Kurt, hvor blev du af? Strandbaren var ikke med til årets Kapsejlads

Kurt, hvor blev du af? Strandbaren var ikke med til årets Kapsejlads

Kurt, hvor blev du af? Strandbaren var ikke med til årets Kapsejlads

Da det ikoniske aarhusianske samlingspunkt, Kapsejlads, løb af stablen dette forår, var det med højt humør, masser af øl og Tessa-vokaler. Men én ting glimrede ved sit fravær: Kurt Strandbar.

TEKST: JOACHIM FARSHØJ
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN 

Udgivet den 30. maj 2024

Man holder altid med de underdogs. Men det er svært, når de ikke er med.

Det er næppe gået manges næse forbi, at Kurt Strandbar ikke var med, da fakulteterne i Aarhus fredag den tredje maj skulle testes i moderne gladiatorkamp i Uniparken. Ved årets Kapsejlads var DMJX’ fredagsbar og festforening nemlig blevet forbigået i udtagelsen.

Mange ansøgninger og et højt niveau over hele linjen var kendetegnende for udtagelsesprocessen, og det gik ud over Kurt Strandbar, fortæller forperson, Emilie Johansen. Kurt Strandbars egen ansøgning var bare ikke god nok, lyder vurderingen.

”Vi fik at vide, der bare var virkelig hård konkurrence i år. En af foreningerne havde sågar bygget et escape room til Umbilicus, der stod for udtagelsen. Så det, der ville have været en god ansøgning sidste år, var ikke længere en god ansøgning i år,” siger hun.

Emilie Johansen får opbakning fra det tætteste, Danmark kommer på en Kapsejlads-ekspert. Andreas Friis, der tidligere har lavet timevis af podcast om Aarhus’ mest prestigefyldte hakkebajer og stadig er fast morgenvært ved sejladsen, forklarer nemlig, at det ikke er et fravalg af Kurt, men et tilvalg af nogle andre.

”Kurt Strandbar fuckede ikke noget op. Der er altid nogle store, kendte foreninger, der ikke er med. I år var det Kurt. Tilmed var der nogle helt nye ansøgere i år, der ikke har været med før, som også skulle med i ligningen,” siger han.

Joken, der aldrig kom

Kurt Strandbar havde ellers underholdt medicinernes fredagsbar, Umbilicus, med en Paradise-sketch, hvor medicinerne ikke overraskende skulle vælge Kurt som partner til sidst. Dét, krydret med en såkaldt roulade-kapsejlads, gav kurterne tro på, at de, ligesom i fjor, kunne samle skolen om årets vigtigste sejltur.

Derfor var der også skuffelse at spore, da de – live på Instagram – fik meddelelsen om, at de var blevet vejet og fundet for lette.

”Der var meget stille i rummet. Først troede vi, det var en joke, da de sagde, de havde dårlige nyheder. Men punchline kom aldrig. Selvfølgelig ville vi gerne have været med, selvom det også er hårdt arbejde,” siger Emilie Johansen.

Særligt én ting ved fraværet ærgrede forpersonen. For selvom Kapsejlads blev afviklet med samme succes som de foregående år, og massevis af elever fra DMJX allerede flyttede ind på den store græsplæne klokken to om natten, manglede der noget. Der var strålende vejr, der var ‘Underdogs’ på Soundboksen, der var morgensang, og der var festivalslugt, men der var ikke nogen at holde med.

”Der var ikke noget at se frem til. De andre foreninger spurgte også efter os, og tandlægerne har endda nævnt Kurt Strandbar i deres sang. Vi er begyndt at blive en fast del af Kapsejladsen. Men ikke i år,” siger hun.

Når festforeningerne skal udtages til Kapsejlads, er der ifølge Andreas Friis en række elementer, der bliver kigget på. Det drejer sig altså ikke bare om at være sjov.

”Ansøgningen betyder meget. Men det betyder også noget, at man har leveret god energi i de foregående forløb. Man skal komme til tingene, og man skal gå op i det, for Kapsejlads er et gigantisk arrangement. Man skal gerne kunne mærke opbakningen hele vejen rundt,” siger han.

Andreas Friis uddyber yderligere, at det kan betale sig at gøre lidt ekstra ud af den sang, man altid skal have med til Kapsejlads, eller måske lægge nogle kræfter i musikvideoen. Det er dog ikke det afgørende.

Falske rygter med lang levetid

Der er intet i verden, der taler lige så højt som de berygtede vandrør. Igennem et længere stykke tid har de hvisket, at Kurt Strandbars manglende udtagelse skyldtes en dårlig indsats ved oprydningen efter Kapsejlads sidste år, men det rygte vil Emilie Johansen gerne begrave én gang for alle.

