Skolens elever føler sig ikke nok involverede i den nye fredagsbar

Skolens elever føler sig ikke nok involverede i den nye fredagsbar

Skolens elever føler sig ikke nok involverede i den nye fredagsbar

Snart står en ny og anderledes bar klar i Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles lokaler på Katrinebjergvej. Den nye fredagsbar skal præges af elevernes input, mener ledelsen på DMJX. Det er dog ikke alle elever, der har følt sig hørt, og især holdet bag Kurt Strandbar føler sig udeladt fra beslutninger vedrørende den nye fredagsbar. Det er til trods for, at der faktisk har været elever involveret i processen.

Illustrator: Amalie Møller Dybro

Skribent: Marie Møller Munksgaard
Illustrator: Amalie Møller Dybro

Udgivet den 20. oktober 2019

Der er ikke længe til, at de studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole skal vinke farvel til Kurt Strandbar, som vi kender den. Snart bliver de gamle togsæder og den tunge dunst af øl fra kælderen skiftet ud med en multifunktionel fredagsbar på Katrinebjergvej. Når den nye fredagsbar står klar til brug, ønsker styregruppen for byggeriet, der er en del af skolens ledelse, at det skal være eleverne og ikke kun ledelsen, der sætter deres præg på den nye bar.

 ”Der er nogle faste fysiske rammer for, hvordan den nye fredagsbar skal se ud, men det er de studerende, der skal være med til at skabe den nye bar,” siger Henrik Wilhelm Jørgensen, intern byggeleder ved Bygning og Facility på DMJX og medlem af styregruppen for byggeriet.

De fysiske rammer for fredagsbaren er nu på plads, men det er i høj grad de studerende, der skal skabe stemningen og kulturen i den nye bar, mener Henrik Wilhelm Jørgensen.
Han håber, at de studerende, der følger med til den nye skole på Katrinebjergvej, har lyst til at være med til at skabe rammerne for en ny og anderledes fredagsbar.

Eleverne savner information
Det er dog ikke alle elever, der føler, at de har haft mulighed for at involvere sig i projektet. Medlemmerne af DMJX’ nuværende fredagsbar, Kurt Strandbar, har savnet flere informationer fra ledelsen og muligheden for at få indflydelse.

 ”Det har ikke føltes som om, at vi har haft en stemme i hele den her proces. Det virker nærmere som om, at vi skal indrette os efter de lokaler, der kommer, og så må vi arbejde med, hvad vi nu får,” siger Maja Hastrup Wistesen, som er formand for Kurt Strandbar.

 Maja Hastrup Wistesen giver udtryk for, at Kurt Strandbar har savnet et bindeled mellem dem og ledelsen, hvor de har kunnet sparre med hinanden. I stedet står det lige nu relativt uklart for Kurt Strandbar, hvilken slags fredagsbar de går i møde i 2020.

”Det kunne have været rart med en lille opdatering om, hvad der skal ske, da vi så allerede nu kunne arbejde os hen mod det,” siger Maja Hastrup Wistesen.

Det er ikke kun Kurt Strandbar, der ikke har følt sig involveret. I et spørgeskema lavet af Illustreret Bunker svarer halvdelen af de 100 elever, der har besvaret spørgeskemaet, at de har oplevet, at der var en meget lav grad af mulighed for at blive involveret i den nye fredagsbar. Dette er på trods af, at lidt over halvdelen af de 100 elever syntes, at det i høj grad er relevant at involvere eleverne.

Selvom Kurt Strandbar savner mere information fra ledelsen, prøver de at se positivt fremad mod den nye fredagsbar. Derfor er det også ekstra vigtigt for Kurt Strandbar at føre ånden fra den nuværende bar videre. Står det til dem, skal det blandt andet ske gennem de personer, der flytter med videre til fredagsbaren i det nye byggeri.

