Journalistikken har fået personlighed

Journalistikken har fået personlighed

Journalistikken har fået personlighed

Journalistikken er kendetegnet ved at være objektiv og neutral. En ny bog sætter fokus på jeg’et, og hvad journalistikken kan bruge det til. Abdel Aziz bruger ofte sig selv og kender til de udfordringer, det medfører.

TEKST: Amalie Møller Pedersen
FOTO: Axel Emil Hammerbo

Udgivet den 08. december 2022

Abdel Aziz Mahmoud kan godt lide at bruge sig selv i sit arbejde. Det kan han i hvert fald nogle gange. At benytte ‘jeg’et’ gør Abdel Aziz ofte, selvom det strider imod klassisk journalistisk tænkning. Der er nemlig blevet plads til journalisters personlighed i mediebilledet.

Der findes mange betegnelser for brugen af sin person i journalistikken. Kært barn har mange navne, og det kan blandt andet kaldes: Persondreven, jeg-journalistik, gonzo, subjektiv eller aktivistisk journalistik.

Der er kommet mere fokus på personen i journalistik. Det kan både være i form af den såkaldte jeg-journalistik, hvor journalisten bruger sig selv og sin egen person i fortællingen, men det kan også være gennem aktivisme, hvor journalisten ønsker at præge samfundsdebatten. Bogen ‘Hvad laver JEG her?’ udkom for nylig, og Steffen Moestrup fra DMJX satte i den fokus på formidling i jeg-form. 

 

Aktivisme eller aften-TV

Abdel Aziz Mahmoud er journalist og har i flere af sine produkter brugt sig selv i sine historier. Han er meget aktiv på de sociale medier og er blandt andet kendt for bogen ’Hvor taler du flot dansk!’ og dokumentaren ’Helvedes Homo.’

”Jeg er nok en journalist, som prøver at få hele mit jeg med i de produkter, jeg laver – ikke hver gang, for det er både trættende for mig og modtageren. Men hver gang jeg tager en opgave, prøver jeg at mærke efter, hvad det er, jeg kan bidrage med til den enkelte historie,” siger Abdel Aziz Mahmoud.

Der er til tider langt mellem Abdel Aziz’ mere aktivistiske opgaver. Det skyldes hans nuværende arbejde hos Go’ Aften Live på TV2, som beskæftiger sig med en bred vifte af nyhedsemner. Fordi nyhederne er mange, er det vigtigt, at han fremstår objektiv og ikke har noget i klemme. 

Han er dog i øjeblikket aktuel med dokumentaren ’Abdel og det beskidte spil i Qatar’, hvor han bruger sin person og baggrund til at løfte samfundsdebatten om VM i Qatar. Dokumentaren handler om, at Abdel Aziz tager til Qatar for at undersøge forholdene op til VM.

”Jeg taler åbent om det faktum, at jeg er homoseksuel og muslim i et journalistisk produkt, for i dette tilfælde at give nogle af programmets interviews mere nerve og måske også komme med en ny vinkel, som taler til hjertet,” siger Abdel Aziz.

Nærvær og gennemsigtighed

Steffen Moestrup er forsker og underviser på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han har forsket i persondreven journalistik – også kaldet ’Jeg-journalistik.’ Sammen med  to andre kollegaer på DMJX har han været med til at skrive bogen ’Hvad laver JEG her?’ som handler om journalistisk formidling i jeg-form. Steffen Moestrup mener, det kan være svært at være helt objektiv, fordi der altid vil være et menneske bag den journalistik, der produceres.

”Det er lidt en paradoksal konstruktion, for vi er jo mennesker. Så det kan være en lidt mærkelig indretning, hvis vi skal foregive at være maskiner uden følelser, holdninger og tanker, som bare kan være helt upartiske og objektive,” siger Steffen Moestrup.

