Fulde undervisere og en tom ølautomat – Tag med til 90´ernes journalisthøjskole

Fulde undervisere og en tom ølautomat – Tag med til 90´ernes journalisthøjskole

Fulde undervisere og en tom ølautomat – Tag med til 90´ernes journalisthøjskole

Ølautomaten er væk, men druk og store egoer er stadig in. Illustreret Bunker har kigget på den arv, som journaliststuderende har med sig fra de berygtede dage i Bunkeren.

TEKST: EMMA HOUGAARD & LÆRKE KOPPERUP

ILLUSTRATION: MIRJAM MWAKA KAPEMBWA ROED

Udgivet den 12. oktober 2023

Det er nat, og Jan Dyberg slingrer ned ad Randersvej i fuld fart på cykel. Øjnene har svært ved at hænge sammen. Øllene fra fredagsbaren kan ikke kun ses på promillen, men også på cykelstien, hvor han kører slalom efter usynlige kegler.

Når man slår hårdt til øllene, kan turen hjem slå hårdt igen. Slalomløbet går for vidt, og han cykler direkte ind i en lygtepæl og ryger henover cyklen. Næste dag er mindet om hjemturen væk, men græsset på knæene sidder stadig fast. Jan Dyberg tumler ud i køkkenet, og møder sin roomie Hanne, der udbryder.

”Jan, for helvede, du var jo fuldstændig væk i går.”

Det kan godt være, at denne historie ikke er noget, du typisk ville forbinde med Jan Dyberg, der underviser i journalistisk metode på 4. semester. Måske minder den mere om dig selv sidste fredag – hvis man altså skifter Randersvej ud med Langelandsgade. Men her har du og Jan Dyberg måske mere til fælles, end du tror. 

For det er ikke noget nyt, at journaliststuderende fester meget, og at Kurt holder samtaler indtil klokken 7 om morgenen på en onsdag. Uanset om kalenderåret hedder 1993 eller 2023, har journaliststuderende altid bragt en fest med sig. På trods af at meget har ændret sig siden 90’erne.

Som at studievejleder Joan Husted og Simon Andersen fra det nye 24syv har slået op, ølautomaten er blevet fjernet – og så var der også lige noget med nogle fulde undervisere.

Vi plejede at sammenligne en bestemt underviser med de to færger, der sejlede mellem Aarhus og Kalundborg. De befandt sig også bedst i det våde element, og de stødte jævnligt på grund.

– Louise Dalsgaard, retsanalytiker hos DR

De berygtede fulde undervisere og en tom ølautomat

Er han mon fuld eller bagstiv? Sådan undrer en ung Mette Mørk sig, da hun over middag i 1991 er til undervisning i notatskrivning. Et fag, hvor tankerne nemt kan vandre. Specielt når eftermiddagstrætheden melder sig – men især når underviseren ikke er helt ædru.

Der var nemlig flere undervisere i 1991, som man helst skulle undervises af inden frokostpausen, ifølge Mette Mørk, der i dag er underviser på DMJX.

“Vi plejede at sammenligne en bestemt underviser med de to færger, der sejlede mellem Aarhus og Kalundborg. De befandt sig også bedst i det våde element, og de stødte jævnligt på grund,” siger Jan Dyberg.

Men det er også nemt at lade sig friste, når der ikke er én, men tre slags fadøl og en ølautomat i kantinen. Når underviserne sad med frokosten i kantinen, kunne fadølsglasset godt blive fyldt et par gange, inden de fortsatte dagens undervisning.

De offentlige hemmeligheder på skolen

Ølautomaten var i høj kurs blandt elever og lærere, og den endte ofte med pinligt tomme hylder til stor frustration blandt eleverne. Men som et lys i mørket af den tomme automat blev fredagsbaren født. Med læderjakkerne over skuldrene og smøgerne hængende fra mundvigene gik man i samlet trop ned mod ’Kupéen’, skolens nye fredagsbar, når ugen gik på hæld. Tung og syrlig lugt af øl i gulvtæpperne mens skyer af cigaretrøg fyldte lokalet.

Alle vidste, at der på toiletterne gemte sig to færdiguddannede frisører, som kunne rette frisuren til for en halvtredser.

Ligesom at alle vidste, hvornår man skulle dukke op, hvis man ville købe lidt hjemmegroet hash.

Det har alle dage været populært at drikke sig fuld på tom mave. Efter en tur i Kupéen var der mulighed for at gå op til krydset ved Randersvej til Lykkes Grill, når sulten meldte sig. Så kunne man fylde maven med ‘500 gram rent slagteriaffald’, som Jan Dyberg beskriver det. Du kender det nok som en ristet med det hele.

