Maria Jencel om 112 for knuste hjerter: ”Fuck, hvor er vi alle sammen mega usikre og vil bare gerne elskes”

Maria Jencel om 112 for knuste hjerter: ”Fuck, hvor er vi alle sammen mega usikre og vil bare gerne elskes”

Maria Jencel om 112 for knuste hjerter: ”Fuck, hvor er vi alle sammen mega usikre og vil bare gerne elskes”

Ulykkelig kærlighed, ødelagte relationer og svære følelser. Hjertesorgspodcasten 112 for knuste hjerter sætter helt særlige krav til vært og gæst, fordi den handler om alt det, der er allerhårdest.

TEKST: REGINE FARHADI
FOTO: MIE STÆRK

Udgivet den 30. maj 2024

”Jeg kan faktisk også mærke, at jeg føler mig lidt lettere over det nu, end da jeg startede. Jeg føler, det har hjulpet mig.”

Det lyder måske som noget fra en dialog mellem psykolog og klient, men det er det ikke. Det er Nicky Russell, forsangeren i bandet LIGA, efter han har fortalt om for nylig at have mistet en barndomsven på grund af løgne.

34-årige Maria Jencel er uddannet journalist fra Syddansk Universitet og bruger nu sin uddannelse i sit trebenede podcastunivers. Hvert ben fungerer som ambulanceredder til lytterne på henholdsvis kærligheds-, venskabs- og økonomifronten.

Engang eksisterede kun et af dem, hjertesorgspodcasten 112 for knuste hjerter. Det gør den stadig. Hver uge inviterer Maria Jencel en ny kendisgæst i studiet, som fortæller historien om, dengang vedkommende fik hjertet knust.

Programmet udkom for første gang den 16. juni 2021 og har indtil for nylig hørt hjemme hos 24syv. Nu er det blevet fast inventar på Podimo og er et program med et koncept, der sætter særlige krav til journalisten bag.

Det ufordømmende rum

Gæsterne, som oftest har en form for kendisstatus i Danmark, har hver især oplevet kærlighedens onde ansigt på helt forskellige måder. De fleste husker tilbage på romantiske relationer, mens andre har hjertesorger over forældre eller venner.

Nogle er blevet udsat for utroskab og voldsomme løgne, mens andre selv har været utro og har knust sit eget hjerte i processen. I 112 for knuste hjerter er der plads til det hele, og det er vigtigt for Maria Jencel, at det er et ufordømmende rum, hvor gæsten føler sig tryg til at dele sin historie.

Det betyder, at hun sommetider inviterer mennesker ind, der selv har opført sig uhensigtsmæssigt. Det kan være mennesker, der har været utro eller kigget kærestens telefon igennem i smug.

”Det handler ikke om at sige til den utro person: ’Fuck dig, hvor er du nederen’, for det ved den utro person godt. Det, vi får noget ud af, er at prøve at forstå hinanden, så vi kan føle os mindre forvirrede i vores kærlighedsliv,” siger Maria Jencel.

Ifølge hende selv gør hun sig derfor umage for at spore sig frem til det perfekte sweetspot mellem at få gæsten til at føle sig tryg nok til at krænge sit hjerte ud og samtidig gå kritisk og konfrontatorisk til værks med spørgsmål som ”hvorfor gjorde du det?” og ”hvad udsprang det af?”

”For mig handler det om at forløse en fortælling, hvor alle bliver klogere. Det er vigtigt for folk, der har været udsat for utroskab, at høre fra folk, der har været utro, hvad deres tanker og refleksioner var om det,” siger hun.

Fra krigstraumer til kærestesorger

Philip May Dreier Mikkelsen, kendt fra Paradise Hotel, har selv prøvet at sidde over for Maria Jencel i den varme stol. Her delte han ud af sine on-off kærestesorger over sin nuværende kæreste.

Hans historie handler om, hvordan PTSD og krigstraumer førte til et langt stofmisbrug, som endte med at gå ud over hans kærlighedsforhold.

”Det er altid grænseoverskridende at åbne sig fuldstændig for et menneske, man ikke kender, når man ved, man bliver optaget. Det er jo en sårbar historie, som kan være svær at fortælle,” siger han om at have været med i 112 for knuste hjerter.

Men Philip May Dreier Mikkelsen tænker tilbage på det som en god og tryg oplevelse.

”Man kunne fornemme, hun havde prøvet det mange gange før. Jeg følte mig taget godt imod, og jeg følte, at jeg var i trygge rammer. Det, tror jeg, er det vigtigste, når man skal sidde og snakke om et sårbart emne,” siger han om oplevelsen.

Et journalistisk håndværk

112 for knuste hjerter er ikke noget, Maria Jencel bare kan ”winge”. Det kræver stor umage og grundig forberedelse. Under optagelserne lægger hun alt fra sig. Mobilen bliver slukket og al koncentration rettes mod gæsten.

”Jeg er nødt til at parkere alt fuldstændig og være 100 procemt nærværende og i nuet med det her menneske, for at interviewet bliver godt,” siger hun.

Det nytter ikke noget at have hovedet fyldt med to-do-lister og tanker om børn, der skal hentes. Det er et krævende stykke arbejde. Ikke desto mindre finder Maria Jencel det også meget givende. Gæsternes historier giver hende perspektiver, hun kan vende mod sit eget følelsesliv.

”Det er helt naturligt, at når folk fortæller en noget, der er bevægende, så spejler man sig selv i det og føler stor empati med dem. Og det gør jo også, at man mærker deres smerte i sig selv,” siger hun.

Men bliver det ved med at være relaterbart at høre om teenagehjertesorg, når man selv er blevet lykkeligt gift og mor til to?

