Kristoffer Eriksen snublede ind på Journalisthøjskolen – nu skal han være chef for gravergruppe

Kristoffer Eriksen snublede ind på Journalisthøjskolen – nu skal han være chef for gravergruppe

Kristoffer Eriksen snublede ind på Journalisthøjskolen nu skal han være chef for gravergruppe

Fra et tilfældigt valg om uddannelse til chefredaktør på Ekstra Bladet. Kristoffer Eriksen er nået langt inden for journalistikken, men det har ikke altid været målet.

Skribent: Amalie Rokkedal Simonsen
Fotograf: Magnus Hove Johansson

Udgivet den 08. december 2019

På Enghave Kaffe på Vesterbro er Kristoffer Eriksen ved at købe en kop kaffe i baren, da en ældre herre prikker ham på skulderen. Manden spørger, om ikke han har set ham før et sted. Eriksen trækker let på skuldrene og svarer ydmygt, at han nok bare har et af de ansigter, som er lette at genkende.

Eriksen er klar over, at det er mere sandsynligt, at den ældre herre blot har genkendt det ansigt, der i den seneste tid har været let at spotte i mediebilledet. Både i forbindelse med lukningen af Radio24syv og annonceringen af hans nye job som chefredaktør for Ekstra Bladets gravergruppe ’Dagsorden’.

Men han har engang oplevet, at genkendelsen ikke skyldtes mediebilledet. I stedet havde personen genkendt ham, fordi de havde børn i samme vuggestue. Den misforståelse ønsker han ikke at opleve igen, og derfor er han stoppet med at tilkendegive sig selv som et ansigt fra medierne.

Til januar går det løs for Kristoffer Eriksen, når han starter på sit nye job. Et job, der understreger, at Eriksen ikke længere er en uerfaren journalist.

”Det er et drømmejob for mig at få muligheden for at være øverste chef for den undersøgende journalistik på et sted som Ekstra Bladet, der har så stolte traditioner på det område.”

TILBAGE I KURT

15. november var Kristoffer Eriksen gæstebartender til Kurt Strandbars kendisbar. Samme dag blev Eriksens portræt på strandbarens hvide vægge afsløret.

”Jeg tror ikke, der var nogen, der havde tænkt, at jeg skulle op at hænge i fredagsbaren, da vi gik der. Det er et kæmpe adelsmærke,” siger Eriksen.

Udelukkelsesmetoden  

Det er med et stort smil på læben og en stolt gnist i øjet, at Eriksen fortæller om sit nye job. Man skulle ikke tro, at denne mand søgte ind på Journalisthøjskolen for 12 år siden, fordi han ikke vidste, hvad han ellers skulle. 

”Jeg brugte faktisk udelukkelsesmetoden, hvis jeg skal være helt ærlig.” 

Det eneste, han virkelig kunne finde ud af, var skriftligt dansk. Noget, der afspejlede sig i hans karakterer, der ikke var til at prale af. Der var heller ikke noget, der virkelig interesserede ham. Derfor faldt valget på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Her skulle han blot bestå en optagelsesprøve for at være inde.

”Jeg søgte faktisk ind lidt for sjov. Bare for at prøve det. Og så kom jeg simpelthen ind i første hug.”

Det var blot et heldigt tilfælde, at han snublede ind på Journalisthøjskolen. Hvad planen egentlig var, ved ikke engang Eriksen selv. Der var ikke noget, der fangede ham eller noget, som han decideret brændte for.

På skolen var han useriøs, uoplagt og umoden. Han interesserede sig ikke for de ting, de lærte, og overvejede ofte, om han skulle droppe ud af studiet. 

Som han selv påpeger, var det rent held, at han i 2011 stod med et eksamensbevis fra Journalisthøjskolen i hånden.

Eriksen på væggen

”Det er jo totalt skørt med et portræt i fredagsbaren på den skole, jeg føler, at jeg sjoflede mig igennem,” siger Kristoffer Eriksen om hans besøg i Kurt Standbar.

