VM i PR

VM i PR

VM i PR

Og så skyder han. Nej, han venter. Jaaaa, Michael Laudrup. Det er genialt, det der! Cirka sådan lyder det ikke til VM i PR. Til gengæld er det et intenst parløb på 48 timer, der indeholder drev med bold og blæksprutter, tusinder af post-its, ’pagne og meget lidt søvn.

TEKST: MAGNUS LØBNER ROSENBERG
ILLUSTRATION: MIRJAM MWAKA KAPEMBWA ROED

Udgivet den 07. december 2023

En kaskade af post-it-sedler dækker alle vægge som et farvehav af mosaikker. På hver seddel er en idé, der stirrer ind i rummet. Her sidder de to danske repræsentanter om et bord. En sofa står som en feltseng langs den ene væg. Den første nat er gået, og de skal vælge en idé hurtigt. De står skrevet på dørene med tusch, hvor kolleger kommer igennem med rationer.

I luften hænger en masse bolde – sådan rent metaforisk – og nu skal de løbe med en af dem.

”Vi fandt meget hurtigt ud af, at det er godt at have et war room,” siger Rose Klausen, der repræsenterede Danmark ved det netop overståede VM i PR.

Vi følger hende gennem 48 intense timer til PR-verdensmesterskabet 2023. Sammen med Miriam Hindsgaul kæmper de for at vinde guldet hjem til Danmark.

Hvad er VM i PR?
Før slaget i war room skal stå, kræver VM i PR en lille præsentation. I Den Danske Ordbog defineres PR eller pr, som indsats som en virksomhed, en institution el.lign. gør for at informere om sig selv og påvirke sit omdømme i offentligheden. Og på trods af, at det er præcis, hvad der dystes i, har de færreste nok hørt om ICCO’s Next Generation PR World Cup.

The International Communications Consultancy Organisation (ICCO) er en forening for verdens PR-bureauer over hele kloden. Deres mål er at fremme PR-evner med globalt samarbejde.

Her kommer verdensmesterskabet ind i billedet. En konkurrence, hvor verdens lande udvælger to pr-talenter under 35. Efter de regionale konkurrencer var finalisterne Sydafrika, Singapore, Ungarn, Indien, Polen, Forenede Arabiske Emirater, Storbritannien og Danmark. En NGO stiller en case, og herefter venter der finalisterne 48 timers strategiudvikling, der kulminerer i en pitch,  som bedømmes på kreativitet, effektivitet og kvalitet.

På højkant: Muligheden for at snakke realisering af sin ide med NGO’en, æren og selvfølgelig et ’Winners Trophy’.

Den danske delegation
Dagen inden konkurrencen mødes Rose Klausen fra Lead Agency med Miriam Hindsgaul fra Hindsgaul Kommunikation. De er blevet udvalgt til at repræsentere Danmark af en jury bestående af tungvægtere i den danske kommunikationsverden.

”Vi har 48 timer til at løse casen, som både skal rumme kampagnestrategi, kreativt koncept og eksekvering. Så det er virkelig ikke lang tid. Oveni tidspresset kender vi ikke hinanden, og vi har aldrig prøvet at arbejde sammen,” siger Rose Klausen. Så nu skal der lyn-bondes:

De bor begge to på Amager, de har begge to en bachelor i kommunikation fra DMJX, og de ejer begge to en ødegård i Sverige. En imponerende omgang find tre ting, I har til fælles, men Rose Klausen ser også endnu en lighed. De er blæksprutter – faglige generalister, der kan meget på flere forskellige områder uden at være specialist i ét.

”De mange arme på en blæksprutte kan også være en styrke. Så længe de arbejder koordineret sammen og ikke går i hver sin retning,” siger Rose Klausen.

Med to blæksprutter og 16 arme, der skal danne fælles front, bliver dagen også brugt på at give hinanden indblik i arbejdsmetoder, værktøjer og tidligere eksempler på, hvordan man tænker kreativt.

Med fare for at jinxe udfaldet forholder Rose Klausen sig til de bedste og værste potentielle cases. Det er sandsynligt med en stor NGO, at opgaven bliver meget bred, og det kan give udfordringer.

”Skal man ramme alle med sin kommunikation, så rammer man ingen. Det får man fortalt mange gange under uddannelsen,” siger hun.

Det globale perspektiv er dog også spændende, når man til dagligt arbejder med strategier, der skal forankres lokalt. Derfor er drømmescenariet klima eller ulighed, fordi hun synes, det er det vigtigste lige nu.