”Kurt skal ikke bare være en kælder med mennesker, men det skal være os som mennesker, der definerer Kurt. Det prøver vi at holde fast i, sådan at vi ikke lader os definere af de nye lokaler. Det er os, der skal forme omgivelserne mere end den anden vej rundt,” siger Maja Hastrup Wistesen.

For selvom Kurt Strandbar ikke synes, de har været inddraget i beslutningerne, skal de nye lokaler ikke være afgørende for, om man kan videreføre den nuværende stemning. I stedet er det op til Kurt og skolens elever at sætte det ønskede præg på de nye omgivelser.

Historien risikerer at gå tabt

Selvom både Henrik Wilhelm Jørgensen og Kurt Strandbar er positive over for mulighederne i de nye lokaler, lægger ingen af dem skjul på, at der er en risiko for, at noget af historien om fredagsbaren vil forsvinde, når den flytter. 

”Rammerne for fredagsbaren lige nu er helt unikke. Vi har 40-års jubilæum på dette semester. Det er de gamle togsæder, der er dernede nu, som blev sat derned for 40 år siden. Derfor er det noget helt særligt,” siger Maja Hastrup Wistesen. 

Man kan ikke komme udenom, at de nuværende rammer for fredagsbaren emmer af skolens historie.
Også Henrik Wilhelm Jørgensen mener, at noget af barens historie kan risikere at gå tabt, når skolen flytter:

 ”Jeg kan godt genkende følelsen af at være i indhyllet i et rum, hvor der gennem generationer har siddet journalister med en cigaret i munden og en flaske øl foran sig.”

Det kan blive svært at efterligne følelsen i nye lokaler uden den samme historie. Det behøver dog ikke nødvendigvis kun at være negativt, da det giver eleverne mulighed for at definere fredagsbaren på ny, mener Henrik Wilhelm Jørgensen:

”Her må det være op til brugerne af den nye fredagsbar at skabe en ny historie.”

Ny og spændende udfordring
For Henrik Wilhelm Jørgensen bliver det ikke kun et tab af historie, når baren sammen med skolen rykker. Det er også en god mulighed for at nytænke fredagsbaren og sætte nogle nye rammer for, hvordan vi mødes med hinanden på tværs af studier og semestre:

”Det er den rette vej at tænke, at vi skal nyskabe fredagsbaren fremfor at genskabe den. Det er en vigtig del af fortællingen, at når vi flytter over i noget nyt, får vi muligheden for at kaste noget fortid væk og gentænke, hvordan vi har lyst til at definere os selv.”

Henrik Wilhelm Jørgensen ser flytningen til nye lokaler som en mulighed for at genoverveje, hvordan man ønsker at skabe en stemningsfyldt fredagsbar. Den nye fredagsbar bliver især anderledes fra den nuværende, idet lokalerne både skal kunne fungere som undervisningslokaler og som fredagsbar.

 ”Det bliver ikke en fredagsbar, som vi kender den i dag. Tanken er, at baren skal have mange funktioner,” siger han.

Selvom der kommer helt nye rammer for fredagsbaren i de nye lokaler, understreger Maja Hastrup Wistesen dog, at det er vigtigt at videreføre den nuværende skævhed, som kun Kurt Strandbar har:

”Den her institution er skæv på mange måder. Der er så mange typer, og dem skal der virkelig være plads til. Når vi flytter, må vi kæmpe det hårdere for at holde fast i den skævhed, som Kurt Strandbar har. Det er nemlig det twist og den kant, som vi godt kan lide at have i vores fredagsbar.”

De nye lokaler på Katrinebjergvej burde ifølge Henrik Wilhelm Jørgensen stå klar til indflytning omkring april 2020. Hvad der skal ske med den nuværende Kurt Strandbar er endnu usikkert. Hvor meget af baren der skal bevares bliver op til de nye ejere at beslutte.

