Din holdning er vigtig, smuk og relevant

Din holdning er vigtig, smuk og relevant

Din holdning er vigtig, smuk og relevant

tekst: Josephine Falck Barfod, debatredaktør på Illustreret Bunker
ILLUSTRATION: SILJE QVIST

Udgivet den 20. maj 2021

Nu har jeg snart gået på den her skole i to år, og jeg må bare sige, at jeg aldrig har mødt folk med lige så mange holdninger, som studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Jeg forestiller mig, at jeg ikke er den eneste, som har gjort sig den erfaring.

Ikke desto mindre er folk simpelthen for sløve til at sende debatindlæg ind.

Hvorfor i alverden bruger I fora, der ikke er lavet til det, til at lufte jeres holdninger, men sender ikke noget ind til debatredaktionen på Illustreret Bunker?

Til undervisning, forelæsninger, i gruppechats og på Facebook er I ikke bange for at tage andre til fange, mens vi uden valg skal lægge ører til jeres svada.

På tredje semester under video-forløbet opstod pludselig en debat til en forelæsning. Det gik ud på, om det var etisk at redigere sin videoproduktion, så det kom til at passe med vinklen. Det ville have været et super godt debatindlæg.

Og efter vi skulle stemme om, hvorvidt vi skulle i praktik i 12 eller 18 måneder, brokkede folk sig i høj grad over processen og beslutningen. Men igen intet debatindlæg til Illustreret Bunker.

Hvorfor er folk ikke interesserede i at få debatterne ud i det åbne? Det er selvfølgelig nemt at have holdninger, når man kun ytrer dem i det skjulte og ikke skal stå til ansvar for dem senere hen.

– Men vi er jo journalister og skal være objektive.

Lol. Vis mig en objektiv journalist. Og læs Simon B. Porses debatindlæg om, hvorfor idéen om den objektive journalist er mere eller mindre forældet.

– Men hvad hjælper det overhovedet?

Det hjælper faktisk. Illustreret Bunker bliver læst af studerende og undervisere, og avisen sendes ud til forskellige medier.

Jeg skrev på sidste semester et debatindlæg om #metoo i mediebranchen og på DMJX. For det første førte det til, at flere studerende henvendte sig til mig og tilkendegav deres holdning til emnet. Mange synes, det var virkelig rart, at de ikke var de eneste, som havde det på den måde.

Men udover de studerende, så første debatindlægget også til, at jeg sammen med to andre kvindelige journaliststuderende blev inviteret til en snak med Özlem Cekic. Vi skulle lære at drikke dialog-kaffe. Og herefter en snak med Jacob Nybroe, chefredaktør på Jyllands-Posten, om sexisme i mediebranchen.

Så udover, at det skabte en relevant debat på DMJX, gav det mig også adgang til en chefredaktør på et af Danmarks største medier.

– Jamen vil praktikstederne ansætte en journaliststuderende med holdninger?

Mine erfaringer siger mig, at det på ingen måde er et problem. Tværtimod. Jeg har både talt med praktikkoordinator Martin Vestergaard, rektor Trine Nielsen og flere undervisere fra DMJX, som alle har udtrykt, at det ikke er et problem. Og de fleste praktiksteder sætter også pris på studerende, som ikke er bange for at ytre deres holdninger i passende settings. Desuden viser det jo bare, at du en reflekteret studerende, hvis du aktivt har kritiseret branchen eller skolen.

Jeg har fået en praktikplads på Ekstra Bladet, og jeg fik at vide til samtalen, at debatindlægget gav mig en kæmpe stjerne hos dem.  

Af en eller anden mystisk grund har det lykkedes mig at få indsamlet debatindlæg til begge aviser på dette semester. Men det har ikke været uden kamp. Da jeg søgte om at blive debatredaktør, havde jeg forestillet mig, at jeg skulle vælge og vrage mellem de bedste indlæg. Sådan er det ikke gået. Begge gange har det krævet overtalelse, overbevisning og nærmest tryglen for at kunne få noget, der kunne komme i avisen. Avisen på Københavns Universitet har en sprudlende debatsektion. Hvis de kan, så kan vi simpelthen også.

Din holdning er relevant, den er vigtig og den er smuk. Vis den til verden og tag del i den demokratiske samtale.

Hej, jeg kommer fra Journalisthøjskolen, har du lyst til at fortælle mig om din smerte?