 

”Forestil dig, at du er hoppet ud i vandet. Du ved, at du skal over på den anden side, og det virker utrolig langt væk, men du ved også, at du bare må blive ved med at svømme et armtag ad gangen. Det nytter ikke noget at give op”

 

– Rose Klausen, deltager ved VM i PR 


To blæksprutter går ind i et war room
Det er den 30. november, og Rose Klausen og Miriam Hindsgaul sidder klar ved computeren for at høre casen, der skal være omdrejningspunktet for nogle hæsblæsende dage.

Frem på skærmen toner Boaz Paldi, Chief Creative Officer hos UNDP.

Gennem dobbeltdørene sjosker en dinosaur. FN’s generalforsamlingssal bliver hurtigt et kaos af forpjuskede diplomater, der føler trang til at komme længere væk fra midtergangen. Det glubske og snaksalige rovdyr indtager talerstolen.

”Listen up people, I know a thing or two about extinction,” lyder det med skuespilleren Jack Blacks stemme efter en smule feedback fra den forsvarsløse mikrofon.

”At least we had an asteroid, what’s your excuse?” lyder brandtalen til det fokuserede publikum.

Har du ikke set UNDP’s video, skulle du gøre dig selv en tjeneste og søge ‘dont choose extinction’ frem. Den kan også findes på dansk med Nikolaj Coster-Waldau som dinosaur. Kampagnen står Boaz Paldi bag, og den bliver inspirationen for de danske vm-deltageres tilgang til casen, der i grove og korte træk lyder: Hvordan aktiverer man den stille majoritet på 80 procent, der ikke har nok klimahandling?

I år var det UNDP, der skulle levere et pitch. Det er FN’s udviklingsprogram og med deres tilstedeværelse i 170 lande og territorier er det FN’s største udviklingsorganisation. Det spejlede sig i den case, de fik briefet.

”Det var en meget, meget, meget bred brief med en meget bred målgruppe og en meget bred dagsorden, men som handlede om klimakrisen og den manglende klimahandling fra verdensbefolkningen,” siger Rose Klausen, efter konkurrencen er slut. Casen var altså både skræk- og drømmescenariet i ét.

Kreativitet på tid
”Vi kunne godt lide ordet ’absurd’. Der er noget absurd i klimakrisen. Der er noget absurd i alt det, der sker. Der er noget absurd i, hvor svært vi har ved at handle på det,” siger hun.

Her begyndte 48 timer med meget lidt søvn, tusinder af post-it-lapper og tusch på dørene. Ud på de sene aftentimer faldt blodsukkeret og ordene flød sammen.

”Så var det jo bare med at fylde på med snacks, så man kunne lidt igen. Og så få flere post-it-lapper op,” siger Rose Klausen.

Til sidst måtte de bare vælge en idé og tage springet. Der er ikke tid til at træde vande og overveje, om man svømmer den rigtige vej.

”Forestil dig, at du er hoppet ud i vandet. Du ved, at du skal over på den anden side, og det virker utrolig langt væk, men du ved også, at du bare må blive ved med at svømme et armtag ad gangen. Det nytter ikke noget at give op,” siger Rose Klausen.

Deres kreative koncept fokuserede på de 40 lande med det højeste klimaaftryk per indbygger. Helt konkret en video, hvor de sendte Earth i ”Løvens hule” for at pitche sig selv som ”verdens bedste business case” foran et panel af verdensborgere. Dog var det ikke økonomi, men handling, der skulle investeres. Så kan alle være med.

De så noget absurd og provokerende ved at sammenligne Jorden med en business case, men det giver mulighed for at snakke til de borgere med det højeste CO2-aftryk med deres eget sprog og jargon.

Dommen
Det blev ikke til en dansk sejr ved årets VM i PR. Den gik til de britiske repræsentanter. Det er konkurrence i forskellige ideer, hvor casen kan løses på så mange måder, og her valgte dommerne noget helt andet.

”Vi kiggede på hinanden. ’Ved du hvad? Det der, det gik i nogle helt andre retninger.’ Vi er sgu stolte af det, vi har lavet,” siger Rose Klausen.

Hun mener, at VM i PR giver en mulighed for at sætte lys på den kreativitet, der også er i faget. Det behøver ikke være tørt og kedeligt.

”Man kan rykke ting med ord, og man kan rykke ting med rigtig godt PR- og kampagnearbejde. Det er netop spændet mellem det praktiske og det kreative, der gør PR til et virkelig interessant felt at arbejde i,” siger hun.

