Mere end 200.000 danskere er på TikTok – DR er ikke

Mere end 200.000 danskere er på TikTok – DR er ikke

Mere end 200.000 danskere er på TikTok – DR er ikke

Danmarks Radios sociale medieprofiler tæller både Instagram, Facebook, Youtube og Twitter, men de er, ligesom næsten alle andre danske medier, ikke til at finde på TikTok. Vi har spurgt tre danske journalister, hvordan de bruger ‘et socialt medie på steroider’.

Skribent: Bonna Haagen pedersen
FOTO: margarita ilieva

Udgivet den 25. marts 2021

The Washington Post. BBC. La Nación. Tre medier, der primært har det til fælles, at de beskæftiger sig med journalistik. Men de har også en anden fællesnævner. De er nemlig alle tre til stede på det sociale medie TikTok.

I en dansk kontekst kan officielle medieprofiler på TikTok tælles på én hånd. Vi Unge har en profil, de ikke har postet på siden 2018 og Medietrends.dk har en profil uden hverken indhold eller følgere. Vi har spurgt journalisterne Anna Lin, Lasse Winther og Jonas Madsen, hvordan de bruger TikTok.

 

Når børnene, hvor de er

For Anna Lin Lundsgaard, tidligere vært på Ultra Nyt og kommende vært på ‘Kender Du Typen’, er TikTok et socialt medie, som er sjovt, underholdende og kreativt. Det giver hende også en mulighed for at pleje platformen, der er en del af hendes brand som vært.

Det gør hun for eksempel ved at tage videoklips fra egne programmer, så de på TikTok kan fungere som en teaser for selvsamme. 59,1 tusinde personer følger Annas profil på TikTok.

“Jeg har lige brugt det til at lede efter medvirkende til et nyt program. Jeg har et ønske om at nå så mange forskellige børn som muligt for at lave et godt cast. Så det giver mening at bruge den platform, jeg har derinde,” siger hun.

@anna_l1n

Vil du være med i en serie på Ultra?

♬ original sound - Anna Lin

Lasse Winther, vært og videoproducer hos DR Viden, downloadede appen i marts 2020 og var i første omgang bare med på en kigger.

“Jeg gjorde nok det, som de fleste gør; bare kommer ind for at få en masse content. Men jeg blev fuldstændig blæst bagover og blev dybt afhængig.”

For ham er det vigtigt at forsøge at lave indhold, som er unikt. Det skal passe til hans kunnen og personlighed. Valget om at gå fra en kigger til selv aktivt at poste kommer fra en grundlæggende nysgerrighed for TikTok.

“Jeg tror også, jeg satte mig et mål, om at jeg kan bruge TikTok til at sprede noget viden men også at profilere mig selv, i og med at jeg som journalist og vært lever af, at folk kan lide min personlighed,” siger han.

@lassewinther

Reply to @lasseraun banansmag fra bananslik smager af en banansort, der nu er uddød. #somesciencedk #danmark #tiktokdk #danmarksradio #science

♬ Shaxicula (Toxic x Love Shack x Dragula) - DJ Cummerbund

Ligesom Anna Lin har Jonas Madsen fra DR Ultra også en bevidsthed om at være til stede der, hvor målgruppen for hans program er. Jonas er ikke hoppet med på diverse TikTok trends og danse, men uploader mest udklip fra Ultra Nyt, hvor hans personlighed får lov til at skinne igennem.

“Jeg synes jo, det er et enormt underholdende medie, og jeg får meget ud af at være derinde. Det er jo bare sociale medier på steroider. Der er fuld knald på, og det kan jeg godt lide,” siger han.

@jonasmadzen

Det er ikke altid nemt at lave Ultra Nyt 🥰✌️⭐☀️💐 Hvad glæder du dig allermest til, når skolen starter igen? #drultra #ugens #ultranyt #forypu

♬ original sound - jonasmadzen

Underholdende men informativt

TikTok er det hurtigst voksende sociale medie i verden lige nu, og hvis man tror, at det blot er et sted for dans og pranks, har man sovet i timen. Tidligere nævnte Washington Post har i skrivende stund hele 897,8 tusinde følgere på appen og er måske om nogen et bevis på, at man, modsat Lægemiddelstyrelsen, godt kan formidle information på TikTok, uden at det bliver boomer.

Lasse bruger blandt andet sin profil til at lave videnskabsindhold og ønsker ifølge sig selv at promovere en tilgang til ny viden: At det kan være både spændende, sjovt og underholdende. Og at det er helt okay at være nørdet.

Spørger man ham, hvad der gør TikTok særligt i forhold til at formidle informativt indhold, er han ikke i tvivl.

Det kan være snacksized. Det tror jeg, er det vigtigste, den platform kan. Det kan ligge sammen med en masse underholdning, og det gør jo, at det ikke nødvendigvis føles som læring. Især hvis det lykkedes mig at lave noget indhold, som både er underholdende og informativt.”

 

Jonas Madsen, som til dagligt bor og arbejder i Aarhus, har 25.6 tusinde følgere på TikTok. Foto: Margarita Ilieva

Jonas Madsen, som til dagligt bor og arbejder i Aarhus, har 25.6 tusinde følgere på TikTok. Foto: Margarita Ilieva

For Anna Lin er hendes profil en forlængelse af sit brand, og hun bruger den udelukkende til underholdning. Men hun er også bevidst om, at de fleste af dem, der kigger med, er børn, og at de kender hende fra værtsrollen. Derfor er det heller ikke alle trends og danse hun hopper på, hvis de for eksempel er for sexede.

Det er ikke et sted, hvor jeg skal være lækker. Det kan jeg være på min ‘Nære Venner’ Instagram story. For eksempel har jeg lavet en dans til Savage, hvor jeg har taget den version, hvor der kommer en pruttelyd, for at det bliver mindre sexet. Så det tænker jeg også over.”

Etiske overvejelser

TikTok har været genstand for en del kritik, som blandt andet går på måden, de indsamler, gemmer og videredistribuerer brugernes data. Set i lyset af at TikTok i høj grad henvender sig til en ung brugergruppe, har det også givet Jonas Madsen anledning til etiske overvejelser om sin tilstedeværelse på appen.

