Fra frustration til forløsning: Vejen til praktik er lang og nervepirrende

Fra frustration til forløsning: Vejen til praktik er lang og nervepirrende

Fra frustration til forløsning: Vejen til praktik er lang og nervepirrende

For Lucas Wiingaard var praktikproccessen var både lang, nervepirrende og ensom. I dag sidder han i praktik på Jyllands-Posten, og tænker tilbage på de mange overvejelser, han havde om at finde en balance mellem kærlighed og karriere.
Fra frustration til forløsning: Vejen til praktik er lang og nervepirrende

I en undersøgelse af Illustreret Bunker svarer 69 procent af de medvirkende studerende, at de har følt et præstationspres på DMJX. Ifølge studievejleder Joan Husted er det vigtigt, at eleverne taler om presset.

tekst: Anne Juhl Burgaard
FOTO: Rune øe

Udgivet den 10. oktober 2021

Lucas Wiingaard kommer ind i entréen på Jyllands-Posten. Han har sin hverdag i en bygning, der udefra ligner en bastant betonklods, men bag den rå facade gemmer sig et stort journalistisk univers. Et par vagter holder opmærksomt øje, mens den 23-årige journalistspire bevæger sig videre ind i bygningen. Lucas har netop rundet et halvt år som praktikant på avisen. Jyllands-Posten var hans førsteprioritet, da han skulle søge en praktikplads. 

Lucas er iklædt sort tøj, bærer runde briller og har en ring i venstre øre. Med en naturlig afslappethed bevæger han sig rundt i sit andet hjem. Her bruger han omkring 45 timer om ugen. Selvom han nu går på de gange, han for et år siden blot kunne drømme sig hen til, beskriver han vejen dertil som nervepirrende og svær.

Konkurrencementalitet og speeddating

Efter sommerferien 2020 startede Lucas Wiingaard på fjerde semester på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Allerede fra start begyndte praktiksøgningen at spøge i baghovedet. Det store mål for semesteret. Lucas fandt ret hurtigt ud af, at han helst ville på Jyllands-Posten. Det store medie i det jyske passede godt ind i hans forestilling om  at kunne udvikle sig som journalist og samtidig  bo  med sin kæreste i Aarhus. De første tanker blussede frem, da Lucas opdagede, at der kun var fire pladser på Jyllands-Posten. Han begyndte at spekulere over, hvilke af hans klassekammerater der også søgte en praktikplads på avisen.

”Jeg begyndte at lave den der vurdering af, om de andre mon var bedre end mig,” siger Lucas.

 

 

Lucas beskriver det som en mærkelig følelse, for det var hans gode venner, som han studerede, festede og spillede fodbold sammen med. I starten mærkede han ikke konkurrencen blandt de andre, men han tænkte over det. Et spinkelt håb om at praktikstedet ville synes, at han var lidt bedre end de andre.

 Inden praktikmessen og samtalen på Jyllands-Posten spurgte Lucas de daværende praktikanter om råd til mediet. Han sendte adskillige mails afsted til medierne for at sikre sig, at han havde den rigtige dato og andre små detaljer, der forhåbentligt fik mediet til at huske hans navn. 

Det var en periode med meget på spil. Det krævede hårdt arbejde, hvis han ville have sin drømmeplads. Lucas satte sig ind i Jyllands-Postens historie, og han fulgte godt med i, hvad de skrev. Han var beredt, hvis spørgsmålet skulle falde på en sag, de for nyligt havde dækket. Men hans samtale varede kun 10 minutter.

“Jeg kunne nærmest kigge på et ur og tænke ’jeg har 10 minutter til at sælge mig selv, og hvis de synes, det er dårligt, så får jeg ikke en anden chance’,“ siger Lucas.

Til praktikmessen var det medierne, der ihærdigt prøvede at vise deres bedste sider frem. Til samtalen var det omvendt. Der sad den studerende med hjertebanken og svedige håndflader – i en form for speeddating mellem praktiksted og kandidat prøvede begge parter at finde det bedste match.

Kærlighed eller København?

At skulle finde den rette praktikplads krævede mange overvejelser for Lucas. Han skulle tænke på, om han var klar til at flytte langt væk fra sit  liv i Aarhus. Lucas flyttede fra Sjælland til Aarhus, da han tilbage i 2019 kom ind på vinterstart på Journalisthøjskolen. Men hans kæreste blev boende på Sjælland. Efter to år aftalte de, at hun ville flytte til Aarhus, så de kunne være sammen. Men Lucas var godt klar over, at de fleste store medier lå i København.

”Jeg havde det mildest talt ad helvede til. Det gjorde det endnu mere kaotisk, at min kæreste var flyttet til Aarhus. Vi var ikke flyttet sammen. Det havde vi planer om at gøre til vinter, hvis det lykkedes med praktiksøgningen ,” siger Lucas.

“Jeg havde en forestilling om, at jeg ville få praktikpladsen forholdsvist hurtigt, men den forestilling krakelerede.”

Lucas følte sig låst til at blive i Aarhus, og han udelukkede derfor mange praktiksteder i København. Hvis han valgte at flytte tilbage til Sjælland, ville han igen være langt væk fra kæresten. Det var en ubærlig tanke, og balancen mellem privatliv og karriere var svær. Han var heller ikke villig til at gå på kompromis med sin praktikplads og sin fremtidige karriere. Lucas vidste, at han helst ville have en plads på de store medier.

Besat af telefonen

En mandag morgen i slut oktober var der åbent hus og samtaler på Jyllands-Posten. Efter samtalen fornemmede Lucas, at det gik godt. Han trådte ud ad døren fra den bygning, der måske ville være hans arbejdsplads næste år.

Det blev starten på en besættelse af hans telefon, og hans øjne slap sjældent den sorte skærm. Han håbede, at Jyllands-Posten ville ringe til ham med det samme. Det havde han hørt, at de før havde gjort med tidligere praktikanter. Men der var intet opkald.

