EU har censureret Russia Today og Sputnik: “Det sætter værdier som ytringsfrihed og pressefrihed over styr”

EU har censureret Russia Today og Sputnik: “Det sætter værdier som ytringsfrihed og pressefrihed over styr”

EU har censureret Russia Today og Sputnik: “Det sætter værdier som ytringsfrihed og pressefrihed over styr”

For at undgå desinformation og propaganda i Europa har EU valgt at censurere Russia Today og Sputnik. Men det møder kritik fra blandt andet Dansk Journalistforbund og ekspert i EU, der mener, at det er et brud på en af demokratiets grundværdier.

TEKST: Anne juhl & sissel bonde
ILLUSTRATION: katrine å. edvardsen

Udgivet den 12. maj 2022

EU har censureret to russiske statsmedier. Det er en omdiskuteret beslutning, der er blevet kritiseret for at være et brud på pressefriheden. Beslutningen er kommet på baggrund af krigen i Ukraine og har blandt andet mødt bekymring fra Dansk Journalistforbund.

”I hjertet af EU-samarbejdet er der nogle grundværdier. Og det sætter værdier som ytringsfrihed og pressefrihed over styr, når man går ind og bandlyser de to navngivne medier,” siger Allan Boye Thulstrup, der er næstformand i Dansk Journalistforbund.

Freelancejournalist Staffan Dahllöf, der har beskæftiget sig med EU siden 1994, undrer sig over, at EU har fundet det nødvendigt at censurere RT og Sputnik.

”Det, jeg ser som mest opsigtsvækkende, er, hvor lidt tillid man tilsyneladende har i EU ledelsen til, at vi faktisk kan klare det her, og hvor lidt tillid der er til, at vi kan stå fast ved de europæiske værdier,” siger Staffan Dahllöf.

Skepsis omkring EU

Staffan Dahllöf mener, at der kan ligge et problem i, at EU så nemt kan indføre sanktioner mod Sputnik og RT.

”Det gik meget hurtigt. Der var aldrig nogen debat i forvejen. Jeg synes, det er lidt foruroligende, at ud af 27 landes diplomater var der ingen, der tilsyneladende rakte hånden op og sagde: ‘Det kan vi ikke,’” siger Staffan Dahllöf.

Han antager, at der har været et politisk gruppepres i kommissionen og ministergruppen, hvor argumentet har været, at der skal handles på grund af krigen.

”Men det er jo i de situationer, man ikke skal tage den slags beslutninger,” siger Staffan Dahllöf. 

Allan Boye Thulstrup deler også en skepsis om, at det er EU, der kan træffe den beslutning.

”Jeg synes ikke nødvendigvis, det er EU’s opgave at gå rundt og bedømme, hvem der er rigtige medier og forkerte medier. Det er svært nok at definere, hvad et medie er, uden at EU behøver gå ind og blande sig i det,” siger Allan Boye Thulstrup.

Retfærdiggør krig censur?

Allan Boye Thulstrup  understreger, at det er en svær situation, da Rusland har begået krigsforbrydelser mod Ukraine, og der er tale om to russiske propagandamedier. 

”Der er en moralsk forpligtelse til at stå ved de værdier, man har, også når det bliver svært, og lige nu er det rigtig svært,” siger Allan Boye Thulstrup.

Gruppeformanden for den socialdemokratiske delegation i Europa Parlamentet, Christel Schaldemose, anerkender, at der er dilemmaer forbundet med sanktioneringen af Sputnik og RT.

”Jeg tror, at de fleste af os, som er demokratisk opdraget og lever i et demokratisk samfund, har noget imod alt, der minder om censur,” siger Christel Schaldemose.

Men hun fremhæver, at krigen i Ukraine har været en helt særlig situation, der har krævet handling. 

”Meget af det, der sker, er ekstremt skadeligt. Sputnik og Russia Today er jo ikke sat i verden for at give viden og information. De er sat i verden med deres aktiviteter i Europa for at skabe splittelse og desinformation, og det er jo noget, der gavner Putin, hvis det lykkes,” siger Christel Schaldemose. 

En glidebane i grundværdierne

Christel Schaldemose mener, at der på den lange bane er brug for, at håndteringen af medierne bliver diskuteret.

”Europa skal jo ikke være kendetegnet ved, at censur er et af de redskaber, vi bruger,” siger hun. 

Ifølge næstformanden i Dansk Journalistforbund, Allan Boye Thulstrup, er skaden allerede sket. Han mener, at vi med forbuddet risikerer, at bandlysning af medier nu er noget, EU har i værktøjskassen.

”Hvor man før ville kunne sige, ’I EU kunne vi aldrig drømme om at bandlyse medier,’ skal vi nu sige, ’I EU kunne vi aldrig drømme om at bandlyse medier, undtagen de her to,’ og det betyder jo, at vi ikke længere har det samme argument.” 

Allan Boye Thulstrup ser beslutningen som en glidebane, for hvis man først har gjort noget én gang, så bliver det nemmere at gøre det igen. Det er en bekymring Staffan Dahllöf deler, for hvilken platform bliver den næste, som borgerne i EU ikke skal have lov til at se? 

