En journalistisk pioner: “Hvis ikke jeg tør, så kommer jeg til at fortryde, når jeg er 70”

En journalistisk pioner: “Hvis ikke jeg tør, så kommer jeg til at fortryde, når jeg er 70”

En journalistisk pioner: “Hvis ikke jeg tør, så kommer jeg til at fortryde, når jeg er 70”

Lea Korsgaard forlod sin faste stilling hos Politiken for at forfølge drømmen om at lave et medie, der går imod nyhedsstrømmen. I dag findes Zetland, hvor højskoleånden har fundet sin plads. Nu har Lea tid til at stoppe op – kort – og redefinere, hvad hendes rolle egentligt er.

En journalistisk pioner: “Hvis ikke jeg tør, så kommer jeg til at fortryde, når jeg er 70”

Tekst: Selma Hildebrand Frederiksen
Foto: Marcus Christensen

Udgivet den 10. december 2020

Det er en sommeraften på en gård på Midtsjælland. Dagen er gået med legen Capture the Flag og højt humør afsluttet med stor festmiddag. Et band har formet sig, men forsangeren er blevet syg. Det udvikler sig til karaoke-aften, hvor tilskuerne råber til bandet, hvad de gerne vil synge. En vil gerne synge Ironic af Alanis Morissette og hopper op på scenen. Lea

Korsgaard iagttager menneskene omkring hende og bliver ramt af en pludselig følelse af lykke.

”Tænk, at de her mennesker kun lige har mødt hinanden og lige nu har det fedeste øjeblik sammen, fordi jeg turde noget på et tidspunkt. Det her ville ikke findes, hvis jeg ikke for mange år siden havde været med til at sige ’Hey, skal vi ikke lave noget andet?” siger Lea Korsgaard.

Vi møder Lea Korsgaard en solrig formiddag i november til en snak om hende og Zetland. Lea Korsgaard er 41 år, hun bor på en højskole med sin mand og sine børn, og så har hun en bachelor i journalistik fra Syddansk Universitet og en master i sociologi fra The New School i New York City. Nå ja, og så er hun medstifter og ansvarshavende chefredaktør for onlinemediet Zetland.

Zetland blev stiftet i sin nuværende form i 2016 af Hakon Mosbech, Silke Bock, Jacob Moll og Lea Korsgaard. Målet var blandt andet at nytænke

journalistikkens rolle og bryde med det informationsoverload, der findes i dagens Danmark. Zetlands vision er derfor at tage udgangspunkt i, hvad de mener, at deres læsere har brug for at vide, og ikke hvad der skete for fem minutter siden. Nyhedstrekanten findes ikke her.

”På Zetland har vi valgt det vigtigste for dig. Vi har sørget for, at du kan stole på det, og vi er transparente omkring, hvordan det er blevet til, så vi også viser, at journalistik er et produkt, der bliver til meget hurtigt – og det skal du selvfølgelig vide, når du læser det,” siger Lea Korsgaard. 

Det er en sommeraften på en gård på Midtsjælland. Dagen er gået med legen Capture the Flag og højt humør afsluttet med stor festmiddag. Et band har formet sig, men forsangeren er blevet syg. Det udvikler sig til karaoke-aften, hvor tilskuerne råber til bandet, hvad de gerne vil synge. En vil gerne synge Ironic af Alanis Morissette og hopper op på scenen. Lea

Korsgaard iagttager menneskene omkring hende og bliver ramt af en pludselig følelse af lykke.

”Tænk, at de her mennesker kun lige har mødt hinanden og lige nu har det fedeste øjeblik sammen, fordi jeg turde noget på et tidspunkt. Det her ville ikke findes, hvis jeg ikke for mange år siden havde været med til at sige ’Hey, skal vi ikke lave noget andet?” siger Lea Korsgaard.

Vi møder Lea Korsgaard en solrig formiddag i november til en snak om hende og Zetland. Lea Korsgaard er 41 år, hun bor på en højskole med sin mand og sine børn, og så har hun en bachelor i journalistik fra Syddansk Universitet og en master i sociologi fra The New School i New York City. Nå ja, og så er hun medstifter og ansvarshavende chefredaktør for onlinemediet Zetland.

Zetland blev stiftet i sin nuværende form i 2016 af Hakon Mosbech, Silke Bock, Jacob Moll og Lea Korsgaard. Målet var blandt andet at nytænke

journalistikkens rolle og bryde med det informationsoverload, der findes i dagens Danmark. Zetlands vision er derfor at tage udgangspunkt i, hvad de mener, at deres læsere har brug for at vide, og ikke hvad der skete for fem minutter siden. Nyhedstrekanten findes ikke her.

”På Zetland har vi valgt det vigtigste for dig. Vi har sørget for, at du kan stole på det, og vi er transparente omkring, hvordan det er blevet til, så vi også viser, at journalistik er et produkt, der bliver til meget hurtigt – og det skal du selvfølgelig vide, når du læser det,” siger Lea Korsgaard. 

Bruddet med den veletablerede mediebranche

En ting er at have store visioner på journalistikkens vegne. En anden ting er at føre dem ud i livet. Og det er ikke bare en beslutning, man tager hen over natten. Allerede som studerende mødtes de kommende medstiftere af Zetland og diskuterede, hvordan journalistikken skulle se ud, hvis de selv var de voksne, der kunne bestemme. Den snak fortsatte mange år endnu.

”Og så gjorde vi det, som forhåbentligt alle unge journaliststuderende gør, nemlig drak os pissestive,” siger Lea.

 Lea Korsgaard var fastansat på Politiken og kunne, som hun selv siger det, have fået en fremragende karriere der. Hun tog orlov for at flytte til New York og tage en master i sociologi. Da hun kom tilbage til Danmark, gik hun direkte på barsel. Imens fyldte tankerne om at forlade den veletablerede medievirksomhed og det velansete job. Til sidst var der kun en tanke tilbage:

“Hvis ikke jeg tør, så kommer jeg til at fortryde, når jeg er 70.”

Efter mange års overvejelser forlod Lea sin faste stilling på Politiken. Hun måtte følge sin drøm. Og det har hun aldrig fortrudt.

 ”Selvom der er nogle, der kommer med en plan til dig og siger, ’du skal være en super god, etableret dagbladsjournalist,’ så behøver du faktisk ikke at sige ja. Du må godt sige nej. Det er der noget sindssygt frigørende ved.

– Lea Korsgaard

Hvo intet vover, intet vinder

De første spadestik til Zetland er blevet taget, og Lea er flyttet ud i en kælderlejlighed på Nørrebro. Fra 2012 fungerer Zetland som et digitalt forlag, men i 2016 bliver det relanceret som den digitale avis, vi kender i dag. Det velbetalte ”drømmejob” er definitivt blevet skiftet ud med iværksætterdrømmen. Lea bliver på mange måder ansigtet udadtil for Zetland, og den nye netavis tager størstedelen af hendes tid. I de år melder hun klart ud –kaffeaftaler findes ikke med hende. Tiden rækker kun til Zetland og familien.

”Man kan ikke adskille private-Lea og Zetland-Lea. Forstået på den måde, at jeg ikke tager en maske på, når jeg kommer på arbejde. Vi vil gerne have en kultur, hvor man er ærlig omkring, hvad man går med indeni. Og hvis man vil have sådan en kultur, så må man gå forrest som leder,” siger Lea Korsgaard.

Ambitionerne for Zetland har også været at ændre på den traditionelle hierarkiske arbejdskultur. Lea Korsgaard forklarer selv, at Zetland på mange måder er skabt ud fra en tankegang om at kombinere arbejdspladsen med højskolen. Her skal man kunne sige sin mening. Både når det kommer til det journalistiske arbejde, men også hvis man synes, at der bliver taget skæve beslutninger:

”Vi tilstræber et fladt hierarki i den forstand, at der er nogle, der bestemmer, og der er ikke et fravær af ledelse – men muligheden for at komme igennem med en idé skal aldrig afhænge af, hvor man er i hierarkiet.”

Medlemmerne inddrages på Zetland

”Hvornår er vi meningsfulde for vores medlemmer? Hvordan kan vi gøre den største forskel for dem?”

Disse spørgsmål er ifølge Lea Korsgaard udgangspunktet for alt, hvad der bliver lavet på Zetland. Mediet stræber efter at bruge medlemmerne som ressource. Både i udviklingen af teknologien og mediet, men også for de journalistiske historier. Lea forklarer, at det er i dialogen, at de store forskelle finder sted. Inspirationen fra højskolen bliver igen tydelig. Mediet skal være et samlingspunkt og ikke bestå af en masse fragmenterede enheder.

Med knap 20.000 betalende medlemmer er der noget, der tyder på, at der har været brug for et medie som Zetland. Men selvom der er overskud nu, er der stadig udfordringer forude. Både for Zetland som medie, men også for Lea Korsgaard som chefredaktør. Der er altså ikke tid til at hvile endnu.

 

”Hvis vi bare stiller os tilfredse med der, hvor vi er nu, så ville vi gå på kompromis med vores mission, som er, at vi vil påvirke samfundet,”

– Lea Korsgaard

Målet er at påvirke den offentlige samtale i endnu højere grad, end de gør nu. Zetland vil længere ud. Gerne så langt ud, at de har 40.000 betalende medlemmer. Indtil nu har fokus været på længere artikler, ofte features, og oplæsninger af disse, så medlemmet kan få sin journalistik på farten. Men der skal nytænkes hele tiden for at kunne følge med de tårnhøje ambitionerne.

