”Jeg blev bange for, at vi skulle vinde Cavling-prisen”

”Jeg blev bange for, at vi skulle vinde Cavling-prisen”

”Jeg blev bange for, at vi skulle vinde Cavling-prisen”

Fra Cavling-nomineret graverjournalist til tv-underholdning i den bedste sendetid. Christian Degn er gået flere forskellige veje inden for journalistik. Med tiden har han fundet ud af, at hans journalistiske mission er at lave glade ansigter. Nu står han igen overfor et karriereskifte.

Skribent: Amalie Simonsen
Fotograf: Andreas Vinther

Udgivet den 07. oktober 2019

Da Christian Degn i 2006 bliver nomineret til Cavling-prisen sammen med Stine Skriver for deres afdækning af Kødskandalen, er han 27 år. Han er en journalist i traditionel forstand – den såkaldte vagthundsjournalist. Han er nået til det punkt i sit liv, som mange journalister kun kan drømme om. Cavling-prisen er indenfor rækkevidde.

”Jeg blev bange for, at vi skulle vinde Cavling-prisen. Når en pris er så stor, kan man godt sige, at det kan være en skygge. Resten af mit liv ville jeg skulle bære den.”

Selvom det er det, han drømmer om på det tidspunkt, er han i dag glad for ikke at have vundet. Hvis han havde vundet en Cavling-pris, havde han været den yngste til nogensinde at vinde den. Det havde været et stort ansvar at tage på sig, og samtidig noget han skulle op til resten af sit liv. Dengang blev han både ærgerlig over ikke at have vundet, men samtidig også lettet.

Kigger man på Christian Degns karriere i dag, er der ikke mange fællestræk med den unge mand, der var nomineret til en Cavling-pris for at have væltet en minister. Karrieren har udviklet sig til at være præget af mere underholdning, tv og hverdagsøjeblikke. Endnu en gang står Degn overfor en forandring i sit liv. Han er netop stoppet som vært på Hammerslag for i stedet at være vært på quiz-programmet Hvem vil være millionær.

”Selvom det er hårdt at stoppe på Hammerslag, er jeg ikke ulykkelig over det. For det har jeg selv valgt. Men det er jo en påmindelse om, at livet er forgængeligt. Alting er til låns – også Hammerslag.”

“Det var skolen i at blive elitesoldat. Først skal man lære at sigte og skyde og så videre. Bliver man rigtig god, bliver man en elitesoldat, der kan komme med sine egne afsløringer,” siger Christian Degn om tiden på graverredaktionen hos TV2.

Vred, ung mand på graverredaktion

Vi springer tilbage i tiden – til før Christian Degn blev nomineret til Cavling-prisen. Kort efter han bliver færdig på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, flytter han til København i håbet om at kunne starte en karriere som seriøs journalist op. Hurtigt befinder han sig på TV2’s gravergruppe. 

”Jeg ville bare så gerne være god, så det var det, jeg gik efter. Det var som at være en ung soldat. Sagde de hop, så hoppede jeg. Skulle jeg komme med en afsløring, så prøvede jeg at komme med en afsløring,” siger Christian Degn om sin tid som graverjournalist hos TV2 Nyhederne.

Som næsten ny-udklækket journalist er han nysgerrig og optimistisk i sin indstilling til jobbet. Der går dog ikke længe, før han begynder at overveje om graverjournalistik er hans kald i livet.

Det er et hårdt job, der udfordrer både tålmodighed og humør. Graverjournalistik giver et kortvarigt sus, når han kommer til bunds i en historie og får afsløret noget hæsblæsende og chokerende. Suset er hurtigt væk igen, og så er det tilbage til møllehjulet af graven, research og afsløringer.

”Når du skal sidde og grave, er det ligesom at sidde med et garnnøgle. Du trækker dig længere og længere ind i historien. Nogle gange er der en skide god historie i det, og det ender med, at der er en minister, der ryger, som det skete ved Kødskandalen,” siger Christian Degn. ”Andre gange når du ned til det punkt, hvor du må gå hen til chefen og sige, at historien ikke holder.”

