Sådan skal du skovle, hvis du vil være graverjournalist

af Thit | dec 8, 2022 | UDE

Sådan skal du skovle, hvis du vil være graverjournalist

For at blive en god undersøgende journalist kræver det færdigheder, gode kilder og respekt for sit arbejde. Illustreret Bunker har sammen med to af de dygtigste gravere sammensat en guide til dig.

TEKST: lærke kobberup & Sarah Wittrup
Illustration: Katrine Å. Edvardsen

Udgivet den 08. december 2022

Det startede med et tip om noget data, der omhandlede “underlige” pengestrømme ind i Danske Banks estiske filialer. Sådan begyndte en af Berlingskes største historier.

I den anden ende af byen sad der en gruppe journalister på Ekstra Bladets redaktion og undrede sig over, hvordan de danske børn i Syrien egentlig blev glemt så hurtigt. En undren, der startede et forløb fyldt med anonyme kilder og en presset regering.

Den store afsløring kan starte på mange forskellige måder. Illustreret Bunker har talt med to af de journalister, som har været med til at ryste medieverdenen.

Simon Bendtsen er nyhedschef på Berlingske Business og har tidligere arbejdet i gravergruppen samme sted. Her var han med til at dække hvidvasksagen om Danske Bank, som han desuden har vundet en Cavlingpris for.

I januar 2017 startede han, Michael Lund og Eva Jung på den længerevarende sag. De arbejdede intensivt på den i cirka tre år, og de skriver stadig den dag i dag, men dog mere sporadisk. Da de havde udgivet et par artikler om sagen, troede de, at det var det. Men så fik de indikationer af, at der faktisk var mere at hente.

Thomas Foght er redaktionschef og undersøgende journalist for Ekstra Bladets gravergruppe og vandt tidligere i år Cavlingprisen for artikelserien om de danske børn i Syrien. Denne artikelserie skrev han sammen med sine kollegaer Jeppe Findalen, Nagieb Khaja og praktikanten Magnus Mio. Her dykkede de ned i allerede offentlig kendt viden og fandt ud af, at der lå meget mere begravet under gulvtæppet. Helt konkret resulterede dette i, at 14 danske børn blev fragtet hjem.

Med hjælp fra Simon Bendtsen og Thomas Foght har Illustreret Bunker skabt en guide på fem steps til alle de spirende graverjournalister, som befinder sig på DMJX.

1. Step: Respekter dine kilder og din magt

“Det, tror jeg, egentlig er det vigtigste. At kilderne ved, hvad de går ind til, og at de føler sig trygge og ved, at vi behandler de informationer, de deler med os. Og at vi gør alt i vores verden for at beskytte dem.”

Sådan forklarer Thomas Foght fra Ekstra Bladets gravergruppes håndteringer af kilder. Da der har været mange kilder i spil i både Thomas Foghts og Simon Bendtsens artikler, fylder kildehåndteringen rigtig meget i processen.

Også for Simon Bendtsen og Berlingske har noget af det vigtigste været en gensidig respekt mellem kilderne og en selv som journalist.

“Man vinder kildernes tillid ved at opføre sig ordentligt. Selvfølgelig skal man aldrig virke truende overfor sine kilder, men ligeså vigtigt er det, at man opfører sig ordentligt i mødet med de mennesker, man skriver om. Både dem, der kan have gjort noget galt eller dem, der er vidner til det,” siger han.

Denne gensidige respekt for hinanden og for de historier, man skriver, er også vigtig at huske på, mener Simon Bendtsen. Hvidvasksagen i Danske Bank blev hurtigt en meget omfattende sag.

“Mange af direktørerne måtte stoppe i banken. Endnu hårdere var konsekvensen for en af direktørerne i Estland, som begik selvmord (Aivar Rehe, som var mangeårig direktør i Danske Bank Estland red.). Det er selvfølgelig noget, der gør, at man får meget respekt for, at det kan have nogle voldsomme konsekvenser, når vi skriver noget,” fortæller han.

Man kan ikke med sikkerhed sige, at Aivar Rehe begik selvmord som følge af hvidvasksagen. Den estiske ugeavis Eesti Ekspres har skrevet om ham og hans selvmord, og det “skinner igennem i deres artikel, at det sandsynligvis har været den skade for hans ry og rygte, som sagen uvægerligt havde givet ham,” som var skyld i hans selvmord, skriver Magasinet rØST.

2. Step: Beskyt dine kilder

En stor del af de kilder, som både Simon Bendtsen og Thomas Foght interviewede under begge sager, skulle holdes anonyme. Det var på grund af kildernes sikkerhed.

“Der er nogle gange, vi har haft mistanke om, at der er nogen, der holder øje med os. Især efter vi begyndte at bringe nogle af de historier om de her klassificerede oplysninger. Der tror jeg da, at der var nogen, der begyndte at undersøge, hvem i hulen det er, vi taler med,” siger Thomas Foght.

Han uddyber:

“Vi skal sikre os, at kilderne aldrig nogensinde kommer i problemer, fordi de snakkede med os.”

Det prøvede de blandt andet at gøre ved at undgå at kontakte kilderne via mail og almindelige opkald.

Thomas Foght valgte at opsøge kilderne i deres private hjem for at beskytte deres identitet. Her ville han dukke op, når kilderne havde fri fra deres respektive arbejde for at snakke med dem uden for arbejdstiden, så ingen kunne overhøre deres samtaler.

En anden af hans metoder var at sende et fysisk brev til sine kilder. Udover at sikre anonymitet, er et brev heller ikke lige så voldsomt, som når en journalist dukker op på en kildes dørtærskel.

Hos gravergruppen ved Berlingske blev sikkerheden også vægtet højt. De tog helt særlige forholdsregler i brug for at beskytte deres kilder.

“Vi gav kilderne kodenavne, og i særlige omstændigheder fløj vi et sted hen for så at køre i den modsatte retning. Man kunne ikke udlede noget af, hvor vi var fløjet hen, når vi kørte et andet sted hen. Så vores kilder blev ikke kompromitterede,” siger Simon Bendtsen.

