Journalistikken risikerer at miste sin forbindelse til samfundet. Er autodidakte journalister løsningen?

Journalistikken risikerer at miste sin forbindelse til samfundet. Er autodidakte journalister løsningen?

Journalistikken risikerer at miste sin forbindelse til samfundet. Er autodidakte journalister løsningen?

Uddannede journalister ligner hinanden alt for meget. Sådan lyder argumenterne fra flere af landets chefredaktører. De efterlyser en større diversitet i mediebranchen. Journalister repræsenterer nemlig ikke samfundet ordentligt, mener de.

TEKST: Anna SønderGaard andersen
illustration: anton larsen

Udgivet den 28. maj 2025

Journalister ligner hinanden. På de danske redaktioner og uddannelser vil det ofte være det samme billede, der går igen. Hvide mennesker med samme familiebaggrunde fra samme sociale lag. De mener det samme, går i det samme tøj, drikker den samme vin og kommer de samme steder. Men når alle har samme baggrund, risikerer journalister også at se verden på samme måde. Det går udover journalistikkens evne til at spejle hele samfundet. Ikke kun dem, der ligner os. 

Sådan fortæller chefredaktørerne Marchen Neel Gjertsen og Knud Brix samt redaktionschef Klaus Wivel. Alle tre fra landets store aviser – henholdsvis Jyllands-Posten, Ekstra Bladet og Weekendavisen. De mener, at manglen på social og kulturel diversitet svækker journalistikkens relevans. Derfor ser man nu redaktioner begynde at foretrække autodidakte journalister. Folk, der kommer med andre erfaringer end dem, man får på skolebænken på journalistuddannelserne. 

De har ikke nødvendigvis lært nyhedstrekanten, men måske kender de til virkeligheder, mange journalister kun skriver om. 

De gode gamle dage

Før i tiden blev journalistikken håndteret og set på som et håndværk. Journalister kunne praktisk talt vade ind på de forskellige redaktioner og få lov til at prøve journalistikken. Det gjorde profiler som Lise Nørgaard, Ulla Terkelsen og Mogens Berendt. Sidstnævnte begyndte sin karriere som traktorfører, før han blev journalist på Weekendavisen og sidenhen studievært på DR. Det var et system, der gav mangfoldighed. I hvert fald hvis du spørger Klaus Wivel, der er redaktionschef på Weekendavisen. 

”Det var helt andre typer, som var journalister dengang, og det kan jeg godt mangle i dag. Altså den type, som ikke nødvendigvis tager en faglig uddannelse overhovedet, men som kommer fra et helt andet statsligt sted og et helt andet lag i samfundet,” siger han. 

Den første journalistuddannelse i Danmark kom først til i 1946 som et kursus på Aarhus Universitet. I 1962 blev Danmarks Journalisthøjskole oprettet som den første officielle journalistuddannelse i Danmark. Inden da havde aviser som Jyllands-Posten allerede eksisteret i 91 år, og journalister kom ind i branchen uden nogen formel uddannelse. Nogle kom endda direkte fra folkeskolen. 

”Jeg synes, det er vigtigt, at branchen ikke udelukker historiefortællere eller personer, der kommer med en anden baggrund. Vi skal have et kludetæppe, ikke et ensfarvet, for det er virkelig vigtigt med diversitet. Både i forhold til alder, køn, familiebaggrund og alle mulige ting,” siger Knud Brix, som er chefredaktør på Ekstra Bladet. 

Fagnørder søges

Der er sket meget siden de gamle dage, hvor redaktionerne var fyldte med krøllede hoveder med særinteresser. For i dag er det generalister, der fylder mest. Det kræver nemlig den rigtige uddannelse og praktikforløb for at kunne komme ind på en mediearbejdsplads i dag, mener Marchen Neel Gjertsen. 

”Det er jo helt absurd så snævert, vi har gjort det. Sådan var det bare ikke før. Det ender med at være generalister, man ansætter, fordi man gerne vil have hurtige nyhedsjournalister, der ved lidt om det hele, er gode til at breake, formidle på sociale medier og har noget tempo,” siger Marchen Neel Gjertsen, som er chefredaktør på Jyllands-Posten.

Hun mener ikke, at de eneste rigtige journalister er dem, der kommer fra journalistuddannelserne. Ifølge hende er journalistik ikke noget, der kan patenteres eller afgrænses til en bestemt uddannelse eller et bestemt bachelorfag. Man risikerer nemlig, at branchen på den måde lukker sig om sig selv og bliver utilgængelig for andre.

”Journalistik er noget, man gør. Det er ikke noget, man er. Hvis du spørger danskerne generelt, så skelner de jo ikke mellem, om det er en journalist, der har lavet et produkt, eller om det er en anden, der har lavet det,” siger Marchen Neel Gjertsen. 

