Meningsmåling – Folketingsvalget 2022: Enormt rødt flertal blandt journalist- og fotojournaliststuderende

Meningsmåling – Folketingsvalget 2022: Enormt rødt flertal blandt journalist- og fotojournaliststuderende

Meningsmåling – Folketingsvalget 2022: Enormt rødt flertal blandt journalist- og fotojournaliststuderende

En meningsmåling, som er foretaget af Illustreret Bunker forud for Folketingsvalget blandt de journalist- og fotojournaliststuderende på DMJX, viser et klart billede af en skole, der er domineret af venstreorienterede studerende. 

TEKST: Konrad Cornelius Rasmussen
Illustration: Louise Rix 

Udgivet den 01. november 2022

Over 70 procent af de studerende på journalist- og fotojournalistuddannelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole stemmer, ifølge en ny undersøgelse lavet af Illustreret Bunker, på rød blok.

Enhedslisten er med afstand det største parti blandt de adspurgte studerende. Derefter kommer Radikale Venstre, der på trods af dårlige meningsmålinger på landsplan, når en stemmeprocent på næsten 16 procent. Det er studerende på 1., 2., 3., 4., og 7. semester af journalistuddannelsen samt 1.,3., og 7. semester på fotojournalistuddannelsen, der har deltaget i undersøgelsen. 

Figur 1: De blå tal viser, hvad de journaliststuderende har tilkendegivet. De orange tal viser, hvad exit-pollen viste på valgaftenen klokken 20:00.

Værd at bemærke er, at de to traditionelt store partier, Socialdemokratiet og Venstre, ligger på under 10 procent af stemmerne. Derudover er de mest indvandrerkritiske partier også ringe repræsenteret blandt vælgerne på DMJX.

Figur 2: Diagrammet viser, hvor mange procent af stemmerne rød og blå blok ville få ifølge svarene fra de journaliststuderende.

Kigger man på fordelingen i forhold til blå og rød blok, så kan man også her se en stor koncentration af vælgere, der stemmer på rød blok. De traditionelle venstrefløjspartier opnår altså næsten 72 procent af stemmerne, hvorimod blå blok må tage til takke med, at cirka 18 procent af de journaliststuderende stemmer på dem.

Et af de steder, hvor de journaliststuderende afspejler resten af befolkningen, er opbakningen til Moderaterne med Lars Løkke Rasmussen i spidsen. Ifølge meningsmålingen ligger Moderaterne på 10 procent, hvilket afspejler de landsdækkende meningsmålinger meget.

FAKTA OM MENINGSMÅLINGEN
  • Undersøgelsen er foretaget af Illustreret Bunker i samarbejde med underviser Kresten Roland.
  • Svarene kommer fra journaliststuderende på 1.,2.,3., og 7. semester, samt fotojournaliststuderende på 1,.3,. og 7. semester.
  • I alt har 293 studerende svaret på undersøgelsen. Derudover har ni svaret, at de stemmer blankt, tre har svaret, at de ikke vil stemme og to ønsker ikke at oplyse, hvad de stemmer på.

Ikke problematisk, siger uddannelseschef.

Uddannelseschef for journalistik på DMJX, Henrik Berggren, kan se et problem, men mener ikke, at det er et stort et af slagsen. Han ser i stedet, at man kigger et andet sted hen og laver samme undersøgelse.

“Det er et problem med overrepræsentationen, men jeg ser det ikke som noget stort problem. Jeg synes det er mere interessant at undersøge, hvad den brede journaliststand stemmer, frem for hvad de journaliststuderende stemmer,” siger Henrik Berggren i et interview med Illustreret Bunker.

Henrik Berggren tilføjer:

“Det kunne også være interessant at sammenligne tallene i forhold til andre humaniora-uddannelser i de store byer. Mit klare indtryk er, at de også vil have nogenlunde den samme fordeling af stemmer. Jeg tror altså ikke, at det er noget særligt med de journaliststuderende. Det er mere et generations- og demografisk spørgsmål,” siger han.

Ifølge Henrik Berggren er det heller ikke problematisk, at journaliststuderende har en bestemt politisk holdning. Det vigtige for uddannelseschefen er, at de studerende bliver dygtigst muligt til det journalistiske håndværk, samt at de forstår, at man som journalist skal kunne lægge sine egne holdninger til side, når man arbejder professionelt med journalistikken. Noget, han mener, DMJX har meget fokus på i undervisningen.

“Det vigtigste for mig er, at de journaliststuderende er fagligt stærke. Altså at de kan lægge deres personlige holdninger til side, når de arbejder professionelt med journalistik. Det synes jeg også, at man kan se, at den brede journaliststand er gode til,” siger Henrik Berggren.

Folketingsvalget 2022 bliver afholdt d. 1. november. Valgstederne er åbne indtil klokken 20:00. Læs mere om Illustreret Bunkers undersøgelse i næste udgave af avisen, der udkommer til december.