Der er selvfølgelig nogen, der skal tage fat på det, når milliarder fosser ud af statskassen, eller når Britta har fingrene langt nede i Socialstyrelsens pengekasse. Med tiden går det dog op for ham, at det bare ikke er ham, der skal sidde og trække i garnnøglet som graverjournalist.

”Det var hårdt at være en vred, ung mand på en graverredaktion hver dag. Det var ligesom en kappe, jeg tog på, og så tænkte jeg ’nu skal jeg ind og afsløre noget’.”  

Men den gode historie er jo også et spørgsmål om held, som Christian Degn selv påpeger. Der er bare nogle journalister, der udvikler en næse for, hvornår de har fat i noget, der kan blive godt.

“Det spændende er værter, der står ved sig selv.
En fejl er en gave. I virkeligheden er jeg 
grundlæggende
en fejl på tv. Jeg er jo alt for høj,” siger Christian Degn.

Det fede er at lave glade ansigter 

Jobbet som graver går i høj grad ud på at finde skandaløse og opsigtsvækkende historier. Det er det, der var en god historie i den branche. For Degn handler det mere om at fortælle en historie. I hans øjne skal en god historie ikke nødvendigvis ende i en væltet minister.

”Jeg elsker at fortælle historier. Og det var egentlig, derfor jeg tænkte, at jeg skulle ind på Journalisthøjskolen. Jeg skulle være journalist og fortælle gode historier,” siger han.

Efter at Christian Degn bryder med graverjournalistikken, går han fra at være en vred, ung mand, der bruger dagene på at lede efter skandaler og afsløringer, til at være en glad og smilende tv-vært. Et job, som mange ikke nødvendigvis opfatter som journalistik. Det viser sig dog at være det rigtige valg for ham. Det giver ham andre muligheder for at møde mennesker og fortælle deres historier på en helt ny måde.

”Det hele blev meget lettere for mig, da jeg gav op. Da jeg gav op på at prøve at være så dygtig. Det er stadig en kamp om hele tiden at levere en god historie, som man kan blive rørt over eller smile over. Der er en kamp i alting.”

Han har efterhånden prøvet kræfter med forskellige journalistiske roller, der ikke nødvendigvis falder i kategorien ’klassisk journalistik’. Man har blandt andet kunnet se ham i Rene ord for pengene, Kontant og Hammerslag. Det er først, da han bliver vært, at han endelig føler, der er plads til den, han er. Den glade dreng inden i ham, som han selv betegner det, får lov at komme frem.

Samtalerne med fremmede mennesker, underholdningen, at bringe smil frem på folks læber og fortælle historier. Så er det mindre betydningsfuldt, hvorvidt han sidder som graverjournalist eller tv-vært.

”Hvis jeg har en mission i livet, så er det måske i virkeligheden at lave glade ansigter. Og den mission føler jeg, at jeg får lov at spille ud, når jeg er vært.”

I sine næsten seks år på Hammerslag har Degn fået muligheden for at gøre det, han elsker ved journalistik. Som han selv udtrykker det, har det været nogle uforglemmelige år på Hammerslag.

Snart er Christian Degn at finde som vært på quiz-programmet Hvem vil være millionær på TV2 Charlie, hvor hans flair for smalltalk også kommer i spil: “Jeg elsker at være sammen med mennesker. At snakke, lytte og grine sammen med andre. At blive rørt over det, de siger.”

Smalltalk-journalistik

Men nu er det tid til forandring. Det er hans tur til at være vært på Hvem vil være millionær, og han erstatter dermed Hans Pilgaard. Nogle vil måske mene, at programmet har endnu mindre med journalistik at gøre. Ifølge Christian Degn kræver det dog stadig en dygtig journalist at træde ind i rollen som vært på quiz-programmet.