Senere på dagen var han til en samtale med Information, men der var ikke samme respons som på Jyllands-Posten. De virkede ikke lige så interesserede i ham, hvilket blot gjorde ham endnu mere ivrig efter at få det ventede opkald.

I løbet af aftenen ringede Lucas’ telefon. Det var en af hans kammerater, der havde været til samtale på Information, og det var gået godt. Lidt senere skrev en anden ven, som også havde været til samtale på Jyllands-Posten. Han var lige blevet ringet op, og det var også gået godt.

“I mellemtiden lå min telefon foran mig, og der skete bare ingenting. Jeg sad hjemme og blev panisk. Jeg syntes, at det hele var noget lort,” siger Lucas. “Jeg havde en forestilling om, at jeg ville få praktikpladsen forholdsvist hurtigt, men den forestilling krakelerede.”

 Det var en følelse, der nok mest af alt mindede om at holde foran et lyskryds og vente på, at det ville skifte til grønt – det skete bare ikke. De andre bilister fik grønt lys og susede afsted. Men Lucas stod i en venteposition. Tålmodigheden svandt , og han greb telefonen. Som at køre overfor rødt valgte han selv at tage kontakt til Jyllands-Posten.

Frustration, ensomhed – og forløsning

Telefonen blev besvaret af ham, Lucas var til samtale med. Men han kunne ikke give Lucas det svar, han ventede på. I stedet fik Lucas et andet nummer, han kunne prøve at ringe til. Lige i det øjeblik han tastede tallene, ringede det selv samme nummer. Opkaldet afslørede, at han lå godt i svinget, men også at han først ville høre mere i morgen. 

“Det sværeste var at finde en ro i, at det hele nok skulle løse sig. Det havde jeg ekstremt svært ved,” siger Lucas. 

 Det var en ensom tid. Mellem de medstuderende oplevede han en form for hemmelighedskræmmeri. Flere fortalte ikke, om de havde fået et opkald..Nogle skrev bekymret rundt til de andre, hvis de ikke selv havde hørt noget. Alle havde travlt med at finde en praktikplads. Men Lucas bebrejdede dem ikke, for han havde det selv på samme måde.

 ”Jeg fokuserede simpelthen for meget på, at jeg skulle finde min egen plads, til at jeg var en særlig god ven i de dage,” siger  Lucas. 

 Lucas beskriver ugen som meget presset og som svær, fordi han stod alene med det hele. Han syntes, at det adskilte sig meget fra, hvordan der plejede at være på skolen. Normalvis hjalp folk hinanden. Næste dag ringede Jyllands-Posten til Lucas og sagde, at de godt kunne være interesseret i at give ham en plads. Lucas blev ellevild. 

 ”Det var virkelig sådan et udåndings-øjeblik, hvor man sænker skuldrene og tænker, at nu falder alt på plads,” siger Lucas.

 På Store Match Dag viste et system, om praktikanterne havde fået farverne rød, gul eller grøn. Rød betød, at den studerende ikke havde fået praktikpladsen. Den gule farve fortalte, at praktikstedet stadig godt kunne være interesseret, imens den grønne farve viste, at praktikstedet gerne ville have den studerende. Lucas sad sammen med nogle venner, og alles knapper lyste grønt. Der var fundet et match. Lettelsen og en følelse af endegyldig forløsning spredte sig i rummet. De trykkede accepter på systemet, og så drak de champagne. 

 “Det var så fedt. Det var ligesom den der studenterfølelse, hvor alle giver slip og har det sjovt. Vi havde været sammen om noget, som alle synes var stressende, kaotisk og svært,” siger Lucas.

 Da lettelsen havde lagt sig, gik det op for Lucas, hvad det faktisk betød. Han skulle starte på Jyllands-Posten. En ny nervøsitet og usikkerhed opstod, for var han nu god nok?

En god landing

Lucas sidder tilbagelænet i stolen på Jyllands-Posten. Han ved godt , at nogle har haft det endnu værre end ham. Han føler sig heldig – selvom det var en hård tid. Han tager fat i sit tomme vandglas. På vej hen mod opvaskemaskinen peger han ned på sit kontor, hvor han sidder på indlandsafdelingen. En sort trappe skiller de mange etager og afdelinger fra hinanden, og i den ene side smyger en stor grøn plante sig ned gennem etagerne. Bag planten sad Lucas i starten af sin praktikperiode på JP Aarhus, der dækker lokalt. Da han bliver spurgt til, hvordan han er landet på Jyllands-Posten, svarer han prompte.

”Jeg er landet godt! Jeg har været meget glad for det.”, siger han.

Lucas kan godt lide avisens naturligt høje tempo – en rytme, han hurtigt er faldet ind i. Det giver ham selvtillid, at han godt kan følge med og levere.

 “Det går op for en, at der faktisk er rigtige mennesker, der sidder og læser det, man laver, og som har en holdning til det. Og så får man også lyst til at gøre det bedre. Hele tiden!” siger Lucas.

 Det er ikke længere kun hans mor, der læser med. Nu når hans artikler nogle gange op over 70.000 læsertal. Han oplever at få medansvar på Jyllands-Posten, hvor de forventer og tror på, at det, han laver, er godt nok til at komme i avisen. Det giver ham en betryggende følelse af, at han bidrager og lærer en masse af at være i praktik.

Ny vin på gamle flasker: Horsens Folkeblad nytænker dækningen af kommunalvalget

Ny vin på gamle flasker: Horsens Folkeblad nytænker dækningen af kommunalvalget

Ny vin på gamle flasker: Horsens Folkeblad nytænker dækningen af kommunalvalget

Podcast, explainervideoer og læserinddragelser bliver værktøjerne, når Horsens Folkeblad trækker i arbejdstøjet for at dække kommunalvalget 2021. Men der er meget nyt at lære for en lokalavis, og et opgør med selvforståelsen er på vej.    