Han anerkender ligeledes, at der kan være flere fordele ved at bruge sig selv i sin journalistik, og at det kan have en positiv effekt på modtageren, fordi det skaber identifikation.

”En typisk fordel ved jeg-journalistik er, at man kan skabe en tættere relation mellem sig selv og brugeren, og så kan det skabe noget gennemsigtighed og ærlighed,” siger Steffen Moestrup.

Personlig journalistik har den fordel, at den kan være med til at bidrage til noget unikt og nytænkende. Det besidder en anden form for ærlighed, end den man ser i mere klassisk, objektiv journalistik

”Det har helt klart den fordel, at man spiller med åbne kort over for brugeren. Og så kan man fortælle historier på en ny måde og med andre vinkler. Det, synes jeg, er godt for brugeren,” siger Abdel Aziz. 

Abdel Aziz arbejder på linjen mellem objektiv og subjektiv formidling. I Go’ Aften Live interviewer og formidler han objektivt. Hvorimod han i sin nye dokumentar er mere aktivistisk, fordi han selv har en mission i programmet.

”Der er ligesom tre stadier: professionel, personlig og privat. I det professionelle stadie ved jeg, hvem der kigger med, hvad der er på spil, og at man skal holde tungen lige i munden. Når jeg er personlig, så tager jeg mit eget sprog med, min egen grimasse med og min måde at reagere på. Og den private Abdel. Den bruger jeg meget sjældent og næsten kun på sociale medier. Men det er en ting, jeg har lært de senere år, at brugeren får det hele menneske med,” fortæller Abdel Aziz.

Steffen Moestrup mener, at journalistik kan forstås på mange måder. At det har mange ansigter, det kan vise, men at det vigtige er, at man aldrig er i tvivl om, hvilken type man som læser, seer eller lytter konsumerer.

”Journalistik kan bruges til mange ting, og den aktivistiske slags er en af dem. Det hensigtsmæssige ved Abdel er, at han deklarerer det, og han bliver derfor forbundet med det,” siger Steffen Moestrup

”Bare fordi jeg er åben om min minoritetsbaggrund, gør det mig ikke mindre objektiv end andre journalister, hvor deres etnicitet, kønsidentiteter og så videre er mere synlig og almindelig.”

– Abdel Aziz 

Objektivitet i journalistikken

Kerneværdien for medierne har i mange år handlet om objektivitet. Journalisten skal forholde sig objektivt, og holdninger skal ikke implementeres i artiklen. På Dansk Journalistforbunds hjemmeside står der således:

Journalistik er i sin essens – uanset målgruppen – at indsamle, kritisk vurdere og forståeligt formidle så objektiv information som muligt.

Steffen Moestrup mener, at objektivitet stadig spiller en væsentlig rolle i journalistikken, og at der kan være forskel på, hvornår det giver mening at formidle subjektivt.

”Det kommer an på, hvad man er ude efter. Hvis jeg bare gerne vil vide, hvordan det går med renten, eller hvad der sker i forhold til krigen, så vil man måske gerne bare vide, hvordan fronten ser ud i dag,” siger Steffen Moestrup.

Det interessante ved udviklingen i journalistikken er ifølge Steffen Moestrup, at man som læser kan læse mange forskellige formater, og at man som journalist kan lave meget forskelligt journalistik.

”Det kan være alt fra den helt skarpskårne, objektive nyhed, hvor man holder sig selv helt ude, og bare er den der maskine, der står bag at formidle andres viden og holdninger, og så helt over til, at man laver sådan noget subjektivt, deklareret jeg-journalistik, hvor man bare er sig selv,” siger Steffen Moestrup.

Abdel Aziz mener ikke, at personlig journalistik er en modsætning til objektivitet. Han udtrykker, at det blot er en del af ham at være et åbent menneske.

“Bare fordi jeg er åben om min minoritetsbaggrund, gør det mig ikke mindre objektiv end andre journalister, hvor deres etnicitet, kønsidentitet og så videre er mere synlig og almindelig,” siger Abdel Aziz.

