Camilla Boraghi kom for tæt på satire og for langt fra journalistik

Camilla Boraghi kom for tæt på satire og for langt fra journalistik

Camilla Boraghi kom for tæt på satire og for langt fra journalistik

Camilla Boraghi havde allerede været vidt omkring i mediebranchen, da hun i foråret takkede ja til et job på Ekstra Bladet. Nu nyder hun tilværelsen som sportsredaktør, men inden hun kom så langt, måtte hun tage en seriøs snak med sig selv om, hvilken type journalist hun ønskede at være.

TEKST: JOACHIM FARSHØJ
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 07. december 2023

Vær sjov, please vær sjov, tænker jeg.

”Det første spørgsmål skal overraske mig, ellers lægger jeg på.”

Det skrev Camilla Boraghi i vores korte mail-korrespondance inden interviewet. Med et glimt i øjet, naturligvis, men pointen skinnede igennem. Så da hun toner frem på FaceTime, stiller jeg det eneste spørgsmål, der falder mig ind i øjeblikket:

”Hej Camilla. Hvad er det største dyr, du vil kunne besejre i en boksering?” spørger jeg.

Hun bruger ikke engang et sekund på at gribe den. Med det samme går hun i gang. En længere mere eller mindre videnskabelig analyse af alle de dyr på savannen, der kunne tænkes at have set Zimba få en rød klat i panden i Løvernes Konge – og dem, der helt sikkert ikke så det, tages også i betragtning. Hun vender alt fra mus til elefanter, sparkende heste til aggressive æsler, inden hun lægger sig fast på en grand danois. Sådan en kan man trods alt manipulere, må man forstå. Og jeg forstår.

Camilla Boraghi gør det sjove seriøst og det seriøse sjovt. Gennemgår et halvt dyrerige for at finde en værdig modstander i ringen og synger Tarzan Mamma Mia om døde mink med toppolitikere. Det har ført hende mange forskellige steder i sin ellers relativt korte karriere, men lige nu har hun fundet sit kald som sportsredaktør på Ekstra Bladet. Ét af sine kald i hvert fald. Det skete efter et smut forbi den famøse skillevej, der måske ikke er så definitiv, som den plejer at være på film. Til gengæld gav det anledning til en del selvrefleksion.

Gråd og systemfejl sendte hende på kommunikation

Camilla Boraghi ville egentlig være journalist. Det lød ikke helt dumt, indtil den dag hun skulle til optagelsesprøve. Så var det pludselig meget dumt. Den morgen græd hun. Meget. Og hun tog slet ikke afsted, for hun var fuldstændig overvældet og turde pludselig ikke. Drømmen om DMJX var knust. I stedet endte hun på Humanistisk informatik, men det var ifølge hendes egne ord lidt ”wacko.” Så da hun, på trods af allerede at være blevet optaget på et studie, alligevel fik tilbudt chancen for at læse kommunikation på DMJX i Emdrup, greb hun den.

Det førte til et praktikophold på Radio24Syv og efterfølgende en plads på DR’s talenthold, inden hun overhovedet havde skrevet nogen form for bachelor. Den dag, bacheloren så faktisk blev færdigskrevet, stod der bogstaveligt talt drømmejobs i kø og ventede på hende. Den unge københavner fik både tilbudt en plads på mediet Den Uafhængige samt satireprogrammet Tæt på sandheden med Jonatan Spang og hvorfor nøjes, når man kan gøre begge dele? Camilla Boraghi takkede ja til begge tilbud, og det gav både muligheder og udfordringer.

”Jeg havde pludselig to drømmejobs på én gang. Det var heldigvis fint med begge steder, og det gav en voldsomt god synergi, for det var et virkelig godt match med den kritiske journalistik på Den Uafhængige og så kombinationen med at være kritisk og sjov på Tæt på sandheden,” fortæller Camilla Boraghi, der dog ikke kunne blive ved med at holde hovedet oven vande begge steder.