En ‘lonely rider’ – eller bare et stort ego

Selvom rammerne har ændret sig, er det stadig det samme indtryk, omverdenen har af journaliststuderende. Med cowboystøvlerne, der klikker op ad Helsingforsgade, og denim- eller læderjakken trukket op til ørerne – ligesom Jan Dyberg husker det.

”Dengang var der en mytisk forestilling om journalisten som en Lucky Luke-type, en ’lonely rider’, der drikker masser af kaffe og ryger smøger.  Et ’one man job’,” siger Jan Dyberg, når han skal definere en journaliststuderende fra før årtusindskiftet. Men udover modevalget har journaliststuderende og journalister også et andet karaktertræk til fælles. Ego. Et træk, der både kommer til udtryk på arbejdspladserne, men måske især i sociale sammenhænge. Jan Dyberg husker, hvordan han og de andre studerende stod langs væggen eller i baren til festerne i 90’erne og ventede på, at der skulle ske noget.

“Vi kommende journalister var jo selvfede ‘iagttagere af verden’, for vi skulle jo ikke skabe begivenhederne, men kommentere dem,” siger Jan Dyberg.

   Selvsamme journalistfester kan Mette Mørk hurtigt punktere.

  ”FUCK mand, de fester, hvor der kun er journalister, kan være røvsyge. Journalister er meget glade for at høre sig selv snakke,” siger Mette Mørk.

Missionen med denne artikel var at finde ud af, hvordan studerende på journalistuddannelsen har ændret sig siden 90’erne. Beskeden er klar. Ego, mode og druk er fællesnævneren. Fulde undervisere og ølautomater bliver i fortiden.

Beretninger fra en tid hvor kantinen var journalisternes værtshus

Beretninger fra en tid hvor kantinen var journalisternes værtshus

Beretninger fra en tid hvor kantinen var journalisternes værtshus

Fortællingen om den traditionelle journalist indeholder både sprut og cigaretrøg. Illustreret Bunker har undersøgt, om fortællingerne er mere end rygter.

TEKST: eva beyer paulsen & charlotte nike albrechtsen
illustration: mirjam kapembwa roed

Udgivet den 01. juni 2023

Du kender sikkert stereotypen på den klassiske journalist. Med en smøg i mundvigen og oprullede skjorteærmer sidder journalisten foran sit tastatur og flytter ivrigt fingrene rundt på de klikkende taster. Duften af røg og kaffe fylder lokalet, og på skrivebordet stabler papirerne sig som søjler. Når det sidste punktum er sat, bevæger journalisten sig ned på det lokale værtshus for at få en kold øl. Og måske en ny historie.

Som journaliststuderende konfronteres man med fortællinger om drukture og rygerlunger. Og når garvede journalister holder oplæg i auditorierne, deles der gerne ud af røverhistorier om fortidens redaktioner.

Men hvordan var det at være journalist i “de gode gamle dage”? Illustreret Bunker har spurgt tre garvede journalister om, hvor våde redaktionsmøderne egentlig var dengang. 

Øjvind Kyrø, 71 år.
Øjvind Kyrø er tidligere udenrigsredaktør for TV 2 Nyhederne, DR og Latinamerikakorrespondent for Weekendavisen og Berlingske. Han arbejder i dag som rejseleder.

“Alle på min alder kan huske, hvordan vi havde et naturligt og sundt forhold til alkohol i modsætning til i dag, hvor en redaktion ligner et banklokale eller et forsikringsselskab. Dengang blev alkohol brugt til at slappe af. Hvis du var i gang med en forsidehistorie, skulle du bruge noget at stimulere din hjerneaktivitet med. Der er aldrig kommet kreative idéer ud af en grøn salat.  

Når vi havde lavet en udsendelse i Radiohuset, gik vi efterfølgende ned på Danmarks største værtshus, som var kantinen i Radiohuset. Der sad vi og fik os nogle bajere til at slappe af efter at have arbejdet hårdt. 

Det var en stor og dejlig kantine med flotte malerier, og den var åben hele døgnet rundt. Sommetider kunne jeg sætte mig derned med en kilde, jeg lige havde talt med. Så kunne vi  vende interviewet og få skuldrene ned og tænke på nye programmer, takket være alkoholens kreative indvirkning. Det er der kommet rigtig mange gode idéer og programmer ud af. 

Jeg synes, det er fuldstændig hysterisk, at man ikke længere kan købe en bajer i kantinen. Jeg tror, at journalister i dag bare går til den, når de kommer hjem, for så er man i privaten og kan endelig være et frit menneske. Jeg synes, det er ren fascisme, at man i sundhedens hellige navn skal styre andre mennesker på den måde.

”Der er aldrig kommet kreative idéer ud af en grøn salat.”

