Fanget i honningfælden: Ivrige praktikanter arbejder ulønnet over

af Signe Duedahl Nørgaard | okt 7, 2021 | TEMA

Fanget i honningfælden: Ivrige praktikanter arbejder ulønnet over

En ny undersøgelse fra Illustreret Bunker viser, at mange journalistpraktikanter er styret af et indre pres. Det er på trods af, at de beskriver deres arbejdsforhold som gode. Presset fører til, at en tredjedel af praktikanterne ugentligt arbejder over. En stor del af dem uden betaling.

tEKST: benedikte støjberg pedersen og amalie thorlund jepsen
Illustration: nikoline ryttergaard

Udgivet den 07. oktober 2021

Alberte Ravn Skoglund, praktikant hos Ekstra Bladet på sjette måned, har sat dagens punktum. Nu står hun overfor et valg: Skal hun sende en mail til ledelsen, om at hun igen har arbejdet over? Alberte lukker computeren. Mailen sender hun ikke. Kollegaerne er ellers gode til at prikke hende på skulderen. Husk at indberette dine ekstra timer, siger de.

Så hvorfor arbejder Alberte alligevel gratis?

”Det er ofte, jeg ikke sender en mail, fordi jeg synes, at der er en stemning blandt praktikanterne om, at man ikke melder overarbejdet ind. På den måde viser man, at man gerne vil arbejde over,” fortæller Alberte Ravn Skoglund.

I den anden ende af landet reflekterer Anne Poulsen over sin opstart som praktikant på Jyllands Posten.

”Den første måned arbejdede jeg videre hjemme, fordi jeg ikke kunne lade arbejdet ligge. Jeg havde tanken: ‘Hvis jeg nu lige får snakket med ham kilden, inden jeg møder på arbejde, så kan jeg gå direkte i gang med at skrive’,” siger Anne Poulsen

Hun oplever at arbejdstid og fritid smelter sammen. Ansvaret placerer Anne Poulsen hos sig selv.

“Det er min egen fejl, for der er ikke nogen, som har bedt mig om at arbejde over,” siger hun.

Steen Rosenbak, chefredaktør på Jyllands Posten, ser ikke en generel tendens til et for højt indre arbejdspres blandt praktikanterne.

“Ambitiøse mennesker vil ofte lægge et betydeligt pres på sig selv, og hvis man er praktikant på Jyllands Posten, er man i udgangspunktet ambitiøs med sin journalistik. Men jeg vil ikke sige, at det er en generel oplevelse, at vores praktikanters indre arbejdspres er for højt – det er meget forskelligt fra person til person,” siger Steen Rosenbak.

Honningfælden

Anne Poulsen og Alberte Ravn Skoglund er ikke alene med deres hang til gratis overarbejde. En praktikant undersøgelse fra Illustreret Bunker med fokus på arbejdspres- og vaner, viser at omtrent 40 procent af praktikanternes overarbejde er frivilligt og ulønnet.

Helt konkret arbejder hver tredje adspurgte praktikant tre timer eller derover ekstra om ugen. Spørger man dem, hvorfor de bliver siddende på kontorstolen, peger de ikke på et ledelsesmæssigt pres.

Den primære grund til overarbejdet er derimod, at praktikanterne finder det sjovt og spændende, dernæst at de gerne vil indhente arbejdsmængden. Kun 10 procent af de adspurgte mener, at de arbejder for meget.

Ifølge journalisternes fagforening, Dansk Journalistforbund, skal man være varsom med at lade arbejdsglæden presse én ud over kanten.

”Det indre pres kan være godt, men jeg plejer også at kalde det honningfælden – når arbejdet er så spændende, og vi er så engageret i vores arbejde, at vi glemmer at passe på os selv,” siger Tom Hansen, arbejdsmiljøkonsulent ved Dansk Journalistforbund.

Arbejdsglæden skinner igennem i undersøgelsens konklusionerne. Over halvdelen af de adspurgte mener ikke, at de arbejder for meget, og 88 procent sagde, at de ville være trygge ved at gå til deres chef, hvis de følte, de arbejdede for meget. Kradser man i den pæne overflade, dukker der alligevel problematikker frem. En tredjedel af praktikanterne kan krydse flere væsentlige stresssymptomer af på listen. Her er nogle af højdespringerne søvnløshed, indre uro og hjertebanken.

