Ritzaus nyheder fylder i det danske mediebillede

Ritzaus nyheder fylder i det danske mediebillede

Ritzaus nyheder fylder i det danske mediebillede

En rapport fra Kulturstyrelsen viser, at Ritzaus Bureau står for 46 procent af nyhederne på danske mediers digitale platforme.

TEKST OG FOTO: MADS KELLER ISAKSEN 

Udgivet den 10. oktober 2024

”DR har lige breaket, at Jeppe Søe er blevet set på Borgen.”

”Hvorfor har vi ikke nogen på den?!”

”Jeg er i gang med at få fat i redaktionen derinde.”

Søren Lassen er redaktionschef for Ritzaus nyhedstelegramredaktion. Han er netop blevet afbrudt af sin kollega, der gør ham opmærksom på en af de få nyheder, som Ritzau ikke har været først med. Med afslappet tøjstil, beige Adidas-sneakers og rodet gråt hår er Søren Lassen inkarnationen af vores alles forestilling om journalisten, der har fingeren på pulsen og blyanten på blokken.

”Selvfølgelig er det irriterende, når man ikke er de første. Det er jo det, vores kunder betaler for,” siger Søren Lassen.

Mens vi har talt, har Space X sendt milliardærer ud i rummet, DSV er blevet verdens største logistikfirma, og Lars Von Trier har annonceret en ny film. Alle tre er nyheder, som Ritzau breaker herhjemme, og alle tre vil blive læst på danske mediers hjemmesider inden for kort tid. For Søren Lassen er det store forbrug af Ritzaus nyheder en blåstempling. For nyhedsbureauets nye administrerende direktør, Jacob Kwon, er det et tveægget sværd.

Ritzau sidder tungt på tronen

Sidste år producerede Ritzaus Bureau, i daglig tale Ritzau, 43.438 nyheder – det er lidt over fem i timen, hver time, hver dag, hele året. Nyhedsbureauet er det eneste af sin slags herhjemme, efter det i 2012 og 2021 opkøbte sine to rivaler, Dagbladenes Nyhedsbureau og Børsens  Nyhedsbureau.

I juni udkom en rapport fra Kulturstyrelsen, som fastslog, at 46 procent af nyhederne på danske digitale platforme primært kom fra Ritzau, mens de resterende 54 procent var egenproduceret indhold fra medierne selv.

“Da jeg læste det, tænkte jeg: ‘kan det nu passe’,” siger Jacob Kwon.

Han ville have undersøgt tallet, som han selv og flere andre i Ritzau længe troede var tættere på 25 procent end de 46. Ritzau-undersøgelsen fik tallet ned på 40 procent. Jacob Kwon mener, at det har noget at gøre med metoden, man har brugt til at udregne det på. Problemet stod dog stadig tilbage, og ifølge Jacob Kwon er det lige meget, om det er 40 eller 46 procent. Ritzau risikerer stadig at fylde for meget i medielandskabet på sigt, hvis udviklingen fortsætter.

“Det er ikke sundt for et samfund eller et demokrati, hvis et mediehus fylder for meget,” siger Jacob Kwon.

Ifølge Kwon selv er det ikke et problem, han ser lige nu, men det har potentiale til at udvikle sig.

 

Ritzau er Danmarks eneste nyhedsbureau, og med sine 158 år på bagen en af de ældste medier i landet. Ritzau er ejet af ti danske mediehuse. Ejerne er:

Dagbladet Børsen

Jysk Fynske Medier

JP/Politikens Hus

Danmarks Radio

Information

Kristeligt Dagblad

Lolland-Falsters Folketidende

Mediehusene Midtjylland

Sjællandske Medier

Det Nordjyske Mediehus

Ritzau står for en stor del  af nyhederne

For mange år siden da hjemmesider så akavede ud, og kreative typer endnu ikke mente, det var tjekket at gebærde sig i computerkodesprog, kunne man finde en sektion på mange danske mediers hjemmesider, som viste nyheder fra Ritzau. Det var Ritzau-rullen. Rullen var en boks, der kørte ude i siden med Ritzau historier og nyheder.

I dag har de fleste medier stadig en database til disse historier. Det er dog de færreste, der viser dem direkte på deres hjemmesider. Rullen er ‘et levn’ fra fortiden, men danske mediers hjemmesider tager stadig imod Ritzaus data med kyshånd – det er trods alt det, de betaler for.

Kim Schou er digital redaktionschef hos Information. Han fortæller, at for deres vedkommende tilskrives det høje antal Ritzau artikler, at de engang havde en Ritzau-rulle, og indtil foråret i år stadig auto-publicerede Ritzaus nyheder på en underside til deres hjemmeside.