For mange arbejdstimer og for lidt søvn blev i sidste ende for meget, og hun valgte at holde fast i jobbet som den sjove reporter på Tæt på sandheden. Det valg var ikke helt tilfældigt, for kombinationen af sjov og seriøsitet har altid været vigtig for Camilla Boraghi.

”Jeg har altid set op til satirikere. Det er befriende at have et værktøj til at bryde den fastlåste interviewform. Jeg kunne begynde at græde, jeg kunne kramme folk, jeg kunne tage en sjov hat på – ej okay, det sidste skal man aldrig gøre. Men det gav mig mulighed for at tale menneske til menneske i stedet for interviewer til interviewperson, uden at jeg mistede det kritiske element,” fortæller hun.

Min første reaktion var: ”Er I vanvittige?” Men så begyndte jeg at se det for mig. Det lød spændende, og pludselig ville jeg fucking gerne”

– Camilla Boraghi

Sjov eller seriøs?

Hvis Camila Boraghi tager på karaokebar med sine venner, kommer hun ikke uden en plan. Hun skal gøre op med sig selv, om hun vil underholde eller imponere. Hvis hun vil underholde, skal der Eminem på anlægget. Gerne Lose Yourself eller den med ’Now this looks like a job for me.’ Skal hun derimod imponere, hiver hun et centralt minde fra gymnasietiden frem. Tainted Love af Soft Cell. Den sang hun til et talentshow, fordi hendes mor altid havde fortalt, at hun sang smukt. Det gjorde hun vist nok ikke.

Sangen handler som bekendt om et forlist parforhold, der vel mest af alt kan beskrives som giftigt. Sådan var arbejdsforholdet mellem Jonatan Spang og Camilla Boraghi på Tæt på sandheden absolut ikke, men i foråret 2023 skulle der alligevel ske noget nyt på arbejdsfronten. Flere forskellige tilbud ramte hendes indbakke, og hun stod nu over for skillevejen. Rene underholdningsshow henvendte sig, men det gjorde traditionelle journalistiske muligheder også.

En af dem var Ekstra Bladet, der mente, hun kunne styrke deres voksende fokus på cykelsport. Cykelsport, der gennem mange år har holdt nøglen til hendes hjerte. Sådan har det været, siden hun for første gang brugte Tour de France som undskyldning til at søge tilflugt fra sommerens udstillingsvindue for i stedet at se teenage-crushet Andy Schleck duellere med Alberto Contador tværs gennem Frankrig.

Så banen var kridtet op. Skulle hun gå all in på rollen som hende den sjove, eller var det i stedet på tide at styrke det journalistiske ben, endda med hendes store passion som hovedfokus? Svaret blev det sidste. Den første juni gik transferen til Ekstra Bladet igennem.

”Jeg var begyndt at føle mig lidt begrænset af sjovhedsdelen på Tæt på sandheden, mens det journalistiske tændte mig rigtig meget. Så det ville jeg gerne dykke mere ned i. Derfor var Ekstra Bladet et godt match med høj kvalitet, men også craziness og vildskab,” fortæller Camilla Boraghi, inden hun også fremhæver, at hun havde brug for at komme væk fra TV-skærmen. Hun ville gerne være mindre på.

”Jeg var træt af at være på TV. Man kan ikke undgå at blive et kendt ansigt, og det står ikke så godt til mig.”

”Er I vanvittige?”

Det lykkedes hende dog ikke at skjule sig for rampelyset ret meget mere end et par måneder. Hun dækkede Tour de France intenst henover sommeren, og det fik ifølge hendes egen vurdering Ekstra Bladet til at se et upoleret potentiale i hende. Allerede i september, blot få måneder efter ansættelsen på Ekstra Bladet, fik hun i bedste Godfather-stil et tilbud, hun ikke kunne afslå. Et tilbud om jobbet som sportsredaktør på Ekstra Bladet.

”Min første reaktion var: ”Er I vanvittige?” Men så begyndte jeg at se det for mig. Det lød spændende, og pludselig ville jeg fucking gerne.”