”Det er et meget sjovt spørgsmål, for det er jo klart, at jeg har udviklet mig i løbet af de her tre år,” siger hun.

Men det er altså ikke alderen på den hjerteknuste i fortællingen, der påvirker graden af medfølelse hos Maria Jencel.

”Det er ikke sådan, at teenagehistorier pludselig ikke rører mig længere. Sådan er det slet ikke. Men der er selvfølgelig historier, der rammer ned i præcis dét, jeg tænker og reflekterer over for tiden, som så rører mig mere,” siger hun.

Du må ikke græde, Maria

”Du er kommet for at sige det der. Du er kommet for at ødelægge mig,” tænkte digteren Caspar Eric, da pigen, han var forelsket i, kaldte ham for en spasser på grund af det handicap, der får ham til at halte. Nu sidder han og fortæller om episoden i podcasten.

Maria Jencel trækker vejret dybt. Hun mærker en knude i maven og tårerne komme snigende. Men hun må ikke give sig hen til dem. Det må ikke handle om hende. Det er Caspar Erics historie, der skal være i fokus.

Det er sjældent, at Maria Jencel må kæmpe mod tårerne, når hun sidder i podcaststudiet og optager 112 for knuste hjerter.

Men nogle gange er der noget i gæstens historie, der trykker på et eller andet. Det kan være alt muligt forskelligt, og det behøver ikke være noget, Maria Jencel kan spejle sit eget liv i.

Fælles for de ting, der berører hende, er, at problematikken bliver mere eksistentiel.

”Jeg ved ikke, om det lyder fluffy og irriterende, men for mig bliver det ofte sådan, at jeg bliver rørt på menneskehedens vegne. Når noget bliver løftet op og bliver større end historien, rammer det mere intensivt,” siger hun.

Det kan for eksempel være tanker om livets cyklus, skønhed, moderskab og livet som kvinde.

”Jeg mærker sådan en følelse af ‘fuck, hvor er vi alle sammen mega usikre og vil bare gerne elskes’,” siger hun om de følelser, hun kan få undervejs.

En sten i hjertet

Der er også de historier, som er så mørke, at Maria Jencel må gøre noget helt bestemt efterfølgende for at passe på sig selv. Nogle af gæsternes historier involverer dødsfald og traumer.

Og når Maria Jencel bruger sig selv i sin journalistik på den måde, hun gør, kan hun ikke altid undgå at tage følelserne med sig videre, når mikrofonerne er slukket.

Hun ryster det af sig ved at fortælle det til sin mand, så snart hun kommer hjem.

”Historier, der er ekstra mørke og tunge, har jeg brug for at få ud af mit system, så jeg ikke føler, at jeg sidder med en tung sten i mit hjerte, som gæsten har givet til mig. Jeg bliver nødt til at give den videre, så den ikke ender med at sidde fast i mig,” siger hun.

Selvom det til tider kan være udfordrende at tage de hårde historier ind og mærke gæsternes følelser på egen krop, skaber Maria Jencel på den måde en særlig dialog med sine gæster.

”Hvert afsnit har sin plads, og der er altid nogle, for hvem det nyeste afsnit er det allerbedste,” siger hun.

”Der er masser af problemer. Der er også masser af løsninger”

”Der er masser af problemer. Der er også masser af løsninger”

”Der er masser af problemer. Der er også masser af løsninger”

Hos Verdens Bedste Nyheder laver de kun konstruktiv journalistik. Her handler alle artiklerne om fremskridt og løsninger. Og netop det kan være med til at mindske antallet af danskere, der undgår nyheder.

TEKST: VICTOR ANDERSEN & HILDE SVENDSEN
FOTO: VICTOR ANDERSEN

Udgivet den 30. maj 2024

Hvert år kan du en morgen i september støde på personer i hvide t-shirts med orange blokbogstaver. Personerne kan være politikere eller repræsentanter fra organisationer og virksomheder, og så kan det også være helt almindelige mennesker, der står tidligt op én gang om året og deler gratis aviser ud. Det har de gjort i snart 15 år. På avisen, og på deres hvide t-shirts, står der med orange skrift ’Verdens Bedste Nyheder’. Mediet laver dog ikke kun journalistik i september. Det udkommer løbende på hjemmesiden og ugentligt i et nyhedsbrev.

Bag Verdens Bedste Nyheder er en lille redaktion i hjertet af København på Vartov, 250 meter fra Rådhuspladsen. Her sidder redaktionen bestående af nogle journalister, et par redaktører, en grafiker og administrative medarbejdere.

En stigende tendens

’Fremgang i Uganda: Fattigdommen falder,’ og ’Sydafrika går forrest: Snart kan mor og far deles om barslen.’

Sådan lyder nogle af rubrikkerne på artiklerne, som man kan finde inde på Verdens Bedste Nyheders hjemmeside. Rubrikker, der alle sammen fortæller om fremskridt og løsninger, fordi… ja, det er Verdens Bedste Nyheder. Og netop disse nyheder kan være et middel til at få bugt med det stigende antal personer, som i nogen eller større grad holder sig væk fra nyhederne.

News avoidence er et fænomen, der fylder mere og mere hos mediehusene. Begrebet dækker over personer, som undgår nyhederne i dagligdagen. I 2023 viste en undersøgelse fra Reuters Institute Digital News Report, at 19 procent af danskerne aktivt undgår nyhederne. Her kan en løsning være, at medierne også viser en mere positiv nyhedsdækning. I en artikel fra fagbladet Journalisten beskrives nemlig et studie fra University of Essex, hvor forskere undersøgte, om journalistik om menneskelig godhed og mere positive vinkler kan give flere nyhedsbrugere. Det kunne det godt. Og opløftende nyheder er netop, hvad man finder hos Verdens Bedste Nyheder.