Allan Boye Thulstrup fortæller, at når EU vælger at censurere medier, kan det få andre lande til at gå samme vej.  

”De lande, der ikke har samme tradition for en fri og uafhængig presse, og hvor statskontrollerede medier er mere reglen end undtagelsen, vil nu kunne pege på EU og sige, ’se hvad EU har gjort, så er det også okay, at vi gør det,’” siger Allan Boye Thulstrup. 

 

Alternativer til censuren 

Som alternativ til censureringen peger Staffan Dahllöf på Norges løsning. De har valgt ikke at følge EU’s beslutning, for de mener, at russisk propaganda bedst bekæmpes med viden og journalistik. 

Det argument er Allan Boye Thulstrup enig i. Han fortæller, at EU kunne have lavet andre tiltag end censureringen, og at det på den lange bane handler om oplysning og undervisning for at få borgere til at forstå, at der er forskel på frie og uafhængige medier og propagandakanaler.

”En af grundene til at vi har ytringsfrihed og pressefrihed som værdi, er jo fordi vi tror på, at det er rigtigt, og derfor skal vi udbrede de værdier og fortælle andre netop det. Hvis vi ikke kan overbevise andre om vores værdier, så har vi jo tabt.” 

På den korte bane så Allan Boye Thulstrup gerne EU lave tiltag som for eksempel at understøtte fri russisk journalistik for at få den russiske befolkning til at forstå, at det, de oplever, er noget andet end uafhængig journalistik. Derudover handler det for Allan Boye Thulstrup om at få forklaret folk, at det her er propagandakanaler ved at markere eller advare folk om, at alt hvad de læser på de her kanaler, skal de være forbeholdne overfor. 

Også i EU ville de ønske, at de kunne ty til andre metoder end censur. Medlem af Europa-Parlamentet Christel Schaldemose efterlyser redskaber, der kan erstatte censuren, og mener at et vigtigt skridt på vejen skal findes i den nye aftale i EU, der bliver kaldt Digital tjenesteydelses lovgivningen. Her er Christel Schaldemose chefforhandler på EU-Parlamentets side. Aftalen stiller krav om, at de store platforme som fx Facebook og Twitter skal sørge for at minimere desinformation. 

“Med de nye regler tror jeg, vi har redskaber, der kan bidrage til, at det skadelige indhold ikke spredes, men at det heller ikke censureres,” fortæller Christel Schaldemose. 

Var lovgivningen vedtaget tidligere, skulle en platform som Facebook altså sørge for, at nyheder fra RT og Sputnik under krigen i Ukraine ville være væsentligt nedgraderet på platformen. 

 

Kan vi bruge dokumentarens subjektive iscenesættelser i journalistikken?

Kan vi bruge dokumentarens subjektive iscenesættelser i journalistikken?

Kan vi bruge dokumentarens subjektive iscenesættelser i journalistikken?

Dokumentarister bruger ofte sig selv i deres værker for at understøtte en fortælling, men er det noget, vi med ro i sindet kan kultivere i journalistikken? Vi har undersøgt spørgsmålet.

TEKST: SIMON MUFF & KERSTINE WINTHER
ILLUSTRATION: MADS OXLUND

Udgivet den 12. maj 2022

Dokumentar. En genre, der handler om virkeligheden. De kan se forskellige ud, alt efter hvem der er afsender, og hvem der er modtager, men fælles er, at de tager udgangspunkt i det virkelige. Derfor blev dokumentargenren igen taget op til diskussion, da Jesper Dalgaard i 2021 udkom med ”Kandis for Livet” – en dokumentarfilm om en række mennesker, der deler en ubetinget kærlighed til bandet Kandis. Kritikken gik blandt andet på, at man som seer får det indtryk, at en af de medvirkende passer et gravsted tilhørende forsanger Johnny Hansens ekskone, selvom det i virkeligheden kun er sket et par gange. 

Derudover blev det kraftigt kritiseret, at instruktøren havde betalt en flyrejse for en af de medvirkende til Costa Del Sol, hvor Kandis skulle spille koncert, når det bliver fremstillet i filmen som om, at han havde skrottet sin bil for at få råd. 

Jesper Dalgaard selv kalder det en hybridfilm mellem dokumentar- og kunstfilm. Men hvor går grænsen mellem en visning af verden, som den er, og en visning af verden, som er iscenesat?

Alt film er iscenesat

Hvis man spørger Frank Piasecki Poulsen, filmkonsulent ved Det Danske Filminstitut, er alle film iscenesat. Han kommer med flere eksempler på de kunstneriske virkemidler, man som instruktør kan benytte sig af, som ikke er usande, men blot fungerer som skildringer:  

Hvis du filmer en person nedefra, giver det et andet udtryk, end hvis du filmer en person oppefra. Det er valg, der tages for at vise en virkelighed, som du har et stort ansvar for bliver hæderligt,” siger Frank Piasecki Poulsen. 

Til spørgsmålet om hvorvidt kritikken af kildebetaling i ”Kandis for livet” er berettiget, er Frank Piasecki afvisende. 

