Ellen endte på DR’s ‘Wall of Shame’: “Min karriere er ikke død endnu”

Ellen endte på DR’s ‘Wall of Shame’: “Min karriere er ikke død endnu”

Ellen endte på DR’s ‘Wall of Shame’: “Min karriere er ikke død endnu”

DR-programmet ’Ellen Imellem’ fløj næppe under nogens radar. Flere har kritiseret programmet for at bevæge sig i en gråzone mellem satire og journalistik. Programmet blev anmeldt til Pressenævnet, hvor anklagerne fik medhold. Men trods en tur i mediemøllen, står Ellen Kirstine Jensen fast på, at det er vigtigt at vove pelsen og udfordre grænserne.

TEKST: ANNA ELLESGAARD
FOTO: AXEL EMIL HAMMERBO

Udgivet den 08. januar 2023

På første etage i DR-byen i København holder satireredaktion til. På redaktionen står en brun korktavle. Tavlen er tapetseret med et hav af udklip fra artikler. Nogle af artiklerne fylder meget, mens andre kun har fået tildelt et enkelt citat. Èt bestemt navn går igen og igen – og igen. Ellen.

”Metadumhed og umorsom satire”, ”Dybt problematisk” og ”Ellen i modvind” – sådan lyder et par af de rubrikker, der hænger på korktavlen. Tavlen er satireredaktionens forsøg på at skabe en Wall of Shame, som ud over at stå side om side med æresgalleriet, Wall of Fame, også dagligt minder Ellen Kirstine Jensen om den shitstorm, hun var ansigtet på, da DR-programmet ’Ellen Imellem’ rullede for åben skærm.

Iført blazer og øresnegl indtog hun rollen som vært og udgav sig for at være journalist. Forskellige gæster blev inviteret ind i studiet for at svare på en række spørgsmål. De vidste godt, at interviewet ville have satiriske elementer. Men hvad ingen vidste, var, at alle Ellen Kirstine Jensens ord var dikteret direkte fra hendes øresnegl. Ofte af personer, som var lodret uenige med dem, hun sad foran.

’Ellen Imellem’ er af mange blevet opfattet som et kontroversielt program, og flere af de medvirkende har følt sig ført bag lyset. Programmet fik tre af de medvirkende til tasterne, da de tidligere på året klagede til Pressenævnet. Sagen er nu blevet vurderet, og afgørelsen er landet; de medvirkende får medhold – DR får kritik. I kendelsen skriver Pressenævnet blandt andet, at DR ikke har haft givet de medvirkende tilstrækkelig information, og at de derfor har deltaget i udsendelserne på et misvisende grundlag. Selvom Ellen Kirstine Jensens vil tage nævnets ord til efterretning, har det ikke slået hende ud af kurs. 

”Jeg holder stadig hovedet højt. Mange vil nok mene, at jeg er gået over grænsen. Men der er nogle gange behov for at arbejde omkring grænsen og i nærheden af grænsen, når man skal lave noget nyt, som folk ikke har set før,” siger Ellen Kirstine Jensen.

Turde gå planken ud

Hun fik ideen til programmet, hun fik et ’go,’ og hun blev vært på sit eget program for første gang. Hun ville skabe noget nyt og anderledes, der kunne sætte gang i diskussionen om, hvordan videnskab formidles til unge, og hvilke sandheder unge møder på internettet. Med sin øresnegl i øret var hun bevidst om, at hun skubbede til nogle grænser.

Ellen Kirstine Jensen lægger vægt på, at det både skal være journalister, satirikere, komikere og filmskabere, der en gang imellem skal turde at gå planken ud – velvidende, at det nogle gange lykkes, mens man andre gange ender på dybt vand. Hun mener ikke, at tingene udvikler sig, hvis ikke der er nogen, der tør eksperimentere med grænserne.

Det er, ifølge Ellen Kirstine Jensen, særligt de unges skuldre denne opgave hviler på:

”Hvis det ikke er unge, der skal have modet til at prøve at lave noget helt andet, hvem skulle så?,” spørger hun.

Antijournalistik

Der gik ikke lang tid efter programmets premiere, før en negativ omtale af programmet og Ellen Kirstine Jensens værtsrolle kom i mediernes søgelys. “Men hvad flere kritikere ikke har haft for øje, er, at programmet har været et satirisk eksperiment,” tilføjer hun selv og mener derfor, at kritikken har klinget ensidigt.

”Journalistikken skal være saglig, neutral og funderet i fakta. Alt hvad der omgiver programmet,

er på en eller anden måde så antijournalistisk, fordi det ikke er journalistik, og det har aldrig været tænkt som journalistik. Hvis det var journalistik, ville det være det værste lorte-journalistik i verdenshistorien,” siger Ellen Kirstine Jensen.

Det var et aktivt valg at udfordre den traditionelle journalistrolle og lade sig inspirere af satirens verden, blandt andet fordi Ellen Kirstine Jensen snarere ser sig som satiriker end journalist. Hun mener ikke, at det hun laver er alvorligt journalistisk indhold. Netop derfor mener hun ikke, at hun skal sættes i bås som journalist.

Selvom DR har givet udtryk for, at programmet er satire og derfor skal vurderes ud fra den præmis, respekterer Ellen Kirstine Jensen, at der kan ligge nogle kritikpunkter i snakken om, hvor meget man som medvirkende skal vide på forhånd, før man deltager i et program. Hun erkender, at det er vigtigt at få præsenteret tankerne bag et program, der af mange kan opfattes dybt kontroversielt, og hun kan derfor godt se det vigtige i at diskutere, hvor grænsen skal sættes i sådanne situationer.

Chefredaktør på Frihedsbrevet, Mads Brügger, har i en tidligere Fri-Mads-udgave hyldet Ellen Kirstine Jensen for ideen til programmet og mener, at det er et kosttilskud til DR’s øvrige programmer. Derudover slår han fast, at det er helt åbenlyst, at ’Ellen Imellem’ ikke er journalistik – men satire.

Ellen Kirstine Jensen forklarer, at det ikke er tilfældigt, at hun i programmet præsenterer sig selv som en ’poleret DR-journalist’. Pointen med præsentationen er at gøre det klart for seerne, at hun laver sjov med journalistrollen ved at bruge sig selv som kulisse og billede på den arketypiske journalist.