Underviser uenig i elevernes kritik
Selvom en del af skolens elever savner involvering i fredagsbaren, har der ifølge Jan Dyberg Larsen, som er lektor i journalistik på DMJX, været fokus på at få de studerende med i processen. Jan Dyberg Larsen har været med i en projektgruppe, der har udvalgt vinderprojektet til det nye DMJX fra 2016/2017 og frem til i dag. I projektgruppen har der hele tiden været en repræsentant for de studerende til stede ifølge Jan Dyberg Larsen. Dog husker han ikke, hvem der repræsenterer eleverne lige nu, men slår fast, at eleverne har været inddraget i beslutningerne vedrørende den nye fredagsbar. På trods af elevrepræsentanterne i projektgruppen årene igennem, er der stadig en del af de nuværende elever og Kurt Strandbar, der ikke føler sig hørt.

Henrik Wilhelm Jørgensen inviterede den 10. oktober 2019, samme dag som artiklen udkom, Maja Hastrup Wistesen til en dialog og rundtur på den nye skole på Katrinebjerg. Både Maja Hastrup Wistesen og næstformanden i Kurt Strandbar har takket ja til at deltage.

Deadline er ikke bange for det langhårede

Deadline er ikke bange for det langhårede

Deadline er ikke bange for det langhårede

I Deadline lader de sig ikke skræmme af det tunge rugbrødsstof. De forsøger at lave historier med substans og stille svære, kritiske spørgsmål. Men det er en krævende arbejdsproces. På redaktionen arbejder de hele dagen op til aftenen, hvor programmet ruller over skærmen.

Skribent: Caroline Rossmeisl
Fotograf: Magnus Hove Johansson

Udgivet den 18. oktober 2019

”3-2-1, og intro kører.”

”Standby kamera 1 og 4.”

”Og værsgo, Jacob!”

De rullende kameraer kører rundt i studiet som små robotter.
Det er fredag aften, og klokken er 22.30. Gangene i DR-Byen ligger øde hen i mørket. Men for enden af gangen til Deadline-studiet er der lys. Deadline-redaktionen har endnu ikke fået fyraften. Aftenens udsendelse skal netop til at gå i gang.

Inden hver udsendelse bliver alt testet af gennem en prøve. Det er her fejlene skal opdages. Står der det rigtige på teleprompteren? Er introen klippet korrekt? Der er ikke plads til fejl, når først kameraerne kører.

Den gode ide vinder

Deadline er et nyheds- og aktualitetsprogram på DR2, der sendes direkte alle ugens dage klokken 22.30. Programmet har et særligt fokus på at skabe debat om samfundsaktuelle spørgsmål og gå kritisk til magthaverne. De er omkring 20 mennesker ansat på redaktionen. Men de er altid kun fire medarbejdere om at gennemføre den 30 minutter lange udsendelse.

Det er nu næsten tolv timer siden, at redaktionen mødte ind.

Dagen startede klokken 11.30 med et redaktionsmøde. 

Allerede inden redaktionsmødet er en af aftenens første historier på plads. Forfatteren Malene Lei Raben kommer i studiet som gæst. Men den anden historie til aftenens udsendelse mangler stadig og skal findes.

Alle journalisterne sidder med en lille notesblok foran sig. Så snart en ide bliver foreslået, kommer kuglepennene på arbejde. 

”Alle ideer kan komme på bordet, og alle kan komme med dem. Det kan ligeså ofte være en redaktørs ide, der bliver brugt, som en praktikants. Det er den gode idé, der vinder,” siger Dorthe Vølver Bentzen, som er en af redaktørerne på Deadline og i dag også ordstyrer for morgenens møde.

En praktikant foreslår en historie om demonstrationer i Egyptens hovedstad, Kairo.

”Er det ikke svært med billeder?” lyder det fra en af journalisterne. 

”Jo, det er jo meget mobilfilmet. Men det kunne være interessant,” svarer redaktøren. 

Ifølge Dorthe Vølver Bentzen er det vigtigt, at de får diskuteret ideerne til bunds.

”Jo flere gange vi kan få ideen igennem vridemaskinen, jo bedre bliver den også. Ofte ender vi et sted, der er langt fra der, hvor vi startede,” siger hun.

