Ulønnet praktik og ingen optagelsesprøve – Sådan varierer journalistuddannelserne i Europa

Ulønnet praktik og ingen optagelsesprøve – Sådan varierer journalistuddannelserne i Europa

Ulønnet praktik og ingen optagelsesprøve – Sådan varierer journalistuddannelserne i Europa

Når vi sætter os på skolebænken på DMJX, har vi en vis idé om, hvilken undervisning vi får. Men hvordan lærer man at blive journalist i andre lande? Illustreret Bunker har talt med tre europæiske journaliststuderende om deres erfaringer.

På billedet ses fra venstre nederlandske Samuel Vels, georgiske Sopo Abulasjvili og østrigske Simon Fuchs

TEKST & FOTO: ANDERS HELMER MØRCK

Udgivet den 12. december 2024

DMJX og dens studerende kan til tider være noget af en boble med fredag aften i Kurt Strandbar, forelæsninger i Blåt Audi og en berygtet panikdag. Men selv i Danmark ses forskellene på journalistuddannelsen, hvor det både er muligt at læse journalistik som en professions- og en universitetsbachelor.

Små 600 kilometer væk fra DMJX ligger Utrecht, som er en af Nederlandenes største studiebyer med over 70.000 studerende. Mange internationale journaliststuderende kalder byen for sit hjem i løbet af en udvekslingsperiode væk fra hjemlandet.

Men hvor store er forskellene, når vi ikke blot ser på Danmark, men bevæger os udenfor landegrænserne og ser på journalistuddannelser på tværs af hele Europa?

Selvom målet i sig selv er det samme – nemlig at blive en god journalist – så er vejen derhen ofte vidt forskellig.

En anderledes optagelsesproces

Nederlandske Samuel Vels er 23 år og studerer på Hogeschool Utrecht. For ham var det ikke givet på forhånd, at han skulle vælge journalistvejen. Og for den sags skyld er han stadig i tvivl om, hvorvidt det er det rette valg, han har taget.

“Da jeg var barn, var drømmen at blive skuespiller. Men på et tidspunkt fandt jeg ud af, at ‘spotlightet’ ikke var noget for mig. Men jeg drømmer stadig om at fortælle historier. Det var af den årsag, at jeg endte i journalistikken, så jeg kunne fortælle ægte historier i stedet for at spille dem selv,” siger Samuel Vels.

Ansøgningsprocessen for at blive en del af journaliststudiet i Utrecht fungerede i mange år som på DMJX. Men det har ændret sig, så alle ansøgere nu bliver optaget på studiet.

Dog er der mange studerende, som frafalder på de første semestre.

“I løbet af de første to år er der en del, som dropper ud. Så jeg tror, at årene i starten er med til at filtrere de studerende fra, som ikke er havnet det rigtige sted,” siger han.

Det skyldes flere eksaminer på både første og andet år på uddannelsen. Her er der nogle prøver, som for flere betyder endestationen på studiet. Det er nemlig ikke ved alle prøverne, at det er tilladt at få flere forsøg. I Samuels klasse er der nu kun lidt over fem tilbage af de 30 elever, som startede. Selvom det er et af de mere ekstreme tilfælde på årgangen, så er frafaldet generelt langt større på Samuels skole end det, som DMJX oplever.

Hvilken linje skal jeg vælge?

Østrigske Simon Fuchs er 22 år og bor i Wien, hvor han studerer på Fachhochschule Wien. Sporten har altid ligget hans hjerte nær, hvilket også betød, at han i en tidlig alder drømte om at blive fodboldkommentator. Sporten var grunden til, at Simon begyndte at interessere sig for journalistikken, og drømmen endte også med at blive den vej, han valgte at gå.

Da Simon skulle søge ind på drømmestudiet, kunne han gå flere veje. Her kunne man blandt andet vælge at studere den moderne linje, hvor der er et større fokus på sociale medier og marketing. På nogle punkter har den ligheder til ’Kommunikation’ på DMJX. Men Simon valgte den mere klassiske journalistlinje, ’Journalism and Media Management’.

Når Simon Fuchs næste år skal begynde på sit nye semester, skal han specialisere sig.

”Det kunne være sport, bæredygtighed eller politik. Her kan jeg virkelig fordybe mig i det stof, som jeg kommer til at lave.”