”Det har da været kæmpestort! At få lov til at repræsentere et land. Altså, jeg synes, det lyder lidt skørt. Men det er jo dét, vi gjorde,” siger Rose Klausen.

Camilla Boraghi kom for tæt på satire og for langt fra journalistik

Camilla Boraghi kom for tæt på satire og for langt fra journalistik

Camilla Boraghi kom for tæt på satire og for langt fra journalistik

Camilla Boraghi havde allerede været vidt omkring i mediebranchen, da hun i foråret takkede ja til et job på Ekstra Bladet. Nu nyder hun tilværelsen som sportsredaktør, men inden hun kom så langt, måtte hun tage en seriøs snak med sig selv om, hvilken type journalist hun ønskede at være.

TEKST: JOACHIM FARSHØJ
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 07. december 2023

Vær sjov, please vær sjov, tænker jeg.

”Det første spørgsmål skal overraske mig, ellers lægger jeg på.”

Det skrev Camilla Boraghi i vores korte mail-korrespondance inden interviewet. Med et glimt i øjet, naturligvis, men pointen skinnede igennem. Så da hun toner frem på FaceTime, stiller jeg det eneste spørgsmål, der falder mig ind i øjeblikket:

”Hej Camilla. Hvad er det største dyr, du vil kunne besejre i en boksering?” spørger jeg.

Hun bruger ikke engang et sekund på at gribe den. Med det samme går hun i gang. En længere mere eller mindre videnskabelig analyse af alle de dyr på savannen, der kunne tænkes at have set Zimba få en rød klat i panden i Løvernes Konge – og dem, der helt sikkert ikke så det, tages også i betragtning. Hun vender alt fra mus til elefanter, sparkende heste til aggressive æsler, inden hun lægger sig fast på en grand danois. Sådan en kan man trods alt manipulere, må man forstå. Og jeg forstår.

Camilla Boraghi gør det sjove seriøst og det seriøse sjovt. Gennemgår et halvt dyrerige for at finde en værdig modstander i ringen og synger Tarzan Mamma Mia om døde mink med toppolitikere. Det har ført hende mange forskellige steder i sin ellers relativt korte karriere, men lige nu har hun fundet sit kald som sportsredaktør på Ekstra Bladet. Ét af sine kald i hvert fald. Det skete efter et smut forbi den famøse skillevej, der måske ikke er så definitiv, som den plejer at være på film. Til gengæld gav det anledning til en del selvrefleksion.

Gråd og systemfejl sendte hende på kommunikation

Camilla Boraghi ville egentlig være journalist. Det lød ikke helt dumt, indtil den dag hun skulle til optagelsesprøve. Så var det pludselig meget dumt. Den morgen græd hun. Meget. Og hun tog slet ikke afsted, for hun var fuldstændig overvældet og turde pludselig ikke. Drømmen om DMJX var knust. I stedet endte hun på Humanistisk informatik, men det var ifølge hendes egne ord lidt ”wacko.” Så da hun, på trods af allerede at være blevet optaget på et studie, alligevel fik tilbudt chancen for at læse kommunikation på DMJX i Emdrup, greb hun den.

Det førte til et praktikophold på Radio24Syv og efterfølgende en plads på DR’s talenthold, inden hun overhovedet havde skrevet nogen form for bachelor. Den dag, bacheloren så faktisk blev færdigskrevet, stod der bogstaveligt talt drømmejobs i kø og ventede på hende. Den unge københavner fik både tilbudt en plads på mediet Den Uafhængige samt satireprogrammet Tæt på sandheden med Jonatan Spang og hvorfor nøjes, når man kan gøre begge dele? Camilla Boraghi takkede ja til begge tilbud, og det gav både muligheder og udfordringer.

”Jeg havde pludselig to drømmejobs på én gang. Det var heldigvis fint med begge steder, og det gav en voldsomt god synergi, for det var et virkelig godt match med den kritiske journalistik på Den Uafhængige og så kombinationen med at være kritisk og sjov på Tæt på sandheden,” fortæller Camilla Boraghi, der dog ikke kunne blive ved med at holde hovedet oven vande begge steder.

For mange arbejdstimer og for lidt søvn blev i sidste ende for meget, og hun valgte at holde fast i jobbet som den sjove reporter på Tæt på sandheden. Det valg var ikke helt tilfældigt, for kombinationen af sjov og seriøsitet har altid været vigtig for Camilla Boraghi.

