Kurt Strandbar: Sved, sprut og sauna – er det nok?

Kurt Strandbar: Sved, sprut og sauna – er det nok?

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Kurt Strandbar: Sved, sprut og sauna – er det nok?

Sammen med min partner in crime, Sofie Bonde, har jeg bedømt en af Aarhus’ ikoniske fredagsbarer. Dommen er faldet, og Kurt Strandbar imponerer ikke.  Alligevel tropper jeg hver fredag gladeligt op.

TEKST: VIGGO SKOV HANSEN
ILLUSTRATION: SIGRID CONRADSEN NIELSEN

Udgivet den 10. oktober 2024

En fredag aften i Kurt Strandbar kan føles som en øvelse i at klemme flest muligt mennesker ind på mindst mulig plads. En ugentlig omgang mennesketetris er obligatorisk, og jeg har skrevet mig selv på gæstelisten.

I det tidligere auditorie er der etableret ’floor’ og beerpong-stationer, og midt imellem finder man glidebanen hen til baren. Vand og sæbe er blot skiftet ud med øl og Små Fugle. En lugt af sved og sprut præger lokalet, og selv næser ramt af slemme coronasenfølger kan mærke, at man bliver beruset blot af at befinde sig i det overfyldte lokale.

Alligevel tropper jeg hver fredag gladeligt op. Drikkevarerne er billige, og musikken er høj. En klub med værtshuspriser. Det er til at forholde sig til.

En saunaklub uden medlemsbetaling

Luften er tæt, temperaturen høj, og Kurt ’brander’ sig for alvor som en saunaklub, når samtlige fyre smider overtøjet på dansegulvet.

Lige så meget som jeg nyder at råbe for at holde snakken kørende i saunaen, lige så meget nyder jeg en snak, hvor man kan…  ja, snakke sammen. Der kommer foyeren og udearealet til sin ret. Havde der været noget, der mindede om en siddeplads, havde det været endnu bedre.

Alligevel tropper jeg hver fredag gladeligt op.

Den rette mængde sigtevand

Det sker, at jeg bliver træt af at ligne en, der selv tror, at jeg danser fantastisk. Så benytter jeg mig af muligheden for at ramme ved siden af med en bold enten i beerpong eller bordtennis. Men aldrig har jeg fået den rette mængde sigtevand.

Derfor smutter jeg en tur i baren. Køen starter allerede lige inden for døren til saunaen, men jeg smutter foran og betaler med MobilePay (det må man faktisk godt).

Jeg bestiller en fadøl til en flad 20’er og venter artigt på, at det bliver min tur til at modtage øllen. Ofte bliver jeg betjent af et kendt ansigt, og jeg smalltalker på eliteplan, mens hanen fylder plastikruset.

Alligevel tropper jeg hver fredag gladeligt op.

Svingende betjening

Jeg oplever dog også betjening, der bestemt ikke giver mig lyst til at klappe i hænderne. Bartenderen møder en gammel ven eller veninde, og jeg ’får lov’ til at overvære mødet og opleve gensynsglæden, imens køen til udleveringen af øl ikke bliver kortere, og kunderne (inklusive mig selv) bliver mere utålmodige. Det lader dog ikke til at påvirke bartenderen. Sekunders ventetid bliver til et og så to minutter, før jeg kan forlade saunaen.

Jeg er ikke i tvivl om, at Kurt Strandbars frivillige har en fest, men jeg vil også gerne selv være med.

Alligevel tropper jeg hver fredag gladeligt op.

Sænk ambitionsniveauet

Kurts frivillige elsker temabarer. Der er i hvert fald mange af dem. Måske for mange. Jeg får i hvert fald ikke skaffet ny udklædning eller planlagt med min far eller mor at tage dem med til ’Forældre-bar’ fra den ene uge til den anden. Og jeg kan vist sagtens sige, at jeg ikke er den eneste.

En temafest er bare bedst, når man kan se, at det er en temafest. Så det ville vist ikke gøre noget at sænke ambitionsniveauet lidt og planlægge lidt færre temabarer.

Alligevel tropper jeg hver fredag gladeligt op.