“Jeg har gjort mig etiske overvejelser om at være til stede på appen, men jeg synes også i kraft af mit arbejde, at jeg har en forpligtigelse til at forstå, hvad det er, børnene ser og laver og nogle gange se den digitale verden ud fra deres øjne.”

 

Ligesom Jonas Madsen, har Anna Lin gjort sig lignende overvejelser, og hun har tidligere lavet en Ultra-udsendelse om Tiktok og hvilke problemstillinger, det kan give, at appen er kinesisk ejet. Hun oplever nogle gange, at børn skriver til hende på TikTok: ‘Du siger, man ikke må have TikTok, og så har du det selv.

“Jeg har lavet en personlig opvejning af at være på TikTok, og det vil jeg gerne. Der er så mange, der har mine informationer, og jeg har personligt ikke ondt i maven over, at Kina også har.”

Hun vil dog aldrig opfordre nogen til at gøre det ene eller det andet. Hun pointerer, at det er utroligt vigtigt for forældre og børn at snakke om internettet, og hvor stort det er.

Jonas Madsen har en kandidat i journalistik fra Syddansk Universitet. Foto: Margarita Ilieva

Potentiale for en DR tilstedeværelse på TikTok?

Både Lasse, Anna og Jonas ser et potentiale i at være til stede på platformen, også som medie.

Illustreret Bunker har forsøgt at få en mere konkret udtalelse fra DR om deres overvejelser i forhold til at være til stede på TikTok, men det er ikke lykkedes. Chef for Børn, Unge og Nyudvikling, Malene Birkebæk siger følgende:

“DR’s tilstedeværelse på sociale medier er en vigtig brik i at levere tidssvarende public service-indhold på de platforme og enheder, som især yngre brugere foretrækker. Det er en løbende vurdering, hvilke platforme DR er til stede på. I forhold til Ultra og sociale medier giver Youtube lige nu mening i relation til målgruppen og vores strategiske indsatser, men vi holder øje med andre platforme i forhold til brugen og udviklingen af platformen.”

Besparelser på DMJX: Fra mystisk mail til seks fratrædelser

Besparelser på DMJX: Fra mystisk mail til seks fratrædelser

Besparelser på DMJX: Fra mystisk mail til seks fratrædelser

På et bestyrelsesmøde i december bliver det vedtaget, at skolen skal spare 3,5 millioner kroner. En intern mail bliver delt med de studerende, og direktionen varsler afskedigelser. Her er, hvad der skete, fra bestyrelsesmødet fandt sted, til besparelserne endte med, at kendte ansigter på journalistuddannelsen stopper.

Besparelser på DMJX: Fra mystisk mail til seks fratrædelser

På et bestyrelsesmøde i december bliver det vedtaget, at skolen skal spare 3,5 millioner kroner. En intern mail bliver delt med de studerende, og direktionen varsler afskedigelser. Her er, hvad der skete, fra bestyrelsesmødet fandt sted, til besparelserne endte med, at kendte ansigter på journalistuddannelsen stopper.

Skribent: Marcus wehage
ILLUSTRATION: Simon b. Porse

Udgivet den 25. marts 2021

Dag 1

En mystisk mail tikker ind i de studerendes indbakke den 15. december. Angående sparerunde på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole lyder det i emnefeltet. Mailen bliver sendt af de journaliststuderendes daværende repræsentant i skolens bestyrelse, Mats Magnussen, og er foruden ham selv underskrevet af Roger Buch og Peter Østergaard Sørensen, de to medarbejderrepræsentanter i bestyrelsen. Det er det første, de studerende hører om besparelserne, 

og der skal gå lang tid, før skolen vælger at kaste lys over sagen.

Har man glemt den føromtalte mail, eller bed man ikke på det sexede emnefelt, kommer der her et hurtigt oprids af sagen.

Den 14. december er der bestyrelsesmøde på DMJX. Som altid sidder også to repræsentanter for de studerende og to repræsentanter for underviserne med til mødet. Det står klart, at der skal spares nogle penge. Direktionen foreslår at sænke skolens overskudgrad, som er den del af omsætningen, der bliver lagt til side som opsparing, fra to til en procent.

Normalt er der mere eller mindre enighed om beslutningerne, og bestyrelsen kan tale sig frem til en løsning. Men ikke i dag. Peter Østergaard Sørensen og Roger Buch mener ikke, at det er skolens opgave at spare flere penge op end højst nødvendigt. De efterspørger derfor, at man ikke opsparer noget som helst. Overskudsgraden skal sænkes til nul.

Heller ikke Mats Magnussen mener, at tiden er til besparelser.

”I en tid med stor usikkerhed blandt medarbejderne mener jeg, at skolen burde have droppet besparelserne helt i år,” siger han. Det ender med en afstemning i bestyrelsen, hvor kun Mats Magnussen og medarbejderrepræsentanterne stemmer imod besparelserne.

Dag 8

Næste gang, man kan få indblik i beslutningen, er i Journalisten den 22. december. Artiklen DMJX skal spare 3,5 millioner kroner forklarer desuden, hvordan det bliver svært at undgå fyringer.

Dag 9 

Allerede dagen efter kommer kritikken fra Markus Valentin Jakobsen, formand for KaJ, studenterorganisationen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han kalder i Journalisten beslutningen om at spare penge midt i coronakrisen fuldstændig hul i hovedet. Med Markus Valentin Jakobsen vokser koret af kritiske røster blandt de studerende.

Også selve kommunikationen i processen, mener Mats Magnussen, er kritisabel.

”Jeg synes ikke, at skolen har meldt ud, hvad det kommer til at betyde. Det er vigtigt, at direktionen også informerer om, hvad det har af konsekvenser, når man vælger at spare i den her tid.”

Direktionen må have fulgt med, for de søsætter nu et projekt i jagten på en åben debat om besparelserne. Det bliver dog først på den anden side af en god, lang juleferie.

Dag 32 

Den 15. januar modtager de studerende en ny mail under emnet Mød direktionen til en snak om aktuelle emner på DMJX. Arrangementet, der maksimalt kan rumme 500 deltagere, foregår mandag den 18. januar klokken 9-10.