En skoledag fra morgen til aften

Sopo Abulasjvili er 20 år og kommer fra Georgien, hvor hun til daglig studerer på Georgian Institute of Public Affairs. Hun kan godt lide den kreative del af journalistikken og arbejder blandt andet med webdesign og programmering, når hun sætter sig ind i klasseværelset i Georgien.

“Vi går kun i skole omkring to dage om ugen. Men dagene kan af og til være fra klokken 10 om morgenen til 19 om aftenen,” siger hun.

Sopo Abulasjvilis vej i skole er ofte relativt lang, da trafikken kan være slem. Derfor er de lange dage noget, som passer hende ganske fint.

Hun kommer fra en lille årgang i Georgien med blot 25 elever, hvilket også betyder, at hun har lært sit hold rigtig godt at kende i løbet af de snart tre år, hun har studeret. For hende er de få elever noget af det bedste ved hendes studie.

“Jeg er ikke den mest sociale person, så for mig har det været virkelig dejligt,” siger hun.

Det mindre hold gør, at hun har åbnet mere op i undervisningen og føler sig mere komfortabel – både socialt og fagligt.

”Ifølge medierne er erfaringen din løn.”

– Simon Fuchs, østrigsk journaliststuderende.

Ingen hr. og fru

En af de største forskelle, som østrigske Simon Fuchs har mærket, siden han begyndte sin udveksling i Utrecht, er at kalde underviserne ved deres fornavn. Det er nemlig ikke normalen i hjemlandet.

“I Wien skal man tiltale underviseren enten hr. eller fru, og man har et langt mere distanceret forhold til dem, end jeg har oplevet her i Nederlandene,” siger Simon Fuchs.

Derfor var det også en stor forandring at starte på udvekslingsopholdet, hvor skolen i Nederlandene har været langt mere afslappet.

“Hvis du har gjort et godt stykke arbejde,

så synes jeg godt, at der kunne være en mere åbensindet stemning på mit studie i Wien mellem undervisere og elever,” siger han.

Han er derimod glad for de muligheder, som han har fået gennem sin uddannelse i Østrig. Her er han blevet undervist af prominente journalister og mediefolk.

“Når underviserne kommer direkte fra branchen, gør det mig tryg som studerende,” siger han.

Erfaringen er din løn

Praktik er noget, som alle tre studerende skal igennem i løbet af deres uddannelse. Men den faste lønaftale i praktikperioden, som vi har i Danmark, er ikke noget, som Simon Fuchs oplever i Østrig. Når Simon skal i en 6-måneders lang praktik næste år, er det ikke sikkert, at han kan få løn i perioden. Ved nogle af de største medier i Østrig er der nok ansøgere at vælge imellem – og det betyder samtidig, at man ikke altid kan regne med løn, når man begynder praktikken.

“Ifølge medierne er erfaringen din løn,” siger Simon Fuchs.

Men den lavere løn i praktikken gør dog, at det er mindre presset at søge praktik end i den danske praktikperiode, hvor det i de sidste år har haltet med at få nok pladser til de mange ansøgere.

“Jeg vil mene, at det ikke er så svært at få en af de mindre eftertragtede pladser. Men hvis du vil arbejde på de prominente medier, så er det helt sikkert ikke lige så nemt,” siger han.

Branchen indefra

I Nederlandene er der et fokus på, at man skal vide, hvad man går ind til, inden praktikken begynder. Derfor er faget ‘Marketverketten’ (Markedsudforskning) et rum, hvor de studerende lærer om livet ude i branchen.

“Vi lærer at kunne svare på spørgsmålene: Hvilken journalist vil jeg være? I hvilket miljø vil jeg arbejde? Og hvad kan medierne tilbyde mig?” siger Samuel Vels.

Derefter har eleverne faget ‘Marktbetreden’ (Markedsintroduktion), hvor man har en kort praktikperiode, der gør, at man kan mærke efter, inden valget skal træffes til den større og endelige praktikperiode. I ‘minipraktikken’ laver de nederlandske studerende journalistik til den brede befolkning og diskuterer de friske nyheder med redaktionen på det medie, hvor den korte praktik foregår.

Samuel Vels er glad for metoden, da han stadig ikke er sikker på, hvad han ender med at gøre, når praktikken skal vælges. Med den kortfattede praktik får han mulighed for at opleve branchen på en anden måde, end hvis han blot sad på skolebænken på universitetet i Utrecht.