 

Personlighed i fremtidens journalistik

Journalistikken er i udvikling, og der skal tænkes i nye baner, når man ønsker at gøre brugeroplevelserne bedre. Steffen Moestrup mener, at personlig og subjektiv journalistik bryder frem, fordi samfundet er blevet mere åbent for nye metoder.

”Objektiv journalistik har selvfølgelig sin berettigelse, men man har fundet ud af, at journalistik kan være mange ting. Måden at lave journalistik på er blevet bredere og mere mangfoldig,” siger Steffen Moestrup.

Abdel Aziz tror også, at jeg-journalistikken er kommet for at blive. 

”Det er ikke bare en bevægelse eller en ny måde at være journalist på. Jeg tror også, at det ville være et alt for hårdt arbejde at skjule, hvem man er,” siger han.

Meningsmåling – Folketingsvalget 2022: Enormt rødt flertal blandt journalist- og fotojournaliststuderende

Meningsmåling – Folketingsvalget 2022: Enormt rødt flertal blandt journalist- og fotojournaliststuderende

Meningsmåling – Folketingsvalget 2022: Enormt rødt flertal blandt journalist- og fotojournaliststuderende

En meningsmåling, som er foretaget af Illustreret Bunker forud for Folketingsvalget blandt de journalist- og fotojournaliststuderende på DMJX, viser et klart billede af en skole, der er domineret af venstreorienterede studerende. 

TEKST: Konrad Cornelius Rasmussen
Illustration: Louise Rix 

Udgivet den 01. november 2022

Over 70 procent af de studerende på journalist- og fotojournalistuddannelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole stemmer, ifølge en ny undersøgelse lavet af Illustreret Bunker, på rød blok.

Enhedslisten er med afstand det største parti blandt de adspurgte studerende. Derefter kommer Radikale Venstre, der på trods af dårlige meningsmålinger på landsplan, når en stemmeprocent på næsten 16 procent. Det er studerende på 1., 2., 3., 4., og 7. semester af journalistuddannelsen samt 1.,3., og 7. semester på fotojournalistuddannelsen, der har deltaget i undersøgelsen. 

Figur 1: De blå tal viser, hvad de journaliststuderende har tilkendegivet. De orange tal viser, hvad exit-pollen viste på valgaftenen klokken 20:00.

Værd at bemærke er, at de to traditionelt store partier, Socialdemokratiet og Venstre, ligger på under 10 procent af stemmerne. Derudover er de mest indvandrerkritiske partier også ringe repræsenteret blandt vælgerne på DMJX.

Figur 2: Diagrammet viser, hvor mange procent af stemmerne rød og blå blok ville få ifølge svarene fra de journaliststuderende.

Kigger man på fordelingen i forhold til blå og rød blok, så kan man også her se en stor koncentration af vælgere, der stemmer på rød blok. De traditionelle venstrefløjspartier opnår altså næsten 72 procent af stemmerne, hvorimod blå blok må tage til takke med, at cirka 18 procent af de journaliststuderende stemmer på dem.

Et af de steder, hvor de journaliststuderende afspejler resten af befolkningen, er opbakningen til Moderaterne med Lars Løkke Rasmussen i spidsen. Ifølge meningsmålingen ligger Moderaterne på 10 procent, hvilket afspejler de landsdækkende meningsmålinger meget.

FAKTA OM MENINGSMÅLINGEN
  • Undersøgelsen er foretaget af Illustreret Bunker i samarbejde med underviser Kresten Roland.
  • Svarene kommer fra journaliststuderende på 1.,2.,3., og 7. semester, samt fotojournaliststuderende på 1,.3,. og 7. semester.
  • I alt har 293 studerende svaret på undersøgelsen. Derudover har ni svaret, at de stemmer blankt, tre har svaret, at de ikke vil stemme og to ønsker ikke at oplyse, hvad de stemmer på.