Hej, jeg kommer fra Journalisthøjskolen, har du lyst til at fortælle mig om din smerte?

tekst: marcus wehage

Udgivet den 20. maj 2021

Jeg sidder ved et af de afsprittede borde på Katrinebjerg og har lige sat det sidste komma i opgaven ”Når livet gør ondt”. I jagten på sorg og dårligdom blev jeg selv ramt af en ordentlig portion utilpashed og sidder nu tilbage med et altoverskyggende spørgsmål: Hvor ligger meningen i at sende 120 helvedeshunde af spirende journalister ud i de jyske afkroge med færten af sørgelige menneskeskæbner?

Jeg har engang hørt, at hunde kan lugte sig frem til kræftramte. Og med den her opgave har jeg set, at det også gælder journaliststuderende hungrende efter rosende feedback.

Siden starten af første semester har vi skullet trækkes gennem det ene oplæg om etik i journalistik efter det andet. Især står et minde klart om lidt moralsk hjernegymnastik. Et tankeeksperiment, der tog udgangspunkt i en sag fra Ekstra Bladet, hvor en redaktør havde sendt en praktikant op til et par forældre, der lige havde mistet et barn i en ulykke.

Spørgsmålet lød i al sin enkelthed: Ville du gå op og ringe på døren hos familien? Resultatet af øvelsen var, at EB’s redaktør, der havde sendt praktikanten ud for at gøre netop det, blev set på med foragt. Alligevel skal vi ud og gøre netop det. Jeg vil gerne vide, hvor mange opgaver der er blevet lavet på baggrund af såkaldte engleforældre. 

Kors i røven, hvor føles det ulækkert at skulle kontakte hårdt ramte mennesker med en påtaget, falsk empati for deres tragedie, så jeg kunne få krydset den opgave af listen, og gøre mig fortjent til endnu et semester. Jeg var så harm over den her opgave, at jeg kort overvejede at referere til en anden lektie, DMJX har lært os: En journalist skal til enhver tid have retten til at sige nej til en opgave, han ikke er tryg ved. 

Normalt ville jeg sige, at min moral bliver stillet ved entreen, når jeg skal lave en historie. Men det skal være på grund af den gode historie. Der er ikke per automatik en god historie i kræftramte folk. Der er ikke nødvendigvis en god historie i forældre til døde børn. Og der er ikke partout en god historie i PTSD-ramte soldater. Man har hørt dem alle før. Hvorfor skulle vi lave den her historie?

Jeg luftede mine bekymringer flere gange, og det vage svar, jeg blev mødt med, var: ”Der er altså mange mennesker, der gerne vil dele deres historie”. Argumentet for opgaven kan vel aldrig være, at vi skal tilfredsstille de traumatiseredes medieliderlighed.

Hvis jeg skal sidde skamfuld og nervøs derhjemme og skrive til de svageste på diverse sociale medier for at grave smerte frem som en morbid trøffelgris, vil jeg virkelig gerne vide, hvorfor jeg gør det.

Ville det give mening at lade opgaven stå som inspiration til fremtidige studerende, der frivilligt ønsker at kaste sig over sorg og andre tunge emner? Bag de cirka 120 historier, I har modtaget, står 120 mennesker, der har – som opgaven dikterer – haft ondt i livet.

Hvis ikke journalisten bag har kunnet føle historien eller haft reel sympati for deres kilder, er det min mistanke, at han ikke har kunnet gøre kilden ret i sin historie. Det var min personlige anke mod opgaven. Og det synes jeg ikke er værdigt for de folk, der indvilliger i at dele deres smerte.

En vagthund må gerne gø

En vagthund må gerne gø

En vagthund må gerne gø

tekst: simon b. porse
illustration:  amanda frisk

Udgivet den 20. maj 2021

Min mus svæver over ‘slet’-knappen. Jeg er rådvild, i tvivl og fornemmer en følelse af usikkerhed i kroppen.

Det er fjollet, siger jeg til mig selv. Hundredvis af mennesker skriver langt dummere ting på nettet hver dag, uden at det har de store konsekvenser.