”Der er jo en grund til, at jeg er den her karikerede journalist. Det er også der, at der sker noget sjovt; at jeg fremstår meget selvhøjtidelig journalistagtig, når de ting der kommer ud af min mund, kan opfattes som nonsens,” siger Ellen Kirstine Jensen.

 

Det sorte får

Selvom både Ellen Kirstine Jensen og DR står på mål for, at programmet er satire og derfor inden for skiven, er kritikken alligevel haglet ned. Ellen Kirstine Jensen havde dog som ny i branchen frygtet, at hendes første program, ’Ellen Imellem’, ville gå under radaren og dø en stille død. Men sådan blev det ikke og efter et par omgange i mediemøllen, tvivler hun da heller ikke på, at programmet er blevet set, omtalt og diskuteret.

”Mainstream-reaktionen har været enormt negativ. Men jeg synes virkelig, at kritikken understreger, hvor meget der er behov for nogle, der tør at bevæge sig omkring grænsen. Det er svært at lave satire, hvis man skal holde sig på den sikre side, ” siger Ellen Kirstine Jensen.

Shitstormen har fået hende til at indse, hvor meget hun kan stå imod, men hun savner en større forståelse for, at der skal være plads til at kunne eksperimentere, når man er ny og udvikler et nyt program.

Som et nyt, ungt ansigt i mediebranchen har hun allerede måtte vinke farvel til tanken om at være danskernes folkekære mediepersonlighed.

”Den mulighed har jeg mistet, fordi jeg har været det sorte får i alle de etablerede medier. Men det er på en måde nemmere, at det er det, der er udgangspunktet, fordi så kan jeg kun overraske positivt,” siger Ellen Kirstine Jensen.

”Min karriere er ikke død endnu”

Selvom DR’s Wall of Shame dagligt minder Ellen Kirstine Jensen om dét kritiske lys, flere medier satte hende i, skal der mere til at slå hende ud af kurs. Væggen er nemlig også en påmindelse om hendes mod til at bryde med grænserne.

”Det er ikke jordens undergang at gå til grænsen. Man skal sgu nok overleve. Jeg er ikke død endnu, og min karriere er heller ikke død endnu,” siger Ellen Kirstine Jensen.

Pressenævnets kritik har ikke fået hende til at fortryde programmet. Hun mener stadig, at ’Ellen Imellem’ har sin berettigelse – men overgiver sig til afgørelsen og tager kritikken til sig.

”Jeg kan ikke gøre andet end at sige; ’helt klart, det tager vi selvfølgelig til efterretning.’ Jeg vil tænke over det, hvis jeg laver noget lignende fremover,” siger Ellen Kirstine Jensen.

Det er ikke første gang hun modtager kritik, og afgørelsen har derfor heller ikke haft den store påvirkning på hende rent følelsesmæssigt. Da shitstormen rasede i medierne, vred Ellen Kirstine Jensen alle tænkelige scenarier igennem. Hun ser derfor mest af alt afgørelsen som et punktum i sagen.

”Der har været kritik af programmet i forvejen, som har været langt værre end den pressenævnet har ytret. Men jeg har respekt for Pressenævnets afgørelse. Deres ord er lov, så der er ikke så meget at rafle om,” siger Ellen Kirstine Jensen.

Hun lægger dog vægt på, at afgørelsen også er et billede på, at det kan være svært at navigere i de usagte grænser. 

”Nu ved vi, hvad vi ikke skal gøre, og det har vi accepteret. Men afgørelsen viser også, at det er svært at vurdere, hvor grænser skal trækkes. Pressenævnet har ytret, at vi har overskredet en grænse, men hvor præcist grænsen ligger, har de ikke nævnt,” siger Ellen Kirstine Jensen.

Trods kritikken står hun inde for sit program, selvom det af mange kan opfattes kontroversielt, og hun er ikke et sekund i tvivl om, at det er de unge, der skal turde udfordre status quo.

”Det har ikke taget modet fra mig. Det er vigtigt, at der er nogle, der tør at vove pelsen.” siger Ellen Kirstine Jensen.

Orlov eller ej?

Orlov eller ej?

Orlov eller ej?

Burde jeg tage orlov? Valget kan virke stort og uoverskueligt, men overser vi en gylden mulighed for at udvikle os selv og få noget andet på CV’et end skolens foreninger og de studierelevante jobs? Illustreret Bunker har snakket med tre studerende fra DMJX, som for en tid udskifter studiet med højskolesang, arabiske drømme og en tænkepause.

TEKST: Hannah Mørkøre
Illustration: Louise Rix

Udgivet den 08. december 2022

”Det var faktisk først for nylig, jeg fandt ud af, at man kunne tage orlov,” siger Heidi Kirkeby Mogensen, som til januar skifter sin titel som journaliststuderende ud med højskoleelev. Hun er én af de i gennemsnit 72 elever, som hvert år tager orlov fra DMJX i Aarhus.

Tanken om højskole havde egentlig ligget og rumsteret i et stykke tid, men hvornår var den helt rette timing til at tage afsted? På DMJX skal man have gennemført to semestre for at søge om almindelig orlov. Heidi går lige nu på tredje semester og tager på højskole inden praktikken:

”Jeg tror bare, at det skulle ske nu. Det giver meget bedre mening for mig, end efter vi har færdiggjort uddannelsen. På det tidspunkt regner jeg med, at jeg skal ud og være en del af branchen og ikke starte som én af de ældste på en højskole,” siger Heidi Kirkeby Mogensen.

”Jeg skal bare bede om at eksistere lidt! Især uden forventningerne.”

– Heidi Kirkeby Mogensen, tager orlov på 4. semester

I det nye år starter Heidi på Ry Højskole, og hun har valgt at fokusere på bæredygtighed og skrivekundskaber i sine linjefag. Det var ikke kun tanken om at forbedre sit skrevne sprog og kendskabet til jordens ressourcer, som gav Heidi lyst til at tage orlov. Hun skal ud og møde nogle mennesker, som ikke er journaliststuderende. 

Tanken om at skulle ud i nye sociale settings virkede både lokkende og skræmmende, da Heidi sendte sin ansøgning afsted til Ry Højskole. Det var dog ikke kun det at møde nye mennesker på sin kommende højskole, som Heidi var spændt på. Når hun vender tilbage til DMJX næste år, er hendes årgang i praktik, og hun skal starte op med et andet semester.