Hun savner de krøllede hjerner. Dem, der ved alt om et nicheemne. Fagnørderne. Hun efterlyser stemmer, der kommer med en anden faglighed og livserfaring, og som derfor kan bruge de journalistiske værktøjer til at fortælle historier fra et andet udgangspunkt.

Diversitet er mere end køn og farve

Det er ikke kun faglig forskellighed, der efterlyses. Opfattelsen af diversitet er blevet for snæver. Diversitetsproblemet har generelt fokuseret på køn og etnicitet. Hvis journalistikken skal afspejle befolkningen, handler det lige så meget om at fokusere på klasse, livsvilkår og politisk ståsted. Det gør det i hvert fald ifølge Klaus Wivel.

”Vi har talt meget om køn og etnicitet, og det er selvfølgelig vigtigt. Men vi har ikke talt særlig meget om klassemæssig baggrund, hvilket virkelig er interessant at kigge på,” siger Klaus Wivel. 

Det argument er Marchen Neel Gjertsen enig i. Hun understreger, at det ikke kun handler om, hvem vi er, men også hvad vi bringer med os.

”At vi er så ens betyder, at mængden af talent og det blik vi har på verden og samfundet, bliver alt for snævert. Der er alt for stor risiko for, at vi har nogle blinde vinkler, hvis vi ser med de samme briller alle sammen,” siger Marchen Neel Gjertsen. 

Klaus Wivel mener desuden, at den politiske diversitet er forsømt kraftigt i mediebranchen. Han mener nemlig, at højreorienterede journalister er underrepræsenterede.

”På den måde repræsenterer journalisterne ikke den del af danskerne, og det kan give en skævvridning,” siger han. 

Derfor gør Klaus Wivel det til en prioritet at ansætte folk med forskellige livssyn og erfaringer. Både socialt, geografisk og politisk. For hvis journalistikken skal være relevant for hele landet, må den også afspejle hele landet. 

Skal fremtiden findes i fortiden?

Men hvad skal der så til for at imødekomme diversitetsproblemet? Marchen Neel Gjertsen peger på et opgør med den akademiske tænkning.

”Jeg er ikke sikker på, hvad det rigtige svar er, men jeg tror, der er meget at hente i den oprindelige mesterlære-tankegang. Den er jeg lidt bange for forsvinder eller bliver presset med uddannelserne, som er blevet mere akademiserede,” siger Marchen Neel Gjertsen.

Knud Brix bakker op. Der skal gerne være flere veje ind i branchen. Også for dem uden det klassiske CV. Ligesom i gamle dage. Tilgangen frem for fagligheden skal vægtes. Derfor har de hos Ekstra Bladet et ansættelsesudvalg, som skal hjælpe med at få noget diversitet. 

”Om vi er gode nok til det, skal jeg ikke helt kunne sige. Men til syvende og sidst handler det jo om journalisters måde at tænke på og deres måde at bedrive journalistik på. Der vil diversitet bare altid være bedre,” siger Knud Brix. 

Når flere stemmer bliver hørt, bliver journalistikken bedre. Og det er nødvendigt i en tid, hvor konkurrencen om opmærksomhed er benhård. Det kræver kun en Google-søgning eller et spørgsmål til ChatGPT for at finde information. Journalistens blik skal derfor være noget særligt, og det kræver originalitet. Noget der er vigtigt for Klaus Wivel. 

”Vi prøver at undgå at skabe et ekkokammer ved at forsøge at få originale skribenter ind. Det kan være originalitet med deres emnevalg, at de dækker emner eller nogle dele af landet på en måde,  der er behov for og ikke set før, eller vinkling af stoffet. Hver artikel har på en måde et særpræg eller afspejler den journalist, der har skrevet det. Det er i hvert fald målet,” siger Klaus Wivel. 

Hvad det rigtige svar på problemet er, er svært at svare på, lyder det fra alle tre. Men en ting er sikkert for både Marchen Neel Gjertsen, Knud Brix og Klaus Wivel: Vi bliver nødt til at åbne journalistikken mere op.

En mediebranche i konstant forandring: Sådan uddanner DMJX journalister

En mediebranche i konstant forandring: Sådan uddanner DMJX journalister

En mediebranche i konstant forandring: Sådan uddanner DMJX journalister

Journalistuddannelsen på DMJX skal ikke kun lære de studerende at lave journalistik – den skal også forberede dem på en mediebranche, der forandrer sig hurtigere end nogensinde før. Men hvordan gør den det, når ingen ved, hvordan mediebranchen ser ud om bare få år?

TEKST: Anna Elmer Kruse
Illustration: Anton Larsen

Hvordan forbereder man sig på noget, man ikke kender endnu? Det spørgsmål fylder blandt journaliststuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, hvor både undervisning og praktikforløb forsøger at ruste studerende til en uforudsigelig fremtid. I undervisningen lærer de om mediebranchen på forskellige måder. I praktikken møder de branchen, men den ændrer sig hele tiden. Nye tendenser, fyringsrunder og AI. Hvordan uddanner man journalister til det?