Ikke problematisk, siger uddannelseschef.

Uddannelseschef for journalistik på DMJX, Henrik Berggren, kan se et problem, men mener ikke, at det er et stort et af slagsen. Han ser i stedet, at man kigger et andet sted hen og laver samme undersøgelse.

“Det er et problem med overrepræsentationen, men jeg ser det ikke som noget stort problem. Jeg synes det er mere interessant at undersøge, hvad den brede journaliststand stemmer, frem for hvad de journaliststuderende stemmer,” siger Henrik Berggren i et interview med Illustreret Bunker.

Henrik Berggren tilføjer:

“Det kunne også være interessant at sammenligne tallene i forhold til andre humaniora-uddannelser i de store byer. Mit klare indtryk er, at de også vil have nogenlunde den samme fordeling af stemmer. Jeg tror altså ikke, at det er noget særligt med de journaliststuderende. Det er mere et generations- og demografisk spørgsmål,” siger han.

Ifølge Henrik Berggren er det heller ikke problematisk, at journaliststuderende har en bestemt politisk holdning. Det vigtige for uddannelseschefen er, at de studerende bliver dygtigst muligt til det journalistiske håndværk, samt at de forstår, at man som journalist skal kunne lægge sine egne holdninger til side, når man arbejder professionelt med journalistikken. Noget, han mener, DMJX har meget fokus på i undervisningen.

“Det vigtigste for mig er, at de journaliststuderende er fagligt stærke. Altså at de kan lægge deres personlige holdninger til side, når de arbejder professionelt med journalistik. Det synes jeg også, at man kan se, at den brede journaliststand er gode til,” siger Henrik Berggren.

Folketingsvalget 2022 bliver afholdt d. 1. november. Valgstederne er åbne indtil klokken 20:00. Læs mere om Illustreret Bunkers undersøgelse i næste udgave af avisen, der udkommer til december.

Tryklufthorn, røve i sæder og fremtidsdrømme: Kom med på praktikmesse

Tryklufthorn, røve i sæder og fremtidsdrømme: Kom med på praktikmesse

Fjerde semester har været på praktikmesse! I løbet af seks runder kan de studerende og medierne lærer hinanden at kende, inden der skal søges om praktik. Se vores reportage for at få et indblik i eventet.

TEKST & video: Victor Heide-Jørgensen

Udgivet den 27. oktober 2022
Hvem skal jeg knalde med for at blive en del af DMJX’s foreningsliv?

Hvem skal jeg knalde med for at blive en del af DMJX’s foreningsliv?

Hvem skal jeg knalde med for at blive en del af DMJX’s foreningsliv?

TEKST: Malou Heigl
Illustration: Katrine Åsleff edvardsen 

Udgivet den 12. oktober 2022

Nepotisme. Har I oplevet det? Det havde jeg ikke, inden jeg startede på DMJX, men det har jeg i den grad nu. Jeg er lige startet på andet semester, og som I sikkert ved, råder skolen over et stort foreningsliv, hvor man kan prøve kræfter med alt fra dokumentar, radio og skrift til rusvært. Et foreningsliv jeg virkelig havde set frem til at deltage aktivt i for at forbedre mig som journalist og ikke mindst for at skabe nye bekendtskaber på tværs af semestrene. Dog har jeg på disse få måneder ikke kunne se bort fra en kultur, som, jeg er bange for, afspejler den branche, jeg er på vej ind i. De forskellige foreninger har vidt forskellige ”optagelsesritualer.” Ritualerne blev der ikke fortalt om til det famøse åbent hus-arrangement. Det kan for eksempel være spørgeskemaer og samtaler, som i sig selv er meget nøgternt, men uanset om du skriver den perfekte ansøgning eller laver den fedeste video, så er du ikke sikret en plads i en af foreningerne. Du skal først tage en grundig slik-røv-tur på foreningernes medlemmer.

