at interviewet ville have satiriske elementer. Men hvad ingen vidste, var, at alle Ellen Kirstine Jensens ord var dikteret direkte fra hendes øresnegl. Ofte af personer, som var lodret uenige med dem, hun sad foran.

’Ellen Imellem’ er af mange blevet opfattet som et kontroversielt program, og flere af de medvirkende har følt sig ført bag lyset. Programmet fik tre af de medvirkende til tasterne, da de tidligere på året klagede til Pressenævnet. Sagen er nu blevet vurderet, og afgørelsen er landet; de medvirkende får medhold – DR får kritik. I kendelsen skriver Pressenævnet blandt andet, at DR ikke har haft givet de medvirkende tilstrækkelig information, og at de derfor har deltaget i udsendelserne på et misvisende grundlag. Selvom Ellen Kirstine Jensens vil tage nævnets ord til efterretning, har det ikke slået hende ud af kurs. 

”Jeg holder stadig hovedet højt. Mange vil nok mene, at jeg er gået over grænsen. Men der er nogle gange behov for at arbejde omkring grænsen og i nærheden af grænsen, når man skal lave noget nyt, som folk ikke har set før,” siger Ellen Kirstine Jensen.

Turde gå planken ud

Hun fik ideen til programmet, hun fik et ’go,’ og hun blev vært på sit eget program for første gang. Hun ville skabe noget nyt og anderledes, der kunne sætte gang i diskussionen om, hvordan videnskab formidles til unge, og hvilke sandheder unge møder på internettet. Med sin øresnegl i øret var hun bevidst om, at hun skubbede til nogle grænser.

Ellen Kirstine Jensen lægger vægt på, at det både skal være journalister, satirikere, komikere og filmskabere, der en gang imellem skal turde at gå planken ud – velvidende, at det nogle gange lykkes, mens man andre gange ender på dybt vand. Hun mener ikke, at tingene udvikler sig, hvis ikke der er nogen, der tør eksperimentere med grænserne.

Det er, ifølge Ellen Kirstine Jensen, særligt de unges skuldre denne opgave hviler på:

”Hvis det ikke er unge, der skal have modet til at prøve at lave noget helt andet, hvem skulle så?,” spørger hun.

Antijournalistik

Der gik ikke lang tid efter programmets premiere, før en negativ omtale af programmet og Ellen Kirstine Jensens værtsrolle kom i mediernes søgelys. “Men hvad flere kritikere ikke har haft for øje, er, at programmet har været et satirisk eksperiment,” tilføjer hun selv og mener derfor, at kritikken har klinget ensidigt.

”Journalistikken skal være saglig, neutral og funderet i fakta. Alt hvad der omgiver programmet,

er på en eller anden måde så antijournalistisk, fordi det ikke er journalistik, og det har aldrig været tænkt som journalistik. Hvis det var journalistik, ville det være det værste lorte-journalistik i verdenshistorien,” siger Ellen Kirstine Jensen.

Det var et aktivt valg at udfordre den traditionelle journalistrolle og lade sig inspirere af satirens verden, blandt andet fordi Ellen Kirstine Jensen snarere ser sig som satiriker end journalist. Hun mener ikke, at det hun laver er alvorligt journalistisk indhold. Netop derfor mener hun ikke, at hun skal sættes i bås som journalist.

Selvom DR har givet udtryk for, at programmet er satire og derfor skal vurderes ud fra den præmis, respekterer Ellen Kirstine Jensen, at der kan ligge nogle kritikpunkter i snakken om, hvor meget man som medvirkende skal vide på forhånd, før man deltager i et program. Hun erkender, at det er vigtigt at få præsenteret tankerne bag et program, der af mange kan opfattes dybt kontroversielt, og hun kan derfor godt se det vigtige i at diskutere, hvor grænsen skal sættes i sådanne situationer.

Chefredaktør på Frihedsbrevet, Mads Brügger, har i en tidligere Fri-Mads-udgave hyldet Ellen Kirstine Jensen for ideen til programmet og mener, at det er et kosttilskud til DR’s øvrige programmer. Derudover slår han fast, at det er helt åbenlyst, at ’Ellen Imellem’ ikke er journalistik – men satire.

Ellen Kirstine Jensen forklarer, at det ikke er tilfældigt, at hun i programmet præsenterer sig selv som en ’poleret DR-journalist’. Pointen med præsentationen er at gøre det klart for seerne, at hun laver sjov med journalistrollen ved at bruge sig selv som kulisse og billede på den arketypiske journalist.

”Der er jo en grund til, at jeg er den her karikerede journalist. Det er også der, at der sker noget sjovt; at jeg fremstår meget selvhøjtidelig journalistagtig, når de ting der kommer ud af min mund, kan opfattes som nonsens,” siger Ellen Kirstine Jensen.

 

Det sorte får

Selvom både Ellen Kirstine Jensen og DR står på mål for, at programmet er satire og derfor inden for skiven, er kritikken alligevel haglet ned. Ellen Kirstine Jensen havde dog som ny i branchen frygtet, at hendes første program, ’Ellen Imellem’, ville gå under radaren og dø en stille død. Men sådan blev det ikke og efter et par omgange i mediemøllen, tvivler hun da heller ikke på, at programmet er blevet set, omtalt og diskuteret.

”Mainstream-reaktionen har været enormt negativ. Men jeg synes virkelig, at kritikken understreger, hvor meget der er behov for nogle, der tør at bevæge sig omkring grænsen. Det er svært at lave satire, hvis man skal holde sig på den sikre side, ” siger Ellen Kirstine Jensen.

Shitstormen har fået hende til at indse, hvor meget hun kan stå imod, men hun savner en større forståelse for, at der skal være plads til at kunne eksperimentere, når man er ny og udvikler et nyt program.

Som et nyt, ungt ansigt i mediebranchen har hun allerede måtte vinke farvel til tanken om at være danskernes folkekære mediepersonlighed.

”Den mulighed har jeg mistet, fordi jeg har været det sorte får i alle de etablerede medier. Men det er på en måde nemmere, at det er det, der er udgangspunktet, fordi så kan jeg kun overraske positivt,” siger Ellen Kirstine Jensen.