Camilla Boraghi blev redaktør på en af mediedanmarks største sportsredaktioner næsten ud af det blå. Et rent eventyr. Hun synes stadig, det næsten er for godt til at være sandt. Ja, sågar næsten bedre end hørfrøboller fra Politikens boghal, som hun ellers beskriver som “heroin i bolleform.” Men kun næsten. Hun stortrives i sin nye rolle. Også selvom hun nu ikke længere kun har ansvar for sine egne artikler og derfor nogle gange selv må tage skraldet, hvis noget går skævt.

”Det er overraskende sjovt at stå med lorten. For hvad skal man gøre af den? Det er vildt spændende at skulle løse problemerne og tage beslutningerne. Det føles ikke så tungt,” siger hun.

Faktisk føles det så godt, at Camilla Boraghi lige nu slet ikke mærker noget savn til jobbet som ”almindelig” journalist. Måske fordi hun stadig er med i en masse journalistiske arbejdsprocesser. Måske fordi hun i allerhøjeste grad får mulighed for at styrke det journalistiske ben, hun så gerne ville træne, og samtidig er kommet lidt væk fra underholdningsgenren. Eller måske fordi hun trives med forandring. Og det kan sagtens ske igen – forandring, altså.

”Jeg håber da helt klart, at jeg kan blive ved med at drible frem og tilbage mellem forskellige roller. Det synes jeg, vi ser mange eksempler på i branchen. Man bliver sat mindre i bås i dag. Men lige nu skal jeg være her på Ekstra Bladet i mange år. Heldigvis har jeg et langt arbejdsliv foran mig,” afslutter Camilla Boraghi.

SDU står klar med klimafag – DMJX er stadig i tænkeboks

SDU står klar med klimafag – DMJX er stadig i tænkeboks

SDU står klar med klimafag – DMJX er stadig i tænkeboks

I sommer mødte de danske medier hård kritik for deres mangelfulde dækning af klimakrisen. Nu melder SDU sig som de første ind i kampen om at klæde fremtidens journalister bedre på til at kunne håndtere klimastof. Men hvad med journalistuddannelsen på DMJX?

TEKST: HILDE AGERGAARD SVENDSEN & ANTON BROGAARD
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 12. oktober 2023

Da de journaliststuderende på SDU kom tilbage fra sommerferien, havde en ny mulighed præsenteret sig i deres undervisningsforløb. Valgfaget klimajournalistik er et nyt tilbud til bachelorstuderende på 7. semester og kandidatstuderende. Fagets 50 pladser blev hurtigt udfyldt. 

DMJX har endnu ikke fulgt i SDU’s fodspor og oprettet et klimajournalistisk fag. Institutchef for journalistik på DMJX, Henrik Berggren, fortæller, at det er noget, skolen har på tegnebrættet. 

“Vi taler konkret om, at vi skal lave et fag om klimajournalistik, fordi vi netop arbejder på studieordningen, der skal træde i kraft fra efteråret 2024,” siger Henrik Berggren.  

Faget skal være obligatorisk for alle journaliststuderende, og det skal i højere grad fokusere på faglig basisviden inden for klima frem for formidlingen af klimajournalistik. 

“Jeg forestiller mig, at der skal undervises i naturvidenskab, økonomi og teknologi. Det skal ikke bare handle om, hvordan man laver journalistik om klimaet, men om at forstå det,” siger Henrik Berggren.  

En kortsigtet løsning 

Faget vil dog først træde i kraft i efteråret 2024, hvis det bliver godkendt af ledelsen. Det vil derfor ikke påvirke de nuværende studerende.

Lige nu er det kun muligt at inddrage klima som et emne på et allerede eksisterende forløb. Klima har længe været et emne, til udtræk, til 1. årsprøven, og det kan også vælges som emne i praksisfagene på 3. eller 4. semester. Det vil, ifølge Henrik Berggren, også være en mulighed at implementere klimajournalistik i et grundfag som Politik og medier.

“Det vil være relativt nemt at lægge en forelæsning eller to ind i det fag. Det kan godt være, at det bliver en løsning på kort sigt,” siger Henrik Berggren. 