Frygten for at sige fra

Stresskulturen blandt journaliststuderende- og praktikanter er velbeskrevet af Dansk Journalistforbund. Så sent som i 2017 udkom en undersøgelse, som viste, at 35 procent af studerende har et højt stressniveau.

Flere respondenter beskriver i Illustreret Bunkers undersøgelse deres stresstilstand som ”deres egen skyld,” samt at de arbejder over, fordi ”alle gør det.” Andre skriver, at de ville være utrygge ved at sige fra overfor arbejdsmængden, af frygt for hvordan de vil fremstå over for arbejdsgiveren.

Denne frygt sidder også i Anne Poulsen, praktikant hos Jyllands Posten.

“Hvis det hele virkeligt brænder på, så ville jeg nok godt kunne råbe højt. Det handler mere om min evne til at sige fra, end det handler om min chef. Jeg ville måske være bange for at virke ‘lad’ eller ‘uegnet til jobbet’,” siger Anne Poulsen.

Steen Rosenbak, chefredaktør på Jyllands Posten, maner frygten til ro.

“Praktikanterne kan uden tvivl trygt gå til ledelsen og sige, at de arbejder for meget. Jeg tror, at praktikanter vil opleve, at det nytter at gøre opmærksom på arbejdspresset,” siger han.

Derudover tilføjer han, at det ledelsesmæssigt ikke er nok at forvente, at praktikanten selv gør opmærksom på, at vedkommende føler sig presset. Derfor holder Jyllands Postens fagredaktører og praktikvejledere proaktivt øje med eventuelle faresignaler.

Hvem har ansvaret?

Hver dag går Alberte Ravn Skoglund, praktikant hos Ekstra Bladet, på arbejde med fokus på at yde sit bedste, fordi man, som hun selv siger, gerne vil vise, at man var den rette at hyre.

Det er ikke et sjældent syn, at man ser hende siddende i kontorstolen en time efter hendes vagt er afsluttet. Ekstra Bladet jo er et nyhedsmedie, hvor artikler skal sendes afsted, før dagen er slut.

”Jeg ser det ikke som et problem, fordi jeg selv gerne vil lave det færdigt, og gøre et godt stykke arbejde, ” siger Alberte Ravn Skoglund. ”Men der er nogle dage, hvor det godt kan være hårdt, fordi man synes, at man har knoklet meget, og samtidig godt ved, at man ikke kan gå, før man har lavet det færdigt.”

Selvom de hos Dansk Journalistforbund ikke har en officiel holdning til overarbejde, deler deres arbejdsmiljøkonsulent, Tom Hansen, det op i to kategorier: Det overarbejde, der skyldes indre pres og ydre pres.

”Et ydre pres om at arbejde mere er ikke okay. Her er vores grundholdning, at man skal få løn for det arbejde, man laver,” siger arbejdsmiljøkonsulent Tom Hansen.

Mere vanskeligt bliver det, når det gælder det arbejde, der er drevet af engagement og lyst til læring. Tom Hansen kan godt forstå, hvis man som praktikant sidder i et arbejdsmæssigt flow og synes, at det er en god investering at blive.

Selvom han mener, at ledelsen har det store ansvar for at passe på sine ansatte, opfordrer han også praktikanterne til at mærke efter og passe på sig selv.

Anne Poulsen, praktikant hos Jyllands Posten har selv haft samme tanker.

”Man bør stoppe op og tænke: ‘Jeg er stadig under uddannelse. Måske lærer jeg ikke mere af at sidde til klokken halv ti om aftenen og arbejde på en artikel, som jeg i princippet bare kan lave færdig i morgen’,” siger hun.

Vi har forsøgt at få en kommentar fra Ekstra Bladets ansvarshavende chefredaktør, Henrik Qvortrup. Men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

Om undersøgelsen

Illustreret Bunker har spurgt nuværende praktikanter og personer, der indenfor max et år har afsluttet deres praktikforløb. 82 personer har svaret på undersøgelsen. Det er besvaret anonymt.

Undersøgelsen er et spørgeskema med delvist multiple-choice-spørgsmål og frie udfyldelsesfelter. Spørgeskemaet undersøgte praktikanters arbejdsmiljø; herunder arbejdsvaner, stressfaktorer og ledelseskommunikation.

I fredagsbaren er de studerende den eneste pynt

af Signe Duedahl Nørgaard | okt 7, 2021 | INDE

I fredagsbaren er de studerende den eneste pynt

Fredagsbaren er endelig åben, og festen lever igen. Alligevel frygter Kurt Strandbar, at stemningen dør, hvis de ikke snart får mulighed for at pynte lokalet op. Men nu er fredagsbaren udfaset af lokaleplanen, og det kan give plads til mere pynt.