Tekst: Lucas Bødiker
FOTO: Axel Hammerbo

Udgivet den 07. oktober 2021

Forberedelserne til dækningen af det forestående kommunalvalg er i fuld gang. Også på Horsens Folkeblad gør man sig klar. For mange lokalmedier er kommunalvalget hvert fjerde år en slags juleaften. Og i år er der ekstra gaver under træet. Horsens Folkeblad har nemlig fået flere midler til at sætte ekstra blus på dækningen af kommunalvalget. De første tanker er allerede blevet tænkt i løbet af foråret, nu nærmer de sig den endelige eksekvering af de nye tiltag. Men når det gælder kommunalvalg, skal man ifølge redaktionschef Jakob Krogh Nørgaard passe på med at starte dækningen for tidligt. 

”Det er primært de sidste to en halv til tre uger op til valget, at folk gider at interessere sig for det. Så hvis vi stopfodrer læserne med kommunalvalgs-artikler hele oktober, så bliver de trætte af det,” siger Jakob Krogh Nørgaard. 

Nye metoder tages i brug 

Men nu skal valgkampen snart stå, og Horsens Folkeblad har slagplanen klar. Mere inddragelse af læserne, fokus på at udkomme digitalt og øget debat, sådan lyder opskriften. Her er podcast og explainervideoer to helt nye tiltag. Et andet relativt nyt værktøj giver læserne mulighed for at stemme på hvilke spørgsmål, avisen skal stille politikerne. Avisen har testet det i artikler baseret på læserinddragelse de sidste to år, og det har været en stor succes. I starten var der omkring 300, der var inde og stemme på, hvilke spørgsmål politikerne skulle have, nu er der over 1000 hver gang.

”Det er vigtigt at komme ud med så mange kommunikationsformer som muligt. Vi har overordnet som målsætning at styrke det lokale demokrati. Det formål når vi ikke, hvis vi kun leverer en trykt avis. Så hvis vi skal ud til flere, skal vi længere ud digitalt,” siger Jakob Krogh Nørgaard. 

Derfor tages både nye og gamle værktøjer i brug, og her har en klassisk valgkampsdisciplin, nemlig vælgermøder, fået en central plads i dækningen. Da der var kommunalvalg sidst i 2017, dækkede Horsens Folkeblad naturligvis de traditionelle vælgermøder. Men det var ikke nogen særlig stor succes hos læserne. Derfor har de i år besluttet selv at arrangere flere vælgermøder i samarbejde med foreninger i Horsens. De inviterer fire politikere, en journalist er ordstyrer, og avisens læsere bestemmer dagsordenen. Her får avisens læsere mulighed for at debattere emner, som de selv har valgt, med politikerne.

Et opgør med selvforståelsen 

De nye formater rykker også ved den typiske opfattelse af avisens og journalisternes rolle, som dem der skal sætte dagsordenen.  

”Når vi bruger værktøjer til at få læsernes spørgsmål, så er det i virkeligheden også et opgør med vores egen selvforståelse, som dem der skal sætte ord på, hvad de vigtigste emner er. Det kommer til at blive lidt hårdt at erkende,” siger Jakob Krogh Nørgaard. 

Journalist Anne Birch, der var valgkoordinator for Horsens Folkeblad ved sidste valg, genkender også det billede.  

”Det handler ikke om, at vi ikke også skal være dagsordensættende. Men det handler mest om at finde ud af, hvad der rykker, og hvad der er debat i,” siger Anne Birch.   

Avisen skal stadig bruge de kompetencer, de som journalister har til at udlægge teksten og nuancere emnerne. Men derfor kan det godt være læserne, der stiller de relevante spørgsmål, mener Jakob Krogh Nørgaard. 

At være et lokalmedie i en valgkamp

Den klassiske journalistrolle er dog langt fra lagt på hylden. Det er ifølge redaktionschef Jakob Krogh Nørgaard også i den kommunale valgkampsdækning, at man stadig kan mærke forskel på de lokale og de landsdækkende medier. 

”Politikerne har ikke samme professionelle tilgang til os som medie som på Christiansborg, og det er befriende. Man mødes med folk lidt mere ligeligt. Vi er afhængige af dem, og de er afhængige af os. På den gode måde,” siger Jakob Krogh Nørgaard.  

Men de oplever stadig, at politikerne i den blå blok føler sig overset og ditto i den røde. Det er et godt tegn for Jakob Krogh Nørgaard. På den måde er der ikke nogen, der bliver forfordelt, mener han. Avisen er også bevidste om at fordele taletiden mellem politikerne, så det ikke bliver de samme Tordenskjolds soldater, der løber med alt opmærksomheden. Af den grund har avisen sat et loft over antallet af læserbreve, som kandidaterne får lov at indsende i oktober-november.

Den tættere kontakt kan også mærkes på selve valgaftenen, hvor det hele får lov til at kulminere. Ved sidste valg stod Anne Birch med succes for en liveblog på selve valgaftenen, og det regner avisen med at gentage i år.  

”Det, at vi er til stede på Rådhuset på den måde, det er det, man kan, når man er på en lokal avis. Man skal ikke undervurdere, hvor mange følelser der er på spil. Politikerne render rundt og græder, jubler og bliver småfulde nede på rådhuset. Det er rigtig vigtigt, at vi er der,” siger Anne Birch. 

Forhåbninger om en succes 

Til det afsluttende spørgsmål om deres forventninger til dækningen af kommunalvalget 2021 kigger redaktionschef Jakob Krogh Nørgaard og journalist Anne Birch indforstået på hinanden og smiler. De har bestemt en forventning om, at det bliver en succes. 

”Men det er også vigtigt, at der kommer noget tilbage. Et er, at det kommer ud, men at læserne også reagerer, det er også et succeskriterie. At folk de blander sig,” tilføjer Anne Birch.