Det var enormt vigtigt for begge historier, at kilderne havde tillid til de to journalister, for ellers var det svært at få dem til at dele deres informationer. Det gjorde Simon Bendtsen ved at forsøge at efterlade så få digitale fodspor som muligt ved blandt andet at skrive alt i hånden og ikke fortælle andre, hvad de arbejdede på. Det handlede især om, at der pludselig kom meget på spil for de involverede i hvidvasksagen, da både den administrerende direktør, Thomas Borgen, og bestyrelsesformanden, Ole Andersen, blev fyret.

3. Step: Kend dit stof

At sætte sig ordentligt ind i en sag kan tage lang tid, og man skal forvente, at man kan ende med at sidde med den samme sag i lang tid. Nogle gange kan man skrive videre om den samme sag i flere år. Det var tilfældet for Simon Bendtsen og hans kollegaer:

“Vi startede med den i januar 2017. Og så skrev vi intensivt på den i to til tre år – i hele 2017 og hele 2018 – efterfølgende en bog, og nu skriver vi om konsekvenserne,” siger han.

Selvom sagen om hvidvask begyndte i 2017, fylder den stadig i dag. Simon Bendtsen er blevet en af eksperterne på emnet. Thomas Foght kender til den følelse.

“Det er jo klart, at når man dækker en sag i så lang tid, så kommer man enormt godt ind i stoffet, og man får et godt netværk og forhold til sagen,” siger Thomas Foght.

Man bliver en ekspert inden for sin sag. Ingen andre har det samme netværk eller den samme viden om emnet.

4. Step: Slå hovederne sammen

Thomas Foght skrev sin artikelserie med tre andre, og han understreger, at for ham var det vigtigt at være flere på sagen. Især når den var så stor.

“Lad os sige, at der sker noget uventet, og der er en, der holder ferie eller har en fridag. Så er der en anden på arbejde, der lige kan gribe historien,” siger han.

Han uddyber desuden, at han også mener, at det er en fordel rent strukturelt:

“Det vil være hårdt at sidde bare en eller to mand med så stor en sag i så lang tid. Når man er fire, så kan man hele tiden justere på, hvem der skal kigge på hvad, og man kan gribe flere ting. På den måde gjorde det, at vi var mere fleksible i at kunne dække sagen.”

Simon Bendtsen skrev sin artikelserie med Eva Jung og Michael Lund, som han i forvejen havde et venskabeligt forhold til:

“Det var meget tilfældigt, at det blev os tre, men i bund og grund handler det om, at man arbejder godt sammen og komplimenterer hinanden.”

5. Step: Tavshed er en dyd

Mange ser nok hjemmets rammer og ens tætte familie som et frirum, hvor man kan lette sit hjerte. Det er ikke altid givet som graverjournalist. Adspurgt svarer Thomas Foght, at han ikke havde fortalt sin kone, hvad de arbejdede på. Det var kun de journalister, der arbejdede på artiklerne, og chefredaktørerne, som kendte til arbejdet med sagen.

Han forklarer dog yderligere, at det ikke er underligt for ham:

“Det er sådan set meget naturligt. Der er mange elementer af mit arbejde, min kone ikke kender til. Nogle gange fortæller jeg om de historier, jeg arbejder på. Andre gange gør jeg ikke, da det bare er bedre ikke at fortælle det.”

For ham giver det sjældent mening at lette sit hjerte, når det er en sag, der omhandler anonyme kilder. Så kan det være, at det er bedre at holde tæt.

For Simon Bendtsen har det varieret, hvor mange der vidste, hvad de arbejdede på.

“Der har været forskellige forløb, hvor det har været mere eller mindre hemmelighedsfuldt, hvor vi har holdt os lidt for os selv og ikke fortalt så meget om, hvad vi lavede.”

Med Thomas Foght og Simon Bendtsens gode råd med i rygsækken er du nu klar til at grave med den helt store spade.

FORSIDEN

Karoline formidler litteratur til dem, der ikke selv har en bog på natbordet

af Rasmus | maj 12, 2022 | UDE

Karoline formidler litteratur til dem, der ikke selv har en bog på natbordet

Karoline Kjær Hansen læser bøger. Masser af dem. Og hun fortæller om dem på Radio4 i programmet Mellem Linjerne. Arbejdet foregår i togkupeer og midlertidige radiostudier, og det er en del af hverdagen som litteratur- og kulturjournalist.

TEKST: Josefine Harboe
FOTO: Rebecca Hoffmann

Udgivet den 12. maj 2022

Klokken er 8:10 torsdag morgen på Aarhus Hovedbanegård. Karoline Kjær Hansen balancerer en kop kaffe og en yoghurt i den ene hånd, mens hun med den anden betaler for sine ting i 7/11. Hun tager en tår af sin kaffe og efterlader et let rødt aftryk læbestift.

Hun kaster sin mulepose over skulderen. I den ligger lidt læsestof, computer og høretelefoner, som i dag er grej nok til en hel arbejdsdag. Resten af hendes udstyr ligger allerede i Radio4’s studie i københavn, hvor arbejdsdagen skal foregå.

”Ja, jeg har pakket let i dag. Jeg plejer jo at have mit eget optageudstyr med også,” siger hun og går ned ad rulletrappen til spor 2, hvorfra hun om få minutter skal med toget til København.

Arbejde på farten

Karoline Kjær Hansen står bag radioprogrammet Mellem Linjerne på Radio4, hvor hun hver uge interviewer forfattere om deres bøger. En del af arbejdet er, at hun tager ud til sine kilder. Helst der hvor bogen er udformet.

”Det giver ofte kilden en ro, at det er dem, der er på hjemmebane,” siger hun.