”Jeg har altid set op til satirikere. Det er befriende at have et værktøj til at bryde den fastlåste interviewform. Jeg kunne begynde at græde, jeg kunne kramme folk, jeg kunne tage en sjov hat på – ej okay, det sidste skal man aldrig gøre. Men det gav mig mulighed for at tale menneske til menneske i stedet for interviewer til interviewperson, uden at jeg mistede det kritiske element,” fortæller hun.

Min første reaktion var: ”Er I vanvittige?” Men så begyndte jeg at se det for mig. Det lød spændende, og pludselig ville jeg fucking gerne”

– Camilla Boraghi

Sjov eller seriøs?

Hvis Camila Boraghi tager på karaokebar med sine venner, kommer hun ikke uden en plan. Hun skal gøre op med sig selv, om hun vil underholde eller imponere. Hvis hun vil underholde, skal der Eminem på anlægget. Gerne Lose Yourself eller den med ’Now this looks like a job for me.’ Skal hun derimod imponere, hiver hun et centralt minde fra gymnasietiden frem. Tainted Love af Soft Cell. Den sang hun til et talentshow, fordi hendes mor altid havde fortalt, at hun sang smukt. Det gjorde hun vist nok ikke.

Sangen handler som bekendt om et forlist parforhold, der vel mest af alt kan beskrives som giftigt. Sådan var arbejdsforholdet mellem Jonatan Spang og Camilla Boraghi på Tæt på sandheden absolut ikke, men i foråret 2023 skulle der alligevel ske noget nyt på arbejdsfronten. Flere forskellige tilbud ramte hendes indbakke, og hun stod nu over for skillevejen. Rene underholdningsshow henvendte sig, men det gjorde traditionelle journalistiske muligheder også.

En af dem var Ekstra Bladet, der mente, hun kunne styrke deres voksende fokus på cykelsport. Cykelsport, der gennem mange år har holdt nøglen til hendes hjerte. Sådan har det været, siden hun for første gang brugte Tour de France som undskyldning til at søge tilflugt fra sommerens udstillingsvindue for i stedet at se teenage-crushet Andy Schleck duellere med Alberto Contador tværs gennem Frankrig.

Så banen var kridtet op. Skulle hun gå all in på rollen som hende den sjove, eller var det i stedet på tide at styrke det journalistiske ben, endda med hendes store passion som hovedfokus? Svaret blev det sidste. Den første juni gik transferen til Ekstra Bladet igennem.

”Jeg var begyndt at føle mig lidt begrænset af sjovhedsdelen på Tæt på sandheden, mens det journalistiske tændte mig rigtig meget. Så det ville jeg gerne dykke mere ned i. Derfor var Ekstra Bladet et godt match med høj kvalitet, men også craziness og vildskab,” fortæller Camilla Boraghi, inden hun også fremhæver, at hun havde brug for at komme væk fra TV-skærmen. Hun ville gerne være mindre på.

”Jeg var træt af at være på TV. Man kan ikke undgå at blive et kendt ansigt, og det står ikke så godt til mig.”

”Er I vanvittige?”

Det lykkedes hende dog ikke at skjule sig for rampelyset ret meget mere end et par måneder. Hun dækkede Tour de France intenst henover sommeren, og det fik ifølge hendes egen vurdering Ekstra Bladet til at se et upoleret potentiale i hende. Allerede i september, blot få måneder efter ansættelsen på Ekstra Bladet, fik hun i bedste Godfather-stil et tilbud, hun ikke kunne afslå. Et tilbud om jobbet som sportsredaktør på Ekstra Bladet.

”Min første reaktion var: ”Er I vanvittige?” Men så begyndte jeg at se det for mig. Det lød spændende, og pludselig ville jeg fucking gerne.”

Camilla Boraghi blev redaktør på en af mediedanmarks største sportsredaktioner næsten ud af det blå. Et rent eventyr. Hun synes stadig, det næsten er for godt til at være sandt. Ja, sågar næsten bedre end hørfrøboller fra Politikens boghal, som hun ellers beskriver som “heroin i bolleform.” Men kun næsten. Hun stortrives i sin nye rolle. Også selvom hun nu ikke længere kun har ansvar for sine egne artikler og derfor nogle gange selv må tage skraldet, hvis noget går skævt.

”Det er overraskende sjovt at stå med lorten. For hvad skal man gøre af den? Det er vildt spændende at skulle løse problemerne og tage beslutningerne. Det føles ikke så tungt,” siger hun.

