Sociale medier er et journalistik værktøj

Sociale medier er et journalistik værktøj

Sociale medier er et journalistik værktøj

Som journalist kan sociale medier bruges som en mulighed for at komme i dialog med et publikum. Tre professionelle journalister fortæller, hvordan de bruger Twitter og Instagram som en forlænget arm i deres arbejde.

Skribent: Laura Nørkjær Seligmann

Foto: Christian Falck Wolff

Udgivet den 29. oktober 2020

Man har ikke mange dage på gangene som journaliststuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole før man bliver præsenteret for strategier til sociale medier.

Der bliver forklaret om do’s and don’ts, og de nye studerende bliver sat til en omgang tilladt stalking af deres medstuderendes profiler på internettet.

Man bliver indført i korrekt journalistopførsel på de sociale medier: Professionel og uden for mange personlige detaljer. Men ser det også sådan ud i virkeligheden?

Tre journalister fra den danske mediebranche fortæller om deres vaner på de sociale medier og deler deres tanker om, hvilke muligheder sociale medier giver som professionel journalist.

 

Klik på billederne herunder og læs, hvordan tre journalister bruger de sociale medier.

JOHANNES LANGKILDE

Johannes Langkilde er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 2004. Herefter fik han job hos TV2 Nyhederne. Først som reporter og senere som studievært. Derefter skiftede han til DR Nyhederne, hvor han i en årrække var udenrigskorrespondent i Washington DC, men er nu hjemme i Danmark igen, hvor han er vært på TV Avisen samt Det Politiske Talkshow.

MARIA JENCEL

Maria Jencel er uddannet journalist fra Syddansk Universitet, hvor hun blev færdig med sin kandidat i 2017. Hun var i praktik hos DR Nyheder og blev senere Grækenlandskorrespondent samt Asien korrespondent for Berlingske. Senere vendte hun tilbage til DR som radiovært på P3. I dag er hun radiovært på 5 Media’s internationale podcast

FREDERIK KULAGER

Frederik Kulager er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 2017. Han tilbragte sin praktiktid hos Politiken og fik efter endt uddannelse job hos Zetland. Her skriver han ifølge hans LinkedIn-profil om ”internettet, politiske bevægelser online og medier”.

Sådan dækker du selvmord: Man bliver nødt til at tale om det for at gøre noget ved det

Sådan dækker du selvmord: Man bliver nødt til at tale om det for at gøre noget ved det

Sådan dækker du selvmord: Man bliver nødt til at tale om det for at gøre noget ved det

Det er vigtigt, at medier dækker historier om selvmord, så emnet kan aftabuiseres. Men det kræver overvejelser om, hvordan man dækker selvmord på den bedst mulige måde, ellers kan det føre til mere skade end gavn. Kom med ind i hovedet på to journalister, der har siddet med disse overvejelser.

Skribent: Stine Kærgaard Nissen
Illustrator: Charlotte Stentebjerg-Hansen

Udgivet den 29. oktober 2020

Spørgsmål 1.

 

Du vil gerne skrive en artikel om selvmord. Der er en klokke fra dengang, du havde Medieret og Presseetik, der ringer. Hvad var det nu, du lærte?

Du vil gerne skrive en artikel om selvmord. Der er en klokke fra dengang, du havde Medieret og Presseetik, der ringer. Hvad var det nu, du lærte?

Ulrik Holmstrup er journalist og medlem af Pressenævnet. Han understreger dog, at han ikke udtaler sig på vegne af Pressenævnet.

Ifølge ham har det altid været kutyme, at man ikke omtaler selvmord i medierne, fordi det er noget privat.

”Selvmord handler i bund og grund om privatlivets fred, som er beskrevet i et andet punkt. Men man har valgt at skrive det i et selvstændigt punkt og specifikt pege på, at det er et område, man skal være varsom med,” siger han.

Pressenævnet har de seneste 15 år haft ni sager omhandlende punktet selvmord. I seks af sagerne er der givet kritik. Disse sager har fået kritik, fordi der ikke var nogen almen interesse i at omtale selvmordet.

Spørgsmål 2.

 

Du overvejer, hvad der kan begrunde offentlig omtale af et selvmord. Hvad kommer du frem til?

Du overvejer, hvad der kan begrunde offentlig omtale af et selvmord. Hvad kommer du frem til?

Der er ikke noget entydigt svar på, hvornår offentlig omtale af selvmord kan begrundes. Her må man afveje modstående hensyn. Det er dog ikke et presseetisk problem, hvis de pårørende har indvilliget i omtalen. Og er der tale om et selvmordsforsøg, er det ligeledes ikke problematisk, hvis personen selv ønsker at stå frem.

Annette Erlangsen er seniorforsker og programleder på Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse. Hun mener, at det generelt er vigtigt at dække selvmord, fordi det er et tabubelagt emne. Derfor skal man ikke afholde sig fra emnet som journalist, selvom det kan være udfordring.

En af de journalister, der har dækket selvmord, er Andrea Dragsdahl, der er journalist på Zetland. Hun skrev d. 28. september 2020 artiklen Færre danskere forsøger selvmord. Jeg forsøgte at finde forklaringen bag en overset succes. Hun mener, det er vigtigt at skrive om selvmord for at kunne aftabuisere emnet.

Hør Andrea Dragsdahls tanker om emnets relevans:

I februar 2020 udgav DR dokumentaren Døde pigers dagbog. Den handler om et netværk af unge piger, som deler deres erfaringer med selvskade og selvmord på det sociale medie Instagram. Bag dokumentaren stod tilrettelæggerne Maria Lyhne Høj og Laurits Nansen. De syntes, det var vigtigt, at offentligheden fik kendskab til netværket, fordi selvskaden og selvmordstankerne bredte sig i netværket.

”Der var risiko for dominoeffekter – altså at det førte til mere selvskade, når pigerne bevægede sig i det her netværk. Derfor var det vigtigt, at eksistensen af netværket kom frem, så Instagram, behandlere og pårørende kunne forholde sig til det,” siger Laurits Nansen.