Nytolkning af markedsføringsloven skaber nybrud i influencerbranchen

Nytolkning af markedsføringsloven skaber nybrud i influencerbranchen

Nytolkning af markedsføringsloven skaber nybrud i influencerbranchen

Forbrugerombudsmanden har med en nytolkning af markedsføringsloven ændret spillereglerne for de danske influencere. Influencerne skal nu betragtes som virksomheder, hvilket har skabt røre og uro i branchen.

TEKST: HELENA HOLM-GREGERSEN
ILLUSTRATION: SIGRID CONRADSEN NIELSEN 

Udgivet den 12. december 2024

I 2014 uploader David Jæger sin første video på YouTube. Han er blot en teenagedreng med kærlighed til computerspil og har ingen anelse om, at han lige har åbnet døren til sin fremtidige levevej.

Hans vej ind i influencerfaget startede som en hobby på drengeværelset. I dag er hans onlineunivers vokset til en forretning med 450.000 kunder – eller følgere på fagsprog.

Influencerfaget er opstået som følge af den teknologiske tidsalder og har fra sin spæde start været en branche, som er blevet reguleret på bagkant, i takt med at samfundet har lært den at kende.

Men den 9. oktober 2024 er der sket en ændring. En nytolkning af markedsføringsloven, som handler om netop influencerbranchen har skabt røre i branchen og usikkerheden om, hvordan de lovligt kan agere i fremtiden, ulmer i faget.

Fra privatperson til virksomhed

Centralt i den nye tolkning af markedsføringsloven er spørgsmålet om, hvordan vi skal anskue influencerjobbet.

Ifølge Anna-Bertha Heeris Christensen, forsker i influencermarketing og adjunkt ved CBS, betyder den nye tolkning af lovgivningen, at influencere nu bliver anskuet som virksomheder og ikke privatpersoner, som laver reklame.

“Det er en fundamental ændring i den måde, vi forstår influenter på, og får også betydning for den måde, virksomheder kan arbejde med influencere. Influenter får altså samme ansvar og moralske kodeks som andre virksomheder,” siger Anna-Bertha Heeris Christensen.

Når influencerne ved lov nu anses som virksomheder, betyder det, at de markedsføringsregler, som er gældende for alle andre danske virksomheder, nu også gælder den enkelte influencer. De danske influencere mærker allerede konsekvenserne oven på ni tilfælde med politianmeldelser som følge af brud på nytolkningen.

NYTOLKNINGEN AF MARKEDSFØRINGSLOVEN

Forbrugerombudsmandens tolkning af markedsføring har medført en skærpelse af de førhen løsere regler for, hvordan de danske influencere måtte drive deres virksomhed. Den nye tolkning betyder:

  • Danske influencere, som er registreret ved CVR-registeret, betragtes som erhvervsvirksomheder.
  • Disse skal derfor overholde markedsføringsloven i al content.
  • Alle handlinger influenceren foretager sig på sociale medier, alle opslag, omtaler, videoer, tekster, billeder, stories, kommentarer, links med mere skal varedeklareres som reklame.
  • Varedeklarationen gælder både, når influenceren reklamerer for egne produkter og andre virksomheders produkter.
  • Tolkningen gælder også for influencere, som ikke er registreret ved CVR-registeret. Hvis en ikke-CVR-registreret influencer reklamerer på vegne af en erhvervsdrivende, skal markedsføringsloven overholdes.

Kilde: Forbrugerombudsmanden

Ikke bare en hobby

Midt i den juridiske transformation står David Jæger som et levende billede på influencerbranchens dilemma: En garvet content creator, som stadig ser sit influencer-virke som en hobby.

Når han om aftenen lægger hovedet på puden, kører tankerne videre på videoidéer – ikke fordi det er hans arbejde, men fordi han brænder for det.

“Dét, at jeg ser mit arbejde som en hobby, er negativt i den forstand, at jeg har svært ved at dele det op og tage fri,” erkender David Jæger.

Med Forbrugerombudsmandens nye tolkning kan David Jæger og hans kolleger ikke længere opretholde en skelnen.

“Det bliver umuligt for influencerne at agere udelukkende som privatpersoner. Man kigger nu på platformen som en virksomhed, og alle dens ytringer skal forstås som virksomhedsytringer,” siger influencerforskeren Anna-Bertha Heeris Christensen.

Bekymring eller blåstempling?