Faktisk føles det så godt, at Camilla Boraghi lige nu slet ikke mærker noget savn til jobbet som ”almindelig” journalist. Måske fordi hun stadig er med i en masse journalistiske arbejdsprocesser. Måske fordi hun i allerhøjeste grad får mulighed for at styrke det journalistiske ben, hun så gerne ville træne, og samtidig er kommet lidt væk fra underholdningsgenren. Eller måske fordi hun trives med forandring. Og det kan sagtens ske igen – forandring, altså.

”Jeg håber da helt klart, at jeg kan blive ved med at drible frem og tilbage mellem forskellige roller. Det synes jeg, vi ser mange eksempler på i branchen. Man bliver sat mindre i bås i dag. Men lige nu skal jeg være her på Ekstra Bladet i mange år. Heldigvis har jeg et langt arbejdsliv foran mig,” afslutter Camilla Boraghi.

Bør DMJX gennemgå og kvalitetstjekke undervisningen på de universiteter, som de har udvekslingsaftaler med?

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Bør DMJX gennemgå og kvalitetstjekke undervisningen på de universiteter, som de har udvekslingsaftaler med?

Som journaliststuderende kan man være sikker på at få kompetencer inden for sit fag igennem alle semestre på uddannelsen. Hvorfor gør det sig ikke gældende, når man er på udveksling?

TEKST: IDA EDELMANN RASZTAR
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 07. december 2023

Jeg sidder lige nu i Mexico City på det private universitet Tecnológico de Monterrey og tager mit 3. semester. Jeg læser journalistik og var fra studiestart klar over, at jeg gerne ville på udveksling. Det tiltalte mig så meget at lære og udvikle min journalistik i et internationalt miljø, så da jeg så den nærmest uendeligt lange liste med universiteter, som man kan ansøge om at tage 3. eller 4. semester på, var jeg positivt overrasket. Jeg valgte Mexico, da jeg gerne ville så langt væk fra den danske journalistiske tradition som muligt og forhåbentlig få et indblik i, hvordan journalistikken lever, læres og fungerer i et land, som ikke umiddelbart er bedst kendt for deres frie presse og sikkerhed for journalister.

DMJX sender studerende til Tecnológico de Monterrey, som har campusser flere forskellige steder i landet. Inden jeg tog afsted, var der på listen over udbudte fag et fotofag og flere kommunikations- og mediefag, som vakte min interesse. Jeg var også i kontakt med to studerende, som tidligere har været på udveksling her. De havde været glade for det, men forberedte mig også på, at skolestrukturen var meget anderledes og til dels meget nemmere. Og det skal jeg love for, at det er. 

Ingen af de fag, som relaterer sig direkte til journalistik, kommunikation eller medier blev oprettet, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor meget jeg går glip af journalistisk øvelse, mens jeg er her. I stedet tager jeg fag som indirekte relaterer sig til faget, fordi de er samfundsfaglige. Blandt andet tager jeg fag, som beskæftiger sig med filosofi og teknologi, bæredygtighed og etik og social retfærdighed i Mexico. Men er det godt nok?

Jeg ved, at jeg lærer noget helt andet, et nyt sprog for eksempel, og opnår et andet perspektiv ved at være her i en kultur, økonomi og politisk styreform på den anden side af kloden, som jeg ikke ville kunne få hjemme i Aarhus, men jeg kan ærlig talt godt blive i tvivl, om jeg går glip af for meget, når det kommer til de journalistiske teknikker; interview, research, skarpvinkling og så videre. 

Jeg laver og lærer absolut intet direkte journalistisk i øjeblikket, og det er rent ud sagt en smule demotiverende og skræmmende. Derfor mit indledende spørgsmål. 

Bør DMJX gennemgå og kvalitetstjekke undervisningen på de universiteter, som de har udvekslingsaftaler med? Måske korte den uendelige liste ned? Jeg er utroligt glad for at være her i Mexico; menneskerne, maden, vejret, stemningen er helt fantastisk, men undervisningen føles som en sur, irrelevant pligt. Og det er så ærgerligt! Det kunne jeg måske have sagt mig selv. Måske er det mig, der har for høje forventninger, men noget i mig kan bare ikke lade være med at være frustreret og ærgerlig over, at undervisningen ikke har bare en lillebitte skygge af noget journalistisk eller kommunikationsagtigt over sig. 

Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation. 

Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester.

Har det interesse for dig? Så skrive til: debat@dmjx.dk

”Det udkommer på Mediajungle” – Pfff

”Det udkommer på Mediajungle” – Pfff

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

”Det udkommer på Mediajungle” – Pfff

Respekten for Mediajungle er så lav, at vi studerende end ikke regner det for noget.

