Anders og Christian nægtede at gå med, da 24syv gik i graven

Anders og Christian nægtede at gå med, da 24syv gik i graven

Anders og Christian nægtede at gå med, da 24syv gik i graven

Med en dedikeret lytterskare overlevede 24syv-podcasten ‘Det Hemmeligste Af  Det Hemmelige’ lukningen af radiokanalen og mediebranchens afvisninger. I dag lever de to værter af lytternes støtte.

TEKST: Eva Beyer Paulsen & Jacob Horne Fischer
FOTO: Sigrid Conradsen Nielsen

Udgivet den 06. oktober 2024

I lokalerne på fjerde sal i Pilestræde 3A sørger en stribe journalister over nedlægningen af 24syv. Nogle ser frem til dagpengenes gunst, mens andre håber på at sælge deres døende lydunivers til etablerede medier. 

Én af de håbefulde journalister er Anders Christiansen, der sammen med Christian Kirk Muff de seneste år har produceret programmet ‘Det Hemmeligste Af Det Hemmelige’. En podcast der afdækker alt fra mordet på Oluf Palme til Stein Baggers forretningsfusk.

Selvom lytterskaren er loyal og mangfoldig, står projektet til at lide samme skæbne som Sveriges statsminister i 86. Problemet?

Det er dyrt at producere podcasts på fuld tid, og ingen etablerede medier ser ud til at ønske at betale prisen. 

Podcastduoen må opgive at finde et hus til deres hjertebarn, så de vælger at bygge det selv. I dag betaler over 2000 medlemmer ‘husleje’. ‘Det Hemmeligste Af Det Hemmelige’ står på egne ben og Anders Christiansen og Christian Kirk Muff tjener, hvad der svarer til en fuldtidsløn på projektet.

 

Et marked i hurtig forandring

Der har længe været et misforhold mellem, hvor mange brugere, der efterspørger podcasts, og hvor mange brugere, der vil betale. Samtidig er mange nye podcastproducenter de seneste år kommet ind på markedet, og det har gjort det svært at skabe en sund forretningsmodel, fordi alle podcasts konkurrerer om lytternes tid – og penge. 

I takt med at podcasts er blevet mainstream, er markedet også blevet kommercialiseret. Flere professionelle er blevet en del af markedet, ligesom virksomheder er begyndt at bruge podcasts som en fast del af deres markedsføring. For eksempel kan man i dag finde tænketanke som CEPOS på podcasttjenester, ligesom Stimorol udbyder podcasten ”Lidt at tygge på”. Udbuddet af podcasts er eksploderet – det er ikke længere gratis hygge, men et professionelt marked.

Og lytterne vil faktisk betale for podcasts. En måling foretaget for MediaWatch i 2023 viste blandt andet, at knap hver anden podcast-lytter betaler for en podcast. Langt de fleste brugere betaler dog for abonnementstjenester som Spotify eller Podimo, når de betaler for podcast. Det vil sige, at man som uafhængig podcaster næppe kan blive rig af det. Problemet er altså, at det er svært at kunne have en bæredygtig forretning uden om de store abonnementstjenester, fordi lytterne er på de store tjenester.

Men det ser ud til, at Anders Christiansen og Christian Kirk Muff har knækket koden.

 

Ville ikke sælge for billigt

Da ‘Det Hemmeligste Af Det Hemmelige’ skulle videre fra 24Syv, startede de lang tid før med at advare lytterne: Vi fortsætter, men vi ved ikke hvordan eller hvornår. 

De to værter startede med at prøve at få videresolgt programmet til etablerede medier . Fra starten var de enige om, at de ikke ville sælge podcasten for billigt: De skulle kunne leve af det.  Men ingen medier virkede til at være villige til at betale det, det koster at producere podcast.

“Ingen af medierne var betalingsvillige nok. De tilbød for eksempel, at vi skulle kunne garantere, at der kom et bestemt antal lyttere ind,” fortæller Anders Christiansen.

”Det betød jo, at vi løb en risiko, som vi lige så godt kunne løbe alene, uden at et medie tog en stor bid af kagen.”

Herefter besluttede de sig for at opkøbe rettighederne til podcasten for 10.000 kroner, og så gik de i gang.

“Jeg tænkte, okay, nu giver vi det tre måneder, og så evaluerer vi derefter,” fortæller Anders Christiansen, der desuden slår fast, at de begge heldigvis havde råd til at kunne leve tre måneder uden en fast indtægt. 

En dedikeret lytter hjalp dem med at lave en hjemmeside. Abonnementet blev til 80 kroner månedligt, og hurtigt nåede de op på 1000 abonnenter. 

På fem måneder er abonnementstallet steget til det dobbelte, hvilket betyder, at de i dag har råd til to fuldtidsansatte og også har fået ansat en producer.

Men når nu vi hører, at folk ikke gider at betale for podcasts, hvorfor vil folk så betale for ‘Det Hemmeligste Af Det Hemmelige’?

 

Vigtigere end Netflix

En af dem, der gider at betale, er laborant og selvudnævnt koldkrigsnørd Freja Asmussen. Hun faldt over programmet i 2022, da hendes storebror anbefalede det til hende. Hun blev så vild med programmet, at hun har prioriteret det over sit netflixabonnement, som hun nu har afmeldt. 

