Kom med på en rejse gennem 75 år: Fra en betonstart til en skole oppe i skyerne

Kom med på en rejse gennem 75 år: Fra en betonstart til en skole oppe i skyerne

Kom med på en rejse gennem 75 år: Fra beton-start til en skole oppe i skyerne

I år har journalistuddannelsen 75-års-jubilæum. Den har gennemlevet alt fra navneskift, adresseændring og ikke mindst nye toiletter. Tag med på uddannelsens rejse, hvor tre generationer af journaliststuderende fortæller om deres studietid. 

 

TEKST: TRINE BJØRN EGEDE OG MIE JUHL LORENSEN
FOTO: ESTHER KOFOED SØRENSEN OG ARKITEMA/NIELS NYGAARD

Udgivet den 07. oktober 2021

1946

DEN SPÆDE START

Journalisthøjskolens historie starter mandag den 16. september 1946. I lejede lokaler på Aarhus Universitet, åbner dørene for det første kursisthold nogensinde. Det består af en række spændte journalister fra dagspressen, der vil supplere deres karriere med et tre måneders kursus. 

Wilhelm Dupont er en af de allerførste kursister. Han er redaktør for Skanderborg-udgaven af ‘Demokraten’. 

”Vi kom til Aarhus med store forventninger. Og selv om der er visse ting at rette i dette eksperimentelle kursus, er forventningerne indfriet,” siger han efterfølgende.

Netop det eksperimentelle præger uddannelsen de første år, hvor kursisterne har om alt fra presseret til indblik i samfundsforhold og kultur i både ind- og udland. Journalisthøjskolen prøver langsomt at finde ud af, hvordan man kan skabe de bedste rammer for kurset.

I branchen har der tidligere hersket en holdning om, at journalistik var et medfødt kald. Af samme grund har uddannelsen virket overflødig. Men flere og flere aviser og læsere begynder nu at efterspørge ansvarsbevidste journalister.  

 

1960′ erne

DR’S NYE NABO

I 1962 bliver journalistkurset udvidet og kommer til at hedde Danmarks Journalisthøjskole. Et par år senere går det fra at være en frivillig kursus til at være en del af en obligatorisk uddannelse på tre år.

Det står klart for bestyrelsen på Journalisthøjskolen, at undervisningen på kurset ikke er helt tilstrækkeligt. Skolen er nødt til at tænke i nye baner for at følge med udviklingen. I 1965 peger et udvalg på, at der fremover skal stilles flere krav til de studerende. 

Statsminister Jens Otto Krag blander sig også, og i 1967 bliver grunden til den nye journalisthøjskole købt. Klos op ad Danmarks Radio som ny nabo. 

Samtidig er mediebranchen presset, da annoncesalget falder drastisk. Det mærkes på økonomien hos dagbladene og skaber mange arbejdsløse journalister.

Bunkeren på Olof Palmes Allé.

FOTO: EMIL AGERSKOV

1973

DEN NYE JOURNALIST-HØJSKOLE

 

Den 22. september 1973 bliver det nyopførte cementbyggeri af Johan Richter indviet på Olof Palmes Allé. Statsminister Anker Jørgensen holder tale, og begivenheden bliver transmitteret i TV-avisen. Det er en stor dag for den moderne journalistuddannelse, der nu kan åbne dørene til de nye lokaler på den i alt 6.700 kvadratmeter store skole.

Journalistuddannelsen bliver forlænget til fire år med et halvt års praktik. Men den er ikke helt så populær, som man havde håbet. Skolen bruger relativt få ressourcer på markedsføring, og de fleste ansøgere er derfor fra geografiske områder, hvor dagbladene frivilligt har skrevet om skolen.

1985

LISBETH DAVIDSENS PANIK TIL OPTAGELSESPRØVEN

Lisbeth Davidsen er 19 år gammel og nyudklækket sproglig student. Flere i hendes omgangskreds anbefaler Journalisthøjskolen som et oplagt sted for hende at søge ind. Med en gammel skrivemaskine fra 1960’erne og uden forventning om at komme ind, tager hun til optagelsesprøven.

Under prøven går farvebåndet på skrivemaskinen. Hun skriver på gennemslagspapir, som er en slags papir, hvor man kan se papiret nedenunder. Lisbeth Davidsen fortsætter med at skrive, men hun er panisk over ikke at kunne se, hvad der står på papiret. De andre i lokalet griner. Men ikke længe, for et par måneder senere får hun svar fra skolen. Hun er optaget. 

Jeg var ung og uerfaren omkring samfundsforhold. Paratviden var ikke en del af optagelsesprøven, og det gjorde, at jeg kunne komme ind,” siger hun.

Da Lisbeth Davidsen nærmer sig praktiktiden, kan hun fornemme, at nogle steder har en vis status over sig. Den praktiksøgende studerende vil gerne i praktik på Vejle Amts Folkeblad. Men ikke alle har samme begejstring for lokaljournalistikken.

Jeg var klar over, at det, jeg stilede efter, ikke havde samme status. Men jeg var lykkelig over at være kommet ind på et lokalmedie, mens de andre sad og snakkede løs om både Politiken, Ekstra Bladet og DR,” siger hun. 

Det vigtigste Lisbeth Davidsen lærte på journalistuddannelsen var, at man hele tiden bliver klogere af sine erfaringer. Det er først som 26-årig krigskorrespondent for Politiken, at hun i det tidligere Jugoslavien oplever samfundets “gru og rædsel”, som hun selv betegner det.

HOLD MUSEN OVER BILLEDET

FOTO: Carsten Lundager

Lisbeth Davidsen var i praktik hos Vejle Amts Avis. Efterfølgende arbejdede hun som Balkan-korrespondent for Politiken. Og derefter boede hun 15 år i Italien, hvor hun arbejdede som Italien-korrespondent. I dag er hun live-reporter på TV 2.

1986

STØRRE SKOLE OG MINDRE LEDIGHED

Der går nu 650 mennesker på skolen. Samtidig er der omkring 300 praktikanter hos medierne, og det går godt for både faget og uddannelsen. Der er brug for de færdiguddannede ude på redaktionerne. Samtidig er der næsten ingen ledighed i branchen. 

Tankegangen om, at journalistfaget er et kald for en håndfuld talenter, er nu fortid. Langt de fleste studerende viser sig i praktikken at være på niveau med de professionelle og rutinerede journalister.

1993

CECILIE BECK OM EN KOKSET UDDANNELSE

På forårssemesteret 1993 starter et nyt hold håbefulde journaliststuderende. Heriblandt Cecilie Beck den 22-årige, der bliver mødt af et mangfoldigt liv på skolen.

”Det sociale miljø var meget levende. Der var alt fra folk, der lige var gået ud af gymnasiet til en uddannet sygeplejerske og en tidligere hashsmugler fra Marokko,” siger hun.

I 1993 får skolen en del nye gæstelærere. En af dem er Niels Rohleder, der er en ung journalist fra Information, som underviser Cecilie Becks hold. Det er et frisk og tiltrængt pust ude fra den virkelige branche.

 ”Journalisthøjskolen var noget kokset, da jeg gik der. Der var en del lærere, der sad helt tilbage fra den gamle uddannelse. Der blev drukket fadøl i kantinen fra om formiddagen. Det var ikke noget, man skammede sig over. Og det var sgu ikke eleverne, der gjorde det,” siger Cecilie Beck.

I hendes første tid på skolen er hun lidt paf over noget af undervisningen. Uddannelsen har et vis ry, fordi den er forholdsvis svær at komme ind på. Men Cecilie Beck tager indimellem sig selv i at tænke: Er det her en højere læreanstalt? Seriously?

 Selvom Cecilie Beck undrer sig over visse ting ved uddannelsen, beskriver hun, at hun har “kæmpe optur” over de i alt fire år på skolen, som ifølge hende gik alt for hurtigt.

Cecilie Beck var i sin praktiktid hos Jyllands Posten. Sidenhen brugte hun en del af sin journalistiske karriere hos DR, men skiftede senere til TV 2, hvor hun i dag ses i værtsrollen på Nyhederne.

2008

JOURNALISTHØJSKOLEN BLIVER TIL DMJX

I folkemunde kaldes uddannelsen Journalisthøjskolen. Det hedder skolen dog kun officielt frem til år 2008. Her fusionerer den med Mediehøjskolen, der tidligere gik under navnet Den Grafiske Højskole.

Sammenlægningen betyder, at uddannelsen fremadrettet hedder Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Det bliver til forkortelsen, vi kender i dag – DMJX. Den rummer ikke kun journaliststuderende, men også studerende i både kommunikation og design.

 

2016

RASMUS BRUUN KYNDES KÆRLIGHED TIL  AT SENDE RADIO

Vi skruer tiden frem til år 2016. Den 24-årige Rasmus Bruun Kynde står spændt og klar foran indgangen til Bunkeren. Kort efter studiestart bliver han bidt af at sende radio.

”Jeg tog lidt min uddannelse nede i radiostudiet. Efter skole. Jeg levede og gik jo på skolen for at være en del af det der radio-miljø. Det var kernen i min studietid,” siger han.