“En maskine ville måske sige, at en meget stor del af vores artikler stammede fra Ritzau, og det er teknisk set korrekt, men kun lidt af det indhold når frem til vores læsere,” fortæller Kim Schou.

Han mener derfor ikke, at det er et problem, at Ritzau står for så stor en andel af nyhederne på Information.dk. Han nævner, at Ritzaus breaking nyheder og liveblogs giver medierne ro og tid til at finde ud af, hvad de selv gerne vil skrive. Han slutter af med at nævne, at Information i dag lægger en til to Ritzau nyheder op om dagen, og at Information generelt er glade for det, Ritzau leverer til dem.

Ritzaus rolle

Ida Skytte er lektor på DMJX, fellow på Constructive Institute og medforfatter til rapporten. Hun er ikke enig i, at de 46 procent behøver at være et problem. Hun bakker op om Thomas Berndts pointe om, at mediernes egenproducerede indhold er mere fremtrædende end Ritzaus nyheder på deres hjemmesider.

“En udlægning kan være, at det siger noget om, at branchen har et fælles fundament, og at medierne så kan fokusere deres ressourcer på det, som er egenproduceret,” siger Ida Skytte.

Der er altså mange måder at læse de 46 procent på. Ida Skytte slår fast, at svaret på, hvad det siger om branchen, vil variere fra person til person. Når hun ser på deres rapport, kan hun dog se, at Ritzaus nyheder oftest ligger gratis på de fleste mediers hjemmeside, hvilket kan være med til at skabe en fælles samtale, når det gælder de nyheder, der læses. Noget vi i højere grad har mistet, siden det er blevet mere normalt at søge sine nyheder forskellige steder såsom på sociale medier.

Hun fastslår, at det ikke nødvendigvis er et problem for den demokratiske samtale, og at Ritzaus nyheder ofte har en mindre fremtrædende placering på mediernes hjemmesider.

Begrænsning på Ritzau-nyheder

Siden 2015 er prisen på Ritzaus nyhedsrulle næsten halveret. Ifølge Jacob Kwon er forklaringen på det store brug af Ritzaus nyheder og sænkningen af prisen på deres hovedprodukt den samme.

”Helt nøgternt må man bare konstatere, at det siger noget om, at branchen har det svært. Vi er ejet af branchen, så det har været nødvendigt for dem, at vi skulle have en lavere pris.”

Rosalina Kjeldsen Bendix får Bunker-prisen for at lege med reportagens form i “Et flor af kvindeliv”

Rosalina Kjeldsen Bendix får Bunker-prisen for at lege med reportagens form i “Et flor af kvindeliv”

Rosalina Kjeldsen Bendix får Bunker-prisen for at lege med reportagens form i “Et flor af kvindeliv”

En medstuderende har nomineret Rosalina Kjeldsen Bendix’ reportage fra Den Permanente Badeanstalt til Bunker-prisen for dens eksperimenterende skrivestil, der gør den “legende, sjov at læse og vedkommende”. Det er også det, reportagen vinder for. Vi har talt med Rosalina Kjeldsen Bendix om tilblivelsen af reportagen og om at interviewe nøgen.

TEKST: AMALIE WESSEL-TOLVIG
ILLUSTRATION: SIGRID CONRADSEN NIELSEN & ANTON LARSEN

Udgivet den 10. oktober 2024

“Bryster hopper op og ned, hver gang fødderne rammer metalstigen. Vi spiser frokost eller müslibarer, drikker fra vandflasker og af termokander. Nys og et sæt baller, der ryster under bruseren, i takt med at hånden stryger over kroppens former.”

Sådan skriver Rosalina Kjeldsen Bendix i et afsnit af reportagen “Et flor af kvindeliv”, der er skrevet fra og om kvindeafdelingen på Den Permanente Badeanstalt i Aarhus. Gennem et “vi” og et “os” formidler reportagen det fællesskab, den mangfoldighed og det nærvær, der kendetegner stedet. Teksten leger i sit valg af fortæller med reportagens form og udfordrer normer for den skrevne journalistik. Hvordan og hvorfor er reportagen skrevet, som den er? Hvad giver det teksten?

Idéen til reportagen opstod, da Rosalina Kjeldsen Bendix i løbet af sommeren bed mærke i, hvor frit folk bevæger sig på den del af den aarhusianske strand, der ligger afskåret fra den klassiske badestrand. Den frihed ville hun gerne indkapsle, men en idé om at skrive fra et intimt rum kan ikke føres ud i livet uden nøje overvejelser. Rosalina Kjeldsen Bendix måtte møde op på strandens og på fællesskabets præmisser.