Det var en svær balance, hvordan dokumentaren skulle formidle, hvad der skete i netværket, uden at den bidrog til domino-effekten.

Hør Laurits Nansen fortælle om sine overvejelser:

 ”Havde det været små klip, hvor det bare havde set lækkert ud med folk, der forsøger selvmord, så ville vi have begået præcis den samme fejl som Instagram.” 

– Laurits Nansen, tilrettelægger hos DR 

Spørgsmål 3.

 

Du føler dig usikker på, hvordan du dækker emnet selvmord på den bedst mulige måde. Hvad gør du?

Du føler dig usikker på, hvordan du dækker emnet selvmord på den bedst mulige måde. Hvad gør du?

 Det er ikke Pressenævnets opgave at vurdere, hvordan journalister dækker selvmord på den bedst mulige måde.

Men det kan være en god ide som journalist at spørge eksperter i selvmord til råds, når man dækker emnet. Både Andrea Dragsdahl og Laurits Nansen spurgte eksperter til råds og brugte eksperter til at se deres arbejde igennem inden udgivelsen.

Hør, hvad Andrea Dragsdahl fik ud af at spørge eksperter til råds i arbejdet med artiklen:

”Der var en masse ting, jeg ikke havde tænkt over, som eksperterne lagde mærke til.”

– Andrea Dragsdahl, journalist hos Zetland 

Eksperternes vejledning tager udgangspunkt i WHO’s guidelines til, hvordan medier kan dække selvmord på en ansvarlig måde.

Anette Erlangsen, seniorforsker og programleder på Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse, fortæller, at der findes evidens for, at hvis man følger disse retningslinjer og dækker selvmord på den rigtige måde, kan det føre til et fald i selvmord og selvmordsforsøg. Det kaldes Papageno-effekten.

Papageno-effekten…

… stammer fra Mozarts opera Tryllefløjten, hvor Papageno bliver selvmordstruet, da han mister sit livs kærlighed. Men tre ånder griber ind og viser ham, at selvmord ikke er en udvej. Papageno-effekten er et udtryk for, at den rigtige omtale af selvmord kan føre til et fald i selvmord.

Det er et modsvar til Werther-effekten, som kommer fra Goethes Den Unge Werthers lidelser. I bogen dør hovedpersonen ved selvmord. Dens udgivelse startede en bølge af selvmord i Tyskland og resten af Europa, hvor unge mænd identificerede sig med Werther og kopierede hans selvmordshandling.

Kilde: https://selvmordsforskning.dk/viden/presse/papageno-prisen/ og https://selvmordsforskning.dk/aktuelt-werther-effekten/

Spørgsmål 4.

 

Du vil gerne have ansigt på de personer, som har haft selvmord inde på livet. Hvordan gør du det?

Du vil gerne have ansigt på de personer, som har haft selvmord inde på livet. Hvordan gør du det?

En af anbefalingerne fra WHO er at bringe historier om, hvordan man kan takle selvmordstanker. Annette Erlangsen fortæller, at det kan være gavnligt, hvis man bringer positive personlige beretninger om folk, der har haft selvmord inde på livet.

”Det er ikke farligt at bringe historier om nogen, der har det svært. Man kan gøre noget godt ved at fortælle om, hvordan en person er kommet ud af sine selvmordstanker.”

– Anette Erlangsen, seniorforsker og programleder på Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse

Andrea Dragsdahl valgte i sin artikel at bruge erfaringskilden Emma, som har forsøgt selvmord, men som nu har fået det bedre.

Hør Andrea Dragsdahl fortælle, hvorfor hun valgte Emma som kilde:

Annette Erlangsen fortæller dog, at det kan være skadeligt, hvis personer, som er døde ved selvmord, fremstilles som rollemodeller. Det kunne være, hvis en kendt person dør ved selvmord, og det glorificeres i medierne som en heltegerning.

I DR-dokumentaren medvirker tre piger fra netværket. De er nøje udvalgt, fordi de er reflekterede over netværkets konsekvenser, så det, der foregår i netværket, ikke fremstår forbilledligt. I stedet bruges kilderne til at advare om netværket.

Hør Laurits Nansen fortælle, hvilke tanker der lå bag kildevalget:

”Det var vigtigt for os, at der var nogle piger, der var i stand til at reflektere over det, de havde været igennem.”

– Laurits Nansen, tilrettelægger hos DR

Spørgsmål 5.

 

Hvordan forholder du dig til, at din kilde kan være ekstra sårbar?

Hvordan forholder du dig til, at din kilde kan være ekstra sårbar?

Når man bruger sårbare mennesker som kilder, bør man sikre sig, at de har en kontaktperson, som de kan gå til eller ved, hvor de kan hente hjælp, mener Annette Erlangsen.

”Det anbefales, at hvis en person er selvmordstruet, så skal man ikke give slip på dem, før en anden har taget over. Det kan jo også gælde for journalister,” siger hun.

Andrea Dragsdahl brugte eksperter til at give råd og vejledning om, hvordan man interviewer sårbare mennesker.

Hør hvilke råd, Andrea Dragsdahl fik fra eksperter:

”Det er vigtigt, at man som journalist ikke bare tænker, at man er god til sit arbejde.”

– Andrea Dragsdahl, journalist på Zetland

Hør, hvilke overvejelser Laurits Nansen har gjort sig om at tage ansvar for kilderne, der medvirker i Døde pigers dagbog:

Spørgsmål 6.

 

Da du taler med din erfaringskilde, fortæller personen dig detaljeret om sit selvmordsforsøg. Viderebringer du det i artiklen?

Da du taler med din erfaringskilde, fortæller personen dig detaljeret om sit selvmordsforsøg. Viderebringer du det i artiklen?

En anden af WHO’s retningslinjer er, at man ikke skal nævne metoder til selvmord. At beskrive selvmordsmetoder kan ifølge Annette Erlangsen være direkte skadeligt.