 Rasmus Bruun Kynde har en baggrund, der på mange måder er ulig andre journaliststuderendes. Han er uddannet tømrer og teknisk student. Nogle gange tager han sig selv i at føle sig lidt som en alien blandt alle dem, der har en “normal” baggrund. For ham er det en studerende med en almindelig gymnasial uddannelse, der altid har haft en drøm om at være journalister. 

Det sociale er ifølge Rasmus Bruun Kynde med til at gøre skolen til noget helt særligt.

”Alle fællesskaberne bliver skabt i de her små foreninger, der er forankret i en skole, som alle er stolte af at gå på, fordi det netop er så pisse svært at komme ind,” siger han. 

Rasmus Bruun Kynde er især glad for de mange dygtige undervisere på Journalisthøjskolen. Han mener dog også, at der til tider kan mangle en form for virkelighedsfornemmelse.

 

HOLD MUSEN OVER BILLEDET

 ”Man kan godt lidt savne at få et indblik i, hvordan virkeligheden egentlig er. Det her med at forventningsafstemme. For det er altså også en branche, hvor rigtig mange løber rigtig stærkt. Hele tiden.” 

Rasmus Bruun Kynde tilbragte sin praktiktid hos P4 Østjylland i Aarhus. Han færdiggjorde sin bachelor-eksamen i sommeren 2020, hvor han for første gang besøgte den nye skole på Helsingforsgade. I dag er han radiovært på P4 Morgen.

2020

SPRITNY SKOLE MED FORLÆNGET PRAKTIK

Toiletterne skyller selv ud, når man rejser sig fra sædet. Kantinen har en Quooker-vandhane, så de studerende selv kan lave billig instantkaffe. Det lyse træ brydes af en diskokugle midt i kantinens loft. Mange ting er anderledes end i Bunkeren på Olof Palmes Allé.

Adressen på GPS’en er nu Helsingforsgade 6A. Journalistuddannelsen er stadig den samme, bortset fra en ændring af praktikperioden. I 2017 blev perioden forkortet til et år, og i 2021 er den tilbage til halvandet år igen. 

I november 2021 overtager Lea Korsgaard posten som ny bestyrelsesformand for Danmarks Medie-og Journalisthøjskole efter Lisbeth Knudsen. Lea Korsgaard er chefredaktør på Zetland og skal inden længe være med til at præge fremtiden for journalistuddannelsen.

“Jeg glæder mig vældigt til at lære alle de mennesker, der får højskolen til at leve, bedre at kende. Og med dem finde ud af, hvor vi sammen skal hen nu,” siger hun. 

Journalist for 100 år siden – hvem var du?

Journalist for 100 år siden – hvem var du?

Journalist for 100 år siden – hvem var du?

Når denne sætning slutter, vil dit urs viser have drejet utallige runder i den gale retning og spolet tiden 100 år tilbage, og du vil fra nu af ikke kende til corona, ikke kende til take-away, ikke kende til internet, ikke til computere, ikke til journalisthøjskoler, ikke til diktafoner og ikke til fjernsyn.

Velkommen til 1921.

Skribent: tobias bundolo

Udgivet den 25. marts 2021

Marion Harris - I Ain't Got Nobody

Inden du går i gang, kan du her høre den mest populære sang fra marts 1921

Retssagen.

Du har ageret Reporter fra Retssalen de sidste Dage, som du fik til Opgave af Redaktionen på Raadhuspladsen. Det er Torsdag den 3. Marts, 1921, og Læserne er spændte på at slå op på Side 8 i Morgendagens Politiken og følge Sagens endeligt: Dommen over Englemagersken, Dagmar Overbye.

 

Du dækker nu Retssagens sidste Timer.

 

Hun havde tilstået Mordene på flere end 20 Spædbørn. Flere af dem blev myrdet, mens hun var i en Narkorus.. Først blev de kvalt og så kastet i Kakkelovnen, hvor de Kødløse Knogler senere blev fundet. Spædbørnene havde Dagmar Overbye modtaget fra desperate Mødre, der havde bedrevet uægteskabelige Bekendtskaber. For hvert Barn, hun modtog, fik hun 400 Kroner, svarende til en Aarsløn.

 

Du ser nærmere på Hovedpersonen og noterer i dit Hæfte

Saadan skriver du i Avisen den følgende Dag.

 

Dommerne var Fastlaaste i deres Dom. I Avisen illustrerer Tryk af Tegninger, hvordan de tilhørende Masser gør Oprør i Frustration over Forbrydelsen.

Billedet af Dagmar Overbye fra hendes Anholdelse er et af de faa, der findes af hende. Foto: Politimuseet

Dømt til Døden: Oplæst uden i Øjeblikket at vise noget Tegn på Bevægelse, skriver du i en Billedtekst.

 

Dommen skulle senere blive omstødt og ændret til livsvarigt Fængsel, men i 1921 læser man måske Reportagen med bankende Hjerte, og du bliver som Journalist Læsernes Adgang til en frygtelig og fantastisk Verden.

 

Men hvad er det så for en Verden, du skal skrive om?

Nyt medie skal aktivere de unge i Gellerup

Nyt medie skal aktivere de unge i Gellerup

Nyt medie skal aktivere de unge i Gellerup

Det nye ungemedie Gellerup Live inviterer ungdommen indenfor. Det er et forsøg på at give danske unge, især unge med anden etnisk baggrund, en stemme i medierne.

Skribent: Peter Brøndsted
Foto: Katrine Noer

Udgivet den 10. december 2020

”Vi flyttede ind første oktober, så det hele er stadig meget nyt.”

Redaktør Inaam Nabil står i et stort kontorlokale for iværksættere i Gellerup. Deres redaktion er et lille firkantet område afgrænset af to skillevægge. Fire Ikea-borde i imiteret bambus står op ad skillevæggene. Der er sorte rullestole, sorte Ikea-reoler og ovenpå en af reolerne en enkelt potteplante. Ved siden af det seks kvadratmeter store område er et lille studie med tre kameraer og en mixerpult.

Inde i studiet snakker journalistpraktikant Sille Klinkby med tre unge fyre fra lokalområdet.

”De er ved at arbejde på en ny programserie om musikvideoer,” siger Inaam Nabil.

Det tredje og sidste medlem af redaktionen Viktor Lykke Reddersen er i øjeblikket hjemme hos sig selv, hvor han bruger en del tid med produktionen af Gellerup Live. Han er efter sigende den, der har bedst styr på lydmixing.

”Viktor har faktisk bygget vores studie. Lokalet var helt tomt, da vi kom. Så han er vores helt egen handyman,” siger Inaam.

”Vi flyttede ind første oktober, så det hele er stadig meget nyt.”

Redaktør Inaam Nabil står i et stort kontorlokale for iværksættere i Gellerup. Deres redaktion er et lille firkantet område afgrænset af to skillevægge. Fire Ikea-borde i imiteret bambus står op ad skillevæggene. Der er sorte rullestole, sorte Ikea-reoler og ovenpå en af reolerne en enkelt potteplante. Ved siden af det seks kvadratmeter store område er et lille studie med tre kameraer og en mixerpult.

Inde i studiet snakker journalistpraktikant Sille Klinkby med tre unge fyre fra lokalområdet.

”De er ved at arbejde på en ny programserie om musikvideoer,” siger Inaam Nabil.

Det tredje og sidste medlem af redaktionen Viktor Lykke Reddersen er i øjeblikket hjemme hos sig selv, hvor han bruger en del tid med produktionen af Gellerup Live. Han er efter sigende den, der har bedst styr på lydmixing.

”Viktor har faktisk bygget vores studie. Lokalet var helt tomt, da vi kom. Så han er vores helt egen handyman,” siger Inaam.

Gellerup skal også i medierne

Gellerup Live er sponsoreret af TV2 Østjylland, men den daglige gang på redaktionen styres fuldt ud af Inaam, Viktor og Sille. Projektet produceres af Frekvens Media, som Viktor ejer. Firmaet producerer film og videofilm.

På redaktionen er der friheden til at bestemme, hvilken journalistik de vil lave, så længe det aktiverer ungdommen i Gellerup og omegn. ”Brought to you by TV2 Østjylland,” kalder Inaam Nabil det.

”Vi skal forsøge at ændre, at den unge lokalbefolkning i Gellerup ikke bruger public service-medier i særlig stor grad. Jeg synes, det er vildt fedt, at TV2 Østjylland har lyst til at sponsorere et projekt, som det her,” siger hun.

Inaam Nabil er af palæstinensisk baggrund. Selvom hun ikke har mødt andre kvinder med tørklæde i branchen, tør hun alligevel ikke udnævne sig selv til den eneste kvindelige journalist med tørklæde. Hun har i mange år boet i Vollsmose og København, men i sommers flyttede hun til Gellerup for at lave Gellerup Live. 

At lægge hele sit hjerte i projektet i Gellerup kommer naturligt til Inaam Nabil. I følge hende er der nemlig mere på spil hos Gellerup Live end på mange andre lokalmedier.

”Det handler jo om, hvorvidt vi tør lytte til de mennesker, der bor herude. Tør vi som presse give mikrofonen videre til danskere af anden etnisk baggrund og lade dem tale ud i stedet for at afbryde dem,” siger hun.

De første to måneder har blandt andet budt på interviews med de lokale unge om deres holdning til statsminister Mette Frederiksen og påbegyndelsen af en portrætserie, der skal ende med 100 miniportrætter af beboerne i Gellerup.

