Mads Nissen har gjort det igen og cementerer sig blandt verdenseliten af fotojournalister

”Vi er jo nødt til at drikke noget af hans champagne for ham. Han får jo så meget af det, at han ellers bliver alkoholiker, og det går jo ikke.”

 En kollega stikker hovedet ind i det lokale, hvor vi sidder med Mads Nissen. Selvom hans kommentar er sagt med et glimt i øjet, så er den ikke helt forkert. Mads Nissen har nemlig modtaget meget champagne på det seneste.

 I lige det øjeblik er det blot nogle timer siden, han stod foran sine kolleger på Politiken og fik overrakt en ny flaske. Fint pakket ind i film og med et hvidt bånd med Politikens logo om flaskehalsen.

 Selvom kalenderen kun viser maj, har Mads Nissen i år indtil videre vundet prisen for verdens bedste fotograf af Pictures of the Year International og den regionale hovedpris for bedste fotoserie i Asien ved World Press Photo 2023. Verdens mest prestigefyldte konkurrence indenfor fotojournalistik. Denne gang skyldes fejringen, at han netop har vundet hovedprisen for den bedste fotoserie i verden ved selvsamme World Press Photo 2023.

 Det betyder, at han er den første fotograf nogensinde til at modtage tre hovedpriser ved World Press Photo, da han også vandt årets billede i 2015 og 2021. Med sin røde bogryg står World Press Photo bogen for 2021 endda stadig uåbnet i sin plastikfilm på hans skrivebord. Nu får den snart selskab af 2023-udgaven.

 Han har vundet for fortællingen ’The Price of Peace in Afghanistan’, der består af ni billeder, som på hver sin måde beskriver livet i Afghanistan, efter Vesten trak sig ud i sommeren 2021, og Taliban igen fik kontrol med landet. Billeder af fattigdom, sult og et land i dyb krise.

Derfor er det nu tredje gang indenfor et par måneder, at kollegerne på Politiken er samlet midt i redaktionslokalet til croissanter, kaffe og taler. Mads Nissen står forrest i forsamlingen, men ude til siden tæt op ad en mørkegrå skillevæg i stof. I sin sorte skjorte og sorte bukser er det lige før, han går i et med væggen. Han gemmer sig ikke, men holder sig alligevel ude i siden.

 Hans blik er på chefredaktør Christian Jensen, som ud til forsamlingen forklarer, at det ikke er mere end en måned siden, de stod her sidst og fejrede hans første pris for Afghanistan-serien. Dengang krydsede de fingre for, at de igen skulle stå her for at fejre hovedprisen.

”Nu står vi her så. Det lykkedes,” siger han og kigger ud på Mads Nissen, før han fortsætter med hænderne hævet foran sig: ”Du lovede de indsatte i fængslet i Afghanistan, at du ville fortælle deres historie. Nu er det kåret som verdens bedste fotoserie.”

Ramt af magi i Venezuela

 Mads Nissen er opvokset på Djursland i 80’erne, i hvad han selv beskriver som et hippie-kollektiv på landet. Igennem hans opvækst oplever han nogle meget snævre rammer for, hvilken type man kunne være. Nogle rammer, som meget handler om enten fodbold eller håndbold.

 ”Jeg passede bare ikke rigtigt ind. Jeg var opvokset lidt anderledes og var måske ikke helt som de andre.”

 Som 18-årig rejser han til Venezuela som leder af Den Fri Ungdomsuddannelse for at lære spansk og arbejde frivilligt. Før turen køber han et gammelt Nikon kamera og nogle ruller film. Han havde en ide om, at det at fotografere måske kunne være noget for ham, selvom han ikke vidste meget om det.

 ”Jeg spurgte en til råds om, hvad jeg så skulle fotografere, og vedkommende svarede bare: ’Kontraster.’”

 Bevæbnet med rådet, en 18-åriges gåpåmod og den store metalklods af et kamera bevæger han sig ud i byen Mérida, hvor han bor, og finder sig en dag i et af byens fattigere områder. Her slår det ham, hvad det præcist er, han kan opnå med fotografiet.

 ”Det var magisk. Som en åbenbaring slår det mig, at jeg med kameraet kan kombinere mine tre store interesser. Det at være kreativ, det at gøre en forskel og det at være nysgerrig på andre mennesker. Det stod så klart.”

 Herfra var det helt naturligt for ham, at hans vej ind i det at fotografere skulle findes i fotojournalistikken og i fotojournalistuddannelsen på DMJX. Det handlede for ham ikke om at tjene en masse penge eller sælge et produkt. Det handlede altid om historien.

Det stædige fotografi 

En af de historier skulle mange år senere vise sig at være historien om et nyt Afghanistan. Et land hærget af en lang krig, som sluttede i 2021, da Vesten endegyldigt trak sig ud og overlod magten til Taliban.

