“Bryster hopper op og ned, hver gang fødderne rammer metalstigen. Vi spiser frokost eller müslibarer, drikker fra vandflasker og af termokander. Nys og et sæt baller, der ryster under bruseren, i takt med at hånden stryger over kroppens former.”
Sådan skriver Rosalina Kjeldsen Bendix i et afsnit af reportagen “Et flor af kvindeliv”, der er skrevet fra og om kvindeafdelingen på Den Permanente Badeanstalt i Aarhus. Gennem et “vi” og et “os” formidler reportagen det fællesskab, den mangfoldighed og det nærvær, der kendetegner stedet. Teksten leger i sit valg af fortæller med reportagens form og udfordrer normer for den skrevne journalistik. Hvordan og hvorfor er reportagen skrevet, som den er? Hvad giver det teksten?
Idéen til reportagen opstod, da Rosalina Kjeldsen Bendix i løbet af sommeren bed mærke i, hvor frit folk bevæger sig på den del af den aarhusianske strand, der ligger afskåret fra den klassiske badestrand. Den frihed ville hun gerne indkapsle, men en idé om at skrive fra et intimt rum kan ikke føres ud i livet uden nøje overvejelser. Rosalina Kjeldsen Bendix måtte møde op på strandens og på fællesskabets præmisser.
“Folk er nøgne derinde, så det med at skulle sidde og interviewe fra et nøgent menneske til et andet nøgent menneske var ret interessant. Det første stykke tid sad jeg egentlig bare og observerede og skrev ned og tænkte over, at det var lidt camoufleret. Jeg kunne jo lige så godt sidde og skrive dagbog,” fortæller Rosalina Kjeldsen Bendix.
Smilet virker
For at skabe kontakt til de nøgne kroppe og få deres stemmer med i reportagen begyndte Rosalina Kjeldsen Bendix at smile til de andre strandgæster. De smil er blevet til samtaler med kvinder, der udgør en mangfoldig gruppe. De har forskellige aldre og forskelligt ophav. Under de små interviews kom det bag på Rosalina Kjeldsen Bendix, hvor afslappet hun alligevel var som nøgen interviewer.
“Jeg tænkte ikke over, at jeg ikke havde tøj på. Jeg sad faktisk i skrædderstilling med notesbogen foran mig.”
Netop den frie og afslappede stemning lykkes Rosalina Kjeldsen Bendix med at få frem i teksten. Både gennem de badendes handlinger og gennem de nøje udvalgte citater fra dem.
““Jeg er fra Tyrkiet,” fortæller Zehra Metín, “så det her føles frit.”
Hun gnider fingerspidserne mod hinanden som for at mærke stemningen gennem dem. Hendes overlæbe glinser svagt af sved, mens hun leder efter ordene.
“Måske har man steder som dette i Tyrkiet, men det er ikke så rart og mere privat. Der er en anden åbenhed her,” siger hun og rør ved skyggen på sin kasket.
Brystvorter bliver stive i brisen, og mens nogen af os ligger på maven, ligger andre af os på ryggen eller siden. Vi læser, laver sudoku, sover, kigger rundt eller peger næsen mod sensommersolen og lukker øjnene.”
Ingen lydoptagelser
En kombination af lydoptagelse og skrevne noter. Det er det, der bliver opfordret til, når der på 1. semester på journalistuddannelsen undervises i interviewteknik. Det bliver trænet igen og igen, og specialiseringen i skrift på 3. semester er ingen undtagelse. Men Rosalina Kjeldsen Bendix fravalgte på denne reportage at optage sine interviews.
“Der var noget ved at gøre det analogt i stedet for at bruge elektronik, imens jeg var der. Der er en fin, autentisk ro, som jeg ikke ville forstyrre ved at have en telefon i spil,” siger Rosalina Kjeldsen Bendix om sit valg.
Det taler ind i kvindeafdelingens intime rum, men det er ikke det eneste greb, der gør det. Også reportagens fortælleform er en afgørende faktor.
Argumentet for “vi” og “os”
At journalisten eller jeg’et optræder i journalistikken er et greb, der deler vandene. Nogle er for, andre skvulper måske lidt frem og tilbage, imens flere er imod og mener, at jeg’et intet har at gøre i journalistiske publikationer. Undervisningen på journalistuddannelsen siger, at jeg’et kun er velkomment dér, hvor det giver mening.
Når der optræder et “vi” i Rosalina Kjeldsen Bendix’ reportage, er det et valg, der handler om symbiose.
“Det var mest for at vise, hvor underordnet individet er,” siger Rosalina Kjeldsen Bendix.
For journalistikken gælder, at der ikke er et facit. Derfor er der heller ikke et entydigt svar på, om det fungerer med et “vi”, eller om “jeg’et”, der dukker op til sidst i Rosalina Kjeldsen Bendix’ reportage, skal være der. Som modtagere og læsere er folk forskellige. Heldigvis.
Rosalina Kjeldsen Bendix får Bunker-prisen for at turde skrive en tekst, der ikke er, som journalistiske tekster er flest.
Reportagen kan læses i sin helhed på rkb8.mediajungle.dk.