”Portrætterne er en mulighed for, at de unge herude kan fortælle deres egne historier. Måske åbner de op for en del af sig selv, som de ikke har fortalt til nogen. Så det er en måde at hylde de personligheder, der er i området, på,” siger Inaam Nabil.

2021 kan blive slutningen

Projektet Gellerup Live er et webmedie og bruger især Facebook og Instagram til at nå ud til de unge. På stående fod har de 255 følgere på sociale medier, men målet er at komme meget længere op.

”Vi har ikke et fastsat mål, men min forhåbning er, at vi kan komme op på 2000-3000 følgere,” siger Inaam Nabil.

Indtil nu har arbejdsugerne været lange, og meget af tiden er gået med at ideudvikle på projekter. Inaam Nabil føler, det har været nemmere at holde den røde tråd i processen end normalt, fordi deres medie henvender sig til en specifik målgruppe. Samtidig mener hun, det er på høje tide, at der bliver produceret journalistik til unge i Gellerup.

”De betaler jo også penge til public service herude, og hvad har de fået ud af det indtil nu?” siger Inaam Nabil.

Den lille lokalredaktion er i første omgang sat til at løbe indtil slutningen af 2021, når der har været kommunalvalg i Aarhus. Derfor er der også et politisk program i støbeskeen, og det glæder Inaam Nabil sig til at offentliggøre.

”Vi har kontakt til nogle lokale, som altså bare er superskarpe, når det kommer til politik. Og vi ved også at de lokale i høj grad interesser sig for international politik, så det skal vi også have på programmet,” siger hun.

Når en fjer bliver til fem høns, eller en vandpibe bliver til en joint

Lidt senere ankommer det tredje medlem af Gellerup Live Viktor Lykke Reddersen i en mørk t-shirt og et par brune cargobukser. Der er stille, da han sætter sig ved et af Ikea-bordene og åbner sin laptop. En ung pige sidder i studiet og snakker med Sille. Hun hedder Sara, men er også kendt som ”pigen med de to ure på”.

Det banker på ruden ude fra vintermørket. Endnu en ung pige træder ind i redaktionen.

”Ihhh! Hej Jasmin!” råber Sara.

Det banker på ruden igen, Viktor lukker sin laptop og går ud for at åbne døren. Han lukker en pige ind, der kommer gående med en bubble tea i hånden. Det er Rim.

Tilsammen danner pigerne Sara, Jasmin og Rim rammen om dagens udgave af 82dobbeltx. Det er en podcast, som forsøger at berøre emner, unge mennesker ikke taler om i offentligheden.

Dagens tema har Sara valgt.

”Når jeg siger bagtalekultur, hvad tænker I så?” spørger hun ud i rummet.

Det er som at trykke på en knap. Rim og Jasmin klapper næsten i hænderne.

”Jeg har nogle rigtig gode eksempler fra mit gymnasium,” siger Jasmin og fortæller, hvordan folk går og spreder falske rygter. Rim bryder ind.

”Hvis jeg går på vandpibecafe, er der altid nogle der kender mig, og så spreder historien sig fra mund til mund.”

Hun slår om sig med nogle arabiske gloser og de to andre piger nikker. Stemningen i rummet er næsten elektrisk. Selv Inaam, Sille og Viktor lader sig rive med. Så fortsætter Rim:

”Min mama har altid sagt at jeg skal passe på mit ry. En vandpibe kan hurtigt blive til en joint, når andre folk fortæller historien.”

Inaam husker pigerne på, at der skal være energi til overs til optagelserne, og forsamlingen lukker ned for briefingen og går ind i studiet. Pigerne fra 82dobbeltx og Viktor sætter sig foran kameraerne. Inaam og Sille placerer sig ved mixerpulten.

”Ser jeg godt ud fra den her vinkel?” spørger Rim og blinker til et af kameraerne.

”Du ser knaldgodt ud,” siger Inaam omme bag ved mixerpulten.

Vi siger det bare, som det er

Podcasten 82dobbeltx startede ved en workshop på Gellerup Filmværksted. Her var det Dalia El Dirawi, et af de nu i alt seks medlemmer af podcasten, der var katalysatoren.

”Vi kendte faktisk ikke Inaam. Jeg havde fået lov til at holde en podcastworkshop, så jeg inviterede fire andre piger med. I starten var det mest for sjovt,” siger hun.

I starten var der fem medlemmer af podcasten. Sara, Jasmin, Rim, Dalia og Anni. På workshoppen mødte de fem Inaam, og deraf blev en podcast om tabubelagte emner til. Mottoet for podcasten lød: Vi siger det bare, som det er.

At udgive podcasten betød, at pigerne skulle vænne sig til at eksponere sig selv, noget som kun Inaam havde erfaring med. For Dalia var det derfor en smule grænseoverskridende at skulle vise sig fra en ny side.

”Jeg gjorde helt klart nogle tanker om, hvordan folk vil reagere, når vi begynder at tale åbent om ting, som folk normalt ikke taler om i offentligheden,” siger Dalia.

De har ikke lagt sig fast på ét tabubelagt emne. Det kan variere fra, hvordan man skal reagere på racistiske bemærkninger til, hvordan det er at blive bagtalt. Pigerne kommer fra forskellige kulturer, men er alle sammen af anden etnisk baggrund, så de prøver at finde emner, der er aktuelle i hinandens kulturer.

”Vores kulturer er jo minoriteter i Danmark, så man bliver en form for gruppe, der oplever en helt anden verden. Det, vi prøver at italesætte, er konsekvensen af at være en minoritet,” siger Dalia.

Målet med podcasten er også at hjælpe med at skabe en samtale. Et sted, hvor man lærer at lytte til hinanden, når folk har noget på hjerte. Indtil videre føler Dalia, at podcasten er faldet i god jord.

”Der er ikke ret mange podcasts for folk i Gellerup, og slet ikke som vores podcast. Nogle unge mænd skrev til os, fordi de var uenige med os. Jeg synes, det er fedt, at vi på den måde får andre synsvinkler på det, vi snakker om,” siger Dalia og fortsætter: 

”Vi håber jo på sigt at få en platform, hvor de unge kan få en samtale med os igennem podcasten.” 

Det store webdokeventyr: Sådan lærte vi at lave en digital fortælling

Det store webdokeventyr: Sådan lærte vi at lave en digital fortælling

Det store webdokeventyr: Sådan lærte vi at lave en digital fortælling

Skribenter: Tobias Bundolo Nørgaard og Lasse Momme Jessen
Illustrationer: Charlotte Stentebjerg-Hansen

Udgivet den 10. december 2020

Prolog

Det, du skal til at læse nu, har du nok aldrig set før. Det er på én og samme tid et færdigt og et fejlslagent produkt. Det hele startede med en skør idé. Vi ville lave en webdok om, hvordan man laver en webdok. Og det skulle vise sig at være en større udfordring, end vi havde forestillet os. Her begynder det store webdokeventyr. 

Hør vores tanker, inden vi begav os ud på det store webdokeventyr:

Kapitel 1: Flagskibet

Der var engang, hvor journalistik var noget, dine bedsteforældre læste i avisen. Dengang forestillede de sig nok ikke, at et internet en dag ville få stor indflydelse på journalistikken. Men det fik det.

Nu får du nok det meste af dit journalistiske indtag fra internettet, og de historier, du selv skriver, bliver langsomt mere og mere digitale. Måske endda til en webdok.

Altså en journalistisk fortælling, der benytter sig af internettets arsenal af digitale muligheder – lyd, video, grafiker, quizzer, fotografier, tekst. Alt, hvad du kan drømme om.

Men hvad nu, hvis du ikke aner, hvordan du laver en webdok?

Sådan var det også for os for ikke så længe siden. Inden vi fortæller dig alt, hvad vi har lært, skal vi lige lidt tilbage i tiden.

Mere præcist: 2013. Her publicerede New York Times en webdok, som fik journalister til at få øje på internettets muligheder. Snowfall hed den, og med den begyndte webdok-lavinen at rulle ned over medielandskabet.

Men hvorfor egentlig? Det har vi spurgt DR’s digitale redaktør, Kim Schou, om.

Vi døber Kim Schous pointe ‘flagskibsfunktionen’: Et flagskib er det vigtigste, flotteste, dyreste skib med de største og mest ødelæggende kanoner ombord. Det er det skib, piraterne går efter. 

På samme måde er det med webdokken. Det er det vigtigste, flotteste og måske mest tidskrævende format med de største og mest fascinerende digitale elementer ombord. Og derfor vil læserne bruge mere tid på den.

En anden, der kan fortælle lidt mere om, hvorfor webdokken er blevet så populær, er Jesper Gaarskjær. Han er lektor i journalistik på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Hør Jesper Gaarskjær fortælle om, hvorfor det er vigtigt at kunne lave en webdok:

Der er også en anden grund til, at webdoks er et vigtigt værktøj for den enkelte journalist og det enkelte mediehus: Internettet, der har skabt øget konkurrence om læsernes opmærksomhed. Webdokken er et værktøj til at vinde dén, forklarer Jesper Gaarskjær.