”Jeg synes, det er sygt noieren! Jeg synes altid, det er noieren at møde nye mennesker. Men på den anden side; man kender jo skolen, når man starter igen,” siger hun.

Du skal have en plan for din orlov! 

Én af de snakke, som du kan forvente, når du tager fat i en studievejleder angående orlov, er, at du skal have en idé om, hvad du vil bruge det halve års tid på. 

”Det er vigtigt at vide med sig selv, om man flygter væk fra noget ved at tage orlov, eller om man er på vej hen imod noget andet og har lavet en plan,” siger Joan Husted, studievejleder på DMJX. 

Når du søger om orlov, vil du først blive henvist til en af skolens studievejledere. Du er ikke tvunget til at tage imod tilbuddet om samtalen, men studievejledningen anbefaler det, da de til tider oplever, at studerendes ønske om orlov er kommet ud af et pres og uden at have en plan.

Emil Rosengreens plan om orlov startede allerede, da han var i Libanon på udveksling. Semesteret føltes som knapt begyndt, før kufferten blev pakket, og han skulle vende tilbage til sin hverdag i Danmark.

”Jeg ville faktisk ikke hjem, men det var for sent for mig at blive. Allerede dér vidste jeg godt, at jeg ville tage orlov og gøre noget mere ved det her,” siger han.

Mellemøstens kultur og sprog havde fanget Emil, som nu gik og drømte om at udvikle sit arabiske vokabular, mens han dækkede grænsekonflikten med Syrien. Men hjem måtte han. Da fjerde semester startede, begyndte Emil med de andre fra årgangen på praktik forberedelserne, således at når han på et tidspunkt ville søge praktik, var alt klar og i orden. 

”Jeg har ikke frygtet, at tage orlov i slutningen af fjerde semester skulle se dårligt ud for min praktiksøgning,” siger han.

”For mig handler det her om, at det er noget, jeg virkelig gerne vil, og det er også en måde at tage ejerskab over min egen udvikling og uddannelse på.”

– Emil Rosengreen, tog orlov på 4. semester

Praktikstederne kan lide dem, der skiller sig ud

Flere af medierne havde også bidt mærke i Emils orlov, da han valgte at søge praktik med efterårsholdet i år. Samtalerne foregik over Teams fra hans værelse i Beirut. Praktikstederne fandt Emils valg om at tage orlov interessant, og selvom spændingen i samtaleugen kunne mærkes hele vejen ned til Beirut, var det også med en vis selvsikkerhed, at han tog sine samtaler over en skrattende virtuel forbindelse: 

”Jeg har taget nogle selvstændige valg, som dyrker mine personlige interesser, men også gør mig stærkere fagligt. Det, tænker jeg, kun kan have et positiv udfald i praktikansøgningsprocessen,” siger han.

Det skulle vise sig, at Emil fik helt ret. Der var nemlig et medie, som synes, Emils selvstændige valg var en fantastisk idé, og om lidt flytter han til København for at starte på sin nye praktikplads på Zetland.

Grunden til at studievejledningen fokuserer meget på de studerendes plan, for orlov kommer af, at der på uddannelserne i perioder opleves større travlhed og pres fra skolens side, og det er også her, Joan Husted oplever, at flere elever strømmer til. 

”Vi ser især en træthed på andet semester. Folk har det helt vildt svært ved, at der er så meget auditorieundervisning og problemudredende journalistisk, og det er bare ikke for alle,” siger Joan Husted.

“Orlov skal ikke være en sidste løsning som et forsøg på at beholde eleverne på deres uddannelse,” siger Joan Husted. Dog prøver de at hjælpe de studerende med at skabe overblik i deres hverdag og også snakke med dem om, hvad de kan forvente på de kommende semestre, inden de tager valget om orlov. 

”Man skal ikke gå og være ødelagt af tvivl på, om det er det rette studie, men jeg tror, at det er helt naturligt, at man med mellemrum sætter spørgsmålstegn ved studiet, og den retning man er på vej i,” siger Joan Husted.

 

Skal jeg overhovedet være journalist?

For Anna Marie Mikkelsen var tvivlen dog blevet for stor, og det var også den, som satte hendes tanker om orlov i gang.

”Jeg tænkte meget over, om jeg kunne se mig selv studere i det her miljø. Konkurrencen kan til tider føles hård, og mine forventninger til mig selv pressede mig for meget.”

– Anna Marie Mikkelsen, på orlov fra 2. semester

I sommerferien før Annas andet semester på journalistuddannelsen blev tvivlen dog erstattet med beslutningen om at tage orlov. Det var for svært at mærke ordentligt efter, når der konstant var deadlines, som skulle overholdes, og et nyt socialt forum, som skulle have fokus og energi. 

Når man søger orlov inden for det første år på uddannelsen, skal man have en lægeerklæring for at få tildelt orloven. Anna tog til sin læge og fik lægeerklæringen, hvorefter hun søgte om orlov. 

”Jeg går stadig og prøver at finde ud af, om det er det her, jeg skal, men jeg er ikke rigtig kommet frem til et svar endnu,” siger Anna Marie Mikkelsen. 

I sin orlov har Anna fået sig et arbejde og ellers fokuseret på at finde ro i sin hverdag for at få mere klarsyn over, hvor hun skal hen i fremtiden.

Der er ikke noget maksimum, når det kommer til antal orlovsperioder. Dog skal du søge på ny for hvert semester, du beslutter dig for at have orlov i. Når du søger om orlov, er det gennem studieadministrationen. Her skal du kort skrive en begrundelse for din orlov, og det er også den, som studievejlederne læser, hvorefter de tilbyder dig en samtale. Ingen af dem, Illustreret Bunker har snakket med, har oplevet et afslag på deres orlovsansøgning.

Praktiksøgning i tal – se hvor det er sværest at få en praktikplads

Praktiksøgning i tal – se hvor det er sværest at få en praktikplads

Praktiksøgning i tal – se hvor det er sværest at få en praktikplads

Endnu en omgang praktiksøgning er overstået. For nogle er drømme blevet til virkelighed, mens andre har været knap så heldige. Kampen om praktikpladserne er nu forbi, støvet har lagt sig, og hvis man puster lidt til det, titter tallene frem. Koldt og kynisk koger vi nu suppe på dataen fra praktikmatch og forsøger at kvantificere en periode fuld af følelser.

