Partiernes medier giver debatten flere vinkler

Partiernes medier giver debatten flere vinkler

Partiernes medier giver debatten flere vinkler

Partimedier som ditoverblik.dk kan gøre debatten op til det kommende folketingsvalg mere demokratisk. Men de skal ses som et supplement til de traditionelle medier, hvis der fortsat skal bygges bro mellem forskellige befolkningsgrupper.

Illustration: Asta Aaholm.

Skribent: Lasse Skovgaard

Udgivet den 8. april 2019

De partimedier, der er dukket op af mulden de senere år, kan ligefrem være med til at gøre debatten op til det kommende folketingsvalg mere demokratisk.

De traditionelle brede massemedier vil betyde stadig mindre for politikerne og deres partier, fordi der er mange andre kanaler, hvor de kan kommunikere mere direkte med deres vælgere – både på de sociale medier, men også gennem deres egne redaktionelle medier. Det vurderer ph.d. i mediesociologi, journalist og forfatter Søren Schultz Jørgensen.

”Debatten vil være mere spredt og mere mangfoldig, men på ingen måde mindre demokratisk. Tværtimod,” siger Søren Schultz Jørgensen.

Et af de redaktionelle medier er nyhedssitet ditoverblik.dk, der blev etableret i august 2018 og udgives af Dansk Folkeparti. Redaktionen, der ifølge ansvarshavende redaktør Steen Trolle arbejder uafhængigt af partiet, dækker emner og vinkler med interesse for den borgerligt-nationale debat i Danmark.

”Formålet er at fortælle de historier, vi synes, bliver underdækket i den øvrige presse. Og så er det jo et nyhedssite, som Dansk Folkeparti står bag, og derfor handler det selvfølgelig også om at beskrive noget af partiets politik. Eksempelvis rejste Dansk Folkeparti i sidste uge seks forslag til folketingsbeslutninger i Folketinget, og jeg tror, jeg har set et eller to af dem omtalt i andre medier,” siger Steen Trolle.

Partimedier er en uundgåelig udvikling

I løbet af de senere år har flere partier etableret deres egne medier. Udover Dansk Folkeparti har Alternativet oprettet det tværmedielle Altivisten og Enhedslisten podcasten Listen. Derudover har Netavisen Pio været i vælten for at være mere afhængig af Socialdemokratiet, end hvad der fremgår af mediets hjemmeside. Men et mediebillede, hvor medierne har en tæt tilknytning til politiske partier, er ingen ny opfindelse.

Efter Junigrundloven blev underskrevet i 1849, og Danmark overgik fra enevælde til et repræsentativt folkestyre, opstod politiske partier i slutningen af 1800-tallet og senere aviser med partipolitisk tilknytning.

Pressesystemet med en egentlig partipresse fortsatte frem til mellemkrigstiden, hvorefter omnibuspressen opstod.

Partipressen blev også kaldt firbladssystemet, da de store byer hver havde fire blade, der svarede til de fire største politiske partier: Venstre, Socialdemokratiet, Konservative og Radikale. Og nu er historien altså til en vis grad ved at gentage sig.

Partimedier og andre nichemedier er en uundgåelig udvikling, fordi det er svært at skabe et engagement og et marked hos medier, der er meget brede, mener Søren Schultz Jørgensen.

”Vi får medier, der knytter sig mere og mere til specifikke grupper af befolkningen. Men det er ikke det samme som at sige, at det er en ønskelig udvikling. Den betyder, at vi også får brug for medier, der bygger bro mellem de forskellige befolkningsgrupper,” siger Søren Schultz Jørgensen.

Bogen Den journalistiske forbindelse, der er skrevet af netop Søren Schultz Jørgensen sammen med Per Westergård, beskriver blandt andet, hvordan omnibusmediet bygger bro mellem forskellige befolkningsgrupper, og hvordan nichemediet dyrker de tætte bånd mellem mennesker med samme interesser eller baggrund. Brugerne efterspørger både objektive nyheder, og dem der har et partis synspunkt, mener Søren Schultz Jørgensen.

”Journalistikken skal leve med et dilemma. Hvis du for eksempel kun leverer bekræftelsen af borgerne, så bliver du et spejl. Omvendt, hvis du kun leverer blikket på den store verden, så kommer du til at mangle en relevans i menneskers liv,” siger Søren Schultz Jørgensen.

 

Partimedier som et supplement

Nyheder, der har et partis synspunkt og risikoen for en ukritisk presse, er blandt kritikpunkterne mod de genopståede partimedier. Men på ditoverblik.dk, mener Steen Trolle ikke, at arbejdsprocessen er grundlæggende anderledes i forhold til hans tidligere arbejdspladser.