”Det kræver virkelig et stort talent at sidde i den stol, som Hans har gjort i så mange år. Det er en journalistisk disciplin, som få mennesker kan finde ud af. Smalltalk-journalistikken,” siger han.

For ham er det en oplagt mulighed for at gøre noget af det, som han nyder allermest. Her kan han fortælle gode historier, bringe smil frem på folks ansigter og quizze – endnu en ting, som ligger hans hjerte kært.

”Nu kan jeg få penge for noget, som jeg elsker at lave,” siger han med et glimt i øjet.

Jobbet som vært giver ham også en mulighed for at bidrage til en helt særlig sammenhængskraft i samfundet. Især i nutidens hektiske hverdag, hvor alle har travlt og flyver rundt.

”I mine øjne er det er en journalistisk bedrift at kunne samle hele familien Danmark om fjernsynet. Det er der meget få programmer, der kan i dag. Det er en samfundsmæssig værdi, og den er jeg meget stolt af at bidrage til.”

Selvom Degn er stoppet med at vælte ministre og afsløre skandaler, tvivler han ikke på, at han stadig laver journalistik den dag i dag. Det er bare en anden form for journalistik. 

”Man ser for stift på det, hvis journalistik skal decimeres til at være kritisk. Der er andet end det. For mig er det ikke rigtigt, at det er den eneste form for journalistik,” siger han.

Endnu en grå bunker – indtil videre

Endnu en grå bunker – indtil videre

Endnu en grå bunker – indtil videre

I det tidlige stadie af Danmarks nye medie- og journalisthøjskole på Katrinebjerg i Aarhus står en ting trods alt klar. De studerende får en ny bunker. I hvert fald som det ser ud nu.

Byggeriet af den nye journalisthøjskole er i fuld gang. Skolen forventes at stå klar i maj 2020. Foto: Emil Nicolai Helms

Skribent: Tim Søgaard
Fotograf: Emil Nicolai Helms

Udgivet den 13. juni 2019

“Kom ind!” lyder det indefra den kontorcontainer, Emil og jeg netop har banket på hos.

Vi har glædet os til dette besøg. Vi får nemlig som nogle af de første og eneste studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i dag mulighed for et smugkig i tilblivelsen af den bygning, der skal huse fremtidens Cavling-vindere. Projektleder Susan Yding-Sørensen har indvilget i at vise os rundt, så Emil og jeg ifører os det nødvendige og yderst sexede, neongrønne sikkerhedsudstyr, inden vi alle tre spadserer ned mod byggepladsen.

Vi træder ind ad det, der kommer til at være den ene af to hovedindgange. Herfra stempler vi direkte ind i skolens gastronomiske knudepunkt. Kantinen ser umiddelbart mindre ud, end hvad de studerende ellers er vant til, men i åben forbindelse med den nye vandrehal kommer der ikke til at mangle plads. Kantinen befinder sig lige ved siden af det nye tv-studie, der er udstyret med vinduer, så fremtidens journalistspirer kan følge med i Coming-Up’s udskejelser, mens de nyder deres frokost.



Man skal se sig for, så man ikke falder over en slange eller en ledning, når man bevæger sig rundt i det, man kunne fristes til at kalde den nye bunker, som den ser ud nu. Et vaskeægte betonhelvede er det. Susan forsikrer os dog om, at der bliver malet, inden de nye elever flytter ind, og det er heldigt. Ikke kun fordi den grå tone virker så opkastfremkaldende bekendt, men også fordi væggene er kridtet til med noter, mål og adgang-forbudt-skilte, i hvad der mest af alt ligner et amatøragtigt graffitiforsøg.

Vi befinder os nu i et af de største lokaler på Katrinebjergs nye medie- og journalistjuvel. Dette er auditoriet, hvor Gitte Luk vil svinge sin sprogstok over de studerendes tilsvedte nakkepartier. Dette er stedet, der i fremtiden skal huse den internationale sportspresse, når F.C. Åben Modus holder deres overbesøgte pressemøder. Det er stedet, hvor en ny hvid t-shirt en dag vil klamre sig til loftet og aldrig falde ned til lykkeligt minde om et leverfunktionsnedsættende rusforløb. Det nye Frøberts – om man vil – men med bedre indeklima, lover Susan.