Tryklufthorn, røve i sæder og fremtidsdrømme: Kom med på praktikmesse

Tryklufthorn, røve i sæder og fremtidsdrømme: Kom med på praktikmesse

Fjerde semester har været på praktikmesse! I løbet af seks runder kan de studerende og medierne lærer hinanden at kende, inden der skal søges om praktik. Se vores reportage for at få et indblik i eventet.

TEKST & video: Victor Heide-Jørgensen

Udgivet den 27. oktober 2022
#MinTwitterguide: Jeg undersøgte, hvordan man bliver god til Twitter og endte med fem hovedregler

#MinTwitterguide: Jeg undersøgte, hvordan man bliver god til Twitter og endte med fem hovedregler

#MinTwitterguide: Jeg undersøgte, hvordan man bliver god til Twitter og endte med fem hovedregler

Jeg var i tvivl om, hvordan jeg fik luft under vingerne på min Twitter-konto. Derfor satte jeg mig for at undersøge, hvordan man bliver dygtig til Twitter. Jeg rådførte mig med en ekspert og tre kendte journalister med Twitter-succes. Læs med, hvis du vil have de samme råd, som jeg fik.

TEKST: Frederik Præstiin
ILLUSTRATION: Rasmus Thorsen

Udgivet den 12. maj 2022

Når det kommer til sociale medier, er Twitter på ingen måde det mest benyttede herhjemme. Faktisk har Twitter kun i omegnen af 500.000 danske brugere og må derfor se sig slået af medier som Facebook, Instagram og endda LinkedIn. Man skulle næsten tro, at det lyseblå ikon med fuglen Larry T Bird helt er blevet overset. 

Men det passer ikke.

For selvom Twitter ikke har fat i den unge del af befolkningen, så valfarter journalister, politikere og meningsdannere derind. Twitter er efterhånden blevet en platform, der giver et hulens godt overblik, og som giver rig mulighed for at debattere og dele sin passion.   

Selv er jeg ikke den store Twitter-konge, men jeg elsker at se med derinde. Og jeg følger netop journalister og politikere, fordi jeg synes, jeg bliver klogere og får udfordret mit verdensbillede. Men når det kommer til at tweete, Hvilket sker 6.000 gange i sekundet på globalt plan, så er jeg mere udfordret. Ikke fordi jeg ikke har noget på hjerte. Mere fordi jeg ikke ved, hvad der virker, og hvordan jargonen er.

Derfor satte jeg mig for at undersøge, hvad der virker bedst på Twitter. Ifølge Twitter-ekspert Søren Pedersen, er det svært at sætte en formel på, hvordan man bedst gebærder sig på mediet. Men der findes alligevel nogle hovedregler. Dem har jeg samlet og sammenkogt til fem gode råd.

1. Knyt en personlig kommentar til de links, du deler

Længe før danskerne opdagede Twitter, var det udbredt andre steder i verden. Blandt andet i den arabiske verden. Det opdagede DR’s mellemøstkorrespondent, Puk Damsgård, som bruger Twitter til sit arbejde. 

”Twitter er for mig et sted, hvor jeg kan holde mig opdateret. Det er en del af mit work space, og jeg deler, hvad der falder mig for – ud fra mine interesser og mit stofområde. Det er ikke et sted, jeg går ind, når jeg holder fri,” siger hun.

På Twitter har man blot 280 tegn til rådighed i statusopdateringerne, så når du skal dele en historie, skal det gøres klart og præcist. Mange vælger at vedhæfte et link til en interessant artikel, som siger noget om en holdning eller et budskab, de vil ud med.

Men det er ikke nok blot at vedhæfte en artikel og så trykke ’tweet’.

”Opgiv tanken om bare at tweete et link til en interessant artikel. Du skal knytte din personlige kommentar til den,” siger Søren Pedersen.

2. Giv dine budskaber kant

Et andet råd er, at du bliver nødt til at give dine budskaber lidt kant for at blive set. 

”I hvert fald i en opstart hvor du skal oparbejde engagement og få flere ’venner’,” siger Søren Pedersen. 

Det betyder dog ikke, at du bare skal skrive hæmningsløst og frit fra hoften. Det er en god idé at tænke sig om, inden man lægger noget op.

”Tænk dig lige om i 30 sekunder før du trykker send. Selvom du skarpvinkler dine pointer, så sørg for at der alligevel er dækning for dine budskaber,” siger Søren Pedersen.  

Denne tilgang er chefredaktør på Frihedsbrevet Kristoffer Eriksen ikke helt tilhænger af. Han interesserer sig slet ikke for, hvad der virker på Twitter. 

”Når jeg skriver noget på Twitter, tænker jeg meget lidt. Min erfaring er, at de ting, jeg har skrevet, som jeg har tænkt mindst over, og som er allermest impulsdrevet, har haft den mest interessante effekt. Enten fordi folk er blevet meget sure på mig, eller fordi de er meget enige med mig. Det synes jeg er sjovt. Jeg interesserer mig slet ikke for, hvad der virker på Twitter, for så tror jeg, man bliver en meget forfærdelig og konstrueret person at følge,” siger han.