”Min karriere er ikke død endnu”

Selvom DR’s Wall of Shame dagligt minder Ellen Kirstine Jensen om dét kritiske lys, flere medier satte hende i, skal der mere til at slå hende ud af kurs. Væggen er nemlig også en påmindelse om hendes mod til at bryde med grænserne.

”Det er ikke jordens undergang at gå til grænsen. Man skal sgu nok overleve. Jeg er ikke død endnu, og min karriere er heller ikke død endnu,” siger Ellen Kirstine Jensen.

Pressenævnets kritik har ikke fået hende til at fortryde programmet. Hun mener stadig, at ’Ellen Imellem’ har sin berettigelse – men overgiver sig til afgørelsen og tager kritikken til sig.

”Jeg kan ikke gøre andet end at sige; ’helt klart, det tager vi selvfølgelig til efterretning.’ Jeg vil tænke over det, hvis jeg laver noget lignende fremover,” siger Ellen Kirstine Jensen.

Det er ikke første gang hun modtager kritik, og afgørelsen har derfor heller ikke haft den store påvirkning på hende rent følelsesmæssigt. Da shitstormen rasede i medierne, vred Ellen Kirstine Jensen alle tænkelige scenarier igennem. Hun ser derfor mest af alt afgørelsen som et punktum i sagen.

”Der har været kritik af programmet i forvejen, som har været langt værre end den pressenævnet har ytret. Men jeg har respekt for Pressenævnets afgørelse. Deres ord er lov, så der er ikke så meget at rafle om,” siger Ellen Kirstine Jensen.

Hun lægger dog vægt på, at afgørelsen også er et billede på, at det kan være svært at navigere i de usagte grænser. 

”Nu ved vi, hvad vi ikke skal gøre, og det har vi accepteret. Men afgørelsen viser også, at det er svært at vurdere, hvor grænser skal trækkes. Pressenævnet har ytret, at vi har overskredet en grænse, men hvor præcist grænsen ligger, har de ikke nævnt,” siger Ellen Kirstine Jensen.

Trods kritikken står hun inde for sit program, selvom det af mange kan opfattes kontroversielt, og hun er ikke et sekund i tvivl om, at det er de unge, der skal turde udfordre status quo.

”Det har ikke taget modet fra mig. Det er vigtigt, at der er nogle, der tør at vove pelsen.” siger Ellen Kirstine Jensen.

Meningsmåling – Folketingsvalget 2022: Enormt rødt flertal blandt journalist- og fotojournaliststuderende

Meningsmåling – Folketingsvalget 2022: Enormt rødt flertal blandt journalist- og fotojournaliststuderende

Meningsmåling – Folketingsvalget 2022: Enormt rødt flertal blandt journalist- og fotojournaliststuderende

En meningsmåling, som er foretaget af Illustreret Bunker forud for Folketingsvalget blandt de journalist- og fotojournaliststuderende på DMJX, viser et klart billede af en skole, der er domineret af venstreorienterede studerende.

TEKST: Konrad Cornelius Rasmussen
Illustration: Louise rix 

Udgivet den 08. december 2022

Over 70 procent af de studerende på journalist- og fotojournalistuddannelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole stemmer, ifølge en ny undersøgelse lavet af Illustreret Bunker, på rød blok.

Enhedslisten er med afstand det største parti blandt de adspurgte studerende. Derefter kommer Radikale Venstre, der på trods af dårlige meningsmålinger på landsplan, når en stemmeprocent på næsten 16 procent. Det er studerende fra første-fjerde semester og syvende semester af journalistuddannelsen samt første, tredje og syvende semester på fotojournalistuddannelsen, der har deltaget i undersøgelsen.

Figur 1: De blå tal viser, hvad de journaliststuderende har tilkendegivet. De orange tal viser, hvad unge mellem 18 og 25 år svarede i en Epinion-måling d. 27. oktober.

Værd at bemærke er, at de to traditionelt store partier, Socialdemokratiet og Venstre, ligger  på under 10 procent af stemmerne tilsammen. Derudover er de mest indvandrerkritiske partier også ringe repræsenteret blandt vælgerne på DMJX.

Figur 2: Diagrammet viser, hvor mange procent af stemmerne rød og blå blok ville få ifølge svarene fra de journaliststuderende.

Kigger man på fordelingen i forhold til blå og rød blok, så kan man også her se en stor koncentration af vælgere, der stemmer på rød blok. De traditionelle venstrefløjspartier opnår altså næsten 72 procent af stemmerne, hvorimod blå blok må tage til takke med, at cirka 18 procent af de journaliststuderende stemmer på dem.

Fakta om meningsmålingen
  • Undersøgelsen er foretaget af Illustreret Bunker i samarbejde med underviser Kresten Roland.

  • Svarene kommer fra journaliststuderende på 1., 2., 3., og 7., semester, samt fotojournaliststuderende på 7. semester

  • I alt har 293 studerende svaret på undersøgelsen. Derudover har ni svaret, at de stemmer blankt, tre har svaret, at de ikke vil stemme, og to ønsker ikke at oplyse, hvad de stemmer på. 

Et af de steder, hvor de journaliststuderende afspejler resten af befolkningen, er opbakningen til Moderaterne med Lars Løkke Rasmussen i spidsen. Ifølge meningsmålingen ligger Moderaterne på 10 procent, hvilket afspejler de landsdækkende meningsmålinger meget.

 

Ikke problematisk

Uddannelseschef for journalistik på DMJX, Henrik Berggren, kan se et problem, men mener ikke, at det er et stort et af slagsen. Han ser i stedet, at man kigger et andet sted hen og laver samme undersøgelse.

“Det er et problem med overrepræsentationen, men jeg ser det ikke som noget stort problem. Jeg synes det er mere interessant at undersøge, hvad den brede journaliststand stemmer, frem for hvad de journaliststuderende stemmer,” siger Henrik Berggren.

Henrik Berggren tilføjer:

“Det kunne også være interessant at sammenligne tallene i forhold til andre humaniorauddannelser i de store byer. Mit klare indtryk er, at de også vil have nogenlunde den samme fordeling af stemmer. Jeg tror altså ikke, at det er noget særligt med de journaliststuderende. Det er mere et generations- og demografisk spørgsmål,” siger han.