Susan hiver en presenning til side og leder os ud på en trappeopgang oplyst af en lang loftslampe, der ligger vilkårligt henkastet på trinet. Elevatoren er endnu ikke installeret, så vi må bestige bygningen på gammeldags manér.

Her på anden sal kan man måske i fremtiden græde sine tårer ud hos sin beskikkede vejleder, når der er udskrevet folketingsvalg, og ens semesterprojekt står og falder med et politikerinterview, for denne etage kommer til at bestå af både mødelokaler og kontorer til skolens ansatte, men også et radiostudie til de lydhungrende journalistgenier.

Det vrimler med håndværkere i farvestrålende uniformer. Udrustede med sikkerhedssko og høreværn og bevæbnede med boremaskiner og svejseapparater giver de deadline kamp til sokkeholderne. En af svejserne er ved at lægge sidste hånd på en konstruktion, der skal bære en rede; et nærmest frithængende glasbur, hvor de journaliststuderende kan ruge på deres banebrydende idéer eller finpudse de flyvefærdige.

Selvom der bliver arbejdet på højtryk, er elevatoren ikke kommet op at køre på de otte minutter, det har taget os at finkæmme anden sal. Sløvt kan man sige, men vi bidder frustrationen i os og tilbagelægger tyve trappetrin mere.

Vi ender på tredje sal, som hovedsageligt kommer til at bestå af klasselokaler. Lokalerne er store og enkelte er udstyrede med mobilvægge, således en opdeling er mulig. Med enorme vinduespartier mod øst er der udsigt til et lidt anderledes lysindfald, end man har været vant til.

Vi snor os gennem betonlabyrinten og finder en åbning til det, der kommer til at være én af i alt to tagterrasser på bygningen. Peter Frödin og Jimmy Jørgensen blæser ud gennem højttalerne på en arbejdsradio, der står efterladt på et stillads i hjørnet. Herfra får man først øje på den karakteristiske murbeklædning, der præger ydersiden af de øverste to etager. Rektangulære rammer er monteret rundt om vinduerne på facaden og bidrager til et futuristisk look, som var det taget direkte ud af The Jetsons.

Hør Susan forklare omkring den nye skoles solskærmning:

Den kommende udsmykning på tagterrassen står dog i kraftig kontrast dertil, lader vi os fortælle. Det viser sig nemlig, at der var en anden årsag til, at de monstrøse skulpturer, der befandt sig foran indgangspartiet på Olof Palmes Allé, skulle fjernes, end at de bare var hæslige. Midt på tagterrassen har man nemlig klargjort et par sokkeler, hvor disse øjebæer vil blive placeret. Men okay, lidt nostalgi skal der vel til.

På fjerde sal kan man for alvor mærke, at den nye skole ikke kun er en journalistisk højborg. Udsigten fra et helt almindeligt klasseværelse vidner om en beliggenhed i topklasse, og kigger man henover pålægsfabrikken, der på den skammeligste, industriagtige og skønhedsforladte vis forpurrer synet, kan man skue både hav og skov. Fabrikken bliver til øjets store opmuntring afviklet i løbet af de næste par år.

Idet jeg kigger ud ad vinduet, får jeg øje på en håndværker, der står i en lift og arbejder på indgangspartiet i bar mave. Hans mindre selvtillidsfulde, eller i al fald mere tildækkede, kollega peger forklarende på en dims, og der nikkes forstående. Liften holder på det område, der skal flisebelægges og ifølge illustrationen foran byggepladsen agere samlingspunkt for sporadisk placerede, zombielignende menneskeskikkelser. Men det er jo også bare en illustration.