Her er der altså delte holdninger, i forhold til hvad der virker bedst. Jeg synes, det hele kommer an på, hvilket image du vil danne på din profil, og hvordan du ønsker at bruge den. Her vil man nemt kunne finde en god mellemvej mellem henholdsvis Søren Pedersens og Kristoffer Eriksens metoder.

3. Undgå shitstorme

Jeg oprettede min Twitterprofil tilbage i 2014, og jeg oplever, at tonen har ændret sig meget siden. Den er blevet hårdere, nærmest uforsonlig. Det er især debatterne, der vækker harme, og det kan synes håbløst, ja næsten umuligt, at holde tonen ren i kommentarsporene. Hvor Twitter ofte er blevet sammenlignet med en læringsplatform, er sproget derinde nu blevet så voldsomt, at det helt risikerer at overskygge debatternes primære formål.

”Jeg kan godt se, hvor det bliver betændt. Jeg er glad for, at jeg ikke deltager i kønsdebatten for eksempel. Det virker til at være ganske modbydeligt meget af tiden,” siger Sebastian Stanbury, journalist på Mediano. 

Ifølge ham selv, tænker han meget over, hvad han tweeter. 

”Jeg prøver at opføre mig ordentligt og ikke svine folk til. Jeg vil ikke være for negativ derinde, for så tror jeg, at jeg får negativitet igen, og det er jeg ikke interesseret i,” siger han.

Puk Damsgård deltager slet ikke i debatten på Twitter. 

”Jeg undgår at deltage i debatter, fordi det hurtigt bliver perfidt med en debat på så få tegn,” siger hun.  

Faren ved at tilkendegive sin holdning på Twitter er, at man meget nemt kan havne i en shitstorm, hvor man bliver mødt med voldsom kritik og ualmindeligt mange negative kommentarer. 

Så hvordan slipper man for disse ubehageligheder? Søren Pedersen har et ganske simpelt råd:

”Undgå at komme ind i shitstorme, hvor du bruger oceaner af tid på at overbevise folk, som alligevel aldrig bliver overbevist. Træk dig ud af de diskussioner hurtigt,” siger han.

Hermed er budskabet altså ikke, at du skal holde dig fra at debattere på Twitter. Det er trods alt en af de vigtigste og mest benyttede aktiviteter derinde. Men debattér med det forbehold, at folk hurtigt kan blive meget sure og ubehagelige. Du må gøre op med dig selv, om det er noget, du gider at bruge din tid på. Og husk så, at der også findes mange gode, indsigtsfulde debatter på Twitter.

4. Lav et positivt feed

Et af værktøjerne til at undgå sure, ubehagelige profiler er enkelt. Mute dem. Det kan i hvert fald være en begyndelse i forhold til at opnå mere positivitet på platformen.

”Mute folk, du synes er irriterende, og som ikke bidrager med noget fornuftigt. Det er en kæmpe lettelse at få et feed, man kun bliver inspireret og udfordret af, og som man ikke bliver sur af,” siger Søren Pedersen.

Når man inspirerer hinanden, er min erfaring, at debatten bliver præget herefter. Og det er trods alt dét, Twitter er kendt for, og som gør, at det adskiller sig fra de andre medier. 

”Jeg kan bedre lide debatten på Twitter. Jeg synes, jeg får flere informationer, og jeg synes, jeg får nyhederne hurtigere. Det er jo et fremragende overblik til nyheder og information,” siger Sebastian Stanbury.

5. Brug Humor

Det sidste og måske vigtigste råd er humor. For er der noget, mennesker kan samles om, så er det humor. Og på den måde undgår du at lave statiske opslag, der forsvinder i mængden.  

”Folk på Twitter elsker originale tanker, studier og data. Og ikke mindst humor,” siger Søren Pedersen.  

Det nævner Sebastian Stanbury også, da jeg spørger ham, hvad han synes, der virker på Twitter.

”Jeg tror, humor fungerer. Hvis jeg skriver en interessant betragtning om en fodboldspiller, så når det ud til en vis skare. Hvis jeg tweeter noget, folk synes er sjovt, så når det meget længere ud,” siger han.

Forhåbentligt kan disse råd være med til at give dig et skub fremad. Men det vigtigste er nok, at du er dig selv på Twitter, og at du prøver dig frem. Så vil du også automatisk finde ud af, hvad der virker bedst for dig, og hvad folk reagerer på.

At skære i udviklingsbistanden er som at pisse i bukserne for at holde varmen

At skære i udviklingsbistanden er som at pisse i bukserne for at holde varmen

At skære i udviklingsbistanden er som at pisse i bukserne for at holde varmen

TEKST & FOTO: Magnus Bechtold Helms, journaliststuderende

Udgivet den 12. maj 2022

Udviklingsbistanden bliver beskåret med to milliarder kroner, der skal gå til modtagelse af ukrainske flygtninge grundet Ruslands invasion i Ukraine. Hvis vi vælger at skære i støtten til andre lande, vil det have store konsekvenser for lande i Afrika og Mellemøsten. Et land som Libanon kan nedskæringen få store konsekvenser for. Landet er i dyb økonomisk krise. I sidste ende kan det gå ud over os selv her i Danmark.  