Idealiserede læringsprocesser  

”Uddannelsen kombinerer teoretisk viden med praktisk erfaring, så du bliver klædt på til at arbejde i en konstant foranderlig medieverden,” står der, når man søger på DMJX og går ind under beskrivelsen af journalistuddannelsen.

Uddannelsesleder for journalistuddannelserne på DMJX, Henrik Berggren, forklarer, at strukturen på uddannelsen er bygget op den måde, at de studerende i løbet af de fire første semestre tilegner sig en lang række journalistiske kompetencer, som klæder dem på til praktikken. Det er i praktikken, de studerende får erfaring med at være i mediebranchen.

”Det, de studerende lærer på skolen inden praktikken er idealiserede processer. De vil opleve, at processerne med at lave et journalistisk produkt er meget længere på skolen, end de er i praktikken. Det er ikke en fejl,” siger han.

Han beskriver, at journalistuddannelsen er designet til at give de studerende et solidt fundament og grundlæggende journalistiske kompetencer, så de er klar til at begå sig i den virkelige mediebranche og praktikken.

DMJX kan ikke forberede de studerende på alt

Et vigtigt element i praktikforberedelsen er medieudvikling og praktikforløbet på fjerde semester, forkortet MUP. 

”Her bliver de studerende bevidste om, hvad der arbejdes med ude i branchen, så de ikke bare kommer ud og bliver et hjul i produktionsapparatet,” siger Røskva Würtz, praktikkoordinator på DMJX. 

I MUP-forløbet lærer de studerende om forretningsmodeller, dataindsamling og brugerforståelse ved forskellige medier. Kompetencer, der skal ruste de studerende til at komme i praktik og indgå som en del af en journalistisk arbejdsplads på et medie. Men Røskva Würtz forklarer, at DMJX ikke kan klæde hver enkelt studerende på til det sted, de hver især ender i praktik, da der i mediebranchen eksisterer et hav af forskellige medier, som alle har forskellige tilgange til både forretningsmodeller og brugerforståelse. Desuden vil der være mange studerende, som slet ikke ender ved et klassisk journalistisk medie. Men DMJX kan give nogle redskaber til bedre at kunne forstå medieverdenen.

”På fjerde semester fylder praktik alt. Det kan godt virke underligt at høre en masse om forretningsmodeller og vilkår i branchen. Jeg synes, at forløbet var godt, men der kunne godt have været mere fokus på at forberede selve praktikken,” forklarer Mads Molina, praktikant på syvende semester ved TV 2 Nyhederne.

Mads Molina oplevede, at han fagligt var godt klædt på, da han trådte ud fra skolebænken og ind på en rigtig redaktion. Men først da han mærkede det høje tempo, fik adgang til kilder og arbejdede med de store dagsordener, gik det for alvor op for ham, hvad det vil sige at være journalist.

Han fremhæver, at DMJX er stærk på det håndværksmæssige og giver de studerende gode værktøjer med sig. Men han anerkender også, at skolen ikke kan forberede de studerende på den rigtige virkelighed, som de møder i praktik.

”Grundlæggende synes jeg, at skolen forberedte mig okay til praktikken, men det er bare umuligt for DMJX at skabe en virkelighed, der minder om den, man kommer ud i,” siger han. 

I den nye studieordning på journalistuddannelsen, som startede for to semestre siden, er MUP-forløbet blevet skrottet, og elementer fra faget er i stedet blevet spredt over de første semestre.

Praktik: En øvebane, ikke en karriere

Praktikperioden udgør næsten halvdelen af journalistuddannelsen og er central i at klæde de studerende på til mediebranchen. 

”En af mine pointer er, at praktik er en del af uddannelsen. Det er ikke starten på deres karriere. Det skal tænkes på som en del af deres uddannelse, som et sted, de kan øve sig,” siger Røskva Würtz.

71 procent af færdiguddannede journalister svarer, at deres uddannelse har rustet dem til deres seneste job. Det viser dimittendundersøgelsen for DMJX foretaget af Uddannelses- og Forskningsministeriet i 2023.

”Nogle studerende siger, at man skal være gjort fuldstændig klar til at komme ud i praktikken. Det er en misforståelse. Man skal selvfølgelig være klar til at gå i praktik, men det er jo også der, at man netop skal ud at lære en hel masse,” siger Henrik Berggren.

Mads Molina beskriver praktikopholdet som den fase, hvor det hele falder på plads.

”Man lærer virkelig det hele på halvandet år med værktøjerne, man har fået fra de første år. Men at bruge værktøjerne og lære at være journalist; det er det, man lærer i praktikken,” siger han.