Karoline Kjær Hansen har fast base i Aarhus, hvor hun arbejder som freelancejournalist og selv sammensætter sin arbejdsuge med radiointerviews og artikler om kultur og litteratur i Jyllands-Posten. Det er svært at sætte timer på en arbejdsuge, når forberedelse flyder sammen med fornøjelse. De to ting hænger dog sammen på den måde, at alt læsning fra hendes arbejdsliv er med til at udvide horisonten for, hvad der kan være spændende.

”Det er jo et stort privilegium, at jeg kan arbejde med det, jeg også bruger min fritid på,” siger hun.

I dag har Karoline en aftale med Knud Brix i Radio4’s studie i København, hvor de skal tale om hans kommende bog Febertræet. En autofiktiv fortælling om en tumultarisk rejse til Liberia og mødet med en berygtet general fra 90’ernes borgerkrig. De mange togture mellem Aarhus og København fungerer ofte som arbejdsplads, og derfor bestiller hun altid plads i stillekupéen.

Karoline tager sin computer frem for at læse de sidste 25 sider i Knud Brix’ bog, og sideløbende har hun en artikel om fiskeri og forfatterskab til Jyllands-Posten, som hun sender til citattjek. Hun klikker sig frem og tilbage mellem mailkorrespondancer og skribler ind i mellem et par stikord i sine egne dokumenter. Hendes blik er fæstnet på skærmen, mens veje, broer og skinner fyger forbi hende.

To uddannelser, der taler hvert sit sprog

Karoline har en bachelor i litteraturhistorie fra Aarhus Universitet. Herefter tog hun en kandidat i journalistik på DMJX. Hun er rundet af to fag med meget forskellige tilgange til formidling. Litteraturen kræver fordybelse og giver Karoline plads til at dissekere detaljer. Journalistikken er håndværksfaget, som har lært hende at gå grundigt til værks uden at fortabe sig i småting.

”Vi kan lære meget om vores samfund og eksistens i litteraturen. Det er også her, det journalistiske kommer ind, fordi man skal vinkle fortællingen om forfatteren og bogen, så den er interessant for et bredt publikum,” siger hun.

En fordel ved at være så velbevandret i litteraturhistorie er, at analyseredskaberne sidder på rygraden. Når Karoline er på optagelse, har hun sjældent andet manus med end lidt stikord. I dag står der kun et par datoer fra Knud Brix’ arbejdsliv, og resten opstår i studiet. På den måde kan hun lade samtalen tage en drejning, hvis interviewpersonen selv lægger op til det.

”Man kan gå alle steder hen og høre Knud Brix tale om sin løn, så det har jeg ikke tænkt mig at bore i. Men hvis han selv lægger op til det, så griber jeg den,” siger hun.

Karolines arbejdsliv kræver, at hun holder sig opdateret på forskellige platforme. Hun bruger arbejdet aktivt på sin Instagram, som er spækket med billeder af smilende forfattere foran Radio4’s blå billedvæg eller bøger stilistisk arrangeret i en solrig vindueskarm. Hun modtager nyhedsbreve fra forlagene og kender branchen godt, efter hun gennem flere år har skrevet for forskellige større dagblade. Derfor ved hun, når noget rører sig i den litterære andedam.

”Jeg beskæftiger mig primært med nyudgivelser. Der kommer aktualitetskravet fra journalistikken også ind i billedet,” siger hun.

På redaktionen i København

Toget kører ind på perronen på Hovedbanegården i København kort efter kl. 11:00, hvorefter Karoline går de få hundrede meter til Radio4’s lokaler.

Der lyder tastende fingre på tastaturer fra alle hjørner af den lille arbejdsplads. Selvom redaktionen er indrettet med hæve-sænkeborde og Lenovo-computere, står det klart, at den er vokset ud af en gammel lejlighed og ikke bygget til formålet. Placeret i en smal opgang i Studiestræde ikke langt fra Rådhuspladsen, er redaktionens gulve belagt med støjdæmpende gråt gulvtæppe, som dog ikke formår at kvæle de knirkende lyde fra træplankerne nedenunder.

Hun sætter sig foran en stor computerskærm med danskvand og en kop kaffe. Manglen på personlige kendetegn – en efterladt post-it, anden udsmykning eller billeder – gør det tydeligt, at det ikke er Karolines faste kontorplads.

Alligevel åbner hun straks computeren og finder sin mailindbakke. Citattjekket er godkendt og med få tryk og en lille lyd fra tastaturet, er hendes artikel sendt til Jyllands-Posten.

Litteratur med en mission

Tankerne bag hendes arbejde med litteratur er at ændre idéen om, hvad vi bruger bøger til. Det var egentlig lidt ved et tilfælde, at hun havnede på litteraturhistorie, for det har aldrig været gamle klassikere og historiske romaner, der har tiltrukket Karoline.

Men efter hun boede nogle år i Berlin efter gymnasiet, blev hun draget af det unge, kreative miljø og i retning af litteratur. Selvom litteratur anses som højkultur, er det vigtigt for hende ikke at lave et elitært program.

”Jeg vil gerne gøre op med, at der findes rigtig og forkert litteratur og i stedet anerkende vigtigheden af den. Jeg sætter en ære i at formidle litteratur for målgrupper, som ikke nødvendigvis har en bog liggende på sengebordet. Det er medvirkende til, at jeg hver gang skal anstrenge mig for at gøre min journalistik relevant,” siger hun.

Hun har selv oplevet, hvordan hun fandt en ro i at læse, i takt med at det blev en større del af hendes arbejdsliv. Samtidig tror hun på, at det er gavnligt for alle at bruge lidt mere tid på litteratur, men ofte kræver det et skub i den rigtige retning.

”Kultur er ikke forbeholdt en afskåret gruppe af samfundet, men vedrører os alle, fordi den oftest handler om livets store spørgsmål. Men jeg synes bogen er nedprioriteret i vores samfund,” siger hun.

