I debatten mellem transkønnethed og cykelhjelme: ”Det, vi er ude i her, er lidt ligesom privat-Løkke og Venstre-Løkke”

I debatten mellem transkønnethed og cykelhjelme: ”Det, vi er ude i her, er lidt ligesom privat-Løkke og Venstre-Løkke”

I debatten mellem transkønnethed og cykelhjelme: ”Det, vi er ude i her, er lidt ligesom privat-Løkke og Venstre-Løkke”

Først sov han i Folketinget. Så tog han snus på talerstolen, inden han begyndte at tale imod et forbud. Nu
deler Joachim B. Olsen sine skarpe holdninger på X. Den tidligere politiker, til tider omtalt som provokatør,
er i dag debatredaktør og B.T.s eneste lederskribent. Men hvor går grænsen mellem hans personlige holdnin-
ger og avisens linje?

TEKST: JENS BANG
FOTO: PETER STOUGÅRD MAUNSBACH

Udgivet den 12. december 2024

”En mand, som kører med cykelhjelm, er jo allerede død. Selvrespekten er i hvert fald væk, og uden selvrespekten er livet jo meningsløst.”

Sådan kommenterede debattør og politisk kommentator Joachim B. Olsen den 21. november på mediet X. Siden har opslaget vakt opsigt og flere kritiserer, at en debatredaktør, ansat på et landsdækkende medie, ytrer den slags holdninger.

”Hvorfor må man nu ikke sige noget med et glimt i øjet på X. Hvem er det, der har lavet de regler? At man ikke både kan tale om alvorlige emner, som jeg brænder meget for, og så emner, som jeg overhovedet ikke brænder for, som eksempelvis brugen af cykelhjelme?”

Sådan lød Joachim B. Olsens svar på kritikken, da det den følgende søndag blev diskuteret i Presselogen.

Men er det muligt, at én og samme person kan skrive ledere på B.T. og stå ansvarlig og ikke mindst bag avisens holdninger og samtidig ytre en personlig holdning til eksempelvis danske mænds brug af cykelhjelm? Det har jeg taget en snak med manden selv om.

Politik fra barnsben

Joachim Brøchner Olsen blev født i Aalborg i 1977.

Allerede i en tidlig alder kom sporten til at fylde i hans liv. Efter at have prøvet kræfter med en bred palet af sportsgrene ender hans interesse med at falde på atletik. Det bliver hans professionelle levevej, indtil han i starten af trediverne lægger sportskarrieren på hylden.

Men sporten er ikke det eneste, der allerede fyldte fra de unge år.

”Jeg har altid været et meget politisk interesseret menneske, helt fra barnsben,” siger Joachim B. Olsen.

Interessen udspringer af en opvækst, hvor politik fyldte meget derhjemme. Med to forældre engageret i Foreningsdanmark kom flere store politiske personligheder som Peter Skaarup og forhenværende medlem af Centrumdemokraterne Peter Duetoft i hans barndomshjem.

”Som 13-14-årig købte jeg ‘Håndbogen i dansk politik’, som sagde noget om, hvad de forskellige partier mente,” siger Joachim B. Olsen.

”Man skal selvfølgelig som journalist kunne lægge sine egne holdninger til side. Men forestillingen om journalister som sådan nogle robotter uden meninger – sådan er virkeligheden heldigvis ikke”

– Joachim B. Olsen, debatredaktør og lederskribent på B.T.

 

Joachim mener

 

”Bladenes grundsyn er konservativt.”

 

Sådan står der i Berlingske Medias redaktørerklæring fra 1948. Mediekoncernen ejer B.T., og alle nyansatte redaktører sætter således deres underskrift på dette grundsyn, når de får et job på B.T.

 

Netop det konservative og borgerlige grundsyn var grunden til, at Joachim B. Olsen blev hyret ind på avisen i 2022. Nemlig for at give avisen et borgerligt udtryk, efter at den reetablerede sig selv som danskernes borgerlige tabloidavis.

 

Joachim B. Olsen er B.T.s debatredaktør og politisk kommentator. Han er også stemmen bag podcasten ’Borgerlig Tabloid’, hvor han hver uge debatterer aktuelle emner ud fra et borgerligt synspunkt. Tidligere var han ansat som politisk kommentator på Ekstra Bladet, men her var hans rolle anderledes.

 

”Da jeg var på Ekstra Bladet, var jeg også byline på historier. Det er jeg slet ikke på B.T.,” siger Joachim B. Olsen.

 

Han er primært ansat til at udlægge avisens holdninger i debatspalterne. Han skriver avisens ledere under navnet ’B.T. mener’, hvor han for nuværende sidder alene.