”Jeg arbejder stadig med den samme journalistiske metode, men det er klart, at emnevalget og de kilder, jeg trækker på, selvfølgelig er nogle andre. Da jeg var redaktør på Politikens Lokalaviser, var jeg optaget af, at vi lavede aviser, som var interessante for de mennesker, som boede i de områder, aviserne udkom i. I dag er jeg optaget af, at det jeg laver, er noget der interesserer de mennesker, som orienterer sig imod den borgerligt-nationale debat i Danmark,” siger Steen Trolle.

Nogle af de argumenter, der har været imod det, som bliver kaldt partipresse, er, at der er risiko for, at der opstår ekkokamre, og at der kun bliver præsenteret én side af en sag, og at det kan skade den demokratiske debat. Hvad siger du til det?

”Den køber jeg ikke så meget ind på. Vi opfatter det som et supplement til de medier, som folk i øvrigt orienterer sig i. Men selvfølgelig er det i særlig grad argumenter fra i og omkring Dansk Folkeparti, jeg citerer, men jeg citerer i øvrigt også de modsatte synspunkter. Derudover er vi også med til at udvikle nogle flere argumenter, som dem i og omkring Dansk Folkeparti kan bruge i den demokratiske debat. Så på den måde synes jeg egentlig, at medier som ditoverblik.dk og Netavisen Pio på en måde er med til at understøtte den demokratiske debat,” siger Steen Trolle.

I forhold til debatten og et kommende folketingsvalg; vil der være noget som ditoverblik.dk ikke vil dække?

”Det har jeg umiddelbart svært ved at se. Det ligger i hvert fald i min opgave, at jeg skal kunne gå kritisk til Dansk Folkepartis politikere og bede dem om at forklare og forsvare sig. Jeg har frie hænder til at lave præcist, hvad jeg har lyst til. Så hvis jeg skønner, at der er en sag, hvor Dansk Folkeparti bliver nødt til at komme ud med en bedre forklaring, end den man har kunnet læse sig til andre steder, så kan jeg gøre det,” siger Steen Trolle.

Stadig behov for brede medier

Selvom flere partier har fået deres egne redaktionelle medier, og Søren Schultz Jørgensen vurderer, at debatten op til det kommende folketingsvalg vil blive mere spredt, så mener han, at der stadig vil være medier, der samler og dækker bredden.

”Hvis de brede medier bliver mindre og færre, så skal man som borger ud at samle information fra mange forskellige kilder. Men jeg tror ikke, vi kommer til at stå i en situation, hvor vi som almindelige nyhedsforbrugere ikke får lidt at vide om alle partierne i løbet af vores almindelige nyhedsforbrug,” siger Søren Schultz Jørgensen.

Ville du betale for at læse den her artikel?

Ville du betale for at læse den her artikel?

Ville du betale for at læse den her artikel?

I en tid hvor nyhedsstrømmen løber fra os, og udbuddet aldrig har været større, udtænker medierne nye strategier for at fremme betalingsvilligheden.

Illustration: Henrika Hermann Hansen.

Skribent: Sara Hodzic

Udgivet den 26. marts 2019

Du klikker på det farvede ikon, der fører dig ind i en verden af billeder og video. Instagram. De såkaldte ‘stories’ er klar. Politikens logo er omkranset af en rød ring. Du trykker. Der ligger flere sekunders stillbillede med tekst oveni, og det vækker din appetit. Du vil have mere af historien. Et swipe op og du er på hjemmesiden, men her bliver du mødt af den. Muren.

Betalingsmuren minder dig om, at man skal bruge et abonnement for at kunne læse nyheden. Et digitalt abonnement. Netop disse er danskerne de dårligste i norden til at betale for, viser en undersøgelse fra RUC.

Hos det danske medie Zetland fører de en anden strategi, når det gælder abonnenter, end den man er vant til at se hos mere traditionelle medier. Abonnenterne bliver nemlig kaldt for medlemmer, fordi de skal kunne deltage og bidrage.

“Zetland har medlemmer, fordi vi opfatter os selv som medlemmernes medie. Vi lytter til dem og beder dem om at hjælpe os i vores journalistik og i vores udvikling som medie. Vi forsøger herved at skabe tillid og kontakt,” siger Jakob Moll, direktør for Zetland.

 

Lyd er det nye sort

Denne tillid og kontakt til medlemmerne udfoldes ved, at Zetland bruger den information, de får fra folk i praksis. Sådan er det gået til med skabelsen af deres lydunivers, hvor alle artikler kan blive læst op og lyttet til som podcast:

“Vores medlemmer efterspurgte en lydside. Så begyndte vi at teste det, og så investerede vi i at udgive alting på lyd for snart to år siden. I dag er langt over halvdelen af forbruget af Zetlands journalistik på lyd,” fortæller Jakob Moll.

De er ikke alene om at bruge lyd som en aktiv del af deres medie. Hos Politiken har man lavet en daglig podcast som led i en konstant udvikling for at fastholde abonnenter.