”For os er succes, at det kommer ud til mange, ellers giver det, vi laver, ikke rigtig mening,” siger Jakob Krogh Nørgaard. 

På lokalredaktionen i Horsens er de i hvert fald ved at være klar, og de venter spændt på, at valgdækningen kan gå i gang.   

Inderst inde ulmer stressen

Inderst inde ulmer stressen

Inderst inde ulmer stressen

Hver femte studerende oplever en følelse af stress i hverdagen. På dette semester blev jeg en af dem.

Tekst: Silje quist
FOTO: Rasmus breum

Udgivet den 07. oktober 2021

”Jeg har ikke tid til at være syg,” udbryder jeg frustreret og grædende til min mor. Mine øjne er røde og hævede. Mest af alt ligner jeg en, der enten har fået en voldsom allergisk reaktion, eller en, der har grædt i flere timer. I skal satse jeres penge på den sidste mulighed. Sengen er blevet mit eneste tilholdssted. Mit natbord er efterhånden ikke synligt længere. Næsespray, lommetørklæder, sugetabletter og plader af panodiler – både nye og tomme – har nu overtaget. 

 For fire uger siden blev jeg ramt af sygdom. Den gode influenza, som så mange har stiftet bekendtskab med det seneste stykke tid. Jeg har derfor været bagud med alt skolearbejde. Fraværet er steget markant. Deadlines er blevet udskudt med flere uger. Og jeg kan umuligt levere det, jeg har ambitioner om. Pludselig har opgaverne hobet sig op som en flok gribbe, der bare venter på, at jeg kollapser. Og det er jeg nu. Kollapset. Stadig syg, og nu ovenikøbet stresset.

 Jeg kan mærke det i hele min krop. Mine muskler spænder, mit hjerte banker hurtigt, jeg hiver rystende efter vejret. Mest af alt mærker jeg det i mit hoved. Efter en grædetur på et par timer dunker det i takt med min puls. Alting virker så uoverskueligt. Alle opgaver smelter sammen. De er blevet til en stor masse, som jeg ikke kan overskue at begynde på.

 Det er første gang, jeg oplever en intens følelse af stress. Men meget tyder på, at jeg ikke er den eneste. En undersøgelse fra 2019 foretaget af Uddannelses- og Forskningsministeriet viste, at næsten hver femte studerende på en videregående uddannelse oplever en følelse af stress i hverdagen. Jeg er bare endnu én i flokken.

 Hvor skal man søge hen, når man har det sådan her?

Første spadestik

Da jeg startede på Journalisthøjskolen, var studievejlederne nogle af de første mennesker, vi blev introduceret for. Mit første bud falder derfor på Joan Husted, en af skolens studievejledere.

 Smilende tager Joan imod mig. Det er som om, hun kender mig på forhånd, selvom jeg aldrig har snakket med hende før. “Vil du have en kop kaffe med?” spørger hun mig venligt. Det siger man jo ikke nej til. 

 Mens Joan henter kaffe til os, står jeg inde i hendes samtalerum. Inspirerende citater udsmykker væggen. De minder mig om den samtale, jeg skal til at have. I et kort øjeblik overvejer jeg at løbe min vej. Hvor intimiderende er det ikke lige at åbne sig så meget for en fremmed? Det ville jeg ikke engang gøre, hvis jeg var fuld i byen. Inden jeg ved af det, kommer Joan med kaffen. Den er stærk og sort. 

 Nu gør jeg det fandme. 

 Jeg lægger alle kortene på bordet. Fortæller hende alt det, som I ved og lidt mere til. Tårene presser sig på et par gange, men jeg vil helst ikke tabe ansigt foran hende, selvom rummet føles trygt. Mine hænder ryster lidt, så jeg gemmer dem forsigtigt under bordet. Hun læser mig lynhurtigt. 

 ”Jeg tænker det, der særligt har været med til at stresse dig, har været dine tanker om, hvor meget du er kommet bagud, og hvordan du overhovedet skal komme i mål. Nogle gange kan det hjælpe at sige til sig selv: ‘nu skruer jeg lige mit ambitionsniveau ned.’ Det skal ikke altid være kunst. Nogle gange skal det bare være færdigt,” fortæller Joan mig.

 Hun uddyber, at det særligt kan presse os at gå med for mange ting inde i hovedet. Man skal sørge for at få snakket med nogen om, hvordan man har det – for et delt problem er et halvt problem. Hun opfordrer til, at man enten tager kontakt til en af studievejlederne eller sin underviser. 

Du er ikke den eneste

Joan forsikrer mig om, at jeg hverken er den første eller eneste, der er blevet ramt af sygdom på et ubelejligt tidspunkt. Det er heller ikke unaturligt, at jeg er blevet presset af, at jeg har haft mindre overskud, end jeg plejer. 

”Vi taler ofte om stress som sådan et monster, men der er jo ikke noget underligt i at være stresset eller presset i nogle perioder. Så længe det ikke er over længere tid. Stress kan være mange ting og i nogle perioder helt naturligt. Det er ikke altid noget, man skal være bekymret for,” siger hun beroligende. 

Joan fortæller mig, at de studerende sjældent italesætter stress, når de er inde til samtaler hos hende. Men hun har haft mange samtaler med studerende, der oplever at miste overblikket. Her er det en god ide at lave en plan for, hvad man skal nå på hvilke tidspunkter. Er der ingen chance for, at man kan nå det hele, kan man stille sig selv spørgsmålet “Hvad er vigtigst lige nu?”

Når vi er pressede, kan det være svært at holde hovedet koldt og hjertet varmt, når man skal træffe beslutninger. Faktisk kan man have svært ved at finde vej og retning. Helst skal man holde sig fra de store beslutninger, for man tænker ikke rationelt, hvis stress først har ramt.

Joans råd til at undgå at miste overblikket

–   Sørg for at have en kalender – enten på papir eller digitalt – og få så skrevet ned, hvad der er af opgaver og deadlines, så du har et overblik.