“Den dynamiske duo med Christian og Anders er bare god. De supplerer hinanden, og de formår at være konstruktivt uenige,” fortæller hun. 

Medieforsker fra RUC, Aske Kammer, er ikke overrasket over, at en lytter kan finde på at prioritere en enkelt podcast over en streamingtjeneste. Ifølge ham kan det komme af, at lytterne mærker, at de gør en forskel og føler en direkte forbindelse med producenten, når de betaler direkte til en podcast i stedet for at betale til en stor streamingtjeneste.  

I 2022 var Aske Kammer selv med til at udgive et forskningsprojekt om podcasts og forretningsmodeller sammen med Thomas Spejlborg Sejersen og DMJX. 

De kom blandt andet frem til, at det gør en forskel for lytternes betalingsvillighed, når det er konkrete mennesker i stedet for en større virksomhed, man betaler til. 

Selv har Freja Asmussen flere gange sendt mails til de to podcastværter, når hun har feedback eller ideer til dem. De to værter er også begge medlemmer af en lytterdreven Facebookgruppe, hvor der diskuteres stort og småt om podcastens emner. 

“Vi bliver klogere sammen med Christian og Anders. Det bliver på den måde også et dannelsesprojekt,” siger Freja Asmussen.

 

Svært at slå igennem uden et skub

Skibet ridder på bølger af lytterfællesskab og nicheindhold, men faktum er, at public service søsatte det. Faktisk begyndte makkerparret sit samarbejde på Radio IIII’s Krimiland, hvorfra de trak lyttere til 24syv, som nu er havnet hos DHADH.

“Det er bare en helt uvurderlig fordel at have brugere i butikken, fordi vi ser i mange podcasts, at det faktisk kan være svært at blive opdaget. Du kan lave noget super indhold, men hvis der ikke er nogen, der lytter til dig, så er det bare svært at slå igennem og nå ud til masserne,” siger medieforsker Aske Kammer.

Eks-DMJX’erne Peter Falktoft og Esben Bjerre og deres podcast ‘Her Går Det Godt’ er et andet eksempel på, hvordan man hyrder lytterfårene fra statens til egen fold. Deres podcast udkom for første gang i 2016 på Danmarks Radio, men seks år senere rykkede de til Podimo.

På Podimo går det godt. De er den femtestørste podcastplatform på det danske marked, trods den månedlige abonnementspris på 79 kroner. Podimo er et billede på den betalingsvillighed, der ifølge undersøgelsen fra 2022 hersker blandt de danske podcastlyttere. Knap fire ud af ti lyttere mener, at man bør støtte sin foretrukne podcast økonomisk, men kun en femtedel har rent faktisk gjort det.

 

Niche vs. mainstream

Spørgsmålet er, om resten af de betalingsvillige lyttere skal overtales med bredere sortiment a la ‘Her Går Det Godt’ på Podimo eller nye nichepodcasts som ‘Det Hemmeligste Af Det Hemmelige’, hvor værternes uafhængighed fungerer som et trækplaster.

Den uafhængighed er en drivkraft for Anders Christiansen, som værdsætter muligheden for at forme indholdet efter sine og lytternes præferencer.

“Det er det fedeste job, jeg har haft,” siger Christiansen, ”Vi er herrer i eget hus. Vi har ikke nogen, der bestemmer, hvor lang en episode skal være, om den her overskrift er rigtig, eller om det her er relevant.”

Friheden bliver nøglen til et univers, der tilbyder lytternært indhold, der får lov til at ånde på skabernes præmisser. Det er en cocktail, der er sværere at blande i det kommercielle miljø på platforme som Podimo, hvor markedsdrevet tænkning ofte prioriterer hurtige gevinster over dybdegående fortællinger. Her kan Anders Christiansen og Christian Kirk Muff dyrke deres passion for det unikke og nørdede, hvilket gør deres podcast til en delikatesse i et hav af mainstream-tilbud.

 

Mediebranchen om fem år

Der er gået et halvt år, siden nøglerne til Pilestræde blev afleveret. Et halvt år siden Anders Christiansen og Christian Kirk Muff fik afvisninger fra de etablerede medier og valgte at starte deres eget i stedet. 

Gennem nære relationer til deres lyttere og en hjælpende public service-hånd har de for mået at skabe en rentabel forretning, på trods af en lille redaktion og et snævert emnefelt. 

En af de store udfordringer, ‘Det Hemmeligste Af Det Hemmelige’ står over for nu er, at de har ambitioner om at vokse og komme bredere ud. Anders Christiansen erkender, at det kan være vanskeligt at udvide rækkevidden, men han er overbevist om, at løsningen ligger i at skabe indhold, der skiller sig ud og udfylder et hul på markedet.

“Jeg ved jo ikke, hvordan medieverdenen ser ud om fem år. Men jeg tror, vi er et billede på en modstrøm, hvor man tager sine lyttere alvorligt og ikke er bange for at ekskludere nogen, fordi det bliver nørdet.”