– Øjvind Kyrø, tidligere udenrigsredaktør og Latinamerikakorrespondent.

Da jeg var i praktik på Berlingeren, kunne vi godt holde sig oppe til midnat, hvis man havde en god forsidehistorie. Så satte vi os enten i kantinen på Radiohuset eller på vores stamværtshus nær det Berlingske Hus og ringede til vores kilder for at se, om der var sket noget nyt. Og hvis der var det, så gik man op til skrivemaskinen for at skrive et nyt udkast i stedet for at kigge ind i en væg og se TikTok eller pornofilm, som man gør i dag. Jeg tror, det var Hemingway, der skrev, ‘write drunk and edit sober’.

Næste dag, når man var blevet ædru, kunne man redigere alt det lort ud, man kom til at skrive i sin brandert.

Hvis du er ude i en krigszone, så ser du mange døde mennesker. Jeg kan huske, at jeg mødte et tysk tv-hold engang i Rwanda, hvor chefreporteren fra tv-kanalen ARD sad med en flaske rødvin mellem sine støvler, fordi han ikke kunne holde den sødlige stank af lig ud, der var lige foran os. Det var da ubærligt. For at dulme sine brækfornemmelser, sad han der med en flaske rødvin. Det var hans måde at komme igennem det på.

Det var andre tider, hvor folk var mere tolerante, end de er i dag. Om du sad med en kvart liter sødmælk eller en elefantøl til din frokost var lige meget.

Det var jo ikke sådan, at vi drak hele tiden. Men når arbejdsdagen var ovre, og vi skulle slappe af, gik man over på værtshuset med kollegerne og fik godnatbajere. Vi rendte ikke rundt og var fulde hele tiden. Folk passede deres arbejde. Der var nogle, der var alkoholikere, eller fungerende alkoholikere, men de passede stadig deres arbejde. At være fungerende alkoholiker betyder jo bare, at du bruger alkohol til at tage det værste stød fra hjertet, fra sjælen, fra sindet og fra hjernen. Nu skal man gå til psykolog og tage piller.

Der var ikke nogen, der gjorde sig til dommer over, hvad vi måtte indtage. Det er ligesom, hvis militæret skal sende folk i krig, så kan man ikke tage en blodprøve for at finde ud af, om de kan klare mosten eller ej. Derfor er der 10-15 procent, der ender med granatchok, når de kommer hjem. Der bliver skrevet op og ned ad stolper om de stakler. Det er det samme med medierne, der interviewer nogle journalistiske drukmåse om vores store problemer, og hvor meget skade det har gjort. Der er nogle, der ikke kan tåle alkohol, ligesom der er nogle, der ikke kan tåle at komme i krig. Og så de skal jo bare holde sig fra det.” 

Lone Kühlmann, 77 år.
Lone Kühlmann er journalist og forfatter. Hun var i mange år journalist på TV-avisen.

“I de år jeg arbejdede på TV-avisen, sad folk ud på eftermiddagen og aftenen i klipperummene og lavede deres indslag færdige. Mange af klipperne havde indrettet deres klippeborde sådan, at der var en særlig plads til at sætte sin øl. Og der sad journalisten med sine noter og ofte et glas vin eller en øl. 

Der var både stærk øl og vin i kantinen dengang. Det tror jeg slet ikke, man har i dag. Mærkeligt nok kan jeg ikke mindes nogen, der var påvirket, imens de var på arbejde. Vi havde et par studieværter, som drak en flaske whisky om dagen.  Hvordan de kunne, ved jeg ikke. Og hvis der var nogen, der troede, at de kunne nasse fra dem, kunne de godt glemme det. Så hed det: ‘Hold dig fra min flaske’. 

Man blev til gengæld ikke presset til at drikke med.  Jeg husker det ikke, som om vi gik så højt op i, hvad andre folk gjorde. 

”I dag vil man jo ikke se et fad med cigaretter gå rund, vorherre bevares.”

– Lone Kühlmann, tidligere journalist på TV-avisen.

Jeg ferieafløste jævnligt for korrespondenten i England. Her havde DR et kontor i forbindelse med en tv-station, og der var happy hour hver eftermiddag. Det var klokken 17, hvor jeg altid havde travlt med at få indslag færdig, så det var sjældent, jeg kunne være med. Den slags var der også for travlt til på TV-avisen, så folk drak bare en øl, mens de arbejdede.

Jeg tror, at det var normen i samfundet, at man drak meget. Da jeg var journalistelev, var jeg ofte til møder i kommuner, det lokale elværk eller fagforeninger. Der blev serveret fade med cigaretter til møderne. Klokken ti om formiddagen fik man Gammel Dansk eller en sød Sherry, Fad Nr. 6, og efter frokost fik man øl. Jeg tror, at det har betydet, at mange fra min generation virkelig har fået afsmag for Gammel Dansk, for ikke at tale om sød sherry, for det er jo ikke til at holde ud. Jeg husker, at der altid var servering til de møder, man var til på arbejdet. I dag vil man jo aldrig se et fad med cigaretter gå rundt, vorherre bevares.