Hvordan er man chefredaktør?

At Zetland har nået et punkt, hvor der er nok betalende medlemmer til, at der dannes overskud, åbner op for nye overvejelser hos Lea Korsgaard. For der er stor forskel på at være chefredaktør på en startup-virksomhed til at være chefredaktør på en redaktion med over 30 ansatte.

Nu overvejer Lea Korsgaard at gå i praktik hos de andre chefredaktører. For i virkeligheden aner hun ikke, hvad det vil sige at være chefredaktør. Det er ikke mere end et par år siden, at hun både skulle forholde sig til manglede opvasketabs og manglende millioner. Det behøver hun ikke længere.

”Gud, er jeg ved at overflødiggøre mig selv? Jeg har været så vant til, at min legitimitet herinde har bestået i at være med inde over alt. Det behøver jeg ikke længere. Så hvor stiller det mig i virksomheden?” spørger Lea Korsgaard.

 For nyligt befandt hele ledelsesgruppen sig på en Københavnsk restaurant. Målet var en intens feedbackrunde til hver enkelt ved bordet. Her lærte Lea blandt andet, at hun rører for meget ved sit hår. Og at det er pisseirriterende. Men hun lærte også, at hun er vigtig for Zetland, selvom at hun ikke behøver at være med i alle beslutninger længere. Svaret, på hvad hendes rolle som chefredaktør er nu, fandt hun ikke den aften. Til gengæld fandt hun granatæbleshots i den nærmeste kiosk, der sørgede for en talestrøm, der varede til langt ud på natten. Talestrømmen kredsede om et enkelt spørgsmål:

”Hvordan ser den meningsfulde chefredaktørrolle ud i dag?”

Journalisters kildevalg er for snævert: “Der er meget få hverdagshistorier fra minoritetsmiljøer”

Journalisters kildevalg er for snævert: “Der er meget få hverdagshistorier fra minoritetsmiljøer”

Journalisters kildevalg er for snævert: “Der er meget få hverdagshistorier fra minoritetsmiljøer”

Danske journalister ligner hinanden. Langt de fleste er etniske danskere, bor i storbyen og er mere centrum-venstreorienterede end befolkningen. Dette kan have store konsekvenser for, hvordan medierne vælger kilder. Kildevalget har stor indflydelse på, hvem der føler sig repræsenteret i medierne. Derfor er det vigtigt, at medierne søger bredere, når det kommer til kildevalg.

Journalisters kildevalg er for snævert: “Der er meget få hverdagshistorier fra minoritetsmiljøer”

Danske journalister ligner hinanden. Langt de fleste er etniske danskere, bor i storbyen og er mere centrum-venstreorienterede end befolkningen. Dette kan have store konsekvenser for, hvordan medierne vælger kilder. Kildevalget har stor indflydelse på, hvem der føler sig repræsenteret i medierne. Derfor er det vigtigt, at medierne søger bredere, når det kommer til kildevalg.

Skribent: Frederik Aagaard Zeuthen
Illustration: Amanda Frisk

Udgivet den 10. december 2020

Den danske journaliststand er langt fra repræsentativ for den danske befolkning.

En opgørelse, Dansk Journalistforbund lavede i 2010, viser, at kun halvanden procent af danske journalister var indvandrere eller efterkommere, mens denne gruppe udgør ti procent af befolkningen.

Det er vigtigt for tilliden til medierne, at diversiteten øges, så medieverdenen bliver mere repræsentativ. Sådan lyder det i Dansk Journalistforbunds rapport Fagenes Fremtid fra 2019.

Ifølge Søren Schultz Jørgensen, ph.d., selvstændig medieforsker og tidligere projektleder på Fagenes Fremtid, er det vigtigt at rette op på denne skævhed, da den kan have store konsekvenser for, hvordan forskellige grupper bliver portrætteret i samfundet.

”Hvis alle journalister var helt objektive og ikke formet af deres baggrund, så ville det måske ikke være et problem,” siger Søren Schultz Jørgensen.

Det skyldes, at alle menneskers fortid og erfaringer påvirker, hvordan man forstår nutiden. En journalists baggrund kan derfor ubevidst påvirke journalistens kildevalg. Dette kan være en forklaring på, at etniske minoriteter ofte bliver fremstillet som et problem eller en eksotisk case.

Den lave andel af journalister med minoritetsbaggrund betyder, at når journalister skal lave historier fra minoritetsmiljøer, så bliver det en historie lavet af en, der ikke kender miljøet. Derfor opstår der ifølge Søren Schultz Jørgensen nemt et ’os og dem’.

”Der er meget, meget få hverdagshistorier fra minoritetsmiljøer. Ofte hører man kun, når der sker noget dramatisk. Ikke-danske traditioner som ramadan bliver dækket som noget eksotisk og Umut Sakarya som ’tyrkeren, der laver svinekød’. På den måde bliver det svært for minoriteter at føle sig repræsenteret, hvis de som regel bliver holdt i strakt arm,” siger han.

Dette bakkes op af rapporten Dem vi taler om fra Center for Nyhedsforskning på Roskilde Universitet. Den viser, at etniske minoriteter generelt er underrepræsenterede i medierne, og når de er i medierne, omhandler det ofte kriminalitet, religion, indvandring og integration.

Ifølge Søren Schultz Jørgensen kan dette føre til, at minoritetsgrupper mister tilliden til de danske medier og derfor fravælger dem. I stedet søger de mod medier fra deres hjemegn.

”Samtidig udvikler medierne sig i en retning mod flere små nichemedier, der er rettet mod en lille målgruppe. Dette er et problem for de mindre ressourcestærke minoriteter, da de ganske enkelt ikke kan eller vil betale for et medie, der retter sig mod lige præcis dem. Derfor ender minoriteter med ikke at have et medie, der har indhold fra Danmark,” siger han.

Ytringsfriheden gælder for alle

Fra Dansk Journalistforbunds side anerkender de, at den manglende diversitet er problematisk.

”Hvis medierne ikke afspejler samfundet, kan folk ikke spejle sig i medierne. Det gør alt andet lige medierne mindre relevante,” siger næstformand, Allan Boye Thulstrup.

Ifølge Allan Boye Thulstrup blander DJ sig nødig i redaktionelle valg, så de vil ikke konkret bestemme, hvilke kilder medierne skal bruge. Men de vil sikre, at alle kan og vil deltage i den offentlige debat.

”Ytringsfriheden gælder alle i dette land uanset baggrund. Det er lige relevant, hvad man mener om skattepolitik, uanset hvilken etnisk baggrund man har. Derfor opfordrer vi til et bredt kildevalg,” siger Allan Boye Thulstrup.

Han understreger, at DJ altid er åbne for initiativer, der kan øge diversiteten eller hjælpe på mediernes kildevalg. Derfor samarbejder DJ også med en række foreninger og organisationer, blandt andet PLURALISTERNE.

Organisationer vil gøre det nemmere for journalister

NGO’en PLURALISTERNE arbejder for at skabe en mere retvisende repræsentation i medierne og kulturlivet og synliggøre samfundets diversitet i mediernes kildevalg.

Ifølge medstifter Mette Mut Andreasen er det vigtigt, at personer fra minoritetsgrupper bliver repræsenteret i medierne, ellers bliver de ekskluderet fra den offentlige samtale.

”Hvis du ikke bliver repræsenteret i medierne, bliver dit liv og din situation ikke anerkendt i medierne. Dermed risikerer man, at man ikke bliver anerkendt i samfundet. Det gør det svært at deltage i den offentlige samtale og blive hørt og taget alvorligt,” siger hun.

PLURALISTERNE rådgiver medievirksomheder i, hvordan de kan øge diversiteten, og afholder workshops og samtaler med kultur- og medieorganisationer, hvor de forsøger at give medier værktøjer og metoder til at afhjælpe problemet.

Derudover oprettede de Listoteket i 2017. Det er en database med kilder fra underrepræsenterede grupper. Det skal gøre det nemmere for journalister at finde en kilde, der bryder normen. For eksempel en etnisk minoritet, der kan udtale sig om andet end kriminalitet, religion og historier om udlændinge, indvandring og integration.

Ingen snuptagsløsning

Problemet med den manglende diversitet i selve mediebranchen er dog en hård nød at knække. Det mener både PLURALISTERNE, DJ og Søren Schultz Jørgensen.

”Man skal huske, at der ikke findes en snuptagsløsning. Problemet har været i fokus længe, og der er en grund til, at det stadig er relevant, og måske mere end nogensinde. Det er bare rigtig svært at gøre noget ved,” siger medieforsker Søren Schultz Jørgensen.

Det store webdokeventyr: Sådan lærte vi at lave en digital fortælling

Det store webdokeventyr: Sådan lærte vi at lave en digital fortælling

Det store webdokeventyr: Sådan lærte vi at lave en digital fortælling

Skribenter: Tobias Bundolo Nørgaard og Lasse Momme Jessen
Illustrationer: Charlotte Stentebjerg-Hansen

Udgivet den 10. december 2020

Prolog

Det, du skal til at læse nu, har du nok aldrig set før. Det er på én og samme tid et færdigt og et fejlslagent produkt. Det hele startede med en skør idé. Vi ville lave en webdok om, hvordan man laver en webdok. Og det skulle vise sig at være en større udfordring, end vi havde forestillet os. Her begynder det store webdokeventyr. 

Hør vores tanker, inden vi begav os ud på det store webdokeventyr:

Kapitel 1: Flagskibet

Der var engang, hvor journalistik var noget, dine bedsteforældre læste i avisen. Dengang forestillede de sig nok ikke, at et internet en dag ville få stor indflydelse på journalistikken. Men det fik det.