Vi fortsætter vores journalistiske pilgrimsvandring på femte sal, hvor der er begrænset med lokaler. Pladsen er nemlig reserveret til en af Aarhus’ absolut største tagterrasser, hvilket jeg postulerer med meget begrænset kendskab til størrelser på tagterrasser i Aarhus eller nogen steder i det hele taget. Men der er i hvert fald plads til seks sovende giraffer og en halv mejetærsker, hvis man nogensinde skulle spekulere i den slags kombinationer. Der kommer ifølge Susan en pergola op, som, lader jeg mig forklare, er en form for overdækning med huller i, hvor man kan dyrke forskellige planter såsom vin. Susan vil dog ikke love, at det bliver vin.

 



Vi tager derefter et gevaldigt dyk og lister ned i det dybeste mørke på den nye skole. Luften er fugtig, og der lugter af våd asfalt. I et fjernt hjørne vækker gårsdagens uvejr endnu genklang, som befandt vi os i en kilometerlang drypstenshule. Det er dog ikke tilfældet. Skolens parkeringskælder er delt i to niveauer og er for blodtrykkets skyld forbundet med øverste etage via elevatoren. Der er plads til flere biler end på parkeringspladsen ved Olof Palmes Allé 11, men præcis hvor mange kan Susan ikke fortælle os.

“Så har vi vist været rundt,” siger hun så, og vi trækker mod udgangen.

Efter at have sundet os over misforholdet i lysniveauerne mellem p-kælderen og byggepladsen kan vi rette blikket mod nyskabelsen fra et mere jordnært perspektiv. Herfra kommer den tredelte konstruktion bedre til udtryk, og man fornemmer faktisk den idé, der ligger bag, med en base i gule mursten, en midte i glas og aluminium og en top i skylignende, hvide materialer. Et arkitektonisk pragteksemplar på den moderne uddannelsesinstitution.

 

Avisernes læsertal: Politiken oplever ikke samme nedgang som andre aviser

Avisernes læsertal: Politiken oplever ikke samme nedgang som andre aviser

Avisernes læsertal: Politiken oplever ikke samme nedgang som andre aviser

Det samlede læsertal falder på både landsdækkende hverdags- og søndagsaviser, og især gratisavisen B.T. Metro har oplevet et fald i antallet af læsere, mens udviklingen ikke på samme måde har ram Politiken, der har holdt fast på læserne og oplevet stigninger trods den højeste abonnementspris.

Kilde: Index Danmark/Gallup.

Skribent og grafik: Stig Dahlgren Atzen

Udgivet den 11. juni 2019

Det samlede antal læsere af de landsdækkende hverdagsaviser er ifølge læsertalsopgørelsen fra Index Danmark/Gallup i nedgang. På blot halvandet år er avisernes læsertal dalet med knapt 300.000 månedlige læsere. Det svarer til en samlet nedgang i læsere på 20 procent.  

Det største udsving står B.T. Metro for. Gratisavisen er på halvandet år faldet med 70 procent i månedlige læsere. Ifølge Chefredaktøren for B.T, Jonas Kuld Rathje, er faldet i læsere sket, fordi gratisavisen har tilpasset oplaget til omkostningerne ved at producere avisen.

”Det er vores mål, at B.T. metro skal være landets mest læste dagblad. Men vi forsøger at tilpasse oplaget, så det dels passer med vores nye strategi om at fokusere på de fire største byer og spare, hvis vi kan,” skriver Jonas Kuld Rathje i en mail til Illusteret Bunker og uddyber:

”Det er med andre ord en kalkuleret nedgang i læsertallet som følge af det lavere oplag.”

Hverdagsaviserne er ikke ene om at opleve et fald i læsertal. Søndagsaviserne er faldet med 90.000 månedlige læsere på halvandet år.