Jeg synes faktisk ikke, at jeg så en forandring i alkoholkulturen i den tid, jeg var der. Det er som om, det først skete, efter jeg forlod DR.” 

 

Carsten Ingemann, 71 år.
Carsten Ingemann arbejder i dag som freelance-fotograf. Tidligere har han været medlem af Cavling-udvalget og fotograf for blandt andet Helsingør Dagblad, Jyllands-Posten og Politiken.

“Da jeg startede som journalist, var der højt til loftet, og man tillod meget. Det var ikke ualmindeligt, at man kunne køre galt i bil, modtage en spritdom og så alligevel fortsætte sit arbejde på avisen. Det skete flere steder. I dag vil jeg tro, at hvis en pressefotograf får taget sit kørekort, så er det ud på røv og albuer.

Som ung i branchen, drak jeg sjældent alkohol. Der var dog mange i kredsen, der drak. Alkohol var en del af en redaktion. Nogle af de heftigste journalister begyndte allerede at drikke bajere om morgenen. Det var ikke sådan, at de vaklede rundt. Det var snarere ligesom at drikke kaffe i dag. Og der er selvfølgelig nogen, der kan tåle det, og nogen, der ikke kan.

På Jyllands-Posten i midt 80’erne, havde vi en stor redaktion, der rejste meget. Dengang tog vi indenrigsflyveren til København, der var et morgenfly fra Tirstrup. Det var ikke ualmindeligt at få en øl og en Gammel Dansk ude i lufthavnen, inden vi skulle med flyveren. Nogle gange fik vi også en øl på flyveturen, og så snart man var i luften, blev der røget cigaretter. Der var fuld plade.

Den slags livsstil blev et problem for mange, for det giver jo en alkoholafhængighed, når det foregår over mange år. Det betød, at der på redaktionerne var en håndfuld medarbejdere, der havde et alkoholproblem. Nogle var nødt til at starte på antabus, og sommetider måtte personaleafdelingen sende dem på pause eller i afvænning. 

Da Jørgen Ejbøl blev chefredaktør på Jyllands-Posten, var det som om, kulturen ændrede sig. Han var en benhård virksomhedsleder og en dygtig journalist. Men han var nok mere en forretningsmand, end han var journalist, og det var uvant. Han drak ikke alkohol, han drak Coca-Cola light eller danskvand. Og pludselig begyndte alle på redaktionen at drikke danskvand og Cola. 

Jeg tror, at det var en af de ting, der var med til at ændre kulturen på Jyllands-Posten. Jeg kan love for, at det lokale øldepot kunne mærke, at Jyllands-Postens kantine pludselig ikke skulle have øl mere. 

Selv syntes jeg, det var dejligt at falde til ro over et par glas vin, da jeg var krigskorrespondent. Det var helt almindeligt at dele en flaske rødvin, når vi havde afleveret vores billeder om aftenen. Det var en måde at falde tilbage i en eller anden form for normalitet igen.

”Nogle var nødt til at starte på antabus, og sommetider måtte personaleafdelingen sende dem på pause eller i afvænning.”

– Carsten Ingemann, tidligere journalist og fotograf for blandt andet Helsingør Dagblad, Jyllandsposten og Politiken.

Dengang var udenrigskorrespondenter afhængige af et hotel, der havde mad, strøm og en telefon, og så var alle journalisterne samlet på de hoteller. Vi var sammen med ligesindede, og dér blev der også gået til den. Især i Sarajevo under belejringen, for der kunne man ikke komme nogen steder. Vi spiste suppe, der var kogt på et eller andet gammelt gulvtæppe. Til gengæld kunne vi få en masse rødvin, for kældrene var fyldt med vin.

Der var en BBC-journalist, der havde været nede i kælderen. Han kom tilbage til os, der sad og spiste den elendige suppe, og sagde, at han gerne vil give en meddelelse.

‘Det kan godt være, at maden ikke er særlig god, men vinlageret har jeg været nede og besigtige. Krigen kan for vores vedkommende fortsætte de næste 10 år,’ sagde han.” 

TEMA: FORTID

Denne artikel er en del af TEMA, der denne gang sætter fokus på skolens og branchens fortid.
Kunstig intelligens, besparelser og digitalisering er med til at ændre mediebranchen. Branchen forsøger jævnligt at spå om, hvordan fremtiden kommer til at se ud for os. Men kan vi måske lære lige så meget af alt det, der allerede er sket?