Måske skulle jeg bare gøre det. Få det ud af verden. På den anden side: Internettet glemmer aldrig. Nogen har med sikkerhed gemt et screenshot, så der er ingen pointe i at gemme sig. Jeg er bundet af bevismaterialet. Et spor, jeg selv har skrevet. En lort, jeg selv har lagt. Og når jeg alligevel skal leve med lugten, så kan jeg lige så godt få luftet ud.

Sidste efterår skrev jeg en opdatering på Twitter. Jeg var på studietur i København, og vi skulle besøge Christiansborg. Vores vært og rundviser skulle vise sig at være folketingsmedlem for Nye Borgerlige Lars Boje Mathiesen. Vi var flere, der utilfredst rullede med øjnene, husker jeg, men som den klassens klovn jeg er, tænkte jeg, at det kunne jeg nok godt få en vits ud af.

Jeg tænkte mig om. Ganske kort. “Dobbelt meget en MF’er,” skrev jeg på Twitter. MF’er for Medlem af Folketinget og for motherfucker. Ikke hammersjovt, men det var det bedste jeg lige kunne finde på. Jeg trykkede ‘send’.

Jeg synes egentlig, at min vits var ret uskyldig, men det må have rørt ved noget i folk, for de næste timer, ja faktisk de næste dage, skulle mit kommentarspor vise sig at blive rødglødende.

Presserådgivere, journalister og journaliststuderende, blandt andre – Twitter er jo trods alt et intranet – haglede ned på mig. Vulgær var jeg, infantil, ræverød. Skamme mig, skulle jeg.

For journalister må ikke give udtryk for at have et politisk standpunkt, lod man mig forstå. Det er det, man har partskilderne til. Medmindre man er redaktør, og man netop sidder og brygger på en leder til morgendagens avis, så skal man lægge holdningerne på hylden og være artig.

Eller hvad?

Når man siger, at journalister kan og skal være fuldkommen ‘neutrale’, ‘objektive’ og tage sit udgangspunkt i ‘a view from nowhere’, så taler man ud fra omnibuspressens idealer. De er bare lidt støvede, når man ser på det danske mediebillede.

Berlingske kalder sig for ‘Danmarks borgerlige avis’, Information er ‘ungdomsoprørets avis’ og Politiken bedriver ‘kampagnejournalistik’ om de danske børn i Syrien. Det afholder ikke deres ansatte fra at være dygtige journalister, der på ganske rigtig og professionel vis forholder sig kritisk til deres omgivelser og til sig selv.

Vi har alle sammen holdninger, udgangspunkter og bias, som har indflydelse på den måde, vi arbejder, vinkler og framer. Måske skulle vi tale om det, i stedet for at tie det ihjel og pudse hinandens glorier?

“Det er bedre, at en journalist er åben omkring sine holdninger, end at man gemmer dem væk og lader dem farve det, man skriver,” sagde Lars Boje Mathiesen, da vi besøgte borgen. Flink fyr, i øvrigt.

Jeg vil gerne medgive, at hvis vi skal tale om min kommentar – og det skal vi jo, for det er vores case – så er der da et problem:   T O N E N. Bevares, det er dårlig stil, når jeg kalder andre for øgenavne, men jeg mener, er det virkelig så slemt? Har I for eksempel fulgt med i politik de sidste par år?

Politikere kæmper om pladsen, som den største strammer, de siger ‘perker’, maler muslimer som terrorister og islam som en sygdom – til gengæld høster de stemmer og opbakning. Men hvis en ung og dum journaliststuderende i et dovent ordspil kalder en folketingspolitiker noget grimt, så er man et respektløst barn, der selv beder om en shitstorm.

Det er i mine øjne en helt skør tonepolitik at acceptere og beskytte hadefulde og polariserende holdninger, så længe de er pakket flot ind i gavepapir og bånd med sløjfe. Det handler ikke om tonen, skat, men om indholdet.

Var det en dum kommentar, jeg skrev? Absolut.

Var jeg naiv i min forestilling om, at havet af brugere på medieverdenens intranet ikke ville råbe op? Måske.

Skulle jeg have grublet længere over opslaget, inden jeg trykkede ‘send’? Tjaaa, det skulle jeg nok. Om ikke andet, så havde jeg nok også fundet på en vits, der var lidt sjovere.

Når jeg bringer min historie tilbage fra glemmebogen, så svarer det til at sparke til en gammel bikube og håbe, at man ikke bliver stukket igen. Heldigvis er jeg ikke allergisk.