 

  Et delt problem er et halvt problem. Del dit problem med andre, fordi det hjælper faktisk tit at få det vendt og ventileret og fortyndet og få andres perspektiv på situationen.

 

  Det sidste råd burde måske have været det første, men få noget ind i din verden, som gør dig godt eller gør dig glad. Man skal passe på med at skrotte noget, som man rent faktisk er meget lystbetonet. 

Hvorfor går det galt for studerende?

I det jeg går ud fra Joans samtalerum, har jeg en god fornemmelse i kroppen. Det er som om, jeg kan trække vejret bedre. Jeg står tilbage med følelsen af, at det slet ikke var så farligt, som jeg først troede.

Følelsen af stress er ofte forbundet med en periode af pres, hvor opgaver, forventninger og ressourcer ikke er i balance. Men er vi studerende pressede eller stressede? Bliver det et problem, at vi ikke kan skelne mellem de to ting?

Jeg beslutter mig for at kontakte Trine Wulf-Andersen for at blive klogere. Hun er lektor på Roskilde Universitet og forsker i uddannelsesmiljøer og psykosociale problemer. Det kan for eksempel være stress, angst og depression. 

“Det er vanskeligt for alle at navigere i pres og stress. Mange kommer af den grund også for sent til at tage det alvorligt, hvor stressede de er. De glemmer simpelthen at træde et skridt baglæns og se, at tingene ikke hænger sammen,” fortæller hun.

Hun nævner, at de kortvarige stressende perioder ikke er farlige for os. Det kan faktisk give os et adrenalinsus. Men bliver perioderne længere, og får man tilmed ikke plads til at hvile og restituere, kan det blive vanskeligt. Dét kan man ikke holde til. 

Et studieliv med pres fra alle kanter

I studerendes liv er der meget på spil personligt. Der er mange faktorer, der kan presse den enkelte. Det høje tempo på studiet, frivilligt arbejde, studiejobs, det sociale liv med vennerne og dét at finde sig til rette i tilværelsen. Alle de forskellige faktorer kan gå hen og stresse os, hvis de kolliderer sammen. 

“Det er ikke altid de ubehagelige ting, vi bliver stressede af. Man kan sagtens opleve et sammenfald mellem de ting, man får god energi af og så de ting, der gør os udkørte. Det kan snyde os i perioder,” siger Trine Wulf-Andersen. Jeg nikker genkendende til det. De seneste ugers tid har jeg ikke engang haft overskud til at tage i fredagsbaren.

Vi er ofte optagede af, hvordan den gode studerende skal være. De forestillinger er ikke opstået ud af det blå hos den enkelte, men de er på mange måder med til, at man får presset sig selv yderligere. Det indre pres kommer ofte til at flette sig sammen med det ydre pres, vi mærker fra studiekulturen på uddannelsesinstitutionen. 

“Vi forstår stress og trivsel som noget, der er den enkeltes ansvar. Håndteringen bliver skilt ud fra det faglige, selvom stress på mange måder fletter sig sammen med det faglige,” forklarer Trine Wulf-Andersen. 

Mit indtryk er, at vi gemmer stressen væk. Den lurer i baggrunden og rammer, når man mindst venter det. Ofte føler vi os alene med følelsen af stress. Da jeg havde mit lavpunkt, troede jeg, at jeg var den eneste, der havde det på den måde. Men det viser sig langt fra at være tilfældet. 

Rustur eller ej: Skal andet semester også afsted til Visby?

Rustur eller ej: Skal andet semester også afsted til Visby?

Rustur eller ej: Skal andet semester også afsted til Visby?

Andet semester vil til Visby. Men som de eneste på skolen kan de blot se til, mens både første og tredje semester skal afsted i efteråret. Andet semester bliver efterladt tilbage på Katrinebjerg med spørgsmålet om hvordan, hvornår – og om de overhovedet kommer afsted.

Tekst: Thit Lund Bording

Udgivet den 07. oktober 2021

Det hele handler om en weekend i Visby. Hvert semester tager de nye journaliststuderende afsted på rustur til Visby, som en del af det rusforløb, der skal være med til at skabe trivsel og fællesskab. Men siden corona lukkede det danske samfund ned i marts 2020, har rusforløbene for de nye studerende været ramt.

Her gik det værst udover de nuværende journaliststuderende på andet semester, der havde studiestart i vinteren 2021 over Zoom og havde et minimalt omfang af rusarrangementer til at ryste dem sammen og skabe trivsel. Derudover blev den ellers planlagte rustur til Visby heller ikke en realitet på grund af de mange restriktioner pålagt af regeringen.

De studerende på tredje semester havde også mange begrænsninger på deres rusforløb, men de kan trods alt se frem til deres rustur i november. Deres rustur var allerede planlagt og betalt for, da det danske samfund lukkede ned og gjorde, at resten af rusforløbet, rustur inkluderet, ikke kunne afholdes. Derfor er deres rustur kun blevet udskudt og altså ikke aflyst som andet semesters. 

Andet semester øjner muligheden for en rustur

Folketinget har bevilget midler til DMJX, der skal skabe trivsel blandt eleverne i kølvandet på coronapandemien.

Det skabte et håb hos andet semester om, at nogle af pengene kunne gå til en rustur. Konrad Cornelius Rasmussen er en af de elever, der øjnede muligheden for en rustur. Han er journaliststuderende på andet semester og har taget fat i ledelsen i håbet om at kunne tage med sit semester til Visby. 

“Vi ved, at der er nogle penge, og at skolen gerne vil arbejde med os, hvis vi tager noget ansvar selv. Det er meget på vores egne skuldre, hvis vi vil have noget, og det vil så blive engang i foråret.” 