Jeg var selv i påskeferien i Libanon. Her så jeg overdimensionerede tavler med valgplakater for den militære politiske organisation Hizbollah pryder de fleste gadehjørner i Bekaa-dalen. Det er snart valg. Den ujævne vej afbrydes flere gange af militære checkpoints. Ude på markerne ved siden af vejen ser man interimistiske telte bygget af presenninger og bildæk. Min fætter, der arbejder i Libanon, fortæller, at der bor syriske flygtninge her, og for blot få måneder siden var der metervis af sne netop her. Køreturen, og det senere besøg vi havde i byen Balbek, var et reality-check af de helt store. Især når man kommer fra påskens snaps og sild hjemme i Danmark.

Bekaa-dalen er en region i Libanon, som grænser op til det krigshærgede Syrien. Ligesom i resten af Libanon rammer den økonomiske krise hårdt her. Det går især ud over syriske flygtninge og den fattige del af libaneserne. Derfor er nødhjælpsorganisationer i nærområderne enormt vigtige for lokalbefolkningen.

Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) skrev en kronik til Kristelig Dagblad om netop dette tilbage i januar. Her fortalte han om sine oplevelser under et besøg i Bekaa-dalen. I kronikken understregede han vigtigheden af at skabe bedre fremtidsmuligheder i nærområderne med hjælp fra udviklingsbistand. Han udtrykte samtidig en forståelse for, at befolkningen i Bekaa-dalen drømmer om at komme til Europa. 

Den 16. marts i år blev den såkaldte særlov for ukrainske flygtninge indført. Ifølge en artikel af journalist Marie Møller Munksgaard, publiceret på Altinget.dk, kommer det til at betyde et indhug på to milliarder kroner i udviklingsbistanden bare i år. Penge der kommer til at gå til modtagelsen af ukrainske flygtninge.

Desperate mennesker

Verdensbanken anslår i en rapport fra 2021, at den økonomiske krise i Libanon globalt set er blandt de mest alvorlige siden det 19. århundrede. Under mit ophold i landet, oplever jeg det tydeligt i hovedstaden Beirut. Byen bærer stadig præg af ødelæggelserne efter den enorme eksplosion på byens havn tilbage i 2020. Samtidig er der hver dag timelange strømafbrydelser i hele byen, der resulterer i, at folk må have generatorer eller biler stående i tomgang for at skabe strøm. Denne alvorlige situation viser med vigtigheden af den nødhjælp som udviklingsbistanden støtter. 

En af de nødhjælpsorganisationer, der er til stede i Bekaa-dalen, er Salam LADC. Over flere omgange, har danskeren Nina Storgaard Albertsen arbejdet frivilligt for dem. Hun har på allernærmeste hold set, hvordan magtesløsheden og desperationen manifesterer sig blandt lokalbefolkningen i Libanon. Hun fortæller blandt andet:

”Folk havde våben og sloges for at få den benzin, der var (…) Helt basale fødevarer steg i pris fra dag til dag, fordi de libanesiske pund hele tiden faldt i værdi.”

Under mit eget besøg i Libanon viste min fætter sit lager af mad i tøjskabet. Maden er til rådighed, hvis der pludselig opstår konflikt. I den situation vil det være godt at kunne blive i lejligheden. Netop den risiko beskrev Nina til mig sådan her:

”Man har hele tiden en følelse af, at en tændstik det forkerte sted kan antænde en konflikt.”

I et land, der tidligere har været hærget af borgerkrig, som nu står i afgrundsdyb krise, er nødhjælpsorganisationer og udviklingsbistand med til at skabe håb. For hvis fremtidsmulighederne i Libanon skal se bedre ud, end de gør nu, skal der hjælp til. Lytter man til Nina S. Albertsens beretninger, er nødhjælpsarbejdet og udviklingsbistanden vital for fremtidsmulighederne for det libanesiske folk. Uden fremtidsudsigter og håb risikerer man, at folk flygter til andre lande.

 

Forskelsbehandlingen kommer tilbage som en boomerang

Den seneste tids debat om forskelsbehandling af flygtninge, der kommer til Danmark, illustreres godt i denne sag. For selvfølgelig skal Danmark tage godt imod de ukrainske flygtninge, der kommer hertil, når der er en så forfærdelig krig i Ukraine.

Spørgsmålet er slet ikke, om Danmark skal bevillige penge til modtagelsen af ukrainske flygtninge, men nærmere hvor pengene skal komme fra. For hvis man skærer i udviklingsbistanden, risikerer det at gå ud over netop fremtidsmulighederne i lande som Libanon, hvor nødhjælpsorganisationerne er vigtige.