TEKST: Alexander Kloppenborg

Udgivet den 08. december 2022

Til dette års praktiksøgning var der 159 studerende til 166 pladser. Hvilket efterlod kun 7 ekstra stole i den store stoleleg.

Nogle praktikpladser er mere eftertragtede end andre. 16 opslåede stillinger modtog 0 ansøgninger i første runde. De to mest populære stillinger modtog 23 ansøgninger pr. stilling.

Her har vi opgjort de 10 mest populære stillinger, på antallet af ansøgere pr. opslåede stilling.

Se nærmere på figuren her.

Hvis man så bort fra personlige kompetencer og charme og i stedet valgte at tildele praktikpladser ved lodtrækning, ville der for ansøgerne til hver af disse 10 stillinger være mellem 4 og 6 procent chance for at få praktikpladsen.

På skolens gange kan man ofte høre en københavnsk stemme sige: ”Jeg SKAL bare have en praktikplads i København, så jeg søger kun der”. Og det er da også suverænt københavnsområdet der har modtaget flest ansøgninger. 589 ansøgninger er der blevet sendt til stillinger i københavnsområdet. Med næstflest ansøgninger modtaget kommer Østjylland med 144 ansøgninger modtaget til området.

Se nærmere på tabellen her.

Men nu er der jo også flere stillinger at søge i København, så hvor stor er konkurrencen mellem de forskellige geografiske områder? Vi har opgjort det gennemsnitlige antal ansøgninger per opslåede stilling i de forskellige områder, og i denne omgang af praktiksøgning var stillinger i Østjylland mere eftertragtede end de københavnske.

Se nærmere på tabellen her.

Se nærmere på tabellen her.

Vi har nu en fornemmelse for, hvor de studerende søger hen, men hvad vil de gerne lave? Vi har delt praktikpladserne op i fire mediekategorier: Skrift, radio, TV og kommunikation og opgjort hvor mange ansøgninger hver af disse medietyper har modtaget. Da det ikke altid er entydigt, hvilken medietype en stilling er forbundet med, er denne opgørelse forbundet med en vis usikkerhed. Læs mere om hvordan vi har gjort nedenunder.

Sådan har vi gjort:

Efter deadline for at afsende ansøgninger indsamlede vi data fra praktikmatch.mediepraktik.dk, som er portalen, hvor alle ansøgninger fra de studerende sendes til medierne. Her kan man se, hvor mange stillinger det enkelte medie eller den enkelte redaktion har slået op, og hvor ansøgninger de har modtaget fra de studerende. Vi opgjorde også antallet af journaliststuderende praktikansøgere, der var på tværs af DMJX, RUC og SDU. 

Vi har efterfølgende tilføjet geografisk placering og medietype til de enkelte stillingsopslag, således at vi kunne opgøre de studerendes praktiksøgningsadfærd på de parametre.

Den geografiske placering er rimelig entydig, på nær for enkelte stillinger hvor der er mulighed for at være i fx København en periode og derefter i Aarhus. Denne opgørelse er derfor rimelig sikker. Vi har arbejdet med følgende geografiske placeringer: København, Østjylland, Fyn, Nordjylland, Midt- og Vestjylland, Sydjylland, Sjælland og Bornholm. 

Medietypen er dog mindre entydig, da flere stillinger giver mulighed for at beskæftige sig med flere forskellige medietyper. Vi har tildelt hver stilling en af fire medietyper: Skrift, TV, radio og kommunikation. Typen er tildelt efter, hvad stillingens kerneopgaver er, eller hvad det af stillingsopslaget fremgår, man skal beskæftige sig mest med. Det er altså en vurdering lavet efter bedste evne af redaktionen, og databehandling på baggrund af denne parameter kan derfor være behæftet med usikkerhed.

Her ser vi, at stillinger, hvor den studerende primært skal beskæftige sig med skrift eller TV, er dem, der har modtaget langt flest ansøgninger. Men der er også langt flere stillinger at søge, som primært er skriftlige. Retter vi i stedet blikket mod, hvilken medietype, der er mest populær, ud fra hvor mange ansøgninger den gennemsnitlige stilling har modtaget, er situationen en anden.

Se nærmere på tabellen her.

Der er altså rift om TV-pladserne. I gennemsnit er der cirka 9 ansøgere per stilling til TV-pladser, hvor der på pladser som primært beskæftiger sig med kommunikation kun er cirka 2,5 ansøgere per stilling.

 

Du er ikke et datapunkt

Lang tid inden man overhovedet har mulighed for at påvirke praktiksøgningen, begynder nervøsiteten at ramme mange. Tankerne flyver, og hænderne ryster. Men det skal nok gå. Praktiksøgningen er fyldt med følelser og personlighed, og det er du også. Det er tallene her ikke.

Så lad være med at lade dem påvirke dig. Tænk over dem, snak med dine venner om dem, men benyt dem ikke til at gøre dig strategiske overvejelser om, hvor man bør søge. Så når det kommer så vidt, så søg lige der hvor du har lyst og tag din personlighed og dine følelser med. Du er ikke et datapunkt.

Men hvis du vil gøre det svært for dig selv, så søg noget TV i Østjylland. Omvendt kan du have en kommunikationsplads i Sydjylland som backup.

Den Uafhængiges twitterkrig: Ødelægger vi mediebranchen, når vi arbejder gratis?

Den Uafhængiges twitterkrig: Ødelægger vi mediebranchen, når vi arbejder gratis?

Den Uafhængiges twitterkrig: Ødelægger vi mediebranchen, når vi arbejder gratis?

Radiomediet Den Uafhængige efterspurgte under valgkampen en kritisk reporter til nul kroner blandt de journaliststuderende på DMJX. Illustreret Bunker har talt med en tidligere journaliststuderende, som med glæde arbejder gratis, selvom en medieforsker frygter, at fænomenet skævvrider branchen.

TEKST: Iben Marie Ryberg
Illustration: Lea Wildenradt 

Udgivet den 08. december 2022

Det skabte opstand, da radiomediet Den Uafhængige på Facebook søgte reportere blandt de journaliststuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole til dækningen af valgkampen.