Politiken holder stand

Den eneste søndagsavis, som er steget i læsertal, er Politikens. De har på halvandet år formået at trække 10 procent flere læsere til, mens konkurrenterne oplever nedgang. Det skyldes ifølge Troels Behrendt, der er digital redaktør på Politiken, at deres søndagsavis er steget i kvalitet.

”Jeg synes, at vi laver en rigtig god søndagsavis. Vi laver også en meget bedre søndagsavis end for et år siden, synes jeg. Sektionerne er blevet bedre. Herunder især kultursektionen,” siger Troels Behrendt.



Politikens hverdagsavis er også tæt på førstepladsen som den mest læste. De har formået holde at fast i den kvarte million læsere, de har. Ifølge Troels Behrendt handler det om, at de lykkedes med at have målgruppen med, når de producerer indhold.

 ”Det er en ret snæver målgruppe, vi holder fast i. Vi forsøger at ramme de voksne, som har fundet et sted at bo og har tid til at læse avis i weekenden. Det er der måske nogen, som savner,” siger Troels Behrendt, der også har oplevet, at læsertallene kan variere.

”Vi har også oplevet store udsving gennem årene, som vi ikke helt har kunnet forklare,” siger han.

Abonnementspriser gør ikke udslaget

At Politiken fremviser stabile læsertal, og at B.T. Metros læsertal daler står i stærk kontrast til hinanden, når man medregner, at Politiken kræver abonnement, mens B.T. Metro er en gratisavis. Faktisk er Politiken den avis med de højeste abonnementspriser i landet.

 

Troels Behrendt mener, at det er et udtryk for, at prisen ikke er udslagsgivende, når læserne tegner abonnement.

”Det viser nok, at prisen ikke betyder så meget. Samtidig viser det, at vi rammer vores målgruppe rigtig godt, og at vi leverer det indhold, de vil have,” siger han.

 



(Overvejer du at tegne abonnement på en avis? Flere aviser tilbyder rabat til mennesker under 30 år)

“EU er måske verdens dårligste ord i en rubrik”

“EU er måske verdens dårligste ord i en rubrik”

“EU er måske verdens dårligste ord i en rubrik”

Det kan være svært at være vagthund i forhold til EU. For det er ikke alle historier fra Bruxelles, der interesserer danske læsere. Når medierne skal dække det snarlige europaparlamentsvalg, må de dykke ned i den journalistiske værktøjskasse. Her er identifikation nøglen.

Europaparlamentsvalget er skudt i gang. Men hvordan bør vi som journalister bære os ad for at få den almindelige dansker til at interessere sig for noget så fjernt og omstændigt som EU? Illustration: Henrika Hermann Hansen.

Skribent: Alexander Kokkedal

Udgivet den 05. maj 2019

Du ser flere EU-nyheder for tiden, end du plejer. Du ved nok hvorfor. Fra 23. til 26. maj skal danskerne til stemmeurnerne, for der er valg til Europa-Parlamentet. Medlemslandene skal imellem sig samle et nyt parlament à 705 politikere. Europa rundt folder nyhedsmedier deres dækning af EP-valget ud, så valget kan foregå på et oplyst grundlag.

Men interessen for EU og EP-valg svinger, og i Danmark har valg til Europa-Parlamentet konsekvent haft den laveste valgdeltagelse, når man sammenligner med valg til Folketinget, regioner og kommuner. Så når nyhederne skal skrives, hvordan får man så læseren med?

Identifikation er nøglen til EU

Hvad adskiller Det Europæiske Råd fra Rådet for den Europæiske Union? Hvad er Europa-Kommissionens rolle i forhold til Europa-Parlamentet? Hvordan dækker journalister EU’s arbejde, så den almindelige dansker kan forstå det?

Det har Andreas Marckmann Andreassen et bud på. Han er til dagligt digital redaktør på Journalisten, men har flere år inden for EU-dækning bag sig. Han skrev Håndbog i EU for journalister og underviser i EU-journalistik på SDU.