Ifølge Henrik Berggren er det heller ikke problematisk, at journaliststuderende har en bestemt politisk holdning. Det vigtige for uddannelseschefen er, at de studerende bliver dygtigst muligt til det journalistiske håndværk, samt at de forstår, at man som journalist skal kunne lægge sine egne holdninger til side, når man arbejder professionelt med journalistikken. Noget, han mener, DMJX har meget fokus på i undervisningen.

“Det vigtigste for mig er, at de journaliststuderende er fagligt stærke. Altså at de kan lægge deres personlige holdninger til side, når de arbejder professionelt med journalistik. Det synes jeg også, at man kan se, at den brede journaliststand er gode til,” siger Henrik Berggren.

Opskriften på en podcast-succes: Hollywood-lyd på dåse og detektiver på kuffertjagt

Opskriften på en podcast-succes: Hollywood-lyd på dåse og detektiver på kuffertjagt

Opskriften på en podcast-succes: Hollywood-lyd på dåse og detektiver på kuffertjagt

Third Ear blev danmarksberømte med radiosuccesen ‘Kvinden med den Tunge Kuffert,’ men deres lydkartotek rummer endnu flere fortællinger. Deres produktioner er resultatet af høj lydkvalitet og en detektivagtig tilgang til research og opklaring. Med inspiration fra filmverdenen stykker de lydfortællinger sammen, der kredser om den gode historie, og hvordan den fortælles bedst.

TEKST: Josefine Harboe
Illustration: Louise rix 

Udgivet den 08. december 2022

Tre kasser fyldt med stakkevis af papirer og mapper står i hjørnet af studiet. Et halvt meter langt guldhorn stikker ud af reolen midt i rummet og bagved den, står en miniaturemodel af Søndermarken på Frederiksberg i snedække. Studiet ligner en legeplads, hvor gode ideer bliver til virkelighed, og små historier bliver til store fortællinger.

Midt i legepladsen står Tim Hinman, der sammen med Krister Moltzen og Frederik Nielbo udgør det populære danske podcastmedie Third Ear, som siden 2009 har skabt kuriøse radiofortællinger.

Det er her – ude på spidsen af Refshaleøen – at podcastmediet holder til. Tim Hinman løfter en bog op fra stakken med titlen Danske X-files. Han slår frem og tilbage mellem dansk og hans modersmål engelsk, mens han forklarer om det næste mysterium, de har kastet sig over. Denne vekslen er blevet kendetegnende for introduktionen. ”Du lytter til en podcast”, der leder lytteren ind i universet, fortællingerne, podcasten Third Ear. 

Titelmelodien er lokkende og lidt uhyggelig. Man ledes ind i et univers, der virker mystisk. Alligevel kan man ikke lade være at gå derind i selskab med Krister Moltzen og Tim Hinman, som er stemmerne bag en podcast om Guldhornene, serier som Cyanidmanden, Konspirativ Kærlighed og den helt uundgåelige, ‘Kvinden med den Tunge Kuffert’.

Dette er fortællingen om et af Danmarks første podcast, deres vej til kompromisløs lyd og hvor de er på vej hen med deres univers. 

 

Third Ears modus operandi

Tim Hinman er født og opvokset i England, men kom til Danmark i midten af 90’erne. Her mødte han en anden fortælletradition, hvor den menige mand fik lov at være med. I England var tv- og radiosendefladen de kloge og de kendtes legeplads, og den fattige mand var en figur, man havde ondt af, men egentlig ikke ønskede at forstå.

”Jeg tror, det er båret ud af en nordisk tradition, at man ikke har så stor en celebrity culture, men et meget mere jævnt samfund generelt,” siger Tim Hinman.

Han fortsætter: 

”Folks stemmer er værd at høre på.”

Den tilgang har Third Ear haft med sig, og deres historier er kommet flere steder fra. De gemmer sig alle vegne og venter bare på at blive opdaget.

”’Kvinden med den Tunge Kuffert’ hørte vi om gennem en, vi kender, Claudia. Hendes onkel havde hørt en historie til en konfirmation om denne mærkelige kvinde, som hun syntes, vi skulle høre. Krister syntes, det lød mærkeligt, og vi blev enige om, at det var en tur til Jylland værd. Det endte med at være en kæmpe succes,” fortæller han.

Ideen til Third Ears første podcast gemte sig på forsiden af flere af landets aviser. Det var en fortælling om en mand, der var med til at stjæle en kopi af Guldhornene fra Kongernes Jelling. Historien var blevet dækket, men overfladisk og for en kort periode, hvorefter den var blevet glemt igen.

Den historie Third Ear kunne fortælle små to år senere handlede om en tyv, der ikke vidste, hvad han var ude efter, før han stod med to forgyldte sølvhorn og forstod, at han ikke kunne smelte dem om som planlagt.

I stedet for at fordømme den unge tyveknægt, interesserer podcasten sig for hans forarbejde og research til kuppet. Krydret med oplæsning af Adam Oehlenschlägers digte stiller podcasten skarpt på myten om Guldhornene og sætter spørgsmålstegn ved, om ikke det netop er deres raison d’etre at blive nappet en gang imellem.

Third Ear fik produceret sine egne eksemplarer af de sagnomspundne horn. Tim Hinman hiver det ud af en lofthøj reol fyldt med små rekvisitter, som de har brugt gennem tiden. ”Solid gold,” siger han og løfter armen for at demonstrere, hvor tungt det faktisk er.

Meget symbolsk blev den ene af deres guldhorn stjålet til en fest og er ikke dukket op siden. Sådan kan historier gentage sig mange gange.

 

Lyden af Third Ear

Third Ears karakteristiske lyd er skabt med stor inspiration fra filmbranchen. Den gode fortælling er ikke kun skabt gennem sproget men gennem en atmosfære af hundebjæf og fodspor i nyfalden sne. Tim Hinman har arbejdet med lydproduktion på filmset, og han har taget meget af den viden med sig.

”Man kan skabe den der Hollywood sound i en lydproduktion for ingen penge, hvis man ikke har det skide billede at forholde sig til,” siger han.

Men det kan være både trægt og dyrt at producere film, derfor passer det bedre til Third Ears temperament at lave podcast, hvor de kan lave tre-fire produktioner om året.