“Det, synes jeg ikke, er et problem overhovedet. Jesper Dalgaard har betalt nogle transportomkostninger. Det er det,” siger Frank Piasecki Poulsen.

Det handler om troværdigheden

Simon Kratholm Ankjærgaard, journalist og historiker, mener ikke, der er en modsætning mellem iscenesættelse og journalistik. Det er svært at skelne, hvor grænsen går, da det ifølge ham hænger uløseligt sammen.  

“Journalistik er disciplinen, faget og håndværket, mens iscenesættelse er et af værktøjerne eller metoderne,” siger han.  

Men grænserne mellem journalistik og fiktion er en fin balancegang, der kan være svær at finde. Det grundlæggende problem er ifølge Simon Kratholm Ankjærgaard troværdigheden. 

 

“Hvis man ikke kan dokumentere alt, hvad der skete, eller hvad scenen bygger på, så kan den jo lige så godt være opdigtet, og hvad passer så i det store billede?” siger han. 

En relevant diskussion

Da vi gik i gang med at skrive artiklen er det ikke løgn, at vi naivt havde forventet et specifikt svar på spørgsmålet om grænselandet mellem iscenesættelse og virkelighed. Måske en form for go-to guide, vi selv kunne bruge.

Men Frank Piasecki Poulsen stillede et endnu mere interessant spørgsmål, der også flere gange har været oppe at vende hos os selv: Spørgsmålet om, hvorvidt tilstræbt objektiv journalistik egentlig er en mere relevant diskussion at tage. 

“Lige så snart du begynder at undersøge noget, påvirker du det også selv”, siger Frank Piasecki Poulsen. 

Det vil altid være dit blik på verden, som seeren skal forholde sig til. Og er det ikke også sådan med journalistikken? 

“Jeg tænker, at et objekt er objektivt. Så snart vi begynder at beskrive det, så bliver det subjektivt,” siger han.

 

Journalister frygter at mene noget

Ifølge Frank Piasecki Poulsen er der er en generel frygt blandt journalister for at mene noget. Men gør vi det? 

Som studerende bliver vi konstant indpodet med, at den objektive vinkel er det absolutte ideal for en god journalist. Subjektivitet og den personlige holdning skal, så vidt muligt, holdes for døren. 

At mene noget som journalist er en noget anden tilgang til faget og en måske ubekvem rolle at skulle indtage. Måske er det nemlig også mere mageligt som journalist ikke at mene noget, da man så er i stand til at holde tingene ud i strakt arm.  

Jeg synes, det er et meget større problem, at der er nogle, der forestiller sig, at de kan lave dokumentariske fortællinger, der ikke er iscenesat. For på den måde bliver det en dobbelt-løgn,” siger Frank Piasecki Poulsen.

 

Tre vigtige sætninger

Simon Kratholm Ankjærgaard bruger, som beskrevet tidligere, også iscenesættelser til at beskrive en virkelighed. For ham er det et redskab. Og et vigtigt et af slagsen. Han er dog utrolig bevidst om, hvorvidt  det er den rigtige iscenesættelse, han bruger, og hvordan den bruges.

”Jeg har gjort mig mange overvejelser, før jeg bruger iscenesættelse. Den skal sige noget om dét, jeg fortæller eller skal fortælle.”, siger Simon Kratholm Ankjærgaard.

Når han benytter sig af scener i sin journalistik, har han mange kriterier, han navigerer efter. Han har tre sætninger, han råber til sig selv. 

”JEG. MÅ. ALDRIG. FINDE PÅ!

   JEG. MÅ. ALDRIG. OPFINDE!

   JEG. MÅ. ALDRIG. GÆTTE!”

– SIMON KRATHOLM ANKJÆRGAARD, JOURNALIST OG HISTORIKER  

Vær transparent

Det er gået op for os, at det er et spørgsmål, der skal stilles hos den enkelte journalist. At vi selv skal vælge hvor meget subjektivitet, vi skal turde at have med i journalistiske produkter. Skal vi bevæge os væk fra ideen om objektiv journalistik og tro på, at det ikke er farligt at bidrage med en holdning til noget, der er subjektivt. Skal vi være inspireret af dokumentargenren i langt højere grad og affinde os med, at vi ikke kan komme til at være objektive, og være tydelige omkring det. 

“Jeg synes ALTID, det er smart at være transparent i et forord eller i en boks i forbindelse med en artikel. Det kan man sagtens gøre med iscenesættelser. Det vil også højne troværdigheden hos journalisterne, tror jeg. Det er uholdbart, hvis læserne går rundt og spekulerer på, om man nu digter,” siger Simon Kratholm Ankjærgaard

For mister vi som afsender ikke en form for kunstnerisk frihed og en måde at anskue verden på, der ikke nødvendigvis er forkert, hvis ikke vi må gøre brug af os selv? Indenfor det dokumentariske, er det i hvert fald et greb, der ikke kan undværes. 