TEKST OG FOTO: RASMUS THORSEN

Udgivet den 07. oktober 2021

Et par meter uden for den udpegede rygezone sejler et par halvopløste cigaretskodder rundt i en vandpyt. Deres rute forstyrres af ivrige regndråber, der slår ned i vandspejlet. Betonen under dem vibrerer i takt med DJ Ötzi, der skråler fra fredagsbarens Soundboks.

“Sweet Caroline woh oh oooh…”

Fredagsbaren er åben, og de studerendes frustrationer over mislykkede interviews og faldne historier bliver hurtigt overdøvet af falske sangstemmer og druknet i to fadøl for 30 kroner.

Oplyst af institutionslamper med et halvbarskt skær får et par bordtennisbolde kasteture på tværs af lokalet. Nogle lander i en kop og udløser et jubelbrøl, andre skøjter over det koksgrå, ølplettede gulv.

Regnen er taget af, men gråvejret hænger ved. Og det efterlader ikke den store kontrast til fredagsbarens indretning. Den store og lyse bygning, som huser Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, falmer nemlig lige der, hvor køen til fadølsanlægget starter.

Fredagsbaren får ikke pynt, før retningslinjerne er på plads

Hvor diffust det end kan lyde, kan varmen i lokalet kun mærkes. Den kan ikke ses. De kolde, bare vægge bidrager ikke med meget liv, men danner alligevel rammen om en livlig fest.

Under et par tekniske problemer med Soundboksen har nogen set sit snit til at sætte et stykke med banderelaterede rytmer på. Det giver næsten en ghettovibe, at festen er rammet ind i grå beton, der reflekterer tunge rim om det hårde gadeliv. Men det varer kun et øjeblik. Et par tryk på en telefon senere er bodegastemningen genoprettet, da nogle mere joviale toner tager over.

I modsatte ende af baren står formanden for Kurt Strandbar, Hans Christian Blønd, omringet af fustager. Han kigger ud over lokalet, mens han fortæller, hvordan han gerne ville gøre mere ud af stedet.

Men al ophængning af pynt skal koordineres med ejendomsservice. Det er skolens politik, bekræfter DMJX’ interne byggeleder, Henrik W. Jørgensen. Og det gør det svært for Kurt Strandbar at gøre noget ved den nuværende indretning, mener Hans Christian Blønd.

“Ejendomsservice har en masse arbejde, og vi har et studie, vi skal passe. Det kan skabe en tidsmæssig konflikt,” siger han.

Ifølge ejendomsservicetekniker Thomas Gleerup er det ikke tiden, der er afgørende for, om han kan hjælpe Kurt Strandbar med at pynte fredagsbaren op. Det handler derimod om, at skolens ledelse endnu ikke har fastsat nogle retningslinjer for ophængning af pynt.

“Når rammerne er fastlagt, så hjælper jeg gerne,” siger han.

Rammerne skulle være besluttet på et møde d. 27. september, men det møde er blevet udskudt på ubestemt tid.

Funktionsbeskrivelsen minder mest om fiktion

Det tegnede ellers godt for fredagsbaren på papiret, da det nye DMJX-campus skulle opføres. I den forbindelse udarbejdede bygningsrådgiverne hos COWI en funktionsbeskrivelse af skolens lokaler.

“Fredagsbaren skal være omsluttet, hjemlig, ungdommelig og hyggelig og skal derfor nedbryde opfattelsen af stort lokale til 140 personer. Stemningen og indretningen i fredagsbaren skal tiltrække de studerende,” står der i dokumentet.

Men den vision kan trivselskoordinator på DMJX Røskva Würtz ikke genkende.

“Nej, jeg tænker ikke, den lever op til visionen. Det kan vi hurtigt blive enige om,” siger hun med et let grin i stemmen.

Og fredagsbarens formand stemmer i.

“Jeg elsker næsten, hvor ironisk det er. Jeg har aldrig set et omsluttet, hjemligt, ungdommeligt og hyggeligt lokale, der kun består af grå kontraster og hvidt indbygningslys,” siger han.

Tiltrækningskraft på lånt tid

Kurt-formanden har ikke den store tiltro til, at det er fredagsbarens indretning, der tiltrækker de studerende. Lige nu mener han, at fredagsbaren er populær, fordi coronanedlukningen har efterladt folk med underskud på festkontoen.