”Det er ikke rigtigt, at vi ikke gjorde ordentligt rent efter os sidste år. Vi kom selvfølgelig og ryddede op,” siger hun.

Faktisk fortæller Emilie Johansen, at nogle af de medlemmer, der ikke engang var med til festdagen på grund af sygdom, alligevel troppede op med handsker og spand dagen derpå.

Det viser sig også, at rygtet om Kurts manglende oprydning er et rygte, der går flere år tilbage. Andreas Friis har således været bekendt med rygtet i årevis, og da han selv ofte har deltaget i oprydningerne, både som studerende og morgenvært, kan han afkræfte, at Kurt Strandbar skulle være stukket af fra oprydningen sidste år.

”Det går som minimum tre-fire år tilbage. Men Kurt Strandbar har altid været med til at rydde op, så vidt jeg kan huske. Man skal nok kigge endnu længere tilbage for at finde rygtets ophav,” siger han.

Fremtiden for Kurts Kapsejlads-planer

Når Kapsejlads banker på næste år ved denne tid, er Emilie Johansen ikke længere forperson for Kurt Strandbar. Derfor har hun heller ikke nogen indflydelse på, hvordan ansøgningen kommer til at foregå på det tidspunkt, og det er slet ikke sikkert, at Kurt Strandbar overhovedet har tænkt sig at søge.

Kurt er en af de foreninger, der oplever den største udskiftning på halvårligt basis, og nye medlemmer medfører nye holdninger, hvorfor der til næste år på ny skal stemmes om lysten til at være med i Kapsejlads.

”Næste år skal de nye blive enige om, hvorvidt de vil være med. Den beslutning kan vi ikke tage på forhånd. Man skal altid teste vandene,” siger hun.

Hun tør dog godt komme med en forsigtig forudsigelse om Den Fjerde Statsyachts fremtid.

”Mon ikke vi ender med at søge igen,” siger hun.

Der er altså endnu håb, hvis man ikke har nået at se Kurt Strandbar sejle op ad åen i sin tid på skolen.

Kurt på Aarhus-kortet

Noa Kallestrup, menigt medlem af Kurt Strandbar, er langt hen ad vejen enig med sin formand. Har man sat sine fødder på campus på Katrinebjerg ugen op til Kapsejlads, er der nemlig én ting, der fylder markant mere end alt andet – også selvom det ofte falder tæt på den travle eksamensperiode.

”Kapsejlads samler skolen. Det er en skam at gå glip af den del i år. Der opstår mange gode fællesskaber på baggrund af det, og Kapsejlads er med til at sætte Kurt Strandbar på Aarhus-kortet,” siger Noa Kallestrup, der var med sidste år, men ikke i båden.

Han anerkender dog, at en Kapsejlads-deltagelse ikke udelukkende er snurreture med øl i hånden, fællesskab og fornøjelse. Der ligger en hel del arbejde bag, hvorfor der for nogen også var lettelse at spore, da det kom frem, at Kurt ikke blev valgt.

”Selvfølgelig var der nogen, der var lettede. Kapsejlads tager meget tid, og det fylder vildt meget i kalenderen, for der er en masse forberedelse og oprydning. De fleste af os var skuffede, men det er et krævende forløb. Personligt savnede jeg det mest på selve dagen,” siger han.

Noa Kallestrup fortæller også, at hans venner på andre uddannelser i Aarhus sågar spurgte til, hvorfor Kurt Strandbar ikke var med i år, så fraværet er ikke gået helt ubemærket hen.

Kapsejladsen blev i år vundet af Medicin, der tog sin anden sejr i træk og den sjette af de seneste ti mulige. Det har været afholdt siden 1991 og havde i år et estimeret tilskuerantal på 30.000. Peter Falktoft og Esben Bjerre var mændene med mikrofonerne, inden de overgav lyden til Tessa, der rappede et efterhånden godt brugt publikum igennem eftermiddagen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Umbilicus’ forretningsudvalg, der stod for udvælgelsen af fakulteterne.

 

Ultra Nyt giver børnene indblik i den voksne verden: “De skal efterlades med et håb”

Ultra Nyt giver børnene indblik i den voksne verden: “De skal efterlades med et håb”

Ultra Nyt giver børnene indblik i den voksne verden: “De skal efterlades med et håb”

DR Ultra forsøger gennem deres nyhedsudsendelser at sætte virkeligheden ind i en ramme, som børnene kan forstå. Det kan dog være svært med krige, konflikter og kriminalstof, der får verden til at fremstå meningsløs.