“Vi skal hele tiden være skarpe på at levere god kvalitetsjournalistik. Noget af det, vi har gjort, er den podcast, vi lancerede sidste år, som skal være med til at få folk til at blive ved med at abonnere her hos os,” siger Thomas Berndt, redaktionschef for politiken.dk

 

Vores naboer er bedre

I Sverige og Norge er de mere villige til at betale for onlineabonnementer, viser undersøgelsen fra RUC om danskernes brug af nyhedsmedier. Medieprofessor Kim Schrøder peger på, at priserne er billigere i de to lande, hvilket kan være én af flere grunde.

Det koster omkring 160 kroner at være digital kunde i nabolandene, hvor det er oppe at ramme 299 kroner hos Politiken. Thomas Berndt fra Politiken mener i særdeleshed, at kollegerne i Sverige og Norge gør et godt stykke arbejde. Det er dog ikke på deres dagsorden hos Politiken at skulle sænke priserne:

“Det er slet ikke på tale hos os, at prisen skal sænkes. Politiken er et kvalitetsprodukt, derfor tager vi den pris, vi tager. Opgaven for os er at lave et produkt, som folk har lyst til at betale for og blive ved med at abonnere på.”

Denne opgave er fra Politikens side blandt andet udfoldet ved skabelsen af deres daglige podcast. Det er samtidig vigtigt at fange de unge læsere, mener Thomas Berndt. Derfor er det omkring halvdelen af prisen, de studerende og udeboende under 30 år skal af med.

 

Virker en nyere strategi?

Zetland brander sig selv som et medie, der skal skærer gennem nyhedsstøjen fra de hurtigt

producerende medier i dag. Dette koncept falder i god jord hos modtagerne. Over størstedelen af medlemmerne begrunder nemlig deres medlemskab, som en støtte til dét Zetland står for.

Kim Schrøder mener, at lignende modeller som deres kan være effektive for betalingsvilligheden:

“Der er aviser rundt i verden, der har lavet modeller, der opfatter læserne mere som sponsorerer. The Guardian opkræver ikke et abonnement, men opfordrer derimod folk til at donere et fast beløb. Det må give medlemmerne en vis oplevelse af loyalitet.”

Fastholdelse og inddragelse af abonnenter kan meget vel være den nye effektive strategi for medierne. Men kan de komme uden om, at prisen stadig kan spille en væsentlig rolle i betalingsvilligheden?

 

Mikrobetaling

Kim Schrøder har flere bud på løsninger, der kan sikre og fremme nyhedsbetalingen på sigt.

“Jeg har i flere år tænkt, at dem, der går ind for mikrobetaling, måske har en pointe. Vi finder mange af vores nyheder på de sociale medier så ved at betale 5 kroner her og nu, får man lov til at læse artiklen. Jeg synes, det kunne være en interessant mulighed.”

Der hersker dog stor uenighed hos Jakob Moll fra Zetland.

“Jeg tror overhovedet ikke på mikrobetaling, fordi når man vælger at abonnere på et medie, er det også en beslutning om, hvilket syn man gerne vil have på verden. Man vælger på en måde et hold at spille på,” siger han.

Hos Politiken har de fundet en forretningsmodel for kvalitetsjournalistik på nettet, som virker fortrinligt for dem. Derfor er tanken om at inddrage mikrobetaling på stående fod heller ikke aktuel.

“Vi kommer ikke til at lave markant om, på den måde vi gør nu, fordi det virkelig fungerer. Hvis vi en dag finder frem til, at det ville være bedre for os at kombinere den nuværende model med en mikrobetalingsmodel, så kan det godt være, at vi ville gøre det. Men pt. har jeg ingen grund til at tro, at det skulle være tilfældet,” afslutter Thomas Berndt.

Ingen kommentarer

Ingen kommentarer

Ingen kommentarer

Thyra Frank er over den seneste tid forsvundet fra mediernes søgelys og undgår spørgsmål fra journalister. Det har konsekvenser for den journalistiske praksis, og dermed for offentligheden og demokratiet. Hvis det skal løses, er dialog vejen frem, siger Kurt Strand.

Illustration: Henrika Hermann Hansen.

Skribent: AMALIE HAUN

Udgivet den 25. marts 2019

Danmarks ældreminister hedder Thyra Frank (LA). Hun er forsvundet fra medielandskabet og vil ikke længere svare på spørgsmål fra journalister. Thyra Frank er et eksempel på flere nuværende sager om politikere, der melder sig helt eller delvist ud af mediebilledet. Politikere, som ikke vil stille op til interview eller svare på spørgsmål.

En undersøgelse, DR fik foretaget i 2017, viser, at Thyra Frank er den mest usynlige minister i medierne. I år har Thyra Frank udtalt sig offentligt én gang. Og det var igennem en pressemeddelelse skrevet på forhånd.