Han er bekymret for, om Kurt Strandbar kan blive ved med at trække festglade studerende til, hvis ikke der kommer flere farver på festen.

“Det er klart menneskene, som har skabt festen indtil videre. Men vi frygter, at det kan blive et problem for stemningen, hvis der ikke snart sker noget,” siger han.

Bag den grå bar kæmper Kurterne en evindelig kamp mod skummet i ølhanen. Alligevel er humøret højt. Der bliver langet lige så mange smil og kram over baren som øl.

Kurt Strandbar skal kickstartes med coronamidler

Noget tyder på, at der også snart kommer et friskt pust til fredagsbaren. Ifølge Røskva Würtz, der koordinerer trivselsindsatsen på DMJX efter coronapandemien, er der sat gang i en indsats for at gøre fredagsbaren til et mere hyggeligt sted for de studerende.

DMJX har fået en pose penge af Undervisningsministeriet, som skal forvaltes i forsøget på at kompensere de studerende for det, der gik tabt under coronapandemien. Og det betyder godt nyt for fredagsbaren.

I samarbejde med uddannelseslederne, studierådgivningen, DSR og Kurt Strandbar vil Røskva Würtz forsøge at omdanne den grå kasse til et rum, de studerende kan føle sig hjemme i. Men det kræver altså, at retningslinjerne fra ledelsen kommer på plads.

“Den primære udfordring er, at lokalet lige nu skal fungere til mange formål. Men hvis man kan tage rummet ud af lokaleplanen, så det ikke bruges til undervisning, kan vi få nogle mere frie rammer,” siger Røskva Würtz.

Indtil videre er det planlagt, at lokalet skal have opsat galleriskinner, der gør det muligt at hænge pynt og billeder op uden at bore huller i væggen. Desuden arbejder Røskva Würtz på at finde et alternativ til indbygningslampernes skarpe lys. Og indsatsen går hurtigt, mener trivselskoordinatoren.

“Jeg laver ikke andet lige nu, og der bliver fulgt op på indsatsen, for pengene skal bruges i år,” siger hun.

“Der er ikke nogen, som har lært mig, hvordan man er selvstændig”

af Signe Duedahl Nørgaard | okt 7, 2021 | UDE

“Der er ikke nogen, som har lært mig, hvordan man er selvstændig”

Med personlige erfaringer og generelle råd vil Anika Thorø Weber og Stine Daugaard gøre dig klogere på en tilværelse som momsregistreret. For Anika har det ikke bare betydet mere frihed og fleksibilitet, men også en svingende økonomi, administrative spørgsmål og nye udfordringer.

TEKST: MARIA SVEHAG OG SIGNE DUEDAHL NØRGAARD
FOTO: BRAGE BORUP

Udgivet den 07. oktober 2021

Som studerende på DMJX hører vi ofte, at mediebranchen er konkurrencepræget og uden job. Man skal være dygtig, hvis man skal ende med det job, man virkelig drømmer om. Hvis ikke må man nøjes med et, der ligger længere nede på prioriteringslisten – måske i en tilværelse som freelancer uden fast løn og kollegaer.

Det gjorde Anika Thorø Weber. Men for hende skyldtes det ikke, at hun ikke kunne få det job, hun drømte om. Det skyldtes, at det job, hun drømte om, var at være freelancer.

Fra fastansat til freelancer

Da Anika Thorø Weber afslutter journalistuddannelsen i sommeren 2018, dimitterer hun ikke ud i arbejdsløshed og en tilværelse på dagpenge. Nordiske Medier vil gerne ansætte hende, og hun har derfor fast arbejde fra september samme år.

Anika Thorø Weber er glad for jobbet. Men alligevel er der noget, som ikke passer ind i hendes liv. Pendlerturen fra Aarhus til Aalborg er lang, og de faste deadlines klokken 11 gør rutinen tyk og trykkende.

”Jeg havde ikke nok frihed og fleksibilitet, og det lærte jeg, at jeg havde et stort behov for – måske større, end de fleste andre” siger hun.

I foråret 2019 bliver hun sygemeldt med en længerevarende hjernerystelse, og fratræder sin stilling ved Nordiske Medier om efteråret. Under hendes sygemelding, går det op for hende, at hun skal starte op som selvstændig.

”Da jeg var syg, gik det op for mig, at det var vigtigt for mig at have et arbejde, jeg kunne forme efter det liv, jeg gerne ville leve. Og det indebar, at det ikke primært var formet efter mit arbejde”.