TEKST: JONAS FONNESBÆK OG ANDERS MØRCK
FOTO: ANDERS LINDSTRØM BERKER

Udgivet den 30. maj 2024

“Den her historie kan være ret ubehagelig. Hvis du synes, det er rarest at se den sammen med nogen, det kunne være dine forældre eller din lærer, så kan du lige trykke på pause, hente dem og se videre bagefter,” siger Ultra Nyt-værten Solaf Masoud til kameraet.

Derefter kommer et nyhedsindslag om Hjallerup-sagen. Man får forklaret, at en 13-årig pige er død. At man endnu ikke ved, hvorfor den drabssigtede gjorde det. At politiet gør alt, hvad de kan, for at folk skal føle sig trygge. At man skal snakke med nogen om det, hvis sagen gør seeren bange eller utryg.

Ultra Nyt laver nyheder til børn, og det handler ofte om sjove og skøre historier, indblik i jævnaldrende børn, seerne kan spejle sig i, eller politiske beslutninger forklaret i børnehøjde. De forsøger at gøre børnene klogere på sig selv og den verden, vi lever i. Men virkeligheden er også fyldt med alvorlige konflikter og krimisager, som børn kan få indsigt i gennem telefonen. Derfor må Ultra Nyt også bringe de nyheder, der kan være bekymrende og svære for børn at forholde sig til.

Umuligt at skærme børnene

Charlotte Diamant, der er børne- og familiepsykolog, mener ikke som udgangspunkt, at børn har behov for at vide, hvad der sker i verden omkring dem.

“Den eneste grund til, at de har brug for at vide noget, er, hvis de opfanger noget. For så brygger fantasien videre, og så laver de deres egen virkelighed – og den kan være forkert, hvilket kan øge barnets ængstelse og frygt,” siger hun.

Det mest kendte medie, der leverer public service til børn, er DR’s Ultra Nyt. De arbejder dagligt med at formidle virkelighedens nyheder i et sprog, børnene kan forstå.

Programmet gik i luften for første gang den 4. marts 2013. I stedet for at børn skulle se forældrene over skulderen, når TV-avisen rullede over skærmen, sørgede DR for, at de fik deres egen nyhedsudsendelse.

Spørger man Christina Johansen, der er redaktør på Ultra Nyt, om, hvorvidt børn har brug for at vide, hvad der sker ude i verden, svarer hun, at det afhænger af, hvem man spørger.

“Det mener vi, de har, fordi adskillige undersøgelser har dokumenteret, at de ved rigtig meget om, hvad der foregår. Tidligere handlede det meget om, at de lyttede med, når forældrene så nyheder. Men nu har de dem helt ufiltreret på deres egen telefon,” siger Christina Johansen.

Selv om man gerne vil skærme børnene fra verdens nyheder, så er det næsten umuligt, efter blandt andet TikTok og Instagram er blevet en del af børnenes hverdag. Derfor gør Ultra Nyt en dyd ud af at agere vejviser i halve sandheder og komplicerede konflikter.

“Vi synes i den grad, at der er behov for et uafhængigt nyhedstilbud som Ultra Nyt, børnene kan stole på. De skal kunne sætte deres lid til, at når vi fortæller noget, så er det sandt. Fordi de får ligesom alle os andre tudet ørerne fulde med fake news. Så det er i den grad vigtigt,” siger Christina Johansen.

Nyheder fortalt af storesøster

Det Ultra Nyt, som man kunne se i fjernsynet for 11 år siden, er milevidt fra, hvor det er nu.

“Det var sendt fra TV-Avisens studie med en vært i jakkesæt og cue cards, der stod meget alvorligt og fortalte, hvad der skete,” siger Christina Johansen.

I dag har Ultra fundet nye veje til at formidle og fange seeren. Udsendelserne er blevet kortere, hurtigere og mere farverige. Værterne har skiftet jakkesættet ud med det tøj, som de føler sig bedst tilpas i. Solaf Masoud, der har været vært på Ultra Nyt siden august sidste år, forklarer, at man som vært skal kunne identificere sig med børnene, selv turde omfavne sine skøre sider og møde seerne, hvor de er. Den største dødssynd, man kan gøre, er at tale ned til seerne, for så mister man dem, forklarer hun.

“Vi fungerer ikke som voksne nyhedsværter som Kåre Quist for eksempel. Vi er mere en slags større søskende for børnene,” siger Solaf Masoud.

Hvilke historier skal bringes?

Når Ultra Nyt påtager sig opgaven at være børnenes kilde til nyheder, så forpligter de sig samtidig ansvaret for at være afsenderen af de ting, som ikke altid er muntre i verden. Det kan være svært at vurdere, hvad børn har brug for og ikke har brug for at vide, fortæller Charlotte Diamant.