Hvis troværdighed og journalistisk ordentlighed handler om at holde sig ren og pæn, mens politikere på tværs af fløjene udpeger hele befolkningsgrupper som problemer og endda har magten til at sætte handling bag deres ord, så synes jeg faktisk, at det er lidt forfriskende, at nogen siger ‘fandeme nej’.

En vagthund må altså gerne gø.

På tværs af generationer: Tre journalister taler om en branche i forandring

På tværs af generationer: Tre journalister taler om en branche i forandring

På tværs af generationer: Tre journalister taler om en branche i forandring

Som journalist i det 21. århundrede kan man let glemme, at internettet ikke altid har været der. Men vi skal vi ikke meget længere tilbage end til omkring årtusindeskiftet, før internettet blev et fast arbejdsredskab hos journalister. Verden har rykket sig, og med det har journalisterne skullet det samme. Vi har talt med tre journalister i forskellige aldre om deres syn på udviklingen.

Skribent: Marcus Wehage
Foto: Margarita Ilieva

Udgivet den 20. maj 2021
Ny chefredaktør på Jyllands-Posten: “Vi skal skabe helt nye medievaner hos danskerne”

Ny chefredaktør på Jyllands-Posten: “Vi skal skabe helt nye medievaner hos danskerne”

Ny chefredaktør på Jyllands-Posten: “Vi skal skabe helt nye medievaner hos danskerne”

I år fylder Jyllands-Posten 150. Med en ny redaktion på Aarhus’ havnefront, en ny digital strategi og den første kvinde i chefredaktionen nogensinde, har avisen markeret et nyt kapitel i sin historie. Marchen Neel Gjertsen hedder kvinden med ansvaret for avisens digitale vækst, og hun har skyhøje ambitioner på egne, journalistikkens og Jyllands-Postens vegne.

Skribent: Julie Schønning
FOTO: Rune Øe

Udgivet den 20. maj 2021

Forfaldsfortællingen om medierne er at finde alle vegne, og hvis medierne skal overleve, kræver det en omstilling fra analogt til digitalt indhold. Og netop den digitale udvikling har Marchen Neel Gjertsen fået ansvaret for på Jyllands-Posten, der nu også har fået sin første kvinde i chefredaktionen. For hende er opgaven ‘journalistik, ledelse og fremtidssikring.’

Hvilke visioner har du for JP’s digitale fremtid?

“Jeg har en ambition om, at Jyllands-Posten skal være størst, og det gælder også det digitale. Den styrkeposition, vi har haft som printavis, skal vi tilsvarende formå at videreføre til en yngre målgruppe af digitale abonnenter.  Det er den store omstilling både redaktionelt og forretningsmæssigt, som både JP og andre avishuse står overfor. Det er ikke nemt, men visionen er, at det skal lykkes.”

Hvor store er de vækstambitioner i tal?

“Hvis vi skal være størst, vil vi jo i første omgang gerne et godt stykke over de 40.000 digitale abonnenter, som er det niveau, Berlingske tidligere har oplyst, at de har for tiden. Men de konkrete tal er kun en kortsigtet strategi, fordi det i sidste ende handler om, at vi skal skabe helt nye medievaner hos danskerne.

De fleste under 50 år har ikke været vant til at betale for et nyhedsmedie, og hvis du sammenlagde abonnenter for Jyllands-Posten, Berlingske, Politiken, Ekstra Bladet og Zetland, ville du stadig komme frem til en ret lille totalsum. Derfor kan målet om størrelse ikke kun ses i de nuværende abonnementstal. Danskerne forbruger rigtig meget digital journalistik, men det at få folk til at købe et abonnement er en ny ting.”

Hvilke konkrete tiltag har I planlagt for at dette skal lykkes digitalt?