Okay, så lad os lige opsummere: Du skal lære at lave en webdok, fordi du som journalist lærer at udnytte tidens digitale muligheder, så flere gider at bruge tid på din historie. Og det er vigtigt på internettet, hvor du konstant er i krig med hele den digitale verden om læserens opmærksomhed. Ikke bare andre medier, men også Facebook, Netflix og TikTok.

Rejsen begynder

Med det på plads kan eventyret begynde. Eller lige om et øjeblik, for først skal vi lære ham fra videoen lidt bedre at kende.

BLIV KLOGERE PÅ, HVEM KIM SCHOU ER

Kim Schou er uddannet journalist fra SDU og har lært sig selv at kode. Han er tidligere digital tilrettelægger på Kristeligt Dagblad, hvor han var med til at sætte den digitale linje på dagsordenen. I dag er han digital redaktør på DR og står i spidsen for et hold af digitale journalister på DR’s digitale redaktion.

Se nogle af de digitale fortællinger, som han har været med til at producere her:

Når alt bliver mørkt (DR) 

En politimand kan også blive bange (DR) 

Klimaet lige nu: Kloden bliver varmere, havene stiger, isen smelter (DR)

Hvad går tabt, når vi ikke længere skriver i hånden? (Kristeligt Dagblad) 

Williams himmel (Kristeligt Dagblad) 

Nu har du styr på, hvem Kim Schou er. Du kommer nok til at møde ham igen, for han viste sig at være et uundværligt bekendtskab i jagten på den store webdokskat.

Vi satte sejl med kurs mod skatten. Vi var frygtløse. Højt humør og sang fyldte dækket den første dag. Vi talte i store vendinger om, hvor prægtig en webdok vi skulle lave. Hvordan det skulle være Illustreret Bunkers flagskib. Vi råbte triumferende ud i natten: ”The sky is the limit!” 

Men ak, som enhver erfaren sømand ved, er havet lunefuldt.

Kapitel 1: Flagskibet

Der var engang, hvor journalistik var noget, dine bedsteforældre læste i avisen. Dengang forestillede de sig nok ikke, at et internet en dag ville få stor indflydelse på journalistikken. Men det fik det.

Nu får du nok det meste af dit journalistiske indtag fra internettet, og de historier, du selv skriver, bliver langsomt mere og mere digitale. Måske endda til en webdok.

Altså en journalistisk fortælling, der benytter sig af internettets arsenal af digitale muligheder – lyd, video, grafiker, quizzer, fotografier, tekst. Alt, hvad du kan drømme om.

Men hvad nu, hvis du ikke aner, hvordan du laver en webdok?

Sådan var det også for os for ikke så længe siden. Inden vi fortæller dig alt, hvad vi har lært, skal vi lige lidt tilbage i tiden.

Mere præcist: 2013. Her publicerede New York Times en webdok, som fik journalister til at få øje på internettets muligheder. Snowfall hed den, og med den begyndte webdok-lavinen at rulle ned over medielandskabet.

Men hvorfor egentlig? Det har vi spurgt DR’s digitale redaktør, Kim Schou, om.

Vi døber Kim Schous pointe ‘flagskibsfunktionen’: Et flagskib er det vigtigste, flotteste, dyreste skib med de største og mest ødelæggende kanoner ombord. Det er det skib, piraterne går efter. 

På samme måde er det med webdokken. Det er det vigtigste, flotteste og måske mest tidskrævende format med de største og mest fascinerende digitale elementer ombord. Og derfor vil læserne bruge mere tid på den.

En anden, der kan fortælle lidt mere om, hvorfor webdokken er blevet så populær, er Jesper Gaarskjær. Han er lektor i journalistik på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Hør Jesper Gaarskjær fortælle om, hvorfor det er vigtigt at kunne lave en webdok:

Der er også en anden grund til, at webdoks er et vigtigt værktøj for den enkelte journalist og det enkelte mediehus: Internettet, der har skabt øget konkurrence om læsernes opmærksomhed. Webdokken er et værktøj til at vinde dén, forklarer Jesper Gaarskjær.

Okay, så lad os lige opsummere: Du skal lære at lave en webdok, fordi du som journalist lærer at udnytte tidens digitale muligheder, så flere gider at bruge tid på din historie. Og det er vigtigt på internettet, hvor du konstant er i krig med hele den digitale verden om læserens opmærksomhed. Ikke bare andre medier, men også Facebook, Netflix og TikTok.

Rejsen begynder

Med det på plads kan eventyret begynde. Eller lige om et øjeblik, for først skal vi lære ham fra videoen lidt bedre at kende.

BLIV KLOGERE PÅ, HVEM KIM SCHOU ER

Kim Schou er uddannet journalist fra SDU og har lært sig selv at kode. Han er tidligere digital tilrettelægger på Kristeligt Dagblad, hvor han var med til at sætte den digitale linje på dagsordenen. I dag er han digital redaktør på DR og står i spidsen for et hold af digitale journalister på DR’s digitale redaktion.

Se nogle af de digitale fortællinger, som han har været med til at producere her:

Når alt bliver mørkt (DR) 

En politimand kan også blive bange (DR) 

Klimaet lige nu: Kloden bliver varmere, havene stiger, isen smelter (DR)

Hvad går tabt, når vi ikke længere skriver i hånden? (Kristeligt Dagblad) 

Williams himmel (Kristeligt Dagblad) 

Nu har du styr på, hvem Kim Schou er. Du kommer nok til at møde ham igen, for han viste sig at være et uundværligt bekendtskab i jagten på den store webdokskat.

Vi satte sejl med kurs mod skatten. Vi var frygtløse. Højt humør og sang fyldte dækket den første dag. Vi talte i store vendinger om, hvor prægtig en webdok vi skulle lave. Hvordan det skulle være Illustreret Bunkers flagskib. Vi råbte triumferende ud i natten: ”The sky is the limit!” 

Men ak, som enhver erfaren sømand ved, er havet lunefuldt.

Kapitel 1: Flagskibet

Der var engang, hvor journalistik var noget, dine bedsteforældre læste i avisen. Dengang forestillede de sig nok ikke, at et internet en dag ville få stor indflydelse på journalistikken. Men det fik det.

Nu får du nok det meste af dit journalistiske indtag fra internettet, og de historier, du selv skriver, bliver langsomt mere og mere digitale. Måske endda til en webdok. 

Altså en journalistisk fortælling, der benytter sig af internettets arsenal af digitale muligheder – lyd, video, grafiker, quizzer, fotografier, tekst. Alt, hvad du kan drømme om.

Men hvad nu, hvis du ikke aner, hvordan du laver en webdok?

Sådan var det også for os for ikke så længe siden. Inden vi fortæller dig alt, hvad vi har lært, skal vi lige lidt tilbage i tiden. 

Mere præcist: 2013. Her publicerede New York Times en webdok, som fik journalister til at få øje på internettets muligheder. Snowfall (hyperlink) hed den, og med den begyndte webdok-lavinen at rulle ned over medielandskabet. 

Men hvorfor egentlig? Det har vi DR’s digitale redaktør, Kim Schou, om.

Vi døber Kim Schous pointe ‘flagskibsfunktionen’: Et flagskib er det vigtigste, flotteste, dyreste skib med de største og mest ødelæggende kanoner ombord. Det er det skib, piraterne går efter. 

På samme måde er det med webdokken. Det er det vigtigste, flotteste og måske mest tidskrævende format med de største og mest fascinerende digitale elementer ombord. Og derfor vil læserne bruge mere tid på den.

En anden, der kan fortælle lidt mere om, hvorfor webdokken er blevet så populær, er Jesper Gaarskjær. Han er lektor i journalistik på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Hør Jesper Gaarskjær fortælle om, hvorfor det er vigtigt at kunne lave en webdok:

Der er også en anden grund til, at webdoks er et vigtigt værktøj for den enkelte journalist og det enkelte mediehus: Internettet, der har skabt øget konkurrence om læsernes opmærksomhed. Webdokken er et værktøj til at vinde dén, forklarer Jesper Gaarskjær.

Okay, så lad os lige opsummere: Du skal lære at lave en webdok, fordi du som journalist lærer at udnytte tidens digitale muligheder, så flere gider at bruge tid på din historie. Og det er vigtigt på internettet, hvor du konstant er i krig med hele den digitale verden om læserens opmærksomhed. Ikke bare andre medier, men også Facebook, Netflix og TikTok.

Rejsen begynder

Med det på plads kan eventyret begynde. Eller lige om et øjeblik, for først skal vi lære ham fra videoen lidt bedre at kende.

BLIV KLOGERE PÅ, HVEM KIM SCHOU ER

Kim Schou er uddannet journalist fra SDU og har lært sig selv at kode. Han er tidligere digital tilrettelægger på Kristeligt Dagblad, hvor han var med til at sætte den digitale linje på dagsordenen. I dag er han digital redaktør på DR og står i spidsen for et hold af digitale journalister på DR’s digitale redaktion.

Se nogle af de digitale fortællinger, som han har været med til at producere her:

Når alt bliver mørkt (DR) 

En politimand kan også blive bange (DR) 

Klimaet lige nu: Kloden bliver varmere, havene stiger, isen smelter (DR)

Hvad går tabt, når vi ikke længere skriver i hånden? (Kristeligt Dagblad) 

Williams himmel (Kristeligt Dagblad) 

Nu har du styr på, hvem Kim Schou er. Du kommer nok til at møde ham igen, for han viste sig at være et uundværligt bekendtskab i jagten på den store webdokskat.