Det satiriske opgør

Som færdiguddannet journalist søgte han ikke ad de klassiske veje. I stedet sprang han ud i en satirisk karriere og lavede blandt andet Absurdistan med Jesper Juhl.

”I lang tid tænkte jeg ikke, at jeg skulle være journalist. For det virkede meget stift i det.”

Satiren var et opgør med den stive journalistik, som han havde mødt i skolen. Det var et sted, hvor man ikke længere skulle have formkrav og interviewteknikker i baghovedet, men hvor der var plads til det useriøse og jokende.

”Det første satiriske, jeg lavede, handlede om at latterliggøre journalistikken. Set i bakspejlet var det nok en form for afstandstagen til journalistikken.”

Benzinen, der får ham op om morgenen 

Det er i det satiriske og ironiske, at Eriksen finder sig til rette. Her kan han udfolde sig på nye måder. Og det er muligt at bryde reglerne gennem satiren.

”Jeg har altid, siden jeg var helt lille, syntes, det var sjovt at stikke til autoriteter. At provokere og udfordre,” siger Eriksen og bryder ud i et fjollet grin. 

Satiren tænder et eller andet i ham. Her finder han noget af det, som han har ledt efter både før, under og efter sin uddannelse. Det er hans måde at få konstruktivt afløb for det uforklarlige i hans krop, der giver ham trang til at stikke og provokere.

”Det er det, der får mig til at stå op om morgenen. En vildt mærkelig cocktail, der fungerer som benzin.”

Det er det frustrerende, irriterende, uforståelige, absurde og hykleriske, der optager ham. Det er der, hans ideer opstår. Tankerne om, hvordan det kan fremstilles og fortælles videre, begynder at blomstre.

ONE REGRET

Det eneste, Eriksen fortryder ved hans besøg i Kurt Strandbar, var hans beslutning om at tage bilen. Han ville gerne være blevet meget længere.

Alt kan ikke løses med humor

Siden den satiriske start har Eriksens journalistiske karriere taget en mere seriøs drejning. Han har både været morgenvært og nyhedschef på Radio24syv og medvært på Detektor. Efterhånden har han prøvet kræfter med den journalistik, han tog afstand fra som nyuddannet.

Endnu en gang var det et tilfælde, at Eriksen vendte næsen mod journalistikken. Det var et mislykket satireprogram, der endte ud i, at han skulle lave dokumentarserien ”Dødsruten” for Radio24syv i 2014.

I den forbindelse flytter Eriksen midlertidigt til Tingbjerg. Området har efter bandekrigen i 2008 fået et berygtet ry, og det befinder sig på statens liste over udsatte boligområder. Her skal han bo i to måneder, mens han observerer og optager, hvad der sker i området. Som han selv udtrykker det, møder han alle de sociale problemer, man kan forestille sig, samlet ét sted. Resultatet bliver et seriøst og alvorligt program, der ikke ligner noget, han tidligere har lavet.

”Det projekt var spændende at lave. Det gav på en eller anden måde et helt nyt perspektiv på det at være satiriker og journalist.”

Her får han øjnene op for den seriøse side af journalistikken. Da han oplever de sociale problemer, der lever side om side i Tingbjerg, går det op for ham, at ikke alt kan fremstilles gennem humor. Han må smide sit ironiske filter og se virkeligheden i øjnene.

”Det at lave afsløringer og researche til langt ud på natten. Det blev jeg totalt bidt af. Det er det mest meningsfulde, jeg overhovedet kunne foretage mig.”

Efter det første job hos Radio24syv, er Eriksen kun blevet bidt af journalistikken. Det er først i hans rigtige voksenliv, at journalistikken er begyndt at inspirere ham.

GÆSTEBARTENDER

Eriksen skænkede kolde øl til det fremmødte publikum i Kurt Strandbar. Men han gav sig også tid til en snak med de nysgerrige studerende.

Et angstprovokerende job

Nu står han overfor et karriereskifte. Knap en måned efter lukningen af Radio24syv kan han offentliggøre, at han i det nye år tiltræder som chef for Ekstra Bladets gravergruppe. Her kommer han til at stå i spidsen for 20 dygtige journalister, der brænder for at grave og undersøge. Det er et skift til noget, der ligger langt væk fra satiren. Og dét er noget af det mest angstprovokerende, han længe har stået overfor. 