Overgang til branchen

Kontrasten fra skolebænk til arbejdsplads kan være overvældende. For mange journaliststuderende er praktikopholdet det første møde med den virkelige medieverden. Selvom DMJX forsøger at forberede de studerende så godt som muligt, kan virkeligheden stadig komme bag på nogle.

”Det var hårdt. Man kan slet ikke sammenligne dét at komme ud i virkeligheden blandt uddannede kollegaer, der lever af det her, med noget. Det bliver mere alvorligt på både godt og ondt,” siger Mads Molina.

Studievejleder på DMJX, Joan Husted, genkender den oplevelse. Hun peger på, at mange studerende møder praktikken med høje og ofte urealistiske krav til sig selv.

”Det er vigtigt at huske, at praktikpladserne ved, hvem de ansætter, og hvad de kigger efter,” siger hun. Med andre ord: Man skal ikke kunne alt fra dag ét.

Det er Mads Molina opmærksom på. Han understreger, hvor vigtigt det er at huske, at man stadig er under uddannelse.

”Det kan godt nogle gange ende med, at man dunker sig selv mere i hovedet, end man egentlig behøver, fordi man tager en masse ansvar, og det bliver meget alvorligt. Men det er jo stadig noget, man bare skal lære,” siger han.

For nogle bliver praktikforløbet derfor ikke kun en faglig prøve, men også en personlig udvikling.

”Vi gør meget for at fortælle, hvad der kommer til at ske, og hvad de skal forberede sig på,” siger Joan Husted.

Find din egen vej

87 procent af færdiguddannede journalister fra DMJX svarer i dimittendundersøgelsen fra 2023, at praktikken har været et af de vigtigste elementer for, at de har været i job. Henrik Berggren og Røskva Würtz understreger dog, at DMJX ikke uddanner journalister, der er fuldstændig klædt på til at tage ethvert journalistisk job. 

Men som uddannet journalist fra DMJX har man både fået det grundlæggende fundament i journalistiske kompetencer i undervisningen på skolen og lært at indgå i mediebranchen i praktikperioden. Det handler i sidste ende ikke om at kunne alt – men om at kunne tilpasse sig. 

”Det er hele tiden en interaktion mellem, at vi sørger for at tage det ind, som giver mening bredt og for mange, og at vi holder fast i, at der er de grundlæggende journalistiske kompetencer, som er meget vigtige,” siger Henrik Berggren.

”Det er jo ligesom en stor tag selv-buffet eller en stor blomstermark, men det er jer selv, der skal sammensætte jeres buket,” siger Røskva Würtz.

Udgivet den 28. maj 2025
Illustreret Bunker tager temperaturen på den nye studieordning

Illustreret Bunker tager temperaturen på den nye studieordning

Illustreret Bunker tager temperaturen på den nye studieordning

Det første semester under den nye studieordning er nu for første gang afprøvet. Men hvordan er det så gået? Vi har spurgt de studerende og været forbi ledelsen til en snak om, hvordan det hele er forløbet indtil videre. 

TEKST: WILLIAM LØNSTRUP & CLARA KJELLERUP SEIGNEURET
ILLUSTRATION: SIGRID CONRADSEN NIELSEN

Udgivet den 27. marts 2025

Det var ikke kun de studerende på DMJX, der hen over vinteren var til eksamen. Det var den omdiskuterede, nye studieordning på  DMJX’ journalistuddannelse sådan set også.

Og trods kritik og visse børnesygdomme tyder noget umiddelbart på, at den bestod. Måske ikke til UG med kryds og slange, men første evalueringsrunde peger i den rigtige retning, fastholder Mette Mørk, der er lektor og faglig koordinator for Journalistisk Metode på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Den nye studieordning for journalistuddannelsen trådte i kraft tilbage i september 2024. Det betød flere store ændringer på de fleste semestre i både uddannelsens opbygning og fag.

Det seneste førstesemesterhold har derfor været igennem et markant ændret forløb på det gennemgående fag journalistisk metode 1, forkortet JM1, og har også som de første prøvet kræfter med det helt nyoprettede fag brugerforståelse.

På JM1 er den helt store ændring det skarpe fokus på nyhedsjournalistikken, der kommer i stedet for den mere generelle indføring i de forskellige journalistiske discipliner, der førhen udgjorde forløbet.

De studerende skal nu trænes i den nyhedsorienterede journalistiske tænkning, og alt, hvad der produceres, skal være med en klar nyhedskrog i mente. Derfor er nyhedsugen, der ellers tidligere lå på andet semester, også fremrykket til første semester, netop på grund af det øgede fokus på nyhedsjournalistikken i JM1.

Derudover er faget brugerforståelse som noget helt nyt indtrådt på første semester i stedet for faget journalistikken i samfundet. Kort fortalt er brugerforståelse tænkt som et fag, der skal klæde de studerende på til den langt mere fragmenteret medievirkelighed, der ses i dag.