Efter de mange ideer er blevet vendt og drejet, ender redaktionen foreløbigt med at gå videre med historien om demonstrationen i Kairo.

Der er hurtige nyheder alle andre steder

Det er nogle intense dage, når man skal sende Deadline. 

De, der er med til at producere en udsendelse, er på arbejde fra klokken elleve om morgenen, til programmet har rullet over skærmen sent om aftenen. 

Men journalisterne har kun de tolv timer lange vagter tre gange om ugen, og det er der god grund til.

Lasse Lauridsen fortæller, at det er nogle krævende dage, og at han ofte føler sig kvæstet efter en uge, hvor han har været med til at sende flere udsendelser. 

”I dagene efter kan det føles lidt som at have tømmermænd,” siger han.

Men netop den lange dag giver mulighed for, at journalisterne kan grave sig ned i emnet.

De får mulighed for at researche igennem og fordybe sig, som det kræver, når man for eksempel skal kunne gå kritisk til en politikers argumenter. 

At man trods tidspresset kan fordybe sig i stoffet er netop kernen i konceptet på Deadline. Det fortæller Dorthe Vølver Bentzen. 

”Der er hurtige nyheder andre steder. Vores DNA er ikke at proppe alt for mange elementer ind. Vi har som regel kun to historier for at give plads til, at vi kommer i dybden,” siger hun.  

Lasse Lauridsen mener også, at Deadline adskiller sig fra andre nyhedsprogrammer. 

”Vi træder et skridt tilbage og forsøger at se nyheden i et andet lys. Er der noget, der er blevet overset? Eller noget, der har været for langhåret og derfor ikke er blevet forklaret i dybden,” siger Lasse Lauridsen, og tilføjer:

”Det langhårede er bestemt ikke noget, vi er bange for.”

Journalisterne møder op på redaktionsmødet med klare ideer. Redaktionsmødet starter nemlig altid med en runde, hvor de en efter en skal komme med deres input til programmet.

Det deadlineske take

Det summer af munter snak på redaktionen. Alligevel kan man fornemme koncentrationen ulme under samtalerne. 

To kolleger har allerede brug for en opkvikkende tår kaffe. De står med hver deres dampende kop og diskuterer dagens muligheder for billedmateriale, mens andre fra redaktionen sidder som limet til deres computerskærme.  

På en kommode placeret midt imellem de to arbejdsstationer ligger otte danske dagblade. De får med jævne mellemrum opmærksomhed af redaktionens journalister, der skæver til dagens største overskrifter.

”Vi orienterer os om, hvad dagens store historie er ved at se, hvad andre mediehuse tager op. Og så forsøger vi at finde det ‘deadlineske’ take på det,” siger Lasse Lauridsen, som er journalist og redaktør på Deadline. Han har haft sin daglige gang på programmet gennem de sidste seks år.

Han fortæller, at Deadline har to ben. Det ene ben er det samfundsrelaterede, hvor magthavere stilles til ansvar gennem et kritisk interview. Det andet ben er perspektivet. Der, hvor de svære og store spørgsmål om samfundet stilles. Det kan for eksempel være gennem en paneldebat med stemmer i den offentlige debat.

Derudover har Deadline også friere rammer end andre nyhedsprogrammer, fortæller redaktør Dorthe Vølver Bentzen. 

”Vores format tillader os at gå i en lidt anden retning og tage nogle flere chancer end klassiske nyhedsprogrammer. Vi laver gerne journalistik på rugbrødsstoffet. Nogle gange lykkes vi med det, og andre gange falder det til jorden,” siger hun. 

Efter Jakob Rosenkrands har trukket i tøjet, bliver bisserne også altid børstet.  

Værten får ikke bare information fra øresneglen

Ved en af computerne sidder Jacob Rosenkrands. Han skal være studievært for aftenens udsendelse. 

Han mødte tidligt ind på arbejde ved redaktionsmødet, ligesom de andre journalister, og har hele dagen arbejdet tæt sammen med dem, der skal stå for udsendelsen.