”At skulle ind et sted, der er mere end hundrede år gammelt og har så stolte traditioner – det er eddermaneme noget helt andet.”

Han satser på, at hans satiriske karriere kan tilføje noget positivt til den undersøgende journalistik på Ekstra Bladet. 

”Jeg tænker, at satiren er noget, jeg kan tilføre Ekstra Bladet. At jeg nogle gange kan spille ind med nogle nye greb eller fortællemåder, der er mere underholdende, sjovere, og som kan få flere til at interessere sig for de historier.”

 

En kombination af alt

Heller ikke Kristoffer Eriksens trang til at stikke til autoriteterne er blevet lagt på hylden. Han har allerede gjort sig tanker om den rolle, gravergruppen skal spille inden for journalistikken. Og her kan han forhåbentlig få lov til at provokere autoriteterne, præcis da han som yngre journalistsatiriker stak til magthaverne.

”Det skal til enhver tid være positionen i mediebilledet, at Ekstra Bladet søger hen for at udfordre den magt, der er. Vi skal altid være i opposition.” 

Eriksen ser frem til om en måned at kunne blive en del af denne opposition, der holder øje med magthaverne. For ham er det dog også vigtigt, at det ikke kun er seriøs journalistik, men også kendishistorier, sport eller satire. 

”Man kan ikke udelukkende være en hårdtslående mikrofon, der udfordrer magten. Man er nødt til at have andre ting med, der er folkelige. Og som er med til at sikre, at Ekstra Bladet er en kæmpe megafon.”

Skolens elever føler sig ikke nok involverede i den nye fredagsbar

Skolens elever føler sig ikke nok involverede i den nye fredagsbar

Skolens elever føler sig ikke nok involverede i den nye fredagsbar

Snart står en ny og anderledes bar klar i Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles lokaler på Katrinebjergvej. Den nye fredagsbar skal præges af elevernes input, mener ledelsen på DMJX. Det er dog ikke alle elever, der har følt sig hørt, og især holdet bag Kurt Strandbar føler sig udeladt fra beslutninger vedrørende den nye fredagsbar. Det er til trods for, at der faktisk har været elever involveret i processen.

Illustrator: Amalie Møller Dybro

Skribent: Marie Møller Munksgaard
Illustrator: Amalie Møller Dybro

Udgivet den 20. oktober 2019

Der er ikke længe til, at de studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole skal vinke farvel til Kurt Strandbar, som vi kender den. Snart bliver de gamle togsæder og den tunge dunst af øl fra kælderen skiftet ud med en multifunktionel fredagsbar på Katrinebjergvej. Når den nye fredagsbar står klar til brug, ønsker styregruppen for byggeriet, der er en del af skolens ledelse, at det skal være eleverne og ikke kun ledelsen, der sætter deres præg på den nye bar.

 ”Der er nogle faste fysiske rammer for, hvordan den nye fredagsbar skal se ud, men det er de studerende, der skal være med til at skabe den nye bar,” siger Henrik Wilhelm Jørgensen, intern byggeleder ved Bygning og Facility på DMJX og medlem af styregruppen for byggeriet.

De fysiske rammer for fredagsbaren er nu på plads, men det er i høj grad de studerende, der skal skabe stemningen og kulturen i den nye bar, mener Henrik Wilhelm Jørgensen.
Han håber, at de studerende, der følger med til den nye skole på Katrinebjergvej, har lyst til at være med til at skabe rammerne for en ny og anderledes fredagsbar.

Eleverne savner information
Det er dog ikke alle elever, der føler, at de har haft mulighed for at involvere sig i projektet. Medlemmerne af DMJX’ nuværende fredagsbar, Kurt Strandbar, har savnet flere informationer fra ledelsen og muligheden for at få indflydelse.

 ”Det har ikke føltes som om, at vi har haft en stemme i hele den her proces. Det virker nærmere som om, at vi skal indrette os efter de lokaler, der kommer, og så må vi arbejde med, hvad vi nu får,” siger Maja Hastrup Wistesen, som er formand for Kurt Strandbar.