“Hvis de får for meget at vide, så kan de få plantet en bekymring, som du ikke kan tage fra dem. Så det er også vigtigt i forhold til et etisk perspektiv at tænke ind i, hvor meget bekymring skal man give dem? Hvad er udviklingsmæssigt sundt for et barn at skulle tænke på?”

Børnene kan få nyhederne mange steder fra. Gennem sociale medier, i skolegården eller via deres venner. På den måde kan det være klogt at gå børnene i møde, så de kan få en forklaring fra nogen, der ved, hvordan de skal formidle det rigtigt, siger børnepsykologen.

“Hvis børnene hører om nyheder fra en kammerat, som har hørt det fra en forældre, og ikke får kontrolleret og korrigeret den viden, så kan det blive værre. Så på den måde er det godt at hjælpe barnet til en realistisk forståelse og sige: ‘Nu skal du høre, hvordan det faktisk forholder sig’,” forklarer Charlotte Diamant.

På Ultra Nyt har de et mantra om, at der ikke er nogen nyheder, de ikke kan dække. Men redaktøren Christina Johansen siger, at der er historier, som de fravælger, og hun uddyber, at det oftest er tilfældet ved krimisager. At sagen fylder meget i nyhedsbilledet er ikke ensbetydende med, at det bliver en del af Ultra Nyts sendeflade.

“Når vi skal vurdere det, så tænker vi: Er det her egentlig en historie for os? Skaber den mere uro, end den gavner? Man skal være 100 procent sikker på, at man har en god grund, hvis man vælger at gå ind i sådan en historie,” siger Christina Johansen.

Det er på baggrund af den overvejelse, at Ultra Nyt ikke har planer om at dække selve retssagen i Kirkerup-sagen, hvor en mand er sigtet for blandt andet frihedsberøvelse og drabet på Emilie Meng. på trods af at mange andre medier rapporterer fra den i øjeblikket. Selvom der nok er nogle børn, der er optaget af sagen, så er det Christina Johansens opfattelse, at der er et flertal, for hvem den ikke fylder særlig meget. Derfor er der en fare for, at dækning fra retssagen kan plante en unødvendig bekymring.

En anden grænse til nye tider

Grænsen for, hvilke sager Ultra Nyt vil gå ind i, har dog ændret sig i takt med de sociale medier. Børnene bliver nu eksponeret for flere ukontrollerede informationer, som skaber utryghed og ubesvarede spørgsmål.

“Jeg tror helt sikkert, at det har øget behovet for, at vi går ind i nogle sager, som vi historisk set ikke ville være gået ind i. Hjallerup-sagen er et godt eksempel på en sag, som vi formentlig ikke havde dækket, hvis ikke den var overalt på TikTok,“ fortæller redaktøren.

Efter mange overvejelser valgte Ultra Nyt at lave en nyhedsudsendelse, der omhandlede Hjallerup-sagen i marts.

“Når vi så alligevel valgte at gå ind i den, så var det, fordi vi blev lagt ned med henvendelser fra børn, der skrev til os, fordi de gerne ville have os til at forklare – hvad er det egentlig, der er sket? Skal jeg være bange for, at noget lignende sker for mig? Der har vi et godt incitament til at gå ind i sagen,” siger Christina Johansen.

Håbet i centrum

Normalt søger Ultra Nyt at finde positive sider eller fremskridt, når de har at gøre med konflikter, krig eller klima. Som når der er gang i fredsforhandlinger mellem Israel og Gaza, eller når en række forskere og eksperter arbejder på at redde verdens største koralrev.

”Nogle gange er der jo desværre også bare sager, hvor der ikke er særlig meget konstruktivt at sige. Men så sørger vi for at være der, lige så snart der er noget positivt at sige, og så prøver vi at dvæle ekstra ved det,” siger Christina Johansen.

Børnepsykologen Charlotte Diamant er enig i, at det er vigtigt at efterlade de unge med tro og håb, hvis man snakker om noget, der er svært. Det gør heller ikke noget at undlade dele af virkeligheden af hensyn til børnene.

“Jeg siger altid, at man skal være ærlig, men kærlig. Og det betyder, at man faktisk godt må lyve lidt for børn, da det er i barnets interesse ikke at vide alt. De skal have et håb om, at verden er et godt sted,” siger Charlotte Diamant og understreger, at det handler om at få formidlet nyhederne på den rigtige måde.

Det er også vigtig for Solaf Masoud, når hun skal formulere nyhederne ud til seeren, at der er fokus på håbet, når der vinkles, selvom det ikke altid dominerer i realiteten.