Verdens bedste vaccinehistorier

Mandag formiddag klokken 10 skydes ugens redaktionsmøde i gang. Som vanligt bliver mødet afholdt i et lille køkken i et sidelokale til Verdens Bedste Nyheders redaktionslokale. Omkring det ovale bord har seks af de ansatte slået sig ned med computere og kaffekopper dekoreret med FN’s forskellige verdensmål. Ved bordets midte har Sophie Rytter Skjoldager sat sig. Hun har arbejdet hos Verdens Bedste Nyheder siden 2014 og blev i 2015 redaktionschef for den lille redaktion.

”Hvem har en megafed historie?” spørger hun.

I et kort øjeblik høres kun kaffemaskinen, og skribenterne kigger forventningsfuldt på hinanden. Efter et par sekunders pause bryder journalist Anders Seneca Bang stilheden og byder ind med en historie.

”Jeg har en vaccinehistorie med, fordi det er åbenbart fedt,” siger Anders Seneca Bang, som har været en del af redaktionen de sidste seks år. Det er ikke første gang, at han byder ind med vaccinehistorier til redaktionsmødet, hvilket der bliver joket lidt med.

“Verdens Bedste Vaccinehistorier,” griner han.

Vi vil gerne bringe håb

På Verdens Bedste Nyheders hjemmeside har de en boks med deres journalistiske rettesnor.

“Vi laver journalistik om fremskridt og løsninger, som andre medier ofte overser. Vi fokuserer på fremskridt, der giver anledning til håb, men fortæller også om de problemer, der danner baggrund,” lyder to af punkterne.

Disse kriterier har været bærende for mediet, siden de startede for 15 år siden. Dengang startede det som en oplysningskampagne, men i dag er det blevet sit eget uafhængige medie.

“Verdens Bedste Nyheder startede, fordi danskerne ikke i særlig høj grad kender til de fremskridt og løsninger, der er ude i verden. Især hvis man kigger på udviklingslandene og det globale syd,” fortæller redaktionschef Sophie Rytter Skjoldager.

Verdens Bedste Nyheder mente, at medielandskabet trængte til et medie, der også fortalte om fremskridt i udlandet. Med det vil de nemlig gerne give danskerne én ting.

“Vi vil selvfølgelig gerne gøre danskerne klogere, men vi vil også gerne bringe dem håb,” siger Sophie Rytter Skjoldager.

“Der er det passive håb, hvor man bare lukker øjnene og håber, at der er andre, der løser et problem. Og så er der det aktive håb, hvor man viser folk,  at vi rent faktisk godt kan løse nogle af verdens problemer. Det er det håb, vi gerne vil give til vores læsere,” siger hun.

En erfaringskilde i Indien

“Andre, der har nogle udlandshistorier?”

Tilbage til redaktionsmødet kalder Sophie Rytter Skjoldager til ro efter snakken om vacciner.

“Jeg har en historie, hvor jeg allerede har en erfaringskilde fra Indien,” siger Katrine Abildgaard Kelgren. Hendes historie bygger på et interview, hun lavede i februar. Her interviewede hun en indisk kvinde om sit arbejde som tuk-tuk-chauffør, og hvad det havde betydet for hende at komme på arbejdsmarkedet. Katrine Abildgaard Kelgren har arbejdet på historien sideløbende, men skal snart til at give den mere opmærksomhed.

“Hvor langt er du i processen?” spørger Sophie Rytter Skjoldager. Katrine Abildgaard Kelgren trækker lidt på skuldrene og forklarer, at hun er i gang med at undersøge, hvilke ekspertkilder, der kan medvirke i historien.

Katrine Abildgaard Kelgren er en af de nyeste skribenter hos Verdens Bedste Nyheder. Hun har egentlig en bachelor i Indien- og sydasienstudier, men under sin uddannelse fik hun smag for at skrive artikler og valgte derfor at tage en kandidat i journalistik. Indien er på mange måder Katrine Abildgaard Kelgrens hjertebarn og også et land, hun ad flere omgange har besøgt. Af den grund valgte hun også at søge et halvt års praktik hos Verdens Bedste Nyheder, da Indien ofte er på dagsordenen i deres nyhedsdækning. Katrine Abildgaard Kelgren fik pladsen, og et halvt år efter fik hun tilbuddet om at blive som skribent, samtidig med at hun færdiggør sit speciale.

Et middel mod news avoidence

Det, som journalisterne inde på avisen laver, er konstruktiv journalistik. Journalistik, de håber, kan nuancere nyhedsbilledet ved ikke kun at fortælle om krig og ødelæggelse, men også fortælle om fremskridt og løsninger.

Sophie Rytter Skjoldager fortæller, at der er mange forskellige definitioner af konstruktiv journalistik, men det, som de prøver at lave, er journalistik, som fortæller om verdens udfordringer, men med en løsningsfokuseret tilgang.

Og konstruktiv journalistik kan måske være en af løsningerne på news avoidence.

Redaktionschef Sophie Rytter Skjoldager mener dog, at man først lige er kommet i gang med at løse problemet:

“Jeg tror, at news avoidence er en tendens, som har fået branchen til at kigge lidt mere indad. Kigge på, hvordan man kan dække verden på en måde, som er tilpas nuanceret, og som folk kan holde ud at følge med i,” siger hun.

Og det er også, hvad danskerne efterspørger, hvis man ser på en kampagneevaluering lavet af Epinion for Verdens Bedste Nyheder i 2023. Her blev danskerne spurgt ind til, hvorvidt medierne også skulle fokusere på nyheder om fremskridt og løsninger, hvortil 87 procent svarede enig eller meget enig.