TEKST: JEPPE PESCHARDT ASSENHOLT
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 07. december 2023

”Hej, du taler med Jeppe Peschardt Assenholt, journaliststuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, jeg ringer til dig, fordi…”

Sådan plejer jeg at indlede mine opkald til kilder, og jeg forestiller mig ikke, at det er meget anderledes, fra hvad resten af de studerende på DMJX gør – med undtagelse af navnet. 

Og typisk plejer det modsatte svar at være, især hvis det er en politiker eller anden profileret figur, at de ikke gider svare på noget til en skoleopgave. 

Sker det hver gang? Nej, men jeg har fået mit voksenskældud for ikke at ringe til en ungdomspolitiker, i stedet for at spilde vedkommendes tid. 

Og man kan jo egentligt godt forstå vedkommende. Hvilken interesse har de i at hjælpe en sølle journaliststuderende, der blot skal imponere en underviser og måske maksimum fem engagerede elever i en klasse? Ikke en ret stor interesse. De er politikere. De lever af at tale og udtrykke deres holdninger, så deres kunder, vælgerne, kan stemme dem ind igen. Hårdt sagt, men det passer. 

Derfor er der heller ikke meget incitament for dem til at udtale sig til en skoleopgave, du skal have et 400 tegns langt link på, og hvis offentlighed først gælder, når den er godkendt, og det glemte man lige, for den refleksionsrapport skulle også laves. 

Det pudsige er, at når jeg, via mine to studiejobs ved siden af skolen, ringer og siger: ”Hej, du taler med Jeppe Peschardt Assenholt, journalist på Feltet.dk eller Dagligvarehandlen.dk. Jeg ringer, fordi…”, så er responsen en helt anden. 

Ja, kort sagt: ”Det udkommer på Mediajungle”, er ikke en særlig god salgstale. Og det er som om, at vi ikke engang selv tror på den. Ofte oplever jeg, at snakken mellem de studerende går på, at man bruger Mediajungle som argument for at få en kilde til at udtale sig: ”Ja, bare rolig. Der er ingen, der læser det derinde”. Altså ud fra et princip om, at artiklen ikke ægte bliver offentliggjort, som vi jo ellers får skudt i skoene, at alt vores indhold skal. Ergo – offentlighedsprincippet er bluf. 

Og når vores egen opfattelse af vores udgivelsessite, Mediajungle, synker så lavt, så er det, jeg mener, at vi har et problem. Hvem er det, vi laver opgaverne for? Os selv, ja, men når vi rammer arbejdsmarkedet, så er der lige pludselig massevis, der læser det, vi laver og har en holdning til det. Hvorfor ikke blive gearet til det nu?

Måske er jeg bare en privilegeret 22-årig, der kan blære sig med, jeg har to studiejobs og derfor ikke gider lave noget, der ikke er en ægte modtager til, eller også rammer jeg hovedet på sømmet. Det vil jeg lade være op til dig som læser at vurdere, men summen af min udråb er: Der er ikke nogen med respekt for sig selv, der kan sige, at Mediajungle er et særligt offentligt medie, og der er ej heller nogen, der kan bilde mig ind, at de ser Mediajungle som et særligt seriøst bud på et medie. 

Motivationen for at lave kvalitetsindhold for mit eget vedkommende falder i hvert fald kun i takt med at færre af produktionerne, vi laver, bliver offentlige. Ja, end ikke et live radioprogram, vi lavede, blev publiceret til offentligt skue. Det samme gjorde sig gældende for vores live nyhedsudsendelse. Vi er på tredje semester. Hvorfor må vi ikke lave noget med en lille smule selvrespekt?

Derfor vil jeg gerne opfordre til, at vi som skole opper os lidt. Mediebilledet ændrer sig – det ved vi alle – så var det ikke også på tide, at vi som skole gjorde det? Det synes jeg. 

Gør Mediajungle til et ægte medie, hvor en ansat kan stå for at publicere og sortere i de tonsvis af journalistiske produkter, vi laver her på skolen. Lad os stå lidt ved det, vi laver. Det er da om noget en evne, man skal kunne besidde som journalist. 

Ja, man kan tilmed også oprette redaktionsassistentstillinger, så elever på skolen kan snuse til det redaktionelle arbejde. Jo, der er foreninger, hvor man kan skrive, men det i sig selv er vel et tegn på, at de studerende gerne vil ud med deres historier. 

Og dem, der hellere vil ud med det på den fjerneste hjemmeside i Kongeriget Danmark, de kan bare gøre det. Ingen tvang her, men come on!