Nu får du nok det meste af dit journalistiske indtag fra internettet, og de historier, du selv skriver, bliver langsomt mere og mere digitale. Måske endda til en webdok.

Altså en journalistisk fortælling, der benytter sig af internettets arsenal af digitale muligheder – lyd, video, grafiker, quizzer, fotografier, tekst. Alt, hvad du kan drømme om.

Men hvad nu, hvis du ikke aner, hvordan du laver en webdok?

Sådan var det også for os for ikke så længe siden. Inden vi fortæller dig alt, hvad vi har lært, skal vi lige lidt tilbage i tiden.

Mere præcist: 2013. Her publicerede New York Times en webdok, som fik journalister til at få øje på internettets muligheder. Snowfall hed den, og med den begyndte webdok-lavinen at rulle ned over medielandskabet.

Men hvorfor egentlig? Det har vi spurgt DR’s digitale redaktør, Kim Schou, om.

Vi døber Kim Schous pointe ‘flagskibsfunktionen’: Et flagskib er det vigtigste, flotteste, dyreste skib med de største og mest ødelæggende kanoner ombord. Det er det skib, piraterne går efter. 

På samme måde er det med webdokken. Det er det vigtigste, flotteste og måske mest tidskrævende format med de største og mest fascinerende digitale elementer ombord. Og derfor vil læserne bruge mere tid på den.

En anden, der kan fortælle lidt mere om, hvorfor webdokken er blevet så populær, er Jesper Gaarskjær. Han er lektor i journalistik på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Hør Jesper Gaarskjær fortælle om, hvorfor det er vigtigt at kunne lave en webdok:

Der er også en anden grund til, at webdoks er et vigtigt værktøj for den enkelte journalist og det enkelte mediehus: Internettet, der har skabt øget konkurrence om læsernes opmærksomhed. Webdokken er et værktøj til at vinde dén, forklarer Jesper Gaarskjær.

Okay, så lad os lige opsummere: Du skal lære at lave en webdok, fordi du som journalist lærer at udnytte tidens digitale muligheder, så flere gider at bruge tid på din historie. Og det er vigtigt på internettet, hvor du konstant er i krig med hele den digitale verden om læserens opmærksomhed. Ikke bare andre medier, men også Facebook, Netflix og TikTok.

Rejsen begynder

Med det på plads kan eventyret begynde. Eller lige om et øjeblik, for først skal vi lære ham fra videoen lidt bedre at kende.

BLIV KLOGERE PÅ, HVEM KIM SCHOU ER

Kim Schou er uddannet journalist fra SDU og har lært sig selv at kode. Han er tidligere digital tilrettelægger på Kristeligt Dagblad, hvor han var med til at sætte den digitale linje på dagsordenen. I dag er han digital redaktør på DR og står i spidsen for et hold af digitale journalister på DR’s digitale redaktion.

Se nogle af de digitale fortællinger, som han har været med til at producere her:

Når alt bliver mørkt (DR) 

En politimand kan også blive bange (DR) 

Klimaet lige nu: Kloden bliver varmere, havene stiger, isen smelter (DR)

Hvad går tabt, når vi ikke længere skriver i hånden? (Kristeligt Dagblad) 

Williams himmel (Kristeligt Dagblad) 

Nu har du styr på, hvem Kim Schou er. Du kommer nok til at møde ham igen, for han viste sig at være et uundværligt bekendtskab i jagten på den store webdokskat.

Vi satte sejl med kurs mod skatten. Vi var frygtløse. Højt humør og sang fyldte dækket den første dag. Vi talte i store vendinger om, hvor prægtig en webdok vi skulle lave. Hvordan det skulle være Illustreret Bunkers flagskib. Vi råbte triumferende ud i natten: ”The sky is the limit!” 

Men ak, som enhver erfaren sømand ved, er havet lunefuldt.

Kapitel 1: Flagskibet

Der var engang, hvor journalistik var noget, dine bedsteforældre læste i avisen. Dengang forestillede de sig nok ikke, at et internet en dag ville få stor indflydelse på journalistikken. Men det fik det.

Nu får du nok det meste af dit journalistiske indtag fra internettet, og de historier, du selv skriver, bliver langsomt mere og mere digitale. Måske endda til en webdok.

Altså en journalistisk fortælling, der benytter sig af internettets arsenal af digitale muligheder – lyd, video, grafiker, quizzer, fotografier, tekst. Alt, hvad du kan drømme om.

Men hvad nu, hvis du ikke aner, hvordan du laver en webdok?

Sådan var det også for os for ikke så længe siden. Inden vi fortæller dig alt, hvad vi har lært, skal vi lige lidt tilbage i tiden.

Mere præcist: 2013. Her publicerede New York Times en webdok, som fik journalister til at få øje på internettets muligheder. Snowfall hed den, og med den begyndte webdok-lavinen at rulle ned over medielandskabet.

Men hvorfor egentlig? Det har vi spurgt DR’s digitale redaktør, Kim Schou, om.

Vi døber Kim Schous pointe ‘flagskibsfunktionen’: Et flagskib er det vigtigste, flotteste, dyreste skib med de største og mest ødelæggende kanoner ombord. Det er det skib, piraterne går efter. 

På samme måde er det med webdokken. Det er det vigtigste, flotteste og måske mest tidskrævende format med de største og mest fascinerende digitale elementer ombord. Og derfor vil læserne bruge mere tid på den.

En anden, der kan fortælle lidt mere om, hvorfor webdokken er blevet så populær, er Jesper Gaarskjær. Han er lektor i journalistik på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Hør Jesper Gaarskjær fortælle om, hvorfor det er vigtigt at kunne lave en webdok:

Der er også en anden grund til, at webdoks er et vigtigt værktøj for den enkelte journalist og det enkelte mediehus: Internettet, der har skabt øget konkurrence om læsernes opmærksomhed. Webdokken er et værktøj til at vinde dén, forklarer Jesper Gaarskjær.

Okay, så lad os lige opsummere: Du skal lære at lave en webdok, fordi du som journalist lærer at udnytte tidens digitale muligheder, så flere gider at bruge tid på din historie. Og det er vigtigt på internettet, hvor du konstant er i krig med hele den digitale verden om læserens opmærksomhed. Ikke bare andre medier, men også Facebook, Netflix og TikTok.

Rejsen begynder

Med det på plads kan eventyret begynde. Eller lige om et øjeblik, for først skal vi lære ham fra videoen lidt bedre at kende.

BLIV KLOGERE PÅ, HVEM KIM SCHOU ER

Kim Schou er uddannet journalist fra SDU og har lært sig selv at kode. Han er tidligere digital tilrettelægger på Kristeligt Dagblad, hvor han var med til at sætte den digitale linje på dagsordenen. I dag er han digital redaktør på DR og står i spidsen for et hold af digitale journalister på DR’s digitale redaktion.

Se nogle af de digitale fortællinger, som han har været med til at producere her:

Når alt bliver mørkt (DR) 

En politimand kan også blive bange (DR) 

Klimaet lige nu: Kloden bliver varmere, havene stiger, isen smelter (DR)

Hvad går tabt, når vi ikke længere skriver i hånden? (Kristeligt Dagblad) 

Williams himmel (Kristeligt Dagblad) 

Nu har du styr på, hvem Kim Schou er. Du kommer nok til at møde ham igen, for han viste sig at være et uundværligt bekendtskab i jagten på den store webdokskat.

Vi satte sejl med kurs mod skatten. Vi var frygtløse. Højt humør og sang fyldte dækket den første dag. Vi talte i store vendinger om, hvor prægtig en webdok vi skulle lave. Hvordan det skulle være Illustreret Bunkers flagskib. Vi råbte triumferende ud i natten: ”The sky is the limit!” 

Men ak, som enhver erfaren sømand ved, er havet lunefuldt.

Kapitel 1: Flagskibet

Der var engang, hvor journalistik var noget, dine bedsteforældre læste i avisen. Dengang forestillede de sig nok ikke, at et internet en dag ville få stor indflydelse på journalistikken. Men det fik det.

Nu får du nok det meste af dit journalistiske indtag fra internettet, og de historier, du selv skriver, bliver langsomt mere og mere digitale. Måske endda til en webdok. 

Altså en journalistisk fortælling, der benytter sig af internettets arsenal af digitale muligheder – lyd, video, grafiker, quizzer, fotografier, tekst. Alt, hvad du kan drømme om.

Men hvad nu, hvis du ikke aner, hvordan du laver en webdok?

Sådan var det også for os for ikke så længe siden. Inden vi fortæller dig alt, hvad vi har lært, skal vi lige lidt tilbage i tiden. 

Mere præcist: 2013. Her publicerede New York Times en webdok, som fik journalister til at få øje på internettets muligheder. Snowfall (hyperlink) hed den, og med den begyndte webdok-lavinen at rulle ned over medielandskabet. 

Men hvorfor egentlig? Det har vi DR’s digitale redaktør, Kim Schou, om.

Vi døber Kim Schous pointe ‘flagskibsfunktionen’: Et flagskib er det vigtigste, flotteste, dyreste skib med de største og mest ødelæggende kanoner ombord. Det er det skib, piraterne går efter. 

På samme måde er det med webdokken. Det er det vigtigste, flotteste og måske mest tidskrævende format med de største og mest fascinerende digitale elementer ombord. Og derfor vil læserne bruge mere tid på den.