Konrad Cornelius Rasmussen har sammen med sin medstuderende Mads Ravn valgt at være primus motor for, at andet semester kan komme på rustur. Men et konkret rustursarrangement kan uddannelseschef for journalistuddannelsen på DMJX, Henrik Berggren, dog endnu ikke love.

“Der er ret vide rammer for, hvad vi kan bruge de her penge på. Men en rustur synes jeg absolut er relevant at søge til. Jeg bliver bare nødt til at have det lille forbehold, at det vælter ind med forslag i øjeblikket, så vi skal jo prioritere på en eller anden måde,” siger han. 

En halv million til trivsel

Henrik Berggren bekræfter, at DMJX har fået bevilget 500.000 kroner af Folketinget til trivselsfremmende arrangementer. Dette er grundet coronapandemiens følger for de studerendes trivsel. Pengene er ikke øremærket til bestemte initiativer og kan derfor gå til mange forskellige arrangementer og aktiviteter på tværs af semestre og uddannelser. Den eneste betingelse er blot, at de anses som fornuftige og af trivselsfremmende karakter. 

“Vi havde et godt møde med De Studerendes Råd, hvor der kom rigtig mange gode ider på banen, og vi prioriterede så at sætte nogle ting i gang. Så det, vi skal have set på nu, er, hvor vi er henne økonomisk,” siger Henrik Berggren og fortæller, at det vælter ind med forslag. Han modtager, hvad han kalder ønskelister fra alle uddannelser på DMJX. 

“Hvad vi lige ender med at kunne prioritere, ved jeg ikke. Men det er hurtigt noget, vi kan tage stilling til.”

Selvom nyheden om trivselspengene glæder Konrad Cornelius Rasmussen, mener han, at ledelsen skulle have givet lyd fra sig tidligere. 

“At de har fået en halv million kroner kunne de måske godt have meldt til os, og at der var en mulighed, for at vi kunne komme afsted, hvis vi havde lyst,” siger han.

Selvom Henrik Berggren ikke kan love en konkret aftale om en rustur, er der derimod afsat midler til et trivselsarrangement for andet semester engang i oktober måned. Dagen vil have et fagligt indhold, men vil hovedsageligt have til formål at give semestret mulighed for at møde hinanden. 

“Vi tænker ikke som sådan, at andet semester har noget til gode, fordi rusforløbet jo har et ganske bestemt formål: at de nye studerende kommer godt i gang på uddannelsen, og det er de jo allerede,” siger Henrik Berggren. 

Han uddyber, at det, ledelsen i stedet vil gøre, er at styrke trivslen med en række allerede igangsatte initiativer. Disse arrangementer kommer til at omfatte alle semestrene – og altså ikke specifikt andet semester. 

Henrik Berggren forstår, at de studerende på andet semester gerne vil på rustur, men tilføjer, at han ikke har været bekendt med dette ønske før nu. 

“Skolen ville normalt give et tilskud til den her rustur. Det har de ikke fået, og det vil de gerne have. Det synes jeg da er fair. Der er, så vidt jeg ved, ikke nogen, der har bedt om at få pengene. Og derfor har de sådan set heller ikke fået et nej,” siger han. 

 

Rustur på eget initiativ

Hvis en aftale om rustur kommer i hus, bliver det med penge fra fonden svarende til det beløb, DMJX normalt finansierer til rusturen. Her er der tale om 350 kroner per deltager, mens resten af pengene til arrangementet vil komme gennem egenbetaling fra de studerende. Derudover vil planlægning og udførelse også være overladt til de studerende med Konrad Cornelius Rasmussen, Mads Ravn og de andre rusværter fra andet semester i spidsen. Turen vil komme til at ligge i foråret 2022. Henrik Berggren er positivt stemt overfor initiativet. 

“Det her med at lave en rustur til andet semester, hvis det er det, de studerende tænker vil være et godt trivselsfremmende initiativ, kan jeg let forestille mig ville være en aktivitet, man godt kunne bruge omkring 30-35.000 på. Det synes jeg lyder rigtig fornuftigt,” siger Henrik Berggren.

Konrad Cornelius Rasmussen og Mads Ravn har søgt om penge til at finansiere rusturen for andet semester. Ansøgningen er endnu ikke blevet behandlet.

“Vi har ikke nogen køreplan klar endnu, da det er stadig på idébasis, men det er positivt, at skolen viser velvilje til at arbejde med os og give os en chance for at stable noget på benene. Så må vi se om det kan lade sig gøre. Nu er den i hvert fald skubbet over til os.”

DMJX indfører karakterer på alle fag og forløb fra næste år

DMJX indfører karakterer på alle fag og forløb fra næste år

DMJX indfører karakterer på alle fag og forløb fra næste år

Fra efteråret 2022 implementerer Danmarks Medie- og Journalisthøjskole karakterer på alle fag på samtlige uddannelser. Det gør man på baggrund af et krav fra Uddannelsesministeriet, som skolen siden 2010 ikke har levet op til. De Studerendes Råd er ærgerlige over ændringen, mens uddannelseschef Henrik Berggren mener, at karakterer kan give motivation til at gøre en ekstra indsats.

TEKST: Julie Schønning
illustration: Louise rix

Udgivet den 07. oktober 2021

Albert Beenfeldt manglede hverken motivation eller engagement, da han startede på første semester i vinter. Hans underviser på Journalistisk Metode 1 kaldte klasseværelset en legeplads med plads til at begå fejl. Og da Albert Beenfeldt fandt ud af, at hans produktioner blev bedømt med mundtlig feedback frem for tal, gav det ham modet til at eksperimentere med genrerne.

Det bliver dog en anden virkelighed for Albert Beenfeldt og hans medstuderende, når de vender tilbage efter sommerferien i 2022. Der kan de nemlig se frem til at få karakterer for alle deres fag og forløb – herunder Journalistisk Metode, Innovation X og praktikforløbet.