Det er her blandt mange andre spændende emner, at skolen vil fortælle om den økonomiske situation på DMJX. Det eneste, de studerende skal gøre, er at koble sig op til en lynhurtig internetforbindelse og sidde klar klokken 9. Deltagelse sker efter først til mølle-princippet.

Mandag morgen kan direktionen ånde lettet op. Der var plads til alle, som ønskede at være med. Omkring 60 personer loggede på det digitale møde. 

Dag 85 

Selvom direktionen modtager kritik fra de studerende, bliver deres samarbejdsevner rost af skolens medarbejdere.

”Jeg synes faktisk, at ledelsen har lyttet rigtig meget til os medarbejdere. Der er jo ingen af os, der synes, at det her er fedt,” siger tillidsrepræsentant Mette Mørk.

Fredag den 5. marts falder den endelige plan for besparelserne på plads. Gennem debat og kompromiser mellem ledelse og medarbejdere lander aftalen ifølge Mette Mørk et fornuftigt sted.

”Det vigtigste for os medarbejdere var, at både ledelse og medarbejdere skulle bidrage til besparelserne.” Som resultat af besparelserne tilbyder seks medarbejdere at fratræde frivilligt, og alle får deres ønske opfyldt.

Gitte Luk, Lars Bjerg, Lone Krogsholm, Henrik Laier, Anders Lange og Christina Hansen Falkenberg vil ved årets udgang ikke længere være at finde på DMJX.

På nær Christina Hansen Falkenberg fra studieadministrationen er alle de fratrædende undervisere, fire fra journalistlinjen og en fra kommunikationslinjen. Det er dermed journalistuddannelsen, der bringer det største offer, når den mister nogle legender.

Hvor mange af deres stillinger der skal genbesættes, ved skolen stadig ikke, men der kan godt forventes nyt blod i Aarhus-afdelingen. De seks medarbejdere stopper løbende i år, og får derfor alle mulighed for at færdiggøre diverse projekter på en ordentlig måde.

For de studerende betyder besparelserne, at al print fremover bliver betalt af egen lomme.

Om hvorfor de studerende ikke fik en mail om besparelsen og dens konsekvenser, ligesom underviserne fik, er Trine Nielsens svar enkelt.

”Det var fordi, de andre (Roger Buch, Peter Østergaard Sørensen og Mats Magnussen red.) var hurtigere end os.”

Debatten løber løbsk på de sociale medier: ”Smut hjem i din jordhule”

Debatten løber løbsk på de sociale medier: ”Smut hjem i din jordhule”

Debatten løber løbsk på de sociale medier: ”Smut hjem i din jordhule”

Tonen på de sociale medier bliver tiltagende grovere. Ifølge Institut for Menneskerettigheder
afholder knap halvdelen sig fra at
deltage i debatten. Men hvem bærer
ansvaret, og hvordan kommer man
den grove tone til livs?

Tonen på de sociale medier bliver tiltagende grovere. Ifølge Institut for Menneskerettigheder afholder knap halvdelen sig fra at
deltage i debatten. Men hvem bærer
ansvaret, og hvordan kommer man
den grove tone til livs?

Skribent: Caroline Dybdal
ILLUSTRATION: VERONIKA SKOV SNEDKER

Udgivet den 25. marts 2021

”Din type er ikke født med meget mellem ørene.” Ari Bndyan læser hovedrystende den ene kommentar efter den anden. Det er personangreb.

Han er frisør og aktiv deltager i kommentarsporene på Facebook. Han har deltaget i en debat på Facebook om den voksende coronasmitte i Vollsmose. Selv bor han i Sæby, så egentlig kan han være ligeglad, men han følte et behov for at beskytte beboerne.

Hans kommentar skaber reaktioner fra de andre Facebook-brugere. Den første reaktion får hurtigt selskab af de næste. Smut hjem i din jordhule’ og ‘Du er sgu da mere end dum at høre på’.

Det er ikke nyt for Ari, at han bliver udsat for en grov tone, når han blander sig i debatten på Facebook. For det meste rører den grove tone ham ikke, men særligt de racistiske kommentarer rammer ham.

”Når jeg bliver ked af det, så bliver jeg vred. Jeg bliver deprimeret af det.”

Debatten løber løbsk på de sociale medier: ”Smut hjem i din jordhule”

Tonen på de sociale medier bliver tiltagende grovere. Ifølge Institut for Menneskerettigheder afholder knap halvdelen sig fra at deltage i debatten. Men hvem bærer ansvaret, og hvordan kommer man den grove tone til livs?

Skribent: Caroline Dybdal
ILLUSTRATION: VERONIKA SKOV SNEDKER

Udgivet den 25. marts 2021

”Din type er ikke født med meget mellem ørene.”

Ari Bndyan læser hovedrystende den ene kommentar efter den anden. Det er personangreb. 

Han er frisør og aktiv deltager i kommentarsporene på Facebook. Han har deltaget i en debat på Facebook om den voksende coronasmitte i Vollsmose. Selv bor han i Sæby, så egentlig kan han være ligeglad, men han følte et behov for at beskytte beboerne.

Det er ikke nyt for Ari, at han bliver udsat for en grov tone, når han blander sig i debatten på Facebook.
For det meste rører den grove tone ham ikke, men særligt de racistiske kommentarer rammer ham.

”Når jeg bliver ked af det, så bliver jeg vred. Jeg bliver deprimeret af det.”

Med Facebook hører der ansvar

Ari Bndyan er ikke alene. Eksperter vurderer, at debatten bliver tiltagende grovere. Det har haft den konsekvens, at 48% af danskerne ifølge en undersøgelse fra Institut for Menneskerettigheder nu afholder sig fra at deltage i debatten på sociale medier.

Ifølge Maia Kahlke Lorentzen har medierne et ansvar for samtalen online. Hun er social medie moderator, selvstændig konsulent, og en del af Cybernauterne, der er et netværk af eksperter i digital udvikling.

Hun fortæller, at medierne er begyndt at henvende sig mere direkte til brugerne på sociale medier for at få flere klik, for eksempel ved at spørge ‘hvad synes du?’ Det kan mobilisere rigtig rasende og ubehagelige følelser hos brugerne, som resulterer i en hård tone.