En anden, der kan fortælle lidt mere om, hvorfor webdokken er blevet så populær, er Jesper Gaarskjær. Han er lektor i journalistik på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Hør Jesper Gaarskjær fortælle om, hvorfor det er vigtigt at kunne lave en webdok:

Der er også en anden grund til, at webdoks er et vigtigt værktøj for den enkelte journalist og det enkelte mediehus: Internettet, der har skabt øget konkurrence om læsernes opmærksomhed. Webdokken er et værktøj til at vinde dén, forklarer Jesper Gaarskjær.

Okay, så lad os lige opsummere: Du skal lære at lave en webdok, fordi du som journalist lærer at udnytte tidens digitale muligheder, så flere gider at bruge tid på din historie. Og det er vigtigt på internettet, hvor du konstant er i krig med hele den digitale verden om læserens opmærksomhed. Ikke bare andre medier, men også Facebook, Netflix og TikTok.

Rejsen begynder

Med det på plads kan eventyret begynde. Eller lige om et øjeblik, for først skal vi lære ham fra videoen lidt bedre at kende.

BLIV KLOGERE PÅ, HVEM KIM SCHOU ER

Kim Schou er uddannet journalist fra SDU og har lært sig selv at kode. Han er tidligere digital tilrettelægger på Kristeligt Dagblad, hvor han var med til at sætte den digitale linje på dagsordenen. I dag er han digital redaktør på DR og står i spidsen for et hold af digitale journalister på DR’s digitale redaktion.

Se nogle af de digitale fortællinger, som han har været med til at producere her:

Når alt bliver mørkt (DR) 

En politimand kan også blive bange (DR) 

Klimaet lige nu: Kloden bliver varmere, havene stiger, isen smelter (DR)

Hvad går tabt, når vi ikke længere skriver i hånden? (Kristeligt Dagblad) 

Williams himmel (Kristeligt Dagblad) 

Nu har du styr på, hvem Kim Schou er. Du kommer nok til at møde ham igen, for han viste sig at være et uundværligt bekendtskab i jagten på den store webdokskat.

Vi satte sejl med kurs mod skatten. Vi var frygtløse. Højt humør og sang fyldte dækket den første dag. Vi talte i store vendinger om, hvor prægtig en webdok vi skulle lave. Hvordan det skulle være Illustreret Bunkers flagskib. Vi råbte triumferende ud i natten: ”The sky is the limit!” 

Men ak, som enhver erfaren sømand ved, er havet lunefuldt.

Navigation

På havet har alting nye navne: Styrbord, bagbord, agter og bov. Når besætningen spurgte, hvilken kurs de skulle stikke, sagde vi “til venstre”, og de så uforstående på os. Vi kendte ikke lingoen til havs.

Hvis vi ikke lærte at navigere på det store digitale hav, ville vi aldrig finde frem til skatten. Besætningen gik frustrerede rundt på dækket.

Selvfølgelig! Vi forvirrede besætningen, fordi vi ikke kunne navigere til havs. Venstre er bagbord, højre er styrbord. Da vi ikke var enige med vores besætning om sproget, kom vi ingen vegne. 

På samme måde er det med en webdok. Din læser skal scrolle nedad eller swipe til siden, som hun er vant til fra andre platforme. Ellers kommer hun heller ingen vegne. Hun må altså ikke tænke alt for meget over navigationen. Ligesom der blandt sømændene er enighed om, at styrbord er højre, skal der være enighed mellem dig og din læser om orienteringen i webdokken.

“Til bagbord,” råbte vi, og skibet krængede vildt.

Det hedder måske ikke kun en webdok

Når besætningen gik til køjs om aftenen, lå de og småsnakkede om, hvad en webdok egentlig er? En af dem sagde tilmed, at det faktisk slet ikke hed en webdok.

Undervejs på vores færd, stødte vi ind i mange begreber. Webdok, digital fortælling, longread. Men hvad var egentlig den korrekte betegnelse?

Kim Schou kaldte det en digital fortælling, og måske er det faktisk det bedste ord. Hvorfor?

I vores optik er en digital fortælling en bredere betegnelse for alle de former for historier, der findes på nettet. En webdok derimod refererer mere snævert til en dokumentar på nettet – og det behøver det ikke at være. 

‘Digital fortælling’ forklarer bedre, hvad begrebet dækker over: Nemlig en journalistisk fortælling, hvor der gøres brug af digitale elementer. 

Fra nu kalder vi den det: En digital fortælling.

Kim Schou mener endda, at en sådan fortælling er et rum for fordybelse.

En digital fortælling er ikke en genre, men et redskab til at fortælle sin historie endnu bedre – på historiens egne præmisser. Form er ikke en spændetrøje for indholdet. Den skal derimod understøtte historien og gøre den mere tilgængelig. 

Hvis én del af historien bedst formidles på video, så lad en video vise det! Hvis skurken fra Danske Bank taler med russisk accent, så lad os høre, hvor skurkeagtig han er i en lydbid! Hvis alle tror, de ved alt om børnedødelighed i Afrika, så lad dem tage fejl i en quiz! 

Kort fortalt: Fordi du har hele internettets arsenal af medier til rådighed, er ”the sky” faktisk ”the limit”.

Kapitel 2: At fare vild og komme på rette kurs igen

Efter få dage til søs var euforien svundet ind, og humøret var dalet. Tobias faldt dybere og dybere ind i det vilde internet. Lasse sad ved siden af og kløede sig i hovedbunden. Vi var faktisk ikke ret gode til alt det digitale.

Hvor skulle vi starte? Hvad var det vigtigste? Hvor fandt vi alle redskaberne? Hvordan lærte vi at kode?

Kodekrisen

Hvis du har totalt styr på, hvordan man sætter en flot digital fortælling i verden, så bare spring det her afsnit over. Men hvis du fuldstændig mister orienteringen, så snart du hører ordet ‘kode’, så er du i samme båd, som vi var i.

Men frygt ej. Vi har store nyheder til dig. Eller det har Kim Schou.

Men hvor finder man lige de skabeloner og programmer? Tryk boksen ud og lær navnene på et par stykker.

DEN DIGITALE VÆRKTØJSKASSE

Her er et par hjemmesider, hvor du gratis eller billigt kan få din artikel til at se dyr ud.

Storyform: Et godt redskab med en masse skabeloner. Det kan integreres i WordPress, men det er lidt kompliceret. Der findes masser af guides online! Gratis.
Mural: Gratis program, der har et lækkert, interaktivt udtryk. Skal downloades til computeren.
Shorthand: Meget professionelt, men måske også mest for dig, der arbejder hos BBC, og så koster det måske kassen. Vi ved det ikke, for man skal lige sende en enquiry…
Pageflow: Tysk er altid et kvalitetsstempel. Sådan er det også med pageflow. Og så er det muligt at bruge, selvom du ikke er journalist på BBC. Det koster en skilling, ikke kassen, hvis du vil kunne publicere din historie. Og det vil du nok gerne?

Her får du fem udvalgte programmer, som du måske kan få glæde af, når du sætter dig for at producere din digitale fortælling.

Soundcite: Med dette program kan du indlejre lyd i din tekst – det er lidt high-tech at komme i gang med, men du kan klare det inden for en overskuelig fremtid!
Datawrapper: Kan nemt omdanne dine data (hvis du har sådan nogle) til lækre grafikker og diagrammer. Det bedste ved det hele? Det er gratis!
Procreate: Dine lækre digitale illustrationer, som du selv vil tegne, starter måske her. Hvis altså du har en iPad.
Canva: Er du elendig til at tegne? Programmet lader dig lave illustrationer vha. forskellige små figurer, som du nemt kan indsætte i den selvskabte template. Det er nemt at komme i gang med, så prøv blot at tjek det ud.
Thinglink: Gør det muligt for dig at gøre billeder interaktive og tilføje forskellige infopunkter undervejs, som din læser selv kan klikke sig rundt i. Herefter kan du embedde indholdet i din digitale fortælling.

Mangler du endnu flere redskaber? Så tjek det her google docs-dokument ud. Lavet af Magnus Bjerg, journalist hos TV2. 

Hvis du har mod på at gå i krig med kodning, så kan Kim Schou berolige dig lidt, inden slaget begynder. 

De tre magiske råd

Vi havde nu et digitalt våbenlager med om bord. Men hvad hjælper det, når man ikke ved, hvor man skal sejle hen? Vi manglede vores kompas.

I vores forvildelse stødte vi ind i en ø. Her boede en gammel, forvirret konge i sit slot. Vi spurgte ham om vej, men han ville kun hjælpe os på én betingelse. 

Hver dag havde kongen tusinde gøremål, men han fik aldrig gjort noget færdigt. Hvis han skulle hjælpe os på vej, skulle vi sørge for, at han fik ordnet sine gøremål.

Vi anede ikke, hvordan vi skulle hjælpe ham! Men uden kongens hjælp, kunne vi heller ikke sejle videre. Havde Kim Schou mon et godt råd?

Kongen gik altid i gang, før han var klar. Det var derfor, han aldrig fik gjort noget. Selvfølgelig, tænkte vi. Han skulle bruge tid på at strukturere sin dag og koordinere med sine skatteindkrævere, sine kokke og sin væbner om morgenen.

Men han kunne gøre mere end det, tænkte vi. Han kunne bruge post-its. 

Lidt ligesom, da vi skulle skulle skrive vores eventyr. Vi skrev scener, pointer og ideer ned, hang dem op, og wupti: Pludselig var vores historie mere overskuelig. 