“Folk er nøgne derinde, så det med at skulle sidde og interviewe fra et nøgent menneske til et andet nøgent menneske var ret interessant. Det første stykke tid sad jeg egentlig bare og observerede og skrev ned og tænkte over, at det var lidt camoufleret. Jeg kunne jo lige så godt sidde og skrive dagbog,” fortæller Rosalina Kjeldsen Bendix.

Smilet virker

For at skabe kontakt til de nøgne kroppe og få deres stemmer med i reportagen begyndte Rosalina Kjeldsen Bendix at smile til de andre strandgæster. De smil er blevet til samtaler med kvinder, der udgør en mangfoldig gruppe. De har forskellige aldre og forskelligt ophav. Under de små interviews kom det bag på Rosalina Kjeldsen Bendix, hvor afslappet hun alligevel var som nøgen interviewer.

“Jeg tænkte ikke over, at jeg ikke havde tøj på. Jeg sad faktisk i skrædderstilling med notesbogen foran mig.”

Netop den frie og afslappede stemning lykkes Rosalina Kjeldsen Bendix med at få frem i teksten. Både gennem de badendes handlinger og gennem de nøje udvalgte citater fra dem.

““Jeg er fra Tyrkiet,” fortæller Zehra Metín, “så det her føles frit.”

Hun gnider fingerspidserne mod hinanden som for at mærke stemningen gennem dem. Hendes overlæbe glinser svagt af sved, mens hun leder efter ordene.

“Måske har man steder som dette i Tyrkiet, men det er ikke så rart og mere privat. Der er en anden åbenhed her,” siger hun og rør ved skyggen på sin kasket.

Brystvorter bliver stive i brisen, og mens nogen af os ligger på maven, ligger andre af os på ryggen eller siden. Vi læser, laver sudoku, sover, kigger rundt eller peger næsen mod sensommersolen og lukker øjnene.”

Ingen lydoptagelser

En kombination af lydoptagelse og skrevne noter. Det er det, der bliver opfordret til, når der på 1. semester på journalistuddannelsen undervises i interviewteknik. Det bliver trænet igen og igen, og specialiseringen i skrift på 3. semester er ingen undtagelse. Men Rosalina Kjeldsen Bendix fravalgte på denne reportage at optage sine interviews.

“Der var noget ved at gøre det analogt i stedet for at bruge elektronik, imens jeg var der. Der er en fin, autentisk ro, som jeg ikke ville forstyrre ved at have en telefon i spil,” siger Rosalina Kjeldsen Bendix om sit valg.

Det taler ind i kvindeafdelingens intime rum, men det er ikke det eneste greb, der gør det. Også reportagens fortælleform er en afgørende faktor.

Argumentet for “vi” og “os”

At journalisten eller jeg’et optræder i journalistikken er et greb, der deler vandene. Nogle er for, andre skvulper måske lidt frem og tilbage, imens flere er imod og mener, at jeg’et intet har at gøre i journalistiske publikationer. Undervisningen på journalistuddannelsen siger, at jeg’et kun er velkomment dér, hvor det giver mening.

Når der optræder et “vi” i Rosalina Kjeldsen Bendix’ reportage, er det et valg, der handler om symbiose.

“Det var mest for at vise, hvor underordnet individet er,” siger Rosalina Kjeldsen Bendix.

For journalistikken gælder, at der ikke er et facit. Derfor er der heller ikke et entydigt svar på, om det fungerer med et “vi”, eller om “jeg’et”, der dukker op til sidst i Rosalina Kjeldsen Bendix’ reportage, skal være der. Som modtagere og læsere er folk forskellige. Heldigvis.

Rosalina Kjeldsen Bendix får Bunker-prisen for at turde skrive en tekst, der ikke er, som journalistiske tekster er flest.

Reportagen kan læses i sin helhed på rkb8.mediajungle.dk.

BUNKER-PRISEN er en opmærksomhed, vi giver hinanden. Den er sat i verden, så vi kan anerkende og lære af hinandens arbejde. Prisen gives til en studerende på Danmarks Medie- & Journalisthøjskole på baggrund af en nominering fra en medstuderende. Den gives for et produkt, der er lavet i forbindelse med en bunden opgave eller eksamen i et fag, der udbydes på skolen. Det er redaktionens håb, at vi med prisen inspirerer til at udveksle journalistiske erfaringer og reflektere over egne og andres produktioner.

Anders og Christian nægtede at gå med, da 24syv gik i graven

Anders og Christian nægtede at gå med, da 24syv gik i graven

Anders og Christian nægtede at gå med, da 24syv gik i graven

Med en dedikeret lytterskare overlevede 24syv-podcasten ‘Det Hemmeligste Af  Det Hemmelige’ lukningen af radiokanalen og mediebranchens afvisninger. I dag lever de to værter af lytternes støtte.