“Iscenesættelse er et suverænt greb til at give en fortælling liv. Jeg synes, man misser ud på meget, hvis man af princip eller på grund af manglende mod ikke vil gå ned ad den vej,” siger Simon Kratholm Ankjærgaard.

 

 

Drukkulturen på DMJX: Tilvalget er udgangspunktet og fravalget skal retfærdiggøres

Drukkulturen på DMJX: Tilvalget er udgangspunktet og fravalget skal retfærdiggøres

Drukkulturen på DMJX: Tilvalget er udgangspunktet og fravalget skal retfærdiggøres

TEKST:  Amalie dalsgaard, journaliststuderende

Udgivet den 12. maj 2022

”Man kan godt drikke uden at hygge sig, men man kan fandeme ikke hygge sig uden at drikke!” Sådan overhørte jeg en studerende beskrive, hvordan man åbenbart skal begå sig med alkohol i introforløbet. For findes der egentlig noget bedre end at have brugt 400 kr. efter en aften på vinstuen? End et diskosnav midt på floor kl. 04 om morgenen med en, som man ikke kender navnet på? End at dreje rundt om sin øl ti gange, efter at man har bundet den? Hele introforløbet peger fejlagtigt i retning af, at meningen med livet findes på bunden af en flaske.

Når flasken er tom, aflives fuldskabens fest med tømmermændenes tungsind, som varer ved hele weekenden og giver genlyd i auditoriet hver mandag: Jeg skal aldrig drikke igen!
Det kollektive ekko er lige så usandt som påstanden om, at kaffeshotsene i Kurt er gode.

Halvt inde i et drivvådt introforløb fik jeg nok af at komme i skole med tømmermænd hver anden dag. Derfor pudsede jeg glorien og fyldte vandflasken inden fredagsbaren. Da spørgsmålet om shots meldte sig, måtte jeg krybe til korset: Jeg drikker ikke. Reaktionerne var mange. Det forekommer foruroligende mange så surrealistisk ikke at drikke, at det bliver opfattet som en joke. Fælles for reaktionerne er spørgsmålet: Hvorfor ikke?

Jeg er hverken gravid eller skal køre hjem i bil. Jeg er derimod dødtræt af, at der forud for en brandert ligger en eksistentiel krise. At en aften kun kan være sjov, når promillen antyder en alkoholforgiftning. At alkohol bliver en misforstået og mest af alt sørgelig undskyldning for  at “smide kontrollen”. Overraskende mange af mine medstuderende er enige. Derfor får man lyst til at spørge: Hvorfor drikker du alkohol? 

Det bliver svært at efterleve sin manifestation om, at alkohol er et overstået kapitel, når  fredagsbaren udelukkende har alkohol på menukortet. Da jeg efterspurgte et glas Booster, slap jeg ikke for at gentage mig selv og understrege, at det skulle være uden alkohol, som om at jeg ufrivilligt prøvede at være sjov. 

Fravalget  eksisterer, og der hersker ingen tvang. Jeg skålede i topform hele weekenden i Visby. Da jeg lørdag aften prøvede at slippe af med snotklatten i min hals med et shot Blå ugler, lyste mine klassekammeraters øjne op. ”Drikker du i dag?”. Ansigtsudtrykkene, som mit nej blev modtaget med, lignede til forveksling min tandlæges, da jeg svarede ja til, at jeg røg. Skuffelsen over ikke at kunne være ”rigtigt” med, når man ikke drikker, lever og ånder i bedste velgående. 

 

Når en af kerneværdierne på vores uddannelse er at være nysgerrig, er det pinligt, at vi bedst kan omgås hinanden med alkohol som undskyldning. Det er paradoksalt nok en meget ukritisk tilgang at have til en så massiv drukkultur.

 

– Amalie Dalsgaard, journaliststuderende.

 

Når alle andre sejler, er det svært ikke at stige om bord på en tur i øllets ocean. Det ædru landskab er kun til som et symbolsk alternativ. Der er lagt fokus på, at man ikke behøver at drikke. Efter fineste pædagogiske evne bliver man budt på øl ELLER sodavand. Det klinger hult, når det kun er øl, som står udstillet på bordpladen i fredagsbaren, og når man skal bunde en cola i  bundekonkurrencen til barsport. Man kan sagtens være med, men det bliver svært at deltage, når formiddagens aktivitet på rusturen er, at man skal bunde slotsøl for at hente point hjem til sit rushold. Hvis man gurgler Bad Habits i vodka, giver det også flest point. Deltagelsen er ikke obligatorisk, men samværet kredser herom.

Når en af kerneværdierne på vores uddannelse er at være nysgerrig, er det pinligt, at vi bedst kan omgås hinanden med alkohol som undskyldning. Det er paradoksalt nok en meget ukritisk tilgang at have til en så massiv drukkultur. Min prædiken går ikke på, at studiet skal tørlægges. Der skal blot være et reelt valg. At det ikke bliver antaget, at alle har lyst til at drikke alkohol. At man stiller sig selv spørgsmålet: Har jeg lyst til at drikke mig fra sans og samling? 