Og hvad sker der så? Ja, hvis der først kommer krig i Libanon, kan man kun gisne om, hvad det vil betyde for flygtningestrømme til Europa og Danmark. Sidst der var borgerkrig i Libanon, udgjorde libanesere og statsløse palæstinensere, der kom fra Libanon, en betydelig del af det samlede antal flygtninge. Hen mod borgerkrigens afslutning i årene 1985-1992, udgjorde libanesiske flygtninge ifølge Danmarks Statistiks  indvandringsrapport fra 2007 omkring 15%. 

Hvad er så bedst? At forebygge potentiel krig i lande som Libanon og samtidig hjælpe de ukrainske flygtninge. Eller kun det sidstnævnte? 

Jeg tror på, at regeringen ikke ønsker at pisse i bukserne for at holde varmen. Derfor bør de bestræbe sig på at finde to milliarder et andet sted end i udviklingsbistanden. For Libanon står ikke alene om at have hårdt brug for den danske udviklingsbistand. Libanons naboer Syrien, Jordan og Israel har civile, der har hårdt brug for hjælp fra organisationer, som er støttet af den danske udviklingsbistand. 

 

“Hjernevaskede journalister har vi nok af i DK” – Da shitstormen ramte DMJX

“Hjernevaskede journalister har vi nok af i DK” – Da shitstormen ramte DMJX

“Hjernevaskede journalister har vi nok af i DK” – Da shitstormen ramte DMJX

Et klik, og en ugelang strid om journaliststuderendes partifarve var skudt i gang. Men mediestormen byggede på en falsk problemstilling, siger uddannelseschefen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Manden bag undersøgelsen er enig, men fortryder intet.

Tekst: Jonathan madsen bentholm
illustration: Rosaline Lange

Udgivet den 02. december 2021

Den erfarne underviser skulle tænke sig om en ekstra gang, før han sendte mailen. I otte år har Kresten Roland Johansen som en del af et undervisningsforløb i statistik spurgt journaliststuderende, hvad de ville stemme, hvis der var valg i morgen. 

Men denne mandag blev han kontaktet af en tidligere studerende, der nu arbejdede som skribent på netmediet Kontrast. Journalisten ville have fingrene i den ene undersøgelse, som han egentlig i forvejen godt vidste hvad viste.

“Han sagde: ‘Jeg ved, du har de der data. Kan jeg få dem?’” fortæller Kresten Roland Johansen.

Det skulle Kresten Roland Johansen lige gruble lidt over. Han begyndte at lege med tanken om, hvad det borgerlige Kontrast mon vil bruge svarene til. Det tog ikke lang tid for ham at få det til at give mening. Jo, selvfølgelig havde han en idé om, hvilken sammenhæng undersøgelsen ville ende i. Men på den anden side ønskede han ikke at være smagsdommer, fortæller han.

“Der var jo ikke noget fordækt over spørgeskemaet, så hvorfor skulle jeg sidde og holde på det?” siger han med et skævt smil.

Og vupti. Mailen var sendt, og på Kontrast-journalistens computer begyndte en artikel at tage form. Nedtællingen til en mediestorm var i gang.

En frustreret uddannelseschef

“Diversitet blandt eleverne er vigtigt for mig. Vi skal afspejle resten af samfundet,” siger Henrik Berggren, uddannelseschef på DMJX, mens han læner sig tilbage i kontorstolen. 

På trods af det blev han alligevel irriteret over debatten om de studerendes partifarve. For debatten var skævvredet, mener han. 

“I sig selv synes jeg faktisk ikke, at det, som undersøgelsen viser, er særligt problematisk eller vigtigt,” siger han.

Bevares, selvfølgelig betyder det noget, hvilke værdier og politiske holdninger de danske journalister har, forklarer Henrik Berggren. Men det afgørende er, at der er diversitet i journaliststanden som helhed.

“Hvad de studerende lige stemmer, synes jeg altså ikke er så vigtigt.”

Henrik Berggren understreger flere gange, at studerende – og unge i storbyerne – generelt stemmer mere rødt. Man skal derfor tage det roligt med spørgeskemaets konklusioner. Samme logik forsøgte han også at forklare Kontrast-journalisten, der en dag kontaktede ham for en kommentar. At der ikke var noget om snakken.

Men så slog journalisten igen. Han præsenterede Berggren for tal, der viste, at der alligevel er en skævhed i, hvad journaliststuderende stemmer sammenlignet med unge i storbyerne generelt. Overrepræsentationen af røde stemmer er særligt stor blandt de studerende på DMJX. 

“Så siger jeg til ham: ‘Det er fint – jeg anerkender din præmis. Journaliststuderende stemmer skævt’,” fortæller Henrik Berggren.

Men selvom der, ifølge Henrik Berggren er noget om snakken, mener han ikke, at han som uddannelseschef for kommende journaliststuderende har ansvaret for den næste generation af journalisters politiske holdninger. 

“Jeg synes, det er en falsk problemstilling at sætte op. Folks politiske holdninger ændrer sig jo,” siger han. 