Kunsten at være velforberedt

Klokken nærmer sig 13:00, hvor Karoline har en aftale i radiostudiet med Knud Brix. Hun forbinder nogle kabler i forskellige farver, sætter mikrofonerne til og skænker en kop kaffe med rolige bevægelser.

”Jeg synes ikke, jeg bliver starstruck. Jeg er heller ikke nervøs, hvis jeg har forberedt mig godt. Jeg gør en dyd ud af at være godt forberedt, men trækker også meget på min viden fra studiet og mine mange fritidstimer med bøger i hænderne,” siger hun.

Og velforberedt, det er hun. Interviewet varer en times tid og giver plads til at gæsten kan udfolde sig. Karoline laver nedslag undervejs, typisk i datoer eller konkrete detaljer som selv forfatteren kunne have glemt. Samtalen handler om bogen, men også om det forudgående arbejde og den efterfølgende skriveproces.

Da optagelsen er slut, står de begge og beundrer forsiden, som er prydet af et fotografi i røde, soltunge nuancer. Bogen er helt frisk fra trykken, og derfor bliver de begge nødt til at se med fingrene. Inden Knud Brix forlader studiet, udbryder han, at det da må være et fantastisk job, hun har. Karoline nikker bekræftende, selvom det kan være en udfordring, når arbejdsliv flyder sammen med fritid.

”Jeg kan ikke sige, at jeg kun arbejder 37 timer om ugen,” siger hun.

En bred skare af gæster

Gæsterne i programmerne spænder vidt. Lige fra den tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet Poul Madsen til bestsellerforfatteren Jussi Adler-Olsen og digterkanonen Søren Ulrik Thomsen. Derfor handler programmerne i høj grad også om at møde et menneske og en historie, end kun om at forstå en bog.

”Jeg er ikke litteraturformidler. Jeg åbner det rent journalistisk og håber, at mine programmer kan være en hjælp til at forstå et forfatterskab og derigennem et større emne i samfundet,” siger hun.

Karoline pakker sin taske og vinker farvel til kollegerne på redaktionen. Hun sætter sig på en café rundt om hjørnet og snupper en sen frokost udenfor. Arbejdsdagen er endnu ikke slut. I toget vil hun tage hul på klipningen af dagens interview, så det er klar inden deadline fredag formiddag.

Telefonen ringer, og en pressemedarbejder på et forlag vil lige have styr på de sidste detaljer inden en radioudsendelse. Karoline gennemgår dem minutiøst, mens hun suger dagens sidste sol til sig, inden den går ned over Københavns tage.

FORSIDEN

Findes der situationer, hvor du vil sige ”nej tak” til at lave en bestemt historie?

af Mads | maj 12, 2022 | TEMA

TEMA

Findes der situationer, hvor du vil sige ”nej tak” til at lave en bestemt historie?

Det har Illustreret Bunker spurgt nogle af de journaliststuderende på DMJX om.

Spørgsmålet stammer fra en undren over, om vi som journalister nogle gange selv er dem, der begrænser vores egen journalistiske frihed.

Vores journalistiske frihed – og begrænsning af den – er bygget op af mange ting. Nogle gange er det ting udenfor os selv, der afgør det. Grundloven sikrer vores ytringsfrihed. Straffeloven sikrer, at vi ikke må udsættes for vold, selv når vi skriver noget kritisk.

Mens chefredaktørerne, medienævnet, og alle embedsmændene der uddeler aktindsigt kan sætte en stopper for vores journalistiske udfoldelser. Og sådan er der så meget. Men nogle gange er det noget inden i os selv, der gør arbejdet for dem. Vores dømmekraft, samvittighed, fornemmelser eller mere eller mindre irrationelle frygt kan komme i vejen. Hvis vi siger ”nej” eller ”stop” eller ”den må en anden vist hellere tage” så er der en risiko for, at den historie aldrig kommer ud i verden. Og om det så er for det gode eller onde, så er det i hvert fald en del af vores rettigheder. At vi kan afvise at tage en historie.

Svaret er ikke lige til, men her får du nogle bud på spørgsmålet fra dine medstuderende.

Victor Hallum 2. semester

Jeg tror simpelthen ikke, at der er noget, jeg ikke vil skrive om. Selv hvis det virker ligegyldigt som eksempelvis historier om kendtes privatliv. Det, synes jeg selv, er spændende at læse om, og så vil jeg egentlig gerne skrive om det, for så tænker jeg, at der er andre, der også kunne synes, at det var spændende at læse om. På den måde handler det jo også om, at hvis bare jeg tror på, at det sælger, så ville jeg gerne lave historier om det. Samtidig synes jeg også, at det er er min pligt at sige ja til at lave alle slags historier. Så om det er historier, der kan virke ligegyldige, eller om det er historier, der kan bringe mig i fare, så ville jeg lave historien. Jeg synes især, at det er vigtigt, at folk ikke siger nej til opgaver, fordi det er farligt, for så ville vi forsømme vores journalistiske pligt.

Sofie Bech Rasmussen, 2. semester

Hvis det handler om et barn, som har gjort noget forfærdeligt, så ville jeg måske ikke tage historien, fordi jeg synes, at man normalt skal være ret påpasselig, når det omhandler børn. Men det handler generelt set også for mig om, om det egentligt er væsentligt for mig at komme ud med den historie, eller om det er irrelevant. Hvis det er noget, som befolkningen skal have at vide, så ville jeg gøre det hele uanset hvad. Og det kan jeg jo sagtens sidde og sige nu, men jeg kan simpelthen ikke komme på nogle emner eller situationer, hvor jeg helt sikkert ville sige nej.