TEKST: Eva Beyer Paulsen & Jacob Horne Fischer
FOTO: Sigrid Conradsen Nielsen

Udgivet den 06. oktober 2024

I lokalerne på fjerde sal i Pilestræde 3A sørger en stribe journalister over nedlægningen af 24syv. Nogle ser frem til dagpengenes gunst, mens andre håber på at sælge deres døende lydunivers til etablerede medier. 

Én af de håbefulde journalister er Anders Christiansen, der sammen med Christian Kirk Muff de seneste år har produceret programmet ‘Det Hemmeligste Af Det Hemmelige’. En podcast der afdækker alt fra mordet på Oluf Palme til Stein Baggers forretningsfusk.

Selvom lytterskaren er loyal og mangfoldig, står projektet til at lide samme skæbne som Sveriges statsminister i 86. Problemet?

Det er dyrt at producere podcasts på fuld tid, og ingen etablerede medier ser ud til at ønske at betale prisen. 

Podcastduoen må opgive at finde et hus til deres hjertebarn, så de vælger at bygge det selv. I dag betaler over 2000 medlemmer ‘husleje’. ‘Det Hemmeligste Af Det Hemmelige’ står på egne ben og Anders Christiansen og Christian Kirk Muff tjener, hvad der svarer til en fuldtidsløn på projektet.

 

Et marked i hurtig forandring

Der har længe været et misforhold mellem, hvor mange brugere, der efterspørger podcasts, og hvor mange brugere, der vil betale. Samtidig er mange nye podcastproducenter de seneste år kommet ind på markedet, og det har gjort det svært at skabe en sund forretningsmodel, fordi alle podcasts konkurrerer om lytternes tid – og penge. 

I takt med at podcasts er blevet mainstream, er markedet også blevet kommercialiseret. Flere professionelle er blevet en del af markedet, ligesom virksomheder er begyndt at bruge podcasts som en fast del af deres markedsføring. For eksempel kan man i dag finde tænketanke som CEPOS på podcasttjenester, ligesom Stimorol udbyder podcasten ”Lidt at tygge på”. Udbuddet af podcasts er eksploderet – det er ikke længere gratis hygge, men et professionelt marked.

Og lytterne vil faktisk betale for podcasts. En måling foretaget for MediaWatch i 2023 viste blandt andet, at knap hver anden podcast-lytter betaler for en podcast. Langt de fleste brugere betaler dog for abonnementstjenester som Spotify eller Podimo, når de betaler for podcast. Det vil sige, at man som uafhængig podcaster næppe kan blive rig af det. Problemet er altså, at det er svært at kunne have en bæredygtig forretning uden om de store abonnementstjenester, fordi lytterne er på de store tjenester.

Men det ser ud til, at Anders Christiansen og Christian Kirk Muff har knækket koden.

 

Ville ikke sælge for billigt

Da ‘Det Hemmeligste Af Det Hemmelige’ skulle videre fra 24Syv, startede de lang tid før med at advare lytterne: Vi fortsætter, men vi ved ikke hvordan eller hvornår. 

De to værter startede med at prøve at få videresolgt programmet til etablerede medier . Fra starten var de enige om, at de ikke ville sælge podcasten for billigt: De skulle kunne leve af det.  Men ingen medier virkede til at være villige til at betale det, det koster at producere podcast.

“Ingen af medierne var betalingsvillige nok. De tilbød for eksempel, at vi skulle kunne garantere, at der kom et bestemt antal lyttere ind,” fortæller Anders Christiansen.

”Det betød jo, at vi løb en risiko, som vi lige så godt kunne løbe alene, uden at et medie tog en stor bid af kagen.”

Herefter besluttede de sig for at opkøbe rettighederne til podcasten for 10.000 kroner, og så gik de i gang.

“Jeg tænkte, okay, nu giver vi det tre måneder, og så evaluerer vi derefter,” fortæller Anders Christiansen, der desuden slår fast, at de begge heldigvis havde råd til at kunne leve tre måneder uden en fast indtægt. 

En dedikeret lytter hjalp dem med at lave en hjemmeside. Abonnementet blev til 80 kroner månedligt, og hurtigt nåede de op på 1000 abonnenter. 

På fem måneder er abonnementstallet steget til det dobbelte, hvilket betyder, at de i dag har råd til to fuldtidsansatte og også har fået ansat en producer.

Men når nu vi hører, at folk ikke gider at betale for podcasts, hvorfor vil folk så betale for ‘Det Hemmeligste Af Det Hemmelige’?