En kodyl fest

Der er ingen tvivl om, at jeg selv er garant for at få en mindeværdig aften, der ikke smelter sammen med den forrige fredagsbar. Kurt Strandbar tager mig ikke i hånden og gør aftenen til noget unikt. De sørger for faciliteterne og scorer højt på parametre som dansegulv, drikkevarer og temperatur, men der bliver ikke kredset for detaljen.

Alligevel tropper jeg hver fredag gladeligt op. Drikkevarerne er billige, og musikken er høj. Men kan jeg ikke godt forvente mere? Eller hvad?

Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation.  Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester. Har det interesse for dig? Så skriv til: illbunker@dmjx.dk

Til fest hos Kurt

Til fest hos Kurt

For de fleste studerende slutter skoleugen med et brag, og på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er det hos Kurt Strandbar. Her tændes der hver fredag op under diskokuglen til druk og dans.

TEKST: Zakarias Forsberg De Los Reyes
FOTO: Rebecca Helene Hoffmann

Udgivet den 30. marts 2023

”Jeg kender en engangspik, når jeg ser en, og jeg ka’ spot’ to, tre stykker herind’. Når jeg rykker videre, så la’ være at bli’ sur, har aldrig været din, det var bar’ din tur.”

Jeg skal ikke udtale mig om, hvorvidt der er to-tre stykker eller flere engangspikke, da jeg træder ind ved 22-tiden, men der er godt fyldt op på floor i det gråmatte lys. Her kaster alle lemmer skæve skygger af sig under diskokuglens skær, hvis man da ikke står inde i midten og hopper til Tessas sang ”Engangspik”.

Jeg er taget til Kurt Strandbar på DMJX for at synge og danse med alle de andre studerende, der bruger baren som en kærkommen afslutning på ugen.

Nogle kommer for fadøl, andre for shots. Nogle kommer for husets nye drink, djævlepik, og andre kommer helt sikkert for en engangspik. Uanset om man knevrer ved skabene, ryger i blæsevejret eller venter på næste ledige bord til beer pong, er man omgivet af glade mennesker.

Kurt Strandbar har eksisteret i 43 år og er opkaldt efter journalist Kurt Strand, der selv startede med at servere øl sammen med vennerne, dengang skolen lå oppe i Bunkeren, og han var elev i 70’erne.

Siden har skolen skiftet lokaler, og fredagsbaren ligger i dag lige til højre, når man kommer ind på DMJX.

Forrest i lokalet danser den festglade hob på gulvet, der er glat af øl. Der sidder stadig en del op ad de sorte bænkerækker bagved, som efterhånden er godt fedtet til af drinks.

 

Bajer med smøger

Frederik Carlson står i modsætning til de fleste andre ikke med en øl i hånden, men en tændt smøg, der stritter ud i den kolde nat og kun lige holdes fast af hans fingre. Forvist til cykelparkeringen. 

Han går på første semester på journalistik og føler, at når der kommer alkohol ind, skal cigaretterne følge med. Han er ikke i tvivl om, hvad det fedeste ved fredagsbaren er: Priserne! Men det at møde en masse mennesker hver fredag vægter han også højt.

”Umiddelbart vil jeg sige, at det er et rigtig godt sted at møde nye mennesker fra samme studie. Jeg vil hellere sammenligne det med et gymnasium end et stort uddannelsessted som VIA eller universitetet. Der mødes så mange mennesker, at du ikke snakker med 75 procent af dem, men her kommer du til at snakke med nærmest hvem som helst.”

Frederik Carlson er typen, der får talt med rigtig mange i løbet af en aften, og han synes, det er fedt at være i fredagsbaren oven på en lang uge med skolearbejde og deadlines. Han anser det som et godt sted at slappe af og nogle gange som opvarmning til byen.

”Min plan er, at jeg skal i byen med de andre, hvis nogen er klar. Men det kan jo altid ændre sig.

Indtil videre har det været meget blandet, om man tog videre eller ej,” siger Frederik Carlson.

Bangere fra fortiden

Momentvis tager klassikere som Abba og Whitney Houston over, og skønt ingen i lokalet var født, da Abba gik fra hinanden, og de færreste måtte drikke, da Whitney døde, bliver der shaket hofter og hænder, når deres musik endnu en fredag lyder ud af højttalerne. ‘How Will I Know? er i aften også det, de fleste siger angående tidspunkt og sted for at tage videre.