“Jeg er ikke sikker på, at EU er mere kompliceret end andre magtapparater – måske er det bare længere væk. Mange af os har en grundlæggende forståelse for, hvordan det danske demokrati fungerer, for det har vi lært i folkeskolen. For mange ligger EU lidt længere væk, så man skal starte lavere på læringsstigen,” siger Andreas Marckmann Andreassen.

EU-stof adskiller sig ikke væsentligt fra alt andet stof, for det er de samme journalistiske redskaber, der gør sig gældende i forhold til vinkling og valg af historier. Særligt peger Andreas Marckmann Andreassen på identifikation som et nyttigt værktøj.

“EU er ikke nødvendigvis så kedeligt, som vi har lært at opfatte det. Men man skal anskue det på den rigtige måde, for eksempel i forhold til hvad det betyder for modtagerne. Identifikation er det ældste kneb i journalistbogen, men det virker bare,” siger han.

Svært at være vagthund til EU-institutioner

Hos det politisk orienterede medie Altinget bliver EU-nyhederne serveret med et nationalt perspektiv, hvor det er muligt. Rikke Albrechtsen, Altingets EU-redaktør, arbejder fra Bruxelles og siger, at man for at finde den gode EU-historie må være realistisk omkring det danske prisme, historierne udvælges og vinkles igennem.

“Vi bruger rigtig meget tid på at bære lovgivningsprocessen fra Bruxelles til Christiansborg og på den måde sige, at der kommer et nyt forslag, eller at noget er på bedding, og hvad det betyder i Danmark,” siger Rikke Albrechtsen.

Historier uden nationalt perspektiv kan derimod være svære at dække. For eksempel når historierne handler om EU-institutioner. Den type historier vil typisk være dem, der er for de særligt interesserede, og som ligger bag Altingets betalingsmur.

“Det kan nogle gange være svært at udfylde rollen som vagthund, fordi det bliver for fjernt fra folk,” siger Rikke Albrechtsen.

EU-nyheder uden EU nævnt

For de EU-historier, journalister så til gengæld kan vinkle gennem en national linse, gælder det ifølge Andreas Marckmann Andreassen om at fokusere på, hvordan det berører danskere. 

“EU er måske verdens dårligste ord i en rubrik. Folk dør lidt, når de læser, at EU’s erhvervspulje støtter en eller anden virksomhed. Men hvis nu historien hed, at en virksomhed har opfundet et hjul, der ikke kan glide, og fået millioner i støtte, kan man pludselig forstå den,” siger han.

Ønsker man som journalist at slippe helt for, hvad han anser for verdens dårligste ord i en rubrik, kan man med fordel give sig selv en lille øvelse:

Prøv at skrive om EU uden at nævne EU.

“På Journalisthøjskolen havde jeg et forløb, hvor jeg kun skrev historier om EU, men som benspænd ikke måtte nævne EU i artiklerne. Så tænker man over, hvad en historie virkelig handler om. Politik handler om mennesker, penge, magt, prioriteringer, valg og fravalg, og så er det dét, man vinkler på,” fortæller Andreas Marckmann Andreassen.

Dette overblik over de seneste års valgdeltagelse i Danmark taler sit tydelige sprog. Europaparlamentsvalgene trækker betydeligt færre danskere til stemmeurnerne sammenlignet med både folketingsvalg og kommunal- og regionsrådsvalg.

Kilde: Danmarks Statistik, Økonomi- og Indenrigsministeriet og EU-Oplysningen. Afrundet til nærmeste ene decimal. 

For snævert alene med dansk vinkling

Ifølge Thomas Falbe, nyhedschef på DR Nyheder, skal DR i sin dækning af EP-valget både have nære historier og det europæiske perspektiv med sig. Europa-Parlamentet har ikke til job at tilgodese nationale interesser, så det ville være forkert kun at have et dansk fokus.

“Det er for snævert at tilgå et valg til Europa-Parlamentet alene ud fra danske interesser,” siger Thomas Falbe.