“Man skal tænker over, om man kan tage sig selv i nakken. Man skal tænke på, om man selv kan holde gang i forretningen, og holde sig selv op på, at der skal laves noget,” siger Anika Thorø Weber om at starte op som selvstændig.

En hård opstart

Når man starter en virksomhed, skal man lave alt fra bunden – og man gør det alene. Man skal forstå tallene og praktikken i moms, og hvordan man udskriver løn til sig selv. Man skal lære, hvordan man er en god konsulent og forstå, hvordan man rammer sine kunder. Og så skal man lære at sælge sig selv.

Det er ikke noget, Anika Thorø Weber har fået med fra journalistuddannelsen, og opstarten som freelancer er derfor ikke helt lige til. Mens landet er i lockdown, og flere og flere jobs bliver aflyst, begynder hun derfor fra en ende af for at stable sit virke på benene.

”Det var enormt svært at komme i gang i starten, og jeg lavede ikke ret meget. Der er jo ikke nogen, som har lært mig, hvordan man er selvstændig” siger Anika.

Råd #1 Hold fast i dit professionelle jeg

At starte op som selvstændig eller freelancer er ikke altid lige nemt. Det kan være svært at komme i gang med den rigtige rutine. Karrierekonsulent i Dansk Journalistforbund Stine Daugaard råder til, at man fra første dag tænker sig selv som en forretning, Man skal forholde sig til, hvad man er, hvad man vil levere, hvem ens kunder er, og hvordan økonomien skal se ud.

”Forbered dig på dagen ligesom, hvis du skulle på et hvilket som helst andet arbejde. Man sidder ikke i pyjamas eller med uglet hår, hvis en kunde kommer ind ad døren. Sørg i stedet for at holde fast i dit professionelle jeg.”

Stine Daugaard understreger, at det er vigtigt at få lavet de gode rammer, for også at kunne give sig selv lov til at holde fri, når arbejdsdagen er ovre.

At udskrive sin egen løn

Med hjælp fra venner, bekendte, familie og et kursus ved Dansk Journalistforbund får Anika styr på de ting, hun ikke vidste noget om, da hun gik i gang.

Sommeren 2020 bruger hun på at bygge sin hjemmeside og andre kanaler op, samtidig med at hun har været ude og hive med arme og ben efter det berømte netværk. I august 2020 får hun gang i virksomheden. Der kommer opgaver, historier bliver solgt, og Anika udskriver løn til sig selv.

”Selvom jeg ikke er begejstret for at vise mig frem på instagram, er det virkelig vigtigt for mig. Så husker venner og bekendte mig, når de taler med folk, og de har noget at give videre. Det er et vigtigt redskab at have nogle gode kanaler og et godt netværk,” siger Anika.

Råd #2 Etabler et netværk

Ifølge karrierekonsulent Stine Daugaard er det essentielt at have et godt netværk som selvstændig eller freelancer. Det er vigtigt at have nogen, man kan hive fat i, hvis man vil vide, hvordan man pitcher sin ide til deres arbejdsplads, eller nogle, der kan gøre en opmærksom på potentielle nye opgaver og kunder.

”Går man ud og ser på, hvad kunder i udgangspunktet vil have, når de skal købe en ydelse ind fra en ekstern leverandør, er det tryghed. Derfor er det afgørende at have et godt netværk, som kan sige go’ for en. Netværket kan hjælpe en med at åbne døre, og det betyder rigtig meget,” siger Stine Daugaard.

”Og så vil der straks være nogle, som læser med nu og går helt i panik, fordi de tænker, at de ikke har noget netværk. Men det vil jeg gerne udfordre og sige, at ALLE har et netværk, nogle har bare brug for at sætte sig ned og bruge tid på at kortlægge det og finde ud af, hvem de kender og hvor de arbejder i dag.”

Stine Daugaard anbefaler at bruge LinkedIn som et redskab til at kortlægge sit netværk. Her kan man holde styr på, hvem man kender, og hvor de får arbejde. Samtidig kan man gøre opmærksom på sig selv og sin forretning.

Rugbrødsarbejdet og den berømte middelvej

At være freelancer er ikke ensbetydende med, at Anika laver alle de opgaver, hun går og drømmer om. Rugbrødsopgaverne er nødvendige, fordi der kan være penge i. Hvis opgaven er et kommunikationsarbejde for en stor virksomhed, er der nemlig flere penge at få, end hvis man producerer en podcast for en lille NGO. Det er nok også grunden til, at økonomien som freelancer for Anika er svingende med en løn på et par tusind den ene måned og 40.000 den næste.