‘De studerende skal have viden om at vælge platforme og modalitet samt opbygge kompetencer i at anvende data om brugeradfærd i en brugerorienteret tilgang,’ beskrives det i den fornyede studieordning om faget.

Ud med det gamle

Brugerforståelsens indtræden har skubbet faget journalistikken i samfundet, forkortet JiS, fra første semester på den gamle studieordning til andet semester på den nye. Og grundet sammensætningen af andet semester er faget blevet komprimeret, så der er plads til det.

Det betyder, at forløbet nu foregår som et intensivt forløb på tre uger, der herefter afsluttes med en eksamen.

Andensemesterstuderende Nynne Foldager og Carl Rau er dog ikke ligefrem begejstrede over den nye komprimerede version af JiS.

“JiS havde nok gavnet os mere, hvis faget var tilrettelagt ligesom på den gamle studieordning. Det var et tungt fag at have så intensivt,” siger Nynne Foldager.

Mette Mørk holder dog fast i, at JiS ligger godt på andet semester. Netop fordi det er et tænkefag, der lægger op til refleksion over blandt andet noget af den journalistisk, man som andensemesterstuderende selv lige har prøvet kræfter med at producere på første semester.

“Om det så kan virke lidt voldsomt i en stor klump? Ja, det kan sagtens være, og jeg vil slet ikke negligere den oplevelse. Men vi vil på den anden side heller ikke konkludere alt for meget ud fra kun et semesters erfaringer,” pointerer Mette Mørk.   

Brugerforståelse – hvordan gør man lige det?

Det nye forløb med brugerforståelse bar præg af, at det var første gang og helt nyt. Det viser den interne evaluering, hvor mange studerende, ligesom Nynne Foldager og Carl Rau, gav udtryk for, at de sådan set var med på, hvorfor de skulle undervises i faget, men samtidig oplevede, at det var svært at finde ud af, hvad der var vigtigt med henblik på eksamen.

“Jeg kunne se i evalueringerne, at det skabte stor frustration hos de studerende,” siger Mette Mørk.

Faget bar præg af, at det var første gang, de prøvede det af, og de havde derfor, ifølge Mette Mørk, svært ved på forhånd at tydeliggøre overfor de studerende, hvordan eksamenen så ud i praksis.

Ved forberedelserne til anden opstart af brugerforståelse er evalueringerne blandt andet blevet brugt til at sikre, at de studerende får det nødvendige udbytte fra undervisningen hver gang.

“Vi har forsøgt at gøre det mere tydeligt, hvad der er læringsmålene for hver forelæsning. Vi vil gerne konkretisere det ved at sætte rammen og fortælle, hvad de kan bruge det, de lærer, til i de andre fag,” fortæller Mette Mørk.

Trods lidt uklare læringsmål var journaliststuderende Nynne Foldager og Carl Rau alt i alt tilfredse med den version af brugerforståelse, de stødte på, da de begyndte uddannelsen.

“Det med at forstå, hvorfor det er, vi gør, som vi gør, og hvem det er, vi gerne vil ramme. Det har givet en god basisviden, som man har kunne tage med sig til JM1,” fortæller Carl Rau.

Han fortæller desuden, at det var rart af få et ekstra lag, der kunne konkretisere faget journalistik, fordi det for ham godt kan virke meget flyvsk.

For Nynne Foldager har faget også givet hende nogle gode rammer at gå ud fra.

“Meget af det, vi har lært i brugerforståelse, ligger ofte i baghovedet, når vi arbejder med journalistik,” siger hun.

Faget ligger indtil videre som en fast del af studieordningen på første semester, men Mette Mørk kan ikke udelukke, at ændringer kan opstå. Hun henviser til, at arbejdet med at forstå brugeren og forskellige brugerbehov lige nu udvikler sig helt enormt i branchen, og at der derfor sandsynligvis løbende vil blive justeret i både indhold og undervisningsform.

På længere sigt er tanken også, at brugerforståelse helt skal udgå som særskilt fag og i stedet fungere som en integreret del af undervisningen på tværs af alle semestre, fortæller hun.

Ris, ros og refleksioner

Enhver journaliststuderende på DMJX ved, at intet produkt er færdiggjort, før en mere – eller mindre – udførlig refleksionsrapport samtidig også er afleveret. Her gør den studerende status over, hvordan processen har forløbet sig og begrunder ligeledes de redaktionelle valg, der er foretaget.   

På nogenlunde samme måde forholder det sig, når et forløb på journalistuddannelsen afsluttes. Alle forløb skal evalueres, og her er det ikke underviseren, der ‘skriver refleksionsrapport,’ men derimod de studerende, der gør status over deres faglighed.