Klimaforelæsningen står klar 

Roger Buch, som underviser i faget Politik og medier, er klar til at inddrage klimajournalistik i sin undervisning. Samtidigt er han også åben for idéen om, at klimajournalistik skal have et selvstændigt fag på uddannelsen. I en kommentar til Illustreret Bunker nævner han, at han er klar til at indføre en forelæsning allerede til næste semester, men i sidste ende er det ledelsens beslutning.

“Man kan roligt sige, at klimaudfordringerne er et voksende problem, og derfor synes jeg, at det er meget naturligt at overveje, om klima skal være et af de emner, der får dedikeret en forelæsning,” siger Roger Buch. 

Den vigtigste dagsorden 

Ralf Andersson, der er grundlægger af valgfaget klimajournalistik på SDU, fortæller om sin motivation for at sætte klimajournalistik på skemaet. Han er nemlig ikke i tvivl om, at det er relevant.

“Man kan jo bare se på den seneste sommer med skovbrande i Sydeuropa, kæmpehagl i Italien og temperaturrekorder på stribe. Klima er den vigtigste dagsorden globalt, nationalt og lokalt,” siger Ralf Andersson.  

Ifølge ham vil klimaet være noget, enhver journalist skal forholde sig til i sit arbejde. Uanset hvilket område, der dækkes.. 

“Det er et  gennemgående og grundlæggende tema, som man må forholde sig til,” siger Ralf Andersson. 

En helt anden tilgang  

På SDU er tilgangen til undervisningsindholdet en helt anden end den på DMJX. Hvor DMJX primært vil beskæftige sig med at give de studerende en faglig grundviden om klimaforandringerne, er SDU mere fokuseret på selve formidlingen af klimastoffet.

Ralf Andersson nævner blandt andet målgruppeanalyser, bæredygtighedspsykologi og konstruktiv journalistik som nogle af de emner, der vil blive berørt i undervisningen. Ud af de ni dedikerede moduler er blot et enkelt sat af til forståelsen af klimakrisen, og resten er således sat af til formidling.  

“Det er  vigtigt, at det ikke er et kursus om klimaproblemer. Det må findes et andet sted. Jeg synes, det er vigtigt at få indlært en form for grundforståelse, men resten handler om formidling. Det er helt klart vores hovedfokus,” siger Ralf Andersson.

Burde DMJX have handlet før? 

Men hvorfor er det først nu, at DMJX tager det første spadestik mod mere klima på skemaet? Klimakrisen har stået på i flere år, og selvom kritikken mod mediernes dækning for alvor tog fart over sommeren, så er det ikke første gang, at der er blevet sået tvivl om journalisternes kompetencer i forbindelse med klimakrisen.  

Henrik Berggren fortæller, at klimajournalistik har været en diskussion blandt medarbejderne de sidste par år. De er dog ofte kommet frem til den konklusion, at der er mange temaer, man på journalistuddannelsen kunne have et forløb om. Det kan derfor være svært at vurdere, hvad der skal prioriteres af faglig viden i så kort et uddannelsesforløb. 

“Logikken har været, at vi giver nogle journalistfaglige kompetencer, der gør, at de studerende kan behandle alle fagområder,” siger Henrik Berggren.  

Men når DMJX kræver, at man har et forløb om samfundsøkonomi, fordi der er økonomi i alting, kan Henrik Berggren også godt se, at samme argument kan bruges, når det omhandler klima.  

Ville du ønske, at DMJX havde oprettet et klimafag tidligere?  

“Ja, det ville jeg nok. Alene fordi det havde været rart at teste det for et par år siden, så vi kunne se, om det fungerer.”

Udveksling: Et system, hvor du skal tro mere på dig selv end DMJX

Udveksling: Et system, hvor du skal tro mere på dig selv end DMJX

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Udveksling: Et system, hvor du skal tro mere på dig selv end DMJX

Dyb frustration. En “Palle alene i verden”-følelse. Jeg må indrømme, at det var en hård start. Jeg vil uden tvivl anbefale udveksling, men det kræver overskud, og beder du om hjælp, er det ikke sikkert, at du kan få det. Det fik jeg i hvert fald ikke.