 

Derfor er det også ham, som lægger linjen. Adspurgt, hvordan han undgår, at det ikke bare bliver hans egne holdninger, lyder svaret kort.

 

”Jamen det er også mine egne holdninger,” griner han og fortsætter: ”Jeg er den eneste lederskribent, så det bliver altid noget, som jeg selv mener.”

 

Men selvom det er Joachim B. Olsen alene, der skriver B.T.s ledere, er der stor enighed på avisen omkring linjen. Kun en enkelt gang har en leder ført til en kammeratlig samtale hos chefredaktør Simon Richard Nielsen.

 

”Jeg skrev, at transkønnethed er en psykisk sygdom. Den ville chefredaktøren ikke stå inde for. Så den snak tog vi så, og den blev fjernet,” fortæller Joachim B. Olsen.

 

Er du journalist?

 

Med en fortid som tidligere folketingsmedlem for Liberal Alliance er hans holdninger kendte i den offentlige debat.

 

Han medgiver, at han godt kan forstå, hvis nogen tænker, at han har en bias, når der skal udlægges ugens holdning til læserne. Men det er ikke Liberal Alliances politik, han ukritisk sidder og udgiver til læserne.

 

”Jeg har mange gange rost Pia Olsen Dyhr for hendes strategiske beslutninger, og at hun er en dygtig partileder. Det er jo en ren bedømmelse af, hvordan SF klarer sig i dansk politik. Men det er jo ikke det samme som, at jeg er enig med SF’s politik,” siger han.

 

Men når Joachim B. Olsen ikke står i byline og primært står for at skrive ledere og diskutere B.T.s holdninger, er han så journalist?

 

”Jeg vil sige, at dét at være kommentator er en gren af journalistikken. Men det er jo ikke journalistik i klassisk forstand, hvor jeg sidder og skriver de første historier,” svarer Joachim B. Olsen.

 

Ligesom journalister og analytikere, der i modsætning til ham lægger navn til sine journalistiske udgivelser, sidder Joachim B. Olsen også med til pressemøder i de danske ministerier, når han kommenterer politik. Med hans baggrund i Liberal Alliance kender politikerne i spejlsalen til hans politiske holdninger.

 

Derfor kan de godt finde på at skyde igen med pointer fra hans egen politiske karriere.

 

”Det har særligt været, når de bliver irriteret. Så kan de godt finde på det. Men det synes jeg er fint nok,” siger han. Det er dog kun sket to-tre gange.

 

Generelt mener Joachim B. Olsen ikke, at man kan tale om helt objektiv journalistik.

”Idéen om helt objektiv journalistik, den synes jeg egentlig, er lidt skør, fordi det er altid journalistiske valg, man tager, når man skriver en historie,” siger Joachim B. Olsen.

”Man skal selvfølgelig som journalist kunne lægge sine egne holdninger til side. Men forestillingen om journalister som sådan nogle robotter uden meninger – sådan er virkeligheden heldigvis ikke,” siger Joachim B. Olsen.

Privat-Joachim og Venstre-Joachim

Udover at være en markant borgerlig stemme i avisens spalter debatterer Joachim B. Olsen også løs på de sociale medier.

Især på X udlægger han nærmest på daglig basis sine holdninger til næsten 35.000 følgere. Tonen går ofte højt i kommentarsporet, og især ét opslag har tidligere fået flere debattører til at gå til tasterne.

Opslaget lød:

”Jeg tror simpelthen, mange begår den fejl, at de tror, at palæstinenserne er ligesom os, at de elsker deres børn på samme måde, som vi elsker børn. Men det er ikke sandt. Det er fanatikere, som elsker (martyr)døden højere end livet”

Det førte til et interview i Politiken, hvor han måtte forklare sig. Alligevel fortryder han ikke.

”Jeg står fuldstændig inde for det, jeg sagde. Jeg synes godt, at jeg kunne forsvare det synspunkt,” fortæller han.

Han har før fået kritik for at være for grov og generaliserende i sine opslag. Han medgiver da også, at det til tider er blevet for skarpt.

”Jeg har da lavet noget, hvor jeg har formuleret mig for skarpt. Altså, jeg er jo et menneske, så jeg begår også fejl. Det er ikke alt, der er ramt lige i bullseye. Men lige det opslag med de palæstinensiske forældre kan jeg forsvare,” siger Joachim B. Olsen.

Selvom han fortæller i Politiken, at han vil tage kritikken til efterretning, så skulle der ikke gå mere end et halvt år, før han igen var ude med samme kritik af de palæstinensiske forældre.

Så har du taget kritikken til efterretning?

”Nej, det har jeg sgu nok ikke,” lyder svaret kort.