Netop brugen af Facebook for at skabe trafik, er noget Nadia Nikolajeva efterspørger handling på. Hun er ekspert i sociale medier og har startet netværket Ansvar for Feedet, der skaber en platform, hvor medier kan rådgive hinanden omkring debatten.

”På Facebook deler de ting for at få en masse klik. Jeg synes, at hvis de vil have den opmærksomhed, så hører der noget ansvar med.”

Fy-ord og dialog

Både Jyllands-Posten og Jysk-Fynske medier er begyndt at bruge et moderationsværktøj for at komme den grove tone til livs. Anders Hjelmer Paulsen, redaktør for sociale medier og digitale værktøjer hos JyskFynske Medier, fortæller, at de manuelt har indtastet over tusind såkaldte fy-ord, som ifølge ham ikke kan bruges på nogen fornuftig måde.

Ordene bliver automatisk skjult fra Jysk Fynske Mediers mere end 100 Facebook-sider.

Nadia Nikolajeva er digital rådgiver og underviser i sociale medier. Hun synes, at værktøjet er smart, men det har også sine begrænsninger. Det resulterer eksempelvis i, at kommentarer, der bekæmper den grove tone, bliver fjernet, hvis de bruger fy-ordene som eksempler.

Hun mener, at moderationen er et minimumskrav til medierne. Selvfølgelig skal kommentarer slettes, men det er ikke det, der giver højt på karakterskalaen.

”Hvis jeg virkelig skal sætte det på spidsen, så synes jeg, at det er uambitiøst for den demokratiske samtale, når det eneste redskab, man bruger, er at slette de dårlige ting. Plej debattonen med alt, hvad det indebærer.”

Hun uddyber, at man ikke bare kan nøjes med at slette de dårlige kommentarer. Man skal fremhæve de gode kommentarer og være tydelig omkring dem, man sletter. Man skal gå i dialog med brugerne.

Læs Nadia Nikolajevas guide til moderering af debatten online

“Har du lyst til at være med til at tage ansvar for feedet? Så overvej, om du skal arbejde efter de fem grundprincipper her. På den måde kan flere medier og organisationer arbejde efter samme standard.

  • Regler: Formuler synlige og klare regler for debatten og giv adgang til at klage over indlæg.
  • Formål: Vurder, hvilke historier, der egner sig til debat, og hvilket formål debatten tjener.
  • Filter: Benyt programmer og filtre, der kan lette moderationen.
  • Deltagelse: Overvej, om journalister og redaktører skal tage del i debatten for at holde den på sporet og berige den med fakta.
  • Ressourcer: Sørg for at styrke moderationen, når emnet er særligt engagerende debatstof. Hav ikke flere debattråde, end redaktionen har ressourcer til at følge og moderere.”

Kilde:  ”Sådan får du en bedre debat online”, Journalisten.dk

Medierne handler forskelligt

Journalistikken har ændret sig i forhold til deres nye rolle på de sociale medier. Det er en ret ny underopgave, der kommer ind i mediebilledet, når medierne skal til at moderere debatten, fortæller Nadia Nikolajeva. Man er nødt til at erkende, at det er noget, man skal have styr på. Det er en opgave, der er kommet for at blive.

Derfor er det også for medierne en ny verden at navigere i, hvilket fører til forskellige løsninger. Størstedelen modererer debatten, så de opfylder minimumskravet, som Nadia Nikolajeva beskriver det. Men både hos Jyllands-Posten og Jysk Fynske Medier forsøger man at gå skridtet længere.

På Jysk Fynske Medier har de indført en ret kontant holdning til de gengangere, der ofte kommer med hadefulde ytringer på deres sociale medier. De bliver udelukket.

Hvis man først er udelukket fra at debattere i et af kommentarsporene hos Jysk Fynske Mediers mange lokalavisers Facebook-sider, skal man kontakte den pågældende chefredaktør. Han eller hun må dernæst bestemme, om personen kan deltage i debatten igen.

Nadia Nikolajeva er positiv over for Jysk Fynske Mediers tiltag. Hun glæder sig over chefredaktørernes deltagelse i opgaven på de sociale medier, da hun ofte oplever, at de blander sig langt udenom.

Hos Jyllands-Posten er det en prioritet at kunne gennemlæse alle kommentarer. Mathias Danielsen fortæller, at han oplever, at man kan styre debatten ved at være over den fra start.

”Hvis det er en grov kommentar, så er min teori, at andre bliver mere tilbøjelige til også at kommentere groft. Så ser man lige pludselig et kommentarspor løbe løbsk,” siger han.

Det er en oplevelse Nadia Nikolajeva genkender fra sine erfaringer i Ansvar for Feedet. De første 20 minutter er fuldstændig afgørende. At få lagt en plan, det er ifølge hende hele hemmeligheden.

Vær tydelig om moderationen

Nadia Nikolajeva har gode erfaringer med dialogen direkte med brugerne, og hun fremhæver vigtigheden i, at medierne er tydelige omkring moderationen.

Medierne er blevet en broget flok, fortæller hun. Nogle tager ansvaret meget seriøst, mens andre lader kommentarfelterne passe sig selv.

”Det positive, synes jeg, er, at medierne virkelig er ved at vågne op i forhold til den her opgave, og at de begynder at få nogle ambitioner på det her område.”

Tilbage i Sæby fortsætter Ari Bndyan med at deltage i debatten. Han er begyndt at invitere de groveste debattører på dialogkaffe og en klipning i sin frisørsalon i Sæby. Det er hans måde at gøre op med ”Facebook-soldaterne” på, som han kalder dem. På hjemmefronten er han dog ene om at deltage i debatten. Hans kone kan ikke forstå lysten.

”Min kone er faktisk vred på mig. Hun er vred over, at jeg gider at bruge min tid på Facebook. På ligegyldige mennesker.”

Vær tydelig om moderationen

Nadia Nikolajeva har gode erfaringer med dialogen direkte med brugerne, og hun fremhæver vigtigheden i, at medierne er tydelige omkring moderationen.

Medierne er blevet en broget flok, fortæller hun. Nogle tager ansvaret meget seriøst, mens andre lader kommentarfelterne passe sig selv.

