Maria Jencel om 112 for knuste hjerter: ”Fuck, hvor er vi alle sammen mega usikre og vil bare gerne elskes”
Ulykkelig kærlighed, ødelagte relationer og svære følelser. Hjertesorgspodcasten 112 for knuste hjerter sætter helt særlige krav til vært og gæst, fordi den handler om alt det, der er allerhårdest.
TEKST: REGINE FARHADI
FOTO: MIE STÆRK
”Jeg kan faktisk også mærke, at jeg føler mig lidt lettere over det nu, end da jeg startede. Jeg føler, det har hjulpet mig.”
Det lyder måske som noget fra en dialog mellem psykolog og klient, men det er det ikke. Det er Nicky Russell, forsangeren i bandet LIGA, efter han har fortalt om for nylig at have mistet en barndomsven på grund af løgne.
34-årige Maria Jencel er uddannet journalist fra Syddansk Universitet og bruger nu sin uddannelse i sit trebenede podcastunivers. Hvert ben fungerer som ambulanceredder til lytterne på henholdsvis kærligheds-, venskabs- og økonomifronten.
Engang eksisterede kun et af dem, hjertesorgspodcasten 112 for knuste hjerter. Det gør den stadig. Hver uge inviterer Maria Jencel en ny kendisgæst i studiet, som fortæller historien om, dengang vedkommende fik hjertet knust.
Programmet udkom for første gang den 16. juni 2021 og har indtil for nylig hørt hjemme hos 24syv. Nu er det blevet fast inventar på Podimo og er et program med et koncept, der sætter særlige krav til journalisten bag.
Det ufordømmende rum
Gæsterne, som oftest har en form for kendisstatus i Danmark, har hver især oplevet kærlighedens onde ansigt på helt forskellige måder. De fleste husker tilbage på romantiske relationer, mens andre har hjertesorger over forældre eller venner.
Nogle er blevet udsat for utroskab og voldsomme løgne, mens andre selv har været utro og har knust sit eget hjerte i processen. I 112 for knuste hjerter er der plads til det hele, og det er vigtigt for Maria Jencel, at det er et ufordømmende rum, hvor gæsten føler sig tryg til at dele sin historie.
Det betyder, at hun sommetider inviterer mennesker ind, der selv har opført sig uhensigtsmæssigt. Det kan være mennesker, der har været utro eller kigget kærestens telefon igennem i smug.
”Det handler ikke om at sige til den utro person: ’Fuck dig, hvor er du nederen’, for det ved den utro person godt. Det, vi får noget ud af, er at prøve at forstå hinanden, så vi kan føle os mindre forvirrede i vores kærlighedsliv,” siger Maria Jencel.
Ifølge hende selv gør hun sig derfor umage for at spore sig frem til det perfekte sweetspot mellem at få gæsten til at føle sig tryg nok til at krænge sit hjerte ud og samtidig gå kritisk og konfrontatorisk til værks med spørgsmål som ”hvorfor gjorde du det?” og ”hvad udsprang det af?”
”For mig handler det om at forløse en fortælling, hvor alle bliver klogere. Det er vigtigt for folk, der har været udsat for utroskab, at høre fra folk, der har været utro, hvad deres tanker og refleksioner var om det,” siger hun.
Fra krigstraumer til kærestesorger
Philip May Dreier Mikkelsen, kendt fra Paradise Hotel, har selv prøvet at sidde over for Maria Jencel i den varme stol. Her delte han ud af sine on-off kærestesorger over sin nuværende kæreste.
Hans historie handler om, hvordan PTSD og krigstraumer førte til et langt stofmisbrug, som endte med at gå ud over hans kærlighedsforhold.
”Det er altid grænseoverskridende at åbne sig fuldstændig for et menneske, man ikke kender, når man ved, man bliver optaget. Det er jo en sårbar historie, som kan være svær at fortælle,” siger han om at have været med i 112 for knuste hjerter.
Men Philip May Dreier Mikkelsen tænker tilbage på det som en god og tryg oplevelse.
”Man kunne fornemme, hun havde prøvet det mange gange før. Jeg følte mig taget godt imod, og jeg følte, at jeg var i trygge rammer. Det, tror jeg, er det vigtigste, når man skal sidde og snakke om et sårbart emne,” siger han om oplevelsen.
