En journalistisk pioner: “Hvis ikke jeg tør, så kommer jeg til at fortryde, når jeg er 70”
En journalistisk pioner: “Hvis ikke jeg tør, så kommer jeg til at fortryde, når jeg er 70”
Lea Korsgaard forlod sin faste stilling hos Politiken for at forfølge drømmen om at lave et medie, der går imod nyhedsstrømmen. I dag findes Zetland, hvor højskoleånden har fundet sin plads. Nu har Lea tid til at stoppe op – kort – og redefinere, hvad hendes rolle egentligt er.
En journalistisk pioner: “Hvis ikke jeg tør, så kommer jeg til at fortryde, når jeg er 70”
Tekst: Selma Hildebrand Frederiksen
Foto: Marcus Christensen
Det er en sommeraften på en gård på Midtsjælland. Dagen er gået med legen Capture the Flag og højt humør afsluttet med stor festmiddag. Et band har formet sig, men forsangeren er blevet syg. Det udvikler sig til karaoke-aften, hvor tilskuerne råber til bandet, hvad de gerne vil synge. En vil gerne synge Ironic af Alanis Morissette og hopper op på scenen. Lea
Korsgaard iagttager menneskene omkring hende og bliver ramt af en pludselig følelse af lykke.
”Tænk, at de her mennesker kun lige har mødt hinanden og lige nu har det fedeste øjeblik sammen, fordi jeg turde noget på et tidspunkt. Det her ville ikke findes, hvis jeg ikke for mange år siden havde været med til at sige ’Hey, skal vi ikke lave noget andet?” siger Lea Korsgaard.
Vi møder Lea Korsgaard en solrig formiddag i november til en snak om hende og Zetland. Lea Korsgaard er 41 år, hun bor på en højskole med sin mand og sine børn, og så har hun en bachelor i journalistik fra Syddansk Universitet og en master i sociologi fra The New School i New York City. Nå ja, og så er hun medstifter og ansvarshavende chefredaktør for onlinemediet Zetland.
Zetland blev stiftet i sin nuværende form i 2016 af Hakon Mosbech, Silke Bock, Jacob Moll og Lea Korsgaard. Målet var blandt andet at nytænke
journalistikkens rolle og bryde med det informationsoverload, der findes i dagens Danmark. Zetlands vision er derfor at tage udgangspunkt i, hvad de mener, at deres læsere har brug for at vide, og ikke hvad der skete for fem minutter siden. Nyhedstrekanten findes ikke her.
”På Zetland har vi valgt det vigtigste for dig. Vi har sørget for, at du kan stole på det, og vi er transparente omkring, hvordan det er blevet til, så vi også viser, at journalistik er et produkt, der bliver til meget hurtigt – og det skal du selvfølgelig vide, når du læser det,” siger Lea Korsgaard.
Det er en sommeraften på en gård på Midtsjælland. Dagen er gået med legen Capture the Flag og højt humør afsluttet med stor festmiddag. Et band har formet sig, men forsangeren er blevet syg. Det udvikler sig til karaoke-aften, hvor tilskuerne råber til bandet, hvad de gerne vil synge. En vil gerne synge Ironic af Alanis Morissette og hopper op på scenen. Lea
Korsgaard iagttager menneskene omkring hende og bliver ramt af en pludselig følelse af lykke.
”Tænk, at de her mennesker kun lige har mødt hinanden og lige nu har det fedeste øjeblik sammen, fordi jeg turde noget på et tidspunkt. Det her ville ikke findes, hvis jeg ikke for mange år siden havde været med til at sige ’Hey, skal vi ikke lave noget andet?” siger Lea Korsgaard.
Vi møder Lea Korsgaard en solrig formiddag i november til en snak om hende og Zetland. Lea Korsgaard er 41 år, hun bor på en højskole med sin mand og sine børn, og så har hun en bachelor i journalistik fra Syddansk Universitet og en master i sociologi fra The New School i New York City. Nå ja, og så er hun medstifter og ansvarshavende chefredaktør for onlinemediet Zetland.
Zetland blev stiftet i sin nuværende form i 2016 af Hakon Mosbech, Silke Bock, Jacob Moll og Lea Korsgaard. Målet var blandt andet at nytænke
journalistikkens rolle og bryde med det informationsoverload, der findes i dagens Danmark. Zetlands vision er derfor at tage udgangspunkt i, hvad de mener, at deres læsere har brug for at vide, og ikke hvad der skete for fem minutter siden. Nyhedstrekanten findes ikke her.
”På Zetland har vi valgt det vigtigste for dig. Vi har sørget for, at du kan stole på det, og vi er transparente omkring, hvordan det er blevet til, så vi også viser, at journalistik er et produkt, der bliver til meget hurtigt – og det skal du selvfølgelig vide, når du læser det,” siger Lea Korsgaard.
Bruddet med den veletablerede mediebranche
En ting er at have store visioner på journalistikkens vegne. En anden ting er at føre dem ud i livet. Og det er ikke bare en beslutning, man tager hen over natten. Allerede som studerende mødtes de kommende medstiftere af Zetland og diskuterede, hvordan journalistikken skulle se ud, hvis de selv var de voksne, der kunne bestemme. Den snak fortsatte mange år endnu.
”Og så gjorde vi det, som forhåbentligt alle unge journaliststuderende gør, nemlig drak os pissestive,” siger Lea.