 

Udgivet den 06. oktober 2024
Dårligere end journalistuddannelsen – nu vil kommunikation øge diversiteten

Dårligere end journalistuddannelsen – nu vil kommunikation øge diversiteten

Dårligere end journalistuddannelsen – nu vil kommunikation øge diversiteten

DMJX ønsker mere diversitet på kommunikationsuddannelsen, som i dag rangerer lavere end journalistuddannelsen på mangfoldighed.

TEKST: VICTOR ØRGAARD ANDERSEN
FOTO: ANDERS LINDSTRØM BERKER

Udgivet den 21. marts 2024

Over de kommende måneder bliver strategien for en øget diversitet lagt på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Der skal fastsættes målsætninger og formuleres handlingsplaner for de kommende års optagelse, så det sikres, at elevmassen afspejler et bredt udsnit af den danske befolkning.

Netop det område er et af de steder, hvor Helle Winding, institutchef ved Institut for Kommunikation, mener, at skolen har et stort stykke arbejde foran sig.

”Vi arbejder mod øget diversitet, så fremtidens uddannelser på DMJX i langt højere grad kommer til at afspejle den brede danske befolkning,” siger hun.

Helle Winding giver ydermere udtryk for, at en mangfoldig baggrund i flere tilfælde giver en større indsigt i samfundets problematikker og øger muligheden for mere nuanceret løsninger på samfundets udfordringer.

“Jeg var chokeret over, at det kun var mig og én anden”

En af de elever, som har oplevet den lave diversitet på egen krop, er Mirjam Mwaka Kapembwa Roed. Hun er født og opvokset i Aarhus, har en dansk far og en mor, som er født og opvokset i Zambia.

Da Mirjam i sommeren 2021 startede på kommunikationsuddannelsen på DMJX, var hun vant til at bevæge sig i miljøer, hvor den etniske diversitet var høj. Hun havde gået på en international privatskole, og i hendes gymnasieklasse var omkring 25 procent af de studerende af udenlandsk herkomst, hvor enten en eller begge forældre ikke oprindeligt kom fra Danmark. Derfor var chokket også stort, da hun startede på DMJX.

“Da jeg startede på DMJX, var jeg chokeret over, at det kun var mig og én anden, der havde en eller flere forældre med multikulturel baggrund. Det fik mig til at tænke over, om de andre i klassen overhovedet kunne relatere til mig,” siger Mirjam Roed.

Efterhånden viste det sig, at hendes frygt var ubegrundet. Efter hun lærte sine klassekammerater at kende, blev det hurtigt tydeligt, at hendes baggrund ikke satte en stopper for hendes bekendtskaber eller studietid på skolen. På trods af det, ville det dog for Mirjam Roed have været rart med nogle at kunne spejle sig i og vende nogle af de udfordringer, som til tider prægede hende grundet hendes ophav. Her valgte Mirjam Roed i stedet at tale med de udvekslingsstuderende, der også befinder sig på skolen, da de bragte andre perspektiver med sig og kunne se sig enige i, hvordan det var at skille sig ud.

”Jeg har virkelig haft gode samtaler med skolens udvekslingsstuderende. De er hyggelige at tale med, fordi de kommer fra en anden kultur. Man kan tale med dem om andre ting, end hvad der lige rører sig i Danmark,” siger Mirjam Roed.

Udbredelse og branding er vejen frem

Behovet for en øget grad af diversitet kommer klart til udtryk i Mirjam Roeds beretninger om sin tid på uddannelsen. Spørgsmålet er, hvorfor der først nu sættes fokus på diversiteten, og hvorfor der ikke er sket tiltag tidligere?

Spørger man Helle Winding, har det reelt ikke tidligere været en problemstilling, der er taget stilling til, eller som har været på dagsordenen.

”Det er først det sidste halvandet år, at ordet diversitet har ramt kommunikationsuddannelsen på DMJX. To gange årligt er vi i dialog med branchen, og vi har ikke tidligere oplevet, at diversitet har været et tema,” siger Helle Winding.

Hendes udtalelser bakkes op af en undersøgelse udarbejdet af Danmarks Statistik. Undersøgelsen, der for nyligt blev bragt i Fagbladet Journalisten, viser, hvilke uddannelser, der tiltrækker de største andele af studerende med udenlandsk herkomst. Ud af 940 uddannelser befinder kommunikationsuddannelsen sig i den lave ende på en 555. plads. Til sammenligning er  journalistuddannelsen på DMJX på en 259. plads.

Derudover mener Helle Winding, at en af grundene til den lave grad af diversitet findes i kommunikationsuddannelsens branding udadtil. Uddannelsen har ikke uanede midler til at annoncere, og i takt med at den faglige viden om uddannelsen ikke bliver spredt, bliver diversiteten af ansøgere også mere snæver. En løsning på det kunne, ifølge Helle Winding, være vidensdeling på de danske gymnasier for at øge kendskabet til uddannelsen.

”En del af den kommende handlingsplan kunne være at plukke 20 gymnasier ud i Danmark, hvor diversiteten er høj og så derefter lave et samarbejde,” siger Helle Winding.