Det er dog vigtigt for ham at understrege, at de holdninger, han kommer med på X, ikke er de samme som B.T.s. Det kan give anledning til forvirring, når han også er den eneste lederskribent på B.T.

De gange, han har fået kritik, har chefredaktør, Simon Richard Nielsen, sagt, at opslagene på X må stå for egen regning.

”Det, vi er ude i her, er lidt ligesom privat Løkke og Venstre-Løkke. Så jeg kan godt forstå, at det giver anledning til forvirring. Virkeligheden er nok også den, at det vil jeg ikke kunne på alle arbejdspladser. Men herinde er der meget højt til loftet,” siger Joachim B. Olsen.

Brugerbetaling i data: Pernille Holbølls B.T. er ikke på print

Brugerbetaling i data: Pernille Holbølls B.T. er ikke på print

Brugerbetaling i data: Pernille Holbølls B.T. er ikke på print

B.T. har nedlagt printavisen og fokuserer nu alle sine kræfter på digital journalistik. Chefredaktør Pernille Holbøll har lagt kursen, sat sejlene og søsat sin strategi for B.T. som et moderne, gratis tabloidmedie. Det skal skabe en bæredygtig forretning med mindre clickbait, som samtidig skal sikre at dataindsamling ikke kaprer skuden.

TEKST: Elisa Mortensen
FOTO: Kasper Søholt

Udgivet den 30. marts 2023

I 106 år har danskere kunnet få fingrene i en B.T.-avis i landets kiosker, S-toge og supermarkeder. Men den æra er ovre. Fra 1. januar 2023 har B.T. lagt alle sine kræfter i digital journalistik, som kun kan læses og høres på mobilen. Kaptajnen for den digitale strategi hedder Pernille Holbøll. Hun blev ansvarshavende chefredaktør i maj 2022, er 41 år gammel, og blev uddannet fra DMJX i 2010. 

Da Berlingske Media annoncerede hende som ny chefredaktør i maj 2022, var det tydeligt, at ønsket om et digitalt B.T. spillede ind i valget af hende

Opgaven kræver ikke kun en journalistisk leder, som sætter en høj redaktionel standard, men også en ledelsesmæssig profil der kan udvikle og iværksætte en 100 procent digital fremtid for B.T,” lød det i pressemeddelelsen. 

Her tre måneder efter B.T. har givet printavisen dødsstødet, tager Illustreret Bunker temperaturen på, hvordan det går med den store opgave, som Pernille Holbøll fik. For hvordan skaber man en bæredygtig forretning, når produktet er gratis?

 

En ny slags chef

Pernille Holbøll ligner ikke den klassiske chefredaktør i slips og jakkesæt med en avis under armen. Hun går i sneakers, løse bukser, har nedslået hår og avisen er udskiftet med en telefon i hånden. 

”Det er lidt som om, der er en måde at være ansvarshavende chefredaktør på. Ofte er det mænd, forholdsvis midaldrende, som mener rigtig meget. Jeg hader at sige noget, før jeg er sikker på det. Det burde jeg måske blive bedre til,” siger hun. 

Hendes CV ligner heller ikke en typisk chefredaktørs, hvor mange typisk kommer fra stillinger som politisk reporter eller redaktør. Pernille Holbøll er nyhedsjournalist ind til benet. Det er brændpunkterne, de store begivenheder og de livsomvæltende beslutninger, der driver hende. 

 

Printavisens pris

Beslutningen om at nedlægge printavisen blev truffet på forkant med store problemer, men blev også presset af de stigende priser på papir.

”Da vi lukkede avisen, tjente den stadig penge. Vi gjorde det, så man ikke stod med en pistol for panden og blev tvunget senere,” siger hun.

Pernille Holbøll modtog breve med posten fra folk, der havde læst B.T. i 45 år og nu ikke vil gøre det længere. De vil ikke tvangsdigitaliseres, som konkurrenten Ekstra Bladet har kaldt B.T.s beslutning.

”Selvfølgelig gør det indtryk, jeg er jo ikke ligeglad,” siger hun. 

Men taget i betragtning af at det er første gang, et af de store landsdækkende medier i Danmark har nedlagt deres printavis, har overgangen til det digitale ifølge Pernille Holbøll været relativt enkel.

Selvom der i dag er flere digitale medier, står B.T. overfor nogle særlige udfordringer, da de har en lang historie. 

”Vi er ikke en start-up, vi er ikke Zetland, vi er ikke Frihedsbrevet. Vi er et gammelt medie med en stor arv. Hvordan får man vekslet den arv, samtidig med det er 100 procent digitalt?” siger Pernille Holbøll.