”Det positive, synes jeg, er, at medierne virkelig er ved at vågne op i forhold til den her opgave, og at de begynder at få nogle ambitioner på det her område.”

Tilbage i Sæby fortsætter Ari Bndyan med at deltage i debatten. Han er begyndt at invitere de groveste debattører på dialogkaffe og en klipning i sin frisørsalon i Sæby. Det er hans måde at gøre op med ‘Facebook-soldaterne’ på, som han kalder dem. På hjemmefronten er han dog alene om at deltage i debatten. Hans kone kan ikke forstå lysten.

”Min kone er faktisk vred på mig. Hun er vred over, at jeg gider at bruge min tid på Facebook. På ligegyldige mennesker.

Cavlingvinder Anders Legarth Schmidt: “Det vigtigste er, at psykiatrien får en pris”

Cavlingvinder Anders Legarth Schmidt: “Det vigtigste er, at psykiatrien får en pris”

Cavlingvinder Anders Legarth Schmidt: “Det vigtigste er, at psykiatrien får en pris”

Mennesker med psykiske sygdomme portrætteres ofte som farlige eller skøre i de danske medier. Hvordan undgår man at falde i samme grøft? Cavlingvinder Anders Legarth Schmidt giver sit besyv.

Skribent: Julie Schønning & Astrid Simone Kjær
FOTO: kim frost

Udgivet den 25. marts 2021

I herskabslejlighedens lyse stue står et arbejdsbord. Det var her Anders Legarth Schmidt sad til den virtuelle Cavlingprisuddeling, da hans navn blev råbt op.

På bordet står nu en lille bronzestatuette. Henrik Cavling ligner en karikatur på en journalist med trenchcoat og bowlerhat. Men journalisten, der har modtaget denne fornemme pris, har ikke bowlerhat på. Han er klædt i jeans og t-shirt og byder på kaffe i sit hjem på Østerbro i København. Cavlingprisen vandt han for sin reportageserie fra en lukket psykiatrisk afdeling:

”Jeg har altid været interesseret i det, der foregår inde i vores allesammens hoveder. Mere end det, man kan se, røre og lugte. Det hænger sammen med, at der var psykisk sygdom i min egen familie, da jeg var barn.” 

Derfor har Anders Legarth Schmidt dækket området for Politiken i mere end 15 år. Sidste år brugte han 40 timer på børne- og ungdomspsykiatrisk afsnit i Glostrup, der endte ud i reportageserien ‘Forbandet Ungdom’. Gennem otte kapitler beskrives livet som patient og personale på en afdeling, der sjældent åbner dørene for pressen. Det vigtigste for ham er at skabe opmærksomhed omkring emnet: 

“Jeg synes, det er super vigtigt at tale og skrive åbent om psykisk sygdom. Tingene vokser sig større og værre, hvis man går med dem alene.” 


Ny fortælling om psykiatrien
 

Men emnet får ikke altid den rigtige form for opmærksomhed. Dramatiske overskrifter er med til at male et billede af mennesker med mentale udfordringer som farlige eller skøre. Eksempler som ‘Knivstikker var psykisk syg’, ‘Professor: Naivt at raskmelde psykisk syge’ og ‘Psykisk syg går amok’. Selvom mediedækningen af psykisk sygdom har udviklet sig til det bedre, er mere end hver tredje artikel fortsat præget af et forenklet billede. Det viser en analyse af mediedækningen i 2019 foretaget af Infomedia. 

Infomedias analyse er lavet på vegne af ‘EN AF OS’. Det er en organisation, som blandt andet er støttet af Social- og Sundhedsstyrelsen, hvis formål er at afstigmatisere psykisk sygdom i Danmark. 

“Der er sket en forbedring i de danske mediers portrættering af psykisk sygdom,” mener konstitueret projektleder for ‘EN AF OS’, Anja Kare Vedelsby. 

Ifølge Anja Kare Vedelsby kan medierne medvirke til at fremme inklusion og bekæmpe diskrimination forbundet med mental sygdom. Det afgørende er måden, der skrives om emnet. 

“Medierne kan være med til at bekræfte folks fordomme om personer med psykiske lidelser, hvis journalister ikke nuancerer, at man ikke er sygdommen, men et menneske med en sygdom,” uddyber projektlederen. 

Medierne kan også være med til at skabe et mindre fordomsfuldt syn på det at have mentale udfordringer ved at vise en alsidig skildring af personen. 

Anders Legarth Schmidt mener ligeledes, at samfundet skal være bedre til at rumme mennesker med mentale vanskeligheder, blandt andet så man ikke skal frygte personlige og karrieremæssige konsekvenser ved at stille sig offentligt frem:

“Vores samfund er på mange måder u-rummeligt. Men jo længere tid der går, hvor psykisk syge mennesker er underrepræsenterede i medierne – desto længere tid går der, før det ikke føles skamfuldt at have en psykisk sygdom.”

De “sårbare” kilder

En anden problematik forbundet med at skrive en historie med psykisk sårbare kilder er, at det kan være vanskeligt at afgøre, om kilden kan overskue konsekvenserne af sin medvirken. Det er et hensyn, der også fremhæves i pressenævnets vejledning om god presseskik.

‘EN AF OS’ arbejder blandt andet med at vejlede journalister og medier, der arbejder med psykisk sårbare kilder. Anja Kare Vedelsby anbefaler, at man sikrer en grundig briefing forud for et interview, og at man taler med kilden om vedkommendes motivation for og eventuelle konsekvenser ved at medvirke. Desuden råder hun til, at man spørger kilden, om man må tale med en pårørende eller en behandler, for at få en professionel mening om kildens medvirken:

“Når folk står frem med noget, der er så personligt som ens psykiske lidelse, er det vigtigt, at  man tager sig god tid.”

 

 

Endelig er det vigtigt, at kilden får mulighed for at godkende artiklen før publicering.

I forbindelse med reportageserien ‘Forbandet Ungdom’ fik Anders Legarth Schmidt blåstempling fra forældre og læger udover kilderne selv forud for alle interviews. Han anerkender dog, at man principielt aldrig kan vide, om en kilde fortryder sin deltagelse.