”Beskrivelser af metoder er en dårlig ide. Vi har evidens for, at når en konkret metode beskrives, kan det føre til en stigning i selvmordsforsøg med den samme metode,” siger hun.

 Derfor beskriver Andrea Dragsdahl i sin artikel ikke metoder, som kan give folk ideer til selvmord.

”Min kilde, Emma, har forsøgt selvmord mange gange, så jeg spurgte hende hvordan og hvornår. Det skrev jeg ikke ind. Jeg skrev, at hun har forsøgt selvmord, men ikke hvordan,” siger hun.

I Døde pigers dagbog fandt de det nødvendigt til en vis grad at videreformidle metoder til selvmord, fordi det blandt andet var metoder til selvmord, der blev delt i netværket, og som dokumentaren søgte at afdække. Men detaljer videreformidles ikke.

Hør Laurits Nansen give et eksempel på, hvordan han undgik at videreformidle detaljer:

”Vi ved, hvad det er for en væske, vedkommende har drukket. Det bliver ikke fortalt.”

– Laurits Nansen, tilrettelægger hos DR

I Pressenævnet kan der være tilfælde, hvor detaljeringsgraden i omtalen af et selvmord kritiseres. Men igen er det af hensyn til beskyttelsen af privatlivets fred.

”Vi kan godt gå ind og sige: ’Det var relevant at omtale selvmordet, men detaljeringsgraden kunne have været mindre.’ Man behøver ikke at gå i detaljer med forskellige makabre ting, for der er vi ude over den almene interesse,” siger Ulrik Holmstrup.

Spørgsmål 7.

 

Hvordan forholder du dig til de pårørende til en person, som er død ved selvmord?

Hvordan forholder du dig til de pårørende til en person, som er død ved selvmord?

WHO peger på, at man bør udvise forsigtighed og ekstra opmærksomhed i interviews med pårørende til en, som er død ved selvmord. Efterladte efter selvmord har større sandsynlighed for selv at udvise selvmordsadfærd. De udgør derfor også en sårbar gruppe.

Ifølge WHO kan det være gavnligt for pårørende til selvmord at have nogen at kunne spejle sig i i mediebilledet. Det kan især være gavnligt, hvis mediedækningen giver indsigt i, hvordan de pårørende har taklet at miste en til selvmord.

Ulrik Holmstrup fra Pressenævnet fortæller, at omtale af selvmord ikke er et presseetisk problem, når de pårørende selv ønsker at stå frem. Det er nemlig typisk de pårørende, der klager.

”Det er vores opgave at vurdere forholdet mellem hensynet til privatlivs fred og hensynet til en eventuel offentlig interesse. Som udgangspunkt har de pårørende ret til beskyttelse af deres privatliv, men nogle omstændigheder kan gøre, at det er okay, hvis mediet har omtalt det,” siger han.

 I Døde pigers dagbog er hovedpersonen Maja Luna død ved selvmord. Samarbejdet med Maja Lunas mor var vigtigt i arbejdet med dokumentaren.

Hør Laurits Nansen fortælle om samarbejdet med Maja Lunas mor:

Spørgsmål 8.

 

Nu har du lavet din research. Er der noget, du skal være særligt opmærksom på inden offentliggørelse?

Nu har du lavet din research. Er der noget, du skal være særligt opmærksom på inden offentliggørelse?

Your score is

WHO anbefaler, at man angiver, hvor man kan søge hjælp, hvis man har selvmordstanker, når selvmord omtales i medierne. På Livsliniens hjemmeside kan der findes et Pressekit, der ser sådan ud:

Du kan kontakte Livslinien, hvis du har selvmordstanker eller er i anden alvorlig livskrise, eller hvis du er pårørende eller efterladt til selvmord.

Telefonrådgivning, 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-05

Netrådgivning alle ugens dage på www.skrivdet.dk

Chatrådgivning mandag og torsdag kl. 17-21 samt lørdag kl. 13-17

Hør Andrea Dragsdahls tanker om at gøre henvisningen Livslinien tydelig:

”Når du støder på opslaget i dit feed, så synes jeg, at det skal være der.”

– Andrea Dragsdahl, journalist hos Zetland 

”Det, der er afgørende for os, er, at man husker at nævne, hvor man kan søge hjælp – uanset om man refererer til Livslinien eller andre steder. Det er vigtigt ikke at efterlade mennesker, der er berørte af problematikken, uden en reference til videre hjælp,” skriver Jeppe Kristian Toft, direktør for Livslinien, i en mail.

”Det, der er afgørende for os, er, at man husker at nævne, hvor man kan søge hjælp – uanset om man refererer til Livslinien eller andre steder. Det er vigtigt ikke at efterlade mennesker, der er berørte af problematikken, uden en reference til videre hjælp,” skriver Jeppe Kristian Toft, direktør for Livslinien, i en mail.

 Artiklen er nu færdigskrevet. Du har gjort dig dine overvejelser og er klar til at dække selvmord som journalist. Her kan du se alle anbefalingerne fra WHO om ansvarlig dækning af selvmord.

WHO’s korte anbefaling til ansvarlig rapportering om selvmord

Hvad bør man gøre:

  • Angiv, hvor man kan søge hjælp, hvis man har selvmordstanker
  • Bring fakta om selvmord og selvmordsforebyggelse, uden at sprede myter
  • Bring gerne historier om, hvordan man kan takle eller mestre belastende livsomstændigheder eller selvmordstanker og hvor man kan få hjælp
  • Udvis forsigtighed, når der rapporteres om berømte personers selvmord
  • Vær særligt opmærksom og udvis omtanke, når du interviewer familie eller venner, der er efterladte efter selvmord
  • Vær opmærksom på at mediefolk selv kan blive påvirket af historier om selvmord

 Hvad bør man undlade at gøre:

  • Gør ikke historier om selvmord til ’forsidestof’ og placer ikke teksten på et fremtrædende sted. Ligeledes bør historier heller ikke bringes flere gange
  • Anvend ikke sensationelt sprogbrug eller vendinger, der normaliserer eller præsenterer selvmord som en konstruktiv løsning på problemer
  • Nævn ikke den anvendte metode
  • Nævn ikke oplysninger om steder/lokaliteter
  • Brug ikke sensationelle overskrifter
  • Benyt ikke fotografier, videooptagelser eller links til sociale medier

Kilde: https://drisp.dk/who-medieguidelines/

Kåre Quist om at virke naturlig i en unaturlig situation

Kåre Quist om at virke naturlig i en unaturlig situation

Kåre Quist om at virke naturlig i en unaturlig situation

Når den populære nyhedsvært Kåre Quist trækker i arbejdstøjet, hviler en stor del af DR-redaktionens troværdighed på skuldrene af hans præstation.