Vi er et supplement

Det kan for nogle lyde en smule naivt, at mediet kun vil fortælle konstruktive nyheder, når nu vi lever i en tid med en masse af det modsatte. Og journalistik er vel at fortælle om alt, der sker ude i verden, råt for usødet. De er nemlig udmærket klar over, at verden ikke kun er fremskridt og solskinshistorier. Men de mener dog, at andre medier fylder deres spalteplads op med rigelig af disse historier, og derfor skal de være et supplement til massemedierne.

“Jeg synes ikke, at alle andre medier skal lave journalistik som Verdens Bedste Nyheder. Men jeg oplever heller ikke, at vores brugere erstatter hele deres medieforbrug med Verdens Bedste Nyheder. De bruger os sammen med de andre steder, de orienterer sig,” siger Sophie Rytter Skjoldager

Det samme oplever journalist Anders Seneca Bang.

“Vi synes jo ikke, at man ikke skal skrive om problemerne i verden. Jeg ser vores journalistik som et supplement til nyhedsdækningen. Vi mener, at begge sider af dækningen er vigtige, men der er bare ingen, der laver den her side,” siger han.

Konstruktiv eller kritisk journalistik?

Men er konstruktiv journalistik objektivt?

“Uden at det skal blive for meget en diskussion om ordvalg, så vil jeg nok aldrig kalde noget journalistik for 100 procent objektiv,” siger Sophie Rytter Skjoldager, men afviser, at deres journalistik skulle være mindre objektiv end andre mediers.

Derudover mener Sophie Rytter Skjoldager også, at der hersker en misforståelse ude i branchen om, hvad konstruktiv journalistik er.

“Jeg hører tit konstruktiv og kritisk journalistik blive sat op mod hinanden som modbilleder, og det vil jeg virkelig gerne gøre op med. Jeg vil påstå, at Verdens Bedste Nyheder i den grad er kritiske. I forhold til vores kilder og vores dokumentation. Vi er meget transparente,” siger Sophie Rytter Skjoldager.

For Katrine Abildgaard Kelgren er det også vigtigt at pointere, at de på mediet ikke pynter på virkeligheden.

“Det er jo kolde fakta, vi leverer. Det er ikke noget, vi overdriver. Det kommer fra rapporter, og hvis man ville, kunne man finde en masse positive nyheder. Det gør de gængse medier bare ikke,” siger hun.

Ligestilling og grøn energi

Tilbage i det lille køkken er redaktionsmødet stadig i fuld gang. Snakken går fortsat på Katrine Abilsdgaard Kelgrens historie om tuk-tukker. Hun får inputs til, hvor hun kan søge efter ekspertkilder, og hvordan hun fremadrettet skal bære sig ad for at skabe den rette vinkel for historien.

I dagene efter redaktionsmødet arbejder Katrine Abildgaard Kelgren mere målrettet på historien. Det viser sig, at hendes første fokus på kvindefrigørelse i Indien ikke er den eneste vinkel. Tuk-tukken, hun sad i, kørte nemlig på el, hvilket halvtreds procent af tuk-tukkerne i Indien faktisk gør.

Katrine Abildgaard Kelgren vælger derfor at skifte fokus og fokuserer nu på elektrificering af køretøjer i og omkring Indien. Undervejs har hun tænkt sig at krydre historien med sin erfaringskildes personlige fortælling, og hvad det som kvinde har betydet at blive ligestillet med sin mand.

Arbejdet på historien går langsomt fremad, og artiklen står til at blive udgivet i slut juni. I første omgang skal Katrine Abildgaard Kelgren have fundet en ekspertkilde, og derefter vil det vise sig, om der er en større historie.

Håb for fremtiden

Hvad enten det handler om nye gennembrud på vaccineområdet eller elektrificering af køretøjer i Indien, står Verdens Bedste Nyheder klar til at berette om de fremskridt og løsninger, der hver dag ser dagens lys. Det kan for nogle lyde overdrevent positivt, men samtidig kan konstruktiv journalistik måske være et af midlerne til at få bugt med news avoidence.

Hos Verdens Bedste Nyheder ser de det i hvert fald som deres opgave at nuancere mediebilledet og fortælle om en verden, hvor der er håb for fremtiden.

“Verden er ikke så slem, som man tror. Der er masser af problemer. Der er også masser af løsninger,” siger Anders Seneca Bang.

 

Theresa Scavenius lader sig ikke lulle i løsgængersøvn. Hun bruger sin lup som megafon

Theresa Scavenius lader sig ikke lulle i løsgængersøvn. Hun bruger sin lup som megafon

Theresa Scavenius lader sig ikke lulle i løsgængersøvn. Hun bruger sin lup som megafon

Som løsgænger står du alene på Christiansborg, hvor partierne har den største magt. Og ifølge eksperter har du lang vej til både politisk magt og taletid i medierne. Mange bliver ganske enkelt usynlige. Andre tager kampen op. En af dem er Theresa Scavenius.

TEKST: MARCUS MATHIAS FRANCK & SEBASTIAN ØSTERGAARD OLSEN
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 30. maj 2024

Selvom politiske partier ikke er nævnt eksplicit i grundloven, så er de efterhånden en naturlov i Folketinget. I dag er folkestyret mere eller mindre afhængigt af, at politikerne organiserer sig under de forskellige partibogstaver.

“Folketinget er produktivt, fordi politikerne har grupperet sig. Hvis man forestiller sig et folketing med 179 løsgængere, ville det være utrolig vanskeligt at træffe nogen beslutninger,” siger Eva Sørensen, der er professor på Institut for Samfundsvidenskab ved Roskilde Universitet.