Alligevel mener han, at journalister skal strække sig langt for at give plads til mennesker, der er anderledes i medierne. Derfor må man sommetider løbe en risiko med kildevalg for at være med til at skabe en udvikling i samfundet:

“Hvis man vil helgardere sig mod den risiko, kommer man til at holde psykisk syge mennesker i mørket for altid.”

For at kunne tegne et oprigtigt portræt af en sårbar kilde er det vigtigt at turde stille de svære spørgsmål. Når Anders Legarth Schmidt interviewede de unge mennesker på børne- og ungdomspsykiatrisk afsnit, havde han ikke forberedt en masse spørgsmål. Ved at gå nænsomt frem afsøgte han grænsen for, hvad han kunne spørge om. Han har erfaret, at blokeringerne ofte ligger i ham selv og ikke i kilden, og hvis man ikke tør stikke dybt nok, bliver det et misforstået hensyn til kilden:

“Hvis jeg stopper med at spørge for tidligt, så bidrager jeg jo til den stigmatisering ved ikke at komme tæt nok på og ved ikke at forstå godt nok, hvem de er.”

Nogle hyldes, andre kritiseres

I samme måned som Anders Legarth Schmidt vinder Cavlingprisen, kritiseres DR3’s dokumentarserie “Fie” på forskellige medier.  Dokumentarserien følger blogger og influencer Fie Laursen, det første år efter at hun har forsøgt at tage sit eget liv, hvor hun netop er udskrevet fra psykiatrisk afdeling. Dokumentaren viser influencerlivets bagside og undersøger, hvad der driver Fie Laursen og hendes digitale karriere. 

Begge historier er baseret på personer med mentale udfordringer, men hvor Anders Legarth Schmidt hyldes for sin artikelserie, bliver DR3’s dokumentar mødt af hård kritik. Fie Laursen lider af sygdommene PTSD og borderline og døjer med angst. 

Anja Kare Vedelsby fra ‘EN AF OS’ ser på baggrund af dokumentarens første afsnit nogle problematikker i at serien er blevet lavet. 

“Serien er med til at vise, hvor skidt hun har det. Men den viser også, at hun hungrer efter anerkendelse. Jeg tænker, at det ville være bedre for hende ikke at eksponere sig så meget, fordi hun risikerer at få for meget negativ opmærksomhed, som gør så ondt,” siger Anja Kare Vedelsby. 

Det er ikke kun Anja Kare Vedelsby, som frygter, at serien fodrer Fie Laursens behov for opmærksomhed. I mediebilledet går kritikken af dokumentarserien desuden på, at Fie Laursen ikke havde tilladt DR’s portrættering, hvis hun var rask. Og at DR overser de negative konsekvenser ved at filme hende i en sårbar periode af sit liv. 

Tilbage i lejligheden på Østerbro mener Anders Legarth Schmidt, at kritikken er uretfærdig, og at det er forkert at gøre sig til dommer over Fie Laursens motivation for at deltage, når man ikke kender til den. Fie Laursen har, ifølge Anders Legarth Schmidt, fået en urimelig behandling i medierne. Han synes, dokumentaren fortæller mange interessante ting om, hvad det vil sige at være psykisk sårbar: 

“Hun er jo i virkeligheden også en pioneer, som er med til at afstigmatisere, hvad det vil sige at være psykisk syg.”


Grænserne rykkes
 

Med reportageserien ‘Forbandet Ungdom’ er Anders Legarth Schmidt med til at rykke grænserne for, hvem vi kan interviewe, og hvordan vi kan dække psykiatrien. Det mener

‘EN AF OS’.

“‘Forbandet Ungdom’ fremmer åbenhed og nedbryder fordomme omkring, hvordan det er at være indlagt på psykiatrisk afdeling som ung. Det giver udenforstående en empatisk forståelse af, hvordan det kan være at være patient,” siger Anja Kare Vedelsby fra ’EN AF OS’.

I dag står Cavlingprisen på skrivebordet hjemme ved Anders Legarth Schmidt. Det er en anerkendelse af hans arbejde som journalist, men for ham repræsenterer den mere end en påskønnelse af sit professionelle virke: 

“Det vigtigste er, at psykiatrien får en pris, fordi deri ligger en anerkendelse af, at det som journalist er vigtigt at beskæftige sig med området og kaste lys over mennesker, der lever med psykisk sygdom.”

Corona har skabt et demokratisk underskud på DMJX

Corona har skabt et demokratisk underskud på DMJX

Siden coronakrisen hærgede DMJX tilbage i foråret, har støtten til KaJ været nærmest ikkeeksisterende. Men med sexisme, ensomhed, nye undervisningsformer og et tumultarisk praktiksøgningsforløb er der ekstra hårdt brug for studenterdemokratiet.

tekst: Markus Valentin Jakobsen, Formand KaJ
illustration: silje qvist

Udgivet den 25. marts 2021

Da skolen lukkede, stoppede de studerendes foreningsliv også. Vi kunne ikke længere mødes til en snak i Kurt Strandbar, og KaJ stod i en af sine største kriser gennem længere tid. Det er i foreningerne, at vi studerende kan mødes på kryds og tværs af semestre, af faglige kompetencer, og hvor vi kan lufte vores tanker og idéer med hinanden. Ikke mindst i KaJ, og det er i denne tid ekstra vigtigt at holde fast i.

Måske er det netop fordi, vi studerende mangler det sociale og direkte nærvær, at opbakningen til KaJ – og De Studerendes Råd – har nået et nulpunkt.

Det er ikke den første forening, der lige springer dig i hovedet som ny studerende, når pandemien buldrer afsted. Det, mener vi, er en skam. For vi har brug for dig og alle studerende netop i denne tid.

For under denne ekstraordinære nedlukning er det demokratiske og faglige fællesskab, som KaJ tilbyder, uhyre vigtigt. Der er nok at tage fat om, men få til at gøre det. Af eksempler kan nævnes MeToo 2.0. Det skal ikke løses af ledelsen alene, men i samarbejde med de studerende. I den forbindelse har KaJ prøvet at råbe ledelsen op, så vi kan starte en dialog mellem ledelse og studerende.