TEKST: LÆRKE KOBBERUP
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 12. oktober 2023

Hongkong, Sydney, Beirut. Mulighederne var, og er, næsten endeløse. Jeg sad på kanten af sædet, da jeg på første semester fik introduktion til udveksling. Jeg havde aldrig været i tvivl om, at jeg gerne ville til udlandet, og nu når jeg så alle mulighederne, kunne jeg næsten ikke vente.  

“Vi vil så gerne have flere af jer afsted.” 

Jeg husker Røskvas indtrængende bøn om, at vi ikke skulle lade os stresse, men søge hvis vi var det mindste interesserede. Det kunne godt være hårdt samtidig med 2. semester, men skolen ville hjælpe. Hvor der er vilje, er der en vej. Jeg lod mig nemt overbevise, og fortrøstningsfuldt gik jeg i gang med processen. 

Mange mails blev sendt frem og tilbage mellem mig og udvekslingskontoret. Mange ting, jeg ikke kunne finde. Mange ting, jeg ikke forstod. Min optimisme begyndte at skrumpe. Måske ville det ikke være så nemt det her alligevel.

“Ja, det, kan jeg da godt se, er svært at forstå. Det ved jeg ikke” 

Sådan lød kommentaren igen og igen fra skolen. Jeg bookede ofte møder, hvor jeg kom med mine spørgsmål. Frustreret endte jeg ofte med selv at måtte fremvise, hvor jeg havde fundet mine informationer. Min tiltro forsvandt en smule, hver gang jeg måtte forklare min rådgiver om det system, jeg egentlig var kommet for at få rådgivning om.

Jeg kan godt se, at der er mange skoler og universiteter, man som koordinater skal holde styr på, og jeg forventer heller ikke, at al viden om universitet i Tel Aviv kan findes i studievejledningen på DMJX. 

Kaosset meldte sig allerede, da jeg forsøgte at skabe mig et overblik over eventuelle fag i Tel Aviv. Jeg brugte lang tid på at finde frem til hvilke fag, jeg egentlig kunne søge. Det hjalp DMJX ikke med. Jeg måtte selv skabe overblik over visum og nåede at betale lægeerklæring, inden jeg fandt ud af, at dette slet ikke var en nødvendighed. 

Ansøgning i flere runder. Stipendie-søgning. Visum-søgen. Det meste foregik også samtidig med mit første-års projekt. Uden den forventede rådgivning greb det hurtigt om sig med forberedelserne til denne udenlandsrejse.

Alt dette var frustrerende, men bægeret flød over, da der var et par uger til, at jeg skulle afsted. Jeg havde stadig ikke hørt om mit Erasmus stipendium. Et Erasmus Stipendium er et stipendium, man kan få til lande i EU og enkelte andre lande. Ansøgningen og udbetalingen af dette stipendium kører igennem skolen. Jeg havde sendt papirerne for et godt stykke tid siden, men havde intet hørt eller fået udbetalt.  

Jeg sendte en mail til udvekslingskontoret for at høre, hvordan det skred frem, og hvornår jeg skulle forvente at få stipendiet udbetalt. Det var her, jeg fik at vide, at der var blevet skiftet koordinator, så mine papirer var ikke lige blevet sendt af sted endnu. Heldigvis fik jeg pengene udbetalt, men hvad var der sket, hvis jeg ikke havde fulgt op på det?

Det er usikkert at skulle tage ud i verden og studere. Man flytter en hel hverdag og slipper næsten al kontakt med det, man har herhjemme. Man er pludselig alene. Jeg flyttede til Tel Aviv, en meget dyr by at bo i. Mit værelse alene kostede 7000 kroner om måneden. Penge fyldte meget i mit hoved, derfor var det meget vigtigt for mig, at der var styr på mine stipendier.