Men hvad er egentlig muligt, når man som løsgænger står alene? Hvordan opnår man politisk indflydelse? Og hvad gør man som løsgænger, hvis man gerne vil blive på Christiansborg?

En bidsk vagthund blandt pæne pudler

På Christiansborg er det partierne, der styrer slagets gang, og ifølge Jens Ringberg journalist og politisk analytiker, er der som regel heller ikke nogen, der ønsker at kæmpe med dig – eller imod dig.

Han forklarer, at løsgængere har ringe muligheder for at udøve politisk magt i traditionel forstand. De er ganske enkelt ikke interessante for partierne, når der skal indgås politiske aftaler og forlig. Denne forklaring står han ikke alene med.

”Inde i Folketinget, mener jeg ikke, hun spiller nogen som helst rolle,” siger Eva Sørensen om Theresa Scavenius.

Men det arbejder Theresa Scavenius ikke ud fra. For hende er politisk indflydelse også at skabe debat og opmærksomhed på dagsordener, hun synes er vigtige. Hun peger på, at folketingsmedlemmer har to grundlæggende funktioner. Den ene er at have politiske holdninger, man arbejder for. Den anden er at være en kontrolinstans, der kigger regeringen og lovgivningen efter i sømmene. Theresa Scavenius mener, at netop denne funktion er forsømt i dagens Folketing.

”Hele Folketinget er blevet en meget pæn puddelhund, der hellere vil drikke kaffe i forligskredsen end være den bidske vagthund,” siger Theresa Scavenius.

Netop rollen som kontrolinstans er også en af de folketingsopgaver, løsgængere har mulighed for at påtage sig, mener Jens Ringberg. Han peger på det privilegium, som kun de 179 Folketingsmedlemmer har, og det er at stille spørgsmål til regeringen, som ministrene skal svare på.

”Der er også muligheden for at kalde en minister i samråd. Det gør Theresa Scavenius konstant,” siger Jens Ringberg.

Selvom Eva Sørensen ikke mener, at løsgænger har en stor magt, så synes hun ikke, at de intet spillerum har. Hun ser mandatet som en ølkasse, man kan stille sig op på og bruge som talerør ud i samfundet.

Her står man som løsgænger helt fri til at fortælle om den dagsorden, man er optaget af. Rollen som løsgænger er netop ‘løs’, og man kan gå i lige den retning, man ønsker.

Det ser Theresa Scavenius selv som en fordel ved at stå uden for partierne. Ifølge hende fylder partidisciplin for meget og skygger for den kritiske tilgang til lovarbejdet.

“Vores system bygger på en kritisk masse på 179 mennesker, der skal undersøge om en lov er god eller dårlig. Hvis den masse minimeres til nogle store partilinjer, så får vi ikke den kritiske diskussion, der sikrer, at lovforslagene bliver gode,” siger Theresa Scavenius.

At grave sig til indflydelse

Theresa Scavenius’ politiske arbejde kan beskrives som snævert, men grundigt. Hun udvælger specifikke lovforslag og arbejder detaljeret med disse. Hun beskriver, hvordan hun krydstjekker det faktiske grundlag og ikke mindst, om der faktisk står det i loven, som ministeren siger. Og så ville hun ønske, at flere arbejdede som hende.

“Jeg tror, det er mig, der insisterer på en bestemt måde at arbejde parlamentarisk på, som handler om at være mere kritisk opposition og kontrollerende over for regeringen. Versus at være en politiker, der søger lidt indflydelse hos ministeren,” siger Theresa Scavenius.

Ifølge Jens Ringberg er mange løsgængere usynlige. Det gælder dog ikke Theresa Scavenius, der netop bruger sin stemme som Folketingsmedlem.

“Men vi havde også et problem, hvis alle var løsgængere eller arbejdede som Theresa Scavenius. De fleste sidder i partier og sørger for, at tandhjulene drejer rundt,” siger Jens Ringberg.

Ifølge Eva Sørensen er det også svært som løsgænger at være med til at få tandhjulene til at dreje rundt. Hun mener, at direkte politisk indflydelse handler om, hvad man kan tilbyde.

“Man har ikke rigtig noget at komme med, som kan give én indflydelse, når man kun har et enkelt mandat at tilbyde,” siger Eva Sørensen.

Jens Ringberg mener derfor, at man som løsgænger skal satse på den indirekte indflydelse frem for politisk magt i traditionel forstand. Og det mener han, Theresa Scavenius lykkes med.

“Hun bruger sin løsgængerposition til at sætte fokus på nogle ting, hun synes er problematiske. Det, synes jeg, er virkelig fint,” siger han.

Theresa Scavenius fremhæver, at hun graver dybt i lovgivningsarbejdet. For hende handler lovgivningsarbejdet lige så meget om at holde kritiske samråd, kontrollere regeringen og tjekke efter om ministeren siger det rigtige.

“Og når man skal det, så kan man jo ikke sidde og drikke kaffe i forligskredsen,” siger hun.

Ifølge Theresa Scavenius bruger hun også sin kritiske tilgang i det politiske arbejde til at få indflydelse. For hende kommer det detaljerede lovarbejde først og dernæst kommer kommunikationen. Hun håber nemlig, at hendes måde at gå politisk til værks på, er noget, der bliver bemærket.

“Så er det rigtigt, at meget af den indflydelse jeg kan have lige nu, ikke er direkte på lovgivningen, men netop er via borgere, der gerne vil have mere af det arbejde, jeg laver,” siger hun.