“Når der er krige, så finder vi en vinkel med, at der eksempelvis er kommet nødhjælp ind i Gaza, selvom der i virkeligheden ikke kommer særlig meget. De skal efterlades med et håb og en tillid til den verden, de lever i. Håbet er nærmest kernen i Ultra Nyt,” fortæller børneværten.

Børnevært med tro på fremtiden

Selv håber Solaf Masoud på, at nyhederne gør en forskel for børnene, som følger med enten fra skolen eller børneværelset. Det var i hvert fald derfor, at hun søgte stillingen som børnevært på Ultra Nyt sidste år.

“Jeg håber, at Ultra Nyt sætter gang i nogle vigtige samtaler i klasselokalet og rundt om spisebordet. Det kunne for eksempel være, hvis vi har lavet en historie, der omhandler mobning, racisme, det at være handicappet eller krig og politik. At de bliver reflekteret over nogle af de ting, der sker rundt omkring i verden og i Danmark.”

Det gælder både, når Ultra Nyt har fokus på opmuntrende solstrålehistorier, lige såvel som alvorlige situationer, der sker i den lille og store verden. Måske det endda kan bidrage til, at børnene ikke begår de samme fejl.

“Og så håber jeg bare, at børnene kommer til at gøre noget andet i fremtiden, end vi voksne render rundt og gør,” siger Solaf Masoud.

Interview med Jonathan Løw: “Jeg frygter, at samtalen bliver mere og mere opdelt”

Interview med Jonathan Løw: “Jeg frygter, at samtalen bliver mere og mere opdelt”

Interview med Jonathan Løw: “Jeg frygter, at samtalen bliver mere og mere opdelt”

Jonathan Løw er iværksætter og foredragsholder og forsøger i et debatindlæg i Fagbladet Journalisten at punktere myten om det landsdækkende medie. Han er bange for, at manglen på en samlende samtale går ud over vores sammenhængskraft.

TEKST: Anders Brøndsholm og Jens-Emil Nørgaard
FOTO: Jonathan LØw (privatfoto)

Udgivet den 30. maj 2024

Han har udtrykt sin mening i Journalisten. Han har turneret med det i programmer som Presselogen og Tabloid på P1. Fordi Jonathan Løw oprigtigt mener, at der ikke findes ægte landsdækkende medier i Danmark.

Du skriver i et debatindlæg i Fagbladet Journalisten, at ideen om landsdækkende medier er en myte. Hvad mener du med det?

“Til dels er det en clickbait-overskrift for at få gang i diskussionen. Men jeg mener, at en af mediernes vigtige opgaver er at kunne samle landet om nogle vigtige agendaer og derved også dække alle dele af landet, så de føler sig hørt og set og repræsenteret.”

Og du mener ikke, at det er sådan  i medieverdenen i dag?

“Når man kigger ud på medierne, som traditionelt set er blevet opfattet som dem, der i hvert fald havde et landsdækkende potentiale, så er det jo medier som Jyllands-Posten, Politiken og DR og TV2. Der synes jeg, at man kan se en udvikling, hvor Politiken, selvom de altid har været københavnerorienteret, næsten udelukkende fokuserer der nu. Selvom Christian Jensen (ansvarshavende chefredaktør på Politiken, red.) siger, at de også har et nationalt og internationalt udsyn, så er det i hvert fald et udsyn med voldsomt mange blinde vinkler. Jyllands-Posten er dog et medie, der får dækket Jylland relativt pænt og på den måde fint lever op til navnet, om end nogle udenfor Jylland så sikkert vil mene, at de ikke er særligt landsdækkende.”

Mediernes placering betyder noget

I dit debatindlæg lægger du ud med at kritisere det, du kalder “landsdækkende” flagskibe fra DR og TV2. Du skriver, at sejlet i de flagskibe sættes i København, og at rejsen sluttes der. Hvad mener du med det?

“Når man ser på nogle af DR’s og TV2’s flagskibsprogrammer – for eksempel Deadline eller Debatten – så er der næsten udelukkende deltagere med fra København og omegn. Selvfølgelig er det en del af det, at det politiske magtcentrum ligger i København, men selv hvis man tager den dimension ud af det, så er der stadig en rigtig dårlig repræsentation af deltagere. De meningsdannere, der inviteres med i programmerne, befinder sig næsten altid i Storkøbenhavn, og generelt er det et demokratisk problem for den fælles samtale, at så få stemmer får plads i de største formater.”

Men DR og TV2 kan jo ikke have studier rundt i alle dele af landet. Er det ikke fair nok, at man må tage turen til dem, hvis man skal være med i programmerne?