Vi satte sejl med kurs mod skatten. Vi var frygtløse. Højt humør og sang fyldte dækket den første dag. Vi talte i store vendinger om, hvor prægtig en webdok vi skulle lave. Hvordan det skulle være Illustreret Bunkers flagskib. Vi råbte triumferende ud i natten: ”The sky is the limit!” 

Men ak, som enhver erfaren sømand ved, er havet lunefuldt.

Navigation

På havet har alting nye navne: Styrbord, bagbord, agter og bov. Når besætningen spurgte, hvilken kurs de skulle stikke, sagde vi “til venstre”, og de så uforstående på os. Vi kendte ikke lingoen til havs.

Hvis vi ikke lærte at navigere på det store digitale hav, ville vi aldrig finde frem til skatten. Besætningen gik frustrerede rundt på dækket.

Selvfølgelig! Vi forvirrede besætningen, fordi vi ikke kunne navigere til havs. Venstre er bagbord, højre er styrbord. Da vi ikke var enige med vores besætning om sproget, kom vi ingen vegne. 

På samme måde er det med en webdok. Din læser skal scrolle nedad eller swipe til siden, som hun er vant til fra andre platforme. Ellers kommer hun heller ingen vegne. Hun må altså ikke tænke alt for meget over navigationen. Ligesom der blandt sømændene er enighed om, at styrbord er højre, skal der være enighed mellem dig og din læser om orienteringen i webdokken.

“Til bagbord,” råbte vi, og skibet krængede vildt.

Det hedder måske ikke kun en webdok

Når besætningen gik til køjs om aftenen, lå de og småsnakkede om, hvad en webdok egentlig er? En af dem sagde tilmed, at det faktisk slet ikke hed en webdok.

Undervejs på vores færd, stødte vi ind i mange begreber. Webdok, digital fortælling, longread. Men hvad var egentlig den korrekte betegnelse?

Kim Schou kaldte det en digital fortælling, og måske er det faktisk det bedste ord. Hvorfor?

I vores optik er en digital fortælling en bredere betegnelse for alle de former for historier, der findes på nettet. En webdok derimod refererer mere snævert til en dokumentar på nettet – og det behøver det ikke at være. 

‘Digital fortælling’ forklarer bedre, hvad begrebet dækker over: Nemlig en journalistisk fortælling, hvor der gøres brug af digitale elementer. 

Fra nu kalder vi den det: En digital fortælling.

Kim Schou mener endda, at en sådan fortælling er et rum for fordybelse.

En digital fortælling er ikke en genre, men et redskab til at fortælle sin historie endnu bedre – på historiens egne præmisser. Form er ikke en spændetrøje for indholdet. Den skal derimod understøtte historien og gøre den mere tilgængelig. 

Hvis én del af historien bedst formidles på video, så lad en video vise det! Hvis skurken fra Danske Bank taler med russisk accent, så lad os høre, hvor skurkeagtig han er i en lydbid! Hvis alle tror, de ved alt om børnedødelighed i Afrika, så lad dem tage fejl i en quiz! 

Kort fortalt: Fordi du har hele internettets arsenal af medier til rådighed, er ”the sky” faktisk ”the limit”.

Kapitel 2: At fare vild og komme på rette kurs igen

Efter få dage til søs var euforien svundet ind, og humøret var dalet. Tobias faldt dybere og dybere ind i det vilde internet. Lasse sad ved siden af og kløede sig i hovedbunden. Vi var faktisk ikke ret gode til alt det digitale.

Hvor skulle vi starte? Hvad var det vigtigste? Hvor fandt vi alle redskaberne? Hvordan lærte vi at kode?

Kodekrisen

Hvis du har totalt styr på, hvordan man sætter en flot digital fortælling i verden, så bare spring det her afsnit over. Men hvis du fuldstændig mister orienteringen, så snart du hører ordet ‘kode’, så er du i samme båd, som vi var i.

Men frygt ej. Vi har store nyheder til dig. Eller det har Kim Schou.

Men hvor finder man lige de skabeloner og programmer? Tryk boksen ud og lær navnene på et par stykker.

DEN DIGITALE VÆRKTØJSKASSE

Her er et par hjemmesider, hvor du gratis eller billigt kan få din artikel til at se dyr ud.

Storyform: Et godt redskab med en masse skabeloner. Det kan integreres i WordPress, men det er lidt kompliceret. Der findes masser af guides online! Gratis.
Mural: Gratis program, der har et lækkert, interaktivt udtryk. Skal downloades til computeren.
Shorthand: Meget professionelt, men måske også mest for dig, der arbejder hos BBC, og så koster det måske kassen. Vi ved det ikke, for man skal lige sende en enquiry…
Pageflow: Tysk er altid et kvalitetsstempel. Sådan er det også med pageflow. Og så er det muligt at bruge, selvom du ikke er journalist på BBC. Det koster en skilling, ikke kassen, hvis du vil kunne publicere din historie. Og det vil du nok gerne?

Her får du fem udvalgte programmer, som du måske kan få glæde af, når du sætter dig for at producere din digitale fortælling.

Soundcite: Med dette program kan du indlejre lyd i din tekst – det er lidt high-tech at komme i gang med, men du kan klare det inden for en overskuelig fremtid!
Datawrapper: Kan nemt omdanne dine data (hvis du har sådan nogle) til lækre grafikker og diagrammer. Det bedste ved det hele? Det er gratis!
Procreate: Dine lækre digitale illustrationer, som du selv vil tegne, starter måske her. Hvis altså du har en iPad.
Canva: Er du elendig til at tegne? Programmet lader dig lave illustrationer vha. forskellige små figurer, som du nemt kan indsætte i den selvskabte template. Det er nemt at komme i gang med, så prøv blot at tjek det ud.
Thinglink: Gør det muligt for dig at gøre billeder interaktive og tilføje forskellige infopunkter undervejs, som din læser selv kan klikke sig rundt i. Herefter kan du embedde indholdet i din digitale fortælling.

Mangler du endnu flere redskaber? Så tjek det her google docs-dokument ud. Lavet af Magnus Bjerg, journalist hos TV2. 

Hvis du har mod på at gå i krig med kodning, så kan Kim Schou berolige dig lidt, inden slaget begynder. 

De tre magiske råd

Vi havde nu et digitalt våbenlager med om bord. Men hvad hjælper det, når man ikke ved, hvor man skal sejle hen? Vi manglede vores kompas.

I vores forvildelse stødte vi ind i en ø. Her boede en gammel, forvirret konge i sit slot. Vi spurgte ham om vej, men han ville kun hjælpe os på én betingelse. 

Hver dag havde kongen tusinde gøremål, men han fik aldrig gjort noget færdigt. Hvis han skulle hjælpe os på vej, skulle vi sørge for, at han fik ordnet sine gøremål.

Vi anede ikke, hvordan vi skulle hjælpe ham! Men uden kongens hjælp, kunne vi heller ikke sejle videre. Havde Kim Schou mon et godt råd?

Kongen gik altid i gang, før han var klar. Det var derfor, han aldrig fik gjort noget. Selvfølgelig, tænkte vi. Han skulle bruge tid på at strukturere sin dag og koordinere med sine skatteindkrævere, sine kokke og sin væbner om morgenen.

Men han kunne gøre mere end det, tænkte vi. Han kunne bruge post-its. 

Lidt ligesom, da vi skulle skulle skrive vores eventyr. Vi skrev scener, pointer og ideer ned, hang dem op, og wupti: Pludselig var vores historie mere overskuelig. 

Det kunne kongen også gøre. Han kunne tage dagens gøremål, skrive dem ned, hænge dem op og wupti: Pludselig ville hans dag være mere overskuelig.

Og så kunne han gå i gang. Den tid, han brugte om morgenen, ville være dagevis værd i den anden ende. 

Kongen lyste op. 

“Tak, mine sømænd,” sagde han. “Nu skal I få en krystalkugle med de tre magiske råd, som I kan bruge i jagten på den store digitale skattefortælling.”

Vi havde nu fundet vores kompas. Det var historien, vi skulle styre efter. Ellers ville vi fare vild. Med den gode historie og det digitale mindset skulle vi forhåbentlig komme i land, hvor skatten ville ligge og vente på os.  

Med andre ord, kære læser: Det vigtigste er, at du finder ud af, hvilken historie du har. Det er historien, der skal diktere formen, og ikke formen, der skal diktere historien. 

KIM SCHOUS TI BUD FOR DIGITALE FORTÆLLINGER

Vil du have endnu flere magiske råd? Så prøv at læs de ti bud!

§ 1: Du må ikke have andre guder end historien.
§ 2: Du må ikke lave avisartikler til nettet.
§ 3: Du må ikke glemme, hvor djævlen bor.
§ 4: Du skal holde det klart og enkelt.
§ 5: Du skal vide hvorfor, det skal være en digital fortælling.
§ 6: Du må ikke få mig til at tænke over navigationen.
§ 7: Du skal ikke vente på den gode idé.
§ 8: Du skal stjæle. Kreativt.
§ 9: Du skal lave fejl – og lære af dem.
§ 10: Du skal bryde disse ti bud og alle andre regler.