Esben Vestergaard, 3. semester

Hvis historien ville gå ud over mig selv eller min karriere i sidste ende, så er jeg sikker på, at jeg ville holde igen. Eksempelvis hvis jeg skulle skrive en historie, der var lige på grænsen i forhold til troværdighed, og jeg ikke havde helt styr på mine kilder, så tror jeg, at jeg ville lade være med at publicere den. Det kunne også være noget sikkerhedsmæssigt. En Taliban-historie eller noget andet voldsomt. Jeg ville lade være, hvis jeg var bange for, at nogen ville komme efter mig. Så af sikkerhedsmæssige årsager ville jeg nok ikke dække nogle betændte miljøer. Eksempelvis hvis jeg fik et tip om noget, der omhandlede en rockerbande, så ville jeg nok sende den videre til naboen.

Simon Sandvad, 3. semester

Der er nogle emner, hvor jeg ville træde varsomt eller helt gå udenom. Jeg tænker på sådan noget som historier om børn, der lider eller har været udsat for mishandling eller vold eller noget lignende. Det ville jeg holde mig fra, fordi det er et meget følsomt emne. Jeg ville nok helt undgå at dække det.

Hvis barnet er blevet voksen og selv vil fortælle om det, så er det helt fint. Men jeg ville undvære situationer, hvor barnet stadig er barn. Også selvom der var alt samtykke og så videre, så ville jeg holde mig fra det.

Rosa Kirstine Larsen og Sofie Vendelbo Pedersen, 1. semester

Rosa: Hvis historien krævede, at jeg skulle tale med nogle typer, som var meget nærgående, eksempelvis sådan noget som en alkoholiker, så ville jeg være bange for, at jeg kunne få overskredet mine egne grænser, og der ville jeg nok passe på. Især nu her hvor jeg kun går på 1. semester, så ville det ikke være noget, jeg ville gå i gang med. Jeg tror, jeg ville føle, at jeg skulle være mere erfaren og bedre til at sige fra, end jeg er nu. Men det håber jeg kommer med uddannelse.

Dog tror jeg, at selv når jeg har erfaring, så er der ting, jeg ikke ville kunne tage. Eksempelvis hvis det handler om noget, der kommer lidt for tæt på ting, jeg selv har oplevet, hvor man kan blive forblændet af sin egen oplevelse. Hvis en historie skulle omhandle noget, der er sårbart for mig selv, så ville det være en anden form for journalistik, jeg skulle lave. Så ville jeg hellere bruge mig selv og min egen historie gennem formidlingen. Jeg er bange for, at jeg vil have svært ved at forholde mig til kildernes version, og ikke dykke ind i min egen oplevelse af emnet.

Sofie: Jeg er meget enig. Lige nu sidder vi jo med ”Når livet gør ondt”, og hvis det er nogle sygdomme, der ligger én nært, så ville jeg heller ikke gå ind i det i frygt for, at jeg ville blive for påvirket selv. Det er svært at sidde overfor et menneske, der har det svært, og så sidder du selv og har svært ved at holde tårerne tilbage og bliver for overvældet. Så det ville også være et sted, hvor jeg ville sige ”nej, det skal jeg ikke”. Jeg føler mig også lidt for ny i det her fag til at skulle sidde og være ansvarlig nok til at tale med en person, der har det meget svært.

Rosa: Vi snakkede også om i går, da vi havde ideudvikling, at vi heller ikke er der endnu, hvor man kan sidde sammen med nogen, der har det meget dårligt og stille kritiske spørgsmål.

Vi har død som emne, og vi talte om de her personer som lige har fået at vide, at de snart skal dø af en eller anden sygdom. Dem ville jeg heller ikke føle mig parat til at sidde og stille spørgsmål om alt muligt. Jeg er ikke parat til at sidde over for nogle personer, der er så følsomt påvirket.

Sofie: Jeg tror, at når vi engang er færdiguddannet, så har vi en lidt større værktøjskasse, og flere interview og flere erfaringer så vi bedre kan sætte en facade på og sige: ”nu er jeg på arbejde” og på den måde få det mere på afstand. For lige nu har jeg ret svært ved at skille tingene ad, og jeg føler mig ikke særlig professionel.

Rosa: Jeg tror også, at man vil blive bedre til at skille tingene ad. Så på den måde kommer der måske et tidspunkt, hvor jeg ikke ville sige nej til de ting, som jeg ville lige nu.

Har du nyheder kan du få, er du niche må du gå

af Mads | maj 12, 2022 | TEMA

Har du nyheder, må du få - er du niche, må du gå

Et nyt medieforlig skal til sommer forhandles på plads. Her håber både medier og interesseorganisation på en fornyelse af mediestøtten, så den giver bedre plads til de nye medier.

TEKST: karoline noer
ILLUSTRATION: axel hammerbo

Udgivet den 12. maj 2022

Enten er vi ikke nok nyhedsmedie eller for meget et kulturmagasin. Vi er for snævre, eller også er vores egenfinansiering ikke stor nok”, lyder det fra redaktionschef hos Atlas, Alexander Rich Henningsen. Mediestøtten uddeles hvert år af medienævnet, som er sammensat af syv medlemmer udvalgt af Slots- og Kulturstyrelsen. Herunder er det hovedsageligt innovationsstøtten, som søges af nyere medier, heriblandt Atlas

Efter fire års afviste ansøgninger har Atlas kun én enkelt gang været heldig at komme igennem nåleøjet og modtog i en kort periode innovationsstøtten – men det var lige indtil, gulvtæppet blev revet væk under dem.

Kulturstyrelsen fratog Atlas støtten, da de ikke mente, at pengene blev brugt som planlagt. Dette skriver Journalisten, hvor det fremgår, at Atlas ikke brugte pengene på et advisory board, markedsføringstiltag og ansættelser, hvilket ellers var en del af ansøgningen fra Atlas i første omgang. Men dette er Alexander Rich Henningsen uforstående overfor.

”Hele meningen med innovationspengene er jo, at man må prøve sig frem. Men det synes jeg ikke, vi har fået lov til.”

Atlas brugte pengene til at oprette et abonnementsystem, som er en krævende økonomisk udfordring at få etableret.