Et journalistisk håndværk
112 for knuste hjerter er ikke noget, Maria Jencel bare kan ”winge”. Det kræver stor umage og grundig forberedelse. Under optagelserne lægger hun alt fra sig. Mobilen bliver slukket og al koncentration rettes mod gæsten.
”Jeg er nødt til at parkere alt fuldstændig og være 100 procemt nærværende og i nuet med det her menneske, for at interviewet bliver godt,” siger hun.
Det nytter ikke noget at have hovedet fyldt med to-do-lister og tanker om børn, der skal hentes. Det er et krævende stykke arbejde. Ikke desto mindre finder Maria Jencel det også meget givende. Gæsternes historier giver hende perspektiver, hun kan vende mod sit eget følelsesliv.
”Det er helt naturligt, at når folk fortæller en noget, der er bevægende, så spejler man sig selv i det og føler stor empati med dem. Og det gør jo også, at man mærker deres smerte i sig selv,” siger hun.
Men bliver det ved med at være relaterbart at høre om teenagehjertesorg, når man selv er blevet lykkeligt gift og mor til to?
”Det er et meget sjovt spørgsmål, for det er jo klart, at jeg har udviklet mig i løbet af de her tre år,” siger hun.
Men det er altså ikke alderen på den hjerteknuste i fortællingen, der påvirker graden af medfølelse hos Maria Jencel.
”Det er ikke sådan, at teenagehistorier pludselig ikke rører mig længere. Sådan er det slet ikke. Men der er selvfølgelig historier, der rammer ned i præcis dét, jeg tænker og reflekterer over for tiden, som så rører mig mere,” siger hun.
Du må ikke græde, Maria
”Du er kommet for at sige det der. Du er kommet for at ødelægge mig,” tænkte digteren Caspar Eric, da pigen, han var forelsket i, kaldte ham for en spasser på grund af det handicap, der får ham til at halte. Nu sidder han og fortæller om episoden i podcasten.
Maria Jencel trækker vejret dybt. Hun mærker en knude i maven og tårerne komme snigende. Men hun må ikke give sig hen til dem. Det må ikke handle om hende. Det er Caspar Erics historie, der skal være i fokus.
Det er sjældent, at Maria Jencel må kæmpe mod tårerne, når hun sidder i podcaststudiet og optager 112 for knuste hjerter.
Men nogle gange er der noget i gæstens historie, der trykker på et eller andet. Det kan være alt muligt forskelligt, og det behøver ikke være noget, Maria Jencel kan spejle sit eget liv i.
Fælles for de ting, der berører hende, er, at problematikken bliver mere eksistentiel.
”Jeg ved ikke, om det lyder fluffy og irriterende, men for mig bliver det ofte sådan, at jeg bliver rørt på menneskehedens vegne. Når noget bliver løftet op og bliver større end historien, rammer det mere intensivt,” siger hun.
Det kan for eksempel være tanker om livets cyklus, skønhed, moderskab og livet som kvinde.
”Jeg mærker sådan en følelse af ‘fuck, hvor er vi alle sammen mega usikre og vil bare gerne elskes’,” siger hun om de følelser, hun kan få undervejs.
En sten i hjertet
Der er også de historier, som er så mørke, at Maria Jencel må gøre noget helt bestemt efterfølgende for at passe på sig selv. Nogle af gæsternes historier involverer dødsfald og traumer.
Og når Maria Jencel bruger sig selv i sin journalistik på den måde, hun gør, kan hun ikke altid undgå at tage følelserne med sig videre, når mikrofonerne er slukket.
Hun ryster det af sig ved at fortælle det til sin mand, så snart hun kommer hjem.
”Historier, der er ekstra mørke og tunge, har jeg brug for at få ud af mit system, så jeg ikke føler, at jeg sidder med en tung sten i mit hjerte, som gæsten har givet til mig. Jeg bliver nødt til at give den videre, så den ikke ender med at sidde fast i mig,” siger hun.
Selvom det til tider kan være udfordrende at tage de hårde historier ind og mærke gæsternes følelser på egen krop, skaber Maria Jencel på den måde en særlig dialog med sine gæster.
”Hvert afsnit har sin plads, og der er altid nogle, for hvem det nyeste afsnit er det allerbedste,” siger hun.