 

 

”Min mor var lidt nervøs for, om jeg godt kunne blive til noget, og hvad mine muligheder ville være efter min studietid,”

 

–Mirjam Mwaka Kapembwa Roed, kommunikationsstuderende på DMJX 

Ny strategi for diversitet

Hvad angår de fremtidige ændringer til uddannelsen, er Mirjam Roed splittet. Hun har svært ved at sætte sig ind i, hvordan skolen helt præcist kan forbedre diversiteten, men er i høj grad enig i, at Helle Windings forslag virker fornuftigt. Det var de samme problematikker, der prægede hende og hendes familie, inden hun søgte ind. Her måtte Mirjam Roed især bruge tid på at sætte sin mor ind i de muligheder, uddannelsen bød på, og at de ikke bare er attraktive, men også mange.

”Jeg gik længe og overvejede at studere jura, men så fandt jeg kommunikation, som var mere mig. Min mor var lidt nervøs for, om jeg godt kunne blive til noget, og hvad mine muligheder ville være efter min studietid,” siger Mirjam Roed.

Derfor mener hun også, at en af de bedste løsninger på den manglende diversitet er at udbrede kendskabet til uddannelsen, så man opnår et så bredt udsnit af danskerne som overhovedet muligt. For hende vil det betyde, at der er flere at spejle sig i, som kan bringe nye perspektiver ind i hverdagen. Derfor er håbet også, at målsætningerne for en ny strategi for diversitet bliver en realitet, og at kommende studerende med udenlandsk herkomst har modet til at søge ind. 

”Jeg håber selvfølgelig, at alle har lyst til at ansøge og ikke ser det som et benspænd, at man måske er én af de få, som har en multikulturel baggrund,” siger Mirjam Roed.

Håb for fremtiden

Helle Winding ser optimistisk på udfordringen med at øge diversiteten på DMJX. De kommende handlingsplaner skal understøtte et tværfagligt samarbejde på skolen og sætte fokus på arbejdet med at tiltrække en bredere gruppe af studerende.

Hun mener dog ikke, at problemet udelukkende kan løses på DMJX, men at det skal ske i samarbejde med branchen. Derfor er det vigtigt at fortsætte den gode dialog og lave en forventningsafstemning om, hvordan uddannelsesinstitution og branche kan hjælpe hinanden til at opnå det bedst mulige resultat.

”Hvis vi ser på nogle af de store mastodonterne i branchen såsom LEGO, Ørsted og Novo Nordisk, så ved jeg, at der i deres rekruttering er et stort fokus på diversitet,” siger Helle Winding.

Hun håber på, at vi i fremtiden vil se ind i en uddannelse, der bærer præg af harmoni, mangfoldighed og et væld af forskellige perspektiver, som alle vil være med til at styrke uddannelsen.

”Jeg håber på, at vi får øget diversiteten og fortsætter med den gode undervisning, som vi bedriver i dag. Derudover er jeg sikker på, at vi kommer til at levere en rigtig god uddannelse og i sidste ende kommer til at repræsentere hele befolkningen i Danmark,” siger Helle Winding.

Innovationsprojekt om kønsubalance og testosterontung gæsteliste. På DMJX udelukker de to ikke hinanden

Innovationsprojekt om kønsubalance og testosterontung gæsteliste. På DMJX udelukker de to ikke hinanden

Innovationsprojekt om kønsubalance og testosterontung gæsteliste. På DMJX udelukker de to ikke hinanden

TEKST: KAROLINE HÜCHE BENTZEN
ILLUSTRATION: MIE STÆRK 

Udgivet den 21. marts 2024

En af de sidste trædesten før mødet med mediebranchen er faget Medieudvikling og Praktik red. MUP, som står først på skemaet, når man starter på 4. semester. Udover at blive mødt af praktikkoordinator Røskva Würtz bliver man gennem forskellige aktører fra mediebranchen introduceret til den virkelighed, der venter os rundt om hjørnet. Der er kun ét problem: Hvor er kvinderne?

’Bedre kønsbalance i mediebranchen’

Før vi startede på faget, fik vi tilsendt et overordnet program, hvor der var en liste over hvilke oplægsholdere, vi kunne forvente. Ti mænd – og én kvinde (som blev syg). Jeg havde netop læst om det treårige DMJX-innovationsprojekt: ’Bedre kønsbalance i mediebranchen’, og jeg fandt det helt ærligt paradoksalt sideløbende at afvikle et fag med en så testosterontung gæsteliste.

Innovationsprojektet fik i sin tid en bevilling på 1,6 millioner kroner fra Nordisk Ministerråd og sluttede i udgangen af 2023. Projektet skulle ”rykke ved uligheden mellem kønnene i og på tværs af Nordens mediehuse” og havde til hensigt at skabe forandring og udvikling. Projektet peger blandt andet på, at blot hver tredje topleder i mediebranchen er en kvinde.

Men hvorfor starter DMJX ikke med at granske sig selv? Ubalancen er lige så relevant at se på i undervisningsregi, som den er i mediebranchen. Det er svært helt at tro på projektets oplysningsværdi og gennemslagskraft, hvis ikke skolen selv tilstræber at opnå den balance, de savner. Og for mig er balance også at have en skærpet opmærksomhed på, hvem man som uddannelsesinstitution inviterer som gæsteundervisere.