Derudover er muligheden for at få sit navn ud i verden og muligheden for at tjene penge en balance, man skal lære at navigere i. For selvom de større firmaer, der tilbyder kommunikationsopgaver, betaler godt, er det ikke der, man får sit navn trykt i spalterne.

”Selvfølgelig vil jeg gerne have mit navn ud, men pengene kommer, når man kan få en opgave ved en af de større private virksomheder – og der får man ikke nødvendigvis sit navn ud på den klassiske måde,” siger Anika.

For Anika handler det om at forsøge at finde den berømte middelvej, hvor der både er plads til hjerteprojekterne, de projekter, der giver én et mere kendt navn, og de projekter, der betaler godt.

Råd #3 Den gode forhandling starter altid med et nej

En klassisk fejl, Stine Daugaard ofte hører, er, at man vil starte lavt, for så kan man jo altid hæve sine priser, når man får flere opgaver ind. Stine Daugaard kan afsløre, at det ikke kommer til at ske. Starter man lavt, forbliver man lavt – for hvordan argumenterer man overfor en kunde, at man pludselig er blevet meget mere værd, selvom det er det samme stykke arbejde, man laver?

”Hvis man kommer direkte fra studiet med en SU og et studiejob ved siden af, kan man have vænnet sig til at have en meget begrænset økonomi. Derfor kan man nemt falde i den fælde, der hedder, at man ikke behøver at have så meget, hvis bare man kan få en fod indenfor. Og gør man det, kan man meget hurtigt komme til at skyde både sig selv og branchen i foden,” siger Stine Daugaard.

Alene om opgaverne

”Man kan godt føle sig lidt alene,” siger Anika.

Oftest arbejder hun alene på opgaverne, og det gør, at hun sommetider kan savne de tætte kollegaer. Kun hvis der skal laves større produktioner med foto- eller videomateriale, arbejder hun sammen med en fotograf.

”Det kan være svært, fordi jeg selv skal stå for at udvikle mig fagligt,” siger hun.

Men når man ikke er omgivet af fagfolk som på en normal redaktion, må man selv ud og finde sine kollegaer, forklarer Anika, der i stedet taler med andre freelancejournalister og bruger dem til sparring. Dog understreger hun, at det at være selvstændig, ikke er for dem, der skal motiveres af andre for at få opgaverne løst.

”Man skal tænke over, om man kan tage sig selv i nakken. Man skal tænke på, om man selv kan holde gang i forretningen, og holde sig selv op på, at der skal laves noget,” siger Anika.

Råd #4 Sæt dit hold

Som karrierekonsulent oplever Stine Daugaard sommetider, at folk ikke får sat sig ind i de praktiske rammer, når de skal starte op. De får ikke sat sig ind i, hvilken type freelancer de skal være, hvad de gør med moms, og hvordan de betaler SKAT.

Stine Daugaard slår fast, at når hverdagen bliver svær at komme igennem, og de administrative opgaver tynger, er det vigtigt at række ud.

”En af de udfordringer jeg oplever, at freelancere og selvstændige ofte står med, er fornemmelsen af at være alene. Det er der, hvor det kan være svært, og derfor er det afgørende at række ud til folk, der kan hjælpe. Det handler om at få sat sit hold – hvem har man omkring sig af kloge, dygtige og relevante mennesker, som man kan trække på i forskellige sammenhænge. Det er vigtigt at få skabt et fundament,” siger hun.

Friheden

Det manglende fællesskab trækker dog ikke så meget i Anika Thorø Weber, at det vejer op for den frihed, hun manglede på sit gamle job. Friheden i at træde ud af hamsterhjulet og selv bestemme, hvor og hvornår hun arbejder.

”Selvom jeg laver opgaver, der kan føles som rugbrødsarbejde, giver det mig plads til at lave de projekter, som jeg synes er enormt fede. På en arbejdsplads kunne man godt ende med bare at producere det, der skulle produceres,” siger hun.

Og for Anika Thorø Weber kan hverken den soloagtige arbejdsstil, de praktiske besværligheder eller den svingende indkomst måle sig med den føromtalte frihed, hun får ud af at være freelancer.

”Jeg regner med, at jeg skal være selvstændig i lang tid,” siger hun.

Næste poster »