Hvorfor går man hovedløst ind i drukkulturen, som leger man kongens efterfølger? Hvis svaret er, at alle andre drikker, skal man måske overveje med sig selv, om det er noget, man reelt har lyst til. Man kan altid vælge procenterne fra uden at blive væk fra festen.

Jeg kan allerede høre grinet og mistroen til den sætning. For hvorfor så egentlig komme? Omvendt får jeg lyst til at spørge, hvorfor er det nødvendigt at drikke? Har man behov for promille til at danse, at møde nye mennesker eller at glemme medieret for en stund, lyder det på mig ikke som om, at alkohol er den rigtige løsning. Måske man skal spørge sig selv, hvad den måtte være. Tro det eller ej, jeg tør godt skrive under på, at man kan hygge sig uden at drikke. 

DR har fået et nyt supervåben i kampen mod krigens billed- og videomanipulation

DR har fået et nyt supervåben i kampen mod krigens billed- og videomanipulation

DR har fået et nyt supervåben i kampen mod krigens billed- og videomanipulation

Krigen i Ukraine har fået de sociale medier til at svømme over med billed- og videomateriale fra krigszonerne. Men kan vi stole på det, vi ser? DR har oprettet en kontrolfunktion, som verificerer indholdet, inden det offentliggøres.

TEKST: Frederik Brund Flintegaard
ILLUSTRATION: Katrine Å Edvardsen

Udgivet den 12. maj 2022

Den torsdag morgen, da krigen i Ukraine begyndte, vågnede DR’s udlandschef til en ny virkelighed.

På DR’s udlandsredaktion betød det russiske angreb, at man pludselig skulle til at løbe meget stærkt.

”Det væltede ind med billeder og videoer fra sociale medier den torsdag,” siger Niels Kvale, DR’s udlandschef siden 2015.

Men han og redaktionen var opmærksomme på, at materialet skulle behandles kritisk og ikke uden videre kunne offentliggøres på deres platforme.

En krig kæmpes i dag ikke kun til lands, til vands og i luften. Slagene udkæmpes også på internettets teknologiske slagmark i en kamp om krigens fortælling, dagsorden og momentum.

Et fremtrædende våben på denne kampplads er billed- og videomanipulation. Ved hjælp af teknologiske hjælpemidler kan tilsyneladende troværdigt materiale vise sig at være løgn.

Manipulationen foregår blandt andet på de sociale medier, og da krigen brød ud, ønskede DR’s udlandsredaktion at gardere sig mod den, forklarer Niels Kvale.

”Meget billed- og videomateriale fra krigen kommer fra de sociale medier. Da materialet ikke nødvendigvis stammer fra en af de store, troværdige nyhedsmedier som BBC, Reuters eller New York Times, skal vi være ekstra forsigtige og kritiske,” siger han.

Derfor valgte DR den torsdag at oprette en kontrolfunktion, som skal verificere den store mængde af billeder og videoer.

Google Earth, vejrudsigter og jagt på originalkilde 

Krigen i Ukraine har gjort det vanskeligt for DR’s korrespondenter at dække begivenhederne på tætteste hold. Ruslandskorrespondent Matilde Kimer kunne ikke opholde sig i Rusland gennem krigens første to måneder.

Er det ikke muligt for DR at trække på egne kilders førstehåndsberetninger fra krigszonerne, skærpes deres kritiske sans.

Når eksternt billed- og videomateriale tikker ind på redaktionen, skal indholdet derfor først forbi kontrolfunktionen, som en form for løgnedetektor, inden det kan offentliggøres.

Her sidder journalister og enkelte fotografer fra tidlig morgen til sen aften i DR’s såkaldte news room. Her benytter de forskellige værktøjer, når de skal verificere materiale fra krigen, fortæller Niels Kvale.

”Først ser vi på, om der findes videoer eller billeder fra andre vinkler, som ligner dét billede eller dén video, som vi sidder med. Hvis det er tilfældet, øges indholdets troværdighed,” siger han.

Dernæst undersøges materialets geolokation. Det vil sige, hvor er billedet eller videoen taget.

Er det muligt at lokalisere indholdet, holdes det op mod satellitbilleder på Google Earth.

“Så spørger vi: ligner satellitbillederne dét, vi ser på billedet eller videoen? Hvis der er noget, der ikke stemmer overens, kan materialet være manipuleret,” siger Niels Kvale.

Et tredje værktøj, som kontrolfunktionen i kampen for at afsløre falsk indhold benytter, er noget så lavpraktisk som gamle vejrudsigter.

”Hvis der på et billede ligger sne i baggrunden, mens vejrudsigten siger 20 grader, så ringer alarmklokkerne,” siger udlandschefen.

Desuden forsøger journalisterne og fotograferne at spore kilden til den oprindelige video eller billede. Lykkes det, foretages en kildevurdering, som kan give et fingerpeg om materialets troværdighed.

DR bruger derudover vurderinger fra eksperter eller korrespondenter, som kan sige noget om, hvor sandsynligt det er, at hændelserne på billed- og videomaterialet faktisk er foregået.