Jeg forventede, at jeg skulle stå på egne ben, når jeg tog af sted. En oplevelse, jeg også længtes efter, men denne oplevelse startede bare tidligere i processen end forventet. Som tidligere nævnt fyldte det økonomiske meget for mig, men i Israel er også det sikkerhedsmæssige vigtigt.

Jeg har siddet til mange møder på skolen og italesat både min spænding, men også min nervøsitet ved at tage af sted. Jeg troede, at  skolen ville guide mig mere. Jeg forventede, at de ville have større overblik, end jeg oplevede, de havde. For mig var der en klar signalværdi i, at der for eksempel ikke blev meldt ud, at der var skiftet koordinator. Var det ikke vigtigt at nævne for alle os, der skulle ud i verden lige om lidt? Vi havde jo nok fundet ud af det, det gjorde vi jo, men vi er alle skrøbelige, når vi giver slip på vores hjem. Jeg ved, at jeg ikke var den eneste, der skulle på udveksling og var frustreret over dette. 

Jeg vil give skolen anerkendelse for, at de skrev til mig, da demonstrationerne begyndte at gribe om sig  i Tel Aviv. Det var dejligt at mærke, at jeg eksisterede i deres system. Selvom det ikke føltes sådan, inden jeg tog afsted.

 

Klæd os ordentligt på til klimadebatten

Klæd os ordentligt på til klimadebatten

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Klæd os ordentligt på til klimadebatten


Klimadebatten kører nemt af sporet. Derfor kræver det meget af journalisterne, som skal holde styr på begreber og eksperter. Det skal vi klædes bedre på til i undervisningen.

TEKST: EVA BEYER PAULSEN
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 12. oktober 2023

Store virksomheder og interesseorganisationer har altid brugt eksperter til at så tvivl om videnskabelig enighed i mediebilledet. Lige fra læger, der i 1940’erne i reklamer anbefalede at ryge cigaretter, til olieindustrien, der allerede i 1970’erne kendte til klimaforandringerne. De brugte anledningen i 1987 til at afspore klimadebatten i 30 år frem .  

Det er noget, som os journalister skal være enormt opmærksomme på – og som vi skal være i stand til at opdage. Alligevel sker de samme fejltagelser i de danske nyhedsmedier igen og igen. For hvis der er et sted, hvor debatten afspores, så er det på klimaområdet. Derfor skal vi være klædt bedre på til at holde debatten på sporet

I sommer handlede en episode af P1 Debat om de nye kostråd fra Nordisk Ministerråd, der både tager hensyn til klima, miljø og sundhed. I debatten deltog en kostvejleder, der talte imod den videnskabelige konsensus og påstod, at man ikke kan sammensætte en sund og næringsrig kost med markant mindre kød, samt at dansk landbrug er blandt de mest klimavenlige i verden.  

Problemet er, at det ikke er sandt. Og selvom folk må sige, hvad de vil i radioen, så skal journalister sikre, at det gøres klart, når usandheder og uvidenskabelige påstande fremstilles i radioen. For det store problem var, at kostvejlederen blev behandlet som en ekspertkilde, på trods af at kostvejleder er en titel, der er lige så beskyttet som “journalist”.    

Eksempler som dette får det til at virke som om, at der er uenighed blandt eksperter, når det kommer til klimaforandringerne og de ændringer, vi skal lave for at stoppe dem. 

Der kan være flere grunde til, at vi laver de fejl som journalister. Men en af grundene, tror jeg, er fordi, vi ikke bliver klædt ordentligt på til at dække klimakrisen. Dette er fordi, klimakrisen og de forandringer, vores samfund skal lave for at stoppe dem, er bundet af videnskab frem for politiske ideologier og værdier. Moder Jord er ligeglad med, om du er socialist eller liberalist. Så længe du stopper med at udlede drivhusgasser. Klimakrisen er en krise, uanset hvem du er, hvad du tror på og hvor du bor henne. Den er universel, og den kan ikke løses uden at vi bruger og forstår naturvidenskaben. Og naturvidenskab er noget, vi ikke udsættes særligt meget for på uddannelsen.. Vi er for uvidende og uforberedte.