I samarbejde med Danske Mediestuderende og journalisterne på RUC har vi foretaget en undersøgelse, der viser, at 73 procent af praktiksøgende tilbydes forhåndsaftaler, som prøver at binde dem til et enkelt medie, før de har gransket alle deres mulige praktiksteder.

Dansk Journalistforbund opdagede i efteråret, at der er et kæmpe problem med ensomhed, depression og det, der er værre på DMJX. Derfor tog KaJ med det samme fat i studievejlederne for at komme i dialog om, hvordan vi kan være en del af løsningen, når skolen igen åbner op.

Der er ganske enkelt et KÆMPE behov for, at de studerende engagerer sig i KaJ og giver deres besyv med på emner og problematikker, der fylder i hverdagen på studiet. Vi er meget mere end en forening, der tilbyder pressekort og billige forsikringer. Vi er et stærkt fællesskab, som sikrer de studerendes rettigheder, som kæmper for de svage, og som brænder for, at ikke blot vi, men alle fremtidige studerende, får en endnu bedre tid på DMJX.

Kvindehad i kommentarsporet: ”Mandlige journalister bliver kaldt skarpe. Kvindelige journalister bliver kaldt hysteriske”

Kvindehad i kommentarsporet: ”Mandlige journalister bliver kaldt skarpe. Kvindelige journalister bliver kaldt hysteriske”

Kvindehad i kommentarsporet: ”Mandlige journalister bliver kaldt skarpe. Kvindelige journalister bliver kaldt hysteriske”

Kvindelige journalister er i højere grad end deres mandlige kolleger udsat for digitale hadbeskeder, mener Cecilie Beck og Iben Maria Zeuthen. Kønsforsker Christian Groes advarer om, at det kan medføre selvcensur.

Skribent: johanne lerhard
FOTO: esther kofoed sørensen

Udgivet den 25. marts 2021

I et hjørne af Cecilie Becks lyse taglejlighed hænger et lille portræt fra hendes tidlige dage som journalist. Hun har vind i sit dengang lange hår og ser ind i kameraet med samme stålfaste blik, hun har haft som studievært på TV2 siden 2004. Allerede dengang måtte hun leve med at blive kaldt ‘møgkælling’ af nogle seere.

“Mandlige journalister bliver kaldt skarpe. Kvindelige journalister bliver kaldt hysteriske. Der er ingen tvivl om, at der bliver brugt et andet sprog, når kvindelige journalister bliver kritiseret for deres arbejde,” siger Cecilie Beck.

Når hun tænker tilbage på sin lange karriere, er hun ikke i tvivl. Den har adskilt sig fra hendes mandlige kollegers. Hun oplever, at seere bliver provokerede alene af hendes køn og giver udtryk for det online. Det sker typisk, når hun har lavet et særligt kritisk interview. 

Kvindelige journalister gør sig selv mindre synlige

Cecilie Beck ikke er alene om sine erfaringer. En global undersøgelse lavet i samarbejde mellem UNESCO og International Center for Journalists viste sidste år, at 73 procent af kvindelige journalister har været udsat for online vold fra læsere, seere og lyttere.

Som konsekvens har 38 procent gjort sig selv og deres arbejde mindre synligt. Undersøgelsen viser desuden, at de hadefulde kommentarer ofte er direkte koblet til køn. 

Da Aftenshowets Mette Bluhme Rieck i januar interviewede Jes Dorph-Petersen om to krænkelsessager, der for nyligt fik ham fyret fra TV2, blev hun også kastet ud i en shitstorm med sit køn som orkanens øje. 

Mens Mette Bluhme Rieck blev kaldt ord som ‘pigebarn’, ‘hystade’ og ‘smatso’ af seere, der mente, at hun havde været både for kritisk og for subjektiv, fulgte Cecilie Beck med. På grund af sine egne erfaringer med sexisme havde hun brug for at reagere.

Kritik mod kvinder er kønnet

Cecilie Beck delte et opslag på Instagram, der sammenlignede de kønnede skældsord med den ros, Go’Aften Live’s Abdel Aziz Mahmoud modtog efter sit kritiske interview med TV2’s indholdsredaktør, Lotte Lindegaard, om Jes Dorph-Petersens fyring. Han blev blandt andet kaldt ‘modig’ og ‘genial’.

“Når journalister stiller kritiske spørgsmål, handler det ikke om, hvad vi selv synes. Det handler om, at vi udøver et fag. Det havde jeg behov for at gøre opmærksom på,” siger Cecilie Beck.

Kønsforsker og lektor på Roskilde Universitet Christian Groes mener, at et kritisk interview med den folkekære Jes Dorph-Petersen havde kastet enhver journalist ud i en shitstorm. Men han peger også på, at Mette Bluhme Riecks køn fik kritikken til at accelerere.

 

Kritik mod kvinder er kønnet

Cecilie Beck delte et opslag på Instagram, der sammenlignede de kønnede skældsord med den ros, Go’Aften Live’s Abdel Aziz Mahmoud modtog efter sit kritiske interview med TV2’s indholdsredaktør, Lotte Lindegaard, om Jes Dorph-Petersens fyring. Han blev blandt andet kaldt ‘modig’ og ‘genial’.

“Når journalister stiller kritiske spørgsmål, handler det ikke om, hvad vi selv synes. Det handler om, at vi udøver et fag. Det havde jeg behov for at gøre opmærksom på,” siger Cecilie Beck.

Kønsforsker og lektor på Roskilde Universitet Christian Groes mener, at et kritisk interview med den folkekære Jes Dorph-Petersen havde kastet enhver journalist ud i en shitstorm. Men han peger også på, at Mette Bluhme Riecks køn fik kritikken til at accelerere.

“Debatten om køn er lige nu et sted, hvor Mette Bluhme Rieck som kvinde blev gjort til repræsentant for en #metoo-bevægelse. Det gør hende mere sårbar over for beskyldninger om, at hendes køn påvirkede, hvordan hun håndterede interviewet,” siger Christian Groes.

Online sexisme truer ytringsfriheden

Ligesom Cecilie Beck oplever radiovært og skribent Iben Maria Zeuthen også, at hendes køn spiller en uønsket hovedrolle, når hun modtager kritik i kommentarfeltet. Men hun tøver lidt, når hun skal tale om sine egne oplevelser med sexisme.