Evalueringerne er, ifølge journalistuddannelsens studieordning, et vigtigt redskab i kvalitetssikringen og en vigtig informationskilde for den enkelte underviser.

Og tilbagemeldingerne fra det første hold studerende, der har gennemført det nye JM1, har været overvejende gode. Ifølge den interne evaluering tog de studerende rigtig godt imod forløbet. De var især glade for det afvekslende forløb, nyhedsugen og den klare sammenhæng mellem teori og øvelserne.

Forløbet bar dog naturligt nok også præg af de mange forandringer. Flere studerende svarede, at de savnede struktur og overblik, og at de kunne have ønsket sig, at undervisningen gik mere i dybden med hvert emne.

“Jeg synes måske, at vi nogle gange har manglet noget lidt mere dybdegående journalistik, da nyhedsjournalistikken bar præg af hurtige, korte og mere overordnede produkter,” siger Carl Rau om forløbet.   

Og den opfattelse af det nye forløb på JM1 vækker også genklang hos underviserne. Ifølge Mette Mørk er elev-evalueringerne retvisende for, hvad underviserne også oplevede som problemer.

“Der var virkelig knald på, og indimellem kunne det opleves lidt ustruktureret og hektisk. Så det er noget med tempoet,” siger hun om forløbet.

Trods et ønske om mere dybde, var det udprægede fokus på nyhedsjournalistikken på JM1 imidlertid ikke helt spildt for Carl Rau.

“Jeg kan godt forstå, at man gerne vil danne den her basisforståelse hos os, for det er alfa og omega at kunne lave en nyhedsartikel. Og selv om dybdegående journalistik er mere fokuseret, så har det stadig mange af de samme elementer,” fortæller han.

Og det har, ifølge Mette Mørk, netop været en stor del af formålet fra start. Hun er derfor fortsat fortrøstningsfuld omkring den nye ordning på trods af opstartsvanskeligheder.

“Nu har vi kørt første semester igennem, og jeg har læst mange virkelig gode semesterprojekter. Der var meget god tænkning og forståelse for, hvad journalistik er. Der var også en forsigtig leg med andre medier end det skrevne. Det blev jeg glad for, og jeg tror derfor, at vi med den nye ordning er inde på noget af det rigtige,” siger hun.

Journaliststuderende bør undervises i personlig branding på sociale medier

Journaliststuderende bør undervises i personlig branding på sociale medier

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Journaliststuderende bør undervises i personlig branding på sociale medier

Vi lever i den mest digitale tidsalder. De fleste unge danskere har minimum et par forskellige sociale kanaler. En undersøgelse fra Danmarks Statistik fra 2023 viser endda, at 91 procent af den danske befolkning bruger sociale medier. Danmark er det land i Europa, som bruger de sociale medier allermest. Men journalistuddannelserne afspejler ikke denne brug. Ikke når det kommer til at udnytte de sociale mediers enorme potentiale i form af selvpromovering, personlig branding og karrieremuligheder. Det er en fejl.

TEKST: AMALIE LUTHER
ILLUSTRATION: SIGRID CONRADSEN NIELSEN

Udgivet den 10. oktober 2024

POV: Du skal skrive en jobansøgning til en studentermedhjælperstilling hos en stor mediegigant. Det kunne også være en fuldtidsstilling som journalist på en radiostation. Du vil gerne vise alt, hvad du har lært på din journalistuddannelse. Alt, hvad du kan, alt, hvad du er. Men det kan virke uoverskueligt, for du ved, at du både skal shine, være kreativ, progressiv, nytænkende, og frem for alt skal du sælge dig selv. Hvordan gør man det bedst?

I en tid hvor der bliver kæmpet med spidse albuer, spidsede blyanter og skarpe ansøgninger om både praktikpladserne og fuldtidsstillingerne, bør journalistuddannelserne tilbyde deciderede kurser i, hvordan de studerende kan brande sig selv på sociale medier. På nuværende tidspunkt udbydes der ingen kurser i personlig branding på sociale medier på journalistikuddannelsen på RUC. Emnet bliver dog kort berørt inden praktiksøgningen, men den mønter sig ikke som decideret undervisning i personlig branding på SoMe. Hvad med jer, DMJX? Bliver I undervist i at fremvise jeres bedste sider på X?

Jeg mener, at alle uddannelserne bør undervise i SoMe. Det bør allerede blive introduceret fra starten og bør gælde alle online platformer – både LinkedIn, Instagram, X, TikTok og lignende. For der er et kæmpe uudnyttet potentiale gemt her, hvor man har muligheden for at vise, hvor kreativ, underholdende, velorienteret og unik man er.