På bordet ligger en bog. ”Fruen” står der på forsiden. Det er den bog, som aftenens gæst, forfatter Malene Lei Raben, har skrevet. Der er lavet æselører i den.

På Deadline er værterne nemlig meget inde over udsendelserne og de præger, hvilke historier der skal med. 

Hvis der for eksempel er en forfatter inviteret ind som gæst, har værten oftest læst bogen. 

Derudover stiller Deadline-formatet også store krav til værternes research og baggrundsviden, og de forbereder altid deres egne spørgeplaner på forhånd. 

”Man ser tit på film, at værterne får al deres information fra øret. Men det holder ingen steder her. Værten er 100 procent inde i stoffet. De laver et kæmpe stykke arbejde,” siger Dorthe Vølver Bentzen. 

Jacob Rosenkrands har da også læst ”Fruen”, som han skal bruge i aftenens udsendelse. 

”Man er nødt til at tage ejerskab over tingene. Det bliver et meget mere kvalificeret interview, hvis researchen er i orden,” siger han og tager en bid af sin rugbrødsmad. 

Frokosten må sluges hurtigt foran computerskærmen, for et for-interview med aftenens gæst venter.

Journalisterne kigger med fra kontrolrummet og sørger for, at alt går som det skal, mens aftenens program ruller over skærmen.

Må skifte kurs i sidste øjeblik

Klokken er blevet 21.00. Tidspunktet for aftenens udsendelse nærmer sig hastigt. 

Den summen af snak, som fyldte redaktionen tidligere på dagen, er forstummet. Det er de sidste krampetrækninger.

En journalist genfylder en kop med sort kaffe og gaber en smule. 

”Hov!”

Produceren har opdaget en fejl i introen. Bag den lysende skærm får han den hurtigt rettet, så introen er fejlfri, inden prøven skal køre.

Historien om Kairo demonstrationen, der ellers lå på tegnebrættet i morges, er blevet erstattet med en politisk historie om Martin Rossen.

Det sker ofte, at Deadline må skifte kurs i løbet af dagen. For det meste er det fordi, det kan være svært at få de rigtige kilder til at stille op, men i dag skyldtes det en vurdering af, hvilken historie der var mest relevant.

Jacob Rosenkrands sidder i sminkestolen. Med sirlige bevægelser dupper sminkøren ham med lidt pudder. Der er ikke lang tid til, at showet begynder.

”Jeg prøver at afslutte mit arbejde i fornuftig tid, så jeg har god tid til at lade op og komme ned i sminken. Så jeg ikke skal stresse inden udsendelsen,” siger han og læner sig tilbage i stolen. 

Han tager to forskellige sko ud fra garderobeskabet. 

”Hyttesko eller støvler?” spørger han. 

Valget falder på støvlerne. Så trækker han i jakkesættet og begiver sig ind i studiet. Parat til aftenens udsendelse. 

Dogmatisk eksperimenterende

Dogmatisk eksperimenterende

Dogmatisk eksperimenterende

Selvom det med hendes egne ord lyder ”højpandet”, ser Iben Maria Zeuthen det som sit ansvar at levere et alternativ til, hvordan radio kan lyde, hvordan journalistik kan udføres, og hvordan mediernes dagsorden bliver sat. Det gør hun blandt andet ved at insistere på langsomhed. Og så giver hun sig selv lov til at eksperimentere.

Skribent: Amanda Stensgaard
Fotograf: Stefan-Alexander Jagd

Udgivet den 10. oktober 2019

Iben Maria Zeuthen vil gerne sidde i solen, nu hvor den endelig er fremme. Hun er i Aarhus for at holde oplæg, og snart skal hun tilbage over Storebælt. Frisk luft imellem de lange bilture lyder som en god idé, så på græsset foran 100-gangen finder vi en plet sol. 

Det grønne gårdmiljø er et dejligt sted, synes Iben. Oplagt til at sidde og hænge ud med sine venner. ”Det har jeg jo ikke rigtigt prøvet. Det der med at være en del af en flok studerende med samme passion,” siger hun.  