“Man skal passe på med at begrunde kritik udelukkende med køn, men det er bare svært at få lov til at være fagperson som kvindelig journalist. Jeg tør ikke altid dele mine personlige oplevelser med sexisme, fordi jeg som kvindelig journalist risikerer at blive angrebet for noget, der har med mine følelser og ikke min faglighed at gøre,” siger Iben Maria Zeuthen.

Alligevel bruger hun også aktivt sin Instagram til at belyse sexisme i mediebranchen. Blandt andet poster hun skærmbilleder af de reaktioner, hun får fra Ekstra Bladets læsere, hvor hun skriver klummer, netop for at dokumentere had mod kvinder.

I kommentarfeltet bliver hun blandt andet kaldt ‘tøjte’ og opfordret til at ‘droppe sit 1970’er-pis, fordi verden allerede tilhører kvinder’.

Ifølge Iben Maria Zeuthen påvirker de fleste af kommentarerne hende ikke, fordi hun efter mange år som journalist har lært at holde en professionel distance til personangreb i hendes professionelle virke. Når hun bliver ved med at sætte fokus på online sexisme, er det altså ikke et personligt forsvar. Det er et spørgsmål om ytringsfrihed.

“Der er unge kvinder, som fortæller mig, at de skriver mindre frit, fordi de frygter den nedværdigende, truende tone, der er over for kvindelige journalister på sociale medier,” siger Iben Maria Zeuthen.

Christian Groes tror også, at der som konsekvens af tonen over for kvindelige journalister kan opstå en øget grad af selvcensur.

 

I kommentarfeltet bliver hun blandt andet kaldt ‘tøjte’ og opfordret til at ‘droppe sit 1970’er-pis, fordi verden allerede tilhører kvinder’.

Ifølge Iben Maria Zeuthen påvirker de fleste af kommentarerne hende ikke, fordi hun efter mange år som journalist har lært at holde en professionel distance til personangreb i hendes professionelle virke. Når hun bliver ved med at sætte fokus på online sexisme, er det altså ikke et personligt forsvar. Det er et spørgsmål om ytringsfrihed.

“Der er unge kvinder, som fortæller mig, at de skriver mindre frit, fordi de frygter den nedværdigende, truende tone, der er over for kvindelige journalister på sociale medier,” siger Iben Maria Zeuthen.

Christian Groes tror også, at der som konsekvens af tonen over for kvindelige journalister kan opstå en øget grad af selvcensur.

“Hvis de følelsesmæssige konsekvenser er for store, risikerer vi at lukke munden på kritiske journalister,” siger han.

En kamp for journalistisk frihed

Christian Groes peger på, at solidaritet mellem journalister er afgørende, hvis kvinder fortsat skal kunne gøre deres arbejde ordentligt uden at sætte deres mentale helbred på spil.

Af den grund mener han, at det har været overraskende at se, hvor få mandlige journalister, der offentligt støttede Mette Bluhme Rieck efter interviewet med Jes Dorph-Petersen:

“Det skaber et indtryk af, at vi står i en kønskamp frem for en kamp for journalistisk frihed. Det er vigtigt, at andre journalister udviser solidaritet over for dem, der tør stille de farlige spørgsmål og risikerer at få nogle tæsk,”

Journalister bør dog ikke stå alene med ansvaret for at beskytte deres kvindelige kolleger mod online chikane og sexisme, mener både Cecilie Beck og Iben Maria Zeuthen. De er enige om, at det også er mediehusenes ansvar.

“Det går jo ikke, hvis kun mænd laver kritiske interviews for at undgå sexisme. For så bliver kvinder diskvalificeret alene på baggrund af køn. Derfor er det vigtigt, at medierne tager ansvar for at beskytte kvindelige journalister i en udsat position,” siger Cecilie Beck.

”Der er unge kvinder, som fortæller mig, at de skriver mindre frit, fordi de frygter den nedværdigende, truende tone, der er over for kvindelige journalister på sociale medier.”

– Iben Maria Zeuthen, journalist

 

Af den grund mener han, at det har været overraskende at se, hvor få mandlige journalister, der offentligt støttede Mette Bluhme Rieck efter interviewet med Jes Dorph-Petersen:

“Det skaber et indtryk af, at vi står i en kønskamp frem for en kamp for journalistisk frihed. Det er vigtigt, at andre journalister udviser solidaritet over for dem, der tør stille de farlige spørgsmål og risikerer at få nogle tæsk,”

Journalister bør dog ikke stå alene med ansvaret for at beskytte deres kvindelige kolleger mod online chikane og sexisme, mener både Cecilie Beck og Iben Maria Zeuthen. De er enige om, at det også er mediehusenes ansvar.

“Det går jo ikke, hvis kun mænd laver kritiske interviews for at undgå sexisme. For så bliver kvinder diskvalificeret alene på baggrund af køn. Derfor er det vigtigt, at medierne tager ansvar for at beskytte kvindelige journalister i en udsat position,” siger Cecilie Beck.

”Der er unge kvinder, som fortæller mig, at de skriver mindre frit, fordi de frygter den nedværdigende, truende tone, der er over for kvindelige journalister på sociale medier.”

– Iben Maria Zeuthen, journalist

 

Hun forklarer, at TV2 har været gode til at tage hånd om problemet. For eksempel politianmelder de personer, når tonen i kommentarsporet bliver for hård.

Til et møde med den daværende ligestillingsminister Mogens Jensen tilbage i november foreslog Iben Maria Zeuthen, at der blev udviklet et ligestillingsmærke til medierne for, hvor aktivt de arbejder på at beskytte journalister mod online diskrimination. Hun mener nemlig, at medierne har brug for nogle tydeligere retningslinjer.

“Så ved man også som journaliststuderende, hvilken arbejdsplads, man kommer ud til.  For det bør jo ikke være en del af jobbeskrivelsen at skulle håndtere online diskrimination,” siger Iben Maria Zeuthen. 

Der er endnu ikke kommet noget konkret ud af mødet med den daværende ligestillingsminister, hvor flere kvindelige journalister deltog.