Skribent: Peter Brøndsted

Foto: Rune Øe Nielsen

Udgivet den 29. oktober 2020

Med lukkede øjne og armene over kors sidder Kåre Røgind Quist i den læderbetrukne barberstol i det lille kridtfarvede lokale. Det velkendte arbejdstrikot; mørkeblå habitbukser, hvid skjorte og sorte lædersko slipper ikke for et par vildfarne dråber, da en sky af hairspray falder ned fra himlen. En Cola Zero og en halvspist trekantet sandwich står på en hylde ved siden af en sminketaske. For og bagtil kan man i de firkantede spejle følge processen, mens sminkedamen Susan børster hans mørkebrune skæg med en lille sort mascarabørste.

”Sminkerummet er normalt et fristed for mig, hvor jeg kan samle tankerne. Det er her, jeg kommer ind og får 20 minutters ro, inden vi skal videre med programmet, ” siger Kåre Quist. 

På uret i sminkerummet står viseren på 18.45. I morges, da han mødte ind kl. 10.00, skulle tophistorien have handlet om Arne og pensionsforhandlingerne på Christiansborg. For et par timer siden måtte Kåre Quist og resten af den sene nyhedsredaktion dog sadle om. Det kom nemlig frem, at den tidligere formand for Radikale Venstre, Morten Østergaard, har haft ikke blot én, men flere sager om sexisme kørende. Det er ikke unormalt, at TV Avisen bliver ændret i løbet af dagen, og de ansatte er derfor klar, hvis det skulle ske:

”Jeg synes, man kan mærke, at alle på redaktionen er indforståede med, hvilken rolle de udfylder som eksempelvis nyhedssvært, producer eller grafiker. Når vi har brug for at sætte tempoet op, kan stemningen godt blive lidt mere trykket og intens, men vi når i mål.”

Kåre Quist har været vært på TV-avisen siden 2012.

TV Avisen er som en balletkoreografi

I 2007 fik Kåre Quist sig et mindre chok, da TV Avisen pludselig ringede til ham. Det var dog ikke TV Avisen, men et nyt program, Ærlig talt, som han debuterede med på tv i 2008. Det nye program var en succes, og blot et halvt år senere fik han mulighed for at udvikle sin værtsrolle på det populære DR-program Kontant. Her blev han kendt som den kritiske og lidt kække journalist, når han konfronterede pengesvindlere og fupmagere med hårdtslående spørgsmål:

”Jeg kan godt lide kunsten i den undrende værtsrolle. Det bedste er jo, når seeren tænker: Hvorfor spørger han ikke om det? Og så spørger værten om det i samme sekund.”

Efter fem år på Kontant overtog han sin nuværende arbejdstitel som nyhedsvært på TV Avisen i 2012. Her var der en anden tone, og det betød en ny udfordring:

”De første par år på TV Avisen skal seerne lige se dig an. Passer ham den nye ind? Det er lidt samme situation som en svigersøn, der er på prøve hos svigerforældrene. I min situation var jeg bevidst om, at jeg blev nødt til at bevæge mig lidt væk fra den kække side, jeg havde haft i værtsrollen på Kontant.”

En vigtig del af Kåre Quists arbejdsdag handler om koreografi. I det store tv-studie, Studie 14, hvor aften-nyhederne sendes, er der placeret utallige klistermærker, der matcher farven på det grå gulv. De bruges, så billedbeskæringen i forhold til tv-vært og grafik sidder lige i skabet, når værten navigerer mellem indslagene under udsendelsen. Kåre Quist kalder det en mindre balletforestilling, der skal opføres:

”Jeg tror ikke, at folk har nogen idé om, hvor meget tid vi bruger på at øve. Hvis jeg placerer min fod to centimeter for langt til venstre, kommer jeg for eksempel til at blokere for noget af grafikken på skærmen bagved,” siger han og uddyber:

”Nogle tænker måske, at det bliver for opstillet til at være kritisk journalistik, men vi mister seerne, hvis udsendelsen bliver rodet. Vi skal oplyse seerne og have styr på fakta, og vi må ikke lave fejl. Det må simpelthen ikke ske.”

Ti timers arbejde overstået på 18 minutter

”Kåre så er der 3 minutter til…” lyder det fra produceren i tv-produktionen kl. 20.57. I tv-produktionen sidder fem ansatte, alle med hver deres ansvarsområde, og overvåger de 12 tv-skærme, der lyser ud i det let mørkelagte lokale.

I Studie 14 står Kåre Quist foran den 26 meter lange buede led-skærm. Over hovedet på ham hænger mindst 30 spotlys, der er hægtet fast i grå metalskinner. Langs siderne i lokalet løber bundter af ledninger, der er overtrukket med sort stof. Fire tilskuere, de sorte robotkameraer med rullehjul, står foran ham og blinker i skiftevis rødt og blåt lys.