”Det fede med lyd er, at man kan blande alle de her ting sammen og opnå et ret fancy resultat uden at man skal bede om lov og have kæmpe budget, eller vente tre år før man kan fortælle en historie,” siger han.

Lyden skaber de selv med diverse rekvisitter og remedier. Tim Hinman rejser sig for at demonstrere en maskine, der kan lyde som vinden. Den ligner en form for tombolatromle beklædt med glas, men lyder fuldstændig som en kold blæst, når han drejer på den.

We paint pictures in sound, tell stories in sound, bruger lyd som et fortællende element i alt, hvad vi laver,” siger han på sit skiftende dansk/engelske.  

Men det er ikke kun lydeffekter, der er vigtige for historierne. De producerer selv deres egen musik.

”Man har brug for sindssygt meget musik i det her lydunivers. Musikken skaber farver omkring fortællingen, som hjælper lytteren med at leve sig ind i historien,” siger Tim Hinman.

Man kan skabe den der Hollywood sound i en lydproduktion for ingen penge, hvis man ikke har det skide billede at forholde sig til.

– Tim Hinman, podcastskaber ved Third Ear

Dyk ned i fortælling om Kvinden med den tunge kuffert fra Third Ear.

The J-word

Tim Hinman gør det klart, at Third Ear ikke er journalister. De laver reportager, interviews og bruger greb fra genren, men derfor producerer de ikke nødvendigvis journalistik. Eller the J-word som han lidt ironisk kalder det.

Det er ikke, fordi Third Ear ikke vil sættes i bås med journalister, men de har andre fokuspunkter end dem. En af Tim Hinmans anker ved journalistikken er det høje tempo.

De er ikke interesserede i at lave dagsaktuelle nyheder, hvor der ikke er tid til at fordybe sig i formidlingen. Det er svært at forene høj lydkvalitet med korte deadlines og nyhedstrekanter, mener Tim Hinman. 

”Vi kan godt lide at sige, at journalisten er god til at afdække og finde historier og ikke særligt gode til at fortælle historier,” siger Tim Hinman.

For Third Ear fortæller historier. Små og store, underfundige og højtflyvende. Anderledes historier og ikke dagsaktuelle nyheder og hurtige analyser.

”Tit handler det mere om den human interest, story behind the story. What happened next, what happened before,” siger han.

Det er nogle helt andre overvejelser, der er vigtige for ham. Journalistisk handler om fakta, det er skarpt, men der bliver sjældent brugt mange kræfter på at caste den helt rigtige kilde. En spændende karakter med den rigtige stemme.

”Det er mere blød æstetisk consideration, end at det bare handler om the story and the facts,” siger han.

 

Da podcasten var ubetrådt land

Tim Hinman husker, at der kun var to-tre podcasts på det danske marked, da de startede. En fra Herlev Bibliotek og en anden, hvor man kunne skrive ind til en clairvoyant, der kunne spå om fremtiden. Third Ear havde altså rigeligt plads at boltre sig på de første år på podcastmarkedet, og de var ikke presset af konkurrence.

It wasn’t a crowded field, lad mig sige det på den måde,” siger han.

Han uddyber: 

”Det var en følelse af gold rush. Der var ingen andre. Vi var number one på iTunes’ chart fem år i træk. Nu kan vi dårligt nok nå nummer 20. Det var bare en anden tid,” siger han.

Friheden var stor og var noget af det, der lokkede Third Ear til. Efter en årrække på DR var Tim Hinman og Krister Moltzen færdige med at lave stof, de ikke brændte for.

”Pludselig har man et medie, hvor there was no one in charge. Man skulle ikke bede om lov til at lave noget som helst, man kunne bare lave det, man selv synes om,” siger han.

Og det blev til mange forskellige ting. En filosofisk fortælling om den moderne Sisyfos, en alternativ kærlighedshistorie om en svindler og den helt uundgåelige om ‘Kvinden med den Tunge Kuffert.’ Podcastene har det til fælles, at de tager sig tid til at fortælle historien.

Markedet har ændret sig markant de seneste ti år, og der er kommet flere og større spillere på banen. Men der er gået en form for inflation i begrebet podcast, hvis man spørger Tim Hinman. Krav til kvalitet og format er udvisket, og alt det egentlig kræver er en middelgod optager og noget at tale om.

The word doesn’t really mean anything much anymore. Det er ikke længere genre, det er bare en platform,” siger han.

 

Er der penge i podcast?

Platformen har vokset sig til et stort marked for økonomiske interesser. Abonnementtjenesterne Podimo og Mofibo udbyder eksklusivt indhold til deres betalende kunder, og podcasts agerer også moderne reklamespalter, hvor virksomheder kan købe sig ind. 

Third Ear har tjent penge på alle disse måder. Når man bevæger sig uden for det traditionelle arbejdsmarked og arbejder freelance og på projektkontrakter, må man være kreativ med, hvordan man tjener sine penge.

Tim Hinman har levet af Third Ear i mere end 12 år, selvom der var mindst 10 af dem, hvor folk sagde, at det var umuligt.

Lønsedlerne er blevet strikket sammen af offentlig støtte, samarbejdsprojekter, salg af reklamer og gennem betalende abonnenter.

”Det er meget det 21. århundredes industri, at det ikke nødvendigvis er det, man kender bedst, man tjener sine penge på. Vi har i nogle år tjent mere på at lave projekter for museer eller events, end vi egentlig har tjent på podcasten. We are doing okay,” siger Tim Hinman.

Third Ear havde også en periode, hvor de producerede indhold til Podimo, men de valgte ikke at forlænge aftalen. De så en stor værdi i at eje deres eget produkt, så de kan videreudvikle ideen og formatet.

”Vi har ikke et chatshow hver fredag. Vi fortæller historier, som folk stadig lytter til. Vi ved, de har et langt liv og kan udvikle sig og leve videre,” siger han.

Det er både dyrere og mere besværligt at lave podcast af høj kvalitet, og det kræver, at man har tillid til, at der er en vis portion lyttere hver gang. Den erkendelse hviler Tim Hinman i, for han er ikke interesseret i at gå på kompromis med sit produkt.

“Vi behøver ikke at please everyone. Vi laver færre ting, men laver dem bedre. Vi er ikke en pølsefabrik. Men it ain’t easy,” siger han.