I oktober i år ankom et klagebrev til Forbrugerombudsmanden med 120 influencere som afsendere i forlængelse af den nye lovtolkning. De er bekymrede for, at den nye tolkning vil udviske forholdet mellem reklame og personligt indhold.

Én af de 120 afsendere var David Jæger. Han mener, at de nye begrænsninger truer influencernes autenticitet, der ifølge ham er branchens fundament.

Bekymringen udspringer af de politianmeldelser, der er faldet i kølvandet på den nye tolkning. Nytolkningen og politianmeldelserne har imidlertid skabt tvivl.

“Der er stadig en masse gråzoner og en masse ting, som ikke giver mening, fordi man lige nu skal skrive reklame på alt, og det er den forkerte tilgang,” mener David Jæger.

Det er ikke kun David Jæger, som har oplevet tiden efter Forbrugerombudsmandens tolkning som usikker. Hos marketingbureauet for influencere Content Club har nervøsiteten blandt deres 15 influencere kunnet mærkes.

Men medstifter af Content Club, Emilie Reenberg, ser et potentiale i ændringerne.

”Vi oplever en stor anerkendelse af influencermarketing, både som reel mediegruppe, men også i forhold til, at der jo har været et behov for at få sat professionelle rammer og ensrettede regler op, så alle influencere arbejder ud fra lige forhold, hvilket også kommer til at fungere som en blåstempling af branchen på den lange bane,” siger hun.

Ifølge Forbrugerombudsmand Torben Jensen er netop ensrettede regler og rammer centralt i lovgivningen. I forbindelse med et informationsmøde med influencere om den nye tolkning, udtaler han til Berlingske.

“Ingen har lovgivet mod influencerne. De skal overholde samme lovgivning som alle andre virksomheder. Det må de affinde sig med. Sådan er det at drive virksomhed i Danmark.”

Og selvom politianmeldelserne har skabt rystelser blandt influencere, er det ikke nødvendigvis en negativ udvikling, mener Emilie Reenberg fra Content Club.

“Der vil desværre komme nogle domme på området, men jeg tror, at disse nye fortolkninger kommer til at gøre det lettere for influenterne at navigere i, hvad reglerne egentlig er,” siger hun.

Spørger man Anna-Bertha Heeris Christensen, kan den nye lovtolkning være en direkte gevinst for influencerne.

“Jeg tror, at branchen på sigt har godt af disse ændringer. Jeg er helt enig i, at de kan fungere som en blåstempling af branchen, og jeg synes, at branchen bør tage det her som en udstrakt hånd til at professionalisere markedet og normalisere influencere i vores samfund,” siger Anna-Betha Heeris Christensen.

”Der er stadig en masse gråzoner og en masse ting, som ikke giver mening”

– David Jæger, influencer

Farve på gråzonerne

At nytolkningen og politianmeldelserne skulle lede til en blåstempling af influencerbranchen, er ikke helt utænkeligt. Selv David Jæger kan se fordele i nytolkningen.

“Jeg synes, det er fedt, at der sker noget, for det skal der. Vi skal jo ikke være det samme sted, som vi var for 10 år siden,” siger David Jæger.

Men selvom influencerbranchen er blevet voksen ligesom David Jæger, er det stadig uvist, om de danske influencere skal leve med forvirring og nervøsitet i fremtiden, eller om de får sat klare farver på gråzonerne.

Livet gør ikke mere ondt på første semester

Livet gør ikke mere ondt på første semester

Opgaven om at interviewe en person, der har været udsat for noget hårdt har i mange år været en integreret del af journalistuddannelsen. Med den nye studieordning er den røget væk fra første semester. Uddannelseskoordinator Mette Mørk har allerede ændret i sine planer.

TEKST: Zakarias forsberg de los reyes, 23 år

Udgivet den 12. december 2024

Blandt de mange ting, der er omkalfatret ved den ny studieordning, kan nævnes, at Ejvind Hansens fag er rykket til tredje semester, at mediespecialiseringen med ét fag er nedlagt og indførslen af ‘klima’. Alt imens er noget gået under radaren. Første semester har tidligere skullet interviewe en sårbar kilde og snakke om, ‘når livet gør ondt’. Den opgave er fjernet fra deres semesterprojekt.