”Fem. Fire. Tre. To. En…” Med et klik på mellemrumstasten går TV Avisens velkendte titelmelodi i gang. Kåre Quist har placeret sig i højre side af studiet med sine hvide cue cards i hænderne. Han begynder på dagens tophistorie:

”God aften og velkommen til den sene tv-avis. De radikales krise og skandale vokser…”

Mens indslaget fylder danskernes tv-skærme, bevæger Kåre Quist sig fra klistermærkerne på dansegulvet og over til sit bord i studiet. ”Så ruller vi Ringberg ind i studiet,” udsteder produceren. DR’s politiske analytiker Jens Ringberg følger trop og gør Kåre Quist selskab i studiet. Senere i udsendelsen følger nyhedshistorien om Arne og pensionsforhandlingerne. I studiet og produktionen forløber overgange mellem grafik, Kåre Quists speak og breakers mellem indslagene som en maskine. Til sidst stiller Kåre Quist om til vejret og slipper sine cue cards. På 18 minutter er ti timers arbejde overstået.

FEM KORTE OM KÅRE QUIST

Har gået på RUC og arbejdet freelance for Euroman, Berlingske og Ekstra Bladet.

Blev i 2007 ansat på DR som vært for Ærligt Talt. Startede et halvt år senere på Kontant.

Har siden 2012 været fastansat som nyhedsvært på TV Avisen. Dækker også kongehuset for DR.

Er gift med Tine Røgind Quist, der arbejder som Executive Producer på Discovery.

Parret er bosat nord for København sammen med sønnen Carl på 7 år.

At virke naturlig i en unaturlig situation

Med til jobbeskrivelsen som nyhedsvært følger forventningen om neutralitet. Som Kåre Quist selv forklarer det, må han ikke ”mene noget om noget som helst”. Det betyder, at han overvejer meget, hvornår der er behov for hans mening:

”Jeg har ikke et særligt behov for at være den store meningsdanner, for det kan hurtigt skabe en masse postyr i medierne. Så når jeg endelig siger min mening, er det som regel i et meget lukket forum,” siger han.

Ligeledes er han bevidst om, at det grundige og professionelle arbejde, der laves af resten af produktionen på DR Nyheder, lynhurtigt mister sin troværdighed, hvis værten virker ukomfortabel i studiet. Derfor mener han også, at den største udfordring som tv-vært er at lære at føle sig tilpas i studiet:

”Det handler jo om, at man skal virke helt naturlig i en af de mest unaturlige situationer, der findes.” 

Værtsrollen har han dog efterhånden fundet sig helt til rette i:

”Jeg var ude at spise brunch med Stéphanie Surrugue. Det var uden for arbejdstiden, men jeg ved jo godt, at folk kender mig fra tv. Da jeg skulle op til buffeten, spottede hun med det samme, at jeg gik og smilede og nikkede til folk, selvom der ikke var nogen, der henvendte sig til mig.”

Et smil breder sig fra kind til kind. Han ryster lidt på hovedet, som om han nærmest griner lidt af sig selv:

”Det havde jeg slet ikke tænkt over, at jeg gør. Det er jo lidt skørt, at værtsrollen efterhånden ligger så underbevidst i mig, at jeg skal have andre til at påpege det.”

Bertil Fruelund dækker pressemøder for Ritzau: ”Du skal være djævlens advokat”

Bertil Fruelund dækker pressemøder for Ritzau: ”Du skal være djævlens advokat”

Bertil Fruelund dækker pressemøder for Ritzau: ”Du skal være djævlens advokat”

Bertil Fruelund fra Ritzaus Bureau har dækket et utal af pressemøder den seneste tid. For ham er det en disciplin først at finde på spørgsmålene, når han står på stedet, men målet er altid det samme: Han skal finde hullerne.

Skribent: Mads Oxlund Petersen
Illustration: Amanda Nygaard Frisk

Udgivet den 29. oktober 2020

Bertil Fruelund springer op på cyklen og suser ned mod Eigtveds Pakhus. Det er endnu et COVID 19-pressemøde, han er på vej til. Han skal ned for at stille kritiske og opklarende spørgsmål til regeringens coronastrategi på vegne af befolkningen. Cykelturen går gennem København og ender ved den brostensbelagte indgang til Centraladministrationens møde-og konferencelokale, hvor en hel del af COVID 19-pressemøderne har udspillet sig.

På redaktionen fik man på kort tid koordineret sig frem til, hvem der skulle afsted, da nyheden om pressemøde tikkede ind. Den seneste tid har der været mere end almindeligt mange pressemøder, og selvom Bertil Fruelund er vant til at skulle dække en del, er han ikke vant til at dække dem en gang om ugen.

Journalisten er læserens repræsentant

Når Bertil Fruelund dækker pressemøder for Ritzaus Bureau, er han vant til at skulle gribe mikrofonen og skyde spørgsmål fra hoften. Alligevel er han journalist og ikke cowboy. For ham er det mere reglen end undtagelsen, at spørgsmålene til et pressemøde først sidder der, når man er mødt op, og mikrofonen bliver tændt:

”Det er jo lidt en disciplin som nyhedsjournalist at kunne finde på nogle spørgsmål ret hurtigt: Hvor kan man mærke, at det knirker lidt? Hvad giver mening for almindelige mennesker i det, de siger? Nogle gange bliver man indkaldt med 20 minutters varsel, og så har man ikke tid til andet end at gribe en kuglepen og en blok.”

Som ung journaliststuderende landede Bertil Fruelund i en praktikplads som finansjournalist, et emne som han efter eget udsagt ikke vidste noget om, den dag han startede. Dengang var det et spørgsmål om at få stoffet ind under neglene, og Bertil fik efterhånden ”skrevet sig ind” på området og opbygget sin erfaring. I dag har han både fået læst og skrevet sig ind på de emner, han dækker, men han savner alligevel at være grøn på nogle flere områder:

”Til tider gik det bedre i starten, fordi man nok formidlede stoffet bedre på læsernes vegne. Det, man ikke selv forstår, er tit det, læseren heller ikke forstår. Og på mange måder er man jo læserens repræsentant.”

Bertil Fruelund fremhæver især én vigtig ting som redskab til at stille de afgørende spørgsmål på et pressemøde:

”Du må ikke gå og tænke, at du lyder dum, eller at der findes mennesker, der ved mere om det end dig selv, for det er der helt sikkert. Men man må jo spørge på læsernes vegne, og forhåbentligt ved du bare lidt mere om det end dem.”