Atlas retter hovedsageligt deres kritik af mediestøtten mod fordelingen af midler til medierne. Spørger man Alexander Rich Henningsen, foregår der en forskelsbehandling, når medier såsom Føljeton og Ekko modtager mediestøtte, og Atlas ikke selv gør. Filmmagasinet Ekko skriver hovedsageligt journalistik om film, og i den sammenhæng påpeger Alexander Rich Henningsen paradokset i, at Atlas får som afslagsbegrundelse at være for nichepræget, i den form, at de ikke laver nok nyheder eller dækker nok politiske emner

Lappeløsninger til fremtidens medier

I forbindelse med det nuværende medieforlig vedtog Kulturstyrelsen i 2019 at omlægge mediestøtten, så mulighederne til traditionelle medier og nyere digitale medier fordeles mere ligeligt. Et forsøg på at være mere tidssvarende. En ændring, der ifølge Alexander Rich Henningsen kun kan ses som en lappeløsning. Hertil fremhæver han Zetland som eksempel.

”På trods af ændringerne ses der stadig en enorm forskel i fordelingen mellem digitale og skriftlige medier. Zetland er i gang med at stjæle Informations brugere, og alligevel får Zetland knap 3 mio. i støtte, mens Information skovler 26 mio. ind.”

Ifølge Alexander Rich Henningsen skaber denne fordeling stiafhængighed, og det er den skævvridning, som han særligt håber, at det nye medieforlig kan imødekomme.

”Et krav, som at medier skal udkomme fem gange ugentligt, fastholder dagbladene i en gammeldags måde at lave journalistik på”

– Alexander Rich Henningsen, chefredaktør, Atlas

Umulige krav at leve op til

Chefredaktør ved ungdomsmediet Sein, Mathias Busk genkender Atlas’ kritik af mediestøtten, efter de også selv har søgt innovationspuljen – uden held. Ligesom hos Atlas er spørgsmålet om, hvad en aktuel nyhed er, altafgørende for Seins muligheder for mediestøtte. De gange de har ansøgt, har begrundelsen for afslaget nemlig lydt på samme måde: Sein leverer ikke dagsaktuelle nyheder.

”Bare fordi vi ikke skriver om minksagen eller Inger Støjberg, producerer vi stadig nyheder. Vores nyheder skrives mere som historier, men de historier kan sagtens være skelsættende nyheder for unge mennesker”, mener Mathias Busk.

Han uddyber, at Sein for et par år tilbage oprettede SEINblik, som er ugens mest aktuelle nyheder opsummeret hver søndag, for at imødekomme kravet om flere aktuelle nyheder, men da Sein udelukkende er bygget på frivillige kræfter, har det ikke været muligt at producere dagligt.

”Når det er sagt, ønsker jeg ikke, at Sein skal være ligesom Politiken og andre nyhedsmedier, da vi ikke længere ville være de unges talerør. Så dør hele idéen om Sein”, uddyber Mathias Busk.

Af samme begrundelse ønsker Mathias Busk heller ikke at oprette betalingsmur på Seins indhold for at skaffe flere midler. Han påpeger, at det ikke er alle unge på 15 år, som har råd til at betale et månedligt beløb for at kunne modtage Sein. Det er dog på nuværende tidspunkt muligt at være betalende medlem for et mindre beløb for at støtte Sein yderligere. Ifølge Mathias Busk skal mediestøtten særligt bruges på at afholde events for at skabe opmærksomhed om dem selv. Sidst Sein afholdte et større event, var i samarbejde med Politiken, hvor de skaffede 20 procent af de nuværende medlemmer.

Armslængdeprincippet er passé

Mathias Busk mener, at det nærmest er umuligt at skabe et nyt medie, som tikker alle boksene af, som den nuværende mediestøtte kræver. Ligesom Alexander Rich Henningsen, håber han, at dette kan ændres igennem det nye medieforlig.

Mathias Busk uddyber, at nogle punkter i det nye medieforlig, ser positive ud for Sein, men at det hele stadig kan falde på betegnelsen af, hvad en nyhed er. Udspillet til det kommende medieforlig blev fremlagt af kultur- og kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen tilbage i februar og forventes færdigforhandlet op til sommerferien.

På nuværende tidspunkt hviler mediestøtten på et armslængdeprincip, altså at Medienævnet ikke må vurdere kvaliteten af det journalistiske indhold. Noget Alexander Rich Henningsen mener bør ændres.

”Man er nødt til at kigge på kvalitet og indhold. En del af medienævnet bør vurdere kvaliteten, da jeg mener, at der er for mange, der får for høj mediestøtte, blot fordi de passer ind i kasserne.” Ifølge ham er hele meningen med mediestøtten netop at finde den mest værdifulde journalistik.

”Hvad er en nyhed egentlig? Jeg synes, det er en nyhed, når vi udgiver en original tekst, om noget, som ikke er udgivet før, men det er ikke en nyhed som i breaking-bjælker. Samtidig får BT mediestøtte for at lave nyheder om f.eks. at Nicklas Bendtner er kørt galt igen,” siger Alexander Rich Henningsen.

Konkret ønsker Atlas et koncernloft, hvilket betyder, at en koncern såsom JP/Politikens hus ikke blot kan oprette flere medier og på denne måde modtage ekstra støtte. Ideen med koncernloftet har Atlas udviklet i samarbejde med brancheorganisationen Nye Medier i forbindelse med deres udspil til et medieforlig.

Og selvom Nye Mediers udspil er blevet lyttet til, som en del af Regeringens nye medieforlig, savner Alexander Rich Henningsen, at man tør ryste posen og droppe de halve løsninger. Han peger på, at puljerne kunne ændres fuldstændig, så man blot søgte i én stor pulje. På nuværende tidspunkt fordeles mediestøtten i henholdsvis fire puljer, bladpuljen, innovations-, produktions- og sanseringsstøtten, hvoraf innovationspuljen hovedsageligt søges af nyere medier.