Det kunne kongen også gøre. Han kunne tage dagens gøremål, skrive dem ned, hænge dem op og wupti: Pludselig ville hans dag være mere overskuelig.

Og så kunne han gå i gang. Den tid, han brugte om morgenen, ville være dagevis værd i den anden ende. 

Kongen lyste op. 

“Tak, mine sømænd,” sagde han. “Nu skal I få en krystalkugle med de tre magiske råd, som I kan bruge i jagten på den store digitale skattefortælling.”

Vi havde nu fundet vores kompas. Det var historien, vi skulle styre efter. Ellers ville vi fare vild. Med den gode historie og det digitale mindset skulle vi forhåbentlig komme i land, hvor skatten ville ligge og vente på os.  

Med andre ord, kære læser: Det vigtigste er, at du finder ud af, hvilken historie du har. Det er historien, der skal diktere formen, og ikke formen, der skal diktere historien. 

KIM SCHOUS TI BUD FOR DIGITALE FORTÆLLINGER

Vil du have endnu flere magiske råd? Så prøv at læs de ti bud!

§ 1: Du må ikke have andre guder end historien.
§ 2: Du må ikke lave avisartikler til nettet.
§ 3: Du må ikke glemme, hvor djævlen bor.
§ 4: Du skal holde det klart og enkelt.
§ 5: Du skal vide hvorfor, det skal være en digital fortælling.
§ 6: Du må ikke få mig til at tænke over navigationen.
§ 7: Du skal ikke vente på den gode idé.
§ 8: Du skal stjæle. Kreativt.
§ 9: Du skal lave fejl – og lære af dem.
§ 10: Du skal bryde disse ti bud og alle andre regler.

Her kan du læse mere om de ti bud for digitale fortællinger.

På rette kurs

Ved solopgang lagde vi fra kongens ø. Vi var på rette kurs, men der var stadig meget, vi ikke forstod. Vi vidste, vi ville lave en digital fortælling. Nu skulle vi til at overveje, hvordan den skulle fortælles.

Kim Schou kom os heldigvis til undsætning igen. Han fortalte os, det kunne være smart at tænke i billeder. Mere præcist: Tre billeder, tre key visuals.

Lad os uddybe:

Du opdeler din historie i tre hovedscener. En begyndelse, en midte og en slutning. Overvej, hvilke pointer du skal have med i hver del, og opbyg så spændingen frem mod slutningen. Det er det, vi kalder BMS-reglen.

Til hver hovedscene skal du komme frem til det key visual, der bedst karakteriserer scenen. Som et kompas, der symboliserer orientering.

De perfekte key visuals er dem, der nærmest fortæller hele historien af sig selv. Det gør DR’s webdok om pigen, der bliver blind her: Synet, pengene og til sidst, stjernerne.

Men hvorfor skal du tænke i key visuals?

Fordi det er et godt redskab til at vurdere din digitale fortælling. Hvis fortællingen kan formidles i bare tre billeder, så er den skarpt skåret. Og du er på rette kurs.

Det er her, alle de smarte illustrationer, lækre videoer og lange tekst mødes om det vigtigste: Den gode historie. Dit kompas.

Bare fordi du kan alt, skal du ikke alt

Svup. Svup. Svup. Noget klatrede op ad skibets skrog. 

Pludselig klaskede en kæmpemæssig blæksprutte op på dækket. Den havde hundrede arme, der piskede truende i luften. Vi var stive af frygt. 

Nu lød en rungende stemme.

“Jeg har så mange arme, at jeg kan alt. ALT,” sagde den stolt. 

“Men når jeg har gang i hundrede ting på samme tid, sker det, at mine arme vikler sig sammen, så de slår knuder på hinanden. Jeg ligger til sidst på havets bund som et stort sammenfiltret bløddyr.” 

Sprutten sagde, den ville æde os, hvis ikke vi hjalp den med at få styr på armene. Men vi anede ikke, hvordan vi skulle bære os ad.  

Heldigvis kom Kim Schou os til undsætning. 

Nu vidste vi, hvordan vi kunne hjælpe. Blæksprutten måtte lære at begrænse sig. Den skulle ikke gøre alt, bare fordi den kunne alt. Og det var vigtigt at huske, når vi skulle skrive vores digitale fortælling.

Sprutten vrissede, men gled så tilbage i dybet. Vi åndede lettede op. 

Fortællingens kunst

Skibet skar igennem bølgerne, og vi var fyldt med tro og optimisme. Når vi lå i vores køjer om natten, snakkede vi om alle de fantastiske effekter og animationer, der skulle danse over skærmen. Men ikke for mange, for det havde vi jo lige lært. 

Men hvordan skriver man så en god digital fortælling, tænker du måske?

En god digital fortælling får sine læsere til at hænge på hele vejen. Det vigtigste behøver ikke komme først. Måske kan det endda komme til sidst. Du ville jo ikke heller ikke se Barnaby færdig, hvis morderen tilstod i første scene.

Tænk på, at det er en fortælling, du skal skrive. Du skal få læseren til at hænge på hele vejen med cliffhangers og tilbageholdt information. Lån fra skønlitteraturen, den fortællende journalistik, fra tegneserier eller måske endda fra eventyret, som vi har gjort det.

Men husk, historien er kongen! Den bestemmer. Du skal fortælle historien på den måde, der giver mening for den. Du skal ikke skrive et sørøvereventyr, fordi du tænker, det kunne være sjov, men fordi det giver mening for historien.

SÅDAN SKRIVER DU EN GOD DIGITAL FORTÆLLING
  • Gør som Wikipedia. Inddel i en struktur, så læserne ved, hvad de skal til at læse. Og skriv så. Længden er ligegyldig i en digital fortælling – bare den er spændende nok.
  • Skriv i datid, hvis du som os springer rundt i tiden. Alt andet gør din læser meget mere forvirret.
  • Dyrk skrivekunsten. En god digital fortælling er skrevet godt – virkelig godt.
  • Når du skal skrive, skal du skrive. Du skal ikke fokusere på de andre elementer imens. Din tekst skal kunne bære sig selv.
  • Video og tekst skal ikke sige det samme. Så kan din læser jo bare lade vær med at se din ellers virkeligt velproducerede video – og det gør han så sikkert som himlen er grå og kedelig i november.
  • At putte noget bag et klik, er som at sige: ”Det her kan du se, hvis du har lyst.” – en nedprioritering.
  • Husk: Less is more – og too much er virkelig less. Så skru ned for interaktive elementer, sammenklippede videoer og lækre fotocollager. Hold det simpelt.

Kapitel 3: Skatten

Vi var der næsten. Endelig fremme ved skatten. Efter mange ugers sejlads kunne vi skimte en ø i horisonten. Vi satte anker og gik i land.

Sandet brændte under vores fødder, og vi styrede mod historiens slutning. Endelig lå den der. Skatten. Kisten knirkede, da vi åbnede det tunge låg. Vores drøm var endelig gået i opfyldelse, og om få sekunder ville det vælte ud med guld, sølv og diamanter.

Men hvad? Den var tom. Kunne det virkelig passe? 

Vi så skuffede på hinanden, og slæbte så den tomme kiste ombord.

Hjemfarten gik let. Hurtigt var vi tilbage i Aarhus. Så kan det også være ligegyldigt, sagde Lasse og sparkede til kisten. Vi var på randen af at smide den til storskrald, da noget indeni os alligevel strittede imod. Vi måtte kigge efter. Bare én gang til. 

Og dernede, dybt, dybt nede i bunden af kisten lå der en lille seddel.

Vi drønede hen til vores computer og klikkede os ind på illbunker.dk. Der var den jo. Det var det, der var skatten: Det store webdokeventyr.

Epilog

Du tænker nok, at du nu er nået til vejs ende. Og eventyret er da også slut. Men der er faktisk mere, du kan lære, for nu får du chancen for at lære af alle vores fejl. 

Vi sendte vores digitale fortælling en tur til Kim Schou, så han kunne fortælle om alt det, vi havde gjort godt, og om alt det vi havde gjort knap så godt. Og hvad sagde han så?

Okay, han syntes faktisk, at vi var lykkedes ret godt, selvom vores start var lidt rodet, og vores lille færd i toppen af eventyret ikke helt funkede. Men hvad så med prologen? Kunne han lide den?

Som en podcast ville den være god, tilføjede han. Men måske lidt lang, gentagende og kedelig. Men så, når man lige er kommet over den hårde start, så begynder det rigtig at blive godt og sjovt. Og hvorfor så det?

På øen gik der altså lidt for meget eventyr i den. Vi tabte Kim Schou, og undskyld til dig, kære læser, hvis vi også tabte dig.

Hvis du også måtte sidde med samme tvivl som Kim Schou, så kommer vores tre key visuals lige her: Flagskibet, kompasset, skattekisten.

Fungerer det så overhovedet? Giver det mening at lave en webdok om at lave en webdok?

KIM SCHOUS VIGTIGSTE POINTER FRA FEEDBACKEN
  • Samspillet fungerer. I virkeligheden kunne historien have været en lang kedelig faktaboks. I stedet formår vi faktisk at fortælle historien på en fed, underholdende og legende måde.
  • Få lige styr på designet. Faktaboksene fylder enormt meget på telefonen. Mellemrubrikkerne kunne man måske have lavet mere lækre. Og altså ikke bare i fed skrift.
  • Det allerdårligste? Helt sikkert starten. Det tager for lang tid at komme ind i fortællingen. Lad læseren få kikkerten til øjet fra starten. Lad ham mærke eventyret med det samme. Og lad så vær med at bruge så meget tid på at forklare, hvad det er, hun skal til at læse.
  • Hold fortællingens form hele vejen. Bryd den ikke. Lad det blive ved med at være en metafortælling. En webdok om at lave en webdok.
  • Pas på med de små lydklip-gentagelser. Sig ikke det samme to gange. Som det (desværre) er sket i både prologen og epilogen.
  • Kæl for detaljerne. Lav en krystalkugle rund i stedet for firkantet. Husk at bruge internettets muligheder. Brug links alle steder – også i de ellers virkelige forbilledlige faktabokse. 