Her kan du læse mere om de ti bud for digitale fortællinger.

På rette kurs

Ved solopgang lagde vi fra kongens ø. Vi var på rette kurs, men der var stadig meget, vi ikke forstod. Vi vidste, vi ville lave en digital fortælling. Nu skulle vi til at overveje, hvordan den skulle fortælles.

Kim Schou kom os heldigvis til undsætning igen. Han fortalte os, det kunne være smart at tænke i billeder. Mere præcist: Tre billeder, tre key visuals.

Lad os uddybe:

Du opdeler din historie i tre hovedscener. En begyndelse, en midte og en slutning. Overvej, hvilke pointer du skal have med i hver del, og opbyg så spændingen frem mod slutningen. Det er det, vi kalder BMS-reglen.

Til hver hovedscene skal du komme frem til det key visual, der bedst karakteriserer scenen. Som et kompas, der symboliserer orientering.

De perfekte key visuals er dem, der nærmest fortæller hele historien af sig selv. Det gør DR’s webdok om pigen, der bliver blind her: Synet, pengene og til sidst, stjernerne.

Men hvorfor skal du tænke i key visuals?

Fordi det er et godt redskab til at vurdere din digitale fortælling. Hvis fortællingen kan formidles i bare tre billeder, så er den skarpt skåret. Og du er på rette kurs.

Det er her, alle de smarte illustrationer, lækre videoer og lange tekst mødes om det vigtigste: Den gode historie. Dit kompas.

Bare fordi du kan alt, skal du ikke alt

Svup. Svup. Svup. Noget klatrede op ad skibets skrog. 

Pludselig klaskede en kæmpemæssig blæksprutte op på dækket. Den havde hundrede arme, der piskede truende i luften. Vi var stive af frygt. 

Nu lød en rungende stemme.

“Jeg har så mange arme, at jeg kan alt. ALT,” sagde den stolt. 

“Men når jeg har gang i hundrede ting på samme tid, sker det, at mine arme vikler sig sammen, så de slår knuder på hinanden. Jeg ligger til sidst på havets bund som et stort sammenfiltret bløddyr.” 

Sprutten sagde, den ville æde os, hvis ikke vi hjalp den med at få styr på armene. Men vi anede ikke, hvordan vi skulle bære os ad.  

Heldigvis kom Kim Schou os til undsætning. 

Nu vidste vi, hvordan vi kunne hjælpe. Blæksprutten måtte lære at begrænse sig. Den skulle ikke gøre alt, bare fordi den kunne alt. Og det var vigtigt at huske, når vi skulle skrive vores digitale fortælling.

Sprutten vrissede, men gled så tilbage i dybet. Vi åndede lettede op. 

Fortællingens kunst

Skibet skar igennem bølgerne, og vi var fyldt med tro og optimisme. Når vi lå i vores køjer om natten, snakkede vi om alle de fantastiske effekter og animationer, der skulle danse over skærmen. Men ikke for mange, for det havde vi jo lige lært. 

Men hvordan skriver man så en god digital fortælling, tænker du måske?

En god digital fortælling får sine læsere til at hænge på hele vejen. Det vigtigste behøver ikke komme først. Måske kan det endda komme til sidst. Du ville jo ikke heller ikke se Barnaby færdig, hvis morderen tilstod i første scene.

Tænk på, at det er en fortælling, du skal skrive. Du skal få læseren til at hænge på hele vejen med cliffhangers og tilbageholdt information. Lån fra skønlitteraturen, den fortællende journalistik, fra tegneserier eller måske endda fra eventyret, som vi har gjort det.

Men husk, historien er kongen! Den bestemmer. Du skal fortælle historien på den måde, der giver mening for den. Du skal ikke skrive et sørøvereventyr, fordi du tænker, det kunne være sjov, men fordi det giver mening for historien.

SÅDAN SKRIVER DU EN GOD DIGITAL FORTÆLLING
  • Gør som Wikipedia. Inddel i en struktur, så læserne ved, hvad de skal til at læse. Og skriv så. Længden er ligegyldig i en digital fortælling – bare den er spændende nok.
  • Skriv i datid, hvis du som os springer rundt i tiden. Alt andet gør din læser meget mere forvirret.
  • Dyrk skrivekunsten. En god digital fortælling er skrevet godt – virkelig godt.
  • Når du skal skrive, skal du skrive. Du skal ikke fokusere på de andre elementer imens. Din tekst skal kunne bære sig selv.
  • Video og tekst skal ikke sige det samme. Så kan din læser jo bare lade vær med at se din ellers virkeligt velproducerede video – og det gør han så sikkert som himlen er grå og kedelig i november.
  • At putte noget bag et klik, er som at sige: ”Det her kan du se, hvis du har lyst.” – en nedprioritering.
  • Husk: Less is more – og too much er virkelig less. Så skru ned for interaktive elementer, sammenklippede videoer og lækre fotocollager. Hold det simpelt.

Kapitel 3: Skatten

Vi var der næsten. Endelig fremme ved skatten. Efter mange ugers sejlads kunne vi skimte en ø i horisonten. Vi satte anker og gik i land.

Sandet brændte under vores fødder, og vi styrede mod historiens slutning. Endelig lå den der. Skatten. Kisten knirkede, da vi åbnede det tunge låg. Vores drøm var endelig gået i opfyldelse, og om få sekunder ville det vælte ud med guld, sølv og diamanter.

Men hvad? Den var tom. Kunne det virkelig passe? 

Vi så skuffede på hinanden, og slæbte så den tomme kiste ombord.

Hjemfarten gik let. Hurtigt var vi tilbage i Aarhus. Så kan det også være ligegyldigt, sagde Lasse og sparkede til kisten. Vi var på randen af at smide den til storskrald, da noget indeni os alligevel strittede imod. Vi måtte kigge efter. Bare én gang til. 

Og dernede, dybt, dybt nede i bunden af kisten lå der en lille seddel.

Vi drønede hen til vores computer og klikkede os ind på illbunker.dk. Der var den jo. Det var det, der var skatten: Det store webdokeventyr.

Epilog

Du tænker nok, at du nu er nået til vejs ende. Og eventyret er da også slut. Men der er faktisk mere, du kan lære, for nu får du chancen for at lære af alle vores fejl. 

Vi sendte vores digitale fortælling en tur til Kim Schou, så han kunne fortælle om alt det, vi havde gjort godt, og om alt det vi havde gjort knap så godt. Og hvad sagde han så?

Okay, han syntes faktisk, at vi var lykkedes ret godt, selvom vores start var lidt rodet, og vores lille færd i toppen af eventyret ikke helt funkede. Men hvad så med prologen? Kunne han lide den?

Som en podcast ville den være god, tilføjede han. Men måske lidt lang, gentagende og kedelig. Men så, når man lige er kommet over den hårde start, så begynder det rigtig at blive godt og sjovt. Og hvorfor så det?

På øen gik der altså lidt for meget eventyr i den. Vi tabte Kim Schou, og undskyld til dig, kære læser, hvis vi også tabte dig.

Hvis du også måtte sidde med samme tvivl som Kim Schou, så kommer vores tre key visuals lige her: Flagskibet, kompasset, skattekisten.

Fungerer det så overhovedet? Giver det mening at lave en webdok om at lave en webdok?

KIM SCHOUS VIGTIGSTE POINTER FRA FEEDBACKEN
  • Samspillet fungerer. I virkeligheden kunne historien have været en lang kedelig faktaboks. I stedet formår vi faktisk at fortælle historien på en fed, underholdende og legende måde.
  • Få lige styr på designet. Faktaboksene fylder enormt meget på telefonen. Mellemrubrikkerne kunne man måske have lavet mere lækre. Og altså ikke bare i fed skrift.
  • Det allerdårligste? Helt sikkert starten. Det tager for lang tid at komme ind i fortællingen. Lad læseren få kikkerten til øjet fra starten. Lad ham mærke eventyret med det samme. Og lad så vær med at bruge så meget tid på at forklare, hvad det er, hun skal til at læse.
  • Hold fortællingens form hele vejen. Bryd den ikke. Lad det blive ved med at være en metafortælling. En webdok om at lave en webdok.
  • Pas på med de små lydklip-gentagelser. Sig ikke det samme to gange. Som det (desværre) er sket i både prologen og epilogen.
  • Kæl for detaljerne. Lav en krystalkugle rund i stedet for firkantet. Husk at bruge internettets muligheder. Brug links alle steder – også i de ellers virkelige forbilledlige faktabokse. 

Nu er du virkelig nået til vejs ende. For alvor. Og hvis du alligevel skulle have lyst til at høre vores lyd-epilog – og få vores egne seks magiske råd – så giv den lige en enkelt lille chance.

Tak, fordi du læste med.

Her kan du høre, hvad vi lærte af vores store webdok-eventyr

FRA ORD TIL TEKNIK: SÅDAN SKABTE VI DEN DIGITALE FORTÆLLING

Hvordan skabte vi egentlig selv en digital fortælling, tænker du måske? Her er svaret:

Videoerne er optaget på en Iphone 8 – ikke den nyeste generation – og klippet på noget så simpelt som iMovie. Teksten er skrevet i et Google Docs-dokument og derefter bearbejdet i Word. Ja, du læste rigtigt – Word.