Ifølge lektor Mette Mørk blev opgaven, der primært bestod af en artikel, til en eksamen, da skolen begyndte med semesterprojektet. Hun siger, at opgaven var god, fordi den tester meget faglighed og de studerendes evne til at researche på et emne og deres kilder.

”Gør man det, kan man lave nogle historier, der rammer rigtig mange mennesker,” siger Mette Mørk.

”Et par stykker havde mødt nogle kilder med en svær historie og havde haft lidt svært ved at tackle dem.”

– Mette Mørk, lektor på DMJX

Hun forklarer eksamensopgavens afskaffelse med, at formaterne på første semester har ændret sig markant, og nyheder fylder meget mere.

”Når de nu har haft et nyhedsfokus og fokus på at perspektivere nyheder, så ville det ikke give mening at smide sådan en opgave indover,” siger hun.

I stedet for bliver man nu introduceret til de sårbare kilder på andet semester af journalistuddannelsen, når man skal have lyd og video. Imidlertid har Mette Mørk allerede måttet sande, at flere elever savnede viden om, hvordan man interviewer sårbare kilder.

Forandret nyhedsuge

Det nuværende første semester er de første studerende på skolen, som lever under den nye studieordning, og de var i sidste uge af november på nyhedsuge i en række byer, man i modsætning til tidligere årgange kan pendle til. Odder, Viby og Aarhus Nord, som åbenbart er blevet en by, var på kortet, og flere er kommet hjem og har givet udtryk for, de kunne være bedre rustet til at tage svære samtaler.

Mette Mørk gjorde sig herefter en refleksion, siger hun.

”Et par stykker havde mødt nogle kilder med en svær historie og havde haft lidt svært ved at tackle dem. Engang imellem ligger der en historie om for eksempel ensomhed, som viser sig at stikke enormt dybt. Der var nogen, der tænkte: ’Wow, hvordan gør jeg lige det her?”, siger Mette Mørk. Hun mener, de studerende skal vide noget om, hvordan man kontakter sårbare kilder allerede på første semester.

”Det er synd, hvis de ikke gør det, fordi de ikke tør,” siger Mette Mørk til Illustreret Bunker, dagen efter første semester fik feedback på deres nyhedsuge.

Derfor valgte Mette Mørk også, at eleverne allerede om mandagen skulle have et oplæg i at håndtere sårbare kilder, hvormed hun ændrede ganske lidt i den ny studieordning.

Emilia Heiselberg tog den svære samtale med Connie – det tildeles hun bunkerprisen for

Emilia Heiselberg tog den svære samtale med Connie – det tildeles hun bunkerprisen for

Den kun anden vinder af Bunker-prisen gik på første semester i juni, da hun skrev om selvmord og tabet af en søn. Når tavshed dræber: Mange unge mænd mistrives i stilhed hedder hendes artikel. Forberedelse, forståelse og tålmodighed gjorde hende i stand til at skrive et semesterprojekt om noget af det værste, der kan hænde et menneske.

TEKST: ZAKARIAS FORSBERG DE LOS REYES
FOTO: MADS ØLAND-PETERSEN 
ILLUSTRATION: ANTON LARSEN                                                            

Udgivet den 12. december 2024

Emilia Heiselberg skulle til at skrive sit førstesemesterprojekt på journalistuddannelsen, da en veninde over en kop kaffe fortalte hende om Mads, der havde begået selvmord. I starten tænkte hun, at det ikke var noget, hun skulle beskæftige sig med, men efter at have researchet på området og fundet ud af, hvor underbelyst psykiske problemer hos mænd er, følte hun en journalistisk pligt til at tage emnet op. Opgaven lød nemlig ”når livet gør ondt”.

Emilia Heiselberg vidste udmærket, det ville være svært at navigere i kritiske spørgsmål over for en så sårbar kilde, og hun var i tvivl om, hvad hun kunne tillade sig at spørge om.

”Jeg følte mig meget grøn, i og med jeg gik på 1. semester og valgte at skrive om et så tungt emne. Så jeg forberedte mig meget,” siger hun.

Tre timer endte hun med at være hjemme hos Connie Schack Andersen, og over halvdelen af tiden gik med at drikke kaffe og komme tættere på kilden.

”Man skal turde at tage sig en masse tid. Fordi det kan også føles mærkeligt at sidde og stille kritiske spørgsmål til en, der har mistet kort tid før,” siger Emilia Heiselberg, der vurderede, at både hun og kilden behøvede tid og ro til at falde på plads.