Røskva-effekten

Jeg spidser ører, når Røskva fortæller om sin tid på Weekendavisen. Hvis hun kunne komme i praktik på et landsdækkende dagblad, så kan jeg måske også. Jeg føler mig spejlet i mit køn, og det har jeg, og andre kvinder, brug for. Det betyder noget at se sit køn repræsenteret – især i et undervisningsfag som skal klæde én på til praktik.

I pauserne stimler mine medstuderende sammen om Røskva, og udover at hun har samme beroligende effekt som en betablokker før en eksamen, kan jeg mærke, at også jeg længes efter at snakke med hende. Ikke fordi hun skal fortælle mig, at jeg nok skal få en praktikplads, men for at høre, hvordan hun som kvinde har oplevet den branche, der kigger mig i øjnene.

Mænd med ekspertviden og ledertitler

Projektet viser, at det også halter, når det kommer til kønsbalance i det journalistiske indhold. Her er det ikke udelukkende den velkendte udfordring med, at det er de samme hvide mænd, der bliver brugt som eksperter i mediebranchen, men også brugen af almindelige kilder. Og hertil kommer mit råd: Hvis I reelt ønsker at komme kønsubalancen til livs, så start hos jer selv.

Start med at invitere kvindelige mellemledere fra mediebranchen på visit, næste gang I afvikler MUP. Og husk også de kvindelige eksperter, så vi ser, at de findes. Og mon ikke det får den umiddelbare effekt, at én af os ringer dem op, næste gang vi vil vide noget om deres ekspertise. Eller at unge, kvindelige journaliststuderende spejler sig i kvinden med ledertitel og tænker, der er plads til hende i mediebranchen.

***

Svar fra Røskva Würtz

Som koordinator og tovholder på Medieudvikling og praktik (MUP) er det mig, der har ansvaret for sammensætningen af programmet. I denne installation af MUP var der tre kvindelige undervisere/oplægsholdere, som ikke kunne deltage, samt en fjerde, som måtte melde fra undervejs i forløbet. Skribenten har dog tilsyneladende glemt de seks kvindelige praktikanter/dimittender, vi fik besøg af på forløbet, ligesom hverken skribenten eller de øvrige 93 MUP-deltagere har efterspurgt flere feminine inputs undervejs. Det til trods for, at jeg åbent har inviteret til, at man kunne foreslå ønskede oplægsholdere. De eneste ønsker var mænd. Forløbet er i øvrigt ikke færdigafviklet, da vi stadig mangler både praktiksøgning og praktikforberedelse, og her vil de studerende møde flere kvindelige branchegæster til blandt andet debat om MeToo i mediebranchen.

Det er ærgerligt, at der konkluderes på den tilfældighed, at der var flere mænd end kvinder på et enkelt forløb, og at der ikke føres skyggen af belæg for, at det skulle være udtryk for nogen generel praksis på DMJX.

Jeg ser frem til at gå i dialog om dette emne uden for spalterne.

Klæder SDU sine studerende bedre på, når det kommer til aktivisme, end DMJX gør?

Klæder SDU sine studerende bedre på, når det kommer til aktivisme, end DMJX gør?

Klæder SDU sine studerende bedre på, når det kommer til aktivisme, end DMJX gør?

DMJX får kritik for ikke at klæde sine studerende godt nok på til at navigere i konsekvenserne, der kan være ved at agere aktivistisk som journalist. På SDU har man valgt en anden tilgang, hvor konkrete situationer inddrages i undervisningen. Uddannelsesleder på DMJX, Henrik Berggren, afviser kritikken.

TEKST: REGINE FARHaDI
ILLUSTRATION: SABRINA MÂY

Udgivet den 21. marts 2024

Har du også været i tvivl om, hvor meget du som journalist bør blande dig i debatten? Så er du ikke alene. For kan man tage til demonstration, poste på Instagram og skrive under på underskriftindsamlinger uden at gamble med sin fremtidige journalistkarriere? I et fag, hvor objektivitet er en kernedyd, kan det være farligt at tilkendegive sin mening offentligt i den betændte konflikt mellem Israel og Palæstina.

Så hvornår kan man deltage i debatten, og hvornår bør man holde sig væk? Alt efter om man går på SDU eller DMJX, kan der være forskel på, hvor meget man bliver klædt på til at kende konsekvenserne ved aktivisme i undervisningen.

Den 28. oktober 2023 florerede en mailkorrespondance på DMJX’s mailplatform på nogle studerendes initiativ med ønsket om en samlet underskriftsindsamling fra skolens studerende og ansatte til støtte for et frit Palæstina. Skolens rektor, Julie Sommerlund, frabad sig, at kommunikationsplatformene blev brugt til at dele sådanne erklæringer, og at skolens navn stod som afsender.

Underskriftsindsamlingen fik adskillige underskrifter fra studerende. En af dem var Vanessa Kjær, som dog sidenhen har tænkt meget over, hvad hendes underskrift kan have af konsekvenser. Hun mangler, at DMJX klæder hende bedre på til de overvejelser.

Retten til at være et privat menneske

Vanessa Kjær har altid været ret aktivistisk. Også efter at hun begyndte på journalistuddannelsen på DMJX for et år siden. Hun går nu på tredje semester og har gjort sig mange tanker om at være aktivistisk.