Illustrationerne er skabt af Charlotte Stentebjergs fine håndelag. Hun har først og fremmest tegnet alle de fine tegninger, der præger historien. Derefter har hun lavet en stop motion-video, der ses i headeren. Herefter har webredaktør Amalie Rokkedal Simonsen kastet sig ud i PhotoShop for at fjerne baggrunden på de mange tegninger og få dem klar til at komme på hjemmesiden.

Lyde er optaget under en dyne med en lille mikrofon, der nemt kan sættes i en Iphone 8 – klippet i Hindenburg, men du kan lige så fint bruge iMovie og blot fjerne billedet.

Endelig er alle delelementerne samlet i WordPress af webredaktør Amalie Rokkedal Simonsen. Hun har brugt WordPress, som er det program, der ligger bag Illustreret Bunkers hjemmeside samt hjælpeprogrammet Divi Builder, der gør det nemmere at bygge flotte web-artikler op. Her har hun leget med video, billeder i fuld bredde, faktabokse, der kan foldes ud, og meget andet for at få historien til at spille – alt sammen uden at kode, fordi programmet Divi Builder gør det hele for en. I stedet for at kode et billede til at være i fuld bredde, kan man blot trykke på en knap og så indsætter programmet et billede i fuld bredde for en. Det gør det hele meget lettere!

Med trykkernes hjælp bliver journalistikken til virkelighed

Med trykkernes hjælp bliver journalistikken til virkelighed

Med trykkernes hjælp bliver journalistikken til virkelighed

Hos Avis-Tryk i Hornslet bliver der trykt aviser i det store maskineri. Her arbejder trykkerne, der har en stor rolle i at få aviserne ud til de danske hjem.

Med trykkernes hjælp bliver journalistikken til virkelighed

Hos Avis-Tryk i Hornslet bliver der trykt aviser i det store maskineri. Her arbejder trykkerne, der har en stor rolle i at få aviserne ud til de danske hjem.

Skribent: Laura Nørkjær Seligmann

Foto: Brage Borup

Udgivet den 10. december 2020

Tryk her og hør, hvordan der lyder på et trykkeri

Duften af nytrykt avis rammer allerede flere meter fra den store bygning. I den lille dør til maskinhallen står Keld Lambek og tygger energisk på hans tyggegummi.

Begejstringen stråler ud af ham med det samme. Det går stærkt og ingen detaljer udelades, når han fortæller om arbejdet i den maskinhal, der har været hans arbejdsplads i ti år. Han er selv uddannet trykker, men sidder nu i en stilling som produktionsleder.

Klokken har netop passeret halv fem, og Keld har været på arbejde i en halv time.

Allerede ved første skridt over dørtærsklen mærkes varmen, og den øredøvende larm bliver altomsluttende. Det er som at træde ind i en tidslomme, hvor man glemmer tid og sted. Den store maskine midt i rummet stjæler øjets fokus. Her drøner tusinder af sider rundt i snirkler med 18 kilometer i timen. Man kan se farver og fornemme tekst. Hvis man ikke vidste, at der var tale om avissider, kunne man tro, at det var børnetegninger.

På denne maskine bliver journalisternes arbejde materialiseret ved at komme ned på papir. En vigtig proces for at få journalistik ud i de danske hjem.  

Tryk her og hør, hvordan der lyder på et trykkeri

Duften af nytrykt avis rammer allerede flere meter fra den store bygning. I den lille dør til maskinhallen står Keld Lambek og tygger energisk på hans tyggegummi.

Begejstringen stråler ud af ham med det samme. Det går stærkt og ingen detaljer udelades, når han fortæller om arbejdet i den maskinhal, der har været hans arbejdsplads i ti år. Han er selv uddannet trykker, men sidder nu i en stilling som produktionsleder.

Klokken har netop passeret halv fem, og Keld har været på arbejde i en halv time.

Allerede ved første skridt over dørtærsklen mærkes varmen, og den øredøvende larm bliver altomsluttende. Det er som at træde ind i en tidslomme, hvor man glemmer tid og sted. Den store maskine midt i rummet stjæler øjets fokus. Her drøner tusinder af sider rundt i snirkler med 18 kilometer i timen. Man kan se farver og fornemme tekst. Hvis man ikke vidste, at der var tale om avissider, kunne man tro, at det var børnetegninger.

På denne maskine bliver journalisternes arbejde materialiseret ved at komme ned på papir. En vigtig proces for at få journalistik ud i de danske hjem.  

Hele maskineriet rundt

Den store varme maskinhal er omgivelserne for Avis-Tryk, der er lokaliseret i Hornslet omringet af supermarkeder og andet industri. Her trykker de for Erritsø, som er et trykkeri ejet af JP/Politikens Hus.  

På trykkeriets to maskiner trykkes der Århus Stiftstidende, Randers Amtsavis, Politiken samt flere lokalaviser.

Fra redaktionssekretæren trykker send på dagens avis, til DAO leverer aviserne tidligt om morgenen, skal avisen gennem en større proces på trykkeriet.

Hvert bogstav og billede printes på aluminiumsplader, som herefter trykkes på 20 kilometer lange ruller af papir.

 

”Der er nogen, der dør, og nogen, der består. Og jeg håber selvfølgelig, at vi er nogle af dem, der består.”

 

– Keld Lambek, produktionsleder Avis-Tryk

 

Aviserne skæres fra hinanden, foldes sammen og siderne bliver skåret fra hinanden. Aviserne kommer færdige ud, hængende på lange rækker.

Hurtigt transporteres de gennem et hul i væggen ind til rummet ved siden af. Der indstikkes andre sektioner og reklamer, hvorefter aviserne kommer ud på paller. Her kommer vognmanden og henter aviserne, og så er det ikke længere trykkeriets ansvar.

Tidsplanen er minutiøs og stram. Forsinkelser på minutter kan betyde bøder på tusinde af kroner for trykkeriet, så hele processen foregår med præcision, forklarer Keld stolt, mens han gennemgår navne og procedurer på alt, hvad der sker i trykkeriet.

Hele maskineriet rundt

Den store varme maskinhal er omgivelserne for Avis-Tryk, der er lokaliseret i Hornslet omringet af supermarkeder og andet industri. Her trykker de for Erritsø, som er et trykkeri ejet af JP/Politikens Hus.  

På trykkeriets to maskiner trykkes der Århus Stiftstidende, Randers Amtsavis, Politiken samt flere lokalaviser.

Fra redaktionssekretæren trykker send på dagens avis, til DAO leverer aviserne tidligt om morgenen, skal avisen gennem en større proces på trykkeriet.

Hvert bogstav og billede printes på aluminiumsplader, som herefter trykkes på 20 kilometer lange ruller af papir.

 

”Der er nogen, der dør, og nogen, der består. Og jeg håber selvfølgelig, at vi er nogle af dem, der består.”

 

– Keld Lambek, produktionsleder Avis-Tryk

 

Aviserne skæres fra hinanden, foldes sammen og siderne bliver skåret fra hinanden. Aviserne kommer færdige ud, hængende på lange rækker.

Hurtigt transporteres de gennem et hul i væggen ind til rummet ved siden af. Der indstikkes andre sektioner og reklamer, hvorefter aviserne kommer ud på paller. Her kommer vognmanden og henter aviserne, og så er det ikke længere trykkeriets ansvar.

Tidsplanen er minutiøs og stram. Forsinkelser på minutter kan betyde bøder på tusinde af kroner for trykkeriet, så hele processen foregår med præcision, forklarer Keld stolt, mens han gennemgår navne og procedurer på alt, hvad der sker i trykkeriet.

I operatørernes rum

Inde bag maskinernes kontrolknapper sidder trykkerne. Det er dem, der styrer det hele. De fleste af dem er garvede i faget med en trykkeruddannelse og mange år som trykkere på bagen. 

Larmen fra maskinerne er dæmpet i den lille glasboks, der udgør operatørernes rum. Til gengæld fyldes rummet af lyden af grin fra trykkerimedarbejderne Claus, Mikkel og ham, der kaldes Lille Peter.

Hvert femte minut forlader Claus den lille glasboks for at hente en avis fra båndet. Avisen kommer med ind til en af kontrolpanelerne, og farverne på avisen indstilles. Trykkets farve skal stå helt skarpt.

Maskinerne er stort set automatiseret, men trykkerne skal være på pletten, hvis noget fejler.

”Du skal have prøvet problemet et par gange, før du tænker: ’ah, det er sådan, jeg skal gøre’,” siger Keld.  

”Der er meget erfaringsarbejde i det. Det tog Peter fire år, før han vidste, hvordan han skulle lave det. Og han havde været uddannet trykker i 30 år,” efterfølger Mikkel.

”Ja, lige præcis,” lyder det fra Peter. 

Grinene spredes i rummet.

Lille Peter er den nyeste tilkommende i flokken af trykkere. Derfor skal han også have alle de verbale tæsk. Sådan er kutymen på trykkertiet. Selvfølgelig efterfulgt af et venligt grin.

Journalister og trykkere er i samme båd

I Hornslet er der 20 ansatte, men de har været flere.  

”Det tynder ud i det,” siger Mikkel.

Salget af aviser er faldende, og det mærker alle i avisbranchen. Mange af de større aviser har måtte fyre både journalister og andre ansatte. Der er også sket fyringer hos Avis-Tryk.