Bevægelserne er store, og ingen hæmmes af at have øl eller drinks i hænderne, når de står på floor. Den mest populære drink er den helt lyserøde englefisse, der smager sødt og syntetisk. På et tidspunkt begynder flere at drikke den med appelsinsmag. Det kan vel bedst betegnes som en bitterfisse.

Heldigvis er ingen bitre, heller ikke i køen, hvor folk slingrer langsomt frem og mere til siden end hen mod baren. Bagved står spiritus og juice i flere farver og gennemsigtige flasker med vodka og gin. Her blander Sofie Bønnelykke drinks og langer øl ud til de opløftede studerende.

”Når du er i baren, så er du katalysator for den store fest.”

– Sofie Bønnelykke, kommunikationsstuderende på DMJX

Jeg fanger Sofie Bønnelykke på vej ud af Kurt sammen med Ida Højgaard. De er begge på fjerde semester på kommunikation, og netop de er rigtig gode til at møde op, mener Ida. Selvom de er langt henne i uddannelsen, er de glade for at komme her, og det bliver som regel til nogle timer om eftermiddagen.

”Vi er en smule mere intense end andre. Vi er rigtig mange fra kommunikation og kan bare godt lide fredagsbarerne og er sociale og gode til at møde op,” siger Ida Højgaard.

Sofie Bønnelykke supplerer: ”Vi har et rigtig godt sammenhold på vores uddannelse. Vi er mere ens og har en anderledes tilgang til tingene, så det er fedt at komme her og tale med hinanden. Jeg vil skyde på, at de fleste fra kommunikation kommer hver anden fredag.”

Sofie Bønnelykke er selv med i Kurt Strandbar og kender derfor mange, der kommer i fredagsbaren. Hun svarer smilende, at hun er meget glad for sammenholdet i foreningen, men også for at være bartender.

”Man kender alle årgange på skolen og alle uddannelser og en bred skare af mennesker. Det fedeste er at snakke med alle dem, der kommer op i baren, og sammenholdet deroppe. Når du er i baren, så er du katalysator for den store fest,” siger Sofie Bønnelykke.

Den videre færd

Tilbage på floor bevæger flokken sig mellem flagrende kroppe og forsøger at undgå at få øl ned ad nakken eller på skoene. Igen. Ned på deres sko kigger flere også, da midnat nærmer sig, som var de Askepot, der skal nå hjem, inden klokken slår. Her handler det mere om at nå ned i byen eller ud af Kurt, førend DMJX-sangen lyder for tredje gang. Andre tænker på at komme hjem, og døsige blikke fortæller det, som Tessa synger:

”Mine vipper er for tunge til mine øjenlåg. Jeg kan kun se ud af mine øjenkroge.”

De kræfter, der står bag fredagsbaren, bevæger sig nu mindre rytmisk og begynder langsomt at rydde op. Krus ligger henkastet op ad de klistrede trapper og under bordene, som inden længe får hældt mere alkohol på. Nu for at blive gjort rent.

Ved garderoben planlægger folket deres videre færd down town, hvis de ikke leder febrilsk efter deres jakker. Det viser sig, fredagsbaren slutter en lille halv time tidligere end de forrige fredage i februar. Alle skal da med videre. 

”Ej, det er bare pis. Medmindre du er klar, bitch?”

Skal du med i Kult Strandbar på fredag?

Skal du med i Kult Strandbar på fredag?

TEKST: Anne Kvist, journaliststuderende

Udgivet den 24. marts 2022

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Når man fredag eftermiddag sætter kursen mod DMJX’s fredagsbar, Kurt Strandbar, er det ikke svært at forudsige, hvad der møder en. Vil man om et øjeblik høre de tunge rytmer fra et af Pattesutters mange hits, mens bartenderen står i bar overkrop og langer englefisse over disken, og den sorte Kurt-t-shirt svinges over hovedet? Formentlig. Og kommer man gående ind, ligner det umiddelbart, at Kurt har glemt, at der er andre til stede. Jeg får følelsen af at stå i yderkanten af en fest, jeg er blevet hevet med til, men uden at være inviteret af værten.  