Hun har ytret sig højlydt i konflikten mellem Israel og Palæstina længe før terrorangrebet den 7. oktober. Hun er meget åben omkring sine pro-palæstinensiske holdninger på sociale medier og har også deltaget i en demonstration til støtte for Palæstina.

Men selvom hun ytrer sig på de sociale medier og stiller sig kritisk over for Israels handlinger, poster hun ikke lige så meget, som hun ville have gjort, hvis hun ikke var tilknyttet journalistbranchen.

”Jeg passer rigtig meget på, hvad jeg deler på sociale medier. Især siden jeg blev journaliststuderende, fordi jeg ved, hvor nemt det er at dele misinformation. Jeg tjekker op på, hvem kilden er, før jeg deler noget,” siger hun.

Ifølge Vanessa Kjær kan journalister sagtens spille to roller: Objektiv i sit professionelle virke og holdningspræget i det private. Men hun er også klar over, at det ikke kun er hende selv, hun skal overbevise om sin objektivitet.

”Jeg tænker jo godt, at jeg kan lave objektiv journalistik. Det tror jeg, at de fleste journalister synes, de kan. Men det handler om at overbevise forbrugeren om, at jeg er objektiv nok til at kunne lave det her, og det kan være svært,” siger hun.

Ingen mennesker er 100 procent objektive og unbiased hele tiden. Heller ikke journalister. Og Vanessa Kjær er godt klar over, hvor betændt lige præcis denne konflikt er.

”Jeg tror godt, at man kan være professionel, selvom man har en holdning, og det vil jeg da altid bestræbe mig på, lige meget hvilket job jeg har. At være så professionel og objektiv som muligt. Men lige med den her konflikt vil der altid være folk, der ikke synes, man er objektiv nok,” siger hun.

Harmløs aktivisme

Peter Bro, leder for Center for Journalistik på Syddansk Universitet, har forsket i konstruktiv journalistik med fokus på aktivisme. Ifølge Peter Bro kan man skelne mellem farlige og ufarlige emner, journalister kan blande sig i. For eksempel hører klima, ligestilling og sundhed under de mere harmløse emner at tage et standpunkt i.

”Der kan være nogle sager, hvor man godt kan blive mere aktiv i forhold til, at man ikke bare skal afspejle, hvad der sker i verden, men at man faktisk også kan prøve at rykke verden på forskellige måder,” forklarer han.

Fælles for de ufarlige emner er, at alle mere eller mindre er enige. Det kan for eksempel være, at klimakrisen er negativ, og at kvinder og mænd skal have samme rettigheder. Der kan være uenigheder i, hvordan og i hvilket omfang, der skal handles, men overordnet set splitter disse emner ikke vandene synderligt meget. Journalister kan derfor godt være mere aktivistiske uden at blive oplevet som partiske og utroværdige.

På den anden side af spektret findes de mere betændte emner, for eksempel konflikten mellem Israel og Hamas.

”Det er lige præcis et af de mere konfliktfyldte emner og typisk et af de steder, hvor jeg selv vil synes, det er problematisk, at man bliver aktivistisk som journalist. Der er forskellige interesser i spil, og problemerne og løsningerne bliver oplevet forskelligt,” siger Peter Bro om konflikten mellem Israel og Palæstina.

 

“Jeg vil ikke tage ansvaret for, at alle præcis kan blive klædt på til alt. Der ligger et enormt personligt ansvar i at overveje, at handlinger selvfølgelig har konsekvenser”

 

– Henrik Berggren, uddannelsesleder på DMJX

Mangelfuld undervisning på DMJX?

Vanessa Kjær ved godt, at det kan påvirke hendes fremtid, at hun deler disse holdninger på sociale medier. Men i hvilket omfang, det kan blive en klods om benet, står stadigvæk meget uklart for hende. Når hun tænker tilbage på sine tidligere semestre på DMJX, mindes hun ikke, at det er blevet talt om i undervisningen.

”Jeg synes ikke, at skolen har snakket særlig meget om det. Jo, andre etiske dilemmaer, men ikke aktivisme,” siger hun.

Hun kan godt nu overveje, hvorvidt det egentlig var en god idé at skrive under på støtteerklæringen i efteråret. For hvilke konsekvenser kan det have for hende? Og hvorfor har skolen ikke undervist lidt mere i det?

”Det ville være rart, hvis de klædte en lidt bedre på. Især fordi sociale medier fylder så meget, og ens digitale fodspor aldrig kan slettes,” siger hun.

Vanessa Kjær mener ikke, at skolen er gået i dialog med de studerende om konsekvenser og overvejelser ved aktivisme. Men den påstand kan Henrik Berggren, uddannelsesleder for journalistuddannelserne på DMJX, ikke genkende.

”Jeg vil mene, at det er noget, der ville være blevet diskuteret i både journalistisk metode, medieret og presseetik og journalistikken i samfundet. Altså ikke specifikt Gaza og Israel, men journalistens rolle og den tilstræbte objektivitet. Jeg tænker egentlig, at det er noget, vi diskuterer jævnligt,” siger Henrik Berggren.