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er blevet opmærksom på, at de ikke har levet op til Uddannelsesbekendtgørelsen siden 2010. Den stiller krav til, at alle fag og forløb bedømmes med en karakter, og det gælder således for alle professionsbacheloruddannelser, at man ikke må vurdere elever med bestået/ikke bestået. Fremover skal alle fag på DMJX’s uddannelser derfor bedømmes med en individuel karakter, og dette implementeres på skolen fra efteråret 2022.

Det ærgrer formand for De Studerendes Råd, Sidsel Skallebæk Nielsen, der frygter faglige såvel som personlige konsekvenser for de studerende.

“Det begrænser de studerendes muligheder for at være kreative ude i felten. Og det kan betyde, at de går mere op i karaktererne i stedet for at prøve en masse af,” siger hun.

Henrik Berggren, uddannelseschef for journalistik, understreger, at kravet er en begrænsning for skolen, men ser alligevel positivt på den nye bedømmelsesmetode.

“Jeg tror, vi kan få noget godt ud af det. Det må gerne være tydeligt, hvem der har leveret noget rigtig godt. Det bliver mere tydeligt, når nogen får 12, og nogen får 02, end når alle er bestået,” siger han.

Lysten til at springe rammerne

På sit første semester blev Albert Beenfeldt opfordret til at lægge perfekthedskulturen på hylden og turde eksperimentere. Han mener, at karakterer er stik imod skolens pædagogik.

“Alt det smider man groft sagt på gulvet,” siger han.

Mette Mørk, som underviser på første semester, forstår Albert Beenfeldts bekymring. Hun anerkender, at vi ikke kommer uden om karaktererne, men hun er “fandme træt af det” og håber ikke, det fjerner de studerendes lyst til at eksperimentere.

“På første semester er mange kommet fra det gymnasiemiljø, hvor man nærmest får karakterer hver gang, man går ud og ind ad døren. Det tager noget tid at lære dem, at de godt må slå nogle skæve, og det får de ikke hug for. Og når vi skal til at give karakterer, er det vigtigt for mig, at vi stadig får det rum, hvor folk tør slå nogle skæve og prøve noget af,” siger hun.

Henrik Berggren mener heller ikke, at det må gå ud over de studerendes kreativitet. Derfor er det vigtigt, at kreativitet bliver skrevet ind som et bedømmelseskriterie, så karaktererne ikke fjerner lysten til at springe rammerne. 

Motivation eller karakterræs

Selvom Mette Mørk er ked af at indføre karakterer på Journalistisk Metode, oplever hun hvert semester, at en håndfuld studerende efterspørger en mere konkret indikation af, hvor de står fagligt. Det er en problematik, ledelsen er bekendt med, fortæller Henrik Berggren. Han mener, at karakterer for nogle kan give en tryghed og for andre kan være en motivation til at gøre en ekstra indsats

Ifølge formanden for DSR giver karakterer unægteligt et øget præstationspres, og Sidsel Skallebæk Nielsen understreger, at karakterer ikke er gavnlige for de studerende og deres udarbejdelse af opgaverne. Mette Mørk er ligeledes bekymret for, at hver opgave bliver en præstation frem for en læring. Derfor håber hun, at underviserens ressourcer til karakterbedømmelse ikke går fra den mundtlige feedback, som udvikler de studerende.

“Vi skal gøre det på en måde, hvor det giver mest mulig mening og mindst mulig karakterræs,” siger hun.

Henrik Berggren anerkender, at stress kan være en fare ved karakterer, men han frygter endnu ikke, at det hele går op i karakterræs.

“Vi er langt fra en kultur, hvor alt handler om karakterer. Nogle gange er kulturen, at alt over 02 er spildt arbejde, hvilket jo er en katastrofe, hvis man er ambitiøs,” siger han. 

En begavet løsning

Albert Beenfeldt mener, at hans fag på alle parametre er mindre målbare, end de fag man for eksempel har i gymnasiet. Undervisningen på DMJX er nemlig mere proces- end produktorienteret. Arbejdsindsatsen står ikke altid mål med produktet, fordi man nogle gange får kilderne serveret, mens man andre gange har fået en god idé og haft en god proces, og så hopper erfaringskilden fra. 

“Hvis din kilde ringer dagen inden deadline og trækker sine citater tilbage, så får du jo en dårlig karakter, men det er ikke noget, man kan gardere sig imod,” siger Albert Beenfeldt.

Mette Mørk er enig i, at karakterer på sin vis er imod skolens pædagogik.

“Fra dag ét siger vi jo til de studerende, at vi har fokus på proces, og så er det svært, hvis det er produktet, man skal bedømme. Derfor må vi finde en måde, hvor vi kigger på begge dele, siger hun.

Bedømmelsen af praktikforløbet på fjerde semester er en udfordring i sig selv. DMJX har søgt dispensation hos Uddannelsesstyrelsen til at bedømme praktikforløbet med bestået/ikke bestået, men har fået afslag. Praktikforløbet er derfor stadig en udfordring, som Henrik Berggren arbejder sammen med et udvalg på at finde den mest begavede løsning på. 

Men uanset hvordan vi vender og drejer den, kommer vi ikke uden om karaktererne. På Journalistisk Metode-fagene, der strækker sig fra første til fjerde semester på journalistuddannelsen, er der flere potentielle måder at implementere karaktererne på. Processen er i sin spæde begyndelse, men Henrik Berggren ser lige nu flere mulige scenarier. Den letteste løsning ser han som at give en karakter for den afsluttende opgave på hvert forløb. Udfordringen ved det er, at den sidste opgave ikke altid afspejler den studerendes standpunkt. Alternativt kan man lade en lang række parametre indgå i karakteren: en multiple choice test i pensum og karakterer for de øvrige produktioner i faget. Det er til gengæld en svær afvejning, for hvis man giver karakterer hele tiden, kommer der et stort fokus på det. Derfor håber Henrik Berggren, at skolen ender et sted midt imellem.