Connie Schack Andersen skulle simpelthen vide, at der her var et menneske, der var interesseret i hendes historie. At kilden har lyst til at fortælle, er også en af de ting, underviserne på første semester understreger over for de journaliststuderende.

”Jeg følte mig meget grøn, i og med jeg gik på 1. semester og valgte at skrive om et så tungt emne.”

– Emilia Heiselberg, journaliststuderende, DMJX

Følsomt møde med kilderne

Lektor og uddannelseskoordinator Mette Mørk er den primære ansvarlige for en opgave som ”når livet gør ondt”, og det er hende, der holder et oplæg på flere timer for hele første semester om kontakt til sårbare kilder, og hvad man skal forberede sig på.

”Man skal altid møde kilderne respektfuldt, man skal lytte og have et styr på noget etik. Der er forskel på at have brækket benet og så en, hvis barn har begået selvmord. Jeg ved ikke, om man nogensinde kan forberede nogen nok på det. Men vi har forsøgt ved at give oplæg, give læsestof og lave øvelser,” siger Mette Mørk.

Emilia var også bange forude for mødet med Connie og forstår godt, man bliver frarådet til at vælge et emne som selvmord.

”Jeg ringede faktisk til center for selvmordsforskning, som har lavet en pjece om formidling af selvmord, og det gav mig rigtig meget ro i maven at vide det, der stod i den,” siger Emilia Heiselberg.

Hun ved ikke, om hun vil råde andre til at skrive om selvmord på første semester.

”Men jeg følte, der var en kæmpe læring i at formidle en historie, hvor der var en masse på spil”, siger hun.

Opgaven om når livet gør ondt er med den ny studieordning blevet fjernet, så der kommer næppe til at blive skrevet lignende artikler på første semester foreløbigt.

Du kan læse Emilia Heiselbergs projekt på Mediajungle.

Revyen er fortid – endnu en forening kaster håndklædet i ringen

Revyen er fortid – endnu en forening kaster håndklædet i ringen

Revyen er fortid – endnu en forening kaster håndklædet i ringen

Revyen var en stor succes i foråret, men det er hårdt at holde foreninger kørende. Dette er historien om en forening, der kom, så, sejrede og forsvandt igen.

TEKST: EVA BOYE RASMUSSEN
FOTO: FELIX FONNEST

Udgivet den 12. december 2024

Stakladens store sal er proppet med mennesker. Der er helt mørkt, der hviskes og smågrines, og pludselig er der spotlight på scenen. Forestillingen går i gang, og de ellers snakkende mennesker fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole klapper ivrigt.

DMJX Revyen er genskabt, og opbakningen er stor – ikke kun blandt de studerende. Undervisere, studievejledere, IT-folk, ledelsen, og endda vores rektor, Julie Sommerlund, er til stede. Alle er samlet i Stakladen denne forårsaften og kan i flok grine af karakterer baseret på dem selv. Men trods den store opbakning blev Revyen nedlagt på sin sidste generalforsamling torsdag den 10. oktober 2024.

Hvordan gik revyen fra succes og klapsalver til ikke at eksistere længere? Det har vi spurgt fire af Revyens hovedpersoner om; Bjarke Hunderup Uhl Pedersen, Vanessa Kjær, Frederik Nees Hviid og Xenia Soenke Germundsson.

En forening fødes

Hvis vi spoler tiden helt tilbage til Revyens start, lander vi i efteråret 2023. Zakarias Forsberg de los Reyes og Vanessa Kjær får en god idé og beslutter sig for at genoprette en ældgammel forening, Revyen. Før de to venner får set sig om, er de godt i gang. De stifter en bestyrelse, søger midler og medlemmer, som vil være med til at skabe en forestilling – og de har vind i sejlene.

Først melder Bjarke Hunderup Uhl Pedersen sig ind.

”Jeg har lavet rigtig meget skuespil gennem mit liv, og jeg savnede det ret meget. Da tilbuddet om at blive en del af Revyen og lave skuespil igen kom, kunne jeg ikke andet end at sige ja,” siger Bjarke Hunderup Uhl Pedersen.

Frederik Nees Hviid melder sig også ind.

”Jeg meldte mig ind i foreningen, fordi mine to gode venner havde fået idéen om at genskabe DMJX Revyen. Jeg kom dog lidt sent ind i foreningen og kunne så også fungere som en form for lappeløsning og sørge for, at Revyen fik musik,” siger Frederik Nees Hviid.