 ”Det var ikke kun den politiske historie om et land, som efter en 20 år lang krig var blevet forladt i kaos. Det var mere historien om en befolkning på 48 millioner mennesker, som var blevet overladt til sig selv og Taliban,” forklarer Mads Nissen.

 Derfor rejser han i januar sidste år til landet sammen med journalisten Bo Søndergaard for at dokumentere livet for den almindelige afghaner. Et arbejde, som senere bliver til den fotoserie, der netop har vundet prisen for verdens bedste.

 Selvom han ikke selv vil udpege et hovedbillede i serien, så er det fotoet af 15-årige Khalil, som gang på gang bliver fremhævet. Med et blik, der på samme tid er stålfast og opgivende, stirrer den spinkle dreng os ind i øjnene, mens han løfter op i sin trøje og viser det lange ar på siden af sin mave.

 “Vi havde hørt, at der foregik illegalt organsalg som en metode til at overleve. Vi beder vores lokale fixer om at undersøge det og finde nogle eksempler. Han finder blandt andet Khalil, som jo er en sindssygt stærk fortælling. Én ting er at sælge din egen nyre for at overleve, men noget helt andet er at sælge din søns nyre.”

 Mads Nissen og Bo Søndergaard er ikke i tvivl om, at de med Khalil Ahmad har en stærk historie, som verden skal se. Den 15-årige afghanske dreng, som må sælge sin ene nyre, for at hans forældre kan brødføde ham og hans 10 søskende. Men hvordan fortæller man den historie som fotograf? Undervejs er han i tvivl, selvom han er helt klar over, hvorfor billedet med Khalil er så stærkt.

”Det er…” siger han, afbrudt af en pause med blikket rettet mod ingenting: ”…et spørgsmål om ansvar. Hvem er ansvarlig for noget så forfærdeligt? Jeg bilder mig ind, at Khalil med sit blik siger: ’Jeg er jo bare en dreng. Hvad fanden har I gjort ved mig?’”

De første billeder, han tager, er af dem sammen. Far og søn. Men han synes ikke, det fungerer. Der er en distance mellem dem, som han ikke kan finde ud af fotografere. Det handler om meget mere end forholdet mellem far og søn. Det betyder noget for os i Danmark, fordi det handler om forholdet mellem os og et land, hvor vi har ført krig i 20 år. Derfor står Khalil stærkere alene. De tanker gør han sig nu næsten 16 måneder senere. Men han vidste ikke, at det ville være sådan, da han stod i huset med Khalil. Sådan er fotografi nogle gange. Handling trumfer tanke.

”Du kan have en masse intentioner med fotografi, men det har også sin egen vilje. De bedste billeder er dem, du ikke kan tænke dig til.”

Kameraet på bordet

 Når man taler om journalistik og fotojournalistik med Mads Nissen, så ender man tit i en samtale om empati og medmenneskelighed.

 ”Hvis jeg skal vælge et ord, som jeg gerne vil have på mine billeder, så skal det være empati og medfølelse. Det højeste man kan opnå, er, at folk ser ens billeder og får en snert af, hvad det er for et menneske på det.”

 Det at bruge sin empati i sit arbejde betyder ikke, at det så handler om en selv. Tværtimod. Han påpeger, at hans egen empati i historierne er et værktøj til at skabe den følelse hos modtageren. At fotojournalistik i dag ikke handler så meget om at styre kameraet, men at styre følelsen i billedet hen til det, som historien handler om.

 ”Det handler om at kunne se snittene i samfundet og komme ind i dem. Når du så er inde i dem, så handler det om at fange en følelse, som bevæger folk. Helt simpelt, hvad er en god historie?”

Derfor mener han, at remsen fra første semester om, at journalistikken skal være ’tilstræbt objektiv’ er en illusion. Hvis man vil ind til den gode historie, skal man bruge sig selv.

 ”Hvad fanden er det at være tilstræbt objektiv?” spørger han ud i luften uden at forvente et svar, før han fortsætter: ”Et tilstræbt objektivt menneske lyder så koldt, og hvem gider åbne sig op for sådan et?”

 Det betyder ikke, at han ikke påtager sig rollen som journalist i mødet med sine kilder. Faktisk gør han en dyd ud af altid at ”placere kameraet på bordet fra starten”, som han selv forklarer det. På den måde viser man også, hvorfor man er der. Man er der, fordi man ønsker at videreformidle lige netop dét til andre.

”Selvfølgelig kommer man også som et menneske, men din grund til at være der er jo, at du er journalist. Det er en journalist, som folk inviterer indenfor.”

En blind maratonløber

Mads Nissen har været vant til at rejse steder, som turistbrochurerne ignorerer. Gentagne rejser til et fattigdoms- og voldsplaget Colombia og et krigshærget Ukraine, er bare nogle af de seneste stempler i det rødbedefarvede pas. Rundrejsen i Afghanistan bliver dog til en ekstra hård tur for den erfarne journalist.