I Facebook-opslaget præsenterede radiomediet en gylden mulighed for at blive udstationeret som kritisk reporter for et etableret medie.

Der var kun et enkelt aber dabei. Arbejdsbetingelser var udpenslet med store, fede blokbogstaver øverst på opslaget: ulønnet. Herefter fulgte en hæsblæsende diskussion mellem journaliststuderende og Den Uafhængige på både Twitter og senere i Journalisten. Kort refereret: På den ene side kan gratis arbejde presse journaliststuderende til at sælge deres faglighed til lavest bydende. På den anden side, hvis man ikke vil arbejde ulønnet, kan man tage sit gode tøj og sige pænt nej tak. 

Hvad er så det rigtige? Det kommer an på, hvem man spørger. 

 

Ulønnede journaliststuderende

Jonathan Lundgren Larsen var en af dem, som deltog i Twitterstormen om gratis arbejde. Det sidste halve år af sin journalistuddannelse på SDU, arbejdede han frivilligt på Den Uafhængige. 

Han var med til at skabe morgenfladen ”En Uafhængig Morgen.” I hans sidste tid på radioen sad han i gravergruppen. 

”Jeg fik nogle muligheder, jeg ellers ikke ville have fået. Jeg har for eksempel aldrig hørt om en studerende, der har fået lov til at sidde i en gravergruppe,” siger han. 

Det er ikke Jonathan Lundgrens opfattelse, at gratis arbejdende studerende er et generelt problem i mediebranchen. Han mener, diskussionen om ulønnet arbejde er ude af proportioner: 

”Hvem er ofrene her? Man kan lade være, hvis man ikke har lyst. Der er ikke nogen, der presser en til at arbejde frivilligt. Det bliver teoretiske, strukturelle diskussioner, som ikke har hold i virkeligheden,” Jonathan Lundgren Larsen, tidligere journaliststuderende.

Alt var på frivillig basis, da Den Uafhængige startede, og der var ingen, der fik en krone for deres arbejde. Det ser Jonathan Lundgren Larsen som udgangspunkt ingen problemer i. 

Den Uafhængige har givet ham afgørende erfaring, han ikke kunne have fået på studiet. 

”Jeg bruger de teknikker, jeg lærte der, i mit arbejde hver dag. Dem tror jeg ikke, jeg havde lært, hvis jeg ikke havde været på Den Uafhængige,” siger han.  

Han er i dag færdiguddannet og fastansat på Berlingske Business. 

 

Undersøgelse skaber bekymring 

Jonathan Lundgren Larsen er langt fra den eneste journaliststuderende, som har arbejdet frivilligt i sin studietid. En undersøgelse fra 2019 viser, at 43,7 procent af de adspurgte journaliststuderende har arbejdet gratis. Halvdelen af dem har lavet redaktionelt arbejde. Undersøgelsen er udarbejdet af Enalyzer for fagforeningen Dansk Journalistforbund.

På baggrund af undersøgelsen er Dansk Journalistforbund bekymrede for flere ting. Hvis man takker ja til ulønnet arbejde, kan man ifølge Dansk Journalistforbund risikere at udkonkurrere en lønnet ansat. På samme måde bør man overveje, om der sidder en kollega, som udfører de samme arbejdsopgaver som en selv – bare lønnet. 

Er det tilfældet, kan man med sit ulønnede arbejde komme til at true deres ansættelsesgrundlag. 

Følger man Dansk Journalistforbunds tolkning af undersøgelsen, er gratis arbejde altså i risiko for at økonomisk udkonkurrere vigtige arbejdsfunktioner, som burde være lønnet. 

“Får du egentlig løn for det, du laver for Illustreret Bunker? Det at arbejde for et studentermedie er også en måde at opbygge et CV på.”

– Jonas Brandt, journaliststuderende på SDU 

Mediebranchens lønningsbål

”Det her projekt er ikke drevet af penge,” siger Kasper Saugmann, konstitueret direktør hos Den Uafhængige. Den Uafhængige skrev sågar i et Facebook-opslag i 2020, at de nu ville lave en radio, og det skulle man være med til. Ikke fordi man blev rig, men fordi det var sjovt. 

Den Uafhængige har aldrig modtaget mediestøtte. Deres økonomi er udelukkende baseret på medlemsindtægter. Fra dag et har Den Uafhængige altså været afhængige af ulønnet arbejdskraft. Gør det dem medskyldige i at skade branchen?

Det kan medieforsker Lars Kabel i hvert fald være bekymret for. Han er lektor på DMJX og forsker blandt andet i arbejdsvilkår og lønforhold i mediebranchen. Ifølge ham er der en tydelig tendens i det danske medielandskab. Medierne har gennem mange år skullet skære i deres budgetter. Det letteste minus i det regnestykke er lønninger. 

”Som led i det er gratis arbejde et oplagt redskab, fordi der er rigtig mange unge, som gerne vil og også får noget ud af det,” siger han. 

Ulønnet arbejde puster til gløderne på mediebranchens lønningsbål. Der sker en normalisering af dårlige arbejdsvilkår, som rammer branchens bund. Lars Kabel kalder tendensen en ”proletarisering af branchen”. Med gratis arbejde risikerer man at give ris til både egen og andres bagdel, fordi det risikerer at presse lønningerne ned i hele branchen. 

”Man kan også vende den om og sige, at vi har startet et medie op fra bunden. Skabt flere journalistiske arbejdspladser. Det synes jeg da er godt for branchen,” siger Kasper Saugmann. 

Han startede selv som ulønnet medarbejder på Den Uafhængige. I dag får han løn.  

Han fortæller, at da Radio 24/7 lukkede, efterlod det et journalistisk hul, han ville være med til at lappe. At udfylde et journalistisk hul med en ny radio er ikke et one-man-job. Det kræver, at flere vil smøge ærmerne op. Bruge knofedt og ubetalte timer på projektet. Man kan, ifølge Kasper Saugmann, ikke tvinge folk til noget. Det handler om interesse: 

”Når det er frivilligt, kan man ikke kræve mere, end at folk bruger den tid og energi på det, de har lyst til. Man kan lade være, hvis man ikke har lyst. Eller man kan være med og lære noget af det,” siger han. 