Brancheorganisationer kræver fornyelse

Atlas og Sein står ikke alene med ønsket om fornyelse af mediestøtten. Tilbage i januar bragte den administrerende direktør i JP/Politikens Hus, Stig Ørskov, en kronik i Berlingske. Her slog han på tromme for, at regeringen og Folketingets partier bør udfase den millionstøtte, som staten hvert år giver til veletableret medier.

”Statsstøtte skaber afhængighed – og giver ultimativt staten indflydelse på medierne. Hvis det bekommer politikerne, kan de fjerne støtten med et pennestrøg. Den trussel gør ikke noget godt for medierne,” lød det i kronikken.

Også Danske Medier, de private mediers interesseorganisation, synger med i det kritiske kor om den store mediestøtte. De har tidligere foreslået, at den maksimale driftsstøtte til enkelte medier sænkes fra de nuværende 17,5 millioner kroner årligt til 14 millioner kroner. De argumenterer for, at det vil sikre, at flere mindre medier får en relativt større andel af puljen.

På nuværende tidspunkt modtager både Berlingske, BT, Børsen, Ekstra Bladet, Jyllands-Posten og Nordjyske Stiftstidende alle de 17,5 millioner kroner, mens Information og Kristeligt Dagblad tager førstepladsen med henholdsvis 25,5 og 28,9 millioner kroner. Grunden til at nogle mediers støtte er højere end den maksimale grænse skyldes, at de også modtager penge gennem produktionsstøtten. Det er en pulje af støttemidler reserveret til medier, som klager over afslag og efterfølgende får medhold.

“Mediestøtten er 30 år forældet”

Både Sein og Atlas er medlemmer af den frivillige organisation Nye Medier, som for nyligt gav deres bidrag til, hvordan et kommende medieforlig kunne se ud.

De mener, at fornyelsen af mediestøtten kunne komme i form af flere midler til innovationspuljen, så flere nyopstartede medier kan modtage den, og at kriterierne for at få støtten bliver nemmere at opnå.

Derudover foreslår de, ligesom Atlas, et koncernloft og at mediestøtten fordeles platformsneutralt.

Alle krav som ifølge forperson for Nye Medier, Anne Sofie Christensen-Dalsgaard, fastholder mediestøtten efter nogle kriterier, som passer til et mediebillede, der fandtes for 30 år siden.

”De traditionelle medier bliver prioriteret, selvom de egentlig har midler og støtte nok. Vi har i stedet brug for at udvikle de medier, som f.eks. henvender sig til den yngre målgruppe, hvis vi stadig skal have de unge til at blive oplyst.”, fortæller Anne Sofie Christensen-Dalsgaard.

Hun uddyber, at noget af det, der spænder mest ben for nyopstartede medier, er kravet om tre fuldtidsansatte, også kaldet årsværkskravet.

”Årsværkskravet og omnibus-kriteriet er krav, som fastlåser medierne. Medier som modtager mediestøtte bliver en utrolig lukket klub, da du kun kan komme ind, hvis du i forvejen har midler nok”, tilføjer Anne Sofie Christensen-Dalsgaard.

Ligesom Sein og Atlas påpeger hun, at Regeringens nye medieforlig peger i den rigtige retning, og at man godt kan mærke, at vinden peger i fornyelsens retning. Men ligesom Mathias Busk venter Anne Sofie Christensen-Dalsgaard med at hive armene helt i vejret endnu.

”Detaljerne er de afgørende for vores fag. Hvor vælger de lige at lægge snittet med årsværk, og går de med på, at vi skal have et opgør med omnibuskriteriet? Der har vi ikke fået noget konkret bud på endnu.”

Medienævnets forperson Vibeke Borberg skriver i et skriftligt svar på kritikken, at de foretager en individuel vurdering af alle ansøgere ud fra, om de opfylder betingelserne fastsat af mediestøtteloven. Dertil påpeger hun, at:

“Det derfor kan forekomme, at nævnets bedømmelse af medier, der umiddelbart ligner hinanden i forhold til målgruppe, indhold mv. kan falde forskelligt ud”.

Hun tilføjer, at mediestøtteloven indeholder et kriterie om, at halvdelen af det redaktionelle stof, skal være nyhedsstof inden for et bredt emne. Samtidig skriver hun, at:

“Det er muligt, at nyhedsmediebegrebet har udviklet, sig siden den nuværende støtteordning blev indført, og at definition og praksis skal tages op til revision.”

Kan vi bruge dokumentarens subjektive iscenesættelser i journalistikken?

af Mads | maj 12, 2022 | TEMA

TEMA

Kan vi bruge dokumentarens subjektive iscenesættelser i journalistikken?

Dokumentarister bruger ofte sig selv i deres værker for at understøtte en fortælling, men er det noget, vi med ro i sindet kan kultivere i journalistikken? Vi har undersøgt spørgsmålet.

TEKST: SIMON MUFF & KERSTINE WINTHER
ILLUSTRATION: MADS OXLUND

Udgivet den 12. maj 2022

Dokumentar. En genre, der handler om virkeligheden. De kan se forskellige ud, alt efter hvem der er afsender, og hvem der er modtager, men fælles er, at de tager udgangspunkt i det virkelige. Derfor blev dokumentargenren igen taget op til diskussion, da Jesper Dalgaard i 2021 udkom med ”Kandis for Livet” – en dokumentarfilm om en række mennesker, der deler en ubetinget kærlighed til bandet Kandis. Kritikken gik blandt andet på, at man som seer får det indtryk, at en af de medvirkende passer et gravsted tilhørende forsanger Johnny Hansens ekskone, selvom det i virkeligheden kun er sket et par gange.

Derudover blev det kraftigt kritiseret, at instruktøren havde betalt en flyrejse for en af de medvirkende til Costa Del Sol, hvor Kandis skulle spille koncert, når det bliver fremstillet i filmen som om, at han havde skrottet sin bil for at få råd.

Jesper Dalgaard selv kalder det en hybridfilm mellem dokumentar- og kunstfilm. Men hvor går grænsen mellem en visning af verden, som den er, og en visning af verden, som er iscenesat?