 

Går hårdt til magten

Når Bertil Fruelund efter sin cykeltur gennem de Københavnske gader har sat sig i stolen med blokken i hånden, er drømmescenariet at have al tiden til spørgsmål for sig selv, men som journalist på et pressemøde må man dele tiden med de øvrige journalister. Selvom nogle medier bliver prioriteret anderledes end andre, påvirker det ikke forholdet mellem journalisterne:

”Der er en god tone, og vi hjælper hinanden så godt, vi kan. Men det er jo altid DR og TV2, der får lov til at spørge først. Jeg prøver altid at tælle, hvor mange der kommer før mig, og hvis det er fire spørgsmål, skal jeg jo have fem gode spørgsmål.”

Som nyhedsreporter på Ritzaus Bureau er det Bertil Fruelunds fornemmeste opgave at formidle det, der sker, hurtigst muligt. Ritzau leverer nyheder til en stor del af de danske medier hver dag, og derfor er hurtighed og enkelthed to af de vigtigste parametre i Bertil Fruelunds dækning. På den måde sikrer han, at det, han skriver, kan bruges i alle medier.

Alligevel opfatter Bertil Fruelund det som sin journalistiske rolle at gå hårdt til den fremmødte magt på pressemøderne. Han husker sig selv på, at han er der på vegne af befolkningen og læserne – som en slags oversætter, som han selv siger – og den rolle har han især taget på sig under COVID 19-pressemøderne:

”Du skal være djævlens advokat over for dem, der udsender deres budskab. Selvom det måtte være det mest hjerteligt godgørende, skal du være kritisk over for det: Hvad er det, I vil have? Virker det? Hvad vil det betyde?”

Opgaven er at finde håret i suppen

Da antallet af COVID 19-pressemøder var på sit højeste i Danmark, fløj en del seere til tasterne på Facebook, fordi de mente, at journalisterne var for kritiske i en krisesituation. Samtidig udtalte Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, i en udgave af Journalisten, at han var ærgerlig over, at journalisterne ledte efter håret i suppen til pressemøderne. Men den sag ser Bertil Fruelund anderledes på:

”Det er jo vores opgave, for han kommer jo ikke selv til at sige, hvad der er håret i suppen. Vi skal finde hullerne, så læserne bliver opdateret på, hvad myndighederne kommer med, hvad det kan, og hvad det mangler. Så er der nogle, der mener, at spørgsmålene blev stillet for hårdt, men det har ikke noget med indholdet at gøre.”

 Og når man som journalist i et lokale fyldt med andre journalister skal forsøge at finde håret i suppen, har Bertil Fruelund ofte flere vinkler med i værktøjskassen for at kunne fange magthaverne på de mest saftige og problemfyldte emner:

”På det sidste pressemøde spurgte jeg Thorkild Fogde (Danmarks Rigspolitichef, red) om, hvordan han ville få de unge mennesker til at stoppe med at snave og drikke, når nu den katolske kirke ikke er lykkedes med det i 2000 år. Og der måtte han jo erkende, at det kunne de nok ikke.”

Journaliststuderende er ikke overraskende ens

Journaliststuderende er ikke overraskende ens

Journaliststuderende er ikke overraskende ens

Når journaliststuderende går rundt på journalisthøjskolens gange, ser de studerende overraskende ens ud. Illustreret Bunker har undersøgt, hvem de studerende er.

Skribent og grafik: Simon Stensgaard

Udgivet den 29. oktober 2020

Hvor ens er journaliststuderende egentlig? Er der overvægt af piger eller drenge? Er der virkelig så få etniske minoriteter, som det ser ud til?

I denne artikel kan du finde svar på disse spørgsmål.

Køn er det punkt, hvorpå de studerende er mest balancerede. I 2019 var der ifølge Danmarks Statistik 1944 studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Det gælder alle uddannelser – både på Helsingsforsgade i Aarhus og i Emdrup. Af dem var 812 mænd og 1132 kvinder. Det svarer til 58 procent kvinder og 42 procent mænd.

Sådan fordeler kønnene sig på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole:

Det er en rimelig ny udvikling. Fra 2005 til 2014 var der en overvægt af mænd på studiet. I 2014 vendte det rundt – her var 48 procent mænd, mens 52 procent var kvinder på studiet. Året før var fordelingen omvendt – 52 procent mænd og 48 procent kvinder.

Alder

Nogle studerende har brugt mange forsøg på at komme ind, mens andre end ikke færdiggør gymnasiet. Andre kom i gang med en anden uddannelse, før de indså at journalistik var vejen frem. Alle disse ting kan have indflydelse på gennemsnitsalderen på skolen.

Sådan er de studerendes alder fordelt:

Ifølge Danmarks Statistik var 95 procent af de studerende, der gik på skolen i 2019, mellem 20 og 29 år gamle. Kigger man nærmere på denne aldersgruppe, er der en overvægt i alderen 20-24 år, hvor man finder 60 procent af de studerende. I den andenstørste gruppe, 25-29 år, finder man 35 procent af de studerende.

Kun fire studerende var under 20 år. En enkelt studerende har rundet de halvtreds.

Generelt er mændene ældre end kvinderne.

Se, hvordan de studerendes alder er i forhold til deres køn:

 

 En af dem, der ligger over gennemsnitsalderen, er 62-årige Carsten Mortensen. Han studerer på 4. semester og er i øjeblikket i gang med praktikforberedelse.

Han fortæller, at han i starten tænkte en del over, at han var alderspræsidenten. Han fik frygteligt mange spørgsmål om sin alder. Men med tiden fyldte det mindre og mindre for ham.

”Så skal man også huske på, at der altid vil være én, der er ældst,” siger han.

 

Nu føler han sig tilpas på semesteret og oplever, at han er blevet en del af flokken.