 

Den ideologiske drivkraft 

Jonas Brandt, journaliststuderende på SDU, var en af dem, som meldte sig under fanerne, da Den Uafhængige søgte reportere på Facebook under valgkampen. Det endte med et live interview af Jonas i radioen fra den valgfest, som han dækkede hos Radikal Ungdom.

“Jeg arbejdede for Den Uafhængige, fordi jeg synes deres journalistik er spændende. Jeg ville ikke have opsøgt arbejdet, hvis det var for andre medier,” siger han.

Den Uafhængige er et af de eneste medier, Jonas Brandt følger kontinuerligt. Den kritiske journalistiks vigtige samfundsfunktion er en værdi, han kan genkende hos sig selv. 

”Jeg synes, man skal passe på med at straffe folk for at gøre noget, de oprigtigt har lyst til at gøre. Ikke for pengenes skyld, men fordi, man synes, det er fedt,” siger han. 

At arbejdet var ulønnet, havde han ikke tænkt videre over. Han så det som et indblik i en journalistisk maskine, han beundrede. Måske en fod indenfor i branchen. Selvom Jonas Brandt er enig i, at det for nogle kan virke usolidarisk at arbejde ulønnet, betragter han det som et vilkår:  

”Får du egentlig løn for det, du laver for Illustreret Bunker? Det at arbejde for et studentermedie er også en måde at opbygge et CV på. Det er jo det, man må gøre, når man er nederst i fødekæden,” siger han. 

 

Værdien af den journalistiske faglighed   

Ifølge medieforsker Lars Kabel bør unge journalister og journaliststuderende være på stikkerne i forhold til at arbejde ulønnet. 

”Jeg vil sige det på den måde, at det er noget, I unge skal være bevidste om og opmærksomme på. I bidrager til  proletariseringen, når I arbejder gratis,” siger han. 

Ifølge ham er det, ud fra et fagideologisk synspunkt, vigtigt at være opmærksom på at modsætte sig de tendenser, som kan forringe både arbejdsvilkår og værdsættelsen af vores arbejde: 

”Der skal være en modmagt til proletariseringen. Det er det journalistiske indhold, som driver det hele. Når man insisterer på, at værdien af indholdet skal være mindre og mindre, vil der også komme en dekvalificering,” siger Lars Kabel.

Kasper Saugmann erkender, at Den Uafhængige med sit opslag har skabt røre i den journalistiske andedam.  

“Vi har set, at det er noget, der provokerer folk. Så det kan godt være, vi skal lade være med at gøre det på den måde en anden gang. Omvendt var der jo faktisk nogle, der meldte sig. De vil så ikke få muligheden, hvis vi lader være.”

So how do you like DMJX?

So how do you like DMJX?

So how do you like DMJX?

Most international students of DMJX are here for a short period of time. Still they notice things about us Danes, that we take a lifetime to realize. I sat down with Chelsea Al Arif and Alessandra Iellamo to get an outside perspective on what it is like to study at DMJX.

Alessandra Iellamo, international student from Italy.

Chelsea Al Arif, international student form Lebanon

TEKST: Amalie Obbekjær
FOTO: Sarah Arge

Udgivet den 08. december 2022

“Back home in Lebanon my professor used to throw my assignments in the bin. I cried three times, while being told to do it again and again. Here in Denmark you are told to ‘do what you can’, and then you get graded on that,” Chelsea Al Arif says.

I am sitting across from Chelsea, an international student from Lebanon. As I ask her questions about her experience at DMJX, she answers at a fast pace with sparkling eyes using her hands for emphasis. I sense that she is used to bringing her A-game whether she is interviewing, being interviewed or doing anything school related.

At Chelsea’s home university, American University of Beirut, the presentation days are characterised by thorough preparation and a keenness to outshine your peers. However, here she has seen Danish students happily agreeing on doing the bare minimum: “We will all just do two Powerpoint slides, that’ll do.”

I myself must confess to having left many group work sessions with that exact thought: “That’ll have to do.” No further ambitions, no eagerness to go into Blå Audi and deliver the presentation of my life.

It is not that I don’t view myself, or other Danes, as hardworking. I do. I get the impression that Chelsea does too. But something about students agreeing on putting in equally little effort just struck me as very Danish. I am not sure if it relates to an idea of fairness, laziness or lack of belief in authority? Maybe a mix of them all.

 

The fear of failure

One of the first things you will hear as a journalist student at DMJX, and something that is officially stated by associate professor Søren Boy in the “How we teach at DMJX”-document, is: “You are allowed to fail, as long as long as you learn from it.” But are we, the Danish students, taking this for granted?

As for Chelsea, this teaching philosophy has been groundbreaking to the way she works, and it has given her courage to take risks that she didn’t dare take at home.

“I have always been afraid to reach out to important sources, in case they don’t get back to me, because that would make me fail my assignment. Here I can explain it to my professor and talk to him about extending my deadline,” Chelsea says.

 

More than just a number

The casual relationship between students and professors is something international student Alessandra Iellamo noticed as well. And she is no stranger to studying abroad. While she is originally from Italy, she has studied in both England, France and now Denmark. She describes how teachers are surprisingly friendly and informal in their approach to the students.

“Here you are able to share something you did during the weekend or even have a laugh about something that might not be related to school. For example, our professor is a beekeeper. It is a passion of his, and sometimes he brings honey into class, and we talk about it before starting,” Alessandra says. 

She describes how it puts her at ease to be able to laugh and joke with her professors about non-school related stuff. The professors acting like less of an authority, and even sometimes more like a friend, has actually been unexpectedly motivating.

“When you’re nothing but a number in a class of 200 people, it’s easier to get lost, and actually care less about university. Here the connection with the professors is much more personal, and it surprised me how they sometimes even remember things you said a couple of weeks before,” Alessandra says.

It seems that while DMJX has impersonalised our email-addresses to look like a phone number, you’re still a human being rather than a number to most professors.

”When you’re nothing but a number in a class of 200 people, it’s easier to get lost, and actually care less about university. Here the connection with the professors is much more personal, and it surprised me how they sometimes even remember things you said a couple of weeks before.”

– Alessandra Iellamo, international student from Italy

An unexpected blessing

I know that many Danish students, myself included, sometimes dread the phone boxes and the never-ending forwarding to press officers. However, this ‘hands on’ journalism was actually one of the most refreshing and exciting aspects to international student Chelsea Al Arif. 