 Maja Hastrup Wistesen giver udtryk for, at Kurt Strandbar har savnet et bindeled mellem dem og ledelsen, hvor de har kunnet sparre med hinanden. I stedet står det lige nu relativt uklart for Kurt Strandbar, hvilken slags fredagsbar de går i møde i 2020.

”Det kunne have været rart med en lille opdatering om, hvad der skal ske, da vi så allerede nu kunne arbejde os hen mod det,” siger Maja Hastrup Wistesen.

Det er ikke kun Kurt Strandbar, der ikke har følt sig involveret. I et spørgeskema lavet af Illustreret Bunker svarer halvdelen af de 100 elever, der har besvaret spørgeskemaet, at de har oplevet, at der var en meget lav grad af mulighed for at blive involveret i den nye fredagsbar. Dette er på trods af, at lidt over halvdelen af de 100 elever syntes, at det i høj grad er relevant at involvere eleverne.

Selvom Kurt Strandbar savner mere information fra ledelsen, prøver de at se positivt fremad mod den nye fredagsbar. Derfor er det også ekstra vigtigt for Kurt Strandbar at føre ånden fra den nuværende bar videre. Står det til dem, skal det blandt andet ske gennem de personer, der flytter med videre til fredagsbaren i det nye byggeri.

”Kurt skal ikke bare være en kælder med mennesker, men det skal være os som mennesker, der definerer Kurt. Det prøver vi at holde fast i, sådan at vi ikke lader os definere af de nye lokaler. Det er os, der skal forme omgivelserne mere end den anden vej rundt,” siger Maja Hastrup Wistesen.

For selvom Kurt Strandbar ikke synes, de har været inddraget i beslutningerne, skal de nye lokaler ikke være afgørende for, om man kan videreføre den nuværende stemning. I stedet er det op til Kurt og skolens elever at sætte det ønskede præg på de nye omgivelser.

Historien risikerer at gå tabt

Selvom både Henrik Wilhelm Jørgensen og Kurt Strandbar er positive over for mulighederne i de nye lokaler, lægger ingen af dem skjul på, at der er en risiko for, at noget af historien om fredagsbaren vil forsvinde, når den flytter. 

”Rammerne for fredagsbaren lige nu er helt unikke. Vi har 40-års jubilæum på dette semester. Det er de gamle togsæder, der er dernede nu, som blev sat derned for 40 år siden. Derfor er det noget helt særligt,” siger Maja Hastrup Wistesen. 

Man kan ikke komme udenom, at de nuværende rammer for fredagsbaren emmer af skolens historie.
Også Henrik Wilhelm Jørgensen mener, at noget af barens historie kan risikere at gå tabt, når skolen flytter:

 ”Jeg kan godt genkende følelsen af at være i indhyllet i et rum, hvor der gennem generationer har siddet journalister med en cigaret i munden og en flaske øl foran sig.”

Det kan blive svært at efterligne følelsen i nye lokaler uden den samme historie. Det behøver dog ikke nødvendigvis kun at være negativt, da det giver eleverne mulighed for at definere fredagsbaren på ny, mener Henrik Wilhelm Jørgensen:

”Her må det være op til brugerne af den nye fredagsbar at skabe en ny historie.”

Ny og spændende udfordring
For Henrik Wilhelm Jørgensen bliver det ikke kun et tab af historie, når baren sammen med skolen rykker. Det er også en god mulighed for at nytænke fredagsbaren og sætte nogle nye rammer for, hvordan vi mødes med hinanden på tværs af studier og semestre:

”Det er den rette vej at tænke, at vi skal nyskabe fredagsbaren fremfor at genskabe den. Det er en vigtig del af fortællingen, at når vi flytter over i noget nyt, får vi muligheden for at kaste noget fortid væk og gentænke, hvordan vi har lyst til at definere os selv.”