Den anden store udfordring er, hvordan man tjener penge på læserne, når de ikke længere kan lokkes af en fængende overskrift på avisen i kiosken. Pernille Holbøll har et svar. ”Data.”

”Vi er ikke en start-up, vi er ikke Zetland, vi er ikke Frihedsbrevet. Vi er et gammelt medie med en stor arv. Hvordan får man vekslet den arv, samtidig med det er 100 procent digitalt?”

– Pernille Holbøll, Ansvarshavende Chefredaktør på B.T.

Data er svaret

B.T. har i kølvandet på beslutningen om at nedlægge printavisen valgt at indføre en datamur på langt størstedelen af deres artikler. I stedet for at bede brugerne betale til et abonnement eller for en avis skal brugerne betale med deres data ved B.T.s nye datamur. Her skal brugeren oplyse e-mail og alder. Senere kan flere punkter som kommune og interesser komme til. Det gør dataene, som er antal sidevisninger og tid brugt på siden, mere værdifuld for annoncørerne. 

BT har over en halv milliard sidevisninger om måneden, men uden viden om brugeren kan det kun konverteres til småpenge i annoncekroner. Når brugerne er logget ind på siden, kan salgsafdelingen sælge annoncer cirka halvanden gange dyrere.

”En del af mit brændstof er det her med, at sidevisninger alene ikke er alt. Man bliver nødt til at veksle det til en bæredygtig forretning,” siger Pernille Holbøll.

Når sidevisninger er den vigtigste valuta, skaber det nemlig en skævvridning, hvor det handler mere om clicks end om brugeren, mener Pernille Holbøll. Den kurs skal vendes med den nye strategi.

Hun forklarer, at det også skal være mere tydeligt for brugeren, hvorfor artikler er relevante for dem. Mere viden om brugeren gør, at mediet kan skrue ned for den famøse clickbait. Den må gerne være der, det skal bare give mening, forklarer hun.

”At snyde brugeren eller at lave en forretning ud af at gøre rubrikkerne så russisk-roulette agtigt som overhovedet muligt, det tror jeg ikke, at der hverken er en forretning eller en journalistisk ide i. Det er noget af det, vi kan trække ud, når vores brugere logger ind,” forklarer Pernille Holbøll.

Målet er, at næsten alle brugere skal logge ind, og indtil videre er de mere end dobbelt så langt i mål med det, end de havde regnet med.

 

Redaktører er fårehyrder

Når data er hjørnestenen i forretningsmodellen, er det dog vigtigt, at man ikke lader sig forføre af de store tal og blinkende lys. Data kan sælge annoncer, men skal ikke stikke redaktionelle linjer, siger Pernille Holbøll.

”Jeg har en analogi, jeg lever efter. Det er os journalister, redaktører, publicister, udgivere, der er hyrder, dataene er fårene. Det er os, der styrer dataene. Ikke omvendt. Det er ikke fårene, der bestemmer, hvor hyrden skal gå hen,” siger hun.

Derfor er det vigtigt for Pernille Holbøll at have en klar strategi som chefredaktør og hyrde. Selvom forretningsmodellen er at tjene penge på, at folk læser B.T.s artikler, bestemmer brugernes adfærd på siden ikke alt.  

”En million fluer kan også godt tage fejl af en lort,” siger Pernille Holbøll tørt og uddyber, at det derfor er så vigtigt at have en klar retning som leder.

”Man kan godt lave noget journalistik, som man tror alle vil have, men hvis man ikke selv ved, hvad man gerne vil med det, har man jo ikke en chance,” siger hun.

 

Klare linjer og store ambitioner

Pernille Holbøll ved dog godt, hvad hun vil.

”Hvis ikke vi har en mission med B.T, og en klar tilgang til, hvad vi vil med journalistikken, nemlig at gøre den bedre og være noget for flere danskere, der hvor de er, vil det gå galt.”

Pernille Holbøll ser ikke mod nogen og drømmer ikke om, at BT skal være halvt Ekstra Bladet eller TV News. B.T. skal være B.T. 

”Det står meget tydeligt for mig, hvad vi skal, men jeg kan ikke kigge mod nogen.Vi gør det bare. Hvor nogen er lidt bekymrede for fremtiden, er jeg enormt tryg ved den. Jeg er overhovedet ikke bekymret, det falder mig fuldstændig naturligt at gøre det her uden at kende alle trinene derhen. Jeg tror, vi gør det helt rigtige for B.T. og Berlingske Media,” siger hun.

Desuden tror hun, at langt de fleste medier i Danmark og udlandet før eller siden går den digitale vej som B.T. Men det kommer nok til at tage lang tid for nogen.