Nu er du virkelig nået til vejs ende. For alvor. Og hvis du alligevel skulle have lyst til at høre vores lyd-epilog – og få vores egne seks magiske råd – så giv den lige en enkelt lille chance.

Tak, fordi du læste med.

Her kan du høre, hvad vi lærte af vores store webdok-eventyr

FRA ORD TIL TEKNIK: SÅDAN SKABTE VI DEN DIGITALE FORTÆLLING

Hvordan skabte vi egentlig selv en digital fortælling, tænker du måske? Her er svaret:

Videoerne er optaget på en Iphone 8 – ikke den nyeste generation – og klippet på noget så simpelt som iMovie. Teksten er skrevet i et Google Docs-dokument og derefter bearbejdet i Word. Ja, du læste rigtigt – Word.

Illustrationerne er skabt af Charlotte Stentebjergs fine håndelag. Hun har først og fremmest tegnet alle de fine tegninger, der præger historien. Derefter har hun lavet en stop motion-video, der ses i headeren. Herefter har webredaktør Amalie Rokkedal Simonsen kastet sig ud i PhotoShop for at fjerne baggrunden på de mange tegninger og få dem klar til at komme på hjemmesiden.

Lyde er optaget under en dyne med en lille mikrofon, der nemt kan sættes i en Iphone 8 – klippet i Hindenburg, men du kan lige så fint bruge iMovie og blot fjerne billedet.

Endelig er alle delelementerne samlet i WordPress af webredaktør Amalie Rokkedal Simonsen. Hun har brugt WordPress, som er det program, der ligger bag Illustreret Bunkers hjemmeside samt hjælpeprogrammet Divi Builder, der gør det nemmere at bygge flotte web-artikler op. Her har hun leget med video, billeder i fuld bredde, faktabokse, der kan foldes ud, og meget andet for at få historien til at spille – alt sammen uden at kode, fordi programmet Divi Builder gør det hele for en. I stedet for at kode et billede til at være i fuld bredde, kan man blot trykke på en knap og så indsætter programmet et billede i fuld bredde for en. Det gør det hele meget lettere!

Sådan dækker du selvmord: Man bliver nødt til at tale om det for at gøre noget ved det

Sådan dækker du selvmord: Man bliver nødt til at tale om det for at gøre noget ved det

Sådan dækker du selvmord: Man bliver nødt til at tale om det for at gøre noget ved det
Sådan dækker du selvmord: Man bliver nødt til at tale om det for at gøre noget ved det

Det er vigtigt, at medier dækker historier om selvmord, så emnet kan aftabuiseres. Men det kræver overvejelser om, hvordan man dækker selvmord på den bedst mulige måde, ellers kan det føre til mere skade end gavn. Kom med ind i hovedet på to journalister, der har siddet med disse overvejelser.

Skribent: Stine Kærgaard Nissen
Illustrator: Charlotte Stentebjerg-Hansen

Udgivet den 29. oktober 2020

Spørgsmål 1.

 

Du vil gerne skrive en artikel om selvmord. Der er en klokke fra dengang, du havde Medieret og Presseetik, der ringer. Hvad var det nu, du lærte?

Du vil gerne skrive en artikel om selvmord. Der er en klokke fra dengang, du havde Medieret og Presseetik, der ringer. Hvad var det nu, du lærte?

Ulrik Holmstrup er journalist og medlem af Pressenævnet. Han understreger dog, at han ikke udtaler sig på vegne af Pressenævnet.

Ifølge ham har det altid været kutyme, at man ikke omtaler selvmord i medierne, fordi det er noget privat.

”Selvmord handler i bund og grund om privatlivets fred, som er beskrevet i et andet punkt. Men man har valgt at skrive det i et selvstændigt punkt og specifikt pege på, at det er et område, man skal være varsom med,” siger han.

Pressenævnet har de seneste 15 år haft ni sager omhandlende punktet selvmord. I seks af sagerne er der givet kritik. Disse sager har fået kritik, fordi der ikke var nogen almen interesse i at omtale selvmordet.

Spørgsmål 2.

 

Du overvejer, hvad der kan begrunde offentlig omtale af et selvmord. Hvad kommer du frem til?

Du overvejer, hvad der kan begrunde offentlig omtale af et selvmord. Hvad kommer du frem til?

Der er ikke noget entydigt svar på, hvornår offentlig omtale af selvmord kan begrundes. Her må man afveje modstående hensyn. Det er dog ikke et presseetisk problem, hvis de pårørende har indvilliget i omtalen. Og er der tale om et selvmordsforsøg, er det ligeledes ikke problematisk, hvis personen selv ønsker at stå frem.

Annette Erlangsen er seniorforsker og programleder på Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse. Hun mener, at det generelt er vigtigt at dække selvmord, fordi det er et tabubelagt emne. Derfor skal man ikke afholde sig fra emnet som journalist, selvom det kan være udfordring.

En af de journalister, der har dækket selvmord, er Andrea Dragsdahl, der er journalist på Zetland. Hun skrev d. 28. september 2020 artiklen Færre danskere forsøger selvmord. Jeg forsøgte at finde forklaringen bag en overset succes. Hun mener, det er vigtigt at skrive om selvmord for at kunne aftabuisere emnet.

Hør Andrea Dragsdahls tanker om emnets relevans:

I februar 2020 udgav DR dokumentaren Døde pigers dagbog. Den handler om et netværk af unge piger, som deler deres erfaringer med selvskade og selvmord på det sociale medie Instagram. Bag dokumentaren stod tilrettelæggerne Maria Lyhne Høj og Laurits Nansen. De syntes, det var vigtigt, at offentligheden fik kendskab til netværket, fordi selvskaden og selvmordstankerne bredte sig i netværket.

”Der var risiko for dominoeffekter – altså at det førte til mere selvskade, når pigerne bevægede sig i det her netværk. Derfor var det vigtigt, at eksistensen af netværket kom frem, så Instagram, behandlere og pårørende kunne forholde sig til det,” siger Laurits Nansen.

Det var en svær balance, hvordan dokumentaren skulle formidle, hvad der skete i netværket, uden at den bidrog til domino-effekten.

Hør Laurits Nansen fortælle om sine overvejelser:

 ”Havde det været små klip, hvor det bare havde set lækkert ud med folk, der forsøger selvmord, så ville vi have begået præcis den samme fejl som Instagram.” 

– Laurits Nansen, tilrettelægger hos DR 

 ”Havde det været små klip, hvor det bare havde set lækkert ud med folk, der forsøger selvmord, så ville vi have begået præcis den samme fejl som Instagram.” 

– Laurits Nansen, tilrettelægger hos DR 

Spørgsmål 3.

 

Du føler dig usikker på, hvordan du dækker emnet selvmord på den bedst mulige måde. Hvad gør du?

Du føler dig usikker på, hvordan du dækker emnet selvmord på den bedst mulige måde. Hvad gør du?

 Det er ikke Pressenævnets opgave at vurdere, hvordan journalister dækker selvmord på den bedst mulige måde.

Men det kan være en god ide som journalist at spørge eksperter i selvmord til råds, når man dækker emnet. Både Andrea Dragsdahl og Laurits Nansen spurgte eksperter til råds og brugte eksperter til at se deres arbejde igennem inden udgivelsen.

Det er ikke Pressenævnets opgave at vurdere, hvordan journalister dækker selvmord på den bedst mulige måde.

Men det kan være en god ide som journalist at spørge eksperter i selvmord til råds, når man dækker emnet. Både Andrea Dragsdahl og Laurits Nansen spurgte eksperter til råds og brugte eksperter til at se deres arbejde igennem inden udgivelsen.

Hør, hvad Andrea Dragsdahl fik ud af at spørge eksperter til råds i arbejdet med artiklen:

”Der var en masse ting, jeg ikke havde tænkt over, som eksperterne lagde mærke til.”

– Andrea Dragsdahl, journalist hos Zetland 

”Der var en masse ting, jeg ikke havde tænkt over, som eksperterne lagde mærke til.”

– Andrea Dragsdahl, journalist hos Zetland 

Eksperternes vejledning tager udgangspunkt i WHO’s guidelines til, hvordan medier kan dække selvmord på en ansvarlig måde.

Anette Erlangsen, seniorforsker og programleder på Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse, fortæller, at der findes evidens for, at hvis man følger disse retningslinjer og dækker selvmord på den rigtige måde, kan det føre til et fald i selvmord og selvmordsforsøg. Det kaldes Papageno-effekten.

Papageno-effekten…

… stammer fra Mozarts opera Tryllefløjten, hvor Papageno bliver selvmordstruet, da han mister sit livs kærlighed. Men tre ånder griber ind og viser ham, at selvmord ikke er en udvej. Papageno-effekten er et udtryk for, at den rigtige omtale af selvmord kan føre til et fald i selvmord.

Det er et modsvar til Werther-effekten, som kommer fra Goethes Den Unge Werthers lidelser. I bogen dør hovedpersonen ved selvmord. Dens udgivelse startede en bølge af selvmord i Tyskland og resten af Europa, hvor unge mænd identificerede sig med Werther og kopierede hans selvmordshandling.