Det er første gang, at han bliver mødt med, at uddannelsen skulle have et manglende fokus på aktivisme. Han afviser, at skolen burde gøre mere for at inkludere det i undervisningen, men kan heller ikke komme med præcise nedslag i fagene, hvor det med sikkerhed er blevet drøftet.

”Der kunne opstå alle mulige problematikker, hvor man kan sige, det har I ikke klædt os på til, og der er jo rigtig meget, vi ikke klæder folk på til. Men det er mit indtryk, at vores studerende har et ret solidt fundament i journalistikkens rolle og placering i samfundet, og det er det vigtigste for mig,” siger han.

“Der er et enormt personligt ansvar”

På SDU havde de en lignende mailkorrespondance i efteråret om en støtteerklæring for Palæstina. Men hvor ledelsen på DMJX blot hev i bremsen, brugte SDU det, ifølge Peter Bro, som en læringsmulighed.

På SDU har man såkaldte refleksionsrum, hvor der jævnligt drøftes aktuelle emner og problematikker som for eksempel situationen mellem Israel og Palæstina og aktivisme i journalistfaget.

Peter Bro forklarer, at det fra skolens side er vigtigt at få faciliteret, at de studerende får reflekteret og overvejet konsekvenserne ved deres handlinger, inden de agerer aktivistisk. Og da underskriftsindsamlingen florerede på SDU’s kommunikationsplatforme i efteråret, brugte skolen det som en mulighed til at gå i dialog med sine studerende.

”Vi vil gerne have, at man som studerende kan træffe nogle valg på et oplyst grundlag, så man ved, hvilke konsekvenser det kan have, hvis man gør det ene eller det andet. Det er vores ansvar, at vi lærer dem at reflektere over, hvordan man bruger den ytringsfrihed bedst,” siger han og understreger, at de studerende selvfølgelig må mene og ytre sig, som de vil.

På SDU kom Puk Damsgaard ud og holdt foredrag i november, hvor der blandt andet blev drøftet konsekvenser ved at sætte sit navn på en underskriftsindsamling, hvis man senere ønsker at dække det område. Og det er lige præcis den slags tiltag, som Vanessa Kjær kan savne på DMJX.

Henrik Berggren mener dog ikke, at den metode er vejen frem på skolen.

”Hvis vi gør sådan noget, vil jeg gætte på, at der kommer 30 studerende. Så jeg tror ikke, det er den rigtige måde at gøre det på. Jeg tror, det rigtige er, at man drøfter det på journalistisk metode, og dermed får man det altså drøftet stort set med alle løbende,” siger han.   

Selvom Henrik Berggren mener, at skolen bærer ansvaret for at udruste deres studerende til at navigere mest hensigtsmæssigt i journalistbranchen, mener han også, at den enkelte elev bærer en stor del af ansvaret.

”Jeg vil ikke tage ansvaret for, at alle præcis kan blive klædt på til alt. Der ligger et enormt personligt ansvar i at overveje, at handlinger selvfølgelig har konsekvenser. Man er jo altid velkommen til at tage sådan noget op i undervisningen,” siger han.

Omvendt mener Peter Bro fra SDU, at det er vigtigt at holde gang i debatten, og at uddannelsen bliver ved med at reflektere sammen med dens studerende.

”I virkeligheden skal vi sørge for på en anden måde at sikre os, at den gryde bliver ved med at være i kog, så det ikke kun er, når der kommer den næste underskriftsindsamling,” siger han.

Henrik Berggren er dog ikke i tvivl om, at konflikten mellem Israel og Palæstina vil blive en del af debatten på de allerede eksisterende metodefag på uddannelsen fremover.

”Jeg er da sikker på, at når vi næste gang underviser i det her, vil den her sag blive en del af drøftelsen,” siger Henrik Berggren.

Men selv hvis aktivisme implementeres i undervisningen fremover, står Vanessa Kjær stadigvæk tilbage og mangler, at det var sket tidligere. Underskriften er allerede sat på støtteerklæringen, og konsekvenserne ved det er endnu uvisse.

Selvom Vanessa Kjær stadigvæk er i tvivl om, hvordan det vil påvirke hende senere hen, er hun dog overordnet set positivt stemt.

”Det kan jo godt være, at jeg aldrig får et job, hvor jeg skal dække Israel-Palæstina. Jeg tror da, at alle journalister har et sted, hvor de måske er for biased til at kunne dække det. Og det kan godt være, at det her det er min ting. Men så kan jeg heldigvis lave noget andet,” siger hun.

Affaldssortering på DMJX: “Vi fik det sgu ikke lige gjort”

Affaldssortering på DMJX: “Vi fik det sgu ikke lige gjort”

Affaldssortering på DMJX: “Vi fik det sgu ikke lige gjort”

For snart 15 måneder siden trådte den nye affaldsbekendtgørelse i kraft. På trods af det har affaldssorteringen på DMJX været næsten usynlig.

TEKST: OSKAR VESTERGAARD KLAUSEN
FOTO: ANDERS LINDSTRØM BERKER

Udgivet den 21. marts 2024

“Hvor skal jeg smide min pant?” siger en ny studerende i forbifarten.

Og det er et godt spørgsmål. Affaldssorteringen på DMJX er der nemlig længe blevet sat spørgsmålstegn ved. De fleste ved, at der skal affaldssorteres. Om det er derhjemme, på arbejdspladsen eller i gadebilledet, så står der skraldespande til affaldssortering.