Samme argument turnerede Berggren rundt med i debatter, blandt andet i radioen på LOUD og Radio4. Faktisk måtte han aflyse flere møder for at få tid til de kritiske spørgsmål. I debatterne fik han efter eget udsagn “mange gode input” – han kan dog ikke huske nogen af dem.

Stormen tager til

Nu tilbage til den fredag, hvor Kresten Roland Johansen vågnede op til synet af sin egen undersøgelse på forsiden af Kontrast.dk. Weekenden var stille. Men så.

Mandag begyndte Twitter at boble. En af de mest rødglødende kritikere, Berlingskes koncernchef Anders Krab-Johansen, beskrev i et tweet undersøgelsens konklusioner som “skidt for mangfoldigheden i dansk presse”. Desuden kaldte han rekrutteringen til journalistuddannelsen for “café latte-agtig”. 

På Facebook, hvor Kontrasts artikel fik over 600 kommentarer, var trofaste debattører mere direkte. “FØJ for den,” skrev Preben. “Hjernevaskede journalister har vi nok af i DK,” lød det fra Karen Margrethe. “Så er det derfor, de ikke kan stave,” konkluderede Hasse. Han blev i øvrigt kvitteret med seks likes og en grinesmiley. 

Kresten Roland Johansens iPhone vibrerede også. En journalist ringede for at spørge ind til undersøgelsen. Han svarede behjælpeligt. Kort tid efter endnu en journalist. Og en til.  

“De ville vide, hvordan jeg havde lavet spørgeskemaet, og hvor troværdigt det var. Blandt andet om man kunne stole på de studerendes svar,” siger han.

Kresten Roland Johansen mener i dag, at Kontrast lavede den bedste dækning af sagen. De andre mediers dækning var for sort-hvid. Langt de fleste journalister glemte eksempelvis at sammenligne hans konklusioner med, hvad studerende generelt stemmer, og at forskellen, med de tal taget in mente, er lille. 

“Det var en kæmpe storm i et glas vand. Det blev behandlet unuanceret og jeg syntes faktisk, det var irriterende at se på,” siger han.

Irriterende, fordi diversitet ikke kun er, hvad man stemmer, forklarer han. Medierne fastfrøs deres syn på en ting; de nærmest Pelle Dragsted-elskende journaliststuderende. For selvfølgelig er diversitet meget mere end det. Og dog.

“Partifarven er ikke ligegyldig. Den kan være med til at fortælle, om uddannelsen har nogle blinde pletter.” 

Men det var ikke en analyse, alle skolens undervisere var lige enige i. På første sal blev netmediets artikel diskuteret i stor stil henover kontorlandskabernes hæve-sænke borde.

“Nogle synes, det var spændende, at jeg havde været med til at sætte det på dagsordenen, mens andre syntes, det var en rigtig dårlig idé,” siger han.

Måske var det også derfor, at kun ni ud af skolens over 30 undervisere valgte at svare på Illustreret Bunkers anonyme spørgeskema, da avisen spurgte til deres partipolitiske præferencer.

Flere partitest?

Henrik Berggren har det egentlig fint med Krestens Roland Johansens partiundersøgelse. Han anerkender, at undersøgelsen kan være med til at sætte fokus på, hvilke studerende skolen ikke formår at tiltrække. Men betyder det så, at han ville være klar på at gøre spørgeskemaet til en årlig ting for alle semestre?

“Det er godt spørgsmål,” konstaterer han tøvende og tager sig til issen.

“Ej,” siger han så. “Så tror jeg, vi ville tillægge det for stor en værdi.”

For så vigtig er partitilbøjeligheden heller ikke. Diversiteten skal i stedet i fokus med andre initiativer. Henrik Berggren nævner optagelsesprøven.

I øjeblikket arbejder man på at justere den i mangfoldighedens favør. Noget lignende har skolen faktisk før gjort, så der i dag optages nogenlunde lige mange kvinder og mænd på uddannelsen. Men om det er nok, tvivler Henrik Berggren selv på. Faktisk kan han ikke nævne ét uddannelsessted, der er lykkedes med at styrke diversiteten. Alligevel sidder to undervisere i øjeblikket og gransker forskningsverden for gode idéer.

“Og så skal vi skal også være bedre til at komme ud i de områder, hvor vi ikke tiltrækker elever fra,” siger han og åbner sin computer.

Han klikker ind på journalistuddannelsens hjemmeside og scroller et godt stykke ned på siden. 

“Der!” udbryder han.

En video med en tidligere studerende med anden etnisk baggrund går i gang. 

“Det er helt bevidst, at hun er med i den.”

Vil gerne dele igen … måske

Kresten Roland Johansen har ikke talt med sin chef Henrik Berggren om parti-spørgeskemaet, hverken før eller efter Kontrasts artikel kom ud. Det har han heller ikke planer om, siger han. Selvom han synes mediedækningen var snæver, fortryder han intet. 

“Det er jo ikke min dagsorden, jeg delte. Hvis forskere har lavet en undersøgelse, skal de jo heller ikke vælge kun at dele data med dem, de godt kan lide,” siger han.