For journalisten Iben er ikke udklækket på en skolebænk. På hendes indgangsbillet til mediebranchen stod der DR’s Talenthold, og derfra rullede karrierehjulet over i børne- og ungdoms-tv, inden lydsporet vandt til sidst. I dag har hun arbejdet med radio i mere end 15 år og har svært ved at se, hvad billedsiden bidrager med, som lyd ikke kan. Mest af alt synes hun, at tv er »noget udstyrstungt bøvl, og at skrift går for langsomt.« Hun keder sig hurtigt, men radio er intuitivt og inviterer til at lege med lyden. Og det har hun vist sig at være god til. 

Ved prisuddelingen Prix Radio vandt Iben for nylig en pris for portrættet af Ghita Nørby. Interviewet blev kaldt chokerende og alligevel udvalgt som årets klareste. Juryen sammenlignede det med et 9/11-øjeblik, hvor man måtte knibe sig i armen og kan huske, hvor man var, da man hørte det. Iben selv følte også, at det var voldsomt. Som at stå i en orkan. Men det var kun på et fysisk plan. For selv hvis et interview går skævt, mener hun at kunne forsvare sine valg. Årene i branchen har gjort hende sikker, men det har taget tid. Da hun havde mindre styr på sit håndværk, kunne hun sagtens blive i tvivl. Om hvorvidt kildekontrakten var klar nok, og om hvor konfronterende hun kunne være. 

”I mange år var jeg for blufærdig. Jeg troede, jeg var lige på grænsen, men folk fortalte mig efterfølgende, at jeg sagtens kunne have boret dybere med mine spørgsmål,” fortæller hun.

Iben er ikke bange for at tolke på sine gæster. Gør man ikke det, er der svært at nå ind til kernen af et andet menneske, siger hun.

Angst og engagement

Så det gør hun nu. Et vellykket interview bliver ikke skabt på listetæer, hvis man spørger Iben. Derimod er det afgørende, at det er gjort tydeligt for alle parter, hvad sigtet med samtalen er. Og så skal researchen være på plads. For som interviewer skal man både være oplyst og interesseret for at kunne stille de relevante spørgsmål. 

”Gæsten skal kunne mærke, at intervieweren har overført et emne til sig selv, reflekteret over det og på baggrund deraf formuleret nogle spørgsmål. For mig udviser dét engagement, og det er man nødt til at vise,” siger Iben med så megen insisteren i stemmen, at jeg kun kan fortsætte med et spørgsmål, som viser, at jeg har hørt samtlige af hendes udsendelser.  

I fortællingen Den Gambianske Farm får du i første afsnit et angstanfald. Hvordan overbeviser du dig selv om, at det er det rigtige at fortsætte et projekt, som er åbenlyst ubehageligt for dig?

”Jeg ved jo, at jeg kommer ud på den anden side igen. Men det ikke er givet, at vi har statsligt finansierede og demokratisk velfungerende medier, så jeg ser journalistikken som et betroet virke. For mig er den største angst derfor, hvis jeg ikke får båndet det antal minutter, jeg har lovet,” siger Iben.  

Ironisk, kan man sige. Angsten for ikke at levere overvinder angstanfaldet. Det er tydeligt at mærke, at Iben ser sit arbejde som forpligtende. Og så føler hun sig heldig. Langt fra alle jobbeskrivelser giver lov at eksperimentere med interviewteknik, grænser og fortællerammer. Men det gør hendes.

 ”Jeg er sat i verden for at bedrive eksperimenter,” siger hun. 

 Samtidig er hun bevidst om, at lytterne kan føle sig svigtede, hvis eksperimenterne ikke bringes, som de falder ud. Radio24syv sendte både syv timers råbånd og et sammendrag af portrættet af Ghita Nørby. Det samme gjorde de med Casper Christensen og Helle Thorning-Schmidt. For i den slags eksperimenter handler det om transparens. Iben mener, at dét er kernen i public service. Modtagerne skal have sandheden råt for usødet. 