Vi skal tage vores arbejde seriøst, men udgivelsen halter mere, end Johnson gør på sit højre ben. 

Lad os lave journalistik for andre end os selv, og lad os få banket lidt selvtillid og ikke mindst selvrespekt tilbage i ”det udkommer på Mediajungle”.

Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation. 

Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester.

Har det interesse for dig? Så skrive til: debat@dmjx.dk

Byggesjusk på DMJX: Svigtende loftplader og rindende vand i klasseværelset

Byggesjusk på DMJX: Svigtende loftplader og rindende vand i klasseværelset

Byggesjusk på DMJX: Svigtende loftplader og rindende vand i klasseværelset

Tirsdag den 3. oktober 2023 udviklede sig markant anderledes, end de studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole havde regnet med. Et voldsomt regnvejr blev for meget for den tre år gamle bygning og satte en stopper for dagens undervisning. På trods af skolens korte levetid er det dog den ikke første gang, der er problemer med bygningens konstruktion.

TEKST: VICTOR ØRGAARD ANDERSEN
ILLUSTRATION: MIRJAM MWAKA KAPEMBWA ROED

Udgivet den 07. december 2023

Vandet løber ned ad væggene, og både elever og lærere løber rundt imellem hinanden i forsøget på at redde kunst og elektronik fra de silende vandmasser. Vandet står ind igennem døre og lofter og spreder sig efterhånden på skolen. Værst står det dog til på skolens tag, hvor op mod 25 centimeter vand har samlet sig og ganske hurtigt er på vej ned igennem bygningen. Trods de ansattes kamp mod det voldsomme regnvejr træffer rektor og prorektor dog i sidste ende beslutningen om at evakuere elever og medarbejdere i frygten for, at nogen skal komme til skade.

”Min første tanke, det var panik”

Thomas Grandjean Gleerup, Ejendomsservicetekniker for Bygning og Facility på DMJX, var til stede på dagen og var en af de bærende kræfter, der forsøgte at inddæmme de mange liter vand. Sammen med sine kollegaer fra bygningsservice blev han tidligt på dagen hentet af en underviser, der havde set vand trænge igennem loftet. Men da Thomas Grandjean Gleerup kom frem, væltede det ned.

”Min første tanke, det var panik. Jeg skulle lige samle mig og få et fuldt overblik over situationen. Jeg drønede rundt på de forskellige etager for at se, hvor det kom fra, og hvad der var vigtigst at stoppe først,” siger Thomas Grandjean Gleerup.

Efter at være kommet sig efter sin første forskrækkelse startede det egentlige arbejde for Thomas Grandjean Gleerup og resten af bygningsservice. Vandet stod ind alle steder, da skolens kloakering og afløb ikke kunne håndtere de store vandmasser. Specielt ved ovenlysvinduerne på første sal stod det slemt til. Her måtte der bores huller under vinduerne, så vandet kunne ledes væk. Thomas Grandjean Gleerup estimerer, at op mod 100 liter vand fandt vej ind den 3. oktober.

I mellemtiden havde skolens ledelse dog taget konsekvensen af den umiddelbare katastrofe og sendte samtlige elever og ansatte hjem, i frygten for at nogen skulle komme til skade.

”Rektor Julie Sommerlund og prorektor Jens Grund tog sammen beslutningen om at sende studerende og ansatte hjem. Vi vidste jo ikke, om der var elektriske installationer, der ville komme vand i, og om man kunne få stød. Folk kunne også glide på gulvene og komme til skade. På trods af den pressede situation blev folk sendt hjem i god ro og orden,” siger Thomas Grandjean Gleestrup. 

Som at stå i et brusebad

Regnvejret den 3. oktober blev også bemærket hos administrationen på DMJX. Jørgen Johansen, økonomi- og administrationschef for Bygning og Facility på DMJX, blev kontaktet af bygningsservice, da det første vand begyndte at trænge ind i bygningen.

”Min første tanke var fuck. Udover at forsøge at begrænse skaderne vidste vi ikke, hvad vi umiddelbart skulle gøre,” siger Jørgen Johansen.

FEAS, som ejer bygningen, blev kontaktet, og da de kort efter ankom, blev de konfronteret med vandmasserne. 

På daværende tidspunkt var det ifølge Jørgen Johansen som at stå i et brusebad, og han valgte hurtigt at kontakte både rektor og prorektor, der heldigvis begge sad til møde på skolen. De tre tog i løbet af de næste fem minutter beslutningen om evakuering af hensyn til elevers og ansattes sikkerhed.