Kilde: https://selvmordsforskning.dk/viden/presse/papageno-prisen/ og https://selvmordsforskning.dk/aktuelt-werther-effekten/

Papageno-effekten…

… stammer fra Mozarts opera Tryllefløjten, hvor Papageno bliver selvmordstruet, da han mister sit livs kærlighed. Men tre ånder griber ind og viser ham, at selvmord ikke er en udvej. Papageno-effekten er et udtryk for, at den rigtige omtale af selvmord kan føre til et fald i selvmord.

Det er et modsvar til Werther-effekten, som kommer fra Goethes Den Unge Werthers lidelser. I bogen dør hovedpersonen ved selvmord. Dens udgivelse startede en bølge af selvmord i Tyskland og resten af Europa, hvor unge mænd identificerede sig med Werther og kopierede hans selvmordshandling.

Kilde: https://selvmordsforskning.dk/viden/presse/papageno-prisen/ og https://selvmordsforskning.dk/aktuelt-werther-effekten/

Spørgsmål 4.

 

Du vil gerne have ansigt på de personer, som har haft selvmord inde på livet. Hvordan gør du det?

Du vil gerne have ansigt på de personer, som har haft selvmord inde på livet. Hvordan gør du det?

En af anbefalingerne fra WHO er at bringe historier om, hvordan man kan takle selvmordstanker. Annette Erlangsen fortæller, at det kan være gavnligt, hvis man bringer positive personlige beretninger om folk, der har haft selvmord inde på livet.

”Det er ikke farligt at bringe historier om nogen, der har det svært. Man kan gøre noget godt ved at fortælle om, hvordan en person er kommet ud af sine selvmordstanker.”

– Anette Erlangsen, seniorforsker og programleder på Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse

”Det er ikke farligt at bringe historier om nogen, der har det svært. Man kan gøre noget godt ved at fortælle om, hvordan en person er kommet ud af sine selvmordstanker.”

– Anette Erlangsen, seniorforsker og programleder på Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse

Andrea Dragsdahl valgte i sin artikel at bruge erfaringskilden Emma, som har forsøgt selvmord, men som nu har fået det bedre.

Hør Andrea Dragsdahl fortælle, hvorfor hun valgte Emma som kilde:

Annette Erlangsen fortæller dog, at det kan være skadeligt, hvis personer, som er døde ved selvmord, fremstilles som rollemodeller. Det kunne være, hvis en kendt person dør ved selvmord, og det glorificeres i medierne som en heltegerning.

I DR-dokumentaren medvirker tre piger fra netværket. De er nøje udvalgt, fordi de er reflekterede over netværkets konsekvenser, så det, der foregår i netværket, ikke fremstår forbilledligt. I stedet bruges kilderne til at advare om netværket.

Hør Laurits Nansen fortælle, hvilke tanker der lå bag kildevalget:

”Det var vigtigt for os, at der var nogle piger, der var i stand til at reflektere over det, de havde været igennem.”

– Laurits Nansen, tilrettelægger hos DR

”Det var vigtigt for os, at der var nogle piger, der var i stand til at reflektere over det, de havde været igennem.”

– Laurits Nansen, tilrettelægger hos DR

Spørgsmål 5.

 

Hvordan forholder du dig til, at din kilde kan være ekstra sårbar?

Hvordan forholder du dig til, at din kilde kan være ekstra sårbar?

Når man bruger sårbare mennesker som kilder, bør man sikre sig, at de har en kontaktperson, som de kan gå til eller ved, hvor de kan hente hjælp, mener Annette Erlangsen.

”Det anbefales, at hvis en person er selvmordstruet, så skal man ikke give slip på dem, før en anden har taget over. Det kan jo også gælde for journalister,” siger hun.

Andrea Dragsdahl brugte eksperter til at give råd og vejledning om, hvordan man interviewer sårbare mennesker.

Hør hvilke råd, Andrea Dragsdahl fik fra eksperter:

”Det er vigtigt, at man som journalist ikke bare tænker, at man er god til sit arbejde.”

– Andrea Dragsdahl, journalist på Zetland

”Det er vigtigt, at man som journalist ikke bare tænker, at man er god til sit arbejde.”

– Andrea Dragsdahl, journalist på Zetland

Hør, hvilke overvejelser Laurits Nansen har gjort sig om at tage ansvar for kilderne, der medvirker i Døde pigers dagbog:

Spørgsmål 6.

 

Da du taler med din erfaringskilde, fortæller personen dig detaljeret om sit selvmordsforsøg. Viderebringer du det i artiklen?

Da du taler med din erfaringskilde, fortæller personen dig detaljeret om sit selvmordsforsøg. Viderebringer du det i artiklen?

En anden af WHO’s retningslinjer er, at man ikke skal nævne metoder til selvmord. At beskrive selvmordsmetoder kan ifølge Annette Erlangsen være direkte skadeligt.

”Beskrivelser af metoder er en dårlig ide. Vi har evidens for, at når en konkret metode beskrives, kan det føre til en stigning i selvmordsforsøg med den samme metode,” siger hun.

 Derfor beskriver Andrea Dragsdahl i sin artikel ikke metoder, som kan give folk ideer til selvmord.

”Min kilde, Emma, har forsøgt selvmord mange gange, så jeg spurgte hende hvordan og hvornår. Det skrev jeg ikke ind. Jeg skrev, at hun har forsøgt selvmord, men ikke hvordan,” siger hun.

I Døde pigers dagbog fandt de det nødvendigt til en vis grad at videreformidle metoder til selvmord, fordi det blandt andet var metoder til selvmord, der blev delt i netværket, og som dokumentaren søgte at afdække. Men detaljer videreformidles ikke.

Hør Laurits Nansen give et eksempel på, hvordan han undgik at videreformidle detaljer:

”Vi ved, hvad det er for en væske, vedkommende har drukket. Det bliver ikke fortalt.”

– Laurits Nansen, tilrettelægger hos DR

”Vi ved, hvad det er for en væske, vedkommende har drukket. Det bliver ikke fortalt.”

– Laurits Nansen, tilrettelægger hos DR

I Pressenævnet kan der være tilfælde, hvor detaljeringsgraden i omtalen af et selvmord kritiseres. Men igen er det af hensyn til beskyttelsen af privatlivets fred.

”Vi kan godt gå ind og sige: ’Det var relevant at omtale selvmordet, men detaljeringsgraden kunne have været mindre.’ Man behøver ikke at gå i detaljer med forskellige makabre ting, for der er vi ude over den almene interesse,” siger Ulrik Holmstrup.

Spørgsmål 7.

 

Hvordan forholder du dig til de pårørende til en person, som er død ved selvmord?

Hvordan forholder du dig til de pårørende til en person, som er død ved selvmord?

WHO peger på, at man bør udvise forsigtighed og ekstra opmærksomhed i interviews med pårørende til en, som er død ved selvmord. Efterladte efter selvmord har større sandsynlighed for selv at udvise selvmordsadfærd. De udgør derfor også en sårbar gruppe.

Ifølge WHO kan det være gavnligt for pårørende til selvmord at have nogen at kunne spejle sig i i mediebilledet. Det kan især være gavnligt, hvis mediedækningen giver indsigt i, hvordan de pårørende har taklet at miste en til selvmord.

Ulrik Holmstrup fra Pressenævnet fortæller, at omtale af selvmord ikke er et presseetisk problem, når de pårørende selv ønsker at stå frem. Det er nemlig typisk de pårørende, der klager.

”Det er vores opgave at vurdere forholdet mellem hensynet til privatlivs fred og hensynet til en eventuel offentlig interesse. Som udgangspunkt har de pårørende ret til beskyttelse af deres privatliv, men nogle omstændigheder kan gøre, at det er okay, hvis mediet har omtalt det,” siger han.

 I Døde pigers dagbog er hovedpersonen Maja Luna død ved selvmord. Samarbejdet med Maja Lunas mor var vigtigt i arbejdet med dokumentaren.

Hør Laurits Nansen fortælle om samarbejdet med Maja Lunas mor:

Spørgsmål 8.

 

Nu har du lavet din research. Er der noget, du skal være særligt opmærksom på inden offentliggørelse?

Nu har du lavet din research. Er der noget, du skal være særligt opmærksom på inden offentliggørelse?

Your score is

WHO anbefaler, at man angiver, hvor man kan søge hjælp, hvis man har selvmordstanker, når selvmord omtales i medierne. På Livsliniens hjemmeside kan der findes et Pressekit, der ser sådan ud:

Du kan kontakte Livslinien, hvis du har selvmordstanker eller er i anden alvorlig livskrise, eller hvis du er pårørende eller efterladt til selvmord.

Telefonrådgivning, 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-05

Netrådgivning alle ugens dage på www.skrivdet.dk

Chatrådgivning mandag og torsdag kl. 17-21 samt lørdag kl. 13-17

Du kan kontakte Livslinien, hvis du har selvmordstanker eller er i anden alvorlig livskrise, eller hvis du er pårørende eller efterladt til selvmord.

Telefonrådgivning, 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-05

Netrådgivning alle ugens dage på www.skrivdet.dk

Chatrådgivning mandag og torsdag kl. 17-21 samt lørdag kl. 13-17

Hør Andrea Dragsdahls tanker om at gøre henvisningen Livslinien tydelig:

”Når du støder på opslaget i dit feed, så synes jeg, at det skal være der.”