Hele denne kritik af foreningerne bunder ud i en middag med nogle af mine medstuderende. Vi havde alle søgt ind i nærmest hver vores forening, men mange havde fået afslag. Da vi begyndte at dykke ned i de få heldige, som modsat os var kommet ind, tegnede der sig et knudret net af venner, roomies og andet godtfolk. 

Jeg søgte ind i Kurt Strandbar og som rusvært på første semester, men kom ikke ind. Her på andet semester søgte jeg som redaktør på Genlüd. Den gik heller ikke. Til middagen lovede mine veninder at gøre mig til redaktør på næste semester – selv efter den fælles enighed om det nepotistiske problem. Og med ét var jeg selv viklet ind i det net, jeg nu sidder og kritiserer. Jeg er selv en del af problemet, og på trods af min beskedne selvindsigt ved jeg udmærket godt, at jeg stadig har tænkt mig at søge som redaktør på næste semester.

Foreningskulturen på DMJX handler, som så mange andre steder, om at kende de rigtige. På den måde er du hele tiden et skridt foran dine medstuderende. Hvis ikke dine sociale skills er til UG, så sørg for at skille dig ud, drikke mest eller råbe højest. 

Selvfølgelig skal der sorteres og udvælges, ligesom da vi søgte ind på skolen. Selvfølgelig er der ikke plads til alle. Men alle skal have en lige og fair chance. På DMJX lærer man hurtigt hinanden at kende igennem det festlige rusforløb. Udover det kender man måske allerede nogle et andet sted fra. Men selvom din roomie og din bedste vens kæreste sikkert er søde mennesker, er det så virkelig dem, der er de mest oplagte kandidater til diverse foreninger? Mange af de samme ansigter går igen i foreningerne. Om det er en tilfældighed, tror jeg næppe. 

Jeg ved godt, at det er at skære alle over en kam, men når jeg snakker med mine medstuderende og ud fra mine egne oplevelser, virker denne nepotistiske tilgang til foreningerne som en realitet. 

Nogle vil nok mene, at jeg bare har ondt i røven, og det har jeg også til en vis grad, men når afslaget triller ind i indbakken, og de udpegede medlemmer offentliggøres, så ser jeg en tendens. De samme smil, de samme kendte ansigter og de små vennegrupper træder tydeligt frem. 

Lad mig fx inddrage vores kære kommunikationsstuderende i debatten. I nogle foreninger har de en kommunikationskvote for at sikre sig, at de også bliver repræsenteret. Dette er en form for løsning på problemet, men tænk at der overhovedet er behov for en kvote. Tænk på at en hel gruppe studerende ikke ville have en chance, hvis ikke der var sat et regelsæt. 

Det er en svær opgave at se udover sin egen næsetip og udvælge medlemmer baseret på et objektivt grundlag, men det er muligt. I et symfoniorkester skal jobsøgende til en anonym optagelsesprøve for at sikre, at det er musikerens færdigheder og ikke musikeren, der bliver valgt. Kunne man overveje noget lignende blandt foreningerne for at komme problemerne til bunds? 

Dette er derfor et opråb til alle foreninger på DMJX: Lad være med at udvælge jeres medlemmer gennem et tunnelsyn. Lev op til den professionalitet, som skolen står for. Mediebranchen er i forvejen en stor mudderpøl af ulighed og usund konkurrence. Det er vores fremtid og derfor også vores ansvar at skabe et studie- og arbejdsmiljø, som bygger på princippet om lighed, kompetence og engagement. Lad os have det i mente, inden 120 nye studerende nervøst går til diverse samtaler og optagelsesritualer. Vi kan ændre kulturen. Vi kan rydde op i mudderpølen. Vi kan stoppe røvslikkeriet. Hvad venter vi på? 

Er journaliststuderende klædt på til branchen?

Er journaliststuderende klædt på til branchen?

Er journaliststuderende klædt på til branchen?