Hastværk er lastværk… og ikke særlig lærerigt

Hastværk er lastværk… og ikke særlig lærerigt

Hastværk er lastværk… og ikke særlig lærerigt

Journalistuddannelsen på DMJX forsøger at favne for vidt og for bredt på kort tid. Det giver mindre tid til fordybelse, og det høje tempo risikerer at slække på kvaliteten af undervisningen.

TEKST: Josefine harboe
Illustration: Louise rix 

Udgivet den 08. december 2022

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

”Det er ikke det her, jeg skal være. Jeg skal ikke være journalist.”

Inden 22-årige Jacob Valeur, tidligere studerende på DMJX, tager den endegyldige beslutning og trykker på knappen for udmeldelse, venter han endnu svar på sin ansøgning til statskundskab. På dagen, hvor han og resten af studieansøgerne får svar, gnider han den resterende søvn ud af øjnene og tjekker e-boks.

Han er kommet ind.

Sådan fortæller Jacob Valeur om erkendelsen af, at journalistdrømmen var passé. Den nye drøm skulle i stedet findes i de gule bygninger i Universitetsparken. Her har statskundskaberne deres daglige gang.

”Der er en masse ting, der overlapper imellem statskundskab og journalistik, men det er rart, fordi på DMJX så jeg kun toppen af isbjerget af det, jeg nu får lov til at fordybe mig i,” siger Jacob Valeur. 

Selvom statskundskab og journalistik har fælles karakteristika, så var det alligevel et hårdt brud.

Det var virkelig en speciel og ambivalent følelse. Det betød, at jeg var færdig på Journalisthøjskolen. Jeg vidste med sikkerhed, at jeg aldrig kom tilbage, og det var overvældende,” siger Jacob Valeur, der valgte at droppe ud efter 3. semester.

Jacob Valeurs afsked med Journalisthøjskolen er langt fra repræsentativ for DMJXs frafaldstendens. Journalisthøjskolen har mere end halveret frafaldsantallet på tre år.

Ifølge en rapport fra Uddannelses- og Forskningsministeriet var der i 2018 ikke mindre end 58, der forlod skolen. Det tal var sidste år nede på kun 22. På Professionshøjskolerne på landsplan ser man et andet billede med en markant stigning i frafaldstendensen.

Joan Husted, der er studievejleder på DMJX, erkender, at ansvaret ikke alene kan tilskrives studievejledningen, men alligevel tror hun, at den øgede ressourcemængde på studievejledningsområdet bærer en del af ansvaret.

”Vi har fået flere ressourcer til at hjælpe de studerende, og allerede fra første dag på første semester fortæller vi, at der er mulighed for at søge om støtte, hvis man er udfordret. Jeg tror, noget af forklaringen er, at der simpelthen er nogle, der får den nødvendige hjælp til at overskue studiet,” siger hun.

Men nogle gange matcher det at være journalist ikke med de arbejdsambitioner, man har, og så er ressourcer og tiltag underordnet, fortæller Joan Husted.

 

Tvivlsspørgsmålet 

Jacob Valeur var i lang tid bosat i sin illusion om et drømmestudie. Illusionen begyndte i slutningen af andet semester at smuldre mellem hænderne. Især nagede det ham i det lange tilløb til, når kilderne skulle kontaktes. I begyndelsen sparkede han bekymringen til hjørne, men han måtte sande, at det alligevel var en svær barriere at bryde.

”Det var svært at komme ud over rampen og tage fat i folk. Især hvis det var nogle, som man vidste havde travlt, eller som man vidste tog tid ud af kalenderen for at lave et interview med mig,” forklarer Jacob Valeur.

Tanken om de nervepirrende sekunder, inden kilden tager telefonen og det generelle præstationspres, står Jacob Valeur ikke alene med. 

”Der er en del studerende, der kommer og siger, at de er i tvivl om, hvorvidt de er gode nok, når de skal ud at interviewe kilder,” siger Joan Husted.

Det er ikke kun på de lange videregående uddannelser, at præstationspresset er blevet en mere væsentlig del af hverdagen. En voksende andel af studerende på professionshøjskoler går rundt og tvivler på egne faglige kompetencer. 

En rapport fra 2018, foretaget af Uddannelses- og Forskningsministeriet, angiver, at der blandt frafaldne på professionshøjskoler er 40 procent, der tvivler på egne faglige evner. Samme undersøgelse viser, at der er lige så mange aktive studerende, som der er frafaldne studerende, der bekymrer sig om uddannelsesniveauet. 

Det er der generelt slet ingen grund til, mener Joan Husted.

”Den faglige tvivl er ofte noget, der gror i de studerendes hoveder. Det viser sig gerne, at der ikke er noget at være bekymret for,” siger hun.

Forventninger stiger eksponentielt

Jacob Valeur informerede ikke sine medstuderende om den voksende tvivl, men valgte i stedet at opretholde den tilfredse facade. 

”Jeg ville ikke have, de skulle bekymre sig om mig. Det var svært at fortælle, at jeg egentlig ikke havde lyst til at gå på skolen, da alle andre tilsyneladende var glade og tilfredse. Det ville også være virkelig frustrerende at fortælle om et studieskift, hvis jeg nu ikke kom ind,” siger Jacob Valeur.

Han aflastede i stedet i de familiære relationer og i venskabelige samtaler.

”Først begyndte jeg selv at gå med tanker om, at jeg skulle noget andet. Jeg opvejede fordele og ulemper ved de fagprioriteringer, jeg havde haft i løbet af studiet. Jeg begyndte at sætte ord på det over for min familie og nærmeste venner,” fortsætter han.

Joan Husted mener, det er vigtigt at tale med hinanden. Det gælder også med sine medstuderende.

”De fleste står jo i samme situation og er pressede over de samme ting. Der er desværre mit indtryk, at det kan være svært at snakke med sine medstuderende om, fordi miljøet godt kan være præget af konkurrence,” siger Joan Husted. 

Især det voksende pres op til det infamøse praktiksemester var med til at skubbe Jacob Valeur i retning af statskundskab. Han mindes ikke, at forventningerne var så intense i løbet af det første og andet semester.

”Hele tredje semester begyndte det at være en slags udstilling af studerende. Der blev snakket om, at skulle man have en god praktikplads, så skulle man tænke på CV, studiearbejde og medlemskab af foreninger på skolen,” siger Jacob Valeur.