Til spørgsmålet om hvorvidt han vil dele undersøgelsen igen, næste gang en tidligere journaliststuderende ringer, tøver den svarparate datamand alligevel. 

“Det har jeg ikke taget endegyldigt stilling til. Jeg valgte i situationen, at jeg havde lyst til at dele den, og så gav det noget palaver. Så det ved jeg ikke.”

Krestens mail er krj@dmjx.dk, hvis du nu en dag skulle få lyst til at udfordre det.

KOMMENTAR: Ingen spurgte om vores holdning – men her er vores svar

Caroline Dybdal Carlsen & Cecilie Guldberg Nielsen, redaktører INDE

Lad os starte med at proklamere én ting: vi er politisk uenige. Den ene meget socialistisk, den anden mere liberal. Vi proklamerer det, fordi det åbenbart er vigtigt. For Kontrast, for folk i kommentarsporet på Facebook, ja, faktisk for store dele af den danske befolkning. Siden vores politiske overbevisning blev breaket, er vi blevet mødt af både interesse for vores holdning og skepsis mod vores objektivitet. Til familiefødselsdage,  en aften i byen – selv i Tinder-beskeder:

”Nååå, så du er en af de der ræverøde journaliststuderende? *Blinke-smiley*.”

Politisk overbevisning fylder meget på DMJX. Vi kan mærke den i vores dagligdag – i debatter i undervisningen, i pausesnakken og efter tre øl i fredagsbaren. Men selvom vi to INDE-redaktører er uenige politisk, så er vi enige i én ting: privat har vi en bestemt politisk overbevisning – professionelt bestræber vi os altid på neutralitet. Skal vi ringe til en politiker, rød eller blå, så vægter den journalistiske integritet højere end vores politiske ståsted.

Vi har begge to deltaget i Kresten Roland Johansens undersøgelse og gav den på daværende tidspunkt ikke megen opmærksomhed som led i undervisningen. Det, vi eksempelvis tillægger opmærksomhed, er altid at få en kommentar fra dem, der er indblandet i en sag. Men på intet tidspunkt i debatten om Journalisthøjskolens røde lejesvende har et dansk medie søgt en kommentar fra os eller fra vores studenterforening KaJ.

Måske vi burde debattere det i stedet?

For Anders Langballe blev det en identitet at have travlt: “Man bliver jo høj af det”

For Anders Langballe blev det en identitet at have travlt: “Man bliver jo høj af det”

For Anders Langballe blev det en identitet at have travlt: “Man bliver jo høj af det”

Tidligere TV2-journalist, Anders Langballe, peger på en kultur i mediebranchen, hvor det høje tempo er et mål i sig selv. For hvis man er travl, er man vigtig.

AF CHRISTOFFER PANDURO 

Udgivet den 07. oktober 2021

“Jeg tænker: ‘Hvad fanden er det, du siger?’ Det havde jeg aldrig hørt før,” siger han.

Da tidligere TV- journalist Anders Langballe for nyligt startede i sit nye job som kommunikationschef, blev han overrasket. For første gang mente direktøren ikke, at det var en dyd at have travlt. 

Tilbage i foråret udgav nu tidligere TV2-journalist, Anders Langballe, bogen Forfra, hvor han fortalte om en arbejdskultur med fuld fart på fra morgen til aften. En arbejdskultur, der til sidst resulterede i to blodpropper. Men hvorfor er travlhed – måske – en dyd i mediebranchen?

For Anders Langballe var det nærmest et mål i sig selv at have travlt.

“Det blev en identitet. Uanset, hvor jeg har været, har mange chefer brugt et begreb, som mange i mediebranchen ynder at bruge: Nu skal vi gå den ekstra mil. Nu giver vi den en ekstra skalle. Det var simpelthen bare en del af kulturen,” siger han.

”I dag er ingen nyhed for lille, og ingen detaljer er for små. Og på de sociale medier galoperer de politiske nyheder af sted. Vi kunne godt savne nogle folk, der sætter spørgsmålstegn ved, om det egentlig er en god idé.”

 

– Anders Langballe, kommunikationschef og tidligere TV-journalist 

R

 

”I dag er ingen nyhed for lille, og ingen detaljer er for små. Og på de sociale medier galoperer de politiske nyheder af sted. Vi kunne godt savne nogle folk, der sætter spørgsmålstegn ved, om det egentlig er en god idé.”

 

– Anders Langballe, kommunikationschef og tidligere TV-journalist 

 

 

I dag er ingen nyhed for lille, og ingen detaljer er for små. Og på de sociale medier galoperer de politiske nyheder af sted. Vi kunne godt savne nogle folk, der sætter spørgsmålstegn ved, om det egentlig er en god idé.

 

– Anders Langballe, kommunikationschef og tidligere TV-journalist 

 

Ikke den store lyst til at tage hensyn til stress

I de 17 år Anders Langballe har arbejdet som politisk journalist, har han kun oplevet, at arbejdstempoet er steget. 