Til alles held lå årets efterårsferie kun halvanden uge efter, og her var der mulighed for at udbedre de skader, som regnen havde forårsaget, og få skolen tilbage på rette køl, inden både elever og ansatte vendte tilbage til undervisningen.

”Det var held i uheld, at det skete lige før efterårsferien. Det lokale, underviserne sidder i, var hårdt ramt, og de kunne ikke være derinde i omkring en uge. Heldigvis kunne vi jo så bruge ferien på at affugte rummet, så det var klar ugen efter,” siger Jørgen Johansen.

Reparationerne stod DMJX dog ikke alene med. Skolens udlejer, FEAS, overtog efter den 3. oktober sagen og stod efterfølgende for, at skolen igen blev fuldt ud funktionsdygtig.

”Der var måske nogle detaljer, som godt kunne have været løst bedre. Disse ting har vi så nu udbedret. Der har blandt andet været en revne mellem udspyer og tagflade, og derudover var der nogle løsninger omkring afløbet, der kunne være løst bedre,” siger Søren Østergaard, byggechef for FEAS.

 

”Min første tanke var fuck.”

– Jørgen Johansen, økonomi- og administrationschef for Bygning og Facility

Som bygherre er det FEAS og deres rådgiveres opgave at kontrollere eventuelle fejl og mangler – en opgave, der efter Søren Østergaards eget synspunkt måske kunne være håndteret anderledes.

”Det er vanskeligt at kontrollere et byggeri 100 procent for fejl og mangler. Det er jo ikke nogen undskyldning, og det skulle måske have været gjort bedre. Bygningen er kun tre år gammel, så det burde ikke allerede være noget, der kunne ske,” siger Søren Østergaard.

En ulykke kommer sjældent alene

Episoden den 3. oktober er dog ikke enestående. Tidligere i år måtte skolen have sat et stort antal nye loftplader op, efter en faldt ned under et møde på skolen. Ingen kom til skade, men efter flere undersøgelser viste det sig, at et stort antal var sat utilstrækkeligt fast og truede med at falde ned.

”Med hensyn til loftpladerne så bygger det på en simpel håndværkerfejl. De er ikke blevet sat ordentligt op, og der er simpelthen blevet brugt en forkert metode. Vi har underrettet garantistilleren, som skal stå for at betale for, at loftpladerne bliver sat op på den korrekte måde,” siger Søren Østergaard.

Både Søren Østergaard og Jørgen Johansen giver udtryk for, at der nogle gange vil være problemer med nye bygninger, men at de selvfølgelig er kede af, at skolen har måttet stå det igennem. En del af processen er samtidig blevet besværliggjort af, at entreprenørfirmaet bag skolens konstruktion, Jørgen Friis Poulsen A/S, gik konkurs i juni 2022.

Når det er sagt, så har kontakten mellem FEAS og DMJX gennem det hele været tilfredsstillende, fordi begge parter har haft indtrykket af, at håndteringen af de forskellige sager er sket under kontrollerede forhold.

”FEAS har simpelthen taget ansvaret efterfølgende for at lave undersøgelser af bygningen og for at finde frem til, hvordan der kunne komme vand ind. Det er jo deres bygning og deres ansvar,” siger Jørgen Johansen.

Helt optimal håndtering?

De tidligere sager om skolens svigtende loftplader og episoden den 3. oktober har påvirket skolen. Undervisningen er blevet besværliggjort, og elever og ansatte har måttet indrette deres dagligdag efter skolens tilstand. Uheldene betød, at man tog klasselokaler ud af brug, og at undervisernes forberedelseslokale skulle affugtes i over en uge. Et faktum, der har været genstand for stigende irritation hos blandt andet økonomi- og administrationschef for Bygning og Facility på DMJX, Jørgen Johansen.

Det er jo lidt træls for at sige det på godt jysk, for det giver jo en masse bøvl.”

Udfordringerne med bygningens beskaffenhed har især trukket store veksler hos bygningsservice, som har stået for genetableringen af de indvendige arealer. På trods af sagens karakter kan Thomas Grandjean Gleestrup dog sagtens se udover det negative, og han vælger at fokusere på de erfaringer, som de i stedet har gjort sig.

 

”Man opdager jo først sådan noget, når man for eksempel får et dobbelt skybrud. Håndteringen har efter min mening fungeret helt optimalt, og FEAS har hurtigt fået skaderne udbedret. Jeg synes, at vi har lært meget af det, og næste gang, der kommer et skybrud, så tænker jeg, at vi er bedre rustet,” siger Thomas Grandjean Gleestrup.