Hertil kommer den måde, vi arbejder på som journalister. Jeg er for nylig blevet undervist i nyhedskriterierne, hvor konfliktkriteriet skinner klart igennem. Problemet ved konfliktkriteriet i forbindelse med dækningen af klimakrisen er, at der altid skal være en modstander – men faktum er, at der er så bred videnskabelig konsensus, at konfliktkriteriet ikke kan dækkes uden at hive en klimabenægter ind. Og så får vi et skævvredet billede af, hvad forskningen egentlig viser. 

Hvis vi skal blive bedre til at dække klimakrisen, skal vi få klimadækning på skemaet på DMJX. Det behøver ikke være som fag – for en bedre dækning er så presserende, at det burde inkorporeres i alle fag, der er på skolen. Vi er simpelthen ikke klædt ordentligt på til at dække klimaforandringerne. Og hvis vi skal have lyst til at dække krisen, skal vi også have evnerne til det. Ellers får medieforbrugerne en misinformerende og afsporet debat.

 

  

Vi skal tale om elefanten i rummet

Vi skal tale om elefanten i rummet

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Vi skal tale om elefanten i rummet

Når der mangler praktikpladser, og branchen ikke ligefrem skriger på færdiguddannede journalister, bør vi gøre det eneste rigtige: Optage færre journaliststuderende. Samtidig kunne vi øge optaget på kommunikationsuddannelsen.

TEKST: MATHIAS OLEANDER
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 12. oktober 2023

Til efterårets praktiksøgning kommer der til at mangle omkring 45 pladser. Det er et faktum, der står klart nu. Derfor skal vi, selvom det er en trist situation, kigge fremad mod løsningerne – og her er der særligt én oplagt mulighed: 

Dimensionering af uddannelserne, eller sagt mere direkte: Færre journaliststuderende og flere kommunikatører.

Vi optager alt for mange journaliststuderende. Alene i år blev der optaget 224 på professionsbacheloren i journalistik på DMJX. Dertil kommer tallene fra journalistuddannelserne på SDU og RUC samt dem, der læser en cand.public på enten AU eller SDU.

Og tager vi en tur ud i mediebranchens virkelighed, har den i den seneste tid været domineret af utallige fyringsrunder – hele vejen rundt. Jeg ved det, fordi jeg allerede selv har været en del af to fyringsrunder i min praktiktid på Jyllands-Posten. Og den slags er ikke en fornøjelse at være en del af, skal jeg hilse og sige.

Derfor er det i mine øjne faktisk på grænsen til at være uansvarligt, at der fortsat optages så mange journaliststuderende hvert år. Det er, som min kollega udtrykte det, “at stikke blår i øjnene på unge mennesker”. Jeg er helt enig.

Men hvad så med at forkorte uddannelsen? Hvis vi nu går fra 18 til 12 måneders praktik? Det var i hvert fald derfor, at lederne fra RUC og SDU for nylig i en artikel i Journalisten langede ud efter DMJX. De mente, at 18 måneders praktik var hovedårsagen til manglen på pladser.

Jeg skal ikke kunne afvise, at det også er en del af problemet. Men at gå fra 18 til 12 måneder, er i så fald en meget kortsigtet strategi. Branchen skriger jo ikke ligefrem på arbejdskraft, så hvad ville det overhovedet hjælpe at uddanne os hurtigere?

Man kunne med fordel skele imod kommunikationsuddannelsen og øge optaget dér i stedet. I dag bliver mange journalister ansat som kommunikatører. Hvorfor så ikke uddanne flere til kommunikation frem for journalistik?

Tilbage til elefanten i rummet. Vi er nødt til at tale om dimensionering, selvom ordet er et “fy-ord” blandt uddannelseschefer. Det betyder “færre penge” i deres ører. Men hvad er prisen, hvis vi ikke lytter til branchen og ser virkeligheden i øjnene? Tør vi at lade være? Jeg ser i hvert fald ingen anden vej end at tage diskussionen om, at vi skal være færre journaliststuderende i fremtiden.