Henrik Wilhelm Jørgensen ser flytningen til nye lokaler som en mulighed for at genoverveje, hvordan man ønsker at skabe en stemningsfyldt fredagsbar. Den nye fredagsbar bliver især anderledes fra den nuværende, idet lokalerne både skal kunne fungere som undervisningslokaler og som fredagsbar.

 ”Det bliver ikke en fredagsbar, som vi kender den i dag. Tanken er, at baren skal have mange funktioner,” siger han.

Selvom der kommer helt nye rammer for fredagsbaren i de nye lokaler, understreger Maja Hastrup Wistesen dog, at det er vigtigt at videreføre den nuværende skævhed, som kun Kurt Strandbar har:

”Den her institution er skæv på mange måder. Der er så mange typer, og dem skal der virkelig være plads til. Når vi flytter, må vi kæmpe det hårdere for at holde fast i den skævhed, som Kurt Strandbar har. Det er nemlig det twist og den kant, som vi godt kan lide at have i vores fredagsbar.”

De nye lokaler på Katrinebjergvej burde ifølge Henrik Wilhelm Jørgensen stå klar til indflytning omkring april 2020. Hvad der skal ske med den nuværende Kurt Strandbar er endnu usikkert. Hvor meget af baren der skal bevares bliver op til de nye ejere at beslutte.

Underviser uenig i elevernes kritik
Selvom en del af skolens elever savner involvering i fredagsbaren, har der ifølge Jan Dyberg Larsen, som er lektor i journalistik på DMJX, været fokus på at få de studerende med i processen. Jan Dyberg Larsen har været med i en projektgruppe, der har udvalgt vinderprojektet til det nye DMJX fra 2016/2017 og frem til i dag. I projektgruppen har der hele tiden været en repræsentant for de studerende til stede ifølge Jan Dyberg Larsen. Dog husker han ikke, hvem der repræsenterer eleverne lige nu, men slår fast, at eleverne har været inddraget i beslutningerne vedrørende den nye fredagsbar. På trods af elevrepræsentanterne i projektgruppen årene igennem, er der stadig en del af de nuværende elever og Kurt Strandbar, der ikke føler sig hørt.

Henrik Wilhelm Jørgensen inviterede den 10. oktober 2019, samme dag som artiklen udkom, Maja Hastrup Wistesen til en dialog og rundtur på den nye skole på Katrinebjerg. Både Maja Hastrup Wistesen og næstformanden i Kurt Strandbar har takket ja til at deltage.

Deadline er ikke bange for det langhårede

Deadline er ikke bange for det langhårede

Deadline er ikke bange for det langhårede

I Deadline lader de sig ikke skræmme af det tunge rugbrødsstof. De forsøger at lave historier med substans og stille svære, kritiske spørgsmål. Men det er en krævende arbejdsproces. På redaktionen arbejder de hele dagen op til aftenen, hvor programmet ruller over skærmen.

Skribent: Caroline Rossmeisl
Fotograf: Magnus Hove Johansson

Udgivet den 18. oktober 2019

”3-2-1, og intro kører.”

”Standby kamera 1 og 4.”

”Og værsgo, Jacob!”

De rullende kameraer kører rundt i studiet som små robotter.
Det er fredag aften, og klokken er 22.30. Gangene i DR-Byen ligger øde hen i mørket. Men for enden af gangen til Deadline-studiet er der lys. Deadline-redaktionen har endnu ikke fået fyraften. Aftenens udsendelse skal netop til at gå i gang.

Inden hver udsendelse bliver alt testet af gennem en prøve. Det er her fejlene skal opdages. Står der det rigtige på teleprompteren? Er introen klippet korrekt? Der er ikke plads til fejl, når først kameraerne kører.

Den gode ide vinder

Deadline er et nyheds- og aktualitetsprogram på DR2, der sendes direkte alle ugens dage klokken 22.30. Programmet har et særligt fokus på at skabe debat om samfundsaktuelle spørgsmål og gå kritisk til magthaverne. De er omkring 20 mennesker ansat på redaktionen. Men de er altid kun fire medarbejdere om at gennemføre den 30 minutter lange udsendelse.

Det er nu næsten tolv timer siden, at redaktionen mødte ind.