Det er ikke noget, de studerende på DMJX i Aarhus har mærket meget til. Affaldssorteringsbølgen har nemlig ikke ramt skolen. Her er sandwichpapir, æbleskrog, pant og kompendier de sidste mange år blevet smidt det samme sted hen. Ned i den sorte sæk med restaffald.

Det skal laves om nu. Til april vil der ifølge Jørgen Johannsen, økonomi- og administrationschef for Bygning og Facility på DMJX, blive sat nye sorteringsvenlige skraldespande op på skolen.

Fra sort sæk til sortering

Tilbage i efteråret begyndte både Ejendomsservice og Bygning og Facility, der er ansvarlige for affaldssorteringen på skolen, nemlig at kigge på en ny affaldssorteringsløsning.

“Der er planer om, at der skal laves omkring 13 øer med affaldssortering bestående af hver fire til fem spande,” siger Thomas Gleerup, ejendomsservicetekniker for Bygning og Facility på DMJX.

Indtil videre har affaldssorteringen på skolen ikke fokuseret på at få de studerende til at affaldssortere, men derimod har en medarbejder stået for at eftersortere affaldet. Det nye tiltag har da også været på tegnebrættet i lang tid, men er ikke blevet udført. Før nu.

Både Thomas Gleerup og Jørgen Johannsen giver udtryk for, at der ikke er en bestemt grund til, at affaldssortering blandt de studerende ikke er blevet implementeret tidligere. Det har egentlig altid været planen, at det skulle indføres, og det mest af alt skyldes dårlig planlægning og langvarige processer, at det ikke er sket før.

“Tja, vi fik det sgu ikke lige gjort for at sige det rent ud. Det blev til en proces, og så var den nemme løsning lige at sætte en medarbejder til det,” siger Jørgen Johannsen.

En usædvanlig løsning

Siden den 31. december 2022, hvor affaldsbekendtgørelsen trådte i kraft, har det været lovpligtigt for virksomheder, herunder uddannelsesinstitutioner, at sortere deres affald i ti fraktioner. På trods af det har affaldssorteringen for de studerende på DMJX været næsten ikkeeksisterende. To sorteringsskraldespande har været sat op til de studerende, men langtfra overalt på skolen har det været muligt for de studerende at sortere deres affald korrekt. Alligevel har skolen levet op til kravene for affaldssortering, fastslår Jørgen Johannsen.

Han forklarer, at som det er nu, bliver affaldet sorteret efter, at de studerende har smidt det i skraldespandene ved, at en medarbejder står og sorterer affaldet.

“Når affaldet bliver samlet sammen, så står der en ude bagved og sorterer det. På den måde bliver affaldet sorteret, så vi lever op til affaldsbekendtgørelsen,” siger han.

DMJX’s løsning på affaldssorteringen er indviklet og omkostningsfuld, men en løsning, der ifølge Jørgen Johannsen er inden for skiven, når det gælder affaldsbekendtgørelsen. Det samme mener Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, der står for at kontrollere, om virksomheder og uddannelsesinstitutioner i Aarhus lever op til reglerne.

“Vi ser på, hvordan affaldssorteringen ser ud, når det kommer ud i de store containere. Hvordan sorteringen er inde i bygningen betyder i princippet ikke så meget, så længe at affaldet er sorteret korrekt, når skraldemændene henter det,” siger Kristine Slot Ravnholt Vium, sagsbehandler i Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.

Ifølge Kristine Slot er det dog en usædvanlig løsning, som DMJX indtil videre er gået med, og generelt set vil den bedste affaldsløsning være, at affaldet bliver kildesorteret. Det vil sige, at de studerende selv sorterer affaldet, når det produceres.

“Det optimale vil være, at affaldet bliver sorteret, hvor det opstår. For eksempel bør der være en skraldespand til madaffald i en kantine og en skraldespand til papir i et printerrum,” siger hun.

De studerende skal opdrages

Tager man et kig på de to nuværende skraldespande til affaldssortering, der i dag står på skolen, er det også tydeligt at se, at de ikke bliver brugt. Typisk er skraldespandene til restaffald fyldt godt op, mens de to sorteringsvenlige skraldespande står næsten tomme. Derfor mener både Thomas Gleerup og Jørgen Johannsen, at det er essentielt, at de studerende selv tager et ansvar, når de nye skraldespande bliver sat op.

“Det er vigtigt at de studerende bliver opdraget til at bruge de affaldssorteringsskraldespande, der bliver sat til rådighed,” siger Thomas Gleerup.

Det samme budskab går igen hos Jørgen Johannsen.

“Der er simpelthen en opdragelse i, at når de nye skraldespande kommer, skal de studerende sørge for, at der bliver sorteret korrekt, og at alt ikke bare bliver smidt i den samme skraldespand, når vi får de nye,” siger han.

Han fortæller også, at når de nye skraldespande bliver sat op, vil det ske med en kampagne for at gøre opmærksom på det nye tiltag.

“Det skulle jo gerne være sådan, at de ikke bare står der til pynt, når de kommer op, men også til gavn,” siger Jørgen Johannsen.