“Vi er nødt til at være sikre på, at det materiale, vi offentliggør, også er korrekt og troværdigt,” siger Niels Kvale.

DR er en del af Den Europæiske Broadcasting Union, EBU, som også verificerer billed- og videoindhold fra krigen, men det tager ofte lang tid. Det var endnu en årsag til oprettelsen af kontrolfunktionen.

”Nu kan vi selv vælge, hvilke billeder og videoer vi vil undersøge og verificere fremfor at lade EBU afgøre det,” siger udlandschefen.

Verificeringen kan tage flere uger

Hvor længe kontrolfunktionen bruger på enten at vende tommelfingeren op eller ned til materiale, kan variere meget, fortæller Niels Kvale.

”I nogle tilfælde er vores journalister og fotografer hurtige til at afgøre, om vi kan stole på et billede eller en video. Andre gange kan det tage op til flere uger,” siger han. 

Selvom DR i en breaking news-tid er i skarp konkurrence med andre nyhedsmedier om at være først med det sidste fra krigen i Ukraine, lever de med, at verificeringsprocessen kan være langsommelig. De vil ikke gå på kompromis med mediets troværdighed, forklarer udlandschefen.

“At breake historier hurtigt er vigtigt for os, men hvis de er usande, har de ingen værdi. Vi prioriterer sikkerhed og troværdighed over hurtighed.”

Udlandschefen Niels Kvale husker specielt én video kort før påske, hvor verificeringen tog lang tid. Videoen viste tilsyneladende ukrainske soldater begå krigsforbrydelser mod russiske krigsfanger.

”Mange medarbejdere blev inddraget, og vi benyttede os af russisk og ukrainsk kyndige for at få oversat, hvad der blev sagt,” siger han.

Generelt gælder det hos DR, at jo mere komplekst materialet er, jo mere kritisk en behandling kræver det, og jo længere tid tager det, inden dets troværdighed kan afgøres.

Selvom DR ikke fuldt ud kunne verificere videoen, som tilsyneladende dokumenterede ukrainske krigsforbrydelser, valgte de alligevel at bringe historien og videoen med forbehold.

”Vores research, kilder og eksperter anså videoen for at være ægte. Selv et respekteret medie som New York Times gjorde det samme. Derfor turde vi bringe den,” siger han.

Ifølge udlandschefen er manipuleret billed- og videomateriale dog flere gange blevet afsløret og kasseret. Krigen i Ukraine var knapt begyndt, da det første materiale blev fanget i kontrolfunktionens fælde.

”Allerede i løbet af krigens første formiddag var der videoer, som vi ikke bragte, selvom de så interessante ud. De var for gamle, og havde ikke noget med denne krig at gøre,” siger Niels Kvale.

100 procents sikkerhed findes ikke

Trods kontrolfunktionens store og effektive værktøjskasse mener Niels Kvale, at man aldrig kan nå i mål med at verificere materialet.

”Vi kan aldrig være 100 procent sikre på indholdets troværdighed, men vi forsøger at nå så langt som muligt.”

Hvis DR vælger at offentliggøre en video, som indeholder dele, de ikke kunne verificere, er man ikke bange for at lægge kortene ærligt på bordet.

Det skete blandt andet, da DR bragte den føromtalte historie og video om de ukrainske soldater, der tilsyneladende begik krigsforbrydelser mod russiske krigsfanger.

”Transparens er meget vigtig for os. Når vi offentliggør ikke helt verificeret materiale, fortæller vi helt åbent, at det ikke har været muligt at verificere nogle dele. Det gælder også, hvis vi bringer oplysninger om for eksempel dødstal,” siger udlandschefen.

Fem råd, du selv kan bruge

Hvis du selv får brug for at efterprøve billeder og videoer, kan du. finde hjælp hos Videnskab.dk.

Det er kun begyndelsen

På trods af at den nyoprettede kontrolfunktion verificerer billed- og videomateriale, er journalisterne i overtal over for fotograferne. Det skyldes, at opgaverne minder meget om almindelige journalistiske opgaver, mener Niels Kvale.

”Journalisterne når langt ved at udnytte deres journalistiske grundfaglighed og kritiske sans til at stille de sædvanlige hv-ord: Hvem, hvad, hvor… Arbejdet, de udfører, er almindeligt journalistisk rugbrødsarbejde,” siger han. 

Selvom DR oprettede kontrolfunktionen som følge af krigens udbrud, vurderer udlandschefen ikke, at fokusset på at tjekke troværdigheden af billeder og videoer vil slutte sammen med krigen i Ukraine.

Han tror, at sociale medier vil blive den primære billed- og videokilde i fremtiden, og at omfanget af manipulation med indholdet vil stige, fordi folk bliver mere kreative.

”Det er mit gæt, at evnen til at fakta- og troværdighedstjekke indhold vil blive en større og vigtigere disciplin i medieverden. Vi har kun set begyndelsen,” siger Niels Kvale.