“Hvorfor kan de ikke have det? De får da trods alt et pænt milliardbeløb i mediestøtte, og så dyr en husleje har vi altså ikke for eksempel her i det jyske. Det betyder bare noget, hvor medierne befinder sig i forhold til både logistik og udsyn. I forhold til logistik har jeg selv været med i disse programmer flere gange, og de optages altid i København. Man får først at vide, om man skal være med dagen før eller på dagen, så det kræver jo, at de, der skal være med i den demokratiske debat, nærmest enten bor der eller lever af at mene noget og få det i medierne. Og det gør de færreste af os jo trods alt.”

Du siger, at repræsentationen i de programmer er dårlig. Men de, der er med, er vel dem, som er mest kyndige til at debattere netop det emne og har tid til det. Hvorfor er det et problem?

“De, der typisk har tid, er enten politikere, som stiller op fordi det er deres levebrød, og de skal gerne genvælges. Og så er der meningsdannere, debattører og brancheorganisationer, der også stiller op, fordi det er deres levebrød. Der er bare 98 procent af befolkningen, der faktisk er ude at lave arbejdet, hvad enten det er iværksættere, sosu-assistenter eller virksomhedsejere, som ikke lige har en hverdag, hvor de kan tage en hel dag ud og tage turen for at være med i en debat i fem minutter. De bliver ikke repræsenteret, og jeg vil personligt hellere lytte på mennesker fra virkeligheden frem for mennesker, der har trænet i at blive gode debattører. Jeg vil også vove at påstå, at mediernes placering, og dermed også journalisternes bopæl, har en naturlig betydning for det, som i det nære og i hverdagen påvirker deres udsyn. Det betyder ikke, at man kun kan orientere sig lige der, hvor man bor, men det kan ikke undgå at påvirke.”

Du nævner Politiken som et eksempel på et medie, der har lukket sig om det københavnske. Men det regionale bliver vel dækket af netop de regionale medier. Så hvorfor er det et problem, hvis der ikke er landsdækkende medier, når det regionale bliver dækket?

“Det regionale dækker jo netop kun regionalt. For eksempel her i Aarhus, hvor jeg bor, har vi jo TV2 Østjylland, men deres effekt på en samlet national samtale er jo meget begrænset, fordi de har væsentligt lavere seertal end de, der skulle forestille at være landsdækkende medier. Og uden disse landsdækkende samtaler, som medierne er nødt til at være frontløbere for, så mister vi endnu mere af den sammenhængskraft, som de sociale medier – undskyld mit sprog – i forvejen har fucket op med deres segmenterings- og personaliseringsalgoritmer.”

Den samlende samtale

Når Jonathan Løw efterlyser de landsdækkende medier, så handler det især om noget, han frygter at miste. Med de sociale mediers efterhånden allestedsnærværende rolle i vores hverdag, risikerer vi at miste noget vigtigt for sammenhængskraften.

Så det handler om, at de regionale medier ikke har samme gennemslagskraft i den nationale samtale?

“Ingen i København aner jo, hvad der bliver vist på TV2 Østjylland og omvendt. Ja, nogle historier når så videre derfra til nationalt, men det er fåtallet. Det er derfor, jeg frygter, at samtalen bliver mere og mere opdelt, fordi mediehusene har overbevist sig selv om, at deres eneste fremtid må gå igennem segmentering på bedste SoMe-vis kombineret med, at de jo er dybt ængstelige ved tanken om, at de ikke kan drive trafik via de selvsamme sociale medier. Tænk hvis SoMe viser sig at være problemet frem for løsningen i fremtiden? Det er jeg ikke bange for at forudsige som tech-iværksætter med 20 år i branchen.”

Hvorfor mener du, at det er et problem, hvis samtalen bliver mere opdelt?

“Jeg kommer fra tech-verdenen, som Facebook og Instagram også er i, så jeg ved, hvor ekstremt segmenteret og opdelt det er. Fordi det er den måde, man kan sælge annoncer på. Ved at gøre det ultra personaliseret og segmenteret. Det betyder bare, at samtalerne på de medier foregår i totale ekkokamre, og disse virksomheder har ingen interesse i andet. Dels kan de sælge deres visninger og kliks dyrere på den måde, og dels så elsker deres algoritmer, når vi hidser os op på hinanden og skaber splittelse. Den slags content favoriseres, fordi de sociale medier jo aldrig har været hverken sociale eller medier. Måske også medieverden skulle stoppe med at kalde dem det og tone rent flag. Disse apps og platforme er afhængighedsskabende apps, hvor vi som brugere er produktet, og hvor forretningsmodellen er, at de sælger vores opmærksomhed til annoncørerne. Det er i mine øjne super farligt og bestemt ikke en vej, jeg håber, at medierne vil forsøge at mime yderligere i fremtiden af frygt for, at deres økonomi ellers går endnu mere i minus.”