”Og det er uanset, om det er mig, der får et angstanfald eller en anden, der bliver sur. Det skal bare bringes. Hvis jeg ikke kan fortælle, hvad der er dominerende i situationen, vil jeg ikke være journalist,” siger hun.

Hun mener, at journalistikken er interessant, når den er ærlig og virkelig uinteressant, når den ikke er. Derfor er det vigtigt for Iben, at også det uskønne bliver bragt.

Frustrationsbenzin

Iben er dogmatisk, og det er hun af en grund. For ved at love sig selv at dele det hele, kan hun give modspil til underholdningsgenren, hvor god tid er en sjældenhed og redigering en selvfølge. 

”Det lyder meget højpandet, og hvis du bruger det ord, skal du skrive, at jeg godt selv ved, at det er højpandet. Men jeg ser det som mit ansvar at give et alternativ til, hvordan radio kan lyde, hvordan journalistik kan udføres, og hvordan mediernes dagsorden bliver sat,” siger hun.  

Og sådan har det altid været. Alternativet har igennem hele hendes karriere virket appellerende. Da hun skulle oplæres som journalist, fandt hun motivation i alt det, hun ikke gad. Hun lærte at bruge sin frustration som benzin og fandt på den måde ud af, hvad hun virkelig brændte for. 

”Det er jo det, man skal i sit arbejdsliv. Få sat ord på, hvad man vil. Jeg har eddermame lært meget om at vinkle efter nyhedstrekanten og at stille åbne spørgsmål. Og jeg syntes bare, det var kedeligt og irriterende. Jeg blev provokeret. Til gengæld var det rigtig godt brændstof til at blive ved med at øve mig og finde min egen metode,” fortæller Iben. 

Eksperimenterende lussinger 

Men hvad er det så, Iben med tiden har fundet ud af, der virker? Vi har fået på plads, at det er vigtigt at udvise engagement. Det er én ting. Noget andet er at styre udenom hv-spørgsmål, for dem oplever hun som dovne og gammeldags. I stedet sørger hun for på forhånd at have en idé om, hvordan kilden er som person. Og så forsøger hun gennem interviewet at få sin fornemmelse afprøvet. Tager hun fejl, er det okay, og så giver hun hurtigt slip. Det er vigtigt, synes hun. At man ikke sidder og har et fastfrosset billede, man for alt i verden skal have bekræftet. 

”Vi beder faktisk om andre folks tid, så der skal simpelthen noget bevidsthed ind over fra start. Det er jo gratis at være interviewer, hvis man bare skal stille hv-spørgsmål. Hvad er der af indsats i det?” spørger hun. 

Det spørgsmål kan man tygge på, så længe man vil. Men det er godt at vide, at man må forvente andet end ros og klapsalver, når man laver eksperimenterende journalistik. Lussinger er også en del af pakken.

 ”Og det var præmissen på 24syv. Vi var ligesom sat i verden for at få lussinger. Så der var jeg ikke bange for det. Men jeg er spændt på reaktionen, nu hvor jeg skal til at sende fast på P1,” siger Iben. 

 Alligevel er hun ikke i tvivl om, at P1 har taget ved lære af Radio24syv på en lang række områder. Både når det kommer til fortællemåder, lyddesign, fleksibilitet og vinkling. Så selvom legepladsen 24syv lukker snart, stopper legen ikke. Iben garanterer, at jobskiftet bliver godt, men hun kan ikke komme nærmere ind på hvilke programmer, hun arbejder på. Det har jeg til gengæld forsøgt. Efter at have researchet på min gæst, står det klart, at samtlige sekvenser på Ibens Insta-story igennem en længere periode har panoreret i noget skov. Om det bliver til reportager fra en spejderlejr eller en heksejagt er ikke nemt at afgøre. Men er du nysgerrig af sind, er Instagram et godt sted at søge hen.