Sociale medier er en del af vores liv

Der vil selvfølgelig altid være undtagelser. Dem, som mener, at hvad jeg siger, er helt ude i hampen. At sociale medier ikke skal overtage vores liv totalt, at vi allerede bruger rigelig tid på Instagram, og at man også bare gerne vil have lov at have et stykke af internettet for sig selv uden at skulle gruble over, om en fremtidig arbejdsgiver ser ens nyeste TikTok-video, hvor man danser lidt fjollet til den nyeste trend. Men her må jeg advokere for, at sociale medier jo bare ér en stor del af vores liv. Bevares, du kan altid oprette en ekstra profil, som kun benyttes i professionelle sammenhænge. Man bestemmer selv, hvor stor en del det skal fylde, og hvis du gerne vil holde alle dine kanaler tæt ind til kroppen, så gør du bare det.

Brug for redskaber og værktøjer

Men for dem, som ønsker at dygtiggøre sig, skal der være rum og plads. Ellers risikerer vi som journalister at blive rendt over ende af selvlærte influencere og selvstændige skribenter, som i dagens Danmark kan utrolig meget. Det er her, at vi skal skille os ud og kunne matche, så vi for alvor cementerer, at det er os, der har styr på medierne og har en god kerneforståelse for alle de informationskanaler, som rigtig mange mennesker bruger. Det er her, vi har muligheden for at vise, hvor dygtige vi er til at klippe videoer, redigere billeder, skrive artikler eller opslagstekster og gerne vil vise al den erfaring, vi har gjort os. Det er her, vi har muligheden for at shine mest muligt. Men vi har brug for redskaber, værktøjer og indsigt. Hvordan kommunikerer jeg bedst ud, hvilken journalist jeg ønsker at være? Hvordan brander jeg mig selv, så radiostationerne/avisgiganterne/kommunikationsbureauerne får øje på netop mig? Hvordan skal min LinkedIn komponeres, så de får øje på mine kernekompetencer, læser mine bedste artikler, bliver fanget af min overskrift, spotter mine videoer?

Bane vejen for karrieren

Jeg vil gerne foreslå, at journalistuddannelserne begynder at undervise i et kursus i personlig branding på de sociale medier. Mange journalister bruger allerede sociale medier som X, LinkedIn eller lignende til at fremvise et bestemt image af dem selv samt engagere sig med deres følgere. Det er genialt, for det er en visuel og online profil, som gør det nemt for arbejdsgiverne at identificere ens professionelle DNA, men det skaber også nye kontakter og potentielt flere arbejdsmuligheder.

Mestrer man personlig branding, kan det bane vejen for ens karrieremuligheder. Man kan kontrollere ens professionelle identitet udadtil, og det kan skabe kontakter, som potentielt kan vare hele ens arbejdsliv.

Men vi mangler viden og indsigt, og det er her, uddannelserne kan agere som bindeled.

I bør undervise os i, hvordan vi individuelt kommer til at shine bedst muligt på vores LinkedIn, X, Instagram, TikTok med flere. Her tænker jeg både til praktiksøgning, men også til studiejobansøgning og fuldtidsjobsøgning efter endt studie. Hvordan skaber vi en professionel Instagram-konto, hvor redaktøren siger: ”Shit, han er nice til at komme frem med sine budskaber!”. Hvordan skaber vi en LinkedIn-profil, hvor arbejdsgiveren siger: ”Nej, hvor har hun en struktureret profil, hvor hun har tydeliggjort sine kompetencer!”. Hvordan skaber vi en TikTok-profil, hvor lederen i kommunikation siger: ”Wow, hvor er hun god til at klippe videoer og fange de unges interesse!”.

Vi vil have de gode tips og fif – hvor en underviser eller ekspert udefra kan guide os til at medsende et link til en TikTok-profil, hvor det skinner igennem, hvor god man er til at klippe videoer, når mediet netop søger én til at klippe. Hvor vi får et kursus i at skrive LinkedIn-CV’er, som fremkalder lysten til at læse mere. Hvor vi bliver guidet til en unik, professionel X-konto, som viser den journalist, vi ønsker at brande os selv som.

Udnytte deres potentiale

Jeg har på min vej mødt mange medstuderende, som ikke havde en professionel identitet på de sociale medier. Måske nogle af dem aktivt har valgt det. Men jeg ved, at mange gerne vil skabe den perfekte LinkedIn eller vise deres artikler på en Instagram-konto. De aner bare ikke, hvor de skal begynde. Nogle deler deres artikler vidt og bredt. Andre aner ikke, hvordan man skal sælge sine tekster på de sociale kanaler, så folk får lyst til at klikke på dem. I en tid hvor freelancejournalistikken bliver mere og mere udbredt, vil det være genialt at kunne bruge de sociale kanaler til at gøre opmærksom på sig selv og ens arbejde.

Snart viser kalenderbladet 2025. Men det skal også gerne kunne afspejles på journalistuddannelserne. Så en (lille) bøn herfra – gør de studerende endnu stærkere online, hjælp os til at shine, og ban vejen sammen med os. Jeg ved, at I allerede prøver på det. Men lad os tage den til næste niveau sammen.