Lea Korsgaard var fastansat på Politiken og kunne, som hun selv siger det, have fået en fremragende karriere der. Hun tog orlov for at flytte til New York og tage en master i sociologi. Da hun kom tilbage til Danmark, gik hun direkte på barsel. Imens fyldte tankerne om at forlade den veletablerede medievirksomhed og det velansete job. Til sidst var der kun en tanke tilbage:
“Hvis ikke jeg tør, så kommer jeg til at fortryde, når jeg er 70.”
Efter mange års overvejelser forlod Lea sin faste stilling på Politiken. Hun måtte følge sin drøm. Og det har hun aldrig fortrudt.
”Selvom der er nogle, der kommer med en plan til dig og siger, ’du skal være en super god, etableret dagbladsjournalist,’ så behøver du faktisk ikke at sige ja. Du må godt sige nej. Det er der noget sindssygt frigørende ved.”
– Lea Korsgaard
Hvo intet vover, intet vinder
De første spadestik til Zetland er blevet taget, og Lea er flyttet ud i en kælderlejlighed på Nørrebro. Fra 2012 fungerer Zetland som et digitalt forlag, men i 2016 bliver det relanceret som den digitale avis, vi kender i dag. Det velbetalte ”drømmejob” er definitivt blevet skiftet ud med iværksætterdrømmen. Lea bliver på mange måder ansigtet udadtil for Zetland, og den nye netavis tager størstedelen af hendes tid. I de år melder hun klart ud –kaffeaftaler findes ikke med hende. Tiden rækker kun til Zetland og familien.
”Man kan ikke adskille private-Lea og Zetland-Lea. Forstået på den måde, at jeg ikke tager en maske på, når jeg kommer på arbejde. Vi vil gerne have en kultur, hvor man er ærlig omkring, hvad man går med indeni. Og hvis man vil have sådan en kultur, så må man gå forrest som leder,” siger Lea Korsgaard.
Ambitionerne for Zetland har også været at ændre på den traditionelle hierarkiske arbejdskultur. Lea Korsgaard forklarer selv, at Zetland på mange måder er skabt ud fra en tankegang om at kombinere arbejdspladsen med højskolen. Her skal man kunne sige sin mening. Både når det kommer til det journalistiske arbejde, men også hvis man synes, at der bliver taget skæve beslutninger:
”Vi tilstræber et fladt hierarki i den forstand, at der er nogle, der bestemmer, og der er ikke et fravær af ledelse – men muligheden for at komme igennem med en idé skal aldrig afhænge af, hvor man er i hierarkiet.”
Medlemmerne inddrages på Zetland
”Hvornår er vi meningsfulde for vores medlemmer? Hvordan kan vi gøre den største forskel for dem?”
Disse spørgsmål er ifølge Lea Korsgaard udgangspunktet for alt, hvad der bliver lavet på Zetland. Mediet stræber efter at bruge medlemmerne som ressource. Både i udviklingen af teknologien og mediet, men også for de journalistiske historier. Lea forklarer, at det er i dialogen, at de store forskelle finder sted. Inspirationen fra højskolen bliver igen tydelig. Mediet skal være et samlingspunkt og ikke bestå af en masse fragmenterede enheder.
Med knap 20.000 betalende medlemmer er der noget, der tyder på, at der har været brug for et medie som Zetland. Men selvom der er overskud nu, er der stadig udfordringer forude. Både for Zetland som medie, men også for Lea Korsgaard som chefredaktør. Der er altså ikke tid til at hvile endnu.
”Hvis vi bare stiller os tilfredse med der, hvor vi er nu, så ville vi gå på kompromis med vores mission, som er, at vi vil påvirke samfundet,”
– Lea Korsgaard
Målet er at påvirke den offentlige samtale i endnu højere grad, end de gør nu. Zetland vil længere ud. Gerne så langt ud, at de har 40.000 betalende medlemmer. Indtil nu har fokus været på længere artikler, ofte features, og oplæsninger af disse, så medlemmet kan få sin journalistik på farten. Men der skal nytænkes hele tiden for at kunne følge med de tårnhøje ambitionerne.
Hvordan er man chefredaktør?
At Zetland har nået et punkt, hvor der er nok betalende medlemmer til, at der dannes overskud, åbner op for nye overvejelser hos Lea Korsgaard. For der er stor forskel på at være chefredaktør på en startup-virksomhed til at være chefredaktør på en redaktion med over 30 ansatte.
Nu overvejer Lea Korsgaard at gå i praktik hos de andre chefredaktører. For i virkeligheden aner hun ikke, hvad det vil sige at være chefredaktør. Det er ikke mere end et par år siden, at hun både skulle forholde sig til manglede opvasketabs og manglende millioner. Det behøver hun ikke længere.
”Gud, er jeg ved at overflødiggøre mig selv? Jeg har været så vant til, at min legitimitet herinde har bestået i at være med inde over alt. Det behøver jeg ikke længere. Så hvor stiller det mig i virksomheden?” spørger Lea Korsgaard.
For nyligt befandt hele ledelsesgruppen sig på en Københavnsk restaurant. Målet var en intens feedbackrunde til hver enkelt ved bordet. Her lærte Lea blandt andet, at hun rører for meget ved sit hår. Og at det er pisseirriterende. Men hun lærte også, at hun er vigtig for Zetland, selvom at hun ikke behøver at være med i alle beslutninger længere. Svaret, på hvad hendes rolle som chefredaktør er nu, fandt hun ikke den aften. Til gengæld fandt hun granatæbleshots i den nærmeste kiosk, der sørgede for en talestrøm, der varede til langt ud på natten. Talestrømmen kredsede om et enkelt spørgsmål:
”Hvordan ser den meningsfulde chefredaktørrolle ud i dag?”