“I dag er ingen nyhed for lille, og ingen detaljer er for små. Og på de sociale medier galoperer de politiske nyheder af sted. Vi kunne godt savne nogle folk, der sætter spørgsmålstegn ved, om det egentlig er en god idé,” siger han.

Han erkender, at også han var med til at opretholde en travlhedskultur.

“Når vi har diskuteret ansættelse af unge journalister på TV2, har jeg ofte oplevet, at der ikke var den store lyst til at tage hensyn til for eksempel stress. Vi vidste, at det var nogle rigtig attraktive jobs, hvor folk nærmest ville arbejde gratis og lægge rigtig mange timer i det, fordi der altid var nogle, der stod i kø til at overtage deres job,” siger han.

Han mener dog ikke, at man kan tage tempoet helt ud af faget, da der i så fald ikke ville være meget tilbage af branchen.

“Det er en balancegang, for hvad er journalistikken, hvis der ikke er konkurrence og hurtighed? Men derfor synes jeg stadig, at branchen er forpligtet til at tage de udfordringer seriøst.”

Man kan vel heller ikke helt lukke øjnene for, at det jo også er fedt, når man er først med et eller andet?

“Bestemt. Man bliver jo høj af det. Og det er jo også en af drivkræfterne for medierne og for den enkelte journalist,” siger han. “På fjernsyn dyrker man jo også profiler. Jeg var TV2’s ansigt på dansk politik, og der dyrkede man også den enkelte journalist. Det gør man stadigvæk. Det er også med til at frembringe den konkurrence.”

Når man er travl, er man vigtig

Lad os lige skrue tiden tilbage, for hvor kommer travlhedskulturen fra? Ikke fra det antikke Grækenland. Her syntes man, at det var cool ikke at arbejde. Det havde man slaver til. På samme måde havde man i den engelsk, victorianske overklasse i 1800-tallet folk ansat til ikke at lave noget som helst.

I dag er det overklassen, der har travlt. Billedet af en chef, der bare sidder med benene oppe, eksisterer ikke. Det er vigtigt at have travlt, man kan jo ikke tillade sig andet, og den iver efter hårdt arbejde kan spores i vores kristne kulturarv. Især i den protestantiske del af verden hylder man det travle arbejdsliv. Det forklarer Anders Fogh Jensen, filosof og forfatter, der har forsket i det moderne arbejdsliv.

Faktisk skrev den tyske sociolog, Max Weber allerede i sit værk ‘Den protestantiske etik og kapitalismens ånd’ fra 1904, at de protestantiske lande – som Danmark – har en anden arbejdsetik end resten af verden. I Danmark hersker dyder som flid, hårdt arbejde og disciplin. Men i 1904 havde man ikke sin person med i arbejdet. Det skal man derimod i dag.

Der er sket en markedsgørelse af såvel det offentlige, som det personlige, så hvis man virker travl, så tror folk, at man er vigtig eller god, fordi man virker efterspurgt,” siger Anders Fogh Jensen, filosof og forfatter. “I industriarbejdet skulle man ikke have sin person med på arbejde. Nu forventes man at have sin identitet og engagement i projektet.”

Anders Fogh Jensen forklarer, at det især gør sig gældende i de fag, hvor projektarbejdet fylder meget. Det er ofte job, hvor man har mange bolde i luften, og hvor det bliver set som en kvalitet at have gang i mange forskellige ting på samme tid. Som i mediebranchen.

“Mediebranchen er samtidig underlagt den idé om, at det gælder om at komme først – og ikke alene at sige det sande. Kun det nyeste er relevant, og derfor er den meget hektisk,” siger han.

Det skyldes også, at projektfagene ofte er fag, hvor folk realiserer sig selv. Det betyder ofte, at arbejde og fritid flyder sammen, og derfor kan det være svært at skelne mellem, hvad der er hvad. 

“Travhelskulturen er prestigefuld, fordi den associeres med, at man er efterspurgt.” siger Anders Fogh Jensen.

En forældet tilgang

Siden sine to blodpropper og sit exit fra mediebranchen har Anders Langballe fået nyt job som kommunikationschef i Dansk Ejendomsmæglerforening. Her oplever han en helt anden kultur. Her på arbejdspladsen, er det ikke en dyd at have travlt, sagde chefen.

“Jeg tror, at det er en dyd, der er fremherskende blandt mange ledere uden for vores branche. Det der med at piske sig selv og bevise hvor vigtig man er ved at have travlt, det var en dyd, da jeg forlod mediebranchen. Så er vi vigtige. Så er vi noget. Når man kigger ind i andre brancher, så er det en dyd ikke at have travlt, men at lave kvalitet,” siger Anders Langballe.

Han oplever at ledere i andre brancher ser det som deres opgave at sikre, at man ikke ødelægger sin egen branche ved at have for travlt.

“Jeg tror, at mediebranchen hænger fast i en old-school-opfattelse af, hvordan man laver ledelse. Det her med at gå den ekstra mil, at man er en fandens karl, hvis man her travlt, det er formentlig en forældet tilgang,” siger han.