Dagen startede klokken 11.30 med et redaktionsmøde. 

Allerede inden redaktionsmødet er en af aftenens første historier på plads. Forfatteren Malene Lei Raben kommer i studiet som gæst. Men den anden historie til aftenens udsendelse mangler stadig og skal findes.

Alle journalisterne sidder med en lille notesblok foran sig. Så snart en ide bliver foreslået, kommer kuglepennene på arbejde. 

”Alle ideer kan komme på bordet, og alle kan komme med dem. Det kan ligeså ofte være en redaktørs ide, der bliver brugt, som en praktikants. Det er den gode idé, der vinder,” siger Dorthe Vølver Bentzen, som er en af redaktørerne på Deadline og i dag også ordstyrer for morgenens møde.

En praktikant foreslår en historie om demonstrationer i Egyptens hovedstad, Kairo.

”Er det ikke svært med billeder?” lyder det fra en af journalisterne. 

”Jo, det er jo meget mobilfilmet. Men det kunne være interessant,” svarer redaktøren. 

Ifølge Dorthe Vølver Bentzen er det vigtigt, at de får diskuteret ideerne til bunds.

”Jo flere gange vi kan få ideen igennem vridemaskinen, jo bedre bliver den også. Ofte ender vi et sted, der er langt fra der, hvor vi startede,” siger hun.

Efter de mange ideer er blevet vendt og drejet, ender redaktionen foreløbigt med at gå videre med historien om demonstrationen i Kairo.

Der er hurtige nyheder alle andre steder

Det er nogle intense dage, når man skal sende Deadline. 

De, der er med til at producere en udsendelse, er på arbejde fra klokken elleve om morgenen, til programmet har rullet over skærmen sent om aftenen. 

Men journalisterne har kun de tolv timer lange vagter tre gange om ugen, og det er der god grund til.

Lasse Lauridsen fortæller, at det er nogle krævende dage, og at han ofte føler sig kvæstet efter en uge, hvor han har været med til at sende flere udsendelser. 

”I dagene efter kan det føles lidt som at have tømmermænd,” siger han.

Men netop den lange dag giver mulighed for, at journalisterne kan grave sig ned i emnet.

De får mulighed for at researche igennem og fordybe sig, som det kræver, når man for eksempel skal kunne gå kritisk til en politikers argumenter. 

At man trods tidspresset kan fordybe sig i stoffet er netop kernen i konceptet på Deadline. Det fortæller Dorthe Vølver Bentzen. 

”Der er hurtige nyheder andre steder. Vores DNA er ikke at proppe alt for mange elementer ind. Vi har som regel kun to historier for at give plads til, at vi kommer i dybden,” siger hun.  

Lasse Lauridsen mener også, at Deadline adskiller sig fra andre nyhedsprogrammer. 

”Vi træder et skridt tilbage og forsøger at se nyheden i et andet lys. Er der noget, der er blevet overset? Eller noget, der har været for langhåret og derfor ikke er blevet forklaret i dybden,” siger Lasse Lauridsen, og tilføjer:

”Det langhårede er bestemt ikke noget, vi er bange for.”

Journalisterne møder op på redaktionsmødet med klare ideer. Redaktionsmødet starter nemlig altid med en runde, hvor de en efter en skal komme med deres input til programmet.

Det deadlineske take

Det summer af munter snak på redaktionen. Alligevel kan man fornemme koncentrationen ulme under samtalerne. 

To kolleger har allerede brug for en opkvikkende tår kaffe. De står med hver deres dampende kop og diskuterer dagens muligheder for billedmateriale, mens andre fra redaktionen sidder som limet til deres computerskærme.  

På en kommode placeret midt imellem de to arbejdsstationer ligger otte danske dagblade. De får med jævne mellemrum opmærksomhed af redaktionens journalister, der skæver til dagens største overskrifter.

”Vi orienterer os om, hvad dagens store historie er ved at se, hvad andre mediehuse tager op. Og så forsøger vi at finde det ‘deadlineske’ take på det,” siger Lasse Lauridsen, som er journalist og redaktør på Deadline. Han har haft sin daglige gang på programmet gennem de sidste seks år.