Jeg mener ikke, problemet ligger i Soundboksen, der spiller for højt, de klistrede borde eller navnene på shotsene. Der er mange måder at feste på, og jeg er sikker på, at de fleste fredagsbarer har et element af løssluppenhed. Det er forståeligt, når det er fredag, og det er tid til øl. Jeg mener, at problemet ligger i den bagvedliggende tavshedskultur, der omringer foreningen. For hvad der sker i Kurt, bliver i Kurt – og mangel på gennemsigtighed er ikke udgangspunktet for en sund foreningskultur.

Det måske mest tydelige eksempel på tavshedskulturen er Kurt Strandbars optagelsessamtaler. Når Kurt holder samtaler, dækkes vinduerne til i mørkt plast, så ingen kan se, hvad der foregår. Det eneste man kan høre, er den pumpende bas og hujende stemmer, der hepper på de nye førstesemmere, der lægger vejen forbi.

Jeg forstår grundlæggende ikke ideen bag at holde det hemmeligt. Hvorfor skal dem, der skal til samtale, ikke selv have lov til at træffe valget, om det er noget, de har lyst til at deltage i? Før de står omringet af fremmede, og i de værste tilfælde skal overskride egne grænser for at bevise, at de har det, der skal til for at være med i Kurt. Er det nødvendigt at være løssluppen og nær grænseløs, før man får en plads i Kurt? For ellers kan jeg ikke se, hvilke kompetencer de leder efter til samtalerne.

Frit spil bag lukkede døre

For et par uger siden gik jeg forbi en gruppe, der sad og ventede på at skulle til samtale hos Kurt. Og jeg blev ked af det på deres vegne. Ked af at de ikke vidste, hvad de gik ind til, og at de ikke ville få muligheden for at sige pænt nej tak. Og jeg synes, det er ærgerligt for dem, der ikke ved, hvad de går ind til. Og endnu mere ærgerligt for dem, der giver det deres bedste skud, presser sig selv til grænsen og stadig får at vide, at de ikke er gode nok.

Når Kurt afholder den slags optagelsessamtaler, sikrer de sig, at alle, der melder sig, er med på deres præmissen om, at Kurt er et fællesskab, der godt kan lide at feste, og ikke har noget imod, at festen går til kanten. Men det betyder også, at den grænsesøgende kultur avles videre bag lukkede døre, hvor festen fortsætter, som den altid har gjort. Hvor der hverken bliver brudt med kultur eller traditioner, fordi alle i Kurt vidste hvad de gik ind til, og vi andre har ikke meget at skulle have sagt. Det danner præcedens for en tavshedskultur, hvor det er lige meget hvor vanvittigt det bliver – hvad der sker i Kurt, bliver i Kurt.

Kurtansk overspill

Hvad der sker intern i Kurt, må de i grunden selv om. Men det er en anden ting, når den lukkede kultur i sidste ende bare ikke er særlig lukket. Ser man på skolens foreninger, er Kurt klart dem, der står for at facilitere størstedelen af de sociale aktiviteter. Så om man er tilhænger af Kurt eller ej, så vil det stadig være dem, der sætter tonen for fredagsbaren og dermed skolens sociale fællesskab. Kurt forstår, hvordan man holder en fest med fart på. Men at være god til at feste betyder ikke, at man automatisk har de bedste forudsætninger for at skabe en god fredagsbar.

 Den kultur, som Kurt er enige om, er den fede, kan man ikke undgå smitter af på fredagsbaren, der gerne skulle være for hele DMJX. Kurt Strandbar bliver en udvidelse af foreningen, et rum i den kurtanske stil med nosseshot, englefisse og alt andet, der hører Kurt til.

 Kurt mangler gennemsigtighed, både i deres optagelsesproces og deres dynamik i fredagsbaren. Det sociale liv på DMJX burde ikke være så påvirket af en kultur dyrket bag mørklagte vinduer. Som jeg ser det, så skaber Kurt en kultur, hvor der er et tydeligt skel mellem Kurt og alle os, der bare gerne vil til fredagsbar. Jeg håber, både for de næste førstesemmere, kommende Kurt-medlemmer og fremtidige gæster i fredagsbaren, at Kurt får kigget indad, eller måske endnu bedre, begynder at se ud over egen næsetip.

Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation. 

Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester.

Har det interesse for dig? Så skrive til: debat@dmjx.dk