– Andrea Dragsdahl, journalist hos Zetland 

”Når du støder på opslaget i dit feed, så synes jeg, at det skal være der.”

– Andrea Dragsdahl, journalist hos Zetland 

”Det, der er afgørende for os, er, at man husker at nævne, hvor man kan søge hjælp – uanset om man refererer til Livslinien eller andre steder. Det er vigtigt ikke at efterlade mennesker, der er berørte af problematikken, uden en reference til videre hjælp,” skriver Jeppe Kristian Toft, direktør for Livslinien, i en mail.

”Det, der er afgørende for os, er, at man husker at nævne, hvor man kan søge hjælp – uanset om man refererer til Livslinien eller andre steder. Det er vigtigt ikke at efterlade mennesker, der er berørte af problematikken, uden en reference til videre hjælp,” skriver Jeppe Kristian Toft, direktør for Livslinien, i en mail.

 Artiklen er nu færdigskrevet. Du har gjort dig dine overvejelser og er klar til at dække selvmord som journalist. Her kan du se alle anbefalingerne fra WHO om ansvarlig dækning af selvmord.

 Artiklen er nu færdigskrevet. Du har gjort dig dine overvejelser og er klar til at dække selvmord som journalist. Her kan du se alle anbefalingerne fra WHO om ansvarlig dækning af selvmord.

WHO’s korte anbefaling til ansvarlig rapportering om selvmord

Hvad bør man gøre:

  • Angiv, hvor man kan søge hjælp, hvis man har selvmordstanker
  • Bring fakta om selvmord og selvmordsforebyggelse, uden at sprede myter
  • Bring gerne historier om, hvordan man kan takle eller mestre belastende livsomstændigheder eller selvmordstanker og hvor man kan få hjælp
  • Udvis forsigtighed, når der rapporteres om berømte personers selvmord
  • Vær særligt opmærksom og udvis omtanke, når du interviewer familie eller venner, der er efterladte efter selvmord
  • Vær opmærksom på at mediefolk selv kan blive påvirket af historier om selvmord

 Hvad bør man undlade at gøre:

  • Gør ikke historier om selvmord til ’forsidestof’ og placer ikke teksten på et fremtrædende sted. Ligeledes bør historier heller ikke bringes flere gange
  • Anvend ikke sensationelt sprogbrug eller vendinger, der normaliserer eller præsenterer selvmord som en konstruktiv løsning på problemer
  • Nævn ikke den anvendte metode
  • Nævn ikke oplysninger om steder/lokaliteter
  • Brug ikke sensationelle overskrifter
  • Benyt ikke fotografier, videooptagelser eller links til sociale medier

Kilde: https://drisp.dk/who-medieguidelines/

WHO’s korte anbefaling til ansvarlig rapportering om selvmord

Hvad bør man gøre:

  • Angiv, hvor man kan søge hjælp, hvis man har selvmordstanker
  • Bring fakta om selvmord og selvmordsforebyggelse, uden at sprede myter
  • Bring gerne historier om, hvordan man kan takle eller mestre belastende livsomstændigheder eller selvmordstanker og hvor man kan få hjælp
  • Udvis forsigtighed, når der rapporteres om berømte personers selvmord
  • Vær særligt opmærksom og udvis omtanke, når du interviewer familie eller venner, der er efterladte efter selvmord
  • Vær opmærksom på at mediefolk selv kan blive påvirket af historier om selvmord

 Hvad bør man undlade at gøre:

  • Gør ikke historier om selvmord til ’forsidestof’ og placer ikke teksten på et fremtrædende sted. Ligeledes bør historier heller ikke bringes flere gange
  • Anvend ikke sensationelt sprogbrug eller vendinger, der normaliserer eller præsenterer selvmord som en konstruktiv løsning på problemer
  • Nævn ikke den anvendte metode
  • Nævn ikke oplysninger om steder/lokaliteter
  • Brug ikke sensationelle overskrifter
  • Benyt ikke fotografier, videooptagelser eller links til sociale medier

Kilde: https://drisp.dk/who-medieguidelines/

Journaliststuderende er ikke overraskende ens

Journaliststuderende er ikke overraskende ens

Journaliststuderende er ikke overraskende ens

Når journaliststuderende går rundt på journalisthøjskolens gange, ser de studerende overraskende ens ud. Illustreret Bunker har undersøgt, hvem de studerende er.

Skribent og grafik: Simon Stensgaard

Udgivet den 29. oktober 2020

Hvor ens er journaliststuderende egentlig? Er der overvægt af piger eller drenge? Er der virkelig så få etniske minoriteter, som det ser ud til?

I denne artikel kan du finde svar på disse spørgsmål.

Køn er det punkt, hvorpå de studerende er mest balancerede. I 2019 var der ifølge Danmarks Statistik 1944 studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Det gælder alle uddannelser – både på Helsingsforsgade i Aarhus og i Emdrup. Af dem var 812 mænd og 1132 kvinder. Det svarer til 58 procent kvinder og 42 procent mænd.

Sådan fordeler kønnene sig på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole:

Det er en rimelig ny udvikling. Fra 2005 til 2014 var der en overvægt af mænd på studiet. I 2014 vendte det rundt – her var 48 procent mænd, mens 52 procent var kvinder på studiet. Året før var fordelingen omvendt – 52 procent mænd og 48 procent kvinder.

Alder

Nogle studerende har brugt mange forsøg på at komme ind, mens andre end ikke færdiggør gymnasiet. Andre kom i gang med en anden uddannelse, før de indså at journalistik var vejen frem. Alle disse ting kan have indflydelse på gennemsnitsalderen på skolen.

Sådan er de studerendes alder fordelt:

Ifølge Danmarks Statistik var 95 procent af de studerende, der gik på skolen i 2019, mellem 20 og 29 år gamle. Kigger man nærmere på denne aldersgruppe, er der en overvægt i alderen 20-24 år, hvor man finder 60 procent af de studerende. I den andenstørste gruppe, 25-29 år, finder man 35 procent af de studerende.

Kun fire studerende var under 20 år. En enkelt studerende har rundet de halvtreds.

Generelt er mændene ældre end kvinderne.

Se, hvordan de studerendes alder er i forhold til deres køn:

 

 En af dem, der ligger over gennemsnitsalderen, er 62-årige Carsten Mortensen. Han studerer på 4. semester og er i øjeblikket i gang med praktikforberedelse.

Han fortæller, at han i starten tænkte en del over, at han var alderspræsidenten. Han fik frygteligt mange spørgsmål om sin alder. Men med tiden fyldte det mindre og mindre for ham.

”Så skal man også huske på, at der altid vil være én, der er ældst,” siger han.

 

Nu føler han sig tilpas på semesteret og oplever, at han er blevet en del af flokken.

Oprindeligt er han uddannet i historie med sidefag i samfundsfag. I mellemtiden har han dog nået at arbejde på et skibsværft, som orkesterbetjent og i en skolefritidsordning.

Politisk parti

 Også de studerendes stemmer til sidste valg ligner hinanden.

Helt overordnet svinger vægten mod rød blok. 70 procent af de studerende stemte på et parti fra rød blok, mens 21 procent stemte på et parti fra blå blok. De resterende stemte enten blankt, på et andet parti eller slet ikke.

Den klare vinder blandt journaliststuderende er Radikale Venstre, som fik næsten hver fjerde af de studerendes stemme ved sidste valg. På andenpladsen kommer Enhedslisten med 17 procent, mens Venstre indtager tredjepladsen med hver tiende stemme.

En enkelt stemme gik til både Stram Kurs og Kristendemokraterne, mens Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige fik to hver.

Etnicitet 

National oprindelse er klart den største skillelinje. Det er blot to procent af de studerende, der ikke har dansk oprindelse. De er henholdsvis indvandrere og efterkommere.

Ud af de 1994 studerende er der blot 45 med anden etnisk oprindelse. 17 af disse har indvandrerbaggrund, mens de resterende 28 er efterkommere.

 

Danmarks Statistik opgør national oprindelse på denne måde:

Dansk oprindelse: En eller begge forældre er født i Danmark og har dansk statsborgerskab.

Indvandrer: Født i udlandet, og ingen af forældrene er både født i Danmark og har dansk statsborgerskab.

Efterkommer: Født i Danmark, men ingen af forældrene er født i Danmark eller har dansk statsborgerskab.

Sami Kleit går på 4. semester og er også i gang med sin praktiksøgning. Hans far er libaneser, mens han mor er dansker. Det betyder, at han tæller med i statistikken under dansk oprindelse.

Lige siden jeg startede, har jeg undret mig over, at der ikke er flere med immigrantbaggrund. Der er jo generelt et åbentsindet miljø på skolen, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at man vil trives bedre her end på andre uddannelser,” siger han.

Selv er han ikke tilhænger af, at man forsøger at ramme en bestemt andel elever med anden etnisk baggrund. Han mener, at mange indvandrer og efterkommere slet ikke overvejer at blive journalister.

SÅDAN GJORDE SKRIBENTEN:

Danmarks Statistik fører statistik over de studerende på professionsbachelorerne i Danmark. Ved at hente tallene for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole har Illustreret Bunker beregnet, hvor store de forskellige grupper for køn, alder og etnicitet er.

Tallene om de studerendes politiske overbevisning stammer fra et spørgeskema, som de studerende bliver bedt om at udfylde, når de starter på uddannelsen. Her skal de studerende svare på en lang række spørgsmål.

Dermed er der blandt andet mulighed for at undersøge, hvilke partier de studerende stemte på ved sidste valg.