Oprindeligt er han uddannet i historie med sidefag i samfundsfag. I mellemtiden har han dog nået at arbejde på et skibsværft, som orkesterbetjent og i en skolefritidsordning.

Politisk parti

 Også de studerendes stemmer til sidste valg ligner hinanden.

Helt overordnet svinger vægten mod rød blok. 70 procent af de studerende stemte på et parti fra rød blok, mens 21 procent stemte på et parti fra blå blok. De resterende stemte enten blankt, på et andet parti eller slet ikke.

Den klare vinder blandt journaliststuderende er Radikale Venstre, som fik næsten hver fjerde af de studerendes stemme ved sidste valg. På andenpladsen kommer Enhedslisten med 17 procent, mens Venstre indtager tredjepladsen med hver tiende stemme.

En enkelt stemme gik til både Stram Kurs og Kristendemokraterne, mens Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige fik to hver.

Etnicitet 

National oprindelse er klart den største skillelinje. Det er blot to procent af de studerende, der ikke har dansk oprindelse. De er henholdsvis indvandrere og efterkommere.

Ud af de 1994 studerende er der blot 45 med anden etnisk oprindelse. 17 af disse har indvandrerbaggrund, mens de resterende 28 er efterkommere.

 

Danmarks Statistik opgør national oprindelse på denne måde:

Dansk oprindelse: En eller begge forældre er født i Danmark og har dansk statsborgerskab.

Indvandrer: Født i udlandet, og ingen af forældrene er både født i Danmark og har dansk statsborgerskab.

Efterkommer: Født i Danmark, men ingen af forældrene er født i Danmark eller har dansk statsborgerskab.

Sami Kleit går på 4. semester og er også i gang med sin praktiksøgning. Hans far er libaneser, mens han mor er dansker. Det betyder, at han tæller med i statistikken under dansk oprindelse.

Lige siden jeg startede, har jeg undret mig over, at der ikke er flere med immigrantbaggrund. Der er jo generelt et åbentsindet miljø på skolen, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at man vil trives bedre her end på andre uddannelser,” siger han.

Selv er han ikke tilhænger af, at man forsøger at ramme en bestemt andel elever med anden etnisk baggrund. Han mener, at mange indvandrer og efterkommere slet ikke overvejer at blive journalister.

SÅDAN GJORDE SKRIBENTEN:

Danmarks Statistik fører statistik over de studerende på professionsbachelorerne i Danmark. Ved at hente tallene for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole har Illustreret Bunker beregnet, hvor store de forskellige grupper for køn, alder og etnicitet er.

Tallene om de studerendes politiske overbevisning stammer fra et spørgeskema, som de studerende bliver bedt om at udfylde, når de starter på uddannelsen. Her skal de studerende svare på en lang række spørgsmål.

Dermed er der blandt andet mulighed for at undersøge, hvilke partier de studerende stemte på ved sidste valg.

En kort, en lang, et splittet resultat og en klagesang. Hvordan håndterede DMJX afstemningen om 18 måneders praktik?

En kort, en lang, et splittet resultat og en klagesang. Hvordan håndterede DMJX afstemningen om 18 måneders praktik?

En kort, en lang, et splittet resultat og en klagesang. Hvordan håndterede DMJX afstemningen om 18 måneders praktik?

For nyligt fik 2. og 3. semester mulighed for at stemme om en forlængelse af deres praktikperiode på journalistuddannelsen. Afstemningen har dog ifølge flere elever været en kritisabel affære. På vegne af Illustreret Bunker har jeg sat mig for at undersøge, hvorfor skolen afviklede afstemningen, som de gjorde – og om de kunne have gjort det anderledes. 

Skribent: Frederikke Elberth Møller
Illustration: Charlotte Stentebjerg-Hansen

Udgivet den 29. oktober 2020

Med opladte sind og brune knæ mødte 2. og 3. semester direkte ind fra sommerferien for at afgive en vigtig stemme: Ville de have ændret deres praktikperiode fra 12 til 18 måneder? Jeg har opsøgt ledelse, bestyrelse og elever for at få forskellige vinkler på afstemningsprocessen.

DMJX fik på kort tid eksekveret både informationsmøde og afstemning blandt de studerende, og resultatet lå klart i indbakken på efterårets første dag: 3. semester fortsætter med deres nuværende studieordning med 12 måneders praktik, mens 2. semester med nød og næppe fik et kvalificeret overtal. Derfor sætter de nu kurs mod en praktiklængde på 18 måneder.

Stemmegrænsen for at godtage praktikforlængelse var 75 procent.

Med en samlet stemmeprocent på 71 fordelt over 2. og 3. semester ville alle elever som planlagt gå i 12 måneders praktik, hvis ikke resultatet var blevet opdelt. Men var det hele tiden meningen at dele stemmerne op?

DMJX’ uddannelseschef Henrik Berggren udtaler:

”Ja, det var meningen. Eller i hvert fald at vi kunne vælge at opdele det. Vi havde to meget forskellige resultater.”

Han henviser til, at 76,7 procent fra 2. semester stemte for en forlængelse af praktikken, mens 64,9 procent på 3. semester ønskede 18 måneders praktik. Henrik Berggrens svar stritter dog lidt. Først forklarer han, at skolen kunne vælge at dele stemmerne op. Efterfølgende skifter han til, at han gik ud fra, eleverne var klar over stemmeopdelingen mellem semestrene. Men eleverne har intet fået at vide om den opdeling – hverken mundtligt eller på skrift.

 

Et oplyst valg på uoplyst grundlag

Jeg søger videre efter et entydigt svar, og det burde kunne findes i skolebestyrelsens seneste mødereferater. De ligger frit tilgængelige på DMJX’ hjemmeside, men både dagsorden, bilag og mødereferat fra 22. juni 2020 er som sunket i jorden. Det var den dag, bestyrelsen havde et møde om praktikperioden. Men alt fra den dato er væk.