“In Lebanon I do everything from behind my desk. Here, every story I have done, I have travelled to actually meet the people I am interviewing. Before coming here, I had never interviewed anyone I didn’t  already know. Here that would be a no-go,” Chelsea says. 

This hands-on approach has led Chelsea to interview multiple members of the European Parliament (MEP), and those experiences have come to play a crucial role in her journey as a journalist. 

“I did not think that I would benefit so much from this, but it has made me feel that I am an actual journalist. I have had an MEP request an interview with me, because they really liked the interview I did with their colleague. That has made me realize how far I can actually get as a journalist,” Chelsea says.

 

A better place

“I think many Italians would say that Denmark is a country where everything just seems to work,” Alessandra says. 

Looking out in the world, I think it is fair to assume that it is not only Italians who would say that Denmark is a country “where everything just seems to work.” I believe that it is also something that is ingrained into how we see ourselves. 

In 2022 Denmark was awarded the second happiest country in the world by the World Happiness Report, based on factors such as freedom, life expectancy, social support and the general view on the extent of corruption.

A Norwegian survey-study about national symbols of Scandinavia also showed Danes to be the most “chauvinistic” compared to Norway and Sweden. While one out of three Danes states that the world would be a better place if people in other countries were more like them, that only applies to one out five Norwegians and Swedes. 

Does this affect Danish journalists and their way of conveying the world? Are we in some ways know-it-alls, who believe that most of the world could learn from us and not the other way around?

 

The superior Danes 

“Many Danes do have a sense of superiority. Coming here I experienced people assuming a lot about me, just from knowing that I am Lebanese. A girl offered me a beer, just to take it back right away and be like: “Oh sorry, but you don’t drink,” because she assumed, I was Muslim. But I am a Lebanese Christian, and that is mind-blowing to surprisingly many people,” Chelsea says. 

Danes feeling superior is something Alessandra Iellamo partly agrees with, and when asked where Danish journalists might be able to improve, she suggests: 

“More diversity in the newsrooms. I see a lot of opportunities for internationals in the Danish media landscape, yet very few news stations actually accept international applicants,” Alessandra says.

She stresses that she has been warmly welcomed to Denmark, and that she experiences Danes as very interested in internationals and outside perspectives. However, that is not yet reflected in the newsrooms. 

“From my experience, there is little diversity in Danish media. Let’s be honest. Most people here are white and also quite privileged. I think that naturally results in little inclusivity in the journalism they produce,” Alessandra says.

Sådan skal du skovle, hvis du vil være graverjournalist

Sådan skal du skovle, hvis du vil være graverjournalist

Sådan skal du skovle, hvis du vil være graverjournalist

For at blive en god undersøgende journalist kræver det færdigheder, gode kilder og respekt for sit arbejde. Illustreret Bunker har sammen med to af de dygtigste gravere sammensat en guide til dig.

TEKST: lærke kobberup & Sarah Wittrup 
Illustration: Katrine Å. Edvardsen

Udgivet den 08. december 2022

Det startede med et tip om noget data, der omhandlede  “underlige” pengestrømme ind i Danske Banks estiske filialer. Sådan begyndte en af Berlingskes største historier. 

I den anden ende af byen sad der en gruppe journalister på Ekstra Bladets redaktion og undrede sig over, hvordan de danske børn i Syrien egentlig blev glemt så hurtigt. En undren, der startede et forløb fyldt med anonyme kilder og en presset regering.

Den store afsløring kan starte på mange forskellige måder. Illustreret Bunker har talt med to af de journalister, som har været med til at ryste medieverdenen.

Simon Bendtsen er nyhedschef på Berlingske Business og har tidligere arbejdet i gravergruppen samme sted. Her var han med til at dække hvidvasksagen om Danske Bank, som han desuden har vundet en Cavlingpris for. 

I januar 2017 startede han, Michael Lund og Eva Jung på den længerevarende sag. De arbejdede intensivt på den i cirka tre år, og de skriver stadig den dag i dag, men dog mere sporadisk. Da de havde udgivet et par artikler om sagen, troede de, at det var det. Men så fik de indikationer af, at der faktisk var mere at hente.

Thomas Foght er redaktionschef og undersøgende journalist for Ekstra Bladets gravergruppe og vandt tidligere i år Cavlingprisen for artikelserien om de danske børn i Syrien. Denne artikelserie skrev han sammen med sine kollegaer Jeppe Findalen, Nagieb Khaja og praktikanten Magnus Mio. Her dykkede de ned i allerede offentlig kendt viden og fandt ud af, at der lå meget mere begravet under gulvtæppet. Helt konkret resulterede dette i, at 14 danske børn blev fragtet hjem.

Med hjælp fra Simon Bendtsen og Thomas Foght har Illustreret Bunker skabt en guide på fem steps til alle de spirende graverjournalister, som befinder sig på DMJX.

1. Step: Respekter dine kilder og din magt

“Det, tror jeg, egentlig er det vigtigste. At kilderne ved, hvad de går ind til, og at de føler sig trygge og ved, at vi behandler de informationer, de deler med os. Og at vi gør alt i vores verden for at beskytte dem.”

Sådan forklarer Thomas Foght fra Ekstra Bladets gravergruppes håndteringer af kilder. Da der har været mange kilder i spil i både Thomas Foghts og Simon Bendtsens artikler, fylder kildehåndteringen rigtig meget i processen.

Også for Simon Bendtsen og Berlingske har noget af det vigtigste været en gensidig respekt mellem kilderne og en selv som journalist.

“Man vinder kildernes tillid ved at opføre sig ordentligt. Selvfølgelig skal man aldrig virke truende overfor sine kilder, men ligeså vigtigt er det, at man opfører sig ordentligt i mødet med de mennesker, man skriver om. Både dem, der kan have gjort noget galt eller dem, der er vidner til det,” siger han.

Denne gensidige respekt for hinanden og for de historier, man skriver, er også vigtig at huske på, mener Simon Bendtsen. Hvidvasksagen i Danske Bank blev hurtigt en meget omfattende sag.