I skyggen af journalisterne: Kommunikatører føler sig glemt

I skyggen af journalisterne: Kommunikatører føler sig glemt

I skyggen af journalisterne: Kommunikatører føler sig glemt

Kommunikatører på DMJX Aarhus føler sig ikke altid som en del af det store fællesskab, men det kræver en indsats fra flere sider, hvis kulturen skal ændres. Ikke mindst fra kommunikatørerne selv.

TEKST & Illustration: Katrine å. edvardsen  

Udgivet den 12. maj 2022

DMJX i Aarhus er prydet af flotte pressefotos og fængende rubrikker, men hvor er planchen med den skarpe pressemeddelelse eller kampagnen, der gik viralt?

Kort efter studiestart i efteråret 2021, gav det nye hold af kommunikationsstuderende udtryk for, at de følte sig forbigået. Efter opfordring fra underviser og semesterkoordinator Helle Tougaard, sendte de studerende en mail til hende, hvor de beskrev en række eksempler på problemet.

 Helle Tougaard har også selv øje på problematikken. Hun har blandt andet bemærket, at der en tendens til at glemme at præcisere, hvilken uddannelse man mener, når man omtaler et semester på skolen.

”Det er for eksempel i Illustreret bunker. Jeg læste en udgave i efteråret, og hver gang der stod, at nu skal 4. semester sådan og sådan, så tænkte jeg: På hvilken uddannelse?”, siger hun og fortæller, at det nok er en kultur, der har rod i skolens lange historik som journalistuddannelse.

Og det er ikke ligetil at ændre en kultur. Helle Tougaard nævner, at hun godt kan blive træt af at høre sig selv pippe op om, at journalisterne tager for givet, at vi snakker om journalistuddannelsen. Der er grænser for, hvad skolen kan gøre, mener hun, og det er ikke nok, at kommunikatørerne peger på uretfærdighederne. De må også selv sparke døren ind.

Startede ved bazaren

Det var foreningernes bazar, der i starten af september efterlod flere af de nye kommunikationsstuderende med en bitter smag i munden. De studerendes dårlige oplevelser blev diskuteret på semesterets ene hold, hvor Helle Tougaard, der i perioden havde holdet til Journalistisk Metode, opfordrede et par af de studerende til at formulere deres oplevelser i en mail til hende.

Den 6. september, fire dage efter bazaren, modtog Helle Tougaard en mail fra de studerende, hvor de beskrev deres oplevelser. Det første eksempel i beretningen var fra det indledende oplæg, hvor skolens foreninger præsenterede sig.

”Under præsentationerne af de forskellige foreninger blev der udelukkende snakket til journalisterne, hvor adskillige foreninger også direkte nævnte: ’Vi har brug for jer nye journaliststuderende’”, stod der i mailen.

Derefter bliver der i mailen berettet om, hvordan et par af de studerende oplevede at blive afvist af foreningernes repræsentanter med forklaringer som, “Det er egentlig mest for journaliststuderende” eller “Vi har ikke lige prøvet at have en kommunikationsstuderende med på holdet før”.

Sidst i mailen fortæller skribenten om sin egen oplevelse ved bazaren.

”Jeg undlod slev at nævne, at jeg er kommunikationsstuderende, så jeg i det mindste kunne få en dialog i gang med de forskellige repræsentanter fra de forskellige foreninger”, skriver den kommunikationsstuderende. Hun understreger dog, at hun ikke selv oplevede direkte eller indirekte afvisninger fra alle foreninger.

Den 13. september, syv dage senere, sendte Helle Tougaard de studerendes beretning videre i en mail til Jens Grund, som på det tidspunkt var konstitueret rektor. Helle Tougaard tilføjede i sin besked, at skolen jo understøtter foreningerne økonomisk. Så det kan ikke passe, at der er en uddannelse, som ikke kan være en del af foreningerne.

Allerede dagen efter tikkede et svar ind i hendes indbakke. Han var selvfølgelig ked af at høre om hændelsen, og han opfordrede de studerende til at melde sig ind i DSR, da det er gennem dem, at foreningerne modtager støtten.

”Og så må jeg jo erkende. Det var ligesom det. Så gjorde jeg jo ikke mere ved det, fordi så var vi også langt henne på semesteret, og så var der også mange andre ting”, siger Helle Tougaard.

DSR består i dag af syv  kommunikatører og fem journalister, hvoraf formanden, kommunikationsstuderende Marie Smidt Laursen, er fra samme semester, som de studerende, der sendte mailen.

 

”Det er svært at komme med ordentlige eksempler. Det bliver bare til en samling af små ting, der hober sig op.”

 

– Maria Sejr, kommunikationsstuderende på DMJX

 

Mange bække små

Maria Sejr fra 2. semester på kommunikation var ikke med til at skrive mailen til Helle Tougaard, men også hun kan genkende flere af de scenarier, den beskriver. Det er dog ikke kun bazaren, der har gjort, at hun føler, at kommunikationsuddannelsen bliver ekskluderet. Nye eksempler har meldt sig siden da. Det er mange små oplevelser i hverdagen, der tilsammen bekræfter Maria Sejr i, at oplevelsen til bazaren var et tegn på et større problem.