Det er ikke noget, der kommer bag på Joan Husted.

”Når virkeligheden med et fuldtidsarbejde venter lige om hjørnet, er det naturligt, at det føles som et pres. De studerende skal ud at prøve kræfter med et helt nyt arbejdsliv og være deres løn værd, så kan man godt blive usikker på, om man nu har de kompetencer, der skal til,” siger hun.

Studievedjledning havde ikke gjort skade

Med Joan Husteds snart 10 år på studievejlederpinden har hun hørt lidt af hvert fra fortvivlede studerende.

”Nogle studerende kommer, når beslutningen om at forlade DMJX allerede er taget. Andre har brug for at høre, at det er okay at ville noget andet. Det afgørende er, at der bliver igangsat en dialog om, hvilke kompetencer man tager med sig,” siger Joan Husted.

Selvom Jacob Valeur ikke har snakket med studievejledningen om egne kompetencer, mener han ikke, at han er kommet tomhændet fra sin tid på DMJX. Han fortæller, at han har fået en fundamental forståelse for journalistiske virkemidler og større indsigt i det samfundsstrukturelle.

Jacob Valeur har heller ikke fortrudt måden, han forlod studiet på, men indrømmer at en snak med studievejledningen ikke havde gjort skade.

”Det kunne godt være, at de kunne bidrage med noget andet. Og set i bakspejlet burde jeg nok have kontaktet dem og hørt, hvad de kunne tilbyde. Jeg ville gerne have mødt nogle medstuderende, som også var i tvivl, så jeg ikke var alene med det,” siger han.

Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation. 

Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester.

Har det interesse for dig? Så skrive til: debat@dmjx.dk

Jacob Valeur valgte at droppe ud af DMJX: ”Det var svært at fortælle, at jeg ikke havde lyst til at gå på skolen”

Jacob Valeur valgte at droppe ud af DMJX: ”Det var svært at fortælle, at jeg ikke havde lyst til at gå på skolen”

Jacob Valeur valgte at droppe ud af DMJX: ”Det var svært at fortælle, at jeg ikke havde lyst til at gå på skolen”

Et studie kan være stedet, hvor drømme bliver til virkelighed. For Jacob Valeur blev det hjemsted for tvivl, præstationspres og “er jeg god nok”-mentalitet, men også en rejse mod statskundskab.

TEKST: Jens-emil Nørgaard
FOTO: Kasper Søholt

Udgivet den 08. december 2022

”Det er ikke det her, jeg skal være. Jeg skal ikke være journalist.”

Inden 22-årige Jacob Valeur, tidligere studerende på DMJX, tager den endegyldige beslutning og trykker på knappen for udmeldelse, venter han endnu svar på sin ansøgning til statskundskab. På dagen, hvor han og resten af studieansøgerne får svar, gnider han den resterende søvn ud af øjnene og tjekker e-boks.

Han er kommet ind.

Sådan fortæller Jacob Valeur om erkendelsen af, at journalistdrømmen var passé. Den nye drøm skulle i stedet findes i de gule bygninger i Universitetsparken. Her har statskundskaberne deres daglige gang.

”Der er en masse ting, der overlapper imellem statskundskab og journalistik, men det er rart, fordi på DMJX så jeg kun toppen af isbjerget af det, jeg nu får lov til at fordybe mig i,” siger Jacob Valeur. 

Selvom statskundskab og journalistik har fælles karakteristika, så var det alligevel et hårdt brud.

Det var virkelig en speciel og ambivalent følelse. Det betød, at jeg var færdig på Journalisthøjskolen. Jeg vidste med sikkerhed, at jeg aldrig kom tilbage, og det var overvældende,” siger Jacob Valeur, der valgte at droppe ud efter 3. semester.

Jacob Valeurs afsked med Journalisthøjskolen er langt fra repræsentativ for DMJXs frafaldstendens. Journalisthøjskolen har mere end halveret frafaldsantallet på tre år.

Ifølge en rapport fra Uddannelses- og Forskningsministeriet var der i 2018 ikke mindre end 58, der forlod skolen. Det tal var sidste år nede på kun 22. På Professionshøjskolerne på landsplan ser man et andet billede med en markant stigning i frafaldstendensen.

Joan Husted, der er studievejleder på DMJX, erkender, at ansvaret ikke alene kan tilskrives studievejledningen, men alligevel tror hun, at den øgede ressourcemængde på studievejledningsområdet bærer en del af ansvaret.

”Vi har fået flere ressourcer til at hjælpe de studerende, og allerede fra første dag på første semester fortæller vi, at der er mulighed for at søge om støtte, hvis man er udfordret. Jeg tror, noget af forklaringen er, at der simpelthen er nogle, der får den nødvendige hjælp til at overskue studiet,” siger hun.

Men nogle gange matcher det at være journalist ikke med de arbejdsambitioner, man har, og så er ressourcer og tiltag underordnet, fortæller Joan Husted.

 

Tvivlsspørgsmålet 

Jacob Valeur var i lang tid bosat i sin illusion om et drømmestudie. Illusionen begyndte i slutningen af andet semester at smuldre mellem hænderne. Især nagede det ham i det lange tilløb til, når kilderne skulle kontaktes. I begyndelsen sparkede han bekymringen til hjørne, men han måtte sande, at det alligevel var en svær barriere at bryde.

”Det var svært at komme ud over rampen og tage fat i folk. Især hvis det var nogle, som man vidste havde travlt, eller som man vidste tog tid ud af kalenderen for at lave et interview med mig,” forklarer Jacob Valeur.

Tanken om de nervepirrende sekunder, inden kilden tager telefonen og det generelle præstationspres, står Jacob Valeur ikke alene med. 

”Der er en del studerende, der kommer og siger, at de er i tvivl om, hvorvidt de er gode nok, når de skal ud at interviewe kilder,” siger Joan Husted.

Det er ikke kun på de lange videregående uddannelser, at præstationspresset er blevet en mere væsentlig del af hverdagen. En voksende andel af studerende på professionshøjskoler går rundt og tvivler på egne faglige kompetencer. 