At være journalist er ikke en beskyttet titel, hvilket åbner op for mange forskellige veje ind til faget. Det stiller høje krav til DMJX om at klæde sine journaliststuderende på til en branche og et arbejdsliv, der også betrædes af akademikere og autodidakte.

TEKST: Amalie Møller Pedersen & Josefine Harboe FOTO: Rebecca Helene Hoffmann Illustration: Katrine Åsleff Edvardsen

Udgivet den 12. oktober 2022

Man skal ikke certificeres for at blive journalist. Det kræver faktisk ikke andet, end at man arbejder og producerer journalistisk. Det gør, at mange udøvende journalister ikke har uddannelsen, men blot har tilegnet sig journalistiske redskaber hen ad vejen. Nogle er helt uuddannede og autodidakte, hvor andre har en akademisk baggrund i alt fra statskundskab til jura.

Henrik Berggren, uddannelseschef for Journalistik ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus, fortæller, at journalistuddannelsen i Danmark startede som en læreplads, der næsten kun bestod af praktik. Sidenhen opstod behovet for mere teoretisk baggrund, så man oprettede et kursus på Aarhus Universitet, der i 1962 blev udbygget og fik sin egen selvstændige institution: Journalisthøjskolen. 

”Der er en historisk baggrund for, at vi i Danmark har Journalisthøjskolen, og at den er hovedvejen til jobbet som journalist. Tager du til Tyskland eller England, er det mere almindeligt at tage en akademisk uddannelse,” siger Henrik Berggren. 

Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt det giver mening at uddanne sig til en ubeskyttet titel. Og det lægger et vis pres på Journalisthøjskolen, som skal klæde sine studerende på til en branche, hvor der er mange om buddet.

 

Mere uddannede journalister

Martin Krasnik er chefredaktør på Weekendavisen, hvor mange af journalisterne er akademisk uddannede. Han forstår godt, hvorfor folk bliver tiltrukket af Journalisthøjskolen og dens praktiske tilgang til uddannelsesmetoder. Men han mener, det kræver mere uddannelse at nå helt i mål som journalist. Dette skyldes, at akademikere i højere grad kan forstå og koncentrere sig om komplekse emner, fordi det er noget, de erfarer hele vejen gennem deres uddannelse. 

”På akademiske uddannelser lærer man at forstå stoffet og se sammenhænge på tværs og tilbage i historien. Det er godt at kunne som journalist. Man kan godt blive journalist ved kun at læse journalistik, men man bliver oftest meget bedre af at have studeret et helt andet fag,” siger Martin Krasnik. 

Spørger man Henrik Berggren, mener han ikke, at dette afspejler et væsentligt problem. 

“Den klassiske journalistuddannelse står ret stærkt på arbejdsmarkedet. En stor del af de uddannede journalister fra RUC, SDU og DMJX er i beskæftigelse og sidder på de journalistiske funktioner på mange danske medier,” siger Henrik Berggren.

”Det er ikke nemt at blive en skidegod skribent eller formidler, men det er nemmere at lære at skrive godt end at tænke godt.”

– Martin Krasnik, chefredaktør på Weekendavisen

At skrive godt eller tænke godt

På Journalisthøjskolen lærer de studerende at praktisere og formidle historier, vinkler og rubrikker. De arbejder med at stille kritiske spørgsmål i interviewsituationer og lærer at reflektere over deres arbejdsmetoder og processer. Journalisthøjskolen skiller sig ud fra universitetsuddannelserne ved at være en professionsbachelor. Det indebærer et længere praktikforløb, som ifølge Henrik Berggren er en gave for både studerende og arbejdsgivere.  

”Vi er i meget tæt kontakt med brancherne qua praktikperioden og tilpasser os deres udvikling og ønsker. Der er ingen tvivl om, at studerende fra de journalistiske uddannelser kan fungere dag et, fra de er dimitteret. Jeg tror, det er en stor fordel,” siger han.  