”Det er småting, som at de glemmer at nævne kommunikation i åbningstalen til fagfestivalen eller når en gæsteunderviser ikke har fået at vide, at vi er kommunikatører og ikke journalister”, siger kommunikationsstuderende Maria Sejr.

Hun tilføjer, at det kan være svært at argumentere for, hvordan de journaliststuderende farvoriseres.

”Det er svært at komme med ordentlige eksempler. Det bliver bare til en samling af små ting, der hober sig op.” siger Maria Sejr.

Maria Sejr meldte sig samme efterår til at hjælpe med at planlægge DMJX’ fagfestival, men oplevede, at det var svært at få arrangeret indhold til kommunikatørerne.

”Vi var kun tre fra kommunikation, og vi kunne ikke komme til de første møder, fordi vi skulle aflevere opgaver de dage. Da vi kom, havde de allerede kontaktet oplægsholderne, og vi kunne jo hurtigt se, at der kun var to af indslagene, som var kommunikationsfaglige,” siger hun.

De to kommunikationsfaglige indslag var et oplæg med Googles danske kommunikationschef og et oplæg med Nationalmuseets historiefortæller på sociale medier. Festivalens resterende 25 oplæg, debatter, workshops og masterclasses handlede alle om forskellige former for journalistik på skrift, lyd eller tv.

Maria Sejr og hendes to medstuderende skyndte sig at melde sig på de to kommunikationsoplæg, men de kunne ikke lade være med at undre sig over, at der ikke blev gjort mere for at lave kommunikationsfagligt indhold til festivalen.

”Det er lidt sjovt, at man kan kalde det en fagfestival, når det ikke er alle fag, der er ordentligt repræsenteret”, siger hun og forklarer, at det var en fornemmelse alle tre kommunikationsstuderende sad med, og som hun også siden har hørt fra andre kommunikatører.

 

”Noget af det jeg får at vide, er: Hold så op med at være ofre! I skal også presse på. De må selv komme og sparke døren ind. De må selv gøre noget.”

 

– Helle Tougaard, underviser og semesterkoordinator på kommunikationsuddannelsen

 

Journalistuddannelsen er større og ældre

At der ikke blev arrangeret flere kommunikationsfaglige indslag til festivalen, skyldes højst sandsynligt, at der ikke var flere kommunikationsstuderende repræsenteret blandt arrangørerne. Det var nemlig i høj grad de studerende selv, der formede programmet. Det kan dog blive svært at få lige så mange kommunikatører som journalister til at engagere sig i de fælles projekter.

Lige nu er der 4-5 journalister pr. kommunikatør på skolen, men normalt ville det tal ligge på 6 journalister pr. kommunikatør. Det skyldes, at der i sommeren 2021 helt ekstraordinært startede 30 ekstra studerende på kommunikation som følge af et corona-særtilskud. Kommunikationsuddannelsen tæller normalt 50 studerende pr. semester. Derudover starter der kun kommunikatører om sommeren i Aarhus, da vinterstartsholdet har til huse på DMJX i København.

En anden væsentlig forskel på de to uddannelser er deres levetid. Danmarks Journalisthøjskole blev oprettet i 1962. Kommunikationsuddannelsen blev til i 2011. DMJX bliver også stadig kaldt Journalisthøjskolen i folkemunde, og ifølge Helle Tougaard er skolens historik en af de ting, som kommunikationsuddannelsen kæmper imod.

”Oprindeligt var det en skole, der kun uddannede journalister. Nu er der også kommet en anden uddannelse til, som efterhånden fylder, om ikke lige så meget, så i hvert fald rigtig meget mere end den gjorde fra starten”, siger hun og fortæller, at det faktisk går bedre med at inkludere kommunikatørerne.

”I forhold til, da vi startede tilbage i 2011 og til nu, er der er stor forskel. Det er helt sikkert. Jeg havde måske håbet, at det havde ændret sig mere, når nu vi kom på den nye skole, og den der historik ikke længere sidder i murene.”

Spark døren ind

Helle Tougaard fortæller, at hun flere gange har snakket med sine kolleger fra journalistuddannelsen, når problematikken er kommet op til debat blandt hendes studerende.

”Noget af det jeg får at vide er: Hold så op med at være ofre! I skal også presse på. De må selv komme og sparke døren ind. De må selv gøre noget,” fortæller hun.

Hun kan dog godt forstå, at det kan være svært, når man lige er startet på første semester. Hvis hun skulle komme med et godt råd til det nye semester, der starter efter sommer, så er det at søge indflydelse i DSR.

”Man må gerne beklage sig. Man må gerne pege på uretfærdigheder, men man er også nødt til selv at tage ansvar. Så søg noget indflydelse, og prøv at arbejde med det på de indre linjer. Og så kom, hvis I har nogle gode forslag! Kom endelig med dem. Så vil vi gøre, hvad vi kan. Men vi vil ikke sparke døre ind for jer”, siger hun med en bestemt, men venlig tone.

”Jeg ved jo godt, de kan. De har jo lært, hvad en vinkel er. Og de kan godt lave et interview, og de kan godt skrive en god indledning. Det kan de faktisk godt.”