“Vi er ved at udarbejde en mere detaljeret digital strategi, men meget af det forbliver forretningshemmeligheder. Helt overordnet handler det om at være top of mind hos unge mennesker. Vi kappes om deres tid og digitale opmærksomhed med andre medier, techgiganter og tøjbutikker. Hvordan sørger man for at stå stærkt der? Det er et spørgsmål om at formidle sin journalistiske vision og forklare, hvad man kan få hos os. Men indholdet er selvfølgelig det, der bærer det, og der er intet teknologisk quick-fix, der slår et brag af en god historie af banen. Derfor går de to ting hånd i hånd. Det er vigtigt, at vi laver de rigtige historier, til de rigtige mennesker, på det rigtige tidspunkt og på den rigtige måde. Falder vi nogle gange i fælden og laver lidt for kedelig systemjournalistik, der tager udgangspunkt i samfundsinstitutioner i stedet for at gøre journalistikken mere borgernær? Ja, det gør vi, og det gør de fleste medier. Det skal vi alle øve os på. Som journalister har vi en interesse for samfund og politik, der gør, at vi orienterer os mod rapporter, politikere og byrådsmøder, men vi skal blive ved med at øve os i at vinkle det på konsekvenserne for borgerne.”

Jeg hører dig sige, at det gode indhold er vigtigt, men jeg vil alligevel gerne prøve at spørge igen, hvad der konkret skal ske på det digitale, fordi det jo er dit hovedansvar; er det en ny hjemmeside, nyhedsbreve, podcast, digitale fortællinger?

“Der er ikke et enkelt svar, men ja til det hele. Det er en årelang omstilling. Du kan ikke koge omstillingen ned til én ting. Det er 10.000 ting, vi skal skrue på. Og vi kommer aldrig i mål med det, for om fem år er det noget andet. Hele den digitale omstilling er jo bare et led i mediernes udvikling, og der er ikke noget quick-fix.”

Hvorfor er du den rette til opgaven?

“Det er svært at svare på selv, men jeg har været på Jyllands-Posten i lang tid, jeg kender huset godt og er vant til at repræsentere vores journalistik udadtil på den politiske redaktion. Den store forståelse for Jyllands-Posten hele vejen rundt er min bedste forudsætning for at lykkes. Vi kunne også have fundet en tech-nørd, men man kan ikke adskille den digitale strategi fra den journalistiske vision. Jeg har en kæmpe kærlighed til Jyllands-Posten og et ekstremt højt ambitionsniveau for vores fremtid.”

Hvad betyder det for dig personligt at have fået stillingen som chefredaktør?

“Det betyder da meget. Jobbet er et kæmpe privilegium, og jeg ser det som en ekstremt stor opgave at lykkes med. Jeg er ikke gået ind i faget for at blive chef, men opgaven er vokset på mig. For mig er indholdet og samfundspligten det vigtigste, men det fede ved ledelse er at se, om man kan lykkes med at flytte andre med den vej, man synes, er den rigtige.”

Hvad betyder det for dig, at du er den første kvindelige chefredaktør på Jyllands-Posten nogensinde?

“Jeg ved ikke, hvad det betyder for mig, men det virker som om, at det betyder meget for andre, at jeg er den første kvinde i chefredaktionen. Og det er jeg glad for at kunne være med til at forløse. Jeg synes, det er på tide, at Jyllands-Posten får en kvindelig chefredaktør, og jeg er da glad for, at det blev mig.”

Er der nogle medier, der er lykkes bedre med at skaffe unge abonnenter, end I er?

“Ja det er der da. Vi er glade for vores abonnenter, men det skal ikke være en hemmelighed, at JP ikke har været de bedste til at skaffe unge abonnenter. Men vi skal heller ikke lave et nyt ungdomsmedie a la TV 2 ECHO. Vi kigger måske på en målgruppe fra 30-60 år. Jeg kender ikke tallene for, hvor mange der abonnerer på Zetland, men jeg vil tro, de har ramt en yngre målgruppe. Hvis man skulle lave et nyt medie i morgen, så ville man nok satse på lyd, men vi er i den situation, at vi er rigtig gode til at skrive, og vi har stadig en kæmpe printavis, som vi er rigtig stolte af, og som ikke må lide overlast. Så vi står med et ben i to historiske epoker.”

Jacob Nybroe (Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør, red.) har kaldt jeres nye hovedsæde på Aarhus Havn for ‘et synligt tegn på optimisme efter en lang periode med nedgang og generel pessimisme i branchen.’ Har du haft samme pessimisme på mediernes vegne?

“Nej, det har jeg egentlig ikke, men man hører hele tiden fordommen, og mange prøver at dømme journalistikken ude. Men avisernes nyheder spreder sig jo til hele nyhedsbilledet på alle mulige platforme i større omfang end nogensinde før, og folk er faktisk villige til at bruge tid på journalistik. Under coronanedlukningen fik vi flere besøgende og flere abonnenter, end vi har gjort længe. Og vi sælger også stadig papiraviser. Vores gamle lokaler i Viby havde store, tomme trykkerihaller og tomme enkeltmandskontorer fra en tid, hvor der var flere journalister. På den måde bar de fysiske rammer præg af omstillingen, så det var godt for os at flytte ned på havnen.”