 

Vigtigere end Netflix

En af dem, der gider at betale, er laborant og selvudnævnt koldkrigsnørd Freja Asmussen. Hun faldt over programmet i 2022, da hendes storebror anbefalede det til hende. Hun blev så vild med programmet, at hun har prioriteret det over sit netflixabonnement, som hun nu har afmeldt. 

“Den dynamiske duo med Christian og Anders er bare god. De supplerer hinanden, og de formår at være konstruktivt uenige,” fortæller hun. 

Medieforsker fra RUC, Aske Kammer, er ikke overrasket over, at en lytter kan finde på at prioritere en enkelt podcast over en streamingtjeneste. Ifølge ham kan det komme af, at lytterne mærker, at de gør en forskel og føler en direkte forbindelse med producenten, når de betaler direkte til en podcast i stedet for at betale til en stor streamingtjeneste.  

I 2022 var Aske Kammer selv med til at udgive et forskningsprojekt om podcasts og forretningsmodeller sammen med Thomas Spejlborg Sejersen og DMJX. 

De kom blandt andet frem til, at det gør en forskel for lytternes betalingsvillighed, når det er konkrete mennesker i stedet for en større virksomhed, man betaler til. 

Selv har Freja Asmussen flere gange sendt mails til de to podcastværter, når hun har feedback eller ideer til dem. De to værter er også begge medlemmer af en lytterdreven Facebookgruppe, hvor der diskuteres stort og småt om podcastens emner. 

“Vi bliver klogere sammen med Christian og Anders. Det bliver på den måde også et dannelsesprojekt,” siger Freja Asmussen.

 

Svært at slå igennem uden et skub

Skibet ridder på bølger af lytterfællesskab og nicheindhold, men faktum er, at public service søsatte det. Faktisk begyndte makkerparret sit samarbejde på Radio IIII’s Krimiland, hvorfra de trak lyttere til 24syv, som nu er havnet hos DHADH.

“Det er bare en helt uvurderlig fordel at have brugere i butikken, fordi vi ser i mange podcasts, at det faktisk kan være svært at blive opdaget. Du kan lave noget super indhold, men hvis der ikke er nogen, der lytter til dig, så er det bare svært at slå igennem og nå ud til masserne,” siger medieforsker Aske Kammer.

Eks-DMJX’erne Peter Falktoft og Esben Bjerre og deres podcast ‘Her Går Det Godt’ er et andet eksempel på, hvordan man hyrder lytterfårene fra statens til egen fold. Deres podcast udkom for første gang i 2016 på Danmarks Radio, men seks år senere rykkede de til Podimo.

På Podimo går det godt. De er den femtestørste podcastplatform på det danske marked, trods den månedlige abonnementspris på 79 kroner. Podimo er et billede på den betalingsvillighed, der ifølge undersøgelsen fra 2022 hersker blandt de danske podcastlyttere. Knap fire ud af ti lyttere mener, at man bør støtte sin foretrukne podcast økonomisk, men kun en femtedel har rent faktisk gjort det.

 

Niche vs. mainstream

Spørgsmålet er, om resten af de betalingsvillige lyttere skal overtales med bredere sortiment a la ‘Her Går Det Godt’ på Podimo eller nye nichepodcasts som ‘Det Hemmeligste Af Det Hemmelige’, hvor værternes uafhængighed fungerer som et trækplaster.

Den uafhængighed er en drivkraft for Anders Christiansen, som værdsætter muligheden for at forme indholdet efter sine og lytternes præferencer.

“Det er det fedeste job, jeg har haft,” siger Christiansen, ”Vi er herrer i eget hus. Vi har ikke nogen, der bestemmer, hvor lang en episode skal være, om den her overskrift er rigtig, eller om det her er relevant.”

Friheden bliver nøglen til et univers, der tilbyder lytternært indhold, der får lov til at ånde på skabernes præmisser. Det er en cocktail, der er sværere at blande i det kommercielle miljø på platforme som Podimo, hvor markedsdrevet tænkning ofte prioriterer hurtige gevinster over dybdegående fortællinger. Her kan Anders Christiansen og Christian Kirk Muff dyrke deres passion for det unikke og nørdede, hvilket gør deres podcast til en delikatesse i et hav af mainstream-tilbud.

 

Mediebranchen om fem år

Der er gået et halvt år, siden nøglerne til Pilestræde blev afleveret. Et halvt år siden Anders Christiansen og Christian Kirk Muff fik afvisninger fra de etablerede medier og valgte at starte deres eget i stedet. 

Gennem nære relationer til deres lyttere og en hjælpende public service-hånd har de for mået at skabe en rentabel forretning, på trods af en lille redaktion og et snævert emnefelt. 