Tiden spoles frem, og vi står nu midt i Foreningsbazaren på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole en kold februardag i starten af 2024. Revyen præsenterer sig selv og forsøger at hverve nye medlemmer, som vil være en del af deres kreative fællesskab – og det gav pote. En af dem, som meldte sig ind, er Xenia Soenke Germundsson.

”Det lød bare mega sjovt. Jeg har spillet skuespil og været med i musicals gennem hele mit liv, så jeg syntes, det ville være rart at fortsætte med det på mit nye studie,” siger Xenia Soenke Germundsson.

Og nu gik det for alvor hurtigt. Manuskriptet blev færdigt, skuespillerne øvede flere gange om ugen, og som udenforstående virkede det, som om medlemmerne af Revyen arbejdede i døgndrift op til premieren, som skulle foregå torsdag den 16. maj 2024.

Revyen er en realitet

Bjarke Hunderup Uhl Pedersen stråler – bogstavelig talt. Han står midt på scenen i Stakladen, og spotlightet rammer ham, så han bliver lyst op af sit funklende kostume. Han synger, svajer og drejer rundt, alt imens hele salen nærmest græder af grin over hans flotte parodi på skolens diskokugle.

Frederik Nees Hviid sørger for musikken gennem hele forestillingen, men han dukker også op flere gange som skuespiller, blandt andet i sin rolle som en bøv, der synger lidt perverse sange overfor underviseren Mette Mørk. Hun spilles af Sofie Bonde, som ender med at give op på ”bøv”.

Xenia Soenke Germundsson og Vanessa Kjær spottes også flere gange. Begge dygtige og veloplagte i alt, de foretager sig på scenen.

Der klappes, hujes og salen rejser sig op i samlet flok, mens holdet bag Revyen bukker. Revyen er genskabt og er en massiv succes.

Men det her er ikke kun en succeshistorie. For efter stor succes kommer den svære toer, og en forening er som bekendt svær at drive i de første år.

Revyens nye bestyrelse

Vi er fremme i efteråret 2024, og der er kun kommet to nye studerende fra 1. semester ind i foreningen, og de bærende kræfter fra 4. semester har ikke længere tid til at være primus motor, da praktiksøgningen i slutningen af oktober står for døren. Det betyder, at den nye formand, Xenia Soenke Germundsson fra 2. semester, samt Bjarke Hunderup Uhl Pedersen fra 3. semester står tilbage og spejder.

”Vi var syv-otte skuespillere tilbage fra foråret, og det er bare ikke nok til at holde foreningen kørende. Derudover havde vi ikke fået et eneste nyt medlem efter Foreningsbazaren i starten af semesteret. Vi begynder derfor at sende en masse mails ud, men der sker intet. Det resulterer i, at vi inviterer til ekstraordinær generalforsamling torsdag den 10. oktober 2024,” siger Bjarke Hunderup Uhl Pedersen.

Dagen oprinder, og stemningen er trykket. Der tales lidt i krogene, og ingen ved på nuværende tidspunkt, hvordan det skal gå med Revyen. Meget tyder på, at Revyen ikke vil overleve.

”Jeg ved godt, det ser sort ud, men jeg holder alligevel fast i et lille håb om, at Revyen består,” siger Bjarke Hunderup Uhl Pedersen.

Men selv om han holdt fast i håbet, var det ikke nok. De resterende medlemmer af Revyen vælger at lægge foreningen i graven, da der ikke er stor nok tilslutning.

”Personligt tror jeg, at folk meget gerne vil gå ud, have en sjov aften, grine af en meget sjov revy og så derefter feste videre. Jeg tror dog også, at rigtig mange er bange for at se dumme ud på deres studie, hvilket man jo ofte gør, når man står på en scene. Så det tror jeg, har afholdt rigtig mange folk fra at ville deltage, hvilket i sidste ende er dét, der har slået revyen ihjel. At de eneste der ville være med til at lave revy i år, var de samme som sidst,” siger Frederik Nees Hviid.

En lettelse

Flertallet fortæller efter Revyens død, at de er ærgerlige over, at Revyen måtte lægges i graven. Men den nyvalgte, nu tidligere, formand, Xenia Soenke Germundsson, er faktisk lettet.