Hvordan tror du fremtiden ser ud for den danske presse, hvis vi ikke er gode til at omstille os fra analogt til digitalt indhold?

“Så ser den dyster ud. Når unge mennesker primært forholder sig til deres telefon eller deres laptops, så skal journalistikken være der. Når folk oplever, hvor nemt og intuitivt man kan navigere på Netflix eller Instagram, så skal medierne kunne matche samme sømløse digitale brugeroplevelse. Men vi er oppe imod nogle gigantiske kræfter, der har et helt andet udviklingsbudget og -tempo. Som de relativt små virksomheder vi er, bliver prøvelsen at følge med i den kvalitetsbedring, der kræves.”

Hvad betyder det for dig personligt at have fået stillingen som chefredaktør?

“Det betyder da meget. Jobbet er et kæmpe privilegium, og jeg ser det som en ekstremt stor opgave at lykkes med. Jeg er ikke gået ind i faget for at blive chef, men opgaven er vokset på mig. For mig er indholdet og samfundspligten det vigtigste, men det fede ved ledelse er at se, om man kan lykkes med at flytte andre med den vej, man synes, er den rigtige.”

Hvad betyder det for dig, at du er den første kvindelige chefredaktør på Jyllands-Posten nogensinde?

“Jeg ved ikke, hvad det betyder for mig, men det virker som om, at det betyder meget for andre, at jeg er den første kvinde i chefredaktionen. Og det er jeg glad for at kunne være med til at forløse. Jeg synes, det er på tide, at Jyllands-Posten får en kvindelig chefredaktør, og jeg er da glad for, at det blev mig.”

Er der nogle medier, der er lykkes bedre med at skaffe unge abonnenter, end I er?

“Ja det er der da. Vi er glade for vores abonnenter, men det skal ikke være en hemmelighed, at JP ikke har været de bedste til at skaffe unge abonnenter. Men vi skal heller ikke lave et nyt ungdomsmedie a la TV 2 ECHO. Vi kigger måske på en målgruppe fra 30-60 år. Jeg kender ikke tallene for, hvor mange der abonnerer på Zetland, men jeg vil tro, de har ramt en yngre målgruppe. Hvis man skulle lave et nyt medie i morgen, så ville man nok satse på lyd, men vi er i den situation, at vi er rigtig gode til at skrive, og vi har stadig en kæmpe printavis, som vi er rigtig stolte af, og som ikke må lide overlast. Så vi står med et ben i to historiske epoker.”

Jacob Nybroe (Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør, red.) har kaldt jeres nye hovedsæde på Aarhus Havn for ‘et synligt tegn på optimisme efter en lang periode med nedgang og generel pessimisme i branchen.’ Har du haft samme pessimisme på mediernes vegne?

“Nej, det har jeg egentlig ikke, men man hører hele tiden fordommen, og mange prøver at dømme journalistikken ude. Men avisernes nyheder spreder sig jo til hele nyhedsbilledet på alle mulige platforme i større omfang end nogensinde før, og folk er faktisk villige til at bruge tid på journalistik. Under coronanedlukningen fik vi flere besøgende og flere abonnenter, end vi har gjort længe. Og vi sælger også stadig papiraviser. Vores gamle lokaler i Viby havde store, tomme trykkerihaller og tomme enkeltmandskontorer fra en tid, hvor der var flere journalister. På den måde bar de fysiske rammer præg af omstillingen, så det var godt for os at flytte ned på havnen.”

Hvordan tror du fremtiden ser ud for den danske presse, hvis vi ikke er gode til at omstille os fra analogt til digitalt indhold?

“Så ser den dyster ud. Når unge mennesker primært forholder sig til deres telefon eller deres laptops, så skal journalistikken være der. Når folk oplever, hvor nemt og intuitivt man kan navigere på Netflix eller Instagram, så skal medierne kunne matche samme sømløse digitale brugeroplevelse. Men vi er oppe imod nogle gigantiske kræfter, der har et helt andet udviklingsbudget og -tempo. Som de relativt små virksomheder vi er, bliver prøvelsen at følge med i den kvalitetsbedring, der kræves.”