En af de store udfordringer, ‘Det Hemmeligste Af Det Hemmelige’ står over for nu er, at de har ambitioner om at vokse og komme bredere ud. Anders Christiansen erkender, at det kan være vanskeligt at udvide rækkevidden, men han er overbevist om, at løsningen ligger i at skabe indhold, der skiller sig ud og udfylder et hul på markedet.

“Jeg ved jo ikke, hvordan medieverdenen ser ud om fem år. Men jeg tror, vi er et billede på en modstrøm, hvor man tager sine lyttere alvorligt og ikke er bange for at ekskludere nogen, fordi det bliver nørdet.”

 

Udgivet den 06. oktober 2024
Brevkassen med Astrid Fischer

Brevkassen med Astrid Fischer

Brevkassen med Astrid Fischer

Med vinder af Cavlingprisen anno 2023, Astrid Fischer. Hun afdækkede sammen med kollegaerne Laura Marie Sørensen og Jonas Deiborg kræftsagen på Aarhus Universitetshospital. Til daglig arbejder hun på DR Nyheders undersøgende redaktion og har tidligere været nomineret til tre Cavlingpriser. For psykiaters fejlbehandling i 2013, svigt i tilsyn af læger i 2015 og meningitissagen i 2017. Illustreret Bunker har stillet hende ti spørgsmål om undersøgende journalistik, dækningen af kræftskandalen, og hvad fremtiden bringer for den garvede journalist.

TEKST:  Astrid Fischer
illustration: lotte skjødt nielsen 

Udgivet den 21. marts 2024

Hvad skal der til for at blive en god undersøgende journalist?

Jeg tror, der er mange veje til det.  For mig er vejen gået gennem nyhedsjournalistik på Radioavisen via udlandsreporter, siden fagmedarbejder og indimellem vært på P1 Orientering til det gradvis mere undersøgende. Det er godt at få det journalistiske håndværk ind under neglene, tænker jeg.  Stædighed er ret afgørende, når man skal jagte svarene lidt længere end de fleste. Og så kommer man langt med nysgerrighed og ægte interesse for det, man graver sig ned i. Resten er hårdt arbejde og systematik, når man skal kortlægge både en konkret sag og den kontekst, den udspiller sig i.   

Hvordan har du sikret troværdigheden hos dine kilder i forbindelse med dine undersøgelser?

Vi får mange henvendelser, og nogen kontakter os fortroligt, men sjældent anonymt (altså hvor vi ikke ved, hvem de er). Henvendelserne kan sættes os på sporet af en vigtig historie, men vi bringer den først, når vi har dokumenteret og efterprøvet den. Om vi vælger at forfølge et spor, bygger ofte på en fornemmelse af, om henvendelsen virker troværdig, ekspempelvis kan der jo følge nogle dokumenter med. Vi ser også på kildens motivation og egen interesse. Og før vi for alvor graver os ned i en sag, skal vi også vurdere, om der kan gemme sig en principiel og væsentlig sag. Det er vigtigt, fordi vi udkommer bredt på alle DR’s platforme.

Har du oplevet nogen modstand eller pres fra hospitalet eller andre involverede parter under din dækning af denne historie, og hvordan har du håndteret det?

Dokumenter, vi fik gennem aktindsigt, var et vigtigt fundament for dækningen. På et tidspunkt lukkede Region Midtjylland stort set ned for at give mere aktindsigt til DR med den begrundelse, at vi havde søgt for mange gange. Jeg indklagede sagen for Ankestyrelsen, som klart underkendte regionen. Der var flere gange, hvor jeg indbragte regionens afslag på aktindsigt, og næsten hver gang gav Ankestyrelsen besked om, at regionen skulle ændre sin afgørelse.

Det er et stort arbejde at klage, men det var helt sikkert besværet værd. Også helt principielt – det skal ikke være for let bare at give afslag på aktindsigt.

Hvad har været den mest udfordrende del af at afdække og rapportere om denne kræftskandale, både journalistisk og personligt?

Det var et utrolig intenst forløb, som vi ikke var helt forberedt på – og ingen nok kunne være forberedt på –, da vi bragte det første indslag.  Det var virkelig en snebold, der blev til en lavine, og det var indimellem svært at følge med.  Vi skulle jo have overblik over fakta, bringe vores egne afsløringer og dække de politiske initiativer, der hele tiden blev taget. Mange kolleger blev involveret i dækningen til DR’s mange platforme, hvilket var helt fantastisk, men også indimellem næsten uoverskueligt at holde styr på. Vi skulle jo sikre, at alt, der udkom, var helt i orden.  Samtidig fortsatte vi med at indsamle nye oplysninger om sagen på Aarhus Universitetshospital og mere bredt. Og det væltede ind med henvendelser fra patienter og mange andre, der havde rigtig gode input og tip. Det betød, at der var mange andre ting, jeg måtte sætte til side i en periode.