“Vi skal have nogle klare bedømmelseskriterier, for når man får en karakter, har man også ret til at klage. Og de studerendes retssikkerhed er det vigtigste,” siger Henrik Berggren, der har planer om at åbne op for en dialog med de studerende om, hvordan karaktererne bedst implementeres på DMJX.

Mediebranchen stresser – men mere end andre?

Mediebranchen stresser – men mere end andre?

Mediebranchen stresser – men mere end andre?

En undersøgelse fra 2018 viser, at mere end halvdelen af de ansatte på danske medier er stressede. Det er imidlertid tvivl om, hvor ansvaret ligger, og hvordan problemet skal kommes til livs.

Tekst: Astrid simone kjær
FOTO: NIcoline odgaard sørensen

Udgivet den 07. oktober 2021

Hvor stressede er journalister? Det kan være svært at finde tal på. Det tætteste på et konkret mål er en undersøgelse fra Arbejdstilsynet foretaget i 2018, hvor 64 procent af de adspurgte medarbejdere fra mediebranchen havde svaret, at de sjældent, sommetider, ofte eller hele tiden havde følt sig stressede inden for de seneste to uger.

Undersøgelsen afsøgte, hvor mange medarbejdere der havde følt sig stresset inden for de seneste to uger i forskellige erhverv. Mediebranchen havde den 18. højeste score ud af de 74 erhverv, der blev undersøgt.

Højt, men ikke alarmerende højt

Spørger man Thomas Rønnow, underdirektør i Dansk Erhverv, lyder 64 procent højt. Dansk Erhverv varetager interesser for adskillige erhverv, herunder flere mediehuse. Dog mener han ikke, at her er tale om et ualmindeligt højt tal sammenlignet med andre erhverv. 

“Selvfølgelig har vi et problem med stress og arbejdspres. Det er der ikke nogen tvivl om. Sammenlignet med andre erhverv, mener jeg dog ikke, at her er tale om et alarmerende højt tal,” siger han.

Han hæfter sig ved, at mange andre erhverv også har en relativt høj procentandel. Derfor mener han ikke, at her er tale om et niveau, der er alarmerende. Desuden mener han, at undersøgelsen ikke tager højde for, at journalister oplever et naturligt pres i deres dagligdag i form af deres arbejde med deadlines. Et aspekt, der ifølge Thomas Rønnow, ikke kun er negativt, da nogle trives under dette pres.

Dansk Erhverv tilbyder en række værktøjer til deres medlemmer, når medlemmerne henvender sig med spørgsmål. Spørgsmål, som blandt andet drejer sig om det psykiske arbejdsmiljø. 

“Vi er sat i verden for at hjælpe virksomhederne. Det gør vi ved at rådgive virksomhederne, når de kommer med konkrete spørgsmål,” siger han.

Thomas Rønnow henviser dog til, at det er op til de enkelte virksomheder at bekæmpe stress på arbejdspladsen i henhold til arbejdsmiljøloven.

Desuden påpeger han, at de ikke oplever mange henvendelser fra medlemmer med spørgsmål vedrørende stress eller pres på arbejdspladsen. Noget, han mener blandt andet kan skyldes, at der allerede kører et trivselssamarbejde mellem Dansk Erhverv og virksomhederne, hvor medlemmerne kan få rådgivning til arbejdsmiljømæssige spørgsmål.

Lokale løsninger virker hos DR

Anette Dalsgaard, arbejdsmiljøkonsulent ved DR, anerkender, at 64 procent lyder som et højt tal. Når det kommer til DR selv, er det dog ikke hendes oplevelse, at der er et generelt problem med stress i forhold til andre arbejdspladser. 

“Jeg mener ikke, at der er et generelt problem. Der kan godt være problemer lokale steder i DR, men jeg oplever ikke, at DR som helhed ligger anderledes sammenlignet med andre virksomheder,” siger hun.

Når der opstår et problem med arbejdsmiljøet i DR, for eksempel stressrelateret, så løses det i den lokale afdeling. HR-afdelingen sidder inde med råd og vejledning til de forskellige afdelinger, men det er den enkelte afdeling, der finder en måde, de kan komme problemet til livs. En metode, som Anette støtter op om.

“Lokale løsninger er helt klart det, som virker allerbedst,” siger hun.

Overordnet set mener hun, at der gøres meget for at forebygge stress, for eksempel gennem trivselsundersøgelser og med hjælp fra arbejdsmiljørepræsentanter, tillidsrepræsentanter og ledere. Om der bliver gjort nok på nuværende tidspunkt, har Anette Dalsgaard dog svært ved at sige noget om.

“Jeg synes vi stiller de rigtige værktøjer til rådighed, men om det er nok i det enkelte tilfælde er enormt svært at sige,” siger hun.

Afviser ikke større fokus

Thomas Rønnow har svært ved at se, hvordan de i Dansk Erhverv kan hjælpe virksomhederne med at løse problemet med stress. De stiller allerede rådgivning til rådighed som supplement til virksomhederne, der har ansvaret.

Han afviser dog ikke, at et større fokus på arbejdsrelateret stress, for eksempel i medierne, kunne medføre, at problemet alligevel blev taget op i Dansk Erhverv.

“Ja, vi ville nok tage det op. Men det er et svært emne, fordi det er forskelligt fra virksomhed til virksomhed og afdeling til afdeling, hvad det er, der udløser stress,” siger han.

Spørger man Anette Dalsgaard, om der kunne gøres en større indsats, afviser hun ikke, at stress bliver et emne, som skal tages op i en større skala ved DR.

“Stress har været et problem i mange år efterhånden, og det bliver ved med at dukke op. Derfor skal vi hele tiden have en opmærksomhed omkring det,” siger hun.

Spørgsmålet er bare hvornår og på bekostning af 

“Men, hvornår er det lige tid til at sætte ekstra ind på det felt? Det er en prioritering, og der er grænser for, hvor meget en organisation kan rumme.”