Alt film er iscenesat

Hvis man spørger Frank Piasecki Poulsen, filmkonsulent ved Det Danske Filminstitut, er alle film iscenesat. Han kommer med flere eksempler på de kunstneriske virkemidler, man som instruktør kan benytte sig af, som ikke er usande, men blot fungerer som skildringer:

“Hvis du filmer en person nedefra, giver det et andet udtryk, end hvis du filmer en person oppefra. Det er valg, der tages for at vise en virkelighed, som du har et stort ansvar for bliver hæderligt,” siger Frank Piasecki Poulsen.

Til spørgsmålet om hvorvidt kritikken af kildebetaling i ”Kandis for livet” er berettiget, er Frank Piasecki afvisende.

“Det, synes jeg ikke, er et problem overhovedet. Jesper Dalgaard har betalt nogle transportomkostninger. Det er det,” siger Frank Piasecki Poulsen.

Det handler om troværdigheden

Simon Kratholm Ankjærgaard, journalist og historiker, mener ikke, der er en modsætning mellem iscenesættelse og journalistik. Det er svært at skelne, hvor grænsen går, da det ifølge ham hænger uløseligt sammen.

“Journalistik er disciplinen, faget og håndværket, mens iscenesættelse er et af værktøjerne eller metoderne,” siger han.

Men grænserne mellem journalistik og fiktion er en fin balancegang, der kan være svær at finde. Det grundlæggende problem er ifølge Simon Kratholm Ankjærgaard troværdigheden.

“Hvis man ikke kan dokumentere alt, hvad der skete, eller hvad scenen bygger på, så kan den jo lige så godt være opdigtet, og hvad passer så i det store billede?” siger han.

En relevant diskussion

Da vi gik i gang med at skrive artiklen er det ikke løgn, at vi naivt havde forventet et specifikt svar på spørgsmålet om grænselandet mellem iscenesættelse og virkelighed. Måske en form for go-to guide, vi selv kunne bruge.

Men Frank Piasecki Poulsen stillede et endnu mere interessant spørgsmål, der også flere gange har været oppe at vende hos os selv: Spørgsmålet om, hvorvidt tilstræbt objektiv journalistik egentlig er en mere relevant diskussion at tage.

“Lige så snart du begynder at undersøge noget, påvirker du det også selv”, siger Frank Piasecki Poulsen.

Det vil altid være dit blik på verden, som seeren skal forholde sig til. Og er det ikke også sådan med journalistikken?

“Jeg tænker, at et objekt er objektivt. Så snart vi begynder at beskrive det, så bliver det subjektivt,” siger han.

Journalister frygter at mene noget

Ifølge Frank Piasecki Poulsen er der er en generel frygt blandt journalister for at mene noget. Men gør vi det?

Som studerende bliver vi konstant indpodet med, at den objektive vinkel er det absolutte ideal for en god journalist. Subjektivitet og den personlige holdning skal, så vidt muligt, holdes for døren.

At mene noget som journalist er en noget anden tilgang til faget og en måske ubekvem rolle at skulle indtage. Måske er det nemlig også mere mageligt som journalist ikke at mene noget, da man så er i stand til at holde tingene ud i strakt arm.

”Jeg synes, det er et meget større problem, at der er nogle, der forestiller sig, at de kan lave dokumentariske fortællinger, der ikke er iscenesat. For på den måde bliver det en dobbelt-løgn,” siger Frank Piasecki Poulsen.

Tre vigtige sætninger

Simon Kratholm Ankjærgaard bruger, som beskrevet tidligere, også iscenesættelser til at beskrive en virkelighed. For ham er det et redskab. Og et vigtigt et af slagsen. Han er dog utrolig bevidst om, hvorvidt det er den rigtige iscenesættelse, han bruger, og hvordan den bruges.

”Jeg har gjort mig mange overvejelser, før jeg bruger iscenesættelse. Den skal sige noget om dét, jeg fortæller eller skal fortælle.”, siger Simon Kratholm Ankjærgaard.

Når han benytter sig af scener i sin journalistik, har han mange kriterier, han navigerer efter. Han har tre sætninger, han råber til sig selv.

”JEG. MÅ. ALDRIG. FINDE PÅ!

JEG. MÅ. ALDRIG. OPFINDE!

JEG. MÅ. ALDRIG. GÆTTE!”

– SIMON KRATHOLM ANKJÆRGAARD, JOURNALIST OG HISTORIKER

Vær transparent

Det er gået op for os, at det er et spørgsmål, der skal stilles hos den enkelte journalist. At vi selv skal vælge hvor meget subjektivitet, vi skal turde at have med i journalistiske produkter. Skal vi bevæge os væk fra ideen om objektiv journalistik og tro på, at det ikke er farligt at bidrage med en holdning til noget, der er subjektivt. Skal vi være inspireret af dokumentargenren i langt højere grad og affinde os med, at vi ikke kan komme til at være objektive, og være tydelige omkring det.

“Jeg synes ALTID, det er smart at være transparent i et forord eller i en boks i forbindelse med en artikel. Det kan man sagtens gøre med iscenesættelser. Det vil også højne troværdigheden hos journalisterne, tror jeg. Det er uholdbart, hvis læserne går rundt og spekulerer på, om man nu digter,” siger Simon Kratholm Ankjærgaard.

For mister vi som afsender ikke en form for kunstnerisk frihed og en måde at anskue verden på, der ikke nødvendigvis er forkert, hvis ikke vi må gøre brug af os selv? Indenfor det dokumentariske, er det i hvert fald et greb, der ikke kan undværes.

“Iscenesættelse er et suverænt greb til at give en fortælling liv. Jeg synes, man misser ud på meget, hvis man af princip eller på grund af manglende mod ikke vil gå ned ad den vej,” siger Simon Kratholm Ankjærgaard.

« Gamle poster

Næste poster »