En rapport fra 2018, foretaget af Uddannelses- og Forskningsministeriet, angiver, at der blandt frafaldne på professionshøjskoler er 40 procent, der tvivler på egne faglige evner. Samme undersøgelse viser, at der er lige så mange aktive studerende, som der er frafaldne studerende, der bekymrer sig om uddannelsesniveauet. 

Det er der generelt slet ingen grund til, mener Joan Husted.

”Den faglige tvivl er ofte noget, der gror i de studerendes hoveder. Det viser sig gerne, at der ikke er noget at være bekymret for,” siger hun.

“Det var virkelig en speciel og ambivalent følelse. Det betød, at jeg var færdig på Journalisthøjskolen. Jeg vidste med sikkerhed, at jeg aldrig kom tilbage, og det var overvældende”

– Jacob Valeur, tidligere journaliststuderende på DMJX 

Forventninger stiger eksponentielt

Jacob Valeur informerede ikke sine medstuderende om den voksende tvivl, men valgte i stedet at opretholde den tilfredse facade. 

”Jeg ville ikke have, de skulle bekymre sig om mig. Det var svært at fortælle, at jeg egentlig ikke havde lyst til at gå på skolen, da alle andre tilsyneladende var glade og tilfredse. Det ville også være virkelig frustrerende at fortælle om et studieskift, hvis jeg nu ikke kom ind,” siger Jacob Valeur.

Han aflastede i stedet i de familiære relationer og i venskabelige samtaler.

”Først begyndte jeg selv at gå med tanker om, at jeg skulle noget andet. Jeg opvejede fordele og ulemper ved de fagprioriteringer, jeg havde haft i løbet af studiet. Jeg begyndte at sætte ord på det over for min familie og nærmeste venner,” fortsætter han.

Joan Husted mener, det er vigtigt at tale med hinanden. Det gælder også med sine medstuderende.

”De fleste står jo i samme situation og er pressede over de samme ting. Der er desværre mit indtryk, at det kan være svært at snakke med sine medstuderende om, fordi miljøet godt kan være præget af konkurrence,” siger Joan Husted. 

Især det voksende pres op til det infamøse praktiksemester var med til at skubbe Jacob Valeur i retning af statskundskab. Han mindes ikke, at forventningerne var så intense i løbet af det første og andet semester.

”Hele tredje semester begyndte det at være en slags udstilling af studerende. Der blev snakket om, at skulle man have en god praktikplads, så skulle man tænke på CV, studiearbejde og medlemskab af foreninger på skolen,” siger Jacob Valeur.

Det er ikke noget, der kommer bag på Joan Husted.

”Når virkeligheden med et fuldtidsarbejde venter lige om hjørnet, er det naturligt, at det føles som et pres. De studerende skal ud at prøve kræfter med et helt nyt arbejdsliv og være deres løn værd, så kan man godt blive usikker på, om man nu har de kompetencer, der skal til,” siger hun.

Studievedjledning havde ikke gjort skade

Med Joan Husteds snart 10 år på studievejlederpinden har hun hørt lidt af hvert fra fortvivlede studerende.

”Nogle studerende kommer, når beslutningen om at forlade DMJX allerede er taget. Andre har brug for at høre, at det er okay at ville noget andet. Det afgørende er, at der bliver igangsat en dialog om, hvilke kompetencer man tager med sig,” siger Joan Husted.

Selvom Jacob Valeur ikke har snakket med studievejledningen om egne kompetencer, mener han ikke, at han er kommet tomhændet fra sin tid på DMJX. Han fortæller, at han har fået en fundamental forståelse for journalistiske virkemidler og større indsigt i det samfundsstrukturelle.

Jacob Valeur har heller ikke fortrudt måden, han forlod studiet på, men indrømmer at en snak med studievejledningen ikke havde gjort skade.

”Det kunne godt være, at de kunne bidrage med noget andet. Og set i bakspejlet burde jeg nok have kontaktet dem og hørt, hvad de kunne tilbyde. Jeg ville gerne have mødt nogle medstuderende, som også var i tvivl, så jeg ikke var alene med det,” siger han.

Journalistikken har fået personlighed

Journalistikken har fået personlighed

Journalistikken har fået personlighed

Journalistikken er kendetegnet ved at være objektiv og neutral. En ny bog sætter fokus på jeg’et, og hvad journalistikken kan bruge det til. Abdel Aziz bruger ofte sig selv og kender til de udfordringer, det medfører.

TEKST: Amalie Møller Pedersen
FOTO: Axel Emil Hammerbo

Udgivet den 08. december 2022

Abdel Aziz Mahmoud kan godt lide at bruge sig selv i sit arbejde. Det kan han i hvert fald nogle gange. At benytte ‘jeg’et’ gør Abdel Aziz ofte, selvom det strider imod klassisk journalistisk tænkning. Der er nemlig blevet plads til journalisters personlighed i mediebilledet.

Der findes mange betegnelser for brugen af sin person i journalistikken. Kært barn har mange navne, og det kan blandt andet kaldes: Persondreven, jeg-journalistik, gonzo, subjektiv eller aktivistisk journalistik.

Der er kommet mere fokus på personen i journalistik. Det kan både være i form af den såkaldte jeg-journalistik, hvor journalisten bruger sig selv og sin egen person i fortællingen, men det kan også være gennem aktivisme, hvor journalisten ønsker at præge samfundsdebatten. Bogen ‘Hvad laver JEG her?’ udkom for nylig, og Steffen Moestrup fra DMJX satte i den fokus på formidling i jeg-form. 

 

Aktivisme eller aften-TV

Abdel Aziz Mahmoud er journalist og har i flere af sine produkter brugt sig selv i sine historier. Han er meget aktiv på de sociale medier og er blandt andet kendt for bogen ’Hvor taler du flot dansk!’ og dokumentaren ’Helvedes Homo.’

”Jeg er nok en journalist, som prøver at få hele mit jeg med i de produkter, jeg laver – ikke hver gang, for det er både trættende for mig og modtageren. Men hver gang jeg tager en opgave, prøver jeg at mærke efter, hvad det er, jeg kan bidrage med til den enkelte historie,” siger Abdel Aziz Mahmoud.

Der er til tider langt mellem Abdel Aziz’ mere aktivistiske opgaver. Det skyldes hans nuværende arbejde hos Go’ Aften Live på TV2, som beskæftiger sig med en bred vifte af nyhedsemner. Fordi nyhederne er mange, er det vigtigt, at han fremstår objektiv og ikke har noget i klemme. 