Prorektor Jens Grund, som ligeledes sidder i bestyrelsen for DMJX, tager heller ikke sin telefon trods gentagne forsøg på kontakt. Jeg formulerer flere beskeder til ham i håbet om et interview, men bliver mødt af følgende:

”Kære Frederikke. Jeg er optaget.”

Danmarks Medie – og Journalisthøjskoles prorektor har ikke tid til et interview på 30 minutter, selvom han får en frist på 12 dage. Med en SMS-besked gør jeg opmærksom på, at jeg ville ønske, svaret lå i bestyrelsens mødereferat fra 22. juni, men at det er blevet slettet fra skolens hjemmeside.

Intet svar.

Som et sidste forsøg på at finde afklaring på, om 2. og 3. semesters stemmer oprindeligt skulle adskilles, kontakter jeg en person, som er mere tilgængelig end skolens rektorat. Denne person bliver daværende studenterrepræsentant, Mats Piilmann Magnussen. Han sad i skolens bestyrelse, da der blev drøftet tidligere afbrydelse af den nuværendes studieordnings 12 måneders praktikperiode, og han mener ikke, at der blev talt om opdeling af stemmeresultaterne.

”Det husker jeg ikke, at vi gjorde. Jeg vidste i hvert fald ikke, at der ville blive skelnet mellem semestrene”.

Mats sender mig ligeledes referatet fra bestyrelsesmødet, da han som tidligere bestyrelsesmedlem heldigvis har det liggende. I det står heller intet om, at 2. og 3. semesters stemmer skulle deles op. Der står i stedet følgende – som kunne tyde på det modsatte:

“Bestyrelsen besluttede (…) at søge ministeriet om afbrydelse af forsøgsordningen for Journalistik med virkning fra 2019, såfremt 25% af de studerende i den foreslåede undersøgelse ikke anser det for problematisk.”

Efter flere interviews samt gennemgang af mødereferater peger ingen pile i retning af, at opdelingen hele tiden var planlagt – det har eleverne i så fald intet hørt om. Det efterlader en undren.

Har skolen haft interesse i at få så mange som muligt i 18 måneders praktik? Svaret ligger måske begravet hos de højere magter. Men prorektor Jens Grund er 16 dage efter min sidste henvendelse ikke vendt tilbage. Ligeledes er mødereferatet fra 22. juni stadig ikkeeksisterende på DMJX’ hjemmeside.

 

Utilfredshed og uoplyste elever

Det er altså ikke umiddelbart til at finde svar på, om skolen fra start havde intention om separering af stemmerne.

Derfor dykker Illustreret Bunker i stedet ned i processen før den vigtige afstemning. Vi spoler tiden tilbage til to uger inden, eleverne fik stemmeresultaterne. I forbindelse med at DMJX overhovedet besluttede sig for at afholde en afstemning, skrev vores prorektor nemlig følgende 17. august:

”Det er vigtigt for os, at I kan afgive jeres stemme på et oplyst grundlag.”

Hvis skolen ønsker, at de studerende skal tage en beslutning på oplyst grundlag, kan det umiddelbart forekomme irrationelt at åbne afstemningen syv dage inden, uddannelseschef Henrik Berggren og praktikkoordinator Martin Vestergaard holder det famøse green-screen-informationsmøde. Hvordan kan skolens elever tage et oplyst valg uden at være blevet oplyst først?

Henrik Berggren forklarer det med, at en tidlig åbning af den virtuelle stemmeurne blev igangsat for at få højere stemmeprocent.

”Vi tvang ingen til at stemme inden informationsmødet. Vidste man ikke nok, kunne man bare stemme efter mødet. Det er ikke vanskeligt.”

Meget tyder dog på, at en stor del af DMJX’ studerende faktisk stemte, inden de blev oplyst af skolen. Illustreret Bunker igangsatte en spørgeskemaundersøgelse – som kun kan besvares én gang – hvor omkring 25 procent af eleverne på 2. og 3. semester har svaret på, hvornår i processen de har afgivet deres stemme. 55 procent af de adspurgte har svaret ”før skolens online infomøde.”

Jeg spørger studenterrepræsentant Mats Piilmann Magnussen, hvad han tænker om skolens prioritering om at åbne afstemningen før informationsmødet.

”DMJX skulle selvfølgelig have afholdt informationsmødet inden afstemningen. Det er præcis ligesom til et folketingsvalg, hvor man i en lang periode op til afstemningen informerer om, hvad det handler om. Man skulle have gjort det samme på skolen,” siger han.

Netop Mats’ formulering stemmer godt overens med, hvordan Simone Nielsen, 2. semester, har afgivet sin stemme. Hun stemte nemlig for en praktikperiode på 12 måneder inden informationsmødet, men gør opmærksom på, at hendes valg ikke var velfunderet.

”Jeg var blank på, hvad jeg ville stemme, og at skolen åbnede afstemningen først, bidrog blot mere til forvirringen. Jeg mener bestemt ikke, vi fik nok tid og information til at tage et velbegrundet valg”.

Med manglende information henviser Simone Nielsen til, at hun savnede erfaringer fra mediebranchen og praktikanter, som har prøvet en 18 måneders praktikperiode.

”Jeg vidste jo ikke, hvad jeg ville få ud af henholdsvis 12 eller 18 måneders praktik. Jeg ville gerne have hørt noget fra praktikanternes og mediebranchens egen mund. Hvad tænker de om det?,” siger hun.

Henrik Berggren lægger dog stor vægt på, at skolens online informationsmøde skulle være upartisk. Han og praktikkoordinator Martin Vestergaard ville altså ikke sælge den ene praktikmodel bedre end den anden.

Han anerkender, at skolen godt kunne have brugt flere ressourcer på at oplyse eleverne med aktører udefra, men understreger, at det ville være et stort set-up at sætte i søen. I stedet henviser han til, at tvivlsomme elever kunne have taget spaden i egen hånd.

”Vi følte, at vores infomøde var nok. Hvis eleverne manglede oplysninger, kunne de bare selv have søgt dem, så de kunne stemme på et oplyst grundlag inden informationsmødet”.