Hun mener desuden, at den indflydelse man kan have som løsgænger i Folketinget, afhænger af hvordan man fortolker begrebet indflydelse. Hun mener selv, at hun får sat nogle af sine dagsordener på landkortet.

“Hver gang jeg er i salen, har jeg et indtryk af, at folk bliver rimelig optaget af, hvad jeg gør og ikke gør,” siger hun

Fremtidstanker om et nyt parti

Theresa Scavenius mener ikke, at hendes arbejde skal defineres af, at hun er løsgænger.

“Det handler jo mere om den arbejdsmetode, jeg har. Jeg når meget lidt, fordi jeg kun er én person og ikke har de samme ressourcer som partierne. Men hvis alle arbejdede på den her måde, ville vi få bedre oplysning om vores love,” siger hun.

Derfor håber hun også at finde en gruppe, der deler hendes kritisk-orienterede arbejdsmetode. Hun forestiller sig en gruppe med mindre partidisciplin, hvor man overordnet er enige, men ikke altid stemmer ens. Theresa Scavenius mener ikke, at den gruppe findes lige nu.

“Jeg synes virkelig, at der er brug for nogle nye partier til at bygge det politiske arbejde op et nyt sted fra,” siger hun.

Eftersom Theresa Scavenius gerne vil være i Folketinget i næste periode, ser hun også et nyt parti som en mulighed. Til spørgsmålet om, hvem der skal stifte sådan et parti, peger hun på sig selv som kandidat.

“Det er et kæmpe stykke arbejde, men jeg føler mig forpligtet til at tænke over, hvad der er af muligheder og finde ud af, hvad der er opbakning til,” siger hun, men afviser heller ikke at stille op som løsgænger.

Interview med Jonathan Løw: “Jeg frygter, at samtalen bliver mere og mere opdelt”

Interview med Jonathan Løw: “Jeg frygter, at samtalen bliver mere og mere opdelt”

Interview med Jonathan Løw: “Jeg frygter, at samtalen bliver mere og mere opdelt”

Jonathan Løw er iværksætter og foredragsholder og forsøger i et debatindlæg i Fagbladet Journalisten at punktere myten om det landsdækkende medie. Han er bange for, at manglen på en samlende samtale går ud over vores sammenhængskraft.

TEKST: Anders Brøndsholm og Jens-Emil Nørgaard
FOTO: Jonathan LØw (privatfoto)

Udgivet den 30. maj 2024

Han har udtrykt sin mening i Journalisten. Han har turneret med det i programmer som Presselogen og Tabloid på P1. Fordi Jonathan Løw oprigtigt mener, at der ikke findes ægte landsdækkende medier i Danmark.

Du skriver i et debatindlæg i Fagbladet Journalisten, at ideen om landsdækkende medier er en myte. Hvad mener du med det?

“Til dels er det en clickbait-overskrift for at få gang i diskussionen. Men jeg mener, at en af mediernes vigtige opgaver er at kunne samle landet om nogle vigtige agendaer og derved også dække alle dele af landet, så de føler sig hørt og set og repræsenteret.”

Og du mener ikke, at det er sådan  i medieverdenen i dag?

“Når man kigger ud på medierne, som traditionelt set er blevet opfattet som dem, der i hvert fald havde et landsdækkende potentiale, så er det jo medier som Jyllands-Posten, Politiken og DR og TV2. Der synes jeg, at man kan se en udvikling, hvor Politiken, selvom de altid har været københavnerorienteret, næsten udelukkende fokuserer der nu. Selvom Christian Jensen (ansvarshavende chefredaktør på Politiken, red.) siger, at de også har et nationalt og internationalt udsyn, så er det i hvert fald et udsyn med voldsomt mange blinde vinkler. Jyllands-Posten er dog et medie, der får dækket Jylland relativt pænt og på den måde fint lever op til navnet, om end nogle udenfor Jylland så sikkert vil mene, at de ikke er særligt landsdækkende.”

Mediernes placering betyder noget

I dit debatindlæg lægger du ud med at kritisere det, du kalder “landsdækkende” flagskibe fra DR og TV2. Du skriver, at sejlet i de flagskibe sættes i København, og at rejsen sluttes der. Hvad mener du med det?

“Når man ser på nogle af DR’s og TV2’s flagskibsprogrammer – for eksempel Deadline eller Debatten – så er der næsten udelukkende deltagere med fra København og omegn. Selvfølgelig er det en del af det, at det politiske magtcentrum ligger i København, men selv hvis man tager den dimension ud af det, så er der stadig en rigtig dårlig repræsentation af deltagere. De meningsdannere, der inviteres med i programmerne, befinder sig næsten altid i Storkøbenhavn, og generelt er det et demokratisk problem for den fælles samtale, at så få stemmer får plads i de største formater.”

Men DR og TV2 kan jo ikke have studier rundt i alle dele af landet. Er det ikke fair nok, at man må tage turen til dem, hvis man skal være med i programmerne?

“Hvorfor kan de ikke have det? De får da trods alt et pænt milliardbeløb i mediestøtte, og så dyr en husleje har vi altså ikke for eksempel her i det jyske. Det betyder bare noget, hvor medierne befinder sig i forhold til både logistik og udsyn. I forhold til logistik har jeg selv været med i disse programmer flere gange, og de optages altid i København. Man får først at vide, om man skal være med dagen før eller på dagen, så det kræver jo, at de, der skal være med i den demokratiske debat, nærmest enten bor der eller lever af at mene noget og få det i medierne. Og det gør de færreste af os jo trods alt.”

Du siger, at repræsentationen i de programmer er dårlig. Men de, der er med, er vel dem, som er mest kyndige til at debattere netop det emne og har tid til det. Hvorfor er det et problem?