”Jeg følte, jeg endelig kunne trække vejret igen. Jeg havde længe gået og følt, jeg ikke var god nok som formand, og at hele situationen var min skyld. Så da Revyen endegyldigt blev lagt i graven, kunne jeg endelig slippe tanken og komme tilbage på sporet af mit eget liv,” siger Xenia Soenke Germundsson.

Hun understreger dog, at hun selvfølgelig synes, det er meget trist, at foreningen er død, men at hun ikke selv kunne fortsætte i den hidtidige konstellation. Det skyldes, at hun egentlig bare gerne ville være med til at spille skuespil og ikke ønskede ansvaret, som hun endte med.

”Jeg føler ikke, at jeg blev valgt som formand. Jeg tog rollen, fordi der ikke var andre, der tog ansvaret på sig. Jeg ville så inderligt gerne have, at Revyen fortsatte, og jeg troede på, at jeg sammen med den nye bestyrelse kunne løfte opgaven og føre Revyen videre. Men sådan gik det desværre ikke,” siger Xenia Soenke Germundsson.

Både Vanessa Kjær og Frederik Nees Hviid ønskede også, at Revyen ville blive ført videre, men da de begge går på 4. semester, var de bevidste om, at det ikke var deres opgave længere.

”Det var svært at få en revy op at stå uden de nødvendige kræfter. Mange af os i bestyrelsen havde ikke tid til at lægge lige så mange kræfter i det som før blandt andet på grund af praktiksøgningen, og mange af os skal også videre fra skolen næste semester. Det er ærgerligt, at Revyen ikke længere findes, men omstændighederne har gjort, at foreningen måtte lægges i graven” siger Vanessa Kjær.

”Don’t cry because it’s over, smile because it happened.”

– Bjarke Hunderup Uhl Pedersen, tidligere medlem af Revyen

Et fællesskab, DMJX har brug for

Institutleder ved Institut for Journalistik, Henrik Berggren, er også meget ærgerlig over at høre, at Revyen er død.

”Jeg oplevede revyen som en åben aktivitet, hvor mange studerende var med til at skabe noget i fællesskab, og hvor der var stor opbakning også fra publikum. Den slags fællesskaber har vi brug for på skolen,” siger Henrik Berggren.

Men Henrik Berggren er om nogen også klar over, hvor hårdt det kan være at drive en forening, hvis ildsjælene forsvinder. Derfor kommer han også med nogle gode råd til nyopstartede foreninger, så der forhåbentlig ikke sker det samme for andre foreninger på skolen.

”Jeg vil anbefale at få samlet en gruppe studerende, der forpligter sig til at yde en indsats. Så det er klart, at der er forventninger til indsatsen, og at man er enige om, hvad der skal til. Og så ville jeg gøre meget ud af at sikre overgangen til den næste bestyrelse. Og ja, jeg ved godt, det er lettere sagt end gjort,” medgiver Henrik Berggren.

Revyen takker af

Og man kan sige, at han har ramt nerven. For hvorfor døde Revyen?

”Revyen er død, fordi opbakningen til foreningen er forsvundet. Der var ikke nok tilbage i vores forening, der kunne løfte opgaven, og for mig virkede det også, som om vi var mange i bestyrelsen, der ikke rigtig var engagerede. Så hvis vi havde fortsat, var det nok blevet halvhjertet, og så var revyen ikke blevet det, den skulle være,” siger Xenia Soenke Germundsson.

Revyen afholdt derfor auktion tirsdag den 19. november 2024, hvor foreningen igen blev samlet og solgte ud af deres rekvisitter. Alle skolens studerende var inviteret til auktion, men der dukkede kun fire studerende op, som ikke var en del af den afdøde forening. På trods af dette var stemningen god, og der blev grinet meget ifølge Frederik Nees Hviid.

Og til alle dem, der savner Revyen, vil Henrik Berggren gerne tilføje, at ledelsen sammen med DSR lige nu ser på gode input til, hvordan lignende aktiviteter kan blive skabt på skolen i fremtiden.

Men selv hvis det ikke sker i den nærmeste fremtid, oplevede de studerende alligevel Revyen i foråret 2024.

”Nu siger jeg noget, der er meget mor-agtigt, men jeg har det lidt sådan her: Don’t cry because it’s over, smile because it happened,” siger Bjarke Hunderup Uhl Pedersen.