På de seneste ti år har de hos Avis-Tryk formindsket deres produktion med cirka 50 procent. Noget, der også har haft konsekvenser for bemandingen.

”Der er nogen, der dør, og nogen der består. Og jeg håber selvfølgelig, at vi er nogle af dem, der består,” siger Keld om hans håb for fremtiden.  

Tempoet bliver langsommere og langsommere på maskinen, og mens det høje støjniveau falder, erstattes det stille og roligt af en insisterende pivelyd i ørerne. Maskinen bliver langsomt slukket, så der kan gøres klar til trykningen af næste avis.

Fyraften er stadig fem timer væk for Claus, Mikkel og Lille Peter. Den sidste Politiken skal afleveres til vognmanden ved midnat, og så starter morgenholdet op igen næste morgen klokken otte.

 

DMJX’s nye sky: Kom med på digital rundvisning

DMJX’s nye sky: Kom med på digital rundvisning

DMJX’s nye sky: Kom med på digital rundvisning

Har du svært ved at finde rundt på den nye journalisthøjskole? Eller er du blot nysgerrig på, hvordan de nye lokaler tager sig ud? Illustreret Bunker giver dig en digital rundvisning, hvor du selv kan gå på opdagelse i alt fra studierum til tagterrasser.

DMJX’s nye sky: Kom med på digital rundvisning

Har du svært ved at finde rundt på den nye journalisthøjskole? Eller er du blot nysgerrig på, hvordan de nye lokaler tager sig ud? Illustreret Bunker giver dig en digital rundvisning, hvor du selv kan gå på opdagelse i alt fra studierum til tagterrasser.

Skribent: Bonna Haagen Pedersen
Foto: Signe Duedahl Nørgaard og Arkitema/Niels Nygaard

Udgivet den 10. december 2020

Skribent: Bonna Haagen Pedersen
Foto: Signe Duedahl Nørgaard og Arkitema/Niels Nygaard

Udgivet den 10. december 2020

Tryk på “fullscreen” og tag på digital rundvisning i den nye journalisthøjskole. Rundvisningen er optaget med 360 grader foto, så du kan med musen dreje rundt i billedet og se rummene fra alle vinkler. Du kan desuden selv klikke dig frem og tilbage ved hjælp af pilene. Prøv også at tryk på de små kryds undervejs og lær nye ting om bygningen. Med den gule knap øverst kan du altid få et overblik over bygningen. Foto: Signe Duedahl Nørgaard.

Tryk på “fullscreen” og tag på digital rundvisning i den nye journalisthøjskole. Rundvisningen er optaget med 360 grader foto, så du kan med musen dreje rundt i billedet og se rummene fra alle vinkler. Du kan desuden selv klikke dig frem og tilbage ved hjælp af pilene. Prøv også at tryk på de små kryds undervejs og lær nye ting om bygningen. Med den gule knap øverst kan du altid få et overblik over bygningen. Foto: Signe Duedahl Nørgaard.

Der er en sky på himlen over Katrinebjerg, som virker større og mere firkantet end de andre. Danmarks Medie- og Journalisthøjskole har fået nye lokaler, og her nærmest svæver den øverste del af skolen over bygningens nederste niveauer. 

Sådan ser det i hvert fald ud, når man kigger på den konceptskitse, der har været inspirationen for den nye skole. 

Der er en sky på himlen over Katrinebjerg, som virker større og mere firkantet end de andre. Danmarks Medie- og Journalisthøjskole har fået nye lokaler, og her nærmest svæver den øverste del af skolen over bygningens nederste niveauer. 

Sådan ser det i hvert fald ud, når man kigger på den konceptskitse, der har været inspirationen for den nye skole. 

Men det er ikke kun på papiret, at skyen findes. Lader man øjnene glide fra bygningens fundament af gule mursten, ser man store transparente glasfacader, der med lidt fantasi godt kunne få bygningens øverste del til at se svævende ud.

Netop transparens er et ord, der går igen, når man spørger to af byggeudvalgets deltagere om ønskerne bag skolens arkitektoniske udtryk. Gennemsigtighed og glas var der ikke meget af i Bunkeren, og ifølge Jan Dyberg Larsen har transparens været et gennemgående ønske for den nye skoles udtryk.

Jan Dyberg Larsen er lektor på DMJX og har siddet med i byggeudvalget, der udover medarbejdere også talte repræsentanter fra De Studerendes Råd, arkitektfirmaet Arkitema, entreprenørfirmaet Jørgen Friis Poulsen A/S og flere.

 

 

”Vi har både tænkt fleksibilitet som, at møblerne skal kunne flyttes, men også at fleksibiliteten består i en perlerække af mere faste fasciliteter, så man kan flytte sig efter behov.”

 

– Anna Kathrine Bisgaard Sørensen, arkitekt og kreativ leder hos Arkitema Architect

 

 

Ønsket om transparens ses også inde i bygningen. Her peger Anna Kathrine Bisgaard Sørensen, arkitekt og kreativ leder fra Arkitema Architect, på de mange glaspartier som et konkret eksempel på arbejdet med et transparent udtryk. Glasset er et gennemgående materiale for både undervisningslokaler, bibliotek, computerlokaler og lærernes kontorer.

Et andet ønske for byggeudvalget har været en skole med mere fleksibilitet. For Jan Dyberg Larsen giver det sig helt konkret til udtryk i de 350 studiearbejdspladser fordelt rundt på skolens etager.

De forskellige størrelser på undervisningslokaler og typer af møbler er et andet sted, hvor Anna Kathrine Bisgaard Sørensen ser konkrete eksempler på ønsket om fleksibilitet.

“Vi har både tænkt fleksibilitet, som at møblerne skal kunne flyttes, men også at fleksibiliteten består i en perlerække af mere faste faciliteter, så man kan flytte sig efter behov.”

Fleksibilitet og transparens har ikke været de eneste ønsker for det arkitektoniske udtryk på campus Katrinebjerg, men to bærende begreber for skolens udformning. Tag med på rundvisning øverst i artiklen og se, hvordan ønskerne for den nye skole er lykkedes.

Fakta om DMJX Campus Katrinebjerg
  • Hvor: Helsingforsgade 6a, 8200 Aarhus N – Campus Katrinebjerg
  • Færdig: April 2020 – men grundet COVID-19 blev den nye skole først rigtigt taget i brug i september 2020
  • Areal: 12.478 kvadratmeter inklusiv P-kælder 
  • Anlægssum: DKK 145 mio.

Men det er ikke kun på papiret, at skyen findes. Lader man øjnene glide fra bygningens fundament af gule mursten, ser man store transparente glasfacader, der med lidt fantasi godt kunne få bygningens øverste del til at se svævende ud.

Netop transparens er et ord, der går igen, når man spørger to af byggeudvalgets deltagere om ønskerne bag skolens arkitektoniske udtryk. Gennemsigtighed og glas var der ikke meget af i Bunkeren, og ifølge Jan Dyberg Larsen har transparens været et gennemgående ønske for den nye skoles udtryk.

Jan Dyberg Larsen er lektor på DMJX og har siddet med i byggeudvalget, der udover medarbejdere også talte repræsentanter fra De Studerendes Råd, arkitektfirmaet Arkitema, entreprenørfirmaet Jørgen Friis Poulsen A/S og flere.

 

 

”Vi har både tænkt fleksibilitet som, at møblerne skal kunne flyttes, men også at fleksibiliteten består i en perlerække af mere faste fasciliteter, så man kan flytte sig efter behov.”

 

– Anna Kathrine Bisgaard Sørensen, arkitekt og kreativ leder hos Arkitema Architect

 

 

Ønsket om transparens ses også inde i bygningen. Her peger Anna Kathrine Bisgaard Sørensen, arkitekt og kreativ leder fra Arkitema Architect, på de mange glaspartier som et konkret eksempel på arbejdet med et transparent udtryk. Glasset er et gennemgående materiale for både undervisningslokaler, bibliotek, computerlokaler og lærernes kontorer.

Et andet ønske for byggeudvalget har været en skole med mere fleksibilitet. For Jan Dyberg Larsen giver det sig helt konkret til udtryk i de 350 studiearbejdspladser fordelt rundt på skolens etager.

De forskellige størrelser på undervisningslokaler og typer af møbler er et andet sted, hvor Anna Kathrine Bisgaard Sørensen ser konkrete eksempler på ønsket om fleksibilitet.

“Vi har både tænkt fleksibilitet, som at møblerne skal kunne flyttes, men også at fleksibiliteten består i en perlerække af mere faste faciliteter, så man kan flytte sig efter behov.”

Fleksibilitet og transparens har ikke været de eneste ønsker for det arkitektoniske udtryk på campus Katrinebjerg, men to bærende begreber for skolens udformning. Tag med på rundvisning øverst i artiklen og se, hvordan ønskerne for den nye skole er lykkedes.

Fakta om DMJX Campus Katrinebjerg
  • Hvor: Helsingforsgade 6a, 8200 Aarhus N – Campus Katrinebjerg
  • Færdig: April 2020 – men grundet COVID-19 blev den nye skole først rigtigt taget i brug i september 2020
  • Areal: 12.478 kvadratmeter inklusiv P-kælder 
  • Anlægssum: DKK 145 mio.