“Mange af direktørerne måtte stoppe i banken. Endnu hårdere var konsekvensen for en af direktørerne i Estland, som begik selvmord (Aivar Rehe, som var mangeårig direktør i Danske Bank Estland red.). Det er selvfølgelig noget, der gør, at man får meget respekt for, at det kan have nogle voldsomme konsekvenser, når vi skriver noget,” fortæller han.

Man kan ikke med sikkerhed sige, at Aivar Rehe begik selvmord som følge af hvidvasksagen. Den estiske ugeavis Eesti Ekspres har skrevet om ham og hans selvmord, og det “skinner igennem i deres artikel, at det sandsynligvis har været den skade for hans ry og rygte, som sagen uvægerligt havde givet ham,” som var skyld i hans selvmord, skriver Magasinet rØST.

2. Step: Beskyt dine kilder

En stor del af de kilder, som både Simon Bendtsen og Thomas Foght interviewede under begge sager, skulle holdes anonyme. Det var på grund af kildernes sikkerhed.

“Der er nogle gange, vi har haft mistanke om, at der er nogen, der holder øje med os. Især efter vi begyndte at bringe nogle af de historier om de her klassificerede oplysninger. Der tror jeg da, at der var nogen, der begyndte at undersøge, hvem i hulen det er, vi taler med,” siger Thomas Foght.

Han uddyber:

“Vi skal sikre os, at kilderne aldrig nogensinde kommer i problemer, fordi de snakkede med os.”

Det prøvede de blandt andet at gøre ved at undgå at kontakte kilderne via mail og almindelige opkald.

Thomas Foght valgte at opsøge kilderne i deres private hjem for at beskytte deres identitet. Her ville han dukke op, når kilderne havde fri fra deres respektive arbejde for at snakke med dem uden for arbejdstiden, så ingen kunne overhøre deres samtaler.

En anden af hans metoder var at sende et fysisk brev til sine kilder. Udover at sikre anonymitet, er et brev heller ikke lige så voldsomt, som når en journalist dukker op på en kildes dørtærskel.

Hos gravergruppen ved Berlingske blev sikkerheden også vægtet højt. De tog helt særlige forholdsregler i brug for at beskytte deres kilder.

“Vi gav kilderne kodenavne, og i særlige omstændigheder fløj vi et sted hen for så at køre i den modsatte retning. Man kunne ikke udlede noget af, hvor vi var fløjet hen, når vi kørte et andet sted hen. Så vores kilder blev ikke kompromitterede,” siger Simon Bendtsen.

Det var enormt vigtigt for begge historier, at kilderne havde tillid til de to journalister, for ellers var det svært at få dem til at dele deres informationer. Det gjorde Simon Bendtsen ved at forsøge at efterlade så få digitale fodspor som muligt ved blandt andet at skrive alt i hånden og ikke fortælle andre, hvad de arbejdede på. Det handlede især om, at der pludselig kom meget på spil for de involverede i hvidvasksagen, da både den administrerende direktør, Thomas Borgen, og bestyrelsesformanden, Ole Andersen, blev fyret.

3. Step: Kend dit stof

At sætte sig ordentligt ind i en sag kan tage lang tid, og man skal forvente, at man kan ende med at sidde med den samme sag i lang tid. Nogle gange kan man skrive videre om den samme sag i flere år. Det var tilfældet for Simon Bendtsen og hans kollegaer:

“Vi startede med den i januar 2017. Og så skrev vi intensivt på den i to til tre år – i hele 2017 og hele 2018 – efterfølgende en bog, og nu skriver vi om konsekvenserne,” siger han.

Selvom sagen om hvidvask begyndte i 2017, fylder den stadig i dag. Simon Bendtsen er blevet en af eksperterne på emnet. Thomas Foght kender til den følelse.

“Det er jo klart, at når man dækker en sag i så lang tid, så kommer man enormt godt ind i stoffet, og man får et godt netværk og forhold til sagen,” siger Thomas Foght.

Man bliver en ekspert inden for sin sag. Ingen andre har det samme netværk eller den samme viden om emnet.

4. Step: Slå hovederne sammen

Thomas Foght skrev sin artikelserie med tre andre, og han understreger, at for ham var det vigtigt at være flere på sagen. Især når den var så stor.

“Lad os sige, at der sker noget uventet, og der er en, der holder ferie eller har en fridag. Så er der en anden på arbejde, der lige kan gribe historien,” siger han.

Han uddyber desuden, at han også mener, at det er en fordel rent strukturelt:

“Det vil være hårdt at sidde bare en eller to mand med så stor en sag i så lang tid. Når man er fire, så kan man hele tiden justere på, hvem der skal kigge på hvad, og man kan gribe flere ting. På den måde gjorde det, at vi var mere fleksible i at kunne dække sagen.”

Simon Bendtsen skrev sin artikelserie med Eva Jung og Michael Lund, som han i forvejen havde et venskabeligt forhold til:

“Det var meget tilfældigt, at det blev os tre, men i bund og grund handler det om, at man arbejder godt sammen og komplimenterer hinanden.” 

5. Step: Tavshed er en dyd

Mange ser nok hjemmets rammer og ens tætte familie som et frirum, hvor man kan lette sit hjerte. Det er ikke altid givet som graverjournalist. Adspurgt svarer Thomas Foght, at han ikke havde fortalt sin kone, hvad de arbejdede på. Det var kun de journalister, der arbejdede på artiklerne, og chefredaktørerne, som kendte til arbejdet med sagen.

Han forklarer dog yderligere, at det ikke er underligt for ham:

“Det er sådan set meget naturligt. Der er mange elementer af mit arbejde, min kone ikke kender til. Nogle gange fortæller jeg om de historier, jeg arbejder på. Andre gange gør jeg ikke, da det bare er bedre ikke at fortælle det.”

For ham giver det sjældent mening at lette sit hjerte, når det er en sag, der omhandler anonyme kilder. Så kan det være, at det er bedre at holde tæt.

For Simon Bendtsen har det varieret, hvor mange der vidste, hvad de arbejdede på.

“Der har været forskellige forløb, hvor det har været mere eller mindre hemmelighedsfuldt, hvor vi har holdt os lidt for os selv og ikke fortalt så meget om, hvad vi lavede.”

Med Thomas Foght og Simon Bendtsens gode råd med i rygsækken er du nu klar til at grave med den helt store spade.