“De, der typisk har tid, er enten politikere, som stiller op fordi det er deres levebrød, og de skal gerne genvælges. Og så er der meningsdannere, debattører og brancheorganisationer, der også stiller op, fordi det er deres levebrød. Der er bare 98 procent af befolkningen, der faktisk er ude at lave arbejdet, hvad enten det er iværksættere, sosu-assistenter eller virksomhedsejere, som ikke lige har en hverdag, hvor de kan tage en hel dag ud og tage turen for at være med i en debat i fem minutter. De bliver ikke repræsenteret, og jeg vil personligt hellere lytte på mennesker fra virkeligheden frem for mennesker, der har trænet i at blive gode debattører. Jeg vil også vove at påstå, at mediernes placering, og dermed også journalisternes bopæl, har en naturlig betydning for det, som i det nære og i hverdagen påvirker deres udsyn. Det betyder ikke, at man kun kan orientere sig lige der, hvor man bor, men det kan ikke undgå at påvirke.”

Du nævner Politiken som et eksempel på et medie, der har lukket sig om det københavnske. Men det regionale bliver vel dækket af netop de regionale medier. Så hvorfor er det et problem, hvis der ikke er landsdækkende medier, når det regionale bliver dækket?

“Det regionale dækker jo netop kun regionalt. For eksempel her i Aarhus, hvor jeg bor, har vi jo TV2 Østjylland, men deres effekt på en samlet national samtale er jo meget begrænset, fordi de har væsentligt lavere seertal end de, der skulle forestille at være landsdækkende medier. Og uden disse landsdækkende samtaler, som medierne er nødt til at være frontløbere for, så mister vi endnu mere af den sammenhængskraft, som de sociale medier – undskyld mit sprog – i forvejen har fucket op med deres segmenterings- og personaliseringsalgoritmer.”

Den samlende samtale

Når Jonathan Løw efterlyser de landsdækkende medier, så handler det især om noget, han frygter at miste. Med de sociale mediers efterhånden allestedsnærværende rolle i vores hverdag, risikerer vi at miste noget vigtigt for sammenhængskraften.

Så det handler om, at de regionale medier ikke har samme gennemslagskraft i den nationale samtale?

“Ingen i København aner jo, hvad der bliver vist på TV2 Østjylland og omvendt. Ja, nogle historier når så videre derfra til nationalt, men det er fåtallet. Det er derfor, jeg frygter, at samtalen bliver mere og mere opdelt, fordi mediehusene har overbevist sig selv om, at deres eneste fremtid må gå igennem segmentering på bedste SoMe-vis kombineret med, at de jo er dybt ængstelige ved tanken om, at de ikke kan drive trafik via de selvsamme sociale medier. Tænk hvis SoMe viser sig at være problemet frem for løsningen i fremtiden? Det er jeg ikke bange for at forudsige som tech-iværksætter med 20 år i branchen.”

Hvorfor mener du, at det er et problem, hvis samtalen bliver mere opdelt?

“Jeg kommer fra tech-verdenen, som Facebook og Instagram også er i, så jeg ved, hvor ekstremt segmenteret og opdelt det er. Fordi det er den måde, man kan sælge annoncer på. Ved at gøre det ultra personaliseret og segmenteret. Det betyder bare, at samtalerne på de medier foregår i totale ekkokamre, og disse virksomheder har ingen interesse i andet. Dels kan de sælge deres visninger og kliks dyrere på den måde, og dels så elsker deres algoritmer, når vi hidser os op på hinanden og skaber splittelse. Den slags content favoriseres, fordi de sociale medier jo aldrig har været hverken sociale eller medier. Måske også medieverden skulle stoppe med at kalde dem det og tone rent flag. Disse apps og platforme er afhængighedsskabende apps, hvor vi som brugere er produktet, og hvor forretningsmodellen er, at de sælger vores opmærksomhed til annoncørerne. Det er i mine øjne super farligt og bestemt ikke en vej, jeg håber, at medierne vil forsøge at mime yderligere i fremtiden af frygt for, at deres økonomi ellers går endnu mere i minus.”

En farlig vej for medierne

Her til slut er du så ikke bare en aarhusianer, der har set sig lidt sur på hovedstaden, fordi du er bosat i Aarhus, og der så er en større by, som du føler, er bedre repræsenteret?

“Helt ærligt så nej. Jeg har været en masse i medierne, og jeg har ikke behov for at blive en mediekendis. Det er faktisk fordi, jeg mener, at den her samtale er vigtig. Jeg synes, det er et reelt problem, at vi i så lille et land alligevel har så langt mediemæssigt fra den ene del til den anden, og at vi ved så lidt om hinandens liv, som vi gør. Der har jeg et håb og en tro på, at medierne har en rolle i det. Ellers tror jeg også, medierne selv opdager, at deres fremtid er endnu mere truet, hvis de ikke kan levere det.”

Så du tror faktisk, at medierne ikke kan overleve, hvis ikke de forsøger at gøre noget?

“Jeg tror simpelthen ikke på den der segmenteringstilgang som det, der skal gøre, at de også overlever om 20 år fra nu. For det er der nogle, som er langt bedre til end medierne – det vil sige de afhængighedsskabende apps. Det er også gennem den tilgang, at man ødelægger den samlende samtale, og når man gør det, så mister medierne den vigtige rolle, som de har haft. Jeg tror, det er en farlig vej, de er på vej nedad.”

Hvad skal medierne gøre ifølge dig?

“De skal fokusere på at skabe en mere samlende dialog, hvor de kommer langt længere ud, end de gør i dag, og ikke være så fokuserede på hele deres segmenterings-niche-fokus-afdeling, fordi det er der andre, der er langt bedre til end dem.”