Politikerne, som bliver valgt ind, skal skabe flertal på tværs af grupperinger fra hele Europa, understreger han. Derfor bliver andre landes udfordringer vigtige at få med. 

DR Nyheder har de store temaer for deres dækning af EP-valget lagt fast. Det er temaer som klima, flygtninge, fri bevægelighed og skat. Thomas Falbe skyr dog ikke fra at tage andre emner op, der kan være sværere at dække journalistisk.

“Det er ikke sådan, at fordi noget er svært, vil vi ikke beskæftige os med det. Og i en valgkamp er alt vigtigt, for alt vil være til diskussion. Men der ligger også en prioritering, og den er vi nødt til at foretage,” siger han med hentydning til temaerne.

Dobbeltvalg – hvad hvis det sker?

DR Nyheder startede allerede sin dækning af europaparlamentsvalget i midten af april og havde den første tv-debat mellem spidskandidaterne den 25. april. Ifølge nyhedschef Thomas Falbe startede DR sin dækning tidligere end sædvanligt af hensyn til, at næste valg til Folketinget kan være lige om hjørnet – måske samtidig med valg til Europa-Parlamentet.

“Hvis vi står i en situation, hvor valget til Folketinget og Europa-Parlamentet finder sted samme dag, er der risiko for, at europaparlamentsvalget kommer til at drukne i folketingsvalget. Det er én af grundene til, at vi har startet vores parlamentsvalgsdækning meget tidligt,” siger Thomas Falbe.

Rikke Albrechtsen ser derimod ikke nogen særlige udfordringer i at have to valg oveni eller meget tæt på hinanden. Altinget vil uanset placeringen af folketingsvalget have medarbejdere på plads til at dække valget til Europa-Parlamentet.

“Jeg tror ikke, det kommer til at være så slemt ved os. Vi kommer til at gå op i kadence, i forhold til hvor meget vi spænder ud, og selv ved et dobbeltvalg kommer der til at være dedikerede medarbejdere hjemmefra, som også vil sidde på EU-valgdækningen. Vi skriver jo også på internettet, så vi skal ikke slås med folketingsvalget om spaltepladsen,” siger hun.

Andreas Marckmann Andreassen: Her finder du de gode EU-historier

  • Europa-Parlamentet er det oplagte sted at starte, hvis du som nyhedsjournalist gerne vil finde en historie om EU. Det er den lettest tilgængelige institution, ikke mindst da parlamentets folkevalgte politikere gerne vil optræde i offentligheden, og relativt få ringer til dem. I Europa-Parlamentet er der især to steder, det er oplagt at finde historier: parlamentets udvalg og plenarmøder.
  • I udvalgene kan du opsnappe historier, som ikke har taget dagsordenen endnu. Hold her øje med lovforslag, og hvem der markerer sig – det giver dig både skriftlige og mulige mundtlige kilder.
  • Dagsordener for Europa-Parlamentets plenarmøder er offentligt tilgængelige og har høj aktualitet. Ved at følge med i plenarmøderne finder man ud af, hvad parlamentet vedtager eller forkaster. Dog skal man regne med, at flere andre journalister også leder efter historier her.
  • Folketingets Europaudvalg er også et godt sted at finde historier. Møderne streames live på nettet og er dræbende kedelige, da det meste er klappet af på forhånd. Men til møderne får politikerne de såkaldte EU-noter, der er guld værd for en journalist. EU-noterne indeholder fakta fra et dansk perspektiv på, hvad ny EU-lovgivning vil betyde fx for dansk økonomi og miljø, og hvis forskellige interesser clasher. Noterne er som regel skrevet fra regeringens synspunkt, men giver en masse oplysninger, en journalist kan arbejde videre med.
  • Kig på sociale medier, især Facebook og Twitter. Næsten alle EU-politikere af betydning har en Twitter-profil, og du kan også finde talspersoner for kommissionen her. Der er forskel på, hvor villige de er til at gå i dialog, men mange vil gerne svare på henvendelser.