Martin Krasnik anerkender, at akademikere ikke lærer at vinkle og stille skarpe, kritiske spørgsmål, som man gør på journalistuddannelserne. Disse redskaber og tilgangsmåder til at skrive en sammenfattet artikel får akademikere ikke i lige så høj på deres uddannelse. 

“Der er masser af akademikere, der ikke ved, hvad det vil sige at tænke, skrive og vinkle journalistisk. Det lærer man jo ikke på langt de fleste akademiske uddannelser. Man bliver nødt til at kunne begge dele; både tænke og formidle. Det er ikke nemt at blive en skidegod skribent eller formidler, men det er nemmere at lære at skrive godt end at tænke godt,” siger Martin Krasnik.

Henrik Berggren kan godt se værdien i specialiserede journalister, der beskæftiger sig med kernestof, men det er ikke nødvendigvis Journalisthøjskolen, der skal tilbyde det.

”Jeg synes, det ville være fedt, hvis man kunne lægge to år ovenpå journalistuddannelsen, så man kunne specialisere sig, men måske det er unødvendigt, når der er masser af specialiseringsmuligheder ude i samfundet,” siger han.

Studerende har mulighed for at udbygge sin uddannelse efter Journalisthøjskolen. Nogle tager en kandidat på universitetet, andre supplerer med længere udlandsophold eller arbejder med et afgrænset hjørne af journalistikken i en årrække. 

 

Studerende savner uddannelse

Journaliststuderende på DMJX, Siri Marie Munch Schrøder, forstår godt kritikken af den manglende fordybelse. Hun har netop færdiggjort sin praktik på Altinget og Mandag Morgen og skal til at skrive bachelor.

”I metodefagene er der en tendens til, at når man har prøvet at skrive en type artikel en gang, så kan man det. Jeg synes ikke, det er virkelighedssvarende. Jeg mener, man skulle dykke mere ned i nogle af genrerne, så folk kunne fordybe og dygtiggøre sig i specifikke områder,” siger hun. 

Det kan være svært at forestille sig en journalistuddannelse, der skal rumme alle branchens hjørner og specialer, men ifølge Siri Marie Munch Schrøder kunne Journalisthøjskolen godt være mere specialiserede i deres måde at uddanne journalister på. 

“Det er klart, at man ikke kan lave uddannelser, hvor man specifikt uddanner politiske journalister, kulturjournalister, videnskabsjournalister eller P3-værter. Det ville hurtigt blive nogle meget skøre uddannelser.”

 

At udbygge uddannelsen selv

Martin Krasnik så gerne, at journalister, snarere end at konkurrere om at være først, gjorde sig umage med at sætte historierne i en kontekst, der er større end det aktuelle nyhedsbillede.

”Man skal eddermame sætte tid af til at læse bøger og tage den del af uddannelsen selv. Læse skønlitteratur for at give menneskelig indsigt og sproget dybde og originalitet. Faglitteratur for at give viden om de større sammenhænge, alle aktuelle begivenheder indgår i,” siger Martin Krasnik.

Det har netop været tilfældet for Siri Marie Munch Schrøder, der har lagt meget energi i at forfølge sin store interesse for sikkerhedspolitik sideløbende med journalistuddannelsen. 

“Jeg er færdiguddannet om lidt, og navnlig gennem praktikperioden er jeg blevet bedre til at skrive artikler. Men de skills og kompetencer, der gør mig specialiseret, er ikke noget jeg har lært på Journalisthøjskolen,” siger Siri Marie Munch Schrøder.

Det udelukker dog ikke vigtigheden af en god Journalisthøjskole. Henrik Berggren ser en stor værdi i, at journalistuddannelserne og universiteterne kan tilbyde forskellige tilgange til faget. 

“Alle vejene ind i branchen er vigtige, for der er brug for mange typer af journalister,” siger Henrik Berggren.