GONE SURFING, BACK BY SUNSET

GONE SURFING, BACK BY SUNSET

GONE SURFING, BACK BY SUNSET

Jeg kender en vej udenom praktikstressen, og den hedder udveksling.

TEKST: NICOLAS FREDERIK ADSERBALLE
ILLUSTRATION: SABRINA MÂY ELMHOFF

Udgivet den 30. maj 2024

 

Forleden dag var vi ude at surfe. Det var om eftermiddagen, og vi var på en af de mere øde strækninger ved Californiens kyst.

Vi var oppe på Highway 1, og for at komme ned til stranden skulle Frederik Steinfath og jeg krydse en flod og sno os hen ad en vildtvoksende sti. Det ville hurtigt komme til at tage nogle timer. Vi regnede ud, at solen nok var væk, når vi nåede tilbage til vores varevogn.

Jeg skriblede en hurtig besked på en lap papir og lagde den i forruden. ’GONE SURFING, BACK BY SUNSET’, stod der. Vi sprang i våddragterne, greb vores surfboards og løb ned mod bølgerne.

Papirlappen var til færdselspolitiet, hvis nu de undrede sig over, hvorfor der stod en forladt varevogn i vejkanten. Men jeg synes også, at beskeden i bilruden er et godt billede på hele vores fjerde semester. Samme besked kunne vi have klistret på de tomme pladser, vi efterlod bag os i gul auditorie, da vi tog på udveksling. Vi missede alt praktikforberedelse, og hvis I spørger mig, var det kun en fordel.   

Da jeg så de danske marker ud ad flyvinduet for sidste gang i lang tid, var de hvide af sne. Jeg var på vej på udveksling til San Francisco, og jeg var ikke alene. Med mig i flyet var min gode ven Frederik, som havde fået samme idé om at tage på udveksling, og sammen havde vi fået den skøre idé, at vi skulle bo i en varevogn.

Vi fandt en ombygget vogn, der engang havde været brugt til sygetransport, og købte den på stedet. Vi gav hånd med den tidligere ejer, og med det var vores halvbagte californiske drøm blevet til virkelighed.

I skoletiden lærte vi om storytelling, i fritiden lærte Frederik mig at surfe, og i weekenderne var vi som regel på farten. Vi parkerede varevognen over for skolens fodboldbane og gik i skole fra mandag til torsdag. Lektiemængden kom faktisk bag på mig, men det gjorde ikke noget, for jeg lærte rigtig meget.

Vores nye livsstil blev til hverdag, og tiden forsvandt som sand mellem fingrene på os. Før vi så os om, var det blevet forår og tid til at søge praktik. Vennerne hjemme i Århus sendte links til deres hjemmesider. Allerede, tænkte jeg. Jeg scrollede og var imponeret. Jeg vidste ikke engang, hvilken hjemmeside jeg skulle bruge for at lave min hjemmeside. Jeg mærkede sveden pible frem i håndfladerne. Er jeg totalt bagud?

Hjemmeside-snedkeriet fjernede fokus fra skolen herovre. Jeg var ellers godt i gang med at undersøge, hvorfor en ung fyr havde ligget død i et telt i tre uger på en strandpromenade, før en nabo fandt hans lig, som led i en længere feature om fentanylkrisen i San Francisco. Men omvendt fjernede den historie og mine nye studievenner fokus fra praktiksøgningen, så jeg ikke skulle blive mindet om det hele tiden.

Jeg gjorde det tydeligt på min hjemmeside, at jeg var på udveksling. Mellem linjerne var budskabet: Beklager, jeg ikke kan trykke jer i hånden, jeg har travlt  med at blive klogere på en anden del af verden. Det var da meget overbevisende, synes jeg selv. Alligevel blev jeg i tvivl. Jeg havde ikke printet nogen flotte visitkort, jeg gik glip af praktikmessen i Odense, og jeg var et hav og mange tusind kilometer og tidszoner væk.

Klokken var fire om natten, da jeg var til en af mine samtaler. Jeg nåede knap at gnide søvnen ud af mine øjne, før samtalen var ovre ti minutter senere. Frederik havde tre samtaler samme nat. Vi må have set næsten lige så søvnige ud næste dag, som Donald Trump gjorde i retssalen.

Så ventede vi. Bed negle. Og inden for et par dage var der svar. Vi fik begge to de pladser, vi havde håbet på. Frederik fik plads hos DR i Holstebro, og jeg fik plads hos Information. Vi fejrede det med en billig flaske champagne uden for varevognen.

Det var tusmørke, da vi kom tilbage til vores papirlap i forruden. Jeg havde ikke fanget en eneste bølge. De var for store og stejle til, at jeg turde kaste mig ud i dem. Men det gjorde ikke noget i det store hele. Jeg har fået et halvt års eventyr, som jeg vil huske resten af mine dage.

De tusinde kilometer stod ikke i vejen for min praktiksøgning. Kan man leve uden visitkort og med at skulle op om natten, er udveksling måske kun en fordel. Jeg er sikker på, at jeg havde stresset mere, hvis jeg var blevet tilbage i gul auditorie.

Jeg siger ikke, man absolut skal på udveksling. Århus er skøn, og det er med at nyde de to år på skolen. Men jeg håber at have aflivet myten om, at udveksling er en ulempe.

Vores tur i en varevogn i Californien er kun ét eksempel på, hvor og hvordan man som spirende journalist kan tage ud i verden. Man kan også komme til Sydkorea, Sydafrika, Skotland – listen er lang. Mit råd må være at gøre det på fjerde semester. Hvad går man glip af udover praktikstress?