Han er dog i øjeblikket aktuel med dokumentaren ’Abdel og det beskidte spil i Qatar’, hvor han bruger sin person og baggrund til at løfte samfundsdebatten om VM i Qatar. Dokumentaren handler om, at Abdel Aziz tager til Qatar for at undersøge forholdene op til VM.

”Jeg taler åbent om det faktum, at jeg er homoseksuel og muslim i et journalistisk produkt, for i dette tilfælde at give nogle af programmets interviews mere nerve og måske også komme med en ny vinkel, som taler til hjertet,” siger Abdel Aziz.

Nærvær og gennemsigtighed

Steffen Moestrup er forsker og underviser på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han har forsket i persondreven journalistik – også kaldet ’Jeg-journalistik.’ Sammen med  to andre kollegaer på DMJX har han været med til at skrive bogen ’Hvad laver JEG her?’ som handler om journalistisk formidling i jeg-form. Steffen Moestrup mener, det kan være svært at være helt objektiv, fordi der altid vil være et menneske bag den journalistik, der produceres.

”Det er lidt en paradoksal konstruktion, for vi er jo mennesker. Så det kan være en lidt mærkelig indretning, hvis vi skal foregive at være maskiner uden følelser, holdninger og tanker, som bare kan være helt upartiske og objektive,” siger Steffen Moestrup.

Han anerkender ligeledes, at der kan være flere fordele ved at bruge sig selv i sin journalistik, og at det kan have en positiv effekt på modtageren, fordi det skaber identifikation.

”En typisk fordel ved jeg-journalistik er, at man kan skabe en tættere relation mellem sig selv og brugeren, og så kan det skabe noget gennemsigtighed og ærlighed,” siger Steffen Moestrup.

Personlig journalistik har den fordel, at den kan være med til at bidrage til noget unikt og nytænkende. Det besidder en anden form for ærlighed, end den man ser i mere klassisk, objektiv journalistik

”Det har helt klart den fordel, at man spiller med åbne kort over for brugeren. Og så kan man fortælle historier på en ny måde og med andre vinkler. Det, synes jeg, er godt for brugeren,” siger Abdel Aziz. 

Abdel Aziz arbejder på linjen mellem objektiv og subjektiv formidling. I Go’ Aften Live interviewer og formidler han objektivt. Hvorimod han i sin nye dokumentar er mere aktivistisk, fordi han selv har en mission i programmet.

”Der er ligesom tre stadier: professionel, personlig og privat. I det professionelle stadie ved jeg, hvem der kigger med, hvad der er på spil, og at man skal holde tungen lige i munden. Når jeg er personlig, så tager jeg mit eget sprog med, min egen grimasse med og min måde at reagere på. Og den private Abdel. Den bruger jeg meget sjældent og næsten kun på sociale medier. Men det er en ting, jeg har lært de senere år, at brugeren får det hele menneske med,” fortæller Abdel Aziz.

Steffen Moestrup mener, at journalistik kan forstås på mange måder. At det har mange ansigter, det kan vise, men at det vigtige er, at man aldrig er i tvivl om, hvilken type man som læser, seer eller lytter konsumerer.

”Journalistik kan bruges til mange ting, og den aktivistiske slags er en af dem. Det hensigtsmæssige ved Abdel er, at han deklarerer det, og han bliver derfor forbundet med det,” siger Steffen Moestrup

”Bare fordi jeg er åben om minoritetsbaggrund, gør det mig ikke mindre objektiv end andre journalister, hvor deres etnicitet, kønsidentiteter og så videre er mere synlig og almindelig.”

– Abdel Aziz 

Objektivitet i journalistikken

Kerneværdien for medierne har i mange år handlet om objektivitet. Journalisten skal forholde sig objektivt, og holdninger skal ikke implementeres i artiklen. På Dansk Journalistforbunds hjemmeside står der således:

Journalistik er i sin essens – uanset målgruppen – at indsamle, kritisk vurdere og forståeligt formidle så objektiv information som muligt.

Steffen Moestrup mener, at objektivitet stadig spiller en væsentlig rolle i journalistikken, og at der kan være forskel på, hvornår det giver mening at formidle subjektivt.

”Det kommer an på, hvad man er ude efter. Hvis jeg bare gerne vil vide, hvordan det går med renten, eller hvad der sker i forhold til krigen, så vil man måske gerne bare vide, hvordan fronten ser ud i dag,” siger Steffen Moestrup.

Det interessante ved udviklingen i journalistikken er ifølge Steffen Moestrup, at man som læser kan læse mange forskellige formater, og at man som journalist kan lave meget forskelligt journalistik.

”Det kan være alt fra den helt skarpskårne, objektive nyhed, hvor man holder sig selv helt ude, og bare er den der maskine, der står bag at formidle andres viden og holdninger, og så helt over til, at man laver sådan noget subjektivt, deklareret jeg-journalistik, hvor man bare er sig selv,” siger Steffen Moestrup.

Abdel Aziz mener ikke, at personlig journalistik er en modsætning til objektivitet. Han udtrykker, at det blot er en del af ham at være et åbent menneske.

“Bare fordi jeg er åben om min minoritetsbaggrund, gør det mig ikke mindre objektiv end andre journalister, hvor deres etnicitet, kønsidentitet og så videre er mere synlig og almindelig,” siger Abdel Aziz.

 

Personlighed i fremtidens journalistik

Journalistikken er i udvikling, og der skal tænkes i nye baner, når man ønsker at gøre brugeroplevelserne bedre. Steffen Moestrup mener, at personlig og subjektiv journalistik bryder frem, fordi samfundet er blevet mere åbent for nye metoder.

”Objektiv journalistik har selvfølgelig sin berettigelse, men man har fundet ud af, at journalistik kan være mange ting. Måden at lave journalistik på er blevet bredere og mere mangfoldig,” siger Steffen Moestrup.

Abdel Aziz tror også, at jeg-journalistikken er kommet for at blive. 

”Det er ikke bare en bevægelse eller en ny måde at være journalist på. Jeg tror også, at det ville være et alt for hårdt arbejde at skjule, hvem man er,” siger han.