Kurt Strandbar: Sved, sprut og sauna – er det nok?

Kurt Strandbar: Sved, sprut og sauna – er det nok?

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Kurt Strandbar: Sved, sprut og sauna – er det nok?

Sammen med min partner in crime, Sofie Bonde, har jeg bedømt en af Aarhus’ ikoniske fredagsbarer. Dommen er faldet, og Kurt Strandbar imponerer ikke.  Alligevel tropper jeg hver fredag gladeligt op.

TEKST: VIGGO SKOV HANSEN
ILLUSTRATION: SIGRID CONRADSEN NIELSEN

Udgivet den 10. oktober 2024

En fredag aften i Kurt Strandbar kan føles som en øvelse i at klemme flest muligt mennesker ind på mindst mulig plads. En ugentlig omgang mennesketetris er obligatorisk, og jeg har skrevet mig selv på gæstelisten.

I det tidligere auditorie er der etableret ’floor’ og beerpong-stationer, og midt imellem finder man glidebanen hen til baren. Vand og sæbe er blot skiftet ud med øl og Små Fugle. En lugt af sved og sprut præger lokalet, og selv næser ramt af slemme coronasenfølger kan mærke, at man bliver beruset blot af at befinde sig i det overfyldte lokale.

Alligevel tropper jeg hver fredag gladeligt op. Drikkevarerne er billige, og musikken er høj. En klub med værtshuspriser. Det er til at forholde sig til.

En saunaklub uden medlemsbetaling

Luften er tæt, temperaturen høj, og Kurt ’brander’ sig for alvor som en saunaklub, når samtlige fyre smider overtøjet på dansegulvet.

Lige så meget som jeg nyder at råbe for at holde snakken kørende i saunaen, lige så meget nyder jeg en snak, hvor man kan…  ja, snakke sammen. Der kommer foyeren og udearealet til sin ret. Havde der været noget, der mindede om en siddeplads, havde det været endnu bedre.

Alligevel tropper jeg hver fredag gladeligt op.

Den rette mængde sigtevand

Det sker, at jeg bliver træt af at ligne en, der selv tror, at jeg danser fantastisk. Så benytter jeg mig af muligheden for at ramme ved siden af med en bold enten i beerpong eller bordtennis. Men aldrig har jeg fået den rette mængde sigtevand.

Derfor smutter jeg en tur i baren. Køen starter allerede lige inden for døren til saunaen, men jeg smutter foran og betaler med MobilePay (det må man faktisk godt).

Jeg bestiller en fadøl til en flad 20’er og venter artigt på, at det bliver min tur til at modtage øllen. Ofte bliver jeg betjent af et kendt ansigt, og jeg smalltalker på eliteplan, mens hanen fylder plastikruset.

Alligevel tropper jeg hver fredag gladeligt op.

Svingende betjening

Jeg oplever dog også betjening, der bestemt ikke giver mig lyst til at klappe i hænderne. Bartenderen møder en gammel ven eller veninde, og jeg ’får lov’ til at overvære mødet og opleve gensynsglæden, imens køen til udleveringen af øl ikke bliver kortere, og kunderne (inklusive mig selv) bliver mere utålmodige. Det lader dog ikke til at påvirke bartenderen. Sekunders ventetid bliver til et og så to minutter, før jeg kan forlade saunaen.

Jeg er ikke i tvivl om, at Kurt Strandbars frivillige har en fest, men jeg vil også gerne selv være med.

Alligevel tropper jeg hver fredag gladeligt op.

Sænk ambitionsniveauet

Kurts frivillige elsker temabarer. Der er i hvert fald mange af dem. Måske for mange. Jeg får i hvert fald ikke skaffet ny udklædning eller planlagt med min far eller mor at tage dem med til ’Forældre-bar’ fra den ene uge til den anden. Og jeg kan vist sagtens sige, at jeg ikke er den eneste.

En temafest er bare bedst, når man kan se, at det er en temafest. Så det ville vist ikke gøre noget at sænke ambitionsniveauet lidt og planlægge lidt færre temabarer.

Alligevel tropper jeg hver fredag gladeligt op.

En kodyl fest

Der er ingen tvivl om, at jeg selv er garant for at få en mindeværdig aften, der ikke smelter sammen med den forrige fredagsbar. Kurt Strandbar tager mig ikke i hånden og gør aftenen til noget unikt. De sørger for faciliteterne og scorer højt på parametre som dansegulv, drikkevarer og temperatur, men der bliver ikke kredset for detaljen.

Alligevel tropper jeg hver fredag gladeligt op. Drikkevarerne er billige, og musikken er høj. Men kan jeg ikke godt forvente mere? Eller hvad?

Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation.  Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester. Har det interesse for dig? Så skriv til: illbunker@dmjx.dk