Hvordan mener du, at din dækning af sagen har påvirket offentlighedens opfattelse af hospitaler? Og frygtede I på noget tidspunkt at tilliden til resten af sygevæsenet ville falde så drastisk, at det ville gå udover alvorligt syge patienter?

Det er et svært spørgsmål, for vi skal jo lægge sandheden frem, selvom den er ubehagelig og måske kan svække folks tillid til sundhedsvæsenet generelt. Samtidig er dækningen med til at skabe forandring, som jo netop er til gavn for de alvorligt syge patienter. Vores dækning førte til, at regionerne blev forpligtet til at indberette alle overskridelser af kræftventetider. Der kom fokus på at informere kræftpatienter ordentligt om deres rettigheder og gøre mere for at behandle dem til tiden. Jeg tænker, at det er myndighedernes reaktion, der er afgørende for folks tillid, og den er vi ikke herre over. Men i det her tilfælde blev der sat rigtig mange ting i gang.

Det, vi selv forsøgte at gøre, var at være så konkrete som mulige i dækningen, så den netop ikke handlede om ’sundhedsvæsenet generelt’. Vi fremlagde meget dokumentation i vores artikler. Vi bestræbte os også på at være fair og give god taletid til de kritiserede parter. 

Er der aspekter af historien, som du mener ikke er blevet tilstrækkeligt belyst, og som fortjener mere opmærksomhed?

Vi har for nylig samlet op på sagen i en mini-podcastserie i et nyt format på DR, Genstart Dox, og i arbejdet med den blev det ret klart for os, at der er nogle spørgsmål, der ikke er blevet klart belyst. Det er spørgsmål om, hvad der skete med de advarsler om lange ventetider på kræftbehandlingen på AUH, som gik ind i Region Midtjylland fra læger og fra hospitalsledelse. Oplysninger, der gik ind i direktionen.  Hvorfor blev der ikke handlet på dem, og hvem vidste præcis hvad hvornår? Det lovede regionen ville blive undersøgt, men flere eksperter, patienter og pårørende konkluderede, at de ikke havde fået de lovede svar.

Om vi nogensinde får svarene, ved jeg ikke. Vi slipper ikke helt sagen, og der er også stadig en politiefterforskning af sagen i gang samt en undersøgelse, som Rigsrevisionen forestår.

Hvad har du lært undervejs i denne undersøgelse, der kan være nyttig for andre journalister?

Helt konkret var jeg glad for at erfare, at man faktisk kan få aktindsigt i interne dokumenter. Det blev fundamentet for dækningen. Vi skulle klart have de oplysninger i aktindsigt, som vi fik. Og vi skulle måske også have haft mere end det, vi fik. Men jeg har tidligere oplevet, at der bliver givet nærmest blankt afslag på aktindsigt i interne dokumenter. Som udgangspunkt er der ikke en ret til aktindsigt i interne dokumenter. Der er klare undtagelser, men det er jo myndighederne, der laver vurderingen af, om de dokumenter, de har, falder inden for undtagelserne.

Jeg arbejdede med at formulere præcise aktindsigtsansøgninger og med konsekvent at klage videre til Ankestyrelsen, når jeg fik afslag.

Den anden lære af sagen er ikke ny for mig: det nytter at blive ved, så længe der er noget at komme efter og ikke stoppe, når myndighederne har spillet ud med den første genopretningsplan eller redegørelse.

Hvordan har du forsøgt at balancere mellem rapportering af vigtige nyheder og samtidig respektere privatlivet og følsomheden omkring kræftpatienter og deres pårørende?

Det var heldigvis patienter, der gerne ville medvirke med en stærk motivation for at gøre en forskel for andre. Vi respekterede deres grænser, hvis der for eksempel var situationer fra optagelserne, de ikke ønskede, vi brugte.  Det skulle fremstå værdigt. Det er også generelt et mantra for os, at folk ikke optræder som ’ofre’, men som handlende mennesker. Og det var de jo. Det var nogle stærke mennesker, trods den krise, de var i.  Og de leverede med deres udsagn vigtig dokumentation om, hvad der præcis var foregået – og modsagde forklaringer fra regionen – så de på den måde ikke bare var cases.

Hvad gør, at denne historie modtager en Cavling? Og hvad betyder det personligt for dig at vinde?