En farlig vej for medierne

Her til slut er du så ikke bare en aarhusianer, der har set sig lidt sur på hovedstaden, fordi du er bosat i Aarhus, og der så er en større by, som du føler, er bedre repræsenteret?

“Helt ærligt så nej. Jeg har været en masse i medierne, og jeg har ikke behov for at blive en mediekendis. Det er faktisk fordi, jeg mener, at den her samtale er vigtig. Jeg synes, det er et reelt problem, at vi i så lille et land alligevel har så langt mediemæssigt fra den ene del til den anden, og at vi ved så lidt om hinandens liv, som vi gør. Der har jeg et håb og en tro på, at medierne har en rolle i det. Ellers tror jeg også, medierne selv opdager, at deres fremtid er endnu mere truet, hvis de ikke kan levere det.”

Så du tror faktisk, at medierne ikke kan overleve, hvis ikke de forsøger at gøre noget?

“Jeg tror simpelthen ikke på den der segmenteringstilgang som det, der skal gøre, at de også overlever om 20 år fra nu. For det er der nogle, som er langt bedre til end medierne – det vil sige de afhængighedsskabende apps. Det er også gennem den tilgang, at man ødelægger den samlende samtale, og når man gør det, så mister medierne den vigtige rolle, som de har haft. Jeg tror, det er en farlig vej, de er på vej nedad.”

Hvad skal medierne gøre ifølge dig?

“De skal fokusere på at skabe en mere samlende dialog, hvor de kommer langt længere ud, end de gør i dag, og ikke være så fokuserede på hele deres segmenterings-niche-fokus-afdeling, fordi det er der andre, der er langt bedre til end dem.”

Unge i Aarhus står i kø til studenterpræster: Et frirum uden journal og sygeliggørelse

Unge i Aarhus står i kø til studenterpræster: Et frirum uden journal og sygeliggørelse

Unge i Aarhus står i kø til studenterpræster: Et frirum uden journal og sygeliggørelse

Flere unge på uddannelsesinstitutionerne Aarhus Universitet og VIA står i kø for at snakke med en studenterpræst. Det er et aktivt valg, men for nogle er det også en nødløsning.

TEKST: JENS BANG & MARCUS MATHIAS FRANCK
FOTO: KASPER BONDE KRUPSDAHL

Udgivet den 21. marts 2024

Jens Munk sidder på sit hjemmekontor i sin mørkebrune, læderbetrukne lænestol. Der er en stoisk ro over ham. Bag ham tårner bogreolen op fra gulv til loft. En plakat af Søren Kierkegaard i blå nuancer kigger ud i rummet. Det er et rum, der emmer af store tanker og store tænkere. Et rum med plads til eftertænksomhed. Og netop tanker er det, der fylder rummet, når studerende kommer til Jens Munk for at dele dem med ham. Fælles for dem er, at de kommer med ønsket om at få hjælp.

Jens Munk er studenterpræst på Aarhus Universitet (AU) og har haft over 15.000 professionelle samtaler. Ifølge Jens Munk er studenterpræsternes spidskompetence den åbne dialog i øjenhøjde. Hos dem er der ingen journalføring, medicin eller sygeliggørelse. Her gælder det hjælp til selvhjælp.

“De personer, der kommer ind, har problemet og også selv løsningen. Det vigtigste er, at man som præst ikke stiller sig i vejen for den proces, der er inde i det menneske, du sidder sammen med,” fortæller Jens Munk. 

Ifølge Folkekirken.dk er der ansat cirka 25 studenterpræster fordelt på landets store uddannelsesinstitutioner. Deres opgave er blandt andet at have samtaler med de studerende, der har behov for en at snakke med. I Aarhus er studenterpræsterne tilknyttet AU og VIA. Studenterpræsterne i Aarhus oplever en stor efterspørgsel med en ventetid på tre til fire uger for en samtale.

Et bevidst tilvalg eller en sidste udvej

Jens Munk fortæller, at der kommer en del studerende i desperation til studenterpræsterne. Lange ventetider til psykologhjælp gør, at de ser studenterpræsterne som den sidste udvej. De fortæller det uden omsvøb, når de møder ham.

“Så siger de, ‘jeg kommer ikke, fordi du er præst. Jeg kommer, fordi jeg er fuldstændig desperat og ikke har kunnet finde andre’,” fortæller Jens Munk.

De seneste tal fra Dansk Psykolog Forening viser, at ventetiden på psykologhjælp på den gratis ordning for 18-24-årige med angst og depression lyder på knap 27 uger. Netop ventetiderne er en faktor for mange unge, der opsøger studenterpræsterne.