Han fortæller, at Deadline har to ben. Det ene ben er det samfundsrelaterede, hvor magthavere stilles til ansvar gennem et kritisk interview. Det andet ben er perspektivet. Der, hvor de svære og store spørgsmål om samfundet stilles. Det kan for eksempel være gennem en paneldebat med stemmer i den offentlige debat.

Derudover har Deadline også friere rammer end andre nyhedsprogrammer, fortæller redaktør Dorthe Vølver Bentzen. 

”Vores format tillader os at gå i en lidt anden retning og tage nogle flere chancer end klassiske nyhedsprogrammer. Vi laver gerne journalistik på rugbrødsstoffet. Nogle gange lykkes vi med det, og andre gange falder det til jorden,” siger hun. 

Efter Jakob Rosenkrands har trukket i tøjet, bliver bisserne også altid børstet.  

Værten får ikke bare information fra øresneglen

Ved en af computerne sidder Jacob Rosenkrands. Han skal være studievært for aftenens udsendelse. 

Han mødte tidligt ind på arbejde ved redaktionsmødet, ligesom de andre journalister, og har hele dagen arbejdet tæt sammen med dem, der skal stå for udsendelsen.

På bordet ligger en bog. ”Fruen” står der på forsiden. Det er den bog, som aftenens gæst, forfatter Malene Lei Raben, har skrevet. Der er lavet æselører i den.

På Deadline er værterne nemlig meget inde over udsendelserne og de præger, hvilke historier der skal med. 

Hvis der for eksempel er en forfatter inviteret ind som gæst, har værten oftest læst bogen. 

Derudover stiller Deadline-formatet også store krav til værternes research og baggrundsviden, og de forbereder altid deres egne spørgeplaner på forhånd. 

”Man ser tit på film, at værterne får al deres information fra øret. Men det holder ingen steder her. Værten er 100 procent inde i stoffet. De laver et kæmpe stykke arbejde,” siger Dorthe Vølver Bentzen. 

Jacob Rosenkrands har da også læst ”Fruen”, som han skal bruge i aftenens udsendelse. 

”Man er nødt til at tage ejerskab over tingene. Det bliver et meget mere kvalificeret interview, hvis researchen er i orden,” siger han og tager en bid af sin rugbrødsmad. 

Frokosten må sluges hurtigt foran computerskærmen, for et for-interview med aftenens gæst venter.

Journalisterne kigger med fra kontrolrummet og sørger for, at alt går som det skal, mens aftenens program ruller over skærmen.

Må skifte kurs i sidste øjeblik

Klokken er blevet 21.00. Tidspunktet for aftenens udsendelse nærmer sig hastigt. 

Den summen af snak, som fyldte redaktionen tidligere på dagen, er forstummet. Det er de sidste krampetrækninger.

En journalist genfylder en kop med sort kaffe og gaber en smule. 

”Hov!”

Produceren har opdaget en fejl i introen. Bag den lysende skærm får han den hurtigt rettet, så introen er fejlfri, inden prøven skal køre.

Historien om Kairo demonstrationen, der ellers lå på tegnebrættet i morges, er blevet erstattet med en politisk historie om Martin Rossen.

Det sker ofte, at Deadline må skifte kurs i løbet af dagen. For det meste er det fordi, det kan være svært at få de rigtige kilder til at stille op, men i dag skyldtes det en vurdering af, hvilken historie der var mest relevant.

Jacob Rosenkrands sidder i sminkestolen. Med sirlige bevægelser dupper sminkøren ham med lidt pudder. Der er ikke lang tid til, at showet begynder.

”Jeg prøver at afslutte mit arbejde i fornuftig tid, så jeg har god tid til at lade op og komme ned i sminken. Så jeg ikke skal stresse inden udsendelsen,” siger han og læner sig tilbage i stolen. 

Han tager to forskellige sko ud fra garderobeskabet. 

”Hyttesko eller støvler?” spørger han. 

Valget falder på støvlerne. Så trækker han i jakkesættet og begiver sig ind i studiet. Parat til aftenens udsendelse.