Hvis medielandskabet ændrer sig, hvorfor bliver det så JP, der overlever?

“Jeg synes, Jyllands-Posten er et af de eneste medier, der håndhæver de klassiske journalistiske dyder i forhold til tilstræbt objektiv journalistik, du kan regne med. Vi adskiller news og views og forfalder ikke til at segmentere vores journalistik så meget, at det til sidst bliver en partiavis. Ovenpå diskussionen om fake news, tror jeg, der er et behov for det. Autoritetsfaldet skal modsvares af endnu grundigere journalistik. Jeg tror på, vi skal holde fast i de idealer.”

Christian Jensen om Politikens aktivistiske temperament: ”Vi skal ikke altid stræbe efter det objektive”

Christian Jensen om Politikens aktivistiske temperament: ”Vi skal ikke altid stræbe efter det objektive”

Christian Jensen om Politikens aktivistiske temperament: ”Vi skal ikke altid stræbe efter det objektive”

Politiken dækkede sagen om de danske børn i Syrien ved blandt andet at vise, hvordan de selv mener, at der skal handles. Men hvordan hænger den aktivistiske journalistik sammen med en avis, der også skildrer sig selv som sandhedssøgende. Ifølge medieforsker Peter Bro er det vigtigt, at man står frem og forklarer sine valg og handlinger.

Tekst: Maria Svehag
Illustration: Simon b. Porse

Udgivet den 20. maj 2021

Den 21. marts indtager Politikens lederspalter forsiden af avisen. Den er spækket med argumenter for, at de 19 danske børn, der sidder i en fangelejr i Syrien, skal hentes hjem. Argumenter direkte rettet mod regeringen. Bring børnene hjem. Sådan lyder overskriften formet af store, grå bogstaver.

Åbner man samme aften Politiken.dk, er det en video, der ligger øverst. Lydbilledet består af klavermusik i triste toner, der blander sig med rolige men beslutsomme stemmer. Stemmerne tilhører forskellige danske personligheder, der med faste blikke foran en sort baggrund fortæller, hvorfor netop de synes, at børnene i Syrien skal hjem. Den sidste figur, der træder frem i videoen, er Politikens egen ansvarshavende chefredaktør:

”Jeg hedder Christian Jensen. Og jeg synes også, at børnene skal hjem. Nu.”

Politiken har en mening – og de har vist den.

Men er det overhovedet meningen, at Politiken, som et af Danmarks største dagblade, skal gøre det? Er det meningen, at medier, der hævder at bestræbe sig på at søge sandheden, skal udfylde forsider på både papir- og netaviser med deres egen stillingtagen?

Spørgsmålet bunder i, hvornår journalistisk ikke længere er journalistik, men bliver til aktivisme, og om de to ting kan og skal skilles ad.

 

En flydende grænse

I hjørnekontoret med udsigt over Københavns Rådhusplads sidder Politikens chefredaktør Christian Jensen. Han forklarer, hvordan de, ligesom andre medier, har både et journalistisk temperament, hvor der bruges journalistiske metoder, og et holdningstemperament, hvor meninger udtrykkes i ledere.

”Politiken har så noget ekstra. Vi har også et aktivistisk temperament,” siger Christian Jensen.

Men spørger man medieforsker ved SDU Peter Bro er skellet mellem journalistik og aktivisme ikke noget, der entydigt kan defineres. Det er en mere flydende grænse.

”Jeg skelner i stedet mellem passiv og aktiv journalistik,” siger han.

Den passive journalistik er ifølge Peter Bro den, der kun ønsker at informere og oplyse, mens den aktive journalistik på den ene eller anden måde er optaget af, hvad der sker med en sag, efter at den er fremlagt. Den aktive journalistik kan dermed have mange forskellige formål. Den kan opfordre til debat eller endnu kraftigere advokere for nogle positioner. Men så kan den også forsøge at implementere nogle ting.

”Det er det sidste, der for alvor er rendyrket aktivisme,” siger Peter Bro.

Men hver dag er der mange journalister, der er aktive, uden at de tænker over det. At man spørger en politiker, hvad hun eller han vil gøre ved et problem, er også et eksempel på, at målet er mere end blot at fremlægge information. Den type journalister er dem, Bro definerer som proaktivt neutrale. De er interesserede i at ændre noget, men de er neutrale overfor, hvordan det skal gøres.