Det gælder dog ikke alle de studerende. En af dem, der har prøvet at gå til en studenterpræst, er 27-årige Laura Printzlau Elkrog. Hun arbejder i dag som administrativ medarbejder hos Aarhus Universitets studenterpræster, hvor hun tiltrådte i august 2023. Men allerede i december 2019, på tredje semester af sin bachelor i uddannelsesvidenskab, stifter hun bekendtskab med studenterpræsterne.

Laura Printzlau Elkrog er ikke religiøs, og hun har tidligere søgt andre veje. 

“Jeg har ting, jeg har brugt år på at snakke med psykologer om, men uden at komme til bunds. Så jeg havde brug for at snakke med nogen, der var anderledes,” siger Laura Printzlau Elkrog.

Her viste studenterpræsterne at være det alternativ, der fungerede for hende. Hun fortæller, at det også har nogle lavpraktiske fordele. 

“Som studerende er der jo et stort aspekt i, at det er gratis. De skriver heller ikke journal, og det var vigtigt for mig, da det betød, at jeg stadig kunne tegne en sygeforsikring,” fortæller Laura Printzlau Elkrog.

For Laura Printzlau Elkrog og andre studerende, kan det være en velbegrundet overvejelse. Læser man på betingelserne for at kunne oprette sig som medlem hos Sygeforsikring Danmark, må man ikke være henvist, forvente at skulle eller have været i behandling hos en psykolog inden for de seneste 12 måneder.

Foruden den gruppe af unge, der kommer som en sidste udvej, fortæller Jens Munk, at det for mange af de studerende er en frigørelse at vende tilværelsen med en studenterpræst. Her er snakken i øjenhøjde, og man er ikke en del af behandlingssystemet. Og religionen fylder ikke meget. Jens Munk fortæller, at det kun er cirka to ud af ti, der opsøger studenterpræsterne af religiøse årsager.

Perfektionstrangen sniger sig ind på de unge

For Laura Printzlau Elkrog startede vejen mod studenterpræsterne med fornemmelsen af ikke at føle sig hjemme på universitetet. Her blev hun del af et miljø, der var præget af konkurrence.

“For mine medstuderende handlede det meget om at svare bedst muligt på det, vores underviser gerne ville høre. Sådan var ikke for mig,” siger Laura Printzlau Elkrog.

Det store fokus på præstation krøb langsomt ind på Laura Printzlau Elkrog og førte til, at hun henvendte sig til studenterpræsterne til en snak om livet på universitetet.

For Laura Printzlau Elkrog blev snakken med en studenterpræst en succes. Hun fortsatte med at komme der fast i to og et halvt år for at dele sine tanker.

“Vi har nærmest snakket om alt i mit liv,” siger Laura Printzlau Elkrog. 

Ifølge Jens Munk er det forskelligt, hvad de unge ønsker hjælp til. Alligevel er der tre gennemgående temaer, der fylder hos de unge. Det er sorg og tab, etiske og religiøse problemstillinger som utroskab og eksamenssnyd og det, Jens Munk kalder for ’Perfektionstrang’.

“Det er meget sjældent, man møder mennesker, som ikke ønsker at være bedre, end de er. I virkeligheden er du ikke god nok, men det behøver du heller ikke at være. Det har vi svært ved at acceptere,” siger Jens Munk.

Det er især perfektionstrang, der fylder hos flere unge. En undersøgelse lavet af Psykiatrifonden viser, at 56 procent af de unge mellem 16 og 24 år er enige eller meget enige i, at de kun er gode nok, når de har succes på næsten alle områder af livet. Denne tendens går igen i samtalerne hos Jens Munk. Det overrasker ham ofte, hvor meget de unge mennesker kan vurdere sig selv forkert.

“Der kommer nogle gange unge, smukke og intelligente mennesker ind. Når jeg så spørger, hvad de vil have hjælp til, så vil de gerne snakke om, hvor grimme og dumme de er,” fortæller Jens Munk.

Jens Munk ser en tendens til, at nogle unge er mere optagede af deres præstationer på uddannelsen end selve det fag, de beskæftiger sig med. Han kalder dem racerbiler. De ræser rundt og sammenligner sig selv med andre i higen efter anerkendelse.

“Men det er godt at lære at være uperfekt, for det kommer du til at være i rigtig mange timer i dit liv,” siger Jens Munk.

Han fortæller, at der særligt er ét spørgsmål, der går igen hos de studerende: ’Kan du hjælpe mig?’. Til det svarer Jens Munk:

“‘Det ved jeg ikke’. Og så tager vi den derfra”