Det er blevet lidt udskældt, at hun ikke medvirker i live-interview – og i det hele taget stiller meget lidt op,” siger Kurt Strand, der er producent og vært på P1-programmet “Mennesker og Medier” og Mediekommentator i Kristeligt Dagblad. På trods af problematikken, mener han, at vi ikke altid kan undgå det.

“Vi er principielt nødt til at acceptere, at ikke alle politikere har lyst til at stille op til interview. I det lange løb er det bare et problem,” siger han.

Mark Ørsten, der er medieforsker ved RUC, er enig, og mener, at det vil være et demokratisk problem, hvis ingen politikere ville stille op til interview.

“Hvis politikeren bare forsvinder, forsvinder legitimiteten. Det er en super dårlig strategi ikke at svare og forklare de spørgsmål, der kommer,” forklarer Mark Ørsten.

Politikere er trætte af nyhedsmedierne

Ikke desto mindre er Thyra Frank stadig tavs. Henrik Sass Larsen, der er gruppeformand for Socialdemokratiet, er heller ikke glad for at udtale sig til medierne, og Danmarks tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har gentagne gange nægtet at udtale sig til Ekstra Bladet. Mark Ørsten, ser det som er et tegn på, at politikere er trætte af nyhedsmedierne og personsagerne.

“Politikere er hyperfølsomme over for medieomtalen. Derfor er der også begyndt at komme flere regler for journalister på Christiansborg. Det gør, at politikere nogle gange kan få lov til bare at være politikere,” siger han.

At en minister som Thyra Frank får lov til “bare at være politiker” og nægter at stille op til interview er påfaldende, mener Kurt Strand. Et godt eksempel er til pressemødet i januar, hvor regeringen skulle fremlægge deres planer for den nye sundhedsreform. Hele seks ministre stod klar til at svare på spørgsmål fra journalister. Bare ikke Thyra Frank. Ifølge Kurt Strand passer det dårligt ind i en moderne medievirkelighed, hvor offentligheden hele tiden er i kontakt med politikere.

“Der er en forventning til, at man i et demokratisk samfund svarer på de spørgsmål, der bliver stillet. Det vil være noget andet, hvis det var i Rusland. Der vil jeg have en forventning om, at der ligger nogle andre strukturer bag,” siger Kurt Strand.

Mørke skyer hænger over mediebranchen

Udover at nogle politikere er mere påpasselige med at udtale sig til medierne end tidligere er det generelt blevet sværere at være journalist i dag end for 30 år siden. Ifølge Mark Ørsten, er der siden 1980’erne sket en stigning i antal af spindoktorer og kommunikationsmedarbejdere i ministerierne og styrelserne. Det hænger sammen med, at politikerne synes personsager og skandaler fylder for meget i mediebilledet. Resultatet bliver flere citater som “ingen kommentarer”, eller at ministeren blot lader spindoktoren tale for sig.

“Generelt skal journalister arbejde hårdere i dag for at få kontakt med en politiker. De skal igennem flere led, og i mange tilfælde er en interviewaftale om især kritiske interview på TV noget, som der skal bruges ret lang tid på at forhandles på plads,” forklarer Mark Ørsten.

Medieløverne er altså mere glubske end tidligere, og politikerne er bange for dem. Det står i tråd med Thyra Franks manglende velvilje til at stille op til interview. Hun er bange for at blive kastet for løverne.

Vi skal huske de gode eksempler

Men selvom det er blevet sværere at være journalist i dag, end det var i 1980’erne, er der stadig politikere, der stiller op til interview. Det gælder både de kritiske interview, men også når problemerne vælter ud af ministerierne. Mark Ørsten mener, at et af de gode eksempler er Karsten Lauritzen (V), der er den nuværende skatteminister.

“SKAT har været igennem utrolig mange møgsager, og alligevel stiller Karsten Lauritzen op til interview. Derfor skal vi også huske at rose dem, der tager sagerne. Opmærksomheden går altid på dem, der ikke stiller op til interview,” siger Mark Ørsten.

Alligevel er det stadig et problem, at nogle politikere ikke vil stille op til interview. Det er en udfordring for demokratiet og offentligheden. Og i sidste ende journalistikken selv. For offentligheden har ret til at vide, hvad der foregår. Kurt Strand argumenterer for, at hvis en politiker som Thyra Frank nægter at stille op til interview, vil det fjerne substansen fra den oprindelige sag.

“I stedet bliver det bare en sag om sagen. Det bliver en form for metasag. Problemet ligger i, at hun ikke vil tage de tæsk, som skal tages,” siger han og afslutter: “Vi skal have en dialog. Det er og bliver grundlaget for vores demokrati.”

Vi har uden held forsøgt at få en kommentar fra Thyra Frank.