 

En kontroversiel sag

Men hvis så mange journalister udøver aktiv journalistik, hvordan kan det så være, at flere medier har kritiseret Politiken for at lave netop den video og den forside? Ifølge Peter Bro skyldes det, at sagen om børnene i Syrien er dybt kontroversiel.

”Når man er uenige om, hvorvidt man skal gøre noget her i Danmark, er der også flere holdninger til, om Politiken overhovedet skal gå ind i den her sag,” siger han.

Der findes mange situationer, hvor man ifølge Peter Bro laver den alleryderste form for aktiv journalistik, uden at vi næsten lægger mærke til det. Diverse indsamlingsshows er eksempler på tilfælde, hvor der på aktivistisk vis bliver arbejdet for at ændre noget i samfundet. Men fordi vi alle kan være enige om, at det er godt at bekæmpe sult i fattige lande eller forske i kræftbehandling, lægger man ikke mærke til aktivismen, fordi den er så ukontroversiel, mener Peter Bro.

Det er altså ikke det, at man tager stilling i sig selv, der har skabt opmærksomheden omkring Politikens kampagne. Det er graden af politisk spænding, som den indeholder.
Men på Politiken mener man selv, at videoen med de fem forskellige stemmer fra Johanne Schmidt Nielsen til Søren Pind var et forsøg på at hive sagen ud af en partipolitisk kontekst.

”Det er et humanistisk budskab. Den skulle ikke grupperes i en bestemt politisk position,” siger Christian Jensen.

 

En del af identiteten

Historien om børnene i Syrien er ifølge Christian Jensen ikke et enestående eksempel på, at Politiken vælger at benytte nogle værktøjer, man finder ude i kanten af spektret over aktiv journalistik. De har gjort det flere gange før, og det er blevet en del af deres DNA.

”For vores læsere ville det være mere overraskende, hvis vi ikke viste vores mening,” siger han.

Læserne har ikke bare vænnet sig til deres aktivistiske position. De forventer den. Sådan har det altid været. Ifølge chefredaktøren er det i hvert fald den forandringskraft, som Henrik Cavling grundlagde avisen på i 1905.

Peter Bro mener dog, at der er sket en udvikling fra Henrik Cavling til i dag i valget af de sager, som Politiken håndterer med dette ekstra ’temperament’:

”Henrik Cavling gik ind for, at det var de mere ukontroversielle sager, fordi han var bange for at støde læsere fra sig.”

Men tiderne er selvfølgelig også nogle andre, og Christian Jensen mener, at Politiken blot udvider og bygger oven på deres egen aktivistiske tradition. For ham handler det om at give den retning og udtryk.

 

Det vigtigste er forklaringen

Ifølge Peter Bro er det aktivistiske gear ikke eksklusivt for Politiken. Den mere holdningsbaserede journalistik er et fænomen, der svinger gennem tiden som et pendul. Efter en periode med passive medier vil journalister og redaktører blive mere aktivistiske. Og bagefter vil det svinge tilbage igen, akkurat som alle andre tendenser i samfundet.

Men når vi ikke kan undgå tider, hvor meninger fylder i aviserne, må vi finde en måde, hvorpå læserne ikke forvirres eller får mistillid til medierne. Ifølge Peter Bro er det fortællingen om, hvorfor man skriver, det man gør, der er nødvendig.

”Forklaringen er vigtig, fordi der er så mange typer medier i øjeblikket, og nogle er drevet af politiske dagsordener,” siger Peter Bro.

Dermed bliver det muligt for den aktive og endda den aktivistiske journalistik at have en plads i mediebilledet, mener han. Hvis medierne stiller sig til rådighed og forklarer deres valg og fravalg, giver de brugerne mulighed for at læse hvert enkelt stykke journalistik på de præmisser, netop dét er skrevet på.

I nutidens mediebillede, hvor journalistikken svinger til den aktivistiske side, er det altså ikke længere forsøget på neutralitet, der er det eneste rigtige. Og den idé er Christian Jensen enig i:

”Det objektive skal vi heller ikke altid stræbe efter. Vi skal stræbe efter at gøre det klart for vores læsere, hvilke præmisser vi laver vores journalistik på.”