 ”Det var virkelig en udmattende tur, og vi kom begge derfra helt emotionelt oprevne. Vi oplevede en afmagt over, at det her land bare er efterladt til sig selv. Det er ikke bare, at Vesten har glemt Afghanistan. Det er, at Vesten gerne vil glemme Afghanistan.”

 Han forsøger at bruge lange bade som en form for meditation. Han tager i saunaen på hotellet, selvom det er noget, han ellers aldrig vil gøre. Men Afghanistan er ikke et land, som letter på speederen. Han fortæller om den dag, hvor han kommer tilbage til hotellet efter at have fotograferet Khalil. Han føler sig udmattet og har brug for at samle sig på hotelværelset. Så rammer et jordskælv, som slår 26 mennesker ihjel.

 ”Hver eneste gang jeg lige troede, at jeg kunne trække vejret, så gav Afghanistan mig bare en kæmpe lussing.”

Det er en af de eneste gange, hvor han ikke kunne få sig selv til at tage et billede. Han er fotograf, og det er han, fordi han tager billeder. Lige der kan han bare ikke rumme det. Han er tømt og har ikke mere at give. Overvejelserne om den personlige pris for hans arbejde er noget, han tænker over. Han husker særligt en samtale med Jan Dagø, der er tidligere fotograf ved Jyllands-Posten, men som måtte stoppe og i dag lever med store traumer.

 ”Han sagde engang til mig: ’Mads. Du tror, at du kan finde ud af at stoppe i tide. Det tror vi, men det kan vi ikke.”

 Han frygter, at hvis han fortsætter med at arbejde på den måde, så rammer han en dag muren. Hvordan stopper man i tide, når man ikke ved, hvornår den tid er inde? Det er som en blind maratonløber, der ved, at der findes en mur ét sted på den 42 kilometer lange rute, men bare ikke ved hvor. Hvis du først rammer muren, er det for sent.

 Det dilemma er svært, men han bruger sig selv og sine prioriteter som guide. Han har fået det råd fra sin psykolog, at så længe han kan mærke noget i kroppen, en sitrende fornemmelse, når han taler om sine oplevelser, så er han stadig i kontakt med sig selv. Det er først, hvis han ikke mærker noget, at han skal være nervøs. Han har også gjort det klart for sig selv, at han har andre prioriteter i livet end at fotografere.

 ”Jeg er far, og hvis det er prisen for, at jeg ikke altid kan arbejde, som jeg gør nu, så er det okay. Det er jeg afklaret med.”

Hattricket i hus

 Vi har efterhånden tilbragt en del timer med Mads Nissen. Vi har været med til hans fejring, til et forretningsopkald og på sidelinjen, når han arbejder med kollegaen Jacob Ehrbahn. Vi har sågar været med hjemme i hans lejlighed og mødt hans kone. Set hans børns værelser.

Det er dog først nu, samtalen går på, hvorfor vi egentlig er der. Altså. Vi er der for at tegne et portræt af verdens bedste fotograf, men hvorfor er Mads her egentlig? Vi stopper op foran et sandwichsted i en sidegade ikke langt fra Politikens Hus på Rådhuspladsen. Det er en varm, solskins majdag i København, så der er en livlig trafik af mennesker omkring os. Han ser ned i jorden. Tænker lidt, før øjnene igen kommer til syne.

 ”Hvis der er én ting, som jeg håber at bidrage med, er det et budskab om sårbarhed i branchen. Det har manglet før,” siger han.

 Han fortæller om dengang, han startede i et fag, som var konkurrencepræget på en dårlig måde, hvor der herskede en machokultur, og drømmene var små. Det at kunne tage nogle tæsk var en del af det. Han ser det bare ikke sådan. Hvis du er for fokuseret på en hård facade, så misser du den følelse, som du gerne vil formidle gennem dine billeder.

”Det handler ikke om mig. Det handler altid om de personer, som er på billedet, men jeg tror på, at jeg er nødt til at bruge mig selv for at fange dem. Derfor handler det ikke om mig, men på et eller andet plan er der noget rigtigt i, at ethvert billede er et selvportræt.”

 Du kan ikke fange den følelse, der er i et rum, når en far fortæller om, hvordan han har været tvunget til at lade sin 15-årige søn gå under kniven for blot at kunne brødføde sine børn, hvis du ikke selv kan acceptere at føle den. Det gør han. Han ser, at branchen har udviklet sig til noget bedre. Der er mere plads til at være sårbar, end da han startede. Mere plads til at drømme. På trods af det, er hans budskab stadig vigtigt. Han har selv været igennem den mølle, som mange unge fotografer ofte bliver mødt med.

 ”Jeg har hørt det samme som alle andre. At jeg aldrig kunne komme til at leve af det. At jeg aldrig ville blive ansat på et dagblad.”

 Men det kunne han. Det gjorde han. Og nu står han med et hattrick af en af verdens mest prestigefyldte fotopriser – endda som den første nogensinde. Man skal turde at ville noget. For drømmene er ikke større, end de der drømmer dem.