Dybest set var det jo bare vildt, at den historie fandtes – og stadig svært at forstå. At der var patienter med fremskreden kræft, der ventede alt for længe på livsvigtig behandling, og at det gik under radaren så længe. En af mine kolleger har kaldt sagen en ’10-års-hændelse’, og det, synes jeg, er meget rigtigt. 

Vi lykkedes med at rulle historien ud på en måde, som var en slags syntese af de metoder, vi har opbygget på den undersøgende redaktion gennem adskillige år. Og derfor betyder prisen for mig også en slags ’krone på værket’, selvom værket ikke er slut endnu.

Hvad er næste skridt? Kommer vi til at se dig blive ved at undersøge sundhedssektoren, nu hvor du endelig vandt en Cavling? Eller vil du prøve noget nyt?

Jeg og min kollega, Jonas Deiborg, var netop gået i gang med optagelser til en anden historie, da kræftsagen kom flyvende. Den arbejder vi nu videre på med et års forsinkelse. Den udspiller sig også på sundhedsområdet, men er af en helt anden karakter. Jeg har ikke noget imod at prøve noget nyt, men jeg har mange års erfaring med sundhedsstof, og det er nok bare lettest at ’se’ historier inden for et hjemmevant område.

Bør DMJX gennemgå og kvalitetstjekke undervisningen på de universiteter, som de har udvekslingsaftaler med?

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Bør DMJX gennemgå og kvalitetstjekke undervisningen på de universiteter, som de har udvekslingsaftaler med?

Som journaliststuderende kan man være sikker på at få kompetencer inden for sit fag igennem alle semestre på uddannelsen. Hvorfor gør det sig ikke gældende, når man er på udveksling?

TEKST: IDA EDELMANN RASZTAR
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 07. december 2023

Jeg sidder lige nu i Mexico City på det private universitet Tecnológico de Monterrey og tager mit 3. semester. Jeg læser journalistik og var fra studiestart klar over, at jeg gerne ville på udveksling. Det tiltalte mig så meget at lære og udvikle min journalistik i et internationalt miljø, så da jeg så den nærmest uendeligt lange liste med universiteter, som man kan ansøge om at tage 3. eller 4. semester på, var jeg positivt overrasket. Jeg valgte Mexico, da jeg gerne ville så langt væk fra den danske journalistiske tradition som muligt og forhåbentlig få et indblik i, hvordan journalistikken lever, læres og fungerer i et land, som ikke umiddelbart er bedst kendt for deres frie presse og sikkerhed for journalister.

DMJX sender studerende til Tecnológico de Monterrey, som har campusser flere forskellige steder i landet. Inden jeg tog afsted, var der på listen over udbudte fag et fotofag og flere kommunikations- og mediefag, som vakte min interesse. Jeg var også i kontakt med to studerende, som tidligere har været på udveksling her. De havde været glade for det, men forberedte mig også på, at skolestrukturen var meget anderledes og til dels meget nemmere. Og det skal jeg love for, at det er. 

Ingen af de fag, som relaterer sig direkte til journalistik, kommunikation eller medier blev oprettet, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor meget jeg går glip af journalistisk øvelse, mens jeg er her. I stedet tager jeg fag som indirekte relaterer sig til faget, fordi de er samfundsfaglige. Blandt andet tager jeg fag, som beskæftiger sig med filosofi og teknologi, bæredygtighed og etik og social retfærdighed i Mexico. Men er det godt nok?

Jeg ved, at jeg lærer noget helt andet, et nyt sprog for eksempel, og opnår et andet perspektiv ved at være her i en kultur, økonomi og politisk styreform på den anden side af kloden, som jeg ikke ville kunne få hjemme i Aarhus, men jeg kan ærlig talt godt blive i tvivl, om jeg går glip af for meget, når det kommer til de journalistiske teknikker; interview, research, skarpvinkling og så videre. 

Jeg laver og lærer absolut intet direkte journalistisk i øjeblikket, og det er rent ud sagt en smule demotiverende og skræmmende. Derfor mit indledende spørgsmål. 

Bør DMJX gennemgå og kvalitetstjekke undervisningen på de universiteter, som de har udvekslingsaftaler med? Måske korte den uendelige liste ned? Jeg er utroligt glad for at være her i Mexico; menneskerne, maden, vejret, stemningen er helt fantastisk, men undervisningen føles som en sur, irrelevant pligt. Og det er så ærgerligt! Det kunne jeg måske have sagt mig selv. Måske er det mig, der har for høje forventninger, men noget i mig kan bare ikke lade være med at være frustreret og ærgerlig over, at undervisningen ikke har bare en lillebitte skygge af noget journalistisk eller kommunikationsagtigt over sig. 

Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation. 

Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester.

Har det interesse for dig? Så skrive til: debat@dmjx.dk